Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 60/2002

KEN nr 9394 af 14/08/2002Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet22. august 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.

60/2002

En kvinde [K] har ved advokat Simon Eilrich klaget til

Pressenævnet over en artikel bragt i Ude og Hjemme den 15. maj 2002,

idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.

Af artiklen med overskriften " [K]s søn

døde på Skive Kaserne: [A] BLEV SVIGTET" fremgik

følgende:

"Vi forstår ikke, at det kan lade sig

gøre, at en ung mand ligger død på sit værelse i to

døgn, uden at nogen fatter mistanke om, at der er noget galt? Det er

frustrerende at tænke på, at [A] kunne have været i live i

dag, hvis nogen havde grebet ind.

[K], 45, ryster opgivende på hovedet. Sammen med sin

samlever, [C], 53, og sin søn, [B], 26, sidder de i hjemmet i Herning

og forsøger at forstå den grusomme besked, de fik sent om

aftenen den 28. april.

[K]s søn og [B] lillebror, [A] på 19, var

tidligere søndag aften blevet fundet død under bruseren i sit

badeværelse på Skive Kaserne.

[A] var tilbageholdt på kasernen som straf for at

have sovet på en vagt, og ifølge kasernens egne regler skulle

han henvende sig i hovedvagten fire gange i døgnet. Til trods for at

han udeblev otte gange og sidst mødte op fredag aften kl. 22.00,

reagerede ingen.

Obersten på tv

Det har nu fået familien til at anklage kasernen for

ligegyldighed og for at have tilsidesat deres egne procedurer, der siger, at

hvis en soldat ikke melder sig i vagten på de aftalte tidspunkter, skal

man forsøge at finde ham. Kasernen reagerede heller ikke på en

Læs alt

bekymret telefonopringning fra [K].

- Jeg talte med [A] sidste gang fredag aften på hans

mobil. Han sad og hyggede sig med nogle kammerater over et spil kort og var

som sædvanlig i godt humør. Hele lørdagen og indtil

søndag eftermiddag ringede jeg utallige gange til ham, men han svarede

ikke. Da jeg ringede til vagten søndag eftermiddag og sagde, at der

måtte være noget galt, slog de det bare hen. De sagde, at han nok

havde forladt kasernen. De kunne da i det mindste have undersøgt, om

han var på sit værelse, siger [K], der føler, at hun efter

sin søns død kun har oplevet ligegyldighed fra kasernens side

og er blevet groft vildledt, når hun ringede til kasernens chef, oberst

Jens Christian Lund.

- Det var umuligt at få et klart svar. Hver gang jeg

talte med ham, fik jeg forskellige forklaringer på, hvad der var sket.

Det var meget frustrerende, fortæller [K].

To dage efter det tragiske dødsfald fik familien

endnu et chok, da de så obersten træde frem på tv.

- Nu vidste han pludselig alt om, hvad der var

foregået. Det er forkasteligt og sårer os meget, at han ikke

kontaktede os først. I stedet fik vi smidt i hovedet, at [A] var

død, fordi han i kedsomhed havde spist for mange piller. Men han

udtaler sig mod bedre vidende. På det tidspunkt var [A] endnu ikke

blevet obduceret. Undersøgelserne er først færdige om et

par måneder, har vi fået at vide. I øjeblikket er min

søn den eneste, der ved, hvad der er sket. Og han er jo ikke i stand

til at forsvare sig, siger [K].

Familien er dybt sårede over, at man har taget

så afslappet på, at [A] ikke meldte sig i vagten.

Det havde taget den tid, det tager at låse hans

dør op, at tjekke om der var sket noget, siger [K], der midt i

familiens store sorg er taknemlig for den store medfølelse, de har

mødt fra alle sider.

Et smukt brev

De fleste af [A]s mange kammerater fra kasernen har

været forbi og kondoleret. Og til begravelsen den 3. maj i Fredens

Kirke i Herning var næsten 200 mennesker mødt op for at tage

afsked med den unge soldat. Flere har skrevet medfølende breve til

Et af dem er fra en af hans soldaterkammerater.

Han skriver, at jeg kan være stolt over at have en

søn som [A]. Han var en god soldat og en enestående kammerat.

Det varmer helt ind i hjertet, siger [K].

Familien har nu besluttet at alliere sig med en advokat,

der kan hjælpe dem med at udrede trådene om den tragiske

hændelse og måske få placeret et ansvar for den mangelfulde

kontrol med soldater, der har fået disiplinærstraffe.

- Vi ønsker, at Skive Kaserne tager deres

procedurer og direktiver op til overvejelse. Vi har altid været en

stærk familie, men det her kan vi ikke klare selv. Vi ved godt, at vi

ikke får [A] tilbage, men det er vigtigt for os, at reglerne bliver

strammet op, så andre familier ikke skal igennem det, vi i

øjeblikket gennemgår. Det skylder vi [A]. Han var en dejlig

dreng med livet foran sig. Det gør så ondt at tænke

på, at vi aldrig mere skal se ham. Han var altid så glad,

når han kom ind ad døren og råbte: "Hej, mor".

Sådan var vi vant til at se [A], og sådan vil vi altid huske ham,

siger [K]."

Artiklen var ledsaget af en række billeder af blandt

andet afdøde og dennes familie, ligesom artiklen indeholdt en rubrik,

hvor oberst Jens Kristian Lund kom til orde i forhold familiens

anklager.

Klageren har indledningsvis anført, at klagen skal

betragtes som en klage over den adfærd, der er udvist af artiklens

forfatter/indklagede i forbindelse med den pågældende

artikel.

Klageren har nærmere oplyst, at journalisten

opsøgte hende på hendes privatadresse den 5. maj 2002 om

eftermiddagen. Han præsenterede sig som freelance-journalist fra

Herning Folkeblad og oplyste, at bladet havde bedt ham skrive en artikel om

sønnens død. Klager var på det tidspunkt fortsat meget

chokeret over sønnens død og råbte til sin samlever, at

der var en journalist fra Herning Folkeblad ved døren, som gerne ville

tale med dem. Samleveren var således vidne til, at

freelancejournalisten præsenterede sig som udsendt af Herning

Folkeblad. Der foregik herefter en samtale mellem journalisten, klager og

klagers samlever. Der var enighed om at gennemføre interviewet, men

klager ønskede, at hendes søn var til stede, hvorfor det blev

aftalt at gennemføre interviewet på et senere tidspunkt. Det

blev videre aftalt, at klager ville få mulighed for at gennemlæse

artiklen, før denne ville blive sendt til "avisen", og at

hun ville kunne tilrette eller helt tilbagekalde artiklen. Journalisten kom

igen senere samme aften med en fotograf, og et længerevarende interview

blev gennemført.

Klageren har videre oplyst, at hun ikke fandt, at

journalistens adfærd var i overensstemmelse med, hvad hun havde

forventet af en journalist fra Herning Folkeblad, og kontaktede derfor avisen

den følgende formiddag. En medarbejder ved avisen oplyste, at

journalisten ikke arbejdede dér, men fandt ud af, at han ofte

arbejdede for indklagede. Journalisten kom tilbage med et udkast til en

artikel samme aften. Der opstod en ordveksling mellem parterne som

følge af, at han ikke havde præsenteret sig korrekt. Det

resulterede i, at journalisten tilbød at destruere det første

artikeludkast og lave en "ny" artikel, der var i fuld

overensstemmelse med klagers ønsker og intentioner. Det var hensigten,

at denne "nye" artikel skulle sendes til familiens gennemgang og

korrektur samt endelig godkendelse. Journalisten gjorde samtidig

opmærksom på, at han ønskede at overholde en intern

deadline den 13. maj 2002.

Klageren har endelig oplyst, at familien modtog et

artikeludkast onsdag den 8. maj 2002. Familien kunne på ingen

måde godkende indholdet af artiklen, hvorfor klager søndag den

12. maj 2002 meddelte journalisten, at hun ikke ønskede artiklen trykt

alt sammen i henhold til forudgående aftale. Under en

efterfølgende telefonsamtale den 13. maj 2002 meddelte journalisten

imidlertid, at artiklen ved en fejltagelse var blevet afsendt til indklagede

og ville optræde i bladets udgave onsdag den 15. maj 2002, hvilket

viste sig at holde stik. Ved efterfølgende henvendelse har klager

erfaret, at artiklen allerede blev indleveret af journalisten onsdag den 8.

maj 2002 og afsendt til trykkeriet.

Klageren har anført, at journalistens undladelse af

at have præsenteret sig som udsendt af indklagede og hans

efterfølgende undladelse af at korrigere "de interviewede" i

deres åbenbare vildfarelse af, at han kom fra dagbladet Herning

Folkeblad, er i strid med god presseskik.

Klageren har videre anført, at bladet har handlet i

strid med god presseskik, idet den pågældende journalist ikke

overholdte/respekterede den mellem ham og de interviewede forud

indgåede aftale om, at de interviewede havde ret til at se og eventuelt

rette eller tilbagekalde artiklen. Da artiklen allerede blev indleveret til

indklagede den 8. maj 2002 og afsendt til trykkeriet, må den logiske

konsekvens være, at journalisten aldrig har haft til hensigt at

overholde aftalen med klager, for så vidt angår hendes mulighed

for at rette og eventuelt tilbagekalde artiklen, idet hun fik den fremsendt

langt senere end bladets egentlige deadline.

Klageren har som bilag til klagen bl.a. fremlagt et brev

fra journalisten dateret den 13. maj 2002. Af brevet fremgår bl.a.:

"

Beklageligvis er der sket en fejl fra min side. Når

jeg har interviewet en familie med henblik på en artikel, sender jeg

altid et manuskript til redaktionen i København, så de kan

vælge de billeder ud, der passer til teksten. Det har jeg også

gjort i dette tilfælde med det resultat, at artiklen er blevet trykt.

Det vil sige, at artiklen er i Ude og Hjemme nu på onsdag den 15.

maj.

Jeg beklager dybt, at det er sket, inden I har nået

at godkende den. Men efter den snak [K] og jeg havde i telefonen

søndag aften, forstod jeg, at hun billigede indholdet, og at der ikke

var faktuelle fejl."

Klageren har endelig anført, at hun og hendes

søn afdødes bror ikke lagde mærke til, hvorfra

fotografen kom, idet de naturligvis ikke havde nogen indvendinger imod

hvilken assistance, journalisten valgte at bruge, når han var på

arbejde.

Bladet har anført, at journalisten har afvist, at

han nogensinde skulle have udgivet sig for andet, end det han er, nemlig en

freelancejournalist, der i denne sag var på opgave for Ude og Hjemme.

Såfremt journalisten under sit første besøg hos familien

ikke har præciseret, at han kom fra Ude og Hjemme, bekræfter

familien selv, at den i hvert fald under det andet besøg, da fotos

og interview blev lavet var klar over det.

Bladet har oplyst, at klager onsdag den 8. maj 2002 fik et

artikeludkast udleveret. Efter at have læst det, blev hun et par timer

senere kontaktet telefonisk og sagde da god for artiklen. Det var helt

naturligt, at det var hende, der godkendte artiklen, da det alene er hende,

der udtaler sig i den. Da artiklen telefonisk var godkendt, ringede

journalisten til artikelredaktøren og forklarede, at klager havde sagt

god for artiklen, hvorefter den blev sendt til trykkeriet samme dag.

Bladet har i samme forbindelse anført, at familien

har ret i, at når en journalist har lovet at sende en artikel til

godkendelse hos tre personer i tre eksemplarer, kan man ikke nøjes med

en telefonisk godkendelse fra den ene i dette tilfælde talsmanden.

Dette er blevet indskærpet over for den pågældende

journalist.

Bladet har fremlagt erklæringer fra journalisten bag

artiklen og den fotograf, der tog de ledsagende billeder. Fotografen har

bl.a. anført, at det efter hans opfattelse må have stået

familien klart, at han repræsenterede Ude og Hjemme, og har i den

forbindelse henvist til, at klager skulle have udtalt, at "det var

hendes blad", ligesom familien skulle have udtrykt sin utilfredshed med

Herning Folkeblads dækning af sønnens død. Af

journalistens erklæring fremgår, at det på intet tidspunkt

blev talt om en ret for klager eller dennes søn til at tilbagekalde

artiklen. Den eneste betingelse var, at den skulle til gennemlæsning og

godkendelse, inden den blev bragt.

Bladet har i det hele afvist at have handlet i strid med

god presseskik i forbindelse med den indklagede artikel.

I sagens behandling har følgende

nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen

og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet finder anledning til indledningsvis at

bemærke, at et medie er ansvarlig for al redaktionel tekst, der

offentliggøres i mediet, herunder artikler skrevet af

freelance-journalister.

Der foreligger for nævnet modstridende oplysninger

om, hvorvidt journalisten ved sin henvendelse til klager og hendes familie

på behørig vis gjorde dem opmærksom på, at han

repræsenterede Ude og Hjemme. Nævnet kan på dette grundlag

ikke afgøre, om journalisten ved sin adfærd og dermed bladet

har handlet i strid med god presseskik.

Ud fra sagens oplysninger lægger nævnet til

grund, at der blev indgået en aftale om, at familien skulle have

artiklen til gennemsyn og endelig godkendelse forud for

offentliggørelsen. Nævnet finder endvidere at kunne lægge

til grund, at familien ikke havde godkendt den endelige artikel, inden denne

blev sendt i trykken. Nævnet henviser i den forbindelse til

journalistens brev af 13. maj 2002 til familien, hvori han beklager det

passerede.

Nævnet finder herefter - uanset, om årsagen

til den manglende godkendelse beror på en fejlekspedition, og uanset at

der i øvrigt ikke er påvist faktiske fejl i artiklen , at

bladet har handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin

kritik.

I medfør af medieansvarslovens § 49

pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af Ude

og Hjemme at offentliggøre følgende:

"Kendelse fra Pressenævnet:

Den 15. maj 2002 bragte Ude og Hjemme en artikel om et

dødsfald på Skive Kaserne. Artiklen var bygget op om et

interview med den afdøde soldats mor, [K].

[K] har efterfølgende klaget til

Pressenævnet, idet hun finder, at bladet har handlet i strid med god

presseskik.

Ud fra sagens oplysninger lægger nævnet til

grund, at der blev indgået en aftale om, at familien skulle have

artiklen til gennemsyn og endelig godkendelse forud for

offentliggørelsen. Nævnet finder endvidere at kunne lægge

til grund, at familien ikke havde godkendt den endelige artikel, inden denne

blev sendt i trykken. Nævnet henviser i den forbindelse til

journalistens brev af 13. maj 2002 til familien, hvori han beklager det

passerede.

Nævnet finder herefter - uanset, om årsagen

til den manglende godkendelse beror på en fejlekspedition, og uanset at

der i øvrigt ikke er påvist faktiske fejl i artiklen , at

bladet har handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin

kritik.

København den 14. august 2002.

Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Kirsten

Dyregaard."

Afsagt den 14. august 2002.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter