Spring til indhold

Retsinformation

Statsgaranteret studielån (SU) samt Statslån

KEN nr 11135 af 22/07/1999Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet8. juni 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Statsgaranteret studielån (SU) samt

Statslån

trangsbestemt aftale

rentefradrag

Reference:

SL § 6, stk. 1, litra e

LL § 5, stk. 1 og stk. 7

LV 1998 A.E.1.4.1

A, der for indkomståret 1994 havde selvangivet fradrag

vedrørende renter af studielån med 34.214 kr., klagede over, at

skatteankenævnet alene havde godkendt fradrag med 24.665 kr.

Det fremgik af sagen, at klageren i forbindelse med sit studium havde

optaget et statsgaranteret studielån, der blev overtaget af

Hypotekbanken (nu Finansstyrelsen) den 6. oktober 1994. Klageren havde

endvidere optaget et statslån med en hovedstol på 32.574 kr.

Det fremgik af sagen vedrørende det statsgaranterede

studielån, at klageren indgik en afdragsordning med en bank om

afvikling af studielånet med 4.400 kr. pr. måned første

gang den 30. marts 1989. Gælden udgjorde pr. 15. december 1988

386.920,30 kr., hvoraf 184.445,39 kr. var tilskrevne renter. Det fremgik af

aftalen, at ydelser først anvendtes til nedbringelse af de renter, som

var tilskrevet, inden afviklingen var påbegyndt.

Det fremgik endvidere af sagen, at klageren havde fået et tilskud

til afvikling af studielånet på 26.526,50 kr. i 1994.

Det statsgaranterede studielån var den 6. oktober 1994

overgået til Hypotekbanken, der havde opgjort gælden til

371.603,58 kr. pr. 30. september 1994. Der var inden Hypotekbankens

overtagelse tilskrevet 22.528,36 kr. i rente for 1994. Efter Hypotekbankens

overtagelse blev der i 1994 tilskrevet 8.568,77 kr. i rente. Klageren havde

betalt 450 kr. i renter i 1994 til Hypotekbanken.

Læs alt

Klageren havde indgået en afviklingsaftale med Hypotekbanken om

betaling af en månedlig ydelse på 450 kr. første gang den

1. december 1994. Indbetalingerne ville blive anvendt i følgende

rækkefølge: Udlagte inkassoomkostninger, gebyrer, renter og

afdrag.

Det fremgik af skrivelser af 5. marts 1993, 22. september 1993 og 1. marts

1994 fra SU-styrelsen vedrørende statslånet, at klageren havde

fået henstand med betalingen i perioden fra 5. marts 1993 til 1. marts

1994, hvorefter betalingen blev sat til 200 kr. hver anden måned i

perioden 1. april 1994 til 1. oktober 1994. Pr. 1. december 1994 skulle atter

afdrages 922 kr. hver anden måned. Det fremgik endvidere, at den

nedsatte ydelse ikke dækkede tilskrevne renter for to

måneder.

Klageren havde over for Landsskatteretten fremlagt kopi af

tilbagebetalingsaftalen med SU-styrelsen, hvoraf det fremgik, at klageren

afsluttede sin uddannelse i juni 1988, og at tilbagebetalingen af lånet

skulle begynde 1. august 1989 med 922 kr. hver anden måned.

SU-styrelsen havde opgjort gælden pr. 31. juni 1989 til 40.862 kr.,

hvoraf 8.288 kr. var tilskrevne renter. Det fremgik endvidere, at klageren

ikke havde foretaget frivillige indbetalinger på lånet inden

tilbagebetalingsaftalens begyndelse.

Det fremgik endvidere af sagens oplysninger, at der indtil den 1. januar

1989 var tilskrevet 6.754 kr. i renter.

På baggrund af det af advokaten til Landsskatteretten indsendte

materiale var udarbejdet følgende opgørelse over lånets

afvikling:

År

Hovedstol pr.

31/12

Tilskrevne

renter

indbetalt

betalte

renter

1989

42.457 kr.

3.129 kr.

1990

46.274 kr.

3.817 kr.

0 kr.*

1991

47.215 kr.

4.594 kr.

3.654 kr.*

1992

46.332 kr.

4.649 kr.

5.532 kr.*

1993

49.831 kr.

4.421 kr.

922 kr.*

1994

51.261 kr.

3.117 kr.

1.687 kr.

1995

48.848 kr.

3.119 kr.

5.532 kr.

5.532 kr.

De med "*" markerede tal var beregnet af retten på baggrund af

oplysningerne om hovedstol og tilskrevne renter for de omhandlede

år.

Det fremgik af sagen, at der for indkomståret 1989 var godkendt

fradrag for tilskrevne renter til og med den 31. december 1989.

For de efterfølgende indkomstår var der godkendt fradrag med

de årligt tilskrevne renter på lånet.

Det fremgik endvidere af sagen, at klageren for indkomståret 1994

havde foretaget fradrag med tilskrevne renter på 34.214 kr.

vedrørende studielånene, heraf vedrørte de 3.117 kr.

statslånet.

Skatteankenævnet havde alene godkendt fradrag for renteudgifter

vedrørende studielånsrenter med 24.665 kr.

Skatteankenævnet havde henvist til bestemmelserne i statsskattelovens §

6, stk. 1, litra e og ligningslovens § 5, stk. 1 og stk. 7.

For så vidt angik det statsgaranterede studielån

overgået til Hypotekbanken den 6. oktober 1994 havde nævnet

henset til, at den med banken indgåede betalingsaftale måtte

anses at have karakter af en trangsbestemt aftale, der alene tog udgangspunkt

i, hvad der ud fra den økonomiske situation kunne betales uden hensyn

til, hvilken størrelse ydelserne burde have for at nedbringe

gælden inkl. de årligt påløbne renter. Nævnet

fandt herefter ikke, at yderligere fradrag kunne anerkendes med henvisning

til bestemmelserne i ligningslovens § 5, stk. 1.

For så vidt angik statslånet havde skatteankenævnet

fundet, at fradrag kunne godkendes med de i 1994 betalte renter på

1.687 kr.

Klagerens advokat havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand

om fradrag for renteudgifter vedrørende studielån i

overensstemmelse med det selvangivne, 34.214 kr.

Advokaten havde vedrørende det statsgaranterede studielån

bl.a. gjort gældende, at der ikke forelå nogen misligholdelse

vedrørende dette banklån førend det i slutningen af 1994

overgik til Hypotekbanken, hvilket understøttedes af den kendsgerning,

at der var udbetalt rentetilskud på 26.526,50 kr. i det

pågældende indkomstår. Der henvistes i den sammenhæng

til Hypotekbankens praksis om, at rentetilskud bortfaldt, når

afviklingsaftale vedrørende studielånet ikke var overholdt.

Herefter sås der intet lovgrundlag for at bringe ligningslovens § 5,

stk. 7, i anvendelse for indkomståret 1994, suspensationen af

rentefradragsretten kunne først finde sted fra indkomståret

1995. Dette resultat var da også i overensstemmelse med hidtil

administrativ praksis samt domstolspraksis. Det var decideret misvisende,

når skatteankenævnet i sin sagsfremstilling havde anført,

at klageren ikke havde afdraget på det statsgaranterede studielån

i 1994 udover en betalt rente på 450 kr. Rentetilskuddet blev beskattes

som personlig indkomst hos klageren og ansås for en del af

egenbetalingen, som dermed androg ca. 27.000 i 1994. Selve det forhold, at

der på kreditorsiden skete personskifte sås ikke at kunne

ændre fradragsreglen, jf. herved også bemærkningen i

ligningsvejledningen om, at det forhold at en kautionist (Hypotekbanken)

indfriede lånet - ikke gav låntager bedre/dårligere

retstilling, jf. LSR 1984.168. Så meget desto mindre var der juridisk

belæg for at "skære" indkomståret 1994 som

skatteankenævnet tilsyneladende gjorde, jf. den særegne

argumentation, som hvis den blev lagt til grund ville instituere en

retstilstand som var uforenelig med almindelige formueretlige regler og som

fortolkningsmæssigt var vanskelig at forene med ordlyden af

ligningslovens § 5, stk. 7.

For så vidt angik statslånet havde advokaten til støtte

for sin påstand bl.a. gjort gældende, at hovedstolen oprindelig

var 32.574 kr. Gælden var ved påbegyndelsen af afdragsordningen

pr. 1. september 1989 på ca. 43.000 kr. Med en studiegæld i den

størrelsesorden sattes afdragsperioden fra SU-styrelsens side til ca.

15 år fra studieafslutningen, som var i 1988. Betalingen blev

imidlertid sat til 922 kr. hver anden måned med start fra 1. september

1989, og gælden ville dermed være afviklet i løbet af ca.

10 - 12 år, forudsat at man ikke fra SU-styrelsen gjorde brug af den

"buffer" på 3 - 5 år, som var indbygget i aftalen. Denne "buffer"

indebar, at man kunne give henstand eller midlertidig nedsætte

afdragsbetalingerne en periode uden at overskride afdragsperioden.

SU-styrelsen var i den henseende at betragte som enhver anden långiver.

Blev afdragsordningen misligholdt overgik lånet til Hypotekbanken, der

i modsætning til SU-styrelsen kunne tage specielle sociale hensyn,

herunder fastsætte afdragsperiode, der gik ud over de sædvanlige

15 år. Klageren fik henstand med afdragsbetalingen i perioden 1. marts

1993 til 1. marts 1994, hvorefter betalingen sattes til 200 kr. hver anden

måned i perioden 1. april 1994 til 1. oktober 1994. Efter dette

tidspunkt gik man tilbage til den tidligere fastsatte afviklingsordning,

således at der pr. 1. december 1994 blev betalt et afdrag på 922

kr. Henstanden fra SU-styrelsens side indebar således samtidig en

udskydelse af forfaldstidspunktet for renterne på lånet (i og

med, at man ikke havde sat afdragene op!), hvorfor der ikke var basis for

anvendelse af ligningslovens § 5, stk. 7, jf. Karnov 1988 note 10.

