Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 12/2003

KEN nr 9063 af 05/03/2003Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet14. marts 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 12/2003

[En mand - K]

har ved advokat Ivan Kornerup

Nielsen klaget til Pressenævnet over, at Ritzaus Bureau har givet afslag på

genmæle over for en nyhedsmeddelelse offentliggjort den 13. december 2002 .

I nyhedsmeddelelsen, der bar overskriften ”

Far dømt for anden gang for at bortføre børn

”, hed det:

”For anden gang er en 38-årig libanesisk mand blevet idømt

fængselsstraf for at nægte at udlevere sine to døtre til børnenes mor –

en

herboende libanesisk kvinde. [K] bortførte i 1999 børnene til Libanon og har

allerede afsonet ni måneders fængselsstraf for brøden.

Men han har trods straffen ikke gjort noget som helst for at

bringe døtrene på otte og fem tilveje – og derfor blev han i går i

Københavns

Byret idømt yderligere halvandet års fængsel.

I princippet kan han blive ved med at få fængselsdomme, hvis han

fortsat nægter at udlevere døtrene til moderen, oplyser politiadvokat

Michael

Jørgensen, der var anklager i sagen.

Den 38-årige er bosat i Sverige med en libanesisk kæreste og et

nyfødt barn. Han har forklaret politiet, at parret vil repatriere til

Libanon.

Men der er intet, som tyder på, at han vil bringe døtrene tilbage til deres

mor. Ved en såkaldt sharia-domstol i Beirut skal han have opnået en kendelse

om, at børnene – der har både dansk og libanesisk statsborgerskab –

ikke må

udrejse af Libanon.

Regeringen varslede tidligere på året, at man vil styrke støtten

Læs alt

til forældre, der har fået bortført deres barn af ægtefæller. Og i forrige

uge

fordoblede Østre Landsret straffen til en iransk mand, der bortførte to børn

til Iran. Han fik tre års fængsel.

/ritzau/

”

Herefter anmodede klager om genmæle på følgende punkter:

”[K] har ikke bortført børnene i 1999. På daværende tidspunkt

havde han forældremyndigheden efter aftale i forbindelse med skilsmissesagen.

Det fremgik af aftalen, at børnene i en periode skulle opholde sig i Libanon

og

at moderen havde 3 mdrs samvær årligt med børnene i Libanon (moderen er

libaneser). I strid med aftalen aflagde moderen retssag i Danmark om

overførsel

af forældremyndigheden til sig. Dette fik hun dom for, idet bemærkes, at

børnene indtil da lovligt opholdt sig i Libanon – også efter danske

regler!

Dagen efter dommen blev [K] varetægtsfængslet.

Han – som er dansk statsborger – er

gift

igen (og altså ikke ”bare ” kæreste) og har fast bopæl i

Sverige og har et barn med sin hustru der. Han har også fast arbejde i

Sverige.

Han er i øvrigt ked af at hans navn er nævnt i artiklen.”

Klageren har oplyst, at for så vidt angår den hævdede

bortførelse, forholder det sig således, at børnene lovligt var i Libanon,

idet

klager havde forældremyndigheden, og der forelå i øvrigt en aftale med

moderen

om, at børnene indtil videre skulle være i Libanon. Dagen efter afgørelsen i

Østre Landsret, hvor moderen fik overført forældremyndigheden til sig, blev

klager varetægtsfængslet, og børnenes ophold bliver så karakteriseret som

”bortførelse”, hvilket bestrides. Der er ikke journalistisk dækning

for dette

hændelsesforløb. Det, at der afsiges dom i Danmark, gør jo ikke børnenes

ophold

i Libanon ulovligt. Som forholdene er, har klager som fængslet ingen mulighed

for at bringe børnene til Danmark, så længe familien modsætter sig det.

Klageren har videre anført, at indklagedes vurdering af, at det

ikke vil påføre klager nævneværdig skade, at det i artiklen fejlagtigt

oplyses,

at han har en kæreste, men ikke er gift, er ganske udokumenteret. Det, som

indklagede kalder ”bagatelagtigt”, er en katastrofe for klagers

omdømme.

Indklagede har anført, at det sikkert er korrekt, at børnenes

afrejse til Libanon ikke var en bortførelse. Det blev den til gengæld i samme

øjeblik, da moderen fik forældremyndigheden, og faderen nægtede at bringe

børnene tilbage til Danmark. Dette er jo grunden til, at klager sidder i

fængsel. Der er derfor journalistisk dækning for i denne sammenhæng at bruge

udtrykket ”bortført”, da klager har ført børnene væk fra deres

moder. Under

alle omstændigheder kan brugen af udtrykket bortført – set i sagens

sammenhæng

og det faktum, at klager for anden gang blev idømt en længere fængselsstraf

for

ikke at udlevere børnene – ikke anses at påføre klager skade af

betydning.

Indklagede har endelig anført, at fejlen med at betegne klagers

ny kone som hans kæreste er så bagatelagtig, at den efter indklagedes

opfattelse ikke kan vurderes at påføre klager økonomisk eller anden skade af

betydning.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel

Kierkegaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning

om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at

påføre

nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et

massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er

utvivlsom.

Pressenævnet finder på baggrund af de nærmere foreliggende

omstændigheder, at udtrykket ”bortført” – om end det

umiddelbart sigter en til

aktiv handling – reelt er dækkende, og at der derfor ikke er bragt

forkerte

oplysninger. Forholdet giver dermed ikke grundlag for genmæle.

Med hensyn til den fejlagtige oplysning om, at klager skulle

have fået en ny kæreste – og ikke som korrekt en ny hustru – finder

nævnet, at

der ikke er tale om en oplysning, der kan påføre klager skade af betydning.

Den

omstændighed, at klager tidligere har været libanesisk statsborger, og at han

har familiemedlemmer i Libanon, kan ikke føre til en ændret vurdering. Der er

derfor ikke grundlag for genmæle på dette punkt.

Afsagt den 5. marts 2003.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter