Forslag til Lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 21. marts 2001 af
justitsministeren (Frank Jensen)
Forslag
til
Lov om ændring af straffeloven og
retsplejeloven
(Hæleri og anden efterfølgende medvirken samt
IT-efterforskning)
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 849 af 6. september 2000,
foretages følgende ændringer:
1.
I § 72, stk. 3, 1. pkt., ændres
»stk. 1« til: »stk. 2«.
2.
§ 191 a ophæves.
3.
§ 213, stk. 2, og § 262,
stk. 2, ophæves.
4.
Overskriften til 28. kapitel affattes
således:
»28. kapitel
Formueforbrydelser«
5.
§ 284 ophæves.
6.
§ 285 affattes således:
»§ 285. De i §§ 276 og 278-283 nævnte forbrydelser
straffes med fængsel indtil 1 år og 6 måneder. I de i
Læs alt
§ 283, stk. 2, nævnte tilfælde kan straffen såvel
for skyldneren som for den begunstigede fordringshaver gå ned til
bøde.
Stk. 2.
Ulovlig omgang med hittegods straffes med bøde
eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.«
7.
§ 286, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Under tilsvarende omstændigheder kan straffen
for afpresning og åger stige til fængsel i 6 år.«
8.
I § 287, stk. 1, ændres »§§ 276-284«
til: »§§ 276-283«.
9.
§ 290 affattes således:
»§ 290. For hæleri straffes med bøde eller
fængsel indtil 1 år og 6 måneder den, som uberettiget
modtager eller skaffer sig eller andre del i udbytte, der er opnået ved
en strafbar lovovertrædelse, og den, der uberettiget ved at skjule,
opbevare, transportere, hjælpe til afhændelse eller på
lignende måde efterfølgende virker til at sikre en anden
udbyttet af en strafbar lovovertrædelse.
Stk. 2.
Når hæleriet er af særlig grov
beskaffenhed, eller når hæleriet har været
erhvervsmæssigt, er straffen bøde eller fængsel indtil 6
år.
Stk. 3.
Straf efter denne bestemmelse kan ikke
pålægges den, som modtager udbytte til sædvanligt underhold
fra familiemedlemmer eller samlever, eller den, der modtager udbytte som
normalt vederlag for sædvanlige forbrugsvarer, brugsting eller
tjenester.«
10.
Efter § 290 udgår:
»29. kapitel
Andre strafbare formuekrænkelser«
11.
§ 292, stk. 2, og § 300,
stk. 2, ophæves.
12.
I § 300 c, 1. pkt., udgår: »kendte eller«, og
i § 300 c, 2. pkt., udgår: »forsætligt eller«.
13.
Efter § 305 ændres »30. kapitel« til: »29.
kapitel«.
§ 2
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 857 af 12.
september 2000, som ændret ved § 2 i lov nr. 106 af 13. februar
2001, foretages følgende ændringer:
1.
I § 687, stk. 3, nr. 1, ændres
»§§ 172, 173, 286 eller 289« til: »§§ 172, 173, 286, 289 eller
290«.
2.
I § 780, stk. 1, indsættes som nyt nr.
4:
»4) indhente oplysning om, hvilke telefoner eller andre tilsvarende
kommunikationsapparater inden for et nærmere angivet område, der
sættes i forbindelse med andre telefoner eller kommunikationsapparater
(udvidet teleoplysning),«
Nr. 4 og 5 bliver herefter nr. 5 og 6.
3.
I § 781, stk. 5, indsættes efter
»Aflytning efter § 780, stk. 1, nr. 2,«: »og udvidet teleoplysning
efter § 780, stk. 1, nr. 4,«.
4.
I § 781, stk. 5, indsættes som 2.
pkt.:
»Udvidet teleoplysning kan foretages, uanset betingelsen i
stk. 1, nr. 1, ikke er opfyldt.«
5.
§ 786, stk. 1, affattes således:
»Det påhviler postvirksomheder og udbydere af offentlige telenet
eller teletjenester at bistå politiet ved gennemførelsen af
indgreb i meddelelseshemmeligheden, herunder ved at etablere aflytning af
telefonsamtaler m.v., ved at give de i § 780, stk. 1, nr. 3 og 4,
nævnte oplysninger samt ved at tilbageholde og udlevere forsendelser
m.v.«
6.
I § 788, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter
»jf. dog stk. 4«: »og 5«.
7.
I § 788 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. Efter afslutningen af et indgreb i
meddelelseshemmeligheden i form af udvidet teleoplysning efter § 780,
stk. 1, nr. 4, skal der ikke gives underretning om indgrebet til
indehaverne af de pågældende telefoner.«
§ 3
Loven træder i kraft den 1. juli 2001.
§ 4
Stk. 1.
Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland.
Stk. 2.
§ 1 kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de
særlige færøske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1.
Indledning
4
2.
Hæleri
4
2.1.
Gældende ret
4
2.2.
Udvalgets vurdering af retstilstanden
5
2.3.
Udvalgets forslag
6
2.3.1.
Behovet for en udvidelse af
medvirkensområdet
6
2.3.2.
Reguleringens omfang
7
2.3.3.
Subjektive betingelser
9
2.3.4.
Strafferammer
9
2.4.
Justitsministeriets overvejelser
10
2.4.1.
Udvalgets forslag
10
2.4.2.
Europarådets konvention af 8. november 1990 og
EU-retsakter om hvidvaskning mv.
11
3.
Lovtekniske ændringer af straffeloven i tilknytning
til ændringen af hæleribestemmelsen
13
3.1.
Sammenlægning af straffelovens kapitel 28 og
29
13
3.2.
Straffelovens § 290 m.fl.
13
4.
IT-efterforskning
14
4.1.
Indledning
14
4.2.
Adgang til indholdet af digitale meddelelser
15
4.2.1.
Udvalgets overvejelser
15
4.2.2.
Justitsministeriets overvejelser
16
4.3.
Teleoplysninger
16
4.3.1.
Gældende ret
16
4.3.2.
Udvalgets overvejelser
17
4.3.3.
Justitsministeriets overvejelser
18
4.4.
Teleoplysninger om brug af mobiltelefoner mv. (udvidet
teleoplysning/masteoplysninger)
18
4.4.1.
Baggrund
18
4.4.2.
Udvalgets forslag
19
4.4.3.
Justitsministeriets overvejelser
19
4.4.3.1.
Generelle overvejelser
19
4.4.3.2.
Mistankekravet
20
4.4.3.3.
Retskendelsen og dens form
20
4.4.3.4.
Underretning om udvidet teleoplysning
20
4.4.3.5.
Advokatbeskikkelse
21
4.5.
Teleoplysninger i henhold til samtykke mv.
21
4.5.1.
Gældende ret
21
4.5.2.
Udvalgets overvejelser
22
4.5.3.
Særligt om pligt til at medvirke ved indgreb i
meddelelseshemmeligheden
22
4.5.4.
Justitsministeriets overvejelser
22
5.
Lovforslagets økonomiske og administrative
konsekvenser mv.
23
6.
Hørte myndigheder mv.
23
1. Indledning
1.1.
Lovforslaget bygger på to
delbetænkninger fra Justitsministeriets udvalg om økonomisk
kriminalitet og datakriminalitet (»Brydensholt-udvalget«).
Udvalget blev nedsat i oktober 1997. Efter sit
kommissorium skal udvalget bl.a. med henblik på en forstærket
indsats mod den ny tids kriminalitet gennemgå straffelovens
berigelsesforbrydelser samt vurdere behovet for skærpelser af
strafniveauet for økonomisk kriminalitet, herunder i forhold til andre
forbrydelsestyper. Endvidere skal udvalget fremkomme med forslag, der kan
tage højde for den udvikling, som de ændrede økonomiske
kriminalitetsmønstre og den moderne teknologi fører til,
ligesom udvalget bl.a. skal overveje ændringer af retsplejelovens
regler om indgreb i meddelelseshemmeligheden i lyset af de nye
telekommunikationsformer.
Delbetænkning I (betænkning nr. 1371/1999) om
udviklingen i lovgivningen og kriminaliteten samt om hæleri og anden
efterfølgende medvirken blev afgivet i juli 1999. I betænkningen
redegøres for udviklingen i den økonomiske kriminalitet og
datakriminaliteten, og de lovgivningsmæssige initiativer, der siden
1971 er taget på området, gennemgås. Endvidere foretages en
gennemgang og vurdering af de gældende danske straffebestemmelser om
hæleri (efterfølgende medvirken). I den forbindelse
gennemgår udvalget også de tilsvarende straffebestemmelser i en
række andre lande. Udvalget konkluderer, at der i et vist omfang kan
være behov for en udvidet strafferetlig regulering og foreslår,
at kriminaliseringen af hæleri udvides til at omfatte hæleri med
hensyn til udbytte fra alle strafbare lovovertrædelser.
Henvisninger til udvalgets betænkning i pkt. 2 og 3
i de almindelige bemærkninger til lovforslaget og i
bemærkningerne til lovforslagets § 1 skal, medmindre andet er
angivet, forstås som henvisninger til betænkning nr.
1371/1999.
Delbetænkning II (betænkning nr. 1377/1999) om
børnepornografi og IT-efterforskning er afgivet i september 1999 og
indeholder bl.a. overvejelser om forbedring af efterforskningsmulighederne i
sager, hvor der i forbindelse med overtrædelserne anvendes
informationsteknologi. I disse overvejelser indgår bl.a.
spørgsmålet om at indføre en pligt for internetudbydere
og teleselskaber til at logge oplysninger om anvendelse af Internettet og
opbevare logoplysningerne, således at det under en efterfølgende
politimæssig efterforskning vil være muligt at spore den
kommunikation, der har fundet sted. Udvalget overvejer i betænkningen
også en række spørgsmål i tilknytning til
retsplejelovens regler om straffeprocessuelle indgreb, herunder navnlig om
reglerne om indgreb i meddelelseshemmeligheden kan anses for tidssvarende set
i lyset af den tekniske udvikling. Betænkningen indeholder i den
forbindelse forslag om en særlig regulering af adgangen til at indhente
såkaldte »masteoplysninger«, dvs. f.eks. oplysninger om, hvilke
mobiltelefoner der i et givent område og inden for et bestemt tidsrum
har været sat i forbindelse med andre telefoner. Udvalget har endvidere
mere generelt berørt betingelserne for og afgrænsningen mellem
de forskellige straffeprocessuelle indgreb i forhold til elektronisk
kommunikation.
Henvisninger til udvalgets betænkning i pkt. 4 i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget og i bemærkningerne til
lovforslagets § 2 skal, medmindre andet er angivet, forstås som
henvisninger til betænkning nr. 1377/1999.
1.2.
Lovforslaget indeholder to hovedelementer.
For det første foreslås straffelovens
hæleribestemmelse ændret. Formålet hermed er at udvide
kriminaliseringen af hæleri til at omfatte hæleri med hensyn til
udbytte fra alle strafbare lovovertrædelser. De gældende
bestemmelser omfatter alene hæleri med hensyn til udbytte fra visse
nærmere angivne lovovertrædelser.
For det andet foreslås det, at der ved ændring
af retsplejelovens regler om indgreb i meddelelseshemmeligheden skabes adgang
til at indhente udvidede teleoplysninger. Herved forstås f.eks.
oplysninger om, hvilke mobiltelefoner der i et givent område og inden
for et bestemt tidsrum har været sat i forbindelse med andre telefoner
(såkaldte »masteoplysninger«).
Endvidere indeholder lovforslaget visse mindre lovtekniske
ændringer af straffeloven i tilknytning til den foreslåede
ændring af hæleribestemmelsen.
2. Hæleri
2.1. Gældende ret
2.1.1.
I straffelovsbetænkningerne fra 1912,
1917 og 1923 var der i henholdsvis § 303, § 253 og § 258 i de
pågældende lovudkast formuleret hæleribestemmelser, der
stort set svarede til den nugældende bestemmelse i straffelovens
§ 284. I alle tre udkast blev ågerhæleriet begrænset
til den, der havde erhvervet et ågerkrav med kendskab til retshandelens
beskaffenhed. Ågerhæleri blev indføjet i selve
ågerbestemmelsen i straffelovens § 282.
En bestemmelse svarende til den nugældende
§ 303 om groft uagtsomt hæleri blev først formuleret i
straffelovsbetænkningen fra 1923. Det siges herom i
bemærkningerne, at: »Det, der søges ramt ved denne Forskrift, er
de egentlige Hælerforretninger, der erfaringsmæssigt spiller en
stor Rolle til Fremme af Berigelsesforbrydelser, særlig
Tyveriforbrydelser«.
I forbindelse med, at der i 1985 blev formuleret en
særlig bestemmelse om datakriminalitet i straffelovens § 279 a,
blev der samtidig indsat en henvisning hertil i § 284.
I 1994 fik bestemmelsen tilføjet henvisningen til
§ 289, 2. pkt., om groft smugleri.
Ved lov nr. 228 af 4. april 2000 om ændring af
straffeloven (Grov momssvig, EU-svig og bestikkelse af udenlandske
tjenestemænd mv.) blev § 284 udvidet til også at omfatte
aktiv og passiv bestikkelse, jf. straffelovens §§ 122 og 144, samt svig
med EU-midler, jf. straffelovens § 289 a.
Hæleribestemmelsen i straffelovens § 284
omfatter herefter den, der modtager eller skaffer sig eller andre del i en
vinding, der er erhvervet ved en af de angivne forbrydelser, samt den, der
ved fordølgelse, hjælp til afhændelse eller på
lignende måde virker til at sikre en anden udbyttet af en sådan
forbrydelse. De angivne forbrydelser er tyveri, ulovlig omgang med hittegods,
underslæb, bedrageri, databedrageri, mandatsvig, afpresning,
skyldnersvig, røveri, aktiv og passiv bestikkelse, groft smugleri og
svig med EU-midler.
2.1.2.
I 1975 fik ågerbestemmelsen i
§ 282 en ny formulering og hæleridelen blev flyttet til en ny
bestemmelse i straffelovens § 300 c. Det tidligere
ågerhæleri blev herved kraftigt nedkriminaliseret, men samtidig
blev området for ågerhæleri udvidet, herunder til visse
groft uagtsomme forhold.
2.1.3.
I 1982 blev bestemmelsen i straffelovens
§ 191 a om narkotikahæleri og en tilsvarende bestemmelse i
§ 3, stk. 3, i lov om euforiserende stoffer indsat. Bestemmelsen
i § 191 a omhandler hæleri med hensyn til vinding, der er
erhvervet ved en overtrædelse af straffelovens § 191
vedrørende grove overtrædelser af lov om euforiserende
stoffer.
2.1.4.
Ved siden af de nævnte
hæleriregler findes der andre bestemmelser om efterfølgende
medvirken i forskellig form. Nogle af disse, men langt fra alle,
vedrører befatning med udbytte fra strafbare forhold.
Hæleribestemmelser findes således bl.a. i en række
afgiftslove, der vedrører varer, der omsættes i almindelig
handel.
2.1.5.
For så vidt angår
lovændringer vedrørende internationale tiltag gennemførte
Danmark i 1993 EU's hvidvaskdirektiv (Rådets direktiv 91/308/EØF
om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til
hvidvaskning af penge) ved hvidvaskloven (lov nr. 348 af 9. juni 1993 om
forebyggende foranstaltninger mod hvidvaskning af penge, som ændret ved
lov nr. 1056 af 23. december 1998).
Loven finder anvendelse på bl.a. fysiske personer
eller kredit- og finansieringsinstitutter, der udøver visse
finansielle aktiviteter som deres hovedaktivitet.
Loven stiller bl.a. krav om kontrol, legitimation,
dokumentopbevaring og underretning af politiet ved en mistanke om hvidvask,
der ikke kan afkræftes. Hvidvask defineres i lovens § 2 som
konvertering, overførsel, erhvervelse, besiddelse eller anvendelse af
formuegoder eller fortielse eller tilsløring af deres art, oprindelse,
lokalisering, bevægelser og ejerforhold samt forsøg herpå
eller medvirken hertil med viden eller formodning om, at formuegoderne
stammer fra overtrædelse af straffeloven.
Overtrædelse af reglerne er for de fleste
bestemmelsers vedkommende, herunder pligten til at underrette, sanktioneret
med bødestraf. Der kan også straffes for uagtsomme
overtrædelser.
Ved en lovændring i 1993 blev der også i
kasinoloven indsat visse bestemmelser i relation til forebyggelse og
opdagelse af hvidvask, herunder om underretning af politiet via en
særlig kontrollant ved mistanke om hvidvask. Der kan idømmes
bødestraf for overtrædelse af reglerne.
Europa-Kommissionen har den 14. juli 1999 fremsat forslag
til ændring af hvidvaskdirektivet. Der lægges hermed op til en
udvidelse af direktivets anvendelsesområde, således at også
virksomheder og personer udenfor den finansielle sektor, herunder f.eks.
advokater og revisorer, vil være omfattet. Direktivforslagets andet
hovedelement er en udvidelse af kredsen af de førforbrydelser, der
giver grundlag for indberetning af mistanke til politiet. På et
møde i Rådet for Den Europæiske Union den 27. november
2000 blev der fastlagt fælles holdning med henblik på vedtagelse
af direktivforslaget, der herefter afventer andenbehandlingen i
Europa-Parlamentet
2.2. Udvalgets vurdering af
retstilstanden
Brydensholt-udvalget anfører, at der er konstateret
en stigning i den opdagede kriminalitet mod det offentlige, en kriminalitet
der i vidt omfang er særlovsreguleret. Bl.a. på baggrund heraf,
men primært ud fra en generel vurdering, har den arbejdsgruppe under
udvalget, der har set på særlovsreguleringen, anbefalet, at hele
særlovsområdet får regler om efterfølgende medvirken
i relation til udbytte fra særlovsovertrædelser.
Det er i den forbindelse også anført, at
berigelseskriminalitet rettet mod det offentlige bør sidestilles med
anden berigelseskriminalitet. Dertil kommer, at meget specifikke
hæleriregler harmonerer dårligt med, at kriminelle begår
flere former for kriminalitet samtidig og måske ofte ved en
pengeoverførsel dårligt nok selv ville kunne svare på,
hvilke af deres kriminelle aktiviteter en bestemt sum penge hidrører
fra.
Endvidere har særlovsreguleringer i et vist omfang
medført, at der mangler balance i, hvornår en straffebestemmelse
er supplerende beskyttet med hæleriregler. EU-markedsordningslovene har
været et særlig markant eksempel, der dog nu er reguleret.
Værdipapirhandelloven frembyder også et eksempel: Insiderhandel
og kursmanipulation kan straffes med op til 4 års fængsel og kan
give et ganske betragteligt udbytte. Der er regler om, at en
værdipapirhandler, der har mistanke om insiderhandel eller
kursmanipulation, ikke må medvirke til handel, men der er ingen
hæleriregler.
Der er heller ikke hæleriregler vedrørende de
penge, der erhverves ved salg af fisk, der er udbytte fra overtrædelse
af fiskerilovgivningen. Det samme gælder for udbyttet fra lejemord
eller såkaldt »gorillavirksomhed«. Den nye § 125 a i straffeloven
om menneskesmugling, der har en maksimumstraf på 4 år, er ikke
suppleret med regler om hæleri, selv om det klart er et område,
hvor der er mulighed for et betydeligt økonomisk udbytte. Udvalget
nævner også piratkopiering som et eksempel på et
vindingsområde, hvor der ikke er hæleriregler.
Dele af nutidens kriminalpolitiske debat har sit
udgangspunkt i, at bekæmpelse af kriminalitet gennem kriminalisering af
den efterfølgende bistand er et væsentligt led i forsøget
på at etablere en situation, hvor kriminalitet ikke betaler sig, fordi
man ikke kan drage fordel af udbyttet. Derfor går bevægelsen i
retning af at kriminalisere befatning med udbytte fra al kriminalitet.
Udvalget konstaterer, at det umiddelbart synes at være et naturligt
udgangspunkt, at der ikke er noget kriminelt udbytte, der er mere acceptabelt
end andet.
Udvalget anfører endvidere, at bevismæssige
hensyn kan tale for, at der kun findes én bred bestemmelse. I nogle
tilfælde vil der således være ond tro med hensyn til, at
der er tale om udbytte fra strafbare forhold, men ikke nogen fornemmelse af,
om udbyttet hidrører fra narkotikakriminalitet, fra de af
straffelovens § 284 omfattede berigelsesforbrydelser eller fra anden
kriminalitet. Det gør både tiltalen og domstolenes subsumption
(dvs. retsanvendelse) vanskelig. Og problemstillingen forenkles som
nævnt ikke af, at de kriminelle ofte ikke er specialiserede, men
bevæger sig inden for flere områder, der kan give udbytte.
Endvidere har udvalget overvejet de
spørgsmål, der kan opstå i relation til internationale
anmodninger om retshjælp. Ved gennemførelse af anmodninger fra
et andet land om tvangsindgreb kræver Danmark dobbelt strafbarhed. I
tilfælde, hvor der tillige er sigtet for en efterfølgende
medvirken, der ikke er omfattet af de danske regler, vil der normalt kunne
ydes den ønskede retshjælp med udgangspunkt i hovedforbrydelsen.
Det kan imidlertid ikke udelukkes, at Danmark vil betragte sig som
afskåret fra at yde retshjælp, hvis det anmodende land alene
behandler den efterfølgende medvirken, men ikke selv har kompetence
til at behandle hovedforbrydelsen. Den situation vil lettere kunne
opstå i dag, hvor mange lande har fået mere generelle
bestemmelser om efterfølgende medvirken, og hvor det i langt
højere grad end tidligere tilstræbes at rejse tiltale og
foretage konfiskation i disse sager.
Der henvises i øvrigt til betænkningen s.
65-69 og 84.
Udvalget har endvidere undersøgt retstilstanden i
andre lande og behandlet spørgsmålet om, hvilke internationale
initiativer, der taget på området. Der henvises herom til
betænkningen s. 70-83.
2.3. Udvalgets forslag
2.3.1. Behovet for en udvidelse af
medvirkensområdet
Danmark havde fra 1866 til 1930 en generel bestemmelse om
efterfølgende medvirken. Ophævelsen af bestemmelsen til fordel
for en udvidelse af de specielle bestemmelser synes især at have haft
sammenhæng med en ændret teoretisk holdning, der betragtede
hæleri som en selvstændig forbrydelse (delictum sui generis), der
ikke havde sammenhæng med meddelagtighed i hovedforbrydelsen.
Udvalget har overvejet, om reguleringen bør omfatte
efterfølgende medvirken i stil med § 55 i 1866-straffeloven, der
taler om at sikre den ved forbrydelsen ulovligt erhvervede fordel, selv at
deltage i denne eller på anden måde at fortsætte den ved
forbrydelsen tilvejebragte retsstridige tilstand.
Udvalget har dog ikke fundet, at der uden for det
område, der vedrører dispositioner over udbytte, er situationer,
hvor der kan være et særligt behov for regler om
efterfølgende medvirken, bortset fra de situationer, hvor der allerede
er specielle bestemmelser herom.
Udvalget har også overvejet, om der på nogle
særlige områder er behov for at ophæve den traditionelle
danske sondring mellem forudgående og efterfølgende medvirken og
have en fælles bestemmelse om medvirken, uanset om den er
forudgående eller efterfølgende. Udvalget vurderer, at det i
nogle tilfælde kan være tvivlsomt, om et forhold skal
bedømmes som forudgående eller efterfølgende
medvirken.
I det omfang der er strafferetlig dækning for
både forudgående og efterfølgende medvirken, vil en
fælles medvirkensbestemmelse betyde en tiltalemæssig forenkling,
men en sådan bestemmelse vil efter udvalgets opfattelse ikke i
øvrigt have nogen betydning. Det frembyder næppe særlige
problemer i sager, hvor afgrænsningen kan være tvivlsom, at rejse
subsidiær tiltale for efterfølgende medvirken. Udvalget finder
ikke, at der er situationer, hvor der er et særligt behov for, at den
traditionelle sondring mellem forudgående og efterfølgende
medvirken ændres inden for specielle områder. Udvalget finder
derfor, at den traditionelle sondring bør bibeholdes.
Udvalget har endvidere overvejet spørgsmålet
om en udvidelse af den strafferetlig regulering. Det er udvalgets vurdering,
at der i et vist omfang kan være behov for en sådan udvidet
regulering. Denne vurdering er især baseret på det udgangspunkt,
at det er væsentligt for kriminalitetsbekæmpelsen, at anvendelse
af udbytte fra strafbare forhold i videst muligt omfang forhindres eller dog
vanskeliggøres. Udvalget finder især, at
spørgsmålet om, hvordan man må forholde sig med hensyn til
vinding fra andres kriminalitet, bør behandles ens i alle relationer.
Som kriminaliteten og særlovgivningen har udviklet sig og med de
straffelovsændringer, der har været på området, er
situationen i dag den, at der ikke er en ensartet regulering på
området. Dertil kommer i øvrigt, at det i relation til det
internationale straffesagssamarbejde er hensigtsmæssigt, at de danske
regler ikke utilsigtet begrænser muligheden for at bistå
internationalt med kriminalitetsbekæmpelse.
Der henvises i øvrigt til betænkningen s.
85-87.
2.3.2. Reguleringens omfang
Den gældende hæleribestemmelse i straffelovens
§ 284 anvender både »vinding« og »udbytte« ved beskrivelsen af de
penge og genstande mv., der er omfattet af reguleringen. Udvalget har
overvejet anvendelsen af disse begreber i den foreslåede regulering. Da
der ikke er nogen reel forskel på, hvad de to begreber dækker i
relation til efterfølgende medvirken, finder udvalget ikke, at det er
velbegrundet fortsat at have to forskellige udtryk. Udvalget anvender derfor
»udbytte«, der er mest i overensstemmelse med nutidens sprogbrug.
Udvalget finder, at behovet for en udvidelse af
reguleringen udelukkende vedrører udbyttet fra kriminalitet. Med
hensyn til udbyttet finder udvalget det væsentligt, at området
reguleres på en måde, der giver en ensartet behandling af
dispositioner over udbyttet, uanset hvilken kriminalitet udbyttet
hidrører fra. Med dette udgangspunkt finder udvalget det ikke
hensigtsmæssigt at udvide hælerireglerne gennem en yderligere
opremsning af bestemte forbrydelser.
Behovet for kriminalisering gælder, hvad enten
udbyttet er en typisk eller atypisk side af den pågældende
kriminalitetsform. Det er en typisk side ved straffelovens og
særlovenes berigelsesforbrydelser, men en atypisk side f.eks. ved drab,
hvor en lejemorder imidlertid kan have et betragteligt udbytte, eller ved
vold og trusler, hvor der kan være tale om betaling til personer, der
inddriver gæld med sådanne midler (såkaldt
»gorillavirksomhed«). Desuden er der en række kriminalitetsformer, der
ikke kan karakteriseres som berigelsesforbrydelser, men typisk giver et
ulovligt udbytte. Det gælder f.eks. for mange
miljølovsovertrædelser, menneskesmugling, ulovlig
våbenhandel og overtrædelser af kvoteordninger for fisk og andre
varer.
Udvalget finder, at reguleringen bør omfatte det
identificerbare, direkte udbytte ved kriminalitet, herunder identificerbare
surrogater og identificerbare frugter f.eks. renter af dette udbytte.
Kravet om et identificerbart udbytte vil typisk betyde, at der ikke kan
dømmes for efterfølgende medvirken, hvis udbyttet består
af en besparelse (som tilfældet f.eks. er ved visse former for
miljøkriminalitet).
Udbyttebegrebet i den foreslåede bestemmelse
omfatter ikke information, der ikke er knyttet til et fysisk medie, herunder
f.eks. erhvervshemmeligheder og pinkoder til telefoner (såkaldte
»calling cards«). I det omfang denne form for »udbytte« skal omfattes af
hælerilignende regler, må det efter udvalgets opfattelse ske ved
særskilt lovregulering, således som det allerede er
tilfældet på visse områder. Som eksempel kan nævnes
straffelovens § 264 c om strafansvar for den, der skaffer sig eller
uberettiget udnytter oplysninger, der er fremkommet ved overtrædelse af
straffelovens §§ 263-264 a om fredskrænkelser.
Om udbyttebegrebet henviser udvalget endvidere til lov nr.
367 af 18. maj 1994 om ændring af straffeloven og lov om udgifterne i
strafferetsplejen (Hæleri med hensyn til indsmugling af særlig
grov karakter og afsoningsomkostninger m.v.). I de almindelige
bemærkninger til lovforslaget (L 187 af 27. januar 1994), jf.
Folketingstidende 1993-94, tillæg A, sp. 6345-6346, anføres det,
at genstanden for hæleriet »vindingen«, »udbyttet« eller »tingen«
kan være penge, der stammer fra en af de nævnte
berigelsesforbrydelser. Forudsætningen for, at strafansvar for
hæleri kan komme på tale, er imidlertid, at pengeudbyttet kan
identificeres som hidrørende fra førforbrydelsen. Såfremt
dette er tilfældet, vil et hæleriansvar i princippet også
kunne gøres gældende i tilfælde, hvor det direkte udbytte
har været genstand for videreomsætning, forudsat at pengene
fortsat kan identificeres som hidrørende fra den oprindelige
berigelsesforbrydelse. Genstanden for hæleriet er i de typiske
tilfælde fysiske genstande, der i reglen uden besvær lader sig
identificere, f.eks. sølvtøj, cigaretter, checkblanketter,
bankbøger mv.
Selv om rede penge antageligt også kan være
genstand for hæleri, spiller det en afgørende rolle for
hæleriansvar med hensyn til rede penge, at der ved omsætning af
penge gælder en særlig vidtgående ekstinktionsregel (dvs.
en regel om bortfald af den hidtil berettigedes rettigheder). Har erhververen
således i kraft af formueretlige regler eller principper vundet ret til
en pengesum, idet den pågældende ved erhvervelsen var i god tro
om pengeudbyttets herkomst, vil der ikke efterfølgende kunne
gøres et hæleriansvar gældende. Hæleriansvar er
også udelukket, selv om erhververen først omsætter pengene
efter senere at være blevet klar over deres ulovlige herkomst. Det
skyldes, at der efter ekstinktionen ikke længere er tale om en
uretmæssig besiddelse af pengene.
I betragtning af det meget vide omfang, som den
foreslåede bestemmelse vil få, er der efter udvalgets opfattelse
behov for en begrænsning vedrørende udbytte, der anvendes til
almindeligt underhold m.v.
Udvalget henviser i den forbindelse til, at den norske
straffelovs generelle hæleribestemmelse indeholder en sådan
begrænsning, hvorved f.eks. overladelse af mad til en
ægtefælle eller et barn holdes uden for bestemmelsen, men ikke
overladelse af luksusgaver. Det samme gælder forretningsdrivende, som
sælger mad, klæder og andre forbrugsvarer til almindelige
forbrugere. Det nævnes i de norske forarbejder, at en kioskejer, som
fra sin kiosk har set en person sælge narkotika, ikke kan straffes for
efterfølgende at have solgt aviser eller madvarer til
narkotikahandleren.
Udvalget finder, at en sådan afgrænsning af
hæleribegrebet bør fremgå udtrykkeligt af loven.
Bestemmelsen vil dække såvel det almindelige underhold som den
almindelige detailhandel, hvor køberen betaler i et i øvrigt
normalt handelsforløb med udbytte fra kriminalitet. En sådan
begrænsning vil også få en vis betydning for forhold, der i
dag udgør hæleri.
Med hensyn til den modsatrettede situation, hvor det er
sælgeren (gerningsmanden til førforbrydelsen), der sikrer sit
udbytte gennem salg, finder udvalget, at det i langt de fleste situationer
vil være ubetænkeligt at udelukke strafansvar for køberen
i almindelige handelsforhold, hvor der betales fuld pris. Som eksempel kan
nævnes køb af varer, der er blevet produceret på en
måde, der delvis er i strid med de regler, der gælder for den
pågældende virksomhed (f.eks. miljøregler, regler om
arealstørrelser og foderbegrænsninger). Købere af
sådanne varer bør efter udvalgets opfattelse ikke ifalde
hæleriansvar, selv om de ved købet kan siges at sikre
producenten et udbytte af den skete overtrædelse.
Det udbytte, der er omfattet af den foreslåede
hæleribestemmelse, er ikke det produkt, der er frembragt ved en
sådan strafbar produktionsmåde, men det udbytte, der opnås
ved salg eller andre dispositioner over produktet. Om den, der befatter sig
med dette udbytte, begår hæleri, vil i øvrigt bl.a.
afhænge af, om udbyttet helt eller delvis kan siges at
hidrøre fra det strafbare forhold, der er begået i forbindelse
med produktionen (identificerbarhed).
Udvalget er derimod betænkelig ved, at der i givet
fald generelt ikke vil kunne straffes i forbindelse med handler, hvor der
betales fuld pris for f.eks. smuglercigaretter eller tyvekoster. I de
situationer, hvor der f.eks. etableres en fast aftagerkreds, finder udvalget,
at muligheden for at straffe aftagerne bør være til stede,
således som det også er tilfældet ved de gældende
hæleribestemmelser. Strafansvar for aftageren forudsætter dog som
hidtil, at der foreligger den fornødne tilregnelse (subjektive
dækning).
I nogle tilfælde vil en person foretage
hælerilignende handlinger ikke med henblik på at hjælpe
gerningsmanden, men derimod med henblik på at bistå politiet
eller opfylde særlige adfærdskrav i anden lovgivning.
Sådanne personer vil ikke kunne straffes hverken efter de tidligere
hæleribestemmelser eller efter den foreslåede
hæleribestemmelse, idet bestemmelserne ikke har til formål at
strafsanktionere en sådan form for adfærd. Udvalget finder, at
dette bør komme direkte til udtryk i den foreslåede bestemmelse
ved indsættelse af et krav om, at der skal være handlet
»uberettiget«. Som eksempler på tilfælde, hvor der ikke handles
uberettiget, kan nævnes, at en person modtager udbytte for at
videregive det til politiet med henblik på beslaglæggelse og
efterforskning. Som et særligt lovreguleret eksempel kan nævnes
hvidvaskloven, der er omtalt under pkt. 2.1.5. ovenfor. Efter denne lov skal
en virksomhed i finanssektoren underrette politiet, hvis der er mistanke om,
at den har at gøre med udbytte fra overtrædelse af straffeloven.
Der er imidlertid en særlig pligt til at undersøge mistanken
nærmere, ligesom en eventuel transaktion kan gennemføres,
før politiet underrettes, bl.a. hvis det skønnes, at en
undladelse heraf kan hindre retsforfølgning af de involverede. I
situationer, der omfattes af sådanne lovkrav, vil det naturligvis ikke
være uberettiget og dermed heller ikke omfattet af den
foreslåede regulering at gennemføre de fornødne
transaktioner. For den ansatte i finanssektoren, der får mistanken og
som typisk skal give meddelelse om mistanken videre op i systemet og ikke er
den, der i øvrigt tager stilling til hvidvasklovens krav betyder
kravet om, at handlingen skal være uberettiget, at der ikke vil kunne
straffes for hæleri, hvis den ansatte har opfyldt de pligter, der
påhviler den pågældende i henhold til de interne regler,
der er udarbejdet i henhold til hvidvaskloven.
Udvalget har overvejet, i hvilket omfang
førforbrydelsen skal være identificeret. Med den
nugældende opdeling af hæleriforholdene skal
førforbrydelsen være identificeret tilstrækkeligt til, at
det f.eks. er klart, om den falder ind under straffelovens § 191 a om
narkotikakriminalitet eller er en berigelsesforbrydelse, der er omfattet af
straffelovens § 284, eller er en af de af straffelovens § 300 c
omfattede forbrydelser.
Udvalget finder, at hæleri er en selvstændig
lovovertrædelse og ikke en form for medvirkensansvar. Det
afgørende for bestemmelsens anvendelse på samme måde som
ved den nugældende hæleribestemmelse i straffelovens § 284,
hvor det skal bevises, at førforbrydelsen er omfattet af bestemmelsen,
men ikke, hvilken af de nævnte førforbrydelser der er tale om
er, at der kan føres bevis for, at udbyttet stammer fra en
førforbrydelse og ikke fra lovlig virksomhed.
Der henvises i øvrigt til betænkningen s.
88-93.
2.3.3. Subjektive betingelser
Udvalget har overvejet, hvilken udstrækning
forsætskravet skal have. Der er enighed om, at forsætsbegrebet
skal være det almindelige dvs. et krav om, at gerningsmanden har
viden eller bestemt formodning og tillige om, at det forsætskrav, der i
praksis gælder for straffelovens § 191 a og § 284, skal
gælde også for en ny bestemmelse. Konsekvensen heraf er, at der
subjektivt stilles krav om, at gerningsmanden i almindelighed skal have viden
eller bestemt formodning om, at han befatter sig med udbytte fra et strafbart
forhold, men at der ikke stilles krav om, at han har nærmere kendskab
til arten af det eller de strafbare forhold. Udvalget har herudover
overvejet, om der kun bør kunne straffes for forsætlige forhold,
eller om uagtsomhed også bør være strafbart. Der har
været enighed om, at der ikke er behov for at kunne straffe for simpel
uagtsomhed, og spørgsmålet vedrører derfor alene eventuel
straf for grov uagtsomhed.
Et flertal i udvalget (12 medlemmer) finder, at en
ny generel straffelovsbestemmelse om hæleri kun bør omfatte
forsætlige forhold. De nugældende centrale
hæleribestemmelser i straffelovens § 284 og § 191 a, der er
begrænset til nærmere angivne førforbrydelser, er kun
strafbare i forsætlig form. Hvis man i en ny generel
hæleribestemmelse også kriminaliserer groft uagtsomme forhold,
vil det ikke blot betyde, at kriminaliseringen af de forhold, der i dag
udgør hæleri, udvides, men også, at man med denne
tilregnelsesform kriminaliserer forhold, der i dag slet ikke udgør
lovovertrædelser, heller ikke i forsætlig form. Disse medlemmer
finder således, at den meget vidtgående udvidelse af
gerningsindholdet i hæleriforbrydelsen bør modsvares af, at
kriminaliseringen begrænses til forsætlige forhold. I modsat fald
risikerer man at ramme en meget bred gruppe af handlinger, der
fremtræder som almindelige og sædvanlige. Hertil kommer, at der
ikke er dokumenteret noget behov for helt generelt at kriminalisere groft
uagtsomt hæleri. Hvis der måtte vise sig et behov for en udvidet
kriminalisering af groft uagtsomt hæleri, må dette ske ved, at
specielle bestemmelser herom indføres. Der vil i den forbindelse
f.eks. kunne tages stilling til, om kriminaliseringen af grov uagtsomhed skal
begrænses til nærmere angivne hælerihandlinger,
således som det i dag er tilfældet med straffelovens
§ 303.
Et mindretal i udvalget (7 medlemmer) finder, at
der som et naturligt led i en effektiv regulering bør underbygges med
grov uagtsomhed.
Der henvises i øvrigt til betænkningen s.
93-95.
2.3.4. Strafferammer
Udvalget har overvejet, hvilket strafmaksimum den
generelle hæleribestemmelse skal have.
Et flertal i udvalget (11 medlemmer) finder, at det
strafmaksimum på 6 år, der gælder for straffelovens
§ 191 a og § 284, bør bibeholdes også for den udvidede
bestemmelse.
Dette flertal har henvist til, at der også efter de
nugældende bestemmelser i visse situationer er en højere
strafferamme for hæleri end for førforbrydelsen. Ved tyveri af
særlig grov beskaffenhed er strafmaksimum fængsel i 4 år,
jfr. straffelovens § 286, stk. 1, mens maksimumstraffen for
hæleri (f.eks. med hensyn til tyveri) af særlig grov beskaffenhed
efter bestemmelsens stk. 3 er fængsel i 6 år.
Spørgsmålet har også tidligere
været overvejet, bl.a. i forbindelse med lov nr. 239 af 1. juni 1982 om
ændring af straffeloven (Straffene for berigelsesforbrydelser m.v.),
hvor maksimumstraffen for tyveri blev nedsat fra 6 år til 4 år,
og hvor det tilsvarende blev overvejet at sænke strafferammen for groft
hæleri til fængsel i 4 år. I visse af høringssvarene
blev der taget afstand fra en sådan tilsvarende nedsættelse,
bl.a. under henvisning til, at hælerne i vidt omfang optræder som
bagmænd i relation til mange unge lovovertræderes kriminelle
virksomhed. Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget, jf.
Folketingstidende 1981-82, tillæg A, sp. 4528, fremgår, at man
bl.a. på baggrund af høringssvarene ikke fandt grundlag for at
fremsætte forslag om en sådan tilsvarende nedsættelse af
strafferammen for groft hæleri.
Spørgsmålet om ændring af
straffebestemmelsen i straffelovens § 286 har ligeledes været
behandlet i Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om
strafferammer og prøveløsladelse. Straffelovrådet
konkluderede, at der ikke burde stilles forslag om en ændring af
strafferammerne i § 286, stk. 2 og 3.
Efter flertallets forslag vil den skærpede
strafferamme på fængsel indtil 6 år ikke kun gælde i
forhold til de grove former for hæleri, der i dag er omfattet af en 6
års strafferamme (§ 191 a og § 286, stk. 3), men
også i forhold til grove former for hæleri, der ligger inden for
det nykriminaliserede område, f.eks. hæleri med hensyn til
udbytte fra menneskesmugling, ulovlig våbenhandel mv. Det
forudsættes dog herved, at straffe i området mellem 4 og 6
år i almindelighed kun kan komme på tale i forhold til
hæleriforbrydelser, der i dag er omfattet af et strafmaksimum på
6 år i § 191 a og § 286, stk. 3.
Et mindretal i udvalget (7 medlemmer) finder, at
strafmaksimum skal være fængsel i 4 år. Dette mindretal
anfører, at fængsel i 4 år er det gennemgående
maksimum i nyere straffebestemmelser vedrørende ikke personfarlig
kriminalitet.
Et andet mindretal i udvalget (1 medlem) finder
ligeledes, at det almindelige strafmaksimum skal være fængsel i 4
år, men at der for så vidt angår narkotikahæleri ikke
er påvist særlige grunde til at nedsætte det gældende
strafmaksimum på fængsel i 6 år.
Udvalget har herudover overvejet, om der i relation til
strafudmålingen i de konkrete sager skal gælde et yderligere
maksimum, der relaterer sig til den aktuelle førforbrydelses
maksimum.
Et flertal i udvalget (17 medlemmer) finder, at
hæleri skal bedømmes som en selvstændig forbrydelse med et
strafmaksimum, der fastsættes efter vurderingen af
strafværdigheden af de alvorligste hælerier. Dette flertal
lægger vægt på, at ved udmåling af konkrete straffe
inden for den fastsatte strafferamme for hæleri vil
førforbrydelsens art og gerningsmandens kendskab hertil ofte få
væsentlig betydning.
Flertallet finder det således ikke
hensigtsmæssigt, at førforbrydelsens strafmaksimum ubetinget
skal gælde som strafmaksimum for hæleriet. I de tilfælde,
hvor hæleren ikke er bekendt med, hvilken førforbrydelse
udbyttet stammer fra, må straffen for hæleriforholdet
fastsættes mere frigjort fra førforbrydelsen.
Hælerens forsæt, det vil her sige hans
antagelse af, hvilken type kriminalitet udbyttet kan hidrøre fra, vil
i denne sammenhæng være af væsentlig betydning ved
vurderingen af strafværdigheden af hans handlinger og dermed straffens
størrelse.
Et mindretal i udvalget (2 medlemmer) finder, at
førforbrydelsen bør identificeres tilstrækkeligt til, at
strafferammen kendes. Er der flere aktuelle muligheder, må den laveste
strafferamme finde anvendelse. Kravet til en konkretisering vil således
være mindre end det, der gælder i dag, idet der alene skal
konkretiseres nok til, at den rigtige strafferamme findes. Ved flere
sandsynlige muligheder skal den laveste strafferamme anvendes.
Om udvalgets nærmere overvejelser henvises i
øvrigt til betænkningen s. 95-100.
2.4. Justitsministeriets overvejelser
2.4.1. Udvalgets forslag
Justitsministeriet kan af de grunde, som
Brydensholt-udvalget har anført, tiltræde, at der
indføres en generel hæleribestemmelse i straffeloven, jf. pkt.
2.2. ovenfor.
Justitsministeriet kan endvidere tiltræde udvalgets
overvejelser med hensyn til udformningen af en sådan generel
hæleribestemmelse, herunder anvendelsen af begrebet »udbytte« som det, der er
genstand for hæleri, jf. pkt. 2.3. ovenfor. I de tilfælde, hvor
der ikke har været enighed i udvalget, kan Justitsministeriet
tiltræde udvalgsflertallets forslag. Lovforslaget er udformet i
overensstemmelse hermed.
Justitsministeriet er således enig med udvalget i,
at der ikke er er anledning til at stille forslag om en generel bestemmelse
om kriminalisering af alle former for efterfølgende medvirken.
Justitsministeriet kan tiltræde, at der ikke uden for det område,
der vedrører dispositioner over udbytte, er andre situationer, end de
der er reguleret i dag, hvor der er et særligt behov for regler om
efterfølgende medvirken.
Under hensyn til den udvidelse af det objektive
gerningsindhold, der foreslås gennemført ved dette lovforslag,
bør der efter Justitsministeriets opfattelse ikke samtidig ske en
udvidelse af det subjektive tilregnelseskrav. Lovforslaget er derfor udformet
i overensstemmelse med udvalgsflertallets forslag, hvorefter groft uagtsomt
hæleri ikke på nuværende tidspunkt generelt bør
kriminaliseres.
Justitsministeriet er enig med udvalget i, at
hæleribegrebet i loven bør afgrænses således, at det
ikke omfatter udbytte, der modtages fra familiemedlemmer eller samlever til
sædvanligt underhold, eller som modtages som normalt vederlag ved salg
af sædvanlige forbrugsvarer, brugsting eller tjenester.
Justitsministeriet er endvidere enig i, at køberen
af varer, der er produceret på en måde, der er delvis i strid med
de strafbelagte regler, der gælder for den pågældende
virksomhed (f.eks. arbejdsmiljøregler, miljøregler,
dyreværnsregler mv.), ikke bør ifalde hæleriansvar.
Den vare, der er frembragt ved en sådan strafbar
produktionsmåde eller lignende, kan ikke anses for »udbytte
« og kan
derfor ikke være genstand for hæleri. Det er det udbytte, der
opnås ved salg eller andre dispositioner over produktet, der kan
være genstand for hæleri. Om den, der befatter sig med dette
udbytte, begår hæleri, vil som anført af udvalget bl.a.
afhænge af, om udbyttet helt eller delvis kan siges at
hidrøre fra det strafbare forhold, der er begået i forbindelse
med produktionen (identificerbarhed).
Det udelukker ikke strafansvar for hæleri, at der er
betalt fuld pris. Den praktiske betydning heraf vil navnlig vise sig i
tilfælde, hvor der ikke er tale om et almindeligt handelsforhold. Som
udvalget anfører, vil personer, der f.eks. indgår i en fast
kreds af aftagere af tyvekoster kunne straffes, selv om der betales fuld
pris. Også i enkeltstående tilfælde, hvor der ikke er tale
om en fast aftagerkreds, men hvor en person på grund af f.eks. familie-
eller bekendtskabsmæssige relationer med gerningsmanden til
førforbrydelsen aftager stjålne varer til fuld pris, vil der
kunne straffes for hæleri. Ligeledes vil der kunne straffes for
hæleri i tilfælde, hvor der til fuld pris aftages individuelt
bestemte genstande, som f.eks. kunstværker.
Strafansvar for aftageren i disse tilfælde
forudsætter dog som hidtil, at der foreligger den fornødne
tilregnelse (subjektive dækning). I tilfælde, hvor der er betalt
fuld pris for en stjålen genstand, kan det i praksis navnlig i andre
end de ovennævnte tilfælde være vanskeligt at bevise, at
hæleriet er begået forsætligt.
Finansrådet og Finansforbundet har i deres
høringssvar vedrørende betænkningen påpeget, at
ansatte i pengeinstitutter ikke bør kunne ifalde hæleriansvar i
situationer, hvor man gennemfører en finansiel transaktion uden
mistanke om, at beløbet stammer fra så alvorlig kriminalitet, at
mistanken skal indberettes til politiet eller til en overordnet medarbejder
som led i pengeinstituttets interne forretningsgange. Finansrådet
lægger endvidere vægt på, at der ikke gælder et
videregående hæleriansvar end ansvaret efter hvidvaskloven,
når de pågældende handler som led i deres arbejde.
Justitsministeriet er enig i, at der utvivlsomt ikke skal
kunne straffes for hæleri i situationer, hvor en person foretager
hælerilignende handlinger med henblik på at bistå politiet
eller opfylde særlige adfærdskrav i anden lovgivning. Dette
svarer i øvrigt til den gældende retstilstand. En ansat i
finanssektoren, der i henhold til hvidvaskloven gennemfører en
transaktion, før politiet underrettes f.eks. fordi det skønnes,
at en undladelse heraf kan hindre retsforfølgning af de involverede
foretager således ikke en ulovlig eller uberettiget handling.
Justitsministeriet finder imidlertid ikke anledning til at
foreslå, at ansatte i den finansielle sektor, der er undergivet
forpligtelser i henhold til hvidvaskloven, ikke i øvrigt skulle
være omfattet af straffelovens hæleribestemmelse.
Det er i den forbindelse vigtigt at fremhæve, at
alene forsætligt hæleri vil være strafbart efter den
foreslåede bestemmelse. Såfremt den ansatte har viden om eller
anser det for overvejende sandsynligt, at transaktionen vedrører
udbytte fra et strafbart forhold, der ikke udløser en
indberetningspligt i henhold til hvidvaskloven (f.eks. fordi der er tale om
en overtrædelse af særlovgivningen og ikke en
straffelovsovertrædelse), forekommer det naturligt og rigtigt, at den
ansatte må undlade at gennemføre transaktionen for at
undgå strafferetligt ansvar som det gælder for enhver anden,
der har viden om, at udførelse af en handling vil indebære, at
man sikrer en anden udbyttet af en strafbar lovovertrædelse.
Justitsministeriet vil, hvis lovforslaget vedtages,
orientere samtlige ministerier om indholdet af den nye
hæleribestemmelse og anmode om, at de berørte ministerier ved
førstkommende lejlighed gennemgår de gældende
straffebestemmelser om hæleri i lovgivningen inden for ministeriets
område med henblik på i fornødent omfang at
fremsætte lovforslag om at ophæve eller eventuelt at tilpasse
sådanne bestemmelser i særlove (dvs. bestemmelser i love uden for
straffeloven) i lyset af den nye, generelle bestemmelse i straffelovens
§ 290.
2.4.2. Europarådets konvention af 8.
november 1990 og EU-retsakter om hvidvaskning mv.
Danmark har i november 1996 ratificeret Europarådets
konvention af 8. november 1990 om hvidvaskning, efterforskning samt
beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold
(«Strasbourgkonventionen«). Konventionen trådte for Danmarks
vedkommende i kraft den 1. marts 1997.
Strasbourgkonventionens artikel 6, stk. 1, forpligter
deltagerstaterne til at kriminalisere forskellige former for
efterfølgende medvirken til lovovertrædelser. Disse former for
efterfølgende medvirken er efter Justitsministeriets opfattelse
omfattet af hæleribegrebet, således som det er fastlagt i dansk
ret.
Danmark har i forbindelse med ratifikationen taget
forbehold i henhold til konventionens artikel 6, stk. 4. I henhold
hertil forbeholder Danmark sig alene at anvende artikel 6, stk. 1,
på de førforbrydelser med hensyn til hvilke, der til enhver tid
efter dansk ret kan begås hæleri, herunder straffelovens
§ 191 a og § 284.
Rådet for Den Europæiske Union har den 3.
december 1998 vedtaget en fælles aktion vedrørende hvidvaskning
af penge, identifikation, opsporing, indefrysning, beslaglæggelse og
konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold (98/699/RIA).
Medlemsstaternes frist for fremsættelse af forslag om
gennemførelse af artikel 1 i den fælles aktion er i henhold til
artikel 8, stk. 2, tre år fra den fælles aktions
ikrafttræden den 9. december 1998.
I henhold til artikel 1, stk. 1, litra b, i den
fælles aktion skal medlemsstaterne for at fremme en effektiv indsats
mod organiseret kriminalitet sikre, at der ikke tages eller opretholdes
forbehold med hensyn til artikel 6 i Europarådets konvention for
så vidt angår alvorlige lovovertrædelser. Disse er i
henhold til den fælles aktion under alle omstændigheder
lovovertrædelser, som kan medføre frihedsstraf eller en
sikkerhedsforanstaltning af en maksimumsvarighed på over et år
eller, for så vidt angår de medlemsstater, der har en
minimumstærskel for lovovertrædelser i deres retssystem,
lovovertrædelser, som kan medføre en frihedsstraf eller en
sikkerhedsforanstaltning af en minimumsvarighed på over seks
måneder.
Med den nuværende opregning i straffelovens
§ 191 a og § 284 af førforbrydelser, som hæleri er
strafbart med hensyn til, opfylder Danmark ikke den fælles aktion
på dette punkt. Samspillet mellem Europarådets konvention og EU s
fælles aktion indebærer for Danmarks vedkommende en forpligtelse
til at kriminalisere de af konventionen omfattede former for
efterfølgende medvirken med hensyn til alle førforbrydelser,
der efter dansk ret kan medføre en frihedsstraf af mere end et
års varighed.
Med den foreslåede indførelse af en generel
hæleribestemmelse i straffeloven vil Danmarks forbehold i henhold til
konventionens artikel 6, stk. 4, kunne tilbagekaldes, således at
konventionens artikel 6, stk. 1, i forhold til Danmark som udgangspunkt
kan anvendes på alle førforbrydelser, idet der efter dansk ret
vil kunne straffes for hæleri med hensyn til alle
førforbrydelser.
Herefter vil Danmark uden videre opfylde forpligtelsen i
den fælles aktions artikel 1, stk. 1, litra b, til ikke at tage
eller opretholde forbehold med hensyn til Europrådskonventionens
artikel 6, stk. 1, for så vidt angår alvorlige
lovovertrædelser i den fælles aktions forstand.
Under henvisning til konklusionerne fra Det
Europæiske Råds møde i Tampere den 15.-16. oktober 1999
har Frankrig den 30. juni 2000 fremsat et initiativ med henblik på
Rådets vedtagelse af en rammeafgørelse om hvidvaskning af penge,
identifikation, opsporing indefrysning eller beslaglæggelse og
konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold.
Baggrunden for det franske initiativ er ud over
konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tampere et
ønske om efter Amsterdamtraktatens ikrafttræden at ændre
den retlige karakter af den fælles aktion fra 1998, således at
der i stedet bliver tale om en rammeafgørelse. En afgørende
forskel på de to instrumenter er, at hvor man i almindelighed antog, at
vedtagelsen af en fælles aktion alene forpligtede regeringen til at
fremsætte de nødvendige forslag til gennemførelse af den
fælles aktion, har rammeafgørelsen karakter af en folkeretlig
forpligtelse for medlemsstaterne, der indtræder ved Rådets
vedtagelse af rammeafgørelsen. På den baggrund forudsætter
Danmarks medvirken til Rådets vedtagelse af rammeafgørelser, der
kræver ændringer af dansk lovgivning, Folketingets
forudgående samtykke.
Udkastet til rammeafgørelse er identisk med den
ovennævnte fælles aktion fra 1998 for så vidt angår
forpligtelsen til ikke at tage eller opretholde forbehold med hensyn til
artikel 6 i Strasbourgkonventionen for så vidt angår alvorlige
lovovertrædelser.
I henhold til udkastet til rammeafgørelse skal
medlemsstaterne endvidere træffe de nødvendige foranstaltninger
for at sikre, at lovovertrædelser i henhold til Strasbourgkonventionens
artikel 6, stk. 1, litra a og b, om hæleri, og som er nævnt
i rammeafgørelsens artikel 1, litra b, om alvorlige
lovovertrædelser, er undergivet en strafferamme på mindst 4
års fængsel.
Denne bestemmelse, der er en nyskabelse i forhold til den
fælles aktion fra 1998, skønnes ikke at
nødvendiggøre lovændringer, ud over hvad der er
foreslået i dette lovforslag. Dette hænger sammen med, at
strafferammen for erhvervsmæssigt hæleri eller hæleri af
særlig grov beskaffenhed i den foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 290, stk. 2, er fængsel indtil 6
år.
3. Lovtekniske ændringer af straffeloven
i tilknytning til ændringen af hæleribestemmelsen
3.1. Sammenlægning af straffelovens kapitel
28 og 29
I forbindelse med udvalgets overvejelser omkring
placeringen af hæleribestemmelsen, har det tillige været
overvejet, om opdelingen i kapitel 28 og kapitel 29 skulle bibeholdes.
Udvalget finder, at den traditionelle opdeling i
henholdsvis berigelsesforbrydelser og andre strafbare formuekrænkelser
til dels giver et misvisende billede af, hvilke typer bestemmelser kapitlet
indeholder, og at der ikke er noget praktisk behov for opdelingen. Udvalget
foreslår derfor, at overskriften »29. kapitel. Andre strafbare
formuekrænkelser« udgår, og at det nye, fælles kapitel 28 i
stedet benævnes »Formueforbrydelser«.
Der henvises i øvrigt til betænkningen s.
109.
Justitsministeriet kan tiltræde dette forslag, der
er en ren lovteknisk ændring, og som ikke har betydning for
fortolkningen af straffebestemmelserne i det nuværende 28. og 29.
kapitel.
Af bemærkningerne til 28. kapitel i
straffelovudkastet i Straffelovskommissionens betænkning fra 1923, sp.
366, fremgår, at der ved berigelsesforbrydelser forstås
forbrydelser, ved hvilke uberettiget vinding opnås eller søges
opnået direkte gennem retsstridig tilføjelse af tilsvarende
formuetab for den forurettede.
De forbrydelser, der i dag er berigelsesforbrydelser
dvs. forbrydelser, der forudsætter den nævnte formueforskydning
vil således også efter en sammenlægning af de to kapitler
kunne betegnes som berigelsesforbrydelser.
Dette vil bl.a. være af betydning i forhold til
straffelovens § 303 om den, der ved grov uagtsomhed tilforhandler sig
eller på anden lignende måde modtager ting, der er erhvervet ved
en berigelsesforbrydelse. Efter en sammenlægning af straffelovens
kapitel 28 og 29 vil det fortsat være de forbrydelser, der i dag er
selvstændige berigelsesforbrydelser og således ikke
hæleri, ej heller hæleri med hensyn til berigelsesforbrydelser
der vil være førforbrydelser i henhold til § 303.
Tilsvarende kan der efter straffelovens § 231 ved
strafudmålingen i en sag om overtrædelse af straffelovens
§§ 228 eller 229 (rufferi og kønslig usædelighed) ske
strafforhøjelse, såfremt den, der skal dømmes, tidligere
har været idømt fængselsstraf for en
berigelsesforbrydelse. Efter en sammenlægning af de to kapitler vil det
afgørende være, om den pågældende tidligere er
idømt fængselsstraf for et forhold, der i dag er en
berigelsesforbrydelse.
3.2. Straffelovens § 290 m.fl.
Udvalget har foreslået, at den nuværende
bestemmelse i straffelovens § 290 ophæves. Bestemmelsens
stk. 1 indeholder en særlig påtaleregel for visse
skyldnersvigssager, og dens stk. 2 indeholder særlige muligheder
for påtalebortfald i visse sagstyper, hvor offeret er en af
gerningsmandens nærmeste. Straffeloven indeholder flere bestemmelser
end § 290, stk. 2, om påtalebortfald efter den forurettedes
begæring, jfr. § 213, stk. 2 (vanrøgt mv.), og
§ 262, stk. 2 (groft uagtsom frihedsberøvelse). Udvalget
finder, at det bør overvejes at flytte disse bestemmelser til
retsplejelovens kapitel 65 om påtalen, der i forvejen i § 722,
stk. 1, nr. 6, henviser til særlig hjemmel i lovgivningen til at
frafalde tiltale.
Justitsministeriet kan tiltræde, at disse regler om
påtalebortfald (tiltalefrafald) flyttes fra straffeloven, da de er af
processuel karakter. Da der imidlertid er tale om tiltalefrafaldsregler, der
vedrører specifikke lovovertrædelser, finder Justitsministeriet
det mindre hensigtsmæssigt, at disse flyttes til de mere generelle
regler om tiltalefrafald i retsplejelovens § 722. Det foreslås
derfor, at reglerne i stedet indføjes i Rigsadvokatens
bekendtgørelse nr. 816 af 29. august 2000 om politimestrenes og
statsadvokaternes adgang til at frafalde tiltale. Rigsadvokaten har over for
Justitsministeriet tilkendegivet, at man vil foretage de nødvendige
ændringer af bekendtgørelsen, således at de kan
træde i kraft samtidig med denne lovændring.
Påtalereglen i straffelovens § 290,
stk. 1, vedrører kun skyldnersvigssager, hvor ingen særlig
sikret ret er krænket, dvs. sager om overtrædelse af § 283,
stk. 1, nr. 3. Der kræves endvidere ikke
påtalebegæring, hvis der er foretaget udlæg, uden at det
har ført til dækning, hvis konkurs er indtrådt,
forhandling om tvangsakkord uden for konkurs er åbnet, eller
konkursbegæring er nægtet fremme på grund af boets
utilstrækkelighed. Såfremt ingen af disse situationer foreligger,
kræves der påtalebegæring inden 6 måneder efter, at
kreditor har fået sådan kundskab, at han har tilstrækkeligt
grundlag for at fremsætte påtalebegæring, jfr.
straffelovens § 96, stk. 1. Bestemmelsen finder også
anvendelse ved § 292 (tingsødelæggelse mv. til skade for
kreditorer) og § 300 (visse dispositioner, der ikke er omfattet af
§ 283, til skade for kreditorer).
Udvalget har fundet, at bestemmelsen i hvert fald er
utidssvarende i sin formulering. En af de situationer, hvor der kræves
påtalebegæring, er den, hvor mindre erhvervsdrivende ikke har
kunnet opnå særlig sikkerhed for, at deres arbejde bliver betalt.
I situationer, hvor deres debitor forstikker midler, presses de ofte til at
modtage et reduceret beløb, idet de får oplyst, at der ellers
vil blive en langvarig konkursbehandling, hvor de langt senere vil få
et meget mindre beløb. Sådanne kreditorer indgiver ikke
påtalebegæring, selv om de mener, der er tale om
skyldnersvig.
I almindelighed vil politiet ikke blive bekendt med
forholdet. Det vil typisk kun ske, hvis der er tale om en systematisk
fremgangsmåde gennem længere tid, hvor en eller flere kreditorer
på et tidspunkt indgiver anmeldelse, eller i forbindelse med en senere
konkurs.
Udvalget anfører, at det umiddelbart er vanskeligt
at forestille sig situationer, hvor bestemmelsen reelt gør forskel
på, hvad der sigtes og tiltales for. Men skyldneren kan have held til
ikke at blive tiltalt, hvis politiet ikke har husket at få en egentlig
påtalebegæring inden for de 6 måneder.
Der synes ikke at være nogen særlig
begrundelse for, at skyldnersvig, hvor gerningsmanden ved falske
foregivender, forstikkelse mv. unddrager sine aktiver fra kreditorer, ikke
altid skal være undergivet samme offentlige påtale som de
øvrige berigelsesforbrydelser. Det samme gælder for de
øvrige handlinger, hvor bestemmelsen finder anvendelse.
Udvalget foreslår derfor, at § 290,
stk. 1, § 292, stk. 2, og § 300, stk. 2,
ophæves.
Justitsministeriet kan af de af Brydensholt-udvalget
anførte grunde tiltræde, at straffelovens § 290,
stk. 1, § 292, stk. 2, og § 300, stk. 2, om
påtalebegæring ophæves.
Ophævelsen af straffelovens § 290 sker
lovteknisk ved, at den foreslåede generelle hæleribestemmelse
indsættes i straffelovens § 290.
Om udvalgets overvejelser henvises i øvrigt til
betænkningen s. 109-112.
4. IT-efterforskning
4.1. Indledning
Gennem de seneste år er IT-udviklingen
forstærket markant gennem udviklingen af det verdensomspændende
Internet. Navnlig udviklingen af den internetteknologi, der almindeligvis
betegnes World Wide Web (www), har understøttet en række nye
former for informationsudveksling med heraf følgende retlige
herunder strafferetlige problemstillinger. Internettet indebærer
således næsten ubegrænsede muligheder for formidling af
information og kommunikation, men også nye muligheder for IT-relateret
kriminalitet og nye problemer i forbindelse med politiets efterforskning af
denne form for kriminalitet.
Reglerne om indgreb i meddelelseshemmeligheden findes i
retsplejelovens kapitel 71 (§§ 780-791). Bestemmelserne har fået
deres nuværende udformning ved lov nr. 227 af 6. juni 1985, der er
udarbejdet på grundlag af Strafferetsplejeudvalgets betænkning
nr. 1023/1984 om politiets indgreb i meddelelseshemmeligheden og anvendelse
af agenter. Der henvises herom til Folketingstidende 1984-85,
forhandlingerne, sp. 5403-5406, 5985-6027, 10678-10703, 11229-11239,
tillæg A, sp. 2955-3054, tillæg B, sp. 1709-1716 og
2225-2230.
Efterforskningsmulighederne i sager om IT-relateret
kriminalitet er ved flere lejligheder blevet ændret for at
imødekomme de nye behov. I 1996 blev retsplejelovens bestemmelser om
indgreb i meddelelseshemmeligheden ændret, således at det blev
muligt at foretage telefonaflytning og teleoplysning i sager om
overtrædelse af straffelovens § 263, stk. 2 og 3, om
såkaldt »hacker-kriminalitet«, ligesom der blev indført en
adgang til teleoplysninger i sager om overtrædelse af straffelovens
§ 279 a og § 293, stk. 1, om »tyveri af telefontid« ved
anvendelse af telekommunikationstjeneste. Der henvises herom til lov nr. 388
af 22. maj 1996 samt til Folketingstidende 1995-96, forhandlingerne, s.
3998-4004, 6100, 6152-6153, tillæg A, s. 4068-4078, og tillæg B,
s. 587-589.
I 1997 blev der gennemført en udvidelse af adgangen
til at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden, således at politiet
fik mulighed for at foretage telefonaflytning mv. i sager om grov vold,
forsætlig farefremkaldelse, grove tyverier og menneskesmugling. Der
henvises herom til lov nr. 411 af 10. juni 1997 samt til Folketingstidende
1996-97, forhandlingerne s. 2202-2215, 7453, 7938-7947, tillæg A, s.
2475-2538, og tillæg B, s. 988-993, 1294-1299.
I september 1999 afgav Brydensholt-udvalget
betænkning nr. 1377/1999 om børnepornografi og
IT-efterforskning.
Ud over at stille forslag om ændring af
straffelovens § 235 om børnepornografi overvejer udvalget
endvidere i betænkningen en række forslag til, hvordan politiets
efterforskningsmuligheder kan forbedres i sager, hvor der i forbindelse med
en lovovertrædelse anvendes informationsteknologi. I disse overvejelser
indgår bl.a. spørgsmålet om at indføre en pligt for
internetudbydere og teleselskaber til at logge oplysninger og opbevare
logoplysningerne, således at det under en efterfølgende
politimæssig efterforskning vil være muligt at spore den
kommunikation, der har fundet sted.
Betænkningen indeholder også nogle forslag,
som ikke i særlig grad vedrører sager om børnepornografi.
Udvalget stiller bl.a. forslag om en særlig regulering af adgangen til
at indhente masteoplysninger, dvs. f.eks. oplysninger om, hvilke
mobiltelefoner der i et givent område og inden for et bestemt tidsrum
har været sat i forbindelse med andre telefoner. Udvalget har endvidere
mere generelt berørt betingelserne for og afgrænsningen mellem
de forskellige straffeprocessuelle indgreb i forhold til elektronisk
kommunikation.
Overvejelser og forslag af den sidstnævnte karakter
blev ikke medtaget i lovforslag nr. L 281 af 27. april 2000, jf. nu lov nr.
441 af 31. maj 2000 om ændring af straffeloven og retsplejeloven
(Forældelse, styrket indsats mod seksuelt misbrug af børn og
unge samt IT-efterforskning), som blev begrænset til
børnepornografi og spørgsmål, der har direkte tilknytning
hertil. Der henvises herom til lov nr. 441 af 31. maj 2000 samt til
Folketingstidende 1999-2000, forhandlingerne, s. 7423-7431, 8474-8477, 8756,
tillæg A, s. 7784-7826, og tillæg B, s. 1327-1330.
Justitsministeriet tilkendegav i bemærkningerne til
lovforslag nr. L 281, at Justitsministeriet i forbindelse med kommende
forslag om ændringer af retsplejelovens straffeprocessuelle regler vil
inddrage de øvrige mere generelle overvejelser og forslag til, hvordan
efterforskningsmulighederne kan forbedres med henblik på
tilfælde, hvor der i forbindelse med overtrædelserne anvendes
informationsteknologi.
På denne baggrund indeholder det følgende en
gennemgang af Brydensholt-udvalgets øvrige overvejelser og forslag med
hensyn til mulighederne for at efterforske sager om IT-relateret
kriminalitet. Det drejer sig om spørgsmål om politiets adgang
til indholdet af digitale meddelelser, herunder elektronisk post (pkt. 4.2.),
politiets adgang til lagrede teleoplysninger (pkt. 4.3.), indhentelse af
teleoplysninger om brug af mobiltelefoner (pkt. 4.4.) og meddelelse af
teleoplysninger i henhold til samtykke (pkt. 4.5.).
Udvalget har i betænkningen herudover
foreslået, at der af efterforskningsmæssige grunde stilles krav
om, at internetudbydere og teleselskaber skal logge en række
oplysninger vedrørende internetopkoblinger, herunder A- og B-nummeret,
IP-adresse, og forskellige tidsmæssige oplysninger og opbevare
oplysningerne i 6 måneder. Som det fremgår af pkt. 8.2.2. i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget om forældelse, styrket
indsats mod seksuelt misbrug af børn og unge samt IT-efterforskning
(lovforslag nr. L 281 af 27. april 2000), jf. Folketingstidende 1999-2000,
tillæg A, s. 7809, er der fra IT-branchens side i høringssvarene
over betænkningen udtrykt betænkelighed ved udvalgets forslag om
registrering af logoplysninger og opbevaring heraf. Justitsministeriet fandt
det derfor rigtigst, at der ikke på det da foreliggende grundlag blev
stillet forslag om at indføre en sådan pligt for
internetudbydere og teleselskaber. Justitsministeriet har på denne
baggrund i samarbejde med Forskningsministeriet iværksat en
nærmere undersøgelse af konsekvenserne af udvalgets forslag i
lyset af de indvendinger, der er fremført i visse af
høringssvarene vedrørende betænkningen.
Justitsministeriets og Forskningsministeriets overvejelser er endnu ikke
afsluttet. Justitsministeriet vil i forbindelse med en fremtidig
ændring af retsplejeloven tage spørgsmålet op på ny,
når overvejelserne er afsluttet.
Det kan i øvrigt oplyses, at Danmark siden
foråret 1999 har deltaget i forhandlingerne i Europarådet om et
udkast til en konvention om IT-kriminalitet (»Convention on Cyber-Crime«).
Konventionsudkastet indeholder bl.a. en række forslag til regler om
efterforskningsskridt i sager om IT-kriminalitet. I begyndelsen af dette
år er et konventionsudkastet sendt til Den Parlamentariske Forsamling i
Europarådet til udtalelse, hvorefter udkastet i juni skal behandles i
Styringskomitéen for Strafferet. Konventionen forventes tidligst i
løbet af sommeren vedtaget af Europarådets
ministerkomité. Det er således endnu for tidligt at vurdere, i
hvilket omfang en ratifikation af konventionen i dens endelige udformning vil
nødvendiggøre ændringer af de danske regler på
området. Dette lovforslag sigter derfor ikke på at
muliggøre dansk tiltrædelse af denne konvention.
4.2. Adgang til indholdet af digitale
meddelelser
4.2.1. Udvalgets overvejelser
Digitale meddelelser kan i dag teknisk set sendes på
forskellige måder, hvoraf den mest almindelige i dag er elektronisk
post (e-post).
Udvalget har nærmere drøftet, om politiets
adgang til indholdet af elektronisk post (eller andre digitale meddelelser)
hos udbyderen skal behandles efter retsplejelovens regler om indgreb i
meddelelseshemmeligheden eller efter lovens (lempeligere) regler om edition.
I den forbindelse har udvalget alene behandlet spørgsmålet om,
hvilke af disse to straffeprocessuelle indgreb, der skal anvendes, når
politiet ønsker adgang til indholdet af den digitale
meddelelse. Oplysning om, hvem der er indehaver af en kendt
e-postadresse, reguleres af retsplejelovens regler om edition på samme
måde som adgangen til at få oplyst, hvem der er abonnent til et
hemmeligt telefonnummer.
Ved edition forstås forevisning til eller udlevering
til retten af genstande (herunder dokumenter) af betydning for
gennemførelsen af en straffesag. Edition er reguleret i
retsplejelovens § 804. Bestemmelsen omfatter i modsætning til
retsplejelovens regler om ransagning og beslaglæggelse alene indgreb
mod ikke sigtede. Ønsker politiet at få udleveret genstande mv.
fra en sigtet, må reglerne om ransagning og beslaglæggelse
anvendes.
Da der ikke med lovforslaget er lagt op til
ændringer i reglerne om edition, foretages der ikke en nærmere
gennemgang af de gældende regler om edition. Der henvises i stedet til
gennemgangen i Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1223/1991 om
beslaglæggelse og edition under efterforskning, s. 32-36.
I Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1023/1984
om politiets indgreb i meddelelseshemmeligheden og anvendelse af agenter, s.
55, er det om alle typer af indgreb i meddelelseshemmeligheden anført,
at de retter sig imod meddelelser, der er undervejs i en
kommunikationslinie. Indgreb, der gennemføres inden kommunikationens
påbegyndelse eller efter dens afslutning, bør bedømmes
efter reglerne om ransagning og beslaglæggelse. En overførsel af
disse regler på digitale meddelelser i form af elektronisk post mv. vil
betyde, at man er uden for området for indgreb i
meddelelseshemmeligheden, når e-brevet er nået frem til
adressatens adresse, hvilket må svare til, at der er adgang til
e-brevet fra adressatens terminal.
Der er enighed i udvalget om, at hvis der er tale om et
fremadrettet indgreb, der har karakter af overvågning af
indholdet af korrespondancen, bør indgrebet være omfattet af
retsplejelovens regler om indgreb i meddelelseshemmeligheden.
Udvalgets medlemmer har imidlertid delt sig i
spørgsmålet om, hvorvidt dette også bør gælde
for indgreb, der er bagudrettede.
Et flertal i udvalget (17 medlemmer) finder herved
ikke anledning til at foreslå ændringer i retsplejelovens regler
om indgreb i meddelelseshemmeligheden. Disse medlemmer finder, at elektronisk
post ikke adskiller sig grundlæggende fra andre kommunikationsformer,
der er omfattet af reglerne om indgreb i meddelelseshemmeligheden, og at der
derfor ikke er grund til at give politiet en videre adgang til at foretage
indgreb i meddelelseshemmeligheden i forhold til elektronisk post.
Efter flertallets opfattelse må elektroniske breve
sidestilles med traditionelle (fysiske) breve, jf. retsplejelovens
§ 780, stk. 1, nr. 4 og 5. En sammenligning af
kommunikationsforløbene ved henholdsvis traditionelle brevforsendelser
og elektronisk post må efter flertallets opfattelse føre til, at
elektronisk post, der beror hos en internetudbyder, må sidestilles med
breve i en postboks, og derfor være omfattet af reglerne om indgreb i
meddelelseshemmeligheden, jf. herved bet. 1023/1985, s. 55.
Et mindretal i udvalget (2 medlemmer) finder, at
retsplejelovens regler om edition bør finde anvendelse, og at der ikke
bør stilles de særlige krav, der gælder for indgreb i
meddelelseshemmeligheden. Der er tale om et indgreb, hvor oplysningerne
hvis de fortsat lå hos den sigtede kunne tilvejebringes i
medfør af reglerne om ransagning. Herudover henviser mindretallet til,
at der ved den oprindelige stillingtagen i 1984 til datakommunikation er
tænkt på en igangværende kommunikationsstrøm, hvor
kommunikationen ikke er nået fysisk frem til den
pågældende, og ikke på den særlige
e-poststruktur.
Om udvalgets nærmere overvejelser henvises til
betænkningen s. 73-78 og 103-105.
4.2.2. Justitsministeriets overvejelser
Af de af flertallet i udvalget anførte grunde
finder Justitsministeriet heller ikke anledning til i denne
sammenhæng at foreslå ændringer i retsplejelovens regler
om indgreb i meddelelseshemmeligheden.
Justitsministeriet finder således ikke, at
elektronisk post adskiller sig grundlæggende fra andre
kommunikationsformer, der er omfattet af reglerne om indgreb i
meddelelseshemmeligheden, og at der derfor ikke er grund til at give politiet
en videre adgang til at foretage indgreb i kommunikation i form af
elektronisk post.
Efter Justitsministeriets opfattelse må elektroniske
breve derfor sidestilles med traditionelle (fysiske) breve, jf. de
gældende bestemmelser i retsplejelovens § 780, stk. 1, nr. 4
og 5.
4.3. Teleoplysninger
4.3.1. Gældende ret
Den første lovregulering af området skete ved
lov nr. 202 af 11. juni 1954, hvor der i retsplejelovens § 750 a blev
indsat en bestemmelse om indgreb i meddelelseshemmeligheden i form af
teleoplysninger. Bestemmelsen blev ved lov nr. 243 af 8. juni 1978 flyttet
til § 788.
I Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1023/1984
om politiets indgreb i meddelelseshemmeligheden og anvendelse af agenter, der
ligger til grund for de nugældende regler om indgreb i
meddelelseshemmeligheden, foreslog udvalget, s. 61-63, at de dagældende
regler blev ændret således, at der ved alle former for
kriminalitet kunne gives teleoplysninger, hvis indehaveren af den
pågældende telefon gav samtykke, jf. den nugældende
bestemmelse i retsplejelovens § 786, stk. 2.
I betænkningen foreslog Strafferetsplejeudvalget
endvidere et fælles kriminalitetskrav for alle indgreb i
meddelelseshemmeligheden uden samtykke, hvilket for teleoplysningernes
vedkommende betød bortfald af den (før lovændringen
gældende) særlige mulighed for at få teleoplysninger,
når det skønnedes sandsynligt, at opklaring af en forbrydelse
kun ville være mulig gennem de ønskede oplysninger, og
foranstaltningen stod i rimeligt forhold til forbrydelsens karakter.
Ved teleoplysning forstås ifølge den
gældende bestemmelse i retsplejelovens § 780, stk. 1, nr. 3,
at politiet (hemmeligt) indhenter oplysning om, hvilke telefoner eller
tilsvarende kommunikationsapparater (f.eks. telex- eller telefaxapparater)
der (i et bestemt tidsrum) sættes i forbindelse med en bestemt telefon
eller andet kommunikationsapparat, selv om indehaveren af dette ikke har
meddelt tilladelse hertil. Ved indgrebet får politiet altså ikke
kendskab til kommunikationens indhold, men kun til dens eksistens. Indgrebet
kan derfor siges at rumme en mindre grad af integritetskrænkelse end de
øvrige indgreb.
Der opstod på baggrund af retspraksis i forhold til
de gældende regler tvivl om, hvorvidt lagrede teleoplysninger
skal behandles efter reglerne om edition eller efter reglerne om indgreb i
meddelelseshemmeligheden. Østre Landsret afsagde således den 22.
februar 1991 (en utrykt) kendelse om, at det var reglerne om edition, der
skulle anvendes ved lagrede teleoplysninger. Derimod anvendte Vestre Landsret
den 8. april 1992, jf. Ugeskrift for Retsvæsen 1992, s. 638, reglerne
om indgreb i meddelelseshemmeligheden. Dette synspunkt er også lagt til
grund i Højesterets kendelser, der er gengivet i Ugeskrift for
Retsvæsen 1993, s. 1, og 1995, s. 374.
Domstolene stiller i dag krav om, at både de
materielle betingelser for indgreb i meddelelseshemmeligheden og de
proceduremæssige krav til edition (høring af den, som indgrebet
retter sig imod) skal være opfyldt, før der kan afsiges kendelse
vedrørende lagrede teleoplysninger.
4.3.2. Udvalgets overvejelser
Udvalget har overvejet, om politiets adgang til (lagrede)
teleoplysninger fremover (alene) skal reguleres af retsplejelovens regler om
edition.
Et flertal i udvalget (15 medlemmer) finder ikke
anledning til at foreslå ændringer af retsplejelovens regler om
indgreb i meddelelseshemmeligheden i form af teleoplysning.
Reglerne er udtryk for en afvejning af på den ene
side hensynet til en effektiv kriminalitetsbekæmpelse og på den
anden side hensynet til borgernes privatliv. Efter flertallets opfattelse
tilsiger hensynet til beskyttelse af borgernes fortrolige kommunikation med
andre også en beskyttelse af oplysninger om, hvem der er
kommunikeret med. Dette er også lagt til grund i
Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1023/1984 om politiets indgreb
i meddelelseshemmeligheden og anvendelsen af agenter.
En anvendelse af reglerne om edition vil således
bl.a. indebære, at indgrebet som udgangspunkt kan anvendes ved alle
former for kriminalitet. En begrænsning vil alene følge af en
proportionalitetsafvejning i den konkrete sag, dvs. om indgrebet står i
misforhold til sagens betydning og den ulempe, som indgrebet kan antages at
medføre. Efter reglerne om indgreb i meddelelseshemmeligheden kan
indgrebet bortset fra de i loven særligt opregnede
lovovertrædelser kun anvendes ved efterforskning af
lovovertrædelser, der efter loven kan straffes med fængsel i 6
år eller derover.
Flertallet tager afstand fra mindretallets forslag, der er
omtalt nedenfor. Flertallet peger i den forbindelse på, at
mindretallets forslag indebærer, at også pålæg til
teleselskabet om registrering af teleoplysninger i en periode frem i tiden
vil skulle behandles efter reglerne om edition. Disse regler indeholder i
modsætning til reglerne om indgreb i meddelelseshemmeligheden ikke
bestemmelser om frister for sådanne indgreb, idet reglerne om edition i
alt væsentligt er tænkt anvendt på allerede eksisterende
oplysninger. Reglerne om edition indeholder heller ikke regler om beskikkelse
af advokat for indehaveren af den pågældende telefon og
foreslås af mindretallet kun ændret således, at der skal
ske advokatbeskikkelse for den sigtede, der ikke behøver at være
identisk med indehaveren af telefonen. Flertallet finder således, at
mindretallets forslag på flere punkter indebærer en
svækkelse af de retsgarantier, som de gældende regler om indreb i
meddelelseshemmeligheden er udtryk for.
Et mindretal i udvalget (4 medlemmer) finder, at
det ved teleoplysninger, der allerede lagres i anden sammenhæng,
bør være en tilstrækkelig garanti, at der af retten
afsiges kendelse om edition. Oplysningerne er ikke mere følsomme end
en række andre oplysninger, der kan udleveres efter reglerne om
edition, og det kræver i dag ikke et særligt indgreb fra
teleselskabernes side at fremskaffe oplysningerne. Mindretallet peger
på, at teleoplysninger er det mindst indgribende af de indgreb, der
reguleres af reglerne om indgreb i meddelelseshemmeligheden. Ved indgrebet
får politiet ikke kendskab til indholdet af kommunikationen, ligesom
kommunikationen ikke unddrages modtageren.
Endvidere er betydningen af at kunne få
teleoplysninger betydelig større ved den kriminalitet, der kendes i
dag, end den var, da Strafferetsplejeudvalget i 1984 foreslog den (ensartede)
regulering, som i dag findes i reglerne om indgreb i
meddelelseshemmeligheden.
Mindretallet finder, at forudsætningen for at
anvende reglerne om edition skal være, at der beskikkes en advokat for
den person, som indgrebet retter sig mod, hvis en sådan advokat ikke
allerede er beskikket.
Om udvalgets overvejelser henvises i øvrigt til
betænkningen s. 78-84 og 105-108.
4.3.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er for så vidt enig med
mindretallet i udvalget i, at tvangsmæssig adgang til teleoplysninger
er det mindst indgribende af de indgreb, der reguleres af reglerne om indgreb
i meddelelseshemmeligheden, da politiet ikke får kendskab til indholdet
af kommunikationen.
Af de af flertallet i udvalget anførte grunde
finder Justitsministeriet imidlertid ikke anledning til på dette
område at foreslå ændringer af retsplejelovens regler om
indgreb i meddelelseshemmeligheden.
Efter Justitsministeriets opfattelse tilsiger hensynet til
beskyttelse af borgernes fortrolige kommunikation med andre også en
beskyttelse af oplysninger om, hvem der er kommunikeret med.
Uanset at indgreb i form af indhentning af teleoplysninger
indebærer en vis mindre grad af integritetskrænkelse end de
øvrige indgreb i meddelelseshemmeligheden, herunder telefonaflytning,
bør der efter Justitsministeriets opfattelse ikke gives politiet
adgang til (lagrede) teleoplysninger efter de væsentlig lempeligere
regler om edition.
4.4. Teleoplysninger om brug af mobiltelefoner
mv. (udvidet teleoplysning/masteoplysninger)
4.4.1. Baggrund
En særlig variant af teleoplysninger er de
såkaldte »masteoplysninger«. Hvor den typiske situation ved
teleoplysning er, at der ønskes oplysninger om bestemte telefonnumre,
er situationen ved masteoplysninger den, at der ønskes oplysninger om
alle telefoner, der i et givent område og inden for et bestemt tidsrum
har benyttet en bestemt sendemast.
Udgangspunktet i de sager, hvor der er behov for
indgrebet, er, at et antal ukendte personer, der har begået en alvorlig
forbrydelse, vurderes nødvendigvis at måtte have kommunikeret
med hinanden umiddelbart før og efter gerningen, muligvis via
mobiltelefoner. En mulighed, måske den eneste, for at komme opklaringen
nærmere er at få en logudskrift fra sendemasten nærmest
gerningsstedet for et tidsrum eksempelvis fra 1 time før til ½ time
efter forbrydelsen for at kunne se, hvilke telefoner der har kommunikeret via
masten i det relevante tidsrum.
Masteoplysninger er ikke selvstændigt reguleret i
retsplejelovens kapitel 71 om indgreb i meddelelseshemmeligheden, men de
udgør en særlig form for teleoplysninger, idet de alene
vedrører oplysninger om teleforbindelser og ikke indholdet af
kommunikationen.
Betænkning nr. 1377/1999 om børnepornografi
og IT-efterforskning indeholder på s. 87-89, hvortil der henvises, en
omtale af en række kendelser, hvori Højesteret og Østre
Landsret har behandlet spørgsmålet om, hvorvidt der efter
retsplejelovens kapitel 71 om indgreb i meddelelseshemmeligheden kan
træffes beslutning om udvidet teleoplysning fra en sendemast.
Her skal fremhæves Højesterets kendelse af 7.
maj 1997 (jf. Ugeskrift for Retsvæsen 1997, s. 1021), der fastslog, at
der ikke var den fornødne hjemmel i § 780, stk. 1, nr. 3,
til at indhente oplysning om, hvilke mobiltelefoner der i et bestemt tidsrum
havde været sat i forbindelse med hinanden via de sendemaster, der
geografisk dækkede en bestemt adresse og et område inden for 1
kilometers afstand fra den nævnte adresse. Som begrundelse herfor
henviste Højesteret til den manglende mulighed for nærmere
afgrænsning af samtaleregistreringer vedrørende mobiltelefoner.
Det var under sagen oplyst, at en kendelse, der tillod politiet at indhente
de nævnte oplysninger, i den konkrete sag ville omfatte 25.000-30.000
telefonsamtaler.
Efterfølgende har Østre Landsret ved
kendelse af 13. november 1998 (jf. Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s.
320) tilladt, at der indhentes oplysning om, hvilke telefoner eller
tilsvarende kommunikationsapparater, der i en bestemt periode på 50
minutter havde været sat i forbindelse med hinanden under aktivering af
den sendemast, som dækkede området omkring gerningsstedet (i alt
kun 998 opkald). Landsretten fandt, at det pågældende
tilfælde ikke var omfattet af Højesterets kendelse af 7. maj
1997. Landsretten lagde herved vægt på, at der i sagen
forelå oplysninger om én kortvarig telemeddelelse modtaget
på én bestemt lokalitet, således at denne meddelelse
skulle afgrænses over for et forholdsvis begrænset antal
meddelelser og samtaler.
Ved kendelse af 23. oktober 2000 (jf. Ugeskrift for
Retsvæsen 2001, s. 245) har Østre Landsret fastslået, at
der ikke var den fornødne hjemmel i § 780, stk. 1, nr. 3,
til at indhente oplysning om, hvilke mobiltelefoner, der i en bestemt periode
på 2 timer havde været benyttet med videresendte signaler via den
sendemast, som dækkede en bestemt adresse (i alt ca. 500 samtaler).
Landsretten henviste bl.a. til Højesterets kendelse af 7. maj 1997 og
forslaget om at indføre en udtrykkelig lovhjemmel for masteoplysninger
i Brydensholt-udvalgets betænkning.
I forlængelse af Højesterets kendelse fra
1997 har Rigsadvokaten over for Justitsministeriet anbefalet, at der skabes
lovhjemmel for at indhente de teleoplysninger, der er omhandlet i
Højesterets kendelse. Rigsadvokaten har i den forbindelse
fremhævet, at masteoplysninger er et vigtigt efterforskningsmiddel, og
at den utilsigtede krænkelse af en større personkreds, der af
tekniske årsager kan blive omfattet, er af relativt beskeden karakter,
ligesom der efter retsplejeloven er pligt til snarest at tilintetgøre
materiale, der viser sig ikke at have efterforskningsmæssig betydning.
Endvidere kan indgrebet kun foretages under retlig kontrol og under
iagttagelse af de almindelige proportionalitetsregler.
Justitsministeriet overvejede i forbindelse med
lovforslaget om beslaglæggelse, edition mv. (L 41 af 8. oktober 1998)
at medtage et forslag, der skaber hjemmel til at indhente de teleoplysninger,
der omhandles i Højesterets kendelse fra 1997. Justitsministeriet
fandt imidlertid på daværende tidspunkt, at der var behov for
nærmere overvejelse af forslaget, herunder nærmere overvejelser
om, hvordan en sådan hjemmel nærmere skal udformes for at tage
højde for den teknologiske udvikling. Justitsministeriet fandt det
derfor rigtigst, at spørgsmålet indgik i Brydensholt-udvalgets
overvejelser.
4.4.2. Udvalgets forslag
Brydensholt-udvalget tilslutter sig Rigsadvokatens
betragtninger. Udvalget finder derfor, at der bør tilvejebringes en
klar lovhjemmel til indgreb af denne karakter. For at sikre, at der tages
højde for den teknologiske udvikling, bør formuleringen af en
sådan bestemmelse ikke specifikt vedrøre masteoplysninger, men
vedrøre teleoplysninger, der ikke kan specificeres på
kendelsestidspunktet (»udvidet teleoplysning«).
Udvalget foreslår på den baggrund, at indgreb
i meddelelseshemmeligheden i form af udvidet teleoplysning reguleres
selvstændigt i retsplejeloven.
Udvalget finder herudover, at der kun skal være
adgang til udvidet teleoplysning under de betingelser, der gælder for
anden aflytning end telefonaflytning, f.eks. rumaflytning, jf.
retsplejelovens § 781, stk. 5. Det vil sige, at der skal være
mistanke om en forbrydelse, som har medført eller som kan
medføre fare for menneskers liv eller velfærd eller for
betydelige samfundsværdier.
Den gældende bestemmelse i § 781, stk. 5,
blev indsat under Folketingets behandling af det lovforslag (nr. L 164 af 1.
februar 1985), der dannede grundlag for lov nr. 227 af 6. juni 1985 om
ændring af retsplejeloven og konkursloven (telefonaflytning mv.). Der
henvises herom til Folketingstidende 1984-85, tillæg B, sp. 2227, hvor
ændringsforslaget bl.a. begrundes med, at indgreb i
meddelelseshemmeligheden i form af rumaflytning er betydelig alvorligere end
de øvrige indgreb i meddelelseshemmeligheden. Denne form for indgreb
ønskedes derfor begrænset til forbrydelser, som har
medført eller som kan medføre fare for menneskers liv eller
velfærd eller for betydelige samfundsværdier, herunder forhold
omfattet af straffelovens § 191 om grove narkotikaforbrydelser.
Der henvises i øvrigt til betænkningen s.
87-91 og 108-109.
4.4.3. Justitsministeriets overvejelser
4.4.3.1. Generelle overvejelser
Justitsministeriet finder af de af Rigsadvokaten og
Brydensholt-udvalget anførte grunde, at der af hensyn til en
effektiv efterforskning af navnlig alvorlig kriminalitet bør
tilvejebringes en udtrykkelig lovhjemmel med henblik på at gøre
det muligt at indhente teleoplysninger, der ikke på
kendelsestidspunktet kan specificeres nærmere (udvidet
teleoplysning).
Justitsministeriet er enig med udvalget i, at
formuleringen af en sådan bestemmelse ikke specifikt bør
vedrøre masteoplysninger. For at tage højde for den
teknologiske udvikling bør bestemmelsen vedrøre
teleoplysninger, der ikke kan specificeres på kendelsestidspunktet.
Det bør i den forbindelse særligt
fremhæves, at den utilsigtede krænkelse af en
større personkreds, der uden at have nogen forbindelse med
forbrydelsen af tekniske årsager bliver omfattet af indgrebet,
er af relativt beskeden karakter. Efter Justitsministeriets opfattelse kan et
indgreb af en sådan karakter derfor ikke anses for mere
vidtgående end de indgreb (teleoplysninger mv.), der traditionelt
henføres under bestemmelserne om indgreb i
meddelelseshemmeligheden.
Justitsministeriet kan tiltræde
Brydensholt-udvalgets forslag om, at udvidet teleoplysning kan foretages
under det skærpede kriminalitetskrav i retsplejelovens § 781,
stk. 5. Der er tale om et langt bredere indgreb i
meddelelseshemmeligheden, end de øvrige indgreb, hvorfor udvidet
teleoplysning bør begrænses til de tilfælde, der er
angivet i § 781, stk. 5 (mistanke om en forbrydelse, som har
medført eller som kan medføre fare for menneskers liv eller
velfærd eller for betydelige samfundsværdier).
Indhentelse af masteoplysninger har hidtil været
relevant i navnlig sager om særlig grov kriminalitet, hvorfor det efter
Justitsministeriet opfattelse ikke i praksis vil indebære nogen
afgørende begrænsning, at betingelsen i § 781, stk. 5,
skal være opfyldt.
Lovforslagets regler om udvidet teleoplysning svarer i
meget vidt omfang til det lovudkast, som er udarbejdet af udvalget og
medtaget i betænkningen. Der har imidlertid efter
offentliggørelsen af betænkningen, herunder i forbindelse med
høringen over betænkningen, vist sig behov for enkelte
justeringer og tilføjelser. For disse redegøres der
nærmere under pkt. 4.4.3.2.-4.4.3.5. nedenfor.
4.4.3.2. Mistankekravet
Som nævnt ovenfor under pkt. 4.4.1. kan der
undertiden være behov for at indhente masteoplysninger, hvor der ikke
foreligger konkrete oplysninger om brug af telefoner, men hvor
politiet regner med, at der har været anvendt telefon, ud fra en
almindelig betragtning om, at omfattende og kompliceret kriminalitet
udført af flere gerningsmænd i forening må
forudsætte eller i hvert fald typisk sker ved brug af telefoner,
herunder ikke mindst mobiltelefoner.
Det kan anføres, at i en situation som den
beskrevne, hvor der ikke foreligger konkrete holdepunkter for, at der er
anvendt telefon, men alene en almindelig antagelse herom baseret på
generelle betragtninger, kan man vanskeligt sige, at kravet efter
retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 1, om, at der ved indgreb i
meddelelseshemmeligheden skal foreligge »bestemte grunde« til at
antage, at der på den pågældende måde gives
meddelelser eller foretages forsendelser til eller fra en mistænkt, er
opfyldt.
Justitsministeriet foreslår på den baggrund,
at udvidet teleoplysning kan foretages uden krav om, at der skal
være bestemte grunde til at antage, at der på den
pågældende måde gives meddelelser mv. til eller fra en
mistænkt. Der henvises til den foreslåede nye bestemmelse i
retsplejelovens § 781, stk. 5, 2. pkt.
Som det fremgår under pkt. 4.4.3.1. ovenfor stiller
Justitsministeriet samtidig forslag om, at udvidet teleoplysning kun kan
foretages, hvis det skærpede kriminalitetskrav i retsplejelovens
§ 781, stk. 5, (1. pkt.) er opfyldt. Adgangen til at foretage
udvidet teleoplysning vil således være meget begrænset,
selv om der ikke skal være bestemte grunde til at antage, at der
på den pågældende måde gives meddelelser mv. til
eller fra en mistænkt. Hertil kommer, at indgrebet fortsat skal
være af afgørende betydning for efterforskningen, jf.
§ 781, stk. 1, nr. 2.
Som det ligeledes fremgår af pkt. 4.4.3.1. ovenfor,
bør det også i denne forbindelse fremhæves, at den
utilsigtede krænkelse af en større personkreds, der uden at
have forbindelse med den konkrete forbrydelse af tekniske årsager
bliver omfattet af et indgreb i meddelelseshemmeligheden i form af udvidet
teleoplysning, er af relativt beskeden karakter.
4.4.3.3. Retskendelsen og dens form
Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens
§ 783, stk. 1, sker indgreb i meddelelseshemmeligheden efter
rettens kendelse. I kendelsen anføres de telefonnumre, lokaliteter,
adresser eller forsendelser, som indgrebet angår. Herved sikres, at den
bemyndigelse, som kendelsen giver politiet, får en præcis
afgrænsning. Angivelsen af f.eks., i hvilke lokaliteter en rumaflytning
kan finde sted, kan dog ske med en vis fleksibilitet.
Hvor den typiske situation ved f.eks. teleoplysninger er,
at der ønskes oplysninger om bestemte telefonnumre, er situationen ved
udvidet teleoplysning (masteoplysninger) den, at der ønskes
oplysninger om alle telefoner, der i et givet område og inden for et
bestemt tidsrum har benyttet en bestemt sendemast.
I sagens natur vil det således i kendelsen om
udvidet teleoplysning typisk ikke være muligt at angive det eller de
telefonnumre, som indgrebet angår, jf. retsplejelovens § 783,
stk. 1. I stedet vil det præcist skulle angives, hvilken sendemast
(hvilken lokalitet) og hvilket tidsrum indgrebet angår.
4.4.3.4. Underretning om udvidet
teleoplysning
Det fremgår af retsplejelovens § 788, at efter
afslutningen af et indgreb i meddelelseshemmeligheden (herunder
teleoplysning) skal der som udgangspunkt gives underretning om indgrebet til
indehaveren af den pågældende telefon mv. Underretningen
foretages af den byret, der har truffet afgørelse om indgrebet.
Den gældende regel om underretning om foretagne
indgreb bygger på det lovudkast, som er indeholdt i
Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1023/1984 om politiets indgreb
i meddelelseshemmeligheden og anvendelse af agenter. Strafferetsplejeudvalget
anfører bl.a., at der i nogle tilfælde vil være behov for
at undlade at give underretning. Det kan f.eks. være
tilfældet, hvor den kriminelle undersøgelse vedrørende
den lovovertrædelse, som mistanken har angået, fortsætter,
idet indgrebet ikke har givet tilstrækkelige beviser, eller hvor
efterforskningen i den pågældende sag vel er afsluttet, men hvor
der fortsat skal ske efterforskning vedrørende andre
overtrædelser.
Der synes således ikke umiddelbart at være
tænkt på situationer, hvor det vil være forbundet med
betydelige praktiske vanskeligheder at foretage underretning, f.eks. fordi
indgrebet har været rettet mod et større antal personer. I de
sager, hvor der hidtil har været indhentet masteoplysninger, er der
normalt ikke givet underretning.
Ud over det store antal personer, der ville skulle
underrettes, opstår der også praktiske problemer, derved at mange
indehavere af mobiltelefoner anvender såkaldte taletidskort, hvortil
der ikke er knyttet et abonnement. I disse tilfælde er den
pågældende indehaver af taletidskortet anonym i forhold til det
telefonselskab, der leverer teleydelsen, og det vil således være
umuligt at fremskaffe oplysninger om navn og adresse på den
pågældende kunde.
Som det fremgår af pkt. 4.4.3.1., bør det
endvidere fremhæves, at den utilsigtede krænkelse af en
større personkreds, der uden at have forbindelse med den konkrete
forbrydelse af tekniske årsager bliver omfattet af et indgreb i
meddelelseshemmeligheden i form af udvidet teleoplysning, er af relativt
beskeden karakter.
Det er på denne baggrund Justitsministeriets
opfattelse, at der ved indgreb i meddelelseshemmeligheden i form af udvidet
teleoplysning ikke skal gives underretning om indgrebet til de personer, der
bliver omfattet af indgrebet, da dette i vidt omfang ville være
praktisk umuligt og ganske uoverkommeligt.
Justitsministeriet foreslår, at der i bestemmelsen
om underretning om foretagne indgreb i retsplejelovens § 788 (som nyt
stk. 5) indsættes en udtrykkelig bestemmelse om, at der ved
udvidet teleoplysning ikke skal gives underretning om indgrebet til
indehaverne af de pågældende telefoner.
4.4.3.5. Advokatbeskikkelse
Inden retten træffer afgørelse om indgreb i
meddelelseshemmeligheden, herunder i form af teleoplysning, skal der efter
retsplejelovens § 784, stk. 1, beskikkes en advokat for den, som
indgrebet vedrører, og advokaten skal have lejlighed til at udtale
sig.
Den gældende regel om advokatbeskikkelse bygger
på det lovudkast, som er indeholdt i Strafferetsplejeudvalgets
betænkning nr. 1023/1984 om politiets indgreb i
meddelelseshemmeligheden og anvendelse af agenter. Bestemmelsen fik sin
endelige udformning under Folketingets behandling af det lovforslag (nr. L
164 af 1. februar 1985), der dannede grundlag for den vedtagne lov (nr. 227
af 6. juni 1985). Der henvises herom til Folketingstidende 1984-85,
tillæg B, sp. 1714.
Strafferetsplejeudvalget foreslog en generel regel om
advokatbeskikkelse i sager om indgreb i meddelelseshemmeligheden, idet der i
udvalget var enighed om, at der ikke er grund til at gøre forskel
mellem de forskellige typer af indgreb. Udvalget fandt, at selv om
teleoplysning må anses som mindre byrdefuldt end de øvrige
indgreb, taler retstekniske hensyn for en ensartet regel. Vedrørende
teleoplysning lagde Strafferetsplejeudvalget i øvrigt vægt
på, at teleoplysning hidtil kun var anvendt i beskedent omfang, ligesom
det antages, at der i det altovervejende antal tilfælde har foreligget
samtykke (eller anmodning) fra indehaveren af den omhandlede telefon.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at der også
ved indgreb i meddelelseshemmeligheden i form af udvidet teleoplysning
bør ske advokatbeskikkelse. Navnlig hensynet til, at der for retten
kan foregå en kontradiktorisk forhandling, der sikrer, at argumenterne
såvel for som imod iværksættelse af det
pågældende indgreb, fremføres i retten, taler for at der
sker advokatbeskikkelse. Dette gør sig gældende, selv om der er
tale om en større personkreds, der uden at have forbindelse med den
konkrete forbrydelse af tekniske årsager bliver omfattet af
indgrebet.
Hensynet kan efter Justitsministeriets opfattelse i
tilstrækkelig grad tilgodeses ved, at der beskikkes en enkelt advokat
for den samlede gruppe af personer, hvis mobiltelefoner mv. har benyttet den
pågældende sendemast, hvorfra der indhentes udvidede
teleoplysninger. Dette kan ske allerede efter den gældende bestemmelse
i retsplejelovens § 784, stk. 1, og er i øvrigt i
overensstemmelse med praksis i de sager, hvor der hidtil er indhentet
masteoplysninger.
Der stilles på denne baggrund ikke forslag om
ændring af reglerne om advokatbeskikkelse.
4.5. Teleoplysninger i henhold til samtykke
mv.
4.5.1. Gældende ret
Efter retsplejelovens § 786, stk. 2, kan retten
efter begæring fra politiet med samtykke fra indehaveren af en telefon
eller andet kommunikationsapparat give telefonselskaberne mv.
pålæg om at oplyse, hvilket andre apparater der sættes i
forbindelse med det pågældende apparat (teleoplysning).
Den gældende regel om samtykke til meddelelse af
teleoplysninger bygger på det lovudkast, som er indeholdt i
Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1023/1984 om politiets indgreb
i meddelelseshemmeligheden og anvendelse af agenter. Bestemmelsen bygger
på det synspunkt, at en telefonabonnent i forhold til teleselskabernes
tavshedspligt ikke kan anses som »uvedkommende« med hensyn til oplysninger
om, hvem der ringer til abonnenten, og at der ikke er en sådan
beskyttelsesværdig interesse i hemmeligholdelse hos personer, der
kalder et andet telefonnummer, at udlevering af disse oplysninger til
politiet med samtykke fra indehaveren af denne telefon bør omfattes af
reglerne om indgreb i meddelelseshemmeligheden. Om baggrunden for
bestemmelsen henvises til Strafferetsplejeudvalgets betænkning s.
61-63.
I retspraksis er det fastslået, at bestemmelsen i
§ 786, stk. 2, om samtykke til meddelelse af teleoplysninger
også finder anvendelse på oplysninger om udegående opkald
fra en bestemt telefon, jf. Østre Landsrets kendelse af 5. oktober
1995, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 169. I sagen
blev et telefonselskab pålagt at udlevere en ukodet
samtalespecifikation over samtaler såvel indgående som
udgående som var ført fra en stjålen mobiltelefon, hvis
ejer havde meddelt samtykke til udleveringen.
4.5.2. Udvalgets overvejelser
Udvalget har overvejet, om telefonselskaberne mv. skal
kunne meddele samtykke ved offentlige telefoner (mønt- eller
korttelefoner).
Et flertal i udvalget (11 medlemmer) finder ikke,
at telefonselskaberne mv. skal kunne give samtykke ved offentlige
telefoner.
Efter flertallets opfattelse kan et telefonselskab ikke
siges at have rådighed over en offentlig telefon på samme
måde som en privat telefonabonnent har rådighed over sin telefon.
Der er derfor ikke samme anledning til at give telefonselskabet adgang til
med sit samtykke at fravige reglerne om indgreb i meddelelseshemmeligheden.
Hvis man låner en privat telefon (eller stjæler en mobiltelefon)
må man være indstillet på, at den pågældende
telefonabonnent modtager udførlige samtalespecifikationer i
forbindelse med telefonregningen. Benyttelsen af en offentlig telefon kan
nærmest betragtes som et »ad hoc-abonnement«, hvor man mod vederlag
får (en begrænset) adgang til at benytte telefonnettet. Et
indgreb i meddelelseshemmeligheden mod en bruger af en offentlig telefon
bør derfor sidestilles med et indgreb mod en privat telefonabonnent.
De særlige hensyn, der i sin tid begrundede bestemmelsen i § 786,
stk. 2, kan efter mindretallets opfattelse ikke udstrækkes til
også at begrunde en lignende regel for offentlige telefoner.
Et mindretal i udvalget (7 medlemmer) finder, at
teleselskaberne uanset hvilket regelsæt der finder anvendelse skal
kunne meddele samtykke, når der er tale om offentlige telefoner. I
disse situationer skal der beskikkes en advokat for den person, som indgrebet
retter sig imod, hvis en sådan advokat ikke allerede er beskikket.
Dette mindretal lægger vægt på, at der
ikke kan være nogen berettiget forventning om, at indehaveren af en
telefon ikke kan give politiet (adgang til) oplysning om, hvilken brug der
har været gjort af telefonen. Med den retstilstand, der er i dag
vedrørende indgreb i meddelelseshemmeligheden, betyder det, at der ved
en lang række kriminalitetsformer ikke er mulighed for at få
adgang til disse allerede registrerede oplysninger, hvis en offentlig telefon
er benyttet (i modsætning til f.eks. en telefon, der ejes af en
restaurant).
Et andet mindretal i udvalget (1 medlem) har ikke
taget stilling til, hvilken løsning der skal vælges.
Om udvalgets nærmere overvejelser henvises til
betænkningen s. 84-87 og 109-111.
4.5.3. Særligt om pligt til at medvirke
ved indgreb i meddelelseshemmeligheden
Indgreb i meddelelseshemmeligheden ville i praksis ikke
kunne gennemføres uden bistand fra de institutioner og virksomheder,
der beskæftiger sig med befordring af meddelelser og andre
forsendelser.
I retsplejelovens § 786, stk. 1, er der derfor
fastsat regler, der pålægger post- og telegrafvæsenet,
telefonselskaberne og andre tilsvarende offentlige og private virksomheder at
bistå politiet ved gennemførelsen af indgreb i
meddelelseshemmeligheden, herunder ved at etablere aflytning af
telefonsamtaler mv., ved at give teleoplysninger samt ved at tilbageholde og
udlevere forsendelser mv.
Et enigt udvalg finder, at formuleringen af
retsplejelovens § 786, stk. 1, bør tilpasses den
terminologi, der anvendes i dag vedrørende post- og televirksomhed.
Udvalget foreslår på den baggrund, at »post- og
telegrafvæsenet, telefonselskaberne og andre tilsvarende offentlige og
private virksomheder« ændres til: »postvirksomheder og udbydere af
offentlige telenet eller teletjenester«.
Der henvises i øvrigt til betænkningen s. 85
og 109.
4.5.4. Justitsministeriets overvejelser
Af de af flertallet i udvalget anførte grunde
finder Justitsministeriet ikke, at teleselskaberne skal kunne meddele
samtykke i relation til teleoplysninger fra offentlige telefoner.
Justitsministeriet er enig med udvalget i, at
formuleringen af retsplejelovens § 786, stk. 1, (om
telefonvæsenets, postvæsenets og andres pligt til at medvirke ved
indgreb i meddelelseshemmeligheden) bør tilpasses den terminologi, der
i dag anvendes vedrørende post- og televirksomhed, således at
bestemmelsen omformuleres som foreslået af udvalget.
Justitsministeriet foreslår endvidere, at der som
konsekvens af den foreslåede, nye bestemmelse i § 780,
stk. 1, nr. 4, om udvidet teleoplysning, henvises til denne bestemmelse
i § 786, stk. 1, om pligt til at bistå politiet ved
gennemførelsen af indgreb i meddelelseshemmeligheden.
5. Lovforslagets økonomiske og
administrative konsekvenser mv.
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske
eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.
Lovforslaget har ikke økonomiske eller
administrative konsekvenser for erhvervslivet og borgerne. Lovforslaget har
ingen miljømæssige konsekvenser.
For så vidt angår EU-retlige aspekter
indebærer ændringen af straffelovens hæleribestemmelse, at
Danmark opfylder sine forpligtelser i henhold til Rådets fælles
aktion vedrørende hvidvaskning af penge, identifikation, opsporing,
indefrysning, beslaglæggelse og konfiskation af redskaber og udbytte
fra strafbart forhold (98/699/RIA), jf. pkt. 2.4.2. ovenfor.
Positive konsekvenser/mindre udgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Negative konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen af betydning
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget sikrer opfyldelse af Danmarks forpligtelser i
henhold til Rådets fælles aktion om hvidvaskning af penge mv.
(98/699/RIA)
6. Hørte myndigheder
mv.
6.1.
Betænkning nr. 1371/1999 om udviklingen i
lovgivningen og kriminaliteten samt om hæleri og anden
efterfølgende medvirken har været sendt til høring
hos:
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret,
Københavns Byret samt retterne i Århus, Odense, Ålborg og
Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen,
Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København,
Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen,
Politiforbundet i Danmark, HK Landsklubben Dommerkontorerne,
Advokatrådet, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Det Danske Center
for Menneskerettigheder, Landsorganisationen i Danmark, Dansk
Arbejdsgiverforening, Dansk Industri, Forbrugerrådet,
Håndværksrådet, Forsikring & Pension,
Realkreditrådet, Finansrådet, Byggeriets Firkant, Dansk Handel og
Service, Det Danske Handelskammer, Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd, Landbrugsrådet, Danmarks Fiskeriindustri- og
Eksportforening, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af
Statsautoriserede Revisorer, Specialarbejderforbundet i Danmark, IFPI Danmark
og Foreningen af Interne Revisorer.
6.2.
Betænkning nr. 1377/1999 om
børnepornografi og IT-efterforskning har været sendt til
høring hos:
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret,
Københavns Byret samt retterne i Århus, Odense, Ålborg og
Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen,
Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København,
Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen,
Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Nævnet for Etnisk
Ligestilling, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Red Barnet,
Børnerådet, Brancheforeningen for Telekommunikationsindustrien,
Brancheorganisationen ForbrugerElektronik, Canal Digital Danmark A/S, Center
for IT-forskning, CSC Datacentralen, Dansk Dataforening,
Elektronikindustrien, Foreningen af Internetleverandører,
Grossistforeningen for Radio og Elektronik, IT-Brancheforeningen, ITEK (Dansk
Industri), Kommunedata, Leverandørforeningen for Radiokommunikation,
Multi Medie Foreningen, PROSA, Registertilsynet, Sam-Data (HK), Sonofon I/S,
Tele2 A/S, Tele Danmark A/S, Telekommunikationsforbundet og Telia A/S.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
I bilaget til lovforslaget er de foreslåede regler
sammenholdt med de nugældende regler.
Til § 1
Straffeloven
Til nr. 1 (straffelovens § 72, stk. 3, 1. pkt.)
Der er tale om en konsekvensændring som følge
af den ændring af straffelovens § 72, der blev gennemført
ved lov nr. 438 af 31. maj 2000 om ændring af straffeloven
(Tidsbegrænsning af foranstaltninger efter straffelovens § 68 og
§ 69).
Til nr. 2 (straffelovens § 191 a)
Ophævelsen af straffelovens § 191 a om
narkotikahæleri er en konsekvens af forslaget om indførelse af
en generel hæleribestemmelse i straffelovens § 290, jf.
lovforslagets § 1, nr. 9.
Affattelsen af den foreslåede bestemmelse i
§ 290, stk. 1, svarer til den gældende § 191 a. Efter en
ophævelse af § 191 a, vil der således forsat kunne straffes
for narkotikahæleri i samme omfang som hidtil. Grove tilfælde af
narkotikahæleri vil efter den foreslåede § 290, stk. 2,
kunne straffes med fængsel indtil 6 år som efter den
gældende § 191 a.
Som hidtil vil udbyttet i forbindelse med
narkotikahæleri kunne være både penge og andre
genstande.
Til nr. 3 (straffelovens § 213, stk. 2, og § 262,
stk. 2)
Ophævelsen af reglerne om tiltalefrafald efter den
forurettedes begæring i straffelovens § 213, stk. 2 og
§ 262, stk. 2 og 290, stk. 2, jf. lovforslagets § 1,
nr. 9 indbærer ingen ændring af den gældende
retstilstand, idet bestemmelserne vil blive flyttet til Rigsadvokatens
bekendtgørelse nr. 816 af 29. august 2000 om politimestrenes og
statsadvokaternes adgang til at frafalde tiltale, der er fastsat i
medfør af retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 7. De
nødvendige ændringer af Rigsadvokatens bekendtgørelse
forudsættes gennemført senest samtidig med lovændringens
ikrafttræden.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2. i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 4 (straffelovens 28. kapitel)
Ændringen er et led i forslaget om
sammenlægning af straffelovens kapitel 28 og 29 til ét
fælles kapitel med overskriften »formueforbrydelser« som
fællesbetegnelse for berigelsesforbrydelser og andre strafbare
formuekrænkelser.
Ændringen af kapiteloverskriften er alene af
redaktionel karakter.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1. i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 5 (straffelovens § 284)
Ophævelsen af hæleribestemmelsen i
straffelovens § 284 er en konsekvens af forslaget om indførelse
af en ny, generel hæleribestemmelse i straffelovens § 290, jf.
lovforslagets § 1, nr. 9.
Til nr. 6, 7 og 8 (straffelovens § 285, § 286, stk. 3, og
§ 287, stk. 1)
Forslaget er en konsekvens af ophævelsen af
hæleribestemmelsen i straffelovens § 284. I overensstemmelse
hermed udgår henvisningerne til § 284 i berigelsesforbrydelsernes
strafferammebestemmelser.
Til nr. 9 (straffelovens § 290)
Den foreslåede bestemmelse svarer til det af
Brydensholt-udvalget stillede forslag om en udvidet kriminalisering af
hæleri.
Bestemmelsen i det foreslåede stk. 1
udvider gerningsindholdet i forhold til den gældende § 284 ved, at
alle førforbrydelser omfattes af den foreslåede bestemmelse. Der
er ikke herudover tale om nogen udvidelse af gerningsindholdet i forhold til
de nugældende bestemmelser i straffelovens § 191 a og
§ 284.
Bestemmelsen indeholder endvidere nogle ændringer af
redaktionel karakter. Således foreslås ordet »fordølgelse«
i den nugældende § 284 ændret til at »skjule«. Ordet
»udbytte« er valgt i stedet for »vinding« for at benytte det samme udtryk i
begge led af bestemmelsen. Der ligger heller ikke heri nogen
realitetsændring. Om afgrænsningen af begrebet »
udbytte« henvises til pkt. 2.3.2. og 2.4.1. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Hæleriforbrydelsen er fortsat beskrevet i to former:
del i udbytte (stk. 1, første led) og bistand til hovedmanden (stk. 1,
andet led).
Bestemmelsen i første led omfatter bl.a. den, der
køber genstande, som stammer fra tyveri eller røveri. Det er
ligesom i dag uden betydning for hæleriansvaret, at hæleren
eventuelt har betalt fuld pris for den pågældende genstand.
Betaling af fuld pris kan dog afhængig af de konkrete
omstændigheder i øvrigt være et indicium for, at
køberen ikke har haft forsæt til hæleri.
Bistand efter bestemmelsens andet led kan som i den
nugældende bestemmelse i § 284 bl.a. bestå i at
opkræve, opbevare, skjule, transportere, sende, overføre,
konvertere, afhænde, pantsætte eller investere udbyttet. Der er
ikke tale om en udtømmende angivelse af mulige former for bistand.
Kravet om at der skal være handlet »uberettiget«
indebærer, at materielt atypiske tilfælde falder uden for
bestemmelsens anvendelsesområde. Det gælder f.eks.
tilfælde, hvor en person ikke handler med henblik på at
hjælpe gerningsmanden, men derimod med henblik på at bistå
politiet eller opfylde særlige adfærdskrav i anden
lovgivning.
De krav til forsætsbeviset, der stilles ved de
nuværende hæleribestemmelser i straffelovens § 191 a og
§ 284, vil gælde tilsvarende for det udvidede område.
Det strafmaksimum på 6 år, der gælder
for straffelovens § 191 a og § 284, foreslås bibeholdt for
den udvidede bestemmelse, jf. dennes stk. 2. Det
forudsættes herved, at straffe i området mellem 4 og 6 år i
almindelighed kun kan komme på tale i forhold til
hæleriforbrydelser, der i dag er omfattet af et strafmaksimum på
6 år i § 191 a og § 286, stk. 3.
Det bemærkes i øvrigt, at hæftestraf
ikke indgår i strafferammen, idet hæftestraffen ved lov nr. 433
af 31. maj 2000 er afskaffet med virkning fra den 1. juli 2001. Afskaffelsen
af hæftestraffen er en konsekvens af lov nr. 432 af 31. maj 2000 om
fuldbyrdelse af straf mv.
Efter stk. 3 kan der ikke pålægges
straf for hæleri efter stk. 1, når udbyttet modtages fra
familiemedlemmer eller samlever til sædvanligt underhold. Har et
familiemedlem f.eks. ved et butikstyveri stjålet mad eller almindeligt
tøj, vil det således være straffrit for de andre
familiemedlemmer at modtage de stjålne varer, selv om de er bekendt
med, hvorfra de stammer. Straffriheden omfatter kun sædvanligt
underhold. Den, der modtager en stjålen ægte pelsfrakke, vil
således ikke kunne opnå straffrihed efter bestemmelsen.
Efter stk. 3 kan der endvidere ikke straffes for
hæleri, hvis der er tale om modtagelse af udbytte som normalt vederlag
for sædvanlige forbrugsvarer, brugsting eller tjenester. Dette led i
stk. 3 vil medføre straffrihed for den ekspedient i en kiosk, der som
betaling ved salg af f.eks. mad, øl, cigaretter eller lignende
modtager penge, som køberen har opnået som udbytte ved salg af
narkotika. Selv om ekspedienten i en sådan situation måtte have
viden om, hvor de penge, som der betales med, stammer fra, vil den
pågældende ikke kunne straffes for hæleri. Det skal
fremhæves, at bestemmelsen kun fritager for hæleriansvar, hvis
der er tale om normalt vederlag for sædvanlige
forbrugsvarer, brugsting eller tjenester.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3. og 2.4.1. i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget.
For så vidt angår den samtidige
ophævelse af de gældende bestemmelser i § 290, stk. 1
og 2, henvises til bemærkningerne til henholdsvis lovforslagets
§ 1, nr. 11, nedenfor og § 1, nr. 3, ovenfor.
Til nr. 10 (straffelovens 29. kapitel)
Ændringen er et led i forslaget om
sammenlægning af straffelovens kapitel 28 og 29 til ét
fælles kapitel med overskriften »formueforbrydelser« som
fællesbetegnelse for berigelsesforbrydelser og andre strafbare
formuekrænkelser, jf. i øvrigt bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 4, ovenfor og § 1, nr. 13, nedenfor.
Til nr. 11 (straffelovens § 292, stk. 2, og § 300,
stk. 2)
Straffelovens 290, stk. 1, § 292, stk. 2 og
§ 300, stk. 2 indeholder bestemmelser om påtalebegæring
i sager vedrørende dispositioner til skade for kreditorer.
Bestemmelserne indebærer, at overtrædelse af henholdsvis
straffelovens § 283, stk. 1, nr. 3, § 292, stk. 1, og
§ 300, stk. 1, kun påtales, når nogen forurettet
begærer det, eller dersom udlægsforretning er påfulgt uden
at have ført til fordringshaverens dækning, konkurs er
indtrådt, forhandling om tvangsakkord uden for konkurs er åbnet,
eller konkursbegæring er nægtet fremme på grund af boets
utilstrækkelighed.
Ophævelsen af reglerne om påtalebegæring
i straffelovens § 290, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 9,
§ 292, stk. 2, og § 300, stk. 2, indebærer, at
overtrædelse af straffelovens § 283, stk. 1, nr. 3,
§ 292, stk. 1, og § 300, stk. 1, i alle tilfælde
vil være undergivet offentlig påtale uden krav om begæring
fra en forurettet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2. i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 12 (straffelovens § 300 c)
Forslaget indebærer at de forsætlige dele af
ågerhæleribestemmelsen ophæves, idet de vil være
omfattet af den generelle hæleribestemmelse, jf. bemærkningerne
til lovforslagets § 1, nr. 9.
Straffelovens § 300 c vil herefter alene omfatte
groft uagtsomme forhold og vil således i relation til det subjektive
tilregnelseskrav udgøre en underbygning til den foreslåede
§ 290 for så vidt angår efterfølgende medvirken til
overtrædelser af straffelovens §§ 282, 300 a og 300 b.
Til nr. 13 (straffelovens 30. kapitel)
Ændringen er en konsekvens af forslaget om
sammenlægning af straffelovens kapitel 28 og 29 til ét
fælles kapitel, jf. i øvrigt bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 4 og 10, ovenfor.
Til § 2
Retsplejeloven
Til nr. 1 (retsplejelovens § 687, stk. 3, nr. 1)
Efter straffebestemmelsen i straffelovens § 286
gælder der en forhøjet strafferamme for grove tilfælde af
berigelsesforbrydelser. I henhold til retsplejelovens § 687,
stk. 3, nr. 1, behandles disse sager uden medvirken af nævninger
også i tilfælde, hvor der bliver spørgsmål om straf
af fængsel i 4 år eller derover.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af
forslaget om, at straffebestemmelsen for groft hæleri flyttes fra
straffelovens § 286 til den generelle hæleribestemmelse i den
foreslåede § 290.
Forslaget indebærer, at også de groveste
hælerisager som hidtil skal behandles uden medvirken af
nævninger.
Til nr. 2 (retsplejelovens § 780, stk. 1)
Den foreslåede bestemmelse svarer til det af
Brydensholt-udvalget stillede forslag om udvidet teleoplysning.
Bestemmelsen indebærer, at der i forbindelse med
efterforskning af forbrydelser, som har medført eller som kan
medføre fare for menneskers liv eller velfærd eller for
betydelige samfundsværdier, jf. den foreslåede tilføjelse
til § 781, stk. 5, kan indhentes oplysning om, hvilke telefoner
eller andre tilsvarende kommunikationsapparater inden for et nærmere
angivet område, der sættes i forbindelse med andre telefoner
eller kommunikationsapparater (udvidet teleoplysning).
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.4. i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 3 (retsplejelovens § 781, stk. 5)
Den foreslåede bestemmelse, der svarer til det af
Brydensholt-udvalget stillede forslag, indebærer, at der kun skal
være adgang til udvidet teleoplysning under de betingelser, der
gælder for anden aflytning end telefonaflytning (rumaflytning). Udvidet
teleoplysning kan derfor kun foretages, når mistanken vedrører
en forbrydelse, som har medført eller som kan medføre fare for
menneskers liv eller velfærd eller for betydelige
samfundsværdier, jf. retsplejelovens § 781, stk. 5.
Der henvises til pkt. 4.4.2. og 4.4.3.1. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 4 (§ 781, stk. 5)
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at
udvidet teleoplysning kan foretages uden krav om, at der er »bestemte
grunde« til at antage, at der på den pågældende
måde gives meddelelser eller foretages forsendelser til eller fra en
mistænkt.
Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens
§ 781, stk. 1, nr. 1, må indgreb i meddelelseshemmeligheden
kun foretages, såfremt der er bestemte grunde til at antage, at der
på den pågældende måde gives meddelelser eller
foretages forsendelser til eller fra en mistænkt.
Da den foreslåede bestemmelse i § 780,
stk. 1, nr. 4, jf. lovforslagets § 2, nr. 2, også skal kunne
anvendes i situationer, hvor der ikke foreligger konkrete oplysninger
om brug af telefoner, men hvor det med rette må antages, at der har
været anvendt telefon, ud fra en almindelig betragtning om, at
omfattende og kompliceret kriminalitet udført af flere
gerningsmænd i forening efter sin art må forudsætte eller
typisk sker ved brug af telefoner, herunder ikke mindst mobiltelefoner.
I en situation som den beskrevne, hvor der ikke foreligger
konkrete holdepunkter for, at der er anvendt en telefon, men alene en
almindelig antagelse herom baseret på erfaringer og generelle
betragtninger, kan man vanskeligt sige, at kravet efter retsplejelovens
§ 781, stk. 1, nr. 1, om »bestemte grunde« er opfyldt. Det er
fortsat en betingelse, at indgrebet må antages at være af
afgørende betydning for efterforskningen, jf. § 781, stk. 1,
nr. 2.
Til nr. 5 (§ 786, stk. 1)
Den foreslåede affattelse af § 786,
stk. 1, indeholder i forhold til den gældende bestemmelse en rent
sproglig ændring, der skal bringer terminologien i retsplejeloven i
overensstemmelse med den, der anvendes i lov nr. 89 af 8. februar 1995 om
postvirksomhed og i nyere telelovgivning, jf. f.eks. lov nr. 418 af 31. maj
2000 om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet.
Endvidere foreslås, at der som konsekvens af den
foreslåede, nye bestemmelse i § 780, stk. 1, nr. 4, om
udvidet teleoplysning, også henvises til denne bestemmelse i
§ 786, stk. 1, om pligt til at bistå politiet ved
gennemførelsen af indgreb i meddelelseshemmeligheden.
Til nr. 6 (§ 788, stk. 1, 1. pkt.)
Tilføjelsen er en konsekvens af den
foreslåede nye bestemmelse i § 788, stk. 5, jf. lovforslagets
§ 2, nr. 7.
Til nr. 7 (§ 788, stk. 5)
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der
efter afslutningen af et indgreb i meddelelseshemmeligheden i form af udvidet
teleoplysning ikke skal gives underretning om indgrebet til indehaverne af de
pågældende telefoner.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.4.3.4. i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til § 3
Bestemmelsen fastsætter lovens
ikrafttrædelsestidspunkt. Det foreslås, at loven træder i
kraft den 1. juli 2001.
Til § 4
Bestemmelsen indebærer, at loven ikke gælder
for Færøerne og Grønland. Lovens § 1
(ændringerne af straffeloven) kan ved kongelig anordning helt eller
delvis sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som
de særlige færøske forhold tilsiger.
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
Lovforslaget
Gældende formulering
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 849 af 6. september 2000,
foretages følgende ændringer:
§ 72.
---
Stk. 2.
---
1.
I § 72, stk. 3, 1. pkt., ændres
»stk. 1« til: »stk. 2«.
Stk. 3.
Bestemmelsen i § 59, stk. 3, finder
tilsvarende anvendelse på afgørelser efter stk. 1. Er der
spørgsmål om ændring af foranstaltningen på grund af
ny lovovertrædelse, afgøres spørgsmålet dog af den
ret, der behandler sagen vedrørende overtrædelsen.
2.
§ 191 a ophæves.
§ 191 a.
Med fængsel indtil 6 år straffes den, som
modtager eller skaffer sig eller andre del i en vinding, der er erhvervet ved
en overtrædelse af § 191, samt den, som ved opbevaring, transport,
hjælp til afhændelse eller på lignende måde virker
til at sikre en anden udbyttet af en sådan overtrædelse.
3.
§ 213, stk. 2, og § 262,
stk. 2, ophæves.
§ 213.
---
Stk. 2.
Påtale kan bortfalde, når den forurettede
begærer det.
§ 262.
---
Stk. 2.
Påtale kan bortfalde efter den forurettedes
begæring.
4.
Overskriften til 28. kapitel affattes
således:
»28. kapitel
Formueforbrydelser«
28. kapitel
Berigelsesforbrydelser
5.
§ 284 ophæves.
§ 284.
For hæleri straffes den, som modtager eller
skaffer sig eller andre del i en ved tyveri, ulovlig omgang med hittegods,
underslæb, bedrageri, databedrageri, mandatsvig, afpresning,
skyldnersvig, røveri eller overtrædelse af § 122,
§ 144, § 289, 2. pkt., eller § 289 a erhvervet vinding, samt
den, som ved fordølgelse, hjælp til afhændelse eller
på lignende måde virker til at sikre en anden udbyttet af en
sådan forbrydelse.
6.
§ 285 affattes således:
»§ 285. De i §§ 276 og 278-283 nævnte forbrydelser
straffes med fængsel indtil 1 år og 6 måneder. I de i
§ 283, stk. 2, nævnte tilfælde kan straffen såvel
for skyldneren som for den begunstigede fordringshaver gå ned til
bøde.
§ 285.
De i §§ 276, 278-281 og 283 nævnte
forbrydelser, hæleri med hensyn hertil og med hensyn til røveri
eller overtrædelse af § 122, § 144, § 289, 2. pkt.,
eller § 289 a samt åger straffes med hæfte eller med
fængsel indtil 1 år og 6 måneder. I de i § 283,
stk. 2, nævnte tilfælde kan straffen såvel for
skyldneren som for den begunstigede fordringshaver gå ned til
bøde.
Stk. 2
. Ulovlig omgang med hittegods straffes med bøde
eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.«
Stk. 2
. Ulovlig omgang med hittegods samt hæleri med
hensyn hertil straffes med bøde, hæfte eller fængsel
indtil 1 år og 6 måneder
7.
§ 286, stk. 3, affattes således:
§ 286.
---
Stk. 2.
---
»Stk. 3. Under tilsvarende omstændigheder kan straffen
for afpresning og åger stige til fængsel i 6 år.«
Stk. 3.
Under tilsvarende omstændigheder kan straffen
for afpresning, åger og hæleri stige til fængsel i 6
år.
8.
I § 287, stk. 1, ændres »§§ 276-284«
til: »§§ 276-283«.
§ 287.
Er nogen af de forbrydelser, der er nævnt i
§§ 276-284, af mindre strafværdighed på grund af de
omstændigheder, hvorunder handlingen er begået, de tilvendte
genstandes eller det lidte formuetabs ringe betydning eller af andre grunde,
er straffen bøde. Under i øvrigt formildende
omstændigheder kan straffen bortfalde.
Stk. 2.
---
9.
§ 290 affattes således:
»§ 290. For hæleri straffes med bøde eller
fængsel indtil 1 år og 6 måneder den, som uberettiget
modtager eller skaffer sig eller andre del i udbytte, der er opnået ved
en strafbar lovovertrædelse, og den, der uberettiget ved at skjule,
opbevare, transportere, hjælpe til afhændelse eller på
lignende måde efterfølgende virker til at sikre en anden
udbyttet af en strafbar lovovertrædelse.
Stk. 2
. Når hæleriet er af særlig grov
beskaffenhed, eller når hæleriet har været
erhvervsmæssigt, er straffen bøde eller fængsel indtil 6
år.
Stk. 3
. Straf efter denne bestemmelse kan ikke
pålægges den, som modtager udbytte til sædvanligt underhold
fra familiemedlemmer eller samlever, eller den, der modtager udbytte som
normalt vederlag for sædvanlige forbrugsvarer, brugsting eller
tjenester.«
§ 290.
Skyldnersvig, hvorved ingen særlig sikret ret er
krænket, påtales kun, når nogen forurettet begærer
det, eller dersom udlægsforretning er påfulgt uden at have
ført til fordringshaverens dækning, konkurs er indtrådt,
forhandling om tvangsakkord uden for konkurs er åbnet, eller
konkursbegæring er nægtet fremme på grund af boets
utilstrækkelighed.
Stk. 2.
Ved tyveri, ulovlig omgang med hittegods,
underslæb, bedrageri og hæleri, forøvet mod nogen af den
skyldiges nærmeste, samt i de i § 287 nævnte tilfælde
kan påtale bortfalde, når den forurettede begærer det.
10.
Efter § 290 udgår:
»29. kapitel
Andre strafbare formuekrænkelser«
29. kapitel
Andre strafbare formuekrænkelser
11.
§ 292, stk. 2, og § 300, stk. 2,
ophæves.
§ 292.
---
Stk. 2.
Bestemmelserne i § 290, stk. 1, finder her
tilsvarende anvendelse.
§ 300.
---
Stk. 2.
Påtale finder kun sted under de i § 290,
stk. 1, angivne betingelser.
12.
I § 300 c, 1. pkt., udgår: »kendte eller«, og
i § 300 c, 2. pkt., udgår: »forsætligt eller«.
§ 300 c.
Med bøde, hæfte eller fængsel
indtil 6 måneder straffes den, som overdrager et krav, der
hidrører fra en andens handling af den i § 282, § 300 a
eller § 300 b nævnte beskaffenhed, eller som gør et
sådant krav gældende, såfremt han ved erhvervelsen af
kravet kendte eller udviste grov uagtsomhed med hensyn til dets beskaffenhed.
På samme måde straffes den, som i øvrigt forsætligt
eller groft uagtsomt drager utilbørlig fordel af en andens handling af
den i § 282, § 300 a eller § 300 b nævnte
beskaffenhed.
13.
Efter § 305 ændres »30. kapitel« til: »29.
kapitel«.
30. kapitel
Særlige bestemmelser om juridiske
personer
§ 2
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 857 af 12.
september 2000, som ændret ved § 2 i lov nr. 106 af 13. februar
2001, foretages følgende ændringer:
1.
I § 687, stk. 3, nr. 1, ændres
»§§ 172, 173, 286 eller 289« til: »§§ 172, 173, 286, 289 eller
290«.
§ 687.
---
Stk. 2.
---
Stk. 3.
Nævninge medvirker ikke i
1) sager vedrørende overtrædelse af straffelovens
§§ 172, 173, 286 eller 289 og
2) ---
2.
I § 780, stk. 1, indsættes som nyt nr.
4:
§ 780.
Politiet kan efter reglerne i dette kapitel foretage
indgreb i meddelelseshemmeligheden ved at
1) aflytte telefonsamtaler eller anden tilsvarende telekommunikation
(telefonaflytning),
2) aflytte andre samtaler eller udtalelser ved hjælp af et
apparat (anden aflytning),
3) indhente oplysning om, hvilke telefoner eller andre tilsvarende
kommunikationsapparater der sættes i forbindelse med en bestemt telefon
eller andet kommunikationsapparat, selv om indehaveren af dette ikke har
meddelt tilladelse hertil (teleoplysning),
»4) indhente oplysning om, hvilke telefoner eller andre tilsvarende
kommunikationsapparater inden for et nærmere angivet område, der
sættes i forbindelse med andre telefoner eller kommunikationsapparater
(udvidet teleoplysning),«
Nr. 4 og 5 bliver herefter nr. 5 og 6.
4) tilbageholde, åbne og gøre sig bekendt med indholdet af
breve, telegrammer og andre forsendelser (brevåbning) og
5) standse den videre befordring af forsendelser som nævnt i nr.
4 (brevstandsning).
Stk. 2.
---
3.
I § 781, stk. 5, indsættes efter
»Aflytning efter § 780, stk. 1, nr. 2,«: »og udvidet teleoplysning
efter § 780, stk. 1, nr. 4,«.
Stk. 5.
Aflytning efter § 780, stk. 1, nr. 2, kan
kun foretages, når mistanken vedrører en forbrydelse, som har
medført eller som kan medføre fare for menneskers liv eller
velfærd eller for betydelige samfundsværdier.
4.
I § 781, stk. 5, indsættes som 2.
pkt.:
»Udvidet teleoplysning kan foretages, uanset betingelsen i
stk. 1, nr. 1, ikke er opfyldt.«
5.
§ 786, stk. 1, affattes således:
»Det påhviler postvirksomheder og udbydere af offentlige telenet
eller teletjenester at bistå politiet ved gennemførelsen af
indgreb i meddelelseshemmeligheden, herunder ved at etablere aflytning af
telefonsamtaler m.v., ved at give de i § 780, stk. 1, nr. 3 og 4,
nævnte oplysninger samt ved at tilbageholde og udlevere forsendelser
m.v.«
§ 786.
Det påhviler post- og telegrafvæsenet,
telefonselskaberne og andre tilsvarende offentlige og private virksomheder at
bistå politiet ved gennemførelsen af indgreb i
meddelelseshemmeligheden, herunder ved at etablere aflytning af
telefonsamtaler m.v., ved at give de i § 780, stk. 1, nr. 3,
nævnte oplysninger samt ved at tilbageholde og udlevere forsendelser
m.v.
Stk. 2-4.
---
6.
I § 788, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter
»jf. dog stk. 4«: »og 5«.
§ 788.
Efter afslutningen af et indgreb i
meddelelseshemmeligheden skal der gives underretning om indgrebet, jf. dog
stk. 4. Har den person, til hvem underretning efter stk. 2 skal
gives, været mistænkt i sagen, skal der tillige gives
underretning herom og om, hvilken lovovertrædelse mistanken har
angået.
Stk. 2-4.
---
7.
I § 788 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. Efter afslutningen af et indgreb i
meddelelseshemmeligheden i form af udvidet teleoplysning efter § 780,
stk. 1, nr. 4, skal der ikke gives underretning om indgrebet til
indehaverne af de pågældende telefoner.«
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Kreditorforfølgning i pensionsordninger for konfiskationskrav og erstatningskrav m.v. i anledning af visse strafbare handlinger, der har medført et udbytte) Retsinformation · 24. april 2025
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven og lov om politiets virksomhed (Styrket indsats mod borgernær kriminalitet) Retsinformation · 14. november 2024
- Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Formueforbrydelser - de almindelige berigelsesforbrydelser Retsinformation · 1. oktober 2026
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven (Skærpet straf for lovovertrædelser med baggrund i eller sammenhæng med covid-19) Retsinformation · 27. marts 2020
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og udlændingeloven (Selvstændig bestemmelse om indbrudstyveri) Retsinformation · 5. oktober 2017
- Domstolens dom (Første Afdeling) af 13. juni 2019. — Straffesag mod Gianluca Moro. EU-domme · 13. juni 2019