1995 LSF 202 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF STRAFFELOVEN OG RETSPLEJELOVEN (DATAKRIMINALITET)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 30. oktober 1992, som
ændret senest ved lov nr. 309 af 17. maj 1995, foretages følgende ændring:
1. § 163 affattes således:
»§ 163. Den, som i øvrigt til brug i retsforhold, der
vedkommer det offentlige, skriftligt eller ved andet læsbart medie afgiver
urigtig erklæring eller bevidner noget, som den pågældende ikke har viden om,
straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 4 måneder.«
§ 2
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 905 af 10. november
1992, som ændret senest ved lov nr. 903 af 29. november 1995 og nr. 1072,
1079 og 1091 af 20. december 1995, foretages følgende ændringer:
1. I § 781 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2 . Er betingelserne i stk. 1, nr. 1 og 2, opfyldt, kan
telefonaflytning og teleoplysning endvidere foretages, såfremt mistanken
angår fredskrænkelser som omhandlet i straffelovens § 263, stk. 2, eller §
263, stk. 3, jf. stk. 2.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
2. I § 781, stk. 2 , der bliver stk. 3, indsættes som 2.
pkt.:
»Det samme gælder, såfremt mistanken angår en overtrædelse af
straffelovens § 279 a eller § 293, stk. 1, begået ved anvendelse af en
telekommunikationstjeneste.«
§ 3
Loven træder i kraft den 1. juli 1996.
§ 4
Lovens § 1 gælder ikke for Færøerne, men kan ved kongelig anordning helt
eller delvis sættes i kraft for denne landsdel med de afvigelser, som de
særlige færøske forhold tilsiger.
Oprindeligt fremsat forslag
Læs alt
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 30. oktober 1992, som
ændret senest ved lov nr. 309 af 17. maj 1995, foretages følgende ændring:
1. § 163 affattes således:
»§ 163. Den, som i øvrigt til brug i retsforhold, der
vedkommer det offentlige, skriftligt eller ved andet læsbart medie afgiver
urigtig erklæring eller bevidner noget, som den pågældende ikke har viden om,
straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 4 måneder.«
§ 2
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 905 af 10. november
1992, som ændret senest ved lov nr. 903 af 29. november 1995 og nr. 1072,
1079 og 1091 af 20. december 1995, foretages følgende ændringer:
1. I § 781 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2 . Er betingelserne i stk. 1, nr. 1 og 2, opfyldt, kan
telefonaflytning og teleoplysning endvidere foretages, såfremt mistanken
angår fredskrænkelser som omhandlet i straffelovens § 263, stk. 2, eller §
263, stk. 3, jf. stk. 2.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
2. I § 781, stk. 2 , der bliver stk. 3, indsættes som 2.
pkt. :
»Det samme gælder, såfremt mistanken angår en overtrædelse af
straffelovens § 279 a eller § 293, stk. 1, begået ved anvendelse af en
telekommunikationstjeneste.«
§ 3
Loven træder i kraft den 1. juli 1996.
§ 4
Lovens § 1 gælder ikke for Færøerne, men kan ved kongelig anordning helt
eller delvis sættes i kraft for denne landsdel med de afvigelser, som de
særlige færøske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Lovforslaget har til formål på enkelte punkter at ajourføre bestemmelserne
i straffeloven og retsplejeloven om datakriminalitet m.v. i lyset af den
teknologiske udvikling siden 1985, hvor der første gang blev indført særlige
bestemmelser om datakriminalitet i straffeloven.
Der foreslås en ændring af straffelovens § 163 om urigtige skriftlige
erklæringer, således at det også bliver strafbart at afgive sådanne urigtige
erklæringer f.eks. på en edb-diskette eller ved elektronisk post, jf. de
almindelige bemærkninger pkt. 3.
For at styrke muligheden for at efterforske sager om
»hacker-kriminalitet« foreslås det endvidere, at der bliver
mulighed for at foretage telefonaflytning og teleoplysning i sager om
overtrædelse af straffelovens § 263, stk. 2 og 3, hvorefter det er strafbart
uberettiget at skaffe sig adgang til en andens oplysninger eller programmer,
der er bestemt til at bruges i et anlæg til elektronisk databehandling.
Forslaget er nærmere beskrevet under pkt. 4 nedenfor.
Endelig foreslås det, at det bliver muligt at foretage teleoplysning i
sager om overtrædelse af straffelovens § 279 a og § 293, stk. 1, der begås
ved anvendelse af en telekommunikationstjeneste (»tyveri af
telefontid«). Der henvises herom til pkt. 5 nedenfor.
Det er i øvrigt hensigten, at et udvalg skal overveje behovet for
yderligere ændringer i straffeloven, retsplejeloven og de vigtigste særlove
med henblik på bekæmpelse af datakriminalitet.
2. Baggrunden for lovforslaget
2.1. Straffelovrådets betænkning nr. 1032/1985 om datakriminalitet
På grundlag af Straffelovrådets betænkning nr. 1032/1985 om
datakriminalitet blev der ved lov nr. 229 af 6. juni 1985 gennemført en række
ændringer af straffeloven med henblik på at sikre, at straffelovens
bestemmelser i tilstrækkeligt omfang tog højde for edb-teknologien. Der
henvises herom til Folketingstidende 1984-85, Forhandlingerne, sp. 9133-9136,
9450-9469, 10703-10705, 11227-11229, Tillæg A, sp. 4373-4390, og Tillæg B,
sp. 1915-1922.
Ved denne lovændring blev der således indført en bestemmelse om
strafansvar for den, der på retsstridig måde fremkalder omfattende
forstyrrelse i driften af bl.a. databehandlingsanlæg (§ 193). Endvidere blev
der indført en bestemmelse om strafansvar for den, der uberettiget skaffer
sig adgang til en andens oplysninger eller programmer, der er bestemt til
elektronisk databehandling (§ 263, stk. 2 og 3). Endelig indførtes en ny
bestemmelse om databedrageri (§ 279 a).
Ud over at foreslå de nævnte lovændringer gennemgik Straffelovrådet i
betænkningen også mulighederne for i øvrigt at anvende de gældende
bestemmelser i straffeloven på datakriminalitet.
2.2. Rigsadvokatens udtalelse
Blandt andet i lyset af Østre Landsrets dom af 13. februar 1995 i den
såkaldte Proms-sag - der er nærmere beskrevet nedenfor i pkt. 3.1. - anmodede
Justitsministeriet i februar 1995 Rigsadvokaten om at foretage en samlet
vurdering af, om der i lyset af den teknologiske udvikling siden 1985 og den
øgede udbredelse af edb-maskiner og edb-kommunikation er behov for nye
lovgivningsinitiativer.
Til brug for sin udtalelse indhentede Rigsadvokaten udtalelser fra
samtlige statsadvokater.
I sin udtalelse anfører Rigsadvokaten, at der bør foretages et egentligt
analysearbejde vedrørende behovet for ændringer i straffeloven og særlovene.
I arbejdet bør formentlig inddrages særligt edb-kyndige. Såfremt der skal
foretages tilføjelser i straffelovens kapitel 19 om dokumentforbrydelser m.v.
(§§ 171-179) og kapitel 17 om falsk forklaring og falsk anklage (§§ 158-165),
er det Rigsadvokatens opfattelse, at der formentlig vil blive behov for en
nøje gennemgang af, om der i den forbindelse er behov for konsekvensændringer
af de eksisterende bestemmelser i kapitlerne. Rigsadvokaten finder på den
baggrund, at yderligere ændringer eventuelt bør overvejes af Straffelovrådet.
I sin udtalelse redegør Rigsadvokaten for, hvilke lovændringer der efter
hans opfattelse kan foretages nu uden at afvente et udvalgsarbejde. Det
drejer sig om ændringer af straffelovens § 163 om urigtig, skriftlig
erklæring til offentlige myndigheder, straffelovens § 263, stk. 2 og 3, om
fredskrænkelser i dataforhold og retsplejelovens bestemmelser om indgreb i
meddelelseshemmeligheden ved mistanke om »tyveri af telefontid«.
Justitsministeriets overvejelser om disse spørgsmål er gengivet nedenfor i
pkt. 3-5.
Herudover redegør Rigsadvokaten for de væsentligste af de
problemstillinger, der er nævnt i de høringssvar, som Rigsadvokaten har
modtaget fra statsadvokaterne. Disse problemstillinger, der som anført af
Rigsadvokaten bør underkastes et egentligt analysearbejde, er privates
urigtige opdatering af offentlige edb-registre, ajourføring af straffelovens
kapitel 19 om dokumentforbrydelser m.v., elektroniske opslagstavler
(»Bulletin Board Systems« eller BBS), kryptering af
datatransmissioner, indgreb i meddelelseshemmeligheden i forhold til
elektronisk post og ajourføring af de vigtigste særlove.
Justitsministeriet er enig i, at disse spørgsmål bør overvejes nærmere af
et udvalg, forinden der eventuelt tages skridt til lovgivning på området.
Justitsministeriet vil derfor overveje, hvordan et sådant udvalgsarbejde kan
iværksættes. Det bemærkes i den forbindelse, at de nævnte problemstillinger
omfatter både strafferetlige og retsplejemæssige spørgsmål. Herudover vil det
være nødvendigt at inddrage andre sagkyndige, herunder edb-kyndige samt
IT-Sikkerhedsrådet.
3. Urigtige erklæringer
3.1. Gældende ret
Afgivelse af urigtige erklæringer til offentlige myndigheder straffes
bl.a. efter straffelovens §§ 161-163.
Straffelovens § 161 omfatter falske såkaldte »tro og
love«- erklæringer, dvs. erklæringer afgivet under anvendelse af denne
særlige løfteformular, hvor dette har hjemmel i regler uden for straffeloven.
Strafferammen er bøde, hæfte eller under skærpende omstændigheder fængsel
indtil 2 år.
De i praksis hyppigst anvendte bestemmelser er imidlertid straffelovens §
162 og § 163.
Straffelovens § 162 omfatter urigtig erklæring over for en
offentlig myndighed om forhold, som den pågældende har pligt til at afgive
forklaring om. Strafferammen er bøde, hæfte eller fængsel indtil 4 måneder.
Straffelovens § 163 omfatter urigtig skriftlig erklæring eller
skriftlig bevidnelse til en offentlig myndighed om forhold, som den
pågældende ikke har nogen viden om. Strafferammen er den samme som i § 162.
Forskellen mellem de to sidstnævnte bestemmelser er navnlig, at § 162
alene omfatter pligtmæssige erklæringer - dvs. erklæringer, der efter regler
uden for straffeloven er pligtmæssige - mens § 163 også omfatter
ikke-pligtmæssige erklæringer. På den anden side omfatter § 163 kun
skriftlige erklæringer, mens § 162 omfatter både mundtlige og skriftlige
erklæringer.
Begge bestemmelser er i det væsentlige uændrede siden straffelovens
vedtagelse i 1930.
Om bestemmelsernes anvendelighed i dataforhold anføres i betænkning nr.
1032/1985 om datakriminalitet, s. 63-64:
»Straffelovens § 162 giver mulighed for at straffe den, som afgiver
urigtig erklæring for eller til en offentlig myndighed om forhold, angående
hvilke han er pligtig til at afgive forklaring. Bestemmelsen stiller ikke
særlige formkrav til erklæringen og vil således også kunne omfatte urigtige
oplysninger, som indgives med hjælp af datateknik.
Straffelovens § 163 omfatter derimod alene urigtige skriftlige erklæringer
til brug i retsforhold, der vedkommer det offentlige. Skriftlighedskravet i
denne bestemmelse gør den uanvendelig på forhold, hvor gerningsmanden afgiver
sin erklæring udelukkende ved hjælp af datateknik. Derimod vil bestemmelsen
efter omstændighederne kunne finde anvendelse, hvis gerningsmanden i en
skriftlig erklæring indestår for rigtigheden af de oplysninger, som samtidig
indleveres på et datalagringsmiddel.
De nævnte bestemmelser i straffeloven suppleres af et betydeligt antal
straffebestemmelser om urigtige oplysninger i særlovgivningen.
Der er efter straffelovrådets opfattelse ikke på nuværende tidspunkt
påvist behov for nye bestemmelser i straffeloven om urigtige erklæringer, der
afgives ved hjælp af datateknik. Sådanne erklæringer afgives i dag kun på
meget begrænsede retsområder, og de pågældende myndigheder vil således have
anledning til og mulighed for i forbindelse med indførelsen af datateknik at
tage stilling til, om der er behov for i det pågældende retsgrundlag at søge
gældende straffebestemmelser om urigtige erklæringer ændret.«
Østre Landsret har i en dom af 13. februar 1995 i den
såkaldte Proms-sag - under henvisning til de ovenfor citerede bemærkninger
fra bet. 1032/1985 - fastslået, at indberetninger (erklæringer) afgivet på
edb-diskette ikke er omfattet af straffelovens § 163 eller dennes analogi.
3.2. Justitsministeriets overvejelser
Rigsadvokaten anfører i sin udtalelse, at Østre Landsrets dom i
Proms-sagen viser, at der er behov for en ændring af straffelovens §
163 , således at bestemmelsen tillige omfatter urigtige erklæringer og en
skriftlig bevidnelse afgivet elektronisk eller på diskette. Rigsadvokaten
foreslår derfor, at bestemmelsen ændres i denne retning.
Denne indstilling er i overensstemmelse med et forslag i rapporten fra
Dybkjær-udvalgets rapport »Info-samfundet år 2000« fra 1994, hvor
det bl.a. foreslås, at ministerierne vurderer eventuelle krav i lovgivningen
om skriftlighed med henblik på at fjerne hindringer for papirløs
kommunikation (rapportens s. 35, pkt. 3.2.). Forslaget er medtaget i
Forskningsministeriets opfølgning på rapporten, »Fra vision til
handling«, s. 22, pkt. 3.2., som et element i regeringens IT-politiske
handlingsplan for 1995.
For så vidt angår udformningen af et ændringsforslag til § 163 bemærkes
indledningsvis, at en fuldstændig afskaffelse af skriftlighedskravet, således
at også mundtlige erklæringer omfattes, efter Justitsministeriets opfattelse
hverken er ønskelig eller hensigtsmæssig. En sådan vidtrækkende sandhedspligt
i forhold til offentlige myndigheder ville bl.a. indebære strafansvar for
urigtige (mundtlige) forklaringer til politiet, medmindre der udtrykkeligt
gøres undtagelse for disse tilfælde.
Forarbejderne til straffelovens § 163 - og til den tidligere bestemmelse i
1866-straffelovens § 155 - indeholder ikke nogen udtrykkelig begrundelse for
kravet om skriftlighed. Det er dog nærliggende at antage, at man - uden for
de tilfælde, hvor erklæringen er pligtmæssig, jf. § 162 - har villet begrænse
strafansvaret til tilfælde, hvor man gennem erklæringens form sikrer sig, at
borgeren er klar over, at erklæringen tillægges vægt i myndighedens arbejde
og eventuelt kan indgå i grundlaget for myndighedens afgørelse i en konkret
sag.
På denne baggrund bør § 163 efter Justitsministeriets opfattelse kun
udvides til at omfatte sådanne data-erklæringer, der i sin form kan
sidestilles med en traditionel skriftlig erklæring. Det foreslås derfor, at
straffeloven § 163 ændres således, at den - ud over skriftlige erklæringer -
også omfatter erklæringer afgivet ved »andet læsbart medie«, jf.
nærmere de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1.
Som anført ovenfor i pkt. 2.2. er det tanken i tilknytning til vedtagelsen
af lovforslaget at iværksætte et udvalgsarbejde bl.a. om behovet for
ændringer af straffelovens kapitel 19 om dokumentforbrydelser. Der vil som
led i udvalgsarbejdet kunne være anledning til mere principielle overvejelser
vedrørende begreberne dokument- og erklæringsfalsk, herunder i relation til
edb-medier. Udvalget vil i den forbindelse kunne overveje den nærmere
afgrænsning af det strafbare område i straffelovens § 163, også i lyset af
eventuelle bevismæssige problemer, der måtte være knyttet til muligheden for
at ændre i data på edb-medier.
4. Fredskrænkelser i dataforhold
4.1. Rigsadvokatens udtalelse
Ifølge Rigsadvokatens udtalelse viser de fra statsadvokaterne indhentede
høringssvar, at der er et udtalt behov for, at der kan foretages indgreb i
meddelelseshemmeligheden i sager vedrørende straffelovens § 263, stk. 2 og
3 , om fredskrænkelser i dataforhold (såkaldt
»hacker-kriminalitet«).
Rigsadvokaten anfører i den forbindelse, at adgang til indgreb i
meddelelseshemmeligheden kan etableres ved at forhøje strafferammen for disse
lovovertrædelser til 6 år. Rigsadvokaten oplyser imidlertid, at der ikke
synes at have foreligget sager, der af andre grunde viser et behov for
skærpelse af den nugældende strafferamme på 4 år. Det kunne derfor overvejes
i stedet at indsætte § 263, stk. 2 og 3, i retsplejelovens § 781, stk. 1, nr.
3, hvorefter der er adgang til indgreb i meddelelseshemmeligheden for visse
nærmere angivne bestemmelser i straffeloven, der har en strafferamme på under
6 år.
I forbindelse hermed kunne det ifølge Rigsadvokaten overvejes, om de
pågældende bestemmelser fortsat bør være undergivet betinget offentlig
påtale. Det er således i en udtalelse fra en af statsadvokaterne anført, at
specielt private erhvervsdrivende af hensyn til virksomhedens omdømme må
påregnes at være yderst tilbageholdende med at anmelde konstaterede
»hacker-angreb« til politiet eller fremsætte anmodning om offentlig
påtale, hvis kriminaliteten mod virksomheden afsløres uden anmeldelse fra
denne.
4.2. Gældende ret
4.2.1. Straffelovens § 263
Ifølge straffelovens § 263, stk. 2 , straffes den, som uberettiget
skaffer sig adgang til en andens oplysninger eller programmer, der er bestemt
til at bruges i et anlæg til elektronisk databehandling, med bøde, hæfte
eller fængsel indtil 6 måneder.
Begås lovovertrædelsen med forsæt til at skaffe sig eller gøre sig bekendt
med oplysninger om en virksomheds erhvervshemmeligheder eller under andre
særligt skærpende omstændigheder, kan straffen dog i medfør af straffelovens
§ 263, stk. 3 , stige til fængsel indtil 4 år.
Bestemmelserne er indsat i straffeloven ved lov nr. 229 af 6. juni 1985,
der er udarbejdet på grundlag Straffelovrådets betænkning nr. 1032/1985 om
datakriminalitet, jf. herom ovenfor i afsnit 2.1. Strafferammen i stk. 3 er
forhøjet fra 2 til 4 års fængsel ved lov nr. 6 af 3. januar 1992. Der
henvises herom til Folketingstidende 1991-92, Forhandlingerne, sp. 1187-1189,
1442-1467, 4253-4257, 4562, Tillæg A, sp. 1829-1918, og Tillæg B, sp.
301-306.
Ifølge bet. 1032/1985, s. 79, omfatter udtrykket »andre særligt
skærpende omstændigheder« i stk. 3 bl.a. tilfælde, hvor udnyttelse eller
videregivelse af oplysningerne kan være forbundet med betydelige
skadevirkninger for offentlige eller private interesser. Herunder vil f.eks.
falde tilfælde, hvor gerningsmanden skaffer sig adgang til offentlige
edb-registre.
4.2.2. Retsplejelovens regler om indgreb i
meddelelseshemmeligheden
Reglerne om indgreb i meddelelseshemmeligheden findes i retsplejelovens
kapitel 71 (§§ 780-791). Bestemmelserne har fået deres nuværende udformning
ved lov nr. 227 af 6. juni 1985, der er udarbejdet på grundlag af
Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1023/1984 om politiets indgreb i
meddelelseshemmeligheden og anvendelse af agenter. Der henvises herom til
Folketingstidende 1984-85, Forhandlingerne, sp. 5403-5406, 5985-6027,
10678-10703, 11229-11239, Tillæg A, sp. 2955-3054, Tillæg B, sp. 1709-1716 og
2225-2230.
I retsplejelovens § 780, stk. 1 , opregnes de typer af indgreb, der
omfattes af reguleringen, nemlig telefonaflytning, anden aflytning,
teleoplysning, brevåbning og brevstandsning. Ved teleoplysning forstås ifølge
stk. 1, nr. 3, oplysning om, hvilke telefoner m.v. der sættes i forbindelse
med en bestemt telefon m.v., selv om indehaveren af sidstnævnte apparat ikke
har givet tilladelse hertil. Indgreb i meddelelseshemmeligheden sker efter
rettens kendelse, jf. § 783, stk. 1 . Såfremt indgrebets formål ville
forspildes, hvis man skulle afvente retskendelse, kan politiet dog efter §
783, stk. 3, træffe beslutning om at foretage indgrebet. I disse tilfælde
skal politiet inden 24 timer forelægge sagen for retten. Inden retten træffer
afgørelse efter § 783, skal der beskikkes en advokat for den, som indgrebet
vedrører, og advokaten skal have lejlighed til at udtale sig, jf. nærmere
§§ 784 og 785 .
Betingelserne for at foretage indgrebene fremgår af § 781 . Efter
stk. 1, nr. 1 , må indgrebet kun foretages, såfremt der er bestemte
grunde til at antage, at der på den pågældende måde gives meddelelser eller
foretages forsendelser til eller fra en mistænkt (mistankekravet). Herudover
kræves efter stk. 1, nr. 2 , at indgrebet må antages at være af
afgørende betydning for efterforskningen (indikationskravet). Endelig kræves
efter stk. 1, nr. 3 , som udgangspunkt, at efterforskningen angår en
lovovertrædelse, der efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller
derover (kriminalitetskravet). Herudover indeholder § 782, stk. 1, et
proportionalitetskrav, dvs. et krav om, at der ikke må være misforhold mellem
på den ene side indgrebets formål og sagens betydning og på den anden side
den krænkelse og ulempe, som indgrebet forvolder hos den eller de personer,
som det rammer.
Der gælder dog visse undtagelser fra kriminalitetskravet i § 781,
stk. 1, nr. 3.
For det første opregnes i bestemmelsen visse lovovertrædelser, hvor der -
uanset en lavere strafferamme - alligevel er adgang til at foretage indgreb i
meddelelseshemmeligheden. Det drejer sig om forsætlige overtrædelser af
straffelovens kapitel 12 eller 13 (om forbrydelser mod statens selvstændighed
og sikkerhed og mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder) eller
overtrædelser af straffelovens § 124, stk. 1, (om befrielse af en anholdt,
fængslet eller tvangsanbragt person; strafferammen går op til 2 års fængsel),
§ 125 (om at hjælpe en fange på flugt; strafferammen går op til 2 års
fængsel), § 127, stk. 1, (om at unddrage sig krigstjeneste eller tilskynde
nogen, der hører til krigsmagten, til ulydighed mod tjenstlige befalinger;
strafferammen går op til 2 års fængsel) § 193, stk. 1, (om omfattende
forstyrrelser af samfærdselsmidler m.v. eller forsyningen med vand, gas,
elektricitet m.v.; strafferammen går op til 4 års fængsel), § 266 (om
trusler; strafferammen går op til 2 års fængsel), § 281 (om afpresning;
strafferamme på 11/2 års fængsel - under skærpende omstændigheder dog op til
6 års fængsel) eller § 289 (om grov skattesvig og grove
toldlovsovertrædelser; strafferammen går op til 4 års fængsel).
Herudover fastsætter § 781, stk. 2, at ved mistanke om gentagne
fredskrænkelser som omhandlet i § 265 (om polititilhold) kan der foretages
teleoplysning - men ikke de øvrige indgreb i meddelelseshemmeligheden, som er
opregnet i § 780, stk. 1 - blot mistanke- og indikationskravet er opfyldt.
Endelig indeholder § 781, stk. 3, en særlig regel om brevstandsning og
brevåbning.
For så vidt angår teleoplysning gælder endvidere en særlig regel i § 786,
stk. 2, hvorefter der kan indhentes oplysning om, hvilke telefoner m.v., der
sættes i forbindelse med en bestemt telefon m.v., med samtykke fra
indehaveren af sidstnævnte apparat. I denne situation gælder ingen af
betingelserne i §§ 781-782, men der kræves fortsat retskendelse.
Spørgsmålet om at undtage overtrædelser af straffelovens § 263, stk.
3 (og den parallelle bestemmelse om grove husfredskrænkelser i § 264,
stk. 2) fra kriminalitetskravet i retsplejelovens § 781, stk. 1, nr.
3, blev drøftet i forbindelse med lovændringen i 1985. Betænkningens
lovudkast og det fremsatte lovforslag medtog straffelovens § 264, stk. 2, i
opregningen af lovovertrædelser, der var undtaget fra kriminalitetskravet.
Retsudvalgets betænkning (Folketingstidende 1984-85, Tillæg B, sp. 1709-1716)
indeholdt et ændringsforslag, der yderligere medtog straffelovens § 263, stk.
3, under henvisning til, at denne bestemmelse svarer til § 264, stk. 2.
Ændringsforslaget blev vedtaget under 2. behandlingen, men Retsudvalgets
tillægsbetænkning (Folketingstidende 1984-85, Tillæg B, sp. 2225-2230)
indeholdt et ændringsforslag, hvorefter både § 263, stk. 3, og § 264, stk. 2,
udgik af den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 3.
Lovforslaget blev vedtaget med den sidstnævnte ændring, der i
tillægsbetænkningen var ledsaget af følgende bemærkninger (a.st. sp.
2226-2227):
»Henvisningen til straffelovens § 263, stk. 3, og § 264, stk. 2,
indebærer en unødig udvidelse af adgangen til indgreb i
meddelelseshemmeligheden foranlediget af forslag til lov om ændring af
straffeloven (Datakriminalitet), hvor strafferammen i de nævnte bestemmelser
er 2 år og lovovertrædelsen består i forsætlig fremskaffelse af oplysninger
om en virksomheds erhvervshemmeligheder.«
Der er således ikke efter de gældende regler mulighed for at foretage
indgreb i meddelelseshemmeligheden ved efterforskningen af sager om
overtrædelse af straffelovens § 263, stk. 2 og 3, medmindre der alene er tale
om teleoplysning med den forurettedes samtykke.
4.2.3. Påtalereglerne
Ifølge straffelovens § 275, stk. 1 , er bl.a. overtrædelse af
straffelovens § 263 som udgangspunkt undergivet privat påtale, dvs. at
forurettede selv må anlægge en såkaldt privat straffesag. Efter § 275,
stk. 2 , er der dog også mulighed for såkaldt betinget offentlig
påtale. Det indebærer, at anklagemyndigheden kan rejse tiltale for
overtrædelse af bestemmelsen, hvis den forurettede anmoder om det.
Det fremgår endvidere af retsplejelovens § 727, stk. 2 , at
offentlig påtale af en lovovertrædelse, der er undergivet privat påtale, kan
ske, »hvis almene hensyn kræver det«.
Der har i retspraksis været en vis tvivl om, hvorvidt § 727, stk. 2, kan
anvendes, hvor der - som i straffelovens § 275 - alternativt til den private
påtale er hjemlet betinget offentlig påtale. I dommen gengivet i Ugeskrift
for Retsvæsen 1979, s. 435 , kom Østre Landsret til, at den dagældende
bestemmelse i retsplejelovens § 725, stk. 3, (der svarer til den nugældende §
727, stk. 2) kunne anvendes af anklagemyndigheden til at rejse tiltale i en
sådan situation, selv om forurettede ikke havde anmodet om offentlig påtale
efter straffelovens § 275, stk. 2. I dommen gengivet i Ugeskrift for
Retsvæsen 1992, s. 187 , kom Vestre Landsret til det modsatte resultat.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at der er adgang til offentlig
påtale efter retsplejelovens § 727, stk. 2, i sager, hvor der som alternativ
til privat påtale er hjemmel for betinget offentlig påtale. Der henvises i
den forbindelse til Hans Gammeltoft-Hansen i Kommenteret Retsplejelov (5.
udg. 1994) , bind III, s. 40 (note 7 til § 727).
4.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig med Rigsadvokaten i, at der ikke er behov for
at forhøje strafferammen i straffelovens § 263, stk. 3, der så sent
som i 1992 er hævet fra 2 til 4 års fængsel. Denne fremgangsmåde ville
endvidere ikke skabe adgang til indgreb i meddelelseshemmeligheden i sager,
der alene er omfattet af bestemmelsen i straffelovens § 263, stk. 2, hvor
strafferammen går op til 6 måneders fængsel. Der er så meget desto mindre
grundlag for at hæve strafferammen i stk. 2 til 6 års fængsel.
For så vidt angår spørgsmålet om indgreb i meddelelseshemmeligheden
kan Justitsministeriet tilslutte sig Strafferetsplejeudvalgets principielle
synspunkt (jf. bet. 1023/1984, s. 51-52), hvorefter der generelt bør sættes
snævre grænser for politiets indgreb i meddelelseshemmeligheden.
Som også fremhævet af Strafferetsplejeudvalget er der imidlertid nye
kriminalitetsformer, hvor sædvanlige efterforskningsmetoder ikke rækker til.
Der må derfor foretages en afvejning mellem på den ene side den ulempe
eller skade, som indgrebet er forbundet med for samfundet og for den enkelte,
som indgrebet rammer, og på den anden side den betydning, indgrebet har som
middel til opklaring og bekæmpelse af kriminalitet, samt kriminalitetens art
og grovhed.
Efter Justitsministeriets opfattelse har udviklingen siden 1985 - hvor
Folketinget senest drøftede spørgsmålet om indgreb i meddelelseshemmeligheden
over for »hacker-kriminalitet« - vist behov for at anvende dette
efterforskningsmiddel over for kriminalitet, der begås ad elektronisk vej, og
hvor mere traditionelle efterforskningsmetoder derfor ikke er anvendelige.
»Hacker-kriminalitet« begås således typisk ved, at gerningsmanden
fra sin egen pc'er og gennem et modem kobler sig på det offentlige telefonnet
eller eventuelt et datanet og derfra gennem forurettedes modem eller en
tilsvarende »indgang« skaffer sig adgang til forurettedes
dataanlæg.
Ganske vist er det som nævnt ovenfor i pkt. 4.2.2. muligt at foretage
teleoplysning med samtykke fra en forurettet, jf. retsplejelovens § 786, stk.
2. Den fremgangsmåde er imidlertid langt fra altid tilstrækkelig. Der kan
således være forurettede, der modsætter sig politiets indblanding, jf. herved
ovenfor pkt. 4.1. om påtalespørgsmålet. Langt vigtigere er det imidlertid, at
politiet - når det f.eks. med samtykke fra en forurettet er lykkedes at finde
en mistænkt - ofte vil have behov for at foretage teleoplysninger med
udgangspunkt i den mistænktes telefon m.v. for at belyse omfanget af hans
mulige kriminelle aktivitet over for andre ofre. Hertil kommer yderligere, at
der kan være behov for telefonaflytning; ikke så meget med hensyn til
samtaler som med hensyn til datakommunikation for derigennem at klarlægge den
nærmere karakter af den strafbare handling, dvs. hvad den mistænkte foretager
sig med hensyn til fremmede dataanlæg.
Det er på denne baggrund Justitsministeriets opfattelse, at der i sager om
overtrædelse af straffelovens § 263, stk. 2, og § 263, stk. 3, jf. stk. 2,
bør være mulighed for at foretage telefonaflytning og teleoplysning, uanset
kriminalitetskravet ikke er opfyldt. Derimod ses der ikke at være anledning
til at give mulighed for at foretage anden aflytning, brevåbning eller
brevstandsning.
De almindelige regler om mistankekrav, indikationskrav og
proportionalitetskrav vil fortsat skulle finde anvendelse. Det betyder, at
indgreb i meddelelseshemmeligheden kun kan ske, hvis det er af afgørende
betydning for efterforskningen.
Endvidere indebærer mistankekravet, at politiet over for retten skal kunne
godtgøre, at der foreligger bestemte grunde til at antage, at der ved
telekommunikation gives meddelelser eller foretages forsendelser til eller
fra en mistænkt. Der skal altså foreligge en konkret mistanke mod den person,
indgrebet retter sig imod, om, at den pågældende i videre omfang begår
»hackerkriminalitet«. En overtrædelse af straffelovens § 263, stk.
2, kan f.eks. opdages ved, at en virksomhed gennem sin interne registrering
(»logning«) af brugen af virksomhedens dataanlæg konstaterer en
uberettiget anvendelse af anlægget udefra. Indgreb i meddelelseshemmeligheden
vil således f.eks. i denne situation forudsætte, at der er tale om opkald af
en sådan varighed eller hyppighed, at der sammenholdt med virksomhedens
interne registrering af aktiviteterne i dataanlægget og eventuelt andre
oplysninger er grundlag for at mistænke en bestemt person for, at denne også
i andre tilfælde overtræder eller forsøger at overtræde § 263. Enkeltstående
fejlopkald til et forkert dataanlæg, hvor man afbryder forbindelsen efter at
have konstateret, at anlæggets »velkomstbillede« ikke er det rette,
medfører derfor ikke, at man kan blive udsat for telefonaflytning eller
teleoplysning.
Der henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 2,
nr. 1.
Justitsministeriet finder ikke på det foreliggende grundlag anledning til
at foreslå ændringer i reglerne om adgangen til offentlig påtale , men
dette spørgsmål kan overvejes af det udvalg, der skal overveje eventuelle
yderligere lovændringer med henblik på bekæmpelse af datakriminalitet, jf. de
almindelige bemærkninger, pkt. 2.2. Det forudsættes i den forbindelse, at der
- hvad der som nævnt ovenfor i afsnit 4.2.3. må anses for at være gældende
ret - er adgang til offentlig påtale i sager om overtrædelse af straffelovens
§ 263, stk. 2 og 3, hvis almene hensyn kræver det.
Endelig bemærkes, at Justitsministeriet for at følge udviklingen på
området i de kommende år vil indhente og offentliggøre oplysninger fra
politikredsene om anvendelsen af telefonaflytning og teleoplysning i
efterforskningen af sager om overtrædelse af straffelovens § 263, stk. 2-3,
og udfaldet af sådanne sager.
5. »Tyveri af telefontid«
5.1. Rigsadvokatens udtalelse
Rigsadvokaten har i sin udtalelse oplyst, at der findes at være behov for
ændring af retsplejelovens bestemmelser om indgreb i
meddelelseshemmeligheden, således at det i videre omfang bliver muligt at
foretage teleoplysning i sager om »tyveri af telefontid«.
5.2. Den tekniske fremgangsmåde
Ved »tyveri af telefontid« forstås sager, hvor en udenforstående
misbruger en abonnents telefonsystem eller anden telekommunikationstjeneste
på en sådan måde, at udgiften til telefonsamtalen m.v. påføres denne
abonnents regning.
Lovovertrædelser af denne karakter kan begås på flere måder. Misbrug kan
bl.a. ske ved, at gerningsmanden fra en ekstern telefon m.v. ringer til
forurettedes telefon (omstillingsanlæg) og derfra foretager opkald til en
tredje telefon m.v. for forurettedes regning. Det kan være et led i
lovovertrædelsen, at der fra et eksternt dataanlæg foretages ændringer i
opsætningen af omstillingsanlægget, således at den førnævnte fremgangsmåde
muliggøres.
Der kan endvidere ske misbrug af kontoordninger (f.eks. telefonkort eller
såkaldte NUI-koder), hvor kontohaveren ved opkald til et centralt dataanlæg
og indtastning af kontonummer og PIN-kode kan foretage telefonsamtaler eller
anden telekommunikation fra en hvilken som helst telefon m.v., ofte således
at udgiften påføres regningen for vedkommendes faste
telekommunikationsforbindelse (telefonnummer m.v.). En uvedkommende
tredjemand, der kommer i besiddelse af et kontonummer og den tilhørende
PIN-kode, har mulighed for at foretage telekommunikation fra en hvilken som
helst telefon m.v. for kontohaverens regning.
Disse lovovertrædelser sker således ved hjælp af telefon eller anden
telekommunikation.
5.3. Gældende ret
For efterforskningen af lovovertrædelser, der sker ved brug af
telekommunikation, har det stor betydning, om det er muligt at anvende
indgreb i meddelelseshemmeligheden.
I dommen, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1993, s. 1 ,
har Højesteret i en sag om »tyveri af telefontid« fastslået, at
betingelserne i retsplejelovens § 781 om indgreb i meddelelseshemmeligheden
skulle være opfyldt, for at anklagemyndigheden efter retsplejelovens regler
om edition (dvs. regler om tredjemands udlevering af dokumenter eller andre
bevismidler), jf. § 827, stk. 1, jf. § 824, stk. 1, kunne kræve udleveret de
såkaldte abonnakudskrifter, som telefonselskabet af egen drift havde
udarbejdet efter, at abonnenten havde anmeldt sagen til politiet. Disse
abonnakudskrifter viste, hvilke telefonnumre tiltaltes telefon havde været
sat i forbindelse med i en bestemt periode. Højesteret har i dommen gengivet
i Ugeskrift for Retsvæsen 1995, s. 374 , fastslået, at betingelserne i
§ 781 tilsvarende skal være opfyldt, for så vidt angår politiets indhentning
af teleoplysninger, der allerede, før politiet indledte en efterforskning,
var lagret af telefonselskabet.
Det er således kun muligt at få udskrift af oplysninger om, hvilke
telefoner en mistænkts telefon sættes i forbindelse med - eller har været sat
i forbindelse med - hvis der er tale om efterforskning af en lovovertrædelse,
der kan medføre fængsel i 6 år, eller en af de særligt opregnede
lovovertrædelser i retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 3.
De gældende regler om indgreb i meddelelseshemmeligheden er i øvrigt
beskrevet ovenfor i pkt. 4.2.2.
Det er ikke ganske afklaret i retspraksis, hvilken straffebestemmelse
»tyveri af telefontid« skal henføres under.
I Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1993, s. 1 ,
var der under straffesagen, der førtes som tilståelsessag, rejst tiltale for
overtrædelse af straffelovens § 276 om tyveri. I Vagn Greve m.fl.:
Kommenteret straffelov. Speciel del (5. udg. 1994), s. 356 og 428, anføres
imidlertid, at forholdet ikke er tyveri, men brugstyveri, jf. straffelovens §
293, stk. 1. Dette resultat kom kriminalretten i Silkeborg til i en utrykt
afgørelse af 12. februar 1993. I Kommenteret Straffelov, s. 428, refereres
imidlertid en utrykt afgørelse fra Østre Landsret fra 1993 om indgreb i
meddelelseshemmeligheden, hvor der var rejst tiltale for overtrædelse af
straffelovens § 279 a om databedrageri.
Straffen for brugstyveri efter straffelovens § 293, stk. 1, er under
skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år, mens straffen for tyveri efter
§ 276 under skærpende omstændigheder er fængsel indtil 4 år, jf. § 286, stk.
1. Ingen af disse lovovertrædelser opfylder således kriminalitetskravet i
retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 3, hvorefter det bl.a. er en betingelse
for indgreb i meddelelseshemmeligheden, at efterforskningen angår en
forbrydelse, der efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover.
Overtrædelse af straffelovens § 279 a kan imidlertid under skærpende
omstændigheder straffes med fængsel indtil 8 år, jf. § 286, stk. 2. For denne
lovovertrædelse er det således muligt at foretage teleoplysning, men kun hvis
der foreligger skærpende omstændigheder.
5.4. Justitsministeriets overvejelser
Som nærmere beskrevet ovenfor under pkt. 4.3. må der ved indgreb i
meddelelseshemmeligheden foretages en afvejning mellem på den ene side den
ulempe eller skade, som indgrebet er forbundet med for samfundet og for den
enkelte, som indgrebet rammer, og på den anden side den betydning, indgrebet
har som middel til opklaring og bekæmpelse af kriminalitet, samt
kriminalitetens art og grovhed.
På lignende måde som med »hacker-kriminaliteten« begås også
»tyveri af telefontid« ved hjælp af telefon eller anden
telekommunikationstjeneste. Derfor er de mere traditionelle
efterforskningsmetoder ikke anvendelige. For at opklare disse
lovovertrædelser er der således behov for at foretage teleoplysning, ikke
blot med udgangspunkt i en forurettets telefon m.v., jf. retsplejelovens §
786, stk. 2, (omtalt ovenfor i pkt. 4.2.2. og 4.3.), men også med
udgangspunkt i den mistænktes telefon m.v.
Det er på denne baggrund Justitsministeriets opfattelse, at der i de
omhandlede sager bør være mulighed for at foretage teleoplysning, uanset at
kriminalitetskravet ikke er opfyldt. De almindelige regler om mistankekrav,
indikationskrav og proportionalitetskrav vil fortsat skulle finde anvendelse.
Om betydningen af, at mistankekravet finder anvendelse, henvises til
bemærkningerne ovenfor i pkt. 4.3. Der henvises i øvrigt til de specielle
bemærkninger til lovforslagets § 2, nr. 2.
6. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller administrative
konsekvenser for det offentlige af betydning.
Lovforslaget har ingen miljømæssige eller erhvervsøkonomiske konsekvenser
og indeholder ikke EU-retlige aspekter.
7. Hørte myndigheder m.v.
Lovforslaget har været sendt til høring hos:
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns Byret, retterne i
Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren
i København, Foreningen af Politimestre i Danmark,
Politifuldmægtigforeningen, Dansk Politiforbund, Dansk
Kriminalpolitiforening, Advokatrådet, Det Danske Center for
Menneskerettigheder og Forskningsministeriet.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
I bilaget til lovforslaget er de foreslåede bestemmelser sammenholdt med
de gældende regler.
Til § 1
Den foreslåede ændring af straffelovens § 163 indebærer, at bestemmelsen -
der i dag kun omfatter skriftlige erklæringer og bevidnelser - udvides til
også at omfatte erklæringer og bevidnelser, der er afgivet ved »andet
læsbart medie«, jf. nærmere om baggrunden herfor i de almindelige
bemærkninger, pkt. 3. Herudover er der foretaget en sproglig ajourføring af
bestemmelsen, ligesom den foreslåede bestemmelse indeholder en selvstændig
strafferamme i stedet for blot at henvise til strafferammen i § 162. Bortset
fra ændringen af kravet om skriftlighed er der ikke herved tilsigtet nogen
realitetsændringer.
Som anført i de almindelige bemærkninger, pkt. 3.2., er det ikke fundet
ønskeligt eller hensigtsmæssigt fuldstændigt at afskaffe skriftlighedskravet,
således at også mundtlige erklæringer omfattes af bestemmelsen. Afgrænsningen
af det strafbare område beror med den foreslåede formulering på et visuelt
kriterium, dvs. om erklæringen for afgiveren fremtræder - eller dog kan
fremtræde - i læsbar form, f.eks. på et stykke papir eller på en dataskærm.
Med den foreslåede ændring vil bestemmelsen f.eks. også omfatte
erklæringer m.v. afgivet ved edb-diskette eller andet eksternt
edb-lagringsmedie, elektronisk post eller EDI (»electronic data
interchange«, dvs. elektronisk dataudveksling på grundlag af en på
forhånd fastlagt standard for indhold og struktur).
På baggrund af det nævnte visuelle kriterium omfatter bestemmelsen
ikke tilfælde, hvor erklæringen kun kan fremtræde i læsbar form for
modtageren, f.eks. ved indtastning af oplysninger på en telefon, eller ved
indtaling over telefonen til et dataanlæg, der gennem talegenkendelse kan
omsætte erklæringen til læsbar form.
Til § 2
Til nr. 1
Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 781 indebærer, at der bliver
mulighed for at foretage telefonaflytning og teleoplysning i sager om
overtrædelse af straffelovens § 263, stk. 2, om den, der uberettiget skaffer
sig adgang til en andens oplysninger eller programmer, der er bestemt til at
bruges i et anlæg til elektronisk databehandling (såkaldt
»hacker-kriminalitet«). Tilsvarende gælder i sager om overtrædelse
af reglen om skærpelse af straffen i § 263, stk. 3, der finder anvendelse,
hvis forholdet begås med forsæt til at skaffe sig eller gøre sig bekendt med
oplysninger om en virksomheds erhvervshemmeligheder eller under andre særligt
skærpende omstændigheder. Baggrunden for forslaget er beskrevet i de
almindelige bemærkninger, pkt. 4.
Med forslaget fraviges det almindelige kriminalitetskrav i retsplejelovens
§ 781, stk. 1, nr. 3, hvorefter indgreb i meddelelseshemmeligheden som
udgangspunkt forudsætter, at efterforskningen angår en lovovertrædelse, som
efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover. De almindelige
regler om bl.a. mistankekrav (§ 781, stk. 1, nr. 1), indikationskrav (§ 781,
stk. 1, nr. 2) og proportionalitetskrav (§ 782, stk. 1) gælder uændret.
Til nr. 2
Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 781 indebærer, at der bliver
mulighed for at foretage teleoplysning i sager om overtrædelse af
straffelovens § 279 a eller § 293, stk. 1, begået ved anvendelse af en
telekommunikationstjeneste. Baggrunden for forslaget er beskrevet i de
almindelige bemærkninger, pkt. 5.
Med forslaget fraviges det almindelige kriminalitetskrav i retsplejelovens
§ 781, stk. 1, nr. 3, hvorefter indgreb i meddelelseshemmeligheden som
udgangspunkt forudsætter, at efterforskningen angår en lovovertrædelse, som
efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover. De almindelige
regler om bl.a. mistankekrav (§ 781, stk. 1, nr. 1), indikationskrav (§ 781,
stk. 1, nr. 2) og proportionalitetskrav (§ 782, stk. 1) gælder uændret.
Som det fremgår af lovforslaget, fraviges § 781, stk. 1, nr. 3, hvad enten
lovovertrædelsen henføres under straffelovens § 279 a om databedrageri eller
§ 293, stk. 1, om brugstyveri. Baggrunden for denne formulering er, at det
ikke er afklaret i retspraksis, hvilken straffebestemmelse det omhandlede
misbrug af en telekommunikationstjeneste skal henføres under, jf. nærmere de
almindelige bemærkninger, pkt. 5.3. Justitsministeriet har overvejet ved en
ændring af straffeloven at afklare dette spørgsmål. Det er dog ikke fundet
hensigtsmæssigt at foretage en sådan ændring uden en mere dybtgående
vurdering af de tekniske fremgangsmåder, der anvendes ved lovovertrædelser af
denne karakter. Det bemærkes i den forbindelse, at forskelle i den tekniske
fremgangsmåde, jf. de almindelige bemærkninger, pkt. 5.2., eventuelt kan
begrunde anvendelse af forskellige straffebestemmelser. Det er imidlertid
Justitsministeriets opfattelse, at »tyveri af telefontid« vil kunne
henføres under enten straffelovens § 279 a eller § 293, stk. 1.
Spørgsmålet om ændringer i den strafferetlige regulering af dette
spørgsmål kan overvejes nærmere af det udvalg, der skal overveje eventuelle
yderligere lovændringer med henblik på bekæmpelse af datakriminalitet, jf. de
almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.
Den lovovertrædelse, der efter lovforslaget kan begrunde indgreb i
meddelelseshemmeligheden i form af teleoplysning, er en overtrædelse af af
straffelovens § 279 a om databedrageri eller § 293, stk. 1, om brugstyveri
»begået ved anvendelse af en telekommunikationstjeneste«.
Bestemmelsen omfatter sager, hvor en udenforstående misbruger en abonnents
telefonsystem eller anden telekommunikationstjeneste på en sådan måde, at
udgiften til telefonsamtalen m.v. påføres denne abonnents regning, hvad enten
forholdet henføres under straffelovens § 279 a eller § 293, stk. 1.
Bestemmelsen tager sigte på tilfælde, hvor gerningsmanden via en ekstern
adgang til forurettedes telefon m.v. misbruger denne. Bestemmelsen tager
ikke sigte på sager, hvor gerningsmanden generelt har adgang til
anvende den pågældende telefon m.v., men hvor den konkrete brug er
uberettiget, f.eks. ansattes anvendelse af en telefon på arbejdspladsen til
private formål. I de situationer, hvor misbruget sker direkte fra
forurettedes telefon m.v., er der mulighed for at foretage teleoplysning med
samtykke fra forurettede, jf. retsplejelovens § 786, stk. 2, der er omtalt i
de almindelige bemærkninger, pkt. 4.2.2. Der er således ikke i disse
situationer behov for at fravige kriminalitetskravet.
Til § 3
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 1996.
Til § 4
Bestemmelsen fastsætter lovens territoriale gyldighedsområde. Den
indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.
Lovforslagets § 1 om ændring af straffelovens § 163 kan dog sættes
i kraft for Færøerne ved kongelig anordning. Det er unødvendigt at fastslå,
at lovforslagets § 1 ikke gælder for Grønland, da straffeloven ikke gælder
for Grønland. For Grønland gælder en særlig kriminallov, og der er derfor
ikke hjemmel til at sætte lovforslaget i kraft for Grønland.
For så vidt angår ændringerne af retsplejelovens § 781 bemærkes, at det er
unødvendigt at fastslå, at lovforslagets § 2 ikke gælder for Færøerne
og Grønland, da retsplejeloven ikke gælder for disse dele af riget, for
hvilke der gælder særlige love.
Bilag
I dette bilag er (med mindre skrift)
indsat den gældende formulering af de bestemmelser
der berøres af lovforslaget
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 30. oktober 1992, som
ændret senest ved lov nr. 309 af 17. maj 1995, foretages følgende ændring:
1. § 163 affattes således:
»§ 163. Den, som i øvrigt til brug i retsforhold, der
vedkommer det offentlige, skriftligt eller ved andet læsbart medie afgiver
urigtig erklæring eller bevidner noget, som den pågældende ikke har viden om,
straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 4 måneder.«
»§ 163. Med samme straf som i § 162 anført straffes den, som
i øvrigt til brug i retsforhold, der vedkommer det offentlige, afgiver
urigtig skriftlig erklæring eller skriftlig bevidner noget, hvorom han ingen
kundskab har.«
§ 2
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 905 af 10. november
1992, som ændret senest ved lov nr. 903 af 29. november 1995 og nr. 1072,
1079 og 1091 af 20. december 1995, foretages følgende ændringer:
1. I § 781 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2 . Er betingelserne i stk. 1, nr. 1 og 2, opfyldt kan
telefonaflytning og teleoplysning endvidere foretages, såfremt mistanken
angår fredskrænkelser som omhandlet i straffelovens § 263, stk. 2, eller §
263, stk. 3, jf. stk. 2.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
2. I § 781, stk. 2 , der bliver stk. 3, indsættes som 2.
pkt. :
»Det samme gælder, såfremt mistanken angår en overtrædelse af
straffelovens § 279 a eller § 293, stk. 1, begået ved anvendelse af en
telekommunikationstjeneste.«
»§ 781. Indgreb i meddelelseshemmeligheden må kun foretages,
såfremt
1) der er bestemte grunde til at antage, at der på den pågældende måde
gives meddelelser eller foretages forsendelser til eller fra en mistænkt,
2) indgrebet må antages at være af afgørende betydning for
efterforskningen og
3) efterforskningen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes
med fængsel i 6 år eller derover, en forsætlig overtrædelse af straffelovens
kapitler 12 eller 13 eller en overtrædelse af straffelovens §§ 124, stk. 1,
125, 127, stk. 1, 193, stk. 1, 266, 281 eller 289.
Stk. 2. Er betingelserne i stk. 1, nr. 1, og 2, opfyldt, kan
teleoplysning endvidere foretages, såfremt mistanken angår gentagne
fredskrænkelser som omhandlet i straffelovens § 265.
- - -»
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1995 BTL 202 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF STRAFFELOVEN OG RETSPLEJELOVEN (DATAKRIMINALITET) NR L 202 1995-96, 1. SAMLING Retsinformation · 30. april 1996
- Betænkning over Forslag til lov om indfødsrets meddelelse Retsinformation · 4. december 1998
- 1996 LSF 98 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF STRAFFELOVEN, RETSPLEJELOVEN OG VÅBENLOVEN(STYRKELSE AF POLITIETS MULIGHEDER FOR AT EFTERFORSKE ALVORLIG KRIMINALITET, KONFISKATION, ØGET VIDNEBESKYTTELSE OG SKÆRPELSE AF STRAFFEN FOR VÅBENBESIDDELSE M.V.) Retsinformation · 13. juni 1997
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven Retsinformation · 21. marts 2001
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2024/2467 af 13. februar 2024 om foranstaltningerne Statsstøtte SA.52162 (2019/C) (ex 2018/FC) – Danmark og Statsstøtte SA.52617 (2019/C) (ex 2018/FC) – Sverige gennemført af Danmark og Sverige til fordel for Øresundsbro Konsortiet (Meddelt under nummer C(2024) 959) (Kun den engelske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 13. februar 2024
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, markedsføringsloven og ophavsretsloven (IT-kriminalitet mv.) Retsinformation · 5. november 2003