Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse

KEN nr 11527 af 05/05/2000Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet3. oktober 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse

Fradrag for moms til udgifter vedr. salg af ejendomme

- frivillig momsregistrering

Reference:

ML § 37, stk. 1

A Invest v/B klagede over, at told- og skattergionen ikke

hvade godkendt fradrag for moms til udgifter vedr. salg af ejendomme, der

havde været frivilligt momsregistreret for udlejning.

Det var oplyst, at virksomhedens aktiviteter primært

havde vedrørt køb og salg af fast ejendom. Herudover var der

foretaget formidling og udlejning af fast ejendom. Virksomheden var

registreret som påbegyndt den 1. juli 1994 for

ejendomsformidlingsvirksomhed. Det var videre oplyst, at virksomhedens

indehaver, B, drev lignende virksomhed gennem en række af ham

dominerede selskaber.

Det fremgik af virksomhedens årsregnskab for

kalenderåret 1995, at der var solgt 3 ejendomme. Af samme regnskab

fremgik det under BALANCE pr. 31. december 1995 under

Omsætningsaktiver, varebeholdninger: "Grunde og bygninger til

videresalg". I noten hertil fremgik det, at to af de nu solgte ejendom var

anskaffet hhv. ved skøde af 26. marts 1996 til anskaffelsessum

1.800.000 kr. og ved slutseddel af 28. december 1995 til anskaffelsessum

5.100.000 kr. I BALANCEN under anlægsaktiver fremgik alene finansielle

anlægsaktiver.

Af virksomhedens årsregnskab for kalenderåret

1996 fremgik det, at de samme ejendomme var solgt. I regnskabet for 1996 var

der under regnskabspraksis vedr. varebeholdninger anført

"varebeholdninger omfatter ejendomme til videresalg". Under Balance for

virksomheden 31. december var der under Varebeholdninger anført

"grunde og bygninger til videresalg". Der var ikke anført

Læs alt

anlægsaktiver i balancen for 1996.

Salget af disse ejendomme var sket med assistance fra 3

selskaber, der alle var domineret af B. Det var oplyst, at det ene af

selskaberne var under konkurs med fristdag den 15. oktober 1997, samt at et

andet af selskaberne var under konkurs med fristdag den 6. januar 1998.

De pågældende selskaber havde fremsendt

fakturaer til det klagende selskab som følge af assistancen ved salget

af nævnte ejendomme. A havde i momsangivelserne for 1996 og 1997

foretaget fradrag for momsen af disse fakturaer.

Det drejede sig om følgende fakturaer:

1) Honorar iflg. aftale

kr. 850.000,00

25% moms

kr. 212.500,00

Fakturabeløb i alt

kr.

1.062.500,00

2) Honorar iflg. aftale

kr. 450.000,00

25% moms

kr. 112.000,00

Fakturabeløb i alt

kr.

562.500,00

3) Honorar vedrørende udfærdigelse af

skøde mv.

kr. 19.000,00

25% moms

kr. 4.750,00

I alt til indbetaling

kr. 23.750,00

4)Honorar for 6 ejendomme hhv

kr. 200.000

kr. 1.115.000

kr. 856.440

kr. 2.271.900

kr. 2.345.800

kr. 292.500

kr. 7.081.640

25% moms

kr. 1.770.410

Fakturabeløb i alt

kr. 8.852.050"

5) Honorar iflg. aftale

kr. 400.000

25% moms

kr. 100.000

Fakturabeløb i alt

kr. 500.000

A havde efter salget af ejendommene fremsendt

ansøgninger til regionen om frivillig registrering efter momsloven for

udlejning mm af fast ejendom for 4 ejendomme. For så vidt angik 2 af de

nu solgte ejendomme var der fremsat ønske om ikrafttrædelse fra

1. oktober 1995.

Regionen havde i skrivelse af 16. december 1998 til A

anført, at henset til, at der siden de ovennævnte ønskede

ikrafttrædelsesdatoer faktisk var opkrævet og afkrævet moms

af huslejerne samt foretaget fradrag for udgifterne under det eksisterende

forhold, ville regionen ikke foretage sig videre i anledning af den manglende

frivillige registrering. De frivillige registreringsforhold ville blive

oprettet pr. regionens modtagelse af de fire ansøgninger. Regionen

havde dog anmodet om følgende oplysninger:

-

samtykkeerklæringer fra lejerne

-

dokumentation for, at moms af huslejerne var

opkrævet fra påbegyndelsen af udlejningen

-

bekræftelse på, at A/B stadig var ejer af de

fire ejendomme.

