Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse

KEN nr 11366 af 15/11/1999Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet26. september 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse

Rejsebureaubegrebet

- "kør-selv ferie" m.v.

- momsfritagelse

- lønsumsafgift

Reference:

LAL § 1, stk. 1

ML § 13, stk. 16

A ApS klagede over Told- og Skattestyrelsens

afgørelse af 12. november 1997, hvorved selskabets virksomhed var

anset for momsfritaget rejsebureauvirksomhed i henhold til momslovens § 13,

stk. 1, nr. 16, og i konsekvens heraf anset for lønsumsafgiftspligtig,

jf. lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1.

Det fremgik af sagen at selskabet tilbød sine

kunder hvad der i fremlagt katalog for 1997 var betegnet som "Gør det

selv ferie - kør-selv eller flyv". I kataloget var herunder tilbudt

indkvartering i store dele af Europa hovedsageligt i feriehuse/-lejligheder

eller hoteller, men også i luksustelte, teltbungalows/trigano,

flodbåde, mobilhomes, og caravans.

Ferieboligerne m.v. var i alle tilfælde ejet af

tredjemand, og der var fremlagt kopi af eksempler på de mellem

selskabet og ferieboligejerne indgåede kontrakter, der typisk var

udformet således, at selskabet på de her angivne vilkår,

eventuelt inden for en nærmere angiven frist og til en nærmere

angivet udlejningspris, havde krav på at kunne råde over

nærmere angivne ferieboliger uden forudgående underretning af

ferieboligejeren. Selskabet skulle dog efterfølgende og senest

indenfor den angivne frist bekræfte en booking overfor

ferieboligejeren, idet rådigheden over en feriebolig omfattet af en

aftale i modsat fald ville overgå til ferieboligejeren.

Læs alt

Det var nærmere oplyst, at selskabet indgik to typer

aftaler med ferieboligejerne, nemlig såkaldte allotmentaftaler og

fribookingaftaler. Allotmentaftalerne lød på, at selskabet,

indenfor en given frist kunne råde over et nærmere angivet antal

ferieboliger. Som eksempel på en typisk allotmentaftale var fremlagt en

aftale af 13. februar 1996 mellem selskabet og B. Af denne aftale fremgik

bl.a.:

"...

Allocation period:

30/3-2/11

Allocation deadline:

29/6-31/8: D-278, other

periods D-7

...

Terms of cancellation:

Until 30 days before arrival:Free

30-15 days before arrival: 25%

14-03 days before arrival: 75%

Less than 3 days before arrival and no show: 100%

...

Obligations of A:

A will act as middleman and

therby as agent for the owner. A undertakes vis-a-vis the Owner to observe

the agreed payments dates and cancelation conditions. The only exception

shall be in cases where notified bookings cannot take place owing to force

majeure, .... Only written comunications; letter, telex or telefax,

concerning agreed bookings shall be binding on A.

...

Obligations of the Owner:

... The Owner undertakes

to accept all lettings arranged by A within the framwork of this agency

agreement. The owner shall not be entitled to replace the contractuel holiday

appartment with another without prior agreement with A....

..."

Fribookingaftalerne adskilte sig fra allotmentaftalerne

ved at lyde på, at selskabet havde krav på at kunne booke et

ubegrænset antal lejligheder. Der var i aftalerne ikke fastsat nogen

bookingfrist, men det var i stedet fastsat, at selskabet kunne booke

lejlighederne indtil de fik meddelelse fra ejeren om, at lejlighederne var

udsolgt. Bortset herfra var disse aftaler enslydende med

allotmentaftalerne.

I kataloget blev også tilbudt, gennem selskabets

samarbejde med 3 andre selskaber, salg af flybilletter til flere forskellige

destinationer i Europa og ud af alle danske lufthavne, samt i tilknytning

hertil, gennem samarbejde med et biludlejningsfirma, biludlejning på et

givent feriested. Salget af flybilletter var efter det oplyste fra og med

regnskabsåret 1998 flyttet over i selskabet B ApS, hvor salget senest

havde udgjort ca. 300.000 kr. af den samlede omsætning for de to

selskaber på ca. 100 mio kr.

I tilknytning til de såkaldte kør-selv rejser

blev ydet en detaljeret rejsebeskrivelse, og der blev derudover tilbudt

færgebilletter til rabatteret pris, samt reservation af overnatninger

på bestemte hoteller undervejs til et givent feriested. Der blev

endelig tilbudt rejseforsikring hos C.

I kataloget var optrykt lejebestemmelser med nærmere

bestemmelser om bl.a. lejeaftalen generelt, tilmelding, ferieboligens pris,

betaling, prisændringer efter aftalens indgåelse, overdragelse,

fortrydelse/afbestilling og ændringer på foranledning af kunden,

selskabets ansvar, mangler og reklamation, lejerens pligter og prisgaranti.

Af lejebestemmelsernes pkt. 12 fremgik herunder, at selskabet var tilmeldt

Rejsegarantifonden og at bidrag til Rejsegarantifonden blev indbetalt,

når en færgebillet, billeje eller flybillet blev købt i

sammenhæng med leje af ferieboligen. Efter det oplyste var selskabets

kunder for højst 40 %' vedkommende dækket i medfør af

denne ordning.

Det fremgik endvidere af katalogets side 9, at selskabet

som følge af pakkerejselovens bestemmelse om objektivt ansvar for

rejsebureauer havde valgt at tegne en udvidet ansvarsforsikring, som blev

opkrævet af kunderne sammen med afbestillingsbeskyttelsen.

For alle de tilbudte ydelser undtagen færgebilletter

var der i kataloget angivet en pris, som kunden betalte til selskabet.

Færgebilletterne betaltes også af kunden til selskabet. Af

fremlagte kopier af eksempler på bookingbekræftelser over for

kunderne fremgik, at den samlede pris, som kunden skulle betale selskabet,

var udspecificeret på de forskellige typer ydelser som f.eks. leje af

feriebolig, hotelovernatninger, færgebilletter, øvrige ydelser

og afbestillingsbeskyttelse. På bagsiden af bookingbekræftelserne

var i øvrigt optrykt ovennævnte lejebestemmelser.

Klagerens repræsentant havde oplyst, at priserne

på de tilbudte ydelser i alle tilfælde var fastsat af dem, der

præsterede ydelserne, og at selskabets fortjeneste udelukkende bestod i

aftalte provisionsbeløb. Af de i kataloget optrykte lejebestemmelser

fremgik dog, at selskabet gav kunderne prisgaranti i den forstand, at prisen

under særlige betingelser blev nedsat.

For så vidt angik ferieboligerne var der typisk

mellem selskabet og ejerne aftalt en provision på 20 til 25% af den i

kontrakten angivne udlejningspris. Der var fremlagt kopi af et eksempel

på en faktura udstedt af en ferieboligejer til selskabet, i hvilken

provisionsbeløb på 20 % var modregnet den aftalte udlejningspris

inkl. moms.

Selskabets repræsentant havde foretaget

følgende opgørelse af provisionsbeløbene i 1995 og

1996:

"

1996 (kr.)

i %

1995 (kr.)

i %

Formidling af ferie-

boliger

6.075.033

96,0

5.353.054

97,5

Formidling af flybil-

letter

56.121

0,9

30.985

0,5

Formidling af færge-

billetter

180.946

2,9

93.019

1,7

Forsikringsprovision

12.366

0,2

9.858

0,2

Formidling af bilud-

lejning

5.444

-

5.717

0,1

Total

6.329.910

100

5.492.633

100

Der var fremlagt regnskaber for selskabet for året

1997, i hvilke omsætningen, der ikke var udspecificeret på de

forskellige ydelser, var opgjort samlet til 39.194.856 kr. Der var også

fremlagt saldobalance af 1. april 1998, i hvilken vareforbruget, der samlet

var opgjort til 30.325.037, var udspecificeret, således at fordelingen

af vareforbruget for 1997 på de forskellige ydelser fremgik. Selskabets

direktør havde oplyst, at mange at de udgifter til flyselskaber som

fremgik af sidstnævnte vedrørte rejser foretaget af selskabets

egne medarbejdere i forretningsøjemed.

Den 14. november 1996 anmodede selskabet om at blive

momsregistreret med tilbagevirkende kraft til den 1. oktober 1993.

Ved afgørelse af 15. januar 1997 afslog den

stedlige Told- og Skatteregion denne anmodning, idet selskabets aktiviteter

fandtes at være momsfritaget i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr.

16, og i stedet lønsumsafgiftspligtig, jf. § 1, stk. 1, i

lønsumsafgiftsloven.

Told- og Skattestyrelsen havde ved den påklagede

afgørelse stadfæstet regionens afgørelse og således

fundet selskabet momsfritaget, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 16, og

følgelig lønsumsafgiftspligtig, jf. lønsumsafgiftsloven

§ 1, stk. 1. Styrelsen havde herved bl.a. henvist til artikel 26 i 6.

momsdirektiv, hvilken bestemmelse gjaldt for rejsebureauvirksomhed, for

så vidt bureauet handlede i eget navn over for den rejsende, og til

rejsens gennemførelse anvendte leveringer og tjenesteydelser, der

præsteredes af andre momspligtige personer.

Til støtte for at selskabets virksomhed måtte

anses for rejsebureauvirksomhed omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 16,

havde styrelsen anført, at selskabet modtog en række

provisionsbeløb vedrørende formidling af flybilletter,

færgebilletter, forsikringer og biludlejning, og at selve det forhold

at selskabet var i stand til at levere sådanne ydelser gjorde, at

selskabet ud fra en helhedsbetragtning måtte karakteriseres som et

rejsebureau, uanset om indtægterne fra disse aktiviteter ikke var i

samme størrelsesorden som indtægterne fra formidlingen af

ferieboliger. Derudover indikerede selskabets navn, at der var tale om et

rejsebureau.

Styrelsen havde også henvist til EF-Domstolens dom

af 12. november 1992, sag C 163/91 (Van Ginkel). Styrelsen havde herom

bemærket, at dommen vedrørte et rejsebureau, der også

solgte "kør-selv ferier", og at dommen derfor kunne forstås

således, at der ikke var taget stilling til, hvornår en

virksomhed måtte anses at drive rejsebureauvirksomhed. Under henvisning

til dommens præmisser 9, 24 og 27 havde styrelsen anført, at

dommen imidlertid måtte læses således, at der skulle svares

bekræftende på spørgsmålet om, hvorvidt

transaktioner bestående i udlejning af ferieboliger til kunder som selv

sørgede for transport til og fra boliger, om hvilke den

afgiftspligtige havde indgået aftaler med tredjemand for at kunne

råde herover, måtte anses for omfattet af artikel 26's

anvendelsesområde.

Under henvisning til artikel 26's ordlyd havde styrelsen

endvidere anført, at selskabet opfyldte denne bestemmelses betingelse

om, at bureauer til rejsens gennemførelse skulle anvende leveringer og

tjenesteydelser, der var præsteret af andre afgiftspligtige personer.

Der var herved bl.a. henvist til artikel 4 i 6. momsdirektiv med

bemærkning om, at udlejning af ferieboliger måtte anses for

omfattet af artikel 4, stk. 2.

Selskabets repræsentant havde over for

Landsskatteretten nedlagt påstand om, at selskabets aktiviteter

ansås for momspligtig formidlingsaktivitet. Repræsentanten havde

til støtte herfor bl.a. anført, at selskabet ikke kunne anses

at drive rejsebureauvirksomhed, som var fritaget efter momslovens § 13, stk.

1, nr. 16. Der var herved henvist til det anførte i momsvejledningen

1997, side 108, næstsidste afsnit, der måtte forstås

således, at selskabet virksomhed var momspligtig, idet der netop var

tale om, at selskabet fik betalt en fast pris i form af provision for

ydelsen, som var fastsat af dem, som selskabet formidlede ydelserne for.

Repræsentanten havde derudover anført, at

momslovens rejsebureaubegreb skulle forstås på samme måde

som angivet i 6. momsdirektiv, uanset at Danmark ikke havde implementeret

direktivets artikel 26. To betingelser skulle opfyldes efter artikel 26,

nemlig for det første at selskabet skulle handle i eget navn og

således ikke som formidler, og for det andet at selskabet til den

solgte rejse skulle anvende indkøb præsteret af andre

afgiftspligtige personer. For så vidt angik den første

betingelse var anført, at selskabet var formidler af ydelser mod

provisionsbetaling, jf. direktivets artikel 6, stk. 4, og at selskabet

allerede af denne grund ikke kunne være omfattet af artikel 26. Der var

herved også henvist til følgende passage fra den engelske

vejledning: "If you act solely as an agent or intermediary arranging supplies

you should not use the Margin scheme to account for VAT", og til Van Ginkel

dommen (domssamlingen 1992, s.5732).

For så vidt angik den anden af de nævnte

betingelser var anført, at selskabet ikke foretog indkøb af

rejseydelser til videresalg, og at selskabet således ikke opfyldte

denne anden betingelse. Forholdet var nemlig det, at selskabet, i

modsætning til hvad der repræsentanten bekendt var

tilfældet for sædvanlige rejsebureauer, ikke havde nogen egentlig

råderet over de tilbudte ydelser, idet selskabet ikke købte

råderetten til disse ydelser, og heller ikke selv ejede f.eks. de

udlejede ferieboliger. Selskabet havde således kun råderet i den

forstand, at det mellem selskabet og ejerne af de udbudte ydelser aftaltes,

at klageren i en vis nærmere bestemt periode, og meget afgørende

mod en fast pris, kunne råde over f.eks. et aftalt antal

ferieboliger.

Vedrørende Van Ginkel dommen, som styrelsen havde

baseret sin afgørelse på, var anført, at denne dom ikke

kunne anvendes analog i denne konkret omhandlede sag, idet dommen drejede sig

om "kør-selv ferier", som blev solgt af en virksomhed, som derudover

ubestridt drev rejsebureauvirksomhed, og at netop det forhold, at

virksomheden var et rejsebureau, var en væsentlig forudsætning i

dommen. Af Van Ginkel dommen kunne således udledes, at fire betingelser

skulle være opfyldt for, at kør-selv ferier kunne anses for

rejsebureauvirksomhed: 1) at der skulle være tale om et selskab, der

var rejsebureau; 2) at selskabet skulle handle i eget navn og for egen

regning. Virksomhed omfattet af art. 11, pkt. A, stk. 3, litra c) eller art.

6, stk. 4, var således ikke omfattet af rejsebureaubegrebet; 3) at der

til rejsens gennemførelse skulle anvendes tjenesteydelser, der var

leveret af andre afgiftspligtige personer; 4) at sidstnævnte skulle

komme den rejsende til gode. Selskabet opfyldte ikke betingelse nummer 1, da

selskabet ikke udover kør-selv ferier udøvede

rejsebureauvirksomhed. Selskabet opfyldte heller ikke betingelsen nummer 2,

da selskabets virksomhed var indrettet som omhandlet i art. 6, stk. 4. For

så vidt angik den 3. betingelse var det af selskabets ydelser kun

ferieboligudlejningen, der var afgiftspligtig i hjemlandet. Ingen af de andre

ydelser, således hverken færgetransport, flytransport eller

billeje, var afgiftspligtig.

Vedrørende EF-domstolens seneste dom på

området i sagerne C-308/96 og C-94/97, var bemærket, at der i

denne dom var taget stilling til, hvad der skulle til, før supplerende

ydelser kunne anses for rene biydelser i forhold til egne ydelser, og som

sådanne ikke omfattet af artikel 26. Under henvisning til den i

skrivelse af 9. oktober 1997 foretagne opgørelse af omfanget af de af

selskabet leverede tillægsydelser var anført, at disse bestemt

måtte anses som rene biydelser i den nævnte doms forstand. I

denne sammenhæng var også anført, at alle disse

tillægsydelser var momsfri, og at den nævnte betingelse i artikel

26 om, at anvendte indkøb skulle være præsteret af andre

afgiftspligtige personer, dermed ikke var opfyldt i denne sag.

Af sager fra EF-Domstolen var endvidere henvist til sag

C-74/91 (Kommissionen mod Tyskland).

Repræsentanten havde yderligere henvist til, at de

virksomheder der udbød ydelser svarende til selskabets, alle

ansås som formidlere og ikke rejsebureauer, og at den

konkurrenceforvridning, som den påklagede afgørelse dermed

medførte, var en væsentlig årsag til ønsket om

momsregistrering.

Landsskatteretten udtalte:

I henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 16, var

følgende ydelser undtaget fra afgiftspligten:

"Rejsebureauvirksomhed og turistkontorers oplysnings- og

informationsvirksomhed og lign."

Bestemmelsen blev oprindeligt indsat i momsloven ved lov

nr. 204 af 10. maj 1978 om ændring af momsloven, hvilken

lovændring var en følge af 6. momsdirektiv.

I medfør af 6. momsdirektiv artikel 28, stk. 3,

litra b, kunne medlemsstaterne fortsat fritage følgende transaktioner,

jf. bilag F, nr. 27:

"Tjenesteydelser præsteret af de i artikel 26

omhandlede rejsebureauer og af rejsebureauer, der handler i den rejsendes

navn og for hans regning, i forbindelse med rejser inden for

Fællesskabet."

Direktivets artikel 26 omfattede efter stk. 1,

følgende:

"bureauer (der) handler i eget navn over for den rejsende

og til rejsens gennemførelse anvender leveringer af tjenesteydelser,

der præsteres af andre afgiftspligtige personer. Denne artikel finder

ikke anvendelse på rejsebureauer, der udelukkende fungerer som

formidler, og på hvilke artikel 11, punkt A, stk. 3, litra c), finder

anvendelse."

Da andet ikke fremgik direkte af ordlyden af § 13, stk. 1,

nr. 16, eller forarbejderne til denne eller momsloven i øvrigt, fandt

retten, at rejsebureaudefinitionen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 16, skulle

forstås i overensstemmelse med bemyndigelsesbestemmelsen i direktivets

art. 28, stk. 3, litra c), således, at rejsebureauvirksomhed, der var

omfattet af rejsebureaudefinitionen i direktivets artikel 26, var

momsfritaget efter momsloven.

Retten fandt, at selskabet opfyldte de to betingelser, der

var angivet i artikel 26, nemlig for det første at selskabet skulle

handle i eget navn over for den rejsende, og for det andet at selskabet til

rejsens gennemførelse skulle anvende leveringer af tjenesteydelser,

der var præsteret af andre afgiftspligtige personer.

For så vidt angik den første af disse

betingelser var herved henset til, at de ydelser, som selskabet solgte, blev

faktureret af selskabet direkte til kunderne, der også betalte direkte

herfor til selskabet. Der var også henset til at selskabets

kontraktlige forpligtelser og rettigheder over for kunderne var defineret i

selskabets egne standardiserede lejebestemmelser, der således som

udgangspunkt var uafhængige af de kontraktlige rettigheder og

forpligtelser, der konkret var fastsat i aftalerne mellem selskabet og dem,

der præsterede de enkelte ydelser, samt endelig til karakteren af disse

kontraktlige forpligtelser og rettigheder.

For så vidt angik den anden af de nævnte

betingelser var henset til, at de ferieboligejere eller i al fald en

væsentlig del af disse, som selskabet indgik aftaler om udlejning med,

efter de foreliggende oplysninger var momspligtige i deres hjemland. Det

bemærkedes herved, at det forhold, at selskabets kunder i de fleste

tilfælde af den flerhed af tilbud, som selskabet tilbød i

kataloget, kun tog imod tilbuddet om leje af feriebolig, efter rettens

opfattelse ikke i sig selv kunne være til hinder for at anse selskabet

for et rejsebureau. Rejsebureaudefinitionen kunne ikke begrænses til

udelukkende at omfatte salg af pakkerejser m.v. Afgørende måtte

være karakteren af ydelserne, samt den måde og form under hvilken

ydelserne blev tilbudt. Selv i de tilfælde, hvor der kun solgtes

ferieboligydelser, måtte selskabet således anses at

præstere mere end blot én ydelse over for kunden, idet selskabet

i kataloget samlede, beskrev og anbefalede kunderne en række muligheder

og gav andre former for rådgivning samt sørgede for kontakten

med ferieboligejeren. Efter de foreliggende oplysninger ville

ferieboligudlejningen i øvrigt i de fleste tilfælde være

suppleret med andre ydelser som forskellige forsikringer og lignende. Det

bemærkedes i øvrigt, at det forhold, at selskabet blev

aflønnet ved provision, ikke i sig selv nødvendigvis

medførte, at selskabet handlede for fremmed regning.

Som følge af det anførte var selskabets

virksomhed, i den form den forelå på tidspunktet for den

påklagede afgørelse, momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1,

nr. 16. Da virksomheden derudover i kraft af den afgiftsmæssige

sammenhæng, der bestod mellem momsloven og lønsumsafgiftsloven,

var omfattet af lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, blev den

påklagede afgørelse stadfæstet.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter