Landsskatteretskendelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse
Rejsebureaubegrebet
- "kør-selv ferie" m.v.
- momsfritagelse
- lønsumsafgift
Reference:
LAL § 1, stk. 1
ML § 13, stk. 16
A ApS klagede over Told- og Skattestyrelsens
afgørelse af 12. november 1997, hvorved selskabets virksomhed var
anset for momsfritaget rejsebureauvirksomhed i henhold til momslovens § 13,
stk. 1, nr. 16, og i konsekvens heraf anset for lønsumsafgiftspligtig,
jf. lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1.
Det fremgik af sagen at selskabet tilbød sine
kunder hvad der i fremlagt katalog for 1997 var betegnet som "Gør det
selv ferie - kør-selv eller flyv". I kataloget var herunder tilbudt
indkvartering i store dele af Europa hovedsageligt i feriehuse/-lejligheder
eller hoteller, men også i luksustelte, teltbungalows/trigano,
flodbåde, mobilhomes, og caravans.
Ferieboligerne m.v. var i alle tilfælde ejet af
tredjemand, og der var fremlagt kopi af eksempler på de mellem
selskabet og ferieboligejerne indgåede kontrakter, der typisk var
udformet således, at selskabet på de her angivne vilkår,
eventuelt inden for en nærmere angiven frist og til en nærmere
angivet udlejningspris, havde krav på at kunne råde over
nærmere angivne ferieboliger uden forudgående underretning af
ferieboligejeren. Selskabet skulle dog efterfølgende og senest
indenfor den angivne frist bekræfte en booking overfor
ferieboligejeren, idet rådigheden over en feriebolig omfattet af en
aftale i modsat fald ville overgå til ferieboligejeren.
Læs alt
Det var nærmere oplyst, at selskabet indgik to typer
aftaler med ferieboligejerne, nemlig såkaldte allotmentaftaler og
fribookingaftaler. Allotmentaftalerne lød på, at selskabet,
indenfor en given frist kunne råde over et nærmere angivet antal
ferieboliger. Som eksempel på en typisk allotmentaftale var fremlagt en
aftale af 13. februar 1996 mellem selskabet og B. Af denne aftale fremgik
bl.a.:
"...
Allocation period:
30/3-2/11
Allocation deadline:
29/6-31/8: D-278, other
periods D-7
...
Terms of cancellation:
Until 30 days before arrival:Free
30-15 days before arrival: 25%
14-03 days before arrival: 75%
Less than 3 days before arrival and no show: 100%
...
Obligations of A:
A will act as middleman and
therby as agent for the owner. A undertakes vis-a-vis the Owner to observe
the agreed payments dates and cancelation conditions. The only exception
shall be in cases where notified bookings cannot take place owing to force
majeure, .... Only written comunications; letter, telex or telefax,
concerning agreed bookings shall be binding on A.
...
Obligations of the Owner:
... The Owner undertakes
to accept all lettings arranged by A within the framwork of this agency
agreement. The owner shall not be entitled to replace the contractuel holiday
appartment with another without prior agreement with A....
..."
Fribookingaftalerne adskilte sig fra allotmentaftalerne
ved at lyde på, at selskabet havde krav på at kunne booke et
ubegrænset antal lejligheder. Der var i aftalerne ikke fastsat nogen
bookingfrist, men det var i stedet fastsat, at selskabet kunne booke
lejlighederne indtil de fik meddelelse fra ejeren om, at lejlighederne var
udsolgt. Bortset herfra var disse aftaler enslydende med
allotmentaftalerne.
I kataloget blev også tilbudt, gennem selskabets
samarbejde med 3 andre selskaber, salg af flybilletter til flere forskellige
destinationer i Europa og ud af alle danske lufthavne, samt i tilknytning
hertil, gennem samarbejde med et biludlejningsfirma, biludlejning på et
givent feriested. Salget af flybilletter var efter det oplyste fra og med
regnskabsåret 1998 flyttet over i selskabet B ApS, hvor salget senest
havde udgjort ca. 300.000 kr. af den samlede omsætning for de to
selskaber på ca. 100 mio kr.
I tilknytning til de såkaldte kør-selv rejser
blev ydet en detaljeret rejsebeskrivelse, og der blev derudover tilbudt
færgebilletter til rabatteret pris, samt reservation af overnatninger
på bestemte hoteller undervejs til et givent feriested. Der blev
endelig tilbudt rejseforsikring hos C.
I kataloget var optrykt lejebestemmelser med nærmere
bestemmelser om bl.a. lejeaftalen generelt, tilmelding, ferieboligens pris,
betaling, prisændringer efter aftalens indgåelse, overdragelse,
fortrydelse/afbestilling og ændringer på foranledning af kunden,
selskabets ansvar, mangler og reklamation, lejerens pligter og prisgaranti.
Af lejebestemmelsernes pkt. 12 fremgik herunder, at selskabet var tilmeldt
Rejsegarantifonden og at bidrag til Rejsegarantifonden blev indbetalt,
når en færgebillet, billeje eller flybillet blev købt i
sammenhæng med leje af ferieboligen. Efter det oplyste var selskabets
kunder for højst 40 %' vedkommende dækket i medfør af
denne ordning.
Det fremgik endvidere af katalogets side 9, at selskabet
som følge af pakkerejselovens bestemmelse om objektivt ansvar for
rejsebureauer havde valgt at tegne en udvidet ansvarsforsikring, som blev
opkrævet af kunderne sammen med afbestillingsbeskyttelsen.
For alle de tilbudte ydelser undtagen færgebilletter
var der i kataloget angivet en pris, som kunden betalte til selskabet.
Færgebilletterne betaltes også af kunden til selskabet. Af
fremlagte kopier af eksempler på bookingbekræftelser over for
kunderne fremgik, at den samlede pris, som kunden skulle betale selskabet,
var udspecificeret på de forskellige typer ydelser som f.eks. leje af
feriebolig, hotelovernatninger, færgebilletter, øvrige ydelser
og afbestillingsbeskyttelse. På bagsiden af bookingbekræftelserne
var i øvrigt optrykt ovennævnte lejebestemmelser.
Klagerens repræsentant havde oplyst, at priserne
på de tilbudte ydelser i alle tilfælde var fastsat af dem, der
præsterede ydelserne, og at selskabets fortjeneste udelukkende bestod i
aftalte provisionsbeløb. Af de i kataloget optrykte lejebestemmelser
fremgik dog, at selskabet gav kunderne prisgaranti i den forstand, at prisen
under særlige betingelser blev nedsat.
For så vidt angik ferieboligerne var der typisk
mellem selskabet og ejerne aftalt en provision på 20 til 25% af den i
kontrakten angivne udlejningspris. Der var fremlagt kopi af et eksempel
på en faktura udstedt af en ferieboligejer til selskabet, i hvilken
provisionsbeløb på 20 % var modregnet den aftalte udlejningspris
inkl. moms.
Selskabets repræsentant havde foretaget
følgende opgørelse af provisionsbeløbene i 1995 og
1996:
"
1996 (kr.)
i %
1995 (kr.)
i %
Formidling af ferie-
boliger
6.075.033
96,0
5.353.054
97,5
Formidling af flybil-
letter
56.121
0,9
30.985
0,5
Formidling af færge-
billetter
180.946
2,9
93.019
1,7
Forsikringsprovision
12.366
0,2
9.858
0,2
Formidling af bilud-
lejning
5.444
-
5.717
0,1
Total
6.329.910
100
5.492.633
100
Der var fremlagt regnskaber for selskabet for året
1997, i hvilke omsætningen, der ikke var udspecificeret på de
forskellige ydelser, var opgjort samlet til 39.194.856 kr. Der var også
fremlagt saldobalance af 1. april 1998, i hvilken vareforbruget, der samlet
var opgjort til 30.325.037, var udspecificeret, således at fordelingen
af vareforbruget for 1997 på de forskellige ydelser fremgik. Selskabets
direktør havde oplyst, at mange at de udgifter til flyselskaber som
fremgik af sidstnævnte vedrørte rejser foretaget af selskabets
egne medarbejdere i forretningsøjemed.
