Landsskatteretskendelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse
Fradrag for moms til udgifter vedr. salg af ejendomme
- frivillig momsregistrering
Reference:
ML § 37, stk. 1
A Invest v/B klagede over, at told- og skattergionen ikke
hvade godkendt fradrag for moms til udgifter vedr. salg af ejendomme, der
havde været frivilligt momsregistreret for udlejning.
Det var oplyst, at virksomhedens aktiviteter primært
havde vedrørt køb og salg af fast ejendom. Herudover var der
foretaget formidling og udlejning af fast ejendom. Virksomheden var
registreret som påbegyndt den 1. juli 1994 for
ejendomsformidlingsvirksomhed. Det var videre oplyst, at virksomhedens
indehaver, B, drev lignende virksomhed gennem en række af ham
dominerede selskaber.
Det fremgik af virksomhedens årsregnskab for
kalenderåret 1995, at der var solgt 3 ejendomme. Af samme regnskab
fremgik det under BALANCE pr. 31. december 1995 under
Omsætningsaktiver, varebeholdninger: "Grunde og bygninger til
videresalg". I noten hertil fremgik det, at to af de nu solgte ejendom var
anskaffet hhv. ved skøde af 26. marts 1996 til anskaffelsessum
1.800.000 kr. og ved slutseddel af 28. december 1995 til anskaffelsessum
5.100.000 kr. I BALANCEN under anlægsaktiver fremgik alene finansielle
anlægsaktiver.
Af virksomhedens årsregnskab for kalenderåret
1996 fremgik det, at de samme ejendomme var solgt. I regnskabet for 1996 var
der under regnskabspraksis vedr. varebeholdninger anført
"varebeholdninger omfatter ejendomme til videresalg". Under Balance for
virksomheden 31. december var der under Varebeholdninger anført
"grunde og bygninger til videresalg". Der var ikke anført
Læs alt
anlægsaktiver i balancen for 1996.
Salget af disse ejendomme var sket med assistance fra 3
selskaber, der alle var domineret af B. Det var oplyst, at det ene af
selskaberne var under konkurs med fristdag den 15. oktober 1997, samt at et
andet af selskaberne var under konkurs med fristdag den 6. januar 1998.
De pågældende selskaber havde fremsendt
fakturaer til det klagende selskab som følge af assistancen ved salget
af nævnte ejendomme. A havde i momsangivelserne for 1996 og 1997
foretaget fradrag for momsen af disse fakturaer.
Det drejede sig om følgende fakturaer:
1) Honorar iflg. aftale
kr. 850.000,00
25% moms
kr. 212.500,00
Fakturabeløb i alt
kr.
1.062.500,00
2) Honorar iflg. aftale
kr. 450.000,00
25% moms
kr. 112.000,00
Fakturabeløb i alt
kr.
562.500,00
3) Honorar vedrørende udfærdigelse af
skøde mv.
kr. 19.000,00
25% moms
kr. 4.750,00
I alt til indbetaling
kr. 23.750,00
4)Honorar for 6 ejendomme hhv
kr. 200.000
kr. 1.115.000
kr. 856.440
kr. 2.271.900
kr. 2.345.800
kr. 292.500
kr. 7.081.640
25% moms
kr. 1.770.410
Fakturabeløb i alt
kr. 8.852.050"
5) Honorar iflg. aftale
kr. 400.000
25% moms
kr. 100.000
Fakturabeløb i alt
kr. 500.000
A havde efter salget af ejendommene fremsendt
ansøgninger til regionen om frivillig registrering efter momsloven for
udlejning mm af fast ejendom for 4 ejendomme. For så vidt angik 2 af de
nu solgte ejendomme var der fremsat ønske om ikrafttrædelse fra
1. oktober 1995.
Regionen havde i skrivelse af 16. december 1998 til A
anført, at henset til, at der siden de ovennævnte ønskede
ikrafttrædelsesdatoer faktisk var opkrævet og afkrævet moms
af huslejerne samt foretaget fradrag for udgifterne under det eksisterende
forhold, ville regionen ikke foretage sig videre i anledning af den manglende
frivillige registrering. De frivillige registreringsforhold ville blive
oprettet pr. regionens modtagelse af de fire ansøgninger. Regionen
havde dog anmodet om følgende oplysninger:
-
samtykkeerklæringer fra lejerne
-
dokumentation for, at moms af huslejerne var
opkrævet fra påbegyndelsen af udlejningen
-
bekræftelse på, at A/B stadig var ejer af de
fire ejendomme.
Regionen havde ved den påklagede afgørelse
forhøjet momstilsvaret således:
Periode
Fra
Til
1996
-577.801
-365.301
1997
-4.715.019
-2.897.769
Forhøjelserne var fremkommet ved, at der ikke var
godkendt fradrag for momsen af fakturaer fra to af selskaberne.
Vedrørende den ene af fakturaerne var det alene honorarerne for 3 af
ejendomme under 4), der ikke var godkendt fradrag for.
Regionen havde henset til, at de omhandlede udgifter var
afholdt i forbindelse med salg af fast ejendom, hvilket var momsfritaget, jf.
momslovens § 13, stk. 1, nr. 9. Det fulgte herefter af momslovens § 37, stk.
1, at der ikke var fradrag for den indgående afgift på de
indkøbte ydelser. Regionen havde herved henvist til Momsnævnets
afgørelse nr. 701 fra 1980, hvorefter der ikke godkendtes fradrag for
en ejendomsmæglers udgifter til en anden ejendomsmæglers
salær ved salg af førstnævntes ejendom. Der var videre
henvist til EF-domstolens dom af 6. april 1995 BLP Groupe. Endelig var der
henvist til Momsnævnets afgørelse i TfS 1996.563.
Regionen havde under sagens behandling bl.a.
anført, at ved bedømmelsen af om en transaktion var
momspligtig, skulle der udelukkende ses på ydelsens karakter. Hvis en i
øvrigt fuldt momspligtig virksomhed leverede en ydelser, der isoleret
betragtet var momsfri, blev denne ydelse aldrig momspligtig uanset hvor
nær en tilknytning ydelsen end måtte have til virksomhedens
momspligtige aktiviteter. Tilsvarende gjaldt på fradragssiden, at hvis
en virksomhed indkøbte en ydelser, der entydigt rettede sig mod en
momsfritaget transaktion, kunne der ikke opnås fradragsret for den
indgående afgift på den indkøbte ydelse. Dette gjaldt
uanset hvor nær en tilknytning transaktionen i øvrigt
måtte have til virksomhedens momspligtige aktiviteter. Dette
støttede regionen tillige på præmisserne 18, 24 og 25 i
BLP-dommen. Regionen havde videre anført, at såfremt der havde
været en praksis, hvorefter der var fradrag for en indgående
afgift på omkostninger, der havde relateret sig til momsfrit salg af
fast ejendom, kunne denne praksis ikke opretholdes efter BLP-dommen. En dom
fra EF-domstolen var konstateren de, og domstolens fortolkning af en
direktivbestemmelse var dermed principielt gældende fra det tidspunkt,
hvor direktivet blev implementeret i den danske lovgivning. Regionen havde
videre anført, at der ikke kunne fremdrages afgørelser, der
understøttede repræsentantens påstand om, at der havde
været en fast praksis, hvorefter virksomheder havde fået fradrag
for indgående afgift på omkostninger, der relaterede sig til salg
af fast ejendom, der havde været anvendt som led i virksomhedens
momspligtige aktivitet.
Der var over for Landsskatteretten nedlagt principal
påstand om, at der blev godkendt fradrag for momsen af mægler- og
rådgiverudgifter ved salg af ejendom, der havde været anvendt i
momsregistreret virksomhed. Subsidiært var der nedlagt påstand
om, at der var tale om en sådan praksisændring, der tidligst
kunne få virkning fra datoen for Landsskatteretten
afgørelse.
Der var til støtte for den principale påstand
bl.a. gjort gældende, at frivillig momsregistrering berettigede den
registrerede virksomhed til fradrag i samme omfang som andre momsregistrerede
virksomheder. Det var hertil anført, at den faste ejendom var et
driftsmiddel for den momsregistrerede virksomhed. Det var tillige
anført, at Momsnævnets afgørelse nr. 608 fra 1979, hvor
der godkendtes fradrag for mæglerudgifter ved salg af ejendom, hvor der
var drevet registreringsmæssig virksomhed, blev truffet efter, at
momsloven den 1. oktober 1978 blev ændret ved implementering af 6.
momsdirektiv. Momslovens § 37 havde således ikke ændret sig siden
denne afgørelse. Det var videre anført, at EF-dommen, BLP
Groupe, omhandlede salg af aktier, der ikke på samme måde som
fast ejendom kunne anses at være et driftsmiddel i den momsregistrerede
virksomhed. Det var hertil anført, at før BLP-dommen var der
heller ikke fradrag for rådgiverudgifter ved salg af aktier i Danmark.
Repræsentanten havde således anført, at BLP-dommen ikke
ændrede ved Momsnævnets praksis på området for fast
ejendom.
Med hensyn til momspligtige virksomheders momsfri salg af
aktiver med fradragsret for de salgsrelaterede omkostninger var der henvist
til følgende afgørelser fra Momsnævnet:
-
Afg. 721/1980, hvorefter en advokat havde fradragsret for
et ejendomsmæglersalær vedr. salg af en af advokaten
tilhørende ejendom
-
Afg. 764/1981, hvorefter en landmand havde fradragsret for
udgifter til advokat, ejendoms- mægler og landinspektør i
forbindelse med (momsfrit) frasalg af landbrugsjord til ekspropriation eller
udstykning
-
Afg. 728/1980 og Afg. 821/1982, hvorefter
betalingsstandsningsboer, dødsboer m.fl. havde fradragsret for bl.a.
advokat- og revisorudgifter vedrørende salg/realisation af de
momsregistrerede virksomheds aktiver, herunder eksempelvis (momsfrit)
salg/realisation af ejendomme og debitorer
-
TfS 1996.764, hvorefter en byggevirksomhed havde fuld
fradragsret for fællesomkostningerne i forbindelse med (momsfrit) salg
af byggeri opført for egen regning.
-
Afg 608/1979, hvorefter afgift af skøde- og
mæglersalærer i forbindelse med handel med
erhvervsejendomme, hvorfra sælgeren udelukkende havde drevet
registreringsmæssig virksomhed, kunne medregnes til den indgående
afgift.
Der var endelig henvist til skrivelse af 31. januar 2000
fra Dansk Ejendomsmæglerforening, Foreningen af Statsautoriserede
Revisorer, Advokatsamfundet og Foreningen af Registrerede Revisorer til
Told-og Skattestyrelsen.
Til støtte for den subsidiære påstand
var det bl.a. anført, at netop tidligere fremførte
afgørelser fra Momsnævnet viste, at der igennem 20 år
havde været en praksis, hvorefter der var fradragsret for udgifter, der
vedrørte salg af momsregistreret virksomheds aktiver. Det var videre
anført, at BLP-dommen vedrørte fortolkningen af et direktiv,
der ikke havde direkte retsvirkning overfor borgere/-virksomheder, men
rettede sig mod medlemsstaterne. Praksisændringen fandtes således
ikke at kunne tillægges tilbagevirkende kraft fra EF-dommens dato, idet
dommen var et signal til medlemsstaten om, at direktivet var forkert
implementeret i national lovgivning. Det blev herefter anført, at
praksisændringen alene kunne få fremadrettet virkning fra
Landsskatterettens afgørelse i sagen.
Repræsentanten havde videre henvist til kopier af
intern korrespondance mellem en region og styrelsen, hvorefter en told- og
skatteregion så sent som den 17. juni 1999 havde bedt om Styrelsens
vurdering af BLP-dommens rækkevidde for så vidt angik momsen af
omkostninger i forbindelse med salg af fast ejendom. Styrelsen besvarede
denne henvendelse den 19. juli 1999 med 2½ side uden henvisning til
momsvejledningen. Det var hertil anført, at såfremt styrelsen
fandt, at praksis allerede var ændret fra 1996, hvor BLP-dommen fremgik
af momsvejledningen, burde styrelsen jo bare have henvist til
moms-vejledningen ved regionens forespørgsel medio 1999. Det var
hertil anført, at det ikke kunne være rigtigt, at en borger
skulle være bedre til at læse og forstå en EF-dom end
myndighederne, der først i 1999 var blevet opmærksomme på
problematikken.
Der var endelig henvist til Østre landsrets dom af
26.januar 2000, og det var i denne relation anført, at man i
nærværende sag havde en klar momsnævnsafgørelse
stillet op over for en EF-dom, der førte til det modsatte resultat til
skade for borgeren.
Dansk Ejendomsmæglerforening havde bl.a. oplyst, at
der i den omhandlede periode fra EF-dommens afsigelse havde været
mellem 50.000 og 60.000 handler, hvoraf det var skønnet, at cirka
halvdelen havde anvendt rådgivere. Dette ville
skønsmæssigt betyde efterbetaling af moms på ca. 65 mio.
kr. om året. Han havde hertil anført, at en stor del af disse
handler havde vedrørt landbrugsejendomme, hvorefter en landmand, der
efter at have afstået ejendommen måske var gået pension, nu
flere år efter ville blive stillet over for et tilbagebetalingskrav.
Det var videre anført, at han fra en konkret ejendomsinvestor harde
fået oplyst, at de ikke længere ville have råd til at
anvende professionelle rådgivere. Afgørelsen ville således
have en stor betydning i rådgiverbrancherne, advokater, revisorer og
ejendomsmæglere. Det var endelig anført, at det forekom absurd,
at en momsregistreret køber kunne afløfte momsen af
rådgiverudgifter ved købet, mens sælgeren ved den samme
handel ikke havde fradragsret.
Told- og Skattestyrelsen havde indstillet
afgørelsen stadfæstet. Det var anført, at
præmisserne i EF-dommen, BLP Groupe, var generelle, hvorefter tillige
udgifter ved salg af fast ejendom, uanset om den faste ejendom var anvendt
til momspligtige formål, ikke var fradragsberettiget. Styrelsen havde
for så vidt angik retsvirkningstidspunktet anført, at EF-dommen
fastslog gældende ret efter 6. momsdirektiv, hvorefter tidligere
praksis på området var ændret fra offentliggørelsen
af denne EF-dom. Det var hertil anført, at Momsnævnet anvendte
BLP-dommen i afgørelse 563 fra 1996, ligesom momsvejledningen fra 1996
indeholdt en præcisering af BLP-dommens betydning.
Landsskatteretten udtalte:
Momslovens § 37, stk. 1, havde følgende ordlyd:
"Registrerede virksomheder kan ved opgørelsen af
afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage
afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb mv. af varer og
ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som
ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i
udlandet"
I henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 9, var levering
af fast ejendom fritaget for afgift.
Retten fandt herefter, at der ikke kunne godkendes fradrag
efter momslovens § 37 for salgsudgifter ved afståelse af en fast
ejendom. Dette fulgte tillige af EF-domstolens dom i sag C 4/94, BLP Groupe,
der vedrørte fortolkningen af fradragsretten i 6. momsdirektivs
artikel 17, stk. 2, og hvor der i præmis 28 bl.a. var anført
følgende: "når en afgiftspligtig person leverer tjenesteydelser
til en anden afgiftspligtig person, der benytter disse til en fritagen
transaktion, har sidstnævnte ikke fradragsret for indgående moms,
heller ikke når den fritagne transaktions endelige formål er
gennemførelsen af en afgiftspligtig transaktion."
To retsmedlemmer, herunder retsformanden, fandt videre, at
selvom der tidligere havde været en fast og indarbejdet praksis
støttet på momsnævnsafgørelser for, at der
godkendtes fradrag for salgsudgifter ved salg af fast ejendom, der var
anvendt i en momsregistreret virksomhed, fandtes denne praksis imidlertid
allerede ved henvisningen til EF-dommen, BLP Groupe, i Momsvejledningen fra
1996 afsnit J.1.1 samt i Momsnævnets afgørelser i TfS 1996.320
og TfS 1996.563, at være ændret.
To retsmedlemmer fandt, at ændringen af en fast
praksis baseret på op til flere momsnævnsafgørelser, og
hvor myndighederne end ikke som følge af den offentliggjorte EF-dom,
BLP Groupe, havde ændret denne praksis, alene kunne ske med fremtidig
virkning, hvorefter disse retsmedlemmer fandt, at der skulle gives medhold i
den subsidiære påstand.
I henhold til skattestyrelseslovens § 20, stk. 5, var
retsformandens stemme afgørende ved stemmelighed, og den
påklagede afgørelse blev stadfæstet.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Landsskatteretskendelse af 12. juni 2003 vedr. Hjemmearbejdspladser fradrag for telefon- og dataforbindelser Retsinformation · 28. oktober 2003
- Højesteret stadfæster landrettens dom, hvorefter en momsfritaget forsikringsvirksomhed ikke har krav på godtgørelse af moms som følge af salg af forsikringer til norske kunder via en filial i Norge Domsdatabasen · 20. marts 2024
- Sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøger har krav på yderligere godtgørelse af moms for selskabets salg af forsikringsydelser til selskabets norske kunder via sagsøgers norske filial Domsdatabasen · 29. marts 2023
- Sag om, hvorvidt skole havde én samlet aktivitet, der bestod i undervisning, eller om skolen dels havde en aktivitet, der bestod i uddannelsen og dels en aktivitet, der bestod i kursusudbud Domsdatabasen · 4. juni 2024
- Sag om, hvorvidt skattemyndighederne har været berettiget til at forhøje sagsøgerens selvstændige virksomheds momstilsvar for en given periode Domsdatabasen · 14. januar 2025
- Sag om, hvorvidt SKAT med rette har ophævet de sagsøgtes fællesregistrering efter momslovens § 47, stk. 4, med tilbagevirkende kraft fra tidspunktet for fællesregistreringens etablering under henvisning til, at der foreligger misbrug Domsdatabasen · 26. marts 2021
Lignende dokumenter
- Domstolens kendelse (Ottende Afdeling) af 18. maj 2021. — Skatteverket mod Skellefteå Industrihus AB. EU-domme · 18. maj 2021
- Landsskatteretskendelse vedr. momsfradrag af udgifter til forberedende undersøgelser til etablering af en golfbane Retsinformation · 26. januar 2011
- Bindende svar - Moms - tilskud og fradrag - udlejning af bygning Retsinformation · 8. april 2016
- RÅDETS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 282/2011 af 15. marts 2011 om foranstaltninger til gennemførelse af direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem (omarbejdning) EU-lovgivning · 15. marts 2011
- Landsskatteretskendelse vedr. fradrag for købsmoms ved tilbygning - integreret del af logen - momsfritagelse Retsinformation · 23. marts 2013
- Domstolens dom (Anden Afdeling) af 30. juni 2022. — UAB "ARVI" ir ko mod Valstybinė mokesčių inspekcija prie Lietuvos Respublikos finansų ministerijos. EU-domme · 30. juni 2022