Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse

KEN nr 11344 af 01/01/2000Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet11. juli 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse

Selvstændig virksomhed eller lønmodtager

- musiker med bl.a. undervisning for oplysningsforbund

Ugyldighedsindsigelse, manglende begrundelse

Forventningsprincippet

Reference:

SL § 4

FORV § 24

A's klage til Landsskatteretten skyldtes, at de stedlige

skattemyndigheder ikke havde anset klageren for at drive selvstændig

erhvervsvirksomhed.

Det fremgik af sagen, at de stedlige skattemyndigheder

havde foretaget klagerens indkomstopgørelser på følgende

måde:

Indkomståret 1995

Regulering til selvangivet A-indkomst

31.094 kr.

Regulering til selvangivet resultat af selvstændig

virksomhed

- 1.884 kr.

Fradrag for øvrige lønmodtagerudgifter

-25.410 kr.

Fradrag for befordringsudgifter

-12.245 kr.

Selvangivet fradrag for befordringsudgifter

tilbageført i den personlige indkomst

31.453 kr.

Indkomståret 1996

Regulering til selvangiven A-indkomst

45.847 kr.

Læs alt

Regulering til selvangivet resultat af selvstændig

virksomhed

8.504 kr.

Godkendt fradrag for øvrige

lønmodtagerudgifter

-52.951 kr.

Godkendt fradrag for befordringsudgifter

-15.048 kr.

Selvangivet fradrag for befordringsudgifter

tilbageført i den personlige indkomst

35.271 kr.

Nettohonorarindtægt udgjorde

2.500 kr.

Det fremgik af sagens oplysninger, at klagerens

uddannelsesmæssig baggrund var 16 års uddannelse med musik

afsluttende med et "Master of Arts"-diplom fra et konservatorium i

Rumænien. Klageren havde stedse beskæftiget sig med musik.

Klageren havde i indkomstårene 1995 og 1996

været beskæftiget som musiker således:

-

underviser for oplysningsforbund

-

dirigent for to kor

-

musiker ved enkeltstående arrangement

Skatteankenævnet havde ved den påklagede

ansættelse anset klagerens indkomster fra oplysningsforbundet og korene

for erhvervet i tjenesteforhold, og ikke som led i selvstændig

erhvervsvirksomhed. Nævnet havde herved henset til de i cirkulære

nr. 129 af 4. juli 1994 (til personskatteloven) angivne kriterier. Udgifter i

forbindelse med indkomsterhvervelsen var følgelig anset for

fradragsberettigede efter de for lønmodtagere gældende

regler.

Nævnet havde ikke anset skatteadministrationens

afgørelse for ugyldig, idet skatteansættelsen for

indkomstårene 1995 og 1996 var anset for korrekt foretaget.

Nævnet havde anført, at skatteadministrationen havde

vægtet og kommenteret de af klageren fremførte argumenter og

påstande.

Endvidere havde nævnet anført, at

forventningsprincippet ikke kunne finde anvendelse. Nævnet havde herved

bl.a. anført, at de i sagen foreliggende forhold ikke kunne

sammenlignes med forholdene i dommen gengivet i TfS 1989.556, og nævnet

havde endvidere henvist til Ligningsvejledningen 1996 A.K.1.2., hvoraf

fremgik, at skattemyndighedernes passivitet overfor selvangivne oplysninger

ikke kunne skabe retsbeskyttede forventninger hos skatteyderen.

Klageren havde over for Landsskatteretten nedlagt

påstand om, at han var selvstændig erhvervsdrivende musiker, og

at hans indkomstansættelser for indkomstårene 1995 og 1996 skulle

opgøres i overensstemmelse hermed.

Klageren havde herved anført, at han drev en

enkeltmandsvirksomhed, der beskæftigede sig med musik, og hvis

hovedaktiviteter var undervisning, musikdirigering, udøvende musik og

andre musikrelaterede beskæftigelser.

Han havde anført, at skattemyndighedernes

begrundelse, ud over at mangle den nødvendige baggrund, hovedsageligt

var forankret på en gammel opfattelse af hans forhold, baseret på

love og arbejdsforhold, der for længst var blevet ophævet.

Klageren havde endvidere gjort gældende, at

skatteforvaltningens afgørelse var ugyldig. Han havde herved

anført, at forvaltningens afgørelse var truffet på et

meget ringe kendskab til de faktiske forhold, med manglende kommentarer over

for de præsenterede argumenter og med en begrundelse, der ikke

respekterede retningslinierne i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994. Han

havde anført, at skatteforvaltningens agterskrivelse var et vigtigt

bevis herfor.

Han havde dertil anført, at skatteankenævnets

begrundelse, kommentarer eller mangel på samme, selvmodsigelser osv

måtte føre til den konklusion, at der ikke kunne være tale

om en uvildig og upartisk klageinstans, og at afgørelsen var truffet

under sådanne omstændigheder, at den burde erklæres

ugyldig. Han havde anført, at skatteankenævnets undladelse af at

medtage skatteforvaltningens agterskrivelse i sagsfremstillingen

forstærkede karakteren af uvildighed og upartiskhed. Han havde

anført, at det i hans klageskrivelse af 5. marts 1998 anførte

på ingen måde var taget i betragtning eller kommenteret.

Endvidere havde klageren gjort gældende, at der

burde gives medhold ud fra forventningsprincippet, idet alle de begivenheder,

der var nødvendige for at forventningsprincippet kunne

påberåbes, havde fundet sted.

Klageren havde til støtte for sin påstand om,

at han drev selvstændig erhvervsvirksomhed anført, at en

række alvorlige strukturproblemer gjorde sig gældende.

Det første strukturproblem, han havde beskrevet,

vedrørte forholdet vedrørende virket som underviser for

oplysningsforbundet. Han havde bl.a. anført, at med indførelse

af markedsføringsloven og den nye folkeoplysningslov blev

oplysningsforbundene afhængige af at skaffe en forhåndsaftale med

en underviser for at være i stand til at have adgang til at reklamere.

Han havde dertil anført, at denne aftale ikke var indgået i et

tjenesteforhold til underviseren, tværtimod havde underviseren en

række betingelser, såsom tidspunkter, varighed, dage på

ugen, antal elever pr. hold, lokale osv. Først efter opnåelse af

enighed om disse betingelser, blev en aftale indgået.

Han havde herefter beskrevet, at han som underviser havde

en række konkrete instruktionsbeføjelser overfor

oplysningsforbundet i forbindelse med oprettelse af undervisningshold. Han

havde bemærket, at mere end 75% af al hans undervisning foregik

på grundlag af direkte aftaler mellem ham og hans elever. Han havde

dertil anført, at hvis der kunne være tale om et

tjenesteforhold, så var der tale om et højst usædvanligt

tjenesteforhold, hvor lønmodtager havde flere

instruktionsbeføjelser overfor arbejdsgiver, eller i det mindste, hvor

de to parter stod lige. Han havde anført, at dette forstærkedes

af det faktum, at en utilfreds underviser til enhver tid kunne tage sin

kundekreds til en konkurrende virksomhed, uden at dette ville være en

overtrædelse af de gældende regler på området, og at

underviseren ikke var det mindste afhængig af at samarbejde med et

bestemt oplysningsforbund.

Klageren havde videre anført, at det var af

bekvemmelighedsgrunde, at han benyttede sig af oplysningsforbund. Hvis han

ikke benyttede sig af et sådant forbund, ville det betyde en

indtægtsnedgang for ham på ca. 25%, idet han ikke umiddelbart

ville kunne opnå kommunale tilskud. Endvidere ville han i så fald

selv skulle leje lokaler.

Han havde videre anført, at et andet

strukturproblem, der rejste sig, var, at arbejdsforholdene var baseret

på individuelle kontrakter, hver med sin egen specifikke varighed

o.s.v. Betaling skete kun for udført arbejde, dette vel at mærke

selv i tilfælde, hvor undervisere var uden objektiv skyld i de mangler

i kontraktens udførelse, så som sygdom, midlertidig lukning af

skoler m.m.

Endvidere havde han beskrevet de juridiske forhold

angående undervisningslokalerne. Han havde herved anført, at

-

der forelå en kontrakt, hvor hvervgiver på

bestemte tidspunkter og datoer afgav rådigheds- og brugsretten til et

navngivent lokale til indkomstmodtageren,

-

deltagerne fik i deres kvittering angivet det samme

lokale, tidspunkter, datoer m.v.

-

hvervgiveren hverken ejede eller lejede det

pågældende lokale.

Han havde herved anført, at hvervgiver ikke

disponerede over det pågældende lokale, og i tilfælde hvor

hvervgiver blandede sig i kontraktens udførelse med hensyn til

anvisning til andre lokaler, stod hvervgiveren over for et muligt

erstatningskrav fra deltagerne og som følge af det fra

indkomstmodtageren.

