Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse

KEN nr 11183 af 14/12/1999Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet16. august 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse

Sømandsfradrag

- transport af færge fra Australien til Danmark

- udenrigsfart

Reference:

Lov om særlige fradrag til sømænd m.v. § 3.

A klagede for indkomståret 1995 over, at skatteankenævnet ikke

havde godkendt sømandsfradrag.

Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren i 1995 var ansat

som maskinchef i B A/S i perioden fra den 15. februar til den 31. december.

Under ansættelsen deltog han i hjemsejlads fra Australien til Danmark af to

katamaranfærger, som selskabet havde købt til besejling af en rute i Danmark.

Hjemsejladserne varede tilsammen 85 dage, og klageren havde på grundlag heraf

selvangivet et fradrag på 13.251 kr. (85/365 af 56.900 kr.) i henhold til §

3,

jf. § 1 i lov om særlige fradrag til sømænd m.v. (sømandsfradragsloven).

Skatteankenævnet havde ikke anset klageren for berettiget til

det særlige fradrag for sømænd, idet betingelserne i henhold til

sømandsfradragsloven § 2, nr. 1 og 4, ikke var anset for opfyldt. Ifølge

disse

bestemmelser var det bl.a. et krav, at lønindtægten skulle være erhvervet på

et

skib, som udelukkende anvendtes til erhvervsmæssig befordring af personer

eller

gods eller som bjærgningsfartøj.

Skatteankenævnet havde anført, at selv om skibene til Danmark

var delvis lastet med udstyr til opbygning af færgevirksomhed i Danmark, var

transporten og færgernes status ikke omfattet af begrebet udelukkende

erhvervsmæssig transport af gods. Hjemtransporten vedrørte ikke permanent

anvendelse til transport af erhvervsmæssigt gods. Når færgen var i fart i

Læs alt

Danmark, berettigede denne sejlads heller ikke til fradrag, idet den foregik

i

begrænset fart og ikke i nærfart eller udenrigsfart.

Klagerens revisor havde nedlagt påstand om, at klageren ansås

for berettiget til det selvangivne fradrag for sømænd.

Klageren blev ansat som maskinchef hos B A/S og rejste på sin

første arbejdsdag til Australien for at påmønstre den første af de hidtil

australsk ejede og Singapore-registrerede katamaranfærger, der skulle sejles

til Danmark via England. Ved begge sejladser var færgerne delvist lastet med

udstyr til opbygning af den fremtidige færgerivirksomhed. Færgerne var

overtaget af det danske rederi, inden sejladsen til Danmark blev påbegyndt.

Revisoren havde gjort gældende, at betingelserne i

sømandsfradragsloven § 2 var opfyldt, idet klageren havde sejlet i

udenrigsfart

fra Australien til Danmark. Med hensyn til kravet om anvendelse til

udelukkende

erhvervsmæssig befordring af personer eller gods havde revisoren anført, at

de

pågældende skibe var indrettet til erhvervsmæssig personbefordring og ikke

kunne anvendes til andet. En enkelt tur uden passagerer kunne ikke medføre,

at

skibet ikke var omfattet af bestemmelsen. Skibet havde endvidere foretaget

fragt af (havne)udstyr til Danmark, ligesom skibet i sig selv kunne betragtes

som gods.

Revisoren havde med hensyn til skatteankenævnets begrundelse

anført, at det ikke fremgik af sømandsfradragsloven, at der skulle være tale

om

permanent udenrigsfart eller permanent nærfart. Begrebet udenrigsfart var

præciseret nærmere i bekendtgørelse om beskatning af sømænd m.v.

(bekendtgørelse nr. 689 af 14. november 1988), hvis § 1 var formuleret

således:

"Et af lov om særlige fradrag til sømænd m.v. omfattet

skib anses for at være i udenrigsfart

1)

i den tid, det er uden for det i lovens § 2, nr. 2 a, nævnte

område,

2)

indtil udgangen af det døgn, hvor det efter at være kommet

inden for området har tilendebragt udlosningen af gods eller afsætningen af

passagerer til steder uden for området,

3)

fra begyndelsen af det døgn, hvor det inden for området har

påbegyndt indladningen af gods eller optagelsen

af passagerer til steder uden for

området."

Der var efter revisorens opfattelse ikke stillet krav om

permanent udenrigsfart, idet det fremgik af § 1, at et skib ansås for at være

i

udenrigsfart i den tid, hvor det opholdt sig uden for det i

sømandsfradragsloven § 2, nr. 2 a, nævnte område. Desuden fremgik det,

hvorledes man skulle forholde sig i de situationer, hvor skibet kom inden for

det nævnte område. Det fremgik således direkte af bekendtgørelsen, hvorledes

der skulle forholdes i forbindelse med, at skibet ændrede karakter i

sejladsen.

Med hensyn til fortolkningen af udenrigsfart i

sømandsfradragslovens § 2, nr. 2, litra a og b, havde revisoren anført, at

klageren i det pågældende år havde sejlet i udenrigsfart i 85 dage, hvilket

måtte betegnes som en overvejende del af året. Skibene sejlede også forud for

hjemtransporten i udenrigsfart i relation til de danske regler, og

spørgsmålet

var, hvilken periode "overvejende" skulle sættes i forhold til.

Besætningen burde ikke straffes, fordi rederen ændrede benyttelsen af skibet.

Endelig havde revisoren gjort gældende, at man måtte se på

formålet med fradraget, som havde været, at de pågældende sømænd skulle

kompenseres for udgifterne ved ikke at kunne overnatte hjemme. Klageren var

således helt klart omfattet af lovens formål, selv om der muligvis ikke i

loven

var taget højde for udenrigsfart, der fandt sted med henblik på at

transportere

selve skibet. Den omhandlede transport havde uden tvivl været erhvervsmæssig,

og den faldt ikke ind under den type sejlads, man fra lovgivers side havde

villet undtage, fx fiskeskibe, lystfartøjer, stenfiskefartøjer,

militærfartøjer, jf. bemærkningerne til lovforslaget af 31. oktober 1957.

Endvidere havde revisoren anført, at søfolk hos C, der

påmønstrede nybygninger under klargøring og prøvesejlads, var berettiget til

nævnte fradrag, hvilket ikke var bestridt af skattemyndighederne.

Told- og Skattestyrelsen havde under sagens behandling

indstillet afgørelsen stadfæstet, idet de pågældende færger ikke kunne anses

for omfattet af reglerne om særlige fradrag for sømænd, da de ikke

overvejende

havde været i udenrigsfart. Sejladserne fra Australien havde ikke været led i

den

almindelige drift, som alene havde bestået i passagerbefordring i Danmark.

Landsskatterettens bemærkninger:

Efter sømandsfradragslovens § 1, stk. 1, nr. 1, havde personer,

der var skattepligtige i henhold til kildeskattelovens § 1, og som erhvervede

lønindtægt ved tjeneste om bord på et dansk skib i udenrigsfart eller

nærfart,

fradrag efter denne lov.

Et dansk skib skulle for at være omfattet af loven opfylde et

tonnagemindstemål, ligesom det udelukkende skulle anvendes til erhvervsmæssig

befordring af personer eller gods, jf. § 2, nr. 1.

De pågældende katamaranfærger var omfattet af loven, da de

opfyldte kravene til mindstemål, og da de udelukkende anvendtes til

erhvervsmæssig befordring af personer og gods.

Tre retsmedlemmer, herunder retsformanden, udtalte herefter:

For at en person har fradrag efter loven, skulle den fart med

det danske skib, hvorunder han erhvervede lønindtægten ved tjeneste ombord,

endvidere være en udenrigsfart. Ved udenrigsfart skulle efter § 2, nr. 2 a og

b, bl.a. forstås fart, der overvejende fandt sted mellem havne uden for et

nærmere afgrænset område af Nordsøen og Østersøen, og fart, der overvejende

fandt sted mellem havne, der var beliggende inden for det nævnte område, og

havne, der var beliggende uden for det nævnte område. Da de farter, hvorunder

klageren havde erhvervet lønindtægten ved tjeneste ombord på de pågældende

skibe, var farter fra Australien til Danmark, var disse farter efter § 2, nr.

2, udenrigsfarter. Klageren havde således krav på det omhandlede fradrag.

Et retsmedlem fandt, at de pågældende færger ikke havde været i

udenrigsfart i den betydning, som var lagt til grund ved affattelsen af

sømandsskatteloven af 31. marts 1958 og videreført i sømandsfradragsloven af

1.

juli 1988. Dette retsmedlem fandt derfor, at klageren ikke var omfattet af de

særlige fradragsregler og stemte for stadfæstelse.

Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet, hvorefter

klageren var omfattet af § 3 i lov om særlige fradrag til sømænd m.v.

Lignende dokumenter