Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven

2000/1 LSF 194Lovforslag som fremsatJustitsministeriet21. marts 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 21. marts 2001 af

justitsministeren (Frank Jensen)

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven og

retsplejeloven

(Hæleri og anden efterfølgende medvirken samt

IT-efterforskning)

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 849 af 6. september 2000,

foretages følgende ændringer:

1.

I § 72, stk. 3, 1. pkt., ændres

»stk. 1« til: »stk. 2«.

2.

§ 191 a ophæves.

3.

§ 213, stk. 2, og § 262,

stk. 2, ophæves.

4.

Overskriften til 28. kapitel affattes

således:

»28. kapitel

Formueforbrydelser«

5.

§ 284 ophæves.

6.

§ 285 affattes således:

»§ 285. De i §§ 276 og 278-283 nævnte forbrydelser

straffes med fængsel indtil 1 år og 6 måneder. I de i

Læs alt

§ 283, stk. 2, nævnte tilfælde kan straffen såvel

for skyldneren som for den begunstigede fordringshaver gå ned til

bøde.

Stk. 2.

Ulovlig omgang med hittegods straffes med bøde

eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.«

7.

§ 286, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Under tilsvarende omstændigheder kan straffen

for afpresning og åger stige til fængsel i 6 år.«

8.

I § 287, stk. 1, ændres »§§ 276-284«

til: »§§ 276-283«.

9.

§ 290 affattes således:

»§ 290. For hæleri straffes med bøde eller

fængsel indtil 1 år og 6 måneder den, som uberettiget

modtager eller skaffer sig eller andre del i udbytte, der er opnået ved

en strafbar lovovertrædelse, og den, der uberettiget ved at skjule,

opbevare, transportere, hjælpe til afhændelse eller på

lignende måde efterfølgende virker til at sikre en anden

udbyttet af en strafbar lovovertrædelse.

Stk. 2.

Når hæleriet er af særlig grov

beskaffenhed, eller når hæleriet har været

erhvervsmæssigt, er straffen bøde eller fængsel indtil 6

år.

Stk. 3.

Straf efter denne bestemmelse kan ikke

pålægges den, som modtager udbytte til sædvanligt underhold

fra familiemedlemmer eller samlever, eller den, der modtager udbytte som

normalt vederlag for sædvanlige forbrugsvarer, brugsting eller

tjenester.«

10.

Efter § 290 udgår:

»29. kapitel

Andre strafbare formuekrænkelser«

11.

§ 292, stk. 2, og § 300,

stk. 2, ophæves.

12.

I § 300 c, 1. pkt., udgår: »kendte eller«, og

i § 300 c, 2. pkt., udgår: »forsætligt eller«.

13.

Efter § 305 ændres »30. kapitel« til: »29.

kapitel«.

§ 2

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 857 af 12.

september 2000, som ændret ved § 2 i lov nr. 106 af 13. februar

2001, foretages følgende ændringer:

1.

I § 687, stk. 3, nr. 1, ændres

»§§ 172, 173, 286 eller 289« til: »§§ 172, 173, 286, 289 eller

290«.

2.

I § 780, stk. 1, indsættes som nyt nr.

4:

»4) indhente oplysning om, hvilke telefoner eller andre tilsvarende

kommunikationsapparater inden for et nærmere angivet område, der

sættes i forbindelse med andre telefoner eller kommunikationsapparater

(udvidet teleoplysning),«

Nr. 4 og 5 bliver herefter nr. 5 og 6.

3.

I § 781, stk. 5, indsættes efter

»Aflytning efter § 780, stk. 1, nr. 2,«: »og udvidet teleoplysning

efter § 780, stk. 1, nr. 4,«.

4.

I § 781, stk. 5, indsættes som 2.

pkt.:

»Udvidet teleoplysning kan foretages, uanset betingelsen i

stk. 1, nr. 1, ikke er opfyldt.«

5.

§ 786, stk. 1, affattes således:

»Det påhviler postvirksomheder og udbydere af offentlige telenet

eller teletjenester at bistå politiet ved gennemførelsen af

indgreb i meddelelseshemmeligheden, herunder ved at etablere aflytning af

telefonsamtaler m.v., ved at give de i § 780, stk. 1, nr. 3 og 4,

nævnte oplysninger samt ved at tilbageholde og udlevere forsendelser

m.v.«

6.

I § 788, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter

»jf. dog stk. 4«: »og 5«.

7.

I § 788 indsættes som stk. 5:

»Stk. 5. Efter afslutningen af et indgreb i

meddelelseshemmeligheden i form af udvidet teleoplysning efter § 780,

stk. 1, nr. 4, skal der ikke gives underretning om indgrebet til

indehaverne af de pågældende telefoner.«

§ 3

Loven træder i kraft den 1. juli 2001.

§ 4

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og

Grønland.

Stk. 2.

§ 1 kan ved kongelig anordning helt eller delvis

sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de

særlige færøske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning

4

2.

Hæleri

4

2.1.

Gældende ret

4

2.2.

Udvalgets vurdering af retstilstanden

5

2.3.

Udvalgets forslag

6

2.3.1.

Behovet for en udvidelse af

medvirkensområdet

6

2.3.2.

Reguleringens omfang

7

2.3.3.

Subjektive betingelser

9

2.3.4.

Strafferammer

9

2.4.

Justitsministeriets overvejelser

10

2.4.1.

Udvalgets forslag

10

2.4.2.

Europarådets konvention af 8. november 1990 og

EU-retsakter om hvidvaskning mv.

11

3.

Lovtekniske ændringer af straffeloven i tilknytning

til ændringen af hæleribestemmelsen

13

3.1.

Sammenlægning af straffelovens kapitel 28 og

29

13

3.2.

Straffelovens § 290 m.fl.

13

4.

IT-efterforskning

14

4.1.

Indledning

14

4.2.

Adgang til indholdet af digitale meddelelser

15

4.2.1.

Udvalgets overvejelser

15

4.2.2.

Justitsministeriets overvejelser

16

4.3.

Teleoplysninger

16

4.3.1.

Gældende ret

16

4.3.2.

Udvalgets overvejelser

17

4.3.3.

Justitsministeriets overvejelser

18

4.4.

Teleoplysninger om brug af mobiltelefoner mv. (udvidet

teleoplysning/masteoplysninger)

18

4.4.1.

Baggrund

18

4.4.2.

Udvalgets forslag

19

4.4.3.

Justitsministeriets overvejelser

19

4.4.3.1.

Generelle overvejelser

19

4.4.3.2.

Mistankekravet

20

4.4.3.3.

Retskendelsen og dens form

20

4.4.3.4.

Underretning om udvidet teleoplysning

20

4.4.3.5.

Advokatbeskikkelse

21

4.5.

Teleoplysninger i henhold til samtykke mv.

21

4.5.1.

Gældende ret

21

4.5.2.

Udvalgets overvejelser

22

4.5.3.

Særligt om pligt til at medvirke ved indgreb i

meddelelseshemmeligheden

22

4.5.4.

Justitsministeriets overvejelser

22

5.

Lovforslagets økonomiske og administrative

konsekvenser mv.

23

6.

Hørte myndigheder mv.

23

1. Indledning

1.1.

Lovforslaget bygger på to

delbetænkninger fra Justitsministeriets udvalg om økonomisk

kriminalitet og datakriminalitet (»Brydensholt-udvalget«).

Udvalget blev nedsat i oktober 1997. Efter sit

kommissorium skal udvalget bl.a. med henblik på en forstærket

indsats mod den ny tids kriminalitet gennemgå straffelovens

berigelsesforbrydelser samt vurdere behovet for skærpelser af

strafniveauet for økonomisk kriminalitet, herunder i forhold til andre

forbrydelsestyper. Endvidere skal udvalget fremkomme med forslag, der kan

tage højde for den udvikling, som de ændrede økonomiske

kriminalitetsmønstre og den moderne teknologi fører til,

ligesom udvalget bl.a. skal overveje ændringer af retsplejelovens

regler om indgreb i meddelelseshemmeligheden i lyset af de nye

telekommunikationsformer.

Delbetænkning I (betænkning nr. 1371/1999) om

udviklingen i lovgivningen og kriminaliteten samt om hæleri og anden

efterfølgende medvirken blev afgivet i juli 1999. I betænkningen

redegøres for udviklingen i den økonomiske kriminalitet og

datakriminaliteten, og de lovgivningsmæssige initiativer, der siden

1971 er taget på området, gennemgås. Endvidere foretages en

gennemgang og vurdering af de gældende danske straffebestemmelser om

hæleri (efterfølgende medvirken). I den forbindelse

gennemgår udvalget også de tilsvarende straffebestemmelser i en

række andre lande. Udvalget konkluderer, at der i et vist omfang kan

være behov for en udvidet strafferetlig regulering og foreslår,

at kriminaliseringen af hæleri udvides til at omfatte hæleri med

hensyn til udbytte fra alle strafbare lovovertrædelser.

Henvisninger til udvalgets betænkning i pkt. 2 og 3

i de almindelige bemærkninger til lovforslaget og i

bemærkningerne til lovforslagets § 1 skal, medmindre andet er

angivet, forstås som henvisninger til betænkning nr.

1371/1999.

Delbetænkning II (betænkning nr. 1377/1999) om

børnepornografi og IT-efterforskning er afgivet i september 1999 og

indeholder bl.a. overvejelser om forbedring af efterforskningsmulighederne i

sager, hvor der i forbindelse med overtrædelserne anvendes

informationsteknologi. I disse overvejelser indgår bl.a.

spørgsmålet om at indføre en pligt for internetudbydere

og teleselskaber til at logge oplysninger om anvendelse af Internettet og

opbevare logoplysningerne, således at det under en efterfølgende

politimæssig efterforskning vil være muligt at spore den

kommunikation, der har fundet sted. Udvalget overvejer i betænkningen

også en række spørgsmål i tilknytning til

retsplejelovens regler om straffeprocessuelle indgreb, herunder navnlig om

reglerne om indgreb i meddelelseshemmeligheden kan anses for tidssvarende set

i lyset af den tekniske udvikling. Betænkningen indeholder i den

forbindelse forslag om en særlig regulering af adgangen til at indhente

såkaldte »masteoplysninger«, dvs. f.eks. oplysninger om, hvilke

mobiltelefoner der i et givent område og inden for et bestemt tidsrum

har været sat i forbindelse med andre telefoner. Udvalget har endvidere

mere generelt berørt betingelserne for og afgrænsningen mellem

de forskellige straffeprocessuelle indgreb i forhold til elektronisk

kommunikation.

Henvisninger til udvalgets betænkning i pkt. 4 i de

almindelige bemærkninger til lovforslaget og i bemærkningerne til

lovforslagets § 2 skal, medmindre andet er angivet, forstås som

henvisninger til betænkning nr. 1377/1999.

1.2.

Lovforslaget indeholder to hovedelementer.

For det første foreslås straffelovens

hæleribestemmelse ændret. Formålet hermed er at udvide

kriminaliseringen af hæleri til at omfatte hæleri med hensyn til

udbytte fra alle strafbare lovovertrædelser. De gældende

bestemmelser omfatter alene hæleri med hensyn til udbytte fra visse

nærmere angivne lovovertrædelser.

For det andet foreslås det, at der ved ændring

af retsplejelovens regler om indgreb i meddelelseshemmeligheden skabes adgang

til at indhente udvidede teleoplysninger. Herved forstås f.eks.

oplysninger om, hvilke mobiltelefoner der i et givent område og inden

for et bestemt tidsrum har været sat i forbindelse med andre telefoner

(såkaldte »masteoplysninger«).

Endvidere indeholder lovforslaget visse mindre lovtekniske

ændringer af straffeloven i tilknytning til den foreslåede

ændring af hæleribestemmelsen.

2. Hæleri

2.1. Gældende ret

2.1.1.

I straffelovsbetænkningerne fra 1912,

1917 og 1923 var der i henholdsvis § 303, § 253 og § 258 i de

pågældende lovudkast formuleret hæleribestemmelser, der

stort set svarede til den nugældende bestemmelse i straffelovens

§ 284. I alle tre udkast blev ågerhæleriet begrænset

til den, der havde erhvervet et ågerkrav med kendskab til retshandelens

beskaffenhed. Ågerhæleri blev indføjet i selve

ågerbestemmelsen i straffelovens § 282.

En bestemmelse svarende til den nugældende

§ 303 om groft uagtsomt hæleri blev først formuleret i

straffelovsbetænkningen fra 1923. Det siges herom i

bemærkningerne, at: »Det, der søges ramt ved denne Forskrift, er

de egentlige Hælerforretninger, der erfaringsmæssigt spiller en

stor Rolle til Fremme af Berigelsesforbrydelser, særlig

Tyveriforbrydelser«.

I forbindelse med, at der i 1985 blev formuleret en

særlig bestemmelse om datakriminalitet i straffelovens § 279 a,

blev der samtidig indsat en henvisning hertil i § 284.

I 1994 fik bestemmelsen tilføjet henvisningen til

§ 289, 2. pkt., om groft smugleri.

Ved lov nr. 228 af 4. april 2000 om ændring af

straffeloven (Grov momssvig, EU-svig og bestikkelse af udenlandske

tjenestemænd mv.) blev § 284 udvidet til også at omfatte

aktiv og passiv bestikkelse, jf. straffelovens §§ 122 og 144, samt svig

med EU-midler, jf. straffelovens § 289 a.

Hæleribestemmelsen i straffelovens § 284

omfatter herefter den, der modtager eller skaffer sig eller andre del i en

vinding, der er erhvervet ved en af de angivne forbrydelser, samt den, der

ved fordølgelse, hjælp til afhændelse eller på

lignende måde virker til at sikre en anden udbyttet af en sådan

forbrydelse. De angivne forbrydelser er tyveri, ulovlig omgang med hittegods,

underslæb, bedrageri, databedrageri, mandatsvig, afpresning,

skyldnersvig, røveri, aktiv og passiv bestikkelse, groft smugleri og

svig med EU-midler.

2.1.2.

I 1975 fik ågerbestemmelsen i

§ 282 en ny formulering og hæleridelen blev flyttet til en ny

bestemmelse i straffelovens § 300 c. Det tidligere

ågerhæleri blev herved kraftigt nedkriminaliseret, men samtidig

blev området for ågerhæleri udvidet, herunder til visse

groft uagtsomme forhold.

2.1.3.

I 1982 blev bestemmelsen i straffelovens

§ 191 a om narkotikahæleri og en tilsvarende bestemmelse i

§ 3, stk. 3, i lov om euforiserende stoffer indsat. Bestemmelsen

i § 191 a omhandler hæleri med hensyn til vinding, der er

erhvervet ved en overtrædelse af straffelovens § 191

vedrørende grove overtrædelser af lov om euforiserende

stoffer.

2.1.4.

Ved siden af de nævnte

hæleriregler findes der andre bestemmelser om efterfølgende

medvirken i forskellig form. Nogle af disse, men langt fra alle,

vedrører befatning med udbytte fra strafbare forhold.

Hæleribestemmelser findes således bl.a. i en række

afgiftslove, der vedrører varer, der omsættes i almindelig

handel.

2.1.5.

For så vidt angår

lovændringer vedrørende internationale tiltag gennemførte

Danmark i 1993 EU's hvidvaskdirektiv (Rådets direktiv 91/308/EØF

om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til

hvidvaskning af penge) ved hvidvaskloven (lov nr. 348 af 9. juni 1993 om

forebyggende foranstaltninger mod hvidvaskning af penge, som ændret ved

lov nr. 1056 af 23. december 1998).

Loven finder anvendelse på bl.a. fysiske personer

eller kredit- og finansieringsinstitutter, der udøver visse

finansielle aktiviteter som deres hovedaktivitet.

Loven stiller bl.a. krav om kontrol, legitimation,

dokumentopbevaring og underretning af politiet ved en mistanke om hvidvask,

der ikke kan afkræftes. Hvidvask defineres i lovens § 2 som

konvertering, overførsel, erhvervelse, besiddelse eller anvendelse af

formuegoder eller fortielse eller tilsløring af deres art, oprindelse,

lokalisering, bevægelser og ejerforhold samt forsøg herpå

eller medvirken hertil med viden eller formodning om, at formuegoderne

stammer fra overtrædelse af straffeloven.

Overtrædelse af reglerne er for de fleste

bestemmelsers vedkommende, herunder pligten til at underrette, sanktioneret

med bødestraf. Der kan også straffes for uagtsomme

overtrædelser.

Ved en lovændring i 1993 blev der også i

kasinoloven indsat visse bestemmelser i relation til forebyggelse og

opdagelse af hvidvask, herunder om underretning af politiet via en

særlig kontrollant ved mistanke om hvidvask. Der kan idømmes

bødestraf for overtrædelse af reglerne.

Europa-Kommissionen har den 14. juli 1999 fremsat forslag

til ændring af hvidvaskdirektivet. Der lægges hermed op til en

udvidelse af direktivets anvendelsesområde, således at også

virksomheder og personer udenfor den finansielle sektor, herunder f.eks.

advokater og revisorer, vil være omfattet. Direktivforslagets andet

hovedelement er en udvidelse af kredsen af de førforbrydelser, der

giver grundlag for indberetning af mistanke til politiet. På et

møde i Rådet for Den Europæiske Union den 27. november

2000 blev der fastlagt fælles holdning med henblik på vedtagelse

af direktivforslaget, der herefter afventer andenbehandlingen i

Europa-Parlamentet

2.2. Udvalgets vurdering af

retstilstanden

Brydensholt-udvalget anfører, at der er konstateret

en stigning i den opdagede kriminalitet mod det offentlige, en kriminalitet

der i vidt omfang er særlovsreguleret. Bl.a. på baggrund heraf,

men primært ud fra en generel vurdering, har den arbejdsgruppe under

udvalget, der har set på særlovsreguleringen, anbefalet, at hele

særlovsområdet får regler om efterfølgende medvirken

i relation til udbytte fra særlovsovertrædelser.

Det er i den forbindelse også anført, at

berigelseskriminalitet rettet mod det offentlige bør sidestilles med

anden berigelseskriminalitet. Dertil kommer, at meget specifikke

hæleriregler harmonerer dårligt med, at kriminelle begår

flere former for kriminalitet samtidig og måske ofte ved en

pengeoverførsel dårligt nok selv ville kunne svare på,

hvilke af deres kriminelle aktiviteter en bestemt sum penge hidrører

fra.

Endvidere har særlovsreguleringer i et vist omfang

medført, at der mangler balance i, hvornår en straffebestemmelse

er supplerende beskyttet med hæleriregler. EU-markedsordningslovene har

været et særlig markant eksempel, der dog nu er reguleret.

Værdipapirhandelloven frembyder også et eksempel: Insiderhandel

og kursmanipulation kan straffes med op til 4 års fængsel og kan

give et ganske betragteligt udbytte. Der er regler om, at en

værdipapirhandler, der har mistanke om insiderhandel eller

kursmanipulation, ikke må medvirke til handel, men der er ingen

hæleriregler.

Der er heller ikke hæleriregler vedrørende de

penge, der erhverves ved salg af fisk, der er udbytte fra overtrædelse

af fiskerilovgivningen. Det samme gælder for udbyttet fra lejemord

eller såkaldt »gorillavirksomhed«. Den nye § 125 a i straffeloven

om menneskesmugling, der har en maksimumstraf på 4 år, er ikke

suppleret med regler om hæleri, selv om det klart er et område,

hvor der er mulighed for et betydeligt økonomisk udbytte. Udvalget

nævner også piratkopiering som et eksempel på et

vindingsområde, hvor der ikke er hæleriregler.

Dele af nutidens kriminalpolitiske debat har sit

udgangspunkt i, at bekæmpelse af kriminalitet gennem kriminalisering af

den efterfølgende bistand er et væsentligt led i forsøget

på at etablere en situation, hvor kriminalitet ikke betaler sig, fordi

man ikke kan drage fordel af udbyttet. Derfor går bevægelsen i

retning af at kriminalisere befatning med udbytte fra al kriminalitet.

Udvalget konstaterer, at det umiddelbart synes at være et naturligt

udgangspunkt, at der ikke er noget kriminelt udbytte, der er mere acceptabelt

end andet.

Udvalget anfører endvidere, at bevismæssige

hensyn kan tale for, at der kun findes én bred bestemmelse. I nogle

tilfælde vil der således være ond tro med hensyn til, at

der er tale om udbytte fra strafbare forhold, men ikke nogen fornemmelse af,

om udbyttet hidrører fra narkotikakriminalitet, fra de af

straffelovens § 284 omfattede berigelsesforbrydelser eller fra anden

kriminalitet. Det gør både tiltalen og domstolenes subsumption

(dvs. retsanvendelse) vanskelig. Og problemstillingen forenkles som

nævnt ikke af, at de kriminelle ofte ikke er specialiserede, men

bevæger sig inden for flere områder, der kan give udbytte.

Endvidere har udvalget overvejet de

spørgsmål, der kan opstå i relation til internationale

anmodninger om retshjælp. Ved gennemførelse af anmodninger fra

et andet land om tvangsindgreb kræver Danmark dobbelt strafbarhed. I

tilfælde, hvor der tillige er sigtet for en efterfølgende

medvirken, der ikke er omfattet af de danske regler, vil der normalt kunne

ydes den ønskede retshjælp med udgangspunkt i hovedforbrydelsen.

Det kan imidlertid ikke udelukkes, at Danmark vil betragte sig som

afskåret fra at yde retshjælp, hvis det anmodende land alene

behandler den efterfølgende medvirken, men ikke selv har kompetence

til at behandle hovedforbrydelsen. Den situation vil lettere kunne

opstå i dag, hvor mange lande har fået mere generelle

bestemmelser om efterfølgende medvirken, og hvor det i langt

højere grad end tidligere tilstræbes at rejse tiltale og

foretage konfiskation i disse sager.

Der henvises i øvrigt til betænkningen s.

65-69 og 84.

Udvalget har endvidere undersøgt retstilstanden i

andre lande og behandlet spørgsmålet om, hvilke internationale

initiativer, der taget på området. Der henvises herom til

betænkningen s. 70-83.

2.3. Udvalgets forslag

2.3.1. Behovet for en udvidelse af

medvirkensområdet

Danmark havde fra 1866 til 1930 en generel bestemmelse om

efterfølgende medvirken. Ophævelsen af bestemmelsen til fordel

for en udvidelse af de specielle bestemmelser synes især at have haft

sammenhæng med en ændret teoretisk holdning, der betragtede

hæleri som en selvstændig forbrydelse (delictum sui generis), der

ikke havde sammenhæng med meddelagtighed i hovedforbrydelsen.

Udvalget har overvejet, om reguleringen bør omfatte

efterfølgende medvirken i stil med § 55 i 1866-straffeloven, der

taler om at sikre den ved forbrydelsen ulovligt erhvervede fordel, selv at

deltage i denne eller på anden måde at fortsætte den ved

forbrydelsen tilvejebragte retsstridige tilstand.

Udvalget har dog ikke fundet, at der uden for det

område, der vedrører dispositioner over udbytte, er situationer,

hvor der kan være et særligt behov for regler om

efterfølgende medvirken, bortset fra de situationer, hvor der allerede

er specielle bestemmelser herom.

Udvalget har også overvejet, om der på nogle

særlige områder er behov for at ophæve den traditionelle

danske sondring mellem forudgående og efterfølgende medvirken og

have en fælles bestemmelse om medvirken, uanset om den er

forudgående eller efterfølgende. Udvalget vurderer, at det i

nogle tilfælde kan være tvivlsomt, om et forhold skal

bedømmes som forudgående eller efterfølgende

medvirken.

I det omfang der er strafferetlig dækning for

både forudgående og efterfølgende medvirken, vil en

fælles medvirkensbestemmelse betyde en tiltalemæssig forenkling,

men en sådan bestemmelse vil efter udvalgets opfattelse ikke i

øvrigt have nogen betydning. Det frembyder næppe særlige

problemer i sager, hvor afgrænsningen kan være tvivlsom, at rejse

subsidiær tiltale for efterfølgende medvirken. Udvalget finder

ikke, at der er situationer, hvor der er et særligt behov for, at den

traditionelle sondring mellem forudgående og efterfølgende

medvirken ændres inden for specielle områder. Udvalget finder

derfor, at den traditionelle sondring bør bibeholdes.

Udvalget har endvidere overvejet spørgsmålet

om en udvidelse af den strafferetlig regulering. Det er udvalgets vurdering,

at der i et vist omfang kan være behov for en sådan udvidet

regulering. Denne vurdering er især baseret på det udgangspunkt,

at det er væsentligt for kriminalitetsbekæmpelsen, at anvendelse

af udbytte fra strafbare forhold i videst muligt omfang forhindres eller dog

vanskeliggøres. Udvalget finder især, at

spørgsmålet om, hvordan man må forholde sig med hensyn til

vinding fra andres kriminalitet, bør behandles ens i alle relationer.

Som kriminaliteten og særlovgivningen har udviklet sig og med de

straffelovsændringer, der har været på området, er

situationen i dag den, at der ikke er en ensartet regulering på

området. Dertil kommer i øvrigt, at det i relation til det

internationale straffesagssamarbejde er hensigtsmæssigt, at de danske

regler ikke utilsigtet begrænser muligheden for at bistå

internationalt med kriminalitetsbekæmpelse.

Der henvises i øvrigt til betænkningen s.

85-87.

2.3.2. Reguleringens omfang

Den gældende hæleribestemmelse i straffelovens

§ 284 anvender både »vinding« og »udbytte« ved beskrivelsen af de

penge og genstande mv., der er omfattet af reguleringen. Udvalget har

overvejet anvendelsen af disse begreber i den foreslåede regulering. Da

der ikke er nogen reel forskel på, hvad de to begreber dækker i

relation til efterfølgende medvirken, finder udvalget ikke, at det er

velbegrundet fortsat at have to forskellige udtryk. Udvalget anvender derfor

»udbytte«, der er mest i overensstemmelse med nutidens sprogbrug.

Udvalget finder, at behovet for en udvidelse af

reguleringen udelukkende vedrører udbyttet fra kriminalitet. Med

hensyn til udbyttet finder udvalget det væsentligt, at området

reguleres på en måde, der giver en ensartet behandling af

dispositioner over udbyttet, uanset hvilken kriminalitet udbyttet

hidrører fra. Med dette udgangspunkt finder udvalget det ikke

hensigtsmæssigt at udvide hælerireglerne gennem en yderligere

opremsning af bestemte forbrydelser.

Behovet for kriminalisering gælder, hvad enten

udbyttet er en typisk eller atypisk side af den pågældende

kriminalitetsform. Det er en typisk side ved straffelovens og

særlovenes berigelsesforbrydelser, men en atypisk side f.eks. ved drab,

hvor en lejemorder imidlertid kan have et betragteligt udbytte, eller ved

vold og trusler, hvor der kan være tale om betaling til personer, der

inddriver gæld med sådanne midler (såkaldt

»gorillavirksomhed«). Desuden er der en række kriminalitetsformer, der

ikke kan karakteriseres som berigelsesforbrydelser, men typisk giver et

ulovligt udbytte. Det gælder f.eks. for mange

miljølovsovertrædelser, menneskesmugling, ulovlig

våbenhandel og overtrædelser af kvoteordninger for fisk og andre

varer.

Udvalget finder, at reguleringen bør omfatte det

identificerbare, direkte udbytte ved kriminalitet, herunder identificerbare

surrogater og identificerbare frugter f.eks. renter af dette udbytte.

Kravet om et identificerbart udbytte vil typisk betyde, at der ikke kan

dømmes for efterfølgende medvirken, hvis udbyttet består

af en besparelse (som tilfældet f.eks. er ved visse former for

miljøkriminalitet).

Udbyttebegrebet i den foreslåede bestemmelse

omfatter ikke information, der ikke er knyttet til et fysisk medie, herunder

f.eks. erhvervshemmeligheder og pinkoder til telefoner (såkaldte

»calling cards«). I det omfang denne form for »udbytte« skal omfattes af

hælerilignende regler, må det efter udvalgets opfattelse ske ved

særskilt lovregulering, således som det allerede er

tilfældet på visse områder. Som eksempel kan nævnes

straffelovens § 264 c om strafansvar for den, der skaffer sig eller

uberettiget udnytter oplysninger, der er fremkommet ved overtrædelse af

straffelovens §§ 263-264 a om fredskrænkelser.

Om udbyttebegrebet henviser udvalget endvidere til lov nr.

367 af 18. maj 1994 om ændring af straffeloven og lov om udgifterne i

strafferetsplejen (Hæleri med hensyn til indsmugling af særlig

grov karakter og afsoningsomkostninger m.v.). I de almindelige

bemærkninger til lovforslaget (L 187 af 27. januar 1994), jf.

Folketingstidende 1993-94, tillæg A, sp. 6345-6346, anføres det,

at genstanden for hæleriet »vindingen«, »udbyttet« eller »tingen«

kan være penge, der stammer fra en af de nævnte

berigelsesforbrydelser. Forudsætningen for, at strafansvar for

hæleri kan komme på tale, er imidlertid, at pengeudbyttet kan

identificeres som hidrørende fra førforbrydelsen. Såfremt

dette er tilfældet, vil et hæleriansvar i princippet også

kunne gøres gældende i tilfælde, hvor det direkte udbytte

har været genstand for videreomsætning, forudsat at pengene

fortsat kan identificeres som hidrørende fra den oprindelige

berigelsesforbrydelse. Genstanden for hæleriet er i de typiske

tilfælde fysiske genstande, der i reglen uden besvær lader sig

identificere, f.eks. sølvtøj, cigaretter, checkblanketter,

bankbøger mv.

Selv om rede penge antageligt også kan være

genstand for hæleri, spiller det en afgørende rolle for

hæleriansvar med hensyn til rede penge, at der ved omsætning af

penge gælder en særlig vidtgående ekstinktionsregel (dvs.

en regel om bortfald af den hidtil berettigedes rettigheder). Har erhververen

således i kraft af formueretlige regler eller principper vundet ret til

en pengesum, idet den pågældende ved erhvervelsen var i god tro

om pengeudbyttets herkomst, vil der ikke efterfølgende kunne

gøres et hæleriansvar gældende. Hæleriansvar er

også udelukket, selv om erhververen først omsætter pengene

efter senere at være blevet klar over deres ulovlige herkomst. Det

skyldes, at der efter ekstinktionen ikke længere er tale om en

uretmæssig besiddelse af pengene.

I betragtning af det meget vide omfang, som den

foreslåede bestemmelse vil få, er der efter udvalgets opfattelse

behov for en begrænsning vedrørende udbytte, der anvendes til

almindeligt underhold m.v.

Udvalget henviser i den forbindelse til, at den norske

straffelovs generelle hæleribestemmelse indeholder en sådan

begrænsning, hvorved f.eks. overladelse af mad til en

ægtefælle eller et barn holdes uden for bestemmelsen, men ikke

overladelse af luksusgaver. Det samme gælder forretningsdrivende, som

sælger mad, klæder og andre forbrugsvarer til almindelige

forbrugere. Det nævnes i de norske forarbejder, at en kioskejer, som

fra sin kiosk har set en person sælge narkotika, ikke kan straffes for

efterfølgende at have solgt aviser eller madvarer til

narkotikahandleren.

Udvalget finder, at en sådan afgrænsning af

hæleribegrebet bør fremgå udtrykkeligt af loven.

Bestemmelsen vil dække såvel det almindelige underhold som den

almindelige detailhandel, hvor køberen betaler i et i øvrigt

normalt handelsforløb med udbytte fra kriminalitet. En sådan

begrænsning vil også få en vis betydning for forhold, der i

dag udgør hæleri.

Med hensyn til den modsatrettede situation, hvor det er

sælgeren (gerningsmanden til førforbrydelsen), der sikrer sit

udbytte gennem salg, finder udvalget, at det i langt de fleste situationer

vil være ubetænkeligt at udelukke strafansvar for køberen

i almindelige handelsforhold, hvor der betales fuld pris. Som eksempel kan

nævnes køb af varer, der er blevet produceret på en

måde, der delvis er i strid med de regler, der gælder for den

pågældende virksomhed (f.eks. miljøregler, regler om

arealstørrelser og foderbegrænsninger). Købere af

sådanne varer bør efter udvalgets opfattelse ikke ifalde

hæleriansvar, selv om de ved købet kan siges at sikre

producenten et udbytte af den skete overtrædelse.

Det udbytte, der er omfattet af den foreslåede

hæleribestemmelse, er ikke det produkt, der er frembragt ved en

sådan strafbar produktionsmåde, men det udbytte, der opnås

ved salg eller andre dispositioner over produktet. Om den, der befatter sig

med dette udbytte, begår hæleri, vil i øvrigt bl.a.

afhænge af, om udbyttet helt eller delvis kan siges at

hidrøre fra det strafbare forhold, der er begået i forbindelse

med produktionen (identificerbarhed).

Udvalget er derimod betænkelig ved, at der i givet

fald generelt ikke vil kunne straffes i forbindelse med handler, hvor der

betales fuld pris for f.eks. smuglercigaretter eller tyvekoster. I de

situationer, hvor der f.eks. etableres en fast aftagerkreds, finder udvalget,

at muligheden for at straffe aftagerne bør være til stede,

således som det også er tilfældet ved de gældende

hæleribestemmelser. Strafansvar for aftageren forudsætter dog som

hidtil, at der foreligger den fornødne tilregnelse (subjektive

dækning).

I nogle tilfælde vil en person foretage

hælerilignende handlinger ikke med henblik på at hjælpe

gerningsmanden, men derimod med henblik på at bistå politiet

eller opfylde særlige adfærdskrav i anden lovgivning.

Sådanne personer vil ikke kunne straffes hverken efter de tidligere

hæleribestemmelser eller efter den foreslåede

hæleribestemmelse, idet bestemmelserne ikke har til formål at

strafsanktionere en sådan form for adfærd. Udvalget finder, at

dette bør komme direkte til udtryk i den foreslåede bestemmelse

ved indsættelse af et krav om, at der skal være handlet

»uberettiget«. Som eksempler på tilfælde, hvor der ikke handles

uberettiget, kan nævnes, at en person modtager udbytte for at

videregive det til politiet med henblik på beslaglæggelse og

efterforskning. Som et særligt lovreguleret eksempel kan nævnes

hvidvaskloven, der er omtalt under pkt. 2.1.5. ovenfor. Efter denne lov skal

en virksomhed i finanssektoren underrette politiet, hvis der er mistanke om,

at den har at gøre med udbytte fra overtrædelse af straffeloven.

Der er imidlertid en særlig pligt til at undersøge mistanken

nærmere, ligesom en eventuel transaktion kan gennemføres,

før politiet underrettes, bl.a. hvis det skønnes, at en

undladelse heraf kan hindre retsforfølgning af de involverede. I

situationer, der omfattes af sådanne lovkrav, vil det naturligvis ikke

være uberettiget og dermed heller ikke omfattet af den

foreslåede regulering at gennemføre de fornødne

transaktioner. For den ansatte i finanssektoren, der får mistanken og

som typisk skal give meddelelse om mistanken videre op i systemet og ikke er

den, der i øvrigt tager stilling til hvidvasklovens krav betyder

kravet om, at handlingen skal være uberettiget, at der ikke vil kunne

straffes for hæleri, hvis den ansatte har opfyldt de pligter, der

påhviler den pågældende i henhold til de interne regler,

der er udarbejdet i henhold til hvidvaskloven.

Udvalget har overvejet, i hvilket omfang

førforbrydelsen skal være identificeret. Med den

nugældende opdeling af hæleriforholdene skal

førforbrydelsen være identificeret tilstrækkeligt til, at

det f.eks. er klart, om den falder ind under straffelovens § 191 a om

narkotikakriminalitet eller er en berigelsesforbrydelse, der er omfattet af

straffelovens § 284, eller er en af de af straffelovens § 300 c

omfattede forbrydelser.

Udvalget finder, at hæleri er en selvstændig

lovovertrædelse og ikke en form for medvirkensansvar. Det

afgørende for bestemmelsens anvendelse på samme måde som

ved den nugældende hæleribestemmelse i straffelovens § 284,

hvor det skal bevises, at førforbrydelsen er omfattet af bestemmelsen,

men ikke, hvilken af de nævnte førforbrydelser der er tale om

er, at der kan føres bevis for, at udbyttet stammer fra en

førforbrydelse og ikke fra lovlig virksomhed.

Der henvises i øvrigt til betænkningen s.

88-93.

2.3.3. Subjektive betingelser

Udvalget har overvejet, hvilken udstrækning

forsætskravet skal have. Der er enighed om, at forsætsbegrebet

skal være det almindelige dvs. et krav om, at gerningsmanden har

viden eller bestemt formodning og tillige om, at det forsætskrav, der i

praksis gælder for straffelovens § 191 a og § 284, skal

gælde også for en ny bestemmelse. Konsekvensen heraf er, at der

subjektivt stilles krav om, at gerningsmanden i almindelighed skal have viden

eller bestemt formodning om, at han befatter sig med udbytte fra et strafbart

forhold, men at der ikke stilles krav om, at han har nærmere kendskab

til arten af det eller de strafbare forhold. Udvalget har herudover

overvejet, om der kun bør kunne straffes for forsætlige forhold,

eller om uagtsomhed også bør være strafbart. Der har

været enighed om, at der ikke er behov for at kunne straffe for simpel

uagtsomhed, og spørgsmålet vedrører derfor alene eventuel

straf for grov uagtsomhed.

Et flertal i udvalget (12 medlemmer) finder, at en

ny generel straffelovsbestemmelse om hæleri kun bør omfatte

forsætlige forhold. De nugældende centrale

hæleribestemmelser i straffelovens § 284 og § 191 a, der er

begrænset til nærmere angivne førforbrydelser, er kun

strafbare i forsætlig form. Hvis man i en ny generel

hæleribestemmelse også kriminaliserer groft uagtsomme forhold,

vil det ikke blot betyde, at kriminaliseringen af de forhold, der i dag

udgør hæleri, udvides, men også, at man med denne

tilregnelsesform kriminaliserer forhold, der i dag slet ikke udgør

lovovertrædelser, heller ikke i forsætlig form. Disse medlemmer

finder således, at den meget vidtgående udvidelse af

gerningsindholdet i hæleriforbrydelsen bør modsvares af, at

kriminaliseringen begrænses til forsætlige forhold. I modsat fald

risikerer man at ramme en meget bred gruppe af handlinger, der

fremtræder som almindelige og sædvanlige. Hertil kommer, at der

ikke er dokumenteret noget behov for helt generelt at kriminalisere groft

uagtsomt hæleri. Hvis der måtte vise sig et behov for en udvidet

kriminalisering af groft uagtsomt hæleri, må dette ske ved, at

specielle bestemmelser herom indføres. Der vil i den forbindelse

f.eks. kunne tages stilling til, om kriminaliseringen af grov uagtsomhed skal

begrænses til nærmere angivne hælerihandlinger,

således som det i dag er tilfældet med straffelovens

§ 303.

Et mindretal i udvalget (7 medlemmer) finder, at

der som et naturligt led i en effektiv regulering bør underbygges med

grov uagtsomhed.

Der henvises i øvrigt til betænkningen s.

93-95.

2.3.4. Strafferammer

Udvalget har overvejet, hvilket strafmaksimum den

generelle hæleribestemmelse skal have.

Et flertal i udvalget (11 medlemmer) finder, at det

strafmaksimum på 6 år, der gælder for straffelovens

§ 191 a og § 284, bør bibeholdes også for den udvidede

bestemmelse.

Dette flertal har henvist til, at der også efter de

nugældende bestemmelser i visse situationer er en højere

strafferamme for hæleri end for førforbrydelsen. Ved tyveri af

særlig grov beskaffenhed er strafmaksimum fængsel i 4 år,

jfr. straffelovens § 286, stk. 1, mens maksimumstraffen for

hæleri (f.eks. med hensyn til tyveri) af særlig grov beskaffenhed

efter bestemmelsens stk. 3 er fængsel i 6 år.

Spørgsmålet har også tidligere

været overvejet, bl.a. i forbindelse med lov nr. 239 af 1. juni 1982 om

ændring af straffeloven (Straffene for berigelsesforbrydelser m.v.),

hvor maksimumstraffen for tyveri blev nedsat fra 6 år til 4 år,

og hvor det tilsvarende blev overvejet at sænke strafferammen for groft

hæleri til fængsel i 4 år. I visse af høringssvarene

blev der taget afstand fra en sådan tilsvarende nedsættelse,

bl.a. under henvisning til, at hælerne i vidt omfang optræder som

bagmænd i relation til mange unge lovovertræderes kriminelle

virksomhed. Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget, jf.

Folketingstidende 1981-82, tillæg A, sp. 4528, fremgår, at man

bl.a. på baggrund af høringssvarene ikke fandt grundlag for at

fremsætte forslag om en sådan tilsvarende nedsættelse af

strafferammen for groft hæleri.

Spørgsmålet om ændring af

straffebestemmelsen i straffelovens § 286 har ligeledes været

behandlet i Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om

strafferammer og prøveløsladelse. Straffelovrådet

konkluderede, at der ikke burde stilles forslag om en ændring af

strafferammerne i § 286, stk. 2 og 3.

Efter flertallets forslag vil den skærpede

strafferamme på fængsel indtil 6 år ikke kun gælde i

forhold til de grove former for hæleri, der i dag er omfattet af en 6

års strafferamme (§ 191 a og § 286, stk. 3), men

også i forhold til grove former for hæleri, der ligger inden for

det nykriminaliserede område, f.eks. hæleri med hensyn til

udbytte fra menneskesmugling, ulovlig våbenhandel mv. Det

forudsættes dog herved, at straffe i området mellem 4 og 6

år i almindelighed kun kan komme på tale i forhold til

hæleriforbrydelser, der i dag er omfattet af et strafmaksimum på

6 år i § 191 a og § 286, stk. 3.

Et mindretal i udvalget (7 medlemmer) finder, at

strafmaksimum skal være fængsel i 4 år. Dette mindretal

anfører, at fængsel i 4 år er det gennemgående

maksimum i nyere straffebestemmelser vedrørende ikke personfarlig

kriminalitet.

Et andet mindretal i udvalget (1 medlem) finder

ligeledes, at det almindelige strafmaksimum skal være fængsel i 4

år, men at der for så vidt angår narkotikahæleri ikke

er påvist særlige grunde til at nedsætte det gældende

strafmaksimum på fængsel i 6 år.

Udvalget har herudover overvejet, om der i relation til

strafudmålingen i de konkrete sager skal gælde et yderligere

maksimum, der relaterer sig til den aktuelle førforbrydelses

maksimum.

Et flertal i udvalget (17 medlemmer) finder, at

hæleri skal bedømmes som en selvstændig forbrydelse med et

strafmaksimum, der fastsættes efter vurderingen af

strafværdigheden af de alvorligste hælerier. Dette flertal

lægger vægt på, at ved udmåling af konkrete straffe

inden for den fastsatte strafferamme for hæleri vil

førforbrydelsens art og gerningsmandens kendskab hertil ofte få

væsentlig betydning.

Flertallet finder det således ikke

hensigtsmæssigt, at førforbrydelsens strafmaksimum ubetinget

skal gælde som strafmaksimum for hæleriet. I de tilfælde,

hvor hæleren ikke er bekendt med, hvilken førforbrydelse

udbyttet stammer fra, må straffen for hæleriforholdet

fastsættes mere frigjort fra førforbrydelsen.

Hælerens forsæt, det vil her sige hans

antagelse af, hvilken type kriminalitet udbyttet kan hidrøre fra, vil

i denne sammenhæng være af væsentlig betydning ved

vurderingen af strafværdigheden af hans handlinger og dermed straffens

størrelse.

Et mindretal i udvalget (2 medlemmer) finder, at

førforbrydelsen bør identificeres tilstrækkeligt til, at

strafferammen kendes. Er der flere aktuelle muligheder, må den laveste

strafferamme finde anvendelse. Kravet til en konkretisering vil således

være mindre end det, der gælder i dag, idet der alene skal

konkretiseres nok til, at den rigtige strafferamme findes. Ved flere

sandsynlige muligheder skal den laveste strafferamme anvendes.

Om udvalgets nærmere overvejelser henvises i

øvrigt til betænkningen s. 95-100.

2.4. Justitsministeriets overvejelser

2.4.1. Udvalgets forslag

Justitsministeriet kan af de grunde, som

Brydensholt-udvalget har anført, tiltræde, at der

indføres en generel hæleribestemmelse i straffeloven, jf. pkt.

2.2. ovenfor.

Justitsministeriet kan endvidere tiltræde udvalgets

overvejelser med hensyn til udformningen af en sådan generel

hæleribestemmelse, herunder anvendelsen af begrebet »udbytte« som det, der er

genstand for hæleri, jf. pkt. 2.3. ovenfor. I de tilfælde, hvor

der ikke har været enighed i udvalget, kan Justitsministeriet

tiltræde udvalgsflertallets forslag. Lovforslaget er udformet i

overensstemmelse hermed.

Justitsministeriet er således enig med udvalget i,

at der ikke er er anledning til at stille forslag om en generel bestemmelse

om kriminalisering af alle former for efterfølgende medvirken.

Justitsministeriet kan tiltræde, at der ikke uden for det område,

der vedrører dispositioner over udbytte, er andre situationer, end de

der er reguleret i dag, hvor der er et særligt behov for regler om

efterfølgende medvirken.

Under hensyn til den udvidelse af det objektive

gerningsindhold, der foreslås gennemført ved dette lovforslag,

bør der efter Justitsministeriets opfattelse ikke samtidig ske en

udvidelse af det subjektive tilregnelseskrav. Lovforslaget er derfor udformet

i overensstemmelse med udvalgsflertallets forslag, hvorefter groft uagtsomt

hæleri ikke på nuværende tidspunkt generelt bør

kriminaliseres.

Justitsministeriet er enig med udvalget i, at

hæleribegrebet i loven bør afgrænses således, at det

ikke omfatter udbytte, der modtages fra familiemedlemmer eller samlever til

sædvanligt underhold, eller som modtages som normalt vederlag ved salg

af sædvanlige forbrugsvarer, brugsting eller tjenester.

Justitsministeriet er endvidere enig i, at køberen

af varer, der er produceret på en måde, der er delvis i strid med

de strafbelagte regler, der gælder for den pågældende

virksomhed (f.eks. arbejdsmiljøregler, miljøregler,

dyreværnsregler mv.), ikke bør ifalde hæleriansvar.

Den vare, der er frembragt ved en sådan strafbar

produktionsmåde eller lignende, kan ikke anses for »udbytte

« og kan

derfor ikke være genstand for hæleri. Det er det udbytte, der

opnås ved salg eller andre dispositioner over produktet, der kan

være genstand for hæleri. Om den, der befatter sig med dette

udbytte, begår hæleri, vil som anført af udvalget bl.a.

afhænge af, om udbyttet helt eller delvis kan siges at

hidrøre fra det strafbare forhold, der er begået i forbindelse

med produktionen (identificerbarhed).

Det udelukker ikke strafansvar for hæleri, at der er

betalt fuld pris. Den praktiske betydning heraf vil navnlig vise sig i

tilfælde, hvor der ikke er tale om et almindeligt handelsforhold. Som

udvalget anfører, vil personer, der f.eks. indgår i en fast

kreds af aftagere af tyvekoster kunne straffes, selv om der betales fuld

pris. Også i enkeltstående tilfælde, hvor der ikke er tale

om en fast aftagerkreds, men hvor en person på grund af f.eks. familie-

eller bekendtskabsmæssige relationer med gerningsmanden til

førforbrydelsen aftager stjålne varer til fuld pris, vil der

kunne straffes for hæleri. Ligeledes vil der kunne straffes for

hæleri i tilfælde, hvor der til fuld pris aftages individuelt

bestemte genstande, som f.eks. kunstværker.

Strafansvar for aftageren i disse tilfælde

forudsætter dog som hidtil, at der foreligger den fornødne

tilregnelse (subjektive dækning). I tilfælde, hvor der er betalt

fuld pris for en stjålen genstand, kan det i praksis navnlig i andre

end de ovennævnte tilfælde være vanskeligt at bevise, at

hæleriet er begået forsætligt.

Finansrådet og Finansforbundet har i deres

høringssvar vedrørende betænkningen påpeget, at

ansatte i pengeinstitutter ikke bør kunne ifalde hæleriansvar i

situationer, hvor man gennemfører en finansiel transaktion uden

mistanke om, at beløbet stammer fra så alvorlig kriminalitet, at

mistanken skal indberettes til politiet eller til en overordnet medarbejder

som led i pengeinstituttets interne forretningsgange. Finansrådet

lægger endvidere vægt på, at der ikke gælder et

videregående hæleriansvar end ansvaret efter hvidvaskloven,

når de pågældende handler som led i deres arbejde.

Justitsministeriet er enig i, at der utvivlsomt ikke skal

kunne straffes for hæleri i situationer, hvor en person foretager

hælerilignende handlinger med henblik på at bistå politiet

eller opfylde særlige adfærdskrav i anden lovgivning. Dette

svarer i øvrigt til den gældende retstilstand. En ansat i

finanssektoren, der i henhold til hvidvaskloven gennemfører en

transaktion, før politiet underrettes f.eks. fordi det skønnes,

at en undladelse heraf kan hindre retsforfølgning af de involverede

foretager således ikke en ulovlig eller uberettiget handling.

Justitsministeriet finder imidlertid ikke anledning til at

foreslå, at ansatte i den finansielle sektor, der er undergivet

forpligtelser i henhold til hvidvaskloven, ikke i øvrigt skulle

være omfattet af straffelovens hæleribestemmelse.

Det er i den forbindelse vigtigt at fremhæve, at

alene forsætligt hæleri vil være strafbart efter den

foreslåede bestemmelse. Såfremt den ansatte har viden om eller

anser det for overvejende sandsynligt, at transaktionen vedrører

udbytte fra et strafbart forhold, der ikke udløser en

indberetningspligt i henhold til hvidvaskloven (f.eks. fordi der er tale om

en overtrædelse af særlovgivningen og ikke en

straffelovsovertrædelse), forekommer det naturligt og rigtigt, at den

ansatte må undlade at gennemføre transaktionen for at

undgå strafferetligt ansvar som det gælder for enhver anden,

der har viden om, at udførelse af en handling vil indebære, at

man sikrer en anden udbyttet af en strafbar lovovertrædelse.

Justitsministeriet vil, hvis lovforslaget vedtages,

orientere samtlige ministerier om indholdet af den nye

hæleribestemmelse og anmode om, at de berørte ministerier ved

førstkommende lejlighed gennemgår de gældende

straffebestemmelser om hæleri i lovgivningen inden for ministeriets

område med henblik på i fornødent omfang at

fremsætte lovforslag om at ophæve eller eventuelt at tilpasse

sådanne bestemmelser i særlove (dvs. bestemmelser i love uden for

straffeloven) i lyset af den nye, generelle bestemmelse i straffelovens

§ 290.

2.4.2. Europarådets konvention af 8.

november 1990 og EU-retsakter om hvidvaskning mv.

Danmark har i november 1996 ratificeret Europarådets

konvention af 8. november 1990 om hvidvaskning, efterforskning samt

beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold

(«Strasbourgkonventionen«). Konventionen trådte for Danmarks

vedkommende i kraft den 1. marts 1997.

Strasbourgkonventionens artikel 6, stk. 1, forpligter

deltagerstaterne til at kriminalisere forskellige former for

efterfølgende medvirken til lovovertrædelser. Disse former for

efterfølgende medvirken er efter Justitsministeriets opfattelse

omfattet af hæleribegrebet, således som det er fastlagt i dansk

ret.

Danmark har i forbindelse med ratifikationen taget

forbehold i henhold til konventionens artikel 6, stk. 4. I henhold

hertil forbeholder Danmark sig alene at anvende artikel 6, stk. 1,

på de førforbrydelser med hensyn til hvilke, der til enhver tid

efter dansk ret kan begås hæleri, herunder straffelovens

§ 191 a og § 284.

Rådet for Den Europæiske Union har den 3.

december 1998 vedtaget en fælles aktion vedrørende hvidvaskning

af penge, identifikation, opsporing, indefrysning, beslaglæggelse og

konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold (98/699/RIA).

Medlemsstaternes frist for fremsættelse af forslag om

gennemførelse af artikel 1 i den fælles aktion er i henhold til

artikel 8, stk. 2, tre år fra den fælles aktions

ikrafttræden den 9. december 1998.

I henhold til artikel 1, stk. 1, litra b, i den

fælles aktion skal medlemsstaterne for at fremme en effektiv indsats

mod organiseret kriminalitet sikre, at der ikke tages eller opretholdes

forbehold med hensyn til artikel 6 i Europarådets konvention for

så vidt angår alvorlige lovovertrædelser. Disse er i

henhold til den fælles aktion under alle omstændigheder

lovovertrædelser, som kan medføre frihedsstraf eller en

sikkerhedsforanstaltning af en maksimumsvarighed på over et år

eller, for så vidt angår de medlemsstater, der har en

minimumstærskel for lovovertrædelser i deres retssystem,

lovovertrædelser, som kan medføre en frihedsstraf eller en

sikkerhedsforanstaltning af en minimumsvarighed på over seks

måneder.

Med den nuværende opregning i straffelovens

§ 191 a og § 284 af førforbrydelser, som hæleri er

strafbart med hensyn til, opfylder Danmark ikke den fælles aktion

på dette punkt. Samspillet mellem Europarådets konvention og EU s

fælles aktion indebærer for Danmarks vedkommende en forpligtelse

til at kriminalisere de af konventionen omfattede former for

efterfølgende medvirken med hensyn til alle førforbrydelser,

der efter dansk ret kan medføre en frihedsstraf af mere end et

års varighed.

Med den foreslåede indførelse af en generel

hæleribestemmelse i straffeloven vil Danmarks forbehold i henhold til

konventionens artikel 6, stk. 4, kunne tilbagekaldes, således at

konventionens artikel 6, stk. 1, i forhold til Danmark som udgangspunkt

kan anvendes på alle førforbrydelser, idet der efter dansk ret

vil kunne straffes for hæleri med hensyn til alle

førforbrydelser.

Herefter vil Danmark uden videre opfylde forpligtelsen i

den fælles aktions artikel 1, stk. 1, litra b, til ikke at tage

eller opretholde forbehold med hensyn til Europrådskonventionens

artikel 6, stk. 1, for så vidt angår alvorlige

lovovertrædelser i den fælles aktions forstand.

Under henvisning til konklusionerne fra Det

Europæiske Råds møde i Tampere den 15.-16. oktober 1999

har Frankrig den 30. juni 2000 fremsat et initiativ med henblik på

Rådets vedtagelse af en rammeafgørelse om hvidvaskning af penge,

identifikation, opsporing indefrysning eller beslaglæggelse og

konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold.

Baggrunden for det franske initiativ er ud over

konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tampere et

ønske om efter Amsterdamtraktatens ikrafttræden at ændre

den retlige karakter af den fælles aktion fra 1998, således at

der i stedet bliver tale om en rammeafgørelse. En afgørende

forskel på de to instrumenter er, at hvor man i almindelighed antog, at

vedtagelsen af en fælles aktion alene forpligtede regeringen til at

fremsætte de nødvendige forslag til gennemførelse af den

fælles aktion, har rammeafgørelsen karakter af en folkeretlig

forpligtelse for medlemsstaterne, der indtræder ved Rådets

vedtagelse af rammeafgørelsen. På den baggrund forudsætter

Danmarks medvirken til Rådets vedtagelse af rammeafgørelser, der

kræver ændringer af dansk lovgivning, Folketingets

forudgående samtykke.

Udkastet til rammeafgørelse er identisk med den

ovennævnte fælles aktion fra 1998 for så vidt angår

forpligtelsen til ikke at tage eller opretholde forbehold med hensyn til

artikel 6 i Strasbourgkonventionen for så vidt angår alvorlige

lovovertrædelser.

I henhold til udkastet til rammeafgørelse skal

medlemsstaterne endvidere træffe de nødvendige foranstaltninger

for at sikre, at lovovertrædelser i henhold til Strasbourgkonventionens

artikel 6, stk. 1, litra a og b, om hæleri, og som er nævnt

i rammeafgørelsens artikel 1, litra b, om alvorlige

lovovertrædelser, er undergivet en strafferamme på mindst 4

års fængsel.

Denne bestemmelse, der er en nyskabelse i forhold til den

fælles aktion fra 1998, skønnes ikke at

nødvendiggøre lovændringer, ud over hvad der er

foreslået i dette lovforslag. Dette hænger sammen med, at

strafferammen for erhvervsmæssigt hæleri eller hæleri af

særlig grov beskaffenhed i den foreslåede bestemmelse i

straffelovens § 290, stk. 2, er fængsel indtil 6

år.

3. Lovtekniske ændringer af straffeloven

i tilknytning til ændringen af hæleribestemmelsen

3.1. Sammenlægning af straffelovens kapitel

28 og 29

I forbindelse med udvalgets overvejelser omkring

placeringen af hæleribestemmelsen, har det tillige været

overvejet, om opdelingen i kapitel 28 og kapitel 29 skulle bibeholdes.

Udvalget finder, at den traditionelle opdeling i

henholdsvis berigelsesforbrydelser og andre strafbare formuekrænkelser

til dels giver et misvisende billede af, hvilke typer bestemmelser kapitlet

indeholder, og at der ikke er noget praktisk behov for opdelingen. Udvalget

foreslår derfor, at overskriften »29. kapitel. Andre strafbare

formuekrænkelser« udgår, og at det nye, fælles kapitel 28 i

stedet benævnes »Formueforbrydelser«.

Der henvises i øvrigt til betænkningen s.

109.

Justitsministeriet kan tiltræde dette forslag, der

er en ren lovteknisk ændring, og som ikke har betydning for

fortolkningen af straffebestemmelserne i det nuværende 28. og 29.

kapitel.

Af bemærkningerne til 28. kapitel i

straffelovudkastet i Straffelovskommissionens betænkning fra 1923, sp.

366, fremgår, at der ved berigelsesforbrydelser forstås

forbrydelser, ved hvilke uberettiget vinding opnås eller søges

opnået direkte gennem retsstridig tilføjelse af tilsvarende

formuetab for den forurettede.

De forbrydelser, der i dag er berigelsesforbrydelser

dvs. forbrydelser, der forudsætter den nævnte formueforskydning

vil således også efter en sammenlægning af de to kapitler

kunne betegnes som berigelsesforbrydelser.

Dette vil bl.a. være af betydning i forhold til

straffelovens § 303 om den, der ved grov uagtsomhed tilforhandler sig

eller på anden lignende måde modtager ting, der er erhvervet ved

en berigelsesforbrydelse. Efter en sammenlægning af straffelovens

kapitel 28 og 29 vil det fortsat være de forbrydelser, der i dag er

selvstændige berigelsesforbrydelser og således ikke

hæleri, ej heller hæleri med hensyn til berigelsesforbrydelser

der vil være førforbrydelser i henhold til § 303.

Tilsvarende kan der efter straffelovens § 231 ved

strafudmålingen i en sag om overtrædelse af straffelovens

§§ 228 eller 229 (rufferi og kønslig usædelighed) ske

strafforhøjelse, såfremt den, der skal dømmes, tidligere

har været idømt fængselsstraf for en

berigelsesforbrydelse. Efter en sammenlægning af de to kapitler vil det

afgørende være, om den pågældende tidligere er

idømt fængselsstraf for et forhold, der i dag er en

berigelsesforbrydelse.

3.2. Straffelovens § 290 m.fl.

Udvalget har foreslået, at den nuværende

bestemmelse i straffelovens § 290 ophæves. Bestemmelsens

stk. 1 indeholder en særlig påtaleregel for visse

skyldnersvigssager, og dens stk. 2 indeholder særlige muligheder

for påtalebortfald i visse sagstyper, hvor offeret er en af

gerningsmandens nærmeste. Straffeloven indeholder flere bestemmelser

end § 290, stk. 2, om påtalebortfald efter den forurettedes

begæring, jfr. § 213, stk. 2 (vanrøgt mv.), og

§ 262, stk. 2 (groft uagtsom frihedsberøvelse). Udvalget

finder, at det bør overvejes at flytte disse bestemmelser til

retsplejelovens kapitel 65 om påtalen, der i forvejen i § 722,

stk. 1, nr. 6, henviser til særlig hjemmel i lovgivningen til at

frafalde tiltale.

Justitsministeriet kan tiltræde, at disse regler om

påtalebortfald (tiltalefrafald) flyttes fra straffeloven, da de er af

processuel karakter. Da der imidlertid er tale om tiltalefrafaldsregler, der

vedrører specifikke lovovertrædelser, finder Justitsministeriet

det mindre hensigtsmæssigt, at disse flyttes til de mere generelle

regler om tiltalefrafald i retsplejelovens § 722. Det foreslås

derfor, at reglerne i stedet indføjes i Rigsadvokatens

bekendtgørelse nr. 816 af 29. august 2000 om politimestrenes og

statsadvokaternes adgang til at frafalde tiltale. Rigsadvokaten har over for

Justitsministeriet tilkendegivet, at man vil foretage de nødvendige

ændringer af bekendtgørelsen, således at de kan

træde i kraft samtidig med denne lovændring.

Påtalereglen i straffelovens § 290,

stk. 1, vedrører kun skyldnersvigssager, hvor ingen særlig

sikret ret er krænket, dvs. sager om overtrædelse af § 283,

stk. 1, nr. 3. Der kræves endvidere ikke

påtalebegæring, hvis der er foretaget udlæg, uden at det

har ført til dækning, hvis konkurs er indtrådt,

forhandling om tvangsakkord uden for konkurs er åbnet, eller

konkursbegæring er nægtet fremme på grund af boets

utilstrækkelighed. Såfremt ingen af disse situationer foreligger,

kræves der påtalebegæring inden 6 måneder efter, at

kreditor har fået sådan kundskab, at han har tilstrækkeligt

grundlag for at fremsætte påtalebegæring, jfr.

straffelovens § 96, stk. 1. Bestemmelsen finder også

anvendelse ved § 292 (tingsødelæggelse mv. til skade for

kreditorer) og § 300 (visse dispositioner, der ikke er omfattet af

§ 283, til skade for kreditorer).

Udvalget har fundet, at bestemmelsen i hvert fald er

utidssvarende i sin formulering. En af de situationer, hvor der kræves

påtalebegæring, er den, hvor mindre erhvervsdrivende ikke har

kunnet opnå særlig sikkerhed for, at deres arbejde bliver betalt.

I situationer, hvor deres debitor forstikker midler, presses de ofte til at

modtage et reduceret beløb, idet de får oplyst, at der ellers

vil blive en langvarig konkursbehandling, hvor de langt senere vil få

et meget mindre beløb. Sådanne kreditorer indgiver ikke

påtalebegæring, selv om de mener, der er tale om

skyldnersvig.

I almindelighed vil politiet ikke blive bekendt med

forholdet. Det vil typisk kun ske, hvis der er tale om en systematisk

fremgangsmåde gennem længere tid, hvor en eller flere kreditorer

på et tidspunkt indgiver anmeldelse, eller i forbindelse med en senere

konkurs.

Udvalget anfører, at det umiddelbart er vanskeligt

at forestille sig situationer, hvor bestemmelsen reelt gør forskel

på, hvad der sigtes og tiltales for. Men skyldneren kan have held til

ikke at blive tiltalt, hvis politiet ikke har husket at få en egentlig

påtalebegæring inden for de 6 måneder.

Der synes ikke at være nogen særlig

begrundelse for, at skyldnersvig, hvor gerningsmanden ved falske

foregivender, forstikkelse mv. unddrager sine aktiver fra kreditorer, ikke

altid skal være undergivet samme offentlige påtale som de

øvrige berigelsesforbrydelser. Det samme gælder for de

øvrige handlinger, hvor bestemmelsen finder anvendelse.

Udvalget foreslår derfor, at § 290,

stk. 1, § 292, stk. 2, og § 300, stk. 2,

ophæves.

Justitsministeriet kan af de af Brydensholt-udvalget

anførte grunde tiltræde, at straffelovens § 290,

stk. 1, § 292, stk. 2, og § 300, stk. 2, om

påtalebegæring ophæves.

Ophævelsen af straffelovens § 290 sker

lovteknisk ved, at den foreslåede generelle hæleribestemmelse

indsættes i straffelovens § 290.

Om udvalgets overvejelser henvises i øvrigt til

betænkningen s. 109-112.

4. IT-efterforskning

4.1. Indledning

Gennem de seneste år er IT-udviklingen

forstærket markant gennem udviklingen af det verdensomspændende

Internet. Navnlig udviklingen af den internetteknologi, der almindeligvis

betegnes World Wide Web (www), har understøttet en række nye

former for informationsudveksling med heraf følgende retlige

herunder strafferetlige problemstillinger. Internettet indebærer

således næsten ubegrænsede muligheder for formidling af

information og kommunikation, men også nye muligheder for IT-relateret

kriminalitet og nye problemer i forbindelse med politiets efterforskning af

denne form for kriminalitet.

Reglerne om indgreb i meddelelseshemmeligheden findes i

retsplejelovens kapitel 71 (§§ 780-791). Bestemmelserne har fået

deres nuværende udformning ved lov nr. 227 af 6. juni 1985, der er

udarbejdet på grundlag af Strafferetsplejeudvalgets betænkning

nr. 1023/1984 om politiets indgreb i meddelelseshemmeligheden og anvendelse

af agenter. Der henvises herom til Folketingstidende 1984-85,

forhandlingerne, sp. 5403-5406, 5985-6027, 10678-10703, 11229-11239,

tillæg A, sp. 2955-3054, tillæg B, sp. 1709-1716 og

2225-2230.

Efterforskningsmulighederne i sager om IT-relateret

kriminalitet er ved flere lejligheder blevet ændret for at

imødekomme de nye behov. I 1996 blev retsplejelovens bestemmelser om

indgreb i meddelelseshemmeligheden ændret, således at det blev

muligt at foretage telefonaflytning og teleoplysning i sager om

overtrædelse af straffelovens § 263, stk. 2 og 3, om

såkaldt »hacker-kriminalitet«, ligesom der blev indført en

adgang til teleoplysninger i sager om overtrædelse af straffelovens

§ 279 a og § 293, stk. 1, om »tyveri af telefontid« ved

anvendelse af telekommunikationstjeneste. Der henvises herom til lov nr. 388

af 22. maj 1996 samt til Folketingstidende 1995-96, forhandlingerne, s.

3998-4004, 6100, 6152-6153, tillæg A, s. 4068-4078, og tillæg B,

s. 587-589.

I 1997 blev der gennemført en udvidelse af adgangen

til at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden, således at politiet

fik mulighed for at foretage telefonaflytning mv. i sager om grov vold,

forsætlig farefremkaldelse, grove tyverier og menneskesmugling. Der

henvises herom til lov nr. 411 af 10. juni 1997 samt til Folketingstidende

1996-97, forhandlingerne s. 2202-2215, 7453, 7938-7947, tillæg A, s.

2475-2538, og tillæg B, s. 988-993, 1294-1299.

I september 1999 afgav Brydensholt-udvalget

betænkning nr. 1377/1999 om børnepornografi og

IT-efterforskning.

Ud over at stille forslag om ændring af

straffelovens § 235 om børnepornografi overvejer udvalget

endvidere i betænkningen en række forslag til, hvordan politiets

efterforskningsmuligheder kan forbedres i sager, hvor der i forbindelse med

en lovovertrædelse anvendes informationsteknologi. I disse overvejelser

indgår bl.a. spørgsmålet om at indføre en pligt for

internetudbydere og teleselskaber til at logge oplysninger og opbevare

logoplysningerne, således at det under en efterfølgende

politimæssig efterforskning vil være muligt at spore den

kommunikation, der har fundet sted.

Betænkningen indeholder også nogle forslag,

som ikke i særlig grad vedrører sager om børnepornografi.

Udvalget stiller bl.a. forslag om en særlig regulering af adgangen til

at indhente masteoplysninger, dvs. f.eks. oplysninger om, hvilke

mobiltelefoner der i et givent område og inden for et bestemt tidsrum

har været sat i forbindelse med andre telefoner. Udvalget har endvidere

mere generelt berørt betingelserne for og afgrænsningen mellem

de forskellige straffeprocessuelle indgreb i forhold til elektronisk

kommunikation.

Overvejelser og forslag af den sidstnævnte karakter

blev ikke medtaget i lovforslag nr. L 281 af 27. april 2000, jf. nu lov nr.

441 af 31. maj 2000 om ændring af straffeloven og retsplejeloven

(Forældelse, styrket indsats mod seksuelt misbrug af børn og

unge samt IT-efterforskning), som blev begrænset til

børnepornografi og spørgsmål, der har direkte tilknytning

hertil. Der henvises herom til lov nr. 441 af 31. maj 2000 samt til

Folketingstidende 1999-2000, forhandlingerne, s. 7423-7431, 8474-8477, 8756,

tillæg A, s. 7784-7826, og tillæg B, s. 1327-1330.

Justitsministeriet tilkendegav i bemærkningerne til

lovforslag nr. L 281, at Justitsministeriet i forbindelse med kommende

forslag om ændringer af retsplejelovens straffeprocessuelle regler vil

inddrage de øvrige mere generelle overvejelser og forslag til, hvordan

efterforskningsmulighederne kan forbedres med henblik på

tilfælde, hvor der i forbindelse med overtrædelserne anvendes

informationsteknologi.

På denne baggrund indeholder det følgende en

gennemgang af Brydensholt-udvalgets øvrige overvejelser og forslag med

hensyn til mulighederne for at efterforske sager om IT-relateret

kriminalitet. Det drejer sig om spørgsmål om politiets adgang

til indholdet af digitale meddelelser, herunder elektronisk post (pkt. 4.2.),

politiets adgang til lagrede teleoplysninger (pkt. 4.3.), indhentelse af

teleoplysninger om brug af mobiltelefoner (pkt. 4.4.) og meddelelse af

teleoplysninger i henhold til samtykke (pkt. 4.5.).

Udvalget har i betænkningen herudover

foreslået, at der af efterforskningsmæssige grunde stilles krav

om, at internetudbydere og teleselskaber skal logge en række

oplysninger vedrørende internetopkoblinger, herunder A- og B-nummeret,

IP-adresse, og forskellige tidsmæssige oplysninger og opbevare

oplysningerne i 6 måneder. Som det fremgår af pkt. 8.2.2. i de

almindelige bemærkninger til lovforslaget om forældelse, styrket

indsats mod seksuelt misbrug af børn og unge samt IT-efterforskning

(lovforslag nr. L 281 af 27. april 2000), jf. Folketingstidende 1999-2000,

tillæg A, s. 7809, er der fra IT-branchens side i høringssvarene

over betænkningen udtrykt betænkelighed ved udvalgets forslag om

registrering af logoplysninger og opbevaring heraf. Justitsministeriet fandt

det derfor rigtigst, at der ikke på det da foreliggende grundlag blev

stillet forslag om at indføre en sådan pligt for

internetudbydere og teleselskaber. Justitsministeriet har på denne

baggrund i samarbejde med Forskningsministeriet iværksat en

nærmere undersøgelse af konsekvenserne af udvalgets forslag i

lyset af de indvendinger, der er fremført i visse af

høringssvarene vedrørende betænkningen.

Justitsministeriets og Forskningsministeriets overvejelser er endnu ikke

afsluttet. Justitsministeriet vil i forbindelse med en fremtidig

ændring af retsplejeloven tage spørgsmålet op på ny,

når overvejelserne er afsluttet.

Det kan i øvrigt oplyses, at Danmark siden

foråret 1999 har deltaget i forhandlingerne i Europarådet om et

udkast til en konvention om IT-kriminalitet (»Convention on Cyber-Crime«).

Konventionsudkastet indeholder bl.a. en række forslag til regler om

efterforskningsskridt i sager om IT-kriminalitet. I begyndelsen af dette

år er et konventionsudkastet sendt til Den Parlamentariske Forsamling i

Europarådet til udtalelse, hvorefter udkastet i juni skal behandles i

Styringskomitéen for Strafferet. Konventionen forventes tidligst i

løbet af sommeren vedtaget af Europarådets

ministerkomité. Det er således endnu for tidligt at vurdere, i

hvilket omfang en ratifikation af konventionen i dens endelige udformning vil

nødvendiggøre ændringer af de danske regler på

området. Dette lovforslag sigter derfor ikke på at

muliggøre dansk tiltrædelse af denne konvention.

4.2. Adgang til indholdet af digitale

meddelelser

4.2.1. Udvalgets overvejelser

Digitale meddelelser kan i dag teknisk set sendes på

forskellige måder, hvoraf den mest almindelige i dag er elektronisk

post (e-post).

Udvalget har nærmere drøftet, om politiets

adgang til indholdet af elektronisk post (eller andre digitale meddelelser)

hos udbyderen skal behandles efter retsplejelovens regler om indgreb i

meddelelseshemmeligheden eller efter lovens (lempeligere) regler om edition.

I den forbindelse har udvalget alene behandlet spørgsmålet om,

hvilke af disse to straffeprocessuelle indgreb, der skal anvendes, når

politiet ønsker adgang til indholdet af den digitale

meddelelse. Oplysning om, hvem der er indehaver af en kendt

e-postadresse, reguleres af retsplejelovens regler om edition på samme

måde som adgangen til at få oplyst, hvem der er abonnent til et

hemmeligt telefonnummer.

Ved edition forstås forevisning til eller udlevering

til retten af genstande (herunder dokumenter) af betydning for

gennemførelsen af en straffesag. Edition er reguleret i

retsplejelovens § 804. Bestemmelsen omfatter i modsætning til

retsplejelovens regler om ransagning og beslaglæggelse alene indgreb

mod ikke sigtede. Ønsker politiet at få udleveret genstande mv.

fra en sigtet, må reglerne om ransagning og beslaglæggelse

anvendes.

Da der ikke med lovforslaget er lagt op til

ændringer i reglerne om edition, foretages der ikke en nærmere

gennemgang af de gældende regler om edition. Der henvises i stedet til

gennemgangen i Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1223/1991 om

beslaglæggelse og edition under efterforskning, s. 32-36.

I Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1023/1984

om politiets indgreb i meddelelseshemmeligheden og anvendelse af agenter, s.

55, er det om alle typer af indgreb i meddelelseshemmeligheden anført,

at de retter sig imod meddelelser, der er undervejs i en

kommunikationslinie. Indgreb, der gennemføres inden kommunikationens

påbegyndelse eller efter dens afslutning, bør bedømmes

efter reglerne om ransagning og beslaglæggelse. En overførsel af

disse regler på digitale meddelelser i form af elektronisk post mv. vil

betyde, at man er uden for området for indgreb i

meddelelseshemmeligheden, når e-brevet er nået frem til

adressatens adresse, hvilket må svare til, at der er adgang til

e-brevet fra adressatens terminal.

Der er enighed i udvalget om, at hvis der er tale om et

fremadrettet indgreb, der har karakter af overvågning af

indholdet af korrespondancen, bør indgrebet være omfattet af

retsplejelovens regler om indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Udvalgets medlemmer har imidlertid delt sig i

spørgsmålet om, hvorvidt dette også bør gælde

for indgreb, der er bagudrettede.

Et flertal i udvalget (17 medlemmer) finder herved

ikke anledning til at foreslå ændringer i retsplejelovens regler

om indgreb i meddelelseshemmeligheden. Disse medlemmer finder, at elektronisk

post ikke adskiller sig grundlæggende fra andre kommunikationsformer,

der er omfattet af reglerne om indgreb i meddelelseshemmeligheden, og at der

derfor ikke er grund til at give politiet en videre adgang til at foretage

indgreb i meddelelseshemmeligheden i forhold til elektronisk post.

Efter flertallets opfattelse må elektroniske breve

sidestilles med traditionelle (fysiske) breve, jf. retsplejelovens

§ 780, stk. 1, nr. 4 og 5. En sammenligning af

kommunikationsforløbene ved henholdsvis traditionelle brevforsendelser

og elektronisk post må efter flertallets opfattelse føre til, at

elektronisk post, der beror hos en internetudbyder, må sidestilles med

breve i en postboks, og derfor være omfattet af reglerne om indgreb i

meddelelseshemmeligheden, jf. herved bet. 1023/1985, s. 55.

Et mindretal i udvalget (2 medlemmer) finder, at

retsplejelovens regler om edition bør finde anvendelse, og at der ikke

bør stilles de særlige krav, der gælder for indgreb i

meddelelseshemmeligheden. Der er tale om et indgreb, hvor oplysningerne

hvis de fortsat lå hos den sigtede kunne tilvejebringes i

medfør af reglerne om ransagning. Herudover henviser mindretallet til,

at der ved den oprindelige stillingtagen i 1984 til datakommunikation er

tænkt på en igangværende kommunikationsstrøm, hvor

kommunikationen ikke er nået fysisk frem til den

pågældende, og ikke på den særlige

e-poststruktur.

Om udvalgets nærmere overvejelser henvises til

betænkningen s. 73-78 og 103-105.

4.2.2. Justitsministeriets overvejelser

Af de af flertallet i udvalget anførte grunde

finder Justitsministeriet heller ikke anledning til i denne

sammenhæng at foreslå ændringer i retsplejelovens regler

om indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Justitsministeriet finder således ikke, at

elektronisk post adskiller sig grundlæggende fra andre

kommunikationsformer, der er omfattet af reglerne om indgreb i

meddelelseshemmeligheden, og at der derfor ikke er grund til at give politiet

en videre adgang til at foretage indgreb i kommunikation i form af

elektronisk post.

Efter Justitsministeriets opfattelse må elektroniske

breve derfor sidestilles med traditionelle (fysiske) breve, jf. de

gældende bestemmelser i retsplejelovens § 780, stk. 1, nr. 4

og 5.

4.3. Teleoplysninger

4.3.1. Gældende ret

Den første lovregulering af området skete ved

lov nr. 202 af 11. juni 1954, hvor der i retsplejelovens § 750 a blev

indsat en bestemmelse om indgreb i meddelelseshemmeligheden i form af

teleoplysninger. Bestemmelsen blev ved lov nr. 243 af 8. juni 1978 flyttet

til § 788.

I Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1023/1984

om politiets indgreb i meddelelseshemmeligheden og anvendelse af agenter, der

ligger til grund for de nugældende regler om indgreb i

meddelelseshemmeligheden, foreslog udvalget, s. 61-63, at de dagældende

regler blev ændret således, at der ved alle former for

kriminalitet kunne gives teleoplysninger, hvis indehaveren af den

pågældende telefon gav samtykke, jf. den nugældende

bestemmelse i retsplejelovens § 786, stk. 2.

I betænkningen foreslog Strafferetsplejeudvalget

endvidere et fælles kriminalitetskrav for alle indgreb i

meddelelseshemmeligheden uden samtykke, hvilket for teleoplysningernes

vedkommende betød bortfald af den (før lovændringen

gældende) særlige mulighed for at få teleoplysninger,

når det skønnedes sandsynligt, at opklaring af en forbrydelse

kun ville være mulig gennem de ønskede oplysninger, og

foranstaltningen stod i rimeligt forhold til forbrydelsens karakter.

Ved teleoplysning forstås ifølge den

gældende bestemmelse i retsplejelovens § 780, stk. 1, nr. 3,

at politiet (hemmeligt) indhenter oplysning om, hvilke telefoner eller

tilsvarende kommunikationsapparater (f.eks. telex- eller telefaxapparater)

der (i et bestemt tidsrum) sættes i forbindelse med en bestemt telefon

eller andet kommunikationsapparat, selv om indehaveren af dette ikke har

meddelt tilladelse hertil. Ved indgrebet får politiet altså ikke

kendskab til kommunikationens indhold, men kun til dens eksistens. Indgrebet

kan derfor siges at rumme en mindre grad af integritetskrænkelse end de

øvrige indgreb.

Der opstod på baggrund af retspraksis i forhold til

de gældende regler tvivl om, hvorvidt lagrede teleoplysninger

skal behandles efter reglerne om edition eller efter reglerne om indgreb i

meddelelseshemmeligheden. Østre Landsret afsagde således den 22.

februar 1991 (en utrykt) kendelse om, at det var reglerne om edition, der

skulle anvendes ved lagrede teleoplysninger. Derimod anvendte Vestre Landsret

den 8. april 1992, jf. Ugeskrift for Retsvæsen 1992, s. 638, reglerne

om indgreb i meddelelseshemmeligheden. Dette synspunkt er også lagt til

grund i Højesterets kendelser, der er gengivet i Ugeskrift for

Retsvæsen 1993, s. 1, og 1995, s. 374.

Domstolene stiller i dag krav om, at både de

materielle betingelser for indgreb i meddelelseshemmeligheden og de

proceduremæssige krav til edition (høring af den, som indgrebet

retter sig imod) skal være opfyldt, før der kan afsiges kendelse

vedrørende lagrede teleoplysninger.

4.3.2. Udvalgets overvejelser

Udvalget har overvejet, om politiets adgang til (lagrede)

teleoplysninger fremover (alene) skal reguleres af retsplejelovens regler om

edition.

Et flertal i udvalget (15 medlemmer) finder ikke

anledning til at foreslå ændringer af retsplejelovens regler om

indgreb i meddelelseshemmeligheden i form af teleoplysning.

Reglerne er udtryk for en afvejning af på den ene

side hensynet til en effektiv kriminalitetsbekæmpelse og på den

anden side hensynet til borgernes privatliv. Efter flertallets opfattelse

tilsiger hensynet til beskyttelse af borgernes fortrolige kommunikation med

andre også en beskyttelse af oplysninger om, hvem der er

kommunikeret med. Dette er også lagt til grund i

Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1023/1984 om politiets indgreb

i meddelelseshemmeligheden og anvendelsen af agenter.

En anvendelse af reglerne om edition vil således

bl.a. indebære, at indgrebet som udgangspunkt kan anvendes ved alle

former for kriminalitet. En begrænsning vil alene følge af en

proportionalitetsafvejning i den konkrete sag, dvs. om indgrebet står i

misforhold til sagens betydning og den ulempe, som indgrebet kan antages at

medføre. Efter reglerne om indgreb i meddelelseshemmeligheden kan

indgrebet bortset fra de i loven særligt opregnede

lovovertrædelser kun anvendes ved efterforskning af

lovovertrædelser, der efter loven kan straffes med fængsel i 6

år eller derover.

Flertallet tager afstand fra mindretallets forslag, der er

omtalt nedenfor. Flertallet peger i den forbindelse på, at

mindretallets forslag indebærer, at også pålæg til

teleselskabet om registrering af teleoplysninger i en periode frem i tiden

vil skulle behandles efter reglerne om edition. Disse regler indeholder i

modsætning til reglerne om indgreb i meddelelseshemmeligheden ikke

bestemmelser om frister for sådanne indgreb, idet reglerne om edition i

alt væsentligt er tænkt anvendt på allerede eksisterende

oplysninger. Reglerne om edition indeholder heller ikke regler om beskikkelse

af advokat for indehaveren af den pågældende telefon og

foreslås af mindretallet kun ændret således, at der skal

ske advokatbeskikkelse for den sigtede, der ikke behøver at være

identisk med indehaveren af telefonen. Flertallet finder således, at

mindretallets forslag på flere punkter indebærer en

svækkelse af de retsgarantier, som de gældende regler om indreb i

meddelelseshemmeligheden er udtryk for.

Et mindretal i udvalget (4 medlemmer) finder, at

det ved teleoplysninger, der allerede lagres i anden sammenhæng,

bør være en tilstrækkelig garanti, at der af retten

afsiges kendelse om edition. Oplysningerne er ikke mere følsomme end

en række andre oplysninger, der kan udleveres efter reglerne om

edition, og det kræver i dag ikke et særligt indgreb fra

teleselskabernes side at fremskaffe oplysningerne. Mindretallet peger

på, at teleoplysninger er det mindst indgribende af de indgreb, der

reguleres af reglerne om indgreb i meddelelseshemmeligheden. Ved indgrebet

får politiet ikke kendskab til indholdet af kommunikationen, ligesom

kommunikationen ikke unddrages modtageren.

Endvidere er betydningen af at kunne få

teleoplysninger betydelig større ved den kriminalitet, der kendes i

dag, end den var, da Strafferetsplejeudvalget i 1984 foreslog den (ensartede)

regulering, som i dag findes i reglerne om indgreb i

meddelelseshemmeligheden.

Mindretallet finder, at forudsætningen for at

anvende reglerne om edition skal være, at der beskikkes en advokat for

den person, som indgrebet retter sig mod, hvis en sådan advokat ikke

allerede er beskikket.

Om udvalgets overvejelser henvises i øvrigt til

betænkningen s. 78-84 og 105-108.

4.3.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er for så vidt enig med

mindretallet i udvalget i, at tvangsmæssig adgang til teleoplysninger

er det mindst indgribende af de indgreb, der reguleres af reglerne om indgreb

i meddelelseshemmeligheden, da politiet ikke får kendskab til indholdet

af kommunikationen.

Af de af flertallet i udvalget anførte grunde

finder Justitsministeriet imidlertid ikke anledning til på dette

område at foreslå ændringer af retsplejelovens regler om

indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Efter Justitsministeriets opfattelse tilsiger hensynet til

beskyttelse af borgernes fortrolige kommunikation med andre også en

beskyttelse af oplysninger om, hvem der er kommunikeret med.

Uanset at indgreb i form af indhentning af teleoplysninger

indebærer en vis mindre grad af integritetskrænkelse end de

øvrige indgreb i meddelelseshemmeligheden, herunder telefonaflytning,

bør der efter Justitsministeriets opfattelse ikke gives politiet

adgang til (lagrede) teleoplysninger efter de væsentlig lempeligere

regler om edition.

4.4. Teleoplysninger om brug af mobiltelefoner

mv. (udvidet teleoplysning/masteoplysninger)

4.4.1. Baggrund

En særlig variant af teleoplysninger er de

såkaldte »masteoplysninger«. Hvor den typiske situation ved

teleoplysning er, at der ønskes oplysninger om bestemte telefonnumre,

er situationen ved masteoplysninger den, at der ønskes oplysninger om

alle telefoner, der i et givent område og inden for et bestemt tidsrum

har benyttet en bestemt sendemast.

Udgangspunktet i de sager, hvor der er behov for

indgrebet, er, at et antal ukendte personer, der har begået en alvorlig

forbrydelse, vurderes nødvendigvis at måtte have kommunikeret

med hinanden umiddelbart før og efter gerningen, muligvis via

mobiltelefoner. En mulighed, måske den eneste, for at komme opklaringen

nærmere er at få en logudskrift fra sendemasten nærmest

gerningsstedet for et tidsrum eksempelvis fra 1 time før til ½ time

efter forbrydelsen for at kunne se, hvilke telefoner der har kommunikeret via

masten i det relevante tidsrum.

Masteoplysninger er ikke selvstændigt reguleret i

retsplejelovens kapitel 71 om indgreb i meddelelseshemmeligheden, men de

udgør en særlig form for teleoplysninger, idet de alene

vedrører oplysninger om teleforbindelser og ikke indholdet af

kommunikationen.

Betænkning nr. 1377/1999 om børnepornografi

og IT-efterforskning indeholder på s. 87-89, hvortil der henvises, en

omtale af en række kendelser, hvori Højesteret og Østre

Landsret har behandlet spørgsmålet om, hvorvidt der efter

retsplejelovens kapitel 71 om indgreb i meddelelseshemmeligheden kan

træffes beslutning om udvidet teleoplysning fra en sendemast.

Her skal fremhæves Højesterets kendelse af 7.

maj 1997 (jf. Ugeskrift for Retsvæsen 1997, s. 1021), der fastslog, at

der ikke var den fornødne hjemmel i § 780, stk. 1, nr. 3,

til at indhente oplysning om, hvilke mobiltelefoner der i et bestemt tidsrum

havde været sat i forbindelse med hinanden via de sendemaster, der

geografisk dækkede en bestemt adresse og et område inden for 1

kilometers afstand fra den nævnte adresse. Som begrundelse herfor

henviste Højesteret til den manglende mulighed for nærmere

afgrænsning af samtaleregistreringer vedrørende mobiltelefoner.

Det var under sagen oplyst, at en kendelse, der tillod politiet at indhente

de nævnte oplysninger, i den konkrete sag ville omfatte 25.000-30.000

telefonsamtaler.

Efterfølgende har Østre Landsret ved

kendelse af 13. november 1998 (jf. Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s.

320) tilladt, at der indhentes oplysning om, hvilke telefoner eller

tilsvarende kommunikationsapparater, der i en bestemt periode på 50

minutter havde været sat i forbindelse med hinanden under aktivering af

den sendemast, som dækkede området omkring gerningsstedet (i alt

kun 998 opkald). Landsretten fandt, at det pågældende

tilfælde ikke var omfattet af Højesterets kendelse af 7. maj

1997. Landsretten lagde herved vægt på, at der i sagen

forelå oplysninger om én kortvarig telemeddelelse modtaget

på én bestemt lokalitet, således at denne meddelelse

skulle afgrænses over for et forholdsvis begrænset antal

meddelelser og samtaler.

Ved kendelse af 23. oktober 2000 (jf. Ugeskrift for

Retsvæsen 2001, s. 245) har Østre Landsret fastslået, at

der ikke var den fornødne hjemmel i § 780, stk. 1, nr. 3,

til at indhente oplysning om, hvilke mobiltelefoner, der i en bestemt periode

på 2 timer havde været benyttet med videresendte signaler via den

sendemast, som dækkede en bestemt adresse (i alt ca. 500 samtaler).

Landsretten henviste bl.a. til Højesterets kendelse af 7. maj 1997 og

forslaget om at indføre en udtrykkelig lovhjemmel for masteoplysninger

i Brydensholt-udvalgets betænkning.

I forlængelse af Højesterets kendelse fra

1997 har Rigsadvokaten over for Justitsministeriet anbefalet, at der skabes

lovhjemmel for at indhente de teleoplysninger, der er omhandlet i

Højesterets kendelse. Rigsadvokaten har i den forbindelse

fremhævet, at masteoplysninger er et vigtigt efterforskningsmiddel, og

at den utilsigtede krænkelse af en større personkreds, der af

tekniske årsager kan blive omfattet, er af relativt beskeden karakter,

ligesom der efter retsplejeloven er pligt til snarest at tilintetgøre

materiale, der viser sig ikke at have efterforskningsmæssig betydning.

Endvidere kan indgrebet kun foretages under retlig kontrol og under

iagttagelse af de almindelige proportionalitetsregler.

Justitsministeriet overvejede i forbindelse med

lovforslaget om beslaglæggelse, edition mv. (L 41 af 8. oktober 1998)

at medtage et forslag, der skaber hjemmel til at indhente de teleoplysninger,

der omhandles i Højesterets kendelse fra 1997. Justitsministeriet

fandt imidlertid på daværende tidspunkt, at der var behov for

nærmere overvejelse af forslaget, herunder nærmere overvejelser

om, hvordan en sådan hjemmel nærmere skal udformes for at tage

højde for den teknologiske udvikling. Justitsministeriet fandt det

derfor rigtigst, at spørgsmålet indgik i Brydensholt-udvalgets

overvejelser.

4.4.2. Udvalgets forslag

Brydensholt-udvalget tilslutter sig Rigsadvokatens

betragtninger. Udvalget finder derfor, at der bør tilvejebringes en

klar lovhjemmel til indgreb af denne karakter. For at sikre, at der tages

højde for den teknologiske udvikling, bør formuleringen af en

sådan bestemmelse ikke specifikt vedrøre masteoplysninger, men

vedrøre teleoplysninger, der ikke kan specificeres på

kendelsestidspunktet (»udvidet teleoplysning«).

Udvalget foreslår på den baggrund, at indgreb

i meddelelseshemmeligheden i form af udvidet teleoplysning reguleres

selvstændigt i retsplejeloven.

Udvalget finder herudover, at der kun skal være

adgang til udvidet teleoplysning under de betingelser, der gælder for

anden aflytning end telefonaflytning, f.eks. rumaflytning, jf.

retsplejelovens § 781, stk. 5. Det vil sige, at der skal være

mistanke om en forbrydelse, som har medført eller som kan

medføre fare for menneskers liv eller velfærd eller for

betydelige samfundsværdier.

Den gældende bestemmelse i § 781, stk. 5,

blev indsat under Folketingets behandling af det lovforslag (nr. L 164 af 1.

februar 1985), der dannede grundlag for lov nr. 227 af 6. juni 1985 om

ændring af retsplejeloven og konkursloven (telefonaflytning mv.). Der

henvises herom til Folketingstidende 1984-85, tillæg B, sp. 2227, hvor

ændringsforslaget bl.a. begrundes med, at indgreb i

meddelelseshemmeligheden i form af rumaflytning er betydelig alvorligere end

de øvrige indgreb i meddelelseshemmeligheden. Denne form for indgreb

ønskedes derfor begrænset til forbrydelser, som har

medført eller som kan medføre fare for menneskers liv eller

velfærd eller for betydelige samfundsværdier, herunder forhold

omfattet af straffelovens § 191 om grove narkotikaforbrydelser.

Der henvises i øvrigt til betænkningen s.

87-91 og 108-109.

4.4.3. Justitsministeriets overvejelser

4.4.3.1. Generelle overvejelser

Justitsministeriet finder af de af Rigsadvokaten og

Brydensholt-udvalget anførte grunde, at der af hensyn til en

effektiv efterforskning af navnlig alvorlig kriminalitet bør

tilvejebringes en udtrykkelig lovhjemmel med henblik på at gøre

det muligt at indhente teleoplysninger, der ikke på

kendelsestidspunktet kan specificeres nærmere (udvidet

teleoplysning).

Justitsministeriet er enig med udvalget i, at

formuleringen af en sådan bestemmelse ikke specifikt bør

vedrøre masteoplysninger. For at tage højde for den

teknologiske udvikling bør bestemmelsen vedrøre

teleoplysninger, der ikke kan specificeres på kendelsestidspunktet.

Det bør i den forbindelse særligt

fremhæves, at den utilsigtede krænkelse af en

større personkreds, der uden at have nogen forbindelse med

forbrydelsen af tekniske årsager bliver omfattet af indgrebet,

er af relativt beskeden karakter. Efter Justitsministeriets opfattelse kan et

indgreb af en sådan karakter derfor ikke anses for mere

vidtgående end de indgreb (teleoplysninger mv.), der traditionelt

henføres under bestemmelserne om indgreb i

meddelelseshemmeligheden.

Justitsministeriet kan tiltræde

Brydensholt-udvalgets forslag om, at udvidet teleoplysning kan foretages

under det skærpede kriminalitetskrav i retsplejelovens § 781,

stk. 5. Der er tale om et langt bredere indgreb i

meddelelseshemmeligheden, end de øvrige indgreb, hvorfor udvidet

teleoplysning bør begrænses til de tilfælde, der er

angivet i § 781, stk. 5 (mistanke om en forbrydelse, som har

medført eller som kan medføre fare for menneskers liv eller

velfærd eller for betydelige samfundsværdier).

Indhentelse af masteoplysninger har hidtil været

relevant i navnlig sager om særlig grov kriminalitet, hvorfor det efter

Justitsministeriet opfattelse ikke i praksis vil indebære nogen

afgørende begrænsning, at betingelsen i § 781, stk. 5,

skal være opfyldt.

Lovforslagets regler om udvidet teleoplysning svarer i

meget vidt omfang til det lovudkast, som er udarbejdet af udvalget og

medtaget i betænkningen. Der har imidlertid efter

offentliggørelsen af betænkningen, herunder i forbindelse med

høringen over betænkningen, vist sig behov for enkelte

justeringer og tilføjelser. For disse redegøres der

nærmere under pkt. 4.4.3.2.-4.4.3.5. nedenfor.

4.4.3.2. Mistankekravet

Som nævnt ovenfor under pkt. 4.4.1. kan der

undertiden være behov for at indhente masteoplysninger, hvor der ikke

foreligger konkrete oplysninger om brug af telefoner, men hvor

politiet regner med, at der har været anvendt telefon, ud fra en

almindelig betragtning om, at omfattende og kompliceret kriminalitet

udført af flere gerningsmænd i forening må

forudsætte eller i hvert fald typisk sker ved brug af telefoner,

herunder ikke mindst mobiltelefoner.

Det kan anføres, at i en situation som den

beskrevne, hvor der ikke foreligger konkrete holdepunkter for, at der er

anvendt telefon, men alene en almindelig antagelse herom baseret på

generelle betragtninger, kan man vanskeligt sige, at kravet efter

retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 1, om, at der ved indgreb i

meddelelseshemmeligheden skal foreligge »bestemte grunde« til at

antage, at der på den pågældende måde gives

meddelelser eller foretages forsendelser til eller fra en mistænkt, er

opfyldt.

Justitsministeriet foreslår på den baggrund,

at udvidet teleoplysning kan foretages uden krav om, at der skal

være bestemte grunde til at antage, at der på den

pågældende måde gives meddelelser mv. til eller fra en

mistænkt. Der henvises til den foreslåede nye bestemmelse i

retsplejelovens § 781, stk. 5, 2. pkt.

Som det fremgår under pkt. 4.4.3.1. ovenfor stiller

Justitsministeriet samtidig forslag om, at udvidet teleoplysning kun kan

foretages, hvis det skærpede kriminalitetskrav i retsplejelovens

§ 781, stk. 5, (1. pkt.) er opfyldt. Adgangen til at foretage

udvidet teleoplysning vil således være meget begrænset,

selv om der ikke skal være bestemte grunde til at antage, at der

på den pågældende måde gives meddelelser mv. til

eller fra en mistænkt. Hertil kommer, at indgrebet fortsat skal

være af afgørende betydning for efterforskningen, jf.

§ 781, stk. 1, nr. 2.

Som det ligeledes fremgår af pkt. 4.4.3.1. ovenfor,

bør det også i denne forbindelse fremhæves, at den

utilsigtede krænkelse af en større personkreds, der uden at

have forbindelse med den konkrete forbrydelse af tekniske årsager

bliver omfattet af et indgreb i meddelelseshemmeligheden i form af udvidet

teleoplysning, er af relativt beskeden karakter.

4.4.3.3. Retskendelsen og dens form

Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens

§ 783, stk. 1, sker indgreb i meddelelseshemmeligheden efter

rettens kendelse. I kendelsen anføres de telefonnumre, lokaliteter,

adresser eller forsendelser, som indgrebet angår. Herved sikres, at den

bemyndigelse, som kendelsen giver politiet, får en præcis

afgrænsning. Angivelsen af f.eks., i hvilke lokaliteter en rumaflytning

kan finde sted, kan dog ske med en vis fleksibilitet.

Hvor den typiske situation ved f.eks. teleoplysninger er,

at der ønskes oplysninger om bestemte telefonnumre, er situationen ved

udvidet teleoplysning (masteoplysninger) den, at der ønskes

oplysninger om alle telefoner, der i et givet område og inden for et

bestemt tidsrum har benyttet en bestemt sendemast.

I sagens natur vil det således i kendelsen om

udvidet teleoplysning typisk ikke være muligt at angive det eller de

telefonnumre, som indgrebet angår, jf. retsplejelovens § 783,

stk. 1. I stedet vil det præcist skulle angives, hvilken sendemast

(hvilken lokalitet) og hvilket tidsrum indgrebet angår.

4.4.3.4. Underretning om udvidet

teleoplysning

Det fremgår af retsplejelovens § 788, at efter

afslutningen af et indgreb i meddelelseshemmeligheden (herunder

teleoplysning) skal der som udgangspunkt gives underretning om indgrebet til

indehaveren af den pågældende telefon mv. Underretningen

foretages af den byret, der har truffet afgørelse om indgrebet.

Den gældende regel om underretning om foretagne

indgreb bygger på det lovudkast, som er indeholdt i

Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1023/1984 om politiets indgreb

i meddelelseshemmeligheden og anvendelse af agenter. Strafferetsplejeudvalget

anfører bl.a., at der i nogle tilfælde vil være behov for

at undlade at give underretning. Det kan f.eks. være

tilfældet, hvor den kriminelle undersøgelse vedrørende

den lovovertrædelse, som mistanken har angået, fortsætter,

idet indgrebet ikke har givet tilstrækkelige beviser, eller hvor

efterforskningen i den pågældende sag vel er afsluttet, men hvor

der fortsat skal ske efterforskning vedrørende andre

overtrædelser.

Der synes således ikke umiddelbart at være

tænkt på situationer, hvor det vil være forbundet med

betydelige praktiske vanskeligheder at foretage underretning, f.eks. fordi

indgrebet har været rettet mod et større antal personer. I de

sager, hvor der hidtil har været indhentet masteoplysninger, er der

normalt ikke givet underretning.

Ud over det store antal personer, der ville skulle

underrettes, opstår der også praktiske problemer, derved at mange

indehavere af mobiltelefoner anvender såkaldte taletidskort, hvortil

der ikke er knyttet et abonnement. I disse tilfælde er den

pågældende indehaver af taletidskortet anonym i forhold til det

telefonselskab, der leverer teleydelsen, og det vil således være

umuligt at fremskaffe oplysninger om navn og adresse på den

pågældende kunde.

Som det fremgår af pkt. 4.4.3.1., bør det

endvidere fremhæves, at den utilsigtede krænkelse af en

større personkreds, der uden at have forbindelse med den konkrete

forbrydelse af tekniske årsager bliver omfattet af et indgreb i

meddelelseshemmeligheden i form af udvidet teleoplysning, er af relativt

beskeden karakter.

Det er på denne baggrund Justitsministeriets

opfattelse, at der ved indgreb i meddelelseshemmeligheden i form af udvidet

teleoplysning ikke skal gives underretning om indgrebet til de personer, der

bliver omfattet af indgrebet, da dette i vidt omfang ville være

praktisk umuligt og ganske uoverkommeligt.

Justitsministeriet foreslår, at der i bestemmelsen

om underretning om foretagne indgreb i retsplejelovens § 788 (som nyt

stk. 5) indsættes en udtrykkelig bestemmelse om, at der ved

udvidet teleoplysning ikke skal gives underretning om indgrebet til

indehaverne af de pågældende telefoner.

4.4.3.5. Advokatbeskikkelse

Inden retten træffer afgørelse om indgreb i

meddelelseshemmeligheden, herunder i form af teleoplysning, skal der efter

retsplejelovens § 784, stk. 1, beskikkes en advokat for den, som

indgrebet vedrører, og advokaten skal have lejlighed til at udtale

sig.

Den gældende regel om advokatbeskikkelse bygger

på det lovudkast, som er indeholdt i Strafferetsplejeudvalgets

betænkning nr. 1023/1984 om politiets indgreb i

meddelelseshemmeligheden og anvendelse af agenter. Bestemmelsen fik sin

endelige udformning under Folketingets behandling af det lovforslag (nr. L

164 af 1. februar 1985), der dannede grundlag for den vedtagne lov (nr. 227

af 6. juni 1985). Der henvises herom til Folketingstidende 1984-85,

tillæg B, sp. 1714.

Strafferetsplejeudvalget foreslog en generel regel om

advokatbeskikkelse i sager om indgreb i meddelelseshemmeligheden, idet der i

udvalget var enighed om, at der ikke er grund til at gøre forskel

mellem de forskellige typer af indgreb. Udvalget fandt, at selv om

teleoplysning må anses som mindre byrdefuldt end de øvrige

indgreb, taler retstekniske hensyn for en ensartet regel. Vedrørende

teleoplysning lagde Strafferetsplejeudvalget i øvrigt vægt

på, at teleoplysning hidtil kun var anvendt i beskedent omfang, ligesom

det antages, at der i det altovervejende antal tilfælde har foreligget

samtykke (eller anmodning) fra indehaveren af den omhandlede telefon.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at der også

ved indgreb i meddelelseshemmeligheden i form af udvidet teleoplysning

bør ske advokatbeskikkelse. Navnlig hensynet til, at der for retten

kan foregå en kontradiktorisk forhandling, der sikrer, at argumenterne

såvel for som imod iværksættelse af det

pågældende indgreb, fremføres i retten, taler for at der

sker advokatbeskikkelse. Dette gør sig gældende, selv om der er

tale om en større personkreds, der uden at have forbindelse med den

konkrete forbrydelse af tekniske årsager bliver omfattet af

indgrebet.

Hensynet kan efter Justitsministeriets opfattelse i

tilstrækkelig grad tilgodeses ved, at der beskikkes en enkelt advokat

for den samlede gruppe af personer, hvis mobiltelefoner mv. har benyttet den

pågældende sendemast, hvorfra der indhentes udvidede

teleoplysninger. Dette kan ske allerede efter den gældende bestemmelse

i retsplejelovens § 784, stk. 1, og er i øvrigt i

overensstemmelse med praksis i de sager, hvor der hidtil er indhentet

masteoplysninger.

Der stilles på denne baggrund ikke forslag om

ændring af reglerne om advokatbeskikkelse.

4.5. Teleoplysninger i henhold til samtykke

mv.

4.5.1. Gældende ret

Efter retsplejelovens § 786, stk. 2, kan retten

efter begæring fra politiet med samtykke fra indehaveren af en telefon

eller andet kommunikationsapparat give telefonselskaberne mv.

pålæg om at oplyse, hvilket andre apparater der sættes i

forbindelse med det pågældende apparat (teleoplysning).

Den gældende regel om samtykke til meddelelse af

teleoplysninger bygger på det lovudkast, som er indeholdt i

Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1023/1984 om politiets indgreb

i meddelelseshemmeligheden og anvendelse af agenter. Bestemmelsen bygger

på det synspunkt, at en telefonabonnent i forhold til teleselskabernes

tavshedspligt ikke kan anses som »uvedkommende« med hensyn til oplysninger

om, hvem der ringer til abonnenten, og at der ikke er en sådan

beskyttelsesværdig interesse i hemmeligholdelse hos personer, der

kalder et andet telefonnummer, at udlevering af disse oplysninger til

politiet med samtykke fra indehaveren af denne telefon bør omfattes af

reglerne om indgreb i meddelelseshemmeligheden. Om baggrunden for

bestemmelsen henvises til Strafferetsplejeudvalgets betænkning s.

61-63.

I retspraksis er det fastslået, at bestemmelsen i

§ 786, stk. 2, om samtykke til meddelelse af teleoplysninger

også finder anvendelse på oplysninger om udegående opkald

fra en bestemt telefon, jf. Østre Landsrets kendelse af 5. oktober

1995, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 169. I sagen

blev et telefonselskab pålagt at udlevere en ukodet

samtalespecifikation over samtaler såvel indgående som

udgående som var ført fra en stjålen mobiltelefon, hvis

ejer havde meddelt samtykke til udleveringen.

4.5.2. Udvalgets overvejelser

Udvalget har overvejet, om telefonselskaberne mv. skal

kunne meddele samtykke ved offentlige telefoner (mønt- eller

korttelefoner).

Et flertal i udvalget (11 medlemmer) finder ikke,

at telefonselskaberne mv. skal kunne give samtykke ved offentlige

telefoner.

Efter flertallets opfattelse kan et telefonselskab ikke

siges at have rådighed over en offentlig telefon på samme

måde som en privat telefonabonnent har rådighed over sin telefon.

Der er derfor ikke samme anledning til at give telefonselskabet adgang til

med sit samtykke at fravige reglerne om indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Hvis man låner en privat telefon (eller stjæler en mobiltelefon)

må man være indstillet på, at den pågældende

telefonabonnent modtager udførlige samtalespecifikationer i

forbindelse med telefonregningen. Benyttelsen af en offentlig telefon kan

nærmest betragtes som et »ad hoc-abonnement«, hvor man mod vederlag

får (en begrænset) adgang til at benytte telefonnettet. Et

indgreb i meddelelseshemmeligheden mod en bruger af en offentlig telefon

bør derfor sidestilles med et indgreb mod en privat telefonabonnent.

De særlige hensyn, der i sin tid begrundede bestemmelsen i § 786,

stk. 2, kan efter mindretallets opfattelse ikke udstrækkes til

også at begrunde en lignende regel for offentlige telefoner.

Et mindretal i udvalget (7 medlemmer) finder, at

teleselskaberne uanset hvilket regelsæt der finder anvendelse skal

kunne meddele samtykke, når der er tale om offentlige telefoner. I

disse situationer skal der beskikkes en advokat for den person, som indgrebet

retter sig imod, hvis en sådan advokat ikke allerede er beskikket.

Dette mindretal lægger vægt på, at der

ikke kan være nogen berettiget forventning om, at indehaveren af en

telefon ikke kan give politiet (adgang til) oplysning om, hvilken brug der

har været gjort af telefonen. Med den retstilstand, der er i dag

vedrørende indgreb i meddelelseshemmeligheden, betyder det, at der ved

en lang række kriminalitetsformer ikke er mulighed for at få

adgang til disse allerede registrerede oplysninger, hvis en offentlig telefon

er benyttet (i modsætning til f.eks. en telefon, der ejes af en

restaurant).

Et andet mindretal i udvalget (1 medlem) har ikke

taget stilling til, hvilken løsning der skal vælges.

Om udvalgets nærmere overvejelser henvises til

betænkningen s. 84-87 og 109-111.

4.5.3. Særligt om pligt til at medvirke

ved indgreb i meddelelseshemmeligheden

Indgreb i meddelelseshemmeligheden ville i praksis ikke

kunne gennemføres uden bistand fra de institutioner og virksomheder,

der beskæftiger sig med befordring af meddelelser og andre

forsendelser.

I retsplejelovens § 786, stk. 1, er der derfor

fastsat regler, der pålægger post- og telegrafvæsenet,

telefonselskaberne og andre tilsvarende offentlige og private virksomheder at

bistå politiet ved gennemførelsen af indgreb i

meddelelseshemmeligheden, herunder ved at etablere aflytning af

telefonsamtaler mv., ved at give teleoplysninger samt ved at tilbageholde og

udlevere forsendelser mv.

Et enigt udvalg finder, at formuleringen af

retsplejelovens § 786, stk. 1, bør tilpasses den

terminologi, der anvendes i dag vedrørende post- og televirksomhed.

Udvalget foreslår på den baggrund, at »post- og

telegrafvæsenet, telefonselskaberne og andre tilsvarende offentlige og

private virksomheder« ændres til: »postvirksomheder og udbydere af

offentlige telenet eller teletjenester«.

Der henvises i øvrigt til betænkningen s. 85

og 109.

4.5.4. Justitsministeriets overvejelser

Af de af flertallet i udvalget anførte grunde

finder Justitsministeriet ikke, at teleselskaberne skal kunne meddele

samtykke i relation til teleoplysninger fra offentlige telefoner.

Justitsministeriet er enig med udvalget i, at

formuleringen af retsplejelovens § 786, stk. 1, (om

telefonvæsenets, postvæsenets og andres pligt til at medvirke ved

indgreb i meddelelseshemmeligheden) bør tilpasses den terminologi, der

i dag anvendes vedrørende post- og televirksomhed, således at

bestemmelsen omformuleres som foreslået af udvalget.

Justitsministeriet foreslår endvidere, at der som

konsekvens af den foreslåede, nye bestemmelse i § 780,

stk. 1, nr. 4, om udvidet teleoplysning, henvises til denne bestemmelse

i § 786, stk. 1, om pligt til at bistå politiet ved

gennemførelsen af indgreb i meddelelseshemmeligheden.

5. Lovforslagets økonomiske og

administrative konsekvenser mv.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske

eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller

administrative konsekvenser for erhvervslivet og borgerne. Lovforslaget har

ingen miljømæssige konsekvenser.

For så vidt angår EU-retlige aspekter

indebærer ændringen af straffelovens hæleribestemmelse, at

Danmark opfylder sine forpligtelser i henhold til Rådets fælles

aktion vedrørende hvidvaskning af penge, identifikation, opsporing,

indefrysning, beslaglæggelse og konfiskation af redskaber og udbytte

fra strafbart forhold (98/699/RIA), jf. pkt. 2.4.2. ovenfor.

Positive konsekvenser/mindre udgifter

(hvis ja, angiv omfang)

Negative konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang)

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen af betydning

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen af betydning

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget sikrer opfyldelse af Danmarks forpligtelser i

henhold til Rådets fælles aktion om hvidvaskning af penge mv.

(98/699/RIA)

6. Hørte myndigheder

mv.

6.1.

Betænkning nr. 1371/1999 om udviklingen i

lovgivningen og kriminaliteten samt om hæleri og anden

efterfølgende medvirken har været sendt til høring

hos:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret,

Københavns Byret samt retterne i Århus, Odense, Ålborg og

Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen,

Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København,

Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen,

Politiforbundet i Danmark, HK Landsklubben Dommerkontorerne,

Advokatrådet, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Det Danske Center

for Menneskerettigheder, Landsorganisationen i Danmark, Dansk

Arbejdsgiverforening, Dansk Industri, Forbrugerrådet,

Håndværksrådet, Forsikring & Pension,

Realkreditrådet, Finansrådet, Byggeriets Firkant, Dansk Handel og

Service, Det Danske Handelskammer, Arbejderbevægelsens

Erhvervsråd, Landbrugsrådet, Danmarks Fiskeriindustri- og

Eksportforening, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af

Statsautoriserede Revisorer, Specialarbejderforbundet i Danmark, IFPI Danmark

og Foreningen af Interne Revisorer.

6.2.

Betænkning nr. 1377/1999 om

børnepornografi og IT-efterforskning har været sendt til

høring hos:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret,

Københavns Byret samt retterne i Århus, Odense, Ålborg og

Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen,

Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København,

Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen,

Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Nævnet for Etnisk

Ligestilling, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Red Barnet,

Børnerådet, Brancheforeningen for Telekommunikationsindustrien,

Brancheorganisationen ForbrugerElektronik, Canal Digital Danmark A/S, Center

for IT-forskning, CSC Datacentralen, Dansk Dataforening,

Elektronikindustrien, Foreningen af Internetleverandører,

Grossistforeningen for Radio og Elektronik, IT-Brancheforeningen, ITEK (Dansk

Industri), Kommunedata, Leverandørforeningen for Radiokommunikation,

Multi Medie Foreningen, PROSA, Registertilsynet, Sam-Data (HK), Sonofon I/S,

Tele2 A/S, Tele Danmark A/S, Telekommunikationsforbundet og Telia A/S.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte

bestemmelser

I bilaget til lovforslaget er de foreslåede regler

sammenholdt med de nugældende regler.

Til § 1

Straffeloven

Til nr. 1 (straffelovens § 72, stk. 3, 1. pkt.)

Der er tale om en konsekvensændring som følge

af den ændring af straffelovens § 72, der blev gennemført

ved lov nr. 438 af 31. maj 2000 om ændring af straffeloven

(Tidsbegrænsning af foranstaltninger efter straffelovens § 68 og

§ 69).

Til nr. 2 (straffelovens § 191 a)

Ophævelsen af straffelovens § 191 a om

narkotikahæleri er en konsekvens af forslaget om indførelse af

en generel hæleribestemmelse i straffelovens § 290, jf.

lovforslagets § 1, nr. 9.

Affattelsen af den foreslåede bestemmelse i

§ 290, stk. 1, svarer til den gældende § 191 a. Efter en

ophævelse af § 191 a, vil der således forsat kunne straffes

for narkotikahæleri i samme omfang som hidtil. Grove tilfælde af

narkotikahæleri vil efter den foreslåede § 290, stk. 2,

kunne straffes med fængsel indtil 6 år som efter den

gældende § 191 a.

Som hidtil vil udbyttet i forbindelse med

narkotikahæleri kunne være både penge og andre

genstande.

Til nr. 3 (straffelovens § 213, stk. 2, og § 262,

stk. 2)

Ophævelsen af reglerne om tiltalefrafald efter den

forurettedes begæring i straffelovens § 213, stk. 2 og

§ 262, stk. 2 og 290, stk. 2, jf. lovforslagets § 1,

nr. 9 indbærer ingen ændring af den gældende

retstilstand, idet bestemmelserne vil blive flyttet til Rigsadvokatens

bekendtgørelse nr. 816 af 29. august 2000 om politimestrenes og

statsadvokaternes adgang til at frafalde tiltale, der er fastsat i

medfør af retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 7. De

nødvendige ændringer af Rigsadvokatens bekendtgørelse

forudsættes gennemført senest samtidig med lovændringens

ikrafttræden.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2. i de

almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 4 (straffelovens 28. kapitel)

Ændringen er et led i forslaget om

sammenlægning af straffelovens kapitel 28 og 29 til ét

fælles kapitel med overskriften »formueforbrydelser« som

fællesbetegnelse for berigelsesforbrydelser og andre strafbare

formuekrænkelser.

Ændringen af kapiteloverskriften er alene af

redaktionel karakter.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1. i de

almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 5 (straffelovens § 284)

Ophævelsen af hæleribestemmelsen i

straffelovens § 284 er en konsekvens af forslaget om indførelse

af en ny, generel hæleribestemmelse i straffelovens § 290, jf.

lovforslagets § 1, nr. 9.

Til nr. 6, 7 og 8 (straffelovens § 285, § 286, stk. 3, og

§ 287, stk. 1)

Forslaget er en konsekvens af ophævelsen af

hæleribestemmelsen i straffelovens § 284. I overensstemmelse

hermed udgår henvisningerne til § 284 i berigelsesforbrydelsernes

strafferammebestemmelser.

Til nr. 9 (straffelovens § 290)

Den foreslåede bestemmelse svarer til det af

Brydensholt-udvalget stillede forslag om en udvidet kriminalisering af

hæleri.

Bestemmelsen i det foreslåede stk. 1

udvider gerningsindholdet i forhold til den gældende § 284 ved, at

alle førforbrydelser omfattes af den foreslåede bestemmelse. Der

er ikke herudover tale om nogen udvidelse af gerningsindholdet i forhold til

de nugældende bestemmelser i straffelovens § 191 a og

§ 284.

Bestemmelsen indeholder endvidere nogle ændringer af

redaktionel karakter. Således foreslås ordet »fordølgelse«

i den nugældende § 284 ændret til at »skjule«. Ordet

»udbytte« er valgt i stedet for »vinding« for at benytte det samme udtryk i

begge led af bestemmelsen. Der ligger heller ikke heri nogen

realitetsændring. Om afgrænsningen af begrebet »

udbytte« henvises til pkt. 2.3.2. og 2.4.1. i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget.

Hæleriforbrydelsen er fortsat beskrevet i to former:

del i udbytte (stk. 1, første led) og bistand til hovedmanden (stk. 1,

andet led).

Bestemmelsen i første led omfatter bl.a. den, der

køber genstande, som stammer fra tyveri eller røveri. Det er

ligesom i dag uden betydning for hæleriansvaret, at hæleren

eventuelt har betalt fuld pris for den pågældende genstand.

Betaling af fuld pris kan dog afhængig af de konkrete

omstændigheder i øvrigt være et indicium for, at

køberen ikke har haft forsæt til hæleri.

Bistand efter bestemmelsens andet led kan som i den

nugældende bestemmelse i § 284 bl.a. bestå i at

opkræve, opbevare, skjule, transportere, sende, overføre,

konvertere, afhænde, pantsætte eller investere udbyttet. Der er

ikke tale om en udtømmende angivelse af mulige former for bistand.

Kravet om at der skal være handlet »uberettiget«

indebærer, at materielt atypiske tilfælde falder uden for

bestemmelsens anvendelsesområde. Det gælder f.eks.

tilfælde, hvor en person ikke handler med henblik på at

hjælpe gerningsmanden, men derimod med henblik på at bistå

politiet eller opfylde særlige adfærdskrav i anden

lovgivning.

De krav til forsætsbeviset, der stilles ved de

nuværende hæleribestemmelser i straffelovens § 191 a og

§ 284, vil gælde tilsvarende for det udvidede område.

Det strafmaksimum på 6 år, der gælder

for straffelovens § 191 a og § 284, foreslås bibeholdt for

den udvidede bestemmelse, jf. dennes stk. 2. Det

forudsættes herved, at straffe i området mellem 4 og 6 år i

almindelighed kun kan komme på tale i forhold til

hæleriforbrydelser, der i dag er omfattet af et strafmaksimum på

6 år i § 191 a og § 286, stk. 3.

Det bemærkes i øvrigt, at hæftestraf

ikke indgår i strafferammen, idet hæftestraffen ved lov nr. 433

af 31. maj 2000 er afskaffet med virkning fra den 1. juli 2001. Afskaffelsen

af hæftestraffen er en konsekvens af lov nr. 432 af 31. maj 2000 om

fuldbyrdelse af straf mv.

Efter stk. 3 kan der ikke pålægges

straf for hæleri efter stk. 1, når udbyttet modtages fra

familiemedlemmer eller samlever til sædvanligt underhold. Har et

familiemedlem f.eks. ved et butikstyveri stjålet mad eller almindeligt

tøj, vil det således være straffrit for de andre

familiemedlemmer at modtage de stjålne varer, selv om de er bekendt

med, hvorfra de stammer. Straffriheden omfatter kun sædvanligt

underhold. Den, der modtager en stjålen ægte pelsfrakke, vil

således ikke kunne opnå straffrihed efter bestemmelsen.

Efter stk. 3 kan der endvidere ikke straffes for

hæleri, hvis der er tale om modtagelse af udbytte som normalt vederlag

for sædvanlige forbrugsvarer, brugsting eller tjenester. Dette led i

stk. 3 vil medføre straffrihed for den ekspedient i en kiosk, der som

betaling ved salg af f.eks. mad, øl, cigaretter eller lignende

modtager penge, som køberen har opnået som udbytte ved salg af

narkotika. Selv om ekspedienten i en sådan situation måtte have

viden om, hvor de penge, som der betales med, stammer fra, vil den

pågældende ikke kunne straffes for hæleri. Det skal

fremhæves, at bestemmelsen kun fritager for hæleriansvar, hvis

der er tale om normalt vederlag for sædvanlige

forbrugsvarer, brugsting eller tjenester.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3. og 2.4.1. i de

almindelige bemærkninger til lovforslaget.

For så vidt angår den samtidige

ophævelse af de gældende bestemmelser i § 290, stk. 1

og 2, henvises til bemærkningerne til henholdsvis lovforslagets

§ 1, nr. 11, nedenfor og § 1, nr. 3, ovenfor.

Til nr. 10 (straffelovens 29. kapitel)

Ændringen er et led i forslaget om

sammenlægning af straffelovens kapitel 28 og 29 til ét

fælles kapitel med overskriften »formueforbrydelser« som

fællesbetegnelse for berigelsesforbrydelser og andre strafbare

formuekrænkelser, jf. i øvrigt bemærkningerne til

lovforslagets § 1, nr. 4, ovenfor og § 1, nr. 13, nedenfor.

Til nr. 11 (straffelovens § 292, stk. 2, og § 300,

stk. 2)

Straffelovens 290, stk. 1, § 292, stk. 2 og

§ 300, stk. 2 indeholder bestemmelser om påtalebegæring

i sager vedrørende dispositioner til skade for kreditorer.

Bestemmelserne indebærer, at overtrædelse af henholdsvis

straffelovens § 283, stk. 1, nr. 3, § 292, stk. 1, og

§ 300, stk. 1, kun påtales, når nogen forurettet

begærer det, eller dersom udlægsforretning er påfulgt uden

at have ført til fordringshaverens dækning, konkurs er

indtrådt, forhandling om tvangsakkord uden for konkurs er åbnet,

eller konkursbegæring er nægtet fremme på grund af boets

utilstrækkelighed.

Ophævelsen af reglerne om påtalebegæring

i straffelovens § 290, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 9,

§ 292, stk. 2, og § 300, stk. 2, indebærer, at

overtrædelse af straffelovens § 283, stk. 1, nr. 3,

§ 292, stk. 1, og § 300, stk. 1, i alle tilfælde

vil være undergivet offentlig påtale uden krav om begæring

fra en forurettet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2. i de

almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 12 (straffelovens § 300 c)

Forslaget indebærer at de forsætlige dele af

ågerhæleribestemmelsen ophæves, idet de vil være

omfattet af den generelle hæleribestemmelse, jf. bemærkningerne

til lovforslagets § 1, nr. 9.

Straffelovens § 300 c vil herefter alene omfatte

groft uagtsomme forhold og vil således i relation til det subjektive

tilregnelseskrav udgøre en underbygning til den foreslåede

§ 290 for så vidt angår efterfølgende medvirken til

overtrædelser af straffelovens §§ 282, 300 a og 300 b.

Til nr. 13 (straffelovens 30. kapitel)

Ændringen er en konsekvens af forslaget om

sammenlægning af straffelovens kapitel 28 og 29 til ét

fælles kapitel, jf. i øvrigt bemærkningerne til

lovforslagets § 1, nr. 4 og 10, ovenfor.

Til § 2

Retsplejeloven

Til nr. 1 (retsplejelovens § 687, stk. 3, nr. 1)

Efter straffebestemmelsen i straffelovens § 286

gælder der en forhøjet strafferamme for grove tilfælde af

berigelsesforbrydelser. I henhold til retsplejelovens § 687,

stk. 3, nr. 1, behandles disse sager uden medvirken af nævninger

også i tilfælde, hvor der bliver spørgsmål om straf

af fængsel i 4 år eller derover.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af

forslaget om, at straffebestemmelsen for groft hæleri flyttes fra

straffelovens § 286 til den generelle hæleribestemmelse i den

foreslåede § 290.

Forslaget indebærer, at også de groveste

hælerisager som hidtil skal behandles uden medvirken af

nævninger.

Til nr. 2 (retsplejelovens § 780, stk. 1)

Den foreslåede bestemmelse svarer til det af

Brydensholt-udvalget stillede forslag om udvidet teleoplysning.

Bestemmelsen indebærer, at der i forbindelse med

efterforskning af forbrydelser, som har medført eller som kan

medføre fare for menneskers liv eller velfærd eller for

betydelige samfundsværdier, jf. den foreslåede tilføjelse

til § 781, stk. 5, kan indhentes oplysning om, hvilke telefoner

eller andre tilsvarende kommunikationsapparater inden for et nærmere

angivet område, der sættes i forbindelse med andre telefoner

eller kommunikationsapparater (udvidet teleoplysning).

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.4. i de

almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 3 (retsplejelovens § 781, stk. 5)

Den foreslåede bestemmelse, der svarer til det af

Brydensholt-udvalget stillede forslag, indebærer, at der kun skal

være adgang til udvidet teleoplysning under de betingelser, der

gælder for anden aflytning end telefonaflytning (rumaflytning). Udvidet

teleoplysning kan derfor kun foretages, når mistanken vedrører

en forbrydelse, som har medført eller som kan medføre fare for

menneskers liv eller velfærd eller for betydelige

samfundsværdier, jf. retsplejelovens § 781, stk. 5.

Der henvises til pkt. 4.4.2. og 4.4.3.1. i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 4 (§ 781, stk. 5)

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at

udvidet teleoplysning kan foretages uden krav om, at der er »bestemte

grunde« til at antage, at der på den pågældende

måde gives meddelelser eller foretages forsendelser til eller fra en

mistænkt.

Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens

§ 781, stk. 1, nr. 1, må indgreb i meddelelseshemmeligheden

kun foretages, såfremt der er bestemte grunde til at antage, at der

på den pågældende måde gives meddelelser eller

foretages forsendelser til eller fra en mistænkt.

Da den foreslåede bestemmelse i § 780,

stk. 1, nr. 4, jf. lovforslagets § 2, nr. 2, også skal kunne

anvendes i situationer, hvor der ikke foreligger konkrete oplysninger

om brug af telefoner, men hvor det med rette må antages, at der har

været anvendt telefon, ud fra en almindelig betragtning om, at

omfattende og kompliceret kriminalitet udført af flere

gerningsmænd i forening efter sin art må forudsætte eller

typisk sker ved brug af telefoner, herunder ikke mindst mobiltelefoner.

I en situation som den beskrevne, hvor der ikke foreligger

konkrete holdepunkter for, at der er anvendt en telefon, men alene en

almindelig antagelse herom baseret på erfaringer og generelle

betragtninger, kan man vanskeligt sige, at kravet efter retsplejelovens

§ 781, stk. 1, nr. 1, om »bestemte grunde« er opfyldt. Det er

fortsat en betingelse, at indgrebet må antages at være af

afgørende betydning for efterforskningen, jf. § 781, stk. 1,

nr. 2.

Til nr. 5 (§ 786, stk. 1)

Den foreslåede affattelse af § 786,

stk. 1, indeholder i forhold til den gældende bestemmelse en rent

sproglig ændring, der skal bringer terminologien i retsplejeloven i

overensstemmelse med den, der anvendes i lov nr. 89 af 8. februar 1995 om

postvirksomhed og i nyere telelovgivning, jf. f.eks. lov nr. 418 af 31. maj

2000 om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet.

Endvidere foreslås, at der som konsekvens af den

foreslåede, nye bestemmelse i § 780, stk. 1, nr. 4, om

udvidet teleoplysning, også henvises til denne bestemmelse i

§ 786, stk. 1, om pligt til at bistå politiet ved

gennemførelsen af indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Til nr. 6 (§ 788, stk. 1, 1. pkt.)

Tilføjelsen er en konsekvens af den

foreslåede nye bestemmelse i § 788, stk. 5, jf. lovforslagets

§ 2, nr. 7.

Til nr. 7 (§ 788, stk. 5)

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der

efter afslutningen af et indgreb i meddelelseshemmeligheden i form af udvidet

teleoplysning ikke skal gives underretning om indgrebet til indehaverne af de

pågældende telefoner.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.4.3.4. i de

almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 3

Bestemmelsen fastsætter lovens

ikrafttrædelsestidspunkt. Det foreslås, at loven træder i

kraft den 1. juli 2001.

Til § 4

Bestemmelsen indebærer, at loven ikke gælder

for Færøerne og Grønland. Lovens § 1

(ændringerne af straffeloven) kan ved kongelig anordning helt eller

delvis sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som

de særlige færøske forhold tilsiger.

Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende

lov

Lovforslaget

Gældende formulering

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 849 af 6. september 2000,

foretages følgende ændringer:

§ 72.

---

Stk. 2.

---

1.

I § 72, stk. 3, 1. pkt., ændres

»stk. 1« til: »stk. 2«.

Stk. 3.

Bestemmelsen i § 59, stk. 3, finder

tilsvarende anvendelse på afgørelser efter stk. 1. Er der

spørgsmål om ændring af foranstaltningen på grund af

ny lovovertrædelse, afgøres spørgsmålet dog af den

ret, der behandler sagen vedrørende overtrædelsen.

2.

§ 191 a ophæves.

§ 191 a.

Med fængsel indtil 6 år straffes den, som

modtager eller skaffer sig eller andre del i en vinding, der er erhvervet ved

en overtrædelse af § 191, samt den, som ved opbevaring, transport,

hjælp til afhændelse eller på lignende måde virker

til at sikre en anden udbyttet af en sådan overtrædelse.

3.

§ 213, stk. 2, og § 262,

stk. 2, ophæves.

§ 213.

---

Stk. 2.

Påtale kan bortfalde, når den forurettede

begærer det.

§ 262.

---

Stk. 2.

Påtale kan bortfalde efter den forurettedes

begæring.

4.

Overskriften til 28. kapitel affattes

således:

»28. kapitel

Formueforbrydelser«

28. kapitel

Berigelsesforbrydelser

5.

§ 284 ophæves.

§ 284.

For hæleri straffes den, som modtager eller

skaffer sig eller andre del i en ved tyveri, ulovlig omgang med hittegods,

underslæb, bedrageri, databedrageri, mandatsvig, afpresning,

skyldnersvig, røveri eller overtrædelse af § 122,

§ 144, § 289, 2. pkt., eller § 289 a erhvervet vinding, samt

den, som ved fordølgelse, hjælp til afhændelse eller

på lignende måde virker til at sikre en anden udbyttet af en

sådan forbrydelse.

6.

§ 285 affattes således:

»§ 285. De i §§ 276 og 278-283 nævnte forbrydelser

straffes med fængsel indtil 1 år og 6 måneder. I de i

§ 283, stk. 2, nævnte tilfælde kan straffen såvel

for skyldneren som for den begunstigede fordringshaver gå ned til

bøde.

§ 285.

De i §§ 276, 278-281 og 283 nævnte

forbrydelser, hæleri med hensyn hertil og med hensyn til røveri

eller overtrædelse af § 122, § 144, § 289, 2. pkt.,

eller § 289 a samt åger straffes med hæfte eller med

fængsel indtil 1 år og 6 måneder. I de i § 283,

stk. 2, nævnte tilfælde kan straffen såvel for

skyldneren som for den begunstigede fordringshaver gå ned til

bøde.

Stk. 2

. Ulovlig omgang med hittegods straffes med bøde

eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.«

Stk. 2

. Ulovlig omgang med hittegods samt hæleri med

hensyn hertil straffes med bøde, hæfte eller fængsel

indtil 1 år og 6 måneder

7.

§ 286, stk. 3, affattes således:

§ 286.

---

Stk. 2.

---

»Stk. 3. Under tilsvarende omstændigheder kan straffen

for afpresning og åger stige til fængsel i 6 år.«

Stk. 3.

Under tilsvarende omstændigheder kan straffen

for afpresning, åger og hæleri stige til fængsel i 6

år.

8.

I § 287, stk. 1, ændres »§§ 276-284«

til: »§§ 276-283«.

§ 287.

Er nogen af de forbrydelser, der er nævnt i

§§ 276-284, af mindre strafværdighed på grund af de

omstændigheder, hvorunder handlingen er begået, de tilvendte

genstandes eller det lidte formuetabs ringe betydning eller af andre grunde,

er straffen bøde. Under i øvrigt formildende

omstændigheder kan straffen bortfalde.

Stk. 2.

---

9.

§ 290 affattes således:

»§ 290. For hæleri straffes med bøde eller

fængsel indtil 1 år og 6 måneder den, som uberettiget

modtager eller skaffer sig eller andre del i udbytte, der er opnået ved

en strafbar lovovertrædelse, og den, der uberettiget ved at skjule,

opbevare, transportere, hjælpe til afhændelse eller på

lignende måde efterfølgende virker til at sikre en anden

udbyttet af en strafbar lovovertrædelse.

Stk. 2

. Når hæleriet er af særlig grov

beskaffenhed, eller når hæleriet har været

erhvervsmæssigt, er straffen bøde eller fængsel indtil 6

år.

Stk. 3

. Straf efter denne bestemmelse kan ikke

pålægges den, som modtager udbytte til sædvanligt underhold

fra familiemedlemmer eller samlever, eller den, der modtager udbytte som

normalt vederlag for sædvanlige forbrugsvarer, brugsting eller

tjenester.«

§ 290.

Skyldnersvig, hvorved ingen særlig sikret ret er

krænket, påtales kun, når nogen forurettet begærer

det, eller dersom udlægsforretning er påfulgt uden at have

ført til fordringshaverens dækning, konkurs er indtrådt,

forhandling om tvangsakkord uden for konkurs er åbnet, eller

konkursbegæring er nægtet fremme på grund af boets

utilstrækkelighed.

Stk. 2.

Ved tyveri, ulovlig omgang med hittegods,

underslæb, bedrageri og hæleri, forøvet mod nogen af den

skyldiges nærmeste, samt i de i § 287 nævnte tilfælde

kan påtale bortfalde, når den forurettede begærer det.

10.

Efter § 290 udgår:

»29. kapitel

Andre strafbare formuekrænkelser«

29. kapitel

Andre strafbare formuekrænkelser

11.

§ 292, stk. 2, og § 300, stk. 2,

ophæves.

§ 292.

---

Stk. 2.

Bestemmelserne i § 290, stk. 1, finder her

tilsvarende anvendelse.

§ 300.

---

Stk. 2.

Påtale finder kun sted under de i § 290,

stk. 1, angivne betingelser.

12.

I § 300 c, 1. pkt., udgår: »kendte eller«, og

i § 300 c, 2. pkt., udgår: »forsætligt eller«.

§ 300 c.

Med bøde, hæfte eller fængsel

indtil 6 måneder straffes den, som overdrager et krav, der

hidrører fra en andens handling af den i § 282, § 300 a

eller § 300 b nævnte beskaffenhed, eller som gør et

sådant krav gældende, såfremt han ved erhvervelsen af

kravet kendte eller udviste grov uagtsomhed med hensyn til dets beskaffenhed.

På samme måde straffes den, som i øvrigt forsætligt

eller groft uagtsomt drager utilbørlig fordel af en andens handling af

den i § 282, § 300 a eller § 300 b nævnte

beskaffenhed.

13.

Efter § 305 ændres »30. kapitel« til: »29.

kapitel«.

30. kapitel

Særlige bestemmelser om juridiske

personer

§ 2

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 857 af 12.

september 2000, som ændret ved § 2 i lov nr. 106 af 13. februar

2001, foretages følgende ændringer:

1.

I § 687, stk. 3, nr. 1, ændres

»§§ 172, 173, 286 eller 289« til: »§§ 172, 173, 286, 289 eller

290«.

§ 687.

---

Stk. 2.

---

Stk. 3.

Nævninge medvirker ikke i

1) sager vedrørende overtrædelse af straffelovens

§§ 172, 173, 286 eller 289 og

2) ---

2.

I § 780, stk. 1, indsættes som nyt nr.

4:

§ 780.

Politiet kan efter reglerne i dette kapitel foretage

indgreb i meddelelseshemmeligheden ved at

1) aflytte telefonsamtaler eller anden tilsvarende telekommunikation

(telefonaflytning),

2) aflytte andre samtaler eller udtalelser ved hjælp af et

apparat (anden aflytning),

3) indhente oplysning om, hvilke telefoner eller andre tilsvarende

kommunikationsapparater der sættes i forbindelse med en bestemt telefon

eller andet kommunikationsapparat, selv om indehaveren af dette ikke har

meddelt tilladelse hertil (teleoplysning),

»4) indhente oplysning om, hvilke telefoner eller andre tilsvarende

kommunikationsapparater inden for et nærmere angivet område, der

sættes i forbindelse med andre telefoner eller kommunikationsapparater

(udvidet teleoplysning),«

Nr. 4 og 5 bliver herefter nr. 5 og 6.

4) tilbageholde, åbne og gøre sig bekendt med indholdet af

breve, telegrammer og andre forsendelser (brevåbning) og

5) standse den videre befordring af forsendelser som nævnt i nr.

4 (brevstandsning).

Stk. 2.

---

3.

I § 781, stk. 5, indsættes efter

»Aflytning efter § 780, stk. 1, nr. 2,«: »og udvidet teleoplysning

efter § 780, stk. 1, nr. 4,«.

Stk. 5.

Aflytning efter § 780, stk. 1, nr. 2, kan

kun foretages, når mistanken vedrører en forbrydelse, som har

medført eller som kan medføre fare for menneskers liv eller

velfærd eller for betydelige samfundsværdier.

4.

I § 781, stk. 5, indsættes som 2.

pkt.:

»Udvidet teleoplysning kan foretages, uanset betingelsen i

stk. 1, nr. 1, ikke er opfyldt.«

5.

§ 786, stk. 1, affattes således:

»Det påhviler postvirksomheder og udbydere af offentlige telenet

eller teletjenester at bistå politiet ved gennemførelsen af

indgreb i meddelelseshemmeligheden, herunder ved at etablere aflytning af

telefonsamtaler m.v., ved at give de i § 780, stk. 1, nr. 3 og 4,

nævnte oplysninger samt ved at tilbageholde og udlevere forsendelser

m.v.«

§ 786.

Det påhviler post- og telegrafvæsenet,

telefonselskaberne og andre tilsvarende offentlige og private virksomheder at

bistå politiet ved gennemførelsen af indgreb i

meddelelseshemmeligheden, herunder ved at etablere aflytning af

telefonsamtaler m.v., ved at give de i § 780, stk. 1, nr. 3,

nævnte oplysninger samt ved at tilbageholde og udlevere forsendelser

m.v.

Stk. 2-4.

---

6.

I § 788, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter

»jf. dog stk. 4«: »og 5«.

§ 788.

Efter afslutningen af et indgreb i

meddelelseshemmeligheden skal der gives underretning om indgrebet, jf. dog

stk. 4. Har den person, til hvem underretning efter stk. 2 skal

gives, været mistænkt i sagen, skal der tillige gives

underretning herom og om, hvilken lovovertrædelse mistanken har

angået.

Stk. 2-4.

---

7.

I § 788 indsættes som stk. 5:

»Stk. 5. Efter afslutningen af et indgreb i

meddelelseshemmeligheden i form af udvidet teleoplysning efter § 780,

stk. 1, nr. 4, skal der ikke gives underretning om indgrebet til

indehaverne af de pågældende telefoner.«

Lignende dokumenter