Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 71/2001

KEN nr 12326 af 09/10/2001Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet23. oktober 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.

71/2001

[K1] har klaget til Pressenævnet over en artikel

bragt i Farsø Avis den 13. juni 2001, idet hun mener, at god

presseskik er tilsidesat.

Af artiklen under rubrikken "Inserat" og med

overskriften "Lidt om kunsten at være kommunalpolitiker i

Farsø og samtidig være selvstændig erhvervsdrivende"

fremgik det, at

"Da jeg i sin tid sagde ja til at lade mig opstille

til kommunalbestyrelsen, var det blandt andet på opfordring af Advokat

som på det tidspunkt var medlem af bestyrelsen for Farsø

Borgerforening.

En af mine afgørende betingelser for at stille op

var, at [A] ikke kunne være på samme liste.

Efter jeg var blevet valgt til kommunalbestyrelsen,

erfarede jeg, at jeg nok var en af de eneste i kommunen, der ikke vidste, at

[B] gennem længere tid havde chikaneret kommunaldirektøren og

havde erhvervet sig et polititilhold mod at opsøge ham.

Da dette forhold gik op for mig, meddelte jeg Farsø

Borgerforenings bestyrelse, at jeg ikke så mig i stand til at

repræsentere dem i byrådet, så længe der var et

medlem af bestyrelsen, der havde et polititilhold for chikane af

kommunaldirektøren.

Kort efter forlod [B] borgerforeningens bestyrelse.

Efter [B] havde forladt borgerforeningens bestyrelse,

begærede hun aktindsigt hos Nordjyllands Amt vedrørende

Solhaven. Derefter begyndte jeg at blive opsøgt af journalister, der

stillede mange underlige spørgsmål.

Blandt andet blev jeg kontaktet af en journalist fra

Læs alt

Nordjydske, der ville have en forklaring på, at jeg nu ejede en meget

dyr Chrysler M300, og hvorledes jeg havde båret mig ad med at

købe den på Solhavens regning.

Det virkelige i den historie er, at jeg havde byttet bil

med en af mine venner i 8 dage. De skulle på ferie med hele familien,

og da min private bil er en campingbus, var det naturligt, at vi som venner

byttede bil i de 8 dage, men det var nok til, at der skulle skabes

rygter.

Der var endvidere en mor til en af vore anbragte elever

fra Farsø Kommune, der efter at vi havde konstateret, at det ikke kun

var den unge, der var noget galt med, uden varsel fjernede sit barn. Derefter

klagede hun over Solhavens behandling af hendes søn til Folketingets

Socialudvalg, hvor den blev afvist og sendt videre til Nordjyllands Amt, hvor

den ligeledes blev afvist. Farsø Kommune har ikke fundet anledning til

at klage over vores behandling af eleven.

Denne klage indeholdt en række meget usande og

useriøse anklager om meget andet, end forholdet med klagerens

søn.

Fra klagen kan bl.a. nævnes:

Kender I Søren Virenfeldt længere end

til huden? Han kan spille spillet; ingen tvivl om det, men se

"Debatten" (26-10-00) fra DR 2 igennem igen og læg

mærke til den episode, hvor Søren Virenfeldt gnider sig i

hænderne og måske har et smil på læberne. Det siger

mere end ord. Skal hele befolkningen måbende føres bag lyset af

en autodidakt murer uden pædagogisk uddannelse, som har en borgmester i

maven.

(Nu er jeg altså ikke autodidakt murer, det har jeg

faktisk papir på).

Det er almindeligt kendt, at klagerens advokat er [B].

Forhenværende byrådsmedlem [A] har været

særdeles aktiv for at skabe rygter om min person, Solhaven og

Himmerlands Rådgivnings Center.

Eksempelvis har [A] i en henvendelse til Nordjyllands Amts

Opholdssteds gruppe oplyst følgende:

Søren Virenfeldt har indkøbt en hest

til en elev for 28.000, og da eleven mistede interesse efter en måneds

tid, blev den solgt for 12.000 incl. sadel m.v.

