Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 41/2001

KEN nr 12192 af 15/08/2001Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet12. september 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.

41/2001

[K1] v/advokat Anton Dühr og [K2] v/advokat Hanne

Hartoft har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Herning

Folkeblad den 3. april 2001, idet klagerne mener, at god presseskik er

tilsidesat.

Af artiklen med overskriften "48-årig mand

fra Isenvad i fængsel for incest" fremgår det af

brødteksten, at:

"Overgrebene foregik gennem 10 år."

I artiklen hed det:

"Den 48-årige [X], Isenvad, blev i formiddag

ved retten i Herning idømt tre og et halvt års fængsel for

incest.

Fra 1990 til december sidste år misbrugte faderen

sin datter seksuelt. Overgrebene startede, da datteren var 12 år.

De foregik både i familiens hjem i Isenvad samt i

faderens bil, som han parkerede på afsidesliggende steder, bl.a. skove

omkring Ikast.

I efteråret 2000 forsøgte datteren at sige

fra overfor faderens overgreb. Det skete i faderens bil, som han havde

parkeret ved Fiskesøerne ved Kærshovedgård.

Her sagde datteren stop, men det fik blot faderen til at

slå sin datteren, hvorefter han voldtog hende.

I januar i år fik politiet nys om sagen, og det

anholdt straks den 48-årige mand.

Han nægtede under hele retssagen, at han havde

forgrebet sig på datteren, men dommeren og domsmændene troede

mere på den rystende forklaring fra datteren, der foregik bag lukkede

døre.

Læs alt

Faderen blev også dømt til at betale 60.000

kroner i erstatning til den psykisk meget påvirkede datter.

Den dømte ankede dommen til landsretten."

Klagerne er henholdsvis forurettede i straffesagen og

datter til domfældte og domfældtes hustru.

Klagerne har oplyst, at baggrunden for klagen er, at

bladet i forbindelse med omtale af den afsagte dom, der drejer sig om incest,

har valgt at omtale domfældtes navn og bopæl i en mindre landsby,

hvilket umiddelbart gør, at ofret og hendes familie kan genkendes.

Klagerne har anført, at de almindelige presseetiske

regler om, at domme, i hvilke der idømmes fængselsstraffe over 1

år, offentliggøres med navns nævnelse, bør vige for

hensynet til ofret og dennes familie. Dette bør i sager, der

vedrører incest, medføre, at det ikke er i overensstemmelse med

god presseskik at nævne domfældtes navn, når det

medfører en umiddelbar mulighed for identifikation af ofret og

familien i øvrigt.

Bladet har indledningsvis oplyst, at selv om alle

retssager gøres til genstand for overvejelse under iagttagelse af de

almindelige presseetiske regler, har denne været vurderet en ekstra

gang. Dette er ikke ensbetydende med, at bladet ikke skulle have omtalt

sagen, sådan som det er sket.

Bladet har endvidere oplyst, at domfældte ikke var

beskyttet af navneforbud. Dermed var der som udgangspunkt intet til hinder

for at nævne hans navn, hvilket også er i overensstemmelse med

praksis henset til den idømte straf på tre et halvt års

fængsel for incest.

Bladet har herudover oplyst, at det faktum, at

offentliggørelse af den dømtes navn og adresse måske

kunne føre til identifikation af både den dømte og dennes

hustru og datter, betød, at det nøje blev overvejet af den

redaktionelle ledelse, om det var nødvendigt at nævne både

navn og bopæl. I bladets omtale blev der taget hensyn til den misbrugte

datter, der ikke direkte omtales ved navn. Bladet har i den forbindelse

bemærket, at datteren ifølge klagens ordlyd ikke hedder [K1] til

efternavn, men alene bærer det mere almindelige efternavn [K1].

Bladet har videre oplyst, at det ved bladets vurdering af

at bringe domfældtes navn og bopæl er lagt til grund, at

tabubelagte forbrydelser som incest, pædofili og lignende har en klar

almen interesse, der kræver offentlig omtale. Bladet har i den

forbindelse henvist til, at det af sagen fremgik, at de overgreb, som

pågældende person var blevet dømt for, var foregået

over en periode på 10 år. Bladet har endvidere henvist til, at

domfældte - hvilket ikke fremgår af artiklen - har været

aktiv i forbindelse med børne- og ungdomsturneringer i byen, og at der

i perioden har været dagplejebørn i hjemmet.

Bladet har anført, at forbrydelser af den

tabubelagte karakter som nævnt ovenfor sammen med andre

seksualforbrydelser har været stærkt debatteret i offentligheden

i den seneste tid. Både politikere og almindelige borgere har

krævet hårdere straffe og fremsat krav om, at de

pågældendes identitet skal blive kendt. Det er ikke holdbart,

hvis informationsfrihed og redaktionens redigeringsret nægtes, og at

medierne ikke skal kunne nævne navn på dømte i

incestsager, fordi det efter nogles mening muliggør identifikation af

offeret og/eller familien. Det er på den baggrund, at bladet valgte at

offentliggøre navnet på den dømte. Bladet har i den

forbindelse henvist til nævnets afgørelse i sag nr. 82/1999.

Bladet har endvidere anført, at ofret i dag er en

voksen kvinde, som til forskel fra et barn må formodes at kunne svare

for sig uanset de psykiske skader, som den alvorlige forbrydelse måtte

have påført hende. Bysamfundets størrelse bør ikke

i sig selv være et argument imod offentliggørelse af faderens

navn m.v. Sagen har naturligvis været meget omtalt blandt beboerne, som

udmærket har vidst, hvem det drejede sig om. Det har derimod andre

på egnen ikke, og de ville med rette kunne bebrejde medierne, hvis

disse ikke nævnte navn og bopæl. I så fald ville bladet jo

også automatisk have mistænkeliggjort uskyldige mænd med

lignende navn eller bopæl i Isenvad eller på egnen.

Bladet har endelig anført, at det i denne sag er

vigtigt for bladet at fastholde redaktørens ret til at beslutte, om

private oplysninger bør nævnes ud fra gældende relevante

nyhedskriterier. Dette er også i overensstemmelse med udtalelserne i

Pressenævnets årsberetning 1999, side 8, om redigeringsfrihed,

hvoraf det fremgår, at "i overensstemmelse med det almindelige

princip om redaktørens ret til at redigere mediet, er

redaktøren berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Når det drejer sig om oplysninger om personlige eller private forhold,

bør denne beslutning træffes ud fra relevante

nyhedskriterier".

I sagens behandling har følgende

nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Tage Clausen og

Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Det fremgår af de vejledende presseetiske regler, at

meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås,

medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det

fremgår endvidere, at ofre for forbrydelser eller ulykker skal vises

størst mulige hensyn. Det samme gælder vidner og

pårørende til de implicerede.

I overensstemmelse hermed er det Pressenævnets

opfattelse, at medierne i sager som den foreliggende bør være

tilbageholdende med at offentliggøre en domfældts navn eller

bopæl, med mindre særlige grunde taler herfor.

Da domfældte har været aktiv i forbindelse med

børne- og ungdomsturneringer i byen, og da der i perioder har

været dagplejebørn i domfældtes hjem, finder nævnet,

at bladet har været berettiget til at offentliggøre

domfældtes navn og bopæl. Nævnet finder derfor ikke god

presseskik tilsidesat.

Afsagt den 15. august 2001.

Lignende dokumenter