Spring til indhold

Retsinformation

PERSONBESKATNING 1989 AFSNIT PE - IKKE ERHVERVSMÆSSIGE INDTÆGTER

STV nr 20018 af 01/01/1989Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afsnit PE - Ikke erhvervsmæssige indtægter

1. Indtægter, der træder i stedet for erhvervsindtægter

1.1. Arbejdsløshedsdagpenge, sygeløn og sygedagpenge

Arbejdsløshedsdagpenge, strejke- og lockoutunderstøttelse, samt ydelser

fra faglige sammenslutninger o.lign. er indkomstskattepligtige, jfr.

SL § 4, stk.1c og LL § 13. Det samme gælder sygeløn og sygedagpenge samt

eventuelle dagpenge i tilfælde af tilskadekomst eller ulykke.

Beløb, der modtages fra sygesikringen eller sygeforsikring til

erstatning for positive udgifter i anledning af sygdommen - i

modsætning til erstatning for tab af erhvervsindtægt som følge af sygdommen

(dagpenge) - er derimod ikke skattepligtige, jfr. l.o.s.r. 1929.78,

lsr. 1942.117 og 1950.12.

Dagpengeordningen går i hovedtræk ud på, at lønmodtagere i sygdomstilfælde

i en kortere periode afhængig af forskellige i loven indeholdte betingelser

får udbetalt dagpenge fra arbejdsgiveren, hvorefter udbetalingen overgår til

socialforvaltningen. I visse tilfælde, bl.a. afhængig af

ansættelsesforholdets længde, sker udbetalingen straks fra de sociale

myndigheder. Arbejdsgiveren har visse muligheder for at opnå refusion af de

beløb, han udbetaler.

Ifølge § 13 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring kan

arbejdsformidlingen yde »mobilitetsfremmende ydelser«.

Reglerne omfatter rejsehjælp, flyttehjælp, tilskud til merudgifter ved

dobbelt husførelse, bolighjælp, starthjælp og etableringshjælp. Alle disse

ydelser er indkomstskattepligtige, og begrunder ikke i sig

selv noget fradrag i indkomsten, jfr. skd.66.257 og lsr.1983.161.

1.2. Offentlige understøttelser

1.2.1. Sociale ydelser

Behovsbestemte ydelser, der af offentlige myndigheder og

institutioner udredes i henhold til lov om social bistand medregnes

ikke i indkomsten, jfr. LL § 7, litra j.

Læs alt

Nedsættelse af personfradraget

Som et modstykke til skattefriheden sker der ved beskatningen af

modtagerens øvrige indkomst i almindelighed en nedsættelse af

personfradraget, jfr. PSL § 11. Nedsættelsen foretages, når den

pågældende har modtaget ydelser efter kapitel 9 (§§ 37-42a) i

bistandsloven. I så fald nedsættes personfradraget, herunder overført

fradrag fra ægtefælle, med så stor en del, som svarer til forholdet mellem de

modtagne ydelser efter lovens kapitel 9 og disse ydelser med tillæg af den

skattepligtige indkomst. Nedsættelsen kan dog ikke udgøre et større beløb end

ydelserne.

Ydelser efter bistandsloven til dækning af udgifter i

forbindelse med et handicap, har ikke virkning for

personfradraget. Dette gælder udgifter efter § 42, i det omfang de er

affødt af uddannelsen eller af pågældendes handicap, f.eks. skolepenge,

kursusudgifter, nødvendige bøger og udgifter til transport til og fra

uddannelsesstedet, jfr. pkt. 34 og 35 sammenholdt med pkt.47, stk.2, i

socialministeriets vejledning af 26.juni 1987.

Ifølge PSL § 11 skal nedsættelse af personfradraget i forbindelse med

udbetaling af kontanthjælp efter bistandslovens kap.9 til samlevende

ægtefæller ske hos den ægtefælle, der har den højeste

skattepligtige indkomst. Ydelser efter bistandslovens § 42 (revalidering,

uddannelse og etablering) henføres dog til den ægtefælle, de er ydet til.

Kontanthjælp i medfør af bistandslovens § 37 og § 42 til unge under 18

år medfører nedsættelse af den unges personfradrag, skd.47.290.

Kun kap. 9

Alle behovsbestemte ydelser m.v. efter bistandsloven er skattefri, men

det er kun ydelser efter lovens kapitel 9, der medfører nedsættelse af

personfradraget .

De ydelser, der påvirker personfradraget, er kontante ydelser i form

af kontanthjælp (grundydelse, boligtillæg og børnetillæg).

De forskellige natural- og serviceydelser, som også tidligere var

skattefrie, påvirker ikke personfradraget.

Ydelser efter bistandslovens § 37 medregnes ikke i modtagerens indkomst,

men reducerer hans personfradrag, også i de tilfælde, hvor den

pågældende til det offentlige indbetaler det bidrag, der i henhold til

resolution skal betales til et barns underhold, skd.69.175.

I skattedepartementets cirkulære nr.18 af 26. januar 1977 til LL findes

eksempler på personfradragets beregning. Skat 1985.2.55 indeholder

et eksempel på, hvorledes nedsættelse af personfradraget efter den omhandlede

bestemmelse beregnes, når indkomstnedsættelsen omfatter en kortere periode

end et år, samt når skatteberegning foretages efter KL § 13.

Kræves en social ydelse tilbagebetalt efter bistandslovens § 26,

stk. 1, nr. 4, på grund af udbetalt erstatning m.v., skal den i forbindelse

med udbetalingen af ydelsen skete nedsættelse af modtagerens

personfradrag ophæves (SD-cirk.1981.21). Hvis en modtagen ydelse, der

oprindelig var tilbagebetalingspligtig, omkonteres så kun halvdelen skal

tilbagebetales, skal reguleringen principielt foretages i omkonteringsåret.

Reguleringen kan dog efter skatteyderens anmodning foretages for

udbetalingsåret.

Når en bidragspligtig ikke opfylder sin forpligtelse i henhold til en

bidragsresolution til at udrede underholdsbidrag til den tidligere

ægtefælle, kan der ydes den tidligere ægtefælle hjælp efter

bistandslovens kapitel 9. Denne ydelse betragtes som en skattefri

social ydelse for modtageren (selv om den træder i stedet for et

skattepligtigt bidrag), men den medfører nedsættelse af

personfradraget, skd.42.184.

Bortfalder et krav på tilbagebetaling af en social ydelse efter

bistandslovens § 27, stk. 4, idet der er gået 5 år efter hjælpens ophør, uden

at der efter § 27, stk. 1, har være økonomisk mulighed for at gennemføre

kravet, medfører dette hverken skattepligt eller nedsættelse af den

pågældendes personfradrag.

Hvad er skattefrit

Ifølge skattedepartementets cirkulære nr.18 af 26. januar 1977 til LL

omfatter skattefritagelsen i henhold til LL § 7, litra j, alle de

tilfælde, hvor hjælpen ydes af de sociale myndigheder efter behov,

(behovsbestemte ydelser).

Skattefritagelsen gælder derimod ikke de beløb til personlige

fornødenheder, der som en pensionsydelse udbetales til pensionister på

plejehjem efter bistandslovens § 84 og § 118, og heller ikke de ydelser efter

bistandsloven, som udbetales i forbindelse med ophold på en institution under

bistandsloven, når ydelserne har karakter af egentlige arbejdsvederlag

samt transportgodtgørelse.

Ydelser fra Dansk Flygtningehjælp, der udbetales i medfør af

bistandsloven, behandles på samme måde som sociale ydelser i øvrigt, d.v.s.

de er skattefri, men kan medføre reduktion af personfradraget,

skd.40.32.

Lommepenge udbetalt i henhold til bistandslovens § 117, stk.2,

til personer anbragt på institutioner for personer med vidtgående

fysiske eller psykiske handicap er skattefri ifølge LL § 7, litra j.

Hjælp ydet som løn eller løntilskud efter bistandslovens § 42,

stk.3, er skattepligtig, jfr. pkt.66 i socialministeriets vejledning

af 26.juni 1987.

I henhold til LL § 7 er børnetilskud efter lov om børnetilskud og

forskudsvis udbetaling af børnebidrag skattefri.

Børnefamilieydelsen (jfr. lov nr.147 af 19.marts 1986), der

udbetales fra og med juli 1987, er ligeledes skattefri.

Ifølge LL § 7 F er boligstøtte og forskellige tilskud efter lov om

byfornyelse og boligforbedring samt saneringsloven ligeledes skattefri (se G

5.1.2).

I forbindelse med børns ophold på døgninstitutioner udbetales til

forældrene hjælp til dækning af rejseudgifter ved besøg på institutionen.

Denne hjælp - der er af beskedent omfang - anses i praksis som skattefri.

Rejsehjælp til forældre, der er medlemmer af anerkendte institutioners

forældreråd, betragtes som en skattefri § 5d-ydelse, når der er tale om

rejse uden for de pågældendes hjemstedskommune.

1.2.2. Uddannelseshjælp Omskoling og lign.

Der kan ydes støtte, normalt i form af godtgørelse for tab af indtægter,

efter følgende bestemmelser:

a. Lov om erhvervsmæssig uddannelse af specialarbejdere, om uddannelse af

unge og om støtte til omskoling.

b. Finanslovsbevilling til ydelse af tilskud til efteruddannelse af

faglærte m.v., jfr. arbejdsministeriets cirkulære nr. 166 af 18. juni 1965.

Godtgørelse ydet efter de nævnte bestemmelser for tab af indtægter eller

arbejdsmuligheder er indkomstskattepligtig. Tilskud til betaling af

egentlige uddannelsesudgifter (kursusafgift o.lign.) beskattes ikke, hvorimod

værdien af kost og logi på uddannelsesinstitution beskattes (1.700 kr. pr.

md.).

Om uddannelseslegater m.v., se E 3.5.1.

1.3. Private understøttelser 1.3.1. Fra tidligere arbejdsgiver

Nogle arbejdsgivere udbetaler til tidligere ansatte en form for

understøttelse eller pensionslignende ydelse, uden at denne kan anses som led

i en egentlig pensionsordning. Understøttelsen ydes ofte til tidligere

ansatte, der af en eller anden grund har været afskåret fra at deltage i en

egentlig pensionsordning. Hvad enten der under ansættelsesforholdet af

lønmodtageren har været indbetalt bidrag til understøttelsesordningen eller

ikke, og uden hensyn til, om sådanne bidrag har været fradragsberettigede, er

alle udbetalinger af denne art indkomstskattepligtige.

1.3.2. Fra fagforeninger o.lign.

Visse fagforeninger o.lign. udbetaler til medlemmer, der er ophørt med

erhverv, eller til enker efter medlemmer, en mindre understøttelse som

supplement til folkepension m.v. Understøttelsen er

indkomstskattepligtig.

Når der ved en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse pålægges medlemmer

af fagforeningen en personlig bod, og boden betales af

fagforeningen, er beløbet indkomstskattepligtigt for medlemmet, jfr.

lsr.1986.57.

Ved HD af 27.april 1988 (Skat 1988.6.335) blev en fagforenings udbetaling

af strejkeunderstøttelse i form af lån ikke anset som en

indkomstskattepligtig ydelse i henhold til LL § 14, stk.7 (nu LL § 13).

Højesteret udtalte dog, at lånefordelen muligvis måtte anses for

indkomstskattepligtig.

1.3.3. Fra hjælpeog understøttelsesfonds

Ydelser fra såkaldte hjælpe- og understøttelsesfonds, herunder visse

alderdomsfonds, er skattepligtige. Om fondens eventuelle køb af livrente,

se I 5.

En hjælpefond, hvis kapital udelukkende hidrørte fra arbejdsgiveren,

ophørte ved salg af virksomheden, og kapitalen blev udloddet til de ansatte.

Udbetalingerne blev anset for almindelig indkomstskattepligtige, lsr.

1976.121.

1.4. Erstatninger 1.4.1. Tilskadekomst

Erstatningskrav kan foruden efter dansk rets almindelige regler opstå

efter lov om arbejdsskadeforsikring (Lovbkg. nr.450 af 25.juni

1987).

Arbejdsskadeforsikringsloven dækker:

1) sygebehandling, optræning og hjælpemidler m.m.,

2) erstatning for tab af erhvervsevne,

3) erstatning for varigt men,

4) overgangsbeløb til efterladte ved dødsfald,

5) erstatning for tab af forsørger.

Økonomisk kompensation efter arbejdsskadeforsikringsloven skal ses i

sammenhæng med økonomisk kompensation mv. efter andre sociale love, for

eksempel dagpengeloven, sygesikringsloven og bistandsloven.

Efter arbejdsskadeforsikringsloven, der administreres af

Arbejdsskadestyrelsen (i samarbejde med en række særlig godkendte private

forsikringsselskaber) med ankeadgang til Den Sociale Ankestyrelse, kan der

efter 1. april 1987 ydes følgende erstatninger:

A. Erstatning for varigt men (§ 28), der udbetales som: 1. et

kapitalbeløb.

B. Erstatning for tab af erhvervsevne (§27), der udbetales som:

1) en løbende erstatning, eller

2) et kapitalbeløb, automatisk eller efter ansøgning, eller

3) et engangsbeløb på 2 gange den årlige erstatning:

a) fra udgangen af den måned, i hvilken den

erstatningsberettigede fylder 67 år

b) hvor en erstatningsberettiget på tidspunktet for

afgørelsen er fyldt 67 år.

C. Erstatning for tab af forsørger (§§ 31-33), der udbetales som:

1) en tidsbestemt løbende erstatning, eller

2) et kapitalbeløb, automatisk eller efter ansøgning, eller

3) et engangsbeløb på 2 gange den årlige erstatning:

a) fra udgangen af den måned, i hvilken den

erstatningsberettigede fylder 67 år

b) hvor en erstatningsberettiget på tidspunktet for

skadelidtes død er fyldt 67 år.

D. Overgangsbeløb ved dødsfald (§ 30).

Overgangsbeløbet, der udbetales een gang for alle, tilkommer under nærmere

betingelser den efterladte ægtefælle samt en efterladt, som før

arbejdsskadens indtræden levede sammen med skadelidte i et ægteskabslignende

forhold. Overgangsbeløbet kan i særlige tilfælde tildeles andre, jf. lovens §

30, stk.4.

De erstatninger, der er nævnt under B.1. og C.1., er

indkomstskattepligtige, hvorimod de øvrige erstatninger er indkomstskattefri.

Ulykkesforsikringsloven anvendes fortsat på ulykkestilfælde, der er

indtruffet før den 1.april 1978.

Erstatninger, der udbetales løbende, er altid

indkomstskattepligtige. Man må i denne forbindelse være opmærksom på, at

en engangssum kan erlægges afdragsvis uden derfor at blive skattepligtig.

Hvad angår forsikringsydelser i h.t. en personlig

ulykkesforsikring, dagpenge, invaliditetserstatning og dødserstatning

med begunstigelsesklausul, jfr. lov om forsikringsaftaler §§ 102-105, jfr. §

122, se I 3.

1.4.2. Lærlingeforhold

Ifølge lærlingeloven er en læremester forpligtet til at yde en lærling

erstatning efter voldgiftsrettens skøn, hvis læremesteren er skyld i, at

lærlingen ikke erhverver lærebrev ved læretidens udløb. Erstatningen er ikke

nærmere præciseret. Den del af en sådan erstatning, der vedrører tabt

arbejdsfortjeneste, er skattepligtig. Hvor stor en del af en ikke

nærmere præciseret erstatning, der vedrører tabt arbejdsfortjeneste, må

opgøres individuelt i hvert enkelt tilfælde, eventuelt skønsmæssigt,

jfr. VLD af 15. nov. 1983 (skd. 69.273), hvor den tabte arbejdsfortjeneste i

forbindelse med erstatning for et ulovligt lærlingeforhold

skønsmæssigt blev opgjort til forskellen mellem den faktisk

oppebårne løn og hvad den pågældende kunne have tjent som ufaglært arbejder i

samme tidsrum.

Hvor det drejer sig om erstatning for manglende lærebrev (dårlig

oplæring), fastsættes beregningsgrundlaget for erstatningen som regel som

forskellen mellem sidste års lærlingeløn og den udlærtes begyndelsesløn for

en periode svarende til den tid, lærlingen bliver forsinket i sin uddannelse.

Den skattepligtige del af de nævnte erstatninger anses for A-indkomst.

1.4.3. Lønmodtagernes garantifond

Lønmodtagernes Garantifond (LG) er oprettet ved lov af 13. april 1972,

jfr. nu lovbekendtgørelse nr.77 af 12.februar 1988, med det formål at sikre

lønmodtageres lønkrav m.v. i tilfælde af:

1) arbejdsgiverens konkurs,

2) arbejdsgiverens død, såfremt boet behandles efter skiftelovens kap. 3,

3) virksomhedens ophør, såfremt det godtgøres, at arbejdsgiveren er ude af

stand til at betale kravet.

LG er oprettet som en selvstændig, selvejende institution. Fonden har

ledelse og administration fælles med Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP).

Garantien omfatter krav på løn og andet vederlag, erstatning for

afbrydelse af arbejdsforholdet samt feriegodtgørelse, såfremt kravene har

eller i tilfælde af konkurs ville have privilegium efter konkurslovens § 95,

stk.1, nr.1-5, jfr. stk.2. Garantien omfatter tillige tilsvarende krav, der

kan støttes på konkurslovens § 94, nr.2, såfremt den skifteret, der behandler

konkursboet eller dødsboet, attesterer, at boet ikke for tiden er i stand til

at opfylde kravene. Endelig omfatter garantien de krav, der efter

konkurslovens § 63, stk.2, 1.pkt., bliver stillet som § 94- eller § 95-krav.

Krav fra skyldnerens nærstående kan nægtes privilegium - og dermed dækning

fra fonden - såfremt kravet under hensyn til løn- og arbejdsvilkår, til

ydelse af henstand samt til evt. økonomisk interesse i virksomhedens drift

ikke findes rimeligt begrundet. I tilfælde af virksomhedens insolvente ophør

uden egentlig bobehandling er det fonden, der afgør, om privilegium evt. skal

nægtes.

Det er en forudsætning for privilegium - og dermed dækning fra fonden - at

der har bestået et tjenesteforhold mellem arbejdsgiveren og lønmodtageren.

F.eks. har den administrerende direktør for et aktieselskab efter fast

domspraksis ikke privilegium for sit krav. Der er således ikke helt identitet

mellem kildeskattelovens A-indkomstbegreb og privilegium efter konkursloven.

Udlæg for arbejdsgiveren samt godtgørelse for konkrete udgifter, typisk

kørselsgodtgørelse efter »statens takster«, er ikke omfattet af

garantien.

For lønkrav m.v. kan fonden i det enkelte tilfælde i alt højst udbetale

75.000 kr., (hvis fristdagen ligger efter 1.januar 1989). Krav på

feriegodtgørelse kan dækkes udover maksimumbeløbet.

Garantien omfatter ikke den del af lønnen, som arbejdsgiveren skulle

have indeholdt i kildeskat. I forhold til lønmodtageren træder det

beløb, som fonden beregner som A-skat i stedet for kildeskat af lønnen, jfr.

KL § 83. Lønmodtageren bliver godskrevet den beregnede skat via

arbejdsgiverkommunen, der modtager underretning fra fonden om den udbetalte

løn m.v. og den deraf beregnede skat. Arbejdsgiveren (boet) er, som ved

lønudbetaling i øvrigt, ansvarlig for den til A-skatten svarende del.

Udbetalinger fra fonden skal behandles som den ydelse,

udbetalingen træder i stedet for, d.v.s. i almindelighed som almindelig

lønindtægt. Godtgørelse i forbindelse med afbrydelse af arbejdsforholdet

(det vil især være fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a) er

dog særlig indkomst.

Efter udbetalingen indtræder fonden i lønmodtagernes krav og anmelder

kravet i et evt. bo. I forbindelse med anmeldelsen bliver boet også gjort

bekendt med den A-skat, LG har beregnet i forbindelse med udbetalingen.

1.5. Lønmodtagernes dyrtidsfond

Lønmodtagernes dyrtidsfond blev oprettet 1. april 1980 (lov nr.7 af 9.

januar 1980). Fonden forvalter og udbetaler de »indefrosne«

dyrtidsportioner, som staten indbetalte til ATP i perioden 1. september 1977

til 31. august 1979. Pengene i Dyrtidsfonden er lønmodtagernes personlige

ejendom og er konteret på den enkeltes navn.

Udbetaling til de berettigede sker:

1) ved det fyldte 67. år. 2. ved tilkendelse forinden af

folkepension, enkepension, invalidepension, (nu førtidspension), efterløn,

tjenestemandspension, pension fra godkendt pensionskasse, erstatning for tab

af erhvervsevne på 50 pct. eller derover. 3. ved flytning til udlandet for at

tage varig bopæl der. 4. ved dødsfald.

Der skal ikke betales indkomstskat af de udbetalte beløb. Der

fratrækkes derimod en afgift i henhold til pensionsbeskatningsloven.

Af de indbetalte beløb og renter indtil 31. december 1979 udgør afgiften 25

pct., og af renter tilskrevet efter 1. januar 1980 40 pct.

Så længe bindingen i dyrtidsfonden varer, er indeståendet fritaget for

formuebeskatning og renterne for indkomstbeskatning, skd.52.12.

1.6. Døgnplejevederlag

Lønmodtagere

Plejevederlag medregnes til den personlige indkomst. Godtgørelse, der ydes

for udgifter til kost og logi i forbindelse med døgnpleje, omfattet af §§ 65

og 66 i lov om social bistand, og som ikke overstiger de i medfør af lovens §

66, stk.5, fastsatte satser for omkostningsgodtgørelser, er skattefri, jfr.

LL § 9, stk.10.

Skattefriheden forudsætter, at der foreligger en plejetilladelse efter

bistandslovens § 65 (privat familiepleje), eller en godkendelse af

opholdsstedet efter bistandslovens § 66 (formidlet døgnophold) og gælder kun

den del af godtgørelsen, der ikke overstiger nævnte satser. Overstiger

godtgørelsen satserne, skal det overskydende beløb således medregnes ved

opgørelsen af modtagerens personlige indkomst, jfr. skd.cirk. nr.103 af

13.sept. 1988, pkt.18.

Omkostningsgodtgørelsen har i 1989 været:

Fra den 1. jan. til 31.marts 1989:

- For de to første plejebørn 83 kr. pr. døgn pr. barn for børn under 10 år

og 87 kr. pr. døgn pr. barn for børn og unge over 10 år.

- For det tredje plejebarn og efterfølgende plejebørn 77 kr. pr. døgn pr.

barn.

Fra og med 1.april 1989:

- For de to første plejebørn 87 kr. pr. døgn pr. barn for børn under 10 år

og 91 kr. pr. døgn pr. barn for børn og unge over 10 år.

- For det tredje plejebarn og efterfølgende plejebørn 81 kr. pr. døgn pr.

barn.

Ved omlægningen fra en fradragsordning til skattefrihed undgår disse

plejeforældre tillige fradragsbegrænsningen på 3.300 kr. for

lønmodtagerudgifter ifølge LL § 9, stk.1. (Se evt. D 2.2).

Der kan ikke foretages fradrag for udgifter til kost og logi i

det omfang, der er modtaget skattefri godtgørelse herfor.

Er de fradragsberettigede udgifter, som godtgørelsen tilsigter at

dække, større end godtgørelsen, kan forskellen mellem de

fradragsberettigede udgifter og den udbetalte godtgørelse fradrages ved

opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Der må i den situation

kræves dokumentation for samtlige udgifter, der er afholdt i forbindelse

med plejeforholdet.

Hvis plejeforældre får refunderet særlige udgifter i forbindelse

med plejeforholdet mod dokumentation ved eksterne udgiftsbilag (udlæg

efter regning), holdes refusionen og udgifterne helt uden for

indkomstopgørelsen og påvirker derfor ikke skatteberegningen.

Selvstændige erhvervsdrivende

Plejeforældre, der udøver døgnplejen som selvstændig

erhvervsvirksomhed, er ikke omfattet af skattefriheden. Det skyldes, at

selvstændige erhvervsdrivende kan fradrage udgifterne til kost og logi i

den personlige indkomst, og at de kan benytte virksomhedsordningen, se

f.eks. Skat 1987.10.743 samt C 4.2.4.

Lommepenge m.v.

Lommepenge til børn og unge fra 3-18 år og beklædning til børn, der er

fyldt 12 år, ydes af det sociale udvalg i overensstemmelse med reglerne i

socialstyrelsens vejledning nr. 3, 1988, punkterne 71 og 72 om lommepenge,

arbejdsvederlag og andre ydelser under ophold uden for hjemmet.

Barnet er principielt skattepligtig af disse ydelser, men skatteansættelse

af børn under 15 år sker efter praksis kun, såfremt barnet har haft anden

skattepligtig indkomst i indkomståret eller ejer skattepligtig formue ved

indkomstårets udløb.

Om vederlag for børn anbragt i dagpleje, se 3.8.

2. Ydelser efter de sociale pensionslove

Den 1. januar 1984 afløstes de 3 hidtidige love om folke-, invalide- og

enkepension af 2 love, lov om folkepension samt lov om invalidepension og

førtidspension m.v.

Enkepension, førtidig folkepension, laveste invalidepension

erstattedes af førtidspension, som kan tilkendes, når erhvervsevnen

er nedsat med mere end halvdelen, ikke kun af helbredsmæssige årsager, men

også ved blandede helbredsmæssige og sociale årsager. Endvidere kan

førtidspension tilkendes fra det 50. år, når sociale og helbredsmæssige

forhold taler for det.

Den 1. oktober 1984 trådte lov om social pension i kraft. Heri er

samlet samtlige regler om social pension og betegnelserne højeste og

mellemste invalidepension er afløst af højeste og mellemste førtidspension,

ligesom der skelnes mellem almindelig og forhøjet almindelig førtidspension.

Sidstnævnte betegnelse indebærer retten til det særlige førtidsbeløb, der kom

til udbetaling fra den 1. januar 1985 til personer, der har opnået ret til

førtidspension før det fyldte 60. år. Selve tilkendelseskriterierne er ikke

ændret.

Ydelserne efter den sociale pensionslovgivning - herunder

invaliditetsydelse til ikke-pensionister - sker gennem socialforvaltningen i

kommunen.

Pensionerne ydes fra den 1. i måneden efter at aldersbetingelserne er

opfyldt eller tidligst fra den 1. i måneden efter begæringens indgivelse. Der

kan ydes forskud på pensionerne, medens sagen behandles.

2.1. Folkepension

Folkepension beregnes under hensyn til den pågældendes ægteskabelige

stilling. Loven indeholder to satser: en for samgifte pensionister og en for

andre pensionister.

Ved dødsfald har den efterlevende ægtefælle normalt ret til tre måneders

fuld efterlevelsespension.

Folkepension består af grundbeløb og pensionstillæg.

Grundbeløbet udbetales fuldt ud til pensionister, der er fyldt 70

år, mens det reguleres for pensionister i alderen 67-69 år på grundlag af

indtægten ved personligt arbejde.

Regulering af grundbeløbet sker under hensyn til egne indtægter,hvorimod

pensionstillægget reguleres under hensyn til såvel egne som evt.

ægtefælles indtægter og tillægget indtægtsreguleres uanset pensionistens

alder.

Fra 1. januar 1984 bortfaldt hustru- og ægteskabstillæg, men er

der inden denne dato opnået ret til et sådant tillæg, udbetales det, indtil

ægtefællen selv bliver pensionist. Tillæggene indtægtsreguleres under hensyn

til begge ægtefællers indtægt. Modtog pensionisten fuldt hustrutillæg pr. 31.

december 1983, overgik hustruen til at modtage førtidspension.

Endelig kan der være tale om midlertidige tillæg, ventetillæg,

alderstillæg og personlige tillæg. Disse tillæg er ikke indtægtsregulerede.

Herudover kan der være tale om invaliditetstillæg.

Beskatningen

De ovenfor omtalte ydelser er som hovedregel fuldt skattepligtige.

Personlige tillæg og invaliditets-, bistands- og plejetillæg er dog

skattefri efter ligningslovens § 7, litra i.

Beskatningstidspunktet

Sociale pensioner beskattes i udbetalingsåret, selv om pensionen

tildeles med tilbagevirkende kraft for tidligere år, jfr. bkg. nr.499 af

20.nov. 1985 § 1, stk.3.

SD-cirk.1987-47 omtaler betingelserne for at tillade en eventuel

tilbagefordeling af pensionsindtægter m.v. vedrørende tidligere indkomstår,

se D 1.1.

Hvis skatteydere, der hidtil har modtaget sygedagpenge, får bevilget

førtids-, eller folkepension med tilbagevirkende kraft til

ansøgningstidspunktet, modregnes de udbetalte sygedagpenge i den sociale

pension. Et evt. overskydende beløb kræves dog ikke tilbagebetalt. I

skattemæssig henseende anses de modtagne ydelser for pensionsydelser

for hele den periode, hvor pensionen tilkendes, med den heraf følgende

skattefrihed for tillæg til pensionen.

Samordningsfradrag

Efter tjenestemandspensionsloven foretages et

»samordningsfradrag« for personer, der modtager

tjenestemandspension, og som samtidig er berettiget til at oppebære

folkepension (og højeste førtidspension).

Samordningsfradraget foretages som en reduktion af tjenestemandspensionen.

Fradraget foretages inden skattetræk. Beløbet på oplysningssedlen omfatter

derfor kun nettobeløbet.

2.2. Førtidspension

Førtidspensionerne består ligesom folkepension af grundbeløb og

pensionstillæg, men til forskel fra folkepension reguleres grundbeløbet

under hensyn til samtlige indtægter, pensionisten måtte have udover

pensionen.

Indtil 1. januar 1985 bestod forhøjet almindelig og almindelig

førtidspension kun af grundbeløb og pensionstillæg, medmindre der blev

ydet nogle af de særlige tillæg, der er nævnt nedenfor. Efter 1.januar 1985

udbetales herudover førtidsbeløbet til personer, der havde opnået

ret til forhøjet almindelig førtidspension før det fyldte 60. år.

Førtidsbeløbet indtægtsreguleres ikke.

Højeste førtidspension består tillige af et invaliditetssbeløb og et

erhvervsudygtighedsbeløb. Mellemste førtidspension tillige kun af

invaliditetsbeløbet. Invaliditetsbeløbet og erhvervsudygtighedsbeløbet

indtægtsreguleres ikke.

Til pensionen ydes tillæg efter stort set samme regler som til

folkepension. Herudover kan der være tale om bistands- og

plejetillæg, der ikke indtægtsreguleres.

Der gælder særlige regler for beregningen af samgifte

førtidspensionisters pension, hvorved bl.a. tages hensyn til hver af

ægtefællernes invaliditetsgrad.

Førtidspensionister overgår ved det fyldte 67. år til folkepension.

Invaliditets- ydelse

Efter lov om social pension kan der tilkendes en

invaliditetsydelse, der er indtægtsuafhængig, til personer, der

ville have ret til højeste eller mellemste førtidspension, hvis de ikke havde

erhvervsmæssigt arbejde. Invaliditetsydelse kan også tilkendes personer, der

på grund af alvorlig høreskade har svære kontaktvanskeligheder. I tilslutning

til invaliditetsydelser kan der tilkendes bistands- eller

plejetillæg.

Beskatningen

Førtidspensionens grundbeløb og pensionstillæg samt

erhvervsudygtighedsbeløbet er skattepligtige, medens invaliditetsbeløb,

bistands- og plejetillæg, personlige tillæg og invaliditetsydelser samt

førtidsbeløb er skattefri.

2.3. Ægtefællers beskatning

Hver ægtefælle beskattes af sin egen pension med tilhørende skattepligtige

tillæg og forskud herpå, idet beskatningen ganske følger udbetalingen. Det

gælder foruden grundbeløbet også pensionstillæg, alderstillæg, ventetillæg og

beløb for erhvervsudygtighed.

Ægteskabstillæg tilkommer pensionisten og beskattes hos denne som

en del af den samlede pension. Hustrutillæg beskattes hos

ægtemanden, da det udbetales til ham, jfr. skd. 70.432.

Amerikansk social security skal analogt med reglerne for

beskatning af folkepension beskattes hos den ægtefælle, der modtager ydelsen,

skd. 24.76.

2.4. Forhøjet personfradrag

Ifølge PSL § 10 gælder der særlige personfradragsregler for

pensionister, d.v.s. personer, som ved udgangen af

indkomståret,

1) enten opfylder aldersbetingelsen for at modtage folkepension,

eller

2) modtager eller får forskud på førtidspension eller

modtager invaliditetsydelse med bistands- eller plejetillæg.

Ad 1) Aldersbetingelsen for at opnå folkepension opfyldes i det år, hvori

den skattepligtige fylder 67 år. Selv om pensionen efter de gældende regler

tidligst kan udbetales fra den 1. i måneden, efter at aldersbetingelsen er

opfyldt, er det tilstrækkeligt, at aldersbetingelsen er opfyldt inden

udgangen af 1989.

Ad 2) Personer, der før det 67. år rent faktisk oppebærer social

pension ved årets udgang, er berettiget til det særlige personfradrag.

Efter de gældende regler indtræder retten til pensionen først fra den 1. i

måneden efter ansøgningsdagen. Det betyder, at personer, der har søgt pension

i december 1989, og som får tillagt ret til denne fra den 1. januar 1990,

først er berettiget til det forhøjede personfradrag i 1990.

