Spring til indhold

Retsinformation

1995 BTL 202 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF STRAFFELOVEN OG RETSPLEJELOVEN (DATAKRIMINALITET) NR L 202 1995-96, 1. SAMLING

1995/1 BTL 202Betænkning over lovforslagFolketinget30. april 1996

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet

spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret skriftligt. To af

udvalgets spørgsmål og justitsministerens svar herpå er optrykt som bilag til

betænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse fra Det Danske

Dataråd.

Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de

ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af

Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer) lovforslaget til

vedtagelse uændret.

Et mindretal inden for flertallet (Venstres og Det Konservative

Folkepartis medlemmer af udvalget) finder, at lovforslaget er helt

utilstrækkeligt og kun løser få og små problemer.

Ikke mindst de mere professionelle kriminelle har for længst forstået at

udnytte den moderne teknologis muligheder. Politiets

efterforskningsmuligheder halter derimod håbløst bagefter, ligesom

straffelovgivningen ikke tager højde for nye arter af forbrydelser, som

teknologien har muliggjort.

Alene mulighederne for kommunikation mellem arrestanter og strafafsonere

ved elektronisk overførsel gør brevcensur og isolation m.v. aldeles

illusorisk.

Mindretallet lægger meget vægt på, at politiet omgående ved ændringer i

retsplejeloven får mulighed for effektivt at bekæmpe og efterforske disse nye

forbrydelser.

Den teknologiske udvikling nødvendiggør væsentlige ændringer inden for

strafferet og strafferetspleje.

Mindretallet skal derfor opfordre ministeren til omgående at nedsætte et

ekspertudvalg til at overveje, hvilke lovændringer der er brug for dels for

at indhente efterslæbet, dels for at komme de kriminelle i forkøbet.

Læs alt

Mindretallet forventer, at ministeren i udvalget gør brug af den ekspertise,

der er oparbejdet hos Rigspolitiet i f.eks. både edb-afdelingen og

Rejseafdelingen, samt tager de fornødne konsekvenser af de erfaringer, som

politiet i Roskilde har gjort i anledning af den omfattende edb-straffesag,

der for tiden verserer ved retten i Roskilde.

Herudover finder mindretallet, at ministeren snarest over for Folketinget

bør redegøre for, hvilken krypteringspolitik regeringen agter at formulere,

og hvorledes ministeren vil sikre, at en formuleret krypteringspolitik

tilgodeser den lovlydige borgers retssikkerhed (f.eks. brevhemmelighed), uden

at politikken forhindrer politiet i at efterforske forbrydelser.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af mindretallet

stillede ændringsforslag.

Mindretallet lægger i den forbindelse vægt på, at forslaget til § 163 er

formuleret så præcist og afgrænset, at det kun omfatter sådanne

dataerklæringer, der i sin form kan sidestilles med en traditionel skriftlig

erklæring, der er udstedt til brug i retsforhold. Mindretallet skal i den

forbindelse dog opfordre justitsministeren til at følge IT-sikkerhedsrådets

anbefaling af, at særlovgivningen gennemgås med henblik på at få undersøgt,

om ikke det vil være mere hensigtsmæssigt at indføje straffebestemmelser i

denne lovgivning. Mindretallet skal endvidere anbefale, at udvalgsarbejdet om

datakriminalitet også overvejer den nærmere afgrænsning af det strafbare

område i § 163 efter lovens vedtagelse og anvendelse i praksis.

Et andet mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller

lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Efter dette mindretals opfattelse er den foreslåede affattelse af § 163 i

sin intention ikke hensigtsmæssig af retssikkerhedsmæssige årsager.

Mindretallet er enig i, at den såkaldte Promssag viste, at det er nødvendigt,

at der på dette område gøres noget for at sikre, at meddelelser afgivet på

anden måde end den traditionelle papirbaserede kan få retsgyldighed.

