MOMSVEJLEDNING 2003 AFSNIT C MOMSPLIGTIGE PERSONER
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Momsvejledningen 2003 - 2
Afsnit C Momspligtige
personer
C.1 Momspligtige personer
C.1.1 Definition af momspligtige personer § 3,
stk. 1
Efter § 3, stk. 1, er momspligtige personer - eller afgiftspligtige
personer, som er den betegnelse, der bruges i loven - juridiske eller
fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.
Afgrænsningen af hvilke former for virksomhed, der anses som økonomisk
virksomhed, er direkte reguleret af EU-retlige regler og EF-Domstolens
fortolkning af disse regler. Det beror derfor på en selvstændig momsretlig
vurdering, om virksomheden er en økonomisk virksomhed. Den momsretlige
afgrænsning af økonomisk virksomhed er således ikke altid sammenfaldende
med den skatteretlige vurdering af, om virksomheden er erhvervsmæssig. Se
TfS 1997, 639.
Der henvises til 6. momsdirektiv artikel 4.
C.1.2 Juridiske og fysiske personer
Momspligtige personer er både juridiske og fysiske personer, og en
momspligtig person kan derfor også være enhver form for selskabs- og
virksomhedsdannelse, f.eks. et aktie- eller anpartsselskab, et
interessentskab, en forening, en fond eller et enkeltmandsfirma.
Momspligtige personer omfatter både registreringspligtige og
ikke-registreringspligtige virksomheder. F.eks. er læger og tandlæger
momspligtige personer, selv om der ikke betales moms af deres ydelser til
patienterne, jf. momsloven § 13, stk. 1, nr. 1, se
D.11.1 .
C.1.3 Selvstændig virksomhed
Arbejde, der udføres af lønmodtagere, er ikke omfattet af begrebet
selvstændig virksomhed. En lønmodtager udfører normalt personligt arbejde
Læs alt
i et tjenesteforhold - dvs. efter arbejdsgiverens instruktioner og for
dennes regning - og får sin betaling i form af løn, feriegodtgørelse,
honorar, tantieme, provision, akkord, drikkepenge og lign.
Der lægges således vægt på, om det udbetalte vederlag anses for
A-indkomst (tjenesteforhold) eller B-indkomst (selvstændig
erhvervsvirksomhed) i kildeskattelovens forstand, jf.
Ligningsvejledningen.
Afgørelsen af, om den, der udfører arbejdet, er lønmodtager eller
selvstændig erhvervsdrivende, sker på grundlag af en samlet vurdering
af forholdet mellem den, der udfører arbejdet, og den, for hvem det
udføres.
Der kan her lægges vægt på, om der i vederlaget i væsentligt omfang
indgår betaling for andet end den personlige arbejdsydelse, og om der
afholdes væsentlige erhvervsmæssige omkostninger, som er atypiske for
lønmodtagere. I vurderingen kan også indgå, om den, der udfører arbejdet,
ejer de anvendte redskaber og helt eller delvist leverer materialer til
arbejdet. Se i øvrigt Skatteministeriets cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994
om Personskatteloven, pkt. 3.1.1 - 3.1.1.3, om de kriterier, der
lægges vægt på.
Spørgsmålet, om der er tale om en lønmodtager eller selvstændig
erhvervsdrivende, opstår ofte i forbindelse med de personer, der arbejder
som konsulenter eller rådgivere mv. Spørgsmålet må i hvert tilfælde
afgøres konkret ud fra de kriterier, der er omtalt ovenfor. Se f.eks. TfS
1996, 449, hvor Højesteret fandt, at en tupperwareforhandler skulle anses
for selvstændig erhvervsdrivende. Højesteret lagde herved vægt på, at
forhandlerne helt frit bestemte egen arbejdstid, at de selv afholdte alle
udgifter, at disse medførte en betydelig omkostningsprocent, at
forhandlerne ikke blev anset som lønmodtagere ved praktiseringen af
ferieloven mv., at de var frit stillede med hensyn til at arbejde for
andre og med hensyn til at antage medhjælp, at de var momsregistrerede,
samt at de påtog sig en vis økonomisk risiko.
Fysiske personer, der som ejere af virksomheder driver
fremstillingsvirksomhed inden for industri, håndværk eller landbrug, anses
for at være selvstændigt erhvervsdrivende. Det samme gælder virksomheder
inden for engros- og detailhandel og liberale erhverv, f.eks. læger,
advokater, revisorer, arkitekter og
vekselerere.
C.1.4 Økonomisk virksomhed
Økonomisk virksomhed omfatter alle former for virksomhed som producent,
handlende eller leverandør af ydelser samt virksomhed inden for liberale
erhverv og dermed sidestillede erhverv, uanset formålet med eller
resultatet af virksomheden. Formålet vil dog oftest være at opnå økonomisk
gevinst. Salg af egne private effekter anses ikke for økonomisk virksomhed
i momslovens forstand.
Det er både den regelmæssige virksomhedsdrift og de mere lejlighedsvise
økonomiske transaktioner, der falder ind under begrebet økonomisk
virksomhed i momslovens forstand.
Udnyttelse af materielle eller immaterielle goder, f.eks. patenter,
varemærke- og mønsterrettigheder, med henblik på opnåelse af indtægter af
en vis varig karakter, anses også som økonomisk virksomhed.
Erhvervelse, besiddelse eller afhændelse af
selskabsandele udgør ikke i sig selv økonomisk virksomhed. Det
forhold, at der erhverves kapitalinteresser i en virksomheder,
er ikke i sig selv en udnyttelse af et gode med henblik på opnåelse
af varige indtægter, idet et eventuelt udbytte, som kapitalandelen
afkaster, kun er en følge af ejendomsretten til godet. Når erhvervelse af
andele ikke i sig selv udgør en økonomisk virksomhed i sjette direktivs
forstand, gælder det samme for en virksomhed, der består i at afhænde
sådanne andele. Det fremgår af EF-dommene C-60/90, Polysar Investments
Netherlands BV, C-333/91, Sofitam SA, C-155/94, Wellcome Trust Ltd,
og C-442/01, KapHag Renditefonds 35 Spreecenter Berlin-Hellersdorf 3.
Tilsvarende gælder for obligationer, jf. dommen i sag C-80/95, Harnas
& Helm CV. Om C-442/01, KapHag Renditefonds 35 Spreecenter
Berlin-Hellersdorf 3, se tillige
J.1.1 .
De finansielle transaktioner, som er omhandlet i sjette direktivs
artikel 13, punkt B, litra d), nr. 5, (momslovens § 13, stk. 1, nr.
11) kan dog i visse tilfælde anses for økonomisk virksomhed. Det er f.eks.
tilfældet, når de foretages inden for rammerne af en kommerciel
fondshandelsvirksomhed, for at gennemføre et direkte eller indirekte
indgreb i administrationen i de virksomheder, hvori der besiddes en
kapitalinteresse, eller ligger i direkte, permanent og nødvendig
forlængelse af den afgiftspligtige virksomhed, som den pågældende i øvrigt
udøver. Det fremgår af EF-dommene C-60/90, Polysar Investments Netherlands
BV, C-333/91, Sofitam SA, C-155/94, Wellcome Trust Ltd, C-306/94,
Régie dauphinoise - Cabinet A. Forest SARL, og C-80/95, Harnas &
Helm CV. Om C-60/90, Polysar Investments Netherlands BV, C-333/91, Sofitam
SA, og C-306/94, Régie dauphinoise - Cabinet A. Forest SARL, se tillige
J.2.1.1 .
Et holdingselskabs deltagelse i administrationen af et datterselskab
anses således som økonomisk virksomhed. Et holdingselskab, der alene
besidder kapitalinteresser i andre virksomheder, udøver derimod ikke
økonomisk virksomhed, medmindre selskabet samtidig direkte eller indirekte
griber ind i administrationen af de selskaber, hvori kapitalinteresserne
besiddes. Det gælder, når holdingselskabet griber ind, ud over hvad der
følger af de rettigheder, indehaveren af kapitalinteresserne har i sin
egenskab af aktionær eller selskabsdeltager. Det fremgår af EF-dommene
C-102/00, Welthgrove og C-16/00, Cibo Participations SA. Om C-16/00, se
afsnit
J.2.1.1 .
En erhvervsdrivende, der opkøber fordringer med overtagelse af
tabsrisikoen og som modværdi fakturerer sine kunder et gebyr, udøver
økonomisk virksomhed i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i
direktivets artikel 2 og 4, og er således en momspligtig person.
Denne økonomiske virksomhed er ikke omfattet af fritagelsen i § 13, stk.
1, nr. 11, litra c), se
D.11.11 og
EF-domstolens dom i sagen C-305/01, MKG-Kraftfahrzeuge-Factoring
GmbH.
Udlejning af et materielt gode er en udnyttelse af godet, der anses som
økonomisk virksomhed, når udlejningen iværksættes med henblik på opnåelse
af indtægter af en vis varig karakter. Se EF-Domstolens dom i sagen
C-230/94, Renate Enkler.
Blandt de omstændigheder, der skal vurderes ved afgørelsen af, om en
momspligtig person har erhvervet goder til brug for sin økonomiske
virksomhed, er det pågældende godes art. Se EF-Domstolens dom i sagen
C-97/90, Lennartz. Den omstændighed, at et gode er egnet til en
udelukkende økonomisk udnyttelse, er i almindelighed tilstrækkelig til, at
dets ejer må anses for at udnytte det til brug for økonomisk virksomhed og
følgelig med henblik på at tilvejebringe indtægter af en vis varig
karakter. Såfremt et gode på grund af sin karakter derimod kan anvendes
såvel til erhvervsmæssig som privat brug, må der foretages en vurdering af
samtlige omstændigheder vedrørende dets udnyttelse. Se EF-Domstolens dom i
sagen C-230/94, Renate Enkler.
En mulig fremgangsmåde ved afgørelsen af, om den pågældende virksomhed
er økonomisk virksomhed i lovens forstand, kan være en sammenligning
mellem, på den ene side de omstændigheder, hvorunder den pågældende
faktisk udnytter godet, og på den anden side de omstændigheder, hvorunder
en tilsvarende økonomisk virksomhed normalt udøves.
Den periode, hvor godet faktisk udnyttes, kundekredsens omfang og
indtægternes størrelse kan ligeledes, sammen med andre konkrete
omstændigheder, tages i betragtning ved vurderingen.
Økonomisk virksomhed kan bestå i flere på hinanden følgende handlinger.
Forberedende handlinger, såsom erhvervelse af driftsmidler og erhvervelse
af fast ejendom, er også omfattet af begrebet økonomisk virksomhed. Det
følger heraf, at også de første investeringsomkostninger, der afholdes til
brug for en virksomhed, anses for økonomisk virksomhed, og at ToldSkat i
denne forbindelse skal tage virksomhedens erklærede hensigter i
betragtning. Se EF-Domstolens dom i sagen C-268/83, Rompelman.
Det påhviler den, der anmoder om momsfradrag for sådanne omkostninger,
at godtgøre, at betingelserne herfor er opfyldt. ToldSkat kan kræve den
erklærede hensigt om at påbegynde økonomisk virksomhed forbundet med
afgiftspligtige transaktioner bestyrket af objektive momenter.
EF-domstolen har i sagen C-400/98 Birgitte Breitsohl afgjort, at en
person hvis hensigt - der bestyrkes af objektive forhold - er at påbegynde
selvstændig økonomisk virksomhed i den forstand, hvori udtrykket anvendes
i 6. momsdirektiv art. 4, og som afholder de første
investeringsomkostninger i det øjemed, skal betragtes som en momspligtig
person. Se også dommen i sagerne C-110/98 og C-147/98 Gabalfrisa og dommen
i sagen C-396/98 Grundstückgemeinschaft Schlossstrasse. Der henvises til
afsnit
J.1.1 .
Se endvidere TfS 1999, 499, hvor det ikke fandtes godtgjort, at
der forelå objektive momenter, der understøttede et selskabs erklærede
hensigt om at drive økonomisk virksomhed.
Gennemførelsen af en undersøgelse af de tekniske og økonomiske aspekter
ved den påtænkte virksomhed anses for en økonomisk virksomhed, selv om
undersøgelsen har til formål at klarlægge, i hvilket omfang den påtænkte
virksomhed er rentabel.
Retten til fradrag for købsmoms vedrørende en sådan
rentabilitetsundersøgelse bevares således, selv om det senere, henset til
rentabilitetsundersøgelsens resultater, besluttes ikke at gå videre til
den operationelle fase og at lade selskabet træde i likvidation, således
at den påtænkte virksomhed ikke var forbundet med momspligtige
transaktioner. Se EF-Domstolens dom i sagen C-110/94, INZO.
Told- og Skattestyrelsen har i
SKM2001.200.TSS
meddelt, at der i en konkret sag er givet en virksomhed medhold i, at den
driver selvstændig økonomisk virksomhed, når den indkøber mad- og
drikkevarer fra tredjemand og videresælger disse varer til medarbejderne
ved løntræk. Se
D.4 .
Auktionsholdere anses for at drive økonomisk virksomhed. Det gælder,
hvad enten der er tale om almindelige auktioner eller tvangsauktioner.
I TfS 1995, 202 blev en fond ikke anset for at drive selvstændig
økonomisk virksomhed med levering af varer og/eller momspligtige ydelser
mod vederlag og skulle derfor ikke momsregistreres. Fondens indtægter var
baseret på indbetalinger fra virksomheder, der var leverandører til
fondens medlemmer, idet der ved levering blev indbetalt en del af
fakturabeløbet til fonden. Fondens midler blev brugt, dels som
garantiordning for, at fondens medlemmer betalte fakturaerne, dels til
PR-virksomhed, forskning, produktudvikling mm. til gavn for fondens
medlemmer.
TfS 2000, 192. Efter at en interessents deltagelse i et
10-mands-projekt var anset for uden skattemæssig betydning, blev der rejst
krav over for interessentskabet om tilbagebetaling af negativ moms, som
var udbetalt vedrørende udgifter afholdt af interessentskabet til revisor-
og konsulentassistance i etableringsfasen. Landsskatteretten fastslog i en
kendelse, at da interessentskabet ikke ansås for at have drevet økonomisk
virksomhed, og da der endvidere ikke forelå sådanne omstændigheder, at
tilbagebetalingskravet var uberettiget, skulle den negative moms
tilbagebetales.
TfS 2000, 447. Sagsøgerne købte i 1989 en landbrugsejendom med et areal
på 50,9 ha, og virksomheden blev momsregistreret. I 1995 frasolgte
sagsøgerne 44 ha af ejendommens areal, og restarealet blev bortforpagtet i
1996, og senere samme år solgte sagsøgerne ejendommen og afmeldte
virksomheden som afgiftspligtig efter momsloven fra 1. januar 1997. I 1997
indgav sagsøgerne og deres revisor en efterangivelse med negativt
momstilsvar på 27.242 kr., som erstattede tidligere indsendte
nulangivelser. Told- og skatteregionen nægtede at godkende den negative
efteranmeldelse og afmeldte virksomheden med virkning fra 1. januar 1995.
Landsretten fandt, at der ved salget i 1995 af den væsentligste del af
jordtilliggendet var sket en så væsentlig ændring af virksomheden, at det
var berettiget, at myndighederne havde foretaget en vurdering af
virksomheden, og landsretten fandt, at sagsøgerne ikke i 1995 og 1996
havde drevet selvstændig økonomisk virksomhed. Tilbagekaldelsen af
momsregistreringen med tilbagevirkende kraft var derfor berettiget.
SKM2001.543.VLR .
Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt Told og Skat i 1998 med virkning
pr. 1. oktober 1993 var berettiget til at anse et interessentskab for ikke
at drive selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3, samt i
bekræftende fald, om Told og Skat var berettiget til at kræve udbetalt
negative momstilsvar tilbagebetalt. Landsretten udtalte i dommen, at
huslejeudgifter efter virksomhedens ophør, som ikke er begrundet i en
sædvanlig afvikling af virksomheden, men alene beror på en
uopsigelighedsbestemmelse, ikke kan anses for driftsudgifter knyttet til
en selvstændig virksomhed. Landsretten fandt endvidere, at sagsøgeren ikke
kunne anses for at have været i god tro om registreringspligten.
Interessentskabet var derfor forpligtet til at tilbagebetale de udbetalte
afgiftsbeløb. Dommen er anket til Højesteret. Se også om dommen afsnit
M.6 .
I
SKM2002.123.LSR
fandt Landsskatteretten at et selskab, som var moderselskab for et
selskab, der drev virksomhed som bilforhandler, ikke siden 1996 havde
drevet økonomisk virksomhed. Der var frem til 30. juli 2000 udbetalt
negativ moms. Selskabets momsbelagte udgifter var i de sidste tre år
udelukkende revisorudgifter. Landsskatteretten bemærkede, at selskabet i
modsætning til de faktiske forhold i dommen fra EF-domstolen sag C-110/94
(INZO) ikke siden 1996 havde haft nogen momspligtig økonomisk virksomhed
og ikke efter dette tidspunkt havde foretaget forberedende handlinger mv.
med henblik på udøvelse af en økonomisk virksomhed i henhold til
momslovens § 3. Retten fandt herefter ikke, at de angivne retningslinier i
INZO-dommen var til hinder for, at ToldSkat i den foreliggende sag
kunne fremsætte krav om tilbagebetaling af tidligere udbetalt negativ
moms.
I
SKM2003.52.LSR
fandt Landsskatteretten, at en banks afholdelse af en jubilæumsfest for
aktionærerne ikke kunne medføre, at banken kunne anses for at drive
økonomisk virksomhed som omhandlet i momslovens § 3 ved afsætning af
hotel- og restaurationsydelser. Deltagelsen i arrangementet var betinget
af, at deltagerne skulle købe en billet. Retten fandt, at bankens
afholdelse af festen måtte anses for at være sket som et led i
bankens almindelige bankvirksomhed, og dermed ikke kunne anses som en
særskilt herfra selvstændig aktivitet. Landsskatteretten lagde vægt på, at
der var tale om et enkeltstående arrangement begrundet i bankens forhold,
som afholdtes for bankens ejere (aktionærerne) og hvor deltagerbetalingen
dækkede ca. 7 pct. af omkostningerne ved arrangementet.
I
SKM2003.354.TSS
har Told- og Skattestyrelsen udtalt sig om den momsmæssige behandling af
præmie for ammekøer samt salg og udlejning af præmierettigheder.
Præmierettigheder er
en forudsætning for opnåelse af støtte til
producenter af levende ammekøer, kvier og moderfår, jf.
Fødevareministeriets bekendtgørelse nr. 181 af 19. marts 2003.
Præmierettighederne tildeles efter ansøgning af Direktoratet for
FødevareErhverv. I det omfang producenten udnytter sin "beholdning" af
rettigheder, modtager han et støttebeløb pr. ammeko eller moderfår.
Præmierettighederne og det heraf følgende potentielle støttebeløb er ikke
tidsbegrænset, men kan i et vist omfang fortabes, såfremt producenten ikke
udnytter præmierettighederne. Præmierettighederne kan udlejes helt eller
delvist til en anden producent. Tilsvarende kan præmierettighederne helt
eller delvist sælges. Præmierettighederne kan sælges sammen med eller uden
bedriften.
Præmie for
ammekøer, kvier og moderfår falder uden for momslovens anvendelsesområde.
Tilsvarende gælder for salg og udlejning af præmierettigheder. Det
støttebeløb (præmie), som producenten af levende ammekøer m.v. får
udbetalt fra Direktoratet for FødevareErhverv for at beholde køerne mv. i
sin besætning, kan ikke anses for vederlag for en ydelse til direktoratet
eller nogen anden konkret forbruger. Der er tale om et tilskud, der gives
i almenhedens interesse. Tilskuddet kan heller ikke anses for et tilskud,
der er direkte forbundet med priserne for producentens leverancer af
dyr.
Når præmien
falder uden for momslovens anvendelsesområde, falder også udlejning eller
salg af rettigheder til at opnå præmien uden for momslovens
anvendelsesområde. For køberen af en præmierettighed har købet en direkte
og umiddelbar tilknytning til opnåelsen af præmie. Der er derfor ikke tale
om en generalomkostning i købers virksomhed, ligesom salget af
præmierettigheder ikke kan anses for at indgå i sælgers momspligtige
økonomiske virksomhed.
Der er
således tale om en anden situation end i forbindelse med salg af
mælkekvoter, som styrelsen har udtalt sig om i
SKM2002.71.TSS
.
Salg af mælkekvoter indgår som en generalomkostning i købers momspligtige
virksomhed og indgår derfor i sælgers økonomiske virksomhed. Salg af
mælkekvoter mod vederlag falder således inden for momslovens
anvendelsesområde og er derfor momspligtig.
C.1.4.1 Hobbyvirksomhed
Hobbyvirksomhed anses ikke som økonomisk virksomhed. Hobbyvirksomhed er
kendetegnet ved, at virksomheden typisk er et udslag af en personlig
interesse (hobby), og hvor ejeren ofte selv deltager i virksomheden. De
private formål er således afgørende fremfor det økonomiske udbytte. Disse
private formål kan f.eks. være uddannelses- og boligformål eller
sportsinteresser såsom ridning, hestevæddeløb, sejlads mv., eller det kan
være dyrehold som f.eks. ponyer, hunde, kaniner, høns og lign.
Afgrænsningen mellem hobbyvirksomhed og økonomisk virksomhed/
erhvervsvirksomhed er normalt den samme i både moms- og skattemæssig
forstand.
Afgørelsen af, om der på det momsretlige område er tale om økonomisk
virksomhed eller hobbyvirksomhed, træffes på grundlag af en samlet,
konkret vurdering af virksomheden, hvor alle relevante forhold må
inddrages.
De relevante forhold, der har været lagt vægt på i praksis, er
bl.a.:
om der inden virksomhedens start har været foretaget undersøgelse af
lønsomheden/udsigterne til rentabel drift, herunder om der har været
lagt drifts- og likviditetsbudgetter
om der er udsigt til, at virksomheden før eller siden vil give
overskud, både et overskud på den primære drift og et overskud, der står
i rimeligt forhold til den investerede kapital (rentabilitet)
om virksomhedens omfang er af en vis størrelse
om virksomheden drives tilstrækkeligt intensivt/seriøst
om driftsformen er sædvanlig for virksomheder af den pågældende art
om der er andre end erhvervsmæssige formål med virksomheden
om ejeren er afskåret fra at anvende virksomhedens aktiv til privat
brug
om ejeren har særlige faglige forudsætninger (f.eks. relevant
uddannelse) for at drive den pågældende virksomhed
om virksomheden har en naturlig sammenhæng med ejerens evt. øvrige
indtægtsgivende erhverv
om virksomheden lever op til den erhvervsmæssige standard, der er
gældende for det pågældende erhverv
om virksomheden i givet fald vil kunne sælges til trediemand, dvs.
om den trods evt. hidtidigt underskud i trediemands øjne har en
potentiel indtjeningsevne, eller om den slet ikke kan drives løsrevet
fra den ejendom, person eller det regi, hvor den hidtil har været drevet
om virksomhedens eksistens forudsætter, at ejeren har stabile
indtægter fra anden side for at neutralisere et underskud
hvor mange år virksomheden har været drevet med underskud, og
hvorledes udviklingen i budgettets størrelse er, herunder om
underskuddene kan forklares særskilt.
Ingen af disse kriterier er i sig selv afgørende for vurderingen af, om
der er tale om økonomisk virksomhed eller hobbyvirksomhed.
Ved den type virksomhed, hvor indehaverens personlige indsats er
virksomhedens væsentligste aktiv, vil virksomheden ofte blive anset for
hobbyvirksomhed, medmindre den er professionelt drevet hvad angår udstyr,
driftsform og indehaverens faglige baggrund.
I Mn.943 fandt Momsnævnet, at en samler af gamle flasker og skilte ikke
var momspligtig. Han solgte dubletter på basis af avisannoncering og en
oversigtsliste. Salget havde ikke givet overskud, men havde højst dækket
omkostningerne.
C.1.4.2 Foreninger
Foreninger anses som udgangspunkt for at drive økonomisk virksomhed,
selv om foreningen kun sælger varer og ydelser til medlemmerne eller
sælger medlemmernes varer og ydelser.
Momsfri foreninger
I lovens § 13, stk. 1, nr. 4, er nævnt de typer af foreninger, der er
momsfri. Det er de foreninger og organisationer, der leverer ydelser og
varer i nær tilknytning hertil til deres medlemmer i disses fælles
interesse og mod et kontingent.
Foreningen/organisationen er dog kun momsfri, hvis den ikke arbejder
med gevinst for øje, og hvis formålet er af politisk, fagforeningsmæssig,
religiøs, patriotisk, filosofisk eller filantropisk karakter eller
vedrører borgerlige rettigheder.
Det er desuden en betingelse, at momsfritagelsen ikke kan fremkalde
konkurrenceforvridning.
Efter praksis er foreninger mv. fritaget for at betale moms i
forbindelse med udgivelsen af foreningsblade, fagblade og lign., når
bladene ikke indeholder annoncer, og de afsættes til en pris, der ikke
overstiger omkostningerne ved fremstillingen. Sådanne udgivelser anses
ikke for økonomisk virksomhed efter lovens § 3.
Andelsbolig- og ejerforeninger skal ikke registreres og betale moms af
leveringen af antenneydelser, når foreningens funktion i denne forbindelse
alene består i at afholde og fordele de faktiske afholdte udgifter, TfS
1996,128 (TSS).
Se
D.11.4 om
momsfri foreningsvirksomhed.
Momsfrie foreninger kan ikke blive frivilligt registreret.
Momspligtige foreninger
Alle andre foreninger er herefter momspligtige, hvis de kan siges at
drive selvstændig økonomisk virksomhed, jf. § 3, stk. 1.
Dette afgøres ud fra en konkret vurdering af foreningens formål,
vedtægter, service, aktiviteternes art og omfang, regler for
kontingentbetaling mv. Det skal bl.a. vurderes, om der leveres konkrete
ydelser til medlemmerne. Der kan også lægges vægt på, om andre end
foreningen kunne have leveret tilsvarende ydelser.
Told- og Skattestyrelsen har således i
SKM2001.268.TSS
udtalt, at en ældreklub er momspligtig af indtægter i form af
medlemskontingenter og entreindtægter i forbindelse med festarrangementer
mv.
Ejerforeninger, hvis opgave er at afholde og fordele udgifter til
medlemmerne af ejerforeningen, kan anses for at drive økonomisk
virksomhed, jf. lovens § 3, stk. 1, og TfS 1997, 548. I den konkrete sag
bestod den pågældende ejerforening af de to ejere af et butikscenter,
hvoraf den ene var frivilligt registreret for udlejning af fast ejendom.
Foreningen afholdt momsbelagte udgifter, der var forbundet med driften af
centret og fordelte udgifterne til medlemmerne. Afgørelsen ændrer ikke ved
Told- og Skattestyrelsens afgørelse i TfS 1996, 128, hvorefter
andelsbolig- og ejerlejlighedsforeninger ikke skal registreres og opkræve
moms ved levering af antenneydelser.
Fællesantenneforeninger anses for momspligtige. Der skal bl.a. opkræves
moms af kontingenter betalt af medlemmerne og indskud fra medlemmerne,
hvis indskuddet er en betingelse for medlemskab af foreningen. I det
omfang en fællesantenneforening opkræver KODA, Copy-Dan og andre
afgifter/gebyrer, er disse afgifter ligeledes momspligtige, medmindre
udlægsreglerne i momslovens § 27, stk. 3, nr. 3, følges. Se nærmere
G.1.3.2 .
Momspligten for brancheforeninger (f.eks. handelsstands-, landbo-, og
købmandsforeninger) afhænger bl.a. af en konkret vurdering af karakteren
af og betalingen for de enkelte aktiviteter. Hvis der f.eks. leveres
reklameydelser mod særskilt betaling, kan dette føre til, at foreningen
anses for momspligtig. I TfS 1998, 435 traf Told- og Skattestyrelsen
afgørelse om, at et erhvervsråd ikke er omfattet af momsfritagelsen for
foreninger i lovens § 13, stk. 1, nr. 4. Selv om en forening ifølge sine
vedtægter forudsættes at hvile i sig selv, kan foreningens aktiviteter i
relation til momsloven alligevel anses for at være økonomisk
virksomhed.
Delebiler
I de senere år er der oprettet foreninger, som har til formål at
erhverve, lease og/eller leje motorkøretøjer og stille dem til rådighed
for medlemmerne mod vederlag, således at der opnås dækning af foreningens
udgift, hensættelser mv. Ud over at opnå en for foreningen rimelig
konsolidering stræbes der ikke efter noget overskud.
En sådan forening skal momsregistreres, idet den driver
registreringspligtig virksomhed i henhold til momslovens § 4, stk. 1, jf.
§ 47. Se afsnit
Q.2 .
Landsskatteretten har truffet afgørelse om, at en delbilsforenings
indtægter i form af vederlag for foreningens ydelser er momspligtige,
SKM2001.36.LSR .
C.2 Andre momspligtige personer
Bestemmelsen i § 3, stk. 2, nævner hvilke andre fysiske og juridiske
personer, der alligevel er momspligtige, selv om de ikke er omfattet af
den generelle definition i stk. 1.
C.2.1 Privatpersoners levering af nye
transportmidler til andet EU-land § 3, stk. 2, nr. 1
En privatperson, der lejlighedsvis sælger et nyt transportmiddel til en
køber i et andet EU-land, anses også for en momspligtig person.
Dette betyder, at den pågældende ved salget helt eller delvist kan få
tilbagebetalt den moms, som blev betalt, dengang transportmidlet blev
købt, jf. § 53, stk. 2. Se
N.3.2 om
fakturering/dokumentation i forbindelse med tilbagebetaling af momsen.
Begrebet nye transportmidler er defineret i § 11, stk. 4, se
D.9.1 .
C.2.2 Offentlige forsyningsvirksomheder § 3,
stk. 2, nr. 2
Offentlige forsyningsvirksomheder er også momspligtige.
Udtrykket offentlige forsyningsvirksomheder omfatter ikke kun
offentlige virksomheder, der forsyner borgerne og virksomhederne med
f.eks. gas, el, vand eller varme, men også virksomheder, der udfører
servicefunktioner såsom renovation og offentlig transport.
Offentlige spildevandsanlæg anses for forsyningsvirksomhed.
I UfR 1989.223H fandt Højesteret, at et kommunalt værks drift og
vedligeholdelse af kommunens gadebelysning og færdselsfyr måtte anses for
udført som led i værkets offentlige forsyningsvirksomhed med heraf
følgende momspligt.
Skatteministeriet har i
SKM2003.99.TSS
revurderet den hidtidige praksis for den momsmæssige behandling af
amternes gebyrer for vandindvindingstilladelser. Efter den hidtidge
praksis var gebyrerne momsfrie efter momslovens § 3, stk. 2, nr.
3, som er beskrevet i
C.2.3 .
Efter vandforsyningslovens §§ 10 - 13 d og § 17 varetager amterne samt
Københavns, Frederiksberg og Bornholms kommuner en række opgaver på
vandforsyningsområdet inden for kortlægning af vandressourcerne og
planlægningen af udnyttelsen af samme. Efter lovens § 52 c fastsætter
amtsrådene gebyrer til dækning af amternes udgifter til amternes opgaver
på vandforsyningsområdet.
Der skal fremover opkræves moms af gebyrer efter
vandforsyningslovens § 52 c, i henhold til bestemmelserne i 6.
momsdirektivs artikel 4, stk. 5, og bilag D, og momslovens § 3, stk. 2,
nr. 2, om offentlig forsyningsvirksomhed.
Skatteministeriets Departement og styrelsen finder, at gebyrer efter
vandforsyningslovens § 52 c, skal betragtes som et vederlag for amternes
samt Københavns, Frederiksberg og Bornholms kommuners varetagelse af
opgaver indenfor kortlægning og planlægning på vandforsyningsområdet.
Der er blandt andet lagt vægt på, at tilladelsesgebyret også skal
betales i forbindelse med indvinding, der efter
ikrafttrædelsesbestemmelser mv. i vandforsyningslovens § 86 ikke kræver
tilladelse. Der er endvidere lagt vægt på, at visse grundejere på nærmere
betingelser ikke er forpligtiget til at indhente tilladelse til
vandindvinding, jf. vandforsyningslovens § 18. Primærkommunerne kan
endvidere i visse andre tilfælde udstede tilladelse til vandindvinding,
jf. vandforsyningslovens § 19.
Gebyrerne er momspligtige med virkning fra 1. april 2003. Amterne kan
fratrække købsmomsen vedr. indkøb til brug for varetagelsen af opgaverne,
når de indkøbte varer og ydelser rent faktisk er leveret den 1. april 2003
eller senere.
C.2.3 Andre offentlige institutioner § 3, stk.
2, nr. 3
Andre statslige, amtskommunale og kommunale institutioner end
offentlige forsyningsvirksomheder er også momspligtige, hvis de leverer
deres varer og ydelser i konkurrence med private erhvervsvirksomheder, der
betaler moms.
Udgangspunktet er, at en offentlig institution skal betale moms, hvis
tilsvarende varer eller ydelser rent faktisk kunne leveres af andre end
den offentlige myndighed.
Uden for momspligten falder kun ydelser, som en myndighed leverer i
kraft af sin egenskab af offentlig myndighed, f.eks. udstedelse af pas og
kørekort.
EF-domstolen har i en række domme fastslået, at to betingelser skal
være opfyldt, for at der er momsfritagelse for ydelser, der leveres af
offentlige myndigheder. De to betingelser, der skal være opfyldt samtidig
er, at virksomheden udøves af et offentligretligt organ, og at
virksomheden varetages af dette organ i egenskab af offentlig
myndighed.
At virksomheden skal varetages i egenskab af offentlig myndighed
betyder, at virksomheden skal udøves på grundlag af det offentligretlige
organs særlige retlige status. Momsfritagelsen omfatter ikke virksomhed,
som de pågældende organer udøver på samme retlige vilkår som private
virksomheder.
Domstolen har udtalt, at en virksomhed, der udøves af en privatperson,
ikke er fritaget for moms, blot fordi den består i at foretage handlinger,
som henhører under den offentlige myndigheds kompetence. Det er en
betingelse for momsfritagelse, at den, der leverer ydelsen, er en
integreret del af det offentlige forvaltningsapparat.
Der henvises til EF-domstolens domme i sagerne C-358/97, C-408/97,
C-276/97, C-260/98 og C-359/97.
Se også dommen i sagen C-276/98 hvor der er momsfritagelse i et
tilfælde, hvor et offentligretligt organ i sin egenskab af offentlig
myndighed stiller en bro til rådighed for brugerne mod betaling.
I Dep. 1013/87 blev et statsfinansieret forskningsinstitut under
Socialministeriet anset for momspligtigt af den forsknings- og
servicevirksomhed, som mod betaling blev udført for andre ministerier og
styrelser og andre aftagere. Der blev lagt vægt på, at disse arbejder blev
udført i konkurrence med private analyseinstitutter.
I TfS 1995, 94 har Momsnævnet taget stilling til en række spørgsmål fra
Socialministeriet om moms på plejehjemsydelser mv. Nævnet fandt bl.a., at
en kommune, der (mod betaling) leverede ydelser til plejehjemsbeboere i
form af vask og rengøring, herunder vinduespolering, skulle anses som
momspligtig efter § 3, stk. 2, nr. 3. De pågældende ydelser blev ikke
anset for ydelser i nær tilknytning til social forsorg og bistand, jf. §
13, stk. 1, nr. 2, og kunne derfor ikke leveres momsfrit af kommunen.
Spørgsmålet om moms af betaling for rengøring og vask vil, ifølge
oplysninger fra Socialministeriet, dog formentlig kun undtagelsesvis have
praktisk betydning. Dette skyldes, at der ikke vil blive krævet betaling
for rengøring og vask hos de plejehjemsbeboere, som ville være berettiget
til at modtage varig hjemmehjælp til rengøring og vask, hvis de boede i
eget hjem. Se
D.11.2 .
I TfS 1999, 606 har Told- og Skattestyrelsen taget stilling til de
momsmæssige konsekvenser af en kommunes indkøb og videresalg af pc'ere til
medarbejderne. Styrelsen fandt, at kommunen ved det omhandlede køb og
videresalg af pc'ere optrådte som en afgiftspligtig person, jf. momsloven
§ 3, stk. 2, nr. 3, og at kommunen skulle momsregistreres og opkræve moms
af salget, jf. momslovens § 47 og § 4, stk. 1.
I
SKM2001.193.TSS
har Told- og Skattestyrelsen foretaget en momsmæssig vurdering af
kommunernes tilbud om lovpligtig skorstensfejning. Styrelsen har meddelt
Kommunernes Landsforening, at lovpligtig skorstensfejning er omfattet af
momslovens § 4, stk. 1, idet den leveres mod vederlag. Ydelsen leveres
også af en momspligtig person, jf. momslovens § 3, stk. 2, nr. 3, hvorfor
der skal betales moms af en sådan levering.
I
SKM2002.166.TSS
har Told- og Skattestyrelsen meddelt, at det af kommunerne opkrævede
ekspeditionsgebyr ved udstedelse af parkeringslicenser ikke er omfattet af
momspligten, da opgaven udføres i kraft af kommunens egenskab af offentlig
virksomhed og ikke i konkurrence med erhvervsvirksomheder.
Folkekirkens
menighedsråd anses for en del af den offentlige forvaltning ved
anvendelsen af f.eks. forvaltningsloven og offentlighedsloven. Ved
anvendelsen af momslovens bestemmelser om momspligt skal menighedsrådene
derfor anses for omfattet af bestemmelsen om momspligt i momslovens § 3,
stk. 2, nr. 3.
I
SKM2002.404.TSS
har Told- og Skattestyrelsen taget stilling til spørgsmålet om momspligt i
forbindelse med samarbejder mellem meningsråd om drift af kirkegårde.
Styrelsen har udtalt, at leverancer fra et meningsråd til et andet
meningsråd ikke er omfattet af momspligten. Der henvises til momslovens §
9.
Amternes gebyrer for vandindvindingstilladelser anses med virkning
fra 1. april 2003 ikke længere for omfattet af momsfritagelsen efter
§ 3, stk. 2, nr. 3. Se
SKM2003.99.TSS ,
der er omtalt i
C.2.2.
C.3 Fællesregistrering og
delregistrering
Fællesregistrering § 3, stk.
3, 1. pkt.
Hvis flere momspligtige personer registreres under ét, dvs.
fællesregistreres, betragtes de som én momspligtig person, og hæfter
solidarisk for betaling af moms, jf. § 46, stk. 7, se
L.7 . Se
M.1.5 om
betingelserne for fællesregistrering efter § 47, stk. 4.
Delregistrering § 3, stk. 3,
2. pkt.
Har en momspligtig person flere virksomheder, der registreres hver for
sig, dvs. delregistreres, anses hver af de selvstændigt registrerede
virksomheder som én momspligtig person.
Se
M.1.4 om
betingelserne for delregistrering efter § 47, stk. 3, 2. pkt.
Lignende dokumenter
- MOMSVEJLEDNINGEN 2000 AFSNIT C MOMSPLIGTIGE PERSONER Retsinformation · 5. februar 2008
- MOMSVEJLEDNING 1999 AFSNIT C MOMSPLIGTIGE PERSONER Retsinformation · 5. februar 2008
- MOMSVEJLEDNING 1998 AFSNIT C MOMSPLIGTIGE PERSONER Retsinformation · 5. februar 2008
- MOMSVEJLEDNING 2002 AFSNIT C MOMSPLIGTIGE PERSONER Retsinformation · 5. februar 2008
- MOMSVEJLEDNING, TEKST 1997 AFSNIT C - MOMSPLIGTIGE PERSONER Retsinformation · 5. februar 2008
- MOMSVEJLEDNINGEN 2001 Retsinformation · 5. februar 2008