1995 LSF 81 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM UDLEVERING AF LOVOVERTRÆDERE, LOV OM INTERNATIONAL FULDBYRDELSE AF STRAF M.V., LOV OM SAMARBEJDE MED FINLAND, ISLAND, NORGE OG SVERIGE ANGÅENDE FULDBYRDELSE AF STRAF M.V. OG RETSPLEJELOVEN (INTERNATIONAL STRAFFERET)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I lov nr. 249 af 9. juni 1967 om udlevering af lovovertrædere foretages
følgende ændringer:
1. I § 11, stk. 1, indsættes efter »kun«: »,
jf. dog kapitel 3 a,».
2. I § 13 ændres »retsplejelovens kapitler 68, 69, 71
og 72,» til: »retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse, kapitel 70
om varetægtsfængsling, kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning
og kapitel 75 b om beslaglæggelse,».
3. I § 17, stk. 3, ændres »retsplejelovens kapitler 71
og 72« til: »retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70
om varetægtsfængsling«.
4. Efter § 18 indsættes:
»Kapitel 3 a
Forenklet behandling af sager om udlevering
§ 18 a. Udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union kan
ske på grundlag af en eftersøgning efter reglerne i dette kapitel.
Stk. 2. Eftersøgningen skal indeholde oplysning om den eftersøgtes
identitet, tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de
anvendelige straffebestemmelser samt den beslutning om anholdelse eller
fængsling eller den dom, der danner grundlag for eftersøgningen med henblik
på udlevering.
§ 18 b. Efter modtagelsen af en eftersøgning iværksætter politiet
uden ophold den undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om
betingelserne for udlevering er opfyldt. For denne undersøgelse gælder
bestemmelserne i retsplejelovens 4. bog med de fornødne lempelser.
Stk. 2. §§ 13 og 14 finder tilsvarende anvendelse.
Foranstaltninger, der er truffet efter § 13, skal ophæves, såfremt anmodning
om udlevering, jf. § 11, ikke er modtaget senest 30 dage efter anholdelsen. I
særlige tilfælde kan retten dog forlænge denne frist.
Læs alt
§ 18 c. Udlevering på grundlag af en eftersøgning kan kun ske,
hvis den, der begæres udleveret, i et retsmøde meddeler samtykke til
udlevering. Meddeler den pågældende ikke samtykke, behandles sagen efter
reglerne i kapitel 3. Den pågældende kan endvidere meddele samtykke til at
blive draget til ansvar og blive udleveret videre til en tredje medlemsstat
for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der sker
udlevering for. Retten vejleder den pågældende om følgerne af samtykke efter
denne bestemmelse.
Stk. 2. Er der meddelt samtykke efter stk. 1, 1. pkt., forelægges
spørgsmålet om udlevering justitsministeren til afgørelse. Finder
justitsministeren, at betingelserne for udlevering utvivlsomt er opfyldt, kan
udlevering iværksættes af politiet.
§ 18 d. For at sikre udleveringens gennemførelse kan de i
retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling
omtalte retsmidler anvendes. Fængsling, som er sket i medfør af denne
bestemmelse, skal ophæves, hvis udlevering ikke har fundet sted inden 20 dage
efter justitsministerens beslutning om udlevering. I særlige tilfælde kan
retten dog forlænge denne frist. § 18 finder tilsvarende anvendelse.«
5. I § 19, stk. 1, ændres »retsplejelovens kapitler
68, 69, 71 og 72,» til: »retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse,
kapitel 70 om varetægtsfængsling, kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om
ransagning og kapitel 75 b om beslaglæggelse,».
§ 2
I lov nr. 323 af 4. juni 1986 om international fuldbyrdelse af straf m.v.
foretages følgende ændringer:
1. Efter § 5 indsættes:
»Kapitel 3 a
FN-konventionen imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope
stoffer og den europæiske konvention om hvidvaskning, efterforskning samt
beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold
§ 5 a. Afgørelser om konfiskation, som er omfattet af
FN-konventionen imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer eller
den europæiske konvention om hvidvaskning, efterforskning samt beslaglæggelse
og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold, jf. bilag 3 og 4 til denne
lov, kan fuldbyrdes efter reglerne i kapitel 3, når konventionens betingelser
er opfyldt.«
2. Overskriften til kapitel 4 affattes således:
»Fælles regler om behandlingen af sager om fuldbyrdelse af
udenlandske afgørelser i Danmark efter kapitel 2-3 a«.
3. I § 10, stk. 1, og § 12, stk. 2, ændres
»3« til: »3 a«.
§ 3
I lov nr. 214 af 31. maj 1963 om samarbejde med Finland, Island, Norge og
Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v., som ændret ved lov nr. 322 af 4.
juni 1986, foretages følgende ændringer:
1. I § 7 indsættes efter »betinget dom«:
»eller dom til samfundstjeneste«.
2. I § 8, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »betingede
dom«: »eller i dommen til samfundstjeneste«.
3. I § 8, stk. 2, indsættes efter »en betinget
dom«: »eller en dom til samfundstjeneste.«
4. § 9 affattes således:
» § 9. Såfremt en person, der i Finland, Island, Norge eller
Sverige er idømt en betinget dom eller en dom til samfundstjeneste, her i
landet dømmes for strafbart forhold, kan retten, selv om der ikke er anordnet
tilsyn efter § 7, i overensstemmelse med straffelovens regler om betingede
domme træffe afgørelse om, at der skal fastsættes ubetinget straf for
forhold, der er omfattet af den betingede dom eller af dommen til
samfundstjeneste.«
5. I § 11, stk. 2, indsættes efter »borgerlig
straffelovs § 60«: »eller § 66«.
§ 4
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 905 af 10. november
1992, som senest ændret ved § 123 i lov nr. 1072, § 1 i lov nr. 1079 og § 8 i
lov nr. 1091, alle af 20. december 1995, foretages følgende ændring:
1. Efter § 190 indsættes:
» § 191. En person, der er frihedsberøvet i udlandet, og som
har meddelt samtykke hertil, kan overføres til Danmark for i en straffesag at
afgive forklaring eller medvirke ved konfrontation. Den pågældende skal under
overførslen være frihedsberøvet og skal tilbageføres til den fremmede stat,
uanset om den pågældende senere tilbagekalder sit samtykke til overførslen.
Stk. 2. Afgørelse om frihedsberøvelse træffes af retten efter
anmodning fra politiet. Retten påser, at den pågældende har meddelt samtykke
til midlertidig overførsel som nævnt i stk. 1. For frihedsberøvelsen
fastsættes en frist, der kan forlænges. Rettens afgørelse træffes ved
kendelse, der ikke kan kæres.
Stk. 3. Den pågældende må under opholdet her i landet ikke drages
til ansvar eller udleveres videre til tredjeland for nogen strafbar handling
begået før overførslen her til landet.
Stk. 4. Under frihedsberøvelsen er den pågældende alene undergivet
de indskrænkninger, som er nødvendige til sikring af frihedsberøvelsens
øjemed og opretholdelse af orden og sikkerhed på anbringelsesstedet.
Anbringelse kan ske i arresthus, jf. § 770, stk. 2.
Stk. 5. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om
behandlingen af personer, der er frihedsberøvet i medfør af stk. 1.«
§ 5
Stk. 1. § 1 og § 2 træder i kraft den 1. august 1996. § 3 og § 4
træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. § 1 har virkning for sager om udlevering, hvori der ved
lovens ikrafttræden ikke er truffet afgørelse af justitsministeren.
Stk. 3. § 2 finder kun anvendelse på afgørelser, der er truffet
efter, at FN-konventionen imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope
stoffer eller den europæiske konvention om hvidvaskning, efterforskning samt
beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold er trådt i
kraft mellem Danmark og vedkommende fremmede stat. Justitsministeren kan dog
på grundlag af overenskomst med vedkommende stat bestemme, at bestemmelserne
også skal anvendes på afgørelser, der er truffet tidligere.
§ 6
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. §§ 1-3 kan dog ved kongelig
anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de
afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
Bilag 3
Uddrag af bekendtgørelse nr. 50 af 17. juni 1993 af FN-konventionen af 20.
december 1988
imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer
Artikel 3
Forbrydelser og sanktioner
1. Hver part skal træffe sådanne forholdsregler, som vil være nødvendige
for at fastslå følgende forhold som lovovertrædelser i henhold til dens
nationale lovgivning, når overtrædelsen begås forsætligt:
(a) (i) Produktion, fremstilling, udvinding, tilberedning, tilbud, udbud
til salg, distribution, salg, levering på hvilke som helst betingelser,
mæglervirksomhed, forsendelse, transitforsendelse, transport, import eller
eksporrt af en hver form for narkotika eller psykotrope stoffer, der strider
imod bestemmelserne i 1961-Konventionen, den ændrede 1961-Konvention eller
1971-Konventionen;
(ii) Dyrkning af opiumvalmue, kokabusk eller hampeplante med henblik på
fremstilling af narkotika i strid med bestemmelserne i 1961-Konventionen og
den ændrede 1961-Konvention;
(iii) Besiddelse eller køb af enhver form for narkotika eller psykotrope
stoffer med henblik på enhver af de under punkt (i) anførte former for
virksomhed;
(iv) Fremstilling, transport eller distribution af udstyr, materialer
eller stoffer, som anført i tabel I og tabel II, med viden om, at de skal
anvendes i forbindelse med eller til ulovlig dyrkning, produktion eller
fremstilling af narkotika eller psykotrope stoffer;
(v) Organisering, ledelse eller finansiering af enhver af de under
punkterne (i), (ii), (iii) eller (iv) anførte forbrydelser.
(b) (i) Tilegnelse eller overførsel af formuegoder med viden om, at disse
formuegoder hidrører fra en eller flere forbrydelser i henhold til pkt (a) i
nærværende stykke eller fra deltagelse i sådanne forbrydelser, med det formål
at skjule eller tilsløre formuegodets ulovlige oprindelse eller at bistå
enhver person, der er indblandet i begåelse af en sådan forbrydelse eller
forbrydelser med den hensigt at unddrage sig de retlige konsekvenser af disse
handlinger;
(ii) Fordølgelse eller tilsløring af et formuegodes beskaffenhed,
oprindelse, placering, rådighed, bevægelse, rettigheder over eller
ejendomsret til det, vidende at et sådant formuegode hidrører fra en eller
flere forbrydelser i henhold til pkt. (a) i nærværende stykke eller fra
deltagelse i sådanne forbrydelser;
(c) Under iagttagelse af hver parts forfatningsmæssige principper og
retssystemets grundlæggende begreber:
(i) Erhvervelse, besiddelse eller anvendelse af formuegoder med viden på
modtagelsestidspunktet om, at formuegodet hidrørte fra en eller flere
forbrydelser i henhold til pkt. (a) i nærværende stykke eller fra deltagelse
i en sådan forbrydelse eller forbrydelser;
(ii) Besiddelse af udstyr eller materialer eller stoffer optaget i tabel I
og tabel II med viden om, at de bliver anvendt eller skal anvendes i eller
til ulovlig dyrkning, produktion eller fremstilling af narkotika eller
psykotrope stoffer;
(iii) Offentlig ansporing eller tilskyndelse af andre i enhver form til at
begå nogen af de i nærværende artikel nævnte forbrydelser eller til ulovligt
at anvende narkotika eller psykotrope stoffer;
(iv) Deltagelse i, tilknytning eller medvirken til at begå og forsøg på at
begå og ved hjælp til, tilskyndelse til, fremme af og rådgivning i
forbindelse med udførelsen af enhver af de i nærværende artikel indeholdte
forbrydelser.
2. Under forbehold af hver parts forfatningsmæssige principper og dens
retssystems grundlæggende begreber skal enhver part træffe sådanne
foranstaltninger, som måtte være nødvendige til at fastslå at besiddelse, køb
eller dyrkning af narkotika eller psykotrope stoffer til personligt forbrug i
strid med bestemmelserne i 1961-Konventionen, den ændrede 1961-Konvention
eller 1971-Konventionen er forbrydelser i henhold til dens nationale
lovgivning, hvis de er begået forsætligt.
3. Kendskab til, hensigt eller formål indgående som bestanddel af en
forbrydelse i henhold til nærværende artikels stk. 1 vil kunne udledes af
objektive faktiske omstændigheder.
4. (a) Hver part skal gøre begåelse af de i henhold til denne artikels
stk. 1 fastslåede forbrydelser genstand for sanktioner, som tager hensyn til
disse forbrydelsers alvorlige karakter, såsom fængsling eller andre former
for frihedsberøvelse, økonomiske sanktioner og konfiskation.
(b) Udover domfældelse eller starf kan parterne bestemme, at en person,
der har begået en forbrydelse i henhold til denne artikels stk. 1,
underkastes foranstaltninger som behandling, uddannelse, efterbehandling,
revalidering og resocialisering.
(c) Uanset bestemmelserne i ovenstående pkt. (a) og (b) kan parterne i
relevante sager af mindre art som alternativ til domfældelse eller straf
træffe foranstaltninger såsom uddannelse, revalidering eller resocialisering,
samt, når overtræderen er stofmisbruger, behandling og efterbehandling.
(d) Parterne kan, enten som alternativ til domfældelse eller straf eller
ud over domfældelse eller straf for en forbrydelse i henhold til denne
artikels stk. 2, træffe foranstaltninger med henblik på behandling,
uddannelse, efterbehandling, revalidering eller resocialisering af
overtræderen.
5. Parterne skal sikre, at deres domstole og andre kompetente myndigheder,
som har jurisdiktion hertil, kan tage hensyn til faktiske omstændigheder, der
gør begåelse af de i denne artikels stk. 1 nævnte forbrydelser særligt
alvorlige, såsom:
(a) at en organiseret kriminel gruppe, som overtræderen tilhører, har
været indblandet i forbrydelsen;
(b) at overtræderen er indblandet i andre internationale organiserede
kriminelle aktiviteter;
(c) at overtræderen er indblandet i andre ulovlige aktiviteter, som er
fremmet ved begåelse af forbrydelsen;
(d) at overtræderen har gjort brug af vold eller våben;
(e) at overtræderen beklæder et offentligt embede, og at forbrydelsen har
relation til det pågældende embede;
(f) at mindreårige er blevet misbrugt eller udnyttet;
(g) at forbrydelsen er begået i en straffeanstalt eller i en
uddannelsesinstitution eller i en socialinstitution eller i umiddelbar nærhed
heraf, eller på andre steder, hvor skolebørn og studerende færdes med henblik
på undervisnings-, sports- eller sociale aktiviteter;
(h) tidligere domfældelse, i særdeleshed for forbrydelser af lignende art,
hvad enten de er begået i udlandet eller i den pågældendes eget land, i den
udstrækning, en parts nationale lovgivning tillader det.
6. Parterne skal søge at sikre, at skønsmæssige juridiske beføjelser i
henhold til deres nationale lovgivning i forbindelse med strafforfølgning af
personer for forbrydelser efter denne artikel udøves således, at
retshåndhævelsen gøres så effektiv som muligt i forbindelse med disse
forbrydelser og under hensyntagen til nødvendigheden af at afskrække fra
begåelse af sådanne forbrydelser.
7. Parterne skal sikre, at deres domstole eller andre kompetente
myndigheder tager hensyn til alvoren af de i denne artikels stk. 1 nævnte
forbrydelser samt til de i denne artikels stk. 5 nævnte omstændigheder ved
forbrydelser, når de overvejer muligheden af en løsladelse før tiden eller
prøveløsladelse af personer, der er dømt for sådanne forbrydelser.
8. Enhver part skal, hvis det er hensigtsmæssigt, ved sin nationale
lovgivning fastsætte en lang forældelsesfrist for at indlede retsforfølgning
for enhver forbrydelse i henhold til stk. 1 i denne artikel og en endnu
længere forældelsesfrist, når den angivelige overtræder har unddraget sig
retsforfølgning.
9. Enhver part skal træffe de fornødne foranstaltninger i overensstemmelse
med sit eget retssystem for at sikre, at en person, der er tiltalt for eller
dømt for en forbrydelse i henhold til denne artikels stk. 1, og som opholder
sig inden for partens territorium, er tilstede under den påkrævede
straffesag.
10. Med henblik på samarbejdet mellem parterne i henhold til denne
konvention, herunder især samarbejdet i henhold til artikel 5, 6, 7 og 9,
skal forbrydelser ifølge denne artikel ikke anses for at være skattemæssige
eller politiske forbrydelser eller anses for at have et politisk motiv uden
præjudice for parternes forfatningsmæssige begrænsninger og grundlæggende
nationale lovgivning.
11. Intet i denne artikel skal anfægte princippet om, at beskrivelsen af
de forbrydelser den omhandler, samt de juridiske straffriheds- og
strafnedsættelsesgrunde derfor er forbeholdt en parts nationale lovgivning,
og at sådanne forbrydelser skal retsforfølges og straffes i overensstemmelse
med denne lovgivning.
Artikel 5
Konfiskation
1. Hver part skal træffe sådanne foranstaltninger, som måtte være
nødvendige for at muliggøre konfiskation af:
(a) udbytte fra forbrydelser i henhold til artikel 3, stk. 1, eller
formuegoder, hvis værdi modsvarer et sådant udbytte,
(b) narkotika og psykotrope stoffer, materialer og udstyr eller andre
hjælpemidler, der er anvendt eller påtænkt anvendt på nogen måde i
forbindelse med de i henhold til artikel 3, stk. 1, omhandlede forbrydelser.
2. Hver part skal ligeledes træffe sådanne foranstaltninger, som måtte
være nødvendige for at gøre det muligt for dens kompetente myndigheder at
identificere, efterspore og indefryse eller beslaglægge udbytte, formuegoder,
hjælpemidler eller andre i denne artikels stk. 1 omhandlede effekter, med
konfiskation for øje.
3. Med henblik på at gennemføre de i denne artikel omhandlede
foranstaltninger skal parterne give domstolene eller andre kompetente
myndigheder beføjelse til at afsige kendelse om, at bankudtog, finansielle
dokumenter eller handelsdokumenter stilles til rådighed eller beslaglægges.
Ingen part må under henvisning til bankhemmeligheden afslå at handle i
henhold til bestemmelserne i dette stykke.
4. (a) Efter anmodning i henhold til denne artikel fra en anden part med
jurisdiktion over en forbrydelse i henhold til artikel 3, stk. 1, skal den
part inden for hvis territorium udbytte, formuegoder, hjælpemidler eller
andre i denne artikels stk. 1 omhandlede effekter befinder sig:
(i) forelægge anmodningen for sine kompetente myndigheder med henblik på
at opnå kendelse om konfiskation, og hvis en sådan kendelse afsiges,
efterkomme den; eller
(ii) forelægge en kendelse om konfiskation udstedt af den begærende part i
henhold til stk. 1 i denne artikel for de kompetente myndigheder med henblik
på at give den retskraft i det ønskede omfang, for så vidt som den har
forbindelse med udbytte, formuegoder, hjælpemidler eller andre effekter, som
omhandlet i stk. 1, og som befinder sig inden for den anmodede parts
territorium.
(b) Efter anmodning i henhold til denne artikel fra en anden part med
jurisdiktion over en forbrydelse i henhold til artikel 3, stk. 1, skal den
anmodede part træffe foranstaltninger til at identificere, efterspore og
indefryse eller beslaglægge udbytte, formuegoder, hjælpemidler eller andre i
denne artikels stk. 1 omhandlede effekter med henblik på, at der kan afsiges
kendelse om endelig konfiskation, som beordret enten af den begærende part
eller i medfør af en anmodning fra den anmodede part i henhold til dette
stykkes pkt. (a).
(c) De i stk. 4, pkt. (a) og (b), nævnte afgørelser eller handlinger skal
foretages af den anmodede part i overensstemmelse med og undergivet
bestemmelserne i dens nationale lovgivning og proceduremæssige regler eller
en eventuel bilateral eller multilateral traktat, overenskomst eller aftale,
som den måtte være bundet af over for den begærende part.
(d) Bestemmelserne i artikel 7, stk. 6 til 19, skal finde anvendelse
mutatis mutandis. Ud over de i artikel 7, stk. 10, beskrevne
oplysninger skal anmodninger, der fremsættes i henhold til denne artikel,
indeholde følgende:
(i) for så vidt angår anmodninger i medfør af dette stykkes, pkt. (a),
(i), en beskrivelse af de formuegoder, der skal konfiskeres, samt en
redegørelse for de omstændigheder, som den anmodende part påberåber sig, og
som er tilstrækkelige til at gøre det muligt for den anmodede part at anmode
om en kendelse i medfør af dens nationale lovgivning;
(ii) for så vidt angår anmodninger i medfør af pkt. (a), (ii), en genpart,
der kan anvendes i retten, af en kendelse om konfiskation, som er udstedt af
den begærende part, og som anmodningen er baseret på, samt en redegørelse for
omstændighederne og oplysninger om, i hvilket omfang kendelsen ønskes
fuldbyrdet;
(iii) for så vidt angår anmodninger vedrørende pkt. (b), en redegørelse
for de omstændigheder, som den begærende part påberåber sig, og en
beskrivelse af de handlinger, der ønskes iværksat.
(e) Parterne skal til Generalsekretæren fremsende teksten til de love og
forskrifter, som sætter denne bestemmelse i kraft, samt teksten til enhver
efterfølgende ændring i sådanne love og forskrifter.
(f) Hvis en part vælger at gøre de i dette stykkes pkt. (a) og (b),
omhandlede foranstaltninger betinget af eksistensen af en relevant traktat,
skal denne part betragte denne konvention som det nødvendige og
tilstrækkelige traktatgrundlag.
(g) Parterne skal søge at indgå bilaterale og multilaterale traktater,
overenskomster og aftaler med henblik på at øge effektiviteten af det
internationale samarbejde i henhold til denne artikel.
5. (a) Udbytte eller formuegoder, der konfiskeres af en part i medfør af
denne artikels stk. 1 eller stk. 4, skal afhændes af den pågældende part i
overensstemmelse med dens nationale lovgivning og administrative procedurer.
(b) Når en part handler på en anden parts anmodning i medfør af denne
artikel, kan den især overveje at indgå aftaler om:
(i) at bidrage med værdien af et sådant udbytte eller sådanne formuegoder
eller midler fra salget deraf, eller en betydelig del deraf, til
mellemstatslige organer, der har specialiseret sig i at bekæmpe den ulovlige
handel med og misbrug af narkotika og psykotrope stoffer;
(ii) at dele - på permanent basis eller fra sag til sag - udbytte eller
formuegoder, eller midler fra salget deraf med andre parter i
overensstemmelse med dens nationale lovgivning, administrative procedurer
eller bilaterale eller multilaterale aftaler indgået med henblik herpå.
6. (a) Såfremt udbytte er omsat eller konverteret til andre formuegoder,
skal disse formuegoder kunne gøres til genstand for de i denne artikel
omhandlede foranstaltninger i stedet for udbyttet.
(b) Såfremt udbytte er blandet sammen med formuegoder, der er erhvervet
retmæssigt, skal sådanne formuegoder, uden præjudice for beføjelser
vedrørende konfiskation eller indefrysning, kunne gøres til genstand for
konfiskation op til den anslåede værdi af det udbytte, der er blandet sammen
med andre formuegoder.
(c) Indtægter eller andre midler, der stammer fra:
(i) udbytte;
(ii) formuegoder, som udbyttet er omsat eller konverteret til; eller
(iii) formuegoder, som udbyttet er blandet sammen med, skal ligeledes være
omfattet af de i denne artikel omhandlede forholdsregler på samme måde og i
samme omfang som udbyttet.
7. Enhver part kan overveje at sikre omvendt bevisbyrde for så vidt angår
den lovlige oprindelse af påstået udbytte eller andre formuegoder, som kan
være genstand for konfiskation, i det omfang et sådant skridt er i
overensstemmelse med principperne i dens nationale lovgivning og karakteren
af dens retsforfølgnings- og andre procedureregler.
8. Bestemmelserne i denne artikel skal ikke fortolkes som præjudicerende
for rettigheder, som en godtroende tredjemand måtte have.
9. Intet i denne artikel skal anfægte princippet om, at de
foranstaltninger, den henviser til, skal defineres og gennemføres i
overensstemmelse med og være undergivet bestemmelserne i en parts nationale
lovgivning.
Bilag 4
Konvention om hvidvaskning, efterforskning
samt beslaglæggelse og konfiskation
af udbyttet fra strafbart forhold
PRÆAMBEL
Europarådets medlemsstater og andre stater, der undertegner denne
konvention,
der finder, at Europarådets mål er at opnå større enhed mellem dets
medlemmer,
der er overbevist om behovet for at føre en fælles kriminalpolitik med
henblik på beskyttelse af samfundet,
der finder, at bekæmpelsen af alvorlig kriminalitet, der er blevet et
stadigt voksende internationalt problem, kræver anvendelse af moderne og
effektive metoder på internationalt plan,
der er overbevist om, at en af disse metoder er at fratage forbrydere
udbyttet af deres forbrydelser,
der finder, at et velfungerende internationalt samarbejde må etableres for
at nå dette mål,
har indgået følgende aftale:
KAPITEL I
ANVENDELSE AF TERMER
Artikel 1
Anvendelse af termer
I denne konvention:
a. betyder »udbytte« enhver økonomisk fordel i
forbindelse med kriminelle handlinger. Det kan bestå af alle former for
formuegoder som defineret i denne artikels litra b,
b. omfatter »formuegoder« formuegoder af enhver art, det
være sig rørlige eller urørlige formuegoder, fast ejendom eller løsøre samt
juridiske dokumenter og papirer, der beviser adkomst til eller rettigheder
over sådanne formuegoder,
c. betyder »redskaber« enhver form for formuegoder, der
anvendes eller påtænkes anvendt på en hvilken som helst måde, helt eller
delvis, til at begå en eller flere forbrydelser,
d. betyder »konfiskation« en sanktion eller
foranstaltning, der pålægges af en domstol efter en retssag vedrørende en
eller flere forbrydelser, og som medfører en endelig berøvelse af
formuegoder,
e. betyder »prædikatforbrydelse« enhver strafbar
handling, som resultat af hvilken der opstår udbytte, der kan gøres til
genstand for en forbrydelse som defineret i denne konventions artikel 6.
KAPITEL II
FORANSTALTNINGER,
DER TRÆFFES PÅ NATIONALT PLAN
Artikel 2
Konfiskationsforanstaltninger
1. Enhver part skal vedtage sådanne lovgivningsmæssige og andre
foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at sætte den i stand til at
konfiskere redskaber og udbytte eller formuegoder, hvis værdi svarer til et
sådant udbytte.
2. Enhver part kan - på tidspunktet for undertegnelse eller ved
deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument - ved en erklæring stilet til Europarådets
generalsekretær erklære, at denne artikels stk. 1 kun finder anvendelse på
forbrydelser eller kategorier af forbrydelser, der er opregnet i denne
erklæring.
Artikel 3
Efterforskningsmæssige
og foreløbige foranstaltninger
Enhver part skal vedtage sådanne lovgivningsmæssige eller andre
foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at sætte den i stand til at
identificere og efterspore formuegoder, der skal konfiskeres i henhold til
artikel 2, stk. 1, og til at forhindre enhver handel med, overdragelse af
eller anden råden over sådanne formuegoder.
Artikel 4
Særlige efterforskningsmæssige beføjelser og teknikker
1. Enhver part skal vedtage sådanne lovgivningsmæssige og andre
foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at bemyndige sine domstole og
andre kompetente myndigheder til at beordre, at bankoplysninger, økonomiske
oplysninger eller handelsmæssige oplysninger gøres tilgængelige eller
beslaglægges med henblik på at udføre de handlinger, der er omhandlet i
artikel 2 og 3. En part kan ikke afslå at tage skridt i henhold til
bestemmelserne i denne artikel under henvisning til bankhemmeligheden.
2. Enhver part skal overveje at træffe sådanne lovgivningsmæssige og andre
foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at sætte den i stand til at
anvende særlige efterforskningsteknikker, der letter identifikation og
eftersporing af udbytte og indsamling af bevismateriale i denne forbindelse.
Sådanne teknikker kan omfatte overvågningskendelser, observation, opsnappelse
af telekommunikationsmeddelelser, adgang til computersystemer og kendelser om
at fremlægge bestemte dokumenter.
Artikel 5
Retsmidler
Enhver part skal vedtage sådanne lovgivningsmæssige og andre
foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at sikre, at de relevante
parter, der berøres af foranstaltninger i henhold til artikel 2 og 3, har
effektive retsmidler med henblik på at bevare deres rettigheder.
Artikel 6
Forbrydelser i forbindelse med hvidvaskning
1. Enhver part skal vedtage sådanne lovgivningsmæssige og andre
foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at gøre følgende forhold
kriminelle i henhold til national lovgivning, såfremt de begås forsætligt:
a. omsætning eller overdragelse af formuegoder med viden om, at disse
formuegoder er udbytte, med henblik på at skjule eller tilsløre den ulovlige
oprindelse af formuegoderne eller på at bistå en person, der er med til at
begå en prædikatforbrydelse, for at undgå de retlige konsekvenser af hans
handlinger,
b. handlinger med henblik på at skjule eller tilsløre den sande karakter,
oprindelse, opbevaringssted, dispositioner, bevægelser og rettigheder for så
vidt angår formuegoder med viden om, at disse formuegoder er udbytte,
og med forbehold af forfatningsmæssige principper og grundlæggende
retsprincipper:
c. erhvervelse, besiddelse eller anvendelse af formuegoder med viden på
modtagelsestidspunktet om, at disse formuegoder var udbytte,
d. deltagelse i, medvirken eller sammensværgelse med henblik på at begå,
forsøg på at begå og medvirken, bistand eller rådgivning i forbindelse med
begåelse af nogen af de forbrydelser, der er fastlagt som forbrydelser i
overensstemmelse med denne artikel.
2. I forbindelse med gennemførelsen eller anvendelsen af denne artikels
stk. 1
a. er det uden betydning, om prædikatforbrydelsen falder ind under den
pågældende parts strafferetlige kompetence,
b. kan det fastsættes, at de forbrydelser, der er omhandlet i dette
stykke, ikke finder anvendelse på de personer, der begik
prædikatforbrydelsen,
c. kan viden, hensigt eller formål, der kræves som element i forbindelse
med de i dette stykke fastsatte forbrydelser, udledes af objektive, faktuelle
omstændigheder.
3. Enhver part kan vedtage sådanne foranstaltninger, som den finder
nødvendige, for også at gøre alle eller nogle af de i denne artikels stk. 1
nævnte handlinger til kriminelle handlinger i tilfælde, hvor lovovertræderen:
a. burde have formodet, at formuegoderne var udbytte,
b. handlede med det formål at opnå profit,
c. handlede med det formål at fremme udførelsen af yderligere kriminelle
aktiviteter.
4. Enhver part kan - på tidspunktet for undertegnelse eller ved
deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument - ved en erklæring stilet til Europrådets
generalsekretær erklære, at denne artikels stk. 1 kun finder anvendelse på
prædikatforbrydelser eller kategorier af sådanne forbrydelser, der er
opregnet i denne erklæring.
KAPITEL III
INTERNATIONALT SAMARBEJDE
Del 1
Principper for internationalt samarbejde
Artikel 7
Generelle principper og foranstaltninger
i forbindelse med internationalt samarbejde
1. Parterne skal samarbejde med hinanden i videst muligt omfang i
forbindelse med efterforskning og foranstaltninger med henblik på
konfiskation af redskaber og udbytte.
2. Enhver part skal vedtage sådanne lovgivningsmæssige og andre
foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at sætte den i stand til på
de betingelser, der er fastsat i dette kapitel, at efterkomme anmodninger:
a. om konfiskation af bestemte formuegoder, der repræsenterer udbytte
eller redskaber, samt om konfiskation af udbytte, der består i krav om at
betale en sum penge, der svarer til værdien af udbyttet,
b. om efterforskningsbistand og foreløbige foranstaltninger med henblik på
en af de to former for konfiskation, der er nævnt i ovenstående pkt. a.
Del 2
Efterforskningsbistand
Artikel 8
Pligt til at bistå
Parterne skal - efter anmodning - i videst muligt omfang yde hinanden
bistand i forbindelse med identifikation og eftersporing af redskaber,
udbytte og andre formuegoder, der skal konfiskeres. En sådan bistand skal
omfatte enhver foranstaltning til tilvejebringelse eller sikring af bevis
vedrørende de nævnte formuegoders eksistens, opbevaringssted eller
bevægelser, art, juridisk status eller værdi.
Artikel 9
Gennemførelse af bistand
Den i artikel 8 omhandlede bistand skal ydes som tilladt ved og i
overensstemmelse med den anmodede parts nationale ret og, i det omfang det
ikke er uforeneligt med national ret, i overensstemmelse med de procedurer,
der er specificeret i anmodningen.
Artikel 10
Uanmodede oplysninger
Uden præjudice for sin egen efterforskning eller retsforfølgning kan en
part uden forudgående anmodning sende en anden part oplysninger vedrørende
redskaber og udbytte, når den finder, at afgivelse af sådanne oplysninger kan
bistå den modtagende part med at iværksætte eller gennemføre efterforskning
eller andre skridt eller kan føre til en anmodning fra denne part i henhold
til dette kapitel.
Del 3
Foreløbige foranstaltninger
Artikel 11
Pligt til at træffe foreløbige foranstaltninger
1. På anmodning af en anden part, der har iværksat strafferetlig
forfølgning eller retlige skridt med henblik på konfiskation, skal en part
træffe de nødvendige foreløbige foranstaltninger som f.eks. fastfrysning
eller beslaglæggelse med henblik på at forhindre handel med, overførsel af
eller råden over formuegoder, der - på et senere stadium - kan gøres til
genstand for en anmodning om konfiskation, eller som ville kunne tjene til at
efterkomme anmodningen.
2. En part, der har modtaget en anmodning om konfiskation i medfør af
artikel 13, skal efter anmodning træffe de i denne artikels stk. 1 omhandlede
foranstaltninger for så vidt angår de formuegoder, som anmodningen vedrører,
eller som ville kunne tjene til at efterkomme anmodningen.
Artikel 12
Gennemførelsen af foreløbige foranstaltninger
1. De i artikel 11 nævnte foreløbige foranstaltninger skal gennemføres som
tilladt i henhold til og i overensstemmelse med den anmodede parts nationale
lovgivning og, i det omfang det ikke er uforeneligt med national ret, i
overensstemmelse med de procedurer, der er specificeret i anmodningen.
2. Før den anmodede part ophæver en foreløbig foranstaltning iværksat i
henhold til denne artikel skal den, når det er muligt, give den anmodende
part lejlighed til at fremføre sine grunde til støtte for en fortsættelse af
foranstaltningen.
Del 4
Konfiskation
Artikel 13
Pligt til at konfiskere
1. En part, der har modtaget en anmodning fra en anden part om
konfiskation vedrørende redskaber eller udbytte, der befinder sig inden for
dens område, skal:
a. fuldbyrde en kendelse om konfiskation afsagt af den anmodende part i
relation til sådanne redskaber eller udbytte, eller
b. forelægge anmodningen for sine kompetente myndigheder med henblik på at
få en kendelse om konfiskation og, såfremt en sådan kendelse opnås, fuldbyrde
den.
2. Med henblik på anvendelse af denne artikels stk 1.b skal enhver part,
når det måtte være nødvendigt, være bemyndiget til at anlægge sag om
konfiskation i henhold til sin egen gældende ret.
3. Bestemmelserne i denne artikels stk. 1 finder også anvendelse på
konfiskation, der består i et krav om at betale et pengebeløb, der svarer til
værdien af udbytte, såfremt de formuegoder, i relation til hvilke
konfiskation kan gennemføres, befinder sig inden for den anmodede parts
område. I forbindelse med fuldbyrdelse af konfiskation i medfør af stk. 1
skal den anmodede part i sådanne tilfælde, såfremt der ikke sker betaling,
gøre kravet gældende i relation til alle former for formuegoder, hvori kravet
kan realiseres.
4. Såfremt en anmodning om konfiskation vedrører et bestemt formuegode,
kan parterne aftale, at den anmodede part kan fuldbyrde konfiskationen i form
af et krav om at betale et pengebeløb, der svarer til værdien af dette
formuegode.
Artikel 14
Gennemførelse af konfiskation
1. Procedurerne for at opnå og gennemføre konfiskation i henhold til
artikel 13 skal være fastsat i henhold til den anmodede parts ret.
2. Den anmodede part skal være bundet af konstaterede kendsgerninger, for
så vidt at de er fastslået ved domfældelse eller anden retlig afgørelse inden
for den anmodende parts område, eller i det omfang, at en sådan domfældelse
eller anden retlig afgørelse indirekte er baseret på disse.
3. Enhver part kan - på tidspunktet for undertegnelse eller ved
deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument - ved en erklæring stilet til Europarådets
generalsekretær erklære, at denne artikels stk. 2 kun skal finde anvendelse
med forbehold af dens forfatningsmæssige principper og de grundlæggende
principper i dens retssystem.
4. Såfremt konfiskationen består i et krav om at betale et pengebeløb,
skal den anmodede parts kompetente myndighed omregne dette beløb til denne
parts valuta til den kurs, der gælder på det tidspunkt, hvor beslutningen om
at fuldbyrde konfiskationen træffes.
5. I tilfælde af artikel 13, stk. 1.a, skal alene den anmodende part have
ret til at træffe beslutning om en eventuel anmodning om fornyet prøvelse af
konfiskationskendelsen.
Artikel 15
Konfiskerede formuegoder
Alle formuegoder, der konfiskeres af den anmodede part, skal denne part
disponere over i overensstemmelse med sin nationale lovgivning, medmindre
andet aftales mellem parterne.
Artikel 16
Ret til tvangsfuldbyrdelse og
maksimumbeløb for konfiskation
1. En anmodning om konfiskation, der fremsættes i henhold til artikel 13,
berører ikke den amodende parts ret til selv at tvangsfuldbyrde
konfiskationskendelsen.
2. Intet i denne konvention skal fortolkes som tilladende, at den totale
konfiskationsværdi overstiger det beløb, der er anført i
konfiskationskendelsen. Såfremt en part finder, at dette kunne finde sted,
skal de berørte parter rådføre sig med hinanden for at undgå dette.
Artikel 17
Fængselsstraf som alternativt middel
Den anmodede part kan ikke pålægge fængselsstraf som alternativt
retsmiddel eller andre foranstaltninger, der begrænser en persons frihed, som
følge af en anmodning i henhold til artikel 13, såfremt den anmodende part
har anført dette i anmodningen.
Del 5
Nægtelse eller udsættelse af samarbejde
Artikel 18
Grunde til nægtelse
1. Samarbejde i henhold til dette kapitel kan nægtes, såfremt:
a. den foranstaltning, der anmodes om, ville være i strid med
grundlæggende principper i den anmodede parts retssystem, eller
b. efterkommelse af anmodningen vil kunne præjudicere den anmodede parts
suverænitet, sikkerhed, ordre public eller andre væsentlige interesser, eller
c. betydningen af den sag, som anmodningen vedrører, efter den anmodede
parts opfattelse ikke berettiger den foranstaltning, der anmodes om, eller
d. den lovovertrædelse, som anmodningen vedrører, er en politisk eller
skattemæssig lovovertrædelse, eller
e. den anmodede part finder, at iværksættelse af den foranstaltning, der
anmodes om, ville være i strid med princippet »ne bis in idem«,
eller
f. den lovovertrædelse, som anmodningen vedrører, ikke ville være ulovlig
i henhold til den anmodede parts lovgivning, såfremt den var begået inden for
dens kompetenceområde. Dog finder den begrundelse for nægtelse af samarbejde
kun anvendelse på samarbejde i henhold til Del 2, såfremt den bistand, der
anmodes om, medfører tvangsforanstaltninger.
2. Samarbejde i henhold til Del 2, for så vidt den bistand, der anmodes
om, medfører tvangsforanstaltninger, samt i henhold til dette kapitels Del 3
kan også nægtes, såfremt de foranstaltninger, der anmodes om, ikke ville
kunne træffes i henhold til den anmodede parts lovgivning med henblik på
efterforskning eller retsforfølgning, hvis det havde drejet sig om en
tilsvarende sag under dennes egen lovgivning.
3. Såfremt den anmodede parts lovgivning kræver det, kan samarbejde i
henhold til Del 2, for så vidt den bistand, der anmodes om, medfører
tvangsforanstaltninger, samt i henhold til dette kapitels Del 3 også nægtes,
såfremt de foranstaltninger, der anmodes om, eller andre foranstaltninger,
der har lignende virkninger, ikke ville være tilladt i henhold til den
anmodende parts lovgivning eller, for så vidt angår den anmodende parts
kompetente myndigheder, såfremt anmodningen ikke er bemyndiget af enten en
dommer eller anden retlig myndighed, herunder offentlige anklagere, der
beskæftiger sig med lovovertædelser.
4. Samarbejde i henhold til Del 4 kan også nægtes, såfremt:
a. konfiskation ikke i henhold til den anmodede parts lovgivning kan
bringes i anvendelse for den type lovovertrædelse, som anmodningen vedrører,
eller
b. det, uden præjudice for den i artikel 13, stk. 3, omhandlede pligt,
ville være i modstrid med principperne i den anmodede parts lovgivning
vedrørende grænserne for konfiskation for så vidt angår forholdet mellem en
lovovertrædelse og:
i. en økonomisk fordel, der kunne betegnes som udbytte af den, eller
ii. formuegoder, der kunne betegnes som redskaber, eller
c. konfiskation i henhold til den anmodede parts lovgivning ikke længere
kan kræves eller gennemføres på grund af forældelse, eller
d. anmodningen ikke vedrører en tidligere domfældelse eller en afgørelse
af retlig karakter eller en erklæring i en sådan afgørelse om, at en eller
flere lovovertrædelser er blevet begået, på grundlag af hvilken der er blevet
afsagt kendelse om eller fremsat anmodning om konfiskation, eller
e. konfiskation enten ikke kan tvangsfuldbyrdes inden for den anmodende
parts område, eller at kendelsen om konfiskation stadig kan kæres på
almindelig vis, eller
f. anmodningen vedrører en konfiskationskendelse, der er resultatet af en
kendelse afsagt in absentia, dvs. uden tilstedeværelse af den person, mod
hvem kendelsen blev afsagt, og såfremt den retssag, der blev ført af den
anmodende part, og som førte til kendelsen, efter den anmodede parts
opfattelse ikke opfyldte mindstekravene til retten til forsvar, som
anerkendes som en ret, som enhver, mod hvem der rejses sigtelse, har.
5. For så vidt angår denne artikels stk. 4 skal en kendelse ikke anses for
at være afgivet in absentia, såfremt:
a. den er blevet stadfæstet eller afsagt efter indsigelse fra den
pågældende person, eller
b. den er blevet afsagt i en appelsag, forudsat at kendelsen blev
appelleret af den pågældende person.
6. For så vidt angår denne artikels stk. 4 skal den anmodede part - ved
afgørelsen af, om mindstekravene til retten til forsvar er opfyldt - tage
hensyn til den kendsgerning, at den pågældende person med forsæt har søgt at
unddrage sig retfærdigheden, eller den kendsgerning, at den pågældende efter
at have haft mulighed for at gøre retlig indsigelse mod den in absentia
afsagte kendelse har valgt ikke at gøre dette. Det samme gælder, såfremt den
pågældende person efter behørigt at være indstævnet vælger ikke at give møde
eller anmode om en udsættelse.
7. En part kan ikke påberåbe sig bankhemmeligheden som begrundelse for at
nægte samarbejde i henhold til dette kapitel. Såfremt det kræves i henhold
til national lovgivning, kan en part kræve, at en anmodning om samarbejde,
som medfører ophævelse af bankhemmeligheden, godkendes af en dommer eller
anden retlig myndighed, herunder offentlige anklagere, der beskæftiger sig
med lovovertædelser.
8. Uden præjudice for den begrundelse for nægtelse, der er omhandlet i
denne artikels stk. 1.a.:
a. skal den kendsgerning, at den person, som efterforskningen er rettet
imod, eller som konfiskationskendelsen gælder, er en juridisk person, ikke
kunne påberåbes af den anmodede part som en hindring for at indgå samarbejde
i henhold til dette kapitel,
b. skal den kendsgerning, at den fysiske person, mod hvem en kendelse om
konfiskation af udbytte er blevet afsagt, senere er død, eller den
kendsgerning, at en juridisk person, mod hvem en kendelse om konfiskation af
udbytte er afsagt, senere er blevet opløst, ikke kunne påberåbes som en
hindring for at yde bistand i henhold til artikel 13, stk. 1.a.
Artikel 19
Udsættelse
Den anmodede part kan udsætte foranstaltninger i henhold til en anmodning,
såfremt disse foranstaltninger ville præjudicere dens myndigheders
efterforskning eller retsforfølgning.
Artikel 20
Delvis eller betinget efterkommelse
af en anmodning
Før en part nægter eller udsætter samarbejde i henhold til dette kapitel,
skal den om fornødent efter at have konsulteret den anmodende part overveje,
hvorvidt anmodningen kan efterkommes delvis eller på sådanne betingelser, som
den måtte finde nødvendige.
Del 6
Notifikation af beskyttelse af
tredjemands rettigheder
Artikel 21
Notifikation vedrørende dokumenter
1. Parterne skal yde hinanden størst mulig gensidig bistand i forbindelse
med forkyndelse af retlige dokumenter til personer, der berøres af
midlertidige foranstaltninger og konfiskation.
2. Intet i denne artikel har til hensigt at influere på:
a. muligheden for at fremsende retlige dokumenter gennem postvæsenet
direkte til personer i udlandet,
b. mulighederne for, at den oprindelige parts retspersonale, embedsmænd
eller andre kompetente myndigheder kan foretage forkyndelse af retlige
dokumenter direkte gennem denne parts konsulære myndigheder eller gennem den
modtagende parts retspersonale, embedsmænd eller andre kompetente
myndigheder,
medmindre den modtagende part afgiver en erklæring om det modsatte til
Europarådets generalsekretær på tidspunktet for undertegnelse eller ved
deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument.
3. Ved forkyndelse af retlige dokumenter over for personer i udlandet, der
berøres af midlertidige foranstaltninger eller konfiskationskendelser, der er
afsagt inden for den afsendende parts område, skal denne part angive, hvilke
retsmidler der kan bringes i anvendelse i henhold til dens lovgivning over
for sådanne personer.
Artikel 22
Anerkendelse af udenlandske afgørelser
1. Ved behandling af en anmodning om samarbejde i henhold til Del 3 og 4
skal den anmodede part anerkende enhver retlig afgørelse truffet inden for
den anmodende parts område for så vidt angår rettigheder, der påberåbes af
tredjemand.
2. Anerkendelse kan nægtes, såfremt:
a. tredjemand ikke havde rimelig lejlighed til at gøre sine rettigheder
gældende, eller
b. afgørelsen er uforenelig med en afgørelse, der allerede er truffet
inden for den anmodede parts område, vedrørende samme sag, eller
c. den er uforenelig med den anmodede parts ordre public, eller
d. afgørelsen blev truffet i modstrid med bestemmelser vedrørende
enekompetence fastsat i den anmodede parts lovgivning.
Del 7
Proceduremæssige og andre generelle regler
Artikel 23
Central myndighed
1. Parterne skal udpege en central myndighed eller om nødvendigt flere
centrale myndigheder, der skal være ansvarlige for at afsende og besvare
anmodninger, der rejses i henhold til dette kapitel, efterkommelse af sådanne
anmodninger eller videregivelse af dem til de myndigheder, der har kompetence
til at efterkomme dem.
2. Enhver part skal på tidspunktet for undertegnelse eller ved
deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument give Europarådets generalsekretær meddelelse om navn
og adresse på de myndigheder, der udpeges i medfør af denne artikel.
Artikel 24
Direkte kommunikation
1. De centrale myndigheder skal kommunikere direkte med hinanden.
2. I hastende tilfælde kan anmodninger eller meddelelser i henhold til
dette kapitel sendes direkte af den anmodende parts retlige myndigheder,
herunder offentlige anklagere, til den anmodede parts tilsvarende
myndigheder. I sådanne tilfælde skal der samtidig sendes en kopi til den
anmodede parts centrale myndighed gennem den anmodende parts centrale
myndighed.
3. Enhver anmodning eller meddelelse i henhold til denne artikels stk. 1
eller 2 kan ske gennem International Criminal Police Organisation (Interpol).
4. Såfremt en anmodning afgives i medfør af denne artikels stk. 2, og
myndigheden ikke har kompetence til at behandle anmodningen, skal den henvise
anmodningen til den kompetente nationale myndighed og straks informere den
anmodende part om, at den har gjort dette.
5. Anmodninger eller meddelelser i henhold til dette kapitels Del 2, som
ikke medfører tvangsforanstaltninger, kan fremsendes direkte af den anmodende
parts kompetente myndigheder til den anmodede parts kompetente myndigheder.
Artikel 25
Formaliteter og sprog i forbindelse med anmodninger
1. Alle anmodninger i henhold til dette kapitel skal være skriftlige.
Moderne telekommunikationsmidler som f.eks. telefax kan benyttes.
2. Med forbehold af bestemmelserne i denne artikels stk. 3 kan der ikke
kræves oversættelser af anmodninger eller støttedokumenter.
3. Enhver part kan - på tidspunktet for undertegnelse eller ved
deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument - over for Europarådets generalsekretær afgive en
erklæring om, at den forbeholder sig ret til at kræve, at anmodninger rettet
til den og dokumenter til støtte for en sådan anmodning ledsages af en
oversættelse til dens eget sprog eller til et af Europarådets officielle
sprog eller til et af disse sprog, som parten måtte angive. Den kan ved denne
lejlighed erklære sig rede til at acceptere oversættelse til ethvert andet
sprog, som den måtte angive. De øvrige parter kan anvende
reciprocitetsreglen.
Artikel 26
Legalisering
Dokumenter, der fremsendes i forbindelse med gennemførelsen af dette
kapitel, skal være fritaget for alle legaliseringsformaliteter.
Artikel 27
Anmodningens indhold
1. Enhver anmodning om samarbejde i henhold til dette kapitel skal
specificere:
a. den myndighed, der retter forespørgslen, og den myndighed, der står for
efterforskningen eller retsforfølgningen,
b. genstand og begrundelse for anmodningen,
c. de forhold, herunder relevante kendsgerninger (som. f.eks. dato og sted
for samt nærmere omstændigheder i forbindelse med lovovertrædelsen), som
efterforskningen eller retsforfølgningen har relation til, undtagen i
tilfælde af en anmodning om notifikation,
d. for så vidt anmodningen medfører tvangsforanstaltninger:
i. teksten til lovbestemmelserne eller, såfremt dette ikke er muligt, en
redegørelse vedrørende de retsregler, der finder anvendelse, og
ii. en angivelse af, at den foranstaltning, der anmodes om, eller
eventuelle andre foranstaltninger, der har samme følgevirkninger, kan træffes
inden for den anmodende parts område i henhold til dens egen lovgivning,
e. hvor det er nødvendigt og i det omfang, at det er muligt:
i. detaljerede oplysninger vedrørende den eller de berørte personer,
herunder navn, fødselsdato og -sted, nationalitet og opholdssted og, såfremt
det drejer sig om en juridisk person, hjemstedet, og
ii. de formuegoder, i relation til hvilke der anmodes om samarbejde, hvor
de befinder sig, deres tilknytning til den eller de berørte personer,
eventuel tilknytning til lovovertrædelsen samt eventuelle andre til rådighed
værende oplysninger om andre personers rettigheder over formuegoderne, og
f. en eventuel særlig procedure, som den anmodende part ønsker fulgt.
2. En anmodning om foreløbige foranstaltninger i henhold til Del 3 i
relation til beslaglæggelse af formuegoder, der kan gøres til genstand for
realisering i medfør af en konfiskationskendelse, der består i et krav om at
betale et pengebeløb, skal også angive det maksimumbeløb, som søges inddrevet
på grundlag af de pågældende formuegoder.
3. Udover de i stk. 1 anførte angivelser skal enhver anmodning i henhold
til Del 4 indeholde:
a. i tilfælde af artikel 13, stk. 1.a:
i. en bekræftet genpart af konfiskationskendelsen afsagt af en domstol
inden for den anmodende parts område og en erklæring vedrørende grundlaget
for afsigelsen af kendelsen, såfremt disse grunde ikke er angivet i selve
kendelsen,
ii. en attestation fra den anmodende parts kompetente myndighed om, at
konfiskationskendelsen kan tvangsfuldbyrdes, og at den ikke på sædvanlig måde
kan appelleres,
iii. oplysning om, i hvilket omfang der anmodes om tvangsfuldbyrdelse af
kendelsen, samt
iv. oplysninger om nødvendigheden af at træffe foreløbige
foranstaltninger.
b. i tilfælde af artikel 13, stk. 1.b, en redegørelse for de
kendsgerninger, som den anmodende part påberåber sig, og som er
tilstrækkelige til at sætte den anmodede part i stand til at anmode om en
sådan kendelse i henhold til dens nationale lovgivning,
c. såfremt tredjemand har haft lejlighed til at gøre krav gældende,
dokumentation for, at dette har været tilfældet.
Artikel 28
Mangelfulde anmodninger
Såfremt en anmodning ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i dette
kapitel, eller de afgivne oplysninger ikke er tilstrækkelige til at gøre det
muligt for den anmodede part at behandle anmodningen, kan denne part bede den
anmodende part om at ændre anmodningen eller at supplere den med yderligere
oplysninger.
2. Den anmodede part kan fastsætte en tidsfrist for modtagelse af sådanne
ændringer eller oplysninger.
3. Medens den afventer de krævede ændringer eller oplysninger i relation
til en anmodning i henhold til dette kapitels Del 4, kan den anmodede part
træffe enhver af de i dette kapitels Del 2 eller 3 omhandlede
foranstaltninger.
Artikel 29
Flere anmodninger
1. Såfremt den anmodede part modtager mere end en anmodning i henhold til
dette kapitels Del 3 eller 4 vedrørende den samme person eller de samme
formuegoder, skal eksistensen af flere anmodninger ikke forhindre, at den
anmodede part behandler disse anmodninger og herunder træffer foreløbige
foranstaltninger.
2. I tilfælde af flere anmodninger i henhold til dette kapitels Del 4 skal
den anmodede part overveje at konsultere de anmodende parter.
Artikel 30
Pligt til at give begrundelser
Den anmodede part skal begrunde enhver beslutning om at nægte, udsætte
eller fastsætte betingelser for samarbejde i henhold til dette kapitel.
Artikel 31
Oplysning
1. Den anmodede part skal straks oplyse den anmodende part om:
a. foranstaltninger, der iværksættes i medfør af en anmodning i henhold
til dette kapitel,
b. slutresultatet af foranstaltninger, der gennemføres på grundlag af
anmodningen,
c. en afgørelse om at nægte eller udsætte samarbejde i henhold til dette
kapitel eller om helt eller delvis at fastsætte betingelser for et sådant
samarbejde,
d. eventuelle omstændigheder, som gør det umuligt at gennemføre den
foranstaltning, der anmodes om, eller som vil kunne forsinke den væsentligt,
og
e. i tilfælde af foreløbige foranstaltninger, der træffes i medfør af en
anmodning i henhold til dette kapitels Del 2 eller 3, sådanne bestemmelser i
henhold til dens nationale lovgivning, som automatisk ville medføre ophævelse
af den foreløbige foranstaltning.
2. Den anmodende part skal straks oplyse den anmodede part om:
a. en ny kendelse eller andre omstændigheder, som medfører, at
konfiskationskendelsen ophører helt eller delvis med at kunne
tvangsfuldbyrdes, og
b. enhver udvikling af faktuel eller juridisk art, som gør, at en
foranstaltning i henhold til dette kapitel ikke længere er berettiget.
3. Såfremt en part på grundlag af samme konfiskationskendelse anmoder om
konfiskation inden for mere end en parts område, skal den oplyse alle parter,
der er berørt af en tvangsfuldbyrdelse af kendelsen, om anmodningen.
Artikel 32
Restriktioner vedrørende anvendelse
1. Den anmodede part kan gøre efterkommelse af en anmodning betinget af,
at de indhentede oplysninger eller beviser ikke uden dens forudgående
samtykke anvendes eller overdrages af den anmodende parts kompetente
myndigheder til brug for anden efterforskning eller retsforfølgning end den,
der er anført i anmodningen.
2. Enhver part kan - på tidspunktet for undertegnelse eller ved
deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument - ved en erklæring stilet til Europarådets
generalsekretær erklære, at oplysninger eller beviser, som den fremskaffer i
henhold til dette kapitel, ikke uden dens forudgående samtykke må anvendes
eller overdrages af den anmodende parts kompetente myndigheder til brug for
anden efterforskning eller retsforfølgning end den, der er anført i
anmodningen.
Artikel 33
Fortrolighed
1. Den anmodende part kan kræve, at den anmodede part skal behandle
kendsgerninger i forbindelse med og indholdet af en anmodning fortroligt
bortset fra i det omfang, det er nødvendigt for at efterkomme anmodningen.
Såfremt den anmodede part ikke kan opfylde kravet om fortrolighed, skal den
straks oplyse den anmodende part herom.
2. Den anmodende part skal, såfremt det ikke er i strid med principperne i
dens nationale lovgivning, og såfremt den bliver anmodet herom, behandle
beviser og oplysninger, som tilvejebringes af den anmodede part, fortroligt
bortset fra i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til den efterforskning
eller retsforfølgning, der er beskrevet i anmodningen.
3. Med forbehold af bestemmelserne i dens nationale lovgivning skal en
part, der har modtaget uanmodede oplysninger i henhold til artikel 10,
overholde eventuelle krav om fortrolighed, som måtte rejses af den part, der
afgiver disse oplysninger. Såfremt den anden part ikke kan efterkomme et
sådant krav, skal den straks oplyse den part, der fremsender oplysningerne,
herom.
Artikel 34
Omkostninger
De almindelige omkostninger i forbindelse med at efterkomme en anmodning
skal afholdes af den anmodede part. Såfremt efterkommelse af en anmodning
kræver omkostninger af betydeligt omfang eller ekstraordinær karakter, skal
parterne konsultere hinanden med henblik på at aftale vilkårene for
efterkommelse af anmodnigen, og hvorledes omkostningerne skal afholdes.
Artikel 35
Erstatning
1. Når der af en person er rejst sag om erstatningspligt som følge af en
handling eller undladelse i forbindelse med samarbejde i henhold til dette
kapitel, skal de berørte parter overveje at konsultere hinanden med henblik
på, hvor det er hensigtsmæssigt, at afgøre fordelingen af den erstatning, der
eventuelt skal betales.
2. En part, der er blevet involveret i en erstatningssag, skal bestæbe sig
på at informere den anden part om en sådan retssag, såfremt denne part kunne
have en interesse i sagen.
KAPITEL IV
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 36
Undertegnelse og ikrafttræden
1. Denne konvention skal være åben for undertegnelse af alle Europrådets
medlemsstater samt ikke-medlemsstater, der har deltaget i dens udarbejdelse.
Disse stater kan udtrykke deres samtykke til at være bundet af den:
a. ved undertegnelse uden forbehold for så vidt angår ratifikation eller
godkendelse, eller
b. ved undertegnelse med forbehold for ratifikation eller godkendelse
efterfulgt af ratifikation eller godkendelse.
2. Ratifikations- eller godkendelsesinstrumenter skal deponeres hos
Europarådets generalsekretær.
3. Denne konvention træder i kraft den første dag i den måned, der følger
efter udløbet af en periode på tre måneder efter den dato, hvor tre stater,
hvoraf mindst to er medlemmer af Europarådet, har udtrykt deres samtykke til
at være bundet af konventionen i overensstemmelse med bestemmelserne i stk.
1.
4. For så vidt angår enhver undertegnende stat, der efterfølgende
udtrykker samtykke til at være bundet af den, træder konventionen i kraft den
første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder
efter datoen for dens tilkendegivelse af at ville være bundet af konventionen
i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 1.
Artikel 37
Tiltrædelse af konventionen
1. Efter denne konventions ikrafttræden kan Europarådets Ministerkomite
efter at have konsulteret de kontraherende parter opfordre enhver stat, der
ikke er medlem af Europarådet, og som ikke har deltaget i dens udarbejdelse,
til at tiltræde konventionen ved beslutning truffet med det flertal, der er
fastsat i artikel 20.d i Europarådets statut, og med enstemmighed blandt
repræsentanterne for de kontraherende stater, der er berettiget til at sidde
i komiteen.
2. For så vidt angår tiltrædende stater træder konventionen i kraft den
første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder
efter deponeringen af tiltrædelsesinstrumentet hos Europarådets
generalsekretær.
Artikel 38
Territorialt anvendelsesområde
1. Enhver stat kan - på tidspunktet for undertegnelse eller ved
deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument - angive, inden for hvilket område eller hvilke
områder denne konvention skal finde anvendelse.
2. Enhver stat kan på et senere tidspunkt ved erklæring til Europarådets
generalsekretær udvide anvendelsen af denne konvention til ethvert andet
område, der er angivet i erklæringen. For så vidt angår et sådant område
træder konventionen i kraft den første dag i den måned, der følger efter
udløbet af en periode på tre måneder efter datoen for generalsekretærens
modtagelse af en sådan erklæring.
3. Enhver erklæring, der afgives i henhold til ovenstående to stykker, kan
for så vidt angår ethvert område, der er anført i en sådan erklæring,
tilbagetrækkes ved notifikation stilet til generalsekretæren.
Tilbagetrækningen træder i kraft den første dag i den måned, der følger efter
udløbet af en periode på tre måneder fra datoen for generalsekretærens
modtagelse af en sådan notifkation.
Artikel 39
Forholdet til andre konventioner og aftaler
1. Denne konvention berører ikke rettigheder og forpligtelser, der følger
af internationale, multilaterale konventioner vedrørende særlige forhold.
2. Parterne til denne konvention kan indgå bilaterale eller multilaterale
aftaler med hinanden vedrørende de forhold, der er omhandlet i denne
konvention, med henblik på at supplere eller bestyrke dens bestemmelser eller
fremme gennemførelsen af de principper, som den indeholder.
3. Såfremt to eller flere parter allerede har indgået en aftale eller
traktat for så vidt angår et spørgsmål, der er omhandlet i denne konvention,
eller på anden måde har etableret indbyrdes relationer for så vidt angår
dette spørgsmål, er de berettiget til at lade denne aftale eller traktat
finde anvendelse - eller lade regulere på samme måde - i stedet for denne
konvention, såfremt det fremmer internationalt samarbejde.
Artikel 40
Forbehold
1. En stat kan - på tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen
af sit ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument - erklære,
at den vil benytte sig af en eller flere af de forbehold, der nævnes i
artikel 2, stk. 2, artikel 6, stk. 4, artikel 14, stk. 3, artikel 21, stk. 2,
artikel 25, stk. 3, og artikel 32, stk. 2. Der kan ikke tages andre
forbehold.
2. Enhver stat, der har taget forbehold i henhold til ovenstående stykke,
kan helt eller delvis tilbagetrække et sådant forbehold ved notifikation
stilet til Europarådets generalsekretær. Tilbagetrækkelsen træder i kraft på
datoen for generalsekretærens modtagelse af en sådan notifikation.
3. En part, der har taget forbehold for så vidt angår en bestemmelse i
denne konvention, kan ikke kræve, at en anden part bringer denne bestemmelse
i anvendelse. Den kan dog, såfremt dens forbehold er delvis eller betinget,
kræve, at bestemmelsen bringes i anvendelse i det omfang, den selv har
accepteret den.
Artikel 41
Ændringer
1. Ændringer til denne konvention kan foreslås af enhver part, og
Europarådets generalsekretær skal give underretning herom til Europarådets
medlemsstater og til enhver ikke-medlemsstat, som har tiltrådt eller er
blevet opfordret til at tiltræde denne konvention i overensstemmelse med
bestemmelserne i artikel 37.
2. Der skal gives underretning til European Committee on Crime Problems
(Europarådets Strafferetskomite) om enhver ændring, der foreslås af en part,
og denne komite skal forelægge Ministerkomiteen en udtalelse om den
foreslåede ændring.
3. Ministerkomiteen skal behandle den foreslåede ændring og den udtalelse,
der er afgivet af European Committee on Crime Problems, og kan vedtage
ændringen.
4. Teksten til enhver ændring, der vedtages af Ministerkomiteen i
overensstemmelse med denne artikels stk. 3, skal fremsendes til parterne til
godkendelse.
5. Enhver ændring, der vedtages i overensstemmelse med denne artikels stk.
3, træder i kraft den tredivte dag efter, at alle parter har underrettet
generalsekretæren om deres godkendelse deraf.
Artikel 42
Afgørelse af tvister
1. Europarådets European Committee on Crime Problems skal holdes
underrettet om fortolkning og anvendelse af dennne konvention.
2. I tilfælde af tvist mellem parter for så vidt angår fortolkning eller
anvendelse af denne konvention skal de forsøge at afgøre tvisten ved
forhandling eller andre fredelige midler efter eget valg, herunder
indbringelse af tvisten for European Committee on Crime Problems, for en
voldgiftsinstans, hvis afgørelse skal være bindende for parterne, eller for
Den Internationale Domstol, efter aftale mellem de berørte parter.
Artikel 43
Opsigelse
1. Enhver part kan på ethvert tidspunkt opsige denne konvention ved
notifikation stilet til Europarådets generalsekretær.
2. En sådan opsigelse træder i kraft den første dag i den måned, der
følger efter udløbet af en periode på tre måneder efter datoen for
generalsekretærens modtagelse af notifikationen.
3. Denne konvention skal imidlertid fortsat finde anvendelse på
tvangsfuldbyrdelse i henhold til artikel 14 af konfiskation, som der er
anmodet om i overensstemmelse med bestemmelserne i denne konvention før
datoen for opsigelsens ikrafttræden.
Artikel 43
Notifikationer
Europarådets generalsekretær skal notificere Europarådets medlemsstater og
enhver stat, der har tiltrådt denne konvention, om:
a. undertegning,
b. deponering af ratifikations-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrumenter,
c. datoen for denne konventions ikrafttræden i overensstemmelse med
artikel 36 og 37,
d. forbehold taget i medfør af artikel 40, stk. 1,
e. enhver anden handling, notifikation eller meddelelse vedrørende denne
konvention.
Parterne har - efter behørigt at være bemyndiget hertil - undertegnet
denne konvention.
Udfærdiget i Strasbourg den 8. november 1990 på engelsk og fransk, idet
begge tekster skal have samme gyldighed, i et enkelt eksemplar, der deponeres
i Europarådets arkiver. Europarådets generalsekretær fremsender bekræftede
genparter heraf til Europarådets medlemsstater, til de ikke-medlemsstater,
der har deltaget i udarbejdelsen af denne konvention, samt til de
medlemsstater, der er blevet opfordret til at tiltræde den.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I lov nr. 249 af 9. juni 1967 om udlevering af lovovertrædere foretages
følgende ændringer:
1. I § 11, stk. 1, indsættes efter »kun«: »,
jf. dog kapitel 3 a,».
2. I § 13 ændres »retsplejelovens kapitler 68, 69, 71
og 72,» til: »retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse, kapitel 70
om varetægtsfængsling, kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning
og kapitel 75 b om beslaglæggelse,».
3. I § 17, stk. 3, ændres »retsplejelovens kapitler 71
og 72« til: »retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70
om varetægtsfængsling«.
4. Efter § 18 indsættes:
»Kapitel 3 a.
Forenklet behandling af sager om udlevering.
§ 18 a. Udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union kan
ske på grundlag af en eftersøgning efter reglerne i dette kapitel.
Stk. 2. Eftersøgningen skal indeholde oplysning om den eftersøgtes
identitet, tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de
anvendelige straffebestemmelser samt den beslutning om anholdelse eller
fængsling eller den dom, der danner grundlag for eftersøgningen med henblik
på udlevering.
§ 18 b. Efter modtagelsen af en eftersøgning iværksætter politiet
uden ophold den undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om
betingelserne for udlevering er opfyldt. For denne undersøgelse gælder
bestemmelserne i retsplejelovens 4. bog med de fornødne lempelser.
Stk. 2. §§ 13-14 finder tilsvarende anvendelse. Foranstaltninger,
der er truffet efter § 13, skal ophæves, såfremt anmodning om udlevering, jf.
§ 11, ikke er modtaget senest 30 dage efter anholdelsen. I særlige tilfælde
kan retten dog forlænge denne frist.
§ 18 c. Udlevering på grundlag af en eftersøgning kan kun ske,
hvis den, der begæres udleveret, i et retsmøde meddeler samtykke til
udlevering. Meddeler den pågældende ikke samtykke, behandles sagen efter
reglerne i kapitel 3. Den pågældende kan endvidere meddele samtykke til at
blive draget til ansvar og blive udleveret videre til en tredje medlemsstat
for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der sker
udlevering for. Retten vejleder den pågældende om følgerne af samtykke efter
denne bestemmelse.
Stk. 2. Er der meddelt samtykke efter stk. 1, 1. pkt., forelægges
spørgsmålet om udlevering justitsministeren til afgørelse. Finder
justitsministeren, at betingelserne for udlevering utvivlsomt er opfyldt, kan
udlevering iværksættes af politiet.
§ 18 d. For at sikre udleveringens gennemførelse kan de i
retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling
omtalte retsmidler anvendes. Fængsling, som er sket i medfør af denne
bestemmelse, skal ophæves, hvis udlevering ikke har fundet sted inden 20 dage
efter justitsministerens beslutning om udlevering. I særlige tilfælde kan
retten dog forlænge denne frist. § 18 finder tilsvarende anvendelse.«
5. I § 19, stk. 1, ændres »retsplejelovens kapitler
68, 69, 71 og 72,» til: »retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse,
kapitel 70 om varetægtsfængsling, kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om
ransagning og kapitel 75 b om beslaglæggelse,».
§ 2
I lov nr. 323 af 4. juni 1986 om international fuldbyrdelse af straf m.v.
foretages følgende ændringer:
1. Efter § 5 indsættes:
»Kapitel 3 a
FN-konventionen imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope
stoffer og den europæiske konvention om hvidvaskning, efterforskning samt
beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold
§ 5 a. Afgørelser om konfiskation, som er omfattet af
FN-konventionen imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer eller
den europæiske konvention om hvidvaskning, efterforskning samt beslaglæggelse
og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold, jf. bilag 3 og 4 til denne
lov, kan fuldbyrdes efter reglerne i kapitel 3, når konventionens betingelser
er opfyldt.«
2. Overskriften til kapitel 4 affattes således:
»Fælles regler om behandlingen af sager om fuldbyrdelse af
udenlandske afgørelser i Danmark efter kapitel 2-3 a«.
3. I § 10, stk. 1, og § 12, stk. 2, ændres
»3« til: »3 a«.
§ 3
I lov nr. 214 af 31. maj 1963 om samarbejde med Finland, Island, Norge og
Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. som ændret ved lov nr. 322 af 4.
juni 1986 foretages følgende ændringer:
1. I § 7 indsættes efter »betinget dom«:
»eller dom til samfundstjeneste«.
2. I § 8, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »betingede
dom«: »eller i dommen til samfundstjeneste«.
3. I § 8, stk. 2, indsættes efter »en betinget
dom«: »eller en dom til samfundstjeneste.«.
4. § 9 affattes således:
» § 9. Såfremt en person, der i Finland, Island, Norge eller
Sverige er idømt en betinget dom eller en dom til samfundstjeneste, her i
landet dømmes for strafbart forhold, kan retten, selv om der ikke er anordnet
tilsyn efter § 7, i overensstemmelse med straffelovens regler om betingede
domme træffe afgørelse om, at der skal fastsættes ubetinget straf for
forhold, der er omfattet af den betingede dom eller af dommen til
samfundstjeneste.«
5. I § 11, stk. 2, indsættes efter »borgerlig
straffelovs § 60«: »eller § 66«.
§ 4
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 905 af 10. november 1992
som senest ændret ved § 34 i lov nr. 387 af 14. juni 1994, § 1 i lov nr. 389
af 14. juni 1995, lov nr. 390 og 393 af 14. juni 1995 samt § 4 i lov nr. 427
af 14. juni 1995, foretages følgende ændringer:
Efter § 190 indsættes:
» § 191. En person, der er frihedsberøvet i udlandet, og som
har meddelt samtykke hertil, kan overføres til Danmark for i en straffesag at
afgive forklaring eller medvirke ved konfrontation. Den pågældende skal under
overførslen være frihedsberøvet og skal tilbageføres til den fremmede stat,
uanset om den pågældende senere tilbagekalder sit samtykke til overførslen.
Stk. 2. Afgørelse om frihedsberøvelse træffes af retten efter
anmodning fra politiet. Retten påser, at den pågældende har meddelt samtykke
til midlertidig overførsel som nævnt i stk. 1. For frihedsberøvelsen
fastsættes en frist, der kan forlænges. Rettens afgørelse træffes ved
kendelse, der ikke kan kæres.
Stk. 3. Den pågældende må under opholdet her i landet ikke drages
til ansvar eller udleveres videre til tredjeland for nogen strafbar handling
begået før overførslen her til landet.
Stk. 4. Under frihedsberøvelsen er den pågældende alene undergivet
de indskrænkninger, som er nødvendige til sikring af frihedsberøvelsens
øjemed og opretholdelse af orden og sikkerhed på anbringelsesstedet.
Anbringelse kan ske i arresthus, jf. retsplejelovens § 770, stk. 2.
Stk. 5. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om
behandlingen af personer, der er frihedsberøvet i medfør af stk. 1.«
§ 5
Stk. 1. § 1 og § 2 træder i kraft den 1. august 1996. § 3 og § 4
træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. § 1 har virkning for sager om udlevering, hvori der ved
lovens ikrafttræden ikke er truffet afgørelse af justitsministeren.
Stk. 3. § 2 finder kun anvendelse på afgørelser, der er truffet
efter, at FN-konventionen imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope
stoffer eller den europæiske konvention om hvidvaskning, efterforskning samt
beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold er trådt i
kraft mellem Danmark og vedkommende fremmede stat. Justitsministeren kan dog
på grundlag af overenskomst med vedkommende stat bestemme, at bestemmelserne
også skal anvendes på afgørelser, der er truffet tidligere.
§ 6
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. §§ 1-3 kan dog ved kongelig
anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de
afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Formål
1.1. Udlevering af lovovertrædere
Samarbejdet i Den Europæiske Union om udlevering af lovovertrædere sker på
grundlag af Den Europæiske Konvention af 13. december 1957 om udlevering af
lovovertrædere (1957-konventionen), jf. bekendtgørelse nr. 36 af 28.
september 1963, med tilhørende tillægsprotokoller. Foruden medlemsstaterne i
Den Europæiske Union har de fleste af de europæiske lande - herunder de
østeuropæiske lande og Tyrkiet - tiltrådt denne konvention.
I lyset af de stadig mere åbne grænser, det tiltagende antal
lovovertrædelser med internationale aspekter og det tætte samarbejde på det
retlige og politimæssige område mellem EU-medlemsstaterne bliver de
forholdsvis formelle betingelser og procedurer for udlevering mellem
medlemsstaterne opfattet som et stigende praktisk problem.
På denne baggrund blev der i efteråret 1993 iværksat en undersøgelse af,
om det i forhold til 1957-konventionen ville været muligt dels at lempe
betingelserne for udlevering, dels at forenkle de eksisterende
udleveringsprocedurer mellem EU-medlemsstaterne. Efter en bred drøftelse af
disse spørgsmål blev arbejdet med forenkling af udleveringsprocedurerne
færdiggjort, mens arbejdet med lempelse af betingelserne for udlevering blev
udskudt til senere. Rådet besluttede herefter ved en retsakt af 10. marts
1995 at anbefale medlemsstaterne at gennemføre Konventionen, udarbejdet på
grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union, om forenklet
udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union.
Ved lovforslagets § 1 gennemføres de ændringer i loven om udlevering af
lovovertrædere (udleveringsloven), der er nødvendige for, at man i Danmark
kan anvende den forenklede udleveringsprocedure, der følger af konventionens
bestemmelser.
En nærmere gennemgang af konventionen og de ændringer, som den giver
anledning til, findes nedenfor under pkt. 2 i de almindelige bemærkninger.
1.2. Fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser om konfiskation
m.v.
Om international fuldbyrdelse af konfiskationsafgørelser findes regler i
Den Europæiske Konvention af 28. maj 1970 om straffedommes internationale
retsvirkninger (retsvirkningskonventionen), der er gennemført i dansk ret ved
lov nr. 522 af 23. december 1970 om fuldbyrdelse af europæiske straffedomme.
Retsvirkningskonventionen har i praksis ikke kunnet indfri de forventninger,
som man bl.a. fra dansk side havde, da den blev åbnet for undertegnelse. Det
skyldes navnlig, at konventionen foruden af Danmark kun er tiltrådt af ganske
få lande.
Bl.a. på denne baggrund blev der på det europæiske justitsministermøde i
Oslo i 1986 vedtaget en resolution om at anbefale Europarådets
strafferetskomite (CDPC) at undersøge mulighederne for at skabe
internationale normer med henblik på et effektivt internationalt samarbejde
om efterforskning, beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra
narkotikakriminalitet. CDPC nedsatte en ekspertkomite om internationalt
samarbejde med hensyn til efterforskning, beslaglæggelse og konfiskation af
udbyttet fra strafbart forhold. Resultatet af ekspertkomiteens arbejde forelå
i juni 1990, hvor et udkast til Konvention om hvidvaskning, efterforskning
samt beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold
(hvidvaskkonventionen) blev godkendt af CDPC. Konventionen blev åbnet for
undertegnelse den 8. november samme år og er undertegnet af bl.a. Danmark.
Ved lovforslagets § 2 gennemføres de ændringer i loven om international
fuldbyrdelse af straf m.v., der er nødvendige for, at afgørelser om
konfiskation efter anmodning i henhold til hvidvaskkonventionen kan
fuldbyrdes i Danmark.
Endvidere gennemføres en udvidelse af loven om international fuldbyrdelse
af straf m.v., således at den også omfatter fuldbyrdelse af afgørelser om
konfiskation, der er fremsat i henhold til FN-konventionen af 20. december
1988 imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer
(FN-konventionen). Denne konvention er ratificeret af Danmark i henhold til
kongelig resolution af 3. december 1991, jf. bekendtgørelse nr. 50 af 17.
juni 1993.
De foreslåede ændringer gennemgås nærmere nedenfor under pkt. 3 i de
almindelige bemærkninger.
1.3. Fuldbyrdelse af nordiske afgørelser om
samfundstjeneste
Lovforslagets § 3 har til formål at sikre, at nordiske afgørelser om
samfundstjeneste kan fuldbyrdes i de nordiske lande i lighed med domme til
frihedsstraf, bøder m.v., jf. lov nr. 214 af 31. maj 1963 om samarbejde med
Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. som
ændret ved lov nr. 322 af 4. juni 1986. Der henvises herom til pkt. 4
nedenfor.
1.4. Overførsel af vidner, der er frihedsberøvet i
udlandet
Ved Østre Landsrets kendelse af 21. september 1994 blev det fastslået, at
der ikke er hjemmel til at frihedsberøve en i udlandet frihedsberøvet person,
der midlertidigt overføres til Danmark med henblik på at afgive
vidneforklaring i en verserende straffesag. Ved lovforslagets § 4
tilvejebringes fornøden hjemmel til frihedsberøvelse i sådanne tilfælde, jf.
herom nedenfor under pkt. 5 i de almindelige bemærkninger.
2. Udlevering af lovovertrædere
2.1. Gældende ret
2.1.1. Efter udleveringslovens § 1, stk. 1, kan den, der i
udlandet er sigtet, tiltalt eller dømt for en strafbar handling, udleveres
fra Danmark til udlandet efter lovens regler. Loven omfatter dog ikke
udlevering fra Danmark til et af de nordiske lande, jf. § 1, stk. 2. Sådan
udlevering sker efter bestemmelserne i lov nr. 27 af 3. februar 1960 som
ændret ved lov nr. 251 af 12. juni 1975 om udlevering af lovovertrædere til
Finland, Island, Norge og Sverige.
2.1.2. Betingelserne for udlevering er fastsat i udleveringslovens
kapitel 2. Blandt betingelserne indgår efter udleveringslovens § 10, at
udlevering som udgangspunkt kun kan ske på vilkår, at den udleverede ikke
drages til ansvar eller udleveres videre til tredjeland for nogen anden
strafbar handling, begået før udleveringen, end den, den pågældende er
udleveret for (specialitetsreglen). Efter udleveringslovens § 20, jf. § 10,
nr. 1, litra a, kan justitsministeren dog efter anmodning meddele tilladelse
hertil, såfremt udlevering for den pågældende handling kunne have fundet sted
efter udleveringslovens bestemmelser. I § 10, nr. 1, litra b-c, er fastsat
nogle supplerende bestemmelser, hvorefter immuniteten i visse tilfælde også
kan ophæves ved den udleveredes egne handlinger.
Efter den bestående ordning kan den udleverede ikke selv give afkald på
anvendelse af specialitetsreglen. Udleveringsloven svarer på dette punkt til
ordningen efter den europæiske udleveringskonvention, jf. art. 14 og 15.
Efter den nordiske ordning gjaldt derimod tidligere, at den udleverede i et
retsmøde kunne give afkald på specialitetsreglen i forhold til det begærende
land, jf. lov nr. 27 af 3. februar 1960, § 6, stk. 1, nr. 1, litra b. Den
nugældende ordning er endnu mere vidtgående, idet den indebærer, at det
nordiske land, der har begæret en person udleveret, som hovedregel kan
medinddrage andre forhold, der er begået før udleveringen, uden at indhente
samtykke hverken fra den udleverede eller det land, hvorfra udleveringen er
sket, jf. § 6 i lov nr. 251 af 12. juni 1975. Også efter den nordiske ordning
gælder imidlertid fortsat et forbud mod videreudlevering til tredjeland uden
justitsministerens tilladelse for nogen før udleveringen begået strafbar
handling, jf. lovens § 6, nr. 1.
2.1.3. I udleveringslovens kapitel 3 er fastsat regler om
behandlingen af sager om udlevering. Efter § 11 kan udlevering kun ske efter
en anmodning, der indeholder oplysninger om tid og sted for den strafbare
handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser. Med
anmodningen skal efter bestemmelsens stk. 2 følge udskrift af den beslutning
om anholdelse eller fængsling eller af den dom, der danner grundlag for
anmodningen. Sammen med § 12 indebærer udleveringslovens § 11, at der ikke
kan indledes en nærmere undersøgelse af en udleveringsbegæring, før den i
henhold til § 11, stk. 2, nødvendige dokumentation foreligger. Efter
udleveringslovens § 19 kan der efter omstændighederne i stedet foretages
beslaglæggelse, ransagning, anholdelse og fængsling, såfremt den berørte
person er efterlyst af myndighederne i den begærende stat som sigtet, tiltalt
eller dømt for en strafbar handling, der må antages at kunne begrunde
udlevering efter udleveringsloven. De nævnte foranstaltninger skal imidlertid
som udgangspunkt ophæves, såfremt anmodning om udlevering, jf. § 11, ikke er
modtaget senest 30 dage efter anholdelsen. Udleveringslovens ordning svarer i
det væsentlige til reglerne i Den Europæiske Udleveringskonvention, jf.
konventionens art. 12-13 og 16.
Den nordiske udleveringslov giver med henblik på en hurtig behandling af
udleveringssager mulighed for, at politiet kan træffe bestemmelse om
udlevering, når den pågældende i et retsmøde har meddelt samtykke til
udlevering, og det er utvivlsomt, at udleveringsbetingelserne er opfyldt.
Udleveringssagen behandles i så fald som udgangspunkt alene på grundlag af en
begæring, der indeholder oplysning om tid og sted for den strafbare handling,
dennes beskaffenhed, de anvendelige straffebestemmelser, nationalitet og - om
muligt - opholdssted for den, der begæres udleveret, samt sådanne
oplysninger, som i øvrigt er nødvendige til bestemmelse af den pågældendes
identitet, jf. lovens §§ 8 og 13.
En lignende ordning kendes ikke i udleveringsloven. Efter denne lovs § 15,
stk. 1, forelægges spørgsmålet om udlevering efter afslutningen af den
undersøgelse, der er iværksat efter § 12 på grundlag af en formel
udleveringsbegæring efter § 11, for justitsministeren. Et eventuelt samtykke
fra den pågældende til udlevering vil alene indebære et afkald på adgangen
til at indbringe spørgsmålet om udleveringens lovlighed for domstolene og
dermed en fremskyndelse af det tidspunkt, hvor udleveringen herefter kan
iværksættes, jf. lovens §§ 16 og 17.
2.2. Konventionen om forenklet udleveringsprocedure mellem
medlemsstaterne i Den Europæiske Union
2.2.1. Formålet med Konventionen, udarbejdet på grundlag af
artikel K.3 i Traktaten om Den Europæiske Union, om forenklet
udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union
(konventionen om en forenklet udleveringsprocedure) er at supplere og
forenkle procedurerne i Den Europæiske Udleveringskonvention af 13. december
1957. Tanken er at anvende en forenklet procedure i det omfang, den person,
der begæres udleveret, samtykker i udleveringen. Forenklingen sker i form af
mere direkte kontakt mellem de berørte staters kompetente myndigheder og en
mere hensigtsmæssig tilrettelæggelse af sagsgangen. Forenklingen modsvares
af, at samtykke til udlevering meddeles i retten.
Konventionen om forenklet udleveringsprocedure er optaget som bilag 1 til
lovforslaget.
1957-konventionen finder fortsat anvendelse dels i de tilfælde, hvor
personen eller den adspurgte stat ikke samtykker i udleveringen, dels i de
tilfælde, hvor konventionen ikke indeholder supplerende regler. Det
sidstnævnte indebærer bl.a., at de bestående nationale regler om
betingelserne for udlevering kan opretholdes uændret i forhold til
EU-medlemsstaterne, og at spørgsmålet om videreudlevering til et tredjeland
uden for kredsen af EU-medlemsstater fortsat reguleres af 1957- konventionens
bestemmelser herom.
Efter konventionens art. 1, stk. 2, berører konventionen ikke
anvendelsen af mere fordelagtige bestemmelser i gældende bi- eller
multilaterale aftaler mellem medlemsstater. Det indebærer for Danmarks
vedkommende, at den fælles nordiske lovgivning om udlevering fortsat kan
finde anvendelse i sager om udlevering af personer til strafforfølgning eller
straffuldbyrdelse i et nordisk land.
2.2.2. I art. 2-3 forpligtes medlemsstaterne til indbyrdes
at udlevere eftersøgte personer efter den forenklede procedure, såfremt den
berørte person og den anmodede stat meddeler samtykke hertil. Kravet om den
anmodede stats tilladelse foruden den eftersøgte persons samtykke skal ses
som en garanti for, at de materielle betingelser for udlevering er opfyldt.
Konventionen indebærer således ikke en pligt til at iværksætte udlevering
efter den forenklede procedure, når blot den eftersøgte persons samtykke
foreligger, men fordrer tværtimod, at den anmodede stat foretager en
selvstændig vurdering af spørgsmålet om udlevering. Den anmodede stat kan
derfor nægte udlevering, hvis omstændighederne giver grundlag for at antage,
at udleveringsbetingelserne ikke er opfyldt, eller såfremt andre grunde i
øvrigt taler for at følge fremgangsmåden efter 1957- konventionen.
2.2.3. Art. 4 foreskriver, hvilke oplysninger der som
udgangspunkt skal anses for tilstrækkelige til, at den anmodede stat og
personen, der begæres udleveret, kan tage stilling til spørgsmålet om
anvendelse af den forenklede udleveringsprocedure. De oplysninger, der skal
kunne danne grundlag for udlevering efter den forenklede procedure, svarer
til de oplysninger, der i dag fremgår af Interpols efterlysninger.
Oplysningerne stemmer endvidere overens med de oplysninger, der normalt
fremsendes sammen med en formel udleveringsbegæring efter art. 12 i
1957-konventionen. Forskellen mellem Interpols efterlysning og en formel
udleveringsbegæring består alene i, at der i Interpols efterlysning er tale
om uddrag af oplysninger fra kendelser, domme, politirapporter m.v. og ikke
bekræftet udskrift af de pågældende dokumenter.
Formålet med art. 4 er at sikre en hurtig udlevering og at forhindre, at
personer, der er villige til at lade sig udlevere, må tilbageholdes i en
længere periode, mens en formel udleveringsbegæring udfærdiges, fremsendes,
oversættes og behandles, uanset at der ikke på forhånd er tvivl om, at
betingelserne for udlevering er opfyldt. Er der på baggrund af de forelagte
oplysninger ikke tilstrækkeligt grundlag for at afgøre, om de nationale
betingelser for udlevering er opfyldt, giver art. 4 undtagelsesvis mulighed
for at indhente yderligere oplysninger. Som anført under pkt. 2.2.2., anviser
konventionens art. 2 imidlertid også den mulighed, at de kompetente
myndigheder i den anmodede stat nægter tilladelse til udlevering efter den
forenklede procedure.
2.2.4. I art. 5 angives måden, hvorpå samtykke og
tilladelse til udlevering efter den forenklede procedure gives. Om den
anmodede stat gælder, at tilladelse gives i overensstemmelse med de nationale
procedurer. For den anholdte persons samtykke gælder særlige regler i art.
6-7.
Art. 6 pålægger den medlemsstat, i hvilken anholdelsen med henblik
på udlevering har fundet sted, at oplyse den anholdte person om den
foreliggende begæring og om muligheden for at give samtykke til udlevering
efter den forenklede procedure. Oplysningerne skal gives i forbindelse med
anholdelsen eller umiddelbart herefter.
Den anholdtes samtykke - og eventuelt tillige udtrykkelige afkald på
anvendelse af specialitetsreglen, jf. konventionens art. 9 og pkt. 2.2.6.
nedenfor - skal efter art. 7, stk. 1, gives over for de kompetente
retsmyndigheder i den anmodede stat i overensstemmelse med dennes nationale
lovgivning. Det skal i den forbindelse sikres, at samtykket indhentes på en
sådan måde, at det fremgår, at den pågældende har givet udtryk herfor
frivilligt og med fuldt kendskab til følgerne heraf. Med henblik herpå har
den berørte person ret til at lade sig rådgive, jf. art. 7, stk. 2 og 3. At
samtykket kræves afgivet i form af et indenretligt, informeret samtykke,
skyldes hensynet til retssikkerheden. Samtykket er således grundlaget for
udleveringen, og det skal derfor sikres, at det afgives frivilligt og under
betryggende former.
Efter art. 7, stk. 4, kan samtykke og afkald på anvendelse af
specialitetsreglen som udgangspunkt ikke tilbagekaldes. Tanken bag denne
ordning er, at en person, der i tilknytning til anholdelsen har meddelt sit
samtykke til udlevering, ikke umiddelbart før overgivelsen til det begærende
land skal kunne tilbagekalde dette samtykke og herefter begære sig løsladt
under henvisning til, at fristen for fremsættelse af en formel
udleveringsbegæring efter art. 16 i 1957-konventionen er overskredet.
Sidstnævnte bestemmelse foreskriver således i stk. 4, at en foreløbig
fængsling ikke må strække sig ud over 40 dage, regnet fra anholdelsesdagen.
Art. 7, stk. 4, åbner imidlertid mulighed for at tage forbehold, således
at samtykke til udlevering og afkald på anvendelse af specialitetsreglen kan
tilbagekaldes efter nationale regler. For at undgå, at tilbagekaldelsen af
samtykket i så fald berører gennemførelsen af udleveringsproceduren efter de
almindelige regler, fastsættes det samtidig i stk. 4, at den periode, der
forløber mellem meddelelsen om samtykke og meddelelsen om tilbagekaldelse
heraf, ikke medregnes ved beregningen af de frister, der efter
1957-konventionens art. 16, stk. 4, gælder for fremsættelse af en formel
udleveringsbegæring. Det indebærer med andre ord, at den begærende stat, hvis
den berørte person tilbagekalder sit samtykke, råder over lige så mange dage
til at indgive en formel udleveringsbegæring, som staten havde, da der blev
meddelt samtykke til udlevering, og hvor staten således afbrød udarbejdelsen
af de dokumenter, der kræves i henhold til 1957-konventionen.
Der er ikke i den nordiske udleveringslov fastsat regler om samtykkets
uigenkaldelighed. Tilbagekaldelse af et indenretligt samtykke til udlevering
må efter denne lovs § 13, stk. 2, og motiverne hertil formentlig indebære, at
spørgsmålet om udlevering i stedet behandles efter de almindelige regler. Der
henvises herved til Folketingstidende 1958-59, Tillæg A, sp. 1803. Den
berørte person kan næppe heller på andet grundlag antages at være afskåret
fra at tilbagekalde et samtykke til udlevering og et eventuelt afkald på
anvendelse af specialitetsreglen, uanset om samtykket og afkaldet er afgivet
under betryggende former. Udleveres personen umiddelbart efter samtykkets
indenretlige meddelelse, vil spørgsmålet om samtykkes uigenkaldelighed næppe
opstå i praksis. Den nordiske ordning har således ikke givet anledning til
problemer i sådanne tilfælde.
Skal den pågældende inden overførelsen strafforfølges eller afsone en
frihedsstraf i Danmark for en anden forbrydelse end den, der er begæret
udlevering for, jf. konventionens art. 11, stk. 4, og pkt. 2.2.8. nedenfor,
kan grundlaget for samtykket være ændret på det tidspunkt, hvor udleveringen
herefter skal iværksættes. At fastholde den pågældende på et indenretligt
samtykke under sådanne omstændigheder, kan være betænkeligt.
Justitsministeriet finder det på denne baggrund rigtigst, at Danmark i
forbindelse med ratifikationen af konventionen afgiver erklæring om, at
samtykke til udlevering og i givet fald afkald på anvendelse af
specialitetsreglen kan tilbagekaldes i henhold til nationale regler.
2.2.5. Efter art. 8 skal den anmodede stat omgående meddele
den berørte persons samtykke til den begærende stat. Senest 10 dage efter
anholdelsen skal den begærende stat i øvrigt underrettes om, hvorvidt den
pågældende har meddelt samtykke. Den korte tidsfrist skal ses som led i
bestræbelserne på at forkorte sagsbehandlingstiden mest muligt. Fristen har i
øvrigt sammenhæng med konventionens art. 10 og 11, hvorefter der fra
anholdelsestidspunktet til det tidspunkt, hvor personen er overgivet i den
begærende stats varetægt, som udgangspunkt ikke må forløbe mere end 50 dage.
I tilfælde, hvor der ikke inden for 10-dages fristen er meddelt samtykke,
indebærer bestemmelsen tillige, at den begærende stat får lejlighed til at
fremsende en formel udleveringsbegæring i medfør af 1957-konventionens art.
12 uden at overskride den maksimale frist for frihedsberøvelse efter
1957-konventionens art. 16, stk. 4, der er 40 dage.
2.2.6. Efter art. 9 kan en medlemsstat erklære, at
specialitetsreglen i 1957-konventionens art. 14 ikke finder anvendelse i
forbindelse med den forenklede udleveringsprocedure. Der består efter
bestemmelsen følgende muligheder:
1) Der afgives ingen erklæring i medfør af art. 9. Det indebærer, at
specialitetsreglen i 1957-konventionens art. 14 og udleveringslovens § 10
opretholdes uændret. Den berørte person vil således ligesom efter gældende
ret ikke kunne meddele samtykke til, at den begærende stat drager den
pågældende til ansvar for nogen anden handling, begået før udleveringen, end
den, der sker udlevering for.
2) Der afgives erklæring om, at 1957-konventionens art. 14 ikke finder
anvendelse ved den forenklede udleveringsprocedure (art. 9, litra a). Det
indebærer, at den person, der meddeler samtykke til udlevering, uden videre
kan drages til ansvar i den begærende stat for andre forhold, begået før
udleveringen, end det, der sker udlevering for.
3) Der afgives erklæring om, at 1957-konventionens art. 14 ikke finder
anvendelse, såfremt den berørte person i forbindelse med samtykke til
udlevering samtidig udtrykkeligt giver afkald på anvendelse af
specialitetsreglen (art. 9, litra b). Det indebærer, at den gældende ordning
kan fraviges, men alene efter særskilt tilkendegivelse herom fra den
pågældende.
Art. 9 skal sammenholdes med art. 13, der angår spørgsmålet om
videreudlevering fra den begærende stat til en tredje stat inden for kredsen
af EU-medlemsstater. Om videreudlevering til en tredje stat, der har tiltrådt
1957-konventionen, men ikke er medlem af Den Europæiske Union, gælder fortsat
1957-konventionens art. 15, jf. ovenfor pkt. 2.2.1. og 2.2.2.
Efter art. 13 indebærer et samtykke til udlevering og afkald på
anvendelse af specialitetsreglen i forhold til den begærende stat som
udgangspunkt tillige afkald på anvendelse af specialitetsreglen i forhold til
en tredje medlemsstat. Den pågældende vil således kunne videreudleveres til
en sådan stat uden forudgående tilladelse af myndighederne i den anmodede
stat. En medlemsstat kan imidlertid samtidig med erklæringen i medfør af art.
9 afgive erklæring om, at videreudlevering til en anden medlemsstat skal ske
i overensstemmelse med 1957-konventionens art. 15.
Efter Justitsministeriets opfattelse forekommer det ubetænkeligt at indgå
på en ordning, hvorefter specialitetsreglen kan fraviges i forhold til den
begærende stat, såfremt den berørte person i et retsmøde samtidig med
samtykket til udlevering udtrykkeligt giver afkald på specialitetsreglen. Det
forudsættes herved, at den pågældende har modtaget en udførlig vejledning om
følgerne af afkaldet. Det svarer til den ordning, der tidligere var gældende
mellem de nordiske lande, jf. pkt. 2.1.2. Hertil kommer, at den udvidede
ordning alene kommer til anvendelse indenfor kredsen af EU-medlemsstater.
Uden for sådanne tilfælde er det som nævnt fortsat den gældende ordning, der
finder anvendelse, jf. udleveringslovens § 10 og ovenfor pkt. 2.1.2.
For at indskrænke adgangen til at give afkald på specialitetsreglen til
alene at gælde i forhold til den begærende stat kan tale, at videreudlevering
til tredjeland end ikke efter den nordiske udleveringslov kan ske uden
justitsministerens tilladelse. På den anden side kommer konventionens art. 13
som nævnt alene til anvendelse i forhold til EU-medlemsstaterne. På øvrige
tredjestater kræves fortsat samtykke fra den anmodede stat.
Justitsministeriet har efter en samlet vurdering fundet, at det vil være
forsvarligt at indgå på en ordning, hvorefter specialitetsreglen uden videre
fraviges ved videreudlevering til en tredje medlemsstat, når den berørte
person efter fornøden vejledning udtrykkeligt har givet afkald på
specialitetsreglen i forhold til den begærende stat. På denne baggrund vil
der alene skulle afgives erklæring om anvendelse af art. 9, litra b, i
forbindelse med ratifikationen af konventionen.
2.2.7. Efter art. 10 skal afgørelsen om udlevering og alle
oplysninger om den forenklede procedure meddeles direkte mellem de berørte
myndigheder. Fremsendelse af dokumenter ad diplomatisk vej bliver således
unødvendig. Bestemmelsens formål er at forenkle og fremskynde
udleveringsproceduren mest muligt.
Endvidere skal afgørelsen om udlevering meddeles senest 20 dage efter den
dato, hvor den pågældende har givet sit samtykke. Hvis den anmodede stat
nægter udlevering efter den forenklede procedure, indebærer denne regel, at
den begærede stat i kraft af samspillet mellem de to frister i art. 8 og 10
stadig har en frist på mindst 10 dage inden for 40-dages fristen i
1957-konventionens art. 16, stk. 4, til at indgive en formel
udleveringsbegæring.
2.2.8. Ifølge art. 11 skal udleveringen finde sted senest
20 dage efter meddelelsen af afgørelsen om udlevering. I modsat fald skal den
pågældende løslades. I tilfælde af force majeure kan fristen imidlertid
overskrides. Hvis den af force majeure berørte myndighed underretter den
kompetente myndighed i den anden stat inden for 20-dages fristen, kan de to
myndigheder aftale en ny dato for udleveringen. Har udlevering ikke fundet
sted inden 20 dage fra denne dato, skal den pågældende løslades.
Det er forudsat, at reglen om force majeure har karakter af en
undtagelsesbestemmelse. Der skal således være tale om en situation, som ikke
har kunnet forudses og afværges, f.eks. et trafikuheld, en strejke, der
forhindrer anvendelse af det planlagte transportmiddel uden mulighed for at
benytte andre transportmidler, eller alvorlig sygdom hos den berørte person,
som nødvendiggør øjeblikkelig hospitalsindlæggelse.
I øvrigt forudsættes den nye dato for udlevering at skulle ligge så tæt
som muligt på den dato, hvor den oprindelige frist for udlevering udløb.
Efter stk. 4 finder artikel 11 ikke anvendelse, såfremt den anmodede stat
ønsker at benytte art. 19 i 1957-konventionen. Sidstnævnte bestemmelse giver
mulighed for at udsætte eller betinge overførelsen af den berørte person af,
at der forinden eller senere gives den anmodede stat adgang til at iværksætte
strafforfølgning eller straffuldbyrdelse mod den berørte person i anledning
af andre forhold end det, der sker udlevering for.
2.2.9. Meddeles samtykke til udlevering senere end 10 dage efter
anholdelsen, men inden modtagelse af en formel udleveringsbegæring efter
1957-konventionens art. 12, skal den forenklede procedure også finde
anvendelse, jf. art. 12. Gives samtykket efter modtagelse af den
formelle udleveringsbegæring, kan den forenklede procedure finde anvendelse.
Det samme gælder i tilfælde, hvor udleveringssagen udelukkende er indledt på
grundlag af en formel udleveringsbegæring. Udleveringsloven indebærer, at
spørgsmålet om domstolsprøvelse af justitsministerens beslutning om
udlevering bortfalder, hvis den pågældende meddeler samtykke til udlevering.
Art. 12 kan derfor næppe ventes at få større praktisk betydning i de
tilfælde, hvor samtykket først meddeles efter modtagelsen af den formelle
udleveringsbegæring. Der findes på den anden side ikke at være noget til
hinder for, at Danmark indgår på anvendelse af den forenklede
udleveringsprocedure i sådanne tilfælde.
2.2.10. Art. 14 indeholder regler om den dokumentation,
der skal fremsendes i forbindelse med ansøgning om transittilladelse, dvs.
tilladelse til, at en person, der udleveres fra en fremmed stat til en anden,
føres gennem det danske rige. Bestemmelsen er en følge af den forenkling af
fremgangsmåden ved udlevering, der fremgår af konventionens art. 3 og 4.
Endelig rummer art. 15-17 forskellige bestemmelser om angivelse af
kompetente myndigheder, ikrafttræden m.v.
3. Fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser om konfiskation m.v.
3.1. Gældende ret
3.1.1. Hovedformålet med Den Europæiske Konvention om
hvidvaskning, efterforskning samt beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet
fra strafbart forhold, jf. pkt. 3.2. nedenfor, er på internationalt plan at
kunne bekæmpe hvidvaskning af udbytte ved kriminel aktivitet.
Hvidvaskning af udbytte fra strafbare handlinger er ikke generelt
kriminaliseret i dansk ret, men der findes en række bestemmelser om
efterfølgende medvirken (hæleri), knyttet til nærmere angivne
førforbrydelser, der kriminaliserer sådanne forhold. For så vidt angår
straffeloven, kan særligt henvises til § 191 a om narkotikahæleri, der
formentlig vil dække enhver forsætlig hjælp til hvidvaskning af udbytte fra
grovere narkotikakriminalitet. Endvidere kan peges på § 284 om hæleri i
forbindelse med tyveri, ulovlig omgang med hittegods, underslæb, bedrageri,
databedrageri, afpresning, skyldnersvig eller røveri, der formentlig vil
dække alle former for forsætlig hjælp til hvidvaskning af udbytte fra de
nævnte former for kriminalitet. Hertil føjes en ved lov nr. 367 af 18. maj
1994 gennemført ændring af straffeloven, hvorved hæleri med hensyn til
indsmugling af særlig grov karakter, jf. § 289, 2. pkt., blev indføjet i §
284. Hæleri med hensyn til groft skattesvig, jf. § 289, 1. pkt., er derimod
ikke selvstændigt kriminaliseret. Herudover kan nævnes straffelovens § 303,
der kriminaliserer visse former for groft uagtsomt hæleri i forbindelse med
berigelsesforbrydelser, og § 300 c, der vedrører visse former for forsætligt
eller groft uagtsomt hæleri i forbindelse med overtrædelse af § 282 (åger), §
300 a eller § 300 b (bedrageri- eller ågerlignende forhold).
Nogle særlove rummer mere begrænsede hæleribestemmelser. Til illustration
kan nævnes § 3, stk. 2, i lov om euforiserende stoffer, der angår forsætligt
hæleri svarende til straffelovens § 191 a, og toldlovens § 73, stk. 3, der
vedrører forsætligt eller groft uagtsomt hæleri med hensyn til indsmuglede
varer.
3.1.2. Om hvidvaskning af penge kan desuden henvises til lov nr.
348 af 9. juni 1993 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvaskning af
penge. Ved denne lov, der gennemfører Rådets direktiv nr. 91/308/EØF,
reguleres for første gang i dansk ret hvidvaskning af penge som begreb. Efter
lovens § 2 forstås ved hvidvaskning af penge i lovens forstand
»konvertering, overførsel, erhvervelse, besiddelse eller anvendelse af
formuegoder eller fortielse eller tilsløring af deres art, oprindelse,
lokalisering, bevægelser og ejerforhold samt forsøg herpå eller medvirken
hertil med viden eller formodning om, at formuegoderne stammer fra
overtrædelse af straffeloven.« Loven indfører bl.a. en særlig
undersøgelses- og underretningspligt i tilfælde af mistanke om, at en
transaktion har tilknytning til hvidvaskning af penge. Loven udvider derimod
ikke det strafbare område for hvidvaskning af udbytte ved kriminel aktivitet.
3.1.3. Efterforskning af sager om hvidvaskning af udbyttet ved
kriminel aktivitet sker efter reglerne i retsplejeloven. En væsentlig
bestemmelse er i den forbindelse retsplejelovens § 824, hvorefter der kan ske
beslaglæggelse af ting, som antages at være af betydning som bevismidler
eller at burde konfiskeres, eller som ved forbrydelsen er fravendt nogen, af
hvem de kan kræves tilbage.
3.1.4. Hovedbestemmelsen om konfiskation i relation til økonomisk
udbytte er straffelovens § 75, stk. 1, hvorefter udbyttet eller et hertil
svarende beløb - eventuelt skønsmæssigt ansat - kan konfiskeres helt eller
delvis. Udbyttet, herunder udbyttesurrogater, eller et tilsvarende beløb vil
normalt, hvor det er muligt, blive beslaglagt under sagen, hvorefter retten
ved domsafsigelsen tager stilling til, om der skal ske konfiskation heraf.
3.1.5. Retsplejeloven indeholder ikke udtrykkelig hjemmel til at
fuldbyrde udenlandske retsafgørelser om straffeprocessuelle tvangsindgreb,
f.eks. beslaglæggelse, ligesom der ikke i øvrigt er udtrykkelig hjemmel til
at foretage et sådant indgreb som led i en straffesag, der behandles i en
anden stat. Danmark har imidlertid bl.a. tiltrådt Den Europæiske Konvention
af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager, jf. bekendtgørelse
nr. 18 af 17. juli 1963, der i art. 3, jf. art. 5, på visse betingelser
rummer en pligt til at imødekomme udenlandske retsanmodninger om
beslaglæggelse af bevismidler. Beslaglæggelse af konfiskerbart udbytte, der
ikke samtidig er bevismiddel, omfattes ikke af konventionen.
Retshjælpskonventionen er ikke transformeret til dansk ret, men det
antages med støtte i afgørelserne U 1972.600 H og U 1988.203 V, at en
udenlandsk begæring om beslaglæggelse af bevismidler kan imødekommes, uanset
om der mellem Danmark og den begærende stat består en aftale herom, såfremt
der ville kunne ske beslaglæggelse af bevismidler i en tilsvarende straffesag
her i landet. Det må efter formålet med en beslaglæggelse af bevismidler
antages, at det beslaglagte vil kunne overføres til den begærende stat - i
hvert fald mens straffesagen verserer. Herom fremgår af
retshjælpskonventionens art. 6, stk. 2, at alle ejendele og originale akter
eller dokumenter, som er udleveret i anledning af en retsanmodning, af den
begærende stat snarest muligt skal tilbageleveres til den anmodede stat,
medmindre denne giver afkald på tilbagesendelsen. Endvidere rummer såvel § 15
i den nordiske udleveringslov som § 18 i udleveringsloven udtrykkelig hjemmel
til med forbehold af tredjemands eventuelle rettigheder at overgive
genstande, som er beslaglagt eller taget i bevaring under sagen, til den
myndighed, der har anmodet om udlevering.
Med støtte i de ovennævnte afgørelser må det antages, at også udenlandske
begæringer om beslaglæggelse af ting, herunder penge, der findes at burde
konfiskeres, jf. retsplejelovens § 824, stk. 1, kan imødekommes, såfremt der
kunne ske beslaglæggelse med denne begrundelse i en tilsvarende straffesag
her i landet. Derimod kan der næppe antages alene på baggrund af kendelsen om
beslaglæggelse at være hjemmel til at overføre det beslaglagte, f.eks. et
indestående på en bankkonto, til den begærende stat. Det beslaglagte vil
efter omstændighederne senere helt eller delvis kunne overføres til den
begærende stat som led i imødekommelsen af en anmodning om fuldbyrdelse af en
dom til konfiskation, jf. pkt. 3.1.6.
3.1.6. Som det fremgår af pkt. 4.1. nedenfor, kan domme bl.a. til
konfiskation, afsagt i et andet nordisk land, fuldbyrdes her i landet efter
de særlige regler herom. Om fuldbyrdelse i øvrigt af udenlandske domme til
konfiskation gælder lov nr. 323 af 4. juni 1986 om international fuldbyrdelse
af straf m.v. Ved lovens kapitel 3 har man inkorporeret Den Europæiske
Konvention om straffedommes internationale retsvirkninger
(retsvirkningskonventionen), der bl.a. omhandler konfiskation, jf. art. 2,
litra b. Domme til konfiskation, afsagt af stater, der har tiltrådt
konventionen, kan således fuldbyrdes her i landet på de i loven og
konventionen givne betingelser.
Efter lovens § 9 kan justitsministeren på grundlag af overenskomst
(bilateral aftale) med en anden stat fastsætte, at der bl.a. skal kunne ske
fuldbyrdelse af domme til konfiskation, afsagt af denne stat, i samme omfang,
som der kan ske fuldbyrdelse af konfiskationsdomme, afsagt i en stat, der har
tiltrådt konventionen. En sådan overenskomst kan indeholde fravigelser fra
konventionen, jf. § 9.
Gælder hverken retsvirkningskonventionen eller en bilateral aftale mellem
Danmark og den pågældende stat, indeholder lovens § 10 hjemmel til, at
justitsministeren, når humanitære eller andre særlige hensyn taler derfor,
kan bestemme, at »straf m.v.«, pålagt i en anden stat, kan
fuldbyrdes her i landet. Det må antages, at de retshåndhævelseshensyn, der
ligger bag en dom til genstands- eller udbyttekonfiskation, omfattes af
udtrykket »andre særlige hensyn« i § 10, stk. 1, således at også en
dom til konfiskation, afsagt i en af de i § 10 omhandlede stater, efter
omstændighederne kan fuldbyrdes her i landet efter justitsministerens
bestemmelse. En eventuel fuldbyrdelse sker i disse tilfælde som udgangspunkt
efter retsvirkningskonventionens bestemmelser. Justitsministeren kan dog gøre
afvigelse fra lovens og konventionens ordning, jf. § 10, stk. 3.
Efter art. 47, stk. 1, indbetales provenuet af konfiskationen til den
danske statskasse. Konfiskerede genstande, der repræsenterer en særlig
interesse, kan efter stk. 2 tilbagesendes til den begærende stat efter dennes
anmodning. I de af lovens §§ 9 og 10 omfattede tilfælde, der som nævnt giver
mulighed for at fravige konventionens ordning, må der endvidere antages at
være adgang for justitsministeren til at bestemme, at art. 47 fraviges,
således at det konfiskerede overføres helt eller delvis til den begærende
stat. Det gælder i hvert fald, såfremt der er konstateret gensidighed i
forhold til den begærende stat. Heller ikke hensynet til den dømte kan føre
til andet resultat. Overførelsen indebærer således alene et afkald i forhold
til statskassen på det pågældende beløb. En sådan fravigelse kan efter
omstændighederne komme på tale dels i tilfælde, hvor der består et
erstatningskrav i anledning af den lovovertrædelse, som har dannet grundlag
for konfiskationen, jf. straffelovens § 77, dels i tilfælde, hvor
forbrydelsen bortset fra det konfiskerede udbytte ikke har nogen tilknytning
til Danmark.
3.2. Hvidvaskkonventionen og FN-konventionen imod ulovlig
handel med narkotika og psykotrope stoffer
3.2.1. Som nævnt under pkt. 3.1.1., er hovedformålet med Den
Europæiske Konvention om hvidvaskning, efterforskning samt beslaglæggelse og
konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold (hvidvaskkonventionen) at
styrke det internationale samarbejde om bekæmpelse af kriminalitet med
henblik på i videst muligt omfang at sikre, at lovovertrædere fratages
udbyttet af deres kriminelle aktivitet, uanset hvor den strafbare handling er
begået, og uanset hvor udbyttet er anbragt.
Hvidvaskkonventionen er optaget som bilag 2 til lovforslaget.
Hvidvaskkonventionen tilsigter endvidere at supplere allerede eksisterende
instrumenter på området, herunder navnlig den europæiske
retshjælpskonvention, retsvirkningskonventionen og konventionen af 15. maj
1972 om overførsel af retsforfølgningen i straffesager. Sidstnævnte
konvention er inkorporeret i dansk ret ved lov nr. 252 af 12. juni 1975 om
overførsel til et andet land af retsforfølgning i straffesager.
Desuden skal hvidvaskkonventionen ses i sammenhæng med FN-konventionen
imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer (FN-konventionen),
der også indeholder regler om retshjælp som led i efterforskningen af
forbrydelser og konfiskation af udbyttet heraf. Anvendelsesområdet for
hvidvaskkonventionen er imidlertid ikke begrænset til narkotikaforbrydelser,
men omfatter som udgangspunkt hvidvask af udbyttet fra enhver strafbar
handling.
FN-konventionens artikel 3 og 5 om konfiskation m.v. er optaget som bilag
3 til lovforslaget, idet der i øvrigt henvises til bekendtgørelse nr. 50 af
17. juni 1993 af FN- konventionen af 20. december 1988 imod ulovlig handel
med narkotika og psykotrope stoffer.
3.2.2. Hvidvaskkonventionens kapitel I rummer en definition
af konventionens hovedbegreber: udbytte, formuegoder, redskaber, konfiskation
og prædikatforbrydelse. Definitionen svarer i det væsentlige til
FN-konventionens art. 1.
3.2.3. Kapitel II vedrører de foranstaltninger, der skal
træffes på nationalt plan. Ved de pågældende bestemmelser pålægges staterne
bl.a. gennem lovgivning at sikre, at man nationalt er i stand til at
efterforske og retsforfølge forbrydelser vedrørende udbyttet af strafbart
forhold. I kapitel II indgår i særdeleshed en forpligtelse til at sikre, at
hæleri (»laundering offences«) kriminaliseres, og at konfiskation
kan ske med hensyn til udbyttet eller værdien heraf, jf. art. 6 og 2. De
nævnte bestemmelser svarer i det væsentlige til FN-konventionens art. 3, stk.
1, og 5, stk. 1.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at de gældende danske regler på
området må antages at være i overensstemmelse med hvidvaskkonventionens krav
om foranstaltninger på nationalt plan, når Danmark i forbindelse med
ratifikationen tager forbehold i medfør af art. 6, stk. 4, for så vidt angår
de førforbrydelser, med hensyn til hvilke der efter dansk ret kan begås
hæleri, jf. pkt. 3.1.1. ovenfor. I den forbindelse forudsættes der i medfør
af konventionens art. 6, stk. 2, litra b, afgivet erklæring om, at de i art.
6, stk. 1, nævnte hvidvaskforbrydelser ikke finder anvendelse på personer,
der har begået førforbrydelsen. Det skyldes, at straffeloven bygger på den
forudsætning, at den, der straffes for hæleri, ikke samtidig kan straffes for
den forudliggende berigelsesforbrydelse.
3.2.4. Kapitel III om internationalt samarbejde rummer i
del 3 og 4 konventionens centrale regler, der pålægger staterne at foretage
bl.a. beslaglæggelse og konfiskation efter anmodning fra en konventionsstat.
Reglerne indebærer, at en lovovertræder ikke kan sikre sig mod beslaglæggelse
og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold ved at anbringe dette i
forskellige stater. Gennemførelsen såvel af foreløbige foranstaltninger, jf.
art. 11, som af konfiskation, jf. art. 13, sker efter den anmodede stats
nationale lovgivning, jf. art. 12 og 14. Pligten til at træffe foreløbige
foranstaltninger og til at foretage konfiskation modsvares i øvrigt af en
udførlig bestemmelse i art. 18 om, hvornår staterne er berettigede til at
nægte at imødekomme retsanmodninger herom.
Lignende bestemmelser er fastsat i FN-konventionens art. 5. Efter
denne artikels stk. 1, 2 og 6 er staterne således forpligtet til at have
regler, der giver mulighed for konfiskation m.v. i relation til
narkotikaforbrydelser, ligesom gennemførelsen af foreløbige foranstaltninger
og konfiskation sker med udgangspunkt i nationale regler, jf. samme artikels
stk. 4, litra c, og stk. 9.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at de gældende danske regler må
anses for dækkende i forhold til konventionernes bestemmelser på dette punkt.
Såvel hvidvaskkonventionens art. 13 som FN-konventionens art. 5, stk. 3-5,
rummer imidlertid bestemmelser om international fuldbyrdelse af
konfiskationsafgørelser, der rejser spørgsmål om anvendelse af loven om
international fuldbyrdelse af straf m.v. Det kan næppe antages, at lovens §
10 generelt kan anvendes som grundlag for konfiskation efter sædvanlige
retsanmodninger, fremsat i henhold til en af disse konventioner. Efter
reglens ordlyd, placering og motiver har den således karakter af en
undtagelsesbestemmelse med henblik på tilfælde, hvor fuldbyrdelse hverken kan
gennemføres på konventionsmæssigt eller bilateralt grundlag.
Da loven om international fuldbyrdelse af straf m.v. ikke i almindelighed
kan antages at give hjemmel til at fuldbyrde afgørelser om konfiskation efter
de nævnte konventioner, er det relevant at overveje, om Danmark på anden måde
har mulighed for at leve op til konventionernes art. 13 og 5 end ved
fuldbyrdelse af den begærende stats afgørelse om konfiskation. Som alternativ
til fuldbyrdelse, jf. art. 13, stk. 1, litra a, og art. 5, stk. 4, litra a,
pkt. (ii), anviser begge konventioner den mulighed, at den anmodede stat selv
foretager retsforfølgning med henblik på konfiskation, jf. art. 13, stk. 1,
litra b, og art. 5, stk. 4, litra a, pkt. (i).
En forudsætning for, at retsforfølgning kan foretages i Danmark, er, at
forholdet er undergivet dansk jurisdiktionskompetence. Med henblik herpå er
det i hvidvaskkonventionens art. 13, stk. 2, fastsat, at enhver stat, når det
måtte være nødvendigt, skal være bemyndiget til at anlægge sag om
konfiskation i henhold til sin egen gældende ret. Bestemmelsen har art. 2 i
Den Europæiske Konvention om overførsel af retsforfølgning i straffesager som
forbillede. Sidstnævnte bestemmelse indebærer, at enhver kontraherende stat
ved anvendelse af denne konvention skal have kompetence til at foretage
retsforfølgning efter egne strafferegler for enhver lovovertrædelse, der
omfattes af en anden kontraherende stats lovgivning. For så vidt angår
FN-konventionen, er Danmark - svarende til hvidvaskkonventionens art. 13,
stk. 1 - forpligtet til at foretage retsforfølgning, hvis der ikke er
mulighed for at fuldbyrde den begærende stats afgørelse om konfiskation, jf.
art. 5, stk. 4. Det indebærer, at der vil være dansk jurisdiktionskompetence
i medfør af straffelovens § 8, nr. 5. Efter denne bestemmelse er en handling,
foretaget uden for den danske stat, undergivet dansk straffemyndighed uden
hensyn til, hvor gerningsmanden hører hjemme, når handlingen er omfattet af
en mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken Danmark er forpligtet til at
foretage retsforfølgning.
Efter straffelovens § 10 a er en fremmed dom ikke en hindring for
strafforfølgning her i landet, når dommen er fældende, og der er fastsat en
sanktion, som hverken er fuldbyrdet, under fuldbyrdelse eller bortfaldet
efter domslandets regler (princippet om ne bis in idem). Dette er i
overensstemmelse med de regler om ne bis in idem, som findes i art. 53-55 i
retsvirkningskonventionen og i konventionen mellem De Europæiske
Fællesskabers medlemsstater om forbud mod dobbelt strafforfølgning.
Reglerne om ne bis in idem er ikke til hinder for en dansk straffesag om
konfiskation, uanset om der foreligger en udenlandsk dom til konfiskation af
det samme beløb eller den samme genstand i anledning af det samme strafbare
forhold. I de her omhandlede tilfælde, hvor det aktiv, der ønskes
konfiskeret, findes i Danmark, er den fremmede dom til konfiskation af disse
aktiver således hverken fuldbyrdet eller under fuldbyrdelse.
Selv om de danske regler om strafferetlig jurisdiktionskompetence antages
at give mulighed for retsforfølgning af forholdet i Danmark, må det desuden
antages at være en forudsætning for opfyldelse af de konventionsmæssige
forpligtelser, at de danske procesretlige regler giver rimelig sikkerhed for
en effektiv retsforfølgning. De tilfælde, hvor Danmark vil modtage
retsanmodning om konfiskation, må forventes ofte at angå situationer, hvor
den tiltalte ikke er i Danmark og i almindelighed næppe vil kunne bringes til
stede. Retsplejeloven giver kun i begrænset omfang mulighed for at afsige
udeblivelsesdomme i straffesager, jf. § 934 og § 847. På denne baggrund må
det formentlig antages, at de danske procesretlige regler ikke giver en
tilstrækkelig sikker mulighed for effektiv retsforfølgning i de af
konventionerne omfattede tilfælde. Gennemførelse af en straffesag i Danmark
kan derfor næppe antages at være et reelt alternativ til fuldbyrdelse af den
udenlandske afgørelse for Danmarks vedkommende.
Under alle omstændigheder forekommer det at være mest hensigtsmæssigt og
naturligt, at retsanmodninger om konfiskation bedømmes som sager om
fuldbyrdelse af fremmede staters afgørelser. Det er i god overensstemmelse
med dansk tradition at være indstillet på at fuldbyrde fremmede staters
domme, når fuldbyrdelse sker efter dansk ret. At påbegynde en ny selvstændig
straffesag for at opnå det samme, forekommer unødigt besværligt og
uhensigtsmæssigt. På denne baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at
såvel hvidvaskkonventionens art. 13 som FN-konventionens art. 5, stk. 4,
lægger op til en ændring af loven om international fuldbyrdelse af straf
m.v., hvorved der skabes udtrykkelig hjemmel til at fuldbyrde fremmede
staters afgørelser om konfiskation efter retsanmodning, fremsat i henhold til
en af de nævnte konventioner.
3.2.5. Hvidvaskkonventionens kapitel III rummer herudover
sammen med kapitel IV en række almindelige bestemmelser bl.a. om
beskyttelse af tredjemands rettigheder og om proceduren for samarbejdet i
henhold til konventionen, kravene til retsanmodningernes indhold og
spørgsmålet om løsning af uoverensstemmelser i relation til konventionen.
Konventionens art. 32 indebærer, at den anmodede stat kan gøre
imødekommelse af en anmodning betinget af, at de oplysninger eller beviser,
der gives til den begærende stat, ikke uden dens forudgående samtykke
anvendes eller overdrages af den begærende stats kompetente myndigheder til
brug for anden efterforskning eller retsforfølgning end den, der er anført i
anmodningen. Art. 32 sætter således efter omstændighederne grænser for, til
hvilke myndigheder - også inden for den begærende stat - en myndighed, der
har modtaget oplysninger i medfør af konventionen, må videregive disse
oplysninger. Konventionen fraviger på dette punkt de almindeligt gældende
danske regler om videregivelse af oplysninger til myndigheder, som har et
sagligt behov for dem. Konventionen fraviger således reglerne i
forvaltningslovens §§ 28 og 31, hvorefter en forvaltningsmyndighed, i det
omfang den er berettiget til at videregive en oplysning, også er forpligtet
til at gøre det på begæring af en anden forvaltningsmyndighed, hvis
oplysningen er af betydning for myndighedens virksomhed eller en afgørelse,
som myndigheden skal træffe.
Ratifikationen af hvidvaskkonventionen vil efter omstændighederne
indebære, at de danske regler om videregivelse af oplysninger fraviges i de
tilfælde, hvor den anmodede stat stiller vilkår for videregivelse af
oplysninger. Indgår en dansk myndighed ikke på et vilkår om forudgående
samtykke fra den adspurgte stat, kan følgen være, at den adspurgte stat
nægter at imødekomme anmodningen om videregivelse af de ønskede oplysninger.
Justitsministeriet har overvejet, om der burde fastsættes nærmere regler
om danske myndigheders videregivelse af oplysninger til myndigheder i andre
lande. Forvaltningslovens § 28 om videregivelse af fortrolige oplysninger til
anden forvaltningsmyndighed angår kun videregivelse til anden dansk
myndighed. Om videregivelse af fortrolige oplysninger kan finde sted til
udenlandske myndigheder, afhænger af, om videregivelsen er berettiget, jf.
straffelovens § 152 og § 152 e og forvaltningslovens § 27. Når regeringen har
indgået en international overenskomst med fremmede stater, som bl.a.
indebærer, at den danske stat er forpligtet til at videregive fortrolige
oplysninger, har det i praksis hidtil været antaget, at videregivelse af
fortrolige oplysninger til opfyldelse af den pågældende internationale
forpligtelse ikke er uberettiget efter straffelovens bestemmelser om
tavshedspligt.
Justitsministeriet har på denne baggrund ikke fundet, at der er behov for
at fastsætte nærmere regler på dette område som led i ratifikationen af
hvidvaskkonventionen. Justitsministeriet har endvidere ikke fundet grundlag
for at anbefale, at man fra dansk side afgiver erklæring om, at anvendelse
eller overdragelse af oplysninger m.v., som danske myndigheder videregiver i
medfør af konventionen, til anden efterforskning eller retsforfølgning kræver
forudgående samtykke af vedkommende danske myndighed, jf. art. 32, stk. 2.
3.3. Udformningen af lovforslagets § 2
Ved udarbejdelsen af den oprindelige lov om fuldbyrdelse af europæiske
straffedomme og den gældende lov om international fuldbyrdelse af straf m.v.
valgte man i stedet for at omskrive konventionsteksten til en dansk lov at
gøre en generel henvisning i lovteksten til de pågældende konventioners
regler, der samtidig blev medtaget som bilag til loven. Konventionsteksten
fik på denne måde samme gyldighed som den egentlige lovtekst.
Justitsministeriet har fundet det hensigtsmæssigt på tilsvarende måde at
udforme det foreliggende lovforslags § 2 som en henvisning til de to
konventioner, således at loven i øvrigt kun indeholder de bestemmelser, som
konventionerne forudsætter fastsat i de enkelte lande. Det indebærer, at
artikel 5, jf. artikel 3, i FN-konventionen, jf. lovforslagets bilag 3, og
hvidvaskkonventionen, jf. lovforslagets bilag 2, optages som henholdsvis
bilag 3 og 4 til loven om international fuldbyrdelse af straf m.v.
4. Fuldbyrdelse af nordiske afgørelser om samfundstjeneste
4.1. Gældende ret
Lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående
fuldbyrdelse af straf m.v. trådte i kraft 1. januar 1964, jf. bekendtgørelse
nr. 398 af 16. december 1963. Loven giver mulighed for mellem de nordiske
lande at overføre fuldbyrdelsen af straffedomme, herunder domme til
fængselsstraf, tugthus, strafarbejde, hæfte, bøder og den særlige bødeform
»viten«. Endvidere indeholder loven hjemmel til overførsel af
tilsyn m.v. i betingede domme og tilsyn for prøveløsladte. Efter de gældende
regler i fuldbyrdelsesloven kan samfundstjeneste derimod kun overføres fra et
nordisk land til et andet, såfremt bestemmelse herom er truffet som et vilkår
i en betinget dom.
De berørte bestemmelser i loven om samarbejde med Finland, Island, Norge
og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. fremgår af bilag 4 til
lovforslaget.
I Danmark idømmes samfundstjeneste som et vilkår i en betinget dom, jf.
straffelovens § 62, stk. 1. En dansk betinget dom med vilkår om
samfundstjeneste kan således overføres til de øvrige nordiske lande efter
bestemmelsen i den nordiske fuldbyrdelseslovs § 10, stk. 1, om iværksættelse
i et af de øvrige lande af tilsyn og andre foranstaltninger, hvorom der er
truffet bestemmelse ved betinget dom, afsagt her i landet. Imidlertid træffes
afgørelse om samfundstjeneste ikke på tilsvarende måde i alle de øvrige
nordiske lande.
I Finland gælder en forsøgsordning om samfundstjeneste, der trådte
i kraft 1. april 1994. Ordningen gælder indtil 31. december 1996. Efter de
finske regler idømmes samfundstjeneste i forbindelse med afsigelse af en
ubetinget dom til fængselsstraf, hvor fængselsstraffen i samme dom omsættes
til samfundstjeneste. Samfundstjeneste kan på denne måde træde i stedet for
fængselsstraf af indtil 8 måneders varighed. Samfundstjeneste kan idømmes i
mindst 20 timer og højst 200 timer. En dom til samfundstjeneste på 200 timer
svarer til en ubetinget fængselsstraf på 8 måneder. Den straf, som
samfundstjenesten træder i stedet for, kan være en ubetinget fængselsstraf,
en ubetinget fællesstraf eller fuldbyrdelse af straf, idømt ved en betinget
dom. Hvis den dømte ikke udfører samfundstjenesten eller på anden måde groft
tilsidesætter vilkårene, kan retten bestemme, at den resterende del af
samfundstjenesten ændres til en ubetinget fængselsstraf på ikke under 4 dage.
På Island gælder i tiden fra den 1. juli 1995 til december 1997 en
forsøgsordning, hvorefter afsoning af en ubetinget dom til fængselsstraf på
indtil 3 måneder kan ske ved, at der udføres samfundstjeneste.
Samfundstjenestens varighed er mindst 40 og højst 200 timer. Afgørelsen om
samfundstjeneste træffes efter dommen af et særligt nedsat udvalg og efter
ansøgning fra den dømte. Ansøgningen skal være udvalget i hænde senest 14
dage før, afsoning af fængselsstraffen skal påbegyndes. Udvalget fastsætter
antallet af timer og de øvrige vilkår for samfundstjenestens udførelse.
For Islands vedkommende bringes samfundstjeneste således i anvendelse ved
en efterfølgende administrativ afgørelse. Man har endnu ikke på nordisk plan
drøftet den islandske forsøgsordning i forhold til den nordiske
fuldbyrdelseslov, men det må antages, at der ikke er mulighed for overførsel
af samfundstjeneste, truffet ved en administrativ afgørelse.
I Norge blev samfundstjeneste i september 1991 indført som en
selvstændig retsfølge af en ubetinget dom, hvori der tillige er fastsat en
»subsidiær frihedsstraf«. Indtil dette tidspunkt kunne
samfundstjeneste idømmes som vilkår i en betinget dom. Der var blandt de
nordiske justitsministerier enighed om, at den fælles nordiske
fuldbyrdelseslovgivning næppe indeholdt hjemmel til fuldbyrdelse af
samfundstjeneste, idømt som selvstændig retsfølge af en ubetinget dom. De
norske myndigheder tog på denne baggrund initiativ til en ændring af loven om
fullbyrding av nordiske dommer på straf m.v., hvorved bestemmelserne om
betingede domme blev gjort gældende for domme til samfundstjeneste. Samtidig
opfordrede man de øvrige nordiske lande til i samme øjemed at gennemføre de
nødvendige ændringer i den nationale lovgivning.
I Sverige kan samfundstjeneste idømmes efter en forsøgsordning,
der siden 1. januar 1991 har været landsdækkende. Ordningen udløber med
udgangen af 1995. I lighed med den danske ordning idømmes samfundstjeneste
som vilkår i en betinget dom. Svenske domme om samfundstjeneste kan således
overføres efter de gældende regler om overførsel af betingede domme i den
nordiske fuldbyrdelseslov. Imidlertid har det svenske justitsministerium
oplyst, at man i forbindelse med gennemførelsen af permanente regler om
samfundstjeneste ikke kan udelukke, at samfundstjeneste fremover skal idømmes
som en selvstændig retsfølge af en ubetinget dom.
Afgørelser om samfundstjeneste, truffet i Danmark, kan således for tiden
fuldbyrdes i Sverige efter de gældende regler om overførsel af betingede
domme, ligesom afgørelser, der er truffet i Sverige, kan fuldbyrdes i
Danmark. Derimod kan norske afgørelser om samfundstjeneste næppe overføres
til Danmark efter reglerne om betingede domme, idet bestemmelse om
samfundstjeneste i Norge nu træffes ved en ubetinget dom. På tilsvarende vis
er det tvivlsomt, om finske afgørelser om samfundstjeneste kan fuldbyrdes i
de øvrige nordiske lande. De islandske afgørelser om samfundstjeneste må
antages helt at falde udenfor den nordiske fuldbyrdelseslovs område, idet der
er tale om en administrativ afgørelse om samfundstjeneste.
4.2. Justitsministeriets overvejelser
Det er Justitsministeriets opfattelse, at afgørelser om samfundstjeneste -
uanset hvilken teknisk løsning der vælges i de øvrige nordiske lande - som
udgangspunkt bør kunne overføres til et andet nordisk land.
Justitsministeriet finder det derfor nødvendigt, at den nordiske
fuldbyrdelseslov tilpasses, således at det med sikkerhed er muligt for
Danmark at fuldbyrde domme til samfundstjeneste, afsagt som led i en
ubetinget dom. Det foreslås derfor, at de gældende bestemmelser om overførsel
af betingede domme udvides til også at omfatte andre former for domme til
samfundstjeneste. Samme fremgangsmåde er anvendt i Norge i forbindelse med
ændringen af 29. april 1993 af lov om fullbyrding av nordiske dommer på straf
m.v.
Justitsministeriet har i lyset af den islandske forsøgsordning overvejet,
om der tillige bør skabes hjemmel til overførsel af bestemmelser om
samfundstjeneste, truffet ved administrativ afgørelse. Justitsministeriet er
imidlertid af den opfattelse, at man bør afvente forsøgsordningens udløb og
vedtagelsen af endelige regler om samfundstjeneste på Island, og at
spørgsmålet om ændring i givet fald bør drøftes nærmere med de øvrige
nordiske lande. Den islandske forsøgsordning foreslås således ikke omfattet
af lovforslaget. Om de enkelte ændringer i den nordiske nordiske
fuldbyrdelseslov henvises i øvrigt til § 3 og de specielle bemærkninger
hertil.
5. Overførsel af vidner, der er frihedsberøvet i udlandet
5.1. Gældende ret
Den europæiske retshjælpskonventions art. 11 giver mulighed for overførsel
af personer, der er frihedsberøvet i et land, med henblik på personligt
fremmøde som vidne eller konfrontation i et andet land. Hvis en stat
fremsætter en sådan anmodning om overførsel, skal den berørte person som
udgangspunkt midlertidigt overføres til det territorium, hvor afhøringen
eller konfrontationen agtes foretaget. Det er imidlertid en betingelse, at
den pågældende tilbageføres inden for en tidsfrist, der er fastsat af den
anmodede stat, og ikke drages til ansvar eller videreudleveres til tredjeland
for nogen strafbar handling, begået før overførslen til den begærende stat,
jf. konventionens art. 12. Endvidere kræves efter art. 11, stk. 3, at den
overførte person forbliver i forvaring (»custody«) på den begærende
stats territorium og i givet fald også i den stat, gennem hvilken der er
anmodet om overførsel, medmindre den anmodede stat fremsætter begæring om, at
den pågældende skal løslades.
Den anmodede stat kan i øvrigt nægte at imødekomme en anmodning om
overførsel, såfremt den frihedsberøvede person ikke samtykker, eller den
pågældendes tilstedeværelse er påkrævet i forbindelse med en straffesag, som
verserer på den anmodede stats territorium. En anmodning kan ligeledes
nægtes, såfremt overførslen vil kunne medføre, at varigheden af
frihedsberøvelsen forlænges, eller der er andre afgørende grunde til ikke at
overføre den pågældende til den begærende stats territorium.
De nævnte bestemmelser finder tillige anvendelse på det nordiske
samarbejde. Hverken Den Nordiske Overenskomst af 26. april 1974 om gensidig
retshjælp, jf. bekendtgørelse nr. 100 af 15. september 1975, eller lov nr.
182 af 7. maj 1975 om nordisk vidnepligt indeholder således regler om
overførsel af personer, der er frihedsberøvet i et andet nordisk land, med
henblik på personligt fremmøde som vidne eller medvirken ved konfrontation.
Som nævnt i pkt. 3.1.5., er Den Europæiske Retshjælpskonvention ikke
transformeret til dansk ret, men det antages med støtte i afgørelserne U
1972.600 H og U 1988.203 V, at f.eks. en udenlandsk begæring om
beslaglæggelse kan imødekommes, såfremt der ville kunne ske beslaglæggelse i
en tilsvarende straffesag her i landet. Østre Landsret har imidlertid i en
kendelse af 21. september 1994 fastslået, at hverken retsplejelovens regler
om forvaring af vidner, jf. § 178, stk. 1, nr. 5, eller varetægtsfængsling,
jf. § 762, stk. 1, nr. 1, kan anvendes direkte eller analogt som
hjemmelsgrundlag for frihedsberøvelse af en person, der er frihedsberøvet i
udlandet, og som ønskes overført her til landet med henblik på at afgive
vidneforklaring i en verserende straffesag.
Rigsadvokaten har på denne baggrund indstillet, at der tilvejebringes den
fornødne lovhjemmel på området.
5.2. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan i lyset af den tiltagende internationale
kriminalitet tilslutte sig, at der bør skabes mulighed for at udnytte
retshjælpskonventionens art. 11 til at begære personer, der er frihedsberøvet
i udlandet, overført til Danmark med henblik på personligt fremmøde som vidne
eller med henblik på deltagelse i en konfrontation. Det kan efter
omstændighederne være både i forsvarets og anklagemyndighedens interesse at
kunne føre beviset umiddelbart for den dømmende ret i stedet for at være
henvist til at anmode om dokumentation - dvs. oplæsning i et retsmøde - i
medfør af retsplejelovens § 877 af den pågældendes eventuelle forklaring for
en fremmed myndighed.
Som det fremgår af pkt. 5.1. ovenfor, finder retshjælpskonventionen
anvendelse i straffesager. Justitsministeriet har på denne baggrund
overvejet, om den danske ordning på området tillige bør omfatte civile sager.
Da det imidlertid næppe kan antages at blive aktuelt at overføre en person,
der er frihedsberøvet i udlandet, for at afgive vidneforklaring i en civil
sag i Danmark, har Justitsministeriet ikke fundet at burde stille forslag
herom.
Retshjælpskonventionens art. 11 er endvidere indskrænket til tilfælde,
hvor formålet med overførslen er at afgive vidneforklaring i retten eller
medvirke ved en konfrontation. Efter denne bestemmelse består der således
alene en pligt til at imødekomme anmodninger om overførsel i dette øjemed.
Bestemmelsen udelukker dog ikke, at der kan fremsættes begæring om overførsel
af en frihedsberøvet person med henblik på at afgive forklaring eller
medvirke ved en konfrontation hos politiet. Justitsministeriet har på denne
baggrund ikke fundet, at man ved udformningen af den danske ordning bør
afskære adgangen til at frihedsberøve en person med henblik på overførsel for
at afgive forklaring eller medvirke ved en konfrontation hos politiet. Den
danske ordning foreslås derfor affattet således, at den både omfatter
vidneforklaring og forklaring samt konfrontation hos politiet.
Den danske ordning foreslås i øvrigt udformet således, at det er en
forudsætning for overførslen, at den pågældende samtykker i at afgive
forklaring eller deltage i konfrontation. Det skyldes, at der ikke er grund
til at gennemføre en sådan overførsel, hvis den pågældende nægter at medvirke
hertil. Endvidere indebærer samtykke til en sådan midlertidig overførsel også
en accept af, at den berørte person efter forklaringens afgivelse eller
konfrontationen i Danmark skal tilbageføres til den stat, hvor den pågældende
er frihedsberøvet, med henblik på fortsat strafafsoning eller
varetægtsfængsling. Der opstår således ikke i forbindelse med tilbageførslen
noget spørgsmål udlevering, der skal behandles efter reglerne i
udleveringsloven. Det gælder, uanset om den pågældende under opholdet i
Danmark tilbagekalder sit tidligere meddelte samtykke og modsætter sig en
tilbageførsel.
Skyldes samtykket til overførsel et ønske om at fortsætte strafafsoning i
Danmark, er der efter loven om international fuldbyrdelse af straf m.v.
mulighed for, at den fremmede stat søger straffuldbyrdelsen overført til
Danmark. Indtil en sådan anmodning om overførsel af straffuldbyrdelse
eventuelt fremkommer, må den pågældende tilbageføres til udlandet i
overensstemmelse med staternes aftale herom.
Justitsministeriet har overvejet, om det forhold, at den berørte person
skal samtykke til overførslen, indebærer, at en frihedsberøvelse af den
pågældende her i landet anses for frivillig, således at der ikke er behov for
at lade domstolene træffe afgørelse herom. Det er imidlertid
Justitsministeriets opfattelse, at det vil være bedst stemmende med dansk
retstradition at overlade det til retten at træffe afgørelse om
frihedsberøvelse, selv om det kan hævdes, at der ikke foreligger et
tvangsindgreb, når der er meddelt samtykke af den pågældende. Herved undgås
det også, at der opstår tvivl om, hvorledes frihedsberøvelsen kan fortsætte,
hvis den pågældende under opholdet her i landet anmoder om at blive løsladt.
Justitsministeriet har endvidere overvejet, om der bør skabes lovhjemmel
med henblik på overførsel af her frihedsberøvede personer for at afgive
forklaring eller medvirke ved konfrontation i udlandet. Efter den nugældende
ordning, hvor der ikke er særlig hjemmel til frihedsberøvelse i dette øjemed,
kræver en overførsel den pågældendes samtykke. Når videre henses til, at en
overførsel i praksis normalt forudsætter den pågældendes accept, forekommer
der ikke at være behov for at medtage bestemmelser herom i lovforslaget. Det
vil derfor fortsat være en betingelse for overførsel af en her frihedsberøvet
person til udlandet, at personen giver samtykke til overførslen.
Det foreslås på denne baggrund, at der i retsplejeloven som § 191
indsættes en bestemmelse, hvorefter en person, der er frihedsberøvet i
udlandet, og som har meddelt samtykke hertil, kan overføres til Danmark for i
en straffesag at afgive forklaring eller medvirke ved konfrontation. Det
foreslås i den forbindelse fastsat, at den pågældende under overførslen skal
være frihedsberøvet og skal tilbageføres til den fremmede stat, uanset om den
pågældende senere tilbagekalder sit samtykke til overførslen.
Det foreslås endvidere, at afgørelse om frihedsberøvelse skal træffes af
retten efter anmodning af politiet, og at retten i den forbindelse skal påse,
at den pågældende på tidspunktet for afgørelsen har meddelt samtykke til
midlertidig overførsel i det angivne øjemed.
Om det nærmere indhold af den foreslåede bestemmelse henvises i øvrigt til
bemærkningerne til lovforslagets § 4.
6. Hørte myndigheder m.v.
Justitsministeriet har indhentet udtalelser over lovforslaget fra
præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenterne for Københavns
byret og for retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske
Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, rigsadvokaten, rigspolitichefen,
politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark,
Politifuldmægtigforeningen, Dansk Kriminalpolitiforening, Dansk
Politiforbund, Advokatrådet, Det Danske Center for Menneskerettigheder samt
Nævnet for Etnisk Ligestilling.
7. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller administrative
konsekvenser for det offentlige af betydning.
Lovforslaget har ikke erhvervsøkonomiske eller miljømæssige konsekvenser.
Om de EU-retlige aspekter henvises til pkt. 1.1. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Lov om udlevering af lovovertrædere
Til nr. 1
Bestemmelsen indebærer, at reglerne om forenklet behandling af sager om
udlevering også kan finde anvendelse i tilfælde, hvor udleveringssagen
udelukkende er indledt på grundlag af en formel udleveringsbegæring, jf.
udleveringslovens § 11. Er den berørte person således indgået på udlevering
under anholdelsen eller senere, kan den pågældende lade sig udlevere efter
den forenklede procedure, jf. kapitel 3 a. Finder justitsministeren i medfør
af § 18 c, stk. 2, at betingelserne for udlevering utvivlsomt er opfyldt, vil
udlevering herefter kunne iværksættes af politiet i medfør af § 18 d.
Til nr. 2, 3 og 5
Der er alene tale om ajourføring af henvisningerne til retsplejeloven. De
nugældende henvisninger omfatter de regler, der i 1967 ved udleveringslovens
vedtagelse fandtes i kapitlerne 68 om beslaglæggelse, 69 om
ransagning, 71 om anholdelse og 72 om fængsling. Kapitel 68
omfattede dengang også regler om indgreb i meddelelseshemmeligheden, ligesom
kapitel 69 omfattede regler om legemsindgreb.
Henvisningen til reglerne om indgreb i meddelelseshemmeligheden
opretholdes imidlertid ikke, idet der næppe kan antages at være behov for
anvendelse af sådanne indgreb i forbindelse med en sag om udlevering. Det
bemærkes, at der ikke herved tilsigtes nogen ændring af reglerne om retshjælp
på det pågældende område. Fremsætter den stat, der har begæret udlevering,
således f.eks. anmodning om, at der til brug for den verserende straffesag i
den begærende stat foretages telefonaflytning af den pågældende persons
samtaler i Danmark, vil spørgsmålet om imødekommelse af en sådan begæring
skulle afgøres efter de almindelige regler om retshjælp. Det indebærer, at
der skal tages stilling til, om telefonaflytning ville kunne foretages i en
tilsvarende dansk straffesag.
Til nr. 4
Til § 18 a
§ 18 a indebærer, at udlevering til en EU-medlemsstat kan ske på grundlag
af en eftersøgning, der indeholder de i bestemmelsen angivne oplysninger.
Bortset fra § 18 c, stk. 1, der giver mulighed for at fravige
specialitetsreglen i udleveringslovens § 10, gælder betingelserne for
udlevering i lovens kapitel 2 uændret. Lovens kapitel 4 gælder ligeledes
uændret. § 19 om foranstaltninger i anledning af en efterlysning har
imidlertid alene praktisk betydning i de tilfælde, hvor udleveringssagen er
indledt uden nogen forudgående begæring om udlevering i medfør af § 18 a. I
de tilfælde, hvor udleveringssagen indledes i medfør af § 18 a, vil
frihedsberøvelse i stedet ske med hjemmel i § 18 b, stk. 2. § 20 om
justitsministerens samtykke til videreudlevering m.v. får betydning i de
tilfælde, hvor den berørte person i medfør af § 18 c, stk. 1, alene giver
samtykke til udlevering og således ikke tillige giver afkald på anvendelse af
specialitetsreglen. § 20 skal endvidere altid anvendes, når der er spørgsmål
om videreudlevering til en tredje stat uden for EU-medlemsstaterne.
Betingelserne for transit, jf. udleveringslovens § 21, berøres ikke af
lovforslagets bestemmelser.
Af udleveringslovens § 1 følger, at loven og dermed også kapitel 3 a ikke
finder anvendelse på behandlingen af begæringer om udlevering fra Danmark til
et af de nordiske lande. På sådanne tilfælde gælder fortsat den særlige
lovgivning herom.
§ 18 a vil i praksis indebære, at behandlingen af en begæring om
udlevering kan indledes straks ved politiets modtagelse af en efterlysning
fra Interpol. Det forudsættes, at politiet ved anholdelsen af den eftersøgte
person eller i umiddelbar tilknytning hertil vejleder den pågældende om
muligheden for at give indenretligt samtykke til udlevering og afkald på
specialitetsreglen. Et indenretligt samtykke vil i givet fald kunne meddeles
allerede under det retsmøde, der afholdes med henblik på varetægtsfængsling.
Meddeles samtykke i dette retsmøde, skal den begærende stat omgående
underrettes herom, jf. konventionens art. 8, stk. 1, 1. pkt. Endvidere skal
sagen forelægges Justitsministeriet med henblik på afgørelse af spørgsmålet
om udlevering på det foreliggende grundlag, jf. § 18 c, stk. 2. Efter
omstændighederne vil udlevering herefter umiddelbart kunne iværksættes af
politiet. Meddeles der ikke samtykke til udlevering, skal den begærende stat
underrettes herom med henblik på at få lejlighed til at fremsende en formel
udleveringsbegæring, jf. konventionens art. 10 og § 18 c, stk. 1, 2. pkt.
At samtykke ikke meddeles under retsmødet med henblik på
varetægtsfængsling, f.eks. fordi spørgsmålet ønskes drøftet nærmere med
forsvareren, afskærer ikke den pågældende fra i et senere retsmøde at meddele
samtykke, jf. herved konventionens art. 8, stk. 1, 2. pkt., og § 18 c, stk.
1, 1. pkt. Den pågældende vil således også kunne meddele samtykke i medfør af
sidstnævnte bestemmelse, selv om den begærende stat i mellemtiden har
fremsendt en formel udleveringsbegæring, jf. konventionens art. 12, stk. 1,
2. led.
Til § 18 b
§ 18 b, stk. 1, svarer til udleveringslovens § 12, 2. pkt.
Henvisningen i § 18 b, stk. 2, 1. pkt., til udleveringslovens § 13
indebærer, at der til fremme af undersøgelsen og for at sikre udleveringen
kan iværksættes anholdelse, jf. retsplejelovens kapitel 69,
varetægtsfængsling, jf. retsplejelovens kapitel 70, legemsindgreb, jf.
retsplejelovens kapitel 72, ransagning, jf. retsplejelovens kapitel 73, og
beslaglæggelse, jf. retsplejelovens kapitel 75 b.
Henvisningen i § 18 b, stk. 2, 1. pkt., til udleveringslovens § 14
indebærer, at der, når der iværksættes undersøgelse i medfør af § 18 b, stk.
1, skal beskikkes en forsvarer for den, der søges udleveret, medmindre den
pågældende selv vælger en forsvarer. Henvisningen indebærer endvidere, at
reglerne i retsplejelovens kapitel 66 om beskikkelse og valg af forsvarer i
øvrigt finder tilsvarende anvendelse. Af henvisningen til udleveringslovens §
14, stk. 2, følger, at udgifterne til en beskikket forsvarer og andre
sagsomkostninger afholdes af det offentlige, medmindre retten under særlige
omstændigheder bestemmer, at de skal betales af den, der søges udleveret. Om
forsvarerbeskikkelse og afholdelse af udgifter og andre sagsomkostninger
gælder således samme regler, uanset om udleveringssagen behandles efter de
almindelige regler i kapitel 3 eller de nye regler om en forenklet behandling
i kapitel 3 a.
§ 18 b, stk. 2, 2. pkt., indebærer bl.a., at varetægtsfængsling som
udgangspunkt skal ophæves, såfremt en formel udleveringsbegæring ikke er
modtaget senest 30 dage efter anholdelsen. Retten kan dog i særlige tilfælde
forlænge denne frist. En lignende bestemmelse er fastsat i udleveringslovens
§ 19, stk. 2.
At der gælder en frist for varigheden af straffeprocessuelle
tvangsindgreb, iværksat på grundlag af en eftersøgning, har sammenhæng med
forbudet i 1957-konventionens art. 16, stk. 4, mod at udstrække en foreløbig
fængsling ud over 40 dage, regnet fra anholdelsesdagen. Har den anmodede stat
ikke inden dette tidspunkt modtaget en formel udleveringsbegæring, jf.
1957-konventionens art. 12, skal den pågældende løslades. Som det fremgår af
de almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.5. og 2.2.7., skyldes de frister for
underretning af den begærende stat, der er fastsat i konventionens art. 8,
stk. 1, og 10, stk. 2, ønsket om at sikre den begærende stat mulighed for at
indgive en formel udleveringsbegæring inden udløbet af 40-dages fristen i de
tilfælde, hvor det enten er klart, at den forenklede fremgangsmåde ikke kan
benyttes, eller usikkert, om den vil blive benyttet. Tilbagekalder den
berørte person sit samtykke til udlevering, jf. nedenfor, indebærer
konventionens art. 7, stk. 4, at tilbagekaldelsen ikke kommer den begærende
stat til skade.
Som nævnt i de almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.4., kan der ikke efter
den nuværende udleveringslovgivning eller på andet grundlag antages at gælde
nogen indskrænkning i adgangen til at tilbagekalde et samtykke til
udlevering. Lovforslagets bestemmelser opretholder denne retstilstand
uændret. Den berørte person vil med andre ord kunne tilbagekalde et
indenretligt samtykke til udlevering på et hvilket som helst tidspunkt.
Tilbagekaldelsen vil imidlertid alene kunne få betydning for spørgsmålet om
løsladelse i de - marginale - tilfælde, hvor der ved udløbet af 30-dages
fristen i § 18 b, stk. 2, 2. pkt., ikke foreligger eller kan ventes en formel
udleveringsbegæring fra den begærende stat. Lovforslaget udelukker
eksempelvis ikke, at et samtykke, meddelt allerede under det første retsmøde
med henblik på varetægtsfængsling, tilbagekaldes umiddelbart før
udleveringens iværksættelse. I sådanne særlige tilfælde vil § 18 b, stk. 2,
3. pkt., imidlertid indebære, at retten kan forlænge fristen for
frihedsberøvelse med henblik på, at den begærende stat fremsender en formel
udleveringsbegæring.
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.8., skal den
pågældende som udgangspunkt løslades, såfremt udlevering ikke har fundet sted
senest 20 dage efter meddelelsen af afgørelsen om udlevering, jf.
konventionens art. 11, stk. 1 og 2, jf. art. 10, stk. 2. I de sædvanlige
tilfælde, hvor samtykket meddeles under det første retsmøde med henblik på
varetægtsfængsling, vil udlevering kunne iværksættes inden for 30-dages
fristen i § 18 b, stk. 2, 2. pkt. Konventionen udelukker imidlertid ikke, at
samtykke fra den berørte person og tilladelse fra den anmodede stats
myndigheder først meddeles ved udløbet af 30-dages fristen, og at
udleveringen derfor tidligst kan iværksættes umiddelbart herefter, jf. § 18
d.
Til § 18 c
Efter § 18 c, stk. 1, kan den, der begæres udleveret, i et retsmøde
meddele samtykke til udlevering og til, at den pågældende drages til ansvar
og udleveres videre til en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger,
begået før udleveringen, end den, der sker udlevering for. Bestemmelsen
indebærer, at den berørte person kan indskrænke sit samtykke til alene at
angå de forhold, der sker udlevering for. I så fald opretholdes
udleveringslovens § 10, nr. 1, om specialitetsreglen fuldt ud. Den berørte
person kan imidlertid også give afkald på anvendelse af specialitetsreglen i
forhold til den begærende EU-medlemsstat. I så fald kræves
Justitsministeriets tilladelse hverken i forhold til den begærende
medlemsstat eller ved videreudlevering til en tredje medlemsstat. I forhold
til andre stater gælder udleveringslovens § 10. § 18 c, stk. 1, giver ikke
mulighed for at give afkald på specialitetsreglen alene i forhold til den
begærende medlemsstat. Et sådant afkald indebærer tillige afkald på
specialitetsreglen i forhold til andre EU-medlemsstater.
Retten skal efter § 18 c, stk. 1, 4. pkt., vejlede om følgerne af et
samtykke til udlevering og afkald på anvendelse af specialitetsreglen. I
denne vejledning kan efter omstændighederne også indgå oplysning om
betingelserne for udlevering, jf. kapitel 2. Det forudsættes, at samtykket og
i givet fald afkald på anvendelse af specialitetsreglen føres til protokol i
overensstemmelse med retsplejelovens regler, jf. konventionens art. 7, stk.
3.
Efter § 18 c, stk. 2, skal sagen forelægges Justitsministeriet med
henblik på tilladelse til udlevering efter den forenklede procedure.
Bestemmelsen indebærer, at udlevering kan nægtes, uanset at den berørte
person har givet samtykke, såfremt det findes betænkeligt at gennemføre
udlevering på det foreliggende grundlag. Det vil f.eks. kunne forekomme, hvis
der er tvivl om, hvorvidt strafansvaret kan være forældet, eller om
udleveringen vil være uforenelig med humanitære hensyn. Det bemærkes herved,
at der efter § 18 c, stk. 1, 4. pkt., alene påhviler retten en
vejledningspligt. Retten skal således ikke træffe afgørelse om udlevering.
Nægter Justitsministeriet udlevering i medfør af § 18 c, stk. 2, skal den
begærende stat underrettes herom efter konventionens art. 10, stk. 2, med
henblik på at få mulighed for at indgive en formel udleveringsbegæring.
Finder justitsministeren imidlertid, at udleveringsbegæringen kan
imødekommes på det foreliggende grundlag, kan udleveringen herefter
iværksættes af politiet. For at sikre udleveringens gennemførelse kan fortsat
fængsling ske i medfør af § 18 d. Om baggrunden for 20-dages fristen og
spørgsmålet om eventuel forlængelse af denne frist i medfør af bestemmelsens
3. pkt. henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.8.
Til § 2
Lov om international fuldbyrdelse af straf m.v.
Til nr. 1
Bestemmelsen indebærer, at afgørelser om konfiskation, omfattet af
FN-konventionen eller hvidvaskkonventionen, kan fuldbyrdes efter de gældende
regler i lovens kapitel 3, når den pågældende konventions betingelser er
opfyldt. Der henvises herved til de almindelige bemærkninger pkt. 3.1. og
3.2.
Om fuldbyrdelse af fremmede retsanmodninger om beslaglæggelse m.v.,
herunder spørgsmålet om overførsel af beslaglagte midler til den begærende
stat, henvises særligt til de almindelige bemærkninger pkt. 3.1.5.
Efter hvidvaskkonventionens art. 15 og FN-konventionens art. 5, stk. 5,
vil det konfiskerede som udgangspunkt tilfalde statskassen. Imidlertid giver
de pågældende bestemmelser i modsætning til retsvirkningskonventionens art.
47 mulighed for at overføre det konfiskerede helt eller delvis f.eks. med
henblik på deling af konfiskationsprovenuet mellem den begærende og den
anmodede stat (»asset sharing«). Konventionerne giver også mulighed
for ordninger, hvorved konfiskationsprovenuet øremærkes til
kriminalitetsbekæmpelse m.v. ved placering i mellemstatslige fonde eller
lignende (»asset forfeiture fund«).
Henvisningen i § 5 a til hvidvaskkonventionens art. 15 og FN-konventionens
art. 5, stk. 5, indebærer, at justitsministeren kan træffe bestemmelse om hel
eller delvis overførsel af det konfiskerede. Sådan overførsel forudsættes
imidlertid som udgangspunkt alene at komme på tale i enkelttilfælde i forhold
til en begærende stat, hvor der er konstateret gensidighed. Overførsel kan
efter omstændighederne tænkes anvendt i tilfælde, hvor der består et
erstatningskrav i anledning af den lovovertrædelse, som har dannet grundlag
for konfiskationen, jf. straffelovens § 77, eller hvor forbrydelsen bortset
fra det konfiskerede udbytte ikke har nogen tilknytning til Danmark.
Til nr. 2 og 3
Der er alene tale om konsekvensændringer, der indebærer, at henvisningerne
i § 10, stk. 1, og § 12, stk. 2, også kommer til at omfatte kapitel 3 a om
FN-konventionen og hvidvaskkonventionen. Det bemærkes, at henvisningerne i §
9 og § 10, stk. 3, til kapitel 3-4 også forudsættes at omfatte kapitel 3 a.
Til § 3
Lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående
fuldbyrdelse af straf m.v.
Til nr. 1
Ændringen indebærer, at der i lighed med, hvad der gælder for betingede
domme, kan ske overførsel til Danmark fra et af de nordiske lande af tilsyn,
fastsat i domme om samfundstjeneste som en selvstændig retsfølge. Der
henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.1.
Til nr. 2
Bestemmelsen angår retsvirkningerne af en overførsel til Danmark af
tilsyn, fastsat i de øvrige nordiske lande. Sammen med § 7 indebærer
ændringen af § 8, stk. 1, 2. pkt., at straffelovens regler om betingede
domme, herunder 8. kapitel om samfundstjeneste, finder anvendelse, uanset om
tilsynet er fastsat i en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste eller i
en dom til samfundstjeneste. Retten kan således efter omstændighederne træffe
bestemmelse om fuldbyrdelse af straf, jf. herved lovens § 4, fastsat i en dom
til samfundstjeneste, eller fastsætte en straf, såfremt der ikke i forvejen
er fastsat straf i dommen til samfundstjeneste, jf. straffelovens § 66, stk.
1, nr. 1, og § 67, stk. 1, jf. § 61. I begge tilfælde skal der ved
straffastsættelsen tages hensyn til omfanget af den samfundstjeneste, som den
dømte måtte have udført, jf. straffelovens § 66, stk. 3, og § 67, stk. 3.
Til nr. 3
Efter denne bestemmelse kan den danske anklagemyndighed eller vedkommende
danske domstol overlade til myndighederne i domslandet at træffe de i § 8,
stk. 1, omhandlede afgørelser. Ændringen indebærer, at bestemmelsen tillige
kan finde anvendelse i tilfælde, hvor der er spørgsmål om ændring af en dom
til samfundstjeneste.
Til nr. 4
Såfremt en person, der er betinget dømt i et andet nordisk land, her i
landet dømmes for strafbart forhold, kan retten, selv om der ikke er anordnet
tilsyn efter lovens § 7, i medfør af § 9 træffe afgørelse i overensstemmelse
med straffelovens regler om betingede domme om, at der skal fastsættes
ubetinget straf for forhold, omfattet af den betingede dom.
Bestemmelsen er efter sin formulering fakultativ. Selv om det nye
strafbare forhold er af en sådan beskaffenhed, at retten, såfremt den
betingede dom havde været afsagt her i landet, efter straffelovens § 61 ville
have truffet bestemmelse om fuldbyrdelse af straf for det af den betingede
dom omfattede forhold, kan retten således undlade dette og dermed overlade
spørgsmålet til domslandets myndigheder.
Ændringen indebærer, at bestemmelsen tillige finder anvendelse på forhold,
omfattet af en dom til samfundstjeneste.
Til nr. 5
Bestemmelsen angår tilfælde, hvor en person, der er betinget dømt her i
landet, i et af de øvrige nordiske lande idømmes straf for forhold, begået i
prøvetiden, uden at der ved dommen tages stilling til spørgsmålet om ændring
af den betingede dom. I sådanne tilfælde beror det på de danske myndigheders
afgørelse, hvorvidt det i et andet nordisk land pådømte forhold skal medføre
ændring af den betingede dom.
Med henblik herpå fastsættes i § 11, stk. 2, at denne afgørelse træffes
efter reglerne i straffelovens § 60. Det omhandlede strafbare forhold
ligestilles således med en overtrædelse af vilkår, fastsat i medfør af
straffelovens § 57 (tilsyn og særvilkår).
Med tilføjelsen af straffelovens § 66 i lovforslagets § 3, nr. 5, udvides
bestemmelsen til også at omfatte betingede domme med vilkår om
samfundstjeneste.
Til § 4
Retsplejeloven
Til § 191
Til stk. 1
Efter stk. 1, 1. pkt., kan en person, der er frihedsberøvet i
udlandet, og som har meddelt samtykke hertil, overføres til Danmark for i en
straffesag at afgive forklaring eller medvirke ved konfrontation. Den
pågældende skal under overførslen være frihedsberøvet og skal tilbageføres
til den fremmede stat, uanset om den pågældende senere tilbagekalder sit
samtykke til overførslen, jf. stk. 1, 2. pkt. Om baggrunden for denne
ordning henvises til pkt. 5.2. i de almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen finder anvendelse i straffesager, men ikke i civile sager.
Bestemmelsen er ikke indskrænket til tilfælde, hvor formålet med overførslen
er at afgive vidneforklaring. Bestemmelsen vil også kunne bringes i
anvendelse i tilfælde, hvor formålet med overførslen er, at den pågældende
skal afgive forklaring hos politiet eller medvirke ved konfrontation. Om
baggrunden herfor henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5.2.
Bestemmelsen angår alene personer, der har meddelt samtykke til at lade
sig overføre for at afgive vidneforklaring eller medvirke ved en
konfrontation. Det indebærer, at frihedsberøvelse i medfør af § 191, stk. 1,
ikke kan finde sted, hvis den berørte person over for den fremmede stats
myndigheder modsætter sig en overførsel i det anmodede øjemed, f.eks fordi
den pågældende ikke ønsker at afgive en vidneforklaring.
Justitsministeriet forudsætter, at anklagemyndigheden i forbindelse med
stillingtagen til spørgsmålet om, hvorvidt en person, der er frihedsberøvet i
udlandet, skal føres som vidne i en dansk straffesag, lader indgå, om det vil
være åbenbart uforeneligt med landets retsorden at lade den pågældende
tilbageføre til udlandet efter vidneførslen eller konfrontationen. Det vil
f.eks. kunne være tilfældet, hvis den pågældende er idømt dødsstraf i
udlandet.
Selv om der efter reglerne i udleveringsloven ikke kan ske udlevering af
en dansk statsborger til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse i en anden
stat, vil det efter lovforslaget ikke være udelukket at lade en dansk
statsborger, der er fængslet i udlandet, overføre til Danmark for at afgive
vidneforklaring med henblik på efterfølgende tilbageførsel til den pågældende
fremmede stat. Det har sammenhæng med, at en overførsel forudsætter, at den
pågældende har meddelt samtykke hertil og dermed også til tilbageførsel. Det
er i den forbindelse uden betydning, om den pågældende senere tilbagekalder
sit samtykke til overførslen, jf. stk. 1, 2. pkt.
At frihedsberøvelsen efter stk. 1, 2. pkt., knytter sig til
»overførslen«, indebærer, at frihedsberøvelsen omfatter transporten
til anbringelsesstedet i Danmark, opholdet i Danmark og transporten tilbage
til den fremmede stats myndigheder.
Til stk. 2
Efter stk. 2, 1. pkt., træffes afgørelse om frihedsberøvelse af
retten efter anmodning fra politiet. Retten skal efter denne bestemmelse
alene tage stilling til spørgsmålet om frihedsberøvelse. Opstår der tvist om,
hvorvidt den berørte person overhovedet skal føres som vidne, må dette
spørgsmål afgøres efter reglerne i retsplejelovens § 837 og § 927, jf. § 837.
Efter stk. 2, 2. pkt., skal retten påse, at den pågældende har
meddelt samtykke til midlertidig overførsel som nævnt i stk. 1. Der stilles
ikke bestemte formkrav til dette samtykke. Retten må således efter en konkret
vurdering afgøre, om f.eks. en erklæring herom til en politirapport eller
lignende, der er optaget af det fremmede lands myndigheder, kan accepteres,
eller om der i stedet bør foreligge samtykke i form af en underskrevet
erklæring fra den pågældende selv.
Bestemmelsen udelukker i øvrigt ikke, at retten i vurderingen af
spørgsmålet om frihedsberøvelse lader indgå en overvejelse af, hvorvidt
tilbageførsel af den pågældende til udlandet må antages at være åbenbart
uforeneligt med landets retsorden. Som det fremgår af bemærkningerne til §
191, stk. 1, forudsættes anklagemyndigheden imidlertid allerede ved
afgørelsen af, om begæring om overførsel skal fremsættes, at have taget
stilling til dette spørgsmål.
Der skal ikke beskikkes advokat for den, der er frihedsberøvet i udlandet,
i forbindelse med rettens behandling af anmodningen om frihedsberøvelse under
overførsel til Danmark. Det skyldes, at formålet med overførslen ikke er at
iværksætte strafforfølgning mod den pågældende. At der ikke beskikkes
advokat, har endvidere sammenhæng med, at frihedsberøvelse alene kan komme på
tale, såfremt den pågældende i udlandet har meddelt samtykke til overførsel i
det givne øjemed. Bliver den pågældende derimod sigtet eller tiltalt i
anledning af forhold, der begås under opholdet i Danmark, jf. bemærkningerne
til § 191, stk. 3 og 4, nedenfor, finder de almindelige regler i
retsplejelovens kapitel 66 om sigtede og hans forsvar anvendelse.
Efter § 191, stk. 2, 3. pkt., fastsætter retten en frist for
frihedsberøvelsen. Der foreslås ikke nogen maksimumgrænse herfor, men det
forudsættes, at fristen fastsættes i overensstemmelse med den aftale om
tidspunktet for tilbageførsel, der indgås med den fremmede stat.
Efter samme bestemmelse kan retten forlænge fristen for frihedsberøvelse.
Der sigtes hermed til tilfælde, hvor den overførte person på grund af
ekstraordinære omstændigheder som f.eks. behandlingskrævende sygdom, der er
indtrådt under opholdet i Danmark, ikke kan tilbageføres inden udløbet den
frist, der er fastsat som led i afgørelsen om frihedsberøvelse. Det påhviler
i så fald anklagemyndigheden at indgå de nødvendige aftaler med de
udenlandske myndigheder om forlængelse af det aftalte tidsrum for
overførslen.
Efter § 191, stk. 2, 4. pkt., træffes rettens afgørelse ved
kendelse, der ikke kan kæres. Bestemmelsen afviger herved fra de almindelige
regler om kære, jf. retsplejelovens § 968, stk. 2, hvorefter kære af
kendelse, der afgives under domsforhandlingen eller dennes forberedelse,
bl.a. kan ske, når beslutningen er rettet mod nogen, der ikke er part i
sagen. Da afgørelse om frihedsberøvelse efter § 191, stk. 1, alene kan komme
på tale, såfremt den berørte person har meddelt samtykke, kan der imidlertid
næppe antages at være behov for at kunne kære rettens afgørelse om
frihedsberøvelse. Det gælder også i de tilfælde, hvor retten nægter
frihedsberøvelse med henvisning til, at samtykket ikke foreligger
tilstrækkeligt dokumenteret, eller at tilbageførsel må anses for åbenbart
uforenelig med landets retsorden, jf. bemærkningerne til § 191, stk. 2, 2.
pkt., ovenfor.
§ 191, stk. 2, 4. pkt., berører ikke adgangen til kære af rettens
afgørelse i anledning af tvist om selve bevisførelsen. Rettens kendelse om,
at en person, der er frihedsberøvet i udlandet, skal føres som vidne, vil
således fortsat kunne kæres i medfør af retsplejelovens § 968, stk. 2.
Til stk. 3
Efter denne bestemmelse må den pågældende under opholdet her i landet ikke
drages til ansvar eller udleveres videre til tredjeland for nogen strafbar
handling, der er begået før overførslen her til landet. Bestemmelsen svarer
til retshjælpskonventionen art. 11, stk. 1, jf. art. 12, stk. 1. En lignende
bestemmelse er fastsat i § 7, 1. pkt., i loven om nordisk vidnepligt.
Hverken retshjælpskonventionens art. 11, stk. 1, jf. art. 12, stk. 1,
eller § 191, stk. 3, udelukker, at der iværksættes strafforfølgning,
straffuldbyrdelse eller udlevering i anledning af forhold, der begås efter
overførslen her til landet. Begår den overførte person f.eks. vold under
opholdet i Danmark, skal forholdet behandles efter retsplejelovens regler om
efterforskning og tiltale for strafbart forhold. Varetægtsfængsles den
overførte person i samme anledning, kan tilbageførsel af den pågældende til
den fremmede stat først iværksættes, når den pågældende løslades fra
varetægtsfængsel eller, hvis den pågældende også er varetægtsfængslet efter
dommen, efter endt strafudståelse. I så fald skal fristen for
frihedsberøvelse forlænges i medfør af § 191, stk. 2, 3. pkt., med henblik på
tilbageførsel umiddelbart efter løsladelsen.
Efter retshjælpskonventionens art. 12, stk. 3, ophører den immunitet, der
er fastsat i art. 12, stk. 1, hvis vidnet er forblevet i landet, uanset at
den pågældende i 15 sammenhængende dage efter vidneforklaringens afgivelse
har haft mulighed for at forlade landet, eller hvis vidnet efter at have
forladt landet er vendt tilbage til landet. Art. 12, stk. 3, angår
umiddelbart personer, der ikke er frihedsberøvet, og som indkaldes til at
afgive vidneforklaring i et andet land. Art. 12, stk. 3, omfatter imidlertid
også personer, der er frihedsberøvet, og som overføres til et andet land for
at afgive vidneforklaring, i den udstrækning, bestemmelsen kan finde
anvendelse, jf. art. 11, stk. 1. Vender en person, der som frihedsberøvet har
været overført til et land for at afgive vidneforklaring, senere tilbage til
det pågældende land, vil den pågældende således ikke være beskyttet af den
immunitet, der følger af art. 12, stk. 1.
I overensstemmelse hermed er det i § 191, stk. 3, fastsat, at immuniteten
alene gælder under opholdet her i landet. Vender den berørte person senere
tilbage hertil efter at være løsladt i udlandet, vil § 191, stk. 3, ikke være
til hinder for, at der iværksættes strafforfølgning m.v. i anledning af
forhold, der er begået inden overførslen i medfør af § 191, stk. 1.
§ 191, stk. 3, berører ikke spørgsmålet om iværksættelse af reaktioner
over for den berørte person som følge af selve vidneførslen. På dette punkt
opretholdes retsplejelovens § 178 om modvillige vidner uændret. Det har
sammenhæng med, at overførsel med henblik på at afgive vidneforklaring efter
§ 191, stk. 1, alene kommer på tale, såfremt den pågældende meddeler samtykke
hertil.
Den person, der er frihedsberøvet i udlandet, og som har meddelt samtykke
til at blive overført her til landet for at afgive vidneforklaring i en
straffesag for retten, er således stillet som andre personer, der indkaldes
som vidner i en straffesag. Nægter den pågældende efter sin ankomst til
Danmark uden lovligt forfald at give møde i retten, eller vægrer den
pågældende sig uden lovlig grund ved at svare på spørgsmål i retten, kan det
derfor efter omstændighederne komme på tale at bringe et eller flere af de
tvangsmidler, der nævnes i retsplejelovens § 178 i anvendelse. Efter denne
bestemmelse kan der f.eks. træffes beslutning om, at der skal anvendes tvang
med henblik på fremstilling i retten som vidne. Der vil også være mulighed
for at lade vidnet tage i forvaring, indtil vidnet indvilliger i at svare. Da
den pågældende allerede er undergivet frihedsberøvelse, vil dette dog næppe
blive aktuelt, men skulle et sådant tilfælde opstå, vil det ikke være muligt
at udstrække forvaringen ud over den tidsfrist, som den fremmede stat har
fastsat for tilbageførsel af den på gældende.
Til stk. 4
§ 191, stk. 4, regulerer den overførte persons retsstilling under
frihedsberøvelsen her i landet. Bestemmelsens 1. pkt. indebærer, at
den pågældende under frihedsberøvelsen alene er undergivet de begrænsninger,
som er nødvendige til sikring af frihedsberøvelsens øjemed og opretholdelse
af orden og sikkerhed på anbringelsesstedet. Denne regel svarer
indholdsmæssigt til bestemmelsen i retsplejelovens § 770, stk. 1, om
varetægtsarrestanter.
Bestemmelsen afviger imidlertid fra andre af retsplejelovens regler om
behandlingen af varetægtsarrestanter. Over for en person, der er
frihedsberøvet i medfør af § 191, stk. 1, vil der således ikke kunne træffes
afgørelse om isolation, jf. retsplejelovens § 770 a, indgreb i
besøgsadgangen, jf. retsplejelovens § 771, eller indgreb i retten til
brevveksling, jf. retsplejelovens § 772. Stiller den fremmede stats
myndigheder f.eks. vilkår om, at den berørte person skal isoleres under sit
ophold her i landet, kan følgen derfor blive, at overførslen ikke kan
gennemføres. Sådanne tilfælde må imidlertid forventes kun undtagelsesvis at
opstå. Da retshjælpskonventionens art. 11 endvidere har som udgangspunkt, at
den berørte person under overførslen ikke opholder sig som sigtet, tiltalt
eller dømt i en straffesag, men alene som frihedsberøvet med henblik på at
sikre overførslen og tilbagesendelsen, findes der ikke at være behov for at
fastsætte regler om andre indskrænkninger end dem, der er nødvendige til
sikring af frihedsberøvelsens øjemed og opretholdelse af orden og sikkerhed
på anbringelsesstedet. Det bemærkes herved, at § 191, stk. 4, ikke afskærer
anvendelsen af reglerne i § 770 a, § 771 og § 772 i tilfælde, hvor den
pågældende bliver sigtet i anledning af strafbart forhold, der begås under
opholdet i Danmark, jf. bemærkningerne til § 191, stk. 3, ovenfor.
Efter § 191, stk. 4, 2. pkt., kan anbringelse ske i arresthus, jf.
retsplejelovens § 770, stk. 2. Det indebærer, at den overførte person ligesom
varetægtsarrestanter kan anbringes i arresthus, hvis opholdet i Danmark ikke
bliver ganske kortvarigt. Typisk vil den pågældendes ophold i Danmark dog
formentlig blive så kort, at den pågældende frihedsberøves ved politiet,
f.eks. ved anbringelse på politistation eller i lokaler knyttet til den ret,
hvor der skal ske vidneafhøring. Med henvisningen til § 770, stk. 2, 2. pkt.,
vil der være mulighed for at anbringe den overførte person f.eks. på et
sygehus, hvis et sådant behov skulle opstå.
Til stk. 5
§ 191, stk. 5, rummer en bemyndigelse for justitsministeren til at
fastsætte nærmere regler om behandlingen af personer, der er frihedsberøvet i
medfør af stk. 1. Bestemmelsen er medtaget af hensyn til muligheden for ved
bekendtgørelse at regulere den frihedsberøvedes forhold f.eks. med hensyn til
forplejning, besøg m.v., hvis der viser sig at være behov herfor. Det er dog
Justitsministeriets opfattelse, at det næppe er nødvendigt på nuværende
tidspunkt at fastsætte supplerende regler om frihedsberøvelsens karakter,
idet der formentlig typisk vil blive tale om ophold under frihedsberøvelse
her i landet af meget kort varighed, hvor spørgsmål herom ikke bliver
aktuelle.
Til § 5
§ 5 indeholder ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.
Som nævnt i de almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.9., indebærer
udleveringsloven, at spørgsmålet om domstolsprøvelse af justitsministerens
beslutning om udlevering bortfalder, hvis den pågældende meddeler samtykke
til udlevering. Det foreslås på denne baggrund i stk. 1, at reglerne
om den forenklede udleveringsprocedure alene får virkning for sager, hvori
der ved lovens ikrafttræden ikke er truffet afgørelse af justitsministeren.
§ 5, stk. 3, indebærer, at reglerne om fuldbyrdelse af afgørelser
om konfiskation efter FN-konventionen og hvidvaskkonventionen som
udgangspunkt kun finder anvendelse på afgørelser, der er truffet efter, at
den pågældende konvention er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende
fremmede stat. Efter stk. 3, 2. pkt., kan justitsministeren imidlertid på
grundlag af overenskomst med vedkommende stat bestemme, at reglerne også skal
anvendes på tidligere afgørelser. Lignende overgangsbestemmelser er fastsat i
§ 14, stk. 2, om kapitel 3 i loven om international fuldbyrdelse af straf
m.v.
Til § 6
§ 6 indeholder bestemmelser om lovens territoriale gyldighedsområde.
Om § 1 bemærkes, at udleveringsloven efter § 23 har gyldighed for Færøerne
og Grønland med de afvigelser, som følger af den færøske og grønlandske
retsplejelov.
Om § 2 gælder, at loven om international fuldbyrdelse af straf m.v. er sat
i kraft for Færøerne ved anordning nr. 153 af 21. marts 1988. For Grønland
gælder derimod alene loven om fuldbyrdelse af europæiske straffedomme, jf.
anordning nr. 391 af 5. september 1980.
For så vidt angår § 3, gælder lov nr. 214 af 31. maj 1963 om samarbejde
med Finland, Island, Norge og Sverige uden afvigelse for Færøerne. For
Grønland gælder loven med de afvigelser, der følger af kriminalloven for
Grønland, jf. lovens § 24. § 3 i lov nr. 322 af 4. juni 1986 om ændring bl.a.
af den nordiske fuldbyrdelseslovs § 1 er efter lovens § 6 ikke sat i kraft
for Færøerne og Grønland.
At lovforslagets § 6 ikke rummer anordningshjemmel for § 4, skyldes, at
retsplejeloven hverken gælder for Færøerne eller Grønland.
Bilag 1
Konvention, udarbejdet på grundlag af artikel K. 3 i traktaten om Den
Europæiske Union,
om forenklet udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæiske
Union
DE HØJE KONTRAHERENDE PARTER i denne konvention, Den Europæiske Unions
medlemsstater,
SOM HENVISER TIL Rådets retsakt af 10. marts 1995,
SOM ØNSKER at forbedre det strafferetlige samarbejde mellem
medlemsstaterne, hvad angår både retsforfølgning og fuldbyrdelse af domme,
SOM ERKENDER, at udlevering spiller en vigtig rolle inden for det retlige
samarbejde i bestræbelserne på at nå disse mål,
SOM ER OVERBEVIST om nødvendigheden af at forenkle
udleveringsprocedurerne, i den udstrækning dette kan forenes med deres
grundlæggende retsprincipper, herunder principperne i den europæiske
konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende
frihedsrettigheder,
SOM KONSTATERER, at den person, der begæres udleveret, i en lang række
udleveringssager ikke modsætter sig udleveringen,
SOM TAGER I BETRAGTNING, at den for udleveringen nødvendige tid og enhver
tilbageholdelsesperiode med henblik på udlevering i sådanne tilfælde bør
begrænses mest muligt,
SOM TAGER I BETRAGTNING, at anvendelsen af den europæiske
udleveringskonvention af 13. december 1957 derfor bør lettes ved at forenkle
og forbedre udleveringsproceduren,
SOM TAGER I BETRAGTNING, at bestemmelserne i den europæiske
udleveringskonvention fortsat gælder i alle spørgsmål, der ikke er behandlet
i nærværende konvention,
ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE BESTEMMELSER:
Artikel 1
Generelle bestemmelser
1. Formålet med denne konvention er at lette anvendelsen af den europæiske
udleveringskonvention mellem Den Europæiske Unions medlemsstater, ved at
supplere denne konventions bestemmelser.
2. Stk. 1 berører ikke anvendelsen af mere fordelagtige bestemmelser i
gældende bi- eller multilaterale aftaler mellem medlemsstater.
Artikel 2
Forpligtelse til udlevering
Medlemsstaterne forpligter sig til i overensstemmelse med denne konvention
at udlevere eftersøgte personer, hvis disse personer giver deres samtykke og
den anmodede stat giver tilladelse hertil, efter den forenklede procedure som
fastsat i denne konvention.
Artikel 3
Betingelser for udlevering
1. I medfør af artikel 2 udleveres enhver person, med hensyn til hvem der
er fremsat en begæring om foreløbig anholdelse og fængsling efter artikel 16
i den europæiske udleveringskonvention, i overensstemmelse med artikel 4-11
og artikel 12, stk. 1, i nærværende konvention.
2. Den i stk. 1 omhandlede udlevering er ikke betinget af, at der
foreligger en udleveringsbegæring og dokumenter, som krævet i artikel 12 i
den europæiske udleveringskonvention.
Artikel 4
Oplysninger, der skal meddeles
1. I forbindelse med underretning af den anholdte, med henblik på
anvendelse af artikel 6 og 7 og i forbindelse med underretning af den
kompetente myndighed, der er omhandlet i artikel 5, stk. 2, anses følgende
oplysninger fra den begærende stat for at være tilstrækkelige:
a) den eftersøgtes identitet
b) hvilken myndighed der har anmodet om anholdelsen
c) om der foreligger en arrestordre eller en anden beslutning med samme
virkning eller en eksigibel dom
d) forbrydelsens karakter og retlige beskrivelse
e) en beskrivelse af, under hvilke omstændigheder forbrydelsen er begået,
herunder tidspunktet, stedet og omfanget af den eftersøgtes deltagelse i
forbrydelsen
f) så vidt muligt følgerne af forbrydelsen.
2. Uanset stk. 1 kan der dog begæres supplerende oplysninger, hvis det
viser sig, at de i stk. 1 nævnte oplysninger ikke er tilstrækkelige til, at
den kompetente myndighed i den anmodede medlemsstat kan give tilladelse til
udleveringen.
Artikel 5
Samtykke og tilladelse
1. Den anholdtes samtykke gives i overensstemmelse med artikel 6 og 7.
2. Den kompetente myndighed i den anmodede medlemsstat giver sin
tilladelse i overensstemmelse med sine nationale procedurer.
Artikel 6
Underretning af den pågældende
Når en person, der er eftersøgt med henblik på udlevering, anholdes i en
anden medlemsstat, skal den kompetente myndighed i overensstemmelse med sin
nationale lovgivning oplyse vedkommende om den foreliggende begæring og om
muligheden for at give sit samtykke til at blive udleveret til den begærende
stat efter den forenklede procedure.
Artikel 7
Indhentelse af samtykke
1. Den anholdtes samtykke og i givet fald hans udtrykkelige afkald på
anvendelse af specialitetsreglen gives over for de kompetente retsmyndigheder
i den anmodede stat i overensstemmelse med dennes nationale lovgivning.
2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger, for at samtykke
og i givet fald afkald, som omhandlet i stk. 1, indhentes på en sådan måde,
at det fremgår, at den pågældende har givet udtryk herfor frivilligt og med
fuldt kendskab til følgerne heraf. Med henblik herpå har den anholdte ret til
at lade sig rådgive.
3. Samtykke og i givet fald afkald, som omhandlet i stk. 1, føres til
protokols i overensstemmelse med lovgivningen i den anmodede medlemsstat.
4. Samtykke og i givet fald afkald, som omhandlet i stk. 1, kan ikke
tilbagekaldes. Medlemsstaterne kan, samtidig med deponeringen af deres
ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument, i en erklæring
angive, at samtykke og i givet fald afkald kan tilbagekaldes i henhold til
deres nationale regler. I så fald medregnes den periode, der forløber mellem
meddelelsen om samtykke og meddelelsen om tilbagekaldelse heraf, ikke i
fastlæggelsen af de i artikel 16, stk. 4, i den europæiske
udleveringskonvention fastsatte frister.
Artikel 8
Meddelelse om samtykke
1. Den anmodede stat meddeler omgående den pågældendes samtykke til den
begærende stat. For at give denne stat mulighed for i givet fald at indgive
en udleveringsbegæring skal den anmodede stat senest ti dage efter den
foreløbige anholdelse eller fængsling meddele den begærende stat, om den
pågældende har givet sit samtykke eller ej.
2. Den i stk. 1 omhandlede meddelelse foretages direkte mellem de
kompetente myndigheder.
Artikel 9
Afkald på anvendelse af specialitetsreglen
Enhver medlemsstat kan samtidig med deponeringen af sit ratifikations-,
godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument eller på et hvilket som helst
andet tidspunkt erklære, at reglerne i artikel 14 i den europæiske
udleveringskonvention ikke finder anvendelse, når den pågældende i medfør af
artikel 7 i nærværende konvention
a) giver sit samtykke til udleveringen; eller
b) giver sit samtykke til udleveringen og udtrykkelig giver afkald på
anvendelse af specialitetsreglen.
Artikel 10
Meddelelse af afgørelsen om udlevering
1. Uanset reglerne i artikel 18, stk. 1, i den europæiske
udleveringskonvention meddeles afgørelsen om udlevering efter den forenklede
procedure og oplysningerne om denne procedure direkte mellem den kompetente
myndighed i den anmodede stat og den myndighed i den begærende stat, som har
begæret foreløbig anholdelse og fængsling.
2. Den i stk. 1 omhandlede afgørelse meddeles senest tyve dage efter den
dato, hvor den pågældende har givet sit samtykke.
Artikel 11
Frist for udlevering
1. Den pågældende udleveres senest tyve dage efter at afgørelsen om
udlevering er blevet meddelt i overensstemmelse med artikel 10, stk. 2.
2. En person, der ved udløbet af fristen i stk. 1 tilbageholdes, skal
løslades på den anmodede medlemsstats territorium.
3. Hvis den pågældende på grund af force majeure ikke kan udleveres inden
for den i stk. 1 fastsatte frist, skal den berørte myndighed, jf. artikel 10,
stk. 1, underrette den anden myndighed herom. De to myndigheder aftaler en ny
dato for udleveringen. I så fald finder udleveringen sted tyve dage efter den
nye dato. Hvis den pågældende stadig tilbageholdes ved udløbet af denne
frist, skal han løslades.
4. Stk. 1, 2 og 3 i denne artikel finder ikke anvendelse, hvis den
anmodede stat ønsker at anvende artikel 19 i den europæiske
udleveringskonvention.
Artikel 12
Samtykke givet efter udløbet af den i
artikel 8 fastsatte frist eller under andre omstændigheder
1. Når den pågældende har givet sit samtykke efter udløbet af den frist på
ti dage, der er fastsat i artikel 8,
- skal den anmodede stat, hvis den endnu ikke har modtaget en
udleveringsbegæring i medfør af artikel 12 i den europæiske
udleveringskonvention, iværksætte den forenklede procedure som fastsat i
nærværende konvention;
- kan den anmodede stat, hvis den i mellemtiden har modtaget en
udleveringsbegæring i medfør af artikel 12 i den europæiske
udleveringskonvention, benytte denne forenklede procedure.
2. Såfremt der ikke er fremsat nogen begæring om foreløbig anholdelse og
fængsling, og i fald der er givet samtykke efter modtagelse af en
udleveringsbegæring, kan den anmodede stat benytte den forenklede procedure
som fastsat i nærværende konvention.
3. Medlemsstaterne erklærer samtidig med deponeringen af deres
ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenter, om de agter at
anvende stk. 1, andet led, og stk. 2, og på hvilke betingelser.
Artikel 13
Videreudlevering til en anden medlemsstat
Når den udleverede person ikke nyder godt af specialitetsreglen i
overensstemmelse med medlemsstatens erklæring, som omhandlet i artikel 9 i
denne konvention, finder artikel 15 i den europæiske udleveringskonvention
ikke anvendelse på hans videreudlevering til en anden medlemsstat, medmindre
andet fremgår af denne erklæring.
