Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 23/2001

AFG nr 12170 af 26/06/2001AfgørelseJustitsministeriet6. september 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.

23/2001

[K1] og [K2] har v/adv. Allan Falk klaget til

Pressenævnet over en udsendelse bragt i Danmarks Radio den 10. januar

2001 og genudsendt den 11. januar, 12. januar og 16. januar 2001 to gange

henholdsvis på DR1 og DR2, idet de mener, at god presseskik er

tilsidesat.

Klagen vedrører et afsnit af

udsendelsesrækken "Historier fra en politistation". Afsnittet

havde titlen "Post fra Libanon". Afsnittet viste politiets arbejde

med at opklare/efterspore en brevforsendelse til Nigeria, som indeholdt et

kort i hvilket der var ilagt falske opholds- og arbejdstilladelser. I

forbindelse med politiets efterforskning blev der foretaget en ransagning i

klagernes lejlighed, hvor politiet blandt andet fandt dokumenter og effekter,

der satte [K1] i forbindelse med de foretagne forfalskninger. Senere - sammen

med [K1] - blev der foretaget en ransagning af hans anden lejlighed. Derefter

blev han indbragt til politistationen til afhøring. Der blev foretaget

optagelser af hele forløbet.

I relation til ransagningen i den første lejlighed

vises der i udsendelsen først en sekvens, hvor politiet

forsøger at få klagerne til at åbne hoveddøren. Da

der kommer en låsesmed til stede, åbner [K1] døren, og

politiet går herefter ind efter at have legitimeret sig. Da politiet

går ind, rækker [K1] en hånd ud mod tv-holdet, der befinder

sig på reposen. Han går herefter videre ind i lejligheden, mens

forklarer en betjent, at hun er løbet hjemmefra. Tv-holdet

befinder sig på det tidspunkt fortsat på reposen.

Dernæst vises en sekvens, hvor tv-holdet er kommet

ind i lejligheden. Sekvensen viser, hvorledes politiet foretager

ransagningen. [K2] og det største barn er sløret under

Læs alt

optagelsen. I sekvensens start peger [K1] ud i rummet og siger blandt andet

på engelsk: "no photo", hvortil der af en person, som ikke

ses i billedet, bliver svaret: "no we don´t photograph". Hertil

siger [K1]: "okay".

I ingen af sekvenserne - hverken under ransagningerne i de

to lejligheder eller under opholdet på politistationen, herunder under

afhøringen, - tilkendegiver [K1] eller [K2], udover udsagnet "no

photo", på nogen måde, at de ikke ønsker at medvirke

eller i øvrigt ønsker at tage forbehold i forhold til

optagelserne.

I sagen har klagerne fremlagt en erklæring fra

tilrettelæggeren af programmet, Lars Engels. Erklæringen er

forneden påtegnet af kriminalassistent ved station 1, Arne Lassen

Sørensen. Erklæringen har følgende ordlyd:

"Kære Arne

Vedrørende optagelserne i Xgade 12 (27/1-1999)

lavede filmholdet følgende aftale med [K1] og hans kone [K2].

De fik at vide, at vi kom fra DR, at vi lavede en

dokumentarserie om politiets arbejde, og at den ville blive sendt om 2

år.

Der var ingen problemer i at filme [K1], hverken i

lejligheden eller på Station 1. [K2] fortalte, at hun var løbet

væk fra sin familie, som ikke måtte vide, hvor hun boede. ([K1]

siger 4 gange til sin kone straks efter at låsen er boret ud på

arabisk: "Sig til dem, at vi troede, at det var dine

forældre"). Vi aftalte derfor, at lejlighedens placering, billeder

på væggen og [K2] ville blive anonymiseret. Dvs. ikke ville kunne

identificeres af udenforstående. Som du har set, har vi også

sløret det største barn. Vi var i lejligheden 45 min. og

filmede uden problemer.

Dette er der et filmhold og tre betjente, der kan

bekræfte.

Klokken er 11.53 og jeg kan pt. ikke i øjeblikket

få kontakt med nogen af dem.

HK Lars Engels

12.50 Lars Skou og Keld Ove Hansen (fotograf og

lydmand) har ringet fra Jylland og bekræfter min fremstilling.

Fortsat den 11. januar 2001.

Undertegnede, der var sagsbehandler mod pgl. [K1], kan

hermed bekræfte ovenstående - idet jeg husker helt klart, at der

blev lavet en aftale med [K1]s hustru - aftalen blev indgået i entreen

af Lars Engels, og der var på intet tidspunkt nogen indvendinger mod

filmholdet eller deres arbejde.

Arne Lassen

Sørensen

Krim. ass. St. 1.

Kbh."

Advokat Allan Falk har på vegne af klagerne

anført, at udsendelsen er i strid med god presseskik, som

primært er tilsidesat ved, at udsendelsen er bragt uden klagernes

samtykke, hvilket har indebåret en retsstridig krænkelse af deres

privatliv. Klagernes ansigter blev vist uden camouflage af nogen art, ligesom

begge klagernes navne blev nævnt flere gange på forskellig vis

under udsendelsen. Oven i købet blev der også vist optagelser,

hvor klagernes børn er på. Da ransagningen i sin tid blev

gennemført, protesterede [K2] mod, at den pågældende

fotograf fik adgang til hendes hjem, men fik at vide, at der alene var tale

om optagelser til politiets interne brug. Ingen af klagerne har således

nogensinde samtykket i at medvirke i en udsendelse som den

pågældende, og der er derfor tale om en grov krænkelse af

privatlivets fred. Klagerne har savnet enhver motivation til at give samtykke

som hævdet.

Advokat Allan Falk har med henvisning til

ovennævnte erklæring fra tilrettelægger Lars Engels

anført, at efter kriminalassistent Arne Lassen Sørensens

erindring er der alene indgået en aftale mellem [K2] og Lars Engels.

har imidlertid på intet tidspunkt fået at vide, at der var

tale om en optagelse, der skulle udsendes i tv. Hun og børnene er ikke

blevet anonymiseret. Hun er blevet genkendt under udsendelsen af adskillige

bekendte. Det var således hendes moder, der under udsendelsen ringede

til hende og oplyste, at hun var i fjernsynet, selv om hun ikke havde

fjernsynet indstillet på denne udsendelse.

For så vidt [K1] er der ifølge

kriminalassistentens påtegning overhovedet ikke indgået nogen

aftale med ham. Kriminalassistentens påtegning bekræfter

indirekte, at der ikke er indgået nogen aftale mellem Lars Engels og

der ikke taler dansk og ikke har forstået, hvad der er talt om

mellem [K2] og Lars Engels.

Advokat Allan Falk har i den forbindelse anført,

at [K2] ikke har haft nogen fuldmagtsbeføjelser til at indgå

nogen aftale på vegne af [K1], der som nævnt kun i meget

beskedent omfang forstår dansk, og han har ikke opfattet, at der skulle

være indgået nogen aftale mellem [K2] og Lars Engels. Det

må lægges til grund, at hvad der end er talt om mellem Lars

Engels og [K2] er det sket på dansk. Det var heller ikke nogen arabisk

tolk til stede.

Advokat Allan Falk har endvidere anført, at [K1],

efter at han var blevet anholdt, var i en tilstand som medførte, at

han var ude af stand til fornuftsmæssigt at give noget samtykke, og at

filmholdet - da de optog på Station 1 - burde have indset dette.

Straffesagen imod ham blev i øvrigt afgjort med en dom til psykiatrisk

behandling.

Advokat Allan Falk har samtidig gjort gældende, at

der er en kort sekvens under udsendelsen fra lejligheden, hvor [K1] siger

noget på arabisk, som kan oversættes til "sig til dem, at de

ikke må filme". Umiddelbart derefter siger [K1] på engelsk

"don´t foto", hvortil en stemme tilhørende en person, der

ikke er i billedet, svarer "no we don´t foto". Det må

herefter lægges til grund, at det i hvert fald for så vidt

angår [K1] er uomtvisteligt, at han har modsat sig, at der skete

optagelser og dermed også, at disse blev sendt på tv.

Advokat Allan Falk har endvidere anført, at [K1]

overhovedet ikke har talt med tolken om, at optagelserne på Station 1

skulle sendes i tv. Tolken har derfor ingen som helst viden om, at [K1]

skulle være klar over, at optagelserne skulle vises på dansk

tv.

Advokat Allan Falk har herudover - hvad særligt

angår optagelserne på Station 1 - anført, at han under

alle omstændigheder finder det retsstridigt og i strid med god

presseskik, at der er blevet udsendt optagelser, hvor [K1] står og

kaster op. Der er tale om to sekvenser, hvor pågældende

først kaster op i en håndvask, og senere kaster op i en rist i

cellen. Uanset at [K1] havde givet tilladelse - hvilket bestrides - ville en

sådan tilladelse aldrig omfatte tilladelse til, at scener som de

pågældende blev udsendt. Det siger sig selv, at det at udsende

optagelser af en person i en sådan situation er specielt ydmygende og

nedværdigende.

Advokat Allan Falk har endelig anført, at

når Danmarks Radio ikke trods hans opfordring hertil vil fremsende kopi

af det uredigerede masterbånd - som man ikke bestrider at være i

besiddelse af - må det tages som udtryk for, at det

pågældende bånd ikke som påstået skulle

dokumentere, at der er indgået en aftale mellem Lars Engels og

Danmarks Radio har oplyst, at "Historier fra en

politistation" er en dokumentarserie om, hvad der sker på en af de

mest omtalte og udsatte politistationer i Danmark. Udsendelsesrækken er

blevet til med tilladelse fra politidirektøren og Station 1 selv, og

optagelserne er pågået over flere måneder. Serien er skabt

af en meget velkendt og anerkendt dokumentarist.

Danmarks Radio har anført, at der var en klar

aftale mellem klagerne og Lars Engels om optagelserne. Optagelserne fandt

sted hos klagerne den 26. januar 1999. Umiddelbart efter at hoveddøren

åbnes, filmes politiets indtrængen i lejligheden. Herefter blev

kameraet stoppet, og Lars Engels gik ind i lejligheden sammen med de tre

kriminalbetjente. Inden for døren fortalte Lars Engels lejlighedens

beboere, at filmholdet kom fra Danmarks Radio, der var i gang med at lave en

række dokumentarfilm om politiets arbejde, og at disse ville blive

sendt på DR. [K2] forestod oversættelsen til sin mand.

Danmarks Radio har videre anført, at [K2] på

egne vegne - og via tolkning - på vegne af [K1] gav tilladelse til at

optage og bruge optagelserne i dokumentarudsendelserne betinget af, at

der ikke blev optaget billeder, der viser familiebilleder og andet, der kunne

gøre lejligheden genkendelig, at lejlighedens placering ville

blive sløret, og at [K2] og børnene ville blive lettere

sløret, hvis de ønskede det. Begrundelsen herfor var

angiveligt, at [K2] var løbet væk fra sine forældre.

Danmarks Radio har overholdt aftalen.

Danmarks Radio har i øvrigt gjort gældende,

dels at [K2] senere over for Lars Engels har oplyst, at hun arbejder som

tolk, dels at klager tillige til politirapport af 27. januar 1999 har oplyst,

har arbejdet som tolk. Dette faktum sammenholdt med, at klagerne lever

som gift par og har et fælles barn, gjorde naturligvis, at Lars

Engels ikke stillede spørgmålstegn ved, om [K2] oversatte

korrekt, eller om hun kunne varetage [K1]s interesser. Lars Engels gik ud

fra, at hun optrådte loyalt over for sin mand.

Danmarks Radio har særligt med hensyn til den

lydbid, hvoraf det fremgår, at [K1] siger "don´t foto",

anført, at ordvekslingen skete i forbindelse med, at han pegede

på billederne på væggen som Danmarks Radio jo havde lovet

ikke at filme.

Danmarks Radio har endvidere afvist, at det skulle

være blevet oplyst over for klagerne, at optagelserne skulle benyttes

til intern undervisning hos politiet. Det samtykke, der er indhentet, er det

samme, som er indhentet fra samtlige medvirkende, og Lars Engels´

forklaring støttes af det forhold, at det ville være i direkte

strid med de aftaler, han havde indgået med politiet, hvis han havde

oplyst, at der var tale om filmoptagelser til intern undervisningsbrug.

Danmarks Radio har herudover oplyst, at filmholdet var

sammen med [K1] næsten en fuld dag - først i den beboede

lejlighed, dernæst i den ubeboede og endelig hos politiet. På

intet tidspunkt har han givet udtryk for, at han ikke vil filmes, og på

intet tidspunkt fortæller [K2], at han ikke vil filmes. I forbindelse

med opholdet i [K1]s lejlighed i Rødovre viser det sig, at han kan

kommunikere på engelsk. Han fortæller i øvrigt hverken med

ord eller fagter, at han ikke vil filmes. En løftet hånd er et

verdensbrugt signal, som alle forstår. Heller ikke i forbindelse med

opholdet på Station 1, hvor der filmes i mere end tre timer, giver han

udtryk for, at han ikke ønsker, at der optages.

Danmarks Radio har i relation til børnene

anført, at der skete en delvis sløring som aftalt, og at

børnene nu fulde to år senere ikke kan genkendes.

Danmarks Radio fastholder således med henvisning til

den betydelige dokumentation, der er fremlagt, at der er givet gyldigt

samtykke. Den forklaring, der er afgivet af Lars Engels, er tiltrådt

af kamerafolk og - eksternt - af kriminalassistent Arne Lassen

Sørensen. Sadir Said Amin var tolk under afhøringen

på politistationen. Han var til stede under størstedelen af

opholdet på politistationen og har den 8. februar 2001 telefonisk

oplyst, at han har set udsendelsen, at han erindrer [K1], og at denne ingen

indvendinger havde mod optagelserne, som han vidste skulle vises på

dansk tv.

Danmarks Radio har endelig anført, at det er

korrekt, at der ikke blev givet særskilt samtykke til de optagelser,

hvor [K1] kaster op. Generelt set er en særskilt aftale ikke

nødvendig, når først der er indgået en aftale med

en medvirkende. Konkret kan man have forståelse for, at [K1] kan have

behov for, at disse scener ikke indgår. Sekvenserne ligger imidlertid

inden for Danmarks Radios redigeringsret, og der henvises til nævnets

årsberetning 1999, side 8, hvor det almindelige redigeringsprincip

omtales. Når der er givet et gyldigt samtykke, er det op til den

medvirkende i forbindelse med optagelserne at indskrænke dette

samtykke, såfremt der opstår situationer, som den medvirkende

ikke ønsker vist. Dette er ikke sket. Danmarks Radio er herefter

berettiget til at beslutte, hvad der skal bringes. Sekvenserne må

konkret ses i lyset af formålet med programmet. Der er tale om et

dokumentarprogram, som ønsker at rejse en debat om samfundets

marginaliserede. I den sammenhæng er det helt relevant at vise, hvordan

en anholdt kan blive så stresset af afhøringer mv., at han

kaster op. Der er ikke fra redaktørens side sket kommentering af

forløbet. Det er således op til seeren at forstå, om der

er tale om en særlig psykisk latent person med særlige lidelser,

om de fleste ville reagere på samme måde, eller om der kan ske

simulering. De tilstedeværende under selve episoden havde flere

oplevelser af forløbet som - blandt andet derfor - gengives som det

skete. Et pålæg om efterfølgende udredigering ville derfor

hindre formålet med udsendelsen og modarbejde den form for

dokumentarisme, som Lars Engels er kendt og respekteret for.

