Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 47/2001
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.
47/2001
[K] har ved advokat Hans Boserup klaget til
Pressenævnet over en udsendelse sendt i DR den 24. januar 2001 med
senere genudsendelser, senest den 30. januar 2001, idet han mener, at god
presseskik er tilsidesat.
Udsendelsen var en del af udsendelsesrækken
"Historier fra en politistation" og havde undertitlen "Hvor
må jeg være?". Sekvenserne, der har relevans for denne
klage, indledes med, at en person, der ikke er klager, henvender sig i
receptionen på politistationen på Hovedbanegården.
Personens pas undersøges af politiet.
Politimand 1
: "Han kan være fra Kosovo.
Men det, der undrer mig, det er, at det er russiske bogstaver. Det synes jeg
gamle serberpas. Jeg kan sgu ikke huske det. Men der er ikke nogen af de der
gutter, der ikke forstår tysk.
Politimand 2
: Sprechen Sie Deutch? Ah, asyl,
asul."
Derefter klippes til andre personers historier, hvorefter
der på ny klippes til klager, der står i receptionen.
Politimand
: "Have you been in Denmark
before?
Klager
: No. Never in Denmark before.
Politimand
: Please look at me when I ask you. Have
you been in Denmark before?
Læs alt
Klager
: No.
Politimand
: You look familiar, that s why. You look
familiar, I think I have seen you before, down in Strøget.
Klager
: No, no, no."
Derefter vises billeder af politibetjente, der gennemser
et mindre hæfte.
Politimand 1
: "En dividendebog fra
lokalbrugsen.
Politimand 2
: Please ask him, where he is
from".
Derefter vender klager sig til den ovennævnte person
og taler til ham. Personen svarer klager, der oversætter til politiet.
Klager siger, idet han først peger på sig selv og bagefter
vender sig mod den anden person:
Klager
: "I am Albanian - Montenegro."
Derefter klippes til to politibetjente, der taler sammen
over en skranke.
Politimand
2: "Montenegro, det er jo
noget special.
Politimand 1
: Nej. Montenegro og Serbien. Det er
rest-Jugoslavien.
Politimand 2
: Jeg tror, det er en militærbog.
Det ligner de gamle serberpas.
Politimand 1
: Det ligner et gammelt albanerpas...
jo, den der ørn, der er på.
Politimand 2
: Men han kunne jo også
være .
Politimand 1
: Ja, han kunne også være
kosovo-albaner.
Politimand 2
: Det var nu ikke lige det, jeg ville
sige ."
Klager sætter sig på en bænk ved siden
af den anden person og kigger ligesom denne på en lyserød
blanket. Derefter klippes til de andre historier, hvorefter der klippes
tilbage til klager, der nu står ved en anden skranke. To politibetjente
kigger i klagers pung, papirer m.v.
Politimand 1
: "Empty your pockets.
Klager
: My uncle from Germany came to visit me and
bring me some shampoo.
Politimand 2
: So, you have a nice uncle, then. And
he gave you Danish money as well?
Klager
: No in Denmark.
Politimand 1
: Take of your belt.
Politimand 2
: Dantex lyder det ikke på en
eller anden mærkelig måde dansk?
Politimand 1
: Chokerende dansk. Har vi ikke et
eller andet med prismærker på, så er vi kanonheldige .
Politimand 2
: Eller vores eksport omkring
tøjmarkedet er blevet forbedret.
Politimand 1
: Vi er helt enige om, at det her, det
er købt i Tyskland.
Politimand 2
: Ein bischen, jah.
Politimand 1
: Men de sidste 14 dage, der har de jo
forsøgt at komme ind igennem der er de jo braget over grænsen,
de der albanere, jo.
Politimand 2
: Men det hænger jo nok sammen
med, at onkel her er jo kommet med en helt ny pung selvfølgelig
købt i Tyskland sammen med alle de andre varer. Til Ungarn. Og
så kommer Tjekkoslovakiet ind i det, ikke. Forstår du dansk?
Politimand 1
: Hov, prismærkerne har vi
fjernet fra alt, hvad vi har. Vi er altså klar over, hvordan og
hvorledes tingene hænger sammen.
Politimand 2
: Du er kommet med hele den her taske
fyldt med varer og tøj .
Politimand 1
: Hvorhen til?
Politimand 2
: Ungarn.
Politimand 1
: Jamen, Ungarn er jo et sikkert
land.
Politimand 2
: Det må vi sige ja.
Politimand 1
: Jamen, hvis han fastholder den
forklaring, så er der ikke så meget i det.
Politimand 2
: Your name? Your family name, what is
that?
Klager
: [K]
Politimand 2
: [K], det er jo en russisk
jager."
Imens undersøger en politibetjent indholdet af
klagers taske og tager en række genstande op fra tasken. Den anden
person fra receptionen bliver ledt ind i det samme lokale, hvor klager
befinder sig. Denne person bliver underkastet den samme
undersøgelsesproces som klager.
Derefter klippes til andre historier, hvorefter et kort
klip viser klager og den anden person blive ført ud af stationen.
Senere i programmet vises der længere sekvenser, hvor den anden person
bliver interviewet af en politibetjent. Interviewet sker ved hjælp af
tolk. Den anden person bliver bl.a. spurgt om, hvorfor han søger asyl
i Danmark.
Klageren har anført, at man af udsendelsen
får det indtryk, at klager er kriminel og har et kriminelt ærinde
i Danmark. Klager har aldrig haft kontakt med politiet og er i et meget
vellykket integrationsforløb. Han har hos både danskere og andre
indvandrere mødt den reaktion, at han havde været indblandet i
kriminalitet, hvilket indtryk de havde fået af TV-udsendelsen. På
det menneskelige plan er der konkret tilføjet klager alvorlige
krænkelser, og indtrykket af ham er subjektivt af mange blevet oplevet
som et portræt af en kriminel. Både på grund af de konkrete
klip og på grund af den kontekst, som klippene var indsat i. Klagers
tilværelse i Danmark er som følge heraf blevet gjort
vanskeligere. Denne virkning kunne være undgået på flere
måder, herunder ved en gennemgang af den færdigredigerede
udsendelse med de optrædende, men også på andre
måder. Den fulgte procedure må anses for uforsvarlig og
erstatningspådragende.
Klageren har videre anført, at da klager ved
ankomsten blev interviewet af politiet, blev han af politiet oplyst om, at
alt, hvad han sagde, blev mellem ham og politiet. Dette løfte har
TV-udsendelsen været med til at krænke.
Klageren har i den forbindelse bestridt, at han har givet
samtykke til optagelse og udsendelse, ligesom klager har bestridt, at han var
helt indforstået med at blive filmet. Det bestrides endvidere, at
klager har fået oplyst, at optagelserne ville blive vist i DR to
år efter.
Klageren har yderligere anført, at han som
traumatiseret asylansøger har været i en særlig situation
og dermed i en tilstand, hvor man ikke kan indgå juridiske aftaler med
ham. Det er muligt, at kameraholdet ikke har været opmærksom
på, at konsekvenser af retshandlinger, såsom tilbud, løfte
og accept, var helt uden for klagers rækkevidde, men
lægeerklæringer vil i klagers tilfælde kunne gøre
dette ret klart. En flygtning rækker i den situation, som klager
befandt sig i ikke hånden afværgende ud mod kameraoptagelser,
der foregår på en politistation.
Klageren har desuden oplyst, at det ikke af udsendelsen
fremgår, at den er optaget for to år siden, ligesom det ikke
fremgår, at den klart ikke drejer sig om kriminalitet. Dette forhold
bevirker, at mange, der har set udsendelsen, har været af den
opfattelse, at klippene fra politistationen var optaget for nylig, og at
klager umiddelbart før fremvisningen i fjernsynet har været
indblandet i kriminalitet eller i hvert fald sigtet for kriminalitet. Klager
har i øvrigt bestridt, at indslaget kan anses for uredigeret. De viste
sekvenser må anses for udvalgt blandt mange, og indplaceringen i
sammenhæng beror på et valg.
Klageren har endelig anført, at han fortsat har
betydelige ubehageligheder på grund af tv-optagelsen. I udsendelsen
indgår blandt andet en sekvens, hvor klager taler med en flygtning fra
Montenegro. Samtalen foregår på serbokroatisk, og den
omstændighed, at klager taler "fjendens" sprog, har skabt
mistillid til ham i kosovoalbanske kredse.
DR har oplyset, at klager var fuldt indforstået med
at blive filmet. Ved ankomsten sad klager på en bænk og ventede
på, at der var lejlighed til at tale med politiet.
Tilrettelæggeren Lars Engels henvendte sig og forklarede om
programmets idé, formål og tilblivelsesproces. Han oplyste
samtidig, at udsendelserne ville blive udsendt i DR ca. 2 år efter
optagelserne. Klager samtykkede på det grundlag til, at DR kunne optage
det, der passerede, og anvende optagelserne i den efterfølgende
udsendelse. Der har ikke været rettet efterfølgende henvendelse
til klager, som derfor ikke har set udsendelsen, inden den blev udsendt. Det
er i overensstemmelse med fast praksis for alle medier, herunder DR, at de
medvirkende ikke ser de indslag, de medvirker i, forinden udsendelsen. Er der
givet accept, er selve klipningen en del af DR´s redigeringsret. Klager blev
fuldt ud informeret om optagelser, med formålet med udsendelserne og
med det omtrentlige sendetidspunkt. Det er ikke i strid med god presseskik,
at klager ikke har vidst, hvilke af optagelserne der indgik i den
færdigredigerede udsendelse.
DR har videre oplyst, at der under afhøringen ud
over DR´s tilrettelægger var et tomands kamerahold fra DR til stede.
Kameraholdet benyttede et udstyr, som det for klager har været umuligt
at overse. Som det fremgår af de offentliggjorte optagelser, har
kameraholdet været meget tæt på klager. Det fremgår
også af optagelserne, at klager ikke på noget tidspunkt
spørger til kameraholdet eller protesterer mod optagelserne, f.eks.
med en afværgende hånd, der jo er et internationalt tegn
på, at man ønsker at stoppe en filmoptagelse.
DR har anført, at udsendelsen giver et klart
indtryk af klagers tilstand, og det svarer meget dårligt til det i
klagen fremførte. Det objektive forhold, at klager er
asylansøger, betyder ikke, at han ikke kan give et samtykke til at
medvirke i en tv-udsendelse. Dette ville også svare meget dårligt
til den praksis, som følges i dansk presse, hvor asyl- ansøgere
jævnligt medvirker i artikler og indslag i de elektroniske medier. En
meget stor del af de mennesker, der portrætteres i serien
"Historier fra en politistation", er mennesker, der er i en udsat
situation. Ca. 50% af de adspurgte personer gav afslag på at medvirke.
Med samme procentandel afviste asylansøgere at medvirke. Klager
afviste imidlertid ikke at deltage.
DR har i den forbindelse anført, at klager ved
ankomsten fremstod sammenhængende og demonstrerede gennem samtalen, at
han var i stand til at forstå, hvad han blev anmodet om, ligesom han
kendte til programmets formål og udsendelsestidspunkt. Samtykket blev
således givet forudgående på gyldigt grundlag og er ikke
efterfølgende trukket tilbage. Klager har heller ikke
efterfølgende rettet henvendelse til tilrettelægger Lars
Engels eller andre i DR og meddelt, at han ikke længere ønskede
at medvirke i udsendelsen. Efter at han har opnået asyl, har han heller
ikke rettet henvendelse.
DR har med hensyn til spørgsmålet om,
hvorvidt udsendelsen efterlader det indtryk, at klager er kriminel,
anført, at sekvenserne konkret må ses i lyset af formålet
med programmet, som er at portrættere en vigtig og sædvanligvis
utilgængelig del af Danmark og i den forbindelse rejse en debat om
samfundets marganaliserede. Det fremgår klart, at der er tale om en
asylansøger, der netop er ankommet og som vil søge asyl. I den
sammenhæng er det helt relevant at vise, hvordan der tales til en
asylansøger. Samtalen er ikke redigeret og/eller krydsklippet.
DR har videre anført, at der ikke fra
redaktørens side er sket kommentering af forløbet. Det er
således op til seeren at tolke det, der sker, herunder om politiets
talemåde er "passende", eller om den som hævdet af
klager er insinuerende. Et pålæg om efterfølgende
udredigering ville derfor forhindre formålet med udsendelsen og
modarbejde den form for dokumentarisme, som tilrettelægger Lars
Engels er kendt og respekteret for.
DR har endelig anført, at DR selvsagt ingen grund
har til at forbinde klager med nogen form for kriminalitet eller betvivle
klagers asylmotiver. Det gør indslaget heller ikke. Indslaget gengiver
"uredigeret", dvs. uden kommentarer eller tolkning, den samtale,
klager havde med politiet. Det er netop det, der er formålet med
dokumentarprogrammer som det påklagede.
I sagens behandling har følgende
nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen
og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at de
personer, der medvirker i optagelser til programmer af den her
påklagede art, ofte befinder sig i situationer, der kan virke
krænkende for dem ved senere offentliggørelse i tv. Det er
nævnets opfattelse, at der derfor i disse tilfælde bør
stilles store krav til dokumentationen for, at de pågældende har
samtykket i optagelserne, og at de pågældende har forstået
rækkevidden af dette samtykke.
Nævnet finder det betænkeligt, at der i den
konkrete sag ikke er indhentet et skriftligt samtykke fra klager til at
medvirke i optagelserne under dennes ophold på politistationen. Udfra
de foreliggende oplysninger finder nævnet imidlertid at måtte
lægge til grund, at klager over for Danmarks Radio har afgivet det
fornødne samtykke. Nævnet har herved også bemærket,
at det i de bragte sekvenser fra klagers side ikke på nogen måde
tilkendegives, at han ikke ønskede at medvirke. Nævnet finder
derfor ikke grundlag for at udtale kritik af Danmarks Radio på dette
punkt.
Nævnet finder, at Danmarks Radio derudover i
forbindelse med de bragte sekvenser på en tydeligere måde end
sket burde have markeret, at klager ved sin henvendelse på
politistationen søgte asyl, og at han ikke blev afhørt i
forbindelse med et kriminelt forhold. Nævnet finder imidlertid,
også henset til sammenhængen med optagelserne af den anden
asylansøger, ikke tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik
af Danmarks Radio på dette punkt.
Afsagt den 16. januar 2002.
Lignende dokumenter
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 23/2001 Retsinformation · 6. september 2001
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-81 Retsinformation · 4. januar 2005
- Sag om, hvorvidt TV2 ved at sende et dokumentarprogram og senere - efter der var indgivet en klage til Pressenævnet - at genudsende programmet, hvor en 16-årige piges selvmord blev omtalt uden samtykke fra hendes forældre og søskende, har krænket de pårørende på en så grov måde, at de er berettiget til en godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26. Domsdatabasen · 10. december 2018
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70/56 Retsinformation · 4. august 2011
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00319 Retsinformation · 3. november 2012
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 122/2000 Retsinformation · 19. marts 2001