Den 14. november 1996 anmodede selskabet om at blive
momsregistreret med tilbagevirkende kraft til den 1. oktober 1993.
Ved afgørelse af 15. januar 1997 afslog den
stedlige Told- og Skatteregion denne anmodning, idet selskabets aktiviteter
fandtes at være momsfritaget i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr.
16, og i stedet lønsumsafgiftspligtig, jf. § 1, stk. 1, i
lønsumsafgiftsloven.
Told- og Skattestyrelsen havde ved den påklagede
afgørelse stadfæstet regionens afgørelse og således
fundet selskabet momsfritaget, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 16, og
følgelig lønsumsafgiftspligtig, jf. lønsumsafgiftsloven
§ 1, stk. 1. Styrelsen havde herved bl.a. henvist til artikel 26 i 6.
momsdirektiv, hvilken bestemmelse gjaldt for rejsebureauvirksomhed, for
så vidt bureauet handlede i eget navn over for den rejsende, og til
rejsens gennemførelse anvendte leveringer og tjenesteydelser, der
præsteredes af andre momspligtige personer.
Til støtte for at selskabets virksomhed måtte
anses for rejsebureauvirksomhed omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 16,
havde styrelsen anført, at selskabet modtog en række
provisionsbeløb vedrørende formidling af flybilletter,
færgebilletter, forsikringer og biludlejning, og at selve det forhold
at selskabet var i stand til at levere sådanne ydelser gjorde, at
selskabet ud fra en helhedsbetragtning måtte karakteriseres som et
rejsebureau, uanset om indtægterne fra disse aktiviteter ikke var i
samme størrelsesorden som indtægterne fra formidlingen af
ferieboliger. Derudover indikerede selskabets navn, at der var tale om et
rejsebureau.
Styrelsen havde også henvist til EF-Domstolens dom
af 12. november 1992, sag C 163/91 (Van Ginkel). Styrelsen havde herom
bemærket, at dommen vedrørte et rejsebureau, der også
solgte "kør-selv ferier", og at dommen derfor kunne forstås
således, at der ikke var taget stilling til, hvornår en
virksomhed måtte anses at drive rejsebureauvirksomhed. Under henvisning
til dommens præmisser 9, 24 og 27 havde styrelsen anført, at
dommen imidlertid måtte læses således, at der skulle svares
bekræftende på spørgsmålet om, hvorvidt
transaktioner bestående i udlejning af ferieboliger til kunder som selv
sørgede for transport til og fra boliger, om hvilke den
afgiftspligtige havde indgået aftaler med tredjemand for at kunne
råde herover, måtte anses for omfattet af artikel 26's
anvendelsesområde.
Under henvisning til artikel 26's ordlyd havde styrelsen
endvidere anført, at selskabet opfyldte denne bestemmelses betingelse
om, at bureauer til rejsens gennemførelse skulle anvende leveringer og
tjenesteydelser, der var præsteret af andre afgiftspligtige personer.
Der var herved bl.a. henvist til artikel 4 i 6. momsdirektiv med
bemærkning om, at udlejning af ferieboliger måtte anses for
omfattet af artikel 4, stk. 2.
Selskabets repræsentant havde over for
Landsskatteretten nedlagt påstand om, at selskabets aktiviteter
ansås for momspligtig formidlingsaktivitet. Repræsentanten havde
til støtte herfor bl.a. anført, at selskabet ikke kunne anses
at drive rejsebureauvirksomhed, som var fritaget efter momslovens § 13, stk.
1, nr. 16. Der var herved henvist til det anførte i momsvejledningen
1997, side 108, næstsidste afsnit, der måtte forstås
således, at selskabet virksomhed var momspligtig, idet der netop var
tale om, at selskabet fik betalt en fast pris i form af provision for
ydelsen, som var fastsat af dem, som selskabet formidlede ydelserne for.
Repræsentanten havde derudover anført, at
momslovens rejsebureaubegreb skulle forstås på samme måde
som angivet i 6. momsdirektiv, uanset at Danmark ikke havde implementeret
direktivets artikel 26. To betingelser skulle opfyldes efter artikel 26,
nemlig for det første at selskabet skulle handle i eget navn og
således ikke som formidler, og for det andet at selskabet til den
solgte rejse skulle anvende indkøb præsteret af andre
afgiftspligtige personer. For så vidt angik den første
betingelse var anført, at selskabet var formidler af ydelser mod
provisionsbetaling, jf. direktivets artikel 6, stk. 4, og at selskabet
allerede af denne grund ikke kunne være omfattet af artikel 26. Der var
herved også henvist til følgende passage fra den engelske
vejledning: "If you act solely as an agent or intermediary arranging supplies
you should not use the Margin scheme to account for VAT", og til Van Ginkel
dommen (domssamlingen 1992, s.5732).
For så vidt angik den anden af de nævnte
betingelser var anført, at selskabet ikke foretog indkøb af
rejseydelser til videresalg, og at selskabet således ikke opfyldte
denne anden betingelse. Forholdet var nemlig det, at selskabet, i
modsætning til hvad der repræsentanten bekendt var
tilfældet for sædvanlige rejsebureauer, ikke havde nogen egentlig
råderet over de tilbudte ydelser, idet selskabet ikke købte
råderetten til disse ydelser, og heller ikke selv ejede f.eks. de
udlejede ferieboliger. Selskabet havde således kun råderet i den
forstand, at det mellem selskabet og ejerne af de udbudte ydelser aftaltes,
at klageren i en vis nærmere bestemt periode, og meget afgørende
mod en fast pris, kunne råde over f.eks. et aftalt antal
ferieboliger.
Vedrørende Van Ginkel dommen, som styrelsen havde
baseret sin afgørelse på, var anført, at denne dom ikke
kunne anvendes analog i denne konkret omhandlede sag, idet dommen drejede sig
om "kør-selv ferier", som blev solgt af en virksomhed, som derudover
ubestridt drev rejsebureauvirksomhed, og at netop det forhold, at
virksomheden var et rejsebureau, var en væsentlig forudsætning i
dommen. Af Van Ginkel dommen kunne således udledes, at fire betingelser
skulle være opfyldt for, at kør-selv ferier kunne anses for
rejsebureauvirksomhed: 1) at der skulle være tale om et selskab, der
var rejsebureau; 2) at selskabet skulle handle i eget navn og for egen
regning. Virksomhed omfattet af art. 11, pkt. A, stk. 3, litra c) eller art.
6, stk. 4, var således ikke omfattet af rejsebureaubegrebet; 3) at der
til rejsens gennemførelse skulle anvendes tjenesteydelser, der var
leveret af andre afgiftspligtige personer; 4) at sidstnævnte skulle
komme den rejsende til gode. Selskabet opfyldte ikke betingelse nummer 1, da
selskabet ikke udover kør-selv ferier udøvede
rejsebureauvirksomhed. Selskabet opfyldte heller ikke betingelsen nummer 2,
da selskabets virksomhed var indrettet som omhandlet i art. 6, stk. 4. For
så vidt angik den 3. betingelse var det af selskabets ydelser kun
ferieboligudlejningen, der var afgiftspligtig i hjemlandet. Ingen af de andre
ydelser, således hverken færgetransport, flytransport eller
billeje, var afgiftspligtig.
Vedrørende EF-domstolens seneste dom på
området i sagerne C-308/96 og C-94/97, var bemærket, at der i
denne dom var taget stilling til, hvad der skulle til, før supplerende
ydelser kunne anses for rene biydelser i forhold til egne ydelser, og som
sådanne ikke omfattet af artikel 26. Under henvisning til den i
skrivelse af 9. oktober 1997 foretagne opgørelse af omfanget af de af
selskabet leverede tillægsydelser var anført, at disse bestemt
måtte anses som rene biydelser i den nævnte doms forstand. I
denne sammenhæng var også anført, at alle disse
tillægsydelser var momsfri, og at den nævnte betingelse i artikel
26 om, at anvendte indkøb skulle være præsteret af andre
afgiftspligtige personer, dermed ikke var opfyldt i denne sag.
Af sager fra EF-Domstolen var endvidere henvist til sag
C-74/91 (Kommissionen mod Tyskland).
Repræsentanten havde yderligere henvist til, at de
virksomheder der udbød ydelser svarende til selskabets, alle
ansås som formidlere og ikke rejsebureauer, og at den
konkurrenceforvridning, som den påklagede afgørelse dermed
medførte, var en væsentlig årsag til ønsket om
momsregistrering.
Landsskatteretten udtalte:
I henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 16, var
følgende ydelser undtaget fra afgiftspligten:
"Rejsebureauvirksomhed og turistkontorers oplysnings- og
informationsvirksomhed og lign."
Bestemmelsen blev oprindeligt indsat i momsloven ved lov
nr. 204 af 10. maj 1978 om ændring af momsloven, hvilken
lovændring var en følge af 6. momsdirektiv.
I medfør af 6. momsdirektiv artikel 28, stk. 3,
litra b, kunne medlemsstaterne fortsat fritage følgende transaktioner,
jf. bilag F, nr. 27:
"Tjenesteydelser præsteret af de i artikel 26
omhandlede rejsebureauer og af rejsebureauer, der handler i den rejsendes
navn og for hans regning, i forbindelse med rejser inden for
Fællesskabet."
Direktivets artikel 26 omfattede efter stk. 1,
følgende:
"bureauer (der) handler i eget navn over for den rejsende
og til rejsens gennemførelse anvender leveringer af tjenesteydelser,
der præsteres af andre afgiftspligtige personer. Denne artikel finder
ikke anvendelse på rejsebureauer, der udelukkende fungerer som
formidler, og på hvilke artikel 11, punkt A, stk. 3, litra c), finder
anvendelse."
Da andet ikke fremgik direkte af ordlyden af § 13, stk. 1,
nr. 16, eller forarbejderne til denne eller momsloven i øvrigt, fandt
retten, at rejsebureaudefinitionen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 16, skulle
forstås i overensstemmelse med bemyndigelsesbestemmelsen i direktivets
art. 28, stk. 3, litra c), således, at rejsebureauvirksomhed, der var
omfattet af rejsebureaudefinitionen i direktivets artikel 26, var
momsfritaget efter momsloven.
Retten fandt, at selskabet opfyldte de to betingelser, der
var angivet i artikel 26, nemlig for det første at selskabet skulle
handle i eget navn over for den rejsende, og for det andet at selskabet til
rejsens gennemførelse skulle anvende leveringer af tjenesteydelser,
der var præsteret af andre afgiftspligtige personer.
For så vidt angik den første af disse
betingelser var herved henset til, at de ydelser, som selskabet solgte, blev
faktureret af selskabet direkte til kunderne, der også betalte direkte
herfor til selskabet. Der var også henset til at selskabets
kontraktlige forpligtelser og rettigheder over for kunderne var defineret i
selskabets egne standardiserede lejebestemmelser, der således som
udgangspunkt var uafhængige af de kontraktlige rettigheder og
forpligtelser, der konkret var fastsat i aftalerne mellem selskabet og dem,
der præsterede de enkelte ydelser, samt endelig til karakteren af disse
kontraktlige forpligtelser og rettigheder.
For så vidt angik den anden af de nævnte
betingelser var henset til, at de ferieboligejere eller i al fald en
væsentlig del af disse, som selskabet indgik aftaler om udlejning med,
efter de foreliggende oplysninger var momspligtige i deres hjemland. Det
bemærkedes herved, at det forhold, at selskabets kunder i de fleste
tilfælde af den flerhed af tilbud, som selskabet tilbød i
kataloget, kun tog imod tilbuddet om leje af feriebolig, efter rettens
opfattelse ikke i sig selv kunne være til hinder for at anse selskabet
for et rejsebureau. Rejsebureaudefinitionen kunne ikke begrænses til
udelukkende at omfatte salg af pakkerejser m.v. Afgørende måtte
være karakteren af ydelserne, samt den måde og form under hvilken
ydelserne blev tilbudt. Selv i de tilfælde, hvor der kun solgtes
ferieboligydelser, måtte selskabet således anses at
præstere mere end blot én ydelse over for kunden, idet selskabet
i kataloget samlede, beskrev og anbefalede kunderne en række muligheder
og gav andre former for rådgivning samt sørgede for kontakten
med ferieboligejeren. Efter de foreliggende oplysninger ville
ferieboligudlejningen i øvrigt i de fleste tilfælde være
suppleret med andre ydelser som forskellige forsikringer og lignende. Det
bemærkedes i øvrigt, at det forhold, at selskabet blev
aflønnet ved provision, ikke i sig selv nødvendigvis
medførte, at selskabet handlede for fremmed regning.
Som følge af det anførte var selskabets
virksomhed, i den form den forelå på tidspunktet for den
påklagede afgørelse, momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1,
nr. 16. Da virksomheden derudover i kraft af den afgiftsmæssige
sammenhæng, der bestod mellem momsloven og lønsumsafgiftsloven,
var omfattet af lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, blev den
påklagede afgørelse stadfæstet.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sagen drejer sig om opgørelse af lønsumsafgiftstilsvar for 2008-2010. Prøvelse af Landsskatteretskendelser Domsdatabasen · 20. januar 2021
- Sagen angår opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget for perioden fra den 1. januar 2010 til den 31. december 2012 for fællesregistreringen, hvor PFA Pension, Forsikringsaktieselskab har været afregnende enhed Domsdatabasen · 7. juli 2023
- Moms Retsinformation · 31. maj 1999
- Plejeydelser leveret af sygeplejevikarbureauer til borgere i private hjem Retsinformation · 14. marts 2000
- Moms - afgiftspligtig person - kommunal institution - specialtandpleje og omsorgstandpleje Retsinformation · 10. november 2017
- Jagttegnsundervisning – momspligtig – ikke en kulturel aktivitet – ikke skoleundervisning eller faglig undervisning – ikke momsfritaget undervisning til børn og unge under 30 Retsinformation · 11. september 2026
Lignende dokumenter
- LØNSUMSAFGIFTSVEJLEDNINGEN 2000 AFSNIT B AFGIFTSPLIGTIGE VIRKSOMHEDER Retsinformation · 5. februar 2008
- LØNSUMSAFGIFTSVEJLEDNINGEN 2003 B AFGIFTSPLIGTIGE VIRKSOMHEDER Retsinformation · 5. februar 2008
- Sagen angår opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget for perioden fra den 1. januar 2010 til den 31. december 2012 for fællesregistreringen, hvor PFA Pension, Forsikringsaktieselskab har været afregnende enhed Domsdatabasen · 7. juli 2023
- LØNSUMSAFGIFTSVEJLEDNINGEN 2007 B AFGIFTSPLIGTIGE VIRKSOMHEDER Retsinformation · 5. februar 2008
- LØNSUMSAFGIFTSVEJLEDNINGEN 2006 B AFGIFTSPLIGTIGE VIRKSOMHEDER Retsinformation · 5. februar 2008
- Sagen drejer sig om opgørelse af lønsumsafgiftstilsvar for 2008-2010. Prøvelse af Landsskatteretskendelser Domsdatabasen · 20. januar 2021