PERSONBESKATNING 1987 AFSNIT PT - FORÆLDELSE AF SKATTEKRAV - FRISTEN FOR SKØNSMÆSSIGE ANSÆTTELSER M.V.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afsnit PT - Forældelse af skattekrav - fristen
for skønsmæssige ansættelser m.v.
1. Forældelse af skattekrav
Skatte- og afgiftskrav forældes efter lov af 1908 om forældelse af visse
fordringer på 5 år. Loven er i uddrag gengivet som bilag sidst i dette
afsnit. I T 1.5. omtales den 20 årige forældelsesfrist, der gælder ved siden
af 1908-loven. Derimod antages det ikke, at disse regler regulerer adgangen
til at ændre selve skatteansættelsen for dermed at sikre det rigtige
beregningsgrundlag, jfr. Skat 1987.10.734.
Virkningen af 1908-lovens forældelsesfrist er, at krav på skatter og
afgifter fortabes, hvis de ikke inden 5 år fra deres opståen er anerkendt af
skatteyderen, respektive den afgiftspligtige, eller gjort gældende af det
offentlige. Hvad der i denne sammenhæng forstås ved, at et krav er gjort
gældende, omtales under T 1.4.
Hvor det er åbenbart, at et krav på skat eller afgift er forældet, bør det
ikke rejses. En forældet fordring kan ikke anvendes til modregning.
1908-lovens bestemmelser anses for præceptive, således at forhåndsaftaler
om, at disse ikke skal finde anvendelse, er uforbindende.
1.1. Hvilke skatter og afgifter
Efter lovens § 1, stk.1, nr.4, forældes »skatter eller afgifter af
offentligretlig natur«. Bestemmelsen omfatter såvel personlig skat af
enhver art som dødsbo- og selskabsskat, arve- og gaveafgift, frigørelses- og
afståelsesafgift, afgift i medfør af pensionsbeskatningsloven og
kapitaltilførselsafgift. Spørgsmålet om forældelse af ejendomsskatter er
holdt uden for nærværende fremstilling.
1.2. Hvornår begynder forældelsesfristen at løbe
Forældelsesfristen efter 1908-loven løber i 5 år. Som en almindelig regel
vil forældelsesfristen for skattekrav m.v. begynde at løbe fra det øjeblik,
da kravet er forfaldent til betaling.
Også upålignede skatter m.v.
Læs alt
Loven taler om »statens eller kommunens krav på skatter eller
afgifter af offentligretlig natur«, men det er uomtvisteligt, at
forældelsesfristen løber, selv om kravet ikke bliver gjort op ved sin
opståen. Forældelse kan således også indtræde for skatter m.v., der ikke er
pålignede eller beregnede, medmindre myndighederne har befundet sig i
utilregnelig uvidenhed om deres krav, jfr. om suspension af forældelsen
afsnit T 1.3.
Skattedepartementet har udtalt, at den 5 årige forældelsesfrist »i
almindelighed må antages at løbe fra den dag, der ville have været
orfaldsdag, hvis skattekravet var blevet rejst ved ligningen for det
pågældende indkomstår«, skd.40.25.
Da skattekrav ifølge kildeskattelovens regler opkræves dels som foreløbig
skat, dels som restskat, må denne anvisning føre til, at forældelsesfristen
for personlige skatter af (almindelig) indkomst og formue - der ikke har
været indeholdt eller opkrævet som foreløbig skat - skal regnes fra
forfaldstidspunkterne for restskat, der opkræves på normal måde.
Eksempler
Nedenfor er angivet eksempler på anvendelsen af reglen om, at
forældelsesfristen for personlige skatter regnes fra forfaldstidspunkterne
for restskat, opkrævet på normal måde:
Indkomståret 1981
Restskatten forfaldt til betaling med 1/3 hver af terminerne 1.1., 1.2. og
1.3.1983. Forældelsen indtræder henholdsvis 1.1., 1.2. og 1.3.1988 (for 1/3
af skattekravet ved hvert tidspunkt).
Indkomståret 1982
Restskatten forfaldt til betaling med 1/3 hver af terminerne 1.1., 1.2. og
1.3.1984. Forældelsen indtræder henholdsvis 1.1., 1.2. og 1.3.1989 (for 1/3
af skattekravet ved hvert tidspunkt).
Den praktisk forekommende situation, at skatteyderen i juni måned i det
år, hvori ligningen foretages, har fået udbetalt overskydende skat, som efter
senere ændring af skatteansættelsen skal betales helt eller delvis tilbage,
er behandlet i KL § 62 A, stk.2, jfr. § 61, stk.5, hvorefter
tilbagebetalingen skal finde sted til de for betalingen af restskat gældende
terminer.
Da statens krav på tilbagebetaling i denne situation således forfalder ved
de for restskat fastsatte terminer, kan man drage den slutning, at
forældelsesfristens forløb for krav på skat af (almindelig) indkomst og
formue vil være upåvirket af, om der forud for kravets rejsning har været
udbetalt overskydende skat. Hvis den overskydende skat er kommet til
udbetaling efter eller imellem forfaldstidspunkterne for restskat (opkrævet
på normal måde), vil fristen for den del af kravet, som kan rummes af det
overskydende skattebeløb, dog tidligst begynde at løbe fra
tilbagebetalingstidspunktet, jfr. ØLD af 3.oktober 1974, skd.32.153 (der
ganske vist angik sømandsskat).
Såfremt der ved en fejlekspedition er udbetalt overskydende skat, der skal
tilbagebetales, vil forældelsesfristen for statens krav på tilbagebetaling
skulle regnes fra tidspunktet for beløbets udbetaling til skatteyderen
(skd.71.621).
Særlig indkomstskat
Særlig indkomstskat forfalder til betaling i 3 rater den 1.9, 1.10 og 1.11
i det år, hvori skatten pålignes, jfr. LOSI § 12, stk.2. Forældelse af krav
på særlig indkomstskat vedrørende et bestemt indkomstår indtræder normalt 5
år efter disse terminer med 1/3 ved hver, se dog reglerne om skatteophør
nedenfor.
Ved fraflytning
Ved skatteophør på grund af fraflytning til udlandet er
opkrævningsterminerne for eventuel restskat de samme som sædvanlig, og
forældelsesfristen løber derfor som for andre skatteydere uden hensyn til, på
hvilken dato i indkomståret skattepligten er ophørt. Derimod rykkes
forfaldstidspunktet for særlig indkomstskat frem i tilfælde af skatteophør på
grund af fraflytning, idet såvel ikke pålignet som pålignet, men ikke betalt
særlig indkomstskat forfalder straks ved fraflytningen, jfr. bekendtgørelse
nr.76 af 8.marts 1982 om opkrævning af særlig indkomstskat § 4.
Forældelsesfristen vedrørende den særlige indkomstskat regnes fra dette
tidspunkt, medmindre begyndelsestidspunktet udskydes i medfør af
suspensionsbestemmelsen i LOSI § 14, stk.3, eller af en af de i 1908-lovens §
3 nævnte årsager, se T 1.3. om suspension af forældelse.
Nedenstående eksempel viser forældelsens indtræden for restskat og for
særlig indkomstskat:
Skatteophør på grund af fraflytning 1.8.1982:
Særlig ind-
komstskat Restskat
Forfaldstidspunkt 1.8.1982 1.1, 1.2 og 1.3.1984
Forældelsens indtræden 1.8.1987 1.1, 1.2 og 1.3.1989
Dødsfald
Ophører skattepligten på grund af dødsfald, må der henses til, om der
skiftes i umiddelbar forbindelse med dødsfaldet uden at der foretages
afsluttende ansættelse for mellemperioden, i hvilket tilfælde skattetilsvaret
for dødsåret er endeligt afgjort med betalingen af de foreløbige
indkomstskattebeløb, KL § 14, stk.1, eller om der foretages afsluttende
ansættelse af almindelig og særlig indkomst for mellemperioden. I sidstnævnte
tilfælde forfalder restskatten og den særlige indkomstskat til betaling den
1.10 efter indkomstårets udløb, idet dog ingen skat forfalder til betaling
senere end den 1. i den 3. måned efter ophør af boets skattepligt, jfr. KL §
62 B, stk.1.
Eksempel
Skattekrav vedrørende en mellemperiode, som strækker sig fra 1.1. til
20.4.1982, for hvilken der er foretaget en afsluttende ansættelse, forældes 5
år fra 1.10.1983 at regne, d.v.s. 1.10.1988, medmindre boet er afsluttet
forinden, f.eks. den 1.4.1983; i så fald indtræder forældelsen den 1.7.1988.
Dødsboer
Opmærksomheden henledes på bestemmelsen i statsskattelovens § 43, stk.8,
sidste pkt., hvorefter boets og arvingernes ansvar for betaling af for lidt
erlagte skatter bortfalder, såfremt skattemyndigheden ikke foretager rettidig
anmeldelse til boet, d.v.s. inden for de i KL § 14, stk.3 og stk.6, angivne
frister, normalt 6 måneder fra dødsfaldet.
For dødsboers vedkommende regnes forældelsesfristen med hensyn til krav på
indkomst og formueskat fra de i KL § 62 B nævnte forfaldstidspunkter, jfr. om
afsluttende skatteansættelser ovenfor. Er boskatten ikke pålignet på det
tidspunkt, da den efter reglen i KL § 62 B skulle være forfalden til
betaling, udskydes forfaldstidspunktet til den 1. i den måned, som følger
nærmest efter påligningen, jfr. bekendtgørelse nr. 602 af 9.december 1977, §
18. Forældelsesmæssig betydning har denne sidste regel dog kun i tilfælde,
hvor skatten ikke ville være blevet pålignet inden den 1.10 efter
indkomstårets udløb, selv om den hurtigst mulige fremgangsmåde havde været
fulgt.
Da dødsboers særlige indkomst beskattes sammen med den skattepligtige
almindelige indkomst, jfr. LOSI § 13 A, behandles den del af boskatten, som
kan henføres til den særlige indkomst, heller ikke anderledes end den øvrige
i forældelsesmæssig henseende.
Selskabsskatter
Reglerne for selskabsskatters opkrævning findes i SSL § 30.
Indkomstskatten for selskaber og foreninger forfalder den 1.11 i det
skatteår, for hvilket ansættelsen er sket. Skat, som pålignes på grundlag af
en afsluttende eller anden ekstraordinær ansættelse, forfalder til betaling
den 1. i den måned, der følger efter meddelelsen om ansættelsen, dog tidligst
samtidig med den indkomstskat, der pålignes på grundlag af den sidste
ordinære skatteansættelse, SSL § 30, stk.2. Forældelsesfristen løber som
illustreret ved følgende eksempler:
Indkomstår Forfalds- Forældelsens
(-periode) Skatteår tidspunkt indtræden
1.1.1981
31.12.1981 1982/83 1.11.1982 1.11.1987
1.5.1981
30.4.1982 1983/84 1.11.1983 1.11.1988
1.5.1982
20.7.1983 (ophør) 1983/84 tidl. 1.11.1983 tidl. 1.11.1988
Arve- og gaveafgifter
Fristen for forældelse af krav på arve- og gaveafgift løber fra afgiftens
forfaldstidspunkt.
Reglerne om forfaldstid vedrørende arve- og gaveafgift er fastsat i §§ 24
og 33 samt 46 i arveafgiftsloven.
Arveafgiften i offentligt skiftede boer forfalder til betaling, når
udlodning kan ske, d.v.s. når 4 ugers fristen for anke af repartitionen er
udløbet, eller alle vedkommende har frafaldet anke, jfr. skiftelovens § 50,
stk. 3.
I privat skiftede boer forfalder arveafgiften 4 uger efter, at der er
givet den afgiftspligtige meddelelse om den beregnede afgift, og det samme
gælder, når arveafgift skal svares af erhvervelser, som ikke har været
inddraget under skifte.
På tilsvarende måde forfalder gaveafgift til betaling 4 uger efter, at der
er meddelt giver og modtager underretning om afgiftsberegningen, se nærmere
cirkulære nr. 144 af 17. juni 1970 om ændringer i reglerne om arve- og
gaveafgift. Indgivelse af klage til landsskatteretten over værdiansættelse
eller afgiftsberegning medfører ikke, at forfaldstidspunktet udskydes.
Drejer det sig om afgiftskrav, som ikke er blevet opgjort umiddelbart på
grundlag af boopgørelsen eller rettidigt indgivet arve- eller gaveanmeldelse,
kan forfaldstidspunktets anvendelse som begyndelsestidspunkt for
forældelsesfristen volde problemer.
Spørgsmålet om forældelsesfristens begyndelsestidspunkt i sådanne tilfælde
er endnu ikke fuldstændig afklaret, men det kan fastslås, at fristen i intet
tilfælde kan begynde at løbe, før offentligt skiftet bo er afsluttet, fristen
for indsendelse af boopgørelse vedrørende privat skiftet bo er udløbet, eller
fristen for indgivelse af gaveanmeldelse er udløbet.
Fra hvilket tidspunkt fristen herefter løber, må afgøres efter en konkret
bedømmelse af afgiftsmyndighedernes mulighed for at gøre afgiftskravet
gældende.
Opmærksomheden henledes på, at gaveafgift kan være undergivet forældelse
efter 5-års reglen, når det af giverens eller modtagerens selvangivelse er
fremgået, at der er givet nogen et afgiftspligtigt formuegode. Dette for
afgiftsmyndigheden strenge standpunkt er indtaget i ØLD, refereret i UfR
1971.856.
Frigørelsesafgift
Frigørelsesafgift forfalder til betaling månedsdagen efter, at den
afgiftspligtige har modtaget meddelelse om afgiftens beregning, jfr. lov om
frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom § 5.
Forældelsesfristen efter 1908-loven regnes fra tidspunktet for
zoneovergangen.
Afgifter i medfør af PL
Afgifter (og med virkning for pensionsordninger ophævet ved aftale efter
1. juli 1987, indkomstskat), der skal svares i henhold til
pensionsbeskatningsloven, skal tilbageholdes af det pågældende
forsikringsselskab, vedkommende pensionskasse eller anden institution og
indbetales til statskassen (statsskattedirektoratet) inden 3 måneder efter,
at forsikringsselskabet m.v. har fået kendskab til afgiftspligten.
Spørgsmålet om forældelse af krav på disse afgifter m.v. er i almindelighed
uden praktisk interesse for de lignende myndigheder.
Tillæggsskat/indkomstskat
For pensionsordninger ophævet i utide m.v. har statsskattedirektoratet
frem til og med indkomståret 1986 beregnet tillægsskat efter PL § 48 på
grundlag af ligningsmyndighedernes indberetning, se nærmere cirkulære nr.175
af 23. juli 1973. Ifølge § 48, stk. 3 i den tidligere lovbekendtgørelse nr.
358 af 2. juli 1984 betales tillægsskatten i 3 rater med forfaldsdage den 1.
i hver af månederne september, oktober og november i slutligningsåret.
Tilsvarende regler gælder for ordninger, der er ophævet i utide m.v. i
tidsrummet 1. januar 1987 til den 1. juli 1987. Fra 1. januar 1987 er
tillægsskatten dog afløst af en indkomstskat. For ordninger ophævet i utide
m.v. efter 1. juli 1987 tilbageholder forsikringsselskabet/pengeinstituttet
som omtalt foran indkomstskatten. Vedrørende ændringerne efter 1. januar
1987, se lov nr. 312 af 25. maj 1987. Følgende eksempel kan illustrere
forældelse af kravet på tillægsskatten/indkomstskatten:
Ophævelse af Tillægs- Forfalds- Forældelsens
forsikring m.v. skattepligt tidspunkter indtræden
(afgiftsplig- for ind- for
tig) komståret tillægsskatten
1.2.1982 1982 1.9, 1.10, 1.9, 1.10,
1.11.1983 1.11.1988
1.3. Suspension af forældelsen
Det forhold, at forældelsesfristen vedrørende en given fordring ikke
begynder at løbe ved sit sædvanlige begyndelsestidspunkt eller sættes i stå
efter at være begyndt at løbe på grund af omstændigheder, som hindrer
fordringens inddrivelse, betegnes som suspension af forældelsen. Suspension
må ikke forveksles med afbrydelse, se T 1.4.
1908-lovens § 3 om suspension af forældelsen har følgende ordlyd:
»Når den fordringshaver, for hvem noget af de i § 1 ommeldte krav er
stiftet, på grund af utilregnelig uvidenhed om sit krav eller om skyldnerens
opholdssted, har været ude af stand til at gøre sin ret gældende, regnes den
i § 1 omhandlede kortere forældelsesfrist fra den tid, da fordringshaveren
var eller ved sædvanlig agtpågivenhed ville have været i stand til at kræve
sit krav betalt«.
Utilregnelig uvidenhed
Skatte- og afgiftsmyndighedernes utilregnelige uvidenhed om deres krav
spiller i praksis en betydelig rolle.
Retlige vildfarelser
Retlige vildfarelser udskyder i almindelighed ikke forældelsens forløb,
jfr. UfR 1927.585 H. For skatte- og afgiftsmyndighederne antages denne regel
at gælde ubetinget, og den skattelignende myndighed kan således godt have
befundet sig i en undskyldelig tvivl om en skattebestemmelses forståelse
eller rækkevidde, uden at tvivlen vil kunne påberåbes som »utilregnelig
uvidenhed«.
Vildfarelser af faktisk karakter
Derimod medfører vildfarelser af faktisk karakter suspension. Det er ikke
tilstrækkeligt til at udskyde forældelsesfristens begyndelsestidspunkt, at
skatteyderens selvangivelse har været urigtig, såfremt skattemyndighederne
ved en sædvanlig undersøgelse af selvangivelsen og eventuelt en sammenligning
af denne med tidligere års burde være blevet opmærksomme på det ikke oplyste
forhold. At kravet til skattemyndighedernes »almindelige
agtpågivenhed« er meget strengt, fremgår af ØLD, UfR 1971.856, angående
et afgiftskrav; der kan henvises til kommentaren af højesteretsdommer Spleth
til bl.a. denne dom i UfR 1973 B, s.173, se også skd.57.181 (forældelse af
efterbetalingskrav).
På den anden side kan myndighederne naturligvis ikke være forpligtede til
at tage alle eventualiteter i betragtning eller til at foranstalte
dyberegående undersøgelser uden synlig anledning. Støder de lignende
myndigheder under en efterprøvelse af det regnskabsmæssige grundlag for en
selvangivelse på oplysninger, som ikke havde kunnet udledes af
selvangivelsen, og som hvis de havde foreligget oplyst under ligningen ville
have ført til en højere skatteansættelse end den faktisk foretagne, må
forældelsesfristen med hensyn til det yderligere skattekrav anses for
suspenderet i tiden fra sit normale begyndelsestidspunkt og indtil det
tidspunkt, da skattevæsenet bliver i stand til at gøre sit yderligere krav
gældende, skd.63.347.
Betydningen af sagens fortsatte behandling
Forældelsesfristen begynder at løbe fra det tidspunkt, da
skattemyndighederne bliver i stand til at gøre deres yderligere krav
gældende, jf. HD af 21. marts 1963, UfR 1963.377, hvorefter hensynet til
sagens fortsatte undersøgelse og forhandling blev tilsidesat. Da de
oplysninger, på grund af hvilke retssagen blev anlagt den 4. december 1958,
havde foreligget for skattevæsenet i en redegørelse for skatteyderens
indtægter år for år af 7. august 1953, suppleret den 23. oktober samme år,
ansås skattekravet for forældet inden sagens anlæg. Dommen er kommenteret i
UfR 1963B, s.246.
I VLD af 21.sept. 1981 (skd.62.260) er det antaget, at forældelse efter
1908-loven ikke kan gøres gældende i et tilfælde, hvor forligsforhandlinger
om forhøjelse af en afdød skatteyders indkomstansættelse for indkomståret
forud for dødsåret er blevet fortsat over en periode af flere år.
Skatteyderens opholdssted ubekendt
Skattemyndighederne m.v. vil normalt kunne gøre sig bekendt med
skatteyderens eller den afgiftspligtiges opholdssted, så længe dette ligger
inden for rigets grænser. Myndighederne kan bedre tænkes at befinde sig i
utilregnelig uvidenhed om en skyldners opholdssted i udlandet, og efter
domstolspraksis synes der ikke at skulle stilles store krav til
bestræbelserne for at få et sådant oplyst. Ved ØLD, UfR 1932.590, blev en
løbende forældelsesfrist anset for suspenderet i et tilfælde, hvor en
skatteyder var flyttet til Schweiz uden at meddele flytning til
folkeregisteret. Det var oplyst, at et almindeligt brev til hans tidligere
adresse sandsynligvis ville have nået ham. På linie hermed er for så vidt
VLD, UfR 1960.964, hvor skatteyderen var rejst til Chile, ligeledes uden at
melde flytning. I forhold til dommen fra 1932 kan der af begrundelsen udledes
en vis skærpelse af kravet til myndighedernes anstrengelser. Der lagdes
udtrykkeligt vægt på skatteyderens udvandring til et så fjernt sted som
Chile, hvor inddrivelsen af skatten tilmed ville have været forbundet med
sådanne vanskeligheder, at det ikke ville have haft noget praktisk formål at
søge adressen oplyst.
Forældelsesfristen kunne derimod ikke anses for suspenderet i et tilfælde,
hvor skattemyndighederne var blevet holdt underrettet om skatteyderens
opholdssted i Spanien, men havde undladt at søge deres krav gennemført,
skd.66.260.
Suspensionsreglen i 1908-loven suppleres for så vidt angår krav på særlig
indkomstskat af bestemmelsen i LOSI § 14, stk.3, hvorefter der ved
beregningen af forældelsesfristen for krav på særlig indkomstskat ses bort
fra den tid, i hvilken skattemyndighederne på grund af den skattepligtiges
ophold i udlandet har været ude af stand til at gøre kravet gældende ved en
dansk domstol. Skattemyndighederne er altså ikke henvist til at anlægge sag
ved en fremmed domstol for at afbryde forældelsen af disse krav. Men
bestemmelsen i § 14, stk.3, finder på den anden side ikke anvendelse, så
længe skatteyderen opholder sig i et land, hvor et dansk skattekrav kan
gennemføres i kraft af en bistandsaftale. Se evt. »Vejledning for
pantefogeder«, kommunetryk, afsnit 16.
1.4. Afbrydelse af forældelsen
Efter 1908-lovens § 2, 2.pkt., afbrydes den 5-årige forældelsesfrist, når
»fordringshaveren inden fristens udløb enten 1) erhverver skyldnerens
erkendelse af gælden eller 2) foretager retslige skridt mod ham og uden
ufornødent ophold forfølger disse til erhvervelse af forlig, dom eller anden
retsafgørelse«.
Når forældelsesfristen efter denne bestemmelse er afbrudt, kan den ikke
løbe til ende senere, men der kan begynde at løbe en ny 5-årig
forældelsesfrist, se nedenfor om forskellen mellem sådanne tilfælde og
tilfælde, hvor fordringshaveren erhverver et særligt retsgrundlag.
Erkendelse af gælden
Skatteyderens erkendelse af gælden kan opnås på flere måder. Erkendelsen
kan være udtrykkelig - uden dog at have karakter af særligt retsgrundlag - og
stiltiende, f.eks. i form af et andragende om henstand med eller lempelse af
tilsvaret, jfr. skd.70.78 og 71.686.
Gives der ansøgt henstand, løber der en ny frist fra henstandens ophør.
Også en afdragsordning indebærer en erkendelse af fordringen. Udebliver
restanten med et eller flere afdrag, løber der en ny forældelsesfrist fra
tidspunktet for misligholdelsen.
I VLD af 21.september 1981 (skd.62.260) blev det lagt til grund, at
forældelse efter 1908-loven ikke kunne gøres gældende, idet
forligsforhandlinger om størrelsen af forhøjelsen af afdødes
indkomstansættelse for indkomståret forud for dødsåret var fortsat i en
periode over flere år.
Indbringelse for landsskatteretten
I ØLD, UfR 1972.447, og i en mindretalsudtalelse i HD, UfR 1969.108, er
man gået ud fra, at indbringelse af en skatterådskendelse for
landsskatteretten på et tidspunkt, hvor skattekravet ikke er forældet,
bevirker, at fristen for forældelse først regnes fra afsigelsen af
landsskatterettens kendelse. Ved VLD af 21.februar 1978 (skd.48.52), blev det
i overensstemmelse hermed lagt til grund, at fristen for forældelse af et
efterbetalingskrav, hvorom ligningsrådet havde truffet afgørelse, først kunne
regnes fra afsigelsen af landsskatterettens kendelse, da skatteyderen selv
havde indbragt sagen for landsskatteretten på et tidspunkt, hvor kravet ikke
var forældet. Denne generelle formulering er imidlertid ikke gentaget i HD af
27. november 1978 i samme sag, UfR 1979.64, skd.48.58, men det udtales, at
den langvarige behandling ved landsskatteretten efter de foreliggende
oplysninger ikke kunne medføre forældelse. Det må herefter antages, at
indbringelse for landsskatteretten ikke generelt medfører fbrydelse af
forældelsesfristen, men at forældelsesindsigelsen på den anden side under
visse omstændigheder kan fortabes af skatteyderen.
Af hensyn til risikoen for forældelse bør ligningsmyndighedernes
indstilling til landsskatteretten i sager, der angår spørgsmålet, om en
indtægt er almindelig eller særlig indkomst, omfatte en subsidiær
indstilling, således at muligheden for at gennemføre beskatning med særlig
indkomstskat ikke fortabes.
Af HD af 14.april 1986 (Skat 1986.5.306) fremgår, at bestemmelsen i
skattestyrelseslovens § 29, stk.1, kun tager sigte på en skatteyders adgang
til at indbringe en sag for domstolene,hvorfor bestemmelsen ikke afskærer
skattemyndighederne fra at anlægge sag ved domstolene for at afbryde
forældelsesfristen, selv om der verserer en klagesag ved landsskatteretten.
I to ØL-kendelser af 27. april 1987, Skat 1987.7.478 blev en sådan retssag
udsat for at afvente landsskatterettens afgørelse af sagens materielle
indhold. Kendelsen er ikke indbragt for Højesteret, men anses for konkret
begrundet, jfr. Skattedepartementets kommentar i Skat 1987.7.480.
Egen anmeldelse
Det er fastslået af Højesteret i UfR 1968.240, at indgivelse af
gaveanmeldelse ikke kan betragtes som en anerkendelse af fordringen på
afgift. En gaveanmeldelse indsendt efter den i loven fastsatte
anmeldelsesfrists udløb og efter, at afgiftsmyndigheden på anden måde er
eller burde være kommet til kundskab om gaven, afbryder med andre ord ikke en
løbende forældelsesfrist. Af dommen kan man udlede, at en
»selvmelders« henvendelse til skattemyndighederne om sådanne
udeholdelser eller fejl i selvangivelsen, som myndighederne allerede skulle
være på det rene med, ikke uden videre afbryder forældelsesfristen. Det
afhænger af henvendelsens nærmere indhold, om den kan betragtes som en
erkendelse af (yderligere) skattegæld eller måske endog som et særligt
retsgrundlag, se nærmere nedenfor.
Retslige skridt
De retslige skridt mod skyldneren, som afbryder en løbende
forældelsesfrist, er sagsanlæg ved domstolene, udlæg og anmeldelse i
skyldners konkursbo. Ved sagsanlæg er tidspunktet for indlevering af stævning
til berammelse afgørende for, hvornår forældelsesfristen er afbrudt. For
udlægs vedkommende fastslår retsplejelovens § 527, at forældelse af en
fordring afbrydes ved indgivelse af anmodning om udlæg, såfremt
fordringshaveren søger forretningen fremmet uden ugrundet ophold.
Udlægsforretningen anses for fremmet, når den fører til udlæg, men selv om
forretningen sluttes som forgæves, bevarer udlægsbegæringen sin afbrydende
virkning på forældelsesfristen.
Ved ØLD, UfR 1936.647, er en foretagen arrest blevet anset for et retsligt
skridt.
Gældsbrev eller andet særligt retsgrundlag
Efter 1908-lovens § 1, stk.2, finder forældelsesfristen på 5 år ikke
anvendelse, »når der for fordringen er udstedt gældsbrev eller
tilvejebragt andet særligt retsgrundlag, hvorved dens tilblivelse er
anerkendt af skyldneren eller på anden måde skriftligt fastslået«.
Fordringer, som er således sikrede, er forældelige efter bestemmelsen i
Danske Lov 5-14-4, se T 1.5.
At der er udstedt et gældsbrev for en fordring udelukker ikke, at et
vedhængende rentekrav forældes efter 1908-loven.
Et pantebrev i fast ejendom eller løsøre er et gældsbrev, men hvis det
ikke fastslår, at udstederen skylder et bestemt beløb, opfylder det ikke
betingelsen efter 1908-loven § 1, stk.2. Heraf følger, at udstedelse af et
skadesløsbrev ikke forhindrer, at den underliggende fordring kan forældes på
5 år, se ovenfor om frigørelsesafgift. Overgivelse af et ejerpantebrev til
sikkerhed for fordringen er heller ikke tilstrækkeligt. De andre særlige
retsgrundlag forudsætter også, at fordringens størrelse derved fastslås -
således er en transporterklæring, som ikke indeholdt oplysning om
skyldforholdet mellem parterne, ikke blevet anset som et særligt
retsgrundlag, jfr. den i UfR 1965.608, refererede underretsafgørelse.
Indirekte fastsættelse af fordringens størrelse, f.eks. fastsættelse af
den skattepligtige indkomst, kan efter omstændighederne være tilstrækkelig,
HD i UfR 1934.432. Den fyldestgørelsesadgang, som er hjemlet i
investeringsfondslovens § 9, stk.3, for skattekrav, opstået ved indtræden af
de i lovens §§ 9, stk.1, 10, stk. 1 samt den tidligere gældende § 11 nævnte
begivenheder, udgør intet særligt retsgrundlag, allerede fordi
skattetilsvarets størrelse ikke lader sig fastslå umiddelbart på grundlag af
henlæggelserne. Det samme gælder med hensyn til skattetilsvar i medfør af
etableringskontolovens §§ 9, stk.1 og 2, og 11, stk.1 og 3, jfr. § 9, stk.3.
Som sådanne retsgrundlag, der opfylder betingelserne i 1908-lovens § 1,
stk.2, kan nævnes dom og forlig. Også et tilbud fra en skatteyder, som
accepteres af myndighederne, opfylder betingelserne. Derimod kan en
udlægsforretning, en foretagen arrest eller et andragende om henstand,
lempelse eller afdragsvis betaling ikke anses som et særligt retsgrundlag.
1.5. Den 20-årige forældelse
Forældelsesreglen i Danske Lov 5-14-4 gælder ved siden af 1908-loven, jfr.
1908-lovens § 4, men dens praktiske betydning for området skatter og afgifter
er ikke stor.
Reglen i Danske Lov går ud på, at
»Alle Gieldsbreve, som ere ældre end tyve Aar, skulle være døde og
magtisløse, med mindre de inden fornævnte Tid med Skyldnerens Paaskrivelse
eller med nyt Brev eller Creditorens Opsigelse eller Beskikkelse eller
Tingsvidne ere fornyede«.
Bestemmelsen er ikke begrænset til at angå gældsbreve i moderne sproglig
betydning, men angår alle formuefordringer, herunder også det offentliges
krav på skatter og afgifter.
Forældelsesfristen antages at løbe fra fordringens stiftelse eller fra det
tidspunkt, da det gældsbrev eller andet retsgrundlag, som sætter den 5-årige
forældelsesfrist ud af kraft, tilvejebringes. For skattekravs vedkommende kan
der være tvivl om, hvornår fordringen stiftes; sædvanligvis kan krav på skat
af indkomst og formue siges at være stiftet ved det pågældende skatteårs
begyndelse. Det er dog nu tilkendegivet i ØLD af 28.juni 1984, at pålignede
skatter i relation til Danske Lovs 5-14-4 må anses for stiftet ved de enkelte
indkomstårs begyndelse. Dommen er appelleret.
I HRD af 31.maj 1985 er det fastslået, at skattevæsenets krav om særlig
indkomstskat først opstår ved indkomstårets udløb, jfr. Skat 1985.9.236.
Afgiftskrav vil normalt være stiftet ved den afgiftspligtige begivenheds
indtræden.
En meget væsentlig forskel på den 5-årige forældelse efter 1908-loven og
reglen i Danske Lov er, at den 20-årige forældelse ikke suspenderes under de
betingelser, 1908-loven opstiller i § 3, se 1.3. Derimod afbrydes den
20-årige forældelse ikke alene ved skyldnerens erkendelse og ved retslige
skridt, men også ved påmindelse fra kreditor, hvorved der gives udtryk for,
at kravet fastholdes.
Udbytteskat - tilbagebetalingskrav
ØLD af 24. maj 1982 (skd.65.208). Holdingsselskabs tilbagebetalingskrav på
udbytteskat indbetalt af datterselskab i medfør af KL § 65 fandtes ikke at
være omfattet af 1908-lovens § 1 nr.6 og er efter ordlyden af § 1 nr.4 heller
ikke omfattet af denne bestemmelse. Fordringen er herefter undergivet
forældelsesreglen i DL 5-14-4.
Uddrag af lov nr.274 af 22.dec. 1908
om forældelse af visse fordringer
§ 1. For følgende fordringer gælder en forældelsesfrist af 5 år:
4) Statens eller kommunens krav på skatter eller afgifter af
offentligretlig natur.
5) Fordring på erstatning for skade, tilføjet udenfor kontraktsforhold,
medmindre skaden er bevirket ved en forbrydelse, for hvilken der under
offentlig straffesag pålægges straf, og
6) Fordring, som udenfor tilfælde af svig haves på betaling af, hvad nogen
har ydet i urigtig formening om, at forpligtelse hertil påhvilede ham.
Foranførte forældelsesfrist er dog ikke anvendelig, når der for fordringen
er udstedt gældsbrev eller tilvejebragt andet særligt retsgrundlag, hvorved
dens tilblivelse og størrelse er anerkendt af skyldneren eller på anden måde
skriftligt fastslået.
§ 2. Den i § 1 fastsatte kortere forældelsesfrist regnes fra den tid, da
fordringen af fordringshaveren kan kræves betalt. Fordringen fortabes,
medmindre fordringshaveren inden fristens udløb enten erhverver skyldnerens
erkendelse af gælden eller foretager retslige skridt mod ham og uden
ufornødent ophold forfølger disse til erhvervelse af forlig, dom eller anden
retsafgørelse.
§ 3. Når den fordringshaver, for hvem noget af de i § 1 ommeldte krav er
stiftet, på grund af utilregnelig uvidenhed om sit krav eller om skyldnerens
opholdssted har været ude af stand til at gøre sin ret gældende, regnes den i
§ 1 omhandlede kortere forældelsesfrist først fra den tid, da
fordringshaveren var eller ved sædvanlig agtpågivenhed ville have været i
stand til at kræve sit krav betalt.
§ 4. Den almindelige forældelsesfrist af 20 år vedbliver ved siden af den
i § 1 fastsatte.
2. Fristen for skønsmæssige ansættelser m.v.
2.1. Område
Skattestyrelseslovens § 15, stk. 5 bestemmer, at »forhøjelser af
ansættelser vedrørende indkomst- og formueskat kan i det omfang, hvori
ansættelsen beror på et skøn, ikke finde sted senere end 3 år efter udløbet
af det pågældende indkomstår«.
For indkomstår før 1978 fandtes den tilsvarende bestemmelse i
landsskatteretslovens § 3, stk.5.
Reglen gælder bl.a. også selskabsskat, særlig indkomstskat og
frigørelsesafgift. Derimod er bestemmelsen i § 15, stk.5, ikke til hinder for
skønsmæssig ændring af gaveafgiftsgrundlag.
Finder de lignende myndigheder under behandlingen af en til
landsskatteretten indgivet klage, at skønsmæssig forhøjelse bør finde sted på
punkter, der ikke er omfattet af klagen, skal indstilling herom afgives over
for landsskatteretten inden fristens udløb og der skal samtidig gives
klageren meddelelse om indstillingen.
Reglen gælder for forhøjelser efter skøn på et eller flere punkter af en
ansættelse, selvom der på andre punkter af ansættelsen foretages nedsættelse
af ansættelsen, således at nettoresultatet af ændringen bliver en
nedsættelse.
Det er for fristens anvendelse uden betydning, om den oprindelige
ansættelse har været skønsmæssig, - det afgørende er, at forhøjelsen sker
efter skøn.
2.2. Hvor sent kan den skønsmæssige ansættelse foretages?
Efter bestemmelsen kan forhøjelse ikke finde sted senere end 3 år efter
udløbet af det pågældende indkomstår. Er indkomståret ikke sammenfaldende med
kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det kalenderår, som indkomståret
træder i stedet for.
Det er tilstrækkeligt, at forhøjelsen er vedtaget af den pågældende
lignende myndighed inden fristens udløb, selvom skatteyderen først får
meddelelse om forhøjelsen efter udløbet, når blot meddelelse afsendes uden
unødigt ophold, skd.32.144.
Som eksempel kan anføres, at en forhøjelse efter skøn af en ansættelse for
indkomståret 1981 er gyldig, såfremt den er vedtaget senest den 31.december
1984 og meddelelse om ansættelsen er tilgået skatteyderen uden unødigt
ophold.
2.3. Hvornår foreligger der et skøn?
Rene lovfortolkningsspørgsmål falder uden for reglen, f.eks. hvorvidt en
bygning er afskrivningsberettiget efter afskrivningsloven.
Reglen omfatter såvel rene værdiskøn som skøn i tilfælde, hvor sagens
faktum som følge af manglende oplysninger eller bevis nødvendiggør et skøn
fra de lignende myndigheders side.
Som konkrete eksempler kan nævnes:
Fordeling af ikke specificeret købesum på forskellige aktiver: goodwill,
varelager m.v., lsr. 1954.89.
Kursfastsættelse vedrørende pantebreve og gældsbreve, lsr. 1956.150.
Afskrivningsgrundlaget for afskrivningsberettigede landbrugsbygninger (kun
det relevante år), lsr. 1966.75 og 1978.117.
Fastsættelsen af »levetiden« for en bygning på lejet grund, lsr.
1978.51.
Skønsmæssig forhøjelse i anledning af, at der ved overdragelsen af et
aktiv findes at foreligge en skattepligtig gave.
Skønsmæssig forhøjelse af salgssummen ved et ejendomsaktieselskabs salg af
en fast ejendom til en aktionær, skd.37.174.
Skøn over, hvorledes en afholdt udgift skal fordeles på forbedring eller
vedligeholdelse af fast ejendom, lsr. 1961.78.
Omregningskurs på udenlandsk valuta, indtjent og forbrugt i udlandet.
Skønsmæssig ansættelse af indkomsten i tilfælde, hvor regnskabet ikke
findes at kunne lægges til grund ved ansættelsen.
Skøn over fordelingen mellem privat og erhvervsmæssig benyttelse af bil,
egen lejlighed, lejede lokaler m.v. Se også T 2.6.
Skøn over værdien af en række naturalgoder såsom kost og logi, fri bolig,
telefon, fri bil m.v. (se også T 2.6), skøn over udgifter, afholdt i medfør
af erhvervet, såsom rejse- og fortæringsudgifter, udgift til uniform og
arbejdsdragt, udgift til værktøj m.v. samt kursfastsættelse af unoterede
aktier. For disse gælder, at ligningsrådet i vidt omfang har fastsat
vejledende satser inden for dette område, men den omstændighed, at en
forhøjelse er foretaget for at bringe ansættelsen i overensstemmelse med
ligningsrådets vejledende satser betager ikke ansættelsen dens karakter af
skønsmæssig ansættelse, jfr. UfR 1955.812.
Formålet med den her omhandlede regel er at beskytte den skatteyder, der
er i god tro, mod efter længere tids forløb at blive stillet over for
yderligere skattekrav inden for et område, hvor han efter sagens natur har
svært ved at bevise eller sandsynliggøre sin påstand.
Domstolene har derimod ikke været betænkelige ved at bortse fra fristen i
tilfælde, hvor skatteyderen enten svigagtigt har udeholdt oplysninger eller
meddelt urigtige oplysninger, eller ved grov uagtsomhed ved udfærdigelsen af
sin selvangivelse eller ved meddelelse af supplerende oplysninger har begået
en positiv fejl, jfr. UfR 1964.691.
Manglende oplysning i selvangivelsen om f.eks. værdi af frit ophold og
lommepenge kan medføre suspension af 3-års fristen.
Kan forhøjelsen i disse tilfælde ikke opgøres helt nøjagtigt f.eks. hvis
det som i det i lsr. 1971.170 refererede tilfælde drejer sig om ikke oplyste
kontorholdsgodtgørelser, hvorfra der efter et skøn skulle fradrages udgifter
til kontorholdet, vil forholdet ikke falde ind under § 15, stk.5, idet
forhøjelsen så vidt muligt hviler på en beregning.
Er der f.eks. konstateret et ikke tidligere oplyst bankindestående,
opsparet gennem flere år, vil en fordeling på basis af den årlige stigning i
indeståendet kunne ske uden hensyn til fristen i § 15, stk.5, idet
forhøjelsen så nært som muligt støtter sig på en eregning, jfr. byretsdom af
6.januar 1953, (refereret i SO 1953 s.104).
Er der tale om en ansættelse, der er foretaget skønsmæssigt på grundlag af
formuebevægelsen og et skønnet privatforbrug, gælder det ovenfor anførte om
korrektion af positive fejl, men et oprindeligt skøn over privatforbrugets
størrelse kan ikke ændres efter udløbet af fristen i § 15, stk.5.
I lsr. 1967.171 og 1968.83 er det udtalt, at skønsmæssige forhøjelser i
anledning af salgsavance på kornbeholdninger ikke var gyldige, idet de var
foretaget efter udløbet af fristen i § 3, stk.5 og landsskatteretten efter
dagældende praksis ikke anså det for en positiv fejl fra klagerens side, at
han ikke havde medregnet beholdningsavance.
En skatteyder blev efter 3 års-fristens udløb af skatterådet forhøjet med
en skønsmæssigt fastsat værdi af fri bolig m.v., hvilket var afledt af, at
hans moder ved en landsskatteretskendelse var blevet nedsat med et beløb, der
ifølge kendelsen burde henføres til beskatning hos sønnen.
Da fristen ifølge § 15, stk.5, ikke var overholdt, anså lsr. forhøjelsen
for ugyldig. Det blev herved lagt til grund, at skatteyderen ikke ved
positive fejl eller undladelser havde forholdt de skattelignende myndigheder
oplysninger af betydning for indkomstansættelsen, jfr. lsr. 1986.33.
Resumerende kan det fastslås, at forældelsesreglen i § 15, stk.5 lægges
til grund ved skønsmæssige ansættelsesreguleringer, hvor det forhold, der
korrigeres ved forhøjelsen, ikke skyldes svig eller grov uagtsomhed hos
skatteyderen.
Foreligger der svig eller grov uagtsomhed, kan de skønsmæssige forhøjelser
gennemføres ved en ændret skatteansættelse med den virkning, at den korte
forældelsesfrist efter nævnte § 15 stk.5 viger for reglerne i den foran
omhandlede forældelseslov af 1908. Forhøjelsen vil endvidere kunne ske i form
af en efterbetalingssag efter statsskattelovens § 42 jfr.
skattestyrelseslovens § 17, dvs. uden ændring af selve ansættelsen.
2.4. Nedsættelse af skønsmæssige ansættelser
Lovbestemmelsen omhandler kun forhøjelse af skønsmæssige ansættelser og
tager således ikke sigte på nedsættelse eller ophævelse af ansættelser.
Det skal dog bemærkes, at landsskatteretten (lsr. 1976.86) anså en
nedsættelse af en skønsmæssig ansættelse, foretaget efter udløbet af fristen,
for ugyldig. Motiveringen var, at nedsættelsen som konsekvens medførte en
tilsvarende forhøjelse for det efterfølgende år, og uanset at forhøjelsen for
det sidstnævnte år lå inden for fristen i § 3, stk.5, fandtes bestemmelsen i
nævnte § altså anvendelig på den foretagne nedsættelse.
2.5. Diverse afgørelser
1) Lsr. 1975.191 omhandler et tilfælde, hvor en klager i 1969 havde
erhvervet en post aktier fra sin fader. I 1971 fratrak klageren et tab i
anledning af de pågældende selskabers likvidation.
Ved ansættelsen for 1971 (skatterådets kendelse af 30. december 1974)
reducerede skatterådet tabet med 175.000 kr., idet skatterådet gjorde
gældende, at klageren i 1969 havde ydet faderen en overpris for aktierne på
nævnte beløb.
Klageren påstod, at forhøjelsen ikke var gyldig, idet den var foretaget
skønsmæssigt efter udløbet af den for indkomståret 1969 gældende frist efter
§ 3, stk.5.
Landsskatteretten fastslog, at anskaffelsen i 1969 ikke havde haft nogen
indflydelse på klagerens indkomst eller formue i 1969 og ændringen af
anskaffelsessummen for aktierne medførte ikke nogen forhøjelse vedrørende
klagerens indkomst- og formueskatter for 1969. Da der endvidere først havde
været anledning til at tage anskaffelsesprisen for aktierne op til vurdering
ved behandlingen af klagerens indkomstansættelse for 1971, og fristen for at
foretage skønsmæssige forhøjelser for dette år først udløb den 31.december
1974, måtte den foretagne forhøjelse af klagerens indkomst for 1971 med
175.000 kr. anses for gyldigt foretaget.
2) En af landsskatteretten fastsat kurs ved klage over
gaveafgiftsberegningen i anledning af en faders overdragelse af aktier som
gave til en søn, kunne ikke efter udløbet af fristen i § 3, stk.5 lægges til
grund ved faderens ansættelse af særlig indkomstskat, idet kursen ville
medføre en forhøjelse af den oprindelige ansættelse, og ansættelsen måtte
anses for skønsmæssig, selvom den var afledt af kursen ved
gaveafgiftsberegningen. Man må nu være opmærksom på reglerne i KL § 16.
3) Ændring af fordelingen af anskaffelsessummen ved beregningen af særlig
indkomstskat ved salg af en del af en ejendom, jfr. punkt 8 i daværende
cirkulære nr. 250 af 29. december 1975 om særlig indkomstskat m.v. af
fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, faldt ikke ind under § 3, stk.5,
idet avanceopgørelsen hvilede på en beregning, ved hvilken købesummen for
hele ejendommen og salgssummen for det bortsolgte areal var dokumenteret og
uomtvistet. Det skønselement, der indgik i den på sædvanlig måde foretagne
fordeling af købesummen, måtte anses for så begrænset, at ansættelsen ikke
kunne betragtes som skønsmæssig, lsr. 1977.100.
Statsskattedirektoratet har i lignende tilfælde anlagt den samme
betragtning som i nævnte landsskatteretskendelse, f.eks. ved fordelingen af
basisbeløbet ved beregningen af frigørelsesafgift i tilfælde hvor kun en del
af en ejendom undergår zoneændring. Også i tilfælde, hvor 2 selvstændige
ejendomme er erhvervet under et og nu sælges under et, men hvor den ene
ejendom er ubebygget og den anden ejendom er bebygget, således at 2
forskellige beskatningsformer skal anvendes, har man anlagt nævnte
betragtning.
I et tilfælde, hvor der skete afståelse ved ekspropriation af en del af en
ejendom og hvor ekspropriationen omfattede størstedelen af ejendommens
bygninger, fandt landsskatteretten derimod, at fordelingen af
anskaffelsessummen beroede på et skøn, således at § 15, stk.5 skulle bringes
i anvendelse.
4) En kendelse fra landsskatteretten omhandler en erhvervsdrivende, som
ved den ordinære ligning for indkomstårene 1971, 1972 og 1973 af skatterådet
blev ansat skønsmæssigt, idet klagerens regnskabsmateriale ikke blev anset
for egnet til at danne grundlag for ansættelsen. Gennem toldvæsenets
momskontrol blev det i 1975 konstateret, at klageren havde undladt at angive
moms for de nævnte indkomstår til et beløb af ialt 13.000 kr. Med henvisning
til toldrapporten forhøjede amtsskatterådet herefter ved kendelse af 28.
september 1977 de tidligere ansættelser med de for hvert af indkomstårene
beregnede yderligere indtægter, der svarede til de unddragne momsbeløb, dog
med fradrag af de tidligere af skatterådet foretagne skønsmæssige
forhøjelser.
Klageren nedlagde over for landsskatteretten påstand om, at
amtsskatterådets forhøjelser blev anset for ugyldige, da de var foretaget
efter udløbet af den i landsskatteretslovens § 3, stk. 5, angivne frist.
Landsskatteretten gav ikke klageren medhold, dels fordi klageren enten
svigagtigt eller groft uagtsomt havde begået sådanne positive fejl ved
indkomstopgørelserne, at han var ifaldet bødeansvar, dels fordi det i
ansættelserne indgåede skønselement af landsskatteretten blev anset for at
være så begrænset, at ansættelserne ikke kunne anses for skønsmæssige efter
den forståelse, som i praksis er anlagt vedrørende den af revisor påberåbte
lovbestemmelse. (Den unddragne moms var beregnet ved anvendelse af
bruttoavanceprocenter for de enkelte varegrupper.)
5) I en landsskatteretskendelse er det fastslået, at vurderingen af,
hvorvidt et udlandslån måtte anses for et finanslån eller et driftslån, ikke
beror på et skøn omfattet af skattestyrelseslovens § 15, stk. 5, men derimod
på en retlig vurdering af arten og karakteren af det optagne lån.
2.6. Privatforbrugsposter
I SD-cirk. 1985-3 understreges det, at gennemgangen af selvangivelserne
for lønmodtagere, pensionister og skattepligtige med tilsvarende
skattemæssige forhold bør fremskyndes mest muligt og være afsluttet inden den
1.okt. i det år, hvori ligningen foretages.
For de erhvervsdrivende m.fl. skattepligtiges vedkommende gælder, at der
så tidligt som muligt efter, at udsøgningen til ligningsmæssig behandling har
fundet sted, bør tages stilling til, om der skal gennemføres en forhøjelse af
privatforbrugsposter af den i det ophævede SD-cirk. 1979-17 nævnte art. Det
drejer sig om
1) Værdi af privat kørsel i egen bil eller i bil stillet til rådighed af
arbejdsgiver.
2) Skønsmæssigt ansat værdi af bolig, herunder ejerbolig og fribolig.
3) Værdi af privat andel af varmeudgifter og el-udgifter.
4) Værdi af privat andel af telefonudgifter.
5) Værdi af forbrug af egne varer.
Når en selvangivelse tages op til revision, bør den skattepligtige gøres
bekendt med, hvilke privatforbrugsposter man eventuelt vil ændre, enten i
meddelelsen til den pågældende om, at selvangivelsen er udtaget, eller i den
første underretning om, hvordan ansættelsen agtes foretaget.
Blandt omstændigheder, der kan medføre, at ligningsmyndighederne kan
gennemføre forhøjelser af privatforbrugsposter trods de anførte
henstillinger, skal nævnes, at forbruget ikke fremgår af selvangivelsen,
eller at der er givet urigtige eller vildledende oplysninger herom.
2.7. Skønsmæssig fordeling af udgifter vedrørende privatforbrug og
erhverv
2.7.1. SD-cirk.1981-42
Østre Landsret har i dom af 27.nov. 1980 om skattemyndighedernes adgang
til at ændre en skønsmæssig fastsat fordeling af biludgifter mellem privat og
erhvervsmæssig kørsel udtalt følgende:
»Landsretten må efter det oplyste lægge til grund, at sagsøgeren
efter sine samtaler med skattevæsenet og under hensyn til langvarig praksis
med hensyn til hans og andre advokaters kørsel havde fået forståelse af, at
den af ham selvangivne fordeling af kørselsudgifter ville blive godkendt, og
at han derfor ikke behøvede at føre egentligt kørselsregnskab. Herefter og
efter det om behandlingen af sagsøgerens selvangivelse foreliggende findes
skattemyndighederne at have været uberettiget til uden forudgående
underretning at ændre den procentmæssige fordeling af hans kørselsudgifter
for indkomståret 1975.«
Skattemyndighederne kan således ikke uden forudgående underretning ændre
sådanne skønsmæssige fordelinger, som kunne være dokumenteret, hvis
skatteyderen forud for det pågældende indkomstår var blevet orienteret om den
påtænkte ændring. Dette gælder dog kun, når skatteyderen som følge af
ligningsmyndighedernes tidligere stillingtagen til eller tilkendegivelse om
den pågældende skønsmæssige fordeling kunne forvente, at fordelingen ville
blive godkendt.
Det anførte gælder ikke, hvis der er sket væsentlige ændringer i
grundlaget for den faktiske fordeling mellem privat og erhvervsmæssig
anvendelse, og medfører ingen ændring i adgangen til at regulere niveauet for
en række typiske ligningsmæssige skønsposter og satser i overensstemmelse med
prisudviklingen, f.eks. værdien af fri bolig, fri opvarmning og satser for
forbrug af egne varer.
En ændring af en skønsmæssig fordeling skal fortsat overholde fristen i
skattestyrelseslovens § 15, stk.5, om forhøjelse af en ansættelse, der beror
på et skøn.
I lsr.1984.107 er det forudsat, at en forudgående orientering til
skatteyder om ændring af en skønsmæssig fordeling af biludgifter kunne ske
ved, at ligningskommissionen i en lokal avis ffentliggjorde, at grundsatsen
for privat kørsel ville blive ændret fra 6000 km til 8000 km, såfremt der
ikke forelå kørselsregnskab.
2.7.2. Betydningen af skatteyderens forventninger i øvrigt
skatteyder havde opnået de lokale ligningsmyndigheders indforståelse med
en bestemt fordeling mellem privat og erhvervsmæssig kørsel, men fraveg ikke
desto mindre denne ved selvangivelsen. Skatteyderen kunne ikke af
myndighedernes passivitet udlede nogen ændring i aftalen, og da der tilmed
senere var sket ændring i de faktiske forhold kunne myndighederne ifølge
landsskatterettens afgørelse uden varsel ændre udgiftsfordelingen.
Andre landsskatteretsafgørelser angår skatteydere, hvis selvangivne
private andel af kørselsudgifter havde været godkendt ved ligningen gennem
adskillige år, uden at der dog var truffet nogen form for aftale herom, se
lsr.1982.116 og 1983.54. Skattemyndighederne ansås for berettigede til i
mangel af kilometerregnskab at anlægge et skøn, der afveg fra det hidtidige
uden særligt varsel, idet retten ikke fandt sådanne særlige mstændigheder til
stede, som lå til grund for den under 2.7.1. omtalte landsretsdom.
En skatteyder havde i 1978 indgået en aftale med ligningsmyndigheden om
fordeling af kørselsudgifter, hvorefter denne fordeling ikke blev ændret for
de efterfølgende år. Dette afskar dog ikke ligningsmyndigheden fra senere at
ændre udgiftsfordelingen for indkomstårene 1979-1981 incl., idet der efter
det oplyste var sket væsentlige ændringer i grundlaget for fordelingen af de
omhandlede udgifter siden afgørelsen for indkomståret 1978, jfr. lsr.
1986.11.
To domstolsafgørelser tager stilling til tilfælde, hvor de lokale
myndigheders fortolkning af skattereglerne er blevet tilsidesat af de
overordnede skattemyndigheder.
I VLD af 27.feb. 1985 blev der lagt vægt på den adgang, overordnede
skattemyndigheder efter skattestyrelsesloven har til at ændre de underordnede
myndigheders afgørelser, idet det ikke udelukkede amtsligningsrådet fra at
beskære skatteyderens selvangivne befordringsfradrag, at skatteyderen under
samtaler med den lokale skatteinspektør var tilsagt fuld fradragsret for de
pågældende udgifter.
I ØLD af 11.sept. 1981 blev det sagsøgende selskabs dispositioner i tillid
til myndighedernes mangeårige indrømmelse af udlandslempelse tillagt særlig
vægt. Da statsskattedirektoratet, som var gjort bekendt med selskabets
skatteberegning for skatteåret 1970/71, først i en skrivelse af 22.nov. 1977
tilsidesatte grundlaget for lempelsen, kunne direktoratets tilkendegivelse
ikke få virkning for det allerede forfaldne skattetilsvar (skatteåret
1977/78).
I ØLD af 3.marts 1986 (Skat 1986.3.207) blev en i 1982 foretaget
forhøjelse af lejeværdien for 1980 for nogle ubebyggede grunde nedsat, idet
skatteyderen ved modtagelse af de fortrykte ejendomsskemaer var blevet
bibragt den forventning, at lejeværdien skulle beregnes af hver grund for sig
i modsætning til den senere forhøjelse, hvor ligningsmyndigheden beregnede en
samlet lejeværdi for grundene. I dommens præmisser er der lagt vægt på, at
skatteyderen derved er blevet afskåret fra at disponere anderledes, f.eks.
ved salg af grundene til sine børn.
Dommen er derfor på dette punkt i overensstemmelse med foran omtalte ØLD
af 27.nov. 1980 og ØLD af 11.sept. 1981, ligesom det efter retspraksis i
øvrigt må lægges til grund, at kun en positiv tilkendegivelse fra
ligningsmyndigheden kan bibringe en skatteyder en retsbeskyttet forventning.
Lignende dokumenter
- PERSONBESKATNING 1990 AFSNIT PT - FORÆLDELSE AF SKATTEKRAV - FRISTEN FOR SKØNSMÆSSIGE ANSÆTTELSER M.V. Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1989 AFSNIT PT - FORÆLDELSE AF SKATTEKRAV - FRISTEN FOR SKØNSMÆSSIGE ANSÆTTELSER M.V. Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1988 AFSNIT PT - FORÆLDELSE AF SKATTEKRAV - FRISTEN FOR SKØNSMÆSSIGE ANSÆTTELSER M.V. Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1985 AFSNIT PT - FORÆLDELSE AF SKATTEKRAV - FRISTEN FOR SKØNSMÆSSIGE ANSÆTTELSER M.V. Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1984 AFSNIT PT - FORÆLDELSE AF SKATTEKRAV - FRISTEN FOR SKØNSMÆSSIGE ANSÆTTELSER M.V. Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1986 AFSNIT PT - FORÆLDELSE AF SKATTEKRAV - FRISTEN FOR SKØNSMÆSSIGE ANSÆTTELSER M.V. Retsinformation · 5. februar 2008