Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 23/2001
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.
23/2001
[K1] og [K2] har v/adv. Allan Falk klaget til
Pressenævnet over en udsendelse bragt i Danmarks Radio den 10. januar
2001 og genudsendt den 11. januar, 12. januar og 16. januar 2001 to gange
henholdsvis på DR1 og DR2, idet de mener, at god presseskik er
tilsidesat.
Klagen vedrører et afsnit af
udsendelsesrækken "Historier fra en politistation". Afsnittet
havde titlen "Post fra Libanon". Afsnittet viste politiets arbejde
med at opklare/efterspore en brevforsendelse til Nigeria, som indeholdt et
kort i hvilket der var ilagt falske opholds- og arbejdstilladelser. I
forbindelse med politiets efterforskning blev der foretaget en ransagning i
klagernes lejlighed, hvor politiet blandt andet fandt dokumenter og effekter,
der satte [K1] i forbindelse med de foretagne forfalskninger. Senere - sammen
med [K1] - blev der foretaget en ransagning af hans anden lejlighed. Derefter
blev han indbragt til politistationen til afhøring. Der blev foretaget
optagelser af hele forløbet.
I relation til ransagningen i den første lejlighed
vises der i udsendelsen først en sekvens, hvor politiet
forsøger at få klagerne til at åbne hoveddøren. Da
der kommer en låsesmed til stede, åbner [K1] døren, og
politiet går herefter ind efter at have legitimeret sig. Da politiet
går ind, rækker [K1] en hånd ud mod tv-holdet, der befinder
sig på reposen. Han går herefter videre ind i lejligheden, mens
forklarer en betjent, at hun er løbet hjemmefra. Tv-holdet
befinder sig på det tidspunkt fortsat på reposen.
Dernæst vises en sekvens, hvor tv-holdet er kommet
ind i lejligheden. Sekvensen viser, hvorledes politiet foretager
ransagningen. [K2] og det største barn er sløret under
Læs alt
optagelsen. I sekvensens start peger [K1] ud i rummet og siger blandt andet
på engelsk: "no photo", hvortil der af en person, som ikke
ses i billedet, bliver svaret: "no we don´t photograph". Hertil
siger [K1]: "okay".
I ingen af sekvenserne - hverken under ransagningerne i de
to lejligheder eller under opholdet på politistationen, herunder under
afhøringen, - tilkendegiver [K1] eller [K2], udover udsagnet "no
photo", på nogen måde, at de ikke ønsker at medvirke
eller i øvrigt ønsker at tage forbehold i forhold til
optagelserne.
I sagen har klagerne fremlagt en erklæring fra
tilrettelæggeren af programmet, Lars Engels. Erklæringen er
forneden påtegnet af kriminalassistent ved station 1, Arne Lassen
Sørensen. Erklæringen har følgende ordlyd:
"Kære Arne
Vedrørende optagelserne i Xgade 12 (27/1-1999)
lavede filmholdet følgende aftale med [K1] og hans kone [K2].
De fik at vide, at vi kom fra DR, at vi lavede en
dokumentarserie om politiets arbejde, og at den ville blive sendt om 2
år.
Der var ingen problemer i at filme [K1], hverken i
lejligheden eller på Station 1. [K2] fortalte, at hun var løbet
væk fra sin familie, som ikke måtte vide, hvor hun boede. ([K1]
siger 4 gange til sin kone straks efter at låsen er boret ud på
arabisk: "Sig til dem, at vi troede, at det var dine
forældre"). Vi aftalte derfor, at lejlighedens placering, billeder
på væggen og [K2] ville blive anonymiseret. Dvs. ikke ville kunne
identificeres af udenforstående. Som du har set, har vi også
sløret det største barn. Vi var i lejligheden 45 min. og
filmede uden problemer.
Dette er der et filmhold og tre betjente, der kan
bekræfte.
Klokken er 11.53 og jeg kan pt. ikke i øjeblikket
få kontakt med nogen af dem.
HK Lars Engels
12.50 Lars Skou og Keld Ove Hansen (fotograf og
lydmand) har ringet fra Jylland og bekræfter min fremstilling.
Fortsat den 11. januar 2001.
Undertegnede, der var sagsbehandler mod pgl. [K1], kan
hermed bekræfte ovenstående - idet jeg husker helt klart, at der
blev lavet en aftale med [K1]s hustru - aftalen blev indgået i entreen
af Lars Engels, og der var på intet tidspunkt nogen indvendinger mod
filmholdet eller deres arbejde.
Arne Lassen
Sørensen
Krim. ass. St. 1.
Kbh."
Advokat Allan Falk har på vegne af klagerne
anført, at udsendelsen er i strid med god presseskik, som
primært er tilsidesat ved, at udsendelsen er bragt uden klagernes
samtykke, hvilket har indebåret en retsstridig krænkelse af deres
privatliv. Klagernes ansigter blev vist uden camouflage af nogen art, ligesom
begge klagernes navne blev nævnt flere gange på forskellig vis
under udsendelsen. Oven i købet blev der også vist optagelser,
hvor klagernes børn er på. Da ransagningen i sin tid blev
gennemført, protesterede [K2] mod, at den pågældende
fotograf fik adgang til hendes hjem, men fik at vide, at der alene var tale
om optagelser til politiets interne brug. Ingen af klagerne har således
nogensinde samtykket i at medvirke i en udsendelse som den
pågældende, og der er derfor tale om en grov krænkelse af
privatlivets fred. Klagerne har savnet enhver motivation til at give samtykke
som hævdet.
Advokat Allan Falk har med henvisning til
ovennævnte erklæring fra tilrettelægger Lars Engels
anført, at efter kriminalassistent Arne Lassen Sørensens
erindring er der alene indgået en aftale mellem [K2] og Lars Engels.
har imidlertid på intet tidspunkt fået at vide, at der var
tale om en optagelse, der skulle udsendes i tv. Hun og børnene er ikke
blevet anonymiseret. Hun er blevet genkendt under udsendelsen af adskillige
bekendte. Det var således hendes moder, der under udsendelsen ringede
til hende og oplyste, at hun var i fjernsynet, selv om hun ikke havde
fjernsynet indstillet på denne udsendelse.
For så vidt [K1] er der ifølge
kriminalassistentens påtegning overhovedet ikke indgået nogen
aftale med ham. Kriminalassistentens påtegning bekræfter
indirekte, at der ikke er indgået nogen aftale mellem Lars Engels og
der ikke taler dansk og ikke har forstået, hvad der er talt om
mellem [K2] og Lars Engels.
Advokat Allan Falk har i den forbindelse anført,
at [K2] ikke har haft nogen fuldmagtsbeføjelser til at indgå
nogen aftale på vegne af [K1], der som nævnt kun i meget
beskedent omfang forstår dansk, og han har ikke opfattet, at der skulle
være indgået nogen aftale mellem [K2] og Lars Engels. Det
må lægges til grund, at hvad der end er talt om mellem Lars
Engels og [K2] er det sket på dansk. Det var heller ikke nogen arabisk
tolk til stede.
Advokat Allan Falk har endvidere anført, at [K1],
efter at han var blevet anholdt, var i en tilstand som medførte, at
han var ude af stand til fornuftsmæssigt at give noget samtykke, og at
filmholdet - da de optog på Station 1 - burde have indset dette.
Straffesagen imod ham blev i øvrigt afgjort med en dom til psykiatrisk
behandling.
Advokat Allan Falk har samtidig gjort gældende, at
der er en kort sekvens under udsendelsen fra lejligheden, hvor [K1] siger
noget på arabisk, som kan oversættes til "sig til dem, at de
ikke må filme". Umiddelbart derefter siger [K1] på engelsk
"don´t foto", hvortil en stemme tilhørende en person, der
ikke er i billedet, svarer "no we don´t foto". Det må
herefter lægges til grund, at det i hvert fald for så vidt
angår [K1] er uomtvisteligt, at han har modsat sig, at der skete
optagelser og dermed også, at disse blev sendt på tv.
Advokat Allan Falk har endvidere anført, at [K1]
overhovedet ikke har talt med tolken om, at optagelserne på Station 1
skulle sendes i tv. Tolken har derfor ingen som helst viden om, at [K1]
skulle være klar over, at optagelserne skulle vises på dansk
tv.
Advokat Allan Falk har herudover - hvad særligt
angår optagelserne på Station 1 - anført, at han under
alle omstændigheder finder det retsstridigt og i strid med god
presseskik, at der er blevet udsendt optagelser, hvor [K1] står og
kaster op. Der er tale om to sekvenser, hvor pågældende
først kaster op i en håndvask, og senere kaster op i en rist i
cellen. Uanset at [K1] havde givet tilladelse - hvilket bestrides - ville en
sådan tilladelse aldrig omfatte tilladelse til, at scener som de
pågældende blev udsendt. Det siger sig selv, at det at udsende
optagelser af en person i en sådan situation er specielt ydmygende og
nedværdigende.
Advokat Allan Falk har endelig anført, at
når Danmarks Radio ikke trods hans opfordring hertil vil fremsende kopi
af det uredigerede masterbånd - som man ikke bestrider at være i
besiddelse af - må det tages som udtryk for, at det
pågældende bånd ikke som påstået skulle
dokumentere, at der er indgået en aftale mellem Lars Engels og
Danmarks Radio har oplyst, at "Historier fra en
politistation" er en dokumentarserie om, hvad der sker på en af de
mest omtalte og udsatte politistationer i Danmark. Udsendelsesrækken er
blevet til med tilladelse fra politidirektøren og Station 1 selv, og
optagelserne er pågået over flere måneder. Serien er skabt
af en meget velkendt og anerkendt dokumentarist.
Danmarks Radio har anført, at der var en klar
aftale mellem klagerne og Lars Engels om optagelserne. Optagelserne fandt
sted hos klagerne den 26. januar 1999. Umiddelbart efter at hoveddøren
åbnes, filmes politiets indtrængen i lejligheden. Herefter blev
kameraet stoppet, og Lars Engels gik ind i lejligheden sammen med de tre
kriminalbetjente. Inden for døren fortalte Lars Engels lejlighedens
beboere, at filmholdet kom fra Danmarks Radio, der var i gang med at lave en
række dokumentarfilm om politiets arbejde, og at disse ville blive
sendt på DR. [K2] forestod oversættelsen til sin mand.
Danmarks Radio har videre anført, at [K2] på
egne vegne - og via tolkning - på vegne af [K1] gav tilladelse til at
optage og bruge optagelserne i dokumentarudsendelserne betinget af, at
der ikke blev optaget billeder, der viser familiebilleder og andet, der kunne
gøre lejligheden genkendelig, at lejlighedens placering ville
blive sløret, og at [K2] og børnene ville blive lettere
sløret, hvis de ønskede det. Begrundelsen herfor var
angiveligt, at [K2] var løbet væk fra sine forældre.
Danmarks Radio har overholdt aftalen.
Danmarks Radio har i øvrigt gjort gældende,
dels at [K2] senere over for Lars Engels har oplyst, at hun arbejder som
tolk, dels at klager tillige til politirapport af 27. januar 1999 har oplyst,
har arbejdet som tolk. Dette faktum sammenholdt med, at klagerne lever
som gift par og har et fælles barn, gjorde naturligvis, at Lars
Engels ikke stillede spørgmålstegn ved, om [K2] oversatte
korrekt, eller om hun kunne varetage [K1]s interesser. Lars Engels gik ud
fra, at hun optrådte loyalt over for sin mand.
Danmarks Radio har særligt med hensyn til den
lydbid, hvoraf det fremgår, at [K1] siger "don´t foto",
anført, at ordvekslingen skete i forbindelse med, at han pegede
på billederne på væggen som Danmarks Radio jo havde lovet
ikke at filme.
Danmarks Radio har endvidere afvist, at det skulle
være blevet oplyst over for klagerne, at optagelserne skulle benyttes
til intern undervisning hos politiet. Det samtykke, der er indhentet, er det
samme, som er indhentet fra samtlige medvirkende, og Lars Engels´
forklaring støttes af det forhold, at det ville være i direkte
strid med de aftaler, han havde indgået med politiet, hvis han havde
oplyst, at der var tale om filmoptagelser til intern undervisningsbrug.
Danmarks Radio har herudover oplyst, at filmholdet var
sammen med [K1] næsten en fuld dag - først i den beboede
lejlighed, dernæst i den ubeboede og endelig hos politiet. På
intet tidspunkt har han givet udtryk for, at han ikke vil filmes, og på
intet tidspunkt fortæller [K2], at han ikke vil filmes. I forbindelse
med opholdet i [K1]s lejlighed i Rødovre viser det sig, at han kan
kommunikere på engelsk. Han fortæller i øvrigt hverken med
ord eller fagter, at han ikke vil filmes. En løftet hånd er et
verdensbrugt signal, som alle forstår. Heller ikke i forbindelse med
opholdet på Station 1, hvor der filmes i mere end tre timer, giver han
udtryk for, at han ikke ønsker, at der optages.
Danmarks Radio har i relation til børnene
anført, at der skete en delvis sløring som aftalt, og at
børnene nu fulde to år senere ikke kan genkendes.
Danmarks Radio fastholder således med henvisning til
den betydelige dokumentation, der er fremlagt, at der er givet gyldigt
samtykke. Den forklaring, der er afgivet af Lars Engels, er tiltrådt
af kamerafolk og - eksternt - af kriminalassistent Arne Lassen
Sørensen. Sadir Said Amin var tolk under afhøringen
på politistationen. Han var til stede under størstedelen af
opholdet på politistationen og har den 8. februar 2001 telefonisk
oplyst, at han har set udsendelsen, at han erindrer [K1], og at denne ingen
indvendinger havde mod optagelserne, som han vidste skulle vises på
dansk tv.
Danmarks Radio har endelig anført, at det er
korrekt, at der ikke blev givet særskilt samtykke til de optagelser,
hvor [K1] kaster op. Generelt set er en særskilt aftale ikke
nødvendig, når først der er indgået en aftale med
en medvirkende. Konkret kan man have forståelse for, at [K1] kan have
behov for, at disse scener ikke indgår. Sekvenserne ligger imidlertid
inden for Danmarks Radios redigeringsret, og der henvises til nævnets
årsberetning 1999, side 8, hvor det almindelige redigeringsprincip
omtales. Når der er givet et gyldigt samtykke, er det op til den
medvirkende i forbindelse med optagelserne at indskrænke dette
samtykke, såfremt der opstår situationer, som den medvirkende
ikke ønsker vist. Dette er ikke sket. Danmarks Radio er herefter
berettiget til at beslutte, hvad der skal bringes. Sekvenserne må
konkret ses i lyset af formålet med programmet. Der er tale om et
dokumentarprogram, som ønsker at rejse en debat om samfundets
marginaliserede. I den sammenhæng er det helt relevant at vise, hvordan
en anholdt kan blive så stresset af afhøringer mv., at han
kaster op. Der er ikke fra redaktørens side sket kommentering af
forløbet. Det er således op til seeren at forstå, om der
er tale om en særlig psykisk latent person med særlige lidelser,
om de fleste ville reagere på samme måde, eller om der kan ske
simulering. De tilstedeværende under selve episoden havde flere
oplevelser af forløbet som - blandt andet derfor - gengives som det
skete. Et pålæg om efterfølgende udredigering ville derfor
hindre formålet med udsendelsen og modarbejde den form for
dokumentarisme, som Lars Engels er kendt og respekteret for.
I sagens behandling har følgende
nævnsmedlemmer deltaget: Jørgen Nørgaard, Bo Maltesen,
Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler:
Af de vejledende presseetiske regler fremgår blandt
andet, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal
undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.
