PERSONBESKATNING 1989 AFSNIT PE - IKKE ERHVERVSMÆSSIGE INDTÆGTER
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afsnit PE - Ikke erhvervsmæssige indtægter
1. Indtægter, der træder i stedet for erhvervsindtægter
1.1. Arbejdsløshedsdagpenge, sygeløn og sygedagpenge
Arbejdsløshedsdagpenge, strejke- og lockoutunderstøttelse, samt ydelser
fra faglige sammenslutninger o.lign. er indkomstskattepligtige, jfr.
SL § 4, stk.1c og LL § 13. Det samme gælder sygeløn og sygedagpenge samt
eventuelle dagpenge i tilfælde af tilskadekomst eller ulykke.
Beløb, der modtages fra sygesikringen eller sygeforsikring til
erstatning for positive udgifter i anledning af sygdommen - i
modsætning til erstatning for tab af erhvervsindtægt som følge af sygdommen
(dagpenge) - er derimod ikke skattepligtige, jfr. l.o.s.r. 1929.78,
lsr. 1942.117 og 1950.12.
Dagpengeordningen går i hovedtræk ud på, at lønmodtagere i sygdomstilfælde
i en kortere periode afhængig af forskellige i loven indeholdte betingelser
får udbetalt dagpenge fra arbejdsgiveren, hvorefter udbetalingen overgår til
socialforvaltningen. I visse tilfælde, bl.a. afhængig af
ansættelsesforholdets længde, sker udbetalingen straks fra de sociale
myndigheder. Arbejdsgiveren har visse muligheder for at opnå refusion af de
beløb, han udbetaler.
Ifølge § 13 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring kan
arbejdsformidlingen yde »mobilitetsfremmende ydelser«.
Reglerne omfatter rejsehjælp, flyttehjælp, tilskud til merudgifter ved
dobbelt husførelse, bolighjælp, starthjælp og etableringshjælp. Alle disse
ydelser er indkomstskattepligtige, og begrunder ikke i sig
selv noget fradrag i indkomsten, jfr. skd.66.257 og lsr.1983.161.
1.2. Offentlige understøttelser
1.2.1. Sociale ydelser
Behovsbestemte ydelser, der af offentlige myndigheder og
institutioner udredes i henhold til lov om social bistand medregnes
ikke i indkomsten, jfr. LL § 7, litra j.
Læs alt
Nedsættelse af personfradraget
Som et modstykke til skattefriheden sker der ved beskatningen af
modtagerens øvrige indkomst i almindelighed en nedsættelse af
personfradraget, jfr. PSL § 11. Nedsættelsen foretages, når den
pågældende har modtaget ydelser efter kapitel 9 (§§ 37-42a) i
bistandsloven. I så fald nedsættes personfradraget, herunder overført
fradrag fra ægtefælle, med så stor en del, som svarer til forholdet mellem de
modtagne ydelser efter lovens kapitel 9 og disse ydelser med tillæg af den
skattepligtige indkomst. Nedsættelsen kan dog ikke udgøre et større beløb end
ydelserne.
Ydelser efter bistandsloven til dækning af udgifter i
forbindelse med et handicap, har ikke virkning for
personfradraget. Dette gælder udgifter efter § 42, i det omfang de er
affødt af uddannelsen eller af pågældendes handicap, f.eks. skolepenge,
kursusudgifter, nødvendige bøger og udgifter til transport til og fra
uddannelsesstedet, jfr. pkt. 34 og 35 sammenholdt med pkt.47, stk.2, i
socialministeriets vejledning af 26.juni 1987.
Ifølge PSL § 11 skal nedsættelse af personfradraget i forbindelse med
udbetaling af kontanthjælp efter bistandslovens kap.9 til samlevende
ægtefæller ske hos den ægtefælle, der har den højeste
skattepligtige indkomst. Ydelser efter bistandslovens § 42 (revalidering,
uddannelse og etablering) henføres dog til den ægtefælle, de er ydet til.
Kontanthjælp i medfør af bistandslovens § 37 og § 42 til unge under 18
år medfører nedsættelse af den unges personfradrag, skd.47.290.
Kun kap. 9
Alle behovsbestemte ydelser m.v. efter bistandsloven er skattefri, men
det er kun ydelser efter lovens kapitel 9, der medfører nedsættelse af
personfradraget .
De ydelser, der påvirker personfradraget, er kontante ydelser i form
af kontanthjælp (grundydelse, boligtillæg og børnetillæg).
De forskellige natural- og serviceydelser, som også tidligere var
skattefrie, påvirker ikke personfradraget.
Ydelser efter bistandslovens § 37 medregnes ikke i modtagerens indkomst,
men reducerer hans personfradrag, også i de tilfælde, hvor den
pågældende til det offentlige indbetaler det bidrag, der i henhold til
resolution skal betales til et barns underhold, skd.69.175.
I skattedepartementets cirkulære nr.18 af 26. januar 1977 til LL findes
eksempler på personfradragets beregning. Skat 1985.2.55 indeholder
et eksempel på, hvorledes nedsættelse af personfradraget efter den omhandlede
bestemmelse beregnes, når indkomstnedsættelsen omfatter en kortere periode
end et år, samt når skatteberegning foretages efter KL § 13.
Kræves en social ydelse tilbagebetalt efter bistandslovens § 26,
stk. 1, nr. 4, på grund af udbetalt erstatning m.v., skal den i forbindelse
med udbetalingen af ydelsen skete nedsættelse af modtagerens
personfradrag ophæves (SD-cirk.1981.21). Hvis en modtagen ydelse, der
oprindelig var tilbagebetalingspligtig, omkonteres så kun halvdelen skal
tilbagebetales, skal reguleringen principielt foretages i omkonteringsåret.
Reguleringen kan dog efter skatteyderens anmodning foretages for
udbetalingsåret.
Når en bidragspligtig ikke opfylder sin forpligtelse i henhold til en
bidragsresolution til at udrede underholdsbidrag til den tidligere
ægtefælle, kan der ydes den tidligere ægtefælle hjælp efter
bistandslovens kapitel 9. Denne ydelse betragtes som en skattefri
social ydelse for modtageren (selv om den træder i stedet for et
skattepligtigt bidrag), men den medfører nedsættelse af
personfradraget, skd.42.184.
Bortfalder et krav på tilbagebetaling af en social ydelse efter
bistandslovens § 27, stk. 4, idet der er gået 5 år efter hjælpens ophør, uden
at der efter § 27, stk. 1, har være økonomisk mulighed for at gennemføre
kravet, medfører dette hverken skattepligt eller nedsættelse af den
pågældendes personfradrag.
Hvad er skattefrit
Ifølge skattedepartementets cirkulære nr.18 af 26. januar 1977 til LL
omfatter skattefritagelsen i henhold til LL § 7, litra j, alle de
tilfælde, hvor hjælpen ydes af de sociale myndigheder efter behov,
(behovsbestemte ydelser).
Skattefritagelsen gælder derimod ikke de beløb til personlige
fornødenheder, der som en pensionsydelse udbetales til pensionister på
plejehjem efter bistandslovens § 84 og § 118, og heller ikke de ydelser efter
bistandsloven, som udbetales i forbindelse med ophold på en institution under
bistandsloven, når ydelserne har karakter af egentlige arbejdsvederlag
samt transportgodtgørelse.
Ydelser fra Dansk Flygtningehjælp, der udbetales i medfør af
bistandsloven, behandles på samme måde som sociale ydelser i øvrigt, d.v.s.
de er skattefri, men kan medføre reduktion af personfradraget,
skd.40.32.
Lommepenge udbetalt i henhold til bistandslovens § 117, stk.2,
til personer anbragt på institutioner for personer med vidtgående
fysiske eller psykiske handicap er skattefri ifølge LL § 7, litra j.
Hjælp ydet som løn eller løntilskud efter bistandslovens § 42,
stk.3, er skattepligtig, jfr. pkt.66 i socialministeriets vejledning
af 26.juni 1987.
I henhold til LL § 7 er børnetilskud efter lov om børnetilskud og
forskudsvis udbetaling af børnebidrag skattefri.
Børnefamilieydelsen (jfr. lov nr.147 af 19.marts 1986), der
udbetales fra og med juli 1987, er ligeledes skattefri.
Ifølge LL § 7 F er boligstøtte og forskellige tilskud efter lov om
byfornyelse og boligforbedring samt saneringsloven ligeledes skattefri (se G
5.1.2).
I forbindelse med børns ophold på døgninstitutioner udbetales til
forældrene hjælp til dækning af rejseudgifter ved besøg på institutionen.
Denne hjælp - der er af beskedent omfang - anses i praksis som skattefri.
Rejsehjælp til forældre, der er medlemmer af anerkendte institutioners
forældreråd, betragtes som en skattefri § 5d-ydelse, når der er tale om
rejse uden for de pågældendes hjemstedskommune.
1.2.2. Uddannelseshjælp Omskoling og lign.
Der kan ydes støtte, normalt i form af godtgørelse for tab af indtægter,
efter følgende bestemmelser:
a. Lov om erhvervsmæssig uddannelse af specialarbejdere, om uddannelse af
unge og om støtte til omskoling.
b. Finanslovsbevilling til ydelse af tilskud til efteruddannelse af
faglærte m.v., jfr. arbejdsministeriets cirkulære nr. 166 af 18. juni 1965.
Godtgørelse ydet efter de nævnte bestemmelser for tab af indtægter eller
arbejdsmuligheder er indkomstskattepligtig. Tilskud til betaling af
egentlige uddannelsesudgifter (kursusafgift o.lign.) beskattes ikke, hvorimod
værdien af kost og logi på uddannelsesinstitution beskattes (1.700 kr. pr.
md.).
Om uddannelseslegater m.v., se E 3.5.1.
1.3. Private understøttelser 1.3.1. Fra tidligere arbejdsgiver
Nogle arbejdsgivere udbetaler til tidligere ansatte en form for
understøttelse eller pensionslignende ydelse, uden at denne kan anses som led
i en egentlig pensionsordning. Understøttelsen ydes ofte til tidligere
ansatte, der af en eller anden grund har været afskåret fra at deltage i en
egentlig pensionsordning. Hvad enten der under ansættelsesforholdet af
lønmodtageren har været indbetalt bidrag til understøttelsesordningen eller
ikke, og uden hensyn til, om sådanne bidrag har været fradragsberettigede, er
alle udbetalinger af denne art indkomstskattepligtige.
1.3.2. Fra fagforeninger o.lign.
Visse fagforeninger o.lign. udbetaler til medlemmer, der er ophørt med
erhverv, eller til enker efter medlemmer, en mindre understøttelse som
supplement til folkepension m.v. Understøttelsen er
indkomstskattepligtig.
Når der ved en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse pålægges medlemmer
af fagforeningen en personlig bod, og boden betales af
fagforeningen, er beløbet indkomstskattepligtigt for medlemmet, jfr.
lsr.1986.57.
Ved HD af 27.april 1988 (Skat 1988.6.335) blev en fagforenings udbetaling
af strejkeunderstøttelse i form af lån ikke anset som en
indkomstskattepligtig ydelse i henhold til LL § 14, stk.7 (nu LL § 13).
Højesteret udtalte dog, at lånefordelen muligvis måtte anses for
indkomstskattepligtig.
1.3.3. Fra hjælpeog understøttelsesfonds
Ydelser fra såkaldte hjælpe- og understøttelsesfonds, herunder visse
alderdomsfonds, er skattepligtige. Om fondens eventuelle køb af livrente,
se I 5.
En hjælpefond, hvis kapital udelukkende hidrørte fra arbejdsgiveren,
ophørte ved salg af virksomheden, og kapitalen blev udloddet til de ansatte.
Udbetalingerne blev anset for almindelig indkomstskattepligtige, lsr.
1976.121.
1.4. Erstatninger 1.4.1. Tilskadekomst
Erstatningskrav kan foruden efter dansk rets almindelige regler opstå
efter lov om arbejdsskadeforsikring (Lovbkg. nr.450 af 25.juni
1987).
Arbejdsskadeforsikringsloven dækker:
1) sygebehandling, optræning og hjælpemidler m.m.,
2) erstatning for tab af erhvervsevne,
3) erstatning for varigt men,
4) overgangsbeløb til efterladte ved dødsfald,
5) erstatning for tab af forsørger.
Økonomisk kompensation efter arbejdsskadeforsikringsloven skal ses i
sammenhæng med økonomisk kompensation mv. efter andre sociale love, for
eksempel dagpengeloven, sygesikringsloven og bistandsloven.
Efter arbejdsskadeforsikringsloven, der administreres af
Arbejdsskadestyrelsen (i samarbejde med en række særlig godkendte private
forsikringsselskaber) med ankeadgang til Den Sociale Ankestyrelse, kan der
efter 1. april 1987 ydes følgende erstatninger:
A. Erstatning for varigt men (§ 28), der udbetales som: 1. et
kapitalbeløb.
B. Erstatning for tab af erhvervsevne (§27), der udbetales som:
1) en løbende erstatning, eller
2) et kapitalbeløb, automatisk eller efter ansøgning, eller
3) et engangsbeløb på 2 gange den årlige erstatning:
a) fra udgangen af den måned, i hvilken den
erstatningsberettigede fylder 67 år
b) hvor en erstatningsberettiget på tidspunktet for
afgørelsen er fyldt 67 år.
C. Erstatning for tab af forsørger (§§ 31-33), der udbetales som:
1) en tidsbestemt løbende erstatning, eller
2) et kapitalbeløb, automatisk eller efter ansøgning, eller
3) et engangsbeløb på 2 gange den årlige erstatning:
a) fra udgangen af den måned, i hvilken den
erstatningsberettigede fylder 67 år
b) hvor en erstatningsberettiget på tidspunktet for
skadelidtes død er fyldt 67 år.
D. Overgangsbeløb ved dødsfald (§ 30).
Overgangsbeløbet, der udbetales een gang for alle, tilkommer under nærmere
betingelser den efterladte ægtefælle samt en efterladt, som før
arbejdsskadens indtræden levede sammen med skadelidte i et ægteskabslignende
forhold. Overgangsbeløbet kan i særlige tilfælde tildeles andre, jf. lovens §
30, stk.4.
De erstatninger, der er nævnt under B.1. og C.1., er
indkomstskattepligtige, hvorimod de øvrige erstatninger er indkomstskattefri.
Ulykkesforsikringsloven anvendes fortsat på ulykkestilfælde, der er
indtruffet før den 1.april 1978.
Erstatninger, der udbetales løbende, er altid
indkomstskattepligtige. Man må i denne forbindelse være opmærksom på, at
en engangssum kan erlægges afdragsvis uden derfor at blive skattepligtig.
Hvad angår forsikringsydelser i h.t. en personlig
ulykkesforsikring, dagpenge, invaliditetserstatning og dødserstatning
med begunstigelsesklausul, jfr. lov om forsikringsaftaler §§ 102-105, jfr. §
122, se I 3.
1.4.2. Lærlingeforhold
Ifølge lærlingeloven er en læremester forpligtet til at yde en lærling
erstatning efter voldgiftsrettens skøn, hvis læremesteren er skyld i, at
lærlingen ikke erhverver lærebrev ved læretidens udløb. Erstatningen er ikke
nærmere præciseret. Den del af en sådan erstatning, der vedrører tabt
arbejdsfortjeneste, er skattepligtig. Hvor stor en del af en ikke
nærmere præciseret erstatning, der vedrører tabt arbejdsfortjeneste, må
opgøres individuelt i hvert enkelt tilfælde, eventuelt skønsmæssigt,
jfr. VLD af 15. nov. 1983 (skd. 69.273), hvor den tabte arbejdsfortjeneste i
forbindelse med erstatning for et ulovligt lærlingeforhold
skønsmæssigt blev opgjort til forskellen mellem den faktisk
oppebårne løn og hvad den pågældende kunne have tjent som ufaglært arbejder i
samme tidsrum.
Hvor det drejer sig om erstatning for manglende lærebrev (dårlig
oplæring), fastsættes beregningsgrundlaget for erstatningen som regel som
forskellen mellem sidste års lærlingeløn og den udlærtes begyndelsesløn for
en periode svarende til den tid, lærlingen bliver forsinket i sin uddannelse.
Den skattepligtige del af de nævnte erstatninger anses for A-indkomst.
1.4.3. Lønmodtagernes garantifond
Lønmodtagernes Garantifond (LG) er oprettet ved lov af 13. april 1972,
jfr. nu lovbekendtgørelse nr.77 af 12.februar 1988, med det formål at sikre
lønmodtageres lønkrav m.v. i tilfælde af:
1) arbejdsgiverens konkurs,
2) arbejdsgiverens død, såfremt boet behandles efter skiftelovens kap. 3,
3) virksomhedens ophør, såfremt det godtgøres, at arbejdsgiveren er ude af
stand til at betale kravet.
LG er oprettet som en selvstændig, selvejende institution. Fonden har
ledelse og administration fælles med Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP).
Garantien omfatter krav på løn og andet vederlag, erstatning for
afbrydelse af arbejdsforholdet samt feriegodtgørelse, såfremt kravene har
eller i tilfælde af konkurs ville have privilegium efter konkurslovens § 95,
stk.1, nr.1-5, jfr. stk.2. Garantien omfatter tillige tilsvarende krav, der
kan støttes på konkurslovens § 94, nr.2, såfremt den skifteret, der behandler
konkursboet eller dødsboet, attesterer, at boet ikke for tiden er i stand til
at opfylde kravene. Endelig omfatter garantien de krav, der efter
konkurslovens § 63, stk.2, 1.pkt., bliver stillet som § 94- eller § 95-krav.
Krav fra skyldnerens nærstående kan nægtes privilegium - og dermed dækning
fra fonden - såfremt kravet under hensyn til løn- og arbejdsvilkår, til
ydelse af henstand samt til evt. økonomisk interesse i virksomhedens drift
ikke findes rimeligt begrundet. I tilfælde af virksomhedens insolvente ophør
uden egentlig bobehandling er det fonden, der afgør, om privilegium evt. skal
nægtes.
Det er en forudsætning for privilegium - og dermed dækning fra fonden - at
der har bestået et tjenesteforhold mellem arbejdsgiveren og lønmodtageren.
F.eks. har den administrerende direktør for et aktieselskab efter fast
domspraksis ikke privilegium for sit krav. Der er således ikke helt identitet
mellem kildeskattelovens A-indkomstbegreb og privilegium efter konkursloven.
Udlæg for arbejdsgiveren samt godtgørelse for konkrete udgifter, typisk
kørselsgodtgørelse efter »statens takster«, er ikke omfattet af
garantien.
For lønkrav m.v. kan fonden i det enkelte tilfælde i alt højst udbetale
75.000 kr., (hvis fristdagen ligger efter 1.januar 1989). Krav på
feriegodtgørelse kan dækkes udover maksimumbeløbet.
Garantien omfatter ikke den del af lønnen, som arbejdsgiveren skulle
have indeholdt i kildeskat. I forhold til lønmodtageren træder det
beløb, som fonden beregner som A-skat i stedet for kildeskat af lønnen, jfr.
KL § 83. Lønmodtageren bliver godskrevet den beregnede skat via
arbejdsgiverkommunen, der modtager underretning fra fonden om den udbetalte
løn m.v. og den deraf beregnede skat. Arbejdsgiveren (boet) er, som ved
lønudbetaling i øvrigt, ansvarlig for den til A-skatten svarende del.
Udbetalinger fra fonden skal behandles som den ydelse,
udbetalingen træder i stedet for, d.v.s. i almindelighed som almindelig
lønindtægt. Godtgørelse i forbindelse med afbrydelse af arbejdsforholdet
(det vil især være fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a) er
dog særlig indkomst.
Efter udbetalingen indtræder fonden i lønmodtagernes krav og anmelder
kravet i et evt. bo. I forbindelse med anmeldelsen bliver boet også gjort
bekendt med den A-skat, LG har beregnet i forbindelse med udbetalingen.
1.5. Lønmodtagernes dyrtidsfond
Lønmodtagernes dyrtidsfond blev oprettet 1. april 1980 (lov nr.7 af 9.
januar 1980). Fonden forvalter og udbetaler de »indefrosne«
dyrtidsportioner, som staten indbetalte til ATP i perioden 1. september 1977
til 31. august 1979. Pengene i Dyrtidsfonden er lønmodtagernes personlige
ejendom og er konteret på den enkeltes navn.
Udbetaling til de berettigede sker:
1) ved det fyldte 67. år. 2. ved tilkendelse forinden af
folkepension, enkepension, invalidepension, (nu førtidspension), efterløn,
tjenestemandspension, pension fra godkendt pensionskasse, erstatning for tab
af erhvervsevne på 50 pct. eller derover. 3. ved flytning til udlandet for at
tage varig bopæl der. 4. ved dødsfald.
Der skal ikke betales indkomstskat af de udbetalte beløb. Der
fratrækkes derimod en afgift i henhold til pensionsbeskatningsloven.
Af de indbetalte beløb og renter indtil 31. december 1979 udgør afgiften 25
pct., og af renter tilskrevet efter 1. januar 1980 40 pct.
Så længe bindingen i dyrtidsfonden varer, er indeståendet fritaget for
formuebeskatning og renterne for indkomstbeskatning, skd.52.12.
1.6. Døgnplejevederlag
Lønmodtagere
Plejevederlag medregnes til den personlige indkomst. Godtgørelse, der ydes
for udgifter til kost og logi i forbindelse med døgnpleje, omfattet af §§ 65
og 66 i lov om social bistand, og som ikke overstiger de i medfør af lovens §
66, stk.5, fastsatte satser for omkostningsgodtgørelser, er skattefri, jfr.
LL § 9, stk.10.
Skattefriheden forudsætter, at der foreligger en plejetilladelse efter
bistandslovens § 65 (privat familiepleje), eller en godkendelse af
opholdsstedet efter bistandslovens § 66 (formidlet døgnophold) og gælder kun
den del af godtgørelsen, der ikke overstiger nævnte satser. Overstiger
godtgørelsen satserne, skal det overskydende beløb således medregnes ved
opgørelsen af modtagerens personlige indkomst, jfr. skd.cirk. nr.103 af
13.sept. 1988, pkt.18.
Omkostningsgodtgørelsen har i 1989 været:
Fra den 1. jan. til 31.marts 1989:
- For de to første plejebørn 83 kr. pr. døgn pr. barn for børn under 10 år
og 87 kr. pr. døgn pr. barn for børn og unge over 10 år.
- For det tredje plejebarn og efterfølgende plejebørn 77 kr. pr. døgn pr.
barn.
Fra og med 1.april 1989:
- For de to første plejebørn 87 kr. pr. døgn pr. barn for børn under 10 år
og 91 kr. pr. døgn pr. barn for børn og unge over 10 år.
- For det tredje plejebarn og efterfølgende plejebørn 81 kr. pr. døgn pr.
barn.
Ved omlægningen fra en fradragsordning til skattefrihed undgår disse
plejeforældre tillige fradragsbegrænsningen på 3.300 kr. for
lønmodtagerudgifter ifølge LL § 9, stk.1. (Se evt. D 2.2).
Der kan ikke foretages fradrag for udgifter til kost og logi i
det omfang, der er modtaget skattefri godtgørelse herfor.
Er de fradragsberettigede udgifter, som godtgørelsen tilsigter at
dække, større end godtgørelsen, kan forskellen mellem de
fradragsberettigede udgifter og den udbetalte godtgørelse fradrages ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Der må i den situation
kræves dokumentation for samtlige udgifter, der er afholdt i forbindelse
med plejeforholdet.
Hvis plejeforældre får refunderet særlige udgifter i forbindelse
med plejeforholdet mod dokumentation ved eksterne udgiftsbilag (udlæg
efter regning), holdes refusionen og udgifterne helt uden for
indkomstopgørelsen og påvirker derfor ikke skatteberegningen.
Selvstændige erhvervsdrivende
Plejeforældre, der udøver døgnplejen som selvstændig
erhvervsvirksomhed, er ikke omfattet af skattefriheden. Det skyldes, at
selvstændige erhvervsdrivende kan fradrage udgifterne til kost og logi i
den personlige indkomst, og at de kan benytte virksomhedsordningen, se
f.eks. Skat 1987.10.743 samt C 4.2.4.
Lommepenge m.v.
Lommepenge til børn og unge fra 3-18 år og beklædning til børn, der er
fyldt 12 år, ydes af det sociale udvalg i overensstemmelse med reglerne i
socialstyrelsens vejledning nr. 3, 1988, punkterne 71 og 72 om lommepenge,
arbejdsvederlag og andre ydelser under ophold uden for hjemmet.
Barnet er principielt skattepligtig af disse ydelser, men skatteansættelse
af børn under 15 år sker efter praksis kun, såfremt barnet har haft anden
skattepligtig indkomst i indkomståret eller ejer skattepligtig formue ved
indkomstårets udløb.
Om vederlag for børn anbragt i dagpleje, se 3.8.
2. Ydelser efter de sociale pensionslove
Den 1. januar 1984 afløstes de 3 hidtidige love om folke-, invalide- og
enkepension af 2 love, lov om folkepension samt lov om invalidepension og
førtidspension m.v.
Enkepension, førtidig folkepension, laveste invalidepension
erstattedes af førtidspension, som kan tilkendes, når erhvervsevnen
er nedsat med mere end halvdelen, ikke kun af helbredsmæssige årsager, men
også ved blandede helbredsmæssige og sociale årsager. Endvidere kan
førtidspension tilkendes fra det 50. år, når sociale og helbredsmæssige
forhold taler for det.
Den 1. oktober 1984 trådte lov om social pension i kraft. Heri er
samlet samtlige regler om social pension og betegnelserne højeste og
mellemste invalidepension er afløst af højeste og mellemste førtidspension,
ligesom der skelnes mellem almindelig og forhøjet almindelig førtidspension.
Sidstnævnte betegnelse indebærer retten til det særlige førtidsbeløb, der kom
til udbetaling fra den 1. januar 1985 til personer, der har opnået ret til
førtidspension før det fyldte 60. år. Selve tilkendelseskriterierne er ikke
ændret.
Ydelserne efter den sociale pensionslovgivning - herunder
invaliditetsydelse til ikke-pensionister - sker gennem socialforvaltningen i
kommunen.
Pensionerne ydes fra den 1. i måneden efter at aldersbetingelserne er
opfyldt eller tidligst fra den 1. i måneden efter begæringens indgivelse. Der
kan ydes forskud på pensionerne, medens sagen behandles.
2.1. Folkepension
Folkepension beregnes under hensyn til den pågældendes ægteskabelige
stilling. Loven indeholder to satser: en for samgifte pensionister og en for
andre pensionister.
Ved dødsfald har den efterlevende ægtefælle normalt ret til tre måneders
fuld efterlevelsespension.
Folkepension består af grundbeløb og pensionstillæg.
Grundbeløbet udbetales fuldt ud til pensionister, der er fyldt 70
år, mens det reguleres for pensionister i alderen 67-69 år på grundlag af
indtægten ved personligt arbejde.
Regulering af grundbeløbet sker under hensyn til egne indtægter,hvorimod
pensionstillægget reguleres under hensyn til såvel egne som evt.
ægtefælles indtægter og tillægget indtægtsreguleres uanset pensionistens
alder.
Fra 1. januar 1984 bortfaldt hustru- og ægteskabstillæg, men er
der inden denne dato opnået ret til et sådant tillæg, udbetales det, indtil
ægtefællen selv bliver pensionist. Tillæggene indtægtsreguleres under hensyn
til begge ægtefællers indtægt. Modtog pensionisten fuldt hustrutillæg pr. 31.
december 1983, overgik hustruen til at modtage førtidspension.
Endelig kan der være tale om midlertidige tillæg, ventetillæg,
alderstillæg og personlige tillæg. Disse tillæg er ikke indtægtsregulerede.
Herudover kan der være tale om invaliditetstillæg.
Beskatningen
De ovenfor omtalte ydelser er som hovedregel fuldt skattepligtige.
Personlige tillæg og invaliditets-, bistands- og plejetillæg er dog
skattefri efter ligningslovens § 7, litra i.
Beskatningstidspunktet
Sociale pensioner beskattes i udbetalingsåret, selv om pensionen
tildeles med tilbagevirkende kraft for tidligere år, jfr. bkg. nr.499 af
20.nov. 1985 § 1, stk.3.
SD-cirk.1987-47 omtaler betingelserne for at tillade en eventuel
tilbagefordeling af pensionsindtægter m.v. vedrørende tidligere indkomstår,
se D 1.1.
Hvis skatteydere, der hidtil har modtaget sygedagpenge, får bevilget
førtids-, eller folkepension med tilbagevirkende kraft til
ansøgningstidspunktet, modregnes de udbetalte sygedagpenge i den sociale
pension. Et evt. overskydende beløb kræves dog ikke tilbagebetalt. I
skattemæssig henseende anses de modtagne ydelser for pensionsydelser
for hele den periode, hvor pensionen tilkendes, med den heraf følgende
skattefrihed for tillæg til pensionen.
Samordningsfradrag
Efter tjenestemandspensionsloven foretages et
»samordningsfradrag« for personer, der modtager
tjenestemandspension, og som samtidig er berettiget til at oppebære
folkepension (og højeste førtidspension).
Samordningsfradraget foretages som en reduktion af tjenestemandspensionen.
Fradraget foretages inden skattetræk. Beløbet på oplysningssedlen omfatter
derfor kun nettobeløbet.
2.2. Førtidspension
Førtidspensionerne består ligesom folkepension af grundbeløb og
pensionstillæg, men til forskel fra folkepension reguleres grundbeløbet
under hensyn til samtlige indtægter, pensionisten måtte have udover
pensionen.
Indtil 1. januar 1985 bestod forhøjet almindelig og almindelig
førtidspension kun af grundbeløb og pensionstillæg, medmindre der blev
ydet nogle af de særlige tillæg, der er nævnt nedenfor. Efter 1.januar 1985
udbetales herudover førtidsbeløbet til personer, der havde opnået
ret til forhøjet almindelig førtidspension før det fyldte 60. år.
Førtidsbeløbet indtægtsreguleres ikke.
Højeste førtidspension består tillige af et invaliditetssbeløb og et
erhvervsudygtighedsbeløb. Mellemste førtidspension tillige kun af
invaliditetsbeløbet. Invaliditetsbeløbet og erhvervsudygtighedsbeløbet
indtægtsreguleres ikke.
Til pensionen ydes tillæg efter stort set samme regler som til
folkepension. Herudover kan der være tale om bistands- og
plejetillæg, der ikke indtægtsreguleres.
Der gælder særlige regler for beregningen af samgifte
førtidspensionisters pension, hvorved bl.a. tages hensyn til hver af
ægtefællernes invaliditetsgrad.
Førtidspensionister overgår ved det fyldte 67. år til folkepension.
Invaliditets- ydelse
Efter lov om social pension kan der tilkendes en
invaliditetsydelse, der er indtægtsuafhængig, til personer, der
ville have ret til højeste eller mellemste førtidspension, hvis de ikke havde
erhvervsmæssigt arbejde. Invaliditetsydelse kan også tilkendes personer, der
på grund af alvorlig høreskade har svære kontaktvanskeligheder. I tilslutning
til invaliditetsydelser kan der tilkendes bistands- eller
plejetillæg.
Beskatningen
Førtidspensionens grundbeløb og pensionstillæg samt
erhvervsudygtighedsbeløbet er skattepligtige, medens invaliditetsbeløb,
bistands- og plejetillæg, personlige tillæg og invaliditetsydelser samt
førtidsbeløb er skattefri.
2.3. Ægtefællers beskatning
Hver ægtefælle beskattes af sin egen pension med tilhørende skattepligtige
tillæg og forskud herpå, idet beskatningen ganske følger udbetalingen. Det
gælder foruden grundbeløbet også pensionstillæg, alderstillæg, ventetillæg og
beløb for erhvervsudygtighed.
Ægteskabstillæg tilkommer pensionisten og beskattes hos denne som
en del af den samlede pension. Hustrutillæg beskattes hos
ægtemanden, da det udbetales til ham, jfr. skd. 70.432.
Amerikansk social security skal analogt med reglerne for
beskatning af folkepension beskattes hos den ægtefælle, der modtager ydelsen,
skd. 24.76.
2.4. Forhøjet personfradrag
Ifølge PSL § 10 gælder der særlige personfradragsregler for
pensionister, d.v.s. personer, som ved udgangen af
indkomståret,
1) enten opfylder aldersbetingelsen for at modtage folkepension,
eller
2) modtager eller får forskud på førtidspension eller
modtager invaliditetsydelse med bistands- eller plejetillæg.
Ad 1) Aldersbetingelsen for at opnå folkepension opfyldes i det år, hvori
den skattepligtige fylder 67 år. Selv om pensionen efter de gældende regler
tidligst kan udbetales fra den 1. i måneden, efter at aldersbetingelsen er
opfyldt, er det tilstrækkeligt, at aldersbetingelsen er opfyldt inden
udgangen af 1989.
Ad 2) Personer, der før det 67. år rent faktisk oppebærer social
pension ved årets udgang, er berettiget til det særlige personfradrag.
Efter de gældende regler indtræder retten til pensionen først fra den 1. i
måneden efter ansøgningsdagen. Det betyder, at personer, der har søgt pension
i december 1989, og som får tillagt ret til denne fra den 1. januar 1990,
først er berettiget til det forhøjede personfradrag i 1990.
Samlevende pensionister, der har været gift hele året, får hver
et personfradrag på 29.400 kr. i 1989.
Enlige pensionister får i 1989 et personfradrag på 52.100 kr.
Ved enlige pensionister forstås ifølge PSL § 10, stk.2,
pensionister, som ved indkomstårets udløb ikke samlevede
med en ægtefælle, eller som har indgået ægteskab i indkomstårets
løb. Om ægtefællerne anses for samlevende afgøres efter KL § 4, se Skat
1988.7.403. Genoptagelse af samliv efter separation eller faktisk adskillelse
kan ikke sidestilles med indgåelse af ægteskab i denne forbindelse,
skd.73.232.
Forskud på pension
Når begæring om social pension er indgivet, kan det sociale udvalg under
visse betingelser bevilge forskud på pension for tiden mellem den 1. i
måneden efter begæringens indgivelse og sagens endelige afgørelse.
Efter PSL § 10, stk.2, gives der forhøjet personfradrag, såfremt
skatteyderen ved kalenderårets udløb fortsat modtager forskud på pension
eller har fået pensionen endeligt tilkendt.
Såfremt de sociale myndigheder undtagelsesvis kræver den forskudsvis
erlagte pension tilbagebetalt - f.eks. hvor udbetaling skyldes
svigagtige forhold - skal der foretages en ny skatteberegning under
anvendelse af det almindelige personfradrag for hele den periode, hvori
skatten har været nedsat under anvendelse af det forhøjede personfradrag.
Retten til det forhøjede personfradrag bortfalder ikke, fordi en del af
pensionen inddrages ved optagelse på plejehjem m.v., jfr. lsr.
1978.84.
I lov om social pension § 13, stk.1, nr.3 indgår som foran nævnt et begreb
»førtidsbeløb«, der er en del af førtidspensionen. Personer, der
kun modtager dette - ikke indtægtsbestemte - førtidsbeløb, må anses for at
»modtage pension« og er dermed berettigede til det forhøjede
personfradrag, jfr. Skat 1985.4.111.
En førtidspensionist, hvis ret til pension i medfør af pensionslovens §59,
stk.2, af revaliderings- og pensionsnævnet er gjort hvilende, og
hvor der derfor ikke udbetales nogen del af pensionen, heller ikke
invaliditetsbeløbet, er derimod ikke berettiget til det forhøjede
personfradrag, jfr. skd.62.247.
Personer, der modtager invaliditetsydelse (der ikke er en
bestanddel af førtidspensionen, men en selvstændig »pensionslignende
ydelse«) skal udover selve invaliditetsydelsen modtage
bistands- eller plejetillæg for at være berettiget til forhøjet
personfradrag, lsr.1981.98 og PSL § 10, stk.2, sidste pkt.
Udenlandske pensioner (såvel offentlige som private)
berettiger ikke til forhøjet personfradrag, da KL § 37, stk.5 (nu
PSL § 10, stk.2), kun refererer til den danske forsorgslovgivning, se
skd.37.139.
2.5. Ophold på plejehjem
For pensionister, der har ophold på kommunale plejehjem, eller private
plejehjem, med hvilke der er indgået overenskomst, træder opholdet på
plejehjemmet i stedet for udbetaling af den sociale pension, jfr.
bistandslovens § 84, og der udbetales alene et beløb til dækning af
personlige fornødenheder (lommepenge).
Disse pensionister er ikke indkomstskattepligtige af værdien af det
frie ophold på plejehjemmet, men kun indkomstskattepligtige af de
udbetalte lommepenge, skd.46.201.
Pensionister, der har midler ud over pensionen, og som betaler
for opholdet efter de i bistandsloven fastsatte regler, er heller ikke
skattepligtige af værdien af opholdet på hjemmet. Til gengæld kan betalingen
for opholdet ikke fratrækkes.
Hvor begge ægtefæller har ophold på plejehjem, har begge ret til
lommepenge. Yngre pensionister oppebærer højere lommepenge.
Samlivsophør
I tilfælde, hvor den ene ægtefælle optages på et plejehjem, medens den
anden bliver boende i sit hjem, betragtes samlivet som ophørt med
virkning fra optagelsesårets udgang.
Optages begge ægtefæller på samme plejehjem, anses samlivet derimod
opretholdt, selv om ægtefællerne bebor hver sit værelse, skd.50.185.
Pensionen opdeles normalt således, at den udeboende ægtefælle tillægges
pension som enlig, medens den optagne ægtefælle tillægges lommepenge.
Har den optagne ægtefælle forsørgelsespligt over for ægtefælle eller
børn, fastsættes en eventuel betaling for opholdet først efter
afsættelse af et beløb til opfyldelse af forsørgelsespligten, således at
ægtefællens og børnenes levevilkår ikke forringes på grund af pågældendes
optagelse på plejehjem, jfr. bistandslovens § 85, stk. 2.
Den optagne ægtefælle beskattes af sine samlede indtægter, og
under forudsætning af, at beløbet er fastsat af en offentlig myndighed
(plejetilsynet), kan det betalte forsørgelsesbeløb (herunder
formueafkast) fradrages som et godkendt underholdsbidrag mellem faktisk
adskilte ægtefæller, jfr. F 1.2. Modtageren beskattes af
»bidraget«.
Når der træffes beslutning om optagelse på plejehjem
Efter gældende regler sker der en nedsættelse af pensionen til de folke-
og førtidspensionister, der er indlagt på sygehuse og hospitaler, og for hvem
der er truffet afgørelse om optagelse på plejehjem. Nedsættelsen af pensionen
sker på samme måde som for beboere på plejehjem, idet der dog til enlige
pensionister udover lommepengene udbetales et beløb til dækning af husleje
o.lign. Nedsættelsen af pensionen sker fra udgangen af den måned, der følger
efter den måned, hvori afgørelsen om optagelsen på plejehjem er truffet.
I disse tilfælde anses samlivet med en eventuel ægtefælle for ophævet med
udgangen af det kalenderår, hvori beslutningen om optagelse på plejehjem
træffes, jfr. SD-cirk. 1978-20.
Tager den pågældende, uanset at der er truffet beslutning om optagelse på
plejehjem, ophold i sit eget hjem eller hos pårørende, udbetales pensionen på
ny med det fulde beløb.
2.6. Indlæggelse på psykiatriske institutioner
Psykiatriske patienter får i henhold til sygehusloven udbetalt et beløb
til personlige fornødenheder (lommepenge) af samme størrelse som
lommepengebeløbet på plejehjem efter bistandsloven. Til patienter, der ikke
er pensionister, udbetales lommepenge, såfremt et skøn over patientens behov
og helbredstilstand taler herfor.
Personer over 67 år betaler for opholdet på institutionen efter samme
regler som for plejehjemsbeboere, dog først efter udløbet af den 6. måned
efter indlæggelsesmåneden. Personer under 67 år betaler ikke for opholdet,
jfr. foran. Der kan dispenseres fra betalingsreglerne, hvis der er rimelig
udsigt til genudskrivning.
En enlig pensionist bevarer det forhøjede personfradrag i henhold til KL §
37, stk. 5 (nu PSL § 10, stk.2), når vedkommendes pension bortfalder efter 6
måneders ophold, jfr. skd. 41.111.
2.7. Indlæggelse på institutioner under sygehusvæsenet
Med virkning fra den 1. oktober 1984 afskaffedes den hidtidige automatiske
pensionsinddragelse efter 6 måneder på visse psykiatriske institutioner. I
stedet kan der træffes beslutning om pensionsinddragelse på alle
institutioner under sygehusvæsenet, hvis en patient må anses som plejepatient
eller i øvrigt skønnes uegnet til mere varig udskrivning til eget hjem. En
sådan beslutning kan først træffes, når den pågældende har haft en samlet
indlæggelsestid på over 6 måneder.
Efter sygehuslovgivningen sker der med virkning fra samme dato ændring af
reglerne for betaling for opholdet og udbetaling af lommepenge.
For pensionister over 67 år betales for opholdet efter samme regler som
for plejehjemsbeboere samtidig med pensionsinddragelsen.
For pensionister under 67 år betales der ikke for opholdet, bortset fra
den inddragne pension. Til pensionister såvel over som under 67 år ydes der i
stedet for den inddragne pension et beløb til personlige fornødenheder
(lommepenge) af samme størrelse som lommepengebeløbet efter bistandsloven til
plejehjemsbeboere.
Patienter over 67 år, der ikke er pensionister, betaler ligeledes for
opholdet af egne indtægter fra det tidspunkt, hvor de - hvis de havde været
pensionister - ville have fået inddraget deres pension.
Såvel til denne gruppe som til andre ikke-pensionister, der ikke har
udsigt til mere varig udskrivning til eget hjem, udbetales obligatoriske
lommepenge svarende til lommepengene efter bistandslovens regler om
plejehjemsophold.
2.8. Delpension
Med virkning fra den 1.jan. 1987 kan der udbetales delpension efter lov om
delpension til personer i alderen 60-67 år, der nedsætter deres arbejdstid.
Lønmodtagere skal nedsætte arbejdstiden med mindst 1/4 eller 8 timer
gennemsnitligt om ugen, således at arbejdstiden svarer til en ugentlig
arbejdstid på mellem 15 og 30 timer i gennemsnit. Selvstændige kan kun
nedsætte arbejdstiden fra fuld tid til halv tid.
Der udbetales delpension fra det sociale udvalg i kommunen for det antal
timer, hvormed arbejdstiden er nedsat.
3. Underholdsydelser
I dette afsnit behandles spørgsmålet om indkomstskattepligt for
modtageren af underholdsydelser. Se F.1. om yderens
fradragsret.
3.1. Underholdsbidrag i anledning af separation eller skilsmisse
Bidrag til underhold af den anden ægtefælle medregnes til denne
ægtefælles skattepligtige indkomst.
Ifølge LL § 10 stk.1, skal bidrag til underhold af et barn kun
medregnes til barnets skattepligtige indkomst for den del af bidragene,
der overstiger det af socialministeren fastsatte normalbidrag. Særlige
bidrag til barnets dåb og bidrag i anledning af, at barnet når
konfirmationsalderen, medregnes dog ikke til barnets skattepligtige
indkomst, i det omfang bidragene ikke overstiger, for dåb 1
gang det månedlige normalbidrag, og for bidrag i anledning af, at barnet
når konfirmationsalderen, 3 gange det månedlige normalbidrag.
I tilslutning hertil er ifølge LL § 7, litra p, følgende beløb
skattefri:
»Børnetilskud, forskudsvis udbetaling af børnebidrag og af
særlige bidrag som nævnt i § 10, stk.1, 5.pkt., og § 11, 4.pkt., samt
overgangsbeløb efter § 28 i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af
børnebidrag.«
Det normalbidrag, der hermed er gjort skattefrit for
barnet udgjorde fra 1.jan. 1989: 7.392 kr. årligt og fra 1.juli 1989:
7.572 kr. årligt.
Reglen i LL § 10 kommer kun til anvendelse på periodiske
underholdsbidrag, men ikke på affindelsessummer for afkald på en bidragsret,
se lsr. 1951.202 og 1963.165 samt U.f.R. 1971.570. ØLD.
Når et modtaget engangsbeløb påstås betragtet som en
indkomstskattefri affindelsessum for afkald på en bidragsret, må det
undersøges, om beløbet er fremkommet efter en egentlig kapitalisering af det
fastsatte årlige underholdsbidrag. I benægtende fald må man være opmærksom
på, at beløbet kan være en forudbetaling af bidrag for en bestemt periode. I
så fald er beløbet indkomstskattepligtigt efterhånden som bidragene
forfalder.
Udbetalinger ved delingen af fællesboet er ikke
indkomstskattepligtige. I forbindelse med separation eller skilsmisse kan det
i henhold til ægteskabslovens § 56 bestemmes, at en ægtefælle, der
har haft særeje, skal betale en eengangsydelse til den anden
ægtefælle for at sikre, at denne ikke stilles urimeligt ringe i økonomisk
henseende efter separationen eller skilsmissen. En sådan ydelse er
hverken indkomstskattepligtig eller gaveafgiftspligtig, skd.50.179.
og Skat 1985.4.111.
Dette gælder også eventuelle gaveydelser mellem ægtefæller ved
skævdeling af fællesboet i forbindelse med separation og skilsmisse.
Tilsvarende gælder ved ydelser, der gives til afløsning af en forpligtelse
til at oprette et uigenkaldeligt testamente, som påtages i
forbindelse med separation eller skilsmisse. Sådanne ydelser medfører hverken
indkomstskat eller afgiftspligt, Skat 1985.3.84.
Ved bedømmelse af karakteren af ydelser, der i separationsvilkårene
betegnes som bidrag til hustruens underhold i en given periode, må der
sondres mellem løbende ydelser, der er indkomstskattepligtige for modtagerne
og afdrag på gæld.
Hvis tilsagnet går ud på, at der uden særlige betingelser og uden særlige
forbehold om ophør ved modtagers eller yders død ydes et bestemt månedligt
beløb, indtil der i alt er ydet et klart fikseret beløb eller et bestemt
beløb i en bestemt årrække, er der tale om afdrag på gæld. De erlagte ydelser
skal herefter ikke medtages ved modtagerens indkomstopgørelse.
Beløb, der af bidragyderen betales som præmier vedrørende
livsforsikringer o.lign., må, hvor bidragmodtageren har ejendomsretten
vedrørende nævnte forsikring, anses som et skattepligtigt underholdsbidrag.
Beskatning for modtageren følger i øvrigt af PL § 56, stk.1. Om modtageren
har fradragsret for præmien beror på reglerne i PL.
Det udelukker ikke beskatning hos modtageren, at bidragyderen ikke kan
fratrække, eller har aftalt ikke at fratrække et pålagt eller aftalt
underholdsbidrag, jfr. lsr.1964.158 og lsr.1956.19.
Som nærmere omtalt i afsnit F nægtes der fradragsret for bidrag i
anledning af skilsmisse, når de fraskilte ægtefæller har fælles
bopæl og fælles husførelse. Hvis den ene ægtefælle i disse tilfælde
ingen indtægt har, skal den pågældende beskattes af værdien af frit
ophold hos sin tidligere ægtefælle, men ikke af det aftalte eller
fastsatte bidrag. Fællesbørn, der opholder sig sammen med moderen hos den
fraskilte mand, beskattes ikke af værdien af det frie ophold, jfr. KL § 5,
stk.4.
Såfremt en ægtefælle i forbindelse med separation eller skilsmisse ved
bodelingen har fået tillagt en beboelsesret i den tidligere ægtefælles
ejendom, er værdien af hel eller delvis fribolig at betragte som ekstra
underholdsbidrag.
Det er ikke nogen betingelse for beskatning af bidrag hos modtageren, at
de bidrag, der udredes i anledning af separation eller skilsmisse, er fastsat
eller godkendt af det offentlige. Det er tilstrækkeligt, at der foreligger
en bindende aftale mellem ægtefællerne om betaling af et løbende
underholdsbidrag, idet det forudsættes, at aftalen er tilstrækkelig klar med
hensyn til fastsættelsen af bidragets størrelse og løbetid, lsr. 1969.174. Se
endvidere ØLD af 18.febr. 1972 og lsr.1979.161.
Beløb ud over det fastsatte bidrag
Beløb, der betales udover, hvad der er fastsat eller aftalt som løbende
bidrag, skal, hvis der er tale om beløb, der ydes til bidragyderens børn,
behandles som ikke-indkomstskattepligtige gaver, hvorimod beløb, der betales
til en tidligere ægtefælle, betragtes som indkomstskattepligtige gaver.
Bidrag, som en fraskilt fader betaler til sit og den tidligere ægtefælles
fællesbarn, der, efter at hustruen på ny har giftet sig, er adopteret af
hendes nuværende mand, betragtes også som ikke-indkomstskattepligtige gaver
for barnet.
Kun betalte og forfaldne bidrag
Bidragmodtageren skal kun beskattes af de beløb, der faktisk er oppebåret
som underholdsbidrag i indkomståret, ligesom kun forfaldne underholdsbidrag
skal medregnes, lsr. 1972.77.
En fraskilt hustru havde ved bidragsresolution fået tillagt et
underholdsbidrag på 675 kr. pr. måned til sig selv og til sine to børn et
bidrag svarende til normalbidraget + 100 pct. pr. barn. Hendes fraskilte mand
havde ikke fuldt ud betalt de pålagte bidrag og hun havde derfor ved
indkomstopgørelserne fordelt de modtagne beløb således, at der på
børnenes selvangivelser var medtaget dobbelt normalbidrag, således som
pålagt i henhold til bidragsresolutionen, og på hendes egne
selvangivelser var herefter kun medtaget restbeløbene. Denne
fremgangsmåde blev godtaget af landsskatteretten under hensyn til, at der var
overensstemmelse mellem de af bidragyderen betalte og fradragne beløb og de
af bidragnyderne modtagne og selvangivne beløb, og at hustruen ikke fandtes
at kunne ændre det bidrag, der var fastsat og pålagt f.s.v. angik de to
mindreårige fællesbørn, lsr. 1979.52.
Forskudsvis udbetaling
I tilfælde, hvor en bidragspligtig ikke opfylder sin forpligtelse i
henhold til en bidragsresolution til at udrede bidrag til den tidligere
ægtefælle, kan der ydes denne kontanthjælp efter bistandslovens kapitel 9.
Dette medfører, at det sociale udvalg indtræder i den bidragsberettigedes
krav mod den bidragspligtige i medfør af bistandslovens § 8. De omhandlede
ydelser skal ikke medregnes i modtagerens skattepligtige indkomst,
jfr. LL § 7, litra j, men personfradraget skal nedsættes i henhold til PSL §
11 (tidligere KL § 37 C), skd.42.184, se E 1.2.1. Den bidragspligtige kan
fradrage de efter bidragsresolutionen pligtige ydelser på normal måde, når
han senere udreder dem til det offentlige.
3.2. Underholdsbidrag i anledning af faktisk samlivsophævelse
Bidrag, der udredes i anledning af faktisk samlivsophævelse, er
indkomstskattepligtig for modtageren, såfremt bidraget er fastsat eller
godkendt af det offentlige, jfr. LL § 10, stk.2. Dette gælder også for
det indkomstår, hvori samlivet ophæves. Børn er dog kun
skattepligtige af den del af bidraget, der overstiger normalbidraget,
jfr. E 3.1. Foreligger der ikke nogen godkendelse eller
fastsættelse, beskattes de modtagne bidrag ikke, ligesom der normalt
ikke sker nogen beskatning af bidrag, der er modtaget i tiden forud for
fastsættelsen eller godkendelsen fra det offentlige.
Bidrag, der modtages i henhold til en mellem ægtefællerne indgået
bidragsaftale, kan dog beskattes fra tidspunktet for aftalens indgåelse,
hvis det offentliges godkendelse senere gives med tilbagevirkende
kraft f.eks. ved optagelse i vilkårene for separationen eller
skilsmissen.
Om beskatning af bidrag efter de tidligere gældende
ægtefællebeskatningsregler (før 1983) henvises til VLD af 28.aug. 1987, Skat
1987.10.715. Dommen udelukker ikke, at der efter den nugældende
lovgivning foretages beskatning af bidragsmodtageren i de foran omtalte
tilfælde.
Når bidraget ikke fastsættes eller godkendes af det offentlige i det år,
hvori samlivet ophæves, beskattes kun bidrag, der er udredet i det
indkomstår, hvori resolutionen foreligger (jfr. lsr. 1982.47 om bidragyderens
fradragsret).
Underholdsbidrag til børn under forældrenes faktiske adskillelse
skal kun medregnes til barnets indtægt, såfremt bidraget overstiger
normaltbidraget og kan fradrages ved opgørelsen af bidragyderens
skattepligtige indkomst efter reglerne i LL § 10, stk.2.
Såfremt samlivet mellem ægtefællerne er ophørt i skattemæssig henseende,
og den, der har forladt boligen, må betragtes som ejer af denne, kan den
tilbageblevne ægtefælle, sålænge ægtefællerne har indbyrdes
forsørgelsespligt, kun beskattes af hel eller delvis fri bolig, dersom denne
er led i en bidragsaftale. I så fald er bidraget på normal vis skattepligtigt
for modtageren og fradragsberettiget for yderen, jfr. bl.a. lsr. 1980.53.
3.3. Bidrag til børn født uden for ægteskab
Børn født uden for ægteskab er skattepligtige af det modtagne bidrag, i
samme omfang som børn født i ægteskab, jfr. LL § 11, samt ovenfor under E
3.1.
Ydelser udover det fastsatte eller aftalte bidrag må betragtes
som ikke-indkomstskattepligtige gaver. Hvis faderen har fælles bopæl med
barnet, kan han ikke fratrække de bidrag, han yder til barnet, men barnet vil
alligevel være indkomstskattepligtig af bidragene, i det omfang de overstiger
normalbidraget. Betales der ikke bidrag, men ydes der i stedet frit ophold,
skal barnet ikke beskattes af værdien af frit ophold hos faderen, jfr. KL §
5, stk.4.
Bidrag til børn, der opholder sig i døgninstitution
Når det sociale udvalg i henhold til bistandsloven yder hjælp til et barns
vedvarende forsørgelse i form af anbringelse i døgninstitution,
indtræder det offentlige efter bistandslovens § 8, stk.1, i retten til det
fastsatte eller aftalte bidrag i det omfang, som svarer til værdien af den
hjælp, som det offentlige yder.
Barnet skal ikke beskattes af værdien af opholdet i
døgninstitutionen, jfr. LL § 7, litra j. Da det offentlige efter
bistandslovens § 8, stk.1, er indtrådt i retten til bidraget for et beløb,
der svarer til værdien af den hjælp, der er ydet, har barnet ikke krav på
dette bidrag og skal derfor heller ikke beskattes heraf. Kun i det omfang
det betalte overstiger såvel normalbidraget som den modtagne bistandshjælp,
er barnet indkomstskattepligtig af bidraget.
3.4. Aftægtsydelser, understøttelser m.v.
Aftægtsydelser er skattepligtige for modtageren i medfør af SL §
4c. Aftægtsydelser vil typisk forekomme i forbindelse med overdragelse af
fast ejendom eller andre formuegoder, hvor overdragelsessummen helt eller
delvis berigtiges ved at køberen påtager sig at udrede en årlig ydelse til
sælgeren. Det forhold, at den kapitaliserede værdi af aftægtsydelsen indgår i
salgssummen for en solgt ejendom eller virksomhed medfører ikke, at sælgeren
kan bortse fra nogen del af de årlige ydelser, jfr. HD i UfR 1971.597 og ØLD
af19. juni 1974 (skd. 31.51).
Ydelser i henhold til forpligtelseserklæringer
(understøttelseskontrakter) er ligeledes fuldt skattepligtige for
modtageren. Dette gælder også i tilfælde, hvor yderen ikke kan fradrage
ydelserne, jfr. lsr. 1960.175, samt i tilfælde, hvor en tilsvarende
gaveydelse ville være skatte- og afgiftsfri for modtageren.
Aftægtsydelser m.v. kan helt eller delvis bestå i ret til fri kost og
logi, fri bolig eller andre rettigheder. Værdien af sådanne
naturalydelser ansættes skønsmæssigt efter den værdi,
ydelsen har på modtagelsestidspunktet.
Fribolig m.v.
Værdien af en fribolig ansættes efter skøn til boligens
udlejningsværdi, idet statens satser for brug af lejeboliger er vejledende
ved udøvelsen af skønnet, ligesom der tages hensyn til særlige forhold, såsom
beliggenhed, alder og vedligeholdelsesforpligtelse, jfr. SD-cirk.1985-34. Se
D 1.7.3. Boligens størrelse beregnes efter de i finansministeriets cirkulære
nr.22 af 18.febr. 1983 givne retningslinier. Ved opgørelsen af boligarealet
medregnes kun arealet af værelser og kamre, men ikke gange,
bad, køkken, bryggers, forstue m.v.
Værdien af fri varme ansættes efter et skøn, og værdien kan
ansættes til værdien af olieforbruget svarende til den frembragte varme, også
hvor denne stammer fra halmfyring eller fyring med træaffald, jfr. Skat
1986.1.68.
3.5. Legater
Legater er i almindelighed indkomstskattepligtige, jfr. SL § 4c. Der
gælder særregler for beskatning af legater, der ydes til studierejser og
videnskabelige arbejder, idet sådanne legater normalt er skattefri, se E
3.5.2. Visse legater med understøttelsesformål er skattefri efter LL § 7, jf.
E 3.5.3. Endvidere er legater, der ydes som en anerkendelse af modtagerens
fortjenester, under visse betingelser enten skattefri eller skattepligtige
som særlig indkomst, se E 4.3.2. og 4.4.1.
3.5.1. Uddannelseslegater m.v.
Legater, der ydes som hjælp til gennemførelse af en uddannelse,
er personlig indkomst, jfr. lsr. 1956.20, hvadenten udbetalingen hidrører
fra Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte eller fra private legatmidler.
Det forhold, at et legat er bundet til anvendelse til bestemte
studieudgifter (f.eks. et boglegat) medfører ikke, at legatet kan anses for
skattefrit.
Med hensyn til stipendier, der udbetales af Styrelsen for Statens
Uddannelsesstøtte, foretages der hvert år en kontrol af, hvorvidt de
studerende, der har modtaget stipendier, har opfyldt betingelserne herfor med
hensyn til størrelsen af andre indkomster m.v. Såfremt det pålægges
modtagerne at tilbagebetale modtagne stipendier helt eller delvis, skal
tilbagebetalingen fratrækkes i det indkomstår, hvori det for meget modtagne
støttebeløb kan opgøres endeligt. I et tilfælde, hvor støtteperioden
var 1/8-1976 til 31/7-1977, rejstes tilbagebetalingskravet i 1978. Da
studiestøtten kunne opgøres endeligt i 1977, var hele tilbagebetalingsbeløbet
fradragsberettiget i dette år, lsr. 1980.91.
Værdien af fribolig på studenterkollegier skal medregnes ved
indkomstopgørelsen, men der udvises traditionelt stor tilbageholdenhed ved
værdiansættelsen.
Den omstændighed, at uddannelsessøgende bor på et relativt billigt
kollegieværelse giver normalt ikke anledning til nogen beskatning. For bolig
på nyere studenterkollegier ydes der normalt betaling.
I henhold til bekendtgørelse nr.863 af 16.dec. 1988 om folkehøjskoler,
landbrugsskoler, husholdningsskoler og efterskoler kan der ydes statsligt og
kommunalt tilskud til nedbringelse af elevbetalingen.
Ifølge ligningsrådets vedtagelse skal offentlige tilskud i form af nedsat
egenbetaling for ophold og undervisning til børn og unge under 18 år
på folkehøjskoler, ungdomshøjskoler, landbrugsskoler, husholdningsskoler og
efterskoler samt for ophold på en kostafdeling ved en friskole, en privat
grundskole og en privat gymnasieskole ikke anses for
indkomstskattepligtige.
Der er ikke hjemmel til at fritage tilskud til pensionisters
højskoleophold for indkomstskattepligt, jfr. Skat 1987.2.85.
Ligningsrådet har vedtaget, at statens generelle ø-tilskud til
unges videreuddannelse ikke skal anses for indkomstskattepligtige
for unge under 18 år - på betingelse af, at de udgifter, tilskuddene
tilsigter at dække, rent faktisk er afholdt af den uddannelsessøgende.
Fylder den unge 18 år i den periode, tilskuddet skal dække, er den del af
tilskuddet, som vedrører tiden efter det fyldte 18. år skattepligtig, jfr.
SDcirk.1981-43 og 1982-37.
For de tilskud, der fortsat skal beskattes, afhænger
beskatningstidspunktet af forholdene i de enkelte tilfælde.
Såfremt tilskuddet bevilges med et samlet beløb uden forbehold for
hele skoleopholdet, skal det beskattes i det indkomstår, hvor der ved
underretning til eleven eller skolen gives endeligt tilsagn om tilskuddet.
Bevilges tilskuddet derimod som en løbende ydelse med betaling
til de for skoleopholdet gældende betalingsterminer og i øvrigt betinget af
elevens fortsatte tilstedeværelse og deltagelse i undervisningen, skal
tilskuddet beskattes i de indkomstår, hvori tilskudsydelserne forfalder til
betaling, jfr. lsr.1981.189.
Der ydes efterfølgende et refusionsbeløb til sygeplejeelever, der
ikke straks har modtaget fuldt statstilskud til dækning af deres udgifter ved
deltagelse i sygeplejeforskole på en højskole, men som helt eller delvis selv
har betalt udgifterne ved deltagelse i forskolen. Sådanne refusionsbeløb er
skattepligtige, skd.19.20.
Udenlandske stipendiater fra udviklingslandene, der opholder sig
i Danmark i uddannelsesøjemed, er fritaget for beskatning af de modtagne
stipendier, danske såvel som udenlandske, jfr. tekstanmærkning til
finanslovens § 1 og stående bemyndigelse til skattedepartementet.
3.5.2. Studierejselegater og legater til videnskabeligt arbejde
Ligningsrådet har med virkning fra og med indkomståret 1988 vedtaget
følgende nye anvisning om legater til studierejser og videnskabelige
arbejder:
1) Studierejselegater, der ydes til dækning af rejse- og opholdsudgifter,
er skattefri.
Ved vurdering af, om legatet kun dækker rejse- og opholdsudgifter, kan
statens takster for ophold og fortæring i ind- og udland anses for
retningsgivende.
2) Legater, der ydes til dækning af omkostninger ved videnskabelige
arbejder, er skattefri.
De under 1 og 2 ydede legater er kun skattefri, hvis de kan anses at medgå
til dækning af de nævnte udgifter.
3) Erhvervsmæssige omkostninger, der dækkes af skattefri legater, er ikke
fradragsberettigede.
3.5.3. Legater med understøttelsesformål
Sådanne legater er altid indkomstskattepligtige, medmindre legatet er
skattefrit i medfør af reglerne i LL § 7.
Personer, der har fribolig i stiftelser og legatboliger, er
indkomstskattepligtige af værdien af friboligen, efter et skøn over
udlejningsværdien. Om værdiansættelsen, se nærmere E 3.4.
4. Gaver, hædersgaver og gevinster
4.1. Indkomstskattepligtige gaver
Gaveerhvervelser skal efter SL § 4 c medtages ved indkomstopgørelsen,
medmindre gaven falder ind under afsnit III i lov om afgift af arv og gave,
jfr. SL § 5 b. Om afgiftspligtige gaver, se E.4.2.
En gave kan foreligge f.eks. som en aktuel overdragelse af et formuegode,
som et løfte om en fremtidig ydelse eller som en eftergivelse af gæld, og
gaveydelsen kan bestå i såvel overdragelse af ting som arbejdsydelser og
brugsrettigheder. Der foreligger også en gave, når et gode overføres fra en
persons formue til en andens mod et vederlag, der afviger fra godets værdi.
Eksempler på gavebeskatning
Som eksempler på gavebeskatning kan anføres lsr. 1966.92, hvor det
antoges, at en arbejdsgiver havde ydet en medhjælper en skattepligtig gave
ved overdragelse af en bil (retten fandt, at den aftalte købesum ikke kunne
forudsættes fastsat udelukkende efter sædvanlige handelsmæssige overvejelser)
og lsr. 1969.29, hvor en skatteyder havde købt en byggegrund af sin
arbejdsgiver på særlig favorable vilkår.
Hvor en fast ejendom var i lige sameje mellem 2 ejere, hvoraf den ene
alene bekostede en varig forbedring på ejendommen, blev medejeren anset for
indkomstskattepligtig af halvdelen af værditilvæksten.
En del af købesummen for en fast ejendom blev berigtiget ved indrømmelse
af en livsvarig, fri boligret for sælgeren. Dennes senere opgivelse af
boligretten uden vederlag p.g.a. alderdomssvækkelse (som ikke kunne
sidestilles med ophør ved død) blev anset for en gavedisposition, idet der
ved opgivelsen tilførtes køberen en formuefordel, jfr. VLD af 28.febr. 1986
(Skat 1986.3.205).
Værdiansættelsen
Værdien af det overdragne formuegode ansættes principielt efter et
skøn til værdien i handel og vandel på overdragelsestidspunktet.
Ved overdragelse af aktiver, hvor der skal beregnes arve- eller
gaveafgift, finder værdiansættelsen sted efter de i skd.cirk. nr.185 af
17.november 1982 fastsatte retningslinier. Disse regler kan også danne
udgangspunkt for skønnet ved værdiansættelsen, når gaven skal
henregnes til modtagerens skattepligtige indkomst.
Hvis gaven hidrører fra udlandet, er det dens værdi her i landet,
der skal lægges til grund ved indkomstopgørelsen, lsr. 1957.18 og 1959.119.
Når skibsværfter forærer navngivere af skibe smykker m.v., er modtagerne
indkomstskattepligtige af et beløb, svarende til smykkernes (metal)værdi.
Eksempler på at gavebeskatning ikke gennemføres
En betingelse for at beskatte en ydelse som gave er, at der ikke er betalt
noget vederlag, eller dog kun delvis vederlag. Hvor den ene part ved
indgåelse af en aftale gør en god forretning, kan besparelsen ikke beskattes,
når vederlaget ifølge parterne tilsigter at udgøre fuldt vederlag.
Som baggrund for en - helt eller delvis - vederlagsfri overdragelse af et
formuegode kan der i øvrigt foreligge sådanne konkrete forhold, at
gavebeskatning ikke kommer på tale.
En skatteyder erhvervede fra en kommune vederlagsfrit en parcel på 369 m2,
der havde været benyttet som vandværksgrund. Parcellen var naboparcel til
skatteyderens ejendom. Under hensyntagen til de ved erhvervelsen påtagne
forpligtelser og udgifter bl.a. til planering, beplantning m.v. fandt
landsskatteretten ikke, at der var tilflydt skatteyderen nogen skattepligtig
erhvervelse (gave), lsr.1981.165.
Der forelå ikke en indkomstskattepligtig gave med hensyn til et beløb, som
den pågældende havde modtaget fra sin afdøde mands broder i USA uanset at
beløbet var ydet uden at der forelå gyldigt testamente, men alene formløse
optegnelser vedrørende beløbets anvendelse efter yderens død, lsr.1978.56.
Det er en betingelse for at en gave anses for ydet, at gaveløftet er
kommet til gavemodtagerens kundskab, således at denne har fået et endeligt og
ubetinget retligt krav over for giveren, se f.eks. Skat 1989.4.315.
Selv om der i et tilfælde ikke kan ske beskatning ud fra et gavesynspunkt,
kan beskatning dog ofte gennemføres ud fra andre
synspunkter, idet det overdragne gode kan anses som et supplement
til løn, leje eller renteindtægter eller som maskeret udbytte fra et
aktie- eller anpartsselskab.
Bidrag til valgkampagne
Bidrag, som kandidater til amts-, kommunal- og folketingsvalg modtager til
brug i deres personlige valgkamp, skal efter praksis ikke medregnes ved
kandidaternes indkomstopgørelse.
Formuedeling mellem papirløse samlevende
Højesteret har i en dom af 18.nov. 1985 (skd.77.997) for første gang taget
stilling til spørgsmålet om, hvorvidt den person, der efter ophævelse af
et papirløst samliv modtager værdier fra den tidligere partner, skal
betale indkomstskat heraf.
En mand på 26 år og en kvinde på 16 år flyttede sammen i sommeren 1973.
Samlivet ophørte i juli 1976. I de tre år samlivet varede, boede de begge på
ejendommen, hvor de brugte hele deres arbejdskraft på opdræt af rideheste og
salg af rideudstyr fra en butik, indrettet på en ejendom på 6 tdr. land, som
manden lejede i juli 1973, og som han i 1975 købte. Ved samlivets ophør
forlangte kvinden andel i mandens formue, der i det væsentligste bestod af
gården og et antal heste. Efter at kvinden ved skifteretten havde begæret
opløsning af fællesskab/sameje, sluttedes i 1977 forlig om, at kvinden skulle
havde ca. kr. 30.000. Skattevæsenet fik medhold i, at dette beløb, som
kvinden ikke fandtes at have haft noget krav på, var
indkomstskattepligtigt for hende enten som gave eller som
arbejdsvederlag.
Dommen fastslår således, at ydelser erlagt efter samlivets ophør er
skattepligtige, såfremt modtageren ikke har et retskrav på
kompensation. (Dommen er kommenteret i UfR.1986.B129).
HD af 3.april 1986 (Skat 1986.4.261) drejede sig også om spørgsmålet om
den skattemæssige behandling af aktiver modtaget i forbindelse med ophævelse
af papirløst samlivsforhold.
En kvinde, der i ca. 15 år havde samlevet med en mand, med hvem hun havde
9 børn, ophævede samlivet og flyttede med børnene. Ved samlivets ophør
overdrog manden en bil til kvinden og ydede hende forskellige kontante beløb,
der bl.a. blev anvendt til køb af en fast ejendom, ligesom han til børnene
betalte underholdsbidrag efter aftale. Kvinden blev ikke anset
indkomstskattepligtig af bidraget til børnene i det omfang, det oversteg
normalbidraget. Højesteret antog, at kvinden under det mangeårige samliv
gennem arbejde i hjemmet og i mandens virksomhed i betydeligt omfang
havde bidraget til at sikre de formueværdier, som forelå ved samlivets
ophør, og at de overdragne værdier var ydet for at sætte kvinden i stand
til at opretholde et hjem for sig selv og børnene. Under disse omstændigheder
fandtes der ikke grundlag for at anse det modtagne som gave eller at
betragte det som arbejdsvederlag.
Den skattemæssige betydning af, at der efter samlivets ophør erlægges en
ydelse, når modtageren har et retskrav på kompensation, fremgår af
VLD af 9.april 1981 (skd.58.295). Sagen vedrørte et papirløst par, der boede
sammen fra 1970 til 1977. I 1973 var de flyttet ind i en villa, som den
mandlige part havde skøde på. I 1975 indgik parret en overenskomst om
ligedeling af friværdien af villaen ved samlivets ophævelse, og i henhold
hertil havde den kvindelige part i 1977 oppebåret 70.000 kr., som hun var
blevet beskattet af. Begge parter havde under samlivet haft indtægter og i
fællesskab betalt ydelserne på huset og de øvrige leveomkostninger.
Landsretten fandt intet grundlag for at statuere, at der forelå en
skattepligtig gave, idet det i præmisserne bl.a. anføres at:
»sagsøgerinden efter omstændighederne også uden indgåelse af en
overenskomst som den pågældende på grundlag af almindelige
retsgrundsætniger på tilsvarende måde kunne have fået et krav på
andel i provenuet ved salg af ejendommen eller i friværdien i
ejendommen.«
4.1.2. Frit underhold
Værdien af frit underhold, som en skatteyder modtager fra en
samlever, bør, når det drejer sig om skatteydere med beskedne
indtægter og formuemidler, i reglen ikke ansættes højere end den af
ligningsrådet fastsatte normalværdi af kost og logi, der for indkomståret
1989 udgør 20.400 kr.
Hvis den, der modtager frit underhold, har indtægter, bør disse indtægter
antages at være brugt til fælleshusholdningen, således at indtægterne
fragår ved beregningen af værdien af frit underhold, se lsr. 1974.117.
Har parterne indtægter af nogenlunde samme størrelse, er der ikke
grundlag for beskatning af frit underhold, jfr. lsr.1973.29. I et tilfælde,
hvor en kvinde havde egne indtægter, blev værdien af hendes frie underhold
dog ansat til 6.000 kr. (vedrører året 1963), da mandens økonomiske forhold
var særdeles gode, lsr.1967.106.
Børn, der sammen med moderen opholder sig hos deres
fader, skal ikke beskattes af værdien af frit ophold hos faderen, KL §
5, stk.4.
Værdien af kortvarige ophold hos familie beskattes efter praksis
ikke.
En kvinde, der ikke havde egne indtægter, blev af lsr. anset skattepligtig
af de fra hendes forlovede i Grønland modtagne ydelser til dækning
af hendes privatforbrug, herunder husleje, på henholdsvis 20.000 og 24.000
kr. i de respektive år, jfr. ØLD af 20.maj 1987 (TfS 1987.435).
I HD af 27.nov. 1986 (Skat 1987.1.32) blev en kvinde anset for
indkomstskattepligtig af værdien af frit underhold hos sin samlever.
Kvinden havde opsagt sin stilling for at pleje sin samlever, der var
alvorlig kvæstet efter en ulykke. Da samleveren efter et par års forløb var
fuldt erhvervsdygtig, fortsatte kvinden med at passe parrets to fælles børn.
Den kvindelige part i et samlivsforhold havde i det år, samlivet blev
etableret, et negativt privatforbrug på ca. 41.000 kr. Lsr. fandt, at der
måtte anses at være sket en skattepligtig formueoverførsel fra
samleveren på 61.000 kr. (hvoraf ca. 20.000 kr. udgjorde hendes kontante
forbrug), jfr. Skat 1986.11.663.
4.1.3. Gaverejser
Gaverejser og frirejser, der betales af arbejdsgiveren, omtales i
afsnit D.1.7.10.
Hvis en skatteyder - uden for ansættelsesforhold - modtager en
frirejse eller f.eks. af et trafikselskab har fået et frikort
til brug inden for selskabets område, er han principielt skattepligtig af
rejsens eller rejsernes værdi.
Værdien af frirejser, ydet som gaver (f.eks. af slægtninge i udlandet)
med det ene formål, at gavemodtageren skal besøge giveren, skal
efter praksis ikke medregnes med det beløb, gaven har kostet giveren, men
alene med et beløb svarende til værdien af selve opholdet under rejsen, lsr.
1952.136 og 1960.29 og 190. I lsr. 1967.106 formuleres synspunktet derhen, at
modtageren skal beskattes af rejsens reelle økonomiske værdi (anslået til 450
kr., medens giveren havde betalt 4.255 kr. for rejsen).
Ved værdiansættelsen kan den af ligningsrådet fastsatte værdi af fri kost,
som for indkomståret 1989 udgør 46 kr. pr. dag, være retningsgivende.
En skatteyder, der af sin i U.S.A. bosatte svigersøn var blevet anmodet om
at vidne i en mod svigersønnen anlagt straffesag, og som af svigersønnen
havde fået betalt sin billet til rejsen, kunne allerede under hensyn til
rejsens formål ikke anses indkomstskattepligtig af nogen del af værdien
heraf, lsr. 1963.105.
Kontante gavebeløb, der ydes med henblik på en rejse, men som
ikke er betinget af, at der foretages en rejse, er fuldt ud
indkomstskattepligtige.
Om en frirejse, der er vundet som gevinst ved en offentlig
bortlodning, se E 4.6.1.
En radio- og TV-forhandler ansås for skattepligtig af 6.000 kr., der
udgjorde den skønsmæssigt ansatte værdi af en af et leverandørfirma
arrangeret frirejse til USA og det Det fjerne Østen, idet rejsen ansås for at
have været af overvejende turistmæssig karakter, lsr. 1980.57, se
også L 4.2.3.
4.1.4. Gældseftergivelse
Hvor en gave forekommer i form af en gældseftergivelse, skal værdien
af gaven ansættes til fordringens værdi. Ved HD af 20.december 1979 blev
den af skattemyndighederne hidtil fulgte praksis, hvorefter arvingsgæld altid
blev fastsat til kurs 100 tilsidesat, idet højesteret fastslog, at det var
værdien i handel og vandel af den arvede fordring, der skulle
afgiftsberigtiges. Som følge af denne afgørelse blev en ved højesteret
verserende sag om værdien af en gave i form af eftergivelse af gæld
i henhold til nogle pantebreve forligt således, at gaveafgiften skulle
beregnes på grundlag af pantebrevenes handelsværdi, skd.53.173 og
tilsvarende lsr.1981.58.
Hvis den eftergivne fordring var værdiløs, foreligger der ikke nogen
gave.
Hvis en kreditor afgiver saldokvittering mod at modtage et mindre beløb
end det skyldige, og det må formodes, at debitor ikke ville have været i
stand til at betale det fulde beløb, foreligger der ikke nogen gave, se
bl.a. lsr.og 1974.28 og Skat 1989.6.472. I lsr.1954.104 antog
landsskatteretten, at der forelå en delvis gave, idet debitor var i
besiddelse af realisable midler til betaling af hele gælden.
Hvor eftergivelse af gæld helt eller delvis fremtræder som led i en
samlet akkord eller anden samlet kreditorordning, sker der i
almindelighed ikke nogen beskatning af gældseftergivelsen, se L 3.6.6.
4.1.5. Påtagelse af forpligtelse
Hvor en gave består i en forpligtelse til at udrede løbende kontante
ydelser, må der tages stilling til, hvorvidt der foreligger en
kapitalgave, der skal beskattes i det år, hvori tilsagnet om gaven er
ydet, eller en aftægts- eller underholdsydelse, hvis skattemæssige
stilling er omtalt under E 3.4.
Hvis gavetilsagnet går ud på, at der uden særlige betingelser og uden
forbehold (stiltiende eller udtrykkeligt) om ophør ved givers eller
gavemodtagers død ydes et bestemt årligt beløb, indtil der ialt er ydet
et klart fikseret beløb eller et bestemt beløb i en bestemt årrække,
foreligger der en kapitalgave. Værdien af denne gave beskattes som
nævnt i det år, tilsagnet opnås, og værdiansættelsen foretages under
hensyntagen til den afdragsvise erlæggelse. De årlige ydelser anses som
afdrag på gæld og medtages ikke ved indkomstopgørelsen.
4.1.6. Rentefri eller lavtforrentede lån
I tilfælde, typisk i familieforhold, hvor der ydes lån enten rentefrit
eller til en lav rente skal låntageren indkomstbeskattes eller svare
gaveafgift af den økonomiske fordel, som vedkommende opnår ved at få beløbet
til disposition til en lav rente. Værdien af gaven opgøres i disse
situationer som differencen mellem lånets hovedstol og fordringens kursværdi
på stiftelsestidspunktet. En skatteyder ville udstede et gældsbrev til sin
svigermor for et lån på 225.000 kr., bl.a. på vilkår, at gælden først skulle
afdrages og forrentes med 6 pct. p.a. fra 1.april 1993, og første termin
skulle betales den 11.dec. 1993, hvilken termin dækkede perioden 1.apr. til
11.dec. 1993. Ligningsrådet fandt, at lånet måtte anses som en gave til
svigerdatteren, og at værdien af gaven svarede til forskellen mellem lånets
hovedstol og fordringens kursværdi på stiftelsestidspunktet.
Anfordringslån medfører hverken indkomstskattepligt eller gaveafgiftspligt
for låntageren.
Der antages ikke i disse situationer at være fornøden hjemmel til efter
bestemmelserne i KGL at beskatte långiveren af de kursgevinster, der
løbende opnås ved afdrag på lånet. Dette udelukker dog ikke, at man i aftaler
af gensidig bebyrdende karakter, som f.eks. ved salg af fast ejendom eller
andre formuegoder, beskatter kursgevinst, hvis der som led i købesummens
berigtigelse udstedes et rentefrit eller lavt forrentet pantebrev eller
gældsbrev. Der henvises i øvrigt til E 5.3.2.1. Se også TfS 1988.446.
4.1.7. Arveafkald
Arveafkald på en endnu ikke falden arv vil, selv hvor det ydes
til fordel for bestemte medarvinger, normalt ikke indeholde nogen
skattepligtig gaveydelse, jfr. til dels lsr.1963.6.
Gives der derimod afkald på en allerede falden arv, må det
undersøges, om den trufne disposition med hensyn til arvens fordeling har
støtte i arveladerens bestemmelser, således at beskatning undlades, hvis
den foretagne arvedeling blot er udtryk for arveladerens ønsker med
hensyn til fordelingen af hans formue. Der kræves ikke nogen gyldig
testamentarisk disposition fra arveladerens side for at lægge arveladerens
ønsker til grund ved skiftet, se f.eks. lsr. 1943.39 og 1978.56, hvor
indkomstbeskatning blev undladt.
Har den stedfundne skævdeling af arven ingen støtte i arveladerens
dispositioner, må et arveafkald anses som en disposition, der - udover
afkaldsgiverens betaling af arveafgift - kan udløse beskatning af
gavens værdi hos den begunstigede. Se f.eks. skd. 70.427.
Hvis arveafkald er meddelt, inden arvingerne har tiltrådt arven,
hvilket for privatskiftede boers vedkommende vil sige, inden boet er
udleveret arvingerne til privat skifte, og for offentligt skiftede boers
vedkommende, inden der er truffet bestemmelse om vedgåelse eller
ikke-vedgåelse af gælden, medfører afkaldet normalt ikke gavebeskatning
hos medarvingerne, jfr. lsr.1963.6 og skd.35.3. Men gives afkaldet
til fordel for bestemte medarvinger (afkald af dispositiv karakter),
skal der dog ske gavebeskatning hos de begunstigede medarvinger, selv om
afkaldet gives, før arvingerne har tiltrådt arven, skd.48.20.
Er der givet afkald, efter at arvingerne har tiltrådt arven,
betragtes det merbeløb, der tilfalder medarvinger i kraft af afkaldet, ikke
som arv, men som en gave fra afkaldsgiveren. Virkningen heraf er, at
der skal svares indkomstskat af gaven, eller, hvis der er tale om en
nærpårørende, gaveafgift. Det bemærkes i den forbindelse, at gaver til
søskende er indkomstskattepligtige. Se lsr.1961.15 og 1970.117 samt
lsr.1983.40.
Delvis afkald samt andre problemer om afkald er behandlet af Vagn
Carstensen i UfR 1974 B, s.13, der især drejer sig om afgiftsmæssige
problemer, men også omhandler indkomstskattemæssige forhold.
4.1.8. Arveforskud
Det fremgår af SL § 5 b, at forskud på såvel falden som ikke-falden
arv ikke skal medtages ved indkomstopgørelsen, men der svares normalt
enten arve- eller gaveafgift af sådanne arveforskud, SL § 5 b og
arveafgiftslovens § 4 e, jfr. § 44, stk.1.
Når der ydes arveforskud til giverens afkom, stedbørn og disses
afkom, afdødt barns eller stedbarns ægtefælle, eller til forældre,
stedforældre og bedsteforældre samt til giverens samlevende ægtefælle (hvis
gaven bliver særeje) skal der normalt svares gaveafgift ved ydelsen af
arveforskuddet. Dette gælder også, hvis giveren bor i udlandet.
Ydes arveforskuddet til andre end de foran nævnte, skal der
hverken svares gaveafgift eller indkomstskat, men derimod arveafgift ved
arveladerens død. Bor giveren i udlandet skal arveforskuddet
hverken beskattes eller afgiftsbelægges (for en herboende modtager),
medmindre arveforskuddet er fast ejendom m.v., jfr. lov om afgift af arv og
gave § 8.
Betingelserne for at anse en ydelse til en ikke-nærtbeslægtet, som et
ikke-indkomstskattepligtigt arveforskud er, dels at modtageren er
aktuelt arveberettiget efter yderen (efter loven eller i henhold til
testamente, lsr. 1942.127 og 1959.21 samt Skat 1986.1.69 modsætningsvis),
dels at der er udstedt arveforskudsbevis, eller at der
foreligger andre omstændigheder, der viser, at det modtagne beløb
skal afkortes i senere arv, og dels, at der er en vis
sandsynlighed for, at modtageren vil overleve overdrageren.
Som eksempel på »andre omstændigheder«, der kan
»dokumentere« en arveforskudshensigt, kan henvises til lsr.
1978.170, hvor forskelsværdien mellem overdragelsessummen og handelsværdien
af et sommerhus ansås for et arveforskud, idet sælgeren i et forud for
overdragelsen oprettet testamente havde testamenteret ejendommen til køberen
som legat og i en efter overdragelsen oprettet codicil til testamentet havde
tillagt køberen det pantebrev, som denne havde udstedt som delvis betaling
for ejendommen, jfr. tilsvarende lsr.1982.50.
Man har tidligere i nogle tilfælde godkendt, at det var tilstrækkeligt
for at anerkende, at et beløb var ydet som arveforskud, at der først senere
blev udstedt arveforskudsbevis, men efter at reglerne i arveforordningens §§
10-13 er ophævet ved arveloven af 1964, kan en giver af arveforskud ikke
efter gavens givelse meddele pålæg om afkortning i arven, hvorfor det nu
kræves, at der allerede i forbindelse med ydelsen af arveforskud er
udstedt arveforskudsbevis eller dog truffet aftale om afkortning i
senere arv.
Det anerkendes i praksis, at der også til legatarer kan ydes
arveforskud. Udbetales kun en del af legatet, må der i arveforskudsbeviset
være indsat bestemmelse om afkortning, også selvom der ydes alle legatarer
lige meget i arveforskud.
Vederlag for at give arveafkald anses som arveforskud, jfr. skd.59.350,
hvor der blev beregnet gaveafgift af de vederlag, som 5 stedbørn havde
modtaget for at give arveafkald.
4.1.9. Beskatningstidspunktet
En gave skal medtages ved indkomstopgørelsen, når modtageren er
underrettet om gaven, lsr. 1945.25. Der kan imidlertid være knyttet
sådanne betingelser til gaven, at beskatningstidspunktet udskydes,
lsr. 1946.153, hvor gavemodtageren først blev beskattet af gaven ved
rentenyderens død. Om beskatning af gaver med forbeholdt
rentenydelsesret, se E 4.3.3.
Det forekommer, at gavemodtageren senere, når han bliver klar over gavens
skattemæssige konsekvenser, giver afkald på den. Et sådant afkald
kan normalt ikke tillægges skattemæssig betydning, lsr. 1950.142. Se
om afkald på indtægt i afsnit C 1.4.
Såfremt en gaveoverdragelse af aktier er sket under
forudsætning af, at amtsskatteinspektoratet godkender den i gaveanmeldelsen
anførte aktiekurs, anses gaven i skattemæssig henseende for ydet på det
tidspunkt, hvor modtageren af gaven er underrettet om gaven, uanset om det
pågældende vilkår først opfyldes på et senere tidspunkt. Gavedispositionen
vil kunne annulleres med skattemæssig virkning fra gavetidspunktet,
såfremt amtsskatteinspektoratet fastsætter en højere værdi af aktierne, idet
en afgørende forudsætning fra giverens side må anses for bristet. Det må dog
være en forudsætning, at gaven annulleres i umiddelbar forbindelse med den
endelige afgørelse af aktiernes værdi til gaveafgiftsberegningen, skd.16.48.
4.2. Afgiftspligtige gaver
Gaver, der ydes til nært beslægtede, skal gaveafgiftsberigtiges.
Nært beslægtede er børn, stedbørn og disses afkom, afdødt barns eller
stedbarns ægtefælle samt forældre, stedforældre og bedsteforældre. Endvidere
sidestilles adoptivforhold med slægtskabsforhold, hvorimod plejeforhold ikke
er omfattet af gaveafgiftsreglerne.
Reglerne om gaveafgift findes i lovbkg. nr.62 af 6.febr. 1987 af lov om
afgift af arv og gave.
Gaver mellem ægtefæller, hvor gaven gives fra den ene ægtefælles
bodel til den anden ægtefælles bodel er afgiftsfrie, idet dispositionen ikke
forrykker ejerforholdet (boslodderne) mellem ægtefællerne p.gr.a.
formuefællesskabet. Gaver fra en ægtefælles særeje til den anden ægtefælles
bodel er ligeledes afgiftsfrie. Kun gaver, der bliver
modtagerægtefællens særeje, skal afgiftsberigtiges.
Med ægtefæller sidestilles personer af samme køn, der er registreret i
henhold til lov om registreret partnerskab.
Der foreligger ikke en gaveafgiftspligtig disposition ved oprettelse
af en ægtepagt, hvorved der fra fællesboet og fra mandens bodel
udskilles aktiver, repræsenterende lige store beløb, til ægtefællernes
respektive særejer, skd.54.209.
Derimod foreligger der en gave, der skal afgiftsberigtiges, når
der overføres værdier fra den ene ægtefælles særeje til den anden
ægtefælles særeje. Såfremt giverægtefællen overfører værdier fra sin
bodel til den anden ægtefælles særeje, er det kun halvdelen af
gavens værdi, der skal afgiftsberigtiges, da modtagerægtefællen i kraft af
formuefællesskabet har krav på halvdelen af gavens værdi ved
formuefællesskabets opløsning.
Afgift erlægges også for gaver, der fremkommer ved køb eller anden
retshandel, hvor modtageren ikke har ydet fuldt vederlag.
Gaveafgiften erlægges under eet for alt, hvad der i et kalenderår
er ydet, fra samme giver til samme gavemodtager.
Der svares kun afgift af beløb, der overstiger 8.000 kr. inden
for et år.
For samlevende ægtefæller gælder den særlige regel, at der
ikke betales afgift af afgiftspligtige beløb indtil 100.000 kr.
Ved sammenlægning er det giverens forhold der er afgørende. En
gave fra en fader sammenlægges således ikke med en gave fra bedstefaderen, i
begge tilfælde beregnes afgift med to skattefri bundgrænser på 8.000 kr.
Hvis såvel faderen som moderen har særeje, og der tillige findes
fælleseje, kan der fra hver af de tre formueområder gives en gave på 8.000
kr. til hvert barn, uden at der svares afgift.
Afgiftsfri er i følge arveafgiftslovens § 44, stk.3: 1) Underhold
i yderens hjem eller på hospital, plejehjem eller lignende uden hensyn til
gavens størrelse, 2) gaver, der ydes til afkom samt stedbørn og disses afkom
til personlig benyttelse og brug, bestående af møbler samt andet udstyr,
forsåvidt den samlede værdi af, hvad der i eet kalenderår er ydet, ikke
overstiger 5.000 kr. I modsat fald er det overskydende beløb afgiftspligtigt,
3) beløb, der indbetales på en uddannelseskonto efter lov om
uddannelsesopsparing, og beløb, der opspares i henhold til en
boligsparekontrakt efter lov om boligsparekontrakter.
De nævnte regler kommer også til anvendelse på gaver fra barnefaderen til
hans uden for ægteskab fødte barn samt på gaver til
svigerbarn, der lever i sædvanligt formuefællesskab med giverens
barn, såfremt gaven indgår i formuefællesskabet. Såfremt gaven bliver
svigerbarnets særeje, er gaven indkomstskattepligtig.
Gaver til afdødt barns ægtefælle belægges med gaveafgift,
medmindre ægtefællerne var skilt eller separerede ved dødsfaldet.
Gaver fra plejeforældre til plejebørn samt gaver mellem
søskende er indkomstskattepligtige.
Bestemmelsen om, at gaver ydet fra stedbørn til stedforældre er undergivet
gaveafgift, gælder også, når et i et ægteskab indbragt særbarn efter
ægteskabets opløsning har ydet en gave til sin tidligere stedfader
eller-moder, lsr. 1970.116.
Gaveafgiftsreglerne kommer også til anvendelse, selv om gavegiveren er
bosat i udlandet.
En udenlandsk statsborger med fuld skattepligt til Danmark, der ved sit
fyldte 25. år ville få en trustkapital i New Zealand, oprettet af
bedstefaderen, udbetalt til fri rådighed, var ikke indkomstskattepligtig af
udbetalingen, men alene gaveafgiftspligtig. Efter danske retsregler måtte
udbetalingen anses som en båndlagt gave fra truststifteren til
barnebarnet.
Ændring af værdiansættelsen i gaveanmeldelsen
Parterne er bundet af den værdiansættelse, de har anført i en
gaveanmeldelse. Amtsskatteinspektoratet kan som efterprøvende myndighed ændre
værdiansættelsen, hvis den af parterne anførte værdi ikke svarer til det
overdragnes værdi i handel og vandel på gavetidspunktet.
Amtsskatteinspektoratets ændring skal ske inden 3 måneder efter anmeldelsens
modtagelse, og parterne skal have lejlighed til at ytre sig skriftligt
eller mundtligt inden ændringen, såfremt dette ikke medfører
overskridelse af en lovbestemt frist eller lignende, jfr.
skd.cirkulæreskrivelse af 4.marts 1983.
I skd.cirk af 2.sept. 1983 henledes opmærksomheden på ØLD af 7.sept. 1982,
som fastslår, at »der ikke er grundlag for at antage, at
skattemyndighedernes efterprøvelse af værdiansættelserne i en gaveanmeldelse
alene eller i det væsentlige skal sikre, at ansættelsen ikke er for lav.
Såfremt ansættelsen anses for at være for høj, skal der også foretages en
ændring. »
4.3. Gaver, der hverken er indkomstskatte- pligtige eller afgiftspligtige
4.3.1. Lejlighedsgaver
I praksis sker der ikke nogen beskatning af lejlighedsgaver af
traditionelt præg, såsom fødselsdags-, bryllups- og sølvbryllupsgaver
o.lign., såfremt der er tale om gaver af mindre omfang, se lsr.
1954.101 (gavepakke) 1958.104 (ikke beskatning af værdien af et
fjernsynsapparat skænket af en kreds af slægtninge som jule- og
fødselsdagsgave for flere år) 1965.16 (gave i form af et fjernsynsapparat fra
en forening, som gavemodtageren havde stiftet og været formand for, ikke
anset skattepligtig).
En studerende modtog efter studentereksamen et legat på 700 kr., der
ifølge legatfundatsen skulle tildeles en dansksindet elev fra en bestemt
sønderjysk skole. Legatet var tildelt uden ansøgning, og landsskatteretten
fandt, at tildelingen kunne sidestilles med en lejlighedsgave, der ikke
oversteg det efter forholdene naturlige niveau for en sådan
gave, og herefter kunne der bortses fra beskatning af beløbet, lsr. 1984.63.
En skatteyder, der havde haft feriegæster fra U.S.A., og som modtog en
kontant gave fra disse, blev ikke beskattet heraf på grund af den nære
forbindelse mellem gaven og de af ham afholdte udgifter, lsr. 1969.28.
En skatteyder, der i anledning af sit bryllup modtog en gave på 5.000 kr.
fra en moster, blev under hensyn til beløbets størrelse anset
indkomstskattepligtig af gaven, lsr. 1971.25.
Gaver af større værdi imellem forretningsforbindelser er ikke
fritaget for beskatning.
Lejlighedsgaver, herunder jule- og nytårsgaver, fra arbejdsgiveren,
omtales i afsnit D 1.9.5.
4.3.2. Indsamlede gaver
Gaver, der hidrører fra indsamlede bidrag, er skattefri
ifølge LL § 7 a. Det er herved forudsat, at gaven er oppebåret een gang
for alle og alene har karakter af en anerkendelse af
modtagerens fortjenester.
Som »indsamlet« betragtes et gavebeløb ikke alene, hvor
indsamlingen henvender sig til offentligheden, men også hvor den finder sted
blandt personalet i en institution eller virksomhed. Den omstændighed, at to,
tre eller flere personer slår sig sammen om en gave, er dog ikke
tilstrækkelig til, at gaven kan betragtes som tilvejebragt ved indsamling af
bidrag. Hertil må kræves, at indsamlingen har været organiseret over en
vis større kreds, jfr. skd.cirk. af 5.jan. 1943, og at der har været
tale om en egentlig indsamling, jfr. lsr.1963.104, 1965.15, 1969.27 og
1981.57.
I en bindende forhåndsbesked fandt Ligningsrådet, at beløb fra en
indsamling, foranstaltet af et dagblad, der skulle udbetales som en samlet
sum, kunne anses for omfattet af ligningslovens 7a.
Det var oplyst, at en mand ved en ulykke i juli måned 1988 mistede livet i
Tingbæk Kalkmine. Han efterlod sig sin samleverske samt deres to fælles børn.
Samleversken og de to børn blev i denne forbindelse meget vanskeligt stillet,
idet der ikke var tegnet livsforsikring. Huset, hvori familien boede, var
købt for få år siden, og det var forbundet med ikke ubetydelige omkostninger
at bebo det.
Et dagblad foranstaltede i den anledning en indsamling for at hjælpe de
pågældende. Den 26.august 1988 var der indsamlet ca. 100.000 kr., og det var
tanken at give det indsamlede beløb som en samlet sum til samleversken, når
indsamlingen var sluttet, Skat 1988.12.797.
På generalforsamlingen i en konsulenttjeneste blev det vedtaget at yde den
fratrædende leder af konsulenttjenesten en afskedsgave som påskønnelse af
hans mangeårige ledende arbejde i tjenesten. Gavens størrelse blev ansat til
ca. 1 kr. pr. medlem, og midlerne blev tilvejebragt dels på
generalforsamlingen, hvor 850 af foreningens ca. 12.000 medlemmer deltog,
dels fra det normale kontingent. Landsskatteretten fandt, at der ikke var
tale om en indsamling i den forstand, hvori udtrykket anvendes i LL § 7
a, jfr. lsr.85.46.
Gavebeløb, der er udredet af arbejdsgiveren, kan ikke betragtes som
»indsamlet«. Sådanne gavebeløb vil på den anden side ofte falde ind
under bestemmelserne i LOSI om fratrædelsesgodtgørelse eller
jubilæumsgratiale, se D 1.10.
4.3.3. Gaver med forbeholdt udbytteret
Efter lov om afgift af arv og gave § 5 b skal en gave, der gives i levende
live, hverken indkomstbeskattes eller gaveafgiftberigtiges, såfremt
giveren har forbeholdt sig indtægterne eller brugen og nytten for sin livstid
eller for et tidsrum, som endnu ikke er udløbet ved hans død. Ved
giverens død svares der i så fald arveafgift.
Ophører indtægts- eller brugsnydelsen inden giverens død, svares
der i henhold til § 44, sidste stk., gaveafgift af hele kapitalen efter
værdiforholdene ved ophøret af den forbeholdte nydelse, forudsat at gaven i
øvrigt omfattes af gaveafgiftsreglerne, og hvis dette ikke er tilfældet, må
beløbet indkomstbeskattes hos modtageren. Til belysning af spørgsmålet se
lsr. 1958.103.
Overdrages en fast ejendom, således at giveren forbeholder sig
nytten og brugen af ejendommen for sin livstid, skal der på
overdragelsestidspunktet svares afgift/indkomstskat af gavens værdi,
såfremt giveren alene forbeholder sig brugen af en del af ejendommen.
Ved fastsættelse af gavens værdi må der tages hensyn til værdien af den
kapitaliserede boligret.
Har giveren forbeholdt sig brugen af hele ejendommen, og skal
gavemodtageren fremtidigt betale ejendommens udgifter, skal der betales
afgift/indkomstskat allerede ved gavens modtagelse, og der skal ved
fastsættelse af gavens værdi tages hensyn til den kapitaliserede brugsret.
Såfremt giveren derimod fortsat afholder udgifterne
vedrørende den bortskænkede ejendom, udskydes afgiftsberegningen til
giverens død, således at der alene bliver tale om arveafgiftsberegning,
se lsr. 1974.118, uanset slægtskabsforholdet mellem giver og gavemodtager.