Regionen havde ved den påklagede afgørelse

forhøjet momstilsvaret således:

Periode

Fra

Til

1996

-577.801

-365.301

1997

-4.715.019

-2.897.769

Forhøjelserne var fremkommet ved, at der ikke var

godkendt fradrag for momsen af fakturaer fra to af selskaberne.

Vedrørende den ene af fakturaerne var det alene honorarerne for 3 af

ejendomme under 4), der ikke var godkendt fradrag for.

Regionen havde henset til, at de omhandlede udgifter var

afholdt i forbindelse med salg af fast ejendom, hvilket var momsfritaget, jf.

momslovens § 13, stk. 1, nr. 9. Det fulgte herefter af momslovens § 37, stk.

1, at der ikke var fradrag for den indgående afgift på de

indkøbte ydelser. Regionen havde herved henvist til Momsnævnets

afgørelse nr. 701 fra 1980, hvorefter der ikke godkendtes fradrag for

en ejendomsmæglers udgifter til en anden ejendomsmæglers

salær ved salg af førstnævntes ejendom. Der var videre

henvist til EF-domstolens dom af 6. april 1995 BLP Groupe. Endelig var der

henvist til Momsnævnets afgørelse i TfS 1996.563.

Regionen havde under sagens behandling bl.a.

anført, at ved bedømmelsen af om en transaktion var

momspligtig, skulle der udelukkende ses på ydelsens karakter. Hvis en i

øvrigt fuldt momspligtig virksomhed leverede en ydelser, der isoleret

betragtet var momsfri, blev denne ydelse aldrig momspligtig uanset hvor

nær en tilknytning ydelsen end måtte have til virksomhedens

momspligtige aktiviteter. Tilsvarende gjaldt på fradragssiden, at hvis

en virksomhed indkøbte en ydelser, der entydigt rettede sig mod en

momsfritaget transaktion, kunne der ikke opnås fradragsret for den

indgående afgift på den indkøbte ydelse. Dette gjaldt

uanset hvor nær en tilknytning transaktionen i øvrigt

måtte have til virksomhedens momspligtige aktiviteter. Dette

støttede regionen tillige på præmisserne 18, 24 og 25 i

BLP-dommen. Regionen havde videre anført, at såfremt der havde

været en praksis, hvorefter der var fradrag for en indgående

afgift på omkostninger, der havde relateret sig til momsfrit salg af

fast ejendom, kunne denne praksis ikke opretholdes efter BLP-dommen. En dom

fra EF-domstolen var konstateren de, og domstolens fortolkning af en

direktivbestemmelse var dermed principielt gældende fra det tidspunkt,

hvor direktivet blev implementeret i den danske lovgivning. Regionen havde

videre anført, at der ikke kunne fremdrages afgørelser, der

understøttede repræsentantens påstand om, at der havde

været en fast praksis, hvorefter virksomheder havde fået fradrag

for indgående afgift på omkostninger, der relaterede sig til salg

af fast ejendom, der havde været anvendt som led i virksomhedens

momspligtige aktivitet.

Der var over for Landsskatteretten nedlagt principal

påstand om, at der blev godkendt fradrag for momsen af mægler- og

rådgiverudgifter ved salg af ejendom, der havde været anvendt i

momsregistreret virksomhed. Subsidiært var der nedlagt påstand

om, at der var tale om en sådan praksisændring, der tidligst

kunne få virkning fra datoen for Landsskatteretten

afgørelse.

Der var til støtte for den principale påstand

bl.a. gjort gældende, at frivillig momsregistrering berettigede den

registrerede virksomhed til fradrag i samme omfang som andre momsregistrerede

virksomheder. Det var hertil anført, at den faste ejendom var et

driftsmiddel for den momsregistrerede virksomhed. Det var tillige

anført, at Momsnævnets afgørelse nr. 608 fra 1979, hvor

der godkendtes fradrag for mæglerudgifter ved salg af ejendom, hvor der

var drevet registreringsmæssig virksomhed, blev truffet efter, at

momsloven den 1. oktober 1978 blev ændret ved implementering af 6.

momsdirektiv. Momslovens § 37 havde således ikke ændret sig siden

denne afgørelse. Det var videre anført, at EF-dommen, BLP

Groupe, omhandlede salg af aktier, der ikke på samme måde som

fast ejendom kunne anses at være et driftsmiddel i den momsregistrerede

virksomhed. Det var hertil anført, at før BLP-dommen var der

heller ikke fradrag for rådgiverudgifter ved salg af aktier i Danmark.

Repræsentanten havde således anført, at BLP-dommen ikke

ændrede ved Momsnævnets praksis på området for fast

ejendom.

Med hensyn til momspligtige virksomheders momsfri salg af

aktiver med fradragsret for de salgsrelaterede omkostninger var der henvist

til følgende afgørelser fra Momsnævnet:

-

Afg. 721/1980, hvorefter en advokat havde fradragsret for

et ejendomsmæglersalær vedr. salg af en af advokaten

tilhørende ejendom

-

Afg. 764/1981, hvorefter en landmand havde fradragsret for

udgifter til advokat, ejendoms- mægler og landinspektør i

forbindelse med (momsfrit) frasalg af landbrugsjord til ekspropriation eller

udstykning

-

Afg. 728/1980 og Afg. 821/1982, hvorefter

betalingsstandsningsboer, dødsboer m.fl. havde fradragsret for bl.a.

advokat- og revisorudgifter vedrørende salg/realisation af de

momsregistrerede virksomheds aktiver, herunder eksempelvis (momsfrit)

salg/realisation af ejendomme og debitorer

-

TfS 1996.764, hvorefter en byggevirksomhed havde fuld

fradragsret for fællesomkostningerne i forbindelse med (momsfrit) salg

af byggeri opført for egen regning.

-

Afg 608/1979, hvorefter afgift af skøde- og

mæglersalærer i forbindelse med handel med

erhvervsejendomme, hvorfra sælgeren udelukkende havde drevet

registreringsmæssig virksomhed, kunne medregnes til den indgående

afgift.

Der var endelig henvist til skrivelse af 31. januar 2000

fra Dansk Ejendomsmæglerforening, Foreningen af Statsautoriserede

Revisorer, Advokatsamfundet og Foreningen af Registrerede Revisorer til

Told-og Skattestyrelsen.

Til støtte for den subsidiære påstand

var det bl.a. anført, at netop tidligere fremførte

afgørelser fra Momsnævnet viste, at der igennem 20 år

havde været en praksis, hvorefter der var fradragsret for udgifter, der

vedrørte salg af momsregistreret virksomheds aktiver. Det var videre

anført, at BLP-dommen vedrørte fortolkningen af et direktiv,

der ikke havde direkte retsvirkning overfor borgere/-virksomheder, men

rettede sig mod medlemsstaterne. Praksisændringen fandtes således

ikke at kunne tillægges tilbagevirkende kraft fra EF-dommens dato, idet

dommen var et signal til medlemsstaten om, at direktivet var forkert

implementeret i national lovgivning. Det blev herefter anført, at

praksisændringen alene kunne få fremadrettet virkning fra

Landsskatterettens afgørelse i sagen.

Repræsentanten havde videre henvist til kopier af

intern korrespondance mellem en region og styrelsen, hvorefter en told- og

skatteregion så sent som den 17. juni 1999 havde bedt om Styrelsens

vurdering af BLP-dommens rækkevidde for så vidt angik momsen af

omkostninger i forbindelse med salg af fast ejendom. Styrelsen besvarede

denne henvendelse den 19. juli 1999 med 2½ side uden henvisning til

momsvejledningen. Det var hertil anført, at såfremt styrelsen

fandt, at praksis allerede var ændret fra 1996, hvor BLP-dommen fremgik

af momsvejledningen, burde styrelsen jo bare have henvist til

moms-vejledningen ved regionens forespørgsel medio 1999. Det var

hertil anført, at det ikke kunne være rigtigt, at en borger

skulle være bedre til at læse og forstå en EF-dom end

myndighederne, der først i 1999 var blevet opmærksomme på

problematikken.

Der var endelig henvist til Østre landsrets dom af

26.januar 2000, og det var i denne relation anført, at man i

nærværende sag havde en klar momsnævnsafgørelse

stillet op over for en EF-dom, der førte til det modsatte resultat til

skade for borgeren.

Dansk Ejendomsmæglerforening havde bl.a. oplyst, at

der i den omhandlede periode fra EF-dommens afsigelse havde været

mellem 50.000 og 60.000 handler, hvoraf det var skønnet, at cirka

halvdelen havde anvendt rådgivere. Dette ville

skønsmæssigt betyde efterbetaling af moms på ca. 65 mio.

kr. om året. Han havde hertil anført, at en stor del af disse

handler havde vedrørt landbrugsejendomme, hvorefter en landmand, der

efter at have afstået ejendommen måske var gået pension, nu

flere år efter ville blive stillet over for et tilbagebetalingskrav.

Det var videre anført, at han fra en konkret ejendomsinvestor harde

fået oplyst, at de ikke længere ville have råd til at

anvende professionelle rådgivere. Afgørelsen ville således

have en stor betydning i rådgiverbrancherne, advokater, revisorer og

ejendomsmæglere. Det var endelig anført, at det forekom absurd,

at en momsregistreret køber kunne afløfte momsen af

rådgiverudgifter ved købet, mens sælgeren ved den samme

handel ikke havde fradragsret.

Told- og Skattestyrelsen havde indstillet

afgørelsen stadfæstet. Det var anført, at

præmisserne i EF-dommen, BLP Groupe, var generelle, hvorefter tillige

udgifter ved salg af fast ejendom, uanset om den faste ejendom var anvendt

til momspligtige formål, ikke var fradragsberettiget. Styrelsen havde

for så vidt angik retsvirkningstidspunktet anført, at EF-dommen

fastslog gældende ret efter 6. momsdirektiv, hvorefter tidligere

praksis på området var ændret fra offentliggørelsen

af denne EF-dom. Det var hertil anført, at Momsnævnet anvendte

BLP-dommen i afgørelse 563 fra 1996, ligesom momsvejledningen fra 1996

indeholdt en præcisering af BLP-dommens betydning.

Landsskatteretten udtalte:

Momslovens § 37, stk. 1, havde følgende ordlyd:

"Registrerede virksomheder kan ved opgørelsen af

afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage

afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb mv. af varer og

ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som

ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i

udlandet"

I henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 9, var levering

af fast ejendom fritaget for afgift.

Retten fandt herefter, at der ikke kunne godkendes fradrag

efter momslovens § 37 for salgsudgifter ved afståelse af en fast

ejendom. Dette fulgte tillige af EF-domstolens dom i sag C 4/94, BLP Groupe,

der vedrørte fortolkningen af fradragsretten i 6. momsdirektivs

artikel 17, stk. 2, og hvor der i præmis 28 bl.a. var anført

følgende: "når en afgiftspligtig person leverer tjenesteydelser

til en anden afgiftspligtig person, der benytter disse til en fritagen

transaktion, har sidstnævnte ikke fradragsret for indgående moms,

heller ikke når den fritagne transaktions endelige formål er

gennemførelsen af en afgiftspligtig transaktion."

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, fandt videre, at

selvom der tidligere havde været en fast og indarbejdet praksis

støttet på momsnævnsafgørelser for, at der

godkendtes fradrag for salgsudgifter ved salg af fast ejendom, der var

anvendt i en momsregistreret virksomhed, fandtes denne praksis imidlertid

allerede ved henvisningen til EF-dommen, BLP Groupe, i Momsvejledningen fra

1996 afsnit J.1.1 samt i Momsnævnets afgørelser i TfS 1996.320

og TfS 1996.563, at være ændret.

To retsmedlemmer fandt, at ændringen af en fast

praksis baseret på op til flere momsnævnsafgørelser, og

hvor myndighederne end ikke som følge af den offentliggjorte EF-dom,

BLP Groupe, havde ændret denne praksis, alene kunne ske med fremtidig

virkning, hvorefter disse retsmedlemmer fandt, at der skulle gives medhold i

den subsidiære påstand.

I henhold til skattestyrelseslovens § 20, stk. 5, var

retsformandens stemme afgørende ved stemmelighed, og den

påklagede afgørelse blev stadfæstet.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter