Spring til indhold

Retsinformation

Svovlafgift

KEN nr 12174 af 23/10/2000Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet1. maj 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Svovlafgift

fjernvarmeværk

indfyret træflis

Reference:

Svovlafgiftslovens § 2, stk. 3, jf. § 1, nr. 14

A AmbA's klage til Landsskatteretten skyldes, at told- og skatteregionen

ved den påklagede afgørelse har anset fjernvarmeværket for

afgiftspligtig i medfør af svovlafgiftslovens § 2, stk. 3, jf. § 1,

nr. 14, af indfyret træflis.

Det er oplyst, at selskabet fremstiller fjernvarme ved forbrænding

af træflis. Værket har siden 1. juli 1998 været registreret

efter svovlafgiftsloven og har siden 1. januar 1999 betalt svovlafgift af den

forbrugte mængde træflis ved fjernvarmefremstillingen.

Den forbrugte træflis er udelukkende leveret fra B. Af en skrivelse

fra B af 11. august 1999 fremgår følgende:

"Som svar på jeres henvendelse vedr. svovlindholdet i den flis vi

leverer, kan jeg oplyse, at der allerede foreligger et ganske omfattende

analysemateriale for dansk skovflis. Analyserne er dels foretaget af

DK-teknik dels af Elsam Projekt og er i en række tilfælde

foretaget på Flis fra B's løbende produktion.

Analyserne viser, at svovlindholdet varierer - tilsyneladende efter

træernes voksested og barkandelen i flisen. Som gennemsnit er

svovlindholdet ca. 0,03 % beregnet på brændselsbasis, og det

når kun helt undtagelsesvis op over 0,05 %.

Beregnes svovlindholdet på basis af træets

tørstofindhold bliver svovlindholdet i gennemsnit ca. 0,05%.

(..........)"

Videre har værket fremlagt følgende skrivelse fra Skov- og

Naturstyrelsen af 9. april 1999 hvoraf bl.a. fremgår:

"Foranlediget af at svovlafgiften er blevet gældende for flisfyrede

Læs alt

værker fra 1. januar 1999, fremsendes hermed erklæring om

svovlindhold for skovflis leveret af Skov- og Naturstyrelsen.

(.....)

Svovlindhold

Flisens fugtighed har stor indflydelse på svovlindholdet, idet

beregningen af indholdet bliver foretaget på vægtbasis. Skovflis

handles og forbrændes med fugtindhold hvorfor svovlandelen beregnes

heraf. Idet en løbende prøvetagning med beregning af

svovlindhold vil være en væsentlig økonomisk belastning,

finder Skov- og Naturstyrelsen det hensigtsmæssigt at drage nytte af

eksisterende undersøgelse.

I Vidensblad nr. 126 udgivet af Videncentret for Halm- og Flisfyring,

gengives en undersøgelse foretaget af dk-TEKNIK. Undersøgelsen

bygger på 53 flisprøver med varierende fugtighed udtaget ra

forskellige lokaliteter og producenter.

I gennemsnit for alle prøverne er svovlindholdet 0,034 % af

brændselsvægten. Af de 53 prøver indeholder 5

prøver mere end 0,05 % svovl.

Da undersøgelsen viser at det gennemsnitlige svovlindhold for

skovflis ligger væsentligt under grænsen for at skulle svare

afgift, findes det godtgjort, at der ikke er behov for løbende

prøvetagninger og at der ikke skal svares svovlafgift for skovflis

leveret af Skov- og Naturstyrelsen."

Af en af dk-TEKNIK ENERGI & MILJØ i september 1998 udarbejdet

rapport vedrørende "Svovlbalancer for biomassefyrede værker"

fremgår, at projektets formål er af skaffe tilstrækkelig

dokumentation til at fastsætte en standardgodtgørelse for

tilbageholdelsen af svovl i asken fra biomassefyrede værker. Videre

fremgår følgende af rapporten:

"Konklusioner og anbefalinger

(.....)

Flis

Svovlindholdet i flis er lavere end lovens mindstegrænse.

Svovlindholdet på tørstofbasis varierer ikke ret meget og

gennemsnittet er maksimalt 0,034 % svovl på brændselsbasis. 12 ud

af 53 prøver har et svovlindhold mindre end detektionsgrænserne

og kun 5 ud af 53 prøver har et svovlindhold højere end lovens

mindstegrænse. Det største fund svovlindhold i prøverne

er 0,13 % på tørstofbasis.

(...)

Svovlafgiften

(....)

Forskellige brændslers svovlindhold

For biobrændsler og affald omfatter svovlloven varer med over 0,05 %

svovl. Der er afgørende forskel på om begrebet vare dækker

over brændslet eller over dets brændbare dele.

Et brændsel er sammensat af brændbart tørstof, aske og

vand. Ved forbrændingen og de forudliggende processer (tørring,

pyrolyse og forgasning) fordampes vandet og tørstoffet omsættes

til varm røggas. Asken falder ud efter risten eller fjernes fra

røggassen med en cyklon, en vådscrubber, et elektrofilter eller

et osefilter inden røggassen sendes ud gennem skorstenen.

Det er kun biomassens tørstof, der brænder. Asken regnes

oftest inaktiv og vandindholdet "optager plads" for brændbart

tørstof og kræver energi til at blive fordampet. Begge forhold

reducerer brændværdien. Især problematikken omkring vandet

i brændslet er vigtig i forbindelse med svovlloven, da vandindholdet i

brændslerne til værkerne varierer mellem 5 % (tørre

træpiller) og 60 % (frisk skovflis). Deles en flisbunke med 50 %

vandindhold i 2 bunker, hvoraf den ene tørres til 30 % vandindhold,

vil svovlindholdet være hhv. 0,025 % og 0,035 % for brændslet

(eller varen, som er det udtryk, svovlloven anvender), hvis en

brændselsanalyse har vist et svovlindhold på 0,05 % på

tør basis.

(....)

Flis

På grund af det større vandindhold i flis er der

større forskel på, om mængden af svovl opgøres

på tørstofbasis eller på brændselsbasis, som det ses

nedenfor. Også for flisen findes der adskillige prøver med et

svovlindhold under detektionsgrænsen, så gennemsnittet angiver

den maksimalt mulige værdi."

Af oversigt over analyseresultater fremgår, at der er målt et

gennemsnit på max. 0,054 % svovl på tørstofbasis og et

gennemsnit på max. 0,034 % på brændselsbasis.

Fjernvarmeværket har over for Landsskatteretten fremlagt 5

analyseresultater på grundlag af prøver udtaget fra leverancer

fra B i marts 2000 hvoraf fremgår, at svovlindholdet i mg/kg TS

udgør henholdsvis 270, 100, 160, 200 og 150.

Ved afgørelse af 14. september 1999 havde told- og skatteregionen

anset fjernvarmeværket for afgiftspligtig af den forbrugte

træflis i medfør af svovlafgiftslovens § 1, nr. 14. Det er som

begrundelse herfor anført, at der ikke er fremlagt dokumentation for,

at der er under 0,05 % svovl i den indfyrede træflis, idet der ikke

sker løbende registrering/måling af varens svovlindhold. Det er

videre anført, at da der ej heller sker måling af den udledte

svovlmængde, er fjernvarmeværket omfattet af lovens § 2, stk. 3,

hvorefter afgiften skal beregnes på grundlag af den indfyrede

mængde. Det er endelig anført, at regionen er bekendt med den af

dk-Teknik udarbejdede rapport, der har været forelagt

Skatteministeriets Departement med henblik på en lovændring.

Fjernvarmeværket har over for Landsskatteretten nedlagt

påstand om, at den af værket forbrugte træflis ikke er

afgiftspligtig efter svovlafgiftsloven.

Det er til støtte herfor anført, at der i henhold til

svovlafgiftslovens § 1 skal betales afgift af svovlindholdet af de i

bestemmelsen opregnede varer, såfremt varen indeholder over 0,05 %

svovl. Det er herved gjort gældende, at det i henhold til loven ikke er

et krav, at svovlindholdet for det omhandlede brændsel skal

opgøres på tørstofbasis. Da den af værket forbrugte

skovflis med et vandindhold på ca. 45 % med alt overvejende

sandsynlighed indeholder under 0,05 % svovl, er denne ikke omfattet af

afgiftspligten. Værket har herved henvist til den af dk-Teknik,

Energistyrelsens j.nr. 51161/96-0067, udarbejdede rapport hvoraf

fremgår, at der kun er fundet svovlindhold på over 0,05 % i 5 ud

af 53 træflisprøver. Prøverne, der i figuren på

rapportens side 18 er angivet med 0,05 % svovl, er for de fleste vedkommende

resultater, hvor analysemetoden har været valgt sådan, at

resultatet er angivet som svovlindhold <0,05%. Analysemetoden har

således ikke været valgt, så det har været muligt at

arbejde med en lavere detektionsgrænse. I relation til denne rapport er

det videre bemærket, at analyseresultaterne er baseret på

generelle arkivprøver, som ikke var foretaget specielt med henblik

på konstatering af svovlindhold. Rapporten bør derfor

læses med disse forbehold. Værket har videre henvist til breve

fra landets to største flisleverandører, Hedeselskabet og Skov-

og Naturstyrelsen. I øvrigt er det efter værkets opfattelse ved

de nu foreliggende analyseresultater gjort gældende, at svovlindholdet

i det fra B leverede flis opgjort på tørstofbasis ikke

overstiger lovens bundgrænse.

Told- og Skattestyrelsen har over for Landsskatteretten indstillet den

påklagede afgørelse stadfæstet. At der ved

bedømmelse af afgiftspligtens omfang efter lovens § 1 skal tages

udgangspunkt i tørstofindholdet, finder styrelsen er det eneste

naturlige, jf. intern meddelelse af 3. marts 2000, og som i øvrigt

klart understøttes af

det bl.a. af tabel 2 i lovforslag 213 fremgår, at afgiften for kul

i 2000 vil være 180 kr. pr. ton. Dette tal kan kun fremkomme ved, at

der er korrigeret for vandindhold på 10%. I tabel 3, der

vedrører fuelolie, er der ikke foretaget noget fradrag for

vandindhold, idet fuelolies indhold af vand er yderst

begrænset,

det af lovens § 6, stk. 6 og 7, direkte fremgår, at

opgørelsen foretages på grundlag af tørstofindholdet. De

i § 6, stk. 7, anførte procenter er i øvrigt fastsat ud fra § 4

i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 901 af 31. oktober 1994

om begrænsning af svovlindhold i brændsel til fyrings- og

transportformål, hvoraf fremgår, at procenterne er ekskl.

Vand,

det fremgår af bemærkningerne til § 7, nr. 4, 5 og 9, i

lovforslag L 68, at der ved fastsættelse af standardafgiftssatsen for

halm og træpiller er korrigeret for vandindholdet, mens der for

træ mv. kan kompenseres for vandindholdet, hvis der udtages

prøver. Muligheden for fradrag af vandindhold ændrer ikke

på det faktum, at afgiften på 11 kr. pr. ton er fastsat ud fra

tørstofindholdet (svovlprocent på 0,055 %). Hvis skovflisen

indeholder vand, og der ikke korrigeres for dette gennem udtagning af

prøver, vil der reelt blive betalt for meget i svovlafgift.

I lovens § 1 er alle afgiftspligtige varer opremset, herunder kul og

biobrændsler, og styrelsen ser ikke noget belæg i loven eller

bemærkningerne hertil, jf. ovenfor, for at antage, at svovlindholdet

efter § 1 skal beregnes på ét grundlag for kul (tørstof)

og på et andet grundlag for biobrændsler (inkl. vand).

Fastsættelsen af konkrete svovlprocenter for biobrændsler, som

følge af disses uensartede karakter, kan være besværlig

for virksomhederne. Det er netop derfor, at der ved opgørelse af den

afgiftspligtige mængde for disse varer - i modsætning til f.eks.

kul og fuelolie - er fastsat en standardafgift/bundfradrag pr. ton af varen,

således at der ikke skal udtages prøver og foretages

målinger af hvert eneste læs. Denne standardafgift er f.eks. for

skovflis fastsat til 11 kr. pr. kg, hvilket svarer til et svovlindhold i

varen på 0,055%. Det vil sige, at afgiftssatsen er fastsat i

overensstemmelse med bemærkningerne i loven: "Det er som udgangspunkt

forudsat, at svovlindholdet er over de anførte 0,05 %".

Landsskatteretten udtalte:

Ved lov nr. 421 af 14. juni 1995 blev der bl.a. indført svovlafgift

af følgende vareområde, jf. lovens § 1:

"Der betales afgift af svovlindholdet i følgende varer,

såfremt varen indeholder over 0,05 pct. svovl:

(...)

14) Træ, træflis, halm, affald og andre svovlholdige

brændsler, der indfyres i produktionsanlæg med en indfyret effekt

på over 1.000 kW."

Endvidere fremgår af lovens § 2, stk. 3, at afgiften, for

virksomheder der ikke foretager måling af den til luften udledte svovl,

opgøres på grundlag af virksomhedens samlede energiproduktion.

For træflis mv. udgør afgiften 80 øre pr. GJ. Yderligere

fremgår af lovens § 10, stk. 3, at registrerede virksomheder skal

konstatere eller verificere det afgiftspligtige svovlindhold i varer omfattet

af § 1.

Ved lovens § 32 blev der vedtaget en indfasning af afgiften indtil 31.

december 1999 ved gradvist at nedtrappe et afgiftsfrit bundfradrag for

svovlindholdet i de enkelte brændsler (tærskelværdier). For

så vidt angår træ, træflis mv. og halm til

brændselsformål skulle der efter bestemmelsen i perioden fra

lovens ikrafttræden til 31. december 1999 alene betales afgift af den

del af svovlindholdet i varen, der lå over henholdsvis 0,2 %, 0,15 %,

0,1 % og 0,05 % i årene 1996, 1997, 1998 og 1999.

Følgende fremgår af bemærkningerne til lovforslagets §

1 og 2 (L 213):

"Ligeledes vil der skulle betales afgift af træ, træflis,

halm, affald og andre svovlholdige brændsler, der anvendes i

anlæg med en indbygget effekt på over 1000 kW. Det er som

udgangspunkt forudsat, at svovlindholdet er over de anførte 0,05 pct."

I det oprindelige lovforslag fremgik af § 32, stk. 1, sidste punktum, at

"de anførte svovlprocenter er vægtprocenter af varernes

vægt ekskl. vand". I betænkning afgivet af Skatteudvalget den 24.

maj 1995 blev der stillet og efterfølgende vedtaget

ændringsforslag til § 32, hvorefter denne sætning blev indsat

efter hvert af de nærmere foreslåede afsnit i bestemmelsen,

bortset fra afsnittene vedrørende "Træ, træflis m.v. og

halm til brændselsformål" samt "Affald til

brændselsformål". Af bemærkningerne til

ændringsforslaget fremgår, at sidste punktum i § 32, stk. 1, ikke

i det oprindelige lovforslag vedrører biobrændsler og affald, da

det i praksis er forbundet med store vanskeligheder at konstatere

tørstofindholdet i disse brændsler.

Ved lov nr. 1101 af 20. december 1995 blev skovflis og træpiller

tilføjet svovlafgiftslovens § 1, nr. 14. Samtidig blev lovens § 2,

stk. 3 ændret således, at registrerede virksomheder, der anvender

varer omfattet af § 1, nr. 14, og som ikke foretager måling af den

samlede mængde svovl udledt til luften, skal opgøre afgiften

efter virksomhedens forbrug af disse varer. Afgiften udgør i så

fald 11 kr. pr. tons, jf. § 2, stk. 3, nr. 3. I loven blev endvidere

indføjet § 2, stk. 4, hvorefter virksomheder, der anvender varer med

et afgiftspligtigt svovlindhold nævnt i stk. 3, nr. 3, og udtager

prøver af vandindholdet i brændslet, kan reducere afgiften

forholdsmæssigt med vandindholdet i procent. Videre blev

overgangsbestemmelsen i lovens § 32 ændret for så vidt

angår disse brændsler, således at der alene betales afgift

af det beløb, jf. § 2, stk. 3, der ligger over et bundfradrag på

henholdsvis 38, 29, 19 og 10 kr. pr. t. i årene 1996, 1997, 1998 og

1999. Det blev i § 32, stk. 3, tilføjet, at bundfradraget reduceres

forholdsmæssigt med vandindholdet i procent for virksomheder, der

udtager prøver af vandindholdet i det i § 2, stk. 3, nr. 3

nævnte brændsel.

Af bemærkningerne til disse ændringer i svovlafgiftsloven (L

68) fremgår bl.a., at det har vist sig, at svovlindholdet kan variere

betydeligt imellem træpiller med eller uden svovlholdigt bindemiddel.

Det er derfor foreslået, at satsernes ændres, således at de

bedre afspejler brændslernes reelle svovlindhold. Det foreslås

endvidere, at der kompenseres for vandindholdet i træ og andre

træholdige brændsler, såfremt virksomheden udtager

prøver af vandindholdet i brændslerne. For skovflis m.v. kan

vandindholdet variere betydeligt. For halm og træpiller, hvor

variationen er mindre, er der allerede korrigeret for vandindholdet ved

fastsættelsen af satserne.

Videre foreligger en af Told- og Skattestyrelsen den 3. marts 2000 afgiven

intern meddelelse hvori følgende bl.a. er anført:

"Efter styrelsens opfattelse skal svovlindholdet altid beregnes efter

brændslets tørstofindhold, eftersom det er brændslets

tørstofindhold, der indeholder svovl, og ikke vandet. Det gælder

uanset brændslets art og uanset, om svovlindholdet bestemmes til brug

for afgørelse af, om brændslet er omfattet af afgiftspligten,

eller for opgørelse af den afgiftspligtige mængde.

En opgørelse af svovlindholdet på brændselsbasis (inkl.

vand) ville betyde, at uvedkommende faktorer kom til at påvirke

resultatet, fx. brændslets opbevaring inden prøveudtagningen.

Af ovenanførte rapport fra dk-TEKNIK om bl.a. svovlindholdet i

skovflis fremgår i øvrigt, at svovlindholdet i skovflis svinger

meget, men opgjort på tørstofbasis dog omkring den grænse,

som antages i loven.

(......)

Såfremt værket mener, at den pågældende skovflis

ikke er omfattet af afgiftspligten, skal værket dokumentere dette ved

en analyse på basis af tørstofindhold af hvert enkelt læs

af skovflis, der tilføres værket. Vægten af det

pågældende læs kan herefter holdes uden for

opgørelse af den afgiftspligtige mængde. Udgiften til analyse

mv. påhviler værket, jf. lovens § 10, stk. 3.

Regionen kan fritage værket for at udtage prøver af

efterfølgende læs af skovflis, såfremt værket

fremlægger dokumentation fra skovejeren om, at der er tale om flis af

samme art og type og fra samme geografiske lokalitet (voksested), som den

flis der er omfattet af analysen."

Efter formuleringen af lovens § 1, nr. 14, sammenholdt med den oprindelige

lovs § 32 og bemærkningerne til sidstnævnte finder

Landsskatteretten ikke grundlag for at antage, at opgørelse af

svovlindholdet for de i lovens § 1, nr. 14, omfattede brændsler skal

ske på grundlag af tørstofindholdet. Den ændring af loven

der skete med lov nr. 1101 af 20. december 1995, hvorved afgiften herefter

kunne opgøres på grundlag af forbruget af de afgiftspligtige

varer, findes ikke at kunne føre til en anden fortolkning af lovens §

1, nr. 14. Af den samtidig hermed indførte bestemmelse i lovens § 2,

stk. 4, kan således udledes, at afgiften som udgangspunkt beregnes af

brændslets vægt inkl. vand. Landsskatteretten finder ikke

grundlag for at antage, at målingen af svovlindholdet i de

pågældende varer desuagtet skal foretages ekskl. dette

vandindhold. Virksomhedens anvendelse af træflis er derfor

afgiftsfritaget i det omfang det godtgøres, at svovlindholdet har

været under 0,05%. Retten bemærker herved, at

efterfølgende analyseresultater ikke kan anses som tilstrækkelig

dokumentation herfor efter svovlafgiftslovens § 10, stk. 3. Den

påklagede afgørelse ændres i overensstemmelse hermed.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter