Spring til indhold

Retsinformation

MOMSVEJLEDNING 1998 AFSNIT C MOMSPLIGTIGE PERSONER

STV nr 20062 af 01/01/1998Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Momsvejledningen 1998

Afsnit C

Momspligtige personer

C.1 Momspligtige personer

C.1.4 Økonomisk virksomhed

Økonomisk virksomhed omfatter

alle former for virksomhed som producent, handlende eller leverandør af

ydelser samt virksomhed inden for liberale erhverv og dermed sidestillede

erhverv, uanset formålet med eller resultatet af virksomheden. Formålet

vil dog oftest være at opnå økonomisk gevinst.

Det er både den

regelmæssige virksomhedsdrift og de mere lejlighedsvise økonomiske

transaktioner, der falder ind under begrebet "økonomisk virksomhed" i

momslovens forstand.

Udnyttelse af materielle eller immaterielle goder,

fx patenter, varemærke- og mønsterrettigheder, med henblik på opnåelse af

indtægter af en vis varig karakter, anses også som økonomisk

virksomhed.

Udlejning af et materielt gode er en udnyttelse af godet,

der anses som økonomisk virksomhed, når udlejningen iværksættes med

henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter. Se EF-

Domstolens dom i sagen C-230/94, Renate Enkler.

Blandt de

omstændigheder, der skal vurderes ved afgørelsen af, om en momspligtig

person har erhvervet goder til brug for sin økonomiske virksomhed, er det

pågældende godes art. Se EF- Domstolens dom i sagen C-97/90, Lennartz. Den

omstændighed, at et gode er egnet til en udelukkende økonomisk udnyttelse,

er i almindelighed tilstrækkelig til, at dets ejer må anses for at udnytte

det til brug for økonomisk virksomhed og følgelig med henblik på at

tilvejebringe indtægter af en vis varig karakter. Såfremt et gode på grund

Læs alt

af sin karakter derimod kan anvendes såvel til erhvervsmæssig som privat

brug, må der foretages en vurdering af samtlige omstændigheder vedrørende

dets udnyttelse. Se EF-Domstolens dom i sagen C-230/94, Renate

Enkler.

I sidstnævnte tilfælde kan en sammenligning mellem på den ene

side de omstændigheder, hvorunder den pågældende faktisk udnytter godet,

og på den anden side de omstændigheder, hvorunder en tilsvarende økonomisk

virksomhed normalt udøves, være en mulig fremgangsmåde ved afgørelsen af,

om den pågældende virksomhed er økonomisk virksomhed i lovens

forstand.

Den periode, hvor godet faktisk udlejes, kundekredsens omfang

og indtægternes størrelse kan ligeledes, sammen med andre konkrete

omstændigheder, tages i betragtning ved vurderingen.

Økonomisk

virksomhed kan bestå i flere på hinanden følgende handlinger. Forberedende

handlinger, såsom erhvervelse af driftsmidler og erhvervelse af fast

ejendom, er også omfattet af begrebet økonomisk virksomhed. Det følger

heraf, at også de første investeringsomkostninger, der afholdes til brug

for en virksomhed, anses for økonomisk virksomhed, og at Told*Skat i denne

forbindelse skal tage virksomhedens erklærede hensigter i betragtning.Se

EF-Domstolens dom i sagen C-268/83, Rompelman.

Det påhviler den, der

anmoder om momsfradrag for sådanne omkostninger, at godtgøre, at

betingelserne herfor er opfyldte. Told*Skat kan kræve den erklærede

hensigt om at påbegynde økonomisk virksomhed forbundet med afgiftspligtige

transaktioner bestyrket af objektive momenter.

Gennemførelsen af en

undersøgelse af de tekniske og økonomiske aspekter ved den påtænkte

virksomhed anses for en økonomisk virksomhed, selv om undersøgelsen har

til formål at klarlægge, i hvilket omfang den påtænkte virksomhed er

rentabel.

Retten til fradrag for købsmoms vedrørende en sådan

rentabilitetsundersøgelse bevares således, selv om det senere, henset til

rentabilitetsundersøgelsens resultater, besluttes ikke at gå videre til

den operationelle fase og at lade selskabet træde i likvidation, således

at den påtænkte virksomhed ikke var forbundet med momspligtige

transaktioner. Se

EF-Domstolens dom i

sagen C-110/94, INZO.

Auktionsholdere anses for at drive økonomisk

virksomhed. Det gælder, hvad enten der er tale om almindelige auktioner

eller tvangsauktioner.

I TfS 1995, 202 blev en fond ikke anset for at

drive selvstændig økonomisk virksomhed med levering af varer og/eller

momspligtige ydelser mod vederlag og skulle derfor ikke momsregistreres.

Fondens indtægter var baseret på indbetalinger fra virksomheder, der var

leverandører til fondens medlemmer, idet der ved levering blev indbetalt

en del af fakturabeløbet til fonden. Fondens midler blev brugt, dels som

garantiordning for, at fondens medlemmer betalte fakturaerne, dels til

PR-virksomhed, forskning, produktudvikling m.m. til gavn for fondens

medlemmer.

Salg af egne private effekter anses ikke for økonomisk

virksomhed i momslovens forstand, selv om salget sker for at skaffe penge.

C.1.4.1 Hobbyvirksomhed

Hobbyvirksomhed anses ikke

som økonomisk virksomhed.

Hobbyvirksomhed er kendetegnet

ved, at virksomheden typisk er et udslag af en personlig interesse

(hobby), og hvor ejeren ofte selv deltager i virksomheden. De private

formål er således afgørende fremfor det økonomiske udbytte. Disse private

formål kan fx være uddannelses- og boligformål eller sportsinteresser

såsom ridning, hestevæddeløb, sejlads mv., eller det kan være dyrehold som

fx ponyer, hunde, kaniner, høns o.lign.

Afgrænsningen mellem

hobbyvirksomhed og økonomisk virksomhed/ erhvervsvirksomhed er normalt den

samme i både moms- og skattemæssig forstand.

Afgørelsen af, om der på

det momsretlige område er tale om økonomisk virksomhed eller

hobbyvirksomhed, træffes på grundlag af en samlet, konkret vurdering af

virksomheden, hvor alle relevante forhold må inddrages.

De relevante

forhold, der har været lagt vægt på i praksis, er bl.a.:

om der inden virksomhedens start har været foretaget undersøgelse af

lønsomheden/udsigterne til rentabel drift, herunder om der har været

lagt drifts- og likviditetsbudgetter

om der er udsigt til, at virksomheden før eller siden vil give

overskud, både et overskud på den primære drift og et overskud, der står

i rimeligt forhold til den investerede kapital (rentabilitet)

om virksomhedens omfang er af en vis størrelse

om virksomheden drives tilstrækkeligt intensivt/seriøst

om driftsformen er sædvanlig for virksomheder af den pågældende art

om der er andre end erhvervsmæssige formål med virksomheden

om ejeren er afskåret fra at anvende virksomhedens aktiv til privat

brug

om ejeren har særlige faglige forudsætninger (fx relevant

uddannelse) for at drive den pågældende virksomhed

om virksomheden har en naturlig sammenhæng med ejerens evt. øvrige

indtægtsgivende erhverv

om virksomheden lever op til den erhvervsmæssige standard, der er

gældende for det pågældende erhverv

om virksomheden i givet fald vil kunne sælges til trediemand, dvs.

om den trods evt. hidtidigt underskud i trediemands øjne har en

potentiel indtjeningsevne, eller om den slet ikke kan drives løsrevet

fra den ejendom, person eller det regi, hvor den hidtil har været drevet

om virksomhedens eksistens forudsætter, at ejeren har stabile

indtægter fra anden side for at neutralisere et underskud

hvor mange år virksomheden har været drevet med underskud, og

hvorledes udviklingen i budgettets størrelse er, herunder om under

skuddene kan forklares særskilt.

Ingen af disse kriterier er

i sig selv afgørende for vurderingen af, om der er tale om økonomisk

virksomhed eller hobbyvirksomhed.