Samlevende pensionister, der har været gift hele året, får hver

et personfradrag på 29.400 kr. i 1989.

Enlige pensionister får i 1989 et personfradrag på 52.100 kr.

Ved enlige pensionister forstås ifølge PSL § 10, stk.2,

pensionister, som ved indkomstårets udløb ikke samlevede

med en ægtefælle, eller som har indgået ægteskab i indkomstårets

løb. Om ægtefællerne anses for samlevende afgøres efter KL § 4, se Skat

1988.7.403. Genoptagelse af samliv efter separation eller faktisk adskillelse

kan ikke sidestilles med indgåelse af ægteskab i denne forbindelse,

skd.73.232.

Forskud på pension

Når begæring om social pension er indgivet, kan det sociale udvalg under

visse betingelser bevilge forskud på pension for tiden mellem den 1. i

måneden efter begæringens indgivelse og sagens endelige afgørelse.

Efter PSL § 10, stk.2, gives der forhøjet personfradrag, såfremt

skatteyderen ved kalenderårets udløb fortsat modtager forskud på pension

eller har fået pensionen endeligt tilkendt.

Såfremt de sociale myndigheder undtagelsesvis kræver den forskudsvis

erlagte pension tilbagebetalt - f.eks. hvor udbetaling skyldes

svigagtige forhold - skal der foretages en ny skatteberegning under

anvendelse af det almindelige personfradrag for hele den periode, hvori

skatten har været nedsat under anvendelse af det forhøjede personfradrag.

Retten til det forhøjede personfradrag bortfalder ikke, fordi en del af

pensionen inddrages ved optagelse på plejehjem m.v., jfr. lsr.

1978.84.

I lov om social pension § 13, stk.1, nr.3 indgår som foran nævnt et begreb

»førtidsbeløb«, der er en del af førtidspensionen. Personer, der

kun modtager dette - ikke indtægtsbestemte - førtidsbeløb, må anses for at

»modtage pension« og er dermed berettigede til det forhøjede

personfradrag, jfr. Skat 1985.4.111.

En førtidspensionist, hvis ret til pension i medfør af pensionslovens §59,

stk.2, af revaliderings- og pensionsnævnet er gjort hvilende, og

hvor der derfor ikke udbetales nogen del af pensionen, heller ikke

invaliditetsbeløbet, er derimod ikke berettiget til det forhøjede

personfradrag, jfr. skd.62.247.

Personer, der modtager invaliditetsydelse (der ikke er en

bestanddel af førtidspensionen, men en selvstændig »pensionslignende

ydelse«) skal udover selve invaliditetsydelsen modtage

bistands- eller plejetillæg for at være berettiget til forhøjet

personfradrag, lsr.1981.98 og PSL § 10, stk.2, sidste pkt.

Udenlandske pensioner (såvel offentlige som private)

berettiger ikke til forhøjet personfradrag, da KL § 37, stk.5 (nu

PSL § 10, stk.2), kun refererer til den danske forsorgslovgivning, se

skd.37.139.

2.5. Ophold på plejehjem

For pensionister, der har ophold på kommunale plejehjem, eller private

plejehjem, med hvilke der er indgået overenskomst, træder opholdet på

plejehjemmet i stedet for udbetaling af den sociale pension, jfr.

bistandslovens § 84, og der udbetales alene et beløb til dækning af

personlige fornødenheder (lommepenge).

Disse pensionister er ikke indkomstskattepligtige af værdien af det

frie ophold på plejehjemmet, men kun indkomstskattepligtige af de

udbetalte lommepenge, skd.46.201.

Pensionister, der har midler ud over pensionen, og som betaler

for opholdet efter de i bistandsloven fastsatte regler, er heller ikke

skattepligtige af værdien af opholdet på hjemmet. Til gengæld kan betalingen

for opholdet ikke fratrækkes.

Hvor begge ægtefæller har ophold på plejehjem, har begge ret til

lommepenge. Yngre pensionister oppebærer højere lommepenge.

Samlivsophør

I tilfælde, hvor den ene ægtefælle optages på et plejehjem, medens den

anden bliver boende i sit hjem, betragtes samlivet som ophørt med

virkning fra optagelsesårets udgang.

Optages begge ægtefæller på samme plejehjem, anses samlivet derimod

opretholdt, selv om ægtefællerne bebor hver sit værelse, skd.50.185.

Pensionen opdeles normalt således, at den udeboende ægtefælle tillægges

pension som enlig, medens den optagne ægtefælle tillægges lommepenge.

Har den optagne ægtefælle forsørgelsespligt over for ægtefælle eller

børn, fastsættes en eventuel betaling for opholdet først efter

afsættelse af et beløb til opfyldelse af forsørgelsespligten, således at

ægtefællens og børnenes levevilkår ikke forringes på grund af pågældendes

optagelse på plejehjem, jfr. bistandslovens § 85, stk. 2.

Den optagne ægtefælle beskattes af sine samlede indtægter, og

under forudsætning af, at beløbet er fastsat af en offentlig myndighed

(plejetilsynet), kan det betalte forsørgelsesbeløb (herunder

formueafkast) fradrages som et godkendt underholdsbidrag mellem faktisk

adskilte ægtefæller, jfr. F 1.2. Modtageren beskattes af

»bidraget«.

Når der træffes beslutning om optagelse på plejehjem

Efter gældende regler sker der en nedsættelse af pensionen til de folke-

og førtidspensionister, der er indlagt på sygehuse og hospitaler, og for hvem

der er truffet afgørelse om optagelse på plejehjem. Nedsættelsen af pensionen

sker på samme måde som for beboere på plejehjem, idet der dog til enlige

pensionister udover lommepengene udbetales et beløb til dækning af husleje

o.lign. Nedsættelsen af pensionen sker fra udgangen af den måned, der følger

efter den måned, hvori afgørelsen om optagelsen på plejehjem er truffet.

I disse tilfælde anses samlivet med en eventuel ægtefælle for ophævet med

udgangen af det kalenderår, hvori beslutningen om optagelse på plejehjem

træffes, jfr. SD-cirk. 1978-20.

Tager den pågældende, uanset at der er truffet beslutning om optagelse på

plejehjem, ophold i sit eget hjem eller hos pårørende, udbetales pensionen på

ny med det fulde beløb.

2.6. Indlæggelse på psykiatriske institutioner

Psykiatriske patienter får i henhold til sygehusloven udbetalt et beløb

til personlige fornødenheder (lommepenge) af samme størrelse som

lommepengebeløbet på plejehjem efter bistandsloven. Til patienter, der ikke

er pensionister, udbetales lommepenge, såfremt et skøn over patientens behov

og helbredstilstand taler herfor.

Personer over 67 år betaler for opholdet på institutionen efter samme

regler som for plejehjemsbeboere, dog først efter udløbet af den 6. måned

efter indlæggelsesmåneden. Personer under 67 år betaler ikke for opholdet,

jfr. foran. Der kan dispenseres fra betalingsreglerne, hvis der er rimelig

udsigt til genudskrivning.

En enlig pensionist bevarer det forhøjede personfradrag i henhold til KL §

37, stk. 5 (nu PSL § 10, stk.2), når vedkommendes pension bortfalder efter 6

måneders ophold, jfr. skd. 41.111.

2.7. Indlæggelse på institutioner under sygehusvæsenet

Med virkning fra den 1. oktober 1984 afskaffedes den hidtidige automatiske

pensionsinddragelse efter 6 måneder på visse psykiatriske institutioner. I

stedet kan der træffes beslutning om pensionsinddragelse på alle

institutioner under sygehusvæsenet, hvis en patient må anses som plejepatient

eller i øvrigt skønnes uegnet til mere varig udskrivning til eget hjem. En

sådan beslutning kan først træffes, når den pågældende har haft en samlet

indlæggelsestid på over 6 måneder.

Efter sygehuslovgivningen sker der med virkning fra samme dato ændring af

reglerne for betaling for opholdet og udbetaling af lommepenge.

For pensionister over 67 år betales for opholdet efter samme regler som

for plejehjemsbeboere samtidig med pensionsinddragelsen.

For pensionister under 67 år betales der ikke for opholdet, bortset fra

den inddragne pension. Til pensionister såvel over som under 67 år ydes der i

stedet for den inddragne pension et beløb til personlige fornødenheder

(lommepenge) af samme størrelse som lommepengebeløbet efter bistandsloven til

plejehjemsbeboere.

Patienter over 67 år, der ikke er pensionister, betaler ligeledes for

opholdet af egne indtægter fra det tidspunkt, hvor de - hvis de havde været

pensionister - ville have fået inddraget deres pension.

Såvel til denne gruppe som til andre ikke-pensionister, der ikke har

udsigt til mere varig udskrivning til eget hjem, udbetales obligatoriske

lommepenge svarende til lommepengene efter bistandslovens regler om

plejehjemsophold.

2.8. Delpension

Med virkning fra den 1.jan. 1987 kan der udbetales delpension efter lov om

delpension til personer i alderen 60-67 år, der nedsætter deres arbejdstid.

Lønmodtagere skal nedsætte arbejdstiden med mindst 1/4 eller 8 timer

gennemsnitligt om ugen, således at arbejdstiden svarer til en ugentlig

arbejdstid på mellem 15 og 30 timer i gennemsnit. Selvstændige kan kun

nedsætte arbejdstiden fra fuld tid til halv tid.

Der udbetales delpension fra det sociale udvalg i kommunen for det antal

timer, hvormed arbejdstiden er nedsat.

3. Underholdsydelser

I dette afsnit behandles spørgsmålet om indkomstskattepligt for

modtageren af underholdsydelser. Se F.1. om yderens

fradragsret.

3.1. Underholdsbidrag i anledning af separation eller skilsmisse

Bidrag til underhold af den anden ægtefælle medregnes til denne

ægtefælles skattepligtige indkomst.

Ifølge LL § 10 stk.1, skal bidrag til underhold af et barn kun

medregnes til barnets skattepligtige indkomst for den del af bidragene,

der overstiger det af socialministeren fastsatte normalbidrag. Særlige

bidrag til barnets dåb og bidrag i anledning af, at barnet når

konfirmationsalderen, medregnes dog ikke til barnets skattepligtige

indkomst, i det omfang bidragene ikke overstiger, for dåb 1

gang det månedlige normalbidrag, og for bidrag i anledning af, at barnet

når konfirmationsalderen, 3 gange det månedlige normalbidrag.

I tilslutning hertil er ifølge LL § 7, litra p, følgende beløb

skattefri:

»Børnetilskud, forskudsvis udbetaling af børnebidrag og af

særlige bidrag som nævnt i § 10, stk.1, 5.pkt., og § 11, 4.pkt., samt

overgangsbeløb efter § 28 i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af

børnebidrag.«

Det normalbidrag, der hermed er gjort skattefrit for

barnet udgjorde fra 1.jan. 1989: 7.392 kr. årligt og fra 1.juli 1989:

7.572 kr. årligt.

Reglen i LL § 10 kommer kun til anvendelse på periodiske

underholdsbidrag, men ikke på affindelsessummer for afkald på en bidragsret,

se lsr. 1951.202 og 1963.165 samt U.f.R. 1971.570. ØLD.

Når et modtaget engangsbeløb påstås betragtet som en

indkomstskattefri affindelsessum for afkald på en bidragsret, må det

undersøges, om beløbet er fremkommet efter en egentlig kapitalisering af det

fastsatte årlige underholdsbidrag. I benægtende fald må man være opmærksom

på, at beløbet kan være en forudbetaling af bidrag for en bestemt periode. I

så fald er beløbet indkomstskattepligtigt efterhånden som bidragene

forfalder.

Udbetalinger ved delingen af fællesboet er ikke

indkomstskattepligtige. I forbindelse med separation eller skilsmisse kan det

i henhold til ægteskabslovens § 56 bestemmes, at en ægtefælle, der

har haft særeje, skal betale en eengangsydelse til den anden

ægtefælle for at sikre, at denne ikke stilles urimeligt ringe i økonomisk

henseende efter separationen eller skilsmissen. En sådan ydelse er

hverken indkomstskattepligtig eller gaveafgiftspligtig, skd.50.179.

og Skat 1985.4.111.

Dette gælder også eventuelle gaveydelser mellem ægtefæller ved

skævdeling af fællesboet i forbindelse med separation og skilsmisse.

Tilsvarende gælder ved ydelser, der gives til afløsning af en forpligtelse

til at oprette et uigenkaldeligt testamente, som påtages i

forbindelse med separation eller skilsmisse. Sådanne ydelser medfører hverken

indkomstskat eller afgiftspligt, Skat 1985.3.84.

Ved bedømmelse af karakteren af ydelser, der i separationsvilkårene

betegnes som bidrag til hustruens underhold i en given periode, må der

sondres mellem løbende ydelser, der er indkomstskattepligtige for modtagerne

og afdrag på gæld.

Hvis tilsagnet går ud på, at der uden særlige betingelser og uden særlige

forbehold om ophør ved modtagers eller yders død ydes et bestemt månedligt

beløb, indtil der i alt er ydet et klart fikseret beløb eller et bestemt

beløb i en bestemt årrække, er der tale om afdrag på gæld. De erlagte ydelser

skal herefter ikke medtages ved modtagerens indkomstopgørelse.

Beløb, der af bidragyderen betales som præmier vedrørende

livsforsikringer o.lign., må, hvor bidragmodtageren har ejendomsretten

vedrørende nævnte forsikring, anses som et skattepligtigt underholdsbidrag.

Beskatning for modtageren følger i øvrigt af PL § 56, stk.1. Om modtageren

har fradragsret for præmien beror på reglerne i PL.

Det udelukker ikke beskatning hos modtageren, at bidragyderen ikke kan

fratrække, eller har aftalt ikke at fratrække et pålagt eller aftalt

underholdsbidrag, jfr. lsr.1964.158 og lsr.1956.19.

Som nærmere omtalt i afsnit F nægtes der fradragsret for bidrag i

anledning af skilsmisse, når de fraskilte ægtefæller har fælles

bopæl og fælles husførelse. Hvis den ene ægtefælle i disse tilfælde

ingen indtægt har, skal den pågældende beskattes af værdien af frit

ophold hos sin tidligere ægtefælle, men ikke af det aftalte eller

fastsatte bidrag. Fællesbørn, der opholder sig sammen med moderen hos den

fraskilte mand, beskattes ikke af værdien af det frie ophold, jfr. KL § 5,

stk.4.

Såfremt en ægtefælle i forbindelse med separation eller skilsmisse ved

bodelingen har fået tillagt en beboelsesret i den tidligere ægtefælles

ejendom, er værdien af hel eller delvis fribolig at betragte som ekstra

underholdsbidrag.

Det er ikke nogen betingelse for beskatning af bidrag hos modtageren, at

de bidrag, der udredes i anledning af separation eller skilsmisse, er fastsat

eller godkendt af det offentlige. Det er tilstrækkeligt, at der foreligger

en bindende aftale mellem ægtefællerne om betaling af et løbende

underholdsbidrag, idet det forudsættes, at aftalen er tilstrækkelig klar med

hensyn til fastsættelsen af bidragets størrelse og løbetid, lsr. 1969.174. Se

endvidere ØLD af 18.febr. 1972 og lsr.1979.161.

Beløb ud over det fastsatte bidrag

Beløb, der betales udover, hvad der er fastsat eller aftalt som løbende

bidrag, skal, hvis der er tale om beløb, der ydes til bidragyderens børn,

behandles som ikke-indkomstskattepligtige gaver, hvorimod beløb, der betales

til en tidligere ægtefælle, betragtes som indkomstskattepligtige gaver.

Bidrag, som en fraskilt fader betaler til sit og den tidligere ægtefælles

fællesbarn, der, efter at hustruen på ny har giftet sig, er adopteret af

hendes nuværende mand, betragtes også som ikke-indkomstskattepligtige gaver

for barnet.

Kun betalte og forfaldne bidrag

Bidragmodtageren skal kun beskattes af de beløb, der faktisk er oppebåret

som underholdsbidrag i indkomståret, ligesom kun forfaldne underholdsbidrag

skal medregnes, lsr. 1972.77.

En fraskilt hustru havde ved bidragsresolution fået tillagt et

underholdsbidrag på 675 kr. pr. måned til sig selv og til sine to børn et

bidrag svarende til normalbidraget + 100 pct. pr. barn. Hendes fraskilte mand

havde ikke fuldt ud betalt de pålagte bidrag og hun havde derfor ved

indkomstopgørelserne fordelt de modtagne beløb således, at der på

børnenes selvangivelser var medtaget dobbelt normalbidrag, således som

pålagt i henhold til bidragsresolutionen, og på hendes egne

selvangivelser var herefter kun medtaget restbeløbene. Denne

fremgangsmåde blev godtaget af landsskatteretten under hensyn til, at der var

overensstemmelse mellem de af bidragyderen betalte og fradragne beløb og de

af bidragnyderne modtagne og selvangivne beløb, og at hustruen ikke fandtes

at kunne ændre det bidrag, der var fastsat og pålagt f.s.v. angik de to

mindreårige fællesbørn, lsr. 1979.52.

Forskudsvis udbetaling

I tilfælde, hvor en bidragspligtig ikke opfylder sin forpligtelse i

henhold til en bidragsresolution til at udrede bidrag til den tidligere

ægtefælle, kan der ydes denne kontanthjælp efter bistandslovens kapitel 9.

Dette medfører, at det sociale udvalg indtræder i den bidragsberettigedes

krav mod den bidragspligtige i medfør af bistandslovens § 8. De omhandlede

ydelser skal ikke medregnes i modtagerens skattepligtige indkomst,

jfr. LL § 7, litra j, men personfradraget skal nedsættes i henhold til PSL §

11 (tidligere KL § 37 C), skd.42.184, se E 1.2.1. Den bidragspligtige kan

fradrage de efter bidragsresolutionen pligtige ydelser på normal måde, når

han senere udreder dem til det offentlige.

3.2. Underholdsbidrag i anledning af faktisk samlivsophævelse

Bidrag, der udredes i anledning af faktisk samlivsophævelse, er

indkomstskattepligtig for modtageren, såfremt bidraget er fastsat eller

godkendt af det offentlige, jfr. LL § 10, stk.2. Dette gælder også for

det indkomstår, hvori samlivet ophæves. Børn er dog kun

skattepligtige af den del af bidraget, der overstiger normalbidraget,

jfr. E 3.1. Foreligger der ikke nogen godkendelse eller

fastsættelse, beskattes de modtagne bidrag ikke, ligesom der normalt

ikke sker nogen beskatning af bidrag, der er modtaget i tiden forud for

fastsættelsen eller godkendelsen fra det offentlige.

Bidrag, der modtages i henhold til en mellem ægtefællerne indgået

bidragsaftale, kan dog beskattes fra tidspunktet for aftalens indgåelse,

hvis det offentliges godkendelse senere gives med tilbagevirkende

kraft f.eks. ved optagelse i vilkårene for separationen eller

skilsmissen.

Om beskatning af bidrag efter de tidligere gældende

ægtefællebeskatningsregler (før 1983) henvises til VLD af 28.aug. 1987, Skat

1987.10.715. Dommen udelukker ikke, at der efter den nugældende

lovgivning foretages beskatning af bidragsmodtageren i de foran omtalte

tilfælde.

Når bidraget ikke fastsættes eller godkendes af det offentlige i det år,

hvori samlivet ophæves, beskattes kun bidrag, der er udredet i det

indkomstår, hvori resolutionen foreligger (jfr. lsr. 1982.47 om bidragyderens

fradragsret).

Underholdsbidrag til børn under forældrenes faktiske adskillelse

skal kun medregnes til barnets indtægt, såfremt bidraget overstiger

normaltbidraget og kan fradrages ved opgørelsen af bidragyderens

skattepligtige indkomst efter reglerne i LL § 10, stk.2.

Såfremt samlivet mellem ægtefællerne er ophørt i skattemæssig henseende,

og den, der har forladt boligen, må betragtes som ejer af denne, kan den

tilbageblevne ægtefælle, sålænge ægtefællerne har indbyrdes

forsørgelsespligt, kun beskattes af hel eller delvis fri bolig, dersom denne

er led i en bidragsaftale. I så fald er bidraget på normal vis skattepligtigt

for modtageren og fradragsberettiget for yderen, jfr. bl.a. lsr. 1980.53.

3.3. Bidrag til børn født uden for ægteskab

Børn født uden for ægteskab er skattepligtige af det modtagne bidrag, i

samme omfang som børn født i ægteskab, jfr. LL § 11, samt ovenfor under E

3.1.

Ydelser udover det fastsatte eller aftalte bidrag må betragtes

som ikke-indkomstskattepligtige gaver. Hvis faderen har fælles bopæl med

barnet, kan han ikke fratrække de bidrag, han yder til barnet, men barnet vil

alligevel være indkomstskattepligtig af bidragene, i det omfang de overstiger

normalbidraget. Betales der ikke bidrag, men ydes der i stedet frit ophold,

skal barnet ikke beskattes af værdien af frit ophold hos faderen, jfr. KL §

5, stk.4.

Bidrag til børn, der opholder sig i døgninstitution

Når det sociale udvalg i henhold til bistandsloven yder hjælp til et barns

vedvarende forsørgelse i form af anbringelse i døgninstitution,

indtræder det offentlige efter bistandslovens § 8, stk.1, i retten til det

fastsatte eller aftalte bidrag i det omfang, som svarer til værdien af den

hjælp, som det offentlige yder.

Barnet skal ikke beskattes af værdien af opholdet i

døgninstitutionen, jfr. LL § 7, litra j. Da det offentlige efter

bistandslovens § 8, stk.1, er indtrådt i retten til bidraget for et beløb,

der svarer til værdien af den hjælp, der er ydet, har barnet ikke krav på

dette bidrag og skal derfor heller ikke beskattes heraf. Kun i det omfang

det betalte overstiger såvel normalbidraget som den modtagne bistandshjælp,

er barnet indkomstskattepligtig af bidraget.

3.4. Aftægtsydelser, understøttelser m.v.

Aftægtsydelser er skattepligtige for modtageren i medfør af SL §

4c. Aftægtsydelser vil typisk forekomme i forbindelse med overdragelse af

fast ejendom eller andre formuegoder, hvor overdragelsessummen helt eller

delvis berigtiges ved at køberen påtager sig at udrede en årlig ydelse til

sælgeren. Det forhold, at den kapitaliserede værdi af aftægtsydelsen indgår i

salgssummen for en solgt ejendom eller virksomhed medfører ikke, at sælgeren

kan bortse fra nogen del af de årlige ydelser, jfr. HD i UfR 1971.597 og ØLD

af19. juni 1974 (skd. 31.51).

Ydelser i henhold til forpligtelseserklæringer

(understøttelseskontrakter) er ligeledes fuldt skattepligtige for

modtageren. Dette gælder også i tilfælde, hvor yderen ikke kan fradrage

ydelserne, jfr. lsr. 1960.175, samt i tilfælde, hvor en tilsvarende

gaveydelse ville være skatte- og afgiftsfri for modtageren.

Aftægtsydelser m.v. kan helt eller delvis bestå i ret til fri kost og

logi, fri bolig eller andre rettigheder. Værdien af sådanne

naturalydelser ansættes skønsmæssigt efter den værdi,

ydelsen har på modtagelsestidspunktet.

Fribolig m.v.

Værdien af en fribolig ansættes efter skøn til boligens

udlejningsværdi, idet statens satser for brug af lejeboliger er vejledende

ved udøvelsen af skønnet, ligesom der tages hensyn til særlige forhold, såsom

beliggenhed, alder og vedligeholdelsesforpligtelse, jfr. SD-cirk.1985-34. Se

D 1.7.3. Boligens størrelse beregnes efter de i finansministeriets cirkulære

nr.22 af 18.febr. 1983 givne retningslinier. Ved opgørelsen af boligarealet

medregnes kun arealet af værelser og kamre, men ikke gange,

bad, køkken, bryggers, forstue m.v.

Værdien af fri varme ansættes efter et skøn, og værdien kan

ansættes til værdien af olieforbruget svarende til den frembragte varme, også

hvor denne stammer fra halmfyring eller fyring med træaffald, jfr. Skat

1986.1.68.

3.5. Legater

Legater er i almindelighed indkomstskattepligtige, jfr. SL § 4c. Der

gælder særregler for beskatning af legater, der ydes til studierejser og

videnskabelige arbejder, idet sådanne legater normalt er skattefri, se E

3.5.2. Visse legater med understøttelsesformål er skattefri efter LL § 7, jf.

E 3.5.3. Endvidere er legater, der ydes som en anerkendelse af modtagerens

fortjenester, under visse betingelser enten skattefri eller skattepligtige

som særlig indkomst, se E 4.3.2. og 4.4.1.

3.5.1. Uddannelseslegater m.v.

Legater, der ydes som hjælp til gennemførelse af en uddannelse,

er personlig indkomst, jfr. lsr. 1956.20, hvadenten udbetalingen hidrører

fra Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte eller fra private legatmidler.

Det forhold, at et legat er bundet til anvendelse til bestemte

studieudgifter (f.eks. et boglegat) medfører ikke, at legatet kan anses for

skattefrit.

Med hensyn til stipendier, der udbetales af Styrelsen for Statens

Uddannelsesstøtte, foretages der hvert år en kontrol af, hvorvidt de

studerende, der har modtaget stipendier, har opfyldt betingelserne herfor med

hensyn til størrelsen af andre indkomster m.v. Såfremt det pålægges

modtagerne at tilbagebetale modtagne stipendier helt eller delvis, skal

tilbagebetalingen fratrækkes i det indkomstår, hvori det for meget modtagne

støttebeløb kan opgøres endeligt. I et tilfælde, hvor støtteperioden

var 1/8-1976 til 31/7-1977, rejstes tilbagebetalingskravet i 1978. Da

studiestøtten kunne opgøres endeligt i 1977, var hele tilbagebetalingsbeløbet

fradragsberettiget i dette år, lsr. 1980.91.

Værdien af fribolig på studenterkollegier skal medregnes ved

indkomstopgørelsen, men der udvises traditionelt stor tilbageholdenhed ved

værdiansættelsen.

Den omstændighed, at uddannelsessøgende bor på et relativt billigt

kollegieværelse giver normalt ikke anledning til nogen beskatning. For bolig

på nyere studenterkollegier ydes der normalt betaling.

I henhold til bekendtgørelse nr.863 af 16.dec. 1988 om folkehøjskoler,

landbrugsskoler, husholdningsskoler og efterskoler kan der ydes statsligt og

kommunalt tilskud til nedbringelse af elevbetalingen.

Ifølge ligningsrådets vedtagelse skal offentlige tilskud i form af nedsat

egenbetaling for ophold og undervisning til børn og unge under 18 år

på folkehøjskoler, ungdomshøjskoler, landbrugsskoler, husholdningsskoler og

efterskoler samt for ophold på en kostafdeling ved en friskole, en privat

grundskole og en privat gymnasieskole ikke anses for

indkomstskattepligtige.

Der er ikke hjemmel til at fritage tilskud til pensionisters

højskoleophold for indkomstskattepligt, jfr. Skat 1987.2.85.

Ligningsrådet har vedtaget, at statens generelle ø-tilskud til

unges videreuddannelse ikke skal anses for indkomstskattepligtige

for unge under 18 år - på betingelse af, at de udgifter, tilskuddene

tilsigter at dække, rent faktisk er afholdt af den uddannelsessøgende.

Fylder den unge 18 år i den periode, tilskuddet skal dække, er den del af

tilskuddet, som vedrører tiden efter det fyldte 18. år skattepligtig, jfr.

SDcirk.1981-43 og 1982-37.

For de tilskud, der fortsat skal beskattes, afhænger

beskatningstidspunktet af forholdene i de enkelte tilfælde.

Såfremt tilskuddet bevilges med et samlet beløb uden forbehold for

hele skoleopholdet, skal det beskattes i det indkomstår, hvor der ved

underretning til eleven eller skolen gives endeligt tilsagn om tilskuddet.

Bevilges tilskuddet derimod som en løbende ydelse med betaling

til de for skoleopholdet gældende betalingsterminer og i øvrigt betinget af

elevens fortsatte tilstedeværelse og deltagelse i undervisningen, skal

tilskuddet beskattes i de indkomstår, hvori tilskudsydelserne forfalder til

betaling, jfr. lsr.1981.189.

Der ydes efterfølgende et refusionsbeløb til sygeplejeelever, der

ikke straks har modtaget fuldt statstilskud til dækning af deres udgifter ved

deltagelse i sygeplejeforskole på en højskole, men som helt eller delvis selv

har betalt udgifterne ved deltagelse i forskolen. Sådanne refusionsbeløb er

skattepligtige, skd.19.20.

Udenlandske stipendiater fra udviklingslandene, der opholder sig

i Danmark i uddannelsesøjemed, er fritaget for beskatning af de modtagne

stipendier, danske såvel som udenlandske, jfr. tekstanmærkning til

finanslovens § 1 og stående bemyndigelse til skattedepartementet.

3.5.2. Studierejselegater og legater til videnskabeligt arbejde

Ligningsrådet har med virkning fra og med indkomståret 1988 vedtaget

følgende nye anvisning om legater til studierejser og videnskabelige

arbejder:

1) Studierejselegater, der ydes til dækning af rejse- og opholdsudgifter,

er skattefri.

Ved vurdering af, om legatet kun dækker rejse- og opholdsudgifter, kan

statens takster for ophold og fortæring i ind- og udland anses for

retningsgivende.

2) Legater, der ydes til dækning af omkostninger ved videnskabelige

arbejder, er skattefri.

De under 1 og 2 ydede legater er kun skattefri, hvis de kan anses at medgå

til dækning af de nævnte udgifter.

3) Erhvervsmæssige omkostninger, der dækkes af skattefri legater, er ikke

fradragsberettigede.

3.5.3. Legater med understøttelsesformål

Sådanne legater er altid indkomstskattepligtige, medmindre legatet er

skattefrit i medfør af reglerne i LL § 7.

Personer, der har fribolig i stiftelser og legatboliger, er

indkomstskattepligtige af værdien af friboligen, efter et skøn over

udlejningsværdien. Om værdiansættelsen, se nærmere E 3.4.

4. Gaver, hædersgaver og gevinster

4.1. Indkomstskattepligtige gaver

Gaveerhvervelser skal efter SL § 4 c medtages ved indkomstopgørelsen,

medmindre gaven falder ind under afsnit III i lov om afgift af arv og gave,

jfr. SL § 5 b. Om afgiftspligtige gaver, se E.4.2.

En gave kan foreligge f.eks. som en aktuel overdragelse af et formuegode,

som et løfte om en fremtidig ydelse eller som en eftergivelse af gæld, og

gaveydelsen kan bestå i såvel overdragelse af ting som arbejdsydelser og

brugsrettigheder. Der foreligger også en gave, når et gode overføres fra en

persons formue til en andens mod et vederlag, der afviger fra godets værdi.

Eksempler på gavebeskatning

Som eksempler på gavebeskatning kan anføres lsr. 1966.92, hvor det

antoges, at en arbejdsgiver havde ydet en medhjælper en skattepligtig gave

ved overdragelse af en bil (retten fandt, at den aftalte købesum ikke kunne

forudsættes fastsat udelukkende efter sædvanlige handelsmæssige overvejelser)

og lsr. 1969.29, hvor en skatteyder havde købt en byggegrund af sin

arbejdsgiver på særlig favorable vilkår.

Hvor en fast ejendom var i lige sameje mellem 2 ejere, hvoraf den ene

alene bekostede en varig forbedring på ejendommen, blev medejeren anset for

indkomstskattepligtig af halvdelen af værditilvæksten.

En del af købesummen for en fast ejendom blev berigtiget ved indrømmelse

af en livsvarig, fri boligret for sælgeren. Dennes senere opgivelse af

boligretten uden vederlag p.g.a. alderdomssvækkelse (som ikke kunne

sidestilles med ophør ved død) blev anset for en gavedisposition, idet der

ved opgivelsen tilførtes køberen en formuefordel, jfr. VLD af 28.febr. 1986

(Skat 1986.3.205).

Værdiansættelsen

Værdien af det overdragne formuegode ansættes principielt efter et

skøn til værdien i handel og vandel på overdragelsestidspunktet.

Ved overdragelse af aktiver, hvor der skal beregnes arve- eller

gaveafgift, finder værdiansættelsen sted efter de i skd.cirk. nr.185 af

17.november 1982 fastsatte retningslinier. Disse regler kan også danne

udgangspunkt for skønnet ved værdiansættelsen, når gaven skal

henregnes til modtagerens skattepligtige indkomst.

Hvis gaven hidrører fra udlandet, er det dens værdi her i landet,

der skal lægges til grund ved indkomstopgørelsen, lsr. 1957.18 og 1959.119.

Når skibsværfter forærer navngivere af skibe smykker m.v., er modtagerne

indkomstskattepligtige af et beløb, svarende til smykkernes (metal)værdi.

Eksempler på at gavebeskatning ikke gennemføres

En betingelse for at beskatte en ydelse som gave er, at der ikke er betalt

noget vederlag, eller dog kun delvis vederlag. Hvor den ene part ved

indgåelse af en aftale gør en god forretning, kan besparelsen ikke beskattes,

når vederlaget ifølge parterne tilsigter at udgøre fuldt vederlag.

Som baggrund for en - helt eller delvis - vederlagsfri overdragelse af et

formuegode kan der i øvrigt foreligge sådanne konkrete forhold, at

gavebeskatning ikke kommer på tale.

En skatteyder erhvervede fra en kommune vederlagsfrit en parcel på 369 m2,

der havde været benyttet som vandværksgrund. Parcellen var naboparcel til

skatteyderens ejendom. Under hensyntagen til de ved erhvervelsen påtagne

forpligtelser og udgifter bl.a. til planering, beplantning m.v. fandt

landsskatteretten ikke, at der var tilflydt skatteyderen nogen skattepligtig

erhvervelse (gave), lsr.1981.165.

Der forelå ikke en indkomstskattepligtig gave med hensyn til et beløb, som

den pågældende havde modtaget fra sin afdøde mands broder i USA uanset at

beløbet var ydet uden at der forelå gyldigt testamente, men alene formløse

optegnelser vedrørende beløbets anvendelse efter yderens død, lsr.1978.56.

Det er en betingelse for at en gave anses for ydet, at gaveløftet er

kommet til gavemodtagerens kundskab, således at denne har fået et endeligt og

ubetinget retligt krav over for giveren, se f.eks. Skat 1989.4.315.

Selv om der i et tilfælde ikke kan ske beskatning ud fra et gavesynspunkt,

kan beskatning dog ofte gennemføres ud fra andre

synspunkter, idet det overdragne gode kan anses som et supplement

til løn, leje eller renteindtægter eller som maskeret udbytte fra et

aktie- eller anpartsselskab.

Bidrag til valgkampagne

Bidrag, som kandidater til amts-, kommunal- og folketingsvalg modtager til

brug i deres personlige valgkamp, skal efter praksis ikke medregnes ved

kandidaternes indkomstopgørelse.

Formuedeling mellem papirløse samlevende

Højesteret har i en dom af 18.nov. 1985 (skd.77.997) for første gang taget

stilling til spørgsmålet om, hvorvidt den person, der efter ophævelse af

et papirløst samliv modtager værdier fra den tidligere partner, skal

betale indkomstskat heraf.

En mand på 26 år og en kvinde på 16 år flyttede sammen i sommeren 1973.

Samlivet ophørte i juli 1976. I de tre år samlivet varede, boede de begge på

ejendommen, hvor de brugte hele deres arbejdskraft på opdræt af rideheste og

salg af rideudstyr fra en butik, indrettet på en ejendom på 6 tdr. land, som

manden lejede i juli 1973, og som han i 1975 købte. Ved samlivets ophør

forlangte kvinden andel i mandens formue, der i det væsentligste bestod af

gården og et antal heste. Efter at kvinden ved skifteretten havde begæret

opløsning af fællesskab/sameje, sluttedes i 1977 forlig om, at kvinden skulle

havde ca. kr. 30.000. Skattevæsenet fik medhold i, at dette beløb, som

kvinden ikke fandtes at have haft noget krav på, var

indkomstskattepligtigt for hende enten som gave eller som

arbejdsvederlag.

Dommen fastslår således, at ydelser erlagt efter samlivets ophør er

skattepligtige, såfremt modtageren ikke har et retskrav på

kompensation. (Dommen er kommenteret i UfR.1986.B129).

HD af 3.april 1986 (Skat 1986.4.261) drejede sig også om spørgsmålet om

den skattemæssige behandling af aktiver modtaget i forbindelse med ophævelse

af papirløst samlivsforhold.

En kvinde, der i ca. 15 år havde samlevet med en mand, med hvem hun havde

9 børn, ophævede samlivet og flyttede med børnene. Ved samlivets ophør

overdrog manden en bil til kvinden og ydede hende forskellige kontante beløb,

der bl.a. blev anvendt til køb af en fast ejendom, ligesom han til børnene

betalte underholdsbidrag efter aftale. Kvinden blev ikke anset

indkomstskattepligtig af bidraget til børnene i det omfang, det oversteg

normalbidraget. Højesteret antog, at kvinden under det mangeårige samliv

gennem arbejde i hjemmet og i mandens virksomhed i betydeligt omfang

havde bidraget til at sikre de formueværdier, som forelå ved samlivets

ophør, og at de overdragne værdier var ydet for at sætte kvinden i stand

til at opretholde et hjem for sig selv og børnene. Under disse omstændigheder

fandtes der ikke grundlag for at anse det modtagne som gave eller at

betragte det som arbejdsvederlag.

Den skattemæssige betydning af, at der efter samlivets ophør erlægges en

ydelse, når modtageren har et retskrav på kompensation, fremgår af

VLD af 9.april 1981 (skd.58.295). Sagen vedrørte et papirløst par, der boede

sammen fra 1970 til 1977. I 1973 var de flyttet ind i en villa, som den

mandlige part havde skøde på. I 1975 indgik parret en overenskomst om

ligedeling af friværdien af villaen ved samlivets ophævelse, og i henhold

hertil havde den kvindelige part i 1977 oppebåret 70.000 kr., som hun var

blevet beskattet af. Begge parter havde under samlivet haft indtægter og i

fællesskab betalt ydelserne på huset og de øvrige leveomkostninger.

Landsretten fandt intet grundlag for at statuere, at der forelå en

skattepligtig gave, idet det i præmisserne bl.a. anføres at:

»sagsøgerinden efter omstændighederne også uden indgåelse af en

overenskomst som den pågældende på grundlag af almindelige

retsgrundsætniger på tilsvarende måde kunne have fået et krav på

andel i provenuet ved salg af ejendommen eller i friværdien i

ejendommen.«

4.1.2. Frit underhold

Værdien af frit underhold, som en skatteyder modtager fra en

samlever, bør, når det drejer sig om skatteydere med beskedne

indtægter og formuemidler, i reglen ikke ansættes højere end den af

ligningsrådet fastsatte normalværdi af kost og logi, der for indkomståret

1989 udgør 20.400 kr.

Hvis den, der modtager frit underhold, har indtægter, bør disse indtægter

antages at være brugt til fælleshusholdningen, således at indtægterne

fragår ved beregningen af værdien af frit underhold, se lsr. 1974.117.

Har parterne indtægter af nogenlunde samme størrelse, er der ikke

grundlag for beskatning af frit underhold, jfr. lsr.1973.29. I et tilfælde,

hvor en kvinde havde egne indtægter, blev værdien af hendes frie underhold

dog ansat til 6.000 kr. (vedrører året 1963), da mandens økonomiske forhold

var særdeles gode, lsr.1967.106.

Børn, der sammen med moderen opholder sig hos deres

fader, skal ikke beskattes af værdien af frit ophold hos faderen, KL §

5, stk.4.

Værdien af kortvarige ophold hos familie beskattes efter praksis

ikke.

En kvinde, der ikke havde egne indtægter, blev af lsr. anset skattepligtig

af de fra hendes forlovede i Grønland modtagne ydelser til dækning

af hendes privatforbrug, herunder husleje, på henholdsvis 20.000 og 24.000

kr. i de respektive år, jfr. ØLD af 20.maj 1987 (TfS 1987.435).

I HD af 27.nov. 1986 (Skat 1987.1.32) blev en kvinde anset for

indkomstskattepligtig af værdien af frit underhold hos sin samlever.

Kvinden havde opsagt sin stilling for at pleje sin samlever, der var

alvorlig kvæstet efter en ulykke. Da samleveren efter et par års forløb var

fuldt erhvervsdygtig, fortsatte kvinden med at passe parrets to fælles børn.

Den kvindelige part i et samlivsforhold havde i det år, samlivet blev

etableret, et negativt privatforbrug på ca. 41.000 kr. Lsr. fandt, at der

måtte anses at være sket en skattepligtig formueoverførsel fra

samleveren på 61.000 kr. (hvoraf ca. 20.000 kr. udgjorde hendes kontante

forbrug), jfr. Skat 1986.11.663.

4.1.3. Gaverejser

Gaverejser og frirejser, der betales af arbejdsgiveren, omtales i

afsnit D.1.7.10.

Hvis en skatteyder - uden for ansættelsesforhold - modtager en

frirejse eller f.eks. af et trafikselskab har fået et frikort

til brug inden for selskabets område, er han principielt skattepligtig af

rejsens eller rejsernes værdi.

Værdien af frirejser, ydet som gaver (f.eks. af slægtninge i udlandet)

med det ene formål, at gavemodtageren skal besøge giveren, skal

efter praksis ikke medregnes med det beløb, gaven har kostet giveren, men

alene med et beløb svarende til værdien af selve opholdet under rejsen, lsr.

1952.136 og 1960.29 og 190. I lsr. 1967.106 formuleres synspunktet derhen, at

modtageren skal beskattes af rejsens reelle økonomiske værdi (anslået til 450

kr., medens giveren havde betalt 4.255 kr. for rejsen).

Ved værdiansættelsen kan den af ligningsrådet fastsatte værdi af fri kost,

som for indkomståret 1989 udgør 46 kr. pr. dag, være retningsgivende.

En skatteyder, der af sin i U.S.A. bosatte svigersøn var blevet anmodet om

at vidne i en mod svigersønnen anlagt straffesag, og som af svigersønnen

havde fået betalt sin billet til rejsen, kunne allerede under hensyn til

rejsens formål ikke anses indkomstskattepligtig af nogen del af værdien

heraf, lsr. 1963.105.

Kontante gavebeløb, der ydes med henblik på en rejse, men som

ikke er betinget af, at der foretages en rejse, er fuldt ud

indkomstskattepligtige.

Om en frirejse, der er vundet som gevinst ved en offentlig

bortlodning, se E 4.6.1.

En radio- og TV-forhandler ansås for skattepligtig af 6.000 kr., der

udgjorde den skønsmæssigt ansatte værdi af en af et leverandørfirma

arrangeret frirejse til USA og det Det fjerne Østen, idet rejsen ansås for at

have været af overvejende turistmæssig karakter, lsr. 1980.57, se

også L 4.2.3.

4.1.4. Gældseftergivelse

Hvor en gave forekommer i form af en gældseftergivelse, skal værdien

af gaven ansættes til fordringens værdi. Ved HD af 20.december 1979 blev

den af skattemyndighederne hidtil fulgte praksis, hvorefter arvingsgæld altid

blev fastsat til kurs 100 tilsidesat, idet højesteret fastslog, at det var

værdien i handel og vandel af den arvede fordring, der skulle

afgiftsberigtiges. Som følge af denne afgørelse blev en ved højesteret

verserende sag om værdien af en gave i form af eftergivelse af gæld

i henhold til nogle pantebreve forligt således, at gaveafgiften skulle

beregnes på grundlag af pantebrevenes handelsværdi, skd.53.173 og

tilsvarende lsr.1981.58.

Hvis den eftergivne fordring var værdiløs, foreligger der ikke nogen

gave.

Hvis en kreditor afgiver saldokvittering mod at modtage et mindre beløb

end det skyldige, og det må formodes, at debitor ikke ville have været i

stand til at betale det fulde beløb, foreligger der ikke nogen gave, se

bl.a. lsr.og 1974.28 og Skat 1989.6.472. I lsr.1954.104 antog

landsskatteretten, at der forelå en delvis gave, idet debitor var i

besiddelse af realisable midler til betaling af hele gælden.

Hvor eftergivelse af gæld helt eller delvis fremtræder som led i en

samlet akkord eller anden samlet kreditorordning, sker der i

almindelighed ikke nogen beskatning af gældseftergivelsen, se L 3.6.6.

4.1.5. Påtagelse af forpligtelse

Hvor en gave består i en forpligtelse til at udrede løbende kontante

ydelser, må der tages stilling til, hvorvidt der foreligger en

kapitalgave, der skal beskattes i det år, hvori tilsagnet om gaven er

ydet, eller en aftægts- eller underholdsydelse, hvis skattemæssige

stilling er omtalt under E 3.4.

Hvis gavetilsagnet går ud på, at der uden særlige betingelser og uden

forbehold (stiltiende eller udtrykkeligt) om ophør ved givers eller

gavemodtagers død ydes et bestemt årligt beløb, indtil der ialt er ydet

et klart fikseret beløb eller et bestemt beløb i en bestemt årrække,

foreligger der en kapitalgave. Værdien af denne gave beskattes som

nævnt i det år, tilsagnet opnås, og værdiansættelsen foretages under

hensyntagen til den afdragsvise erlæggelse. De årlige ydelser anses som

afdrag på gæld og medtages ikke ved indkomstopgørelsen.

4.1.6. Rentefri eller lavtforrentede lån

I tilfælde, typisk i familieforhold, hvor der ydes lån enten rentefrit

eller til en lav rente skal låntageren indkomstbeskattes eller svare

gaveafgift af den økonomiske fordel, som vedkommende opnår ved at få beløbet

til disposition til en lav rente. Værdien af gaven opgøres i disse

situationer som differencen mellem lånets hovedstol og fordringens kursværdi

på stiftelsestidspunktet. En skatteyder ville udstede et gældsbrev til sin

svigermor for et lån på 225.000 kr., bl.a. på vilkår, at gælden først skulle

afdrages og forrentes med 6 pct. p.a. fra 1.april 1993, og første termin

skulle betales den 11.dec. 1993, hvilken termin dækkede perioden 1.apr. til

11.dec. 1993. Ligningsrådet fandt, at lånet måtte anses som en gave til

svigerdatteren, og at værdien af gaven svarede til forskellen mellem lånets

hovedstol og fordringens kursværdi på stiftelsestidspunktet.

Anfordringslån medfører hverken indkomstskattepligt eller gaveafgiftspligt

for låntageren.

Der antages ikke i disse situationer at være fornøden hjemmel til efter

bestemmelserne i KGL at beskatte långiveren af de kursgevinster, der

løbende opnås ved afdrag på lånet. Dette udelukker dog ikke, at man i aftaler

af gensidig bebyrdende karakter, som f.eks. ved salg af fast ejendom eller

andre formuegoder, beskatter kursgevinst, hvis der som led i købesummens

berigtigelse udstedes et rentefrit eller lavt forrentet pantebrev eller

gældsbrev. Der henvises i øvrigt til E 5.3.2.1. Se også TfS 1988.446.

4.1.7. Arveafkald

Arveafkald på en endnu ikke falden arv vil, selv hvor det ydes

til fordel for bestemte medarvinger, normalt ikke indeholde nogen

skattepligtig gaveydelse, jfr. til dels lsr.1963.6.

Gives der derimod afkald på en allerede falden arv, må det

undersøges, om den trufne disposition med hensyn til arvens fordeling har

støtte i arveladerens bestemmelser, således at beskatning undlades, hvis

den foretagne arvedeling blot er udtryk for arveladerens ønsker med

hensyn til fordelingen af hans formue. Der kræves ikke nogen gyldig

testamentarisk disposition fra arveladerens side for at lægge arveladerens

ønsker til grund ved skiftet, se f.eks. lsr. 1943.39 og 1978.56, hvor

indkomstbeskatning blev undladt.

Har den stedfundne skævdeling af arven ingen støtte i arveladerens

dispositioner, må et arveafkald anses som en disposition, der - udover

afkaldsgiverens betaling af arveafgift - kan udløse beskatning af

gavens værdi hos den begunstigede. Se f.eks. skd. 70.427.

Hvis arveafkald er meddelt, inden arvingerne har tiltrådt arven,

hvilket for privatskiftede boers vedkommende vil sige, inden boet er

udleveret arvingerne til privat skifte, og for offentligt skiftede boers

vedkommende, inden der er truffet bestemmelse om vedgåelse eller

ikke-vedgåelse af gælden, medfører afkaldet normalt ikke gavebeskatning

hos medarvingerne, jfr. lsr.1963.6 og skd.35.3. Men gives afkaldet

til fordel for bestemte medarvinger (afkald af dispositiv karakter),

skal der dog ske gavebeskatning hos de begunstigede medarvinger, selv om

afkaldet gives, før arvingerne har tiltrådt arven, skd.48.20.

Er der givet afkald, efter at arvingerne har tiltrådt arven,

betragtes det merbeløb, der tilfalder medarvinger i kraft af afkaldet, ikke

som arv, men som en gave fra afkaldsgiveren. Virkningen heraf er, at

der skal svares indkomstskat af gaven, eller, hvis der er tale om en

nærpårørende, gaveafgift. Det bemærkes i den forbindelse, at gaver til

søskende er indkomstskattepligtige. Se lsr.1961.15 og 1970.117 samt

lsr.1983.40.

Delvis afkald samt andre problemer om afkald er behandlet af Vagn

Carstensen i UfR 1974 B, s.13, der især drejer sig om afgiftsmæssige

problemer, men også omhandler indkomstskattemæssige forhold.

4.1.8. Arveforskud

Det fremgår af SL § 5 b, at forskud på såvel falden som ikke-falden

arv ikke skal medtages ved indkomstopgørelsen, men der svares normalt

enten arve- eller gaveafgift af sådanne arveforskud, SL § 5 b og

arveafgiftslovens § 4 e, jfr. § 44, stk.1.

Når der ydes arveforskud til giverens afkom, stedbørn og disses

afkom, afdødt barns eller stedbarns ægtefælle, eller til forældre,

stedforældre og bedsteforældre samt til giverens samlevende ægtefælle (hvis

gaven bliver særeje) skal der normalt svares gaveafgift ved ydelsen af

arveforskuddet. Dette gælder også, hvis giveren bor i udlandet.

Ydes arveforskuddet til andre end de foran nævnte, skal der

hverken svares gaveafgift eller indkomstskat, men derimod arveafgift ved

arveladerens død. Bor giveren i udlandet skal arveforskuddet

hverken beskattes eller afgiftsbelægges (for en herboende modtager),

medmindre arveforskuddet er fast ejendom m.v., jfr. lov om afgift af arv og

gave § 8.

Betingelserne for at anse en ydelse til en ikke-nærtbeslægtet, som et

ikke-indkomstskattepligtigt arveforskud er, dels at modtageren er

aktuelt arveberettiget efter yderen (efter loven eller i henhold til

testamente, lsr. 1942.127 og 1959.21 samt Skat 1986.1.69 modsætningsvis),

dels at der er udstedt arveforskudsbevis, eller at der

foreligger andre omstændigheder, der viser, at det modtagne beløb

skal afkortes i senere arv, og dels, at der er en vis

sandsynlighed for, at modtageren vil overleve overdrageren.

Som eksempel på »andre omstændigheder«, der kan

»dokumentere« en arveforskudshensigt, kan henvises til lsr.

1978.170, hvor forskelsværdien mellem overdragelsessummen og handelsværdien

af et sommerhus ansås for et arveforskud, idet sælgeren i et forud for

overdragelsen oprettet testamente havde testamenteret ejendommen til køberen

som legat og i en efter overdragelsen oprettet codicil til testamentet havde

tillagt køberen det pantebrev, som denne havde udstedt som delvis betaling

for ejendommen, jfr. tilsvarende lsr.1982.50.

Man har tidligere i nogle tilfælde godkendt, at det var tilstrækkeligt

for at anerkende, at et beløb var ydet som arveforskud, at der først senere

blev udstedt arveforskudsbevis, men efter at reglerne i arveforordningens §§

10-13 er ophævet ved arveloven af 1964, kan en giver af arveforskud ikke

efter gavens givelse meddele pålæg om afkortning i arven, hvorfor det nu

kræves, at der allerede i forbindelse med ydelsen af arveforskud er

udstedt arveforskudsbevis eller dog truffet aftale om afkortning i

senere arv.

Det anerkendes i praksis, at der også til legatarer kan ydes

arveforskud. Udbetales kun en del af legatet, må der i arveforskudsbeviset

være indsat bestemmelse om afkortning, også selvom der ydes alle legatarer

lige meget i arveforskud.

Vederlag for at give arveafkald anses som arveforskud, jfr. skd.59.350,

hvor der blev beregnet gaveafgift af de vederlag, som 5 stedbørn havde

modtaget for at give arveafkald.

4.1.9. Beskatningstidspunktet

En gave skal medtages ved indkomstopgørelsen, når modtageren er

underrettet om gaven, lsr. 1945.25. Der kan imidlertid være knyttet

sådanne betingelser til gaven, at beskatningstidspunktet udskydes,

lsr. 1946.153, hvor gavemodtageren først blev beskattet af gaven ved

rentenyderens død. Om beskatning af gaver med forbeholdt

rentenydelsesret, se E 4.3.3.

Det forekommer, at gavemodtageren senere, når han bliver klar over gavens

skattemæssige konsekvenser, giver afkald på den. Et sådant afkald

kan normalt ikke tillægges skattemæssig betydning, lsr. 1950.142. Se

om afkald på indtægt i afsnit C 1.4.

Såfremt en gaveoverdragelse af aktier er sket under

forudsætning af, at amtsskatteinspektoratet godkender den i gaveanmeldelsen

anførte aktiekurs, anses gaven i skattemæssig henseende for ydet på det

tidspunkt, hvor modtageren af gaven er underrettet om gaven, uanset om det

pågældende vilkår først opfyldes på et senere tidspunkt. Gavedispositionen

vil kunne annulleres med skattemæssig virkning fra gavetidspunktet,

såfremt amtsskatteinspektoratet fastsætter en højere værdi af aktierne, idet

en afgørende forudsætning fra giverens side må anses for bristet. Det må dog

være en forudsætning, at gaven annulleres i umiddelbar forbindelse med den

endelige afgørelse af aktiernes værdi til gaveafgiftsberegningen, skd.16.48.

4.2. Afgiftspligtige gaver

Gaver, der ydes til nært beslægtede, skal gaveafgiftsberigtiges.

Nært beslægtede er børn, stedbørn og disses afkom, afdødt barns eller

stedbarns ægtefælle samt forældre, stedforældre og bedsteforældre. Endvidere

sidestilles adoptivforhold med slægtskabsforhold, hvorimod plejeforhold ikke

er omfattet af gaveafgiftsreglerne.

Reglerne om gaveafgift findes i lovbkg. nr.62 af 6.febr. 1987 af lov om

afgift af arv og gave.

Gaver mellem ægtefæller, hvor gaven gives fra den ene ægtefælles

bodel til den anden ægtefælles bodel er afgiftsfrie, idet dispositionen ikke

forrykker ejerforholdet (boslodderne) mellem ægtefællerne p.gr.a.

formuefællesskabet. Gaver fra en ægtefælles særeje til den anden ægtefælles

bodel er ligeledes afgiftsfrie. Kun gaver, der bliver

modtagerægtefællens særeje, skal afgiftsberigtiges.

Med ægtefæller sidestilles personer af samme køn, der er registreret i

henhold til lov om registreret partnerskab.

Der foreligger ikke en gaveafgiftspligtig disposition ved oprettelse

af en ægtepagt, hvorved der fra fællesboet og fra mandens bodel

udskilles aktiver, repræsenterende lige store beløb, til ægtefællernes

respektive særejer, skd.54.209.

Derimod foreligger der en gave, der skal afgiftsberigtiges, når

der overføres værdier fra den ene ægtefælles særeje til den anden

ægtefælles særeje. Såfremt giverægtefællen overfører værdier fra sin

bodel til den anden ægtefælles særeje, er det kun halvdelen af

gavens værdi, der skal afgiftsberigtiges, da modtagerægtefællen i kraft af

formuefællesskabet har krav på halvdelen af gavens værdi ved

formuefællesskabets opløsning.

Afgift erlægges også for gaver, der fremkommer ved køb eller anden

retshandel, hvor modtageren ikke har ydet fuldt vederlag.

Gaveafgiften erlægges under eet for alt, hvad der i et kalenderår

er ydet, fra samme giver til samme gavemodtager.

Der svares kun afgift af beløb, der overstiger 8.000 kr. inden

for et år.

For samlevende ægtefæller gælder den særlige regel, at der

ikke betales afgift af afgiftspligtige beløb indtil 100.000 kr.

Ved sammenlægning er det giverens forhold der er afgørende. En

gave fra en fader sammenlægges således ikke med en gave fra bedstefaderen, i

begge tilfælde beregnes afgift med to skattefri bundgrænser på 8.000 kr.

Hvis såvel faderen som moderen har særeje, og der tillige findes

fælleseje, kan der fra hver af de tre formueområder gives en gave på 8.000

kr. til hvert barn, uden at der svares afgift.

Afgiftsfri er i følge arveafgiftslovens § 44, stk.3: 1) Underhold

i yderens hjem eller på hospital, plejehjem eller lignende uden hensyn til

gavens størrelse, 2) gaver, der ydes til afkom samt stedbørn og disses afkom

til personlig benyttelse og brug, bestående af møbler samt andet udstyr,

forsåvidt den samlede værdi af, hvad der i eet kalenderår er ydet, ikke

overstiger 5.000 kr. I modsat fald er det overskydende beløb afgiftspligtigt,

3) beløb, der indbetales på en uddannelseskonto efter lov om

uddannelsesopsparing, og beløb, der opspares i henhold til en

boligsparekontrakt efter lov om boligsparekontrakter.

De nævnte regler kommer også til anvendelse på gaver fra barnefaderen til

hans uden for ægteskab fødte barn samt på gaver til

svigerbarn, der lever i sædvanligt formuefællesskab med giverens

barn, såfremt gaven indgår i formuefællesskabet. Såfremt gaven bliver

svigerbarnets særeje, er gaven indkomstskattepligtig.

Gaver til afdødt barns ægtefælle belægges med gaveafgift,

medmindre ægtefællerne var skilt eller separerede ved dødsfaldet.

Gaver fra plejeforældre til plejebørn samt gaver mellem

søskende er indkomstskattepligtige.

Bestemmelsen om, at gaver ydet fra stedbørn til stedforældre er undergivet

gaveafgift, gælder også, når et i et ægteskab indbragt særbarn efter

ægteskabets opløsning har ydet en gave til sin tidligere stedfader

eller-moder, lsr. 1970.116.

Gaveafgiftsreglerne kommer også til anvendelse, selv om gavegiveren er

bosat i udlandet.

En udenlandsk statsborger med fuld skattepligt til Danmark, der ved sit

fyldte 25. år ville få en trustkapital i New Zealand, oprettet af

bedstefaderen, udbetalt til fri rådighed, var ikke indkomstskattepligtig af

udbetalingen, men alene gaveafgiftspligtig. Efter danske retsregler måtte

udbetalingen anses som en båndlagt gave fra truststifteren til

barnebarnet.

Ændring af værdiansættelsen i gaveanmeldelsen

Parterne er bundet af den værdiansættelse, de har anført i en

gaveanmeldelse. Amtsskatteinspektoratet kan som efterprøvende myndighed ændre

værdiansættelsen, hvis den af parterne anførte værdi ikke svarer til det

overdragnes værdi i handel og vandel på gavetidspunktet.

Amtsskatteinspektoratets ændring skal ske inden 3 måneder efter anmeldelsens

modtagelse, og parterne skal have lejlighed til at ytre sig skriftligt

eller mundtligt inden ændringen, såfremt dette ikke medfører

overskridelse af en lovbestemt frist eller lignende, jfr.

skd.cirkulæreskrivelse af 4.marts 1983.

I skd.cirk af 2.sept. 1983 henledes opmærksomheden på ØLD af 7.sept. 1982,

som fastslår, at »der ikke er grundlag for at antage, at

skattemyndighedernes efterprøvelse af værdiansættelserne i en gaveanmeldelse

alene eller i det væsentlige skal sikre, at ansættelsen ikke er for lav.

Såfremt ansættelsen anses for at være for høj, skal der også foretages en

ændring. »

4.3. Gaver, der hverken er indkomstskatte- pligtige eller afgiftspligtige

4.3.1. Lejlighedsgaver

I praksis sker der ikke nogen beskatning af lejlighedsgaver af

traditionelt præg, såsom fødselsdags-, bryllups- og sølvbryllupsgaver

o.lign., såfremt der er tale om gaver af mindre omfang, se lsr.

1954.101 (gavepakke) 1958.104 (ikke beskatning af værdien af et

fjernsynsapparat skænket af en kreds af slægtninge som jule- og

fødselsdagsgave for flere år) 1965.16 (gave i form af et fjernsynsapparat fra

en forening, som gavemodtageren havde stiftet og været formand for, ikke

anset skattepligtig).

En studerende modtog efter studentereksamen et legat på 700 kr., der

ifølge legatfundatsen skulle tildeles en dansksindet elev fra en bestemt

sønderjysk skole. Legatet var tildelt uden ansøgning, og landsskatteretten

fandt, at tildelingen kunne sidestilles med en lejlighedsgave, der ikke

oversteg det efter forholdene naturlige niveau for en sådan

gave, og herefter kunne der bortses fra beskatning af beløbet, lsr. 1984.63.

En skatteyder, der havde haft feriegæster fra U.S.A., og som modtog en

kontant gave fra disse, blev ikke beskattet heraf på grund af den nære

forbindelse mellem gaven og de af ham afholdte udgifter, lsr. 1969.28.

En skatteyder, der i anledning af sit bryllup modtog en gave på 5.000 kr.

fra en moster, blev under hensyn til beløbets størrelse anset

indkomstskattepligtig af gaven, lsr. 1971.25.

Gaver af større værdi imellem forretningsforbindelser er ikke

fritaget for beskatning.

Lejlighedsgaver, herunder jule- og nytårsgaver, fra arbejdsgiveren,

omtales i afsnit D 1.9.5.

4.3.2. Indsamlede gaver

Gaver, der hidrører fra indsamlede bidrag, er skattefri

ifølge LL § 7 a. Det er herved forudsat, at gaven er oppebåret een gang

for alle og alene har karakter af en anerkendelse af

modtagerens fortjenester.

Som »indsamlet« betragtes et gavebeløb ikke alene, hvor

indsamlingen henvender sig til offentligheden, men også hvor den finder sted

blandt personalet i en institution eller virksomhed. Den omstændighed, at to,

tre eller flere personer slår sig sammen om en gave, er dog ikke

tilstrækkelig til, at gaven kan betragtes som tilvejebragt ved indsamling af

bidrag. Hertil må kræves, at indsamlingen har været organiseret over en

vis større kreds, jfr. skd.cirk. af 5.jan. 1943, og at der har været

tale om en egentlig indsamling, jfr. lsr.1963.104, 1965.15, 1969.27 og

1981.57.

I en bindende forhåndsbesked fandt Ligningsrådet, at beløb fra en

indsamling, foranstaltet af et dagblad, der skulle udbetales som en samlet

sum, kunne anses for omfattet af ligningslovens 7a.

Det var oplyst, at en mand ved en ulykke i juli måned 1988 mistede livet i

Tingbæk Kalkmine. Han efterlod sig sin samleverske samt deres to fælles børn.

Samleversken og de to børn blev i denne forbindelse meget vanskeligt stillet,

idet der ikke var tegnet livsforsikring. Huset, hvori familien boede, var

købt for få år siden, og det var forbundet med ikke ubetydelige omkostninger

at bebo det.

Et dagblad foranstaltede i den anledning en indsamling for at hjælpe de

pågældende. Den 26.august 1988 var der indsamlet ca. 100.000 kr., og det var

tanken at give det indsamlede beløb som en samlet sum til samleversken, når

indsamlingen var sluttet, Skat 1988.12.797.

På generalforsamlingen i en konsulenttjeneste blev det vedtaget at yde den

fratrædende leder af konsulenttjenesten en afskedsgave som påskønnelse af

hans mangeårige ledende arbejde i tjenesten. Gavens størrelse blev ansat til

ca. 1 kr. pr. medlem, og midlerne blev tilvejebragt dels på

generalforsamlingen, hvor 850 af foreningens ca. 12.000 medlemmer deltog,

dels fra det normale kontingent. Landsskatteretten fandt, at der ikke var

tale om en indsamling i den forstand, hvori udtrykket anvendes i LL § 7

a, jfr. lsr.85.46.

Gavebeløb, der er udredet af arbejdsgiveren, kan ikke betragtes som

»indsamlet«. Sådanne gavebeløb vil på den anden side ofte falde ind

under bestemmelserne i LOSI om fratrædelsesgodtgørelse eller

jubilæumsgratiale, se D 1.10.

4.3.3. Gaver med forbeholdt udbytteret

Efter lov om afgift af arv og gave § 5 b skal en gave, der gives i levende

live, hverken indkomstbeskattes eller gaveafgiftberigtiges, såfremt

giveren har forbeholdt sig indtægterne eller brugen og nytten for sin livstid

eller for et tidsrum, som endnu ikke er udløbet ved hans død. Ved

giverens død svares der i så fald arveafgift.

Ophører indtægts- eller brugsnydelsen inden giverens død, svares

der i henhold til § 44, sidste stk., gaveafgift af hele kapitalen efter

værdiforholdene ved ophøret af den forbeholdte nydelse, forudsat at gaven i

øvrigt omfattes af gaveafgiftsreglerne, og hvis dette ikke er tilfældet, må

beløbet indkomstbeskattes hos modtageren. Til belysning af spørgsmålet se

lsr. 1958.103.

Overdrages en fast ejendom, således at giveren forbeholder sig

nytten og brugen af ejendommen for sin livstid, skal der på

overdragelsestidspunktet svares afgift/indkomstskat af gavens værdi,

såfremt giveren alene forbeholder sig brugen af en del af ejendommen.

Ved fastsættelse af gavens værdi må der tages hensyn til værdien af den

kapitaliserede boligret.

Har giveren forbeholdt sig brugen af hele ejendommen, og skal

gavemodtageren fremtidigt betale ejendommens udgifter, skal der betales

afgift/indkomstskat allerede ved gavens modtagelse, og der skal ved

fastsættelse af gavens værdi tages hensyn til den kapitaliserede brugsret.

Såfremt giveren derimod fortsat afholder udgifterne

vedrørende den bortskænkede ejendom, udskydes afgiftsberegningen til

giverens død, således at der alene bliver tale om arveafgiftsberegning,

se lsr. 1974.118, uanset slægtskabsforholdet mellem giver og gavemodtager.

Ophører brugsretten imidlertid inden giverens død, skal der på

ophørstidspunktet svares gaveafgift/indkomstskat af gavens værdi på

ophørstidspunktet.

Har en person bortskænket en kapital, men forbeholdt sig

rentenydelsesretten, finder bestemmelsen i § 5 b anvendelse, således at der

hverken svares afgift eller indkomstskat på gavetidspunktet. Dette gælder

selvom gavemodtageren får fri rådighed over kapitalen. Er det forbeholdte

udbytte større eller mindre end det hidtil oppebårne udbytte, beregnes der

gaveafgift/indkomstskat af kapitalen med fradrag af kapitalværdien af

rentenydelsen, lsr. 1971.26.

4.4. Hædersgaver

4.4.1. Fonds, legater m.v. - særlig indkomst

Som særlig indkomst beskattes gave- og legatbeløb, der er

ydet een gang for alle af offentlige midler, legater, kulturelle

fonds o.lign. her i landet eller i udlandet, når gaven eller legatet

udelukkende har karakter af en anerkendelse af modtagerens

fortjenester, jfr. LOSI § 2, nr.16.

Om den nærmere forståelse af udtrykket »offentlige midler,

legater og kulturelle fonds o.lign.«, bemærkes, at der ikke stilles

krav om, at den udbetalende fond skal have et almennyttigt formål. Udbetales

beløbet derimod af en forening, er det ifølge praksis en betingelse for at

beløbet kan anses for omfattet af bestemmelsen, at foreningen skal have et

almennyttigt formål.

Fra Fællesbankens Fond blev en hædersgave på 20.000 kr. tildelt en person,

der havde virket i sparekasseverdenen i mere end 30 år. Landsskatteretten

fandt, at LOSI § 2, nr.16 ikke indeholder en betingelse om, at den

udbetalende fond skal have et almennyttigt formål, og beløbet blev

herefter beskattet som særlig indkomst, lsr.1984.62.

En museumsbetjent havde i sin fritid været beskæftiget som ulønnet

idrætsleder, og i denne egenskab havde han af en lokal fond,

oprettet af brugsforeningen i hans bopælskommune, fået udbetalt et beløb på

3.000 kr. Dette beløb ansås for omfattet af § 2, nr.16, lsr.1980.180.

Et legatbeløb på 25.000 kr. fra Veluxfonden til en numismatiker ansås

ligeledes omfattet af § 2, nr.16, lsr.1982.63.

En legatportion på 12.000 kr., som en boelsmand havde modtaget fra en

kreditforenings jubilæumsfond som anerkendelse af hans langvarige virke inden

for dansk landbrugs faglige organisationer, ansås for omfattet af § 2, nr.16,

idet der ikke fandtes holdepunkter for den ved den påklagede ansættelse

anlagte forståelse af bestemmelsen, hvorefter »legater, kulturelle fonds

o.lign.« skulle hidrøre fra »offentlige midler«, lsr.1980.55.

En arkitekt og lærer på kunstakademiet, modtog uansøgt et legat på 10.000

kr. fra Johs. Krøiers Fond. Tildelingen af legatet var af fondens bestyrelse

begrundet i klagerens faglige fortjenester og tænkt som en

hæderstilkendegivelse. Denne begrundelse var ikke i overensstemmelse med

fondens fundats, der bl.a. forudsatte legatportioner anvendt til uddannelse

af unge mænd med henblik på selvstændig erhvervsudøvelse, ikke mindst som

selvstændige kunsthåndværkere. Landsskatteretten fandt imidlertid, at det

omhandlede beløb opfyldte de i § 2, nr.16, indeholdte betingelser for

beskatning som særlig indkomst, lsr.1985.153.

I lsr.1969.109 blev en hædersgave ydet til en læge af Landsforeningen til

bekæmpelse af kredsløbssygdomme anset for omfattet af § 2, nr.16, idet der

blev lagt vægt på, at foreningen, der er landsomfattende med et stort antal

medlemmer, har et klart almennyttigt formål (selv om beløbet altså

her ikke var ydet fra en egentlig fond eller lign.). Ligeledes er en

hæderspris fra Foreningen til hjertesygdommenes bekæmpelse samt

Carnegiefondets belønninger anset omfattet af § 2, nr.16.

Omvendt vil »hædersgaver«, der udredes af foreninger uden

almennyttigt formål, og som hidrører fra foreningens almindelige midler,

ikke være omfattet af § 2, nr.16. Således kunne Hygiejneprisen, der var ydet

af en brancheforening, ikke antages at have en sådan karakter af

anerkendelse, at den kunne beskattes som særlig indkomst, lsr.1976.118.

Rådet for større færdselssikkerhed uddeler indtil 10 gaver

årligt, hver af en værdi på ikke over 500 kr. til personer, der har gjort et

særligt påskønnelsesværdigt arbejde for færdselssikkerheden. Sådanne gaver

anses som hædersgaver, forudsat at gaven er ydet en gang for alle, samt at

gaven ikke har karakter af arbejdsvederlag.

En skuespiller havde modtaget to legater i 1978. Udformningen af de to

legaters fundatser udelukkede ikke, at legaterne blev tildelt samme person

flere gange, men alligevel anså landsskatteretten legaterne for omfattet af

LOSI § 2, nr.16, bl.a. under hensyn til at det var oplyst, at klageren ikke

tidligere havde modtaget de omhandlede legater, og at det i øvrigt ville være

i strid med formålet og ideen bag legaternes fundatser, om samme kunstner fik

tildelt legatet flere år i træk, lsr.1981.166.

Ikea-prisen, indstiftet af Ikea a/s, uddeles en gang årligt med hhv.

15.000 kr., 10.000 kr. og 10.000 kr. til personer, der har skabt »en

bedre hverdag for de mange mennesker.« Prisen kan ikke søges og

prismodtagerne udpeges af en komite, bestående af en billedhugger, en

grafiker, en journalist og en arkitekt. Efter det oplyste, herunder at der

ikke er dannet en selvstændig fond, men alene nedsat en særlig

udvælgelseskomite, fandt lsr. ikke, at prisen kunne henføres

under LOSI § 2, nr. 16, Skat 1986.10.602..

Angående udtrykket »udelukkende anerkendelse af modtagerens

fortjenester« kan anføres, at enker, der modtager

hædersgaver på grund af afdødes indsats som hovedregel ikke er anset

omfattet af bestemmelsen, hvorfor sådanne beløb må beskattes med almindelig

indkomstskat.

Hvis LOSI § 2, nr. 16 skal anvendes må gave- eller legatbeløbet ikke være

ydet på grund af et specielt værk. En forfatter, der modtager en

ydelse på grund af en speciel bog, kommer normalt ikke ind under reglerne om

særlig indkomst. Hertil må kræves, at gave- eller legatbeløbet skal være ydet

ham som en anerkendelse af hans forfatterskab som sådant.

Produceren af et TV-program, der var blevet tildelt en hædersbevisning ved

Prix Italia-konkurrencen, blev anset for almindelig indkomstskattepligtig

af den del af prisen, som Danmarks Radio havde videregivet til ham. Kun

nationale radio- og TV-selskaber kunne deltage i konkurrencen og

hæderbevisningen var i øvrigt tildelt Danmarks Radio for et bestemt værk,

Skat 1987.1.44.

4.4.2. Personlig indkomst

Som personlig indkomst beskattes:

a. Beløb, der ydes over en årrække, lsr. 1959.24 og 25.

b. Beløb, der er en belønning for arbejds- eller bistandpræstationer, lsr.

1980.56, 1981.56 og 1984.64 og 146.

c. Beløb, der er klausuleret, f.eks. beløb, der ydes til fortsat

videnskabeligt arbejde eller beløb, der ydes til køb af bøger (boglegater).

(Se dog E 3.5.2 om de delvis skattefri studierejselegater og legater til

videnskabeligt arbejde).

d. Præmier udbetalt på grundlag af konkurrence, lsr.1978.86 og

1981.55.

e. Idebelønninger til lønmodtagere for rationaliseringsforslag

o.lign., lsr. 1970.115, og beskatning af penge og genstandspræmier, der ydes

til statens ansatte for rationaliseringsforslag, skd.17.110.

Af særlige afgørelser skal nævnes:

VLD af 18. februar 1980 (Skd.54.227) vedrørende en forfatter, som i 1973

modtog en legatportion på 2.000 kr. og i 1974 en legatportion på 5.000 kr.

fra samme legat. Forfatteren havde i en årrække arbejdet på et

særligt kartotek over bøger, og det var for denne indsats hun modtog

legatbeløbene, der blev tildelt uden ansøgning og uden betingelser. Hun

modtog kun legaterne de to år. Landsskatteretten fandt, at det legatbeløb,

hun modtog i 1973, var omfattet af § 2, nr.16, i LOSI, medens det legat, som

hun modtog i 1974, på baggrund af tildelingen i 1973, ikke kunne anses for

ydet en gang for alle, hvorfor det faldt uden for nævnte bestemmelse. I VLD

bemærkes det, at den hende i 1974 tildelte legatportion er ydet hende for

samme indsats som den, for hvilken hun i 1973 havde modtaget en legatportion.

I hvert fald under disse omstændigheder findes det i 1974 tildelte beløb

ikke at kunne anses for ydet hende en gang for alle, og det var

således ikke omfattet af bestemmelsen i § 2, nr.16.

Beløb, der udbetales sammen med universitetsguldmedaljer, anses

som skattepligtig almindelig indkomst, jfr. lsr.1959.23, hvor dog modtagerens

omkostninger i forbindelse med guldmedaljeafhandlingen blev tilladt

fratrukket ved indkomstopgørelsen.

En skatteyder, der var ansat ved Handelshøjskolen i København, modtog

Tietgen-prisbelønningen på 10.000 kr. samt en guldmedalje for en

afhandling, der blev anvendt til opnåelse af licentiatgrad.Da prisbelønningen

måtte anses for at være tildelt ham for den arbejdsmæssige indsats

ved udarbejdelsen af afhandlingen, blev beløbet beskattet som almindelig

indkomst, lsr. 1984.146.

En købmand modtog et legat, der var tildelt som en anerkendelse af

skatteyderens særlige indsats som bestyrelsesmedlem (sekretær) i

købmandsforeningen og ikke som en anerkendelse af skatteyderens

fortjenester i almindelighed. Beløbet ansås ikke for omfattet af §

2, nr. 16, men ansås for almindeligt indkomstskattepligtigt, lsr. 1981.56.

En aktivitetspris på 5.000 kr., der blev tildelt et medlem af HK for sit

positive virke inden for en lokal HK-forenings medlemsskare, blev anset for

almindelig indkomst. Prisen var indstiftet af en fond, der bestyredes af den

lokale HK-forening, og prisen kunne kun udbetales til HK-foreningens

medlemmer. Fondens midler tilfaldt i tilfælde af opløsning foreningen, Skat

1987.7.512.

Et beløb på 10.000 kr. modtaget for besvarelsen af en prisopgave

kunne ikke anses omfattet af § 2, nr.16, men ansås for almindeligt

indkomstskattepligtigt, lsr.1981.55.

En legatportion på 5.000 kr. fra Knud Højgaards Fond uddelt efter

ansøgning til teknikerstuderende efter studiets første del, blev anset for

almindelig indkomst. Tildelingen kunne ikke betragtes som udelukkende at have

karakter af en anerkendelse af modtagerens fortjenester, jfr. lsr. 1984.64.

Se også ØLD af 19. august 1976 vedrørende F. L. Smidth og Co A/S's

Mindelegat af 1964, hvor ydelserne blev anset som almindelig indkomst, da der

var en nær sammenhæng mellem arbejdsgiver og legatbestyrelse, og tildeling

kun kunne ske til de i virksomheden ansatte i forbindelse med deres virke

der, jfr. tilsvarende lsr. 1980.56.

Udbetalinger fra statens kunstfond medregnes ligeledes til den

personlige indkomst, hvadenten der er tale om de almindelige 3-års stipendier

eller om engangsbeløb, der er ydet som støtte til forfattere og kunstnere som

anerkendelse for værker, hvor det økonomiske udbytte ikke står i rimeligt

forhold til den kunstneriske indsats, lsr. 1967.108, hvor et sådant beløb

primært blev anset som en slags erstatning for manglende indtægter på grund

af svigtende salg. Se også lsr. 1970.114 og lsr. 1975.21.

Det samme er tilfældet med de understøttelser til kunstnere og

forfattere, der ydes over finansloven, lsr. 1954.118. Yder kunstfonden

studierejselegater eller udgivelsesstøtte, behandles disse

udbetalinger efter samme regler som legater ydet til studierejser og

videnskabelige arbejder, se E 3.5.2.

Også forfatterprisen for børne- og ungdomsbøger, medregnes til

den personlige indkomst, lsr. 1970.114, og det samme gælder hædersgaver fra

Hærens linieofficerskorps Jubilæumsfond.

Derimod er kvalitetsbidrag fra filmfonden i henhold til film- og

biograflovens § 18, stk.2, anset omfattet af reglerne i LOSI § 2, nr.16.

4.4.3. Skattefri hædersgaver

Hæderspriser, der udbetales i henhold til Nobelstiftelsens

Grundstadgar samt Nordisk Råds Litteratur- og Musikpris er

fritaget for såvel almindelig som særlig indkomstskat, LL § 7 v.

4.5. Dusører

Dusører og belønninger for fortjenstfulde handlinger er personlig

indkomst, men statsskattedirektoratet kan i henhold til LOSI § 17, stk.2

bestemme, at sådanne beløb beskattes som særlig indkomst, såfremt de ydes for

fortjenstfulde handlinger, som det ligger uden for modtagerens

erhverv at udføre. Der tænkes på dusører og belønninger for indsats for

at redde menneskeliv eller for medvirken til opklaring af forbrydelser.

En dusør udbetalt af en bank for et forsøg på at afværge et bankrøveri,

blev beskattet efter § 17, stk. 2.

Dusører, der udbetales af politiet til personer uden for politiet

for resolut og modig handling eller for bistand til opklaring af

forbrydelser, kan ifølge skd.cirk. af 30.april 1982 anses for særlig

indkomst uden ansøgning. Det vil for fremtiden være tilstrækkeligt, at

modtageren på selvangivelsen opfører beløbet i rubrikken for særlig indkomst

(skd.61.131).

En skatteyder, der drev selvstændig erhvervsvirksomhed med salg af geværer

og rifler og havde autorisation som våbenhandler, blev bekendt med, at et

gevær, han havde købt af en privat person, var stjålet, og som led i

afleveringen modtog han en dusør, som dog ikke kunne beskattes som

særlig indkomst efter § 17, stk. 2, da afleveringen af det stjålne gevær må

anses at være en handling, som henhører under erhvervet som våbenhandler.

Carnegiefondets belønninger for heltemodige handlinger anses

omfattet af reglen i § 2, nr.16, jfr. skd.cirk. af 23.februar 1968, også når

der er tale om redningsaktioner m.v. udført af professionelle, jfr. E 4.4.1.

4.6. Gevinster

Efter bestemmelsen i SL § 4f skal indtægter af lotterispil samt andet spil

og væddemål medregnes ved indkomstopgørelsen.

4.6.1. Ikke skattepligtige

Visse gevinster er ikke indkomstskattepligtige, idet der i stedet

svares en afgift til staten. Det drejer sig om følgende:

1) Klasselotterigevinster, præmieobligationsgevinster og gevinster ved

tipning og lotto. Efter bestemmelser i særlige love fradrages der i

stedet inden udbetaling en 15 pct.'s afgift af den del af gevinstbeløbet, der

overstiger 200 kr.

2) Gevinster ved (andre) lotterier m.v. Efter lotteriafgiftsloven

betales i stedet for indkomstskat lotteriafgift. Lotteriafgiften udgør ved

kontante gevinster, der udbetales efter fradrag af afgiften, 15 pct. af den

del af gevinsten, der overstiger 200 kr. Ved gevinster, der består af

naturalier, og ved kontante gevinster, der udbetales uden fradrag af afgiften

(såkaldt »skattefri gevinster«), udgør afgiften 17,5 pct. af den

del af værdien, der overstiger 200 kr.Endvidere svares der af

lotterigevinster i henhold til lotteriafgiftsloven en særlig afgift

(ved kontante gevinster: 15 pct. af den del af beløbet, der overstiger 200

kr., ved andre gevinster: 171/2 pct. af den del af værdien, der overstiger

200 kr.).

De gevinster, der omfattes af denne lovgivning, er:

Gevinster i landbrugs- og varelotteriet.

Gevinster ved her i landet (bortset fra Færøerne og Grønland) afholdte,

offentlige bortlodninger - herunder bortlodning ved tombola. En gevinst

vundet ved udtrækning mellem slutsedler udstedt ved køb af automobiler hos

autofirma var ikke indkomstskattepligtig, men afgift måtte betales af firmaet

i henhold til lotteriafgiftsloven. Se tilsvarende om en ejendomshandlers

lodtrækning blandt klienter, skd.26.201. En bortlodning er offentlig, når

alle får mulighed for at deltage f.eks. efter annoncering i dagspressen.

Gevinster ved her i landet (bortset fra Færøerne og Grønland) afholdte

præmie- og gættekonkurrencer, der henvender sig til offentligheden

(herunder de af dag- og ugeblade arrangerede konkurrencer), såfremt der ikke

er tale om konkurrencer af litterær, kunstnerisk, videnskabelig eller teknisk

karakter eller om prisbelønninger for besvarelse af opgaver af denne art.

Gevinster ved sådanne konkurrencer er efter udtrykkelig bestemmelse i

lotteriafgiftsloven ikke omfattet af denne lov.

Lotteriafgiften administreres af amtsskatteinspektoraterne.

Om præmier o.lign. til idrætsfolk, se D 3.25.

4.6.2. Skattepligtige gevinster

Alle andre gevinster end de foran under E 4.6.1. omtalte er fuldt ud

skattepligtige. Det gælder således følgende:

Gevinster hidrørende fra ikke-offentlige bortlodninger, som

f.eks. lodtrækninger mellem medlemmerne af en forening eller blandt

funktionærerne i et firma (f.eks. ferie- eller julelotteri), lsr.

1955.38.

Medlemmer af kunstforeningen »Den Frie Forårsudstilling«, der

hvert år deltager i en lodtrækning om retten til at udtage et kunstværk af en

nærmere angiven værdi, anses indkomstskattepligtig af det vundne kunstværks

(skønsmæssigt ansatte) værdi.

Gevinster fra præmie- eller gættekonkurrencer, der ikke henvender sig

til offentligheden. En præmie i en konkurrence, der var arrangeret af en

tobaksfabrik for landets tobakshandlere, er således anset fuldt ud

indkomstskattepligtig.

Gevinster ved offentlige bortlodninger, præmie- og gættekonkurrencer,

der er afholdt på Færøerne, i Grønland eller i udlandet (f.eks. det

irske sweep-stake og det tyske lotto samt D.O.B.S. (Danish Overseas Betting

Services)), er skattepligtige.

Præmier, der er opnået ved deltagelse i konkurrencer af litterær,

kunstnerisk, videnskabelig eller teknisk karakter samt prisbelønninger

for besvarelse af opgaver af denne art er skattepligtige, jfr. ovenfor. Se

lsr.1981.55 om præmie for besvarelse af en prisopgave.

Totalisatorspil, kortspil m.v.

Gevinster hidrørende fra kortspil (jfr. lsr. 1957.21 om

præmiewhist), totalisatorspil og væddemål er også

indkomstskattepligtige.

I Skat 1989.4.330 fandt Landsskatteretten, at en gevinst opnået i

forbindelse med en enkeltstående obligationsterminsforretning måtte betragtes

som et væddemål, jf. statsskatteloven § 4f, da den var foretaget uden

sammenhæng med erhvervsmæssig aktivitet, og da klageren ikke havde været ejer

af den fordring, som var genstand for overdragelse på terminen. Ligeledes

anså Landsskatteretten terminsforretninger med obligationer - 7 det ene år og

20 det følgende - for væddemålskontrakter, således at der ikke var adgang til

at modregne tab på de 20 forretninger i gevinst på de 7. Modregning af tab i

gevinst kunne kun ske inden for det enkelte indkomstår, Skat 1989.7.546. Se i

øvrigt Skat 1989.12.959 samt E 5.3.7.

Om totalisatorspil har landsskatteretten fastslået, at der i gevinsterne

kan fradrages ikke blot de (dokumenterede) indskud, der har givet gevinster,

men også de øvrige indskud, som kan dokumenteres at være foretaget i

årets løb, lsr. 1973.116. Der må i disse tilfælde stilles strenge krav

til dokumentationen, der i det mindste bør være underbygget af et

regelmæssigt ført regnskab over gevinster og indskud. Et eventuelt

underskud er ikke fradragsberettiget.

Hvis gevinsten ikke består i et kontant beløb, men i naturalier,

skal dens handelsværdi (ved salg til forbruger) lægges til grund ved

beregningen af det skattepligtige beløb. I reglen kan man gå ud fra den i

lotteriprogrammet opgivne værdi, så længe det ikke er påvist, at denne

afviger fra handelsværdien. Hvis gevinsten imidlertid sælges i nær tidsmæssig

tilknytning til lodtrækningen, anvender man salgssummen, og det hvad enten

denne er lavere eller højere end katalogprisen, jfr. l.o.s.r. 1934.40 og lsr.

1952.138.

Vindere af biler skal medregne bilen ved opgørelsen af den

skattepligtige indkomst og formue til værdien i handel og vandel, hvilket

normalt vil sige forhandlerprisen. I denne pris kan dog gives et passende

nedslag, idet en sådan vogn ofte har kørt adskillige km i reklamemæssigt

øjemed inden overdragelsen til vinderen.

5. Formueafkast

Efter SL § 4 e medtages ved indkomstopgørelsen indtægter i form af rente

eller udbytte af obligationer, aktier og andre inden- og udenlandske

pengeeffekter, således også af udestående fordringer og af kapitaler, udlånt

her i landet eller i udlandet, med eller uden pant, mod eller uden

forskrivning. Om renteudgifter, se F 3. Om udbytte af aktier

m.v., se vejledningen om aktionærer og selskaber.

Renteindtægter er som hovedregel kapitalindkomst, jfr. PSL § 4.

Hvis virksomhedsordningen anvendes, medregnes renteindtægter, der

hidrører fra virksomheden, til virksomhedsindkomsten.

For bankierer, vekselerere og personer, der driver næring ved

finansiering, m.fl. medregnes renteindtægter til den personlige

indkomst, jfr. PSL § 4, stk.3 (se evt. C 4.1 og 4.2).

5.1. Renteindtægter

5.1.1. Beskatningstidspunktet

Renter kan og skal som hovedregel først medregnes ved indkomst- og

formueopgørelsen for det indkomstår, i hvilket de forfalder, lsr.

1960.69 og 1963.66. Se E 5.1.2 om eventuel periodisering af renter.

Forfalder renter for en længere periode på en gang f.eks. ved

låneoptagelsen eller ved lånets afvikling, skal der ved indkomstopgørelsen

for de indkomstår, som perioden omfatter, medregnes den renteindtægt, der

vedrører indkomståret.

Bagudforfaldne renter af indlånscertifikater i pengeinstitutter skal

periodiseres, når bagudbetalingen vedrører en periode på over 12 måneder,

skd.73.217.

Om beskatning af renteindtægter og -udgifter (periodisering) i forbindelse

med skattepligtens indtræden og ophør ved til- og fraflytning

henvises til LV om skattepligt og dobbeltbeskatning.

Bank- og sparekassekonti

Renter af bank- og sparekassekonti skal ifølge hovedreglen

medregnes til indtægten i det indkomstår, hvori de tilskrives og dermed er

forfaldne til betaling, og dette gælder, hvad enten de hæves eller

ikke, lsr. 1964.43. Det afgørende er bankens eller sparekassens

tilskrivningstermin, medens selve tilskrivningen i bank- eller

sparekassebogen er uden betydning.

Har man en sparekassekonto, der har tilskrivningstermin pr. 1.april, skal

der ved indkomstopgørelsen for 1989 medregnes renter fra 1.april 1988 til

31.marts 1989.

Såfremt en sådan konto er ophævet i 1989 efter den 1.april, skal de

renter, der i forbindelse hermed er tilskrevet kontoen fra 1.april til

opgørelsesdatoen, også medregnes i indkomsten i 1989.

Har man en bankkonto med rentetilskrivning pr. 31.december, bliver det

renterne fra 1.januar til 31.december 1989, der skal medregnes til indkomsten

for 1989.

Har banken f.eks. tilskrivningstermin pr. 31.jan., er det renterne fra

31.jan. 1988 til 31.jan. 1989, der nu skal medtages på selvangivelsen.

Er en sådan bankkonto ophævet efter den 31.jan. 1989, skal også renterne

fra 31.jan. til ophævelsesdagen medregnes.

Obligationer

For obligationer er renteterminerne eksempelvis den 2.jan. og den

1.juli, d.v.s. at der for 1989 skal medregnes de pr. 2.januar og 1. juli 1989

forfaldne renter.

Har man solgt obligationer mellem 2. januar og 1.juli, skal

medregnes renterne pr. 2.januar tillige med renterne indtil salgstidspunktet.

Er der solgt efter 1.juli, skal medregnes såvel de pr. 2.januar som de pr.

1.juli forfaldne renter, samt renterne indtil salgsdatoen.

Er der omvendt købt obligationer mellem 2.januar og 1.juli, skal

kun de pr. 1.juli forfaldne renter medregnes, og heri kan fratrækkes, hvad

man ved købet har betalt i refusion for renterne fra 2.januar til købsdatoen.

Er obligationerne først købt efter 1.juli 1989, bliver der ingen rente at

indtægtsføre i 1989, og den til sælgeren betalte rente fra 1.juli skal i så

fald modregnes i den pr. 2. januar 1990 forfaldne rente d.v.s. i

1990-indkomsten.

5.1.2. Periodisering

Ligningsrådet har tidligere vedtaget, at periodisering af renteindtægter

og -udgifter kan foretages efter følgende retningslinier:

Bogførings- og regnskabspligtige kan med virkning for opgørelsen

af den skattepligtige indkomst og formue vælge at periodisere renter,

således at beregnede renter fra sidste forfaldsdag og indtil

statustidspunktet medregnes ved såvel indkomst- som formueopgørelsen for det

pågældende indkomstår.

Det er en forudsætning herfor, at samtlige renteindtægter og

renteudgifter periodiseres, samt at der til det regnskab, der vedlægges

selvangivelsen, gives en specifikation af, hvorledes de renter, der

er forfaldne i indkomståret, er reguleret med skyldige, henholdsvis

tilgodehavende renter ved årets begyndelse og slutning. Det een gang valgte

princip kan kun ændres efter tilladelse fra de stedlige ligningsmyndigheder,

jfr. SD-cirk.1981.23 samt SD-cirk.1986-47 vedrørende

ikke-erhvervsdrivende fonde og foreninger.

Periodiseringen skal omfatte såvel erhvervsmæssige som private

renter.

Den skattepligtige skal ved indkomstopgørelsen for overgangsåret

medregne dels årets forfaldne renteudgifter, dels beregnede renteudgifter fra

sidste forfaldsdag og indtil statustidspunktet. Ligeledes skal den

skattepligtige det pågældende år indtægtsføre årets forfaldne renteindtægter

tillige med beregnede renteindtægter fra sidste forfaldsdag og indtil

statustidspunktet.

Om periodisering af renter i forbindelse med virksomhedsordningen,

se afsnit L 1.4.1.

LL § 5, stk.4

Ifølge LL § 5, stk. 4, er periodisering af renteindtægter og -udgifter

gjort obligatorisk for:

1) selskaber omfattet af lov om visse selskabers aflæggelse af årsregnskab

m.v.,

2) banker,

3) sparekasser,

4) selskaber omfattet af lov om visse kreditinstitutter,

5) investeringsforeninger, der er skattepligtige efter reglerne i

selskabsskattelovens § 1, nr.5a (akkumulerende investeringsforeninger).

6) fonde omfattet af lov om erhvervsdrivende fonde og

7) institutioner som nævnt i lov om beskatning af fonde, visse foreninger

og institutter m.v. § 1, nr.4 (realkreditinstitutter og diverse

finansieringsinstitutter).

Periodisering er endvidere obligatorisk for personer, der er

hovedaktionærer eller hovedanpartshavere i selskaber som nævnt i 1.pkt., og

som har mellemregning med disse.

LL § 5, stk.5

Ifølge LL § 5, stk.5, er der mulighed for, at også skattepligtige, der

ikke er bogførings- eller regnskabspligtige, kan opnå ligningsrådets

tilladelse til at fordele renteindtægter og -udgifter over den periode,

renten vedrører. Ligningsrådet kan tillade periodisering for både visse

nærmere angivne grupper af skattepligtige og for enkelte

skattepligtige. Sådanne tilladelser er endnu ikke givet til

lønmodtagere.

5.1.3. Debitors insolvens

Skyldes manglende betaling af renter debitors insolvens, kan

kreditor undlade at medregne de ikke betalte rentebeløb fra det

tidspunkt, hvor insolvensen er konstateret. Insolvensen behøver ikke at være

konstateret ved forgæves udlæg eller andre retsskridt, hvis renterne efter en

konkret vurdering må anses for at være uerholdelige. Om debitors

fradrag, se F 3.

Evt. nedskrivning til 0 - LL § 5 A

Ifølge LL § 5 A kan de i et indkomstår forfaldne, ikke betalte

renteindtægter nedskrives til 0, selv om renteindtægten ikke kan anses for

uerholdelig. Det er dog en betingelse, at det pågældende

rentetilgodehavende ikke er betalt inden for fristen for rettidig

indgivelse af selvangivelsen for det pågældende indkomstår, og at den

manglende betaling er udtryk for skyldnerens misligholdelse. Har

skatteyderen opnået udsættelse med indgivelse af selvangivelsen -

enten automatisk eller efter ansøgning - forlænges fristen for modtagelsen af

betalingen tilsvarende.

Når rentebeløb, der er nedskrevet, bliver betalt, medregnes de i

det indkomstår, hvori betalingen sker.

Det er som nævnt en betingelse for nedskrivning, at den manglende betaling

skal være udtryk for debitors misligholdelse. Dette krav modvirker

skjulte aftaler, idet misligholdelse normalt indebærer en ret for kreditor

til at opsige fordringen til fuld indfrielse.

Hvis den manglende rettidige betaling skyldes en aftale - eventuelt

stiltiende - mellem kreditor og debitor, må der sondres mellem, om aftalen er

indgået før eller efter det oprindeligt fastsatte forfaldstidspunkt.

Har kreditor og debitor før forfaldstidspunktet aftalt, at renten

først skal forfalde året efter, udskydes både beskatnings- og

fradragstidspunktet til dette efterfølgende år.

Er der derimod givet henstand efter forfaldstidspunktet vil der

ikke være tale om misligholdelse, og kreditor kan således ikke nedskrive den

ubetalte rente i medfør af § 5A. Debitor kan i denne situation fradrage den

ubetalte rente i det år, renten forfaldt efter den oprindelige aftale.

Personer, der periodiserer deres renteindtægter (jfr. E 5.1.2)

kan ikke benytte sig af den nævnte nedskrivningsadgang, men skal

indtægtsføre renterne, selv om disse ikke er betalt. Først på det tidspunkt,

hvor renterne efter en konkret vurdering må anses for at være helt eller

delvis uerholdelige, kan de uerholdelige renter fradrages.

Når et rentebeløb, der er nedskrevet efter § 5A, bliver betalt,

skal det - som foran nævnt - medregnes i det indkomstår, hvori beløbet bliver

betalt. Hvis den skattepligtiges fulde skattepligt ophører på et

tidligere tidspunkt, skal de tilgodehavende renter medregnes ved

indkomstopgørelsen for det indkomstår, hvori skattepligten ophører.

Tilgodehavendet skal medregnes efter dets værdi. Dette betyder, at

tilgodehavendet kan medregnes med et lavere beløb end dets pålydende,

eventuelt til 0, hvis det må antages, at skyldneren vil være helt eller

delvis ude af stand til at betale.

5.1.4. Rentebeskatning under særlige forhold

Selv om der ikke er ydet særskilt vederlag for vedhængende renter,

skal der dog normalt ske beskatning af vedhængende renter hos sælgeren

af et pantebrev m.v., idet det må antages, at der ved fastsættelsen af

salgssummen er inkluderet et sådant vederlag, jfr. Skat 1985.2.46 og Skat

1985.11.316.

I et tilfælde, hvor en skatteyder vederlagsfrit overdrog nogle gældsbreve

til sine børnebørn, kunne der således ikke med skattemæssig virkning

bortses fra den beregning af vedhængende renter, der normalt finder sted ved

omsætning af rentebærende fordringer, lsr. 1977.74. Se dog lsr. 1973.7,

hvor man fandt det betænkeligt at anse salgssummen for at indeholde en

godtgørelse for renter, idet pantebrevet allerede ved overdragelsen var i høj

grad nødlidende.

En gave til et ufødt barn kan ikke tillægges skattemæssig virkning for

indkomstår, hvor barnet ikke er født. En farmor gav i december 1972 120.000

kr. til et barnebarn, som blev født i februar 1973. Da retten til

gaveydelsen måtte anses for suspensivt betinget af barnets fødsel, og da

denne betingelse ikke var opfyldt ved udgangen af 1972, kunne gaven

ikke tillægges skattemæssig virkning for 1972 og afkastet af

gavebeløbet skulle derfor medregnes i giverens indkomst for 1972, ØLD af

11.oktober 1978 (skd.48.45).

En skatteyder, der havde deponeret en bankbog til fordel for det

offentlige, blev anset for indkomstskattepligtig af renteindtægten af

bankbogen, idet deponeringen ikke kunne sidestilles med en effektiv betaling

af gælden, skd.65.160.

Se i øvrigt E 5.1.7 om rentefritagelse og henstand.

Tvangsauktion m.v.

Når en ufyldestgjort panthaver overtager en fast ejendom på

tvangsauktion, opstår spørgsmålet om panthaveren ved overtagelsen af

ejendommen har fået dækning for tilgodehavende renter.

Landsskatteretten har i et par nyere kendelser udtalt, at det ved

afgørelsen af, om en panthaver, som på tvangsauktion overtager en ejendom ved

at byde ind i sit eget pant, opnår hel eller delvis dækning for sit

tilgodehavende - herunder påløbne, men ikke betalte renter - må være

udgangspunktet, om ejendommens reelle værdi på overtagelsestidspunktet

overstiger anskaffelsessummen. Sælges ejendommen i fortsættelse af

overtagelsen på tvangsauktion, kan den kontante salgssum ved det

efterfølgende salg tjene som rettesnor for værdiansættelsen.

Med hensyn til opgørelsen af anskaffelsessummen ved ejendommens

overtagelse på tvangsauktionen finder retten, at denne skal opgøres som

summen af restgælden af de overtagne prioriteter, kursværdien for

restgælden af klagerens egne pantebreve efter kursen på

erhvervelsestidspunktet samt omkostningerne i forbindelse med

tvangsauktionen, jfr. bl.a. Skat 1985.1.14 og Skat 1986.8.516.

Princippet i landsskatterettens metode kan rent skematisk

gengives således:

1) prioritet, restgæld 80.000 kr.

2) prioritet, restgæld 70.000 kr.

3) prioritet, restgæld 50.000 kr. 200.000 kr.

4) prioritet, restgæld 200.000 kr.

kursansat efter kursen på

erhvervelsestidspunktet 100.000 kr.

Forfaldne renter og ejendomsskatter for tiden før

overtagelsen 20.000 kr.

Omkostninger ved auktionen 10.000 kr.

-------------

I alt anskaffelsessum 330.000 kr.

-------------

Renten på 4. prioritets pantebrev udgør 10.000 kr. pr. termin.

Videresalg:

1) Salgssum 350.000 kr.

350.000 kr.

- omkostninger 10.000 kr.

-------------

340.000 kr.

-------------

Avancen 10.000 kr. dækker en termins rentetilgodehavende.

2) Salgssum 360.000 kr.

- omkostninger 10.000 kr.

-------------

350.000 kr.

-------------

Avancen 20.000 kr. kan dække to terminers rentetilgodehavender.

I praksis vil der normalt foreligge et videresalg af den overtagne ejendom

efter kort tids forløb, men som det fremgår af de ovenfor omtalte kendelser,

er videresalget ikke en betingelse for at konstatere, om der er

dækning for tilgodehavende renter. Er der ikke sket videresalg i fortsættelse

af ejendommens overtagelse, må det efter et konkret skøn afgøres,

om ejendommens faktiske værdi på overtagelsestidspunktet giver

dækning for tilgodehavende renter.

Nødlidende fordringer

Når en nødlidende fordring overdrages eller indfries til

underkurs, skal der også ske en bedømmelse af, hvorvidt der kan

anses at være opnået dækning for renterestancer. Skattemæssigt

gælder der ingen fast regel for, hvor stor en del af overdragelsessummen der

eventuelt kan anses for renter, og hvor stor en del der kan henføres til

hovedstolen.

Spørgsmålet må afgøres konkret under hensyn til fordringens

kursværdi på overdragelsestidspunktet. Der må foretages en ansættelse af

fordringens kursværdi, og hvis vederlaget overstiger denne værdi, kan

beskatning af opnået fyldestgørelse af renter (helt eller delvis) finde sted,

jfr. Skat 1987.7.518.

5.1.5. Indskudsbeviser og indskud på særlige rentevilkår

Flere pengeinstitutter har særlige former for anfordringskonti.

Der indskydes et efter de til enhver tid gældende renteforhold bestemt beløb

på hvert bevis, og yderligere indskud på samme bevis kan ikke foretages. Hver

fulde måned opskrives bevisets værdi successivt med forud fastsattebeløb,

således at bevisets indfrielsesværdi f.eks. efter 5 år er 1.000 kr. Det

tilskrevne beløb (renterne) kan ikke hæves særskilt, men hele indeståendet

kan hæves på anfordring. Tilvæksten noteres ikke på beviset, men bevisets

indfrielsesværdi (incl. tilvæksten til enhver tid) kan aflæses af en til

indskyderen udleveret tabel. Bevisejeren skal ved opgørelsen af sin

skattepligtige indkomst medregne bevisets værdistigning i årets løb.

Denne stigning udregnes efter nævnte tabel som differencen mellem bevisets

værdi ved oprettelsen, eventuelt indkomstårets begyndelse, og sidste

skæringsdag inden for indkomståret. Ved formueopgørelsen medregnes bevisets

indfrielsesværdi ved indkomstårets udløb.

En bank påtænkte at modtage indlån med 1 års opsigelse, dog med

mulighed for tidligere ophævelse mod rentedekort. Renten beregnes og

forfalder helårligt. Den samlede forrentning af indlånet beregnes således:

Der beregnes en grundrente på f.eks. 7 pct.

Denne rente reguleres +/- svarende til et beløb, der ville opnås,

hvis der var indgået terminsforretning, hvor der solgtes D-mark på

termin

x

Samlet rente

7 pct. +/- x

Renten afhænger således af kursudviklingen mellem D-mark og danske kroner

og kan i ekstreme tilfælde endog blive negativ.

Ligningsrådet gav bindende forhåndsbesked om, at det som grundrente

betegnede afkast af den beskrevne indlånsform skattemæssigt skal behandles

som rente.

Tillægget til grundrenten kan efter Ligningsrådets opfattelse ikke anses

som en rente i skattemæssig forstand. Tillægsbeløbet skal beskattes efter

kursgevinstloven som en kursregulering af hovedstolen og således

skattemæssigt behandles som kursgevinst/tab på fordringer henholdsvis gæld i

danske kroner, Skat 1989.4.350.

Det merbeløb i forhold til indkøbsprisen, hvormed United States Saving

Bonds indfries, skal medregnes ved indkomstopgørelsen for

indfrielsesåret, medmindre ejeren har medregnet merbeløbet

successivt ved indkomstopgørelsen for de år, hvori han har ejet

obligationerne.

Kursgevinster (kurstillæg) på obligationer uden nominel rente

(obligationer uden kupon ) skal ligeledes medregnes ved

indkomstopgørelsen, jfr. skd. 71.624. Se E 5.3.2.4.

I særlige tilfælde anses engangsvederlag, der ydes for at lade et

misligholdt pantebrev forblive indestående (undlade at kræve restgælden

indfriet fuldt ud), som et supplement til renteindtægten og derfor

indkomstskattepligtig. Det gælder i alt fald, når de oprindelige

pantebrevsvilkår opretholdes.

5.1.6. Ejerskiftegebyr

I visse tilfælde erlægges der ved ejerskifte (af en fast ejendom) i stedet

for ejerskifteafdrag et ejerskiftegebyr, f.eks. en procentdel af

pantebrevets hovedstol eller restgæld. Et sådant gebyr er

indkomstskattepligtigt for pantekreditor, medens pantedebitor ikke kan

fradrage gebyret.

Rykningsgebyr

Et engangsvederlag ydet for at opnå en rykningspåtegning på et

pantebrev anses for en godtgørelse for en forringelse af pantebrevets vilkår

og dermed normalt ikke indkomstskattepligtig.

5.1.7. Rentefritagelse og henstand

Den person, der rentefrit udlåner penge, skal normalt ikke

som indtægt medtage et beløb svarende til den anslåede renteindtægt, der

kunne være opnået ved udlån til anden side, jfr. bl.a. skd.60.31, men hvis

det rentefri lån modsvares af økonomiske fordele er långiveren

skattepligtig af disse fordele. Dette foreligger f.eks., hvor et kommunalt

varmeforsyningsselskab låner et beløb rentefrit hos forbrugerne, der til

gengæld får reduceret deres varmebidrag med varmeværkets besparelse i rente.

Tilsvarende gælder, hvis medlemmer af en sportsforening låner foreningen et

beløb rentefrit og til gengæld opnår kontingentfritagelse eller -reduktion.

En skatteyder, der var medlem af en golfklub, havde i lighed med en del

andre medlemmer indskudt 10.000 kr. i golfklubben i et forsøg på at retablere

klubbens økonomi.

Indskuddene skulle tilbagebetales senest efter 10 år og forrentedes ikke.

Det var imidlertid på en generalforsamling besluttet, at de medlemmer, der

havde foretaget indskud, skulle have en kontingentreduktion på 1.150

kr., som ligningskommissionen havde indkomstbeskattet.

Lsr. fandt, at skatteyderen måtte anses for skattepligtig af hele

kontingentreduktionen på 1.150 kr., der måtte anses som skattepligtigt

afkast af indskuddet, og som i øvrigt ikke oversteg, hvad der måtte anses som

normal forrentning under vilkår som de foreliggende, jfr. Skat 1987.3.213.

Nævnes kan også en bindende forhåndsbesked vedrørende et lånearrangement,

hvor en skatteyder påtænkte at optage et banklån på 500.000 kr., der skulle

videreudlånes rentefrit til skatteyderens svoger i USA til køb af

obligationer eller indsætning i en dansk bank. Formålet med låneoptagelsen

var ifølge skatteyderen, at han skulle have rentefradraget af lånet og

svogeren renteindtægten, der beskattes lavere i USA. Sikkerhed for lånet

ville blive stillet af skatteyderen. Ligningsrådet fandt, at en til renten

svarende fordel (modydelse) skulle beskattes hos skatteyderen, idet det på

det foreliggende grundlag antoges, at der skulle præsteres modydelse.

En skatteyder havde udlånt et beløb på 425.000 kr. rente- og

afdragsfrit til sin afdøde fars tidligere samleverske. Denne havde købt

obligationer for beløbet, hvoraf hun havde oppebåret en renteindtægt på

21.000 kr. Skatteyderen havde håndpant i de pågældende værdipapirer,

der var lagt som sikkerhed for lånet i et bankdepot, og salg af

værdipapirerne kunne kun ske med samtykke fra hans advokat.

Skatteyderen havde i samme år påtaget sig en underholdsforpligtelse på

10.000 kr. årligt over for den pågældende, svarende til maksimumbeløbet for

fradrag af underholdsydelser i henhold til bestemmelsen i LL § 14, stk.4 (nu

§ 12, stk.4).

Landsskatteretten fandt, at skatteyderen ved den omhandlede

disposition vilkårligt havde overført det løbende renteafkast af de

obligationer, som var erhvervet for låneprovenuet til lånmodtageren. Da en

sådan løbende gaveydelse ikke kunne fradrages ved siden af det af

skatteyderen foretagne fradrag på 10.000 kr., skulle han beskattes af det af

lånmodtageren oppebårne renteafkast på 21.000 kr., jfr. Skat 1987.7.511.

Kendelsen er stadfæstet af Østre Landsret ved dom af 19.okt. 1988, Skat

1988 12.756.

Om forældres udlån til børn, se F 1.4.3.

Afkald på betaling af rente for en enkelt betalingstermin eller

for en kortere periode fritager ikke kreditor for beskatning af rentebeløbet,

medmindre rentekravet godtgøres at være uerholdeligt, lsr. 1972.69.

Såfremt afkald på renter derimod gives med virkning for samtlige

fremtidige ydelser, beskattes rentebeløbene ikke hos kreditor.

Når der ydes henstand med betalingen af renter, sker der en

udskydelse af beskatningstidspunktet, såfremt henstanden er indrømmet før

forfaldstid, idet forfaldstiden i så fald anses udskudt, jfr. lsr.

1977.180 og 1980.199.

Af losr. 1934.95 fremgår, at indrømmelse af henstand efter

forfaldstidspunktet ikke ændrer beskatningstidspunktet.

Hovedaktionærers rentefri udlån til selskabet

Se herom ligningsvejledningen om aktionærer og selskaber.

5.1.8. Indkomstskattefri renter

Renter, der tilskrives kapitalpensionsordninger og konti vedrørende

pristalsreguleret alderdomsopsparing ( indekskonti ), skal ikke

medregnes i indkomsten, så længe ordningen er omfattet af PL, jfr. PL § 45.

Renter, der i bindingsperioden påløber selvpensionerings- og

børneopsparingskonti, skal ikke beskattes, hvorimod renter, der påløber

efter bindingsperiodens udløb, skal medregnes ved indkomstopgørelsen. Dette

gælder, uanset hvornår renterne rent faktisk tilskrives.

Hvor indeståendet på en børneopsparingskonto hidrører fra gaver til

barnet ydet af dets forældre, stedforældre eller plejeforældre (der er

fuldt skattepligtige her til landet) sker indkomst- og formuebeskatningen

efter bindingsperiodens ophør hos giveren indtil udløbet af det kalenderår,

hvori barnet fylder 18 år, eller indtil den dato, hvor barnet indgår

ægteskab, KL § 5, stk.2.

De præmier, staten yder på boligsparekontrakter og

uddannelseskonti, er ikke indkomstskattepligtige, hvorimod de af

pengeinstituttet tilskrevne renter skal medtages ved indkomstopgørelsen.

Gravstedskonti

Renteafkastet af de såkaldte gravstedskonti anses ikke for at

være indkomstskattepligtigt, såfremt

1) arvingerne ved deres underskrift på boopgørelsen har fraskrevet sig

rådighedsretten over indeståendet på kontoen, ligesom der er indbyrdes aftale

mellem arvingerne om, at ingen skal have fri rådighed over kontoen,

2) kontoen noteres som en gravstedskonto, og

3) der med pengeinstituttet træffes bindende aftale om, at der kun kan

hæves på kontoen til dækning af dokumenterede vedligeholdelsesomkostninger på

gravstedet.

Se i modsætning hertil lsr.1981.150, hvor arvingerne havde bevaret

dispositionsretten over indeståendet på kontoen og derfor blev anset

skattepligtig af deres andel i renter og indestående.

Udover de under 1-3 anførte betingelser præciseres det:

- at konto alene kan oprettes i forbindelse med dødsfald,

- at betingelsen om »dokumenterede vedligeholdelsesomkostninger«

forstås således, at pengeinstituttet alene må foretage udbetalinger

»efter regning«, og

- at indeståendet skal tilfalde kirkekassen ved gravstedets sløjfning,

- at der ikke kan indsættes en så stor kapital, at den som fond skal

registreres i fondsregisteret,

- og der kan på kontoen alene indskydes et beløb, der står i rimeligt

forhold til udgiften til vedligeholdelse af et bestemt gravsted.

Det er herved forudsat, at gravstedskontoen ikke er oprettet som formelt

selvstændigt skattesubjekt i henhold til fondslovgivningen enten i form af en

registreringspligtig fond eller en ikke-registreringspligtig fond med en

kapital på under 200.000 kr.

5.1.9. Rente af båndlagte kapitaler

Selv om en rentebærende kapital er båndlagt, skal renteindtægterne af

kapitalen medregnes ved kapitalejerens indkomstopgørelse. Dette gælder også,

hvor båndlæggelsen omfatter renterne, lsr. 1939.122 og 1942.182.

Såfremt der ikke findes en aktuel kapitalejer, idet den båndlagte

kapital ved gavens givelse er definitivt udgået af giverens formuesfære, og

retten til kapitalen for gavemodtageren er suspensivt betinget, kan

renteindtægterne af den båndlagte kapital ikke beskattes hverken hos

giver eller den, der eventuelt senere får ret til kapitalen, når betingelsen

opfyldes.

5.1.10. Renteindtægter fra udlandet

Renteindtægter af kapitaler og tilgodehavender i udlandet skal medregnes

ved indkomstopgørelsen, selv om beløbet af valutamæssige grunde ikke har

kunnet hjemtages. Indtægterne medregnes efter kursen for det pågældende

lands valuta og med et nedslag under hensyn til begrænsningerne i

hjemtagelsesmuligheden, se vejledningen om skattepligt og dobbeltbeskatning.

5.1.11. Renteindtægt eller dekort?

Landsskatteretten har i en række kendelser (bl.a. lsr. 1970.170 og

1971.64) fastslået, at den rentegodtgørelse, der af en kommune ydes

lodsejere, der indbetaler acontobidrag til dækning af kommunens udgifter

ved opførelse af kloak- og rensningsanlæg, ikke kan anses

indkomstskattepligtig for modtagerne, idet beløbet anses som en i

forudbetalingen begrundet skattefri dekort - og ikke en skatteyderen

tilfaldende rente ved udlån af kapital, som tilfældet er foran under E 5.1.7,

hvor »rentefri« udlån modsvares af økonomiske fordele.

Når en kommune efter udførelsen af forskellige arbejder, såsom anlæg af

kloaker, byggemodning og lignende, aflægger endeligt regnskab over for de

implicerede grundejere, er der til de af grundejerne indbetalte acontobeløb

godskrevet renter og renters rente, og på den anden side er der

beregnet renter af de af kommunen afholdte udgifter. I det bidrag,

som ved den endelige afregning pålignes de enkelte grundejere, indgår disse

rentebeløb. Disse »rentebeløb« anses for en nedsættelse henholdsvis

en forøgelse af anlægsudgiften, der hverken skal medregnes eller kan

fradrages i grundejernes skattepligtige indkomst.

5.1.12. Godtgørelse - Overskydende skat

Den godtgørelse på 4 pct., der i henhold til KL § 62, stk.3, ydes ved

tilbagebetaling af overskydende skat, skal ikke medregnes ved

indkomstopgørelsen, jfr. KL § 23, stk.3.

5.1.13. Rentegodtgørelser

En række rentegodtgørelser i forbindelse med tilbagebetaling af

skatter og afgifter er ikke indkomstskattepligtige for modtageren.

Det gælder:

Arveafgift, arveafgiftslovens § 33, stk. 5.

Gaveafgift, arveafgiftslovens § 33, stk.5, jfr. § 48, stk. 2.

Overskydende skat, KL §§ 23, stk.3, 62, stk.4 og 62A, stk. 3.

Pensionsordningsafgift, PL § 39, stk. 3.

Selskabsskat, SSL § 30, stk. 4.

Særlig indkomstskat, KL §§ 23, stk.3 og 62A. stk. 3.

Renteafgift af forbrugslån, RAL § 9, stk.4.

Andre rentegodtgørelser er indkomstskattepligtige. Det gælder:

Ejendomsskatter, kom.ejendomssk.lov § 29, stk. 4.

Kapitaltilførselsafgift, lov om kapitaltilførselsafgift § 12, stk. 3.

Forrentning af visse tilbagebetalingsbeløb i henhold til

skatteministeriets cirkulære nr. 157 af 14.oktober 1987.

5.2. Rentenydelse

Indtægt i form af rentenydelse af en kapital, som rentenyderen ikke selv

ejer, skal medregnes ved indkomstopgørelsen, jfr. ØLD af 13.december 1984

(Skat 1986.5.305), der statuerede indkomstbeskatning af en arvings årlige

rentenydelse i henhold til testamente, uanset at boet havde erlagt

arveafgift af den kapitaliserede værdi af rentenydelsesretten. Afkast af en

rentenydelseskapital er personlig indkomst, Skat 1988.3.156.

5.3. Kursgevinstloven (KGL)

Kursgevinstloven omhandler den skattemæssige behandling af gevinst og tab

på fordringer og gæld i såvel dansk mønt som udenlandsk valuta, jf.

lovbekendtgørelse nr.627 af 29.september 1987. Til KGL knytter sig Skd.cirk.

nr.120 af 9.oktober 1986 og Skd.cirk. nr.237 af 30.december 1987.

Litteratur: Christen Amby og Jens Drejer: Skattereformen og Kursgevinster.

Hans Christensen: Om praksis efter kursgevinstloven RR 1988.11.55 ff.

Afsnit 5.3 er gennemgående omredigeret, men kun helt nyt stof er

stjernemarkeret.

5.3.1. Indledning

Det principielt nye i KGL er kursgevinstordningen for private investorer.

Se E.5.3.2.

KGL opretholder i øvrigt gældende praksis vedrørende skattepligtige, der

driver egentlig nærings-, handels- eller finansieringsvirksomhed med

fordringer. Se E 5.3.3.

Den hidtil gældende praksis vedrørende fordringer, der er modtaget som

skattepligtigt vederlag i næring, opretholdes ligeledes. Se E 5.3.4.

Det skal bemærkes, at ligningslovens § 4 er ophævet fra og med

indkomståret 1988. Den er erstattet af en ny regel i KGL § 2, hvis

anvendelsesområde er mere præcist afgrænset. Selskaber mv., der tidligere var

omfattet af LL § 4, men ikke af KGL § 2 er dog fortsat omfattet af reglerne i

LL § 4 f.s.v. angår salg af fordringer, der var i selskabets besiddelse ved

udgangen af indkomståret 1987. Endvidere har LL § 4, stk.3 fortsat virkning

for lån optaget før 1.januar 1986.

Beskatning af gevinst og tab på fordringer ud fra spekulationssynspunktet

er ophævet med virkning for salg, foretaget fra og med indkomståret 1988. Det

betyder, at alle skattepligtige, der ikke er omfattet af

næringsbeskatningsreglerne i KGL §§ 2 og 3 eller LL § 4, herefter kun

beskattes af kursgevinster, når betingelserne herfor efter KGL § 7 eller SL §

5, stk.1, litra a er opfyldt.

5.3.2. Kursgevinstordningen (KGL § 7).

Uden for næringstilfælde og reglen om fordringer og gæld i

fremmed valuta vil kursgevinstordningen være afgørende for,

om gevinsten skal medregnes ved indkomstopgørelsen.

Kursgevinstordningen skal tilskynde til, at der ikke udstedes fordringer

med helt forudsigelige, indbyggede kursgevinster. Dette mål nås ved, at

gevinster på fordringer med en rente under den

mindsterente, som fastsættes ifølge KGL, altid beskattes. Eventuelle

kurstab er ikke fradragsberettigede. Gevinster på fordringer, der

udstedes med en rente, der opfylder mindstekravet til den pålydende rente, er

altid skattefri, uanset renteudviklingen.

Ifølge PSL § 4, stk.1, nr.2, henregnes de skattepligtige kursgevinster til

kapitalindkomsten.

Reglerne i KGL har som udgangspunkt virkning fra og med indkomståret

1986. Kravet om iagttagelse af mindsterenten gælder dog fordringer, der

er udstedt den 2.okt. 1985 eller senere.

Overgangsregler

Med virkning fra og med indkomståret 1987 er erhvervelsesreglen ophævet

for fordringer i d.kr. udstedt før, men erhvervet den 2.okt. 1985 eller

senere. Det betyder, at private investorer ved afståelse af danske fordringer

udstedt før 2.okt. 1985 ikke beskattes af kursgevinster opnået ved salg i

1987 eller senere. Dette gælder også selvom fordringerne ikke opfylder

mindsterentekravet. Skattefriheden gælder ikke for uforrentede børsnoterede

obligationer.

Obligationer udstedt i fondskoder, som var åbne før den 2.okt. 1985 og

senere og som blev lukket ved udgangen af 1985 anses for udstedt før den

2.okt. 1985. Disse obligationer kan fra den 1.jan. 1987 realiseres på samme

vilkår som ovenstående fordringer.

Inden for KGL er spekulationsbeskatning af kursgevinster ophævet fra og

med indkomståret 1988. Herefter er investorer, der ikke er omfattet af KGL §§

2 og 3 eller LL § 4 enten omfattet af reglerne i KGL § 7 eller SL § 5, stk.1,

litra a.

5.3.2.1 Mindsterenten

Efter KGL § 7 er det som nævnt et krav, at fordringer, der er omfattet af

lovens § 1, mindst skal forrentes med en pålydende rente, som ligger

tæt på markedsrenten, for at kursgevinsten på fordringen skal være skattefri

for kreditor. Denne rentesats, der kaldes mindsterenten, udregnes på

grundlag af markedsrenten og har foreløbig udgjort følgende:

2.okt. 1985-1.apr. 1986: 9 pct. p.a.

2.april 1986-30.juni 1986: 7 pct. p.a.

1.juli 1986-31.dec. 1986: 8 pct. p.a.

1.jan. 1987-30.juni 1987: 10 pct. p.a.

1.juli 1987-31.dec. 1987: 10 pct. p.a.

1.jan. 1988-30.juni 1988: 10 pct. p.a.

1.juli 1988-31.dec. 1988: 9 pct. p.a.

1. jan. 1989-30. juni 1989: 9 pct. p.a.

1.juli 1989-31.dec. 1989: 9 pct. p.a.

Offentliggørelse af mindsterenten

Mindsterenten offentliggøres 5. sidste børsdag forud for den

periode, hvori den skal gælde. Offentliggørelsen sker i Statstidende, i

SD-cirkulærer, på børskurslisten og i diverse fagblade.

Afgørende for om en fordring opfylder kravet til mindsterenten, er

rentens størrelse på tidspunktet for debitors påtagelse af

forpligtelsen (stiftelsestidspunktet).

Det er derimod uden betydning, hvorledes renteudviklingen bliver på et

senere tidspunkt. Det betyder, at der kan arbejdes med såkaldte

blåstemplede og sortstemplede pengefordringer. Hvad angår

fordringer i udenlandsk valuta se afsnit E 5.3.6.

Blåstemplede

Hvis kravet til mindsterenten er opfyldt på stiftelsestidspunktet, bliver

fordringen en såkaldt blåstemplet fordring. Det betyder, at

kursgevinsten til enhver tid er skattefri for kreditor, medmindre

der foreligger næring. Omsættes en blåstemplet fordring på et senere

tidspunkt, bevarer fordringen den oprindelige status som blåstemplet,

og kursgevinsten vil følgelig også være skattefri for den nye kreditor.

Sortstemplet

Hvis fordringen ikke opfylder mindsterentekravet på

stiftelsestidspunktet, bliver fordringen en såkaldt sortstemplet

fordring. Det betyder, at kursgevinsten til enhver tid er

skattepligtig hos kreditor. Det er således uden betydning, om

fordringens rente kommer til at opfylde mindsterentekravet på et senere

tidspunkt. Omsættes en sortstemplet fordring på et sådant senere

tidspunkt, bevarer fodringen den oprindelige status som sortstemplet.

Kursgevinsten beskattes, uanset om fordringen afstås eller indfries

helt eller delvis. Eventuelle kurstab er ikke fradragsberettigede. Se i

øvrigt E 5.3.6.3.

5.3.2.2. Er mindsterentekravet opfyldt?

Ved afgørelsen af, om en fordring på stiftelsestidspunktet opfylder

mindsterentekravet, vil det ikke altid være nok at se på fordringens

pålydende rente. Fordringens rente skal nemlig gøres op i

forhold til den tilsagte indfrielsessum, således at den pålydende rente

svarer til den virkelige forrentning i forhold til den tilsagte

indfrielsessum.

Eksempel

Det antages, at mindsterenten er 9 pct.

En fordring udstedes med et pålydende på 100 kr. og rente på 12 pct. Det

er aftalt, at debitor skal tilbagebetale 150 kr. Kravet efter § 7, stk.1, er,

at den pålydende rente på 12 pct. gøres op i forhold til den tilsagte

indfrielsessum på 150 kr. Herved fås, at den pålydende rente reelt er

(12x100):150 = 8 pct. Da mindsterentekravet her i eksemplet er 9 pct.,

opfylder fordringens pålydende rente på 8 pct. således ikke

mindsterentekravet.

Fordringens rente skal basere sig på mindst een årlig

rentetilskrivning. Hvis den månedlige rente er på f.eks. 1 pct., og hvis

denne rente tilskrives restgælden hver måned, vil fordringens pålydende rente

i kursgevinstlovens forstand blive anset for at være 12 pct.

Hvis der er tale om en rente på f.eks. 20 pct. med tilskrivning kun hvert

andet år, skal renten omregnes, så den svarer til en rente med årlig

tilskrivning. Det vil i dette tilfælde svare til en pålydende rente på 9,54

pct. p.a. (helårlig, efterbetalt rente).

Overkursreglen KGL § 5, stk.5

Ifølge KGL § 5, stk.5, gælder, at en låntager er skattepligtig af

gevinsten ved optagelse af lån, der udbetales til overkurs. Baggrunden

for bestemmelsen er, at der i løbet af 1985 fremkom en ny type lån, hvor

renten oversteg den aktuelle markedsrente, og lånet derfor blev udbetalt til

overkurs, f.eks. 15-årige lån med 15% rente, hvor lånet blev udbetalt til

kurs 120, således at der kun skulle tilbagebetales parikursen ved de løbende

afdrag. Ved denne type lån opnåede låntager en kursavance, der modsvaredes af

en større løbende renteudgift. Efter almindelige regler ville denne

kursavance være skattefri. Var långiver næringsskattepligtig, ville långiver

derimod kunne få fradrag for kurstab.

»Overkurs« er defineret i lovteksten som »fordringens værdi

på tidspunktet for skyldnerens påtagelse af forpligtelsen overstiger det

beløb, som skyldneren skal indfri,» hvilket normalt vil sige, at

lånet udbetales med et større beløb end det til sin tid skal indfries

til.

Det er en betingelse for anvendelse af bestemmelsen, at der

ved lånets etablering er aftalt et lavere indfrielsesbeløb, og det er

altså ikke aktuelt med denne bestemmelse, hvis senere forhold, f.eks.

udviklingen i renten, gør det muligt for skyldneren at indfri lånet til en

lavere kurs end den ved låneoptagelsen aftalte, fordi det indfries før tiden.

Bestemmelsen gælder ikke alene egentlige nye lån, der udbetales, men

gælder også pantebreve, gældsbreve og andre fordringer, der opstår i

forbindelse med ejendomshandler, virksomhedsoverdragelse og lignende,

hvis værdien af fordringen på stiftelsestidspunktet overstiger

indfrielsesbeløbet. Dette vil typisk ske som følge af en aftalt høj

rente, der overstiger renteniveauet.

5.3.2.3 Stiftelsestidspunktet

Som nævnt er det afgørende for pengefordringens status som blåstemplet

eller som sortstemplet, hvilken pålydende rente pengefordringen har på

stiftelsestidspunktet. Det er derfor nødvendigt at fastslå, hvad

stiftelsestidspunktet er for forskellige fordringer.

Den mest typiske pengefordring er den børsnoterede obligation.

Der kan her være tale om statsobligationer, statsgældsbeviser,

realkreditobligationer og andre obligationer. Obligationer udstedes ikke mere

på papir, men overføres nu elektronisk til registrering på den enkelte

obligationskøbers konto i værdipapircentralen.

Ved statsobligationer og statsgældsbeviser er tidspunktet for

skyldnerens påtagelse af forpligtelsen (stiftelsestidspunktet) det

tidspunkt, hvor Nationalbanken køber obligationerne af finansministeriet.

Ved andre obligationer end kreditforeningsobligationer er

tidspunktet for skyldnerens påtagelse af forpligtelsen det tidspunkt,

hvor obligationerne overføres til værdipapircentralen.

Ved pantebreve, gældsbreve, købekontrakter og andre

fordringer er det datoen for indgåelsen af aftalen, der er

tidspunktet for skyldnerens påtagelse af forpligtelsen.

Specielt for sælgerpantebreve vil det ofte være indgåelsen af

selve ejendomshandelen (slutsedlens dato), der er tidspunktet for påtagelse

af forpligtelsen, fordi pantebrevets vilkår er fastlagt i slutsedlen.

Debitorskifte

Debitorskifte, som kan ske uden særlig aftale mellem kreditor og

debitor, anses ikke som påtagelse af en ny forpligtelse. Det gælder

bl.a. for sædvanlige realkreditlån, hvor debitorskifte sker

rutinemæssigt uden individuel bedømmelse af kreditværdigheden hos den

nye låntager. Ved sådant debitorskifte er det tidspunkt, hvor den

oprindelige debitor påtog sig gældsforpligtelsen, fortsat afgørende ved

bedømmelsen af, om kravet til mindsteforrentningen er opfyldt.

Som eksempel på, at der ved debitorskifte vil være tale om en ny

forpligtelse, kan nævnes et privat pantebrev, der bestemmer, at

restgælden forfalder ved ejerskifte.

Gave eller arveforskud KGL § 9

Overdragelse og erhvervelse af en fordring ved gave eller

arveforskud betragtes som henholdsvis afståelse eller anskaffelse.

Som anskaffelsessum anvendes værdien, der lægges ved beregningen

af gaveafgift eller indkomstskat. Hvis overdragelsen ikke er

gaveafgiftspligtig eller indkomstskattepligtig anvendes værdien i handel og

vandel på overdragelsestidspunktet.

Indskud - pensionsopsparing

Indskud af en fordring i pensionsøjemed sidestilles med afståelse.

Som afståelsessum anvendes værdien på indskudstidspunktet.

Udlodning sidestilles med erhvervelse. Som anskaffelsessum anses værdien på

udlodningstidspunktet.

5.3.2.4. Fordringer med Variabel forrentning

For variabelt forrentede fordringer finder reglerne i § 7,

stk.1-5, også anvendelse, hvilket betyder, at fordringen på

stiftelsestidspunktet skal have en pålydende rente, der opfylder kravet til

mindsterenten.

Derudover er der nogle specielle betingelser i § 7, stk.6. På

stiftelsestidspunktet skal fordringens rente opgjort i forhold til den

tilsagte indfrielsessum opfylde mindsterentekravet, for at kursgevinsten skal

være skattefri hos kreditor. Efter udstedelsen er skattefriheden af

kursgevinsten betinget af, at vilkårene for renteændringer og opsigelse er

udformede således, at kursen på fordringen ikke på grund af disse forhold

kan afvige væsentligt fra indfrielseskursen.

Hvorvidt kursen på fordringen vil afvige væsentligt fra indfrielseskursen

beror på en konkret vurdering. Det vil bl.a. være afgørende, efter

hvilket kriterium den pålydende rente varierer. Hvis den pålydende rente

f.eks. varierer i takt med udviklingen i markedsrenten på tilsvarende fast

forrentede fordringer og i øvrigt har en høj grad af sikkerhed samt en

relativ begrænset forsinkelse i tilpasningen, vil kursen på fordringen gennem

løbetiden være nær indfrielseskursen.

Betingelserne ovenfor vil som udgangspunkt gælde for alle variabelt

forrentede stats- og realkreditobligationer. Disse obligationer vil uden

videre kunne opfylde kravet om, at kursen ikke afviger væsentligt fra

indfrielseskursen.

Et problem kan opstå med fordringer, der udstedes løbende. På

udstedelsestidspunktet og indtil det tidspunkt, hvor der skal fastsættes en

ny pålydende rente og i øvrigt i hver enkelt rentetermin, vil obligationerne

blive udstedt med samme pålydende rente. I perioder med kraftig rentestigning

kan der derfor opstå den situation, at udstedelsestidspunktets mindsterente

for fast forrentede fordringer ikke er opfyldt, fordi den pålydende rente

først ændres på et lidt senere tidspunkt. Dette problem vil kun kunne opstå i

kortere perioder ad gangen, idet den pålydende rente ændres med en

forsinkelse, der med de nuværende låntyper udgør 3 måneder.

Stats- og realkreditobligationer, der reguleres på denne måde, må

anses at opfylde mindsterentekravet.

Pantebreve og gældsbreve med en tilsvarende regulering opfylder

også kravet til mindsterenten.

Det skal nævnes, at en fordring, hvis kurs alene på grund af manglende

sikkerhed ligger under pari, kan anses for at opfylde betingelsen om ikke at

afvige væsentligt fra indfrielseskursen, hvis i øvrigt de nævnte betingelser

er opfyldte.

Knæklån

Fordringer, for hvilke der på forhånd er aftalt forrentning med

forskellige rentesatser for adskilte perioder af løbetiden, kaldes ofte

knæklån. Ved disse fordringer skal den forud aftalte rentesats

for alle perioder af løbetiden mindst være lig med den

mindsterente, der er gældende ved stiftelsen. I modsat fald er

kursgevinsten skattepligtig.

Udbyttegivende gældsbreve

Ved udbyttegivende gældsbreve opnår kreditor ret til en rente,

hvis størrelse helt eller delvis er afhængig af virksomhedens indtjening. De

udbyttegivende gældsbreve er også omfattet af kursgevinstloven. Sådanne

fordringer skal opfylde mindsterentekravet for at en eventuel kursgevinst er

skattefri. Dette krav kan opfyldes ved i gældsbrevet at fastsætte en

minimumsrente, der svarer til mindsterenten på

udstedelsestidspunktet.

5.3.2.5. Specielt for realkreditlån

Ved realkreditlån er der tale om to skyldforhold. Det ene

skyldforhold opstår mellem låntager (debitor) og realkreditinstituttet.

Låntager udsteder et pantebrev til realkreditinstituttet for det lån, han

optager. Det andet skyldforhold opstår mellem realkreditinstituttet og de

personer, der køber de obligationer, som realkreditinstituttet udsteder.

For lån, der afvikles som almindelige obligationslån og ikke som

kontantlån, gælder det, at den pålydende rente på pantebrevet fra

låntager (debitor) er den samme som den pålydende rente på de

obligationer, som realkreditinstituttet udsteder.

Tidspunktet for låntagerens påtagelse af forpligtelsen er det

tidspunkt, hvor realkreditinstituttet udsteder obligationerne, dvs. overfører

obligationerne til låntagerens konto i værdipapircentralen.

Fremrykning af stiftelsestidspunktet

Tidspunktet for skyldnerens påtagelse af forpligtelsen kan dog

fremrykkes i to situationer:

1) Tidspunktet for skyldnerens (låntagers) påtagelse af forpligtelsen kan

være fremrykket til det tidspunkt, hvor realkreditinstituttet modtager en

underskrevet anmodning om udbetaling af et tilbudt lån. Det forudsætter

dog, at realkreditinstituttet senest samtidig med modtagelsen af

udbetalingsanmodningen har modtaget et tinglyst pantebrev uden betydende

retsanmærkninger eller modtaget sædvanlig garanti for et sådant pantebrev.

Endelig er det en forudsætning, at lånets udbetaling finder sted i umiddelbar

tilknytning hertil.

Kurskontrakt

2) Tidspunktet for skyldnerens (låntagers) påtagelse af forpligtelsen kan

også være fremrykket, når der er indgået en kurskontrakt mellem

låntageren og et pengeinstitut.

Ved kurskontrakter forstås en kontrakt, der indgås med henblik på

sikring af en fremtidig ydelse på nye realkreditlån, der hjemtages på et

senere tidspunkt. Kurskontrakten indgås normalt på baggrund af et

lånetilbud fra et realkreditinstitut. Ved indgåelsen af kurskontrakten

forpligter pengeinstituttet sig over for låntager (skyldner) til at afregne

en obligationspost til en nærmere fastsat kurs. Efter kontraktens indgåelse

tiltræder realkreditinstituttet kurskontrakten. Herved påtager

realkreditinstituttet sig at levere det aftalte antal obligationer, når

betingelserne for låneudbetalingen er opfyldt.

Når der indgås en kurskontrakt, anses tidspunktet for skyldnerens

(låntagers) påtagelse af forpligtelsen at være det tidspunkt, hvor

realkreditinstituttet bekræfter kurskontrakten. Denne fremrykkelse af

tidspunktet for skyldnerens påtagelse af forpligtelsen ved hjælp af en

kurskontrakt får betydning ved ændring af mindsterenten. Ved en

forhøjelse af mindsterenten vil obligationerne, der udstedes efter

forhøjelsestidspunktet, blive sortstemplede, hvis obligationernes pålydende

rente er mindre end mindsterenten. Men hvis der inden forhøjelsestidspunktet

er indgået en kurskontrakt, vil de obligationer, der skal udstedes til

opfyldelse af kurskontrakten, kunne udstedes (overføres til

værdipapircentralen) også efter en forhøjelse af mindsterenten.

Realkreditinstitutterne kan altså efter en forhøjelse af mindsterenten

fortsat sælge obligationer, der nu ikke opfylder den nye mindsterente, til

opfyldelse af allerede indgåede kurskontrakter.

Kurskontrakten mellem pengeinstituttet og låntager kan ophæves,

hvis låntageren ikke har mulighed for at gennemføre kontrakten som aftalt,

eller andre forhold bevirker, at kontrakten ikke gennemføres inden for den

fastsatte frist. I så fald opgøres forskellen mellem obligationernes værdi

til dagskurs og den aftalte terminskurs. Hvis kursniveauet er steget fra

kurskontraktens indgåelse til opgørelsestidspunktet, skal lånetageren betale

kursdifferencen til pengeinstituttet.

Hvis en kurskontrakt forlænges, betragtes dette som indgåelse af

en ny aftale.

Efter henstilling fra ressortministerierne har kreditinstitutterne

accepteret at stoppe udstedelsen af nye obligationer i en serie, som efter en

forhøjelse af mindsterenten ikke opfylder kravet til mindsterenten.

Efter vedtagelsen af KGL og efter ophævelsen af realkreditinstitutternes

adgang til at formidle kontantlån kan der opstå vanskeligheder i

forbindelse med forhøjelser af mindsterenten. Vanskelighederne kan opstå

hvis der er afgivet et lånetilbud, der efter en forhøjelse af mindsterenten

ikke længere opfylder mindsterentekravet. I et sådant tilfælde vil det være

nødvendigt at afgive et nyt lånetilbud. Er et pantebrev på grundlag af et

sådant lånetilbud allerede indleveret til tinglysning, vil en ændring i

pantebrevets nominelle rentesats som følge af en ændring af mindsterenten

føre til dobbeltekspedition ved tinglysningen.

Overkursreglen § 5, stk.5

Også i forbindelse med en nedsættelse af mindsterenten kan der

opstå vanskeligheder, hvis lånetilbuddet har en pålydende rente på mere end 2

pct. point over den nye mindsterente, idet en eventuel overkurs da skal

beskattes efter KGL § 5, stk.5. Til imødegåelse af de vanskeligheder,

der således kan opstå ved skifte i mindsterenten vil låntager ofte stå sig

ved at indgå en kurskontrakt med et pengeinstitut og lade

realkreditinstituttet bekræfte aftalen. Derved er det muligt at tage hensyn

til en ændring i mindsterenten, uden at de på aftaletidspunktet forudsatte

betingelser bliver ændret. Se i øvrigt afsnit 5.3.3.4 in fine om selskaber.

5.3.2.6. Pristalsregulerede fordringer

Der findes en del pengefordringer, hvor det på forhånd er aftalt, at

den eksisterende restgæld skal pristalsreguleres. Kursgevinster og

kurstab på sådanne indeksregulerede fordringer er hidtil i princippet blevet

behandlet på samme måde som andre kursgevinster og kurstab. Efter KGL § 7

skal indeksregulerede fordringer udstedes med en pålydende rente,

der opfylder kravet om mindsterenten på udstedelsestidspunktet,

sådan som mindsterenten er beregnet efter § 7, stk.3 og 4.

Herfra er der dog nogle undtagelser i lovens § 7, stk.5,

hvorefter der i visse tilfælde gælder en fast mindsterente:

Fast mindsterente: Realkreditinstitutter m.v.

For indeksregulerede obligationer, der er udstedt af danske

realkreditinstitutter, Dansk Landbrugs Realkreditfond, Kongeriget Danmarks

Fiskeribank, Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S og

Kreditforeningen af Kommuner i Danmark, er mindsterenten fast 2 1/2

pct. Denne mindsterente reguleres ikke. Kravet til den

pålydende rente betyder, at de nævnte institutter kan udstede

indeksregulerede obligationer med pålydende rente på 2 1/2 pct. med den

virkning, at indeksopskrivningen og en eventuel kursgevinst er

skattefri for kreditor. Der stilles ikke andre krav til disse

obligationer i skattemæssig henseende.

Skibskreditfond

Ifølge lov nr.215 af 23.april 1986 gælder mindsterenten på 2 1/2 pct. også

for indeksregulerede obligationer, der er udstedt af Danmarks

Skibskreditfond.

Skattefritagelsen for skibskreditfondens indeksobligationer er

tidsbegrænset. Den gælder for obligationer, der udstedes til

finansiering af skibsbygningskontrakter, der er indgået efter 1.jan. 1986 og

senest 31.dec. 1987. Det er endvidere en betingelse, at skibet ifølge

kontrakten skal leveres senest 31.dec. 1989.

Ved lov nr.767 af 12.nov. 1986 (skibsværftsaftalen) er den særlige ordning

vedrørende skibskreditfondens indeksobligationer forlænget, således

at mindsterenten på 2 1/2 pct. skal gælde for alle skibskreditfondens

obligationer, udstedt til finansiering af skibe, hvor skriftlig aftale om

bygning af skibet er indgået senest den 31.dec. 1988 med aftalt levering

senest den 31.dec. 1990.

Den del af skibsværftsaftalen, der vedrører skibskreditfondens

indeksobligationer, er yderligere forlænget ved lov nr.74 af 3.feb. 1989.

Herefter gælder skattefritagelsen også for indeksobligationer udstedt af

skibskreditfonden til finansiering af skibe, hvor skriftlig aftale om bygning

er indgået senest 31.dec. 1991 med aftalt levering senest den 31.dec. 1993.

Indlån m.v. i pengeinstitutter

Mindsterenten på 2 1/2 pct. gælder også for indeksregulerede

fordringer, der er udstedt af pengeinstitutter (det vil typisk være

indlån). Der stilles dog den betingelse for skattefriheden af

indeksreguleringen og en eventuel kursgevinst, at indeksreguleringen

fuldt ud følger udviklingen i forbrugerprisindekset, nettoprisindekset

eller reguleringsprisindekset, som beregnes af Danmarks Statistik.

Ved kravet »reguleres fuldt ud« efter et af de angivne

prisindeks forstås, at der fra pengeinstitutternes side ikke må være fastsat

nogen grænse for indeksreguleringen. Den skal ubetinget følge den fulde

udvikling i et af de nævnte indeks. Hvis pengeinstituttet praktiserer

et loft eller en bund for indeksreguleringen, er betingelsen for

skattefrihed hos kreditor ikke opfyldt.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 5, stk.3, der sikrer, at disse

pengeinstitutter kun kan fradrage tab ved indeksregulering under nærmere

angivne forudsætninger, se E 5.3.3.4.

Indskudsbeviser udstedt før 2.okt.1985

Nedennævnte regler finder kun anvendelse på indskudsbeviser,

udstedt før den 2.okt. 1985. Indskudsbeviser udstedt denne dato

eller senere omfattes af de ovenfor nævnte regler.

Flere pengeinstitutter udsteder for at fremskaffe ansvarlig

indskudskapital forrentede indskudsbeviser, således at der efter en

nærmere fastsat bindingsperiode udbetales et kurstillæg.

Dette kurstillæg er skattefrit for indehaverne af

indskudsbeviserne, såfremt indskudsbeviset ikke er erhvervet som led

i næring, såfremt bindingsperioden er på mindst 2 år, og

såfremt den pålydende rente mindst svarer til enten diskontoen -1%

på tegningsdagen eller til renten ifølge de statsgældsbeviser, som staten til

enhver tid sætter i handelen.

I Skat 1989.7.540 havde en landmand i begyndelse af 1985 i en bank

oprettet en pristalskonto med en bindingsperiode på 2 år og en rente på 1

pct. p.a. Kontoen blev hævet i juni 1986. Som årsag til, at kontoen blev

hævet før bindingsperiodens udløb, blev det anført, at det fremsatte

skattereformsforslag medførte, at pristalstillæg på pristalsregulerede

fordringer udstedt af et pengeinstitut forventedes beskattet, hvis renten

ikke udgjorde 2,5 pct. p.a. Landsskatteretten fandt, med tiltrædelse af

statsskattedirektoratet, at pristalskontoen var et almindeligt indskud på en

kapitalkonto i en pengeinstitut, hvorfor pristalstillægget ikke skulle

medregnes ved indkomstopgørelsen.

Hvad omfattes af beskatningen

For alle typer af indeksregulerede fordringer (både for dem, hvor

mindsterentekravet udregnes efter § 7, stk.3 og 4, og for dem, hvor

mindstekravet efter § 7, stk.5, fast er 2 1/2 pct.) gælder, at såvel

børskursgevinsten som hele indeksopskrivningen er skattepligtigt afkast,

hvis den pågældende fordring ikke opfylder kravet til mindsterenten på

stiftelsestidspunktet. Hvis der f.eks. er gevinst på børskursen og tab på

indeksreguleringen (eller omvendt), skal kun nettogevinsten

beskattes.

5.3.2.7. Pantebreve erhvervet ved ejendomssalg

Hvor der er tale om ejendomssalg uden for næringsområdet, kan

kursavancer på pantebreve, der modtages som delvis betaling for den afhændede

ejendom, ikke indkomstbeskattes. Når et pantebrev, som er indgået i

opgørelsen af en eventuel særlig indkomst til kursværdi, senere sælges

til en højere kurs eller indfries til pari, bevirker dette ikke, at den

allerede foretagne opgørelse af den særlige indkomst skal omgøres. Det samme

gælder, hvor der efterfølgende konstateres tab på pantebrevet.

Om særlige tilfælde, hvor efterfølgende tab på sælgerpantebreve kan

medføre ændring af avanceopgørelsen, se H 2.6.1 in fine.

Med virkning fra indkomståret 1986 indtræder der i et vist omfang

beskatning i henhold til KGL §7, såfremt fordringen ikke opfylder

mindsterentekravet, se nærmere E 5.3.2.2.

ØLD af 22. april 1971 (Skd.18.193) omhandler et særligt tilfælde,

hvor skatteyderen, udover den egentlige spekulationsfortjeneste, tillige blev

anset skattepligtig af en kursgevinst, der fremkom ved indfrielse af den i

ejendommen indestående prioritetsgæld i overensstemmelse med salgsvilkårene.

Dommen kan dog ikke tages til indtægt for det synspunkt, at kursgevinster på

pantebreve erhvervet ved spekulationssalg, kan indkomstbeskattes, idet

landsretten udtalte: ». . ., at kursavancen må sidestilles med den

umiddelbare salgsavance, da (den) er fremkommet som en følge af

salgsvilkårene«.

Handelen med faste ejendomme kan antage et sådant omfang og en sådan

regelmæssig karakter, at virksomheden må anses som næringsvirksomhed,

således at kursavancer på sælgerpantebreve beskattes. Se UfR 1973.485H

(Skd.25.54) og lsr. 1983.130.

5.3.2.8. Pantebreve erhvervet som led i forretningsafståelse

Ved afståelse af en virksomhed, hvor en del af salgssummen berigtiges ved

udstedelse af pante- eller gældsbreve, tillades fortjenesten opgjort under

hensyntagen til, at disse pante- og gældsbreves værdi er mindre end

pålydende, således at kursnedslaget fordeles forholdsmæssigt på

afhændelsessummen for de forskellige formuegoder, der indgår i handelen.

Senere opnåede kursgevinster i forhold til den godkendte, nedskrevne

værdi, kan ikke beskattes, hverken med almindelig eller særlig

indkomstskat, se lsr. 1962.75 og 1963.10, medmindre den pågældendes

erhverv er at købe og sælge virksomheder.

Med virkning fra indkomståret 1986 indtræder der i et vist omfang

beskatning i henhold til KGL §7, såfremt fordringen ikke opfylder

mindsterentekravet, se nærmere E 5.3.2.2.

Eventuelle tab på sådanne pante- eller gældsbreve kan ikke

fratrækkes ved indkomstopgørelsen, idet der er tale om et

ikke-fradragsberettiget formuetab. Om særlige tilfælde, hvor

efterfølgende tab på sælgerpantebreve kan medføre ændring af

avanceopgørelsen , se H. 2.6.1 in fine og L 6.1.3.

Er et pante- eller gældsbrev i forbindelse med forretningsoverdragelse

indeksreguleret, skal indekstillægget heller ikke indkomstbeskattes,

medmindre det er erhvervet af en hovedaktionær som led i en

virksomheds omdannelse til aktieselskab, jfr. HD af 14. oktober 1980

(Skd.56.56), hvor pristalsreguleringen blev anset for en udlodning fra

selskabet, som var indkomstskattepligtig efter bestemmelsen i LL § 16A.

5.3.2.9. Konvertible obligationer

Gevinst og tab ved afståelse af konvertible obligationer

beskattes efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 8.

Konvertible obligationer er imidlertid omfattet af

mindsterentereglen i KGL § 7 i de tilfælde, hvor avancen efter

aktieavancebeskatningslovens regler ikke skal medregnes til den

almindelige indkomst.

Efter aktieavancebeskatningsloven (ABL) beskattes gevinster og

tab på konvertible obligationer på følgende måder:

a) Almindelig indkomst efter reglerne om næring, uanset ejertid,

b) almindelig indkomst ved afståelse inden for 3 års ejertid,

c) særlig indkomstskattepligt for hovedaktionærer ved afståelse efter 3

års ejertid og endelig

d) skattefrihed for andre ved afståelse efter 3 års ejertid.

De nye regler rammer således kun tilfældene c) og d), hvor en konvertibel

obligation indfries af selskabet eller afstås til anden side.

Ad d.

At en konvertibel obligation i tilfælde d) er omfattet af KGL § 7

betyder, at man skal have fastslået, om den konvertible obligation opfyldte

mindsterentekravet på udstedelsestidspunktet. Opfylder obligationen kravet

til mindsterenten vil beskatning ikke finde sted. Opfylder den konvertible

obligation ikke kravet til mindsterenten, vil en kursgevinst, der

opnås i tilfælde d), blive beskattet efter KGL § 7.

Ad c.

Også i tilfælde c) skal det fastslås, om den konvertible obligation

opfyldte kravet til mindsterenten på udstedelsestidspunktet. Opfylder

obligationen mindsterentekravet vil beskatning ikke finde sted efter KGL § 7.

Kursgevinsten vil derimod være undergivet beskatning som særlig

indkomst som nævnt i ABL § 4, stk.1, 1.pkt.

Opfylder den konvertible obligation ikke mindsterentekravet, vil en

kursgevinst, der opnås i tilfælde c), blive beskattet efter KGL. Det er

ikke meningen, at en dobbeltbeskatning skal finde sted både efter KGL og

ABL, så i tilfælde, hvor en kursgevinst skal beskattes efter KGL bortfalder

beskatning som særlig indkomst efter ABL.

Hvis der bliver tale om at beskatte kursgevinsten på konvertible

obligationer, fordi mindsterentekravet ikke har været opfyldt på

stiftelsestidspunktet, skal opgørelsen af avancen foretages efter reglerne i

ABL. Det vil for hovedaktionærers vedkommende sige efter gennemsnitsmetoden

og for de almindelige aktionærers vedkommende efter aktie-for-aktie-metoden.

Konverteringen af obligationerne til aktier har i

overensstemmelse med de hidtil gældende regler ingen skattemæssige

konsekvenser.

5.3.2.10. Beskatning forudsætter konstateret kursgevinst

Selv om en pengefordring på udstedelsestidspunktet ikke opfylder

mindsterentekravet, er det en forudsætning for beskatning af en

kursgevinst, at der rent faktisk kan konstateres en kursgevinst.

Det ses ofte i familieforhold, at forældre yder et rentefrit

eller lavtforrentet lån til deres børn. Hvis det beløb, som børnene låner, er

det samme, som det beløb, der skal tilbagebetales til forældrene, har

forældrene ikke opnået nogen kursgevinst, og der vil derfor ikke være noget

at beskatte efter KGL.

Skattedepartementet har udtalt, at der ved ydelse af et rentefrit lån fra

far til søn var givet en gave til sønnen svarende til forskellen mellem

lånets hovedstol og kursværdien af faderens fordring på

stiftelsestidspunktet. Tilsvarende kan der statueres gave til låntager ved

lavtforrentede eller rentefri lån mellem andre interesseforbundne

skattesubjekter. Derimod bør der efter departementets opfattelse ikke ske

kursgevinstbeskatning af långiver, hvis lånet er ydet med det samme beløb,

som skal tilbagebetales, jfr. skd.cirk. pkt.40. Dette udelukker dog ikke, at

man i gensidigt bebyrdende kontraktforhold, f.eks. ved salg af fast ejendom,

statuerer kursgevinst, hvis der som led i købesummens berigtigelse udstedes

et rentefrit eller lavtforrentet gælds- eller pantebrev. Sælgeren af

ejendommen vil blive beskattet af kursgevinster i forhold til fordringens

kursværdi på udstedelsestidspunktet, medmindre det kan godtgøres, at den

faktiske anskaffelseskurs er højere. Endvidere bemærkes, at i tilfælde, hvor

rentefrie eller lavtforrentede lån er udtryk for vilkårlig

indkomstoverflytning, opretholdes den gældende praksis om beskatning hos

långiver (fikseret indkomst), Skat 1988.9.557.

5.3.3 Næringsbeskatning

KGL § 2 indeholder en udtømmende opregning af de selskaber,

foreninger og andre institutioner, der er næringsskattepligtige udfra

pengenæringssynspunktet. Ved pengenæring forstås en virksomhed, hvor

penge eller fordringer er virksomhedens varelager.

Afgrænsningen af de virksomheder, der er omfattet af § 2, sker på 2 måder.

For det første er det en betingelse, at virksomheden er

skattepligtig her i landet, enten efter selskabsskatteloven eller

efter fondsbeskatningsloven. Bestemmelsen gælder for selskaber m.v., der er

fuldt eller begrænset skattepligtige efter selskabsskatteloven.

Det er for det andet en betingelse, at den skattepligtige

driver en bestemt form for virksomhed. Den skattepligtige skal

således drive virksomhed som pengeinstitut, forsikringsselskab,

investeringsforening, realkreditinstitut, kreditinstitut eller i øvrigt

udøve næring ved køb og salg af fordringer eller drive næringsvirksomhed

ved finansiering. Se evt. nærmere skd.cirk. pkt.13-20.

Det følger heraf at selskaber m.v., der er omfattet af

selskabsskattelovens kooperationsbeskatning ikke falder ind under §

2.

Endvidere har selskaber, der er omfattet af KGL § 2, ikke mulighed for at

foretage en opdeling af fordringer i en anlægsbeholdning og en

omsætningsbeholdning. Det samme gælder ved gældsfrigørelse, jf § 5 stk.1. Se

E 5.3.3.3. Endelig falder selskaber m.v., der alene foretager investering

i fordringer i form af såkaldt porteføljepleje uden for

bestemmelsen. Der er herved opnået en mere præcis afgrænsning af

beskatningsområdet end efter LL § 4.

Porteføljepleje

En koncern inden for bilbranchen med en betydelig omsætning og egenkapital

havde gennem årene oparbejdet en betydelig obligationsbeholdning ved

passiv kapitalanbringelse som led i almindelig porteføljepleje.

Endvidere havde koncernen gennem det tilknyttede forhandlernet erhvervet en

beholdning af afbetalingskontrakter. Der var på intet tidspunkt sket

opkøb af kontrakter på det åbne marked. Koncernen var ikke hidtil blevet

anset skattepligtig af kursgevinster, hverken efter SL §§ 4-5 eller efter

LL § 4.

Koncernen ønskede nu at omlægge sin investeringspolitik til en mere

aktiv kapitalanbringelse, hvilket skulle ske i et til formålet stiftet

finansselskab, som man erkendte ville blive omfattet af KGL §

2.

I den anledning begærede man bindende forhåndsbesked om, hvorvidt

koncernen fortsat kunne foretage porteføljepleje uden for finansselskabets

regi uden at blive betragtet som næringsskattepligtig eller som

spekulant. Endvidere stillede man spørgsmål om, hvorvidt det

næringsskattepligtige finansselskab ville få afsmittende virkning på

aktionærernes skattepligtige status og yderligere, om der ville være

skattemæssige begrundelser for at isolere koncernens kontraktporteføljer i et

selvstændigt selskab. Fra koncernens side var det tilkendegivet, at den

fremtidige porteføljepleje uden for finansselskabets regi ville blive udført

efter følgende kriterier:

- der indgås ikke åbne positioner (terminshandler uden levering af det

underliggende aktiv ved handlernes indgåelse og kun med differenceafregning

ved handlernes afvikling)

- udelukkende placering i blåstemplede obligationer

- alene omlægning ved samtidigt køb af et papir og salg af et andet

- der optages ikke lån til køb af obligationer

- der foretages ikke gearing (egenkapitalen udgør en vis typisk mindre

procentdel af investeringens kursværdi) eller pantsætning af porteføljen

- ikke arbitrage ved køb og salg af samme papir inden for samme valørdag.

Ligningsrådet fandt, at porteføljepleje af værdipapirbeholdninger

i koncernens driftsselskaber efter de nævnte kriterier ikke ville udløse

næringsbeskatning eller spekulationsbeskatning.

Rådet forudsatte dog, at investeringerne ikke ændrede karakter på en sådan

måde, at der blev tale om næring efter KGL § 2.

Rådet bemærkede endvidere, at det næringsskattepligtige finansselskab

ikke umiddelbart ville få afsmittende virkning på aktionærernes

skattepligtige status, men at afsmitning ville kunne forekomme, såfremt

aktionærerne erhvervede fordringer fra finansselskabet til underkurs.

Endelig fandt ligningsrådet, at der ikke var særlige skattemæssige grunde

til at isolere koncernens kontraktsporteføljer i et selvstændigt selskab,

hvorved man lagde vægt på at erhvervelsen heraf kunne anses for et naturligt

led i koncernens primære virksomhed, ligesom man lagde vægt på, at der ikke

var sket opkøb af afbetalingskontrakter på det åbne marked. Idet koncernens

kontraktporteføljer herefter udelukkende fandtes at have relation til den

interne virksomhed, ansås denne del af koncernens virksomhed ikke som

finansieringsvirksomhed omfattet af KGL § 2.

Et selskab, der var ansvarlig for likviditets- og valutastyringen i en

koncern, der drev virksomhed ved fabrikation af legetøj, begærede

bindende forhåndsbesked om, hvorvidt selskabet ville blive anset for

omfatet af KGL § 2.

Det var oplyst, at selskabets virksomhed bl.a. indebar, at det foretog

udlån til selskaber inden for koncernen og modtog indskud fra disse.

Endvidere overtog selskabet under en factoringordning

driftsselskabernes varefordringer på udenlandske selskaber.

Ligningsrådet fandt, at selskabet var omfattet af KGL § 2 og

bemærkede, at selskabet herefter ikke kunne foretage en opdeling

af de selskabet tilhørende fordringer i en omsætnings- og

anlægsbeholdning, idet § 2 er en generel beskatningsregel.

5.3.3.2. Personer og dødsboer KGL § 3

Efter KGL § 3 skal personer og dødsboer, der er fuldt eller

begrænset skattepligtige, medregne gevinster og tab, hvis de driver

virksomhed som bankier eller vekselerer. Det samme gælder, hvis de i

øvrigt udøver næringsvirksomhed ved køb og salg af fordringer m.v.

eller ved finansiering. Der er intet nyt heri. Se evt. nærmere

skd.cirk. pkt.21-24.

Ifølge PSL § 4, stk.3, skal de foran nævnte personer medregne gevinster og

tab til den personlige indkomst.

En assurandør (agenturleder) og branddirektør begærede bindende

forhåndsbesked om den skattemæssige behandling af kursgevinster og -tab

ved daglige handler med obligationer, idet han forventede at kunne disponere

over 10 mill. kr. mod sikkerhed over for det formidlende pengeinstitut. Den

pågældendes selvangivne lønindtægt for indkomståret 1985 androg 380.727 kr.,

og kursværdien ultimo 1985 af pantebreve og aktier henholdsvis 14.050 kr. og

262.475 kr.

Ligningsrådet fandt, at det påtænkte arrangement havde et sådant

omfang i forhold til skatteyderens indkomst og formue, at den pågældende

måtte anses for at drive næringsvirksomhed ved handel med

obligationer, jfr. KGL § 3.

I § 3, stk.2 fastsættes en bevisbyrderegel, som heller ikke er

ny, hvorefter den skattepligtige skal kunne godtgøre, at en fordring er

erhvervet uden for hans næringsvirksomhed og ikke senere indgået i denne.

5.3.3.2.1. Særlige faggrupper m.v.

En række faggrupper anses i almindelighed for indkomstskattepligtige af

kursavancer på pantebreve, med mindre formodningen i det konkrete tilfælde

afkræftes.

Ejendomshandlere og ejendomsmæglere

Ejendomshandlere og ejendomsmæglere anses i almindelighed

indkomstskattepligtige af kursavancer på pantebreve, selv om pantebrevene

ikke er erhvervet som betaling for solgte ejendomme eller for salærer,

lsr. 1963.11, 1964.22 og 1968.7, samt UfR 1970.143H. (Walther).

Ved ØLD af 22.marts 1985 (7.afd.nr.83/1983) blev et anpartsselskab

beskattet af kursavancer på pantebreve, der til kursværdi var blevet anvendt

som afdrag på købesummen for en større ejerlejlighedsejendom. Pantebrevene

var udstedt til selskabet i forbindelse med salg af en væsentlig del af

ejerlejlighederne umiddelbart efter købet af ejendommen.

Et selskab, der bl.a. havde handel med fast ejendom som formål, fik

mulighed for til underkurs at indfri et sælgerpantebrev udstedt af selskabet

i forbindelse med køb af en ejerlejlighed. Den derved opnåede

indfrielsesgevinst måtte skattemæssigt behandles som en reduktion af

selskabets anskaffelsessum med deraf følgende konsekvenser for

opgørelsen af selskabets gevinst og tab ved et senere salg af ejendommen,

jfr. lsr.1986.50.

I lsr. 1968.7 blev en ejendomsmægler anset indkomstskattepligtig af nogle

kursavancer på pantebreve, der var erhvervet dels for midler, der hidrørte

fra en godtgørelse for udtræden af en pensionskasse, dels fra lånte midler. I

lsr. 1970.98 fandt landsskatteretten, at der bestod den for

indkomstbeskatning af kursavancer fornødne forbindelse mellem skatteyderens

indtægtsgivende virksomhed som ejendomsmæglerassistent og

pantebrevserhvervelsen.

I lsr. 1977.112 fandt landsskatteretten, at to pantebreve, som tilhørte en

ejendomsmægler og som begge hidrørte fra handler, han havde formidlet, var

erhvervet som et led i den af ham udøvede erhvervsvirksomhed, jfr.

handelsministeriets bekendtgørelse nr.401 af 2.december 1966 om

ejendomsmægleres og ejendomshandleres virksomhed § 5, stk.3.

En ejendomsmægler, der tillige var assistent hos en anden ejendomsmægler,

som var hovedaktionær i et bankierfirma, ansås indkomstskattepligtig af

kursavancer på pantebreve, som han købte gennem bankierfirmaet.

Endvidere kan nævnes ØLD af 5. juli 1979 (Skd.52.53), hvor en

ejendomsmægler som led i sin virksomhed i betydeligt omfang havde købt

sælgerpantebreve af kunder, hvis ejendomme han havde i kommission, ligesom

han derudover havde erhvervet pantebreve gennem hvad der måtte betragtes som

erhvervsmæssig långivning samt ved handel med egne ejendomme.

Ejendomsmægleren blev anset for indkomstskattepligtig af kursavancerne,

herunder også af en mindre pantebrevsbeholdning, der ikke var erhvervet på en

af de ovenfor anførte måder, men som det ikke ansås for muligt at

udskille fra de pantebreve, der var erhvervet i tilknytning til hans

erhvervsudøvelse. At kursavancerne først kom til udbetaling, efter at den

pågældende var ophørt med at drive erhverv som ejendomsmægler, var uden

betydning.

Tilsvarende blev ved ØLD af 12.maj 1986 (Skat 1986.6.369) en

statsautoriseret ejendomsmægler indkomstbeskattet af kursavancer på

pantebreve, købt for ledige midler over en længere årrække og hvoraf der

først var sket salg i slutningen af perioden. Pantebrevene var til dels købt

af klienter, herunder i forbindelse med formidling af salg af disses

ejendomme, men der var også købt pantebreve af bekendte og personer, som

mægleren ikke kendte, og som selv havde henvendt sig.

Landsretten lagde til grund, at langt den overvejende del af

pantebrevene var erhvervet fra eller gennem personer, som han havde eller

havde haft tilknytning til som ejendomsmægler, og da han ikke

havde foretaget en klar adskillelse af de pantebreve, der kunne være

erhvervet i anlægsøjemed, fandtes han ikke at havde godtgjort, at de i sagen

omhandlede pantebreve ikke havde tilknytning til hans erhvervsvirksomhed.

Jfr. tilsvarende VLD af 2.dec. 1986 (Skat 1987.1.37).

En ejendomshandler blev anset for skattepligtig af kursavancer på

pantebreve erhvervet i den periode, hvor han endnu drev virksomhed som

ejendomshandler, idet formodningen for, at disse pantebreve var erhvervet i

tilknytning til virksomheden som ejendomshandler, ikke var afkræftet, jfr. HD

af 26.aug. 1988, Skat 1988.10.596.

Hvis en særlig beholdning af anlægspapirer bevislig er holdt klart

adskilt fra den øvrige beholdning, kan kursavancerne dog ikke beskattes.

I en sag, indbragt for ØL, accepterede skattedepartementet således

landsrettens forligsforslag, hvorefter man frafaldt beskatningen af

kursavancerne på de pantebreve, der ikke havde tilknytning til

ejendomshandlervirksomheden og som det var muligt at udskille fra de

pantebreve, der havde tilknytning til virksomheden.

Det er kun kursavancer på pantebreve, der er erhvervet efter starten

af virksomheden som ejendomsmægler eller -handler, eller som assistent i

en sådan virksomhed, der kan indkomstbeskattes ud fra et næringssynspunkt, se

lsr. 1970.98, og på den anden side indkomstbeskattes avancer på pantebreve,

erhvervet efter ophøret med virksomheden, ikke, se lsr.1982.168.

Advokater

Advokater anses ikke på samme måde som ejendomsmæglere i almindelighed for

indkomstskattepligtige af kursavancer på private pantebreve. Se dog UfR

1973.485H (skd.25.54) hvor en advokat blev anset skattepligtig af kursavancer

på pantebreve, der var udstedt ved salg af ejendomme, idet hans handel

med ejendomme havde haft karakter af erhverv, jfr. også ØLD af 19.juni

1974 (skd.31.54).

En advokat, der gennem en længere årrække havde drevet virksomhed som

byggeadvokat, havde opdelt sin omfattende pantebrevsbeholdning i

to grupper, hvoraf den ene omfattede pantebreve, som han havde

modtaget i forbindelse med byggevirksomhed eller ved realisation af

ejerlejligheder, medens den anden gruppe dels omfattede pantebreve, der var

blevet beskattet i fuldt omfang ved erhvervelsen, dels pantebreve, købt på

det fri marked. Skatterådet havde under henvisning til SL § 4 sammenholdt med

§ 5 a anset ham for skattepligtig af kursavancer indvundet ved afdrag på de

sidstnævnte pantebreve, indkøbt i fri handel, idet man til støtte herfor

havde henvist til, at han ud fra et næringssynspunkt stedse var blevet

indkomstbeskattet af enhver form for avance indvundet i forbindelse med køb

og salg af fast ejendom. Landsskatteretten var enig med skatterådet under

hensyn til skatteyderens aktivitet som byggeadvokat samt til at en ikke

uvæsentlig del af de omhandlede pantebreve var erhvervet for provenuet,

indvundet ved afståelse af næringspantebreve, men under hensyntagen til,

at klageren pr. 1.jan. 1976 var ophørt med at drive advokatvirksomhed blev

klageren ikke anset for skattepligtig af kursavancer indvundet på

pantebreve erhvervet efter erhvervsophøret, lsr.1982.168.

Arkitekter

I lsr. 1974.9. blev en arkitekt beskattet af kursavancer under henvisning

til, at køb af faste ejendomme »havde haft en nøje forbindelse med hans

erhverv som arkitekt«, hvorfor pantebrevene ansås for »erhvervet i

forbindelse« med næringsvirksomhed.

Vekselerere

I lsr.1964.114 blev en vekselerer anset for indkomstskattepligtig af

opnåede indfrielsesgevinster på pantebreve, som tilhørte hustruen.

Landsskatteretten henviste ved afgørelsen foruden til formuefællesskabet

mellem ægtefællerne og den stedfundne sambeskatning til omstændighederne

ved erhvervelsen. Det var i denne forbindelse oplyst, at hustruen for

egne midler af mandens salgsbeholdning havde købt de pantebreve hun anså for

fordelagtigst, ligesom hun ofte overtog de yderligt placerede pantebreve, der

var mindre egnet til salg.

Se også lsr. 1979.166, hvor en fhv. fondsbørsvekselerer blev anset for

indkomstskattepligtig af kursavancer på pantebreve, der var erhvervet på et

tidspunkt, hvor han stadig drev erhverv, uanset vekselereren angav, at

pantebrevene var indkøbt til hustruen i anlægshensigt.

I lsr.1985.150 blev en vekselerer ikke beskattet af en kursavance

på 78.386 kr. ved indfrielse af nom. 300.000 kr. skibskreditobligationer,

idet retten fandt tilstrækkeligt grundlag for at anse obligationerne for

hele tiden at være holdt uden for vekselererens forretningssfære, og

at han havde haft tilstrækkelige indtægter og midler uden for

vekselererfirmaet til at dække deres anskaffelse.

Konfusion

Højesteret har i UfR 1972 s.398 truffet afgørelse i et tilfælde af

konfusion (sammenfald) mellem debitor og kreditor. En advokat, der

var aktionær i et ejendomsaktieselskab, som opførte og solgte parcelhuse,

købte et sommerhus af en køber af et af selskabet opført hus og skulle i

forbindelse hermed udstede pantebreve til selskabet. Ved udlodning af midler

til aktionærerne udlagdes disse pantebreve til advokaten til kursværdi.

Advokaten fandtes ikke herved at have opnået nogen indkomstskattepligtig

avance.

Interessenter m.v.

Om kursavancen på pantebreve oppebåret ved deltagelse i

interessentskaber og kommanditselskaber skal beskattes, afgøres efter

almindelige retningslinier for, om der er tale om næring.

Erhvervsmæssig udstykning

Kursavancer på pantebreve, der er erhvervet som led i

udstykningsvirksomhed, der drives erhvervsmæssigt, beskattes, jfr. UfR

1956.261H. Det må være en forudsætning for beskatning af kursavancer i disse

tilfælde, at der ikke blot er tale om en enkeltstående udstykning, men om en

løbende udstykningsvirksomhed.

Fra landsskatteretspraksis kan nævnes: Lsr. 1975.12 (3 søskendes

køb og påfølgende udstykning af faderens landbrugsejendom) og 1975.140

(advokats udstykning af ejendom i ejerlejligheder) samt 1981.178 (købt 44

ejerlejligheder og videresolgt 16, efterhånden som de blev ledige).

Arvede pantebreve

En arving, der fra et skattepligtigt bo efter en ejendomshandler, får

udlagt pantebreve, udstedte til arveladeren som delvis vederlag for afhændede

ejendomme, succederer i arveladerens pligt til at lade sig beskatte

af kursavancer ved indfrielse af eller afdrag på pantebrevene. Det samme

gælder ægtefællen, der sidder i uskiftet bo efter en

ejendomshandler.

Såfremt boet lader sig beskatte af avancen på pantebrevene eller

disse udlægges »med tab«, vil udlægsmodtageren derimod ikke

succedere i arveladerens skattemæssige stilling og vil således ikke blive

beskattet af fremtidige indfrielsesgevinster m.v.

Det foranstående gælder også arvede pantebreve, der hidrører fra en

udstykningsvirksomhed, ligesom tilsvarende retningslinier følges,

også når pantebrevene erhverves ved arv på et tidspunkt, efter at

arvingens virksomhed som f.eks. ejendomsmægler er påbegyndt.

5.3.3.3. Beskatningstidspunktet KGL § 8

Gevinst og tab medregnes som hidtil ved opgørelsen af indkomsten i det

indkomstår, hvori gevinsten eller tabet realiseres

(realisationsprincippet). Det vil sige ved afståelse, indfrielse, opgivelse

m.v.

Ved afståelse af fordringen forstås enhver disposition, der

medfører en overgang af ejendomsretten til fordringen. Det er uden betydning,

om den stedfundne disposition har haft frivillig eller tvangsmæssig

karakter. Reglerne gælder derfor også for fordringer, der overdrages ved

f.eks. salg, bytte, gave, arveforskud og kreditorforfølgning.

Ved en fordringshavers død anses fordringen dog kun for afstået

af boet, hvis den efterlevende ægtefælle, arving eller legatar ikke indtræder

i afdødes skattemæssige stilling (succederer) efter kildeskattelovens regler.

Ved indfrielse forstås enhver disposition, der bevirker en

nedsættelse af fordringens restgæld (afdrag), eller som bevirker, at

fordringen ophører. Det kan f.eks. være fordringens opfyldelse, opgivelse

eller forældelse. Reglerne omfatter også erstatnings- eller

forsikringssummer, som fordringshaveren modtager som erstatning for tab

af en fordring.

KGL tilsigter i øvrigt ikke en ændring i den gældende praksis med hensyn

til nedskrivning på debitorer.

Lagerprincip

Ligningsrådet kan give tilladelse til, at der anvendes en anden

opgørelsesmåde - f.eks. et lagerprincip. Ved lagerprincippet

medregnes ikke-realiserede værdisvingninger ved opgørelsen af den

skattepligtige indkomst.

Værdiansættelsen sker efter kursværdien på statustidspunktet, og

fortjeneste og tab ved salg beregnes ud fra den kursværdi, der var gældende

ved sidste status. Dette gælder også når obligationskursen på statusdagen

er over pari, Skat 1989.11.874.

Skattepligtige, der har fået ligningsrådets tilladelse til at anvende en

anden opgørelsesmåde, kan kun ændre opgørelsesprincip efter ny tilladelse.

De skattepligtige, der har fået ligningsrådets tilladelse til at anvende

et andet opgørelsesprincip, bevarer denne tilladelse, jfr. § 10, stk.7.

Ligningsrådet kan dog bestemme, at gevinst og tab på fordringer og gæld

i fremmed valuta skal opgøres på samme måde, uanset om

gevinst og tab skyldes valutakursændringer eller andre ændringer i værdien.

Ved SD-cirk. 1987-35 har ligningsrådet bemyndiget ligningskommissionerne

til at træffe afgørelse vedrørende overgang til anvendelse af

lagerprincippet på fordringer for de skattepligtige, der omfattes af KGL

§§ 2 og 3. Ansøgning skal indsendes til ligningskommissionen i den

skattepligtiges bopælskommune.

Såfremt en virksomhed er overgået til anvendelse af lagerprincippet, kan

virksomheden ikke senere uden tilladelse fra ligningsmyndighederne ændre

princip.

Bemyndigelsen gælder kun de nævnte skattepligtige og omfatter således

ikke selskaber, dødsboer og personer, der ikke er undergivet

næringsbeskatning i medfør af KGL §§ 2 og 3. Disse sidstnævnte skal fortsat

indgive ansøgning til ligningsrådet.

Om skattepligtige, der skal medregne børskurs- og valutakursgevinst og

-tab på fordringer og gæld, jfr. KGL § 6, stk.1, henvises til E 5.3.6.3.

5.3.3.4. Beskatning ved frigørelse for gæld KGL § 5

I KGL § 5 indeholdes regler om, i hvilket omfang gevinster og tab af

skyldnere skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Dette gælder for det første de af § 2 omfattede skattepligtige

selskaber og fonde m.v., der således skal medregne alle

kursbevægelser på såvel fordringssiden som på skyldnersiden.

For øvrige skattepligtige reguleres forholdene af de

grundlæggende bestemmelser i statsskattelovens §§ 4-6. Dette indebærer, at

kursgevinster og tab på gæld som udgangspunkt ikke påvirker den

skattepligtige indkomst, men anses som formuebevægelser. Se evt.

skd.cirk. pkt.62-63.

Et pengeinstitut påtænkte at markedsføre lån, der forrentes med en

grundrente, der reguleres i forhold til kursudviklingen mellem D-Mark og

danske kr.

Til dækning af kurssvingninger mellem danske kroner og lånevalutaen

beregnes en tillægsrente efter en nærmere angiven formel.

Ligningsrådet gav bindende forhåndsbesked om, at det som grundrente

betegnede beløb skattemæssigt skal behandles som rente.

Tillægsrenten svarende til ændringen i kursforholdet mellem D-mark og

D.kr. kan efter ligningsrådets opfattelse ikke betegnes som en rente i

skattemæssig forstand. Tillægsrenten skal beskattes efter kursgevinstloven og

således behandles som kursgevinst/-tab på fordringer henholdsvis gæld i

danske kroner. Dette medfører, at låntageren ikke skal medregne gevinst eller

tab ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, Skat 1989.4.351.

Et selskab, der drev næring med handel med fast ejendom, kunne ikke

fradrage de årlige indeksreguleringer på et indekslån i en kreditforening,

men indeksreguleringer skulle først tages i betragtning ved salgsopgørelsen,

Skat 1988.9.549. Se også H 4.2.

I lighed med den hidtil gældende bestemmelse i LL § 4, stk.3,

ldes i KGL § 5, stk.3, begrænsningen i adgangen til fradrag af tab ved

indeksregulering af hovedstol eller restgæld på lån. Bestemmelsen tager

sigte på pengeinstitutter, der modtager indlån og foretager udlån. I

overensstemmelse med det oprindelige formål med bestemmelsen gælder denne kun

for de skattepligtige, som omfattes af lovens § 2. Ligeledes i

overensstemmelse med den hidtil gældende regel bestemmes det i 2.pkt. af § 5,

stk.3, at de nævnte skattepligtige, der både har gæld og fordringer, som

indeksreguleres, ikke berøres af fradragsbegrænsningen, såfremt tab ved

indeksregulering af gæld kan rummes inden for gevinster ved indeksregulering

på fordringer efter samme indeks, jfr. E 5.3.2.6, (Indeksregulering).

I KGL § 5, stk.4 videreføres princippet fra LL § 4, stk.4,

hvorefter pengeinstitutter og forsikringsselskaber m.fl. var afskåret fra

fradrag på kurstab på egne udstedte gældsbreve. Denne bestemmelse havde

som bekendt til formål at modvirke den asymmetri, der opstår, såfremt de

pågældende næringsbeskattede kan fradrage kurstab på gæld, hvor den

tilsvarende kursgevinst som hovedregel vil være skattefri hos långiveren.

Fradragsbegrænsningen er dog med kursgevinstloven udvidet til også

at omfatte skattepligtige personer efter KGL § 3, hvorved bankiers og

vekselerere også bliver omfattet af reglen. Da reglen om mindsterenten

medfører, at kursgevinster er skattepligtige for långiveren, når den

pålydende rente ligger under mindsterenten, er der imidlertid kun behov for

at afskære fradragsret for kurstab på gældsbreve m.v., som forrentes med

mindsterenten eller højere. Herved opnås symmetri også ved pålydende rente i

intervallet mellem mindsterenten og markedsrenten.

KGL § 8 A

Særregel for realkreditinstitutter (»balanceprincippet«)

Ved lov nr.281 af 13.maj 1987 er der i KGL indsat en § 8 A, der har

virkning fra og med indkomståret 1987.

Herefter gælder den foran omtalte fradragsbegrænsning ikke for de

af fondsbeskatningslovens § 1, nr.4, litra a-c og g omfattede

realkreditinstitutter m.v., der efter realkreditloven og andre

lovbestemmmelser er undergivet det såkaldte balanceprincip for deres

vedtægtsmæssige og lovregulerede låneformidling. Dette princip indebærer, at

der skal være balance mellem hovedstolen ifølge det pantebrev, som låntageren

udsteder til realkreditinstituttet og de obligationer, som instituttet

udsteder til obligationskøberne til fremskaffelse af låneprovenuet.

Med fondsbeskatningsloven bliver de nævnte kreditinstitutter

skattepligtige og dermed umiddelbart omfattet af KGL §§ 2 og 5. Da

obligationerne udstedes til underkurs, ville tabsbegrænsningsreglen indebære,

at kreditinstitutterne ikke kunne fratrække tabet ved indfrielse af

obligationerne, der efter henstilling fra boligministeren skal være

blåstemplede, jfr. § 5, stk.4, 2.pkt., medens omvendt kursgevinsten på det af

låntageren udstedte pantebrev ville være skattepligtig efter § 2.

Dette har ikke været hensigten, hvorfor § 8 A, stk.1,, bestemmer, at

de nævnte kreditinstitutter ikke skal medregne gevinst og tab på fordringer

og gæld i den del af den vedtægtsmæssige virksomhed, som efter lovgivningen

er omfattet af kravet om balance.

Hvis låntageren misligholder sine forpligtelser over for

kreditinstituttet,og dette overtager ejendommen på tvangsauktion, gælder

reglen i § 8 A, stk.1, ikke. Lider kreditinstituttet tab, er dette

fradragsberettiget på samme måde som tab er fradragsberettiget for andre

næringsskattepligtige efter KGL § 2, jfr. § 8 A, stk.2.

Opgørelsen af gevinst eller tab i misligholdelsessituationer finder sted

ved engagementets afslutning, således at kun nettoresultatet opgøres

og medregnes ved indkomstopgørelsen. Det er såldes gevinst og tab på

selve fordringen, der er genstand for beskatningen, og ikke f.eks. en

evt. fortjeneste i forhold til budsummen i tilfælde af, at kreditinstituttet

har overtaget låntagers ejendom på tvangsauktion og foretaget videresalg

heraf. Denne fortjeneste indgår blot i opgørelsen ved engagementets

afslutning, men bevirker ikke, at kreditinstituttet bliver

næringsbeskattet ved handel med fast ejendom.

Særregel

Af hensyn til afviklingen af realkreditlån er der dog i § 5, stk.5,

4.pkt., indsat en særregel for lån udstedt af de i KGL § 7, stk.5,

1.pkt. nævnte realkreditinstitutter m.v., idet lån, hvor renten ikke

overstiger mindsterenten med 2 procentpoint, ikke er omfattet, selv om de

udstedes til overkurs. Se evt. nærmere afsnit E 5.3.2.5 in fine samt

skd.cirk. af 9.okt. 1986, pkt.68.

§ 5, stk.5, har virkning for gældsforpligtelser, der er påtaget den

11.dec. 1985 eller senere.

5.3.4. Vederlag i næringsforhold KGL § 4

I KGL § 4 omhandles de tilfælde, hvor fordringen er erhvervet som

skattepligtigt vederlag i næring. Den skattemæssige behandling af

gevinster og tab på sådanne fordringer ændres ikke. Hvor §§ 2-3 således

omfatter pengenæring, omfatter § 4 den såkaldte vederlagsnæring. Om

afsmitning, se E 5.3.5 samt skd.cirk. pkt.26.

Gevinster og tab på fordringer, omfattet af KGL § 4 medregnes i den

personlige indkomst i det indkomstår hvor fordringen sælges.

Betaling for leverancer m.v.

Pantebreve, der modtages som betaling for vareleverancer og

tjenesteydelser, anses altid for erhvervet som led i den pågældendes

næringsvej, og senere indvundne kursavancer i forhold til det beløb,

hvormed pantebrevet er indgået som betaling, må derfor indkomstbeskattes.

Rækkevidden af denne regel belyses af den i UfR 1971.913 (Skd.19.42)

refererede landsretsdom, der fastslog, at et A/S, der drev tømmerhandel og

som delvis betaling for træleverancer havde modtaget nogle pantebreve, med

rette var anset for indkomstskattepligtig af den ved senere afdrag på

pantebrevene opnåede kursavance. Den omstændighed, at erhvervelsen af

pantebrevene ikkevar sket som en på forhånd aftalt betaling for leverancerne,

men først blev besluttet, da tømmerhandelens tilgodehavende blev nødlidende,

fandtes at være uden betydning for beskatningen.

En skatteyder bortforpagtede en isenkramforretning. Forretningens

varelager blev overdraget ved efterfølgende særskilt købekontrakt, hvor en

del af købesummen blev berigtiget ved gældsbreve. Da det drejede sig om

særskilt betaling for overdragelse af varelager, ansås

kursgevinsterne ved afdrag på gældsbrevene for skattepligtige, lsr.1984.60.

En murermester modtog til delvis berigtigelse af salgssummen for en af ham

opført ejendom et pantebrev i en anden ejendom, som ved

avanceopgørelsen var nedskrevet til kurs 53. Kursavancerne på dette pantebrev

blev indkomstbeskattet i lighed med kursavancerne på et eventuelt

sælgerpantebrev i den solgte ejendom, lsr. 1983.127.

Pantebreve, der er modtaget i skatteyderens erhverv f.eks. som

murermester, kan ikke anses for at være overgået til

anlægskapital i forbindelse med ophør af erhvervsvirksomhed.

5.3.4.1. Pantebreve erhvervet som led i næringen

Næringssynspunktet finder ikke blot anvendelse på skatteydere, der driver

virksomhed med handel med værdipapirer, men også på håndværkere og

andre, der erhvervsmæssigt beskæftiger sig med ejendomshandel, eller som

modtager pantebreve som betaling for erhvervsmæssige ydelser. Se

f.eks. lsr. 1980.185, hvor en tømrersvend blev anset for

indkomstskattepligtig af en kursavance ved afdrag på pantebreve, som han

havde modtaget til kurs 50 som løn af det byggeselskab, hvor han var ansat.

Nedennævnte to højesteretsdomme angiver - for skatteydere, der disponerer

inden for markedet for kortvarige private pantebreve - den ramme inden for

hvilken Højesteret kan ventes at ville trække grænsen mellem på den ene side

den gruppe, der nok virker aktivt, men dog stadig må betragtes som

almindelige kapitalinvestorer, der kan oppebære kursavancer

indkomstskattefrit, og på den anden side de erhvervsdrivende udøvere

af udlånsvirksomhed eller finansieringsvirksomhed, der indkomstbeskattes af

disse avancer.

I dommen UfR 1973.472H (Skd.25.184) (Quant-Hansen) var der tale om en

skatteyder, som ikke havde et erhverv, men som havde investeret den

væsentligste del af sin formue i pantebreve med ret kort løbetid (fra 4-10

år, der for nogles vedkommende blev kortere som følge af indfrielse). Købene

finansieredes til dels ved anvendelse af kassekredit. I nogle tilfælde var

pantebrevene udstedt direkte til den pågældende. Der var aldrig foretaget

salg af pantebreve. Højesteret fandt ikke i de oplyste omstændigheder

grundlag for at fastslå, at der var udøvet næringsvirksomhed, der medførte

skattepligt af kursavancerne. Dommen er kommenteret af Jørgen Trolle i UfR

1973B, s.309.

Den anden højesteretsdom er UfR 1975.552H (Hyldahl) (Skd.35.67), hvor en

købmand, der bl.a. var indehaver af 2 detailforretninger inden for

manufakturbranchen, havde investeret ledig kapital i pantebreve. I

Højesterets dom anføres: »Indstævntes . . . dispositioner over sin

kapital har kun undtagelsesvis bestået i køb af tidligere oprettede

pantebreve eller lign., men har i næsten alle tilfældene bestået i udlån, for

hvilke der direkte til indstævnte som første kreditor udstedtes pantebreve

eller andre gældsbeviser, og indstævnte har således haft væsentlig

indflydelse på lånedokumenternes nærmere vilkår. Den overvejende del af

lånene har haft en stipuleret løbetid på ikke over 3 år, og låneforholdenes

karakter - og hyppige anvendelse af klausulen om forfald af lånenes hovedstol

ved ejerskifte - har medført, at lånenes faktiske løbetid i det overvejende

antal tilfælde er blevet kortere end den stipulerede. Gennem regnskabsårene .

. . har den ved lånetransaktionerne indvundne kursgevinst da også været noget

større end renteindtægten.

Kursgevinsten findes i hvert fald under disse omstændigheder ikke at være

formueforøgelse . . ., men at måtte anses som en del af udbyttet ved en

af indstævnte drevet virksomhed med udlån af penge og således i medfør

af statsskattelovens § 4, stk.1a, at være skattepligtig indkomst.«

Dommen er kommenteret af A. Blom-Andersen i UfR 1976B, s.237.

En direktør, nu bosat i udlandet, beskattedes af indfrielsesgevinster på

1.825.500 kr., der ansås for erhvervet som led i skatteyderens næringsvej med

udlån af penge (finansieringsnæring). Indfrielsesgevinsterne hidrørte fra

lavtforrentede gældsbreve modtaget i forbindelse med placering af provenuet

af et aktionærlån i pengeudlån på i alt 8,1 mill. kr., Skat 1988.5.292.

Erstatningskøb

Såfremt pantebreve af ovennævnte karakter - hvor kursavancerne er

indkomstskattepligtige - sælges og der foretages

»erstatningskøb« af andre pantebreve, vil kursavancer på

»erstatningspantebrevene« kunne være indkomstskattepligtige, jfr.

f.eks. lsr.1982.168. Omtalt i afsnit E 5.3.3.2.1. (Advokater).

I lsr. 1983.129 blev kursavancerne på »erstatningspantebrevene«

ikke beskattet under hensyn til, at skatteyderens virksomhed ikke

omfattede handel med værdipapirer.

Opdeling af pantebrevsbeholdningen

Der er principielt intet til hinder for, at en skatteyder kan

opdele sin pantebrevsbeholdning i en gruppe, hvor de indvundne

kursgevinster beskattes, og en gruppe der er private (kapitalanlæg). Dette

gælder dog ikke de selskaber, der omfattes af KGL § 2 (se E 5.3.3).

Opdeling kan forekomme i tilfælde, hvor en skatteyder med en

privat pantebrevsbeholdning fra et vist tidspunkt modtager pantebreve som

betaling for vareleverancer eller på anden måde fra dette tidspunkt må anses

for næringsdrivende i pantebreve, idet der i så fald skal foretages en

opdeling af pantebrevene i relation til erhvervelsestidspunkterne. Der

kan også foretages en opdeling i en gruppe, hvor kursavancerne er

skattepligtige, og en gruppe, hvor kursavancerne er skattefri, f.eks. hvor

den ene ægtefælle er næringsdrivende i relation til pantebreve og den anden

arver pantebreve eller selv køber pantebreve for egne midler.

Om ejendomsmægleres mulighed for at foretage en opdeling af pantebreve, se

afsnit E 5.3.3.2.1.

En skatteyder, som ud fra et næringssynspunkt løbende var anset for

indkomstskattepligtig af kursavancerne på de af ham erhvervede

pantebreve, havde - som værge for sine to børn - indkøbt 5 pantebreve for

opsparede børnetilskud. Da denne disposition var omfattet af KL § 5, stk.2,

som en gave fra faderen, ansås han for skattepligtig af kursavancerne på de

indkøbte pantebreve, lsr. 1983.131.

5.3.5. Afsmitning

Det i praksis anvendte afsmitningssynspunkt, hvorefter der ved

bedømmelsen af, om der foreligger næringsvirksomhed med fordringer, sker

afsmitning mellem forskellige retssubjekter opretholdes .

5.3.5.1. Aktionær-selskab

Ved bedømmelsen af, om der foreligger næring for et aktieselskab,

kan aktionærernes forhold tages i betragtning:

»afsmitning«. Dette var tilfældet i U 1957.318 H (Morko).

Den drejede sig om, hvorvidt et aktieselskab, der var stiftet af indehaverne

af et byggefirma, var indkomstskattepligtig af den kursgevinst, det havde

indvundet ved salg af pantebreve, som det havde købt af firmaet. Firmaets

indehavere ville have været skattepligtige af kursgevinsterne, såfremt de

havde beholdt pantebrevene. Højesteret beskattede selskabet af

kursgevinsterne med den begrundelse, at selskabets »erhvervelse af

pantebrevene ikke anses som kapitalanlæg, men findes at have en så nøje

tilknytning til den af firmaet drevne erhvervsvirksomhed, at

kursgevinsten også for selskabet må anses som skattepligtig

kursgevinst.«

Dommen er omtalt af Trolle i UfR. 1966.B 268 og Koch-Nielsen i UfR. 1971.B

108. Se endvidere UfR 1956.261 (Jørgen Petersen - A/S, »Espehøj«).

5.3.5.2. Selskab-aktionær

Om der foreligger næring for en aktionær i relation til pantebreve

erhvervet fra selskabet, har bl.a. været behandlet i følgende tilfælde:

I HD af 30.oktober 1985 (skd.77.965) fandtes en tømmerhandler

indkomstskattepligtig af kursavancer på pantebreve, som han havde købt af

et ham behersket ejendomsselskab. Højesteret fandt, at skatteyderens

erhvervelse af pantebrevene, der hidrørte fra selskabets salg af

ejerlejligheder, havde en så nær tilknytning til selskabets

næringsvirksomhed, at kursavancerne også må anses som

indkomstskattepligtige for ham efter SL § 4. Skatteyderens

kursavancer på pantebreve købt i det åbne marked var derimod ikke

indkomstskattepligtige.

Se ligeledes Skat 1986.5.333, hvor en malermester, der efter det oplyste

ikke selv var i næring med køb og salg af ejendomme eller pantebreve, blev

indkomstbeskattet af kursavancer på pantebreve købt af et byggeselskab,

hvori han var hovedanpartshaver, idet erhvervelsen af pantebrevene under

hensyn til hans bestemmende indflydelse i selskabet, fandtes at have

haft en så nær tilknytning til selskabets næringsvirksomhed, at de

opnåede kursavancer også hos ham måtte anses som

indkomstskattepligtige i henhold til SL § 4.

Se også ØLD af 23.marts 1987 (Skat 1987.5.332), der på linje med

ovennævnte to afgørelser statuerede afsmitning ved en hovedaktionærs

erhvervelse af sælgerpantebreve til markedskurs fra eget selskab.

I HD af 29.april 1982 (skd.63.399 og 64.109) fandtes en skatteyders

pantebreve at være erhvervet i så nær tilknytning til hans

erhvervsmæssige virksomhed, at den opnåede kursavance måtte anses for

indkomstskattepligtig efter SL §4, stk.1a. Skatteyderen havde erhvervet

pantebrevsporteføljen til kursværdi fra forskellige håndværkerkonsortier og

et byggeselskab, han selv var henholdsvis deltager og aktionær i, og det var

ubestridt, at kursavancerne ville være indkomstskattepligtige for

konsortialdeltagerne og for byggeselskabet, idet de var erhvervet som

betaling for udført arbejde. Se også lsr. 1983.128 og 129 samt Skat

1986.3.219.

I VLD af 4.februar 1983 (skd.67.425) fandtes en landmands erhvervelse af

pantebreve at være sket som kapitalanlæg med den følge, at

kursgevinsterne i medfør af SL §5, stk.1a, ikke skulle henregnes til den

skattepligtige indkomst svarende til, at landmanden ikke kunne antages at

ville have været skattepligtig af kursgevinster opnået på eventuelle

sælgerpantebreve udstedt direkte som led i berigtigelsen af købesummen eller

opnået på andre tilsvarende pantebreve erhvervet for en kontant købesum.

Pantebrevene var modtaget af landmanden til kursværdi til dækning af et

tilgodehavende ifølge mellemregning med et selskab, hvori han var

hovedaktionær.

5.3.6. Fordringer i fremmed valuta

KGL § 6

KGL § 6 omfatter fordringer i fremmed valuta, det vil sige

fordringer i fremmed mønt. Fordringer, der alternativt lyder på en fremmed

valuta og på danske kroner efter fordringshaverens valg anses for en fordring

i fremmed valuta. ECU-obligationer anses som fordringer i fremmed

valuta. KGL § 6 gælder fra og med indkomståret 1986.

Eurokroneobligationer (obligationer, der lyder på danske kroner, men som

udstedes i udlandet), er fordringer i danske kroner, og omfattes

således ikke af § 6, men af § 7.

Samtlige kurssvingninger indgår i indkomstopgørelsen. Såvel

kursgevinster og -tab på grund af valutakurssvingninger som

kursgevinster og -tab på grund af børskurssvingninger indgår i

indkomsten. Se i øvrigt afsnit E 5.3.6.3.

5.3.6.1. Personer

For personer medregnes gevinst og tab på fordringer og gæld i

fremmed valuta, hvis det godtgøres af ligningsmyndighederne eller den

skattepligtige, at fordringen eller gælden har erhvervsmæssig

tilknytning. Se nærmere herom nedenfor. Gevinst og tab er

kapitalindkomst efter PSL § 4, stk.1, nr.2.

5.3.6.1.1. Erhvervsmæssig tilknytning

Afgørelsen af, om en fordring eller gæld har tilknytning til

erhvervsmæssig virksomhed i henhold til KGL § 6, skal foretages efter en

konkret bedømmelse, svarende til den praksis, der tidligere var gældende for

LL § 8D.

Et lån eller tilgodehavende blev tidligere anset for at have tilknytning

til erhvervsmæssig virksomhed, når lånet eller tilgodehavendet er

etableret i overensstemmelse med valutabestemmelserne om kommercielle lån

og kreditter samt finanslån (almindelige finanslån, koncernlån og

refinansieringslån).

Nationalbankens valutabestemmelser blev pr. 1.maj 1983 ændret,

således at det alene er en betingelse for at opnå lånetilladelse, at den

lånesøgende er SE- eller momsregistreret. Da der ikke ved denne

registrering foretages nogen undersøgelse af, hvorvidt den pågældende er

erhvervsdrivende, kan det ikke som efter de hidtidige valutabestemmelser

uden videre lægges til grund, at lånet opfylder lovens betingelse om at

være anvendt i tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed. Ved afgørelsen kan

der dog fortsat bl.a. henses til, om transaktionen er i

overensstemmelse med de før 1.maj 1983 gældende valutabestemmelser.

Ved vurderingen kan der ikke lægges vægt på, om fordringen eller gælden

vedrører driften eller anlægsformuen.

Som eksempler på fordringer og gæld, der ikke har tilknytning

til erhvervsmæssig virksomhed, nævnes i skd.cirk. nr.102 af 11.maj 1976

vedrørende LL § 8 D krav på arv, arveforskud, gaver, legater,

understøttelser, præmier, gevinster og lignende. Og det samme gælder lån

optaget af de i valutabestemmelserne nævnte herboende udenlandske

statsborgere, familielån samt lån optaget i forbindelse med erhvervelse eller

opførelse af fast ejendom i udlandet til ikke-erhvervsmæssig brug.

I lsr.1983.70 ansås en skatteyder for berettiget til at fradrage det fulde

tab på et lån, der var anvendt til køb af en flyvemaskine, der

anvendtes både erhvervsmæssigt og privat.

Derimod kunne en skatteyder ikke fradrage et tab på et lån

optaget til finansiering af driftsbygninger og driftsinventar på en

landbrugsejendom, som ikke blev anset for erhvervsmæssigt drevet.

5.3.6.1.2. Private investorer

Personer, for hvem fordringen ikke har erhvervsmæssig

tilknytning, skal medregne gevinst ved indkomstopgørelsen,

hvis fordringens pålydende rente på erhvervelsestidspunktet

er lavere end mindsterenten. Erhvervelsestidspunktet anses som det

tidspunkt, hvor fordringshaveren efter almindelige formueretlige principper

har erhvervet ejendomsretten til fordringen. Det vil for eksempel være

handelsdagen ved børshandler. Ved arv anses erhvervelsestidspunktet dog som

udlægstidspunktet i tilfælde, hvor udlægsmodtageren ikke indtræder

(succederer) i afdødes skattemæssige stilling.

Fordringens skattemæssige status er i modsætning til

fordringer i danske kroner ikke afgjort een gang for alle, men beror på

om mindsterenten på erhvervelsestidspunktet er opfyldt. Der kan altså ikke

arbejdes med begreberne blåstemplede eller sortstemplede fordringer. Tab

er ikke fradragsberettiget. En børskursgevinst på en fordring i fremmed

valuta, der ikke har opfyldt mindsterentekravet på erhvervelsestidspunktet,

kan dog modregnes i et valutakurstab (og omvendt). Der skal således anvendes

et nettoprincip ved opgørelsen.

Gevinst på konvertible obligationer i fremmed valuta medregnes

ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, hvis fordringen ikke har

opfyldt mindsterentekravet på erhvervelsestidspunktet. Se KGL § 6, stk.3.

5.3.6.2. Selskaber m.v.

Selskaber skal generelt medregne gevinst og tab på fordringer og gæld i

fremmed valuta ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Det samme

gælder for skattepligtige efter fondsbeskatningsloven.

Selskabet kan f.eks. således have fradragsret for et tab på et lån i

fremmed valuta, der er optaget til underkurs. Fradragsadgangen kan dog være

begrænset efter § 5, stk.4, hvis der er tale om et næringsskattepligtigt

selskab, se nærmere herom E 5.3.3.

Også et moderselskabs tab eller gevinst på fordringer eller

gældsforpligtelser i fremmed valuta over for et udenlandsk

datterselskab er omfattet af bestemmelsen, medmindre det efter en

konkret bedømmelse må antages, at der på stiftelsestidspunktet foreligger

overførsler i form af driftstilskud, i hvilket tilfælde den

skattemæssige behandling må afgøres efter statsskattelovens bestemmelser, se

C 2.4 og LV, Selskaber, SC 1.2.2. Vejledende vil eksempelvis kunne være, om

overførslen mellem moder- og datterselskab finder sted på et tidspunkt, hvor

det er uomtvisteligt, at debitorselskabet aldrig vil kunne honorere et

tilbagebetalingskrav, således at overførslen reelt har karakter af et

driftstilskud, selv om det formelt fremtræder som et skyldforhold.

Hvis der foreligger et skyldforhold, vil dette normalt ikke være stiftet

til underkurs, hvorfor tabet på fordringen respektive gevinsten ved

gældsfrigørelsen skal medregnes ved moderselskabets indkomstopgørelse med det

nominelle beløb.

Et selskab begærede bindende forhåndsbesked om, hvorvidt

kurstabet på et til kurs 68 optaget 5 årigt rente- og afdragsfrit

obligationslån nom. 600 mill. kr. kunne accepteres fratrukket ved

indfrielsen af lånet. Det var oplyst, at lånet udbetaltes af en række danske

og udenlandske pengeinstitutter og berigtigedes ved udstedelse i udlandet af

0%»s obligationer med et pålydende af 20.000 kr.

(eurokroneobligationer). Lånet skulle finansiere selskabets løbende anlægs-

og driftsomkostninger.

Ligningsrådet udtalte, at kurstabet efter rådets opfattelse ikke kunne

fradrages ved opgørelsen af selskabets skattepligtige indkomst, idet

lånet ikke var optaget i fremmed valuta, jfr KGL § 6, stk.1, og idet

selskabet ikke henhørte under KGL § 2, ligesom der ikke i SL § 6 a sås

at være hjemmel til at fradrage kurstab af den omhandlede karakter.

5.3.6.3. Beskatningstidspunktet

Kursgevinster og -tab skal medregnes i det indkomstår, hvori gevinsten

eller tabet er konstateret. Som hovedregel anses gevinst og tab for

konstateret, når det er realiseret ved hel eller delvis indfrielse

af lånet eller tilgodehavendet, jfr. KGL § 8.

Opgørelse af gevinst og tab

Gevinst og tab opgøres som forskellen mellem anskaffelsessum og

afståelsessum eller indfrielsessum.

Som anskaffelsessum anvendes kursværdien på

erhvervelsestidspunktet, medmindre den skattepligtige godtgør at have

erhvervet fordringen for et højere beløb.

Anskaffelsessummen for konvertible obligationer opgøres efter

reglerne i aktieavancebeskatningsloven. Det vil sige efter

aktie-for-aktie-metoden for almindelige aktier. Hovedaktionærer, der afstår

den konvertible obligation efter 3 års ejertid, skal dog opgøre fortjenesten

efter en gennemsnitsmetode.

Gevinst og tab på gæld opgøres som forskellen mellem

forpligtelsens værdi ved påtagelsen og værdien ved frigørelsen eller

indfrielsen.

Ved delvis indfrielse, det vil sige afdrag, opgøres gevinst og

tab som forholdet mellem:

indfrielsessum - anskaffelsessum

-------------------------------- x afdrag

indfrielsessum

Se evt. taleksemplet i skd.cirk. af 9.okt. 1986, pkt.74.

Ved afståelse af obligationer (herunder udtrækning) der er

registreret på samme konto inden for samme fondskode anvendes et

first in-first out princip, således at de først erhvervede anses for de først

afståede.

Reglen i § 8, stk.3, er ikke til hinder for, at ligningsrådet giver

tilladelse til at anvende en anden opgørelsesmåde. Ligningsrådet kan f.eks.

give tilladelse til at anvende den gennemsnitlige anskaffelsessum

for samtlige obligationer i en enkelt fondskode i stedet for hver enkelt

obligations anskaffelsessum. Se i øvrigt afsnit E 5.3.6.

Lagerprincippet

Efter begæring kan der indrømmes tilladelse til at anvende et

lagerprincip, hvorefter fordringer og gæld løbende kursreguleres til

statusdagens kursværdi, således at kursreguleringerne løbende medregnes ved

indkomstopgørelsen.

Tilladelse i medfør af KGL § 8, stk.1, til at anvende lagerprincippet på

fordringer og gæld i udenlandsk valuta indebærer, at såvel børskurs- som

valutakurssvingninger skal behandles efter dette princip.

Som hovedregel kan og skal virksomheden anvende

»lagerprincippet« på finanslån, hvis virksomheden iøvrigt

har anvendt dette princip på sine udenlandske mellemværender. Undtagelse

herfra kan dog gælde i forbindelse med finansiering ved valutalån af køb af

skibe og visse større maskinanskaffelser fra udlandet.

Virksomheder (herunder nyetablerede), som ikke tidligere har anvendt

»lagerprincippet« ved opgørelsen af valutakursgevinst og

-tab, kan overgå til dette princip, såfremt det sker i forståelse med

ligningsmyndighederne.

I almindelighed kan virksomheden ikke nægtes adgang til at anvende

lagerprincippet.

Et amerikansk selskab, hvis eneste aktivitet var at drive en filial i

Danmark, som det finansierede, anvendte fra 1982 for første gang

lagerprincippet og fratrak urealiseret valutakurstab, der var akkumuleret fra

1976-82 vedrørende finansieringen. Filialen havde modtaget stadigt stigende

rentefri forskud, der forfaldt på anfordring. Forskuddene voksede i takt med

investeringerne. Der forelå ingen skriftlig aftale om forholdet. Selskabet

kunne under de foreliggende omstændigheder ikke anvende lagerprincippet

under henvisning til de atypiske låneforhold, hvor afviklingsvilkårene

ikke kunne dokumenteres.

Overgang til at anvende lagerprincip vil sædvanligvis finde sted fra og

med det indkomstår, der angår den senest foreliggende selvangivelse.

Virksomheden kan dog vælge at placere overgangsåret inden for den almindelige

5-årsfrist.

KGL har ikke tilsigtet nogen ændring i denne praksis, der således

fortsat er gældende. Det betyder, at overgang til anvendelse af

lagerprincippet fortsat kan ske i forståelse med de lokale

ligningsmyndigheder, men således at princippet med virkning fra og med

indkomståret 1986 skal anvendes for såvel børskurs - som

valutakurssvingninger, jfr. ovenfor.

Akkumuleret tab eller vinding, der fremkommer i perioden fra udlandslånets

optagelse og frem til overgangsårets statusdag, skal medregnes i

indkomstopgørelsen for overgangsåret.

Der skal normalt anvendes samme princip vedrørende samtlige mellemværender

i udenlandsk valuta. Derimod stilles der ikke krav om, at en virksomhed, der

anvender lagerprincip vedrørende valutariske mellemværender skal periodisere

f.eks. renter.

Kommanditister kan anvende lagerprincippet, også selv om

deltagelse i kommanditselskabet er den pågældendes eneste erhvervsmæssige

virksomhed. Det kan ikke kræves, at samtlige kommanditister følger samme

princip.

Såfremt en virksomhed overgår til anvendelse af lagerprincippet, kan

virksomheden ikke senere uden tilladelse fra ligningsmyndighederne ændre

princip, jf. SD-cirk. 1989-11.

Afløsning eller prolongation

Prolongeres et udlandslån betragtes det prolongerede lån som et nyt

selvstændigt lån, således at den ved prolongationen beregnede

kursgevinst, henholdsvis det beregnede kurstab, skal medregnes ved

indkomstopgørelsen for prolongationsåret.

Omlægning til anden valuta

Når et udlandslån omlægges til en anden valuta betragtes det omlagte lån

ikke som et nyt selvstændigt lån, hvorfor den ved

omlægningen beregnede kursgevinst, henholdsvis det beregnede kurstab,

ikke kan medregnes ved indkomstopgørelsen på omlægningstidspunktet.

Debitorskifte

I tilfælde af debitorskifte må det overtagne lån i relation til

erhververen anses for stiftet på tidspunktet for overtagelsen af lånet

og til valutakursen på dette tidspunkt. Konstaterede kurssvingninger må

herefter medtages ved erhververens indkomstopgørelse for de indkomstår, hvori

afdrag eller indfrielse sker, såfremt betingelsen herfor iøvrigt er opfyldt.

På tilsvarende måde må lånet i relation til overdrageren anses for

indfriet på tidspunktet for overdragelsen af lånet og til valutakursen

på dette tidspunkt. Den af overdrageren ved indfrielsen konstaterede

kursgevinst eller -tab skal medtages ved overdragerens indkomstopgørelse i

overdragelsesåret, såfremt betingelserne for at lade kurssvingninger påvirke

indkomstopgørelsen iøvrigt er opfyldt.

Hvis den erhvervsmæssige aktivitet, hvortil lån er knyttet, afhændes til

anden side, men den oprindelige låntager stadig er debitor, kan der også

efter afståelsen medregnes valutakursgevinster og -tab., jfr. bl.a. Skat

1986.8.515.

Et ApS optog i jan. 1981 et udlandslån på 15.000 sfr, der blev anvendt til

indretning af en af selskabet drevet frisørsalon. I juli s.å. anmeldtes lånet

til Nationalbanken som overdraget til hovedanpartshaveren, der var indtrådt i

den oprindelige låneaftale på uændrede vilkår. I 1982 blev der afdraget på

lånet, hvorved der var konstateret et kurstab på 2.096 kr. Dette tab kunne

ikke fratrækkes, idet lånet - efter hovedanpartshaverens overtagelse af dette

- måtte betragtes som et ikke erhvervsmæssigt lån, jfr.

lsr.1985.172.

Kurssikringspræmier m.v.

Udgifter til kurssikring af gæld eller tilgodehavende, herunder

omkostninger ved valutaterminsforretninger, der har til formål at kurssikre

gæld eller fordringer, behandles skattemæssigt på samme måde som en

valutakursregulering af den pågældende fordring eller gæld.

Overgangsregler

Der er fastsat særlige overgangsregler i § 10, stk.10-11 for de

skattepligtige, der efter de hidtidige regler ikke har skullet medregne

gevinster og tab på fordringer og gæld i fremmed valuta. De skattepligtige

kunne vælge mellem anskaffelsessummen/værdien ved forpligtelsens

påtagelse, værdien ved begyndelsen af indkomståret 1986 eller værdien pr.

31.dec. 1985.

Skattepligtige efter fondsbeskatningsloven har en tilsvarende

valgmulighed, dog står valget mellem begyndelsen af indkomståret 1987 eller

værdien pr. 31.dec. 1986.

For en række skatteydere, der har haft fordringer, hvor

valutakursgevinsten er skattepligtig, men børskursgevinsten hidtil har været

skattefri, inddrages børskursgevinsterne nu under skattepligten. I disse

situationer kan der i følge overgangsreglen i KGL § 10, stk.10, ved

opgørelsen af fordringens »anskaffelsessum« vælges mellem

børskursen på anskaffelsestidspunktet, børskursen den 31.dec. 1985 eller ved

begyndelsen af indkomståret 1986.

Finanslån optaget før 1.jan. 1976 er dog undtaget fra de

ovennævnte regler. Ifølge KGL § 10, stk.12, finder de hidtil gældende

regler vedrørende disse lån fortsat anvendelse. Der henvises til

ligningsvejledningen 1985 side 777 ff.

5.3.7. Terminsforretninger

Terminsforretninger med fordringer m.v. går ud på, at der købes eller

sælges fordringer (værdipapirer eller valuta) til en bestemt kurs til salg

eller levering på et fastsat fremtidigt tidspunkt. Kursen på dette tidspunkt

vil være afgørende for, om der er gevinst eller tab på terminsforretningen.

En valutaterminsforretning, der indgås for at dække kursrisiko, bedømmes i

sammenhæng med det arrangement, som terminsforretningen dækker. Den

skatteretlige bedømmelse ses i sammenhæng med de skatteretlige regler, som

gælder for arrangementet.

Ovenstående synspunkter finder også anvendelse på

valutaterminsforretninger indgået af momsregistrerede virksomheder.

Et selskab, der drev virksomhed som sommerhusudlejningsbureau i Jylland,

begærede bindende forhåndsbesked om, hvorvidt valutakursgevinst og

-tab på terminsforretninger i D-mark skulle indgå i selskabets

indkomstopgørelse. Det fremgik, at selskabet i væsentligt omfang

formidlede udlejning af sommerhuse til tyskere, der betalte i D-mark

enten ved lejekontraktens indgåelse eller umiddelbart forud for

lejeforholdets afvikling. Udlejerne af husene påtog sig ikke nogen

valutakursrisiko, idet lejen med sommerhusejerne var aftalt i danske kr. For

selskabet ville det administrativt være lettest, såfremt de løbende

D-mark-indbetalinger kunne omveksles løbende og køb af D-mark vedrørende

terminsforretningerne først skulle ske ved terminsforretningernes afvikling.

Selskabet påtænkte derfor at indgå terminsforretninger pr. 1.juli 1987 og

1988 for køb af 19 mill. D-mark svarende til den forventede lejeindtægt fra

tyske lejere for at have sikkerhed for lejeindtægternes kursværdi, og for at

selskabet blev i stand til at budgettere hermed.

Ligningsrådet fandt, at de omhandlede valutaterminsforretninger kunne

anses for indgået for at afdække selskabets erhvervsmæsige

valutakursrisiko på omsætningen hidrørende fra tyske kunder, hvorfor

valutakursgevinst/-tab på disse forretninger skulle medregnes ved

selskabets indkomstopgørelse. Eventuelle valutaterminsforretninger indgået

uden tilknytning til selskabets erhvervsmæssige virksomhed skulle

behandles som enkeltstående væddemålskontrakter, hvilket indebar, at

gevinst var skattepligtig, medens tab ikke kunne fratrækkes, jfr. SL § 4 f.

I Skat 1989.5.405 fandt lsr., at et selskab der drev

finansieringsvirksomhed, kontraktfinansiering og anden forretningsvirksomhed

var næringsdrivende med finansielle fordringer, jf. SL §§ 4 og 5 a. Selskabet

var derefter berettiget til i regnskabsåret 1984/85 og 1985/86 at medregne

henholdsvis gevinst og tab på valutaterminsforretninger. Det var oplyst, at

selskabet i regnskabsåret 1984/85 havde foretaget 4 valutaterminsforretninger

med nettotab. I regnskabsåret 1985/86 var der foretaget 17

valutaterminsforretninger med nettogevinst. Det var endvidere oplyst, at

valutaterminsforretningerne ikke var foretaget i kurssikringsøjemed, samt at

selskabet i regnskabsåret 1985/86 havde foretaget køb og salg af aktier i

betydeligt omfang. .

Hvis der i det enkelte tilfælde ikke foreligger den nødvendige sammenhæng

med f.eks. en erhvervsmæssigt påtaget risiko, betragtes en

valutaterminsforretning som en væddemålskontrakt, der omfattes af

statsskattelovens § 4, litra f.

Det er eksempelvis tilfældet, hvis der er optaget et lån til køb af

fordringer, og disse fordringer lægges uidentificerbart som sikkerhed for

lånet. Det kan ligeledes være tilfældet hvis fordringerne stilles til

kreditors fri disposition i tidsrummet fra arrangementets indgåelse og frem

til indfrielsestidspunktet.

En eventuel kursgevinst er, når beskatningen sker efter statsskattelovens

§ 4 f, skattepligtig som personlig indkomst, og tab er ikke

fradragsberettiget.

I en bindende forhåndsbesked (Skat 1989.6.485) fandt ligningsrådet, at

en skatteyders gevinst og tab ved deltagelse i e valutapuljelånsordning måtte

anses for at være en art væddemål, hv det var skattepligtigt jf. SL § 4 f.

Det var i sagen oplyst, at skatteyderen ikke havde nogen erhvervsmæssig

tilknytning til penge kapitalmarkedet, samt at deltagelse i

valutapuljelånsordningen ikk erhvervsmæssigt begrundet. Ligningsrådet fandt

endvidere, at skatteyderens deltagelse i valutapuljelånsordningen var af en

såda målestok, at den var større end hvad skatteyderens økonomi isolere

tillod. Ligningsrådet bemærkede, at deltagelse i bankens

valutapuljelånsordning måtte bedømmes for hver enkelt skatteyder f

Obligationsterminsforretninger

Obligationsterminsforretninger uden for næringstilfælde er af

landsskatteretten anset for at være en væddemålskontrakt, jf. SL § 4 f, se

Skat 1989.4.330 (en revisors enkeltstående obligationsterminsforretning) og

Skat 1989.12.959 (en lønmodtager havde i 1986 foretaget 38

obligationsterminsforretninger). Begge tilfælde henførtes under SL § 4 f.

5.3.8. Ikrafttrædelse - overgangsregler

KGL har som udgangspunkt virkning fra og med indkomståret 1986.

Der findes dog en række forskellige overgangsregler, der er

beskrevet i det følgende.

Fordringer udstedt før 2.okt. 1985

Fordringer, der er udstedt før den 2.okt. 1985, skal ikke opfylde

noget mindsterentekrav for at en kursgevinst ved afhændelse eller hel eller

delvis indfrielse skal være skattefri for indehaveren af fordringen. Det vil

sige, at kursgevinsten på alle fordringer, lavt forrentede som højt

forrentede, som er udstedt før 2.okt. 1985, er skattefri for

indehaveren.

Skattefriheden gælder dog ikke for uforrentede, børsnoterede

obligationer og heller ikke, hvis fordringshaveren bliver omfattet

af næringsbeskatning eller LL § 4, jfr. KGL § 10, stk.3, 1.pkt.

Reglen i § 10, stk.3, 3.pkt., medfører, at dødsboer, efterlevende

ægtefæller, arvinger og legatarer altid indtræder i den ret til skattefri

kursgevinster, som afdøde havde, fordi han havde erhvervet de pågældende

fordringer før den 2.okt. 1985.

LL § 4

Reglerne om næringsskattepligtige selskaber i KGL § 2 har

virkning fra og med indkomståret 1986. Men sideløbende med

disse regler opretholdes i indkomstårene 1986 og 1987 de hidtil gældende

regler i LL § 4. LL § 4 ophæves således først med virkning fra og med

indkomståret 1988, jfr. KGL § 11, stk.2 - som den er ændret ved lov

nr.928 af 19.dec. 1986.

Særregel for hidtidige § 4-selskaber - KGL § 10, stk.6

Som reglen i KGL § 2 er beskrevet, omfatter den både de selskaber, der var

omfattet af LL § 4 og de selskaber, der var omfattet af næringsreglerne i

statsskattelovens §§ 4-6. Det er dog ikke alle de selskaber, som er

omfattet af LL § 4, der går over i KGL § 2, idet kriteriet »som et

normalt led i deres almindelige virksomhed« er udgået af KGL § 2. Disse

selskaber vil derfor fra og med indkomståret 1988 ikke længere være omfattet

af den generelle beskatning af gevinst og tab på fordringer.

Om sådanne selskaber bestemmes imidlertid i KGL § 10, stk.6 - som de er

ændret ved lov nr.928 af 19.dec. 1986 - følgende:

»Selskaber m.v., som for indkomstårene 1986 eller 1987 omfattes af LL

§ 4 uden at være omfattet af KGL § 2, skal ved opgørelsen af den

skattepligtige indkomst i senere indkomstår medregne gevinst og tab

på de fordringer, som er i selskabets besiddelse ved udgangen af det

seneste indkomstår, hvori selskabet er omfattet af LL § 4, og som

omfattes af beskatning efter LL § 4. Dette gælder ikke gevinst og tab på

fordringer, der er anskaffet i indkomståret 1987 før den 18.dec. 1986.«

Se Christen Amby: §ndringer i kursgevinstlovens overgangsbestemmelser, TfS

1987.41.

Selv om LL § 4 ophæves, har bestemmelserne i LL § 4, stk.3 og 4, dog

fortsat virkning for lån optaget før den 1.jan. 1986. Dette følger af KGL §

10, stk.6, sidste punktum.

Overgangsregler

For skattepligtige, der bliver omfattet af KGL § 2 uden tidligere at

have været omfattet af næringsbeskatning af fordringer, findes der

overgangsregler i § 10, stk.8.

Selskaber m.v.

Udover overgangsreglerne for de institutioner, der er omfattet af

fondsbeskatningsloven, er der overgangsregler for selskaber, som

blev omfattet af KGL § 2 uden tidligere at have været omfattet af de

hidtil gældende regler. Disse selskaber blev omfattet af § 2 fra og

med indkomståret 1986, se E 5.3.3.

Som hos andre opgjordes gevinster og tab opgjort på grundlag af

anskaffelsessummen og afståelsessummen eller indfrielsessummen, jfr. § 8,

stk.2, 2.pkt. De nye næringsskattepligtige kunne dog ved gevinst- eller

tabsopgørelsen vælge i stedet for anskaffelsessummen at benytte

fordringernes kursværdi ved begyndelsen af indkomståret 1986 eller

værdien pr. 31.dec. 1985, jfr. § 10, stk.8.

Hvis den skattepligtige valgte at bruge een af de to angivne datoer som

opgørelsesdato i stedet for datoen for anskaffelsen, skulle den

skattepligtige vælge samme dato for alle sine fordringer. Der kunne

således ikke vælges en dato fordring for fordring.

Hvis en skattepligtig blev omfattet af reglerne i KGL § 2, og den

skattepligtige også ville være omfattet af de hidtil gældende regler,

hvis disse fortsat havde været gældende, kunne den skattepligtige dog

ikke gøre brug af overgangsreglerne i § 10, stk.8. En sådan

skattepligtig skal altså opgøre sine avancer på grundlag af den oprindelige

anskaffelsessum ved afståelse eller hel eller delvis indfrielse.

Fonde m.v.

Med indførelsen af fondsbeskatningsloven vil nye

skattepligtige først og fremmest være en afgrænset kreds af

institutioner, der er omfattet af lov om realkreditinstitutter eller omfattet

af lov om visse kreditinstitutter. Kredsen af skattepligtige her er

velafgrænset, idet udøvelsen af de pågældende funktioner kræver godkendelse.

Da skattepligten først indtrådte fra og med indkomståret 1987,

får næringsbeskatning efter KGL § 2 først betydning for denne kreds fra og

med indkomståret 1987.

På tidspunktet for næringsskattepligtens indtræden skulle der

foretages en opgørelse af den skattepligtiges beholdning af

fordringer.

Som hos andre skulle gevinster og tab opgøres på grundlag af

anskaffelsessummen og afståelsessummen eller indfrielsessummen, jfr. § 8,

stk.2, 2.pkt. De nye næringsskattepligtige kunne dog i stedet for

anskaffelsessummen vælge at benytte værdien af fordringerne ved

begyndelsen af indkomståret 1987 eller værdien pr. 31.dec. 1986, jfr. §

10, stk.8.

Hvis den skattepligtige valgte at bruge een af de to angivne datoer som

opgørelsesdato i stedet for datoen for anskaffelsen, skulle den

skattepligtige vælge samme dato for alle sine fordringer. Der kunne

således ikke vælges en dato fordring for fordring.

Frigørelse fra gæld

Der er fastsat særlige overgangsregler i KGL § 10, stk.9, for de

næringsskattepligtige selskaber, der efter de hidtidige regler ikke generelt

skulle medregne kursbevægelser på skyldnersiden.

Disse skattepligtige har mulighed for at vælge hvilken værdi, der

skal anvendes ved indkomstopgørelsen. Der kan vælges mellem værdien ved

forpligtelsens påtagelse, værdien ved begyndelsen af indkomståret 1986 eller

værdien pr. 31.dec. 1985.

Skattepligtige efter fondsbeskatningsloven, det vil navnlig sige

realkreditinstitutter, kan vælge mellem værdien ved forpligtelsens påtagelse,

værdien ved begyndelsen af indkomståret 1987 eller værdien pr. 31.dec. 1986.

De skattepligtige kan ikke vælge frit for hver enkelt gældspost, men

skal vælge den samme værdi for alle gældsposter.

Ny regel om udstedelsestidspunktet KGL § 10, stk.3, 3.pkt.

Et specielt problem opstod ved KGL's ikrafttræden for de obligationer,

som er udstedt i fondskoder, som var åbne henover den 2.okt. 1985.

Udstedelsestidspunktet kendes ikke, og det er derfor ikke muligt at

udskille de obligationer, der er udstedt før den 2.okt. 1985 fra de

obligationer, der er udstedt den 2.okt. 1985 eller senere. Den samme

obligationsserie kan derved bestå af både blå- og sortstemplede obligationer,

hvilket er uhensigtsmæssigt for såvel skattemyndighederne som skatteyderne.

Problemet bliver især vanskeligt, når obligationerne er omsat flere gange. Af

samme årsag blev det henstillet til de obligationsudstedende institutter, at

disse serier skulle lukkes senest med udgangen af 1985. Problemet foreligger

således kun mht. de obligationsserier, som er holdt åbne henover den 2.okt.

1985, og som er lukkede med udgangen af 1985. Det drejer sig om 20

obligationsserier med en samlet mængde på knap 825 mill. kr., hvoraf 267

mill. kr. er udstedt den 2.okt. 1985 eller senere.

Ved lov nr.281 af 13.maj 1987 er problemet løst ved, at der som nyt

3.pkt. i KGL § 10, stk.3, er indsat en bestemmelse, hvorefter

obligationer i fondskoder, som var åbne før den 2.okt. 1985 og senere, og som

blev lukkede med udgangen af 1985, anses for udstedt før den 2.okt.

1985. Det betyder, at de nævnte obligationer fra den 1.jan. 1987 kan

realiseres på samme vilkår som andre fordringer udstedt før den 2.okt. 1985.

Der skal således efter bortfaldet af den såkaldte erhvervelsesregel

med udgangen af kalenderåret 1986 ikke længere ses på, om de nævnte

obligationer opfylder mindsterentekravet.

Fraflytning m.v. KGL § 8 B

Ved lov nr.307 af 25.maj 1987 er der indsat en ny § 8 B i KGL.

Loven sikrer, at der sker beskatning af kursgevinster og -tab på

fordringer eller gæld, som er opnået, men ikke realiseret (afstået

eller indfriet), inden skattepligten m.v. til Danmark ophører.

Loven sidestiller således ophør af skattepligt i forbindelse med

fraflytning og flytning af skattemæssigt hjemsted med realisation, der

kan udløse beskatning efter KGL. Loven får kun betydning i de

tilfælde, hvor kursgevinster eller -tab på fordringer eller gæld

ville have været skattepligtige ved realisation (afståelse eller

indfrielse). Det gælder bl.a. kursgevinster på fordringer, der ikke har

opfyldt mindsterentekravet til den pålydende rente.

Loven omfatter også overdragelse af aktiver til en ægtefælle, der bor

i udlandet.

Loven har virkning for kursgevinster og -tab, når ophør af skattepligt

m.v. er sket den 18.feb. 1987 eller senere.

Der henvises i øvrigt til skd.cirk. nr.237 af 30.dec. 1987.

Lignende dokumenter