Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om beskatning af søfolk

2004/1 LSF 162Lovforslag som fremsatSkatteministeriet12. januar 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 12. januar 2005 af

skatteministeren (Kristian Jensen)

Forslag

til

Lov

om beskatning af søfolk

Lovens anvendelsesområde

§ 1.

Lønindkomst, som erhverves ved arbejde ombord på skibe m.v., beskattes efter

skattelovgivningens almindelige regler med de undtagelser, der følger af

denne

lov.

Stk. 2.

Loven

finder tilsvarende anvendelse på beskatning af lønindkomst ved arbejde ombord

på skib, der midlertidigt er ude af drift på grund af reparationsarbejde,

midlertidig oplægning o.l. Det er en betingelse, at den, som erhverver

lønindkomsten, umiddelbart forud for reparationsarbejdet eller den

midlertidige

oplægning o.l. var omfattet af denne lov, og at ansættelsesforholdet ikke

alene

er indgået med henblik på at udføre arbejde ombord på skib, som er ude af

drift.

Stk. 3.

Personer,

som erhverver indkomst ved arbejde ombord på skib, som de ejer, eller i

hvilket

de som partredere eller interessenter ejer en andel, er omfattet af denne

lov.

Det er en betingelse for anvendelsen af §§ 5-6 og § 8, at ejerens,

Læs alt

partrederens eller interessentens aflønning svarer til den, der ydes til

ansatte

med samme anciennitet m.v.

Stk. 4.

Stk. 3

finder tilsvarende anvendelse for personer, som udøver bestemmende

indflydelse

over det rederi, som ejer det skib, hvor den pågældende udfører arbejde, og

dermed nærtstående personer. Ved bestemmende indflydelse forstås ejerskab

eller

rådighed over stemmerettigheder som nævnt i ligningslovens § 2,

stk. 2.

Ved nærtstående personer forstås personer som nævnt i ligningslovens

§ 16

H, stk. 2, 3.-4. pkt.

§ 2.

I

denne lov forstås ved:

1.

Dansk skib

: Et skib, som er

registreret med hjemsted her i landet med en bruttotonnage på 20 tons eller

derover, og som udelukkende anvendes til erhvervsmæssig befordring af

passagerer eller gods eller som bugser- og bjærgningsfartøj. Et skib, som er

registreret med hjemsted på Færøerne, i Grønland eller i udlandet med en

bruttotonnage på 20 tons eller derover, og som uden besætning overtages til

befragtning af et dansk rederi, sidestilles med dansk skib. Et skib, som er

registreret med hjemsted her i landet, og som uden besætning overtages til

befragtning af et færøsk, grønlandsk eller udenlandsk rederi, anses ikke for

et

dansk skib.

2.

Udenlandsk skib:

Et skib med

en bruttotonnage på 20 tons eller derover, som udelukkende anvendes til

erhvervsmæssig befordring af passagerer eller gods eller som bugser- og

bjærgningsfartøj, og som ikke anses for et dansk skib.

3.

Begrænset

fart

:

a)

Fart eller bugser- og

bjærgningsvirksomhed med skibe, der væsentligst sejler på danske indsøer,

indre

vandveje og fjorde.

b)

Anvendelse af skibe i

stationær virksomhed, herunder havnefart o.l.

c)

Fart eller bugser- og

bjærgningsvirksomhed med skibe uden egne fremdrivningsmidler.

d)

Rutetrafik, hvor

sejldistancen fra havn til havn er mindre end 50 sømil.

e)

Anden fart eller

bugser- og bjærgningsvirksomhed, når forholdene er sådan, at den pågældende

person har mulighed for regelmæssigt at overnatte

på sin sædvanlige bopæl.

Sømandsfradrag

§ 3.

Personer, som uden for begrænset fart erhverver lønindkomst ved arbejde

ombord

på danske eller udenlandske skibe, kan ved opgørelsen af den skattepligtige

indkomst fradrage et beløb på 56.900 kr. Tilsvarende gælder ved arbejde

ombord

på stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, som har egne fremdrivningsmidler

og

eget lastrum til transport af materialer indvundet fra havbunden, og som har

en

bruttotonnage på 20 tons eller derover. Har den pågældende kun lønindtægt som

nævnt i 1. pkt. i en del af året, eller er der tale om ansættelse på deltid,

nedsættes fradraget forholdsmæssigt.

Det

er en betingelse for fradrag, at forhyringsvilkårene for den pågældende

svarer

til, hvad der sædvanligvis gælder for søfolk.

Stk. 2.

Stk. 1

finder tilsvarende anvendelse ved erhvervelse af lønindkomst ved arbejde

udført

ombord på skibe og installationer, der anvendes i tilknytning til

efterforskning og udvinding af kulbrinter uden for dansk søterritorium og

dansk

kontinentalsokkelområde, samt ved arbejde ombord på skole- og øvelsesskibe,

jf.

lov om søfartsuddannelse.

§ 4.

Når

der foretages fradrag efter § 3, kan der ikke samtidig foretages fradrag

efter ligningslovens § 9, stk. 1, ligningslovens §§ 9 B-9 D og

ligningslovens § 13 samt efter pensionsbeskatningslovens § 49,

stk. 1.

Stk. 2.

Personer,

som kan foretage fradrag efter § 3, er ikke omfattet af ligningslovens

§ 9

A, stk. 1-9.

Beskatning ved arbejde ombord på dansk skib registeret

i Dansk Internationalt Skibsregister

§ 5.

Har

en person, der er skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, erhvervet

lønindkomst ved arbejde ombord på et dansk skib, som er registreret i Dansk

Internationalt Skibsregister, og som anvendes til formål, som vil kunne

omfattes af tonnageskatteloven, nedsættes den samlede indkomstskat med det

beløb, der forholdsmæssigt falder på denne indkomst. 1. pkt. finder

tilsvarende

anvendelse på dødsboer omfattet af dødsboskattelovens § 1, stk. 2.

Gratialer og fratrædelsesgodtgørelser m.v., jf. ligningslovens § 7 U, er

omfattet af 1. pkt., når den pågældende ydelse har direkte tilknytning til

arbejde udført ombord på skib som nævnt i 1. pkt.

Stk. 2.

Personer,

som er skattepligtige efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra j,

svarer ikke skat af lønindkomst erhvervet ved arbejde ombord på et dansk

skib,

som er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, og som anvendes til

formål, som vil kunne omfattes af tonnageskatteloven. Stk. 1, 3. pkt.,

finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3.

Skattefritagelse efter stk. 1 og stk. 2 er betinget af, at løn og

godtgørelser m.v. er fastsat under hensyn til skattefritagelsen.

Stk. 4.

Personer,

som kan anvende stk. 1, er ikke omfattet af ligningslovens § 9 A,

stk. 1-9.

§ 6.

Ved

arbejde ombord på skib, som anvendes som bugser- og bjærgningsfartøj inden

for

EU/EØS, finder § 5 udelukkende anvendelse i tilfælde, hvor skibet

udfører

virksomhed med karakter af søtransport i mindst 50 pct. af den tid, skibet i

løbet af et indkomstår er i drift. Det er en betingelse, at fartøjet har

hjemsted i en EU- eller EØS-medlemsstat.

Stk. 2.

Ved

anvendelsen af stk. 1 fordeles ventetid forholdsmæssigt mellem den tid,

der er medgået til bugser- og bjærgningsaktiviteter til søs, og den tid, der

er

anvendt til andre aktiviteter.

§ 7.

Ved arbejde ombord på skib, som

sejler i regelmæssig passagersejlads mellem havne i EU-medlemsstater, finder

§ 5,

stk. 2, alene anvendelse på personer, som er statsborgere eller

hjemmehørende

i en EU- eller en EØS-medlemsstat.

Beskatning ved arbejde ombord på andre skibe

§ 8.

§ 5

finder uanset tonnageskattelovens bestemmelser tilsvarende anvendelse ved

arbejde uden for EU/EØS ombord på stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere,

som

nævnt i § 10, stk. 1.

§ 9.

For

personer, som er skattepligtige efter kildeskattelovens § 2,

stk. 1,

litra j, og som erhverver lønindkomst som nævnt i kildeskattelovens

§ 43,

stk. 1, ved arbejde udført ombord på dansk skib uden for begrænset fart

uden at være omfattet af § 5, stk. 2, beregnes skatten som 30 pct.

af

bruttoindkomsten. Tilsvarende gælder for personer, som er skattepligtige

efter

kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra j, og som uden at være

omfattet

af § 8 erhverver lønindkomst ved arbejde ombord på stenfiskerfartøjer,

herunder sandsugere, som nævnt i § 10, stk. 1.

Stk. 2.

En skattepligtig efter stk. 1

kan dog vælge at blive beskattet, som om den pågældende var omfattet af

kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra a. Valget skal træffes senest

den 1. maj efter det pågældende indkomstår. Valget kan omgøres inden udløbet

af

den frist, der er nævnt i skattestyrelseslovens § 3, stk. 1.

Stk. 3.

Den skat,

der efter stk. 1 og 2 beregnes for personer, der er hjemmehørende på

Færøerne eller i Grønland, tilfalder henholdsvis Færøernes og Grønlands

landskasse. Når der vælges beskatning efter stk. 2, opgøres det beløb,

der

tilfalder henholdsvis Færøernes og Grønlands landskasse, som den del af den

pågældendes samlede danske skat, som forholdsmæssigt falder på indkomst, som

kan beskattes efter stk. 1.

Andre bestemmelser

§ 10.

Danske rederier, som udøver virksomhed med stenfiskerfartøjer, herunder

sandsugere, som er registreret med hjemsted her i landet med en bruttotonnage

på 20 tons eller derover, eller som er registreret med hjemsted i en anden

EU/EØS-medlemsstat med tilsvarende bruttotonnage og uden besætning er

overtaget

til drift af et dansk rederi, kan efter ansøgning

få refusion, jf. stk. 2-3,

for personer, som udfører arbejde ombord, og som ikke er omfattet

af § 8. Det samme gælder for rederier, som er skattepligtige efter

selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, eller efter

kildeskattelovens

§ 2, stk. 1, litra d, når disse er hjemmehørende i en

EU-medlemsstat.

Stk. 2.

Det er en

betingelse for refusion, at det enkelte fartøj har egne fremdrivningsmidler

og

eget lastrum til transport af materialer indvundet fra havbunden, samt at

fartøjet udfører søtransportaktiviteter i mindst 50 pct. af den tid, det er i

drift.

Stk. 3.

Refusion

ydes måned for måned til rederiet med et beløb, der for hver enkelt

lønmodtager

beregnes som

40 pct. af den del af

grundlaget for lønmodtagerbidraget opgjort efter § 8 i lov om en

arbejdsmarkedsfond, der kan henføres til arbejde udført ombord på

fartøj, som opfylder betingelserne i stk. 1-2.

Stk. 4.

Stk. 3

finder tilsvarende anvendelse for personer som nævnt i § 1, stk. 3.

Refusionen ydes som 40 pct. af det gennemsnitlige grundlag for refusion efter

stk. 3 for lønmodtagere, som udfører arbejde ombord på det pågældende

fartøj.

Stk. 5.

Rederier,

som ønsker refusion efter stk. 1-4, skal føre særskilt regnskab for

søtransportens omfang.

§ 11.

Udbetales skattefri nettoløn efter §§ 5-8, og grundlaget herfor viser

sig

ikke at være til stede, hæfter alene arbejdsgiveren for den A-skat og de

bidrag

efter lov om en arbejdsmarkedsfond og lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension,

som skulle have været indbetalt. A-skatten og bidrag som nævnt i 1. pkt.

beregnes på grundlag af den bruttoløn, som ligger til grund for fastsættelsen

af den skattefri nettoløn, jf. § 5, stk. 3. De skyldige A-skatter

og

bidrag betragtes som forfaldne på de tidspunkter, hvor de ville være

forfaldet,

hvis §§ 5-8 ikke havde været anvendt.

§ 12.

Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om lovens gennemførelse og

administration.

§ 13.

Skatteministeren kan bemyndige de statslige eller kommunale skattemyndigheder

til at træffe afgørelser efter denne lov. Ministeren kan fastsætte regler om

adgang til at klage over afgørelserne, herunder om at afgørelserne ikke kan

indbringes for højere administrativ myndighed.

Overgangsbestemmelser

§ 14.

Sejldistancen efter § 2, nr. 3, litra d, fastsættes til 25 sømil ved

arbejde i trafik på ruter, hvor der den 12. januar 2005 var givet

dispensation

efter bestemmelserne i § 5, stk. 4, i lov om særlige fradrag til

sømænd, jf. lovbekendtgørelse nr. 723 af 6. august 2001, som ændret ved

§ 11

i lov nr. 394 af 28. maj 2003.

Stk. 2.

Stk. 1

finder ikke anvendelse, hvis besejlingen af en rute er ophørt efter den 12.

januar 2005.

§ 15.

Hvis der senest den 12. januar 2005

er givet dispensation efter § 5,

stk. 3, i lov om særlige fradrag til sømænd, jf. lovbekendtgørelse nr.

723

af 6. august 2001 som ændret ved lov nr. 394 af 28. maj 2003, til et skib, og

betingelserne i § 3, stk. 1, for at foretage fradrag ikke er

opfyldt,

kan told- og skatteforvaltningen efter ansøgning tillade at søfolk, som

udfører

arbejde ombord på det pågældende skib, kan foretage fradrag efter § 3,

stk. 1. Tilladelse gives, når skibet fortsat anvendes til det formål,

der

lå til grund for dispensationen, og den bortfalder, når dette ikke længere er

tilfældet. Er tilladelsen bortfaldet, kan der ikke gives ny tilladelse.

§ 16.

Personer, som den 12. januar 2005 ikke var afskåret fra at anvende

ligningslovens

§ 9 A, stk. 1-9, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 11, og

som

kan foretage fradrag efter § 3, kan vælge fortsat at være omfattet af

ligningslovens § 9 A, stk. 1-9. Er der foretaget fradrag efter

§ 3,

finder 1. pkt. ikke længere anvendelse. Når 1. pkt. vælges anvendt, kan der

ikke foretages fradrag efter § 3.

Ikrafttrædelsesbestemmelser og ændring af anden

lovgivning

§ 17.

Tidspunktet for lovens eller dele af lovens ikrafttræden fastsættes af

skatteministeren.

§ 18.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

§ 19.

I lov om en arbejdsmarkedsfond,

jf. lovbekendtgørelse nr. 694 af 20. august 2002, som senest ændret ved

§ 1

i lov nr. 468 af 9. juni 2004, foretages følgende ændring:

1.

§ 8, stk. 3,

affattes således:

»

Stk. 3.

Vederlag, der er omfattet af § 5 og § 8

i lov om beskatning af søfolk medregnes ikke til bidragsgrundlaget.«

§ 20.

I

lov om beskatning ved dødsfald (dødsboskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr.

827 af 22. september 2003, som senest ændret ved § 4 i lov nr. 458 af 9.

juni 2004, foretages følgende ændringer:

1.

§ 55, stk. 2, 1. pkt.,

affattes

således:

»

Stk. 2.

Der kan ikke kræves afsluttende

skatteansættelse efter § 13 af indkomst som omhandlet i

kildeskattelovens

§ 2, stk. 5, § 48 B, § 65, § 65 A og § 65 C,

kulbrinteskattelovens § 21, stk. 2, samt § 9, stk. 1, i

lov

om beskatning af søfolk.«

2.

§ 56, stk. 2, 1. pkt.,

affattes

således:

»

Stk. 2.

Indkomst som omhandlet i kildeskattelovens § 2,

stk. 5, § 48 B, § 65, § 65 A og § 65 C,

kulbrinteskattelovens § 21, stk. 2, samt § 9, stk. 1, i

lov

om beskatning af søfolk, indgår ikke ved opgørelsen af

bobeskatningsindkomsten.«

§ 21.

I

lov om opkrævning af indkomstskat samt kommunal og amtskommunal

ejendomsværdiskat

for personer m.v. (kildeskat), jf. lovbekendtgørelse nr. 678 af 12. august

2002,

som senest ændret ved § 4 i lov nr. 468 af 9. juni 2004, foretages

følgende ændringer:

1.

I

§ 2, stk. 7,

ændres »§ 48 C,

stk. 1« to steder til: »§ 9, stk. 1, i lov om beskatning af

søfolk«.

2.

I

§ 5 B, stk. 3,

ændres »§ 48 C,

stk. 1« til: »§ 9, stk. 1, i lov om beskatning af søfolk«.

3.

§ 48 C

ophæves.

4.

§ 48 D

ophæves.

§ 22.

I

lov om kommunal indkomstskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 199 af 24. marts

2003,

foretages følgende ændring:

1.

I

§ 9, stk. 1, 3. pkt.,

ændres »reglerne

i lovens § 48 C« til: »§ 9, stk. 1, i lov om beskatning af

søfolk«.

§ 23.

I

lov om påligningen af indkomst til staten (ligningsloven), jf.

lovbekendtgørelse nr. 995 af 7. oktober 2004, , foretages følgende ændringer:

1.

§ 9 A, stk. 11, 1. pkt.,

affattes

således:

»

Stk. 11.

Personer, der modtager ydelser efter § 7,

nr. 15, eller § 31, stk. 4, er ikke omfattet af stk. 1-9.«.

2.

I

§ 33, stk. 6,

ændres »§ 33 C«

til: »§ 5 eller § 8 i lov om beskatning af søfolk«.

3.

I

§ 33 A, stk. 1, 3. pkt.,

ændres »jf.

§ 33 C« til: »jf. lov om beskatning af søfolk«.

4.

§ 33 C

ophæves.

§ 24.

I

lov om indkomstskat for personer m.v. (personskatteloven), jf.

lovbekendtgørelse nr. 772 af 29. august 2003, som senest ændret ved § 3

i

lov nr. 302 af 30. april 2004, foretages følgende ændringer:

1.

I

§ 10, stk. 5, 3. pkt.,

ændres »reglerne

i kildeskattelovens § 48 C« til: »§ 9, stk. 1, i lov om

beskatning

af søfolk«.

2.

§ 13, stk. 5, 4. pkt.,

affattes

således:

»Bestemmelsen finder dog ikke anvendelse, hvor skatten er nedsat i

henhold til bestemmelsen i ligningslovens § 33 A eller efter § 5

eller § 8 i lov om beskatning af søfolk.«

§ 25.

I

skattekontrolloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 869 af 12. august 2004,

foretages

følgende ændringer:

1.

I

§ 2, stk. 1, nr. 2,

ændres »kildeskattelovens

§ 48 C« til: »§ 9, stk. 1, i lov om beskatning af søfolk«.

2.

I

§ 7, stk. 2, nr. 6,

ændres »et dansk

skib i udenrigsfart henholdsvis nærfart, jf. § 2 i lov om særlige

fradrag

til sømænd mv.« til: »et dansk skib i, henholdsvis udenfor, begrænset fart,

jf.

§ 2 i lov om beskatning af søfolk«.

§ 26.

I

lov om skattemyndighedernes organisation og opgaver m.v.

(skattestyrelsesloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 868 af 12. august 2004,

foretages følgende ændring:

1.

I

§ 21, stk. 1, 3. pkt.,

ændres »sømænd

m.v., der sejler i udenrigsfart« til: »sømænd, der sejler uden for begrænset

fart«.

§ 27.

Lov om særlige fradrag til sømænd m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 723 af 6.

august 2001, som ændret ved § 11 i lov nr. 394 af 28. maj 2003, ophæves.

§ 28.

I

lov nr. 460 af 31. maj 2000 (Udvidelse af DIS-ordningen samt beskatning af

søfolk og luftfartspersonale i international trafik m.v.), som ændret ved

§ 3

i lov nr. 270 af 8. maj 2002, foretages følgende ændring:

1.

§§ 2-7 ophæves.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets formål.

Dette lovforslag har et dobbelt formål. For det første er

der behov for at tilpasse reglerne om beskatning af søfolk til de nye

retningslinier for statsstøtte til søtransportsektoren, som EU-Kommissionen

udsendte i januar 2004 (EFT C 13 af 17.1.2004, s. 3), og som medlemsstaterne

efter retningslinierne skal indarbejde i national lovgivning inden udgangen

af

juni 2005. Lovforslaget skal i denne forbindelse ses i sammenhæng med det

forslag om ændring af tonnageskatteloven, som regeringen samtidig har

fremsat.

Samtidig ønsker regeringen som led i bestræbelserne på at

forenkle skattesystemet at foreslå væsentlige forenklinger af reglerne for

beskatning af søfolk.

I øjeblikket skal reglerne om beskatning af søfolk søges i

et samspil mellem regler i kildeskatteloven, regler i ligningsloven og

endelig

lov om særlige fradrag til sømænd. Dertil kommer, at en del af regelsættet

består

af bemyndigelser til skatteministeren til at meddele dispensationer.

Regeringen ønsker at forenkle og objektivere dette

regelsæt. Derfor foreslår regeringen at afskaffe det eksisterende

dispensationssystem og i stedet alene basere reglerne om beskatning af søfolk

på objektive kriterier. Desuden foreslås det at forenkle de ganske

komplicerede

regler for særlige fradrag til søfolk.

2. De gældende regler for beskatning af søfolk.

Som udgangspunkt beskattes søfolk af deres lønindkomst på

linie med andre lønmodtagere, men samtidig findes der to særlige regelsæt for

denne gruppe. Det ene er reglerne om skattefritagelse for søfolk, der

arbejder

ombord på skibe registreret i

Dansk Internationalt Skibsregister

(»DIS-ordningen«).

