Landsskatteretskendelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse
Ejendomsbeskatning
- ejendom vurderet som enfamilieshus
- overgået til selvejende institution
Reference:
EBL § 8 og § 9
A klagede for indkomståret 1995 over, at
skatteankenævnet ikke havde anset avance ved salg af enfamilieshus for
skattefrit.
Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren den 15.
marts 1990 erhvervede halvdelen af en ejendom og den 1. oktober 1991
erhvervede resten af ejendommen. Klageren havde beboet ejendommen fra den 5.
marts 1990 til den 1. september 1993. Ejendommen var et nedlagt landbrug med
et grundareal på 7692 m² og bestod af et stuehus med et boligareal
på 275 m², en staldbygning på 165 m², en staldbygning på
532 m², et maskinhus på 77 m², et maskinhus på 100 m² samt en
garage på 21 m². Ejendommen kunne ikke udstykkes. I hele klagerens
ejertid havde ejendommen været vurderet som et enfamilieshus. I 1991
begyndte klageren at have børn i hjemmepleje. Den 1. januar 1992
etablerede klageren et socialpædagogisk opholdssted omfattet af
bistandslovens § 66, som han drev som personlig virksomhed. Siden 1993 havde
der været givet fritagelse for betaling af ejendomsskat.
Indtægterne for 1992 og 1993 var henholdsvis 124.000 kr. og 180.000 kr.
70% og 100% af bygningerne blev fra 1992 henholdsvis 1993 anset for
erhvervsmæssigt anvendt, hvorfor klageren i de pågældende
år havde afskrevet på denne del af bygningerne, jf.
afskrivningslovens § 18, stk. 2 og Ligningsvejledningen A.C.4.1.5.
Den 1. januar 1994 oprettedes en selvejende institution,
i hvilket regi virksomheden fortsatte. Klageren blev daglig leder af
institutionen. Fra 1998 havde klageren siddet i bestyrelsen for
Læs alt
institutionen. Klagerens revisor var ligeledes revisor for institutionen.
I forbindelse med salget af ejendommen i 1995 var der
selvangivet genvundne afskrivninger på 92.114 kr.
Skatteankenævnet havde ved den
pågældende afgørelse ikke anset ejendommen for omfattet af
fritagelsesbestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8 eller § 9. Som
begrundelse for afgørelsen havde nævnet bl.a. anført, at
ejendommen, uanset den var vurderet som enfamilieshus, på
afståelsestidspunktet udelukkende anvendtes til institution, hvorfor
den ikke i overvejende grad tjente til beboelse, jf. cirk. nr. 166 af 12.
september 1994, pkt. 2.5.1., og hvorfor der ikke i relation til § 9 sås
at være nogen beboelsesdel.
Klagerens repræsentant havde over for
Landsskatteretten nedlagt påstand om, at avancen ved salget af
ejendommen ansås for omfattet af fritagelsesreglen i
ejendomsavancebeskatningslovens § 8.
Til støtte for påstanden havde
repræsentanten bl.a. anført, at det af § 8, stk. 1, nr. 1
fremgik, fortjenesten ved afståelse af en- eller tofamilieshuse ikke
skulle beskattes, såfremt ejendommen havde tjent til bolig for ejeren
eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori ejeren havde
ejet ejendommen, samt at ejendommen ikke var omfattet af
begrænsningerne i § 8, stk. 1, 2. pkt., nr. 1-3. Ejendommen havde tjent
til bolig for klageren i en del af eller hele ejerperioden, idet ejendommen
tjente til bolig for klageren fra den 15. marts 1990 til den 1. juli 1992.
Endvidere var der henvist til, at ejendommen i hele ejertiden havde
været vurderet som en enfamiliesbolig, samt til, at
skatteankenævnets opfattelse, hvorefter alene forholdene på
salgstidspunktet var afgørende for, om ejendommen kunne falde ind
under undtagelsesbestemmelsen i § 8, ikke havde støtte i lovens
ordlyd, jf. § 8, stk. 1, 1. pkt. og Ligningsvejledningen 1997 E.J.8.5.
Repræsentanten bestred endvidere, at der i cirk. nr.
166 af 12. september 1994 var hjemmel til at udvide undtagelserne til § 8,
stk. 1, 1. pkt., herunder at ejendommen i overvejende grad skulle tjene til
bolig, idet der ikke i § 8 eller andre steder i loven var hjemmel til at
udvide undtagelserne fra § 8, stk. 1, 1. pkt., jf. i øvrigt den
almindelige statsforfatningsretlige teori, hvorefter det var en
forudsætning for at tillægge et cirkulære lovkraft i
forhold til borgerne, at cirkulæret havde hjemmel i lov.
Herefter måtte cirk. nr. 166 af 12. september pkt.
2.5.1.'s ordlyd, hvorefter det var krævet, at "ejendommen i overvejende
grad må siges at tjene til beboelsesformål", anses for ikke at
have hjemmel i loven. Det forekom endvidere ikke at være i
overensstemmelse med § 8 at vægte forholdene på salgstidspunktet
tungere end forholdene på erhvervelsestidspunktet.
Repræsentanten havde bl.a. forklaret, at klageren
fraflyttede ejendommen den 1. juni 1992 fra hvilket tidspunkt ejendommen til
den blev solgt blev udlejet til den selvejende institution. Ejendommen
benyttedes således ikke erhvervsmæssigt af sælger på
salgstidspunktet, hvorfor brugen ikke kunne være omfattet af
ejendomsavancebeskatningslovens § 9, da der efter denne bestemmelse skulle
være tale om, at sælger på afståelsestidspunktet
benyttede ejendommen erhvervsmæssigt.
Repræsentanten havde herved endvidere anført,
at § 9, stk. 1, ikke indeholdt beskatningshjemmel, men udelukkende var en
fradragsbestemmelse, der medførte, at stuehuse eller
ejerboligværdier sidestilledes med skattefritagelsen i § 8, stk. 1.
Endvidere var det bl.a. anført, ejendommen i hele
ejerperioden fra den 15. marts 1990 til den 30. juni 1995 - og i
øvrigt fortsat - var vurderet som en enfamiliesejendom med en
lejlighed. Da ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1, udtrykkeligt
henviste til vurderingslovens § 33, stk. 5, hvorefter vurderingsrådet
skulle foretage en fordeling af ejendomsværdien på den del, der
tjente til bolig for ejeren og på den øvrige ejendom, kunne
ejendommen ikke omfattes af § 9, idet der ikke var foretaget en
vurderingsfordeling. Da skattemyndighederne endvidere ikke havde anmodet
vurderingsmyndighederne om at foretage en vurdering, jf. bkg. nr. 667 af 13.
juni 1994, § 7, stk. 1, måtte dette tages som udtryk for, at
vurderingsmyndighederne ikke havde vurderet, at ejendommen havde været
anvendt erhvervsmæssigt. Det forhold, at der var foretaget
afskrivninger på ejendommen i medfør af afskrivningslovens § 18,
stk. 2, kunne næppe danne grundlag for en formodning for, at der skulle
være tale om erhvervsmæssig virksomhed i ejendommen, idet denne
bestemmelse tog udgangspunkt i ejendommen, og ikke i, hvorvidt der kunne
antages at være tale om en erhvervsmæssig aktivitet i ejendommen
eller ej. Endvidere var det anført, at ejendommen var vurderet som en
enfamiliesbolig, hvorfor dette måtte lægges til grund, jf. herved
Told- og Skattestyrelsens udtalelse i TfS 1997, 821, hvorefter ejendommen var
omfattet af § 8 i ejendomsavancebeskatningsloven.
Konkluderende havde repræsentanten anført, at
da ejendommen på salgstidspunktet ikke blev benyttet
erhvervsmæssigt af klageren, var avancen ikke omfattet af
ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1, men derimod af § 8, stk. 1,
hvorfor avancen var skattefri, idet ejeren i en del af ejerperioden havde
benyttet ejendommen til beboelse, jf. bestemmelsens ordlyd. Det var herefter
ikke muligt at beskatte efter § 9, stk. 1.
Slutteligt havde repræsentanten anført, at
der ikke var grundlag for at fastslå, at ejendommen var erhvervet som
led i spekulation eller næring.
Told- og skatteregionen havde på Told- og
Skattestyrelsens vegne indstillet sagen stadfæstet, idet der
måtte lægges vægt på ejendommens faktiske anvendelse,
idet det bemærkedes, at der blev afskrevet 100% på ejendommen,
hvorfor klageren ikke kunne have en berettiget forventning om, at ejendommen
ville være omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8.
Landsskatterettens bemærkninger:
Det blev lagt til grund, at klagerens ejendom på
afhændelsestidspunktet blev benyttet 100% erhvervsmæssigt, idet
klageren afskrev på 100% af ejendommen på salgstidspunktet og
havde selvangivet genvundne afskrivninger. Ejendommen havde således
ikke på dette tidspunkt karakter af en beboelsesejendom, hvorfor retten
ikke fandt, at ejendommen var omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens §
8, ligesom klageren ikke på baggrund af sagens faktiske
omstændigheder havde haft en berettiget forventning om, ejendommen i
skatteretlig henseende ville blive behandlet efter
ejendomsavancebeskatningslovens § 8. Uanset klageren tidligere havde beboet
ejendommen, var det karakteren af ejendommen på
afhændelsestidspunktet der var afgørende for den
skattemæssige behandling af avancen, jf.
ejendomsavancebeskatningslovens § 8. Da ejendommen på dette tidspunkt
blev benyttet 100% erhvervsmæssigt, kunne der endvidere ikke
indrømmes delvis skattefrihed efter § 9, stk. 3, hvorfor
skatteankenævnets afgørelse blev stadfæstet.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Om avancen ved salget af en blandet benyttet ejendom er omfattet af skattefritagelsesbestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1 Landsskatteretten · 5. januar 2012
- Bindende svar på, hvorvidt klageren kan sælge en landbrugsejendom skattefrit iht. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1 Landsskatteretten · 26. oktober 2011
- Om avancen ved salget af klagerens andel af en ejendom, der har vurderingsmæssig status som landbrugsejendom, er omfattet af skattefritagelsesbestemmelsen i… Landsskatteretten · 24. januar 2014
- Bindende svar i anledning af, at klageren har spurgt, om han kan succedere i ejendomsavance i henhold til kildeskattelovens § 33 C, stk. 1, ved køb af… Landsskatteretten · 5. juli 2013
- Bindende svar i anledning af, at klageren har spurgt, om hans bror kan succedere i ejendomsavance i henhold til kildeskattelovens § 33 C, stk. 1, ved køb af… Landsskatteretten · 5. juli 2013
- Spørgsmål om skattefrihed for stuehuset ved salg af en landbrugsejendom Landsskatteretten · 8. april 2010
Lignende dokumenter
- Opdeling af ejendom i ejerlejligheder og delafståelse Retsinformation · 20. september 2024
- Landsskatteretskendelse af 13. august 2003 vedr. Fortjeneste ved salg, Ejendomsavancebeskatningslovens§ 8 Retsinformation · 31. oktober 2003
- Avance ved salg af ideel andel af ejendom Retsinformation · 19. august 2025
- Ejendomsavance – genanbringelse – landbrug - parcelhusreglen Retsinformation · 10. juli 2009
- PERSONBESKATNING 1990 AFSNIT PH - AFSTÅELSE AF FAST EJENDOM Retsinformation · 5. februar 2008
- Landsskatteretskendelse vedr. genanbringelse af fortjeneste – bindende svar Retsinformation · 19. august 2009