Landsskatteretten bemærkede, at der for så vidt angik renter

af statsgaranterede studielån som udgangspunkt kunne anerkendes fradrag

på tilskrivningstidspunktet for de i afviklingsperioden til det

långivende pengeinstitut tilskrevne renter, jf. SD cirkulære, nr.

514 af 23. februar 1977. Forudsætningsvis gjaldt, at den indgåede

afviklingsordning blev overholdt.

Efter de foreliggende oplysninger, herunder vedrørende

gældens udvikling og tildeling af rentetilskud, fandt retten, at det

måtte lægges til grund, at klageren ikke havde misligholdt den

med det långivende pengeinstitut indgåede aftale i årene

forud for indkomståret 1994, hvor studielånet blev overgivet til

Hypotekbanken. Retten fandt herefter, at klageren i indkomståret 1994

var berettiget til fradrag for de i indkomståret til denne bank

påløbne renter i perioden indtil studielånet blev

overgivet til Hypotekbanken, jf. ligningslovens § 5, stk. 1.

For så vidt angik statsgaranterede studielån, der blev

overtaget af Hypotekbanken, bemærkede retten, at der ikke kunne

anerkendes fradrag for de til denne bank påløbne renter,

før en afdragsordning tagende udgangspunkt i gældens

størrelse, herunder de til Hypotekbanken påløbne renter,

var påbegyndt. Der måtte som udgangspunkt antages at være

givet henstand med rentebetalingen indtil da, og renter var i så fald

ikke omfattet af ligningslovens § 5, stk. 1. Såfremt den

indgåede afdragsordning havde karakter af en trangsbestemt aftale, hvor

afdragene ikke tilnærmelsesvis kunne dække de til Hypotekbanken

påløbne renter, var der endvidere ikke grundlag for fradrag ud

over de faktiske indbetalinger medgået til betaling af årets

påløbne renter, idet der i så fald var ydet henstand med

betalingen, således at disse ikke var forfaldne efter ligningslovens §

5, stk. 1. Efter de foreliggende oplysninger fandt Landsskatteretten, at de i

henhold til afviklingsaftale med Hypotekbanken fastsatte månedlige

ydelser ikke tilnærmelsesvis dækkede en naturlig afvikling af

gælden, hvorfor forfaldstidspunktet for de i 1994 påløbne

renter vedrørende klagerens gæld til Hypotekbanken måtte

anses for at være udskudt til betalingstidspunktet, idet der

måtte anses at være givet henstand med rentebetalingen indtil da.

Ansættelsen blev stadfæstet på dette punkt.

Retten bemærkede for så vidt angik statslånet, at

fradrag for renter på statslån normalt først kunne

foretages, når tilbagebetalingen af lånet skulle begynde i

henhold til den af SU-styrelsen fastsatte tilbagebetalingsordning. For

renter, der påløb i uddannelsesperioden og i den

tilbagebetalingsfrie periode, var der ydet henstand indtil

tilbagebetalingsordningen blev fastsat. Derefter kunne betalte renter

fradrages, og renter tilskrevet i løbet af året fradrages

på forfaldstidspunktet, uanset om de var betalt, forudsat at

tilbagebetalingsordningen blev overholdt. Ydelserne dækkede

først de påløbne renter (de ældste først),

derefter afdrag på hovedstolen. Såfremt et statslån blev

misligholdt som følge af f.eks. manglende betalinger af renter og

afdrag, ville lånet blive opsagt til skadesløs betaling.

Lånet oversendtes herefter til Hypotekbanken til inddrivelse, jf.

ligningsvejledningen 1994, afsnit A.E.1.4.1.

Retten bemærkede, at klageren i perioden 1. januar 1994 til 1. marts

1994 havde fået henstand med betalingen af renter før

forfaldstidspunktet, hvilket medførte, at påløbne renter

ikke var forfaldne, jf. ligningslovens § 5, stk. 1. Klageren var derfor ikke

berettiget til fradrag for påløbne renter i januar og februar

1994. Der hensås herved til SU-styrelsens skrivelse af 22. september

1993.

For så vidt angik perioden 1. marts 1994 til 1. oktober 1994

bemærkede retten, at den indgåede afdragsordning, hvorefter

klageren skulle betale 200 kr. hver anden måned ikke

tilnærmelsesvis kunne dække de til SU-styrelsen

påløbne renter. Retten fandt derfor ikke, at der var grundlag

for fradrag ud over de faktiske indbetalinger medgået til betaling af

årets påløbne renter, idet der måtte antages at

være ydet henstand med betalingen, således at disse var forfaldne

efter ligningslovens § 5, stk. 1.

For så vidt angik perioden 1. december 1994 og resten af året,

fandt retten under hensyn til, at klageren ikke i øvrigt i

indkomståret 1994 havde overholdt den oprindelige afviklingsaftale,

ikke grundlag for at indrømme fradrag for renteudgifter udover de af

klageren betalte renter. Der hensås herved til at lånets

restgæld ikke var nedbragt i det omhandlede år. Ansættelsen

blev stadfæstet på dette punkt.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter