Spring til indhold

Retsinformation

Moms

KEN nr 11103 af 18/03/1999Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet7. juni 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Moms

dansk filial

vareleverancer til Danmark

Reference:

Momsloven § 3, § 11, stk. 3, § 14 og § 4

A B.V., Holland's klage til Landsskatterettens skyldtes, at selskabets

filial i Danmark var ansat momspligtig af vareleverancer til kunder i

Danmark.

Det var oplyst, at det hollandske selskab, A B.V., med virkning fra den 1.

januar 1998 havde oprettet en dansk filial til at tage sig af salg af

selskabets produkter i Danmark. Indtil dette tidspunkt havde A B.V.,

været repræsenteret i Danmark ved et

salgs-/repræsentationskontor, der ikke var momsregistreret. Hensigten

med at kontoret i Danmark skulle have filialstatus var, at kontoret dermed

ville få fuldmagt til at indgå aftaler i selskabets navn.

Selskabet solgte kemikalier til industrielt brug. Alle kunderne var derfor

momsregistrerede.

Filialen optog ordrer fra kunder i Danmark og fakturerede varerne. Der var

ikke noget fysisk varelager i filialen. Ordrerne blev videregivet direkte fra

filialen til selskabet i Holland, hvorfra den fysiske levering skete direkte

til de danske kunder. Al administration foregik i selskabet i Holland,

herunder udprintning af fakturaskrivelser til kunderne.

Der var fremlagt et eksempel på en faktura, hvoraf det fremgik, at

det var filialen i Danmark, der stod som sælger. Der skulle betales i

danske kroner til en bank i Danmark. Repræsentanten havde oplyst, at

den anførte bankkonto var kontrolleret af A B.V. i Holland. Han havde

ligeledes anført, at fakturaer i andre valutaer end danske kroner

skulle betales til en konto i en bank i England, der ligeledes var

kontrolleret af A B.V., Holland. I følge fakturaen var

leveringsbetingelserne DDP, hvilket stod for Deliver, Duty, Paid.

Læs alt

På fakturaen var sælgers momsnummer (VAT REG. NO) det

hollandske selskabs momsnummer og købers momsnummer, var den danske

kundes momsnummer. Repræsentanten havde oplyst, at da varerne på

salgstidspunktet befandt sig i Holland, forlangte de hollandske regler, at

der blev redegjort momsmæssigt for leverancen, når varerne forlod

Holland og transporteredes til kunden i Danmark. Set fra hollandsk side var

leverancen en momsfritaget EU-leverance, da varen blev leveret fysisk til

Danmark til en momsregistreret kunde i Danmark. De hollandske

rapporteringsforpligtelser opfyldtes derfor ved, at A B. V., Holland

anførte sit hollandske momsnummer og kundens danske momsnummer

på fakturaen, og derefter rapporterede leverancen som et momsfrit

EU-salg med salgslisterapportering til den danske købers momsnummer. I

Danmark skulle der også ske en momsmæssig rapportering, idet der

skete en EU-erhvervelse. Denne erhvervelse foretoges på den

foreliggende faktura af den danske køber.

Filialen var momsregistreret, men havde ønsket at fakturere de

danske kunder uden moms direkte fra Holland. Dette vil medføre, at

filialen løbende skulle have moms udbetalt for udgifter til husleje,

driftsmateriel mv.

Det var videre oplyst, at ændringen fra repræsentationskontor

til filial skattemæssigt havde medført fast driftssted i Danmark

for det hollandske selskab, som derfor for 1998 ville være

skattepligtige af filialens indkomst.

Told- og skatteregionen havde ved den påklagede afgørelse

fundet, at den danske filial var momspligtig af varesalget i Danmark, jf.

momslovens §§ 14, stk. 1 og 46, stk. 1. Regionen havde ved afgørelsen

henset til, at vareleverancer foretaget af filialen i Danmark, havde

leveringssted her i landet, hvorfor det påhvilede filialen at betale

moms af leverancer. Regionen havde videre henvist til momslovens § 22, stk. 1

og anført, at erhvervelser skete i Danmark, når godet befandt

sig her efter afslutningen af forsendelsen eller transporten til erhververen.

Regionen havde videre bl.a. henvist til bestemmelsen i momslovens § 10, der

sidestillede overførelser af varer fra eget lager i et andet EU-land

med afgiftspligtig levering. Det kunne ikke efter regionens opfattelse

lægges til grund for fastlæggelse af beskatningsstedet til et

andet sted (oprindelses-/salgslandet), at varen ikke fysisk blev leveret til

erhververen (fx. via eget lager her i landet med henblik på senere

levering til køber), respektive at det juridiske leveringstidspunkt

(risikoens overgang fra sælger til køber) blev fastlagt

anderledes. Afgørende for fastlæggelsen af leveringsstedet var,

at varen befandt sig her. Regionen havde henvist til momslovens § 46, stk. 2,

hvorefter betalingen af afgiften af varer fra andre EU-lande påhvilede

den afgiftspligtige person, der foretog en afgiftspligtig erhvervelse.

Leverancen til køber fandtes herefter at have leveringssted her i

landet, jf. lovens § 14, stk. 1, der omfattede indenlandske varesalg. Momsen

skulle derfor betales af den afgiftspligtige person - i

nærværende sag, filialen - som foretog en afgiftspligtig

levering, jf. momslovens § 46, stk. 1.

Selskabets revisor havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand

om, at filialens leverancer havde deres momsmæssige leveringssted i

Holland, jf. momslovens § 14, hvorfor filialens salg til kunder i Danmark

ikke skulle belægges med moms.

Revisoren havde til støtte herfor gjort gældende, at

momslovens § 14, der fastlagde leveringsstedet for varer, måtte anses

at være i overensstemmelse med den tilsvarende bestemmelse i 6.

momsdirektivs artikel 8. Leveringsstedet skulle efter disse regler

fastlægges forskelligt, bl.a. afhængigt af om der i forbindelse

med leveringen skete en forsendelse mellem flere lande af varen. Blev varen

leveret internt i et medlemsland, var leveringsstedet dette land, og lokal

moms skulle som følge deraf pålægges, jf. momslovens § 14,

stk. 1. Blev varen leveret fra ét medlemsland til et andet, var

leveringsstedet det land, hvor varen befandt sig på det tidspunkt, hvor

forsendelsen eller transporten til aftageren blev påbegyndt, jf.

momslovens § 14, stk. 1, nr. 2. Det var revisorens opfattelse, at der i den

foreliggende situation skete en forsendelse af varen mellem to lande, nemlig

Holland og Danmark som et direkte resultat af filialens salg af varen til

kunden. For dette salg var leveringsstedet Holland, idet varen befandt sig

der, når forsendelsen til aftageren (den danske kunde)

påbegyndtes. Revisoren fandt således ikke, at der var

holdepunkter for som antaget af regionen, at der forud for filialens salg var

sket en overførsel mellem selskabet i Holland og filialen i Danmark.

Revisoren havde videre anført, at det var korrekt, at der skete en

erhvervelse, men efter revisorens opfattelse skete denne erhvervelse af den

danske kunde, der overtog retten til som ejer at råde over en vare, der

blev forsendt eller transporteret til kunden fra et andet EU-land. Den

tilhørende beregning af erhvervelsesmoms for de varer, der sendtes fra

Holland direkte til kunderne, skulle derfor foretages af kunderne. Revisoren

havde anført, at der ikke var provenumæssige hensyn at tage i

sagen, idet alle filialens kunder var momsregistrerede og derfor kunne

foretage fradrag for momsen, hvorefter handlen var momsneutral.

Det var videre anført, at reglerne om overførsler i

momslovens § 10 og § 11, stk. 3, ikke var relevante, idet der allerede

på forsendelsestidspunktet var indgået en aftale med en

køber om levering af varen.

Det var endelig anført, at bestemmelserne om trekantshandel heller

ikke kunne anvendes, idet dette forudsatte 3 juridiske parter fra 3

forskellige EU-lande.

Det blev herefter gjort gældende, at varernes leveringssted var

Holland, hvorfor salget til kunderne i Danmark ikke skulle belægges med

moms. Den danske køber havde haft en erhvervelse jf. momslovens § 11,

stk. 1, hvorfor det efter momslovens § 46, stk. 2, påhvilede

køberen at beregne den danske moms af erhvervelsen.

Under sagens behandling i Landsskatteretten havde Told- og Skattestyrelsen

bl.a. anført, at forudsætningen for, at filialen kunne

optræde som sælger af de pågældende varer, herunder

udstede faktura til kunden i filialens navn, nødvendigvis måtte

være, at filialen momsretligt havde erhvervet retten til som ejer at

råde over varen, hvorved filialen kunne videresælge varen til

slutkunden. Det betød, at salget af varerne fra den danske filial til

filialens kunder i Danmark skulle behandles efter de danske momsregler, idet

varerne forinden salget måtte anses for overført af filialen til

Danmark til brug for filialens erhvervsmæssige virksomhed her i landet.

Revisor havde hertil bl.a. anført, at selskabsretligt ville

moderselskab og filial altid være en og samme juridiske enhed.

Momsloven afveg ikke, og kunne ikke afvige fra dette fundamentale

selskabsretlige princip, uanset at selskab og filial var momsregistreret i to

forskellige lande. Da selskab og filial var én juridisk person, ville

filialen kunne råde over varen i Holland. Det var videre anført,

at der ikke var sket en overførsel i 6. momsdirektivs og momslovens

forstand. Varen var faktisk leveret fra Holland til den danske kunde og

befandt sig i Holland ved forsendelsen til kunden. Leveringsstedet fandtes

således at være i Holland, jf. momslovens § 14, stk. 1. Det var

tillige anført, at reglerne i momslovens § 11, stk. 3, i denne

sammenhæng ikke var relevante, idet der på

forsendelsestidspunktet var indgået en aftale med en køber om

levering af varen.

Landsskatteretten udtalte:

Filialen var momsregistreret i Danmark og drev selvstændig

økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3. Det havde da også

medført, at det hollandske selskab skattemæssigt havde

fået fast driftssted i Danmark. Når dette sammenholdtes med, at

det af de fremlagte fakturaer fremgik, at filialen stod anført som

sælger, fandt retten, at varerne var overført til filialen

forinden dennes salg til kunderne, jf. momslovens § 11, stk. 3. Filialen var

derfor momspligtig af salget til de danske kunder, jf. momslovens § 14 og §

4.

Den påklagede afgørelse blev stadfæstet.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter