Landsskatteretskendelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse
Selvstændig virksomhed eller lønmodtager
- musiker med bl.a. undervisning for oplysningsforbund
Ugyldighedsindsigelse, manglende begrundelse
Forventningsprincippet
Reference:
SL § 4
FORV § 24
A's klage til Landsskatteretten skyldtes, at de stedlige
skattemyndigheder ikke havde anset klageren for at drive selvstændig
erhvervsvirksomhed.
Det fremgik af sagen, at de stedlige skattemyndigheder
havde foretaget klagerens indkomstopgørelser på følgende
måde:
Indkomståret 1995
Regulering til selvangivet A-indkomst
31.094 kr.
Regulering til selvangivet resultat af selvstændig
virksomhed
- 1.884 kr.
Fradrag for øvrige lønmodtagerudgifter
-25.410 kr.
Fradrag for befordringsudgifter
-12.245 kr.
Selvangivet fradrag for befordringsudgifter
tilbageført i den personlige indkomst
31.453 kr.
Indkomståret 1996
Regulering til selvangiven A-indkomst
45.847 kr.
Læs alt
Regulering til selvangivet resultat af selvstændig
virksomhed
8.504 kr.
Godkendt fradrag for øvrige
lønmodtagerudgifter
-52.951 kr.
Godkendt fradrag for befordringsudgifter
-15.048 kr.
Selvangivet fradrag for befordringsudgifter
tilbageført i den personlige indkomst
35.271 kr.
Nettohonorarindtægt udgjorde
2.500 kr.
Det fremgik af sagens oplysninger, at klagerens
uddannelsesmæssig baggrund var 16 års uddannelse med musik
afsluttende med et "Master of Arts"-diplom fra et konservatorium i
Rumænien. Klageren havde stedse beskæftiget sig med musik.
Klageren havde i indkomstårene 1995 og 1996
været beskæftiget som musiker således:
-
underviser for oplysningsforbund
-
dirigent for to kor
-
musiker ved enkeltstående arrangement
Skatteankenævnet havde ved den påklagede
ansættelse anset klagerens indkomster fra oplysningsforbundet og korene
for erhvervet i tjenesteforhold, og ikke som led i selvstændig
erhvervsvirksomhed. Nævnet havde herved henset til de i cirkulære
nr. 129 af 4. juli 1994 (til personskatteloven) angivne kriterier. Udgifter i
forbindelse med indkomsterhvervelsen var følgelig anset for
fradragsberettigede efter de for lønmodtagere gældende
regler.
Nævnet havde ikke anset skatteadministrationens
afgørelse for ugyldig, idet skatteansættelsen for
indkomstårene 1995 og 1996 var anset for korrekt foretaget.
Nævnet havde anført, at skatteadministrationen havde
vægtet og kommenteret de af klageren fremførte argumenter og
påstande.
Endvidere havde nævnet anført, at
forventningsprincippet ikke kunne finde anvendelse. Nævnet havde herved
bl.a. anført, at de i sagen foreliggende forhold ikke kunne
sammenlignes med forholdene i dommen gengivet i TfS 1989.556, og nævnet
havde endvidere henvist til Ligningsvejledningen 1996 A.K.1.2., hvoraf
fremgik, at skattemyndighedernes passivitet overfor selvangivne oplysninger
ikke kunne skabe retsbeskyttede forventninger hos skatteyderen.
Klageren havde over for Landsskatteretten nedlagt
påstand om, at han var selvstændig erhvervsdrivende musiker, og
at hans indkomstansættelser for indkomstårene 1995 og 1996 skulle
opgøres i overensstemmelse hermed.
Klageren havde herved anført, at han drev en
enkeltmandsvirksomhed, der beskæftigede sig med musik, og hvis
hovedaktiviteter var undervisning, musikdirigering, udøvende musik og
andre musikrelaterede beskæftigelser.
Han havde anført, at skattemyndighedernes
begrundelse, ud over at mangle den nødvendige baggrund, hovedsageligt
var forankret på en gammel opfattelse af hans forhold, baseret på
love og arbejdsforhold, der for længst var blevet ophævet.
Klageren havde endvidere gjort gældende, at
skatteforvaltningens afgørelse var ugyldig. Han havde herved
anført, at forvaltningens afgørelse var truffet på et
meget ringe kendskab til de faktiske forhold, med manglende kommentarer over
for de præsenterede argumenter og med en begrundelse, der ikke
respekterede retningslinierne i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994. Han
havde anført, at skatteforvaltningens agterskrivelse var et vigtigt
bevis herfor.
Han havde dertil anført, at skatteankenævnets
begrundelse, kommentarer eller mangel på samme, selvmodsigelser osv
måtte føre til den konklusion, at der ikke kunne være tale
om en uvildig og upartisk klageinstans, og at afgørelsen var truffet
under sådanne omstændigheder, at den burde erklæres
ugyldig. Han havde anført, at skatteankenævnets undladelse af at
medtage skatteforvaltningens agterskrivelse i sagsfremstillingen
forstærkede karakteren af uvildighed og upartiskhed. Han havde
anført, at det i hans klageskrivelse af 5. marts 1998 anførte
på ingen måde var taget i betragtning eller kommenteret.
Endvidere havde klageren gjort gældende, at der
burde gives medhold ud fra forventningsprincippet, idet alle de begivenheder,
der var nødvendige for at forventningsprincippet kunne
påberåbes, havde fundet sted.
Klageren havde til støtte for sin påstand om,
at han drev selvstændig erhvervsvirksomhed anført, at en
række alvorlige strukturproblemer gjorde sig gældende.
Det første strukturproblem, han havde beskrevet,
vedrørte forholdet vedrørende virket som underviser for
oplysningsforbundet. Han havde bl.a. anført, at med indførelse
af markedsføringsloven og den nye folkeoplysningslov blev
oplysningsforbundene afhængige af at skaffe en forhåndsaftale med
en underviser for at være i stand til at have adgang til at reklamere.
Han havde dertil anført, at denne aftale ikke var indgået i et
tjenesteforhold til underviseren, tværtimod havde underviseren en
række betingelser, såsom tidspunkter, varighed, dage på
ugen, antal elever pr. hold, lokale osv. Først efter opnåelse af
enighed om disse betingelser, blev en aftale indgået.
Han havde herefter beskrevet, at han som underviser havde
en række konkrete instruktionsbeføjelser overfor
oplysningsforbundet i forbindelse med oprettelse af undervisningshold. Han
havde bemærket, at mere end 75% af al hans undervisning foregik
på grundlag af direkte aftaler mellem ham og hans elever. Han havde
dertil anført, at hvis der kunne være tale om et
tjenesteforhold, så var der tale om et højst usædvanligt
tjenesteforhold, hvor lønmodtager havde flere
instruktionsbeføjelser overfor arbejdsgiver, eller i det mindste, hvor
de to parter stod lige. Han havde anført, at dette forstærkedes
af det faktum, at en utilfreds underviser til enhver tid kunne tage sin
kundekreds til en konkurrende virksomhed, uden at dette ville være en
overtrædelse af de gældende regler på området, og at
underviseren ikke var det mindste afhængig af at samarbejde med et
bestemt oplysningsforbund.
Klageren havde videre anført, at det var af
bekvemmelighedsgrunde, at han benyttede sig af oplysningsforbund. Hvis han
ikke benyttede sig af et sådant forbund, ville det betyde en
indtægtsnedgang for ham på ca. 25%, idet han ikke umiddelbart
ville kunne opnå kommunale tilskud. Endvidere ville han i så fald
selv skulle leje lokaler.
Han havde videre anført, at et andet
strukturproblem, der rejste sig, var, at arbejdsforholdene var baseret
på individuelle kontrakter, hver med sin egen specifikke varighed
o.s.v. Betaling skete kun for udført arbejde, dette vel at mærke
selv i tilfælde, hvor undervisere var uden objektiv skyld i de mangler
i kontraktens udførelse, så som sygdom, midlertidig lukning af
skoler m.m.
Endvidere havde han beskrevet de juridiske forhold
angående undervisningslokalerne. Han havde herved anført, at
-
der forelå en kontrakt, hvor hvervgiver på
bestemte tidspunkter og datoer afgav rådigheds- og brugsretten til et
navngivent lokale til indkomstmodtageren,
-
deltagerne fik i deres kvittering angivet det samme
lokale, tidspunkter, datoer m.v.