I sagens behandling har følgende

nævnsmedlemmer deltaget: Jørgen Nørgaard, Bo Maltesen,

Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Af de vejledende presseetiske regler fremgår blandt

andet, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal

undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.

Det fremgår endvidere, at en sigtets navn eller anden identificiering

bør udelades, når ingen almen interesse taler for at

offentliggøre navnet.

Pressenævnet finder anledning til indledningsvis at

bemærke, at de personer, der medvirker i optagelser til programmer af

den her påklagede art, ofte befinder sig i situationer, der kan virke

krænkende for dem ved en senere offentliggørelse i tv. Det er

derfor nævnets opfattelse, at der i disse tilfælde bør

stilles store krav til dokumentationen for, at de pågældende har

samtykket i optagelserne, og at de pågældende har forstået

rækkevidden af dette samtykke.

Tre medlemmer - Jørgen Nørgaard, Kaare R.

Skou og Kirsten Dyregaard - udtaler:

Vi finder i den konkrete sag udfra de foreliggende

oplysninger at måtte lægge til grund, at klagerne over for

tilrettelæggeren fra Danmarks Radio har samtykket i, at der blev

foretaget optagelser under ransagningen i parrets hjem og under

afhøringen af [K1]. Nævnet har i denne forbindelse lagt

vægt på, at det på intet tidspunkt under de langvarige

optagelser fra klagernes side er blevet tilkendegivet, at de ikke

ønskede at medvirke under optagelserne. Vi finder derfor ikke grundlag

for at udtale kritik af Danmarks Radio for så vidt angår det

samlede program.

For så vidt angår de scener, hvor [K1]

angiveligt kaster op, finder nævnet, at det må ligge inden for

Danmarks Radios redigeringsret at beslutte, hvorvidt det er relevant at

medtage disse scener, såfremt den medvirkende ikke særskilt

gør indsigelse mod, at der sker optagelse i disse situationer. Vi

finder således heller ikke på dette punkt grundlag for at udtale

kritik af Danmarks Radio.

Et medlem - Bo Maltesen - udtaler:

Jeg mener - med udgangspunkt i nævnets generelle

bemærkninger om de særlige krav til mediet i denne slags sager -

at konklusionen er den modsatte af flertallets, nemlig at Danmarks Radio ikke

har optrådt presseetisk korrekt i den konkrete sag.

Danmarks Radio har således ikke dokumenteret, f.eks.

på skrift, at klagerne har sagt ja til optagelserne. Og selv om man

tager Danmarks Radios påstand om en aftale for gode varer, så

overholder udsendelsen ikke to af aftalens tre punkter. Således vises

der i udsendelsen genkendelige familiebilleder og andet interiør fra

lejligheden, ligesom både den kvindelige klager og hendes børn -

trods en delvis maskering et par gange - også kan genkendes.

Danmarks Radio anfører desuden, at man ikke kan

have et tv-hold tæt på livet i flere timer uden at vide, at

optagelserne finder sted og vil blive brugt. Men personer, der er i en

så penibel situation som klagerne, reagerer ikke nødvendigvis

på den måde, blandt andet fordi tv-holdet er i følge med

politiet, som de pågældende personer måske ikke

ønsker at sætte sig op mod af andre grunde. Og man kan ikke

tillægge lægmænd en viden om tv, der gør, at de -

med politiet på nakken - også skal forestille sig og forstå

rækkevidden af, at de to år senere bliver hovedpersoner i en

timelang udsendelse på landsdækkende tv.

Ydermere kan det ikke presseetisk legitimere den

pågældende tv-reportageform, at den ene af klagerne blev fundet

skyldig i den sag, som politiet efterforskede i den pågældende

tv-udsendelse.

I overensstemmelse med stemmeflertallet udtaler

Pressenævnet ikke kritik af bladet.

Afsagt den 26. juni 2001.

Lignende dokumenter