Det fremgår endvidere, at en sigtets navn eller anden identificiering
bør udelades, når ingen almen interesse taler for at
offentliggøre navnet.
Pressenævnet finder anledning til indledningsvis at
bemærke, at de personer, der medvirker i optagelser til programmer af
den her påklagede art, ofte befinder sig i situationer, der kan virke
krænkende for dem ved en senere offentliggørelse i tv. Det er
derfor nævnets opfattelse, at der i disse tilfælde bør
stilles store krav til dokumentationen for, at de pågældende har
samtykket i optagelserne, og at de pågældende har forstået
rækkevidden af dette samtykke.
Tre medlemmer - Jørgen Nørgaard, Kaare R.
Skou og Kirsten Dyregaard - udtaler:
Vi finder i den konkrete sag udfra de foreliggende
oplysninger at måtte lægge til grund, at klagerne over for
tilrettelæggeren fra Danmarks Radio har samtykket i, at der blev
foretaget optagelser under ransagningen i parrets hjem og under
afhøringen af [K1]. Nævnet har i denne forbindelse lagt
vægt på, at det på intet tidspunkt under de langvarige
optagelser fra klagernes side er blevet tilkendegivet, at de ikke
ønskede at medvirke under optagelserne. Vi finder derfor ikke grundlag
for at udtale kritik af Danmarks Radio for så vidt angår det
samlede program.
For så vidt angår de scener, hvor [K1]
angiveligt kaster op, finder nævnet, at det må ligge inden for
Danmarks Radios redigeringsret at beslutte, hvorvidt det er relevant at
medtage disse scener, såfremt den medvirkende ikke særskilt
gør indsigelse mod, at der sker optagelse i disse situationer. Vi
finder således heller ikke på dette punkt grundlag for at udtale
kritik af Danmarks Radio.
Et medlem - Bo Maltesen - udtaler:
Jeg mener - med udgangspunkt i nævnets generelle
bemærkninger om de særlige krav til mediet i denne slags sager -
at konklusionen er den modsatte af flertallets, nemlig at Danmarks Radio ikke
har optrådt presseetisk korrekt i den konkrete sag.
Danmarks Radio har således ikke dokumenteret, f.eks.
på skrift, at klagerne har sagt ja til optagelserne. Og selv om man
tager Danmarks Radios påstand om en aftale for gode varer, så
overholder udsendelsen ikke to af aftalens tre punkter. Således vises
der i udsendelsen genkendelige familiebilleder og andet interiør fra
lejligheden, ligesom både den kvindelige klager og hendes børn -
trods en delvis maskering et par gange - også kan genkendes.
Danmarks Radio anfører desuden, at man ikke kan
have et tv-hold tæt på livet i flere timer uden at vide, at
optagelserne finder sted og vil blive brugt. Men personer, der er i en
så penibel situation som klagerne, reagerer ikke nødvendigvis
på den måde, blandt andet fordi tv-holdet er i følge med
politiet, som de pågældende personer måske ikke
ønsker at sætte sig op mod af andre grunde. Og man kan ikke
tillægge lægmænd en viden om tv, der gør, at de -
med politiet på nakken - også skal forestille sig og forstå
rækkevidden af, at de to år senere bliver hovedpersoner i en
timelang udsendelse på landsdækkende tv.
Ydermere kan det ikke presseetisk legitimere den
pågældende tv-reportageform, at den ene af klagerne blev fundet
skyldig i den sag, som politiet efterforskede i den pågældende
tv-udsendelse.
I overensstemmelse med stemmeflertallet udtaler
Pressenævnet ikke kritik af bladet.
Afsagt den 26. juni 2001.
Lignende dokumenter
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70/56 Retsinformation · 4. august 2011
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2007-6-619 Retsinformation · 29. marts 2008
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 16-70-00991/1 Retsinformation · 25. juni 2016
- Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-534 og 535 Retsinformation · 5. juli 2007
- Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-470 Retsinformation · 22. juni 2007
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 70/2001 Retsinformation · 12. december 2001