Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af lov om renter ved forsinket betaling m.v. (Gennemførelse af EF-direktiv om bekæmpelse af forsinkede betalinger i visse handelsforhold m.v.)1)

2001/2 LSV 74Lovforslag som vedtagetFolketinget17. maj 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den

17. maj 2002

Forslag

til

Lov om ændring af lov om renter ved

forsinket betaling m.v.

(Gennemførelse af EF-direktiv om bekæmpelse af

forsinkede betalinger i visse handelsforhold m.v.)1)

§ 1

I lov om renter ved forsinket betaling m.v., jf. lovbekendtgørelse

nr. 583 af 1. september 1986, som ændret ved § 4 i lov nr. 1098 af

21. december 1994 og lov nr. 462 af 7. juni 2001, foretages følgende

ændringer:

1.

§ 1, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2.

§ 9 a gælder for alle

inddrivelsesomkostninger vedrørende fordringer på formuerettens

område, mens § 9 b alene gælder for rykker- og

inkassogebyrer vedrørende sådanne fordringer.«

2.

§ 1, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3.

Loven finder ikke anvendelse, hvis andet er bestemt

ved eller i henhold til lov, eller hvis andet er aftalt, jf. dog §§ 7, 9

a og 9 b.«

3.

I § 1 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4.

Loven finder ikke anvendelse, hvis andet følger

Læs alt

af handelsbrug eller anden sædvane, jf. dog §§ 9 a og 9 b. Dette

gælder ikke, for så vidt angår fravigelse til skade for

skyldneren, hvis der er tale om en fordring i henhold til en aftale som

nævnt i § 7, stk. 1. Der kan desuden kræves rente efter

§§ 3-5, selv om andet følger af handelsbrug eller anden

sædvane, hvis kravet angår vederlag i henhold til aftale om

levering af varer eller tjenesteydelser, som er indgået mellem

erhvervsdrivende som led i deres erhverv eller mellem en erhvervsdrivende som

led i sit erhverv og en ordregivende myndighed som defineret i direktiverne

92/50/EØF, 93/36/EØF, 93/37/EØF og 93/38/EØF om

offentlige indkøbskontrakter.«

4.

I § 2 ændres »stk. 3« til: »stk. 3

og stk. 4, 1. og 2. pkt.«.

5.

§ 3, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2.

I andre tilfælde skal der betales rente,

når der er gået 30 dage efter den dag, da fordringshaveren har

afsendt eller fremsat anmodning om betaling. Skyldneren skal ikke betale

rente for det tidsrum, der ligger forud for modtagelsen af anmodningen.«

6.

I § 3, stk. 3, ændres »1 måned«

til: »30 dage«.

7.

I § 3, stk. 5, indsættes som 2.

pkt.:

»Ved fordringer i henhold til aftaler som nævnt i

§ 1, stk. 4, 3. pkt., kan retten dog alene bestemme, at rente skal

betales fra et tidligere tidspunkt.«

8.

§ 5, stk. 1, affattes således:

»Renten efter forfaldsdagen fastsættes til en

årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats med et

tillæg på 7 pct. Som referencesats anses i denne lov den

officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr.

den 1. januar og den 1. juli det pågældende år.«

9.

I § 5, stk. 2, indsættes efter

»ændre renten«: », dog således at det i stk. 1

nævnte tillæg ikke kan fastsættes til mindre end 7

pct.«.

10.

I § 5, stk. 3, indsættes som 2.

pkt.:

»Ved fordringer i henhold til aftaler som nævnt i

§ 1, stk. 4, 3. pkt., kan retten dog alene bestemme, at der skal

betales en højere rente.«

11.

§ 9 a ophæves, og i stedet

indsættes:

»§ 9 a.

Fordringshaveren kan kræve, at skyldneren

betaler fordringshaverens rimelige og relevante omkostninger ved udenretlig

inddrivelse af fordringen, medmindre forsinkelsen med betalingen ikke beror

på skyldnerens forhold.

Stk. 2.

Stk. 1 kan ikke fraviges til skade for

fordringshaveren ved aftale eller ved handelsbrug eller anden sædvane.

Hvis der er tale om en fordring i henhold til en aftale som nævnt i

§ 7, stk. 1, kan reglen i stk. 1 endvidere ikke fraviges til

skade for skyldneren ved aftale.

Stk. 3.

Justitsministeren kan fastsætte nærmere

regler for, hvilke udgifter fordringshaveren kan kræve betalt efter

stk. 1, med henblik på, at udgifterne skal være

gennemsigtige og stå i passende forhold til fordringen, herunder regler

om, at der ved fordringer inden for bestemte beløbsgrænser alene

kan kræves betaling op til visse maksimumsbeløb.

Stk. 4.

For omkostninger ved retslig inddrivelse gælder

retsplejelovens regler om sagsomkostninger.

§ 9 b.

For rykkerskrivelser vedrørende fordringer kan

fordringshaveren kræve et gebyr, jf. stk. 2, såfremt

skrivelsen er fremsendt med rimelig grund (rykkergebyr). Fordringshaveren kan

endvidere kræve et gebyr, jf. stk. 3, for at anmode en anden om at

inddrive fordringen på fordringshaverens vegne, såfremt dette er

sket med rimelig grund (inkassogebyr).

Stk. 2.

Der kan kræves et rykkergebyr på

højst 100 kr. inkl. moms for hver rykkerskrivelse, dog højst

for 3 skrivelser vedrørende samme ydelse. Har skyldneren inden for en

sammenhængende periode til stadighed været i restance

vedrørende samme skyldforhold, kan der uanset 1. pkt. højst

kræves rykkergebyr for 3 skrivelser vedrørende restancerne i den

pågældende periode. Der kan kun kræves gebyr for

rykkerskrivelser, som er sendt med mindst 10 dages mellemrum.

Stk. 3.

Der kan kræves et inkassogebyr på

højst 100 kr. inkl. moms.

Stk. 4.

Reglerne i stk. 1-3 kan ikke fraviges til skade

for skyldneren ved aftale, hvis der er tale om en fordring i henhold til en

aftale som nævnt i § 7, stk. 1. I andre tilfælde kan

reglerne i stk. 1-3 fraviges ved aftale eller handelsbrug eller anden

sædvane i det omfang, som følger af § 9 a, stk. 1 og

stk. 2, 1. pkt.«

§ 2

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. august 2002.

Stk. 2.

Loven gælder for rente af pengekrav, som

forfalder den 1. august 2002 eller senere. § 1, nr. 5, gælder dog

kun, hvis den pågældende betalingsanmodning er afsendt eller

fremsat den 1. august 2002 eller senere.

Stk. 3.

Loven gælder for inddrivelsesomkostninger, hvor

det pågældende betalingskrav opstår efter lovens

ikrafttræden. Loven gælder endvidere for rykkergebyrer

vedrørende rykkerskrivelser, der sendes efter lovens

ikrafttræden, samt for inkassogebyrer, hvor det pågældende

gebyrkrav opstår efter lovens ikrafttræden.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men

kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de

afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske

forhold tilsiger.

Lignende dokumenter