Den rigtige historie er, at den omtalte hest er

indkøbt af Søren Virenfeldt og en kollega privat for 16.000

kr. incl. sadel m.v. Den har aldrig været benyttet i Solhaven og har

aldrig figureret i Solhavens regnskab.

Efter at have ejet den i ca. 1 ½ år solgte vi den

igen for ca. 12.000 incl. sadel m.v.

I samme henvendelse mistænkeliggør [A]

endvidere Solhavens ejerskab af biler og huse.

[A] oplyser endvidere overfor NJ Amt, at Jens Olav

Jersild fra DR har rettet henvendelse til Solhaven for at få indblik i

virksomheden. Desværre er det tilsyneladende ikke lykkedes for Jens

Olav Jersild at finde vort telefon nr., idet vi ikke har hørt fra

ham. Han vil ellers være meget velkommen, idet han jo er kendt som en

journalist, der kan bringe fakta frem til offentligheden.

[A] mistænkeliggør ligeledes vore

indkøb af biler og insinuerer, at jeg privat lejer dem ud til Solhaven

og tjener penge på det.

Alle de biler, der benyttes i Solhaven, er ejet af

Solhaven.

Ud over at mistænkeliggøre vort arbejde med

de unge over for NJ Amt slutter [A] et af sine breve af med følgende

svada:

NB. Det kan ikke være rigtigt, at man kan starte

pengemaskine baseret på offentlige midler for at opnå en

millionformue på baggrund af menneskelige tragedier i samfundet.

Virkeligheden bag Solhavens økonomi er, at Solhaven

er organiseret som en fond, altså en selvejende institution. Denne fond

har en bestyrelse, hvori jeg er formand. Vedtægterne i denne fond

indeholder en paragraf om, hvad der skal ske med de midler, der er opsamlet i

Solhaven, hvis den lukker.

Denne paragraf siger:

I tilfælde af Solhavens nedlæggelse skal en

eventuel formue anvendes til lignende socialt arbejde.

Da Solhaven blev oprettet som en fond, skulle der

indskydes mindst 50.000 kr. Det har jeg bl.a. deltaget i af min private

lomme, og disse penge er for altid tabt for stifterne.

Endvidere må der jo ved opstart af en fond stilles

sikkerhed for udgifterne til køb af driftsmidler og huse. I den

forbindelse har jeg som privatperson kautioneret for ca. 2,5 mill. kr., og

det vel og mærke uden udsigt til nogensinde at kunne få andet end

min løn ud af Solhaven.

Alle opholdspriser og lønninger er godkendt af

Nordjyllands Amt, og alle på Solhaven incl. undertegnede får den

samme løn, som hvis man arbejdede på en offentlig

institution.

Ud over at være forstander for Solhaven ejer jeg

sammen med Jørgen Toft Himmerlands Rådgivnings Center ApS,

(HRC).

HRC sælger ydelser til amter og kommuner. De amter

og kommuner, der køber ydelserne af HRC, har selv en lovmæssig

forpligtelse til at sikre, at de får det, de betaler for. Jeg går

da ud fra, at amter og kommuner lever op til lovens krav. Jeg har til dato

ikke oplevet et amt eller en kommune, der vil købe noget af os, som de

kunne få bedre eller billigere andre steder.

HRC og Solhaven har et fagligt kontorfællesskab

på Søndergade 15 i Farsø. HRC beskæftiger ca. 65

medarbejdere rundt om i landet, Solhaven beskæftiger ca. 60

medarbejdere.

Fælles for de to firmaer er, at der kun en gang er

klaget over vores arbejde.

Faktisk er jeg ret stolt af at have været med til at

skabe to meget gode arbejdspladser i Farsø, det er den slags

alternative beskæftigelsesmuligheder som små kommuner har brug

for at overleve.

Gad vide, hvilket ærinde [A] er ude i? Er det mon

måske min klare udmelding om, at jeg ikke vil være på liste

sammen med ham til kommunevalget? Det er almindelig kendt i Farsø, at

jo selv har en kriminel fortid som bedrager over for sparekassen i

Farsø, så måske virker det gamle ordsprog med, at "tyv

tror at hver mand stjæler", stadig.

Det kunne jo også være "janteloven",

der igen er på spil.

Antallet af sager, som [A] har sendt til

tilsynsrådet, kunne godt tyde på det sidste, [A] har kun

fået delvis medhold i en, resten indeholder kun tendentiøse

beskyldninger mod en ordentlig arbejdende forvaltning/kommunalbestyrelse.

Til [A]s bemærkning om, at det er uetisk at tjene

penge på andre menneskers tragedier, kan jeg sige: Hvordan mon de

så har det på sygehuset? De lever jo af andre menneskers sygdom

og ulykke, jeg er sikker på, at overlægerne der ikke vil

nøjes med den løn, som jeg får.

Alle de nævnte beskyldninger og usandheder er

også at finde i Dansk Folkepartis nye bog (Danmarks Fremtid).

Forfatteren til Dansk Folkepartis nye

bog, Ulla Dahlerup, henvendte sig til os med det ærinde at fremstille

et debatoplæg til Folketinget. Årsagen til, at hun

henvendte sig til os, var at vi var nogle af de få, der virkelig havde

vist, at det kunne lade sig gøre at arbejde med denne type unge.

Overraskelsen blev ikke mindre af at finde ud af, at en

del af de usande og tendentiøse oplysninger stammer fra bl.a. den

afviste klage, som en mor fra Farsø har indsendt, og er identiske med

de oplysninger, som [A] har sendt til NJ Amt. Bl.a. er historien med hesten

også at finde i bogen, i bogen har den fået endnu en drejning,

så den er ekstra usand.

En af de, der ufrivillig optræder i denne bog, kan

bekræfte, at Ulla Dahlerup henviste til, at oplysningerne om

Søren E. Virenfeldt og Solhaven kom fra [A].

Hvis [A] skulle have haft en reel interesse i at

undersøge de faktiske forhold, ville det have været ganske

enkelt. [A] kunne have henvendt sig direkte til os, både Solhaven og

HRC er særdeles åbne over for pressen og andre interesserede, vi

har ikke haft noget at skjule, og alt hvad der ikke er omfattet af

tavshedspligt, er vi villige til at tale om.

Solhaven har altid været under offentlig kontrol, og

man vil derfor ad den vej kunne orientere sig om de faktiske forhold, hvis

man ønsker det.

I modsætning til visse andre, har jeg arbejdet meget

hårdt på at være med til at skabe muligheder for unge i

nød, og dette er sket med stor succes. Når man arbejder meget,

kan det også ske, at man laver fejl, (den, der ikke laver noget, laver

jo ingen fejl), så hvis [A] virkelig bruger nogen tid, så skal

det nok lykkes at finde en fejl, som jeg har begået.

Det var måske mere ønskeligt, om [A] tog de

positive briller på og begyndte at interessere sig for den virkelighed,

som vi er nogle, der befinder sig i.

Desværre, kære læser, det er ikke en

ond drøm, du har læst om, og det er ikke et dårligt

manuskript til en tåbelig amerikansk TV serie, men den virkelighed, der

af nogen tilbydes initiativrige personer, der vil noget i Farsø.

Med venlig hilsen

Søren E. Virenfeldt

Børne- og Kulturudvalgsformand,

forstander for Solhaven og medejer af HRC."

Klageren har anført, at bladet har overtrådt

reglerne for god presseskik ved at bringe inseratet uden først at

sikre sig, at rigtigheden af det skrevne er i overensstemmelse med de

faktuelle kendsgerninger og uden på nogen måde at have

forsøgt at verificere forfatteren til inseratet, Søren E.

Virenfeldts, injurierende og anklagende påstande omkring klagers

person og det brev, klager har skrevet. Inseratet er såvel skadeligt

som krænkende, og klager føler sig latterliggjort, når

redaktøren benævner de faktiske fejl som værende af

bagatelagtig karakter. Ved såvel korrekturlæsning af inseratet

som granskning af de faktuelle kendsgerninger, før inseratet blev

bragt, kunne man have undgået såvel fejlcitering som

identifikation af klager, men det har bladet måske hverken

ønsket eller indset.

Klageren har anført, at det er fejlagtigt,

når det i artiklen er nævnt, at klager har klaget til

Folketingets Socialudvalg. Klager har skrevet et brev til et medlem af

Folketingets Retsudvalg. Klagers brev er oplysende og anklagende, og hverken

useriøst eller usandt, som der står i bladet.

Klageren har videre anført, at inseratets

ophavsmand citerer klagers brev til folketingsmedlemmet forkert, idet ordene

"for deres skattekroner" i avisen er blevet udeladt. Det er

anstødeligt, når der citeres forkert fra brevet, som ikke er

blevet tilsendt ophavsmanden, men er kommet i dennes besiddelse gennem

aktindsigt. Det er forkert, at Nordjyllands Amt skulle have afvist sagen.

Tværtimod er der iværksat øget opmærksomhed omkring

visitation af neurologiske tilfælde til "Solhaven".

Klageren har yderligere anført, at inseratets

bemærkning om, at "det ikke kun var den unge, der var noget galt

med", kun kan opfattes, som om klager ikke er rigtig klog. Klageren er

forundret over, at bladet vil lægge navn til at skrive noget

sådant, og redaktøren må have glemt sin etiske og moralske

forpligtelse og dermed sit ansvar som ansvarshavende redaktør.

Klageren har endelig anført, at hun let kan

identificeres via artiklens link til Dansk Folkepartis bog. Det er dog ikke

ensbetydende med, at ophavsmanden til inseratet har lov til i bladet at

identificere og svine klager til, for han bryder nemlig herved sin

tavshedspligt, fordi han står i forbindelse med offentlige myndigheder,

og dermed overtræder han også straffeloven. Klager har i den

forbindelse henvist til, at det i inseratet nævnes, at "det er

almindeligt kendt, at klagerens advokat er [B]" og "Overraskelsen

blev ikke mindre af at finde ud af, at en del af de usande og

tendentiøse oplysninger stammer fra bl.a. den afviste klage, som en

mor fra Farsø har indsendt, .

Bladet har anført, at det nævnte inserat

alene er forfattet af Søren Virenfeldt uden medvirken eller

opfordring fra bladet.

Bladet har videre anført, at ingen af inseratets

faktiske oplysninger er så skadelige eller krænkende, at det har

afkrævet nogen særlig efterprøvelse fra redaktionens side,

hvilket også er usædvanligt i sådanne tilfælde. En

eventuel efterprøvelse hos klager har i øvrigt ikke været

mulig, idet hun overhovedet ikke er nævnt i inseratet, hverken med

navn, adresse eller andre hentydninger til hendes person eller

bopæl.

Bladet har herudover anført, at de faktiske fejl,

der hævdes af klager, er af en bagatelagtig karakter. Bladet mener

ikke, at nogen form for tavshedspligt er krænket i inseratet. Et

sådant spørgsmål må i øvrigt ligge uden for

nævnets rammer.

I sagens behandling har følgende

nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Tage Clausen,

Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at

klageren er nævnt ved navn i bogen "Danmarks Fremtid",

hvortil der henvises i artiklen. Der er således mulighed for at

identificere klager, og denne er derfor berettiget til at klage til

Pressenævnet.

Pressenævnet har forstået klagen

således, at den alene vedrører de beskyldninger, der rettes mod

klager i artiklen. Nævnet har derfor ikke taget stilling til, om der

ved artiklens offentliggørelse er sket en sammenblanding mellem

annoncering og redaktionel tekst, jf. pkt. B. 4. i de vejledende presseetiske

regler.

Det fremgår af de vejledende presseetiske regler, at

det er mediernes opgave at bringe korrekt information. Så langt det er

muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er

korrekte. Det fremgår endvidere, at oplysninger, der kan være

skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal

efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og

fremmest ved forelæggelse for den pågældende.

Pressenævnet bemærker, at de presseetiske

regler gælder i forhold til redaktionel tekst og i et vist omfang i

forhold til annoncer. Nævnet finder, at oplysningerne i artiklen ikke

har en sådan karakter,

at de er egnet til at virke krænkende eller

agtelsesforringende for klager.

Nævnet giver derfor ikke klager medhold i klagen.

Afsagt den 9. oktober 2001.

Lignende dokumenter