Cirkulære om lov om ændring af ligningsloven, pensionsbeskatningsloven og skattekontrolloven (Skattefrihed for uddannelsesydelser betalt af arbejdsgivere m.v., ændret beskatning af fratrædelsesgodtgørelser og jubilæumsgratialer, ændrede satser og regler for skattefrie rejsegodtgørelser samt skattefritagelse for sparet hjemmeforbrug til kost i forbindelse med tjenesterejser m.v.)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Cirkulære
om
lov om ændring af ligningsloven, pensionsbeskatningsloven og
skattekontrolloven (Skattefrihed for uddannelsesydelser betalt af
arbejdsgivere m.v., ændret beskatning af
fratrædelsesgodtgørelser og jubilæumsgratialer,
ændrede satser og regler for skattefrie rejsegodtgørelser samt
skattefritagelse for sparet hjemmeforbrug til kost i forbindelse med
tjenesterejser m.v.)
Indledning
Ved lov nr. 955 af 20. december 1999 om ændring af
ligningsloven, pensionsbeskatningsloven og skattekontrolloven er reglerne for
beskatning af fratrædelsesgodtgørelser og
jubilæumsgratialer blevet ændret.
Med loven er endvidere reglerne for skattefrie
rejsegodtgørelser samt reglerne for skattefritagelse for sparet
hjemmeforbrug til kost i forbindelse med tjenesterejser blevet
ændret.
Endelig er ligningsloven blevet ændret
således, at uddannelsesydelser betalt af arbejdsgiveren fritages for
beskatning.
1. Beskatning af fratrædelsesgodtgørelser og
jubilæumsgratialer
Fratrædelsesgodtgørelser og
jubilæumsgratialer blev tidligere beskattet lempeligere end anden
indkomst fra arbejdsgiveren. De første 11.200 kr. (2000-tal) var
skattefri, og af det overskydende beløb blev alene medregnet de 85
pct. til den skattepligtige personlige indkomst.
Med loven er disse regler ændret således, at
der gives et samlet bundfradrag på 8.000 kr. i jubilæumsgratialer
Læs alt
og fratrædelsesgodtgørelser. Beløb ud over bundfradraget
beskattes fuldt ud som personlig indkomst. Uddannelsesydelser i forbindelse
med afskedigelsen er dog efter loven skattefrie, jf. afsnit 3.
Bundfradraget reguleres - i modsætning til det
tidligere bundfradrag - ikke. Det præciseres endvidere, hvornår
der foreligger ansættelse, og hvornår der er tale om en egentlig
fratræden med henblik på at forebygge misbrug.
Efter loven er der tale om én fælles
bundgrænse, dvs. at hvis en arbejdstager et år modtager
både et jubilæumsgratiale og en
fratrædelsesgodtgørelse, sammenlægges beløbene.
Hvis en arbejdstager modtager ydelser, der er omfattet af ligningslovens
§ 7 O, og ydelser, der er omfattet af ligningslovens § 7 U, vil der
nu ved beregningen af den skattepligtige indkomst være to
bundgrænser - mod tidligere kun én bundgrænse.
Desuden vil der kun være én bundgrænse
for én begivenhed. Hvis der således året efter sker en
efterregulering af betalingen, vil denne efterbetaling fortsat kunne
henføres til den oprindelige bundgrænse.
Der skal fortsat opgøres og indeholdes
lønmodtagerbidrag og særligt pensionsbidrag efter
arbejdsmarkedsfondslovens § 11, stk. 1 eller 6, jf. stk. 9, og
ATP-lovens § 17 f, stk. 1, i fratrædelsesgodtgørelser,
jubilæumsgratialer og lignende udbetalinger. Beregningsgrundlaget er
det fulde beløb.
Den skattepligtige del af godtgørelsen er
A-indkomst enten efter kildeskattelovens § 43, stk. 1, eller efter
kildeskattelovens § 43, stk. 2.
Ved bekendtgørelse nr. 1142 af 20. december 1999 er
kildeskattebekendtgørelsen således som følge af
lovændringerne ændret således, at det sikres, at alle
ydelser efter ligningslovens § 7 U er A-indkomst, jf.
kildeskattebekendtgørelsens § 20, nr. 24.
Bekendtgørelsesændringen har primært betydning for
naturalier.
Tingsgaver er også fortsat omfattet af disse regler.
Det betyder, at en tingsgave skal medregnes med den værdi, som den
skønnes at ville koste lønmodtageren i almindelig fri handel.
Både omsættelige og ikke-omsættelige tingsgaver er omfattet
af reglerne.
Der skal som hidtil ikke betales arbejdsmarkedsbidrag og
særlig pensionsopsparing af tingsgaver i anledning af jubilæum
eller fratræden.
For at forebygge misbrug indeholder loven for
fratrædelsesgodtgørelser og jubilæumsgratialer en
række opstramninger af de hidtil gældende regler. Der henvises
til afsnit 1.1. og 1.2. nedenfor.
I tabel 1 nedenfor er vist virkningen af
lovændringerne for gratialer og
fratrædelsesgodtgørelse.
Tabel 1. Eksempler på virkning af lovændringerne for
gratialer og fratrædelsesgodtgørelser. År 2000.
Tidligere regler
Nye regler
Mellem-skatte-yder
Topskatteyder
Mellem-skatte-yder
Topskatteyder
Kr.
Kr.
Kr.
Kr.
Kr.
Kr.
Kr.
Kr.
Gratiale/fratrædelsesgodt-
gørelse
30.000
30.000
100.000
250.000
30.000
30.000
100.000
250.000
Arb.m.bidrag m.v.
2.700
2.700
9.000
22.500
2.700
2.700
9.000
22.500
Personlig indkomst
13.685
13.685
67.830
183.855
19.300
19.300
83.000
219.500
Skat og bidrag
8.954
10.870
49.495
132.261
11.520
14.222
58.551
153.542
Ændring ifht. gældende
regler
-
-
-
-
2.566
3.352
9.056
21.281
Anm: Mellemskatten sætter ind ved 180.600 kr. og
topskatten ved ca. 294.000 kr. (før arbejdsmarkedsbidrag og
særlig pensionsopsparing). Bundfradraget efter arbejdsmarkedsbidrag og
særlig pensionsopsparing er 11.200 kr. efter de tidligere regler i
2000. Skattesatser er for en gennemsnitskommune.
Loven indeholder alene en begrænsning af de gaver,
fratrædelsesgodtgørelser og jubilæumsgratialer, der er
omfattet af de lempelige beskatningsregler, samt en begrænsning af den
del, der ikke beskattes. Loven ændrer ikke ved de
ansættelsesretlige regler for fratrædelsesgodtgørelser og
udvider heller ikke kredsen af de ydelser, der berettiger til feriepenge.
Loven ændrer således ikke ved virksomhedernes muligheder for at
udbetale fratrædelsesgodtgørelser og jubilæumsgratialer.
Hvis et godtgørelsesbeløb eller et gratiale ikke er omfattet af
de lempelige beskatningsregler, beskattes det blot fuldt ud som personlig
indkomst.
1.1. Fratrædelsesgodtgørelser
Den nye bestemmelse i ligningslovens § 7 U
ændrer som udgangspunkt ikke ved den hidtidige praksis for, hvad der er
omfattet af begrebet fratrædelsesgodtgørelse. Det betyder, at
alle ydelser, der i fremtiden udbetales i anledning af en medarbejders
fratræden, vil indgå i den personlige indkomst ved
skatteberegningen efter ligningslovens § 7 U, medmindre der er tale om
uddannelsesydelser, der er skattefrie efter ligningslovens § 31.
For at forebygge misbrug indeholder loven for
fratrædelsesgodtgørelser en række opstramninger af de
hidtil gældende regler.
For det første harmoniseres reglerne for hvilken
personkreds, der kan modtage fratrædelsesgodtgørelser og
jubilæumsgratialer. Det sker ved, at reglerne for udbetaling af en
skattefri fratrædelsesgodtgørelse kun kommer til at omfatte
personer, der anses for at stå i et tjenesteforhold til den udbetalende
arbejdsgiver. Hidtil har det alene været en betingelse, at der var tale
om lønnet beskæftigelse. Det er også en betingelse for
udbetaling af godtgørelsesbeløb m.v., at medarbejderen er ansat
hos arbejdsgiveren. For medarbejdere, der modtager en
fratrædelsesgodtgørelse, forstås herved, at medarbejderen
var ansat i virksomheden på tidspunktet for
afskedigelsen/fratrædelsen.
For det andet er betingelserne for, at der kan udbetales
en skattefri fratrædelsesgodtgørelse, strammet op således,
at det er en betingelse for udbetalingen, at beskæftigelsen på
virksomheden fuldstændig ophører. Det betyder, at en
godtgørelse, der udbetales ved en delvis fratræden af en
stilling, ikke vil opfylde kriterierne for skattefrihed. En
fratrædelsesgodtgørelse, der ydes i forbindelse med overgang til
en anden stilling hos samme arbejdsgiver, vil derfor skulle beskattes som
almindelig indkomst uden bundgrænse. Tilsvarende gælder
for
1) godtgørelser, der udbetales ved overgang til en stilling
omfattet af et andet overenskomstgrundlag,
2) godtgørelser, der ydes ved overgang til anden
ansættelse, hvor funktionærlovens regler ikke gælder,
og
3) godtgørelser, der ydes ved overgang til fleksjob
m.v.,
når arbejdsgiveren før og efter overgangen
fortsat er den samme.
Desuden vil en godtgørelse, der udbetales i
forlængelse af udløbet af en
åremålsansættelse, ikke længere opfylde kriterierne
for skattefrihed, hvis den ansatte fortsætter i anden stilling i
virksomheden. Godtgørelsesbeløb, der ydes personalet i
forbindelse med lang tjeneste ved afhændelsen af en virksomhed, vil
heller ikke opfylde kriterierne for skattefrihed.
For det tredje strammes reglerne op, således at der
ikke kan udbetales en fratrædelsesgodtgørelse til en
medarbejder, der aldrig er tiltrådt en stilling. Bliver en
medarbejderen således løst fra ansættelsen inden
stillingens tiltrædelse, og udbetales der i den forbindelse en
godtgørelse, er dette beløb efter ændringsloven ikke
omfattet af de særlige skatteregler for
fratrædelsesgodtgørelser, da der aldrig har foreligget et
tjenesteforhold.
Det er efter loven fortsat en forudsætning for, at
beløbet kan falde ind under begrebet
fratrædelsesgodtgørelse, at godtgørelsesbeløbet
udbetales i tidsmæssig tilknytning til fratrædelsen. Hvis
beløbet udbetales efterfølgende, skal det fuldt ud medregnes
til den skattepligtige indkomst. Dette er præciseret i loven.
Betingelsen er i overensstemmelse med hidtil gældende praksis. Hvis en
medarbejder efter ansættelsens ophør, som følge af en
retssag eller et forlig mellem arbejdsgiveren og arbejdstageren eller dennes
faglige organisation, får udbetalt et godtgørelsesbeløb,
anses beløbet ifølge praksis for at være udbetalt i
tidsmæssig tilknytning til afskedigelsen, og betingelsen vil derfor
være opfyldt i dette tilfælde.
Det er også en betingelse for udbetaling af
godtgørelsesbeløb m.v., at medarbejderen er ansat hos
arbejdsgiveren. For medarbejdere, der modtager en
fratrædelsesgodtgørelse, forstås herved, at medarbejderen
var ansat i virksomheden på tidspunktet for
afskedigelsen/fratrædelsen.
De såkaldte afviklingsgodtgørelser er som
hidtil også omfattet af bestemmelsen. En afviklingsgodtgørelse
er en fratrædelsesgodtgørelse, som er betinget af, at den
fratrædende forbliver i sin stilling, indtil arbejdsgivervirksomheden
er afviklet. En afviklingsgodtgørelse er omfattet af de gældende
regler, uanset om erhvervelsen sker efter kollektiv eller individuel aftale.
Det er dog en betingelse, at arbejdstageren ikke efterfølgende flytter
med virksomheden.
De nye regler gælder også, når
arbejdstageren selv opsiger sin stilling til omgående fratræden
eller med kortere varsel, end arbejdstageren ville have krav på. Efter
loven kan man fortsat i den situation, hvor den opsigende medarbejder har
været ansat i virksomheden i mange år, udbetale en lempeligt
beskattet fratrædelsesgodtgørelse, hvis de øvrige
betingelser herfor er opfyldte.
Derudover gælder de nye regler også, når
en arbejdsgiver i forbindelse med en medarbejders fratræden som led i
en fratrædelsesordning, der træder i stedet for en opsigelse,
udbetaler en godtgørelse.
Hvis modtageren af en fratrædelsesgodtgørelse
ikke oppebærer indkomst fra stillingen for tiden fra
opsigelse/fratrædelse og indtil det tidspunkt, hvor den
pågældende kunne være opsagt i henhold til
ansættelseskontrakt m.v., skal efter loven en så stor del af
godtgørelsen, der svarer til den løn, som den
pågældende ville have fået i perioden frem til
opsigelsesperiodens udløb, medregnes til den personlige indkomst.
Dette beløb er ikke omfattet af ligningslovens § 7 U. Denne
bestemmelse svarer til de tidligere gældende regler. I de tidligere
regler var der dog indsat en bestemmelse om, at indregningen maksimalt kan
foretages for løn i en opsigelsesperiode på 1 år. Denne
grænse er fjernet, da de nye beskatningsregler med bundgrænse og
fuld indregning i den personlige indkomst gør grænsen
overflødig.
1.2. Jubilæumsgratialer
Efter ligningslovens § 7 U kræves det fortsat
for, at et jubilæumsgratiale er omfattet af de lempelige skatteregler,
at gratialet ydes af den skattepligtiges arbejdsgiver, samt at udbetalingen
sker én gang for alle. Anledningen til udbetaling skal være
enten medarbejderens (personlige) eller arbejdsgiverens jubilæum.
Begrebet personligt jubilæum har ikke tidligere
været fastlagt i lovgivningen, men efter landsskatteretspraksis har man
anset et jubilæum for at foreligge, når den
pågældende har været ansat i virksomheden i 25, 35, 40, 45,
50 eller 60 år. Derimod er efter praksis udbetalinger i anledning af
10, 15, 20 og 30 års ansættelse ikke omfattet. Efter loven
præciseres i overensstemmelse med gældende praksis, at der er
tale om et personligt jubilæum, når den ansatte har været
ansat i 25, 35 eller et større antal år deleligt med 5. Herved
er medtaget 55 år, som praksis ved en prøvelse formentlig ville
have medtaget.
Berettiget til at modtage jubilæumsgratiale, der er
omfattet af ligningslovens § 7 U, er medarbejdere, der er ansat i et
tjenesteforhold i en virksomhed, der i øvrigt opfylder betingelserne.
Det forhold, at en virksomhed skifter ejer eller omdannes til et
aktieselskab, udelukker fortsat ikke den lempelige skattepligtige behandling,
når blot der har været en rimelig identitet i virksomhedens
arbejdsområde.
Det betyder, at reglerne for at få udbetalt
jubilæumsgratiale efter de lempeligere beskatningsregler bliver
begrænset til de medarbejdere, der på jubilæumstidspunktet
er ansat på virksomheden. Jubilæumsgratialer, der udbetales til
ægtefæller eller til medarbejdere, der før
jubilæumsdatoen er fratrådt på grund af pensionering eller
sygdom, er således ikke omfattet af de lempeligere
beskatningsregler.
Efter de tidligere regler kunne der udbetales
jubilæumsgratiale til medarbejdere i forbindelse med
arbejdsophør på grund af alder eller sygdom. Efter loven kan
jubilæumsgratialer, der er omfattet af de lempelige skatteregler, nu
kun udbetales i forbindelse med medarbejderens eller virksomhedens
jubilæum.
Medarbejdere, der ud over jubilæumsgratialet
også har tjenestefri med løn på jubilæumsdagen, kan
fortsat ikke henføre lønnen på fridagen til beskatning
efter de nye regler.
Efter loven begrænses de lempelige beskatningsregler
for gratialer, der udbetales til medarbejdere i anledning af
virksomhedsjubilæer, til alene at omfatte de situationer, hvor der til
alle fuldtidsansatte medarbejdere udbetales det samme gratiale.
Hvis virksomheden har deltidsansatte medarbejdere, er det
endvidere efter loven en betingelse, at disse medarbejdere modtager et
gratialebeløb, der forholdsmæssigt svarer til det beløb,
som en fuldtidsansat får udbetalt. Hvis en deltidsansat er ansat i 20
timer om ugen, vil det gratiale i anledning af virksomhedsjubilæet, der
skal udbetales til den pågældende medarbejder, være 20/37
af det beløb, der udbetales til den fuldtidsansatte, hvis
fuldtidsansatte har en arbejdsuge på 37 timer.
Det betyder, at der er to betingelser, der skal være
opfyldt, for at der kan udbetales et sådant gratiale efter de
lempeligere beskatningsregler:
a) Gratialet skal udbetales til samtlige medarbejdere.
b) Gratialet skal være af samme beløbsstørrelse for
alle fuldtidsansatte medarbejdere og et forholdsmæssigt lavere
beløb til alle deltidsansatte.
Hvis der til enkelte medarbejdergrupper udbetales et
højere beløb end til andre, vil de udbetalte gratialer
således fremover fuldt ud skulle beskattes som personlig indkomst uden
bundfradrag. Tilsvarende gør sig gældende, hvis virksomheden
f.eks. i forbindelse med et jubilæum udbetaler en ekstra
månedsløn til alle medarbejdere, medmindre alle medarbejdere i
virksomheden har samme løn.
Det er medarbejdernes tilknytning til virksomheden
på jubilæumsdagen, der er afgørende for, om betingelserne
er opfyldte. Samtlige medarbejdere, der er ansatte på
jubilæumsdagen, herunder også medarbejdere, der er opsagte eller
har opsagt deres stilling, skal være omfattet. Det er også
jubilæumsdagen, der er afgørende med hensyn til
spørgsmålet om ansættelsestiden
(fuldstids-/deltidsansat).
De hidtidige regler for, hvornår en virksomhed i
øvrigt er berettiget til at udbetale gratialer i anledning af et
virksomhedsjubilæum, er uændrede. Det er således fortsat en
betingelse, at gratialet udbetales i anledning af, at den virksomhed, hvori
den skattepligtige er ansat eller har været ansat, har bestået i
25 år eller i et åremål, der er deleligt med 25.
1.3. Overgangsbestemmelser
Lovens skærpede beskatning af
fratrædelsesgodtgørelser og jubilæumsgratialer har
virkning for udbetalinger af fratrædelsesgodtgørelser, der sker
den 1. januar 2000 eller senere. Loven har dog ikke virkning for gaver og
godtgørelser fra den skattepligtiges arbejdsgiver, der ydes i
forbindelse med en medarbejders fratræden af stilling, såfremt
aftalen om fratræden er indgået inden 1. januar 2000, jf. lovens
§ 5, stk. 3, 2. pkt.
Ved at der er indgået en aftale om fratræden
forstås, at medarbejderen under ansættelsen har indgået en
konkret aftale om fratræden, der medfører, at der udbetales en
fratrædelsesgodtgørelse ved fratræden.
Hvis medarbejderen er blevet afskediget af arbejdsgiveren
inden den 31. december 1999, er der indgået en konkret aftale om
fratræden, som medarbejderen ikke har mulighed for at afvise.
Der er ikke tale om, at der er indgået en konkret
aftale under ansættelsen om fratræden, hvis medarbejderen alene
har indgået en ansættelseskontrakt inden lovens
ikrafttræden, der ved evt. afskedigelse giver ret til en
fratrædelsesgodtgørelse. Der er heller ikke tale om, at der er
indgået en sådan aftale, hvis medarbejderen har indgået en
ansættelseskontrakt i forbindelse med en
åremålsansættelse, der ved udløbet af
ansættelsesperioden berettiger til en
fratrædelsesgodtgørelse. Dvs. at i disse tilfælde skal
beskatningen ske efter de nye regler.
Det betyder, at en fratrædelsesgodtgørelse,
der er indgået aftale om i 1999, og som indebærer, at en
medarbejder fratræder f.eks. i maj 2000, vil blive beskattet efter de
tidligere regler i ligningslovens § 7 O, og ikke efter ligningslovens
§ 7 U. Hvis godtgørelsesbeløbet beskattes efter disse
regler i år 2000, vil bundfradraget således blive reguleret efter
de tidligere gældende regler og være 11.200 kr., og kun 85 pct.
af resten beskattes.
Et forhold er, hvordan beskatningen sker. Sker det efter
de nye eller gamle regler. Et andet forhold er, hvornår beskatningen
sker. Dette afhænger af de almindelige regler i kildeskatteloven.
For så vidt angår tidspunktet for beskatningen
af fratrædelsesgodtgørelser er
fratrædelsesgodtgørelsen som udgangspunkt skattepligtig på
det tidspunkt, hvor medarbejderen erhverver ret hertil
(retserhvervelsesprincippet).
Da fratrædelsesgodtgørelser normalt er
A-indkomst, gælder vedrørende beskatningstidspunktet de
særlige regler i kildeskattelovens § 46, stk. 2, jf.
kildeskattebekendtgørelsens § 22, stk.1, for A-indkomst, der
kommer til udbetaling efter udløbet af den pågældende
indtjeningsperiode. Efter disse bestemmelser beskattes udbetalingen i det
indkomstår, hvori udbetalingen finder sted. Har udbetalingen ikke
fundet sted på et tidspunkt, der ligger 6 måneder efter
retserhvervelsestidspunktet, er beløbet dog indkomstskattepligtigt
på dette tidspunkt.
Det er således både udbetalingstidspunktet og
retserhvervelsestidspunktet, der har betydning for, hvornår
fratrædelsesgodtgørelsen rent faktisk beskattes.
Indgår en medarbejder en aftale om fratræden,
der f.eks. er betinget af, at medarbejderen bliver i jobbet indtil
opsigelsesperiodens udløb, erhverver den pågældende
medarbejder først ret til godtgørelsesbeløbet, når
denne betingelse er opfyldt. Medarbejderen er dog som nævnt ovenfor
omfattet af overgangsordningen, hvis den konkrete aftale om fratræden
er indgået inden 1. januar 2000, dvs. at beskatningen sker i henhold
til de hidtil gældende regler, uanset om beskatningstidspunktet f.eks.
er indkomståret 2000.
Hvis medarbejderen derimod bliver fritstillet, vil den
pågældende erhverve ret til fratrædelsesgodtgørelsen
på tidspunktet for fritstillelsen. Hvis der er særlige
betingelser forbundet med fritstillelsen, vil det konkret skulle vurderes
nærmere, hvornår medarbejderen har erhvervet endelig ret til
godtgørelsen. Et eksempel på en særlig betingelse, der
medfører, at skatteyderen ikke erhverver endelig ret til
fratrædelsesgodtgørelsen ved aftalens indgåelse, kan
være, at fratrædelsesgodtgørelsen bortfalder, hvis
medarbejderen afgår ved døden i fritstillelsesperioden, eller
hvis medarbejderen tiltræder ny beskæftigelse i denne
periode.
Det betyder, at hvis medarbejderen ved aftalens
indgåelse har erhvervet endelig ret til godtgørelsen, f.eks.
fordi den pågældende samtidig fritstilles, skal beløbet
senest beskattes 6 måneder efter tidspunktet for indgåelsen af
aftalen. En godtgørelse, der hidrører fra en aftale, der er
indgået den 1. november 1999, skal således senest beskattes den
1. maj 2000. Hvis godtgørelsen først udbetales 1. juni 2000,
skal der således allerede ske en beskatning (indeholdelse af A-skat
m.v.) heraf den 1. maj.
Beskatningen i den beskrevne situation skal således
ske i 2000, men efter reglerne, der var gældende i 1999, fordi aftalen
er indgået inden 1. januar 2000. Hvis derimod en medarbejder har
indgået en ansættelseskontrakt, der udløber i f.eks.
februar 2000, og som indebærer, at der udbetales en
fratrædelsesgodtgørelse ved fratræden, vil denne
godtgørelse således ikke være omfattet af
overgangsbestemmelsen, jf. lovens § 5, stk. 3, fordi det ikke er en
konkret aftale om fratræden indgået under ansættelsen.
Hvis arbejdstageren i stedet ønsker
godtgørelsesbeløbet indbetalt på en pensionsordning
omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit I, kan arbejdsgiveren frem til
beskatningstidspunktet indgå en sådan aftale, jf.
pensionsbeskatninglovens § 19.
Har en medarbejder i første halvår af 1999
indgået en aftale om fratræden, der betyder, at medarbejderen har
erhvervet endelig ret til godtgørelsen på dette tidspunkt, kan
der på grund af 6 måneders reglen i kildeskatteloven ikke ske
nogen beskatning i år 2000, og der kan heller ikke ske indbetaling
på en pensionsordning i år 2000.
Såfremt en medarbejder er opsagt, eller der er
indgået aftale om fratræden inden den 1. januar 2000 som
følge af en retssag eller et forlig mellem arbejdsgiveren og
arbejdstageren eller dennes faglige organisation, og medarbejderen
efterfølgende får udbetalt et godtgørelsesbeløb,
vil dette godtgørelsesbeløb efter lovens
ikrafttrædelsesbestemmelse blive beskattet som
fratrædelsesgodtgørelse efter de tidligere gældende
regler. Det hænger sammen med, at arbejdstageren anses for at have
erhvervet endelig ret til godtgørelsesbeløbet på det
tidspunkt, hvor medarbejderen fratræder.
Hvis en medarbejder i 2000 får udbetalt et
jubilæumsgratiale og ligeledes samme år får udbetalt en
fratrædelsesgodtgørelse, der er indgået konkret aftale om
inden den 1. januar 2000, skal der ikke ske nogen sammenlægning af de
pågældende ydelser i relation til bundfradraget. Det skyldes, at
reglerne for beskatning af jubilæumsgratialer følger af den nye
bestemmelse i ligningslovens § 7 U, mens reglerne for beskatning af
fratrædelsesgodtgørelser, der er omfattet af overgangsordningen,
følger af ligningslovens § 7 O.
Fratrædelsesgodtgørelsen skal dog sammenlægges med evt.
beløb, der er omfattet af den tilbageværende del af
ligningslovens § 7 O (bl.a. visse dusører).
Hvis aftalen indgås den 1. januar 2000 eller senere,
vil godtgørelsesbeløb m.v. blive beskattet efter de nye regler.
2. Satser og regler for skattefrie rejsegodtgørelser samt
skattefritagelse for sparet hjemmeforbrug til kost i forbindelse med
tjenesterejser m.v.
2.1. Ligningslovens § 9, stk. 5
Der har længe været et ønske om en mere
pædagogisk opbygning af reglerne om skattefri godtgørelser. Der
er derfor udarbejdet et system, hvorefter de forskellige
godtgørelsestyper holdes adskilt. En ny bestemmelse i ligningsloven,
§ 9 A, indeholder som udgangspunkt alle relevante regler om skattefrie
rejsegodtgørelser, ligningslovens § 9 B indeholder alle relevante
regler om skattefrie befordringsgodtgørelser, og ligningslovens
§ 31 indeholder alle relevante regler om skattefrie godtgørelser
i forbindelse med uddannelse betalt af arbejdsgiveren m.v. Ligningslovens
§ 9, stk. 5, indeholder dog fortsat de overordnede principper om
den skattemæssige behandling af omkostningsgodtgørelser, som
arbejdsgiveren udbetaler til ansatte m.v.
Således fremgår det fortsat af bestemmelsen,
at godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som
lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, er
skattepligtige, medmindre der er tale om de specifikt undtagne
godtgørelser omfattet af § 9 A (rejsegodtgørelse),
§ 9 B (befordringsgodtgørelse) eller § 31
(uddannelsesgodtgørelser). Der er ikke tilsigtet ændringer
vedrørende dette punkt i forhold til tidligere. Som hidtil
fremgår det, at en skattefri rejse- eller
befordringsgodtgørelse, som fragår i en forud aftalt
bruttoløn, skal medregnes ved indkomstopgørelsen. Bestemmelsen
er medtaget her, fordi det er et generelt princip for såvel rejse-,
befordrings- og uddannelsesgodtgørelser.
Endelig gives der skatteministeren en bemyndigelse til at
fastsætte nærmere regler om kontrollen og administrationen af de
skattefrie godtgørelser. Skatteministeren får hermed mulighed
for at fastsætte nærmere betingelser på området for
skattefrie godtgørelser, herunder fastsætte nærmere
retningslinier for opgørelse og afregning af udgifter.
2.2. Rejsegodtgørelser i ligningslovens § 9 A
Bestemmelsen er opbygget således, at:
Stk. 1 fastsætter rejsebegrebet.
Stk. 2-4 fastsætter de skattefrie
standardsatser.
Stk. 5-6 fastsætter de nærmere
betingelser for anvendelsen af standardsatserne.
Stk. 7 fastsætter reglerne om fradrag med
standardsatserne.
Stk. 1 og 8-10 fastsætter de persongrupper, som
er omfattet af regelsættet om skattefrie standardsatser.
§ 9 A, stk. 1
Af pædagogiske årsager er formuleringen af
rejsebegrebet justeret. Der er imidlertid ikke tilsigtet ændringer i
forhold til det hidtidige indhold af rejsebegrebet, som blev indført
ved lov nr. 1063 af 12. december 1996, jf. lov nr. 452 af 10. juni 1997 (L 99
1996-97 og L 257 1996-97).
Arbejdsgiveren m.v. kan udbetale skattefri
rejsegodtgørelse med standardsatserne i følgende
situationer:
1) Når lønmodtageren på grund af afstanden mellem
bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte
på sin sædvanlige bopæl.
2) Når arbejdsgiveren midlertidigt udsender den
pågældende til et andet arbejdssted end lønmodtagerens
sædvanlige arbejdssted, og dette medfører, at
lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin
sædvanlige bopæl.
§ 9 A, stk. 2-3
De skattefrie standardsatser er bibeholdt i selve
lovteksten.
Satser til kost og småfornødenheder
A. Satsernes størrelse
Standardsatsen i § 9 A, stk. 2, nr. 1, til kost
og småfornødenheder er forhøjet til 351 kr. pr.
døgn (2000-beløb).
Beløbet reguleres årligt i overensstemmelse
med personskattelovens § 20 og kan fra 2001 forhøjes med 110 kr.
(2000-beløb) af Ligningsrådet for lande, hvor leveomkostningerne
er væsentligt højere end i Danmark.
Standardsatsen kan anvendes af alle persongrupper, der er
omfattet af regelsættet i § 9 A. Turistchaufførerne skal
dog som hidtil anvende særlige satser. Disse er uændrede og
udgør ved rejser med overnatning i udlandet 150 kr. pr. døgn og
ved rejser med overnatning i Danmark 75 kr. pr. døgn. Disse satser
reguleres fortsat ikke. Til gengæld reduceres disse satser ikke,
når turistchauffører modtager fri kost på
tjenesterejsen.
Det fremgår af § 9 A, stk. 2, nr. 1-3, at
satserne kan udbetales pr. døgn, hvilket svarer til den hidtidige
formulering i ligningslovens § 9, stk. 5. Dette indebærer, at
der først kan udbetales en skattefri godtgørelse til kost og
småfornødenheder i forbindelse med rejser, der har en varighed
på et døgn og derover, dvs. på rejser med en varighed
på mindst 24 timer, hvilket ligeledes fremgår af § 9 A,
stk. 5, 1. pkt. Satserne udbetales pr. døgn, og derefter kan der
udbetales en skattefri rejsegodtgørelse for tilsluttende rejsetimer
på 1/24 af den relevante sats for kost og småfornødenheder
pr. time.
Har rejsen varet under et døgn, dvs. mindre end 24
timer, må udgifter til kost og logi alternativt dækkes af
arbejdsgiveren ved udlæg efter regning eller ved fradrag for
dokumenterede udgifter.
B. Reduktion af satserne
Reglerne om reduktion af satsen for kost og
småfornødenheder, når der modtages fri kost, er bibeholdt
og med de samme procentsatser. Således reduceres satsen i § 9 A,
stk. 2, nr. 1, med henholdsvis 15, 30 og 30 pct. for modtaget morgenmad,
frokost og aftensmad. Modtages der fuld kost, vil der kunne udbetales en
skattefri godtgørelse på 25 pct. af satsen til at dække
småfornødenheder. I forhold til den tidligere formulering i
ligningslovens § 9, stk. 5, er det fastslået i bestemmelsen,
at arbejdsgiveren, uanset reduktionen, altid vil kunne udbetale et skattefrit
beløb på indtil 25 pct. af satsen til kost og
småfornødenheder beregnet for den samlede rejse. Modtages der
på en rejse med varighed af 26 timer f.eks to gange frokost samt
morgenmad og aftensmad, vil der skattefrit kunne modtages et beløb
på 25 pct. af 380,25 kr. (26/24 af 351 kr. - 2000-beløb).
Herved opnås større ligestilling mellem
ansatte, der rejser på skattefrie godtgørelser og ansatte, der
rejser efter regning, og som efter de tidligere regler kunne få en
skattefri godtgørelse på 30 pct. af standardsatsen til
fortæring til dækning af småfornødenheder, når
der rejstes i udlandet. Denne sats er som led i ligestillingen nedsat til 25
pct. samt udvidet, så den også kan anvendes, når der rejses
i Danmark.
Logiudgifter
Til dækning af udokumenterede logiudgifter ved
rejser med overnatning i Danmark eller i udlandet er der indført en
standardsats på 150 kr. pr. døgn (2000-niveau). Det er en
betingelse for at kunne anvende satsen, at rejsen mindst varer 24 timer.
Logisatsen reguleres på samme måde som standardsatsen til kost og
småfornødenheder i overensstemmelse med personskattelovens
§ 20. Personer, der har større logiudgifter end 150 kr. pr.
døgn, kan i stedet få de dokumenterede logiudgifter dækket
efter regning eller foretage et ligningsmæssigt fradrag herfor.
Logisatsen har virkning fra og med 1. april 1999, hvor den
tidligere logisats bortfaldt. Satsen er i 1999 97 kr. pr. døgn.
Logisatsen kan ikke anvendes af ansatte, der i deres hverv
medvirker til transport af varer eller personer, gør tjeneste ombord
på skibe (herunder fiskefartøjer), arbejder på
luftfartøjer, i fartøjer og installationer, der anvendes i
tilknytning til efterforskning og udnyttelse af naturforekomster. Mange
ansatte med sådant arbejde overnatter ofte i deres
køretøjer, ombord på skibene eller lignende og vil dermed
typisk ikke have udgifter til logi. I det omfang disse persongrupper har
dokumenterede logiudgifter, kan disse udgifter som hidtil dækkes
skattefrit af arbejdsgiveren eller fratrækkes som et
ligningsmæssigt fradrag af lønmodtageren.
Der er med begrebet »gør tjeneste ombord på
skibe« ikke tiltænkt nogen ændring af den tidligere praksis
vedrørende »påmønstret skibe«. Der er således alene
tale om en sproglig justering.
Standardsatsen for kost og småfornødenheder
er omfattet af en tidsbegrænsningsregel på 12 måneder.
Logisatsen er i modsætning hertil ikke omfattet af
tidsbegrænsningsreglen på 12 måneder. Logisatsen er
således kun tidsbegrænset af kravet om, at arbejdsstedet skal
være midlertidigt, jf. bestemmelsen i § 9 A, stk. 1.
Som en konsekvens af indførelsen af den nye
logisats kan der ikke foretages afskrivninger i den skattepligtige indkomst
for udgifter, der dækkes af satsen til logi. Der kan heller ikke
foretages afskrivninger, når udgifterne til logi fradrages med
standardsatsen. Dette vil f.eks. gælde for personer, der overnatter i
egen campingvogn.
§ 9 A, stk. 4
Stk. 4
indeholder reglen om skattefrie
godtgørelser til småfornødenheder for personer, der
rejser efter regning. Efter den tidligere regel, som udelukkende gav adgang
til godtgørelser, kunne arbejdsgiveren udbetale en skattefri
godtgørelse på indtil 30 pct. af satsen for skattefri
rejsegodtgørelse til kost og småfornødenheder, når
der rejstes efter regning i udlandet.
Lønmodtagere, som ikke rejser efter regning, kan
skattefrit modtage 25 pct. af standardsatsen til at dække
småfornødenheder, når der på rejsen modtages fuld
kost. Dette gælder, uanset om rejsen foregår i Danmark eller
udlandet, og lønmodtageren kan foretage fradrag, i det omfang
arbejdsgiveren ikke giver denne godtgørelse.
For at skabe større ligestilling er det vedtaget,
at godtgørelsen til småfornødenheder, når der
rejses efter regning, sættes til 25 pct. af satsen til kost og
småfornødenheder beregnet for den samlede rejse. Med
forhøjelsen af standardsatsen til 351 kr. bliver
godtgørelsesbeløbet 87,75 kr. pr. døgn i 2000.
Aftrapningsordningen medfører, at beløbet ved rejser i Japan og
Island bliver højere i 2000, jf. pkt. 2.8.
Godtgørelsessatsen kan fremover endvidere
også anvendes, når der rejses efter regning i Danmark.
Endeligt er det vedtaget, at lønmodtageren, der
rejser efter arbejdsgiverens regning, kan foretage et fradrag svarende til
godtgørelsessatsen i den skattepligtige indkomst i det omfang,
arbejdsgiveren ikke udbetaler en skattefri godtgørelse.
Godtgørelsen til småfornødenheder,
når der rejses efter regning, skal i fremtiden ligesom alle andre
skattefrie godtgørelser medregnes ved indkomstopgørelsen, hvis
den fragår i en forud aftalt bruttoløn.
§ 9 A, stk. 5-6
Stk. 5
fastsætter de nærmere
betingelser for anvendelse af standardsatserne.
Rejsens tidsmæssige udstrækning
Som nævnt ovenfor under afsnittet, der omhandler
§ 9 A, stk. 2-3, finder rejsegodtgørelsesreglerne kun
anvendelse, når rejsen varer mindst 24 timer. Der kan således
ikke udbetales skattefrie godtgørelser, hvis rejsen ikke mindst varer
24 timer.
Tidsbegrænsning for anvendelse af standardsatserne
I det hidtidige regelsæt kunne et arbejdssted
højst anses for midlertidigt i de første 3 måneder, hvis
arbejdsstedet var i Danmark, og de første 6 måneder, hvis
arbejdsstedet var i udlandet. Denne forskel er fjernet således, at
tidsbegrænsningen er ens, uanset om arbejdsstedet er i udlandet eller i
Danmark. Samtidigt er tidsbegrænsningen forlænget.
Et arbejdssted kan således ved anvendelsen af
standardsatserne, bortset fra logisatsen, højst anses for midlertidigt
i de første 12 måneder. Denne del af loven har virkning allerede
fra 1. april 1999.
Præcisering af Skatteministeriets tidligere tilkendegivelser
Skatteministeriet har tidligere tilkendegivet (gengivet i
Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1999, 642), hvornår
tidsbegrænsningsreglerne fandt anvendelse, og hvornår de blev
afbrudt. Disse tilkendegivelser er nu præciseret i selve lovteksten.
Tilkendegivelserne kan opdeles i tre afsnit:
1) Arbejdssteder, som flyttes i takt med arbejdets udførelse
eller færdiggørelsen.
2) Arbejdsstedsskifte.
3) Arbejdsstedsskifte i forbindelse med tilbagevenden til tidligere,
midlertidige arbejdsplads.
I tilkendegivelserne er begrebet »projekt« blevet anvendt.
Forståelsen af begrebet »projekt« har betydning for anvendelsen af
tidsbegrænsningsreglen på 12 måneder.
Ved projekt forstås den overordnede plan for f.eks.
et bestemt bygnings- eller anlægsværk. Heri indgår typisk
en række forskellige entrepriser. Disse entrepriser indgår
således alle i samme projekt. Et projekt kan være
stationært eller kan flyttes i takt med arbejdets udførelse
eller færdiggørelse. Et projekt, der flyttes i takt med
arbejdets udførelse eller færdiggørelse, kan indeholde
arbejdssteder, som er stationære.
Et eksempel på et stationært projekt kan
f.eks. være et stort bygningsværk såsom Odense
Banegård Center. Eksempler på projekter, som flyttes i takt med
arbejdets udførelse eller færdiggørelse, er
Storebælt- og Øresundsforbindelserne, hvor enkelte
arbejdspladser i projektet dog kan være stationære, f.eks.
elementleverandørarbejdspladser.
1. Arbejdssteder, som flyttes i takt med arbejdets udførelse
eller færdiggørelsen
Motorvejs-, bro-, jernbane-, gasledningsprojekter samt
metroprojektet m.v. er anlægsprojekter, som er kendetegnet ved, at
arbejdsstedet flyttes i takt med færdiggørelsen af den konkrete
arbejdsopgave. Det fremgår nu direkte af lovteksten, at disse typer af
projekter ikke er omfattet af tidsbegrænsningsreglen.
Personer, der arbejder på disse projekter, har en
arbejdssituation, der kan sidestilles med den, som eksempelvis
langturschaufførerne har. Langturschaufførerne rammes heller
ikke af tidsbegrænsningsreglen, da deres arbejdssted hele tiden
bevæger sig.
Arbejdstedet anses ikke for at flyttes i takt med
udførelsen eller færdiggørelsen, medmindre der er 8 km
mellem arbejdsprojektets begyndelses- og slutpunkt. Dog er stationære
arbejdspladser inden for projektet, f. eks.
elementleverandørarbejdspladser, omfattet af
tidsbegrænsningsreglerne.
2. Arbejdsstedsskifte
Ferie, fridage, tjenesterejser samt sygdom vil ikke
afbryde 12 måneders reglen.
Når der arbejdes for samme arbejdsgiver i samme
projekt, tilsiger begrebet »arbejdssted«, at der skal være en vis
afstand mellem »pladserne« for, at der er tale om to selvstændige
arbejdssteder. Der skal være 8 km s normal transportvej mellem de to
arbejdspladser for samme arbejdsgiver i samme projekt for, at
afstandskriteriet anses for opfyldt. Bedømmelsen af, om der er 8 km
mellem projektets begyndelses- og afslutningssted, skal foretages ved
anlægsprojektets start.
Såfremt eventuelle senere ændringer i
anlægsprojektet medfører, at projektets udstrækning bliver
kortere end 8 km, vil en ny bedømmelse af projektet på
projektændringstidspunktet medføre, at projektet herefter vil
blive omfattet af tidsbegrænsningsreglen.
Hvis der påbegyndes nyt arbejde for samme
arbejdsgiver i et andet projekt, må dette betragtes som et nyt
arbejdssted.
Hvis der påbegyndes arbejde for ny
arbejdsgiver, betragtes dette altid som et nyt arbejdssted, også
selvom arbejdet foregår på samme geografiske sted.
3. Arbejdsstedsskifte i forbindelse med tilbagevenden til tidligere,
midlertidige arbejdsplads
Når lønmodtageren afbryder arbejdet på
arbejdssted 1 for at påbegynde nyt arbejde på arbejdssted 2 og
senere vender tilbage til arbejdssted 1, er det relevant at vurdere, om 12
måneders reglen er afbrudt.
Det blev tilkendegivet, at arbejdsophold på et andet
arbejdssted på mere end 28 kalenderdage vil være en afbrydelse af
tidsbegrænsningsreglen. De 28 kalenderdage (inkl. weekender) er
ændret til 20 arbejdsdage.
Eksempler:
1. Arbejdsforholdet på arbejdssted 1 vil være
afbrudt, hvis den ansatte påbegynder arbejde for ny arbejdsgiver eller
på et nyt projekt for samme arbejdsgiver, og dette arbejde har en
tidsmæssig udstrækning på mere end 20 arbejdsdage. Hvis den
ansatte efter den 20. arbejdsdag vender tilbage til arbejdssted 1,
påbegyndes en ny 12 måneders periode.
2. Hvis den ansatte påbegynder arbejde andetsteds
(mindst 8 km væk) for samme arbejdsgiver på samme projekt, vil
arbejdsforholdet på arbejdssted 1 være afbrudt, hvis arbejdet
på arbejdsplads 2 har en tidsmæssig udstrækning på
mere end 20 arbejdsdage.
Arbejdes der 20 arbejdsdage og derunder på
arbejdssted 2, vil dette således normalt medføre, at
arbejdsforholdet på arbejdssted 1 reelt ikke anses for afbrudt, hvilket
medfører, at perioden på arbejdssted 2 skal medregnes ved
beregningen af afbrydelsesreglen i forhold til arbejdssted 1.
Eksempel: En ansat har arbejdet fra 1/4 til 15/5 på
arbejdssted 1. Dernæst skiftes der til arbejdssted 2, hvor der arbejdes
i 18 arbejdsdage. Fra og med den 11/6 arbejdes der igen på arbejdssted
1. Da perioden på arbejdssted 2 ikke overskrider 20 arbejdsdage, skal
perioden, dvs. 26 kalenderdage, medregnes til perioden på arbejdssted
1.
Der kan dog i visse situationer ske afbrydelse, selvom
fraværet er 20 arbejdsdage eller mindre. Dette vil være
tilfældet, hvis genoptagelsen af arbejdsforholdet på arbejdssted
1 ikke var upåregneligt. Dette kunne eksempelvis være
tilfældet, hvis den pågældende medarbejder - efter
afleveringsforretning på arbejdsplads 1 og påbegyndelsen af
arbejde på arbejdsplads 2 - p.g.a. arbejdsgiverens
garantiforpligtigelse bliver sendt tilbage til arbejdsplads 1 for at
udføre udbedringsarbejde.
§ 9 A, stk. 7-10
Lønmodtagere kan ifølge stk. 7,
i det omfang rejseudgifterne ikke godtgøres af arbejdsgiveren,
fradrage udokumenterede rejseudgifter ved indkomstopgørelsen med
standardsatserne i § 9 A, stk. 2-3, eller fradrage de faktiske,
dokumenterede udgifter. Hvis der foretages fradrag med de faktiske udgifter
til kost, skal fradraget ikke reduceres med værdien af et sparet
hjemmeforbrug. Dette er en følge af skattefritagelsen for sparet
hjemmeforbrug til kost på tjenesterejser.
Lønmodtagere, der rejser i Danmark eller i udlandet
ved udlæg efter regning, kan i følge bestemmelsen foretage
fradrag med indtil 25 pct. af standardsatsen til fortæring, i det
omfang arbejdsgiveren ikke udbetaler 25 pct.- godtgørelsen.
Fradrag for rejseudgifter er omfattet af
fradragsbegrænsningen i ligningslovens § 9, stk. 1, hvorefter
lønmodtagere kun kan fradrage udgifter i forbindelse med
udførelsen af det indtægtsgivende arbejde i det omfang, de
samlede udgifter overstiger et grundbeløb på 4.300 kr.
(2000-niveau).
Ifølge stk. 8 kan selvstændigt
erhvervsdrivende, der på grund af afstanden mellem bopæl og et
midlertidigt arbejdssted i udlandet ikke har mulighed for at overnatte
på den sædvanlige bopæl, vælge at foretage fradrag
med de i § 9 A, stk. 2-3, fastsatte satser i stedet for de faktiske
udgifter. Bestemmelsen er en videreførelse fra det hidtidige
regelsæt.
I stk. 9 bestemmes det, at reglerne om
lønmodtageres skattefrie rejsegodtgørelser finder tilsvarende
anvendelse på rejsegodtgørelser, der udbetales til medlemmer af
eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og
lignende. Dette svarer til de hidtidige regler med den tilføjelse, at
de medlemmer eller medhjælpere, som rejser efter regning, får
adgang til skattefrit at modtage en skattefri godtgørelse på 25
pct. af standardsatsen vedrørende fortæring til
småfornødenheder.
I stk. 10 angives de grupper, som ikke kan
anvende standardsatserne. I de gamle regler kunne standardsatserne ikke
anvendes af personer, der havde særlige forhold eller andre ordninger,
der medførte skattefrihed eller fradrag.
Bestemmelsen er ændret således, at kun grupper
med særlige skatteordninger er udelukket fra at anvende
standardreglerne, idet det vurderes, at visse af de grupper, der i dag er
udelukket fra anvendelse af standardsatsen, ikke har arbejds- og
opholdsforhold, som i væsentlig grad adskiller dem fra de grupper, der
i dag kan anvende reglerne.
Ansatte, der kan anvende:
1) ligningslovens § 9 G (havfradrag til erhvervsfiskere),
2) ligningslovens § 33 C (DIS-beskatning af sømænd)
eller
3) sømandsfradragsloven,
eller modtager ydelser efter
4) ligningslovens § 7, litra r, (udetillæg m.m.) eller
5) ligningslovens § 31, stk. 4,
(uddannelsesgodtgørelser),
kan ikke anvende standardsatserne i § 9 A,
stk. 2-4, for rejseudgifter.
Ansatte, som gør tjeneste ombord på skibe,
kan - ligesom langturschauffører - være på rejse omfattet
af § 9 A, stk. 1. Et arbejdssted er midlertidigt, i det omfang det
flyttes i takt med arbejdets udførelse. De ansatte ombord vil derfor
kunne anvende standardsatserne i § 9 A, stk. 2-4, når de ikke
kan anvende de ovennævnte særlige skatteordninger. Når
disse ansatte modtager fri kost, vil der kunne modtages en skattefri
godtgørelse på 25 pct. af 351 kr. pr. døgn
(2000-beløb). Ansatte, som gør tjeneste ombord på skibe,
kan dog ikke anvende logisatsen, jf. § 9 A, stk. 2, nr. 4.
Personer, der aftjener værnepligt, samt frivilligt
personel kan i den periode, der er fastsat som uddannelsestid, fortsat ikke
anvende standardsatserne til fradrag.
2.3. Befordringsgodtgørelser i ligningslovens § 9 B
Som led i bestræbelserne på at skabe
større lovteknisk overskuelighed er bestemmelserne om
erhvervsmæssig befordring samlet i ligningslovens § 9 B. Der er
imidlertid ikke tilsigtet ændringer i forhold til det tidligere
regelsæt.
2.4. Skattefritagelse af sparet hjemmeforbrug til kost i ligningslovens
§ 16, stk. 11
Der er med lov nr. 955 af 20. december 1999 sket en
ligestilling med hensyn til beskatning af sparet hjemmeforbrug til kost i
forbindelse med tjenesterejser. Der skal således ikke i fremtiden ske
beskatning af dette sparede hjemmeforbrug, hverken direkte eller indirekte.
Værdien af sparet hjemmeforbrug til kost er gjort
skattefri, når lønmodtageren af arbejdsgiveren modtager fri kost
eller får kosten dækket efter regning i forbindelse med, at
lønmodtageren er på tjenesterejse. Som bestemmelsen er
formuleret, gælder skattefriheden, når der er tale om arbejde
på et midlertidigt arbejdssted. Bestemmelsen omfatter således
både tjenesterejser med overnatning som tjenesterejser uden
overnatning. De persongrupper, der nævnes i ligningslovens § 9 A,
stk. 10, kan også være omfattet af bestemmelsen. Det
afgørende er, at der arbejdes på et midlertidigt arbejdssted.
Dette begreb fortolkes i overensstemmelse med midlertidighedsbegrebet i
ligningslovens § 9 A, stk. 1.
Det sparede hjemmeforbrug til kost er således
skattefrit, uanset om den fri kost ydes direkte, eller kosten dækkes
efterfølgende efter regning.
Som en konsekvens af skattefritagelsen for det sparede
hjemmeforbrug til kost er det i § 9 A, stk. 7, 2. pkt.,
fastslået, at når lønmodtageren selv afholder sine
fortæringsudgifter på tjenesterejsen og foretager et
ligningsmæssigt fradrag for disse, skal der ikke ske reduktion af
fradraget med værdien af det sparede hjemmeforbrug.
Personer, som arbejder på en fast/varig
arbejdsplads, og som af arbejdsgiveren modtager fri kost, er ikke omfattet af
skattefriheden. Spørgsmålet om beskatningen af sparet
hjemmeforbrug vil i sådanne tilfælde afhænge af
skattelovgivningens øvrige regler. Er der f.eks. tale om fri kost, som
modtages i forbindelse med overarbejde for arbejdsgiveren, kan værdien
af det sparede hjemmeforbrug være omfattet af bestemmelsen i
ligningslovens § 16, stk. 3, om den skattefri
bagatelgrænse.
2.5. Fradragsbegrænsning ved arbejde i udlandet
De fleste lønmodtagere har større
lønindtægter end fradragsberettigede udgifter ved arbejdet i
udlandet. Der findes imidlertid enkelte erhvervsgrupper, hvis
lønindkomst ved arbejdet i udlandet er så lille, at de vil kunne
have større fradrag end indtægter. Dette overskydende fradrag
ville kunne anvendes til fradrag i den danske lønindtægt.
Au pair-ansatte anses normalt for at have opgivet deres
bopæl hos forældrene, idet de i stedet har fået bopæl
hos »au pair-familien«, i hvis hjem de dels bor på lige fod med
familiens øvrige medlemmer (»au pair«) dels arbejder. For dette
arbejde modtager de lommepenge og fri kost og logi.
Når au pair-ansatte ikke anses for at have udgifter
til en anden bopæl - f.eks. forældrenes bolig -, opfylder de ikke
betingelserne for at være på rejse og dermed for at være
omfattet af reglerne i ligningslovens § 9 A. De er derfor skattepligtige
af lommepenge og frit logi, men - efter 1. januar 2000 - ikke skattepligtige
af fri kost, jf. ligningslovens § 16, stk. 11. Det skyldes, at au
pair-arbejdsstedet normalt må anses for et midlertidigt arbejdssted,
selvom der skattemæssigt ikke kan siges at foreligge en rejse.
Det skal dog understreges, at der for au pair-ansatte -
som for alle andre lønmodtagere - skal foretages en konkret vurdering
af, om den pågældende opfylder betingelserne for at være
på rejse, herunder om lønmodtageren har udgifter til en
»sædvanlig bopæl«.
Det gælder derfor, at udgifter, der er
fradragsberettiget efter § 9, stk. 1, (almindelige
lønmodtagerfradrag i det omfang de overstiger 4.300 kr.
(2000-beløb)), § 9 B, stk. 3, §§ 9 C og 9 D
(befordringsfradrag), i forbindelse med udførelse af
indtægtsgivende arbejde i udlandet, ikke kan fradrages ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst for lønmodtagere, i
det omfang de nævnte udgifter overstiger den udenlandske
lønindkomst, der skal medregnes i den danske
indkomstopgørelse.
Bestemmelsen har tidligere fremgået af
Ligningsrådets årlige cirkulære om skattefrie
godtgørelser til dækning af merudgifter ved rejse og befordring
m.v. (senest Told*Skat cirkulære 1999-7, pkt. 6.3.).
2.6. Vidnegodtgørelser m.v. i ligningslovens § 9,
stk. 6
Godtgørelse til dækning af udgifter til
befordring og hotelophold, som det offentlige udbetaler til lægdommere
(nævninge, domsmænd og sagkyndige retsmedlemmer), vidner og
personer, der efter indkaldelse har afgivet forklaring til politiet, kunne
indtil 1. april 1999 udbetales skattefrit i henhold til de særlige
regler og betingelser i statsskattelovens § 5, litra d. Sådanne
godtgørelser var efter ophævelsen af § 5, litra d, ikke
skattefrie i henhold til det gældende regelsæt.
Skattefriheden for disse typer af
omkostningsgodtgørelser er genindført. Skattefriheden omfatter
de beløb, som er fastsat i § 3 i Justitsministeriets
bekendtgørelse nr. 712 af 17. november 1987.
2.7. Studierejselegater i ligningslovens § 7 K
Legater til logi, kost og
småfornødenheder
, der er betinget af, at de anvendes til
studierejser i udlandet, er skattefrie i det omfang, de medgår til
dækning af sædvanlige omkostninger til kost,
småfornødenheder og logi på studiestedet.
Ligningsrådet fastsatte tidligere de omtalte
beløb for sædvanlige meromkostninger. Beløbene var
fastsat på basis af statens satser for godtgørelsesbeløb
for merudgifter til kost og småfornødenheder ved tjenesterejser
i udlandet og med tillæg af en tredjedel af det såkaldte
hoteldispositionsbeløb. Der var altså tale om at anvende de
satser, som statens ansatte også benyttede.
Folketinget vedtog ved lov nr. 133 af 25. februar 1998 at
ændre reglerne for modtagere af studierejselegater i ligningslovens
§ 7 K, stk. 1 og 2, så disse regler også i fremtiden
ville ligge tæt op ad reglerne og satserne for skattefrie
rejsegodtgørelser.
Ved samme lov vedtoges, at de ændrede regler for
skattefrie studierejselegater først skulle træde i kraft den 1.
januar 2001, når standardsatsen for rejsegodtgørelser til kost
og småfornødenheder var fuldt indfaset.
Som en konsekvens af de ændrede
rejsegodtgørelsesregler er reglerne om studierejselegater ændret
i overensstemmelse hermed. Således skal logisatsen i ligningslovens
§ 9 A, stk. 2, nr. 4, finde tilsvarende anvendelse for modtagere af
skattefrie studierejselegater. Desuden kan den forhøjede standardsats
til kost og småfornødenheder kun anvendes de første 12
måneder på et studiested. Endelig skal der ikke ske beskatning af
sparet hjemmeforbrug til kost ved modtagelse af skattefrie
studierejselegater, når kostomkostningerne dokumenteres.
Legater til dækning af transportudgifter
, som
er betinget af, at de anvendes til studierejser i udlandet,
Færøerne eller Grønland, er fortsat indkomstskattefri for
modtageren i det omfang, de medgår til dækning af
sædvanlige udgifter til rejse mellem Danmark og studiestedet.
Ligningsrådet fastsatte tidligere beløbet for sædvanlige
udgifter til rejsen.
Med de nye regler gives der kun skattefrihed for legater
svarende til de dokumenterede, faktiske udgifter. Hvis der rejses i egen bil
eller på motorcykel, er der dog med virkning fra den 20. marts 2000
skattefrihed for 1,54 kr. pr. km, da de faktiske udgifter ved kørsel i
egen bil ikke kan dokumenteres ved eksterne bilag. Beløbet på
1,54 kr. pr. km svarer til satsen for befordringsgodtgørelser til
uddannelses- og kursussteder i § 31 i ligningsloven, jf. § 9 C,
stk. 1.
2.8. Ikrafttrædelse vedrørende rejsegodtgørelser
m.v.
Ved lovændringen i juni 1997 indførtes en
aftrapning af de gamle satser for rejsegodtgørelser til kost og
småfornødenheder i udlandet. Aftrapningen blev påbegyndt
den 1. april 1999 med en nedsættelse på 1/3 af forskellen mellem
den gamle sats og 271 kr. Den 1. januar 2000 skete anden del af aftrapningen,
hvor den gamle sats blev nedsat med yderligere 1/3 af forskellen mellem den
gamle sats pr. 31. marts 1999 og 271 kr. Tredje del af aftrapningen sker den
1. januar 2001, hvor satserne nedsættes til standardsatsen.
De satser, der gælder efter aftrapningen den 1.
januar 2000, finder anvendelse til og med 31. december 2000 i det omfang, de
overstiger den nye regulerede standardsats til kost og
småfornødenheder. Tilsvarende gælder ligningslovens
§ 7 K.
Forlængelsen af tidsbegrænsningsreglen til 12
måneder får virkning fra og med 1. april 1999, som var
ikrafttrædelsestidspunktet for 3 og 6 måneders reglerne.
Virkningen af den hidtil gældende tidsbegrænsningsregel
ophæves derfor.
Ligningslovens § 9, stk. 6, om
godtgørelser til vidner og lægdommere, får ligeledes
virkning fra og med 1. april 1999. Godtgørelserne var indtil 1. april
1999 skattefrie efter statsskattelovens § 5, litra d.
Godtgørelser udbetalt i perioden efter 1. april 1999 er således
skattefrie.
Ansatte, der er påmønstret skibe (herunder
fiskefartøjer), arbejder i fartøjer og installationer, der
anvendes i tilknytning til efterforskning og udnyttelse af naturforekomster,
kan i perioden 1. april 1999 til 31. december 1999 modtage skattefri
godtgørelse efter de tidligere regler i ligningslovens § 9,
stk. 5-6. Dette gælder dog ikke, hvis de ansatte kan anvende
ligningslovens § 9 G, ligningslovens § 33 C eller
sømandsfradragsloven.
Endelig får logisatsen virkning fra og med 1. april
1999, hvor den tidligere logisats bortfaldt. Logisatsen, der i 1999 udgjorde
97 kr. pr. døgn og i 2000 udgør 150 kr. pr. døgn, kan
anvendes af personer omfattet af ligningslovens § 9 A, stk. 2, nr.
4.
Godtgørelser, der i perioden 1. april til 31.
december 1999 er udbetalt på trods af de hidtil gældende regler,
er således skattefrie i det omfang, godtgørelsen opfylder
betingelserne for skattefrihed. Hvis arbejdsgiveren ikke efterregulerer
godtgørelserne for perioden 1. april 1999 til 31. december 1999, kan
lønmodtageren selv nedsætte den personlige indkomst på
selvangivelsen med størrelsen af den skattefrie godtgørelse.
Det er en betingelse, at lønmodtageren kan dokumentere antallet af
erhvervsmæssige rejsedage, rejsemål samt rejsetidspunkter.
Hvis arbejdsgiveren ikke havde udbetalt
godtgørelser, der er gjort skattefrie med tilbagevirkende kraft til 1.
april 1999, ville godtgørelserne efter almindelige skatteretlig
praksis ikke kunne udbetales, da endelig opgørelse og afregning af
godtgørelser til dækning af udgifter skal ske senest ved
udgangen af den følgende måned, jf. Told- og Skattestyrelsens
vejledning til samtlige indeholdelsespligtige, Leksikon 2000, side 29, 2.
spalte.
Med lovens § 5, stk. 4, 6. og 7. pkt., er det
imidlertid sikret, at arbejdsgiveren kan udbetale de omtalte
godtgørelser til og med 31. marts 2000. Dermed ved
lønmodtageren på selvangivelsestidspunktet, om arbejdsgiveren
har dækket udgifterne via en skattefri godtgørelse, eller om
lønmodtageren kan foretage et ligningsmæssigt fradrag for
udgiften. Hvis arbejdsgiveren udbetaler sådanne efterfølgende
godtgørelser, skal arbejdsgiveren særskilt indberette
beløbets størrelse for den enkelte lønmodtager til den
lokale Told- og Skatteregion inden den 1. juni 2000.
Indberetningen foregår efter
indberetningsbekendtgørelsens § 3.
3. Skattefrihed for uddannelsesydelser betalt af arbejdsgivere
m.v.
3.1. Ydelser til dækning af udgifter i forbindelse med uddannelse og
kurser
Ligningslovens § 31, stk. 1, indeholder
afgrænsningen af, hvem der skattefrit kan modtage ydelser omfattet af
stk. 3 til dækning af udgifter i forbindelse med uddannelser og
kurser.
Skattefritagelsesbestemmelsen omfatter følgende
grupper:
1) lønmodtagere, herunder afskedigede medarbejdere ved
ophøret af ansættelsesforholdet,
2) personer, der modtager ydelser som led i en aftale om ydelse af
personligt arbejde i øvrigt (konsulenter, revisorer m.v.),
3) medlemmer af bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd,
nævn eller andre kollegiale organer, herunder Folketinget og
kommunalbestyrelser,
4) medlemmer, herunder ledige, der modtager uddannelsesydelser fra
deres A-kasse, fagforening eller pensionskasse til dækning af udgifter
ved uddannelser og kurser,
5) personer, der modtager ydelser fra et arbejdsformidlingskontor,
6) elever, der modtager ydelser fra Arbejdsgivernes Elevrefusion,
samt
7) lønmodtagere, som modtager deltagerbetaling efter lov om
støtte til voksenuddannelse.
Bestemmelsen indeholder således den persongruppe,
som er omfattet af ligningslovens § 16, der er den generelle bestemmelse
om beskatning af personalegoder. Derudover er afskedigede medarbejdere ved
ophøret af ansættelsesforholdet og medlemmer af
arbejdsløshedsforsikringskasser, fagforeninger eller pensionskasser
også omfattet af skattefriheden. Endvidere kan personer, der modtager
de omtalte ydelser fra et arbejdsformidlingskontor, samt elever, der modtager
de nævnte uddannelsesydelser direkte fra Arbejdsgivernes Elevrefusion,
modtage ydelserne skattefrit.
For så vidt angår afskedigede medarbejdere er
det tilstrækkeligt, at aftalen om ydelser til dækning af udgifter
i forbindelse med uddannelsen indgås ved ophøret af
ansættelsesforholdet.
Efter bestemmelsen er der skattefrihed for alle typer af
arbejdsgiverbetalte uddannelser og kurser. Dog er der ikke skattefrihed for
uddannelser eller kurser, der udelukkende har privat karakter for modtageren,
jf. nedenfor.
For uddannelsers vedkommende indebærer
§ 31, at der ikke skal sondres imellem, om den pågældende
uddannelse i det konkrete tilfælde er en efteruddannelse eller en
grund- eller videreuddannelse. § 31 omfatter således bl.a.
ungdomsuddannelser, f.eks. uddannelser i erhvervsuddannelsesregi
(lærlinge- og elevuddannelser), korte, mellemlange og lange
videregående uddannelser, f.eks. social- og
sundhedshjælperuddannelsen, lærer- og sygeplejeuddannelsen samt
lange, videregående uddannelser, der erhverves på universiteter
og andre højere uddannelsesinstitutioner. Skattefriheden omfatter
også alle typer af efter-/videreuddannelser, som erhverves i
tilknytning hertil, f.eks. diplom- og masteruddannelser. Også
ph.d.-uddannelser er omfattet. Skattefriheden omfatter endvidere også
uddannelser, som udbydes i privat regi. Også uddannelser og kurser, der
tages i udlandet er omfattet af ligningslovens § 31.
For kursers vedkommende, som begrebsmæssigt
normalt må betragtes som korterevarende undervisningsforløb, kan
der ligeledes modtages skattefrie ydelser, jf. § 31, stk. 3, til
alle typer af kurser. Efter bestemmelsen kan der således modtages
skattefrie ydelser til såvel korte som længerevarende kurser,
uanset om de udbydes af private eller det offentlige, og uanset hvorledes
kurset i øvrigt finansieres. Bestemmelsen indebærer, at der
bl.a. vil være skattefrihed for ydelser, som betales af arbejdsgiveren,
A-kassen eller arbejdsformidlingen i forbindelse med kurser på f.eks.
AMU-centre. Bestemmelsen indebærer også, at der vil være
skattefrihed for kurser, som gives til afskedigede medarbejdere, f.eks. i
form af ekstern konsulentbistand, der går ud på at hjælpe
de pågældende til at finde nyt arbejde.
§ 31, stk. 2
Der er ikke skattefrihed for ydelser, som udelukkende har
et privat formål for modtageren. Der er således skabt
skattefrihed for uddannelses- eller kursusydelser, som er erhvervsrelaterede,
og som sådan har et erhvervsmæssigt sigte for modtageren. I
stk. 2 er det derfor bestemt, at der ikke er skattefrihed for ydelser,
som udelukkende har privat karakter for modtageren.
Det er imidlertid tilstrækkeligt, hvis uddannelsen
eller kurset bare har en vis erhvervsrelevans for modtageren. Det er ikke en
betingelse, at uddannelsen eller kurset har relevans for arbejdet hos
arbejdsgiveren.
Arbejdsgiverbetalte ydelser til dækning af udgifter
i forbindelse med rent hobby-/fritidsbetonede uddannelser/kurser, kortere
eller længerevarende ferieophold m.v., vil således ikke
være skattefri efter bestemmelsen. Gives sådanne ydelser i
familieforhold m.v., vil skattelovgivningens almindelige regler endvidere
kunne føre til, at udgiften ikke kan anses for en driftsudgift,
således at udgiften ikke er fradragsberettiget (for arbejdsgiveren). Er
der tale om selskabsforhold, kan selskabets betaling af en privat ydelse til
hovedaktionæren eller dennes familiemedlemmer m.v. blive betragtet som
udlodning i henhold til ligningslovens § 16 A.
§ 31, stk. 3-5
Stk. 3
opremser de forskellige ydelser, der kan
modtages skattefrit.
Skole- og deltagerbetaling
Udgifter til skole- eller deltagerafgifter er direkte
afledt af den enkelte uddannelse og er derfor omfattet af skattefriheden.
For visse typer af uddannelser, f.eks.
mekanikeruddannelsen, gælder, at der som et lovpligtigt element i
uddannelsen indgår erhvervelsen af det lille kørekort
(kørekort til almindelig bil). Det lille kørekort er
således en nødvendig del af uddannelsen og kan ikke
fravælges af den person, som er under uddannelse, eller af dennes
arbejdsgiver. I disse særlige situationer, hvor arbejdsgiveren
således i henhold til lov eller bekendtgørelse har pligt til at
afholde udgiften til kørekort for sine medarbejdere, vil udgiften
være omfattet af skattefriheden.
§ 31 giver derimod ikke skattefrihed for ydelser til
dækning af udgifter til erhvervelse af det lille kørekort i
andre tilfælde, idet udgiften hertil anses for at være af
så privat karakter, at der ikke kan ske skattefri dækning af
udgiften. Dette gælder også, selvom kørekortet måtte
være nødvendigt ved arbejdets udførelse.
Bog- og materialeudgifter
Der er tale om udgifter, der er direkte afledt af
uddannelsen/kurset. Skattefriheden omfatter derfor også ydelser af
denne karakter.
Med henblik på at undgå, at der dækkes
uvedkommende private udgifter under dække af, at der er tale om
uddannelsesudgifter, er skattefriheden betinget af, at udgifterne er
relevante for uddannelsen eller kurset. For bogudgifternes vedkommende er
udgifter til bøger, som indgår i pensum, relevante.
Logi, kost og småfornødenheder
Efter stk. 4 er der i et nærmere bestemt
omfang skattefrihed for arbejdsgiveren m.v. s betaling af udgifter til logi,
kost og småfornødenheder i forbindelse med et uddannelses- eller
kursusophold
Kost og småfornødenheder
a.
Udbetaling af skattefri
standardgodtgørelse: På samme måde, som det er
tilfældet i forbindelse med ansatte, der er på rejse for
arbejdsgiveren, kan der alene udbetales en skattefri
standardgodtgørelse til fortæring og
småfornødenheder i de tilfælde, hvor deltagelsen i
uddannelsen eller kurset er forbundet med en overnatning. Der kan
således alene modtages skattefrie ydelser til kost og
småfornødenheder, når modtageren af ydelsen på grund
af afstanden mellem bopæl og uddannelsesstedet eller kursusstedet ikke
har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.
Dette overnatningskriterium svarer fuldt ud til kriteriet i
rejsegodtgørelsesreglerne, jf. ligningslovens § 9 A,
stk. 1.
De satser, der kan udbetales skattefrit til kost og
småfornødenheder, svarer ligeledes beløbsmæssigt
til standardsatsen i ligningslovens § 9 A, stk. 2, nr. 1, jf.
stk. 3. For overnatning i forbindelse med uddannelse og kurser vil der
således kunne udbetales en skattefri standardsats på 351
kr./døgn (fra år 2000). Satsen, der kan anvendes af alle
personer omfattet af § 31, stk. 1, vil således også
kunne anvendes af turistchauffører, som deltager i en uddannelse eller
et kursus betalt af arbejdsgiveren m.v.
Der er kun adgang til at modtage en skattefri
standardgodtgørelse til kost og småfornødenheder i de
første 12 måneder af opholdet på studiestedet.
Lønmodtagere og andre, der modtager skattefri
godtgørelse efter § 31, stk. 4, er således i denne
henseende ligestillet med ansatte m.v., som modtager en skattefri
rejsegodtgørelse efter reglerne i ligningslovens § 9 A eller med
personer, som modtager skattefrie legater i henhold til ligningslovens
§ 7 K.
Lønmodtagere eller andre, som under et uddannelses-
eller kursusophold modtager skattefri godtgørelse efter dette
regelsæt, kan ikke samtidig modtage en skattefri
rejsegodtgørelse efter ligningslovens § 9 A.
Skattefriheden for godtgørelser bortfalder
endvidere i det omfang, udgifterne dækkes af skattefrie legater efter
ligningslovens § 7 K, jf. § 7 K, stk. 9, 2. pkt.
b.
Dækning ved udlæg efter regning: I
stedet for at udbetale en skattefri godtgørelse kan arbejdsgiveren
skattefrit dække udgifterne til kost og småfornødenheder
efter regning i uddannelses-/kursusperioden. Dækning ved udlæg
efter regning vil bl.a. være relevant i de tilfælde, hvor der
ikke kan udbetales en skattefri godtgørelse, dvs. i forbindelse med
kurser og uddannelser, som ikke indebærer en overnatning, eller som er
så langvarige, at tidsbegrænsningen for udbetaling af en
skattefri godtgørelse er overskredet.
Logi
a.
I de tilfælde, hvor den ansatte m.v.
på grund af afstanden mellem bopæl og uddannelsesstedet eller
kursusstedet ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige
bopæl, kan arbejdsgiveren m.v. udbetale en skattefri godtgørelse
på 150 kr. pr. døgn (2000-beløb) til dækning af
udokumenterede logiudgifter. Den skattefri logisats svarer til satsen i
ligningslovens § 9 A, stk. 2, nr. 4, jf. § 9 A, stk. 3.
Logisatsen er ikke omfattet af tidsbegrænsningsreglen på 12
måneder, ligesom det er tilfældet for logisatsen i
rejsegodtgørelsesreglerne.
b.
Dækning ved udlæg efter regning: I
stedet for at udbetale en skattefri godtgørelse kan arbejdsgiveren
skattefrit dække udgifterne til logi efter regning i
uddannelses-/kursusperioden.
Fradrag for udgifter til kost, småfornødenheder og
logi
§ 31, stk. 4, giver ikke selvstændig
hjemmel til, at ansatte, ledige m.v. kan foretage fradrag for disse udgifter
i de tilfælde, hvor udgifterne hertil ikke afholdes af arbejdsgiveren,
A-kassen eller fagforeningen m.v.
Stk. 4 skal imidlertid ses i sammenhæng med
stk. 6. Lønmodtagere, bestyrelsesmedlemmer, konsulenter og andre
honorarmodtagere, som selv har afholdt udgifterne til kost,
småfornødenheder og logi i forbindelse med deltagelse i et
kursus eller en uddannelse, kan således indrømmes fradrag for
udgifterne hertil, i det omfang de almindelige fradragsregler i
statsskattelovens § 6, litra a, jf. ligningslovens § 9, stk. 1
(lønmodtagere) giver mulighed herfor. Ledige og andre uden et
indtægtsgivende arbejdssted samt personer på grund- og
videreuddannelse er derimod afskåret fra at foretage fradrag efter
statsskattelovens 6, litra a.
Befordringsgodtgørelser
Efter reglerne i ligningslovens §§ 9 C og D om
befordringsfradrag mellem hjem og arbejdsplads og reglerne i ligningslovens
§ 9 B om udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse er det en
forudsætning for både befordringsfradrag og skattefri
godtgørelse, at der er tale om befordring til en arbejdsplads. Et
uddannelsessted betragtes kun som en arbejdsplads, hvis der er tale om
undervisning i efteruddannelsesøjemed som et led i arbejdet. Derimod
er et sted, hvor den pågældende modtager undervisning som led i
en grund- eller videreuddannelse, ikke en arbejdsplads.
Der er ikke ændret i disse regler. Personer, som
befordrer sig til et uddannelsessted, hvor personen modtager undervisning i
efteruddannelsesøjemed som led i arbejdet, kan således fortsat
anvende reglerne i §§ 9 B-D.
Efter § 31, stk. 5, kan der som
supplement til disse regler udbetales en skattefri
befordringsgodtgørelse beregnet på grundlag af satsen, som
Ligningsrådet fastsætter efter § 9 C, stk. 1, for
befordringen frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl eller
arbejdsstedet og uddannelsesstedet eller kursusstedet via den normale
transportvej samt kørslen mellem uddannelses-/kursussteder og inden
for samme uddannelses-/ kursussted. Satsen er pr. 20. marts 2000 på
1,54 kr. pr. km. Reglen kan anvendes såvel af personer på
efteruddannelser som af personer på grund- og videreuddannelser. Satsen
på 1,54 kr. pr. km kan fra den 20. marts 2000 udbetales for det samlede
antal kørte km pr. dag. Der skal således ikke reduceres med 24
km´s bundgrænsen i ligningslovens § 9 C eller udbetales en lavere
sats for kørsel ud over 100 km pr. dag.
Hverken den sædvanlige bopæl eller det normale
arbejdssted kan anses for at være uddannelses-/kursusstedet. Hvis
undervisningen således foregår på den ansattes normale
arbejdssted, vil der således ikke kunne modtages en skattefri
befordringsgodtgørelse efter ligningslovens § 31.
Godtgørelsen kan anvendes ved kørsel i egen
bil eller på motorcykel. Også en ægtefælles eller en
samlevers bil er at betragte som egen bil. En fri firmabil er derimod ikke
egen bil.
Praksis vedrørende udbetaling af
godtgørelser for erhvervsmæssige befordringsudgifter finder
tilsvarende anvendelse for befordringsgodtgørelser til uddannelse.
Således er det en forudsætning for, at
kørselsgodtgørelse kan udbetales skattefrit, at
godtgørelsen udbetales for det faktiske antal kørte km. Det er
en betingelse, at arbejdsgiveren m.v. fører kontrol med antallet af
kørte km. Er godtgørelse udbetalt skattefrit, uden at
betingelserne for skattefrihed er opfyldt, skal godtgørelsen
indtægtsføres som personlig indkomst. Overstiger
godtgørelsen satsen, skal hele beløbet medregnes ved
opgørelsen af lønmodtagerens personlige indkomst. Sker der en
klar opdeling og specificering af, hvad der skal anses som skattefri
godtgørelse, og hvad der skal anses som supplerende skattepligtigt
løntillæg, skal kun det supplerende løntillæg
medregnes i modtagerens skattepligtige indkomst.
Faste f.eks. månedlige beløb, der udbetales
uafhængigt af det faktiske antal kørte kilometer, eller
beløb, der skal dække inden for særlige afstandszoner, kan
ikke udbetales som skattefri godtgørelse.
Ved anvendelse af andre transportmidler kan arbejdsgiveren
m.v. skattefrit dække dokumenterede udgifter i henhold til originale
eksterne bilag.
Hvis den uddannelsessøgende eller kursisten har
modtaget befordringsgodtgørelse efter § 9 B for den samme
befordring, medregnes udbetalt godtgørelse efter § 31,
stk. 5, til den skattepligtige indkomst.
Personer på efteruddannelser skal vælge, om de
vil anvende lønmodtagerreglerne i §§ 9 B og C eller
uddannelsesreglerne i § 31, stk. 1. Har den
uddannelsessøgende eller kursisten på efteruddannelse
således modtaget befordringsgodtgørelse efter § 9 B til
befordring til én uddannelse eller ét kursus, kan der ikke
senere overgås til godtgørelse efter § 31, stk. 5, 1.
pkt., til befordring i forbindelse med samme uddannelse eller kursus. Den
uddannelsessøgende eller kursisten kan således ikke
modtage befordringsgodtgørelse efter § 9 B, stk. 1, litra a,
i de første 60 dage og derefter modtage befordringsgodtgørelse
efter § 31, stk. 5, 1. pkt., fra og med den 61. dag.
Har den uddannelsessøgende eller kursisten adgang
til en af arbejdsgiveren m.v., jf. § 31, stk. 1, betalt befordring
med offentlige eller private transportmidler, medregnes udbetalt
godtgørelse efter § 31, stk. 5, 1. pkt., til den
skattepligtige indkomst for den del af strækningen, hvor der er adgang
til fri befordring. Arbejdsgiverbetalt befordring kan eksempelvis være
bil til fri rådighed (firmabil), frikort eller frirejse, herunder fri
flyrejse, til offentlige eller private transportmidler. Som andre eksempler
på denne befordring kan nævnes fri befordring i firmabus, fri
kørsel i mandskabsvogn eller fællesbefordring i privat bil, der
betales af arbejdsgiveren.
§ 31, stk. 6
Af stk. 6 fremgår det, at der alene er
adgang til at foretage fradrag for de i stk. 3 nævnte udgifter, i
det omfang udgifterne ikke dækkes af arbejdsgiveren m.v., og
lovgivningen i øvrigt giver hjemmel til fradrag. Der er efter
stk. 6 alene adgang til fradrag, hvis der er tale om, at der er afholdt
udgifter til efteruddannelse.
For lønmodtagere, bestyrelsesmedlemmer, konsulenter
og andre honorarmodtagere, som selv har afholdt udgifterne til de i
stk. 3 nævnte udgifter, er fradragsmuligheden reguleret bl.a. af
statsskattelovens § 6, litra a, jf. ligningslovens § 9, stk. 1
(lønmodtagere), ligningslovens § 9, stk. 4, samt
ligningslovens §§ 9 A-C.
Lønmodtagere kan kun fradrage udgifter i
forbindelse med udførelsen af det indtægtsgivende arbejde i det
omfang, de samlede fradragsberettigede udgifter overstiger et
grundbeløb, som i år 2000 udgør 4.300 kr.
3.2. Befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C
Den skattepligtige, der modtager undervisning i
efteruddannelsesøjemed som led i arbejdet, kan efter gældende
lovgivning foretage fradrag for befordringen mellem hjem og arbejdsplads
efter ligningslovens § 9 C. Når der er tale om efteruddannelse som
led i arbejdet, betragtes uddannelsesstedet i dette tilfælde som en
arbejdsplads.
Når arbejdsgiverbetalt befordring modtages som led i
et ansættelsesforhold eller en aftale om ydelse af personligt arbejde i
øvrigt eller modtages som led i, at den skattepligtige er valgt som
medlem af eller medhjælp for bestyrelser, udvalg, kommissioner,
råd, nævn eller andre kollektive organer, herunder
kommunalbestyrelser, skal den skattepligtige, hvis denne samtidigt foretager
befordringsfradrag efter § 9 C, stk. 1, medregne værdien af
fri befordring svarende til fradraget efter § 9 C, stk. 1, ved
indkomstopgørelsen for den del af strækningen, hvor der er
adgang til fri befordring.
Når fagforeningen, arbejdsløshedskassen,
pensionskassen eller et arbejdsformidlingskontor betaler befordring med
offentlige eller private transportmidler efter § 31, stk. 5, skal
den skattepligtige, hvis denne samtidig foretager befordringsfradrag efter
§ 9 C, stk. 1, på tilsvarende måde medregne
værdien af fri befordring svarende til fradraget efter § 9 C,
stk. 1, ved indkomstopgørelsen for den del af strækningen,
hvor der er adgang til fri befordring. Altså på samme måde,
som hvis befordringen var betalt af arbejdsgiveren m.fl.
Udbetales en skattefri befordringsgodtgørelse i
henhold til § 31, stk. 5, til en beskæftiget
lønmodtager på efteruddannelse, kan lønmodtageren ikke
foretage befordringsfradrag efter § 9 C for den samme strækning,
jf. § 9 C, stk. 6, og § 9, stk. 5.
3.3. Indberetning
Enhver, der i det forudgående år i sin
virksomhed har foretaget udbetaling af godtgørelse til dækning
af meromkostning til kost og småfornødenheder, jf.
ligningslovens § 31, stk. 3, nr. 3, skal fremover til brug ved
skatteligningen og skatteberegningen hvert år uden opfordring give
oplysning om beløbene til de statslige told- og skattemyndigheder,
uanset om beløbene er skattefrie for modtageren, jf.
skattekontrollovens § 7, stk. 1, nr. 3.
Tilsvarende skal oplysning fremover gives til de statslige
told- og skattemyndigheder om udbetaling af godtgørelse til
dækning af udgifter til befordring som nævnt i ligningslovens
§ 31, stk. 3, nr. 4, uanset om beløbet er skattefrit for
modtageren.
For så vidt angår de nærmere regler om
indberetning henvises til kapitel 1 i bekendtgørelse nr. 1069 af 17.
december 1999.
3.4. Ikrafttrædelse vedrørende uddannelsesydelser
§ 31 har virkning for uddannelsesydelser afholdt i
indkomståret 2000 eller senere.
Skatteministeriet, den 30. maj 2000
Peter Loft
/Lise Bo Nielsen
Bilag
Indholdsfortegnelse
1. Beskatning af fratrædelsesgodtgørelser og
jubilæumsgratialer
1.1. Fratrædelsesgodtgørelser
1.2. Jubilæumsgratialer
1.3. Overgangsbestemmelser
2. Satser og regler for skattefrie rejsegodtgørelser samt
skattefritagelse for sparet hjemmeforbrug til kost i forbindelse med
tjenesterejser m.v.
2.1. Ligningslovens § 9, stk. 5.
2.2. Rejsegodtgørelser i ligningslovens § 9 A.
2.3. Befordringsgodtgørelser i ligningslovens § 9 B.
2.4. Skattefritagelse af sparet hjemmeforbrug til kost i
ligningslovens § 16, stk. 11.
2.5. Fradragsbegrænsning ved arbejde i udlandet.
2.6. Vidnegodtgørelse m.v. i ligningslovens § 9,
stk. 6.
2.7. Studierejselegater i ligningslovens § 7 K.
2.8. Ikrafttrædelse vedrørende rejsegodtgørelser
m.v.
3. Skattefrihed for uddannelsesydelser betalt af arbejdsgivere m.v.
3.1. Uddannelsesydelser.
3.2. Befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C.
3.3. Indberetning.
3.4. Ikrafttrædelse vedrørende
uddannelsesydelser.
Lignende dokumenter
- Skriftlig fremsættelse (4. november 1999) - L 88 Retsinformation · 4. november 1999
- Forslag til Lov om ændring af ligningsloven, pensionsbeskatningsloven og skattekontrolloven Retsinformation · 4. november 1999
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af ligningsloven, pensionsbeskatningsloven og skattekontrolloven Retsinformation · 11. januar 2000
- Skattepligt - erstatning - uberettiget ophævelse af uddannelsesaftale SKM-databasen · 4. juni 2019
- Forhøjelse af den skattepligtige indkomst Landsskatteretten · 2. august 2023
- Forslag til folketingsbeslutning om lempelse af reglerne om tjenesterejsendes skattefri rejsegodtgørelse Retsinformation · 18. november 1999