Det andet er reglerne i

lov om særlige fradrag til sømænd

(sømandsfradragsloven).

a. DIS-ordningen.

Dansk Internationalt Skibsregister (DIS) blev oprettet i

1988. Baggrunden var et ønske om, at dette register skulle kunne yde samme

konkurrencemæssige vilkår som andre internationale skibsregistre for

effektivt

at kunne modvirke udflagning af danske skibe.

Det blev dengang konstateret, at mandskab ombord på skibe i

andre internationale skibsregistre ikke betaler skat til flagstaten, og man

fandt det på denne baggrund nødvendigt på tilsvarende måde at lempe de danske

skatteregler, således at DIS også på dette område kunne yde samme

konkurrencemæssige

vilkår som andre internationale skibsregistre.

Søfolk ombord på danske skibe registreret i DIS blev på

denne baggrund fritaget for dansk beskatning. Dette gælder, hvad enten de

pågældende søfolk er hjemmehørende i Danmark eller i udlandet. Er den

pågældende

hjemmehørende i Danmark, nedsættes vedkommendes skat med det beløb, der

forholdsmæssigt falder på den indkomst, der er erhvervet ved arbejde om bord

på

DIS-skib (ligningslovens

§

33

C). Er den pågældende hjemmehørende i udlandet, frafaldes beskatningen

(kildeskattelovens

§

48 D).

Det er en forudsætning for gennemførelsen af

skattefritagelsen, at lønnen for søfolk ombord på DIS-skibe fastsættes på

internationalt konkurrencedygtige vilkår, d.v.s. som en nettohyre, der tager

hensyn til skattefritagelsen.

DIS-skattereglerne kan ikke anvendes ved arbejde ombord på

færger i dansk indenrigstrafik. DIS-skattereglerne kan heller ikke anvendes,

hvis skibet ikke er et dansk skib i skattelovgivningens forstand, uanset om

skibet rent faktisk er registreret i DIS. (Registreringen af et skib i DIS

sker

i Søfartsstyrelsens regi. DIS-registrering er en forudsætning for

DIS-skattefritagelse af de søfarende, men fritagelsen gives kun, når

skattelovgivningens betingelser samtidig er opfyldt.)

Begrebet »dansk skib« i skattelovgivningens forstand er

defineret i § 2 i lov om særlige fradrag til sømænd. Efter denne

bestemmelse forstås der ved dansk skib bl.a. et skib med hjemsted her i

landet,

som har en bruttotonnage på mindst 100 tons, og som udelukkende anvendes til

erhvervsmæssig befordring af personer eller gods eller som bjærgningsfartøj.

Sømandsfradragsloven indeholder endvidere forskellige

dispensationsbestemmelser, således at der kan gives sømandsfradrag, selv om

tonnagemålet på de 100 tons ikke er opfyldt, og selv om den erhvervsmæssige

anvendelse er en anden end den ovenfor nævnte.

Efter en praksis, som daterer sig tilbage til indførelsen

af DIS-ordningen, har dispensation efter sømandsfradragsloven ikke alene

medført, at søfolkene ombord på det pågældende skib kan få sømandsfradrag,

men

også at de kan beskattes efter DIS-reglerne, hvis skibet er registreret i

DIS.

Denne praksis har givet anledning til kritik, idet det har været fremført, at

den kunne medføre konkurrenceforvridning i forhold til de landbaserede

erhverv.

Der blev derfor i 2001 foretaget en ændring af praksis, således at der ikke

længere gives dispensation til de såkaldte entreprenørskibe, der anvendes ved

bygning af f. eks. havneanlæg og moler. Herved undgik man konkurrencemæssige

problemer i forhold til de landbaserede entreprenørvirksomheder.

Denne praksisændring har dog ikke løst alle problemer, der

er knyttet til dispensationssystemet. Dispensation for tonnagemålet –

d.v.s.

tilladelse for skibe på under 100 tons til at gøre brug af DIS-skattereglerne

–

gives nemlig kun i de tilfælde, hvor rederiet har skibe såvel over som under

grænsen på 100 tons. Begrundelsen er, at søfolk frit skal kunne overflyttes

mellem samtlige rederiets skibe uanset størrelse. Derfor må de af rederiets

skibe, som er under 100 tons, også kunne inddrages.

Sat lidt på spidsen indebærer disse bestemmelser, at et

rederi med et skib på 100 tons og et skib på 98 tons kan få begge skibe ind

under DIS-skatteordningen, mens et andet rederi med to skibe på hver 99 tons

ikke kan få nogen af dem ind. Dette er ikke tilfredsstillende.

Det konkurrencemæssige aspekt i disse regler er blevet

vurderet af Konkurrencestyrelsen. Dette skete på foranledning af et mindre

rederi, som ikke havde skibe over 100 tons, og som i modsætning til sine

konkurrenter

derfor ikke kunne få dispensation efter sømandsfradragsloven.

Konkurrencestyrelsen

udtalte, at de gældende dispensationsregler medfører eller vil kunne medføre

forskelsbehandling af indbyrdes konkurrerende erhvervsvirksomheder.

Konkurrencestyrelsen opfordrede Skatteministeriet til at tage reglerne op til

revision med henblik på at sikre, at konkurrencemæssig forskelsbehandling

undgås.

b. Sømandsfradragsloven.

Sømandsfradragsloven blev indført sammen med DIS-ordningen.

Formålet var dengang i alt væsentligt at videreføre praksis fra den gamle

sømandsskatteordning, som var blevet indført i slutningen af 1950’erne,

og som

nu blev afløst af DIS-ordningen og sømandsfradragsloven.

Sømandsfradragsloven opererer med tre fartområder, nemlig

udenrigsfart, nærfart og begrænset fart. Ved udenrigsfart forstås fart uden

for

et område, der i Nordsøen afgrænses af 3 grader østlig længde og 61 grader

nordlig bredde og i Østersøen af 58 grader nordlig bredde. Ved nærfart

forstås

fart inden for dette område bortset fra begrænset fart. Området for begrænset

fart er ikke på samme måde defineret med angivelse af længde- og

breddegrader,

men området omfatter i alt væsentligt Danmarks umiddelbare nærhed.

Sondringen mellem udenrigsfart, nærfart og begrænset fart

har i dag alene betydning for sømandsfradragets størrelse, jf. nedenfor.

Tidligere havde sondringen tillige betydning for anvendelsen af

DIS-skattereglerne, idet passagerskibe før august 2000 kun kunne gøre brug af

disse regler, når de sejlede i udenrigsfart. Før 1996 var der lignende

begrænsninger for så vidt angår fragtskibe.

Desuden indeholder sømandsfradragsloven bl.a. som ovenfor

nævnt definitionerne af danske og udenlandske skibe samt de

dispensationsregler, der ligeledes er redegjort for. Endelig indeholder

sømandsfradragsloven bestemmelser om sømandsfradragets størrelse.

Der kan kun gives sømandsfradrag ved arbejde ombord på

skibe i udenrigsfart og nærfart. Udføres arbejdet ombord på dansk eller

udenlandsk skib i udenrigsfart, udgør fradraget 23.000 kr. årligt + en vis

procentdel af lønnen. Arbejdes der ombord på et dansk (men ikke et

udenlandsk)

skib i nærfart, udgør fradraget 8.000 kr. årligt + en procentdel af lønnen.

Procentfradraget beregnes i begge tilfælde som 15 pct. af den del af

lønindkomsten,

der ikke overstiger 130.000 kr., og med 8 pct. af resten op til en

lønindkomst

på højst 310.000 kr. Har den pågældende kun lønindkomst en del af året,

nedsættes

fradragene forholdsmæssigt.

Det maksimale sømandsfradrag er herefter 56.900 kr. ved

arbejde ombord på dansk eller udenlandsk skib i udenrigsfart, mens det ved

arbejde ombord på dansk skib i nærfart er 41.900 kr.

Hvis sømandsfradraget vælges, kan den pågældende ikke

samtidig foretage fradrag efter ligningslovens § 9, stk. 1,

(lønmodtagerudgifter over 5.000 kr. i 2005-niveau), ligningslovens

§§ 9B-9D

(befordringsfradrag), ligningslovens § 13 (kontingenter til faglige

sammenslutninger) eller efter pensionsbeskatningslovens § 49,

stk. 1,

(arbejdsløshedsforsikring). Er man berettiget til sømandsfradrag, kan man

endvidere ikke modtage skattefri rejsegodtgørelse efter ligningslovens

§ 9

A.

3. EU’s retningslinier for statsstøtte til

søtransportsektoren.

EU-Kommissionen udsendte i januar 2004 reviderede

retningslinier for statsstøtte til søtransportsektoren (EFT C 13 af

17.1.2004,

s. 3). Danmark har sammen med andre medlemsstater tilkendegivet at ville

indrette

deres nationale regler efter de nye retningslinier inden udgangen af juni

2005.

De nye retningslinier afløser et sæt retningslinier fra 1997.

Retningslinierne er ikke i juridisk forstand bindende for medlemsstaterne

på samme måde som forordninger og direktiver. Med meddelelsens egne ord tager

den sigte på at fastlægge de parametre, inden for hvilke statsstøtte til

søtransportsektoren vil blive godkendt af Kommissionen efter de

fællesskabsretlige

regler og procedurer for statsstøtte i henhold til traktatens artikel 87,

stk. 3,

litra c) og/eller artikel 86, stk. 2. Retningslinierne har således

formelt

set mest karakter af en tilkendegivelse fra Kommissionen til medlemsstaterne

om, hvordan man vil håndtere ansøgninger om godkendelse af

statsstøtteforanstaltninger på søtransportområdet.

Realiteten er imidlertid, at Kommissionen til enhver tid af

egen drift kan tage eksisterende statsstøtteordninger op til genovervejelse

–

også selvom de allerede er godkendt. Hvis en medlemsstat ikke foretager de

tilpasninger, som de nye retningslinier måtte give anledning til, kan

Kommissionen

pålægge den pågældende medlemsstat at gøre det. I sidste ende har

Kommissionen

muligheden for at indbringe sagen for Domstolen. Da ulovlig statsstøtte skal

tilbagebetales af modtageren, kan noget sådant få meget alvorlige

konsekvenser

for de personer eller virksomheder, der måtte blive mødt med et sådant krav.

Den pågældende medlemsstat vil ikke i en sådan situation kunne gå ind og

kompensere

modtagerne af ulovlig statsstøtte, idet en sådan kompensation i sig selv

ville

være ulovlig statsstøtte.

Regeringen er ganske enig med Kommissionen i ønsket om, at

der tilvejebringes størst mulig gennemsigtighed og »fair play«

medlemsstaterne

imellem på dette vigtige område. I de nye statsstøtteretningslinier opfordrer

Kommissionen medlemsstaterne til at tilkendegive, at man vil søge de

nødvendige

tilpasninger gennemført senest ved udgangen af juni 2005. Danmark har sammen

med andre medlemsstater efterkommet denne opfordring.

Det forhold, at en statsstøtteordning skønnes at holde sig

inden for rammerne af Kommissionens retningslinier, fritager ikke den

pågældende medlemsstat for at notificere ordningen og indhente Kommissionens

godkendelse efter de almindelige regler for godkendelse af

statsstøtteordninger. De ændringer, som er omhandlet i dette lovforslag, vil

således skulle godkendes af Kommissionen, før de kan træde i kraft.

Det anføres indledningsvis i EU-retningslinierne for

statsstøtte til søtransportsektoren, at retningslinierne omfatter, hvad der

betegnes som tjenesteydelser inden for søtransport, som disse er defineret i

forordning (EØF) nr. 4055/86 og forordning (EØF) nr. 3577/92, d.v.s.

»søtransport

af gods og passagerer«. Retningslinierne gælder inden for visse grænser også

for bugsering og for opmudrings- og sandsugningsaktiviteter.

For så vidt angår bugsering gælder der efter de nye

retningslinier den særlige regel, at sådanne aktiviteter kun kan omfattes af

statsstøtteforanstaltninger, hvis over 50 pct. af de bugseringsaktiviteter,

som

et bugserfartøj udfører i løbet af et år, udgøres af »søtransport«. Ventetid

kan fordeles forholdsmæssigt mellem søtransport og andre aktiviteter. Det

nævnes i retningslinierne, at bugseringsaktiviteter i havne m.v. ikke er

søtransport i retningsliniernes forstand.

Om opmudring og sandsugning siges det i retningslinierne,

at sådanne aktiviteter principielt ikke er berettiget til søtransportstøtte.

Dog kan sådanne aktiviteter bringes ind under statsstøtteordninger, hvis

mindst

50 pct. af fartøjets aktiviteter udgøres af søtransport.

Det skal også nævnes, at de nye statsstøtteretningslinier

indeholder en begrænsning for så vidt angår færgeruter mellem destinationer

inden for EU, idet der efter retningslinierne kun kan gives skattefritagelser

for personer, der er statsborgere i en EU/EØS-medlemsstat.

Der redegøres under bemærkningerne til lovforslagets

enkelte bestemmelser for, hvordan disse begrænsninger foreslås indarbejdet i

den danske ordning.

Anvendelsesområdet for statsstøtteforanstaltninger på dette

område er således den erhvervsmæssige transport af gods og passagerer til

søs,

samt inden for visse begrænsninger bugsering og opmudring/sandsugning. Andre

former for virksomhed kan ikke omfattes af statsstøtteforanstaltningerne,

uanset om de foregår på eller fra et skib. Retningslinierne vedrører al

støtte

til søtransport, der ydes af medlemsstaterne eller ved hjælp af offentlige

midler, herunder økonomiske fordele af enhver art, som finansieres af

offentlige myndigheder.

Den statsstøtte, som medlemsstaterne inden for denne ramme

kan give, er for de arbejdsrelaterede omkostningers vedkommende maksimeret

til

en fritagelse af søfolkene for beskatning og socialsikringsbidrag.

Medlemsstaterne

kan vælge at skattefritage søfolk, som det sker i DIS-ordningen. De kan også

vælge at give et tilskud til rederierne i form af hel eller delvis

godtgørelse

af søfolkenes skatter. Uanset den tekniske udformning af støtteordningerne må

støtten ikke overstige det samlede beløb for skatter og socialsikringsbidrag,

der opkræves fra skibsfartsaktiviteter og fra søfolk.

Der er intet til hinder for, at en medlemsstat gennemfører

statsstøtteforanstaltninger, som er mindre vidtgående, end retningslinierne

åbner mulighed for. Statsstøtteforanstaltninger skal som før nævnt under alle

omstændigheder

notificeres og godkendes af Kommissionen, før de kan sættes i værk, men der

er

ingen EU-retlig forpligtelse for medlemsstaterne til at udfylde rammen fuldt

ud. Hvis en medlemsstat derimod måtte ønske at give statsstøtte ud over de

rammer, der her er fastlagt, vil Kommissionen næppe kunne give sin

godkendelse,

og en sådan foranstaltning vil dermed ikke kunne sættes i værk.

4. Lovforslagets indhold.

Som ovenfor nævnt er formålet med dette lovforslag dels at

tilpasse reglerne om beskatning af søfolk til de nye EU-retningsliner for

statsstøtte til søtransportsektoren, dels at foretage en forenkling af

regelsættet.

De gældende regler findes spredt i kildeskatteloven,

ligningsloven og lov om særlige fradrag til sømænd. De ændringer, som

regeringen her foreslår, er af en sådan karakter, at det ville være

vanskeligt

at gennemføre ændringerne i form af ændringer af de tre nævnte love. Især

ville

der ikke være meget tilbage af den eksisterende sømandsfradragslov efter

sådanne ændringer.

Regeringen foreslår derfor, at sømandsfradragsloven helt

ophæves og erstattes med en ny lov om beskatning af søfolk. Samtidig foreslås

det, at de eksisterende regler i kildeskatteloven og ligningsloven om

beskatning

af søfolk indarbejdes i den nye lov om beskatning af søfolk i den udformning,

som de nu skal have. Hermed samles de særlige skatteregler, der gælder for

denne gruppe, på ét sted.

De væsentligste ændringer i forhold til de gældende regler

er følgende:

–

Anvendelsesområdet

for DIS-ordningen bliver det samme som for tonnageskatteordningen.

DIS-ordningen (beskatning af søfolk ombord på danske skibe) og

tonnageskatteordningen (beskatning af danske rederier) er begge i EU-retlig

forstand statsstøtteordninger, og de hviler på samme EU-retlige grundlag.

Derfor bør de også have samme anvendelsesområde, medmindre andet følger af

EU-reglerne.

–

Det nuværende

dispensationssystem i sømandsfradragsloven og efter praksis dermed også i

DIS-ordningen afskaffes. Såvel DIS-reglerne som sømandsfradragsreglerne vil

herefter alene hvile på objektive kriterier. Herved sikres det, at de

nuværende

uheldige konkurrencemæssige virkninger af de gældende regler fjernes. Det

sikres også, at DIS-skattefritagelserne holdes inden for det

anvendelsesområde,

der er fastlagt i EU-retningslinierne for statsstøtte til

søtransportsektoren,

nemlig erhvervsmæssig befordring af passagerer eller gods samt bugser- og

bjærgningsvirksomhed.

–

Sømandsfradraget,

som i sin nuværende form er ganske kompliceret, erstattes med et fast

fradrag.

–

Den nuværende

opdeling af fartområderne i udenrigsfart, nærfart og begrænset fart

forenkles,

således at der fremover kun skelnes mellem begrænset fart og anden fart.

–

Det gøres muligt

for ejere af sandsugerfartøjer at modtage statsstøtte til arbejdsrelaterede

omkostninger inden for de begrænsninger, det efter

statsstøtteretningslinierne

bliver tilladt. Dette vil efter lovforslaget ske, ved at sådanne rederier

efter

nærmere regler kan få refusion for personer, som udfører arbejde ombord på

sådanne

fartøjer.

Økonomiske konsekvenser for stat, amter og kommuner

Forslaget om at erstatte sømandsfradraget med et fradrag

beregnet på grundlag af et maksimalt årligt fradrag på 56.900 kr. ved arbejde

ombord på skibe ved fart uden for begrænset fart bevirker, at personer, der i

dag arbejder ombord på et skib i nærfart, fremover får samme

indkomstuafhængige

fradrag som personer, der arbejder i udenrigsfart. Herudover bevirker det, at

alle berettigede søfolk gives det hidtidige maksimale indkomstafhængige

fradrag. Dette er i dag kun muligt med en årsløn over 310.000 kr. Personer,

der

arbejder i nærfart, eller som tjener under 310.000 kr. i årsløn, får derved

et

højere dagligt fradrag, hvis de er berettiget til sømandsfradraget.

Derudover vil forslaget om nedsættelse af tonnagegrænsen

til 20 tons betyde, at personer, der i dag er hyret på skibe på 20-100 tons,

og

ellers opfylder kriterierne, kan få det faste sømandsfradrag. Til gengæld

betyder ophævelsen af adgangen til dispensationer, at kun personer på skibe,

som opfylder kriterierne og sejler uden for begrænset fart, kan vælge

sømandsfradraget.

Der er i dag ca. 1.000 personer, som får sømandsfradrag ved

arbejde udført ombord på skibe, som

ikke

er registreret i Dansk

Internationalt Skibsregister, herunder ca. 800 i nærfart. På den baggrund

anslås provenutabet vedrørende den del af lovforslaget, der erstatter det

nuværende sømandsfradrag med et fast fradrag, næppe at overstige 5 mio. kr.

årligt. Herudover skønnes nedsættelsen af tonnagegrænsen at bevirke et

beskedent

provenutab.

Bortfaldet af dispensationsadgangen og derved overgangen

til alene objektive kriterier for den lempeligere sømandsbeskatning samt

sikring af DIS-beskatningsprincippernes forenelighed med EU-rettens

statsstøttebestemmelser – svarende til anvendelsesområdet for

tonnageskatten –

skønnes at bevirke et mindre merprovenu i størrelsesordenen som det

ovennævnte

provenutab. Merprovenuet hidrører fra den indskrænkning, der sker i adgangen

til DIS-ordningen som følge af EU-reguleringen, når der er taget hensyn til,

at

der for sandsugerrederier i et vist omfang bliver adgang til en

refusionsordning.

Alt i alt skønnes lovforslaget ikke at have nævneværdige

provenukonsekvenser.

For finansåret 2005 skønnes lovforslaget at have yderst

begrænsede konsekvenser.

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Lovændringen skønnes ikke at have nævneværdige økonomiske

konsekvenser for erhvervslivet.

Administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Lovforslaget vil indebære en administrativ lettelse for

erhvervslivet, idet det nuværende dispensationssystem afskaffes og erstattes

af

objektive regler. Lovforslaget har været sendt til Erhvervs- og

Selskabsstyrelsens

Center for Kvalitet i Erhvervsregulering med henblik på vurdering af, om

forslaget

skal forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspaneler.

Styrelsen

vurderer ikke, at forslaget indeholder administrative konsekvenser for

erhvervslivet i et omfang, der berettiger, at det bliver forelagt et

virksomhedspanel.

Forslaget bør derfor ikke forelægges et af Økonomi- og Erhvervsministeriets

virksomhedspaneler.