-
hvervgiveren hverken ejede eller lejede det
pågældende lokale.
Han havde herved anført, at hvervgiver ikke
disponerede over det pågældende lokale, og i tilfælde hvor
hvervgiver blandede sig i kontraktens udførelse med hensyn til
anvisning til andre lokaler, stod hvervgiveren over for et muligt
erstatningskrav fra deltagerne og som følge af det fra
indkomstmodtageren.
Videre havde han anført, at et andet
strukturproblem var det faktum, at alle de nødvendige omkostninger for
arbejdets udførelse påhvilede arbejdsmodtageren. Han havde under
henvisning til størrelsen og karakteren af udgifterne anført,
at der var tale om udgifter, der var atypiske for
lønmodtagerforhold.
For så vidt angik virket som dirigent for de to kor
havde klageren bl.a. anført, at det var meget almindeligt for en
dirigent at udføre arbejde med flere kor, orkestre m.m. samtidigt,
uden at de forskellige hvervgivere ville kunne modsætte sig dette.
Dette var en del af musiklivet. I rækken af strukturproblemer kom
således det, at lønmodtageren kunne udføre samme type
arbejde for andre, konkurrende virksomheder, uden at der kunne gøres
indsigelse over dette fra arbejdsgiverens side.
Videre havde han anført, at han i sin stilling som
kordirigent hos de pågældende korforeninger havde
beføjelserne til at tage i tjeneste eller afskedige hvervgiver.
Han havde anført, at en korforening, hvis
hovedformål var sang og musik, var afhængig af, at dens medlemmer
udviste bestemte kvaliteter, så som en god sangstemme, en god
hukommelse, almindeligt kendskab til musik, noder o.s.v.. I kraft af, at de,
der medvirkede i en sådan forening var amatører, var det meget
almindeligt for en sådan forening at købe sig til den
tjenesteydelse, en kordirigent kunne præstere. Dirigentens ansvar og
beføjelser var vidtrækkende, hvad angik opnåelsen af
hovedformålet. Bl.a. var det dirigenten, der igennem en
optagelsesprøve bestemte, om en ansøger kunne blive medlem,
eller vurdere om et nuværende medlem skulle udelukkes.
For så vidt angik påstanden om en
retsbeskyttet forventning havde klageren anført, at i 1989 blev hans
arbejdsmæssige forhold drøftet på et møde med
skatteforvaltningen, hvorved det blev besluttet, at han fremover skulle
få tilsendt den udvidede selvangivelse, idet det blev skønnet,
at hans aktiviteter kunne sidestilles med selvstændig
erhvervsvirksomhed. Fra dette år havde han selvangivet på en
udvidet selvangivelse. I 1990 fik han en forskudsregistrering som
selvstændig - B-indkomst- men på grund af manglende indtjening i
årets første måneder var han nødsaget til at
få ændret forskudsregistreringen, og fra 1991 og fremover havde
han på grund af usikkerhed over indkomsten, forskudsregistreret som
lønmodtager, men havde altid fået tilsendt en udvidet
selvangivelse.
Han havde dertil anført, at skattemyndighederne
havde taget stilling til og foretaget en bedømmelse af hans
arbejdsforhold, med den konklusion at der var tale om selvstændigt
erhverv. Videre at i alle de år han havde være skattepligtig i
Danmark havde skattemyndighederne aktivt tilkendegivet, at han drev
selvstændig erhvervsvirksomhed, idet han som skatteyder havde
forskudsregistreret som lønmodtager, men på trods heraf havde
skatteforvaltningerne i de to kommuner hvert år tilsendt udvidet
selvangivelse. Endelig, at når hans selvangivelse kom under kontrol,
anfægtede skattemyndighederne ikke det indlysende faktum, at han
betragtede sig selv som selvstændig og selvangav i overensstemmelse med
dette. Han havde dertil anført, at dette havde haft betydelig
indflydelse over for hans faktiske dispositioner. Han havde bl.a. foretaget
de nødvendige investeringer, der var normale for en sådan
virksomhed, herunder at etablere en kundekreds, at selv finde arbejde og tage
arbejde, hvor hovedparten af de nødvendige udgifter blev afholdt af
ham.
Landsskatteretten udtalte:
ad begrundelse:
Af forvaltningslovens § 22 fremgik, at en skriftlig
afgørelse altid skulle begrundes, medmindre afgørelsen fuldt ud
gav parten medhold. I forvaltningslovens § 24 var nærmere angivet
kravene for, hvad en begrundelse skulle indeholde. Det fremgik af § 24, stk.
1, 1. pkt, at en begrundelse skulle indeholde en henvisning til de
retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen var truffet. Endvidere
fremgik af § 24, stk. 2, at begrundelsen endvidere om fornødent skulle
indehold en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende
sagens faktiske omstændigheder, som var tillagt væsentlig
betydning for afgørelsen. Der var i såvel skatteforvaltningens
som skatteankenævnets afgørelse angivet retsregler, samt de
forhold, der var tillagt vægt. Retten fandt ikke, at
skatteforvaltningen og skatteankenævnet i henhold til
forvaltningslovens begrundelseskrav havde været forpligtet til at tage
stilling til samtlige de fremførte synspunkter i begrundelsen. Det
måtte herved antages, at de fremførte synspunkter havde
indgået i vurderingen af sagen.
Retten fandt herefter, at såvel skatteforvaltningens
som skatteankenævnets afgørelse opfyldte kravene i henhold til
forvaltningslovens § 24, hvorfor afgørelserne ikke af denne grund var
ugyldige.
Ad realiteten:
Afgrænsningen mellem selvstændige
erhvervsdrivende m.v. og lønmodtagere skulle i skattemæssig
henseende foretages på baggrund af de kriterier, der var angivet i
cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 (til personskatteloven) pkt. 3.1.1.
Der henvistes herved til Højesterets domme af 9. maj 1996 og 7. maj
1997 offentliggjort i Tidsskrift for Skatteret 1996, nr. 449 og 1997, nr.
473. Som udgangspunkt ansås en person herefter for lønmodtager,
hvis vedkommende modtog vederlag for personligt arbejde i et tjenesteforhold
efter hvervgiverens anvisninger og for dennes regning og risiko.
Selvstændig erhvervsvirksomhed var kendetegnet ved, at der for egen
regning og risiko var udøvet en virksomhed af økonomisk
karakter med det formål at opnå et overskud. I
tvivlstilfælde måtte afgrænsningen ske på grundlag af
en samlet bedømmelse af forholdet mellem hvervgiver og hvervtager.
Ud fra en samlet vurdering af klagerens virke som
underviser ved oplysningsforbundene fandt retten, at klageren i
skattemæssig henseende stod i et tjenesteforhold til
oplysningsforbundene. Retten havde herved henset til, at vederlaget var
beregnet, som det var almindeligt i tjenesteforhold som en timeløn,
ligesom vederlaget var udbetalt periodisk. Endvidere var vederlaget i
overvejende grad en nettoindkomst for klageren. Uagtet at det måtte
antages, at klageren rent faktisk havde stået for en stor del af
tilrettelæggelse af kurserne, hold m.v. måtte det lægges
til grund, at det formelt set var oplysningsforbundene, der havde den
administrative forpligtelse med hensyn til kurserne, ligesom kurserne
afholdtes for oplysningsforbundenes økonomiske regning og risiko.
Klagerens risiko bestod primært i, at en hold eventuelt ikke blev
oprettet. At klageren kunne have oprettet hold uden om oplysningsforbundene
kunne ikke tillægges afgørende vægt, idet klageren rent
faktisk havde valgt at undervise gennem oplysningsforbundene. Det var
tilføjet, at der via oplysningsforbundene blev stillet lokale til
rådighed for undervisningen.
For så vidt angik klagerens virke som dirigent for
korene fandt retten, at klageren ikke stod i et egentligt tjenesteforhold til
korene. Henset til karakteren og omfanget af dette virke, fandt retten dog
ikke, at klageren havde etableret selvstændig virksomhed hermed.
Klagerens indtægter måtte i stedet anses som
honorarindtægter, der i skattemæssig henseende skulle behandles
som indtægter ved hobbyvirksomhed. I henhold til Landsskatterettens
praksis skulle sådanne indtægter opgøres ud fra et
netto-princip, således at fradragsberettigede udgifter kunne
fratrækkes i klagerens personlige indkomst, jf. herved bl.a. TfS
1998.695 LSR.
Den påklagede afgørelse blev på dette
punkt ændret i overensstemmelse hermed.
Ad retsbeskyttet forventning:
Ud fra det foreliggende blev lagt til grund, at
skatteforvaltningen ikke havde afgivet en entydig, klar og positiv
tilkendegivelse om, at man ville godkende, at klagerens virke med musik var
selvstændig erhvervsvirksomhed. Det forhold, at klagerens
arbejdsmæssige forhold havde været drøftet, og at
skatteforvaltningen havde tilsendt klageren en udvidet selvangivelse var ikke
tilstrækkeligt til i skattemæssig henseende at skabe grundlag for
en retsbeskyttet forventning. Allerede af denne grund fandt retten, at der
ikke hos klageren kunne skabes en retsbeskyttet forventning om i
skattemæssig henseende, at blive godkendt som selvstændig
erhvervsdrivende.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sagen om gyldighed af Direktoratet for Kriminalforsorgens udgangsafslag, herunder om anvendelse af straffuldbyrdelseslovens § 49 a er i strid med EMRK art. 7, stk. 1, 2. pkt. om forbud mod strafskærpelser med tilbagevirkende kraft Domsdatabasen · 15. marts 2024
- Sag om prøvelse af Planklagenævnets afgørelse af 21. november 2024 om et nyopført bolig var i strid med lokalplanen Domsdatabasen · 3. juli 2026
- Højesteret stadfæster landsrettens afgørelse i sag om en kommunes afslag på ansøgning om midlertidig grundvandssænkning ved råstofudvinding var ugyldig, og tiltræder dermed, at kommunens afgørelse om at give afslag på appellantens ansøgning om tilladelse til midlertidig grundvandssænkning således ikke var ugyldig. Højesteret fastslog i denne forbindelse, at et af vidnerne ikke var inhabil til at medvirke i kommunaludvalgets behandling af ansøgningen jf. forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1 og nr. 5 Domsdatabasen · 24. januar 2024
- Landsretten ændrer byrettens dom i sag om fredning af Stevns Klint, således at Miljø- og Fødevareklagenævnet frifindes Domsdatabasen · 27. november 2025
- Sag om, hvorvidt sagsøgerne er berettiget til lempelse efter ligningslovens § 33 a Domsdatabasen · 28. oktober 2025
- Sag om gyldigheden af afslag på ansøgning om tilladelse til midlertidig grundvandssænkning i forbindelse med indvinding af råstoffer under grundvandsspejlet. Påstand om erstatning Domsdatabasen · 16. juli 2021
Lignende dokumenter
- Sagen drejer sig om anerkendelse af skattemæssigt fradrag uden kildeartsbegrænsning for en erstatningsforpligtelse i forbindelse med udøvelse af bestyrelseshverv i en bank Domsdatabasen · 4. april 2025
- KOMMISSIONENS BESLUTNING af 17. juni 2009 om statsstøtte C 5/07 (ex N 469/05) vedrørende lempelse af oplysningspligten for rederier, der er omfattet af den danske tonnageskatteordning (meddelt under nummer K(2009) 4522) (Kun den danske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) (2009/868/EF) EU-lovgivning · 17. juni 2009
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat M. Campos Sánchez-Bordona fremsat den 21. februar 2018. — NN A/S mod Skatteministeriet. EU-domme · 21. februar 2018
- Fagforeningsfunktionær Retsinformation · 24. maj 2000
- Landsskatteretskendelse af 6/10 2003 vedr. befordringsfradrag. Bopæl på Fyn og arbejde i København. Retsinformation · 20. februar 2004
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2024/2467 af 13. februar 2024 om foranstaltningerne Statsstøtte SA.52162 (2019/C) (ex 2018/FC) – Danmark og Statsstøtte SA.52617 (2019/C) (ex 2018/FC) – Sverige gennemført af Danmark og Sverige til fordel for Øresundsbro Konsortiet (Meddelt under nummer C(2024) 959) (Kun den engelske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 13. februar 2024