Videre havde han anført, at et andet

strukturproblem var det faktum, at alle de nødvendige omkostninger for

arbejdets udførelse påhvilede arbejdsmodtageren. Han havde under

henvisning til størrelsen og karakteren af udgifterne anført,

at der var tale om udgifter, der var atypiske for

lønmodtagerforhold.

For så vidt angik virket som dirigent for de to kor

havde klageren bl.a. anført, at det var meget almindeligt for en

dirigent at udføre arbejde med flere kor, orkestre m.m. samtidigt,

uden at de forskellige hvervgivere ville kunne modsætte sig dette.

Dette var en del af musiklivet. I rækken af strukturproblemer kom

således det, at lønmodtageren kunne udføre samme type

arbejde for andre, konkurrende virksomheder, uden at der kunne gøres

indsigelse over dette fra arbejdsgiverens side.

Videre havde han anført, at han i sin stilling som

kordirigent hos de pågældende korforeninger havde

beføjelserne til at tage i tjeneste eller afskedige hvervgiver.

Han havde anført, at en korforening, hvis

hovedformål var sang og musik, var afhængig af, at dens medlemmer

udviste bestemte kvaliteter, så som en god sangstemme, en god

hukommelse, almindeligt kendskab til musik, noder o.s.v.. I kraft af, at de,

der medvirkede i en sådan forening var amatører, var det meget

almindeligt for en sådan forening at købe sig til den

tjenesteydelse, en kordirigent kunne præstere. Dirigentens ansvar og

beføjelser var vidtrækkende, hvad angik opnåelsen af

hovedformålet. Bl.a. var det dirigenten, der igennem en

optagelsesprøve bestemte, om en ansøger kunne blive medlem,

eller vurdere om et nuværende medlem skulle udelukkes.

For så vidt angik påstanden om en

retsbeskyttet forventning havde klageren anført, at i 1989 blev hans

arbejdsmæssige forhold drøftet på et møde med

skatteforvaltningen, hvorved det blev besluttet, at han fremover skulle

få tilsendt den udvidede selvangivelse, idet det blev skønnet,

at hans aktiviteter kunne sidestilles med selvstændig

erhvervsvirksomhed. Fra dette år havde han selvangivet på en

udvidet selvangivelse. I 1990 fik han en forskudsregistrering som

selvstændig - B-indkomst- men på grund af manglende indtjening i

årets første måneder var han nødsaget til at

få ændret forskudsregistreringen, og fra 1991 og fremover havde

han på grund af usikkerhed over indkomsten, forskudsregistreret som

lønmodtager, men havde altid fået tilsendt en udvidet

selvangivelse.

Han havde dertil anført, at skattemyndighederne

havde taget stilling til og foretaget en bedømmelse af hans

arbejdsforhold, med den konklusion at der var tale om selvstændigt

erhverv. Videre at i alle de år han havde være skattepligtig i

Danmark havde skattemyndighederne aktivt tilkendegivet, at han drev

selvstændig erhvervsvirksomhed, idet han som skatteyder havde

forskudsregistreret som lønmodtager, men på trods heraf havde

skatteforvaltningerne i de to kommuner hvert år tilsendt udvidet

selvangivelse. Endelig, at når hans selvangivelse kom under kontrol,

anfægtede skattemyndighederne ikke det indlysende faktum, at han

betragtede sig selv som selvstændig og selvangav i overensstemmelse med

dette. Han havde dertil anført, at dette havde haft betydelig

indflydelse over for hans faktiske dispositioner. Han havde bl.a. foretaget

de nødvendige investeringer, der var normale for en sådan

virksomhed, herunder at etablere en kundekreds, at selv finde arbejde og tage

arbejde, hvor hovedparten af de nødvendige udgifter blev afholdt af

ham.

Landsskatteretten udtalte:

ad begrundelse:

Af forvaltningslovens § 22 fremgik, at en skriftlig

afgørelse altid skulle begrundes, medmindre afgørelsen fuldt ud

gav parten medhold. I forvaltningslovens § 24 var nærmere angivet

kravene for, hvad en begrundelse skulle indeholde. Det fremgik af § 24, stk.

1, 1. pkt, at en begrundelse skulle indeholde en henvisning til de

retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen var truffet. Endvidere

fremgik af § 24, stk. 2, at begrundelsen endvidere om fornødent skulle

indehold en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende

sagens faktiske omstændigheder, som var tillagt væsentlig

betydning for afgørelsen. Der var i såvel skatteforvaltningens

som skatteankenævnets afgørelse angivet retsregler, samt de

forhold, der var tillagt vægt. Retten fandt ikke, at

skatteforvaltningen og skatteankenævnet i henhold til

forvaltningslovens begrundelseskrav havde været forpligtet til at tage

stilling til samtlige de fremførte synspunkter i begrundelsen. Det

måtte herved antages, at de fremførte synspunkter havde

indgået i vurderingen af sagen.

Retten fandt herefter, at såvel skatteforvaltningens

som skatteankenævnets afgørelse opfyldte kravene i henhold til

forvaltningslovens § 24, hvorfor afgørelserne ikke af denne grund var

ugyldige.

Ad realiteten:

Afgrænsningen mellem selvstændige

erhvervsdrivende m.v. og lønmodtagere skulle i skattemæssig

henseende foretages på baggrund af de kriterier, der var angivet i

cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 (til personskatteloven) pkt. 3.1.1.

Der henvistes herved til Højesterets domme af 9. maj 1996 og 7. maj

1997 offentliggjort i Tidsskrift for Skatteret 1996, nr. 449 og 1997, nr.

473. Som udgangspunkt ansås en person herefter for lønmodtager,

hvis vedkommende modtog vederlag for personligt arbejde i et tjenesteforhold

efter hvervgiverens anvisninger og for dennes regning og risiko.

Selvstændig erhvervsvirksomhed var kendetegnet ved, at der for egen

regning og risiko var udøvet en virksomhed af økonomisk

karakter med det formål at opnå et overskud. I

tvivlstilfælde måtte afgrænsningen ske på grundlag af

en samlet bedømmelse af forholdet mellem hvervgiver og hvervtager.

Ud fra en samlet vurdering af klagerens virke som

underviser ved oplysningsforbundene fandt retten, at klageren i

skattemæssig henseende stod i et tjenesteforhold til

oplysningsforbundene. Retten havde herved henset til, at vederlaget var

beregnet, som det var almindeligt i tjenesteforhold som en timeløn,

ligesom vederlaget var udbetalt periodisk. Endvidere var vederlaget i

overvejende grad en nettoindkomst for klageren. Uagtet at det måtte

antages, at klageren rent faktisk havde stået for en stor del af

tilrettelæggelse af kurserne, hold m.v. måtte det lægges

til grund, at det formelt set var oplysningsforbundene, der havde den

administrative forpligtelse med hensyn til kurserne, ligesom kurserne

afholdtes for oplysningsforbundenes økonomiske regning og risiko.

Klagerens risiko bestod primært i, at en hold eventuelt ikke blev

oprettet. At klageren kunne have oprettet hold uden om oplysningsforbundene

kunne ikke tillægges afgørende vægt, idet klageren rent

faktisk havde valgt at undervise gennem oplysningsforbundene. Det var

tilføjet, at der via oplysningsforbundene blev stillet lokale til

rådighed for undervisningen.

For så vidt angik klagerens virke som dirigent for

korene fandt retten, at klageren ikke stod i et egentligt tjenesteforhold til

korene. Henset til karakteren og omfanget af dette virke, fandt retten dog

ikke, at klageren havde etableret selvstændig virksomhed hermed.

Klagerens indtægter måtte i stedet anses som

honorarindtægter, der i skattemæssig henseende skulle behandles

som indtægter ved hobbyvirksomhed. I henhold til Landsskatterettens

praksis skulle sådanne indtægter opgøres ud fra et

netto-princip, således at fradragsberettigede udgifter kunne

fratrækkes i klagerens personlige indkomst, jf. herved bl.a. TfS

1998.695 LSR.

Den påklagede afgørelse blev på dette

punkt ændret i overensstemmelse hermed.

Ad retsbeskyttet forventning:

Ud fra det foreliggende blev lagt til grund, at

skatteforvaltningen ikke havde afgivet en entydig, klar og positiv

tilkendegivelse om, at man ville godkende, at klagerens virke med musik var

selvstændig erhvervsvirksomhed. Det forhold, at klagerens

arbejdsmæssige forhold havde været drøftet, og at

skatteforvaltningen havde tilsendt klageren en udvidet selvangivelse var ikke

tilstrækkeligt til i skattemæssig henseende at skabe grundlag for

en retsbeskyttet forventning. Allerede af denne grund fandt retten, at der

ikke hos klageren kunne skabes en retsbeskyttet forventning om i

skattemæssig henseende, at blive godkendt som selvstændig

erhvervsdrivende.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter