Spring til indhold

Retsinformation

PERSONBESKATNING 1984 AFSNIT PE - IKKE ERHVERVSMÆSSIGE INDTÆGTER

STV nr 20063 af 01/01/1984Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afsnit PE - Ikke erhvervsmæssige indtægter

1. Indtægter, der træder i stedet for erhvervsindtægter

1.1. Arbejdsløshedsdagpenge, sygeløn og sygedagpenge .

Arbejdsløshedsdagpenge, strejke- og lockoutunderstøttelse, samt ydelser

fra faglige sammenslutninger o.lign. er almindelig skattepligtig indkomst,

jfr. SL § 4, stk.1c og LL § 14, stk.7. Det samme gælder sygeløn og

sygedagpenge samt eventuelle dagpenge i tilfælde af tilskadekomst eller

ulykke.

Beløb, der modtages fra sygesikringen eller sygeforsikring til erstatning

for positive udgifter i anledning af sygdommen - i modsætning til erstatning

for tab af erhvervsindtægt som følge af sygdommen (dagpenge) - er derimod

ikke skattepligtige, jfr. l.o.s.r. 1929.78, lsr. 1942.117 og 1950.12.

Dagpengeordningen går i hovedtræk ud på, at lønmodtagere i sygdomstilfælde

i en kortere periode afhængig af forskellige i loven indeholdte betingelser

får udbetalt dagpenge fra arbejdsgiveren, hvorefter udbetalingen overgår til

socialforvaltningen. I visse tilfælde, bl.a. afhængig af

ansættelsesforholdets længde, sker udbetalingen straks fra de sociale

myndigheder. Arbejdsgiveren har visse muligheder for at opnå refusion af de

beløb, han udbetaler.

Dagpenge i arbejdsgiverperioden sidestilles med løn ved beregning af

lønmodtagerfradraget.

Ifølge § 13 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring kan

arbejdsformidlingen yde »»mobilitetsfremmende ydelser«».

Reglerne omfatter rejsehjælp, flyttehjælp, tilskud til merudgifter ved

dobbelt husførelse, bolighjælp, starthjælp og etableringshjælp. Alle disse

ydelser er skattepligtig indkomst, og begrunder ikke i sig selv noget fradrag

i indkomsten, jfr. skd.66.257 og lsr.1983.161.

1.2. Offentlige understøttelser .

1.2.1. Sociale ydelser .

Understøttelser og andre lignende ydelser, der af offentlige myndigheder

Læs alt

og institutioner udredes i henhold til lov om social bistand medregnes ikke

til den skattepligtige indkomst, jfr. LL § 7, litra j.

Nedsættelse af personfradraget .

Som et modstykke til skattefriheden sker der ved beskatningen af

modtagerens øvrige indkomst i almindelighed en nedsættelse af

personfradraget, jfr. KL § 37C. Nedsættelsen foretages, når den pågældende

har modtaget ydelser efter kapitel 9 og 10 i bistandsloven (bortset fra

enkeltudgifter efter § 40, der ikke medgår til forsørgelsen). I så fald

nedsættes personfradraget, herunder overført fradrag fra ægtefælle, med så

stor en del, som svarer til forholdet mellem de modtagne ydelser efter lovens

kapitel 9 og 10 og disse ydelser med tillæg af den skattepligtige indkomst.

Nedsættelsen kan dog ikke udgøre et større beløb end ydelserne.

Ifølge KL § 37C, stk. 1, 4. og 5. punkt., skal nedsættelse af

personfradraget i forbindelse med udbetaling af kontanthjælp efter

bistandslovens kap. 9 og 10 til samlevende ægtefæller ske hos den ægtefælle,

der har den højeste skattepligtige indkomst. Ydelser efter bistandslovens §

42 (revalidering, uddannelse og etablering) henføres dog til den ægtefælle,

de er ydet til.

Kontanthjælp i medfør af bistandslovens § 37 og § 42 til unge under 18 år

medfører nedsættelse af den unges personfradrag, skd.47.290.

Ydelser efter bistandslovens kapitel 9 og 10 til dækning af udgifter i

forbindelse med et handicap, har ikke virkning for personfradraget. Dette

gælder udgifter efter § 42, i det omfang de er affødt af uddannelsen eller af

pågældendes handicap, f.eks. skånepenge, kursusudgifter, nødvendige bøger og

udgifter til særlig transport (f.eks. taxakørsel) nødvendiggjort af

pågældendes handicap.

Kun kap. 9 og 10 .

Trangsbestemte ydelser m.v. efter hele bistandsloven er skattefri, medens

nedsættelsen af personfradraget kun foretages i forbindelse med ydelser efter

kapitel 9 og 10.

De ydelser, der påvirker personfradraget, er kontante ydelser i form af

midlertidig eller varig kontanthjælp.

De forskellige natural- og serviceydelser, som også tidligere var

skattefrie, påvirker ikke personfradraget.

Ydelser efter bistandslovens § 37 medregnes ikke i modtagerens indkomst,

men reducerer hans personfradrag, selv om den bidragspligtige indbetaler

bidraget til det offentlige, skd.69.175.

I skattedepartementets cirkulære nr. 18 af 26. januar 1977 til LL findes

eksempler på personfradragets beregning.

Kræves en social ydelse tilbagebetalt efter bistandslovens § 26, stk. 1,

nr. 4, på grund af udbetalt erstatning m.v., skal den i forbindelse med

udbetalingen af ydelsen skete nedsættelse af modtagerens personfradrag

ophæves (SD-cirk.1981.21). Hvis en modtagen ydelse, der oprindelig var

tilbagebetalingspligtig, omkonteres så kun halvdelen skal tilbagebetales,

skal reguleringen principielt foretages i omkonteringsåret. Reguleringen kan

dog efter skatteyderens anmodning foretages for udbetalingsåret.

Når en bidragspligtig ikke opfylder sin forpligtelse i henhold til en

bidragsresolution til at udrede underholdsbidrag til den tidligere ægtefælle,

kan der ydes denne hjælp efter bistandslovens kapitel 9. Disse ydelser

betragtes som en skattefri social ydelse for modtageren (selv om de træder i

stedet for skattepligtige bidrag), men de medfører nedsættelse af

personfradraget, skd.42.184.

Bortfalder et krav på tilbagebetaling af en social ydelse efter

bistandslovens § 27, stk. 3, idet der er gået 5 år - for 1980 og tidligere 3

år - efter hjælpens ophør, uden at der efter § 27, stk. 1, har været

økonomisk mulighed for at gennemføre kravet, medfører dette hverken

skattepligt eller nedsættelse af den pågældendes personfradrag efter KL §

37C.

Hvad er skattefrit .

Ifølge skattedepartementets cirkulære af 26.januar 1977 omfatter

skattefritagelsen i henhold til LL § 7, litra j, alle de tilfælde, hvor

hjælpen ydes af de sociale myndigheder efter behov, (d.v.s. hvad man i

almindelighed forstår ved trangsbestemte ydelser).

Skattefritagelsen gælder derimod ikke de beløb til personlige

fornødenheder, der som en pensionsydelse udbetales til pensionister på

plejehjem efter bistandslovens § 84 og § 118, og heller ikke de ydelser efter

bistandsloven, som udbetales i forbindelse med ophold på en institution under

bistandsloven, når ydelserne har karakter af egentlige arbejdsvederlag samt

transportgodtgørelse.

Ydelser fra Dansk Flygtningehjælp, der udbetales i medfør af

bistandsloven, behandles på samme måde som sociale ydelser i øvrigt, d.v.s.

de er skattefri, men kan medføre reduktion af personfradraget, skd.40.32.

Lommepenge udbetalt i henhold til bistandslovens § 117, stk.2, til

personer anbragt på institutioner for personer med vidtgående fysiske eller

psykiske handicap er skattefri ifølge LL § 7 litra j, hvorimod lønlignende

ydelser, jfr. pkt.8 i socialministeriets cirkulære af 30. marts 1976 om hjælp

efter bistandslovens § 42, som ændret ved socialministeriets cirkulære af

17.oktober 1980, er skattepligtige.

Af andre offentlige skattefri ydelser som i henhold til LL § 7 er

skattefri, skal nævnes børnetilskud og den særlige ungdomsydelse efter lov om

børnetilskud og andre familieydelser.

Den særlige udbetaling i 1984 af 800 kr. for hvert barn under 10 år er

ligeledes skattefri.

Ifølge § 7F er boligstøtte og forskellige tilskud efter lov om byfornyelse

og boligforbedring samt saneringsloven ligeledes skattefri.

I forbindelse med børns ophold på døgninstitutioner udbetales til

forældrene hjælp til dækning af rejseudgifter ved besøg på institutionen.

Denne hjælp - der er af beskedent omfang - anses i praksis som skattefri.

Rejsehjælp til forældre, der er medlemmer af anerkendte institutioners

forældreråd, betragtes som en skattefri § 5d-ydelse, når der er tale om rejse

uden for de pågældendes hjemstedskommune. Er godtgørelsen ydet ved transport

inden for hjemstedskommunen, er den skattepligtig.

1.2.2. Uddannelseshjælp. Omskoling og lign .

Der kan ydes støtte, normalt i form af godtgørelse for tab af indtægter,

efter følgende bestemmelser:

a. Lov om erhvervsmæssig uddannelse af specialarbejdere, om uddannelse af

unge og om støtte til omskoling.

b. Finanslovsbevilling til ydelse af tilskud til efteruddannelse af

faglærte m.v., jfr. arbejdsministeriets cirkulære nr. 166 af 18. juni 1965.

Godtgørelse ydet efter de nævnte bestemmelser for tab af indtægter eller

arbejdsmuligheder er skattepligtig indkomst. Tilskud til betaling af

egentlige uddannelsesudgifter (kursusafgift o.lign.) beskattes ikke, hvorimod

værdien af kost og logi på uddannelsesinstitution beskattes (1.450 kr. pr.

md.).

Modtager E.F.G.-studerende i basisåret tog- eller buskort, eventuelt

billetter, er de skattepligtige af værdien heraf, men har ikke i den

anledning ret til befordringsfradrag.

Om uddannelseslegater m.v., se E 3.5.1.

1.3. Private understøttelser .

1.3.1. Fra tidligere arbejdsgiver .

Nogle arbejdsgivere udbetaler til tidligere ansatte en form for

understøttelse eller pensionslignende ydelse, uden at denne kan anses som led

i en egentlig pensionsordning. Understøttelsen ydes ofte til tidligere

ansatte, der af en eller anden grund har været afskåret fra at deltage i en

egentlig pensionsordning. Hvad enten der under ansættelsesforholdet af

lønmodtageren har været indbetalt bidrag til en understøttelsesordningen

eller ikke, og uden hensyn til, om sådanne bidrag har været

fradragsberettigede, er alle udbetalinger af denne art

indkomstskattepligtige.

1.3.2. Fra fagforeninger o.lign. .

Visse fagforeninger o.lign. udbetaler til medlemmer, der er ophørt med

erhverv, eller til enker efter medlemmer, en mindre understøttelse som

supplement til folkepension m.v. Understøttelsen er skattepligtig indkomst.

1.3.3. Fra hjælpe- og understøttelsesfonds . Ydelser fra såkaldte

hjælpe- og understøttelsesfonds, herunder visse alderdomsfonds, er

skattepligtig indkomst (B-indkomst). Om fondens eventuelle køb af livrente,

se I 5.

En hjælpefond, hvis kapital udelukkende hidrørte fra arbejdsgiveren,

ophørte ved salg af virksomheden, og kapitalen blev udloddet til de ansatte.

Udbetalingerne blev anset for almindeligt indkomstskattepligtige, lsr.

1976.121.

1.4. Erstatninger .

1.4.1. Tilskadekomst .

Erstatningskrav kan foruden efter dansk rets almindelige regler opstå

efter lov om arbejdsskadeforsikring (Lov nr. 79 af 8.mar. 1978).

Arbejdsskadeforsikringsloven dækker:

1) sygebehandling, optræning og hjælpemidler m.m.,

2) erstatning for tab af erhvervsevne,

3) erstatning for varigt men,

4) overgangsbeløb til efterladte ved dødsfald,

5) erstatning for tab af forsørger.

Hvis arbejdsskadeforsikringen ikke dækker, vil det ofte være muligt at få

erstatning efter andre sociale love, f.eks. dagpengeloven, sygesikringsloven

eller bistandsloven.

Ved sygemelding p.g.a. tilskadekomst under arbejdet ydes erstatning for

tabt arbejdsfortjeneste efter dagpengelovens regler.

Efter arbejdsskadeforsikringsloven, der administreres af Sikringsstyrelsen

med rekurs til den sociale ankestyrelse, kan der efter den 1. april 1978

udbetales:

A. Erstatning for varigt men, der udbetales som:

1) et kapitalbeløb eller

2) løbende livsvarig ydelse, såfremt skadelidte ønsker dette.

B. Erstatning for tab af erhvervsevne, der udbetales som:

1) en løbende ydelse eller

2) et kapitalbeløb, automatisk eller efter andragende herom, eller

3) et engangsbeløb på 2 gange den årlige ydelse:

a) fra udgangen af den måned, hvor den erstatningsberettigede fylder 67 år

b) hvor en erstatningsberettiget på tidspunktet for afgørelsen er fyldt 67

år.

C. Erstatning for tab af forsørger, der udbetales som:

1) en tidsbestemt løbende ydelse eller

2) et kapitalbeløb, automatisk eller efter andragende herom, eller

3) et engangsbeløb på 2 gange den årlige ydelse:

a) fra udgangen af den måned, hvor den erstatningsberettigede fylder 67 år

b) hvor en erstatningsberettiget på tidspunktet for skadelidtes død er

fyldt 67 år.

D. Overgangsbeløb ved dødsfald, jfr. lovens § 30. Overgangsbeløbet, der

udbetales en gang for alle, tilkommer under nærmere betingelser den

efterladte ægtefælle samt en efterladt, som før arbejdsskadens indtræden

levede sammen med skadelidte i et ægteskabslignende forhold. De under A.2.,

B.1. og C.1. nævnte ydelser er indkomstskattepligtige, hvorimod de andre

ydelser er indkomstskattefri. Ulykkesforsikringsloven anvendes fortsat på

ulykkestilfælde, der er indtruffet før den 1.4.1978. Såvel dagpenge som

erstatning for tabt arbejdsfortjeneste er skattepligtig indkomst. Såfremt

erstatningen udbetales som en samlet sum, og den vedrører mere end tabt

arbejdsfortjeneste, vil kun den del, der vedrører tabt arbejdsfortjeneste,

være skattepligtig. Erstatninger, der udbetales som en løbende livsbetinget

rente er altid indkomstskattepligtige. Man må i denne forbindelse være

opmærksom på, at en engangssum kan erlægges afdragsvis uden derfor at blive

skattepligtig. Hvad angår forsikringsydelser i h.t. en personlig

ulykkesforsikring, dagpenge, invaliditetserstatning og dødserstatning med

begunstigelsesklausul, jfr. lov om forsikringsaftaler §§ 102-105, jfr. § 122,

se I 3.

1.4.2. Lærlingeforhold . Ifølge lærlingeloven er en læremester

forpligtet til at yde en lærling erstatning efter voldgiftsrettens skøn, hvis

læremesteren er skyld i, at lærlingen ikke erhverver lærebrev ved læretidens

udløb. Erstatningen er ikke nærmere præciseret. Den del af en sådan

erstatning, der vedrører tabt arbejdsfortjeneste, er skattepligtig indkomst.

Hvor stor en del af en ikke nærmere præciseret erstatning, der vedrører tabt

arbejdsfortjeneste, må opgøres individuelt i hvert enkelt tilfælde, evt.

skønsmæssigt, jfr. således VLD af 15. nov. 1983 (skd.69.273), hvor den tabte

arbejdsfortjeneste i forbindelse med erstatning for et ulovligt

lærlingeforhold skønsmæssigt blev opgjort til forskellen mellem den faktisk

oppebårne løn og hvad de pågældende kunne have tjent som ufaglært medarbejder

i samme tidsrum. Hvor det drejer sig om erstatning for manglende lærebrev

(dårlig oplæring), fastsættes beregningsgrundlaget for erstatningen som regel

som forskellen mellem sidste års lærlingeløn og den udlærtes begyndelsesløn

for en periode svarende til den tid, lærlingen bliver forsinket i sin

uddannelse. Den skattepligtige del af de nævnte erstatninger anses for

A-indkomst.

1.4.3. Lønmodtagernes garantifond . Lønmodtagernes garantifond

(LG) er oprettet ved lov af 13.april 1972, jfr. nu lovbekendtgørelse nr. 284

af 10. juni 1980, med det formål at sikre lønmodtageres lønkrav m.v. i

tilfælde af:

1) arbejdsgiverens konkurs,

2) arbejdsgiverens død, såfremt boet behandles efter skifte lovens kap. 3,

3) virksomhedens ophør, såfremt det godtgøres, at arbejdsgi veren er ude

af stand til at betale kravet. LG er oprettet som en selvstændig, selvejende

institution. Fonden har ledelse og administration fælles med Arbejdsmarkedets

Tillægspension (ATP). Garantien omfatter krav på løn og andet vederlag,

erstatning for afbrydelse af arbejdsforholdet samt feriegodtgørelse, såfremt

kravene har eller i tilfælde af konkurs ville have privilegium efter

konkurlovens § 95, stk. 1, nr. 1-5, jfr. stk.2. Garantien omfatter tillige

tilsvarende krav, der kan støttes på konkurslovens § 94, nr.2, såfremt den

skifteret, der behandler konkursboet eller dødsboet, attesterer, at boet ikke

for tiden er i stand til at opfylde kravene. Endelig omfatter garantien de

krav, der efter konkurslovens § 63, stk.2, 1.pkt., bliver stillet som § 94-

eller § 95-krav. Krav fra skyldnerens nærstående kan nægtes privilegium - og

dermed dækning fra fonden - såfremt kravet under hensyn til løn- og

arbejdsvilkår, til ydelse af henstand samt til evt. økonomisk interesse i

virksomhedens drift ikke findes rimeligt begrundet. I tilfælde af

virksomhedens insolvente ophør uden egentlig bobehandling er det fonden, der

afgør, om privilegium evt. skal nægtes. Det er en forudsætning for

privilegium - og dermed dækning fra fonden - at der har bestået et

tjenesteforhold mellem arbejdsgiveren og lønmodtageren. F.eks. har den

administrerende direktør for et aktieselskab efter fast domspraksis ikke

privilegium for sit krav. Der er således ikke helt identitet mellem

kildeskattelovens A-indkomstbegreb og privilegium efter konkursloven. Udlæg

for arbejdsgiveren samt godtgørelse for konkrete udgifter, typisk

kørselsgodtgørelse efter »»statens takster«», er ikke

omfattet af garantien. For lønkrav m.v. kan fonden i det enkelte tilfælde i

alt højst udbetale 25.000 kr., hvis fristdagen er indtrådt før 1.januar 1979,

og 40.000 kr., hvis fristdagen ligger efter 1.januar 1979. Krav på

feriegodtgørelse kan dækkes udover maksimumbeløbet. Garantien omfatter ikke

den del af lønnen, som arbejdsgiveren skulle have indeholdt i kildeskat. I

forhold til lønmodtageren træder det beløb, som fonden beregner som A-skat i

stedet for kildeskat af lønnen, jfr. KL § 83. Lønmodtageren bliver godskrevet

den beregnede skat via arbejdsgiverkommunen, der modtager underretning fra

fonden om den udbetalte løn m.v. og den deraf beregnede skat. Arbejdsgiveren

(boet) er, som ved lønudbetaling i øvrigt, ansvarlig for den til A-skatten

svarende del. Udbetalinger fra fonden skal behandles som den ydelse, der

træder i stedet for, d.v.s. i almindelighed som almindelig lønindtægt, jfr. D

1.1. Godtgørelse i forbindelse med afbrydelse af arbejdsforholdet (det vil

især være fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a) er dog særlig

indkomst. Efter udbetalingen indtræder fonden i lønmodtagernes krav og

anmelder kravet i et evt. bo. I forbindelse med anmeldelsen bliver boet også

gjort bekendt med den A-skat, LG har beregnet i forbindelse med udbetalingen.

1.5. Lønmodtagernes dyrtidsfond .

Lønmodtagernes dyrtidsfond blev oprettet 1. april 1980 (lov nr.7 af 9.

januar 1980). Fonden forvalter og udbetaler de

»»indefrosne«» dyrtidsportioner, som staten indbetalte

til ATP i perioden 1. september 1977 til 31. august 1979. Pengene i

Dyrtidsfonden er lønmodtagernes personlige ejendom og er konteret på den

enkeltes navn.

Udbetaling til de berettigede, d.v.s. pensionister m.fl. påbegyndes 1.

januar 1981. Udbetaling sker:

1) ved det fyldte 67. år. 2. ved tilkendelse forinden af folkepension,

enkepension, invalidepension, efterløn, tjenestemandspension, pension fra

privat, godkendt pensionskasse, erstatning for tab af erhvervsevne på 50 pct.

eller derover. 3. ved flytning til udlandet for at tage varig bopæl der. 4.

ved dødsfald.

Der skal ikke betales indkomstskat af de udbetalte beløb. Der fratrækkes

derimod en afgift i henhold til pensionsbeskatningsloven. Af de indbetalte

beløb og renter indtil 31. december 1979 udgør afgiften 25 pct., og af renter

tilskrevet efter 1. januar 1980 40 pct.

Så længe bindingen i dyrtidsfonden varer, er indeståendet fritaget for

formuebeskatning og renterne for indkomstbeskatning, skd.52.12.

1.6. Døgnplejevederlag .

Plejetilladelsens indehaver skal medregne hele plejevederlaget dvs. såvel

plejeløn som omkostningsgodtgørelse) til sin skattepligtige indkomst som

A-indkomst.

Ligningsrådet har vedtaget, at der ved indkomstansættelsen for

indkomståret 1984 indrømmes følgende fradrag:

Fra den 1.jan. til 31.marts 1984.

- For de to første plejebørn 67 kr. pr. døgn pr. barn for børn under 10 år

og 70,50 kr. pr. døgn pr. barn for børn og unge over 10 år.

- For det tredje plejebarn og efterfølgende plejebørn 62,50 kr. pr. døgn

pr. barn.

Fra og med 1. april 1984:

- For de to første plejebørn 70 kr. pr. døgn pr. barn for børn under 10 år

og 73,50 kr. pr. døgn pr. barn for børn og unge over 10 år.

- For det tredje plejebarn og efterfølgende plejebørn 65 kr. pr. døgn pr.

barn.

Fradragene svarer til omkostningsgodtgørelsen.

Ønskes større fradrag for udgifter, kan dette kun gives efter

dokumentation eller sandsynliggørelse af samtlige merudgifter ved

plejeforholdet.

Hvor der ydes større plejevederlag end normalt, kan standardfradraget

stadig anvendes.

Det samlede fradrag kan ikke overstige de modtagne vederlag.

Plejeløn og omkostningsgodtgørelse anses ikke for lønindkomst. De nævnte

fradrag påvirker derfor ikke plejefaderens eller - moderens skattemæssige

fradrag vedrørende eventuel lønindtægt, herunder det faste

lønmodtagerfradrag.

Plejeforældrene kan efter aftale med det sociale udvalg afholde særlige

udgifter ved barnet eller den unge, som refunderes af det sociale udvalg

efter dokumentation i det enkelte tilfælde. Refusionerne er ikke

indkomstskattepligtige.

De anførte fradragssatser gælder ikke blot i tilfælde, hvor børn og unge

er anbragt i familiepleje af det sociale udvalg, men også hvor sådan

familiepleje er etableret på privat basis.

Modtager plejeforældrene et for et barn fastsat underholdsbidrag som

plejevederlag, skal plejeforældrene medregne dette vederlag, selv om barnet

tillige skal beskattes af beløbet som underholdsbidrag.

Plejevederlag for børn anbragt i pleje af kortere varighed d.v.s. under 3

måneder (f.eks. i forbindelse med moderens hospitalsindlæggelse o.lign.)

omfattes ikke af foran omtalte plejevederlagsregel, hvorfor der alene kan

foretages et skønsmæssigt fastsat fradrag for udgifterne ved plejen af

børnene.

Lommepenge m.v.

Lommepenge til børn og unge fra 3-18 år og beklædning til børn, der er

fyldt 12 år, ydes af det sociale udvalg i overensstemmelse med reglerne i

socialydelsens cirkulæreskrivelse nr.680 om lommepenge, arbejdsvederlag og

andre ydelser til børn og unge i døgninstitutioner og i familiepleje.

Barnet er principielt skattepligtig af disse ydelser, men skatteansættelse

af børn under 15 år sker efter praksis kun, såfremt barnet har haft anden

skattepligtig indkomst i indkomståret eller ejer skattepligtig formue ved

indkomstårets udløb.

Om vederlag for børn anbragt i dagpleje, se D.3.8.

Den skattefrihed, som er hjemlet i ligningslovens § 7 for visse nærmere

angivne ydelser ifølge invalidepensionsloven, tilkommer alene

invalidepensionisterne. Såfremt disse ydelser overlades eller udbetales til

andre som plejevederlag bortset fra forældre eller børn til

invalidepensionisten - er den del af de modtagne ydelser, som overstiger

udgifterne ved plejeforholdet, indkomstskattepligtig for modtageren uden

hensyn til tillæggets art. Hvor invalidepensionisten er i pleje hos sine

forældre eller hos sine børn, kan ydelse og plejeudgifter anses for at opveje

hinanden.

En skatteyder blev ikke anset indkomstskattepligtig af skønnet overskud på

8.800 kr. i anledning af evnesvag søns ophold i hjemmet, idet

landsskatteretten ikke fandt det godtgjort, at skatteyderen under de anførte

omstændigheder gennem sønnens ophold i hjemmet havde indvundet nogen

skattepligtig indkomst. Sønnen havde oppebåret invalidepension m.v. og var

blevet beskattet heraf. Invaliditetsydelserne til sønnen var blevet

administreret af forældrene, der til gengæld havde ydet sønnen kost, logi,

beklædning m.m., lsr. 1976.23.

2. Ydelser efter de sociale pensionslove

Den 1. januar 1984 afløstes de 3 hidtidige love om folke-, invalide- og

enkepension af 2 love, lov om folkepension smat lov om invalidepension og

fortidspension m.v.

Enkepension, førtidig folkepension, laveste invaldepension erstattedes af

førtidspension, som kan tilkendes, når erhvervsevnen er nedsat med mere end

halvdelen, ikke kun af helbredsmæssige årsager, men også ved blandede

helbredsmæssige og sociale årsager. Endvidere kan førtidspension tilkendes

fra det 50. år, når sociale og helbredsmæsige forhold taler for det.

Den 1. oktober 1984 træder lov om social pension i kraft. Heri er samlet

samtlige regler om social pension og betegnelserne højeste og mellemste

invalidepension er afløst af højeste og mellemste førtidspension, ligesom der

skelnes mellem almindelig og forhøjet førtidspension. Sidstnævnte betegnelse

indebærer retten til det særlige førtidsbeløb, der først kommer til

udbetaling fra den 1. januar 1985 til personer, der har opnået ret til

førtidspension før det fyldte 60. år. Selve tilkendelseskriterierne er ikke

ændret.

Ydelserne efter den sociale pensionslovgivning - herunder

invaliditetsydelse til ikke-pensionister - sker gennem socialforvaltningen i

kommunen.

Pensionerne ydes fra den 1. i måneden efter at aldersbetingelserne er

opfyldt eller den 1. i måneden efter begæringens indgivelse. Der kan ydes

forskud på pensionerne, medens sagen behandles.

2.1. Folkepension .

Folkepension beregnes under hensyn til den pågældendes ægteskabelige

stilling. Loven indeholder to satser: en for samgifte pensionister og en for

andre pensionister.

Ved dødsfald har den efterlevende ægtefælle normalt ret til tre måneders

fuld efterlevelsespension.

Folkepension består af et grundbeløb og pensionstillæg.

1) Grundbeløbet udbetales fuldt ud til pensionister, der er fyldt 70 år.

Fra den 1. januar 1984 reguleres grundbeløbet til pensionister i alderen

67-69 år på grundlag af indtægt ved personligt arbejde.

Mens regulering af grundbeløbet sker under hensyn til egne indtægter

reguleres pensionstillægget under hensyn til såvel egne som evt. ægtefælles

indtægter og tillægget indtægtsreguleres uanset pensionistens alder.

Fra 1 januar 1984 bortfalder hustru- og ægteskabstillæg, men er der inden

denne dato opnået ret til et sådant tillæg, udbetales det, indtil ægtefællen

selv bliver pensionist. Tillæggene indtægtsreguleres under hensyn til begge

ægtefællers indtægt. Modtog pensionisten fuldt hustrutillæg pr. 31. december

1983, overgik hustruen til at modtage førtidspension.

Endelig kan der være tale om midlertidige tillæg, ventetillæg,

alderstillæg og personlige tillæg. Disse tillæg er ikke indtægtsregulerede.

Herudover kan der være tale om invaliditetstillæg.

Beskatningen .

De ovenfor omtalte ydelser er som hovedregel fuldt skattepligtige.

Følgende ydelser er dog skattefri efter ligningslovens § 7, litra i:

Beskatningstidspunktet .

Sociale pensioner beskattes i udbetalingsåret, selv om pensionen tildeles

med tilbagevirkende kraft for tidligere år, jfr. bkg. nr.577 af 21/12 1972 §

1, stk.3.

SD-cirkulære nr.531 af 29. juni 1977 omtaler betingelserne for at tillade

en eventuel tilbagefordeling af pensionsindtægter m.v. vedrørende tidligere

indkomstår, se nærmere afsnit D.1.1.

Hvis skatteydere, der hidtil har modtaget sygedagpenge, får bevilget

invalide-, enke- eller folkepension med tilbagevirkende kraft til

ansøgningstidspunktet, modregnes de udbetalte sygedagpenge i den sociale

pension, dog at evt. overskydende beløb ikke kræves tilbagebetalt. I

skattemæssig henseende anses de modtagne ydelser for pensionsydelser for hele

den periode, hvor pensionen tilkendes, med den heraf følgende skattefrihed

for tillæg til pensionen.

Samordningsfradrag .

Efter tjenestemandspensionsloven foretages et

»»samordningsfradrag«» for personer, der modtager

tjenestemandspension, og som samtidig er berettiget til at oppebære folke-

eller invalidepension, eller hvis ægtefælle har en sådan ret.

Samordningsfradraget foretages som en reduktion af tjenestemandspensionen.

Fradraget foretages inden skattetræk. Beløbet på oplysningssedlen omfatter

derfor kun nettobeløbet.

2.2. Invalide- og førtidspension .

Invalidepension og førtidspension består ligesom folkepension af

grundbeløb og pensionstillæg, men til forskel fra folkepension reguleres

grundbeløbet under hensyn til samtlige indtægter, pensionisten måtte have

udover pensionen. Indtil 1. januar 1985 består førtidspensionen (fra 1.

oktober 1984: forhøjet almindelig og almindelig førtidspension) kun af

grundbeløb og pensionstillæg, medmindre der er ydet nogle af de særlige

tillæg, der er nævnt nedenfor.

Højeste invalidepension (fra 1. oktober 1984: højeste førtidspension)

består tillige af et invaliditetsbeløb og et erhvervsudygtighedsbeløb.

Mellemste invalidepension (fra 1. oktober 1984: mellemste førtidspension)

tillige kun af invaliditetsbeløbet. Invaliditetsbeløbet og

erhvervsudygtighedsbeløbet indtægtsreguleres ikke.

Til pensionen ydes tillæg efter stort set samme regler som til

folkepension. Herudover kan der være tale om bistands- og plejetillæg, der

ikke indtægtsreguleres.

Der gælder særlige regler for beregningen af samgifte

invalidepensionisters pension, hvorved bl.a. tages hensyn til hver af

ægtefællernes invaliditetsgrad.

Invalidepensionister overgår ved det fyldte 67. år til folkepension.

Invaliditetsydelse

Efter pensionslovene kan der tilkendes en invaliditetsydelse til personer,

der ville have ret til højeste eller mellemste invalidepension

(førtidspension), hvis de ikke havde erhvervsmæssigt arbejde.

Invaliditetsydelse kan også tilkendes personer, der på grund af alvorlig

høreskade har svære kontaktvanskeligheder. I tilslutning til

invaliditetsydelser kan der tilkendes bistands- eller plejetillæg.

Beskatningen .

Invalidepensionens grundbeløb og erhvervsudygtighedsbeløbet er

skattepligtige, medens invaliditetsbeløb, bistands- og plejetillæg,

personlige tillæg og invaliditetsydelser er skattefri.

2.3. Ægtefællers beskatning .

Hver ægtefælle beskattes af sin egen pension med tilhørende skattepligtige

tillæg og forskud herpå, idet beskatningen ganske følger udbetalingen. Det

gælder foruden grundbeløbet også pensionstillæg, alderstillæg, ventetillæg og

beløb for erhvervsudygtighed.

Ægteskabstillæg, tilkommer pensionisten og beskattes hos denne som en del

af den samlede pension. Hustrutillæg beskattes hos ægtemanden, da det

udbetales til ham, jfr. skd.70.432.

Amerikansk social security skal analogt med reglerne for beskatning af

folkepension beskattes hos den ægtefælle, der modtager ydelsen, skd.24.76.

2.4. Forhøjet personfradrag .

Ifølge KL § 37 gælder der særlige personfradragsregler for pensionister,

d.v.s. personer, som ved udgangen af det kalenderår, hvori skatten betales,

1) enten opfylder aldersbetingelsen for at oppebære folkepension, eller

2) i henhold til lov om invalidepension og førtidspension m.v. modtager

eller får forskud på pension eller modtager invaliditetsydelse med bistands-

eller plejetillæg.

Ad 1) Aldersbetingelsen for at opnå folkepension opfyldes i det år, hvori

den skattepligtige fylder 67 år, for enlige kvinder dog 62 år. Selv om

pensionen efter de gældende regler tidligst kan udbetales fra den 1. i

måneden, efter at aldersbetingelsen er opfyldt, er det tilstrækkeligt, at

aldersbetingelsen er opfyldt inden udgangen af 1984.

Ad 2) Personer, der før det 67. (resp. 62.) år rent faktisk oppebærer

social pension ved årets udgang, er berettiget til det særlige personfradrag.

Efter de gældende regler indtræder retten til pensionen først fra den 1. i

måneden efter ansøgningsdagen. Det betyder, at personer, der har søgt pension

i december 1984, og som får tillagt ret til denne fra den 1.januar 1985,

først er berettiget til det forhøjede personfradrag i 1985.

Samlevende pensionister, der har væet gift hele året, får hver et

personfradrag på 22.600 kr. i 1984.

Enlige pensionister får i 1984 et personfradrag på 41.400 kr.

Ved enlige pensionister forstås ifølge KL § 37, stk. 5, 2. pkt.,

pensionister, som ved indkomstårets udløb ikke samlevede med en ægtefælle,

eller som har indgået ægteskab i indkomstårets løb.

Ifølge en særlig overgangsregel (under hensyn til at aldersbetingelsen for

enlige kvinder er hævet til 67 år) tilkommer personfradraget på 41.400 kr.

også kvinder, der ved udgangen af kalenderåret 1984 var enlige og fyldt 62

år.

Forskud på pension .

Når begæring om social pension er indgivet, kan det sociale udvalg under

visse betingelser bevilge forskud på pension for tiden mellem den 1. i

måneden efter begæringens indgivelse og sagens endelige afgørelse.

Efter KL § 37, stk. 5, gives der forhøjet personfradrag, såfremt

skatteyderen ved kalenderårets udløb fortsat modtager forskud på pension

eller har fået pensionen endeligt tilkendt.

Såfremt de sociale myndigheder undtagelsesvis kræver den forskudsvis

erlagte pension tilbagebetalt - f.eks. hvor udbetaling skyldes svigagtige

forhold - skal der foretages en ny skatteberegning under anvendelse af det

almindelige personfradrag for hele den periode, hvori skatten har været

nedsat under anvendelse af det forhøjede personfradrag.

Retten til det forhøjede personfradrag bortfalder ikke, fordi en del af

pensionen inddrages ved optagelse på eller indlæggelse på plejehjem m.v.,

jfr. lsr. 1978.84.

Personer, der er tillagt ret til invalidepension, men som (på grund af

indtægtens størrelse) kun får udbetalt det i henhold til LL § 7, litra i

skattefri invaliditetsbeløb (der er en bestanddel af invalidepensionen) har

ret til det forhøjede personfradrag.

En invalidepensionist, hvis ret til invalidepension i medfør at

invalidepensionslovens § 27 af revaliderings- og pensionsnævnet er gjort

hvilende, og hvor der derfor ikke udbetales nogen del af pensionen, heller

ikke invaliditetsbeløbet, er derimod ikke berettiget til det forhøjede

personfradrag, skd. 62.247.

Personer, der er tillagt ret til invaliditetsydelse (der ikke er en

bestanddel af invalidepension, men en selvstændig "pensionslignende

ydelse") skal udover selve invaliditetsydelsen være tilkendt bistands-

og plejetillæg for at være berettiget til forhøjet personfradrag, KL §37,

stk.5, og lsr.1981.98.

Udenlandske pensioner som f.eks. norsk invalidepension berettiger ikke til

forhøjet personfradrag. En her bosat amerikansk statsborger, der modtog

pension fra en amerikansk fagforening, ansøgte om at få tillagt forhøjet

personfradrag (som en dansk førtidspensionist). Ansøgningen kunne ikke

imødekommes, da KL § 37, stk.5, kun refererer til den danske

forsorgslovgivning, skd.37.139.

2.5. Ophold på plejehjem .

For pensionister, der har ophold på kommunale plejehjem, eller på private

plejehjem, med hvilke der er indgået overenskomst, træder opholdet på

plejehjemmet i stedet for udbetaling af den sociale pension, jfr.

bistandslovens § 84, og der udbetales alene et beløb til dækning af

personlige fornødenheder (lommepenge).

Disse pensionister er ikke indkomstskattepligtige af værdien af det frie

ophold på plejehjemmet, men kun indkomstskattepligtige af de udbetalte

lommepenge, skd.46.201.

Pensionister, der har midler ud over pensionen, og som betaler for

opholdet efter de i bistandsloven fastsatte regler, er heller ikke

skattepligtige af værdien af opholdet på hjemmet. Til gengæld kan betalingen

for opholdet ikke fratrækkes.

Hvor begge ægtefæller er indlagt på plejehjem, har begge ret til

lommepenge. Yngre pensionister oppebærer højere lommepenge.

Samblivsophører .

I tilfælde, hvor den ene ægtefælle indlægges på et plejehjem, medens den

anden bliver boende i sit hjem, betragtes samlivet som ophørt ved

indlæggelsen, således at sambeskatningen ophører med indlæggelsesårets

udgang.

Indlægges begge ægtefæller på samme plejehjem, anses samlivet derimod

opretholdt, selv om ægtefællerne bebor hver sit værelse, skd.50.185.

Pensionen opdeles normalt således, at den udeboende ægtefælle tillægges

pension som enlig, medens den indlagte ægtefælle tillægges lommepenge.

Har den indlagte ægtefælle forsørgelsespligt over for ægtefælle eller

børn, fastsættes en eventuel betaling for opholdet først efter afsættelse af

et beløb til opfyldelse af forsørgelsespligten, således at ægtefællens og

børnenes levevilkår ikke forringes på grund af pågældendes optagelse på

plejehjem, jfr. bistandslovens § 85, stk.2.

Den indlagte ægtefælle beskattes af sine samlede indtægter, og under

forudsætning af, at beløbet er fastsat af en offentlig myndighed

(plejetilsynet), kan det betalte forsørgelsesbeløb (herunder formueafkast)

fradrages som et godkendt underholdsbidrag mellem faktisk adskilte

ægtefæller, jfr. afsnit F 1.2. Modtageren beskattes af

»»bidraget«» som B-indkomst.

Har den udeboende ægtefælle indtægter af en vis størrelse, kan der

afkræves den pågældende betaling for ægtefællens ophold. Yderen kan fradrage

beløbet, jfr. ovenfor, som modtageren må medregne som B-indkomst.

Når der træffes beslutning om optagelse på plejehjem .

Efter gældende regler sker der en nedsættelse af pensionen til de folke-,

enke- og invalidepensionister, der er indlagt på sygehuse og hospitaler, og

for hvem der er truffet afgørelse om optagelse på plejehjem. Nedsættelsen af

pensionen sker på samme måde som for beboere på plejehjem, idet der dog til

enlige pensionister udover lommepengene udbetales et beløb til dækning af

husleje o.lign. Nedsættelsen af pensionen sker fra udgangen af den måned, der

følger efter den måned, hvori afgørelsen om optagelsen på plejehjem er

truffet.

I disse tilfælde anses samlivet med en eventuel ægtefælle for ophævet med

udgangen af det kalenderår, hvori beslutningen om optagelse på plejehjem

træffes, jfr. SD-cirk. 1978-20.

Tager den pågældende, uanset at der er truffet beslutning om optagelse på

plejehjem, ophold i sit eget hjem eller hos pårørende, udbetales pensionen på

ny med det fulde beløb.

2.6. Indlæggelse på psykiatriske institutioner .

Indtil den 1. oktober 1984 gælder, at pensionister, der indlægges på

psykiatriske institutioner, bevarer den fulde folke/invalidepension i 6

måneder ud over indlæggelsesmåneden. Efter dette tidspunkt udbetales efter

sygehusloven et beløb til personlige fornødenheder (lommepenge) af samme

størrelse som lommepengebeløbet på plejehjem efter bistandsloven. Til

patienter, der ikke er pensionister, udbetales lommepenge, såfremt et skøn

over patientens behov og helbredstilstand taler herfor.

Personer over 67 år betaler for opholdet på institutionen efter samme

regler som plejehjemsbeboere, dog først efter udløbet af den 6. måned efter

indlæggelsesmåneden. Personer under 67 år betaler ikke for opholdet, jfr.

foran. Der kan dispenseres fra betalingsreglerne, hvis der er rimelig udsigt

til genudskrivning.

En enlig pensionist bevarer det forhøjede personfradrag i henhold til KL §

37, stk.5, når vedkommendes pension bortfalder efter 6 måneders opholf, jfr.

skd.41.111.

2.7. Indlæggelse på institutioner under sygehusvæsenet .

Med virkning fra den 1. oktober 1984 afskaffes den hidtidige automatiske

pensionsinddragelse efter 6 måneder på visse psykiatriske institutioner. I

stedet kan der træffes beslutning om pensionsinddragelse på alle

institutioner under sygehusvæsenet, hvis en patient må anses som plejepatient

eller i øvrigt skønnes uegnet til mere varig udskrivning til eget hjem. En

sådan beslutning kan først træffes, når den pågældende har haft en samlet

indlæggelsestid på over 6 måneder.

Efter sygehuslovgivningen sker der med virkning fra samme dato ændring af

reglerne for betaling for opholdet og udbetaling af lommepenge.

For pensionister over 67 år betales for opholdet efter samme regler som

for plejehjemsbeboere samtidig med pensionsinddragelsen.

For pensionister under 67 betales der ikke for opholdet, bortset fra den

inddragne pension. Til pensionister såvel over som under 67 år ydes der i

stedet for den inddragne pension et beløb til personlige fornødenheder

(lommepenge) af samme størrelse som lommepengebeløbet efter bistandsloven til

plejehjemsbeboere.

Patienter over 67 år, der ikke er pensionister, betaler lgeledes for

opholdet af egne indtægter fra det tidspunkt, hvor de - hvis de havde været

pensionister - ville have fået inddraget deres pension.

Såvel til denne gruppe som til andre ikke-pensionister, der ikke har

udsigt til mere varig udskrivning til eget hjem, udbetales obligatoriske

lommepenge svarende til lommepengene efter bistandslovens regler om

plejehjemsophold.

3. Underholdsydelser

I dette afsnit behandles spørgsmålet om indkomstskattepligt for modtageren

af underholdsydelser. Der henvises til afsnit F.1. vedrørende ydernes

fradragsret.

3.1. Underholdsbidrag i anledning af separation eller skilsmisse

.

Reglen i LL § 10 kommer kun til anvendelse på periodiske underholdsbidrag,

men ikke på affindelsessummer for afkald på en bidragsret, se lsr. 1951.202

og 1963.165 samt U.f.R. 1971.570. ØLD.

Når et modtaget engangsbeløb påstås betragtet som en indkomstskattefri

affindelsessum for afkald på en bidragsret, må det undersøges, om beløbet er

fremkommet efter en egentlig kapitalisering af det fastsatte årlige

underholdsbidrag. I benægtende fald må man være opmærksom på, at beløbet kan

være en forudbetaling af bidrag for en bestemt periode. I så fald er beløbet

indkomstskattepligtigt efterhånden som bidragene forfalder. Udbetalinger ved

delingen af fællesboet er ikke indkomstskattepligtige.

I forbindelse med separation eller skilsmisse kan det i henhold til

ægteskabslovens § 56 bestemmes, at en ægtefælle, der har haft særeje, skal

betale en engangsydelse til den anden ægtefælle for at sikre, at denne ikke

stilles urimeligt ringe i økonomisk hensende efter separationen eller

skilsmissen. En sådan ydelse er hverken indkomstskattepligtig eller

gaveafgiftspligtig, skd.50.179.

Dette gælder også eventuelle gaveydelser mellem ægtefæller ved skævdeling

af fællesboet i forbindelse med separation og skilsmisse.

Ydelser, der i separationsvilkårene betegnedes som bidrag til hustrus

underhold i en periode af 10 måneder med 1.000 kr. månedlig, er af

landsskatteretten anset som skattepligtige bidrag for modtageren, uanset det

blev gjort gældende, at de enkelte ydelser måtte anses for afdrag på en

samlet ydelse på 10.000 kr., og at manden, der var bosat i Kenya, på grund af

restriktioner for kapitaludførsel ikke var i stand til at udføre hele beløbet

på en gang.

Beløb, der af bidragyderen betales som præmier vedrørende livsforsikringer

o.lign., må, hvor bidragmodtageren har ejendomsretten vedrørende nævnte

forsikring, anses som et skattepligtigt underholdsbidrag, se PL § 56.

Den omstændighed, at bidragyderen ved aftale med bidragmodtageren har

aftalt ikke at fratrække et fastsat eller aftalt underholdsbidrag, bevirker

ikke, at modtageren kan undlade at medtage beløbet i sin indkomstopgørelse,

lsr. 1956.19. Ligeledes udelukker det ikke beskatning hos modtageren, at

bidragyderen i det konkrete tilfælde ikke kan fratrække et ham pålagt bidrag,

f.eks. fordi modtageren er et barn, der bor sammen med bidragyderen, eller er

et barn over 18 år, overfor hvem yderen er pålagt forlænget underholdspligt,

lsr. 1964.158.

Som nærmere omtalt nedenfor i afsnit F nægtes der fradragsret for bidrag i

anledning af skilsmisse, når de fraskilte ægtefæller har fælles bopæl og

fælles husførelse. Hvis den ene ægtefælle i disse tilfælde ingen indtægt har,

skal den pågældende beskattes af værdien af frit ophold hos sin tidligere

ægtefælle, men ikke af det aftalte eller fastsatte bidrag. Eventuelle

fællesbørn, der opholder sig sammen med moderen hos den fraskilte mand, skal

ikke beskattes af værdien af det frie ophold, lsr. 1969.175.

Det er ikke nogen betingelse for beskatning af bidrag hos modtageren, at

de bidrag, der udredes i anledning af separation eller skilsmisse, er fastsat

eller godkendt af det offentlige. Det er tilstrækkeligt, at der foreligger en

bindende aftale mellem ægtefællerne om betaling af et løbende

underholdsbidrag, idet det forudsættes, at aftalen er tilstrækkelig klar med

hensyn til fastsættelsen af bidragets størrelse og løbetid, lsr. 1969.174. Se

endvidere ØLD af 18.feb. 1972, hvor en frasepareret kvinde blev anset

skattepligtig af bidrag fra separationsdagen, selv om der først ca. 1 år

senere blev udfærdiget bidragsresolution, da yderen pligtmæssigt havde

udredet månedlige underholdsbidrag, og lsr. 1979.161, hvor hustruen ligeledes

blev anset skattepligtig af underholdsbidrag fra tidspunktet for

separationsdommen ved underretten, selv om denne havde været påanket til

landsretten.

Såfremt samlivet mellem ægtefællerne er ophørt i skattemæssig henseende,

og den, der har forladt boligen, må betragtes som ejer af denne, kan den

tilbageblevne ægtefælle, sålænge ægtefællerne har indbyrdes

forsørgelsespligt, kun beskattes af hel eller delvis fri bolig, dersom denne

er led i en bidragsaftale. I så fald er bidraget på normal vis skattepligtigt

for modtageren og fradragsberettiget for yderen, jfr. bl.a. lsr.1980.53.

Beløb ud over det fastsatte bidrag .

Beløb, der betales udover, hvad der er fastsat som bidrag, skal, hvis der

er tale om beløb, der ydes til bidragyderens børn, behandles som

ikke-indkomstskattepligtige gaver, hvorimod beløb, der betales til en

tidligere ægtefælle, betragtes som indkomstskattepligtige gaver. Bidrag, som

en fraskilt fader betaler til sit og den tidligere ægtefælles fællesbarn,

der, efter at hustruen på ny har giftet sig, er adopteret af hendes nuværende

mand, betragtes også som ikke-indkomstskattepligtige gaver for barnet.

Bidrag fra udlandet .

Underholdsbidrag beskattes hos modtageren, hvadenten bidraget ydes fra en

her i landet bosat bidragyder eller fra udlandet. Således blev en her bosat

kvinde, der modtog bidrag fra sin i Belgien bosatte fraskilte mand, anset

skattepligtig af bidraget, selv om manden efter den belgiske skattelovgivning

var afskåret fra at fratrække beløbet.

Kun betalte og forfaldne bidrag .

Bidragmodtageren skal kun beskattes af de beløb, der faktisk er oppebåret

som underholdsbidrag i indkomståret, ligesom kun forfaldne underholdsbidrag

skal medregnes, lsr. 1972.77. Hvor børnebidrag er udredet forskudsvis gennem

det offentlige, beskattes det forskudsvis udbetalte beløb i udbetalingsåret.

En fraskilt hustru havde ved bidragsresolution fået tillagt et

underholdsbidrag på 675 kr. pr. måned til sig selv og til sine to børn et

bidrag svarende til normalbidraget + 100 pct. pr. barn. Hendes fraskilte mand

havde ikke fuldt ud betalt de pålagte bidrag og hun havde derfor ved

indkomstopgørelserne fordelt de modtagne beløb således, at der på børnenes

selvangivelser var medtaget dobbelt normalbidrag, således som pålagt i

henhold til bidragsresolutionen, og på hendes egne selvangivelser var

herefter kun medtaget restbeløbene. Denne fremgangsmåde blev godtaget af

landsskatteretten under hensyn til, at der var overensstemmelse mellem de af

bidragyderen betalte og fradragne beløb og de af bidragnyderne modtagne og

selvangivne beløb, og at hustruen ikke fandtes at kunne ændre det bidrag, der

var fastsat og pålagt f.s.v. angik de to mindreårige fællesbørn, lsr.

1979.52.

Forskudsvis udbetaling .

I tilfælde, hvor en bidragspligtig ikke opfylder sin forpligtelse i

henhold til en bidragsresolution til at udrede bidrag til den tidligere

ægtefælle, vil der kunne ydes denne hjælp efter bistandslovens kapitel 9.

Dette medfører, at det sociale udvalg indtræder i den bidragsberettigedes

krav mod den bidragspligtige i medfør af bistandslovens § 8. De omhandlede

ydelser skal ikke medregnes i modtagerens skattepligtige indkomst, jfr. LL §

7, litra j, men personfradraget skal nedsættes i henhold til KL § 37 C,

skd.42.184, se E 1.2.1. Den bidragspligtige kan fradrage de efter

bidragsresolutionen pligtige ydelser på normal måde, når han senere udreder

dem til det offentlige.

3.2. Underholdsbidrag i anledning af faktisk samlivsophævelse .

Bidrag, der udredes i anledning af faktisk samlivsophævelse, er

indkomstskattepligtig for modtageren, såfremt bidraget er fastsat eller

godkendt af det offentlige. Foreligger der ikke nogen godkendelse eller

fastsættelse, beskattes de modtagne bidrag ikke, ligesom der normalt ikke

sker nogen beskatning af bidrag, der er modtaget i tiden forud for

fastsættelsen eller godkendelsen fra det offentlige.

Bidrag, der modtages i henhold til en mellem ægtefællerne indgået

bidragsaftale, kan dog beskattes fra tidspunktet for aftalens indgåelse, hvis

det offentliges godkendelse senere gives med tilbagevirkende kraft f.eks. ved

optagelse i vilkårene for separationen eller skilsmissen, se herom afsnit F

1.2

Når bidraget ikke fastsættes eller godkendes af det offentlige i det år,

hvor samlivet ophæves, beskattes kun bidrag, der er udredet i det indkomstår,

hvori resolutionen foreligger (jfr. lsr.1982.47 om bidragyderens

fradragsret).

Underholdsbidrag til børn under forældrenes faktiske adskillelse skal kun

medregnes til barnets indtægt, såfremt bidragene kan fradrages ved opgørelsen

af bidragyderens skattepligtige indkomst efter reglerne i LL § 10, stk.2.

Underholdsbidrag for tiden efter barnets fyldte 18. år og bidrag til børn,

der opholder sig hos bidragyderen, medregnes til barnets indtægt, selv om

bidragene ikke kan fradrages ved opgørelsen af bidragyderens skattepligtige

indkomst.

3.3. Bidrag til børn født uden for ægteskab .

Bidrag, der ydes som løbende bidrag til et uden for ægteskab født barn,

skal beskattes hos barnet. Ydelser udover det fastsatte eller aftalte bidrag

må betragtes som ikke-indkomstskattepligtige gaver. Hvis faderen har fælles

bopæl med barnet, kan han ikke fratrække de bidrag, han yder til barnet, men

barnet vil alligevel være indkomstskattepligtig af bidragene. Betales der

ikke bidrag, men ydes der i stedet frit ophold, skal barnet ikke beskattes af

værdien af frit ophold hos faderen, jfr. KL § 5, stk.4.

Betales et som underholdsbidrag fastsat beløb til et barns plejeforældre,

skal barnet beskattes af beløbet som underholdsbidrag, medens plejeforældrene

skal medregne beløbet som plejevederlag (med mulighed for fradrag af

plejeudgifter, se E 1.6).

Når det sociale udvalg i henhold til bistandsloven yder hjælp til et barns

vedvarende forsørgelse i form af anbringelse i døgninstitution, indtræder det

offentlige efter bistandslovens § 8, stk. 1, i retten til det fastsatte eller

aftalte bidrag i det omfang, som svarer til værdien af den hjælp, som det

offentlige yder.

Barnet skal ikke beskattes af værdien af opholdet i døgninstitutionen,

jfr. LL § 7, litra j. Da det offentlige efter bistandslovens § 8, stk. 1, er

indtrådt i retten til bidraget for et beløb, der svarer til værdien af den

hjælp, der er ydet, har barnet ikke krav på dette bidrag og skal derfor

heller ikke beskattes heraf. Kun i det omfang det betalte overstiger den

modtagne bistandshjælp, er barnet indkomstskattepligtig af bidraget.

3.4. Aftægtsydelser, understøttelser m.v. .

Aftægtsydelser er skattepligtige for modtageren i medfør af SL § 4c.

Aftægtsydelser vil typisk forekomme i forbindelse med overdragelse af fast

ejendom eller andre formuegoder, hvor overdragelsessummen helt eller delvis

berigtiges ved at køberen påtager sig at udrede en årlig ydelse til sælgeren.

Det forhold, at den kapitaliserede værdi af aftægtsydelsen indgår i

salgssummen for en solgt ejendom eller virksomhed medfører ikke, at sælgeren

kan bortse fra nogen del af de årlige ydelser, jfr. HD i UfR 1971.597 og ØLD

af 19.juni 1974 (skd.31.51).

Aftægtsydelser kan helt eller delvis bestå i ret til fri kost og logi, fri

bolig eller andre rettigheder. Værdien af sådanne naturalydelser ansættes

skønsmæssigt efter den værdi, ydelsen har på modtagelsestidspunktet.

Værdien af fri varme ansættes efter et skøn, og værdien kan ansættes til

værdien af olieforbruget svarende til den frembragte varme, også hvor denne

stammer fra halmfyring eller fyring med træaffald.

Ydelser i henhold til forpligtelseserklæringer (understøttelseskontrakter)

er ligeledes fuldt skattepligtige for modtageren. Dette gælder også tilfælde,

hvor yderen ikke kan fradrage ydelserne, jfr. lsr. 1960.175, samt i tilfælde,

hvor en tilsvarende gaveydelse ville være skatte- og afgiftsfri for

modtageren.

3.5. Legater .

Legater er i almindelighed indkomstskattepligtige, jfr. SL § 4c. Der

gælder visse særregler for beskatning af legater, der ydes til studierejser

og videnskabelige arbejder, idet sådanne legater normalt er skattefri, se E

3.5.2. Endvidere er legater, der ydes som en anerkendelse af modtagerens

fortjenester, under visse betingelser enten skattefri eller skattepligtige

som særlig indkomst, se E 4.3.2 og 4.4.1.

3.5.1. Uddannelseslegater m.v. .

Legater, der ydes som hjælp til gennemførelse af en uddannelse, er

skattepligtig indkomst, jfr. lsr. 1956.20, hvadenten udbetalingen hidrører

fra Statens Uddannelsesstøtte eller fra private legatmidler.

Det forhold, at et legat er bundet til anvendelse til bestemte

studieudgifter (f.eks. et boglegat) medfører ikke, at legatet kan anses for

skattefrit.

Med hensyn til stipendier, der udredes af Statens Uddannelsesstøtte,

foretages der hvert år en undersøgelse af, hvorvidt de studerende, der har

modtaget stipendier, har opfyldt betingelserne herfor med hensyn til

størrelsen af andre indtægter m.v. Såfremt det pålægges modtagerne at

tilbagebetale modtagne stipendier helt eller delvis skal tilbagebetalingen

fratrækkes i det indkomstår, hvori det for meget modtagne støttebeløb kan

endeligt opgøres.

I et tilfælde, hvor støtteperioden var 1/8-1976 til 31/7-1977, rejstes

tilbagebetalingskravet i 1978. Da studiestøtten kunne endeligt opgøres i

1977, var hele tilbagebetalingsbeløbet fradragsberettiget i dette år, lsr.

1980.91.

Værdien af fribolig på studenterkollegier skal medregnes ved

indkomstopgørelsen, men der udvises traditionelt stor tilbageholdenhed ved

værdiansættelsen.

Den omstændighed, at uddannelsessøgende bor på et relativt billigt

kollegieværelse giver normalt ikke anledning til nogen beskatning. For bolig

på nyere studenterkollegier ydes der normalt betaling.

I henhold til kapitel 4 i bekendtgørelse nr.463 af 6.aug. 1973 om

folkehøjskoler, landbrugsskoler, husholdningsskoler og efterskoler kan der

ydes statsligt og kommunalt tilskud til nedbringelse af elevbetalingen.

Ifølge ligningsrådets vedtagelse skal offentlige tilskud i form af nedsat

egenbetaling for ophold til undervisning til børn og unge under 18 år på

folkehøjskoler, ungdomshøjskoler, landbrugsskoler, husholdningsskoler og

aftenskoler samt for ophold på en kostafdeling ved en friskole, en privat

grundskole og en privat gymnasieskole ikke anses for indkomstskattepligtige.

Ligningsrådet har med virkning fra og med indkomståret 1982 vedtaget, at

også statens generelle ø-tilskud til unges videreuddannelse ikke skal anses

for indkomstskattepligtige for unge under 18 år - på betingelse af, af de

udgifter, tilskuddene tilsigter at dække, rent faktisk er afholdt af den

uddannelsessøgende.

Fylder den unge 18 år i den periode, tilskuddet skal dække, foretages en

forholdsmæssig fordeling af tilskuddet, således at kun den del af tilskuddet,

der skal dække tiden før det fyldte attende år, er fritaget for

indkomstskattepligt, jfr. SD-cirk.1981-43 og 1982-37.

For de tilskud, der fortsat skal beskattes, afhænger

beskatningstidspunktet af forholdene i de enkelte tilfælde.

Såfremt tilskuddet bevilges med et samlet beløb uden forbehold for hele

skoleopholdet, skal det beskattes i det indkomstår, hvor der ved underretning

til eleven eller skolen gives endeligt tilsagn om tilskuddet.

Bevilges tilskuddet derimod som en løbende ydelse med betaling til de for

skoleopholdet gældende betalingsterminer og i øvrigt betinget af elevens

fortsatte tilstedeværelse og deltagelse i undervisningen, skal tilskuddet

beskattes i de indkomstår, hvori tilskudsydelserne forfalder til betaling,

jfr. lsr.1981.189.

Der ydes efterfølgende et refusionsbeløb til sygeplejeelever, der ikke

straks har modtaget fuldt statstilskud til dækning af deres udgifter ved

deltagelse i sygeplejeforskole på en højskole, men som helt eller delvist

selv har betalt udgifterne ved deltagelse i forskolen. Sådanne refusionsbeløb

er skattepligtige, skd.19.20.

Udenlandske stipendiater fra udviklingslandene, der opholder sig i Danmark

i uddannelsesøjemed, er fritaget for beskatning af de modtagne stipendier,

danske såvel som udenlandske, jfr. tekstanmærkning til finanslovens § 1 og

stående bemyndigelse til skattedepartementet.

3.5.2. Studierejselegater og legater til videnskabeligt arbejde .

Legater, for hvis tildeling det stilles som betingelse, at de anvendes til

rejser i studieøjemed, er efter en af ligningsrådet vedtagen anvisning

indkomstskattefri i det omfang, de medgår til dækning af de med rejsen og

opholdet forbundne merudgifter, såsom befordringsudgifter, samt merudgifter

til logi, kost og forplejning. Også den del af legatet, der anvendes til

undervisningsgebyrer o.lign. er indkomstskattefri, jfr. lsr. 1980.54. Under

visse omstændigheder, især med hensyn til opholdets varighed, kan der også

bortses fra beskatning af den del af et studierejselegat, der er medgået til

betaling af familiens rejse- og opholdsudgifter, lsr. 1968.20.

Legatmodtageren er herefter kun indkomstskattepligtig af et beløb svarende

til hans faktiske forbrug under udeopholdet, beregnet efter priserne på

hjemstedet, samt af den del af legatet, der er anvendt til andet formål end

til dækning af de med rejsen og opholdet forbundne merudgifter - eller er i

behold ved rejsens afslutning (lsr. 1950.143). Et eventuelt underskud er ikke

fradragsberettiget.

Har den pågældende selv afholdt en del af udgiften til studierejsen,

således at hans normalforbrug ikke kan anses at være dækket af legatbeløbet,

er dette fuldtud skattefrit, således at der ikke i indkomsten skal medregnes

noget for besparelse i hjemmeforbruget (lsr. 1951.49).

Arbejdsvederlag oppebåret i U.S.A. af skatteydere, der i uddannelsesøjemed

af det dansk-amerikanske selskab udsendes til U.S.A., beskattes på samme måde

som rejselegater, når opholdet er af en sådan midlertidig karakter, at

skattepligten her i landet ikke afbrydes.

Personer, der arbejder i U.S.A. som trainees under Danmark-Amerikafonden,

beskattes af den i U.S.A. oppebårne indtægt med et beløb, der ansættes

skønsmæssigt, og som svarer til hans eget forbrug, og således at afholdte

rejseudgifter kan fradrages i dette beløb (lsr. 1958.7).

De bevillinger, som forskningsrådene efter ansøgning yder til deltagelse i

internationalt forskningssamarbejde, kan ikke anses som indkomstskattefri i

medfør af LL § 7 litra r, men beskattes efter den her omtalte anvisning om

legater til studierejser, skd.43.271. Se D 2.3.28 (Studieophold).

En skatteyder, der tildeltes et »»fellowship«», der

androg 7.500 dollars om året i 2 år betinget af, at han i det nævnte tidsrum

udførte research-arbejde i Californien, ansås for omfattet af de her omtalte

regler om studierejselegater.

Ligeledes anså landsskatteretten et fellowship fra U.S.A. i forbindelse

med arbejde på Vanderbilt universitetet for omfattet af reglerne om

studierejselegater.

Indtægt ved gæsteforelæsninger i U.S.A. blev anset indkomstskattepligtig

uanset, at skatteyderen ved at påtage sig forelæsningerne tillige kunne gøre

studier inden for sit fag, lsr.1958.102.

Et legat, der tildeles uden betingelser vedrørende anvendelse, må, uanset

at det anvendes til en studierejse, medregnes til den skattepligtige

indkomst. Se dog lsr. 1967.32.

Legater, der ydes til videnskabelige arbejder, er indkomstskattefri i de

omfang, de medgår til dækning af de særlige udgifter, som de pågældende

videnskabelige arbejder nødvendiggører, og som ikke modsvares af værdien af

derved erhvervede salgbare aktiver.

Tilskud til dækning af udgifter til trykning af doktordisputats anses som

et legat ydet til videnskabeligt arbejde.

Den omstændighed, at et rejselegat eller et legat til gennemførelse af et

videnskabeligt arbejde ikke er fuldt udnyttet ved udgangen af det år, hvori

beløbet er modtaget, medfører ikke indkomstskattepligt af det ubenyttede

beløb, ligesom beløbet ikke skal medregnes i formueopgørelsen.

3.5.3. Legater med understøttelsesformål .

Sådanne legater er altid indkomstskattepligtige, medmindre legatet er

omfattet af skattefrihedsreglerne i LL § 7.

Personer, der har fribolig i stiftelser og legatboliger, er

indkomstskattepligtige af værdien af friboligen, efter et skøn over

udlejningsværdien.

4. Gaver, hædersgaver og gevinster

Ole Bjørn m.fl.: Lærebog om indkomstskat, 4. udg., s. 97-109.

C Helkett: Opgørelsen af den skattepligtige indkomst, 14. udg., s.480ff.

Thøger Nielsen: Indkomstbeskatningen I: s.274-315.

Bikuben 1979: Beskatning ved familieoverdragelser, s.14-53 (Povl Herler).

Mogens Glistrup: Skatteret, s.147-167.

Arne Kofoed: Gaveafgift, 2.udg.

4.1. Indkomstskattepligtige gaver .

4.1.1. Gavebegrebet .

Gaveerhvervelser skal efter SL § 4c medtages ved indkomstopgørelsen,

medmindre gaven falder ind under afsnit III i lov om afgift af arv og gave,

jfr. SL § 5b. Om afgiftspligtige gaver, se E.4.2.

En gave kan foreligge f.eks. som en aktuel overdragelse af et formuegode,

som et løfte om en fremtidig ydelse eller som en eftergivelse af gæld, og

gaveydelsen kan bestå i såvel overdragelse af ting som arbejdsydelser og

brugsrettigheder. Der foreligger også en gave, når et gode overføres fra en

persons formue til en andens mod et vederlag, der afviger fra godets værdi.

Eksempler på gavebeskatning .

Som eksempler på gavebeskatning kan anføres lsr. 1966.92, hvor det

antoges, at en arbejdsgiver havde ydet en medhjælper en skattepligtig gave

ved overdragelse af en bil (retten fandt, at den aftalte købesum ikke kunne

forudsættes fastsat udelukkende efter sædvanlige handelsmæssige overvejelser)

og lsr. 1969.29, hvor en skatteyder havde købt en byggegrund af sin

arbejdsgiver på særlig favorable vilkår.

Hvor en fast ejendom var i lige sameje mellem 2 ejere, og hvor den ene

ejer alene bekostede en varig forbedring på ejendommen, blev medejeren anset

for indkomstskattepligtig af halvdelen af værditilvæksten.

Når skibsværfter forærer navngivere af skibe smykker m.v., er modtagerne

indkomstskattepligtige af et beløb, svarende til smykkernes (metal)værdi.

Værdiansættelsen .

Værdien af det overdragne formuegode ansættes principielt efter et skøn

til værdien i handel og vandel på overdragelsestidspunktet.

Ved overdragelse af aktiver, hvor der skal beregnes arve- eller

gaveafgift, finder værdiansættelsen sted efter skattedepartementets cirkulære

nr.185 af 17. november 1982 fastsatte retningslinier. Disse regler kan også

danne udgangspunkt for skønnet ved værdiansættelsen af de overdragne aktiver,

når gaven skal henregnes til modtagerens skattepligtige almindelige indkomst.

Hvis gaven hidrører fra udlandet, er det dens værdi her i landet, der skal

lægges til grund ved indkomstopgørelsen, lsr. 1957.18 og 1959.119.

Eksempler på at gavebeskatning ikke gennemføres .

En betingelse for at beskatte en ydelse som gave er, at der ikke er betalt

noget vederlag, eller dog kun delvis vederlag. Hvor den ene part ved

indgåelse af en aftale gør en god forretning kan besparelsen ikke beskattes,

når vederlaget ifølge parterne tilsigter at udgøre fuldt vederlag.

Som baggrund for en - helt eller delvis - vederlagsfri overdragelse af et

formuegode kan der i øvrigt foreligge sådanne konkrete forhold, at

gavebeskatning ikke kommer på tale.

Der forelå ikke en indkomstskattepligtig gave med hensyn til et beløb, som

den pågældende havde modtaget fra sin afdøde mands broder i USA uanset at

beløbet var ydet uden at der forelå gyldigt testamente, men alene formløse

optegnelser vedrørende beløbets anvendelse efter yderens død, lsr. 1978.56.

Selv om der i et tilfælde ikke kan ske beskatning ud fra et gavesynspunkt,

kan beskatning dog ofte gennemføres ud fra andre synspunkter, idet det

overdragne gode kan anses som et supplement til løn, leje eller

renteindtægter eller som maskeret udbytte fra et aktie- eller anpartsselskab.

Formuedeling mellem papirløse samlevende .

Den 1. april 1980 afgjorde Højesteret en tvist mellem papirløse samlevende

angående deling af deres formue. S og A, der havde levet sammen siden 1971

erhvervede i 1973 en villa, som blev købt i A's navn. I maj 1975 fraflyttede

S den fælles bolig, og i november 1976 solgte A villaen med en fortjeneste på

ca. 130.000 kr. S påstod sig tilkendt halvdelen heraf, subsidiært et mindre

beløb. S's bruttoindtægt havde i 1973-75 udgjort væsentlig mindre beløb end

A's bruttoindtægt i de samme år. Højesteret fastslog, at der ikke var opstået

noget egentlig sameje eller ægteskabslignende formuefællesskab, men efter

omstændighederne fandtes S at have krav på andel af salgsprovenuet,

skønsmæssigt fastsat til 25.000 kr. (Dommen er kommenteret i UfR 1980 B 226

og 330).

Dommen tager ikke stilling til den skattemæssige behandling af de 25.000

kr., men i VLD af 9. april 1981 (skd.58.295) tages der stilling til

beskatningen i et beslægtet tilfælde.

Sagen vedrørte et papirløst par, der boede sammen fra 1970 til 1977.

I 1973 var de flyttet ind i en villa, som den mandlige part havde skøde

på. I 1975 indgik parret en overenskomst om ligedeling af friværdien af

villaen ved samlivets ophævelse, og i henhold hertil havde den kvindelige

part i 1977 oppebåret 70.000 kr., som hun var blevet beskattet af. Begge

parter havde under samlivet haft indtægter og i fællesskab betalt ydelserne

på huset og de øvrige leveomkostninger.

Landsretten fandt intet grundlag for at statuere, at der forelå en

skattepligtig gave, idet det i præmisserne bl.a. anføres at:

»sagsøgerinden efter omstændighederne også uden indgåelse af en

overenskomst som den pågældende på grundlag af almindelige retsgrundsætninger

på tilsvarende måde kunne gave fået et krav på andel i provenuet ved salg af

ejendommen eller i friværdien i ejendommen.«

På linie hermed ligger lsr. 1981.54, hvor den længstlevende i et papirløst

forhold modtog 33.000 kr. fra førstafdødes bo. Beløbet blev anset for en

(skattefri) kompensation for førstafdødes opholdsudgifter under det 17-årige

samliv.

Og tilsvarende lsr.1981.164, der angik delingen af formuen med halvdelen

til hver ved ophævelsen af et homofilt samlivsforhold. I aktivbeholdningen

indgik den af parterne beboede faste ejendom, som i den ene samlevers navn

var erhvervet under samlivet.

Efter de foreliggende oplysninger, herunder at samlivsforholdet havde

bestået i 13 år, i hvilken periode begge parter havde bidraget økonomisk til

den fælles husholdning og til udgifter vedrørende den faste ejendom, fandt

landsskatteretten ikke grundlag for at antage, at der ved den foretagne

fordeling var tilgået klageren en vederlagsfri formuefordel.

Ganske tilsvarende afgørelser (med samme begrundelse) foreligger i ØLD af

12. dec. 1983 (8. afd. 486/81), VLD af 29. febr. 1984 (1. afd. B 1844/80) og

VLD af 2. nov. 1984 (7. afd. B 1726/82) samt lsr. 1982.157 og 158.

Herudover kan nævnes følgende afgørelser:

En folkepensionist, der boede i egen ejendom, havde i 20 år samlevet og

haft fælles husførelse med en person, der havde bekostet installation af nyt

køkken til ca. 14.000 kr. Folkepensionisten blev ikke anset skattepligtig

heraf, da det var tvivlsomt, om der var tilført den pågældende en økonomisk

fordel (begge havde i øvrigt oprettet testamente med hinanden som

universalarving), lsr. 1975.124.

En mand havde i en ugebladskonkurrence, hvor kuponen var udfyldt med hans

navn, vundet 70.000 kr., der blev anvendt til udbetaling på en ejendom i hans

navn, men halvdelen af ejendommen blev senere tilskødet samleversken, med

angivet kontant udbetaling på 15.500 kr., der imidlertid ikke var erlagt. Den

pågældende blev ikke anset skattepligtig heraf, da gevinsten efter det

foreliggende måtte anses for tilfaldet parterne i fællesskab, lsr. 1975.125.

4.1.2. Frit underhold .

Værdien af frit underhold, som en skatteyder modtager fra en samlever,

bør, når det drejer sig om skatteydere med beskedne indtægter og

formuemidler, i reglen ikke ansættes højere end den af ligningsrådet

fastsatte normalværdi af kost og logi, der for indkomståret 1984 udgør 17.400

kr.

Hvis den, der modtager frit underhold, har indtægter, bør disse indtægter

antages at være brugt til fælleshusholdningen, således at indtægterne fragår

ved beregningen af værdien af frit underhold, se lsr. 1974.117.

Har parterne indtægter af nogenlunde samme størrelse, er der ikke grundlag

for beskatning af frit underhold, jfr. lsr.1973.29. I et tilfælde, hvor en

kvinde havde egne indtægter, blev værdien af hendes frie underhold alligevel

ansat til 6.000 kr. (vedrører året 1963), da mandens økonomiske forhold var

særdeles gode, lsr. 1967.106.

Børn, der sammen med moderen opholder sig hos deres fader, skal ikke

beskattes af værdien af frit ophold hos faderen, skd.18.155.

Værdien af kortvarige ophold hos familie beskattes efter praksis ikke.

En kvinde, der ikke havde egne indtægter, blev af lsr. anset skattepligtig

af de fra hendes forlovede i Grønland modtagne ydelser til dækning af hendes

privatforbrug, herunder husleje, på henholdsvis 20.000 og 24.000 kr. i de

respektive år.

I ØLD af 7. marts 1984 (7. afd. 319/1982) blev en kvinde anset for

indkomstskattepligtig af værdien af frit underhold hos sin samlever. Kvinden

havde opsagt sin stilling for at pleje sin samlever, der var alvorlig kvæstet

efter en ulykke. Da samleveren efter et par års forløb var fuldt

erhvervsdygtig, fortsatte kvinden med at passe parrets to fælles børn.

4.1.3. Gaverejser .

Gaverejser og frirejser, der betales af arbejdsgiveren, omtales i afsnit

D.1.7.10.

Hvis en skatteyder - uden for ansættelsesforhold - modtager en frirejse

eller f.eks. af et trafikselskab har fået et frikort til brug inden for

selskabets område, er han principielt skattepligtig af rejsens eller

rejsernes værdi.

Værdien af frirejser, ydet som gaver (f.eks. af slægtninge i udlandet) med

det ene formål, at gavemodtageren skal besøge giveren, skal efter praksis

ikke medregnes med det beløb, gaven har kostet giveren, men alene med et

beløb svarende til værdien af selve opholdet under rejsen, lsr. 1952.136 og

1960.29 og 190. I lsr. 1967.106 formuleres synspunktet derhen, at modtageren

skal beskattes af rejsens reelle økonomiske værdi (anslået til 450 kr.,

medens giveren havde betalt 4.255 kr. for rejsen).

Ved værdiansættelsen kan den af ligningsrådet fastsatte værdi af fri kost,

som for indkomståret 1984 udgør 39 kr. pr. dag, være retningsgivende.

En skatteyder, der af sin i U.S.A. bosatte svigersøn var blevet anmodet om

at vidne i en mod svigersønnen anlagt straffesag, og som af svigersønnen

havde fået betalt sin billet til rejsen, kunne allerede under hensyn til

rejsens formål ikke anses indkomstskattepligtig af nogen del af værdien

heraf, lsr. 1963.105.

Kontante gavebeløb, der ydes med henblik på en rejse, men som ikke er

betinget af, at der foretages en rejse, er fuldtud indkomstskattepligtige.

En frirejse, der er vundet som gevinst ved en offentlig bortlodning, skal

ikke indkomstbeskattes i de tilfælde, hvor arrangøren af bortlodningen har

betalt afgift af gevinstens værdi.

En radio- og TV-forhandler ansås for skattepligtig af 6.000 kr., der

udgjorde den skønsmæssigt ansatte værdi af en af et leverandørfirma

arrangeret frirejse til USA og Det fjerne Østen, idet rejsen ansås for at

have været af overvejende turistmæssig karakter, lsr. 1980.57.

4.1.4. Gældseftergivelse .

Hvor en gave forekommer i form af en gældseftergivelse, skal værdien af

gaven ansættes til fordringens værdi. Ved HD af 20. december 1979 blev den af

skattemyndighederne hidtil fulgte praksis, hvorefter arvingsgæld altid blev

fastsat til kurs 100 tilsidesat, idet højesteret fastslog, at det var værdien

i handel og vandel af den arvede fordring, der skulle afgiftsberigtiges. Som

følge af denne afgørelse blev en ved højesteret verserende sag om værdien af

en gave i form af eftergivelse af gæld i henhold til nogle pantebreve forligt

således, at gaveafgiften skulle beregnes på grundlag af pantebrevenes

handelsværdi, skd.53.173 og tilsvarende lsr.1981.58.

Hvis den eftergivne fordring var værdiløs, foreligger der ikke nogen gave.

Hvis en kreditor afgiver saldokvittering mod at modtage et mindre beløb

end det skyldige, og det må formodes, at debitor ikke ville have været i

stand til at betale det fulde beløb, foreligger der ikke nogen gave, se bl.a.

lsr.1944.60 og 1974.28. I lsr.1954.104 antog landsskatteretten, at der forelå

en delvis gave, idet debitor var i besiddelse af realisable midler til

betaling af hele gælden.

Hvor eftergivelse af gæld helt eller delvis fremtræder som led i en samlet

akkord eller anden samlet kreditorordning, sker der i almindelighed ikke

nogen beskatning af gældseftergivelsen, se L 3.6.6.

4.1.5. Påtagelse af forpligtelse .

Hvor en gave består i en forpligtelse til at udrede løbende kontante

ydelser, må der tages stilling til, hvorvidt der foreligger en kapitalgave,

der skal beskattes i det år, hvori tilsagnet om gaven er ydet, eller en

aftægts- eller underholdsydelse, hvis skattemæssige stilling er omtalt under

punkt E 3.4.

Hvis gavetilsagnet går ud på, at der uden særlige betingelser og uden

forbehold (stiltiende eller udtrykkeligt) om ophør ved givers eller

gavemodtagers død ydes et bestemt årligt beløb, indtil der ialt er ydet et

klart fikseret beløb eller et bestemt beløb i en bestemt årrække, foreligger

der en kapitalgave. Værdien af denne gave beskattes som nævnt i det år,

tilsagnet opnås, og værdiansættelsen foretages under hensyntagen til den

afdragsvise erlæggelse. De årlige ydelser anses som afdrag på gæld og

medtages ikke ved indkomstopgørelsen.

4.1.6. Arveafkald .

Arveafkald på en endnu ikke falden arv vil, selv hvor det ydes til fordel

for bestemte medarvinger, normalt ikke indeholde nogen skattepligtig

gaveydelse, jfr. til dels lsr.1963.6. Gives der derimod afkald på en allerede

falden arv, må det undersøges, om den trufne disposition med hensyn til

arvens fordeling har støtte i arveladerens bestemmelser, således at

beskatning undlades, hvis den foretagne arvedeling blot er udtryk for

arveladerens ønsker med hensyn til fordelingen af hans efterladenskaber. Der

kræves ikke nogen gyldig testamentarisk disposition fra arveladerens side for

at lægge arveladerens ønsker til grund ved skiftet, se f.eks. lsr. 1943.39 og

1978.56, hvor indkomstbeskatning blev undladt.

Har den stedfundne skævdeling af arven ingen støtte i arveladerens

dispositioner, må et arveafkald anses som en disposition, der - udover

afkaldsgiverens betaling af arveafgift - kan udløse beskatning af gavens

værdi hos den begunstigede. Se f.eks. skd.70.427.

Hvis arveafkald er meddelt, inden arvingerne har tiltrådt arven, hvilket

for privatskiftede boers vedkommende vil sige, inden boet er udleveret

arvingerne til privat skifte, og for offentligt skiftede boers vedkommende,

inden der er truffet bestemmelse om vedgåelse eller ikke-vedgåelse af gælden,

medfører afkaldet normalt ikke gavebeskatning hos medarvingerne, jfr.

lsr.1963.6 og skd.35.3. Men gives afkaldet til fordel for bestemte

medarvinger (afkald af dispositiv karakter), skal der dog ske gavebeskatning

hos de begunstigede medarvinger, selv om afkaldet gives, før arvingerne har

tiltrådt arven, skd.48.20.

Er der givet afkald, efter at arvingerne har tiltrådt arven, betragtes det

merbeløb, der tilfalder medarvinger i kraft af afkaldet, ikke som arv, men

som en gave fra afkaldsgiveren. Virkningen heraf er, at der skal svares

indkomstskat af gaven, eller, hvis der er tale om en nærpårørende,

gaveafgift. Det bemærkes i den forbindelse, at gaver til søskende er

indkomstskattepligtige. Se lsr.1961.15 og 1970.117 samt lsr.1983.40.

Delvis afkald samt andre problemer om afkald er behandlet af Vagn

Carstensen i UfR 1974 B, s.13, der især drejer sig om afgiftsmæssige

problemer, men også omhandler indkomstskattemæssige forhold.

4.1.7. Arveforskud .

Litteratur: Just Munch: Arveforskud i afgiftsmæssig belysning, S.O. 1972,

s.180 ff.

Det fremgår af SL § 5b, at forskud på såvel falden som ikke-falden arv

ikke skal medtages ved indkomstopgørelsen, men der svares normalt enten arve-

eller gaveafgift af sådanne arveforskud, SL § 5b og arveafgiftslovens § 4e,

jfr. § 44, stk.1.

Når der ydes arveforskud til giverens afkom, stedbørn og disses afkom,

afdødt barns eller stedbarns ægtefælle, eller til forældre, stedforældre og

bedsteforældre samt til giverens samlevende ægtefælle (hvis gaven bliver

særeje) skal der normalt svares gaveafgift ved ydelsen af arveforskuddet.

Dette gælder også, hvis giveren bor i udlandet.

Ydes arveforskuddet til andre end de foran nævnte, skal der hverken svares

gaveafgift eller indkomstskat, men derimod arveafgift ved arveladerens død.

Bor giveren i udlandet skal arveforskuddet hverken beskattes eller

afgiftsbelægges (for en herboende modtager), medmindre arveforskuddet er fast

ejendom m.v., jfr. lov om afgift af arv og gave § 8.

Betingelserne for at anse en ydelse til en ikke-nærtbeslægtet, som et

ikke-indkomstskattepligtigt arveforskud er, dels at modtageren er aktuelt

arveberettiget efter yderen (efter loven eller i henhold til testamente, lsr.

1942.127 og 1959.21), dels at der er udstedt arveforskudsbevis, eller at der

foreligger andre omstændigheder, der viser, at det modtagne beløb skal

afkortes i senere arv, og dels, at der er en vis sandsynlighed for, at

modtageren vil overleve overdrageren.

Som eksempel på »andre omstændigheder«, der kan

»dokumentere« en arveforskudshensigt, kan henvises til lsr.

1978.170, hvor forskelsværdien mellem overdragelsessummen og handelsværdien

af et sommerhus ansås for et arveforskud, idet sælgeren i et forud for

overdragelsen oprettet testamente havde testamenteret ejendommen til køberen

som legat og i en efter overdragelsen oprettet codicil til testamentet havde

tillagt køberen det pantebrev, som denne havde udstedt som delvis betaling

for ejendommen, jfr. tilsvarende lsr.1982.50.

Man har tidligere i nogle tilfælde godkendt, at det var tilstrækkeligt for

at anerkende, at et beløb var ydet som arveforskud, at der først senere blev

udstedt arveforskudsbevis, men efter at reglerne i arveforordningens §§ 10-13

er ophævet ved arveloven af 1964, kan en giver af arveforskud ikke efter

gavens givelse meddele pålæg om afkortning i arven, hvorfor det nu kræves, at

der allerede i forbindelse med ydelsen af arveforskud er udstedt

arveforskudsbevis eller dog truffet aftale om afkortning i senere arv.

Det anerkendes i praksis, at der også til legatarer kan ydes arveforskud.

Udbetales kun en del af legatet, må der i arveforskudsbeviset være indsat

bestemmelse om afkortning, også selvom der ydes alle legatarer lige meget i

arveforskud.

Vederlag for at give arveafkald anses som arveforskud, jfr. skd.59.350,

hvor der blev beregnet gaveafgift af de vederlag, som 5 stedbørn havde

modtaget for at give arveafkald.

4.1.8. Beskatningstidspunktet .

En gave skal medtages ved indkomstopgørelsen, når modtageren er

underrettet om gaven, lsr. 1945.25. Der kan imidlertid være knyttet sådanne

betingelser til gaven, at beskatningstidspunktet udskydes, lsr. 1946.153,

hvor gavemodtageren først blev beskattet af gaven ved rentenyderens død. Om

beskatning af gaver med forbeholdt rentenydelsesret, se E 4.3.3.

Det forekommer, at gavemodtageren senere, når han bliver klar over gavens

skattemæssige konsekvenser, giver afkald på den. Et sådant afkald kan normalt

ikke tillægges skattemæssig betydning, lsr. 1950.142. Se om afkald på indtægt

i afsnit C 1.4.

Såfremt en gaveoverdragelse af aktier er sket under forudsætning af, at

amtsskatteinspektoratet godkender den i gaveanmeldelsen anførte aktiekurs,

anses gaven i skattemæssig henseende for ydet på det tidspunkt, hvor

modtageren af gaven er underrettet om gaven, uanset om det pågældende vilkår

først opfyldes på et senere tidspunkt. Gavedispositionen vil kunne annulleres

med skattemæssig virkning fra gavetidspunktet, såfremt

amtsskatteinspektoratet fastsætter en højere værdi af aktierne, idet en

afgørende forudsætning fra giverens side må anses for bristet. Det må dog

være en forudsætning, at gaven annulleres i umiddelbar forbindelse med den

endelige afgørelse af aktiernes værdi til gaveafgiftsberegningen, skd.16.48.

4.2. Afgiftspligtige gaver .

Gaver, der ydes til nært beslægtede, skal gaveafgiftsberigtiges. Nært

beslægtede er børn, stedbørn og disses afkom, afdødt barns eller stedbarns

ægtefælle samt forældre, stedforældre og bedsteforældre. Endvidere

sidestilles adoptivforhold med slægtskabsforhold, hvorimod plejeforhold ikke

er omfattet af gaveafgiftsreglerne.

Reglerne om gaveafgift findes i lovbkg. nr.310 af 23.juni 1983 af lov om

afgift af arv og gave.

Gaver mellem ægtefæller, hvor gaven gives fra den ene ægtefælles bodel til

den anden ægtefælles bodel er afgiftsfrie, idet dispositionen ikke forrykker

ejerforholdet (boslodderne) mellem ægtefællerne p.gr.a. formuefællesskabet.

Gaver fra en ægtefælles særeje til den anden ægtefælles bodel er ligeledes

afgiftsfrie. Kun gaver, der bliver modtagerægtefællens særeje, skal

afgiftsberigtiges.

Der foreligger ikke en gaveafgiftspligtig disposition ved oprettelse af en

ægtepagt, hvorved der fra fællesboet og fra mandens bodel udskilles aktiver,

repræsenterende lige store beløb, til ægtefællernes respektive særejer,

skd.54.209.

Derimod foreligger der en gave, der skal afgiftsberigtiges, når der

overføres værdier fra den ene ægtefælles særeje til den anden ægtefælles

særeje. Såfremt giverægtefællen overfører værdier fra sin bodel til den anden

ægtefælles særeje, er det kun halvdelen af gavens værdi, der skal

afgiftsberigtiges, da modtagerægtefællen i kraft af formuefællesskabet i

forvejen ejede halvdelen af gavens værdi.

Afgift erlægges også for gaver, der fremkommer ved køb eller anden

retshandel, hvor modtageren ikke har ydet fuldt vederlag.

Gaveafgiften erlægges under eet for alt, hvad der i et kalenderår er ydet,

fra samme giver til samme gavemodtager.

Der svares kun afgift af beløb, der overstiger 8.000 kr. inden for et år.

For samlevende ægtefæller gælder den særlige regel, at der ikke betales

afgift af afgiftspligtige beløb indtil 100.000 kr.

Ved sammenlægning er det giverens forhold der er afgørende. En gave fra en

fader sammenlægges således ikke med en gave fra bedstefaderen, i begge

tilfælde beregnes afgift med to skattefri bundgrænser på 8.000 kr.

Hvis såvel faderen som moderen har særeje, og der tillige findes

fælleseje, kan der fra hver af de tre formueområder gives en gave på 8.000

kr. til hvert barn, uden at der svares afgift.

Afgiftsfri er: 1) Underhold i yderens hjem eller på hospital, plejehjem

eller lignende uden hensyn til gavens størrelse, 2) gaver, der ydes til afkom

samt stedbørn og disses afkom til personlig benyttelse og brug, bestående af

møbler samt andet udstyr, forsåvidt den samlede værdi af, hvad der i eet

kalenderår er ydet, ikke overstiger 5.000 kr. I modsat fald er det

overskydende beløb afgiftspligtigt.

De nævnte regler kommer også til anvendelse på gaver fra barnefaderen til

hans uden for ægteskab fødte barn samt på gaver til svigerbarn, der lever i

sædvanligt formuefællesskab med giverens barn, såfremt gaven indgår i

formuefællesskabet. Såfremt gaven bliver svigerbarnets særeje, er gaven

indkomstskattepligtig.

Gaver til afdødt barns ægtefælle belægges med gaveafgift, medmindre

ægtefællerne var skilt eller separerede ved dødsfaldet.

Gaver fra plejeforældre til plejebørn samt gaver mellem søskende er

indkomstskattepligtige.

Bestemmelsen om, at gaver ydet fra stedbørn til stedforældre er undergivet

gaveafgift, gælder også, når et i et ægteskab indbragt særbarn efter

ægteskabets opløsning har ydet en gave til sin tidligere stedfader eller

-moder, lsr. 1970.116.

Gaveafgiftsreglerne kommer også til anvendelse, selv om gavegiveren er

bosat i udlandet.

En udenlandsk statsborger med fuld skattepligt til Danmark, der ved sit

fyldte 25. år ville få en trustkapital i New Zealand, oprettet af

bedstefaderen, udbetalt til fri rådighed, var ikke indkomstskattepligtig af

udbetalingen, men alene gaveafgiftspligtig. Efter danske retsregler måtte

udbetalingen anses som en båndlagt gave fra truststifteren til barnebarnet.

Ændring af værdiansættelsen i gaveanmeldelsen .

Parterne er bundet af den værdiansættelse, de har anført i en

gaveanmeldelse. Amtsskatteinspektoratet kan som efterprøvende myndighed ændre

værdiansættelsen, hvis den af parterne anførte værdi ikke svarer til det

overdragnes værdi i handel og vandel på gavetidspunktet.

Amtsskatteinspektoratets ændring skal ske inden 3 måneder efter anmeldelsens

modtagelse, og parterne skal have lejlighed til at ytre sig skriftligt eller

mundtligt inden ændringen, såfremt dette ikke medfører overskridelse af en

lovbestemt frist eller lignende, jfr. skd.cirkulæreskrivelse af 4.marts 1983.

I skd.cirk af 2. sept. 1983 henledes opmærksomheden på ØLD af 7.sept.

1982, som fastslår, at "der ikke er grundlag for at antage, at

skattemyndighedernes efterprøvelse af værdiansættelserne i en gaveanmeldelse

alene eller i det væsentlige skal sikre, at ansættelsen ikke er for lav.

Såfremt ansættelsen anses for at være for høj, skal der også foretages en

ændring."

4.3. Gaver, der hverken er indkomstskattepligtige eller

afgiftspligtige .

4.3.1. Lejlighedsgaver .

I praksis sker der ikke nogen beskatning af lejlighedsgaver af

traditionelt præg, såsom fødselsdags-, bryllups- og sølvbryllupsgaver

o.lign., såfremt der er tale om gaver af mindre omfang, se lsr. 1954.101

(gavepakke) 1958.104 (ikke beskatning af værdien af et fjernsynsapparat

skænket af en kreds af slægtninge som jule- og fødselsdagsgave for flere år)

1965.16 (gave i form af et fjernsynsapparat fra en forening, som

gavemodtageren havde stiftet og været formand for, ikke anset skattepligtig).

En studerende modtog efter studentereksamen et legat på 700 kr., der

ifølge legatfundatsen skulle tildeles en dansksindet elev fra en bestemt

sønderjysk skole. Legatet var tildelt uden ansøgning, og landsskatteretten

fandt, at tildelingen kunne sidestilles med en lejlighedsgave, der ikke

oversteg det efter forholdene naturlige niveau for en sådan gave, og herefter

kunne der bortses fra beskatning af beløbet, lsr.1984.63.

En skatteyder, der i anledning af sit bryllup modtog en gave på 5.000 kr.

fra en moster, blev under hensyn til beløbets størrelse anset

indkomstskattepligtig af gaven, lsr. 1971.25.

En skatteyder, der havde haft feriegæster fra U.S.A., og som modtog en

kontant gave fra disse, blev ikke beskattet heraf på grund af den nære

forbindelse mellem gaven og de af ham afholdte udgifter, lsr. 1969.28.

Gaver af større værdi imellem forretningsforbindelser er ikke fritaget for

beskatning.

Lejlighedsgaver, herunder jule- og nytårsgaver, fra arbejdsgiveren,

omtales i afsnit D 1.9.5.

4.3.2. Indsamlede gaver .

Gaver, der hidrører fra indsamlede bidrag, er skattefri ifølge LL § 7a.

Det er herved forudsat, at gaven er oppebåret en gang for alle og alene har

karakter af en anerkendelse af modtagerens fortjenester.

Som »indsamlet« betragtes et gavebeløb ikke alene, hvor

indsamlingen henvender sig til offentligheden, men også hvor den finder sted

blandt personalet i en institution eller virksomhed. Den omstændighed, at to,

tre eller flere personer slår sig sammen om en gave, er dog ikke

tilstrækkelig til, at gaven kan betragtes som tilvejebragt ved indsamling af

bidrag. Hertil må kræves, at indsamlingen har været organiseret over en vis

større kreds, jfr. skattedepartementets cirkulære af 5. jan. 1943, og at der

har været tale om en egentlig indsamling, jfr. lsr.1963.104, 1065.15, 1969.27

og 1981.57.

Gavebeløb, der er udredet af arbejdsgiveren, kan ikke betragtes som

»indsamlet«. Sådanne gavebeløb vil på den anden side ofte falde ind

under bestemmelserne i lov om særlig indkomstskat om fratrædelsesgodtgørelse

eller jubilæumsgratiale.

4.3.3. Gaver med forbeholdt udbytteret .

Efter lov om afgift af arv og gave § 5b skal en gave, der gives i levende

live, hverken indkomstbeskattes eller gaveafgiftberigtiges, såfremt giveren

har forbeholdt sig indtægterne eller brugen og nytten for sin livstid eller

for et tidsrum, som endnu ikke er udløbet ved hans død. Ved giverens død

svares der i så fald arveafgift.

Ophører indtægts- eller brugsnydelsen inden giverens død, svares der i

henhold til § 44, sidste stk., gaveafgift af hele kapitalen efter

værdiforholdene ved ophøret af den forbeholdte nydelse, forudsat at gaven i

øvrigt omfattes af gaveafgiftsreglerne, og hvis dette ikke er tilfældet, må

beløbet indkomstbeskattes hos modtageren. Til belysning af spørgsmålet se

lsr. 1958.103.

Overdrages en fast ejendom, således at giveren forbeholder sig nytten og

brugen af ejendommen for sin livstid, skal der på overdragelsestidspunktet

svares afgift/indkomstskat af gavens værdi, såfremt giveren alene forbeholder

sig brugen af en del af ejendommen. Ved fastsættelse af gavens værdi må der

tages hensyn til værdien af den kapitaliserede boligret.

Har giveren forbeholdt sig brugen af hele ejendommen, og skal

gavemodtageren fremtidigt betale ejendommens udgifter, skal der betales

afgift/indkomstskat allerede ved gavens modtagelse, og der skal ved

fastsættelse af gavens værdi tages hensyn til den kapitaliserede brugsret.

Såfremt giveren derimod fortsat afholder udgifterne vedrørende den

bortskænkede ejendom, udskydes afgiftsberegningen til giverens død, således

at der alene bliver tale om arveafgiftsberegning, se lsr. 1974.118, uanset

slægtskabsforholdet mellem giver og gavemodtager. Ophører brugsretten

imidlertid inden giverens død, skal der på ophørstidspunktet svares

gaveafgift/indkomstskat af gavens værdi på ophørstidspunktet.

Har en person bortskænket en kapital, men forbeholdt sig

rentenydelsesretten, finder bestemmelsen i § 5b anvendelse, således at der

hverken svares afgift eller indkomstskat på gavetidspunktet. Dette gælder

selvom gavemodtageren får fri rådighed over kapitalen. Er det forbeholdte

udbytte større eller mindre end det hidtil oppebårne udbytte, beregnes der

gaveafgift/indkomstskat af kapitalen med fradrag af kapitalværdien af

rentenydelsen, lsr. 1971.26.

4.4. Hædersgaver .

4.4.1. Fonds, legater m.v. - særlig indkomst .

Som særlig indkomst beskattes gave- og legatbeløb, der er ydet en gang for

alle af offentlige midler, legater, kulturelle fonds o.lign. her i landet

eller i udlandet, når gaven eller legatet udelukkende har karakter af en

anerkendelse af modtagerens fortjenester, jfr. LOSI § 2, nr. 16.

Om den nærmere forståelse af udtrykket »offentlige midler, legater og

kulturelle fonds o.lign.« henvises til lsr. 1969.109, hvorefter

landsforeningen til bekæmpelse af kredsløbssygdomme's hædersgave til en læge,

blev anset omfattet af § 2, nr.16, idet der blev lagt vægt på, at foreningen,

der er landsomfattende med et stort antal medlemmer, har et klart

almennyttigt formål (selvom beløbet altså her ikke var ydet fra en egentlig

fond eller lign.). Ligeledes er en hæderspris fra foreningen til

hjertesygdommens bekæmpelse samt Carnegiefondets belønninger anset omfattet

af § 2, nr.16.

Omvendt vil »hædersgaver«, der udredes af foreninger uden

almennyttigt formål, og som hidrører fra foreningens almindelige midler, ikke

være omfattet af § 2, nr.16. Således kunne Hygiejneprisen, der var ydet af en

brancheforening, ikke antages at have en sådan honorær baggrund, at den kunne

beskattes som særlig indkomst, lsr. 1976.118.

En købmand modtog et legat, der var tildelt som en anerkendelse af

skatteyderens særlige indsats som bestyrelsesmedlem (sekretær) i

købmandsforeningen og ikke som en anerkendelse af skatteyderens fortjenester

i almindelighed. Beløbet ansås ikke for omfattet af § 2, nr.16, lsr. 1981.56.

En legatportion på 12.000 kr., som en boelsmand havde modtaget fra en

kreditforenings jubilæumsfond som anerkendelse af hans langvarige virke inden

for dansk landbrugs faglige organisationer, ansås for omfattet af den

omhandlede bestemmelse, idet der ikke fandtes holdepunkter for den ved den

påklagede ansættelse anlagte forståelse af bestemmelsen, hvorefter

»legater, kulturelle fonds o.lign.« skulle hidrøre fra

»offentlige midler«, lsr. 1980.55.

En museumsbetjent havde i sin fritid været beskæftiget som ulønnet

idrætsleder, og i denne egenskab havde han af en lokal fond, oprettet af

brugsforeningen i hans bopælskommune, fået udbetalt et beløb på 3.000 kr.

Dette beløb ansås også for omfattet af § 2, nr.16, lsr. 1980.180.

Et legatbeløb på 25.000 kr. fra Veluxfonden til en numismatiker ansås

omfattet af §2, nr.16, lsr.1982.63.

Fra Fællesbankens Fond belv en hædersgave på 20.000 kr. tildelt en person,

der havde virket i sparekasseverdenen i mere end 30 år. Landsskatteretten

fandt, at LOSI § 2, stk. 16 ikke indeholder en betingelse om, at den

udbetalende fond skal have et almennyttigt formål, og beløbet blev herefter

beskattet som særlig indkomst, lsr.1984.62.

Rådet for større færdselssikkerhed uddeler indtil 10 gaver årligt, hver af

en værdi ikke over 500 kr. til personer, der har gjort et særligt

påskønnelsesværdigt arbejde for færdselssikkerheden. Sådanne gaver anses som

hædersgaver, forudsat at gaven er ydet en gang for alle, samt at gaven ikke

har karakter af arbejdsvederlag.

Angående udtrykket »udelukkende anerkendelse af modtagerens

fortjenester« kan anføres, at enker, der modtager hædersgaver på grund

af afdødes indsats som hovedregel ikke er anset omfattet af bestemmelsen,

hvorfor sådanne beløb må beskattes med almindelig indkomstskat.

Hvis LOSI § 2, nr. 16 skal anvendes må gave- eller legatbeløbet ikke være

ydet på grund af et specielt værk. En forfatter, der modtager en ydelse på

grund af en speciel bog, kommer normalt ikke ind under reglerne om særlig

indkomst. Hertil må kræves, at gave- eller legatbeløbet skal være ydet ham

som en anerkendelse af hans forfatterskab som sådan.

Et beløb på 10.000 kr. modtaget for besvarelsen af en prisopgave kunne

således ikke anses omfattet af § 2, nr. 16, men ansås almindeligt

indkomstskattepligtigt, lsr. 1981.55.

En legatportion på 5.000 kr. fra Knud Højgaards Fond uddelt efter

ansøgning til teknikerstuderende efter studiets første del, blev anset for

almindelig indkomst. Tildelingen kunne ikke betragtes som udelukkende at have

karakter af en anerkendelse af modtagerens fortjenester, jfr. lsr.1984.64.

4.4.2. Almindelig indkomstskat .

Som almindelig indkomst beskattes:

a. Beløb, der ydes over en årrække, lsr. 1959.24 og 25.

b. Beløb, der er en belønning for arbejds- eller bistandpræstationer, lsr.

1980.56 og 1984.146.

c. Beløb, der er klausuleret, f.eks. beløb, der ydes til fortsat

videnskabeligt arbejde eller beløb, der ydes til køb af bøger (boglegater).

d. Præmier udbetalt på grundlag af konkurrence, lsr.1978.86 og 1981.55.

e. Idebelønninger til lønmodtagere for rationaliseringsforslag o.lign.,

lsr. 1970.115, og beskatning af penge og genstandspræmier, der ydes til

statens ansatte for rationaliseringsforslag, skd.17.110.

Af særlige afgørelser skal nævnes:

VLD af 18. februar 1980 (Skd.54.227) vedrørende en forfatter som i 1973

modtog en legatportion på 2.000 kr. og i 1974 en legatportion på 5.000 kr.

fra samme legat. Forfatteren havde i en årrække arbejdet på et særligt

kartotek over bøger, og det var for denne indsats hun modtog legatbeløbene,

der blev tildelt uden ansøgning og uden betingelser. Hun modtog kun legaterne

de to år.

Landsskatteretten fandt, at det legatbeløb, hun modtog i 1973, var

omfattet af § 2, nr.16, i LOSI, medens det legat, som hun modtog i 1974, på

baggrund af tildelingen i 1973, ikke kunne anses for ydet en gang for alle,

hvorfor det faldt uden for nævnte bestemmelse.

I VLD bemærkes det, at den hende i 1974 tildelte legatprotion er ydet

hende for samme indsats som den, for hvilken kun i 1973 havde modtaget en

legatportion. I hvert fald under disse omstændigheder findes det i 1974

tildelte beløb ikke at kunne anses for ydet hende en gang for alle, og det

var således ikke omfattet af bestemmelsen i § 2, nr.16.

En skuespiller havde modtaget to legater i 1978. Udformningen af de to

legaters fundatser udelukkede ikke, at legaterne blev tildelt samme person

flere gange, men alligevel anså landsskatteretten legaterne for omfattet af

LOSI § 2, nr.16, bl.a. under hensyn til at det var oplyst, at klageren ikke

tidligere havde modtaget de omhandlede legater, og at der i øvrigt ville være

i strid med formålet og ideen bag legaternes fundatser, om samme kunstner fik

tildelt legatet flere år i træk, lsr.1981.166.

Beløb, der udbetales sammen med universitetsguldmedaljer, anses som

skattepligtig almindelig indkomst, lsr.1959.23, idet dog modtagerens

omkostninger i forbindelse med guldmedalje af handlingen blev tilladt bragt

til fradrag ved indkomstopgørelsen.

En skatteyder, der var ansat ved Handelshøjskolen i København, modtog

Tietgen-prisbelønningen på 10.000 kr. samt en guldmedalje for en afhandling,

der blev anvendt til opnåelse af licentiatgrad.

Da prisbelønningen måtte anses for at være tildelt ham for den

arbejdsmæssige indsats ved udarbejdelsen af afhandligen, blev beløbet

beskattet som almindelig indkomst, lsr.1984.146.

Se også ØLD af 19.august 1976 vedrørende F.L. Smidth og Co A/S's

Mindelegat af 1964, hvor ydelserne blev anset som almindelig indkomst, da der

var en nær sammenhæng mellem arbejdsgiver og legatbestyrelse, og tildeling

kun kunne ske til de i virksomheden ansatte i forbindelse med deres virke

der, jfr. tilsvarende lsr. 1980.56.

Udbetalinger fra statens kunstfond anses ligeledes for almindelig

indkomstskattepligtige, hvadenten der er tale om de almindelige 3-års

stipendier eller om engangsbeløb, der er ydet som støtte til forfattere og

kunstnere som anerkendelse for værker, hvor det økonomiske udbytte ikke står

i rimeligt forhold til den kunstneriske indsats, lsr. 1967.108, hvor et

sådant beløb primært blev anset som en slags erstatning for manglende

indtægter grundet svigtende salg. Se også lsr. 1970.114 og lsr. 1975.21.

Det samme er tilfældet med de understøttelser til kunstnere og forfattere,

der ydes over finansloven, lsr. 1954.118. Yder kunstfonden studierejselegater

eller udgivelsesstøtte, behandles disse udbetalinger efter samme regler som

fastsat i ligningsrådets anvisning om legater ydet til studierejser og

videnskabelige arbejder.

Også forfatterprisen for børne- og ungdomsbøger, anses for almindelig

skattepligtig indkomst, lsr. 1970.114, og det samme gælder hædersgaver fra

Hærens linieofficerskorps Jubilæumsfond.

Derimod er kvalitetsbidrag fra filmfonden i henhold til film- og

biograflovens § 18, stk. 2, anset omfattet af reglerne i LOSI § 2, nr.16.

4.4.3. Skattefri hædersgaver .

Hæderspriser, der udbetales i henhold til Nobelstiftelsens Grundstadgar

samt Nordisk Råds Litteratur- og Musikpris er fritaget for såvel almindelig

som særlig indkomstskat, LL § 7v.

4.5. Dusører .

Dusører og belønninger for fortjenstfulde handlinger er skattepligtig

almindelig indkomst, men SD kan i henhold til LOSI § 17, stk.2 bestemme, at

sådanne beløb beskattes som særlig indkomst, såfremt de ydes for

fortjenstfulde handlinger, som det ligger uden for modtagerens erhverv at

udføre. Der tænkes på dusører og belønninger for indsats for at redde

menneskeliv eller for medvirken til opklaring af forbrydelser.

En dusør udbetalt af en bank for et forsøg på at afværge et bankrøveri,

blev beskattet efter § 17, stk. 2.

Dusører, der udbetales af politiet til personer uden for politiet for

resolut og modig handling eller for bistand til opklaring af forbrydelser,

kan ifølge skattedepartementets cirk. af 30.april 1982 anses for særlig

indkomst uden ansøgning. Det vil for fremtiden være tilstrækkeligt, at

modtageren på selvangivelsen opfører beløbet i rubrikken for særlig indkomst

(skd.61.131).

En skatteyder, der drev selvstændig erhvervsvirksomhed med salg af geværer

og rifler og havde autorisation som våbenhandler, blev bekendt med, at et

gevær, han havde købt af en privat person, var stjålet, og som led i

afleveringen modtog han en dusør, som dog ikke kunne beskattes som særlig

indkomst efter § 17, stk. 2, da afleveringen af det stjålne gevær må anses at

være en handling, som henhører under erhvervet som våbenhandler.

Carnegiefondets belønninger for heltemodige handlinger anses omfattet af

reglen i § 2, nr.16, jfr. skd.cirk. af 23.februar 1968, også når der er tale

om redningsaktioner m.v. udført af professionelle.

4.6. Gevinster .

Efter bestemmelsen i SL § 4f skal indtægter af lotterispil samt andet spil

og væddemål medregnes ved indkomstopgørelsen.

4.6.1. Ikke skattepligtige .

Visse gevinster er ikke indkomstskattepligtige, idet der i stedet svares

en afgift til staten. Det drejer sig om følgende:

1) Klasselotterigevinster, præmieobligationsgevinster og gevinster ved

tipning og V6-spillet er i henhold til særlige lovbestemmelser ikke

indkomstskattepligtige (hvorimod der ved gevinstudbetalingen fradrages en 15

pct.'s afgift af den del af gevinstbeløbet, der overstiger 200 kr.).

2) Endvidere svares der af lotterigevinster i henhold til

lotteriafgiftsloven en særlig afgift (ved kontante gevinster: 15 pct. af den

del af beløbet, der overstiger 200 kr., ved andre gevinster: 17,5 pct. af den

del af værdien, der overstiger 200 kr.).

De gevinster, der omfattes af denne lovgivning, er:

Gevinster i landbrugs- og varelotteriet.

Gevinster ved her i landet (bortset fra Færøerne og Grønland) afholdte,

offentlige bortlodninger - herunder bortlodning ved tombola. En gevinst

vundet ved udtrækning mellem slutsedler udstedt ved køb af automobiler hos

autofirma var ikke indkomstskattepligtig, men afgift måtte betales af firmaet

i henhold til lotteriafgiftsloven. Se tilsvarende om en ejendomshandlers

lodtrækning blandt klienter, skd.26.201.

Gevinster ved her i landet (bortset fra Færøerne og Grønland) afholdte

præmie- og gættekonkurrencer, der henvender sig til offentligheden (herunder

de af dag- og ugeblade arrangerede konkurrencer).

Om præmier o.lign. til idrætsfolk, se D 3.25.

4.6.2. Skattepligtige gevinster .

Da lotteriafgiftsloven kun omfatter offentlige bortlodninger, d.v.s.

bortlodninger, hvortil der kræves tilladelse fra det offentlige, samt præmie-

og gættekonkurrencer, der henvender sig til offentligheden, er alle andre

gevinster end de foran under E 4.6.1. omtalte fuldt ud skattepligtige. Det

gælder således følgende:

Gevinster hidrørende fra ikke-offentlige bortlodninger, som f.eks.

lodtrækninger mellem medlemmerne af en forening eller blandt funktionærerne i

et firma (f.eks. ferie- eller julelotteri), lsr. 1955.38.

Medlemmer af kunstforeningen »Den Frie Forårsudstilling«, der

hvert år deltager i en lodtrækning, om retten til at udtage et kunstværk af

en nærmere angiven værdi, anses indkomstskattepligtig af det vundne

kunstværks (skønsmæssigt ansatte) værdi.

Gevinster fra præmie- eller gættekonkurrencer, der ikke henvender sig til

offentligheden. En præmie i en konkurrence, der var arrangeret af en

tobaksfabrik for landets tobakshandlere, er således anset fuldt ud

indkomstskattepligtig.

Gevinster ved offentlige bortlodninger, præmie- og gættekonkurrencer, der

er afholdt på Færøerne, i Grønland eller i udlandet (f.eks. det irske

sweep-stake og det tyske lotto) samt D.O.B.S. (Danish Overseas Betting

Services).

Præmier, der er opnået ved deltagelse i konkurrencer af litterær,

kunstnerisk, videnskabelig eller teknisk karakter samt prisbelønninger for

besvarelse af opgaver af denne art. Disse er udtrykkelig undtaget fra

lotteriafgift, jfr. lovens § 1, stk.2. Se lsr.1981.55 om præmie for

besvarelse af en prisopgave.

Gevinster hidrørende fra kortspil (jfr. lsr.1957.21 vedrørende

præmiewhist), totalisatorspil og væddemål. Om totalisatorspil har

landsskatteretten fastslået, at der i gevinsterne kan fradrages ikke blot de

(dokumenterede) indskud, der har givet gevinster, men også de øvrige indskud,

som kan dokumenteres at være foretaget i årets løb, lsr. 1973.116. Der må i

disse tilfælde stilles strenge krav til dokumentationen, der i det mindste

bør være underbygget af et regelmæssigt ført regnskab over gevinster og

indskud. En eventuelt underskud er ikke fradragsberettiget.

Hvis gevinsten ikke består i et kontant beløb, men i naturalier, skal dens

handelsværdi (ved salg til forbruger) lægges til grund ved beregningen af det

skattepligtige beløb. I reglen kan man gå ud fra den i lotteriprogrammet

opgivne værdi, så længe det ikke er påvist, at denne afviger fra

handelsværdien. Hvis gevinsten imidlertid sælges i nær tidsmæssig tilknytning

til lodtrækningen, anvender man salgssummen, og det hvad enten denne er

lavere eller højere end katalogprisen, jfr. l.o.s.r. 1934.40 og lsr.1952.138.

Vindere af biler skal medregne bilen ved opgørelsen af den skattepligtige

indkomst og formue til værdien i handel og vandel, hvilket normalt vil sige

forhandlerprisen. I denne pris kan dog gives et passende nedslag, idet en

sådan vogn ofte har kørt adskillige km i reklamemæssigt øjemed inden

overdragelsen til vinderen.

5. Formueafkast

Efter SL § 4e medtages ved indkomstopgørelsen indtægter i form af rente

eller udbytte af obligationer, aktier og andre inden- og udenlandske

pengeeffekter, således også af udestående fordringer og af kapitaler, udlånt

her i landet eller i udlandet, med eller uden pant, mod eller uden

forskrivning. Om udbytte af aktier m.v., se K 2.

5.1. Renteindtægter .

5.1.1. Beskatningstidspunktet .

Renter kan og skal først medregnes ved indkomst- og formueopgørelsen for

det indkomstår, i hvilket de forfalder, lsr. 1960.69 og 1963.66. Se nedenfor

om eventuel periodisering af renter.

Forfalder renter for en længere periode på en gang f.eks. ved

låneoptagelsen eller ved lånets afvikling, skal der ved indkomstopgørelsen

for de indkomstår, som perioden omfatter, medregnes den renteindtægt, der

vedrører indkomståret.

Om beskatning af renteindtægter (periodisering) i forbindelse med

skattepligsophør henvises til A 1.6.

Renter af bank- og sparekassekonti skal medregnes til indtægten i det

indkomstår, hvori de tilskrives og dermed er forfaldne til betaling, og dette

gælder, hvad enten de hæves eller ikke, lsr. 1964.43. Det afgørende er

bankens eller sparekassens tilskrivningstermin, medens selve tilskrivningen i

bank- eller sparekassebogen er uden betydning.

Har man en sparekassekonto, der har tilskrivningstermin pr. 1.april, skal

der ved indkomstopgørelsen for 1984 medregnes renter fra 1.april 1983 til

31.marts 1984.

Såfremt en sådan konto er ophævet i 1984 efter den 1.april, skal de

renter, der i forbindelse hermed er tilskrevet kontoen fra 1.april til

opgørelsesdatoen, også medregnes i indkomsten i 1984.

Har man en bankkonto med rentetilskrivning pr. 31.december, bliver det

renterne fra 1.januar til 31.december 1984, der skal medregnes til indkomsten

for 1984.

Har banken f.eks. tilskrivningstermin pr. 31.jan., er det renterne fra

31.jan. 1983 til 31.jan. 1984, der nu skal medtages på selvangivelsen.

Er en sådan bankkonto ophævet efter den 31.jan. 1984, skal også renterne

fra 31.jan. til ophævelsesdagen medregnes.

For obligationer er renteterminerne sædvanligvis den 2.jan. og den 1.juli,

d.v.s. at der for 1984 skal medregnes de pr. 2.januar og 1. juli 1984

forfaldne renter.

Har man solgt obligationer mellem 2. januar og 1.juli, skal medregnes

renterne pr. 2.januar tillige med renterne indtil salgstidspunktet.

Er der solgt efter 1.juli, skal medregnes såvel de pr. 2.januar som de pr.

1.juli forfaldne renter, samt renterne indtil salgsdatoen.

Er der omvendt købt obligationer mellem 2.januar og 1.juli, skal kun de

pr. 1.juli forfaldne renter medregnes, og heri kan fratrækkes, hvad man ved

købet har betalt i refusion for renterne fra 2.januar til købsdatoen.

Er obligationerne først købt efter 1.juli 1984, bliver der ingen rente at

indtægtsføre i 1984, og den til sælgeren erlagte rente fra 1.juli skal i så

fald modregnes i den pr. 2.januar 1985 forfaldne rente d.v.s. i

1985-indkomsten.

5.1.2. Periodisering .

Ligningsrådet har vedtaget, at periodisering af renteindtægter og

-udgifter for fremtiden kan foretages efter følgende retningslinier:

Bogførings- og regnskabspligtige kan med virkning for opgørelsen af den

skattepligtige indkomst og formue vælge at periodisere renter, således at

beregnede renter fra sidste forfaldsdag og indtil statustidspunktet medregnes

ved såvel indkomst- som formueopgørelsen for det pågældende indkomstår.

Det er en forudsætning herfor, at samtlige renteindtægter og renteudgifter

periodiseres, samt at der til det regnskab, der vedlægges selvangivelsen,

gives en specifikation af, hvorledes de renter, der er forfaldne i

indkomståret, er reguleret med skyldige, henholdsvis tilgodehavende renter

ved årets begyndelse og slutning.

Det en gang valgte princip kan kun ændres efter tilladelse fra de stedlige

ligningsmyndigheder, SD-cirk.1981.23.

Den skattepligtige skal ved indkomstopgørelsen for overgangsåret medregne

dels årets forfaldne renteudgifter, dels beregnede renteudgifter fra sidste

forfaldsdag og indtil statustidspunktet. Ligeledes skal den skattepligtige

det pågældende år indtægtsføre årets forfaldne renteindtægter tillige med

beregnede renteindtægter fra sidste forfaldsdag og indtil statustidspunktet.

LL § 5, stk. 4 og 5 .

Ifølge LL § 5, stk. 4, er periodisering af renteindtægter og -udgifter

gjort obligatorisk for selskaber, der er omfattet af lov om visse selskabers

aflæggelse af årsregnskab m.v., banker, sparekasser, selskaber omfattet af

lov om visse kreditinstitutter og investeringsforeninger, der er

skattepligtige efter reglerne i selskabsskattelovens § 1, nr. 5a

(akkumulerende investeringsforeninger).

I LL § 5, stk. 5, er indsat en bestemmelse, der som noget nyt åbner

mulighed for, at også skattepligtige, der ikke er bogførings- eller

regnskabspligtige, kan opnå ligningsrådets tilladelse til at fordele

renteindtægter og -udgifter over den periode, renten vedrører. Ligningsrådet

kan tillade periodisering for både visse nærmere angivne grupper af

skattepligtige og for enkelte skattepligtige.

5.1.3. Debitors insolvens .

Skyldes manglende betaling af renter debitors insolvens, kan kreditor

undlade at medregne de ikke betalte rentebeløb fra det tidspunkt, hvor

insolvensen er konstateret. Insolvensen behøver ikke at være konstateret ved

forgæves udlæg eller andre retsskridt, hvis renterne efter en konkret

vurdering må anses for at være uerholdelige.

Evt. nedskrivning til 0 .

Ifølge en ny bestemmelse i LL § 5A kan de i et indkomstår forfaldne, ikke

betalte renteindtægter nedskrives til 0, selv om renteindtægten ikke kan

anses for uerholdelig. Det er dog en betingelse, at det pågældende

rentetilgodehavende ikke er betalt inden for fristen for rettidig indgivelse

af selvangivelsen for det pågældende indkomstår, og at den manglende betaling

er udtryk for skyldnerens misligholdelse.

Når et tilgodehavende, der er nedskrevet, bliver betalt, medregnes

betalingen ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det indkomstår,

hvori den finder sted.

Har skatteyderen opnået udsættelse med indgivelse af selvangivelsen -

enten automatisk eller efter ansøgning - forlænges fristen for modtagelsen af

betalingen tilsvarende.

Det er som nævnt en betingelse for nedskrivning, at den manglende betaling

skal være udtryk for debitors misligholdelse. Dette krav modvirker skjulte

aftaler, idet misligholdelse normalt indebærer en ret for kreditor til at

opsige fordringen til fuld indfrielse. Hvis den manglende rettidige betaling

skyldes en aftale - eventuelt stiltiende - mellem kreditor og debitor, må der

sondres mellem, om aftalen er indgået før eller efter det oprindeligt

fastsatte forfaldstidspunkt. Spørgsmålet har især interesse ved

december-terminer, hvor en forholdsvis kort udskydelse af forfaldstidspunktet

kan forrykke betalings- og fradragstidspunktet hen over årsskiftet.

Har kreditor og debitor før forfaldstidspunktet, aftalt, at renten først

skal forfalde året efter, udskydes både betalings- og fradragstidspunktet til

det efterfølgende år.

Er aftalen derimod indgået efter forfaldstidspunktet, udskydes

fradragstidspunktet ikke til det efterfølgende år. Der er således tale om

henstand efter forfaldstidspunktet. I denne situation vil der ikke være tale

om misligholdelse, og kreditor kan således ikke nedskrive den ubetalte rente

i medfør af § 5A. Debitor kan i denne situation fradrage den ubetalte rente i

det år, renten forfaldt efter den oprindelige aftale.

Personer, der periodiserer deres renteindtægter (jfr. E 5.1.2.) kan ikke

benytte sig af den nævnte nedskrivningsadgang, men skal indtægtsføre

renterne, selv om disse ikke er betalt. Først på det tidspunkt, hvor renterne

efter en konkret vurdering må anses for at være helt eller delvis

uerholdelige, kan de uerholdelige renter fradrages.

Når et rentebeløb, der er nedskrevet efter § 5A, bliver betalt, skal det

medregnes i det indkomstår, hvori beløbet bliver betalt.

Hvis den skattepligtiges fulde skattepligt ophører på et tidligere

tidspunkt, skal de tilgodehavende renter medregnes ved indkomstopgørelsen for

det indkomstår, hvori skattepligten ophører. Tilgodehavendet skal medregnes

efter dets værdi. Dette betyder, at tilgodehavendet kan medregnes med et

lavere beløb end dets pålydende, eventuelt til 0, hvis det må antages, at

skyldneren vil være helt eller delvis ude af stand til at betale.

Bestemmelsen finder anvendelse for indkomståret 1985 og senere indkomstår.

5.1.4. Rentebeskatning under særlige forhold .

Er der ikke ydet særskilt godtgørelse for vedhængende renter, skal der dog

normalt alligevel ske beskatning hos sælgeren, idet det må antages, at der

ved fastsættelsen af salgssummen er inkluderet et sådant vederlag. I et

tilfælde, hvor en skatteyder vederlagsfrit overdrog nogle gældsbreve til sine

børnebørn, kunne der således ikke med skattemæssig virkning bortses fra den

beregning af vedhængende renter, der normalt finder sted ved omsætning af

rentebærende fordringer, lsr. 1977.74. Se dog lsr. 1973.7, hvor man fandt det

betænkeligt at anse salgssummen som indeholdende godtgørelse for renter, idet

pantebrevet allerede ved overdragelsen var i høj grad nødlidende.

Derimod ansås det for godtgjort, at en pantekreditor havde fået fuld

dækning for de pr. auktionsdagen skyldige renter gennem den salgssum, han

havde opnået ved videresalg af ejendommen en måned efter, at han havde

overtaget den på tvangsauktion som ufyldestgjort panthaver, lsr.1980.96.

En pantekreditor overtog en ejendom som ufyldestgjort panthaver. Budsummen

udgjorde 450.000 kr. Forud for skatteyderens pantebreve havde stået gæld til

en kreditforening, nedbragt til 217.709 kr. samt restancer på i alt 36.137

kr. Skatteyderens eget tilgodehavende var på auktionstidspunktet nedbragt til

197.186 kr. samt restancer på i alt 32.459 kr. Kreditforeningens og

skatteyderens tilgodehavende incl. restancer havde således andraget 483.491

kr.

Landsskatteretten fandt, at den hidtidige ejer af ejendommen var

berettiget til fradrag for det indtil overdragelsestidspunktet påløbende

renter, som var betalt gennem budsummen, og at skatteyderen modsvarende var

indkomstskattepligtig af de omhandlede rentebeløb, der efter det oplyste var

dækket af budsummen på tvangsauktionen, lsr.1985.170.

En gave til et ufødt barn kan ikke tillægges skattemæssig virkning for

indkomstår, hvor barnet ikke er født. En farmor gav i december 1972 120.000

kr. til et barnebarn, som blev født i februar 1973. Da retten til gaveydelsen

måtte anses for suspensivt betinget af barnets fødsel, og da denne betingelse

ikke var opfyldt ved udgangen af 1972, kunne gaven ikke tillægges

skattemæssig virkning for 1972 og afkastet af gavebeløbet skulle derfor

medregnes i giverens indkomst for 1972, lsr.1978.57.

Rentebeløb, der forældes, skal indtægtsføres i forældelsesåret i det

omfang, de tidligere er fratrukket som skyldige renteudgifter, se

lsr.1984.57, hvor en skatteyder, som for indkomstårene 1973 og 1974 havde

fratrukket nogle skyldige rentebeløb, blev anset for indkomstskattepligtig af

rentebeløbene i hhv. 1978 og 1979, hvor kreditors krav på de skyldige renter

var forældede i henhold til 1908-loven.

En skatteyder, der havde deponeret en bankbog til fordel for det

offentlige, blev anset for indkomstskattepligtig af renteindtægten af

bankbogen, idet deponeringen ikke kunne sidestilles med en effektiv betaling

af gælden, skd.65.160.

5.1.5. Indskudsbeviser .

Flere pengeinstitutter har særlige former for anfordringskonti. Der

indskydes et efter de til enhver tid gældende renteforhold bestemt beløb på

hvert bevis, og yderligere indskud på samme bevis kan ikke foretages. Hver

fulde måned opskrives bevisets værdi successivt med forud fastsatte beløb,

således at bevisets indfrielsesværdi f.eks. efter 5 år er 1.000 kr. Det

tilskrevne beløb (renterne) kan ikke hæves særskilt, men hele indeståendet

kan hæves på anfordring. Tilvæksten noteres ikke på beviset, men bevisets

indfrielsesværdi (incl. tilvæksten til enhver tid) kan aflæses af en til

indskyderen udleveret tabel. Bevisejeren skal ved opgørelsen af sin

skattepligtige indkomst medregne bevisets værdistigning i årets løb. Denne

stigning udregnes efter nævnte tabel som differencen mellem bevisets værdi

ved oprettelsen, eventuelt indkomstårets begyndelse, og sidste skæringsdag

inden for indkomståret. Ved formueopgørelsen medregnes bevisets

indfrielsesværdi ved indkomstårets udløb.

Det merbeløb i forhold til indkøbsprisen, hvormed United States Saving

Bonds indfries, skal medregnes ved indkomstopgørelsen for indfrielsesåret,

medmindre ejeren har medregnet merbeløbet successivt ved opgørelsen af den

skattepligtige indkomst for de enkelte år, hvori han har ejet obligationerne.

Kursgevinster (kurstillæg) på obligationer uden nominel rente

(obligationer uden kupon) skal ligeledes medregnes ved indkomstopgørelsen,

jfr. skd.71.624.

I særlige tilfælde anses engangsvederlag, der ydes for at lade et

misligholdt pantebrev forblive indestående (undlade at kræve restgælden

indfriet fuldtud), som et supplement til renteindtægten og derfor

indkomstskattepligtig. Det gælder i alt fald, når de oprindelige

pantebrevsvilkår opretholdes.

5.1.6. Ejerskiftegebyr .

Det sker, at der ved ejerskifte (af en fast ejendom) i stedet for

ejerskifteafdrag, skal erlægges et ejerskiftegebyr, f.eks. en procentdel af

pantebrevets hovedstol eller restgæld. Et sådant gebyr vil være

indkomstskattepligtig for pantekreditor, medens pantedebitor ikke kan

fradrage det nævnte gebyr.

Rykningsgebyr .

Et engangsvederlag ydet for at opnå en rykningspåtegning på et pantebrev

anses for en godtgørelse for en forringelse af pantebrevets vilkår og dermed

normalt ikke indkomstskattepligtig.

5.1.7. Rentefritagelse og henstand .

Den person, der rentefrit udlåner penge, skal normalt ikke som indtægt

medtage et beløb svarende til den anslåede renteindtægt, der kunne være

opnået ved udlån til anden side., jfr. bl.a. skd.60.31, men hvis det rentefri

lån modsvares af økonomiske fordele er långiveren skattepligtig af disse

fordele. Dette foreligger f.eks., hvor et kommunalt varmeforsyningsselskab

låner et beløb rentefrit hos forbrugerne, der til gengæld får reduceret deres

varmebidrag med varmeværkets besparelse i rente. Tilsvarende gælder, hvis

medlemmer af en sportsforening låner foreningen et beløb rentefrit og til

gengæld opnår kontingentfritagelse eller -reduktion.

Om forældres udlån til børn, se F 1.4.3.

Afkald på betaling af rente for en enkelt betalingstermin eller for en

kortere periode fritager ikke kreditor for beskatning af rentebeløbet,

medmindre rentekravet godtgøres at være uerholdeligt, lsr. 1972.69.

Såfremt afkald på renter derimod gives med virkning for samtlige

fremtidige ydelser, beskattes rentebeløbene ikke hos kreditor.

Når der ydes henstand med betalingen af renter, sker der en udskydelse af

beskatningstidspunktet, såfremt henstanden er indrømmet før forfaldstid, idet

forfaldstiden i så fald anses udskudt, jfr. lsr. 1977.180 og 1980.199.

Af losr. 1934.95 fremgår, at indrømmelse af henstand efter

forfaldstidspunktet ikke ændrer beskatningstidspunktet.

Hovedaktionærers rentefri udlån til selskabet .

Landsskatteretten har ved flere kendelser fastslået, at hovedaktionærer,

der yder rentefri lån til de af dem beherskede selskaber, ikke kan anses

skattepligtig af et anslået rentebeløb. I ligningsrådets anvisning om

hovedaktionærers fikserede vederlag m.v anføres det dog, at der i ganske

særlige tilfælde kan rejses spørgsmål om beskatning. Spørgsmål herom skal

forelægges statsskattedirektoratet. Der henvises i øvrigt til SD-cirk. nr.437

af 5.nov. 1975.

En skatteyder erhvervede majoriteten af anparterne i et tomt

anpartsselskab med en række skattemæssige underskud fra tidligere år. Han

ydede derefter selskabet et rentefrit lån, som selskabet anbragte i

værdipapirer. Renteindtægten af værdipapirerne kunne modregnes i selskabets

underskud. Da der ikke lå forretningsmæssige hensyn bag transaktionerne, men

formålet med købet af selskabet alene havde været udnyttelse af

underskuddene, fandt SD, at renteindtægten skulle beskattes hos

hovedanpartshaveren.

5.1.8. Indkomstskattefri renter .

Renter, der tilskrives kapitalpensionsordninger konti vedrørende

pristalsreguleret alderdomsopsparing (indekskonti), skal ikke medregnes i den

skattepligtige indkomst, så længe ordningen er omfattet af PL, jfr. PL § 45.

Renter, der i bindingsperioden tilskrives selvpensionerings- og

børneopsparingskonti, skal ikke beskattes, hvorimod renter, der tilskrives

efter bindingsperiodens udløb, skal medregnes ved indkomstopgørelsen.

Indeståendet på en børneopsparingskonto skal fra bindingsperiodens ophør

medregnes i barnets formue ligesom de påløbne renter fra datoen for

bindingsperiodens ophør skal medregnes ved barnets indkomstopgørelse. Dette

gælder uanset hvornår renterne faktisk tilskrives. Hvor barnet ved

kalenderårets udløb er under 18 år og ikke har indgået ægteskab, og hvor

indeståendet hidrører fra en gave ydet af forældrene, herunder sted- og

plejeforældre, der er fuldt skattepligtige her til landet, skal beskatningen

dog ske hos giveren, se B 2.2.

De præmier, staten yder på boligsparekontrakter, er ikke

indkomstskattepligtige, hvorimod de af pengeinstituttet tilskrevne renter

skal medtages ved indkomstopgørelsen.

Den rente, der er nævnt i § 12, stk. 2, i loven om den midlertidige

formueafgift, er ikke indkomstskattepligtig.

Gravstedskonti .

Renteafkastet af de såkaldte gravstedskonti anses ikke for at være

indkomstskattepligtigt, såfremt

1) arvingerne ved deres underskrift på boopgørelsen har fraskrevet sig

rådighedsretten over indeståendet på kontoen, ligesom der er indbyrdes aftale

mellem arvingerne om, at ingen skal have fri rådighed over kontoen,

2) kontoen noteres som en gravstedskonto, og

3) der med pengeinstituttet træffes bindende aftale om, at der kun kan

hæves på kontoen til dækning af dokumenterede vedligeholdelsesomkostninger på

gravstedet.

Se i modsætning hertil lsr.1981.150, hvor arvingerne havde bevaret

dispositionsretten over indeståendet på kontoen og derfor blev anset

skattepligtig af deres andel i renter og indestående.

5.1.9. Rente af båndlagte kapitaler .

Selv om en rentebærende kapital er båndlagt, skal renteindtægterne af

kapitalen medregnes ved kapitalejerens indkomstopgørelse. Dette gælder også,

hvor båndlæggelsen omfatter renterne, lsr. 1939.122 og 1942.182.

Såfremt der ikke findes en aktuel kapitalejer, idet den båndlagte kapital

ved gavens givelse er definitivt udgået af giverens formuesfære, og retten

til kapitalen for gavemodtageren er suspensivt betinget, kan renteindtægterne

af den båndlagte kapital ikke beskattes hverken hos giver eller den, der får

ret til kapitalen, når betingelsen opfyldes.

5.1.10. Renteindtægter fra udlandet .

Renteindtægter af kapitaler og tilgodehavender i udlandet skal medregnes

ved indkomstopgørelsen, selv om beløbet af valutamæssige grunde ikke har

kunnet hjemtages. Indtægterne medregnes efter kursen for det pågældende lands

valuta og med et nedslag under hensyn til begrænsningerne i

hjemtagelsesmuligheden, jfr. afsnit O 1.2.1.

5.1.11. Renteindtægt eller dekort ? .

Landsskatteretten har i en række kendelser (bl.a. lsr. 1970.170 og

1971.64) fastslået, at den rentegodtgørelse, der af en kommune ydes

lodsejere, der indbetaler a contobidrag til dækning af kommunens udgifter ved

opførelse af kloak- og rensningsanlæg, ikke kan anses indkomstskattepligtig

for modtagerne, idet beløbet anses som en skattefri dekort.

Når en kommune efter udførelsen af forskellige arbejder, såsom anlæg af

kloaker, byggemodning og lignende, aflægger endeligt regnskab over for de

implicerede grundejere, er der til de af grundejerne indbetalte a contobeløb

godskrevet renter og renters rente, og på den anden side er der beregnet

renter af de af kommunen afholdte udgifter. I det bidrag, som ved den

endelige afregning pålignes de enkelte grundejere, indgår disse rentebeløb.

Disse "rentebeløb" anses for en nedsættelse henholdsvis en

forøgelse af anlægsudgiften, der hverken skal medregnes eller kan fradrages i

grundejerens skattepligtige indkomst.

5.1.12. Godtgørelse - Overskydende skat .

Den godtgørelse på 4 pct. (hidtil 5 pct.), der i henhold til KL § 62,

stk.3, ydes ved tilbagebetaling af overskydende skat, skal ikke medregnes ved

indkomstopgørelsen, jfr. KL § 23, stk.3.

5.1.13. Rentegodtgørelser .

En række rentegodtgørelser i forbindelse med tilbagebetaling af skatter og

afgifter er ikke indkomstskattepligtige for modtageren.

Det gælder:

Arveafgift, arveafgiftslovens § 33, stk. 5.

Gaveafgift, arveafgiftslovens § 33, stk. 5, jfr. § 48, stk. 2.

Overskydende skat, KL §§ 23, stk. 3, 62, stk. 4 og 62A, stk. 3.

Pensionsordningsafgift, PL § 39, stk. 3.

Selskabsskat, SSL § 30, stk. 4.

Særlig indkomstskat, KL §§ 23, stk. 3 og 62A, stk. 3.

Andre rentegodtgørelser er indkomstskattepligtige. Det gælder godtgørelser

i forbindelse med:

Ejendomsskatter, kom.ejendomssk.lov § 29, stk. 4.

Kapitaltilførselsafgift, lov om kapitaltilførselsafgift § 12, stk. 3.

5.2. Rentenydelse .

Indtægt i form af rentenydelse af en kapital, som rentenyderen ikke selv

ejer, skal medregnes ved indkomstopgørelsen.

5.3. Kursgevinster .

Litteratur: I. A. Strobel: Beskatning af kursgevinst RR 1973, s.535. A.

Blom-Andersen: Indkomstbeskatning af kursavancer som næringsindtægt. UfR

1976B, s.237. I. A. Strobel: Udsigterne for skat af kursgevinst på

statsgældsbeviser, SO nr.3 1980, s.93. Finn Thomsen: Om anvendelsesområdet

for ligningslovens § 4, UfR 1980 B, s.233. Thøger Nielsen: Skattepligtige

kursgevinster, SO nr.4 1980, s.137. Jens Drejer: Beskatning af

erhvervsvirksomheders likvide kapital i obligationer, private pantebreve og

fordringer, SO nr.4 1980, s.138. Henrik Lerche: Om anvendelsesområdet for

ligningslovens § 4, SO 1980 nr.6, s.225, Hans Kardel: Om ligningslovens § 4,

UfR 1982 B, s.322. Det følger af SL § 5's hovedregel, at fortjenester, der

opnås ved salg af formuegenstande, herunder værdipapirer, ikke skal medtages

ved indkomstopgørelsen. Fortjenester, der opnås ved udtrækning af offentlige

obligationer eller ved indfrielse af private pantebreve erhvervet til

underkurs, skal heller ikke beskattes, idet hverken indledningsbestemmelsen i

SL § 4 eller SL § 4e indeholder tilstrækkelig hjemmel for en sådan

beskatning, når der er tale om værdipapirer anskaffet i anlægsøjemed, se UfR

1950.266 (Svend E. A. Jensen), UfR 1950.284 (forsikringsselskabet

»Danmark«), UfR 1950.544 (Marie Louise Jacobsen) og

højesteretsdommer Frosts kommentar i Tidsskrift for retsvidenskab 1951 s.522.

Efter SL § 5 skal avancer, der opnås ved salg af formuegenstande dog

medregnes ved indkomstopgørelsen, når salget henhører under den pågældendes

næringsvej eller er foretaget i spekulationsøjemed. Beskatningen gennemføres,

hvad enten fortjenesten opnås ved salg, afdragsvis indfrielse, udtrækning

eller tvangsafståelse. Såfremt der opstår tab, vil tabet kunne fratrækkes.

5.3.0. LL § 4 .

Hjemmel til at beskatte kursgevinster findes endvidere i LL § 4, hvorefter

der skal ske beskatning af kursgevinster på obligationer og pantebreve, der

erhverves af forsikringsselskaber, banker og andre virksomheder, der som

normalt led i deres almindelige virksomhed anbringer midler i sådanne

aktiver.

Denne bestemmelse giver - til forskel fra SL § 5 - mulighed for hos visse

virksomheder at beskatte kursgevinster, der indvindes af en obligation- eller

pantebrevsbeholdning, der ikke er bestemt til videreslag eller købt i

spekulationsøjemed, men hvor anbringelsen af midler i sådanne papirer er et

sædvanligt led i den almindelige virksomhed. Dette vil normalt indebære, at

anbringelsen af midler i obligationer og pantebreve har et vist omfang og

indbringer et nogenlunde fast og tilbagevendende afkast i form af

indfrielsesgevinster.

Til illustration af denne foeskel mellem LL § 4 og SL § 5 kan nævnes HD af

19. maj 1982 (skd.64.71). Et selskab (Stutteriet Lindholm A/S i likv.) havde

fra 1960 investeret i forretningsejendomme, som blev lejet ud til aktionærens

virksomhed. Da denne virksomhed ophørte blev ejendommene i 1969 og 1970 solgt

og selskabets midler anbragt i pantebreve. Selskabet havde i alle år haft som

en del af sit formål at drive finansieringsvirksomhed. Ved den ekstraordinære

skatteansættelse for skatteåret 1972/73 (likvidationsåret) blev selskabet

anset som indkomstskattepligtig af kursavancer på pantebrevene. Sagen blev

fra skattemydnighedernes side ført under henvisning til SL § 5, idet man

fandt, at selskabet siden 1960 havde drevet finansieringsvirksomhed, først

ved investering i ejendomme og siden i pantebreve. Man fandt således, at

kursgevinsterne måtte henhøre under selskabets næringsindkomst. Højesteret

fandt ikke hjemmel i SL § 5 til at beskatte disse kursgevinster, og da

skattemyndighederne ikke havde påberåbt sig LL § 4 fik selskabet medhold.

Som eksempler på bestemmelsens anvendelse på andre virksomheder end

forsikringsselskaber og banker kan nævnes følgende afgørelser:

VLD af 18.dec. 1974 (A/S V.S. Investering) (skd.34.320). Et selskab, hvis

dagældende vedtægtsmæssige formål var opkøb af værdipapirer og administration

af disse, og hvis eneste virksomhed bestod i investering i private

pantebreve, blev anset skattepligtig af kursavancer på pantebreve i medfør af

LL § 4.

HD af 9.marts 1982 (skd.61.175): Et selskab (A/S C. W. Obel) havde i en

årrække drevet tobaksfabrikation. I forbindelse med køb i 1961 af en

betydelig akitepost i en anden tobaksfabrik forpligtede selskabet sig til at

ophøre med denne fabrikation. Selskabets formål ændredes senest i 1972 til

udover deltagelse i førnævnte tobaksfabrikationsselskab at omfatte anden

handel, finansierings-, fabrikations- eller ingeniørvirksomhed. I årene efter

ophøret af selskabets egen fremstillingsvirksomhed havde det efterhånden

erhvervet en betydelig beholdning af børsnoterede obligationer. Højesteret

anså obligationskøbene for at være sket som et normalt led i selskabets

almindelige virksomhed, således at indtægten ved udtrækning af obligationer i

medfør af LL § 4 var skattepligtig indkomst.

Se desuden lsr.1982.56 og 1984.151.

Et selskab blev anset for indkomstskattepligtig af kursavancer ved afdrag

på pantebreve, hvoraf en del var anskaffet for provenuet i forbindelse med

omprioriteringen af selskabets landbrugsejendom, idet selskabet efter det

oplyste om dets faktiske virksomhed fandtes at henhøre under de i LL § 4,

nævnte virksomheder og derfor var indkomstskattepligtig af de opnåede

kursavancer, uanset fra hvilke kilder midlerne til indkøb af værdipapirerne

hidrørte.

Er anbringelsen af kapital i pantebreve og obligationer derimod ikke et

normalt led i virksomheden, men f.eks. blot en midlertidig placering af ledig

kapital, er reglen i LL § 4 uanvendelig, lsr. 1972.33, 1975.110 og 1981.74.

Det samme gælder erhvervelse af obligationer gennem prioritering af egen

ejendom, UfR 1972.611. (Midtbank).

Kursavance og -tab på værdipapirer, der er omfattet af LL § 4, og som er

anskaffet forud for det indkomstår, hvor overgang til beskatning efter den

pågældende bestemmelse finder sted, skal beregnes med udgangspunkt i

kursværdien primo overgangsåret. Dette gælder, uanset at den faktiske

anskaffelseskurs er højere end kursen primo overgangsåret.

Kurstab som følge af indfrielse af egne udstedte obligationslån,

indlånsbeviser, ansvarlig indskudskapital o.lign., som forsikringsselskaber,

banker og andre virksomheder, der er omfattet af LL § 4, efter den 15.

december 1983 har forpligtet sig til at indfri til overkurs i forhold til

emissionskursen, kan ikke fradrages ved indkomstopgørelsen, jfr. § 4, stk. 4.

5.3.1. Private pantebreve .

Udover de i LL § 4 nævnte tilfælde indkomstbeskattes indfrielsesgevinster

på private pantebreve indkøbt eller modtaget til underkurs samt

indekstillægget til hovedstolen på indeksregulerede pantebreve i følgende

tilfælde:

1) Når pantebrevet er modtaget som betaling for erhvervsmæssige ydelser,

f.eks. vareleverancer eller arbejdsydelser som advokat, arkitekt, ingeniør,

bygningshåndværker og ejendomsmægler eller som led i udstykningsvirksomhed,

der har erhvervsmæssig karakter.

2) Når erhververen af indfrielsesgevinsten driver handel med ejendomme

eller værdipapirer eller må anses at have erhvervet pantebrevet i

spekulationshensigt.

Hvor kursavancerne i overensstemmelse med foranstående indkomstbeskattes,

skal den del af avancen, der indvindes gennem afdrag, beskattes i de år,

hvori afdragene indgår, jfr. LL § 4.

I lsr.1974.9, udtales det, at anvisningen alene må antages at angive nogle

typiske eksempler på tilfælde, hvor beskatning kan ske, således at

anvisningen ikke udelukker fra beskatning i andre tilfælde, hvor der findes

grundlag herfor, jfr. eksempelvis den nedenfor nævnte UfR 1975.552H

(Hyldahl).

Specielt for så vidt angår beskatningen af pantebrevsindehavere, der på

foranledning af debitor accepterer indfrielse til en kurs under pari, f.eks.

som led i omprioritering eller ejerskifte, vil sådanne enkeltstående

»afhændelser« ikke i sig selv kunne medføre, at avancen beskattes

som almindelig indkomst.

5.3.1.1. Pantebreve erhvervet som led i næringen .

Næringssynspunktet finder ikke blot anvendelse på skatteydere, der driver

virksomhed med handel med værdipapirer, men også på håndværkere og andre, der

erhvervsmæssigt beskæftiger sig med ejendomshandel, eller som modtager

pantebreve som betaling for erhvervsmæssige ydelser. Der kan eksempelvis

henvises til lsr. 1980.185, hvor en tømrersvend blev anset for

indkomstskattepligtig af en kursavance ved afdrag på pantebreve, som han

havde modtaget til kurs 50 som løn af det byggeselskab, hvor han var ansat.

Nedennævnte to højesteretsdomme angiver - for skatteydere, der disponerer

inden for markedet for kortvarige private pantebreve - den ramme inden for

hvilken Højesteret kan ventes at ville trække grænsen mellem på den ene side

den gruppe, der nok virker aktivt, men dog stadig må betragtes som

almindelige kapitalinvestorer, der kan oppebære kursavancer

indkomstskattefrit, og på den anden side de erhvervsdrivende udøvere af

udlånsvirksomhed eller finansieringsvirksomhed, der indkomstbeskattes af

disse avancer.

I dommen UfR 1973.472H (Skd.25.184) (Quant-Hansen) var der tale om en

skatteyder, som ikke havde erhverv, men som havde investeret den væsentligste

del af sin formue i pantebreve med ret kort løbetid (fra 4-10 år, der for

nogles vedkommende blev kortere som følge af indfrielse). Købene

finansieredes til dels ved anvendelse af kassekredit, idet emnerne oplystes

af en ejendomsmægler. I nogle tilfælde var pantebrevene udstedt direkte til

den pågældende. Der var aldrig foretaget salg af pantebreve. Højesteret fandt

ikke i de oplyste omstændigheder grundlag for at fastslå, at der var udøvet

næringsvirksomhed, der medførte skattepligt af kursavancerne. Dommen er

kommenteret af Jørgen Trolle i UfR 1973B, s.309.

Den anden højesteretsdom er UfR 1975.552H (Hyldahl) (Skd.35.67) hvor en

købmand, der bl.a. var indehaver af 2 detailforretninger inden for

manufakturbranchen, havde investeret ledig kapital i pantebreve. I

Højesterets dom anføres: »Indstævntes . . . dispositioner over sin

kapital har kun undtagelsesvis bestået i køb af tidligere oprettede

pantebreve eller lign., men har i næsten alle tilfældende bestået i udlån,

for hvilke der direkte til indstævnte som første kreditor udstedtes

pantebreve eller andre gældsbeviser, og indstævnte har således haft væsentlig

indflydelse på lånedokumenternes nærmere vilkår. Den overvejende del af

lånene har haft en stipuleret løbetid på ikke over 3 år, og låneforholdenes

karakter - og hyppige anvendelse af klausulen om forfald af lånenes hovedstol

ved ejerskifte - har medført, at lånenes faktiske løbetid i det overvejende

antal tilfælde er blevet kortere end den stipulerede. Gennem regnskabsårene .

. . har den ved lånetransaktionerne indvundne kursgevinst da også været noget

større end renteindtægten. Kursgevinsten findes i hvert fald under disse

omstændigheder ikke at være formueforøgelse . . ., men at måtte anses som en

del af udbyttet ved en af indstævnte drevet virksomhed med udlån af penge og

således i medfør af statsskattelovens § 4, stk.1a, at være skattepligtig

indkomst.« Dommen er kommenteret af A. Blom-Andersen i UfR 1976B, s.237.

»Afsmitning« .

Ved bedømmelsen af, om der foreligger næring for et aktieselskab, kan

aktionærernes forhold tages i betragtning: »afsmitning«. Dette var

tilfældet i U 1957.318 H (Morko). Den drejede sig om, hvorvidt et

aktieselskab, der var stiftet af indehaverne af et byggefirma, var

indkomstskattepligtig af den kursgevinst, det havde indvundet ved salg af

pantebreve, som det havde købt af firmaet. Firmaet ville have været

skattepligtigt af kursgevinsterne, såfremt det havde beholdt pantebrevene.

Højesteret beskatter selskabet af kursgevinsterne med den begrundelse, at

selskabets »erhvervelse af pantebrevene ikke anses som kapitalanlæg, men

findes at have en så nøje tilknytning til den af firmaet drevne

erhvervsvirksomhed, at kursgevinsten også for selskabet må anses som

skattepligtig kursgevinst.«

Dommen er omtalt af Trolle i UfR. 1966. B 268 og Koch-Nielsen i UfR. 1971.

B 108. Se endvidere UfR 1956.261 (Jørgen Petersen - A/S, »Espehøj«)

og ØLD af 8.nov. 1983 (2. afd. 378/82) som er anket til HR.

Af afgørelser, om der foreligger næring for en aktionær i relation til

pantebreve erhvervet fra selskabet, kan nævnes:

I HD af 29. april 1982 (skd.63.399 og 64.109) fandtes en skatteyders

pantebreve at være erhvervet i så nær tilknytning til hans erhvervsmæssige

virksomhed, at den opnåede kursavance måtte anses for indkomstskattepligtig

efter statsskattelovens § 4, stk. 1a. Skatteyderen havde erhvervet

pantebrevsporteføljen til kursværdi fra forskellige håndværkerkonsortier og

et byggeselskab, han selv var henholdsvis deltager og aktionær i, og det var

ubestridt, at kursavancerne ville være indkomstskattepligtige for

konsortialdeltagerne og for byggeselskabet, idet de var erhvervet som

betaling for udført arbejde. Se også lsr.1983.128 og 129.

I VLD af 4.februar 1983 (skd.67.425) fandtes en landmands erhvervelse af

pantebreve at være sket som kapitalanlæg med den følge, at kursgevinsterne i

medfør af statsskattelovens § 5, stk. 1a, ikke skulle henregnes til den

skattepligtige indkomst svarende til, at landmanden ikke kunne antages at

ville have været skattepligtig af kursgevinster opnået på eventuelle

sælgerpantebreve udstedt direkte som led i berigtigelsen af købesummen eller

opnået på andre tilsvarende pantebreve erhvervet for en kontant købesum.

Pantebrevene var modtaget af landmanden til kursværdi til dækning af et

tilgodehavende ifølge mellemregning med et selskab, hvori han var

hovedaktionær.

I ØLD af 18.maj 1983 (som er anket til højesteret) fandtes en skatteyders

erhvervelse af pantebreve at måtte anses som en formueinvestering og ikke som

et led i hans næringsvirksomhed. Der fandtes derfor ikke at være grundlag for

indkomstbeskatning i medfør af statsskattelovens § 4, og da skatteyderen

efter det oplyste ikke personligt havde drevet nogen virksomhed som omhandlet

i ligningslovens § 4, fandtes denne bestemmelse heller ikke at give grundlag

for beskatning. Pantebrevene var erhvervet på almindelige markedsvilkår og

ikke som led i betaling for ydelser fra skatteyderen, og det fandtes herefter

ikke at være af betydning for den skattemæssige bedømmelse, at de for

hovedpartens vedkommende hidrørte fra virksomhed udøvet af et selskab, som

skatteyderen havde nær tilknytning til. Pantebrevene var erhvervet for

skatteyderens private opsparede midler, og skatteyderen havde ikke på noget

tidspunkt solgt opsparede midler, og skatteyderen havde ikke på noget

tidspunkt solgt pantebreve, ligesom de kursavancer, som han havde opnået, var

relativt beskedne i forhold til hans formue og til hans øvrige indtægter.

I lsr. 1979.168 var et selskabs skattepligt af kursavancer på pantebreve

alene begrundet i ligningslovens § 4 og ikke med bestemmelserne i

statsskattelovens §§ 4 og 5a. Retten fandt derfor ikke, at det forhold, at en

afdød skatteyder var hovedaktionær i selskabet, eller at nogle af hans

pantebreve var købt af selskabet, kunne begrunde, at kursavancer ved afdrag

på hans pantebrevsbeholdning blev anset for indkomstskattepligtige for ham

eller hans bo.

Ejendomshandlere og ejendomsmæglere .

Ejendomshandlere og ejendomsmæglere anses i almindelighed

indkomstskattepligtige af kursavancer på pantebreve, selv om pantebrevene

ikke er erhvervet som betaling for solgte ejendomme eller for salærer, lsr.

1963.11, 1964.22 og 1968.7, samt UfR 1970.143H. (Walther).

I lsr. 1968.7 blev en ejendomsmægler anset indkomstskattepligtig af nogle

kursavancer på pantebreve, der var erhvervet dels for midler, der hidrørte

fra en godtgørelse for udtræden af en pensionskasse, dels fra lånte midler. I

lsr. 1970.98 fandt landsskatteretten, at der bestod den for

indkomstbeskatning af kursavancer fornødne forbindelse mellem skatteyderens

indtægtsgivende virksomhed som ejendomsmæglerassistent og

pantebrevserhvervelsen.

I lsr. 1977.112 fandt landsskatteretten, at to pantebreve, som tilhørte en

ejendomsmægler, og som begge hidrørte fra tidligere af ham formidlede

handler, var erhvervet som et led i den af ham udøvede erhvervsvirksomhed,

jfr. handelsministeriets bekendtgørelse nr.401 af 2.december 1966 om

ejendomsmægleres og ejendomshandleres virksomhed § 5, stk.3.

En ejendomsmægler, der tillige var assistent hos en anden ejendomsmægler -

som var hovedaktionær i et bankierfirma, ansås indkomstskattepligtig af

kursavancer på pantebreve, som han købte gennem bankierfirmaet.

Endvidere kan nævnes ØLD af 5. juli 1979 (Skd.52.53), hvor en

ejendomsmægler som led i sin virksomhed i betydeligt omfang havde købt

sælgerpantebreve af kunder, hvis ejendomme han havde i kommission, ligesom

han derudover havde erhvervet pantebreve gennem hvad der måtte betragtes som

erhvervsmæssig långivning samt ved handel med egne ejendomme.

Ejendomsmægleren blev anset for indkomstskattepligtig af kursavancerne,

herunder også af en mindre pantebrevsbeholdning, der ikke var erhvervet på en

af de ovenfor anførte måder, men som det ikke ansås for muligt at udskille

fra de pantebreve, der var erhvervet i tilknytning til hans erhvervsudøvelse.

Det fandtes uden betydning for skattepligten, at kursavancerne først kom til

udbetaling, efter at den pågældende var ophørt med at drive erhverv som

ejendomsmægler.

Hvis en særlig beholdning af anlægspapirer bevislig er holdt klart adskilt

fra den øvrige beholdning, kan kursavancerne dog ikke beskattes. I en sag,

indbragt for ØL, accepterede skattedepartementet således landsrettens

forligsforslag, hvorefter man frafaldt beskatningen af kursavancerne på de

pantebreve, der ikke havde tilknytning til ejendomshandlervirksomheden og som

det var muligt at udskille fra de pantebreve, der havde tilknytning til

virksomheden.

Det er kun kursavancer på pantebreve, der er erhvervet efter starten af

virksomheden som ejendomsmægler eller -handler, eller som assistent i en

sådan virksomhed, der kan indkomstbeskattes ud fra et næringssynspunkt, se

lsr. 1970.98, og på den anden side indkomstbeskattes avancer på pantebreve,

erhvervet efter ophøret med virksomheden, ikke, se lsr.1982.168.

Advokater .

Advokater kan ikke på samme måde som ejendomsmæglere i almindelighed anses

indkomstskattepligtige af kursavancer på private pantebreve. Se dog UfR

1973.485H (skd.25.54) hvor en advokat blev anset skattepligtig af kursavancer

på pantebreve, der var udstedt ved salg af ejendomme, idet hans handel med

ejendomme havde haft karakter af erhverv, jfr. også ØLD af 19.juni 1974

(skd.31.54).

En advokat, der gennem en længere årrække havde drevet virksomhed som

byggeadvokat, havde opdelt sin omfattende pantebrevsbeholdning i to grupper,

hvoraf den ene omfattede pantebreve, som klageren havde modtaget i

forbindelse med byggevirksomhed eller ved realisation af ejerlejligheder,

medens den anden gruppe dels omfattede pantebreve, der var blevet beskattet i

fuldt omfang ved erhvervelsen, dels pantebreve købt på et fri marked.

Skatterådet havde under henvisning til bestemmelsen i statsskattelovens §

4 sammenholdt med bestemmelsen i § 5a anset klageren for skattepligtig af

kursavancer indvundet ved afdrag på de sidstnævnte pantebreve, indkøbt i fri

handel, idet man til støtte herfor havde henvist til, at klageren ud fra et

næringssynspunkt stedse var blevet indkomstbeskattet af enhver form for

avance indvundet i forbindelse med køb og salg af fast ejendom.

Landsskatteretten fandt ud fra de foreliggende oplysninger - herunder om

klagerens aktiviteter som byggeadvokat og under hensyntagen til, at en ikke

uvæsentlig del af de omhandlede pantebreve var erhvervet for provenuet,

indvundet ved afståelse af næringspantebreve - ikke grundlag for at nedsætte

ansættelsen som påstået af advokaten, men under hensyntagen til, at klageren

pr. 1.jan. 1976 var ophørt med at drive advokatvirksomhed blev klageren ikke

anset for skattepligtig af kursavancer indvundet på pantebreve erhvervet

efter erhvervsophøret, lsr.1982.168.

Arkitekter .

I lsr. 1974.9. blev en arkitekt beskattet af kursavancer under henvisning

til, at køb af faste ejendomme »havde haft en nøje forbindelse med hans

erhverv som arkitekt«, hvorfor pantebrevene ansås for »erhvervet i

forbindelse« med næringsvirksomhed.

Betaling for leverancer m.v. .

Pantebreve, der modtages som betaling for vareleverancer og

tjenesteydelser, må altid anses erhvervet som led i den pågældendes

næringsvej, og senere indvundne kursavancer i forhold til det beløb, hvormed

pantebrevet er indgået som betaling, må derfor indkomstbeskattes. Rækkevidden

af denne regel belyses af den i UfR 1971.913 (Skd.19.42) refererede

landsretsdom, der fastslog, at et A/S, der drev tømmerhandel og som delvis

betaling for træleverancer havde modtaget nogle pantebreve, med rette var

anset for indkomstskattepligtig af den ved senere afdrag på pantebrevene

opnåede kursavance. Den omstændighed, at erhvervelsen af pantebrevene ikke

var sket som en på forhånd aftalt betaling for leverancerne, men først blev

besluttet, da tømmerhandelens tilgodehavende blev nødlidende, fandtes at være

uden betydning for spørgsmålet.

En skatteyder bortforpagtede en isenkramforretning. Forretningens

varelager blev overdraget ved efterfølgende særskilt købekontrakt, hvor en

del af købesummen blev berigtiget ved gældsbreve. Da det drejede sig om

særskilt betaling for overdragelse af varelager, ansås kursgevinsterne ved

afdrag på gældsbrevene for skattepligtige, lsr.1984.60.

En murermester modtog til delvis berigtigelse af salgssummen for en af ham

opført ejendom et pantebrev i en anden ejendom, som ved avanceopgørelsen var

nedskrevet til kurs 53. Kursavancerne på dette pantebrev blev

indkomstbeskattet i lighed med kursavancerne på et eventuelt sælgerpantebrev

i den solgte ejendom, lsr. 1983.127.

Pantebreve, der er modtaget i skatteyderens erhverv f.eks. som

murermester, kan ikke anses for at være overgået til anlægskapital i

forbindelse med ophør af erhvervsvirksomhed.

Erstatningskøb .

Såfremt pantebreve af ovennævnte karakter - hvor kursavancerne er

indkomstskattepligtige - sælges og der foretages »erstatningskøb«

af andre pantebreve, vil kursavancer på »erstatningspantebrevene«

kunne være indkomstskattepligtige, jfr. lsr.1982.168.

I lsr.1983.129 blev kursavancerne på "erstatningspantebrevene"

ikke beskattet under hensyn til, at skatteyderens virksomhed ikke omfattede

handel med værdipapirer.

Konfusion .

Højesteret har i UfR 1972 s.398 truffet afgørelse i et tilfælde af

konfusion (sammenfald) mellem debitor og kreditor. En advokat, der var

aktionær i et ejendomsaktieselskab, som opførte og solgte parcelhuse, købte

et sommerhus af en køber af et af selskabet opført hus og skulle i

forbindelse hermed udstede pantebreve til selskabet. Ved udlodning af midler

til aktionærerne udlagdes disse pantebreve til advokaten til kursværdi.

Advokaten fandtes ikke herved at have opnået nogen indkomstskattepligtig

avance.

Om kursavancen på pantebreve oppebåret ved deltagelse i interessentskaber

og kommanditselskaber skal beskattes, afgøres efter almindelige

retningslinier for, om der er tale om næring eller spekulation.

Opdeling af pantebrevsbeholdningen .

Der er principielt intet til hinder for, at en skatteyder kan opdele sin

pantebrevsbeholdning i en gruppe, hvor de indvundne kursgevinster beskattes,

og en gruppe der er private (kapitalanlæg).

Dette kan forekomme i tilfælde, hvor en skatteyder med en privat

pantebrevsbeholdning fra et vist tidspunkt modtager pantebreve som betaling

for vareleverancer eller på anden måde fra dette tidspunkt må anses for

næringsdrivende eller spekulant i pantebreve, idet der i så fald må foretages

en opdeling af pantebrevene i relation til erhvervelsestidspunkterne. Der vil

også kunne foretages en opdeling i en gruppe, hvor kursavancerne er

skattepligtige, og en gruppe, hvor kursavancerne er skattefri, f.eks. hvor

den ene ægtefælle er næringsdrivende i relation til pantebreve og den anden

arver pantebreve eller selv køber pantebreve for egne midler.

I lsr.1964.114 blev en vekselerer dog anset for indkomstskattepligtig af

opnåede indfrielsesgevinster på de hustruen tilhørende pantebreve.

Landsskatteretten henviste ved afgørelsen foruden til formuefællesskabet

mellem ægtefællerne og den stedfundne sambeskatning til omstændighederne ved

erhvervelsen. Det var i denne forbindelse oplyst, at hustruen - af egne

midler - udvalgte af mandens til salg beregnede beholdning de pantebreve, hun

anså for fordelagtigst, ligesom hun ofte overtog de yderligt placerede

pantebreve, der var mindre egnet til salg.

Se også lsr. 1979.166, hvor en fhv. fondsbørsvekselerer blev anset for

indkomstskattepligtig af kursavancer på pantebreve, der var erhvervet på et

tidspunkt, hvor han stadig drev erhverv, uanset vekselereren angav, at

pantebrevene var indkøbt til hustruen i anlægshensigt.

Om ejendomsmægleres mulighed for at foretage en opdeling af pantebreve, se

foran under ejendomshandlere og ejendomsmæglere.

En skatteyder, som ud fra et næringssynspunkt løbende var anset for

indkomstskattepligtig af kursavancerne på de af ham erhvervede pantebreve,

havde - som værge for sine to børn - indkøbt 5 pantebreve for opsparede

børnetilskud. Da denne disposition var omfattet af KL § 5, stk. 2, som en

gave fra faderen, ansås han for skattepligtig af kursavancerne på de indkøbte

pantebreve, lsr.1983.131.

Arvede pantebreve .

En arving, der fra et skattepligtigt bo efter en ejendomshandler, får

udlagt pantebreve, udstedte til arveladeren som delvis vederlag for afhændede

ejendomme, succederer i arveladerens pligt til at lade sig beskatte af

kursavancer ved indfrielse af eller afdrag på pantebrevene, såfremt

udlægsværdien overstiger den skattemæssige værdi af disse. Det samme gælder

ægtefællen, der sidder i uskiftet bo efter en ejendomshandler.

Såfremt boet lader sig beskatte af avancen på pantebrevene eller disse

udlægges »med tab«, vil udlægsmodtageren derimod ikke succedere i

arveladerens skattemæssige stilling og vil således ikke blive beskattet af

fremtidige indfrielsesgevinster m.v.

Det foranstående gælder også arvede pantebreve, der hidrører fra en

udstykningsvirksomhed, ligesom tilsvarende retningslinier følges, også når

pantebrevene erhverves ved arv på et tidspunkt, efter at arvingens virksomhed

som f.eks. ejendomsmægler er påbegyndt.

Indeksregulering .

I praksis antages det som udgangspunkt, at indekstillæg til renten af et

indekslån skattemæssigt behandles som rente, dvs. fratrækkes ved låntagerens

indkomstopgørelse og medregnes ved långivers indkomstopgørelse.

Indeksregulering af hovedstol eller restgæld antages derimod ikke at

skulle medregnes ved indkomstopgørelsen hverken for långiver eller låntager,

bortset fra tilfælde, der omfattes af reglerne om spekulation eller næring.

Den nævnte praksis indebærer, at den samme ydelse på det samme lån

behandles skattemæssigt forskelligt hos låntager og långiver: Hvis låntager

omfattes af reglen i ligningslovens § 4, har han hidtil haft fradragsret for

eventuelt kurstab og for eventuel indeksopskrivning af gælden, medens

långiver, såfremt han ikke omfattes af reglerne om spekulation eller næring

m.v., ikke beskattes af den tilsvarende indtægt.

Efter ligningslovens § 4, stk. 1 og 2, skal forsikringsselskaber, banker

og andre virksomheder, der som et normalt led i deres almindelige virksomhed

anbringer midler i offentlige obligationer, private pantebreve og fordringer,

medregne kursgevinst og -tab på sådanne fordringer ved opgørelsen af den

skattepligtige indkomst.

Man har hidtil antaget, at de nævnte virksomheder også har haft

fradragsret for eventuel indeksopskrivning af f.eks. obligationer, som de har

udstedt, eller indkud, som de har modtaget.

Ved lov nr.262 af 27.maj 1981 er denne fradragsret nu ophævet ved et nyt

stk.3 til ligningslovens § 4.

Bestemmelsen tager sigte på banker og sparekasser, og andre

skattepligtige, der driver virksomhed ved pengeformidling, dvs. modtager

indlån og foretager udlån. I denne forbindelse bemærkes, at reglerne i

ligningslovens § 4 antages også at omfatte personer, der driver

pengeformidling i form af vekselerervirksomhed, bankiervirksomhed eller

lignende.

Begrænsningen i adgangen til at fratrække tab ved indeksregulering

medfører ingen ændringer i reglerne om beskatning af eventuel gevinst ved

indeksreguleringen for de pågældende skattepligtige.

Skattepligtige, der har både gæld og tilgodehavender, som indeksreguleres,

berøres ikke af begrænsningen af fradragsretten, for så vidt tab ved

indeksreguleringen kan rummes inden for gevinst ved indeksregulering efter

samme indeks, der er tillagt samme virkning ved regulering af udlån som ved

regulering af indlån. Ved modregning af tab i gevinst efter § 4, stk. 3,

anvendes indeksreguleringsns nominelle værdi.

Reglerne finder anvendelse på eventuelle allerede oprettede låneforhold,

men dog kun for så vidt indeksreguleringen af hovedstol eller restgæld efter

låneaftalens indhold sker den 1. juli 1981 eller senere.

5.3.1.2. Pantebreve erhvervet i spekulationshensigt .

Selv om pantebreve typisk er anlægspapirer, kan der ske beskatning af

kursavancer ud fra et spekulationssynspunkt, såfremt det godtgøres, at det

har været et væsentligt formål ved erhvervelsen at tjene på pantebrevet ved

videresalg. Er der aldrig sket salg af pantebrevsbeholdningen, vil der ikke

kunne statueres spekulation. Dette gælder også, selv om den pågældende har

tilvejebragt en væsentlig del af midlerne til køb af pantebreve ved belåning

af pantebrevsbeholdningen, se lsr. 1969.9. Se også lsr. 1975.11 (godsejer):

Investeret en væsentlig del af formuen i pantebreve. Aldrig solgt pantebreve,

ligesom beholdningen ikke havde været benyttet som belåningsobjekt.

Amtsskatterådet havde henvist til den beløbsmæssige størrelse af avancerne

(for årene 1966-1970 imellem 333.000 kr. og 625.000 kr. årligt) samt til, at

den pågældendes øvrige virksomheder normalt var stærkt underskudsgivende:

Ikke beskattet. Omvendt vil den omstændighed, at der er solgt af en

pantebrevsbeholdning være et ret kraftigt indicium for, at hele beholdningen

er erhvervet i spekulationshensigt, men der må foretages en vurdering af

omstændighederne ved hvert enkelt pantebrevs erhvervelse og salg, jfr. f.eks.

lsr. 1975.13.

5.3.1.3. Pantebreve erhvervet ved ejendomssalg .

Hvor der er tale om ejendomssalg uden for næringsområdet, kan kursavancer

på pantebreve, der modtages som delvis betaling for den afhændede ejendom,

ikke indkomstbeskattes. Når et pantebrev, som er indgået i opgørelsen af en

eventuel særlig indkomst til kursværdi, senere sælges til en højere kurs

eller indfries til pari, bevirker dette ikke, at den allerede foretagne

opgørelse af den særlige indkomst skal omgøres. Det samme gælder, hvor der

efterfølgende konstateres tab på pantebrevet. Om særlige tilfælde, hvor

efterfølgende tab kan medføre ændring af avanceopgørelsen, se H 2.6.1.

Den omstændighed, at den solgte ejendom er erhvervet i

spekulationshensigt, bevirker heller ikke, at avance på pantebreve, som er

indgået i avanceopgørelsen med en kursværdi, kan indkomstbeskattes,

efterhånden som afdragene betales, eller ved salg af pantebrevet til en

højere kurs. Se lsr. 1975.9 vedrørende kurstab.

ØLD af 22.april 1971 (Skd.18.193) omhandler et særligt tilfælde, hvor

skatteyderen, udover den egentlige spekulationsfortjeneste, tillige blev

anset skattepligtig af en kursgevinst, der fremkom ved indfrielse af den i

ejendommen indestående prioritetsgæld i overensstemmelse med salgsvilkårene.

Dommen kan dog ikke tages til indtægt for det synspunkt, at kursgevinster på

pantebreve erhvervet ved spekulationssalg, kan indkomstbeskattes, idet

landsretten udtalte: ». . ., at kursavancen må sidestilles med den

umiddelbare salgsavance, da (den) er fremkommet som en følge af

salgsvilkårene«.

Handelen med faste ejendomme kan antage et sådant omfang og en sådan

regelmæssig karakter, at virksomheden må anses som næringsvirksomhed, således

at kursavancer på sælgerpantebreve beskattes. Se UfR 1973.485H (Skd.25.54) og

lsr.1983.130.

Kursavancer på pantebreve, der er erhvervet som led i

udstykningsvirksomhed, der drives erhvervsmæssigt, beskattes, jfr. UfR

1956.261H. Det må være en forudsætning for beskatning af kursavancer i disse

tilfælde, at der ikke blot er tale om en enkeltstående udstykning, men om en

løbende udstykningsvirksomhed.

Af nyere landsskatteretspraksis kan nævnes: Lsr. 1975.12 (3 søskendes køb

og påfølgende udstykning af faderens landbrugsejendom) og 1975.140 (advokats

udstykning af ejendom i ejerlejligheder) samt 1981.178 (købt 44

ejerlejligheder og videresolgt 16, efterhånden som de blev ledige).

5.3.1.4. Pantebreve erhvervet som led i forretningsafståelse .

Ved afståelse af en virksomhed, hvor en del af salgssummen berigtiges ved

udstedelse af pante- eller gældsbreve, tillades fortjenesten opgjort under

hensyntagen til, at disse pante- og gældsbreves værdi er mindre end

pålydende, således at kursnedslaget fordeles forholdsmæssigt på

afhændelsessummen for de forskellige formuegoder, der indgår i handelen.

Senere opnåede kursgevinster i forhold til den godkendte, nedskrevne værdi,

kan ikke beskattes, hverken med almindelig eller særlig indkomstskat, se lsr.

1962.75 og 1963.10, medmindre den pågældendes erhverv er at købe og sælge

virksomheder.

Eventuelle tab på sådanne pante- eller gældsbreve kan ikke fratrækkes ved

indkomstopgørelsen, idet der er tale om et ikke-fradragsberettiget formuetab.

Om særlige tilfælde, hvor efterfølgende tab kan medføre ændring af

avanceopgørelsen, se H. 2.6.1.

De her nævnte pantebreve omfattes ikke af LL § 4.

Er et pante- eller gældsbrev i forbindelse med forretningsoverdragelse

indeksreguleret, skal indekstillægget heller ikke indkomstbeskattes,

medmindre det er erhvervet af en hovedaktionær som led i en virksomheds

omdannelse til aktieselskab, jfr. HD af 14. oktober 1980 (Skd.56.56), hvor

pristalsreguleringen blev anset for en udlodning fra selskabet, som var

indkomstskattepligtig efter bestemmelsen i LL § 16A.

5.3.1.5. Udlån mod tilbagebetaling af et større beløb end lånet .

I mange tilfælde udlånes der midler mod forskrivning, hvorved debitor

påtager sig at tilbagebetale et større beløb end det der udbetales ham som

lån. I tilfælde hvor der foreligger erhvervsmæssig udlånsvirksomhed, skal

udlåneren beskattes af den fortjeneste, han opnår herved. Men også i private

låneforhold kan der ske beskatning, hvor en betydelig kursgevinst erhverves

ved kortfristet finansiering. Det gælder i hvert fald, hvor der ydes et

kortvarigt lån uden nominel rente, men alene med kursfradrag ved lånets

udbetaling, således at kursavancen kan anses som ganske sikker, jfr. UfR

1950.7H (Scharling) og lsr. 1978.197, hvor en sergent i februar 1975 havde

lånt en anden person 30.000 kr. mod at modtage 24 veksler a 2.500 kr., der

forfaldt månedligt over 2 år. I oktober samme år havde klageren atter lånt

den pågældende 30.000 kr. på samme vilkår. Der var intet aftalt mellem

parterne om forrentning af lånene. Landsskatteretten fandt, at der havde

været tale om en gennem en kortfristet lånetid opnået og forud aftalt avance,

der i medfør af bestemmelserne i statsskattelovens § 4 ville være at henregne

til klagerens indkomst.

Se også lsr. 1975.110, hvor et rederiaktieselskabs avance på et

kortfristet (3 måneder), lavt forrentet lån til en kommune var

indkomstskattepligtig, hvorimod en kursavance, der var indvundet ved køb af

børsnoterede obligationer, hvis løbetid afsluttedes 10 måneder efter købet,

var indkomstskattefri.

Hvor der er aftalt en nominel rente, der er lavere end den på

udlånstidspunktet almindeligt anvendte rentesats, kan der ligeledes blive

spørgsmål om beskatning af kursavancen, når der er tale om betydelige udlånte

beløb, og løbetiden er meget kort (1 år og derunder).

I UfR 1976.658H (Odense Stålskibsværft) (Skd.38.262) fandt retten, at der

ikke forelå skattepligt af kursavancer efter SL § 4, jfr. § 5, ved de

foretagne udlån til kommuner. Dommen er kommenteret af højesteretsdommer A.

Blom-Andersen i UfR 1976B, s.237.

5.3.1.6. Ansvarlig indskudskapital .

Flere pengeinstitutter udsteder for at fremskaffe ansvarlig

indskudskapital forrentede indskudsbeviser, således at der efter en nærmere

fastsat bindingsperiode udbetales et kurstillæg.

Dette kurstillæg er skattefrit for indehaverne af indskudsbeviserne,

såfremt indskudsbeviset ikke er erhvervet i spekulationshensigt eller som led

i næring, såfremt bindingsperioden er på mindst 2 år, og såfremt den

pålydende rente mindst svarer til enten diskontoen - 1% på tegningsdagen

eller til renten ifølge de statsgældsbeviser, som staten til enhver tid

sætter i handelen. Er indehaveren af indskudsbeviset omfattet af LL § 4

beskattes kurstillægget.

5.3.2. Offentlige obligationer - statsgældsbeviser .

Selv om offentlige obligationer i endnu højere grad end private pantebreve

er et typisk anlægsobjekt, kan det ikke udelukkes, at der skal ske beskatning

af kursgevinster ved salg eller udtrækning.

Dette er for det første tilfældet, hvor der er tale om skatteydere, der

driver erhvervsmæssig handel med værdipapirer, samt skatteydere, der som led

i deres almindelige virksomhed anbringer midler i obligationer, jfr. omtalen

af LL § 4 i E 5.3.0.

Men for det andet vil der også kunne foreligge spekulation i offentlige

obligationer.

Som eksempel kan nævnes HD af 11. oktober 1979 (Skd.51.296), hvor det blev

statueret, at køb af obligationer for nominelt 13 mill. kr. på tidspunktet

for Danmarks indtræden i EF og salg ca. 1 år efter måtte anses for

spekulation.

En snedkersvend havde i tidsrummet 1. maj til 20. oktober 1980 købt og

solgt adskillige poster obligationer. Skatteyder oplyste, at formålet alene

havde været at opnå en fordelagtig forrentning af midler, som bl.a. skulle

anvendes til betaling af terminsydelser. Lsr. beskattede kursgevinsterne, da

man fandt, at muligheden for at opnå kursgevinster var indgået i skatteyders

valg af investeringsform, lsr.1984.61.

I lsr. 1977.50 statuerede landsskatteretten, at en prokurist i en

vekselerervirksomhed, der som marginspekulant for egen regning og med lånte

midler købte og solgte obligationer, var berettiget til at fratrække et

nettotab ved køb og salg af obligationer.

Skatteydernes påstande om fradrag for spekulationstab på offentlige

obligationer afvises som regel, se lsr. 1967.13 og 1978.179, hvori udtales:

»da tab ved salg af børsnoterede obligationer ikke i almindelighed kan

fradrages ved indkomstopgørelsen«.

En landmand, der havde solgt for nom. 369.000 kr. obligationer, fået

udtrukket obligationer for 19.000 kr. og købt nom. 397.000 kr., ansås ikke

for skattepligtig af kurs- og udtrækningsgevinsterne, uagtet ca. 60% af hans

indkomst det pågældende år hidrørte fra obligationsrenter. Anskaffelse i

spekulationsøjemed fandtes altså ikke godtgjort, lsr. 1976.106. Se tillige

lsr. 1975.110.

I lsr. 1976.7 blev en kursavance, der var opnået ved salg af obligationer,

som var modtaget i stedet for den kontante udbetaling ved en ejendomshandel,

ikke beskattet, selv om ejendommen var afstået som led i næring.

En skatteyder, der den 17. april 1979 var rejst til udlandet, havde den

11. april (som valutaindlænding) for lånte midler købt statsobligationer for

nominelt 3 mill. kr., som han (som valutaudlænding) solgte igen den 25. samme

md. Avancen blev beskattet i medfør af SL § 5, litra a, lsr.1983.126.

Statsgældsbeviser .

Ved lov nr.152 af 6. maj 1980 blev den tidligere § 3 i lov nr.148 af 31.

marts 1976 om bemyndigelse til optagelse af indenlandske statslån ophævet.

Ændringen har virkning for kursgevinster ved indfrielse af statsgældsbeviser,

der er erhvervet efter den 13. februar 1980.

Statsgældsbeviser erhvervet den 13. februar 1980 eller før .

Den tidligere § 3 i lov nr.148 af 31. marts 1976, hvorefter kursgevinster

- bortset fra de i LL § 4 omtalte tilfælde - ved indfrielse af

statsgældsbeviser udstedt i henhold til loven (8% statsgældsbeviser og

statslån med løbetider fra 1-7 år) ikke medregnes ved opgørelsen af den

skattepligtige indkomst, finder således fortsat anvendelse for kursgevinster

ved indfrielse af statsgældsbeviser, der er erhvervet den 13. februar 1980

eller før.

Det bemærkes, at kursgevinster opnået ved salg af statsgældsbeviserne

inden indfrielse ikke er omfattet af lovbestemmelsen hvorfor en eventuel

beskatning af sådanne gevinster må afgøres udfra de almindelige betragtninger

om næring eller spekulationshensigt.

I SD-cirk. 1979-31 behandles visse lånetransaktioner i forbindelse med køb

af værdipapirer, herunder især statsgældsbeviser:

I forbindelse med en nærmere undersøgelse af stedfundne køb af

obligationer har direktoratet konstateret, at der i et vist omfang etableres

arrangementer mellem en skatteyder og en långiver, idet der indgås aftale om

køb af værdipapirer - typisk statsobligationer - for skatteyderens regning,

men finansieret af långiver og således, at værdipapirerne lægges til

sikkerhed for lånet.

Et typisk arrangement ser således ud:

Køb af statsgældsbeviser (nom. 1.000.000) 950.000

kr.

skatteyder indbetaler 20.000

kr.

--------------

skatteyder optager lån på 930.000

kr.

provision 20.000

kr.

forrentning af lånet 16% p.a. i 1 år 148.080

kr.

--------------

skatteyder skylder herefter 1.098.800

kr.

--------------

statsgældsbeviserne indfries 1.000.000

kr.

8% renter 80.000

kr.

skatteyder indbetaler 18.800

kr.

--------------

1.098.800

kr.

--------------

De skattemæssige konsekvenser for skatteyderen er følgende:

Renteudgifter til lån 148.800

kr.

Provision ved låneoptagelse 20.000

kr.

--------------

Skattemæssige fradrag 168.800

kr.

Renteindtægt fra statsgældsbeviser 80.000

kr.

--------------

Nettorenteudgift 88.800

kr.

--------------

»Skattebesparelse« f.eks. 65% af 88.800 kr.

57.720 kr.

Skatteyder har indbetalt 20.000 kr.

18.800 kr. 38.800

kr.

-----------------------------

Fortjeneste 18.920

kr.

--------------

Skattefriheden i medfør af nævnte § 3 omfattede tilfælde, hvor købet

finansieres f.eks. af vekselerer eller bank, og hvor statsgældsbeviserne

lægges til sikkerhed for lånet, under forudsætning af at de enkelte beviser

kan identificeres, og der ikke er adgang for långiver til at disponere over

statsgældsbeviserne. Under disse forudsætninger må det i eksemplet anførte

arrangement anerkendes i skattemæssig henseende.

At långiveren eventuelt har ret til at genbelåne de deponerede

statsgældsbeviser, medfører i almindelighed ikke skattemæssig tilsidesættelse

af arrangementet, se f.eks. lsr.1983.149.

Derimod er følgende situation efter statsskattedirektoratets opfattelse

ikke omfattet af bestemmelsen i § 3:

Statsgældsbeviser anskaffes for lånte midler og stilles til sikkerhed for

lånet med adgang til at videresælge disse, eventuelt kombineret med ret til

at tilbagekøbe disse kort tid før indfrielsen. Statsskattedirektoratet anser

sådanne transaktioner for at være uden reelt indhold i skattemæssig

henseende. Låntager kan derfor ikke fratrække de beregnede renteudgifter og

provision i forbindelse med lånearrangementet, ligesom der heller ikke skal

ske beskatning af renter vedrørende statsgældsbeviserne.

Skattemyndighederne bør være opmærksom på, at sådanne forhold og

arrangementer, der under henvisning til det ovenfor anførte er uden reelt

indhold i skattemæssig henseende, skal tilsidesættes ved ligningen.

I ØLD af 28.sept. 1984 (8.afd. 183/82) godkendes dog et lånearrangement af

lignende krakter. Dommen er imidlertid anket til Højesteret.

En prokurist i et vekselererfirma blev beskattet af kursavancer på

statsgældsbeviser erhvervet for lånte midler. Lsr. lagde vægt på, at

skatteyder i sin stilling havde nøje kendskab med værdipapirer, og at han i

øvrigt i forbindelse med salg af værdipapirer havde indtægtsført avance og

fratrukket tab, lsr.1984.152.

Oså andre værdipapirer .

Det bemærkes, at det foran omtalte SD cirk. om den skattemæssige

behandling af visse lånearrangementer foruden statsgældsbeviser også omfatter

lånetransaktioner i forbindelse med køb af andre værdipapirer.

Som eksempel herpå kan nævnes lsr.1981.73, hvor en skatteyder i februar

1977 i et vekselererfirma købte nominelt 2 mill. kr. 5 1/2% obligationer i

Danmarks skibskreditfond til kurs 93 1/2. Obligationerne, der havde 2

halvårlige renteterminer, 1. juni og 1. december, blev erhvervet for midler,

der var lånt i vekselererfirmaet, og obligationerne beroede som håndpant hos

långiver. Obligationslånet udløb den 1. december 1977, hvorved der opnåedes

en kursavance på ca. 127.000 kr. Landsskatteretten fandt ikke, at det

omhandlede forretningsforhold med vekselererfirmaet kunne tillægges

skattemæssig relevans, da det allerede ved forretningsforholdets etablering

var klart for skatteyderen, at dispositionen var tabsgivende, da der ikke

kunne fremlægges en nummerfortegnelse over de omhandlede obligationer, da der

ikke var fremlagt dokumentation for, at vekselererfirmaet havde været

afskåret fra at disponere over obligationerne, og da der ifølge kontokortet

ikke den 1. juni var foretaget kreditering af forfaldne kuponrenter. Klageren

var herefter ikke berettiget til ved indkomstopgørelsen at fradrage de

debiterede renter til vekselererfirmaet, ca. 272.000 kr., ligesom han ikke

skulle medregne renteindtægterne af obligationerne, ca. 87.000 kr.

Som eksempel på et forhold, der ikke kan tilsidesættes som værende uden

reelt indhold i skattemæssig henseende, men hvor beskatning eventuelt bør ske

ud fra et næringssynspunkt kan henvises til lsr.1983.48 vedr. en

hovedaktionær, der havde optaget et lån på 1,5 mio. kr. i det af ham

dominerede A/S. Lånet, der skulle forrentes med den til enhver tid gældende

nationalbankdiskonto, blev anvendt til køb af nominelt 1,7 mio. kr.

skibskreditfondobligationer. Under hensyntagen til

sikkerhedsstillelseskravene i A/S-loven blev obligationerne lagt til

sikkerhed for lånet. Den pågældende beholdt obligationerne til udløb og havde

ikke iøvrigt handlet med værdipapirer. Lsr'en fandt imidlertid ikke, at der

var hjemmel til at beskatte de opnåede indfrielsesgevinster. Sagen blev

indbragt for Vestre Landsret, hvor kammeradvokaten anførte, at de omhandlede

obligationer ikke var erhvervet i anlægsøjemed. Kursgevinsterne måtte anses

for opnået ved en indkomstskabende aktivitet og dermed skattepligtig efter SL

§ 4. Han lagde vægt på at obligationerne havde en kort restløbetid, at der

til købet var lånt midler af selskabet, at dispositionerne ikke var

forretningsmæssige begrundede, men alene af skattemæssig art og at

kursavancerne var betydelge i forhold til de øvrige indkomster. Subsidiært

blev der påstået beskatning i henhold til LL § 4.

Landsretten fandt, at LL § 4 efter lovens motiver ikke omfattede de

opnåede kursavancer. Landsretten fandt endvidere ikke, at der forelå en

indkomstskabende aktivitet omfattet af SL § 4, jfr. VLD af 6. december 1984

(5. afd. B 440/83). Sagen er indbragt for Højesteret.

Statsgældsbeviser erhvervet efter den 13. februar 1980 .

Den skattemæssige behandling af indfrielsesgevinster på statsgældsbeviser,

der er erhvervet efter den 13. februar 1980, følger de almindelige regler i

statsskattelovens § 4 og § 5a samt LL § 4. Der henvises i den forbindelse til

SD-cirkulære 1980-35, hvori bl.a. udtales:

»Kursgevinster ved indfrielse eller salg af statsgældsbeviser

beskattes (derfor) i følgende situationer:

- hvor solgte statsgældsbeviser er erhvervet i spekulationshensigt

- i næringstilfælde

- i tilfælde omfattet af LL § 4.

Endvidere må det antages, at hvor der for lånte midler direkte er

erhvervet en betydelig post statsgældsbeviser, og statsgældsbeviserne f.eks.

har været lagt til sikkerhed hos långiver for lånet, vil kursavancen ved salg

eller indfrielse være skattepligtig, jfr. det i SD-cirkulære 1979-31,

beskrevne arrangement.

Tvivlstilfælde forelægges statsskattedirektoratet.«

Lignende dokumenter