SELSKABSBESKATNING 1987 AFSNIT SC - OBJEKTIV SKATTEPLIGT
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afsnit SC - Objektiv skattepligt
1. Aktie- og anpartsselskaber samt selskaber, der er omfattet af SSL § 1,
stk. 1, nr. 2
1.1. Almindelige regler
Ifølge SSL § 8, stk. 1, skal aktie- og anpartsselskaber samt de af SSL §
1, stk. 1, nr. 2, omfattede selskaber opgøre deres skattepligtige almindelige
indkomst efter skattelovgivningens almindelige regler, for så vidt disse
efter deres indhold er anvendelige på sådanne selskaber.
Selskaber betaler ikke særlig indkomstskat, jfr. SSL § 8, stk. 2, men den
særlige indkomst, der opgøres efter reglerne i lov om særlig indkomstskat
m.v., jfr. LOSI § 13, sammenlægges med selskabets almindelige indkomst,
således at summen udgør selskabets skattepligtige indkomst.
Det bemærkes, at henlæggelse til investeringsfond af selskaber kan
foretages på grundlag af den skattepligtige indkomst, d.v.s. også af evt.
særlig indkomst, jfr. lsr. 1980.66.
1.1.1. Afgrænsning af selskabsindkomsten over for fysiske personers
indkomst
I SA 1.1. er opregnet de lovregler, der bestemmer, at visse særlige former
for virksomhed ikke kan drives af et selskab, men kun af en fysisk person.
Skattemyndighederne skal ikke påse overholdelsen af disse lovregler, idet
denne kontrol henhører under andre offentlige myndigheder. I det omfang det
konstateres, at en virksomhed i strid med de nævnte lovbestemmelser drives i
selskabsform, skal der dog ske regulering, således at indkomsten ved
erhvervets udøvelse beskattes hos den fysiske person, der må antages at have
erhvervet indkomsten - typisk selskabets hovedaktionær, jfr. lsr. 1980.63. Om
reguleringen af personens og selskabets indkomstansættelser se nedenfor.
Bortset fra disse lovregulerede tilfælde må formodningen være, at en
indkomst, der fremtræder som selskabsindkomst, også i skattemæssig henseende
anerkendes som værende selskabets indkomst. Der kan dog forekomme tilfælde,
hvor indkomsterhvervelsen er så nær knyttet til en bestemt fysisk person, at
Læs alt
man må anse indkomsten for erhvervet af personen, uanset at den rent faktisk
er indtægtsført i selskabet. Endvidere kan det undertiden, på grund af de
faktiske forhold, være vanskeligt at konstatere, hvem der har erhvervet
indkomsten, hvorfor der må foretages en egentlig bevisvurdering ud fra de
konkret foreliggende oplysninger.
Disse situationer forekommer typisk i hovedaktionærforhold, hvor der kan
være en vis sammenblanding af selskabets og personens dispositioner. Således
blev provisionsindtægter oppebåret af en advokats hovedanpartsselskab, og som
udbetaltes af et forsikringsselskab i de tilfælde, hvor advokaten
forårsagede, at hans klienter ved køb af fast ejendom videreførte den
tidligere ejendomsforsikring til forsikringsselskabet eller nytegnede en
sådan forsikring i selskabet, anset for at være så nært knyttet til
hovedanpartshaverens virksomhed som advokat, at provisionsindtægten reelt
ansås erhvervet af ham. Se tillige HD af 21.juni 1983, U.f.R 1983.699,
Skd.67.414 (Bohart), hvor en direktørs opspaltning af sit arbejdsvederlag fra
hovedaktionærselskab - iværksat ved oprettelsen af nyt selskab, hvis
hovedformål var at give mulighed for skattemæssige besparelser - ikke blev
anset bindende for skattevæsenet. Har den fysiske person ikke den bestemmende
indflydelse i det selskab, der indtægtsfører vederlaget for det af personen
udførte arbejde, må indtægtsførsel og beskatning alene i selskabet normalt
godkendes, idet personen betragtes som ansat i selskabet.
Det her behandlede problem må ikke forveksles med det i SD-cirk. nr.437 af
5. november 1975 og SC 1.2.6. omhandlede vedrørende fiksering af vederlag.
Ved fiksering af vederlag er det godkendt, at indkomsterhvervelsen sker i
selskabet. Ved fikseringen sker der blot en regulering af hovedaktionærens
vederlag for arbejde udført for selskabet.
Læger, tandlæger m.v.
Almen lægevirksomhed kan ikke drives i selskabsform, idet det i den
gældende landsoverenskomst om almindelig lægegerning er fastslået, at
honorarer og andre ydelser, som er fastsat ved kollektiv overenskomst mellem
Den almindelige Danske Lægeforening og den offentlige sygesikring, skal anses
for personlig indkomst for lægen, jfr. lsr. 1980.62 samt SD-cirk. 1979-23.
Den offentlige sygesikring er ikke pligtig at anerkende
transporterklæringer, afgivet af læger vedrørende honorarkrav. Tilsvarende
gælder for speciallæger, dog således at visse selskaber, der allerede er
stiftet, og hvis vedtægter er godkendt af den offentlige sygesikring, fortsat
vil blive godkendt som modtagere af honorarer og andre ydelser.
Den mellem Dansk Tandlægeforening og den offentlige sygesikring indgåede
overenskomst indeholder ikke bestemmelser som ovenfor anført, og der er
således ikke noget til hinder for, at tandlægevirksomhed kan drives i
selskabsform. Ligeledes kan kiropraktorer drive virksomhed i selskabsform.
Kunstnere m.fl.
Når kunstnere, forfattere, professionelle sportsfolk m.fl. organiserer
deres virksomhed i selskabsform, må der foretages en vurdering af, om det er
en enkelt person eller selskabet, der er den egentlige forpligtede over for
medkontrahenten. Som typisk tilfælde, hvor en given indkomst ikke bør
anerkendes som selskabsindkomst, kan nævnes honoraret til en solist med et
program, der ikke kan udføres af andre. Omvendt må man sædvanligvis
anerkende, at større grupper f.eks. et orkester, der ikke skønnes at miste
sin karakter ved udskiftning af et enkelt medlem, kan godkendes organiseret i
selskabsform, således at indkomster alene beskattes i selskabet.
I lsr. 1986.44 blev en professionel sportsudøver anset som rette
indkomstmodtager af et sponsorhonorar, som var indtægtsført i et selskab, i
hvilket han var eneanpartshaver, og hvis formål var at drive fabrikation,
handel- og reklamevirksomhed. I Skat 1986.9.564 fandt skattedepartementet, at
virksomhed som professionel bokser og evt. hertil knyttet PR-virksomhed ikke
kan drives i selskabsform. I utrykt lsr.-kendelse af 2.febr. 1987, fandt
lsr., at nogle af selskabet indtægtsførte reklame- og forfatterindtægter var
så nært knyttet til hovedanpartshaveren som internationalt kendt
sportsstjerne, at indtægterne måtte anses for indtjent af ham personligt.
Lønmodtagerlignende forhold
Hvis en lønmodtager aftaler med sin arbejdsgiver, at lønnen skal
indbetales til et af ham selv behersket aktieselskab, må lønnen skattemæssigt
betragtes som udbetalt til lønmodtageren selv. Lønmodtageren kan således ikke
»sætte sig selv på aktier« med den virkning, at han alene bliver
beskattet personligt af det udbytte, selskabet udbetaler, jfr. lsr. 1978.61,
1982.161 og 162.
Den nævnte situation må ikke forveksles med de sædvanlige tilfælde, hvor
tidligere lønmodtagere opretter deres eget hovedaktionærselskab og lader
dette påtage sig entrepriser, konsulentopgaver m.v.
Man må som udgangspunkt respektere indgåede aftaler. I tvivlstilfælde må
man foretage en konkret vurdering af, om selskabet eller personen er
aftalepartner, herunder om instruktionsbeføjelsen over for personen reelt
ligger hos hovedaktionærselskabet eller dettes medkontrahent. Endvidere må
der henses til, hvem et erstatningsansvar for misligholdelse af kontrakt
eller et funktionærretligt krav kan gøres gældende mod.
Regulering af personens og selskabets indkomstansættelser
Den fysiske person, der udfører arbejde for selskabet, vil som oftest have
modtaget et vederlag herfor. Indkomstansættelsen for personen skal derfor kun
forhøjes med differencen mellem det selvangivne vederlag og den samlede
indtægt, der skal henføres til beskatning hos personen.
Selskabet, der har modtaget indtægten, vil have selvangivet denne, og
selskabets indkomstansættelse skal derfor ikke ændres, medmindre det over for
ligningsmyndigheden godtgøres, at forholdet er berigtiget ved, at beløbet er
udbetalt eller godskrevet personen.
1.2. Specielle regler
På visse områder gælder desuden særlige regler, der omtales i det
følgende:
1.2.1. Overkurs m.v.
Overkurs - kurs ud over pari - som et selskab opnår ved udstedelse af
aktier ved stiftelse eller ved senere udvidelse af aktiekapitalen, skal ikke
medregnes til selskabets skattepligtige indkomst, jfr. SSL § 13, stk.1, nr.1.
Skattefriheden gælder såvel en officiel overkurs, hvor det beløb, som
aktionæren indbetaler udover aktiens pålydende værdi, bogføres i selskabet
som egenkapital, som en uofficiel overkurs, hvor merværdien ikke bogføres som
egenkapital, men foreligger som en skjult reserve.
Den omstændighed, at overkursen i forbindelse med en kapitaludvidelse
overstiger, hvad en uafhængig køber ville betale for de nytegnede aktier,
medfører ikke i sig selv, at overkursen falder uden for
skattefritagelsesbestemmelsen i SSL § 13, stk.1, nr.1.
Salg af egne aktier
Det beløb, som aktionærerne indbetaler til selskabet i forbindelse med
selskabets salg af dets beholdning af aktier til aktionærerne i samme
forhold, hvori disse i forvejen ejer aktier, sidestilles med overkurs ved
aktieemission og er derfor skattefri.
Såfremt salget sker i et andet forhold, behandles selskabets salg af de
egne aktier skattemæssigt efter de gældende aktieavancebeskatningsregler.
Uafhentede fondsaktier m.v.
Efter aktieselskabslovens § 40 gælder en særlig regel om fondsaktier, der
ikke begæres udleveret af aktionæren. 5 år efter udstedelsen opfordres
aktionæren ved bekendtgørelse i Statstidende til at afhente fondsaktien inden
6 måneder. Overskrides denne frist, kan selskabets bestyrelse afhænde
fondsaktien, men provenuet fra salget skal i yderligere 5 år være til
disposition for aktionæren. Er beløbet ikke afhentet inden disse 5 år,
tilfalder beløbet selskabet. En tilsvarende regel gælder efter
aktieselskabslovens § 134 l for aktieselskaber, som omdannes til
anpartsselskaber, når aktionærer i selskabet ikke melder sig som
anpartshavere.
Beløb, som efter disse regler tilfalder selskabet, anses for
skattepligtige på det tidspunkt, hvor selskabet har erhvervet endelig ret til
dem, dvs. når salgsprovenuet for aktierne efter de 5 år ikke er afhentet af
aktionæren.
1.2.2. Rekonstruktion af selskaber
Spørgsmålet vedrørende de skattemæssige konsekvenser af rekonstruktion af
selskaber er især blevet aktuelt som følge af bestemmelserne i
aktieselskabslovens § 69a og anpartsselskabslovens § 85a.
Ifølge de nævnte bestemmelser skal bestyrelsen foranledige
generalforsamling afholdt inden 6 måneder efter, at selskabet har tabt
halvdelen af indskudskapitalen. På generalforsamlingen skal der for
aktieselskaber stilles forslag om foranstaltninger, der bør træffes, medens
der for anpartsselskaber skal stilles forslag, der fører til fuld dækning af
indskudskapitalen.
Rekonstruktioner, som finder sted under henvisning til de nævnte
bestemmelser, behandles efter samme retningslinjer, som gælder for
rekonstruktioner i øvrigt.
De skattemæssige konsekvenser af forskellige rekonstruktionsmodeller
behandles nedenfor.
Tilskud
Kapitaltilførsel fra en aktionær til et selskab i form af tilskud - som
ikke har tilknytning til en aktieemission - er skattepligtig for selskabet.
Med tilskud sidestilles overdragelse af aktiver fra aktionæren til
selskabet til en lavere værdi end handelsværdien. I lsr.1948.123 blev et
selskab således anset for skattepligtig af fordelen ved at købe
hovedaktionærens ejendom til en pris, der lå under handelsværdien.
Tilskud til et selskab er i almindelighed ikke fradragsberettiget for
yderen, jfr. f.eks. ØLD af 8.sept. 1987 (Skat 1987.11.778). Der kan dog være
situationer, hvor fradraget indrømmes.
I en HD af 28.nov. 1975, U.f.R.1976.60 H (ESSO-dommen), er der således
indrømmet et moderselskab inden for oliebranchen, som havde en række
datterselskaber, der drev tankstationer, fradrag for løbende årlige tilskud
til dækning af underskud i datterselskaberne hidrørende fra disses
virksomhed. Betragtningen var, at datterselskabernes aktiviteter havde
direkte reklame- og omsætningsmæssig betydning for moderselskabet, således at
de af datterselskaberne afholdte udgifter naturligt hørte hjemme i
moderselskabet.
Dommen omtaler alene løbende årlige tilskud, og det kan således ikke
herfra sluttes, at engangstilskud til dækning af flere års underskud i
datterselskaberne kan fradrages, jfr. tillige SE 3.
I en HD af 6.januar 1984, U.f.R 1984.160, Skd.69.331 (træsko-dommen),
indrømmedes to interessenter fradrag for et beløb overført til et af dem ejet
aktieselskab, som stod for produktion af varer, som interessentskabet
handlede med. Interessenterne solgte tidligere importerede varer, men
begyndte på et tidspunkt selv produktionsvirksomhed i selskabsform.
Afregningsprisen aftaltes foreløbigt. Under disse omstændigheder ansås
overførelsen fra interessentskabet til aktieselskabet, for at være et sådant
led i interessentskabets virksomhed, at der kunne tillades fradrag.
Fradrag indrømmedes endvidere i lsr.1984.20.
Gældseftergivelse
En aktionærs eftergivelse af selskabets gæld til aktionæren medfører
beskatning i selskabet, medmindre forholdet kan sidestilles med en akkord.
En akkordlignende situation anses at foreligge, hvor en hovedaktionær som
hovedkreditor eftergiver selskabets gæld til hovedaktionæren, uden at
gældseftergivelsen bringer selskabsformuen op over et beløb svarende til
aktiekapitalens pålydende. Vurderingen heraf sker på grundlag af de bogførte
værdier, medmindre helt specielle forhold gør sig gældende.
Ved gældseftergivelse, som herefter kan sidestilles med en akkordordning,
bliver selskabet ikke indkomstskattepligtig af den eftergivne gæld, og
akkordordningen begrænser ikke retten til underskudsfremførsel i henhold til
LL § 15, jfr. SD-cirk. 1986-17.
Er hovedaktionæren et moderselskab, som er sambeskattet med
datterselskabet, vil datterselskabets underskud fra tiden før
gældseftergivelsen ofte være anvendt helt eller delvist ved sambeskatningen
med moderselskabet. En gældseftergivelse, som kan sidestilles med en
akkordordning, medfører således hverken regulering af
sambeskatningsindkomsten for tidligere år eller begrænsning af
datterselskabets evt. ubenyttede underskud.
Opskrivning og nedskrivning af aktiekapitalen
En udvidelse af aktiekapitalen ved kontant indskud eller ved konvertering
af tilgodehavende til pari kurs kan ske uden skattemæsige konsekvenser for
selskabet, uanset at der i forbindelse med opskrivningen foretages en
nedskrivning af aktiekapitalen, og uanset at egenkapitalen i givet fald
herved bringes op over aktiekapitalens pålydende.
1.2.3. Reducerede fradrag. Stiftelses- omkostninger m.v.
Som foran nævnt påvirker et selskabs dispositioner vedrørende
kapitalgrundlaget ikke indkomstopgørelsen. Som følge deraf kan selskabet ikke
ved indkomstopgørelsen fradrage nogen af de udgifter, der afholdes for at
tilvejebringe kapitalgrundlaget.
Det er ved HD af 11.6.1980 (Skd.55.325) statueret, at den afgift, som
børsnoterede selskaber betaler til Københavns Fondsbørs, kan fradrages efter
SL § 6, stk.1, litra a. Det samme gælder udgiften til den i
fondsbørsbekendtgørelsen påbudte annoncering om aktieudbytte, jfr. VLD af
13.4.1981 (Skd.59.384).
I den nævnte HD af 11.6.1980 statueres det endvidere, at der er
fradragsret for udgifter til vedtægtsændringer, der er nødvendiggjort af de
nye regler i aktieselskabsloven af 1973. Udgifter til vedtægtsændringer, der
ikke er en følge af ændring af selskabslovgivningen, kan derimod ikke
fradrages, jfr. lsr. 1981.26. I lsr.1985.111 godkendtes fradrag for gebyr til
Aktieselskabs-Registeret og advokatsalær, idet de pågældende udgifter var
afholdt til opfyldelse af lovpåbudte ændringer i selskabets kapitalforhold,
og da undladelse af at forhøje kapitalen ville have medført, at selskabet
ikke længere havde retlig status som anpartsselskab.
I Skat 1986.10.607 fandt landsskatteretten, at de af et selskab afholdte
udgifter vedrørende udbetaling af udbytter til aktionærer gennem et
pengeinstitut samt til førelse af aktiebog måtte anses for knyttet til
selskabets kapitalgrundlag, således at udgifterne ikke kunne fradrages ved
indkomstopgørelsen.
De udgifter, som et selskab afholder efter aktieselskabslovens § 40, jfr.
SC 1.2.1. er ikke fradragsberettigede.
Endvidere er det i lsr.1982.118 afgjort, at udgifter til omtrykning af
allerede udstedte aktiebreve kunne fratrækkes, når omtrykningen var
nødvendig, for at aktierne kunne opfylde fondsbørsens krav for deres notering
på børsen. Derimod kunne udgift til trykning af nye aktiebreve i forbindelse
med udvidelse af aktiekapitalen ikke fratrækkes.
I Skat 1986.2.169 fandt statsskattedirektoratet, at
kapitaltilførselsafgift ikke er fradragsberettiget, hverken ved frivillig
eller lovpåbudt kapitaludvidelse.
En bank afholdt i forbindelse med en udvidelse af aktiekapitalen udgifter
til formularsæt, tegningsindbydelser, interimsbeviser, annoncering, gebyr til
Aktieselskabsregisteret, aktiebreve og kuponer, tegningsprovision samt
kapitaltilførselsafgift. Kapitaludvidelsen skyldtes bestemmelser i bankloven
om, at egenkapitalen skal udgøre mindst 8 pct. af bankens samlede gælds- og
garantiforpligtelser. Under hensyn til at udgifterne var afholdt i
forbindelse med tilvejebringelse af ny kapital, fandt landsskatteretten, at
udgifterne måtte anses for at vedrøre kapitalgrundlaget, hvorfor de hverken
var fradrags- eller afskrivningsberettigede i henhold til SL § 6a, jfr. Skat
1987.12.882.
Vedrørende udgifter til generalforsamling se SD-cirk.1984-24.
Bygningsafskrivning
Efter § 15 i lov nr.197 af 18.maj 1982 gælder der for selskaber
begrænsning i anvendelse af reglerne om pristalsregulering og
kontantværdiansættelse for bygninger og installationer. Hvis bygninger m.v.
er overdraget fra en person til et selskab eller mellem selskaber indbyrdes,
og en af parterne har en bestemmende indflydelse på den anden parts
handlemåde, kan de anførte regler kun anvendes for bygninger m.v., som den
hidtidige ejer har erhvervet den 1.jan. 1982 eller senere.
1.2.4. Skattefri udbytteindtægter. Udbytte af egne aktier
De beløb, som aktieselskaber m.v. oppebærer som udbytte af egne aktier,
medregnes ikke til selskabets skattepligtige indkomst, jfr. SSL § 13, stk. 1,
nr. 4. Udbytte, der ikke bliver hævet af aktionæren, og som tilfalder
selskabet efter en vis årrække som forældet, er ifølge praksis ikke
skattepligtigt for selskabet.
Investeringsselskaber
I henhold til bestemmelsen i SSL § 13, stk.1, nr.3, skal udbytte, som de i
SSL § 1, stk.1, nr.1, nævnte selskaber modtager fra andre sådanne selskaber,
ikke medregnes til den skattepligtige indkomst.
Det er en forudsætning, at det udbyttemodtagende selskab er børsnoteret,
og at dets formål og faktiske virke udelukkende er at eje og administrere
aktier i andre selskaber, omfattet af SSL § 1, stk.1, nr.1.
Endvidere er det en betingelse, at det udbyttemodtagende selskab ifølge
sine vedtægter er forpligtet til at udlodde de i indkomståret indtjente
udbytter inden fristen for indgivelse af selvangivelse for det pågældende
indkomstår.
Det udbyttemodtagende selskab må som udgangspunkt ikke eje andre
formuegoder end de nævnte værdipapirer.
Selskabet kan dog have bankindeståender i et vist omfang. Driften af
selskabet vil kræve løbende udbetalinger, ligesom de udbytter, som selskabet
modtager, ikke nødvendigvis vil blive udloddet straks ved modtagelsen.
Selskabet vil endvidere kunne erhverve fast ejendom, hvis formålet alene
eller i al væsentlighed er at erhverve lokaler til eget brug. I øvrigt vil
selskabet ikke kunne erhverve andre aktiver - herunder almindelige og
konvertible obligationer - end de nævnte værdipapirer.
Kravet om udlodning af det indtjente udbytte gælder med de begrænsninger,
der følger af aktieselskabslovens regler om adgangen til at udlodde udbytte.
Hvis et nystartet investeringsaktieselskab af omhandlede karakter har et
skattepligtigt overskud i en periode, inden børsnotering kan opnås, kan
statsskattedirektoratet bestemme, at den pålignede skat ikke opkræves, men
føres til afgang, når selskabet optages på fondsbørsen. Det vil være en
forudsætning, at selskabet udfolder de fornødne bestræbelser for at blive
optaget så hurtigt som muligt. I den forbindelse må det kræves, at selskabet
etableres med mindst den aktiekapital, der er nødvendig for optagelse på
aktiemarked III, og at selskabets vedtægter straks udformes på en sådan måde,
at de ikke indeholder bestemmelser, der stiller sig hindrende for optagelse
på fondsbørsen.
Salg af aktier til det udstedende selskab
Vederlag for aktier, der er solgt til det udstedende selskab, jfr. LL § 16
B, stk.1, anses som udbytte i henhold til SSL § 13, stk.1, nr.2 og stk.3.
Vederlaget skal således ikke medregnes til moderselskabets skattepligtige
indkomst, hvis moderselskabet i hele indkomståret har ejet mindst 25% af
aktiekapitalen i datterselskabet.
Et selskab, der siden regnskabsårets begyndelse havde ejet mere end 25% af
kapitalen i et datterselskab, men som solgte hele aktieposten på
regnskabsårets sidste dag til det udstedende selskab, opfyldte bestemmelsen i
SSL § 13, stk.1, nr.2, for skattefritagelse, Skat 1985.4.113.
Hvis salget af aktierne til det udstedende selskab bringer
aktiebesiddelsen ned under 25%, anses betingelsen for skattefrihed efter SSL
§ 13, stk.1, nr.2, jfr. stk.3, ikke for opfyldt, jfr. Skd.60.24.
Vedrørende salg af moderselskabsaktier til datterselskaber, se
ligningsvejledningen afsnit K.
Udbytte fra datterselskab
Ifølge SSL § 13, stk.1, nr.2 og § 13, stk.3, er det udbytte, som et
moderselskab modtager fra sit datterselskab, hvori moderselskabet ejer mindst
25 % af aktierne, ikke skattepligtig indkomst for moderselskabet.
For fonde, foreninger og institutter m.v., omfattet af FBL, se den
tilsvarende regel i FBL § 10.
Ved opgørelsen af datterselskabets aktiekapital og moderselskabets
aktiepost i datterselskabet bortses fra eventuelle konvertible obligationer,
udstedt af datterselskabet, så længe obligationerne ikke er ombyttet med
aktier/anparter i selskabet. Indtil dette tidspunkt indgår obligationerne
alene i datterselskabets fremmedkapital. Skat 1987.6.451.
Reglerne i SSL § 13, stk.1, nr.2, og stk.3, finder ikke anvendelse, hvis
forholdet er omfattet af LL § 16 B, stk.5.
For udenlandske selskaber skal moderselskabet godtgøre, at den til grund
for udbyttet liggende udenlandske selskabsindkomst beskattes efter regler,
der ikke i væsentlig grad afviger fra reglerne her i landet.
Ved afgørelsen af, om den til grund for det modtagne udbytte liggende
selskabsindkomst beskattes efter regler, der ikke i væsentlig grad afviger
fra reglerne her i landet, foretages en samlet vurdering af det pågældende
udenlandske selskabsskattesystem.
Der vil være tale om en væsentlig afvigelse fra reglerne her i landet
såfremt:
1) Den udenlandske selskabsbeskatning ikke er en egentlig
indkomstbeskatning, men derimod en beskatning i form af afgifter eller
lignende, der opkræves uafhængigt af indkomstens størrelse.
2) Det udenlandske selskabsskattesystem indrømmer fuldt fradrag for
udloddede udbytter.
3) Den selskabsskat, der kan pålignes efter reglerne i det pågældende
udland, er væsentligt mindre, end den tilsvarende danske skat ville have
været, såfremt datterselskabet havde været fuldt skattepligtigt her i landet,
jfr. Skd. bek.nr. 580 af 4.12.1984 og Skd. cirk. af 17.12.1984.
Ud fra de ovennævnte kriterier kan udbytte hidrørende fra England,
Finland, USA og Vesttyskland (Skd.67.384) formentlig anses for skattefrit,
men ikke hvis udbyttet hidrører fra Frankrig, Grækenland og Grønland
(Skd.72.68).
Når udbyttet ikke skal medregnes til modtagerselskabets skattepligtige
indkomst, kan der ikke opnås skattegodtgørelse, jfr. SSL § 17 A og Skd.cirk.
nr.37 af 10.februar 1977, pkt.2.
SSL § 17, stk.3, om datterselskabslempelse opretholdes og vil fortsat
finde anvendelse i de tilfælde, hvor den til grund for udbyttet liggende
selskabsindkomst beskattes efter regler, der væsentligt afviger fra de
danske.
Lempelsen efter § 17, stk.3, kan ikke omfatte et større beløb end det, som
det udenlandske datterselskab skal udrede i skat af udbyttet.
Hvis det udenlandske datterselskab ikke betaler skat, f.eks. fordi det er
et holdingsselskab, der er fritaget for at betale skat af udbytter fra
datterselskaber, kan der ikke ske lempelse efter § 17, stk.3, uanset at
datterselskabet er fuldt skattepligtig i udlandet.
Disse tilfælde vil dog være omfattet af den nye bestemmelse i § 13, stk.3,
forudsat, at datter-datterselskabet beskattes efter regler, der ikke
væsentligt afviger fra de danske.
Begrænset fradrag for tab på datterselskabsaktier
I tilknytning til reglen om skattefrihed for modtaget udbytte er der
indført en begrænsning i adgangen til at fradrage tab på aktier i
datterselskaber.
Tab ved salg af aktier i et datterselskab eller ved likvidation af
datterselskabet kan kun fradrages i det omfang, tabet overstiger de skattefri
udbytter, som moderselskabet har modtaget fra det pågældende datterselskab,
jfr. ABL § 5, stk.5.
Det bemærkes i denne forbindelse, at selskaber efter 1.jan. 1984 ikke er
omfattet af hovedaktionærreglerne.
Aktiesalg til holdingselskab m.v.
Et selskabs afståelse af aktier er under visse omstændigheder omfattet af
holdingreglerne i LL § 16 B, stk.5. Se herom K 3.9.
1.2.5. Maskeret udbytte
Hvad er maskeret udbytte?
Et selskab og dets aktionærer kan, som hver især selvstændige
skattesubjekter, drive samhandel med hinanden eller iøvrigt indgå bindende
aftaler med hinanden. De skattemæssige følger af sådanne dispositioner
adskiller sig som udgangspunkt ikke fra konsekvenserne af tilsvarende aftaler
mellem uafhængige parter.
Mellem et selskab og dets aktionærer, og mellem koncernforbundne
selskaber, indgås undertiden aftaler med et indhold, der afviger så meget fra
almindelige forretningsmæssige dispositioner, at de kun kan anses opnået i
kraft af aktionærindflydelsen. Sådanne aftaler kan ikke tillægges
skattemæssig virkning efter deres indhold.
Formålet med aftaler af denne art er i første række at undgå den
dobbeltbeskatning hos selskab og aktionær, der fremkommer ved, at indkomsten
først beskattes i selskabet og dernæst påny hos aktionæren, når selskabets
indkomst udloddes som ikke fradragsberettiget udbytte.
Dispositionerne kan fremtræde som uberettigede fradrag i selskabet, som
udeholdte indtægter hos selskab eller aktionær, eller som enkeltstående
transaktioner, der er baseret på aftaler, som ikke er forretningsmæssigt
begrundet for selskabet.
Udbytte, der fremkommer ved korrektion af løn, tantieme eller andet
løbende mellemværende, betegnes traditionelt som maskeret udbytte, medens
beløb, der udbetales ifølge enkeltstående aftaler om unormalt vederlag,
betegnes som maskeret udlodning. Udtrykkene maskeret udbytte og maskeret
udlodning anvendes dog ofte i flæng, og der er således knyttet
skattegodtgørelse til både udbytte og udlodning.
Det er klart, at muligheden for at indgå aftaler til undgåelse af
dobbeltbeskatning er størst, hvor en enkelt person eller en snævrere kreds
med familiemæssig forbindelse ved aktiebesiddelse har en afgørende
indflydelse i selskabet. Men maskeret udbytte og udlodning kan forekomme i
alle tilfælde, hvor der blandt aktionærerne kan opnås enighed om at skaffe
sig fordele på selskabets bekostning. De synspunkter, der anlægges for
hovedaktionærer, kan altså også anlægges for sådanne grupper.
Fikseret vederlag
Aftaler mellem hovedaktionær og selskab kan også gå ud på, at vederlaget
til hovedaktionæren (gage, leje, rente) fastsættes til et beløb, der ligger
under, hvad fremmede ville have oppebåret. Vedrørende disse forhold henvises
til SC 1.2.6.
Lovhjemmelen
Hjemmelen til at korrigere selskabets indkomst med maskeret udbytte er de
almindelige regler om, hvad der er skattepligtig indkomst i henhold til SL §§
4 og 5 sammenholdt med, hvad der ifølge SL § 6 kan fradrages som
driftsomkostninger.
Endvidere er der i SSL § 12 en udtrykkelig hjemmel til at korrigere for
unormale forretningsvilkår i et dansk selskab, der er domineret af
udenlandske interesser, se herom SE 3.
Hjemmelen til at beskatte aktionærer af maskeret udbytte findes i LL § 16
A, stk.1, der til udbytte henregner alt, hvad der af selskabet udloddes til
aktionærerne, bortset fra friaktier (fondsaktier), samt likvidationsprovenu i
opløsningsåret. Dette gælder, hvad enten udbyttet formelt er deklareret eller
ikke.
Selv om udbyttet er begrænset ved en lov om udbyttebegrænsning, er dette
ikke til hinder for at statuere maskeret udbytte, uanset at dette bringer det
samlede udbytte op over det efter udbyttebegrænsningsloven tilladte, jfr.
lsr.1967.4.
Hvem skal forhøjes?
Maskeret udbytte kan medføre forhøjelse enten af selskabets indkomst eller
af aktionærens indkomst eller af indkomsten hos både selskab og aktionær. Der
er her og i det følgende set bort fra den forhøjelse af aktionærens indkomst,
som er en følge af, at der indrømmes skattegodtgørelse af maskerede
udbytteudlodninger. Se om skattegodtgørelse SI.
Når aktionæren, for hvem udgiften er afholdt, er ansat i selskabet, kan
udgiften undertiden anses som yderligere løn, hvis det samlede vederlag til
aktionæren efter den eksisterende praksis om løn til aktionærer ikke er af en
sådan størrelse, at aflønningen må anses for at indeholde et maskeret
udbytte.
Det skal anføres, at en beskatning som lønaccessorium ikke omfatter
forhold, hvor hovedaktionæren på strafbar måde har undladt at medregne
beløbene i sin skattepligtige indtægt.
Har selskabet fratrukket udgifter, som rettelig må karakteriseres som
udbytte, skal selskabets indkomst forhøjes. Om aktionærens indkomst samtidig
skal forhøjes, afhænger normalt af, om beløbet i forvejen er beskattet hos
aktionæren, eksempelvis som løn.
Omvendt vil f.eks. en aktionærs fribolig i selskabets ejendom medføre
beskatning af lejeværdien hos aktionæren, medens selskabets indkomst ikke
skal forhøjes, såfremt aktionæren er ansat i selskabet, og værdien af
friboligen kan karakteriseres som et rimeligt lønaccessorium.
Indtægter, der til fordel for aktionæren ikke er medregnet ved selskabets
indkomstopgørelse, medfører normalt forhøjelse både af selskabets og
aktionærens indkomst. Undtagelse gøres dog for aktionærens vedkommende, hvis
dennes indkomst modsvares af en fradragsberettiget udgift, således som det
f.eks. vil være tilfældet med renter.
Hvis et selskab har baseret sin indkomstopgørelse på et regnskab, som er
udarbejdet på grundlag af en bogføring, der ikke kan anses for betryggende
eller fyldestgørende, kan en skønsmæssig forhøjelse af indkomsten komme på
tale, hvis der foreligger grundet formodning for, at der har været yderligere
indtægter i selskabet.
Beløbet vil som regel kunne betragtes som en udbytteudbetaling til
hovedaktionæren, men hvis en konkret bedømmelse af det samlede vederlag inkl.
de yderligere indtægter fører til, at beløbet kan betragtes som et løntillæg,
forhøjes selskabets indkomst ikke, jfr. lsr.1982.13, hvor selskabets indtægt,
der var forhøjet med 10.000 kr. i skønsmæssig anslået yderligere indtægt,
blev nedsat, da man anså beløbet på 10.000 kr. for yderligere løn til
eneanpartshaveren, der havde et lavt privatforbrug.
Hvis årsagen til, at regnskabsgrundlaget må betragtes som ufyldestgørende,
hidrører fra kassedifferencer, der ikke kan anses for at være af væsentlig
størrelse, må beskatning i selskabet af maskeret udbytte i almindelighed
undlades, jfr. lsr.1981.130.
Den yderligere indtægt i selskabet må, i det omfang den ikke har medført
en tilsvarende formueforøgelse i selskabet, normalt anses for medgået til
hovedaktionærens forbrug, hvorfor også hans indkomstansættelse må forhøjes
med tilsvarende beløb, se dog lsr.1977.5, hvor man ikke gennemførte en
forhøjelse af hovedaktionærens indkomst efter en konkret bedømmelse af hans
forbrug.
Har selskabet forskudt regnskabsår i forhold til hovedaktionæren, må der
ud fra opgørelser over hovedaktionærens privatforbrug skønnes over i hvilken
periode, der uden om selskabets bogføring er tilflydt ham midler fra
selskabet, idet en rent forholdsmæssig beregning ud fra selskabets
indkomstperiode ikke umiddelbart kan anvendes.
Foreligger der en betryggende og fyldestgørende bogføring for et selskab,
kan dettes selvangivelse ikke tilsidesættes blot med henvisning til, at
hovedaktionærens personlige selvangivelse ikke levner plads til et antageligt
privatforbrug. Forhøjelse af selskabets indkomst må forudsætte påvisning af,
at hovedaktionæren uden om selskabets bogføring har modtaget midler, som
rettelig tilkommer selskabet.
Spørgsmålet om en given forhøjelse skal placeres hos selskabet eller
aktionæren eller hos begge, er iøvrigt omtalt i visse af de følgende
enkeltafsnit.
1.2.5.1. Omkostninger
Ved bedømmelsen af om de vederlag, som et selskab har ydet
hovedaktionæren, indeholder maskeret udbytte, er det ikke blot den egentlige
løn og tantieme, der skal indgå i vurderingen. Også lønaccessorier, såsom
pensionsbidrag, fri bolig, fri bil, fri telefon og ifølge landsskatterettens
seneste praksis også fri lystbåd, skal medregnes.
Mere usædvanlige ydelser kan undertiden anses for maskeret udbytte. F.eks.
kan en af et selskab afholdt udgift til betaling af en bøde, som selskabets
direktør og hovedaktionær er pålagt for overtrædelse af momsloven, ikke
anerkendes som driftstab eller løntillæg til direktøren, men må anses for en
ikke fradragsberettiget udlodning.
Derimod har landsskatteretten anerkendt fradrag i selskabets indkomst for
ydelser i form af ferierejser, studierejser af generel karakter og mindre
udgifter til privat repræsentation i tilfælde, hvor disse ydelser ikke bragte
det samlede vederlag til hovedaktionæren op over en rimelig aflønning, jfr.
nedenfor om rejseudgifter.
I lsr.1982.15 ansås en ingeniør for indkomstskattepligtig af en udlodning
fra det af ham beherskede selskab, da dette betalte hans udgift for at bestå
eksamen som kloakmester. Retten var af den opfattelse, at ingeniøren ved at
bestå kloakmestereksamen havde opnået en status, der indebar en
videreuddannelse.
I en senere kendelse anså lsr. udgifterne, som et selskab, der drev
taxiflyvning, havde afholdt til certifikat til erhvervsflyvning for
hovedaktionæren og dennes søn som løn for de to personer.
ØLD af 7.aug. 1987 (Skat 1987.10.697): Ved udtræden af et
revisorinteressentskab og påbegyndelse af ny revisionsvirksomhed, udtog
interessenten en større klientmasse end svarende til hans andel af
interessentskabet. Der kunne ikke opnås enighed om betalingen herfor, hvorfor
spørgsmålet blev undergivet voldgift. Omkostningerne ved voldgiftssagen blev
betalt af et af interessenten stiftet anpartsselskab, og det blev gjort
gældende, at udgiften vedrørte dettes interesser. Retten fandt, at
sagsomkostningsbeløbet var en af SL § 4 omfattet indtægt for interessenten,
idet omkostningerne alene påhvilede interessenten, der også i særlig grad
havde haft interesse i voldgiftsagen (afgørelsen er indbragt for HR).
I lsr.1982.104 fandt retten det sandsynliggjort, at et aktieselskab ved at
stille bolig til rådighed for selskabets direktør til en fast leje på 18.000
kr. havde ønsket at tildele ham en ydelse af lønmæssig karakter svarende til
forskellen mellem den faste leje og en skønsmæssig lejeværdi fastsat af
skatterådet til 8% af ejendomsvurderingen. Retten fandt derimod ikke
tilstrækkeligt grundlag for at anse de af selskabet afholdte udgifter til
vedligeholdelse af den til huset hørende have samt til opvarmning, for at
være ydelser af lønmæssig karakter, idet udgifternes størrelse måtte være
påvirket af beboernes løbende dispositioner. Retten kunne endelig i
princippet tiltræde en forhøjelse af selskabets indkomst for selskabets
vederlagsfri placering af kunstværker i direktørens hjem. Forhøjelsen blev
anslået til 6% af kunstværkernes anskaffelsessum.
Det er en forudsætning for at anerkende en af selskabet afholdt udgift som
et lønaccessorie, at hovedaktionæren har et berettiget krav på
arbejdsvederlag. Således kunne et selskab, hvis eneste virksomhed bestod i at
udleje til hovedaktionæren den ejendom, hvori han boede, ikke anse den
manglende lejebetaling som arbejdsvederlag til hovedaktionæren.
1.2.5.1.1. Løn og tantieme
Hovedreglen er, at det mellem selskabet og hovedaktionæren, der samtidig
er direktør i selskabet, aftalte vederlag må accepteres af myndighederne. Der
kan således ikke statueres maskeret udbytte, blot fordi direktørens løn er
meget høj. Der må bl.a. henses til, hvad andre virksomheders direktører, der
ikke er aktionærer, oppebærer i løn i lignende stillinger.
Et forhold, som også spiller en betydelig rolle ved bedømmelsen af, om der
foreligger maskeret udbytte, er, hvorvidt selskabets kapitalinteresser er
blevet tilstrækkeligt tilgodeset, d.v.s. om det deklarerede udbytte og de
henlæggelser, der er foretaget i selskabet, giver en rimelig forrentning af
selskabets egenkapital.
Hvis egenkapitalens forrentning må bedømmes som rimelig, vil formodningen
være imod, at der foreligger maskeret udbytte. Er der derimod ikke deklareret
udbytte og kun foretaget minimale henlæggelser, vil der være større
sandsynlighed for, at hovedaktionærens løn bør kritiseres.
Hovedprincipperne er kommet til udtryk i følgende to højesteretsdomme:
HD af 9. oktober 1963, U.f.R. 1963.970 H. Nordisk Plaster ndustriA/S.
(Dommen er kommenteret i U.f.R. 1964.B.143).
Selskabets to direktører, hovedaktionæren og dennes søn, havde i 1958
tilsammen fået udbetalt 100.000 kr. i tantieme. Der var deklareret 6 % i
udbytte eller 15.000 kr. svarende til ca. 11/2 % af selskabets egenkapital.
Selskabets overskud var ca. 250.000 kr. før udbetaling af tantiemen og et
bestyrelseshonorar på 30.000 kr.
Det anføres i dommen, at det »efter arten og omfanget af de to
direktørers arbejdsindsats må antages, at det af hver af dem oppebårne
samlede vederlag i gage og tantieme gennemsnitligt, set i forhold til
aflønningen i andre selskaber, ikke har været urimeligt. Ved bedømmelsen af
det foreliggende spørgsmål må der imidlertid henses til de særlige forhold i
dette selskab, i hvilket hovedaktionæren, som ejer af næsten hele
aktiekapitalen, har den afgørende indflydelse. Efter det om virksomhedens
indtjening og kapital oplyste, findes der at måtte gives indstævnte medhold
i, at der ved udbetalingen af en så stor tantieme som den omhandlede er
blevet beslaglagt en væsentlig større del af årets udbytte end normalt i et
almindeligt aktieselskab, og at skattemyndighederne derfor har været beføjede
til at fastslå, at den udbetalte tantieme har indeholdt udbytte af
kapitalen.«
Et selskabs overskud før udbetaling af tantieme til direktørerne kan
benyttes dels til tantiemeudbetaling, dels til forrentning af den i
virksomheden investerede kapital, hvad enten denne forrentning ydes i form af
udbytte eller som henlæggelse i selskabet.
Af dommen kan formentlig udledes, at der kan statueres maskeret udbytte,
når der ved udbetalingen af en så stor tantieme er blevet beslaglagt en
væsentlig større del af virksomhedens overskud end normalt i et almindeligt
aktieselskab.
Selv om løn og tantieme tilsammen således ikke var uacceptabelt høje, var
det i dette tilfælde alligevel berettiget at statuere maskeret udbytte.
HD af 27. januar 1975, U.f.R.1975.215.H.- Skd.34.329. A/S Eskofot.
(Kommenteret i U.f.R.1975.B.382).
Direktøren og hovedaktionæren i selskabet havde i regnskabsårene 1968 og
1969 ladet sig udbetale henholdsvis ca. 870.000 kr. og 1.150.000 kr. i løn
fra selskabet, hvilke beløb efter skatterådets opfattelse indeholdt maskeret
udbytte. Der var i hvert af årene deklareret 15 % i udbytte.
Selskabets egenkapital var ved udgangen af regnskabsåret 1969 3-4 mill.
kr., og der var i de to år givet udbytte og foretaget henlæggelser (inclusive
nedskrivning på varelageret) på ialt ca. 1 mill. kr. Egenkapitalen var
således blevet forrentet med 25-30 %.
Højesteret fandt, at direktørens personlige indsats havde været i særlig
grad afgørende for selskabets udvikling og indtjening i almindelighed og for
den i de to år stedfundne meget kraftige stigning i varesalg og
driftsoverskud. Kapitalinteresserne i selskabet fandtes både ved det
deklarerede udbytte og ved de meget betydelige henlæggelser, der havde fundet
sted, at være tilstrækkeligt tilgodeset. De udbetalte ledelsesvederlag
fandtes derfor ikke at indeholde maskeret udbytte.
Den omstændighed, at ledelsesvederlaget i absolutte tal er meget stort, er
således ikke i sig selv tilstrækkeligt grundlag for at statuere maskeret
udbytte.
Sammenfattende kan siges, at udbetalingen til hovedaktionæren ikke må ske
på bekostning af kapitalinteresserne i selskabet, og at hovedaktionæren ikke
må lade sig udbetale større direktørvederlag end en fremmed,
ikke-hovedaktionær kunne opnå for den samme indsats i det pågældende selskab.
Fra praksis iøvrigt kan nævnes:
U.f.R. 1919.601 H: Tantieme på 75% af årets overskud. 5% udbytte af
aktiekapitalen. Antaget, at formålet med den høje tantieme havde været at
undgå beskatning af beløbet som aktieudbytte, hvorfor selskabets indkomst
måtte ansættes efter et skøn over, hvad der måtte anses som en passende
tantieme.
U.f.R 1943.1109: Direktøren, prokuristen og bestyrelsesformanden ejede
næsten hele aktiekapitalen. Skattemyndighederne var derfor berettigede til at
skønne over den fradragsberettigede tantieme til direktøren og prokuristen.
Ændringen blev fastholdt, selv om den fradragsberettigede tantieme i strid
med aktieselskabsloven var ansat på grundlag af procenter af omsætningen.
Lsr. 1946.52: Udtalt, at skattemyndighederne ikke er bundet til at
anerkende bestemte procenter af overskuddet som fradragsberettiget tantieme,
men for hvert enkelt år kan foretage et skøn over den rimelige fordeling af
overskuddet mellem arbejdsvederlag, risikovederlag og kapitalvederlag.
Lsr. 1946.160: Af en tantieme på 50% af aktiekapitalen blev en væsentlig
del anset som maskeret udbytte.
Lsr. 1947.146: Aktiekapital 250.000 kr. Intet udbytte. Henlæggelser 16.300
kr. Bruttoavance 270.000 kr. Provisionsindtægter 90.000 kr. Samlet gage til
de 3 aktionærer 104.000 kr. fordelt i forhold til deres aktiebesiddelse.
17.000 kr. heraf anset for maskeret udbytte.
ØLD af 12. april 1973. SO 1973.199. Skd. 26.223. Løn til hovedaktionær i
skatteårene 1968/69 og 1969/70 henholdsvis 400.000 kr. og 330.000 kr.
Reduktion henholdsvis 100.000 kr. og 30.000 kr. Hovedaktionærens arbejdsdag
hævdedes at være på over 12 timer. Når hensås til, at selskabet ikke var
særligt velkonsolideret, fandtes der at måtte gives skattemyndighederne
medhold i, at der ved fastsættelse af gagebeløbene var lagt beslag på en
væsentlig større del af selskabets indtægter end normalt i et almindeligt
selskab.
Lsr. 1975.109: Løn og tantieme til hovedaktionæren udgjorde i 1967-1969
henholdsvis 183.405 kr., 192.609 kr. og 222.428 kr., heraf tantieme
henholdsvis 99.209 kr., 134.028 kr. og 67.900 kr. = 20% af overskuddet.
Landsskatteretten nærede betænkelighed ved at antage, at vederlaget havde
beslaglagt en væsentlig større del af årets overskud end normalt i et
almindeligt selskab. Retten lagde vægt på, at tantiemen var udbetalt i
henhold til en kontrakt, samt oplysningerne om hovedaktionærens
arbejdsindsats og om, hvorledes kapitalinteresserne i selskabet var
tilgodeset.
SO 1978.120. ØLD af 15. november 1977. Ikke påvist at de samlede
udbetalinger til aktionærerne havde oversteget, hvad der under hensyn til
arbejdsindsatsen og driftsresultatet var rimeligt. Kapitalinteresserne
fandtes tilgodeset i passende omfang, såvel ved udbytte som ved
afskrivninger.
ØLD af 25.8.1981. Skd.61.193. Løn og tantieme til hovedaktionæren udgjorde
i selskabets regnskabsår 1971/72-1973/74 henholdsvis 101.000 kr., 101.660 kr.
og 180.517 kr., heraf tantieme henholdsvis 50.000 kr., 50.000 kr. og 125.000
kr. Retten fandt det ikke antageliggjort, at hovedaktionæren havde ydet en
ekstraordinær indsats for selskabet i regnskabsåret 1973/74. Endvidere
fandtes selskabets resultater i dette regnskabsår, hvor der ikke deklareredes
udbytte til aktionærerne, ikke i sig selv at kunne begrunde en forhøjelse af
hans tantieme i den skete størrelsesorden, hvorfor det var berettiget, at
40.000 kr. af den som tantieme betegnede udbetaling på 125.000 kr. i
indkomståret 1974/75 ansås som udbytte.
Lsr. 1984.100: A ApS stiftes af B A/S og fabrikant C med det formål at
emaljere varmtvandsbeholdere. Fra A ApS udbetales bonus af selskabets
overskud i forhold til omsætningen med stifterens virksomheder. Lsr. anså den
udbetalte bonus for maskeret udlodning, idet der ikke forelå nogen skriftlig
aftale om en bonusordning, og i og med, at der ej heller forelå et nærmere
grundlag for beregningen af denne bonus, der heller ikke som normalt var
udbetalt løbende, men først efter at årsresultatet var fremkommet.
ØLD af 12.10.84 (TfS 1984.522): Et A/S, som ved stiftelsen i 1957 overtog
stifterens vognmandsvirksomhed, var ifølge stiftelsesoverenskomsten
forpligtet til som vederlag for goodwill at yde stifteren en andel på 25% af
selskabets nærmere definerede årsoverskud. Med virkning for skatteårene fra
og med 1978/79 var selskabet nægtet adgang til fradrag for den
indtægtsmæssige årsydelse, idet den ved stiftelsen overdragne goodwill ansås
for fuldt ud dækket ved de for tidligere skatteår indrømmede fradrag, hvorved
der henvistes til UfR 1973, 18H. Landsretten udtalte, at fradrag i selskabets
indkomstopgørelse for de årlige ydelser til stifteren kun kunne ske i det
omfang, ydelserne var betaling for goodwill. Den omstændighed, at
beregningsgrundlaget for størrelsen af den årlige ydelse var angivet i
stiftelsesdokument og vedtægter kunne ikke afskære skattemyndighederne fra at
foretage en selvstændig vurdering af, hvornår den overdragne goodwill kunne
anses for betalt, med den virkning, at der ikke mere var tale om nogen
modydelse. Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte
skattemyndighedernes vurdering, hvorefter de indtil skatteåret 1978/79
betalte ydelser fuldt ud havde dækket værdien af den overdragne goodwill.
Ydelserne til stifteren, der oprindelig var personlig indehaver af
vognmandsforretningen og ved overgangen til selskabsdrift blev hovedaktionær,
fandtes endvidere ikke at være omfattet af fradragsbestemmelsen i
ligningslovens § 14.
1.2.5.1.2. Løn til børn
Beløb, som et selskab udbetaler som løn til hovedaktionærens børn, skal
stå i et rimeligt forhold til den præstation, som børnene under hensyn til
deres alder m.v. forventes at kunne yde i selskabets tjeneste. Således blev
et beløb, som et selskab havde udbetalt til hovedaktionærens hjemmeboende
18-årige søn, anset som udbytte til hovedaktionæren, da beløbet var udbetalt
i faste månedlige rater uden hensyn til sønnens eventuelle faktiske
arbejdsindsats.
Lsr. har også i et tilfælde, hvor to børn på henholdsvis 14 og 16 år fik
løn fra faderens hovedaktionærselskab, statueret maskeret udlodning. Lønnen
ansås ikke som reel lønudbetaling, da der ikke forelå nogen registrering af,
hvad børnene udførte af arbejde, ligesom der ikke forelå ugesedler, og lønnen
blev udbetalt en gang årligt, og således at beløbet indsattes på
opsparingskonti. Se også lsr.1985.108.
I et tilfælde, hvor et selskab havde udbetalt ca. 22.000 kr. i løn til
hovedaktionærens to mindreårige børn, blev lønnen til børnene reduceret til
2.500 kr., medens restbeløbet blev anset som yderligere løn til
hovedaktionæren, I lsr. 1983.91 fandt landsskatteretten, at
bestyrelseshonorar og løn udbetalt fra et anpartsselskab til
hovedanpartshaverens børn oversteg, hvad der kunne anses for rimeligt i
forhold til børnenes arbejdsindsats og ansvar. Det overskydende beløb blev
anset som maskeret udbytte til hovedanpartshaveren. Se også SC 1.2.5.5.
1.2.5.1.3. Bestyrelseshonorar
De beløb, der kan fratrækkes som bestyrelseshonorar, skal stå i et
rimeligt forhold til det med bestyrelseshvervet forbundne arbejde og ansvar.
Selv om bestyrelsesmedlemmerne på normal vis deltager i ledelsen af
selskabet, må honoraret herfor holdes indenfor de grænser, som er almindelige
for udførelsen af et sådant hverv.
Der er intet til hinder for, at formanden for bestyrelsen i et selskab
modtager et større honorar end de øvrige medlemmer, men det er det samlede
vederlag, som den pågældende modtager fra selskabet, der er afgørende for, om
maskeret udbytte kan statueres, jfr. indledningen til afsnittet.
Fra praksis nævnes:
Lsr. 1960.98: Syv søskende ejede hele aktiekapitalen og udgjorde
bestyrelsen i selskabet. Udbytte 5%. Bestyrelseshonorar på 4.000 kr. til hver
blev reduceret under hensyn til den relativt betydelige størrelse af de
samlede honorarer og til den lave udbytteprocent, sammenholdt med at samtlige
aktionærer og alene disse var medlemmer af bestyrelsen.
Lsr. 1963.97:Investerings- og holdingselskab. Aktiekapital 6.000.000 kr.
fordelt mellem tre aktionærgrupper, der var repræsenteret i bestyrelsen.
Udbytte 6%. Gager og bestyrelseshonorarer, der varierede fra 5.000 kr. til
35.000 kr. pr. medlem, blev anerkendt som fradragsberettigede.
Lsr. 1967.5: Interessefællesskab inden for en aktionærkreds gjorde det
berettiget at tilsidesætte en vedtægtsbestemt tantieme på 25% af overskuddet
til bestyrelsen.
1.2.5.1.4. Pensionsordninger
Pensionsordninger til fordel for en i selskabet ansat hovedaktionær kan
være etableret enten som afdækkede ordninger, d.v.s. at der i et
forsikringsselskab er tegnet en pensionsforsikring, hvor præmien betales af
selskabet, eller som uafdækkede ordninger, hvorved forstås, at
forsikringsrisikoen påhviler selskabet selv, uden at den er dækket ved en
forsikringsaftale.
Afdækkede pensionsordninger
Den tidligere i renteforsikringsloven indeholdte regel, hvorefter
selskaber kun kunne fradrage bidrag til en pensionsordning for en
hovedaktionær, for så vidt der også for andre funktionærer i selskabet var
etableret pensionsordninger, og for så vidt den for hovedaktionæren
etablerede ordning kunne anses for rimelig i forhold til andre ordninger, er
udgået i pensionsbeskatningsloven af 1972. Herefter kan selskabet fradrage
bidrag til pensionsordninger for hovedaktionæren efter lovens almindelige
regler. Der gælder dog den begrænsning, at aktionærens samlede vederlag
inklusive pensionsbidraget ikke må overstige, hvad der er en rimelig
aflønning for den pågældendes indsats i selskabet.
Et af selskabet indbetalt eengangsbidrag til en pensionsordning for en
hovedaktionær vil i medfør af pensionsbeskatningslovens § 23 være
fradragsberettiget for selskabet under forudsætning af, at
skattemyndighederne ville have godkendt løbende ydelser i den forløbne
ansættelsesperiode til en pensionsordning, og at hovedaktionæren ikke ved
eengangsindbetalingen bliver gunstigere stillet end ved en løbende
indbetaling.
Et aktieselskab A overdrog sin virksomhed til et aktieselskab B og udlånte
samtidig sin hidtidige direktør og hovedaktionær. Direktøren, der som
konsulenthonorar fra A oppebar hvad han tidligere havde fået udbetalt som
direktør, godt 1/2 mill. kr., valgte at få en del af vederlaget udbetalt i
form af eengangsindskud til livrenter, kr. 160.000 pr. år. Landsskatteretten
fandt, at formen for og størrelsen af den samlede aflønning til direktøren
måtte anses for fastsat i kraft af dennes dominerende stilling i selskabet,
og at arrangementet med indskud til livrenter måtte betragtes som forsøg på
at undgå beskatning af denne del af vederlaget. Indskuddet blev herefter
anset som maskeret udlodning. (R. R. 1985 s. 261).
Uafdækkede ordninger
Såfremt der er etableret en almindelig pensionsordning for selskabets
personale, og hovedaktionærens ordning ikke er relativt bedre end andre
funktionærers, må selskabets fradrag i forbindelse hermed anerkendes.
Påtager selskabet sig derimod forpligtelsen alene over for hovedaktionæren
kort tid før dennes fratræden på grund af alder eller sygdom, og har han haft
en afgørende indflydelse på ordningens udformning, anses udbetalingen som
maskeret udbytte. Det er i denne forbindelse uden betydning, at aktionæren
senere har afhændet sine aktier i selskabet, således at han på
udbetalingstidspunktet ikke er aktionær, idet det afgørende er, om
hovedaktionæren på tidspunktet for ordningens etablering har haft afgørende
indflydelse på selskabets dispositioner (U.f.R. 1975.881 Ø - Skd.35.64 ØLD af
23. april 1975).
Selv om en uafdækket pensionsforpligtelse i formen fremtræder som en
løbende ydelse, der efter den hidtidige bestemmelse i LL § 14, stk.2,
opfyldte betingelserne for fradragsret, har fradrag været nægtet, når
forpligtelsen var indgået under omstændigheder som foran nævnt (fremrykket
alder, beherskelse af selskabet).
Den ved lov af 18.maj 1982 gennemførte ændring af bestemmelsen i LL § 14
med begrænsning i fradragsretten for løbende ydelser, medfører ikke ændringer
for så vidt angår de nævnte ydelser til hovedaktionærer.
Såfremt et selskab ved stiftelsen forpligtes til at yde en hovedaktionær
og eventuelt dennes enke en pension ved fratræden, og denne forpligtelse
optages i stiftelsesoverenskomsten og som et passiv i selskabets status, kan
fradrag foretages, idet forpligtelsen må betragtes som en del af vederlaget
for virksomhedens overdragelse til det nystiftede selskab.
Hvis en hovedaktionær sælger sine aktier, og selskabet i denne forbindelse
som en del af overdragelsessummen pålægges en pensionsforpligtelse, må
pensionsydelserne betragtes som en for selskabet ikke-fradragsberettiget
udlodning til den nye hovedaktionær samtidig med, at kapitalværdien indgår
som en del af vederlaget for aktierne.
Fra praksis kan nævnes:
HD af 14.marts 1984 (Skd.70.495): Ifølge aftale mellem et selskab og dets
direktør og dennes familie, der beherskede selskabet, skulle selskabet bl.a.
betale et årligt pristalsreguleret vederlag til direktøren og dennes
ægtefælle.
Ved aftalens indgåelse var direktøren 79 år, og han fratrådte samtidig,
eller kort efter, den daglige ledelse i selskabet. Ordningen var ikke led i
en almindelig pensionsordning for selskabets personale. Retten fandt, at
vederlaget i sin helhed måtte ligestilles med udbytte, for hvilket selskabet
ikke er berettiget til fradrag efter SL § 6 eller LL § 14, stk.2.
SO 1962.114 (ØLD af 17. november 1961): Et selskab havde efter direktørens
(hovedaktionærens) død vedtaget at udbetale en løbende pension såvel til
enken som til direktørens tidligere hustru. I dommen fastslås det, at de til
enken udbetalte beløb må betragtes som maskeret udbytte under hensyn til, at
det var tillagt hende på et tidspunkt efter mandens død, da hun ejede ca. 60%
af selskabets aktiekapital, og idet selskabets pensionsforpligtelse over for
hende måtte anses opfyldt ved en hende ved mandens foranstaltning tillagt
livsforsikring, for hvilken selskabet havde betalt præmien. (Derimod ansås
ydelsen til den tidligere hustru, som ikke var aktionær i selskabet, for en
underholdsydelse, der var fradragsberettiget i medfør af LL § 14, stk.2).
Lsr. 1972.167: En pensionsydelse var ikke omtalt i
stiftelsesoverenskomsten og ikke optaget som passiv i selskabets
åbningsstatus, men indgik i en aktionæroverenskomst. Ydelsen blev ikke
tilladt fradraget, da hverken modtageren eller hendes afdøde ægtefælle havde
været ansat i selskabet.
Lsr. 1978.165: Uanset at en enkepension til hovedaktionæren ikke med
sikkerhed kunne anses for en hende forud tillagt egentlig ret, blev fradrag
tilladt, idet 2 andre direktørenker havde ret til pension og andre
funktionærer havde tilsagn om pensionslignende ydelser.
Lsr. 1979.192: Fradrag indrømmet for pension til en enke efter stifteren
af et aktieselskab, selv om forpligtelsen ikke fremgik af
stiftelsesoverenskomsten. Der blev lagt vægt på, at pensionsforpligtelsen
fremgik af en i tilslutning til stiftelsen oprettet engageringskontrakt med
den da 48-årige stifter, samt at kapitalinteresserne i selskabet i den
forløbne periode var tilstrækkeligt tilgodeset, hvortil kom, at alle
selskabets ansatte, der ønskede det, havde opnået en livsforsikringsordning,
med præmien betalt af selskabet.
Lsr.-kendelse af 20. september 1979: Pr. 1. januar 1968 blev en
medarbejder ansat som prokurist, og der blev samtidig truffet aftale om
medarbejderens adgang til at overtage aktiemajoriteten i selskabet ved
hovedaktionærens fratræden som direktør, samt om edarbejderens forpligtelse
til at betale en løbende pension til hovedaktionæren og dennes hustru. I 1973
blev der indgået en ny overenskomst i anledning af hovedaktionærens
fratræden, hvorved bl.a. selskabet forpligtedes til at betale hovedaktionæren
en pension, beregnet som en pct.-del af selskabets årlige
bruttoprovisionsindtægt, samtidig med at han forpligtede sig til ikke at
drive konkurrerende virksomhed. Da hovedaktionæren ved aftalens indgåelse var
67 år, kunne et anbringende om betaling for konkurrenceklausul ikke
godkendes, og den fratrukne pensionsydelse blev herefter anset for maskeret
udbytte.
Lsr. 1981.13: Som led i en hovedaktionærs overdragelse af aktierne til
deres nominelle værdi til to medarbejdere i selskabet, blev det bestemt, at
selskabet skulle udrede et beløb, der betegnedes som en pensionsudbetaling,
til den tidligere hovedaktionær på 51.000 kr. årligt i 7 år, hvorefter
ydelsen nedsattes til en livsbetinget ydelse på 15.000 kr. årligt. Ved den
berettigedes død før udløbet af 7-års perioden skulle selskabet udrede
beløbet til den berettigedes arvinger i den resterende del af perioden.
Landsskatteretten fandt, at aktieerhververne som en del af købesummen for
aktierne havde erlagt et beløb svarende til kapitalværdien af den løbende
ydelse til den tidligere hovedaktionær, og da selskabet havde betalt
beløbene, ansås betalingen for maskeret udlodning til aktiekøberne.
Lsr.1942.34: I forbindelse med en hovedaktionærs overdragelse af aktier i
et ejendomsselskab til en medaktionærs arvinger, gav selskabet
hovedaktionæren ret til vederlagsfrit at bo i den lejlighed, han havde i
ejendommen ca. et år frem i tiden. Landsskatteretten fandt, at friboligens
værdi reelt var vederlag for de solgte aktier og ikke vederlag for arbejde
udført i selskabet, og udgiften fandtes derfor selskabets drift uvedkommende.
Lsr.-kendelse af 22.maj 1985 (Skat 1985.6.168): Selskabets direktør og
hovedaktionær gennem en årrække var fratrådt som direktør i selskabet, og der
blev i den forbindelse indgået aftale om, at han skulle have en årlig pension
på 75.000 kr., svarende til knap 20% af lønnen. Det var oplyst, at tidligere
funktionærer i selskabet, som på grund af alder havde forladt virksomheden,
havde fået udbetalt pensionslignende ydelser, svarende til et sted mellem
13,3% og 16,8% af lønnen ved afgangen. På den baggrund fandt
landsskatteretten ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag for at nægte
selskabet fradragsret for ydelser til den tidligere hovedaktionær.
1.2.5.1.5. Efterløn
Da en direktør, der samtidig er hovedaktionær i selskabet, ikke er
omfattet af funktionærloven, har landsskatteretten statueret, at en eventuel
løn, der udbetales til direktøren efter dennes fratræden, ikke kan fratrækkes
af selskabet som lønudgift, men må betragtes som et skattepligtigt udbytte.
Se ØLD af 22.december 1972, Skd. 24.115.
I lsr. 1963.98 fandt landsskatteretten ikke, at selskabet havde været
forpligtet til at udbetale efterløn, da udbetalingen ikke hvilede på
kontraktligt grundlag, og det ikke kunne anses for godtgjort, at der bestod
en egentlig kutyme, i henhold til hvilken et aktieselskab måtte anse sig for
forpligtet til at yde efterløn i forbindelse med dødsfald indenfor selskabets
direktion.
I lsr. 1977.106 havde nogle aktionærer og funktionærer i forbindelse med
salget af deres aktier til en aktionær, som derefter blev hovedaktionær,
opnået en efterlønsordning. Landsskatteretten fandt ikke, at der var grundlag
for at betragte de som efterløn udbetalte beløb som udlodning til
hovedaktionæren.
En direktør, der ejede 50 pct. af anpartskapitalen i et selskab, solgte
denne andel til den anden direktør og anpartshaver og fratrådte samtidig sin
stilling i selskabet. Ud over salgssummen for anparterne modtog han en
erstatning for øjeblikkelig fratræden på 75.000 kr. Uanset at der ikke var
oprettet ansættelseskontrakt, blev beløbet anset som et rimeligt vederlag for
løn i opsigelsesperioden, hvorfor det var almindelig indkomstskattepligtigt,
T.f.S.1985.311.
1.2.5.1.6. Administration af værdipapirer og ejendomme
Hvor selskabets virksomhed væsentligst består i at oppebære afkast af
værdipapirer, tillader praksis kun beskedne fradrag som arbejdsvederlag til
aktionærerne.
Specielt for ejendomsaktieselskaber gælder, at størrelsen af aktionærers
aflønning for arbejdet med administration, såsom fast gage,
bestyrelseshonorar, tantieme, fribolig o.lign. må bedømmes ud fra, at den
gældende boligreguleringslov alene anerkender udgifter ved
ejendomsadministration i det omfang, det er rimeligt under hensyn til
ejendommens og det lejedes karakter. Ved bedømmelsen kan der henses til de
omkostninger, der kan indgå i den omkostningsbestemte husleje.
Fra praksis nævnes:
Lsr. 1946.54: Da selskabets virksomhed kun havde bestået i at modtage
renter af et pantebrev på ca. 425.000 kr., blev kun 2.000 kr. anerkendt som
fradragsberettiget løn og bestyrelseshonorar til aktionærerne.
Lsr. 1951.169: Ejendomsselskab, hvis daglige administration blev varetaget
af en advokat. Administrations- og kontorholdsudgifter 19.300 kr. Gage og
bestyrelseshonorar til hovedaktionæren 30.600 kr. mod 10.000 kr. i det
foregående og de to efterfølgende år. Stigningen begrundedes med en
ekstraordinær arbejdsindsats i det omhandlede år. 15.000 kr. ansås
fradragsberettiget.
Lsr. 1958.8: Kun formueadministration. Renteafkast 11.000 kr. 1.000 kr.
anerkendt som fradragsberettiget arbejdsvederlag.
U.f.R. 1973.852 V: Selskabets virksomhed bestod i administration af
værdipapirer, 2 udlejningsejendomme og en plantage. En løn til
hovedaktionæren på 25.000 kr. i 1969 ansås ikke at indeholde maskeret
udbytte.
1.2.5.1.7. Repræsentationsudgifter
Maskeret udbytte kan også opstå derved, at hovedaktionæren lader selskabet
afholde udgifter, som helt eller delvis må karakteriseres som
hovedaktionærens private udgifter.
Dette gælder f.eks. repræsentationsudgifter (indkøb af vin og tobak,
restaurationsbesøg, beværtning af forretningsforbindelser i hjemmet etc.),
som selskabet har fratrukket. Den - eventuelt skønnede - del af udgifterne,
som må karakteriseres som hovedaktionærens private udgifter, kan selskabet
kun fratrække, såfremt udgifterne kan betragtes som lønaccessorium, og det
samlede arbejdsvederlag herefter ikke overstiger et rimeligt niveau.
Fra landsskatterettens praksis kan nævnes, at der i et par
ikke-offentliggjorte kendelser er statueret maskeret udbytte i tilfælde, hvor
selskabet havde afholdt udgifterne ved en fest, hvori deltog såvel selskabets
forretningsforbindelser som hovedaktionærens private bekendte.
Ligeledes ansås der at foreligge maskeret udbytte i et tilfælde, hvor
selskabet afholdt fest i anledning af hovedaktionærens private jubilæum, selv
om forretningsforbindelser deltog.
I lsr. 1953.167 blev en jubilæumsfest for selskabets aktionærer ikke anset
fradragsberettiget, da den ikke kunne antages at have indflydelse på
selskabets afsætningsforhold.
Lsr. 1980.182. Selskabet havde afholdt en udgift på 11.444 kr. i anledning
af hovedaktionærens 25 års jubilæum. Der blev holdt en reception i hans hjem
for forretningsforbindelser og venner, samt hvem der i øvrigt kom til stede.
Landsskatteretten anså ikke de omhandlede udgifter for fradragsberettiget i
selskabet. Det fremgik i øvrigt af sagen, at skatterådet havde anset beløbet
for at være en gave til hovedaktionæren.
Landsskatterettens senere praksis går dog i retning af at anlægge en
helhedsbetragtning, jfr. den nedenfor omtalte kendelse lsr. 1980.99
(vedrørende rejseudgifter).
I lsr.1982.12 fandt retten det betænkeligt at anse den af et selskab
afholdte udgift til et middagsselskab og reception i anledning af selskabets
hovedaktionærs/direktørs 50-års fødselsdag for en udlodning fra selskabet.
Retten kunne derimod tiltræde, at udgiften kunne anses for et tillæg af
lønmæssig karakter til det til direktøren allerede udbetalte vederlag fra
selskabet, og selskabet fik fradragsret.
I lsr.1982.108 blev en direktør anset skattepligtig af et beløb, der var
udbetalt ham fra hans hovedaktionærselskab til delvis dækning af udgifterne
ved en fest, han holdt i anledning af sit sølvbryllup. I festen havde
deltaget 186 personer omfattende familiemedlemmer, forretningsforbindelser og
samtlige ansatte i firmaet. Personalet med ledsagere udgjorde halvdelen af
deltagerne, hvorfor selskabets bestyrelse ville dække halvdelen af udgifterne
som personaleomkostninger. Tilskuddet fra selskabet blev anset som et tillæg
af lønmæssig karakter og således fradragsberettiget for selskabet.
Landsskatteretskendelse af 11.oktober 1985 (Skat 1985.11.315): Et selskab
havde afholdt udgifterne, kr. 37.192, i forbindelse med en
hovedaktionærs/direktørs 60-års fødselsdag. I festlighederne havde deltaget
115 personer, hvoraf 11 havde været private gæster samt funktionærer, der
havde bistået under arrangementet. Landsskatteretten lagde til grund, at
anledningen til den afholdte festlighed dels havde været fremvisning af den
udvidede virksomhed og dels hovedaktionærens 60-års fødselsdag.
Landsskatteretten fandt herefter, at den del af de afholdte udgifter, der
skønnedes at vedrøre virksomheden, 1/2, måtte anses for at være iøvrigt
fradragsberettigede repræsentationsudgifter for selskabet, hvorimod den del,
der skønnedes at vedrøre hovedaktionærens fødselsdag måtte anses for at være
et skattemæssigt tillæg af lønmæssig karakter til hovedaktionæren.
I landsskatteretskendelse af 2.dec. 1986 (Skat 1987.2.140) blev en
arkitekt, der ejede 51 pct. af aktierne i et rådgivende ingeniørfirma, ikke
anset for skattepligtig af udgifterne til en reception i anledning af hans 60
års fødselsdag. Der havde alene deltaget forretningsforbindelser, der var
inviteret gennem annoncering i dagspressen. Ud over denne reception havde
hovedaktionæren afholdt en privat fest, hvis udgifter han selv havde betalt.
1.2.5.1.8. Rejseudgifter
Hvor selskabet betaler for hovedaktionærens private rejser, eller hvor
rejsen har haft et betydeligt turistmæssigt islæt, må udgiften hertil
betragtes som udlodning af udbytte, med mindre udgiften kan betragtes som et
rimeligt lønaccessorium.
Som et eksempel kan nævnes lsr. 1980.144, der vedrører et
familieaktieselskab. Der blev afholdt rejseudgifter til bestyrelsesmøder i de
udlande, hvor de 2 af bestyrelsesmedlemmerne var bosiddende. Disse udgifter
blev ikke anset for fradragsberettigede, da de ikke kunne anses for at være
afholdt udelukkende i det øjemed at erhverve, sikre eller vedligeholde
selskabets indkomst.
Såfremt det drejer sig om en branche- eller studierejse af mere generel
karakter, har landsskatteretten i lsr. 1980.99 fastslået, at udgiften ikke
havde en så nær og direkte tilknytning til selskabets indkomsterhvervelse, at
den ville kunne godkendes som en fradragsberettiget rejseomkostning for
selskabet. Udgiften fandtes derimod at kunne betragtes som et tillæg af
lønmæssig karakter til det hovedaktionæren allerede udbetalte vederlag fra
selskabet.
Kendelsen må betragtes som udtryk for landsskatterettens praksis i sådanne
tilfælde. Baggrunden er, at der er tale om en efter sin karakter
fradragsberettiget udgift, som uden videre ville blive godkendt, såfremt en
af selskabets medarbejdere havde foretaget rejsen. Ifølge lsr.1982.105 kunne
rejseudgifter, som et selskab afholdt til hovedaktionærens/direktørens
hustrus og andre ansattes hustruers deltagelse i nogle forretningsrejser til
Italien, ikke anses for driftsudgifter for selskabet. Udgifterne kunne
derimod anses for tillæg af lønmæssig karakter, dels til hovedaktionæren,
dels til de øvrige ansatte, og de pågældende udgifter var følgelig
fradragsberettigede for selskabet. Det er naturligvis en forudsætning, at der
foreligger fornøden dokumentation for udgifterne.
1.2.5.1.9. Lejeudgifter
Hvor hovedaktionærens ejendom (eller lokaler heri) udlejes til selskabet,
kan der ikke godkendes større fradrag for husleje end hvad der kunne opnås
ved udleje til fremmede, idet beløb herudover må karakteriseres som maskeret
udbytte. Der må ved bedømmelsen tages hensyn til, om lejemålet omfatter lys,
varme, rengøring, vedligeholdelse m.v.
Har hovedaktionæren selv lejet en ejendom eller nogle lokaler og fremlejer
en del heraf til selskabet for en større leje, end han selv betaler, anses
merlejen for maskeret udbytte.
Tilsvarende regler gælder, såfremt hovedaktionæren ejer driftsmidler,
automobiler m.v., som udlejes til selskabet.
Efter landsskatterettens praksis, jfr. lsr. 1980.100, vil merlejen dog
ofte kunne betragtes som yderligere løn til hovedaktionæren.
Såfremt selskabet som lejer afholder udgifter til ombygning eller
indretning af det lejede, og der derved er tilført den pågældende ejendom en
varig forbedring, må værdien af forbedringen betragtes som en udlodning i
skattemæssig henseende.
1.2.5.1.10. Aktionærrabatter
Rabatter, der ydes et selskabs aktionærer, og som er mere gunstige end
dem, der ydes selskabets andre kunder, er udtryk for en udlodning til
aktionærerne.
Fra praksis kan nævnes:
U.f.R. 1944.823 H: Et indkøbsselskab afgav en vis procentdel af sit
overskud, som rabat til aktionærerne i forhold til deres køb, men gav ikke en
tilsvarende rabat til andre kunder. Højesteret statuerede maskeret udbytte,
uanset at rabatten ikke som deklareret udbytte fordeltes i forhold til
aktionærernes aktiebesiddelse.
Lsr. 1974.98: Et indkøbsselskab handlede kun med aktionærer og udbetalte
til disse en overskudsbetinget bonus, beregnet på basis af de enkelte
aktionærers omsætning med selskabet. Landsskatteretten fandt, at den
omhandlede bonus måtte anses for et led i selskabets udbyttefordeling og
ansås derfor ikke for fradragsberettiget for selskabet. I Skd.60.34 blev
bonus - som en bank som led i overskudsdelingen ydede til aktionærer, der
enten havde indlån på opsigelse eller havde lånt penge i banken - sidestillet
med udbytte.
En overrente på 2 pct. p.a. som en bank ydede til indlånere, der tillige
var aktionærer i banken, er dog ikke blevet sidestillet med udbytte, hvori
der skulle indeholdes udbytteskat. Overrenten udmåltes udelukkende i forhold
til indlånets størrelse.
R.R 1984. SM 143: En rabat, som et tæppefirma, der blev omdannet til A/S,
tilbød personer, der tegnede en aktie på 1.000 kr. i selskabet, var ikke
skattepligtigt udbytte for aktionærerne, fordi adgangen til at opnå rabat på
op til 25 pct. ved køb af tæpper måtte antages at stå åben for en bredere
kreds af personer uden for aktionærkredsen via medlemskab af diverse
indkøbsforeninger m.v.
Landsskatteretskendelse af 2.juni 1986 (Skat 1986.7.482): En aktionærs
brugsret til en ferielejlighed i et time-share hotel, blev anset for en
ydelse opnået som aktionær i det selskab, der ejede hotellet, og ydelsen
måtte anses som maskeret udlodning. Nettoværdien ansattes til det beløb,
hvormed udlejningsværdien oversteg servicegebyret.
Landsskatteretskendelse af 7.okt. 1986 (Skat 1987.1.43): Den merrabat, som
en anpartshaver havde opnået i forhold til øvrige ansatte ved varekøb i
selskabet, blev anset for en i princippet skattepligtig udlodning, idet
landsskatteretten lagde til grund, at den opnåede merrabat var fremkommet i
kraft af anpartshaverforholdet.
1.2.5.1.11. Ydelser i aktionærens interesse
Hvis en hovedaktionær foranlediger, at selskabet foretager udbetalinger
til formål, som udelukkende eller i det væsentlige tilgodeser hans personlige
interesser, viser praksis eksempler på, at aktionæren beskattes af
udbetalingerne som almindelig indkomst. Selskabet kan ikke fradrage sådanne
ydelser. Se i øvrigt SC 1.2.5.5.
Som eksempler kan nævnes:
R.R. 1967.34 SM (Skd. VIII 1080/67): Et hovedaktionærselskabs ydelse af
gave til en fond til støtte af hovedaktionærens familie blev anset
almindeligt indkomstskattepligtig for aktionærerne.
SO 1967.301 (Skd. VIII 820/66). Tilsvarende afgørelse.
SO 1974.81 (Skd.22.207 VLD af 31. maj 1972): Et selskabs løbende ydelse
til et kirkesamfund anset almindeligt indkomstskattepligtigt for
hovedaktionæren med de årlige beløb, hvorimod kapitalværdien ikke kunne
beskattes. Ydelsen var fastsat til 10 pct. af selskabets skattepligtige
indkomst.
Lsr. 1978.74: Fondsejet selskabs løbende ydelse til fonden ikke anset
fradragsberettiget. Fondens formål var støtte til efterkommerne af
virksomhedens grundlæggere samt støtte til medarbejdere og velgørende formål.
I SO 1981.128 og 132 f.f. og i R.R. 1981 SM.216-218 er nævnt en del
tilfælde, hvor statsskattedirektoratet bl.a. har taget stilling til
spørgsmålet, om en af et selskab påtaget forpligtelse til at udrede en årlig
løbende ydelse overfor en fond skal anses som maskeret udbytte til
aktionærerne ud fra den antagelse, at det i realiteten er aktionærinteresser,
der varetages hermed.
Således har statsskattedirektoratet f.eks. anset en af et anpartsselskab
ydet gave på 250.000 kr. til en fond og en løbende ydelse til fonden på
50.000 kr. pr. år i 10 år som udbytte til hovedaktionærerne, der også havde
den dominerende indflydelse i fondens bestyrelse. Fonden havde til formål at
yde bistand til danske og udenlandske virksomheder, som fondsbestyrelsen
havde indsigt i, at yde lån eller bistand til enkeltpersoner med henblik på
uddannelse og forskning indenfor erhvervsøkonomiske områder, at yde hjælp,
herunder pensionstilskud, til nuværende og tidligere ansatte i de stiftende
selskaber og de ansattes nærmeste familie, samt at anvende overskydende beløb
til videnskabelige, humanitære eller sociale formål.
Lsr. 1981.13: En af et selskab udredet løbende ydelse til den tidligere
hovedaktionær anset for en del af aktieerhververnes købesum for aktierne, og
anset for maskeret udlodning til aktiekøberne. Kendelsen er også omtalt foran
under SC 1.2.5.1. - uafdækkede ordninger.
En revisor, der drev revisionsvirksomhed i et anpartsselskab, hvori han
ejede hele anpartskapitalen, kunne ikke sidestilles med en funktionær i en
revisionsvirksomhed, og de af selskabet afholdte kursusudgifter måtte
betragtes som yderligere løn til ham, T.f.S.1985.648.
1.2.5.2. Manglende selskabsindtægter
Maskeret udbytte kan også fremtræde på den måde, at ydelser fra selskabet
til aktionærerne vederlægges af disse med et for ringe beløb, eller med andre
ord, at selskabets indtægter bliver for små. I disse tilfælde skal både
selskab og aktionærer beskattes, selskabet dog ikke såfremt et tilsvarende
beløb kan fradrages som lønaccessorium.
1.2.5.2.1. Husleje
Har hovedaktionæren således bolig i en selskabet tilhørende ejendom, vil
der foreligge maskeret udbytte, såfremt lejen er fastsat til et beløb, der er
mindre end, hvad der kunne opnås ved udleje til fremmede.
Ved bedømmelsen af lejeværdien må der tages hensyn til, om det lejede
omfatter lys, varme, rengøring, vedligeholdelse m.v., idet lejebetalingen må
rette sig efter, hvad lejemålet omfatter.
Det vil ofte blive anført, at benyttelsen af helårs- eller sommerbolig
tilhørende selskabet er et tillæg til det kontante vederlag fra selskabet.
Dette synspunkt kan kun accepteres, hvis det samlede vederlag herefter er en
rimelig betaling for hovedaktionærens indsats i selskabet.
Lsr. 1960.104: Boligaktieselskab. Differencen mellem aktionærers og
ikke-aktionærers lejeudgift anset indkomstskattepligtig for aktionærerne.
Lsr. 1965.4: Aktionærfordel i form af billig leje af sommerhus beskattet.
Lsr. 1974.20: Tilsvarende afgørelse vedrørende ejendom, der anvendtes dels
som bolig for selskabets hovedaktionær og dels af selskabet.
Lsr. 1967.92: Boligaktieselskabs nedsættelse af aktionærernes husleje,
respektive undladelse af at forhøje huslejen som følge af øgede
ejendomsskatter blev anset for maskeret udbytte til aktionærerne. Kommunens
godkendelse af huslejenedsættelsen var ikke til hinder herfor, idet denne
godkendelse måtte antages at bero på en bedømmelse af kommunens risiko som
garant og kautionist vedrørende byggeriet.
Lsr.1982.11: Et selskab ejede en ejendom med 20 lejligheder. Dets
anpartskapital på 40.000 kr. ejedes af lejerne, der hver havde en anpart på
2.000 kr. Selskabet var berettiget til at opkræve en lejeindtægt på 130.811
kr., men opkrævede kun 90.537 kr. Selv om selskabet ikke kunne tvinges til at
opkræve højere leje, blev det anset som indkomstskattepligtigt af differencen
på 40.284 kr., der blev betragtet som maskeret udbytte fra selskabet.
U.f.R. 1984.534H Et aktieselskab og dettes hovedaktionær samt dennes
sønner, der var medaktionærer, kunne ikke kræve, at skattemyndighedernes
ansættelse af lejeværdien af de af selskabet til de pågældende udlejede
villaer kun forhøjedes i overensstemmelse med lejelovgivningens bestemmelser
om lejeforhøjelser. Skattemyndighederne anerkendtes at være berettigede til
at fastsætte lejeværdierne ud fra et skøn over den til enhver tid værende
udlejningsværdi.
I en ikke offentliggjort kendelse har landsskatteretten statueret maskeret
udbytte i et tilfælde, hvor et boligaktieselskab, hvori alene aktionærerne
var lejere, havde afviklet en betydelig del af sine prioriteter og nedsatte
huslejen, da selskabet herefter ikke havde brug for så store boligafgifter
for at klare sine forpligtelser. Forskellen mellem den tidligere leje, der
ansås for normal leje, og den nedsatte leje betragtedes som udlodning til
aktionærerne, og indkomsten for såvel selskab som aktionærer forhøjedes.
Det er dog en betingelse, at ikke andre bestemmelser er til hinder for at
statuere maskeret udbytte. Således kunne lejen i et boligselskab ikke
forhøjes til en skønnet »markedsleje«, da der var pålagt ejendommen
en deklaration, hvorefter lejen kun kunne forhøjes med kommunalbestyrelsens
godkendelse, hvilken ikke havde kunnet opnås. Kendelsen er ikke
offentliggjort.
I lsr.1985.94 havde hovedanpartshaveren som udlejer givet afkald på den
ham ifølge lejekontrakten tilkommende leje for en begrænset periode som følge
af selskabets svigtende indtjening. Lsr. fandt, at det anførte ikke kunne
medføre bortfald af skattepligten, for så vidt angik nogen del af det i
lejekontrakten fastsatte lejebeløb.
1.2.5.2.2. Boligaktieselskaber. SD-cirkulære
Efter at boligaktieselskaber og boliganpartsselskaber ved lov nr.239 af
8.juni 1979 og lov nr.486 af 5.november 1980 er sidestillet med
andelsboligforeninger med hensyn til fællesskabets stiftelse, procedure ved
overdragelse af andel (aktie eller anpart), prisfastsættelse ved overdragelse
af andel (aktie eller anpart) m.v. har ligningsrådet bestemt, at
SD-cirk.1982-2 om andelsbolighaveres fradrag for rente af gæld til
andelsboligforeninger og beskatning ved lav boligafgift skal finde
tilsvarende anvendelse på aktionærer og anpartshavere i boligaktieselskaber
og boliganpartsselskaber. Der henvises i øvrigt til SD-cirk.1983-47 samt K
2.2.1.
1.2.5.2.3. Bil, lystbåde o.lign.
Stiller selskabet bil til rådighed for hovedaktionæren, må værdien af den
private benyttelse heraf fastsættes med udgangspunkt i de for funktionærer
gældende satser, idet hensyn må tages til, om hovedaktionæren selv betaler
benzin, reparationer m.v., jfr. lsr.1980.133.
Der henvises til SD-cirk. 1986-48.
Stiller selskabet lystbåd e.lign. til rådighed for hovedaktionæren, er det
værdien af den faktiske benyttelse, der skal beskattes. Se VLD af 30.november
1981, Skd.61.206. Om selskabets fradragsret, se indledningen i SC 1.2.5.1.
1.2.5.2.4. Andre ydelser
Såfremt nogle af de i selskabet ansatte (og aflønnede) personer udfører
arbejde for hovedaktionæren privat (havemand, chauffør, montør m.v.), må
værdien heraf betragtes som udbytte fra selskabet, jfr. lsr.1982.104. Ofte
vil sådanne ydelser dog kunne fradrages af selskabet som yderligere løn til
hovedaktionæren.
1.2.5.2.5. Rente
Lån, som en hovedaktionær har opnået i det af ham beherskede selskab, vil
ofte indeholde vilkår, der er fordelagtigere, end hvad selskabet ville
indrømme ikke-aktionærer, bl.a. med hensyn til forrentningen. Den af
aktionæren herved opnåede fordel må anses som en ydelse fra selskabet af
udbyttemæssig karakter. Efter 18. juni 1982 er det ikke længere lovligt at
stifte aktionær- og anpartshaverlån. Uanset om aktionærlån er ulovlige, skal
reglerne om forrentning som gengivet nedenfor anvendes.
I SD-cirk.1978-31 og i SD-cirk.1982-24 er fastsat regler for den
skattemæssige behandling af såvel selskab som aktionær.
Ifølge SD-cirk.1978-31 skal selskabet beskattes af en rente svarende til
Nationalbankens diskonto på gældsstiftelsestidspunktet + 4%. Såfremt der er
aftalt en lavere forrentning, forhøjes selskabsindkomsten alene med
forskellen mellem den i henhold til cirkulæret fastsatte rente og den
faktiske rente. Et til forhøjelsen svarende beløb anses som maskeret udbytte
til aktionæren.
Hovedaktionæren skal for så vidt beskattes af det modtagne udbytte, men da
et tilsvarende beløb anses som rentebetaling til selskabet, skal aktionærens
indkomst alene forhøjes med skattegodtgørelse af det som maskeret udbytte
ansete beløb.
Cirkulærets regler gælder fra indkomståret 1978 (skatteåret 1979/80), men
det må understreges, at cirkulæret også omfatter lån stiftet i tidligere år,
idet der for disse lån fra 1978 og fremefter regnes med en rente svarende til
diskontoen på det tidspunkt, hvor lånet blev stiftet, + 4%.
Den således fastsatte forrentning ændres ikke, selv om der senere sker
ændring af diskontoen.
Det bemærkes, at cirkulæret alene omfatter egentlige kontante lån, derimod
ikke gæld opstået ved køb af aktiver fra selskabet eller i forretningsmæssig
handel mellem selskab og hovedaktionær. Om sådanne forhold henvises til SC
1.2.5.3.
Cirkulærets regler vil dog også kunne anvendes på hovedaktionærens
mellemregningskonto med selskabet, såfremt denne overvejende udviser en saldo
i selskabets favør.
Aftaler, hvorefter en hovedaktionær over mellemregningskontoen hæver beløb
til betaling af private udgifter, må anerkendes som låneaftaler, medmindre
aktionæren er insolvent. Forholdet behandles i øvrigt i overensstemmelse med
SD cirkulære 1978-31 og 1979-12.
Ifølge SD-cirk.1982-24 skal den i SD-cirk.1978-31 omtalte
indkomstbeskatning af en anslået rente i hovedaktionærselskabet og af
skattegodtgørelsen hos hovedaktionæren undlades, hvor hovedaktionæren udfører
arbejde for selskabet og det samlede vederlag til hovedaktionæren (inkl. den
manglende forrentning af aktionærlånet) er af en sådan størrelsesorden, at
der må anses at foreligge en rimelig aflønning.
Efter PSL er løn personlig indkomst, medens renteudgifter er
kapitalindkomst. I de tilfælde, hvor rentefordelen betragtes som tillæg til
hovedaktionærens arbejdsvederlag i selskabet, skal hovedaktionæren derfor nu
medregne rentefordelen som yderligere lønindtægt, og hovedaktionæren kan
fratrække et tilsvarende beløb som yderligere renteudgift.
Hovedaktionærbetragtningen finder også anvendelse for to samlevende
personer, jfr. lsr.1984.5.
Et ApS ejedes af en mand, dennes samlever og hans søn med hver 1/3.
Selskabet blev anset skattepligtig af dets udlån til de to førstnævnte
anpartshavere i henhold til SD-cirk.1978.31 og lsr. udtalte, at der mellem
parterne i et papirløst samlivsforhold måtte antages at være et sådant
personligt og økonomisk interessefællesskab, at deres indflydelse måtte
bedømmes ud fra den samlede anpartsbesiddelse. Den manglende renteindtægt
blev dog anset for et lønmæssigt tillæg til den kvindelige anpartshaver.
Hovedaktionæren kan ikke udlodningsbeskattes af forskellen mellem
låneprovenuet og den kursværdi af lånet, som de aftalte vilkår betinger.
Det samme gælder, såfremt hovedaktionæren mod overgivelse af et
ejerpantebrev opnår lån i selskabet til pari kurs.
Hvis lånet eller pantebrevet derimod på et senere tidspunkt indfries til
et beløb lavere end restgælden, må indfrielsesgevinsten anses som en
skattepligtig udlodning fra selskabet.
Om lån mellem koncernselskaber, se SE 3.
1.2.5.3. Enkeltstående udlodninger
Maskeret udlodning foreligger, hvis selskabet sælger aktiver til
hovedaktionæren til underpris, eller hvis selskabet køber aktiver fra
hovedaktionæren til overpris.
Udgangspunktet for bedømmelsen er i begge tilfælde, hvad der ville have
været en rimelig pris, såfremt det pågældende aktiv var blevet solgt til,
henholdsvis købt af fremmede. Hovedaktionæren skal beskattes af den ved
transaktionen opnåede økonomiske fordel.
For selskabet afhænger de skattemæssige konsekvenser af, hvilken
virksomhed selskabet driver og arten af de overdragne aktiver.
1.2.5.3.1. Obligationer
Overdrager et selskab en obligationsbeholdning, som ikke er erhvervet i
næring eller i spekulationshensigt, til hovedaktionæren for et beløb der
ligger under børskursen, er den skattemæssige konsekvens alene, at
hovedaktionæren beskattes af differencen mellem overdragelsesprisen og
børskursen som maskeret udlodning.
En hovedaktionær havde optaget et lån i selskabet til køb af obligationer
fra selskabet. For lånet var udstedt et gældsbrev, som selskabet nedskrev til
kurs 60. Udlodning antaget for differencen mellem obligationernes kursværdi
og gældsbrevets (mindre) kursværdi, jfr. Landsskatteretskendelse af 14.juli
1986 (Skat 1986.9.551).
1.2.5.3.2. Fast ejendom
Køber hovedaktionæren selskabets faste ejendom til underpris, beskattes
hovedaktionæren af differencen mellem købesummen og ejendommens handelsværdi.
Selskabet beskattes af en eventuel avance efter reglerne for afståelse af
fast ejendom, idet afståelsessummen sættes til handelsværdien.
Sælger en aktionær en afskrivningsberettiget ejendom til selskabet til
overpris, skal overprisen beskattes hos aktionæren som udlodning og
handelsværdien danner udgangspunkt for beregningen af den særlige eller
almindelige indkomstskat, som aktionæren skal pålignes i anledning af salget.
Selskabets indkomst skal ikke korrigeres, men dets anskaffelsessum og
afskrivningsgrundlag skal reduceres til det beløb, som er ejendommens
handelsværdi.
En overdragelse af en fast ejendom til en pris, der ligger inden for +/-
15 pct. af den senest bekendtgjorte kontantejendomsværdi med årsreguleringer,
vil normalt ikke blive anfægtet skattemæssigt. Hvor kontantprisen ligger uden
for +/- 15 pct. af den senest bekendtgjorte kontantejendomsværdi med
årsreguleringer, sker der ikke kun beskatning i det omfang, kontantprisen
ligger uden for 15 pct.'s grænsen, men af hele forskelsbeløbet, se iøvrigt
Skat 7.9.656.
1.2.5.3.3. Aktier
Køber aktionæren aktier af selskabet til en lavere pris end
handelsværdien, beskattes aktionæren af forskellen mellem købsprisen og
handelsværdien som udlodning, og aktionæren kan benytte handelsværdien som
anskaffelsessum ved opgørelsen af den skattemæssige avance/tab ved videresalg
af aktierne. Selskabet skal i givet fald medregne avance/tab ved aktiesalget
opgjort i forhold til handelsværdien.
Sælger aktionæren aktier til selskabet til overpris, beskattes overprisen
som almindelig indkomst hos aktionæren, idet den er at betragte som en
udlodning fra selskabet, mens aktieavancen opgøres på grundlag af
handelsværdien. Selskabet kan som anskaffelsessum kun benytte handelsværdien,
ikke den faktisk erlagte købesum.
Såfremt overdragelseskursen er opgjort i overensstemmelse med reglerne i
skd.cirk. af 17.november 1982, pkt.17, vedrørende værdiansættelsen af aktiver
og passiver i dødsboer m.m. og ved gaveafgiftsberegning, vil kursen bortset
fra ekstreme tilfælde ikke blive kritiseret skattemæssigt, hvorved
forudsættes kontant berigtigelse af købesummen.
Dette indebærer normalt følgende: Hvis der handles aktier i nov. 1987 for
et selskab med kalenderårsregnskab, bruges til kursberegningen selskabets
status 31.dec. 1986 og de kapitalisationsfaktorer, der bruges til
skattekursberegningen 1.jan. 1987. Foregår handelen i dec. 1987 for samme
selskab, bruges status 31.dec. 1987 og faktorerne brugt til kursberegning
1.jan. 1987.
Handles i jan. 1988, skal der for et selskab med kalenderårsregnskab
bruges status 31.dec. 1987 og faktorerne, der er brugt ved
skattekursberegningen 1.jan. 1988.
Tilbagekøber hovedaktionæren et af ham - i forbindelse med køb af aktiver
- til selskabet udstedt pantebrev eller gældsbrev til en kurs, der ligger
under dets handelsværdi på tilbagekøbstidspunktet, bliver hovedaktionæren
skattepligtig af forskellen mellem tilbagekøbssummen og handelsværdien jfr.
den nedenfor nævnte dom U.f.R. 1975.596 H.
Om udlodning i forbindelse med likvidation, se SD 2.1.
1.2.5.3.4. Goodwill
Overdragelse af goodwill - eventuelt i forbindelse med omdannelse til
selskab af en personlig ejet virksomhed - skal altid ske til handelsværdi.
Er overdragelsen sket til underpris før 1.juli 1982, beskattes differencen
op til handelsværdien som særlig indkomst hos aktionæren, og selskabets
anskaffelsessum ansættes til handelsværdien.
Overdragelsen af goodwill efter 1.juli 1982 medfører normalt ikke
beskatning hos overdrageren, jfr. LOSI nr.355 af 24.juni 1982, hvorved den
tidligere lovs bestemmelse i § 2, stk.1, nr.3, er ophævet. Samtidig kan der
heller ikke mere afskrives på goodwill.
I almindelighed vil de nye regler ikke medføre forskydninger i fordelingen
af vederlaget på goodwill og de øvrige aktiver, der er omfattet af en
overdragelse af en virksomhed. Hvor der er interessesammenfald mellem sælger
og køber, f.eks. ved handel i hovedaktionærforhold, vil der dog kunne være
tilfælde, hvor den aftalte fordeling af vederlaget står i misforhold til
værdien af de enkelte aktiver. Ligningsmyndighederne må være opmærksomme
herpå, således at man ændrer fordelingen, når misforholdet er åbenbart, jfr.
skd.cirk. nr.118 af 29.juni 1982, pkt.3.
1.2.5.3.5. Gældsbrev
Såfremt et i forbindelse med stiftelse af et hovedaktionærselskab udstedt
gældsbrev afdrages ekstraordinært, anses afdraget at indeholde maskeret
udlodning. Størrelsen af udlodningen opgøres på grundlag af den kurs, som
gældsbrevet har på tidspunktet for erlæggelsen af det ekstraordinære afdrag,
jfr. lsr. 1980.186, der vedrørte et tilfælde, hvor et pantebrev ved
stiftelsen var kursansat til 80. Efter 6 års forløb blev restgælden indfriet.
På dette tidspunkt skønnedes pantebrevskursen at være 90. Kursgevinsten 10%
af restgælden - sædvanligt afdrag blev anset for at være udlodning.
I lsr.1982.16 har retten ikke anset, at der var sket en udlodning til
hovedaktionæren, da dennes pantesikrede fordring på sit selskab, der ved hans
formueansættelse var optaget til kurs 50, blev ændret til et uforrentet og
usikret anfordringstilgodehavende, der blev optaget til nominel værdi.
Ændringen var en følge af et af selskabets kreditorer gennemtvunget salg af
selskabets ejendom. Da hovedaktionæren kun kunne beskattes af fordringens
reelle værdistigning som følge af ændringen, fandt retten ikke, at der var
tilgået hovedaktionæren nogen fordel.
I VLD af 2.april 1985 (Skat 1985.5.121) statuerer landsretten maskeret
udlodning ved pristalsregulering af afdrag på gældsbreve. En statsaut.
revisor overdrog en anpart i et revisorinteressentskab til revisorens
hovedaktionærselskab, og i forbindelse med overdragelsen blev udstedt
gældsbreve, der var rentefrie, men hvor afdragene var pristalsregulerede, og
disse pristalsreguleringer blev anset for maskerede udlodninger, jfr. K 2.1.
1.2.5.3.6. Iøvrigt
Fra praksis i øvrigt kan nævnes:
ØLD af 29.september 1969, Skd.11.39: En eksportvognmand omdannede sin
personligt drevne virksomhed til et aktieselskab, der overtog aktiverne for
ialt 452.609 kr., heraf vederlag for goodwill 5.000 kr. Den for virksomheden
fornødne tilladelse til med lastautomobiler at udføre kørsel med gods til det
sydlige udland var strengt personlig og uoverdragelig, og ministeriet for
offentlige arbejder betingede selskabets køretilladelser af, at der i
selskabets vedtægter blev optaget en bestemmelse om, at selskabets aktier
ikke uden samtykke fra ministeriet kunne gøres til genstand for overdragelse
under nogen form. Skatterådet forhøjede den for goodwill fastsatte
overdragelsessum til 50.000 kr., og hovedaktionærens skattepligtige indkomst
ændredes i overensstemmelse hermed. Hovedaktionæren anførte under retssagen,
at selskabet ikke havde erhvervet nogen goodwill-værdi, som det selv kunne
overdrage videre, da dette var forhindret ved de af ministeriet for
offentlige arbejder forlangte indskrænkninger i aktiernes omsættelighed.
Retten udtalte, at der til virksomheden fandtes at have været knyttet en
goodwill-værdi af kundekredsen under forudsætning af, at erhververen kunne få
udstedt køretilladelser svarende til dem, direktøren havde. Denne
forudsætning måtte antages at være stillet direktøren i udsigt allerede inden
oprettelsen af selskabet. Der fandtes herefter ikke grundlag for at
tilsidesætte det ved forhøjelsen af goodwill-værdien udøvede skøn.
Lsr. 1967.10: Hovedaktionærens køb af aktier til underpris fra det af ham
beherskede aktieselskab anset for maskeret udlodning.
U.f.R. 1969.412 H: Bygningshåndværkerselskabs tab ved salg af selskabets
ejendom til aktionærerne for 8.700.000 kr. blev ikke anerkendt.
Ejendomsværdien var ansat til 8.870.000 kr. Ejendommens opførelsespris var
9.625.100 kr.
U.f.R 1975.596 H: (Kommenteret i R.R. 1976.243). Hovedaktionærs indfrielse
af sælgerpantegæld til selskab til kurs 60 anerkendt. Kursen svarede til
pantebrevenes handelsværdi. Pantebrevene hidrørte fra hovedaktionærens køb af
selskabets ejendom, hvilket køb ikke ansås sket til en værdi, der var lavere
end ejendommens handelsværdi.
Lsr. 1978.103: Et selskab var stiftet ved overdragelse af stifternes
personligt drevne virksomhed til bogført værdi, herunder pantebreve til pari
værdi. Ved selskabets salg i samme år af pantebrevene til trediemand opstod
tab. Forskellen mellem pantebrevenes pariværdi og deres skønnede handelsværdi
ved selskabets stiftelse anset for en udlodning, der ikke kunne fradrages af
selskabet.
Lsr. 1984.102 En direktør solgte pantebreve til C A/S til kurs 90.
Skatterådet kunne ikke godkende højere kurs end 71.
Direktøren var ikke aktionær i C, men i B A/S, et familieaktieselskab i
det væsentligste ejet af direktøren, hans moder og søster. B ejede hele
kapitalen i C. Lsr. fandt efter det oplyste om sammenhængen af
aktionærkredsen i C A/S, at købesummens fastsættelse var muliggjort af
direktørens familiemæssige indflydelse i aktionærkredsen, og forskellen blev
anset som engangsydelse af udlodningsmæssig karakter.
U.f.R. 1978.660 H, Skd.46.235: Hovedaktionærs salg af grunde til selskabet
til for høj pris. Sagen hjemvist til fornyet skøn hos ligningsmyndighederne.
Lsr. 1979.169: Tilbagekøbsretten til en ejendom blev udnyttet af en enke,
som var hovedaktionær i det selskab, som afstod ejendommen. Den økonomiske
fordel ved udnyttelsen af tilbagekøbsretten blev anset for
indkomstskattepligtig for enken, idet der bl.a. blev lagt vægt på, at
tilbagekøbsretten var erhvervet på et tidspunkt, hvor enkens mand og hans
søster dominerede selskabet.
U.f.R. 1981.1030, Skd.58.291: En person omdannede i 1971 sin virksomhed
til et aktieselskab, hvori han selv blev hovedaktionær. I 1975 solgte
hovedaktionæren en ejendom til selskabet. Hovedaktionæren ansatte de ved
salget modtagne sælgerpantebreve til kurs 65, mens skattemyndighederne
forhøjede kursen til 80. En under retssagen udmeldt skønsmand ansatte
pantebrevenes gennemsnitskurs til 66,7.
Under hensyn hertil hjemviste Vestre Landsret sagen til
ligningsmyndighederne til fornyet ansættelse, idet retten samtidig udtalte,
at den omstændighed i sig selv, at handelen var indgået mellem et
aktieselskab og dets hovedaktionær, ikke gav skattemyndighederne grundlag for
ved den skønsmæssige ansættelse af pantebrevenes kurs at følge andre
principper end normalt ved fastsættelse af pantebreves kurs, og det var
endvidere ikke påvist eller sandsynliggjort, at interessesammenfaldet mellem
hovedaktionær og selskab havde ført til særlige skattemæssige fordele.
I VLD af 23.maj 1985 (R.R.1985.8. s.193) blev et selskabs tilskud til
opførelse af en ridehal tilhørende en klub, som selskabets hovedaktionær var
formand for, kun i begrænset omfang anerkendt som en fradragsberettiget
reklameudgift for selskabet, mens det resterende beløb blev anset som
maskeret udbytte for hovedaktionæren.
I ØLD af 26.juni 1986 (Skat 1986.7.459) tiltrådte landsretten, at en
revisors overdragelse af enkelte klienter fra hans personlige
revisionsvirksomhed til det af ham beherskede anpartsselskab, ikke kunne
anses som overdragelse af goodwill fra revisionsvirksomheden, idet goodwill
er så nøje forbundet med selve virksomheden, at der ikke med skattemæssig
virkning kan foretages særskilt overdragelse af dele af virksomhedens
goodwill. Det til revisor udbetalte beløb, blev herefter anset for maskeret
udlodning.
Lsr.1985.8. En direktør i A/S A købte i 1976 samtlige aktier i selskabet
for 1 kr. Aktierne var erhvervet af A/S B, der ikke ønskede at skyde
yderligere kapital i A/S A. Samtidig påtog direktøren sig A/S A's
kautionsforpligtelser m.v. Det var videre oplyst, at direktøren tillige for 1
kr. havde købt en fordring på 260.000 kr., som A/S B havde på A/S A.
Skattemyndighederne havde anset afdrag på fordringen for en skattepligtig
udlodning fra selskabet, og som følge heraf forhøjet direktørens
skattepligtige indkomst med udlodningen.
Landsskatteretten fandt, med henvisning til at fordringen var anset for
værdiløs, at det måtte antages, at direktørens formål med erhvervelsen havde
været at få mulighed for senere at trække penge ud af selskabet uden
beskatning. Det måtte derfor anses for med rette, at direktøren selv blev
beskattet af det udloddede beløb. Under henvisning til det oplyste om
direktøren lønindkomst fra selskabet blev udbetalingen anset for yderligere
løn fra selskabet, og ansættelsen blev derfor nedsat med skattegodtgørelsen.
Landsskatteretskendelse af 9.januar 1986 (Skat 1986 3.217): I forbindelse
med omdannelse af en hidtil personligt drevet virksomhed til et
anpartsselskab, blev værdien af goodwill ansat til 250.000 kr. De lignende
myndigheder fastsatte goodwill-værdien til 165.000 kr. Landsskatteretten
tiltrådte, at værdien af den overdragne goodwill ikke kunne ansættes til en
højere værdi end 165.000 kr. og fandt, at det beløb hvormed
overdragelsessummen oversteg den fastsatte værdi af goodwill skulle betragtes
som maskeret udlodning.
1.2.5.4. Havnemølledommen
Endelig skal anføres højesteretsdom U.f.R. 1960.535 H, der omhandler et
særligt forsøg på undgåelse af dobbeltbeskatning.
Et selskab, der drev mølleri og korntørreri, udlejede korntørreriet til et
af aktionærerne oprettet interessentskab på vilkår, at korntørreriets
driftsudgifter fortsat blev afholdt af selskabet, mens interessentskabet
betalte en omsætningsbestemt leje. Højesteret fastslog, at udlejningen efter
lejekontraktens indhold ikke kunne antages at have haft en forretningsmæssig
baggrund, bl.a. fordi der ikke bestod nogen driftsmæssig risiko for
interessentskabet. Derimod fandtes selskabet ved den foretagne disposition at
have tilvejebragt en ordning, hvorved aktionærerne årligt fik et særligt
udbytte af deres aktier ud over det deklarerede i form af interessentskabets
overskud. Interessentskabets overskud måtte derefter medregnes til selskabets
indkomst.
1.2.5.5. Ydelser til hovedaktionærens børn m.fl. samt fonde
Overdragelse af ejendomme eller andre aktiver fra et selskab til
hovedaktionærens børn eller andre ham nærtstående personer må ske til
aktivets handelsværdi. Er overdragelsen sket til underpris, anses forskellen
mellem handelsværdien og den faktiske overdragelsesværdi som maskeret
udlodning til den pågældende, såfremt denne ejer - evt. blot en mindre post -
aktier i selskabet. Er den pågældende ikke aktionær, må forskellen anses som
en maskeret udlodning til hovedaktionæren, der derpå ved gave
videretransporterer aktivet til handelsværdi til den pågældende.
Tilsvarende gælder, såfremt ovenfor nævnte personer og fonde løbende
modtager ydelser fra selskabet, f.eks. i form af lav husleje eller lignende.
1.2.5.6. Omgørelser
Undertiden fremsætter selskab eller aktionær ønske om, at beskatning af
maskeret udbytte eller udlodning undlades mod, at parterne ændrer de aftalte
vederlag i overensstemmelse med skattemyndighedernes skøn eller lader den
foretagne handel gå tilbage.
Kompetencen til at træffe afgørelse i omgørelsessager vedrørende
hovedaktionærdispositioner er henlagt til de lokale ligningsmyndigheder, jf.
SD-cirk. 1986-22. Tilladelse til omgørelse af hovedaktionærdispositioner vil
kunne gives under følgende forudsætninger:
1) Den omgørelsesdisposition, der foretages, skal være enkel og
overskuelig for ligningsmyndigheden. En hel erhvervsvirksomhed kan f.eks.
ikke tillades tilbageført fra selskab til stifter.
2) Forholdet skal være lagt klart frem. Andrageren må således ikke have
forsøgt at skjule transaktionen, således at det var vanskeligt for
myndighederne uden dybtgående undersøgelse af regnskabsmateriale at
gennemskue forholdet.
3) Andrageren skal være i god tro, d.v.s. at han ikke vidste eller burde
vide, at transaktionen ville udløse beskatning af den omhandlede art. Der vil
typisk foreligge ond tro, hvis differencebeløbets størrelse ikke står i
rimeligt forhold til overdragelsessummen.
Afgørelser, hvorefter et omgørelsesandragende ikke imødekommes, kan
indbringes for ligningsrådet.
Det er forudsætningen for at tillade en omgørelse, at det er muligt at
foretage omgørelsen.
Ligningsrådet har endvidere bemyndiget de stedlige ligningsmyndigheder
til, i forbindelse med omdannelse af en personlig drevet virksomhed til
selskab, at tillade visse ændringer i selskabets og stifterens
beskatningsforhold, se nærmere i SD-cirk. nr.414 af 16.april 1975, nr.485 af
20.oktober 1976 og nr.1978-7.
I henhold til SD-cirk.1982-24 kan de stedlige ligningsmyndigheder desuden
under visse betingelser tillade en hovedaktionær fradragsret for en
efterfølgende betaling af aktionærlånsrenter.
Hvis skatteyderne foretager sådanne ændringer af de oprindelige
dispositioner uden skattemyndighedernes tilladelse, vil forholdet blive
betragtet som en ny disposition med deraf følgende yderligere skattemæssige
konsekvenser i form af gave- eller udlodningsbeskatning.
1.2.5.7. Aktionærbeskatning
For så vidt angår beskatningen af maskeret udbytte hos aktionærer og
anpartshavere kan yderligere henvises til K 2.
1.2.6. Fikseret vederlag
Aftaler mellem en hovedaktionær og det af ham beherskede selskab, kan også
gå ud på, at hovedaktionærens vederlag (gage, leje, rente) fastsættes til et
beløb, der ligger under, hvad selskabet skulle betale, hvis vederlaget skulle
oppebæres af en anden end hovedaktionæren.
I disse tilfælde må man i almindelighed acceptere det af parterne aftalte
vederlag.
Sådanne aftaler kan dog tilsidesættes i særlige tilfælde, hvor den
pågældendes personlige erhvervsevne er afgørende for indkomstens erhvervelse,
hvor han reelt over for kundekredsen er den forpligtede med hensyn til
indsatsen, og hvor den i selskabet for erhvervsudøvelsen nødvendige kapital
er minimal, således at selskabsformen må anses for valgt udelukkende med
henblik på at undgå personbeskatning af indkomsten.
I HD af 21.juni 1983 (U.f.R.1983.699), blev en direktørs gageafkald til
fordel for det af ham dominerede selskab ikke anset for bindende ved
direktørens skatteansættelse under hensyn til, at selskabets indtjening og
ekspansion var afhængig af hans personlige arbejdsindsats.
Der kan her blive tale om at overføre et yderligere beløb til beskatning
som vederlag til aktionæren, så vederlaget svarer til den betaling, det må
anses for muligt at opnå for tilsvarende ydelser mellem uafhængige parter.
Selskabets skattepligtige indkomst nedsættes i så fald med det samme
beløb, idet det forudsættes, at beløbet udbetales eller godskrives aktionæren
i tilknytning til den stedfundne beskatning.
Ændringer af denne art kan dog kun finde sted efter forudgående
forelæggelse for statsskattedirektoratet, jfr. SD-cirk. nr.437 af 5.11.1975
om fikseret vederlag.
En skatteyder erhvervede majoriteten af anparterne i et tomt
anpartsselskab med en række skattemæssige underskud fra tidligere år. Han
ydede derefter selskabet et rentefrit lån, som selskabet anbragte i
værdipapirer. Renteindtægten af værdipapirerne kunne modregnes i selskabets
underskud. Da der ikke lå forretningsmæssige hensyn bag transaktionerne, men
formålet med købet af selskabet alene havde været udnyttelse af
underskuddene, fandt SD, at renteindtægten skulle beskattes hos
hovedanpartshaveren.
Et selskabs to anpartshavere påtænkte under hensyntagen til et
kapitalbehov i selskabet at optage et privat lån i et pengeinstitut for
herefter at udlåne provenuet til selskabet uden forrentning. Da det rentefri
videreudlån måtte anses for en unormal forretningsdisposition, der
udelukkende havde til formål at give anpartshaverne et skattemæssigt
rentefradrag og samtidig formindske et forventet underskud i selskabet, som
evt. ikke ville kunne udnyttes til fremførsel efter LL § 15, fandt
ligningsrådet, at anpartshaverne skulle beskattes af den manglende
forrentning, og at renten skulle fastsættes til samme rentesats, som blev
anvendt ved anpartshavernes optagelse af lån i pengeinstituttet.
I lsr.1985.6. blev et selskab ikke anset for skattepligtig af fikserede
indtægter ved udlån til selskabets tidligere direktør, der var gift med en af
selskabets aktionærer. Det var oplyst, at selskabets tilgodehavende var
opstået ved transaktioner af underslæbslignende karakter fra direktørens
side, og på den baggrund fandt landsskatteretten, at selvom tilgodehavendet
havde vedrørt en person, der havde familiemæssig tilknytning til selskabets
aktionærkreds, kunne det dog ikke sidestilles med et aktionærlån, da der ikke
havde været vilje til at yde det pågældende lån.
1.3. Specielle selskaber
Foruden de i det foregående omtalte almindelige og specielle regler for
indkomstopgørelse, som alle aktie- og anpartsselskaber m.v. er undergivet,
gælder for nogle selskaber særlige regler, enten med baggrund i lovgivningen
eller i henhold til skattemyndighedernes praksis.
1.3.1. Banker
Banker skal være organiserede som aktieselskaber og kan kun have som
formål at varetage funktioner i forbindelse med omsætning af penge,
kreditmidler og værdipapirer, samt dermed forbundne serviceydelser, jfr. lov
om banker og sparekasser § 1, stk. 3.
Omsætning i forbindelse hermed må derfor henregnes under bankens æring.
Ved ØLD af 15. juni 1967, U.f.R. 1967.897, Skd. 4.38 ansås en bank således
almindelig skattepligtig af avancen på en post aktier i et lokalt
bryggeriselskab ved dette selskabs likvidation, selv om banken havde ejet
aktierne i ca. 60 år og angav, at formålet med aktiebesiddelsen alene var at
bevare bryggeriet som kunde.
Undtagelse fra denne regel om, at ethvert salg af værdipapirer henhører
under bankens næring, er dog gjort med hensyn til aktier i et af banken ejet
datterselskab, hvis formål alene er at eje og administrere ejendomme
erhvervet med det hovedsigte at skaffe lokaler til bankens virksomhed.
Endvidere er der gjort undtagelse for så vidt angår aktier i
Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk og aktier i andre
finansierings-, investerings- og bankaktieselskaber erhvervet med henblik på
permanent drift af en virksomhed, der er supplement til den almindelige
bankvirksomhed, herunder udenlandske bankdatterselskaber.
Afgørelsen af, om en aktie undtagelsesvis falder uden for bankens næring,
har betydning for, om urealiserede kursgevinster eller -tab kan holdes uden
for indkomstopgørelsen i de tilfælde, hvor banken anvender det nedenfor
omtalte »lagerprincip«, og bedømmelsen må derfor i disse tilfælde
foretages ved erhvervelsen af aktierne.
Kursgevinstordningen og LL § 4
Som led i skattereformen er gennemført lov nr.532 af 13.december 1985 om
skattemæssig behandling af gevinst og tab på fordringer og gæld. Det
principielt nye i loven er reglerne om kursgevinstordningen for private
investorer. Loven opretholder i øvrigt gældende regler i statsskattelovens §§
4-6 og praksis vedrørende næringsbeskatning for skattepligtige, der driver
egentlig handelsvirksomhed med fordringer eller finansieringsvirksomhed,
ligesom praksis f.s.v.a. fordringer modtaget som skattepligtigt vederlag i
næring opretholdes.
LL § 4, der omtales nedenfor, ophæves med virkning fra og med indkomståret
1988 og erstattes af en ny regel i kursgevinstlovens § 2, hvis
anvendelsesområde i forhold til LL § 4 er mere præcist afgrænset. Se i øvrigt
ligningsvejledningen for personer, punkt E 5.3.3.
Hovedregel. Realisationsprincippet
Ved LL § 4 er det fastsat, at såfremt banker, forsikringsselskaber og
andre virksomheder opnår kursgevinster ved afhændelse eller indfrielse af
offentlige obligationer, herunder statsgældsbeviser og præmieobligationer,
private pantebreve og fordringer, skal kursgevinsten medregnes til selskabets
skattepligtige indkomst.
Sker indfrielsen gennem afdrag, skal i indkomsten medregnes så stor en del
af afdraget, som erhvervelseskursen er mindre end pari kurs. Er
erhvervelseskursen 75, skal af hvert afdrag 1/4 medregnes i indkomsten.
Denne opgørelsesform for gevinst eller tab ved afhændelse eller indfrielse
betegnes almindeligvis »realisationsprincippet«.
Der er i visse tilfælde af ligningsrådet givet tilladelse til, at der ved
avanceberegninger for offentlige obligationer under samme afdeling, serie og
rentefod gås ud fra en gennemsnitlig anskaffelsessum i stedet for hver enkelt
obligations anskaffelseskurs.
Opstår der ved afhændelsen eller indfrielsen et tab, er dette
fradragsberettiget.
Undtagelse Lagerprincippet
Afvigelse fra realisationsprincippet kræver ligningsrådets tilladelse (se
dog SD-cirk.1987.35 vedrørende fordringer). En sådan kan ikke forventes
opnået for værdipapirer, der er erhvervet som anlægspapirer. Såfremt
tilladelse er opnået, vil den herved godkendte opgørelsesmåde kun under
ganske særlige omstændigheder kunne fraviges og kun med ligningsrådets
tilladelse.
En række banker har opnået tilladelse til at anvende det såkaldte
»lagerprincip«, d.v.s. at lade årets kurssvingninger påvirke den
skattepligtige indkomst, selv om disse gevinster eller tab ikke er
realiserede. Også andre, f.eks. forsikringsselskaber vil normalt kunne opnå
tilladelse til at anvende lagerprincippet, mens selskaber, der udelukkende
eller i overvejende grad blot modtager sådanne værdipapirer som led i deres
øvrige næringsvirksomhed, f.eks. byggeselskaber, ikke kan forvente at opnå
tilladelse til fravigelse fra hovedreglen.
Ligningsrådet har givet afslag på en række pengeinstitutters andragender
om tilbagevenden til realisationsprincippet, da der ikke forelå særlige
omstændigheder.
Det er ikke alle kurssvingninger, der er omfattet af LL § 4.
Ved HD af 19.maj 1972 (U.f.R. 1972.611 H, Skd.21.167) blev det fastslået,
at en bank, der havde fået tilladelse til at anvende lagerprincippet, ikke
kunne fradrage kurstab ved prioritering af bankens egne faste ejendomme,
hvorimod kurssvingninger på de obligationer, der hidrørte fra belåningen,
efter prioriteringen måtte behandles på samme måde som kurssvingninger på
bankens øvrige obligationsbeholdning, da obligationerne var indgået i bankens
fondsbeholdning.
Det ikke-fradragsberettigede tab beregnes som forskellen mellem pari kurs
og køberkursen for de omhandlede obligationer på udleveringstidspunktet.
Såfremt obligationerne sælges umiddelbart efter udleveringen, træder den
faktisk opnåede kurs i stedet for køberkursen ved udleveringen.
Benyttes obligationer fra bankens egen fondsbeholdning til indfrielse af
prioritetsgæld, skal banken ikke beskattes af forskellen mellem pari kurs og
sælgerkursen på indfrielsestidspunktet.
Om valutakursfortjenester og -tab henvises til afsnit L 3.6.8.
Kursopskrivning på obligationer i puljebaserede kapitalpensions- og
selvpensioneringsordninger omfattet af realrenteafgiftsloven
Banker og sparekasser kan opnå tilladelse til at anvende
realrenteafgiftslovens matematiske kursopskrivningsprincip på obligationer i
pengeinstitutternes puljebaserede kapitalpensions- og
selvpensioneringsordninger, der er omfattet af realrenteafgiftsloven.
Puljerne er obligationsporteføljer, der ejes af pengeinstituttet, men er
udskilt fra pengeinstituttets øvrige obligationsbeholdning, og hvoraf hele
udbyttet tilfalder den enkelte indehaver af en kapitalpensionskonto eller
selvpensioneringsordning.
Disse obligationspuljer er undergivet realrenteafgiftslovens § 3, stk.2 og
stk.3, nr.9, og afkastet skal udregnes på grundlag af reglen i § 4, om det
matematiske kursopskrivningsprincip, idet den enkelte kontohaver og ikke
pengeinstituttet er afgiftspligtig.
Obligationspuljerne har hidtil ved pengeinstituttets indkomstopgørelse
været omfattet af lagerprincippet, men der er ikke blevet udløst beskatning
af puljernes afkast, da udbyttet umiddelbart er tilskrevet de enkelte
kontohavere, som en fradragsberettiget renteudgift for pengeinstituttet.
Tilladelsen er givet generelt af ligningsrådet, således at de enkelte
pengeinstitutter blot ved efterfølgende meddelelse kan underrette den lokale
skattemyndighed om, at de ønsker at vælge det i realrenteafgiftsloven angivne
princip, ved opgørelsen af kursgevinster på de omhandlede obligationer, dog
således at der ikke senere igen kan ændres princip uden tilladelse fra
ligningsrådet.
Aktier
Avance og tab på aktier, der er anskaffet som led i næringsvejen, skal
iflg. § 3 i aktieavancebeskatningsloven (lovbkg. nr.371 af 22.juli 1983)
medregnes til den skattepligtige almindelige indkomst. En banks aktiepost i
et selskab, der sammen med nogle andre lokalbanker var stiftet med hjemsted i
København, og hvis formål var at udføre særlige bankforretninger, specielt
inden for områderne fonds, likviditet og udland og derved sikre
aktionærbankernes konkurrenceevne ved betjening af større erhvervskunder,
kunne ikke anses for erhvervet med videresalg for øje som led i
bankvirksomheden, hvorfor aktierne ikke kunne betragtes som næringsaktier i
relation til ABL § 3. RR 1986.11.SM 227.
Avance og tab skal opgøres efter det hidtil fulgte princip. Principskifte
kræver tilladelse fra ligningsrådet. Der henvises i øvrigt til ministeriet
for skatter og afgifters bekendtgørelse nr.3 af 6.januar 1982 om opgørelse af
fortjeneste eller tab på næringsaktier.
Ultimokurser
De selskaber, der kan anvende lagerprincippet, skal ved indkomstopgørelsen
medregne aktier og obligationer til den noterede kurs på statusdagen.
Obligationer, der er udtrukket til indfrielse den 2. januar i det følgende
år, skal medtages til pari. Unoterede obligationer, pantebreve og fordringer
skal medregnes med værdien i handel og vandel, unoterede aktier medregnes til
den i statsskattedirektoratets kursliste angivne kurs.
Hensættelser til imødegåelse af tab på udlån og garantier
Hensættelser til imødegåelse af tab på udlån og garantier kan foretages
enten som en procentvis beregnet hensættelse eller som individuelle
hensættelser på grundlag af en vurdering af de enkelte engagementer, jfr.
SD.medd.1987.
Det valgte princip skal anvendes for samtlige engagementer.
Der kan ikke samtidig foretages både procentvise og individuelle
hensættelser på disse aktivposter.
Såfremt hensættelsen foretages på procentbasis, kan der kun foretages
hensættelse, så længe summen af årets og tidligere års hensættelser ikke
overstiger 3% af de på statustidspunktet bevilgede udlån og garantier.
Foretages hensættelsen derimod som en individuel hensættelse, kan denne
foretages i det omfang, hvor et tab er konstateret eller sandsynliggjort.
Kontrollen af de på denne måde foretagne hensættelser foretages af
statsskattedirektoratet. Summen af de individuelle hensættelser kan udgøre op
til 5% af de på statustidspunktet bevilgede udlån og garantier, uden at dette
bør give anledning til særlig efterkontrol. Hensættelsernes samlede beløb kan
således efter denne fremgangsmåde overstige, hvad der kunne være hensat efter
procentvis beregning.
Bankerne kan indregne udlån til datterselskaber ved beregning af
hensættelserne, når disse udlån henhører under aktivpost 8 i banktilsynets
bekendtgørelse af 2.marts 1981.
Bankerne er iøvrigt pligtige til efter opfordring at meddele de lignende
myndigheder oplysninger om størrelsen af hensættelserne og om konstaterede
tab, der er fratrukket som driftsudgift.
Fradrag for kundegaver
Banker kan i begrænset omfang fradrage gaver og tilskud til kunder som
driftsomkostninger.
Ved VLD af 13.april 1981 (Skd.59.384) blev de af en bank ydede gaver og
tilskud til en række foreninger og institutioner i bankens opland således
anset for fradragsberettigede. Det blev lagt til grund, at gaverne var af
beskeden størrelse, at modtagerne på gavetidspunktet var kunder i banken, og
at gaverne ikke stod i misforhold til modtagernes indeståender i banken. Den
omstændighed, at en del af modtagerne ikke drev erhvervsmæssig virksomhed,
blev ikke ved dommen tillagt nogen betydning. En bank, hvis kundepolitik var
at markere sig særskilt over for ungdommen, oprettede i anledning af sit 100
års jubilæum et studierejselegat med en kapital på 5 mio. kr. Legatet blev
uddelt efter ansøgning og skulle virke for det »samfundsmæssige formål
at støtte unge danske mænd og kvinder fortrinsvis knyttet til erhvervslivet
til under ophold i udlandet at øge deres sproglige kundskaber samt indleve
sig i andre nationers forhold«. Legatets grundkapital var efter sit
formål brugt i perioden 1973 til 1979. Østre Landsret anså ikke beløbet for
en fradragsberettiget reklameudgift, hvorken efter SL § 6 a eller efter LL §
8, under hensyntagen til, at der ikke forelå den fornødne nære kundemæssige
tilknytning mellem banken og legatmodtagerne. TfS 1985.120.
1.3.2. Forsikringsselskaber
Forsikringsselskaber er direkte omfattet af LL § 4, og der henvises til
omtalen heraf foran under banker.
Den i loven nævnte adgang til efter tilladelse fra ligningsrådet at afvige
fra realisationsprincippet gælder også forsikringsselskaber.
Forsikringsselskabernes beholdning af aktier betragtes i almindelighed som
anlægsaktiver, og de er således underkastet de almindelige
aktionærbeskatningsregler.
Tekniske reserver
De beløb, som forsikringsselskaber henlægger til dækning af de over for de
forsikrede indgåede forpligtelser, nemlig til præmiereserver og
skadesreserver eller bonusfond, kan fradrages ved indkomstopgørelsen, jfr.
SSL § 13, stk.2. Endvidere kan fradrages henlæggelser til sikkerhedsfonds.
Præmie- og skadesreserver
Præmiereserven består af den del af de indbetalte præmier, som på
tidspunktet for regnskabsopgørelsen henstår til dækning af uafløbne risici,
d.v.s. vedrører ikke indtrufne forsikringsbegivenheder i resten af
præmiebetalingsperioden. Skadesreserven skal dække skader, som endnu ikke er
afviklet på statustidspunktet. Begge reserver er således udtryk for, at
indgåede præmier ikke er fuldt indtjente, fordi den tilsvarende udgift ikke
er afholdt eller forpligtelsen ikke afviklet.
Bonusfond
Ved bonus forstås tilbagebetaling af for meget oppebåret præmie, og i
stedet for hvert år at tilbagebetale for meget erlagt præmie direkte til hver
enkelt forsikringstager med fradragsvirkning, kan selskabet henlægge beløbet
til en bonusfond til senere udbetaling.
Sikkerhedsfond
Henlæggelse til sikkerhedsfond kan ske under forudsætning af, at det i
selskabets vedtægter er bestemt, at sikkerhedsfondens midler alene kan
anvendes til styrkelse af præmiereserven eller på anden måde til fordel for
de forsikrede.
Denne henlæggelsesmulighed kan benyttes af såvel livsforsikringsselskaber
som skadesforsikringsselskaber samt rene genforsikringsselskaber, der ikke
har forsikrede, men har præmiereserver.
Livsforsikringsselskabers indekserede realkreditobligationer
I forbindelse med lovgivningen om indeksregulerede realkreditobligationer
opstod der et samtidighedsproblem for livsforsikringsselskaber, der i henhold
til LL § 4 følger realisationsprincippet ved beskatning af kursgevinster og
-tab, herunder indeksreguleringer, idet beskatningen først finder sted, når
obligationerne indfries, medens fradrag for henlæggelser til
præmiereservefonds og bonusfonds efter SSL § 13, stk.2, indrømmes i takt med
de regnskabsmæssige henlæggelser, der typisk vil ske år for år i
obligationernes løbetid.
Der er åbnet adgang for de enkelte livsforsikringsselskaber til efter
derom indgiven ansøgning til ligningsrådet ved indkomstopgørelsen at medregne
de indekstillæg, som tilskrives indeksobligationer, i de år indekseringen
foretages til de senest noterede køberkurser inden tilskrivningen af
indekstillægget, jfr. § 127, stk.6, i lov om forsikringsvirksomhed.
Kursgevinster og -tab på obligationer og pantebreve omfattet af
realrenteafgiftsloven
I forbindelse med indførelsen af realrenteafgiften på visse
pensionskapitaler blev det bestemt, at urealiserede ændringer i kursværdien
af obligationer og pantebreve som følge af ændringer i den effektive
markedsrente ikke medregnes i afgiftsgrundlaget. Derimod medregnes den
såkaldte matematiske kursopskrivning, dvs. en regulering af værdipapirernes
anskaffelsessum med den kursværdiændring, der alene er en følge af
forkortelsen af fordringernes restløbetid.
Realiserede kursgevinster og -tab på pantebreve og obligationer medregnes
i afgiftsgrundlaget efter en saldometode, således at kun 20 pct. af saldoen
ved hvert afgiftsårs udløb indgår i afgiftsgrundlaget for det enkelte år.
Ligningsrådet har givet statsskattedirektoratet bemyndigelse til at
imødekomme andragender fra livsforsikringsselskaber, hvorefter kursgevinster
og -tab på de af realrenteafgiftsloven omfattede værdipapirer i 1983 opgøres
efter overgangsbestemmelsen i realrenteafgiftslovens § 24, stk.1, og fra og
med 1984 opgøres efter hovedreglen i § 4 (den matematiske kursopskrivning).
Udenlandske forsikringsselskaber
Udenlandske forsikringsselskaber, der driver virksomhed her i landet
(begrænset skattepligtige), skal ifølge SSL § 12, stk.3, opgøre den
skattepligtige indkomst på den måde, at først opgøres - efter danske regler -
selskabets samlede globale indkomst. Den her i landet skattepligtige indkomst
udgør da så stor en del af globalindkomsten, som svarer til forholdet mellem
bruttopræmieindtægten her i landet og selskabets samlede globale
bruttopræmieindtægt.
Ministeren for skatter og afgifter kan i særlige tilfælde efter
indstilling fra ligningsrådet tillade, at indtægten opgøres på anden måde.
Der er således givet tilladelse til, at visse særlige indtægter, som ikke
vedrører forsikringsvirksomheden, f.eks. overskud ved driften af selskabets
faste ejendom her i landet, er trukket ud af globalindkomsten og betragtet
som alene dansk indkomst.
Tilladelse kommer kun på tale, såfremt et selskab kan påpege, at der
foreligger helt specielle konkrete forhold for den danske filial (Skd.
69.167).
Om et andet tilfælde, se Skd. 69.181.
1.3.3. Finansierings- og investeringsselskaber
Ved finansieringsselskaber forstås her selskaber, der driver virksomhed
ved pengeudlån eller pengeanbringelse - normalt på kortere sigt - med det
formål at opnå størst muligt afkast. Genstanden for pengeanbringelsen kan
være almindelige udlån, købekontrakter, gældsbeviser, pantebreve, aktier etc.
For finansieringsselskaber er formodningen for, at kursgevinster beskattes
som almindelig skattepligtig indkomst ud fra et næringssynspunkt, jfr. SL §
4.
I delvis modsætning til finansieringsselskaberne står
investeringsselskaberne, der har et mere anlægspræget formål.
Midlerne anbringes for at opnå et så sikkert og permanent udbytte som
muligt, og der lægges i investeringsselskaberne i det hele mere vægt på
værdistabiliteten end på størrelsen af det øjeblikkelige afkast.
For investeringsselskaber er formodningen imod, at beskatning skal ske ud
fra et spekulations- eller næringssynspunkt.
Sondringen mellem finansierings- og investeringsselskaber er uden
betydning, for så vidt midlerne alene er anbragt i offentlige obligationer
samt private pantebreve og fordringer, idet LL § 4 her vil begrunde
almindelig indkomstbeskatning af kursgevinsterne også hos
investeringsselskaber, selv om der ikke kan beskattes efter et spekulations-
eller næringssynspunkt, se således VLD af 18.december 1974 (skd.34.320), hvor
et selskab blev anset omfattet af LL § 4, da selskabet som et normalt led i
sin almindelige virksomhed anbragte midler i private pantebreve, således at
kursgevinsterne ved indfrielse udgjorde en regelmæssig tilbagevendende
indtægt af samme karakter som egentlige renteindtægter.
Forskellen træder normalt først frem, når det drejer sig om aktier og
lignende værdipapirer. Her vil finansieringsselskaberne være almindeligt
indkomstskattepligtige af avancer efter et næringssynspunkt, mens
investeringsselskaberne kun beskattes efter de almindelige
aktionærbeskatningsregler.
Ved sondringen mellem de to selskabstyper er det ikke alene selskabets
vedtægtsmæssige formål, der er afgørende for bedømmelsen, også den faktiske
virksomhed er af betydning.
Der må derfor oftest anlægges en konkret vurdering af selskabets
virksomhed.
Lsr. 1981.74: Et selskab, der drev handelsvirksomhed med leverancer til
byggebranchen, havde oparbejdet en ret stor ledig kapital og anbragt den i
værdipapirer, fortrinsvis i obligationer og statsgældsbeviser. En kort
periode omfattede selskabets vedtægtsmæssige formål finansiering (foruden
handel og fabrikation), men dette formål var igen slettet af vedtægterne,
inden skattemyndighederne rejste spørgsmålet om beskatning af kursavancer
efter LL § 4. Landsskatteretten fandt, at selskabet ikke som et normalt led i
dets almindelige virksomhed havde anbragt midler i obligationer m.v.
HD af 9.marts 1982: (Skd.61.175) Et selskab havde i en årrække drevet
tobaksfabrikation. I forbindelse med køb af en betydelig aktiepost i en anden
tobaksfabrik forpligtede selskabet sig til selv at ophøre med denne
fabrikation, og i den forbindelse blev der under formålsbestemmelsen
inddraget »selvstændigt erhverv, udnyttelse af fast ejendom og anden
investeringsvirksomhed«. Nogle år senere ændredes formålet til foruden
deltagelsen i førnævnte tobaksfabrikationsselskab at omfatte »anden
handel, finansierings-, fabrikations- eller ingeniørvirksomhed ...«. I
årene efter ophøret af selskabets egen fremstillingsvirksomhed havde det
efterhånden for sine frigjorte midler og udbytteindtægter erhvervet en
betydelig beholdning af børsnoterede obligationer, som der ikke blev solgt ud
af, før selskabet på et endnu senere tidspunkt gik over til i højere grad at
investere i aktier. I de til grund for sagen liggende indkomstår androg
selskabets renteindtægter 40-50 pct. af det regnskabsmæssige overskud,
ligesom obligationsbeholdningen repræsenterede en betydelig del af
egenkapitalen. Retten anså obligationskøbene for at være sket som et normalt
led i selskabets almindelige virksomhed, således at indtægten ved udtrækning
i medfør af LL § 4 var skattepligtig indkomst.
ØLD af 13.maj 1985: Et selskab var moderselskab for en række danske og
udenlandske selskaber og koncentrerede sin virksomhed om salg, administration
af koncernen samt udvikling og økonomi. Dets vedtægtsmæssige formål omfattede
ikke fortjeneste ved investering i obligationer og pantebreve. Selskabet
havde dog gennem nogle år haft indtægter ved kursavancer af sådanne
værdipapirer, men værdien af denne værdipapirbeholdning udgjorde kun et
mindre beløb i forhold til selskabets samlede aktiver, og indtægterne derfra
udgjorde ligeledes kun et mindre beløb i forhold til selskabets bruttoavance
og et ubetydeligt beløb i forhold til omsætningen. En væsentlig del af
værdipapirbeholdningen måtte antages at være nødvendig til opfyldelse af
løbende kontraktlige forpligtelser med forudbetaling. Retten fandt herefter
ikke, at selskabets anbringelse af midler i disse værdipapirer kunne anses
for et normalt led i dets almindelige virksomhed, og ligningslovens § 4 kunne
derfor ikke bringes i anvendelse.
VLD af 2.juli 1985: Et selskab, hvis vedtægtsmæssige formål ikke omfattede
finansiering eller lignende, drev tidligere en omfattende erhvervsvirksomhed,
men udskilte så produktions- og salgsaktiviteterne til et datterselskab. Der
indgik derefter betydelige beløb til moderselskabet i form af royalties, leje
m.v., afdrag på gæld fra datterselskabet samt afvikling af debitorer.
Selskabet investerede størstedelen af de således fremkomne midler i
obligationer og pantebreve, dels for at opnå en bedre forrentning, dels for
at disponere over let realisable aktiver til eventuel fyldestgørelse af krav,
der udsprang af forpligtelser vedrørende egne og datterselskabets
erhvervsaktiviteter. Retten fandt, at selskabet måtte være omfattet af
ligningslovens § 4 under hensyn til, at det var ophørt med produktions- og
salgsaktiviteter, at beholdningen af værdipapirer udgjorde en betydelig del
af dets egenkapital, og at udbyttet heraf udgjorde en betydelig del af
indtægterne. Dommen er stadfæstet ved HD af 19.okt. 1987.
HD af 17.aug. 1987. (Skat 1987.9.651): Efter at en koncern, der bestod af
et holdingselskab og et helejet datterselskab, havde solgt aktierne i
datterselskabet, blev holdingselskabets eneaktionær ramt af forskellige
sygdomme. På denne baggrund blev den frigjorte kapital anbragt i obligationer
og pantebreve. Selskabet blev efter ca. 6 år endeligt opløst uden at have
investeret i anden virksomhed i den forløbne periode. Retten fandt ikke
grundlag for at antage, at investeringen i obligationer og pantebreve alene
havde været en disposition af midlertidig karakter, men et normalt led i
selskabets almindelige virksomhed, hvorfor kursgevinsten på værdipapirerne
blev anset for indkomstskattepligtig for selskabet i medfør af LL § 4.
VLD af 11.marts 1987. (Skat 1987.5.322): Et aktieselskab overdrog sin
virksomhed til et andelsselskab, hvori hovedparten af andelshaverne tillige
var aktionærer i aktieselskabet. Aktieselskabets indtægter omfattede herefter
bl.a. renter og kursgevinster på obligationer og pantebreve, hvilke indtægter
tilsammen oversteg eller var på højde med lejeindtægter, der hidrørte fra
udlejning af bygninger til andelsselskabet. Efter 7 år gik virksomheden
tilbage til aktieselskabet. Da beholdningen af obligationer og pantebreve
havde udgjort en væsentlig og stadig voksende del af selskabets aktivmasse,
og udbyttet af beholdningen havde udgjort en betydelig del af selskabets
indtægter, fandtes selskabets anbringelse af midler i obligationer og
pantebreve herefter at have været et så normalt led i selskabets almindelige
virksomhed, at kursgevinsten på værdipapirerne måtte anses for
indkomstskattepligtige i medfør af LL § 4 (appelleret).
Lsr.1985.43. Et selskab, hvis vedtægtsmæssige formål var at drive
håndværksvirksomhed, handel og industri, havde investeret i obligationer,
således at værdipapirbeholdningen med tillæg af udlån og bankbeholdning
efterhånden androg ca. 90 pct. af aktiverne og nettofinancieringsindtægterne
ca. 70 pct. af selskabets indtægter. Selskabet påtænkte at nedsætte eller
afvikle den erhvervsmæssige virksomhed. Ligningsrådets bindende
forhåndsbesked gik ud på, at hvis selskabet solgte obligationsbeholdningen i
regnskabsåret 1983/84 eller senere, måtte kursgevinster konstateret ved
afståelse beskattes efter ligningslovens § 4. Såfremt selskabet beholdt
obligationerne indtil udtrækning eller indfrielse, skulle beskatning efter
samme bestemmelse ske til den tid. Landsskatteretten fandt, at selskabet
endnu ind i nævnte regnskabsår i ikke uvæsentligt omfang og i
overensstemmelse med formålet havde videreført den aktive erhvervsvirksomhed,
hvorfor der ikke var tilstrækkeligt grundlag for beskatning efter
ligningslovens § 4 for dette år. Hvad angik senere afståelser såvel som
udtrækning eller indfrielse fandt retten ikke, at spørgsmålet kunne besvares
med sikkerhed, da besvarelsen måtte afhænge af virksomhedens karakter til den
tid, herunder om der i regnskabsårets løb måtte være sket et definitivt ophør
af den erhvervsmæssige virksomhed. (Dissens).
Se tilsvarende Lsr 1985.147 om et selskab i likvidation.
Når et selskab overgår til beskatning efter reglerne i LL § 4, skal
kursavance eller -tab beregnes med udgangspunkt i kursværdien primo
overgangsåret. Pantebreve og obligationer erhvervet i forbindelse med en
tidligere virksomheds- eller ejendomsafståelse anses ikke for omfattet af §
4-beskatningen. Af en ikke offentliggjort landsskatteretskendelse fremgår, at
et selskab i regnskabsåret 1979/80 havde anskaffet en større
obligationsbeholdning, således at det herefter i princippet var omfattet af
ligningslovens § 4. Dette regnskabsår måtte anses for overgangsåret, uanset,
at der først blev realiseret avancer det følgende år.
En anden landsskatteretskendelse vedrørte et selskab, der ansås for at
have været omfattet af ligningslovens § 4 i en årrække, omend den korrekte
ligningsmæssige behandling først blev iværksat med virkning for skatteåret
1984/85. I dette tilfælde skulle kursavancen ikke beregnes i forhold til
kursværdien ved indgangen til det til grund for ansættelsen liggende
regnskabsår, men på grundlag af den faktiske anskaffelsessum. (Skat, nr.10,
nov.1985, side 278f.). Se også lsr.1982.56, hvor et selskab, der ikke havde
andre aktiviteter end kapitalanbringelse, blev kendt skattepligtig af
kursavance på obligationsbeholdningen i henhold til LL § 4. Tilsvarende
afgørelse i lsr.1984.151.
1.3.4. Ejendomsselskaber
Ved ejendomsselskaber forstås selskaber, hvis formål hovedsagelig er at
eje og administrere en eller flere faste ejendomme og hvis indtægt
fortrinsvis består af afkastet af disse ejendomme.
Ofte vil selskabernes formål også omfatte handel med ejendomme, hvorved en
ved salg opnået avance må medregnes i selskabets almindelige indkomst ud fra
et næringssynspunkt.
Det skal dog bemærkes, at egentlig virksomhed som ejendomshandler (for
fremmed regning) i henhold til næringslovens § 23 og handelsministeriets
bekendtgørelse nr. 401 af 2. december 1966 ikke kan drives af et selskab.
Ved afgørelsen af, om en avance ved ejendomssalg kan anses omfattet af
selskabets næring, lægges der vægt på selskabets formål.
Såfremt formålet omfatter handel med ejendomme, skal der præsteres ganske
særlige beviser for, at en avance ikke skal anses for almindelig indkomst.
Et sådant tilfælde forelå ved ØLD af 10. december 1953. Her havde en
skotøjshandler købt et ejendomsselskab med henblik på at kunne flytte sin
forretning hen i selskabets ejendom, hvis han blev tvunget til at fraflytte
de lejede lokaler, hvor forretningen hidtil havde haft til huse. Da de lejede
lokaler blev til salg, købte han imidlertid dem og lod ejendomsselskabet
sælge sin ejendom og likvidere. Ejendomsselskabets formål var at erhverve,
administrere, udnytte og eventuelt afhænde ejendommen, men uanset dette
formål statuerede landsretten, at avancen ikke skulle medregnes til
selskabets skattepligtige indkomst. Dette støttedes på, at som
formålsparagraffen var formuleret, havde selskabet ikke haft til direkte
formål at omsætte ejendommen, hvilket også bestyrkedes af oplysningerne om
baggrunden for selskabets stiftelse. Endvidere lagdes der vægt på, at
skotøjshandleren ikke tidligere havde købt og solgt ejendomme eller
ejendomsselskaber i spekulationshensigt. Endelig var det utvivlsomt, at
aktierne i ejendomsselskabet var købt for at skaffe forretningslokaler, og at
ejendommen var solgt for at skaffe midler til købet af de lejede lokaler.
Lignende afgørelser findes i lsr. 1950.45 og 1972.124, hvori der er lagt
vægt på selskabets faktiske virksomhed, anvendelsen af den omhandlede ejendom
og den lange besiddelsestid.
ØLD af 22.marts 1985: Et anpartsselskab, hvis vedtægtsmæssige formål bl.a.
omfattede udlejning af og handel med fast ejendom samt finansiering, blev i
henhold til statsskattelovens § 4, stk.1a, beskattet af kursavancer på
pantebreve, der til kursværdi blev anvendt som afdrag på selskabets købesum
for erhvervelse af en større ejerlejlighedsejendom. Ca. 20 pct. af
ejerlejlighederne blev solgt af selskabet umiddelbart efter erhvervelsen og
de omhandlede pantebreve hidrørte fra disse handler. Dommen er stadfæstet ved
HD af 13.febr. 1987.
Afsmitning
Udover selskabets vedtægtsmæssige formål og faktiske virksomhed lægges der
ved bedømmelsen også vægt på aktionærernes forhold.
Er aktionærerne personer med nær tilknytning til byggebranchen
(bygningshåndværkere, byggeadvokater m.v.), vil der ofte kunne anlægges et
næringssynspunkt, selv om formålsparagraffen ikke formelt giver baggrund
herfor.
Fra praksis kan nævnes følgende afgørelser:
HD af 22. december 1941, U.f.R. 1942.95. Et selskab, der blev stiftet i
1925 af 3 personer (sagfører, ingeniør, arkitekt), med det formål at erhverve
og bebygge en nærmere angivet grund og dermed beslægtede forretninger,
opførte i 1926 en bygning på grunden, som selskabet udnyttede til udlejning
til 1936, hvor ejendommen blev solgt. Salget blev anset for at ligge inden
for selskabets erhvervsmæssige formål, og da det under hensyn til
oplysningerne om 2 af stifterne/hovedaktionærerne drevne erhvervsvirksomheder
vedrørende faste ejendomme, fandtes at have været en nærliggende form for
selskabets erhvervsmæssige udnyttelse af ejendommen at foretage salg som
sket, blev avancen indkomstbeskattet i medfør af SL § 5 a.
ØLD af 10. februar 1948, U.f.R. 1948.634. Et i 1934 stiftet
ejendomsselskab, hvor 2 af de 3 stiftere var bygningshåndværkere, havde til
formål at erhverve og drive faste ejendomme. Selskabet havde opført og drev
en beboelsesejendom. I 1935 erhvervede 2 advokater næsten hele
aktiekapitalen, og i 1942 solgte selskabet ejendommen. Avancen blev
indkomstbeskattet, da byggeriet i sin tid var erhvervsbyggeri, og selskabet
et erhvervsselskab, hvilket ikke var ændret ved at kredsen af aktionærer var
blevet en anden.
HD af 10. april 1972, skd.21.159 (UfR 1972.520). Et selskab, A, der var
stiftet i 1945, ophørte efter nogle års forløb med at drive den oprindelige
handelsvirksomhed. Samtidig overtog en advokat, der var en af stifterne, alle
aktier med henblik på likvidation af selskabet. Opløsningen af selskabet blev
opgivet, og i 1952 overtog det en udlejningsejendom på tvangsauktion. Samme
år blev aktierne overdraget til et andet selskab, B, der blev stiftet af
advokaten og hans familie. Dette selskabs formål var bl.a. handel, herunder
med fast ejendom. Nogle år senere blev selskab A's vedtægtsmæssige formål
udvidet til også at omfatte det formål at eje og administrere fast ejendom. I
1967 opdeltes selskab A's ejendom i ejerlejligheder og to af disse solgt.
Fortjenesten ved disse salg blev ikke anset for indvundet ved selskabets
næring, da det ikke tidligere havde foretaget ejendomssalg, og da selskab B
uanset formålsbestemmelsen hverken havde drevet erhverv ved handel med fast
ejendom eller havde ejet fast ejendom. Endvidere hensås til, at advokaten
ikke havde været beskæftiget med ejendomshandler, og at han ikke havde virket
som byggeadvokat.
VLD af 4.februar 1983. En gårdejer havde indtil 1965 ikke indtægter fra
andet end landbrug. Samme år stiftede han med sig selv som hovedaktionær et
ejendomsaktieselskab, hvis formål var at erhverve, udstykke og opføre
ejendomme. Han udstykkede et areal fra sin landbrugsejendom og overdrog det
til selskabet, som siden foretog udstykninger og salg fra dette område,
ligesom selskabet opførte et betydeligt antal huse til videresalg.
Salgssummen for arealet blev berigtiget dels ved kontante betalinger til
skatteyderen, efterhånden som der blev solgt udstykkede grunde, dels ved at
skatteyderen modtog sælgerpantebreve som betaling. Pantebrevene modtog han
til underkurs svarende til handelsværdien på overdragelsestidspunktet.
Landsretten nægtede under henvisning til retsplejelovens § 363
kammeradvokaten tilladelse til som nyt anbringende at gøre gældende, at
skatteyderen var skattepligtig i medfør af ligningslovens § 4. Retten lagde i
øvrigt til grund, at overdragelse af pantebreve fra selskabet til
skatteyderen alene var sket til indfrielse af hans tilgodehavende hos
selskabet. Uanset at han som hovedaktionær selv havde kunnet træffe
beslutning om denne fyldestgørelsesmåde, fandt retten at måtte give ham
medhold i, at erhvervelsen af pantebrevene var sket som kapitalanlæg med den
følge, at kursgevinsten i medfør af SL § 5, stk.1 a ikke skulle medregnes til
den skattepligtige indkomst, svarende til, at skatteyderen ikke kunne antages
at ville have været skattepligtig af kursgevinster opnået på eventuelle
sælgerpantebreve udstedt direkte som led i berigtigelsen af købesummen eller
opnået på andre tilsvarende pantebreve erhvervet for en kontant købesum.
HD af 30.oktober 1985. Et ejendomsaktieselskab blev anset for almindeligt
indkomstskattepligtigt ved salg af udstykkede ejerlejligheder. En person, der
gennem et holdingselskab havde den bestemmende indflydelse i selskabet, købte
af dette et antal pantebreve på almindelige markedsvilkår og for privat
opsparede midler. Personen havde i en årrække ikke drevet erhverv uden i
selskabsform. Erhvervelsen af pantebrevene fandtes dog at have haft en så nær
tilknytning til ejendomsaktieselskabets næringsvirksomhed, at de opnåede
kursavancer også hos personen måtte anses for indkomstskattepligtige efter
statsskattelovens § 4. Med samme begrundelse blev også holdingselskabet anset
for indkomstskattepligtigt af kursavancer på pantebreve hidrørende fra
ejendomsaktieselskabet.
ØLD af 23.marts 1987. (Skat 1987.5.332): En skatteyder havde gennem
aktiebesiddelse sammen med sin broder den afgørende indflydelse i et
aktieselskab, der var oprettet med det formål at fuldføre et byggeri og sælge
færdiggjorte ejendomme. Selskabet var i medfør af statsskattelovens § 4a
indkomstskattepligtig af kursavancer. Skatteyderens erhvervelse af
sælgerpantebreve fra selskabet fandtes at have en så nær tilknytning til
selskabets virksomhed, at de opnåede kursgevinster også hos skatteyderen blev
anset for indkomstskattepligtige.
Det er ligeledes antaget, at et selskab skulle indkomstbeskattes af
kursgevinster på 4 pantebreve, som var erhvervet fra et næringsbeskattet
selskab, hvis hovedaktionær var den samme som i det erhvervende selskab.
ØLD af 8.november 1983. Et selskab blev stiftet december 1972 med det
formål at drive handel, investering, finansiering samt rådgivningsvirksomhed.
I begyndelsen drev selskabet ikke virksomhed, men 1. januar 1974 erhvervede
det 1/4 af en udlejningsejendom, som det afhændede igen 1.januar 1975.
Overskud af ejendomsanparten var selskabets eneste indtægt i dette
kalenderår. Ved salget modtog selskabet et pantebrev nedskrevet til kurs 50.
Fortjenesten blev selvangivet som almindelig skattepligtig indkomst. I det
følgende regnskabsår bestod selskabets indtægt alene af pantebrevsrenter og
kursavance ved afdrag og indfrielse. 1.januar 1976 købte selskabet for midler
frigjort ved det første salg en ny ejendomsanpart i et
ejendomsinteressentskab, stiftet af hovedaktionæren i 1961. Hovedaktionæren
havde gennem alle årene udover indtægt ved advokatvirksomhed haft betydelige
interesser på ejendomsmarkedet og herunder oppebåret avancer, som han var
blevet indkomstbeskattet af. Retten fandt, at selskabets erhvervelse af
pantebrevet havde en sådan tilknytning til hovedaktionærens virksomhed på
ejendomsmarkedet, at kursavancerne måtte anses for indkomstskattepligtige for
selskabet.
Lsr. 1950.164. I 1936 stiftedes et ejendomsselskab A af et
håndværkerkonsortium med det formål at erhverve fast ejendom, opføre
beboelsesejendomme og dermed beslægtet virksomhed. Selskabets aktier blev i
1941 solgt til et andet ejendomsselskab B. I 1947 solgtes en i 1939-40 opført
ejendom. Da selskabet A var stiftet af bygningshåndværkere, fandt
landsskatteretten, at det ikke havde ligget udenfor stifternes tanke at
afhænde den omhandlede ejendom med gevinst, hvorfor indkomstskattepligt ville
være indtrådt, hvis aktierne havde været i de oprindelige aktieejeres
besiddelse. Og når hensås til at ejendomsselskabet B i nogle tilfælde havde
solgt opførte ejendomme, ændrede aktieoverdragelsen ikke dette resultat.
Lsr. 1953.42. Et selskab blev stiftet i 1944 af 3 håndværksmestre med det
formål at erhverve, bebygge og drive en bestemt ejendom. I forbindelse med
selskabets likvidation blev ejendommen i 1950 solgt med tab ved en
tvangsauktion. Uanset, at salg af ejendommen ikke var nævnt i selskabets
formålsbestemmelse, blev det, da stifterne var bygningshåndværkere, antaget,
at det ikke havde ligget uden for stifternes tanke at afhænde ejendommen,
hvorfor selskabet ansås berettiget til i indkomsten at fradrage det ved
salget af ejendommen lidte tab.
Lsr. 1970.132. Et ejendomsselskab blev stiftet i 1960 af en arkitekt, en
murermester, en installatør og en revisor, hvoraf de to førstnævnte ejede
aktiemajoriteten. I forbindelse med stiftelsen overtog selskabet to
udlejningsejendomme, hvoraf den ene blev solgt i 1966. Selskabet havde i 1962
påbegyndt næringsvirksomhed med faste ejendomme. Landsskatteretten fandt, at
den omstændighed, at selskabets formål ikke direkte omfattede salg af fast
ejendom, ikke i sig selv måtte medføre, at et sådant salg skulle ligge
udenfor dets formål, og når hensås til aktionærkredsens sammensætning og
iøvrigt til den i 1962 påbegyndte virksomhed, måtte det antages, at salg af
faste ejendomme, som selskabet erhvervede, ikke havde ligget uden for, hvad
man havde forestillet sig med hensyn til selskabets virksomhed.
I en ikke offentliggjort kendelse har retten ligeledes beskattet et
selskab af fortjeneste ved salg af fast ejendom. Selskabet blev stiftet i
1972 af en bygningshåndværker med det formål at erhverve og administrere fast
ejendom. Efter 5-7 års ejertid blev to af selskabets ejendomme solgt.
Selskabets stifter og hovedaktionær ejede på stiftelsestidspunktet selv faste
ejendomme, som han i de følgende år solgte ud af, og han blev almindelig
indkomstbeskattet af fortjenesten udfra et næringssynspunkt. Da han således
udfra samme synspunkt ville have været indkomstskattepligtig af fortjenesten
ved salgene af selskabets ejendomme, hvis de havde været købt og solgt af ham
personligt, blev disse fortjenester skattepligtige for selskabet.
I en anden ikke offentliggjort kendelse gik landsskatteretten imod
beskatning af hovedaktionæren af kursgevinster ved afdrag på pantebreve.
Hovedaktionæren, der drev skotøjshandel og ikke personligt var inddraget i
byggeri eller ejendomshandel, beherskede et selskab, der var skattepligtig af
fortjeneste ved grundsalg som næring. Dette selskab ejede sammen med
tredjemand nogle industrigrunde, som blev solgt til et udenforstående
selskab. Handelen blev finansieret på den måde, at hovedaktionæren erhvervede
pantebreve med pant i andre ejendomme fra det købende selskab, som herefter
kunne betale de omhandlede grunde kontant. Landsskatteretten afviste at
udvide afsmitningssynspunktet til den situation, at en hovedaktionær
finansierer en køber ved dennes anskaffelse af en ejendom fra
hovedaktionærselskabet ved at afkøbe ham pantebreve.
Også anden form for indsigt i byggebranchen end den rent håndværksmæssige
kan være afgørende for beskatningen.
Den ved afsmitning fra aktionærerne opståede næringsformodning kan
bortfalde, såfremt de oprindelige aktionærer (bygningshåndværkere m.v.)
afhænder aktierne til personer, der erhverver aktierne i anlægsøjemed og
godtgør dette ved at beholde aktierne i en længere periode.
En ændring af et selskabs vedtægter, hvorved handelsformålet bortfalder,
anerkendes normalt ikke for så vidt angår de ejendomme, der er erhvervet
forud for vedtægtsændringen, jfr. lsr. 1972.124, og vedtægtsændringen vil i
almindelighed kun kunne anerkendes i forbindelse med ændring af
aktionærkredsen.
Om afsmitning i øvrigt se E 5.3.1.1 og H 4.3.
2. Sparekasser
Ved lov nr. 645 af 19. december 1975 er sparekasser med virkning fra 1/1
1976 undergivet fuld skattepligt og er således omfattet af reglerne i
selskabsskatteloven. Opgørelse af sparekassernes indtægter skal herefter
principielt ske efter samme regler, som gælder for aktieselskaber jfr. i
øvrigt SC 1.3.1. vedrørende bankers indkomstopgørelse. Endvidere er der
indført lovhjemmel for, at reglerne om sambeskatning af aktieselskaber finder
tilsvarende anvendelse for sparekasser, selv om disse regler næppe vil have
større betydning.
2.1. Overgangsreglerne. Virkning for senere skatteår
SSL §§ 35 C-35 E indeholder regler om fastsættelse af afskrivningsgrundlag
og om opgørelse af fortjeneste eller tab ved afhændelse af fast ejendom og
værdipapirer, i det omfang aktiverne er erhvervet før sparekassernes overgang
til beskatning. Disse regler har i et vist omfang betydning for
indkomstopgørelserne også for indkomstårene efter overgangsåret.
For så vidt angår fast ejendom og driftsmidler henvises til
bestemmelserne.
Værdipapirer
I lighed med banker er sparekasser skattepligtige af fortjeneste ved
afhændelse eller indfrielse, herunder udtrækning af offentlige obligationer
samt private pantebreve og fordringer, jfr. LL § 4 og KGL § 2. Tab ved
afhændelse af de pågældende værdipapirer kan fradrages. For værdipapirer af
den nævnte art, som sparekassen har erhvervet forud for den 1/1 1976, træder
den værdi, som formueskattepligtige skulle anvende ved opgørelsen af deres
formue den 1/1 1976, i stedet for den faktiske anskaffelsessum, men
sparekassen kan dog vælge at anvende den faktiske anskaffelsessum, såfremt
denne kan dokumenteres. Den faktiske anskaffelsessum kan vælges for nogle
værdipapirer, medens kursværdien pr. 1/1 1976 anvendes for andre
værdipapirer.
Ved opgørelse af fortjeneste eller tab på aktier, jfr. ABL § 3, gælder
tilsvarende regler for anskaffelsessummen som for obligationer m.v.
Fortjeneste og tab på aktier, der er anskaffet i næringsøjemed, opgøres
efter det hidtil fulgte princip (realisationsprincippet eller
lagerprincippet). Principskifte kræver tilladelse fra ligningsrådet. Der
henvises i øvrigt til ministeriet for skatter og afgifters bekendtgørelse
nr.3 af 6.januar 1982 om opgørelse af fortjeneste eller tab på næringsaktier.
2.2. Virksomhed i udlandet
Efter tilsvarende regler som for aktie- og anpartsselskaber m.v. kan
sparekasser, jfr. SSL § 17 B, stk. 2, få nedsættelse af skatten, i det omfang
de kan godtgøre, at en vis del af den skattepligtige indkomst hidrører fra
virksomhed i udlandet, se nærmere herom under SH 2.1.
2.3. Skattegodtgørelse
I modsætning til aktieselskaber er sparekasser ikke fritaget for
beskatning af udbytte, som de modtager fra her i landet hjemmehørende
selskaber, hvori de ejer mindst 25 pct. af aktiekapitalen. Der vil derfor til
samtlige udbytter, som sparekasser modtager fra danske selskaber, være
knyttet skattegodtgørelse.
2.4. Datterselskabslempelse
Hvis en sparekasse ejer mindst 25 pct. af aktiekapitalen i et dansk eller
udenlandsk selskab og har modtaget udbytte af aktierne, kan den efter
ansøgning, jfr. SSL § 17 B, stk.3, opnå datterselskabslempelse. Se herom
under SH 2.3.2.
2.5. Overskudsanvendelse
Sparekasser kan ikke fritages for beskatning af den del af indkomsten, som
anvendes til almenvelgørende eller almennyttige formål.
2.6. Gavefradrag
Om en sparekasses fradrag for gaver, se lsr.1982.124.
2.7. Rentefradrag
Sparekassers renteudgifter vedrørende den indbetalte garantikapital kan
fratrækkes ved indkomstopgørelsen, da garantikapitalen anses som en
sparekassen påhvilende gæld.
3. Brugsforeninger
Brugsforeninger, som er skattepligtige i henhold til SSL § 1, stk. 1, nr.
3 eller SSL § 1, stk. 2, 1. pkt., skal principielt opgøre deres
skattepligtige indkomst efter skattelovgivningens almindelige regler om
indkomstopgørelse for selskaber m.v.
3.1. Dividende
Brugsforeninger kan foretage et særligt fradrag, idet de, jfr. SSL § 9,
stk. 2, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrage dividende,
efterbetaling eller bonus, der ydes medlemmerne for det pågældende
regnskabsår. Foreningen kan også fradrage den del af overskuddet, som
henlægges til medlemmernes driftsfonds, driftslån m.v. under forudsætning af,
at det klart af foreningens vedtægter fremgår, at medlemmerne indtager en
kreditors stilling med hensyn til tilgodehavendet, jfr. Skd.cirk. nr. 205 af
3/10 1967 pkt. 13, stk. 1.
Det er dog en betingelse for fradraget, at beslutningen om udbetalingen er
vedtaget af de dertil kompetente foreningsorganer senest 6 måneder efter det
pågældende regnskabsårs begyndelse, og meddelelse om denne beslutning må være
givet medlemmerne på den måde, som foreningen normalt anvender for
beslutninger fra foreningen, f.eks. ved opslag i butikken, underretning i
medlemsblad el. lign. Fristen på de 6 måneder forstås bogstaveligt. Selv om
foreningens regnskabsperiode, f.eks. på grund af regnskabsomlægning, afviger
fra en normal 12-måneders periode, skal beslutningen være truffet inden 6
måneder fra regnskabsårets begyndelse. Fradraget kan ikke overstige den ydede
dividende, som denne fastsættes af generalforsamlingen efter regnskabsårets
udløb. Hvis generalforsamlingen således ikke mener at kunne yde dividende,
der er så stor, som besluttet inden for de første 6 måneder af regnskabsåret,
kan der kun fradrages et beløb svarende til generalforsamlingens vedtagelse.
Hvis omvendt generalforsamlingen fastsætter en dividende, som overstiger den
tidligere beslutning, kan der ikke gives fradrag for det overskydende beløb,
hverken for det pågældende indkomstår eller for senere indkomstår.
For at dividende kan anses for ydet »for det pågældende
regnskabsår«, skal den være fastsat på grundlag af medlemmernes
omsætning med foreningen i regnskabsåret. Men dividenden behøver ikke at
kunne rummes i det pågældende års overskud. Beløb, der er henlagt i tidligere
år til foreningens reserver, f.eks. som overførselskonto, kan anvendes til
supplering af overskuddet, uden at dette begrænser foreningens fradragsret.
3.2. Rabat
Dividendefradraget berører ikke foreningens ret til fradrag for
rabatydelser, jfr. SSL § 9, stk. 3. Efter Skd.cirk. nr. 205 af 3/10 1967
forstås der ved rabat i denne forbindelse en prisreduktion, hvis størrelse er
endeligt fastsat og køberen bekendt ved hvert enkelt køb.
3.3. Andre udgifter
Ved lsr.1982.125 er der taget stilling til en brugsforenings fradrag for
udgifter til afholdelse af en medlemsfest. Indbydelsen var gennem dagspressen
stilet til foreningens medlemmer, men kontingentet var sat til et symbolsk
beløb, således at indbydelsen i realiteten, hvilket også var et af formålene,
var rettet også til ikke-medlemmer, altså til potentielle kunder. Betalingen
for deltagelse var sat til et beløb langt under omkostningerne. Udgiften var
ikke fradragsberettiget som dividende som følge af de formelle krav, der som
foran anført stilles hertil. Retten fandt, at udgiften til festen, hvori kun
en lille del af foreningens samlede medlemskreds deltog, var afholdt til
fremme af salget til medlemmerne og af medlemstilgangen, hvorfor der var tale
om en fradragsberettiget reklameudgift og ikke om en udlodning til
foreningens medlemmer.
3.4. Virksomhed i udlandet
I lighed med hvad der gælder for aktieselskaber, har disse foreninger ret
til skattenedsættelse, såfremt de godtgør, at en vis del af deres
skattepligtige indkomst hidrører fra virksomhed i udlandet, jfr. SSL § 18,
stk.2, se nærmere herom under SH 2.1.
3.5. Datterselskabslempelse
Hvis der i brugsforeningers skattepligtige indkomst indgår udbytte,
dividende, efterbetaling m.v. fra andre foreninger eller selskaber, her eller
i udlandet, kan brugsforeninger efter derom indgivet ansøgning få eftergivet
den del af skatten, der svarer til forholdet mellem det modtagne beløb og den
skattepligtige indkomst. Lempelse kan dog kun bevilges, såfremt foreningen i
hele indkomståret har ejet mindst 25 pct. af den udbyttegivende forenings
kapital, jfr. SSL § 18, stk. 3. Desuden kan der ikke eftergives større beløb
end det, som det påhviler den udbyttegivende forening eller selskabet at
udrede i skat af udbytte til den modtagende forening.
Hvis den udbyttegivende forening har fradraget dividende m.v. i henhold
til SSL § 9, stk. 2, kan der således ikke bevilges lempelse for dette beløb.
Vedrørende beregning af lempelse se nærmere under SH 2.3.2.
3.6. Skattegodtgørelse
Der er knyttet skattegodtgørelse til samtlige udbytter, som modtages fra
her i landet hjemmehørende selskaber, som er omfattet af SSL § 1, stk.1, nr.1
og 2, derimod er der ikke knyttet skattegodtgørelse til dividende fra
brugsforeninger.
4. Investeringsforeninger
Investeringsforeninger, som omfattes af SSL § 1, stk.1, nr. 5a har siden
1.januar 1980 været undergivet fuld skattepligt, jfr. SA 1.6. Disse
foreninger skal opgøre deres indkomst efter samme regler, som gælder for
aktieselskaber.
Investeringsforeninger, som er omfattet af SSL § 1, stk.1, nr.6 skal
fortsat opgøre deres indkomst efter de hidtil gældende regler, jfr. SG.
4.1. Overgangsreglerne. Virkning for senere skatteår
SSL §§ 35 F-35 H indeholder regler om fastsættelse af afskrivningsgrundlag
og om opgørelse af fortjeneste eller tab ved afhændelse af fast ejendom og
værdipapirer, i det omfang aktiverne er erhvervet før investeringsforeningens
overgang til beskatning. Disse regler har i et vist omfang betydning for
indkomstopgørelserne også for indkomstårene efter overgangsåret, jfr.
skd.cirk. af 3.december 1980 om ændring af lov om indkomstbeskatning af
aktieselskaber.
For så vidt angår fast ejendom og driftsmidler henvises til
bestemmelserne.
Værdipapirer
I lighed med investeringsselskaber er investeringsforeninger
skattepligtige af fortjeneste ved afhændelse eller indfrielse, herunder
udtrækning af offentlige obligationer samt private pantebreve og fordringer,
jfr. LL § 4 til og med indkomståret 1987.
Tab ved afhændelse af de pågældende værdipapirer kan fradrages. For
værdipapirer af den nævnte art samt for aktier og anparter, som
investeringsforeningen har erhvervet forud for den 1/1 1980, træder den
værdi, som formueskattepligtige skulle anvende ved opgørelsen af deres formue
den 1/1 1980, i stedet for den faktiske anskaffelsessum, men
investeringsforeningen kan dog vælge at anvende den faktiske anskaffelsessum,
såfremt denne kan dokumenteres. Den faktiske anskaffelsessum kan vælges for
nogle værdipapirer, medens kursværdien pr. 1/1 1980 anvendes for andre
værdipapirer.
Når en udloddende investeringsforening, der ikke har været skattepligtig,
overgår til at blive akkumulerende og dermed skattepligtig efter SSL § 1,
stk.1, nr.5a, opgøres avance og tab på værdipapirer, som er erhvervet forud
for overgangsåret, med udgangspunkt i en anskaffelsesværdi svarende til
kursværdien primo overgangsåret for så vidt angår obligationer og pantebreve,
medens anskaffelsessummen for aktier udgør den faktiske anskaffelsessum. Se
Skat 1987.3.227.
4.2. Udbytte
Investeringsforeninger, der er omfattet af SSL § 1, stk.1, nr.5 a, skal
til den skattepligtige indkomst medregne modtagne udbyttebeløb fuldt ud, hvad
enten de hidrører fra udenlandske selskaber eller fra danske selskaber, idet
SSL § 13, stk.1, nr.2, jfr. stk.3, ikke kan anvendes af
investeringsforeninger. Der er knyttet skattegodtgørelse til samtlige
udbytter, som modtages fra her i landet hjemmehørende selskaber, som er
omfattet af SSL § 1, stk.1, nr.1 og 2.
5. Fonde
Ved lov nr.145 af 19.marts 1986 (fondsbeskatningsloven) er fonde med
virkning fra og med indkomståret 1987 undergivet beskatning efter
fondsbeskatningsloven. Enkelte fonde er dog fortsat omfattet af
selskabsskattelovens § 1, stk.1, nr.6. Se nærmere i afsnit SA 1.9.2.
Vedrørende opgørelsen af den skattepligtige indkomst for disse fonde, se
afsnit SG 1.
FBL indeholder i §§ 16-21 en række regler, der finder anvendelse ved
overgang til beskatning efter lovens regler, se nærmere i
skattedepartementets cirkulære af 28. november 1986, pkt.46-58.
5.1. Opgørelse af skattepligtig indkomst
Ifølge FBL § 3, stk.1, opgøres den skattepligtige indkomst for fonde
omfattet af FBL § 1, nr.1, efter de almindelige for indregistrerede
aktieselskaber gældende regler med de undtagelser, der følger af FBL § 3,
stk.2 og 3 samt §§ 4-6.
Indkomstskatten udgør 50 pct. af skattepligtig indkomst, jfr. § 11, stk.1,
og selskabsskattelovens regler om ligning, selvangivelse og opkrævning finder
anvendelse, jfr. FBL § 15, stk.1, se dog FBL § 15, stk.3. I FBL § 10 findes
regler svarende til SSL § 13, stk.1, nr.2, og § 13, stk.3, om skattefrit
datterselskabsudbytte. Skattegodtgørelse for udbytte, der er skattepligtigt,
gives efter reglerne i FBL § 12. Skattegodtgørelse indrømmes selv om udbyttet
ikke bliver beskattet f.eks. som følge af bundfradraget. Reglerne i SSL § 17,
stk.2, 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse på fonde omfattet af FBL, jfr. §
11, stk.2, se afsnit SH.
Indkomstopgørelsen foretages under et. En negativ erhvervsmæssig indkomst
fragår i eventuel anden positiv indkomst, der resterer efter bundfradraget,
se afsnit SC 5.2.1.
Efter selskabsskattelovens § 3, stk.5, anses indkomst, der erhverves af
aktieselskaber, som i altovervejende grad ejes af almenvelgørende eller
almennyttige fonde eller foreninger, for indtjent af fonden eller foreningen.
Reglen, der ikke er ændret i forbindelse med fondsbeskatningslovens
gennemførelse, bevirker, at udbytte fra selskabet ikke beskattes i selskabet.
Udbyttet anses derimod for indtjent direkte af fonden eller foreningen. Det
er en forudsætning for at bringe reglen i anvendelse, at fonden i det
indkomstår, hvori den anses for at have indtjent beløbet, uddeler eller
hensætter beløbet efter fondsbeskatningslovens § 4, stk.1 eller 3. Fonden vil
således have fradragsret for et beløb, der svarer til den indtægt, som skal
medregnes direkte i fondens skattepligtige indkomst. Såfremt aktieselskabets
indkomst må karakteriseres som ikke-erhvervsmæssig, indgår beløbet i den
indkomst, der skal reduceres med bundfradrag.
5.1.1. Driftsomkostninger
FBL § 3, stk.1, henviser bl.a. til SSL § 8, og medfører, at fonde kan
foretage fradrag for driftsomkostninger, jfr. SL § 6a.
Det er nødvendigt at sondre imellem driftsomkostninger, uddelinger og
konsolideringsfradrag. Fradrag for driftsomkostninger gives uden iagttagelse
af prioritetsreglen i FBL § 6, ligesom et skattemæssigt underskud som følge
af fradrag for driftsomkostninger kan fremføres efter § 15.
Som driftsomkostninger anses udgifter hvorved fonden bringes i stand til
at varetage sine vedtægtsmæssige formål.
Driftsomkostningsbegrebet er i relation til FBL udvidet fra alene at
omfatte udgifter forbundet med erhvervsmæssig virksomhed til også at omfatte
udgifter, der er nødvendige af hensyn til fondens øvrige virke. Udover
sædvanlige erhvervsmæssige udgifter vil således også udgifter forbundet med
fondsvirksomheden kunne fradrages. Som eksempel kan nævnes en stiftelses
udgifter til drift af stiftelsens friboliger eller en ikke-erhvervsdrivende
fonds omkostninger til kontorhold.
5.1.2. Afskrivninger
En udgift afholdt som led i driften af fonden vil normalt kunne fradrages
som driftsomkostning eller kunne gøres til genstand for afskrivninger. Om
fondens udgifter kan gøres til genstand for afskrivnnger afhænger af
skattelovgivningens almindelige regler herom.
I lighed med hvad der gælder for driftsomkostninger kan en udgift være
afskrivningsberettiget selv om den ikke kan karakteriseres som
erhvervsmæssig. Afgrænsningen af afskrivningsberettigede udgifter må ses i
lyset af de særlige investeringer, der foretages af hensyn til
fondsvirksomheden. For bygningsafskrivninger er det dog en forudsætning for
skattemæssige afskrivninger, at der er tale om en afskrivningsberettiget
bygning, jfr. AL § 18.
5.1.3. Underskud
Et skattemæssigt underskud, der fremkommer ved opgørelsen af den
skattepligtige indkomst efter FBL § 3, kan fremføres til modregning i
følgende års positive indkomst efter LL § 15.
Et underskud, der fremkommer ved, at uddelinger og henlæggelser som nævnt
i FBL §§ 4 og 5 overstiger den efter FBL § 3 opgjorte indkomst, kan ikke
fremføres til modregning i følgende års indkomst. Overstiger uddelinger og
hensættelser tilsammen med bundfradraget den efter FBL § 3 opgjorte indkomst,
kan det overskydende beløb ikke fremføres til modretning i følgende års
indkomst.
Underskud fremført efter LL § 15 fradrages inden fradrag for uddelinger og
henlæggelser. Underskud, der vedrører erhvervsmæssig virksomhed fra tidligere
indkomstår forud for indtræden af skattepligt efter FBL vil ligeledes kunne
fremføres til modregning i den efter FBL opgjorte indkomst efter uddelinger
og læggelser.
5.2. Særlige regler
5.2.1. Bundfradrag
Indkomst ved erhvervsmæssig virksomhed medregnes i sin helhed ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst, mens indkomst ved
ikke-erhvervsmæssig virksomhed alene beskattes i det omfang den overstiger
25.000 kr., jfr. FBL § 3, stk.2. Bundfradraget foretages i den samlede
ikke-erhvervsmæssige indkomst, dvs. nettoindtægter i form af skattepligtige
udbytter, gaver samt kursgevinster, aktieavancer og ejendomsavancer m.v. Den
praksis, der er dannet i relation til SSL § 1, stk.3, vil være vejledende for
afgrænsningen af en fonds ikke-erhvervsmæssige indkomst. Bundfradraget
foretages inden fradrag efter FBL §§ 4 og 5.
Der kan ikke ske fremførsel af et uudnyttet bundfradrag, og en uudnyttet
del af bundfradraget kan ikke modregnes i fondens eventuelle positive
erhvervsmæssige indkomst.
5.2.2. Gaver
Fonde er som udgangspunkt skattepligtige af gaver, men FBL § 3, stk.3 og
4, indeholder regler om fritagelse for beskatning evt. ved i stedet at
pålægge en afgift på 20 eller 35 pct.
Muligheden for skattefritagelse skal ses i sammenhæng med FL § 9, stk.1,
og EFL §§ 10 og 11, hvorefter gaver, der indgår i en fonds grundkapital som
hovedregel ikke kan uddeles. En fonds grundkapital er den kapital, der
foreligger ved en fonds stiftelse. Gaver, der på et senere tidspunkt
modtages, indgår i grundkapitalen, medmindre giveren udtrykkeligt har
bestemt, at gaven skal kunne uddeles. Det er en forudsætning for
dispensation, at gaven henføres til grundkapitalen.
Det er endvidere en foriudsætning for dispensation, at giver ikke har
fradragsret. Dette indebærer, at fonde, der er godkendt efter LL § 8 A eller
§ 12, stk.3, almindeligvis ikke kan opnå dispensation for den for giver
fradragsberettigede del af gaven. En undtagelse gælder dog i tilfælde, hvor
fradragsretten følger af LL § 14 F, eller hvor en fond blot videreuddeler
ydelsen til det endelige formål via en særlig fond under forudsætning af, at
der ikke foreligger gensidige gaver mellem fondene. Det skal bemærkes, at en
fuldstændig skattefritagelse er mulig, selv om fonden har et erhvervsmæssigt
formål.
Dispensationsreglerne i FBL § 3, stk.3, nr.1-2, og stk.4, kan herefter
sammenfattes således under forudsætning af, at ovennævnte betingelser er
opfyldte:
Der kan almindeligvis indrømmes fuldstændig dispensation for beskatning af
gaver til oprettelse af en fond. Er der tale om en familiefond forudsætter en
fritagelse, at der i stedet betales en afgift på 20 pct. af gavens værdi.
Ligeledes kan der almindeligvis meddeles fuldstændig skattefritagelse for
gaver til udvidelse af en fonds grundkapital. En undtagelse herfra gælder dog
for familiefonde, idet familiefonde, der er stiftet før 1.jan. 1985 ikke
bevilges skattefritagelse - heller ikke mod kompenserende afgift. Er
familiefonden stiftet efter 1.jan. 1985 forudsætter en dispensation, at der i
stedet betales en afgift på 35 pct.
Årsagen til den forskellige skattemæssige behandling af familiefonde
stiftet før og efter 1.jan. 1985 er, at det efter dette tidspunkt kun er
muligt at tillægge en på stiftelsestidspunktet ufødt generation privilegier.
Afgiftspligtige gaver indgår ikke i den indkomst, der reduceres med
budfradraget efter FBL § 3, stk.2.
5.2.2.1. Stående dispensation
For fonde, der ikke er familiefonde, vil der endvidere være mulighed for
at opnå en stående dispensation for beskatning af gaver til udvidelse af
grundkapitalen.
En stående fritagelse skal betinges af en pligt til over for
ligningsmyndigheden at indgive oplysning om modtagne gaver, og skal normalt
tidsbegrænses til en periode, der ikke overstiger 5 år. En dispensation kan
altid optages til fornyet prøvelse, og kan begrænses til alene at vedrøre
gaver fra en bestemt yder. Sidstnævnte begrænsning medfører blandt andet, at
det ikke ubetinget er udelukket for fonde, der er godkendt efter LL § 8 A
eller § 12, stk.3, at opnå en stående dispensation.
5.2.2.2. Særlige gaver til almennyttige fonde
Ovenstående dispensationsregler forudsætter, at der er tale om gaver, der
indgår i grundkapitalen. FBL § 3, stk.3, nr.3, indeholder en særlig
dispensationsmulighed for gaver, der ikke indgår i grundkapitalen. Reglen kan
kun anvendes af udelukkende almenvelgørende eller på anden måde almennyttige
fonde. Gaven skal bestå af bestemte aktiver eller være beløb til erhvervelse
eller forbedring af bestemte aktiver.
I disse tilfælde kan der gives fuld skattefritagelse, som hovedregel under
forudsætning af, at gavegiver ikke har fradragsret. Da der er tale om
dispensation for beskatning af konkrete gaver, er en stående dispensation
ikke mulig.
Ved afgørelsen af om dispensation efter FBL§ 3, stk.3, nr.3, kan gives,
kan det tillægges betydning, om fonden må antages at have fradragsret for
udgifter, der afholdes af den modtagne lse.
5.2.2.3. Bekendtgørelse nr.802 af 1.dec. 1986
Kompetencen til som 1.instans at fritage fonde for beskatning af gaver
efter FBL § 3, stk.3 og 4, er ved § 1 i bekendtgørelse nr.802 af 1.dec. 1986
tillagt ligningskommisionerne, for København og Frederiksbergs kommuners
vedkommende dog de pågældende kommuners ttedirektorat.
5.2.3. Uddelinger
Fonde kan i den efter FBL § 3 opgjorte indkomst foretage fradrag for
uddelinger efter reglerne i FBL § 4, stk.1 og 2. Ved uddelinger forstås
dispositioner, hvorved fonden realiserer de vedtægtsmæssige formål.
Uddelinger kan bestå af ydelse af legater og gaver eller i afkald på indtægt,
f.eks. rentefrie lån eller friboligydelse. Har fonden til formål at drive og
vedligeholde bygninger kan forbedrings- og vedligeholdelsesudgifter efter
omstændighederne anses for uddelinger.
Det er uden betydning, om formålet varetages ved egentlige uddelinger til
subjekter uden for fonden, eller om fonden varetager formålet i eget regi.
Afdrag på lån, der er optaget til finansiering af en anskaffelse eller
forbedring m.v., der direkte tjener fondens formål, og som derfor må
betragtes som en uddeling, vil kunne fradrages, se nærmere Skat 1987.1.59.
En uddeling kan således tillige karakteriseres som den vedtægtsbestemte
anvendelse af fondens nettoindkomst, der sker uden forventning om modydelse
fra modtageren, eller hvor en modydelse er et aktiv, som fonden har en
vedtægtsmæssig forpligtelse til at erhverve.
Udlån, kaution eller anden sikkerhedsstillelse, samt rene
formuedispositioner anses ikke for en uddeling. Tab på udlån og
låneeftergivelse kan efter omstændighederne anses for en uddeling.
Uddelinger skal være foretaget i det pågældende indkomstår og fremgå af
selvangivelsen for indkomståret. Der kan således kun fratrækkes de i
regnskabsåret foretagne uddelinger. Dispositioner, der består i, at der ved
regnskabsårets slutning afsættes beløb til senere uddelinger, kan derimod
først fratrækkes i det år, hvor uddelingen finder sted.
En uddeling anses for foretaget, når der foreligger en retsgyldig
forpligtelse til at præstere uddelingen. Dette gælder uanset om betalingen
eller overgivelsen af gaven først finder sted i det efterfølgende indkomstår.
Fonden vil således kunne fradrage en uddeling på det tidspunkt, hvor der er
afgivet bindende tilsagn om ydelsen, Skat 1987.11.808.
Fradrag for uddelinger foretages under iagttagelse af prioriteringsreglen
i FBL § 6, se nærmere i afsnit SC 5.2.6.
5.2.3.1. Almennyttige uddelinger
Fonde kan efter FBL § 4, stk.1, fradrage uddelinger til vedtægtsmæssige
formål, der kan anses for almenvelgørende eller på anden måde almennyttige.
Begrebet almenvelgørende eller på anden måde almennyttige fortolkes i
overensstemmelse med den fortolkning, der er lagt til grund ved
administrationen af bestemmelserne i LL § 8 A og 12, stk.3, SSL § 3, stk.2,
og arveafgiftslovens § 3, stk.4.
For at et formål kan anses for almenvelgørende eller på anden måde
almennyttigt, kræves, at den kreds af personer eller institutioner, der kan
komme i betragtning ved uddelingerne, er afgrænset efter retningslinier med
et objektivt præg. Formålet må således komme en vis videre kreds til gode.
For at et formål kan anses for almenvelgørende, er det en forudsætning, at
støtten ydes personer inden for en videre kreds, der er i økonomisk trang.
Almennyttige formål foreligger, såfremt støtten kommer en vis videre kreds
til gode, og såfremt formålet ud fra en almindeligt fremherskende opfattelse
kan karakteriseres som nyttigt. Blandt sådanne almennyttige formål kan nævnes
sociale, kunstneriske og andre kulturelle formål, miljømæssige,
videnskabelige, - herunder forskningsmæssige eller sygdomsbekæmpende -
humanitære, undervisningsmæssige, religiøse eller nationale øjemed. Også
idrætsforeninger og dyreværnsorganisationer vil kunne anses for almennyttige.
Derimod vil organisationer, der varetager politiske, økonomiske eller
erhvervsmæssige interesser, ikke kunne anses for almennyttige. Bidrag til
sådanne organisationer vil derfor kun kunne fradrages, hvis der er tale om en
driftsomkostning, jfr. bl.a. LL § 13, eller om en vedtægtsmæssig uddeling,
der er skattepligtig for modtager, jfr. FBL § 4, stk.2.
Det er i almindelighed uden betydning for spørgsmålet, om et formål kan
anses for almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt om det udøves her
i landet eller i udlandet. Det er dog et ufravigeligt krav, at
administrationen af de midler, der kommer formålet til gode finder sted her i
landet. Ligger beslutningen om, hvilke formål midlerne fra en dansk
registreret fond skal tjene, i en udenlandsk organisation, kan uddelingen
ikke anses for ydet til et almenvelgørende eller almennyttigt formål.
5.2.3.2. Andre vedtægtsmæssige uddelinger
Fonde kan i henhold til FBL § 4, stk.2, foretage fradrag for uddelinger
til fyldestgørelse af andre vedtægtsmæssige formål end almenvelgørende eller
på anden måde almennyttige.
Det er en betingelse for fradrag, at modtageren af uddelingen er
skattepligtig heraf. Skattepligten kan følge af KL §§ 1 og 2, SSL §§ 1 og 2
eller FBL § 1, nr.1, 2 og 4. Til godtgørelse af at modtageren er
skattepligtig af uddelingen kræves ingen særlig dokumentation.
Afgørende er, om uddelingen indgår ved opgørelsen af modtagerens
skattepligtige indkomst, og ikke om der konkret bliver tale om beskatning.
Skattepligt hos modtager anses tillige at foreligge i tilfælde, hvor en for
modtager skattefri ydelse medfører bortfald af en fradragsberettiget udgift.
5.2.4. Hensættelser til almenvelgørende eller på anden måde
almennyttigt formål
Efter FBL § 4, stk.3, kan fonde i den efter FBL § 3 opgjorte indkomst
foretage fradrag for hensættelser til opfyldelse af et eller flere konkrete
almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål. Vedrørende begrebet
almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt, se afsnit SC 5.2.3.1. Det
skal bemærkes, at fradrag for hensættelse efter FBL § 4, stk.3, foretages
under iagttagelse af prioriteringsreglen i FBL § 6, se nærmere i afsnit SC
5.2.6.
For at en hensættelse kan anses for konkretiseret må det kræves, at der
foretages en rimelig detaljeret gengivelse af, til hvilket nærmere beskrevet
formål hensættelsen finder sted, samt hvorledes dette formål agtes
realiseret. En hensættelse til sikring af uddelinger i overensstemmelse med
fundatsens bestemmelse eller til eksempelvis humanitære eller
forskningsmæssige formål opfylder ikke betingelserne for fradragsret.
Bekendtgørelse nr.802 af 1.dec. 1986 indeholder nærmere regler om
regnskabsmæssige krav m.v. til hensættelse efter FBL § 4, stk.3.
Hensættelserne skal fremgå af selvangivelsen for indkomståret, hvorfor det
er tilstrækkeligt, at hensættelsen er foretaget inden fristen for indgivelse
af selvangivelse.
Afkast af hensatte beløb medregnes ved opgørelsen af fondens
skattepligtige indkomst, og anses ikke for hensat, medmindre andet er bestemt
i overensstemmelse med ovennævnte regler.
Der stilles ingen særlige placeringskrav til hensættelserne. Senere
foretagne hensættelser kan benyttes før tidligere foretagne.
Hensættelsen skal i sin helhed være anvendt til det almenvelgørende eller
på anden måde almennyttige formål inden 5 år efter udløbet af
hensættelsesåret, jfr. FBL § 4, stk.4. Der kan dog dispenseres herfra efter
reglerne i FBL § 4, stk.6 og 7, se nedenfor. Er der ikke meddelt dispensation
og overskrides 5-årsfristen foretages en efterbeskatning efter reglerne i FBL
§ 4, stk.5, jfr. § 8 i bkg. nr.802 af 1.dec. 1986.
Medfører prioriteringsreglen i FBL § 6, at fradraget efter FBL § 4, stk.3,
begrænses helt eller delvis, foretages ingen efterbeskatning for den del af
hensættelsen, der ikke medførte fradragsret.
Indkomst, der efter SSL § 3, stk.3, er blevet fritaget for beskatning i
indkomståret 1986 eller tidligere indkomstår, kan ikke tillige fradrages i
det år, hvori uddeling finder sted.
Efter FBL § 22 skal henlæggelser foretaget efter SSL § 3, stk.3, jfr.
stk.2, være fuldt ud benyttet til et almenvelgørende eller på anden måde
almennyttigt formål inden 5 år efter udløbet af det indkomstår, der ligger
til grund for skatteansættelsen for overgangsskatteåret. Efterbeskatning i
tilfælde, hvor beløbet ikke er anvendt inden 5-års periodens udløb, finder
sted efter FBL § 4, stk.5. Dette gælder dog kun for perioden efter den
udvidede skattepligts ikrafttræden. I perioden forud herfor sker
efterbeskatning efter selskabsskattelovens regler.
Ifølge bkg. nr.802 af 1.dec. 1986 § 7, stk.2, anses henlæggelser efter FBL
§ 4, stk.3, for anvendt til det konkrete formål forud for hensættelser efter
SSL § 3, stk.3, med mindre der udtrykkeligt er truffet bestemmelse om det
modsatte.
5.2.4.1. Dispensation for konkretiseringskravet og 5-årsfristen
Efter FBL § 4, stk.7, kan fonde opnå dispensation for kravet om at
hensættelsen efter FBL § 4, stk.3, skal være konkretiseret. En dispensation
medfører tillige, at hensættelser kan indestå i en periode udover 5 år, jfr.
FBL § 4, stk.4. Ved dispensation skal dog fastsættes en frist for anvendelse
af de hensatte beløb på ikke over 15 år.
Ved § 1 i bkg. nr.802 af 1.dec. 1986 er ligningskommissionen, for
Københavns og Frederiksberg kommuners vedkommende dog de pågældende kommuners
skattedirektorat, bemyndiget til som 1.instans at træffe afgørelse efter FBL
§ 4, stk.7.
Det er en forudsætning for dispensation, at hensættelsen efter FBL § 4,
stk.3, foretages til fyldestgørelse af kulturelle formål. Dette kan være
tilfældet, hvis fonden selv driver kulturel virksomhed - f.eks.
museumsvirksomhed - eller at fonden støtter drift af og anskaffelser til
museer m.v. Støtte til kunstnere, til opførelse eller udstilling af
kulturelle frembringelser kan anses for formål, der berettiger til
dispensation efter FBL § 4, stk.7. Dispensation efter FBL § 4, stk.7, kan
meddeles forud for hensættelsen.
Hensættelserne skal opfylde samme regnskabsmæssige krav som hensættelser
efter FBL § 4, stk.3. Efterbeskatning i tilfælde, hvor hensættelserne er
anvendt til ikke-kulturelle formål eller ikke anvendt inden den udvidede
frists udløb, foretages efter reglerne i FBL § 4, stk.5, jfr. afsnit SC
5.2.4.
5.2.4.2. Særlige dispensationer for krav til hensættelse
Statskassedirektoratet kan i henhold til FBL § 4, stk.6, i ganske særlige
tilfælde tillade, at hensættelsen anvendes efter udløbet af den i FBL § 4,
stk.4, nævnte frist eller anvendes til andre almenvelgørende eller på anden
måde almennyttige formål end de oprindelige fastsatte.
Statsskattedirektoratets afgørelse kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.
5.2.5. Konsolideringsfradrag
FBL § 5 indeholder regler, hvorefter fonde har mulighed for at foretage
fradrag i den skattepligtige indkomst for hensættelser til konsolidering af
fondsformuen.
I lighed med hvad gælder for uddelinger og hensættelser eftet FBL § 4, kan
fradrag efter FBL § 5 kun foretages under iagttagelse af prioriteringsreglen
i FBL § 6, jfr. afsnit SC 5.2.6.
5.2.5.1. Konsolideringsfradrag som følge af almennyttige uddelinger
I henhold til FBL § 4, stk.1, kan fonde i den efter FBL § 3 opgjorte
indkomst foretage fradrag for hensættelser på op til 25 pct. af de i
indkomståret foretagne uddelinger til almenvelgørende eller på anden måde
almennyttige formål efter FBL § 4, stk.1. Vedtægtsmæssige uddelinger efter
FBL § 4, stk.2, kvalificerer ikke til fradrag efter § 5, stk.1.
Hensættelser efter FBL § 4, stk.3, berettiger først til fradrag efter FBL
§ 5, stk.1, i det indkomstår, hvori hensættelsen er endeligt uddelt, se SC
5.2.3.
5.2.5.2. Konfirmerede fonde
Efter FBL § 5, stk.2, kan det tillades, at fonde foretager fradrag for
andre hensættelser, der sker i henhold til krav herom i kongelig konfirmeret
fundats, såfremt formålet med hensættelsen fremgår af fundatsen.
Ved § 1 i bkg. nr.802 af 1.dec. 1986 er ligningskommissionen, for
Københavns og Frederiksberg kommuners vedkommende dog de pågældende kommuners
skattedirektorater, bemyndiget til som 1.instans at træffe afgørelse efter
FBL § 5, stk.2.
Det er ikke tilstrækkeligt, at fundatsen hjemler mulighed for særlige
hensættelser til opsparing i større omfang. Hensættelsen skal have et særligt
kvalificeret formål, f.eks. nødvendig for som påkrævet i fundatsen, at
opretholde kontrollen over et aktieselskab. Ifølge FL § 29 og EFL § 40 findes
en vis regulering af fondes pligt til at foretage konsolidering.
Fondsmyndigheden kan derfor forudgående høres, før der træffes afgørelse
efter FBL § 5, stk.2.
Særligt fradrag efter FBL § 5, stk.2, kan ikke overstige det beløb, der
kræves hensat i henhold til fundatsen efter eventuelt fradrag efter FBL § 5,
stk.1. Fradrag efter FBL § 5, stk. 2, kan betinges af, at fonden afstår fra
at foretage hensættelser efter FBL § 5, stk.1.
5.2.6. Prioriteringsreglen
Det fremgår af FBL § 6, at fonden alene kan foretage fradrag for
uddelinger og hensættelser efter FBL §§ 4 og 5 i det omfang de nævnte
uddelinger og hensættelser overstiger bundfradraget efter FBL § 3, stk.2, og
skattefrit datterselskabsudbytte, jfr. FBL § 10. Det er alene fradrag efter
FBL §§ 4 og 5, der skal reduceres med de skattefrie indtægter. Fradrag for
driftsomkostninger og fremført underskud skal således ikke reduceres.
6. Registreringspligtige foreninger
Det følger af lov nr.145 af 19.marts 1986, at foreninger, der er
registreringspligtige i henhold til lov om fonde og visse foreninger (FL) er
skattepligtige i henhold til FBL § 1, nr.2 og 3. FBL træder i kraft fra og
med indkomståret 1987. Vedrørende grænsedragningen mellem
arbejdsmarkedssammenslutninger, FBL § 1, nr.3, og andre registreringspligtige
foreninger, FBL § 1, nr.2, se afsnit SA 1.8.
Indkomstskatten udgør 50 pct. af skattepligtig indkomst, jfr. FBL § 11,
stk.1, og SSL's regler om ligning, selvangivelse og opkrævning finder
anvendelse, jfr. FBL § 15, stk.1, se dog FBL § 15, stk.2. Reglerne i SSL §
17, stk.2, 3 og 4 finder tilsvarende anvendelse på foreninger omfattet af
FBL, jfr. § 11, stk.2.
Indkomstopgørelsen foretages under et. En negativ erhvervsmæssig indkomst
fradrages i eventuel anden positiv indkomst, der resterer efter bundfradrag.
Vedrørende driftsomkostninger, afskrivninger og underskudsfremførsel, se
tillige afsnit SC 5.1.1.-3.
FBL indeholder i §§ 16-21 en række regler, der finder anvendelse ved
overgang til beskatning efter lovens regler, se nærmere skattedepartementets
cirkulære af 28.nov. 1986, pkt.46-58.
6.1. Brancheforeninger m.v
Ifølge FBL § 3, stk.1, opgøres den skattepligtige indkomst for
registreringspligtige foreninger omfattet af FBL § 1, nr.2, efter
skattelovgivningens almindelige for indregistrerede aktieselskaber gældende
regler med de undtagelser, der følger af FBL § 3, stk.2, samt §§ 4-6.
I FBL § 10 findes regler svarende til SSL § 13, stk.1, nr.2, og § 13,
stk.3, om skattefrit datterselskabsudbytte. Skattegodtgørelse for udbytte,
der er skattepligtigt, gives efter reglerne i FBL § 12. Skattegodtgørelse
ydes selv om udbytte rent faktisk ikke bliver beskattet, f.eks. som følge af
bundfradraget.
6.1.1. Bundfradrag
Bundfradrag foretages efter samme regler som for fonde, se nærmere afsnit
SC 5.2.1, dog således, at fradraget udgør 200.000 kr., jfr. FBL § 3, stk.2.
6.1.2. Gaver
De særlige regler om dispensation for beskatning af gaver i FBL § 3,
stk.2-4, gælder ikke for foreninger. Brancheforeninger m.v. er således
skattepligtige af gaver.
6.1.3. Uddelinger
Brancheforeninger m.v. omfattet af FBL § 1, nr.2, kan som fonde foretage
fradrag for almenvelgørende eller på anden måde almennyttige og andre
vedtægtsmæssige uddelinger, jfr. FBL § 4, stk.1 og 2. Se nærmere i afsnit SC
5.2.3.
6.1.4. Hensættelser til almenvelgørende eller på anden måde
almennyttige formål
De i FBL § 1, nr.2 nævnte foreninger kan foretage fradrag for hensættelser
til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål efter samme
regler som fonde, jfr. FBL § 4, stk.3. Se afsnit SC 5.2.4.
Foreninger har dog ikke mulighed for at opnå dispensation efter FBL § 4,
stk.7.
FBL § 4, stk.6, hvorefter statsskattedirektoratet kan give særlig
dispensation gælder også for registreringspligtige foreninger, jfr. afsnit SC
5.2.4.2.
6.1.5. Konsolideringsfradrag
Foreninger som nævnt i FBL § 1, nr.2, kan i den efter FBL § 3 opgjorte
indkomst foretage fradrag for hensættelser til konsolidering af
foreningsformuen, jfr. FBL § 5, stk.3.
Fradraget kan højst udgøre en andel af foreningsformuen svarende til en
procentvis stigning i reguleringspristallet, se nærmere i SD-cirk.1987-36.
Foreningsformuen opgøres efter skattelovgivningens almindelige regler,
jfr. FBL § 5, stk.4. Værdiansættelsen sker på grundlag af aktivernes og
gældens formueskattepligtige værdi. Afgørende er foreningsformuen ved årets
begyndelse.
6.1.6. Prioriteringsregel
I lighed med hvad gælder for fonde kan foreninger omfattet af FBL § 1,
nr.2, i henhold til FBL § 6 alene foretage fradrag efter FBL §§ 4-5 i det
omfang de nævnte uddelinger og hensættelser overstiger bundfradraget efter
FBL § 3, stk.2, og skattefrit datterselskabsudbytte, jfr. FBL § 10.
6.2. Arbejdsmarkedssammenslutninger
For de i FBL § 1, nr.3, omhandlede foreninger gælder reglerne i FBL §§ 8
og 9, jfr. FBL § 3, stk.5.
Ifølge FBL § 8, stk.1, medregnes indkomst ved erhvervsmæssig virksomhed
ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for foreninger omfattet af FBL
§ 1, nr.3.
Herudover medregnes renteindtægter, udbytteindtægter efter LL § 16 A. LL §
16 B finder tilsvarende anvendelse på disse foreninger. Endvidere medregnes
indkomst opgjort efter LOSI, ABL, kursgevinstloven samt skattegodtgørelse
efter FBL § 12. Skattegodtgørelse ydes selv om udbyttet rent faktisk ikke
bliver beskattet som følge af bundfradraget.
Gaver, løbende ydelser og kontingenter medregnes derimod ikke ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
I øvrigt opgøres den skattepligtige indkomst efter skattelovgivningens
almindelige regler for indregistrerede aktieselskaber med de undtagelser, der
følger af FBL § 8, stk.2 og 3, og § 9.
6.2.1. Driftsokostninger
Driftsomkostninger kan kun fradrages, såfremt de vedrører indtægter, der
er skattepligtige, jfr. FBL § 8, stk.2, 1.pkt. Vejledende ved afgørelsen af,
om en driftsomkostning vedrører en skattepligtig indkomst, er princippet bag
SSL § 9, stk.1. Udgifter, der både vedrører erhvervelsen af skattepligtige og
skattefrie indtægter, skal i mangel på andre holdepunkter fordeles efter
forholdet mellem den skattepligtige og skattefrie indtægt. Tilsvarende gælder
ved blandet benyttelse af afskrivningsberettigede aktiver. Overstiger
udgiften i et år indtægten fra virksomheden, kan underskuddet fradrages i den
øvrige skattepligtige indkomst opgjort efter § 8. Imidlertid vil udgifter ved
visse aktiviteter, der må anses for at være af erhvervsmæssig art, på trods
heraf ikke kunne fradrages ved indkomstopgørelsen, fordi aktiviteten skal
henføres til den skattemæssigt uvedkommende del af foreningens virke. En
arbejdsmarkedssammenslutning vil ofte drive eksempelvis undervisnings,
forlags-, informations- eller konsulentvirksomhed. I det omfang sådanne
aktiviteter i overvejende grad stilles til rådighed for sammenslutningens
medlemmer, vil aktiviteten som hovedregel være underskudsgivende. Et sådant
underskud vil i almindelighed ikke kunne fradrages ved indkomstopgørelsen,
medmindre underskuddet må anses for enkeltstående, idet driften må anses for
erhvervsmæssigt anlagt.
6.2.2. Renteudgifter
Renteudgifter kan fradrages uanset om disse vedrører erhvervelsen af ikke
skattepligtige indtægter, jfr. FBL § 8, stk.2, 2.pkt.
6.2.3. Bundfradrag
Indkomst ved erhvervsmæssig virksomhed beskattes fuldt ud. Den øvrige
skattepligtige indkomst beskattes alene i det omfang den overstiger 200.000
kr. inden fradrag efter FBL § 9, jfr. FBL§ 8, stk.3. Om principperne for
beregning af bundfradrag, se afsnit SC 5.2.1.
6.2.4. Uddelinger og hensættelser
Arbejdsmarkedssammenslutninger kan foretage fradrag for uddelinger og
hensættelser til almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt formål,
efter reglerne i FBL § 4, stk.1 og 3, jfr. § 9, stk.1, se nærmere afsnit SC
5.2.3.1 og SC 5.2.4. Foreninger omfattet af FBL § 1, nr.3, kan opnå
dispensation efter FBL § 4, stk.6, men derimod ikke efter FBL § 4, stk.7,
jfr. § 9, stk.1.
6.2.5. Konsolideringsfradrag
Konsolideringsfradrag gives efter samme regler som for andre
registreringspligtige foreninger omfattet af FBL § 1, nr.2, se FBL § 5,
stk.3, samt § 9, stk.1, jfr. afsnit SC 6.1.5.
6.2.6. Prioriteringsregel
Den særlige regel i FBL § 6 finder også anvendelse for foreninger omfattet
af FBL § 1, nr.3, jfr. § 9, stk.2, jfr. afsnit SC 6.1.6.
7. Institutter m.v.
Ved lov nr.145 af 19.marts 1986 er en række nærmere bestemte institutter
m.v. gjort skattepligtige efter FBL § 1, nr.4. Loven har virkning fra og med
indkomståret 1987, jfr. FBL § 23. Vedrørende afgrænsningen af hvilke
insitutter, der er omfattet af FBL § 1, nr.4, se afsnit SA 1.10. FBL
indeholder i §§ 16-21 en række regler, der finder anvendelse ved overgang til
beskatning efter lovens regler, se nærmere i skattedepartementets cirkulære
af 28.nov. 1986, pkt.46-58.
Den skattepligtige indkomst for institutter m.v. omfattet af FBL § 1,
nr.4, opgøres efter skattelovgivningens almindelige for indregistrerede
aktieselskaber gældende regler, jfr. FBL § 3, stk.1, med de undtagelser, der
følger af FBL § 3, stk.2, og § 7.
Indkomstskatten udgør 50 pct. af skattepligtig indkomst, jfr. FBL § 11,
stk.1, og selskabsskattelovens regler om ligning, selvangivelse og opkrævning
finder anvendelse, jfr. FBL § 15, stk.1. I FBL § 10 findes regler svarende
til SSL § 13, stk.1, nr.2, og § 13, stk.3, om skattefrit
datterselskabsudbytte. Skattegodtgørelse for udbytte, der er skattepligtigt,
gives efter reglerne i FBL § 12. Reglerne i SSL § 17, stk.2, 3 og 44, finder
tilsvarende anvendelse på institutter m.v. omfattet af FBL.
Ved opgørelse af skattepligtig indkomst foretages et bundfradrag på 25.000
kr. i ikke-erhvervsmæssig indkomst, jfr. FBL § 3, stk.2, se nærmere i afsnit
SC 5.2.1. Det skal bemærkes, at de særlige regler om dispensation for
beskatning af gaver i FBL § 3, stk.3 og 4, fradrag for uddelinger og
hensættelser i FBL § 4, og konsolideringsfradrag i FBL § 5 ikke gælder for
institutter m.v. omfattet af FBL § 1, nr.4.
Institutter m.v. kan derimod efter FBL § 7 foretage fradrag for
hensættelser til fyldestgørelse af de minimumskrav til reserver, der er
fastsat i den særlige lovgivning, der regulerer de pågældende institutter,
eller som er fastsat i vedtægter, der er godkendt af en offentlig
tilsynsførende myndighed, se skattedepartementets cirkulære af 28.nov. 1986,
pkt.38.
De fradragsberettigede udgifter vil især bestå af renter af cirkulerende
obligationer. Institutioner m.v. kan foretage fradrag for driftsomkostninger
og foretage skattemæssige afskrivninger efter de almindelige regler herom.
Endelig kan indskuds- og andelsudbetalinger fradrages.
Lignende dokumenter
- SELSKABSBESKATNING 1988 AFSNIT SC - OBJEKTIV SKATTEPLIGT Retsinformation · 5. februar 2008
- SELSKABSBESKATNING 1989 AFSNIT SC - OBJEKTIV SKATTEPLIGT Retsinformation · 5. februar 2008
- SELSKABSBESKATNING 1988 AFSNIT SB - SKATTEPLIGTENS INDTRÆDEN OG OPHØR, HERUNDER STIFTELSE OG OPLØSNING AF AKTIE- OG ANPARTSSELSKABER Retsinformation · 5. februar 2008
- SELSKABSBESKATNING 1989 AFSNIT SB - SKATTEPLIGTENS INDTRÆDEN OG OPHØR, HERUNDER STIFTELSE OG OPLØSNING AF AKTIE- OG ANPARTSSELSKABER Retsinformation · 5. februar 2008
- SELSKABSBESKATNING 1985 AFSNIT SD - SÆRLIGT OM STIFTELSE OG OPLØSNING AF AKTIE- OG ANPARTSSELSKABER Retsinformation · 5. februar 2008
- SELSKABSBESKATNING 1987 AFSNIT SD - SÆRLIGT OM STIFTELSE OG OPLØSNING AF AKTIE- OG ANPARTSSELSKABER Retsinformation · 5. februar 2008