Problemet er imidlertid, at dette problem ikke bliver løst med den

foreslåede bestemmelse. Efter mindretallets opfattelse vil der, hvis

lovforslaget vedtages, i bedste fald blive tale om en vanskeligt

administrerbar bestemmelse. I værste fald kan det åbne for, at en anklaget i

praksis selv vil skulle bevise sin uskyld og ikke anklagemyndigheden, der

skal bevise den pågældendes skyld. Sagen er, at en meddelelse, som er afgivet

på et andet læsbart medie, og som ikke er sikret mod indgreb, vil kunne

ændres. Sker noget sådant på en måde, som gør, at den modtagne meddelelse

ikke svarer til den afgivne, og der herved opstår en strafbar situation, vil

det være vanskeligt for ikke at sige umuligt for afsenderen at bevise sin

uskyld.

Mindretallet er af retsikkerhedsmæssige årsager imod at indbygge en sådan

mulig situation i loven, og det er det, der vil kunne ske med vedtagelsen af

lovforslaget. Efter mindretallets opfattelse bør en ændring af loven på dette

område kun ske i forbindelse med, at der vedtages klare retningslinjer for

sikring af meddelelser mod indgreb. Lovforslaget er efter mindretallets

opfattelse en foregriben af vedtagelsen af en krypteringspolitik.

Ligeledes finder mindretallet ikke, at begrundelserne for den øvrige del

af lovforslaget på nogen måde har blot sandsynliggjort, at det er nødvendigt,

at der indføres en mulighed for at fravige lovens bestemmelser vedrørende

indgreb i meddelelseshemmeligheden gennem en nedsættelse af

kriminalitetskravet til at omfatte lovovertrædelser med en strafferamme på

fire år i modsætning til de nuværende seks år.

Det er mindretallets opfattelse, at loven, som den er udformet i dag,

stiller de nødvendige strenge krav til grundlaget for et så alvorligt indgreb

i meddelelseshemmeligheden, som aflytning og aftapning af teleoplysninger er.

I bemærkningerne til forslaget hedder det, »... at der er et udtalt

behov for, at der kan foretages indgreb i meddelelseshemmeligheden i sager

vedrørende straffelovens § 263, stk. 2 og 3, ...«. Dette »udtalte

behov« mener ministeren kommer til udtryk i statsadvokaternes

høringssvar til Rigsadvokaten. Men i ingen af disse høringssvar skrives der

om noget udtalt behov.

Lovforslaget og dets bemærkninger mangler efter mindretallets opfattelse

helt at gøre rede for omfanget af de kriminalitetsformer, som den foreslåede

ændring af bestemmelserne lægger op til. Mindretallets opfattelse af, at der

er et mangelfuldt grundlag for vedtagelse af en så radikal lovændring,

bestyrkes af besvarelsen af spørgsmål 1 og 2, hvor der bedes om statistiske

oplysninger om antallet af dommerkendelser om telefonaflytninger år for år og

opdelt efter kategorier. Af ministerens besvarelse fremgår det imidlertid, at

»der findes ikke i dag statistik over antallet af dommerkendelser om

telefonaflytning«. Det vil med andre ord sige, at det ikke i dag er

muligt at vide noget præcist om, hvor »udtalt behovet« i realiteten

er, for at politiet får denne mulighed i loven.

Det er således ikke mindretallets opfattelse, at der på nuværende

tidspunkt foreligger et tilstrækkeligt veldokumenteret behov for at ændre de

betingelser, som loven opstiller for indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Mindretallet er tilfreds med ministerens løfte i bemærkningerne om, at

Justitsministeriet »i de kommende år vil indhente og offentliggøre

oplysninger fra politikredsene om anvendelsen af telefonaflytning og

teleoplysning i efterforskningen af sager om overtrædelsen af straffelovens §

263, stk. 2-3 og udfaldet af sådanne sager«.

Oplysninger af denne karakter vil kunne bidrage til at give et billede af

karakteren og omfanget af den form for kriminalitet, som udbredelsen og den

tekniske indretning af de nye teknologier åbner mulighed for. Først til den

tid vil det efter mindretallets opfattelse være muligt at tage stilling til,

om det er nødvendigt med en ændring af loven.

ÆndringsforslagAf et mindretal (SF):

Til § 2 1) Paragraffen udgår.

Bemærkninger

Til nr. 1 For så vidt angår lovforslagets forslag om indføjelse af et nyt

stykke 2 til § 781, bemærkes, at mindretallet er enig i

Strafferetsplejeudvalgets opfattelse, nemlig at der bør sættes snævre grænser

for politiets indgreb i meddelelseshemmeligheden. Det fremgår af

bemærkningerne til lovforslaget, at der »er et udtalt behov for, at der

kan foretages indgreb i meddelelseshemmeligheden i sager vedrørende § 263,

stk. 2 og 3.« Dette behov synes dog ikke på nogen måde dokumenteret.

Lovforslaget og dets bemærkninger mangler efter mindretallets opfattelse

helt at gøre rede for omfanget af de kriminalitetsformer, som de foreslåede

ændringer af bestemmelserne lægger op til.

Det er således ikke mindretallets opfattelse, at der på nuværende

tidspunkt foreligger et tilstrækkelig veldokumenteret behov for at ændre de

betingelser, som loven opstiller for indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Mindretallet foreslår endvidere, at forslaget om et nyt punktum i § 781,

stk. 2, der bliver stk. 3, udgår. Mindretallet finder, at dette forslag er et

alvorligt anslag mod Folketingets måde at lovgive på. Det fremgår klart af

bemærkningerne, at det ikke er afklaret i retspraksis, hvorvidt telefontyveri

er strafbart efter straffelovens § 279 a eller § 293, stk. 1. Ved dette

lovforslag åbner man så blot op for aflytning ved begge forbrydelser i stedet

for at afvente, at subsumptionsproblemet er afklaret.

Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Holger Graversen (S) Per

Kaalund (S) Lissa Mathiasen (S) Margrete Auken (SF) nfmd. Bjørn Elmquist

(RV) fmd. Søren Søndergaard (EL) Sonja Albrink (CD) Birthe Rønn

Hornbech (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Svend Aage Jensby (V) Erling Oxdam (V)

Helge Adam Møller (KF) John Vinther (KF) Gitte Seeberg (KF) Tom Behnke (FP)

Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål nr. 3:

»Udvalget anmoder om ministerens kommentar til Advokatrådets

høringssvar af 13. december 1995.«

Svar:

Det fremgår af den nævnte udtalelse, at Advokatrådet ikke har bemærkninger

til, at straffelovens § 163 ændres som foreslået.

Advokatrådet kan - som den eneste af de hørte myndigheder og

organisationer m.v. - derimod ikke anbefale den foreslåede ændring af

retsplejelovens § 781.

Ved forslaget om ændring af § 781 bliver det muligt at foretage

telefonflytning og teleoplysning i sager om hackerkriminalitet, selv om

strafferammen er mindre end 6 år, der er det normale kriminalitetskrav ved

disse indgreb. Endvidere foreslås § 781 ændret, således at det bliver muligt

at foretage teleoplysning i sager om tyveri af telefontid.

Advokatrådet anfører bl.a., at der ikke foreligger den fornødne

dokumentation for nødvendigheden af en udvidelse af undtagelserne fra

kriminalitetskravet på 6 år.

Det er rådets opfattelse, at spørgsmålet om en eventuel ændring af

retsplejelovens § 781 bør overvejes i det udvalgsarbejde om datakriminalitet,

som det er hensigten at iværksætte.

Baggrunden for forslaget om at give mulighed for at foretage

telefonoplysning og teleoplysning i sager om hackerkriminalitet er nærmere

beskrevet i de almindelige bemærkninger til lovforslaget punkt 4.3. Som det

bl.a. fremgår heraf, kan Justitsministeriet tilslutte sig, at der generelt

bør sættes snævre grænser for politiets indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Det er imidlertid Justitsministeriets opfattelse, at udviklingen siden

1985 - hvor Folketinget senest drøftede spørgsmålet om indgreb i

meddelelseshemmeligheden over for hackerkriminalitet - har vist behov for at

anvende dette efterforskningsmiddel over for kriminalitet, der begås ad

elektronisk vej, og hvor mere traditionelle efterforskningsmetoder derfor

ikke er anvendelige. Hackerkriminalitet begås således typisk ved, at

gerningsmanden fra sin egen pc og gennem et modem kobler sig på det

offentlige telefonnet eller eventuelt et datanet og derfra gennem

forurettedes modem eller en tilsvarende »indgang« skaffer sig

adgang til forurettedes datanet.

Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at der kan være behov for at

klarlægge den nærmere karakter af den strafbare handling, dvs. hvad den

mistænkte foretager sig med hensyn til fremmede dataanlæg.

Med andre ord er det Justitsministeriets opfattelse, at der bør være

mulighed for at efterforske en sådan ny form for kriminalitet, som

hackerkriminalitet er, og som ofte ikke vil kunne opklares på anden måde end

ved at give politiet adgang til at skaffe oplysninger fra de datanet m.v.,

som benyttes ved lovovertrædelsen.

Justitsministeriet vil i øvrigt i de kommende år indhente og offentliggøre

oplysninger fra politikredsene om anvendelsen af telefonaflytning og

teleoplysning i sager om hackerkriminalitet og udfaldet af sådanne sager.

På lignende måde som hackerkriminalitet begås tyveri af telefontid ved

hjælp af telefon eller anden telekommunikationstjeneste, hvor de

traditionelle efterforskningsmetoder ikke er anvendelige.

Også i disse tilfælde er det Justitsministeriets opfattelse, at der bør

være mulighed for at anvende efterforskning, som gør det muligt at opklare

denne form for lovovertrædelser.

Spørgsmål nr. 4:

»Hvilke konsekvenser vil det efter ministerens opfattelse få for

bevisbedømmelsen og dermed for muligheden for domfældelse, hvis en person,

der mistænkes for overtrædelse af den foreslåede § 163 i straffeloven,

hævder, at der efterfølgende er ændret i den elektroniske meddelelse, som den

pågældende har affattet?»

Svar:

Den foreslåede bestemmelse vedrører erklæringer m.v. til brug i

retsforhold, der vedkommer det offentlige.

En person, der hævder, at der efterfølgende er ændret i den elektroniske

meddelelse, som den pågældende har affattet, må således henvise til, at

ændringen er foretaget under forsendelsen, eller efter at meddelelsen er

modtaget af den offentlige myndighed.

Det vil i sådanne tilfælde - ligesom i andre situationer, hvor en mistænkt

nægter sig skyldig i et strafbart forhold - påhvile anklagemyndigheden at

tage omstændigheder, der tyder på den mistænktes uskyld, i betragtning, jf.

herved retsplejelovens § 96, stk. 2, hvorefter de offentlige anklagere ikke

blot skal påse, at strafskyldige drages til ansvar, men også, at forfølgning

af uskyldige ikke finder sted.

Spørgsmålet må således søges belyst under efterforskningen.

Rejses der tiltale i sagen, påhviler det anklagemyndigheden at føre bevis

for, at der er begået et strafbart forhold.

Den endelige afgørelse af skyldspørgsmålet træffes af domstolene efter en

konkret vurdering af beviserne på samme måde som i andre straffesager.

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets punkt 3.2., kan den

nærmere afgrænsning af bestemmelsens anvendelsesområde også i lyset af

eventuelle bevismæssige problemer, der måtte være knyttet til muligheden for

at ændre i data på edb-medier, i øvrigt overvejes i det udvalgsarbejde om

datakriminalitet, som det er hensigten at iværksætte.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter