Spring til indhold

Retsinformation

MOMSVEJLEDNING 2003 AFSNIT C MOMSPLIGTIGE PERSONER

STV nr 20123 af 01/01/2003Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Momsvejledningen 2003 - 2

Afsnit C Momspligtige

personer

C.1 Momspligtige personer

C.1.1 Definition af momspligtige personer § 3,

stk. 1

Efter § 3, stk. 1, er momspligtige personer - eller afgiftspligtige

personer, som er den betegnelse, der bruges i loven - juridiske eller

fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Afgrænsningen af hvilke former for virksomhed, der anses som økonomisk

virksomhed, er direkte reguleret af EU-retlige regler og EF-Domstolens

fortolkning af disse regler. Det beror derfor på en selvstændig momsretlig

vurdering, om virksomheden er en økonomisk virksomhed. Den momsretlige

afgrænsning af økonomisk virksomhed er således ikke altid sammenfaldende

med den skatteretlige vurdering af, om virksomheden er erhvervsmæssig. Se

TfS 1997, 639.

Der henvises til 6. momsdirektiv artikel 4.

C.1.2 Juridiske og fysiske personer

Momspligtige personer er både juridiske og fysiske personer, og en

momspligtig person kan derfor også være enhver form for selskabs- og

virksomhedsdannelse, f.eks. et aktie- eller anpartsselskab, et

interessentskab, en forening, en fond eller et enkeltmandsfirma.

Momspligtige personer omfatter både registreringspligtige og

ikke-registreringspligtige virksomheder. F.eks. er læger og tandlæger

momspligtige personer, selv om der ikke betales moms af deres ydelser til

patienterne, jf. momsloven § 13, stk. 1, nr. 1, se

D.11.1 .

C.1.3 Selvstændig virksomhed

Arbejde, der udføres af lønmodtagere, er ikke omfattet af begrebet

selvstændig virksomhed. En lønmodtager udfører normalt personligt arbejde

Læs alt

i et tjenesteforhold - dvs. efter arbejdsgiverens instruktioner og for

dennes regning - og får sin betaling i form af løn, feriegodtgørelse,

honorar, tantieme, provision, akkord, drikkepenge og lign.

Der lægges således vægt på, om det udbetalte vederlag anses for

A-indkomst (tjenesteforhold) eller B-indkomst (selvstændig

erhvervsvirksomhed) i kildeskattelovens forstand, jf.

Ligningsvejledningen.

Afgørelsen af, om den, der udfører arbejdet, er lønmodtager eller

selvstændig erhvervsdrivende, sker på grundlag af en samlet vurdering

af forholdet mellem den, der udfører arbejdet, og den, for hvem det

udføres.

Der kan her lægges vægt på, om der i vederlaget i væsentligt omfang

indgår betaling for andet end den personlige arbejdsydelse, og om der

afholdes væsentlige erhvervsmæssige omkostninger, som er atypiske for

lønmodtagere. I vurderingen kan også indgå, om den, der udfører arbejdet,

ejer de anvendte redskaber og helt eller delvist leverer materialer til

arbejdet. Se i øvrigt Skatteministeriets cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994

om Personskatteloven, pkt. 3.1.1 - 3.1.1.3, om de kriterier, der

lægges vægt på.

Spørgsmålet, om der er tale om en lønmodtager eller selvstændig

erhvervsdrivende, opstår ofte i forbindelse med de personer, der arbejder

som konsulenter eller rådgivere mv. Spørgsmålet må i hvert tilfælde

afgøres konkret ud fra de kriterier, der er omtalt ovenfor. Se f.eks. TfS

1996, 449, hvor Højesteret fandt, at en tupperwareforhandler skulle anses

for selvstændig erhvervsdrivende. Højesteret lagde herved vægt på, at

forhandlerne helt frit bestemte egen arbejdstid, at de selv afholdte alle

udgifter, at disse medførte en betydelig omkostningsprocent, at

forhandlerne ikke blev anset som lønmodtagere ved praktiseringen af

ferieloven mv., at de var frit stillede med hensyn til at arbejde for

andre og med hensyn til at antage medhjælp, at de var momsregistrerede,

samt at de påtog sig en vis økonomisk risiko.

Fysiske personer, der som ejere af virksomheder driver

fremstillingsvirksomhed inden for industri, håndværk eller landbrug, anses

for at være selvstændigt erhvervsdrivende. Det samme gælder virksomheder

inden for engros- og detailhandel og liberale erhverv, f.eks. læger,

advokater, revisorer, arkitekter og

vekselerere.

C.1.4 Økonomisk virksomhed

Økonomisk virksomhed omfatter alle former for virksomhed som producent,

handlende eller leverandør af ydelser samt virksomhed inden for liberale

erhverv og dermed sidestillede erhverv, uanset formålet med eller

resultatet af virksomheden. Formålet vil dog oftest være at opnå økonomisk

gevinst. Salg af egne private effekter anses ikke for økonomisk virksomhed

i momslovens forstand.

Det er både den regelmæssige virksomhedsdrift og de mere lejlighedsvise

økonomiske transaktioner, der falder ind under begrebet økonomisk

virksomhed i momslovens forstand.

Udnyttelse af materielle eller immaterielle goder, f.eks. patenter,

varemærke- og mønsterrettigheder, med henblik på opnåelse af indtægter af

en vis varig karakter, anses også som økonomisk virksomhed.

Erhvervelse, besiddelse eller afhændelse af

selskabsandele udgør ikke i sig selv økonomisk virksomhed. Det

forhold, at der erhverves kapitalinteresser i en virksomheder,

er ikke i sig selv en udnyttelse af et gode med henblik på opnåelse

af varige indtægter, idet et eventuelt udbytte, som kapitalandelen

afkaster, kun er en følge af ejendomsretten til godet. Når erhvervelse af

andele ikke i sig selv udgør en økonomisk virksomhed i sjette direktivs

forstand, gælder det samme for en virksomhed, der består i at afhænde

sådanne andele. Det fremgår af EF-dommene C-60/90, Polysar Investments

Netherlands BV, C-333/91, Sofitam SA, C-155/94, Wellcome Trust Ltd,

og C-442/01, KapHag Renditefonds 35 Spreecenter Berlin-Hellersdorf 3.

Tilsvarende gælder for obligationer, jf. dommen i sag C-80/95, Harnas

& Helm CV. Om C-442/01, KapHag Renditefonds 35 Spreecenter

Berlin-Hellersdorf 3, se tillige

J.1.1 .

De finansielle transaktioner, som er omhandlet i sjette direktivs

artikel 13, punkt B, litra d), nr. 5, (momslovens § 13, stk. 1, nr.

11) kan dog i visse tilfælde anses for økonomisk virksomhed. Det er f.eks.

tilfældet, når de foretages inden for rammerne af en kommerciel

fondshandelsvirksomhed, for at gennemføre et direkte eller indirekte

indgreb i administrationen i de virksomheder, hvori der besiddes en

kapitalinteresse, eller ligger i direkte, permanent og nødvendig

forlængelse af den afgiftspligtige virksomhed, som den pågældende i øvrigt

udøver. Det fremgår af EF-dommene C-60/90, Polysar Investments Netherlands

BV, C-333/91, Sofitam SA, C-155/94, Wellcome Trust Ltd, C-306/94,

Régie dauphinoise - Cabinet A. Forest SARL, og C-80/95, Harnas &

Helm CV. Om C-60/90, Polysar Investments Netherlands BV, C-333/91, Sofitam

SA, og C-306/94, Régie dauphinoise - Cabinet A. Forest SARL, se tillige

J.2.1.1 .

Et holdingselskabs deltagelse i administrationen af et datterselskab

anses således som økonomisk virksomhed. Et holdingselskab, der alene

besidder kapitalinteresser i andre virksomheder, udøver derimod ikke

økonomisk virksomhed, medmindre selskabet samtidig direkte eller indirekte

griber ind i administrationen af de selskaber, hvori kapitalinteresserne

besiddes. Det gælder, når holdingselskabet griber ind, ud over hvad der

følger af de rettigheder, indehaveren af kapitalinteresserne har i sin

egenskab af aktionær eller selskabsdeltager. Det fremgår af EF-dommene

C-102/00, Welthgrove og C-16/00, Cibo Participations SA. Om C-16/00, se

afsnit

J.2.1.1 .

En erhvervsdrivende, der opkøber fordringer med overtagelse af

tabsrisikoen og som modværdi fakturerer sine kunder et gebyr, udøver

økonomisk virksomhed i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i

direktivets artikel 2 og 4, og er således en momspligtig person.

Denne økonomiske virksomhed er ikke omfattet af fritagelsen i § 13, stk.

1, nr. 11, litra c), se

D.11.11 og

EF-domstolens dom i sagen C-305/01, MKG-Kraftfahrzeuge-Factoring

GmbH.

Udlejning af et materielt gode er en udnyttelse af godet, der anses som

økonomisk virksomhed, når udlejningen iværksættes med henblik på opnåelse

af indtægter af en vis varig karakter. Se EF-Domstolens dom i sagen

C-230/94, Renate Enkler.

Blandt de omstændigheder, der skal vurderes ved afgørelsen af, om en

momspligtig person har erhvervet goder til brug for sin økonomiske

virksomhed, er det pågældende godes art. Se EF-Domstolens dom i sagen

C-97/90, Lennartz. Den omstændighed, at et gode er egnet til en

udelukkende økonomisk udnyttelse, er i almindelighed tilstrækkelig til, at

dets ejer må anses for at udnytte det til brug for økonomisk virksomhed og

følgelig med henblik på at tilvejebringe indtægter af en vis varig

karakter. Såfremt et gode på grund af sin karakter derimod kan anvendes

såvel til erhvervsmæssig som privat brug, må der foretages en vurdering af

samtlige omstændigheder vedrørende dets udnyttelse. Se EF-Domstolens dom i

sagen C-230/94, Renate Enkler.

En mulig fremgangsmåde ved afgørelsen af, om den pågældende virksomhed

er økonomisk virksomhed i lovens forstand, kan være en sammenligning

mellem, på den ene side de omstændigheder, hvorunder den pågældende

faktisk udnytter godet, og på den anden side de omstændigheder, hvorunder

en tilsvarende økonomisk virksomhed normalt udøves.

Den periode, hvor godet faktisk udnyttes, kundekredsens omfang og

indtægternes størrelse kan ligeledes, sammen med andre konkrete

omstændigheder, tages i betragtning ved vurderingen.

Økonomisk virksomhed kan bestå i flere på hinanden følgende handlinger.

Forberedende handlinger, såsom erhvervelse af driftsmidler og erhvervelse

af fast ejendom, er også omfattet af begrebet økonomisk virksomhed. Det

følger heraf, at også de første investeringsomkostninger, der afholdes til

brug for en virksomhed, anses for økonomisk virksomhed, og at ToldSkat i

denne forbindelse skal tage virksomhedens erklærede hensigter i

betragtning. Se EF-Domstolens dom i sagen C-268/83, Rompelman.

Det påhviler den, der anmoder om momsfradrag for sådanne omkostninger,

at godtgøre, at betingelserne herfor er opfyldt. ToldSkat kan kræve den

erklærede hensigt om at påbegynde økonomisk virksomhed forbundet med

afgiftspligtige transaktioner bestyrket af objektive momenter.

EF-domstolen har i sagen C-400/98 Birgitte Breitsohl afgjort, at en

person hvis hensigt - der bestyrkes af objektive forhold - er at påbegynde

selvstændig økonomisk virksomhed i den forstand, hvori udtrykket anvendes

i 6. momsdirektiv art. 4, og som afholder de første

investeringsomkostninger i det øjemed, skal betragtes som en momspligtig

person. Se også dommen i sagerne C-110/98 og C-147/98 Gabalfrisa og dommen

i sagen C-396/98 Grundstückgemeinschaft Schlossstrasse. Der henvises til

afsnit

J.1.1 .

Se endvidere TfS 1999, 499, hvor det ikke fandtes godtgjort, at

der forelå objektive momenter, der understøttede et selskabs erklærede

hensigt om at drive økonomisk virksomhed.

Gennemførelsen af en undersøgelse af de tekniske og økonomiske aspekter

ved den påtænkte virksomhed anses for en økonomisk virksomhed, selv om

undersøgelsen har til formål at klarlægge, i hvilket omfang den påtænkte

virksomhed er rentabel.

Retten til fradrag for købsmoms vedrørende en sådan

rentabilitetsundersøgelse bevares således, selv om det senere, henset til

rentabilitetsundersøgelsens resultater, besluttes ikke at gå videre til

den operationelle fase og at lade selskabet træde i likvidation, således

at den påtænkte virksomhed ikke var forbundet med momspligtige

transaktioner. Se EF-Domstolens dom i sagen C-110/94, INZO.

Told- og Skattestyrelsen har i

SKM2001.200.TSS

meddelt, at der i en konkret sag er givet en virksomhed medhold i, at den

driver selvstændig økonomisk virksomhed, når den indkøber mad- og

drikkevarer fra tredjemand og videresælger disse varer til medarbejderne

ved løntræk. Se

D.4 .

Auktionsholdere anses for at drive økonomisk virksomhed. Det gælder,

hvad enten der er tale om almindelige auktioner eller tvangsauktioner.

I TfS 1995, 202 blev en fond ikke anset for at drive selvstændig

økonomisk virksomhed med levering af varer og/eller momspligtige ydelser

mod vederlag og skulle derfor ikke momsregistreres. Fondens indtægter var

baseret på indbetalinger fra virksomheder, der var leverandører til

fondens medlemmer, idet der ved levering blev indbetalt en del af

fakturabeløbet til fonden. Fondens midler blev brugt, dels som

garantiordning for, at fondens medlemmer betalte fakturaerne, dels til

PR-virksomhed, forskning, produktudvikling mm. til gavn for fondens

medlemmer.

TfS 2000, 192. Efter at en interessents deltagelse i et

10-mands-projekt var anset for uden skattemæssig betydning, blev der rejst

krav over for interessentskabet om tilbagebetaling af negativ moms, som

var udbetalt vedrørende udgifter afholdt af interessentskabet til revisor-

og konsulentassistance i etableringsfasen. Landsskatteretten fastslog i en

kendelse, at da interessentskabet ikke ansås for at have drevet økonomisk

virksomhed, og da der endvidere ikke forelå sådanne omstændigheder, at

tilbagebetalingskravet var uberettiget, skulle den negative moms

tilbagebetales.

TfS 2000, 447. Sagsøgerne købte i 1989 en landbrugsejendom med et areal

på 50,9 ha, og virksomheden blev momsregistreret. I 1995 frasolgte

sagsøgerne 44 ha af ejendommens areal, og restarealet blev bortforpagtet i

1996, og senere samme år solgte sagsøgerne ejendommen og afmeldte

virksomheden som afgiftspligtig efter momsloven fra 1. januar 1997. I 1997

indgav sagsøgerne og deres revisor en efterangivelse med negativt

momstilsvar på 27.242 kr., som erstattede tidligere indsendte

nulangivelser. Told- og skatteregionen nægtede at godkende den negative

efteranmeldelse og afmeldte virksomheden med virkning fra 1. januar 1995.

Landsretten fandt, at der ved salget i 1995 af den væsentligste del af

jordtilliggendet var sket en så væsentlig ændring af virksomheden, at det

var berettiget, at myndighederne havde foretaget en vurdering af

virksomheden, og landsretten fandt, at sagsøgerne ikke i 1995 og 1996

havde drevet selvstændig økonomisk virksomhed. Tilbagekaldelsen af

momsregistreringen med tilbagevirkende kraft var derfor berettiget.

SKM2001.543.VLR .

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt Told og Skat i 1998 med virkning

pr. 1. oktober 1993 var berettiget til at anse et interessentskab for ikke

at drive selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3, samt i

bekræftende fald, om Told og Skat var berettiget til at kræve udbetalt

negative momstilsvar tilbagebetalt. Landsretten udtalte i dommen, at

huslejeudgifter efter virksomhedens ophør, som ikke er begrundet i en

sædvanlig afvikling af virksomheden, men alene beror på en

uopsigelighedsbestemmelse, ikke kan anses for driftsudgifter knyttet til

en selvstændig virksomhed. Landsretten fandt endvidere, at sagsøgeren ikke

kunne anses for at have været i god tro om registreringspligten.

Interessentskabet var derfor forpligtet til at tilbagebetale de udbetalte

afgiftsbeløb. Dommen er anket til Højesteret. Se også om dommen afsnit

M.6 .

I

SKM2002.123.LSR

fandt Landsskatteretten at et selskab, som var moderselskab for et

selskab, der drev virksomhed som bilforhandler, ikke siden 1996 havde

drevet økonomisk virksomhed. Der var frem til 30. juli 2000 udbetalt

negativ moms. Selskabets momsbelagte udgifter var i de sidste tre år

udelukkende revisorudgifter. Landsskatteretten bemærkede, at selskabet i

modsætning til de faktiske forhold i dommen fra EF-domstolen sag C-110/94

(INZO) ikke siden 1996 havde haft nogen momspligtig økonomisk virksomhed

og ikke efter dette tidspunkt havde foretaget forberedende handlinger mv.

med henblik på udøvelse af en økonomisk virksomhed i henhold til

momslovens § 3. Retten fandt herefter ikke, at de angivne retningslinier i

INZO-dommen var til hinder for, at ToldSkat i den foreliggende sag

kunne fremsætte krav om tilbagebetaling af tidligere udbetalt negativ

moms.

I

SKM2003.52.LSR

fandt Landsskatteretten, at en banks afholdelse af en jubilæumsfest for

aktionærerne ikke kunne medføre, at banken kunne anses for at drive

økonomisk virksomhed som omhandlet i momslovens § 3 ved afsætning af

hotel- og restaurationsydelser. Deltagelsen i arrangementet var betinget

af, at deltagerne skulle købe en billet. Retten fandt, at bankens

afholdelse af festen måtte anses for at være sket som et led i

bankens almindelige bankvirksomhed, og dermed ikke kunne anses som en

særskilt herfra selvstændig aktivitet. Landsskatteretten lagde vægt på, at

der var tale om et enkeltstående arrangement begrundet i bankens forhold,

som afholdtes for bankens ejere (aktionærerne) og hvor deltagerbetalingen

dækkede ca. 7 pct. af omkostningerne ved arrangementet.

I

SKM2003.354.TSS

har Told- og Skattestyrelsen udtalt sig om den momsmæssige behandling af

præmie for ammekøer samt salg og udlejning af præmierettigheder.

Præmierettigheder er

en forudsætning for opnåelse af støtte til

producenter af levende ammekøer, kvier og moderfår, jf.

Fødevareministeriets bekendtgørelse nr. 181 af 19. marts 2003.

Præmierettighederne tildeles efter ansøgning af Direktoratet for

FødevareErhverv. I det omfang producenten udnytter sin "beholdning" af

rettigheder, modtager han et støttebeløb pr. ammeko eller moderfår.

Præmierettighederne og det heraf følgende potentielle støttebeløb er ikke

tidsbegrænset, men kan i et vist omfang fortabes, såfremt producenten ikke

udnytter præmierettighederne. Præmierettighederne kan udlejes helt eller

delvist til en anden producent. Tilsvarende kan præmierettighederne helt

eller delvist sælges. Præmierettighederne kan sælges sammen med eller uden

bedriften.

Præmie for

ammekøer, kvier og moderfår falder uden for momslovens anvendelsesområde.

Tilsvarende gælder for salg og udlejning af præmierettigheder. Det

støttebeløb (præmie), som producenten af levende ammekøer m.v. får

udbetalt fra Direktoratet for FødevareErhverv for at beholde køerne mv. i

sin besætning, kan ikke anses for vederlag for en ydelse til direktoratet

eller nogen anden konkret forbruger. Der er tale om et tilskud, der gives

i almenhedens interesse. Tilskuddet kan heller ikke anses for et tilskud,

der er direkte forbundet med priserne for producentens leverancer af

dyr.

Når præmien

falder uden for momslovens anvendelsesområde, falder også udlejning eller

salg af rettigheder til at opnå præmien uden for momslovens

anvendelsesområde. For køberen af en præmierettighed har købet en direkte

og umiddelbar tilknytning til opnåelsen af præmie. Der er derfor ikke tale

om en generalomkostning i købers virksomhed, ligesom salget af

præmierettigheder ikke kan anses for at indgå i sælgers momspligtige

økonomiske virksomhed.

Der er

således tale om en anden situation end i forbindelse med salg af

mælkekvoter, som styrelsen har udtalt sig om i

SKM2002.71.TSS

.

Salg af mælkekvoter indgår som en generalomkostning i købers momspligtige

virksomhed og indgår derfor i sælgers økonomiske virksomhed. Salg af

mælkekvoter mod vederlag falder således inden for momslovens

anvendelsesområde og er derfor momspligtig.

C.1.4.1 Hobbyvirksomhed

Hobbyvirksomhed anses ikke som økonomisk virksomhed. Hobbyvirksomhed er

kendetegnet ved, at virksomheden typisk er et udslag af en personlig

interesse (hobby), og hvor ejeren ofte selv deltager i virksomheden. De

private formål er således afgørende fremfor det økonomiske udbytte. Disse

private formål kan f.eks. være uddannelses- og boligformål eller

sportsinteresser såsom ridning, hestevæddeløb, sejlads mv., eller det kan

være dyrehold som f.eks. ponyer, hunde, kaniner, høns og lign.

Afgrænsningen mellem hobbyvirksomhed og økonomisk virksomhed/

erhvervsvirksomhed er normalt den samme i både moms- og skattemæssig

forstand.

Afgørelsen af, om der på det momsretlige område er tale om økonomisk

virksomhed eller hobbyvirksomhed, træffes på grundlag af en samlet,

konkret vurdering af virksomheden, hvor alle relevante forhold må

inddrages.

De relevante forhold, der har været lagt vægt på i praksis, er

bl.a.:

om der inden virksomhedens start har været foretaget undersøgelse af

lønsomheden/udsigterne til rentabel drift, herunder om der har været

lagt drifts- og likviditetsbudgetter

om der er udsigt til, at virksomheden før eller siden vil give

overskud, både et overskud på den primære drift og et overskud, der står

i rimeligt forhold til den investerede kapital (rentabilitet)

om virksomhedens omfang er af en vis størrelse

om virksomheden drives tilstrækkeligt intensivt/seriøst

om driftsformen er sædvanlig for virksomheder af den pågældende art

om der er andre end erhvervsmæssige formål med virksomheden

om ejeren er afskåret fra at anvende virksomhedens aktiv til privat

brug

om ejeren har særlige faglige forudsætninger (f.eks. relevant

uddannelse) for at drive den pågældende virksomhed

om virksomheden har en naturlig sammenhæng med ejerens evt. øvrige

indtægtsgivende erhverv

om virksomheden lever op til den erhvervsmæssige standard, der er

gældende for det pågældende erhverv

om virksomheden i givet fald vil kunne sælges til trediemand, dvs.

om den trods evt. hidtidigt underskud i trediemands øjne har en

potentiel indtjeningsevne, eller om den slet ikke kan drives løsrevet

fra den ejendom, person eller det regi, hvor den hidtil har været drevet

om virksomhedens eksistens forudsætter, at ejeren har stabile

indtægter fra anden side for at neutralisere et underskud

hvor mange år virksomheden har været drevet med underskud, og

hvorledes udviklingen i budgettets størrelse er, herunder om

underskuddene kan forklares særskilt.

Ingen af disse kriterier er i sig selv afgørende for vurderingen af, om

der er tale om økonomisk virksomhed eller hobbyvirksomhed.

Ved den type virksomhed, hvor indehaverens personlige indsats er

virksomhedens væsentligste aktiv, vil virksomheden ofte blive anset for

hobbyvirksomhed, medmindre den er professionelt drevet hvad angår udstyr,

driftsform og indehaverens faglige baggrund.

I Mn.943 fandt Momsnævnet, at en samler af gamle flasker og skilte ikke

var momspligtig. Han solgte dubletter på basis af avisannoncering og en

oversigtsliste. Salget havde ikke givet overskud, men havde højst dækket

omkostningerne.

C.1.4.2 Foreninger

Foreninger anses som udgangspunkt for at drive økonomisk virksomhed,

selv om foreningen kun sælger varer og ydelser til medlemmerne eller

sælger medlemmernes varer og ydelser.

Momsfri foreninger

I lovens § 13, stk. 1, nr. 4, er nævnt de typer af foreninger, der er

momsfri. Det er de foreninger og organisationer, der leverer ydelser og

varer i nær tilknytning hertil til deres medlemmer i disses fælles

interesse og mod et kontingent.

Foreningen/organisationen er dog kun momsfri, hvis den ikke arbejder

med gevinst for øje, og hvis formålet er af politisk, fagforeningsmæssig,

religiøs, patriotisk, filosofisk eller filantropisk karakter eller

vedrører borgerlige rettigheder.

Det er desuden en betingelse, at momsfritagelsen ikke kan fremkalde

konkurrenceforvridning.

Efter praksis er foreninger mv. fritaget for at betale moms i

forbindelse med udgivelsen af foreningsblade, fagblade og lign., når

bladene ikke indeholder annoncer, og de afsættes til en pris, der ikke

overstiger omkostningerne ved fremstillingen. Sådanne udgivelser anses

ikke for økonomisk virksomhed efter lovens § 3.

Andelsbolig- og ejerforeninger skal ikke registreres og betale moms af

leveringen af antenneydelser, når foreningens funktion i denne forbindelse

alene består i at afholde og fordele de faktiske afholdte udgifter, TfS

1996,128 (TSS).

Se

D.11.4 om

momsfri foreningsvirksomhed.

Momsfrie foreninger kan ikke blive frivilligt registreret.

Momspligtige foreninger

Alle andre foreninger er herefter momspligtige, hvis de kan siges at

drive selvstændig økonomisk virksomhed, jf. § 3, stk. 1.

Dette afgøres ud fra en konkret vurdering af foreningens formål,

vedtægter, service, aktiviteternes art og omfang, regler for

kontingentbetaling mv. Det skal bl.a. vurderes, om der leveres konkrete

ydelser til medlemmerne. Der kan også lægges vægt på, om andre end

foreningen kunne have leveret tilsvarende ydelser.

Told- og Skattestyrelsen har således i

SKM2001.268.TSS

udtalt, at en ældreklub er momspligtig af indtægter i form af

medlemskontingenter og entreindtægter i forbindelse med festarrangementer

mv.

Ejerforeninger, hvis opgave er at afholde og fordele udgifter til

medlemmerne af ejerforeningen, kan anses for at drive økonomisk

virksomhed, jf. lovens § 3, stk. 1, og TfS 1997, 548. I den konkrete sag

bestod den pågældende ejerforening af de to ejere af et butikscenter,

hvoraf den ene var frivilligt registreret for udlejning af fast ejendom.

Foreningen afholdt momsbelagte udgifter, der var forbundet med driften af

centret og fordelte udgifterne til medlemmerne. Afgørelsen ændrer ikke ved

Told- og Skattestyrelsens afgørelse i TfS 1996, 128, hvorefter

andelsbolig- og ejerlejlighedsforeninger ikke skal registreres og opkræve

moms ved levering af antenneydelser.

Fællesantenneforeninger anses for momspligtige. Der skal bl.a. opkræves

moms af kontingenter betalt af medlemmerne og indskud fra medlemmerne,

hvis indskuddet er en betingelse for medlemskab af foreningen. I det

omfang en fællesantenneforening opkræver KODA, Copy-Dan og andre

afgifter/gebyrer, er disse afgifter ligeledes momspligtige, medmindre

udlægsreglerne i momslovens § 27, stk. 3, nr. 3, følges. Se nærmere

G.1.3.2 .

Momspligten for brancheforeninger (f.eks. handelsstands-, landbo-, og

købmandsforeninger) afhænger bl.a. af en konkret vurdering af karakteren

af og betalingen for de enkelte aktiviteter. Hvis der f.eks. leveres

reklameydelser mod særskilt betaling, kan dette føre til, at foreningen

anses for momspligtig. I TfS 1998, 435 traf Told- og Skattestyrelsen

afgørelse om, at et erhvervsråd ikke er omfattet af momsfritagelsen for

foreninger i lovens § 13, stk. 1, nr. 4. Selv om en forening ifølge sine

vedtægter forudsættes at hvile i sig selv, kan foreningens aktiviteter i

relation til momsloven alligevel anses for at være økonomisk

virksomhed.

Delebiler

I de senere år er der oprettet foreninger, som har til formål at

erhverve, lease og/eller leje motorkøretøjer og stille dem til rådighed

for medlemmerne mod vederlag, således at der opnås dækning af foreningens

udgift, hensættelser mv. Ud over at opnå en for foreningen rimelig

konsolidering stræbes der ikke efter noget overskud.

En sådan forening skal momsregistreres, idet den driver

registreringspligtig virksomhed i henhold til momslovens § 4, stk. 1, jf.

§ 47. Se afsnit

Q.2 .

Landsskatteretten har truffet afgørelse om, at en delbilsforenings

indtægter i form af vederlag for foreningens ydelser er momspligtige,

SKM2001.36.LSR .

C.2 Andre momspligtige personer

Bestemmelsen i § 3, stk. 2, nævner hvilke andre fysiske og juridiske

personer, der alligevel er momspligtige, selv om de ikke er omfattet af

den generelle definition i stk. 1.

C.2.1 Privatpersoners levering af nye

transportmidler til andet EU-land § 3, stk. 2, nr. 1

En privatperson, der lejlighedsvis sælger et nyt transportmiddel til en

køber i et andet EU-land, anses også for en momspligtig person.

Dette betyder, at den pågældende ved salget helt eller delvist kan få

tilbagebetalt den moms, som blev betalt, dengang transportmidlet blev

købt, jf. § 53, stk. 2. Se

N.3.2 om

fakturering/dokumentation i forbindelse med tilbagebetaling af momsen.

Begrebet nye transportmidler er defineret i § 11, stk. 4, se

D.9.1 .

C.2.2 Offentlige forsyningsvirksomheder § 3,

stk. 2, nr. 2

Offentlige forsyningsvirksomheder er også momspligtige.

Udtrykket offentlige forsyningsvirksomheder omfatter ikke kun

offentlige virksomheder, der forsyner borgerne og virksomhederne med

f.eks. gas, el, vand eller varme, men også virksomheder, der udfører

servicefunktioner såsom renovation og offentlig transport.

Offentlige spildevandsanlæg anses for forsyningsvirksomhed.

I UfR 1989.223H fandt Højesteret, at et kommunalt værks drift og

vedligeholdelse af kommunens gadebelysning og færdselsfyr måtte anses for

udført som led i værkets offentlige forsyningsvirksomhed med heraf

følgende momspligt.

Skatteministeriet har i

SKM2003.99.TSS

revurderet den hidtidige praksis for den momsmæssige behandling af

amternes gebyrer for vandindvindingstilladelser. Efter den hidtidge

praksis var gebyrerne momsfrie efter momslovens § 3, stk. 2, nr.

3, som er beskrevet i

C.2.3 .

Efter vandforsyningslovens §§ 10 - 13 d og § 17 varetager amterne samt

Københavns, Frederiksberg og Bornholms kommuner en række opgaver på

vandforsyningsområdet inden for kortlægning af vandressourcerne og

planlægningen af udnyttelsen af samme. Efter lovens § 52 c fastsætter

amtsrådene gebyrer til dækning af amternes udgifter til amternes opgaver

på vandforsyningsområdet.

Der skal fremover opkræves moms af gebyrer efter

vandforsyningslovens § 52 c, i henhold til bestemmelserne i 6.

momsdirektivs artikel 4, stk. 5, og bilag D, og momslovens § 3, stk. 2,

nr. 2, om offentlig forsyningsvirksomhed.

Skatteministeriets Departement og styrelsen finder, at gebyrer efter

vandforsyningslovens § 52 c, skal betragtes som et vederlag for amternes

samt Københavns, Frederiksberg og Bornholms kommuners varetagelse af

opgaver indenfor kortlægning og planlægning på vandforsyningsområdet.

Der er blandt andet lagt vægt på, at tilladelsesgebyret også skal

betales i forbindelse med indvinding, der efter

ikrafttrædelsesbestemmelser mv. i vandforsyningslovens § 86 ikke kræver

tilladelse. Der er endvidere lagt vægt på, at visse grundejere på nærmere

betingelser ikke er forpligtiget til at indhente tilladelse til

vandindvinding, jf. vandforsyningslovens § 18. Primærkommunerne kan

endvidere i visse andre tilfælde udstede tilladelse til vandindvinding,

jf. vandforsyningslovens § 19.

Gebyrerne er momspligtige med virkning fra 1. april 2003. Amterne kan

fratrække købsmomsen vedr. indkøb til brug for varetagelsen af opgaverne,

når de indkøbte varer og ydelser rent faktisk er leveret den 1. april 2003

eller senere.

C.2.3 Andre offentlige institutioner § 3, stk.

2, nr. 3

Andre statslige, amtskommunale og kommunale institutioner end

offentlige forsyningsvirksomheder er også momspligtige, hvis de leverer

deres varer og ydelser i konkurrence med private erhvervsvirksomheder, der

betaler moms.

Udgangspunktet er, at en offentlig institution skal betale moms, hvis

tilsvarende varer eller ydelser rent faktisk kunne leveres af andre end

den offentlige myndighed.

Uden for momspligten falder kun ydelser, som en myndighed leverer i

kraft af sin egenskab af offentlig myndighed, f.eks. udstedelse af pas og

kørekort.

EF-domstolen har i en række domme fastslået, at to betingelser skal

være opfyldt, for at der er momsfritagelse for ydelser, der leveres af

offentlige myndigheder. De to betingelser, der skal være opfyldt samtidig

er, at virksomheden udøves af et offentligretligt organ, og at

virksomheden varetages af dette organ i egenskab af offentlig

myndighed.

At virksomheden skal varetages i egenskab af offentlig myndighed

betyder, at virksomheden skal udøves på grundlag af det offentligretlige

organs særlige retlige status. Momsfritagelsen omfatter ikke virksomhed,

som de pågældende organer udøver på samme retlige vilkår som private

virksomheder.

Domstolen har udtalt, at en virksomhed, der udøves af en privatperson,

ikke er fritaget for moms, blot fordi den består i at foretage handlinger,

som henhører under den offentlige myndigheds kompetence. Det er en

betingelse for momsfritagelse, at den, der leverer ydelsen, er en

integreret del af det offentlige forvaltningsapparat.

Der henvises til EF-domstolens domme i sagerne C-358/97, C-408/97,

C-276/97, C-260/98 og C-359/97.

Se også dommen i sagen C-276/98 hvor der er momsfritagelse i et

tilfælde, hvor et offentligretligt organ i sin egenskab af offentlig

myndighed stiller en bro til rådighed for brugerne mod betaling.

I Dep. 1013/87 blev et statsfinansieret forskningsinstitut under

Socialministeriet anset for momspligtigt af den forsknings- og

servicevirksomhed, som mod betaling blev udført for andre ministerier og

styrelser og andre aftagere. Der blev lagt vægt på, at disse arbejder blev

udført i konkurrence med private analyseinstitutter.

I TfS 1995, 94 har Momsnævnet taget stilling til en række spørgsmål fra

Socialministeriet om moms på plejehjemsydelser mv. Nævnet fandt bl.a., at

en kommune, der (mod betaling) leverede ydelser til plejehjemsbeboere i

form af vask og rengøring, herunder vinduespolering, skulle anses som

momspligtig efter § 3, stk. 2, nr. 3. De pågældende ydelser blev ikke

anset for ydelser i nær tilknytning til social forsorg og bistand, jf. §

13, stk. 1, nr. 2, og kunne derfor ikke leveres momsfrit af kommunen.

Spørgsmålet om moms af betaling for rengøring og vask vil, ifølge

oplysninger fra Socialministeriet, dog formentlig kun undtagelsesvis have

praktisk betydning. Dette skyldes, at der ikke vil blive krævet betaling

for rengøring og vask hos de plejehjemsbeboere, som ville være berettiget

til at modtage varig hjemmehjælp til rengøring og vask, hvis de boede i

eget hjem. Se

D.11.2 .

I TfS 1999, 606 har Told- og Skattestyrelsen taget stilling til de

momsmæssige konsekvenser af en kommunes indkøb og videresalg af pc'ere til

medarbejderne. Styrelsen fandt, at kommunen ved det omhandlede køb og

videresalg af pc'ere optrådte som en afgiftspligtig person, jf. momsloven

§ 3, stk. 2, nr. 3, og at kommunen skulle momsregistreres og opkræve moms

af salget, jf. momslovens § 47 og § 4, stk. 1.

I

SKM2001.193.TSS

har Told- og Skattestyrelsen foretaget en momsmæssig vurdering af

kommunernes tilbud om lovpligtig skorstensfejning. Styrelsen har meddelt

Kommunernes Landsforening, at lovpligtig skorstensfejning er omfattet af

momslovens § 4, stk. 1, idet den leveres mod vederlag. Ydelsen leveres

også af en momspligtig person, jf. momslovens § 3, stk. 2, nr. 3, hvorfor

der skal betales moms af en sådan levering.

I

SKM2002.166.TSS

har Told- og Skattestyrelsen meddelt, at det af kommunerne opkrævede

ekspeditionsgebyr ved udstedelse af parkeringslicenser ikke er omfattet af

momspligten, da opgaven udføres i kraft af kommunens egenskab af offentlig

virksomhed og ikke i konkurrence med erhvervsvirksomheder.

Folkekirkens

menighedsråd anses for en del af den offentlige forvaltning ved

anvendelsen af f.eks. forvaltningsloven og offentlighedsloven. Ved

anvendelsen af momslovens bestemmelser om momspligt skal menighedsrådene

derfor anses for omfattet af bestemmelsen om momspligt i momslovens § 3,

stk. 2, nr. 3.

I

SKM2002.404.TSS

har Told- og Skattestyrelsen taget stilling til spørgsmålet om momspligt i

forbindelse med samarbejder mellem meningsråd om drift af kirkegårde.

Styrelsen har udtalt, at leverancer fra et meningsråd til et andet

meningsråd ikke er omfattet af momspligten. Der henvises til momslovens §

9.

Amternes gebyrer for vandindvindingstilladelser anses med virkning

fra 1. april 2003 ikke længere for omfattet af momsfritagelsen efter

§ 3, stk. 2, nr. 3. Se

SKM2003.99.TSS ,

der er omtalt i

C.2.2.

C.3 Fællesregistrering og

delregistrering

Fællesregistrering § 3, stk.

3, 1. pkt.

Hvis flere momspligtige personer registreres under ét, dvs.

fællesregistreres, betragtes de som én momspligtig person, og hæfter

solidarisk for betaling af moms, jf. § 46, stk. 7, se

L.7 . Se

M.1.5 om

betingelserne for fællesregistrering efter § 47, stk. 4.

Delregistrering § 3, stk. 3,

2. pkt.

Har en momspligtig person flere virksomheder, der registreres hver for

sig, dvs. delregistreres, anses hver af de selvstændigt registrerede

virksomheder som én momspligtig person.

Se

M.1.4 om

betingelserne for delregistrering efter § 47, stk. 3, 2. pkt.

Lignende dokumenter