Spring til indhold

Retsinformation

PERSONBESKATNING 1988 AFSNIT PT - FORÆLDELSE AF SKATTEKRAV - FRISTEN FOR SKØNSMÆSSIGE ANSÆTTELSER M.V.

STV nr 20006 af 01/01/1988Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afsnit PT - Forældelse af skattekrav - fristen

for skønsmæssige ansættelser m.v.

1. Forældelse af skattekrav

Skatte- og afgiftskrav forældes efter 1908-loven om forældelse af visse

fordringer på 5 år. Loven er i uddrag gengivet som bilag sidst i dette

afsnit. I T 1.5. omtales den 20 årige forældelsesfrist, der gælder ved siden

af 1908-loven. Fristreglerne er ikke til hinder for at ændre selve

skatteansættelsen for dermed at sikre det rigtige beregningsgrundlag, jfr.

Skat 1987.10.734.

Virkningen af 1908-lovens forældelsesfrist er, at krav på skatter og

afgifter fortabes, hvis de ikke inden 5 år fra deres opståen er anerkendt af

skatteyderen, respektive den afgiftspligtige, eller gjort gældende af det

offentlige. Hvad der i denne sammenhæng forstås ved, at et krav er gjort

gældende, omtales under T 1.4.

Hvor det er åbenbart, at et krav på skat eller afgift er forældet, bør det

ikke rejses. En forældet fordring kan ikke anvendes til modregning.

1908-lovens bestemmelser anses for præceptive, således at forhåndsaftaler

om, at disse ikke skal finde anvendelse, er uforbindende.

1.1. Hvilke skatter og afgifter

Efter lovens § 1, stk.1, nr.4, forældes »skatter eller afgifter af

offentligretlig natur«. Bestemmelsen omfatter såvel personlig skat af

enhver art som dødsbo- og selskabsskat, arve- og gaveafgift, frigørelses- og

afståelsesafgift, afgift og indkomstskat i medfør af pensionsbeskatningsloven

og kapitaltilførselsafgift. Spørgsmålet om forældelse af ejendomsskatter er

holdt uden for nærværende fremstilling.

1.2. Hvornår begynder forældelsesfristen at løbe

Forældelsesfristen efter 1908-loven løber i 5 år. Som en almindelig regel

vil forældelsesfristen for skattekrav m.v. begynde at løbe fra det øjeblik,

da kravet er forfaldent til betaling.

Det forhold, at landsskatteretten havde begrundet sin kendelse

Læs alt

anderledes end den kendelse, der var påklaget, kunne ikke i sig selv medføre,

at restskatterne for de pågældende indkomstår, som skatteyderne i øvrigt uden

forbehold havde betalt, var forældet. Landsskatterettens kendelse var med

andre ord ikke udtryk for nogen ny skatteansættelse. Forholdet kunne alene

begrunde, at den ved landsskatteretskendelsen udløste merskat forældedes,

hvis de tidsmæssige betingelser herfor i øvrigt var opfyldt, jfr. VLD af

28.oktober 1988, Skat 1988.12.759.

Også upålignede skatter m.v.

Loven taler om »statens eller kommunens krav på skatter eller

afgifter af offentligretlig natur«, men det er uomtvisteligt, at

forældelsesfristen løber, selv om kravet ikke bliver gjort op ved sin

opståen. Forældelse kan således også indtræde for skatter m.v., der ikke er

pålignede eller beregnede, medmindre myndighederne har befundet sig i

utilregnelig uvidenhed om deres krav, jfr. om suspension af forældelsen

afsnit T 1.3.

Skattedepartementet har udtalt, at den 5 årige forældelsesfrist »i

almindelighed må antages at løbe fra den dag, der ville have været

orfaldsdag, hvis skattekravet var blevet rejst ved ligningen for det

pågældende indkomstår«, skd.40.25.

Da skattekrav ifølge kildeskattelovens regler opkræves dels som foreløbig

skat, dels som restskat, må denne anvisning føre til, at forældelsesfristen

for personlige skatter af (almindelig) indkomst og formue - der ikke har

været indeholdt eller opkrævet som foreløbig skat - skal regnes fra

forfaldstidspunkterne for restskat, der opkræves på normal måde.

Eksempel

Nedenfor er angivet eksempler på anvendelsen af reglen om, at

forældelsesfristen for personlige skatter regnes fra forfaldstidspunkterne

for restskat, opkrævet på normal måde:

Indkomståret 1983

Restskatten forfaldt til betaling med 1/3 hver af terminerne 1.1., 1.2. og

1.3.1985. Forældelsen indtræder henholdsvis 1.1., 1.2. og 1.3.1990 (for 1/3

af skattekravet ved hvert tidspunkt).

Den praktisk forekommende situation, at skatteyderen i juni måned i det

år, hvori ligningen foretages, har fået udbetalt overskydende skat, som efter

senere ændring af skatteansættelsen skal betales helt eller delvis tilbage,

er behandlet i KL § 62 A, stk.2, jfr. § 61, stk.5, hvorefter

tilbagebetalingen skal finde sted til de for betalingen af restskat gældende

terminer.

Da statens krav på tilbagebetaling i denne situation således forfalder ved

de for restskat fastsatte terminer, kan man drage den slutning, at

forældelsesfristens forløb for krav på skat af (almindelig) indkomst og

formue vil være upåvirket af, om der forud for kravets rejsning har været

udbetalt overskydende skat. Hvis den overskydende skat er kommet til

udbetaling efter eller imellem forfaldstidspunkterne for restskat (opkrævet

på normal måde), vil fristen for den del af kravet, som kan rummes af det

overskydende skattebeløb, dog tidligst begynde at løbe fra

tilbagebetalingstidspunktet, jfr. ØLD af 3.oktober 1974, skd.32.153 (der

ganske vist angik sømandsskat).

Såfremt der ved en fejlekspedition er udbetalt overskydende skat skal

forældelsesfristen for statens krav på tilbagebetaling regnes fra tidspunktet

for beløbets udbetaling til skatteyderen (skd.71.621).

Særlig indkomstskat

Særlig indkomstskat forfalder til betaling i 3 rater den 1.9, 1.10 og 1.11

i det år, hvori skatten pålignes, jfr. LOSI § 12, stk.2. Forældelse af krav

på særlig indkomstskat vedrørende et bestemt indkomstår indtræder normalt 5

år efter disse terminer med 1/3 ved hver, se dog reglerne om skatteophør

nedenfor.

Ved fraflytning

Ved skatteophør på grund af fraflytning til udlandet er

opkrævningsterminerne for eventuel restskat de samme som sædvanlig.

Forældelsesfristen løber derfor som for andre skatteydere uden hensyn til, på

hvilken dato i indkomståret skattepligten er ophørt. Derimod rykkes

forfaldstidspunktet for særlig indkomstskat frem i tilfælde af skatteophør på

grund af fraflytning, idet såvel ikke pålignet som pålignet, men ikke betalt

særlig indkomstskat forfalder straks ved fraflytningen, jfr. bekendtgørelse

nr.347 af 28.juni 1988 om afsluttende ansættelse ved ophør af skattepligt

m.v. Forældelsesfristen vedrørende den særlige indkomstskat regnes fra dette

tidspunkt, medmindre begyndelsestidspunktet udskydes i medfør af

suspensionsbestemmelsen i LOSI § 14, stk.3, eller af en af de i 1908-lovens §

3 nævnte årsager, se T 1.3. om suspension af forældelse.

Nedenstående eksempel viser forældelsens indtræden for restskat og for

særlig indkomstskat:

Skatteophør på grund af fraflytning 1.8.1983:

Særlig ind-

komstskat Restskat

Forfaldstidspunkt 1.8.1983 1.1, 1.2 og 1.3.1985

Forældelsens indtræden 1.8.1988 1.1, 1.2 og 1.3.1990

Dødsfald

Hvis skattepligten ophører på grund af dødsfald, må der henses til, om der

skiftes i umiddelbar forbindelse med dødsfaldet uden at der foretages

afsluttende ansættelse for mellemperioden, i hvilket tilfælde skattetilsvaret

for dødsåret er endeligt afgjort med betalingen af de foreløbige

indkomstskattebeløb, KL § 14, stk.1, eller om der foretages afsluttende

ansættelse af almindelig og særlig indkomst for mellemperioden. I sidstnævnte

tilfælde forfalder restskatten og den særlige indkomstskat til betaling den

1.10 efter indkomstårets udløb, idet dog ingen skat forfalder til betaling

senere end den 1. i den 3. måned efter ophør af boets skattepligt, jfr. KL §

62 B, stk.1.

Eksempel

Skattekrav vedrørende en mellemperiode, som strækker sig fra 1.1. til

20.4.1983, for hvilken der er foretaget en afsluttende ansættelse, forældes 5

år fra 1.10.1984 at regne, d.v.s. 1.10.1989, medmindre boet er afsluttet

forinden, f.eks. den 1.4.1984; i så fald indtræder forældelsen den 1.7.1989.

Dødsboer

Opmærksomheden henledes på bestemmelsen i statsskattelovens § 43, stk.8,

sidste pkt., hvorefter boets og arvingernes ansvar for betaling af for lidt

erlagte skatter bortfalder, såfremt skattemyndigheden ikke foretager rettidig

anmeldelse til boet, d.v.s. inden for de i KL § 14, stk.3 og stk.6, angivne

frister, normalt 6 måneder fra dødsfaldet.

For dødsboers vedkommende regnes forældelsesfristen med hensyn til krav på

indkomst- og formueskat fra de i KL § 62 B nævnte forfaldstidspunkter, jfr.

om afsluttende skatteansættelser ovenfor. Hvis boskatten ikke er pålignet på

det tidspunkt, da den efter reglen i KL § 62 B skulle være forfalden til

betaling, udskydes forfaldstidspunktet til den 1. i den måned, som følger

nærmest efter påligningen, jfr. bekendtgørelse nr. 602 af 9.december 1977, §

18. Forældelsesmæssig betydning har denne sidste regel dog kun i tilfælde,

hvor skatten ikke ville være blevet pålignet inden den 1.10 efter

indkomstårets udløb, selv om den hurtigst mulige fremgangsmåde havde været

fulgt.

Da dødsboers særlige indkomst beskattes sammen med den skattepligtige

almindelige indkomst, jfr. LOSI § 13 A, behandles den del af boskatten, som

kan henføres til den særlige indkomst, heller ikke anderledes end den øvrige

i forældelsesmæssig henseende.

Selskabsskatter

Reglerne for selskabsskatters opkrævning findes i SSL § 30.

Indkomstskatten for selskaber og foreninger forfalder den 1.11 i det

skatteår, for hvilket ansættelsen er sket. Skat, som pålignes på grundlag af

en afsluttende eller anden ekstraordinær ansættelse, forfalder til betaling

den 1. i den måned, der følger efter meddelelsen om ansættelsen, dog tidligst

samtidig med den indkomstskat, der pålignes på grundlag af den sidste

ordinære skatteansættelse, SSL § 30, stk.2. Forældelsesfristen løber som

illustreret ved følgende eksempler:

Indkomstår Forfalds- Forældelsens

(-periode) Skatteår tidspunkt indtræden

1.1.1982 1983/84 1.11.1983 1.11.1988

31.12.1982

1.5.1982 1984/85 1.11.1984 1.11.1989

30.4.1983

1.5.1983 1984/85 tidl. 1.11.1984 tidl. 1.11.1989

20.7.1984 (ophør)

Arve- og gaveafgifter

Fristen for forældelse af krav på arve- og gaveafgift løber fra afgiftens

forfaldstidspunkt.

Reglerne om forfaldstid vedrørende arve- og gaveafgift er fastsat i §§ 24

og 33 samt 46 i arveafgiftsloven.

Arveafgiften i offentligt skiftede boer forfalder til betaling, når

udlodning kan ske, d.v.s. når 4 ugers fristen for anke af repartitionen er

udløbet, eller alle vedkommende har frafaldet anke, jfr. skiftelovens § 50,

stk. 3.

I privat skiftede boer forfalder arveafgiften 4 uger efter, at der er

givet den afgiftspligtige meddelelse om den beregnede afgift, og det samme

gælder, når arveafgift skal svares af erhvervelser, som ikke har været

inddraget under skifte.

På tilsvarende måde forfalder gaveafgift til betaling 4 uger efter, at der

er meddelt giver og modtager underretning om afgiftsberegningen, se nærmere

cirkulære nr. 144 af 17. juni 1970 om ændringer i reglerne om arve- og

gaveafgift. Indgivelse af klage til landsskatteretten over værdiansættelse

eller afgiftsberegning medfører ikke, at forfaldstidspunktet udskydes.

Drejer det sig om afgiftskrav, som ikke er blevet opgjort umiddelbart på

grundlag af boopgørelsen eller rettidigt indgivet arve- eller gaveanmeldelse,

kan forfaldstidspunktets anvendelse som begyndelsestidspunkt for

forældelsesfristen volde problemer.

Spørgsmålet om forældelsesfristens begyndelsestidspunkt i sådanne tilfælde

er endnu ikke fuldstændig afklaret, men det kan fastslås, at fristen i intet

tilfælde kan begynde at løbe, før offentligt skiftet bo er afsluttet, fristen

for indsendelse af boopgørelse vedrørende privat skiftet bo er udløbet, eller

fristen for indgivelse af gaveanmeldelse er udløbet.

Fra hvilket tidspunkt fristen herefter løber, må afgøres efter en konkret

bedømmelse af afgiftsmyndighedernes mulighed for at gøre afgiftskravet

gældende.

Opmærksomheden henledes på, at gaveafgift kan være undergivet forældelse

efter 5-års reglen, når det af giverens eller modtagerens selvangivelse er

fremgået, at der er givet nogen et afgiftspligtigt formuegode. Dette for

afgiftsmyndigheden strenge standpunkt er indtaget i ØLD, refereret i UfR

1971.856.

Frigørelsesafgift

Frigørelsesafgift forfalder til betaling månedsdagen efter, at den

afgiftspligtige har modtaget meddelelse om afgiftens beregning, jfr. lov om

frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom § 5.

Forældelsesfristen efter 1908-loven regnes fra tidspunktet for

zoneovergangen.

Afgifter i medfør af PL

Indkomstskat (og afgift, hvis der er tale om pensionsordninger, der er

ophævet ved aftale den 1.juli 1987 eller tidligere), der skal svares i

henhold til pensionsbeskatningsloven, skal tilbageholdes af det pågældende

forsikringsselskab, vedkommende pensionskasse eller anden institution og

indbetales til statskassen (statsskattedirektoratet) inden 3 måneder efter,

at forsikringsselskabet m.v. har fået kendskab til skattepligten. Spørgsmålet

om forældelse af krav på disse skatter m.v. er i almindelighed uden praktisk

interesse for de lignende myndigheder.

Tillæggsskat/indkomstskat

For pensionsordninger ophævet i utide m.v. har statsskattedirektoratet

frem til og med indkomståret 1986 beregnet tillægsskat efter PL § 48 på

grundlag af ligningsmyndighedernes indberetning, se nærmere cirkulære nr.175

af 23. juli 1973. Ifølge § 48, stk. 3 i den tidligere lovbekendtgørelse nr.

358 af 2. juli 1984 betales tillægsskatten i 3 rater med forfaldsdage den 1.

i hver af månederne september, oktober og november i slutligningsåret.

Tilsvarende regler gælder for ordninger, der er ophævet i utide m.v. i

tidsrummet 1. januar 1987 til den 1. juli 1987. Fra 1. januar 1987 er

tillægsskatten dog afløst af en indkomstskat. For ordninger ophævet i utide

m.v. efter 1. juli 1987 tilbageholder forsikringsselskabet/pengeinstituttet

som omtalt foran indkomstskatten. Vedrørende ændringerne efter 1. januar

1987, se lov nr. 312 af 25. maj 1987. Følgende eksempel kan illustrere

forældelse af kravet på tillægsskatten/indkomstskatten:

Ophævelse af Tillægs- Forfalds- Forældelsens

forsikring m.v. skattepligt tidspunkter indtræden

(afgiftsplig- for ind- for

tig) komståret tillægsskatten

1.2.1983 1983 1.9, 1.10, 1.9, 1.10,

1.11.1984 1.11.1989

1.3. Suspension af forældelsen

Det forhold, at forældelsesfristen vedrørende en given fordring ikke

begynder at løbe ved sit sædvanlige begyndelsestidspunkt eller sættes i stå

efter at være begyndt at løbe på grund af omstændigheder, som hindrer

fordringens inddrivelse, betegnes som suspension af forældelsen. Suspension

må ikke forveksles med afbrydelse, se T 1.4.

1908-lovens § 3 om suspension af forældelsen har følgende ordlyd:

»Når den fordringshaver, for hvem noget af de i § 1 ommeldte krav er

stiftet, på grund af utilregnelig uvidenhed om sit krav eller om skyldnerens

opholdssted, har været ude af stand til at gøre sin ret gældende, regnes den

i § 1 omhandlede kortere forældelsesfrist fra den tid, da fordringshaveren

var eller ved sædvanlig agtpågivenhed ville have været i stand til at kræve

sit krav betalt«.

Utilregnelig uvidenhed

Skatte- og afgiftsmyndighedernes utilregnelige uvidenhed om deres krav

spiller i praksis en betydelig rolle.

Retlige vildfarelser

Retlige vildfarelser udskyder i almindelighed ikke forældelsens forløb,

jfr. UfR 1927.585 H. For skatte- og afgiftsmyndighederne antages denne regel

at gælde ubetinget, og den skattelignende myndighed kan således godt have

befundet sig i en undskyldelig tvivl om en skattebestemmelses forståelse

eller rækkevidde, uden at tvivlen vil kunne påberåbes som »utilregnelig

uvidenhed«.

Vildfarelser af faktisk karakter

Derimod medfører vildfarelser af faktisk karakter suspension. Det er ikke

tilstrækkeligt til at udskyde forældelsesfristens begyndelsestidspunkt, at

skatteyderens selvangivelse har været urigtig, såfremt skattemyndighederne

ved en sædvanlig undersøgelse af selvangivelsen og eventuelt en sammenligning

af denne med tidligere års burde være blevet opmærksomme på det ikke oplyste

forhold. At kravet til skattemyndighedernes »almindelige

agtpågivenhed« er meget strengt, fremgår af ØLD, UfR 1971.856, angående

et afgiftskrav; der kan henvises til kommentaren af højesteretsdommer Spleth

til bl.a. denne dom i UfR 1973 B, s.173, se også skd.57.181 (forældelse af

efterbetalingskrav).

På den anden side kan myndighederne naturligvis ikke være forpligtede til

at tage alle eventualiteter i betragtning eller til at foranstalte

dyberegående undersøgelser uden synlig anledning. Støder de lignende

myndigheder under en efterprøvelse af det regnskabsmæssige grundlag for en

selvangivelse på oplysninger, som ikke havde kunnet udledes af

selvangivelsen, og som hvis de havde foreligget oplyst under ligningen ville

have ført til en højere skatteansættelse end den faktisk foretagne, må

forældelsesfristen med hensyn til det yderligere skattekrav anses for

suspenderet i tiden fra sit normale begyndelsestidspunkt og indtil det

tidspunkt, da skattevæsenet bliver i stand til at gøre sit yderligere krav

gældende, skd.63.347.

I VLD af 12.september 1988, Skat 1988.11.662, om statsgældsbeviser

fandt retten, at skattemyndighederne ikke havde været i utilregnelig

uvidenhed om skattekravet. Dommen var begrundet med, at spørgsmålet om

suspension overhovedet ikke ville være opstået, hvis ligningsmyndighederne

havde fulgt anvisningerne i SD cirk.1979-31 efter dets ordlyd og tilsidesat

lånearrangementer, hvor den blotte mulighed for vekselererfirmaet til at

foretage terminsforretninger var til stede. Fristen var med andre ord ikke

suspenderet, indtil skattemyndighederne ved en regnskabsmæssig gennemgang af

vekselererfirmaet havde konstateret, om den pågældende vekselerer rent

faktisk havde disponeret over de omhandlede statsgældsbeviser.

I VLD af 14.oktober 1988, Skat 1988.12.749, der ligeledes drejede sig

om statsgældsbeviser, nåede retten frem til det modsatte resultat. Dette

skyldtes, at skatteyderen i sin selvangivelse for 1978 havde anført, at han

var ejer af statsgældsbeviserne, hvad der objektivt set var urigtigt.

Skatteyderen havde ligeledes over for ligningsmyndighederne oplyst, at

statsgældsbeviserne var håndpantsat til vekselererfirmaet, hvor de lå i en

separat boks, og at deres tilstedeværelse blev kontrolleret af en

statsautoriseret revisor. Disse oplysninger var ligeledes opjektivt urigtige.

Under disse omstændigheder kunne man ikke bebrejde skattemyndighederne, at de

på daværende tidspunkt ikke foretog yderligere undersøgelser af skatteyderens

lånearrangement. Forældelsesfristen blev herefter anset for suspenderet,

indtil skattemyndighederne havde foretaget en regnskabsmæssig gennemgang af

vekselererfirmaet.

Betydningen af sagens fortsatte behandling

Forældelsesfristen begynder at løbe fra det tidspunkt, da

skattemyndighederne bliver i stand til at gøre deres yderligere krav

gældende, jf. HD af 21. marts 1963, UfR 1963.377, hvorefter hensynet til

sagens fortsatte undersøgelse og forhandling blev tilsidesat. Da de

oplysninger, på grund af hvilke retssagen blev anlagt den 4. december 1958,

havde foreligget for skattevæsenet i en redegørelse for skatteyderens

indtægter år for år af 7. august 1953, suppleret den 23. oktober samme år,

ansås skattekravet for forældet inden sagens anlæg. Dommen er kommenteret i

UfR 1963B, s.246.

I VLD af 21.sept. 1981 (skd.62.260) er det antaget, at forældelse efter

1908-loven ikke kan gøres gældende i et tilfælde, hvor forligsforhandlinger

om forhøjelse af en afdød skatteyders indkomstansættelse for indkomståret

forud for dødsåret er blevet fortsat over en periode af flere år.

I ØLD af 27.september 1988, Skat 1988.12.747, der drejede sig om

opkrævning af svenske arbejdsgiverafgifter, blev det antaget, at 1908-lovens

forældelsesfrist ikke havde været suspenderet på grund af, at arbejdsgiveren

efter klagefristens udløb havde fremsat anmodning om omberegning af afgiften

hos de svenske myndigheder eller på grund af politiske forhandlinger mellem

Danmark og Sverige om kravets berettigelse. Det af de danske

skattemyndigheder foretagne udlæg blev derfor ophævet.

Skatteyderens opholdssted ubekendt

Skattemyndighederne m.v. vil normalt kunne gøre sig bekendt med

skatteyderens eller den afgiftspligtiges opholdssted, så længe dette ligger

inden for rigets grænser. Myndighederne kan bedre tænkes at befinde sig i

utilregnelig uvidenhed om en skyldners opholdssted i udlandet, og efter

domstolspraksis synes der ikke at skulle stilles store krav til

bestræbelserne for at få et sådant oplyst. Ved ØLD, UfR 1932.590, blev en

løbende forældelsesfrist anset for suspenderet i et tilfælde, hvor en

skatteyder var flyttet til Schweiz uden at meddele flytning til

folkeregisteret. Det var oplyst, at et almindeligt brev til hans tidligere

adresse sandsynligvis ville have nået ham. På linie hermed er for så vidt

VLD, UfR 1960.964, hvor skatteyderen var rejst til Chile, ligeledes uden at

melde flytning. I forhold til dommen fra 1932 kan der af begrundelsen udledes

en vis skærpelse af kravet til myndighedernes anstrengelser. Der lagdes

udtrykkeligt vægt på skatteyderens udvandring til et så fjernt sted som

Chile, hvor inddrivelsen af skatten tilmed ville have været forbundet med

sådanne vanskeligheder, at det ikke ville have haft noget praktisk formål at

søge adressen oplyst.

Forældelsesfristen kunne derimod ikke anses for suspenderet i et tilfælde,

hvor skattemyndighederne var blevet holdt underrettet om skatteyderens

opholdssted i Spanien, men havde undladt at søge deres krav gennemført,

skd.66.260.

Suspensionsreglen i 1908-loven suppleres for så vidt angår krav på særlig

indkomstskat af bestemmelsen i LOSI § 14, stk.3, hvorefter der ved

beregningen af forældelsesfristen for krav på særlig indkomstskat ses bort

fra den tid, i hvilken skattemyndighederne på grund af den skattepligtiges

ophold i udlandet har været ude af stand til at gøre kravet gældende ved en

dansk domstol. Skattemyndighederne er altså ikke henvist til at anlægge sag

ved en fremmed domstol for at afbryde forældelsen af disse krav. Men

bestemmelsen i § 14, stk.3, finder på den anden side ikke anvendelse, så

længe skatteyderen opholder sig i et land, hvor et dansk skattekrav kan

gennemføres i kraft af en bistandsaftale. Se evt. »Vejledning for

pantefogeder«, kommunetryk, afsnit 16.

1.4. Afbrydelse af forældelsen

Efter 1908-lovens § 2, 2.pkt., afbrydes den 5-årige forældelsesfrist, når

»fordringshaveren inden fristens udløb enten 1) erhverver skyldnerens

erkendelse af gælden eller 2) foretager retslige skridt mod ham og uden

ufornødent ophold forfølger disse til erhvervelse af forlig, dom eller anden

retsafgørelse«.

Når forældelsesfristen efter denne bestemmelse er afbrudt, kan den ikke

løbe til ende senere, men der kan begynde at løbe en ny 5-årig

forældelsesfrist, se nedenfor om forskellen mellem sådanne tilfælde og

tilfælde, hvor fordringshaveren erhverver et særligt retsgrundlag.

Erkendelse af gælden

Skatteyderens erkendelse af gælden kan opnås på flere måder. Erkendelsen

kan være udtrykkelig - uden dog at have karakter af særligt retsgrundlag - og

stiltiende, f.eks. i form af et andragende om henstand med eller lempelse af

tilsvaret, jfr. skd.70.78 og 71.686.

Gives der ansøgt henstand, løber der en ny frist fra henstandens ophør.

Også en afdragsordning indebærer en erkendelse af fordringen. Udebliver

restanten med et eller flere afdrag, løber der en ny forældelsesfrist fra

tidspunktet for misligholdelsen.

I VLD af 21.september 1981 (skd.62.260) blev det lagt til grund, at

forældelse efter 1908-loven ikke kunne gøres gældende, idet

forligsforhandlinger om størrelsen af forhøjelsen af afdødes

indkomstansættelse for indkomståret forud for dødsåret var fortsat i en

periode over flere år.

Indbringelse for landsskatteretten

I ØLD, UfR 1972.447, og i en mindretalsudtalelse i HD, UfR 1969.108, er

man gået ud fra, at indbringelse af en skatterådskendelse for

landsskatteretten på et tidspunkt, hvor skattekravet ikke er forældet,

bevirker, at fristen for forældelse først regnes fra afsigelsen af

landsskatterettens kendelse. Ved VLD af 21.februar 1978 (skd.48.52), blev det

i overensstemmelse hermed lagt til grund, at fristen for forældelse af et

efterbetalingskrav, hvorom ligningsrådet havde truffet afgørelse, først kunne

regnes fra afsigelsen af landsskatterettens kendelse, da skatteyderen selv

havde indbragt sagen for landsskatteretten på et tidspunkt, hvor kravet ikke

var forældet. Denne generelle formulering er imidlertid ikke gentaget i HD af

27. november 1978 i samme sag, UfR 1979.64, skd.48.58, men det udtales, at

den langvarige behandling ved landsskatteretten efter de foreliggende

oplysninger ikke kunne medføre forældelse. Det må herefter antages, at

indbringelse for landsskatteretten ikke generelt medfører afbrydelse af

forældelsesfristen, men at forældelsesindsigelsen på den anden side under

visse omstændigheder kan fortabes af skatteyderen.

Af hensyn til risikoen for forældelse bør ligningsmyndighedernes

indstilling til landsskatteretten i sager, der angår spørgsmålet, om en

indtægt er almindelig eller særlig indkomst, omfatte en subsidiær

indstilling, således at muligheden for at gennemføre beskatning med særlig

indkomstskat ikke fortabes.

Af HD af 14.april 1986 (Skat 1986.5.306) fremgår, at bestemmelsen i

skattestyrelseslovens § 29, stk.1, kun tager sigte på en skatteyders adgang

til at indbringe en sag for domstolene,hvorfor bestemmelsen ikke afskærer

skattemyndighederne fra at anlægge sag ved domstolene for at afbryde

forældelsesfristen, selv om der verserer en klagesag ved landsskatteretten.

I to ØL-kendelser af 27. april 1987, Skat 1987.7.478 blev en sådan retssag

udsat for at afvente landsskatterettens afgørelse af sagens materielle

indhold. Kendelsen er ikke indbragt for Højesteret, men anses for konkret

begrundet, jfr. Skattedepartementets kommentar i Skat 1987.7.480.

Egen anmeldelse

Det er fastslået af Højesteret i UfR 1968.240, at indgivelse af

gaveanmeldelse ikke kan betragtes som en anerkendelse af fordringen på

afgift. En gaveanmeldelse indsendt efter den i loven fastsatte

anmeldelsesfrists udløb og efter, at afgiftsmyndigheden på anden måde er

eller burde være kommet til kundskab om gaven, afbryder med andre ord ikke en

løbende forældelsesfrist. Af dommen kan man udlede, at en

»selvmelders« henvendelse til skattemyndighederne om sådanne

udeholdelser eller fejl i selvangivelsen, som myndighederne allerede skulle

være på det rene med, ikke uden videre afbryder forældelsesfristen. Det

afhænger af henvendelsens nærmere indhold, om den kan betragtes som en

erkendelse af (yderligere) skattegæld eller måske endog som et særligt

retsgrundlag, se nærmere nedenfor.

Retslige skridt

De retslige skridt mod skyldneren, som afbryder en løbende

forældelsesfrist, er sagsanlæg ved domstolene, udlæg og anmeldelse i

skyldners konkursbo. Ved sagsanlæg er tidspunktet for indlevering af stævning

til berammelse afgørende for, hvornår forældelsesfristen er afbrudt. For

udlægs vedkommende fastslår retsplejelovens § 527, at forældelse af en

fordring afbrydes ved indgivelse af anmodning om udlæg, såfremt

fordringshaveren søger forretningen fremmet uden ugrundet ophold.

Udlægsforretningen anses for fremmet, når den fører til udlæg, men selv om

forretningen sluttes som forgæves, bevarer udlægsbegæringen sin afbrydende

virkning på forældelsesfristen.

Ved ØLD, UfR 1936.647, er en foretagen arrest blevet anset for et retsligt

skridt.

Gældsbrev eller andet særligt retsgrundlag

Efter 1908-lovens § 1, stk.2, finder forældelsesfristen på 5 år ikke

anvendelse, »når der for fordringen er udstedt gældsbrev eller

tilvejebragt andet særligt retsgrundlag, hvorved dens tilblivelse er

anerkendt af skyldneren eller på anden måde skriftligt fastslået«.

Fordringer, som er således sikrede, er forældelige efter bestemmelsen i

Danske Lov 5-14-4, se T 1.5.

At der er udstedt et gældsbrev for en fordring udelukker ikke, at et

vedhængende rentekrav forældes efter 1908-loven.

Et pantebrev i fast ejendom eller løsøre er et gældsbrev, men hvis det

ikke fastslår, at udstederen skylder et bestemt beløb, opfylder det ikke

betingelsen efter 1908-loven § 1, stk.2. Heraf følger, at udstedelse af et

skadesløsbrev ikke forhindrer, at den underliggende fordring kan forældes på

5 år, se ovenfor om frigørelsesafgift. Overgivelse af et ejerpantebrev til

sikkerhed for fordringen er heller ikke tilstrækkeligt. De andre særlige

retsgrundlag forudsætter også, at fordringens størrelse derved fastslås -

således er en transporterklæring, som ikke indeholdt oplysning om

skyldforholdet mellem parterne, ikke blevet anset som et særligt

retsgrundlag, jfr. den i UfR 1965.608, refererede underretsafgørelse.

Indirekte fastsættelse af fordringens størrelse, f.eks. fastsættelse af

den skattepligtige indkomst, kan efter omstændighederne være tilstrækkelig,

HD i UfR 1934.432. Den fyldestgørelsesadgang, som er hjemlet i

investeringsfondslovens § 9, stk.3, for skattekrav, opstået ved indtræden af

de i lovens §§ 9, stk.1, 10, stk. 1 samt den tidligere gældende § 11 nævnte

begivenheder, udgør intet særligt retsgrundlag, allerede fordi

skattetilsvarets størrelse ikke lader sig fastslå umiddelbart på grundlag af

henlæggelserne. Det samme gælder med hensyn til skattetilsvar i medfør af

etableringskontolovens §§ 9, stk.1 og 2, og 11, stk.1 og 3, jfr. § 9, stk.3.

Som sådanne retsgrundlag, der opfylder betingelserne i 1908-lovens § 1,

stk.2, kan nævnes dom og forlig. Også et tilbud fra en skatteyder, som

accepteres af myndighederne, opfylder betingelserne. Derimod kan en

udlægsforretning, en foretagen arrest eller et andragende om henstand,

lempelse eller afdragsvis betaling ikke anses som et særligt retsgrundlag.

1.5. Den 20-årige forældelse

Forældelsesreglen i Danske Lov 5-14-4 gælder ved siden af 1908-loven, jfr.

1908-lovens § 4, men dens praktiske betydning for området skatter og afgifter

er ikke stor.

Reglen i Danske Lov går ud på, at

»Alle Gieldsbreve, som ere ældre end tyve Aar, skulle være døde og

magtisløse, med mindre de inden fornævnte Tid med Skyldnerens Paaskrivelse

eller med nyt Brev eller Creditorens Opsigelse eller Beskikkelse eller

Tingsvidne ere fornyede«.

Bestemmelsen er ikke begrænset til at angå gældsbreve i moderne sproglig

betydning, men angår alle formuefordringer, herunder også det offentliges

krav på skatter og afgifter.

Forældelsesfristen antages at løbe fra fordringens stiftelse eller fra det

tidspunkt, da det gældsbrev eller andet retsgrundlag, som sætter den 5-årige

forældelsesfrist ud af kraft, tilvejebringes. For skattekravs vedkommende kan

der være tvivl om, hvornår fordringen stiftes; sædvanligvis kan krav på skat

af indkomst og formue siges at være stiftet ved det pågældende skatteårs

begyndelse. Det er dog nu tilkendegivet i ØLD af 28.juni 1984, at pålignede

skatter i relation til Danske Lovs 5-14-4 må anses for stiftet ved de enkelte

indkomstårs begyndelse. Dommen er appelleret.

I HRD af 31.maj 1985 er det fastslået, at skattevæsenets krav om særlig

indkomstskat først opstår ved indkomstårets udløb, jfr. Skat 1985.9.236.

Afgiftskrav vil normalt være stiftet ved den afgiftspligtige begivenheds

indtræden.

En meget væsentlig forskel på den 5-årige forældelse efter 1908-loven og

reglen i Danske Lov er, at den 20-årige forældelse ikke suspenderes under de

betingelser, 1908-loven opstiller i § 3, se T 1.3. Derimod afbrydes den

20-årige forældelse ikke alene ved skyldnerens erkendelse og ved retslige

skridt, men også ved påmindelse fra kreditor, hvorved der gives udtryk for,

at kravet fastholdes.

Udbytteskat - tilbagebetalingskrav

ØLD af 24. maj 1982 (skd.65.208). Holdingsselskabs tilbagebetalingskrav på

udbytteskat indbetalt af datterselskab i medfør af KL § 65 fandtes ikke at

være omfattet af 1908-lovens § 1 nr.6 og er efter ordlyden af § 1 nr.4 heller

ikke omfattet af denne bestemmelse. Fordringen er herefter undergivet

forældelsesreglen i DL 5-14-4.

Uddrag af lov nr.274 af 22.dec. 1908

om forældelse af visse fordringer

§ 1. For følgende fordringer gælder en forældelsesfrist af 5 år:

4) Statens eller kommunens krav på skatter eller afgifter af

offentligretlig natur.

5) Fordring på erstatning for skade, tilføjet udenfor kontraktsforhold,

medmindre skaden er bevirket ved en forbrydelse, for hvilken der under

offentlig straffesag pålægges straf, og

6) Fordring, som udenfor tilfælde af svig haves på betaling af, hvad nogen

har ydet i urigtig formening om, at forpligtelse hertil påhvilede ham.

Foranførte forældelsesfrist er dog ikke anvendelig, når der for fordringen

er udstedt gældsbrev eller tilvejebragt andet særligt retsgrundlag, hvorved

dens tilblivelse og størrelse er anerkendt af skyldneren eller på anden måde

skriftligt fastslået.

§ 2. Den i § 1 fastsatte kortere forældelsesfrist regnes fra den tid, da

fordringen af fordringshaveren kan kræves betalt. Fordringen fortabes,

medmindre fordringshaveren inden fristens udløb enten erhverver skyldnerens

erkendelse af gælden eller foretager retslige skridt mod ham og uden

ufornødent ophold forfølger disse til erhvervelse af forlig, dom eller anden

retsafgørelse.

§ 3. Når den fordringshaver, for hvem noget af de i § 1 ommeldte krav er

stiftet, på grund af utilregnelig uvidenhed om sit krav eller om skyldnerens

opholdssted har været ude af stand til at gøre sin ret gældende, regnes den i

§ 1 omhandlede kortere forældelsesfrist først fra den tid, da

fordringshaveren var eller ved sædvanlig agtpågivenhed ville have været i

stand til at kræve sit krav betalt.

§ 4. Den almindelige forældelsesfrist af 20 år vedbliver ved siden af den

i § 1 fastsatte.

2. Fristen for skønsmæssige ansættelser m.v.

2.1. Område

Skattestyrelseslovens § 15, stk. 5 bestemmer, at »forhøjelser af

ansættelser vedrørende indkomst- og formueskat kan i det omfang, hvori

ansættelsen beror på et skøn, ikke finde sted senere end 3 år efter udløbet

af det pågældende indkomstår«.

For indkomstår før 1978 fandtes den tilsvarende bestemmelse i

landsskatteretslovens § 3, stk.5.

Reglen gælder bl.a. også selskabsskat, særlig indkomstskat og

frigørelsesafgift. Derimod er bestemmelsen i § 15, stk.5, ikke til hinder for

skønsmæssig ændring af gaveafgiftsgrundlag.

Finder de lignende myndigheder under behandlingen af en til

landsskatteretten indgivet klage, at skønsmæssig forhøjelse bør finde sted på

punkter, der ikke er omfattet af klagen, skal indstilling herom afgives over

for landsskatteretten inden fristens udløb og der skal samtidig gives

klageren meddelelse om indstillingen.

Reglen gælder for forhøjelser efter skøn på et eller flere punkter af en

ansættelse, selvom der på andre punkter af ansættelsen foretages nedsættelse

af ansættelsen, således at nettoresultatet af ændringen bliver en

nedsættelse.

Det er for fristens anvendelse uden betydning, om den oprindelige

ansættelse har været skønsmæssig, - det afgørende er, at

2.2. Hvor sent kan den skønsmæssige ansættelse foretages?

Efter bestemmelsen kan forhøjelse ikke finde sted senere end 3 år efter

udløbet af det pågældende indkomstår. Er indkomståret ikke sammenfaldende med

kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det kalenderår, som indkomståret

træder i stedet for.

Det er tilstrækkeligt, at forhøjelsen er vedtaget af den pågældende

lignende myndighed inden fristens udløb, selvom skatteyderen først får

meddelelse om forhøjelsen efter udløbet, når blot meddelelse afsendes uden

unødigt ophold, skd.32.144.

Som eksempel kan anføres, at en forhøjelse efter skøn af en ansættelse for

indkomståret 1981 er gyldig, såfremt den er vedtaget senest den 31.december

1984 og meddelelse om ansættelsen er tilgået skatteyderen uden unødigt

ophold.

2.3. Hvornår foreligger der et skøn?

Rene lovfortolkningsspørgsmål falder uden for reglen, f.eks. hvorvidt en

bygning er afskrivningsberettiget efter afskrivningsloven.

Reglen omfatter såvel rene værdiskøn som skøn i tilfælde, hvor sagens

faktum som følge af manglende oplysninger eller bevis nødvendiggør et skøn

fra de lignende myndigheders side.

Som konkrete eksempler kan nævnes:

Fordeling af ikke specificeret købesum på forskellige aktiver: goodwill,

varelager m.v., lsr. 1954.89.

Kursfastsættelse vedrørende pantebreve og gældsbreve, lsr. 1956.150.

Afskrivningsgrundlaget for afskrivningsberettigede landbrugsbygninger (kun

det relevante år), lsr. 1966.75 og 1978.117.

Fastsættelsen af »levetiden« for en bygning på lejet grund, lsr.

1978.51.

Skønsmæssig forhøjelse i anledning af, at der ved overdragelsen af et

aktiv findes at foreligge en skattepligtig gave.

Skønsmæssig forhøjelse af salgssummen ved et ejendomsaktieselskabs salg af

en fast ejendom til en aktionær, skd.37.174.

Skøn over, hvorledes en afholdt udgift skal fordeles på forbedring eller

vedligeholdelse af fast ejendom, lsr. 1961.78.

Omregningskurs på udenlandsk valuta, indtjent og forbrugt i udlandet.

Skønsmæssig ansættelse af indkomsten i tilfælde, hvor regnskabet ikke

findes at kunne lægges til grund ved ansættelsen.

Skøn over fordelingen mellem privat og erhvervsmæssig benyttelse af bil,

egen lejlighed, lejede lokaler m.v. Se også T 2.6.

Skøn over værdien af en række naturalgoder såsom kost og logi, fri bolig,

telefon, fri bil m.v. (se også T 2.6), skøn over udgifter, afholdt i medfør

af erhvervet, såsom rejse- og fortæringsudgifter, udgift til uniform og

arbejdsdragt, udgift til værktøj m.v. samt kursfastsættelse af unoterede

aktier. For disse gælder, at ligningsrådet i vidt omfang har fastsat

vejledende satser inden for dette område, men den omstændighed, at en

forhøjelse er foretaget for at bringe ansættelsen i overensstemmelse med

ligningsrådets vejledende satser betager ikke ansættelsen dens karakter af

skønsmæssig ansættelse, jfr. UfR 1955.812.

Formålet med den her omhandlede regel er at beskytte den skatteyder, der

er i god tro, mod efter længere tids forløb at blive stillet over for

yderligere skattekrav inden for et område, hvor han efter sagens natur har

svært ved at bevise eller sandsynliggøre sin påstand.

Domstolene har derimod ikke været betænkelige ved at bortse fra fristen i

tilfælde, hvor skatteyderen enten svigagtigt har udeholdt oplysninger eller

meddelt urigtige oplysninger, eller ved grov uagtsomhed ved udfærdigelsen af

sin selvangivelse eller ved meddelelse af supplerende oplysninger har begået

en positiv fejl, jfr. UfR 1964.691.

Manglende oplysning i selvangivelsen om f.eks. værdi af frit ophold og

lommepenge kan medføre suspension af 3-års fristen.

Kan forhøjelsen i disse tilfælde ikke opgøres helt nøjagtigt f.eks. hvis

det som i det i lsr. 1971.170 refererede tilfælde drejer sig om ikke oplyste

kontorholdsgodtgørelser, hvorfra der efter et skøn skulle fradrages udgifter

til kontorholdet, vil forholdet ikke falde ind under § 15, stk.5, idet

forhøjelsen så vidt muligt hviler på en beregning.

Er der f.eks. konstateret et ikke tidligere oplyst bankindestående,

opsparet gennem flere år, vil en fordeling på basis af den årlige stigning i

indeståendet kunne ske uden hensyn til fristen i § 15, stk.5, idet

forhøjelsen så nært som muligt støtter sig på en eregning, jfr. byretsdom af

6.januar 1953, (refereret i SO 1953 s.104).

Er der tale om en ansættelse, der er foretaget skønsmæssigt på grundlag af

formuebevægelsen og et skønnet privatforbrug, gælder det ovenfor anførte om

korrektion af positive fejl, men et oprindeligt skøn over privatforbrugets

størrelse kan ikke ændres efter udløbet af fristen i § 15, stk.5.

I lsr. 1967.171 og 1968.83 er det udtalt, at skønsmæssige forhøjelser i

anledning af salgsavance på kornbeholdninger ikke var gyldige, idet de var

foretaget efter udløbet af fristen i § 3, stk.5 og landsskatteretten efter

dagældende praksis ikke anså det for en positiv fejl fra klagerens side, at

han ikke havde medregnet beholdningsavance.

En skatteyder blev efter 3 års-fristens udløb af skatterådet forhøjet med

en skønsmæssigt fastsat værdi af fri bolig m.v., hvilket var afledt af, at

hans moder ved en landsskatteretskendelse var blevet nedsat med et beløb, der

ifølge kendelsen burde henføres til beskatning hos sønnen.

Da fristen ifølge § 15, stk.5, ikke var overholdt, anså lsr. forhøjelsen

for ugyldig. Det blev herved lagt til grund, at skatteyderen ikke ved

positive fejl eller undladelser havde forholdt de skattelignende myndigheder

oplysninger af betydning for indkomstansættelsen, jfr. lsr. 1986.33.

Resumerende kan det fastslås, at forældelsesreglen i § 15, stk.5 lægges

til grund ved skønsmæssige ansættelsesreguleringer, hvor det forhold, der

korrigeres ved forhøjelsen, ikke skyldes svig eller grov uagtsomhed hos

skatteyderen.

Foreligger der svig eller grov uagtsomhed, kan de skønsmæssige forhøjelser

gennemføres ved en ændret skatteansættelse med den virkning, at den korte

forældelsesfrist efter nævnte § 15 stk.5 viger for reglerne i den foran

omhandlede forældelseslov af 1908. Forhøjelsen vil endvidere kunne ske i form

af en efterbetalingssag efter statsskattelovens § 42 jfr.

skattestyrelseslovens § 17, dvs. uden ændring af selve ansættelsen.

2.4. Nedsættelse af skønsmæssige ansættelser

Lovbestemmelsen omhandler kun forhøjelse af skønsmæssige ansættelser og

tager således ikke sigte på nedsættelse eller ophævelse af ansættelser.

Det skal dog bemærkes, at landsskatteretten (lsr. 1976.86) anså en

nedsættelse af en skønsmæssig ansættelse, foretaget efter udløbet af fristen,

for ugyldig. Motiveringen var, at nedsættelsen som konsekvens medførte en

tilsvarende forhøjelse for det efterfølgende år, og uanset at forhøjelsen for

det sidstnævnte år lå inden for fristen i § 3, stk.5, fandtes bestemmelsen i

nævnte § altså anvendelig på den foretagne nedsættelse.

2.5. Diverse afgørelser

1) Lsr. 1975.191 omhandler et tilfælde, hvor en klager i 1969 havde

erhvervet en post aktier fra sin fader. I 1971 fratrak klageren et tab i

anledning af de pågældende selskabers likvidation.

Ved ansættelsen for 1971 (skatterådets kendelse af 30. december 1974)

reducerede skatterådet tabet med 175.000 kr., idet skatterådet gjorde

gældende, at klageren i 1969 havde ydet faderen en overpris for aktierne på

nævnte beløb.

Klageren påstod, at forhøjelsen ikke var gyldig, idet den var foretaget

skønsmæssigt efter udløbet af den for indkomståret 1969 gældende frist efter

§ 3, stk.5.

Landsskatteretten fastslog, at anskaffelsen i 1969 ikke havde haft nogen

indflydelse på klagerens indkomst eller formue i 1969 og ændringen af

anskaffelsessummen for aktierne medførte ikke nogen forhøjelse vedrørende

klagerens indkomst- og formueskatter for 1969. Da der endvidere først havde

været anledning til at tage anskaffelsesprisen for aktierne op til vurdering

ved behandlingen af klagerens indkomstansættelse for 1971, og fristen for at

foretage skønsmæssige forhøjelser for dette år først udløb den 31.december

1974, måtte den foretagne forhøjelse af klagerens indkomst for 1971 med

175.000 kr. anses for gyldigt foretaget.

2) En af landsskatteretten fastsat kurs ved klage over

gaveafgiftsberegningen i anledning af en faders overdragelse af aktier som

gave til en søn, kunne ikke efter udløbet af fristen i § 3, stk.5 lægges til

grund ved faderens ansættelse af særlig indkomstskat, idet kursen ville

medføre en forhøjelse af den oprindelige ansættelse, og ansættelsen måtte

anses for skønsmæssig, selvom den var afledt af kursen ved

gaveafgiftsberegningen. Man må være opmærksom på reglerne i KL § 16.

3) Ændring af fordelingen af anskaffelsessummen ved beregning en af særlig

indkomstskat ved salg af en del af en ejendom, jfr. punkt 8 i daværende

cirkulære nr. 250 af 29. december 1975 om særlig indkomstskat m.v. af

fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, faldt ikke ind under § 3, stk.5,

idet avanceopgørelsen hvilede på en beregning, ved hvilken købesummen for

hele ejendommen og salgssummen for det bortsolgte areal var dokumenteret og

uomtvistet. Det skønselement, der indgik i den på sædvanlig måde foretagne

fordeling af købesummen, måtte anses for så begrænset, at ansættelsen ikke

kunne betragtes som skønsmæssig, lsr. 1977.100.

Statsskattedirektoratet har i lignende tilfælde anlagt den samme

betragtning som i nævnte landsskatteretskendelse, f.eks. ved fordelingen af

basisbeløbet ved beregningen af frigørelsesafgift i tilfælde hvor kun en del

af en ejendom undergår zoneændring. Også i tilfælde, hvor 2 selvstændige

ejendomme er erhvervet under eet og nu sælges under eet, men hvor den ene

ejendom er ubebygget og den anden ejendom er bebygget, således at 2

forskellige beskatningsformer skal anvendes, har man anlagt nævnte

betragtning.

I et tilfælde, hvor der skete afståelse ved ekspropriation af en del af en

ejendom og hvor ekspropriationen omfattede størstedelen af ejendommens

bygninger, fandt landsskatteretten derimod, at fordelingen af

anskaffelsessummen beroede på et skøn, således at § 15, stk.5 skulle bringes

i anvendelse.

4) En kendelse fra landsskatteretten omhandler en erhvervsdri vende, som

ved den ordinære ligning for indkomstårene 1971, 1972 og 1973 af skatterådet

blev ansat skønsmæssigt, idet klagerens regnskabsmateriale ikke blev anset

for egnet til at danne grundlag for ansættelsen. Gennem toldvæsenets

momskontrol blev det i 1975 konstateret, at klageren havde undladt at angive

moms for de nævnte indkomstår til et beløb af ialt 13.000 kr. Med henvisning

til toldrapporten forhøjede amtsskatterådet herefter ved kendelse af 28.

september 1977 de tidligere ansættelser med de for hvert af indkomstårene

beregnede yderligere indtægter, der svarede til de unddragne momsbeløb, dog

med fradrag af de tidligere af skatterådet foretagne skønsmæssige

forhøjelser.

Klageren nedlagde over for landsskatteretten påstand om, at

amtsskatterådets forhøjelser blev anset for ugyldige, da de var foretaget

efter udløbet af den i landsskatteretslovens § 3, stk. 5, angivne frist.

Landsskatteretten gav ikke klageren medhold, dels fordi klageren enten

svigagtigt eller groft uagtsomt havde begået sådanne positive fejl ved

indkomstopgørelserne, at han var ifaldet bødeansvar, dels fordi det i

ansættelserne indgåede skønselement af landsskatteretten blev anset for at

være så begrænset, at ansættelserne ikke kunne anses for skønsmæssige efter

den forståelse, som i praksis er anlagt vedrørende den af revisor påberåbte

lovbestemmelse. (Den unddragne moms var beregnet ved anvendelse af

bruttoavanceprocenter for de enkelte varegrupper.)

5) I en landsskatteretskendelse er det fastslået, at vurderin gen af,

hvorvidt et udlandslån måtte anses for et finanslån eller et driftslån, ikke

beror på et skøn omfattet af skattestyrelseslovens § 15, stk. 5, men derimod

på en retlig vurdering af arten og karakteren af det optagne lån.

2.6. Privatforbrugsposter

I SD-cirk. 1985-3 understreges det, at gennemgangen af selvangivelserne

for lønmodtagere, pensionister og skattepligtige med tilsvarende

skattemæssige forhold bør fremskyndes mest muligt og være afsluttet inden den

1.okt. i det år, hvori ligningen foretages.

Cirkulæret betragtes alene som en henstilling til ligningsmyndighederne om

i givet fald at foretage de omhandlede forhøjelser hurtigst muligt.

Skatteyderne kan ikke støtte ret på cirkulæret. For de erhvervsdrivende m.fl.

skattepligtiges vedkommende gælder, at der så tidligt som muligt efter, at

udsøgningen til ligningsmæssig behandling har fundet sted, bør tages stilling

til, om der skal gennemføres en forhøjelse af privatforbrugsposter af den i

det ophævede SD-cirk. 1979-17 nævnte art. Det drejer sig om

1) Værdi af privat kørsel i egen bil eller i bil stillet til rådighed af

arbejdsgiver.

2) Skønsmæssigt ansat værdi af bolig, herunder ejerbolig og fribolig.

3) Værdi af privat andel af varmeudgifter og el-udgifter.

4) Værdi af privat andel af telefonudgifter.

5) Værdi af forbrug af egne varer.

Når en selvangivelse tages op til revision, bør den skattepligtige gøres

bekendt med, hvilke privatforbrugsposter man eventuelt vil ændre, enten i

meddelelsen til den pågældende om, at selvangivelsen er udtaget, eller i den

første underretning om, hvordan ansættelsen agtes foretaget.

Blandt omstændigheder, der kan medføre, at ligningsmyndighederne kan

gennemføre forhøjelser af privatforbrugsposter trods de anførte

henstillinger, skal nævnes, at forbruget ikke fremgår af selvangivelsen,

eller at der er givet urigtige eller vildledende oplysninger herom.

2.7. Skønsmæssig fordeling af udgifter vedrørende privatforb rug og

erhverv

2.7.1. SD-cirk.1981-42

Østre Landsret har i dom af 27.nov. 1980 om skattemyndighedernes adgang

til at ændre en skønsmæssig fastsat fordeling af biludgifter mellem privat og

erhvervsmæssig kørsel udtalt følgende:

»Landsretten må efter det oplyste lægge til grund, at sagsøgeren

efter sine samtaler med skattevæsenet og under hensyn til langvarig praksis

med hensyn til hans og andre advokaters kørsel havde fået forståelse af, at

den af ham selvangivne fordeling af kørselsudgifter ville blive godkendt, og

at han derfor ikke behøvede at føre egentligt kørselsregnskab. Herefter og

efter det om behandlingen af sagsøgerens selvangivelse foreliggende findes

skattemyndighederne at have været uberettiget til uden forudgående

underretning at ændre den procentmæssige fordeling af hans kørselsudgifter

for indkomståret 1975.«

Skattemyndighederne kan således ikke uden forudgående underretning ændre

sådanne skønsmæssige fordelinger, som kunne være dokumenteret, hvis

skatteyderen forud for det pågældende indkomstår var blevet orienteret om den

påtænkte ændring. Dette gælder dog kun, når skatteyderen som følge af

ligningsmyndighedernes tidligere stillingtagen til eller tilkendegivelse om

den pågældende skønsmæssige fordeling kunne forvente, at fordelingen ville

blive godkendt.

Det anførte gælder ikke, hvis der er sket væsentlige ændringer i

grundlaget for den faktiske fordeling mellem privat og erhvervsmæssig

anvendelse, og medfører ingen ændring i adgangen til at regulere niveauet for

en række typiske ligningsmæssige skønsposter og satser i overensstemmelse med

prisudviklingen, f.eks. værdien af fri bolig, fri opvarmning og satser for

forbrug af egne varer.

En ændring af en skønsmæssig fordeling skal fortsat overholde fristen i

skattestyrelseslovens § 15, stk.5, om forhøjelse af en ansættelse, der beror

på et skøn.

I lsr.1984.107 er det forudsat, at en forudgående orientering til

skatteyder om ændring af en skønsmæssig fordeling af biludgifter kunne ske

ved, at ligningskommissionen i en lokal avis ffentliggjorde, at grundsatsen

for privat kørsel ville blive ændret fra 6000 km til 8000 km, såfremt der

ikke forelå kørselsregnskab.

2.7.2. Betydningen af skatteyderens forventninger i øvrigt

En skatteyder havde opnået de lokale ligningsmyndigheders indforståelse

med en bestemt fordeling mellem privat og erhvervsmæssig kørsel, men fraveg

ikke desto mindre denne ved selvangivelsen. Skatteyderen kunne ikke af

myndighedernes passivitet udlede nogen ændring i aftalen, og da der tilmed

senere var sket ændring i de faktiske forhold kunne myndighederne ifølge

landsskatterettens afgørelse uden varsel ændre udgiftsfordelingen.

Andre landsskatteretsafgørelser angår skatteydere, hvis selvangivne

private andel af kørselsudgifter havde været godkendt ved ligningen gennem

adskillige år, uden at der dog var truffet nogen form for aftale herom, se

lsr.1982.116 og 1983.54. Skattemyndighederne ansås for berettigede til i

mangel af kilometerregnskab at anlægge et skøn, der afveg fra det hidtidige

uden særligt varsel, idet retten ikke fandt sådanne særlige mstændigheder til

stede, som lå til grund for den under 2.7.1. omtalte landsretsdom.

En skatteyder havde i 1978 indgået en aftale med ligningsmyndigheden om

fordeling af kørselsudgifter, hvorefter denne fordeling ikke blev ændret for

de efterfølgende år. Dette afskar dog ikke ligningsmyndigheden fra senere at

ændre udgiftsfordelingen for indkomstårene 1979-1981 incl., idet der efter

det oplyste var sket væsentlige ændringer i grundlaget for fordelingen af de

omhandlede udgifter siden afgørelsen for indkomståret 1978, jfr. lsr.

1986.11.

To domstolsafgørelser tager stilling til tilfælde, hvor de lokale

myndigheders fortolkning af skattereglerne er blevet tilsidesat af de

overordnede skattemyndigheder.

I VLD af 27.feb. 1985 blev der lagt vægt på den adgang, overordnede

skattemyndigheder efter skattestyrelsesloven har til at ændre de underordnede

myndigheders afgørelser, idet det ikke udelukkede amtsligningsrådet fra at

beskære skatteyderens selvangivne befordringsfradrag, at skatteyderen under

samtaler med den lokale skatteinspektør var tilsagt fuld fradragsret for de

pågældende udgifter.

I ØLD af 11.sept. 1981 blev det sagsøgende selskabs dispositioner i tillid

til myndighedernes mangeårige indrømmelse af udlandslempelse tillagt særlig

vægt. Da statsskattedirektoratet, som var gjort bekendt med selskabets

skatteberegning for skatteåret 1970/71, først i en skrivelse af 22.nov. 1977

tilsidesatte grundlaget for lempelsen, kunne direktoratets tilkendegivelse

ikke få virkning for det allerede forfaldne skattetilsvar (skatteåret

1977/78).

I ØLD af 3.marts 1986 (Skat 1986.3.207) blev en i 1982 foretaget

forhøjelse af lejeværdien for 1980 for nogle ubebyggede grunde nedsat, idet

skatteyderen ved modtagelse af de fortrykte ejendomsskemaer var blevet

bibragt den forventning, at lejeværdien skulle beregnes af hver grund for sig

i modsætning til den senere forhøjelse, hvor ligningsmyndigheden beregnede en

samlet lejeværdi for grundene. I dommens præmisser er der lagt vægt på, at

skatteyderen derved er blevet afskåret fra at disponere anderledes, f.eks.

ved salg af grundene til sine børn.

Dommen er derfor på dette punkt i overensstemmelse med foran omtalte ØLD

af 27.nov. 1980 og ØLD af 11.sept. 1981.

Skatteyder skal altså have haft mulighed for at disponere anderledes.

Skatteyder skal have haft et realistisk handlingsalternativ. Herudover er det

en betingelse for at anerkende forventningsprincippet, at skatteyder skal

have lidt et økonomisk tab - eller risiko herfor - ved at have disponeret i

tillid til skattemyndighedernes oprindelige opfattelse.

Skatteyders forventning er ikke retsbeskyttet, hvis han f.eks. har afgivet

urigtige oplysninger til skattemyndighederne eller fortiet væsentlige

oplysninger. Forventningen er heller ikke retsbeskyttet, hvis de faktiske

forhold har ændret sig siden etableringen af forventningen.

Det er alene positive tilkendegivelser fra skattemyndighederne, der kan

bibringe skatteyder en retsbeskyttet forventning. Skattemyndighedernes

passivitet kan med andre ord ikke skabe en berettiget forventning hos

skatteyderen. I hvert fald må der være tale om passivitet fra

skattemyndighedernes side i en ganske lang årrække.

Lignende dokumenter