Administrative konsekvenser for stat, amter og

kommuner

Det skønnes, at gennemførelse af lovforslaget vil medføre

engangsudgifter til systemtilretning på ca. 8,3 mio. kr. Lovforslaget skønnes

ikke at medføre nævneværdige ressourcetræk til ligning og kontrol.

Miljømæssige konsekvenser

Forslaget skønnes ikke at have miljømæssige konsekvenser.

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget har bl.a. til formål at tilpasse de danske

regler for beskatning af søfolk til de nye EU-retningslinier for statsstøtte

til søtransportsektoren. Den nye lov skal godkendes af Kommissionen efter

statsstøttereglerne,

før den kan træde i kraft. Lovforslaget vil blive notificeret i sin helhed.

Høring

Lovforslaget har været sendt i høring hos følgende

organisationer m.v.: Advokatrådet, Amtsrådsforeningen, Arbejderbevægelsens

Erhvervsråd, Danmarks Rederiforening, Bilfærgernes Rederiforening,

Rederiforeningen

for Mindre Skibe, Rederiforeningen af 1895, Foreningen af Statsautoriserede

Revisorer, Foreningen Danske Revisorer, Foreningen Registrerede Revisorer,

Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune,

Landsorganisationen

i Danmark, Søfartens Ledere/Dansk Navigatørforening, Maskinmestrenes

Forening,

Skattechefforeningen, Skatterevisorforeningen, Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen,

Søfartsstyrelsen og Told- og Skattestyrelsen.

Modtagne bemærkninger af ikke lovteknisk karakter

til lovforslaget

Organisation/myndighed

Bemærkninger i høringssvar

Kommentar til bemærkninger

Advokatrådet

Advokatrådet foreslår det præciseret, om der i definitionen

af begrænset fart, jf. § 2, stk. 2, litra e, menes overnatning i

land (modsat overnatning ombord), eller om der menes overnatning på sædvanlig

bopæl.

Det er nu anført i bestemmelsen, at der menes overnatning

på sædvanlig bopæl. Det præciseres i bemærkningerne, at skattemyndighederne

ved bedømmelsen af, om dette er muligt, vil kunne lægge samme kriterier til

grund, som man anvender ved bedømmelsen af, om en lønmodtager opfylder

betingelserne for at kunne modtage skattefri rejsegodtgørelse.

Skattemyndighederne

vil også kunne lægge vægt på, om overnatning ombord er nødvendig af hensyn

til skibets normale drift.

Advokatrådet finder det hensigtsmæssigt, at det bliver

præciseret, hvad der forstås ved, at forhyringsvilkårene skal svare til det,

der sædvanligvis gælder for søfolk, jf. § 3.

Det er i bemærkningerne præciseret, at skattemyndighederne

bl.a. kan lægge vægt på, om sømanden er ansat på vilkår, der svarer til

overenskomstmæssige vilkår på søfartsområdet.

Videre påpeger Advokatrådet det problem, at kravet om 50

pct. søtransport for et bugserfartøj kan vise sig ikke at være opfyldt. Hvis

DIS-reglerne er (uretmæssigt) anvendt, er det så arbejdsgiveren eller

arbejdstageren,

som skal betale skatten?

Det er nu i lovforslagets § 11 fastsat, at

arbejdsgiveren hæfter for skatten og arbejdsmarkedsbidraget og bidrag efter

ATP-loven.

Endelig foreslår Advokatrådet, at det undersøges, hvordan

man i andre EU-lande, herunder Holland, agter at praktisere EU-reglerne for

statsstøtte til stenfiskerfartøjer og sandsugere.

Der henvises til kommentarerne nedenfor til høringssvar

fra Rohde Nielsen A/S.

Danmarks Rederiforening (Bilfærgernes Rederiforening og

Rederiforeningen for Mindre Skibe har tilsluttet sig høringssvaret)

Danmarks Rederiforening mener, at deltagere i kommanditselskaber

skal kunne anvende reglerne på samme måde som partredere og interessenter.

Begrebet »interessent« omfatter også deltagere i kommanditselskaber.

Dette er for god ordens skyld nu anført i bemærkningerne.

Rederiforeningen mener dernæst, at betingelsen om fuld

skattepligt til Danmark for at opnå sømandsfradrag bør udgå, idet det ikke

harmonerer med den mulighed, der efter forslaget bliver, for at udenlandske

søfolk kan beskattes efter de almindelige regler for begrænset

skattepligtige,

jf. lovforslagets § 9, stk. 1.

Betingelsen om fuld skattepligt til Danmark er udgået af

lovforslaget. Fradraget kan hermed også gives til begrænset skattepligtige

søfolk, som vælger beskatning efter de almindelige regler for begrænset

skattepligtige

efter lovforslagets § 9, stk. 2. Hermed vil fradraget også kunne

anvendes af udenlandske søfolk, der ønsker at gøre brug af de såkaldte

grænsegængerregler,

jf. kildeskattelovens afsnit I A.

Rederiforeningen påpeger en usikkerhed omkring den foreslåede

ordning, hvorefter sømandsfradraget gives med 156 kr. pr. dag, idet en

bogstavelig

læsning af bestemmelsen kan føre til, at fradraget halveres i forhold til det

nuværende, hvis en sømand har lige lange arbejdsperioder og lige lange

hjemmeperioder.

Denne problemstilling er i forskellig udformning kommet

til udtryk i adskillige høringssvar. Lovforslaget er ændret, således at der

gives et fradrag på 56.900 kr. pr. år. Er ansættelsesperioden mindre end et

år, nedsættes fradraget forholdsmæssigt.

Rederiforeningen noterer sig, at fratrædelsesgodtgørelser

efter forslaget ikke vil være omfattet af DIS-ordningen. Rederiforeningen

ønsker bekræftet, at godtgørelser, som indtil foråret 2004 også efter

Skatteministeriets opfattelse var skattefri, fortsat vil være det.

Rederiforeningen ønsker også bekræftet, at jubilæumsgratialer er omfattet af

DIS-ordningen

Det er præciseret i lovforslagets § 5, at gratialer

og fratrædelsesgodtgørelser m.v., jf. ligningslovens § 7 U, er omfattet

af DIS-skatteordningen, hvis de pågældende ydelser har direkte tilknytning

til arbejde udført ombord på skibe under DIS-ordningen. Andre godtgørelser

beskattes efter de almindelige regler.

Rederiforeningen anfører om bugsering, at mobilisering til

søs mellem opgaver – svarende til lastskibes sejlads i ballast – er

omfattet

af begrebet søtransport.

Skatteministeriet tolker begrebet på samme måde.

Om stenfiskerfartøjer m.v. ønsker Rederiforeningen det

afklaret, hvordan de nye EU-regler vil blive praktiseret i andre lande.

Der henvises til kommentarerne nedenfor til høringssvar

fra Rohde Nielsen A/S.

Endelig anfører Rederiforeningen, at hvis § 26 [nu

§ 28] i lovudkastet ikke udgår, og den tidligere vedtagne afskaffelse af

den begrænsede skattepligt for bl.a. udenlandske søfolk ikke gennemføres [jf.

lov nr. 460 af 31. maj 2000 – L 287], vil den del af den foreslåede

ændring

af tonnageskatteloven, som handler om operatørselskaber, blive en tom skal.

Bemærkningen synes at bygge på en opfattelse af, at det

gør en forskel, om den tekniske og bemandingsmæssige drift af et skib

foretages

fra et dansk eller et udenlandsk operatørselskab. Hvis et dansk rederi har et

skib under fremmed flag og med en udenlandsk besætning, gør det ingen forskel

for så vidt angår beskatningen af besætningen, om operatørselskabet er dansk

eller udenlandsk.

Dansk Industri

Ingen bemærkninger.

Dansk Sø Restaurations Forening

Dansk Sø Restaurations Forening konstaterer, at det eksisterende

sømandsfradrag ikke har været reguleret, siden det i sin tid blev indført.

Foreningen

ønsker fradraget opreguleret til 2004-niveau og fremover reguleret i takt med

lønudviklingen.

Formålet med lovforslaget er bl.a. at forenkle reglerne

for sømandsfradrag. En følge af forenklingerne er, at en række søfolk nu får

et større sømandsfradrag end tidligere, idet søfolk i nærfart nu får

sømandsfradrag med samme sats som søfolk i udenrigsfart. Regeringen har ikke

planer om en generel forhøjelse af sømandsfradraget.

Foreningen er af den opfattelse, at fratrædelsesgodtgørelser

bør være omfattet af DIS-skatteordningen.

Der henvises til kommentarerne til høringssvar fra

Danmarks Rederiforening.

Foreningen er enig i, at DIS-lønnen betinges af skattefritagelsen,

men der bør indsættes en bestemmelse om, at skattefritagelsen og dermed

nettolønningerne

følger den generelle udvikling i personskatten i det øvrige samfund.

Regeringen ønsker tydeligt at fastslå det princip, at

skattefritagelsen er betinget af, at løn m.v. er fastsat under hensyn til

skattefritagelsen. Selve den konkrete lønfastsættelse må herefter ske ved

forhandling mellem arbejdsmarkedets parter. Regeringen hverken kan eller vil

blande sig i indgåelsen af overenskomster på arbejdsmarkedet.

Foreningen Danske Revisorer

Ingen bemærkninger.

Frederiksberg Kommune

Ingen bemærkninger.

Frem

Charter A/S

Frem Charter opfordrer til, at lovforslaget ændres,

således at skibe, der driver virksomhed med befordring af chartergæster i

konkurrence med udenlandske skibe, lægges ind under tonnageskatteordningen og

dermed også ind under DIS-ordningen. Alternativt foreslås det, at man

opretholder DIS-ordningen for sådanne skibe, som hidtil har været under

DIS-ordningen, og hvor dette ikke har beroet på en særlig dispensation. Det

anføres i høringssvaret, at skibet »Frem« er et sejlskib, som anvendes til

chartergæster. Markedet henvender sig til firmaer, private og det offentlige,

der chartrer hele skibet med henblik på krydstogter, firmaudflugter,

repræsentation, salgsudstillinger, kurser, kapsejladser m.v.

Den foreslåede udformning af DIS-skattereglerne har til

formål at lægge de danske regler om statsstøtte til søtransportsektoren så

tæt som muligt op ad EU’s retningslinier på området. EU-retningslinierne

giver mulighed for statsstøtte i form af ordninger som tonnageskatteordningen

og DIS-ordningen, når skibene anvendes til erhvervsmæssig befordring af

passagerer

eller gods. Bugserskibe og sandsugere kan omfattes, når særlige betingelser

er opfyldt. Anvendelsesområdet for statsstøtten omfatter ikke firmaudflugter,

repræsentation, salgsudstillinger, kurser og kapsejladser. Regeringen kan

derfor ikke støtte forslaget om, at tonnageskatteordningen og dermed også

DIS-ordningen udvides til også at omfatte sådan virksomhed, eller andre

forslag med samme virkning. Det foreslåede anvendelsesområde for

DIS-ordningen er begrundet i EU-reglerne.

LO

LO mener, at det ved nærlæsning af lovforslaget ikke kan

udelukkes, at søfarende på dansk ejede skibe under udenlandsk flag vil kunne

anvende DIS-reglerne, når disse skibe er i tonnageskatteordningen.

Dette er ikke korrekt. Det er fortsat en betingelse, at

skibet er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, jf. lovforslagets

§ 5, stk. 1.

Det nævnes videre, at der for tiden er 350 danskejede

skibe under udenlandsk flag, hvor besætningerne er skattepligtige til

Danmark. Provenuet er dog iflg. LO yderst begrænset, hvilket tyder på, at der

er behov for at sætte fokus på, at udenlandske søfolk på danske skibe skal

beskattes med 30 pct. Så længe dette ikke er tilfældet, er der tale om en

skandaløs

form for statsstøtte.

Det er vanskeligt at læse denne del af LO’s høringssvar

på anden måde end som en antydning af, at danske rederier omgår reglerne for

beskatning af søfolk. Hvis LO har beviser for noget sådant, bør man overveje

at rette henvendelse til skattemyndighederne.

LO peger dernæst på bestemmelsen i lovforslagets

§ 5, stk. 3, om at anvendelse af DIS-reglerne er betinget af, at

lønnen

er fastsat under hensyn til skattefritagelsen. LO er enig heri, men nævner

samtidig, at nedsættelsen af indkomstskatterne ikke er slået igennem på

DIS-lønningerne i form af en stigning i udbetalt løn. Dette er i øjeblikket

hovedtemaet i den aktuelle overenskomstkonflikt mellem Søfartens Ledere og

Danmarks Rederiforening. Der mangler i dag et fælles retsgrundlag for en

effektiv løsning af dette problem, og det må sikres i loven, at

skatteændringer

kan finde sted i begge retninger, således at den udbetalte løn afspejler den

reelle skat. I modsat fald finder LO det hensigtsmæssigt at støtte en

bruttolønsordning

som i Sverige, hvor søfolk beskattes normalt, mens rederierne helt eller

delvis får refunderet den skat, som bliver opkrævet hos søfolkene.

Som anført ovenfor i kommentarerne til høringssvaret fra

Dansk Sø Restaurations Forening hverken kan eller vil regeringen blande sig i

indgåelsen af overenskomster på arbejdsmarkedet. Den nuværende model med en

DIS-ordning på nettolønsbasis har fungeret tilfredsstillende i 15 år, og

regeringen ser ingen grund til at ændre denne ordning.

Dernæst mener LO, at de regler, som efter

EU-retningslinierne kommer til at gælde for passagerskibe mellem

destinationer

inden for EU, kommer til at omfatte alle skibe, således at det kun vil være

EU-borgere, der kan omfattes af DIS-ordningen.

EU-statsstøtteretningslinierne nævner specifikt, at alle

søfolk, som er skattepligtige til en medlemsstat, kan omfattes af en ordning

som DIS-ordningen, uanset statsborgerskabsforhold. Kun i færgetrafikken

mellem destinationer i EU kan kun EU- og EØS-statsborgere omfattes.

Regeringen

ser ingen grund til at begrænse DIS-ordningen til kun at omfatte

EU-statsborgere.

Dertil kommer, at § 10 i Lov om Dansk

Internationalt Skibsregister, hvorefter danske organisationer kun kan

forhandle overenskomster for danske søfolk, har konsekvenser, der medfører,

at rederierne opnår besparelser ud over det, der er tilladt efter

EU-reglerne. Derfor bør skattefritagelse efter kildeskattelovens § 48 D

ophøre. Det oplyses, at der på SID’s foranledning verserer en sag ved

EF-Domstolen herom.

Spørgsmålet om danske organisationers forhandlingsret

falder uden for lovforslagets rammer og giver ikke anledning til kommentarer.

LO omtaler tre forskellige omberegningsmodeller fra nettoløn

til bruttoløn. Når nærfart og udenrigsfart slås sammen, skal der foretages

beregning af en ny model. Herunder skal der tages hensyn til

fratrædelsesgodtgørelser m.v.

De beregningsmodeller, der omtales, er ikke en del af

skattelovgivningen.

Endelig foreslår LO, at DIS-ordningen udvides til også

at omfatte færger i indenrigstrafik i Danmark. Baggrunden er, at næsten alle

færger nu skal i udbud efter EU-reglerne. Et tysk rederi kunne f. eks.

udkonkurrere

et dansk rederi på Spodsbjerg-Tårs ved at benytte den tyske støtteordning.

Et udenlandsk rederi kan ikke gå ind på en dansk

indenrigsrute og undgå dansk beskatning af besætningen. I LO’s eksempel

ville

den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst bevirke, at samtlige søfolk

–

såvel tyske som danske – ville være skattepligtige til Danmark af deres

hyre

ved sejlads på Spodsbjerg-Tårs. Regeringen ser ikke noget behov for at udvide

DIS-ordningen til også at omfatte indenrigsfærgerne.

Foreningen af Registrerede Revisorer

Ingen bemærkninger.

Rohde Nielsen A/S

Rohde Nielsen finder ikke, at lovudkastet i den form,

det blev sendt på høring, giver danske sandsugerrederier samme vilkår som de,

der kommer til at gælde i andre lande, særligt i Holland. I Holland og

vistnok også i Belgien vil man gennemføre en lovgivning og en praksis,

hvorefter sandsugerfartøjer kan medtage hele skibets drift som en

søtransportaktivitet, når søtransporten omfatter mindst 50 pct. af den tid,

skibet har været i drift. Den danske ordning som foreslået i lovudkastet er

mere restriktiv. Desuden er kompensationsbeløbet i Danmark kun 35 pct., mens

det i Holland er 40 pct. Sammenlignes med Holland, skulle

kompensationsbeløbet snarere være 50 pct.

Skatteministeriet har for nylig haft lejlighed til at

drøfte implementeringen af de nye EU-retningslinier for statsstøtte til

søtransportsektoren med de hollandske og de britiske myndigheder, og det

vurderes

på denne baggrund, at den foreslåede ordning for sandsugerfartøjer er for

restriktiv

i det lovudkast, der blev sendt i høring. Regeringen ønsker som tidligere

nævnt at udfylde rammerne for statsstøtte bedst muligt, og lovforslaget er

blevet ændret med henblik herpå, jf. lovforslagets § 10. Hvad angår

satsen for refusion, skal det bemærkes, at refusionen efter EU-reglerne ikke

må overstige søfolkenes skatter og socialsikringsbidrag. En refusion på 40

pct. af arbejdsmarkedsbidragsgrundlaget ligger inden for den

usikkerhedsmargin,

der må regnes med. Refusionssatsen er i forslaget ændret fra 35 pct. til 40

pct.

Sammenslutningen af Mindre Erhvervsfartøjer

Sammenslutningen af Mindre Erhvervsfartøjer opfordrer

til, at branchens skibe kan anvende DIS-ordningen. Det anføres i

høringssvaret, at sammenslutningen repræsenterer en branche, der

hovedsageligt

tilbyder oplevelser, fritidsaktiviteter, rekreative muligheder og

turismeprodukter.

Som nævnt i kommentarerne til høringssvaret fra Frem

Charter A/S er statsstøtteordningernes anvendelsesområde erhvervsmæssig

befordring af passagerer eller gods. Oplevelser og fritidsaktiviteter falder

ikke ind under dette anvendelsesområde.

Skatterevisorforeningen

Ingen bemærkninger.

Søfartens Ledere (Dansk Navigatørforening)

Søfartens Ledere anfører indledningsvis, at danske

søfolk, som arbejder ombord på udenlandske skibe, bør inddrages i en

skatteordning for søfolk på en anden måde, end det her er foreslået.

Søfartens

Ledere nævner den mulighed, at man kunne lempe kravene til udlandsopholdets

længde i ligningslovens § 33 A, således at søfolk ikke skal opholde sig

i seks måneder uden for riget for at kunne blive omfattet af bestemmelsen.

Man kunne også se på reglerne om sømandsfradrag.

Danske søfolk ombord på udenlandske skibe har fortsat

adgang til sømandsfradrag, ligesom de fortsat har mulighed for at anvende

lempelsesbestemmelsen i ligningslovens § 33 A. Regeringen vil være meget

betænkelig ved at lave en særligt lempelig udgave af § 33 A for søfolk,

idet

ansatte i landbaserede erhverv med fuld ret ville kunne forvente samme

behandling.

Angående skibe ude af drift anfører Søfartens Ledere, at

den nuværende regel om at søfarende, der fører tilsyn under nybygning af

skibe, kan omfattes af DIS-reglerne, hvis de søfarende følger med ud efter

skibets levering fra værft, bør videreføres.

Den praksis, der eksisterer på dette område, vil blive

opretholdt, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 5.

Søfartens Ledere mener dernæst, at sømandsfradraget skal

kunne oppebæres i alle tilfælde, hvor skibet er på over 20 tons, og hvor

søfolk erhvervsmæssigt er ansat til at sejle skibet. En sømand på et

lejrskoleskib

er lige så meget sømand som en på et handelsskib, som det anføres.

Spørgsmålet om anvendelsesområdet for sømandsfradraget

har været genovervejet, og som det fremgår af lovforslagets § 3 foreslås

det nu, at sømandsfradraget gives ved arbejde ombord på danske og udenlandske

skibe som defineret i § 2, d.v.s. skibe på mindst 20 tons, samt på

Stenfiskerfartøjer (sandsugere) med samme tonnagemål. Lovforslagets § 15

indeholder en overgangsregel, hvorefter eksisterende »dispensationsskibe« kan

fortsætte, så længe betingelserne er opfyldt.

Søfartens Ledere gør opmærksom på, at overgangsreglen i

lovforslagets § 13 [nu § 14] medfører, at Bornholmstrafikken kan

beholde en gældende dispensation for sejldistance, mens et evt. kommende

konkurrerende

rederi på ruten ikke vil kunne.

Dette er ikke hensigten, og for at undgå misforståelser

er det i bemærkningerne præciseret, at overgangsbestemmelsen omfatter

samtlige

de rederier, der sejler på en given rute.

Søfartens Ledere rejser samme spørgsmål som Danmarks

Rederiforening om forståelsen af det foreslåede dagsfradrag på 156 kr.

Desuden mener Søfartens Ledere, at fradraget bør reguleres. Anvendelse af

sømandsfradraget

bør ikke udelukke anvendelse af andre fradragsmuligheder. Søfartens Ledere

opfordrer til, at man ser samlet på sømandsfradragets størrelse, regulering

og sammenhæng med øvrige lønmodtagerfradrag.

Der henvises til kommentarerne til høringssvar fra

Danmarks Rederiforening og fra Dansk Sø Restaurations Forening.

Søfartens Ledere rejser videre spørgsmålet om fratrædelsesgodtgørelser,

jubilæumsgratialer m.v.

Der henvises til kommentaren til høringssvar fra Danmarks

Rederiforening.

På spørgsmålet om beregningen af nettohyren rejser Søfartens

Ledere samme spørgsmål som LO, nemlig om behovet for en lovmæssig regulering.

Der henvises til kommentaren til høringssvar fra LO.

For bugserfartøjernes vedkommende påpeger Søfartens

Ledere samme forhold som Advokatrådet, nemlig at det er uklart, hvordan man

skal forholde sig, hvis kravet om 50 pct. søtransport ikke er opfyldt.

Der henvises til kommentaren til høringssvar fra Advokatrådet.

Om stenfiskerfartøjer og sandsugere anfører Søfartens

Ledere, at man helst så dem i DIS-ordningen, men kan dette ikke lade sig

gøre, må man hindre udflagning på en anden måde, f. eks. ved at gøre

sømandsfradraget større.

Der henvises til kommentaren til høringssvar fra Rohde

Nielsen A/S.

Endelig er Søfartens Ledere ikke enig i lovforslagets klagebestemmelser,

idet det kan afskære muligheden for at indbringe sager for Landsskatteretten.

Klagebestemmelsen er en standardformulering, som

anvendes i en række skattelove. I øvrigt vil bestemmelsen som led i

strukturreformen skulle ændres.

Foreningen af Statsautoriserede Revisorer

Ud over spørgsmålet om fratrædelsesgodtgørelser m.v. har

Foreningen af Statsautoriserede Revisorer ingen bemærkninger.

Om fratrædelsesgodtgørelserne henvises til kommentarer

til høringssvar fra Danmarks Rederiforening.

Svendborg Kommune

Svendborg Kommune rejser samme spørgsmål som Advokatrådet

om, hvorvidt der med »overnatte i land« menes overnatning på sædvanlig bopæl.

Der henvises til kommentarer til høringssvar fra Advokatrådet.

Svendborg Kommune rejser videre spørgsmål om fratrædelsesgodtgørelser

og jubilæumsgratialer.

Der henvises til kommentarer til høringssvar fra

Danmarks Rederiforening.

Sammenfatning af lovforslagets konsekvenser

Positive konsekvenser

Negative konsekvenser

Økonomiske konsekvenser for stat, amter og kommuner

Lovforslaget skønnes ikke at have nævneværdige provenumæssige

konsekvenser.

Administrative konsekvenser for stat, amter og kommuner

Engangsudgifter til systemtilretning på ca. 8,3 mio. kr.

Ikke nævneværdige ressurcetræk til ligning og kontrol.

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen nævneværdige konsekvenser.

Ingen nævneværdige konsekvenser.

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Administrativ lettelse, da den eksisterende

dispensationsordning erstattes med objektive regler.

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Reglerne om sømandsfradrag bliver enklere og mere

overskuelige for borgerne.

Forholdet til EU-retten

Loven skal efter EU’s statsstøtteregler godkendes af

Kommissionen, inden den kan sættes i værk.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Det fastsættes indledningsvis i stk. 1, at

lønindkomst, som erhverves ved arbejde ombord på skibe m.v., beskattes efter

skattelovgivningens almindelige regler med de undtagelser, der følger af

denne

lov. Herved gøres det klart, at søfolk som udgangspunkt skattemæssigt er

ligestillet med alle andre personer, og at dette kun fraviges i det omfang,

at

det følger af denne lov.

Efter stk. 2 finder loven tilsvarende anvendelse ved

arbejde ombord på skib, der er midlertidigt ude af drift på grund af

reparationsarbejde, midlertidig oplægning og lignende. Det gøres til en

betingelse, at den pågældende umiddelbart forud for reparationsarbejdet eller

den midlertidige oplægning var omfattet af denne lov, og at

ansættelsesforholdet ikke alene er indgået med henblik på at udføre arbejde

ombord på skib, som er ude af drift.

Formålet med denne betingelse er at sikre, at det kun er

egentlige søfolk, som omfattes af loven. Skibsværftsarbejdere, reparatører og

andre ikke-søfolk, som udfører arbejde ombord på et skib, der midlertidigt er

ude af drift, er ikke omfattet af loven.

Stk. 3 fastsætter, at personer, som arbejder om bord

på deres eget skib, samt partredere eller interessenter, som ejer en andel af

det skib, hvor de arbejder, også er omfattet af loven. Dette er til dels en

videreførelse af de eksisterende regler, hvor det dog er fastsat, at den

pågældende højst må eje en andel på 10 pct. af skibet (sømandsfradragslovens

§ 1,

stk. 2 og stk. 3). Denne regel skønnes ikke længere at være

tidssvarende, idet der ikke gælder en tilsvarende begrænsning for personer,

som

indirekte ejer en andel af et skib gennem et selskab. Der er således ikke i

øjeblikket noget til hinder for, at en person, som ejer et skib gennem et 100

pct. ejet ApS, kan ansætte sig selv som sømand under DIS-ordningen. Det kan

tilføjes, at begrebet »interessent« også omfatter deltagere i

kommanditselskaber.

Det foreslås derfor, at ejere, partredere og interessenter

kan omfattes af loven uanset deres ejerandel. Til gengæld gøres det til en

betingelse for ejerens, partrederens eller interessentens anvendelse af

DIS-skattereglerne, at den pågældendes aflønning svarer til den, der ydes til

ansatte med samme anciennitet m.v.

Det foreslås i stk. 4, at samme betingelse kommer til

at gælde for personer, som udøver bestemmende indflydelse over det rederi,

som

ejer det skib, hvor den pågældende udfører arbejde. Betingelsen kommer efter

forslaget

også til at gælde for »nærtstående personer«, eksempelvis den pågældendes

børn.

Ved bestemmende indflydelse forstås ejerskab eller rådighed over

stemmerettigheder som nævnt i ligningslovens § 2, stk. 2, d.v.s.

direkte eller indirekte rådighed over mere end 50 pct. af aktiekapitalen

eller

rådighed over mere end 50 pct. af stemmerne i det rederi, som ejer skibet.

Ved »nærtstående

personer« forstås den personkreds, der er nævnt i ligningslovens § 16 H,

stk. 2, 3.-4. pkt., d.v.s. den skattepligtiges ægtefælle, forældre og

bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller. Stedbarns- og

adoptivforhold sidestilles med ægte slægtskabsforhold.

Formålet med reglerne i stk. 3 og stk. 4 er at

undgå, at en reder ved at ansætte sig selv eller sine nærmeste til arbejde

ombord på sit skib kan udbetale en skattefri DIS-hyre til sig selv eller sine

nærmeste, som overstiger det, som den pågældende ville udbetale til en anden.

Vælger en sådan reder at udbetale en hyre, som overstiger niveauet for andre

ombord med samme anciennitet m.v., skal det overskydende beløb beskattes

efter

de almindelige regler.

Til § 2

Bestemmelsen definerer, hvad der forstås ved et dansk skib,

et udenlandsk skib og begrænset fart.

Ved et

dansk skib

forstås et skib, som er registeret

med hjemsted her i landet med en bruttotonnage på 20 tons eller derover, og

som

udelukkende anvendes til erhvervsmæssig befordring af passagerer eller gods

eller som bugser- og bjærgningsfartøj. Et skib, som er registreret i

udlandet,

på Færøerne eller i Grønland, og som uden besætning overtages til befragtning

af et dansk rederi (bareboat-charter), betragtes som et dansk skib. Derimod

betragtes et skib, som er registreret her i landet, og som bareboat-chartres

til et færøsk, grønlandsk eller udenlandsk rederi, ikke som et dansk skib

efter

denne lov. Ved et

udenlandsk skib

forstås et skib med samme tonnagemål

og samme anvendelse, når skibet ikke er et dansk skib.

I forhold til de gældende regler (sømandsfradragslovens § 2,

nr. 1 og nr. 4) sker der efter forslaget den ændring i definitionen af et

dansk

og et udenlandsk skib, at tonnagegrænsen nedsættes fra de nuværende 100 tons

til 20 tons. Desuden er udtrykket »personer eller gods« erstattet med

»passagerer

eller gods«, som er det udtryk, der anvendes i tonnageskatteloven og i

EU-reglerne. Endelig sker der den sproglige præcisering, at

bjærgningsfartøjer

nu betegnes som bugser- og bjærgningsfartøjer. Det er ikke hensigten at ændre

anvendelsesområdet for denne type fartøjer ud over hvad der følger af

ændringen

af tonnagegrænsen.

Den nye grænse på de 20 tons er valgt, fordi dette efter

lov om Dansk Internationalt Skibsregister (DIS-loven) er grænsen for, hvornår

et skib kan registreres i DIS. (DIS-loven administreres af Søfartsstyrelsen

og

omhandler alene registrering af skibe. DIS-loven er således ikke en

skattelov.

Det er en forudsætning for »DIS-beskatning« af en sømand, at skibet er

registreret i DIS, men derudover skal skattelovgivningens krav også være

opfyldt.)

20 tons er også grænsen for, hvornår et skib kan omfattes

af tonnageskatteordningen. Som tidligere omtalt ønsker regeringen så vidt

muligt at give de to statsstøtteordninger – DIS-ordningen og

tonnageskatteordningen

– fælles anvendelsesområde.

Nedsættelsen af tonnagegrænsen til 20 tons gør de gældende

dispensationsbestemmelser

for tonnagemål overflødige. Som tidligere omtalt er det under visse

betingelser

muligt at dispensere for den grænse på 100 tons, der i øjeblikket er gældende

(sømandsskattelovens § 5, stk. 2). Dette har nogle uheldige

konkurrencemæssige konsekvenser. Dispensationsbestemmelserne foreslås derfor

afskaffet, hvilket samtidig vil medføre en forenkling af regelsættet.

Videre defineres det i § 2, hvad der forstås ved

begrænset

fart.

Efter de gældende regler

(sømandsfradragslovens § 2, nr. 2 og 3) skelnes der mellem udenrigsfart,

nærfart og begrænset fart. Sondringen mellem udenrigsfart og nærfart har i

dag

alene betydning for spørgsmålet om sømandsfradragets størrelse. Det foreslås

at

forenkle reglerne, så der fremover kun skelnes mellem begrænset fart og anden

fart, således at sømandsfradraget i alle tilfælde gives med samme sats ved

fart

uden for det begrænsede fartområde, jf. bemærkningerne til lovforslagets

§ 3

og § 4 nedenfor.

Området for begrænset fart er ikke på samme måde som udenrigsfart

og nærfart i de gældende regler defineret ved angivelse af længdegrader og

breddegrader. Der er ikke tilstræbt nogen ændring i forhold til det gældende

om, hvornår der er tale om begrænset fart, dog med den undtagelse at den

gældende dispensationsbestemmelse også her foreslås afskaffet.

Området for begrænset fart foreslås herefter defineret som

–

fart eller bugser-

og bjærgningsvirksomhed med skibe, der væsentligst sejler på danske indsøer,

indre vandveje og fjorde,

–

anvendelse af skibe

i stationær virksomhed, herunder havnefart o. l.,

–

fart eller bugser-

og bjærgningsvirksomhed med skibe uden egne fremdrivningsmidler,

–

rutetrafik, hvor

sejldistancen fra havn til havn er mindre end 50 sømil,

–

anden fart eller

bugser- og bjærgningsvirksomhed, når forholdene er sådan, at den pågældende

person har mulighed for regelmæssigt at overnatte

på sin sædvanlige bopæl.

Ved bedømmelsen af, om en sømand har mulighed for

regelmæssigt at overnatte på sin sædvanlige bopæl, vil skattemyndighederne

bl.a. kunne lægge samme kriterier til grund, som man anvender ved bedømmelsen

af, om en lønmodtager opfylder betingelserne for at kunne modtage skattefri

rejsegodtgørelse. Skattemyndighederne vil også kunne lægge vægt på, om

overnatning ombord er nødvendig af hensyn til skibets almindelige drift.

For rutetrafikken gælder der i øjeblikket en

dispensationsregel (sømandsfradragslovens § 5, stk. 4), hvorefter

sejldistancen på 50 sømil kan nedsættes til 25 sømil. Forudsætningen er, at

et

overvejende antal af rederiets øvrige skibe sejler i nærfart eller

udenrigsfart, og de pågældende søfolk kontraktligt er bundet til at lade sig

overflytte til tjeneste ombord på skibe i nærfart eller udenrigsfart.

Regeringen ønsker at fjerne alle dispensationsbestemmelser

fra reglerne om beskatning af søfolk og udelukkende lade reglerne være

baseret

på objektive kriterier. Hvorvidt en sømand skal have adgang til et bestemt

fradrag skal afhænge af den pågældendes egne forhold og ikke af, hvordan

rederiets flåde er sammensat. Regeringen ønsker derfor at fjerne denne

dispensationsadgang i lighed med de øvrige.

Imidlertid ønsker regeringen ikke at ændre vilkårene for

søfolk og rederier, som allerede er omfattet af den nævnte

dispensationsbestemmelse. Der foreslås derfor en overgangsregel herom, jf.

bemærkningerne

til lovforslagets §§ 14-16.

Til §§ 3-4

§ 3 og § 4 omhandler det særlige sømandsfradrag.

Som der er redegjort for under de almindelige bemærkninger, gives

sømandsfradraget i øjeblikket ved arbejde ombord på danske og udenlandske

skibe

i udenrigsfart og desuden på danske skibe i nærfart (sømandsfradragslovens

§ 3).

I udenrigsfart udgør fradraget 23.000 kr. årligt, mens det i nærfart er på

8.000 kr. Dertil kommer i begge tilfælde et procentfradrag, som udgør 15 pct.

af lønindkomsten op til 130.000 kr. og 8 pct. af det overskydende beløb, dog

højst af en lønindkomst på op til 310.000 kr. Det maksimale sømandsfradrag er

herefter 56.900 kr. ved arbejde ombord på dansk eller udenlandsk skib i

udenrigsfart,

mens det ved arbejde ombord på dansk skib i nærfart er 41.900 kr.

Regeringen ønsker at forenkle dette fradragssystem. Som

ovenfor omtalt foreslår regeringen, at den nuværende sondring mellem

udenrigsfart, nærfart og begrænset fart afskaffes, og at der fremover således

alene skal sondres mellem begrænset fart og anden fart. Sømandsfradraget skal

herefter gives med samme sats ved fart uden for det begrænsede fartområde.

Regeringen foreslår, at det eksisterende sømandsfradrag

erstattes med et fradrag, der beregnes på grundlag af et maksimalt årligt

fradrag på 56.900 kr., hvilket vil være en forenkling i forhold til de

gældende

regler. Dette svarer til det højst opnåelige fradrag under de nuværende

regler.

Er ansættelsesperioden kortere end et år, beregnes fradraget forholdsmæssigt.

Dette svarer til de gældende regler. Fradraget skal endvidere beregnes

forholdsmæssigt i tilfælde af deltidsansættelse, hvis noget sådant skulle

forekomme. Den forholdsmæssige beregning sker i øjeblikket på den måde, at

fradraget beregnes som en procentvis del af lønnen. Deltidsansættelse og

deraf

følgende lavere løn giver hermed også et lavere fradrag.

Den allerede eksisterende praksis, hvorefter den pågældende

i et vist omfang midlertidigt kan opholde sig i land uden at miste

sømandsfradraget, vil ikke blive berørt af, at fradraget fremover vil blive

beregnet på en enklere måde end hidtil.

Sømandsfradraget gives ved arbejde ombord på såvel danske

som udenlandske skibe som defineret i § 2. Desuden gives fradraget ved

arbejde ombord på stenfiskerfartøjer (herunder sandsugere), som har egne

fremdrivningsmidler og eget lastrum til transport af materialer indvundet fra

havbunden, og som har en bruttotonnage på 20 tons eller derover, d.v.s den

gruppe fartøjer, der kan anvende refusionsordningen i lovforslagets

§ 10.

Betegnelsen »stenfiskerfartøjer« er anvendt i lovforslaget, da denne

betegnelse

anvendes i lov om Dansk Internationalt Skibsregister (DIS-loven). Betegnelsen

omfatter i DIS-lovens forstand også de fartøjer, der sædvanligvis betegnes

som

sandsugere.

Det er under alle omstændigheder en betingelse, at

forhyringsvilkårene for de pågældende personer svarer til dem, der

sædvanligvis

gælder for søfolk. Ved bedømmelsen af, om denne betingelse er opfyldt, kan

skattemyndighederne

lægge vægt på, om sømanden er ansat på vilkår, der svarer til almindelige

overenskomstmæssige vilkår på søfartsområdet.

De eksisterende regler om, at sømandsfradraget også gives

ved erhvervelse af lønindkomst ved arbejde udført ombord på skibe og

installationer, der anvendes i tilknytning til efterforskning og udvinding af

kulbrinter uden for dansk søterritorium og dansk kontinentalsokkelområde,

samt

ved arbejde ombord på skoleskibe, foreslås videreført.

Som der er redegjort for tidligere, findes der i den

eksisterende sømandsfradragslov nogle dispensationsbestemmelser, som gør det

muligt at give sømandsfradrag ved anden erhvervsmæssig anvendelse af et skib

end befordring af passagerer eller gods. Regeringen ønsker at afskaffe alle

dispensationsbestemmelser i forbindelse med beskatning af søfolk og i stedet

basere reglerne på objektive kriterier, men regeringen finder samtidig behov

for, at der etableres en overgangsordning i de tilfælde, hvor en sådan

dispensation allerede er givet, og hvor grundlaget for den givne dispensation

fortsat er til stede. Der foreslås derfor en overgangsordning i sådanne

tilfælde, jf. bemærkningerne til lovforslagets §§ 14-16.

Endelig foreslås det at videreføre de eksisterende regler

om, at personer, der vælger sømandsfradraget, ikke samtidig kan foretage

fradrag efter ligningslovens § 9, stk. 1, (lønmodtagerudgifter over

p.t. 4.900 kr.), ligningslovens §§ 9B-9D (befordringsfradrag),

ligningslovens § 13 (kontingenter til faglige sammenslutninger) eller

efter pensionsbeskatningslovens § 49, stk. 1,

(arbejdsløshedsforsikring). De eksisterende regler, hvorefter personer, som

kan

vælge at foretage sømandsfradraget, ikke kan modtage skattefri

rejsegodtgørelse

efter ligningslovens § 9 A, foreslås også videreført.

Det kan dog ikke udelukkes, at der kan være personer, som i

dag modtager skattefri rejsegodtgørelse efter ligningslovens § 9 A, og

som

fremover vil kunne vælge sømandsfradraget, hvilket som nævnt vil afskære dem

fra adgang til skattefri rejsegodtgørelse. Der foreslås derfor en

overgangsregel

for sådanne personer, jf. bemærkningerne til lovforslagets §§ 14-16.

Til § 5

Lovforslagets § 5 fastsætter rammerne for beskatning

af søfolk, der arbejder ombord på skibe, der er registreret i Dansk

Internationalt Skibsregister (DIS). Hovedreglen er efter forslaget, at

DIS-ordningen kan anvendes ved arbejde ombord på dansk skib, som anvendes til

formål, som vil kunne omfattes af tonnageskatteloven.

Det er uden betydning, om skibet rent faktisk er inddraget

under tonnageskatteordningen. Det er ligeledes uden betydning, hvordan skibet

er registreret i DIS. Et skib kan eksempelvis godt være registreret som et

lastskib i DIS, uden at betingelserne for DIS-skattefritagelse dermed er

opfyldt.

Dette vil være tilfældet, hvis skibet anvendes på en sådan måde, at det ikke

vil kunne omfattes af tonnageskatteloven. Det er kort sagt skibets

anvendelse

,

som er afgørende for anvendelsen af DIS-skattereglerne.

Den form for virksomhed, der kan omfattes af

tonnageskatteordningen, er erhvervsmæssig transport af passagerer eller gods

mellem forskellige destinationer, jf. tonnageskattelovens § 6.

Der er i tonnageskattelovens § 8 opregnet forskellige

former for virksomhed, som falder uden for tonnageskatteordningens

anvendelsesområde, uanset om den pågældende form for virksomhed udøves fra

skib, som i anden sammenhæng ville kunne omfattes af tonnagebeskatningen.

Sådan

virksomhed falder hermed også uden for DIS-ordningens anvendelsesområde.

De former for virksomhed, der ikke kan omfattes af

tonnagebeskatningen og efter lovforslaget hermed heller ikke af

DIS-ordningen,

er følgende:

1. Forundersøgelser, efterforskning eller udvinding

af kulbrinter og andre naturforekomster.

Virksomhed i forbindelse med kulbrinteudvinding kan ikke

omfattes af tonnagebeskatningen. Dog vil egentlig transportvirksomhed kunne

omfattes, f. eks. forsyningssejlads og transport af olieprodukter m.v.

2. Fiskeri og forarbejdningsvirksomhed.

Fiskerisektoren er ikke omfattet af tonnageskatteordningen.

Det samme gælder forarbejdningsvirksomhed til søs, uanset om dette har

forbindelse med fiskerisektoren eller ej. Det kan tilføjes, at fiskefartøjer

efter lov om Dansk Internationalt Skibsregister ikke kan registreres i DIS.

3. Bygning og reparation af havne, broer, olieinstallationer,

vindmølleparker eller andre havanlæg, nedlægning af rørledninger på

havbunden,

opmudring, stenfiskeri, sandsugning eller lignende virksomhed.

Entreprenørmæssig virksomhed m.v., der foregår fra skib, er

udelukket fra tonnageskatteordningen. (Om sandsugere se bemærkningerne til

lovforslagets § 10.)

4. Dykkervirksomhed.

Dykkerskibe kan ikke omfattes af tonnageskatteordningen.

5. Bugsering, lodsning m.v., når skibene anvendes i

og omkring havne.

Lokal bugsering og lodsning i havne og fjorde m.v. er ikke

omfattet. Anden bugsering er omfattet. (Se nedenfor om de særlige

begrænsninger, der med de nye EU-retningslinier er gældende for

bugserfartøjer.)

6. Passagersejlads i eller over havneløb m.v.

»Havnebusser« og lignende virksomhed kan ikke omfattes af

tonnageskatteordningen.

7. Uddannelsesaktiviteter, sociale og pædagogiske

aktiviteter m.v.

Tonnageskatteloven omhandler erhvervsmæssig befordring af

passagerer eller gods. Uddannelsesaktiviteter, sociale og pædagogiske

aktiviteter m.v. kan således ikke omfattes.

8. Museumsaktiviteter og skibsbevaring.

Sådanne aktiviteter falder ligeledes uden for tonnageskattelovens

anvendelsesområde.

9. Sports-, udflugts og fritidsformål.

Sejlads, som ikke kan begrundes med et egentligt

trafikbehov, uanset om sejladsen foregår efter faste sejlplaner, kan ikke

omfattes af tonnageskatteordningen. Bestemmelsen omfatter også sejlads med

repræsentative formål m.v.

10. Anvendelse af permanent opankrede skibe, uanset

formål.

Generelt falder permanent opankrede skibe uden for

tonnageskattelovens anvendelsesområde, da der i sagens natur ikke kan være

tale

om transportvirksomhed.

Søfolk, som arbejder ombord på et skib, som anvendes til et

af disse formål, eller som anvendes til andre formål, som ikke vedrører

erhvervsmæssig befordring af passagerer eller gods mellem forskellige

destinationer,

vil efter lovforslaget således ikke være fritaget for beskatning af deres

lønindkomst

for sådant arbejde efter DIS-reglerne.

Samtidig med, at de to statsstøtteordninger for

søtransportsektoren – DIS-ordningen og tonnageskatteordningen – får

samme

anvendelsesområde, foreslås det, at de eksisterende dispensationsbestemmelser

i

sømandsfradragsloven for anden erhvervsmæssig anvendelse end befordring af

personer

eller gods afskaffes. DIS-ordningen skal fungere inden for rammerne af

EU-retningslinierne for statsstøtte til søtransportsektoren, som netop

omhandler erhvervsmæssig befordring af passagerer eller gods. Det giver ingen

mening at opretholde dispensationsbestemmelser for anden anvendelse end den,

der er tilladt efter EU-retten.

Bestemmelsen i lovforslagets § 5, stk. 1, om

skattefritagelse for fuldt skattepligtige søfolk, der arbejder ombord på

DIS-skibe, er en gengivelse af den tilsvarende bestemmelse, der i øjeblikket

findes i ligningslovens § 33 C, bortset fra henvisningen til anvendelse

efter tonnageskatteloven. Ligeledes er i sagens natur udeladt den nugældende

bestemmelse i ligningslovens § 33 C om, at et dansk skib defineres efter

bestemmelserne i sømandsfradragsloven.

Lempelsen for DIS-beskatning vil rent beregningsteknisk

komme til at foregå på samme måde, som det hidtil har været tilfældet.

Det kan yderligere tilføjes, at den allerede eksisterende

praksis, hvorefter en DIS-sømand i et vist omfang midlertidigt kan opholde

sig

i land, vil blive opretholdt. Det samme gælder den praksis, der allerede

eksisterer

for så vidt angår bl.a. rejsende montørers mulighed for at kunne anvende

DIS-skattereglerne under sejlads med et DIS-skib. Princippet er her, at

DIS-skattereglerne kan anvendes, hvis den rejsende montør el. lign. udfører

arbejde, som almindeligvis vil kunne udføres af en skibsbesætning – f.

eks. et

monterings- eller reparationsarbejde ombord. Er der derimod tale om

arbejdsopgaver,

som ligger udenfor, hvad en skibsbesætning almindeligvis vil udføre, kan

DIS-skattereglerne ikke anvendes.

Det foreslås videre i lovforslagets § 5, stk. 1,

at gratialer og fratrædelsesgodtgørelser m.v. kun kan omfattes af

DIS-skattefritagelsen, når den pågældende ydelse har en direkte tilknytning

til

arbejdet som DIS-sømand. Hvis eksempelvis en fratrædelsesgodtgørelse er

baseret

på et arbejdsforhold, som omfatter såvel arbejde ombord på DIS-skib som andet

arbejde, er det kun den del, der direkte har tilknytning til arbejdet ombord

på

DIS-skib, der kan fritages for beskatning. Det er i så fald en betingelse, at

den godtgørelse, der har direkte tilknytning til arbejdet ombord på DIS-skib,

er fastsat ud fra den forudsætning, at den er skattefri, jf. bemærkningerne

til

§ 5, stk. 3, nedenfor. Det samme gør sig gældende ved udbetaling af

erstatningshyre m.v.

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er en

landsretsdom afsagt i april 2004, hvor en skatteyder fik medhold i, at

fratrædelsesgodtgørelse i forbindelse med usaglig afskedigelse kunne omfattes

af DIS-skattereglerne. Landsretten nåede frem til, at

fratrædelsesgodtgørelsen

i relation til muligheden for skattelempelse må karakteriseres som hidrørende

fra et ansættelsesforhold i udlandet, således at der skal ske lempelse efter

ligningslovens § 33 C (DIS-skattereglerne). Dommen er offentliggjort i

Tidsskrift for Skatter og Afgifter – TfS 2004, 357.

Dommen kan give anledning til anvendelse af

fratrædelsesgodtgørelser på en måde, som ikke var tilsigtet i DIS-ordningen,

og

regeringen finder derfor anledning til at foreslå det fastsat i loven, at

DIS-skattereglerne kun finder anvendelse på fratrædelsesgodtgørelser m.v.,

når

de ovenfor nævnte betingelser er opfyldt.

Bestemmelsen i lovforslagets § 5, stk. 2, om

skattefritagelse for begrænset skattepligtige er med de nødvendige

tilpasninger

en videreførelse af bestemmelser, der i øjeblikket findes i kildeskattelovens

§ 48

C og § 48 D.

Bestemmelsen i lovforslagets § 5, stk. 3, har

hele tiden været en underliggende forudsætning for anvendelse af

DIS-skattereglerne, nemlig at de pågældende søfolk bliver aflønnet med en

nettohyre, som er beregnet ud fra en forudsætning om, at den er skattefri.

Dette har ikke hidtil fremgået direkte af lovteksten, og det foreslås nu, at

en

sådan bestemmelse indsættes.

Det følger

af bestemmelsen, at indkomsten skal beskattes efter de almindelige regler,

hvis

betingelsen om nettoaflønning ikke er opfyldt. Arbejdsgiveren skal om

nødvendigt

over for skattemyndighederne kunne godtgøre, hvordan den skattefri nettohyre

er

beregnet.

Lovforslagets § 5, stk. 4, viderefører de

eksisterende regler, hvorefter personer, som kan omfattes af DIS-ordningen,

ikke kan modtage skattefri rejsegodtgørelse efter ligningslovens § 9 A.

Til § 6

Som omtalt under gennemgangen af EU’s nye retningslinier

for statsstøtte til søtransportsektoren under de almindelige bemærkninger er

der nogle særlige begrænsninger for bugserfartøjer og sandsugere.

For

bugserfartøjer

gælder der nu den særlige regel,

at sådanne fartøjer kun kan omfattes af statsstøtteforanstaltninger, hvis

over

50 pct. af de bugseringsaktiviteter, som et fartøj udfører i løbet af et

indkomstår, er »søtransport«. Der fremgår videre af EU-retningslinierne, at

ventetid kan fordeles forholdsmæssigt mellem søtransport og andre

aktiviteter.

Det er i øvrigt en betingelse, at fartøjet har hjemsted i en af

medlemsstaterne.

Formålet med de fælles EU-regler for statsstøtte til søtransportsektoren

er at sikre den lige konkurrence mellem medlemsstaternes virksomheder på det

fælles marked. Der er behov for på det fælles marked at sikre »fair play« og

at

undgå, at medlemsstaterne kaster sig ud i et støttekapløb mod hinanden.

Derfor

er der fastsat en fælles ramme for statsstøtteforanstaltninger og et fælles

loft for støttens størrelse.

Spørgsmålet er imidlertid, i hvilket omfang samme hensyn

gør sig gældende, når en virksomhed i EU opererer uden for EU’s eget

område.

Hvis et EU-rederi eksempelvis udøver virksomhed med bugserskibe i Fjernøsten,

er det vanskeligt at finde en EU-konkurrencemæssig begrundelse for, at det

til

enhver tid skulle være nødvendigt at beskatte besætningen ombord efter de

regler, der gælder i rederiets hjemland. Dette er ikke mindst tilfældet, når

EU-rederiet i eksemplet konkurrerer med fjernøstlige rederier, hvis besætning

ikke undergives beskatning på et europæisk niveau, og hvor rederierne ikke er

belastet med lønomkostninger af samme størrelsesorden som de europæiske

rederier.

EU-retningslinierne for statsstøtte til søtransportsektoren

bør derfor tolkes sådan, at de begrænsninger, der lægges på bugserfartøjer og

sandsugere, må være gældende, så længe de pågældende fartøjer udøver

virksomhed

på EU’s (og EØS’s) eget område. Lod man restriktionerne gælde

globalt, ville

man give EU-rederier en betydelig konkurrencemæssig ulempe i forhold til

ikke-EU-rederier, hvilket højst sandsynligt ville medføre udflagning af skibe

fra EU.

Lovforslagets § 6 er derfor udformet sådan, at kravet

om, at et bugserfartøj skal anvendes til søtransport i mindst 50 pct. af den

tid, fartøjet er i drift i løbet af et år, gælder ved aktiviteter inden for

EU/EØS, men ikke uden for dette område.

Som nævnt fremgår det af EU-retningslinierne, at ventetid

kan fordeles forholdsmæssigt mellem søtransporttid og anden tid, jf.

lovforslagets § 6, stk. 2.

For

sandsugeres

vedkommende er situationen i

øjeblikket den, at sådanne fartøjer ikke kan registreres i Dansk

Internationalt

Skibsregister, og at ansatte ombord på sandsugere således ikke kan gøre brug

af

DIS-skattereglerne. Dette gælder i praksis dog kun delvis, idet sandsugere

kun

holdes ude af DIS, så længe de arbejder på grundlag af en

indvindingstilladelse

efter råstofloven. Er der ikke udstedt indvindingstilladelse, eller er

tilladelsen deponeret, registreres sandsugere efter praksis i DIS som

lastskibe

med deraf følgende DIS-skattefritagelse for de personer, der arbejder ombord.

Denne praksis vil med de nye statsstøtteretningslinier ikke

kunne opretholdes. Det siges således direkte i retningslinierne, at

sandsugning

m.v. principielt ikke er berettiget til søtransportstøtte. Dog kan sådanne

aktiviteter

bringes ind under statsstøtteordninger, hvis mindst 50 pct. af fartøjets

aktiviteter udgøres af søtransport. Det påhviler efter

statsstøtteretningslinierne i sådanne tilfælde rederierne at føre adskilte

regnskaber for søtransportaktiviteterne.

For at en sandsuger efter statsstøttereglerne skal kunne

bringes ind under DIS-ordningen, skal den således udføre søtransportopgaver i

mindst halvdelen af den tid, den er i drift. Dette er efter det foreliggende

en

forudsætning, som ikke altid er opfyldt. Herefter vil en person ombord på en

sandsuger kunne være skattepligtig efter de almindelige regler i nogle

perioder

og efter DIS-reglerne i andre, alt efter om 50-pct.kravet er opfyldt.

En sådan ordning vil være vanskelig at administrere, hvis

det skal ske inden for en skattefritagelsesordning som DIS-ordningen.

Regeringen har derfor valgt at foreslå en anden løsning for sandsugere,

nemlig

en refusionsordning, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 10.

Til § 7

De nye EU-statsstøtteretningslinier indeholder som noget

nyt en særlig regel for så vidt angår færgeruter mellem destinationer inden

for

EU, idet retningslinierne kun åbner mulighed for skattefritagelse for

personer,

som er statsborgere i en EU/EØS-medlemsstat.

Denne nye regel kan retningsliniernes ordlyd til trods ikke

forstås sådan, at den tager sigte på tredjelandsstatsborgere, som har fast

bopæl og er skattemæssigt hjemmehørende i en EU-medlemsstat. Skattereglerne i

Danmark og formentlig i alle andre EU-medlemsstater er ikke baseret på

statsborgerskabsforhold,

men på et bopælskriterium. Eksempelvis vil en canadisk statsborger, som

permanent

har slået sig ned i Danmark, i skattemæssig henseende på enhver måde skulle

behandles på samme måde som en dansk statsborger eller en statsborger fra et

andet EU-land i Danmark.

Den nye regel kan således udelukkende tage sigte på

personer, som er begrænset skattepligtige til en EU-medlemsstat – d.v.s.

personer, som er hjemmehørende uden for EU/EØS, og som er skattepligtige til

en

EU-medlemsstat af lønindkomst for arbejde udført i denne stat.

Ønsker et dansk rederi at ansætte en sømand på en færgerute

mellem Danmark og et andet EU-land, vil rederiet herefter under DIS-ordningen

kunne ansætte en person, som er hjemmehørende i en EU/EØS-medlemsstat, uanset

den pågældendes statsborgerskabsforhold. Ansætter man en person, som ikke er

hjemmehørende i EU/EØS, vil kun EU/EØS-statsborgere kunne omfattes af

DIS-skattereglerne.

Til § 8

Som der er redegjort for under bemærkningerne til § 6,

er der en række hensyn, som gør sig gældende i relation til konkurrencen

blandt

EU’s virksomheder på det fælles marked. Samme hensyn eksisterer ikke i

relation

til konkurrencen uden for EU og ville tværtimod være til konkurrencemæssig

ulempe for EU-virksomheder i konkurrencen med tredjelandsvirksomheder.

De betragtninger, der i bemærkningerne til lovforslagets § 6

er anført om bugserfartøjers virksomhed uden for EU’s eget territorium,

er

tilsvarende relevante for sandsugere. Det foreslås derfor, at

DIS-skattereglerne finder tilsvarende anvendelse ved arbejde ombord på

stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, uden for EU/EØS.

Til § 9

Bestemmelsen er en videreførelse af de bestemmelser om 30

pct. bruttobeskatning af begrænset skattepligtige søfolk, der i øjeblikket

findes i kildeskattelovens § 48 C. Dog er de gældende bestemmelser om

arbejde i oversøiske farvande på særlige forhyringsvilkår, de såkaldte Hong

Kong-vilkår,

ikke medtaget, idet disse bestemmelser er forældede og kan udgå.

Som noget nyt i forhold til de gældende bestemmelser

foreslås det, at begrænset skattepligtige søfolk i stedet for

bruttobeskatning

på 30 pct. kan vælge beskatning efter de almindelige regler for begrænset

skattepligtige lønmodtagere, jf. kildeskattelovens 2, stk. 1, litra a.

Den

begrænset skattepligtige sømand vil hermed få adgang til sømandsfradraget på

lige fod med fuldt skattepligtige, idet der ikke i de foreslåede regler om

sømandsfradrag

skelnes mellem fuldt skattepligtige og begrænset skattepligtige søfolk.

Begrænset skattepligtige søfolk, der vælger beskatning efter de såkaldte

grænsegængerregler

i kildeskattelovens §§ 5A-5D, kan hermed også gøre brug af

sømandsfradraget. Efter de gældende regler gives sømandsfradraget kun til

fuldt

skattepligtige søfolk, idet begrænset skattepligtige søfolk efter de gældende

regler altid bliver bruttobeskattet med 30 pct., medmindre de helt fritages

for

beskatning efter DIS-skattereglerne.

Efter forslaget får begrænset skattepligtige søfolk nu

samme valgmulighed som andre begrænset skattepligtige, som er undergivet

bruttobeskatning, nemlig arbejdsudlejede personer (kildeskattelovens

§ 2,

stk. 1, litra c, jf. § 2, stk. 3) og begrænset skattepligtige

personer, som arbejder i forbindelse med kulbrintevirksomhed for en

udenlandsk

arbejdsgiver uden hjemting her i landet (kulbrinteskattelovens § 21,

stk. 2).

Disse lønmodtagergrupper fik ved lov nr. 221 af 31. marts 2004 (L 119 –

»EU-pakken«)

denne valgmulighed.

Den skat, der beregnes for personer, som er hjemmehørende

på Færøerne eller i Grønland, vil som hidtil tilfalde henholdsvis Færøernes

og

Grønlands landskasse. Hvis den pågældende person har valgt beskatning efter

de

almindelige regler, sådan som det nu foreslås muligt, vil den skat, der

tilfalder

den færøske eller grønlandske landskasse, være den del af personens samlede

danske skat, som forholdsmæssigt falder på indkomst, som kunne have været

bruttobeskattet med 30 pct.

Til § 10

Statsstøtte til arbejdsrelaterede omkostninger i

søtransportsektoren kan gives på to måder. Enten kan de pågældende søfolk få

udbetalt en skattefri nettohyre, eller også kan rederierne helt eller delvis

få

refunderet den skat og de sociale bidrag, som opkræves hos søfolkene.

Medlemsstaterne kan frit vælge, hvilken metode man vil anvende, og det er

også

muligt at kombinere de to metoder.

Der er under bemærkningerne til lovforslagets § 6

ovenfor redegjort for, at det vil være vanskeligt at indrette den

eksisterende

skattefritagelsesordning – DIS-ordningen – på en sådan måde, at den

vil kunne

rumme de muligheder, der efter EU-retningslinierne er for at give statsstøtte

til sandsugere. Sådan støtte kan kun gives i det omfang, at det enkelte

fartøj

anvendes til søtransportaktiviteter i mindst 50 pct. af den tid, det er i

drift.

Regeringen ønsker at udfylde EU’s retningslinier for

statsstøtte til søtransportsektoren bedst muligt, og det foreslås derfor, at

det gøres muligt at give sandsugerrederier en refusion for personer, der

arbejder

ombord på sådanne fartøjer, jf. nedenfor.

Det vil være en betingelse for refusion, at det enkelte

fartøj har egne fremdrivningsmidler, at det har lastrum til transport af

materialer indfundet fra havbunden, og at fartøjet som nævnt udfører

søtransportaktiviteter

i mindst halvdelen af den tid, det er i drift.

Refusionen ydes måned for måned, når det enkelte fartøj i

den pågældende måned opfylder betingelserne for refusion. Refusionen ydes til

rederiet efter ansøgning med et beløb, som for hvert enkelt lønmodtager

beregnes som 40 pct. af den del af grundlaget for arbejdsmarkedsbidraget

(opgjort efter arbejdsmarkedsfondslovens § 8), der kan henføres til

arbejde udført ombord på fartøj, der opfylder betingelserne for refusion. En

refusion på 40 pct. af arbejdsmarkedsbidragsgrundlaget svarer nogenlunde til

den gennemsnitlige lønomkostningsbesparelse i DIS-skatteordningen gennem de

senere år. For selvstændigt erhvervsdrivende, som udfører arbejde ombord på

egen sandsuger, er grundlaget for refusionen det gennemsnitlige grundlag for

refusion for de personer, som udfører arbejde ombord som lønmodtagere.

Ved at vælge arbejdsmarkedsbidragsgrundlaget sikrer man

sig, at refusionen knytter sig til løn for arbejde udført ombord på de

pågældende sandsugerfartøjer. Hvis man valgte at refundere indeholdte

A-skatter

direkte, kunne man komme i den situation, at en lønmodtager f. eks. på grund

af

underskud i egen virksomhed kun ville skulle betale en beskeden eller måske

slet ingen skat. Rederiet ville dermed ikke være berettiget til refusion af

skat for den pågældende, men kun af AM-bidrag, uanset at lønomkostningerne

har

været de samme som for andre personer ombord.

Som nævnt under bemærkningerne til lovforslagets § 6

påhviler det efter de nye EU-retningslinier for statsstøtte til

søtransportsektoren i sådanne tilfælde rederierne at føre adskilte regnskaber

for søtransportaktiviteterne, hvis der søges refusion. Der er derfor indsat

en

bestemmelse i § 10, stk. 5, herom.

Til § 11

De nye EU-retningslinier for statsstøtte til søtransportsektoren

indfører forskellige begrænsninger, som ikke tidligere har eksisteret, i

medlemsstaternes mulighed for at kunne give statsstøtte. Herved sættes der i

højere grad end hidtil fokus på, hvordan myndighederne skal forholde sig,

hvis

grundlaget for den ydede statsstøtte viser sig ikke at være til stede. Et

eksempel på noget sådant kunne være, at det viser sig, at kravet om, at et

bugser- og bjærgningsfartøj udfører søtransportopgaver i mindst halvdelen af

den tid, hvor det er i drift, ikke er opfyldt.

I så fald er grundlaget for statsstøtte (i form af

skattefritagelse efter DIS-reglerne) ikke til stede, og det ville i en sådan

situation ikke være i overensstemmelse med EU-retningslinierne at lade de

pågældende besætningsmedlemmer være omfattet af DIS-skattefritagelsen i det

pågældende år.

Imidlertid bør det ikke være det enkelte besætningsmedlems

problem, hvis 50 pct.-betingelsen ikke er opfyldt. Ansatte

besætningsmedlemmer

har ingen indflydelse på, om skibet i en given periode udfører den ene eller

den anden opgave. Det har alene arbejdsgiveren, og det er derfor

arbejdsgiveren, der må bære konsekvenserne af, at der er udbetalt skattefri

DIS-hyre i en situation, hvor grundlaget herfor viser sig ikke at være til

stede.

Det foreslås derfor, at arbejdsgiveren – og arbejdsgiveren

alene – i en sådan situation hæfter for de A-skatter og de bidrag efter

arbejdsmarkedsfondsloven og ATP-loven, der skulle have været betalt for de

personer,

der udfører arbejde ombord. Den skattefri nettoløn skal efter lovforslagets

§ 5,

stk. 3, fastsættes under hensyn til skattefritagelsen, og det beløb, som

A-skatten og AM-bidraget i en sådan situation skal beregnes af, er den

skattepligtige bruttoløn, som er lagt til grund ved fastsættelsen af den

skattefri nettoløn. Arbejdsgiveren må i en sådan situation over for

skattemyndighederne

kunne godtgøre, hvordan den skattefri nettohyre er beregnet, jf. i øvrigt

bemærkningerne

til § 5, stk. 3.

Det foreslås videre, at de skyldige A-skatter og bidrag

skal betragtes som forfaldne på de tidspunkter, hvor de ville være forfaldet,

hvis ikke DIS-skattereglerne havde været anvendt. Dette indebærer, at det

skyldige A-skattebeløb og bidragsbeløb vil blive forrentet på samme måde, som

det sker i andre tilfælde.

Såvel arbejdsgiveren som det enkelte besætningsmedlem

bliver hermed stillet på samme måde, som hvis det pågældende havde været

ansat

på almindelige skattevilkår året igennem.

Til § 12

Bestemmelsen bemyndiger skatteministeren til at fastsætte

nærmere regler om lovens gennemførelse og administration. Bestemmelsen er en

videreførelse af den eksisterende bemyndigelse (sømandsfradragslovens

§ 6).

Denne bestemmelse kan bl.a. danne grundlag for at fastsætte

nærmere administrative retningslinier for den refusionsordning, der er

foreslået i § 10.

Til § 13

Bestemmelsen giver skatteministeren mulighed for at

bemyndige de statslige eller kommunale skattemyndigheder til at træffe

afgørelser efter loven. Ministeren kan også fastsætte regler om klageadgang.

Også denne bestemmelse er en videreførelse af gældende bestemmelser

(sømandsfradragslovens § 6 A).

Til §§ 14-16

Det foreslås, at der indsættes nogle

overgangsbestemmelser

,

som tager hensyn til de tilfælde, hvor reglerne ændres af andre årsager end

de

nye EU-retningslinier.

Den første overgangsbestemmelse (§ 14) vedrører

rutetrafik, hvor der efter den gældende sømandsfradragslov er givet

dispensation fra sejldistancen på 50 sømil, således at der kan gives

sømandsfradrag,

selvom sejldistancen fra havn til havn er mindre end de 50 sømil. Dette er på

visse betingelser muligt, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 2.

Regeringen ønsker ikke at ændre vilkårene for søfolk og

rederier, som allerede er omfattet af denne dispensationsbestemmelse. Det

foreslås derfor, at sejldistancen fortsat beregnes til de nuværende minimum

25

sømil i tilfælde, hvor en sejlrute på tidspunktet for lovforslagets

fremsættelse er omfattet af dispensationsbestemmelsen. Besætningsmedlemmer

ombord vil således fortsat have adgang til sømandsfradrag, selvom

sejldistancen

fra havn til havn er under 50 sømil. De betingelser, der gælder for

dispensationen, skal fortsat være opfyldt.

Overgangsbestemmelsen omfatter ikke alene eksisterende

rederier, der besejler en bestemt rute. Den omfatter tillige andre rederier,

der senere måtte besejle den samme rute. Ophører besejlingen helt, bortfalder

overgangsreglen, jf. lovforslagets § 14, stk. 2. Ved en evt. senere

genoprettelse af ruten finder overgangsreglen ikke anvendelse.

Den anden overgangsbestemmelse (§ 15) vedrører de

situationer, hvor der efter den gældende sømandsfradragslov er givet

dispensation til anden erhvervsmæssig anvendelse af et skib end befordring af

passagerer eller gods, d.v.s at søfolk med arbejde ombord kan få

sømandsfradrag, selvom skibet anvendes erhvervsmæssigt til andre formål end

befordring af passagerer eller gods.

Det foreslås, at told- og skatteforvaltningen efter

ansøgning kan tillade, at sådanne dispensationer videreføres, således at

ombordværende søfolk fortsat har adgang til sømandsfradraget. Det vil være en

betingelse for tilladelse, at det grundlag, som dispensationen blev givet på,

fortsat er til stede. Er dette ikke tilfældet, eller bortfalder grundlaget

senere ved skibets overgang til anden anvendelse, bortfalder tilladelsen. Er

tilladelsen en gang bortfaldet, kan der ikke gives ny tilladelse.

Endelig foreslås det som en overgangsbestemmelse (§ 16),

at personer, som på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse ikke efter

ligningslovens § 9 A, stk. 11, var afskåret fra at anvende

ligningslovens

§ 9 A, stk. 1-9 (reglerne om skattefri rejsegodtgørelse), og som nu

vil kunne anvende sømandsfradraget, fortsat ikke er afskåret fra at anvende

reglerne om skattefri rejsegodtgørelse i stedet for sømandsfradraget. Dette

kunne være aktuelt for en ansat ombord på et skib under 100 tons, som ikke

har

fået dispensation efter sømandsfradragsloven, og hvor sømandsfradrag derfor

ikke efter de gældende regler kan gives. Med forslaget nedsættes

tonnagegrænsen

fra 100 tons til 20 tons. Da det ikke kan udelukkes, at anvendelse af

ligningslovens

§ 9 A, stk.1-9, i konkrete tilfælde kan være mere økonomisk fordelagtigt

for den enkelte, sikrer bestemmelsen valgfrihed for de nævnte personer.

Det foreslås, at bestemmelsen ikke længere kan anvendes,

d.v.s. valgfriheden ophører, hvis der foretages fradrag efter § 3.

Til § 17

Det foreslås, at loven eller dele af loven træder i kraft

efter skatteministerens bestemmelse. Begrundelsen er, at ændringerne af

DIS-ordningen skal kunne sættes i kraft pr. 1. juli 2005, mens den nye

sømandsfradragsordning først skal kunne sættes i kraft fra det følgende

indkomstår.

Der er for ændringerne af DIS-ordningen tale om en ændring

af en statsstøtteordning, og sådanne ændringer skal efter EU-retten godkendes

af Kommissionen, før de kan sættes i kraft. Lovforslaget bliver i sin helhed

notificeret med henblik på godkendelse. Det er regeringens hensigt, at den

del

af lovændringen, der vedrører statsstøtteordningen, sættes i kraft med

virkning

fra 1. juli 2005, således som det er forudset i de nye EU-retningslinier,

forudsat at lovændringen til den tid er godkendt. Er lovændringen på dette

tidspunkt ikke godkendt, må ikrafttrædelsestidspunktet udskydes.

Det ville imidlertid være administrativt bekosteligt at

give ændringerne af sømandsfradragsordningen virkning fra et tidspunkt midt i

året. Det er derfor hensigten, at den eksisterende lov om særlige fradrag til

sømænd

fortsat skal være gældende frem til udgangen af det indkomstår, hvor

ændringerne

af DIS-ordningen er trådt i kraft.

Sømandsfradraget vil herefter i denne overgangsperiode

blive beregnet på det hidtidige grundlag. Således vil den eksisterende

sondring

mellem udenrigsfart, nærfart og begrænset fart blive opretholdt indkomståret

ud, ligesom de eksisterende definitioner af dansk og udenlandsk skib vil

blive

opretholdt ved beregningen af sømandsfradraget. Endvidere vil fradraget blive

beregnet med de nugældende satser. I det omfang, at skibe er omfattet af

eksisterende dispensationsordninger, vil disse også blive opretholdt

indkomståret ud for så vidt angår adgang til sømandsfradraget.

Rent lovteknisk vil hele loven bortset fra §§ 3-4 (det

nye sømandsfradrag), §§ 14-16 (overgangsregler mellem gammel og ny

sømandsfradragsordning) og § 27 (ophævelse af gammel sømandsfradragslov)

skulle sættes i kraft pr. 1. juli 2005 eller fra det senere tidspunkt, hvor

Kommissionens godkendelse måtte foreligge.

Til § 18

Loven skal ikke gælde på Færøerne og i Grønland, idet

skatteområdet er et hjemmestyreanliggende for disse dele af riget.

Til §§ 19-27

Efter lovforslagets § 27 ophæves lov om særlige

fradrag til sømænd. De øvrige ændringer af anden lovgivning er

konsekvensrettelser.

Til § 28

Formålet med lov nr. 460 af 31. maj 2000 (L 287, 1999-2000)

var bl.a. at sikre, at de danske beskatningsprincipper på transportområdet er

indrettet på en sådan måde, at den tvivl, der dengang var opstået om

DIS-skattereglernes forenelighed med EU-rettens statsstøttebestemmelser,

kunne

fjernes, uden at disse reglers generelle målsætning led skade.

Baggrunden for lovforslag L 287 var, at EU-Kommissionen i februar

1999 rejste tvivl om DIS-ordningens forenelighed med statsstøttereglerne,

idet

Kommissionen havde konstateret, at DIS-ordningens

skattefritagelsesbestemmelser

også var gældende for søfolk, der ikke er hjemmehørende i EU. Fra dansk side

ønskede man ikke, at der skulle herske nogen tvivl om DIS-ordningens

forenelighed

med EU-retten.

Der forelå dengang en uformel tilkendegivelse fra

Kommissionens tjenestegrene om, at en skattefritagelse baseret på de

generelle

skattepligtsregler for ikke-hjemmehørende personer ikke ville være i strid

med

EU-retningslinierne, som de dengang var gældende (retningslinier fra 1997,

som

nu er blevet af løst af de nye retningslinier fra i år), og den daværende

regering foreslog derfor at afskaffe den begrænsede skattepligt til Danmark

for

personer, som udfører arbejde uden for dansk territorium, d.v.s. det

geografiske område, hvor dansk skattelovgivning er gældende. Dette blev

vedtaget af et meget stort flertal i Folketinget.

Imidlertid var det en del af lov nr. 460, at ændringerne af

skattepligtsreglerne først skulle sættes i kraft, når der også forelå en

formel

tilkendegivelse fra Kommissionen om, at det EU-retlige problem hermed var

løst.

En sådan tilkendegivelse kom i en anden form end forventet, idet Kommissionen

efter at have undersøgt DIS-ordningen i sin foreliggende form godkendte

ordningen som en statsstøtteordning. Der var herefter ikke noget behov for at

sætte de dele af lov nr. 460, som handler om skattepligtsreglerne, i kraft,

og

dette er heller ikke sket. §§ 2-7 i lov nr. 460 af 31. maj 2000 er

hermed

overflødige og foreslås derfor ophævet.

Det kan tilføjes, at § 1 i lov nr. 460 omhandlede en

udvidelse af DIS-ordningen til færgeruterne mellem Danmark og udlandet. Denne

del af loven blev sat i kraft i august 2000.

Meddelelse C(2004)

43 fra

Kommissionen — EU-retningslinjer for

statsstøtte til søtransportsek toren

(2004/C

13/03)

1. Indledning

Hvidbogen »Den europæiske transportpolitik frem til 2010

— De svære valg« fremhæver betydningen af tjenesteydelser inden for

søtransport

for Fællesskabets økonomi. 90 % af al handel mellem Fællesskabet og resten af

verden transporteres ad søvejen. Nærskibsfarten skriver sig for 69 % af den

godsmængde, der befordres mellem medlemsstaterne (denne procentdel er 41 %,

når

indenrigsfarten inkluderes). EU's søtransport og de dertil knyttede

aktiviteter

er og bliver blandt de største i verden.

Medlemsstaternes rederier administrerer endnu i dag omkring en

tredjedel af verdensflåden. Cyperns og Maltas

1)

tiltrædelse i

2004 vil yderligere øge EU's andel af skibsfarten, da disse to landes

skibsregistre for øjeblikket skriver sig for ca. 10 % af verdenstonnagen.

Siden 1970'erne har den europæiske flåde været udsat for

konkurrence fra skibe, der er registreret i tredjelande, som ikke lægger så

stor vægt på at overholde de sociale og sikkerhedsmæssige regler, der gælder

på

internationalt plan.

Den manglende konkurrenceevne hos skibe, der fører fællesskabsflag

blev erkendt ved udgangen af 1980'erne, og da der ikke fandtes harmoniserede

europæiske foranstaltninger, vedtog flere medlemsstater forskellige ordninger

til støtte for søtransporten. De vedtagne strategier og de tildelte budgetter

til støtteforanstaltninger er meget forskellige fra medlemsstat til

medlemsstat

og afspejler de pågældende staters indstilling til statsstøtte eller den

betydning, som de tillægger den maritime sektor.

For at tilskynde til genregistrering af skibe har nogle

medlemsstater desuden lempet besætningsreglerne, bl.a. gennem oprettelse af

sekundære registre.

Sekundære registre omfatter for det første »offshore-registre«,

der tilhører territorier, som har større eller mindre autonomi i forhold den

pågældende medlemsstat, og for det andet »internationale registre«, som er

direkte knyttet til den stat, der har oprettet dem.

Trods den indsats, der er gjort, vedbliver en stor del af

fællesskabsflåden at være registreret under tredjelandsflag. Dette skyldes,

at

registre i tredjelande, der anvender foranstaltninger, der indgår i en åben

registreringspolitik — hvoraf nogle benævnes »bekvemmelighedsflag«

— til

stadighed har stået og fortsat står stærkere i konkurrencen med

EU-medlemsstaternes registre.

Støtte til skibsfarten siden 1989

På baggrund af forskellene mellem de støttesystemer, som

medlemsstaterne havde vedtaget til imødegåelse af den stigende konkurrence

fra

skibe, der ikke fører fællesskabsflag, fastlagde Kommissionen i 1989 sine

første retningslinjer på området for at sikre en vis konvergens mellem

medlemsstaternes

tiltag. Denne metode viste sig dog at være ineffektiv, og nedgangen i

Fællesskabets flåder fortsatte. Retningslinjerne blev derfor revideret,

hvilket

førte til meddelelsen om de nye retningslinjer for statsstøtte til

søtransportsektoren i 1997

2) .

Den vigtigste udvikling inden for de seneste år vedrørende

støtteforanstaltninger fra medlemsstaterne til søtransport er den i Europa så

udbredte brug af systemer med standardsatser for tonnagebeskatning

(»tonnageafgift«).

Tonnageafgift trådte på et meget tidligt tidspunkt i kraft i Grækenland og

blev

gradvis udvidet til Nederlandene (1996), Norge (1996), Tyskland (1999), Det

Forenede Kongerige (2000), Danmark, Spanien og Finland (2002) og Irland

(2002).

Belgien og Frankrig besluttede også at indføre systemet i 2002, mens den

italienske regering overvejer muligheden.

Resultater af foranstaltninger, der er foreslået af

medlemsstaterne og godkendt af Kommissionen, i forhold til målsætningerne i

de

reviderede retningslinjer fra 1997

a)

Udvikling i flåden af skibe, der fører fællesskabsflag (flådens

konkurrenceevne)

Ifølge

medlemsstaternes svar på Kommissionens spørgeskema medio 2002 og ud fra de

seneste statistiske oplysninger

3)

har

medlemsstater, som indførte støtteforanstaltninger, især i form af

skattelempelser,

opnået genregistrering under nationalt flag af et betydelig tonnagevolumen i

alle

registre tilsammen. I procent øgedes flåden, der er optaget i

medlemsstaternes

registre således: antallet af skibe med 0,4 % i gennemsnit på årsbasis,

tonnage

med 1,5 % og containerskibe med 12,4 %. Selv om antallet af enheder, der blev

optaget i de første registre, praktisk taget overalt faldt i løbet af

perioden

1989-2001, kan tallene ses som en vending i den tendens til udflagning, som

var

blevet konstateret indtil 1997.

I løbet af den

samme periode faldt medlemsstaternes registres andel i den samlede tonnage i

verden dog en lille smule. Skibsfarten verden over øgedes, men væksten i den

flåde, der drives fra Fællesskabet, men er registreret under tredjelandes

flag,

var hurtigere end, hvad der var tilfældet for den flåde, der blev registeret

under medlemsstaternes flag.

b)

Beskæftigelsestendenser

Ifølge de seneste

skøn faldt antallet af søfolk om bord på skibe, der fører fællesskabsflag,

fra

188 000 i 1996 til ca. 180 000 i 2001

4) . Det samlede antal

statsborgere i Fællesskabet, der er ansat om bord på skibe, som fører

EU-flag,

beløber sig for tiden til ca. 120 000, hvilket er 40 % mindre end i 1985,

mens

antallet statsborgere fra tredjelande, der er ansat om bord på

fællesskabsskibe

er steget fra 29 000 i 1983 til omkring 60 000 i dag. Når nedgangen i det

samlede antal af søfolk skal vurderes, må der tages hensyn til følgende

faktorer:

–

for det første har

produktiviteten pr. skib været stigende. Derfor er det blevet muligt at

transportere den samme, eller en større mængde end tidligere med en mindre

besætning

–

for det andet er

flåden, der fører fællesskabsflag, blevet fornyet i løbet af perioden

1997-2001. Gennemsnitsalderen for skibe faldt fra 22,9 år til 17,2 år. 35 %

af

den flåde, der var i drift den 1. januar 2001, var blevet bygget i perioden

1996-2000. På nye skibe med mere avanceret teknologi er der behov for bedre

uddannede,

men mindre besætninger.

Der er dog ikke

desto mindre klare forskelle mellem medlemsstaterne, hvad angår

beskæftigesestallene

for EU-søfolk. Men intet i disse tal viser, at der skulle være indtrådt en

vending i den hidtidige tendens til, at flåden, der fører EU-flag er mere og

mere afhængig af søfolk fra tredjelande. Dette blev allerede understreget i

Kommissionens meddelelse fra 2001 om uddannelse og tilgang af søfarende

5) .

c)

Bidrag til den økonomiske aktivitet i sin

helhed

De maritime erhverv

er uløseligt knyttet til søtransport. Denne tilknytning er et stærkt

argument,

der taler for positive foranstaltninger, der har til formål at opretholde en

flåde, der hviler på Fællesskabets skibsfart. Fordi søtransport generelt

indgår

som et led i transportkæden og specielt i kæden af de maritime erhverv, har

foranstaltninger,

der sigter på at opretholde EU-flådens konkurrenceevne også følger for

investeringer på land inden for

søfart

srelaterede

erhverv

6)

og for

søfart

ens

bidrag til økonomien i Fællesskabet som helhed og for beskæftigelsen i

almindelighed.

Betydningen af

skibsfarten og hele det dertil knyttede maritime varierer i høj grad fra land

til land. Men omfanget af det europæiske maritime kompleks og dettes direkte

økonomiske indvirkning kan klart illustreres ved følgende tal: 1,550

millioner

direkte ansatte, en omsætning på 160 mia. EUR i 1997 (ca. 2 % af BNP i

Fællesskabet)

7) . Data for Danmark (3 % af

BNP kan tilskrives

det maritime kompleks), Grækenland (2,3 %) og Nederlandene (2 %) er gode

eksempler herpå.

I denne sammenhæng

er det derfor ikke uden betydning at notere sig, at den del af flåden, der

drives af europæiske operatører etableret i Fællesskabet, er forblevet på et

niveau omkring 34 % af verdenstonnagen, som på sin side er øget med 10 % i

den

samme periode. I betragtning af den mobilitet, der hersker inden for de

maritime erhverv, og de faciliteter, der tilbydes fra tredjelandes side, kan

det konkluderes, at støtteforanstaltninger til fordel for søtransport kan

bidrage til at undgå en udbredt flytning af de tilknyttede erhverv.

Kort sagt kan det

bekræftes, at hvor der er vedtaget foranstaltninger i overensstemmelse med

retningslinjerne fra 1997, er den strukturelle tilbagegang for

fællesskabsregistrene og fællesskabsflåden blevet standset, og de mål, som

Kommissionen satte, er blevet nået, i det mindste delvis.

Andelen af åbne

registre udtrykt i verdenstonnage fortsatte dog med at stige i den pågældende

periode, nemlig fra 43 % i 1996 til 54 % i 2001, og intet peger på, at der

vil

indtræde en signifikant vending i tendensen til, at flåden har gjort og

vedbliver med at gøre brug af søfolk fra tredjelande. Den kampagne, der er

indledt i de senere år, skal videreføres, men med et mere præcist sigte.

Foranstaltninger med henblik på at fremme brugen af fællesskabssøfolk skal

især

gøres til genstand for mere aktiv overvågning.

Resultaterne af de

foranstaltninger, som medlemsstaterne har truffet, og som Kommissionen har

godkendt, bør undersøges systematisk.

Som følge heraf, og

selv om driftsstøtte i princippet skal være ekstraordinær, midlertidig og

degressiv, skønner Kommissionen, at det fortsat er berettiget at yde

statsstøtte til den europæiske søtransportsektor, og at den fremgangsmåde,

der

lå til grund for retningslinjerne fra 1997, var rigtig. Denne meddelelse er

derfor

baseret på den samme tilgrundliggende fremgangsmåde.

2. Anvendelsesområdet og overordnede målsætninger for de reviderede

retningslinjer for statsstøtte

Denne meddelelse - der erstatter retningslinjerne fra

1997 - tager sigte på at fastlægge de parametre, inden for hvilke statsstøtte

til søtransportsektoren vil blive godkendt af Kommissionen efter de

fællesskabsretlige regler og procedurer for statsstøtte i henhold til

traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), og/eller artikel 86,

stk. 2.

Støtteordninger bør ikke være til skade for andre medlemsstaters

økonomier, og det skal kunne påvises, at der ikke er fare for, at de

fordrejer

konkurrencen mellem medlemsstaterne i et omfang, som er uforeneligt med den

fælles interesse. Statsstøtte skal altid være begrænset til, hvad der er

nødvendigt for at opfylde dens formål, og den skal ydes på en gennemskuelig

måde. Den kumulative effekt af al støtte, der ydes af offentlige myndigheder

(på nationalt, regionalt og lokalt plan), skal altid tages i betragtning.

Nærværende retningslinjer gælder for tjenesteydelser inden for

søtransport, som disse er defineret i forordning (EØF) nr. 4055/86

8)

og forordning (EØF) nr. 3577/92

9) , dvs. »søtrans port af gods

og passagerer«. De

gælder også i bestemte tilfælde for bugsering og

opmudrings-/sandsugningsaktiviteter.

2.1. Anvendelsesområdet for de reviderede

retningslinjer for statsstøtte

Retningslinjerne vedrører al støtte til søtransport, der

ydes af medlemsstaterne eller ved hjælp af offentlige midler; herunder

økonomiske fordele af enhver art, som finansieres af de offentlige

myndigheder

(uanset om det er på nationalt, regionalt, amts- eller provinsplan eller på

lokalt plan). I denne sammenhæng kan »offentlige myndigheder« også være

offentlige virksomheder og statskontrollerede banker. Ordninger, hvor staten

garanterer lån eller anden finansiering, der ydes af kommercielle banker, kan

også falde ind under definitionen af støtte. Retningslinjerne skelner ikke

mellem

forskellige typer af støttemodtagere efter deres juridiske form (om de er

selskaber, partnerskaber eller privatpersoner) eller mellem offentlige og

private ejerforhold, og henvisninger til virksomheder skal anses for at

omfatte

alle andre juridiske personer.

Disse retningslinjer omfatter ikke støtte til skibsbygning (i

betydningen i Rådets forordning (EF) nr. 1540/98

10)

eller nogen

efterfølgende lovgivning). Investeringer i infrastruktur anses normalt ikke

for

at udgøre statsstøtte efter traktatens artikel 87, stk. 1, hvis staten

giver alle de berørte operatører fri og lige adgang til infrastrukturen.

Kommissionen kan imidlertid undersøge sådanne investeringer, såfremt de

direkte

eller indirekte kunne være til fordel for bestemte rederier. Endelig har

Kommissionen fastsat princippet om, at der ikke er tale om statsstøtte, når

offentlige myndigheder foretager indskud i en virksomhed på vilkår, som ville

være acceptable for en privat investor under almindelige markedsøkonomiske

forhold.

2.2. Overordnede målsætninger for de reviderede retningslinjer

for statsstøtte

Kommissionen har understreget, at statsstøtten skal være

mere gennemskuelig, så ikke blot de nationale myndigheder i bredeste

forstand,

men også virksomheder og privatpersoner kender deres rettigheder og

forpligtelser. Disse retningslinjer skal bidrage hertil og præcisere, hvilke

statsstøtteordninger der kan indføres for at støtte Fællesskabets

søfart

sinteresser

med det formål at:

–

gøre en sikker,

effektiv og miljøvenlig søtransport bedre,

–

fremme indflagning

eller genflagning i medlemsstaternes registre,

–

medvirke til at

underbygge det maritime kompleks i medlemsstaterne og fastholde flådens

generelle

konkurrenceevne på verdensmarkederne,

–

bevare og forbedre

den maritime knowhow og beskytte og fremme beskæftigelsen blandt europæiske

søfolk og

–

medvirke til at

fremme nye tjenester inden for nærskibsfart i overensstemmelse med hvidbogen

om

Fællesskabets transportpolitik.

Der kan normalt ydes statsstøtte til skibe, der er optaget i

medlemsstaternes registre. I ekstraordinære tilfælde kan der ydes statsstøtte

til skibe, der er optaget i registrene under punkt 3 i bilaget, forudsat at:

–

de er i

overensstemmelse med de internationale standarder og de EF-retlige regler,

herunder om sikkerhed, miljøvenlighed og arbejdsforhold om bord,

–

de drives fra

Fællesskabet og

–

rederen er etableret

i Fællesskabet, og den pågældende medlemsstat godtgør, at registeret bidrager

direkte til de ovenfor nævnte formål.

Endvidere kan flagneutrale støtteforanstaltninger godkendes i

visse ekstraordinære tilfælde, hvor der klart kan påvises fordel for

Fællesskabet.

3. Fiskale og sociale foranstaltninger til forbedring af

konkurrenceevnen

3.1. Skattemæssig behandling af rederier

Mange tredjelande har oprettet omfattende skibsregistre,

som i nogle tilfælde understøttes af en effektiv international

serviceinfrastruktur, der tiltrækker rederierne med et skattemæssigt klima,

som

er betydeligt mildere end i medlemsstaterne. Den lave beskatning har betydet,

at rederierne ikke alene har et incitament til udflagning, men også til at

overveje overflytning af hele virksomheden. Det bør fremhæves, at der ikke i

øjeblikket findes effektive internationale regler, som kan bremse denne

skattemæssige konkurrence, og kun få administrative, retlige og tekniske

hindringer for at overflytte et fartøj fra en medlemsstats register. I denne

forbindelse ser den bedste vej frem ud til at bestå i at skabe betingelser,

som

tillader en mere rimelig konkurrence med bekvemmelighedsflagene.

Men spørgsmålet om skattemæssig konkurrence mellem medlemsstaterne

bør tages op. På nuværende tidspunkt er der ingen beviser for, at ordningerne

fordrejer konkurrencen inden for samhandelen mellem medlemsstaterne på en

måde,

der strider mod den fælles interesse. Rent faktisk ser der ud til at være

stigende

sammenfald mellem medlemsstaternes initiativer med hensyn til støtte til

skibsfarten. Udflagning medlemsstaterne imellem er sjældent forekommende.

Skattemæssig konkurrence er primært et problem mellem medlemsstaterne og

tredjelande, idet rederiernes omkostningsbesparelser gennem

tredjelandsregistre

er betydelige sammenholdt med deres muligheder inden for Fællesskabet.

Derfor har mange medlemsstater truffet særlige foranstaltninger

for at forbedre det skattemæssige klima for skibsejerne, herunder f.eks.

hurtigere afskrivning på skibsinvesteringer og ret til skattefrit at

tilbageholde overskud fra salg af fartøjer i en årrække, forudsat at disse

overskud geninvesteres i fartøjer.

Disse særlige skattelempelser for skibsfarten anses for

statsstøtte. Samtidig udgør den ordning, hvorefter den sædvanlige

selskabsbeskatning erstattes med en tonnageafgift, også statsstøtte. En

tonnageafgift indebærer, at rederen betaler en afgift, som er direkte knyttet

til den udnyttede tonnage. Tonnageafgiften opkræves uafhængigt af

virksomhedens

faktiske overskud eller underskud.

Det er blevet påvist, at sådanne foranstaltninger sikrer

arbejdspladser af høj kvalitet i den maritime sektor på land, som f.eks.

skibsfartsadministration, og også inden for tilknyttede sektorer (forsikring,

mæglervirksomhed og finansiering). I kraft af deres betydning for EU's

økonomi

og som støtte for de tidligere anførte målsætninger, kan disse former for

skattemæssige incitamenter generelt accepteres. Bevarelsen af

kvalitetsarbejdspladser og stimulering af en konkurrencedygtig søfartssektor

i

en medlemsstat gennem skattebegunstigelser vil sammen med andre initiativer

vedrørende uddannelse og forbedring af sikkerheden fremme den europæiske

skibsfarts udvikling på verdensmarkedet.

Kommissionen er opmærksom på, at redernes indtægter i dag ofte

opnås gennem drift af skibe under forskellige flag, f.eks. ved benyttelse af

chartrede fartøjer under ikke-nationale flag eller ved brug af partnerskibe

inden for konsortier. Det erkendes ligeledes, at tilskyndelsen til en

overflytning af administration og tilknyttede aktiviteter ville fortsætte,

hvis

rederen opnåede en betydelig økonomisk fordel ved at opretholde forskellige

forretningssteder og adskilt bogføring for indtjeningen fra EU-flagede

fartøjer

og andre indtægter. Det ville f.eks. være tilfældet, hvis indtjeningen fra

ikke-EU-flagede fartøjer i en medlemsstat var underkastet fuld selskabsskat

eller underlagt en lav oversøisk skat, hvis det kunne påvises, at der var

tale

om oversøisk administration.

Formålet med statsstøtte som led i den fælles til

søtransportpolitik er at øge Fællesskabets flådes konkurrenceevne på

verdensskibsfartsmarkedet. Skattelempelser bør derfor som regel være knyttet

til et EU-flag. De kan imidlertid også rent undtagelsesvis godkendes, når de

vedrører hele flåden, der drives af et rederi, som er hjemmehørende og

selskabsskattepligtigt i en medlemsstats område, forudsat at det kan påvises,

at den strategiske og kommercielle administration af alle de berørte fartøjer

faktisk udføres fra den pågældende stats område, og at aktiviteterne bidrager

væsentligt til den økonomiske aktivitet og beskæftigelsen i Fællesskabet. Den

pågældende medlemsstat skal fremlægge dokumentation for denne økonomiske

tilknytning i form af oplysninger om fartøjer, som ejes og drives under

fællesskabsregistre, om EU-statsborgere beskæftiget på fartøjerne og i

aktiviteter på land samt om investeringer i faste aktiver. Det må

understreges,

at støtten skal være nødvendig for at fremme hjemføring til Fællesskabet af

den

strategiske og kommercielle administration af samtlige berørte fartøjer, samt

at støttemodtagerne skal være selskabsskattepligtige inden for Fællesskabet.

Kommissionen vil desuden anmode om al tilgængelig dokumentation for, at alle

fartøjer, som drives af virksomheder, der nyder godt af sådanne

foranstaltninger, overholder de relevante internationale standarder og

EU-standarder for sikkerhed, herunder dem, der vedrører arbejdsforholdene om

bord.

Som anført i det foregående afsnit må det ikke glemmes, at skattelettelser

principielt skal være knyttet til en medlemsstats flag. Før der

undtagelsesvis

ydes støtte (eller før den godkendes) til flåder, hvis fartøjer fører andre

flag, bør medlemsstaten sikre sig, at modtagerrederierne forpligter sig til

at

forøge, eller i det mindste bevare den tonnage, der føres (førtes) under en

af

medlemsstaternes flag på det tidspunkt, hvor nærværende meddelelse får

virkning. Hvis en virksomhed har bestemmende indflydelse over

rederivirksomheder i den betydning, der anvendes i Rådets syvende direktiv

83/349/EØF

11)

(artikel 1), gælder de

ovennævnte tonnagebestemmelser for moderselskabet og datterselskaber taget

under ét på et konsolideret grundlag. Opfylder en virksomhed (eller en

gruppe)

ikke dette krav, bør den pågældende medlemsstat ikke indrømme yderligere

skattelettelser for andre fartøjer, registreret uden for Fællesskabet, der

drives af denne virksomhed, medmindre den andel af den samlede tonnage, der

er

for skibe, der fører fællesskabsflag, og for hvilken der kan indrømmes

skattelettelser i denne medlemsstat, ikke er faldet i gennemsnit i løbet af

det

foregående skatteår. Medlemsstaten skal meddele anvendelsen af den ovennævnte

undtagelse til Kommissionen. Det krav til EU-tonnageandel, der er fastlagt i

dette

afsnit, gælder ikke for virksomheder, der driver mindst 60 % af deres tonnage

under et fælleskabsflag.

I alle tilfælde, hvor beskatningsordninger er blevet godkendt på

det ovenfor beskrevne undtagelsesvise grundlag, skal de begunstigede, for at

de

pågældende medlemsstater hvert tredje år kan udarbejde den rapport, der

kræves

i kapitel 12 (»Afsluttende bemærkninger«), godtgøre over for medlemsstaterne,

at alle betingelser for undtagelse fra flagtilknytningen er blevet opfyldt i

det pågældende tidsrum. Det skal desuden godtgøres, at kravet til

tonnageandel

i det foregående afsnit er blevet opfyldt for den omfattede flådes

vedkommende,

og at hvert enkelt fartøj i denne flåde overholder de relevante

internationale

standarder og EU-standarder, herunder standarderne for sikkerhed,

miljøvenlighed og arbejdsforhold om bord. Hvis de begunstigede ikke kan

godtgøre dette, kan de ikke fortsat være omfattet af beskatningsordningen.

Det er også vigtigt at præcisere, at rederier med hjemsted i

Fællesskabet ganske vist er den naturlige målgruppe for denne

beskatningsordning, men skibsadministrationsselskaber med hjemsted i EU kan

også være berettigede i medfør af de samme bestemmelser.

Skibsadministrationsselskaber er retlige enheder, der yder forskellige former

for tjenester til rederier, såsom teknisk tilsyn, ansættelse og uddannelse af

besætningsmedlemmer, besætningsadministration og drift af fartøjer. I nogle

tilfælde står skibsadministratorerne for både skibenes tekniske ledelse og

administrationen af deres besætninger. I så fald optræder de som klassiske

»rederier«, for så vidt angår de berørte transporttransaktioner. I lighed med

hvad der gælder for skibsfartserhvervene, er der også inden for denne sektor

en

stærk og stigende konkurrence på internationalt plan. Derfor forekommer det

formålstjenligt at udvide muligheden for at indrømme skattelempelser til

denne

kategori af skibsadministrationsselskaber.

Skibsadministrationsselskaber er kun berettiget til støtte for de

skibe, for hvilke de har fået overladt både administrationen af besætningen

og

den tekniske ledelse. For at være berettiget til skattelettelser skal

skibsadministratorerne fra ejeren have overtaget det fulde ansvar for skibets

drift samt alle forpligtelser og ansvar ifølge ISM-koden

12) . Hvis de leverer andre

specialiserede tjenesteydelser,

herunder også med relation til drift af fartøjer, skal det sikres, at der

føres

adskilte regnskaber for disse aktiviteter, da de ikke berettiger til

skattelettelser. De ovenfor beskrevne krav vedrørende andel af skibe, der

sejler under medlemsstaters flag, gælder også for skibsadministrationssel

skaber

13) .

Disse retningslinjer gælder kun for søtransport. Kommissionen kan

acceptere, at bugsering på havet af skibe, olieplatforme osv. falder ind

under

denne definition.

Kommissionen er dog blevet klar over, at medlemsstaterne i visse

tilfælde lader slæbebåde, der er konstrueret til arbejdet på havet, være

omfattet af støtte, også selv om de ikke eller sjældent er aktive på havet.

Derfor er det hensigtsmæssigt, at der i disse retningslinjer redegøres for

den

holdning, som Kommissionen har indtaget og vil indtage til dette punkt.

»Bugsering« omfattes kun af retningslinjerne, hvis over 50 % af de

bugseringsaktiviteter, der faktisk udføres af en slæbebåd i et givet år,

udgøres af »søtransport«. Ventetid kan forholdsmæssigt lægges til den del af

slæbebådens samlede aktivitet, der består af »søtransport«. Det skal

understreges,

at bugseringsaktiviteter, der udføres bl.a. i havne, eller som består i at

bistå

fartøjer med egen fremdrift med at lægge til i en havn, ikke anses for

»søtransport« i henhold til denne meddelelse. Undtagelse fra

flagtilknytningen

er ikke mulig i forbindelse med bugsering.

Tilsvarende i forbindelse med opmudring/sandsugning har de erfaringer,

der er indhøstet i løbet af de seneste år, vist, at der er behov for visse

præciseringer.

»Opmudring/sandsugning« er principielt ikke berettiget til

søtransportstøtte. Beskatningsordningerne for virksomheder (f.eks.

tonnageafgift) kan kun anvendes for opmudrings-/sandsugningsfartøjer, hvis

aktiviteter udgør »søtransport« — dvs. transport på havet af opgravede

materialer — for over 50 % af deres årlige driftstids vedkommende og kun

for

sådanne transportaktiviteter. Kun opmudrings-/sandsugningsfartøjer, der er

registreret i en medlemsstat, kan komme i betragtning (undtagelse fra

flagtilknytningen er ikke mulig). I sådanne tilfælde kræves der adskilte

regnskaber for søtransportaktiviteterne

14) .

Endelig har den metode, hvorefter de anmeldte

tonnageafgiftssystemer bedømmes, hidtil bestået af følgende led: Redernes

formodede fortjeneste beregnes ved at anvende en antaget profitsats på deres

tonnage. På det beløb, der herved fremkommer, benyttes den nationale

selskabsskat. Det beløb, som bliver resultatet, er den »tonnageafgift«, som

skal betales.

De antagne profitsatser, medlemsstaterne opgiver, har hidtil været

homogene. Da satserne for selskabsskat imidlertid kan variere betydeligt i

Fællesskabet, kan den tonnageafgift, der skal betales for den samme tonnage,

være temmelig uensartet i de forskellige medlemsstater. For at fastholde den

nuværende balance vil Kommissionen kun godkende ordninger, der beskatter den

samme tonnage i rimelig overensstemmelse med de ordninger, som allerede er

blevet godkendt.

I samtlige tilfælde skal støttens gunstige virkning fremme

skibsfartens udvikling og beskæftigelsen inden for sektoren i Fællesskabets

interesse. De ovennævnte skattemæssige fordele skal derfor begrænses til

skibsfartsaktiviteter. Deraf følger, at når et rederi har andre kommercielle

aktiviteter end skibsfart, skal regnskaberne, være gennemskuelige for at

forhindre en spillover-effekt til aktiviteter, der ikke vedrører skibsfart.

Denne fremgangsmåde vil kunne medvirke til at gøre fællesskabsskibsfarten

konkurrencedygtig med et skatteniveau, der svarer til niveauerne andre steder

i

verden, samtidig med at den fastholder en medlemsstats sædvanlige

skattesatser

for andre aktiviteter og aflønning af aktionærer og direktion.

3.2. Arbejdsrelaterede omkostninger

Som nævnt er søtransport en sektor, hvor der hersker en

skrap international konkurrence. Støtteforanstaltninger for den maritime

sektor

bør derfor primært søge at reducere skattemæssige og andre omkostninger og

byrder, som belaster fællesskabsredere og fællesskabssøfolk, og bringe dem

ned

på niveauer, der svarer til normerne på verdensplan. Foranstaltningerne bør

direkte stimulere udvikling af sektoren og beskæftigelsen, snarere end være

en

kilde til generel finansiel støtte.

I overensstemmelse med disse målsætninger bør følgende

foranstaltninger for personaleomkostninger tillades for Fællesskabets

skibsfart:

–

nedsatte satser for

socialsikringsbidrag for EU-søfolk, der beskæftiges om bord på skibe, som er

registreret i en medlemsstat,

–

nedsatte indkomstskattesatser

for EU-søfolk om bord på skibe, som er registreret i en medlemsstat.

I dette punkt forstås ved EU-søfolk:

–

statsborgere i

Fællesskabet/EØS med hensyn til søfolk om bord på fartøjer (herunder

ro-ro-færger

15)

), som sejler i regelmæssig

passagersejlads mellem havne i Fællesskabet,

–

i alle andre

tilfælde, alle søfolk, som er underkastet beskatning og/eller

socialsikringsbidrag i en medlemsstat.

Efter retningslinjerne fra 1997 var sådanne nedsættelser tilladt

for alle søfolk, der arbejdede om bord på fartøjer registreret i en

medlemsstat, og som var underkastet beskatning eller socialsikringsbidrag i

en

medlemsstat. Siden er det dog blevet klart, at presset fra den internationale

konkurrence på EU-rederier er meget hårdt i forbindelse med international

godstransport, mens det er mindre i forbindelse med regelmæssig

passagertransport inden for Fællesskabet. At øge den europæiske skibsfarts

konkurrenceevne er derfor et primært mål for støtten i det første tilfælde.

At

hindre medlemsstaterne i at indrømme skattelettelser til alle søfolk ville i

dette tilfælde få meget negative virkninger på de europæiske rederiers

konkurrenceevne, og disse ville være tilbøjelige til at gribe til udflagning.

Samtidigt er det konstateret, at beskæftigelsen af europæiske borgere udgør

såvel i procent som i antal en signifikant andel inden for regelmæssig

passagertransport inden for Fællesskabet. Beskyttelse af beskæftigelsen inden

for Fællesskabet er derfor et primært mål for støtten i dette tilfælde. Af

nationale skattemæssige hensyn foretrækker nogle medlemsstater ikke at

anvende

nedsatte satser som ovenfor nævnt, men godtgør i stedet — helt eller

delvist —

rederne omkostningerne ved disse afgifter. Denne fremgangsmåde kan generelt

anses for at svare til ovennævnte system med nedsatte satser, forudsat at der

er en tydelig forbindelse til afgifterne, at der ikke er noget

overkompensationselement,

og at systemet er gennemskueligt og umuligt at misbruge.

For søtransportdelen af bugsering og opmudrings-/sandsugningsaktiviteter

(søtransport af opgravede materialer) kan støtte til beskæftigelse af

fællesskabssøfolk kun gives analogt med bestemmelserne i dette punkt, men kun

hvis støtten angår fællesskabssøfolk, som arbejder om bord på søgående,

selvbevægelige slæbebåde og opmudrings-/sandsugningsfartøjer, der er

registreret i en medlemsstat og udfører søfartsaktiviteter i mindst 50 % af

deres driftstid

16) .

Endelig bør det påpeges, at beskæftigelsesstøtte omfattes af

gruppefritagelsen i Kommissionens forordning (EF) nr. 2204/2002 af 12.

december

2002 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på statsstøtte til

beskæftigelse

17) , som også gælder for

søtransportsektoren.

4. Udskiftning af besætningen

Støtte til besætningsudskiftning har tendens til at

nedbringe omkostningerne ved at beskæftige fællesskabssøfolk, især på

fartøjer,

som opererer i fjerne områder. Støtte, som er undergivet et loft (som fastsat

i

kapitel 11) kan derfor ydes i form af betaling eller godtgørelse af

omkostningerne

ved repatriering af fællesskabssøfolk om bord på skibe, der er registreret i

medlemsstaternes registre.

5. Investeringsstøtte

Støtte til flådefornyelse er ikke almindeligt

forekommende inden for andre transportformer (såsom vejtransport og

luftfart).

Da støtten virker konkurrencefordrejende, har Kommissionen været

tilbageholdende med at godkende sådanne ordninger, undtagen i tilfælde, hvor

de

indgår i en omstruktureringsproces, som fører til en reduktion i den samlede

flådes kapacitet.

Investeringer skal være i overensstemmelse med forordning (EF) nr.

1540/98 eller anden EU-lovgivning, som måtte erstatte den.

I forbindelse med nærværende retningslinjer kan anden

investeringsstøtte dog, i overensstemmelse med målsætningerne for EU's

politik

for sikkerhed til søs, under visse særlige omstændigheder tillades for at

forbedre udstyr på fartøjer, der er registreret i medlemsstaternes registre,

eller for at fremme en sikker og ren skibsfart. Der kan derfor tillades

støtte,

der giver incitamenter til at opgradere EU-flagede skibe til standarder, som

er

højere end de obligatoriske sikkerheds- og miljøstandarder i internationale

konventioner, og om at foregribe godkendte højere standarder for derved at

øge

sikkerheds- og miljøkontrolforanstaltningerne. Sådan støtte skal være i

overensstemmelse med de gældende fællesskabsbestemmelser for skibsbygning.

Da skibsfart ifølge sagens natur er et meget mobilt erhverv, kan

regionalstøtte til skibsfartsvirksomheder i mindre begunstigede regioner, som

ofte ydes i form af investeringsstøtte til virksomheder, der investerer i

regionerne, kun godkendes, når det klart fremgår, at regionen vil nyde godt

af

fordelene over en rimelig tidsperiode. Det vil for eksempel være tilfældet,

hvis investeringen vedrører opførelse af lagre til et bestemt formål eller

erhvervelse af omladningsudstyr. Investeringsstøtte til rederier i mindre

begunstigede regioner kan desuden kun tillades, når den er i overensstemmelse

med reglerne om regionalstøtte (se kapitel 6).

6. Regionalstøtte på grundlag af

artikel 87, stk. 3, litra

a

) og

c

)

I forbindelse med regionalstøtteordninger vil

Kommissionen anvende de generelle regler, der er fastsat i dens meddelelse om

regionalstøtte

på nationalt plan eller fremtidige ændringer heraf.

7. Uddannelse

Det bør allerførst påpeges, at uddannelsesstøtte

omfattes af gruppefritagelsen i Kommissionens forordning (EF) nr. 68/2001 af

12. januar 2001 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på

uddannelsesstøtte

18) , som også gælder for

søtransport.

Endvidere betragtes mange uddannelsesordninger for søfolk, som

modtager støtte fra det offentlige, ikke som statsstøtte, fordi de har

generel

karakter (hvad enten de er erhvervsrelaterede eller akademiske). De er derfor

ikke anmeldelsespligtige og skal ikke undersøges af Kommissionen.

Hvis en ordning kan anses for at indeholde statsstøtte, skal den

anmeldes. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en særlig ordning specielt

drejer

sig om uddannelse om bord, og uddannelsesinstitutionen, kadetten, sømanden

eller skibsrederen modtager økonomisk statsstøtte. Kommissionen stiller sig

positivt til støtte, der uden forskelsbehandling gives til uddannelse om bord

på skibe, som er registreret i en medlemsstat. Uddannelse om bord på andre

fartøjer kan undtagelsesvis få støtte, når dette kan begrundes ud fra

objektive

kriterier som manglende lærepladser på fartøjerne i medlemsstatens

skibsregister.

I det omfang, den finansielle støtte ydes til uddannelse om bord,

må praktikanten i princippet ikke være et aktivt medlem af besætningen, men

skal være et ekstra medlem. Denne bestemmelse skal sikre, at

nettolønssubsidier

ikke kan betales for søfolk, der udfører sædvanlige besætningsaktiviteter.

Der kræves ligeledes en yderligere omfattende forsknings- og

udviklingsindsats, som fokuserer på kvalitet, produktivitet, sikkerhed og

miljøbeskyttelse, med henblik på at bevare og udvikle Fællesskabets

ekspertise

på søfartsområdet og fællesskabsskibsfartens konkurrencefordel. Statsstøtte

inden

for de i traktaten fastsatte lofter kan godkendes til sådanne projekter.

Støtte, hvis formål er at forbedre og vedligeholde Fælleskabets

officerers kvalifikationer, kan tildeles i hele deres karriere. Støtten kan

bestå i et bidrag til uddannelsesomkostningerne og/eller en lønkompensation

til

officeren i uddannelsesperioden. Ordningen skal imidlertid være udformet

sådan,

at uddannelsesstøtten hverken direkte eller indirekte kan omdannes til

tilskud

til officerernes løn.

Støtte til faglig omskoling af havfiskere, der ønsker at arbejde

som sømænd, kan også tillades.

8. OMSTRUKTURERINGSSTØTTE

Skønt Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte

til omstrukturering og redning af kriseramte virksomheder

19)

kun gælder for transportområdet i det omfang,

der tages hensyn til sektorens særlige karakter, vil Kommissionen anvende

disse

rammebestemmelser eller alle andre fællesskabsinstrumenter, der erstatter

dem,

i forbindelse med vurdering af omstruktureringsstøtte inden for den maritime

sektor.

9. FORSYNINGSPLIGT OG FORSYNINGSPLIGTKONTRAKTER

Inden for cabotagesejlads kan der pålægges

forsyningspligt eller indgås forsyningspligtkontrakter, for at få udført de

tjenester, som nævnes i artikel 4 i forordning (EØF) nr. 3577/92. Sådanne

tjenesteydelser

(forsyningspligt og forsyningspligtkontrakter) og den kompensation, der ydes

herfor, skal opfylde betingelserne i den pågældende bestemmelse og i

traktatens

regler og procedurer for statsstøtte i henhold til Domstolens fortolkning.

Kommissionen accepterer, at hvis en international

transportforbindelse er påkrævet til at opfylde absolut nødvendige behov for

offentlig transport, kan der pålægges forsyningspligt eller indgås en

forsyningspligtkontrakt, forudsat at al kompensation er underlagt de

ovennævnte

regler og procedurer i traktaten.

Kontraktperioden for forsyningspligtydelser skal være rimelig og

ikke for lang (normalt omkring seks år), da kontrakter for betydeligt længere

perioder indebærer en risiko for at skabe et (privat) monopol.

10. STØTTE TIL NÆRSKIBSFART

Der findes ingen juridisk definition på »nærskibsfart«.

Men Kommissionens meddelelse om udviklingen af short sea shipping i Europa

20)

af 29. juni 1999 indeholder en

arbejdsdefinition, hvorefter nærskibsfart (= short sea shipping) betyder

»transport af gods og passagerer ad søvejen mellem havne i det geografiske

område Europa eller mellem disse havne og havne beliggende i ikke-europæiske

lande med kyststrækninger langs indelukkede have ved Europas grænser«

21) . I denne meddelelse

fremhævede Kommissionen denne

transportforms rolle med henblik på at fremme bæredygtig og sikker mobilitet,

styrke samhørigheden inden for Fællesskabet og øge transporteffektiviteten

som

et led i en intermodal fremgangsmåde. Kommissionen erkender også, at

nærskibsfart bør fremmes på alle niveauer, det være sig på EU-plan, på

nationalt eller regionalt plan.

Da støtten til denne form for nærskibsfart går ud på at forbedre

den intermodale transportkæde og fjerne trængsel fra vejene i

medlemsstaterne,

bør definitionen i meddelelsen fra 1999 i nærværende meddelelse begrænses til

transport mellem havne beliggende inden for medlemsstaternes område.

Kommissionen erkender, at oprettelse af nærskibsfartsforbindelser

kan være forbundet med store økonomiske vanskeligheder, som medlemsstaterne

kan nære ønske om at mildne for at fremme sådanne forbindelser.

Når dette er tilfældet, kan Kommissionen godkende denne form for

støtte, forudsat den er bestemt til rederier i betydningen i artikel 1 i

forordning (EØF) nr. 4055/86, for så vidt angår skibe, der sejler under en

medlemsstats flag. Støtten skal anmeldes og opfylde følgende betingelser:

–

Støttens varighed må

ikke være over tre år, og den skal have til formål at finansiere sejlads, som

forbinder havne på medlemsstaternes område.

–

Sejladsen skal

muliggøre, at transport (fortrinsvis godstransport), som foretages ad

landevejen, helt eller delvis kan ske ad søvejen, uden omlægning af

søtransport

i strid med den fælles interesse.

–

Støttens formål skal

være iværksættelse af et detaljeret projekt, hvis miljøpåvirkning er kendt,

og

som gælder en ny rute eller opgradering af tjenesteydelserne på en

eksisterende

rute og om nødvendigt omfatter flere redere, idet den samme rute dog ikke kan

være genstand for mere end ét finansieringsprojekt, og dette ikke kan fornys,

forlænges

eller gentages.

–

Støttens formål skal

være at dække den pågældende sejlads' driftsomkostninger

22)

med indtil 30 % eller at finansiere indkøb af

omladningsudstyr til den påtænkte rute med indtil 10 % af disse

investeringer.

–

Støtten til

projektets iværksættelse skal gives på grundlag af gennemskuelige kriterier

uden forskelsbehandling over for skibsredere, der etableret i EU. Normalt

skal

støtten tage sigte på et projekt, som medlemsstatens myndigheder har udvalgt

ved hjælp af et offentligt udbud i overensstemmelse med de gældende

fællesskabsretlige regler.

–

Den sejlads,

projektet drejer sig om, skal være økonomisk rentabel efter den berettigede

støtteperiode.

–

Støtten kan ikke

sammenlægges med kompensation for sejladspligt (forsyningspligt eller

forsyningspligtkontrakt).

11. LOFT

Som ovenfor anført støtter nogle medlemsstater deres

maritime sektor gennem skattelempelser, medens andre foretrækker at yde

direkte

tilskud, f.eks. i form af godtgørelse af søfolks indkomstskat. Som følge af

den

manglende harmonisering mellem medlemsstaternes skattesystemer bør de to

alternativer fortsat være til rådighed. De to fremgangsmåder kan naturligvis

kombineres i visse tilfælde. Der er dog i så fald en risiko for, at støtten

akkumuleres og når op på et niveau, som er uforholdsmæssigt højt i forhold

til

formålene i Fællesskabets fælles interesse, og kan føre til et støttekapløb

mellem medlemsstaterne.

Fritagelse af søfolkene for beskatning og socialsikringsbidrag og

nedsættelse af selskabsskatten på skibsfartsaktiviteter som beskrevet i punkt

3.1 (næstsidste afsnit) udgør det maksimalt tilladte støtteniveau. Andre

støtteordninger vil på grund af faren for konkurrencefordrejning

sandsynligvis

ikke give større fordele. Skønt hver enkelt støtteordning, der anmeldes, vil

blive undersøgt ud fra dens egne meritter, er det derudover Kommissionens

opfattelse, at det samlede støttebeløb, som ydes efter kapitel 3-6, ikke må

overstige det samlede beløb for skatter og socialsikringsbidrag, der opkræves

fra skibsfartsaktiviteter og fra søfolk.

12. AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER

Kommissionen vil fortsat overvåge søfartens

markedsbetingelser regelmæssigt og nøje. Skulle de ændre sig, og skulle

behovet

for statsstøtte derfor blive mindre eller bortfalde, vil Kommissionen i tide

træffe de nødvendige foranstaltninger.

Alle nye foranstaltningsforslag, som anmeldes til Kommissionen,

skal omfatte en tidsplan, som viser de kvantificerede forventede virkninger

for

hver af de enkelte målsætninger i punkt 2.2 i de næste seks år. Sådanne

forslag

skal navnlig angive det forventede makroøkonomiske udbytte af det tilsvarende

maritime kompleks foruden et overslag over antallet af bevarede eller

oprettede

arbejdspladser.

For alle støtteordninger (eksisterende eller nye), som omfattes af

denne meddelelse, skal medlemsstaterne give Kommissionen en vurdering af

virkningerne i det sjette år af deres anvendelsesperiode.

Når en støtte er blevet godkendt og tildelt modtageren efter

undtagelsen fra flagtilknytningen i punkt 3.1, skal den pågældende

medlemsstat

aflægge rapport til Kommissionen hvert tredje år fra det tidspunkt, hvor

støtten blev indrømmet. I rapporten skal medlemsstaterne kvantificere

virkningerne

og sammenligne resultaterne med de forventede virkninger. Kravene til

rapportaflæggelse i overensstemmelse med denne meddelelse træder i kraft på

tidspunktet for meddelelsens offentliggørelse.

Hvis det viser sig at være nødvendigt, f.eks. efter en berettiget

klage, skal den pågældende medlemsstat desuden godtgøre over for

Kommissionen,

at støtten til den pågældende modtager efter en vedtaget støtteordning, er

strengt begrænset til sit formål og har givet de forventede virkninger.

13. PASSENDE FORANSTALTNINGER

Nærværende retningslinjer finder anvendelse fra dagen

for deres offentliggørelse i

Den Europæiske

Unions Tidende. I henhold til traktatens artikel 88, stk. 1,

foreslår

Kommissionen medlemsstaterne at ændre deres eksisterende ordninger for

statsstøtte, der er omfattet af disse retningslinjer, således at de inden den

30. juni 2005 er i overensstemmelse med disse retningslinjer. Medlemsstaterne

opfordres til skriftligt at bekræfte, om de accepterer disse forslag til

passende foranstaltninger inden den 30. juni 2004.

Hvis en medlemsstat ikke inden den nævnte dato skriftligt har

bekræftet sin accept, vil Kommissionen gøre brug af artikel 19, stk. 2,

i

forordning (EF) nr. 659/1999 og om nødvendigt indlede den procedure, der

henvises til i den nævnte bestemmelse.

Disse ændrede retningslinjer vil blive taget op inden syv år efter

anvendelsesdatoen.

____________

BILAG

DEFINITION

AF MEDLEMSSTATERNES REGISTRE

Ved »medlemsstaternes registre« forstås registre, der er

underlagt den lovgivning i en medlemsstat, som finder anvendelse på de af

dens

områder, som udgør en del af Det Europæiske Fællesskab.

1.

Alle

medlemsstaternes første registre anses for medlemsstaternes registre.

2.

Desuden anses

følgende registre, som er beliggende i medlemsstaterne, og som er underlagt

deres lovgivning, for medlemsstaternes registre:

–

Danmarks

Internationale Skibsregister (DIS)

–

Tysklands

Internationale Skibsregister (ISR)

–

Italiens

Internationale Skibsregister

–

Madeiras

Internationale Skibsregister (MAR

–

De Kanariske Øers

Register.

3.

Andre

registre anses ikke for medlemsstaternes registre, selv om de i praksis udgør

et

første alternativ for rederier i den pågældende medlemsstat. Det skyldes, at

registrene er beliggende i og underlagt lovgivningen i områder, hvor

traktaten

ikke fuldt ud finder anvendelse, eller i betydeligt omfang ikke finder

anvendelse. Nedenstående registre udgør således ikke medlemsstaternes

registre:

–

Kerguelen-registeret

(EF-traktaten finder ikke anvendelse på dette område)

–

De Nederlandske

Antillers register (dette område er associeret med Fællesskabet og kun del IV

i

EF-traktaten finder anvendelse på området, som har sit eget skattesystem)

–

registrene i:

–

Øen Man (kun visse

dele af traktaten finder anvendelse på øen — se traktatens artikel 299,

stk. 6,

litra c). Parlamentet på Øen Man har eneret til at lovgive om

skatteanliggender)

–

Bermuda og Cayman (de

er en del af de områder, som er associeret med Fællesskabet og kun del IV i

traktaten finder anvendelse på Bermuda og Cayman. De er selvstyrende i

skatteanliggender).

4.

Med

hensyn til Gibraltar gælder traktaten fuldt ud, og Gibraltar-registeret

betragtes i forbindelse med nærværende retningslinjer, som en medlemsstats

register.

____________

1)

De udgør henholdsvis verdens sjettestørste og femtestørste registre udtrykt i

tonnage (skibe på over 300 GT). Kilde: ISL 2001.

2)

EF-retningslinjer for statsstøtte til søtransportsektoren (97/C 205/05) (EFT

C

205 af 5.7.1997, s. 5).

3)

ISL, Shipping Statistics 2001.

4)

Samlet antal af fællesskabs- og ikke-fællesskabssøfolk.

5)

Meddelelse fra Kommissionen om uddannelse og tilgang af søfarende af 6. april

2001, KOM(2001) 188 endelig.

6)

Disse aktiviteter omfatter havnetjenester, logistik, byggeri, reparation,

vedligeholdelse, inspektion og klassificering af skibe, skibsadministration,

mæglervirksomhed, bankaktiviteter og internationale finansieringstjenester,

forsikring, rådgivning og erhvervsmæssige tjenesteydelser.

7)

Undersøgelse foretaget af Europa-Kommissionen, GD for Erhvervspolitik

(offentliggjort på Europa-internetstedet).

8)

Rådets forordning (EØF) nr. 4055/86 af 22. december 1986 om anvendelse af

princippet om fri udveksling af tjenesteydelser inden for søtransport mellem

medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande (EFT L 378

af 31.12.1986, s. 1).

9)

Rådets forordning (EØF) nr. 3577/92 af 7. december 1992 om anvendelse af

princippet om fri udveksling af tjenesteydelser inden for søtransport i

medlemsstaterne (cabotagesejlads) (EFT L

364

af 12.12.1992, s. 7).

10)

EFT L 202 af 18.7.1998, s. 1.

11)

EFT L 193 af 18.7.1983, s. 1.

12)

»ISM-koden«: den internationale kode for sikker skibsdrift og forebyggelse af

forurening, vedtaget af Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) ved

resolution A741 (18).

13)

Kommissionen vil undersøge virkningerne af disse bestemmelser på

skibsadministration efter tre års anvendelse af denne meddelelse.

14)

De fartøjer, der benyttes af disse virksomheder, opgraver også materialer,

som

de bagefter transporterer. Opgravning eller opmudring som sådan berettiger

ikke

til statsstøtte til søtransport.

15)

Artikel 2 i Rådets direktiv 1999/35/EF af 29. april 1999 om en ordning med

obligatoriske syn med henblik på sikker drift af ro-ro-færger og

højhastighedspassagerfartøjer

(EFT

L

138

af

1.6.1999, s. 1).

16)

Opmudrings- og sandsugningsaktiviteter, der fortrinsvis udføres i bl.a.

havne,

berettiger således ikke til beskæftigelsesstøtte til fællesskabssøfolk.

17)

EFT L 337 af 13.12.2002, s. 3.

18)

EFT L 10 af 13.10.2001, s. 20.

19)

EFT C 288 af 9.10.1999, s. 2.

20)

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og

Sociale Udvalg og Regionsudvalget — »Udviklingen af short sea shipping i

Europa: Et dynamisk alternativ i en bæredygtig transportkæde — Anden

toårige

situationsrapport« — Dok. KOM(1999) 317 endelig udg. af 29. juni 1999.

21)

Ovennævnte meddelelse, s. 2.

22)

I tilfælde af fællesskabsfinansiering eller kvalificering under forskellige

støtteordninger gælder 30%-loftet for den (det) kumulerede samlede

støtte/tilskud. Det bør bemærkes, at støtteprocenten er den samme som den,

der

er fastsat for trafikoverflytningsprojekter under Fællesskabets Marco

Polo-initiativ, jf. artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1382/2003

(EFT L 196 af 2.8.2003, s. 1).

Lignende dokumenter