PERSONBESKATNING 1984 AFSNIT PE - IKKE ERHVERVSMÆSSIGE INDTÆGTER
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afsnit PE - Ikke erhvervsmæssige indtægter
1. Indtægter, der træder i stedet for erhvervsindtægter
1.1. Arbejdsløshedsdagpenge, sygeløn og sygedagpenge .
Arbejdsløshedsdagpenge, strejke- og lockoutunderstøttelse, samt ydelser
fra faglige sammenslutninger o.lign. er almindelig skattepligtig indkomst,
jfr. SL § 4, stk.1c og LL § 14, stk.7. Det samme gælder sygeløn og
sygedagpenge samt eventuelle dagpenge i tilfælde af tilskadekomst eller
ulykke.
Beløb, der modtages fra sygesikringen eller sygeforsikring til erstatning
for positive udgifter i anledning af sygdommen - i modsætning til erstatning
for tab af erhvervsindtægt som følge af sygdommen (dagpenge) - er derimod
ikke skattepligtige, jfr. l.o.s.r. 1929.78, lsr. 1942.117 og 1950.12.
Dagpengeordningen går i hovedtræk ud på, at lønmodtagere i sygdomstilfælde
i en kortere periode afhængig af forskellige i loven indeholdte betingelser
får udbetalt dagpenge fra arbejdsgiveren, hvorefter udbetalingen overgår til
socialforvaltningen. I visse tilfælde, bl.a. afhængig af
ansættelsesforholdets længde, sker udbetalingen straks fra de sociale
myndigheder. Arbejdsgiveren har visse muligheder for at opnå refusion af de
beløb, han udbetaler.
Dagpenge i arbejdsgiverperioden sidestilles med løn ved beregning af
lønmodtagerfradraget.
Ifølge § 13 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring kan
arbejdsformidlingen yde »»mobilitetsfremmende ydelser«».
Reglerne omfatter rejsehjælp, flyttehjælp, tilskud til merudgifter ved
dobbelt husførelse, bolighjælp, starthjælp og etableringshjælp. Alle disse
ydelser er skattepligtig indkomst, og begrunder ikke i sig selv noget fradrag
i indkomsten, jfr. skd.66.257 og lsr.1983.161.
1.2. Offentlige understøttelser .
1.2.1. Sociale ydelser .
Understøttelser og andre lignende ydelser, der af offentlige myndigheder
Læs alt
og institutioner udredes i henhold til lov om social bistand medregnes ikke
til den skattepligtige indkomst, jfr. LL § 7, litra j.
Nedsættelse af personfradraget .
Som et modstykke til skattefriheden sker der ved beskatningen af
modtagerens øvrige indkomst i almindelighed en nedsættelse af
personfradraget, jfr. KL § 37C. Nedsættelsen foretages, når den pågældende
har modtaget ydelser efter kapitel 9 og 10 i bistandsloven (bortset fra
enkeltudgifter efter § 40, der ikke medgår til forsørgelsen). I så fald
nedsættes personfradraget, herunder overført fradrag fra ægtefælle, med så
stor en del, som svarer til forholdet mellem de modtagne ydelser efter lovens
kapitel 9 og 10 og disse ydelser med tillæg af den skattepligtige indkomst.
Nedsættelsen kan dog ikke udgøre et større beløb end ydelserne.
Ifølge KL § 37C, stk. 1, 4. og 5. punkt., skal nedsættelse af
personfradraget i forbindelse med udbetaling af kontanthjælp efter
bistandslovens kap. 9 og 10 til samlevende ægtefæller ske hos den ægtefælle,
der har den højeste skattepligtige indkomst. Ydelser efter bistandslovens §
42 (revalidering, uddannelse og etablering) henføres dog til den ægtefælle,
de er ydet til.
Kontanthjælp i medfør af bistandslovens § 37 og § 42 til unge under 18 år
medfører nedsættelse af den unges personfradrag, skd.47.290.
Ydelser efter bistandslovens kapitel 9 og 10 til dækning af udgifter i
forbindelse med et handicap, har ikke virkning for personfradraget. Dette
gælder udgifter efter § 42, i det omfang de er affødt af uddannelsen eller af
pågældendes handicap, f.eks. skånepenge, kursusudgifter, nødvendige bøger og
udgifter til særlig transport (f.eks. taxakørsel) nødvendiggjort af
pågældendes handicap.
Kun kap. 9 og 10 .
Trangsbestemte ydelser m.v. efter hele bistandsloven er skattefri, medens
nedsættelsen af personfradraget kun foretages i forbindelse med ydelser efter
kapitel 9 og 10.
De ydelser, der påvirker personfradraget, er kontante ydelser i form af
midlertidig eller varig kontanthjælp.
De forskellige natural- og serviceydelser, som også tidligere var
skattefrie, påvirker ikke personfradraget.
Ydelser efter bistandslovens § 37 medregnes ikke i modtagerens indkomst,
men reducerer hans personfradrag, selv om den bidragspligtige indbetaler
bidraget til det offentlige, skd.69.175.
I skattedepartementets cirkulære nr. 18 af 26. januar 1977 til LL findes
eksempler på personfradragets beregning.
Kræves en social ydelse tilbagebetalt efter bistandslovens § 26, stk. 1,
nr. 4, på grund af udbetalt erstatning m.v., skal den i forbindelse med
udbetalingen af ydelsen skete nedsættelse af modtagerens personfradrag
ophæves (SD-cirk.1981.21). Hvis en modtagen ydelse, der oprindelig var
tilbagebetalingspligtig, omkonteres så kun halvdelen skal tilbagebetales,
skal reguleringen principielt foretages i omkonteringsåret. Reguleringen kan
dog efter skatteyderens anmodning foretages for udbetalingsåret.
Når en bidragspligtig ikke opfylder sin forpligtelse i henhold til en
bidragsresolution til at udrede underholdsbidrag til den tidligere ægtefælle,
kan der ydes denne hjælp efter bistandslovens kapitel 9. Disse ydelser
betragtes som en skattefri social ydelse for modtageren (selv om de træder i
stedet for skattepligtige bidrag), men de medfører nedsættelse af
personfradraget, skd.42.184.
Bortfalder et krav på tilbagebetaling af en social ydelse efter
bistandslovens § 27, stk. 3, idet der er gået 5 år - for 1980 og tidligere 3
år - efter hjælpens ophør, uden at der efter § 27, stk. 1, har været
økonomisk mulighed for at gennemføre kravet, medfører dette hverken
skattepligt eller nedsættelse af den pågældendes personfradrag efter KL §
37C.
Hvad er skattefrit .
Ifølge skattedepartementets cirkulære af 26.januar 1977 omfatter
skattefritagelsen i henhold til LL § 7, litra j, alle de tilfælde, hvor
hjælpen ydes af de sociale myndigheder efter behov, (d.v.s. hvad man i
almindelighed forstår ved trangsbestemte ydelser).
Skattefritagelsen gælder derimod ikke de beløb til personlige
fornødenheder, der som en pensionsydelse udbetales til pensionister på
plejehjem efter bistandslovens § 84 og § 118, og heller ikke de ydelser efter
bistandsloven, som udbetales i forbindelse med ophold på en institution under
bistandsloven, når ydelserne har karakter af egentlige arbejdsvederlag samt
transportgodtgørelse.
Ydelser fra Dansk Flygtningehjælp, der udbetales i medfør af
bistandsloven, behandles på samme måde som sociale ydelser i øvrigt, d.v.s.
de er skattefri, men kan medføre reduktion af personfradraget, skd.40.32.
Lommepenge udbetalt i henhold til bistandslovens § 117, stk.2, til
personer anbragt på institutioner for personer med vidtgående fysiske eller
psykiske handicap er skattefri ifølge LL § 7 litra j, hvorimod lønlignende
ydelser, jfr. pkt.8 i socialministeriets cirkulære af 30. marts 1976 om hjælp
efter bistandslovens § 42, som ændret ved socialministeriets cirkulære af
17.oktober 1980, er skattepligtige.
Af andre offentlige skattefri ydelser som i henhold til LL § 7 er
skattefri, skal nævnes børnetilskud og den særlige ungdomsydelse efter lov om
børnetilskud og andre familieydelser.
Den særlige udbetaling i 1984 af 800 kr. for hvert barn under 10 år er
ligeledes skattefri.
Ifølge § 7F er boligstøtte og forskellige tilskud efter lov om byfornyelse
og boligforbedring samt saneringsloven ligeledes skattefri.
I forbindelse med børns ophold på døgninstitutioner udbetales til
forældrene hjælp til dækning af rejseudgifter ved besøg på institutionen.
Denne hjælp - der er af beskedent omfang - anses i praksis som skattefri.
Rejsehjælp til forældre, der er medlemmer af anerkendte institutioners
forældreråd, betragtes som en skattefri § 5d-ydelse, når der er tale om rejse
uden for de pågældendes hjemstedskommune. Er godtgørelsen ydet ved transport
inden for hjemstedskommunen, er den skattepligtig.
1.2.2. Uddannelseshjælp. Omskoling og lign .
Der kan ydes støtte, normalt i form af godtgørelse for tab af indtægter,
efter følgende bestemmelser:
a. Lov om erhvervsmæssig uddannelse af specialarbejdere, om uddannelse af
unge og om støtte til omskoling.
b. Finanslovsbevilling til ydelse af tilskud til efteruddannelse af
faglærte m.v., jfr. arbejdsministeriets cirkulære nr. 166 af 18. juni 1965.
Godtgørelse ydet efter de nævnte bestemmelser for tab af indtægter eller
arbejdsmuligheder er skattepligtig indkomst. Tilskud til betaling af
egentlige uddannelsesudgifter (kursusafgift o.lign.) beskattes ikke, hvorimod
værdien af kost og logi på uddannelsesinstitution beskattes (1.450 kr. pr.
md.).
Modtager E.F.G.-studerende i basisåret tog- eller buskort, eventuelt
billetter, er de skattepligtige af værdien heraf, men har ikke i den
anledning ret til befordringsfradrag.
Om uddannelseslegater m.v., se E 3.5.1.
1.3. Private understøttelser .
1.3.1. Fra tidligere arbejdsgiver .
Nogle arbejdsgivere udbetaler til tidligere ansatte en form for
understøttelse eller pensionslignende ydelse, uden at denne kan anses som led
i en egentlig pensionsordning. Understøttelsen ydes ofte til tidligere
ansatte, der af en eller anden grund har været afskåret fra at deltage i en
egentlig pensionsordning. Hvad enten der under ansættelsesforholdet af
lønmodtageren har været indbetalt bidrag til en understøttelsesordningen
eller ikke, og uden hensyn til, om sådanne bidrag har været
fradragsberettigede, er alle udbetalinger af denne art
indkomstskattepligtige.
1.3.2. Fra fagforeninger o.lign. .
Visse fagforeninger o.lign. udbetaler til medlemmer, der er ophørt med
erhverv, eller til enker efter medlemmer, en mindre understøttelse som
supplement til folkepension m.v. Understøttelsen er skattepligtig indkomst.
1.3.3. Fra hjælpe- og understøttelsesfonds . Ydelser fra såkaldte
hjælpe- og understøttelsesfonds, herunder visse alderdomsfonds, er
skattepligtig indkomst (B-indkomst). Om fondens eventuelle køb af livrente,
se I 5.
En hjælpefond, hvis kapital udelukkende hidrørte fra arbejdsgiveren,
ophørte ved salg af virksomheden, og kapitalen blev udloddet til de ansatte.
Udbetalingerne blev anset for almindeligt indkomstskattepligtige, lsr.
1976.121.
1.4. Erstatninger .
1.4.1. Tilskadekomst .
Erstatningskrav kan foruden efter dansk rets almindelige regler opstå
efter lov om arbejdsskadeforsikring (Lov nr. 79 af 8.mar. 1978).
Arbejdsskadeforsikringsloven dækker:
1) sygebehandling, optræning og hjælpemidler m.m.,
2) erstatning for tab af erhvervsevne,
3) erstatning for varigt men,
4) overgangsbeløb til efterladte ved dødsfald,
5) erstatning for tab af forsørger.
Hvis arbejdsskadeforsikringen ikke dækker, vil det ofte være muligt at få
erstatning efter andre sociale love, f.eks. dagpengeloven, sygesikringsloven
eller bistandsloven.
Ved sygemelding p.g.a. tilskadekomst under arbejdet ydes erstatning for
tabt arbejdsfortjeneste efter dagpengelovens regler.
Efter arbejdsskadeforsikringsloven, der administreres af Sikringsstyrelsen
med rekurs til den sociale ankestyrelse, kan der efter den 1. april 1978
udbetales:
A. Erstatning for varigt men, der udbetales som:
1) et kapitalbeløb eller
2) løbende livsvarig ydelse, såfremt skadelidte ønsker dette.
B. Erstatning for tab af erhvervsevne, der udbetales som:
1) en løbende ydelse eller
2) et kapitalbeløb, automatisk eller efter andragende herom, eller
3) et engangsbeløb på 2 gange den årlige ydelse:
a) fra udgangen af den måned, hvor den erstatningsberettigede fylder 67 år
b) hvor en erstatningsberettiget på tidspunktet for afgørelsen er fyldt 67
år.
C. Erstatning for tab af forsørger, der udbetales som:
1) en tidsbestemt løbende ydelse eller
2) et kapitalbeløb, automatisk eller efter andragende herom, eller
3) et engangsbeløb på 2 gange den årlige ydelse:
a) fra udgangen af den måned, hvor den erstatningsberettigede fylder 67 år
b) hvor en erstatningsberettiget på tidspunktet for skadelidtes død er
fyldt 67 år.
D. Overgangsbeløb ved dødsfald, jfr. lovens § 30. Overgangsbeløbet, der
udbetales en gang for alle, tilkommer under nærmere betingelser den
efterladte ægtefælle samt en efterladt, som før arbejdsskadens indtræden
levede sammen med skadelidte i et ægteskabslignende forhold. De under A.2.,
B.1. og C.1. nævnte ydelser er indkomstskattepligtige, hvorimod de andre
ydelser er indkomstskattefri. Ulykkesforsikringsloven anvendes fortsat på
ulykkestilfælde, der er indtruffet før den 1.4.1978. Såvel dagpenge som
erstatning for tabt arbejdsfortjeneste er skattepligtig indkomst. Såfremt
erstatningen udbetales som en samlet sum, og den vedrører mere end tabt
arbejdsfortjeneste, vil kun den del, der vedrører tabt arbejdsfortjeneste,
være skattepligtig. Erstatninger, der udbetales som en løbende livsbetinget
rente er altid indkomstskattepligtige. Man må i denne forbindelse være
opmærksom på, at en engangssum kan erlægges afdragsvis uden derfor at blive
skattepligtig. Hvad angår forsikringsydelser i h.t. en personlig
ulykkesforsikring, dagpenge, invaliditetserstatning og dødserstatning med
begunstigelsesklausul, jfr. lov om forsikringsaftaler §§ 102-105, jfr. § 122,
se I 3.
1.4.2. Lærlingeforhold . Ifølge lærlingeloven er en læremester
forpligtet til at yde en lærling erstatning efter voldgiftsrettens skøn, hvis
læremesteren er skyld i, at lærlingen ikke erhverver lærebrev ved læretidens
udløb. Erstatningen er ikke nærmere præciseret. Den del af en sådan
erstatning, der vedrører tabt arbejdsfortjeneste, er skattepligtig indkomst.
Hvor stor en del af en ikke nærmere præciseret erstatning, der vedrører tabt
arbejdsfortjeneste, må opgøres individuelt i hvert enkelt tilfælde, evt.
skønsmæssigt, jfr. således VLD af 15. nov. 1983 (skd.69.273), hvor den tabte
arbejdsfortjeneste i forbindelse med erstatning for et ulovligt
lærlingeforhold skønsmæssigt blev opgjort til forskellen mellem den faktisk
oppebårne løn og hvad de pågældende kunne have tjent som ufaglært medarbejder
i samme tidsrum. Hvor det drejer sig om erstatning for manglende lærebrev
(dårlig oplæring), fastsættes beregningsgrundlaget for erstatningen som regel
som forskellen mellem sidste års lærlingeløn og den udlærtes begyndelsesløn
for en periode svarende til den tid, lærlingen bliver forsinket i sin
uddannelse. Den skattepligtige del af de nævnte erstatninger anses for
A-indkomst.
1.4.3. Lønmodtagernes garantifond . Lønmodtagernes garantifond
(LG) er oprettet ved lov af 13.april 1972, jfr. nu lovbekendtgørelse nr. 284
af 10. juni 1980, med det formål at sikre lønmodtageres lønkrav m.v. i
tilfælde af:
1) arbejdsgiverens konkurs,
2) arbejdsgiverens død, såfremt boet behandles efter skifte lovens kap. 3,
3) virksomhedens ophør, såfremt det godtgøres, at arbejdsgi veren er ude
af stand til at betale kravet. LG er oprettet som en selvstændig, selvejende
institution. Fonden har ledelse og administration fælles med Arbejdsmarkedets
Tillægspension (ATP). Garantien omfatter krav på løn og andet vederlag,
erstatning for afbrydelse af arbejdsforholdet samt feriegodtgørelse, såfremt
kravene har eller i tilfælde af konkurs ville have privilegium efter
konkurlovens § 95, stk. 1, nr. 1-5, jfr. stk.2. Garantien omfatter tillige
tilsvarende krav, der kan støttes på konkurslovens § 94, nr.2, såfremt den
skifteret, der behandler konkursboet eller dødsboet, attesterer, at boet ikke
for tiden er i stand til at opfylde kravene. Endelig omfatter garantien de
krav, der efter konkurslovens § 63, stk.2, 1.pkt., bliver stillet som § 94-
eller § 95-krav. Krav fra skyldnerens nærstående kan nægtes privilegium - og
dermed dækning fra fonden - såfremt kravet under hensyn til løn- og
arbejdsvilkår, til ydelse af henstand samt til evt. økonomisk interesse i
virksomhedens drift ikke findes rimeligt begrundet. I tilfælde af
virksomhedens insolvente ophør uden egentlig bobehandling er det fonden, der
afgør, om privilegium evt. skal nægtes. Det er en forudsætning for
privilegium - og dermed dækning fra fonden - at der har bestået et
tjenesteforhold mellem arbejdsgiveren og lønmodtageren. F.eks. har den
administrerende direktør for et aktieselskab efter fast domspraksis ikke
privilegium for sit krav. Der er således ikke helt identitet mellem
kildeskattelovens A-indkomstbegreb og privilegium efter konkursloven. Udlæg
for arbejdsgiveren samt godtgørelse for konkrete udgifter, typisk
kørselsgodtgørelse efter »»statens takster«», er ikke
omfattet af garantien. For lønkrav m.v. kan fonden i det enkelte tilfælde i
alt højst udbetale 25.000 kr., hvis fristdagen er indtrådt før 1.januar 1979,
og 40.000 kr., hvis fristdagen ligger efter 1.januar 1979. Krav på
feriegodtgørelse kan dækkes udover maksimumbeløbet. Garantien omfatter ikke
den del af lønnen, som arbejdsgiveren skulle have indeholdt i kildeskat. I
forhold til lønmodtageren træder det beløb, som fonden beregner som A-skat i
stedet for kildeskat af lønnen, jfr. KL § 83. Lønmodtageren bliver godskrevet
den beregnede skat via arbejdsgiverkommunen, der modtager underretning fra
fonden om den udbetalte løn m.v. og den deraf beregnede skat. Arbejdsgiveren
(boet) er, som ved lønudbetaling i øvrigt, ansvarlig for den til A-skatten
svarende del. Udbetalinger fra fonden skal behandles som den ydelse, der
træder i stedet for, d.v.s. i almindelighed som almindelig lønindtægt, jfr. D
1.1. Godtgørelse i forbindelse med afbrydelse af arbejdsforholdet (det vil
især være fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a) er dog særlig
indkomst. Efter udbetalingen indtræder fonden i lønmodtagernes krav og
anmelder kravet i et evt. bo. I forbindelse med anmeldelsen bliver boet også
gjort bekendt med den A-skat, LG har beregnet i forbindelse med udbetalingen.
1.5. Lønmodtagernes dyrtidsfond .
Lønmodtagernes dyrtidsfond blev oprettet 1. april 1980 (lov nr.7 af 9.
januar 1980). Fonden forvalter og udbetaler de
»»indefrosne«» dyrtidsportioner, som staten indbetalte
til ATP i perioden 1. september 1977 til 31. august 1979. Pengene i
Dyrtidsfonden er lønmodtagernes personlige ejendom og er konteret på den
enkeltes navn.
Udbetaling til de berettigede, d.v.s. pensionister m.fl. påbegyndes 1.
januar 1981. Udbetaling sker:
1) ved det fyldte 67. år. 2. ved tilkendelse forinden af folkepension,
enkepension, invalidepension, efterløn, tjenestemandspension, pension fra
privat, godkendt pensionskasse, erstatning for tab af erhvervsevne på 50 pct.
eller derover. 3. ved flytning til udlandet for at tage varig bopæl der. 4.
ved dødsfald.
Der skal ikke betales indkomstskat af de udbetalte beløb. Der fratrækkes
derimod en afgift i henhold til pensionsbeskatningsloven. Af de indbetalte
beløb og renter indtil 31. december 1979 udgør afgiften 25 pct., og af renter
tilskrevet efter 1. januar 1980 40 pct.
Så længe bindingen i dyrtidsfonden varer, er indeståendet fritaget for
formuebeskatning og renterne for indkomstbeskatning, skd.52.12.
1.6. Døgnplejevederlag .
Plejetilladelsens indehaver skal medregne hele plejevederlaget dvs. såvel
plejeløn som omkostningsgodtgørelse) til sin skattepligtige indkomst som
A-indkomst.
Ligningsrådet har vedtaget, at der ved indkomstansættelsen for
indkomståret 1984 indrømmes følgende fradrag:
Fra den 1.jan. til 31.marts 1984.
- For de to første plejebørn 67 kr. pr. døgn pr. barn for børn under 10 år
og 70,50 kr. pr. døgn pr. barn for børn og unge over 10 år.
- For det tredje plejebarn og efterfølgende plejebørn 62,50 kr. pr. døgn
pr. barn.
Fra og med 1. april 1984:
- For de to første plejebørn 70 kr. pr. døgn pr. barn for børn under 10 år
og 73,50 kr. pr. døgn pr. barn for børn og unge over 10 år.
- For det tredje plejebarn og efterfølgende plejebørn 65 kr. pr. døgn pr.
barn.
Fradragene svarer til omkostningsgodtgørelsen.
Ønskes større fradrag for udgifter, kan dette kun gives efter
dokumentation eller sandsynliggørelse af samtlige merudgifter ved
plejeforholdet.
Hvor der ydes større plejevederlag end normalt, kan standardfradraget
stadig anvendes.
Det samlede fradrag kan ikke overstige de modtagne vederlag.
Plejeløn og omkostningsgodtgørelse anses ikke for lønindkomst. De nævnte
fradrag påvirker derfor ikke plejefaderens eller - moderens skattemæssige
fradrag vedrørende eventuel lønindtægt, herunder det faste
lønmodtagerfradrag.
Plejeforældrene kan efter aftale med det sociale udvalg afholde særlige
udgifter ved barnet eller den unge, som refunderes af det sociale udvalg
efter dokumentation i det enkelte tilfælde. Refusionerne er ikke
indkomstskattepligtige.
De anførte fradragssatser gælder ikke blot i tilfælde, hvor børn og unge
er anbragt i familiepleje af det sociale udvalg, men også hvor sådan
familiepleje er etableret på privat basis.
Modtager plejeforældrene et for et barn fastsat underholdsbidrag som
plejevederlag, skal plejeforældrene medregne dette vederlag, selv om barnet
tillige skal beskattes af beløbet som underholdsbidrag.
Plejevederlag for børn anbragt i pleje af kortere varighed d.v.s. under 3
måneder (f.eks. i forbindelse med moderens hospitalsindlæggelse o.lign.)
omfattes ikke af foran omtalte plejevederlagsregel, hvorfor der alene kan
foretages et skønsmæssigt fastsat fradrag for udgifterne ved plejen af
børnene.
Lommepenge m.v.
Lommepenge til børn og unge fra 3-18 år og beklædning til børn, der er
fyldt 12 år, ydes af det sociale udvalg i overensstemmelse med reglerne i
socialydelsens cirkulæreskrivelse nr.680 om lommepenge, arbejdsvederlag og
andre ydelser til børn og unge i døgninstitutioner og i familiepleje.
Barnet er principielt skattepligtig af disse ydelser, men skatteansættelse
af børn under 15 år sker efter praksis kun, såfremt barnet har haft anden
skattepligtig indkomst i indkomståret eller ejer skattepligtig formue ved
indkomstårets udløb.
Om vederlag for børn anbragt i dagpleje, se D.3.8.
Den skattefrihed, som er hjemlet i ligningslovens § 7 for visse nærmere
angivne ydelser ifølge invalidepensionsloven, tilkommer alene
invalidepensionisterne. Såfremt disse ydelser overlades eller udbetales til
andre som plejevederlag bortset fra forældre eller børn til
invalidepensionisten - er den del af de modtagne ydelser, som overstiger
udgifterne ved plejeforholdet, indkomstskattepligtig for modtageren uden
hensyn til tillæggets art. Hvor invalidepensionisten er i pleje hos sine
forældre eller hos sine børn, kan ydelse og plejeudgifter anses for at opveje
hinanden.
En skatteyder blev ikke anset indkomstskattepligtig af skønnet overskud på
8.800 kr. i anledning af evnesvag søns ophold i hjemmet, idet
landsskatteretten ikke fandt det godtgjort, at skatteyderen under de anførte
omstændigheder gennem sønnens ophold i hjemmet havde indvundet nogen
skattepligtig indkomst. Sønnen havde oppebåret invalidepension m.v. og var
blevet beskattet heraf. Invaliditetsydelserne til sønnen var blevet
administreret af forældrene, der til gengæld havde ydet sønnen kost, logi,
beklædning m.m., lsr. 1976.23.
2. Ydelser efter de sociale pensionslove
Den 1. januar 1984 afløstes de 3 hidtidige love om folke-, invalide- og
enkepension af 2 love, lov om folkepension smat lov om invalidepension og
fortidspension m.v.
Enkepension, førtidig folkepension, laveste invaldepension erstattedes af
førtidspension, som kan tilkendes, når erhvervsevnen er nedsat med mere end
halvdelen, ikke kun af helbredsmæssige årsager, men også ved blandede
helbredsmæssige og sociale årsager. Endvidere kan førtidspension tilkendes
fra det 50. år, når sociale og helbredsmæsige forhold taler for det.
Den 1. oktober 1984 træder lov om social pension i kraft. Heri er samlet
samtlige regler om social pension og betegnelserne højeste og mellemste
invalidepension er afløst af højeste og mellemste førtidspension, ligesom der
skelnes mellem almindelig og forhøjet førtidspension. Sidstnævnte betegnelse
indebærer retten til det særlige førtidsbeløb, der først kommer til
udbetaling fra den 1. januar 1985 til personer, der har opnået ret til
førtidspension før det fyldte 60. år. Selve tilkendelseskriterierne er ikke
ændret.
Ydelserne efter den sociale pensionslovgivning - herunder
invaliditetsydelse til ikke-pensionister - sker gennem socialforvaltningen i
kommunen.
Pensionerne ydes fra den 1. i måneden efter at aldersbetingelserne er
opfyldt eller den 1. i måneden efter begæringens indgivelse. Der kan ydes
forskud på pensionerne, medens sagen behandles.
2.1. Folkepension .
Folkepension beregnes under hensyn til den pågældendes ægteskabelige
stilling. Loven indeholder to satser: en for samgifte pensionister og en for
andre pensionister.
Ved dødsfald har den efterlevende ægtefælle normalt ret til tre måneders
fuld efterlevelsespension.
Folkepension består af et grundbeløb og pensionstillæg.
1) Grundbeløbet udbetales fuldt ud til pensionister, der er fyldt 70 år.
Fra den 1. januar 1984 reguleres grundbeløbet til pensionister i alderen
67-69 år på grundlag af indtægt ved personligt arbejde.
Mens regulering af grundbeløbet sker under hensyn til egne indtægter
reguleres pensionstillægget under hensyn til såvel egne som evt. ægtefælles
indtægter og tillægget indtægtsreguleres uanset pensionistens alder.
Fra 1 januar 1984 bortfalder hustru- og ægteskabstillæg, men er der inden
denne dato opnået ret til et sådant tillæg, udbetales det, indtil ægtefællen
selv bliver pensionist. Tillæggene indtægtsreguleres under hensyn til begge
ægtefællers indtægt. Modtog pensionisten fuldt hustrutillæg pr. 31. december
1983, overgik hustruen til at modtage førtidspension.
Endelig kan der være tale om midlertidige tillæg, ventetillæg,
alderstillæg og personlige tillæg. Disse tillæg er ikke indtægtsregulerede.
Herudover kan der være tale om invaliditetstillæg.
Beskatningen .
De ovenfor omtalte ydelser er som hovedregel fuldt skattepligtige.
Følgende ydelser er dog skattefri efter ligningslovens § 7, litra i:
Beskatningstidspunktet .
Sociale pensioner beskattes i udbetalingsåret, selv om pensionen tildeles
med tilbagevirkende kraft for tidligere år, jfr. bkg. nr.577 af 21/12 1972 §
1, stk.3.
SD-cirkulære nr.531 af 29. juni 1977 omtaler betingelserne for at tillade
en eventuel tilbagefordeling af pensionsindtægter m.v. vedrørende tidligere
indkomstår, se nærmere afsnit D.1.1.
Hvis skatteydere, der hidtil har modtaget sygedagpenge, får bevilget
invalide-, enke- eller folkepension med tilbagevirkende kraft til
ansøgningstidspunktet, modregnes de udbetalte sygedagpenge i den sociale
pension, dog at evt. overskydende beløb ikke kræves tilbagebetalt. I
skattemæssig henseende anses de modtagne ydelser for pensionsydelser for hele
den periode, hvor pensionen tilkendes, med den heraf følgende skattefrihed
for tillæg til pensionen.
Samordningsfradrag .
Efter tjenestemandspensionsloven foretages et
»»samordningsfradrag«» for personer, der modtager
tjenestemandspension, og som samtidig er berettiget til at oppebære folke-
eller invalidepension, eller hvis ægtefælle har en sådan ret.
Samordningsfradraget foretages som en reduktion af tjenestemandspensionen.
Fradraget foretages inden skattetræk. Beløbet på oplysningssedlen omfatter
derfor kun nettobeløbet.
2.2. Invalide- og førtidspension .
Invalidepension og førtidspension består ligesom folkepension af
grundbeløb og pensionstillæg, men til forskel fra folkepension reguleres
grundbeløbet under hensyn til samtlige indtægter, pensionisten måtte have
udover pensionen. Indtil 1. januar 1985 består førtidspensionen (fra 1.
oktober 1984: forhøjet almindelig og almindelig førtidspension) kun af
grundbeløb og pensionstillæg, medmindre der er ydet nogle af de særlige
tillæg, der er nævnt nedenfor.
Højeste invalidepension (fra 1. oktober 1984: højeste førtidspension)
består tillige af et invaliditetsbeløb og et erhvervsudygtighedsbeløb.
Mellemste invalidepension (fra 1. oktober 1984: mellemste førtidspension)
tillige kun af invaliditetsbeløbet. Invaliditetsbeløbet og
erhvervsudygtighedsbeløbet indtægtsreguleres ikke.
Til pensionen ydes tillæg efter stort set samme regler som til
folkepension. Herudover kan der være tale om bistands- og plejetillæg, der
ikke indtægtsreguleres.
Der gælder særlige regler for beregningen af samgifte
invalidepensionisters pension, hvorved bl.a. tages hensyn til hver af
ægtefællernes invaliditetsgrad.
Invalidepensionister overgår ved det fyldte 67. år til folkepension.
Invaliditetsydelse
Efter pensionslovene kan der tilkendes en invaliditetsydelse til personer,
der ville have ret til højeste eller mellemste invalidepension
(førtidspension), hvis de ikke havde erhvervsmæssigt arbejde.
Invaliditetsydelse kan også tilkendes personer, der på grund af alvorlig
høreskade har svære kontaktvanskeligheder. I tilslutning til
invaliditetsydelser kan der tilkendes bistands- eller plejetillæg.
Beskatningen .
Invalidepensionens grundbeløb og erhvervsudygtighedsbeløbet er
skattepligtige, medens invaliditetsbeløb, bistands- og plejetillæg,
personlige tillæg og invaliditetsydelser er skattefri.
2.3. Ægtefællers beskatning .
Hver ægtefælle beskattes af sin egen pension med tilhørende skattepligtige
tillæg og forskud herpå, idet beskatningen ganske følger udbetalingen. Det
gælder foruden grundbeløbet også pensionstillæg, alderstillæg, ventetillæg og
beløb for erhvervsudygtighed.
Ægteskabstillæg, tilkommer pensionisten og beskattes hos denne som en del
af den samlede pension. Hustrutillæg beskattes hos ægtemanden, da det
udbetales til ham, jfr. skd.70.432.
Amerikansk social security skal analogt med reglerne for beskatning af
folkepension beskattes hos den ægtefælle, der modtager ydelsen, skd.24.76.
2.4. Forhøjet personfradrag .
Ifølge KL § 37 gælder der særlige personfradragsregler for pensionister,
d.v.s. personer, som ved udgangen af det kalenderår, hvori skatten betales,
1) enten opfylder aldersbetingelsen for at oppebære folkepension, eller
2) i henhold til lov om invalidepension og førtidspension m.v. modtager
eller får forskud på pension eller modtager invaliditetsydelse med bistands-
eller plejetillæg.
Ad 1) Aldersbetingelsen for at opnå folkepension opfyldes i det år, hvori
den skattepligtige fylder 67 år, for enlige kvinder dog 62 år. Selv om
pensionen efter de gældende regler tidligst kan udbetales fra den 1. i
måneden, efter at aldersbetingelsen er opfyldt, er det tilstrækkeligt, at
aldersbetingelsen er opfyldt inden udgangen af 1984.
Ad 2) Personer, der før det 67. (resp. 62.) år rent faktisk oppebærer
social pension ved årets udgang, er berettiget til det særlige personfradrag.
Efter de gældende regler indtræder retten til pensionen først fra den 1. i
måneden efter ansøgningsdagen. Det betyder, at personer, der har søgt pension
i december 1984, og som får tillagt ret til denne fra den 1.januar 1985,
først er berettiget til det forhøjede personfradrag i 1985.
Samlevende pensionister, der har væet gift hele året, får hver et
personfradrag på 22.600 kr. i 1984.
Enlige pensionister får i 1984 et personfradrag på 41.400 kr.
Ved enlige pensionister forstås ifølge KL § 37, stk. 5, 2. pkt.,
pensionister, som ved indkomstårets udløb ikke samlevede med en ægtefælle,
eller som har indgået ægteskab i indkomstårets løb.
Ifølge en særlig overgangsregel (under hensyn til at aldersbetingelsen for
enlige kvinder er hævet til 67 år) tilkommer personfradraget på 41.400 kr.
også kvinder, der ved udgangen af kalenderåret 1984 var enlige og fyldt 62
år.
Forskud på pension .
Når begæring om social pension er indgivet, kan det sociale udvalg under
visse betingelser bevilge forskud på pension for tiden mellem den 1. i
måneden efter begæringens indgivelse og sagens endelige afgørelse.
Efter KL § 37, stk. 5, gives der forhøjet personfradrag, såfremt
skatteyderen ved kalenderårets udløb fortsat modtager forskud på pension
eller har fået pensionen endeligt tilkendt.
Såfremt de sociale myndigheder undtagelsesvis kræver den forskudsvis
erlagte pension tilbagebetalt - f.eks. hvor udbetaling skyldes svigagtige
forhold - skal der foretages en ny skatteberegning under anvendelse af det
almindelige personfradrag for hele den periode, hvori skatten har været
nedsat under anvendelse af det forhøjede personfradrag.
Retten til det forhøjede personfradrag bortfalder ikke, fordi en del af
pensionen inddrages ved optagelse på eller indlæggelse på plejehjem m.v.,
jfr. lsr. 1978.84.
Personer, der er tillagt ret til invalidepension, men som (på grund af
indtægtens størrelse) kun får udbetalt det i henhold til LL § 7, litra i
skattefri invaliditetsbeløb (der er en bestanddel af invalidepensionen) har
ret til det forhøjede personfradrag.
En invalidepensionist, hvis ret til invalidepension i medfør at
invalidepensionslovens § 27 af revaliderings- og pensionsnævnet er gjort
hvilende, og hvor der derfor ikke udbetales nogen del af pensionen, heller
ikke invaliditetsbeløbet, er derimod ikke berettiget til det forhøjede
personfradrag, skd. 62.247.
Personer, der er tillagt ret til invaliditetsydelse (der ikke er en
bestanddel af invalidepension, men en selvstændig "pensionslignende
ydelse") skal udover selve invaliditetsydelsen være tilkendt bistands-
og plejetillæg for at være berettiget til forhøjet personfradrag, KL §37,
stk.5, og lsr.1981.98.
Udenlandske pensioner som f.eks. norsk invalidepension berettiger ikke til
forhøjet personfradrag. En her bosat amerikansk statsborger, der modtog
pension fra en amerikansk fagforening, ansøgte om at få tillagt forhøjet
personfradrag (som en dansk førtidspensionist). Ansøgningen kunne ikke
imødekommes, da KL § 37, stk.5, kun refererer til den danske
forsorgslovgivning, skd.37.139.
2.5. Ophold på plejehjem .
For pensionister, der har ophold på kommunale plejehjem, eller på private
plejehjem, med hvilke der er indgået overenskomst, træder opholdet på
plejehjemmet i stedet for udbetaling af den sociale pension, jfr.
bistandslovens § 84, og der udbetales alene et beløb til dækning af
personlige fornødenheder (lommepenge).
Disse pensionister er ikke indkomstskattepligtige af værdien af det frie
ophold på plejehjemmet, men kun indkomstskattepligtige af de udbetalte
lommepenge, skd.46.201.
Pensionister, der har midler ud over pensionen, og som betaler for
opholdet efter de i bistandsloven fastsatte regler, er heller ikke
skattepligtige af værdien af opholdet på hjemmet. Til gengæld kan betalingen
for opholdet ikke fratrækkes.
Hvor begge ægtefæller er indlagt på plejehjem, har begge ret til
lommepenge. Yngre pensionister oppebærer højere lommepenge.
Samblivsophører .
I tilfælde, hvor den ene ægtefælle indlægges på et plejehjem, medens den
anden bliver boende i sit hjem, betragtes samlivet som ophørt ved
indlæggelsen, således at sambeskatningen ophører med indlæggelsesårets
udgang.
Indlægges begge ægtefæller på samme plejehjem, anses samlivet derimod
opretholdt, selv om ægtefællerne bebor hver sit værelse, skd.50.185.
Pensionen opdeles normalt således, at den udeboende ægtefælle tillægges
pension som enlig, medens den indlagte ægtefælle tillægges lommepenge.
Har den indlagte ægtefælle forsørgelsespligt over for ægtefælle eller
børn, fastsættes en eventuel betaling for opholdet først efter afsættelse af
et beløb til opfyldelse af forsørgelsespligten, således at ægtefællens og
børnenes levevilkår ikke forringes på grund af pågældendes optagelse på
plejehjem, jfr. bistandslovens § 85, stk.2.
Den indlagte ægtefælle beskattes af sine samlede indtægter, og under
forudsætning af, at beløbet er fastsat af en offentlig myndighed
(plejetilsynet), kan det betalte forsørgelsesbeløb (herunder formueafkast)
fradrages som et godkendt underholdsbidrag mellem faktisk adskilte
ægtefæller, jfr. afsnit F 1.2. Modtageren beskattes af
»»bidraget«» som B-indkomst.
Har den udeboende ægtefælle indtægter af en vis størrelse, kan der
afkræves den pågældende betaling for ægtefællens ophold. Yderen kan fradrage
beløbet, jfr. ovenfor, som modtageren må medregne som B-indkomst.
Når der træffes beslutning om optagelse på plejehjem .
Efter gældende regler sker der en nedsættelse af pensionen til de folke-,
enke- og invalidepensionister, der er indlagt på sygehuse og hospitaler, og
for hvem der er truffet afgørelse om optagelse på plejehjem. Nedsættelsen af
pensionen sker på samme måde som for beboere på plejehjem, idet der dog til
enlige pensionister udover lommepengene udbetales et beløb til dækning af
husleje o.lign. Nedsættelsen af pensionen sker fra udgangen af den måned, der
følger efter den måned, hvori afgørelsen om optagelsen på plejehjem er
truffet.
I disse tilfælde anses samlivet med en eventuel ægtefælle for ophævet med
udgangen af det kalenderår, hvori beslutningen om optagelse på plejehjem
træffes, jfr. SD-cirk. 1978-20.
Tager den pågældende, uanset at der er truffet beslutning om optagelse på
plejehjem, ophold i sit eget hjem eller hos pårørende, udbetales pensionen på
ny med det fulde beløb.
2.6. Indlæggelse på psykiatriske institutioner .
Indtil den 1. oktober 1984 gælder, at pensionister, der indlægges på
psykiatriske institutioner, bevarer den fulde folke/invalidepension i 6
måneder ud over indlæggelsesmåneden. Efter dette tidspunkt udbetales efter
sygehusloven et beløb til personlige fornødenheder (lommepenge) af samme
størrelse som lommepengebeløbet på plejehjem efter bistandsloven. Til
patienter, der ikke er pensionister, udbetales lommepenge, såfremt et skøn
over patientens behov og helbredstilstand taler herfor.
Personer over 67 år betaler for opholdet på institutionen efter samme
regler som plejehjemsbeboere, dog først efter udløbet af den 6. måned efter
indlæggelsesmåneden. Personer under 67 år betaler ikke for opholdet, jfr.
foran. Der kan dispenseres fra betalingsreglerne, hvis der er rimelig udsigt
til genudskrivning.
En enlig pensionist bevarer det forhøjede personfradrag i henhold til KL §
37, stk.5, når vedkommendes pension bortfalder efter 6 måneders opholf, jfr.
skd.41.111.
2.7. Indlæggelse på institutioner under sygehusvæsenet .
Med virkning fra den 1. oktober 1984 afskaffes den hidtidige automatiske
pensionsinddragelse efter 6 måneder på visse psykiatriske institutioner. I
stedet kan der træffes beslutning om pensionsinddragelse på alle
institutioner under sygehusvæsenet, hvis en patient må anses som plejepatient
eller i øvrigt skønnes uegnet til mere varig udskrivning til eget hjem. En
sådan beslutning kan først træffes, når den pågældende har haft en samlet
indlæggelsestid på over 6 måneder.
Efter sygehuslovgivningen sker der med virkning fra samme dato ændring af
reglerne for betaling for opholdet og udbetaling af lommepenge.
For pensionister over 67 år betales for opholdet efter samme regler som
for plejehjemsbeboere samtidig med pensionsinddragelsen.
For pensionister under 67 betales der ikke for opholdet, bortset fra den
inddragne pension. Til pensionister såvel over som under 67 år ydes der i
stedet for den inddragne pension et beløb til personlige fornødenheder
(lommepenge) af samme størrelse som lommepengebeløbet efter bistandsloven til
plejehjemsbeboere.
Patienter over 67 år, der ikke er pensionister, betaler lgeledes for
opholdet af egne indtægter fra det tidspunkt, hvor de - hvis de havde været
pensionister - ville have fået inddraget deres pension.
Såvel til denne gruppe som til andre ikke-pensionister, der ikke har
udsigt til mere varig udskrivning til eget hjem, udbetales obligatoriske
lommepenge svarende til lommepengene efter bistandslovens regler om
plejehjemsophold.
3. Underholdsydelser
I dette afsnit behandles spørgsmålet om indkomstskattepligt for modtageren
af underholdsydelser. Der henvises til afsnit F.1. vedrørende ydernes
fradragsret.
3.1. Underholdsbidrag i anledning af separation eller skilsmisse
.
Reglen i LL § 10 kommer kun til anvendelse på periodiske underholdsbidrag,
men ikke på affindelsessummer for afkald på en bidragsret, se lsr. 1951.202
og 1963.165 samt U.f.R. 1971.570. ØLD.
Når et modtaget engangsbeløb påstås betragtet som en indkomstskattefri
affindelsessum for afkald på en bidragsret, må det undersøges, om beløbet er
fremkommet efter en egentlig kapitalisering af det fastsatte årlige
underholdsbidrag. I benægtende fald må man være opmærksom på, at beløbet kan
være en forudbetaling af bidrag for en bestemt periode. I så fald er beløbet
indkomstskattepligtigt efterhånden som bidragene forfalder. Udbetalinger ved
delingen af fællesboet er ikke indkomstskattepligtige.
I forbindelse med separation eller skilsmisse kan det i henhold til
ægteskabslovens § 56 bestemmes, at en ægtefælle, der har haft særeje, skal
betale en engangsydelse til den anden ægtefælle for at sikre, at denne ikke
stilles urimeligt ringe i økonomisk hensende efter separationen eller
skilsmissen. En sådan ydelse er hverken indkomstskattepligtig eller
gaveafgiftspligtig, skd.50.179.
Dette gælder også eventuelle gaveydelser mellem ægtefæller ved skævdeling
af fællesboet i forbindelse med separation og skilsmisse.
Ydelser, der i separationsvilkårene betegnedes som bidrag til hustrus
underhold i en periode af 10 måneder med 1.000 kr. månedlig, er af
landsskatteretten anset som skattepligtige bidrag for modtageren, uanset det
blev gjort gældende, at de enkelte ydelser måtte anses for afdrag på en
samlet ydelse på 10.000 kr., og at manden, der var bosat i Kenya, på grund af
restriktioner for kapitaludførsel ikke var i stand til at udføre hele beløbet
på en gang.
Beløb, der af bidragyderen betales som præmier vedrørende livsforsikringer
o.lign., må, hvor bidragmodtageren har ejendomsretten vedrørende nævnte
forsikring, anses som et skattepligtigt underholdsbidrag, se PL § 56.
Den omstændighed, at bidragyderen ved aftale med bidragmodtageren har
aftalt ikke at fratrække et fastsat eller aftalt underholdsbidrag, bevirker
ikke, at modtageren kan undlade at medtage beløbet i sin indkomstopgørelse,
lsr. 1956.19. Ligeledes udelukker det ikke beskatning hos modtageren, at
bidragyderen i det konkrete tilfælde ikke kan fratrække et ham pålagt bidrag,
f.eks. fordi modtageren er et barn, der bor sammen med bidragyderen, eller er
et barn over 18 år, overfor hvem yderen er pålagt forlænget underholdspligt,
lsr. 1964.158.
Som nærmere omtalt nedenfor i afsnit F nægtes der fradragsret for bidrag i
anledning af skilsmisse, når de fraskilte ægtefæller har fælles bopæl og
fælles husførelse. Hvis den ene ægtefælle i disse tilfælde ingen indtægt har,
skal den pågældende beskattes af værdien af frit ophold hos sin tidligere
ægtefælle, men ikke af det aftalte eller fastsatte bidrag. Eventuelle
fællesbørn, der opholder sig sammen med moderen hos den fraskilte mand, skal
ikke beskattes af værdien af det frie ophold, lsr. 1969.175.
Det er ikke nogen betingelse for beskatning af bidrag hos modtageren, at
de bidrag, der udredes i anledning af separation eller skilsmisse, er fastsat
eller godkendt af det offentlige. Det er tilstrækkeligt, at der foreligger en
bindende aftale mellem ægtefællerne om betaling af et løbende
underholdsbidrag, idet det forudsættes, at aftalen er tilstrækkelig klar med
hensyn til fastsættelsen af bidragets størrelse og løbetid, lsr. 1969.174. Se
endvidere ØLD af 18.feb. 1972, hvor en frasepareret kvinde blev anset
skattepligtig af bidrag fra separationsdagen, selv om der først ca. 1 år
senere blev udfærdiget bidragsresolution, da yderen pligtmæssigt havde
udredet månedlige underholdsbidrag, og lsr. 1979.161, hvor hustruen ligeledes
blev anset skattepligtig af underholdsbidrag fra tidspunktet for
separationsdommen ved underretten, selv om denne havde været påanket til
landsretten.
Såfremt samlivet mellem ægtefællerne er ophørt i skattemæssig henseende,
og den, der har forladt boligen, må betragtes som ejer af denne, kan den
tilbageblevne ægtefælle, sålænge ægtefællerne har indbyrdes
forsørgelsespligt, kun beskattes af hel eller delvis fri bolig, dersom denne
er led i en bidragsaftale. I så fald er bidraget på normal vis skattepligtigt
for modtageren og fradragsberettiget for yderen, jfr. bl.a. lsr.1980.53.
Beløb ud over det fastsatte bidrag .
Beløb, der betales udover, hvad der er fastsat som bidrag, skal, hvis der
er tale om beløb, der ydes til bidragyderens børn, behandles som
ikke-indkomstskattepligtige gaver, hvorimod beløb, der betales til en
tidligere ægtefælle, betragtes som indkomstskattepligtige gaver. Bidrag, som
en fraskilt fader betaler til sit og den tidligere ægtefælles fællesbarn,
der, efter at hustruen på ny har giftet sig, er adopteret af hendes nuværende
mand, betragtes også som ikke-indkomstskattepligtige gaver for barnet.
Bidrag fra udlandet .
Underholdsbidrag beskattes hos modtageren, hvadenten bidraget ydes fra en
her i landet bosat bidragyder eller fra udlandet. Således blev en her bosat
kvinde, der modtog bidrag fra sin i Belgien bosatte fraskilte mand, anset
skattepligtig af bidraget, selv om manden efter den belgiske skattelovgivning
var afskåret fra at fratrække beløbet.
Kun betalte og forfaldne bidrag .
Bidragmodtageren skal kun beskattes af de beløb, der faktisk er oppebåret
som underholdsbidrag i indkomståret, ligesom kun forfaldne underholdsbidrag
skal medregnes, lsr. 1972.77. Hvor børnebidrag er udredet forskudsvis gennem
det offentlige, beskattes det forskudsvis udbetalte beløb i udbetalingsåret.
En fraskilt hustru havde ved bidragsresolution fået tillagt et
underholdsbidrag på 675 kr. pr. måned til sig selv og til sine to børn et
bidrag svarende til normalbidraget + 100 pct. pr. barn. Hendes fraskilte mand
havde ikke fuldt ud betalt de pålagte bidrag og hun havde derfor ved
indkomstopgørelserne fordelt de modtagne beløb således, at der på børnenes
selvangivelser var medtaget dobbelt normalbidrag, således som pålagt i
henhold til bidragsresolutionen, og på hendes egne selvangivelser var
herefter kun medtaget restbeløbene. Denne fremgangsmåde blev godtaget af
landsskatteretten under hensyn til, at der var overensstemmelse mellem de af
bidragyderen betalte og fradragne beløb og de af bidragnyderne modtagne og
selvangivne beløb, og at hustruen ikke fandtes at kunne ændre det bidrag, der
var fastsat og pålagt f.s.v. angik de to mindreårige fællesbørn, lsr.
1979.52.
Forskudsvis udbetaling .
I tilfælde, hvor en bidragspligtig ikke opfylder sin forpligtelse i
henhold til en bidragsresolution til at udrede bidrag til den tidligere
ægtefælle, vil der kunne ydes denne hjælp efter bistandslovens kapitel 9.
Dette medfører, at det sociale udvalg indtræder i den bidragsberettigedes
krav mod den bidragspligtige i medfør af bistandslovens § 8. De omhandlede
ydelser skal ikke medregnes i modtagerens skattepligtige indkomst, jfr. LL §
7, litra j, men personfradraget skal nedsættes i henhold til KL § 37 C,
skd.42.184, se E 1.2.1. Den bidragspligtige kan fradrage de efter
bidragsresolutionen pligtige ydelser på normal måde, når han senere udreder
dem til det offentlige.
3.2. Underholdsbidrag i anledning af faktisk samlivsophævelse .
Bidrag, der udredes i anledning af faktisk samlivsophævelse, er
indkomstskattepligtig for modtageren, såfremt bidraget er fastsat eller
godkendt af det offentlige. Foreligger der ikke nogen godkendelse eller
fastsættelse, beskattes de modtagne bidrag ikke, ligesom der normalt ikke
sker nogen beskatning af bidrag, der er modtaget i tiden forud for
fastsættelsen eller godkendelsen fra det offentlige.
Bidrag, der modtages i henhold til en mellem ægtefællerne indgået
bidragsaftale, kan dog beskattes fra tidspunktet for aftalens indgåelse, hvis
det offentliges godkendelse senere gives med tilbagevirkende kraft f.eks. ved
optagelse i vilkårene for separationen eller skilsmissen, se herom afsnit F
1.2
Når bidraget ikke fastsættes eller godkendes af det offentlige i det år,
hvor samlivet ophæves, beskattes kun bidrag, der er udredet i det indkomstår,
hvori resolutionen foreligger (jfr. lsr.1982.47 om bidragyderens
fradragsret).
Underholdsbidrag til børn under forældrenes faktiske adskillelse skal kun
medregnes til barnets indtægt, såfremt bidragene kan fradrages ved opgørelsen
af bidragyderens skattepligtige indkomst efter reglerne i LL § 10, stk.2.
Underholdsbidrag for tiden efter barnets fyldte 18. år og bidrag til børn,
der opholder sig hos bidragyderen, medregnes til barnets indtægt, selv om
bidragene ikke kan fradrages ved opgørelsen af bidragyderens skattepligtige
indkomst.
3.3. Bidrag til børn født uden for ægteskab .
Bidrag, der ydes som løbende bidrag til et uden for ægteskab født barn,
skal beskattes hos barnet. Ydelser udover det fastsatte eller aftalte bidrag
må betragtes som ikke-indkomstskattepligtige gaver. Hvis faderen har fælles
bopæl med barnet, kan han ikke fratrække de bidrag, han yder til barnet, men
barnet vil alligevel være indkomstskattepligtig af bidragene. Betales der
ikke bidrag, men ydes der i stedet frit ophold, skal barnet ikke beskattes af
værdien af frit ophold hos faderen, jfr. KL § 5, stk.4.
Betales et som underholdsbidrag fastsat beløb til et barns plejeforældre,
skal barnet beskattes af beløbet som underholdsbidrag, medens plejeforældrene
skal medregne beløbet som plejevederlag (med mulighed for fradrag af
plejeudgifter, se E 1.6).
Når det sociale udvalg i henhold til bistandsloven yder hjælp til et barns
vedvarende forsørgelse i form af anbringelse i døgninstitution, indtræder det
offentlige efter bistandslovens § 8, stk. 1, i retten til det fastsatte eller
aftalte bidrag i det omfang, som svarer til værdien af den hjælp, som det
offentlige yder.
Barnet skal ikke beskattes af værdien af opholdet i døgninstitutionen,
jfr. LL § 7, litra j. Da det offentlige efter bistandslovens § 8, stk. 1, er
indtrådt i retten til bidraget for et beløb, der svarer til værdien af den
hjælp, der er ydet, har barnet ikke krav på dette bidrag og skal derfor
heller ikke beskattes heraf. Kun i det omfang det betalte overstiger den
modtagne bistandshjælp, er barnet indkomstskattepligtig af bidraget.
3.4. Aftægtsydelser, understøttelser m.v. .
Aftægtsydelser er skattepligtige for modtageren i medfør af SL § 4c.
Aftægtsydelser vil typisk forekomme i forbindelse med overdragelse af fast
ejendom eller andre formuegoder, hvor overdragelsessummen helt eller delvis
berigtiges ved at køberen påtager sig at udrede en årlig ydelse til sælgeren.
Det forhold, at den kapitaliserede værdi af aftægtsydelsen indgår i
salgssummen for en solgt ejendom eller virksomhed medfører ikke, at sælgeren
kan bortse fra nogen del af de årlige ydelser, jfr. HD i UfR 1971.597 og ØLD
af 19.juni 1974 (skd.31.51).
Aftægtsydelser kan helt eller delvis bestå i ret til fri kost og logi, fri
bolig eller andre rettigheder. Værdien af sådanne naturalydelser ansættes
skønsmæssigt efter den værdi, ydelsen har på modtagelsestidspunktet.
Værdien af fri varme ansættes efter et skøn, og værdien kan ansættes til
værdien af olieforbruget svarende til den frembragte varme, også hvor denne
stammer fra halmfyring eller fyring med træaffald.
Ydelser i henhold til forpligtelseserklæringer (understøttelseskontrakter)
er ligeledes fuldt skattepligtige for modtageren. Dette gælder også tilfælde,
hvor yderen ikke kan fradrage ydelserne, jfr. lsr. 1960.175, samt i tilfælde,
hvor en tilsvarende gaveydelse ville være skatte- og afgiftsfri for
modtageren.
3.5. Legater .
Legater er i almindelighed indkomstskattepligtige, jfr. SL § 4c. Der
gælder visse særregler for beskatning af legater, der ydes til studierejser
og videnskabelige arbejder, idet sådanne legater normalt er skattefri, se E
3.5.2. Endvidere er legater, der ydes som en anerkendelse af modtagerens
fortjenester, under visse betingelser enten skattefri eller skattepligtige
som særlig indkomst, se E 4.3.2 og 4.4.1.
3.5.1. Uddannelseslegater m.v. .
Legater, der ydes som hjælp til gennemførelse af en uddannelse, er
skattepligtig indkomst, jfr. lsr. 1956.20, hvadenten udbetalingen hidrører
fra Statens Uddannelsesstøtte eller fra private legatmidler.
Det forhold, at et legat er bundet til anvendelse til bestemte
studieudgifter (f.eks. et boglegat) medfører ikke, at legatet kan anses for
skattefrit.
Med hensyn til stipendier, der udredes af Statens Uddannelsesstøtte,
foretages der hvert år en undersøgelse af, hvorvidt de studerende, der har
modtaget stipendier, har opfyldt betingelserne herfor med hensyn til
størrelsen af andre indtægter m.v. Såfremt det pålægges modtagerne at
tilbagebetale modtagne stipendier helt eller delvis skal tilbagebetalingen
fratrækkes i det indkomstår, hvori det for meget modtagne støttebeløb kan
endeligt opgøres.
I et tilfælde, hvor støtteperioden var 1/8-1976 til 31/7-1977, rejstes
tilbagebetalingskravet i 1978. Da studiestøtten kunne endeligt opgøres i
1977, var hele tilbagebetalingsbeløbet fradragsberettiget i dette år, lsr.
1980.91.
Værdien af fribolig på studenterkollegier skal medregnes ved
indkomstopgørelsen, men der udvises traditionelt stor tilbageholdenhed ved
værdiansættelsen.
Den omstændighed, at uddannelsessøgende bor på et relativt billigt
kollegieværelse giver normalt ikke anledning til nogen beskatning. For bolig
på nyere studenterkollegier ydes der normalt betaling.
I henhold til kapitel 4 i bekendtgørelse nr.463 af 6.aug. 1973 om
folkehøjskoler, landbrugsskoler, husholdningsskoler og efterskoler kan der
ydes statsligt og kommunalt tilskud til nedbringelse af elevbetalingen.
Ifølge ligningsrådets vedtagelse skal offentlige tilskud i form af nedsat
egenbetaling for ophold til undervisning til børn og unge under 18 år på
folkehøjskoler, ungdomshøjskoler, landbrugsskoler, husholdningsskoler og
aftenskoler samt for ophold på en kostafdeling ved en friskole, en privat
grundskole og en privat gymnasieskole ikke anses for indkomstskattepligtige.
Ligningsrådet har med virkning fra og med indkomståret 1982 vedtaget, at
også statens generelle ø-tilskud til unges videreuddannelse ikke skal anses
for indkomstskattepligtige for unge under 18 år - på betingelse af, af de
udgifter, tilskuddene tilsigter at dække, rent faktisk er afholdt af den
uddannelsessøgende.
Fylder den unge 18 år i den periode, tilskuddet skal dække, foretages en
forholdsmæssig fordeling af tilskuddet, således at kun den del af tilskuddet,
der skal dække tiden før det fyldte attende år, er fritaget for
indkomstskattepligt, jfr. SD-cirk.1981-43 og 1982-37.
For de tilskud, der fortsat skal beskattes, afhænger
beskatningstidspunktet af forholdene i de enkelte tilfælde.
Såfremt tilskuddet bevilges med et samlet beløb uden forbehold for hele
skoleopholdet, skal det beskattes i det indkomstår, hvor der ved underretning
til eleven eller skolen gives endeligt tilsagn om tilskuddet.
Bevilges tilskuddet derimod som en løbende ydelse med betaling til de for
skoleopholdet gældende betalingsterminer og i øvrigt betinget af elevens
fortsatte tilstedeværelse og deltagelse i undervisningen, skal tilskuddet
beskattes i de indkomstår, hvori tilskudsydelserne forfalder til betaling,
jfr. lsr.1981.189.
Der ydes efterfølgende et refusionsbeløb til sygeplejeelever, der ikke
straks har modtaget fuldt statstilskud til dækning af deres udgifter ved
deltagelse i sygeplejeforskole på en højskole, men som helt eller delvist
selv har betalt udgifterne ved deltagelse i forskolen. Sådanne refusionsbeløb
er skattepligtige, skd.19.20.
Udenlandske stipendiater fra udviklingslandene, der opholder sig i Danmark
i uddannelsesøjemed, er fritaget for beskatning af de modtagne stipendier,
danske såvel som udenlandske, jfr. tekstanmærkning til finanslovens § 1 og
stående bemyndigelse til skattedepartementet.
3.5.2. Studierejselegater og legater til videnskabeligt arbejde .
Legater, for hvis tildeling det stilles som betingelse, at de anvendes til
rejser i studieøjemed, er efter en af ligningsrådet vedtagen anvisning
indkomstskattefri i det omfang, de medgår til dækning af de med rejsen og
opholdet forbundne merudgifter, såsom befordringsudgifter, samt merudgifter
til logi, kost og forplejning. Også den del af legatet, der anvendes til
undervisningsgebyrer o.lign. er indkomstskattefri, jfr. lsr. 1980.54. Under
visse omstændigheder, især med hensyn til opholdets varighed, kan der også
bortses fra beskatning af den del af et studierejselegat, der er medgået til
betaling af familiens rejse- og opholdsudgifter, lsr. 1968.20.
Legatmodtageren er herefter kun indkomstskattepligtig af et beløb svarende
til hans faktiske forbrug under udeopholdet, beregnet efter priserne på
hjemstedet, samt af den del af legatet, der er anvendt til andet formål end
til dækning af de med rejsen og opholdet forbundne merudgifter - eller er i
behold ved rejsens afslutning (lsr. 1950.143). Et eventuelt underskud er ikke
fradragsberettiget.
Har den pågældende selv afholdt en del af udgiften til studierejsen,
således at hans normalforbrug ikke kan anses at være dækket af legatbeløbet,
er dette fuldtud skattefrit, således at der ikke i indkomsten skal medregnes
noget for besparelse i hjemmeforbruget (lsr. 1951.49).
Arbejdsvederlag oppebåret i U.S.A. af skatteydere, der i uddannelsesøjemed
af det dansk-amerikanske selskab udsendes til U.S.A., beskattes på samme måde
som rejselegater, når opholdet er af en sådan midlertidig karakter, at
skattepligten her i landet ikke afbrydes.
Personer, der arbejder i U.S.A. som trainees under Danmark-Amerikafonden,
beskattes af den i U.S.A. oppebårne indtægt med et beløb, der ansættes
skønsmæssigt, og som svarer til hans eget forbrug, og således at afholdte
rejseudgifter kan fradrages i dette beløb (lsr. 1958.7).
De bevillinger, som forskningsrådene efter ansøgning yder til deltagelse i
internationalt forskningssamarbejde, kan ikke anses som indkomstskattefri i
medfør af LL § 7 litra r, men beskattes efter den her omtalte anvisning om
legater til studierejser, skd.43.271. Se D 2.3.28 (Studieophold).
En skatteyder, der tildeltes et »»fellowship«», der
androg 7.500 dollars om året i 2 år betinget af, at han i det nævnte tidsrum
udførte research-arbejde i Californien, ansås for omfattet af de her omtalte
regler om studierejselegater.
Ligeledes anså landsskatteretten et fellowship fra U.S.A. i forbindelse
med arbejde på Vanderbilt universitetet for omfattet af reglerne om
studierejselegater.
Indtægt ved gæsteforelæsninger i U.S.A. blev anset indkomstskattepligtig
uanset, at skatteyderen ved at påtage sig forelæsningerne tillige kunne gøre
studier inden for sit fag, lsr.1958.102.
Et legat, der tildeles uden betingelser vedrørende anvendelse, må, uanset
at det anvendes til en studierejse, medregnes til den skattepligtige
indkomst. Se dog lsr. 1967.32.
Legater, der ydes til videnskabelige arbejder, er indkomstskattefri i de
omfang, de medgår til dækning af de særlige udgifter, som de pågældende
videnskabelige arbejder nødvendiggører, og som ikke modsvares af værdien af
derved erhvervede salgbare aktiver.
Tilskud til dækning af udgifter til trykning af doktordisputats anses som
et legat ydet til videnskabeligt arbejde.
Den omstændighed, at et rejselegat eller et legat til gennemførelse af et
videnskabeligt arbejde ikke er fuldt udnyttet ved udgangen af det år, hvori
beløbet er modtaget, medfører ikke indkomstskattepligt af det ubenyttede
beløb, ligesom beløbet ikke skal medregnes i formueopgørelsen.
3.5.3. Legater med understøttelsesformål .
Sådanne legater er altid indkomstskattepligtige, medmindre legatet er
omfattet af skattefrihedsreglerne i LL § 7.
Personer, der har fribolig i stiftelser og legatboliger, er
indkomstskattepligtige af værdien af friboligen, efter et skøn over
udlejningsværdien.
4. Gaver, hædersgaver og gevinster
Ole Bjørn m.fl.: Lærebog om indkomstskat, 4. udg., s. 97-109.
C Helkett: Opgørelsen af den skattepligtige indkomst, 14. udg., s.480ff.
Thøger Nielsen: Indkomstbeskatningen I: s.274-315.
Bikuben 1979: Beskatning ved familieoverdragelser, s.14-53 (Povl Herler).
Mogens Glistrup: Skatteret, s.147-167.
Arne Kofoed: Gaveafgift, 2.udg.
4.1. Indkomstskattepligtige gaver .
4.1.1. Gavebegrebet .
Gaveerhvervelser skal efter SL § 4c medtages ved indkomstopgørelsen,
medmindre gaven falder ind under afsnit III i lov om afgift af arv og gave,
jfr. SL § 5b. Om afgiftspligtige gaver, se E.4.2.
En gave kan foreligge f.eks. som en aktuel overdragelse af et formuegode,
som et løfte om en fremtidig ydelse eller som en eftergivelse af gæld, og
gaveydelsen kan bestå i såvel overdragelse af ting som arbejdsydelser og
brugsrettigheder. Der foreligger også en gave, når et gode overføres fra en
persons formue til en andens mod et vederlag, der afviger fra godets værdi.
Eksempler på gavebeskatning .
Som eksempler på gavebeskatning kan anføres lsr. 1966.92, hvor det
antoges, at en arbejdsgiver havde ydet en medhjælper en skattepligtig gave
ved overdragelse af en bil (retten fandt, at den aftalte købesum ikke kunne
forudsættes fastsat udelukkende efter sædvanlige handelsmæssige overvejelser)
og lsr. 1969.29, hvor en skatteyder havde købt en byggegrund af sin
arbejdsgiver på særlig favorable vilkår.
Hvor en fast ejendom var i lige sameje mellem 2 ejere, og hvor den ene
ejer alene bekostede en varig forbedring på ejendommen, blev medejeren anset
for indkomstskattepligtig af halvdelen af værditilvæksten.
Når skibsværfter forærer navngivere af skibe smykker m.v., er modtagerne
indkomstskattepligtige af et beløb, svarende til smykkernes (metal)værdi.
Værdiansættelsen .
Værdien af det overdragne formuegode ansættes principielt efter et skøn
til værdien i handel og vandel på overdragelsestidspunktet.
Ved overdragelse af aktiver, hvor der skal beregnes arve- eller
gaveafgift, finder værdiansættelsen sted efter skattedepartementets cirkulære
nr.185 af 17. november 1982 fastsatte retningslinier. Disse regler kan også
danne udgangspunkt for skønnet ved værdiansættelsen af de overdragne aktiver,
når gaven skal henregnes til modtagerens skattepligtige almindelige indkomst.
Hvis gaven hidrører fra udlandet, er det dens værdi her i landet, der skal
lægges til grund ved indkomstopgørelsen, lsr. 1957.18 og 1959.119.
Eksempler på at gavebeskatning ikke gennemføres .
En betingelse for at beskatte en ydelse som gave er, at der ikke er betalt
noget vederlag, eller dog kun delvis vederlag. Hvor den ene part ved
indgåelse af en aftale gør en god forretning kan besparelsen ikke beskattes,
når vederlaget ifølge parterne tilsigter at udgøre fuldt vederlag.
Som baggrund for en - helt eller delvis - vederlagsfri overdragelse af et
formuegode kan der i øvrigt foreligge sådanne konkrete forhold, at
gavebeskatning ikke kommer på tale.
Der forelå ikke en indkomstskattepligtig gave med hensyn til et beløb, som
den pågældende havde modtaget fra sin afdøde mands broder i USA uanset at
beløbet var ydet uden at der forelå gyldigt testamente, men alene formløse
optegnelser vedrørende beløbets anvendelse efter yderens død, lsr. 1978.56.
Selv om der i et tilfælde ikke kan ske beskatning ud fra et gavesynspunkt,
kan beskatning dog ofte gennemføres ud fra andre synspunkter, idet det
overdragne gode kan anses som et supplement til løn, leje eller
renteindtægter eller som maskeret udbytte fra et aktie- eller anpartsselskab.
Formuedeling mellem papirløse samlevende .
Den 1. april 1980 afgjorde Højesteret en tvist mellem papirløse samlevende
angående deling af deres formue. S og A, der havde levet sammen siden 1971
erhvervede i 1973 en villa, som blev købt i A's navn. I maj 1975 fraflyttede
S den fælles bolig, og i november 1976 solgte A villaen med en fortjeneste på
ca. 130.000 kr. S påstod sig tilkendt halvdelen heraf, subsidiært et mindre
beløb. S's bruttoindtægt havde i 1973-75 udgjort væsentlig mindre beløb end
A's bruttoindtægt i de samme år. Højesteret fastslog, at der ikke var opstået
noget egentlig sameje eller ægteskabslignende formuefællesskab, men efter
omstændighederne fandtes S at have krav på andel af salgsprovenuet,
skønsmæssigt fastsat til 25.000 kr. (Dommen er kommenteret i UfR 1980 B 226
og 330).
Dommen tager ikke stilling til den skattemæssige behandling af de 25.000
kr., men i VLD af 9. april 1981 (skd.58.295) tages der stilling til
beskatningen i et beslægtet tilfælde.
Sagen vedrørte et papirløst par, der boede sammen fra 1970 til 1977.
I 1973 var de flyttet ind i en villa, som den mandlige part havde skøde
på. I 1975 indgik parret en overenskomst om ligedeling af friværdien af
villaen ved samlivets ophævelse, og i henhold hertil havde den kvindelige
part i 1977 oppebåret 70.000 kr., som hun var blevet beskattet af. Begge
parter havde under samlivet haft indtægter og i fællesskab betalt ydelserne
på huset og de øvrige leveomkostninger.
Landsretten fandt intet grundlag for at statuere, at der forelå en
skattepligtig gave, idet det i præmisserne bl.a. anføres at:
»sagsøgerinden efter omstændighederne også uden indgåelse af en
overenskomst som den pågældende på grundlag af almindelige retsgrundsætninger
på tilsvarende måde kunne gave fået et krav på andel i provenuet ved salg af
ejendommen eller i friværdien i ejendommen.«
På linie hermed ligger lsr. 1981.54, hvor den længstlevende i et papirløst
forhold modtog 33.000 kr. fra førstafdødes bo. Beløbet blev anset for en
(skattefri) kompensation for førstafdødes opholdsudgifter under det 17-årige
samliv.
Og tilsvarende lsr.1981.164, der angik delingen af formuen med halvdelen
til hver ved ophævelsen af et homofilt samlivsforhold. I aktivbeholdningen
indgik den af parterne beboede faste ejendom, som i den ene samlevers navn
var erhvervet under samlivet.
Efter de foreliggende oplysninger, herunder at samlivsforholdet havde
bestået i 13 år, i hvilken periode begge parter havde bidraget økonomisk til
den fælles husholdning og til udgifter vedrørende den faste ejendom, fandt
landsskatteretten ikke grundlag for at antage, at der ved den foretagne
fordeling var tilgået klageren en vederlagsfri formuefordel.
Ganske tilsvarende afgørelser (med samme begrundelse) foreligger i ØLD af
12. dec. 1983 (8. afd. 486/81), VLD af 29. febr. 1984 (1. afd. B 1844/80) og
VLD af 2. nov. 1984 (7. afd. B 1726/82) samt lsr. 1982.157 og 158.
Herudover kan nævnes følgende afgørelser:
En folkepensionist, der boede i egen ejendom, havde i 20 år samlevet og
haft fælles husførelse med en person, der havde bekostet installation af nyt
køkken til ca. 14.000 kr. Folkepensionisten blev ikke anset skattepligtig
heraf, da det var tvivlsomt, om der var tilført den pågældende en økonomisk
fordel (begge havde i øvrigt oprettet testamente med hinanden som
universalarving), lsr. 1975.124.
En mand havde i en ugebladskonkurrence, hvor kuponen var udfyldt med hans
navn, vundet 70.000 kr., der blev anvendt til udbetaling på en ejendom i hans
navn, men halvdelen af ejendommen blev senere tilskødet samleversken, med
angivet kontant udbetaling på 15.500 kr., der imidlertid ikke var erlagt. Den
pågældende blev ikke anset skattepligtig heraf, da gevinsten efter det
foreliggende måtte anses for tilfaldet parterne i fællesskab, lsr. 1975.125.
4.1.2. Frit underhold .
Værdien af frit underhold, som en skatteyder modtager fra en samlever,
bør, når det drejer sig om skatteydere med beskedne indtægter og
formuemidler, i reglen ikke ansættes højere end den af ligningsrådet
fastsatte normalværdi af kost og logi, der for indkomståret 1984 udgør 17.400
kr.
Hvis den, der modtager frit underhold, har indtægter, bør disse indtægter
antages at være brugt til fælleshusholdningen, således at indtægterne fragår
ved beregningen af værdien af frit underhold, se lsr. 1974.117.
Har parterne indtægter af nogenlunde samme størrelse, er der ikke grundlag
for beskatning af frit underhold, jfr. lsr.1973.29. I et tilfælde, hvor en
kvinde havde egne indtægter, blev værdien af hendes frie underhold alligevel
ansat til 6.000 kr. (vedrører året 1963), da mandens økonomiske forhold var
særdeles gode, lsr. 1967.106.
Børn, der sammen med moderen opholder sig hos deres fader, skal ikke
beskattes af værdien af frit ophold hos faderen, skd.18.155.
Værdien af kortvarige ophold hos familie beskattes efter praksis ikke.
En kvinde, der ikke havde egne indtægter, blev af lsr. anset skattepligtig
af de fra hendes forlovede i Grønland modtagne ydelser til dækning af hendes
privatforbrug, herunder husleje, på henholdsvis 20.000 og 24.000 kr. i de
respektive år.
I ØLD af 7. marts 1984 (7. afd. 319/1982) blev en kvinde anset for
indkomstskattepligtig af værdien af frit underhold hos sin samlever. Kvinden
havde opsagt sin stilling for at pleje sin samlever, der var alvorlig kvæstet
efter en ulykke. Da samleveren efter et par års forløb var fuldt
erhvervsdygtig, fortsatte kvinden med at passe parrets to fælles børn.
4.1.3. Gaverejser .
Gaverejser og frirejser, der betales af arbejdsgiveren, omtales i afsnit
D.1.7.10.
Hvis en skatteyder - uden for ansættelsesforhold - modtager en frirejse
eller f.eks. af et trafikselskab har fået et frikort til brug inden for
selskabets område, er han principielt skattepligtig af rejsens eller
rejsernes værdi.
Værdien af frirejser, ydet som gaver (f.eks. af slægtninge i udlandet) med
det ene formål, at gavemodtageren skal besøge giveren, skal efter praksis
ikke medregnes med det beløb, gaven har kostet giveren, men alene med et
beløb svarende til værdien af selve opholdet under rejsen, lsr. 1952.136 og
1960.29 og 190. I lsr. 1967.106 formuleres synspunktet derhen, at modtageren
skal beskattes af rejsens reelle økonomiske værdi (anslået til 450 kr.,
medens giveren havde betalt 4.255 kr. for rejsen).
Ved værdiansættelsen kan den af ligningsrådet fastsatte værdi af fri kost,
som for indkomståret 1984 udgør 39 kr. pr. dag, være retningsgivende.
En skatteyder, der af sin i U.S.A. bosatte svigersøn var blevet anmodet om
at vidne i en mod svigersønnen anlagt straffesag, og som af svigersønnen
havde fået betalt sin billet til rejsen, kunne allerede under hensyn til
rejsens formål ikke anses indkomstskattepligtig af nogen del af værdien
heraf, lsr. 1963.105.
Kontante gavebeløb, der ydes med henblik på en rejse, men som ikke er
betinget af, at der foretages en rejse, er fuldtud indkomstskattepligtige.
En frirejse, der er vundet som gevinst ved en offentlig bortlodning, skal
ikke indkomstbeskattes i de tilfælde, hvor arrangøren af bortlodningen har
betalt afgift af gevinstens værdi.
En radio- og TV-forhandler ansås for skattepligtig af 6.000 kr., der
udgjorde den skønsmæssigt ansatte værdi af en af et leverandørfirma
arrangeret frirejse til USA og Det fjerne Østen, idet rejsen ansås for at
have været af overvejende turistmæssig karakter, lsr. 1980.57.
4.1.4. Gældseftergivelse .
Hvor en gave forekommer i form af en gældseftergivelse, skal værdien af
gaven ansættes til fordringens værdi. Ved HD af 20. december 1979 blev den af
skattemyndighederne hidtil fulgte praksis, hvorefter arvingsgæld altid blev
fastsat til kurs 100 tilsidesat, idet højesteret fastslog, at det var værdien
i handel og vandel af den arvede fordring, der skulle afgiftsberigtiges. Som
følge af denne afgørelse blev en ved højesteret verserende sag om værdien af
en gave i form af eftergivelse af gæld i henhold til nogle pantebreve forligt
således, at gaveafgiften skulle beregnes på grundlag af pantebrevenes
handelsværdi, skd.53.173 og tilsvarende lsr.1981.58.
Hvis den eftergivne fordring var værdiløs, foreligger der ikke nogen gave.
Hvis en kreditor afgiver saldokvittering mod at modtage et mindre beløb
end det skyldige, og det må formodes, at debitor ikke ville have været i
stand til at betale det fulde beløb, foreligger der ikke nogen gave, se bl.a.
lsr.1944.60 og 1974.28. I lsr.1954.104 antog landsskatteretten, at der forelå
en delvis gave, idet debitor var i besiddelse af realisable midler til
betaling af hele gælden.
Hvor eftergivelse af gæld helt eller delvis fremtræder som led i en samlet
akkord eller anden samlet kreditorordning, sker der i almindelighed ikke
nogen beskatning af gældseftergivelsen, se L 3.6.6.
4.1.5. Påtagelse af forpligtelse .
Hvor en gave består i en forpligtelse til at udrede løbende kontante
ydelser, må der tages stilling til, hvorvidt der foreligger en kapitalgave,
der skal beskattes i det år, hvori tilsagnet om gaven er ydet, eller en
aftægts- eller underholdsydelse, hvis skattemæssige stilling er omtalt under
punkt E 3.4.
Hvis gavetilsagnet går ud på, at der uden særlige betingelser og uden
forbehold (stiltiende eller udtrykkeligt) om ophør ved givers eller
gavemodtagers død ydes et bestemt årligt beløb, indtil der ialt er ydet et
klart fikseret beløb eller et bestemt beløb i en bestemt årrække, foreligger
der en kapitalgave. Værdien af denne gave beskattes som nævnt i det år,
tilsagnet opnås, og værdiansættelsen foretages under hensyntagen til den
afdragsvise erlæggelse. De årlige ydelser anses som afdrag på gæld og
medtages ikke ved indkomstopgørelsen.
4.1.6. Arveafkald .
Arveafkald på en endnu ikke falden arv vil, selv hvor det ydes til fordel
for bestemte medarvinger, normalt ikke indeholde nogen skattepligtig
gaveydelse, jfr. til dels lsr.1963.6. Gives der derimod afkald på en allerede
falden arv, må det undersøges, om den trufne disposition med hensyn til
arvens fordeling har støtte i arveladerens bestemmelser, således at
beskatning undlades, hvis den foretagne arvedeling blot er udtryk for
arveladerens ønsker med hensyn til fordelingen af hans efterladenskaber. Der
kræves ikke nogen gyldig testamentarisk disposition fra arveladerens side for
at lægge arveladerens ønsker til grund ved skiftet, se f.eks. lsr. 1943.39 og
1978.56, hvor indkomstbeskatning blev undladt.
Har den stedfundne skævdeling af arven ingen støtte i arveladerens
dispositioner, må et arveafkald anses som en disposition, der - udover
afkaldsgiverens betaling af arveafgift - kan udløse beskatning af gavens
værdi hos den begunstigede. Se f.eks. skd.70.427.
Hvis arveafkald er meddelt, inden arvingerne har tiltrådt arven, hvilket
for privatskiftede boers vedkommende vil sige, inden boet er udleveret
arvingerne til privat skifte, og for offentligt skiftede boers vedkommende,
inden der er truffet bestemmelse om vedgåelse eller ikke-vedgåelse af gælden,
medfører afkaldet normalt ikke gavebeskatning hos medarvingerne, jfr.
lsr.1963.6 og skd.35.3. Men gives afkaldet til fordel for bestemte
medarvinger (afkald af dispositiv karakter), skal der dog ske gavebeskatning
hos de begunstigede medarvinger, selv om afkaldet gives, før arvingerne har
tiltrådt arven, skd.48.20.
Er der givet afkald, efter at arvingerne har tiltrådt arven, betragtes det
merbeløb, der tilfalder medarvinger i kraft af afkaldet, ikke som arv, men
som en gave fra afkaldsgiveren. Virkningen heraf er, at der skal svares
indkomstskat af gaven, eller, hvis der er tale om en nærpårørende,
gaveafgift. Det bemærkes i den forbindelse, at gaver til søskende er
indkomstskattepligtige. Se lsr.1961.15 og 1970.117 samt lsr.1983.40.
Delvis afkald samt andre problemer om afkald er behandlet af Vagn
Carstensen i UfR 1974 B, s.13, der især drejer sig om afgiftsmæssige
problemer, men også omhandler indkomstskattemæssige forhold.
4.1.7. Arveforskud .
Litteratur: Just Munch: Arveforskud i afgiftsmæssig belysning, S.O. 1972,
s.180 ff.
Det fremgår af SL § 5b, at forskud på såvel falden som ikke-falden arv
ikke skal medtages ved indkomstopgørelsen, men der svares normalt enten arve-
eller gaveafgift af sådanne arveforskud, SL § 5b og arveafgiftslovens § 4e,
jfr. § 44, stk.1.
Når der ydes arveforskud til giverens afkom, stedbørn og disses afkom,
afdødt barns eller stedbarns ægtefælle, eller til forældre, stedforældre og
bedsteforældre samt til giverens samlevende ægtefælle (hvis gaven bliver
særeje) skal der normalt svares gaveafgift ved ydelsen af arveforskuddet.
Dette gælder også, hvis giveren bor i udlandet.
Ydes arveforskuddet til andre end de foran nævnte, skal der hverken svares
gaveafgift eller indkomstskat, men derimod arveafgift ved arveladerens død.
Bor giveren i udlandet skal arveforskuddet hverken beskattes eller
afgiftsbelægges (for en herboende modtager), medmindre arveforskuddet er fast
ejendom m.v., jfr. lov om afgift af arv og gave § 8.
Betingelserne for at anse en ydelse til en ikke-nærtbeslægtet, som et
ikke-indkomstskattepligtigt arveforskud er, dels at modtageren er aktuelt
arveberettiget efter yderen (efter loven eller i henhold til testamente, lsr.
1942.127 og 1959.21), dels at der er udstedt arveforskudsbevis, eller at der
foreligger andre omstændigheder, der viser, at det modtagne beløb skal
afkortes i senere arv, og dels, at der er en vis sandsynlighed for, at
modtageren vil overleve overdrageren.
Som eksempel på »andre omstændigheder«, der kan
»dokumentere« en arveforskudshensigt, kan henvises til lsr.
1978.170, hvor forskelsværdien mellem overdragelsessummen og handelsværdien
af et sommerhus ansås for et arveforskud, idet sælgeren i et forud for
overdragelsen oprettet testamente havde testamenteret ejendommen til køberen
som legat og i en efter overdragelsen oprettet codicil til testamentet havde
tillagt køberen det pantebrev, som denne havde udstedt som delvis betaling
for ejendommen, jfr. tilsvarende lsr.1982.50.
Man har tidligere i nogle tilfælde godkendt, at det var tilstrækkeligt for
at anerkende, at et beløb var ydet som arveforskud, at der først senere blev
udstedt arveforskudsbevis, men efter at reglerne i arveforordningens §§ 10-13
er ophævet ved arveloven af 1964, kan en giver af arveforskud ikke efter
gavens givelse meddele pålæg om afkortning i arven, hvorfor det nu kræves, at
der allerede i forbindelse med ydelsen af arveforskud er udstedt
arveforskudsbevis eller dog truffet aftale om afkortning i senere arv.
Det anerkendes i praksis, at der også til legatarer kan ydes arveforskud.
Udbetales kun en del af legatet, må der i arveforskudsbeviset være indsat
bestemmelse om afkortning, også selvom der ydes alle legatarer lige meget i
arveforskud.
Vederlag for at give arveafkald anses som arveforskud, jfr. skd.59.350,
hvor der blev beregnet gaveafgift af de vederlag, som 5 stedbørn havde
modtaget for at give arveafkald.
4.1.8. Beskatningstidspunktet .
En gave skal medtages ved indkomstopgørelsen, når modtageren er
underrettet om gaven, lsr. 1945.25. Der kan imidlertid være knyttet sådanne
betingelser til gaven, at beskatningstidspunktet udskydes, lsr. 1946.153,
hvor gavemodtageren først blev beskattet af gaven ved rentenyderens død. Om
beskatning af gaver med forbeholdt rentenydelsesret, se E 4.3.3.
Det forekommer, at gavemodtageren senere, når han bliver klar over gavens
skattemæssige konsekvenser, giver afkald på den. Et sådant afkald kan normalt
ikke tillægges skattemæssig betydning, lsr. 1950.142. Se om afkald på indtægt
i afsnit C 1.4.
Såfremt en gaveoverdragelse af aktier er sket under forudsætning af, at
amtsskatteinspektoratet godkender den i gaveanmeldelsen anførte aktiekurs,
anses gaven i skattemæssig henseende for ydet på det tidspunkt, hvor
modtageren af gaven er underrettet om gaven, uanset om det pågældende vilkår
først opfyldes på et senere tidspunkt. Gavedispositionen vil kunne annulleres
med skattemæssig virkning fra gavetidspunktet, såfremt
amtsskatteinspektoratet fastsætter en højere værdi af aktierne, idet en
afgørende forudsætning fra giverens side må anses for bristet. Det må dog
være en forudsætning, at gaven annulleres i umiddelbar forbindelse med den
endelige afgørelse af aktiernes værdi til gaveafgiftsberegningen, skd.16.48.
4.2. Afgiftspligtige gaver .
Gaver, der ydes til nært beslægtede, skal gaveafgiftsberigtiges. Nært
beslægtede er børn, stedbørn og disses afkom, afdødt barns eller stedbarns
ægtefælle samt forældre, stedforældre og bedsteforældre. Endvidere
sidestilles adoptivforhold med slægtskabsforhold, hvorimod plejeforhold ikke
er omfattet af gaveafgiftsreglerne.
Reglerne om gaveafgift findes i lovbkg. nr.310 af 23.juni 1983 af lov om
afgift af arv og gave.
Gaver mellem ægtefæller, hvor gaven gives fra den ene ægtefælles bodel til
den anden ægtefælles bodel er afgiftsfrie, idet dispositionen ikke forrykker
ejerforholdet (boslodderne) mellem ægtefællerne p.gr.a. formuefællesskabet.
Gaver fra en ægtefælles særeje til den anden ægtefælles bodel er ligeledes
afgiftsfrie. Kun gaver, der bliver modtagerægtefællens særeje, skal
afgiftsberigtiges.
Der foreligger ikke en gaveafgiftspligtig disposition ved oprettelse af en
ægtepagt, hvorved der fra fællesboet og fra mandens bodel udskilles aktiver,
repræsenterende lige store beløb, til ægtefællernes respektive særejer,
skd.54.209.
Derimod foreligger der en gave, der skal afgiftsberigtiges, når der
overføres værdier fra den ene ægtefælles særeje til den anden ægtefælles
særeje. Såfremt giverægtefællen overfører værdier fra sin bodel til den anden
ægtefælles særeje, er det kun halvdelen af gavens værdi, der skal
afgiftsberigtiges, da modtagerægtefællen i kraft af formuefællesskabet i
forvejen ejede halvdelen af gavens værdi.
Afgift erlægges også for gaver, der fremkommer ved køb eller anden
retshandel, hvor modtageren ikke har ydet fuldt vederlag.
Gaveafgiften erlægges under eet for alt, hvad der i et kalenderår er ydet,
fra samme giver til samme gavemodtager.
Der svares kun afgift af beløb, der overstiger 8.000 kr. inden for et år.
For samlevende ægtefæller gælder den særlige regel, at der ikke betales
afgift af afgiftspligtige beløb indtil 100.000 kr.
Ved sammenlægning er det giverens forhold der er afgørende. En gave fra en
fader sammenlægges således ikke med en gave fra bedstefaderen, i begge
tilfælde beregnes afgift med to skattefri bundgrænser på 8.000 kr.
Hvis såvel faderen som moderen har særeje, og der tillige findes
fælleseje, kan der fra hver af de tre formueområder gives en gave på 8.000
kr. til hvert barn, uden at der svares afgift.
Afgiftsfri er: 1) Underhold i yderens hjem eller på hospital, plejehjem
eller lignende uden hensyn til gavens størrelse, 2) gaver, der ydes til afkom
samt stedbørn og disses afkom til personlig benyttelse og brug, bestående af
møbler samt andet udstyr, forsåvidt den samlede værdi af, hvad der i eet
kalenderår er ydet, ikke overstiger 5.000 kr. I modsat fald er det
overskydende beløb afgiftspligtigt.
De nævnte regler kommer også til anvendelse på gaver fra barnefaderen til
hans uden for ægteskab fødte barn samt på gaver til svigerbarn, der lever i
sædvanligt formuefællesskab med giverens barn, såfremt gaven indgår i
formuefællesskabet. Såfremt gaven bliver svigerbarnets særeje, er gaven
indkomstskattepligtig.
Gaver til afdødt barns ægtefælle belægges med gaveafgift, medmindre
ægtefællerne var skilt eller separerede ved dødsfaldet.
Gaver fra plejeforældre til plejebørn samt gaver mellem søskende er
indkomstskattepligtige.
Bestemmelsen om, at gaver ydet fra stedbørn til stedforældre er undergivet
gaveafgift, gælder også, når et i et ægteskab indbragt særbarn efter
ægteskabets opløsning har ydet en gave til sin tidligere stedfader eller
-moder, lsr. 1970.116.
Gaveafgiftsreglerne kommer også til anvendelse, selv om gavegiveren er
bosat i udlandet.
En udenlandsk statsborger med fuld skattepligt til Danmark, der ved sit
fyldte 25. år ville få en trustkapital i New Zealand, oprettet af
bedstefaderen, udbetalt til fri rådighed, var ikke indkomstskattepligtig af
udbetalingen, men alene gaveafgiftspligtig. Efter danske retsregler måtte
udbetalingen anses som en båndlagt gave fra truststifteren til barnebarnet.
Ændring af værdiansættelsen i gaveanmeldelsen .
Parterne er bundet af den værdiansættelse, de har anført i en
gaveanmeldelse. Amtsskatteinspektoratet kan som efterprøvende myndighed ændre
værdiansættelsen, hvis den af parterne anførte værdi ikke svarer til det
overdragnes værdi i handel og vandel på gavetidspunktet.
Amtsskatteinspektoratets ændring skal ske inden 3 måneder efter anmeldelsens
modtagelse, og parterne skal have lejlighed til at ytre sig skriftligt eller
mundtligt inden ændringen, såfremt dette ikke medfører overskridelse af en
lovbestemt frist eller lignende, jfr. skd.cirkulæreskrivelse af 4.marts 1983.
I skd.cirk af 2. sept. 1983 henledes opmærksomheden på ØLD af 7.sept.
1982, som fastslår, at "der ikke er grundlag for at antage, at
skattemyndighedernes efterprøvelse af værdiansættelserne i en gaveanmeldelse
alene eller i det væsentlige skal sikre, at ansættelsen ikke er for lav.
Såfremt ansættelsen anses for at være for høj, skal der også foretages en
ændring."
4.3. Gaver, der hverken er indkomstskattepligtige eller
afgiftspligtige .
4.3.1. Lejlighedsgaver .
I praksis sker der ikke nogen beskatning af lejlighedsgaver af
traditionelt præg, såsom fødselsdags-, bryllups- og sølvbryllupsgaver
o.lign., såfremt der er tale om gaver af mindre omfang, se lsr. 1954.101
(gavepakke) 1958.104 (ikke beskatning af værdien af et fjernsynsapparat
skænket af en kreds af slægtninge som jule- og fødselsdagsgave for flere år)
1965.16 (gave i form af et fjernsynsapparat fra en forening, som
gavemodtageren havde stiftet og været formand for, ikke anset skattepligtig).
En studerende modtog efter studentereksamen et legat på 700 kr., der
ifølge legatfundatsen skulle tildeles en dansksindet elev fra en bestemt
sønderjysk skole. Legatet var tildelt uden ansøgning, og landsskatteretten
fandt, at tildelingen kunne sidestilles med en lejlighedsgave, der ikke
oversteg det efter forholdene naturlige niveau for en sådan gave, og herefter
kunne der bortses fra beskatning af beløbet, lsr.1984.63.
En skatteyder, der i anledning af sit bryllup modtog en gave på 5.000 kr.
fra en moster, blev under hensyn til beløbets størrelse anset
indkomstskattepligtig af gaven, lsr. 1971.25.
En skatteyder, der havde haft feriegæster fra U.S.A., og som modtog en
kontant gave fra disse, blev ikke beskattet heraf på grund af den nære
forbindelse mellem gaven og de af ham afholdte udgifter, lsr. 1969.28.
Gaver af større værdi imellem forretningsforbindelser er ikke fritaget for
beskatning.
Lejlighedsgaver, herunder jule- og nytårsgaver, fra arbejdsgiveren,
omtales i afsnit D 1.9.5.
4.3.2. Indsamlede gaver .
Gaver, der hidrører fra indsamlede bidrag, er skattefri ifølge LL § 7a.
Det er herved forudsat, at gaven er oppebåret en gang for alle og alene har
karakter af en anerkendelse af modtagerens fortjenester.
Som »indsamlet« betragtes et gavebeløb ikke alene, hvor
indsamlingen henvender sig til offentligheden, men også hvor den finder sted
blandt personalet i en institution eller virksomhed. Den omstændighed, at to,
tre eller flere personer slår sig sammen om en gave, er dog ikke
tilstrækkelig til, at gaven kan betragtes som tilvejebragt ved indsamling af
bidrag. Hertil må kræves, at indsamlingen har været organiseret over en vis
større kreds, jfr. skattedepartementets cirkulære af 5. jan. 1943, og at der
har været tale om en egentlig indsamling, jfr. lsr.1963.104, 1065.15, 1969.27
og 1981.57.
Gavebeløb, der er udredet af arbejdsgiveren, kan ikke betragtes som
»indsamlet«. Sådanne gavebeløb vil på den anden side ofte falde ind
under bestemmelserne i lov om særlig indkomstskat om fratrædelsesgodtgørelse
eller jubilæumsgratiale.
4.3.3. Gaver med forbeholdt udbytteret .
Efter lov om afgift af arv og gave § 5b skal en gave, der gives i levende
live, hverken indkomstbeskattes eller gaveafgiftberigtiges, såfremt giveren
har forbeholdt sig indtægterne eller brugen og nytten for sin livstid eller
for et tidsrum, som endnu ikke er udløbet ved hans død. Ved giverens død
svares der i så fald arveafgift.
Ophører indtægts- eller brugsnydelsen inden giverens død, svares der i
henhold til § 44, sidste stk., gaveafgift af hele kapitalen efter
værdiforholdene ved ophøret af den forbeholdte nydelse, forudsat at gaven i
øvrigt omfattes af gaveafgiftsreglerne, og hvis dette ikke er tilfældet, må
beløbet indkomstbeskattes hos modtageren. Til belysning af spørgsmålet se
lsr. 1958.103.
Overdrages en fast ejendom, således at giveren forbeholder sig nytten og
brugen af ejendommen for sin livstid, skal der på overdragelsestidspunktet
svares afgift/indkomstskat af gavens værdi, såfremt giveren alene forbeholder
sig brugen af en del af ejendommen. Ved fastsættelse af gavens værdi må der
tages hensyn til værdien af den kapitaliserede boligret.
Har giveren forbeholdt sig brugen af hele ejendommen, og skal
gavemodtageren fremtidigt betale ejendommens udgifter, skal der betales
afgift/indkomstskat allerede ved gavens modtagelse, og der skal ved
fastsættelse af gavens værdi tages hensyn til den kapitaliserede brugsret.
Såfremt giveren derimod fortsat afholder udgifterne vedrørende den
bortskænkede ejendom, udskydes afgiftsberegningen til giverens død, således
at der alene bliver tale om arveafgiftsberegning, se lsr. 1974.118, uanset
slægtskabsforholdet mellem giver og gavemodtager. Ophører brugsretten
imidlertid inden giverens død, skal der på ophørstidspunktet svares
gaveafgift/indkomstskat af gavens værdi på ophørstidspunktet.
Har en person bortskænket en kapital, men forbeholdt sig
rentenydelsesretten, finder bestemmelsen i § 5b anvendelse, således at der
hverken svares afgift eller indkomstskat på gavetidspunktet. Dette gælder
selvom gavemodtageren får fri rådighed over kapitalen. Er det forbeholdte
udbytte større eller mindre end det hidtil oppebårne udbytte, beregnes der
gaveafgift/indkomstskat af kapitalen med fradrag af kapitalværdien af
rentenydelsen, lsr. 1971.26.
4.4. Hædersgaver .
4.4.1. Fonds, legater m.v. - særlig indkomst .
Som særlig indkomst beskattes gave- og legatbeløb, der er ydet en gang for
alle af offentlige midler, legater, kulturelle fonds o.lign. her i landet
eller i udlandet, når gaven eller legatet udelukkende har karakter af en
anerkendelse af modtagerens fortjenester, jfr. LOSI § 2, nr. 16.
Om den nærmere forståelse af udtrykket »offentlige midler, legater og
kulturelle fonds o.lign.« henvises til lsr. 1969.109, hvorefter
landsforeningen til bekæmpelse af kredsløbssygdomme's hædersgave til en læge,
blev anset omfattet af § 2, nr.16, idet der blev lagt vægt på, at foreningen,
der er landsomfattende med et stort antal medlemmer, har et klart
almennyttigt formål (selvom beløbet altså her ikke var ydet fra en egentlig
fond eller lign.). Ligeledes er en hæderspris fra foreningen til
hjertesygdommens bekæmpelse samt Carnegiefondets belønninger anset omfattet
af § 2, nr.16.
Omvendt vil »hædersgaver«, der udredes af foreninger uden
almennyttigt formål, og som hidrører fra foreningens almindelige midler, ikke
være omfattet af § 2, nr.16. Således kunne Hygiejneprisen, der var ydet af en
brancheforening, ikke antages at have en sådan honorær baggrund, at den kunne
beskattes som særlig indkomst, lsr. 1976.118.
En købmand modtog et legat, der var tildelt som en anerkendelse af
skatteyderens særlige indsats som bestyrelsesmedlem (sekretær) i
købmandsforeningen og ikke som en anerkendelse af skatteyderens fortjenester
i almindelighed. Beløbet ansås ikke for omfattet af § 2, nr.16, lsr. 1981.56.
En legatportion på 12.000 kr., som en boelsmand havde modtaget fra en
kreditforenings jubilæumsfond som anerkendelse af hans langvarige virke inden
for dansk landbrugs faglige organisationer, ansås for omfattet af den
omhandlede bestemmelse, idet der ikke fandtes holdepunkter for den ved den
påklagede ansættelse anlagte forståelse af bestemmelsen, hvorefter
»legater, kulturelle fonds o.lign.« skulle hidrøre fra
»offentlige midler«, lsr. 1980.55.
En museumsbetjent havde i sin fritid været beskæftiget som ulønnet
idrætsleder, og i denne egenskab havde han af en lokal fond, oprettet af
brugsforeningen i hans bopælskommune, fået udbetalt et beløb på 3.000 kr.
Dette beløb ansås også for omfattet af § 2, nr.16, lsr. 1980.180.
Et legatbeløb på 25.000 kr. fra Veluxfonden til en numismatiker ansås
omfattet af §2, nr.16, lsr.1982.63.
Fra Fællesbankens Fond belv en hædersgave på 20.000 kr. tildelt en person,
der havde virket i sparekasseverdenen i mere end 30 år. Landsskatteretten
fandt, at LOSI § 2, stk. 16 ikke indeholder en betingelse om, at den
udbetalende fond skal have et almennyttigt formål, og beløbet blev herefter
beskattet som særlig indkomst, lsr.1984.62.
Rådet for større færdselssikkerhed uddeler indtil 10 gaver årligt, hver af
en værdi ikke over 500 kr. til personer, der har gjort et særligt
påskønnelsesværdigt arbejde for færdselssikkerheden. Sådanne gaver anses som
hædersgaver, forudsat at gaven er ydet en gang for alle, samt at gaven ikke
har karakter af arbejdsvederlag.
Angående udtrykket »udelukkende anerkendelse af modtagerens
fortjenester« kan anføres, at enker, der modtager hædersgaver på grund
af afdødes indsats som hovedregel ikke er anset omfattet af bestemmelsen,
hvorfor sådanne beløb må beskattes med almindelig indkomstskat.
Hvis LOSI § 2, nr. 16 skal anvendes må gave- eller legatbeløbet ikke være
ydet på grund af et specielt værk. En forfatter, der modtager en ydelse på
grund af en speciel bog, kommer normalt ikke ind under reglerne om særlig
indkomst. Hertil må kræves, at gave- eller legatbeløbet skal være ydet ham
som en anerkendelse af hans forfatterskab som sådan.
Et beløb på 10.000 kr. modtaget for besvarelsen af en prisopgave kunne
således ikke anses omfattet af § 2, nr. 16, men ansås almindeligt
indkomstskattepligtigt, lsr. 1981.55.
En legatportion på 5.000 kr. fra Knud Højgaards Fond uddelt efter
ansøgning til teknikerstuderende efter studiets første del, blev anset for
almindelig indkomst. Tildelingen kunne ikke betragtes som udelukkende at have
karakter af en anerkendelse af modtagerens fortjenester, jfr. lsr.1984.64.
4.4.2. Almindelig indkomstskat .
Som almindelig indkomst beskattes:
a. Beløb, der ydes over en årrække, lsr. 1959.24 og 25.
b. Beløb, der er en belønning for arbejds- eller bistandpræstationer, lsr.
1980.56 og 1984.146.
c. Beløb, der er klausuleret, f.eks. beløb, der ydes til fortsat
videnskabeligt arbejde eller beløb, der ydes til køb af bøger (boglegater).
d. Præmier udbetalt på grundlag af konkurrence, lsr.1978.86 og 1981.55.
e. Idebelønninger til lønmodtagere for rationaliseringsforslag o.lign.,
lsr. 1970.115, og beskatning af penge og genstandspræmier, der ydes til
statens ansatte for rationaliseringsforslag, skd.17.110.
Af særlige afgørelser skal nævnes:
VLD af 18. februar 1980 (Skd.54.227) vedrørende en forfatter som i 1973
modtog en legatportion på 2.000 kr. og i 1974 en legatportion på 5.000 kr.
fra samme legat. Forfatteren havde i en årrække arbejdet på et særligt
kartotek over bøger, og det var for denne indsats hun modtog legatbeløbene,
der blev tildelt uden ansøgning og uden betingelser. Hun modtog kun legaterne
de to år.
Landsskatteretten fandt, at det legatbeløb, hun modtog i 1973, var
omfattet af § 2, nr.16, i LOSI, medens det legat, som hun modtog i 1974, på
baggrund af tildelingen i 1973, ikke kunne anses for ydet en gang for alle,
hvorfor det faldt uden for nævnte bestemmelse.
I VLD bemærkes det, at den hende i 1974 tildelte legatprotion er ydet
hende for samme indsats som den, for hvilken kun i 1973 havde modtaget en
legatportion. I hvert fald under disse omstændigheder findes det i 1974
tildelte beløb ikke at kunne anses for ydet hende en gang for alle, og det
var således ikke omfattet af bestemmelsen i § 2, nr.16.
En skuespiller havde modtaget to legater i 1978. Udformningen af de to
legaters fundatser udelukkede ikke, at legaterne blev tildelt samme person
flere gange, men alligevel anså landsskatteretten legaterne for omfattet af
LOSI § 2, nr.16, bl.a. under hensyn til at det var oplyst, at klageren ikke
tidligere havde modtaget de omhandlede legater, og at der i øvrigt ville være
i strid med formålet og ideen bag legaternes fundatser, om samme kunstner fik
tildelt legatet flere år i træk, lsr.1981.166.
Beløb, der udbetales sammen med universitetsguldmedaljer, anses som
skattepligtig almindelig indkomst, lsr.1959.23, idet dog modtagerens
omkostninger i forbindelse med guldmedalje af handlingen blev tilladt bragt
til fradrag ved indkomstopgørelsen.
En skatteyder, der var ansat ved Handelshøjskolen i København, modtog
Tietgen-prisbelønningen på 10.000 kr. samt en guldmedalje for en afhandling,
der blev anvendt til opnåelse af licentiatgrad.
Da prisbelønningen måtte anses for at være tildelt ham for den
arbejdsmæssige indsats ved udarbejdelsen af afhandligen, blev beløbet
beskattet som almindelig indkomst, lsr.1984.146.
Se også ØLD af 19.august 1976 vedrørende F.L. Smidth og Co A/S's
Mindelegat af 1964, hvor ydelserne blev anset som almindelig indkomst, da der
var en nær sammenhæng mellem arbejdsgiver og legatbestyrelse, og tildeling
kun kunne ske til de i virksomheden ansatte i forbindelse med deres virke
der, jfr. tilsvarende lsr. 1980.56.
Udbetalinger fra statens kunstfond anses ligeledes for almindelig
indkomstskattepligtige, hvadenten der er tale om de almindelige 3-års
stipendier eller om engangsbeløb, der er ydet som støtte til forfattere og
kunstnere som anerkendelse for værker, hvor det økonomiske udbytte ikke står
i rimeligt forhold til den kunstneriske indsats, lsr. 1967.108, hvor et
sådant beløb primært blev anset som en slags erstatning for manglende
indtægter grundet svigtende salg. Se også lsr. 1970.114 og lsr. 1975.21.
Det samme er tilfældet med de understøttelser til kunstnere og forfattere,
der ydes over finansloven, lsr. 1954.118. Yder kunstfonden studierejselegater
eller udgivelsesstøtte, behandles disse udbetalinger efter samme regler som
fastsat i ligningsrådets anvisning om legater ydet til studierejser og
videnskabelige arbejder.
Også forfatterprisen for børne- og ungdomsbøger, anses for almindelig
skattepligtig indkomst, lsr. 1970.114, og det samme gælder hædersgaver fra
Hærens linieofficerskorps Jubilæumsfond.
Derimod er kvalitetsbidrag fra filmfonden i henhold til film- og
biograflovens § 18, stk. 2, anset omfattet af reglerne i LOSI § 2, nr.16.
4.4.3. Skattefri hædersgaver .
Hæderspriser, der udbetales i henhold til Nobelstiftelsens Grundstadgar
samt Nordisk Råds Litteratur- og Musikpris er fritaget for såvel almindelig
som særlig indkomstskat, LL § 7v.
4.5. Dusører .
Dusører og belønninger for fortjenstfulde handlinger er skattepligtig
almindelig indkomst, men SD kan i henhold til LOSI § 17, stk.2 bestemme, at
sådanne beløb beskattes som særlig indkomst, såfremt de ydes for
fortjenstfulde handlinger, som det ligger uden for modtagerens erhverv at
udføre. Der tænkes på dusører og belønninger for indsats for at redde
menneskeliv eller for medvirken til opklaring af forbrydelser.
En dusør udbetalt af en bank for et forsøg på at afværge et bankrøveri,
blev beskattet efter § 17, stk. 2.
Dusører, der udbetales af politiet til personer uden for politiet for
resolut og modig handling eller for bistand til opklaring af forbrydelser,
kan ifølge skattedepartementets cirk. af 30.april 1982 anses for særlig
indkomst uden ansøgning. Det vil for fremtiden være tilstrækkeligt, at
modtageren på selvangivelsen opfører beløbet i rubrikken for særlig indkomst
(skd.61.131).
En skatteyder, der drev selvstændig erhvervsvirksomhed med salg af geværer
og rifler og havde autorisation som våbenhandler, blev bekendt med, at et
gevær, han havde købt af en privat person, var stjålet, og som led i
afleveringen modtog han en dusør, som dog ikke kunne beskattes som særlig
indkomst efter § 17, stk. 2, da afleveringen af det stjålne gevær må anses at
være en handling, som henhører under erhvervet som våbenhandler.
Carnegiefondets belønninger for heltemodige handlinger anses omfattet af
reglen i § 2, nr.16, jfr. skd.cirk. af 23.februar 1968, også når der er tale
om redningsaktioner m.v. udført af professionelle.
4.6. Gevinster .
Efter bestemmelsen i SL § 4f skal indtægter af lotterispil samt andet spil
og væddemål medregnes ved indkomstopgørelsen.
4.6.1. Ikke skattepligtige .
Visse gevinster er ikke indkomstskattepligtige, idet der i stedet svares
en afgift til staten. Det drejer sig om følgende:
1) Klasselotterigevinster, præmieobligationsgevinster og gevinster ved
tipning og V6-spillet er i henhold til særlige lovbestemmelser ikke
indkomstskattepligtige (hvorimod der ved gevinstudbetalingen fradrages en 15
pct.'s afgift af den del af gevinstbeløbet, der overstiger 200 kr.).
2) Endvidere svares der af lotterigevinster i henhold til
lotteriafgiftsloven en særlig afgift (ved kontante gevinster: 15 pct. af den
del af beløbet, der overstiger 200 kr., ved andre gevinster: 17,5 pct. af den
del af værdien, der overstiger 200 kr.).
De gevinster, der omfattes af denne lovgivning, er:
Gevinster i landbrugs- og varelotteriet.
Gevinster ved her i landet (bortset fra Færøerne og Grønland) afholdte,
offentlige bortlodninger - herunder bortlodning ved tombola. En gevinst
vundet ved udtrækning mellem slutsedler udstedt ved køb af automobiler hos
autofirma var ikke indkomstskattepligtig, men afgift måtte betales af firmaet
i henhold til lotteriafgiftsloven. Se tilsvarende om en ejendomshandlers
lodtrækning blandt klienter, skd.26.201.
Gevinster ved her i landet (bortset fra Færøerne og Grønland) afholdte
præmie- og gættekonkurrencer, der henvender sig til offentligheden (herunder
de af dag- og ugeblade arrangerede konkurrencer).
Om præmier o.lign. til idrætsfolk, se D 3.25.
4.6.2. Skattepligtige gevinster .
Da lotteriafgiftsloven kun omfatter offentlige bortlodninger, d.v.s.
bortlodninger, hvortil der kræves tilladelse fra det offentlige, samt præmie-
og gættekonkurrencer, der henvender sig til offentligheden, er alle andre
gevinster end de foran under E 4.6.1. omtalte fuldt ud skattepligtige. Det
gælder således følgende:
Gevinster hidrørende fra ikke-offentlige bortlodninger, som f.eks.
lodtrækninger mellem medlemmerne af en forening eller blandt funktionærerne i
et firma (f.eks. ferie- eller julelotteri), lsr. 1955.38.
Medlemmer af kunstforeningen »Den Frie Forårsudstilling«, der
hvert år deltager i en lodtrækning, om retten til at udtage et kunstværk af
en nærmere angiven værdi, anses indkomstskattepligtig af det vundne
kunstværks (skønsmæssigt ansatte) værdi.
Gevinster fra præmie- eller gættekonkurrencer, der ikke henvender sig til
offentligheden. En præmie i en konkurrence, der var arrangeret af en
tobaksfabrik for landets tobakshandlere, er således anset fuldt ud
indkomstskattepligtig.
Gevinster ved offentlige bortlodninger, præmie- og gættekonkurrencer, der
er afholdt på Færøerne, i Grønland eller i udlandet (f.eks. det irske
sweep-stake og det tyske lotto) samt D.O.B.S. (Danish Overseas Betting
Services).
Præmier, der er opnået ved deltagelse i konkurrencer af litterær,
kunstnerisk, videnskabelig eller teknisk karakter samt prisbelønninger for
besvarelse af opgaver af denne art. Disse er udtrykkelig undtaget fra
lotteriafgift, jfr. lovens § 1, stk.2. Se lsr.1981.55 om præmie for
besvarelse af en prisopgave.
Gevinster hidrørende fra kortspil (jfr. lsr.1957.21 vedrørende
præmiewhist), totalisatorspil og væddemål. Om totalisatorspil har
landsskatteretten fastslået, at der i gevinsterne kan fradrages ikke blot de
(dokumenterede) indskud, der har givet gevinster, men også de øvrige indskud,
som kan dokumenteres at være foretaget i årets løb, lsr. 1973.116. Der må i
disse tilfælde stilles strenge krav til dokumentationen, der i det mindste
bør være underbygget af et regelmæssigt ført regnskab over gevinster og
indskud. En eventuelt underskud er ikke fradragsberettiget.
Hvis gevinsten ikke består i et kontant beløb, men i naturalier, skal dens
handelsværdi (ved salg til forbruger) lægges til grund ved beregningen af det
skattepligtige beløb. I reglen kan man gå ud fra den i lotteriprogrammet
opgivne værdi, så længe det ikke er påvist, at denne afviger fra
handelsværdien. Hvis gevinsten imidlertid sælges i nær tidsmæssig tilknytning
til lodtrækningen, anvender man salgssummen, og det hvad enten denne er
lavere eller højere end katalogprisen, jfr. l.o.s.r. 1934.40 og lsr.1952.138.
Vindere af biler skal medregne bilen ved opgørelsen af den skattepligtige
indkomst og formue til værdien i handel og vandel, hvilket normalt vil sige
forhandlerprisen. I denne pris kan dog gives et passende nedslag, idet en
sådan vogn ofte har kørt adskillige km i reklamemæssigt øjemed inden
overdragelsen til vinderen.
5. Formueafkast
Efter SL § 4e medtages ved indkomstopgørelsen indtægter i form af rente
eller udbytte af obligationer, aktier og andre inden- og udenlandske
pengeeffekter, således også af udestående fordringer og af kapitaler, udlånt
her i landet eller i udlandet, med eller uden pant, mod eller uden
forskrivning. Om udbytte af aktier m.v., se K 2.
5.1. Renteindtægter .
5.1.1. Beskatningstidspunktet .
Renter kan og skal først medregnes ved indkomst- og formueopgørelsen for
det indkomstår, i hvilket de forfalder, lsr. 1960.69 og 1963.66. Se nedenfor
om eventuel periodisering af renter.
Forfalder renter for en længere periode på en gang f.eks. ved
låneoptagelsen eller ved lånets afvikling, skal der ved indkomstopgørelsen
for de indkomstår, som perioden omfatter, medregnes den renteindtægt, der
vedrører indkomståret.
Om beskatning af renteindtægter (periodisering) i forbindelse med
skattepligsophør henvises til A 1.6.
Renter af bank- og sparekassekonti skal medregnes til indtægten i det
indkomstår, hvori de tilskrives og dermed er forfaldne til betaling, og dette
gælder, hvad enten de hæves eller ikke, lsr. 1964.43. Det afgørende er
bankens eller sparekassens tilskrivningstermin, medens selve tilskrivningen i
bank- eller sparekassebogen er uden betydning.
Har man en sparekassekonto, der har tilskrivningstermin pr. 1.april, skal
der ved indkomstopgørelsen for 1984 medregnes renter fra 1.april 1983 til
31.marts 1984.
Såfremt en sådan konto er ophævet i 1984 efter den 1.april, skal de
renter, der i forbindelse hermed er tilskrevet kontoen fra 1.april til
opgørelsesdatoen, også medregnes i indkomsten i 1984.
Har man en bankkonto med rentetilskrivning pr. 31.december, bliver det
renterne fra 1.januar til 31.december 1984, der skal medregnes til indkomsten
for 1984.
Har banken f.eks. tilskrivningstermin pr. 31.jan., er det renterne fra
31.jan. 1983 til 31.jan. 1984, der nu skal medtages på selvangivelsen.
Er en sådan bankkonto ophævet efter den 31.jan. 1984, skal også renterne
fra 31.jan. til ophævelsesdagen medregnes.
For obligationer er renteterminerne sædvanligvis den 2.jan. og den 1.juli,
d.v.s. at der for 1984 skal medregnes de pr. 2.januar og 1. juli 1984
forfaldne renter.
Har man solgt obligationer mellem 2. januar og 1.juli, skal medregnes
renterne pr. 2.januar tillige med renterne indtil salgstidspunktet.
Er der solgt efter 1.juli, skal medregnes såvel de pr. 2.januar som de pr.
1.juli forfaldne renter, samt renterne indtil salgsdatoen.
Er der omvendt købt obligationer mellem 2.januar og 1.juli, skal kun de
pr. 1.juli forfaldne renter medregnes, og heri kan fratrækkes, hvad man ved
købet har betalt i refusion for renterne fra 2.januar til købsdatoen.
Er obligationerne først købt efter 1.juli 1984, bliver der ingen rente at
indtægtsføre i 1984, og den til sælgeren erlagte rente fra 1.juli skal i så
fald modregnes i den pr. 2.januar 1985 forfaldne rente d.v.s. i
1985-indkomsten.
5.1.2. Periodisering .
Ligningsrådet har vedtaget, at periodisering af renteindtægter og
-udgifter for fremtiden kan foretages efter følgende retningslinier:
Bogførings- og regnskabspligtige kan med virkning for opgørelsen af den
skattepligtige indkomst og formue vælge at periodisere renter, således at
beregnede renter fra sidste forfaldsdag og indtil statustidspunktet medregnes
ved såvel indkomst- som formueopgørelsen for det pågældende indkomstår.
Det er en forudsætning herfor, at samtlige renteindtægter og renteudgifter
periodiseres, samt at der til det regnskab, der vedlægges selvangivelsen,
gives en specifikation af, hvorledes de renter, der er forfaldne i
indkomståret, er reguleret med skyldige, henholdsvis tilgodehavende renter
ved årets begyndelse og slutning.
Det en gang valgte princip kan kun ændres efter tilladelse fra de stedlige
ligningsmyndigheder, SD-cirk.1981.23.
Den skattepligtige skal ved indkomstopgørelsen for overgangsåret medregne
dels årets forfaldne renteudgifter, dels beregnede renteudgifter fra sidste
forfaldsdag og indtil statustidspunktet. Ligeledes skal den skattepligtige
det pågældende år indtægtsføre årets forfaldne renteindtægter tillige med
beregnede renteindtægter fra sidste forfaldsdag og indtil statustidspunktet.
LL § 5, stk. 4 og 5 .
Ifølge LL § 5, stk. 4, er periodisering af renteindtægter og -udgifter
gjort obligatorisk for selskaber, der er omfattet af lov om visse selskabers
aflæggelse af årsregnskab m.v., banker, sparekasser, selskaber omfattet af
lov om visse kreditinstitutter og investeringsforeninger, der er
skattepligtige efter reglerne i selskabsskattelovens § 1, nr. 5a
(akkumulerende investeringsforeninger).
I LL § 5, stk. 5, er indsat en bestemmelse, der som noget nyt åbner
mulighed for, at også skattepligtige, der ikke er bogførings- eller
regnskabspligtige, kan opnå ligningsrådets tilladelse til at fordele
renteindtægter og -udgifter over den periode, renten vedrører. Ligningsrådet
kan tillade periodisering for både visse nærmere angivne grupper af
skattepligtige og for enkelte skattepligtige.
5.1.3. Debitors insolvens .
Skyldes manglende betaling af renter debitors insolvens, kan kreditor
undlade at medregne de ikke betalte rentebeløb fra det tidspunkt, hvor
insolvensen er konstateret. Insolvensen behøver ikke at være konstateret ved
forgæves udlæg eller andre retsskridt, hvis renterne efter en konkret
vurdering må anses for at være uerholdelige.
Evt. nedskrivning til 0 .
Ifølge en ny bestemmelse i LL § 5A kan de i et indkomstår forfaldne, ikke
betalte renteindtægter nedskrives til 0, selv om renteindtægten ikke kan
anses for uerholdelig. Det er dog en betingelse, at det pågældende
rentetilgodehavende ikke er betalt inden for fristen for rettidig indgivelse
af selvangivelsen for det pågældende indkomstår, og at den manglende betaling
er udtryk for skyldnerens misligholdelse.
Når et tilgodehavende, der er nedskrevet, bliver betalt, medregnes
betalingen ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det indkomstår,
hvori den finder sted.
Har skatteyderen opnået udsættelse med indgivelse af selvangivelsen -
enten automatisk eller efter ansøgning - forlænges fristen for modtagelsen af
betalingen tilsvarende.
Det er som nævnt en betingelse for nedskrivning, at den manglende betaling
skal være udtryk for debitors misligholdelse. Dette krav modvirker skjulte
aftaler, idet misligholdelse normalt indebærer en ret for kreditor til at
opsige fordringen til fuld indfrielse. Hvis den manglende rettidige betaling
skyldes en aftale - eventuelt stiltiende - mellem kreditor og debitor, må der
sondres mellem, om aftalen er indgået før eller efter det oprindeligt
fastsatte forfaldstidspunkt. Spørgsmålet har især interesse ved
december-terminer, hvor en forholdsvis kort udskydelse af forfaldstidspunktet
kan forrykke betalings- og fradragstidspunktet hen over årsskiftet.
Har kreditor og debitor før forfaldstidspunktet, aftalt, at renten først
skal forfalde året efter, udskydes både betalings- og fradragstidspunktet til
det efterfølgende år.
Er aftalen derimod indgået efter forfaldstidspunktet, udskydes
fradragstidspunktet ikke til det efterfølgende år. Der er således tale om
henstand efter forfaldstidspunktet. I denne situation vil der ikke være tale
om misligholdelse, og kreditor kan således ikke nedskrive den ubetalte rente
i medfør af § 5A. Debitor kan i denne situation fradrage den ubetalte rente i
det år, renten forfaldt efter den oprindelige aftale.
Personer, der periodiserer deres renteindtægter (jfr. E 5.1.2.) kan ikke
benytte sig af den nævnte nedskrivningsadgang, men skal indtægtsføre
renterne, selv om disse ikke er betalt. Først på det tidspunkt, hvor renterne
efter en konkret vurdering må anses for at være helt eller delvis
uerholdelige, kan de uerholdelige renter fradrages.
Når et rentebeløb, der er nedskrevet efter § 5A, bliver betalt, skal det
medregnes i det indkomstår, hvori beløbet bliver betalt.
Hvis den skattepligtiges fulde skattepligt ophører på et tidligere
tidspunkt, skal de tilgodehavende renter medregnes ved indkomstopgørelsen for
det indkomstår, hvori skattepligten ophører. Tilgodehavendet skal medregnes
efter dets værdi. Dette betyder, at tilgodehavendet kan medregnes med et
lavere beløb end dets pålydende, eventuelt til 0, hvis det må antages, at
skyldneren vil være helt eller delvis ude af stand til at betale.
Bestemmelsen finder anvendelse for indkomståret 1985 og senere indkomstår.
5.1.4. Rentebeskatning under særlige forhold .
Er der ikke ydet særskilt godtgørelse for vedhængende renter, skal der dog
normalt alligevel ske beskatning hos sælgeren, idet det må antages, at der
ved fastsættelsen af salgssummen er inkluderet et sådant vederlag. I et
tilfælde, hvor en skatteyder vederlagsfrit overdrog nogle gældsbreve til sine
børnebørn, kunne der således ikke med skattemæssig virkning bortses fra den
beregning af vedhængende renter, der normalt finder sted ved omsætning af
rentebærende fordringer, lsr. 1977.74. Se dog lsr. 1973.7, hvor man fandt det
betænkeligt at anse salgssummen som indeholdende godtgørelse for renter, idet
pantebrevet allerede ved overdragelsen var i høj grad nødlidende.
Derimod ansås det for godtgjort, at en pantekreditor havde fået fuld
dækning for de pr. auktionsdagen skyldige renter gennem den salgssum, han
havde opnået ved videresalg af ejendommen en måned efter, at han havde
overtaget den på tvangsauktion som ufyldestgjort panthaver, lsr.1980.96.
En pantekreditor overtog en ejendom som ufyldestgjort panthaver. Budsummen
udgjorde 450.000 kr. Forud for skatteyderens pantebreve havde stået gæld til
en kreditforening, nedbragt til 217.709 kr. samt restancer på i alt 36.137
kr. Skatteyderens eget tilgodehavende var på auktionstidspunktet nedbragt til
197.186 kr. samt restancer på i alt 32.459 kr. Kreditforeningens og
skatteyderens tilgodehavende incl. restancer havde således andraget 483.491
kr.
Landsskatteretten fandt, at den hidtidige ejer af ejendommen var
berettiget til fradrag for det indtil overdragelsestidspunktet påløbende
renter, som var betalt gennem budsummen, og at skatteyderen modsvarende var
indkomstskattepligtig af de omhandlede rentebeløb, der efter det oplyste var
dækket af budsummen på tvangsauktionen, lsr.1985.170.
En gave til et ufødt barn kan ikke tillægges skattemæssig virkning for
indkomstår, hvor barnet ikke er født. En farmor gav i december 1972 120.000
kr. til et barnebarn, som blev født i februar 1973. Da retten til gaveydelsen
måtte anses for suspensivt betinget af barnets fødsel, og da denne betingelse
ikke var opfyldt ved udgangen af 1972, kunne gaven ikke tillægges
skattemæssig virkning for 1972 og afkastet af gavebeløbet skulle derfor
medregnes i giverens indkomst for 1972, lsr.1978.57.
Rentebeløb, der forældes, skal indtægtsføres i forældelsesåret i det
omfang, de tidligere er fratrukket som skyldige renteudgifter, se
lsr.1984.57, hvor en skatteyder, som for indkomstårene 1973 og 1974 havde
fratrukket nogle skyldige rentebeløb, blev anset for indkomstskattepligtig af
rentebeløbene i hhv. 1978 og 1979, hvor kreditors krav på de skyldige renter
var forældede i henhold til 1908-loven.
En skatteyder, der havde deponeret en bankbog til fordel for det
offentlige, blev anset for indkomstskattepligtig af renteindtægten af
bankbogen, idet deponeringen ikke kunne sidestilles med en effektiv betaling
af gælden, skd.65.160.
5.1.5. Indskudsbeviser .
Flere pengeinstitutter har særlige former for anfordringskonti. Der
indskydes et efter de til enhver tid gældende renteforhold bestemt beløb på
hvert bevis, og yderligere indskud på samme bevis kan ikke foretages. Hver
fulde måned opskrives bevisets værdi successivt med forud fastsatte beløb,
således at bevisets indfrielsesværdi f.eks. efter 5 år er 1.000 kr. Det
tilskrevne beløb (renterne) kan ikke hæves særskilt, men hele indeståendet
kan hæves på anfordring. Tilvæksten noteres ikke på beviset, men bevisets
indfrielsesværdi (incl. tilvæksten til enhver tid) kan aflæses af en til
indskyderen udleveret tabel. Bevisejeren skal ved opgørelsen af sin
skattepligtige indkomst medregne bevisets værdistigning i årets løb. Denne
stigning udregnes efter nævnte tabel som differencen mellem bevisets værdi
ved oprettelsen, eventuelt indkomstårets begyndelse, og sidste skæringsdag
inden for indkomståret. Ved formueopgørelsen medregnes bevisets
indfrielsesværdi ved indkomstårets udløb.
Det merbeløb i forhold til indkøbsprisen, hvormed United States Saving
Bonds indfries, skal medregnes ved indkomstopgørelsen for indfrielsesåret,
medmindre ejeren har medregnet merbeløbet successivt ved opgørelsen af den
skattepligtige indkomst for de enkelte år, hvori han har ejet obligationerne.
Kursgevinster (kurstillæg) på obligationer uden nominel rente
(obligationer uden kupon) skal ligeledes medregnes ved indkomstopgørelsen,
jfr. skd.71.624.
I særlige tilfælde anses engangsvederlag, der ydes for at lade et
misligholdt pantebrev forblive indestående (undlade at kræve restgælden
indfriet fuldtud), som et supplement til renteindtægten og derfor
indkomstskattepligtig. Det gælder i alt fald, når de oprindelige
pantebrevsvilkår opretholdes.
5.1.6. Ejerskiftegebyr .
Det sker, at der ved ejerskifte (af en fast ejendom) i stedet for
ejerskifteafdrag, skal erlægges et ejerskiftegebyr, f.eks. en procentdel af
pantebrevets hovedstol eller restgæld. Et sådant gebyr vil være
indkomstskattepligtig for pantekreditor, medens pantedebitor ikke kan
fradrage det nævnte gebyr.
Rykningsgebyr .
Et engangsvederlag ydet for at opnå en rykningspåtegning på et pantebrev
anses for en godtgørelse for en forringelse af pantebrevets vilkår og dermed
normalt ikke indkomstskattepligtig.
5.1.7. Rentefritagelse og henstand .
Den person, der rentefrit udlåner penge, skal normalt ikke som indtægt
medtage et beløb svarende til den anslåede renteindtægt, der kunne være
opnået ved udlån til anden side., jfr. bl.a. skd.60.31, men hvis det rentefri
lån modsvares af økonomiske fordele er långiveren skattepligtig af disse
fordele. Dette foreligger f.eks., hvor et kommunalt varmeforsyningsselskab
låner et beløb rentefrit hos forbrugerne, der til gengæld får reduceret deres
varmebidrag med varmeværkets besparelse i rente. Tilsvarende gælder, hvis
medlemmer af en sportsforening låner foreningen et beløb rentefrit og til
gengæld opnår kontingentfritagelse eller -reduktion.
Om forældres udlån til børn, se F 1.4.3.
Afkald på betaling af rente for en enkelt betalingstermin eller for en
kortere periode fritager ikke kreditor for beskatning af rentebeløbet,
medmindre rentekravet godtgøres at være uerholdeligt, lsr. 1972.69.
Såfremt afkald på renter derimod gives med virkning for samtlige
fremtidige ydelser, beskattes rentebeløbene ikke hos kreditor.
Når der ydes henstand med betalingen af renter, sker der en udskydelse af
beskatningstidspunktet, såfremt henstanden er indrømmet før forfaldstid, idet
forfaldstiden i så fald anses udskudt, jfr. lsr. 1977.180 og 1980.199.
Af losr. 1934.95 fremgår, at indrømmelse af henstand efter
forfaldstidspunktet ikke ændrer beskatningstidspunktet.
Hovedaktionærers rentefri udlån til selskabet .
Landsskatteretten har ved flere kendelser fastslået, at hovedaktionærer,
der yder rentefri lån til de af dem beherskede selskaber, ikke kan anses
skattepligtig af et anslået rentebeløb. I ligningsrådets anvisning om
hovedaktionærers fikserede vederlag m.v anføres det dog, at der i ganske
særlige tilfælde kan rejses spørgsmål om beskatning. Spørgsmål herom skal
forelægges statsskattedirektoratet. Der henvises i øvrigt til SD-cirk. nr.437
af 5.nov. 1975.
En skatteyder erhvervede majoriteten af anparterne i et tomt
anpartsselskab med en række skattemæssige underskud fra tidligere år. Han
ydede derefter selskabet et rentefrit lån, som selskabet anbragte i
værdipapirer. Renteindtægten af værdipapirerne kunne modregnes i selskabets
underskud. Da der ikke lå forretningsmæssige hensyn bag transaktionerne, men
formålet med købet af selskabet alene havde været udnyttelse af
underskuddene, fandt SD, at renteindtægten skulle beskattes hos
hovedanpartshaveren.
5.1.8. Indkomstskattefri renter .
Renter, der tilskrives kapitalpensionsordninger konti vedrørende
pristalsreguleret alderdomsopsparing (indekskonti), skal ikke medregnes i den
skattepligtige indkomst, så længe ordningen er omfattet af PL, jfr. PL § 45.
Renter, der i bindingsperioden tilskrives selvpensionerings- og
børneopsparingskonti, skal ikke beskattes, hvorimod renter, der tilskrives
efter bindingsperiodens udløb, skal medregnes ved indkomstopgørelsen.
Indeståendet på en børneopsparingskonto skal fra bindingsperiodens ophør
medregnes i barnets formue ligesom de påløbne renter fra datoen for
bindingsperiodens ophør skal medregnes ved barnets indkomstopgørelse. Dette
gælder uanset hvornår renterne faktisk tilskrives. Hvor barnet ved
kalenderårets udløb er under 18 år og ikke har indgået ægteskab, og hvor
indeståendet hidrører fra en gave ydet af forældrene, herunder sted- og
plejeforældre, der er fuldt skattepligtige her til landet, skal beskatningen
dog ske hos giveren, se B 2.2.
De præmier, staten yder på boligsparekontrakter, er ikke
indkomstskattepligtige, hvorimod de af pengeinstituttet tilskrevne renter
skal medtages ved indkomstopgørelsen.
Den rente, der er nævnt i § 12, stk. 2, i loven om den midlertidige
formueafgift, er ikke indkomstskattepligtig.
Gravstedskonti .
Renteafkastet af de såkaldte gravstedskonti anses ikke for at være
indkomstskattepligtigt, såfremt
1) arvingerne ved deres underskrift på boopgørelsen har fraskrevet sig
rådighedsretten over indeståendet på kontoen, ligesom der er indbyrdes aftale
mellem arvingerne om, at ingen skal have fri rådighed over kontoen,
2) kontoen noteres som en gravstedskonto, og
3) der med pengeinstituttet træffes bindende aftale om, at der kun kan
hæves på kontoen til dækning af dokumenterede vedligeholdelsesomkostninger på
gravstedet.
Se i modsætning hertil lsr.1981.150, hvor arvingerne havde bevaret
dispositionsretten over indeståendet på kontoen og derfor blev anset
skattepligtig af deres andel i renter og indestående.
5.1.9. Rente af båndlagte kapitaler .
Selv om en rentebærende kapital er båndlagt, skal renteindtægterne af
kapitalen medregnes ved kapitalejerens indkomstopgørelse. Dette gælder også,
hvor båndlæggelsen omfatter renterne, lsr. 1939.122 og 1942.182.
Såfremt der ikke findes en aktuel kapitalejer, idet den båndlagte kapital
ved gavens givelse er definitivt udgået af giverens formuesfære, og retten
til kapitalen for gavemodtageren er suspensivt betinget, kan renteindtægterne
af den båndlagte kapital ikke beskattes hverken hos giver eller den, der får
ret til kapitalen, når betingelsen opfyldes.
5.1.10. Renteindtægter fra udlandet .
Renteindtægter af kapitaler og tilgodehavender i udlandet skal medregnes
ved indkomstopgørelsen, selv om beløbet af valutamæssige grunde ikke har
kunnet hjemtages. Indtægterne medregnes efter kursen for det pågældende lands
valuta og med et nedslag under hensyn til begrænsningerne i
hjemtagelsesmuligheden, jfr. afsnit O 1.2.1.
5.1.11. Renteindtægt eller dekort ? .
Landsskatteretten har i en række kendelser (bl.a. lsr. 1970.170 og
1971.64) fastslået, at den rentegodtgørelse, der af en kommune ydes
lodsejere, der indbetaler a contobidrag til dækning af kommunens udgifter ved
opførelse af kloak- og rensningsanlæg, ikke kan anses indkomstskattepligtig
for modtagerne, idet beløbet anses som en skattefri dekort.
Når en kommune efter udførelsen af forskellige arbejder, såsom anlæg af
kloaker, byggemodning og lignende, aflægger endeligt regnskab over for de
implicerede grundejere, er der til de af grundejerne indbetalte a contobeløb
godskrevet renter og renters rente, og på den anden side er der beregnet
renter af de af kommunen afholdte udgifter. I det bidrag, som ved den
endelige afregning pålignes de enkelte grundejere, indgår disse rentebeløb.
Disse "rentebeløb" anses for en nedsættelse henholdsvis en
forøgelse af anlægsudgiften, der hverken skal medregnes eller kan fradrages i
grundejerens skattepligtige indkomst.
5.1.12. Godtgørelse - Overskydende skat .
Den godtgørelse på 4 pct. (hidtil 5 pct.), der i henhold til KL § 62,
stk.3, ydes ved tilbagebetaling af overskydende skat, skal ikke medregnes ved
indkomstopgørelsen, jfr. KL § 23, stk.3.
5.1.13. Rentegodtgørelser .
En række rentegodtgørelser i forbindelse med tilbagebetaling af skatter og
afgifter er ikke indkomstskattepligtige for modtageren.
Det gælder:
Arveafgift, arveafgiftslovens § 33, stk. 5.
Gaveafgift, arveafgiftslovens § 33, stk. 5, jfr. § 48, stk. 2.
Overskydende skat, KL §§ 23, stk. 3, 62, stk. 4 og 62A, stk. 3.
Pensionsordningsafgift, PL § 39, stk. 3.
Selskabsskat, SSL § 30, stk. 4.
Særlig indkomstskat, KL §§ 23, stk. 3 og 62A, stk. 3.
Andre rentegodtgørelser er indkomstskattepligtige. Det gælder godtgørelser
i forbindelse med:
Ejendomsskatter, kom.ejendomssk.lov § 29, stk. 4.
Kapitaltilførselsafgift, lov om kapitaltilførselsafgift § 12, stk. 3.
5.2. Rentenydelse .
Indtægt i form af rentenydelse af en kapital, som rentenyderen ikke selv
ejer, skal medregnes ved indkomstopgørelsen.
5.3. Kursgevinster .
Litteratur: I. A. Strobel: Beskatning af kursgevinst RR 1973, s.535. A.
Blom-Andersen: Indkomstbeskatning af kursavancer som næringsindtægt. UfR
1976B, s.237. I. A. Strobel: Udsigterne for skat af kursgevinst på
statsgældsbeviser, SO nr.3 1980, s.93. Finn Thomsen: Om anvendelsesområdet
for ligningslovens § 4, UfR 1980 B, s.233. Thøger Nielsen: Skattepligtige
kursgevinster, SO nr.4 1980, s.137. Jens Drejer: Beskatning af
erhvervsvirksomheders likvide kapital i obligationer, private pantebreve og
fordringer, SO nr.4 1980, s.138. Henrik Lerche: Om anvendelsesområdet for
ligningslovens § 4, SO 1980 nr.6, s.225, Hans Kardel: Om ligningslovens § 4,
UfR 1982 B, s.322. Det følger af SL § 5's hovedregel, at fortjenester, der
opnås ved salg af formuegenstande, herunder værdipapirer, ikke skal medtages
ved indkomstopgørelsen. Fortjenester, der opnås ved udtrækning af offentlige
obligationer eller ved indfrielse af private pantebreve erhvervet til
underkurs, skal heller ikke beskattes, idet hverken indledningsbestemmelsen i
SL § 4 eller SL § 4e indeholder tilstrækkelig hjemmel for en sådan
beskatning, når der er tale om værdipapirer anskaffet i anlægsøjemed, se UfR
1950.266 (Svend E. A. Jensen), UfR 1950.284 (forsikringsselskabet
»Danmark«), UfR 1950.544 (Marie Louise Jacobsen) og
højesteretsdommer Frosts kommentar i Tidsskrift for retsvidenskab 1951 s.522.
Efter SL § 5 skal avancer, der opnås ved salg af formuegenstande dog
medregnes ved indkomstopgørelsen, når salget henhører under den pågældendes
næringsvej eller er foretaget i spekulationsøjemed. Beskatningen gennemføres,
hvad enten fortjenesten opnås ved salg, afdragsvis indfrielse, udtrækning
eller tvangsafståelse. Såfremt der opstår tab, vil tabet kunne fratrækkes.
5.3.0. LL § 4 .
Hjemmel til at beskatte kursgevinster findes endvidere i LL § 4, hvorefter
der skal ske beskatning af kursgevinster på obligationer og pantebreve, der
erhverves af forsikringsselskaber, banker og andre virksomheder, der som
normalt led i deres almindelige virksomhed anbringer midler i sådanne
aktiver.
Denne bestemmelse giver - til forskel fra SL § 5 - mulighed for hos visse
virksomheder at beskatte kursgevinster, der indvindes af en obligation- eller
pantebrevsbeholdning, der ikke er bestemt til videreslag eller købt i
spekulationsøjemed, men hvor anbringelsen af midler i sådanne papirer er et
sædvanligt led i den almindelige virksomhed. Dette vil normalt indebære, at
anbringelsen af midler i obligationer og pantebreve har et vist omfang og
indbringer et nogenlunde fast og tilbagevendende afkast i form af
indfrielsesgevinster.
Til illustration af denne foeskel mellem LL § 4 og SL § 5 kan nævnes HD af
19. maj 1982 (skd.64.71). Et selskab (Stutteriet Lindholm A/S i likv.) havde
fra 1960 investeret i forretningsejendomme, som blev lejet ud til aktionærens
virksomhed. Da denne virksomhed ophørte blev ejendommene i 1969 og 1970 solgt
og selskabets midler anbragt i pantebreve. Selskabet havde i alle år haft som
en del af sit formål at drive finansieringsvirksomhed. Ved den ekstraordinære
skatteansættelse for skatteåret 1972/73 (likvidationsåret) blev selskabet
anset som indkomstskattepligtig af kursavancer på pantebrevene. Sagen blev
fra skattemydnighedernes side ført under henvisning til SL § 5, idet man
fandt, at selskabet siden 1960 havde drevet finansieringsvirksomhed, først
ved investering i ejendomme og siden i pantebreve. Man fandt således, at
kursgevinsterne måtte henhøre under selskabets næringsindkomst. Højesteret
fandt ikke hjemmel i SL § 5 til at beskatte disse kursgevinster, og da
skattemyndighederne ikke havde påberåbt sig LL § 4 fik selskabet medhold.
Som eksempler på bestemmelsens anvendelse på andre virksomheder end
forsikringsselskaber og banker kan nævnes følgende afgørelser:
VLD af 18.dec. 1974 (A/S V.S. Investering) (skd.34.320). Et selskab, hvis
dagældende vedtægtsmæssige formål var opkøb af værdipapirer og administration
af disse, og hvis eneste virksomhed bestod i investering i private
pantebreve, blev anset skattepligtig af kursavancer på pantebreve i medfør af
LL § 4.
HD af 9.marts 1982 (skd.61.175): Et selskab (A/S C. W. Obel) havde i en
årrække drevet tobaksfabrikation. I forbindelse med køb i 1961 af en
betydelig akitepost i en anden tobaksfabrik forpligtede selskabet sig til at
ophøre med denne fabrikation. Selskabets formål ændredes senest i 1972 til
udover deltagelse i førnævnte tobaksfabrikationsselskab at omfatte anden
handel, finansierings-, fabrikations- eller ingeniørvirksomhed. I årene efter
ophøret af selskabets egen fremstillingsvirksomhed havde det efterhånden
erhvervet en betydelig beholdning af børsnoterede obligationer. Højesteret
anså obligationskøbene for at være sket som et normalt led i selskabets
almindelige virksomhed, således at indtægten ved udtrækning af obligationer i
medfør af LL § 4 var skattepligtig indkomst.
Se desuden lsr.1982.56 og 1984.151.
Et selskab blev anset for indkomstskattepligtig af kursavancer ved afdrag
på pantebreve, hvoraf en del var anskaffet for provenuet i forbindelse med
omprioriteringen af selskabets landbrugsejendom, idet selskabet efter det
oplyste om dets faktiske virksomhed fandtes at henhøre under de i LL § 4,
nævnte virksomheder og derfor var indkomstskattepligtig af de opnåede
kursavancer, uanset fra hvilke kilder midlerne til indkøb af værdipapirerne
hidrørte.
Er anbringelsen af kapital i pantebreve og obligationer derimod ikke et
normalt led i virksomheden, men f.eks. blot en midlertidig placering af ledig
kapital, er reglen i LL § 4 uanvendelig, lsr. 1972.33, 1975.110 og 1981.74.
Det samme gælder erhvervelse af obligationer gennem prioritering af egen
ejendom, UfR 1972.611. (Midtbank).
Kursavance og -tab på værdipapirer, der er omfattet af LL § 4, og som er
anskaffet forud for det indkomstår, hvor overgang til beskatning efter den
pågældende bestemmelse finder sted, skal beregnes med udgangspunkt i
kursværdien primo overgangsåret. Dette gælder, uanset at den faktiske
anskaffelseskurs er højere end kursen primo overgangsåret.
Kurstab som følge af indfrielse af egne udstedte obligationslån,
indlånsbeviser, ansvarlig indskudskapital o.lign., som forsikringsselskaber,
banker og andre virksomheder, der er omfattet af LL § 4, efter den 15.
december 1983 har forpligtet sig til at indfri til overkurs i forhold til
emissionskursen, kan ikke fradrages ved indkomstopgørelsen, jfr. § 4, stk. 4.
5.3.1. Private pantebreve .
Udover de i LL § 4 nævnte tilfælde indkomstbeskattes indfrielsesgevinster
på private pantebreve indkøbt eller modtaget til underkurs samt
indekstillægget til hovedstolen på indeksregulerede pantebreve i følgende
tilfælde:
1) Når pantebrevet er modtaget som betaling for erhvervsmæssige ydelser,
f.eks. vareleverancer eller arbejdsydelser som advokat, arkitekt, ingeniør,
bygningshåndværker og ejendomsmægler eller som led i udstykningsvirksomhed,
der har erhvervsmæssig karakter.
2) Når erhververen af indfrielsesgevinsten driver handel med ejendomme
eller værdipapirer eller må anses at have erhvervet pantebrevet i
spekulationshensigt.
Hvor kursavancerne i overensstemmelse med foranstående indkomstbeskattes,
skal den del af avancen, der indvindes gennem afdrag, beskattes i de år,
hvori afdragene indgår, jfr. LL § 4.
I lsr.1974.9, udtales det, at anvisningen alene må antages at angive nogle
typiske eksempler på tilfælde, hvor beskatning kan ske, således at
anvisningen ikke udelukker fra beskatning i andre tilfælde, hvor der findes
grundlag herfor, jfr. eksempelvis den nedenfor nævnte UfR 1975.552H
(Hyldahl).
Specielt for så vidt angår beskatningen af pantebrevsindehavere, der på
foranledning af debitor accepterer indfrielse til en kurs under pari, f.eks.
som led i omprioritering eller ejerskifte, vil sådanne enkeltstående
»afhændelser« ikke i sig selv kunne medføre, at avancen beskattes
som almindelig indkomst.
5.3.1.1. Pantebreve erhvervet som led i næringen .
Næringssynspunktet finder ikke blot anvendelse på skatteydere, der driver
virksomhed med handel med værdipapirer, men også på håndværkere og andre, der
erhvervsmæssigt beskæftiger sig med ejendomshandel, eller som modtager
pantebreve som betaling for erhvervsmæssige ydelser. Der kan eksempelvis
henvises til lsr. 1980.185, hvor en tømrersvend blev anset for
indkomstskattepligtig af en kursavance ved afdrag på pantebreve, som han
havde modtaget til kurs 50 som løn af det byggeselskab, hvor han var ansat.
Nedennævnte to højesteretsdomme angiver - for skatteydere, der disponerer
inden for markedet for kortvarige private pantebreve - den ramme inden for
hvilken Højesteret kan ventes at ville trække grænsen mellem på den ene side
den gruppe, der nok virker aktivt, men dog stadig må betragtes som
almindelige kapitalinvestorer, der kan oppebære kursavancer
indkomstskattefrit, og på den anden side de erhvervsdrivende udøvere af
udlånsvirksomhed eller finansieringsvirksomhed, der indkomstbeskattes af
disse avancer.
I dommen UfR 1973.472H (Skd.25.184) (Quant-Hansen) var der tale om en
skatteyder, som ikke havde erhverv, men som havde investeret den væsentligste
del af sin formue i pantebreve med ret kort løbetid (fra 4-10 år, der for
nogles vedkommende blev kortere som følge af indfrielse). Købene
finansieredes til dels ved anvendelse af kassekredit, idet emnerne oplystes
af en ejendomsmægler. I nogle tilfælde var pantebrevene udstedt direkte til
den pågældende. Der var aldrig foretaget salg af pantebreve. Højesteret fandt
ikke i de oplyste omstændigheder grundlag for at fastslå, at der var udøvet
næringsvirksomhed, der medførte skattepligt af kursavancerne. Dommen er
kommenteret af Jørgen Trolle i UfR 1973B, s.309.
Den anden højesteretsdom er UfR 1975.552H (Hyldahl) (Skd.35.67) hvor en
købmand, der bl.a. var indehaver af 2 detailforretninger inden for
manufakturbranchen, havde investeret ledig kapital i pantebreve. I
Højesterets dom anføres: »Indstævntes . . . dispositioner over sin
kapital har kun undtagelsesvis bestået i køb af tidligere oprettede
pantebreve eller lign., men har i næsten alle tilfældende bestået i udlån,
for hvilke der direkte til indstævnte som første kreditor udstedtes
pantebreve eller andre gældsbeviser, og indstævnte har således haft væsentlig
indflydelse på lånedokumenternes nærmere vilkår. Den overvejende del af
lånene har haft en stipuleret løbetid på ikke over 3 år, og låneforholdenes
karakter - og hyppige anvendelse af klausulen om forfald af lånenes hovedstol
ved ejerskifte - har medført, at lånenes faktiske løbetid i det overvejende
antal tilfælde er blevet kortere end den stipulerede. Gennem regnskabsårene .
. . har den ved lånetransaktionerne indvundne kursgevinst da også været noget
større end renteindtægten. Kursgevinsten findes i hvert fald under disse
omstændigheder ikke at være formueforøgelse . . ., men at måtte anses som en
del af udbyttet ved en af indstævnte drevet virksomhed med udlån af penge og
således i medfør af statsskattelovens § 4, stk.1a, at være skattepligtig
indkomst.« Dommen er kommenteret af A. Blom-Andersen i UfR 1976B, s.237.
»Afsmitning« .
Ved bedømmelsen af, om der foreligger næring for et aktieselskab, kan
aktionærernes forhold tages i betragtning: »afsmitning«. Dette var
tilfældet i U 1957.318 H (Morko). Den drejede sig om, hvorvidt et
aktieselskab, der var stiftet af indehaverne af et byggefirma, var
indkomstskattepligtig af den kursgevinst, det havde indvundet ved salg af
pantebreve, som det havde købt af firmaet. Firmaet ville have været
skattepligtigt af kursgevinsterne, såfremt det havde beholdt pantebrevene.
Højesteret beskatter selskabet af kursgevinsterne med den begrundelse, at
selskabets »erhvervelse af pantebrevene ikke anses som kapitalanlæg, men
findes at have en så nøje tilknytning til den af firmaet drevne
erhvervsvirksomhed, at kursgevinsten også for selskabet må anses som
skattepligtig kursgevinst.«
Dommen er omtalt af Trolle i UfR. 1966. B 268 og Koch-Nielsen i UfR. 1971.
B 108. Se endvidere UfR 1956.261 (Jørgen Petersen - A/S, »Espehøj«)
og ØLD af 8.nov. 1983 (2. afd. 378/82) som er anket til HR.
Af afgørelser, om der foreligger næring for en aktionær i relation til
pantebreve erhvervet fra selskabet, kan nævnes:
I HD af 29. april 1982 (skd.63.399 og 64.109) fandtes en skatteyders
pantebreve at være erhvervet i så nær tilknytning til hans erhvervsmæssige
virksomhed, at den opnåede kursavance måtte anses for indkomstskattepligtig
efter statsskattelovens § 4, stk. 1a. Skatteyderen havde erhvervet
pantebrevsporteføljen til kursværdi fra forskellige håndværkerkonsortier og
et byggeselskab, han selv var henholdsvis deltager og aktionær i, og det var
ubestridt, at kursavancerne ville være indkomstskattepligtige for
konsortialdeltagerne og for byggeselskabet, idet de var erhvervet som
betaling for udført arbejde. Se også lsr.1983.128 og 129.
I VLD af 4.februar 1983 (skd.67.425) fandtes en landmands erhvervelse af
pantebreve at være sket som kapitalanlæg med den følge, at kursgevinsterne i
medfør af statsskattelovens § 5, stk. 1a, ikke skulle henregnes til den
skattepligtige indkomst svarende til, at landmanden ikke kunne antages at
ville have været skattepligtig af kursgevinster opnået på eventuelle
sælgerpantebreve udstedt direkte som led i berigtigelsen af købesummen eller
opnået på andre tilsvarende pantebreve erhvervet for en kontant købesum.
Pantebrevene var modtaget af landmanden til kursværdi til dækning af et
tilgodehavende ifølge mellemregning med et selskab, hvori han var
hovedaktionær.
I ØLD af 18.maj 1983 (som er anket til højesteret) fandtes en skatteyders
erhvervelse af pantebreve at måtte anses som en formueinvestering og ikke som
et led i hans næringsvirksomhed. Der fandtes derfor ikke at være grundlag for
indkomstbeskatning i medfør af statsskattelovens § 4, og da skatteyderen
efter det oplyste ikke personligt havde drevet nogen virksomhed som omhandlet
i ligningslovens § 4, fandtes denne bestemmelse heller ikke at give grundlag
for beskatning. Pantebrevene var erhvervet på almindelige markedsvilkår og
ikke som led i betaling for ydelser fra skatteyderen, og det fandtes herefter
ikke at være af betydning for den skattemæssige bedømmelse, at de for
hovedpartens vedkommende hidrørte fra virksomhed udøvet af et selskab, som
skatteyderen havde nær tilknytning til. Pantebrevene var erhvervet for
skatteyderens private opsparede midler, og skatteyderen havde ikke på noget
tidspunkt solgt opsparede midler, og skatteyderen havde ikke på noget
tidspunkt solgt pantebreve, ligesom de kursavancer, som han havde opnået, var
relativt beskedne i forhold til hans formue og til hans øvrige indtægter.
I lsr. 1979.168 var et selskabs skattepligt af kursavancer på pantebreve
alene begrundet i ligningslovens § 4 og ikke med bestemmelserne i
statsskattelovens §§ 4 og 5a. Retten fandt derfor ikke, at det forhold, at en
afdød skatteyder var hovedaktionær i selskabet, eller at nogle af hans
pantebreve var købt af selskabet, kunne begrunde, at kursavancer ved afdrag
på hans pantebrevsbeholdning blev anset for indkomstskattepligtige for ham
eller hans bo.
Ejendomshandlere og ejendomsmæglere .
Ejendomshandlere og ejendomsmæglere anses i almindelighed
indkomstskattepligtige af kursavancer på pantebreve, selv om pantebrevene
ikke er erhvervet som betaling for solgte ejendomme eller for salærer, lsr.
1963.11, 1964.22 og 1968.7, samt UfR 1970.143H. (Walther).
I lsr. 1968.7 blev en ejendomsmægler anset indkomstskattepligtig af nogle
kursavancer på pantebreve, der var erhvervet dels for midler, der hidrørte
fra en godtgørelse for udtræden af en pensionskasse, dels fra lånte midler. I
lsr. 1970.98 fandt landsskatteretten, at der bestod den for
indkomstbeskatning af kursavancer fornødne forbindelse mellem skatteyderens
indtægtsgivende virksomhed som ejendomsmæglerassistent og
pantebrevserhvervelsen.
I lsr. 1977.112 fandt landsskatteretten, at to pantebreve, som tilhørte en
ejendomsmægler, og som begge hidrørte fra tidligere af ham formidlede
handler, var erhvervet som et led i den af ham udøvede erhvervsvirksomhed,
jfr. handelsministeriets bekendtgørelse nr.401 af 2.december 1966 om
ejendomsmægleres og ejendomshandleres virksomhed § 5, stk.3.
En ejendomsmægler, der tillige var assistent hos en anden ejendomsmægler -
som var hovedaktionær i et bankierfirma, ansås indkomstskattepligtig af
kursavancer på pantebreve, som han købte gennem bankierfirmaet.
Endvidere kan nævnes ØLD af 5. juli 1979 (Skd.52.53), hvor en
ejendomsmægler som led i sin virksomhed i betydeligt omfang havde købt
sælgerpantebreve af kunder, hvis ejendomme han havde i kommission, ligesom
han derudover havde erhvervet pantebreve gennem hvad der måtte betragtes som
erhvervsmæssig långivning samt ved handel med egne ejendomme.
Ejendomsmægleren blev anset for indkomstskattepligtig af kursavancerne,
herunder også af en mindre pantebrevsbeholdning, der ikke var erhvervet på en
af de ovenfor anførte måder, men som det ikke ansås for muligt at udskille
fra de pantebreve, der var erhvervet i tilknytning til hans erhvervsudøvelse.
Det fandtes uden betydning for skattepligten, at kursavancerne først kom til
udbetaling, efter at den pågældende var ophørt med at drive erhverv som
ejendomsmægler.
Hvis en særlig beholdning af anlægspapirer bevislig er holdt klart adskilt
fra den øvrige beholdning, kan kursavancerne dog ikke beskattes. I en sag,
indbragt for ØL, accepterede skattedepartementet således landsrettens
forligsforslag, hvorefter man frafaldt beskatningen af kursavancerne på de
pantebreve, der ikke havde tilknytning til ejendomshandlervirksomheden og som
det var muligt at udskille fra de pantebreve, der havde tilknytning til
virksomheden.
Det er kun kursavancer på pantebreve, der er erhvervet efter starten af
virksomheden som ejendomsmægler eller -handler, eller som assistent i en
sådan virksomhed, der kan indkomstbeskattes ud fra et næringssynspunkt, se
lsr. 1970.98, og på den anden side indkomstbeskattes avancer på pantebreve,
erhvervet efter ophøret med virksomheden, ikke, se lsr.1982.168.
Advokater .
Advokater kan ikke på samme måde som ejendomsmæglere i almindelighed anses
indkomstskattepligtige af kursavancer på private pantebreve. Se dog UfR
1973.485H (skd.25.54) hvor en advokat blev anset skattepligtig af kursavancer
på pantebreve, der var udstedt ved salg af ejendomme, idet hans handel med
ejendomme havde haft karakter af erhverv, jfr. også ØLD af 19.juni 1974
(skd.31.54).
En advokat, der gennem en længere årrække havde drevet virksomhed som
byggeadvokat, havde opdelt sin omfattende pantebrevsbeholdning i to grupper,
hvoraf den ene omfattede pantebreve, som klageren havde modtaget i
forbindelse med byggevirksomhed eller ved realisation af ejerlejligheder,
medens den anden gruppe dels omfattede pantebreve, der var blevet beskattet i
fuldt omfang ved erhvervelsen, dels pantebreve købt på et fri marked.
Skatterådet havde under henvisning til bestemmelsen i statsskattelovens §
4 sammenholdt med bestemmelsen i § 5a anset klageren for skattepligtig af
kursavancer indvundet ved afdrag på de sidstnævnte pantebreve, indkøbt i fri
handel, idet man til støtte herfor havde henvist til, at klageren ud fra et
næringssynspunkt stedse var blevet indkomstbeskattet af enhver form for
avance indvundet i forbindelse med køb og salg af fast ejendom.
Landsskatteretten fandt ud fra de foreliggende oplysninger - herunder om
klagerens aktiviteter som byggeadvokat og under hensyntagen til, at en ikke
uvæsentlig del af de omhandlede pantebreve var erhvervet for provenuet,
indvundet ved afståelse af næringspantebreve - ikke grundlag for at nedsætte
ansættelsen som påstået af advokaten, men under hensyntagen til, at klageren
pr. 1.jan. 1976 var ophørt med at drive advokatvirksomhed blev klageren ikke
anset for skattepligtig af kursavancer indvundet på pantebreve erhvervet
efter erhvervsophøret, lsr.1982.168.
Arkitekter .
I lsr. 1974.9. blev en arkitekt beskattet af kursavancer under henvisning
til, at køb af faste ejendomme »havde haft en nøje forbindelse med hans
erhverv som arkitekt«, hvorfor pantebrevene ansås for »erhvervet i
forbindelse« med næringsvirksomhed.
Betaling for leverancer m.v. .
Pantebreve, der modtages som betaling for vareleverancer og
tjenesteydelser, må altid anses erhvervet som led i den pågældendes
næringsvej, og senere indvundne kursavancer i forhold til det beløb, hvormed
pantebrevet er indgået som betaling, må derfor indkomstbeskattes. Rækkevidden
af denne regel belyses af den i UfR 1971.913 (Skd.19.42) refererede
landsretsdom, der fastslog, at et A/S, der drev tømmerhandel og som delvis
betaling for træleverancer havde modtaget nogle pantebreve, med rette var
anset for indkomstskattepligtig af den ved senere afdrag på pantebrevene
opnåede kursavance. Den omstændighed, at erhvervelsen af pantebrevene ikke
var sket som en på forhånd aftalt betaling for leverancerne, men først blev
besluttet, da tømmerhandelens tilgodehavende blev nødlidende, fandtes at være
uden betydning for spørgsmålet.
En skatteyder bortforpagtede en isenkramforretning. Forretningens
varelager blev overdraget ved efterfølgende særskilt købekontrakt, hvor en
del af købesummen blev berigtiget ved gældsbreve. Da det drejede sig om
særskilt betaling for overdragelse af varelager, ansås kursgevinsterne ved
afdrag på gældsbrevene for skattepligtige, lsr.1984.60.
En murermester modtog til delvis berigtigelse af salgssummen for en af ham
opført ejendom et pantebrev i en anden ejendom, som ved avanceopgørelsen var
nedskrevet til kurs 53. Kursavancerne på dette pantebrev blev
indkomstbeskattet i lighed med kursavancerne på et eventuelt sælgerpantebrev
i den solgte ejendom, lsr. 1983.127.
Pantebreve, der er modtaget i skatteyderens erhverv f.eks. som
murermester, kan ikke anses for at være overgået til anlægskapital i
forbindelse med ophør af erhvervsvirksomhed.
Erstatningskøb .
Såfremt pantebreve af ovennævnte karakter - hvor kursavancerne er
indkomstskattepligtige - sælges og der foretages »erstatningskøb«
af andre pantebreve, vil kursavancer på »erstatningspantebrevene«
kunne være indkomstskattepligtige, jfr. lsr.1982.168.
I lsr.1983.129 blev kursavancerne på "erstatningspantebrevene"
ikke beskattet under hensyn til, at skatteyderens virksomhed ikke omfattede
handel med værdipapirer.
Konfusion .
Højesteret har i UfR 1972 s.398 truffet afgørelse i et tilfælde af
konfusion (sammenfald) mellem debitor og kreditor. En advokat, der var
aktionær i et ejendomsaktieselskab, som opførte og solgte parcelhuse, købte
et sommerhus af en køber af et af selskabet opført hus og skulle i
forbindelse hermed udstede pantebreve til selskabet. Ved udlodning af midler
til aktionærerne udlagdes disse pantebreve til advokaten til kursværdi.
Advokaten fandtes ikke herved at have opnået nogen indkomstskattepligtig
avance.
Om kursavancen på pantebreve oppebåret ved deltagelse i interessentskaber
og kommanditselskaber skal beskattes, afgøres efter almindelige
retningslinier for, om der er tale om næring eller spekulation.
Opdeling af pantebrevsbeholdningen .
Der er principielt intet til hinder for, at en skatteyder kan opdele sin
pantebrevsbeholdning i en gruppe, hvor de indvundne kursgevinster beskattes,
og en gruppe der er private (kapitalanlæg).
Dette kan forekomme i tilfælde, hvor en skatteyder med en privat
pantebrevsbeholdning fra et vist tidspunkt modtager pantebreve som betaling
for vareleverancer eller på anden måde fra dette tidspunkt må anses for
næringsdrivende eller spekulant i pantebreve, idet der i så fald må foretages
en opdeling af pantebrevene i relation til erhvervelsestidspunkterne. Der vil
også kunne foretages en opdeling i en gruppe, hvor kursavancerne er
skattepligtige, og en gruppe, hvor kursavancerne er skattefri, f.eks. hvor
den ene ægtefælle er næringsdrivende i relation til pantebreve og den anden
arver pantebreve eller selv køber pantebreve for egne midler.
I lsr.1964.114 blev en vekselerer dog anset for indkomstskattepligtig af
opnåede indfrielsesgevinster på de hustruen tilhørende pantebreve.
Landsskatteretten henviste ved afgørelsen foruden til formuefællesskabet
mellem ægtefællerne og den stedfundne sambeskatning til omstændighederne ved
erhvervelsen. Det var i denne forbindelse oplyst, at hustruen - af egne
midler - udvalgte af mandens til salg beregnede beholdning de pantebreve, hun
anså for fordelagtigst, ligesom hun ofte overtog de yderligt placerede
pantebreve, der var mindre egnet til salg.
Se også lsr. 1979.166, hvor en fhv. fondsbørsvekselerer blev anset for
indkomstskattepligtig af kursavancer på pantebreve, der var erhvervet på et
tidspunkt, hvor han stadig drev erhverv, uanset vekselereren angav, at
pantebrevene var indkøbt til hustruen i anlægshensigt.
Om ejendomsmægleres mulighed for at foretage en opdeling af pantebreve, se
foran under ejendomshandlere og ejendomsmæglere.
En skatteyder, som ud fra et næringssynspunkt løbende var anset for
indkomstskattepligtig af kursavancerne på de af ham erhvervede pantebreve,
havde - som værge for sine to børn - indkøbt 5 pantebreve for opsparede
børnetilskud. Da denne disposition var omfattet af KL § 5, stk. 2, som en
gave fra faderen, ansås han for skattepligtig af kursavancerne på de indkøbte
pantebreve, lsr.1983.131.
Arvede pantebreve .
En arving, der fra et skattepligtigt bo efter en ejendomshandler, får
udlagt pantebreve, udstedte til arveladeren som delvis vederlag for afhændede
ejendomme, succederer i arveladerens pligt til at lade sig beskatte af
kursavancer ved indfrielse af eller afdrag på pantebrevene, såfremt
udlægsværdien overstiger den skattemæssige værdi af disse. Det samme gælder
ægtefællen, der sidder i uskiftet bo efter en ejendomshandler.
Såfremt boet lader sig beskatte af avancen på pantebrevene eller disse
udlægges »med tab«, vil udlægsmodtageren derimod ikke succedere i
arveladerens skattemæssige stilling og vil således ikke blive beskattet af
fremtidige indfrielsesgevinster m.v.
Det foranstående gælder også arvede pantebreve, der hidrører fra en
udstykningsvirksomhed, ligesom tilsvarende retningslinier følges, også når
pantebrevene erhverves ved arv på et tidspunkt, efter at arvingens virksomhed
som f.eks. ejendomsmægler er påbegyndt.
Indeksregulering .
I praksis antages det som udgangspunkt, at indekstillæg til renten af et
indekslån skattemæssigt behandles som rente, dvs. fratrækkes ved låntagerens
indkomstopgørelse og medregnes ved långivers indkomstopgørelse.
Indeksregulering af hovedstol eller restgæld antages derimod ikke at
skulle medregnes ved indkomstopgørelsen hverken for långiver eller låntager,
bortset fra tilfælde, der omfattes af reglerne om spekulation eller næring.
Den nævnte praksis indebærer, at den samme ydelse på det samme lån
behandles skattemæssigt forskelligt hos låntager og långiver: Hvis låntager
omfattes af reglen i ligningslovens § 4, har han hidtil haft fradragsret for
eventuelt kurstab og for eventuel indeksopskrivning af gælden, medens
långiver, såfremt han ikke omfattes af reglerne om spekulation eller næring
m.v., ikke beskattes af den tilsvarende indtægt.
Efter ligningslovens § 4, stk. 1 og 2, skal forsikringsselskaber, banker
og andre virksomheder, der som et normalt led i deres almindelige virksomhed
anbringer midler i offentlige obligationer, private pantebreve og fordringer,
medregne kursgevinst og -tab på sådanne fordringer ved opgørelsen af den
skattepligtige indkomst.
Man har hidtil antaget, at de nævnte virksomheder også har haft
fradragsret for eventuel indeksopskrivning af f.eks. obligationer, som de har
udstedt, eller indkud, som de har modtaget.
Ved lov nr.262 af 27.maj 1981 er denne fradragsret nu ophævet ved et nyt
stk.3 til ligningslovens § 4.
Bestemmelsen tager sigte på banker og sparekasser, og andre
skattepligtige, der driver virksomhed ved pengeformidling, dvs. modtager
indlån og foretager udlån. I denne forbindelse bemærkes, at reglerne i
ligningslovens § 4 antages også at omfatte personer, der driver
pengeformidling i form af vekselerervirksomhed, bankiervirksomhed eller
lignende.
Begrænsningen i adgangen til at fratrække tab ved indeksregulering
medfører ingen ændringer i reglerne om beskatning af eventuel gevinst ved
indeksreguleringen for de pågældende skattepligtige.
Skattepligtige, der har både gæld og tilgodehavender, som indeksreguleres,
berøres ikke af begrænsningen af fradragsretten, for så vidt tab ved
indeksreguleringen kan rummes inden for gevinst ved indeksregulering efter
samme indeks, der er tillagt samme virkning ved regulering af udlån som ved
regulering af indlån. Ved modregning af tab i gevinst efter § 4, stk. 3,
anvendes indeksreguleringsns nominelle værdi.
Reglerne finder anvendelse på eventuelle allerede oprettede låneforhold,
men dog kun for så vidt indeksreguleringen af hovedstol eller restgæld efter
låneaftalens indhold sker den 1. juli 1981 eller senere.
5.3.1.2. Pantebreve erhvervet i spekulationshensigt .
Selv om pantebreve typisk er anlægspapirer, kan der ske beskatning af
kursavancer ud fra et spekulationssynspunkt, såfremt det godtgøres, at det
har været et væsentligt formål ved erhvervelsen at tjene på pantebrevet ved
videresalg. Er der aldrig sket salg af pantebrevsbeholdningen, vil der ikke
kunne statueres spekulation. Dette gælder også, selv om den pågældende har
tilvejebragt en væsentlig del af midlerne til køb af pantebreve ved belåning
af pantebrevsbeholdningen, se lsr. 1969.9. Se også lsr. 1975.11 (godsejer):
Investeret en væsentlig del af formuen i pantebreve. Aldrig solgt pantebreve,
ligesom beholdningen ikke havde været benyttet som belåningsobjekt.
Amtsskatterådet havde henvist til den beløbsmæssige størrelse af avancerne
(for årene 1966-1970 imellem 333.000 kr. og 625.000 kr. årligt) samt til, at
den pågældendes øvrige virksomheder normalt var stærkt underskudsgivende:
Ikke beskattet. Omvendt vil den omstændighed, at der er solgt af en
pantebrevsbeholdning være et ret kraftigt indicium for, at hele beholdningen
er erhvervet i spekulationshensigt, men der må foretages en vurdering af
omstændighederne ved hvert enkelt pantebrevs erhvervelse og salg, jfr. f.eks.
lsr. 1975.13.
5.3.1.3. Pantebreve erhvervet ved ejendomssalg .
Hvor der er tale om ejendomssalg uden for næringsområdet, kan kursavancer
på pantebreve, der modtages som delvis betaling for den afhændede ejendom,
ikke indkomstbeskattes. Når et pantebrev, som er indgået i opgørelsen af en
eventuel særlig indkomst til kursværdi, senere sælges til en højere kurs
eller indfries til pari, bevirker dette ikke, at den allerede foretagne
opgørelse af den særlige indkomst skal omgøres. Det samme gælder, hvor der
efterfølgende konstateres tab på pantebrevet. Om særlige tilfælde, hvor
efterfølgende tab kan medføre ændring af avanceopgørelsen, se H 2.6.1.
Den omstændighed, at den solgte ejendom er erhvervet i
spekulationshensigt, bevirker heller ikke, at avance på pantebreve, som er
indgået i avanceopgørelsen med en kursværdi, kan indkomstbeskattes,
efterhånden som afdragene betales, eller ved salg af pantebrevet til en
højere kurs. Se lsr. 1975.9 vedrørende kurstab.
ØLD af 22.april 1971 (Skd.18.193) omhandler et særligt tilfælde, hvor
skatteyderen, udover den egentlige spekulationsfortjeneste, tillige blev
anset skattepligtig af en kursgevinst, der fremkom ved indfrielse af den i
ejendommen indestående prioritetsgæld i overensstemmelse med salgsvilkårene.
Dommen kan dog ikke tages til indtægt for det synspunkt, at kursgevinster på
pantebreve erhvervet ved spekulationssalg, kan indkomstbeskattes, idet
landsretten udtalte: ». . ., at kursavancen må sidestilles med den
umiddelbare salgsavance, da (den) er fremkommet som en følge af
salgsvilkårene«.
Handelen med faste ejendomme kan antage et sådant omfang og en sådan
regelmæssig karakter, at virksomheden må anses som næringsvirksomhed, således
at kursavancer på sælgerpantebreve beskattes. Se UfR 1973.485H (Skd.25.54) og
lsr.1983.130.
Kursavancer på pantebreve, der er erhvervet som led i
udstykningsvirksomhed, der drives erhvervsmæssigt, beskattes, jfr. UfR
1956.261H. Det må være en forudsætning for beskatning af kursavancer i disse
tilfælde, at der ikke blot er tale om en enkeltstående udstykning, men om en
løbende udstykningsvirksomhed.
Af nyere landsskatteretspraksis kan nævnes: Lsr. 1975.12 (3 søskendes køb
og påfølgende udstykning af faderens landbrugsejendom) og 1975.140 (advokats
udstykning af ejendom i ejerlejligheder) samt 1981.178 (købt 44
ejerlejligheder og videresolgt 16, efterhånden som de blev ledige).
5.3.1.4. Pantebreve erhvervet som led i forretningsafståelse .
Ved afståelse af en virksomhed, hvor en del af salgssummen berigtiges ved
udstedelse af pante- eller gældsbreve, tillades fortjenesten opgjort under
hensyntagen til, at disse pante- og gældsbreves værdi er mindre end
pålydende, således at kursnedslaget fordeles forholdsmæssigt på
afhændelsessummen for de forskellige formuegoder, der indgår i handelen.
Senere opnåede kursgevinster i forhold til den godkendte, nedskrevne værdi,
kan ikke beskattes, hverken med almindelig eller særlig indkomstskat, se lsr.
1962.75 og 1963.10, medmindre den pågældendes erhverv er at købe og sælge
virksomheder.
Eventuelle tab på sådanne pante- eller gældsbreve kan ikke fratrækkes ved
indkomstopgørelsen, idet der er tale om et ikke-fradragsberettiget formuetab.
Om særlige tilfælde, hvor efterfølgende tab kan medføre ændring af
avanceopgørelsen, se H. 2.6.1.
De her nævnte pantebreve omfattes ikke af LL § 4.
Er et pante- eller gældsbrev i forbindelse med forretningsoverdragelse
indeksreguleret, skal indekstillægget heller ikke indkomstbeskattes,
medmindre det er erhvervet af en hovedaktionær som led i en virksomheds
omdannelse til aktieselskab, jfr. HD af 14. oktober 1980 (Skd.56.56), hvor
pristalsreguleringen blev anset for en udlodning fra selskabet, som var
indkomstskattepligtig efter bestemmelsen i LL § 16A.
5.3.1.5. Udlån mod tilbagebetaling af et større beløb end lånet .
I mange tilfælde udlånes der midler mod forskrivning, hvorved debitor
påtager sig at tilbagebetale et større beløb end det der udbetales ham som
lån. I tilfælde hvor der foreligger erhvervsmæssig udlånsvirksomhed, skal
udlåneren beskattes af den fortjeneste, han opnår herved. Men også i private
låneforhold kan der ske beskatning, hvor en betydelig kursgevinst erhverves
ved kortfristet finansiering. Det gælder i hvert fald, hvor der ydes et
kortvarigt lån uden nominel rente, men alene med kursfradrag ved lånets
udbetaling, således at kursavancen kan anses som ganske sikker, jfr. UfR
1950.7H (Scharling) og lsr. 1978.197, hvor en sergent i februar 1975 havde
lånt en anden person 30.000 kr. mod at modtage 24 veksler a 2.500 kr., der
forfaldt månedligt over 2 år. I oktober samme år havde klageren atter lånt
den pågældende 30.000 kr. på samme vilkår. Der var intet aftalt mellem
parterne om forrentning af lånene. Landsskatteretten fandt, at der havde
været tale om en gennem en kortfristet lånetid opnået og forud aftalt avance,
der i medfør af bestemmelserne i statsskattelovens § 4 ville være at henregne
til klagerens indkomst.
Se også lsr. 1975.110, hvor et rederiaktieselskabs avance på et
kortfristet (3 måneder), lavt forrentet lån til en kommune var
indkomstskattepligtig, hvorimod en kursavance, der var indvundet ved køb af
børsnoterede obligationer, hvis løbetid afsluttedes 10 måneder efter købet,
var indkomstskattefri.
Hvor der er aftalt en nominel rente, der er lavere end den på
udlånstidspunktet almindeligt anvendte rentesats, kan der ligeledes blive
spørgsmål om beskatning af kursavancen, når der er tale om betydelige udlånte
beløb, og løbetiden er meget kort (1 år og derunder).
I UfR 1976.658H (Odense Stålskibsværft) (Skd.38.262) fandt retten, at der
ikke forelå skattepligt af kursavancer efter SL § 4, jfr. § 5, ved de
foretagne udlån til kommuner. Dommen er kommenteret af højesteretsdommer A.
Blom-Andersen i UfR 1976B, s.237.
5.3.1.6. Ansvarlig indskudskapital .
Flere pengeinstitutter udsteder for at fremskaffe ansvarlig
indskudskapital forrentede indskudsbeviser, således at der efter en nærmere
fastsat bindingsperiode udbetales et kurstillæg.
Dette kurstillæg er skattefrit for indehaverne af indskudsbeviserne,
såfremt indskudsbeviset ikke er erhvervet i spekulationshensigt eller som led
i næring, såfremt bindingsperioden er på mindst 2 år, og såfremt den
pålydende rente mindst svarer til enten diskontoen - 1% på tegningsdagen
eller til renten ifølge de statsgældsbeviser, som staten til enhver tid
sætter i handelen. Er indehaveren af indskudsbeviset omfattet af LL § 4
beskattes kurstillægget.
5.3.2. Offentlige obligationer - statsgældsbeviser .
Selv om offentlige obligationer i endnu højere grad end private pantebreve
er et typisk anlægsobjekt, kan det ikke udelukkes, at der skal ske beskatning
af kursgevinster ved salg eller udtrækning.
Dette er for det første tilfældet, hvor der er tale om skatteydere, der
driver erhvervsmæssig handel med værdipapirer, samt skatteydere, der som led
i deres almindelige virksomhed anbringer midler i obligationer, jfr. omtalen
af LL § 4 i E 5.3.0.
Men for det andet vil der også kunne foreligge spekulation i offentlige
obligationer.
Som eksempel kan nævnes HD af 11. oktober 1979 (Skd.51.296), hvor det blev
statueret, at køb af obligationer for nominelt 13 mill. kr. på tidspunktet
for Danmarks indtræden i EF og salg ca. 1 år efter måtte anses for
spekulation.
En snedkersvend havde i tidsrummet 1. maj til 20. oktober 1980 købt og
solgt adskillige poster obligationer. Skatteyder oplyste, at formålet alene
havde været at opnå en fordelagtig forrentning af midler, som bl.a. skulle
anvendes til betaling af terminsydelser. Lsr. beskattede kursgevinsterne, da
man fandt, at muligheden for at opnå kursgevinster var indgået i skatteyders
valg af investeringsform, lsr.1984.61.
I lsr. 1977.50 statuerede landsskatteretten, at en prokurist i en
vekselerervirksomhed, der som marginspekulant for egen regning og med lånte
midler købte og solgte obligationer, var berettiget til at fratrække et
nettotab ved køb og salg af obligationer.
Skatteydernes påstande om fradrag for spekulationstab på offentlige
obligationer afvises som regel, se lsr. 1967.13 og 1978.179, hvori udtales:
»da tab ved salg af børsnoterede obligationer ikke i almindelighed kan
fradrages ved indkomstopgørelsen«.
En landmand, der havde solgt for nom. 369.000 kr. obligationer, fået
udtrukket obligationer for 19.000 kr. og købt nom. 397.000 kr., ansås ikke
for skattepligtig af kurs- og udtrækningsgevinsterne, uagtet ca. 60% af hans
indkomst det pågældende år hidrørte fra obligationsrenter. Anskaffelse i
spekulationsøjemed fandtes altså ikke godtgjort, lsr. 1976.106. Se tillige
lsr. 1975.110.
I lsr. 1976.7 blev en kursavance, der var opnået ved salg af obligationer,
som var modtaget i stedet for den kontante udbetaling ved en ejendomshandel,
ikke beskattet, selv om ejendommen var afstået som led i næring.
En skatteyder, der den 17. april 1979 var rejst til udlandet, havde den
11. april (som valutaindlænding) for lånte midler købt statsobligationer for
nominelt 3 mill. kr., som han (som valutaudlænding) solgte igen den 25. samme
md. Avancen blev beskattet i medfør af SL § 5, litra a, lsr.1983.126.
Statsgældsbeviser .
Ved lov nr.152 af 6. maj 1980 blev den tidligere § 3 i lov nr.148 af 31.
marts 1976 om bemyndigelse til optagelse af indenlandske statslån ophævet.
Ændringen har virkning for kursgevinster ved indfrielse af statsgældsbeviser,
der er erhvervet efter den 13. februar 1980.
Statsgældsbeviser erhvervet den 13. februar 1980 eller før .
Den tidligere § 3 i lov nr.148 af 31. marts 1976, hvorefter kursgevinster
- bortset fra de i LL § 4 omtalte tilfælde - ved indfrielse af
statsgældsbeviser udstedt i henhold til loven (8% statsgældsbeviser og
statslån med løbetider fra 1-7 år) ikke medregnes ved opgørelsen af den
skattepligtige indkomst, finder således fortsat anvendelse for kursgevinster
ved indfrielse af statsgældsbeviser, der er erhvervet den 13. februar 1980
eller før.
Det bemærkes, at kursgevinster opnået ved salg af statsgældsbeviserne
inden indfrielse ikke er omfattet af lovbestemmelsen hvorfor en eventuel
beskatning af sådanne gevinster må afgøres udfra de almindelige betragtninger
om næring eller spekulationshensigt.
I SD-cirk. 1979-31 behandles visse lånetransaktioner i forbindelse med køb
af værdipapirer, herunder især statsgældsbeviser:
I forbindelse med en nærmere undersøgelse af stedfundne køb af
obligationer har direktoratet konstateret, at der i et vist omfang etableres
arrangementer mellem en skatteyder og en långiver, idet der indgås aftale om
køb af værdipapirer - typisk statsobligationer - for skatteyderens regning,
men finansieret af långiver og således, at værdipapirerne lægges til
sikkerhed for lånet.
Et typisk arrangement ser således ud:
Køb af statsgældsbeviser (nom. 1.000.000) 950.000
kr.
skatteyder indbetaler 20.000
kr.
--------------
skatteyder optager lån på 930.000
kr.
provision 20.000
kr.
forrentning af lånet 16% p.a. i 1 år 148.080
kr.
--------------
skatteyder skylder herefter 1.098.800
kr.
--------------
statsgældsbeviserne indfries 1.000.000
kr.
8% renter 80.000
kr.
skatteyder indbetaler 18.800
kr.
--------------
1.098.800
kr.
--------------
De skattemæssige konsekvenser for skatteyderen er følgende:
Renteudgifter til lån 148.800
kr.
Provision ved låneoptagelse 20.000
kr.
--------------
Skattemæssige fradrag 168.800
kr.
Renteindtægt fra statsgældsbeviser 80.000
kr.
--------------
Nettorenteudgift 88.800
kr.
--------------
»Skattebesparelse« f.eks. 65% af 88.800 kr.
57.720 kr.
Skatteyder har indbetalt 20.000 kr.
18.800 kr. 38.800
kr.
-----------------------------
Fortjeneste 18.920
kr.
--------------
Skattefriheden i medfør af nævnte § 3 omfattede tilfælde, hvor købet
finansieres f.eks. af vekselerer eller bank, og hvor statsgældsbeviserne
lægges til sikkerhed for lånet, under forudsætning af at de enkelte beviser
kan identificeres, og der ikke er adgang for långiver til at disponere over
statsgældsbeviserne. Under disse forudsætninger må det i eksemplet anførte
arrangement anerkendes i skattemæssig henseende.
At långiveren eventuelt har ret til at genbelåne de deponerede
statsgældsbeviser, medfører i almindelighed ikke skattemæssig tilsidesættelse
af arrangementet, se f.eks. lsr.1983.149.
Derimod er følgende situation efter statsskattedirektoratets opfattelse
ikke omfattet af bestemmelsen i § 3:
Statsgældsbeviser anskaffes for lånte midler og stilles til sikkerhed for
lånet med adgang til at videresælge disse, eventuelt kombineret med ret til
at tilbagekøbe disse kort tid før indfrielsen. Statsskattedirektoratet anser
sådanne transaktioner for at være uden reelt indhold i skattemæssig
henseende. Låntager kan derfor ikke fratrække de beregnede renteudgifter og
provision i forbindelse med lånearrangementet, ligesom der heller ikke skal
ske beskatning af renter vedrørende statsgældsbeviserne.
Skattemyndighederne bør være opmærksom på, at sådanne forhold og
arrangementer, der under henvisning til det ovenfor anførte er uden reelt
indhold i skattemæssig henseende, skal tilsidesættes ved ligningen.
I ØLD af 28.sept. 1984 (8.afd. 183/82) godkendes dog et lånearrangement af
lignende krakter. Dommen er imidlertid anket til Højesteret.
En prokurist i et vekselererfirma blev beskattet af kursavancer på
statsgældsbeviser erhvervet for lånte midler. Lsr. lagde vægt på, at
skatteyder i sin stilling havde nøje kendskab med værdipapirer, og at han i
øvrigt i forbindelse med salg af værdipapirer havde indtægtsført avance og
fratrukket tab, lsr.1984.152.
Oså andre værdipapirer .
Det bemærkes, at det foran omtalte SD cirk. om den skattemæssige
behandling af visse lånearrangementer foruden statsgældsbeviser også omfatter
lånetransaktioner i forbindelse med køb af andre værdipapirer.
Som eksempel herpå kan nævnes lsr.1981.73, hvor en skatteyder i februar
1977 i et vekselererfirma købte nominelt 2 mill. kr. 5 1/2% obligationer i
Danmarks skibskreditfond til kurs 93 1/2. Obligationerne, der havde 2
halvårlige renteterminer, 1. juni og 1. december, blev erhvervet for midler,
der var lånt i vekselererfirmaet, og obligationerne beroede som håndpant hos
långiver. Obligationslånet udløb den 1. december 1977, hvorved der opnåedes
en kursavance på ca. 127.000 kr. Landsskatteretten fandt ikke, at det
omhandlede forretningsforhold med vekselererfirmaet kunne tillægges
skattemæssig relevans, da det allerede ved forretningsforholdets etablering
var klart for skatteyderen, at dispositionen var tabsgivende, da der ikke
kunne fremlægges en nummerfortegnelse over de omhandlede obligationer, da der
ikke var fremlagt dokumentation for, at vekselererfirmaet havde været
afskåret fra at disponere over obligationerne, og da der ifølge kontokortet
ikke den 1. juni var foretaget kreditering af forfaldne kuponrenter. Klageren
var herefter ikke berettiget til ved indkomstopgørelsen at fradrage de
debiterede renter til vekselererfirmaet, ca. 272.000 kr., ligesom han ikke
skulle medregne renteindtægterne af obligationerne, ca. 87.000 kr.
Som eksempel på et forhold, der ikke kan tilsidesættes som værende uden
reelt indhold i skattemæssig henseende, men hvor beskatning eventuelt bør ske
ud fra et næringssynspunkt kan henvises til lsr.1983.48 vedr. en
hovedaktionær, der havde optaget et lån på 1,5 mio. kr. i det af ham
dominerede A/S. Lånet, der skulle forrentes med den til enhver tid gældende
nationalbankdiskonto, blev anvendt til køb af nominelt 1,7 mio. kr.
skibskreditfondobligationer. Under hensyntagen til
sikkerhedsstillelseskravene i A/S-loven blev obligationerne lagt til
sikkerhed for lånet. Den pågældende beholdt obligationerne til udløb og havde
ikke iøvrigt handlet med værdipapirer. Lsr'en fandt imidlertid ikke, at der
var hjemmel til at beskatte de opnåede indfrielsesgevinster. Sagen blev
indbragt for Vestre Landsret, hvor kammeradvokaten anførte, at de omhandlede
obligationer ikke var erhvervet i anlægsøjemed. Kursgevinsterne måtte anses
for opnået ved en indkomstskabende aktivitet og dermed skattepligtig efter SL
§ 4. Han lagde vægt på at obligationerne havde en kort restløbetid, at der
til købet var lånt midler af selskabet, at dispositionerne ikke var
forretningsmæssige begrundede, men alene af skattemæssig art og at
kursavancerne var betydelge i forhold til de øvrige indkomster. Subsidiært
blev der påstået beskatning i henhold til LL § 4.
Landsretten fandt, at LL § 4 efter lovens motiver ikke omfattede de
opnåede kursavancer. Landsretten fandt endvidere ikke, at der forelå en
indkomstskabende aktivitet omfattet af SL § 4, jfr. VLD af 6. december 1984
(5. afd. B 440/83). Sagen er indbragt for Højesteret.
Statsgældsbeviser erhvervet efter den 13. februar 1980 .
Den skattemæssige behandling af indfrielsesgevinster på statsgældsbeviser,
der er erhvervet efter den 13. februar 1980, følger de almindelige regler i
statsskattelovens § 4 og § 5a samt LL § 4. Der henvises i den forbindelse til
SD-cirkulære 1980-35, hvori bl.a. udtales:
»Kursgevinster ved indfrielse eller salg af statsgældsbeviser
beskattes (derfor) i følgende situationer:
- hvor solgte statsgældsbeviser er erhvervet i spekulationshensigt
- i næringstilfælde
- i tilfælde omfattet af LL § 4.
Endvidere må det antages, at hvor der for lånte midler direkte er
erhvervet en betydelig post statsgældsbeviser, og statsgældsbeviserne f.eks.
har været lagt til sikkerhed hos långiver for lånet, vil kursavancen ved salg
eller indfrielse være skattepligtig, jfr. det i SD-cirkulære 1979-31,
beskrevne arrangement.
Tvivlstilfælde forelægges statsskattedirektoratet.«
Lignende dokumenter
- C.A.3.6.2 Dagpenge, kontanthjælp og andre indtægter, der træder i stedet for arbejdsindtægt Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- PERSONBESKATNING 1985 AFSNIT PE - IKKE ERHVERVSMÆSSIGE INDTÆGTER Retsinformation · 5. februar 2008
- 1986 LSF 60 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM DAGPENGE VED SYGDOM ELLER FØDSEL OG OPHÆVELSE AF LOV OM BEGRÆNSNING AF LØN UNDER SYGDOM (OPHÆVELSE AF KARENSDAG M.V.) Retsinformation · 21. maj 1988
- PERSONBESKATNING 1986 AFSNIT PE - IKKE ERHVERVSMÆSSIGE INDTÆGTER Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1988 AFSNIT PE - IKKE ERHVERVSMÆSSIGE INDTÆGTER Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1989 AFSNIT PE - IKKE ERHVERVSMÆSSIGE INDTÆGTER Retsinformation · 5. februar 2008