Spring til indhold

Retsinformation

Cirkulære om lov om ændring af ligningsloven, pensionsbeskatningsloven og skattekontrolloven (Skattefrihed for uddannelsesydelser betalt af arbejdsgivere m.v., ændret beskatning af fratrædelsesgodtgørelser og jubilæumsgratialer, ændrede satser og regler for skattefrie rejsegodtgørelser samt skattefritagelse for sparet hjemmeforbrug til kost i forbindelse med tjenesterejser m.v.)

Gældende CIR nr 77 af 30/05/2000CirkulæreSkatte- og Vækstministeriet8. juni 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Cirkulære

om

lov om ændring af ligningsloven, pensionsbeskatningsloven og

skattekontrolloven (Skattefrihed for uddannelsesydelser betalt af

arbejdsgivere m.v., ændret beskatning af

fratrædelsesgodtgørelser og jubilæumsgratialer,

ændrede satser og regler for skattefrie rejsegodtgørelser samt

skattefritagelse for sparet hjemmeforbrug til kost i forbindelse med

tjenesterejser m.v.)

Indledning

Ved lov nr. 955 af 20. december 1999 om ændring af

ligningsloven, pensionsbeskatningsloven og skattekontrolloven er reglerne for

beskatning af fratrædelsesgodtgørelser og

jubilæumsgratialer blevet ændret.

Med loven er endvidere reglerne for skattefrie

rejsegodtgørelser samt reglerne for skattefritagelse for sparet

hjemmeforbrug til kost i forbindelse med tjenesterejser blevet

ændret.

Endelig er ligningsloven blevet ændret

således, at uddannelsesydelser betalt af arbejdsgiveren fritages for

beskatning.

1. Beskatning af fratrædelsesgodtgørelser og

jubilæumsgratialer

Fratrædelsesgodtgørelser og

jubilæumsgratialer blev tidligere beskattet lempeligere end anden

indkomst fra arbejdsgiveren. De første 11.200 kr. (2000-tal) var

skattefri, og af det overskydende beløb blev alene medregnet de 85

pct. til den skattepligtige personlige indkomst.

Med loven er disse regler ændret således, at

der gives et samlet bundfradrag på 8.000 kr. i jubilæumsgratialer

Læs alt

og fratrædelsesgodtgørelser. Beløb ud over bundfradraget

beskattes fuldt ud som personlig indkomst. Uddannelsesydelser i forbindelse

med afskedigelsen er dog efter loven skattefrie, jf. afsnit 3.

Bundfradraget reguleres - i modsætning til det

tidligere bundfradrag - ikke. Det præciseres endvidere, hvornår

der foreligger ansættelse, og hvornår der er tale om en egentlig

fratræden med henblik på at forebygge misbrug.

Efter loven er der tale om én fælles

bundgrænse, dvs. at hvis en arbejdstager et år modtager

både et jubilæumsgratiale og en

fratrædelsesgodtgørelse, sammenlægges beløbene.

Hvis en arbejdstager modtager ydelser, der er omfattet af ligningslovens

§ 7 O, og ydelser, der er omfattet af ligningslovens § 7 U, vil der

nu ved beregningen af den skattepligtige indkomst være to

bundgrænser - mod tidligere kun én bundgrænse.

Desuden vil der kun være én bundgrænse

for én begivenhed. Hvis der således året efter sker en

efterregulering af betalingen, vil denne efterbetaling fortsat kunne

henføres til den oprindelige bundgrænse.

Der skal fortsat opgøres og indeholdes

lønmodtagerbidrag og særligt pensionsbidrag efter

arbejdsmarkedsfondslovens § 11, stk. 1 eller 6, jf. stk. 9, og

ATP-lovens § 17 f, stk. 1, i fratrædelsesgodtgørelser,

jubilæumsgratialer og lignende udbetalinger. Beregningsgrundlaget er

det fulde beløb.

Den skattepligtige del af godtgørelsen er

A-indkomst enten efter kildeskattelovens § 43, stk. 1, eller efter

kildeskattelovens § 43, stk. 2.

Ved bekendtgørelse nr. 1142 af 20. december 1999 er

kildeskattebekendtgørelsen således som følge af

lovændringerne ændret således, at det sikres, at alle

ydelser efter ligningslovens § 7 U er A-indkomst, jf.

kildeskattebekendtgørelsens § 20, nr. 24.

Bekendtgørelsesændringen har primært betydning for

naturalier.

Tingsgaver er også fortsat omfattet af disse regler.

Det betyder, at en tingsgave skal medregnes med den værdi, som den

skønnes at ville koste lønmodtageren i almindelig fri handel.

Både omsættelige og ikke-omsættelige tingsgaver er omfattet

af reglerne.

Der skal som hidtil ikke betales arbejdsmarkedsbidrag og

særlig pensionsopsparing af tingsgaver i anledning af jubilæum

eller fratræden.

For at forebygge misbrug indeholder loven for

fratrædelsesgodtgørelser og jubilæumsgratialer en

række opstramninger af de hidtil gældende regler. Der henvises

til afsnit 1.1. og 1.2. nedenfor.

I tabel 1 nedenfor er vist virkningen af

lovændringerne for gratialer og

fratrædelsesgodtgørelse.

Tabel 1. Eksempler på virkning af lovændringerne for

gratialer og fratrædelsesgodtgørelser. År 2000.

Tidligere regler

Nye regler

Mellem-skatte-yder

Topskatteyder

Mellem-skatte-yder

Topskatteyder

Kr.

Kr.

Kr.

Kr.

Kr.

Kr.

Kr.

Kr.

Gratiale/fratrædelsesgodt-

gørelse

30.000

30.000

100.000

250.000

30.000

30.000

100.000

250.000

Arb.m.bidrag m.v.

2.700

2.700

9.000

22.500

2.700

2.700

9.000

22.500

Personlig indkomst

13.685

13.685

67.830

183.855

19.300

19.300

83.000

219.500

Skat og bidrag

8.954

10.870

49.495

132.261

11.520

14.222

58.551

153.542

Ændring ifht. gældende

regler

-

-

-

-

2.566

3.352

9.056

21.281

Anm: Mellemskatten sætter ind ved 180.600 kr. og

topskatten ved ca. 294.000 kr. (før arbejdsmarkedsbidrag og

særlig pensionsopsparing). Bundfradraget efter arbejdsmarkedsbidrag og

særlig pensionsopsparing er 11.200 kr. efter de tidligere regler i

2000. Skattesatser er for en gennemsnitskommune.

Loven indeholder alene en begrænsning af de gaver,

fratrædelsesgodtgørelser og jubilæumsgratialer, der er

omfattet af de lempelige beskatningsregler, samt en begrænsning af den

del, der ikke beskattes. Loven ændrer ikke ved de

ansættelsesretlige regler for fratrædelsesgodtgørelser og

udvider heller ikke kredsen af de ydelser, der berettiger til feriepenge.

Loven ændrer således ikke ved virksomhedernes muligheder for at

udbetale fratrædelsesgodtgørelser og jubilæumsgratialer.

Hvis et godtgørelsesbeløb eller et gratiale ikke er omfattet af

de lempelige beskatningsregler, beskattes det blot fuldt ud som personlig

indkomst.

1.1. Fratrædelsesgodtgørelser

Den nye bestemmelse i ligningslovens § 7 U

ændrer som udgangspunkt ikke ved den hidtidige praksis for, hvad der er

omfattet af begrebet fratrædelsesgodtgørelse. Det betyder, at

alle ydelser, der i fremtiden udbetales i anledning af en medarbejders

fratræden, vil indgå i den personlige indkomst ved

skatteberegningen efter ligningslovens § 7 U, medmindre der er tale om

uddannelsesydelser, der er skattefrie efter ligningslovens § 31.

For at forebygge misbrug indeholder loven for

fratrædelsesgodtgørelser en række opstramninger af de

hidtil gældende regler.

For det første harmoniseres reglerne for hvilken

personkreds, der kan modtage fratrædelsesgodtgørelser og

jubilæumsgratialer. Det sker ved, at reglerne for udbetaling af en

skattefri fratrædelsesgodtgørelse kun kommer til at omfatte

personer, der anses for at stå i et tjenesteforhold til den udbetalende

arbejdsgiver. Hidtil har det alene været en betingelse, at der var tale

om lønnet beskæftigelse. Det er også en betingelse for

udbetaling af godtgørelsesbeløb m.v., at medarbejderen er ansat

hos arbejdsgiveren. For medarbejdere, der modtager en

fratrædelsesgodtgørelse, forstås herved, at medarbejderen

var ansat i virksomheden på tidspunktet for

afskedigelsen/fratrædelsen.

For det andet er betingelserne for, at der kan udbetales

en skattefri fratrædelsesgodtgørelse, strammet op således,

at det er en betingelse for udbetalingen, at beskæftigelsen på

virksomheden fuldstændig ophører. Det betyder, at en

godtgørelse, der udbetales ved en delvis fratræden af en

stilling, ikke vil opfylde kriterierne for skattefrihed. En

fratrædelsesgodtgørelse, der ydes i forbindelse med overgang til

en anden stilling hos samme arbejdsgiver, vil derfor skulle beskattes som

almindelig indkomst uden bundgrænse. Tilsvarende gælder

for

1) godtgørelser, der udbetales ved overgang til en stilling

omfattet af et andet overenskomstgrundlag,

2) godtgørelser, der ydes ved overgang til anden

ansættelse, hvor funktionærlovens regler ikke gælder,

og

3) godtgørelser, der ydes ved overgang til fleksjob

m.v.,

når arbejdsgiveren før og efter overgangen

fortsat er den samme.

Desuden vil en godtgørelse, der udbetales i

forlængelse af udløbet af en

åremålsansættelse, ikke længere opfylde kriterierne

for skattefrihed, hvis den ansatte fortsætter i anden stilling i

virksomheden. Godtgørelsesbeløb, der ydes personalet i

forbindelse med lang tjeneste ved afhændelsen af en virksomhed, vil

heller ikke opfylde kriterierne for skattefrihed.

For det tredje strammes reglerne op, således at der

ikke kan udbetales en fratrædelsesgodtgørelse til en

medarbejder, der aldrig er tiltrådt en stilling. Bliver en

medarbejderen således løst fra ansættelsen inden

stillingens tiltrædelse, og udbetales der i den forbindelse en

godtgørelse, er dette beløb efter ændringsloven ikke

omfattet af de særlige skatteregler for

fratrædelsesgodtgørelser, da der aldrig har foreligget et

tjenesteforhold.

Det er efter loven fortsat en forudsætning for, at

beløbet kan falde ind under begrebet

fratrædelsesgodtgørelse, at godtgørelsesbeløbet

udbetales i tidsmæssig tilknytning til fratrædelsen. Hvis

beløbet udbetales efterfølgende, skal det fuldt ud medregnes

til den skattepligtige indkomst. Dette er præciseret i loven.

Betingelsen er i overensstemmelse med hidtil gældende praksis. Hvis en

medarbejder efter ansættelsens ophør, som følge af en

retssag eller et forlig mellem arbejdsgiveren og arbejdstageren eller dennes

faglige organisation, får udbetalt et godtgørelsesbeløb,

anses beløbet ifølge praksis for at være udbetalt i

tidsmæssig tilknytning til afskedigelsen, og betingelsen vil derfor

være opfyldt i dette tilfælde.

Det er også en betingelse for udbetaling af

godtgørelsesbeløb m.v., at medarbejderen er ansat hos

arbejdsgiveren. For medarbejdere, der modtager en

fratrædelsesgodtgørelse, forstås herved, at medarbejderen

var ansat i virksomheden på tidspunktet for

afskedigelsen/fratrædelsen.

De såkaldte afviklingsgodtgørelser er som

hidtil også omfattet af bestemmelsen. En afviklingsgodtgørelse

er en fratrædelsesgodtgørelse, som er betinget af, at den

fratrædende forbliver i sin stilling, indtil arbejdsgivervirksomheden

er afviklet. En afviklingsgodtgørelse er omfattet af de gældende

regler, uanset om erhvervelsen sker efter kollektiv eller individuel aftale.

Det er dog en betingelse, at arbejdstageren ikke efterfølgende flytter

med virksomheden.

De nye regler gælder også, når

arbejdstageren selv opsiger sin stilling til omgående fratræden

eller med kortere varsel, end arbejdstageren ville have krav på. Efter

loven kan man fortsat i den situation, hvor den opsigende medarbejder har

været ansat i virksomheden i mange år, udbetale en lempeligt

beskattet fratrædelsesgodtgørelse, hvis de øvrige

betingelser herfor er opfyldte.

Derudover gælder de nye regler også, når

en arbejdsgiver i forbindelse med en medarbejders fratræden som led i

en fratrædelsesordning, der træder i stedet for en opsigelse,

udbetaler en godtgørelse.

Hvis modtageren af en fratrædelsesgodtgørelse

ikke oppebærer indkomst fra stillingen for tiden fra

opsigelse/fratrædelse og indtil det tidspunkt, hvor den

pågældende kunne være opsagt i henhold til

ansættelseskontrakt m.v., skal efter loven en så stor del af

godtgørelsen, der svarer til den løn, som den

pågældende ville have fået i perioden frem til

opsigelsesperiodens udløb, medregnes til den personlige indkomst.

Dette beløb er ikke omfattet af ligningslovens § 7 U. Denne

bestemmelse svarer til de tidligere gældende regler. I de tidligere

regler var der dog indsat en bestemmelse om, at indregningen maksimalt kan

foretages for løn i en opsigelsesperiode på 1 år. Denne

grænse er fjernet, da de nye beskatningsregler med bundgrænse og

fuld indregning i den personlige indkomst gør grænsen

overflødig.

1.2. Jubilæumsgratialer

Efter ligningslovens § 7 U kræves det fortsat

for, at et jubilæumsgratiale er omfattet af de lempelige skatteregler,

at gratialet ydes af den skattepligtiges arbejdsgiver, samt at udbetalingen

sker én gang for alle. Anledningen til udbetaling skal være

enten medarbejderens (personlige) eller arbejdsgiverens jubilæum.

Begrebet personligt jubilæum har ikke tidligere

været fastlagt i lovgivningen, men efter landsskatteretspraksis har man

anset et jubilæum for at foreligge, når den

pågældende har været ansat i virksomheden i 25, 35, 40, 45,

50 eller 60 år. Derimod er efter praksis udbetalinger i anledning af

10, 15, 20 og 30 års ansættelse ikke omfattet. Efter loven

præciseres i overensstemmelse med gældende praksis, at der er

tale om et personligt jubilæum, når den ansatte har været

ansat i 25, 35 eller et større antal år deleligt med 5. Herved

er medtaget 55 år, som praksis ved en prøvelse formentlig ville

have medtaget.

Berettiget til at modtage jubilæumsgratiale, der er

omfattet af ligningslovens § 7 U, er medarbejdere, der er ansat i et

tjenesteforhold i en virksomhed, der i øvrigt opfylder betingelserne.

Det forhold, at en virksomhed skifter ejer eller omdannes til et

aktieselskab, udelukker fortsat ikke den lempelige skattepligtige behandling,

når blot der har været en rimelig identitet i virksomhedens

arbejdsområde.

Det betyder, at reglerne for at få udbetalt

jubilæumsgratiale efter de lempeligere beskatningsregler bliver

begrænset til de medarbejdere, der på jubilæumstidspunktet

er ansat på virksomheden. Jubilæumsgratialer, der udbetales til

ægtefæller eller til medarbejdere, der før

jubilæumsdatoen er fratrådt på grund af pensionering eller

sygdom, er således ikke omfattet af de lempeligere

beskatningsregler.

Efter de tidligere regler kunne der udbetales

jubilæumsgratiale til medarbejdere i forbindelse med

arbejdsophør på grund af alder eller sygdom. Efter loven kan

jubilæumsgratialer, der er omfattet af de lempelige skatteregler, nu

kun udbetales i forbindelse med medarbejderens eller virksomhedens

jubilæum.

Medarbejdere, der ud over jubilæumsgratialet

også har tjenestefri med løn på jubilæumsdagen, kan

fortsat ikke henføre lønnen på fridagen til beskatning

efter de nye regler.

Efter loven begrænses de lempelige beskatningsregler

for gratialer, der udbetales til medarbejdere i anledning af

virksomhedsjubilæer, til alene at omfatte de situationer, hvor der til

alle fuldtidsansatte medarbejdere udbetales det samme gratiale.

Hvis virksomheden har deltidsansatte medarbejdere, er det

endvidere efter loven en betingelse, at disse medarbejdere modtager et

gratialebeløb, der forholdsmæssigt svarer til det beløb,

som en fuldtidsansat får udbetalt. Hvis en deltidsansat er ansat i 20

timer om ugen, vil det gratiale i anledning af virksomhedsjubilæet, der

skal udbetales til den pågældende medarbejder, være 20/37

af det beløb, der udbetales til den fuldtidsansatte, hvis

fuldtidsansatte har en arbejdsuge på 37 timer.

Det betyder, at der er to betingelser, der skal være

opfyldt, for at der kan udbetales et sådant gratiale efter de

lempeligere beskatningsregler:

a) Gratialet skal udbetales til samtlige medarbejdere.

b) Gratialet skal være af samme beløbsstørrelse for

alle fuldtidsansatte medarbejdere og et forholdsmæssigt lavere

beløb til alle deltidsansatte.

Hvis der til enkelte medarbejdergrupper udbetales et

højere beløb end til andre, vil de udbetalte gratialer

således fremover fuldt ud skulle beskattes som personlig indkomst uden

bundfradrag. Tilsvarende gør sig gældende, hvis virksomheden

f.eks. i forbindelse med et jubilæum udbetaler en ekstra

månedsløn til alle medarbejdere, medmindre alle medarbejdere i

virksomheden har samme løn.

Det er medarbejdernes tilknytning til virksomheden

på jubilæumsdagen, der er afgørende for, om betingelserne

er opfyldte. Samtlige medarbejdere, der er ansatte på

jubilæumsdagen, herunder også medarbejdere, der er opsagte eller

har opsagt deres stilling, skal være omfattet. Det er også

jubilæumsdagen, der er afgørende med hensyn til

spørgsmålet om ansættelsestiden

(fuldstids-/deltidsansat).

De hidtidige regler for, hvornår en virksomhed i

øvrigt er berettiget til at udbetale gratialer i anledning af et

virksomhedsjubilæum, er uændrede. Det er således fortsat en

betingelse, at gratialet udbetales i anledning af, at den virksomhed, hvori

den skattepligtige er ansat eller har været ansat, har bestået i

25 år eller i et åremål, der er deleligt med 25.

1.3. Overgangsbestemmelser

Lovens skærpede beskatning af

fratrædelsesgodtgørelser og jubilæumsgratialer har

virkning for udbetalinger af fratrædelsesgodtgørelser, der sker

den 1. januar 2000 eller senere. Loven har dog ikke virkning for gaver og

godtgørelser fra den skattepligtiges arbejdsgiver, der ydes i

forbindelse med en medarbejders fratræden af stilling, såfremt

aftalen om fratræden er indgået inden 1. januar 2000, jf. lovens

§ 5, stk. 3, 2. pkt.

Ved at der er indgået en aftale om fratræden

forstås, at medarbejderen under ansættelsen har indgået en

konkret aftale om fratræden, der medfører, at der udbetales en

fratrædelsesgodtgørelse ved fratræden.

Hvis medarbejderen er blevet afskediget af arbejdsgiveren

inden den 31. december 1999, er der indgået en konkret aftale om

fratræden, som medarbejderen ikke har mulighed for at afvise.

Der er ikke tale om, at der er indgået en konkret

aftale under ansættelsen om fratræden, hvis medarbejderen alene

har indgået en ansættelseskontrakt inden lovens

ikrafttræden, der ved evt. afskedigelse giver ret til en

fratrædelsesgodtgørelse. Der er heller ikke tale om, at der er

indgået en sådan aftale, hvis medarbejderen har indgået en

ansættelseskontrakt i forbindelse med en

åremålsansættelse, der ved udløbet af

ansættelsesperioden berettiger til en

fratrædelsesgodtgørelse. Dvs. at i disse tilfælde skal

beskatningen ske efter de nye regler.

Det betyder, at en fratrædelsesgodtgørelse,

der er indgået aftale om i 1999, og som indebærer, at en

medarbejder fratræder f.eks. i maj 2000, vil blive beskattet efter de

tidligere regler i ligningslovens § 7 O, og ikke efter ligningslovens

§ 7 U. Hvis godtgørelsesbeløbet beskattes efter disse

regler i år 2000, vil bundfradraget således blive reguleret efter

de tidligere gældende regler og være 11.200 kr., og kun 85 pct.

af resten beskattes.

Et forhold er, hvordan beskatningen sker. Sker det efter

de nye eller gamle regler. Et andet forhold er, hvornår beskatningen

sker. Dette afhænger af de almindelige regler i kildeskatteloven.

For så vidt angår tidspunktet for beskatningen

af fratrædelsesgodtgørelser er

fratrædelsesgodtgørelsen som udgangspunkt skattepligtig på

det tidspunkt, hvor medarbejderen erhverver ret hertil

(retserhvervelsesprincippet).

Da fratrædelsesgodtgørelser normalt er

A-indkomst, gælder vedrørende beskatningstidspunktet de

særlige regler i kildeskattelovens § 46, stk. 2, jf.

kildeskattebekendtgørelsens § 22, stk.1, for A-indkomst, der

kommer til udbetaling efter udløbet af den pågældende

indtjeningsperiode. Efter disse bestemmelser beskattes udbetalingen i det

indkomstår, hvori udbetalingen finder sted. Har udbetalingen ikke

fundet sted på et tidspunkt, der ligger 6 måneder efter

retserhvervelsestidspunktet, er beløbet dog indkomstskattepligtigt

på dette tidspunkt.

Det er således både udbetalingstidspunktet og

retserhvervelsestidspunktet, der har betydning for, hvornår

fratrædelsesgodtgørelsen rent faktisk beskattes.

Indgår en medarbejder en aftale om fratræden,

der f.eks. er betinget af, at medarbejderen bliver i jobbet indtil

opsigelsesperiodens udløb, erhverver den pågældende

medarbejder først ret til godtgørelsesbeløbet, når

denne betingelse er opfyldt. Medarbejderen er dog som nævnt ovenfor

omfattet af overgangsordningen, hvis den konkrete aftale om fratræden

er indgået inden 1. januar 2000, dvs. at beskatningen sker i henhold

til de hidtil gældende regler, uanset om beskatningstidspunktet f.eks.

er indkomståret 2000.

Hvis medarbejderen derimod bliver fritstillet, vil den

pågældende erhverve ret til fratrædelsesgodtgørelsen

på tidspunktet for fritstillelsen. Hvis der er særlige

betingelser forbundet med fritstillelsen, vil det konkret skulle vurderes

nærmere, hvornår medarbejderen har erhvervet endelig ret til

godtgørelsen. Et eksempel på en særlig betingelse, der

medfører, at skatteyderen ikke erhverver endelig ret til

fratrædelsesgodtgørelsen ved aftalens indgåelse, kan

være, at fratrædelsesgodtgørelsen bortfalder, hvis

medarbejderen afgår ved døden i fritstillelsesperioden, eller

hvis medarbejderen tiltræder ny beskæftigelse i denne

periode.

Det betyder, at hvis medarbejderen ved aftalens

indgåelse har erhvervet endelig ret til godtgørelsen, f.eks.

fordi den pågældende samtidig fritstilles, skal beløbet

senest beskattes 6 måneder efter tidspunktet for indgåelsen af

aftalen. En godtgørelse, der hidrører fra en aftale, der er

indgået den 1. november 1999, skal således senest beskattes den

1. maj 2000. Hvis godtgørelsen først udbetales 1. juni 2000,

skal der således allerede ske en beskatning (indeholdelse af A-skat

m.v.) heraf den 1. maj.

Beskatningen i den beskrevne situation skal således

ske i 2000, men efter reglerne, der var gældende i 1999, fordi aftalen

er indgået inden 1. januar 2000. Hvis derimod en medarbejder har

indgået en ansættelseskontrakt, der udløber i f.eks.

februar 2000, og som indebærer, at der udbetales en

fratrædelsesgodtgørelse ved fratræden, vil denne

godtgørelse således ikke være omfattet af

overgangsbestemmelsen, jf. lovens § 5, stk. 3, fordi det ikke er en

konkret aftale om fratræden indgået under ansættelsen.

Hvis arbejdstageren i stedet ønsker

godtgørelsesbeløbet indbetalt på en pensionsordning

omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit I, kan arbejdsgiveren frem til

beskatningstidspunktet indgå en sådan aftale, jf.

pensionsbeskatninglovens § 19.

Har en medarbejder i første halvår af 1999

indgået en aftale om fratræden, der betyder, at medarbejderen har

erhvervet endelig ret til godtgørelsen på dette tidspunkt, kan

der på grund af 6 måneders reglen i kildeskatteloven ikke ske

nogen beskatning i år 2000, og der kan heller ikke ske indbetaling

på en pensionsordning i år 2000.

Såfremt en medarbejder er opsagt, eller der er

indgået aftale om fratræden inden den 1. januar 2000 som

følge af en retssag eller et forlig mellem arbejdsgiveren og

arbejdstageren eller dennes faglige organisation, og medarbejderen

efterfølgende får udbetalt et godtgørelsesbeløb,

vil dette godtgørelsesbeløb efter lovens

ikrafttrædelsesbestemmelse blive beskattet som

fratrædelsesgodtgørelse efter de tidligere gældende

regler. Det hænger sammen med, at arbejdstageren anses for at have

erhvervet endelig ret til godtgørelsesbeløbet på det

tidspunkt, hvor medarbejderen fratræder.

Hvis en medarbejder i 2000 får udbetalt et

jubilæumsgratiale og ligeledes samme år får udbetalt en

fratrædelsesgodtgørelse, der er indgået konkret aftale om

inden den 1. januar 2000, skal der ikke ske nogen sammenlægning af de

pågældende ydelser i relation til bundfradraget. Det skyldes, at

reglerne for beskatning af jubilæumsgratialer følger af den nye

bestemmelse i ligningslovens § 7 U, mens reglerne for beskatning af

fratrædelsesgodtgørelser, der er omfattet af overgangsordningen,

følger af ligningslovens § 7 O.

Fratrædelsesgodtgørelsen skal dog sammenlægges med evt.

beløb, der er omfattet af den tilbageværende del af

ligningslovens § 7 O (bl.a. visse dusører).

Hvis aftalen indgås den 1. januar 2000 eller senere,

vil godtgørelsesbeløb m.v. blive beskattet efter de nye regler.

2. Satser og regler for skattefrie rejsegodtgørelser samt

skattefritagelse for sparet hjemmeforbrug til kost i forbindelse med

tjenesterejser m.v.

2.1. Ligningslovens § 9, stk. 5

Der har længe været et ønske om en mere

pædagogisk opbygning af reglerne om skattefri godtgørelser. Der

er derfor udarbejdet et system, hvorefter de forskellige

godtgørelsestyper holdes adskilt. En ny bestemmelse i ligningsloven,

§ 9 A, indeholder som udgangspunkt alle relevante regler om skattefrie

rejsegodtgørelser, ligningslovens § 9 B indeholder alle relevante

regler om skattefrie befordringsgodtgørelser, og ligningslovens

§ 31 indeholder alle relevante regler om skattefrie godtgørelser

i forbindelse med uddannelse betalt af arbejdsgiveren m.v. Ligningslovens

§ 9, stk. 5, indeholder dog fortsat de overordnede principper om

den skattemæssige behandling af omkostningsgodtgørelser, som

arbejdsgiveren udbetaler til ansatte m.v.

Således fremgår det fortsat af bestemmelsen,

at godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som

lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, er

skattepligtige, medmindre der er tale om de specifikt undtagne

godtgørelser omfattet af § 9 A (rejsegodtgørelse),

§ 9 B (befordringsgodtgørelse) eller § 31

(uddannelsesgodtgørelser). Der er ikke tilsigtet ændringer

vedrørende dette punkt i forhold til tidligere. Som hidtil

fremgår det, at en skattefri rejse- eller

befordringsgodtgørelse, som fragår i en forud aftalt

bruttoløn, skal medregnes ved indkomstopgørelsen. Bestemmelsen

er medtaget her, fordi det er et generelt princip for såvel rejse-,

befordrings- og uddannelsesgodtgørelser.

Endelig gives der skatteministeren en bemyndigelse til at

fastsætte nærmere regler om kontrollen og administrationen af de

skattefrie godtgørelser. Skatteministeren får hermed mulighed

for at fastsætte nærmere betingelser på området for

skattefrie godtgørelser, herunder fastsætte nærmere

retningslinier for opgørelse og afregning af udgifter.

2.2. Rejsegodtgørelser i ligningslovens § 9 A

Bestemmelsen er opbygget således, at:

Stk. 1 fastsætter rejsebegrebet.

Stk. 2-4 fastsætter de skattefrie

standardsatser.

Stk. 5-6 fastsætter de nærmere

betingelser for anvendelsen af standardsatserne.

Stk. 7 fastsætter reglerne om fradrag med

standardsatserne.

Stk. 1 og 8-10 fastsætter de persongrupper, som

er omfattet af regelsættet om skattefrie standardsatser.

§ 9 A, stk. 1

Af pædagogiske årsager er formuleringen af

rejsebegrebet justeret. Der er imidlertid ikke tilsigtet ændringer i

forhold til det hidtidige indhold af rejsebegrebet, som blev indført

ved lov nr. 1063 af 12. december 1996, jf. lov nr. 452 af 10. juni 1997 (L 99

1996-97 og L 257 1996-97).

Arbejdsgiveren m.v. kan udbetale skattefri

rejsegodtgørelse med standardsatserne i følgende

situationer:

1) Når lønmodtageren på grund af afstanden mellem

bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte

på sin sædvanlige bopæl.

2) Når arbejdsgiveren midlertidigt udsender den

pågældende til et andet arbejdssted end lønmodtagerens

sædvanlige arbejdssted, og dette medfører, at

lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin

sædvanlige bopæl.

§ 9 A, stk. 2-3

De skattefrie standardsatser er bibeholdt i selve

lovteksten.

Satser til kost og småfornødenheder

A. Satsernes størrelse

Standardsatsen i § 9 A, stk. 2, nr. 1, til kost

og småfornødenheder er forhøjet til 351 kr. pr.

døgn (2000-beløb).

Beløbet reguleres årligt i overensstemmelse

med personskattelovens § 20 og kan fra 2001 forhøjes med 110 kr.

(2000-beløb) af Ligningsrådet for lande, hvor leveomkostningerne

er væsentligt højere end i Danmark.

Standardsatsen kan anvendes af alle persongrupper, der er

omfattet af regelsættet i § 9 A. Turistchaufførerne skal

dog som hidtil anvende særlige satser. Disse er uændrede og

udgør ved rejser med overnatning i udlandet 150 kr. pr. døgn og

ved rejser med overnatning i Danmark 75 kr. pr. døgn. Disse satser

reguleres fortsat ikke. Til gengæld reduceres disse satser ikke,

når turistchauffører modtager fri kost på

tjenesterejsen.

Det fremgår af § 9 A, stk. 2, nr. 1-3, at

satserne kan udbetales pr. døgn, hvilket svarer til den hidtidige

formulering i ligningslovens § 9, stk. 5. Dette indebærer, at

der først kan udbetales en skattefri godtgørelse til kost og

småfornødenheder i forbindelse med rejser, der har en varighed

på et døgn og derover, dvs. på rejser med en varighed

på mindst 24 timer, hvilket ligeledes fremgår af § 9 A,

stk. 5, 1. pkt. Satserne udbetales pr. døgn, og derefter kan der

udbetales en skattefri rejsegodtgørelse for tilsluttende rejsetimer

på 1/24 af den relevante sats for kost og småfornødenheder

pr. time.

Har rejsen varet under et døgn, dvs. mindre end 24

timer, må udgifter til kost og logi alternativt dækkes af

arbejdsgiveren ved udlæg efter regning eller ved fradrag for

dokumenterede udgifter.

B. Reduktion af satserne

Reglerne om reduktion af satsen for kost og

småfornødenheder, når der modtages fri kost, er bibeholdt

og med de samme procentsatser. Således reduceres satsen i § 9 A,

stk. 2, nr. 1, med henholdsvis 15, 30 og 30 pct. for modtaget morgenmad,

frokost og aftensmad. Modtages der fuld kost, vil der kunne udbetales en

skattefri godtgørelse på 25 pct. af satsen til at dække

småfornødenheder. I forhold til den tidligere formulering i

ligningslovens § 9, stk. 5, er det fastslået i bestemmelsen,

at arbejdsgiveren, uanset reduktionen, altid vil kunne udbetale et skattefrit

beløb på indtil 25 pct. af satsen til kost og

småfornødenheder beregnet for den samlede rejse. Modtages der

på en rejse med varighed af 26 timer f.eks to gange frokost samt

morgenmad og aftensmad, vil der skattefrit kunne modtages et beløb

på 25 pct. af 380,25 kr. (26/24 af 351 kr. - 2000-beløb).

Herved opnås større ligestilling mellem

ansatte, der rejser på skattefrie godtgørelser og ansatte, der

rejser efter regning, og som efter de tidligere regler kunne få en

skattefri godtgørelse på 30 pct. af standardsatsen til

fortæring til dækning af småfornødenheder, når

der rejstes i udlandet. Denne sats er som led i ligestillingen nedsat til 25

pct. samt udvidet, så den også kan anvendes, når der rejses

i Danmark.

Logiudgifter

Til dækning af udokumenterede logiudgifter ved

rejser med overnatning i Danmark eller i udlandet er der indført en

standardsats på 150 kr. pr. døgn (2000-niveau). Det er en

betingelse for at kunne anvende satsen, at rejsen mindst varer 24 timer.

Logisatsen reguleres på samme måde som standardsatsen til kost og

småfornødenheder i overensstemmelse med personskattelovens

§ 20. Personer, der har større logiudgifter end 150 kr. pr.

døgn, kan i stedet få de dokumenterede logiudgifter dækket

efter regning eller foretage et ligningsmæssigt fradrag herfor.

Logisatsen har virkning fra og med 1. april 1999, hvor den

tidligere logisats bortfaldt. Satsen er i 1999 97 kr. pr. døgn.

Logisatsen kan ikke anvendes af ansatte, der i deres hverv

medvirker til transport af varer eller personer, gør tjeneste ombord

på skibe (herunder fiskefartøjer), arbejder på

luftfartøjer, i fartøjer og installationer, der anvendes i

tilknytning til efterforskning og udnyttelse af naturforekomster. Mange

ansatte med sådant arbejde overnatter ofte i deres

køretøjer, ombord på skibene eller lignende og vil dermed

typisk ikke have udgifter til logi. I det omfang disse persongrupper har

dokumenterede logiudgifter, kan disse udgifter som hidtil dækkes

skattefrit af arbejdsgiveren eller fratrækkes som et

ligningsmæssigt fradrag af lønmodtageren.

Der er med begrebet »gør tjeneste ombord på

skibe« ikke tiltænkt nogen ændring af den tidligere praksis

vedrørende »påmønstret skibe«. Der er således alene

tale om en sproglig justering.

Standardsatsen for kost og småfornødenheder

er omfattet af en tidsbegrænsningsregel på 12 måneder.

Logisatsen er i modsætning hertil ikke omfattet af

tidsbegrænsningsreglen på 12 måneder. Logisatsen er

således kun tidsbegrænset af kravet om, at arbejdsstedet skal

være midlertidigt, jf. bestemmelsen i § 9 A, stk. 1.

Som en konsekvens af indførelsen af den nye

logisats kan der ikke foretages afskrivninger i den skattepligtige indkomst

for udgifter, der dækkes af satsen til logi. Der kan heller ikke

foretages afskrivninger, når udgifterne til logi fradrages med

standardsatsen. Dette vil f.eks. gælde for personer, der overnatter i

egen campingvogn.

§ 9 A, stk. 4

Stk. 4

indeholder reglen om skattefrie

godtgørelser til småfornødenheder for personer, der

rejser efter regning. Efter den tidligere regel, som udelukkende gav adgang

til godtgørelser, kunne arbejdsgiveren udbetale en skattefri

godtgørelse på indtil 30 pct. af satsen for skattefri

rejsegodtgørelse til kost og småfornødenheder, når

der rejstes efter regning i udlandet.

Lønmodtagere, som ikke rejser efter regning, kan

skattefrit modtage 25 pct. af standardsatsen til at dække

småfornødenheder, når der på rejsen modtages fuld

kost. Dette gælder, uanset om rejsen foregår i Danmark eller

udlandet, og lønmodtageren kan foretage fradrag, i det omfang

arbejdsgiveren ikke giver denne godtgørelse.

For at skabe større ligestilling er det vedtaget,

at godtgørelsen til småfornødenheder, når der

rejses efter regning, sættes til 25 pct. af satsen til kost og

småfornødenheder beregnet for den samlede rejse. Med

forhøjelsen af standardsatsen til 351 kr. bliver

godtgørelsesbeløbet 87,75 kr. pr. døgn i 2000.

Aftrapningsordningen medfører, at beløbet ved rejser i Japan og

Island bliver højere i 2000, jf. pkt. 2.8.

Godtgørelsessatsen kan fremover endvidere

også anvendes, når der rejses efter regning i Danmark.

Endeligt er det vedtaget, at lønmodtageren, der

rejser efter arbejdsgiverens regning, kan foretage et fradrag svarende til

godtgørelsessatsen i den skattepligtige indkomst i det omfang,

arbejdsgiveren ikke udbetaler en skattefri godtgørelse.

Godtgørelsen til småfornødenheder,

når der rejses efter regning, skal i fremtiden ligesom alle andre

skattefrie godtgørelser medregnes ved indkomstopgørelsen, hvis

den fragår i en forud aftalt bruttoløn.

§ 9 A, stk. 5-6

Stk. 5

fastsætter de nærmere

betingelser for anvendelse af standardsatserne.

Rejsens tidsmæssige udstrækning

Som nævnt ovenfor under afsnittet, der omhandler

§ 9 A, stk. 2-3, finder rejsegodtgørelsesreglerne kun

anvendelse, når rejsen varer mindst 24 timer. Der kan således

ikke udbetales skattefrie godtgørelser, hvis rejsen ikke mindst varer

24 timer.

Tidsbegrænsning for anvendelse af standardsatserne

I det hidtidige regelsæt kunne et arbejdssted

højst anses for midlertidigt i de første 3 måneder, hvis

arbejdsstedet var i Danmark, og de første 6 måneder, hvis

arbejdsstedet var i udlandet. Denne forskel er fjernet således, at

tidsbegrænsningen er ens, uanset om arbejdsstedet er i udlandet eller i

Danmark. Samtidigt er tidsbegrænsningen forlænget.

Et arbejdssted kan således ved anvendelsen af

standardsatserne, bortset fra logisatsen, højst anses for midlertidigt

i de første 12 måneder. Denne del af loven har virkning allerede

fra 1. april 1999.

Præcisering af Skatteministeriets tidligere tilkendegivelser

Skatteministeriet har tidligere tilkendegivet (gengivet i

Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1999, 642), hvornår

tidsbegrænsningsreglerne fandt anvendelse, og hvornår de blev

afbrudt. Disse tilkendegivelser er nu præciseret i selve lovteksten.

Tilkendegivelserne kan opdeles i tre afsnit:

1) Arbejdssteder, som flyttes i takt med arbejdets udførelse

eller færdiggørelsen.

2) Arbejdsstedsskifte.

3) Arbejdsstedsskifte i forbindelse med tilbagevenden til tidligere,

midlertidige arbejdsplads.

I tilkendegivelserne er begrebet »projekt« blevet anvendt.

Forståelsen af begrebet »projekt« har betydning for anvendelsen af

tidsbegrænsningsreglen på 12 måneder.

Ved projekt forstås den overordnede plan for f.eks.

et bestemt bygnings- eller anlægsværk. Heri indgår typisk

en række forskellige entrepriser. Disse entrepriser indgår

således alle i samme projekt. Et projekt kan være

stationært eller kan flyttes i takt med arbejdets udførelse

eller færdiggørelse. Et projekt, der flyttes i takt med

arbejdets udførelse eller færdiggørelse, kan indeholde

arbejdssteder, som er stationære.

Et eksempel på et stationært projekt kan

f.eks. være et stort bygningsværk såsom Odense

Banegård Center. Eksempler på projekter, som flyttes i takt med

arbejdets udførelse eller færdiggørelse, er

Storebælt- og Øresundsforbindelserne, hvor enkelte

arbejdspladser i projektet dog kan være stationære, f.eks.

elementleverandørarbejdspladser.

1. Arbejdssteder, som flyttes i takt med arbejdets udførelse

eller færdiggørelsen

Motorvejs-, bro-, jernbane-, gasledningsprojekter samt

metroprojektet m.v. er anlægsprojekter, som er kendetegnet ved, at

arbejdsstedet flyttes i takt med færdiggørelsen af den konkrete

arbejdsopgave. Det fremgår nu direkte af lovteksten, at disse typer af

projekter ikke er omfattet af tidsbegrænsningsreglen.

Personer, der arbejder på disse projekter, har en

arbejdssituation, der kan sidestilles med den, som eksempelvis

langturschaufførerne har. Langturschaufførerne rammes heller

ikke af tidsbegrænsningsreglen, da deres arbejdssted hele tiden

bevæger sig.

Arbejdstedet anses ikke for at flyttes i takt med

udførelsen eller færdiggørelsen, medmindre der er 8 km

mellem arbejdsprojektets begyndelses- og slutpunkt. Dog er stationære

arbejdspladser inden for projektet, f. eks.

elementleverandørarbejdspladser, omfattet af

tidsbegrænsningsreglerne.

2. Arbejdsstedsskifte

Ferie, fridage, tjenesterejser samt sygdom vil ikke

afbryde 12 måneders reglen.

Når der arbejdes for samme arbejdsgiver i samme

projekt, tilsiger begrebet »arbejdssted«, at der skal være en vis

afstand mellem »pladserne« for, at der er tale om to selvstændige

arbejdssteder. Der skal være 8 km s normal transportvej mellem de to

arbejdspladser for samme arbejdsgiver i samme projekt for, at

afstandskriteriet anses for opfyldt. Bedømmelsen af, om der er 8 km

mellem projektets begyndelses- og afslutningssted, skal foretages ved

anlægsprojektets start.

Såfremt eventuelle senere ændringer i

anlægsprojektet medfører, at projektets udstrækning bliver

kortere end 8 km, vil en ny bedømmelse af projektet på

projektændringstidspunktet medføre, at projektet herefter vil

blive omfattet af tidsbegrænsningsreglen.

Hvis der påbegyndes nyt arbejde for samme

arbejdsgiver i et andet projekt, må dette betragtes som et nyt

arbejdssted.

Hvis der påbegyndes arbejde for ny

arbejdsgiver, betragtes dette altid som et nyt arbejdssted, også

selvom arbejdet foregår på samme geografiske sted.

3. Arbejdsstedsskifte i forbindelse med tilbagevenden til tidligere,

midlertidige arbejdsplads

Når lønmodtageren afbryder arbejdet på

arbejdssted 1 for at påbegynde nyt arbejde på arbejdssted 2 og

senere vender tilbage til arbejdssted 1, er det relevant at vurdere, om 12

måneders reglen er afbrudt.

Det blev tilkendegivet, at arbejdsophold på et andet

arbejdssted på mere end 28 kalenderdage vil være en afbrydelse af

tidsbegrænsningsreglen. De 28 kalenderdage (inkl. weekender) er

ændret til 20 arbejdsdage.

Eksempler:

1. Arbejdsforholdet på arbejdssted 1 vil være

afbrudt, hvis den ansatte påbegynder arbejde for ny arbejdsgiver eller

på et nyt projekt for samme arbejdsgiver, og dette arbejde har en

tidsmæssig udstrækning på mere end 20 arbejdsdage. Hvis den

ansatte efter den 20. arbejdsdag vender tilbage til arbejdssted 1,

påbegyndes en ny 12 måneders periode.

2. Hvis den ansatte påbegynder arbejde andetsteds

(mindst 8 km væk) for samme arbejdsgiver på samme projekt, vil

arbejdsforholdet på arbejdssted 1 være afbrudt, hvis arbejdet

på arbejdsplads 2 har en tidsmæssig udstrækning på

mere end 20 arbejdsdage.

Arbejdes der 20 arbejdsdage og derunder på

arbejdssted 2, vil dette således normalt medføre, at

arbejdsforholdet på arbejdssted 1 reelt ikke anses for afbrudt, hvilket

medfører, at perioden på arbejdssted 2 skal medregnes ved

beregningen af afbrydelsesreglen i forhold til arbejdssted 1.

Eksempel: En ansat har arbejdet fra 1/4 til 15/5 på

arbejdssted 1. Dernæst skiftes der til arbejdssted 2, hvor der arbejdes

i 18 arbejdsdage. Fra og med den 11/6 arbejdes der igen på arbejdssted

1. Da perioden på arbejdssted 2 ikke overskrider 20 arbejdsdage, skal

perioden, dvs. 26 kalenderdage, medregnes til perioden på arbejdssted

1.

Der kan dog i visse situationer ske afbrydelse, selvom

fraværet er 20 arbejdsdage eller mindre. Dette vil være

tilfældet, hvis genoptagelsen af arbejdsforholdet på arbejdssted

1 ikke var upåregneligt. Dette kunne eksempelvis være

tilfældet, hvis den pågældende medarbejder - efter

afleveringsforretning på arbejdsplads 1 og påbegyndelsen af

arbejde på arbejdsplads 2 - p.g.a. arbejdsgiverens

garantiforpligtigelse bliver sendt tilbage til arbejdsplads 1 for at

udføre udbedringsarbejde.

§ 9 A, stk. 7-10

Lønmodtagere kan ifølge stk. 7,

i det omfang rejseudgifterne ikke godtgøres af arbejdsgiveren,

fradrage udokumenterede rejseudgifter ved indkomstopgørelsen med

standardsatserne i § 9 A, stk. 2-3, eller fradrage de faktiske,

dokumenterede udgifter. Hvis der foretages fradrag med de faktiske udgifter

til kost, skal fradraget ikke reduceres med værdien af et sparet

hjemmeforbrug. Dette er en følge af skattefritagelsen for sparet

hjemmeforbrug til kost på tjenesterejser.

Lønmodtagere, der rejser i Danmark eller i udlandet

ved udlæg efter regning, kan i følge bestemmelsen foretage

fradrag med indtil 25 pct. af standardsatsen til fortæring, i det

omfang arbejdsgiveren ikke udbetaler 25 pct.- godtgørelsen.

Fradrag for rejseudgifter er omfattet af

fradragsbegrænsningen i ligningslovens § 9, stk. 1, hvorefter

lønmodtagere kun kan fradrage udgifter i forbindelse med

udførelsen af det indtægtsgivende arbejde i det omfang, de

samlede udgifter overstiger et grundbeløb på 4.300 kr.

(2000-niveau).

Ifølge stk. 8 kan selvstændigt

erhvervsdrivende, der på grund af afstanden mellem bopæl og et

midlertidigt arbejdssted i udlandet ikke har mulighed for at overnatte

på den sædvanlige bopæl, vælge at foretage fradrag

med de i § 9 A, stk. 2-3, fastsatte satser i stedet for de faktiske

udgifter. Bestemmelsen er en videreførelse fra det hidtidige

regelsæt.

I stk. 9 bestemmes det, at reglerne om

lønmodtageres skattefrie rejsegodtgørelser finder tilsvarende

anvendelse på rejsegodtgørelser, der udbetales til medlemmer af

eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og

lignende. Dette svarer til de hidtidige regler med den tilføjelse, at

de medlemmer eller medhjælpere, som rejser efter regning, får

adgang til skattefrit at modtage en skattefri godtgørelse på 25

pct. af standardsatsen vedrørende fortæring til

småfornødenheder.

I stk. 10 angives de grupper, som ikke kan

anvende standardsatserne. I de gamle regler kunne standardsatserne ikke

anvendes af personer, der havde særlige forhold eller andre ordninger,

der medførte skattefrihed eller fradrag.

Bestemmelsen er ændret således, at kun grupper

med særlige skatteordninger er udelukket fra at anvende

standardreglerne, idet det vurderes, at visse af de grupper, der i dag er

udelukket fra anvendelse af standardsatsen, ikke har arbejds- og

opholdsforhold, som i væsentlig grad adskiller dem fra de grupper, der

i dag kan anvende reglerne.

Ansatte, der kan anvende:

1) ligningslovens § 9 G (havfradrag til erhvervsfiskere),

2) ligningslovens § 33 C (DIS-beskatning af sømænd)

eller

3) sømandsfradragsloven,

eller modtager ydelser efter

4) ligningslovens § 7, litra r, (udetillæg m.m.) eller

5) ligningslovens § 31, stk. 4,

(uddannelsesgodtgørelser),

kan ikke anvende standardsatserne i § 9 A,

stk. 2-4, for rejseudgifter.

Ansatte, som gør tjeneste ombord på skibe,

kan - ligesom langturschauffører - være på rejse omfattet

af § 9 A, stk. 1. Et arbejdssted er midlertidigt, i det omfang det

flyttes i takt med arbejdets udførelse. De ansatte ombord vil derfor

kunne anvende standardsatserne i § 9 A, stk. 2-4, når de ikke

kan anvende de ovennævnte særlige skatteordninger. Når

disse ansatte modtager fri kost, vil der kunne modtages en skattefri

godtgørelse på 25 pct. af 351 kr. pr. døgn

(2000-beløb). Ansatte, som gør tjeneste ombord på skibe,

kan dog ikke anvende logisatsen, jf. § 9 A, stk. 2, nr. 4.

Personer, der aftjener værnepligt, samt frivilligt

personel kan i den periode, der er fastsat som uddannelsestid, fortsat ikke

anvende standardsatserne til fradrag.

2.3. Befordringsgodtgørelser i ligningslovens § 9 B

Som led i bestræbelserne på at skabe

større lovteknisk overskuelighed er bestemmelserne om

erhvervsmæssig befordring samlet i ligningslovens § 9 B. Der er

imidlertid ikke tilsigtet ændringer i forhold til det tidligere

regelsæt.

2.4. Skattefritagelse af sparet hjemmeforbrug til kost i ligningslovens

§ 16, stk. 11

Der er med lov nr. 955 af 20. december 1999 sket en

ligestilling med hensyn til beskatning af sparet hjemmeforbrug til kost i

forbindelse med tjenesterejser. Der skal således ikke i fremtiden ske

beskatning af dette sparede hjemmeforbrug, hverken direkte eller indirekte.

Værdien af sparet hjemmeforbrug til kost er gjort

skattefri, når lønmodtageren af arbejdsgiveren modtager fri kost

eller får kosten dækket efter regning i forbindelse med, at

lønmodtageren er på tjenesterejse. Som bestemmelsen er

formuleret, gælder skattefriheden, når der er tale om arbejde

på et midlertidigt arbejdssted. Bestemmelsen omfatter således

både tjenesterejser med overnatning som tjenesterejser uden

overnatning. De persongrupper, der nævnes i ligningslovens § 9 A,

stk. 10, kan også være omfattet af bestemmelsen. Det

afgørende er, at der arbejdes på et midlertidigt arbejdssted.

Dette begreb fortolkes i overensstemmelse med midlertidighedsbegrebet i

ligningslovens § 9 A, stk. 1.

Det sparede hjemmeforbrug til kost er således

skattefrit, uanset om den fri kost ydes direkte, eller kosten dækkes

efterfølgende efter regning.

Som en konsekvens af skattefritagelsen for det sparede

hjemmeforbrug til kost er det i § 9 A, stk. 7, 2. pkt.,

fastslået, at når lønmodtageren selv afholder sine

fortæringsudgifter på tjenesterejsen og foretager et

ligningsmæssigt fradrag for disse, skal der ikke ske reduktion af

fradraget med værdien af det sparede hjemmeforbrug.

Personer, som arbejder på en fast/varig

arbejdsplads, og som af arbejdsgiveren modtager fri kost, er ikke omfattet af

skattefriheden. Spørgsmålet om beskatningen af sparet

hjemmeforbrug vil i sådanne tilfælde afhænge af

skattelovgivningens øvrige regler. Er der f.eks. tale om fri kost, som

modtages i forbindelse med overarbejde for arbejdsgiveren, kan værdien

af det sparede hjemmeforbrug være omfattet af bestemmelsen i

ligningslovens § 16, stk. 3, om den skattefri

bagatelgrænse.

2.5. Fradragsbegrænsning ved arbejde i udlandet

De fleste lønmodtagere har større

lønindtægter end fradragsberettigede udgifter ved arbejdet i

udlandet. Der findes imidlertid enkelte erhvervsgrupper, hvis

lønindkomst ved arbejdet i udlandet er så lille, at de vil kunne

have større fradrag end indtægter. Dette overskydende fradrag

ville kunne anvendes til fradrag i den danske lønindtægt.

Au pair-ansatte anses normalt for at have opgivet deres

bopæl hos forældrene, idet de i stedet har fået bopæl

hos »au pair-familien«, i hvis hjem de dels bor på lige fod med

familiens øvrige medlemmer (»au pair«) dels arbejder. For dette

arbejde modtager de lommepenge og fri kost og logi.

Når au pair-ansatte ikke anses for at have udgifter

til en anden bopæl - f.eks. forældrenes bolig -, opfylder de ikke

betingelserne for at være på rejse og dermed for at være

omfattet af reglerne i ligningslovens § 9 A. De er derfor skattepligtige

af lommepenge og frit logi, men - efter 1. januar 2000 - ikke skattepligtige

af fri kost, jf. ligningslovens § 16, stk. 11. Det skyldes, at au

pair-arbejdsstedet normalt må anses for et midlertidigt arbejdssted,

selvom der skattemæssigt ikke kan siges at foreligge en rejse.

Det skal dog understreges, at der for au pair-ansatte -

som for alle andre lønmodtagere - skal foretages en konkret vurdering

af, om den pågældende opfylder betingelserne for at være

på rejse, herunder om lønmodtageren har udgifter til en

»sædvanlig bopæl«.

Det gælder derfor, at udgifter, der er

fradragsberettiget efter § 9, stk. 1, (almindelige

lønmodtagerfradrag i det omfang de overstiger 4.300 kr.

(2000-beløb)), § 9 B, stk. 3, §§ 9 C og 9 D

(befordringsfradrag), i forbindelse med udførelse af

indtægtsgivende arbejde i udlandet, ikke kan fradrages ved

opgørelsen af den skattepligtige indkomst for lønmodtagere, i

det omfang de nævnte udgifter overstiger den udenlandske

lønindkomst, der skal medregnes i den danske

indkomstopgørelse.

Bestemmelsen har tidligere fremgået af

Ligningsrådets årlige cirkulære om skattefrie

godtgørelser til dækning af merudgifter ved rejse og befordring

m.v. (senest Told*Skat cirkulære 1999-7, pkt. 6.3.).

2.6. Vidnegodtgørelser m.v. i ligningslovens § 9,

stk. 6

Godtgørelse til dækning af udgifter til

befordring og hotelophold, som det offentlige udbetaler til lægdommere

(nævninge, domsmænd og sagkyndige retsmedlemmer), vidner og

personer, der efter indkaldelse har afgivet forklaring til politiet, kunne

indtil 1. april 1999 udbetales skattefrit i henhold til de særlige

regler og betingelser i statsskattelovens § 5, litra d. Sådanne

godtgørelser var efter ophævelsen af § 5, litra d, ikke

skattefrie i henhold til det gældende regelsæt.

Skattefriheden for disse typer af

omkostningsgodtgørelser er genindført. Skattefriheden omfatter

de beløb, som er fastsat i § 3 i Justitsministeriets

bekendtgørelse nr. 712 af 17. november 1987.

2.7. Studierejselegater i ligningslovens § 7 K

Legater til logi, kost og

småfornødenheder

, der er betinget af, at de anvendes til

studierejser i udlandet, er skattefrie i det omfang, de medgår til

dækning af sædvanlige omkostninger til kost,

småfornødenheder og logi på studiestedet.

Ligningsrådet fastsatte tidligere de omtalte

beløb for sædvanlige meromkostninger. Beløbene var

fastsat på basis af statens satser for godtgørelsesbeløb

for merudgifter til kost og småfornødenheder ved tjenesterejser

i udlandet og med tillæg af en tredjedel af det såkaldte

hoteldispositionsbeløb. Der var altså tale om at anvende de

satser, som statens ansatte også benyttede.

Folketinget vedtog ved lov nr. 133 af 25. februar 1998 at

ændre reglerne for modtagere af studierejselegater i ligningslovens

§ 7 K, stk. 1 og 2, så disse regler også i fremtiden

ville ligge tæt op ad reglerne og satserne for skattefrie

rejsegodtgørelser.

Ved samme lov vedtoges, at de ændrede regler for

skattefrie studierejselegater først skulle træde i kraft den 1.

januar 2001, når standardsatsen for rejsegodtgørelser til kost

og småfornødenheder var fuldt indfaset.

Som en konsekvens af de ændrede

rejsegodtgørelsesregler er reglerne om studierejselegater ændret

i overensstemmelse hermed. Således skal logisatsen i ligningslovens

§ 9 A, stk. 2, nr. 4, finde tilsvarende anvendelse for modtagere af

skattefrie studierejselegater. Desuden kan den forhøjede standardsats

til kost og småfornødenheder kun anvendes de første 12

måneder på et studiested. Endelig skal der ikke ske beskatning af

sparet hjemmeforbrug til kost ved modtagelse af skattefrie

studierejselegater, når kostomkostningerne dokumenteres.

Legater til dækning af transportudgifter

, som

er betinget af, at de anvendes til studierejser i udlandet,

Færøerne eller Grønland, er fortsat indkomstskattefri for

modtageren i det omfang, de medgår til dækning af

sædvanlige udgifter til rejse mellem Danmark og studiestedet.

Ligningsrådet fastsatte tidligere beløbet for sædvanlige

udgifter til rejsen.

Med de nye regler gives der kun skattefrihed for legater

svarende til de dokumenterede, faktiske udgifter. Hvis der rejses i egen bil

eller på motorcykel, er der dog med virkning fra den 20. marts 2000

skattefrihed for 1,54 kr. pr. km, da de faktiske udgifter ved kørsel i

egen bil ikke kan dokumenteres ved eksterne bilag. Beløbet på

1,54 kr. pr. km svarer til satsen for befordringsgodtgørelser til

uddannelses- og kursussteder i § 31 i ligningsloven, jf. § 9 C,

stk. 1.

2.8. Ikrafttrædelse vedrørende rejsegodtgørelser

m.v.

Ved lovændringen i juni 1997 indførtes en

aftrapning af de gamle satser for rejsegodtgørelser til kost og

småfornødenheder i udlandet. Aftrapningen blev påbegyndt

den 1. april 1999 med en nedsættelse på 1/3 af forskellen mellem

den gamle sats og 271 kr. Den 1. januar 2000 skete anden del af aftrapningen,

hvor den gamle sats blev nedsat med yderligere 1/3 af forskellen mellem den

gamle sats pr. 31. marts 1999 og 271 kr. Tredje del af aftrapningen sker den

1. januar 2001, hvor satserne nedsættes til standardsatsen.

De satser, der gælder efter aftrapningen den 1.

januar 2000, finder anvendelse til og med 31. december 2000 i det omfang, de

overstiger den nye regulerede standardsats til kost og

småfornødenheder. Tilsvarende gælder ligningslovens

§ 7 K.

Forlængelsen af tidsbegrænsningsreglen til 12

måneder får virkning fra og med 1. april 1999, som var

ikrafttrædelsestidspunktet for 3 og 6 måneders reglerne.

Virkningen af den hidtil gældende tidsbegrænsningsregel

ophæves derfor.

Ligningslovens § 9, stk. 6, om

godtgørelser til vidner og lægdommere, får ligeledes

virkning fra og med 1. april 1999. Godtgørelserne var indtil 1. april

1999 skattefrie efter statsskattelovens § 5, litra d.

Godtgørelser udbetalt i perioden efter 1. april 1999 er således

skattefrie.

Ansatte, der er påmønstret skibe (herunder

fiskefartøjer), arbejder i fartøjer og installationer, der

anvendes i tilknytning til efterforskning og udnyttelse af naturforekomster,

kan i perioden 1. april 1999 til 31. december 1999 modtage skattefri

godtgørelse efter de tidligere regler i ligningslovens § 9,

stk. 5-6. Dette gælder dog ikke, hvis de ansatte kan anvende

ligningslovens § 9 G, ligningslovens § 33 C eller

sømandsfradragsloven.

Endelig får logisatsen virkning fra og med 1. april

1999, hvor den tidligere logisats bortfaldt. Logisatsen, der i 1999 udgjorde

97 kr. pr. døgn og i 2000 udgør 150 kr. pr. døgn, kan

anvendes af personer omfattet af ligningslovens § 9 A, stk. 2, nr.

4.

Godtgørelser, der i perioden 1. april til 31.

december 1999 er udbetalt på trods af de hidtil gældende regler,

er således skattefrie i det omfang, godtgørelsen opfylder

betingelserne for skattefrihed. Hvis arbejdsgiveren ikke efterregulerer

godtgørelserne for perioden 1. april 1999 til 31. december 1999, kan

lønmodtageren selv nedsætte den personlige indkomst på

selvangivelsen med størrelsen af den skattefrie godtgørelse.

Det er en betingelse, at lønmodtageren kan dokumentere antallet af

erhvervsmæssige rejsedage, rejsemål samt rejsetidspunkter.

Hvis arbejdsgiveren ikke havde udbetalt

godtgørelser, der er gjort skattefrie med tilbagevirkende kraft til 1.

april 1999, ville godtgørelserne efter almindelige skatteretlig

praksis ikke kunne udbetales, da endelig opgørelse og afregning af

godtgørelser til dækning af udgifter skal ske senest ved

udgangen af den følgende måned, jf. Told- og Skattestyrelsens

vejledning til samtlige indeholdelsespligtige, Leksikon 2000, side 29, 2.

spalte.

Med lovens § 5, stk. 4, 6. og 7. pkt., er det

imidlertid sikret, at arbejdsgiveren kan udbetale de omtalte

godtgørelser til og med 31. marts 2000. Dermed ved

lønmodtageren på selvangivelsestidspunktet, om arbejdsgiveren

har dækket udgifterne via en skattefri godtgørelse, eller om

lønmodtageren kan foretage et ligningsmæssigt fradrag for

udgiften. Hvis arbejdsgiveren udbetaler sådanne efterfølgende

godtgørelser, skal arbejdsgiveren særskilt indberette

beløbets størrelse for den enkelte lønmodtager til den

lokale Told- og Skatteregion inden den 1. juni 2000.

Indberetningen foregår efter

indberetningsbekendtgørelsens § 3.

3. Skattefrihed for uddannelsesydelser betalt af arbejdsgivere

m.v.

3.1. Ydelser til dækning af udgifter i forbindelse med uddannelse og

kurser

Ligningslovens § 31, stk. 1, indeholder

afgrænsningen af, hvem der skattefrit kan modtage ydelser omfattet af

stk. 3 til dækning af udgifter i forbindelse med uddannelser og

kurser.

Skattefritagelsesbestemmelsen omfatter følgende

grupper:

1) lønmodtagere, herunder afskedigede medarbejdere ved

ophøret af ansættelsesforholdet,

2) personer, der modtager ydelser som led i en aftale om ydelse af

personligt arbejde i øvrigt (konsulenter, revisorer m.v.),

3) medlemmer af bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd,

nævn eller andre kollegiale organer, herunder Folketinget og

kommunalbestyrelser,

4) medlemmer, herunder ledige, der modtager uddannelsesydelser fra

deres A-kasse, fagforening eller pensionskasse til dækning af udgifter

ved uddannelser og kurser,

5) personer, der modtager ydelser fra et arbejdsformidlingskontor,

6) elever, der modtager ydelser fra Arbejdsgivernes Elevrefusion,

samt

7) lønmodtagere, som modtager deltagerbetaling efter lov om

støtte til voksenuddannelse.

Bestemmelsen indeholder således den persongruppe,

som er omfattet af ligningslovens § 16, der er den generelle bestemmelse

om beskatning af personalegoder. Derudover er afskedigede medarbejdere ved

ophøret af ansættelsesforholdet og medlemmer af

arbejdsløshedsforsikringskasser, fagforeninger eller pensionskasser

også omfattet af skattefriheden. Endvidere kan personer, der modtager

de omtalte ydelser fra et arbejdsformidlingskontor, samt elever, der modtager

de nævnte uddannelsesydelser direkte fra Arbejdsgivernes Elevrefusion,

modtage ydelserne skattefrit.

For så vidt angår afskedigede medarbejdere er

det tilstrækkeligt, at aftalen om ydelser til dækning af udgifter

i forbindelse med uddannelsen indgås ved ophøret af

ansættelsesforholdet.

Efter bestemmelsen er der skattefrihed for alle typer af

arbejdsgiverbetalte uddannelser og kurser. Dog er der ikke skattefrihed for

uddannelser eller kurser, der udelukkende har privat karakter for modtageren,

jf. nedenfor.

For uddannelsers vedkommende indebærer

§ 31, at der ikke skal sondres imellem, om den pågældende

uddannelse i det konkrete tilfælde er en efteruddannelse eller en

grund- eller videreuddannelse. § 31 omfatter således bl.a.

ungdomsuddannelser, f.eks. uddannelser i erhvervsuddannelsesregi

(lærlinge- og elevuddannelser), korte, mellemlange og lange

videregående uddannelser, f.eks. social- og

sundhedshjælperuddannelsen, lærer- og sygeplejeuddannelsen samt

lange, videregående uddannelser, der erhverves på universiteter

og andre højere uddannelsesinstitutioner. Skattefriheden omfatter

også alle typer af efter-/videreuddannelser, som erhverves i

tilknytning hertil, f.eks. diplom- og masteruddannelser. Også

ph.d.-uddannelser er omfattet. Skattefriheden omfatter endvidere også

uddannelser, som udbydes i privat regi. Også uddannelser og kurser, der

tages i udlandet er omfattet af ligningslovens § 31.

For kursers vedkommende, som begrebsmæssigt

normalt må betragtes som korterevarende undervisningsforløb, kan

der ligeledes modtages skattefrie ydelser, jf. § 31, stk. 3, til

alle typer af kurser. Efter bestemmelsen kan der således modtages

skattefrie ydelser til såvel korte som længerevarende kurser,

uanset om de udbydes af private eller det offentlige, og uanset hvorledes

kurset i øvrigt finansieres. Bestemmelsen indebærer, at der

bl.a. vil være skattefrihed for ydelser, som betales af arbejdsgiveren,

A-kassen eller arbejdsformidlingen i forbindelse med kurser på f.eks.

AMU-centre. Bestemmelsen indebærer også, at der vil være

skattefrihed for kurser, som gives til afskedigede medarbejdere, f.eks. i

form af ekstern konsulentbistand, der går ud på at hjælpe

de pågældende til at finde nyt arbejde.

§ 31, stk. 2

Der er ikke skattefrihed for ydelser, som udelukkende har

et privat formål for modtageren. Der er således skabt

skattefrihed for uddannelses- eller kursusydelser, som er erhvervsrelaterede,

og som sådan har et erhvervsmæssigt sigte for modtageren. I

stk. 2 er det derfor bestemt, at der ikke er skattefrihed for ydelser,

som udelukkende har privat karakter for modtageren.

Det er imidlertid tilstrækkeligt, hvis uddannelsen

eller kurset bare har en vis erhvervsrelevans for modtageren. Det er ikke en

betingelse, at uddannelsen eller kurset har relevans for arbejdet hos

arbejdsgiveren.

Arbejdsgiverbetalte ydelser til dækning af udgifter

i forbindelse med rent hobby-/fritidsbetonede uddannelser/kurser, kortere

eller længerevarende ferieophold m.v., vil således ikke

være skattefri efter bestemmelsen. Gives sådanne ydelser i

familieforhold m.v., vil skattelovgivningens almindelige regler endvidere

kunne føre til, at udgiften ikke kan anses for en driftsudgift,

således at udgiften ikke er fradragsberettiget (for arbejdsgiveren). Er

der tale om selskabsforhold, kan selskabets betaling af en privat ydelse til

hovedaktionæren eller dennes familiemedlemmer m.v. blive betragtet som

udlodning i henhold til ligningslovens § 16 A.

§ 31, stk. 3-5

Stk. 3

opremser de forskellige ydelser, der kan

modtages skattefrit.

Skole- og deltagerbetaling

Udgifter til skole- eller deltagerafgifter er direkte

afledt af den enkelte uddannelse og er derfor omfattet af skattefriheden.

For visse typer af uddannelser, f.eks.

mekanikeruddannelsen, gælder, at der som et lovpligtigt element i

uddannelsen indgår erhvervelsen af det lille kørekort

(kørekort til almindelig bil). Det lille kørekort er

således en nødvendig del af uddannelsen og kan ikke

fravælges af den person, som er under uddannelse, eller af dennes

arbejdsgiver. I disse særlige situationer, hvor arbejdsgiveren

således i henhold til lov eller bekendtgørelse har pligt til at

afholde udgiften til kørekort for sine medarbejdere, vil udgiften

være omfattet af skattefriheden.

§ 31 giver derimod ikke skattefrihed for ydelser til

dækning af udgifter til erhvervelse af det lille kørekort i

andre tilfælde, idet udgiften hertil anses for at være af

så privat karakter, at der ikke kan ske skattefri dækning af

udgiften. Dette gælder også, selvom kørekortet måtte

være nødvendigt ved arbejdets udførelse.

Bog- og materialeudgifter

Der er tale om udgifter, der er direkte afledt af

uddannelsen/kurset. Skattefriheden omfatter derfor også ydelser af

denne karakter.

Med henblik på at undgå, at der dækkes

uvedkommende private udgifter under dække af, at der er tale om

uddannelsesudgifter, er skattefriheden betinget af, at udgifterne er

relevante for uddannelsen eller kurset. For bogudgifternes vedkommende er

udgifter til bøger, som indgår i pensum, relevante.

Logi, kost og småfornødenheder

Efter stk. 4 er der i et nærmere bestemt

omfang skattefrihed for arbejdsgiveren m.v. s betaling af udgifter til logi,

kost og småfornødenheder i forbindelse med et uddannelses- eller

kursusophold

Kost og småfornødenheder

a.

Udbetaling af skattefri

standardgodtgørelse: På samme måde, som det er

tilfældet i forbindelse med ansatte, der er på rejse for

arbejdsgiveren, kan der alene udbetales en skattefri

standardgodtgørelse til fortæring og

småfornødenheder i de tilfælde, hvor deltagelsen i

uddannelsen eller kurset er forbundet med en overnatning. Der kan

således alene modtages skattefrie ydelser til kost og

småfornødenheder, når modtageren af ydelsen på grund

af afstanden mellem bopæl og uddannelsesstedet eller kursusstedet ikke

har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Dette overnatningskriterium svarer fuldt ud til kriteriet i

rejsegodtgørelsesreglerne, jf. ligningslovens § 9 A,

stk. 1.

De satser, der kan udbetales skattefrit til kost og

småfornødenheder, svarer ligeledes beløbsmæssigt

til standardsatsen i ligningslovens § 9 A, stk. 2, nr. 1, jf.

stk. 3. For overnatning i forbindelse med uddannelse og kurser vil der

således kunne udbetales en skattefri standardsats på 351

kr./døgn (fra år 2000). Satsen, der kan anvendes af alle

personer omfattet af § 31, stk. 1, vil således også

kunne anvendes af turistchauffører, som deltager i en uddannelse eller

et kursus betalt af arbejdsgiveren m.v.

Der er kun adgang til at modtage en skattefri

standardgodtgørelse til kost og småfornødenheder i de

første 12 måneder af opholdet på studiestedet.

Lønmodtagere og andre, der modtager skattefri

godtgørelse efter § 31, stk. 4, er således i denne

henseende ligestillet med ansatte m.v., som modtager en skattefri

rejsegodtgørelse efter reglerne i ligningslovens § 9 A eller med

personer, som modtager skattefrie legater i henhold til ligningslovens

§ 7 K.

Lønmodtagere eller andre, som under et uddannelses-

eller kursusophold modtager skattefri godtgørelse efter dette

regelsæt, kan ikke samtidig modtage en skattefri

rejsegodtgørelse efter ligningslovens § 9 A.

Skattefriheden for godtgørelser bortfalder

endvidere i det omfang, udgifterne dækkes af skattefrie legater efter

ligningslovens § 7 K, jf. § 7 K, stk. 9, 2. pkt.

b.

Dækning ved udlæg efter regning: I

stedet for at udbetale en skattefri godtgørelse kan arbejdsgiveren

skattefrit dække udgifterne til kost og småfornødenheder

efter regning i uddannelses-/kursusperioden. Dækning ved udlæg

efter regning vil bl.a. være relevant i de tilfælde, hvor der

ikke kan udbetales en skattefri godtgørelse, dvs. i forbindelse med

kurser og uddannelser, som ikke indebærer en overnatning, eller som er

så langvarige, at tidsbegrænsningen for udbetaling af en

skattefri godtgørelse er overskredet.

Logi

a.

I de tilfælde, hvor den ansatte m.v.

på grund af afstanden mellem bopæl og uddannelsesstedet eller

kursusstedet ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige

bopæl, kan arbejdsgiveren m.v. udbetale en skattefri godtgørelse

på 150 kr. pr. døgn (2000-beløb) til dækning af

udokumenterede logiudgifter. Den skattefri logisats svarer til satsen i

ligningslovens § 9 A, stk. 2, nr. 4, jf. § 9 A, stk. 3.

Logisatsen er ikke omfattet af tidsbegrænsningsreglen på 12

måneder, ligesom det er tilfældet for logisatsen i

rejsegodtgørelsesreglerne.

b.

Dækning ved udlæg efter regning: I

stedet for at udbetale en skattefri godtgørelse kan arbejdsgiveren

skattefrit dække udgifterne til logi efter regning i

uddannelses-/kursusperioden.

Fradrag for udgifter til kost, småfornødenheder og

logi

§ 31, stk. 4, giver ikke selvstændig

hjemmel til, at ansatte, ledige m.v. kan foretage fradrag for disse udgifter

i de tilfælde, hvor udgifterne hertil ikke afholdes af arbejdsgiveren,

A-kassen eller fagforeningen m.v.

Stk. 4 skal imidlertid ses i sammenhæng med

stk. 6. Lønmodtagere, bestyrelsesmedlemmer, konsulenter og andre

honorarmodtagere, som selv har afholdt udgifterne til kost,

småfornødenheder og logi i forbindelse med deltagelse i et

kursus eller en uddannelse, kan således indrømmes fradrag for

udgifterne hertil, i det omfang de almindelige fradragsregler i

statsskattelovens § 6, litra a, jf. ligningslovens § 9, stk. 1

(lønmodtagere) giver mulighed herfor. Ledige og andre uden et

indtægtsgivende arbejdssted samt personer på grund- og

videreuddannelse er derimod afskåret fra at foretage fradrag efter

statsskattelovens 6, litra a.