Ophører brugsretten imidlertid inden giverens død, skal der på
ophørstidspunktet svares gaveafgift/indkomstskat af gavens værdi på
ophørstidspunktet.
Har en person bortskænket en kapital, men forbeholdt sig
rentenydelsesretten, finder bestemmelsen i § 5 b anvendelse, således at der
hverken svares afgift eller indkomstskat på gavetidspunktet. Dette gælder
selvom gavemodtageren får fri rådighed over kapitalen. Er det forbeholdte
udbytte større eller mindre end det hidtil oppebårne udbytte, beregnes der
gaveafgift/indkomstskat af kapitalen med fradrag af kapitalværdien af
rentenydelsen, lsr. 1971.26.
4.4. Hædersgaver
4.4.1. Fonds, legater m.v. - særlig indkomst
Som særlig indkomst beskattes gave- og legatbeløb, der er
ydet een gang for alle af offentlige midler, legater, kulturelle
fonds o.lign. her i landet eller i udlandet, når gaven eller legatet
udelukkende har karakter af en anerkendelse af modtagerens
fortjenester, jfr. LOSI § 2, nr.16.
Om den nærmere forståelse af udtrykket »offentlige midler,
legater og kulturelle fonds o.lign.«, bemærkes, at der ikke stilles
krav om, at den udbetalende fond skal have et almennyttigt formål. Udbetales
beløbet derimod af en forening, er det ifølge praksis en betingelse for at
beløbet kan anses for omfattet af bestemmelsen, at foreningen skal have et
almennyttigt formål.
Fra Fællesbankens Fond blev en hædersgave på 20.000 kr. tildelt en person,
der havde virket i sparekasseverdenen i mere end 30 år. Landsskatteretten
fandt, at LOSI § 2, nr.16 ikke indeholder en betingelse om, at den
udbetalende fond skal have et almennyttigt formål, og beløbet blev
herefter beskattet som særlig indkomst, lsr.1984.62.
En museumsbetjent havde i sin fritid været beskæftiget som ulønnet
idrætsleder, og i denne egenskab havde han af en lokal fond,
oprettet af brugsforeningen i hans bopælskommune, fået udbetalt et beløb på
3.000 kr. Dette beløb ansås for omfattet af § 2, nr.16, lsr.1980.180.
Et legatbeløb på 25.000 kr. fra Veluxfonden til en numismatiker ansås
ligeledes omfattet af § 2, nr.16, lsr.1982.63.
En legatportion på 12.000 kr., som en boelsmand havde modtaget fra en
kreditforenings jubilæumsfond som anerkendelse af hans langvarige virke inden
for dansk landbrugs faglige organisationer, ansås for omfattet af § 2, nr.16,
idet der ikke fandtes holdepunkter for den ved den påklagede ansættelse
anlagte forståelse af bestemmelsen, hvorefter »legater, kulturelle fonds
o.lign.« skulle hidrøre fra »offentlige midler«, lsr.1980.55.
En arkitekt og lærer på kunstakademiet, modtog uansøgt et legat på 10.000
kr. fra Johs. Krøiers Fond. Tildelingen af legatet var af fondens bestyrelse
begrundet i klagerens faglige fortjenester og tænkt som en
hæderstilkendegivelse. Denne begrundelse var ikke i overensstemmelse med
fondens fundats, der bl.a. forudsatte legatportioner anvendt til uddannelse
af unge mænd med henblik på selvstændig erhvervsudøvelse, ikke mindst som
selvstændige kunsthåndværkere. Landsskatteretten fandt imidlertid, at det
omhandlede beløb opfyldte de i § 2, nr.16, indeholdte betingelser for
beskatning som særlig indkomst, lsr.1985.153.
I lsr.1969.109 blev en hædersgave ydet til en læge af Landsforeningen til
bekæmpelse af kredsløbssygdomme anset for omfattet af § 2, nr.16, idet der
blev lagt vægt på, at foreningen, der er landsomfattende med et stort antal
medlemmer, har et klart almennyttigt formål (selv om beløbet altså
her ikke var ydet fra en egentlig fond eller lign.). Ligeledes er en
hæderspris fra Foreningen til hjertesygdommenes bekæmpelse samt
Carnegiefondets belønninger anset omfattet af § 2, nr.16.
Omvendt vil »hædersgaver«, der udredes af foreninger uden
almennyttigt formål, og som hidrører fra foreningens almindelige midler,
ikke være omfattet af § 2, nr.16. Således kunne Hygiejneprisen, der var ydet
af en brancheforening, ikke antages at have en sådan karakter af
anerkendelse, at den kunne beskattes som særlig indkomst, lsr.1976.118.
Rådet for større færdselssikkerhed uddeler indtil 10 gaver
årligt, hver af en værdi på ikke over 500 kr. til personer, der har gjort et
særligt påskønnelsesværdigt arbejde for færdselssikkerheden. Sådanne gaver
anses som hædersgaver, forudsat at gaven er ydet en gang for alle, samt at
gaven ikke har karakter af arbejdsvederlag.
En skuespiller havde modtaget to legater i 1978. Udformningen af de to
legaters fundatser udelukkede ikke, at legaterne blev tildelt samme person
flere gange, men alligevel anså landsskatteretten legaterne for omfattet af
LOSI § 2, nr.16, bl.a. under hensyn til at det var oplyst, at klageren ikke
tidligere havde modtaget de omhandlede legater, og at det i øvrigt ville være
i strid med formålet og ideen bag legaternes fundatser, om samme kunstner fik
tildelt legatet flere år i træk, lsr.1981.166.
Ikea-prisen, indstiftet af Ikea a/s, uddeles en gang årligt med hhv.
15.000 kr., 10.000 kr. og 10.000 kr. til personer, der har skabt »en
bedre hverdag for de mange mennesker.« Prisen kan ikke søges og
prismodtagerne udpeges af en komite, bestående af en billedhugger, en
grafiker, en journalist og en arkitekt. Efter det oplyste, herunder at der
ikke er dannet en selvstændig fond, men alene nedsat en særlig
udvælgelseskomite, fandt lsr. ikke, at prisen kunne henføres
under LOSI § 2, nr. 16, Skat 1986.10.602..
Angående udtrykket »udelukkende anerkendelse af modtagerens
fortjenester« kan anføres, at enker, der modtager
hædersgaver på grund af afdødes indsats som hovedregel ikke er anset
omfattet af bestemmelsen, hvorfor sådanne beløb må beskattes med almindelig
indkomstskat.
Hvis LOSI § 2, nr. 16 skal anvendes må gave- eller legatbeløbet ikke være
ydet på grund af et specielt værk. En forfatter, der modtager en
ydelse på grund af en speciel bog, kommer normalt ikke ind under reglerne om
særlig indkomst. Hertil må kræves, at gave- eller legatbeløbet skal være ydet
ham som en anerkendelse af hans forfatterskab som sådant.
Produceren af et TV-program, der var blevet tildelt en hædersbevisning ved
Prix Italia-konkurrencen, blev anset for almindelig indkomstskattepligtig
af den del af prisen, som Danmarks Radio havde videregivet til ham. Kun
nationale radio- og TV-selskaber kunne deltage i konkurrencen og
hæderbevisningen var i øvrigt tildelt Danmarks Radio for et bestemt værk,
Skat 1987.1.44.
4.4.2. Personlig indkomst
Som personlig indkomst beskattes:
a. Beløb, der ydes over en årrække, lsr. 1959.24 og 25.
b. Beløb, der er en belønning for arbejds- eller bistandpræstationer, lsr.
1980.56, 1981.56 og 1984.64 og 146.
c. Beløb, der er klausuleret, f.eks. beløb, der ydes til fortsat
videnskabeligt arbejde eller beløb, der ydes til køb af bøger (boglegater).
(Se dog E 3.5.2 om de delvis skattefri studierejselegater og legater til
videnskabeligt arbejde).
d. Præmier udbetalt på grundlag af konkurrence, lsr.1978.86 og
1981.55.
e. Idebelønninger til lønmodtagere for rationaliseringsforslag
o.lign., lsr. 1970.115, og beskatning af penge og genstandspræmier, der ydes
til statens ansatte for rationaliseringsforslag, skd.17.110.
Af særlige afgørelser skal nævnes:
VLD af 18. februar 1980 (Skd.54.227) vedrørende en forfatter, som i 1973
modtog en legatportion på 2.000 kr. og i 1974 en legatportion på 5.000 kr.
fra samme legat. Forfatteren havde i en årrække arbejdet på et
særligt kartotek over bøger, og det var for denne indsats hun modtog
legatbeløbene, der blev tildelt uden ansøgning og uden betingelser. Hun
modtog kun legaterne de to år. Landsskatteretten fandt, at det legatbeløb,
hun modtog i 1973, var omfattet af § 2, nr.16, i LOSI, medens det legat, som
hun modtog i 1974, på baggrund af tildelingen i 1973, ikke kunne anses for
ydet en gang for alle, hvorfor det faldt uden for nævnte bestemmelse. I VLD
bemærkes det, at den hende i 1974 tildelte legatportion er ydet hende for
samme indsats som den, for hvilken hun i 1973 havde modtaget en legatportion.
I hvert fald under disse omstændigheder findes det i 1974 tildelte beløb
ikke at kunne anses for ydet hende en gang for alle, og det var
således ikke omfattet af bestemmelsen i § 2, nr.16.
Beløb, der udbetales sammen med universitetsguldmedaljer, anses
som skattepligtig almindelig indkomst, jfr. lsr.1959.23, hvor dog modtagerens
omkostninger i forbindelse med guldmedaljeafhandlingen blev tilladt
fratrukket ved indkomstopgørelsen.
En skatteyder, der var ansat ved Handelshøjskolen i København, modtog
Tietgen-prisbelønningen på 10.000 kr. samt en guldmedalje for en
afhandling, der blev anvendt til opnåelse af licentiatgrad.Da prisbelønningen
måtte anses for at være tildelt ham for den arbejdsmæssige indsats
ved udarbejdelsen af afhandlingen, blev beløbet beskattet som almindelig
indkomst, lsr. 1984.146.
En købmand modtog et legat, der var tildelt som en anerkendelse af
skatteyderens særlige indsats som bestyrelsesmedlem (sekretær) i
købmandsforeningen og ikke som en anerkendelse af skatteyderens
fortjenester i almindelighed. Beløbet ansås ikke for omfattet af §
2, nr. 16, men ansås for almindeligt indkomstskattepligtigt, lsr. 1981.56.
En aktivitetspris på 5.000 kr., der blev tildelt et medlem af HK for sit
positive virke inden for en lokal HK-forenings medlemsskare, blev anset for
almindelig indkomst. Prisen var indstiftet af en fond, der bestyredes af den
lokale HK-forening, og prisen kunne kun udbetales til HK-foreningens
medlemmer. Fondens midler tilfaldt i tilfælde af opløsning foreningen, Skat
1987.7.512.
Et beløb på 10.000 kr. modtaget for besvarelsen af en prisopgave
kunne ikke anses omfattet af § 2, nr.16, men ansås for almindeligt
indkomstskattepligtigt, lsr.1981.55.
En legatportion på 5.000 kr. fra Knud Højgaards Fond uddelt efter
ansøgning til teknikerstuderende efter studiets første del, blev anset for
almindelig indkomst. Tildelingen kunne ikke betragtes som udelukkende at have
karakter af en anerkendelse af modtagerens fortjenester, jfr. lsr. 1984.64.
Se også ØLD af 19. august 1976 vedrørende F. L. Smidth og Co A/S's
Mindelegat af 1964, hvor ydelserne blev anset som almindelig indkomst, da der
var en nær sammenhæng mellem arbejdsgiver og legatbestyrelse, og tildeling
kun kunne ske til de i virksomheden ansatte i forbindelse med deres virke
der, jfr. tilsvarende lsr. 1980.56.
Udbetalinger fra statens kunstfond medregnes ligeledes til den
personlige indkomst, hvadenten der er tale om de almindelige 3-års stipendier
eller om engangsbeløb, der er ydet som støtte til forfattere og kunstnere som
anerkendelse for værker, hvor det økonomiske udbytte ikke står i rimeligt
forhold til den kunstneriske indsats, lsr. 1967.108, hvor et sådant beløb
primært blev anset som en slags erstatning for manglende indtægter på grund
af svigtende salg. Se også lsr. 1970.114 og lsr. 1975.21.
Det samme er tilfældet med de understøttelser til kunstnere og
forfattere, der ydes over finansloven, lsr. 1954.118. Yder kunstfonden
studierejselegater eller udgivelsesstøtte, behandles disse
udbetalinger efter samme regler som legater ydet til studierejser og
videnskabelige arbejder, se E 3.5.2.
Også forfatterprisen for børne- og ungdomsbøger, medregnes til
den personlige indkomst, lsr. 1970.114, og det samme gælder hædersgaver fra
Hærens linieofficerskorps Jubilæumsfond.
Derimod er kvalitetsbidrag fra filmfonden i henhold til film- og
biograflovens § 18, stk.2, anset omfattet af reglerne i LOSI § 2, nr.16.
4.4.3. Skattefri hædersgaver
Hæderspriser, der udbetales i henhold til Nobelstiftelsens
Grundstadgar samt Nordisk Råds Litteratur- og Musikpris er
fritaget for såvel almindelig som særlig indkomstskat, LL § 7 v.
4.5. Dusører
Dusører og belønninger for fortjenstfulde handlinger er personlig
indkomst, men statsskattedirektoratet kan i henhold til LOSI § 17, stk.2
bestemme, at sådanne beløb beskattes som særlig indkomst, såfremt de ydes for
fortjenstfulde handlinger, som det ligger uden for modtagerens
erhverv at udføre. Der tænkes på dusører og belønninger for indsats for
at redde menneskeliv eller for medvirken til opklaring af forbrydelser.
En dusør udbetalt af en bank for et forsøg på at afværge et bankrøveri,
blev beskattet efter § 17, stk. 2.
Dusører, der udbetales af politiet til personer uden for politiet
for resolut og modig handling eller for bistand til opklaring af
forbrydelser, kan ifølge skd.cirk. af 30.april 1982 anses for særlig
indkomst uden ansøgning. Det vil for fremtiden være tilstrækkeligt, at
modtageren på selvangivelsen opfører beløbet i rubrikken for særlig indkomst
(skd.61.131).
En skatteyder, der drev selvstændig erhvervsvirksomhed med salg af geværer
og rifler og havde autorisation som våbenhandler, blev bekendt med, at et
gevær, han havde købt af en privat person, var stjålet, og som led i
afleveringen modtog han en dusør, som dog ikke kunne beskattes som
særlig indkomst efter § 17, stk. 2, da afleveringen af det stjålne gevær må
anses at være en handling, som henhører under erhvervet som våbenhandler.
Carnegiefondets belønninger for heltemodige handlinger anses
omfattet af reglen i § 2, nr.16, jfr. skd.cirk. af 23.februar 1968, også når
der er tale om redningsaktioner m.v. udført af professionelle, jfr. E 4.4.1.
4.6. Gevinster
Efter bestemmelsen i SL § 4f skal indtægter af lotterispil samt andet spil
og væddemål medregnes ved indkomstopgørelsen.
4.6.1. Ikke skattepligtige
Visse gevinster er ikke indkomstskattepligtige, idet der i stedet
svares en afgift til staten. Det drejer sig om følgende:
1) Klasselotterigevinster, præmieobligationsgevinster og gevinster ved
tipning og lotto. Efter bestemmelser i særlige love fradrages der i
stedet inden udbetaling en 15 pct.'s afgift af den del af gevinstbeløbet, der
overstiger 200 kr.
2) Gevinster ved (andre) lotterier m.v. Efter lotteriafgiftsloven
betales i stedet for indkomstskat lotteriafgift. Lotteriafgiften udgør ved
kontante gevinster, der udbetales efter fradrag af afgiften, 15 pct. af den
del af gevinsten, der overstiger 200 kr. Ved gevinster, der består af
naturalier, og ved kontante gevinster, der udbetales uden fradrag af afgiften
(såkaldt »skattefri gevinster«), udgør afgiften 17,5 pct. af den
del af værdien, der overstiger 200 kr.Endvidere svares der af
lotterigevinster i henhold til lotteriafgiftsloven en særlig afgift
(ved kontante gevinster: 15 pct. af den del af beløbet, der overstiger 200
kr., ved andre gevinster: 171/2 pct. af den del af værdien, der overstiger
200 kr.).
De gevinster, der omfattes af denne lovgivning, er:
Gevinster i landbrugs- og varelotteriet.
Gevinster ved her i landet (bortset fra Færøerne og Grønland) afholdte,
offentlige bortlodninger - herunder bortlodning ved tombola. En gevinst
vundet ved udtrækning mellem slutsedler udstedt ved køb af automobiler hos
autofirma var ikke indkomstskattepligtig, men afgift måtte betales af firmaet
i henhold til lotteriafgiftsloven. Se tilsvarende om en ejendomshandlers
lodtrækning blandt klienter, skd.26.201. En bortlodning er offentlig, når
alle får mulighed for at deltage f.eks. efter annoncering i dagspressen.
Gevinster ved her i landet (bortset fra Færøerne og Grønland) afholdte
præmie- og gættekonkurrencer, der henvender sig til offentligheden
(herunder de af dag- og ugeblade arrangerede konkurrencer), såfremt der ikke
er tale om konkurrencer af litterær, kunstnerisk, videnskabelig eller teknisk
karakter eller om prisbelønninger for besvarelse af opgaver af denne art.
Gevinster ved sådanne konkurrencer er efter udtrykkelig bestemmelse i
lotteriafgiftsloven ikke omfattet af denne lov.
Lotteriafgiften administreres af amtsskatteinspektoraterne.
Om præmier o.lign. til idrætsfolk, se D 3.25.
4.6.2. Skattepligtige gevinster
Alle andre gevinster end de foran under E 4.6.1. omtalte er fuldt ud
skattepligtige. Det gælder således følgende:
Gevinster hidrørende fra ikke-offentlige bortlodninger, som
f.eks. lodtrækninger mellem medlemmerne af en forening eller blandt
funktionærerne i et firma (f.eks. ferie- eller julelotteri), lsr.
1955.38.
Medlemmer af kunstforeningen »Den Frie Forårsudstilling«, der
hvert år deltager i en lodtrækning om retten til at udtage et kunstværk af en
nærmere angiven værdi, anses indkomstskattepligtig af det vundne kunstværks
(skønsmæssigt ansatte) værdi.
Gevinster fra præmie- eller gættekonkurrencer, der ikke henvender sig
til offentligheden. En præmie i en konkurrence, der var arrangeret af en
tobaksfabrik for landets tobakshandlere, er således anset fuldt ud
indkomstskattepligtig.
Gevinster ved offentlige bortlodninger, præmie- og gættekonkurrencer,
der er afholdt på Færøerne, i Grønland eller i udlandet (f.eks. det
irske sweep-stake og det tyske lotto samt D.O.B.S. (Danish Overseas Betting
Services)), er skattepligtige.
Præmier, der er opnået ved deltagelse i konkurrencer af litterær,
kunstnerisk, videnskabelig eller teknisk karakter samt prisbelønninger
for besvarelse af opgaver af denne art er skattepligtige, jfr. ovenfor. Se
lsr.1981.55 om præmie for besvarelse af en prisopgave.
Totalisatorspil, kortspil m.v.
Gevinster hidrørende fra kortspil (jfr. lsr. 1957.21 om
præmiewhist), totalisatorspil og væddemål er også
indkomstskattepligtige.
I Skat 1989.4.330 fandt Landsskatteretten, at en gevinst opnået i
forbindelse med en enkeltstående obligationsterminsforretning måtte betragtes
som et væddemål, jf. statsskatteloven § 4f, da den var foretaget uden
sammenhæng med erhvervsmæssig aktivitet, og da klageren ikke havde været ejer
af den fordring, som var genstand for overdragelse på terminen. Ligeledes
anså Landsskatteretten terminsforretninger med obligationer - 7 det ene år og
20 det følgende - for væddemålskontrakter, således at der ikke var adgang til
at modregne tab på de 20 forretninger i gevinst på de 7. Modregning af tab i
gevinst kunne kun ske inden for det enkelte indkomstår, Skat 1989.7.546. Se i
øvrigt Skat 1989.12.959 samt E 5.3.7.
Om totalisatorspil har landsskatteretten fastslået, at der i gevinsterne
kan fradrages ikke blot de (dokumenterede) indskud, der har givet gevinster,
men også de øvrige indskud, som kan dokumenteres at være foretaget i
årets løb, lsr. 1973.116. Der må i disse tilfælde stilles strenge krav
til dokumentationen, der i det mindste bør være underbygget af et
regelmæssigt ført regnskab over gevinster og indskud. Et eventuelt
underskud er ikke fradragsberettiget.
Hvis gevinsten ikke består i et kontant beløb, men i naturalier,
skal dens handelsværdi (ved salg til forbruger) lægges til grund ved
beregningen af det skattepligtige beløb. I reglen kan man gå ud fra den i
lotteriprogrammet opgivne værdi, så længe det ikke er påvist, at denne
afviger fra handelsværdien. Hvis gevinsten imidlertid sælges i nær tidsmæssig
tilknytning til lodtrækningen, anvender man salgssummen, og det hvad enten
denne er lavere eller højere end katalogprisen, jfr. l.o.s.r. 1934.40 og lsr.
1952.138.
Vindere af biler skal medregne bilen ved opgørelsen af den
skattepligtige indkomst og formue til værdien i handel og vandel, hvilket
normalt vil sige forhandlerprisen. I denne pris kan dog gives et passende
nedslag, idet en sådan vogn ofte har kørt adskillige km i reklamemæssigt
øjemed inden overdragelsen til vinderen.
5. Formueafkast
Efter SL § 4 e medtages ved indkomstopgørelsen indtægter i form af rente
eller udbytte af obligationer, aktier og andre inden- og udenlandske
pengeeffekter, således også af udestående fordringer og af kapitaler, udlånt
her i landet eller i udlandet, med eller uden pant, mod eller uden
forskrivning. Om renteudgifter, se F 3. Om udbytte af aktier
m.v., se vejledningen om aktionærer og selskaber.
Renteindtægter er som hovedregel kapitalindkomst, jfr. PSL § 4.
Hvis virksomhedsordningen anvendes, medregnes renteindtægter, der
hidrører fra virksomheden, til virksomhedsindkomsten.
For bankierer, vekselerere og personer, der driver næring ved
finansiering, m.fl. medregnes renteindtægter til den personlige
indkomst, jfr. PSL § 4, stk.3 (se evt. C 4.1 og 4.2).
5.1. Renteindtægter
5.1.1. Beskatningstidspunktet
Renter kan og skal som hovedregel først medregnes ved indkomst- og
formueopgørelsen for det indkomstår, i hvilket de forfalder, lsr.
1960.69 og 1963.66. Se E 5.1.2 om eventuel periodisering af renter.
Forfalder renter for en længere periode på en gang f.eks. ved
låneoptagelsen eller ved lånets afvikling, skal der ved indkomstopgørelsen
for de indkomstår, som perioden omfatter, medregnes den renteindtægt, der
vedrører indkomståret.
Bagudforfaldne renter af indlånscertifikater i pengeinstitutter skal
periodiseres, når bagudbetalingen vedrører en periode på over 12 måneder,
skd.73.217.
Om beskatning af renteindtægter og -udgifter (periodisering) i forbindelse
med skattepligtens indtræden og ophør ved til- og fraflytning
henvises til LV om skattepligt og dobbeltbeskatning.
Bank- og sparekassekonti
Renter af bank- og sparekassekonti skal ifølge hovedreglen
medregnes til indtægten i det indkomstår, hvori de tilskrives og dermed er
forfaldne til betaling, og dette gælder, hvad enten de hæves eller
ikke, lsr. 1964.43. Det afgørende er bankens eller sparekassens
tilskrivningstermin, medens selve tilskrivningen i bank- eller
sparekassebogen er uden betydning.
Har man en sparekassekonto, der har tilskrivningstermin pr. 1.april, skal
der ved indkomstopgørelsen for 1989 medregnes renter fra 1.april 1988 til
31.marts 1989.
Såfremt en sådan konto er ophævet i 1989 efter den 1.april, skal de
renter, der i forbindelse hermed er tilskrevet kontoen fra 1.april til
opgørelsesdatoen, også medregnes i indkomsten i 1989.
Har man en bankkonto med rentetilskrivning pr. 31.december, bliver det
renterne fra 1.januar til 31.december 1989, der skal medregnes til indkomsten
for 1989.
Har banken f.eks. tilskrivningstermin pr. 31.jan., er det renterne fra
31.jan. 1988 til 31.jan. 1989, der nu skal medtages på selvangivelsen.
Er en sådan bankkonto ophævet efter den 31.jan. 1989, skal også renterne
fra 31.jan. til ophævelsesdagen medregnes.
Obligationer
For obligationer er renteterminerne eksempelvis den 2.jan. og den
1.juli, d.v.s. at der for 1989 skal medregnes de pr. 2.januar og 1. juli 1989
forfaldne renter.
Har man solgt obligationer mellem 2. januar og 1.juli, skal
medregnes renterne pr. 2.januar tillige med renterne indtil salgstidspunktet.
Er der solgt efter 1.juli, skal medregnes såvel de pr. 2.januar som de pr.
1.juli forfaldne renter, samt renterne indtil salgsdatoen.
Er der omvendt købt obligationer mellem 2.januar og 1.juli, skal
kun de pr. 1.juli forfaldne renter medregnes, og heri kan fratrækkes, hvad
man ved købet har betalt i refusion for renterne fra 2.januar til købsdatoen.
Er obligationerne først købt efter 1.juli 1989, bliver der ingen rente at
indtægtsføre i 1989, og den til sælgeren betalte rente fra 1.juli skal i så
fald modregnes i den pr. 2. januar 1990 forfaldne rente d.v.s. i
1990-indkomsten.
5.1.2. Periodisering
Ligningsrådet har tidligere vedtaget, at periodisering af renteindtægter
og -udgifter kan foretages efter følgende retningslinier:
Bogførings- og regnskabspligtige kan med virkning for opgørelsen
af den skattepligtige indkomst og formue vælge at periodisere renter,
således at beregnede renter fra sidste forfaldsdag og indtil
statustidspunktet medregnes ved såvel indkomst- som formueopgørelsen for det
pågældende indkomstår.
Det er en forudsætning herfor, at samtlige renteindtægter og
renteudgifter periodiseres, samt at der til det regnskab, der vedlægges
selvangivelsen, gives en specifikation af, hvorledes de renter, der
er forfaldne i indkomståret, er reguleret med skyldige, henholdsvis
tilgodehavende renter ved årets begyndelse og slutning. Det een gang valgte
princip kan kun ændres efter tilladelse fra de stedlige ligningsmyndigheder,
jfr. SD-cirk.1981.23 samt SD-cirk.1986-47 vedrørende
ikke-erhvervsdrivende fonde og foreninger.
Periodiseringen skal omfatte såvel erhvervsmæssige som private
renter.
Den skattepligtige skal ved indkomstopgørelsen for overgangsåret
medregne dels årets forfaldne renteudgifter, dels beregnede renteudgifter fra
sidste forfaldsdag og indtil statustidspunktet. Ligeledes skal den
skattepligtige det pågældende år indtægtsføre årets forfaldne renteindtægter
tillige med beregnede renteindtægter fra sidste forfaldsdag og indtil
statustidspunktet.
Om periodisering af renter i forbindelse med virksomhedsordningen,
se afsnit L 1.4.1.
LL § 5, stk.4
Ifølge LL § 5, stk. 4, er periodisering af renteindtægter og -udgifter
gjort obligatorisk for:
1) selskaber omfattet af lov om visse selskabers aflæggelse af årsregnskab
m.v.,
2) banker,
3) sparekasser,
4) selskaber omfattet af lov om visse kreditinstitutter,
5) investeringsforeninger, der er skattepligtige efter reglerne i
selskabsskattelovens § 1, nr.5a (akkumulerende investeringsforeninger).
6) fonde omfattet af lov om erhvervsdrivende fonde og
7) institutioner som nævnt i lov om beskatning af fonde, visse foreninger
og institutter m.v. § 1, nr.4 (realkreditinstitutter og diverse
finansieringsinstitutter).
Periodisering er endvidere obligatorisk for personer, der er
hovedaktionærer eller hovedanpartshavere i selskaber som nævnt i 1.pkt., og
som har mellemregning med disse.
LL § 5, stk.5
Ifølge LL § 5, stk.5, er der mulighed for, at også skattepligtige, der
ikke er bogførings- eller regnskabspligtige, kan opnå ligningsrådets
tilladelse til at fordele renteindtægter og -udgifter over den periode,
renten vedrører. Ligningsrådet kan tillade periodisering for både visse
nærmere angivne grupper af skattepligtige og for enkelte
skattepligtige. Sådanne tilladelser er endnu ikke givet til
lønmodtagere.
5.1.3. Debitors insolvens
Skyldes manglende betaling af renter debitors insolvens, kan
kreditor undlade at medregne de ikke betalte rentebeløb fra det
tidspunkt, hvor insolvensen er konstateret. Insolvensen behøver ikke at være
konstateret ved forgæves udlæg eller andre retsskridt, hvis renterne efter en
konkret vurdering må anses for at være uerholdelige. Om debitors
fradrag, se F 3.
Evt. nedskrivning til 0 - LL § 5 A
Ifølge LL § 5 A kan de i et indkomstår forfaldne, ikke betalte
renteindtægter nedskrives til 0, selv om renteindtægten ikke kan anses for
uerholdelig. Det er dog en betingelse, at det pågældende
rentetilgodehavende ikke er betalt inden for fristen for rettidig
indgivelse af selvangivelsen for det pågældende indkomstår, og at den
manglende betaling er udtryk for skyldnerens misligholdelse. Har
skatteyderen opnået udsættelse med indgivelse af selvangivelsen -
enten automatisk eller efter ansøgning - forlænges fristen for modtagelsen af
betalingen tilsvarende.
Når rentebeløb, der er nedskrevet, bliver betalt, medregnes de i
det indkomstår, hvori betalingen sker.
Det er som nævnt en betingelse for nedskrivning, at den manglende betaling
skal være udtryk for debitors misligholdelse. Dette krav modvirker
skjulte aftaler, idet misligholdelse normalt indebærer en ret for kreditor
til at opsige fordringen til fuld indfrielse.
Hvis den manglende rettidige betaling skyldes en aftale - eventuelt
stiltiende - mellem kreditor og debitor, må der sondres mellem, om aftalen er
indgået før eller efter det oprindeligt fastsatte forfaldstidspunkt.
Har kreditor og debitor før forfaldstidspunktet aftalt, at renten
først skal forfalde året efter, udskydes både beskatnings- og
fradragstidspunktet til dette efterfølgende år.
Er der derimod givet henstand efter forfaldstidspunktet vil der
ikke være tale om misligholdelse, og kreditor kan således ikke nedskrive den
ubetalte rente i medfør af § 5A. Debitor kan i denne situation fradrage den
ubetalte rente i det år, renten forfaldt efter den oprindelige aftale.
Personer, der periodiserer deres renteindtægter (jfr. E 5.1.2)
kan ikke benytte sig af den nævnte nedskrivningsadgang, men skal
indtægtsføre renterne, selv om disse ikke er betalt. Først på det tidspunkt,
hvor renterne efter en konkret vurdering må anses for at være helt eller
delvis uerholdelige, kan de uerholdelige renter fradrages.
Når et rentebeløb, der er nedskrevet efter § 5A, bliver betalt,
skal det - som foran nævnt - medregnes i det indkomstår, hvori beløbet bliver
betalt. Hvis den skattepligtiges fulde skattepligt ophører på et
tidligere tidspunkt, skal de tilgodehavende renter medregnes ved
indkomstopgørelsen for det indkomstår, hvori skattepligten ophører.
Tilgodehavendet skal medregnes efter dets værdi. Dette betyder, at
tilgodehavendet kan medregnes med et lavere beløb end dets pålydende,
eventuelt til 0, hvis det må antages, at skyldneren vil være helt eller
delvis ude af stand til at betale.
5.1.4. Rentebeskatning under særlige forhold
Selv om der ikke er ydet særskilt vederlag for vedhængende renter,
skal der dog normalt ske beskatning af vedhængende renter hos sælgeren
af et pantebrev m.v., idet det må antages, at der ved fastsættelsen af
salgssummen er inkluderet et sådant vederlag, jfr. Skat 1985.2.46 og Skat
1985.11.316.
I et tilfælde, hvor en skatteyder vederlagsfrit overdrog nogle gældsbreve
til sine børnebørn, kunne der således ikke med skattemæssig virkning
bortses fra den beregning af vedhængende renter, der normalt finder sted ved
omsætning af rentebærende fordringer, lsr. 1977.74. Se dog lsr. 1973.7,
hvor man fandt det betænkeligt at anse salgssummen for at indeholde en
godtgørelse for renter, idet pantebrevet allerede ved overdragelsen var i høj
grad nødlidende.
En gave til et ufødt barn kan ikke tillægges skattemæssig virkning for
indkomstår, hvor barnet ikke er født. En farmor gav i december 1972 120.000
kr. til et barnebarn, som blev født i februar 1973. Da retten til
gaveydelsen måtte anses for suspensivt betinget af barnets fødsel, og da
denne betingelse ikke var opfyldt ved udgangen af 1972, kunne gaven
ikke tillægges skattemæssig virkning for 1972 og afkastet af
gavebeløbet skulle derfor medregnes i giverens indkomst for 1972, ØLD af
11.oktober 1978 (skd.48.45).
En skatteyder, der havde deponeret en bankbog til fordel for det
offentlige, blev anset for indkomstskattepligtig af renteindtægten af
bankbogen, idet deponeringen ikke kunne sidestilles med en effektiv betaling
af gælden, skd.65.160.
Se i øvrigt E 5.1.7 om rentefritagelse og henstand.
Tvangsauktion m.v.
Når en ufyldestgjort panthaver overtager en fast ejendom på
tvangsauktion, opstår spørgsmålet om panthaveren ved overtagelsen af
ejendommen har fået dækning for tilgodehavende renter.
Landsskatteretten har i et par nyere kendelser udtalt, at det ved
afgørelsen af, om en panthaver, som på tvangsauktion overtager en ejendom ved
at byde ind i sit eget pant, opnår hel eller delvis dækning for sit
tilgodehavende - herunder påløbne, men ikke betalte renter - må være
udgangspunktet, om ejendommens reelle værdi på overtagelsestidspunktet
overstiger anskaffelsessummen. Sælges ejendommen i fortsættelse af
overtagelsen på tvangsauktion, kan den kontante salgssum ved det
efterfølgende salg tjene som rettesnor for værdiansættelsen.
Med hensyn til opgørelsen af anskaffelsessummen ved ejendommens
overtagelse på tvangsauktionen finder retten, at denne skal opgøres som
summen af restgælden af de overtagne prioriteter, kursværdien for
restgælden af klagerens egne pantebreve efter kursen på
erhvervelsestidspunktet samt omkostningerne i forbindelse med
tvangsauktionen, jfr. bl.a. Skat 1985.1.14 og Skat 1986.8.516.
Princippet i landsskatterettens metode kan rent skematisk
gengives således:
1) prioritet, restgæld 80.000 kr.
2) prioritet, restgæld 70.000 kr.
3) prioritet, restgæld 50.000 kr. 200.000 kr.
4) prioritet, restgæld 200.000 kr.
kursansat efter kursen på
erhvervelsestidspunktet 100.000 kr.
Forfaldne renter og ejendomsskatter for tiden før
overtagelsen 20.000 kr.
Omkostninger ved auktionen 10.000 kr.
-------------
I alt anskaffelsessum 330.000 kr.
-------------
Renten på 4. prioritets pantebrev udgør 10.000 kr. pr. termin.
Videresalg:
1) Salgssum 350.000 kr.
350.000 kr.
- omkostninger 10.000 kr.
-------------
340.000 kr.
-------------
Avancen 10.000 kr. dækker en termins rentetilgodehavende.
2) Salgssum 360.000 kr.
- omkostninger 10.000 kr.
-------------
350.000 kr.
-------------
Avancen 20.000 kr. kan dække to terminers rentetilgodehavender.
I praksis vil der normalt foreligge et videresalg af den overtagne ejendom
efter kort tids forløb, men som det fremgår af de ovenfor omtalte kendelser,
er videresalget ikke en betingelse for at konstatere, om der er
dækning for tilgodehavende renter. Er der ikke sket videresalg i fortsættelse
af ejendommens overtagelse, må det efter et konkret skøn afgøres,
om ejendommens faktiske værdi på overtagelsestidspunktet giver
dækning for tilgodehavende renter.
Nødlidende fordringer
Når en nødlidende fordring overdrages eller indfries til
underkurs, skal der også ske en bedømmelse af, hvorvidt der kan
anses at være opnået dækning for renterestancer. Skattemæssigt
gælder der ingen fast regel for, hvor stor en del af overdragelsessummen der
eventuelt kan anses for renter, og hvor stor en del der kan henføres til
hovedstolen.
Spørgsmålet må afgøres konkret under hensyn til fordringens
kursværdi på overdragelsestidspunktet. Der må foretages en ansættelse af
fordringens kursværdi, og hvis vederlaget overstiger denne værdi, kan
beskatning af opnået fyldestgørelse af renter (helt eller delvis) finde sted,
jfr. Skat 1987.7.518.
5.1.5. Indskudsbeviser og indskud på særlige rentevilkår
Flere pengeinstitutter har særlige former for anfordringskonti.
Der indskydes et efter de til enhver tid gældende renteforhold bestemt beløb
på hvert bevis, og yderligere indskud på samme bevis kan ikke foretages. Hver
fulde måned opskrives bevisets værdi successivt med forud fastsattebeløb,
således at bevisets indfrielsesværdi f.eks. efter 5 år er 1.000 kr. Det
tilskrevne beløb (renterne) kan ikke hæves særskilt, men hele indeståendet
kan hæves på anfordring. Tilvæksten noteres ikke på beviset, men bevisets
indfrielsesværdi (incl. tilvæksten til enhver tid) kan aflæses af en til
indskyderen udleveret tabel. Bevisejeren skal ved opgørelsen af sin
skattepligtige indkomst medregne bevisets værdistigning i årets løb.
Denne stigning udregnes efter nævnte tabel som differencen mellem bevisets
værdi ved oprettelsen, eventuelt indkomstårets begyndelse, og sidste
skæringsdag inden for indkomståret. Ved formueopgørelsen medregnes bevisets
indfrielsesværdi ved indkomstårets udløb.
En bank påtænkte at modtage indlån med 1 års opsigelse, dog med
mulighed for tidligere ophævelse mod rentedekort. Renten beregnes og
forfalder helårligt. Den samlede forrentning af indlånet beregnes således:
Der beregnes en grundrente på f.eks. 7 pct.
Denne rente reguleres +/- svarende til et beløb, der ville opnås,
hvis der var indgået terminsforretning, hvor der solgtes D-mark på
termin
x
Samlet rente
7 pct. +/- x
Renten afhænger således af kursudviklingen mellem D-mark og danske kroner
og kan i ekstreme tilfælde endog blive negativ.
Ligningsrådet gav bindende forhåndsbesked om, at det som grundrente
betegnede afkast af den beskrevne indlånsform skattemæssigt skal behandles
som rente.
Tillægget til grundrenten kan efter Ligningsrådets opfattelse ikke anses
som en rente i skattemæssig forstand. Tillægsbeløbet skal beskattes efter
kursgevinstloven som en kursregulering af hovedstolen og således
skattemæssigt behandles som kursgevinst/tab på fordringer henholdsvis gæld i
danske kroner, Skat 1989.4.350.
Det merbeløb i forhold til indkøbsprisen, hvormed United States Saving
Bonds indfries, skal medregnes ved indkomstopgørelsen for
indfrielsesåret, medmindre ejeren har medregnet merbeløbet
successivt ved indkomstopgørelsen for de år, hvori han har ejet
obligationerne.
Kursgevinster (kurstillæg) på obligationer uden nominel rente
(obligationer uden kupon ) skal ligeledes medregnes ved
indkomstopgørelsen, jfr. skd. 71.624. Se E 5.3.2.4.
I særlige tilfælde anses engangsvederlag, der ydes for at lade et
misligholdt pantebrev forblive indestående (undlade at kræve restgælden
indfriet fuldt ud), som et supplement til renteindtægten og derfor
indkomstskattepligtig. Det gælder i alt fald, når de oprindelige
pantebrevsvilkår opretholdes.
5.1.6. Ejerskiftegebyr
I visse tilfælde erlægges der ved ejerskifte (af en fast ejendom) i stedet
for ejerskifteafdrag et ejerskiftegebyr, f.eks. en procentdel af
pantebrevets hovedstol eller restgæld. Et sådant gebyr er
indkomstskattepligtigt for pantekreditor, medens pantedebitor ikke kan
fradrage gebyret.
Rykningsgebyr
Et engangsvederlag ydet for at opnå en rykningspåtegning på et
pantebrev anses for en godtgørelse for en forringelse af pantebrevets vilkår
og dermed normalt ikke indkomstskattepligtig.
5.1.7. Rentefritagelse og henstand
Den person, der rentefrit udlåner penge, skal normalt ikke
som indtægt medtage et beløb svarende til den anslåede renteindtægt, der
kunne være opnået ved udlån til anden side, jfr. bl.a. skd.60.31, men hvis
det rentefri lån modsvares af økonomiske fordele er långiveren
skattepligtig af disse fordele. Dette foreligger f.eks., hvor et kommunalt
varmeforsyningsselskab låner et beløb rentefrit hos forbrugerne, der til
gengæld får reduceret deres varmebidrag med varmeværkets besparelse i rente.
Tilsvarende gælder, hvis medlemmer af en sportsforening låner foreningen et
beløb rentefrit og til gengæld opnår kontingentfritagelse eller -reduktion.
En skatteyder, der var medlem af en golfklub, havde i lighed med en del
andre medlemmer indskudt 10.000 kr. i golfklubben i et forsøg på at retablere
klubbens økonomi.
Indskuddene skulle tilbagebetales senest efter 10 år og forrentedes ikke.
Det var imidlertid på en generalforsamling besluttet, at de medlemmer, der
havde foretaget indskud, skulle have en kontingentreduktion på 1.150
kr., som ligningskommissionen havde indkomstbeskattet.
Lsr. fandt, at skatteyderen måtte anses for skattepligtig af hele
kontingentreduktionen på 1.150 kr., der måtte anses som skattepligtigt
afkast af indskuddet, og som i øvrigt ikke oversteg, hvad der måtte anses som
normal forrentning under vilkår som de foreliggende, jfr. Skat 1987.3.213.
Nævnes kan også en bindende forhåndsbesked vedrørende et lånearrangement,
hvor en skatteyder påtænkte at optage et banklån på 500.000 kr., der skulle
videreudlånes rentefrit til skatteyderens svoger i USA til køb af
obligationer eller indsætning i en dansk bank. Formålet med låneoptagelsen
var ifølge skatteyderen, at han skulle have rentefradraget af lånet og
svogeren renteindtægten, der beskattes lavere i USA. Sikkerhed for lånet
ville blive stillet af skatteyderen. Ligningsrådet fandt, at en til renten
svarende fordel (modydelse) skulle beskattes hos skatteyderen, idet det på
det foreliggende grundlag antoges, at der skulle præsteres modydelse.
En skatteyder havde udlånt et beløb på 425.000 kr. rente- og
afdragsfrit til sin afdøde fars tidligere samleverske. Denne havde købt
obligationer for beløbet, hvoraf hun havde oppebåret en renteindtægt på
21.000 kr. Skatteyderen havde håndpant i de pågældende værdipapirer,
der var lagt som sikkerhed for lånet i et bankdepot, og salg af
værdipapirerne kunne kun ske med samtykke fra hans advokat.
Skatteyderen havde i samme år påtaget sig en underholdsforpligtelse på
10.000 kr. årligt over for den pågældende, svarende til maksimumbeløbet for
fradrag af underholdsydelser i henhold til bestemmelsen i LL § 14, stk.4 (nu
§ 12, stk.4).
Landsskatteretten fandt, at skatteyderen ved den omhandlede
disposition vilkårligt havde overført det løbende renteafkast af de
obligationer, som var erhvervet for låneprovenuet til lånmodtageren. Da en
sådan løbende gaveydelse ikke kunne fradrages ved siden af det af
skatteyderen foretagne fradrag på 10.000 kr., skulle han beskattes af det af
lånmodtageren oppebårne renteafkast på 21.000 kr., jfr. Skat 1987.7.511.
Kendelsen er stadfæstet af Østre Landsret ved dom af 19.okt. 1988, Skat
1988 12.756.
Om forældres udlån til børn, se F 1.4.3.
Afkald på betaling af rente for en enkelt betalingstermin eller
for en kortere periode fritager ikke kreditor for beskatning af rentebeløbet,
medmindre rentekravet godtgøres at være uerholdeligt, lsr. 1972.69.
Såfremt afkald på renter derimod gives med virkning for samtlige
fremtidige ydelser, beskattes rentebeløbene ikke hos kreditor.
Når der ydes henstand med betalingen af renter, sker der en
udskydelse af beskatningstidspunktet, såfremt henstanden er indrømmet før
forfaldstid, idet forfaldstiden i så fald anses udskudt, jfr. lsr.
1977.180 og 1980.199.
Af losr. 1934.95 fremgår, at indrømmelse af henstand efter
forfaldstidspunktet ikke ændrer beskatningstidspunktet.
Hovedaktionærers rentefri udlån til selskabet
Se herom ligningsvejledningen om aktionærer og selskaber.
5.1.8. Indkomstskattefri renter
Renter, der tilskrives kapitalpensionsordninger og konti vedrørende
pristalsreguleret alderdomsopsparing ( indekskonti ), skal ikke
medregnes i indkomsten, så længe ordningen er omfattet af PL, jfr. PL § 45.
Renter, der i bindingsperioden påløber selvpensionerings- og
børneopsparingskonti, skal ikke beskattes, hvorimod renter, der påløber
efter bindingsperiodens udløb, skal medregnes ved indkomstopgørelsen. Dette
gælder, uanset hvornår renterne rent faktisk tilskrives.
Hvor indeståendet på en børneopsparingskonto hidrører fra gaver til
barnet ydet af dets forældre, stedforældre eller plejeforældre (der er
fuldt skattepligtige her til landet) sker indkomst- og formuebeskatningen
efter bindingsperiodens ophør hos giveren indtil udløbet af det kalenderår,
hvori barnet fylder 18 år, eller indtil den dato, hvor barnet indgår
ægteskab, KL § 5, stk.2.
De præmier, staten yder på boligsparekontrakter og
uddannelseskonti, er ikke indkomstskattepligtige, hvorimod de af
pengeinstituttet tilskrevne renter skal medtages ved indkomstopgørelsen.
Gravstedskonti
Renteafkastet af de såkaldte gravstedskonti anses ikke for at
være indkomstskattepligtigt, såfremt
1) arvingerne ved deres underskrift på boopgørelsen har fraskrevet sig
rådighedsretten over indeståendet på kontoen, ligesom der er indbyrdes aftale
mellem arvingerne om, at ingen skal have fri rådighed over kontoen,
2) kontoen noteres som en gravstedskonto, og
3) der med pengeinstituttet træffes bindende aftale om, at der kun kan
hæves på kontoen til dækning af dokumenterede vedligeholdelsesomkostninger på
gravstedet.
Se i modsætning hertil lsr.1981.150, hvor arvingerne havde bevaret
dispositionsretten over indeståendet på kontoen og derfor blev anset
skattepligtig af deres andel i renter og indestående.
Udover de under 1-3 anførte betingelser præciseres det:
- at konto alene kan oprettes i forbindelse med dødsfald,
- at betingelsen om »dokumenterede vedligeholdelsesomkostninger«
forstås således, at pengeinstituttet alene må foretage udbetalinger
»efter regning«, og
- at indeståendet skal tilfalde kirkekassen ved gravstedets sløjfning,
- at der ikke kan indsættes en så stor kapital, at den som fond skal
registreres i fondsregisteret,
- og der kan på kontoen alene indskydes et beløb, der står i rimeligt
forhold til udgiften til vedligeholdelse af et bestemt gravsted.
Det er herved forudsat, at gravstedskontoen ikke er oprettet som formelt
selvstændigt skattesubjekt i henhold til fondslovgivningen enten i form af en
registreringspligtig fond eller en ikke-registreringspligtig fond med en
kapital på under 200.000 kr.
5.1.9. Rente af båndlagte kapitaler
Selv om en rentebærende kapital er båndlagt, skal renteindtægterne af
kapitalen medregnes ved kapitalejerens indkomstopgørelse. Dette gælder også,
hvor båndlæggelsen omfatter renterne, lsr. 1939.122 og 1942.182.
Såfremt der ikke findes en aktuel kapitalejer, idet den båndlagte
kapital ved gavens givelse er definitivt udgået af giverens formuesfære, og
retten til kapitalen for gavemodtageren er suspensivt betinget, kan
renteindtægterne af den båndlagte kapital ikke beskattes hverken hos
giver eller den, der eventuelt senere får ret til kapitalen, når betingelsen
opfyldes.
5.1.10. Renteindtægter fra udlandet
Renteindtægter af kapitaler og tilgodehavender i udlandet skal medregnes
ved indkomstopgørelsen, selv om beløbet af valutamæssige grunde ikke har
kunnet hjemtages. Indtægterne medregnes efter kursen for det pågældende
lands valuta og med et nedslag under hensyn til begrænsningerne i
hjemtagelsesmuligheden, se vejledningen om skattepligt og dobbeltbeskatning.
5.1.11. Renteindtægt eller dekort?
Landsskatteretten har i en række kendelser (bl.a. lsr. 1970.170 og
1971.64) fastslået, at den rentegodtgørelse, der af en kommune ydes
lodsejere, der indbetaler acontobidrag til dækning af kommunens udgifter
ved opførelse af kloak- og rensningsanlæg, ikke kan anses
indkomstskattepligtig for modtagerne, idet beløbet anses som en i
forudbetalingen begrundet skattefri dekort - og ikke en skatteyderen
tilfaldende rente ved udlån af kapital, som tilfældet er foran under E 5.1.7,
hvor »rentefri« udlån modsvares af økonomiske fordele.
Når en kommune efter udførelsen af forskellige arbejder, såsom anlæg af
kloaker, byggemodning og lignende, aflægger endeligt regnskab over for de
implicerede grundejere, er der til de af grundejerne indbetalte acontobeløb
godskrevet renter og renters rente, og på den anden side er der
beregnet renter af de af kommunen afholdte udgifter. I det bidrag,
som ved den endelige afregning pålignes de enkelte grundejere, indgår disse
rentebeløb. Disse »rentebeløb« anses for en nedsættelse henholdsvis
en forøgelse af anlægsudgiften, der hverken skal medregnes eller kan
fradrages i grundejernes skattepligtige indkomst.
5.1.12. Godtgørelse - Overskydende skat
Den godtgørelse på 4 pct., der i henhold til KL § 62, stk.3, ydes ved
tilbagebetaling af overskydende skat, skal ikke medregnes ved
indkomstopgørelsen, jfr. KL § 23, stk.3.
5.1.13. Rentegodtgørelser
En række rentegodtgørelser i forbindelse med tilbagebetaling af
skatter og afgifter er ikke indkomstskattepligtige for modtageren.
Det gælder:
Arveafgift, arveafgiftslovens § 33, stk. 5.
Gaveafgift, arveafgiftslovens § 33, stk.5, jfr. § 48, stk. 2.
Overskydende skat, KL §§ 23, stk.3, 62, stk.4 og 62A, stk. 3.
Pensionsordningsafgift, PL § 39, stk. 3.
Selskabsskat, SSL § 30, stk. 4.
Særlig indkomstskat, KL §§ 23, stk.3 og 62A. stk. 3.
Renteafgift af forbrugslån, RAL § 9, stk.4.
Andre rentegodtgørelser er indkomstskattepligtige. Det gælder:
Ejendomsskatter, kom.ejendomssk.lov § 29, stk. 4.
Kapitaltilførselsafgift, lov om kapitaltilførselsafgift § 12, stk. 3.
Forrentning af visse tilbagebetalingsbeløb i henhold til
skatteministeriets cirkulære nr. 157 af 14.oktober 1987.
5.2. Rentenydelse
Indtægt i form af rentenydelse af en kapital, som rentenyderen ikke selv
ejer, skal medregnes ved indkomstopgørelsen, jfr. ØLD af 13.december 1984
(Skat 1986.5.305), der statuerede indkomstbeskatning af en arvings årlige
rentenydelse i henhold til testamente, uanset at boet havde erlagt
arveafgift af den kapitaliserede værdi af rentenydelsesretten. Afkast af en
rentenydelseskapital er personlig indkomst, Skat 1988.3.156.
5.3. Kursgevinstloven (KGL)
Kursgevinstloven omhandler den skattemæssige behandling af gevinst og tab
på fordringer og gæld i såvel dansk mønt som udenlandsk valuta, jf.
lovbekendtgørelse nr.627 af 29.september 1987. Til KGL knytter sig Skd.cirk.
nr.120 af 9.oktober 1986 og Skd.cirk. nr.237 af 30.december 1987.
Litteratur: Christen Amby og Jens Drejer: Skattereformen og Kursgevinster.
Hans Christensen: Om praksis efter kursgevinstloven RR 1988.11.55 ff.
Afsnit 5.3 er gennemgående omredigeret, men kun helt nyt stof er
stjernemarkeret.
5.3.1. Indledning
Det principielt nye i KGL er kursgevinstordningen for private investorer.
Se E.5.3.2.
KGL opretholder i øvrigt gældende praksis vedrørende skattepligtige, der
driver egentlig nærings-, handels- eller finansieringsvirksomhed med
fordringer. Se E 5.3.3.
Den hidtil gældende praksis vedrørende fordringer, der er modtaget som
skattepligtigt vederlag i næring, opretholdes ligeledes. Se E 5.3.4.
Det skal bemærkes, at ligningslovens § 4 er ophævet fra og med
indkomståret 1988. Den er erstattet af en ny regel i KGL § 2, hvis
anvendelsesområde er mere præcist afgrænset. Selskaber mv., der tidligere var
omfattet af LL § 4, men ikke af KGL § 2 er dog fortsat omfattet af reglerne i
LL § 4 f.s.v. angår salg af fordringer, der var i selskabets besiddelse ved
udgangen af indkomståret 1987. Endvidere har LL § 4, stk.3 fortsat virkning
for lån optaget før 1.januar 1986.
Beskatning af gevinst og tab på fordringer ud fra spekulationssynspunktet
er ophævet med virkning for salg, foretaget fra og med indkomståret 1988. Det
betyder, at alle skattepligtige, der ikke er omfattet af
næringsbeskatningsreglerne i KGL §§ 2 og 3 eller LL § 4, herefter kun
beskattes af kursgevinster, når betingelserne herfor efter KGL § 7 eller SL §
5, stk.1, litra a er opfyldt.
5.3.2. Kursgevinstordningen (KGL § 7).
Uden for næringstilfælde og reglen om fordringer og gæld i
fremmed valuta vil kursgevinstordningen være afgørende for,
om gevinsten skal medregnes ved indkomstopgørelsen.
Kursgevinstordningen skal tilskynde til, at der ikke udstedes fordringer
med helt forudsigelige, indbyggede kursgevinster. Dette mål nås ved, at
gevinster på fordringer med en rente under den
mindsterente, som fastsættes ifølge KGL, altid beskattes. Eventuelle
kurstab er ikke fradragsberettigede. Gevinster på fordringer, der
udstedes med en rente, der opfylder mindstekravet til den pålydende rente, er
altid skattefri, uanset renteudviklingen.
Ifølge PSL § 4, stk.1, nr.2, henregnes de skattepligtige kursgevinster til
kapitalindkomsten.
Reglerne i KGL har som udgangspunkt virkning fra og med indkomståret
1986. Kravet om iagttagelse af mindsterenten gælder dog fordringer, der
er udstedt den 2.okt. 1985 eller senere.
Overgangsregler
Med virkning fra og med indkomståret 1987 er erhvervelsesreglen ophævet
for fordringer i d.kr. udstedt før, men erhvervet den 2.okt. 1985 eller
senere. Det betyder, at private investorer ved afståelse af danske fordringer
udstedt før 2.okt. 1985 ikke beskattes af kursgevinster opnået ved salg i
1987 eller senere. Dette gælder også selvom fordringerne ikke opfylder
mindsterentekravet. Skattefriheden gælder ikke for uforrentede børsnoterede
obligationer.
Obligationer udstedt i fondskoder, som var åbne før den 2.okt. 1985 og
senere og som blev lukket ved udgangen af 1985 anses for udstedt før den
2.okt. 1985. Disse obligationer kan fra den 1.jan. 1987 realiseres på samme
vilkår som ovenstående fordringer.
Inden for KGL er spekulationsbeskatning af kursgevinster ophævet fra og
med indkomståret 1988. Herefter er investorer, der ikke er omfattet af KGL §§
2 og 3 eller LL § 4 enten omfattet af reglerne i KGL § 7 eller SL § 5, stk.1,
litra a.
5.3.2.1 Mindsterenten
Efter KGL § 7 er det som nævnt et krav, at fordringer, der er omfattet af
lovens § 1, mindst skal forrentes med en pålydende rente, som ligger
tæt på markedsrenten, for at kursgevinsten på fordringen skal være skattefri
for kreditor. Denne rentesats, der kaldes mindsterenten, udregnes på
grundlag af markedsrenten og har foreløbig udgjort følgende:
2.okt. 1985-1.apr. 1986: 9 pct. p.a.
2.april 1986-30.juni 1986: 7 pct. p.a.
1.juli 1986-31.dec. 1986: 8 pct. p.a.
1.jan. 1987-30.juni 1987: 10 pct. p.a.
1.juli 1987-31.dec. 1987: 10 pct. p.a.
1.jan. 1988-30.juni 1988: 10 pct. p.a.
1.juli 1988-31.dec. 1988: 9 pct. p.a.
1. jan. 1989-30. juni 1989: 9 pct. p.a.
1.juli 1989-31.dec. 1989: 9 pct. p.a.
Offentliggørelse af mindsterenten
Mindsterenten offentliggøres 5. sidste børsdag forud for den
periode, hvori den skal gælde. Offentliggørelsen sker i Statstidende, i
SD-cirkulærer, på børskurslisten og i diverse fagblade.
Afgørende for om en fordring opfylder kravet til mindsterenten, er
rentens størrelse på tidspunktet for debitors påtagelse af
forpligtelsen (stiftelsestidspunktet).
Det er derimod uden betydning, hvorledes renteudviklingen bliver på et
senere tidspunkt. Det betyder, at der kan arbejdes med såkaldte
blåstemplede og sortstemplede pengefordringer. Hvad angår
fordringer i udenlandsk valuta se afsnit E 5.3.6.
Blåstemplede
Hvis kravet til mindsterenten er opfyldt på stiftelsestidspunktet, bliver
fordringen en såkaldt blåstemplet fordring. Det betyder, at
kursgevinsten til enhver tid er skattefri for kreditor, medmindre
der foreligger næring. Omsættes en blåstemplet fordring på et senere
tidspunkt, bevarer fordringen den oprindelige status som blåstemplet,
og kursgevinsten vil følgelig også være skattefri for den nye kreditor.
Sortstemplet
Hvis fordringen ikke opfylder mindsterentekravet på
stiftelsestidspunktet, bliver fordringen en såkaldt sortstemplet
fordring. Det betyder, at kursgevinsten til enhver tid er
skattepligtig hos kreditor. Det er således uden betydning, om
fordringens rente kommer til at opfylde mindsterentekravet på et senere
tidspunkt. Omsættes en sortstemplet fordring på et sådant senere
tidspunkt, bevarer fodringen den oprindelige status som sortstemplet.
Kursgevinsten beskattes, uanset om fordringen afstås eller indfries
helt eller delvis. Eventuelle kurstab er ikke fradragsberettigede. Se i
øvrigt E 5.3.6.3.
5.3.2.2. Er mindsterentekravet opfyldt?
Ved afgørelsen af, om en fordring på stiftelsestidspunktet opfylder
mindsterentekravet, vil det ikke altid være nok at se på fordringens
pålydende rente. Fordringens rente skal nemlig gøres op i
forhold til den tilsagte indfrielsessum, således at den pålydende rente
svarer til den virkelige forrentning i forhold til den tilsagte
indfrielsessum.
Eksempel
Det antages, at mindsterenten er 9 pct.
En fordring udstedes med et pålydende på 100 kr. og rente på 12 pct. Det
er aftalt, at debitor skal tilbagebetale 150 kr. Kravet efter § 7, stk.1, er,
at den pålydende rente på 12 pct. gøres op i forhold til den tilsagte
indfrielsessum på 150 kr. Herved fås, at den pålydende rente reelt er
(12x100):150 = 8 pct. Da mindsterentekravet her i eksemplet er 9 pct.,
opfylder fordringens pålydende rente på 8 pct. således ikke
mindsterentekravet.
Fordringens rente skal basere sig på mindst een årlig
rentetilskrivning. Hvis den månedlige rente er på f.eks. 1 pct., og hvis
denne rente tilskrives restgælden hver måned, vil fordringens pålydende rente
i kursgevinstlovens forstand blive anset for at være 12 pct.
Hvis der er tale om en rente på f.eks. 20 pct. med tilskrivning kun hvert
andet år, skal renten omregnes, så den svarer til en rente med årlig
tilskrivning. Det vil i dette tilfælde svare til en pålydende rente på 9,54
pct. p.a. (helårlig, efterbetalt rente).
Overkursreglen KGL § 5, stk.5
Ifølge KGL § 5, stk.5, gælder, at en låntager er skattepligtig af
gevinsten ved optagelse af lån, der udbetales til overkurs. Baggrunden
for bestemmelsen er, at der i løbet af 1985 fremkom en ny type lån, hvor
renten oversteg den aktuelle markedsrente, og lånet derfor blev udbetalt til
overkurs, f.eks. 15-årige lån med 15% rente, hvor lånet blev udbetalt til
kurs 120, således at der kun skulle tilbagebetales parikursen ved de løbende
afdrag. Ved denne type lån opnåede låntager en kursavance, der modsvaredes af
en større løbende renteudgift. Efter almindelige regler ville denne
kursavance være skattefri. Var långiver næringsskattepligtig, ville långiver
derimod kunne få fradrag for kurstab.
»Overkurs« er defineret i lovteksten som »fordringens værdi
på tidspunktet for skyldnerens påtagelse af forpligtelsen overstiger det
beløb, som skyldneren skal indfri,» hvilket normalt vil sige, at
lånet udbetales med et større beløb end det til sin tid skal indfries
til.
Det er en betingelse for anvendelse af bestemmelsen, at der
ved lånets etablering er aftalt et lavere indfrielsesbeløb, og det er
altså ikke aktuelt med denne bestemmelse, hvis senere forhold, f.eks.
udviklingen i renten, gør det muligt for skyldneren at indfri lånet til en
lavere kurs end den ved låneoptagelsen aftalte, fordi det indfries før tiden.
Bestemmelsen gælder ikke alene egentlige nye lån, der udbetales, men
gælder også pantebreve, gældsbreve og andre fordringer, der opstår i
forbindelse med ejendomshandler, virksomhedsoverdragelse og lignende,
hvis værdien af fordringen på stiftelsestidspunktet overstiger
indfrielsesbeløbet. Dette vil typisk ske som følge af en aftalt høj
rente, der overstiger renteniveauet.
5.3.2.3 Stiftelsestidspunktet
Som nævnt er det afgørende for pengefordringens status som blåstemplet
eller som sortstemplet, hvilken pålydende rente pengefordringen har på
stiftelsestidspunktet. Det er derfor nødvendigt at fastslå, hvad
stiftelsestidspunktet er for forskellige fordringer.
Den mest typiske pengefordring er den børsnoterede obligation.
Der kan her være tale om statsobligationer, statsgældsbeviser,
realkreditobligationer og andre obligationer. Obligationer udstedes ikke mere
på papir, men overføres nu elektronisk til registrering på den enkelte
obligationskøbers konto i værdipapircentralen.
Ved statsobligationer og statsgældsbeviser er tidspunktet for
skyldnerens påtagelse af forpligtelsen (stiftelsestidspunktet) det
tidspunkt, hvor Nationalbanken køber obligationerne af finansministeriet.
Ved andre obligationer end kreditforeningsobligationer er
tidspunktet for skyldnerens påtagelse af forpligtelsen det tidspunkt,
hvor obligationerne overføres til værdipapircentralen.
Ved pantebreve, gældsbreve, købekontrakter og andre
fordringer er det datoen for indgåelsen af aftalen, der er
tidspunktet for skyldnerens påtagelse af forpligtelsen.
Specielt for sælgerpantebreve vil det ofte være indgåelsen af
selve ejendomshandelen (slutsedlens dato), der er tidspunktet for påtagelse
af forpligtelsen, fordi pantebrevets vilkår er fastlagt i slutsedlen.
Debitorskifte
Debitorskifte, som kan ske uden særlig aftale mellem kreditor og
debitor, anses ikke som påtagelse af en ny forpligtelse. Det gælder
bl.a. for sædvanlige realkreditlån, hvor debitorskifte sker
rutinemæssigt uden individuel bedømmelse af kreditværdigheden hos den
nye låntager. Ved sådant debitorskifte er det tidspunkt, hvor den
oprindelige debitor påtog sig gældsforpligtelsen, fortsat afgørende ved
bedømmelsen af, om kravet til mindsteforrentningen er opfyldt.
Som eksempel på, at der ved debitorskifte vil være tale om en ny
forpligtelse, kan nævnes et privat pantebrev, der bestemmer, at
restgælden forfalder ved ejerskifte.
Gave eller arveforskud KGL § 9
Overdragelse og erhvervelse af en fordring ved gave eller
arveforskud betragtes som henholdsvis afståelse eller anskaffelse.
Som anskaffelsessum anvendes værdien, der lægges ved beregningen
af gaveafgift eller indkomstskat. Hvis overdragelsen ikke er
gaveafgiftspligtig eller indkomstskattepligtig anvendes værdien i handel og
vandel på overdragelsestidspunktet.
Indskud - pensionsopsparing
Indskud af en fordring i pensionsøjemed sidestilles med afståelse.
Som afståelsessum anvendes værdien på indskudstidspunktet.
Udlodning sidestilles med erhvervelse. Som anskaffelsessum anses værdien på
udlodningstidspunktet.
5.3.2.4. Fordringer med Variabel forrentning
For variabelt forrentede fordringer finder reglerne i § 7,
stk.1-5, også anvendelse, hvilket betyder, at fordringen på
stiftelsestidspunktet skal have en pålydende rente, der opfylder kravet til
mindsterenten.
Derudover er der nogle specielle betingelser i § 7, stk.6. På
stiftelsestidspunktet skal fordringens rente opgjort i forhold til den
tilsagte indfrielsessum opfylde mindsterentekravet, for at kursgevinsten skal
være skattefri hos kreditor. Efter udstedelsen er skattefriheden af
kursgevinsten betinget af, at vilkårene for renteændringer og opsigelse er
udformede således, at kursen på fordringen ikke på grund af disse forhold
kan afvige væsentligt fra indfrielseskursen.
Hvorvidt kursen på fordringen vil afvige væsentligt fra indfrielseskursen
beror på en konkret vurdering. Det vil bl.a. være afgørende, efter
hvilket kriterium den pålydende rente varierer. Hvis den pålydende rente
f.eks. varierer i takt med udviklingen i markedsrenten på tilsvarende fast
forrentede fordringer og i øvrigt har en høj grad af sikkerhed samt en
relativ begrænset forsinkelse i tilpasningen, vil kursen på fordringen gennem
løbetiden være nær indfrielseskursen.
Betingelserne ovenfor vil som udgangspunkt gælde for alle variabelt
forrentede stats- og realkreditobligationer. Disse obligationer vil uden
videre kunne opfylde kravet om, at kursen ikke afviger væsentligt fra
indfrielseskursen.
Et problem kan opstå med fordringer, der udstedes løbende. På
udstedelsestidspunktet og indtil det tidspunkt, hvor der skal fastsættes en
ny pålydende rente og i øvrigt i hver enkelt rentetermin, vil obligationerne
blive udstedt med samme pålydende rente. I perioder med kraftig rentestigning
kan der derfor opstå den situation, at udstedelsestidspunktets mindsterente
for fast forrentede fordringer ikke er opfyldt, fordi den pålydende rente
først ændres på et lidt senere tidspunkt. Dette problem vil kun kunne opstå i
kortere perioder ad gangen, idet den pålydende rente ændres med en
forsinkelse, der med de nuværende låntyper udgør 3 måneder.
Stats- og realkreditobligationer, der reguleres på denne måde, må
anses at opfylde mindsterentekravet.
Pantebreve og gældsbreve med en tilsvarende regulering opfylder
også kravet til mindsterenten.
Det skal nævnes, at en fordring, hvis kurs alene på grund af manglende
sikkerhed ligger under pari, kan anses for at opfylde betingelsen om ikke at
afvige væsentligt fra indfrielseskursen, hvis i øvrigt de nævnte betingelser
er opfyldte.
Knæklån
Fordringer, for hvilke der på forhånd er aftalt forrentning med
forskellige rentesatser for adskilte perioder af løbetiden, kaldes ofte
knæklån. Ved disse fordringer skal den forud aftalte rentesats
for alle perioder af løbetiden mindst være lig med den
mindsterente, der er gældende ved stiftelsen. I modsat fald er
kursgevinsten skattepligtig.
Udbyttegivende gældsbreve
Ved udbyttegivende gældsbreve opnår kreditor ret til en rente,
hvis størrelse helt eller delvis er afhængig af virksomhedens indtjening. De
udbyttegivende gældsbreve er også omfattet af kursgevinstloven. Sådanne
fordringer skal opfylde mindsterentekravet for at en eventuel kursgevinst er
skattefri. Dette krav kan opfyldes ved i gældsbrevet at fastsætte en
minimumsrente, der svarer til mindsterenten på
udstedelsestidspunktet.
5.3.2.5. Specielt for realkreditlån
Ved realkreditlån er der tale om to skyldforhold. Det ene
skyldforhold opstår mellem låntager (debitor) og realkreditinstituttet.
Låntager udsteder et pantebrev til realkreditinstituttet for det lån, han
optager. Det andet skyldforhold opstår mellem realkreditinstituttet og de
personer, der køber de obligationer, som realkreditinstituttet udsteder.
For lån, der afvikles som almindelige obligationslån og ikke som
kontantlån, gælder det, at den pålydende rente på pantebrevet fra
låntager (debitor) er den samme som den pålydende rente på de
obligationer, som realkreditinstituttet udsteder.
Tidspunktet for låntagerens påtagelse af forpligtelsen er det
tidspunkt, hvor realkreditinstituttet udsteder obligationerne, dvs. overfører
obligationerne til låntagerens konto i værdipapircentralen.
Fremrykning af stiftelsestidspunktet
Tidspunktet for skyldnerens påtagelse af forpligtelsen kan dog
fremrykkes i to situationer:
1) Tidspunktet for skyldnerens (låntagers) påtagelse af forpligtelsen kan
være fremrykket til det tidspunkt, hvor realkreditinstituttet modtager en
underskrevet anmodning om udbetaling af et tilbudt lån. Det forudsætter
dog, at realkreditinstituttet senest samtidig med modtagelsen af
udbetalingsanmodningen har modtaget et tinglyst pantebrev uden betydende
retsanmærkninger eller modtaget sædvanlig garanti for et sådant pantebrev.
Endelig er det en forudsætning, at lånets udbetaling finder sted i umiddelbar
tilknytning hertil.
Kurskontrakt
2) Tidspunktet for skyldnerens (låntagers) påtagelse af forpligtelsen kan
også være fremrykket, når der er indgået en kurskontrakt mellem
låntageren og et pengeinstitut.
Ved kurskontrakter forstås en kontrakt, der indgås med henblik på
sikring af en fremtidig ydelse på nye realkreditlån, der hjemtages på et
senere tidspunkt. Kurskontrakten indgås normalt på baggrund af et
lånetilbud fra et realkreditinstitut. Ved indgåelsen af kurskontrakten
forpligter pengeinstituttet sig over for låntager (skyldner) til at afregne
en obligationspost til en nærmere fastsat kurs. Efter kontraktens indgåelse
tiltræder realkreditinstituttet kurskontrakten. Herved påtager
realkreditinstituttet sig at levere det aftalte antal obligationer, når
betingelserne for låneudbetalingen er opfyldt.
Når der indgås en kurskontrakt, anses tidspunktet for skyldnerens
(låntagers) påtagelse af forpligtelsen at være det tidspunkt, hvor
realkreditinstituttet bekræfter kurskontrakten. Denne fremrykkelse af
tidspunktet for skyldnerens påtagelse af forpligtelsen ved hjælp af en
kurskontrakt får betydning ved ændring af mindsterenten. Ved en
forhøjelse af mindsterenten vil obligationerne, der udstedes efter
forhøjelsestidspunktet, blive sortstemplede, hvis obligationernes pålydende
rente er mindre end mindsterenten. Men hvis der inden forhøjelsestidspunktet
er indgået en kurskontrakt, vil de obligationer, der skal udstedes til
opfyldelse af kurskontrakten, kunne udstedes (overføres til
værdipapircentralen) også efter en forhøjelse af mindsterenten.
Realkreditinstitutterne kan altså efter en forhøjelse af mindsterenten
fortsat sælge obligationer, der nu ikke opfylder den nye mindsterente, til
opfyldelse af allerede indgåede kurskontrakter.
Kurskontrakten mellem pengeinstituttet og låntager kan ophæves,
hvis låntageren ikke har mulighed for at gennemføre kontrakten som aftalt,
eller andre forhold bevirker, at kontrakten ikke gennemføres inden for den
fastsatte frist. I så fald opgøres forskellen mellem obligationernes værdi
til dagskurs og den aftalte terminskurs. Hvis kursniveauet er steget fra
kurskontraktens indgåelse til opgørelsestidspunktet, skal lånetageren betale
kursdifferencen til pengeinstituttet.
Hvis en kurskontrakt forlænges, betragtes dette som indgåelse af
en ny aftale.
Efter henstilling fra ressortministerierne har kreditinstitutterne
accepteret at stoppe udstedelsen af nye obligationer i en serie, som efter en
forhøjelse af mindsterenten ikke opfylder kravet til mindsterenten.
Efter vedtagelsen af KGL og efter ophævelsen af realkreditinstitutternes
adgang til at formidle kontantlån kan der opstå vanskeligheder i
forbindelse med forhøjelser af mindsterenten. Vanskelighederne kan opstå
hvis der er afgivet et lånetilbud, der efter en forhøjelse af mindsterenten
ikke længere opfylder mindsterentekravet. I et sådant tilfælde vil det være
nødvendigt at afgive et nyt lånetilbud. Er et pantebrev på grundlag af et
sådant lånetilbud allerede indleveret til tinglysning, vil en ændring i
pantebrevets nominelle rentesats som følge af en ændring af mindsterenten
føre til dobbeltekspedition ved tinglysningen.
Overkursreglen § 5, stk.5
Også i forbindelse med en nedsættelse af mindsterenten kan der
opstå vanskeligheder, hvis lånetilbuddet har en pålydende rente på mere end 2
pct. point over den nye mindsterente, idet en eventuel overkurs da skal
beskattes efter KGL § 5, stk.5. Til imødegåelse af de vanskeligheder,
der således kan opstå ved skifte i mindsterenten vil låntager ofte stå sig
ved at indgå en kurskontrakt med et pengeinstitut og lade
realkreditinstituttet bekræfte aftalen. Derved er det muligt at tage hensyn
til en ændring i mindsterenten, uden at de på aftaletidspunktet forudsatte
betingelser bliver ændret. Se i øvrigt afsnit 5.3.3.4 in fine om selskaber.
5.3.2.6. Pristalsregulerede fordringer
Der findes en del pengefordringer, hvor det på forhånd er aftalt, at
den eksisterende restgæld skal pristalsreguleres. Kursgevinster og
kurstab på sådanne indeksregulerede fordringer er hidtil i princippet blevet
behandlet på samme måde som andre kursgevinster og kurstab. Efter KGL § 7
skal indeksregulerede fordringer udstedes med en pålydende rente,
der opfylder kravet om mindsterenten på udstedelsestidspunktet,
sådan som mindsterenten er beregnet efter § 7, stk.3 og 4.
Herfra er der dog nogle undtagelser i lovens § 7, stk.5,
hvorefter der i visse tilfælde gælder en fast mindsterente:
Fast mindsterente: Realkreditinstitutter m.v.
For indeksregulerede obligationer, der er udstedt af danske
realkreditinstitutter, Dansk Landbrugs Realkreditfond, Kongeriget Danmarks
Fiskeribank, Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S og
Kreditforeningen af Kommuner i Danmark, er mindsterenten fast 2 1/2
pct. Denne mindsterente reguleres ikke. Kravet til den
pålydende rente betyder, at de nævnte institutter kan udstede
indeksregulerede obligationer med pålydende rente på 2 1/2 pct. med den
virkning, at indeksopskrivningen og en eventuel kursgevinst er
skattefri for kreditor. Der stilles ikke andre krav til disse
obligationer i skattemæssig henseende.
Skibskreditfond
Ifølge lov nr.215 af 23.april 1986 gælder mindsterenten på 2 1/2 pct. også
for indeksregulerede obligationer, der er udstedt af Danmarks
Skibskreditfond.
Skattefritagelsen for skibskreditfondens indeksobligationer er
tidsbegrænset. Den gælder for obligationer, der udstedes til
finansiering af skibsbygningskontrakter, der er indgået efter 1.jan. 1986 og
senest 31.dec. 1987. Det er endvidere en betingelse, at skibet ifølge
kontrakten skal leveres senest 31.dec. 1989.
Ved lov nr.767 af 12.nov. 1986 (skibsværftsaftalen) er den særlige ordning
vedrørende skibskreditfondens indeksobligationer forlænget, således
at mindsterenten på 2 1/2 pct. skal gælde for alle skibskreditfondens
obligationer, udstedt til finansiering af skibe, hvor skriftlig aftale om
bygning af skibet er indgået senest den 31.dec. 1988 med aftalt levering
senest den 31.dec. 1990.
Den del af skibsværftsaftalen, der vedrører skibskreditfondens
indeksobligationer, er yderligere forlænget ved lov nr.74 af 3.feb. 1989.
Herefter gælder skattefritagelsen også for indeksobligationer udstedt af
skibskreditfonden til finansiering af skibe, hvor skriftlig aftale om bygning
er indgået senest 31.dec. 1991 med aftalt levering senest den 31.dec. 1993.
Indlån m.v. i pengeinstitutter
Mindsterenten på 2 1/2 pct. gælder også for indeksregulerede
fordringer, der er udstedt af pengeinstitutter (det vil typisk være
indlån). Der stilles dog den betingelse for skattefriheden af
indeksreguleringen og en eventuel kursgevinst, at indeksreguleringen
fuldt ud følger udviklingen i forbrugerprisindekset, nettoprisindekset
eller reguleringsprisindekset, som beregnes af Danmarks Statistik.
Ved kravet »reguleres fuldt ud« efter et af de angivne
prisindeks forstås, at der fra pengeinstitutternes side ikke må være fastsat
nogen grænse for indeksreguleringen. Den skal ubetinget følge den fulde
udvikling i et af de nævnte indeks. Hvis pengeinstituttet praktiserer
et loft eller en bund for indeksreguleringen, er betingelsen for
skattefrihed hos kreditor ikke opfyldt.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 5, stk.3, der sikrer, at disse
pengeinstitutter kun kan fradrage tab ved indeksregulering under nærmere
angivne forudsætninger, se E 5.3.3.4.
Indskudsbeviser udstedt før 2.okt.1985
Nedennævnte regler finder kun anvendelse på indskudsbeviser,
udstedt før den 2.okt. 1985. Indskudsbeviser udstedt denne dato
eller senere omfattes af de ovenfor nævnte regler.
Flere pengeinstitutter udsteder for at fremskaffe ansvarlig
indskudskapital forrentede indskudsbeviser, således at der efter en
nærmere fastsat bindingsperiode udbetales et kurstillæg.
Dette kurstillæg er skattefrit for indehaverne af
indskudsbeviserne, såfremt indskudsbeviset ikke er erhvervet som led
i næring, såfremt bindingsperioden er på mindst 2 år, og
såfremt den pålydende rente mindst svarer til enten diskontoen -1%
på tegningsdagen eller til renten ifølge de statsgældsbeviser, som staten til
enhver tid sætter i handelen.
I Skat 1989.7.540 havde en landmand i begyndelse af 1985 i en bank
oprettet en pristalskonto med en bindingsperiode på 2 år og en rente på 1
pct. p.a. Kontoen blev hævet i juni 1986. Som årsag til, at kontoen blev
hævet før bindingsperiodens udløb, blev det anført, at det fremsatte
skattereformsforslag medførte, at pristalstillæg på pristalsregulerede
fordringer udstedt af et pengeinstitut forventedes beskattet, hvis renten
ikke udgjorde 2,5 pct. p.a. Landsskatteretten fandt, med tiltrædelse af
statsskattedirektoratet, at pristalskontoen var et almindeligt indskud på en
kapitalkonto i en pengeinstitut, hvorfor pristalstillægget ikke skulle
medregnes ved indkomstopgørelsen.
Hvad omfattes af beskatningen
For alle typer af indeksregulerede fordringer (både for dem, hvor
mindsterentekravet udregnes efter § 7, stk.3 og 4, og for dem, hvor
mindstekravet efter § 7, stk.5, fast er 2 1/2 pct.) gælder, at såvel
børskursgevinsten som hele indeksopskrivningen er skattepligtigt afkast,
hvis den pågældende fordring ikke opfylder kravet til mindsterenten på
stiftelsestidspunktet. Hvis der f.eks. er gevinst på børskursen og tab på
indeksreguleringen (eller omvendt), skal kun nettogevinsten
beskattes.
5.3.2.7. Pantebreve erhvervet ved ejendomssalg
Hvor der er tale om ejendomssalg uden for næringsområdet, kan
kursavancer på pantebreve, der modtages som delvis betaling for den afhændede
ejendom, ikke indkomstbeskattes. Når et pantebrev, som er indgået i
opgørelsen af en eventuel særlig indkomst til kursværdi, senere sælges
til en højere kurs eller indfries til pari, bevirker dette ikke, at den
allerede foretagne opgørelse af den særlige indkomst skal omgøres. Det samme
gælder, hvor der efterfølgende konstateres tab på pantebrevet.
Om særlige tilfælde, hvor efterfølgende tab på sælgerpantebreve kan
medføre ændring af avanceopgørelsen, se H 2.6.1 in fine.
Med virkning fra indkomståret 1986 indtræder der i et vist omfang
beskatning i henhold til KGL §7, såfremt fordringen ikke opfylder
mindsterentekravet, se nærmere E 5.3.2.2.
ØLD af 22. april 1971 (Skd.18.193) omhandler et særligt tilfælde,
hvor skatteyderen, udover den egentlige spekulationsfortjeneste, tillige blev
anset skattepligtig af en kursgevinst, der fremkom ved indfrielse af den i
ejendommen indestående prioritetsgæld i overensstemmelse med salgsvilkårene.
Dommen kan dog ikke tages til indtægt for det synspunkt, at kursgevinster på
pantebreve erhvervet ved spekulationssalg, kan indkomstbeskattes, idet
landsretten udtalte: ». . ., at kursavancen må sidestilles med den
umiddelbare salgsavance, da (den) er fremkommet som en følge af
salgsvilkårene«.
Handelen med faste ejendomme kan antage et sådant omfang og en sådan
regelmæssig karakter, at virksomheden må anses som næringsvirksomhed,
således at kursavancer på sælgerpantebreve beskattes. Se UfR 1973.485H
(Skd.25.54) og lsr. 1983.130.
5.3.2.8. Pantebreve erhvervet som led i forretningsafståelse
Ved afståelse af en virksomhed, hvor en del af salgssummen berigtiges ved
udstedelse af pante- eller gældsbreve, tillades fortjenesten opgjort under
hensyntagen til, at disse pante- og gældsbreves værdi er mindre end
pålydende, således at kursnedslaget fordeles forholdsmæssigt på
afhændelsessummen for de forskellige formuegoder, der indgår i handelen.
Senere opnåede kursgevinster i forhold til den godkendte, nedskrevne
værdi, kan ikke beskattes, hverken med almindelig eller særlig
indkomstskat, se lsr. 1962.75 og 1963.10, medmindre den pågældendes
erhverv er at købe og sælge virksomheder.
Med virkning fra indkomståret 1986 indtræder der i et vist omfang
beskatning i henhold til KGL §7, såfremt fordringen ikke opfylder
mindsterentekravet, se nærmere E 5.3.2.2.
Eventuelle tab på sådanne pante- eller gældsbreve kan ikke
fratrækkes ved indkomstopgørelsen, idet der er tale om et
ikke-fradragsberettiget formuetab. Om særlige tilfælde, hvor
efterfølgende tab på sælgerpantebreve kan medføre ændring af
avanceopgørelsen , se H. 2.6.1 in fine og L 6.1.3.
Er et pante- eller gældsbrev i forbindelse med forretningsoverdragelse
indeksreguleret, skal indekstillægget heller ikke indkomstbeskattes,
medmindre det er erhvervet af en hovedaktionær som led i en
virksomheds omdannelse til aktieselskab, jfr. HD af 14. oktober 1980
(Skd.56.56), hvor pristalsreguleringen blev anset for en udlodning fra
selskabet, som var indkomstskattepligtig efter bestemmelsen i LL § 16A.
5.3.2.9. Konvertible obligationer
Gevinst og tab ved afståelse af konvertible obligationer
beskattes efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 8.
Konvertible obligationer er imidlertid omfattet af
mindsterentereglen i KGL § 7 i de tilfælde, hvor avancen efter
aktieavancebeskatningslovens regler ikke skal medregnes til den
almindelige indkomst.
Efter aktieavancebeskatningsloven (ABL) beskattes gevinster og
tab på konvertible obligationer på følgende måder:
a) Almindelig indkomst efter reglerne om næring, uanset ejertid,
b) almindelig indkomst ved afståelse inden for 3 års ejertid,
c) særlig indkomstskattepligt for hovedaktionærer ved afståelse efter 3
års ejertid og endelig
d) skattefrihed for andre ved afståelse efter 3 års ejertid.
De nye regler rammer således kun tilfældene c) og d), hvor en konvertibel
obligation indfries af selskabet eller afstås til anden side.
Ad d.
At en konvertibel obligation i tilfælde d) er omfattet af KGL § 7
betyder, at man skal have fastslået, om den konvertible obligation opfyldte
mindsterentekravet på udstedelsestidspunktet. Opfylder obligationen kravet
til mindsterenten vil beskatning ikke finde sted. Opfylder den konvertible
obligation ikke kravet til mindsterenten, vil en kursgevinst, der
opnås i tilfælde d), blive beskattet efter KGL § 7.
Ad c.
Også i tilfælde c) skal det fastslås, om den konvertible obligation
opfyldte kravet til mindsterenten på udstedelsestidspunktet. Opfylder
obligationen mindsterentekravet vil beskatning ikke finde sted efter KGL § 7.
Kursgevinsten vil derimod være undergivet beskatning som særlig
indkomst som nævnt i ABL § 4, stk.1, 1.pkt.
Opfylder den konvertible obligation ikke mindsterentekravet, vil en
kursgevinst, der opnås i tilfælde c), blive beskattet efter KGL. Det er
ikke meningen, at en dobbeltbeskatning skal finde sted både efter KGL og
ABL, så i tilfælde, hvor en kursgevinst skal beskattes efter KGL bortfalder
beskatning som særlig indkomst efter ABL.
Hvis der bliver tale om at beskatte kursgevinsten på konvertible
obligationer, fordi mindsterentekravet ikke har været opfyldt på
stiftelsestidspunktet, skal opgørelsen af avancen foretages efter reglerne i
ABL. Det vil for hovedaktionærers vedkommende sige efter gennemsnitsmetoden
og for de almindelige aktionærers vedkommende efter aktie-for-aktie-metoden.
Konverteringen af obligationerne til aktier har i
overensstemmelse med de hidtil gældende regler ingen skattemæssige
konsekvenser.
5.3.2.10. Beskatning forudsætter konstateret kursgevinst
Selv om en pengefordring på udstedelsestidspunktet ikke opfylder
mindsterentekravet, er det en forudsætning for beskatning af en
kursgevinst, at der rent faktisk kan konstateres en kursgevinst.
Det ses ofte i familieforhold, at forældre yder et rentefrit
eller lavtforrentet lån til deres børn. Hvis det beløb, som børnene låner, er
det samme, som det beløb, der skal tilbagebetales til forældrene, har
forældrene ikke opnået nogen kursgevinst, og der vil derfor ikke være noget
at beskatte efter KGL.
Skattedepartementet har udtalt, at der ved ydelse af et rentefrit lån fra
far til søn var givet en gave til sønnen svarende til forskellen mellem
lånets hovedstol og kursværdien af faderens fordring på
stiftelsestidspunktet. Tilsvarende kan der statueres gave til låntager ved
lavtforrentede eller rentefri lån mellem andre interesseforbundne
skattesubjekter. Derimod bør der efter departementets opfattelse ikke ske
kursgevinstbeskatning af långiver, hvis lånet er ydet med det samme beløb,
som skal tilbagebetales, jfr. skd.cirk. pkt.40. Dette udelukker dog ikke, at
man i gensidigt bebyrdende kontraktforhold, f.eks. ved salg af fast ejendom,
statuerer kursgevinst, hvis der som led i købesummens berigtigelse udstedes
et rentefrit eller lavtforrentet gælds- eller pantebrev. Sælgeren af
ejendommen vil blive beskattet af kursgevinster i forhold til fordringens
kursværdi på udstedelsestidspunktet, medmindre det kan godtgøres, at den
faktiske anskaffelseskurs er højere. Endvidere bemærkes, at i tilfælde, hvor
rentefrie eller lavtforrentede lån er udtryk for vilkårlig
indkomstoverflytning, opretholdes den gældende praksis om beskatning hos
långiver (fikseret indkomst), Skat 1988.9.557.
5.3.3 Næringsbeskatning
KGL § 2 indeholder en udtømmende opregning af de selskaber,
foreninger og andre institutioner, der er næringsskattepligtige udfra
pengenæringssynspunktet. Ved pengenæring forstås en virksomhed, hvor
penge eller fordringer er virksomhedens varelager.
Afgrænsningen af de virksomheder, der er omfattet af § 2, sker på 2 måder.
For det første er det en betingelse, at virksomheden er
skattepligtig her i landet, enten efter selskabsskatteloven eller
efter fondsbeskatningsloven. Bestemmelsen gælder for selskaber m.v., der er
fuldt eller begrænset skattepligtige efter selskabsskatteloven.
Det er for det andet en betingelse, at den skattepligtige
driver en bestemt form for virksomhed. Den skattepligtige skal
således drive virksomhed som pengeinstitut, forsikringsselskab,
investeringsforening, realkreditinstitut, kreditinstitut eller i øvrigt
udøve næring ved køb og salg af fordringer eller drive næringsvirksomhed
ved finansiering. Se evt. nærmere skd.cirk. pkt.13-20.
Det følger heraf at selskaber m.v., der er omfattet af
selskabsskattelovens kooperationsbeskatning ikke falder ind under §
2.
Endvidere har selskaber, der er omfattet af KGL § 2, ikke mulighed for at
foretage en opdeling af fordringer i en anlægsbeholdning og en
omsætningsbeholdning. Det samme gælder ved gældsfrigørelse, jf § 5 stk.1. Se
E 5.3.3.3. Endelig falder selskaber m.v., der alene foretager investering
i fordringer i form af såkaldt porteføljepleje uden for
bestemmelsen. Der er herved opnået en mere præcis afgrænsning af
beskatningsområdet end efter LL § 4.
Porteføljepleje
En koncern inden for bilbranchen med en betydelig omsætning og egenkapital
havde gennem årene oparbejdet en betydelig obligationsbeholdning ved
passiv kapitalanbringelse som led i almindelig porteføljepleje.
Endvidere havde koncernen gennem det tilknyttede forhandlernet erhvervet en
beholdning af afbetalingskontrakter. Der var på intet tidspunkt sket
opkøb af kontrakter på det åbne marked. Koncernen var ikke hidtil blevet
anset skattepligtig af kursgevinster, hverken efter SL §§ 4-5 eller efter
LL § 4.
Koncernen ønskede nu at omlægge sin investeringspolitik til en mere
aktiv kapitalanbringelse, hvilket skulle ske i et til formålet stiftet
finansselskab, som man erkendte ville blive omfattet af KGL §
2.
I den anledning begærede man bindende forhåndsbesked om, hvorvidt
koncernen fortsat kunne foretage porteføljepleje uden for finansselskabets
regi uden at blive betragtet som næringsskattepligtig eller som
spekulant. Endvidere stillede man spørgsmål om, hvorvidt det
næringsskattepligtige finansselskab ville få afsmittende virkning på
aktionærernes skattepligtige status og yderligere, om der ville være
skattemæssige begrundelser for at isolere koncernens kontraktporteføljer i et
selvstændigt selskab. Fra koncernens side var det tilkendegivet, at den
fremtidige porteføljepleje uden for finansselskabets regi ville blive udført
efter følgende kriterier:
- der indgås ikke åbne positioner (terminshandler uden levering af det
underliggende aktiv ved handlernes indgåelse og kun med differenceafregning
ved handlernes afvikling)
- udelukkende placering i blåstemplede obligationer
- alene omlægning ved samtidigt køb af et papir og salg af et andet
- der optages ikke lån til køb af obligationer
- der foretages ikke gearing (egenkapitalen udgør en vis typisk mindre
procentdel af investeringens kursværdi) eller pantsætning af porteføljen
- ikke arbitrage ved køb og salg af samme papir inden for samme valørdag.
Ligningsrådet fandt, at porteføljepleje af værdipapirbeholdninger
i koncernens driftsselskaber efter de nævnte kriterier ikke ville udløse
næringsbeskatning eller spekulationsbeskatning.
Rådet forudsatte dog, at investeringerne ikke ændrede karakter på en sådan
måde, at der blev tale om næring efter KGL § 2.
Rådet bemærkede endvidere, at det næringsskattepligtige finansselskab
ikke umiddelbart ville få afsmittende virkning på aktionærernes
skattepligtige status, men at afsmitning ville kunne forekomme, såfremt
aktionærerne erhvervede fordringer fra finansselskabet til underkurs.
Endelig fandt ligningsrådet, at der ikke var særlige skattemæssige grunde
til at isolere koncernens kontraktsporteføljer i et selvstændigt selskab,
hvorved man lagde vægt på at erhvervelsen heraf kunne anses for et naturligt
led i koncernens primære virksomhed, ligesom man lagde vægt på, at der ikke
var sket opkøb af afbetalingskontrakter på det åbne marked. Idet koncernens
kontraktporteføljer herefter udelukkende fandtes at have relation til den
interne virksomhed, ansås denne del af koncernens virksomhed ikke som
finansieringsvirksomhed omfattet af KGL § 2.
Et selskab, der var ansvarlig for likviditets- og valutastyringen i en
koncern, der drev virksomhed ved fabrikation af legetøj, begærede
bindende forhåndsbesked om, hvorvidt selskabet ville blive anset for
omfatet af KGL § 2.
Det var oplyst, at selskabets virksomhed bl.a. indebar, at det foretog
udlån til selskaber inden for koncernen og modtog indskud fra disse.
Endvidere overtog selskabet under en factoringordning
driftsselskabernes varefordringer på udenlandske selskaber.
Ligningsrådet fandt, at selskabet var omfattet af KGL § 2 og
bemærkede, at selskabet herefter ikke kunne foretage en opdeling
af de selskabet tilhørende fordringer i en omsætnings- og
anlægsbeholdning, idet § 2 er en generel beskatningsregel.
5.3.3.2. Personer og dødsboer KGL § 3
Efter KGL § 3 skal personer og dødsboer, der er fuldt eller
begrænset skattepligtige, medregne gevinster og tab, hvis de driver
virksomhed som bankier eller vekselerer. Det samme gælder, hvis de i
øvrigt udøver næringsvirksomhed ved køb og salg af fordringer m.v.
eller ved finansiering. Der er intet nyt heri. Se evt. nærmere
skd.cirk. pkt.21-24.
Ifølge PSL § 4, stk.3, skal de foran nævnte personer medregne gevinster og
tab til den personlige indkomst.
En assurandør (agenturleder) og branddirektør begærede bindende
forhåndsbesked om den skattemæssige behandling af kursgevinster og -tab
ved daglige handler med obligationer, idet han forventede at kunne disponere
over 10 mill. kr. mod sikkerhed over for det formidlende pengeinstitut. Den
pågældendes selvangivne lønindtægt for indkomståret 1985 androg 380.727 kr.,
og kursværdien ultimo 1985 af pantebreve og aktier henholdsvis 14.050 kr. og
262.475 kr.
Ligningsrådet fandt, at det påtænkte arrangement havde et sådant
omfang i forhold til skatteyderens indkomst og formue, at den pågældende
måtte anses for at drive næringsvirksomhed ved handel med
obligationer, jfr. KGL § 3.
I § 3, stk.2 fastsættes en bevisbyrderegel, som heller ikke er
ny, hvorefter den skattepligtige skal kunne godtgøre, at en fordring er
erhvervet uden for hans næringsvirksomhed og ikke senere indgået i denne.
5.3.3.2.1. Særlige faggrupper m.v.
En række faggrupper anses i almindelighed for indkomstskattepligtige af
kursavancer på pantebreve, med mindre formodningen i det konkrete tilfælde
afkræftes.
Ejendomshandlere og ejendomsmæglere
Ejendomshandlere og ejendomsmæglere anses i almindelighed
indkomstskattepligtige af kursavancer på pantebreve, selv om pantebrevene
ikke er erhvervet som betaling for solgte ejendomme eller for salærer,
lsr. 1963.11, 1964.22 og 1968.7, samt UfR 1970.143H. (Walther).
Ved ØLD af 22.marts 1985 (7.afd.nr.83/1983) blev et anpartsselskab
beskattet af kursavancer på pantebreve, der til kursværdi var blevet anvendt
som afdrag på købesummen for en større ejerlejlighedsejendom. Pantebrevene
var udstedt til selskabet i forbindelse med salg af en væsentlig del af
ejerlejlighederne umiddelbart efter købet af ejendommen.
Et selskab, der bl.a. havde handel med fast ejendom som formål, fik
mulighed for til underkurs at indfri et sælgerpantebrev udstedt af selskabet
i forbindelse med køb af en ejerlejlighed. Den derved opnåede
indfrielsesgevinst måtte skattemæssigt behandles som en reduktion af
selskabets anskaffelsessum med deraf følgende konsekvenser for
opgørelsen af selskabets gevinst og tab ved et senere salg af ejendommen,
jfr. lsr.1986.50.
I lsr. 1968.7 blev en ejendomsmægler anset indkomstskattepligtig af nogle
kursavancer på pantebreve, der var erhvervet dels for midler, der hidrørte
fra en godtgørelse for udtræden af en pensionskasse, dels fra lånte midler. I
lsr. 1970.98 fandt landsskatteretten, at der bestod den for
indkomstbeskatning af kursavancer fornødne forbindelse mellem skatteyderens
indtægtsgivende virksomhed som ejendomsmæglerassistent og
pantebrevserhvervelsen.
I lsr. 1977.112 fandt landsskatteretten, at to pantebreve, som tilhørte en
ejendomsmægler og som begge hidrørte fra handler, han havde formidlet, var
erhvervet som et led i den af ham udøvede erhvervsvirksomhed, jfr.
handelsministeriets bekendtgørelse nr.401 af 2.december 1966 om
ejendomsmægleres og ejendomshandleres virksomhed § 5, stk.3.
En ejendomsmægler, der tillige var assistent hos en anden ejendomsmægler,
som var hovedaktionær i et bankierfirma, ansås indkomstskattepligtig af
kursavancer på pantebreve, som han købte gennem bankierfirmaet.
Endvidere kan nævnes ØLD af 5. juli 1979 (Skd.52.53), hvor en
ejendomsmægler som led i sin virksomhed i betydeligt omfang havde købt
sælgerpantebreve af kunder, hvis ejendomme han havde i kommission, ligesom
han derudover havde erhvervet pantebreve gennem hvad der måtte betragtes som
erhvervsmæssig långivning samt ved handel med egne ejendomme.
Ejendomsmægleren blev anset for indkomstskattepligtig af kursavancerne,
herunder også af en mindre pantebrevsbeholdning, der ikke var erhvervet på en
af de ovenfor anførte måder, men som det ikke ansås for muligt at
udskille fra de pantebreve, der var erhvervet i tilknytning til hans
erhvervsudøvelse. At kursavancerne først kom til udbetaling, efter at den
pågældende var ophørt med at drive erhverv som ejendomsmægler, var uden
betydning.
Tilsvarende blev ved ØLD af 12.maj 1986 (Skat 1986.6.369) en
statsautoriseret ejendomsmægler indkomstbeskattet af kursavancer på
pantebreve, købt for ledige midler over en længere årrække og hvoraf der
først var sket salg i slutningen af perioden. Pantebrevene var til dels købt
af klienter, herunder i forbindelse med formidling af salg af disses
ejendomme, men der var også købt pantebreve af bekendte og personer, som
mægleren ikke kendte, og som selv havde henvendt sig.
Landsretten lagde til grund, at langt den overvejende del af
pantebrevene var erhvervet fra eller gennem personer, som han havde eller
havde haft tilknytning til som ejendomsmægler, og da han ikke
havde foretaget en klar adskillelse af de pantebreve, der kunne være
erhvervet i anlægsøjemed, fandtes han ikke at havde godtgjort, at de i sagen
omhandlede pantebreve ikke havde tilknytning til hans erhvervsvirksomhed.
Jfr. tilsvarende VLD af 2.dec. 1986 (Skat 1987.1.37).
En ejendomshandler blev anset for skattepligtig af kursavancer på
pantebreve erhvervet i den periode, hvor han endnu drev virksomhed som
ejendomshandler, idet formodningen for, at disse pantebreve var erhvervet i
tilknytning til virksomheden som ejendomshandler, ikke var afkræftet, jfr. HD
af 26.aug. 1988, Skat 1988.10.596.
Hvis en særlig beholdning af anlægspapirer bevislig er holdt klart
adskilt fra den øvrige beholdning, kan kursavancerne dog ikke beskattes.
I en sag, indbragt for ØL, accepterede skattedepartementet således
landsrettens forligsforslag, hvorefter man frafaldt beskatningen af
kursavancerne på de pantebreve, der ikke havde tilknytning til
ejendomshandlervirksomheden og som det var muligt at udskille fra de
pantebreve, der havde tilknytning til virksomheden.
Det er kun kursavancer på pantebreve, der er erhvervet efter starten
af virksomheden som ejendomsmægler eller -handler, eller som assistent i
en sådan virksomhed, der kan indkomstbeskattes ud fra et næringssynspunkt, se
lsr. 1970.98, og på den anden side indkomstbeskattes avancer på pantebreve,
erhvervet efter ophøret med virksomheden, ikke, se lsr.1982.168.
Advokater
Advokater anses ikke på samme måde som ejendomsmæglere i almindelighed for
indkomstskattepligtige af kursavancer på private pantebreve. Se dog UfR
1973.485H (skd.25.54) hvor en advokat blev anset skattepligtig af kursavancer
på pantebreve, der var udstedt ved salg af ejendomme, idet hans handel
med ejendomme havde haft karakter af erhverv, jfr. også ØLD af 19.juni
1974 (skd.31.54).
En advokat, der gennem en længere årrække havde drevet virksomhed som
byggeadvokat, havde opdelt sin omfattende pantebrevsbeholdning i
to grupper, hvoraf den ene omfattede pantebreve, som han havde
modtaget i forbindelse med byggevirksomhed eller ved realisation af
ejerlejligheder, medens den anden gruppe dels omfattede pantebreve, der var
blevet beskattet i fuldt omfang ved erhvervelsen, dels pantebreve, købt på
det fri marked. Skatterådet havde under henvisning til SL § 4 sammenholdt med
§ 5 a anset ham for skattepligtig af kursavancer indvundet ved afdrag på de
sidstnævnte pantebreve, indkøbt i fri handel, idet man til støtte herfor
havde henvist til, at han ud fra et næringssynspunkt stedse var blevet
indkomstbeskattet af enhver form for avance indvundet i forbindelse med køb
og salg af fast ejendom. Landsskatteretten var enig med skatterådet under
hensyn til skatteyderens aktivitet som byggeadvokat samt til at en ikke
uvæsentlig del af de omhandlede pantebreve var erhvervet for provenuet,
indvundet ved afståelse af næringspantebreve, men under hensyntagen til,
at klageren pr. 1.jan. 1976 var ophørt med at drive advokatvirksomhed blev
klageren ikke anset for skattepligtig af kursavancer indvundet på
pantebreve erhvervet efter erhvervsophøret, lsr.1982.168.
Arkitekter
I lsr. 1974.9. blev en arkitekt beskattet af kursavancer under henvisning
til, at køb af faste ejendomme »havde haft en nøje forbindelse med hans
erhverv som arkitekt«, hvorfor pantebrevene ansås for »erhvervet i
forbindelse« med næringsvirksomhed.
Vekselerere
I lsr.1964.114 blev en vekselerer anset for indkomstskattepligtig af
opnåede indfrielsesgevinster på pantebreve, som tilhørte hustruen.
Landsskatteretten henviste ved afgørelsen foruden til formuefællesskabet
mellem ægtefællerne og den stedfundne sambeskatning til omstændighederne
ved erhvervelsen. Det var i denne forbindelse oplyst, at hustruen for
egne midler af mandens salgsbeholdning havde købt de pantebreve hun anså for
fordelagtigst, ligesom hun ofte overtog de yderligt placerede pantebreve, der
var mindre egnet til salg.
Se også lsr. 1979.166, hvor en fhv. fondsbørsvekselerer blev anset for
indkomstskattepligtig af kursavancer på pantebreve, der var erhvervet på et
tidspunkt, hvor han stadig drev erhverv, uanset vekselereren angav, at
pantebrevene var indkøbt til hustruen i anlægshensigt.
I lsr.1985.150 blev en vekselerer ikke beskattet af en kursavance
på 78.386 kr. ved indfrielse af nom. 300.000 kr. skibskreditobligationer,
idet retten fandt tilstrækkeligt grundlag for at anse obligationerne for
hele tiden at være holdt uden for vekselererens forretningssfære, og
at han havde haft tilstrækkelige indtægter og midler uden for
vekselererfirmaet til at dække deres anskaffelse.
Konfusion
Højesteret har i UfR 1972 s.398 truffet afgørelse i et tilfælde af
konfusion (sammenfald) mellem debitor og kreditor. En advokat, der
var aktionær i et ejendomsaktieselskab, som opførte og solgte parcelhuse,
købte et sommerhus af en køber af et af selskabet opført hus og skulle i
forbindelse hermed udstede pantebreve til selskabet. Ved udlodning af midler
til aktionærerne udlagdes disse pantebreve til advokaten til kursværdi.
Advokaten fandtes ikke herved at have opnået nogen indkomstskattepligtig
avance.
Interessenter m.v.
Om kursavancen på pantebreve oppebåret ved deltagelse i
interessentskaber og kommanditselskaber skal beskattes, afgøres efter
almindelige retningslinier for, om der er tale om næring.
Erhvervsmæssig udstykning
Kursavancer på pantebreve, der er erhvervet som led i
udstykningsvirksomhed, der drives erhvervsmæssigt, beskattes, jfr. UfR
1956.261H. Det må være en forudsætning for beskatning af kursavancer i disse
tilfælde, at der ikke blot er tale om en enkeltstående udstykning, men om en
løbende udstykningsvirksomhed.
Fra landsskatteretspraksis kan nævnes: Lsr. 1975.12 (3 søskendes
køb og påfølgende udstykning af faderens landbrugsejendom) og 1975.140
(advokats udstykning af ejendom i ejerlejligheder) samt 1981.178 (købt 44
ejerlejligheder og videresolgt 16, efterhånden som de blev ledige).
Arvede pantebreve
En arving, der fra et skattepligtigt bo efter en ejendomshandler, får
udlagt pantebreve, udstedte til arveladeren som delvis vederlag for afhændede
ejendomme, succederer i arveladerens pligt til at lade sig beskatte
af kursavancer ved indfrielse af eller afdrag på pantebrevene. Det samme
gælder ægtefællen, der sidder i uskiftet bo efter en
ejendomshandler.
Såfremt boet lader sig beskatte af avancen på pantebrevene eller
disse udlægges »med tab«, vil udlægsmodtageren derimod ikke
succedere i arveladerens skattemæssige stilling og vil således ikke blive
beskattet af fremtidige indfrielsesgevinster m.v.
Det foranstående gælder også arvede pantebreve, der hidrører fra en
udstykningsvirksomhed, ligesom tilsvarende retningslinier følges,
også når pantebrevene erhverves ved arv på et tidspunkt, efter at
arvingens virksomhed som f.eks. ejendomsmægler er påbegyndt.
5.3.3.3. Beskatningstidspunktet KGL § 8
Gevinst og tab medregnes som hidtil ved opgørelsen af indkomsten i det
indkomstår, hvori gevinsten eller tabet realiseres
(realisationsprincippet). Det vil sige ved afståelse, indfrielse, opgivelse
m.v.
Ved afståelse af fordringen forstås enhver disposition, der
medfører en overgang af ejendomsretten til fordringen. Det er uden betydning,
om den stedfundne disposition har haft frivillig eller tvangsmæssig
karakter. Reglerne gælder derfor også for fordringer, der overdrages ved
f.eks. salg, bytte, gave, arveforskud og kreditorforfølgning.
Ved en fordringshavers død anses fordringen dog kun for afstået
af boet, hvis den efterlevende ægtefælle, arving eller legatar ikke indtræder
i afdødes skattemæssige stilling (succederer) efter kildeskattelovens regler.
Ved indfrielse forstås enhver disposition, der bevirker en
nedsættelse af fordringens restgæld (afdrag), eller som bevirker, at
fordringen ophører. Det kan f.eks. være fordringens opfyldelse, opgivelse
eller forældelse. Reglerne omfatter også erstatnings- eller
forsikringssummer, som fordringshaveren modtager som erstatning for tab
af en fordring.
KGL tilsigter i øvrigt ikke en ændring i den gældende praksis med hensyn
til nedskrivning på debitorer.
Lagerprincip
Ligningsrådet kan give tilladelse til, at der anvendes en anden
opgørelsesmåde - f.eks. et lagerprincip. Ved lagerprincippet
medregnes ikke-realiserede værdisvingninger ved opgørelsen af den
skattepligtige indkomst.
Værdiansættelsen sker efter kursværdien på statustidspunktet, og
fortjeneste og tab ved salg beregnes ud fra den kursværdi, der var gældende
ved sidste status. Dette gælder også når obligationskursen på statusdagen
er over pari, Skat 1989.11.874.
Skattepligtige, der har fået ligningsrådets tilladelse til at anvende en
anden opgørelsesmåde, kan kun ændre opgørelsesprincip efter ny tilladelse.
De skattepligtige, der har fået ligningsrådets tilladelse til at anvende
et andet opgørelsesprincip, bevarer denne tilladelse, jfr. § 10, stk.7.
Ligningsrådet kan dog bestemme, at gevinst og tab på fordringer og gæld
i fremmed valuta skal opgøres på samme måde, uanset om
gevinst og tab skyldes valutakursændringer eller andre ændringer i værdien.
Ved SD-cirk. 1987-35 har ligningsrådet bemyndiget ligningskommissionerne
til at træffe afgørelse vedrørende overgang til anvendelse af
lagerprincippet på fordringer for de skattepligtige, der omfattes af KGL
§§ 2 og 3. Ansøgning skal indsendes til ligningskommissionen i den
skattepligtiges bopælskommune.
Såfremt en virksomhed er overgået til anvendelse af lagerprincippet, kan
virksomheden ikke senere uden tilladelse fra ligningsmyndighederne ændre
princip.
Bemyndigelsen gælder kun de nævnte skattepligtige og omfatter således
ikke selskaber, dødsboer og personer, der ikke er undergivet
næringsbeskatning i medfør af KGL §§ 2 og 3. Disse sidstnævnte skal fortsat
indgive ansøgning til ligningsrådet.
Om skattepligtige, der skal medregne børskurs- og valutakursgevinst og
-tab på fordringer og gæld, jfr. KGL § 6, stk.1, henvises til E 5.3.6.3.
5.3.3.4. Beskatning ved frigørelse for gæld KGL § 5
I KGL § 5 indeholdes regler om, i hvilket omfang gevinster og tab af
skyldnere skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Dette gælder for det første de af § 2 omfattede skattepligtige
selskaber og fonde m.v., der således skal medregne alle
kursbevægelser på såvel fordringssiden som på skyldnersiden.
For øvrige skattepligtige reguleres forholdene af de
grundlæggende bestemmelser i statsskattelovens §§ 4-6. Dette indebærer, at
kursgevinster og tab på gæld som udgangspunkt ikke påvirker den
skattepligtige indkomst, men anses som formuebevægelser. Se evt.
skd.cirk. pkt.62-63.
Et pengeinstitut påtænkte at markedsføre lån, der forrentes med en
grundrente, der reguleres i forhold til kursudviklingen mellem D-Mark og
danske kr.
Til dækning af kurssvingninger mellem danske kroner og lånevalutaen
beregnes en tillægsrente efter en nærmere angiven formel.
Ligningsrådet gav bindende forhåndsbesked om, at det som grundrente
betegnede beløb skattemæssigt skal behandles som rente.
Tillægsrenten svarende til ændringen i kursforholdet mellem D-mark og
D.kr. kan efter ligningsrådets opfattelse ikke betegnes som en rente i
skattemæssig forstand. Tillægsrenten skal beskattes efter kursgevinstloven og
således behandles som kursgevinst/-tab på fordringer henholdsvis gæld i
danske kroner. Dette medfører, at låntageren ikke skal medregne gevinst eller
tab ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, Skat 1989.4.351.
Et selskab, der drev næring med handel med fast ejendom, kunne ikke
fradrage de årlige indeksreguleringer på et indekslån i en kreditforening,
men indeksreguleringer skulle først tages i betragtning ved salgsopgørelsen,
Skat 1988.9.549. Se også H 4.2.
I lighed med den hidtil gældende bestemmelse i LL § 4, stk.3,
ldes i KGL § 5, stk.3, begrænsningen i adgangen til fradrag af tab ved
indeksregulering af hovedstol eller restgæld på lån. Bestemmelsen tager
sigte på pengeinstitutter, der modtager indlån og foretager udlån. I
overensstemmelse med det oprindelige formål med bestemmelsen gælder denne kun
for de skattepligtige, som omfattes af lovens § 2. Ligeledes i
overensstemmelse med den hidtil gældende regel bestemmes det i 2.pkt. af § 5,
stk.3, at de nævnte skattepligtige, der både har gæld og fordringer, som
indeksreguleres, ikke berøres af fradragsbegrænsningen, såfremt tab ved
indeksregulering af gæld kan rummes inden for gevinster ved indeksregulering
på fordringer efter samme indeks, jfr. E 5.3.2.6, (Indeksregulering).
I KGL § 5, stk.4 videreføres princippet fra LL § 4, stk.4,
hvorefter pengeinstitutter og forsikringsselskaber m.fl. var afskåret fra
fradrag på kurstab på egne udstedte gældsbreve. Denne bestemmelse havde
som bekendt til formål at modvirke den asymmetri, der opstår, såfremt de
pågældende næringsbeskattede kan fradrage kurstab på gæld, hvor den
tilsvarende kursgevinst som hovedregel vil være skattefri hos långiveren.
Fradragsbegrænsningen er dog med kursgevinstloven udvidet til også
at omfatte skattepligtige personer efter KGL § 3, hvorved bankiers og
vekselerere også bliver omfattet af reglen. Da reglen om mindsterenten
medfører, at kursgevinster er skattepligtige for långiveren, når den
pålydende rente ligger under mindsterenten, er der imidlertid kun behov for
at afskære fradragsret for kurstab på gældsbreve m.v., som forrentes med
mindsterenten eller højere. Herved opnås symmetri også ved pålydende rente i
intervallet mellem mindsterenten og markedsrenten.
KGL § 8 A
Særregel for realkreditinstitutter (»balanceprincippet«)
Ved lov nr.281 af 13.maj 1987 er der i KGL indsat en § 8 A, der har
virkning fra og med indkomståret 1987.
Herefter gælder den foran omtalte fradragsbegrænsning ikke for de
af fondsbeskatningslovens § 1, nr.4, litra a-c og g omfattede
realkreditinstitutter m.v., der efter realkreditloven og andre
lovbestemmmelser er undergivet det såkaldte balanceprincip for deres
vedtægtsmæssige og lovregulerede låneformidling. Dette princip indebærer, at
der skal være balance mellem hovedstolen ifølge det pantebrev, som låntageren
udsteder til realkreditinstituttet og de obligationer, som instituttet
udsteder til obligationskøberne til fremskaffelse af låneprovenuet.
Med fondsbeskatningsloven bliver de nævnte kreditinstitutter
skattepligtige og dermed umiddelbart omfattet af KGL §§ 2 og 5. Da
obligationerne udstedes til underkurs, ville tabsbegrænsningsreglen indebære,
at kreditinstitutterne ikke kunne fratrække tabet ved indfrielse af
obligationerne, der efter henstilling fra boligministeren skal være
blåstemplede, jfr. § 5, stk.4, 2.pkt., medens omvendt kursgevinsten på det af
låntageren udstedte pantebrev ville være skattepligtig efter § 2.
Dette har ikke været hensigten, hvorfor § 8 A, stk.1,, bestemmer, at
de nævnte kreditinstitutter ikke skal medregne gevinst og tab på fordringer
og gæld i den del af den vedtægtsmæssige virksomhed, som efter lovgivningen
er omfattet af kravet om balance.
Hvis låntageren misligholder sine forpligtelser over for
kreditinstituttet,og dette overtager ejendommen på tvangsauktion, gælder
reglen i § 8 A, stk.1, ikke. Lider kreditinstituttet tab, er dette
fradragsberettiget på samme måde som tab er fradragsberettiget for andre
næringsskattepligtige efter KGL § 2, jfr. § 8 A, stk.2.
Opgørelsen af gevinst eller tab i misligholdelsessituationer finder sted
ved engagementets afslutning, således at kun nettoresultatet opgøres
og medregnes ved indkomstopgørelsen. Det er såldes gevinst og tab på
selve fordringen, der er genstand for beskatningen, og ikke f.eks. en
evt. fortjeneste i forhold til budsummen i tilfælde af, at kreditinstituttet
har overtaget låntagers ejendom på tvangsauktion og foretaget videresalg
heraf. Denne fortjeneste indgår blot i opgørelsen ved engagementets
afslutning, men bevirker ikke, at kreditinstituttet bliver
næringsbeskattet ved handel med fast ejendom.
Særregel
Af hensyn til afviklingen af realkreditlån er der dog i § 5, stk.5,
4.pkt., indsat en særregel for lån udstedt af de i KGL § 7, stk.5,
1.pkt. nævnte realkreditinstitutter m.v., idet lån, hvor renten ikke
overstiger mindsterenten med 2 procentpoint, ikke er omfattet, selv om de
udstedes til overkurs. Se evt. nærmere afsnit E 5.3.2.5 in fine samt
skd.cirk. af 9.okt. 1986, pkt.68.
§ 5, stk.5, har virkning for gældsforpligtelser, der er påtaget den
11.dec. 1985 eller senere.
5.3.4. Vederlag i næringsforhold KGL § 4
I KGL § 4 omhandles de tilfælde, hvor fordringen er erhvervet som
skattepligtigt vederlag i næring. Den skattemæssige behandling af
gevinster og tab på sådanne fordringer ændres ikke. Hvor §§ 2-3 således
omfatter pengenæring, omfatter § 4 den såkaldte vederlagsnæring. Om
afsmitning, se E 5.3.5 samt skd.cirk. pkt.26.
Gevinster og tab på fordringer, omfattet af KGL § 4 medregnes i den
personlige indkomst i det indkomstår hvor fordringen sælges.
Betaling for leverancer m.v.
Pantebreve, der modtages som betaling for vareleverancer og
tjenesteydelser, anses altid for erhvervet som led i den pågældendes
næringsvej, og senere indvundne kursavancer i forhold til det beløb,
hvormed pantebrevet er indgået som betaling, må derfor indkomstbeskattes.
Rækkevidden af denne regel belyses af den i UfR 1971.913 (Skd.19.42)
refererede landsretsdom, der fastslog, at et A/S, der drev tømmerhandel og
som delvis betaling for træleverancer havde modtaget nogle pantebreve, med
rette var anset for indkomstskattepligtig af den ved senere afdrag på
pantebrevene opnåede kursavance. Den omstændighed, at erhvervelsen af
pantebrevene ikkevar sket som en på forhånd aftalt betaling for leverancerne,
men først blev besluttet, da tømmerhandelens tilgodehavende blev nødlidende,
fandtes at være uden betydning for beskatningen.
En skatteyder bortforpagtede en isenkramforretning. Forretningens
varelager blev overdraget ved efterfølgende særskilt købekontrakt, hvor en
del af købesummen blev berigtiget ved gældsbreve. Da det drejede sig om
særskilt betaling for overdragelse af varelager, ansås
kursgevinsterne ved afdrag på gældsbrevene for skattepligtige, lsr.1984.60.
En murermester modtog til delvis berigtigelse af salgssummen for en af ham
opført ejendom et pantebrev i en anden ejendom, som ved
avanceopgørelsen var nedskrevet til kurs 53. Kursavancerne på dette pantebrev
blev indkomstbeskattet i lighed med kursavancerne på et eventuelt
sælgerpantebrev i den solgte ejendom, lsr. 1983.127.
Pantebreve, der er modtaget i skatteyderens erhverv f.eks. som
murermester, kan ikke anses for at være overgået til
anlægskapital i forbindelse med ophør af erhvervsvirksomhed.
5.3.4.1. Pantebreve erhvervet som led i næringen
Næringssynspunktet finder ikke blot anvendelse på skatteydere, der driver
virksomhed med handel med værdipapirer, men også på håndværkere og
andre, der erhvervsmæssigt beskæftiger sig med ejendomshandel, eller som
modtager pantebreve som betaling for erhvervsmæssige ydelser. Se
f.eks. lsr. 1980.185, hvor en tømrersvend blev anset for
indkomstskattepligtig af en kursavance ved afdrag på pantebreve, som han
havde modtaget til kurs 50 som løn af det byggeselskab, hvor han var ansat.
Nedennævnte to højesteretsdomme angiver - for skatteydere, der disponerer
inden for markedet for kortvarige private pantebreve - den ramme inden for
hvilken Højesteret kan ventes at ville trække grænsen mellem på den ene side
den gruppe, der nok virker aktivt, men dog stadig må betragtes som
almindelige kapitalinvestorer, der kan oppebære kursavancer
indkomstskattefrit, og på den anden side de erhvervsdrivende udøvere
af udlånsvirksomhed eller finansieringsvirksomhed, der indkomstbeskattes af
disse avancer.
I dommen UfR 1973.472H (Skd.25.184) (Quant-Hansen) var der tale om en
skatteyder, som ikke havde et erhverv, men som havde investeret den
væsentligste del af sin formue i pantebreve med ret kort løbetid (fra 4-10
år, der for nogles vedkommende blev kortere som følge af indfrielse). Købene
finansieredes til dels ved anvendelse af kassekredit. I nogle tilfælde var
pantebrevene udstedt direkte til den pågældende. Der var aldrig foretaget
salg af pantebreve. Højesteret fandt ikke i de oplyste omstændigheder
grundlag for at fastslå, at der var udøvet næringsvirksomhed, der medførte
skattepligt af kursavancerne. Dommen er kommenteret af Jørgen Trolle i UfR
1973B, s.309.
Den anden højesteretsdom er UfR 1975.552H (Hyldahl) (Skd.35.67), hvor en
købmand, der bl.a. var indehaver af 2 detailforretninger inden for
manufakturbranchen, havde investeret ledig kapital i pantebreve. I
Højesterets dom anføres: »Indstævntes . . . dispositioner over sin
kapital har kun undtagelsesvis bestået i køb af tidligere oprettede
pantebreve eller lign., men har i næsten alle tilfældene bestået i udlån, for
hvilke der direkte til indstævnte som første kreditor udstedtes pantebreve
eller andre gældsbeviser, og indstævnte har således haft væsentlig
indflydelse på lånedokumenternes nærmere vilkår. Den overvejende del af
lånene har haft en stipuleret løbetid på ikke over 3 år, og låneforholdenes
karakter - og hyppige anvendelse af klausulen om forfald af lånenes hovedstol
ved ejerskifte - har medført, at lånenes faktiske løbetid i det overvejende
antal tilfælde er blevet kortere end den stipulerede. Gennem regnskabsårene .
. . har den ved lånetransaktionerne indvundne kursgevinst da også været noget
større end renteindtægten.
Kursgevinsten findes i hvert fald under disse omstændigheder ikke at være
formueforøgelse . . ., men at måtte anses som en del af udbyttet ved en
af indstævnte drevet virksomhed med udlån af penge og således i medfør
af statsskattelovens § 4, stk.1a, at være skattepligtig indkomst.«
Dommen er kommenteret af A. Blom-Andersen i UfR 1976B, s.237.
En direktør, nu bosat i udlandet, beskattedes af indfrielsesgevinster på
1.825.500 kr., der ansås for erhvervet som led i skatteyderens næringsvej med
udlån af penge (finansieringsnæring). Indfrielsesgevinsterne hidrørte fra
lavtforrentede gældsbreve modtaget i forbindelse med placering af provenuet
af et aktionærlån i pengeudlån på i alt 8,1 mill. kr., Skat 1988.5.292.
Erstatningskøb
Såfremt pantebreve af ovennævnte karakter - hvor kursavancerne er
indkomstskattepligtige - sælges og der foretages
»erstatningskøb« af andre pantebreve, vil kursavancer på
»erstatningspantebrevene« kunne være indkomstskattepligtige, jfr.
f.eks. lsr.1982.168. Omtalt i afsnit E 5.3.3.2.1. (Advokater).
I lsr. 1983.129 blev kursavancerne på »erstatningspantebrevene«
ikke beskattet under hensyn til, at skatteyderens virksomhed ikke
omfattede handel med værdipapirer.
Opdeling af pantebrevsbeholdningen
Der er principielt intet til hinder for, at en skatteyder kan
opdele sin pantebrevsbeholdning i en gruppe, hvor de indvundne
kursgevinster beskattes, og en gruppe der er private (kapitalanlæg). Dette
gælder dog ikke de selskaber, der omfattes af KGL § 2 (se E 5.3.3).
Opdeling kan forekomme i tilfælde, hvor en skatteyder med en
privat pantebrevsbeholdning fra et vist tidspunkt modtager pantebreve som
betaling for vareleverancer eller på anden måde fra dette tidspunkt må anses
for næringsdrivende i pantebreve, idet der i så fald skal foretages en
opdeling af pantebrevene i relation til erhvervelsestidspunkterne. Der
kan også foretages en opdeling i en gruppe, hvor kursavancerne er
skattepligtige, og en gruppe, hvor kursavancerne er skattefri, f.eks. hvor
den ene ægtefælle er næringsdrivende i relation til pantebreve og den anden
arver pantebreve eller selv køber pantebreve for egne midler.
Om ejendomsmægleres mulighed for at foretage en opdeling af pantebreve, se
afsnit E 5.3.3.2.1.
En skatteyder, som ud fra et næringssynspunkt løbende var anset for
indkomstskattepligtig af kursavancerne på de af ham erhvervede
pantebreve, havde - som værge for sine to børn - indkøbt 5 pantebreve for
opsparede børnetilskud. Da denne disposition var omfattet af KL § 5, stk.2,
som en gave fra faderen, ansås han for skattepligtig af kursavancerne på de
indkøbte pantebreve, lsr. 1983.131.
5.3.5. Afsmitning
Det i praksis anvendte afsmitningssynspunkt, hvorefter der ved
bedømmelsen af, om der foreligger næringsvirksomhed med fordringer, sker
afsmitning mellem forskellige retssubjekter opretholdes .
5.3.5.1. Aktionær-selskab
Ved bedømmelsen af, om der foreligger næring for et aktieselskab,
kan aktionærernes forhold tages i betragtning:
»afsmitning«. Dette var tilfældet i U 1957.318 H (Morko).
Den drejede sig om, hvorvidt et aktieselskab, der var stiftet af indehaverne
af et byggefirma, var indkomstskattepligtig af den kursgevinst, det havde
indvundet ved salg af pantebreve, som det havde købt af firmaet. Firmaets
indehavere ville have været skattepligtige af kursgevinsterne, såfremt de
havde beholdt pantebrevene. Højesteret beskattede selskabet af
kursgevinsterne med den begrundelse, at selskabets »erhvervelse af
pantebrevene ikke anses som kapitalanlæg, men findes at have en så nøje
tilknytning til den af firmaet drevne erhvervsvirksomhed, at
kursgevinsten også for selskabet må anses som skattepligtig
kursgevinst.«
Dommen er omtalt af Trolle i UfR. 1966.B 268 og Koch-Nielsen i UfR. 1971.B
108. Se endvidere UfR 1956.261 (Jørgen Petersen - A/S, »Espehøj«).
5.3.5.2. Selskab-aktionær
Om der foreligger næring for en aktionær i relation til pantebreve
erhvervet fra selskabet, har bl.a. været behandlet i følgende tilfælde:
I HD af 30.oktober 1985 (skd.77.965) fandtes en tømmerhandler
indkomstskattepligtig af kursavancer på pantebreve, som han havde købt af
et ham behersket ejendomsselskab. Højesteret fandt, at skatteyderens
erhvervelse af pantebrevene, der hidrørte fra selskabets salg af
ejerlejligheder, havde en så nær tilknytning til selskabets
næringsvirksomhed, at kursavancerne også må anses som
indkomstskattepligtige for ham efter SL § 4. Skatteyderens
kursavancer på pantebreve købt i det åbne marked var derimod ikke
indkomstskattepligtige.
Se ligeledes Skat 1986.5.333, hvor en malermester, der efter det oplyste
ikke selv var i næring med køb og salg af ejendomme eller pantebreve, blev
indkomstbeskattet af kursavancer på pantebreve købt af et byggeselskab,
hvori han var hovedanpartshaver, idet erhvervelsen af pantebrevene under
hensyn til hans bestemmende indflydelse i selskabet, fandtes at have
haft en så nær tilknytning til selskabets næringsvirksomhed, at de
opnåede kursavancer også hos ham måtte anses som
indkomstskattepligtige i henhold til SL § 4.
Se også ØLD af 23.marts 1987 (Skat 1987.5.332), der på linje med
ovennævnte to afgørelser statuerede afsmitning ved en hovedaktionærs
erhvervelse af sælgerpantebreve til markedskurs fra eget selskab.
I HD af 29.april 1982 (skd.63.399 og 64.109) fandtes en skatteyders
pantebreve at være erhvervet i så nær tilknytning til hans
erhvervsmæssige virksomhed, at den opnåede kursavance måtte anses for
indkomstskattepligtig efter SL §4, stk.1a. Skatteyderen havde erhvervet
pantebrevsporteføljen til kursværdi fra forskellige håndværkerkonsortier og
et byggeselskab, han selv var henholdsvis deltager og aktionær i, og det var
ubestridt, at kursavancerne ville være indkomstskattepligtige for
konsortialdeltagerne og for byggeselskabet, idet de var erhvervet som
betaling for udført arbejde. Se også lsr. 1983.128 og 129 samt Skat
1986.3.219.
I VLD af 4.februar 1983 (skd.67.425) fandtes en landmands erhvervelse af
pantebreve at være sket som kapitalanlæg med den følge, at
kursgevinsterne i medfør af SL §5, stk.1a, ikke skulle henregnes til den
skattepligtige indkomst svarende til, at landmanden ikke kunne antages at
ville have været skattepligtig af kursgevinster opnået på eventuelle
sælgerpantebreve udstedt direkte som led i berigtigelsen af købesummen eller
opnået på andre tilsvarende pantebreve erhvervet for en kontant købesum.
Pantebrevene var modtaget af landmanden til kursværdi til dækning af et
tilgodehavende ifølge mellemregning med et selskab, hvori han var
hovedaktionær.
5.3.6. Fordringer i fremmed valuta
KGL § 6
KGL § 6 omfatter fordringer i fremmed valuta, det vil sige
fordringer i fremmed mønt. Fordringer, der alternativt lyder på en fremmed
valuta og på danske kroner efter fordringshaverens valg anses for en fordring
i fremmed valuta. ECU-obligationer anses som fordringer i fremmed
valuta. KGL § 6 gælder fra og med indkomståret 1986.
Eurokroneobligationer (obligationer, der lyder på danske kroner, men som
udstedes i udlandet), er fordringer i danske kroner, og omfattes
således ikke af § 6, men af § 7.
Samtlige kurssvingninger indgår i indkomstopgørelsen. Såvel
kursgevinster og -tab på grund af valutakurssvingninger som
kursgevinster og -tab på grund af børskurssvingninger indgår i
indkomsten. Se i øvrigt afsnit E 5.3.6.3.
5.3.6.1. Personer
For personer medregnes gevinst og tab på fordringer og gæld i
fremmed valuta, hvis det godtgøres af ligningsmyndighederne eller den
skattepligtige, at fordringen eller gælden har erhvervsmæssig
tilknytning. Se nærmere herom nedenfor. Gevinst og tab er
kapitalindkomst efter PSL § 4, stk.1, nr.2.
5.3.6.1.1. Erhvervsmæssig tilknytning
Afgørelsen af, om en fordring eller gæld har tilknytning til
erhvervsmæssig virksomhed i henhold til KGL § 6, skal foretages efter en
konkret bedømmelse, svarende til den praksis, der tidligere var gældende for
LL § 8D.
Et lån eller tilgodehavende blev tidligere anset for at have tilknytning
til erhvervsmæssig virksomhed, når lånet eller tilgodehavendet er
etableret i overensstemmelse med valutabestemmelserne om kommercielle lån
og kreditter samt finanslån (almindelige finanslån, koncernlån og
refinansieringslån).
Nationalbankens valutabestemmelser blev pr. 1.maj 1983 ændret,
således at det alene er en betingelse for at opnå lånetilladelse, at den
lånesøgende er SE- eller momsregistreret. Da der ikke ved denne
registrering foretages nogen undersøgelse af, hvorvidt den pågældende er
erhvervsdrivende, kan det ikke som efter de hidtidige valutabestemmelser
uden videre lægges til grund, at lånet opfylder lovens betingelse om at
være anvendt i tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed. Ved afgørelsen kan
der dog fortsat bl.a. henses til, om transaktionen er i
overensstemmelse med de før 1.maj 1983 gældende valutabestemmelser.
Ved vurderingen kan der ikke lægges vægt på, om fordringen eller gælden
vedrører driften eller anlægsformuen.
Som eksempler på fordringer og gæld, der ikke har tilknytning
til erhvervsmæssig virksomhed, nævnes i skd.cirk. nr.102 af 11.maj 1976
vedrørende LL § 8 D krav på arv, arveforskud, gaver, legater,
understøttelser, præmier, gevinster og lignende. Og det samme gælder lån
optaget af de i valutabestemmelserne nævnte herboende udenlandske
statsborgere, familielån samt lån optaget i forbindelse med erhvervelse eller
opførelse af fast ejendom i udlandet til ikke-erhvervsmæssig brug.
I lsr.1983.70 ansås en skatteyder for berettiget til at fradrage det fulde
tab på et lån, der var anvendt til køb af en flyvemaskine, der
anvendtes både erhvervsmæssigt og privat.
Derimod kunne en skatteyder ikke fradrage et tab på et lån
optaget til finansiering af driftsbygninger og driftsinventar på en
landbrugsejendom, som ikke blev anset for erhvervsmæssigt drevet.
5.3.6.1.2. Private investorer
Personer, for hvem fordringen ikke har erhvervsmæssig
tilknytning, skal medregne gevinst ved indkomstopgørelsen,
hvis fordringens pålydende rente på erhvervelsestidspunktet
er lavere end mindsterenten. Erhvervelsestidspunktet anses som det
tidspunkt, hvor fordringshaveren efter almindelige formueretlige principper
har erhvervet ejendomsretten til fordringen. Det vil for eksempel være
handelsdagen ved børshandler. Ved arv anses erhvervelsestidspunktet dog som
udlægstidspunktet i tilfælde, hvor udlægsmodtageren ikke indtræder
(succederer) i afdødes skattemæssige stilling.
Fordringens skattemæssige status er i modsætning til
fordringer i danske kroner ikke afgjort een gang for alle, men beror på
om mindsterenten på erhvervelsestidspunktet er opfyldt. Der kan altså ikke
arbejdes med begreberne blåstemplede eller sortstemplede fordringer. Tab
er ikke fradragsberettiget. En børskursgevinst på en fordring i fremmed
valuta, der ikke har opfyldt mindsterentekravet på erhvervelsestidspunktet,
kan dog modregnes i et valutakurstab (og omvendt). Der skal således anvendes
et nettoprincip ved opgørelsen.
Gevinst på konvertible obligationer i fremmed valuta medregnes
ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, hvis fordringen ikke har
opfyldt mindsterentekravet på erhvervelsestidspunktet. Se KGL § 6, stk.3.
5.3.6.2. Selskaber m.v.
Selskaber skal generelt medregne gevinst og tab på fordringer og gæld i
fremmed valuta ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Det samme
gælder for skattepligtige efter fondsbeskatningsloven.
Selskabet kan f.eks. således have fradragsret for et tab på et lån i
fremmed valuta, der er optaget til underkurs. Fradragsadgangen kan dog være
begrænset efter § 5, stk.4, hvis der er tale om et næringsskattepligtigt
selskab, se nærmere herom E 5.3.3.
Også et moderselskabs tab eller gevinst på fordringer eller
gældsforpligtelser i fremmed valuta over for et udenlandsk
datterselskab er omfattet af bestemmelsen, medmindre det efter en
konkret bedømmelse må antages, at der på stiftelsestidspunktet foreligger
overførsler i form af driftstilskud, i hvilket tilfælde den
skattemæssige behandling må afgøres efter statsskattelovens bestemmelser, se
C 2.4 og LV, Selskaber, SC 1.2.2. Vejledende vil eksempelvis kunne være, om
overførslen mellem moder- og datterselskab finder sted på et tidspunkt, hvor
det er uomtvisteligt, at debitorselskabet aldrig vil kunne honorere et
tilbagebetalingskrav, således at overførslen reelt har karakter af et
driftstilskud, selv om det formelt fremtræder som et skyldforhold.
Hvis der foreligger et skyldforhold, vil dette normalt ikke være stiftet
til underkurs, hvorfor tabet på fordringen respektive gevinsten ved
gældsfrigørelsen skal medregnes ved moderselskabets indkomstopgørelse med det
nominelle beløb.
Et selskab begærede bindende forhåndsbesked om, hvorvidt
kurstabet på et til kurs 68 optaget 5 årigt rente- og afdragsfrit
obligationslån nom. 600 mill. kr. kunne accepteres fratrukket ved
indfrielsen af lånet. Det var oplyst, at lånet udbetaltes af en række danske
og udenlandske pengeinstitutter og berigtigedes ved udstedelse i udlandet af
0%»s obligationer med et pålydende af 20.000 kr.
(eurokroneobligationer). Lånet skulle finansiere selskabets løbende anlægs-
og driftsomkostninger.
Ligningsrådet udtalte, at kurstabet efter rådets opfattelse ikke kunne
fradrages ved opgørelsen af selskabets skattepligtige indkomst, idet
lånet ikke var optaget i fremmed valuta, jfr KGL § 6, stk.1, og idet
selskabet ikke henhørte under KGL § 2, ligesom der ikke i SL § 6 a sås
at være hjemmel til at fradrage kurstab af den omhandlede karakter.
5.3.6.3. Beskatningstidspunktet
Kursgevinster og -tab skal medregnes i det indkomstår, hvori gevinsten
eller tabet er konstateret. Som hovedregel anses gevinst og tab for
konstateret, når det er realiseret ved hel eller delvis indfrielse
af lånet eller tilgodehavendet, jfr. KGL § 8.
Opgørelse af gevinst og tab
Gevinst og tab opgøres som forskellen mellem anskaffelsessum og
afståelsessum eller indfrielsessum.
Som anskaffelsessum anvendes kursværdien på
erhvervelsestidspunktet, medmindre den skattepligtige godtgør at have
erhvervet fordringen for et højere beløb.
Anskaffelsessummen for konvertible obligationer opgøres efter
reglerne i aktieavancebeskatningsloven. Det vil sige efter
aktie-for-aktie-metoden for almindelige aktier. Hovedaktionærer, der afstår
den konvertible obligation efter 3 års ejertid, skal dog opgøre fortjenesten
efter en gennemsnitsmetode.
Gevinst og tab på gæld opgøres som forskellen mellem
forpligtelsens værdi ved påtagelsen og værdien ved frigørelsen eller
indfrielsen.
Ved delvis indfrielse, det vil sige afdrag, opgøres gevinst og
tab som forholdet mellem:
indfrielsessum - anskaffelsessum
-------------------------------- x afdrag
indfrielsessum
Se evt. taleksemplet i skd.cirk. af 9.okt. 1986, pkt.74.
Ved afståelse af obligationer (herunder udtrækning) der er
registreret på samme konto inden for samme fondskode anvendes et
first in-first out princip, således at de først erhvervede anses for de først
afståede.
Reglen i § 8, stk.3, er ikke til hinder for, at ligningsrådet giver
tilladelse til at anvende en anden opgørelsesmåde. Ligningsrådet kan f.eks.
give tilladelse til at anvende den gennemsnitlige anskaffelsessum
for samtlige obligationer i en enkelt fondskode i stedet for hver enkelt
obligations anskaffelsessum. Se i øvrigt afsnit E 5.3.6.
Lagerprincippet
Efter begæring kan der indrømmes tilladelse til at anvende et
lagerprincip, hvorefter fordringer og gæld løbende kursreguleres til
statusdagens kursværdi, således at kursreguleringerne løbende medregnes ved
indkomstopgørelsen.
Tilladelse i medfør af KGL § 8, stk.1, til at anvende lagerprincippet på
fordringer og gæld i udenlandsk valuta indebærer, at såvel børskurs- som
valutakurssvingninger skal behandles efter dette princip.
Som hovedregel kan og skal virksomheden anvende
»lagerprincippet« på finanslån, hvis virksomheden iøvrigt
har anvendt dette princip på sine udenlandske mellemværender. Undtagelse
herfra kan dog gælde i forbindelse med finansiering ved valutalån af køb af
skibe og visse større maskinanskaffelser fra udlandet.
Virksomheder (herunder nyetablerede), som ikke tidligere har anvendt
»lagerprincippet« ved opgørelsen af valutakursgevinst og
-tab, kan overgå til dette princip, såfremt det sker i forståelse med
ligningsmyndighederne.
I almindelighed kan virksomheden ikke nægtes adgang til at anvende
lagerprincippet.
Et amerikansk selskab, hvis eneste aktivitet var at drive en filial i
Danmark, som det finansierede, anvendte fra 1982 for første gang
lagerprincippet og fratrak urealiseret valutakurstab, der var akkumuleret fra
1976-82 vedrørende finansieringen. Filialen havde modtaget stadigt stigende
rentefri forskud, der forfaldt på anfordring. Forskuddene voksede i takt med
investeringerne. Der forelå ingen skriftlig aftale om forholdet. Selskabet
kunne under de foreliggende omstændigheder ikke anvende lagerprincippet
under henvisning til de atypiske låneforhold, hvor afviklingsvilkårene
ikke kunne dokumenteres.
Overgang til at anvende lagerprincip vil sædvanligvis finde sted fra og
med det indkomstår, der angår den senest foreliggende selvangivelse.
Virksomheden kan dog vælge at placere overgangsåret inden for den almindelige
5-årsfrist.
KGL har ikke tilsigtet nogen ændring i denne praksis, der således
fortsat er gældende. Det betyder, at overgang til anvendelse af
lagerprincippet fortsat kan ske i forståelse med de lokale
ligningsmyndigheder, men således at princippet med virkning fra og med
indkomståret 1986 skal anvendes for såvel børskurs - som
valutakurssvingninger, jfr. ovenfor.
Akkumuleret tab eller vinding, der fremkommer i perioden fra udlandslånets
optagelse og frem til overgangsårets statusdag, skal medregnes i
indkomstopgørelsen for overgangsåret.
Der skal normalt anvendes samme princip vedrørende samtlige mellemværender
i udenlandsk valuta. Derimod stilles der ikke krav om, at en virksomhed, der
anvender lagerprincip vedrørende valutariske mellemværender skal periodisere
f.eks. renter.
Kommanditister kan anvende lagerprincippet, også selv om
deltagelse i kommanditselskabet er den pågældendes eneste erhvervsmæssige
virksomhed. Det kan ikke kræves, at samtlige kommanditister følger samme
princip.
Såfremt en virksomhed overgår til anvendelse af lagerprincippet, kan
virksomheden ikke senere uden tilladelse fra ligningsmyndighederne ændre
princip, jf. SD-cirk. 1989-11.
Afløsning eller prolongation
Prolongeres et udlandslån betragtes det prolongerede lån som et nyt
selvstændigt lån, således at den ved prolongationen beregnede
kursgevinst, henholdsvis det beregnede kurstab, skal medregnes ved
indkomstopgørelsen for prolongationsåret.
Omlægning til anden valuta
Når et udlandslån omlægges til en anden valuta betragtes det omlagte lån
ikke som et nyt selvstændigt lån, hvorfor den ved
omlægningen beregnede kursgevinst, henholdsvis det beregnede kurstab,
ikke kan medregnes ved indkomstopgørelsen på omlægningstidspunktet.
Debitorskifte
I tilfælde af debitorskifte må det overtagne lån i relation til
erhververen anses for stiftet på tidspunktet for overtagelsen af lånet
og til valutakursen på dette tidspunkt. Konstaterede kurssvingninger må
herefter medtages ved erhververens indkomstopgørelse for de indkomstår, hvori
afdrag eller indfrielse sker, såfremt betingelsen herfor iøvrigt er opfyldt.
På tilsvarende måde må lånet i relation til overdrageren anses for
indfriet på tidspunktet for overdragelsen af lånet og til valutakursen
på dette tidspunkt. Den af overdrageren ved indfrielsen konstaterede
kursgevinst eller -tab skal medtages ved overdragerens indkomstopgørelse i
overdragelsesåret, såfremt betingelserne for at lade kurssvingninger påvirke
indkomstopgørelsen iøvrigt er opfyldt.
Hvis den erhvervsmæssige aktivitet, hvortil lån er knyttet, afhændes til
anden side, men den oprindelige låntager stadig er debitor, kan der også
efter afståelsen medregnes valutakursgevinster og -tab., jfr. bl.a. Skat
1986.8.515.
Et ApS optog i jan. 1981 et udlandslån på 15.000 sfr, der blev anvendt til
indretning af en af selskabet drevet frisørsalon. I juli s.å. anmeldtes lånet
til Nationalbanken som overdraget til hovedanpartshaveren, der var indtrådt i
den oprindelige låneaftale på uændrede vilkår. I 1982 blev der afdraget på
lånet, hvorved der var konstateret et kurstab på 2.096 kr. Dette tab kunne
ikke fratrækkes, idet lånet - efter hovedanpartshaverens overtagelse af dette
- måtte betragtes som et ikke erhvervsmæssigt lån, jfr.
lsr.1985.172.
Kurssikringspræmier m.v.
Udgifter til kurssikring af gæld eller tilgodehavende, herunder
omkostninger ved valutaterminsforretninger, der har til formål at kurssikre
gæld eller fordringer, behandles skattemæssigt på samme måde som en
valutakursregulering af den pågældende fordring eller gæld.
Overgangsregler
Der er fastsat særlige overgangsregler i § 10, stk.10-11 for de
skattepligtige, der efter de hidtidige regler ikke har skullet medregne
gevinster og tab på fordringer og gæld i fremmed valuta. De skattepligtige
kunne vælge mellem anskaffelsessummen/værdien ved forpligtelsens
påtagelse, værdien ved begyndelsen af indkomståret 1986 eller værdien pr.
31.dec. 1985.
Skattepligtige efter fondsbeskatningsloven har en tilsvarende
valgmulighed, dog står valget mellem begyndelsen af indkomståret 1987 eller
værdien pr. 31.dec. 1986.
For en række skatteydere, der har haft fordringer, hvor
valutakursgevinsten er skattepligtig, men børskursgevinsten hidtil har været
skattefri, inddrages børskursgevinsterne nu under skattepligten. I disse
situationer kan der i følge overgangsreglen i KGL § 10, stk.10, ved
opgørelsen af fordringens »anskaffelsessum« vælges mellem
børskursen på anskaffelsestidspunktet, børskursen den 31.dec. 1985 eller ved
begyndelsen af indkomståret 1986.
Finanslån optaget før 1.jan. 1976 er dog undtaget fra de
ovennævnte regler. Ifølge KGL § 10, stk.12, finder de hidtil gældende
regler vedrørende disse lån fortsat anvendelse. Der henvises til
ligningsvejledningen 1985 side 777 ff.
5.3.7. Terminsforretninger
Terminsforretninger med fordringer m.v. går ud på, at der købes eller
sælges fordringer (værdipapirer eller valuta) til en bestemt kurs til salg
eller levering på et fastsat fremtidigt tidspunkt. Kursen på dette tidspunkt
vil være afgørende for, om der er gevinst eller tab på terminsforretningen.
En valutaterminsforretning, der indgås for at dække kursrisiko, bedømmes i
sammenhæng med det arrangement, som terminsforretningen dækker. Den
skatteretlige bedømmelse ses i sammenhæng med de skatteretlige regler, som
gælder for arrangementet.
Ovenstående synspunkter finder også anvendelse på
valutaterminsforretninger indgået af momsregistrerede virksomheder.
Et selskab, der drev virksomhed som sommerhusudlejningsbureau i Jylland,
begærede bindende forhåndsbesked om, hvorvidt valutakursgevinst og
-tab på terminsforretninger i D-mark skulle indgå i selskabets
indkomstopgørelse. Det fremgik, at selskabet i væsentligt omfang
formidlede udlejning af sommerhuse til tyskere, der betalte i D-mark
enten ved lejekontraktens indgåelse eller umiddelbart forud for
lejeforholdets afvikling. Udlejerne af husene påtog sig ikke nogen
valutakursrisiko, idet lejen med sommerhusejerne var aftalt i danske kr. For
selskabet ville det administrativt være lettest, såfremt de løbende
D-mark-indbetalinger kunne omveksles løbende og køb af D-mark vedrørende
terminsforretningerne først skulle ske ved terminsforretningernes afvikling.
Selskabet påtænkte derfor at indgå terminsforretninger pr. 1.juli 1987 og
1988 for køb af 19 mill. D-mark svarende til den forventede lejeindtægt fra
tyske lejere for at have sikkerhed for lejeindtægternes kursværdi, og for at
selskabet blev i stand til at budgettere hermed.
Ligningsrådet fandt, at de omhandlede valutaterminsforretninger kunne
anses for indgået for at afdække selskabets erhvervsmæsige
valutakursrisiko på omsætningen hidrørende fra tyske kunder, hvorfor
valutakursgevinst/-tab på disse forretninger skulle medregnes ved
selskabets indkomstopgørelse. Eventuelle valutaterminsforretninger indgået
uden tilknytning til selskabets erhvervsmæssige virksomhed skulle
behandles som enkeltstående væddemålskontrakter, hvilket indebar, at
gevinst var skattepligtig, medens tab ikke kunne fratrækkes, jfr. SL § 4 f.
I Skat 1989.5.405 fandt lsr., at et selskab der drev
finansieringsvirksomhed, kontraktfinansiering og anden forretningsvirksomhed
var næringsdrivende med finansielle fordringer, jf. SL §§ 4 og 5 a. Selskabet
var derefter berettiget til i regnskabsåret 1984/85 og 1985/86 at medregne
henholdsvis gevinst og tab på valutaterminsforretninger. Det var oplyst, at
selskabet i regnskabsåret 1984/85 havde foretaget 4 valutaterminsforretninger
med nettotab. I regnskabsåret 1985/86 var der foretaget 17
valutaterminsforretninger med nettogevinst. Det var endvidere oplyst, at
valutaterminsforretningerne ikke var foretaget i kurssikringsøjemed, samt at
selskabet i regnskabsåret 1985/86 havde foretaget køb og salg af aktier i
betydeligt omfang. .
Hvis der i det enkelte tilfælde ikke foreligger den nødvendige sammenhæng
med f.eks. en erhvervsmæssigt påtaget risiko, betragtes en
valutaterminsforretning som en væddemålskontrakt, der omfattes af
statsskattelovens § 4, litra f.
Det er eksempelvis tilfældet, hvis der er optaget et lån til køb af
fordringer, og disse fordringer lægges uidentificerbart som sikkerhed for
lånet. Det kan ligeledes være tilfældet hvis fordringerne stilles til
kreditors fri disposition i tidsrummet fra arrangementets indgåelse og frem
til indfrielsestidspunktet.
En eventuel kursgevinst er, når beskatningen sker efter statsskattelovens
§ 4 f, skattepligtig som personlig indkomst, og tab er ikke
fradragsberettiget.
I en bindende forhåndsbesked (Skat 1989.6.485) fandt ligningsrådet, at
en skatteyders gevinst og tab ved deltagelse i e valutapuljelånsordning måtte
anses for at være en art væddemål, hv det var skattepligtigt jf. SL § 4 f.
Det var i sagen oplyst, at skatteyderen ikke havde nogen erhvervsmæssig
tilknytning til penge kapitalmarkedet, samt at deltagelse i
valutapuljelånsordningen ikk erhvervsmæssigt begrundet. Ligningsrådet fandt
endvidere, at skatteyderens deltagelse i valutapuljelånsordningen var af en
såda målestok, at den var større end hvad skatteyderens økonomi isolere
tillod. Ligningsrådet bemærkede, at deltagelse i bankens
valutapuljelånsordning måtte bedømmes for hver enkelt skatteyder f
Obligationsterminsforretninger
Obligationsterminsforretninger uden for næringstilfælde er af
landsskatteretten anset for at være en væddemålskontrakt, jf. SL § 4 f, se
Skat 1989.4.330 (en revisors enkeltstående obligationsterminsforretning) og
Skat 1989.12.959 (en lønmodtager havde i 1986 foretaget 38
obligationsterminsforretninger). Begge tilfælde henførtes under SL § 4 f.
5.3.8. Ikrafttrædelse - overgangsregler
KGL har som udgangspunkt virkning fra og med indkomståret 1986.
Der findes dog en række forskellige overgangsregler, der er
beskrevet i det følgende.
Fordringer udstedt før 2.okt. 1985
Fordringer, der er udstedt før den 2.okt. 1985, skal ikke opfylde
noget mindsterentekrav for at en kursgevinst ved afhændelse eller hel eller
delvis indfrielse skal være skattefri for indehaveren af fordringen. Det vil
sige, at kursgevinsten på alle fordringer, lavt forrentede som højt
forrentede, som er udstedt før 2.okt. 1985, er skattefri for
indehaveren.
Skattefriheden gælder dog ikke for uforrentede, børsnoterede
obligationer og heller ikke, hvis fordringshaveren bliver omfattet
af næringsbeskatning eller LL § 4, jfr. KGL § 10, stk.3, 1.pkt.
Reglen i § 10, stk.3, 3.pkt., medfører, at dødsboer, efterlevende
ægtefæller, arvinger og legatarer altid indtræder i den ret til skattefri
kursgevinster, som afdøde havde, fordi han havde erhvervet de pågældende
fordringer før den 2.okt. 1985.
LL § 4
Reglerne om næringsskattepligtige selskaber i KGL § 2 har
virkning fra og med indkomståret 1986. Men sideløbende med
disse regler opretholdes i indkomstårene 1986 og 1987 de hidtil gældende
regler i LL § 4. LL § 4 ophæves således først med virkning fra og med
indkomståret 1988, jfr. KGL § 11, stk.2 - som den er ændret ved lov
nr.928 af 19.dec. 1986.
Særregel for hidtidige § 4-selskaber - KGL § 10, stk.6
Som reglen i KGL § 2 er beskrevet, omfatter den både de selskaber, der var
omfattet af LL § 4 og de selskaber, der var omfattet af næringsreglerne i
statsskattelovens §§ 4-6. Det er dog ikke alle de selskaber, som er
omfattet af LL § 4, der går over i KGL § 2, idet kriteriet »som et
normalt led i deres almindelige virksomhed« er udgået af KGL § 2. Disse
selskaber vil derfor fra og med indkomståret 1988 ikke længere være omfattet
af den generelle beskatning af gevinst og tab på fordringer.
Om sådanne selskaber bestemmes imidlertid i KGL § 10, stk.6 - som de er
ændret ved lov nr.928 af 19.dec. 1986 - følgende:
»Selskaber m.v., som for indkomstårene 1986 eller 1987 omfattes af LL
§ 4 uden at være omfattet af KGL § 2, skal ved opgørelsen af den
skattepligtige indkomst i senere indkomstår medregne gevinst og tab
på de fordringer, som er i selskabets besiddelse ved udgangen af det
seneste indkomstår, hvori selskabet er omfattet af LL § 4, og som
omfattes af beskatning efter LL § 4. Dette gælder ikke gevinst og tab på
fordringer, der er anskaffet i indkomståret 1987 før den 18.dec. 1986.«
Se Christen Amby: §ndringer i kursgevinstlovens overgangsbestemmelser, TfS
1987.41.
Selv om LL § 4 ophæves, har bestemmelserne i LL § 4, stk.3 og 4, dog
fortsat virkning for lån optaget før den 1.jan. 1986. Dette følger af KGL §
10, stk.6, sidste punktum.
Overgangsregler
For skattepligtige, der bliver omfattet af KGL § 2 uden tidligere at
have været omfattet af næringsbeskatning af fordringer, findes der
overgangsregler i § 10, stk.8.
Selskaber m.v.
Udover overgangsreglerne for de institutioner, der er omfattet af
fondsbeskatningsloven, er der overgangsregler for selskaber, som
blev omfattet af KGL § 2 uden tidligere at have været omfattet af de
hidtil gældende regler. Disse selskaber blev omfattet af § 2 fra og
med indkomståret 1986, se E 5.3.3.
Som hos andre opgjordes gevinster og tab opgjort på grundlag af
anskaffelsessummen og afståelsessummen eller indfrielsessummen, jfr. § 8,
stk.2, 2.pkt. De nye næringsskattepligtige kunne dog ved gevinst- eller
tabsopgørelsen vælge i stedet for anskaffelsessummen at benytte
fordringernes kursværdi ved begyndelsen af indkomståret 1986 eller
værdien pr. 31.dec. 1985, jfr. § 10, stk.8.
Hvis den skattepligtige valgte at bruge een af de to angivne datoer som
opgørelsesdato i stedet for datoen for anskaffelsen, skulle den
skattepligtige vælge samme dato for alle sine fordringer. Der kunne
således ikke vælges en dato fordring for fordring.
Hvis en skattepligtig blev omfattet af reglerne i KGL § 2, og den
skattepligtige også ville være omfattet af de hidtil gældende regler,
hvis disse fortsat havde været gældende, kunne den skattepligtige dog
ikke gøre brug af overgangsreglerne i § 10, stk.8. En sådan
skattepligtig skal altså opgøre sine avancer på grundlag af den oprindelige
anskaffelsessum ved afståelse eller hel eller delvis indfrielse.
Fonde m.v.
Med indførelsen af fondsbeskatningsloven vil nye
skattepligtige først og fremmest være en afgrænset kreds af
institutioner, der er omfattet af lov om realkreditinstitutter eller omfattet
af lov om visse kreditinstitutter. Kredsen af skattepligtige her er
velafgrænset, idet udøvelsen af de pågældende funktioner kræver godkendelse.
Da skattepligten først indtrådte fra og med indkomståret 1987,
får næringsbeskatning efter KGL § 2 først betydning for denne kreds fra og
med indkomståret 1987.
På tidspunktet for næringsskattepligtens indtræden skulle der
foretages en opgørelse af den skattepligtiges beholdning af
fordringer.
Som hos andre skulle gevinster og tab opgøres på grundlag af
anskaffelsessummen og afståelsessummen eller indfrielsessummen, jfr. § 8,
stk.2, 2.pkt. De nye næringsskattepligtige kunne dog i stedet for
anskaffelsessummen vælge at benytte værdien af fordringerne ved
begyndelsen af indkomståret 1987 eller værdien pr. 31.dec. 1986, jfr. §
10, stk.8.
Hvis den skattepligtige valgte at bruge een af de to angivne datoer som
opgørelsesdato i stedet for datoen for anskaffelsen, skulle den
skattepligtige vælge samme dato for alle sine fordringer. Der kunne
således ikke vælges en dato fordring for fordring.
Frigørelse fra gæld
Der er fastsat særlige overgangsregler i KGL § 10, stk.9, for de
næringsskattepligtige selskaber, der efter de hidtidige regler ikke generelt
skulle medregne kursbevægelser på skyldnersiden.
Disse skattepligtige har mulighed for at vælge hvilken værdi, der
skal anvendes ved indkomstopgørelsen. Der kan vælges mellem værdien ved
forpligtelsens påtagelse, værdien ved begyndelsen af indkomståret 1986 eller
værdien pr. 31.dec. 1985.
Skattepligtige efter fondsbeskatningsloven, det vil navnlig sige
realkreditinstitutter, kan vælge mellem værdien ved forpligtelsens påtagelse,
værdien ved begyndelsen af indkomståret 1987 eller værdien pr. 31.dec. 1986.
De skattepligtige kan ikke vælge frit for hver enkelt gældspost, men
skal vælge den samme værdi for alle gældsposter.
Ny regel om udstedelsestidspunktet KGL § 10, stk.3, 3.pkt.
Et specielt problem opstod ved KGL's ikrafttræden for de obligationer,
som er udstedt i fondskoder, som var åbne henover den 2.okt. 1985.
Udstedelsestidspunktet kendes ikke, og det er derfor ikke muligt at
udskille de obligationer, der er udstedt før den 2.okt. 1985 fra de
obligationer, der er udstedt den 2.okt. 1985 eller senere. Den samme
obligationsserie kan derved bestå af både blå- og sortstemplede obligationer,
hvilket er uhensigtsmæssigt for såvel skattemyndighederne som skatteyderne.
Problemet bliver især vanskeligt, når obligationerne er omsat flere gange. Af
samme årsag blev det henstillet til de obligationsudstedende institutter, at
disse serier skulle lukkes senest med udgangen af 1985. Problemet foreligger
således kun mht. de obligationsserier, som er holdt åbne henover den 2.okt.
1985, og som er lukkede med udgangen af 1985. Det drejer sig om 20
obligationsserier med en samlet mængde på knap 825 mill. kr., hvoraf 267
mill. kr. er udstedt den 2.okt. 1985 eller senere.
Ved lov nr.281 af 13.maj 1987 er problemet løst ved, at der som nyt
3.pkt. i KGL § 10, stk.3, er indsat en bestemmelse, hvorefter
obligationer i fondskoder, som var åbne før den 2.okt. 1985 og senere, og som
blev lukkede med udgangen af 1985, anses for udstedt før den 2.okt.
1985. Det betyder, at de nævnte obligationer fra den 1.jan. 1987 kan
realiseres på samme vilkår som andre fordringer udstedt før den 2.okt. 1985.
Der skal således efter bortfaldet af den såkaldte erhvervelsesregel
med udgangen af kalenderåret 1986 ikke længere ses på, om de nævnte
obligationer opfylder mindsterentekravet.
Fraflytning m.v. KGL § 8 B
Ved lov nr.307 af 25.maj 1987 er der indsat en ny § 8 B i KGL.
Loven sikrer, at der sker beskatning af kursgevinster og -tab på
fordringer eller gæld, som er opnået, men ikke realiseret (afstået
eller indfriet), inden skattepligten m.v. til Danmark ophører.
Loven sidestiller således ophør af skattepligt i forbindelse med
fraflytning og flytning af skattemæssigt hjemsted med realisation, der
kan udløse beskatning efter KGL. Loven får kun betydning i de
tilfælde, hvor kursgevinster eller -tab på fordringer eller gæld
ville have været skattepligtige ved realisation (afståelse eller
indfrielse). Det gælder bl.a. kursgevinster på fordringer, der ikke har
opfyldt mindsterentekravet til den pålydende rente.
Loven omfatter også overdragelse af aktiver til en ægtefælle, der bor
i udlandet.
Loven har virkning for kursgevinster og -tab, når ophør af skattepligt
m.v. er sket den 18.feb. 1987 eller senere.
Der henvises i øvrigt til skd.cirk. nr.237 af 30.dec. 1987.
Lignende dokumenter
- C.A.3.6.2 Dagpenge, kontanthjælp og andre indtægter, der træder i stedet for arbejdsindtægt Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- 1986 LSF 60 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM DAGPENGE VED SYGDOM ELLER FØDSEL OG OPHÆVELSE AF LOV OM BEGRÆNSNING AF LØN UNDER SYGDOM (OPHÆVELSE AF KARENSDAG M.V.) Retsinformation · 21. maj 1988
- 1989 LSF 29 FORSLAG TIL LOV OM DAGPENGE VED SYGDOM ELLER FØDSEL Retsinformation · 21. december 1989
- PERSONBESKATNING 1984 AFSNIT PE - IKKE ERHVERVSMÆSSIGE INDTÆGTER Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1985 AFSNIT PE - IKKE ERHVERVSMÆSSIGE INDTÆGTER Retsinformation · 5. februar 2008
- Sag om prøvelse af to afgørelser fra Ankestyrelsen om henholdsvis vurderingen af uarbejdsdygtighed efter sygedagpengeloven og rådighedsvurderingen efter arbejdsløshedssikringsloven Domsdatabasen · 5. januar 2023