Ved den type virksomhed, hvor

indehaverens personlige indsats er virksomhedens væsentligste aktiv, vil

virksomheden ofte blive anset for hobbyvirksomhed, medmindre den er

professionelt drevet hvad angår udstyr, driftsform og indehaverens faglige

baggrund.

I Mn.943 fandt Momsnævnet, at en samler af gamle flasker og

skilte ikke var momspligtig. Han solgte dubletter på basis af

avisannoncering og en oversigtsliste. Salget havde ikke givet overskud,

men havde højst dækket omkostningerne.

C.1.4.2 Foreninger

Foreninger anses som

udgangspunkt for at drive økonomisk virksomhed, selv om foreningen kun

sælger varer og ydelser til medlemmerne eller sælger medlemmernes varer og

ydelser.

Momsfri

foreninger

I lovens § 13, stk. 1,

nr. 4, er nævnt de typer af foreninger, der er momsfri. Det er de

foreninger og organisationer, der leverer ydelser og varer i nær

tilknytning hertil til deres medlemmer i disses fælles interesse og mod et

kontingent.

Foreningen/organisationen er dog kun momsfri, hvis den ikke

arbejder med gevinst for øje, og hvis formålet er af politisk,

fagforeningsmæssig, religiøs, patriotisk, filosofisk eller filantropisk

karakter eller vedrører borgerlige rettigheder.

Det er desuden en

betingelse, at momsfritagelsen ikke kan fremkalde

konkurrenceforvridning.

Se D.11.4 om momsfri

foreningsvirksomhed.

Momsfri foreninger kan ikke blive frivilligt

registreret.

Momspligtige

foreninger

Alle andre foreninger

er herefter momspligtige, hvis de kan siges at drive selvstændig økonomisk

virksomhed, jf. § 3, stk. 1.

Dette afgøres ud fra en konkret vurdering

af foreningens formål, vedtægter, service, aktiviteternes art og omfang,

regler for kontingentbetaling m.v. Det skal bl.a. vurderes, om der leveres

konkrete ydelser til medlemmerne. Der kan også lægges vægt på, om andre

end foreningen kunne have leveret tilsvarende ydelser.

Ejerforeninger,

hvis opgave er at afholde og fordele udgifter til medlemmerne af

ejerforeningen, kan anses for at drive økonomisk virksomhed, jf. lovens §

3, stk. 1, og TfS 1997, 548. I den konkrete sag bestod den pågældende

ejerforening af de to ejere af et butikscenter, hvoraf den ene var

frivilligt registreret for udlejning af fast ejendom. Foreningen afholdt

momsbelagte udgifter, der var forbundet med driften af centret og fordelte

udgifterne til medlemmerne. Afgørelsen ændrer ikke ved Told- og

Skattestyrelsens afgørelse i TfS 1996, 128, hvorefter andelsbolig- og

ejerlejlighedsforeninger ikke skal registreres og opkræve moms ved

levering af antenneydelser.

Momspligten for brancheforeninger (fx

handelsstands, landbo-, og købmandsforeninger) afhænger bl.a. af en

konkret vurdering af karakteren af og betalingen for de enkelte

aktiviteter. Hvis der fx leveres reklameydelser mod særskilt betaling, kan

dette føre til, at foreningen anses for momspligtig.

Se også TfS 1998, 435 hvor Told-

og Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at et erhvervsråd ikke er

omfattet af momsfritagelsen for foreninger i lovens § 13, stk. 1, nr.

4.

Selv om en

forening ifølge sine vedtægter forudsættes at "hvile i sig selv", kan

foreningens aktiviteter i relation til momsloven alligevel anses for at

være økonomisk virksomhed.

C.1.1 Definition af momspligtige personer § 3,

stk. 1

Efter § 3, stk. 1, er momspligtige

personer - eller "afgiftspligtige personer", som er den betegnelse, der

bruges i loven - juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig

økonomisk virksomhed.

Afgrænsningen af hvilke former for virksomhed,

der anses som økonomisk virksomhed, er direkte reguleret af EU-retlige

regler og EF-Domstolens fortolkning af disse regler. Det beror derfor på

en selvstændig momsretlig vurdering, om virksomheden er en økonomisk

virksomhed. Den momsretlige afgrænsning af økonomisk virksomhed er således

ikke altid sammenfaldende med den skatteretlige vurdering af, om

virksomheden er erhvervsmæssig. Se TfS 1997, 639.

C.1.2 Juridiske og fysiske personer

Momspligtige personer er både

juridiske og fysiske personer, og en momspligtig person kan derfor også

være enhver form for selskabs- og virksomhedsdannelse, fx et aktie- eller

anpartsselskab, et interessentskab, en forening, en fond og et

enkeltmandsfirma.

Momspligtige personer omfatter både

registreringspligtige og ikke-registreringspligtige virksomheder. Læger og

tandlæger er fx også momspligtige personer, selv om der ikke betales moms

af deres ydelser til patienterne.

C.1.3 Selvstændig virksomhed

Det er kun selvstændig økonomisk

virksomhed, der er momspligtig.

C.1.3.1 Sondring mellem lønmodtagere og

selvstændigt erhvervsdrivende

Arbejde, der udføres af

lønmodtagere, er ikke omfattet af begrebet selvstændig virksomhed. En

lønmodtager udfører normalt personligt arbejde i et tjenesteforhold - dvs.

efter arbejdsgiverens instruktioner og for dennes regning - og får sin

betaling i form af løn, feriegodtgørelse, honorar, tantieme, provision,

akkord, drikkepenge og lign.

Der lægges således vægt på, om det

udbetalte vederlag anses for A-indkomst (tjenesteforhold) eller B-indkomst

(selvstændig erhvervsvirksomhed) i kildeskattelovens forstand, jf.

Ligningsvejledningen.

Hvis der er tvivl om, hvorvidt den, der udfører

arbejdet, er lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende, må afgørelsen

ske på grundlag af en samlet vurdering af forholdet mellem den, der

udfører arbejdet, og den, for hvem det udføres.

Der kan her lægges vægt

på, om der i vederlaget i væsentligt omfang indgår betaling for andet end

den personlige arbejdsydelse, og om der afholdes væsentlige

erhvervsmæssige omkostninger, som er atypiske for lønmodtagere. I

vurderingen kan også indgå, om den, der udfører arbejdet, ejer de anvendte

redskaber og helt eller delvist leverer materialer til arbejdet. Se i

øvrigt Skatteministeriets cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om

Personskatteloven, pkt. 3.1.1 - 3.1.1.3, om de kriterier, der kan lægges

vægt på.

Fysiske personer, der som ejere af virksomheder driver

fremstillingsvirksomhed inden for industri, håndværk eller landbrug, anses

for at være selvstændigt erhvervsdrivende. Det samme gælder virksomheder

inden for engros- og detailhandel og liberale erhverv, fx læger,

advokater, revisorer, arkitekter og vekselerer.

Spørgsmålet, om der er

tale om en lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende, opstår ofte i

forbindelse med de personer, der arbejder som konsulenter eller rådgivere

m.v. Afgørelsen må i hvert tilfælde afgøres konkret ud fra de kriterier,

der er omtalt ovenfor. Se fx TfS 1996, 449 hvor Højesteret fandt, at en

tupperwareforhandler skulle anses for selvstændig erhvervsdrivende.

Højesteret lagde herved vægt på, at forhandlerne helt frit bestemte egen

arbejdstid, at de selv afholdte alle udgifter, at disse medførte en

betydelig omkostningsprocent, at forhandlerne ikke blev anset som

lønmodtagere ved praktiseringen af ferieloven m.v., at de var frit

stillede med hensyn til at arbejde for andre og med hensyn til at antage

medhjælp, at de var momsregistrerede, samt at de påtog sig en vis

økonomisk risiko.

C.2 Andre momspligtige personer

Bestemmelsen i § 3, stk. 2,

nævner hvilke andre fysiske og juridiske personer, der alligevel er

momspligtige, selv om de ikke er omfattet af den generelle definition i

stk. 1.

C.2.1 Privatpersoners levering af nye

transportmidler til andet EU land

Privatpersoners levering af

nye transportmidler til andet EU land § 3, stk. 2, nr. 1

En

privatperson, der lejlighedsvis sælger et nyt transportmiddel til en køber

i et andet EU-land, anses også for en momspligtig person.

Dette

betyder, at den pågældende ved salget helt eller delvist kan få

tilbagebetalt den moms, som blev betalt, dengang transportmidlet blev

købt, jf. § 53, stk. 2. Se N.3.2 om fakturering/dokumentation i

forbindelse med tilbagebetaling af momsen.

Begrebet "nye

transportmidler" er defineret i § 11, stk. 4, se D.9.1.

C.2.2 Offentlige

forsyningsvirksomheder

Offentlige forsyningsvirksomheder

er også momspligtige.

Udtrykket "offentlige forsyningsvirksomheder"

omfatter ikke kun offentlige virksomheder, der forsyner borgerne og

virksomhederne med fx gas, el, vand eller varme, men også virksomheder,

der udfører servicefunktioner såsom renovation og offentlig transport.

Offentlige spildevandsanlæg anses for forsyningsvirksomhed.

I UfR

1989.223H fandt Højesteret, at et kommunalt værks drift og vedligeholdelse

af kommunens gadebelysning og færdselsfyr måtte anses for udført som led i

værkets offentlige forsyningsvirksomhed med heraf følgende momspligt.

C.2.3 Andre offentlige institutioner § 3, stk.

2, nr. 3

Andre statslige, amtskommunale og

kommunale institutioner end offentlige forsyningsvirksomheder er også

momspligtige, hvis de leverer deres varer og ydelser i konkurrence med

private erhvervsvirksomheder, der betaler moms.

Udgangspunktet er, at

en offentlig institution skal betale moms, hvis tilsvarende varer eller

ydelser rent faktisk leveres af andre end den offentlige myndighed.

Uden for momspligten falder kun ydelser, som en myndighed leverer i

kraft af sin egenskab af offentlig myndighed, fx udstedelse af pas og

kørekort.

I Dep.1013/87 blev et statsfinansieret forskningsinstitut

under Socialministeriet anset for momspligtig af den forsknings- og

servicevirksomhed, som mod betaling blev udført for andre ministerier og

styrelser og andre aftagere. Der blev lagt vægt på, at disse arbejder blev

udført i konkurrence med private analyseinstitutter.

I TfS 1995, 94

har Momsnævnet taget stilling til en række spørgsmål fra Socialministeriet

om moms på plejehjemsydelser mv. Nævnet fandt bl.a., at en kommune, der

(mod betaling) leverer ydelser til plejehjemsbeboere i form af vask og

rengøring, herunder vinduespolering, i givet fald skal momsregistreres

efter § 3, stk. 2, nr. 3. De pågældende ydelser kan ikke anses for ydelser

i "nær tilknytning" til social forsorg og bistand, jf. § 13, stk. 1, nr.

2, og kan derfor ikke leveres momsfrit af kommunen.

Spørgsmålet om

moms af betaling for rengøring og vask vil, ifølge oplysninger fra

Socialministeriet, dog formentlig kun undtagelsesvis have praktisk

betydning. Dette skyldes, at der ikke vil blive krævet betaling for

rengøring og vask hos de plejehjemsbeboere, som ville være berettiget til

at modtage varig hjemmehjælp til rengøring og vask, hvis de boede i eget

hjem.

C.3 Fællesregistrering og

delregistrering

Fællesregistrering §

3, stk. 3, 1. pkt.

Hvis flere momspligtige

personer registreres under ét, dvs. fællesregistreres, betragtes de som én

momspligtig person. Se M.1.5 om betingelserne for fællesregistrering efter

§ 47, stk. 4.

Delregistrering § 3,

stk. 3, 2. pkt.

Har en momspligtig

person flere virksomheder, der registreres hver for sig, dvs.

delregistreres, anses hver af de selvstændigt registrerede virksomheder

som én momspligtig person.

Se M.1.4 om betingelserne for

delregistrering efter § 47, stk. 3, 2. pkt.

Lignende dokumenter