Befordringsgodtgørelser

Efter reglerne i ligningslovens §§ 9 C og D om

befordringsfradrag mellem hjem og arbejdsplads og reglerne i ligningslovens

§ 9 B om udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse er det en

forudsætning for både befordringsfradrag og skattefri

godtgørelse, at der er tale om befordring til en arbejdsplads. Et

uddannelsessted betragtes kun som en arbejdsplads, hvis der er tale om

undervisning i efteruddannelsesøjemed som et led i arbejdet. Derimod

er et sted, hvor den pågældende modtager undervisning som led i

en grund- eller videreuddannelse, ikke en arbejdsplads.

Der er ikke ændret i disse regler. Personer, som

befordrer sig til et uddannelsessted, hvor personen modtager undervisning i

efteruddannelsesøjemed som led i arbejdet, kan således fortsat

anvende reglerne i §§ 9 B-D.

Efter § 31, stk. 5, kan der som

supplement til disse regler udbetales en skattefri

befordringsgodtgørelse beregnet på grundlag af satsen, som

Ligningsrådet fastsætter efter § 9 C, stk. 1, for

befordringen frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl eller

arbejdsstedet og uddannelsesstedet eller kursusstedet via den normale

transportvej samt kørslen mellem uddannelses-/kursussteder og inden

for samme uddannelses-/ kursussted. Satsen er pr. 20. marts 2000 på

1,54 kr. pr. km. Reglen kan anvendes såvel af personer på

efteruddannelser som af personer på grund- og videreuddannelser. Satsen

på 1,54 kr. pr. km kan fra den 20. marts 2000 udbetales for det samlede

antal kørte km pr. dag. Der skal således ikke reduceres med 24

km´s bundgrænsen i ligningslovens § 9 C eller udbetales en lavere

sats for kørsel ud over 100 km pr. dag.

Hverken den sædvanlige bopæl eller det normale

arbejdssted kan anses for at være uddannelses-/kursusstedet. Hvis

undervisningen således foregår på den ansattes normale

arbejdssted, vil der således ikke kunne modtages en skattefri

befordringsgodtgørelse efter ligningslovens § 31.

Godtgørelsen kan anvendes ved kørsel i egen

bil eller på motorcykel. Også en ægtefælles eller en

samlevers bil er at betragte som egen bil. En fri firmabil er derimod ikke

egen bil.

Praksis vedrørende udbetaling af

godtgørelser for erhvervsmæssige befordringsudgifter finder

tilsvarende anvendelse for befordringsgodtgørelser til uddannelse.

Således er det en forudsætning for, at

kørselsgodtgørelse kan udbetales skattefrit, at

godtgørelsen udbetales for det faktiske antal kørte km. Det er

en betingelse, at arbejdsgiveren m.v. fører kontrol med antallet af

kørte km. Er godtgørelse udbetalt skattefrit, uden at

betingelserne for skattefrihed er opfyldt, skal godtgørelsen

indtægtsføres som personlig indkomst. Overstiger

godtgørelsen satsen, skal hele beløbet medregnes ved

opgørelsen af lønmodtagerens personlige indkomst. Sker der en

klar opdeling og specificering af, hvad der skal anses som skattefri

godtgørelse, og hvad der skal anses som supplerende skattepligtigt

løntillæg, skal kun det supplerende løntillæg

medregnes i modtagerens skattepligtige indkomst.

Faste f.eks. månedlige beløb, der udbetales

uafhængigt af det faktiske antal kørte kilometer, eller

beløb, der skal dække inden for særlige afstandszoner, kan

ikke udbetales som skattefri godtgørelse.

Ved anvendelse af andre transportmidler kan arbejdsgiveren

m.v. skattefrit dække dokumenterede udgifter i henhold til originale

eksterne bilag.

Hvis den uddannelsessøgende eller kursisten har

modtaget befordringsgodtgørelse efter § 9 B for den samme

befordring, medregnes udbetalt godtgørelse efter § 31,

stk. 5, til den skattepligtige indkomst.

Personer på efteruddannelser skal vælge, om de

vil anvende lønmodtagerreglerne i §§ 9 B og C eller

uddannelsesreglerne i § 31, stk. 1. Har den

uddannelsessøgende eller kursisten på efteruddannelse

således modtaget befordringsgodtgørelse efter § 9 B til

befordring til én uddannelse eller ét kursus, kan der ikke

senere overgås til godtgørelse efter § 31, stk. 5, 1.

pkt., til befordring i forbindelse med samme uddannelse eller kursus. Den

uddannelsessøgende eller kursisten kan således ikke

modtage befordringsgodtgørelse efter § 9 B, stk. 1, litra a,

i de første 60 dage og derefter modtage befordringsgodtgørelse

efter § 31, stk. 5, 1. pkt., fra og med den 61. dag.

Har den uddannelsessøgende eller kursisten adgang

til en af arbejdsgiveren m.v., jf. § 31, stk. 1, betalt befordring

med offentlige eller private transportmidler, medregnes udbetalt

godtgørelse efter § 31, stk. 5, 1. pkt., til den

skattepligtige indkomst for den del af strækningen, hvor der er adgang

til fri befordring. Arbejdsgiverbetalt befordring kan eksempelvis være

bil til fri rådighed (firmabil), frikort eller frirejse, herunder fri

flyrejse, til offentlige eller private transportmidler. Som andre eksempler

på denne befordring kan nævnes fri befordring i firmabus, fri

kørsel i mandskabsvogn eller fællesbefordring i privat bil, der

betales af arbejdsgiveren.

§ 31, stk. 6

Af stk. 6 fremgår det, at der alene er

adgang til at foretage fradrag for de i stk. 3 nævnte udgifter, i

det omfang udgifterne ikke dækkes af arbejdsgiveren m.v., og

lovgivningen i øvrigt giver hjemmel til fradrag. Der er efter

stk. 6 alene adgang til fradrag, hvis der er tale om, at der er afholdt

udgifter til efteruddannelse.

For lønmodtagere, bestyrelsesmedlemmer, konsulenter

og andre honorarmodtagere, som selv har afholdt udgifterne til de i

stk. 3 nævnte udgifter, er fradragsmuligheden reguleret bl.a. af

statsskattelovens § 6, litra a, jf. ligningslovens § 9, stk. 1

(lønmodtagere), ligningslovens § 9, stk. 4, samt

ligningslovens §§ 9 A-C.

Lønmodtagere kan kun fradrage udgifter i

forbindelse med udførelsen af det indtægtsgivende arbejde i det

omfang, de samlede fradragsberettigede udgifter overstiger et

grundbeløb, som i år 2000 udgør 4.300 kr.

3.2. Befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C

Den skattepligtige, der modtager undervisning i

efteruddannelsesøjemed som led i arbejdet, kan efter gældende

lovgivning foretage fradrag for befordringen mellem hjem og arbejdsplads

efter ligningslovens § 9 C. Når der er tale om efteruddannelse som

led i arbejdet, betragtes uddannelsesstedet i dette tilfælde som en

arbejdsplads.

Når arbejdsgiverbetalt befordring modtages som led i

et ansættelsesforhold eller en aftale om ydelse af personligt arbejde i

øvrigt eller modtages som led i, at den skattepligtige er valgt som

medlem af eller medhjælp for bestyrelser, udvalg, kommissioner,

råd, nævn eller andre kollektive organer, herunder

kommunalbestyrelser, skal den skattepligtige, hvis denne samtidigt foretager

befordringsfradrag efter § 9 C, stk. 1, medregne værdien af

fri befordring svarende til fradraget efter § 9 C, stk. 1, ved

indkomstopgørelsen for den del af strækningen, hvor der er

adgang til fri befordring.

Når fagforeningen, arbejdsløshedskassen,

pensionskassen eller et arbejdsformidlingskontor betaler befordring med

offentlige eller private transportmidler efter § 31, stk. 5, skal

den skattepligtige, hvis denne samtidig foretager befordringsfradrag efter

§ 9 C, stk. 1, på tilsvarende måde medregne

værdien af fri befordring svarende til fradraget efter § 9 C,

stk. 1, ved indkomstopgørelsen for den del af strækningen,

hvor der er adgang til fri befordring. Altså på samme måde,

som hvis befordringen var betalt af arbejdsgiveren m.fl.

Udbetales en skattefri befordringsgodtgørelse i

henhold til § 31, stk. 5, til en beskæftiget

lønmodtager på efteruddannelse, kan lønmodtageren ikke

foretage befordringsfradrag efter § 9 C for den samme strækning,

jf. § 9 C, stk. 6, og § 9, stk. 5.

3.3. Indberetning

Enhver, der i det forudgående år i sin

virksomhed har foretaget udbetaling af godtgørelse til dækning

af meromkostning til kost og småfornødenheder, jf.

ligningslovens § 31, stk. 3, nr. 3, skal fremover til brug ved

skatteligningen og skatteberegningen hvert år uden opfordring give

oplysning om beløbene til de statslige told- og skattemyndigheder,

uanset om beløbene er skattefrie for modtageren, jf.

skattekontrollovens § 7, stk. 1, nr. 3.

Tilsvarende skal oplysning fremover gives til de statslige

told- og skattemyndigheder om udbetaling af godtgørelse til

dækning af udgifter til befordring som nævnt i ligningslovens

§ 31, stk. 3, nr. 4, uanset om beløbet er skattefrit for

modtageren.

For så vidt angår de nærmere regler om

indberetning henvises til kapitel 1 i bekendtgørelse nr. 1069 af 17.

december 1999.

3.4. Ikrafttrædelse vedrørende uddannelsesydelser

§ 31 har virkning for uddannelsesydelser afholdt i

indkomståret 2000 eller senere.

Skatteministeriet, den 30. maj 2000

Peter Loft

/Lise Bo Nielsen

Bilag

Indholdsfortegnelse

1. Beskatning af fratrædelsesgodtgørelser og

jubilæumsgratialer

1.1. Fratrædelsesgodtgørelser

1.2. Jubilæumsgratialer

1.3. Overgangsbestemmelser

2. Satser og regler for skattefrie rejsegodtgørelser samt

skattefritagelse for sparet hjemmeforbrug til kost i forbindelse med

tjenesterejser m.v.

2.1. Ligningslovens § 9, stk. 5.

2.2. Rejsegodtgørelser i ligningslovens § 9 A.

2.3. Befordringsgodtgørelser i ligningslovens § 9 B.

2.4. Skattefritagelse af sparet hjemmeforbrug til kost i

ligningslovens § 16, stk. 11.

2.5. Fradragsbegrænsning ved arbejde i udlandet.

2.6. Vidnegodtgørelse m.v. i ligningslovens § 9,

stk. 6.

2.7. Studierejselegater i ligningslovens § 7 K.

2.8. Ikrafttrædelse vedrørende rejsegodtgørelser

m.v.

3. Skattefrihed for uddannelsesydelser betalt af arbejdsgivere m.v.

3.1. Uddannelsesydelser.

3.2. Befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C.

3.3. Indberetning.

3.4. Ikrafttrædelse vedrørende

uddannelsesydelser.

Lignende dokumenter