Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 71/2001
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.
71/2001
[K1] har klaget til Pressenævnet over en artikel
bragt i Farsø Avis den 13. juni 2001, idet hun mener, at god
presseskik er tilsidesat.
Af artiklen under rubrikken "Inserat" og med
overskriften "Lidt om kunsten at være kommunalpolitiker i
Farsø og samtidig være selvstændig erhvervsdrivende"
fremgik det, at
"Da jeg i sin tid sagde ja til at lade mig opstille
til kommunalbestyrelsen, var det blandt andet på opfordring af Advokat
som på det tidspunkt var medlem af bestyrelsen for Farsø
Borgerforening.
En af mine afgørende betingelser for at stille op
var, at [A] ikke kunne være på samme liste.
Efter jeg var blevet valgt til kommunalbestyrelsen,
erfarede jeg, at jeg nok var en af de eneste i kommunen, der ikke vidste, at
[B] gennem længere tid havde chikaneret kommunaldirektøren og
havde erhvervet sig et polititilhold mod at opsøge ham.
Da dette forhold gik op for mig, meddelte jeg Farsø
Borgerforenings bestyrelse, at jeg ikke så mig i stand til at
repræsentere dem i byrådet, så længe der var et
medlem af bestyrelsen, der havde et polititilhold for chikane af
kommunaldirektøren.
Kort efter forlod [B] borgerforeningens bestyrelse.
Efter [B] havde forladt borgerforeningens bestyrelse,
begærede hun aktindsigt hos Nordjyllands Amt vedrørende
Solhaven. Derefter begyndte jeg at blive opsøgt af journalister, der
stillede mange underlige spørgsmål.
Blandt andet blev jeg kontaktet af en journalist fra
Læs alt
Nordjydske, der ville have en forklaring på, at jeg nu ejede en meget
dyr Chrysler M300, og hvorledes jeg havde båret mig ad med at
købe den på Solhavens regning.
Det virkelige i den historie er, at jeg havde byttet bil
med en af mine venner i 8 dage. De skulle på ferie med hele familien,
og da min private bil er en campingbus, var det naturligt, at vi som venner
byttede bil i de 8 dage, men det var nok til, at der skulle skabes
rygter.
Der var endvidere en mor til en af vore anbragte elever
fra Farsø Kommune, der efter at vi havde konstateret, at det ikke kun
var den unge, der var noget galt med, uden varsel fjernede sit barn. Derefter
klagede hun over Solhavens behandling af hendes søn til Folketingets
Socialudvalg, hvor den blev afvist og sendt videre til Nordjyllands Amt, hvor
den ligeledes blev afvist. Farsø Kommune har ikke fundet anledning til
at klage over vores behandling af eleven.
Denne klage indeholdt en række meget usande og
useriøse anklager om meget andet, end forholdet med klagerens
søn.
Fra klagen kan bl.a. nævnes:
Kender I Søren Virenfeldt længere end
til huden? Han kan spille spillet; ingen tvivl om det, men se
"Debatten" (26-10-00) fra DR 2 igennem igen og læg
mærke til den episode, hvor Søren Virenfeldt gnider sig i
hænderne og måske har et smil på læberne. Det siger
mere end ord. Skal hele befolkningen måbende føres bag lyset af
en autodidakt murer uden pædagogisk uddannelse, som har en borgmester i
maven.
(Nu er jeg altså ikke autodidakt murer, det har jeg
faktisk papir på).
Det er almindeligt kendt, at klagerens advokat er [B].
Forhenværende byrådsmedlem [A] har været
særdeles aktiv for at skabe rygter om min person, Solhaven og
Himmerlands Rådgivnings Center.
Eksempelvis har [A] i en henvendelse til Nordjyllands Amts
Opholdssteds gruppe oplyst følgende:
Søren Virenfeldt har indkøbt en hest
til en elev for 28.000, og da eleven mistede interesse efter en måneds
tid, blev den solgt for 12.000 incl. sadel m.v.
Den rigtige historie er, at den omtalte hest er
indkøbt af Søren Virenfeldt og en kollega privat for 16.000
kr. incl. sadel m.v. Den har aldrig været benyttet i Solhaven og har
aldrig figureret i Solhavens regnskab.
Efter at have ejet den i ca. 1 ½ år solgte vi den
igen for ca. 12.000 incl. sadel m.v.
I samme henvendelse mistænkeliggør [A]
endvidere Solhavens ejerskab af biler og huse.
[A] oplyser endvidere overfor NJ Amt, at Jens Olav
Jersild fra DR har rettet henvendelse til Solhaven for at få indblik i
virksomheden. Desværre er det tilsyneladende ikke lykkedes for Jens
Olav Jersild at finde vort telefon nr., idet vi ikke har hørt fra
ham. Han vil ellers være meget velkommen, idet han jo er kendt som en
journalist, der kan bringe fakta frem til offentligheden.
[A] mistænkeliggør ligeledes vore
indkøb af biler og insinuerer, at jeg privat lejer dem ud til Solhaven
og tjener penge på det.
Alle de biler, der benyttes i Solhaven, er ejet af
Solhaven.
Ud over at mistænkeliggøre vort arbejde med
de unge over for NJ Amt slutter [A] et af sine breve af med følgende
svada:
NB. Det kan ikke være rigtigt, at man kan starte
pengemaskine baseret på offentlige midler for at opnå en
millionformue på baggrund af menneskelige tragedier i samfundet.
Virkeligheden bag Solhavens økonomi er, at Solhaven
er organiseret som en fond, altså en selvejende institution. Denne fond
har en bestyrelse, hvori jeg er formand. Vedtægterne i denne fond
indeholder en paragraf om, hvad der skal ske med de midler, der er opsamlet i
Solhaven, hvis den lukker.
Denne paragraf siger:
I tilfælde af Solhavens nedlæggelse skal en
eventuel formue anvendes til lignende socialt arbejde.
Da Solhaven blev oprettet som en fond, skulle der
indskydes mindst 50.000 kr. Det har jeg bl.a. deltaget i af min private
lomme, og disse penge er for altid tabt for stifterne.
Endvidere må der jo ved opstart af en fond stilles
sikkerhed for udgifterne til køb af driftsmidler og huse. I den
forbindelse har jeg som privatperson kautioneret for ca. 2,5 mill. kr., og
det vel og mærke uden udsigt til nogensinde at kunne få andet end
min løn ud af Solhaven.
Alle opholdspriser og lønninger er godkendt af
Nordjyllands Amt, og alle på Solhaven incl. undertegnede får den
samme løn, som hvis man arbejdede på en offentlig
institution.
Ud over at være forstander for Solhaven ejer jeg
sammen med Jørgen Toft Himmerlands Rådgivnings Center ApS,
(HRC).
HRC sælger ydelser til amter og kommuner. De amter
og kommuner, der køber ydelserne af HRC, har selv en lovmæssig
forpligtelse til at sikre, at de får det, de betaler for. Jeg går
da ud fra, at amter og kommuner lever op til lovens krav. Jeg har til dato
ikke oplevet et amt eller en kommune, der vil købe noget af os, som de
kunne få bedre eller billigere andre steder.
HRC og Solhaven har et fagligt kontorfællesskab
på Søndergade 15 i Farsø. HRC beskæftiger ca. 65
medarbejdere rundt om i landet, Solhaven beskæftiger ca. 60
medarbejdere.
Fælles for de to firmaer er, at der kun en gang er
klaget over vores arbejde.
Faktisk er jeg ret stolt af at have været med til at
skabe to meget gode arbejdspladser i Farsø, det er den slags
alternative beskæftigelsesmuligheder som små kommuner har brug
for at overleve.
Gad vide, hvilket ærinde [A] er ude i? Er det mon
måske min klare udmelding om, at jeg ikke vil være på liste
sammen med ham til kommunevalget? Det er almindelig kendt i Farsø, at
jo selv har en kriminel fortid som bedrager over for sparekassen i
Farsø, så måske virker det gamle ordsprog med, at "tyv
tror at hver mand stjæler", stadig.
Det kunne jo også være "janteloven",
der igen er på spil.
Antallet af sager, som [A] har sendt til
tilsynsrådet, kunne godt tyde på det sidste, [A] har kun
fået delvis medhold i en, resten indeholder kun tendentiøse
beskyldninger mod en ordentlig arbejdende forvaltning/kommunalbestyrelse.
Til [A]s bemærkning om, at det er uetisk at tjene
penge på andre menneskers tragedier, kan jeg sige: Hvordan mon de
så har det på sygehuset? De lever jo af andre menneskers sygdom
og ulykke, jeg er sikker på, at overlægerne der ikke vil
nøjes med den løn, som jeg får.
Alle de nævnte beskyldninger og usandheder er
også at finde i Dansk Folkepartis nye bog (Danmarks Fremtid).
Forfatteren til Dansk Folkepartis nye
bog, Ulla Dahlerup, henvendte sig til os med det ærinde at fremstille
et debatoplæg til Folketinget. Årsagen til, at hun
henvendte sig til os, var at vi var nogle af de få, der virkelig havde
vist, at det kunne lade sig gøre at arbejde med denne type unge.
Overraskelsen blev ikke mindre af at finde ud af, at en
del af de usande og tendentiøse oplysninger stammer fra bl.a. den
afviste klage, som en mor fra Farsø har indsendt, og er identiske med
de oplysninger, som [A] har sendt til NJ Amt. Bl.a. er historien med hesten
også at finde i bogen, i bogen har den fået endnu en drejning,
så den er ekstra usand.
En af de, der ufrivillig optræder i denne bog, kan
bekræfte, at Ulla Dahlerup henviste til, at oplysningerne om
Søren E. Virenfeldt og Solhaven kom fra [A].
Hvis [A] skulle have haft en reel interesse i at
undersøge de faktiske forhold, ville det have været ganske
enkelt. [A] kunne have henvendt sig direkte til os, både Solhaven og
HRC er særdeles åbne over for pressen og andre interesserede, vi
har ikke haft noget at skjule, og alt hvad der ikke er omfattet af
tavshedspligt, er vi villige til at tale om.
Solhaven har altid været under offentlig kontrol, og
man vil derfor ad den vej kunne orientere sig om de faktiske forhold, hvis
man ønsker det.
I modsætning til visse andre, har jeg arbejdet meget
hårdt på at være med til at skabe muligheder for unge i
nød, og dette er sket med stor succes. Når man arbejder meget,
kan det også ske, at man laver fejl, (den, der ikke laver noget, laver
jo ingen fejl), så hvis [A] virkelig bruger nogen tid, så skal
det nok lykkes at finde en fejl, som jeg har begået.
Det var måske mere ønskeligt, om [A] tog de
positive briller på og begyndte at interessere sig for den virkelighed,
som vi er nogle, der befinder sig i.
Desværre, kære læser, det er ikke en
ond drøm, du har læst om, og det er ikke et dårligt
manuskript til en tåbelig amerikansk TV serie, men den virkelighed, der
af nogen tilbydes initiativrige personer, der vil noget i Farsø.
Med venlig hilsen
Søren E. Virenfeldt
Børne- og Kulturudvalgsformand,
forstander for Solhaven og medejer af HRC."
Klageren har anført, at bladet har overtrådt
reglerne for god presseskik ved at bringe inseratet uden først at
sikre sig, at rigtigheden af det skrevne er i overensstemmelse med de
faktuelle kendsgerninger og uden på nogen måde at have
forsøgt at verificere forfatteren til inseratet, Søren E.
Virenfeldts, injurierende og anklagende påstande omkring klagers
person og det brev, klager har skrevet. Inseratet er såvel skadeligt
som krænkende, og klager føler sig latterliggjort, når
redaktøren benævner de faktiske fejl som værende af
bagatelagtig karakter. Ved såvel korrekturlæsning af inseratet
som granskning af de faktuelle kendsgerninger, før inseratet blev
bragt, kunne man have undgået såvel fejlcitering som
identifikation af klager, men det har bladet måske hverken
ønsket eller indset.
Klageren har anført, at det er fejlagtigt,
når det i artiklen er nævnt, at klager har klaget til
Folketingets Socialudvalg. Klager har skrevet et brev til et medlem af
Folketingets Retsudvalg. Klagers brev er oplysende og anklagende, og hverken
useriøst eller usandt, som der står i bladet.
Klageren har videre anført, at inseratets
ophavsmand citerer klagers brev til folketingsmedlemmet forkert, idet ordene
"for deres skattekroner" i avisen er blevet udeladt. Det er
anstødeligt, når der citeres forkert fra brevet, som ikke er
blevet tilsendt ophavsmanden, men er kommet i dennes besiddelse gennem
aktindsigt. Det er forkert, at Nordjyllands Amt skulle have afvist sagen.
Tværtimod er der iværksat øget opmærksomhed omkring
visitation af neurologiske tilfælde til "Solhaven".
Klageren har yderligere anført, at inseratets
bemærkning om, at "det ikke kun var den unge, der var noget galt
med", kun kan opfattes, som om klager ikke er rigtig klog. Klageren er
forundret over, at bladet vil lægge navn til at skrive noget
sådant, og redaktøren må have glemt sin etiske og moralske
forpligtelse og dermed sit ansvar som ansvarshavende redaktør.
Klageren har endelig anført, at hun let kan
identificeres via artiklens link til Dansk Folkepartis bog. Det er dog ikke
ensbetydende med, at ophavsmanden til inseratet har lov til i bladet at
identificere og svine klager til, for han bryder nemlig herved sin
tavshedspligt, fordi han står i forbindelse med offentlige myndigheder,
og dermed overtræder han også straffeloven. Klager har i den
forbindelse henvist til, at det i inseratet nævnes, at "det er
almindeligt kendt, at klagerens advokat er [B]" og "Overraskelsen
blev ikke mindre af at finde ud af, at en del af de usande og
tendentiøse oplysninger stammer fra bl.a. den afviste klage, som en
mor fra Farsø har indsendt, .
Bladet har anført, at det nævnte inserat
alene er forfattet af Søren Virenfeldt uden medvirken eller
opfordring fra bladet.
Bladet har videre anført, at ingen af inseratets
faktiske oplysninger er så skadelige eller krænkende, at det har
afkrævet nogen særlig efterprøvelse fra redaktionens side,
hvilket også er usædvanligt i sådanne tilfælde. En
eventuel efterprøvelse hos klager har i øvrigt ikke været
mulig, idet hun overhovedet ikke er nævnt i inseratet, hverken med
navn, adresse eller andre hentydninger til hendes person eller
bopæl.
Bladet har herudover anført, at de faktiske fejl,
der hævdes af klager, er af en bagatelagtig karakter. Bladet mener
ikke, at nogen form for tavshedspligt er krænket i inseratet. Et
sådant spørgsmål må i øvrigt ligge uden for
nævnets rammer.
I sagens behandling har følgende
nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Tage Clausen,
Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at
klageren er nævnt ved navn i bogen "Danmarks Fremtid",
hvortil der henvises i artiklen. Der er således mulighed for at
identificere klager, og denne er derfor berettiget til at klage til
Pressenævnet.
Pressenævnet har forstået klagen
således, at den alene vedrører de beskyldninger, der rettes mod
klager i artiklen. Nævnet har derfor ikke taget stilling til, om der
ved artiklens offentliggørelse er sket en sammenblanding mellem
annoncering og redaktionel tekst, jf. pkt. B. 4. i de vejledende presseetiske
regler.
Det fremgår af de vejledende presseetiske regler, at
det er mediernes opgave at bringe korrekt information. Så langt det er
muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er
korrekte. Det fremgår endvidere, at oplysninger, der kan være
skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal
efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og
fremmest ved forelæggelse for den pågældende.
Pressenævnet bemærker, at de presseetiske
regler gælder i forhold til redaktionel tekst og i et vist omfang i
forhold til annoncer. Nævnet finder, at oplysningerne i artiklen ikke
har en sådan karakter,
at de er egnet til at virke krænkende eller
agtelsesforringende for klager.
Nævnet giver derfor ikke klager medhold i klagen.
Afsagt den 9. oktober 2001.
Lignende dokumenter
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 72/2001 Retsinformation · 23. oktober 2001
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-153/160 Retsinformation · 9. september 2005
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-3 Retsinformation · 29. december 2004
- Sag om bl.a. strafansvar og erstatningsansvar for påståede ærefornærmende krænkelser i forbindelse med offentliggørelse og omtale i landsdækkende medier m.m. Domsdatabasen · 17. juni 2020
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 41/2001 Retsinformation · 12. september 2001
- Pressenævnets kendelse i sag 2008-6-737 Retsinformation · 31. oktober 2008