PERSONBESKATNING 1989 AFSNIT PT - FORÆLDELSE AF SKATTEKRAV - FRISTEN FOR SKØNSMÆSSIGE ANSÆTTELSER M.V.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afsnit PT - Forældelse af skattekrav - fristen
for skønsmæssige ansættelser m.v.
1. Forældelse af skattekrav
Skatte- og afgiftskrav forældes efter 1908-loven om forældelse af visse
fordringer på 5 år. Loven er i uddrag gengivet som bilag sidst i dette
afsnit. I T 1.5. omtales den 20 årige forældelsesfrist, der gælder ved siden
af 1908-loven. Fristreglerne er ikke til hinder for at ændre selve
skatteansættelsen for dermed at sikre det rigtige beregningsgrundlag, jfr.
Skat 1987.10.734.
Virkningen af 1908-lovens forældelsesfrist er, at krav på skatter og
afgifter fortabes, hvis de ikke inden 5 år fra forfaldsdagen er anerkendt af
skatteyderen, respektive den afgiftspligtige, eller gjort gældende af det
offentlige. Hvad der i denne sammenhæng forstås ved, at et krav er gjort
gældende, omtales under T 1.4.
Hvor det er åbenbart, at et krav på skat eller afgift er forældet, bør det
ikke rejses. En forældet fordring kan ikke anvendes til modregning.
1908-lovens bestemmelser anses for præceptive, således at forhåndsaftaler
om, at disse ikke skal finde anvendelse, er uforbindende.
1.1. Hvilke skatter og afgifter
Efter lovens § 1, stk.1, nr.4, forældes »skatter eller afgifter af
offentligretlig natur«. Bestemmelsen omfatter såvel personlig skat af
enhver art som dødsbo- og selskabsskat, arve- og gaveafgift, frigørelses- og
afståelsesafgift, afgift og indkomstskat i medfør af pensionsbeskatningsloven
og kapitaltilførselsafgift. Spørgsmålet om forældelse af ejendomsskatter er
holdt uden for nærværende fremstilling.
1.2. Hvornår begynder forældelsesfristen at løbe
Forældelsesfristen efter 1908-loven løber i 5 år. Som en almindelig regel
vil forældelsesfristen for skattekrav m.v. begynde at løbe fra det
øjeblik, da kravet er forfaldent til betaling.
Det forhold, at landsskatteretten havde begrundet sin kendelse anderledes
Læs alt
end den kendelse, der var påklaget, kunne ikke i sig selv medføre, at
restskatterne for de pågældende indkomstår, som skatteyderne i øvrigt uden
forbehold havde betalt, var forældet. Landsskatterettens kendelse var med
andre ord ikke udtryk for nogen ny skatteansættelse. Forholdet kunne alene
begrunde, at den ved landsskatteretskendelsen udløste merskat forældedes,
hvis de tidsmæssige betingelser herfor i øvrigt var opfyldt, jfr. VLD af
28.oktober 1988, Skat 1988.12.759.
Også upålignede skatter m.v.
Loven taler om »statens eller kommunens krav på skatter
eller afgifter af offentligretlig natur«, men det er uomtvisteligt, at
forældelsesfristen løber, selv om kravet ikke bliver gjort op ved sin
opståen. Forældelse kan således også indtræde for skatter m.v., der ikke er
pålignede eller beregnede, medmindre myndighederne har befundet sig i
utilregnelig uvidenhed om deres krav, jfr. om suspension af forældelsen
afsnit T 1.3.
Skattedepartementet har udtalt, at den 5 årige forældelsesfrist »i
almindelighed må antages at løbe fra den dag, der ville have været
forfaldsdag, hvis skattekravet var blevet rejst ved ligningen for det
pågældende indkomstår«, skd.40.25.
Da skattekrav ifølge kildeskattelovens regler opkræves dels som foreløbig
skat, dels som restskat, må denne anvisning føre til, at forældelsesfristen
for personlige skatter af (almindelig) indkomst og formue - der ikke
har været indeholdt eller opkrævet som foreløbig skat - skal regnes fra
forfaldstidspunkterne for restskat, der opkræves på normal måde.
Eksempel
Nedenfor er angivet eksempler på anvendelsen af reglen om, at
forældelsesfristen for personlige skatter regnes fra forfaldstidspunkterne
for restskat, opkrævet på normal måde:
Indkomståret 1984
Restskatten forfaldt til betaling med 1/3 hver af terminerne 1.9., 1.10.
og 1.11.1985. Forældelsen indtræder henholdsvis 1.9., 1.10. og 1.11.1990 (for
1/3 af skattekravet ved hvert tidspunkt).
Den praktisk forekommende situation, at skatteyderen i juni måned i det
år, hvori ligningen foretages, har fået udbetalt overskydende skat, som efter
senere ændring af skatteansættelsen skal betales helt eller delvis tilbage,
er behandlet i KL § 62 A, stk.2, jfr. § 61, stk.5, hvorefter
tilbagebetalingen skal finde sted til de for betalingen af restskat gældende
terminer.
Da statens krav på tilbagebetaling i denne situation således forfalder ved
de for restskat fastsatte terminer, kan man drage den slutning, at
forældelsesfristens forløb for krav på skat af (almindelig) indkomst og
formue vil være upåvirket af, om der forud for kravets rejsning har
været udbetalt overskydende skat. Hvis den overskydende skat er
kommet til udbetaling efter eller imellem forfaldstidspunkterne for
restskat (opkrævet på normal måde), vil fristen for den del af kravet, som
kan rummes af det overskydende skattebeløb, dog tidligst begynde at løbe fra
tilbagebetalingstidspunktet, jfr. ØLD af 3.oktober 1974, skd.32.153 (der
ganske vist angik sømandsskat).
Såfremt der ved en fejlekspedition er udbetalt overskydende skat skal
forældelsesfristen for statens krav på tilbagebetaling regnes fra tidspunktet
for beløbets udbetaling til skatteyderen (skd.71.621).
Særlig indkomstskat
Særlig indkomstskat forfalder til betaling i 3 rater den 1.9, 1.10 og 1.11
i det år, hvori skatten pålignes, jfr. LOSI § 12, stk.2. Forældelse af krav
på særlig indkomstskat vedrørende et bestemt indkomstår indtræder normalt 5
år efter disse terminer med 1/3 ved hver, se dog reglerne om skatteophør
nedenfor.
Ved fraflytning
Ved skatteophør på grund af fraflytning til udlandet er
opkrævningsterminerne for eventuel restskat de samme som sædvanlig.
Forældelsesfristen løber derfor som for andre skatteydere uden hensyn til, på
hvilken dato i indkomståret skattepligten er ophørt. Derimod rykkes
forfaldstidspunktet for særlig indkomstskat frem i tilfælde af
skatteophør på grund af fraflytning, idet såvel ikke pålignet som pålignet,
men ikke betalt særlig indkomstskat forfalder straks ved fraflytningen,
jfr. bekendtgørelse nr.347 af 28.juni 1988 om afsluttende ansættelse ved
ophør af skattepligt m.v. Forældelsesfristen vedrørende den særlige
indkomstskat regnes fra dette tidspunkt, medmindre begyndelsestidspunktet
udskydes i medfør af suspensionsbestemmelsen i LOSI § 14, stk.3, eller af en
af de i 1908-lovens § 3 nævnte årsager, se T 1.3. om suspension af
forældelse.
Nedenstående eksempel viser forældelsens indtræden for restskat og for
særlig indkomstskat:
Skatteophør på grund af fraflytning 1.8.1984:
Særlig ind-
komstskat Restskat
Forfaldstidspunkt 1.8.1984 1.9, 1.10 og 1.11.1985
Forældelsens indtræden 1.8.1989 1.9, 1.10 og 1.11.1990
Dødsfald
Hvis skattepligten ophører på grund af dødsfald, må der henses til, om der
skiftes i umiddelbar forbindelse med dødsfaldet uden at der
foretages afsluttende ansættelse for mellemperioden, i hvilket
tilfælde skattetilsvaret for dødsåret er endeligt afgjort med betalingen af
de foreløbige indkomstskattebeløb, KL § 14, stk.1, eller om der foretages
afsluttende ansættelse af almindelig og særlig indkomst for
mellemperioden. I sidstnævnte tilfælde forfalder restskatten og den
særlige indkomstskat til betaling den 1.10 efter indkomstårets udløb, idet
dog ingen skat forfalder til betaling senere end den 1. i den 3. måned efter
ophør af boets skattepligt, jfr. KL § 62 B, stk.1.
Eksempel
Skattekrav vedrørende en mellemperiode, som strækker sig fra 1.1. til
20.4.1984, for hvilken der er foretaget en afsluttende ansættelse, forældes 5
år fra 1.10.1985 at regne, d.v.s. 1.10.1990, medmindre boet er afsluttet
forinden, f.eks. den 1.4.1985; i så fald indtræder forældelsen den 1.7.1990.
Dødsboer
Opmærksomheden henledes på bestemmelsen i statsskattelovens § 43, stk.8,
sidste pkt., hvorefter boets og arvingernes ansvar for betaling af for
lidt erlagte skatter bortfalder, såfremt skattemyndigheden ikke foretager
rettidig anmeldelse til boet, d.v.s. inden for de i KL § 14,
stk.3 og stk.6, angivne frister, normalt 6 måneder fra dødsfaldet.
For dødsboers vedkommende regnes forældelsesfristen med hensyn til krav på
indkomst- og formueskat fra de i KL § 62 B nævnte forfaldstidspunkter, jfr.
om afsluttende skatteansættelser ovenfor. Hvis boskatten ikke er pålignet på
det tidspunkt, da den efter reglen i KL § 62 B skulle være forfalden til
betaling, udskydes forfaldstidspunktet til den 1. i den måned, som følger
nærmest efter påligningen, jfr. bekendtgørelse nr. 602 af 9.december 1977, §
18. Forældelsesmæssig betydning har denne sidste regel dog kun i tilfælde,
hvor skatten ikke ville være blevet pålignet inden den 1.10 efter
indkomstårets udløb, selv om den hurtigst mulige fremgangsmåde havde været
fulgt.
Da dødsboers særlige indkomst beskattes sammen med den
skattepligtige almindelige indkomst, jfr. LOSI § 13 A, behandles den del af
boskatten, som kan henføres til den særlige indkomst, heller ikke anderledes
end den øvrige i forældelsesmæssig henseende.
Selskabsskatter
Reglerne for selskabsskatters opkrævning findes i SSL § 30.
Indkomstskatten for selskaber og foreninger forfalder den 1.11 i det
skatteår, for hvilket ansættelsen er sket. Skat, som pålignes på grundlag af
en afsluttende eller anden ekstraordinær ansættelse, forfalder til betaling
den 1. i den måned, der følger efter meddelelsen om ansættelsen, dog tidligst
samtidig med den indkomstskat, der pålignes på grundlag af den sidste
ordinære skatteansættelse, SSL § 30, stk.2. Forældelsesfristen løber som
illustreret ved følgende eksempler:
Indkomstår Forfalds Forældelsens
(-periode) Skatteår tidspunkt indtræden
1.1.1983-
31.12.1983 1984/85 1.11.1984 1.11.1989
1.5.1983-
30.4.1984 1985/86 1.11.1985 1.11.1990
1.5.1984-
20.7.1985(ophør) 1985/86 tidl. 1.11.1985 tidl. 1.11.1990
Arve- og gaveafgifter
Fristen for forældelse af krav på arve- og gaveafgift løber fra afgiftens
forfaldstidspunkt.
Reglerne om forfaldstid vedrørende arve- og gaveafgift er fastsat
i §§ 24 og 33 samt 46 i arveafgiftsloven.
Arveafgiften i offentligt skiftede boer forfalder til
betaling, når udlodning kan ske, d.v.s. når 4 ugers fristen for anke af
repartitionen er udløbet, eller alle vedkommende har frafaldet anke, jfr.
skiftelovens § 50, stk. 3.
I privat skiftede boer forfalder arveafgiften 4 uger efter, at
der er givet den afgiftspligtige meddelelse om den beregnede afgift, og det
samme gælder, når arveafgift skal svares af erhvervelser, som ikke har været
inddraget under skifte.
På tilsvarende måde forfalder gaveafgift til betaling 4 uger
efter, at der er meddelt giver og modtager underretning om
afgiftsberegningen, se nærmere cirkulære nr. 144 af 17. juni 1970 om
ændringer i reglerne om arve- og gaveafgift. Indgivelse af klage til
landsskatteretten over værdiansættelse eller afgiftsberegning medfører ikke,
at forfaldstidspunktet udskydes.
Drejer det sig om afgiftskrav, som ikke er blevet opgjort
umiddelbart på grundlag af boopgørelsen eller rettidigt indgivet arve- eller
gaveanmeldelse, kan forfaldstidspunktets anvendelse som begyndelsestidspunkt
for forældelsesfristen volde problemer.
Spørgsmålet om forældelsesfristens begyndelsestidspunkt i sådanne tilfælde
er endnu ikke fuldstændig afklaret, men det kan fastslås, at fristen i intet
tilfælde kan begynde at løbe, før offentligt skiftet bo er afsluttet, fristen
for indsendelse af boopgørelse vedrørende privat skiftet bo er udløbet, eller
fristen for indgivelse af gaveanmeldelse er udløbet.
Fra hvilket tidspunkt fristen herefter løber, må afgøres efter en konkret
bedømmelse af afgiftsmyndighedernes mulighed for at gøre afgiftskravet
gældende.
Opmærksomheden henledes på, at gaveafgift kan være undergivet
forældelse efter 5-års reglen, når det af giverens eller modtagerens
selvangivelse er fremgået, at der er givet nogen et afgiftspligtigt
formuegode. Dette for afgiftsmyndigheden strenge standpunkt er indtaget
i ØLD, refereret i UfR 1971.856.
Frigørelsesafgift
Frigørelsesafgift forfalder til betaling månedsdagen efter, at den
afgiftspligtige har modtaget meddelelse om afgiftens beregning, jfr. lov om
frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom § 5.
Forældelsesfristen efter 1908-loven regnes fra tidspunktet for
zoneovergangen.
Afgifter i medfør af PL
Indkomstskat (og afgift, hvis der er tale om pensionsordninger, der er
ophævet ved aftale den 1.juli 1987 eller tidligere), der skal svares i
henhold til pensionsbeskatningsloven, skal tilbageholdes af det pågældende
forsikringsselskab, vedkommende pensionskasse eller anden institution og
indbetales til statskassen (statsskattedirektoratet) inden 3 måneder efter,
at forsikringsselskabet m.v. har fået kendskab til skattepligten. Spørgsmålet
om forældelse af krav på disse skatter m.v. er i almindelighed uden praktisk
interesse for de lignende myndigheder.
Tillæggsskat/ indkomstskat
For pensionsordninger ophævet i utide m.v. har
statsskattedirektoratet frem til og med indkomståret 1986 beregnet
tillægsskat efter PL § 48 på grundlag af ligningsmyndighedernes indberetning,
se nærmere cirkulære nr.175 af 23. juli 1973. Ifølge § 48, stk. 3 i den
tidligere lovbekendtgørelse nr. 358 af 2. juli 1984 betales tillægsskatten i
3 rater med forfaldsdage den 1. i hver af månederne september, oktober og
november i slutligningsåret. Tilsvarende regler gælder for ordninger, der er
ophævet i utide m.v. i tidsrummet 1. januar 1987 til den 1. juli 1987. Fra 1.
januar 1987 er tillægsskatten dog afløst af en indkomstskat. For ordninger
ophævet i utide m.v. efter 1. juli 1987 tilbageholder
forsikringsselskabet/pengeinstituttet som omtalt foran indkomstskatten.
Vedrørende ændringerne efter 1. januar 1987, se lov nr. 312 af 25. maj 1987.
Følgende eksempel kan illustrere forældelse af kravet på
tillægsskatten/indkomstskatten:
Ophævelse af Tillægs Forfalds Forældelsens
forsikring m.v. skattepligt tidspunkter indtræden
(afgiftsplig- for ind- for
tig) komståret tillægsskatten
1.2.1984 1984 1.9, 1.10, 1.9, 1.10,
1.11.1985 1.11.1990
1.3. Suspension af forældelsen
Det forhold, at forældelsesfristen vedrørende en given fordring ikke
begynder at løbe ved sit sædvanlige begyndelsestidspunkt eller sættes i stå
efter at være begyndt at løbe på grund af omstændigheder, som hindrer
fordringens inddrivelse, betegnes som suspension af forældelsen.
Suspension må ikke forveksles med afbrydelse, se T 1.4.
1908-lovens § 3 om suspension af forældelsen har følgende ordlyd:
»Når den fordringshaver, for hvem noget af de i § 1 ommeldte krav er
stiftet, på grund af utilregnelig uvidenhed om sit krav eller om
skyldnerens opholdssted, har været ude af stand til at gøre sin ret
gældende, regnes den i § 1 omhandlede kortere forældelsesfrist fra den
tid, da fordringshaveren var eller ved sædvanlig agtpågivenhed ville have
været i stand til at kræve sit krav betalt«.
Utilregnelig uvidenhed
Skatte- og afgiftsmyndighedernes utilregnelige uvidenhed om deres krav
spiller i praksis en betydelig rolle.
Retlige vildfarelser
Retlige vildfarelser udskyder i almindelighed ikke forældelsens
forløb, jfr. UfR 1927.585 H. For skatte- og afgiftsmyndighederne antages
denne regel at gælde ubetinget, og den skattelignende myndighed kan
således godt have befundet sig i en undskyldelig tvivl om en
skattebestemmelses forståelse eller rækkevidde, uden at tvivlen vil kunne
påberåbes som »utilregnelig uvidenhed«.
Vildfarelser af faktisk karakter
Derimod medfører vildfarelser af faktisk karakter suspension. Det
er ikke tilstrækkeligt til at udskyde forældelsesfristens
begyndelsestidspunkt, at skatteyderens selvangivelse har været urigtig,
såfremt skattemyndighederne ved en sædvanlig undersøgelse af selvangivelsen
og eventuelt en sammenligning af denne med tidligere års burde være blevet
opmærksomme på det ikke oplyste forhold. At kravet til skattemyndighedernes
»almindelige agtpågivenhed« er meget strengt, fremgår af
ØLD, UfR 1971.856, angående et afgiftskrav; der kan henvises til kommentaren
af højesteretsdommer Spleth til bl.a. denne dom i UfR 1973 B, s.173, se også
skd.57.181 (forældelse af efterbetalingskrav).
På den anden side kan myndighederne naturligvis ikke være forpligtede til
at tage alle eventualiteter i betragtning eller til at foranstalte
dyberegående undersøgelser uden synlig anledning. Støder de lignende
myndigheder under en efterprøvelse af det regnskabsmæssige grundlag for en
selvangivelse på oplysninger, som ikke havde kunnet udledes af
selvangivelsen, og som hvis de havde foreligget oplyst under ligningen ville
have ført til en højere skatteansættelse end den faktisk foretagne, må
forældelsesfristen med hensyn til det yderligere skattekrav anses for
suspenderet i tiden fra sit normale begyndelsestidspunkt og indtil det
tidspunkt, da skattevæsenet bliver i stand til at gøre sit yderligere krav
gældende, skd.63.347.
I VLD af 12.september 1988, Skat 1988.11.662, om statsgældsbeviser fandt
retten, at skattemyndighederne ikke havde været i utilregnelig uvidenhed om
skattekravet. Dommen var begrundet med, at spørgsmålet om suspension
overhovedet ikke ville være opstået, hvis ligningsmyndighederne havde fulgt
anvisningerne i SD cirk.1979-31 efter dets ordlyd og tilsidesat
lånearrangementer, hvor den blotte mulighed for vekselererfirmaet til at
foretage terminsforretninger var til stede. Fristen var med andre ord ikke
suspenderet, indtil skattemyndighederne ved en regnskabsmæssig gennemgang af
vekselererfirmaet havde konstateret, om den pågældende vekselerer rent
faktisk havde disponeret over de omhandlede statsgældsbeviser.
VLD af 12.juni 1989 (2.afd., B 995/1988), vedrørte et tilfælde, hvor
en revisionsmæssig gennemgang af et aktieselskabs regnskab for 1972 viste, at
selskabets hovedaktionær havde modtaget 300.000 kr. Ifølge regnskaberne var
der tale om et lån ydet af en østrigsk forretningsforbindelse. Hverken
hovedaktionærens eller selskabets regnskaber hver for sig eller sammenholdt
indeholdt oplysninger, som kunne give skattemyndighederne grund til at
antage, at lånet, optaget i Østrig, ikke var reelt, men maskeret udbytte fra
selskabet til hovedaktionæren. Heller ikke oplysninger indhentet i 1980 hos
Danmarks Nationalbank og det østrigske finansministerium, som gav
skattemyndighederne anledning til at iværksætte undersøgelsen, fandtes at
kunne give skattemyndighederne grundlag for at fremsætte et skattekrav mod
hovedaktionæren. Da forældelsesfristen herefter havde været suspenderet,
stadfæstede landsretten fogedrettens opretholdelse af et udlæg i 1985 hos
hovedaktionæren.
Betydningen af sagens fortsatte behandling
Forældelsesfristen begynder at løbe fra det tidspunkt, da
skattemyndighederne bliver i stand til at gøre deres yderligere krav
gældende, jf. HD af 21. marts 1963, UfR 1963.377, hvorefter hensynet til
sagens fortsatte undersøgelse og forhandling blev tilsidesat. Da de
oplysninger, på grund af hvilke retssagen blev anlagt den 4. december 1958,
havde foreligget for skattevæsenet i en redegørelse for skatteyderens
indtægter år for år af 7. august 1953, suppleret den 23. oktober samme år,
ansås skattekravet for forældet inden sagens anlæg. Dommen er kommenteret i
UfR 1963B, s.246.
I VLD af 21.sept. 1981 (skd.62.260) er det antaget, at forældelse efter
1908-loven ikke kan gøres gældende i et tilfælde, hvor forligsforhandlinger
om forhøjelse af en afdød skatteyders indkomstansættelse for indkomståret
forud for dødsåret er blevet fortsat over en periode af flere år.
I ØLD af 27.september 1988, Skat 1988.12.747, der drejede sig om
opkrævning af svenske arbejdsgiverafgifter, blev det antaget, at 1908-lovens
forældelsesfrist ikke havde været suspenderet på grund af, at arbejdsgiveren
efter klagefristens udløb havde fremsat anmodning om omberegning af afgiften
hos de svenske myndigheder eller på grund af politiske forhandlinger mellem
Danmark og Sverige om kravets berettigelse. Det af de danske
skattemyndigheder foretagne udlæg blev derfor ophævet.
Skatteyderens opholdssted ubekendt
Skattemyndighederne m.v. vil normalt kunne gøre sig bekendt med
skatteyderens eller den afgiftspligtiges opholdssted, så længe dette ligger
inden for rigets grænser. Myndighederne kan bedre tænkes at befinde
sig i utilregnelig uvidenhed om en skyldners opholdssted i udlandet .
Efter tidligere domstolspraksis er der ikke stillet store krav til
bestræbelserne for at få et sådant oplyst. Ved ØLD, UfR 1932.590, blev en
løbende forældelsesfrist anset for suspenderet i et tilfælde, hvor en
skatteyder var flyttet til Schweiz uden at meddele flytning til
folkeregisteret. Det var oplyst, at et almindeligt brev til hans tidligere
adresse sandsynligvis ville have nået ham. På linie hermed er for så vidt
VLD, UfR 1960.964, hvor skatteyderen var rejst til Chile, ligeledes uden at
melde flytning. I forhold til dommen fra 1932 kan der af begrundelsen udledes
en vis skærpelse af kravet til myndighedernes anstrengelser. Der lagdes
udtrykkeligt vægt på skatteyderens udvandring til et så fjernt sted som
Chile, hvor inddrivelsen af skatten tilmed ville have været forbundet med
sådanne vanskeligheder, at det ikke ville have haft noget praktisk formål at
søge adressen oplyst.
Ved Århus byrets dom i UfR 1982.872 ansås et momskrav for forældet, da
toldvæsenet ved henvendelse til skyldnerens fader kun fået oplysning om
skyldnerens opholdssted i Canada. Toldvæsenet ha tidligere været i
forbindelse med faderen. Herefter ansås forældelsesfristen ikke for
suspenderet. Dommen er udtryk for en skærpelse af hidtidig retspraksis.
Forældelsesfristen kunne endvidere ikke anses for suspenderet i et
tilfælde, hvor skattemyndighederne var blevet holdt underrettet om
skatteyderens opholdssted i Spanien, men havde undladt at søge deres krav
gennemført, skd.66.260.
Suspensionsreglen i 1908-loven suppleres for så vidt angår krav på særlig
indkomstskat af bestemmelsen i LOSI § 14, stk.3, hvorefter der ved
beregningen af forældelsesfristen for krav på særlig indkomstskat ses bort
fra den tid, i hvilken skattemyndighederne på grund af den skattepligtiges
ophold i udlandet har været ude af stand til at gøre kravet gældende ved en
dansk domstol. Skattemyndighederne er altså ikke henvist til at anlægge sag
ved en fremmed domstol for at afbryde forældelsen af disse krav. Men
bestemmelsen i § 14, stk.3, finder på den anden side ikke anvendelse, så
længe skatteyderen opholder sig i et land, hvor et dansk skattekrav kan
gennemføres i kraft af en bistandsaftale. Se endvidere »Vejledning for
pantefogeder«, Kommunetryk, afsnit 16.
1.4. Afbrydelse af forældelsen
Efter 1908-lovens § 2, 2.pkt., afbrydes den 5-årige forældelsesfrist,
når »fordringshaveren inden fristens udløb enten 1) erhverver
skyldnerens erkendelse af gælden eller 2) foretager retslige skridt mod ham
og uden ufornødent ophold forfølger disse til erhvervelse af forlig, dom
eller anden retsafgørelse«.
Når forældelsesfristen efter denne bestemmelse er afbrudt, kan den ikke
løbe til ende senere, men der kan begynde at løbe en ny 5-årig
forældelsesfrist, se nedenfor om forskellen mellem sådanne tilfælde og
tilfælde, hvor fordringshaveren erhverver et særligt retsgrundlag.
Erkendelse af gælden
Skatteyderens erkendelse af gælden kan opnås på flere måder. Erkendelsen
kan være udtrykkelig - uden dog at have karakter af særligt retsgrundlag - og
stiltiende, f.eks. i form af et andragende om henstand med eller lempelse af
tilsvaret, jfr. skd.70.78 og 71.686.
Gives der ansøgt henstand, løber der en ny frist fra henstandens
ophør, jfr. HD af 10.okt. 1989, Skat 1989.11.860. Også en
afdragsordning indebærer en erkendelse af fordringen. Udebliver restanten med
et eller flere afdrag, løber der en ny forældelsesfrist fra tidspunktet for
misligholdelsen.
I VLD af 21.september 1981 (skd.62.260) blev det lagt til grund, at
forældelse efter 1908-loven ikke kunne gøres gældende, idet
forligsforhandlinger om størrelsen af forhøjelsen af afdødes
indkomstansættelse for indkomståret forud for dødsåret var fortsat i en
periode over flere år.
Indbringelse for landsskatteretten
I ØLD, UfR 1972.447, og i en mindretalsudtalelse i HD, UfR 1969.108, er
man gået ud fra, at indbringelse af en skatterådskendelse for
landsskatteretten på et tidspunkt, hvor skattekravet ikke er forældet,
bevirker, at fristen for forældelse først regnes fra afsigelsen af
landsskatterettens kendelse. Ved VLD af 21.februar 1978 (skd.48.52), blev det
i overensstemmelse hermed lagt til grund, at fristen for forældelse af et
efterbetalingskrav, hvorom ligningsrådet havde truffet afgørelse, først kunne
regnes fra afsigelsen af landsskatterettens kendelse, da skatteyderen selv
havde indbragt sagen for landsskatteretten på et tidspunkt, hvor kravet ikke
var forældet. Denne generelle formulering er imidlertid ikke gentaget i HD af
27. november 1978 i samme sag, UfR 1979.64, skd.48.58, men det udtales, at
den langvarige behandling ved landsskatteretten efter de foreliggende
oplysninger ikke kunne medføre forældelse. Det må herefter antages, at
indbringelse for landsskatteretten ikke generelt medfører afbrydelse
af forældelsesfristen, men at forældelsesindsigelsen på den anden side under
visse omstændigheder kan fortabes af skatteyderen.
Af hensyn til risikoen for forældelse bør ligningsmyndighedernes
indstilling til landsskatteretten i sager, der angår spørgsmålet, om en
indtægt er almindelig eller særlig indkomst, omfatte en subsidiær
indstilling, således at muligheden for at gennemføre beskatning med særlig
indkomstskat ikke fortabes.
Af HD af 14.april 1986 (Skat 1986.5.306) fremgår, at bestemmelsen i
skattestyrelseslovens § 29, stk.1, kun tager sigte på en skatteyders
adgang til at indbringe en sag for domstolene,hvorfor bestemmelsen ikke
afskærer skattemyndighederne fra at anlægge sag ved domstolene for at
afbryde forældelsesfristen, selv om der verserer en klagesag ved
landsskatteretten.
I to ØL-kendelser af 27. april 1987, Skat 1987.7.478 blev en sådan retssag
udsat for at afvente landsskatterettens afgørelse af sagens materielle
indhold. Kendelsen er ikke indbragt for Højesteret, men anses for konkret
begrundet, jfr. Skattedepartementets kommentar i Skat 1987.7.480.
Egen anmeldelse
Det er fastslået af Højesteret i UfR 1968.240, at indgivelse af
gaveanmeldelse ikke kan betragtes som en anerkendelse af fordringen på
afgift. En gaveanmeldelse indsendt efter den i loven fastsatte
anmeldelsesfrists udløb og efter, at afgiftsmyndigheden på anden måde er
eller burde være kommet til kundskab om gaven, afbryder med andre ord ikke en
løbende forældelsesfrist. Af dommen kan man udlede, at en
»selvmelders« henvendelse til skattemyndighederne om sådanne
udeholdelser eller fejl i selvangivelsen, som myndighederne allerede skulle
være på det rene med, ikke uden videre afbryder forældelsesfristen. Det
afhænger af henvendelsens nærmere indhold, om den kan betragtes som en
erkendelse af (yderligere) skattegæld eller måske endog som et særligt
retsgrundlag, se nærmere nedenfor.
Retslige skridt
De retslige skridt mod skyldneren, som afbryder en løbende
forældelsesfrist, er sagsanlæg ved domstolene, udlæg, arrest og anmeldelse i
skyldners konkursbo, tvangsakkord- eller gældssaneringsbo. Ved sagsanlæg er
tidspunktet for indlevering af stævning til retten afgørende for,
hvornår forældelsesfristen er afbrudt. For udlægs vedkommende fastslår
retsplejelovens § 527, at forældelse af en fordring afbrydes ved indgivelse
af anmodning om udlæg, såfremt fordringshaveren søger forretningen
fremmet uden ugrundet ophold. Ved udllæg for skatter og afgifter, når der
foretages af kommunernes pantefogeder, regnes fristen fra selve udlæggets
foretagelse. Udlægsforretningen anses for fremmet, når der foretages udlæg og
dette følges op med tvangsrealisation. Selv om forretningen slutter som
forgæves, bevares den afbrydende virkning på forældelsesfristen.
Gældsbrev eller andet særligt retsgrundlag
Efter 1908-lovens § 1, stk.2, finder forældelsesfristen på 5 år ikke
anvendelse, »når der for fordringen er udstedt gældsbrev eller
tilvejebragt andet særligt retsgrundlag, hvorved dens tilblivelse er
anerkendt af skyldneren eller på anden måde skriftligt fastslået«.
Fordringer, som er således sikrede, forældes efter bestemmelsen i Danske Lov
5-14-4, se T 1.5.
At der er udstedt et gældsbrev for en fordring udelukker ikke, at et
vedhængende rentekrav selvstædigt forældes efter 1908-loven.
Et pantebrev i fast ejendom eller løsøre er et gældsbrev, men hvis det
ikke fastslår, at debitor skylder et bestemt beløb, opfylder det ikke
betingelsen efter 1908-loven § 1, stk.2. Heraf følger, at udstedelse af et
skadesløsbrev ikke forhindrer, at den underliggende fordring kan forældes på
5 år, se ovenfor om frigørelsesafgift. Overgivelse af et ejerpantebrev til
sikkerhed for fordringen er heller ikke tilstrækkeligt. De andre
særlige retsgrundlag forudsætter også, at fordringens størrelse derved
fastslås - således er en transporterklæring, som ikke indeholdt oplysning om
skyldforholdet mellem parterne, ikke blevet anset som et særligt
retsgrundlag, jfr. den i UfR 1965.608, refererede byretsafgørelse.
Indirekte fastsættelse af fordringens størrelse, f.eks. fastsættelse af
den skattepligtige indkomst, kan efter omstændighederne være tilstrækkelig,
HD i UfR 1934.432. Den fyldestgørelsesadgang, som er hjemlet i
investeringsfondslovens § 9, stk.3, for skattekrav, opstået ved indtræden af
de i lovens §§ 9, stk.1, 10, stk. 1 samt den tidligere gældende § 11 nævnte
begivenheder, udgør intet særligt retsgrundlag, allerede fordi
skattetilsvarets størrelse ikke lader sig fastslå umiddelbart på grundlag af
henlæggelserne. Det samme gælder med hensyn til skattetilsvar i medfør af
etableringskontolovens §§ 9, stk.1 og 2, og 11, stk.1 og 3, jfr. § 9, stk.3.
Som sådanne retsgrundlag, der opfylder betingelserne i 1908-lovens § 1,
stk.2, kan nævnes dom og forlig. Også et tilbud fra en
skatteyder, som accepteres af myndighederne, opfylder betingelserne. Derimod
kan et udlæg, en arrest eller et andragende om henstand, lempelse eller
afdragsvis betaling ikke anses som et særligt retsgrundlag.
1.5. Den 20-årige forældelse
Forældelsesreglen i Danske Lov 5-14-4 gælder ved siden af
1908-loven, jfr. 1908-lovens § 4, men dens praktiske betydning for området
skatter og afgifter er ikke stor.
Reglen i Danske Lov går ud på, at
»Alle Gieldsbreve, som ere ældre end tyve Aar, skulle være døde og
magtisløse, med mindre de inden fornævnte Tid med Skyldnerens Paaskrivelse
eller med nyt Brev eller Creditorens Opsigelse eller Beskikkelse eller
Tingsvidne ere fornyede«.
Bestemmelsen er ikke begrænset til at angå gældsbreve i moderne sproglig
betydning, men angår alle formuefordringer, herunder også det offentliges
krav på skatter og afgifter i tilfælde, hvor der foreligger et særligt
retsgrundlag, eller hvor 1908-lovens forældelsesfrist har været suspenderet
gennem en længere periode.
Forældelsesfristen antages at løbe fra fordringens stiftelse eller fra det
tidspunkt, da det gældsbrev eller andet retsgrundlag, som sætter den 5-årige
forældelsesfrist ud af kraft, tilvejebringes. Ved UfR 1985.619, jfr. Skat
1985.9.236 fastslog Højesteret, at krav på særlig indkomstskat stiftes ved
indkomstårets udløb. Tilsvarende anses krav på restskatter efter praksis for
stiftet ved indkomstårets udløb. Ved UfR 1987.925 har Højesteret endvidere
fastslået, at krav på betaling af løbende B-skatterater stiftes ved
indkomstårets udløb. For så vidt angår selskabsskatter anses disse for
stiftet ved regnskabsårets udløb.
Afgiftskrav anses i øvrigt normalt at være stiftet ved den afgiftspligtige
begivenheds indtræden.
En meget væsentlig forskel på den 5-årige forældelse efter 1908-loven og
reglen i Danske Lov er, at den 20-årige forældelse ikke suspenderes
under de betingelser, 1908-loven opstiller i § 3, se T 1.3. Derimod afbrydes
den 20-årige forældelse ikke alene ved skyldnerens erkendelse og ved retslige
skridt, men også ved enhver påmindelse fra kreditor, hvorved der gives udtryk
for, at kravet fastholdes.
Udbytteskat - tilbagebetalingskrav
ØLD af 24. maj 1982 (skd.65.208). Holdingsselskabs tilbagebetalingskrav på
udbytteskat indbetalt af datterselskab i medfør af KL § 65 fandtes ikke at
være omfattet af 1908-lovens § 1 nr.6 og er efter ordlyden af § 1 nr.4 heller
ikke omfattet af denne bestemmelse. Fordringen er herefter undergivet
forældelsesreglen i DL 5-14-4. Uddrag af lov nr.274 af 22.dec. 1908
om forældelse af visse fordringer
§ 1. For følgende fordringer gælder en forældelsesfrist af 5 år:
4) Statens eller kommunens krav på skatter eller afgifter af
offentligretlig natur.
5) Fordring på erstatning for skade, tilføjet udenfor kontraktsforhold,
medmindre skaden er bevirket ved en forbrydelse, for hvilken der under
offentlig straffesag pålægges straf, og
6) Fordring, som udenfor tilfælde af svig haves på betaling af, hvad nogen
har ydet i urigtig formening om, at forpligtelse hertil påhvilede ham.
Foranførte forældelsesfrist er dog ikke anvendelig, når der for fordringen
er udstedt gældsbrev eller tilvejebragt andet særligt retsgrundlag, hvorved
dens tilblivelse og størrelse er anerkendt af skyldneren eller på anden måde
skriftligt fastslået. § 2. Den i § 1 fastsatte kortere forældelsesfrist
regnes fra den tid, da fordringen af fordringshaveren kan kræves betalt.
Fordringen fortabes, medmindre fordringshaveren inden fristens udløb enten
erhverver skyldnerens erkendelse af gælden eller foretager retslige skridt
mod ham og uden ufornødent ophold forfølger disse til erhvervelse af forlig,
dom eller anden retsafgørelse.
§ 3. Når den fordringshaver, for hvem noget af de i § 1 ommeldte krav er
stiftet, på grund af utilregnelig uvidenhed om sit krav eller om skyldnerens
opholdssted har været ude af stand til at gøre sin ret gældende, regnes den i
§ 1 omhandlede kortere forældelsesfrist først fra den tid, da
fordringshaveren var eller ved sædvanlig agtpågivenhed ville have været i
stand til at kræve sit krav betalt. § 4. Den almindelige forældelsesfrist af
20 år vedbliver ved siden af den i § 1 fastsatte.
2. Fristen for skønsmæssige ansættelser m.v.
2.1. Område
Skattestyrelseslovens § 15, stk. 5 bestemmer, at »forhøjelser af
ansættelser vedrørende indkomst- og formueskat kan i det omfang, hvori
ansættelsen beror på et skøn, ikke finde sted senere end 3 år efter udløbet
af det pågældende indkomstår«.
For indkomstår før 1978 fandtes den tilsvarende bestemmelse i
landsskatteretslovens § 3, stk.5.
Reglen gælder bl.a. også selskabsskat, særlig indkomstskat og
frigørelsesafgift. Derimod er bestemmelsen i § 15, stk.5, ikke til hinder for
skønsmæssig ændring af gaveafgiftsgrundlag.
Finder de lignende myndigheder under behandlingen af en til
landsskatteretten indgivet klage, at skønsmæssig forhøjelse bør finde sted på
punkter, der ikke er omfattet af klagen, skal indstilling herom afgives over
for landsskatteretten inden fristens udløb og der skal samtidig
gives klageren meddelelse om indstillingen.
Reglen gælder for forhøjelser efter skøn på et eller flere punkter af en
ansættelse, selvom der på andre punkter af ansættelsen foretages nedsættelse
af ansættelsen, således at nettoresultatet af ændringen bliver en
nedsættelse.
Det er for fristens anvendelse uden betydning, om den oprindelige
ansættelse har været skønsmæssig, - det afgørende er, at forhøjelsen sker
efter skøn.
2.2. Hvor sent kan den skønsmæssige ansættelse foretages?
Efter bestemmelsen kan forhøjelse ikke finde sted senere end 3 år
efter udløbet af det pågældende indkomstår. Er indkomståret ikke
sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det
kalenderår, som indkomståret træder i stedet for.
Det er tilstrækkeligt, at forhøjelsen er vedtaget af den
pågældende lignende myndighed inden fristens udløb, selvom skatteyderen først
får meddelelse om forhøjelsen efter udløbet, når blot meddelelse afsendes
uden unødigt ophold, skd.32.144.
Som eksempel kan anføres, at en forhøjelse efter skøn af en ansættelse for
indkomståret 1981 er gyldig, såfremt den er vedtaget senest den 31.december
1984 og meddelelse om ansættelsen er tilgået skatteyderen uden unødigt
ophold.
2.3. Hvornår foreligger der et skøn?
Rene lovfortolkningsspørgsmål falder uden for reglen, f.eks.
hvorvidt en bygning er afskrivningsberettiget efter afskrivningsloven.
Reglen omfatter såvel rene værdiskøn som skøn i tilfælde, hvor
sagens faktum som følge af manglende oplysninger eller bevis nødvendiggør et
skøn fra de lignende myndigheders side.
Som konkrete eksempler kan nævnes:
Fordeling af ikke specificeret købesum på forskellige aktiver: goodwill,
varelager m.v., lsr. 1954.89.
Kursfastsættelse vedrørende pantebreve og gældsbreve, lsr. 1956.150.
Afskrivningsgrundlaget for afskrivningsberettigede landbrugsbygninger (kun
det relevante år), lsr. 1966.75 og 1978.117.
Fastsættelsen af »levetiden« for en bygning på lejet grund, lsr.
1978.51.
Skønsmæssig forhøjelse i anledning af, at der ved overdragelsen af et
aktiv findes at foreligge en skattepligtig gave.
Skønsmæssig forhøjelse af salgssummen ved et ejendomsaktieselskabs salg af
en fast ejendom til en aktionær, skd.37.174.
Skøn over, hvorledes en afholdt udgift skal fordeles på forbedring eller
vedligeholdelse af fast ejendom, lsr. 1961.78.
Omregningskurs på udenlandsk valuta, indtjent og forbrugt i udlandet.
Skønsmæssig ansættelse af indkomsten i tilfælde, hvor regnskabet ikke
findes at kunne lægges til grund ved ansættelsen.
Skøn over fordelingen mellem privat og erhvervsmæssig benyttelse af bil,
egen lejlighed, lejede lokaler m.v. Se også T 2.6.
Skøn over værdien af en række naturalgoder såsom kost og logi, fri bolig,
telefon, fri bil m.v. (se også T 2.6), skøn over udgifter, afholdt i medfør
af erhvervet, såsom rejse- og fortæringsudgifter, udgift til uniform og
arbejdsdragt, udgift til værktøj m.v. samt kursfastsættelse af unoterede
aktier. For disse gælder, at ligningsrådet i vidt omfang har fastsat
vejledende satser inden for dette område, men den omstændighed, at en
forhøjelse er foretaget for at bringe ansættelsen i overensstemmelse med
ligningsrådets vejledende satser betager ikke ansættelsen dens
karakter af skønsmæssig ansættelse, jfr. UfR 1955.812.
Formålet med den her omhandlede regel er at beskytte den skatteyder, der
er i god tro, mod efter længere tids forløb at blive stillet over for
yderligere skattekrav inden for et område, hvor han efter sagens natur har
svært ved at bevise eller sandsynliggøre sin påstand.
Domstolene har derimod ikke været betænkelige ved at bortse fra fristen i
tilfælde, hvor skatteyderen enten svigagtigt har udeholdt
oplysninger eller meddelt urigtige oplysninger, eller ved grov
uagtsomhed ved udfærdigelsen af sin selvangivelse eller ved meddelelse
af supplerende oplysninger har begået en positiv fejl, jfr. UfR 1964.691.
Manglende oplysning i selvangivelsen om f.eks. værdi af frit ophold og
lommepenge kan medføre suspension af 3-års fristen.
Kan forhøjelsen i disse tilfælde ikke opgøres helt nøjagtigt f.eks. hvis
det som i det i lsr. 1971.170 refererede tilfælde drejer sig om ikke oplyste
kontorholdsgodtgørelser, hvorfra der efter et skøn skulle fradrages udgifter
til kontorholdet, vil forholdet ikke falde ind under § 15, stk.5, idet
forhøjelsen så vidt muligt hviler på en beregning.
Er der f.eks. konstateret et ikke tidligere oplyst bankindestående,
opsparet gennem flere år, vil en fordeling på basis af den årlige stigning i
indeståendet kunne ske uden hensyn til fristen i § 15, stk.5, idet
forhøjelsen så nært som muligt støtter sig på en beregning, jfr.
byretsdom af 6.januar 1953, (refereret i SO 1953 s.104).
Er der tale om en ansættelse, der er foretaget skønsmæssigt på grundlag af
formuebevægelsen og et skønnet privatforbrug, gælder det ovenfor anførte om
korrektion af positive fejl, men et oprindeligt skøn over
privatforbrugets størrelse kan ikke ændres efter udløbet af fristen i § 15,
stk.5.
I lsr. 1967.171 og 1968.83 er det udtalt, at skønsmæssige forhøjelser i
anledning af salgsavance på kornbeholdninger ikke var gyldige, idet de var
foretaget efter udløbet af fristen i § 3, stk.5 og landsskatteretten efter
dagældende praksis ikke anså det for en positiv fejl fra klagerens
side, at han ikke havde medregnet beholdningsavance.
En skatteyder blev efter 3 års-fristens udløb af skatterådet forhøjet med
en skønsmæssigt fastsat værdi af fri bolig m.v., hvilket var afledt af, at
hans moder ved en landsskatteretskendelse var blevet nedsat med et beløb, der
ifølge kendelsen burde henføres til beskatning hos sønnen.
Da fristen ifølge § 15, stk.5, ikke var overholdt, anså lsr.
forhøjelsen for ugyldig. Det blev herved lagt til grund, at
skatteyderen ikke ved positive fejl eller undladelser havde forholdt de
skattelignende myndigheder oplysninger af betydning for indkomstansættelsen,
jfr. lsr. 1986.33.
Resumerende kan det fastslås, at forældelsesreglen i § 15, stk.5 lægges
til grund ved skønsmæssige ansættelsesreguleringer, hvor det forhold, der
korrigeres ved forhøjelsen, ikke skyldes svig eller grov uagtsomhed hos
skatteyderen.
Foreligger der svig eller grov uagtsomhed, kan de skønsmæssige
forhøjelser gennemføres ved en ændret skatteansættelse med den virkning, at
den korte forældelsesfrist efter nævnte § 15 stk.5 viger for reglerne i den
foran omhandlede forældelseslov af 1908. Forhøjelsen vil endvidere kunne ske
i form af en efterbetalingssag efter statsskattelovens § 42 jfr.
skattestyrelseslovens § 17, dvs. uden ændring af selve ansættelsen.
2.4. Nedsættelse af skønsmæssige ansættelser
Lovbestemmelsen omhandler kun forhøjelse af skønsmæssige
ansættelser og tager således ikke sigte på nedsættelse eller ophævelse af
ansættelser.
Det skal dog bemærkes, at landsskatteretten (lsr. 1976.86) anså en
nedsættelse af en skønsmæssig ansættelse, foretaget efter udløbet af fristen,
for ugyldig. Motiveringen var, at nedsættelsen som konsekvens medførte en
tilsvarende forhøjelse for det efterfølgende år, og uanset at forhøjelsen for
det sidstnævnte år lå inden for fristen i § 3, stk.5, fandtes bestemmelsen i
nævnte § altså anvendelig på den foretagne nedsættelse.
2.5. Diverse afgørelser
1) Lsr. 1975.191 omhandler et tilfælde, hvor en klager i 1969 havde
erhvervet en post aktier fra sin fader. I 1971 fratrak klageren et tab i
anledning af de pågældende selskabers likvidation.
Ved ansættelsen for 1971 (skatterådets kendelse af 30. december 1974)
reducerede skatterådet tabet med 175.000 kr., idet skatterådet gjorde
gældende, at klageren i 1969 havde ydet faderen en overpris for aktierne på
nævnte beløb.
Klageren påstod, at forhøjelsen ikke var gyldig, idet den var foretaget
skønsmæssigt efter udløbet af den for indkomståret 1969 gældende frist efter
§ 3, stk.5.
Landsskatteretten fastslog, at anskaffelsen i 1969 ikke havde haft nogen
indflydelse på klagerens indkomst eller formue i 1969 og ændringen af
anskaffelsessummen for aktierne medførte ikke nogen forhøjelse vedrørende
klagerens indkomst- og formueskatter for 1969. Da der endvidere først havde
været anledning til at tage anskaffelsesprisen for aktierne op til vurdering
ved behandlingen af klagerens indkomstansættelse for 1971, og fristen for at
foretage skønsmæssige forhøjelser for dette år først udløb den 31.december
1974, måtte den foretagne forhøjelse af klagerens indkomst for 1971 med
175.000 kr. anses for gyldigt foretaget.
2) En af landsskatteretten fastsat kurs ved klage over
gaveafgiftsberegningen i anledning af en faders overdragelse af aktier som
gave til en søn, kunne ikke efter udløbet af fristen i § 3, stk.5
lægges til grund ved faderens ansættelse af særlig indkomstskat, idet kursen
ville medføre en forhøjelse af den oprindelige ansættelse, og ansættelsen
måtte anses for skønsmæssig, selvom den var afledt af kursen ved
gaveafgiftsberegningen. Man må være opmærksom på reglerne i KL § 16.
3) Ændring af fordelingen af anskaffelsessummen ved beregningen af særlig
indkomstskat ved salg af en del af en ejendom, jfr. punkt 8 i daværende
cirkulære nr. 250 af 29. december 1975 om særlig indkomstskat m.v. af
fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, faldt ikke ind under § 3, stk.5,
idet avanceopgørelsen hvilede på en beregning, ved hvilken købesummen for
hele ejendommen og salgssummen for det bortsolgte areal var dokumenteret og
uomtvistet. Det skønselement, der indgik i den på sædvanlig måde foretagne
fordeling af købesummen, måtte anses for så begrænset, at ansættelsen ikke
kunne betragtes som skønsmæssig, lsr. 1977.100.
Statsskattedirektoratet har i lignende tilfælde anlagt den samme
betragtning som i nævnte landsskatteretskendelse, f.eks. ved fordelingen af
basisbeløbet ved beregningen af frigørelsesafgift i tilfælde hvor kun en del
af en ejendom undergår zoneændring. Også i tilfælde, hvor 2 selvstændige
ejendomme er erhvervet under eet og nu sælges under eet, men hvor den ene
ejendom er ubebygget og den anden ejendom er bebygget, således at 2
forskellige beskatningsformer skal anvendes, har man anlagt nævnte
betragtning.
I et tilfælde, hvor der skete afståelse ved ekspropriation af en del af en
ejendom og hvor ekspropriationen omfattede størstedelen af ejendommens
bygninger, fandt landsskatteretten derimod, at fordelingen af
anskaffelsessummen beroede på et skøn, således at § 15, stk.5 skulle bringes
i anvendelse.
4) En kendelse fra landsskatteretten omhandler en erhvervsdrivende, som
ved den ordinære ligning for indkomstårene 1971, 1972 og 1973 af skatterådet
blev ansat skønsmæssigt, idet klagerens regnskabsmateriale ikke blev anset
for egnet til at danne grundlag for ansættelsen. Gennem toldvæsenets
momskontrol blev det i 1975 konstateret, at klageren havde undladt at angive
moms for de nævnte indkomstår til et beløb af ialt 13.000 kr. Med henvisning
til toldrapporten forhøjede amtsskatterådet herefter ved kendelse af 28.
september 1977 de tidligere ansættelser med de for hvert af indkomstårene
beregnede yderligere indtægter, der svarede til de unddragne momsbeløb, dog
med fradrag af de tidligere af skatterådet foretagne skønsmæssige
forhøjelser.
Klageren nedlagde over for landsskatteretten påstand om, at
amtsskatterådets forhøjelser blev anset for ugyldige, da de var foretaget
efter udløbet af den i landsskatteretslovens § 3, stk. 5, angivne frist.
Landsskatteretten gav ikke klageren medhold, dels fordi klageren enten
svigagtigt eller groft uagtsomt havde begået sådanne positive fejl ved
indkomstopgørelserne, at han var ifaldet bødeansvar, dels fordi det i
ansættelserne indgåede skønselement af landsskatteretten blev anset for at
være så begrænset, at ansættelserne ikke kunne anses for skønsmæssige efter
den forståelse, som i praksis er anlagt vedrørende den af revisor påberåbte
lovbestemmelse. (Den unddragne moms var beregnet ved anvendelse af
bruttoavanceprocenter for de enkelte varegrupper.)
5) I en landsskatteretskendelse er det fastslået, at vurderingen af,
hvorvidt et udlandslån måtte anses for et finanslån eller et driftslån, ikke
beror på et skøn omfattet af skattestyrelseslovens § 15, stk. 5, men derimod
på en retlig vurdering af arten og karakteren af det optagne lån.
2.6. Privatforbrugsposter
I SD-cirk. 1985-3 understreges det, at gennemgangen af selvangivelserne
for lønmodtagere, pensionister og skattepligtige med tilsvarende
skattemæssige forhold bør fremskyndes mest muligt og være afsluttet inden den
1.okt. i det år, hvori ligningen foretages.
Cirkulæret betragtes alene som en henstilling til ligningsmyndighederne om
i givet fald at foretage de omhandlede forhøjelser hurtigst muligt.
Skatteyderne kan ikke støtte ret på cirkulæret. For de erhvervsdrivende m.fl.
skattepligtiges vedkommende gælder, at der så tidligt som muligt efter, at
udsøgningen til ligningsmæssig behandling har fundet sted, bør tages stilling
til, om der skal gennemføres en forhøjelse af privatforbrugsposter af den i
det ophævede SD-cirk. 1979-17 nævnte art. Det drejer sig om
1) Værdi af privat kørsel i egen bil eller i bil stillet til rådighed af
arbejdsgiver.
2) Skønsmæssigt ansat værdi af bolig, herunder ejerbolig og fribolig.
3) Værdi af privat andel af varmeudgifter og el-udgifter.
4) Værdi af privat andel af telefonudgifter.
5) Værdi af forbrug af egne varer.
Når en selvangivelse tages op til revision, bør den skattepligtige gøres
bekendt med, hvilke privatforbrugsposter man eventuelt vil ændre, enten i
meddelelsen til den pågældende om, at selvangivelsen er udtaget, eller i den
første underretning om, hvordan ansættelsen agtes foretaget.
Blandt omstændigheder, der kan medføre, at ligningsmyndighederne kan
gennemføre forhøjelser af privatforbrugsposter trods de anførte
henstillinger, skal nævnes, at forbruget ikke fremgår af selvangivelsen,
eller at der er givet urigtige eller vildledende oplysninger herom.
2.7. Skønsmæssig fordeling af udgifter vedrørende privatforbrug og erhverv
2.7.1. SD-cirk.1981-42 Forventningsprincippet
Østre Landsret har i dom af 27.nov. 1980 (skd.58.275) om
skattemyndighedernes adgang til at ændre en skønsmæssig fastsat fordeling af
biludgifter mellem privat og erhvervsmæssig kørsel udtalt følgende:
»Landsretten må efter det oplyste lægge til grund, at sagsøgeren
efter sine samtaler med skattevæsenet og under hensyn til langvarig praksis
med hensyn til hans og andre advokaters kørsel havde fået forståelse af, at
den af ham selvangivne fordeling af kørselsudgifter ville blive godkendt, og
at han derfor ikke behøvede at føre egentligt kørselsregnskab. Herefter og
efter det om behandlingen af sagsøgerens selvangivelse foreliggende findes
skattemyndighederne at have været uberettiget til uden forudgående
underretning at ændre den procentmæssige fordeling af hans kørselsudgifter
for indkomståret 1975.«
Skattemyndighederne kan således ikke uden forudgående underretning
ændre sådanne skønsmæssige fordelinger, som kunne være dokumenteret, hvis
skatteyderen forud for det pågældende indkomstår var blevet orienteret om den
påtænkte ændring. Dette gælder dog kun, når skatteyderen som følge
af ligningsmyndighedernes tidligere stillingtagen til eller tilkendegivelse
om den pågældende skønsmæssige fordeling kunne forvente, at fordelingen
ville blive godkendt.
Det anførte gælder ikke, hvis der er sket væsentlige ændringer i
grundlaget for den faktiske fordeling mellem privat og erhvervsmæssig
anvendelse, og medfører ingen ændring i adgangen til at regulere
niveauet for en række typiske ligningsmæssige skønsposter og satser
i overensstemmelse med prisudviklingen, f.eks. værdien af fri bolig,
fri opvarmning og satser for forbrug af egne varer.
En ændring af en skønsmæssig fordeling skal fortsat overholde fristen i
skattestyrelseslovens § 15, stk.5, om forhøjelse af en ansættelse, der beror
på et skøn.
I lsr.1984.107 er det forudsat, at en forudgående orientering til
skatteyder om ændring af en skønsmæssig fordeling af biludgifter kunne ske
ved, at ligningskommissionen i en lokal avis offentliggjorde, at
grundsatsen for privat kørsel ville blive ændret fra 6000 km til 8000 km,
såfremt der ikke forelå kørselsregnskab.
2.7.2. Betydningen af skatteyderens forventninger i øvrigt
En skatteyder havde opnået de lokale ligningsmyndigheders indforståelse
med en bestemt fordeling mellem privat og erhvervsmæssig kørsel, men fraveg
ikke desto mindre denne ved selvangivelsen. Skatteyderen kunne ikke af
myndighedernes passivitet udlede nogen ændring i aftalen, og da der
tilmed senere var sket ændring i de faktiske forhold kunne
myndighederne ifølge landsskatterettens afgørelse uden varsel ændre
udgiftsfordelingen.
Andre landsskatteretsafgørelser angår skatteydere, hvis selvangivne
private andel af kørselsudgifter havde været godkendt ved ligningen
gennem adskillige år, uden at der dog var truffet nogen form for aftale
herom, se lsr.1982.116 og 1983.54. Skattemyndighederne ansås for berettigede
til i mangel af kilometerregnskab at anlægge et skøn, der afveg fra det
hidtidige uden særligt varsel, idet retten ikke fandt sådanne
særlige omstændigheder til stede, som lå til grund for den under 2.7.1.
omtalte landsretsdom.
En skatteyder havde i 1978 indgået en aftale med ligningsmyndigheden om
fordeling af kørselsudgifter, hvorefter denne fordeling ikke blev ændret for
de efterfølgende år. Dette afskar dog ikke ligningsmyndigheden fra senere at
ændre udgiftsfordelingen for indkomstårene 1979-1981 incl., idet der efter
det oplyste var sket væsentlige ændringer i grundlaget for
fordelingen af de omhandlede udgifter siden afgørelsen for indkomståret
1978, jfr. lsr. 1986.11.
To domstolsafgørelser tager stilling til tilfælde, hvor de lokale
myndigheders fortolkning af skattereglerne er blevet tilsidesat af de
overordnede skattemyndigheder.
I VLD af 27.feb. 1985 blev der lagt vægt på den adgang, overordnede
skattemyndigheder efter skattestyrelsesloven har til at ændre de underordnede
myndigheders afgørelser, idet det ikke udelukkede amtsligningsrådet fra at
beskære skatteyderens selvangivne befordringsfradrag, at skatteyderen under
samtaler med den lokale skatteinspektør var tilsagt fuld fradragsret for de
pågældende udgifter.
I ØLD af 11.sept. 1981 blev det sagsøgende selskabs dispositioner i
tillid til myndighedernes mangeårige indrømmelse af udlandslempelse tillagt
særlig vægt. Da statsskattedirektoratet, som var gjort bekendt med
selskabets skatteberegning for skatteåret 1970/71, først i en skrivelse af
22.nov. 1977 tilsidesatte grundlaget for lempelsen, kunne direktoratets
tilkendegivelse ikke få virkning for det allerede forfaldne skattetilsvar
(skatteåret 1977/78).
I ØLD af 3.marts 1986 (Skat 1986.3.207) blev en i 1982 foretaget
forhøjelse af lejeværdien for 1980 for nogle ubebyggede grunde nedsat, idet
skatteyderen ved modtagelse af de fortrykte ejendomsskemaer var
blevet bibragt den forventning, at lejeværdien skulle beregnes af
hver grund for sig i modsætning til den senere forhøjelse, hvor
ligningsmyndigheden beregnede en samlet lejeværdi for grundene. I dommens
præmisser er der lagt vægt på, at skatteyderen derved er blevet afskåret
fra at disponere anderledes, f.eks. ved salg af grundene til sine børn.
Dommen er derfor på dette punkt i overensstemmelse med foran omtalte ØLD
af 27.nov. 1980 og ØLD af 11.sept. 1981.
Skatteyder skal altså have haft mulighed for at disponere anderledes.
Skatteyder skal have haft et realistisk handlingsalternativ. Herudover er det
en betingelse for at anerkende forventningsprincippet, at skatteyder skal
have lidt et økonomisk tab - eller risiko herfor - ved at have disponeret i
tillid til skattemyndighedernes oprindelige opfattelse.
Skatteyders forventning er ikke retsbeskyttet, hvis han f.eks. har afgivet
urigtige oplysninger til skattemyndighederne eller fortiet væsentlige
oplysninger. Forventningen er heller ikke retsbeskyttet, hvis de faktiske
forhold har ændret sig siden etableringen af forventningen.
Det er alene positive tilkendegivelser fra skattemyndighederne, der kan
bibringe skatteyder en retsbeskyttet forventning. Skattemyndighedernes
passivitet kan med andre ord ikke skabe en berettiget forventning hos
skatteyderen. I hvert fald må der være tale om passivitet fra
skattemyndighedernes side i en ganske lang årrække.
Om forventningsprincippet, se UfR 1989, B 98.
Lignende dokumenter
- PERSONBESKATNING 1990 AFSNIT PT - FORÆLDELSE AF SKATTEKRAV - FRISTEN FOR SKØNSMÆSSIGE ANSÆTTELSER M.V. Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1988 AFSNIT PT - FORÆLDELSE AF SKATTEKRAV - FRISTEN FOR SKØNSMÆSSIGE ANSÆTTELSER M.V. Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1987 AFSNIT PT - FORÆLDELSE AF SKATTEKRAV - FRISTEN FOR SKØNSMÆSSIGE ANSÆTTELSER M.V. Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1985 AFSNIT PT - FORÆLDELSE AF SKATTEKRAV - FRISTEN FOR SKØNSMÆSSIGE ANSÆTTELSER M.V. Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1984 AFSNIT PT - FORÆLDELSE AF SKATTEKRAV - FRISTEN FOR SKØNSMÆSSIGE ANSÆTTELSER M.V. Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1986 AFSNIT PT - FORÆLDELSE AF SKATTEKRAV - FRISTEN FOR SKØNSMÆSSIGE ANSÆTTELSER M.V. Retsinformation · 5. februar 2008