Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse

KEN nr 11372 af 18/11/1999Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet3. oktober 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse

Ejendomsbeskatning

- ejendom vurderet som enfamilieshus

- overgået til selvejende institution

Reference:

EBL § 8 og § 9

A klagede for indkomståret 1995 over, at

skatteankenævnet ikke havde anset avance ved salg af enfamilieshus for

skattefrit.

Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren den 15.

marts 1990 erhvervede halvdelen af en ejendom og den 1. oktober 1991

erhvervede resten af ejendommen. Klageren havde beboet ejendommen fra den 5.

marts 1990 til den 1. september 1993. Ejendommen var et nedlagt landbrug med

et grundareal på 7692 m² og bestod af et stuehus med et boligareal

på 275 m², en staldbygning på 165 m², en staldbygning på

532 m², et maskinhus på 77 m², et maskinhus på 100 m² samt en

garage på 21 m². Ejendommen kunne ikke udstykkes. I hele klagerens

ejertid havde ejendommen været vurderet som et enfamilieshus. I 1991

begyndte klageren at have børn i hjemmepleje. Den 1. januar 1992

etablerede klageren et socialpædagogisk opholdssted omfattet af

bistandslovens § 66, som han drev som personlig virksomhed. Siden 1993 havde

der været givet fritagelse for betaling af ejendomsskat.

Indtægterne for 1992 og 1993 var henholdsvis 124.000 kr. og 180.000 kr.

70% og 100% af bygningerne blev fra 1992 henholdsvis 1993 anset for

erhvervsmæssigt anvendt, hvorfor klageren i de pågældende

år havde afskrevet på denne del af bygningerne, jf.

afskrivningslovens § 18, stk. 2 og Ligningsvejledningen A.C.4.1.5.

Den 1. januar 1994 oprettedes en selvejende institution,

i hvilket regi virksomheden fortsatte. Klageren blev daglig leder af

institutionen. Fra 1998 havde klageren siddet i bestyrelsen for

Læs alt

institutionen. Klagerens revisor var ligeledes revisor for institutionen.

I forbindelse med salget af ejendommen i 1995 var der

selvangivet genvundne afskrivninger på 92.114 kr.

Skatteankenævnet havde ved den

pågældende afgørelse ikke anset ejendommen for omfattet af

fritagelsesbestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8 eller § 9. Som

begrundelse for afgørelsen havde nævnet bl.a. anført, at

ejendommen, uanset den var vurderet som enfamilieshus, på

afståelsestidspunktet udelukkende anvendtes til institution, hvorfor

den ikke i overvejende grad tjente til beboelse, jf. cirk. nr. 166 af 12.

september 1994, pkt. 2.5.1., og hvorfor der ikke i relation til § 9 sås

at være nogen beboelsesdel.

Klagerens repræsentant havde over for

Landsskatteretten nedlagt påstand om, at avancen ved salget af

ejendommen ansås for omfattet af fritagelsesreglen i

ejendomsavancebeskatningslovens § 8.

Til støtte for påstanden havde

repræsentanten bl.a. anført, at det af § 8, stk. 1, nr. 1

fremgik, fortjenesten ved afståelse af en- eller tofamilieshuse ikke

skulle beskattes, såfremt ejendommen havde tjent til bolig for ejeren

eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori ejeren havde

ejet ejendommen, samt at ejendommen ikke var omfattet af

begrænsningerne i § 8, stk. 1, 2. pkt., nr. 1-3. Ejendommen havde tjent

til bolig for klageren i en del af eller hele ejerperioden, idet ejendommen

tjente til bolig for klageren fra den 15. marts 1990 til den 1. juli 1992.

Endvidere var der henvist til, at ejendommen i hele ejertiden havde

været vurderet som en enfamiliesbolig, samt til, at

skatteankenævnets opfattelse, hvorefter alene forholdene på

salgstidspunktet var afgørende for, om ejendommen kunne falde ind

under undtagelsesbestemmelsen i § 8, ikke havde støtte i lovens

ordlyd, jf. § 8, stk. 1, 1. pkt. og Ligningsvejledningen 1997 E.J.8.5.

Repræsentanten bestred endvidere, at der i cirk. nr.

166 af 12. september 1994 var hjemmel til at udvide undtagelserne til § 8,

stk. 1, 1. pkt., herunder at ejendommen i overvejende grad skulle tjene til

bolig, idet der ikke i § 8 eller andre steder i loven var hjemmel til at

udvide undtagelserne fra § 8, stk. 1, 1. pkt., jf. i øvrigt den

almindelige statsforfatningsretlige teori, hvorefter det var en

forudsætning for at tillægge et cirkulære lovkraft i

forhold til borgerne, at cirkulæret havde hjemmel i lov.

Herefter måtte cirk. nr. 166 af 12. september pkt.

2.5.1.'s ordlyd, hvorefter det var krævet, at "ejendommen i overvejende

grad må siges at tjene til beboelsesformål", anses for ikke at

have hjemmel i loven. Det forekom endvidere ikke at være i

overensstemmelse med § 8 at vægte forholdene på salgstidspunktet

tungere end forholdene på erhvervelsestidspunktet.

Repræsentanten havde bl.a. forklaret, at klageren

fraflyttede ejendommen den 1. juni 1992 fra hvilket tidspunkt ejendommen til

den blev solgt blev udlejet til den selvejende institution. Ejendommen

benyttedes således ikke erhvervsmæssigt af sælger på

salgstidspunktet, hvorfor brugen ikke kunne være omfattet af

ejendomsavancebeskatningslovens § 9, da der efter denne bestemmelse skulle

være tale om, at sælger på afståelsestidspunktet

benyttede ejendommen erhvervsmæssigt.

Repræsentanten havde herved endvidere anført,

at § 9, stk. 1, ikke indeholdt beskatningshjemmel, men udelukkende var en

fradragsbestemmelse, der medførte, at stuehuse eller

ejerboligværdier sidestilledes med skattefritagelsen i § 8, stk. 1.

Endvidere var det bl.a. anført, ejendommen i hele

ejerperioden fra den 15. marts 1990 til den 30. juni 1995 - og i

øvrigt fortsat - var vurderet som en enfamiliesejendom med en

lejlighed. Da ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1, udtrykkeligt

henviste til vurderingslovens § 33, stk. 5, hvorefter vurderingsrådet

skulle foretage en fordeling af ejendomsværdien på den del, der

tjente til bolig for ejeren og på den øvrige ejendom, kunne

ejendommen ikke omfattes af § 9, idet der ikke var foretaget en

vurderingsfordeling. Da skattemyndighederne endvidere ikke havde anmodet

vurderingsmyndighederne om at foretage en vurdering, jf. bkg. nr. 667 af 13.

juni 1994, § 7, stk. 1, måtte dette tages som udtryk for, at

vurderingsmyndighederne ikke havde vurderet, at ejendommen havde været

anvendt erhvervsmæssigt. Det forhold, at der var foretaget

afskrivninger på ejendommen i medfør af afskrivningslovens § 18,

stk. 2, kunne næppe danne grundlag for en formodning for, at der skulle

være tale om erhvervsmæssig virksomhed i ejendommen, idet denne

bestemmelse tog udgangspunkt i ejendommen, og ikke i, hvorvidt der kunne

antages at være tale om en erhvervsmæssig aktivitet i ejendommen

eller ej. Endvidere var det anført, at ejendommen var vurderet som en

enfamiliesbolig, hvorfor dette måtte lægges til grund, jf. herved

Told- og Skattestyrelsens udtalelse i TfS 1997, 821, hvorefter ejendommen var

omfattet af § 8 i ejendomsavancebeskatningsloven.

Konkluderende havde repræsentanten anført, at

da ejendommen på salgstidspunktet ikke blev benyttet

erhvervsmæssigt af klageren, var avancen ikke omfattet af

ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1, men derimod af § 8, stk. 1,

hvorfor avancen var skattefri, idet ejeren i en del af ejerperioden havde

benyttet ejendommen til beboelse, jf. bestemmelsens ordlyd. Det var herefter

ikke muligt at beskatte efter § 9, stk. 1.

Slutteligt havde repræsentanten anført, at

der ikke var grundlag for at fastslå, at ejendommen var erhvervet som

led i spekulation eller næring.

Told- og skatteregionen havde på Told- og

Skattestyrelsens vegne indstillet sagen stadfæstet, idet der

måtte lægges vægt på ejendommens faktiske anvendelse,

idet det bemærkedes, at der blev afskrevet 100% på ejendommen,

hvorfor klageren ikke kunne have en berettiget forventning om, at ejendommen

ville være omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8.

Landsskatterettens bemærkninger:

Det blev lagt til grund, at klagerens ejendom på

afhændelsestidspunktet blev benyttet 100% erhvervsmæssigt, idet

klageren afskrev på 100% af ejendommen på salgstidspunktet og

havde selvangivet genvundne afskrivninger. Ejendommen havde således

ikke på dette tidspunkt karakter af en beboelsesejendom, hvorfor retten

ikke fandt, at ejendommen var omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens §

8, ligesom klageren ikke på baggrund af sagens faktiske

omstændigheder havde haft en berettiget forventning om, ejendommen i

skatteretlig henseende ville blive behandlet efter

ejendomsavancebeskatningslovens § 8. Uanset klageren tidligere havde beboet

ejendommen, var det karakteren af ejendommen på

afhændelsestidspunktet der var afgørende for den

skattemæssige behandling af avancen, jf.

ejendomsavancebeskatningslovens § 8. Da ejendommen på dette tidspunkt

blev benyttet 100% erhvervsmæssigt, kunne der endvidere ikke

indrømmes delvis skattefrihed efter § 9, stk. 3, hvorfor

skatteankenævnets afgørelse blev stadfæstet.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter