Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 31/2001
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.
31/2001
Fængselsinspektør [K] har klaget til
Pressenævnet over en lederartikel bragt i B.T. den 9. januar 2001, idet
han mener, at god presseskik er tilsidesat. Udover den påklagede
lederartikel indeholdt bladet endvidere en artikel om de nærmere
omstændigheder i forbindelse med, at en indsat fra Statsfængslet
i Jyderup havde fået tilladelse til som led i en uddannelse at deltage
i to ekskursioner til udlandet.
Af lederartiklen med overskriften "Uansvarlig
fængselsinspektør" fremgår, at
"Det er dog en ualmindelig tåbelig måde
at styre et fængsel på, som inspektøren for
Statsfængslet i Jyderup i dag kan opvise. At give en indsat fange med
en dom på to år mulighed for fjorten dages fuld frihed på
skiferie er en meningsløs provokation over for den almindelige
retsopfattelse.
At forsøde et fængselsophold med så
luksuriøs en feriemulighed er tæt på at gøre
fængselsopholdet meningsløst.
Et moderne fængselsvæsen skal ikke
anlægges på, at de indsatte skal vantrives eller lide
unødigt under afsoningen.
Der kan også være god mening i at give
indsatte mulighed for at uddanne sig og dermed forbedre deres muligheder for
at leve et lovlydigt liv efter løsladelsen.
I sjældne tilfælde kan indsatte vel også
- som led i et vigtigt uddannelsesforløb - gives mulighed for en
udlandsrejse. Men helt særlige betingelser må være til
stede.
Læs alt
Det eksempel, B.T. kan berette om i dag, omhandler en
uddannelse, der ikke giver kompetence.
Det er en uddannelse, som driftige udbydere finder
på at tilbyde unge, der skal fordrive tiden, inden de kan blive optaget
på en eftertragtet uddannelse.
Kursusudbyderne har indlagt de attraktive skirejser som en
form for lokkemad til kurset. Man kan formentligt rejse
spørgsmålet, om den form for fornøjelsespræget,
ikke-kompetencegivende uddannelse overhovedet bør have de offentlige
tilskud, som daghøjskolestatus formentlig berettiger til.
Det ligner en ikke helt ukendt form for spekulation i
offentlige midler.
Men når de slet skjulte fornøjelsesrejser
bliver til præmier for indsatte, bliver situationen grotesk. Det burde
den ansvarlige, fængselsinspektør [K], helt klart kunne se.
For mennesker, der bliver ofre for forbrydelser, er den
form for letsindighed eller ligegyldighed med elementære
retfærdighedsprincipper dybt krænkende.
Man kan næppe fortænke en indsat i at
søge adgang til så behagelige afbrydelser fra det triste
fængselsliv. Men de ansvarlige myndigheder opfører sig
tåbeligt og destruktivt.
De ødelægger den tillid til retssystemet, der
er den allervigtigste forudsætning for, at det kan fungere, som det
skal."
I artiklen er der med fede typer indsat følgende
tekst:
"For mennesker, der bliver ofre for forbrydelser er
den form for letsindighed eller ligegyldighed med elementære
retfærdighedsprincipper dybt krænkende."
Klageren har anført, at lederen indeholder et langt
angreb på klagerens person med navns nævnelse. Bladet har med
indholdet af lederartiklen overtrådt straffelovens § 267, stk. 2, jf.
stk. 1, og punkt A.3 i de vejledende regler for god presseskik. Dels
indeholder artiklen både urigtige beskyldninger for
"uansvarlig" embedsførelse og ringeagtsytringer, nemlig
"ualmindelig tåbelig", "letsindig",
"ligegyldig" og "destruktiv". Dels har bladets
lederskribent langt fra undersøgt sagen så grundigt, som de
presseetiske regler kræver. Det fremgår oven i købet af
den øvrige reportage i bladet, at man ved henvendelse til Direktoratet
for Kriminalforsorgen - klagers overordnede myndighed - havde kunne få
bekræftet, at den i lederen kritiserede afgørelse var i
overensstemmelse med reglerne.
Klageren har nærmere anført, at lederens
overskrift "uansvarlig fængselsinspektør" udtrykker
kritik af en person og ikke af en praksis. Teksten indledes derefter med
ordene: "Det er dog en ualmindelig tåbelig måde at styre et
fængsel på, som inspektøren for Statsfængslet i
Jyderup i dag kan opvise". Dette er også en kritik af en person og
ikke gældende ret. Senere skriver lederskribenten, at situationen
bliver "grotesk", når de "slet skjulte
fornøjelsesrejser bliver til præmier for de indsatte", og
at "Det burde den ansvarlige, fængselsinspektør [K], helt
klart kunne se". Dette er også en kritik mod klagers person og
ikke mod gældende ret. Klager anser disse udsagn som beskyldninger, som
intet har med "frisprog" at gøre, der vil kunne anses for
berettiget i lederen.
Klageren har videre anført, at det er en
skærpende omstændighed, at krænkelserne optrådte i
bladets lederspalte, som må antages i særlig grad at være
udtryk for velovervejet tankevirksomhed hidrørende fra bladets
redaktionelle ledelse.
Klageren har herudover anført, at uanset hvor
spektakulær og tåbelig en myndighedsafgørelse kan tegne
sig i pressens øjne, må pressen respektere, at den besluttende
myndighed er bundet af det relevante retsgrundlag, herunder administrativ
praksis på området. I det foreliggende tilfælde var praksis
klar og utvetydig. Selv om lederskribenten ikke skulle vide dette, burde
oplysningerne fra Direktoratet for Kriminalforsorgen have givet et fingerpeg
herom. Hvis bladet havde undersøgt spørgsmålet
grundigere, ville bladet ikke have været i tvivl om, at klagers
afgørelse i juridisk forstand var den eneste rigtige. Herefter kunne
bladet i lederen have forholdt sig politisk til den gældende praksis.
Klageren har anført, at hans lederposition
angår ledelsesretten i forhold til personalet, og at han i relation til
gældende praksis i konkrete sager ikke har nogen ledende position i
"fængselsvæsnet", dvs. i Direktoratet for
Kriminalforsorgen, hvis ledende embedsmænd sammen med den politisk
ansvarlige minister fastlægger praksis. Klager har ikke klaget over, at
hans navn er nævnt i bladet, men at lederskribenten ved at nævne
klagers navn gør lederen til et personangreb og ikke en kritik af
gældende ret.
Klageren har desuden anført, at når en
praksis er klar og entydig - og har været det igennem 10 år, - er
denne praksis en så væsentlig og afgørende retskilde, at
den enkelte retsanvender må føle sig bundet heraf, hvorfor
klager ikke havde noget valg, når det lå fast, at ekskursionen
var væsentlig for uddannelsen. Det var i øvrigt slet ikke
vurderingen af ekskursionens "væsentlighed", som optog
bladets leder. Det var dels tilladelsen til den pågældende
uddannelse, som ikke var klagers afgørelse og dels selve ekskursionen,
som var genstand for kritik. Bladet sammenblander politik og jura. Selv om
klager eventuelt også selv havde samme opfattelse som bladet, kunne
klager naturligvis ikke træffe en afgørelse, der var stridende
mod praksis, dvs. gældende ret, på området. Det ville
være embedsmisbrug at træffe afgørelse efter egne
personlige holdninger i strid med gældende ret.
Klageren har endvidere anført, at han ikke mener,
at Pressenævnet skal afgøre spørgsmålet om
overtrædelse af straffelovens § 267, stk. 2, jf. stk. 1, men at dette
ikke betyder, at nævnet slet ikke kan "tage stilling" hertil.
Pressenævnet skal afgøre, om bladet har handlet i strid med god
presseskik og skal herunder tage stilling til, om lederen den 9. januar 2001
indeholdt oplysninger, som var skadelige, krænkende eller virkede
agtelsesforringende for nogen, jf. punkt A.3 i de vejledende regler for god
presseskik. Det må i den forbindelse ikke være uden interesse for
nævnet præjudicielt at tage stilling til, om lederens indhold har
rummet strafbare ærekrænkelser. Når man nærmer sig
området for strafbare ærekrænkelser, er der ikke
længere tale om "frisprog". I sag nr. 14/1999, som bladet
henviser til, var det ikke tilnærmelsesvis så grove udtryk, der
blev anvendt.
Klageren har yderligere anført, at han er enig i,
at der ikke er en pligt til at forelægge vurderende kritik for den, der
kritiseres, hvis det faktuelle grundlag for kritikken har været
forelagt. Det faktuelle grundlag for den kritik, der kom til udtryk i lederen
var mangelfuldt, blandt andet fordi det ikke havde været forelagt for
klager. Man havde forsøgt at få oplysninger om selve substansen
i sagen, men på grund af klagers tavshedspligt måtte klager
afstå fra at udtale sig herom. Det fremgår også klart af
reportagen, at klager ikke udtaler sig om "sagen", som bladet
anfører over for nævnet. Det må være vigtigt, at der
bag vurderinger som "uansvarlig fængselsinspektør" og
"ualmindelig tåbelig måde at styre et fængsel
på" også hører faktuelle oplysninger om, hvem der var
ansvarlig for de afgørelser, som blev kritiseret, og hvordan en
korrekt embedsførelse i en sådan sag burde være. Disse
oplysninger forsømte bladet at fremskaffe. Bladet skriver da
også flere gange i udtalelsen, at klager "må antages"
at være ansvarlig for afgørelsen.
Klageren har sammenfattende anført, at klager er
blevet betegnet som blandt andet " uansvarlig" og
"tåbelig" på grund af en afgørelse, som klager
ikke har truffet, nemlig tilladelsen til uddannelsen, og en korrekt
afgørelse, som klager traf ud fra en fast og langvarig praksis, nemlig
tilladelsen til ekskursionen. Selv om bladet på grund af
tavshedspligten ikke kunne få oplysninger om substansen i sagen, kunne
man godt have fået tilstrækkelige oplysninger om
afgørelseskompetencen og om gældende ret til, at man kunne have
givet kritikken den rigtige adresse - dvs. til dem, der er (politisk)
ansvarlig for gældende ret. Sådanne oplysninger indhentede man
imidlertid ikke i tilstrækkeligt omfang. Den ene oplysning, man fik af
Direktoratet for Kriminalforsorgen, valgte man at se bort fra, nemlig
bekræftelsen af, at der kunne gives tilladelse til ekskursioner -
også til udlandet.
Bladet har anført, at for så vidt angår
spørgsmålet om overtrædelse af straffelovens § 267, kan
Pressenævnet ikke tage stilling til dette forhold, jf.
medieansvarslovens § 43, stk. 1, nr. 1. Bladet finder ikke, at lederartiklen
udgør en overtrædelse af god presseskik eller er i strid med de
vejledende regler om god presseskik.
Bladet har videre anført, at man på baggrund
af en artikel i bladet samme dag om indsattes deltagelse i udlandsrejser i
lederartiklen har fremsat kritik af den gældende praksis og af den
konkrete afgørelse. Kritikken er rettet mod "de ansvarlige
myndigheder" samt mod klageren, som må antages at have truffet
eller være ansvarlig for den konkrete afgørelse.
Bladet har endvidere gjort gældende, at omtalen af
klageren må anses for berettiget. Den konkrete afgørelse, som
bladet kritiserer, må anses for truffet af klageren, der indtager en
ledende stilling i fængselsvæsenet. Personer, der indtager
betydelige offentlige poster, må generelt tåle offentlig omtale
og må også tåle at blive identificeret med de
afgørelser, de træffer. Bladet har i den forbindelse henvist til
nævnets afgørelse i sag nr. 44/2000.
Bladet har i relation til klagers tidligere henvisning til
en ca. 10 år gammel afgørelse fra Direktoratet for
Kriminalforsorgen samt til klagers oplysning om, at hans afgørelse er
i overensstemmelse med gældende ret, anført, at en
myndighedsperson ikke med henvisning til en ældre afgørelse i en
anden konkret sag kan fralægge sig ansvaret for senere
afgørelser. Det fremgår af klagers udtalelser til bladet, der
blev citeret i artiklen i bladet, at klager har indflydelse på, i
hvilke tilfælde der skal bevilges frihed. Vurderingen af, om en
udlandsrejse er et "væsentligt" eller
"nødvendigt" led i et studium, kan ikke være
nøje reguleret af retsregler, men må af den
pågældende myndighed vurderes i hvert enkelt tilfælde. Der
er derfor ikke tale om, at tilladelsen til den konkrete rejse, der omtales i
bladet, kan have været en nødvendig følge af de
retsregler, der gælder for klagers virke.
Bladet har desuden anført, at bladet ikke kan
være afskåret fra at fremsætte kritik af konkrete
tilfælde af myndighedsudøvelse, blot fordi myndighedernes
mulighed for at træffe en anden afgørelse kan være
begrænset. Bladet er ikke enig i - som anført af klageren - , at
det kun er berettiget at fremsætte kritik af en afgørelse, hvis
der på retligt grundlag kan påpeges mangler ved
afgørelsen. Pressens opgave er ikke at tage stilling til retlige
forhold, og det kan ikke være uberettiget for pressen at kritisere
afgørelser, der er i overensstemmelse med gældende ret. Bladet
har ikke i lederartiklen anført, at den konkrete afgørelse var
i strid med praksis - tværtimod er den konkrete sag udtrykkeligt omtalt
som et "eksempel".
Bladet har herudover gjort gældende, at den
fremsatte kritik ikke går længere end berettiget. Det må
tillægges betydning, at kritikken angår et forhold af betydelig
offentlig interesse - indsattes udgang fra fængslet - , og at
lederartiklen indeholder en afbalanceret gennemgang af og stillingtagen til
den generelle praksis og den konkrete sag. Lederartiklens emne er den
generelle praksis for indsattes udgang. Bladet er ikke enig i, at man i
lederartiklen - som anført af klager - "gik til angreb på
klager i stedet for at kritisere gældende ret."
Bladet har endvidere anført, at kritikken er
fremsat i en lederartikel, og at klager samme dag, som lederartiklen blev
bragt, er citeret for sin opfattelse af sagen i artiklen om den konkrete sag.
Lederartiklen adskiller sig ikke fra sædvanlige lederartikler, hvori
der ofte fremsættes kritik af offentlige myndigheder og
myndighedspersoners varetagelse af deres opgaver. Bladet har i den
forbindelse henvist til nævnets afgørelse i sag nr. 14/1999.
Bladet har herudover anført, at sprogbrugen i
lederartiklen er i overensstemmelse med sædvanlig og acceptabel
sprogbrug i artikler af denne art. Pressen er berettiget til at omtale sager
i en skærpet form og til at stille de omtalte forhold klart op. Den
konkrete udformning af en artikel er et redaktionelt skøn, som kun
mediet kan foretage.
Bladet har endvidere anført, at det er berettiget i
en lederartikel at omtale en myndigheds praksis eller en konkret
afgørelse på den måde, bladet har gjort. De udtryk, der
anvendes i lederartiklen, er alle forskellige udformninger af det synspunkt,
at den konkrete afgørelse om en indsats udgang fra fængslet og
den generelle praksis herom var uhensigtsmæssig og burde ændres.
Den skærpede sprogbrug i lederartiklen tager udelukkende sigte på
myndighedernes adfærd, herunder klagers varetagelse af hvervet som
fængselsinspektør, og vedrører således ikke en
persons private forhold.
Bladet har afslutningsvis anført, at man har
været i forbindelse med klager, og han er i artiklen om den konkrete
sag citeret for sit syn på sagen. Lederen indeholder ikke faktuelle
oplysninger, der kan være skadelige for klager, men indeholder en
vurdering og kritik af de fremkomne oplysninger om myndighedernes praksis,
herunder klagers afgørelse. Det er ikke efter reglerne om god
presseskik pligt til at forelægge vurderende bemærkninger af
denne karakter for den person, som bemærkningerne (blandt andet)
vedrører. Hvis en lederartikel indeholder faktuelle oplysninger eller
faktuelt baserede beskyldninger mod en person, kan der være krav om
forelæggelse for den pågældende, jf. nævnets kendelse
i sag nr. 16/1999. Dette er imidlertid ikke tilfældet i denne sag. Det
er endvidere ikke sædvanligt at forelægge denne form for kritik i
lederartikler for dem, kritikken vedrører.
I sagens behandling har følgende
nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Tage Clausen og
Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler:
Det bemærkes indledningsvis, at nævnet ikke
har kompetence til at tage stilling til, om bladet i forhold til klager har
overtrådt straffelovens § 267.
Oplysninger, som kan være skadelige, krænkede
eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i
særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved
forelæggelse for den pågældende.
En lederartikel vil i sagens natur altid bestå af
mere vurderende, kommenterende og subjektive betragtninger end almindelige
artikler, og der må derfor indrømmes en høj grad af
frisprog i sådanne artikler.
Tre medlemmer - Axel Kierkegaard, Finn Rowold og Tage
Clausen - udtaler:
Vi finder under hensyntagen til ovennævnte, at
lederartiklen, - der ikke indeholder nye faktiske oplysninger i forhold til
en samme dag i bladet trykt artikel om samme sag, - ikke har et sådant
indhold, at bladet har tilsidesat god presseskik. Vi har i den forbindelse
tillige lagt vægt på, at klageren er citeret i den artikel, som
blev bragt samme dag som den påklagede lederartikel.
Et medlem - Kirsten Dyregaard - udtaler:
Jeg finder, at udsagnene i lederen omkring klagers person
og embedsførelse er af en sådan karakter, at bladet ved
offentliggørelsen af disse har handlet i strid med god presseskik.
I overensstemmelse med stemmeflertallet udtaler
Pressenævnet ikke kritik af bladet.
Afsagt den 15. august 2001.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-11273 Retsinformation · 13. juni 2025
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-12505 Retsinformation · 10. december 2025
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-00395 Retsinformation · 20. december 2025
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-11592 Retsinformation · 23. august 2025
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-05440 Retsinformation · 14. december 2023
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-02174 Retsinformation · 8. marts 2024
Lignende dokumenter
- Pressenævnets kendelse i sag 2008-6-748 Retsinformation · 31. oktober 2008
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-08960 Retsinformation · 21. februar 2025
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2006-6-292 Retsinformation · 27. juni 2006
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2006-6-329/330 Retsinformation · 25. august 2006
- Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-348 Retsinformation · 25. september 2006
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 14/1999 Retsinformation · 19. marts 1999