SELSKABSBESKATNING 1988 AFSNIT SC - OBJEKTIV SKATTEPLIGT
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afsnit SC - Objektiv skattepligt
1. Aktie- og anpartsselskaber samt selskaber, der er omfattet af SSL § 1,
stk. 1, nr. 2
1.1. Almindelige regler
Ifølge SSL § 8, stk. 1, skal aktie- og anpartsselskaber samt de af SSL §
1, stk. 1, nr. 2, omfattede selskaber opgøre deres skattepligtige almindelige
indkomst efter skattelovgivningens almindelige regler, for så vidt disse
efter deres indhold er anvendelige på sådanne selskaber.
Selskaber betaler ikke særlig indkomstskat, jfr. SSL § 8, stk. 2, men den
særlige indkomst, der opgøres efter reglerne i lov om særlig indkomstskat
m.v., jfr. LOSI § 13, sammenlægges med selskabets almindelige indkomst,
således at summen udgør selskabets skattepligtige indkomst.
Det bemærkes, at henlæggelse til investeringsfond af selskaber kan
foretages på grundlag af den skattepligtige indkomst, d.v.s. også af evt.
særlig indkomst, jfr. lsr. 1980.66.
1.1.1. Afgrænsning af selskabsindkomsten over for fysiske personers
indkomst
I SA 1.1. er opregnet de lovregler, der bestemmer, at visse særlige former
for virksomhed ikke kan drives af et selskab, men kun af en fysisk person.
Skattemyndighederne skal ikke påse overholdelsen af disse lovregler, idet
denne kontrol henhører under andre offentlige myndigheder. I det omfang det
konstateres, at en virksomhed i strid med de nævnte lovbestemmelser drives i
selskabsform, skal der dog ske regulering, således at indkomsten ved
erhvervets udøvelse beskattes hos den fysiske person, der må antages at have
erhvervet indkomsten - typisk selskabets hovedaktionær, jfr. lsr. 1980.63. Om
reguleringen af personens og selskabets indkomstansættelser se nedenfor.
Bortset fra disse lovregulerede tilfælde må formodningen være, at en
indkomst, der fremtræder som selskabsindkomst, også i skattemæssig henseende
anerkendes som værende selskabets indkomst. Der kan dog forekomme tilfælde,
hvor indkomsterhvervelsen er så nær knyttet til en bestemt fysisk person, at
Læs alt
man må anse indkomsten for erhvervet af personen, uanset at den rent faktisk
er indtægtsført i selskabet. Endvidere kan det undertiden, på grund af de
faktiske forhold, være vanskeligt at konstatere, hvem der har erhvervet
indkomsten, hvorfor der må foretages en egentlig bevisvurdering ud fra de
konkret foreliggende oplysninger.
Disse situationer forekommer typisk i hovedaktionærforhold, hvor der kan
være en vis sammenblanding af selskabets og personens dispositioner. Således
blev provisionsindtægter oppebåret af en advokats hovedanpartsselskab, og som
udbetaltes af et forsikringsselskab i de tilfælde, hvor advokaten
forårsagede, at hans klienter ved køb af fast ejendom videreførte den
tidligere ejendomsforsikring til forsikringsselskabet eller nytegnede en
sådan forsikring i selskabet, anset for at være så nært knyttet til
hovedanpartshaverens virksomhed som advokat, at provisionsindtægten reelt
ansås erhvervet af ham. Se tillige HD af 21.juni 1983, U.f.R 1983.699,
Skd.67.414 (Bohart), hvor en direktørs opspaltning af sit arbejdsvederlag fra
hovedaktionærselskab - iværksat ved oprettelsen af nyt selskab, hvis
hovedformål var at give mulighed for skattemæssige besparelser - ikke blev
anset bindende for skattevæsenet. Har den fysiske person ikke den bestemmende
indflydelse i det selskab, der indtægtsfører vederlaget for det af personen
udførte arbejde, må indtægtsførsel og beskatning alene i selskabet normalt
godkendes, idet personen betragtes som ansat i selskabet.
Det her behandlede problem må ikke forveksles med det i SD-cirk. nr.437 af
5. november 1975 og SC 1.2.6. omhandlede vedrørende fiksering af vederlag.
Ved fiksering af vederlag er det godkendt, at indkomsterhvervelsen sker i
selskabet. Ved fikseringen sker der blot en regulering af hovedaktionærens
vederlag for arbejde udført for selskabet, jfr. ØLD af 20.aug. 1987, Skat
1987.10.710. I denne afgørelse blev der ikke taget stilling til, om
indkomsten var person- eller selskabsindkomst, men alene spørgsmålet om
fiksering af vederlag.
Læger, tandlæger m.v.
I den gældende landsoverenskomst om almindelig lægegerning er det
fastslået, at honorarer og andre ydelser, som er fastsat ved kollektiv
overenskomst mellem Den almindelige Danske Lægeforening og den offentlige
sygesikring, skal anses for personlig indkomst for lægen, jfr. lsr. 1980.62
samt SD-cirk. 1979-23, hvorfor disse ydelser skal beskattes hos lægen
personligt.
Den offentlige sygesikring er ikke pligtig at anerkende
transporterklæringer, afgivet af læger vedrørende honorarkrav. Tilsvarende
gælder for speciallæger, dog således at visse selskaber, der allerede er
stiftet, og hvis vedtægter er godkendt af den offentlige sygesikring, fortsat
vil blive godkendt som modtagere af honorarer og andre ydelser.
Den mellem Dansk Tandlægeforening og den offentlige sygesikring indgåede
overenskomst indeholder ikke bestemmelser som ovenfor anført, og der er
således ikke noget til hinder for, at tandlægevirksomhed kan drives i
selskabsform. Ligeledes kan kiropraktorer drive virksomhed i selskabsform.
Kunstnere m.fl.
Når kunstnere, forfattere, professionelle sportsfolk m.fl. organiserer
deres virksomhed i selskabsform, må der foretages en vurdering af, om det er
en enkelt person eller selskabet, der er den egentlige forpligtede over for
medkontrahenten. Som typisk tilfælde, hvor en given indkomst ikke bør
anerkendes som selskabsindkomst, kan nævnes honoraret til en solist med et
program, der ikke kan udføres af andre. Omvendt må man sædvanligvis
anerkende, at større grupper f.eks. et orkester eller et fodboldhold, der
ikke skønnes at miste sin karakter ved udskiftning af et enkelt medlem, kan
godkendes organiseret i selskabsform, således at indkomster alene beskattes i
selskabet.
I lsr. 1986.44 blev en professionel sportsudøver anset som rette
indkomstmodtager af et sponsorhonorar, som var indtægtsført i et selskab, i
hvilket han var eneanpartshaver, og hvis formål var at drive fabrikation,
handel- og reklamevirksomhed. I Skat 1986.9.564 fandt skattedepartementet, at
virksomhed som professionel bokser og evt. hertil knyttet PR-virksomhed ikke
kan drives i selskabsform. I utrykt lsr.-kendelse af 2.febr. 1987, fandt
lsr., at nogle af selskabet indtægtsførte reklame- og forfatterindtægter var
så nært knyttet til hovedanpartshaveren som internationalt kendt
sportsstjerne, at indtægterne måtte anses for indtjent af ham personligt.
Lønmodtagerlignende forhold
Hvis en lønmodtager aftaler med sin arbejdsgiver, at lønnen skal
indbetales til et af ham selv behersket aktieselskab, må lønnen skattemæssigt
betragtes som udbetalt til lønmodtageren selv. Lønmodtageren kan således ikke
»sætte sig selv på aktier« med den virkning, at han alene bliver
beskattet personligt af det udbytte, selskabet udbetaler, jfr. lsr. 1978.61,
1982.161 og 162.
Den nævnte situation må ikke forveksles med de sædvanlige tilfælde, hvor
tidligere lønmodtagere opretter deres eget hovedaktionærselskab og lader
dette påtage sig entrepriser, konsulentopgaver m.v.
Man må som udgangspunkt respektere indgåede aftaler. I tvivlstilfælde må
man foretage en konkret vurdering af, om selskabet eller personen er
aftalepartner, herunder om instruktionsbeføjelsen over for personen reelt
ligger hos hovedaktionærselskabet eller dettes medkontrahent. Endvidere må
der henses til, hvem et erstatningsansvar for misligholdelse af kontrakt
eller et funktionærretligt krav kan gøres gældende mod.
Regulering af personens og selskabets indkomstansættelser
Den fysiske person, der udfører arbejde for selskabet, vil som oftest have
modtaget et vederlag herfor. Indkomstansættelsen for personen skal derfor kun
forhøjes med differencen mellem det selvangivne vederlag og den samlede
indtægt, der skal henføres til beskatning hos personen.
Selskabet, der har modtaget indtægten, vil have selvangivet denne, og
selskabets indkomstansættelse skal derfor ikke ændres, medmindre det over for
ligningsmyndigheden godtgøres, at forholdet er berigtiget ved, at beløbet er
udbetalt eller godskrevet personen.
1.2. Specielle regler
På visse områder gælder desuden særlige regler, der omtales i det
følgende, idet der i øvrigt henvises til skd.cirk. af 7.nov. 1988, pkt. 47:
1.2.1. Overkurs m.v.
Overkurs - kurs ud over pari - som et selskab opnår ved udstedelse af
aktier ved stiftelse eller ved senere udvidelse af aktiekapitalen, skal ikke
medregnes til selskabets skattepligtige indkomst, jfr. SSL § 13, stk.1, nr.1.
Skattefriheden gælder såvel en officiel overkurs, hvor det beløb, som
aktionæren indbetaler udover aktiens pålydende værdi, bogføres i selskabet
som egenkapital, som en uofficiel overkurs, hvor merværdien ikke bogføres som
egenkapital, men foreligger som en skjult reserve.
Den omstændighed, at overkursen i forbindelse med en kapitaludvidelse
overstiger, hvad en uafhængig køber ville betale for de nytegnede aktier,
medfører ikke i sig selv, at overkursen falder uden for
skattefritagelsesbestemmelsen i SSL § 13, stk.1, nr.1.
1.2.1.1. Salg af egne aktier
Det beløb, som aktionærerne indbetaler til selskabet i forbindelse med
selskabets salg af dets beholdning af aktier til aktionærerne i samme
forhold, hvori disse i forvejen ejer aktier, sidestilles med overkurs ved
aktieemission og er derfor skattefri.
Såfremt salget sker i et andet forhold, behandles selskabets salg af de
egne aktier skattemæssigt efter de gældende aktieavancebeskatningsregler.
Uafhentede fondsaktier m.v.
Efter aktieselskabslovens § 40 gælder en særlig regel om fondsaktier, der
ikke begæres udleveret af aktionæren. 5 år efter udstedelsen opfordres
aktionæren ved bekendtgørelse i Statstidende til at afhente fondsaktien inden
6 måneder. Overskrides denne frist, kan selskabets bestyrelse afhænde
fondsaktien, men provenuet fra salget skal i yderligere 5 år være til
disposition for aktionæren. Er beløbet ikke afhentet inden disse 5 år,
tilfalder beløbet selskabet. En tilsvarende regel gælder efter
aktieselskabslovens § 134 l for aktieselskaber, som omdannes til
anpartsselskaber, når aktionærer i selskabet ikke melder sig som
anpartshavere.
Beløb, som efter disse regler tilfalder selskabet, anses for
skattepligtige på det tidspunkt, hvor selskabet har erhvervet endelig ret til
dem, dvs. når salgsprovenuet for aktierne efter de 5 år ikke er afhentet af
aktionæren. De udgifter, som et selskab afholder efter aktieselskabslovens §
40, er ikke fradragsberettigede.
1.2.2. Rekonstruktion af selskaber
Spørgsmålet vedrørende de skattemæssige konsekvenser af rekonstruktion af
selskaber er især blevet aktuelt som følge af bestemmelserne i
aktieselskabslovens § 69a og anpartsselskabslovens § 85a.
Ifølge de nævnte bestemmelser skal bestyrelsen foranledige
generalforsamling afholdt inden 6 måneder efter, at selskabet har tabt
halvdelen af indskudskapitalen. På generalforsamlingen skal der for
aktieselskaber stilles forslag om foranstaltninger, der bør træffes, medens
der for anpartsselskaber skal stilles forslag, der fører til fuld dækning af
indskudskapitalen.
Rekonstruktioner, som finder sted under henvisning til de nævnte
bestemmelser, behandles efter samme retningslinjer, som gælder for
rekonstruktioner i øvrigt.
De skattemæssige konsekvenser af forskellige rekonstruktionsmodeller
behandles nedenfor.
Tilskud
Kapitaltilførsel fra en aktionær til et selskab i form af tilskud - som
ikke har tilknytning til en aktieemission - er skattepligtig for selskabet.
Med tilskud sidestilles overdragelse af aktiver fra aktionæren til
selskabet til en lavere værdi end handelsværdien. I lsr.1948.123 blev et
selskab således anset for skattepligtig af fordelen ved at købe
hovedaktionærens ejendom til en pris, der lå under handelsværdien.
Tilskud til et selskab er i almindelighed ikke fradragsberettiget for
yderen, jfr. f.eks. ØLD af 8.sept. 1987 (Skat 1987.11.778). Der kan dog være
situationer, hvor fradraget indrømmes.
I en HD af 28.nov. 1975, U.f.R.1976.60 H (ESSO-dommen), er der således
indrømmet et moderselskab inden for oliebranchen, som havde en række
datterselskaber, der drev tankstationer, fradrag for løbende årlige tilskud
til dækning af underskud i datterselskaberne hidrørende fra disses
virksomhed. Betragtningen var, at datterselskabernes aktiviteter havde
direkte reklame- og omsætningsmæssig betydning for moderselskabet, således at
de af datterselskaberne afholdte udgifter naturligt hørte hjemme i
moderselskabet.
Dommen omtaler alene løbende årlige tilskud, og det kan således ikke
herfra sluttes, at eengangstilskud til dækning af flere års underskud i
datterselskaberne kan fradrages, jfr. tillige SE 3.
I en HD af 6.januar 1984, U.f.R 1984.160, Skd.69.331 (træsko-dommen),
indrømmedes to interessenter fradrag for et beløb overført til et af dem ejet
aktieselskab, som stod for produktion af varer, som interessentskabet
handlede med. Interessenterne solgte tidligere importerede varer, men
begyndte på et tidspunkt selv produktionsvirksomhed i selskabsform.
Afregningsprisen aftaltes foreløbigt. Under disse omstændigheder ansås
overførelsen fra interessentskabet til aktieselskabet, for at være et sådant
led i interessentskabets virksomhed, at der kunne tillades fradrag.
Fradrag indrømmedes endvidere i lsr.1984.20.
Gældseftergivelse
Gældseftergivelse over for et selskab behandles på samme måde som
gældseftergivelse over for personer, se nærmere ligningsvejledningen L 3.6.6.
Dette gælder uanset, om det er en hovedaktionær, der eftergiver selskabets
gæld. Som følge interessefællesskabet mellem aktionær og selskab må det dog
godtgøres, at gælden ikke nedskrives til et lavere beløb end dens reelle
værdi. Der vil i almindelighed ikke ske beskatning af selskabet, når
gældseftergivelsen ikke bringer selskabsformuen op over et beløb svarende til
aktiekapitalens pålydende. Vurderingen heraf sker på grundlag af de bogførte
værdier, medmindre helt specielle forhold gør sig gældende.
Er hovedaktionæren et moderselskab, som er sambeskattet med
datterselskabet, vil datterselskabets underskud fra tiden før
gældseftergivelsen ofte være anvendt helt eller delvist ved sambeskatningen
med moderselskabet. En gældseftergivelse, som opfylder de almindelige
betingelser for skattefrihed, medfører hverken regulering af
sambeskatningsindkomsten for tidligere år eller begrænsning af
datterselskabets evt. ubenyttede underskud.
Opskrivning og nedskrivning af aktiekapitalen
En udvidelse af aktiekapitalen ved kontant indskud eller ved konvertering
af tilgodehavende til pari kurs kan ske uden skattemæsige konsekvenser for
selskabet, uanset at der i forbindelse med opskrivningen foretages en
nedskrivning af aktiekapitalen, og uanset at egenkapitalen i givet fald
herved bringes op over aktiekapitalens pålydende.
1.2.3. Reducerede fradrag. Stiftelsesomkostninger m.v.
Et selskabs udgifter i forbindelse med at tilvejebringe kapitalgrundlaget
har karakter af ikke-fradragsberettigede anlægs-/eller etableringsudgifter,
se nærmere ligningsvejledningen 2.1.2.
Vedrørende udgifter til generalforsamling se SD-cirk.1984-24.
1.2.3.1. Bygningsafskrivning
Efter § 15 i lov nr.197 af 18.maj 1982 gælder der for selskaber
begrænsning i anvendelse af reglerne om pristalsregulering og
kontantværdiansættelse for bygninger og installationer. Hvis bygninger m.v.
er overdraget fra en person til et selskab eller mellem selskaber indbyrdes,
og en af parterne har en bestemmende indflydelse på den anden parts
handlemåde, kan de anførte regler kun anvendes for bygninger m.v., som den
hidtidige ejer har erhvervet den 1.jan. 1982 eller senere.
1.2.4. Skattefri udbytteindtægter.
1.2.4.1. Udbytte af egne aktier
De beløb, som aktieselskaber m.v. oppebærer som udbytte af egne aktier,
medregnes ikke til selskabets skattepligtige indkomst, jfr. SSL § 13, stk. 1,
nr. 4. Udbytte, der ikke bliver hævet af aktionæren, og som tilfalder
selskabet efter en vis årrække som forældet, er ifølge praksis ikke
skattepligtigt for selskabet.
Se nærmere skd.cirk. af 7.nov. 1988, pkt.47.
1.2.4.2. Investeringsselskaber
I henhold til bestemmelsen i SSL § 13, stk.1, nr.3, skal udbytte, som de i
SSL § 1, stk.1, nr.1, nævnte selskaber modtager fra andre sådanne selskaber,
ikke medregnes til den skattepligtige indkomst.
Det er en forudsætning, at det udbyttemodtagende selskab er børsnoteret,
og at dets formål og faktiske virke udelukkende er at eje og administrere
aktier i andre selskaber, omfattet af SSL § 1, stk.1, nr.1.
Endvidere er det en betingelse, at det udbyttemodtagende selskab ifølge
sine vedtægter er forpligtet til at udlodde de i indkomståret indtjente
udbytter inden fristen for indgivelse af selvangivelse for det pågældende
indkomstår.
Det udbyttemodtagende selskab må som udgangspunkt ikke eje andre
formuegoder end de nævnte værdipapirer.
Selskabet kan dog have bankindeståender i et vist omfang. Driften af
selskabet vil kræve løbende udbetalinger, ligesom de udbytter, som selskabet
modtager, ikke nødvendigvis vil blive udloddet straks ved modtagelsen.
Selskabet vil endvidere kunne erhverve fast ejendom, hvis formålet alene
eller i al væsentlighed er at erhverve lokaler til eget brug. I øvrigt vil
selskabet ikke kunne erhverve andre aktiver - herunder almindelige og
konvertible obligationer - end de nævnte værdipapirer.
Kravet om udlodning af det indtjente udbytte gælder med de begrænsninger,
der følger af aktieselskabslovens regler om adgangen til at udlodde udbytte.
Hvis et nystartet investeringsaktieselskab af omhandlede karakter har et
skattepligtigt overskud i en periode, inden børsnotering kan opnås, kan
Statsskattedirektoratet bestemme, at den pålignede skat ikke opkræves, men
føres til afgang, når selskabet optages på Fondsbørsen. Det vil være en
forudsætning, at selskabet udfolder de fornødne bestræbelser for at blive
optaget så hurtigt som muligt. I den forbindelse må det kræves, at selskabet
etableres med mindst den aktiekapital, der er nødvendig for optagelse på
Aktiemarked III, og at selskabets vedtægter straks udformes på en sådan måde,
at de ikke indeholder bestemmelser, der stiller sig hindrende for optagelse
på Fondsbørsen.
1.2.4.3. Salg af aktier til det udstedende selskab
Vederlag for aktier, der er solgt til det udstedende selskab, jfr. LL § 16
B, stk.1, anses som udbytte i henhold til SSL § 13, stk.1, nr.2 og stk.3.
Vederlaget skal således ikke medregnes til moderselskabets skattepligtige
indkomst, hvis moderselskabet i hele indkomståret har ejet mindst 25 % af
aktiekapitalen i datterselskabet.
Et selskab, der siden regnskabsårets begyndelse havde ejet mere end 25 %
af kapitalen i et datterselskab, men som solgte hele aktieposten på
regnskabsårets sidste dag til det udstedende selskab, opfyldte betingelsen i
SSL § 13, stk.1, nr.2, for skattefritagelse, Skat 1985.4.113 (SD).
Hvis salget af aktierne til det udstedende selskab bringer
aktiebesiddelsen ned under 25 %, anses betingelsen for skattefrihed efter SSL
§ 13, stk.1, nr.2, jfr. stk.3, ikke for opfyldt, jfr. Skd.60.24 (SKD).
Vedrørende salg af moderselskabsaktier til datterselskaber, se afsnit SH
1.2.
1.2.4.4. Udbytte fra datterselskab
Ifølge SSL § 13, stk.1, nr.2 og § 13, stk.3, er det udbytte, som et
moderselskab modtager fra sit datterselskab, hvori moderselskabet ejer mindst
25 % af aktierne, ikke skattepligtig indkomst for moderselskabet.
For fonde, foreninger og institutter m.v., omfattet af FBL, se den
tilsvarende regel i FBL § 10.
Ved opgørelsen af datterselskabets aktiekapital og moderselskabets
aktiepost i datterselskabet bortses fra eventuelle konvertible obligationer,
udstedt af datterselskabet, så længe obligationerne ikke er ombyttet med
aktier/anparter i selskabet. Indtil dette tidspunkt indgår obligationerne
alene i datterselskabets fremmedkapital. Skat 1987.6.451 (SKD).
Reglerne i SSL § 13, stk.1, nr.2, og stk.3, finder ikke anvendelse, hvis
forholdet er omfattet af LL § 16 B, stk.5.
En aktionærs afkald på vedtægtsbestemt minimumsudbytte til fordel for
andre aktionærer indebar en gave til disse andre aktionærer, ikke - via
selskabet - et yderligere udbytte. Gaven kunne ikke karakteriseres som
udbytte, der i medfør af SSL § 13, stk.1, nr.2, ville være fritaget for
beskatning, SO 1988.177 (LSR).
1.2.4.4.1. Udenlandske datterselskaber
For udenlandske selskaber skal moderselskabet godtgøre, at den til grund
for udbyttet liggende udenlandske selskabsindkomst beskattes efter regler,
der ikke i væsentlig grad afviger fra reglerne her i landet.
Ved afgørelsen af, om den til grund for det modtagne udbytte liggende
selskabsindkomst beskattes efter regler, der ikke i væsentlig grad afviger
fra reglerne her i landet, foretages en samlet vurdering af det pågældende
udenlandske selskabsskattesystem.
Der vil være tale om en væsentlig afvigelse fra reglerne her i landet
såfremt:
1) Den udenlandske selskabsbeskatning ikke er en egentlig
indkomstbeskatning, men derimod en beskatning i form af afgifter eller
lignende, der opkræves uafhængigt af indkomstens størrelse.
2) Det udenlandske selskabsskattesystem indrømmer fuldt fradrag for
udloddede udbytter.
3) Den selskabsskat, der kan pålignes efter reglerne i det pågældende
udland, er væsentligt mindre, end den tilsvarende danske skat ville have
været, såfremt datterselskabet havde været fuldt skattepligtigt her i landet,
jfr. bek.nr. 580 af 4.12.1984 og Skd.cirk. af 7.nov. 1988, pkt.48.
Om hvilke landes selskabsskattesystemer, der som udgangspunkt kan
godkendes, se Skat 1988.12.270 (Skd). Se tillige Skd.67.384, 72.68 og
Skat 1988.10.612 (Skd).
Når udbyttet ikke skal medregnes til modtagerselskabets skattepligtige
indkomst, kan der ikke opnås skattegodtgørelse, jfr. SSL § 17 A og
Skd.cirk. af 7.nov. 1988, pkt.75.
SSL § 17, stk.3, om datterselskabslempelse opretholdes og vil fortsat
finde anvendelse i de tilfælde, hvor den til grund for udbyttet liggende
selskabsindkomst beskattes efter regler, der væsentligt afviger fra de
danske.
Lempelsen efter § 17, stk.3, kan ikke omfatte et større beløb end det, som
det udenlandske datterselskab skal udrede i skat af udbyttet.
Hvis det udenlandske datterselskab ikke betaler skat, f.eks. fordi det er
et holdingsselskab, der er fritaget for at betale skat af udbytter fra
datterselskaber, kan der ikke ske lempelse efter § 17, stk.3, uanset at
datterselskabet er fuldt skattepligtig i udlandet.
Disse tilfælde vil dog være omfattet af bestemmelsen i § 13, stk.3,
forudsat, at datter-datterselskabet beskattes efter regler, der ikke
væsentligt afviger fra de danske.
1.2.5. Begrænset fradrag for tab på datterselskabsaktier
I tilknytning til reglen om skattefrihed for modtaget udbytte er der
indført en begrænsning i adgangen til at fradrage tab på aktier i
datterselskaber.
Tab ved salg af aktier i et datterselskab eller ved likvidation af
datterselskabet kan kun fradrages i det omfang, tabet overstiger de skattefri
udbytter, som moderselskabet har modtaget fra det pågældende datterselskab,
jfr. ABL § 5, stk.5.
Det bemærkes i denne forbindelse, at selskaber efter 1.jan. 1984 ikke er
omfattet af hovedaktionærreglerne.
Aktiesalg til holdingselskab m.v.
Et selskabs afståelse af aktier er under visse omstændigheder omfattet af
holdingreglerne i LL § 16 B, stk.5. Se herom SG 3.4.
1.2.6. Underskudsbegrænsning for visse selskaber
For selskaber, der er skattepligtige efter § 1, stk.1, nr.1 og 2, dvs.
aktie- og anpartsselskaber samt aktieselskabslignende selskaber, er der i LL
§ 15, stk.3-6, fastsat visse begrænsninger i adgangen til at fremføre
underskud. Efter LL § 15, stk.3, kan et underskud fra et tidligere indkomstår
ikke nedbringe den skattepligtige indkomst til et beløb mindre end selskabets
positive nettokapitalindtægter, hvis mere end 50 pct. af aktiekapitalen ved
indkomstårets udløb ejes af andre aktionærer end ved begyndelsen af
underskudsåret. Tilsvarende gælder, hvis andre aktionærer ved indkomstårets
udløb end ved begyndelsen af underskudsåret råder over mere end 50 pct. af
den samlede stemmeværdi.
Bestemmelsen regulerer alene adgangen til at fremføre underskud fra
tidligere år. Der er således ingen begrænsninger ved modregning af indtægter
og udgifter, der vedrører samme indkomstår, når den skattepligtige indkomst
for dette indkomstår skal opgøres.
Væsentlig ændring i aktionærkredsens sammensætning
Begrænsningen i underskudsfremførsel sker kun, hvis aktionærkredsens
sammensætning er væsentligt ændret. Bedømmelsen heraf sker ved at sammenligne
aktionærkredsen ved begyndelsen af det indkomstår, der udviser underskud, med
aktionærkredsen ved udløbet af det indkomstår, hvori underskuddet ønskes
fradraget. Handel med aktierne i selskabet i den mellemliggende periode får
kun betydning, hvis akionærkredsens sammensætning ved indkomstårets udløb
påvirkes heraf. Bedømmelsen skal foretages særskilt for hvert enkelt
indkomstår.
Ved bedømmelsen af, om andre aktionærer råder over mere end 50 pct. af
aktiekapitalen eller stemmeværdien, er det uden betydning, hvorledes
indflydelsen er opnået.
Fordelingen af aktier eller stemmeværdi mellem de enkelte aktionærer skal
være ændret med mere end 50 pct. før retten til underskudsfremførsel
begrænses.
Eksempel på ændring i den procentvise fordeling af aktiekapital i et
selskab.
Begyndelse Udløb Ændring i
underskudsår indkomstår procentpoint
A 40 0 - 40
B 40 25 - 15
C 10 25 + 15
D 10 25 + 15
E 0 25 + 25
--------------
+ 55 - 55
I eksemplet er den samlede ændring større end 50 pct., og underskuddet kan
derfor ikke nedbringe indkomstårets skattepligtige indkomst til et beløb
mindre end selskabets nettokapitalindtægter.
Nettokapitalindtægter
Begrænsningen af retten til at fremføre underskud omfatter alene
nettokapitalindtægter. Der er ingen begrænsninger i retten til at fremføre
underskud til modregning i erhvervsmæssig indkomst uanset, at selskabets
aktionrkreds ændres væsentligt.
Nettokapitalindtægter opgøres efter LL § 15, stk.4, som summen af
1) renteindtægter og renteudgifter,
2) skattepligtige kursgevinster og fradragsberettigede kurstab efter KGL,
3) udbytter og skattegodtgørelse efter LL § 16 A og SSL § 17 A,
4) skattepligtig fortjeneste eller fradragsberettigede tab ved afståelse
af aktier efter ABL og LL § 16 B og
5) de i LL § 8, stk.3, omhandlede provisioner m.v.
Der indgår kun indtægter og udgifter, der har betydning for opgørelsen af
den skattepligtige indkomst.
Selskaber ikke omfattet af begrænsningsreglen - Børsnoterede
I LL § 15, stk.5, er anført 3 undtagelser fra begrænsingen af
underskudsfremførsel.
Børsnoterede selskaber er ikke omfattet og kan fremføre underskud efter
den almindelige femårsregel uden begrænsninger. Det er ikke tilstrækkeligt,
at selskabet er børsnoteret ved underskudsårenes start samt på det tidspunkt,
hvor mere end 50 pct. af aktiekapitalen skifter ejer, men det må også kræves,
at det er det ved udgangen af dette indkomstår.
- Overdragelser som led i generationsskifte m.v.
Begrænsningsreglerne finder ikke anvendelse, hvis ændringen i
ejerkredsen skyldes overdragelse af aktier til personer omfattet af
arveafgiftslovens § 2, stk.1, litra A og B, dvs. ægtefælle, børn, forældre og
søskende m.v.
Ved bedømmelsen af ændringen i selskabets aktionærkreds ses bort fra
sådanne overdragelser. Dette gælder også overgang af aktierne ved arv.
- Virksomhed omfattet af KGL § 2, 2.pkt.
Endelig er underskud hidrørende fra indkomstår, hvori selskabet i hele
indkomståret drev virksomhed som nævnt i KGL § 2, 2.pkt. undtaget, dvs.
virksomhed som pengeinstitut, forsikringsselskabet, næringsvirksomhed ved køb
og salg af fordringer eller finansieringsvirksomhed. Det er et udtrykkeligt
krav, at den nævnte virksomhed skal have været udøvet i hele underskudsåret,
ikke blot en del heraf. Det er derimod uden betydning hvilken virksomhed, der
drives i det indkomstår, hvori underskuddet ønskes anvendt.
Overdragelse af aktier i koncerner
Efter LL § 15, stk.6, finder begrænsningsreglerne i stk.3 også
anvendelse, hvis et underskudsselskab (datterselskab) overdrages ved
overdragelse af aktierne i et moderselskab. Såfremt et selskab ejer 25 pct.
eller derover (moderselskabet) af aktiekapitalen i et andet selskab
(datterselskabet) anses ikke moderselskabet, men aktionærerne i
moderselskabet ved anvendelsen af begrænsningsreglen for at eje aktierne i
datterselskabet efter deres forholdsmæssige andel af moderselskabets kapital.
Tilsvarende anses aktionærerne i moderselskabet for at råde over
stemmeværdien i datterselskabet efter deres forholdsmæssige andel af
stemmeværdien i moderselskabet.
Når et datterselskabs aktionærkreds skal opgøres, skydes moderselskabet ud
som aktionær og i stedet anses aktionærerne i moderselskabet som aktionærer.
Hvis moderselskabet igen ejes af et andet selskab, er det aktionærforholdene
i dette selskab, der er afgørende.
Reglen medfører, at overdragelser af aktier i en koncerns moderselskab kan
få virkning for adgangen til at fremføre underskud i samtlige
koncernselskaber.
Hvis moderselskabet ikke ejer alle aktierne i datterselskabet, anvendes
bestemmelsen kun på den aktiepost, som moderselskabet ejer. Hvis et
moderselskab sælger så mange aktier, at det bringes under 25 pct.'s grænsen,
vil reglen medføre, at moderselskabet nu anses som ejer af de resterende
aktier i stedet for aktionærerne i moderselskabet. Underskudsselskabet vil
derfor blive stillet som om moderselskabet havde afhændet samtlige aktier.
Reglen om at aktionærforholdene i et moderselskab har betydning for
datterselskabets adgang til at fremføre underskud gælder ikke
aktionærforholdene i børsnoterede moderselskaber. I disse tilfælde anses
moderselskabet og ikke aktionærerne i moderselskabet som ejer af aktierne i
datterselskabet og dettes eventuelle datterselskaber.
Ikrafttrædelse
Begrænsningen af adgangen til at fremføre underskud efter LL § 15,
stk.3-6, finder første gang anvendelse for indkomståret 1988, det vil sige
det regnskabsår, der kommer til beskatning i skatteåret 1989/90. De
aktionærer, der ejede aktierne i selskabet den 24.nov. 1987, anses dog ved
anvendelsen af LL § 15, stk.3, for at eje aktierne ved begyndelsen af
selskabets indkomstår 1987 og tidligere indkomstår.
Reglerne vil således ikke få virkning for selskaber, i hvilke aktierne er
overdraget inden denne dato, medmindre ejerforholdene igen ændres væsentligt.
1.3. Specielle selskaber
Foruden de i det foregående omtalte almindelige og specielle regler for
indkomstopgørelse, som alle aktie- og anpartsselskaber m.v. er undergivet,
gælder for nogle selskaber særlige regler, enten med baggrund i lovgivningen
eller i henhold til skattemyndighedernes praksis.
1.3.1. Banker
Banker skal være organiserede som aktieselskaber og kan kun have som
formål at varetage funktioner i forbindelse med omsætning af penge,
kreditmidler og værdipapirer, samt dermed forbundne serviceydelser, jfr. lov
om banker og sparekasser § 1, stk. 3.
Omsætning i forbindelse hermed må derfor henregnes under bankens æring.
Ved ØLD af 15. juni 1967, U.f.R. 1967.897, Skd. 4.38 ansås en bank således
almindelig skattepligtig af avancen på en post aktier i et lokalt
bryggeriselskab ved dette selskabs likvidation, selv om banken havde ejet
aktierne i ca. 60 år og angav, at formålet med aktiebesiddelsen alene var at
bevare bryggeriet som kunde.
Undtagelse fra denne regel om, at ethvert salg af værdipapirer henhører
under bankens næring, er dog gjort med hensyn til aktier i et af banken ejet
datterselskab, hvis formål alene er at eje og administrere ejendomme
erhvervet med det hovedsigte at skaffe lokaler til bankens virksomhed.
Endvidere er der gjort undtagelse for så vidt angår aktier i
Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk og aktier i andre
finansierings-, investerings- og bankaktieselskaber erhvervet med henblik på
permanent drift af en virksomhed, der er supplement til den almindelige
bankvirksomhed, herunder udenlandske bankdatterselskaber.
Afgørelsen af, om en aktie undtagelsesvis falder uden for bankens næring,
har betydning for, om urealiserede kursgevinster eller -tab kan holdes uden
for indkomstopgørelsen i de tilfælde, hvor banken anvender det nedenfor
omtalte »lagerprincip«, og bedømmelsen må derfor i disse tilfælde
foretages ved erhvervelsen af aktierne.
Kursgevinstordningen og LL § 4
Som led i skattereformen er gennemført lov nr.532 af 13.december 1985 om
skattemæssig behandling af gevinst og tab på fordringer og gæld. Det
principielt nye i loven er reglerne om kursgevinstordningen for private
investorer. Loven opretholder i øvrigt gældende regler i SL §§ 4-6 og praksis
vedrørende næringsbeskatning for skattepligtige, der driver egentlig
handelsvirksomhed med fordringer eller finansieringsvirksomhed, ligesom
praksis f.s.v.a. fordringer modtaget som skattepligtigt vederlag i næring
opretholdes.
LL § 4, er ophævet med virkning fra og med indkomståret 1988 og erstattes
af en ny regel i KGL § 2, hvis anvendelsesområde i forhold til LL § 4 er mere
præcist afgrænset. Se i øvrigt ligningsvejledningen for personer, punkt E
5.3.3.
Hovedregel. Realisationsprincippet
Ifølge KGL § 8 medregnes gevinst eller tab i det indkomstår, hvori
gevinsten eller tabet realiseres (»realisationsprincippet«).
Sker indfrielsen gennem afdrag opgøres gevinst eller tab i henhold til KGL
§ 8, stk.2, 5.pkt.
Se herom LV for personer, E 5.3.3.6 samt taleksempel i skd.cirk. af 9.okt.
1986 om kursgevinstloven, pkt.74.
Der er i visse tilfælde af ligningsrådet givet tilladelse til, at der ved
avanceberegninger for offentlige obligationer under samme afdeling, serie og
rentefod gås ud fra en gennemsnitlig anskaffelsessum i stedet for hver enkelt
obligations anskaffelseskurs.
Undtagelse Lagerprincippet
Ligningskommissionerne er ved SDcirk. 1987-35 bemyndiget til at tillade,
at de i KGL § 2 og § 3 omhandlede skattepligtige anvender lagerprincippet ved
opgørelse af gevinst eller tab på fordringer.
Tilladelse kan gives, når anvendelsen af lagerprincippet kan anses
rimeligt begrundet i hensynet til en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af
regnskabsføringen og skatteopgørelsen, hvorimod andragender, der hovedsagelig
må anses begrundet i ønsket om at udskyde eller fremskynde
beskatningstidspunktet, ikke kan imødekommes.
Ligningsrådet har givet afslag på en række pengeinstitutters andragender
om tilbagevenden til realisationsprincippet, da der ikke forelå særlige
omstændigheder.
Det er ikke alle kurssvingninger, der er omfattet af LL § 4.
Ved HD af 19.maj 1972 (U.f.R. 1972.611 H, Skd.21.167) blev det fastslået,
at en bank, der havde fået tilladelse til at anvende lagerprincippet, ikke
kunne fradrage kurstab ved prioritering af bankens egne faste ejendomme,
hvorimod kurssvingninger på de obligationer, der hidrørte fra belåningen,
efter prioriteringen måtte behandles på samme måde som kurssvingninger på
bankens øvrige obligationsbeholdning, da obligationerne var indgået i bankens
fondsbeholdning.
Det ikke-fradragsberettigede tab beregnes som forskellen mellem pari kurs
og køberkursen for de omhandlede obligationer på udleveringstidspunktet.
Såfremt obligationerne sælges umiddelbart efter udleveringen, træder den
faktisk opnåede kurs i stedet for køberkursen ved udleveringen.
Benyttes obligationer fra bankens egen fondsbeholdning til indfrielse af
prioritetsgæld, skal banken ikke beskattes af forskellen mellem pari kurs og
sælgerkursen på indfrielsestidspunktet.
Om valutakursfortjenester og -tab henvises til afsnit E 5.3.3.5.
1.3.1.1. Kursopskrivning på obligationer i puljebaserede kapitalpensions-
og selvpensioneringsordninger omfattet af realrenteafgiftsloven
Banker og sparekasser kan opnå tilladelse til at anvende
realrenteafgiftslovens matematiske kursopskrivningsprincip på obligationer i
pengeinstitutternes puljebaserede kapitalpensions- og
selvpensioneringsordninger, der er omfattet af realrenteafgiftsloven.
Puljerne er obligationsporteføljer, der ejes af pengeinstituttet, men er
udskilt fra pengeinstituttets øvrige obligationsbeholdning, og hvoraf hele
udbyttet tilfalder den enkelte indehaver af en kapitalpensionskonto eller
selvpensioneringsordning.
Disse obligationspuljer er undergivet realrenteafgiftslovens § 3, stk.2 og
stk.3, nr.9, og afkastet skal udregnes på grundlag af reglen i § 4, om det
matematiske kursopskrivningsprincip, idet den enkelte kontohaver og ikke
pengeinstituttet er afgiftspligtig.
Obligationspuljerne har hidtil ved pengeinstituttets indkomstopgørelse
været omfattet af lagerprincippet, men der er ikke blevet udløst beskatning
af puljernes afkast, da udbyttet umiddelbart er tilskrevet de enkelte
kontohavere, som en fradragsberettiget renteudgift for pengeinstituttet.
Tilladelsen er givet generelt af ligningsrådet, således at de enkelte
pengeinstitutter blot ved efterfølgende meddelelse kan underrette den lokale
skattemyndighed om, at de ønsker at vælge det i realrenteafgiftsloven angivne
princip, ved opgørelsen af kursgevinster på de omhandlede obligationer, dog
således at der ikke senere igen kan ændres princip uden tilladelse fra
ligningsrådet.
Aktier
Avance og tab på aktier, der er anskaffet som led i næringsvejen, skal
iflg. § 3 i ABL medregnes til den skattepligtige almindelige indkomst. En
banks aktiepost i et selskab, der sammen med nogle andre lokalbanker var
stiftet med hjemsted i København, og hvis formål var at udføre særlige
bankforretninger, specielt inden for områderne fonds, likviditet og udland og
derved sikre aktionærbankernes konkurrenceevne ved betjening af større
erhvervskunder, kunne ikke anses for erhvervet med videresalg for øje som led
i bankvirksomheden, hvorfor aktierne ikke kunne betragtes som næringsaktier i
relation til ABL § 3. RR 1986.11.SM 227.
Avance og tab skal opgøres efter det hidtil fulgte princip. Principskifte
kræver tilladelse fra ligningsrådet. Der henvises i øvrigt til ministeriet
for skatter og afgifters bekendtgørelse nr.3 af 6.januar 1982 om opgørelse af
fortjeneste eller tab på næringsaktier.
Ultimokurser
De selskaber, der kan anvende lagerprincippet, skal ved indkomstopgørelsen
medregne aktier og obligationer til den noterede kurs på statusdagen.
Obligationer, der er udtrukket til indfrielse den 2. januar i det følgende
år, skal medtages til pari. Unoterede obligationer, pantebreve og fordringer
skal medregnes med værdien i handel og vandel, unoterede aktier medregnes til
den i statsskattedirektoratets kursliste angivne kurs.
1.3.1.2. Hensættelser til imødegåelse af tab på udlån og garantier
Hensættelser til imødegåelse af tab på udlån og garantier kan foretages
enten som en procentvis beregnet hensættelse eller som individuelle
hensættelser på grundlag af en vurdering af de enkelte engagementer, jfr.
SD.medd.1987.
Det valgte princip skal anvendes for samtlige engagementer.
Der kan ikke samtidig foretages både procentvise og individuelle
hensættelser på disse aktivposter.
Såfremt hensættelsen foretages på procentbasis, kan der kun foretages
hensættelse, så længe summen af årets og tidligere års hensættelser ikke
overstiger 3 % af de på statustidspunktet bevilgede udlån og garantier.
Foretages hensættelsen derimod som en individuel hensættelse, kan denne
foretages i det omfang, hvor et tab er konstateret eller sandsynliggjort.
Kontrollen af de på denne måde foretagne hensættelser foretages af
statsskattedirektoratet. Summen af de individuelle hensættelser kan udgøre op
til 5% af de på statustidspunktet bevilgede udlån og garantier, uden at dette
bør give anledning til særlig efterkontrol. Hensættelsernes samlede beløb kan
således efter denne fremgangsmåde overstige, hvad der kunne være hensat efter
procentvis beregning.
Bankerne kan indregne udlån til datterselskaber ved beregning af
hensættelserne, når disse udlån henhører under aktivpost 8 i banktilsynets
bekendtgørelse af 2.marts 1981.
Bankerne er iøvrigt pligtige til efter opfordring at meddele de lignende
myndigheder oplysninger om størrelsen af hensættelserne og om konstaterede
tab, der er fratrukket som driftsudgift.
Fradrag for kundegaver
Banker kan i begrænset omfang fradrage gaver og tilskud til kunder som
driftsomkostninger. Se i øvrigt LV for personer, L 4.7.
1.3.2. Forsikringsselskaber
Forsikringsselskaber er direkte omfattet af KGL § 2, og der henvises til
omtalen heraf foran under banker.
Den i lovens § 8 nævnte adgang til efter tilladelse fra ligningsrådet at
afvige fra realisationsprincippet gælder også forsikringsselskaber. Se
endvidere SDcirk. 1987-35.
Forsikringsselskabernes beholdning af aktier betragtes i almindelighed som
anlægsaktiver, og de er således underkastet de almindelige
aktionærbeskatningsregler.
1.3.2.1. Tekniske reserver
De beløb, som forsikringsselskaber henlægger til dækning af de over for de
forsikrede indgåede forpligtelser, nemlig til præmiereserver og
skadesreserver eller bonusfond, kan fradrages ved indkomstopgørelsen, jfr.
SSL § 13, stk.2. Endvidere kan fradrages henlæggelser til sikkerhedsfonds.
Præmie- og skadesreserver
Præmiereserven består af den del af de indbetalte præmier, som på
tidspunktet for regnskabsopgørelsen henstår til dækning af uafløbne risici,
d.v.s. vedrører ikke indtrufne forsikringsbegivenheder i resten af
præmiebetalingsperioden. Skadesreserven skal dække skader, som endnu ikke er
afviklet på statustidspunktet. Begge reserver er således udtryk for, at
indgåede præmier ikke er fuldt indtjente, fordi den tilsvarende udgift ikke
er afholdt eller forpligtelsen ikke afviklet.
Bonusfond
Ved bonus forstås tilbagebetaling af for meget oppebåret præmie, og i
stedet for hvert år at tilbagebetale for meget erlagt præmie direkte til hver
enkelt forsikringstager med fradragsvirkning, kan selskabet henlægge beløbet
til en bonusfond til senere udbetaling.
Sikkerhedsfond
Henlæggelse til sikkerhedsfond kan ske under forudsætning af, at det i
selskabets vedtægter er bestemt, at sikkerhedsfondens midler alene kan
anvendes til styrkelse af præmiereserven eller på anden måde til fordel for
de forsikrede.
Denne henlæggelsesmulighed kan benyttes af såvel livsforsikringsselskaber
som skadesforsikringsselskaber samt rene genforsikringsselskaber, der ikke
har forsikrede, men har præmiereserver.
Livsforsikringsselskabers indekserede realkreditobligationer
I forbindelse med lovgivningen om indeksregulerede realkreditobligationer
opstod der et samtidighedsproblem for livsforsikringsselskaber, der følger
realisationsprincippet ved beskatning af kursgevinster og -tab, herunder
indeksreguleringer, idet beskatningen først finder sted, når obligationerne
indfries, medens fradrag for henlæggelser til præmiereservefonds og
bonusfonds efter SSL § 13, stk.2, indrømmes i takt med de regnskabsmæssige
henlæggelser, der typisk vil ske år for år i obligationernes løbetid.
Der er åbnet adgang for de enkelte livsforsikringsselskaber til efter
derom indgiven ansøgning til ligningsrådet ved indkomstopgørelsen at medregne
de indekstillæg, som tilskrives indeksobligationer, i de år indekseringen
foretages til de senest noterede køberkurser inden tilskrivningen af
indekstillægget, jfr. § 127, stk.6, i lov om forsikringsvirksomhed.
Kursgevinster og -tab på obligationer og pantebreve omfattet af
realrenteafgiftsloven
I forbindelse med indførelsen af realrenteafgiften på visse
pensionskapitaler blev det bestemt, at urealiserede ændringer i kursværdien
af obligationer og pantebreve som følge af ændringer i den effektive
markedsrente ikke medregnes i afgiftsgrundlaget. Derimod medregnes den
såkaldte matematiske kursopskrivning, dvs. en regulering af værdipapirernes
anskaffelsessum med den kursværdiændring, der alene er en følge af
forkortelsen af fordringernes restløbetid.
Realiserede kursgevinster og -tab på pantebreve og obligationer medregnes
i afgiftsgrundlaget efter en saldometode, således at kun 20 pct. af saldoen
ved hvert afgiftsårs udløb indgår i afgiftsgrundlaget for det enkelte år.
Ligningsrådet har givet statsskattedirektoratet bemyndigelse til at
imødekomme andragender fra livsforsikringsselskaber, hvorefter kursgevinster
og -tab på de af realrenteafgiftsloven omfattede værdipapirer i 1983 opgøres
efter overgangsbestemmelsen i realrenteafgiftslovens § 24, stk.1, og fra og
med 1984 opgøres efter hovedreglen i § 4 (den matematiske kursopskrivning).
1.3.2.2. Udenlandske forsikringsselskaber
Udenlandske forsikringsselskaber, der driver virksomhed her i landet
(begrænset skattepligtige), skal ifølge SSL § 12, stk.3, opgøre den
skattepligtige indkomst på den måde, at først opgøres - efter danske regler -
selskabets samlede globale indkomst. Den her i landet skattepligtige indkomst
udgør da så stor en del af globalindkomsten, som svarer til forholdet mellem
bruttopræmieindtægten her i landet og selskabets samlede globale
bruttopræmieindtægt.
Skatteministeren kan i særlige tilfælde efter indstilling fra
ligningsrådet tillade, at indtægten opgøres på anden måde. Der er således
givet tilladelse til, at visse særlige indtægter, som ikke vedrører
forsikringsvirksomheden, f.eks. overskud ved driften af selskabets faste
ejendom her i landet, er trukket ud af globalindkomsten og betragtet som
alene dansk indkomst.
Tilladelse kommer kun på tale, såfremt et selskab kan påpege, at der
foreligger helt specielle konkrete forhold for den danske filial (Skd.
69.167).
Om et andet tilfælde, se Skd. 69.181.
1.3.3. Selskaber i øvrigt, der er næringsskattepligtige ved køb eller salg
af fordringer
Hvorvidt et selskab i øvrigt må anses for at udøve næring ved køb eller
salg af fordringer, må bero på, om selskabet har det som sin hele eller
delvise levevej at handle med fordringer, se hertil skd.cirk. af 9.okt. 1986
om kursgevinstloven, pkt.18. Det vil sige, at der er tale om virksomheder,
der handler med værdipapirer for egen regning eller som mægler formidler
sådanne handler. Det karakteristiske for disse virksomheder er, at der er
tale om en vis aktiv indsats i form af f.eks. annoncering eller kundekontakt.
Der kan endvidere være tale om, at en kreds af kunder opsøger den
skattepligtige på grund af dennes særlige viden om markedet eller andre
forhold af betydning for udbud, efterspørgsel eller prisfastsættelse. Denne
form for handelsnæring må ikke forveksles med porteføljepleje af en
værdipapirbeholdning. Det karakteristiske er her, at værdipapirer købes til
og sælges fra en beholdning, der kan være af variabel størrelse, men hvor køb
og salg sker gennem kanaler (pengeinstitutter og vekselerere), og hvor
hensigten primært er at omplacere kapitalen, således at afkastet øges. Ved
afgørelsen af, om der foreligger næringsvirksomhed, vil den på grundlag af
statsskatteloven udviklede praksis være vejledende.
Ved finansieringsvirksomhed forstås her, at den skattepligtige som sin
hele eller delvise levevej foretager direkte udlån eller opkøber fordringer,
der normalt ikke er genstand for almindelig omsætning, se hertil skd.cirk. af
9.okt. 1986 om kursgevinstloven, pkt.23. Det kan f.eks. være ikke-pantsikrede
fordringer eller købekontrakter. Det samme gælder, hvadenten de hertil
anvendte midler hidrører fra egenkapital eller fra fremmedkapital. Disse
næringstilfælde må afgrænses over for den mere passive kapitalanbringelse,
der ikke anses for finansieringsnæring.
Vejledende ved denne afgrænsning kan bl.a. være følgende forhold:
a) Den aktivitet, som den skattepligtige udøver i forbindelse med
oprettelsen eller erhvervelsen af fordringen, herunder ved den nærmere
udformning af vilkårene.
b) Fordringens art, således forstået, at typiske anlægspapirer såsom
obligationer og almindelige pantebreve i fast ejendom giver formodning for,
at der er tale om anlægsinvestering. Fordringer i form af individuelle
gældsbreve, købekontrakter, atypiske pantebreve og lignende, kan derimod
indicere, at der er tale om aktiv finansieringsvirksomhed, der kan omfattes
af næringsbegrebet.
c) Man kan næppe se bort fra muligheden af, at køb for egenkapital kan
være et indicium for passiv placeringsvirksomhed, mens køb for fremmedkapital
kan være et indicium for, at der foreligger finansieringsnæring.
Nedennævnte to højesteretsdomme angiver - for skatteydere, der disponerer
inden for markedet for kortvarige private pantebreve - den ramme, inden for
hvilken Højesteret kan ventes at ville trække grænsen for skattepligt. Det
drejer sig på den ene side om den gruppe, der nok virker aktivt, men dog
stadig må betragtes som almindelige kapitalinvestorer, der kan oppebære
kursgevinster indkomstskattefrit. På den anden side drejer det sig om de
erhvervsdrivende udøvere af udlånsvirksomhed eller finansieringsvirksomhed,
der indkomstbeskattes af disse gevinster.
I dommen UfR 1973.472H (Quant-Hansen), skd.25.184, var der tale om en
skatteyder, som ikke havde erhverv, men som havde investeret den væsentlige
del af sin formue i pantebreve med ret kort løbetid (fra 4-10 år, der for
nogles vedkommende blev kortere som følge af indfrielse). Købene
finansieredes til dels ved anvendelse af kassekredit. I nogle tilfælde var
pantebrevene udstedt direkte til den pågældende. Der var aldrig foretaget
salg af pantebreve. Højesteret fandt ikke i de oplyste omstændigheder
grundlag for at fastslå, at der var udøvet næringsvirksomhed, der medførte
skattepligt af kursgevinsterne. Dommen er kommenteret af Jørgen Trolle i UfR
1973B.309.
Den anden højesteretsdom er UfR 1975.552H (Hyldahl), skd.35.67, hvor en
købmand, der bl.a. var indehaver af 2 detailforretninger inden for
manufakturbranchen, havde investeret ledig kapital i pantebreve. I
Højesterets dom anføres: »Indstævntes - - - dispositioner over sin
kapital har kun undtagelsesvis bestået i køb af tidligere oprettede
pantebreve eller lign., men har i næsten alle tilfældene bestået i udlån, for
hvilke der direkte til indstævnte som første kreditor udstedtes pantebreve
eller andre gældsbeviser og indstævnte har således haft væsentlig indflydelse
på lånedokumenternes nærmere vilkår. Den overvejende del af lånene har haft
en stipuleret løbetid på ikke over 3 år, og låneforholdenes karakter - og
hyppige anvendelse af klausulen om forfald af lånenes hovedstol ved
ejerskifte - har medført, at lånenes faktiske løbetid i det overvejende antal
tilfælde er blevet kortere end den stipulerede. Gennem regnskabsårene - - -
har den ved lånetransaktionerne indvundne kursgevinst da også været noget
større end renteindtægten.
Kursgevinsten findes i hvert fald under disse omstændigheder ikke at være
formueforøgelse - - -, men at måtte anses som en del af udbyttet ved en af
indstævnte drevet virksomhed med udlån af penge og således i medfør af SL §
4, stk.1a, at være skattepligtig indkomst.« Dommen er kommenteret af A.
Blom-Andersen i UfR 1976B.237.
1.3.3.1. Overgangsregler
Reglerne om næringsskattepligtige selskaber m.v. i KGL § 2 har virkning
fra og med indkomståret 1987. Men sideløbende med disse regler opretholdes i
hele indkomståret 1987 de hidtil gældende regler i LL § 4. LL § 4 ophæves
således først med virkning fra og med indkomståret 1988, jfr. § 11, stk.2.
LL § 4 har haft betydning for kursgevinstbeskatning af
forsikringsselskaber, pengeinstitutter og andre virksomheder, der som et
normalt led i deres almindelige virksomhed anbringer midler i obligationer,
pantebreve og andre pengefordringer. Tilsvarende har der været fradragsret
for kurstab. LL § 4 omfatter alle fordringer både dem, der hører til
omsætningsformuen og dem, der hører til anlægsformuen.
Ved indførelsen af bestemmelsen var den omfattede kreds forholdsvis snæver
og velafgrænset. Det var banker, forsikringsselskaber og
investeringsselskaber, dvs. selskaber, der både formelt og reelt havde til
formål at investere kapital.
Der er siden opstået vanskeligheder med at foretage en afgrænsning af,
hvilke selskaber, der omfattes af bestemmelsen, fordi antallet af selskaber,
der eventuelt i tilslutning til anden virksomhed, foretager passive
investeringer, er steget.
Selv om bestemmelsen formelt også gælder personer, er der i praksis ikke
eksempler på, at personer er blevet omfattet af den.
Som reglen i KGL § 2 er beskrevet, omfatter den både de selskaber, der var
omfattet af LL § 4 og de selskaber, der var omfattet af næringsreglerne i SL
§§ 4-6. Det er dog ikke alle de selskaber, som er omfattet af LL § 4, der går
over i § 2. Kriteriet »som et normalt led i deres almindelige
virksomhed« findes ikke i § 2. Disse selskaber vil derfor fra og med
indkomståret 1987 ikke længere være omfattet af den generelle beskatning af
gevinst og tab på fordringer, men derimod kun af mindsterentereglen i § 7.
I § 10, stk.4, fastholdes dog beskatningen for de hidtidige § 4-selskaber
for så vidt angår de nuværende beholdninger, som efter kursgevinstloven alene
ville være omfattet af mindsterentereglen i § 7. Formålet med § 10, stk.4, er
alene at fastholde beskatningen for selskaber, der er omfattet af den
nuværende § 4 i LL for så vidt angår de nuværende beholdninger.
Anvendelsesområdet for LL § 4 påtænktes således ikke udvidet udover det
anvendelsesområde, der er antaget for bestemmelsen i UfR 1982.389H
(Obel-dommen). Dommen er kommenteret i UfR 1982B.322.
Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i senere indkomstår skal
selskaber, som var omfattet af LL § 4, men som ikke er omfattet af § 2,
medregne gevinst og tab på de fordringer, som selskabet ved udgangen af
indkomståret 1986 har i sin besiddelse, og som omfattes af beskatning efter
LL § 4, jfr. § 10, stk.6. Dette gælder for alle fordringer, som er erhvervet
inden udgangen af indkomståret 1986, uanset om fordringernes forrentning
opfylder kravet il mindsterenten.
Selv om LL § 4 ophæves, har bestemmelserne i LL § 4, stk.3 og 4, dog
fortsat virkning for lån optaget før den 1.jan. 1986. Dette følger af § 10,
stk.6, sidste pkt.
1.3.4. Ejendomsselskaber
Ved ejendomsselskaber forstås selskaber, hvis formål hovedsagelig er at
eje og administrere en eller flere faste ejendomme og hvis indtægt
fortrinsvis består af afkastet af disse ejendomme.
Ofte vil selskabernes formål også omfatte handel med ejendomme, hvorved en
ved salg opnået avance må medregnes i selskabets almindelige indkomst ud fra
et næringssynspunkt.
Det skal dog bemærkes, at egentlig virksomhed som ejendomshandler (for
fremmed regning) i henhold til næringslovens § 23 og handelsministeriets
bekendtgørelse nr. 401 af 2. december 1966 ikke kan drives af et selskab.
Ved afgørelsen af, om en avance ved ejendomssalg kan anses omfattet af
selskabets næring, lægges der vægt på selskabets formål.
Såfremt formålet omfatter handel med ejendomme, skal der præsteres ganske
særlige beviser for, at en avance ikke skal anses for almindelig indkomst.
Et sådant tilfælde forelå ved ØLD af 10. december 1953. Her havde en
skotøjshandler købt et ejendomsselskab med henblik på at kunne flytte sin
forretning hen i selskabets ejendom, hvis han blev tvunget til at fraflytte
de lejede lokaler, hvor forretningen hidtil havde haft til huse. Da de lejede
lokaler blev til salg, købte han imidlertid dem og lod ejendomsselskabet
sælge sin ejendom og likvidere. Ejendomsselskabets formål var at erhverve,
administrere, udnytte og eventuelt afhænde ejendommen, men uanset dette
formål statuerede landsretten, at avancen ikke skulle medregnes til
selskabets skattepligtige indkomst. Dette støttedes på, at som
formålsparagraffen var formuleret, havde selskabet ikke haft til direkte
formål at omsætte ejendommen, hvilket også bestyrkedes af oplysningerne om
baggrunden for selskabets stiftelse. Endvidere lagdes der vægt på, at
skotøjshandleren ikke tidligere havde købt og solgt ejendomme eller
ejendomsselskaber i spekulationshensigt. Endelig var det utvivlsomt, at
aktierne i ejendomsselskabet var købt for at skaffe forretningslokaler, og at
ejendommen var solgt for at skaffe midler til købet af de lejede lokaler.
Lignende afgørelser findes i lsr. 1950.45 og 1972.124, hvori der er lagt
vægt på selskabets faktiske virksomhed, anvendelsen af den omhandlede ejendom
og den lange besiddelsestid.
ØLD af 22.marts 1985: Et anpartsselskab, hvis vedtægtsmæssige formål bl.a.
omfattede udlejning af og handel med fast ejendom samt finansiering, blev i
henhold til statsskattelovens § 4, stk.1a, beskattet af kursavancer på
pantebreve, der til kursværdi blev anvendt som afdrag på selskabets købesum
for erhvervelse af en større ejerlejlighedsejendom. Ca. 20 pct. af
ejerlejlighederne blev solgt af selskabet umiddelbart efter erhvervelsen og
de omhandlede pantebreve hidrørte fra disse handler. Dommen er stadfæstet ved
HD af 13.febr. 1987.
Afsmitning
Udover selskabets vedtægtsmæssige formål og faktiske virksomhed lægges der
ved bedømmelsen også vægt på aktionærernes forhold.
Er aktionærerne personer med nær tilknytning til byggebranchen
(bygningshåndværkere, byggeadvokater m.v.), vil der ofte kunne anlægges et
næringssynspunkt, selv om formålsparagraffen ikke formelt giver baggrund
herfor.
Fra praksis kan nævnes følgende afgørelser:
HD af 22. december 1941, U.f.R. 1942.95. Et selskab, der blev stiftet i
1925 af 3 personer (sagfører, ingeniør, arkitekt), med det formål at erhverve
og bebygge en nærmere angivet grund og dermed beslægtede forretninger,
opførte i 1926 en bygning på grunden, som selskabet udnyttede til udlejning
til 1936, hvor ejendommen blev solgt. Salget blev anset for at ligge inden
for selskabets erhvervsmæssige formål, og da det under hensyn til
oplysningerne om 2 af stifterne/hovedaktionærerne drevne erhvervsvirksomheder
vedrørende faste ejendomme, fandtes at have været en nærliggende form for
selskabets erhvervsmæssige udnyttelse af ejendommen at foretage salg som
sket, blev avancen indkomstbeskattet i medfør af SL § 5 a.
ØLD af 10. februar 1948, U.f.R. 1948.634. Et i 1934 stiftet
ejendomsselskab, hvor 2 af de 3 stiftere var bygningshåndværkere, havde til
formål at erhverve og drive faste ejendomme. Selskabet havde opført og drev
en beboelsesejendom. I 1935 erhvervede 2 advokater næsten hele
aktiekapitalen, og i 1942 solgte selskabet ejendommen. Avancen blev
indkomstbeskattet, da byggeriet i sin tid var erhvervsbyggeri, og selskabet
et erhvervsselskab, hvilket ikke var ændret ved at kredsen af aktionærer var
blevet en anden.
HD af 10. april 1972, skd.21.159 (UfR 1972.520). Et selskab, A, der var
stiftet i 1945, ophørte efter nogle års forløb med at drive den oprindelige
handelsvirksomhed. Samtidig overtog en advokat, der var en af stifterne, alle
aktier med henblik på likvidation af selskabet. Opløsningen af selskabet blev
opgivet, og i 1952 overtog det en udlejningsejendom på tvangsauktion. Samme
år blev aktierne overdraget til et andet selskab, B, der blev stiftet af
advokaten og hans familie. Dette selskabs formål var bl.a. handel, herunder
med fast ejendom. Nogle år senere blev selskab A's vedtægtsmæssige formål
udvidet til også at omfatte det formål at eje og administrere fast ejendom. I
1967 opdeltes selskab A's ejendom i ejerlejligheder og to af disse solgt.
Fortjenesten ved disse salg blev ikke anset for indvundet ved selskabets
næring, da det ikke tidligere havde foretaget ejendomssalg, og da selskab B
uanset formålsbestemmelsen hverken havde drevet erhverv ved handel med fast
ejendom eller havde ejet fast ejendom. Endvidere hensås til, at advokaten
ikke havde været beskæftiget med ejendomshandler, og at han ikke havde virket
som byggeadvokat.
VLD af 4.februar 1983. En gårdejer havde indtil 1965 ikke indtægter fra
andet end landbrug. Samme år stiftede han med sig selv som hovedaktionær et
ejendomsaktieselskab, hvis formål var at erhverve, udstykke og opføre
ejendomme. Han udstykkede et areal fra sin landbrugsejendom og overdrog det
til selskabet, som siden foretog udstykninger og salg fra dette område,
ligesom selskabet opførte et betydeligt antal huse til videresalg.
Salgssummen for arealet blev berigtiget dels ved kontante betalinger til
skatteyderen, efterhånden som der blev solgt udstykkede grunde, dels ved at
skatteyderen modtog sælgerpantebreve som betaling. Pantebrevene modtog han
til underkurs svarende til handelsværdien på overdragelsestidspunktet.
Landsretten nægtede under henvisning til retsplejelovens § 363
kammeradvokaten tilladelse til som nyt anbringende at gøre gældende, at
skatteyderen var skattepligtig i medfør af ligningslovens § 4. Retten lagde i
øvrigt til grund, at overdragelse af pantebreve fra selskabet til
skatteyderen alene var sket til indfrielse af hans tilgodehavende hos
selskabet. Uanset at han som hovedaktionær selv havde kunnet træffe
beslutning om denne fyldestgørelsesmåde, fandt retten at måtte give ham
medhold i, at erhvervelsen af pantebrevene var sket som kapitalanlæg med den
følge, at kursgevinsten i medfør af SL § 5, stk.1 a ikke skulle medregnes til
den skattepligtige indkomst, svarende til, at skatteyderen ikke kunne antages
at ville have været skattepligtig af kursgevinster opnået på eventuelle
sælgerpantebreve udstedt direkte som led i berigtigelsen af købesummen eller
opnået på andre tilsvarende pantebreve erhvervet for en kontant købesum.
HD af 30.oktober 1985. Et ejendomsaktieselskab blev anset for almindeligt
indkomstskattepligtigt ved salg af udstykkede ejerlejligheder. En person, der
gennem et holdingselskab havde den bestemmende indflydelse i selskabet, købte
af dette et antal pantebreve på almindelige markedsvilkår og for privat
opsparede midler. Personen havde i en årrække ikke drevet erhverv uden i
selskabsform. Erhvervelsen af pantebrevene fandtes dog at have haft en så nær
tilknytning til ejendomsaktieselskabets næringsvirksomhed, at de opnåede
kursavancer også hos personen måtte anses for indkomstskattepligtige efter
statsskattelovens § 4. Med samme begrundelse blev også holdingselskabet anset
for indkomstskattepligtigt af kursavancer på pantebreve hidrørende fra
ejendomsaktieselskabet.
ØLD af 23.marts 1987. (Skat 1987.5.332): En skatteyder havde gennem
aktiebesiddelse sammen med sin broder den afgørende indflydelse i et
aktieselskab, der var oprettet med det formål at fuldføre et byggeri og sælge
færdiggjorte ejendomme. Selskabet var i medfør af statsskattelovens § 4a
indkomstskattepligtig af kursavancer. Skatteyderens erhvervelse af
sælgerpantebreve fra selskabet fandtes at have en så nær tilknytning til
selskabets virksomhed, at de opnåede kursgevinster også hos skatteyderen blev
anset for indkomstskattepligtige.
Det er ligeledes antaget, at et selskab skulle indkomstbeskattes af
kursgevinster på 4 pantebreve, som var erhvervet fra et næringsbeskattet
selskab, hvis hovedaktionær var den samme som i det erhvervende selskab.
ØLD af 8.november 1983. Et selskab blev stiftet december 1972 med det
formål at drive handel, investering, finansiering samt rådgivningsvirksomhed.
I begyndelsen drev selskabet ikke virksomhed, men 1. januar 1974 erhvervede
det 1/4 af en udlejningsejendom, som det afhændede igen 1.januar 1975.
Overskud af ejendomsanparten var selskabets eneste indtægt i dette
kalenderår. Ved salget modtog selskabet et pantebrev nedskrevet til kurs 50.
Fortjenesten blev selvangivet som almindelig skattepligtig indkomst. I det
følgende regnskabsår bestod selskabets indtægt alene af pantebrevsrenter og
kursavance ved afdrag og indfrielse. 1.januar 1976 købte selskabet for midler
frigjort ved det første salg en ny ejendomsanpart i et
ejendomsinteressentskab, stiftet af hovedaktionæren i 1961. Hovedaktionæren
havde gennem alle årene udover indtægt ved advokatvirksomhed haft betydelige
interesser på ejendomsmarkedet og herunder oppebåret avancer, som han var
blevet indkomstbeskattet af. Retten fandt, at selskabets erhvervelse af
pantebrevet havde en sådan tilknytning til hovedaktionærens virksomhed på
ejendomsmarkedet, at kursavancerne måtte anses for indkomstskattepligtige for
selskabet.
Lsr. 1950.164. I 1936 stiftedes et ejendomsselskab A af et
håndværkerkonsortium med det formål at erhverve fast ejendom, opføre
beboelsesejendomme og dermed beslægtet virksomhed. Selskabets aktier blev i
1941 solgt til et andet ejendomsselskab B. I 1947 solgtes en i 1939-40 opført
ejendom. Da selskabet A var stiftet af bygningshåndværkere, fandt
landsskatteretten, at det ikke havde ligget udenfor stifternes tanke at
afhænde den omhandlede ejendom med gevinst, hvorfor indkomstskattepligt ville
være indtrådt, hvis aktierne havde været i de oprindelige aktieejeres
besiddelse. Og når hensås til at ejendomsselskabet B i nogle tilfælde havde
solgt opførte ejendomme, ændrede aktieoverdragelsen ikke dette resultat.
Lsr. 1953.42. Et selskab blev stiftet i 1944 af 3 håndværksmestre med det
formål at erhverve, bebygge og drive en bestemt ejendom. I forbindelse med
selskabets likvidation blev ejendommen i 1950 solgt med tab ved en
tvangsauktion. Uanset, at salg af ejendommen ikke var nævnt i selskabets
formålsbestemmelse, blev det, da stifterne var bygningshåndværkere, antaget,
at det ikke havde ligget uden for stifternes tanke at afhænde ejendommen,
hvorfor selskabet ansås berettiget til i indkomsten at fradrage det ved
salget af ejendommen lidte tab.
Lsr. 1970.132. Et ejendomsselskab blev stiftet i 1960 af en arkitekt, en
murermester, en installatør og en revisor, hvoraf de to førstnævnte ejede
aktiemajoriteten. I forbindelse med stiftelsen overtog selskabet to
udlejningsejendomme, hvoraf den ene blev solgt i 1966. Selskabet havde i 1962
påbegyndt næringsvirksomhed med faste ejendomme. Landsskatteretten fandt, at
den omstændighed, at selskabets formål ikke direkte omfattede salg af fast
ejendom, ikke i sig selv måtte medføre, at et sådant salg skulle ligge
udenfor dets formål, og når hensås til aktionærkredsens sammensætning og
iøvrigt til den i 1962 påbegyndte virksomhed, måtte det antages, at salg af
faste ejendomme, som selskabet erhvervede, ikke havde ligget uden for, hvad
man havde forestillet sig med hensyn til selskabets virksomhed.
I en ikke offentliggjort kendelse har retten ligeledes beskattet et
selskab af fortjeneste ved salg af fast ejendom. Selskabet blev stiftet i
1972 af en bygningshåndværker med det formål at erhverve og administrere fast
ejendom. Efter 5-7 års ejertid blev to af selskabets ejendomme solgt.
Selskabets stifter og hovedaktionær ejede på stiftelsestidspunktet selv faste
ejendomme, som han i de følgende år solgte ud af, og han blev almindelig
indkomstbeskattet af fortjenesten udfra et næringssynspunkt. Da han således
udfra samme synspunkt ville have været indkomstskattepligtig af fortjenesten
ved salgene af selskabets ejendomme, hvis de havde været købt og solgt af ham
personligt, blev disse fortjenester skattepligtige for selskabet.
I en anden ikke offentliggjort kendelse gik landsskatteretten imod
beskatning af hovedaktionæren af kursgevinster ved afdrag på pantebreve.
Hovedaktionæren, der drev skotøjshandel og ikke personligt var inddraget i
byggeri eller ejendomshandel, beherskede et selskab, der var skattepligtig af
fortjeneste ved grundsalg som næring. Dette selskab ejede sammen med
tredjemand nogle industrigrunde, som blev solgt til et udenforstående
selskab. Handelen blev finansieret på den måde, at hovedaktionæren erhvervede
pantebreve med pant i andre ejendomme fra det købende selskab, som herefter
kunne betale de omhandlede grunde kontant. Landsskatteretten afviste at
udvide afsmitningssynspunktet til den situation, at en hovedaktionær
finansierer en køber ved dennes anskaffelse af en ejendom fra
hovedaktionærselskabet ved at afkøbe ham pantebreve.
Også anden form for indsigt i byggebranchen end den rent håndværksmæssige
kan være afgørende for beskatningen.
Den ved afsmitning fra aktionærerne opståede næringsformodning kan
bortfalde, såfremt de oprindelige aktionærer (bygningshåndværkere m.v.)
afhænder aktierne til personer, der erhverver aktierne i anlægsøjemed og
godtgør dette ved at beholde aktierne i en længere periode.
En ændring af et selskabs vedtægter, hvorved handelsformålet bortfalder,
anerkendes normalt ikke for så vidt angår de ejendomme, der er erhvervet
forud for vedtægtsændringen, jfr. lsr. 1972.124, og vedtægtsændringen vil i
almindelighed kun kunne anerkendes i forbindelse med ændring af
aktionærkredsen.
Om afsmitning i øvrigt se E 5.3.1.1 og H 4.3.
2. Sparekasser
2.1. Overgangsreglerne. Virkning for senere skatteår
SSL §§ 35 C-35 E indeholder regler om fastsættelse af afskrivningsgrundlag
og om opgørelse af fortjeneste eller tab ved afhændelse af fast ejendom og
værdipapirer, i det omfang aktiverne er erhvervet før sparekassernes overgang
til beskatning med virkning fra 1.jan. 1976. Disse regler har i et vist
omfang betydning for indkomstopgørelserne også for indkomstårene efter
overgangsåret.
For så vidt angår fast ejendom og driftsmidler henvises til
bestemmelserne.
Værdipapirer
I lighed med banker er sparekasser skattepligtige af fortjeneste ved
afhændelse eller indfrielse, herunder udtrækning af offentlige obligationer
samt private pantebreve og fordringer, jfr. LL § 4 og KGL § 2. Se i øvrigt SC
1.3.1. Tab ved afhændelse af de pågældende værdipapirer kan fradrages. For
værdipapirer af den nævnte art, som sparekassen har erhvervet forud for den
1/1 1976, træder den værdi, som formueskattepligtige skulle anvende ved
opgørelsen af deres formue den 1/1 1976, i stedet for den faktiske
anskaffelsessum, men sparekassen kan dog vælge at anvende den faktiske
anskaffelsessum, såfremt denne kan dokumenteres. Den faktiske anskaffelsessum
kan vælges for nogle værdipapirer, medens kursværdien pr. 1/1 1976 anvendes
for andre værdipapirer.
Ved opgørelse af fortjeneste eller tab på aktier, jfr. ABL § 3, gælder
tilsvarende regler for anskaffelsessummen som for obligationer m.v.
Fortjeneste og tab på aktier, der er anskaffet i næringsøjemed, opgøres
efter det hidtil fulgte princip (realisationsprincippet eller
lagerprincippet). Principskifte kræver tilladelse fra ligningsrådet. Der
henvises i øvrigt til ministeriet for skatter og afgifters bekendtgørelse
nr.3 af 6.januar 1982 om opgørelse af fortjeneste eller tab på næringsaktier.
2.2. Virksomhed i udlandet
Efter tilsvarende regler som for aktie- og anpartsselskaber m.v. kan
sparekasser, jfr. SSL § 17 B, stk. 2, få nedsættelse af skatten, i det omfang
de kan godtgøre, at en vis del af den skattepligtige indkomst hidrører fra
virksomhed i udlandet, se nærmere herom under SE 2.1.
2.3. Skattegodtgørelse
I modsætning til aktieselskaber er sparekasser ikke fritaget for
beskatning af udbytte, som de modtager fra her i landet hjemmehørende
selskaber, hvori de ejer mindst 25 pct. af aktiekapitalen. Der vil derfor til
samtlige udbytter, som sparekasser modtager fra danske selskaber, være
knyttet skattegodtgørelse.
2.4. Datterselskabslempelse
Hvis en sparekasse ejer mindst 25 pct. af aktiekapitalen i et dansk eller
udenlandsk selskab og har modtaget udbytte af aktierne, kan den efter
ansøgning, jfr. SSL § 17 B, stk.3, opnå datterselskabslempelse. Se herom
under SE 2.3.2.
2.5. Overskudsanvendelse
Sparekasser kan ikke fritages for beskatning af den del af indkomsten, som
anvendes til almenvelgørende eller almennyttige formål.
2.6. Gavefradrag
Om en sparekasses fradrag for gaver, se lsr.1982.124.
2.7. Rentefradrag
Sparekassers renteudgifter vedrørende den indbetalte garantikapital kan
fratrækkes ved indkomstopgørelsen, da garantikapitalen anses som en
sparekassen påhvilende gæld.
3. Brugsforeninger
Brugsforeninger, som er skattepligtige i henhold til SSL § 1, stk. 1, nr.
3 eller SSL § 1, stk. 2, 1. pkt., skal principielt opgøre deres
skattepligtige indkomst efter skattelovgivningens almindelige regler om
indkomstopgørelse for selskaber m.v.
3.1. Dividende
Brugsforeninger kan foretage et særligt fradrag, idet de, jfr. SSL § 9,
stk. 2, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrage dividende,
efterbetaling eller bonus, der ydes medlemmerne for det pågældende
regnskabsår. Foreningen kan også fradrage den del af overskuddet, som
henlægges til medlemmernes driftsfonds, driftslån m.v. under forudsætning af,
at det klart af foreningens vedtægter fremgår, at medlemmerne indtager en
kreditors stilling med hensyn til tilgodehavendet, jfr. Skd.cirk. nr. 205 af
3/10 1967 pkt. 13, stk. 1.
Det er dog en betingelse for fradraget, at beslutningen om udbetalingen er
vedtaget af de dertil kompetente foreningsorganer senest 6 måneder efter det
pågældende regnskabsårs begyndelse, og meddelelse om denne beslutning må være
givet medlemmerne på den måde, som foreningen normalt anvender for
beslutninger fra foreningen, f.eks. ved opslag i butikken, underretning i
medlemsblad el. lign. Fristen på de 6 måneder forstås bogstaveligt. Selv om
foreningens regnskabsperiode, f.eks. på grund af regnskabsomlægning, afviger
fra en normal 12-måneders periode, skal beslutningen være truffet inden 6
måneder fra regnskabsårets begyndelse. Fradraget kan ikke overstige den ydede
dividende, som denne fastsættes af generalforsamlingen efter regnskabsårets
udløb. Hvis generalforsamlingen således ikke mener at kunne yde dividende,
der er så stor, som besluttet inden for de første 6 måneder af regnskabsåret,
kan der kun fradrages et beløb svarende til generalforsamlingens vedtagelse.
Hvis omvendt generalforsamlingen fastsætter en dividende, som overstiger den
tidligere beslutning, kan der ikke gives fradrag for det overskydende beløb,
hverken for det pågældende indkomstår eller for senere indkomstår.
For at dividende kan anses for ydet »for det pågældende
regnskabsår«, skal den være fastsat på grundlag af medlemmernes
omsætning med foreningen i regnskabsåret. Men dividenden behøver ikke at
kunne rummes i det pågældende års overskud. Beløb, der er henlagt i tidligere
år til foreningens reserver, f.eks. som overførselskonto, kan anvendes til
supplering af overskuddet, uden at dette begrænser foreningens fradragsret.
3.2. Rabat
Dividendefradraget berører ikke foreningens ret til fradrag for
rabatydelser, jfr. SSL § 9, stk. 3. Efter Skd.cirk. nr. 205 af 3/10 1967
forstås der ved rabat i denne forbindelse en prisreduktion, hvis størrelse er
endeligt fastsat og køberen bekendt ved hvert enkelt køb.
3.3. Andre udgifter
Ved lsr.1982.125 er der taget stilling til en brugsforenings fradrag for
udgifter til afholdelse af en medlemsfest. Indbydelsen var gennem dagspressen
stilet til foreningens medlemmer, men kontingentet var sat til et symbolsk
beløb, således at indbydelsen i realiteten, hvilket også var et af formålene,
var rettet også til ikke-medlemmer, altså til potentielle kunder. Betalingen
for deltagelse var sat til et beløb langt under omkostningerne. Udgiften var
ikke fradragsberettiget som dividende som følge af de formelle krav, der som
foran anført stilles hertil. Retten fandt, at udgiften til festen, hvori kun
en lille del af foreningens samlede medlemskreds deltog, var afholdt til
fremme af salget til medlemmerne og af medlemstilgangen, hvorfor der var tale
om en fradragsberettiget reklameudgift og ikke om en udlodning til
foreningens medlemmer.
3.4. Virksomhed i udlandet
I lighed med hvad der gælder for aktieselskaber, har disse foreninger ret
til skattenedsættelse, såfremt de godtgør, at en vis del af deres
skattepligtige indkomst hidrører fra virksomhed i udlandet, jfr. SSL § 18,
stk.2, se nærmere herom under SE 2.1.
3.5. Datterselskabslempelse
Hvis der i brugsforeningers skattepligtige indkomst indgår udbytte,
dividende, efterbetaling m.v. fra andre foreninger eller selskaber, her eller
i udlandet, kan brugsforeninger efter derom indgivet ansøgning få eftergivet
den del af skatten, der svarer til forholdet mellem det modtagne beløb og den
skattepligtige indkomst. Lempelse kan dog kun bevilges, såfremt foreningen i
hele indkomståret har ejet mindst 25 pct. af den udbyttegivende forenings
kapital, jfr. SSL § 18, stk. 3. Desuden kan der ikke eftergives større beløb
end det, som det påhviler den udbyttegivende forening eller selskabet at
udrede i skat af udbytte til den modtagende forening.
Hvis den udbyttegivende forening har fradraget dividende m.v. i henhold
til SSL § 9, stk. 2, kan der således ikke bevilges lempelse for dette beløb.
Vedrørende beregning af lempelse se nærmere under SE 2.3.2.
3.6. Skattegodtgørelse
Der er knyttet skattegodtgørelse til samtlige udbytter, som modtages fra
her i landet hjemmehørende selskaber, som er omfattet af SSL § 1, stk.1, nr.1
og 2, derimod er der ikke knyttet skattegodtgørelse til dividende fra
brugsforeninger.
4. Investeringsforeninger
Investeringsforeninger, som omfattes af SSL § 1, stk.1, nr. 5a har siden
1.januar 1980 været undergivet fuld skattepligt, jfr. SA 1.6. Disse
foreninger skal opgøre deres indkomst efter samme regler, som gælder for
aktieselskaber.
Investeringsforeninger, som er omfattet af SSL § 1, stk.1, nr.6 skal
fortsat opgøre deres indkomst efter de hidtil gældende regler, jfr. SG.
4.1. Overgangsreglerne. Virkning for senere skatteår
SSL §§ 35 F-35 H indeholder regler om fastsættelse af afskrivningsgrundlag
og om opgørelse af fortjeneste eller tab ved afhændelse af fast ejendom og
værdipapirer, i det omfang aktiverne er erhvervet før investeringsforeningens
overgang til beskatning. Disse regler har i et vist omfang betydning for
indkomstopgørelserne også for indkomstårene efter overgangsåret, jfr.
skd.cirk. af 3.december 1980 om ændring af lov om indkomstbeskatning af
aktieselskaber.
For så vidt angår fast ejendom og driftsmidler henvises til
bestemmelserne.
Værdipapirer
I lighed med investeringsselskaber har investeringsforeninger været
skattepligtige af fortjeneste ved afhændelse eller indfrielse, herunder
udtrækning af offentlige obligationer samt private pantebreve og fordringer,
jfr. LL § 4 til og med indkomståret 1987.
Tab ved afhændelse af de pågældende værdipapirer kan fradrages. For
værdipapirer af den nævnte art samt for aktier og anparter, som
investeringsforeningen har erhvervet forud for den 1/1 1980, træder den
værdi, som formueskattepligtige skulle anvende ved opgørelsen af deres formue
den 1/1 1980, i stedet for den faktiske anskaffelsessum, men
investeringsforeningen kan dog vælge at anvende den faktiske anskaffelsessum,
såfremt denne kan dokumenteres. Den faktiske anskaffelsessum kan vælges for
nogle værdipapirer, medens kursværdien pr. 1/1 1980 anvendes for andre
værdipapirer.
Akkumulerende investeringsforeninger er omfattet af den generelle
skattepligt etfer KGL § 2.
Hvis en udloddende investeringsforening ikke skal omfattes af denne
bestemmelse, er det en betingelse, at foreningen ikke alene udlodder de
renter og udbytter, der er indtjent i indkomstårets løb, men også de
kursgevinster, som foreningen har opnået på pengefordringer, som ikke
opfylder kravet til mindsterenten. Endvidere skal også realiserede
fortjenester efter ABL § 2, nedsat med tab efter samme paragraf, samt
realiserede fortjenester omfattet af ABL § 2a udloddes.
Når en udloddende investeringsforening, der ikke har været skattepligtig,
overgår til at blive akkumulerende og dermed skattepligtig efter SSL § 1,
stk.1, nr.5a, opgøres avance og tab på værdipapirer, som er erhvervet forud
for overgangsåret, med udgangspunkt i en anskaffelsesværdi svarende til
kursværdien primo overgangsåret for så vidt angår obligationer og pantebreve,
medens anskaffelsessummen for aktier udgør den faktiske anskaffelsessum. Se
Skat 1987.3.227.
4.2. Udbytte
Investeringsforeninger, der er omfattet af SSL § 1, stk.1, nr.5 a, skal
til den skattepligtige indkomst medregne modtagne udbyttebeløb fuldt ud, hvad
enten de hidrører fra udenlandske selskaber eller fra danske selskaber, idet
SSL § 13, stk.1, nr.2, jfr. stk.3, ikke kan anvendes af
investeringsforeninger. Der er knyttet skattegodtgørelse til samtlige
udbytter, som modtages fra her i landet hjemmehørende selskaber, som er
omfattet af SSL § 1, stk.1, nr.1 og 2.
4.3. Kapitaltilførselsafgift
En større investeringsforening, der ikke havde været børsnoteret fra
starten, ville i forbindelse med børsnotering blive pålagt
kapitaltilførselsafgift. Det var nødvendigt at blive børsnoteret, idet
investeringsbeviserne ellers ikke kunne blive afregnet gennem
Værdipapircentralen.
Da børsnotering indebar en sådan ændring i afdelingernes almindelige
status, at udgiften måtte antages at ligge ud over, hvad der kunne anses for
at medgå til at sikre og vedligeholde indkomsten, kunne denne udgift ikke
fratrækkes ved indkomstopgørelsen.
Afgiften kunne heller ikke betragtes som en administrationsomkostning, som
kunne fratrækkes i de udloddende afdelingers udlodningspligtige beløb, Skat
1988.6.353. Afgørelsen er under påklage til Landsskatteretten.
5. Fonde
Ved lov nr.145 af 19.marts 1986 (lovbekendtgørelse nr.514 af 26.aug. 1988)
(FBL) er fonde med virkning fra og med indkomståret 1987 undergivet
beskatning. Enkelte fonde er dog fortsat omfattet af SSL § 1, stk.1, nr.6. Se
nærmere i afsnit SA 1.9.2. Vedrørende opgørelsen af den skattepligtige
indkomst for disse fonde, se afsnit SC 8.
FBL indeholder i §§ 16-21 en række regler, der finder anvendelse ved
overgang til beskatning efter lovens regler, se nærmere i
Skattedepartementets cirkulære af 28. november 1986, pkt.46-58.
Fonde mv., der opløses i perioden 1.apr. 1987-31.marts 1988
(skatteåret 1987/88) omfattes ikke af FBL. Skat 1988.8.495 (SD).
5.1. Opgørelse af skattepligtig indkomst
Ifølge FBL § 3, stk.1, opgøres den skattepligtige indkomst for fonde
omfattet af FBL § 1, nr.1, efter de almindelige for indregistrerede
aktieselskaber gældende regler med de undtagelser, der følger af FBL § 3,
stk.2 og 3 samt §§ 4-6.
Indkomstskatten udgør 50 pct. af skattepligtig indkomst, jfr. § 11, stk.1,
og selskabsskattelovens regler om ligning, selvangivelse og opkrævning finder
anvendelse, jfr. FBL § 15, stk.1, se dog FBL § 15, stk.3. I FBL § 10 findes
regler svarende til SSL § 13, stk.1, nr.2, og § 13, stk.3, om skattefrit
datterselskabsudbytte. Skattegodtgørelse for udbytte, der er skattepligtigt,
gives efter reglerne i FBL § 12. Skattegodtgørelse indrømmes selv om udbyttet
ikke bliver beskattet f.eks. som følge af bundfradraget. Reglerne i SSL § 17,
stk.2, 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse på fonde omfattet af FBL, jfr. §
11, stk.2, se afsnit SG.
Indkomstopgørelsen foretages under eet. En negativ erhvervsmæssig indkomst
fragår i eventuel anden positiv indkomst, der resterer efter bundfradraget,
se afsnit SC 5.2.1.
Efter SSL § 3, stk.5, anses indkomst, der erhverves af aktieselskaber, som
i altovervejende grad ejes af almenvelgørende eller almennyttige fonde eller
foreninger, for indtjent af fonden eller foreningen. Reglen, der ikke er
ændret i forbindelse med FBLs gennemførelse, bevirker, at udbytte fra
selskabet ikke beskattes i selskabet. Udbyttet anses derimod for indtjent
direkte af fonden eller foreningen. Det er en forudsætning for at bringe
reglen i anvendelse, at fonden i det indkomstår, hvori den anses for at have
indtjent beløbet, uddeler eller hensætter beløbet efter FBL § 4, stk.1 eller
3. Fonden vil således have fradragsret for et beløb, der svarer til den
indtægt, som skal medregnes direkte i fondens skattepligtige indkomst.
Såfremt aktieselskabets indkomst må karakteriseres som ikke-erhvervsmæssig,
indgår beløbet i den indkomst, der skal reduceres med bundfradrag.
LL § 16 B finder i sin helhed anvendelse også på fonde m.v., omfattet
af FBL. Der bør dog almindeligvis gives dispensation i henhold til stk.6 i
disse tilfælde. Skat 1988.11.694 (SKD).
5.1.1. Driftsomkostninger
FBL § 3, stk.1, henviser bl.a. til SSL § 8, og medfører, at fonde kan
foretage fradrag for driftsomkostninger, jfr. SL § 6a.
Det er nødvendigt at sondre imellem driftsomkostninger, uddelinger og
konsolideringsfradrag. Fradrag for driftsomkostninger gives uden iagttagelse
af prioritetsreglen i FBL § 6, ligesom et skattemæssigt underskud som følge
af fradrag for driftsomkostninger kan fremføres efter § 15.
Som driftsomkostninger anses udgifter hvorved fonden bringes i stand til
at varetage sine vedtægtsmæssige formål.
Driftsomkostningsbegrebet er i relation til FBL udvidet fra alene at
omfatte udgifter forbundet med erhvervsmæssig virksomhed til også at omfatte
udgifter, der er nødvendige af hensyn til fondens øvrige virke. Udover
sædvanlige erhvervsmæssige udgifter vil således også udgifter forbundet med
fondsvirksomheden kunne fradrages. Som eksempel kan nævnes en stiftelses
udgifter til drift af stiftelsens friboliger eller en ikke-erhvervsdrivende
fonds omkostninger til kontorhold.
Fonde og brancheforeninger - men ikke arbejdsmarkedssammenslutninger - kan
fradrag årsafgiften til Fondsregistret eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen
ved opgørelsen af den ikke-erhvervsmæssige indkomst. Registreringsafgiften,
der betales i forbindelse med anmeldelse af en fond kan ikke fradrages.
Skat 1988.8.489 (SKD).
5.1.2. Afskrivninger
En udgift afholdt som led i driften af fonden vil normalt kunne fradrages
som driftsomkostning eller kunne gøres til genstand for afskrivninger. Om
fondens udgifter kan gøres til genstand for afskrivnnger afhænger af
skattelovgivningens almindelige regler herom.
I lighed med hvad der gælder for driftsomkostninger, kan en udgift være
afskrivningsberettiget, selv om den ikke kan karakteriseres som
erhvervsmæssig. Afgrænsningen af afskrivningsberettigede udgifter må ses i
lyset af de særlige investeringer, der foretages af hensyn til
fondsvirksomheden. For bygningsafskrivninger er det dog en forudsætning for
skattemæssige afskrivninger, at der er tale om en afskrivningsberettiget
bygning, jfr. AL § 18.
5.1.3. Underskud
Et skattemæssigt underskud, der fremkommer ved opgørelsen af den
skattepligtige indkomst efter FBL § 3, kan fremføres til modregning i
følgende års positive indkomst efter LL § 15.
Et underskud, der fremkommer ved, at uddelinger og henlæggelser som nævnt
i FBL §§ 4 og 5 overstiger den efter FBL § 3 opgjorte indkomst, kan ikke
fremføres til modregning i følgende års indkomst. Overstiger uddelinger og
hensættelser tilsammen med bundfradraget den efter FBL § 3 opgjorte indkomst,
kan det overskydende beløb ikke fremføres til modregning i følgende års
indkomst.
Underskud fremført efter LL § 15 fradrages inden fradrag for uddelinger og
henlæggelser. Underskud, der vedrører erhvervsmæssig virksomhed fra tidligere
indkomstår forud for indtræden af skattepligt efter FBL vil ligeledes kunne
fremføres til modregning i den efter FBL § 3 opgjorte indkomst.
5.2. Særlige regler
5.2.1. Bundfradrag
Indkomst ved erhvervsmæssig virksomhed medregnes i sin helhed ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst, mens indkomst ved
ikke-erhvervsmæssig virksomhed alene beskattes i det omfang den overstiger
25.000 kr., jfr. FBL § 3, stk.2. Bundfradraget foretages i den samlede
ikke-erhvervsmæssige indkomst, dvs. nettoindtægter i form af skattepligtige
udbytter, gaver samt kursgevinster, aktieavancer og ejendomsavancer m.v. Den
praksis, der er dannet i relation til SSL § 1, stk.3, vil være vejledende for
afgrænsningen af en fonds ikke-erhvervsmæssige indkomst. Bundfradraget
foretages inden fradrag efter FBL §§ 4 og 5.
Der kan ikke ske fremførsel af et uudnyttet bundfradrag, og en uudnyttet
del af bundfradraget kan ikke modregnes i fondens eventuelle positive
erhvervsmæssige indkomst.
5.2.2. Gaver
Fonde er som udgangspunkt skattepligtige af gaver, men FBL § 3, stk.3 og
4, indeholder regler om fritagelse for beskatning evt. ved i stedet at
pålægge en afgift på 20 eller 35 pct.
Muligheden for skattefritagelse skal ses i sammenhæng med FL § 9, stk.1,
og EFL §§ 10 og 11, hvorefter gaver, der indgår i en fonds grundkapital, som
hovedregel ikke kan uddeles. En fonds grundkapital er den kapital, der
foreligger ved en fonds stiftelse. Gaver, der på et senere tidspunkt
modtages, indgår i grundkapitalen, medmindre giveren udtrykkeligt har
bestemt, at gaven skal kunne uddeles. Det er en forudsætning for
dispensation, at gaven henføres til grundkapitalen.
Det er endvidere en forudsætning for dispensation, at giver ikke har
fradragsret. Dette indebærer, at fonde, der er godkendt efter LL § 8 A eller
§ 12, stk.3, almindeligvis ikke kan opnå dispensation for den for giver
fradragsberettigede del af gaven. En undtagelse gælder dog i tilfælde, hvor
fradragsretten følger af LL § 14 F, eller hvor en fond blot videreuddeler
ydelsen til det endelige formål via en særlig fond under forudsætning af, at
der ikke foreligger gensidige gaver mellem fondene. Det skal bemærkes, at en
fuldstændig skattefritagelse er mulig, selv om fonden har et erhvervsmæssigt
formål.
Dispensationsreglerne i FBL § 3, stk.3, nr.1-2, og stk.4, kan herefter
sammenfattes således under forudsætning af, at ovennævnte betingelser er
opfyldte:
Der kan almindeligvis indrømmes fuldstændig dispensation for beskatning af
gaver til oprettelse af en fond. Er der tale om en familiefond forudsætter en
fritagelse, at der i stedet betales en afgift på 20 pct. af gavens værdi.
Ligeledes kan der almindeligvis meddeles fuldstændig skattefritagelse for
gaver til udvidelse af en fonds grundkapital. En undtagelse herfra gælder dog
for familiefonde, idet familiefonde, der er stiftet før 1.jan. 1985 ikke
bevilges skattefritagelse - heller ikke mod kompenserende afgift. Er
familiefonden stiftet efter 1.jan. 1985 forudsætter en dispensation, at der i
stedet betales en afgift på 35 pct.
Årsagen til den forskellige skattemæssige behandling af familiefonde
stiftet før og efter 1.jan. 1985 er, at det efter dette tidspunkt kun er
muligt at tillægge een på stiftelsestidspunktet ufødt generation privilegier.
Afgiftspligtige gaver indgår ikke i den indkomst, der reduceres med
budfradraget efter FBL § 3, stk.2.
En fond opdeltes med Justitsministeriets tilladelse i 3 afdelinger.
Herefter meddelte Skattedepartementet fritagelse uden kompenserende afgift af
en gave til den afdeling, hvis afkast alene kunne anvendes til medicinsk
forskning og andre ikke-familiemæssige formål. Skat 1988.3.158.
En forening, der påtænkte at stifte en efteruddannelsesfond, hvis
kapital skulle fremskaffes, dels gennem en gave fra foreningen til fondens
grundkapital, dels gennem udstedelse af et lån, der skulle være rente- og
afdragsfrit i 5 år. Ligningsrådet udtalte, at fonden som gave eller
driftstilskud ville være skattepligtig af et fikseret vederlag for den
økonomiske fordel, der fulgte af det rentefri lån. Gaven (eller tilskuddet)
svarede til forskellen mellem lånets hovedstol og fordringens kursværdi på
stiftelsestidspunktet. Foreningen skulle derimod ikke som kreditor beskattes
af en fiskeret rente. Skat 1988.10.618 (SD).
5.2.2.1. Stående dispensation
For fonde, der ikke er familiefonde, vil der endvidere være mulighed for
at opnå en stående dispensation for beskatning af gaver til udvidelse af
grundkapitalen.
En stående fritagelse skal betinges af en pligt til over for
ligningsmyndigheden at indgive oplysning om modtagne gaver, og skal normalt
tidsbegrænses til en periode, der ikke overstiger 5 år. En dispensation kan
altid optages til fornyet prøvelse, og kan begrænses til alene at vedrøre
gaver fra en bestemt yder. Sidstnævnte begrænsning medfører blandt andet, at
det ikke ubetinget er udelukket for fonde, der er godkendt efter LL § 8 A
eller § 12, stk.3, at opnå en stående dispensation.
5.2.2.2. Særlige gaver til almennyttige fonde
Ovenstående dispensationsregler forudsætter, at der er tale om gaver, der
indgår i grundkapitalen. FBL § 3, stk.3, nr.3, indeholder en særlig
dispensationsmulighed for gaver, der ikke indgår i grundkapitalen. Reglen kan
kun anvendes af udelukkende almenvelgørende eller på anden måde almennyttige
fonde. Gaven skal bestå af bestemte aktiver eller være beløb til erhvervelse
eller forbedring af bestemte aktiver.
I disse tilfælde kan der gives fuld skattefritagelse, som hovedregel under
forudsætning af, at gavegiver ikke har fradragsret. Da der er tale om
dispensation for beskatning af konkrete gaver, er en stående dispensation
ikke mulig.
Ved afgørelsen af om dispensation efter FBL§ 3, stk.3, nr.3, kan gives,
kan det tillægges betydning, om fonden må antages at have fradragsret for
udgifter, der afholdes af den modtagne ydelse.
5.2.2.3. Bekendtgørelse nr.802 af 1.dec. 1986
Kompetencen til som 1.instans at fritage fonde for beskatning af gaver
efter FBL § 3, stk.3 og 4, er ved § 1 i bekendtgørelse nr.802 af 1.dec. 1986
tillagt ligningskommisionerne, for København og Frederiksbergs kommuners
vedkommende dog de pågældende kommuners skattedirektorat.
5.2.3. Uddelinger
Fonde kan i den efter FBL § 3 opgjorte indkomst foretage fradrag for
uddelinger efter reglerne i FBL § 4, stk.1 og 2. Ved uddelinger forstås
dispositioner, hvorved fonden realiserer de vedtægtsmæssige formål.
Uddelinger kan bestå af ydelse af legater og gaver eller i afkald på indtægt,
f.eks. rentefrie lån eller friboligydelse. Har fonden til formål at drive og
vedligeholde bygninger kan forbedrings- og vedligeholdelsesudgifter efter
omstændighederne anses for uddelinger.
Det er uden betydning, om formålet varetages ved egentlige uddelinger til
subjekter uden for fonden, eller om fonden varetager formålet i eget regi.
Afdrag på lån, der er optaget til finansiering af en anskaffelse eller
forbedring m.v., der direkte tjener fondens formål, og som derfor må
betragtes som en (intern) uddeling, vil kunne fradrages, se nærmere Skat
1987.1.59 (SKD) og 1988.10.619 (SD), samt SO 1988.263 (SKD).
En uddeling kan således tillige karakteriseres som den vedtægtsbestemte
anvendelse af fondens nettoindkomst, der sker uden forventning om modydelse
fra modtageren, eller hvor en modydelse er et aktiv, som fonden har en
vedtægtsmæssig forpligtelse til at erhverve.
Udlån, kaution eller anden sikkerhedsstillelse, samt rene
formuedispositioner anses ikke for en uddeling. Tab på udlån og
låneeftergivelse kan efter omstændighederne anses for en uddeling.
Uddelinger skal være foretaget i det pågældende indkomstår og fremgå af
selvangivelsen for indkomståret. Der kan således kun fratrækkes de i
regnskabsåret foretagne uddelinger. Dispositioner, der består i, at der ved
regnskabsårets slutning afsættes beløb til senere uddelinger, kan derimod
først fratrækkes i det år, hvor uddelingen finder sted.
En uddeling anses for foretaget, når der foreligger en retsgyldig
forpligtelse til at præstere uddelingen. Dette gælder uanset om betalingen
eller overgivelsen af gaven først finder sted i det efterfølgende indkomstår.
Fonden vil således kunne fradrage en uddeling på det tidspunkt, hvor der er
afgivet bindende tilsagn om ydelsen, Skat 1987.11.808 (SKD).
Uanset at retserhvervelsestidspunktet er det afgørende for
fradragstidspunktet, har Ligningsrådet i en bindende forhåndsbesked udtalt,
at man efter omstændighederne ikke har bemærkninger til, at fradraget i
stedet sker successivt i de respektive udbetalingsår (forfaldsår) Skat
1988.5.302 (SD).
Tilbageføres uddelinger til fonden, må det bero på en konkret
bedømmelse, om fondens skatteansættelse for udbetalingsåret eller
fradragsåret bør genoptages. Skat 1988.5.302 (SD).
En fond var efter sin fundats forpligtet til at erhverve og bevare et
bestemt slot. Ligningsrådet afgav bindende forhåndsbesked om, at fonden i
erhvervelsesåret kunne fradrage den kontante del af købesummen som en
uddeling. Afdrag på den overtagne prioritetsgæld kunne fratrækkes i det
indkomstår, hvori afdraget forfaldt til betaling, ligeledes som en uddeling,
idet det forudsattes, at der var tale om en almennyttig uddeling. Skat
1988.10.619 (SD).
Fradrag for uddelinger foretages under iagttagelse af prioriteringsreglen
i FBL § 6, se nærmere i afsnit SC 5.2.6.
5.2.3.1. Almennyttige uddelinger
Fonde kan efter FBL § 4, stk.1, fradrage uddelinger til vedtægtsmæssige
formål, der kan anses for almenvelgørende eller på anden måde almennyttige.
Begrebet almenvelgørende eller på anden måde almennyttige fortolkes i
overensstemmelse med den fortolkning, der er lagt til grund ved
administrationen af bestemmelserne i LL § 8 A og 12, stk.3, SSL § 3, stk.2,
og arveafgiftslovens § 3, stk.4.
For at et formål kan anses for almenvelgørende eller på anden måde
almennyttigt, kræves, at den kreds af personer eller institutioner, der kan
komme i betragtning ved uddelingerne, er afgrænset efter retningslinier med
et objektivt præg. Formålet må således komme en vis videre kreds til gode.
For at et formål kan anses for almenvelgørende, er det en forudsætning, at
støtten ydes personer inden for en videre kreds, der er i økonomisk trang.
Almennyttige formål foreligger, såfremt støtten kommer en vis videre kreds
til gode, og såfremt formålet ud fra en almindeligt fremherskende opfattelse
kan karakteriseres som nyttigt. Blandt sådanne almennyttige formål kan nævnes
sociale, kunstneriske og andre kulturelle formål, miljømæssige,
videnskabelige, - herunder forskningsmæssige eller sygdomsbekæmpende -
humanitære, undervisningsmæssige, religiøse eller nationale øjemed. Også
idrætsforeninger og dyreværnsorganisationer vil kunne anses for almennyttige.
Derimod vil organisationer, der varetager politiske, økonomiske eller
erhvervsmæssige interesser, ikke kunne anses for almennyttige. Bidrag til
sådanne organisationer vil derfor kun kunne fradrages, hvis der er tale om en
driftsomkostning, jfr. bl.a. LL § 13, eller om en vedtægtsmæssig uddeling,
der er skattepligtig for modtager, jfr. FBL § 4, stk.2.
Det er i almindelighed uden betydning for spørgsmålet, om et formål kan
anses for almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt om det udøves her
i landet eller i udlandet. Det er dog et ufravigeligt krav, at
administrationen af de midler, der kommer formålet til gode finder sted her i
landet. Ligger beslutningen om, hvilke formål midlerne fra en dansk
registreret fond skal tjene, i en udenlandsk organisation, kan uddelingen
ikke anses for ydet til et almenvelgørende eller almennyttigt formål.
En fond, der efter sin fundats var forpligtet til at erhverve og
bevare et bestemt slot, kunne fradrage udgifter hertil som en almenvelgørende
eller på anden måde almennyttig uddeling. Skat 1988.10.619 (SD).
5.2.3.2. Andre vedtægtsmæssige uddelinger
Fonde kan i henhold til FBL § 4, stk.2, foretage fradrag for uddelinger
til fyldestgørelse af andre vedtægtsmæssige formål end almenvelgørende eller
på anden måde almennyttige.
Det er en betingelse for fradrag, at modtageren af uddelingen er
skattepligtig heraf. Skattepligten kan følge af KL §§ 1 og 2, SSL §§ 1 og 2
eller FBL § 1, nr.1, 2 og 4. Til godtgørelse af at modtageren er
skattepligtig af uddelingen kræves ingen særlig dokumentation.
Afgørende er, om uddelingen indgår ved opgørelsen af modtagerens
skattepligtige indkomst, og ikke om der konkret bliver tale om beskatning.
Skattepligt hos modtager anses tillige at foreligge i tilfælde, hvor en for
modtager skattefri ydelse medfører bortfald af en fradragsberettiget udgift.
En intern uddeling kan ikke begrunde fradragsret i henhold til FBL 34,
stk.2, idet fradrag efter denne bestemmelse forudsætter skattepligt hos
modtageren. Skat 1988.10.619 (SD).
5.2.4. Hensættelser til almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt
formål
Efter FBL § 4, stk.3, kan fonde i den efter FBL § 3 opgjorte indkomst
foretage fradrag for hensættelser til opfyldelse af et eller flere konkrete
almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål. Vedrørende begrebet
almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt, se afsnit SC 5.2.3.1. Det
skal bemærkes, at fradrag for hensættelse efter FBL § 4, stk.3, foretages
under iagttagelse af prioriteringsreglen i FBL § 6, se nærmere i afsnit SC
5.2.6.
For at en hensættelse kan anses for konkretiseret må det kræves, at der
foretages en rimelig detaljeret gengivelse af, til hvilket nærmere beskrevet
formål hensættelsen finder sted, samt hvorledes dette formål agtes
realiseret. En hensættelse til sikring af uddelinger i overensstemmelse med
fundatsens bestemmelse eller til eksempelvis humanitære eller
forskningsmæssige formål opfylder ikke betingelserne for fradragsret.
Bekendtgørelse nr.802 af 1.dec. 1986 indeholder nærmere regler om
regnskabsmæssige krav m.v. til hensættelse efter FBL § 4, stk.3.
Hensættelserne skal fremgå af selvangivelsen for indkomståret, hvorfor det
er tilstrækkeligt, at hensættelsen er foretaget inden fristen for indgivelse
af selvangivelse.
Afkast af hensatte beløb medregnes ved opgørelsen af fondens
skattepligtige indkomst, og anses ikke for hensat, medmindre andet er bestemt
i overensstemmelse med ovennævnte regler.
Der stilles ingen særlige placeringskrav til hensættelserne. Senere
foretagne hensættelser kan benyttes før tidligere foretagne.
Hensættelsen skal i sin helhed være anvendt til det almenvelgørende eller
på anden måde almennyttige formål inden 5 år efter udløbet af
hensættelsesåret, jfr. FBL § 4, stk.4. Der kan dog dispenseres herfra efter
reglerne i FBL § 4, stk.6 og 7, se nedenfor. Er der ikke meddelt dispensation
og overskrides 5-årsfristen foretages en efterbeskatning efter reglerne i FBL
§ 4, stk.5, jfr. § 8 i bkg. nr.802 af 1.dec. 1986.
Medfører prioriteringsreglen i FBL § 6, at fradraget efter FBL § 4, stk.3,
begrænses helt eller delvis, foretages ingen efterbeskatning for den del af
hensættelsen, der ikke medførte fradragsret.
Indkomst, der efter SSL § 3, stk.3, er blevet fritaget for beskatning i
indkomståret 1986 eller tidligere indkomstår, kan ikke tillige fradrages i
det år, hvori uddeling finder sted.
Efter FBL § 22 skal henlæggelser foretaget efter SSL § 3, stk.3, jfr.
stk.2, være fuldt ud benyttet til et almenvelgørende eller på anden måde
almennyttigt formål inden 5 år efter udløbet af det indkomstår, der ligger
til grund for skatteansættelsen for overgangsskatteåret. Efterbeskatning i
tilfælde, hvor beløbet ikke er anvendt inden 5-års periodens udløb, finder
sted efter FBL § 4, stk.5. Dette gælder dog kun for perioden efter den
udvidede skattepligts ikrafttræden. I perioden forud herfor sker
efterbeskatning efter selskabsskattelovens regler.
Ifølge bkg. nr.802 af 1.dec. 1986 § 7, stk.2, anses henlæggelser efter FBL
§ 4, stk.3, for anvendt til det konkrete formål forud for hensættelser efter
SSL § 3, stk.3, med mindre der udtrykkeligt er truffet bestemmelse om det
modsatte.
5.2.4.1. Dispensation for konkretiseringskravet og 5-årsfristen
Efter FBL § 4, stk.7, kan fonde opnå dispensation for kravet om at
hensættelsen efter FBL § 4, stk.3, skal være konkretiseret. En dispensation
medfører tillige, at hensættelser kan indestå i en periode udover 5 år, jfr.
FBL § 4, stk.4. Ved dispensation skal dog fastsættes en frist for anvendelse
af de hensatte beløb på ikke over 15 år.
Ved § 1 i bkg. nr.802 af 1.dec. 1986 er ligningskommissionen, for
Københavns og Frederiksberg kommuners vedkommende dog de pågældende kommuners
skattedirektorat, bemyndiget til som 1.instans at træffe afgørelse efter FBL
§ 4, stk.7.
Det er en forudsætning for dispensation, at hensættelsen efter FBL § 4,
stk.3, foretages til fyldestgørelse af kulturelle formål. Dette kan være
tilfældet, hvis fonden selv driver kulturel virksomhed - f.eks.
museumsvirksomhed - eller at fonden støtter drift af og anskaffelser til
museer m.v. Støtte til kunstnere, til opførelse eller udstilling af
kulturelle frembringelser kan anses for formål, der berettiger til
dispensation efter FBL § 4, stk.7. Dispensation efter FBL § 4, stk.7, kan
meddeles forud for hensættelsen.
Hensættelserne skal opfylde samme regnskabsmæssige krav som hensættelser
efter FBL § 4, stk.3. Efterbeskatning i tilfælde, hvor hensættelserne er
anvendt til ikke-kulturelle formål eller ikke anvendt inden den udvidede
frists udløb, foretages efter reglerne i FBL § 4, stk.5, jfr. afsnit SC
5.2.4.
5.2.4.2. Særlige dispensationer for krav til hensættelse
Statsskattedirektoratet kan i henhold til FBL § 4, stk.6, i ganske særlige
tilfælde tillade, at hensættelsen anvendes efter udløbet af den i FBL § 4,
stk.4, nævnte frist eller anvendes til andre almenvelgørende eller på anden
måde almennyttige formål end de oprindelige fastsatte.
Statsskattedirektoratets afgørelse kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.
5.2.5. Konsolideringsfradrag
FBL § 5 indeholder regler, hvorefter fonde har mulighed for at foretage
fradrag i den skattepligtige indkomst for hensættelser til konsolidering af
fondsformuen.
I lighed med hvad der gælder for uddelinger og hensættelser efter FBL § 4,
kan fradrag efter FBL § 5 kun foretages under iagttagelse af
prioriteringsreglen i FBL § 6, jfr. afsnit SC 5.2.6.
Konsolideringsfradraget efter FBL § 5 er en ren regnskabsmæssig postering
til brug for indkomstopgørelsen. Der kræves ikke nogen faktisk hensættelse.
Skat 1988.4.235 (SKD).
5.2.5.1. Konsolideringsfradrag som følge af almennyttige uddelinger
I henhold til FBL § 5, stk.1, kan fonde i den efter FBL § 3 opgjorte
indkomst foretage fradrag for hensættelser på op til 25 pct. af de i
indkomståret foretagne uddelinger til almenvelgørende eller på anden måde
almennyttige formål efter FBL § 4, stk.1. Vedtægtsmæssige uddelinger efter
FBL § 4, stk.2, kvalificerer ikke til fradrag efter § 5, stk.1.
Hensættelser efter FBL § 4, stk.3, berettiger først til fradrag efter FBL
§ 5, stk.1, i det indkomstår, hvori hensættelsen er endeligt uddelt, se SC
5.2.3.
5.2.5.2. Konfirmerede fonde
Efter FBL § 5, stk.2, kan det tillades, at fonde foretager fradrag for
andre hensættelser, der sker i henhold til krav herom i kongelig konfirmeret
fundats, såfremt formålet med hensættelsen fremgår af fundatsen.
Ved § 1 i bkg. nr.802 af 1.dec. 1986 er ligningskommissionen, for
Københavns og Frederiksberg kommuners vedkommende dog de pågældende kommuners
skattedirektorater, bemyndiget til som 1.instans at træffe afgørelse efter
FBL § 5, stk.2.
Det er ikke tilstrækkeligt, at fundatsen hjemler mulighed for særlige
hensættelser til opsparing i større omfang. Hensættelsen skal have et særligt
kvalificeret formål, f.eks. nødvendig for som påkrævet i fundatsen, at
opretholde kontrollen over et aktieselskab. Ifølge FL § 29 og EFL § 40 findes
en vis regulering af fondes pligt til at foretage konsolidering.
Fondsmyndigheden kan derfor forudgående høres, før der træffes afgørelse
efter FBL § 5, stk.2.
Særligt fradrag efter FBL § 5, stk.2, kan ikke overstige det beløb, der
kræves hensat i henhold til fundatsen efter eventuelt fradrag efter FBL § 5,
stk.1. Fradrag efter FBL § 5, stk. 2, kan betinges af, at fonden afstår fra
at foretage hensættelser efter FBL § 5, stk.1.
5.2.6. Prioriteringsreglen
Det fremgår af FBL § 6, at fonden alene kan foretage fradrag for
uddelinger og hensættelser efter FBL §§ 4 og 5 i det omfang de nævnte
uddelinger og hensættelser overstiger bundfradraget efter FBL § 3, stk.2, og
skattefrit datterselskabsudbytte, jfr. FBL § 10. Det er alene fradrag efter
FBL §§ 4 og 5, der skal reduceres med de skattefrie indtægter. Fradrag for
driftsomkostninger og fremført underskud skal således ikke reduceres.
6. Registreringspligtige foreninger
Det følger af lovbekendtgørelse nr.514 af 26.aug. 1988, at foreninger, der
er registreringspligtige i henhold til lov om fonde og visse foreninger (FL)
er skattepligtige i henhold til FBL § 1, nr.2 og 3. FBL træder i kraft fra og
med indkomståret 1987. Vedrørende grænsedragningen mellem
arbejdsmarkedssammenslutninger, FBL § 1, nr.3, og andre registreringspligtige
foreninger, FBL § 1, nr.2, se afsnit SA 1.8.
Indkomstskatten udgør 50 pct. af skattepligtig indkomst, jfr. FBL § 11,
stk.1, og SSL's regler om ligning, selvangivelse og opkrævning finder
anvendelse, jfr. FBL § 15, stk.1, se dog FBL § 15, stk.2. Reglerne i SSL §
17, stk.2, 3 og 4 finder tilsvarende anvendelse på foreninger omfattet af
FBL, jfr. § 11, stk.2.
Indkomstopgørelsen foretages under eet. En negativ erhvervsmæssig indkomst
fradrages i eventuel anden positiv indkomst, der resterer efter bundfradrag.
Vedrørende driftsomkostninger, afskrivninger og underskudsfremførsel, se
tillige afsnit SC 5.1.1.-3.
FBL indeholder i §§ 16-21 en række regler, der finder anvendelse ved
overgang til beskatning efter lovens regler, se nærmere Skattedepartementets
cirkulære af 28.nov. 1986, pkt.46-58.
6.1. Brancheforeninger m.v
Ifølge FBL § 3, stk.1, opgøres den skattepligtige indkomst for
registreringspligtige foreninger omfattet af FBL § 1, nr.2, efter
skattelovgivningens almindelige for indregistrerede aktieselskaber gældende
regler med de undtagelser, der følger af FBL § 3, stk.2, samt §§ 4-6.
I FBL § 10 findes regler svarende til SSL § 13, stk.1, nr.2, og § 13,
stk.3, om skattefrit datterselskabsudbytte. Skattegodtgørelse for udbytte,
der er skattepligtigt, gives efter reglerne i FBL § 12. Skattegodtgørelse
ydes selv om udbytte rent faktisk ikke bliver beskattet, f.eks. som følge af
bundfradraget.
6.1.1. Bundfradrag
Bundfradrag foretages efter samme regler som for fonde, se nærmere afsnit
SC 5.2.1, dog således, at fradraget udgør 200.000 kr., jfr. FBL § 3, stk.2.
6.1.2. Gaver
De særlige regler om dispensation for beskatning af gaver i FBL § 3,
stk.2-4, gælder ikke for foreninger. Brancheforeninger m.v. er således
skattepligtige af gaver.
6.1.3. Uddelinger
Brancheforeninger m.v. omfattet af FBL § 1, nr.2, kan som fonde foretage
fradrag for almenvelgørende eller på anden måde almennyttige og andre
vedtægtsmæssige uddelinger, jfr. FBL § 4, stk.1 og 2. Se nærmere i afsnit SC
5.2.3.
6.1.4. Hensættelser til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige
formål
De i FBL § 1, nr.2 nævnte foreninger kan foretage fradrag for hensættelser
til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål efter samme
regler som fonde, jfr. FBL § 4, stk.3. Se afsnit SC 5.2.4.
Foreninger har dog ikke mulighed for at opnå dispensation efter FBL § 4,
stk.7.
FBL § 4, stk.6, hvorefter Statsskattedirektoratet kan give særlig
dispensation gælder også for registreringspligtige foreninger, jfr. afsnit SC
5.2.4.2.
6.1.5. Konsolideringsfradrag
Foreninger som nævnt i FBL § 1, nr.2, kan i den efter FBL § 3 opgjorte
indkomst foretage fradrag for hensættelser til konsolidering af
foreningsformuen, jfr. FBL § 5, stk.3.
Fradraget kan højst udgøre en andel af foreningsformuen svarende til en
procentvis stigning i reguleringspristallet, se nærmere i SD-cirk.1988-33.
Foreningsformuen opgøres efter skattelovgivningens almindelige regler,
jfr. FBL § 5, stk.4. Værdiansættelsen sker på grundlag af aktivernes og
gældens formueskattepligtige værdi. Afgørende er foreningsformuen ved årets
begyndelse.
6.1.6. Prioriteringsregel
I lighed med hvad gælder for fonde kan foreninger omfattet af FBL § 1,
nr.2, i henhold til FBL § 6 alene foretage fradrag efter FBL §§ 4-5 i det
omfang de nævnte uddelinger og hensættelser overstiger bundfradraget efter
FBL § 3, stk.2, og skattefrit datterselskabsudbytte, jfr. FBL § 10.
6.2. Arbejdsmarkedssammenslutninger
For de i FBL § 1, nr.3, omhandlede foreninger gælder reglerne i FBL §§ 8
og 9, jfr. FBL § 3, stk.5.
Ifølge FBL § 8, stk.1, medregnes indkomst ved erhvervsmæssig virksomhed
ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for foreninger omfattet af FBL
§ 1, nr.3.
Desuden medregnes renteindtægter og udbytteindtægter efter LL § 16 A. LL §
16 B finder tilsvarende anvendelse på disse foreninger. Endvidere medregnes
indkomst opgjort efter LOSI, ABL, KGL samt skattegodtgørelse efter FBL § 12.
Skattegodtgørelse ydes selv om udbyttet rent faktisk ikke bliver beskattet
som følge af bundfradraget.
Gaver, løbende ydelser og kontingenter medregnes derimod ikke ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Om kontingentindtægter se dog
tillige SDcirk. 1989-2.
I øvrigt opgøres den skattepligtige indkomst efter skattelovgivningens
almindelige regler for indregistrerede aktieselskaber med de undtagelser, der
følger af FBL § 8, stk.2 og 3, og § 9.
6.2.1. Driftsomkostninger
Driftsomkostninger kan kun fradrages, såfremt de vedrører indtægter, der
er skattepligtige, jfr. FBL § 8, stk.2, 1.pkt. Vejledende ved afgørelsen af,
om en driftsomkostning vedrører en skattepligtig indkomst, er princippet bag
SSL § 9, stk.1. Udgifter, der både vedrører erhvervelsen af skattepligtige og
skattefrie indtægter, skal i mangel på andre holdepunkter fordeles efter
forholdet mellem den skattepligtige og skattefrie indtægt. Tilsvarende gælder
ved blandet benyttelse af afskrivningsberettigede aktiver. Overstiger
udgiften i et år indtægten fra virksomheden, kan underskuddet fradrages i den
øvrige skattepligtige indkomst opgjort efter § 8. Imidlertid vil udgifter ved
visse aktiviteter, der må anses for at være af erhvervsmæssig art, på trods
heraf ikke kunne fradrages ved indkomstopgørelsen, fordi aktiviteten skal
henføres til den skattemæssigt uvedkommende del af foreningens virke. En
arbejdsmarkedssammenslutning vil ofte drive eksempelvis undervisnings,
forlags-, informations- eller konsulentvirksomhed. I det omfang sådanne
aktiviteter i overvejende grad stilles til rådighed for sammenslutningens
medlemmer, vil aktiviteten som hovedregel være underskudsgivende. Et sådant
underskud vil i almindelighed ikke kunne fradrages ved indkomstopgørelsen,
medmindre underskuddet må anses for enkeltstående, idet driften må anses for
erhvervsmæssigt anlagt.
6.2.2. Renteudgifter
Renteudgifter kan fradrages uanset om disse vedrører erhvervelsen af ikke
skattepligtige indtægter, jfr. FBL § 8, stk.2, 2.pkt.
6.2.3. Bundfradrag
Indkomst ved erhvervsmæssig virksomhed beskattes fuldt ud. Den øvrige
skattepligtige indkomst beskattes alene i det omfang den overstiger 200.000
kr. inden fradrag efter FBL § 9, jfr. FBL § 8, stk.3. Om principperne for
beregning af bundfradrag, se afsnit SC 5.2.1.
6.2.4. Uddelinger og hensættelser
Arbejdsmarkedssammenslutninger kan foretage fradrag for uddelinger og
hensættelser til almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt formål,
efter reglerne i FBL § 4, stk.1 og 3, jfr. § 9, stk.1, se nærmere afsnit SC
5.2.3.1 og SC 5.2.4. Foreninger omfattet af FBL § 1, nr.3, kan opnå
dispensation efter FBL § 4, stk.6, men derimod ikke efter FBL § 4, stk.7,
jfr. § 9, stk.1.
6.2.5. Konsolideringsfradrag
Konsolideringsfradrag gives efter samme regler som for andre
registreringspligtige foreninger omfattet af FBL § 1, nr.2, se FBL § 5,
stk.3, samt § 9, stk.1, jfr. afsnit SC 6.1.5.
Ansvarlig indskudskapital i helejede datterselskaber indgik i
grundlaget for beregning af konsolideringsfradrag for en
arbejdsmarkedssammenslutning. Skat 1988.10.617 (SD).
6.2.6. Prioriteringsregel
Den særlige regel i FBL § 6 finder også anvendelse for foreninger omfattet
af FBL § 1, nr.3, jfr. § 9, stk.2, jfr. afsnit SC 6.1.6. Dette gælder dog
ikke for kontingentindtægter m.v., se nærmere Skd.cirk. nr.133 af 28.nov.
1986, pkt.37.
7. Institutter m.v.
Ved lov nr.145 af 19.marts 1986 er en række nærmere bestemte institutter
m.v. gjort skattepligtige efter FBL § 1, nr.4. Loven har virkning fra og med
indkomståret 1987, jfr. FBL § 23. Vedrørende afgrænsningen af hvilke
insitutter, der er omfattet af FBL § 1, nr.4, se afsnit SA 1.10. FBL
indeholder i §§ 16-21 en række regler, der finder anvendelse ved overgang til
beskatning efter lovens regler, se nærmere i Skd.cirk. nr.133 af 28.nov.
1986, pkt.46-58.
Den skattepligtige indkomst for institutter m.v. omfattet af FBL § 1,
nr.4, opgøres efter skattelovgivningens almindelige for indregistrerede
aktieselskaber gældende regler, jfr. FBL § 3, stk.1, med de undtagelser, der
følger af FBL § 3, stk.2, og § 7.
Indkomstskatten udgør 50 pct. af skattepligtig indkomst, jfr. FBL § 11,
stk.1, og selskabsskattelovens regler om ligning, selvangivelse og opkrævning
finder anvendelse, jfr. FBL § 15, stk.1. I FBL § 10 findes regler svarende
til SSL § 13, stk.1, nr.2, og § 13, stk.3, om skattefrit
datterselskabsudbytte. Skattegodtgørelse for udbytte, der er skattepligtigt,
gives efter reglerne i FBL § 12. Reglerne i SSL § 17, stk.2, 3 og 44, finder
tilsvarende anvendelse på institutter m.v. omfattet af FBL.
Ved opgørelse af skattepligtig indkomst foretages et bundfradrag på 25.000
kr. i ikke-erhvervsmæssig indkomst, jfr. FBL § 3, stk.2, se nærmere i afsnit
SC 5.2.1. Det skal bemærkes, at de særlige regler om dispensation for
beskatning af gaver i FBL § 3, stk.3 og 4, fradrag for uddelinger og
hensættelser i FBL § 4, og konsolideringsfradrag i FBL § 5 ikke gælder for
institutter m.v. omfattet af FBL § 1, nr.4.
Institutter m.v. kan derimod efter FBL § 7, stk.1, foretage fradrag for
hensættelser til fyldestgørelse af de minimumskrav til reserver, der er
fastsat i den særlige lovgivning, der regulerer de pågældende institutter,
eller som er fastsat i vedtægter, der er godkendt af en offentlig
tilsynsførende myndighed, se Skd.cirk. nr.133 af 28.nov. 1986, pkt.38.
De fradragsberettigede udgifter vil især bestå af renter af cirkulerende
obligationer. Institutioner m.v. kan foretage fradrag for driftsomkostninger
og foretage skattemæssige afskrivninger efter de almindelige regler herom.
Endelig kan indskuds- og andelsudbetalinger fradrages.
Efter FBL § 7, stk.2, kan institutter m.v. endvidere i den efter § 3
opgjorte indkomst fradrage hensættelser til en restgældsreguleringsfond, jfr.
§ 23 g, stk.1, i lov om realkreditinstitutter og § 4 b i lov om
finansieringsinstitut for landbrug m.v. Tilsvarende kan Finansieringsfonden
af 1963 fradrage beløb, der indskydes i en restgældsreguleringsfond.
Låntagernes indskud og bidrag til fonden og indbetalinger fra
Finansieringsfonden af 1963 til fonden samt afkastet af fondens midler skal
ikke medregnes ved opgørelsen af instituttets skattepligtige indkomst opgjort
efter § 3.
8. Beskatning på grundlag af særlig beregnet indkomst
For indkøbsforeninger samt produktions- og salgsforeninger, jfr. foran
under SA 1.4.2. og SA 1.4.4., opgøres den skattepligtige indkomst på grundlag
af foreningernes positive formue. Dette gælder også hovedforeninger omfattet
af SSL § 1, stk.2, 2.pkt.
Ved formueopgørelsen, som lægges til grund for indkomstopgørelsen, skal
der, jfr. SSL § 16, stk.1, som hovedregel anvendes skattelovgivningens
almindelige regler, d.v.s. SL §§ 12-14, LL § 18 A bortset fra stk. 1, 2.pkt.,
LL § 18 B, stk.1, og samme lovs §§ 18 C, 19, 20, 21 og 21 A. Om beskatning af
kooperative virksomheder, se i øvrigt Skd.cirk. af 7.nov. 1988, pkt.59-52.
Dividende, efterbetaling og bonus, der på den efter regnskabsårets udløb
afholdte generalforsamling fordeles til medlemmerne, kan fratrækkes ved
formueopgørelsen.
SSL § 16, stk.3, indeholder desuden en regel, der afviger fra de
almindelige formueopgørelsesregler. Efter bestemmelsen skal en
indkøbsforening eller en produktions- og salgsforening ikke til formuen
medregne sit indestående på andelskonto eller reserver i en anden forening,
der skal opgøre den skattepligtige indkomst på grundlag af en
formueopgørelse, jfr. SSL §§ 14 og 15.
De beløb, der således kan holdes uden for medlemsforeningens
formueopgørelse, er ikke alene beløb, der er tegnet eller indbetalt som
ansvarlig kapital, men også reserver, der er henlagt af foreningens overskud,
som ansvarlig for foreningens forpligtelser.
Den omtalte regel medfører, at beløb af den nævnte art kun indgår i
formuen eet sted, nemlig i den forening, hvor de er posteret som egenkapital.
Andre indeståender skal behandles efter de sædvanlige regler for
formueopgørelse. Således skal varetilgodehavender og lign. medregnes som
aktiv i kreditorforeningen og kan fradrages af debitorforeningen.
Det samme gælder indestående på driftsfonds- eller driftslånskonti og
lign., når medlemsforeningen i henhold til vedtægterne i den forening, hvori
kontiene er oprettet, er kreditor for indeståendet. Indskud på andelskonto
el. lign. i andre foreninger end de her omtalte skal ligeledes medregnes til
formuen hos medlemsforeningen.
I en kendelse fra Landsskatteretten er det afgjort, at en kooperativ
forening, der havde modtaget tilskud fra Den Europæiske Udviklings- og
Garantifond for Landbruget, ikke kunne fradrage nogen del heraf ved
formueopgørelsen, da LL § 27 C (nu § 27B, stk.1) ikke finder anvendelse for
kooperative foreninger, og der heller ikke i skattelovgivningens almindelige
regler om formueopgørelse er hjemmel for fradraget, lsr 1981.93.
8.2. Indkøbsforeninger
8.2.1. Procentindkomsten
Indkøbsforeninger er skattepligtige i henhold til SSL § 1, stk.1, nr.3 a.
På grundlag af den opgjorte formue, jfr. SC 8.1, beregnes indkomsten på
følgende måde, jfr. SSL § 14 samt Skd. cirk. af 7.nov. 1988, pkt.60.
Hvis formuen opgøres til et negativt beløb, ansættes indkomsten til 0.
Er formuen positiv, og foreningen i indkomståret udelukkende har haft
omsætning med medlemmer, udgør indkomsten 4 pct. af den opgjorte formue.
Har foreningen i indkomståret derimod haft omsætning med såvel medlemmer
som ikke-medlemmer, udgør indkomsten 6 pct. af så stor en del af formuen, som
svarer til forholdet mellem årets omsætning med ikke-medlemmer og årets
samlede omsætning og 4 pct. af resten af formuen. Under SA 1.4.2. er omtalt
grænsen for omsætning med ikke-medlemmer, uden at foreningen mister sin
skattemæssige stilling som indkøbsforening.
En indkøbsforenings opkøb hos medlemmer henregnes til omsætningen med
medlemmer.
Hvis indkomstperioden har været længere eller kortere end 12 mdr.,
forhøjes eller nedsættes de i § 14, stk.2 og 3, nævnte procentsatser
tilsvarende. I praksis kan man dog opnå samme resultat ved at anvende de
anførte procenter, men forhøje eller nedsætte det fremkomne resultat i
forhold til regnskabsperiodens længde.
8.2.2. Særlig indkomst Investeringsfond
Indkøbsforeninger er ikke omfattet af lov om særlig indkomstskat m.v.,
jfr. denne lovs § 13, ligesom foreningerne ikke med skattemæssig virkning kan
henlægge til investeringsfonds, jfr. investeringsfondslovens § 2.
8.2.3. Skattegodtgørelse
Indkøbsforeninger, der modtager udbytte fra et selskab, som er omfattet af
SSL § 1, stk.1, nr.1 og 2, er ikke berettiget til skattegodtgørelse efter SSL
§ 17 A, jfr. Skd.cirk. af 7.nov. 1988, pkt.75 og Skd.50.185.
8.3. Produktions- og salgsforeninger
Produktions- og salgsforeninger er skattepligtige i henhold til SSL § 1,
stk.1, nr.4. Deres skattepligtige indkomst er sammensat af 2 led, nemlig af
en indkomst, der beregnes som en vis procent af formuen, og af en indkomst
ved detailsalg m.v., som opgøres på grundlag af sædvanligt driftsregnskab.
8.3.1. Procentindkomsten
På grundlag af den opgjorte formue, jfr. SC 8.1, beregnes indkomsten på
følgende måde, jfr. SSL § 15 og Skd.cirk. af 7.nov. 1988, pkt.61 og 62.
Opgøres formuen til et negativt beløb, ansættes denne del af indkomsten
til 0.
Hvis formuen er positiv, og foreningen i indkomståret ikke har foretaget
opkøb af råvarer (produkter til videre forarbejdning) hos andre end
medlemmer, eller opkøbet af råvarer hos ikke-medlemmer ikke overstiger 3 pct.
af foreningens samlede opkøb (råvarer og færdigvarer), udgør indkomsten 4
pct. af den opgjorte formue. Har foreningen i indkomståret derimod foretaget
opkøb af råvarer hos ikke-medlemmer på mere end 3 pct., udgør indkomsten 6
pct. af en så stor del af formuen, som svarer til forholdet mellem opkøbet af
råvarer hos ikke-medlemmer og det samlede opkøb af råvarer og færdigvarer, og
4 pct. af resten af formuen. Se under SA 1.4.4. om grænsen for opkøb af
råvarer hos ikke-medlemmer, uden at foreningens skattemæssige stilling som
produktions- og salgsforening ændres.
En forening indkøbte udelukkende salgsklare produkter fra såvel medlemmer
som ikke-medlemmer. Den måtte anses for en salgsforening, hvor alle indkøbte
varer var råvarer i relation til indkomstopgørelsen.
Hvis indkomstperioden har været længere eller kortere end 12 mdr.,
forhøjes eller nedsættes de i SSL § 15, stk.2 og 3, nævnte procentsatser
tilsvarende.
8.3.2. Detailsalg
Foreninger, som driver detailsalg fra butik, vogn eller på anden måde,
skal desuden medregne overskud ved dette salg til indkomsten, jfr. SSL § 15,
stk. 5. Overskuddet opgøres efter skattelovgivningens almindelige regler,
jfr. SSL § 8, stk.1, det vil sige på grundlag af sædvanligt driftsregnskab.
Underskud ved detailsalgsvirksomhed skal primært fratrækkes i samme års
indtægt beregnet på grundlag af formuen. Underskud, som ikke kan fratrækkes
på denne måde, overføres til fradrag i de efterfølgende skatteår efter samme
regler som angivet i LL § 15.
Detailsalgsindkomsten medregnes med den faktiske indkomst i perioden uden
hensyn til dennes længde.
8.3.3. Særlig indkomst. Investeringsfond
Produktions- og salgsforeninger er ikke omfattet af lov om særlig
indkomstskat m.v., jfr. denne lovs § 13, ligesom foreningerne ikke med
skattemæssig virkning kan henlægge til investeringsfonds, jfr.
investeringsfondslovens § 2.
8.3.4. Skattegodtgørelse
Produktions- og salgsforeninger, der modtager udbytte fra et selskab, som
er omfattet af SSL § 1, stk.1, nr.1 og 2, er ikke berettiget til
skattegodtgørelse efter SSL § 17 A, jfr. Skd.cirk. af 7.nov. 1988,
pkt.75 og Skd.50.185.
9. Skattepligtig indkomst begrænset til visse indtægtsarter
9.1. Foreninger m.v. hjemmehørende her i landet
Foreninger, stiftelser og korporationer m.v., der er skattepligtige i
henhold til SSL § 1, stk.1, nr. 6, se SA 1.7.1., er subjektivt fuldt
skattepligtige, men skattepligten indtræder kun, hvis foreningen m.v.
objektivt set har indtægter, der falder ind under skattepligten, d.v.s.
indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed, jfr. lsr.1977.6. Når skattepligten
herefter er indtrådt, er foreningen pligtig til at selvangive sin
skattepligtige indkomst, uanset om den erhvervsmæssige virksomhed giver
underskud, og selv om dette forhold må antages at være af længere varighed.
Om disse foreninger m.v. se også Skd.cirk. af 7.nov. 1988, pkt.52-54.
Når en hidtil skattefri forening påbegynder erhvervsmæssig virksomhed,
skal den som anført under SB 1.1. selvangive sin indkomst første gang for det
skatteår, som følger umiddelbart efter udløbet af den regnskabsperiode, hvori
den erhvervsmæssige virksomhed er påbegyndt.
Har foreningen ejet fast ejendom og driftsmidler forud for påbegyndelsen
af den erhvervsmæssige virksomhed, og overgår disse aktiver til anvendelse i
denne virksomhed, kan der foretages afskrivninger herpå efter
skattelovgivningens almindelige regler. Driftsmidler, der efter reglerne i AL
medregnes i saldoværdien, indgår i denne i overgangsåret med deres
handelsværdi, jfr. princippet i AL § 32. Dette gælder også for de af AL § 3,
stk.1, og 2, omfattede driftsmidler (med levealder under 3 år eller med en
anskaffelsessum på 4.500 kr. eller derunder), som er anskaffet af foreningen
før skattepligtens indtræden, og som overgår til anvendelse i den
erhvervsmæssige virksomhed. Foreningen kan således ikke vælge at fradrage
handelsværdien i overgangsåret.
Afskrivning - Aktiver anskaffet før 1.1.1982
Afskrivning efter AL på bygninger og på installationer, der er anskaffet
af foreningen før 1.jan. 1982, foretages årligt med procentdele af den fulde
afskrivningsberettigede anskaffelsessum, men summen af de årlige
skattemæssige afskrivninger kan dog ikke overstige anskaffelsessummen med
fradrag af de normalafskrivninger, som foreningen kunne have foretaget i
årene forud for overgangsåret, såfremt skattemæssige afskrivninger på
bygningen eller installationen kunne have været foretaget fra anskaffelsen,
jfr. princippet i § 3 i ændringslov nr. 183 af 31. maj 1968 til AL og
Skd.cirk. nr. 167 af 9. juli 1968, pkt.54.
Aktiver anskaffet efter 1.1.1982
Afskrivning efter AL på bygninger og på installationer, der er anskaffet
af foreningen efter 1.januar 1982, foretages årligt med procentdele af den
fulde afskrivningsberettigede anskaffelsessum, men summen af de anvendte
afskrivningsprocenter kan ikke overstige 100 minus summen af de
normalafskrivningsprocenter, som foreningen kunne have anvendt i årene forud
for overgangsåret, se G.6.
9.1.1. Erhvervsmæssig virksomhed (afgrænsning af begrebet)
Ved bedømmelsen af, om der foreligger erhvervsmæssig virksomhed, er det
uden betydning, om virksomheden er tilrettelagt sådan, at der med denne
tilsigtes et overskud, jfr. Skd.19.7. Skattepligten er alene knyttet til
arten af den virksomhed, der udøves.
Spekulationsavancer kan ikke anses for erhvervsmæssig virksomhed og derfor
ikke skattepligtige for de her omhandlede foreninger.
Indkomst, der hidrører fra leverance til medlemmer, anses dog ikke for
indvundet ved erhvervsmæssig virksomhed, jfr. SSL § 1, stk.4. Dette gælder
også leverancer til medlemmer af en indkøbsforening, der organisatorisk
opfylder betingelserne for skattepligt efter SSL § 1, stk.1, nr.3a, men hvis
skattepligt omfattes af SSL § 1, stk.1, nr.6, fordi medlemskredsen alene
består af koncernforbundne selskaber, jfr. Skd.50.179. Når foreningen kun
leverer til disse medlemmer, vil den således ikke have erhvervsmæssig
indkomst.
Det er kun indkomst ved leverance til medlemmerne, der holdes uden for
foreningens erhvervsmæssige virksomhed, derimod er indtægter, som foreningen
indtjener ved salg til ikke-medlemmer af produkter, som foreningens medlemmer
sælger til foreningen, omfattet af skattepligten.
Det er desuden kun leverancer til foreningens egne medlemmer, der ikke
betragtes som erhvervsmæssig virksomhed. Hvis foreningen derfor har indtægt
ved leverancer til medlemsforeningers medlemmer, er denne indtægt
indkomstskattepligtig for foreningen.
Efter SSL § 1, stk. 3, betragtes indtægt ved næringsvirksomhed eller anden
forretningsvirksomhed samt overskudsandel fra en erhvervsvirksomhed, der ikke
drives af foreningen selv, som erhvervsmæssig indtægt for foreningen.
Begrebet »erhvervsmæssig« omfatter principielt driften af alle
virksomheder, der kan indbringe en fortjeneste, se således U.f.R. 1971.78,
hvor en forening blev anset for skattepligtig af afgifter, den modtog for at
repræsentere ikke-medlemmer. I lsr. 1967.95 blev en forening anset for
skattepligtig af indtægt fra ikke-medlemmers annoncer i medlemsbladet, se SC
9.1.7. Endvidere er en forening anset skattepligtig efter et næringssynspunkt
af fortjeneste ved salg af nogle parcelhuse, som foreningen selv opførte med
videresalg for øje, R.R. 1965, SM 44 (SKD).
En vognmandsforening indgik transportkontrakter med kunderne, hvorefter
foreningen skaffede vognmænd til de enkelte opgaver. Vognmændene udskrev
derefter regning til foreningen, ligesom betaling for opgaverne indgik
direkte til denne, der herefter fordelte de enkelte beløb efter de enkelte
vognmænds regninger med fradrag af 6% til dækning af foreningens
omkomstninger. Skattedepartementet fandt, at foreningen drev erhvervsmæssig
virksomhed omfattet af SSL § 1, stk.3, jfr. stk.1, nr.6, samt at der ikke var
tale om leverancer til medlemmerne, Skd.71.680. Se hertil Landsskatterettens
kendelse af 2.april 1987 (Skat 1987.7.516). Kendelsen er indbragt for
domstolene.
Indtægter ved ande- og bingospil ved arrangementer for medlemmer af den
arrangerende forening og medlemmernes nærmeste pårørende betragtes ikke som
indvundet ved erhvervsmæssig virksomhed og er derfor ikke skattepligtig,
Skd.67.385.
Hvis en forening mod betaling påtager sig en opgave, som skal udføres af
dens medlemmer, f.eks. omdeling af telefonbøger, er foreningen skattepligtig
af indtægterne, hvis det er den, som har indgået aftalen og modtager
betalingen. Medlemmerne skal derimod ikke beskattes, medmindre de modtager
vederlag fra foreningen for deres arbejde.
En gensidig forsikringsforening, som var omfattet af SSL § 1, stk.1, nr.
6, ansås ikke skattepligtig af indtægter hidrørende fra tegning af gensidige
forsikringer, hvorimod provisionsindtægter og overskudsandele fra samarbejdet
med et forsikringsselskab, som havde dækningsrisikoen, ansås for indtægt ved
erhvervsmæssig virksomhed. Disse provisionsindtægter m.v. ansås ikke som
vederlag for foreningens arbejde for medlemmerne, hvorfor SSL § 1, stk. 4,
ikke kunne finde anvendelse, Skd.71.679.
En sammenslutning af rejsedeltagerne ansås for en forening og ikke som en
selvejende institution. Rejseforeningens overskud ved arrangementet af
medlemmernes fællesrejser ansås for indtægt hidrørende fra omsætning fra
medlemmerne og derfor skattefri i medfør af SSL § 1, stk.4, Skat 1985.8.219
(LSR).
FDM's provisionsindtægter ved formidling af salg af bl.a. selskabsrejser
fra et rejsebureau til foreningens medlemmer ansås som indvundet ved
leverance til medlemmerne og derfor omfattet af SSL § 1, stk.4. Det lagdes
til grund, at FDM udover salgsbestræbelser havde ydet medlemmerne en særlig
aktiv vejledning og service. Det kunne ikke tillægges betydning, at
provisionen ikke var betalt af medlemmerne, ØLD af 14.10.1985. Skat
1985.11.307.
9.1.2. Overskudsandele
Hvis en forening m.v. har fået tillagt en andel i overskuddet af en
erhvervsvirksomhed, som foreningen ikke selv driver, er dette overskud
omfattet af skattepligten.
Det er uden betydning, på hvilken baggrund foreningen har fået tillagt
overskudsandelen, men det er derimod afgørende for beskatningen, at andelen
beregnes på grundlag af virksomhedens nettooverskud. En indtægtsandel, der
beregnes på grundlag af omsætning, arbejdsløn, formue el.lign. medfører ikke
skattepligt. Endvidere er det en forudsætning, at den virksomhed, der yder
overskudsandelen, selv er indkomstskattepligtig af overskuddet, jfr. lsr.
1978.202.
Ifølge SSL § 1, stk. 3, sidste punktum, gælder skattepligten ikke hjælpe-
og understøttelsesfonds for de i en virksomhed ansatte eller deres pårørende,
selv om fonden har andel i virksomhedens nettooverskud.
9.1.3. Fast ejendom
Foreninger m.v. er desuden skattepligtige, når de har indtægt ved drift,
udlejning eller bortforpagtning af fast ejendom. Udlejning af lokaler til
foreningsmedlemmer er ikke omfattet af skattepligten, idet denne udlejning
betragtes som leverance til medlemmer, se SSL § 1, stk. 4.
Såfremt der i ejendommen findes lokaler, som foreninger anvender til eget
ikke-erhvervsmæssig brug (mødelokaler, administrationslokaler) eller til hele
eller delvise friboliger, er den hertil svarende lejeværdi heller ikke
omfattet af skattepligten.
En ejerforening ansås ikke for skattepligtig af lejeværdien af en
ejerlejlighed, som foreningen ejer, og som bliver benyttet til
viceværtslejlighed, da viceværtslejligheden skal tjene ejendommens
administration.
9.1.4. Aktieudbytte
Udbytte af aktier og anparter m.v. skal kun medregnes til foreningens
skattepligtige indkomst, hvis foreningen besidder de pågældende værdipapirer
i næringsøjemed. I så fald er der knyttet skattegodtgørelse til udbyttet.
Ved besiddelse af aktier m.v. uden for næringsvirksomhed hører udbyttet
ikke til foreningens erhvervsmæssige indtægt, og der er ikke knyttet
skattegodtgørelse til dette udbytte. Endvidere er det i bekendtgørelse nr.
677 af 4.nov. 1988, § 38, nr.3, bestemt, at de udbyttegivende selskaber ikke
skal indeholde udbytteskat af sådant udbytte, når foreningen kan forevise et
udbyttefrikort. Dette udstedes af ligningsmyndigheden på foreningens
hjemsted. Om udbyttefrikort i øvrigt, se SD-cirk. 1978-28.
9.1.5. Renteindtægter
Ej heller renteindtægt af obligationer, pantebreve og lign. værdipapirer
henregnes til erhvervsmæssig indtægt. Dog skal obligationsrenter medregnes
til den skattepligtige indkomst, når de har direkte tilknytning til den
erhvervsmæssige virksomhed, jfr. lsr. 1971.109.
Renter af bankindestående er normalt heller ikke skattepligtigt for
foreningen, men i det omfang disse indeståender eller rentebærende aktiver i
øvrigt bruges som driftskapital i en erhvervsvirksomhed, skal også sådanne
renter medregnes ved indkomstopgørelsen, jfr. ØLD af 15. april 1969
(Skd.10.165).
Lsr.1983.153 omhandlede spørgsmålet om et andelsselskab med begrænset
ansvar, der var skattepligtigt i henhold til SSL § 1, stk.1, nr.6, var
indkomstskattepligtigt af renteindtægter fra sparekassekonto og renter af
pante- og gældsbrev, der var dets eneste indtægter. Selskabets formål var
bl.a. at finansiere erhvervsvirksomheder og beboelsesejendomme i
lokalsamfund, og et eventuelt overskud skulle anvendes til fremme af
selskabets formål, eventuelt til almennyttige eller velgørende formål. Retten
fandt ikke, at selskabet var skattepligtigt af de omhandlede renteindtægter.
En forening, hvis formål var at hjælpe og bistå vurderingsmænd ansat i en
kreditforening samt at formidle vurderingsarbejde til medlemmerne, fik hos
kreditforeningen et rentefrit lån på 1,5 mill. kr., hvilket beløb blev
anvendt dels til dækning af diverse omkostninger i forbindelse med
stiftelsen, dels indsat i bank og anbragt i værdipapirer. Da de oppebårne
renter og udbytter således ikke hidrørte fra erhvervsmæssigt drevet
virksomhed, ansås disse ikke for skattepligtige for foreningen, lsr.1985.42.
En forenings indestående på indskudskonto for investeringsfond har en så
nær tilknytning til erhvervet, at renter af indeståendet hører til
erhvervsindtægten. Derimod skal renter af indskud i Grundejernes
Investeringsfond ikke medregnes til en forenings indkomst, da bindingsbeløbet
tilhører indskyderen og derfor ikke kan henføres til ejendommens
driftskapital, jfr. lsr. 1972.8.
Lsr.1982.76 omhandlede en forening, hvis medlemmer var ansat i en større
offentlig virksomhed, og som havde til formål at varetage medlemmernes
interesser over for et bestemt forsikringsselskab. Medlemmerne tegnede deres
forsikringer i dette selskab gennem foreningen, og efter aftale med selskabet
udførte foreningen forskellige administrative opgaver for dette. Selskabet
godtgjorde foreningen derfor enten med et fast beløb pr. forsikring eller i
form af provision. Retten fandt, at foreningen drev erhvervsmæssig
virksomhed, og at dens indeståender på anfordringskonto og postgiro måtte
anses for driftskapital, således at renterne heraf var skattepligtige.
9.1.6. Ikke-erhvervsmæssige indtægter
Skattefrie, ikke-erhvervsmæssige indtægter består hovedsagelig af beløb,
som tilflyder en forening m.v., uden at denne skal udfolde nogen væsentlig
aktivitet for at oppebære den. Som typiske indtægter af denne art kan nævnes
kontingenter, gaver og tilskud. Et sponsortilskud til en idrætsforening blev
ikke anset for skattepligtig indkomst for foreningen, da beløbet ikke tilgik
en erhvervsmæssig virksomhed. Betingelsen om kommunikation og rådgivning, som
fulgte sponsortilskuddet, måtte blot betragtes som et forhold, der reducerede
værdien af den gave, der blev ydet. For tilskuddenes vedkommende er det uden
betydning, om de ydes af offentlige eller private midler, se i øvrigt
Skd.65.156.
9.1.7. Fradragsberettigede udgifter
Efter bestemmelsen i SSL § 9, stk. 1, kan foreninger m.v. ved opgørelsen
af den skattepligtige indkomst kun fratrække de udgifter, som vedrører de
indtægtskilder, der skal medregnes i den skattepligtige indkomst. Desuden
skal udgifterne være fradragsberettigede efter skattelovgivningens
almindelige regler, d.v.s. statsskatteloven, ligningsloven, afskrivningsloven
m.v. I lsr.1977.6 er det afgjort, at udgifter til byggelånsrenter og
ejendomsskatter i byggeperioden kunne fradrages, selv om der ikke i de
pågældende indkomstår var oppebåret lejeindtægter, idet ejendommen skulle
anvendes erhvervsmæssigt.
Driftsudgifter, der opfylder betingelserne for fradrag efter de
almindelige skatteregler, og som alene vedrører erhvervsindtægten, kan
umiddelbart indgå i indkomstopgørelsen. Omvendt skal udgiftsposter holdes
uden for opgørelsen af den skattepligtige indkomst, hvis de enten ikke er
fradragsberettigede i almindelighed, eller hvis de ikke har tilknytning til
erhvervet. Således lsr. 1967.7, hvor en forening, der havde påtaget sig en
løbende forpligtelse, ikke kunne fratrække ydelsen i indkomstopgørelsen, selv
om den opfyldte betingelserne for fradrag efter LL § 14, stk. 2 (nu § 12,
stk.2), da forpligtelsen ikke vedrørte den skattepligtige indkomstkilde. Der
er ej heller fradragsret for gaver i henhold til LL § 8 A.
I de fleste foreninger med både skattepligtige og skattefrie
bruttoindtægter vil der være udgiftsposter, som ikke entydigt kan henføres
til erhvervsindtægten og heller ikke entydigt er erhvervsindtægten
uvedkommende. Til brug ved indkomstopgørelsen må der ske en opdeling af
sådanne udgiftsposter således, at den del, som vedrører erhvervsindtægten,
udskilles til fradrag ved indkomstopgørelsen. Opdelingen må foretages efter
et skøn, som for den enkelte forening medfører et rimeligt resultat. Der kan
ikke opstilles generelle regler for skønnet, men for visse kategorier af
erhvervsvirksomhed har der i praksis udviklet sig retningslinier for skønnet.
I foreninger, som foretager indkøb af varer til levering både til
medlemmer og ikke-medlemmer, vil den del af fællesomkostningerne, der
vedrører leverancer til ikke-medlemmer, som oftest kunne udregnes efter
forholdet mellem bruttoindtægten for disse leverancer og den samlede
bruttoindtægt ved leverancer til medlemmer og ikke-medlemmer.
En ikke offentliggjort LSR-kendelse af 21.december 1982 vedrørte en
forening, der ved opgørelsen af sit erhvervsmæssige overskud havde fratrukket
sine fællesomkostninger fuldt ud, idet disse omkostninger af foreningen blev
betragtet som alene tjenende omsætningen med ikke-medlemmer, medens de
omkostninger, som var afhængige af aktiviteten, var fradraget forholdsmæssigt
efter omsætningens fordeling på medlemmer og ikke-medlemmer. Retten udtalte,
at fællesomkostninger ligeledes måtte fordeles, og at opdelingen af den
fradragsberettigede omkostningsandel måtte ansættes skønsmæssigt, således at
den del af fællesomkostningerne, der vedrørte leverancer til ikke-medlemmer,
blev udregnet efter forholdet mellem bruttoindtægten for disse leverancer og
den samlede bruttoindtægt ved leverancer til medlemmer og ikke-medlemmer.
Det er dog en forudsætning for denne metode, at medlemmer betaler samme
pris for samme varer som ikke-medlemmer.
Ved drift af fast ejendom med udlejning af lejligheder såvel til medlemmer
som til ikke-medlemmer, vil udgifter til prioritetsrenter, ejendomsskatter,
forsikring og udvendig vedligeholdelse m.v. kunne fordeles på grundlag af de
oppebårne lejeindtægter, således at den del af udgifterne, som svarer til
forholdet mellem lejeindtægter fra ikke-medlemmer og de samlede
lejeindtægter, anses for udgifter, der vedrører erhvervet og dermed
fradragsberettigede. Det er også her en forudsætning for fordeling af
udgifter på grundlag af lejeindtægter, at disse udredes med samme beløb af
medlemmer og ikke-medlemmer for ensartede lejligheder. Ofte er denne
forudsætning ikke til stede i andelsboligforeninger, hvor boligbidrag fra
medlemmerne afviger væsentligt i størrelse fra huslejer, som udredes af
ikke-medlemmer for tilsvarende lejligheder. Det er derfor nødvendigt, hvis
man vil benytte indtægterne som fordelingsgrundlag, at reducere eller forøge
boligbidragene fra medlemmerne til beløb, som kunne være opnået som leje for
lejlighederne ved udleje til ikke-medlemmer. Fordelingen kan dog også
foretages på et andet grundlag, f.eks. på grundlag af lejlighedens areal. En
sådan arealmæssig fordeling kan dog ikke anvendes, hvis ejendommen omfatter
både beboelseslejligheder, butikker og andre erhvervslokaler samt garager.
I lsr. 1967.94 og 95, hvor foreninger blev anset for skattepligtige af
annonceindtægter i medlemsbladet fra ikke-medlemmer, blev det fastslået, at
det ikke var muligt at udskille visse af de med bladets fremstilling
forbundne udgifter som særligt vedrørende disse annonceindtægter, og samtlige
udgifter ved bladets drift kunne derfor fratrækkes ved opgørelsen af
overskuddet fra bladet, men der kunne dog ikke derved fremkomme en
skattepligtig indkomst lavere end 0.
9.1.8. Særlig indkomst
Foreninger m.v. svarer ikke særlig indkomstskat, men deres særlige
indkomst - opgjort efter reglerne i lov om særlig indkomstskat - medregnes
ved opgørelsen af deres skattepligtige almindelige indkomst. Ved afståelse
før 1.juli 1982 af fast ejendom, hvor avancen skal beskattes som særlig
indkomst, jfr. LOSI § 2, stk.1, nr.13, skal fortjenesten opgjort efter
reglerne i LOSI § 7 A, forhøjes med 100 pct. Ved afståelser, der sker den
1.juli 1982 eller senere, forhøjes den efter reglerne i EBL opgjorte
fortjeneste med 25 pct., jfr. lovens § 6, stk.3. Der skal dog af disse
foreninger kun medregnes særlig indkomst vedrørende formuegoder, der har
tilknytning til den indkomstskattepligtige virksomhed, jfr. LOSI § 13.
Når et formuegode har haft tilknytning til den indkomstskattepligtige
virksomhed, medregnes den skattemæssige fortjeneste eller tab ved
indkomstopgørelsen efter skattelovgivningens almindelige regler, uanset om
bruttoindtægten ved virksomheden har været beskeden, eller driften
skattemæssigt har givet underskud i hele besiddelsestiden.
Såfremt formuegodet har haft tilknytning til såvel den skattepligtige som
til den skattefrie virksomhed, skal hele den skattemæssige avance eller hele
det skattemæssige tab påvirke indkomsten. Hvis formuegodet er en samlet
enhed, f.eks. en fast ejendom, og det kan godtgøres, at kun en nærmere
bestemt fysisk del har haft tilknytning til erhvervsvirksomheden, er det dog
kun den på denne del faldende fortjeneste, der kommer til beskatning som
særlig indkomst. Således vil f.eks. en andelsboligforening kun blive
beskattet af fortjeneste ved lejlighedernes salg som ejerlejligheder, for så
vidt angår lejligheder, der har været udlejet til ikke-andelshavere.
Fortjeneste ved salg af andelslejligheder, der kun har været udlejet til
andelshavere, omfattes ikke af beskatningen, selv om salget sker til
ikke-andelshavere.
9.1.9. Særlige fradrag for udlodninger eller henlæggelse til
almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål Udlodninger
Foruden driftsomkostninger kan foreninger m.v. foretage fradrag for
udlodninger til fyldestgørelse af vedtægtsmæssige formål, der kan anses for
almenvelgørende eller på anden måde almennyttige, jfr. SSL § 3, stk.2.
Tilsvarende fradragsret ydes for beløb der henlægges til sikring af eller til
senere anvendelse til sådanne formål, jfr. SSL § 3, stk.3.
Fradrag efter SSL § 3, stk.2 og 3, vil i almindelighed forudsætte, at der
i vedtægterne er eller optages en bestemmelse om, hvorledes der skal
forholdes med foreningens m.v. midler i tilfælde af dens opløsning, idet det
må være sikret, at midlerne i så fald går til formål, der kan godkendes som
almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt.
Hvor foreningen m.v. ved siden af erhvervsmæssig indkomst har andre
ikke-erhvervsmæssige indkomstkilder, anses disse ikke-erhvervsmæssige
indkomster for udloddet først. Foreninger m.v. vil derfor kun kunne foretage
fradrag for regnskabsårets udlodninger til kvalificerede formål i det omfang,
udlodningerne overstiger regnskabsårets ikke-erhvervsmæssige indkomster.
Vurderingen af, om der foreligger almenvelgørende eller på anden måde
almennyttige formål skal foretages i overensstemmelse med administrationen af
begreberne under det tidligere fritagelsessystem samt LL § 8 A og
arveafgiftslovens § 3, stk.4.
Se også SC 5.2.3.1.
Henlæggelser
Foreninger m.v. kan foretage fradrag for henlæggelser til sikring af eller
til senere anvendelse til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige
formål, jfr. SSL § 3, stk.3.
Om almennyttebegrebet og kravene til vedtægterne, se ovenfor.
Formålet med fradragsretten for hensættelser er at give foreninger m.v.
mulighed for uden beskatning at opspare med henblik på senere at realisere et
almennyttigt eller almenvelgørende projekt.
Anvendes beløbene til andre end de almenvelgørende eller på anden måde
almennyttige formål, skal beløbene med tillæg på 25 pct. medregnes ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori de
anvendes. Har foreningens øvrige indkomst været negativ, beskattes beløbene
med tillæg med den for det pågældende skatteår gældende skatteprocent.
Der gælder ingen individualiseringskrav til de beløb, der henlægges, for
de foreninger m.v., der er fritaget for selvangivelsespligt, som nævnt under
SA 3.2.
Selvangivelsespligtige foreninger m.v. skal derimod foretage en
individualisering af hensættelserne.
Se nærmere Skd.cirk. af 7.nov. 1988, pkt.55 og 56.
9.2. Udenlandske selskaber og foreninger
Når udenlandske selskaber og foreninger, jfr. SA 2, er skattepligtige her
til landet, er den objektive skattepligt begrænset til de indtægter, der
begrunder skattepligten, jfr. SSL § 2, stk.2, jfr. stk.1. I denne indkomst
kan der kun fratrækkes udgifter i det omfang, de vedrører de skattepligtige
indtægter, jfr. SSL § 9, stk.1.
For indkomstopgørelse gælder i vidt omfang samme regler, som er anført
ovenfor under SC 9 om her i landet hjemmehørende foreninger m.v., for så vidt
angår deres indtægt ved skattepligtig virksomhed.
Når udenlandske selskaber og foreninger skal medregne alle indtægter af
deres skattepligtige aktiviteter her i landet, vil de regnskabsmæssige
udgifter herved normalt have en sådan tilknytning til indtægtserhvervelsen,
at der ikke er behov for en opdeling af udgifterne i en skattepligtig og
skattefri del i samme omfang som nævnt ovenfor vedrørende danske foreninger.
Indtægterne for her i landet skattepligtige udenlandske selskaber og
foreninger kan ofte være vanskelige at udskille fra selskabernes globale
virksomhed, og selskaberne kan være interesserede i at tilpasse indtægterne
efter beskatningsforholdene i de berørte lande. I SSL § 12, stk. 2, jfr.
stk.1, er der givet bestemmelser, som åbner adgang for ligningsmyndighederne
til at imødegå dette. Der henvises herom til SD 3.
Til brug ved indkomstopgørelsen for udenlandske forsikringsselskabers
forsikringsvirksomhed her i landet er der i SSL § 12, stk. 3, givet specielle
regler. Se herom SC 1.3.2.2.
9.2.1. Flere indtægtsarter samtidig
Et udenlandsk selskab m.v., der er skattepligtigt for så vidt angår flere
af de i bestemmelserne i SSL § 2, stk.1, litra a, b og f, nævnte
indtægtskilder, skal foretage en samlet opgørelse af disse indtægter. Er
indkomsten fra den ene af indtægtskilderne negativ, skal den bringes til
fradrag i en positiv indkomst fra andre kilder. Den kan således ikke valgfrit
overføres som underskud til efterfølgende indkomstår efter LL § 15.
9.2.2. Udbytte fra danske selskaber
Udenlandske selskaber og foreninger er i henhold til SSL § 2, stk. 1,
litra c, skattepligtige her i landet, i det omfang de oppebærer
udbytteindtægter, i hvilke der i henhold til KL § 65 skal foretages
indeholdelse af udbytteskat.
Udbytteindtægter, som er omfattet af LL § 16 A, stk.1, og
afståelsessummer, som er omfattet af LL § 16 B, stk.2 eller 5, medfører
ligeledes begrænset skattepligt.
Der henvises til skd.cirk. af 7.nov. 1988, pkt.17.
Skattepligten for ovenstående indkomstkilder er endeligt opfyldt ved den
af det danske selskab indeholdte udbytteskat på 30 pct. jfr. KL § 65 eller
ved indeholdelse af den skat, som skal betales i medfør af KL § 65A stk.2 på
30 pct. Udbyttet m.v. skal således ikke tillægges andre indtægter, hvoraf
selskabet måtte være skattepligtig, ligesom eventuel negativ indkomst fra
andre indkomstkilder, der måtte begrunde en begrænset skattepligt for det
pågældende selskab, ikke kan bringes til fradrag i aktieudbyttet m.v.
Der henvises til skd.cirk. af 7.nov. 1988, pkt.67.
9.2.3. Skattegodtgørelse
Udenlandske selskaber og foreninger m.v., som i henhold til en med en
fremmed stat, Færøerne eller Grønland indgået dobbeltbeskatningsoverenskomst
oppebærer skattegodtgørelse som nævnt i SSL § 17 A knyttet til de under SC
9.2.2 omhandlede udbytteindtægter, skal i henhold til SSL § 2, stk.1 d, jfr.
KL § 65 A svare en skat på 30 pct. heraf, se skd.cirk. af 7.nov. 1988,
pkt.18.
Skattepligten er endeligt opfyldt ved den således erlagte skat.
9.2.4. Arbejdsudleje
Udenlandske selskaber og foreninger m.v., som oppebærer indkomst her fra
landet, der i medfør af KL § 43, stk.2, litra h, skulle henregnes til
A-indkomst, hvis den udbetaltes til en person, skal i henhold til SSL § 2,
stk.1 e, jfr. KL § 65 B svare en skat på 30 pct. af den omhandlede
bruttoindtægt.
Bestemmelsen omfatter vederlag i penge samt i forbindelse hermed ydet fri
kost og logi til personer, der for selskabets regning stilles til rådighed
for at udføre arbejde her i landet.
Skattepligten er endeligt opfyldt ved skattens indeholdelse.
9.2.5. Konsulenthonorar
Udenlandske selskaber og foreninger m.v., som oppebærer indkomst som
rådgiver, konsulent eller anden medhjælp for virksomhed her i landet, er
skattepligtig til Danmark jfr. SSL § 2 stk.1 f.
Skattepligten er dog betinget af, at en person der er eller har været
skattepligtig her i landet i medfør af KL § 1 nr. 1 har direkte eller
indirekte del i ledelsen af, kontrollen med eller kapitalen i det udenlandske
selskab m.v., og at personen inden for de seneste 5 år forud for ophøret af
den fulde skattepligt har haft direkte eller indirekte del i ledelsen af,
kontrollen med eller kapitalen i den virksomhed her i landet, der udreder
vederlaget.
Der henvises til skd.cirk. af 7.nov. 1988, pkt.20.
9.2.6. Royalty
Udenlandske selskaber og foreninger m.v. er skattepligtig her i landet i
medfør af SSL § 2 stk. 1g, når de oppebærer royalty hidrørende fra kilder her
i landet jfr. KL § 65C stk.4.
Royaltyindtægten omfattet af bestemmelsen beskattes med en bruttoskat på
30 pct., som med virkning fra 1.januar 1988 opkræves ved indeholdelse.
Der henvises til skd.cirk. af 7.nov. 1988, pkt.21.
Lignende dokumenter
- SELSKABSBESKATNING 1989 AFSNIT SC - OBJEKTIV SKATTEPLIGT Retsinformation · 5. februar 2008
- SELSKABSBESKATNING 1988 AFSNIT SB - SKATTEPLIGTENS INDTRÆDEN OG OPHØR, HERUNDER STIFTELSE OG OPLØSNING AF AKTIE- OG ANPARTSSELSKABER Retsinformation · 5. februar 2008
- SELSKABSBESKATNING 1989 AFSNIT SB - SKATTEPLIGTENS INDTRÆDEN OG OPHØR, HERUNDER STIFTELSE OG OPLØSNING AF AKTIE- OG ANPARTSSELSKABER Retsinformation · 5. februar 2008
- SELSKABSBESKATNING 1985 AFSNIT SD - SÆRLIGT OM STIFTELSE OG OPLØSNING AF AKTIE- OG ANPARTSSELSKABER Retsinformation · 5. februar 2008
- SELSKABSBESKATNING 1987 AFSNIT SD - SÆRLIGT OM STIFTELSE OG OPLØSNING AF AKTIE- OG ANPARTSSELSKABER Retsinformation · 5. februar 2008
- SELSKABSBESKATNING 1986 AFSNIT SD - SÆRLIGT OM STIFTELSE OG OPLØSNING AF AKTIE- OG ANPARTSSELSKABER Retsinformation · 5. februar 2008