Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 31/2001

KEN nr 12188 af 15/08/2001Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet12. september 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.

31/2001

Fængselsinspektør [K] har klaget til

Pressenævnet over en lederartikel bragt i B.T. den 9. januar 2001, idet

han mener, at god presseskik er tilsidesat. Udover den påklagede

lederartikel indeholdt bladet endvidere en artikel om de nærmere

omstændigheder i forbindelse med, at en indsat fra Statsfængslet

i Jyderup havde fået tilladelse til som led i en uddannelse at deltage

i to ekskursioner til udlandet.

Af lederartiklen med overskriften "Uansvarlig

fængselsinspektør" fremgår, at

"Det er dog en ualmindelig tåbelig måde

at styre et fængsel på, som inspektøren for

Statsfængslet i Jyderup i dag kan opvise. At give en indsat fange med

en dom på to år mulighed for fjorten dages fuld frihed på

skiferie er en meningsløs provokation over for den almindelige

retsopfattelse.

At forsøde et fængselsophold med så

luksuriøs en feriemulighed er tæt på at gøre

fængselsopholdet meningsløst.

Et moderne fængselsvæsen skal ikke

anlægges på, at de indsatte skal vantrives eller lide

unødigt under afsoningen.

Der kan også være god mening i at give

indsatte mulighed for at uddanne sig og dermed forbedre deres muligheder for

at leve et lovlydigt liv efter løsladelsen.

I sjældne tilfælde kan indsatte vel også

- som led i et vigtigt uddannelsesforløb - gives mulighed for en

udlandsrejse. Men helt særlige betingelser må være til

stede.

Læs alt

Det eksempel, B.T. kan berette om i dag, omhandler en

uddannelse, der ikke giver kompetence.

Det er en uddannelse, som driftige udbydere finder

på at tilbyde unge, der skal fordrive tiden, inden de kan blive optaget

på en eftertragtet uddannelse.

Kursusudbyderne har indlagt de attraktive skirejser som en

form for lokkemad til kurset. Man kan formentligt rejse

spørgsmålet, om den form for fornøjelsespræget,

ikke-kompetencegivende uddannelse overhovedet bør have de offentlige

tilskud, som daghøjskolestatus formentlig berettiger til.

Det ligner en ikke helt ukendt form for spekulation i

offentlige midler.

Men når de slet skjulte fornøjelsesrejser

bliver til præmier for indsatte, bliver situationen grotesk. Det burde

den ansvarlige, fængselsinspektør [K], helt klart kunne se.

For mennesker, der bliver ofre for forbrydelser, er den

form for letsindighed eller ligegyldighed med elementære

retfærdighedsprincipper dybt krænkende.

Man kan næppe fortænke en indsat i at

søge adgang til så behagelige afbrydelser fra det triste

fængselsliv. Men de ansvarlige myndigheder opfører sig

tåbeligt og destruktivt.

De ødelægger den tillid til retssystemet, der

er den allervigtigste forudsætning for, at det kan fungere, som det

skal."

I artiklen er der med fede typer indsat følgende

tekst:

"For mennesker, der bliver ofre for forbrydelser er

den form for letsindighed eller ligegyldighed med elementære

retfærdighedsprincipper dybt krænkende."

Klageren har anført, at lederen indeholder et langt

angreb på klagerens person med navns nævnelse. Bladet har med

indholdet af lederartiklen overtrådt straffelovens § 267, stk. 2, jf.

stk. 1, og punkt A.3 i de vejledende regler for god presseskik. Dels

indeholder artiklen både urigtige beskyldninger for

"uansvarlig" embedsførelse og ringeagtsytringer, nemlig

"ualmindelig tåbelig", "letsindig",

"ligegyldig" og "destruktiv". Dels har bladets

lederskribent langt fra undersøgt sagen så grundigt, som de

presseetiske regler kræver. Det fremgår oven i købet af

den øvrige reportage i bladet, at man ved henvendelse til Direktoratet

for Kriminalforsorgen - klagers overordnede myndighed - havde kunne få

bekræftet, at den i lederen kritiserede afgørelse var i

overensstemmelse med reglerne.

Klageren har nærmere anført, at lederens

overskrift "uansvarlig fængselsinspektør" udtrykker

kritik af en person og ikke af en praksis. Teksten indledes derefter med

ordene: "Det er dog en ualmindelig tåbelig måde at styre et

fængsel på, som inspektøren for Statsfængslet i

Jyderup i dag kan opvise". Dette er også en kritik af en person og

ikke gældende ret. Senere skriver lederskribenten, at situationen

bliver "grotesk", når de "slet skjulte

fornøjelsesrejser bliver til præmier for de indsatte", og

at "Det burde den ansvarlige, fængselsinspektør [K], helt

klart kunne se". Dette er også en kritik mod klagers person og

ikke mod gældende ret. Klager anser disse udsagn som beskyldninger, som

intet har med "frisprog" at gøre, der vil kunne anses for

berettiget i lederen.

Klageren har videre anført, at det er en

skærpende omstændighed, at krænkelserne optrådte i

bladets lederspalte, som må antages i særlig grad at være

udtryk for velovervejet tankevirksomhed hidrørende fra bladets

redaktionelle ledelse.

Klageren har herudover anført, at uanset hvor

spektakulær og tåbelig en myndighedsafgørelse kan tegne

sig i pressens øjne, må pressen respektere, at den besluttende

myndighed er bundet af det relevante retsgrundlag, herunder administrativ

praksis på området. I det foreliggende tilfælde var praksis

klar og utvetydig. Selv om lederskribenten ikke skulle vide dette, burde

oplysningerne fra Direktoratet for Kriminalforsorgen have givet et fingerpeg

herom. Hvis bladet havde undersøgt spørgsmålet

grundigere, ville bladet ikke have været i tvivl om, at klagers

afgørelse i juridisk forstand var den eneste rigtige. Herefter kunne

bladet i lederen have forholdt sig politisk til den gældende praksis.

Klageren har anført, at hans lederposition

angår ledelsesretten i forhold til personalet, og at han i relation til

gældende praksis i konkrete sager ikke har nogen ledende position i

"fængselsvæsnet", dvs. i Direktoratet for

Kriminalforsorgen, hvis ledende embedsmænd sammen med den politisk

ansvarlige minister fastlægger praksis. Klager har ikke klaget over, at

hans navn er nævnt i bladet, men at lederskribenten ved at nævne

klagers navn gør lederen til et personangreb og ikke en kritik af

gældende ret.

Klageren har desuden anført, at når en

praksis er klar og entydig - og har været det igennem 10 år, - er

denne praksis en så væsentlig og afgørende retskilde, at

den enkelte retsanvender må føle sig bundet heraf, hvorfor

klager ikke havde noget valg, når det lå fast, at ekskursionen

var væsentlig for uddannelsen. Det var i øvrigt slet ikke

vurderingen af ekskursionens "væsentlighed", som optog

bladets leder. Det var dels tilladelsen til den pågældende

uddannelse, som ikke var klagers afgørelse og dels selve ekskursionen,

som var genstand for kritik. Bladet sammenblander politik og jura. Selv om

klager eventuelt også selv havde samme opfattelse som bladet, kunne

klager naturligvis ikke træffe en afgørelse, der var stridende

mod praksis, dvs. gældende ret, på området. Det ville

være embedsmisbrug at træffe afgørelse efter egne

personlige holdninger i strid med gældende ret.

Klageren har endvidere anført, at han ikke mener,

at Pressenævnet skal afgøre spørgsmålet om

overtrædelse af straffelovens § 267, stk. 2, jf. stk. 1, men at dette

ikke betyder, at nævnet slet ikke kan "tage stilling" hertil.

Pressenævnet skal afgøre, om bladet har handlet i strid med god

presseskik og skal herunder tage stilling til, om lederen den 9. januar 2001

indeholdt oplysninger, som var skadelige, krænkende eller virkede

agtelsesforringende for nogen, jf. punkt A.3 i de vejledende regler for god

presseskik. Det må i den forbindelse ikke være uden interesse for

nævnet præjudicielt at tage stilling til, om lederens indhold har

rummet strafbare ærekrænkelser. Når man nærmer sig

området for strafbare ærekrænkelser, er der ikke

længere tale om "frisprog". I sag nr. 14/1999, som bladet

henviser til, var det ikke tilnærmelsesvis så grove udtryk, der

blev anvendt.

Klageren har yderligere anført, at han er enig i,

at der ikke er en pligt til at forelægge vurderende kritik for den, der

kritiseres, hvis det faktuelle grundlag for kritikken har været

forelagt. Det faktuelle grundlag for den kritik, der kom til udtryk i lederen

var mangelfuldt, blandt andet fordi det ikke havde været forelagt for

klager. Man havde forsøgt at få oplysninger om selve substansen

i sagen, men på grund af klagers tavshedspligt måtte klager

afstå fra at udtale sig herom. Det fremgår også klart af

reportagen, at klager ikke udtaler sig om "sagen", som bladet

anfører over for nævnet. Det må være vigtigt, at der

bag vurderinger som "uansvarlig fængselsinspektør" og

"ualmindelig tåbelig måde at styre et fængsel

på" også hører faktuelle oplysninger om, hvem der var

ansvarlig for de afgørelser, som blev kritiseret, og hvordan en

korrekt embedsførelse i en sådan sag burde være. Disse

oplysninger forsømte bladet at fremskaffe. Bladet skriver da

også flere gange i udtalelsen, at klager "må antages"

at være ansvarlig for afgørelsen.

Klageren har sammenfattende anført, at klager er

blevet betegnet som blandt andet " uansvarlig" og

"tåbelig" på grund af en afgørelse, som klager

ikke har truffet, nemlig tilladelsen til uddannelsen, og en korrekt

afgørelse, som klager traf ud fra en fast og langvarig praksis, nemlig

tilladelsen til ekskursionen. Selv om bladet på grund af

tavshedspligten ikke kunne få oplysninger om substansen i sagen, kunne

man godt have fået tilstrækkelige oplysninger om

afgørelseskompetencen og om gældende ret til, at man kunne have

givet kritikken den rigtige adresse - dvs. til dem, der er (politisk)

ansvarlig for gældende ret. Sådanne oplysninger indhentede man

imidlertid ikke i tilstrækkeligt omfang. Den ene oplysning, man fik af

Direktoratet for Kriminalforsorgen, valgte man at se bort fra, nemlig

bekræftelsen af, at der kunne gives tilladelse til ekskursioner -

også til udlandet.

Bladet har anført, at for så vidt angår

spørgsmålet om overtrædelse af straffelovens § 267, kan

Pressenævnet ikke tage stilling til dette forhold, jf.

medieansvarslovens § 43, stk. 1, nr. 1. Bladet finder ikke, at lederartiklen

udgør en overtrædelse af god presseskik eller er i strid med de

vejledende regler om god presseskik.

Bladet har videre anført, at man på baggrund

af en artikel i bladet samme dag om indsattes deltagelse i udlandsrejser i

lederartiklen har fremsat kritik af den gældende praksis og af den

konkrete afgørelse. Kritikken er rettet mod "de ansvarlige

myndigheder" samt mod klageren, som må antages at have truffet

eller være ansvarlig for den konkrete afgørelse.

Bladet har endvidere gjort gældende, at omtalen af

klageren må anses for berettiget. Den konkrete afgørelse, som

bladet kritiserer, må anses for truffet af klageren, der indtager en

ledende stilling i fængselsvæsenet. Personer, der indtager

betydelige offentlige poster, må generelt tåle offentlig omtale

og må også tåle at blive identificeret med de

afgørelser, de træffer. Bladet har i den forbindelse henvist til

nævnets afgørelse i sag nr. 44/2000.

Bladet har i relation til klagers tidligere henvisning til

en ca. 10 år gammel afgørelse fra Direktoratet for

Kriminalforsorgen samt til klagers oplysning om, at hans afgørelse er

i overensstemmelse med gældende ret, anført, at en

myndighedsperson ikke med henvisning til en ældre afgørelse i en

anden konkret sag kan fralægge sig ansvaret for senere

afgørelser. Det fremgår af klagers udtalelser til bladet, der

blev citeret i artiklen i bladet, at klager har indflydelse på, i

hvilke tilfælde der skal bevilges frihed. Vurderingen af, om en

udlandsrejse er et "væsentligt" eller

"nødvendigt" led i et studium, kan ikke være

nøje reguleret af retsregler, men må af den

pågældende myndighed vurderes i hvert enkelt tilfælde. Der

er derfor ikke tale om, at tilladelsen til den konkrete rejse, der omtales i

bladet, kan have været en nødvendig følge af de

retsregler, der gælder for klagers virke.

Bladet har desuden anført, at bladet ikke kan

være afskåret fra at fremsætte kritik af konkrete

tilfælde af myndighedsudøvelse, blot fordi myndighedernes

mulighed for at træffe en anden afgørelse kan være

begrænset. Bladet er ikke enig i - som anført af klageren - , at

det kun er berettiget at fremsætte kritik af en afgørelse, hvis

der på retligt grundlag kan påpeges mangler ved

afgørelsen. Pressens opgave er ikke at tage stilling til retlige

forhold, og det kan ikke være uberettiget for pressen at kritisere

afgørelser, der er i overensstemmelse med gældende ret. Bladet

har ikke i lederartiklen anført, at den konkrete afgørelse var

i strid med praksis - tværtimod er den konkrete sag udtrykkeligt omtalt

som et "eksempel".

Bladet har herudover gjort gældende, at den

fremsatte kritik ikke går længere end berettiget. Det må

tillægges betydning, at kritikken angår et forhold af betydelig

offentlig interesse - indsattes udgang fra fængslet - , og at

lederartiklen indeholder en afbalanceret gennemgang af og stillingtagen til

den generelle praksis og den konkrete sag. Lederartiklens emne er den

generelle praksis for indsattes udgang. Bladet er ikke enig i, at man i

lederartiklen - som anført af klager - "gik til angreb på

klager i stedet for at kritisere gældende ret."

Bladet har endvidere anført, at kritikken er

fremsat i en lederartikel, og at klager samme dag, som lederartiklen blev

bragt, er citeret for sin opfattelse af sagen i artiklen om den konkrete sag.

Lederartiklen adskiller sig ikke fra sædvanlige lederartikler, hvori

der ofte fremsættes kritik af offentlige myndigheder og

myndighedspersoners varetagelse af deres opgaver. Bladet har i den

forbindelse henvist til nævnets afgørelse i sag nr. 14/1999.

Bladet har herudover anført, at sprogbrugen i

lederartiklen er i overensstemmelse med sædvanlig og acceptabel

sprogbrug i artikler af denne art. Pressen er berettiget til at omtale sager

i en skærpet form og til at stille de omtalte forhold klart op. Den

konkrete udformning af en artikel er et redaktionelt skøn, som kun

mediet kan foretage.

Bladet har endvidere anført, at det er berettiget i

en lederartikel at omtale en myndigheds praksis eller en konkret

afgørelse på den måde, bladet har gjort. De udtryk, der

anvendes i lederartiklen, er alle forskellige udformninger af det synspunkt,

at den konkrete afgørelse om en indsats udgang fra fængslet og

den generelle praksis herom var uhensigtsmæssig og burde ændres.

Den skærpede sprogbrug i lederartiklen tager udelukkende sigte på

myndighedernes adfærd, herunder klagers varetagelse af hvervet som

fængselsinspektør, og vedrører således ikke en

persons private forhold.

Bladet har afslutningsvis anført, at man har

været i forbindelse med klager, og han er i artiklen om den konkrete

sag citeret for sit syn på sagen. Lederen indeholder ikke faktuelle

oplysninger, der kan være skadelige for klager, men indeholder en

vurdering og kritik af de fremkomne oplysninger om myndighedernes praksis,

herunder klagers afgørelse. Det er ikke efter reglerne om god

presseskik pligt til at forelægge vurderende bemærkninger af

denne karakter for den person, som bemærkningerne (blandt andet)

vedrører. Hvis en lederartikel indeholder faktuelle oplysninger eller

faktuelt baserede beskyldninger mod en person, kan der være krav om

forelæggelse for den pågældende, jf. nævnets kendelse

i sag nr. 16/1999. Dette er imidlertid ikke tilfældet i denne sag. Det

er endvidere ikke sædvanligt at forelægge denne form for kritik i

lederartikler for dem, kritikken vedrører.

I sagens behandling har følgende

nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Tage Clausen og

Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Det bemærkes indledningsvis, at nævnet ikke

har kompetence til at tage stilling til, om bladet i forhold til klager har

overtrådt straffelovens § 267.

Oplysninger, som kan være skadelige, krænkede

eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i

særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved

forelæggelse for den pågældende.

En lederartikel vil i sagens natur altid bestå af

mere vurderende, kommenterende og subjektive betragtninger end almindelige

artikler, og der må derfor indrømmes en høj grad af

frisprog i sådanne artikler.

Tre medlemmer - Axel Kierkegaard, Finn Rowold og Tage

Clausen - udtaler:

Vi finder under hensyntagen til ovennævnte, at

lederartiklen, - der ikke indeholder nye faktiske oplysninger i forhold til

en samme dag i bladet trykt artikel om samme sag, - ikke har et sådant

indhold, at bladet har tilsidesat god presseskik. Vi har i den forbindelse

tillige lagt vægt på, at klageren er citeret i den artikel, som

blev bragt samme dag som den påklagede lederartikel.

Et medlem - Kirsten Dyregaard - udtaler:

Jeg finder, at udsagnene i lederen omkring klagers person

og embedsførelse er af en sådan karakter, at bladet ved

offentliggørelsen af disse har handlet i strid med god presseskik.

I overensstemmelse med stemmeflertallet udtaler

Pressenævnet ikke kritik af bladet.

Afsagt den 15. august 2001.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter