Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 47/2001

KEN nr 9637 af 16/01/2002Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet24. januar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.

47/2001

[K] har ved advokat Hans Boserup klaget til

Pressenævnet over en udsendelse sendt i DR den 24. januar 2001 med

senere genudsendelser, senest den 30. januar 2001, idet han mener, at god

presseskik er tilsidesat.

Udsendelsen var en del af udsendelsesrækken

"Historier fra en politistation" og havde undertitlen "Hvor

må jeg være?". Sekvenserne, der har relevans for denne

klage, indledes med, at en person, der ikke er klager, henvender sig i

receptionen på politistationen på Hovedbanegården.

Personens pas undersøges af politiet.

Politimand 1

: "Han kan være fra Kosovo.

Men det, der undrer mig, det er, at det er russiske bogstaver. Det synes jeg

gamle serberpas. Jeg kan sgu ikke huske det. Men der er ikke nogen af de der

gutter, der ikke forstår tysk.

Politimand 2

: Sprechen Sie Deutch? Ah, asyl,

asul."

Derefter klippes til andre personers historier, hvorefter

der på ny klippes til klager, der står i receptionen.

Politimand

: "Have you been in Denmark

before?

Klager

: No. Never in Denmark before.

Politimand

: Please look at me when I ask you. Have

you been in Denmark before?

Læs alt

Klager

: No.

Politimand

: You look familiar, that s why. You look

familiar, I think I have seen you before, down in Strøget.

Klager

: No, no, no."

Derefter vises billeder af politibetjente, der gennemser

et mindre hæfte.

Politimand 1

: "En dividendebog fra

lokalbrugsen.

Politimand 2

: Please ask him, where he is

from".

Derefter vender klager sig til den ovennævnte person

og taler til ham. Personen svarer klager, der oversætter til politiet.

Klager siger, idet han først peger på sig selv og bagefter

vender sig mod den anden person:

Klager

: "I am Albanian - Montenegro."

Derefter klippes til to politibetjente, der taler sammen

over en skranke.

Politimand

2: "Montenegro, det er jo

noget special.

Politimand 1

: Nej. Montenegro og Serbien. Det er

rest-Jugoslavien.

Politimand 2

: Jeg tror, det er en militærbog.

Det ligner de gamle serberpas.

Politimand 1

: Det ligner et gammelt albanerpas...

jo, den der ørn, der er på.

Politimand 2

: Men han kunne jo også

være .

Politimand 1

: Ja, han kunne også være

kosovo-albaner.

Politimand 2

: Det var nu ikke lige det, jeg ville

sige ."

Klager sætter sig på en bænk ved siden

af den anden person og kigger ligesom denne på en lyserød

blanket. Derefter klippes til de andre historier, hvorefter der klippes

tilbage til klager, der nu står ved en anden skranke. To politibetjente

kigger i klagers pung, papirer m.v.

Politimand 1

: "Empty your pockets.

Klager

: My uncle from Germany came to visit me and

bring me some shampoo.

Politimand 2

: So, you have a nice uncle, then. And

he gave you Danish money as well?

Klager

: No in Denmark.

Politimand 1

: Take of your belt.

Politimand 2

: Dantex lyder det ikke på en

eller anden mærkelig måde dansk?

Politimand 1

: Chokerende dansk. Har vi ikke et

eller andet med prismærker på, så er vi kanonheldige .

Politimand 2

: Eller vores eksport omkring

tøjmarkedet er blevet forbedret.

Politimand 1

: Vi er helt enige om, at det her, det

er købt i Tyskland.

Politimand 2

: Ein bischen, jah.

Politimand 1

: Men de sidste 14 dage, der har de jo

forsøgt at komme ind igennem der er de jo braget over grænsen,

de der albanere, jo.

Politimand 2

: Men det hænger jo nok sammen

med, at onkel her er jo kommet med en helt ny pung selvfølgelig

købt i Tyskland sammen med alle de andre varer. Til Ungarn. Og

så kommer Tjekkoslovakiet ind i det, ikke. Forstår du dansk?

Politimand 1

: Hov, prismærkerne har vi

fjernet fra alt, hvad vi har. Vi er altså klar over, hvordan og

hvorledes tingene hænger sammen.

Politimand 2

: Du er kommet med hele den her taske

fyldt med varer og tøj .

Politimand 1

: Hvorhen til?

Politimand 2

: Ungarn.

Politimand 1

: Jamen, Ungarn er jo et sikkert

land.

Politimand 2

: Det må vi sige ja.

Politimand 1

: Jamen, hvis han fastholder den

forklaring, så er der ikke så meget i det.

Politimand 2

: Your name? Your family name, what is

that?

Klager

: [K]

Politimand 2

: [K], det er jo en russisk

jager."

Imens undersøger en politibetjent indholdet af

klagers taske og tager en række genstande op fra tasken. Den anden

person fra receptionen bliver ledt ind i det samme lokale, hvor klager

befinder sig. Denne person bliver underkastet den samme

undersøgelsesproces som klager.

Derefter klippes til andre historier, hvorefter et kort

klip viser klager og den anden person blive ført ud af stationen.

Senere i programmet vises der længere sekvenser, hvor den anden person

bliver interviewet af en politibetjent. Interviewet sker ved hjælp af

tolk. Den anden person bliver bl.a. spurgt om, hvorfor han søger asyl

i Danmark.

Klageren har anført, at man af udsendelsen

får det indtryk, at klager er kriminel og har et kriminelt ærinde

i Danmark. Klager har aldrig haft kontakt med politiet og er i et meget

vellykket integrationsforløb. Han har hos både danskere og andre

indvandrere mødt den reaktion, at han havde været indblandet i

kriminalitet, hvilket indtryk de havde fået af TV-udsendelsen. På

det menneskelige plan er der konkret tilføjet klager alvorlige

krænkelser, og indtrykket af ham er subjektivt af mange blevet oplevet

som et portræt af en kriminel. Både på grund af de konkrete

klip og på grund af den kontekst, som klippene var indsat i. Klagers

tilværelse i Danmark er som følge heraf blevet gjort

vanskeligere. Denne virkning kunne være undgået på flere

måder, herunder ved en gennemgang af den færdigredigerede

udsendelse med de optrædende, men også på andre

måder. Den fulgte procedure må anses for uforsvarlig og

erstatningspådragende.

Klageren har videre anført, at da klager ved

ankomsten blev interviewet af politiet, blev han af politiet oplyst om, at

alt, hvad han sagde, blev mellem ham og politiet. Dette løfte har

TV-udsendelsen været med til at krænke.

Klageren har i den forbindelse bestridt, at han har givet

samtykke til optagelse og udsendelse, ligesom klager har bestridt, at han var

helt indforstået med at blive filmet. Det bestrides endvidere, at

klager har fået oplyst, at optagelserne ville blive vist i DR to

år efter.

Klageren har yderligere anført, at han som

traumatiseret asylansøger har været i en særlig situation

og dermed i en tilstand, hvor man ikke kan indgå juridiske aftaler med

ham. Det er muligt, at kameraholdet ikke har været opmærksom

på, at konsekvenser af retshandlinger, såsom tilbud, løfte

og accept, var helt uden for klagers rækkevidde, men

lægeerklæringer vil i klagers tilfælde kunne gøre

dette ret klart. En flygtning rækker i den situation, som klager

befandt sig i ikke hånden afværgende ud mod kameraoptagelser,

der foregår på en politistation.

Klageren har desuden oplyst, at det ikke af udsendelsen

fremgår, at den er optaget for to år siden, ligesom det ikke

fremgår, at den klart ikke drejer sig om kriminalitet. Dette forhold

bevirker, at mange, der har set udsendelsen, har været af den

opfattelse, at klippene fra politistationen var optaget for nylig, og at

klager umiddelbart før fremvisningen i fjernsynet har været

indblandet i kriminalitet eller i hvert fald sigtet for kriminalitet. Klager

har i øvrigt bestridt, at indslaget kan anses for uredigeret. De viste

sekvenser må anses for udvalgt blandt mange, og indplaceringen i

sammenhæng beror på et valg.

Klageren har endelig anført, at han fortsat har

betydelige ubehageligheder på grund af tv-optagelsen. I udsendelsen

indgår blandt andet en sekvens, hvor klager taler med en flygtning fra

Montenegro. Samtalen foregår på serbokroatisk, og den

omstændighed, at klager taler "fjendens" sprog, har skabt

mistillid til ham i kosovoalbanske kredse.

DR har oplyset, at klager var fuldt indforstået med

at blive filmet. Ved ankomsten sad klager på en bænk og ventede

på, at der var lejlighed til at tale med politiet.

Tilrettelæggeren Lars Engels henvendte sig og forklarede om

programmets idé, formål og tilblivelsesproces. Han oplyste

samtidig, at udsendelserne ville blive udsendt i DR ca. 2 år efter

optagelserne. Klager samtykkede på det grundlag til, at DR kunne optage

det, der passerede, og anvende optagelserne i den efterfølgende

udsendelse. Der har ikke været rettet efterfølgende henvendelse

til klager, som derfor ikke har set udsendelsen, inden den blev udsendt. Det

er i overensstemmelse med fast praksis for alle medier, herunder DR, at de

medvirkende ikke ser de indslag, de medvirker i, forinden udsendelsen. Er der

givet accept, er selve klipningen en del af DR´s redigeringsret. Klager blev

fuldt ud informeret om optagelser, med formålet med udsendelserne og

med det omtrentlige sendetidspunkt. Det er ikke i strid med god presseskik,

at klager ikke har vidst, hvilke af optagelserne der indgik i den

færdigredigerede udsendelse.

DR har videre oplyst, at der under afhøringen ud

over DR´s tilrettelægger var et tomands kamerahold fra DR til stede.

Kameraholdet benyttede et udstyr, som det for klager har været umuligt

at overse. Som det fremgår af de offentliggjorte optagelser, har

kameraholdet været meget tæt på klager. Det fremgår

også af optagelserne, at klager ikke på noget tidspunkt

spørger til kameraholdet eller protesterer mod optagelserne, f.eks.

med en afværgende hånd, der jo er et internationalt tegn

på, at man ønsker at stoppe en filmoptagelse.

DR har anført, at udsendelsen giver et klart

indtryk af klagers tilstand, og det svarer meget dårligt til det i

klagen fremførte. Det objektive forhold, at klager er

asylansøger, betyder ikke, at han ikke kan give et samtykke til at

medvirke i en tv-udsendelse. Dette ville også svare meget dårligt

til den praksis, som følges i dansk presse, hvor asyl- ansøgere

jævnligt medvirker i artikler og indslag i de elektroniske medier. En

meget stor del af de mennesker, der portrætteres i serien

"Historier fra en politistation", er mennesker, der er i en udsat

situation. Ca. 50% af de adspurgte personer gav afslag på at medvirke.

Med samme procentandel afviste asylansøgere at medvirke. Klager

afviste imidlertid ikke at deltage.

DR har i den forbindelse anført, at klager ved

ankomsten fremstod sammenhængende og demonstrerede gennem samtalen, at

han var i stand til at forstå, hvad han blev anmodet om, ligesom han

kendte til programmets formål og udsendelsestidspunkt. Samtykket blev

således givet forudgående på gyldigt grundlag og er ikke

efterfølgende trukket tilbage. Klager har heller ikke

efterfølgende rettet henvendelse til tilrettelægger Lars

Engels eller andre i DR og meddelt, at han ikke længere ønskede

at medvirke i udsendelsen. Efter at han har opnået asyl, har han heller

ikke rettet henvendelse.

DR har med hensyn til spørgsmålet om,

hvorvidt udsendelsen efterlader det indtryk, at klager er kriminel,

anført, at sekvenserne konkret må ses i lyset af formålet

med programmet, som er at portrættere en vigtig og sædvanligvis

utilgængelig del af Danmark og i den forbindelse rejse en debat om

samfundets marganaliserede. Det fremgår klart, at der er tale om en

asylansøger, der netop er ankommet og som vil søge asyl. I den

sammenhæng er det helt relevant at vise, hvordan der tales til en

asylansøger. Samtalen er ikke redigeret og/eller krydsklippet.

DR har videre anført, at der ikke fra

redaktørens side er sket kommentering af forløbet. Det er

således op til seeren at tolke det, der sker, herunder om politiets

talemåde er "passende", eller om den som hævdet af

klager er insinuerende. Et pålæg om efterfølgende

udredigering ville derfor forhindre formålet med udsendelsen og

modarbejde den form for dokumentarisme, som tilrettelægger Lars

Engels er kendt og respekteret for.

DR har endelig anført, at DR selvsagt ingen grund

har til at forbinde klager med nogen form for kriminalitet eller betvivle

klagers asylmotiver. Det gør indslaget heller ikke. Indslaget gengiver

"uredigeret", dvs. uden kommentarer eller tolkning, den samtale,

klager havde med politiet. Det er netop det, der er formålet med

dokumentarprogrammer som det påklagede.

I sagens behandling har følgende

nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen

og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at de

personer, der medvirker i optagelser til programmer af den her

påklagede art, ofte befinder sig i situationer, der kan virke

krænkende for dem ved senere offentliggørelse i tv. Det er

nævnets opfattelse, at der derfor i disse tilfælde bør

stilles store krav til dokumentationen for, at de pågældende har

samtykket i optagelserne, og at de pågældende har forstået

rækkevidden af dette samtykke.

Nævnet finder det betænkeligt, at der i den

konkrete sag ikke er indhentet et skriftligt samtykke fra klager til at

medvirke i optagelserne under dennes ophold på politistationen. Udfra

de foreliggende oplysninger finder nævnet imidlertid at måtte

lægge til grund, at klager over for Danmarks Radio har afgivet det

fornødne samtykke. Nævnet har herved også bemærket,

at det i de bragte sekvenser fra klagers side ikke på nogen måde

tilkendegives, at han ikke ønskede at medvirke. Nævnet finder

derfor ikke grundlag for at udtale kritik af Danmarks Radio på dette

punkt.

Nævnet finder, at Danmarks Radio derudover i

forbindelse med de bragte sekvenser på en tydeligere måde end

sket burde have markeret, at klager ved sin henvendelse på

politistationen søgte asyl, og at han ikke blev afhørt i

forbindelse med et kriminelt forhold. Nævnet finder imidlertid,

også henset til sammenhængen med optagelserne af den anden

asylansøger, ikke tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik

af Danmarks Radio på dette punkt.

Afsagt den 16. januar 2002.

Lignende dokumenter