Artikel 14
Transit
I tilfælde af transit i henhold til artikel 21 i den europæiske
udleveringskonvention gælder følgende, når der er tale om udlevering efter
den forenklede procedure:
a) i hastende tilfælde kan ansøgningen stiles til transitstaten i en
hvilken som helst skriftlig form tillige med de oplysninger, der er fastsat i
artikel 4. Transitstaten kan anvende samme fremgangsmåde ved meddelelse af
sin afgørelse;
b) de i artikel 4 omhandlede oplysninger er tilstrækkelige til at gøre
transitstatens kompetente myndighed opmærksom på, at der er tale om
udlevering efter den forenklede procedure, og til at transitstaten over for
den udleverede person kan træffe de nødvendige foranstaltninger til
transitrejsens gennemførelse.
Artikel 15
Kompetente myndigheder
Hver medlemsstat skal ved deponeringen af sit ratifikations-,
godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument i en erklæring oplyse, hvilke
myndigheder der er kompetente i henseende til artikel 4-8, 10 og 14.
Artikel 16
Ikrafttræden
1. Denne konvention skal ratificeres, godkendes eller tiltrædes.
Ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenterne deponeres i
Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union. Generalsekretæren
for Rådet underretter alle medlemsstaterne herom.
2. Konventionen træder i kraft halvfems dage efter at den sidste
medlemsstat har deponeret sit ratifikations-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument.
3. Indtil konventionen træder i kraft, kan hver enkelt medlemsstat
samtidig med deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument eller på et hvilket som helt andet tidspunkt erklære,
at konventionen finder anvendelse for dens vedkommende i dens forbindelser
med de medlemsstater, der har afgivet samme erklæring, halvfems dage efter
deponeringen af erklæringen.
4. Enhver erklæring, der fremsættes i medfør af artikel 9, træder i kraft
tredive dage efter deponeringen heraf, dog tidligst på datoen for denne
konventions ikrafttræden eller dens anvendelse for den pågældende stats
vedkommende.
5. Konventionen finder kun anvendelse på begæringer, der er indgivet efter
den dato, hvor konventionen træder i kraft eller bringes i anvendelse mellem
den anmodede og den begærende stat.
Artikel 17
Tiltrædelse
1. Denne konvention er åben for tiltrædelse af enhver stat, der bliver
medlem af Den Europæiske Union.
2. Teksten til konventionen på den tiltrædende stats sprog, som udformet
af Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union og godkendt af
samtlige medlemsstater, har samme gyldighed som de øvrige autentiske tekster.
Generalsekretæren sender en bekræftet genpart heraf til hver medlemsstat.
3. Tiltrædelsesdokumenterne deponeres i Generalsekretariatet for Rådet for
Den Europæiske Union.
4. Konventionen træder i kraft over for enhver stat, der tiltræder den,
halvfems dage efter deponeringen af den pågældende stats tiltrædelsesdokument
eller på datoen for konventionens ikrafttræden, hvis den endnu ikke er trådt
i kraft ved udløbet af perioden på halvfems dage.
5. Hvis konventionen endnu ikke er trådt i kraft, når
tiltrædelsesdokumentet deponeres, finder artikel 16, stk. 3, anvendelse på de
tiltrædende medlemsstater.
Foranstående tekst er en bekræftet genpart af originaldokumentet deponeret
i Rådets Generalsekretariats arkiver i Bruxelles.
Bruxelles, den 20. marts 1995
Bilag 2
Konvention om hvidvaskning, efterforskning
samt beslaglæggelse og konfiskation
af udbyttet fra strafbart forhold
PRÆAMBEL
Europarådets medlemsstater og andre stater, der undertegner denne
konvention,
der finder, at Europarådets mål er at opnå større enhed mellem dets
medlemmer,
der er overbevist om behovet for at føre en fælles kriminalpolitik med
henblik på beskyttelse af samfundet,
der finder, at bekæmpelsen af alvorlig kriminalitet, der er blevet et
stadigt voksende internationalt problem, kræver anvendelse af moderne og
effektive metoder på internationalt plan,
der er overbevist om, at en af disse metoder er at fratage forbrydere
udbyttet af deres forbrydelser,
der finder, at et velfungerende internationalt samarbejde må etableres for
at nå dette mål,
har indgået følgende aftale:
KAPITEL I
ANVENDELSE AF TERMER
Artikel 1
Anvendelse af termer
I denne konvention:
a. betyder »udbytte« enhver økonomisk fordel i
forbindelse med kriminelle handlinger. Det kan bestå af alle former for
formuegoder som defineret i denne artikels litra b,
b. omfatter »formuegoder« formuegoder af enhver art, det
være sig rørlige eller urørlige formuegoder, fast ejendom eller løsøre samt
juridiske dokumenter og papirer, der beviser adkomst til eller rettigheder
over sådanne formuegoder,
c. betyder »redskaber« enhver form for formuegoder, der
anvendes eller påtænkes anvendt på en hvilken som helst måde, helt eller
delvis, til at begå en eller flere forbrydelser,
d. betyder »konfiskation« en sanktion eller
foranstaltning, der pålægges af en domstol efter en retssag vedrørende en
eller flere forbrydelser, og som medfører en endelig berøvelse af
formuegoder,
e. betyder »prædikatforbrydelse« enhver strafbar
handling, som resultat af hvilken der opstår udbytte, der kan gøres til
genstand for en forbrydelse som defineret i denne konventions artikel 6.
KAPITEL II
FORANSTALTNINGER,
DER TRÆFFES PÅ NATIONALT PLAN
Artikel 2
Konfiskationsforanstaltninger
1. Enhver part skal vedtage sådanne lovgivningsmæssige og andre
foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at sætte den i stand til at
konfiskere redskaber og udbytte eller formuegoder, hvis værdi svarer til et
sådant udbytte.
2. Enhver part kan - på tidspunktet for undertegnelse eller ved
deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument - ved en erklæring stilet til Europarådets
generalsekretær erklære, at denne artikels stk. 1 kun finder anvendelse på
forbrydelser eller kategorier af forbrydelser, der er opregnet i denne
erklæring.
Artikel 3
Efterforskningsmæssige
og foreløbige foranstaltninger
Enhver part skal vedtage sådanne lovgivningsmæssige eller andre
foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at sætte den i stand til at
identificere og efterspore formuegoder, der skal konfiskeres i henhold til
artikel 2, stk. 1, og til at forhindre enhver handel med, overdragelse af
eller anden råden over sådanne formuegoder.
Artikel 4
Særlige efterforskningsmæssige beføjelser og teknikker
1. Enhver part skal vedtage sådanne lovgivningsmæssige og andre
foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at bemyndige sine domstole og
andre kompetente myndigheder til at beordre, at bankoplysninger, økonomiske
oplysninger eller handelsmæssige oplysninger gøres tilgængelige eller
beslaglægges med henblik på at udføre de handlinger, der er omhandlet i
artikel 2 og 3. En part kan ikke afslå at tage skridt i henhold til
bestemmelserne i denne artikel under henvisning til bankhemmeligheden.
2. Enhver part skal overveje at træffe sådanne lovgivningsmæssige og andre
foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at sætte den i stand til at
anvende særlige efterforskningsteknikker, der letter identifikation og
eftersporing af udbytte og indsamling af bevismateriale i denne forbindelse.
Sådanne teknikker kan omfatte overvågningskendelser, observation, opsnappelse
af telekommunikationsmeddelelser, adgang til computersystemer og kendelser om
at fremlægge bestemte dokumenter.
Artikel 5
Retsmidler
Enhver part skal vedtage sådanne lovgivningsmæssige og andre
foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at sikre, at de relevante
parter, der berøres af foranstaltninger i henhold til artikel 2 og 3, har
effektive retsmidler med henblik på at bevare deres rettigheder.
Artikel 6
Forbrydelser i forbindelse med hvidvaskning
1. Enhver part skal vedtage sådanne lovgivningsmæssige og andre
foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at gøre følgende forhold
kriminelle i henhold til national lovgivning, såfremt de begås forsætligt:
a. omsætning eller overdragelse af formuegoder med viden om, at disse
formuegoder er udbytte, med henblik på at skjule eller tilsløre den ulovlige
oprindelse af formuegoderne eller på at bistå en person, der er med til at
begå en prædikatforbrydelse, for at undgå de retlige konsekvenser af hans
handlinger,
b. handlinger med henblik på at skjule eller tilsløre den sande karakter,
oprindelse, opbevaringssted, dispositioner, bevægelser og rettigheder for så
vidt angår formuegoder med viden om, at disse formuegoder er udbytte,
og med forbehold af forfatningsmæssige principper og grundlæggende
retsprincipper:
c. erhvervelse, besiddelse eller anvendelse af formuegoder med viden på
modtagelsestidspunktet om, at disse formuegoder var udbytte,
d. deltagelse i, medvirken eller sammensværgelse med henblik på at begå,
forsøg på at begå og medvirken, bistand eller rådgivning i forbindelse med
begåelse af nogen af de forbrydelser, der er fastlagt som forbrydelser i
overensstemmelse med denne artikel.
2. I forbindelse med gennemførelsen eller anvendelsen af denne artikels
stk. 1
a. er det uden betydning, om prædikatforbrydelsen falder ind under den
pågældende parts strafferetlige kompetence,
b. kan det fastsættes, at de forbrydelser, der er omhandlet i dette
stykke, ikke finder anvendelse på de personer, der begik
prædikatforbrydelsen,
c. kan viden, hensigt eller formål, der kræves som element i forbindelse
med de i dette stykke fastsatte forbrydelser, udledes af objektive, faktuelle
omstændigheder.
3. Enhver part kan vedtage sådanne foranstaltninger, som den finder
nødvendige, for også at gøre alle eller nogle af de i denne artikels stk. 1
nævnte handlinger til kriminelle handlinger i tilfælde, hvor lovovertræderen:
a. burde have formodet, at formuegoderne var udbytte,
b. handlede med det formål at opnå profit,
c. handlede med det formål at fremme udførelsen af yderligere kriminelle
aktiviteter.
4. Enhver part kan - på tidspunktet for undertegnelse eller ved
deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument - ved en erklæring stilet til Europrådets
generalsekretær erklære, at denne artikels stk. 1 kun finder anvendelse på
prædikatforbrydelser eller kategorier af sådanne forbrydelser, der er
opregnet i denne erklæring.
KAPITEL III
INTERNATIONALT SAMARBEJDE
Del 1
Principper for internationalt samarbejde
Artikel 7
Generelle principper og foranstaltninger
i forbindelse med internationalt samarbejde
1. Parterne skal samarbejde med hinanden i videst muligt omfang i
forbindelse med efterforskning og foranstaltninger med henblik på
konfiskation af redskaber og udbytte.
2. Enhver part skal vedtage sådanne lovgivningsmæssige og andre
foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at sætte den i stand til på
de betingelser, der er fastsat i dette kapitel, at efterkomme anmodninger:
a. om konfiskation af bestemte formuegoder, der repræsenterer udbytte
eller redskaber, samt om konfiskation af udbytte, der består i krav om at
betale en sum penge, der svarer til værdien af udbyttet,
b. om efterforskningsbistand og foreløbige foranstaltninger med henblik på
en af de to former for konfiskation, der er nævnt i ovenstående pkt. a.
Del 2
Efterforskningsbistand
Artikel 8
Pligt til at bistå
Parterne skal - efter anmodning - i videst muligt omfang yde hinanden
bistand i forbindelse med identifikation og eftersporing af redskaber,
udbytte og andre formuegoder, der skal konfiskeres. En sådan bistand skal
omfatte enhver foranstaltning til tilvejebringelse eller sikring af bevis
vedrørende de nævnte formuegoders eksistens, opbevaringssted eller
bevægelser, art, juridisk status eller værdi.
Artikel 9
Gennemførelse af bistand
Den i artikel 8 omhandlede bistand skal ydes som tilladt ved og i
overensstemmelse med den anmodede parts nationale ret og, i det omfang det
ikke er uforeneligt med national ret, i overensstemmelse med de procedurer,
der er specificeret i anmodningen.
Artikel 10
Uanmodede oplysninger
Uden præjudice for sin egen efterforskning eller retsforfølgning kan en
part uden forudgående anmodning sende en anden part oplysninger vedrørende
redskaber og udbytte, når den finder, at afgivelse af sådanne oplysninger kan
bistå den modtagende part med at iværksætte eller gennemføre efterforskning
eller andre skridt eller kan føre til en anmodning fra denne part i henhold
til dette kapitel.
Del 3
Foreløbige foranstaltninger
Artikel 11
Pligt til at træffe foreløbige foranstaltninger
1. På anmodning af en anden part, der har iværksat strafferetlig
forfølgning eller retlige skridt med henblik på konfiskation, skal en part
træffe de nødvendige foreløbige foranstaltninger som f.eks. fastfrysning
eller beslaglæggelse med henblik på at forhindre handel med, overførsel af
eller råden over formuegoder, der - på et senere stadium - kan gøres til
genstand for en anmodning om konfiskation, eller som ville kunne tjene til at
efterkomme anmodningen.
2. En part, der har modtaget en anmodning om konfiskation i medfør af
artikel 13, skal efter anmodning træffe de i denne artikels stk. 1 omhandlede
foranstaltninger for så vidt angår de formuegoder, som anmodningen vedrører,
eller som ville kunne tjene til at efterkomme anmodningen.
Artikel 12
Gennemførelsen af foreløbige foranstaltninger
1. De i artikel 11 nævnte foreløbige foranstaltninger skal gennemføres som
tilladt i henhold til og i overensstemmelse med den anmodede parts nationale
lovgivning og, i det omfang det ikke er uforeneligt med national ret, i
overensstemmelse med de procedurer, der er specificeret i anmodningen.
2. Før den anmodede part ophæver en foreløbig foranstaltning iværksat i
henhold til denne artikel skal den, når det er muligt, give den anmodende
part lejlighed til at fremføre sine grunde til støtte for en fortsættelse af
foranstaltningen.
Del 4
Konfiskation
Artikel 13
Pligt til at konfiskere
1. En part, der har modtaget en anmodning fra en anden part om
konfiskation vedrørende redskaber eller udbytte, der befinder sig inden for
dens område, skal:
a. fuldbyrde en kendelse om konfiskation afsagt af den anmodende part i
relation til sådanne redskaber eller udbytte, eller
b. forelægge anmodningen for sine kompetente myndigheder med henblik på at
få en kendelse om konfiskation og, såfremt en sådan kendelse opnås, fuldbyrde
den.
2. Med henblik på anvendelse af denne artikels stk 1.b skal enhver part,
når det måtte være nødvendigt, være bemyndiget til at anlægge sag om
konfiskation i henhold til sin egen gældende ret.
3. Bestemmelserne i denne artikels stk. 1 finder også anvendelse på
konfiskation, der består i et krav om at betale et pengebeløb, der svarer til
værdien af udbytte, såfremt de formuegoder, i relation til hvilke
konfiskation kan gennemføres, befinder sig inden for den anmodede parts
område. I forbindelse med fuldbyrdelse af konfiskation i medfør af stk. 1
skal den anmodede part i sådanne tilfælde, såfremt der ikke sker betaling,
gøre kravet gældende i relation til alle former for formuegoder, hvori kravet
kan realiseres.
4. Såfremt en anmodning om konfiskation vedrører et bestemt formuegode,
kan parterne aftale, at den anmodede part kan fuldbyrde konfiskationen i form
af et krav om at betale et pengebeløb, der svarer til værdien af dette
formuegode.
Artikel 14
Gennemførelse af konfiskation
1. Procedurerne for at opnå og gennemføre konfiskation i henhold til
artikel 13 skal være fastsat i henhold til den anmodede parts ret.
2. Den anmodede part skal være bundet af konstaterede kendsgerninger, for
så vidt at de er fastslået ved domfældelse eller anden retlig afgørelse inden
for den anmodende parts område, eller i det omfang, at en sådan domfældelse
eller anden retlig afgørelse indirekte er baseret på disse.
3. Enhver part kan - på tidspunktet for undertegnelse eller ved
deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument - ved en erklæring stilet til Europarådets
generalsekretær erklære, at denne artikels stk. 2 kun skal finde anvendelse
med forbehold af dens forfatningsmæssige principper og de grundlæggende
principper i dens retssystem.
4. Såfremt konfiskationen består i et krav om at betale et pengebeløb,
skal den anmodede parts kompetente myndighed omregne dette beløb til denne
parts valuta til den kurs, der gælder på det tidspunkt, hvor beslutningen om
at fuldbyrde konfiskationen træffes.
5. I tilfælde af artikel 13, stk. 1.a, skal alene den anmodende part have
ret til at træffe beslutning om en eventuel anmodning om fornyet prøvelse af
konfiskationskendelsen.
Artikel 15
Konfiskerede formuegoder
Alle formuegoder, der konfiskeres af den anmodede part, skal denne part
disponere over i overensstemmelse med sin nationale lovgivning, medmindre
andet aftales mellem parterne.
Artikel 16
Ret til tvangsfuldbyrdelse og
maksimumbeløb for konfiskation
1. En anmodning om konfiskation, der fremsættes i henhold til artikel 13,
berører ikke den amodende parts ret til selv at tvangsfuldbyrde
konfiskationskendelsen.
2. Intet i denne konvention skal fortolkes som tilladende, at den totale
konfiskationsværdi overstiger det beløb, der er anført i
konfiskationskendelsen. Såfremt en part finder, at dette kunne finde sted,
skal de berørte parter rådføre sig med hinanden for at undgå dette.
Artikel 17
Fængselsstraf som alternativt middel
Den anmodede part kan ikke pålægge fængselsstraf som alternativt
retsmiddel eller andre foranstaltninger, der begrænser en persons frihed, som
følge af en anmodning i henhold til artikel 13, såfremt den anmodende part
har anført dette i anmodningen.
Del 5
Nægtelse eller udsættelse af samarbejde
Artikel 18
Grunde til nægtelse
1. Samarbejde i henhold til dette kapitel kan nægtes, såfremt:
a. den foranstaltning, der anmodes om, ville være i strid med
grundlæggende principper i den anmodede parts retssystem, eller
b. efterkommelse af anmodningen vil kunne præjudicere den anmodede parts
suverænitet, sikkerhed, ordre public eller andre væsentlige interesser, eller
c. betydningen af den sag, som anmodningen vedrører, efter den anmodede
parts opfattelse ikke berettiger den foranstaltning, der anmodes om, eller
d. den lovovertrædelse, som anmodningen vedrører, er en politisk eller
skattemæssig lovovertrædelse, eller
e. den anmodede part finder, at iværksættelse af den foranstaltning, der
anmodes om, ville være i strid med princippet »ne bis in idem«,
eller
f. den lovovertrædelse, som anmodningen vedrører, ikke ville være ulovlig
i henhold til den anmodede parts lovgivning, såfremt den var begået inden for
dens kompetenceområde. Dog finder den begrundelse for nægtelse af samarbejde
kun anvendelse på samarbejde i henhold til Del 2, såfremt den bistand, der
anmodes om, medfører tvangsforanstaltninger.
2. Samarbejde i henhold til Del 2, for så vidt den bistand, der anmodes
om, medfører tvangsforanstaltninger, samt i henhold til dette kapitels Del 3
kan også nægtes, såfremt de foranstaltninger, der anmodes om, ikke ville
kunne træffes i henhold til den anmodede parts lovgivning med henblik på
efterforskning eller retsforfølgning, hvis det havde drejet sig om en
tilsvarende sag under dennes egen lovgivning.
3. Såfremt den anmodede parts lovgivning kræver det, kan samarbejde i
henhold til Del 2, for så vidt den bistand, der anmodes om, medfører
tvangsforanstaltninger, samt i henhold til dette kapitels Del 3 også nægtes,
såfremt de foranstaltninger, der anmodes om, eller andre foranstaltninger,
der har lignende virkninger, ikke ville være tilladt i henhold til den
anmodende parts lovgivning eller, for så vidt angår den anmodende parts
kompetente myndigheder, såfremt anmodningen ikke er bemyndiget af enten en
dommer eller anden retlig myndighed, herunder offentlige anklagere, der
beskæftiger sig med lovovertædelser.
4. Samarbejde i henhold til Del 4 kan også nægtes, såfremt:
a. konfiskation ikke i henhold til den anmodede parts lovgivning kan
bringes i anvendelse for den type lovovertrædelse, som anmodningen vedrører,
eller
b. det, uden præjudice for den i artikel 13, stk. 3, omhandlede pligt,
ville være i modstrid med principperne i den anmodede parts lovgivning
vedrørende grænserne for konfiskation for så vidt angår forholdet mellem en
lovovertrædelse og:
i. en økonomisk fordel, der kunne betegnes som udbytte af den, eller
ii. formuegoder, der kunne betegnes som redskaber, eller
c. konfiskation i henhold til den anmodede parts lovgivning ikke længere
kan kræves eller gennemføres på grund af forældelse, eller
d. anmodningen ikke vedrører en tidligere domfældelse eller en afgørelse
af retlig karakter eller en erklæring i en sådan afgørelse om, at en eller
flere lovovertrædelser er blevet begået, på grundlag af hvilken der er blevet
afsagt kendelse om eller fremsat anmodning om konfiskation, eller
e. konfiskation enten ikke kan tvangsfuldbyrdes inden for den anmodende
parts område, eller at kendelsen om konfiskation stadig kan kæres på
almindelig vis, eller
f. anmodningen vedrører en konfiskationskendelse, der er resultatet af en
kendelse afsagt in absentia, dvs. uden tilstedeværelse af den person, mod
hvem kendelsen blev afsagt, og såfremt den retssag, der blev ført af den
anmodende part, og som førte til kendelsen, efter den anmodede parts
opfattelse ikke opfyldte mindstekravene til retten til forsvar, som
anerkendes som en ret, som enhver, mod hvem der rejses sigtelse, har.
5. For så vidt angår denne artikels stk. 4 skal en kendelse ikke anses for
at være afgivet in absentia, såfremt:
a. den er blevet stadfæstet eller afsagt efter indsigelse fra den
pågældende person, eller
b. den er blevet afsagt i en appelsag, forudsat at kendelsen blev
appelleret af den pågældende person.
6. For så vidt angår denne artikels stk. 4 skal den anmodede part - ved
afgørelsen af, om mindstekravene til retten til forsvar er opfyldt - tage
hensyn til den kendsgerning, at den pågældende person med forsæt har søgt at
unddrage sig retfærdigheden, eller den kendsgerning, at den pågældende efter
at have haft mulighed for at gøre retlig indsigelse mod den in absentia
afsagte kendelse har valgt ikke at gøre dette. Det samme gælder, såfremt den
pågældende person efter behørigt at være indstævnet vælger ikke at give møde
eller anmode om en udsættelse.
7. En part kan ikke påberåbe sig bankhemmeligheden som begrundelse for at
nægte samarbejde i henhold til dette kapitel. Såfremt det kræves i henhold
til national lovgivning, kan en part kræve, at en anmodning om samarbejde,
som medfører ophævelse af bankhemmeligheden, godkendes af en dommer eller
anden retlig myndighed, herunder offentlige anklagere, der beskæftiger sig
med lovovertædelser.
8. Uden præjudice for den begrundelse for nægtelse, der er omhandlet i
denne artikels stk. 1.a.:
a. skal den kendsgerning, at den person, som efterforskningen er rettet
imod, eller som konfiskationskendelsen gælder, er en juridisk person, ikke
kunne påberåbes af den anmodede part som en hindring for at indgå samarbejde
i henhold til dette kapitel,
b. skal den kendsgerning, at den fysiske person, mod hvem en kendelse om
konfiskation af udbytte er blevet afsagt, senere er død, eller den
kendsgerning, at en juridisk person, mod hvem en kendelse om konfiskation af
udbytte er afsagt, senere er blevet opløst, ikke kunne påberåbes som en
hindring for at yde bistand i henhold til artikel 13, stk. 1.a.
Artikel 19
Udsættelse
Den anmodede part kan udsætte foranstaltninger i henhold til en anmodning,
såfremt disse foranstaltninger ville præjudicere dens myndigheders
efterforskning eller retsforfølgning.
Artikel 20
Delvis eller betinget efterkommelse
af en anmodning
Før en part nægter eller udsætter samarbejde i henhold til dette kapitel,
skal den om fornødent efter at have konsulteret den anmodende part overveje,
hvorvidt anmodningen kan efterkommes delvis eller på sådanne betingelser, som
den måtte finde nødvendige.
Del 6
Notifikation af beskyttelse af
tredjemands rettigheder
Artikel 21
Notifikation vedrørende dokumenter
1. Parterne skal yde hinanden størst mulig gensidig bistand i forbindelse
med forkyndelse af retlige dokumenter til personer, der berøres af
midlertidige foranstaltninger og konfiskation.
2. Intet i denne artikel har til hensigt at influere på:
a. muligheden for at fremsende retlige dokumenter gennem postvæsenet
direkte til personer i udlandet,
b. mulighederne for, at den oprindelige parts retspersonale, embedsmænd
eller andre kompetente myndigheder kan foretage forkyndelse af retlige
dokumenter direkte gennem denne parts konsulære myndigheder eller gennem den
modtagende parts retspersonale, embedsmænd eller andre kompetente
myndigheder,
medmindre den modtagende part afgiver en erklæring om det modsatte til
Europarådets generalsekretær på tidspunktet for undertegnelse eller ved
deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument.
3. Ved forkyndelse af retlige dokumenter over for personer i udlandet, der
berøres af midlertidige foranstaltninger eller konfiskationskendelser, der er
afsagt inden for den afsendende parts område, skal denne part angive, hvilke
retsmidler der kan bringes i anvendelse i henhold til dens lovgivning over
for sådanne personer.
Artikel 22
Anerkendelse af udenlandske afgørelser
1. Ved behandling af en anmodning om samarbejde i henhold til Del 3 og 4
skal den anmodede part anerkende enhver retlig afgørelse truffet inden for
den anmodende parts område for så vidt angår rettigheder, der påberåbes af
tredjemand.
2. Anerkendelse kan nægtes, såfremt:
a. tredjemand ikke havde rimelig lejlighed til at gøre sine rettigheder
gældende, eller
b. afgørelsen er uforenelig med en afgørelse, der allerede er truffet
inden for den anmodede parts område, vedrørende samme sag, eller
c. den er uforenelig med den anmodede parts ordre public, eller
d. afgørelsen blev truffet i modstrid med bestemmelser vedrørende
enekompetence fastsat i den anmodede parts lovgivning.
Del 7
Proceduremæssige og andre generelle regler
Artikel 23
Central myndighed
1. Parterne skal udpege en central myndighed eller om nødvendigt flere
centrale myndigheder, der skal være ansvarlige for at afsende og besvare
anmodninger, der rejses i henhold til dette kapitel, efterkommelse af sådanne
anmodninger eller videregivelse af dem til de myndigheder, der har kompetence
til at efterkomme dem.
2. Enhver part skal på tidspunktet for undertegnelse eller ved
deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument give Europarådets generalsekretær meddelelse om navn
og adresse på de myndigheder, der udpeges i medfør af denne artikel.
Artikel 24
Direkte kommunikation
1. De centrale myndigheder skal kommunikere direkte med hinanden.
2. I hastende tilfælde kan anmodninger eller meddelelser i henhold til
dette kapitel sendes direkte af den anmodende parts retlige myndigheder,
herunder offentlige anklagere, til den anmodede parts tilsvarende
myndigheder. I sådanne tilfælde skal der samtidig sendes en kopi til den
anmodede parts centrale myndighed gennem den anmodende parts centrale
myndighed.
3. Enhver anmodning eller meddelelse i henhold til denne artikels stk. 1
eller 2 kan ske gennem International Criminal Police Organisation (Interpol).
4. Såfremt en anmodning afgives i medfør af denne artikels stk. 2, og
myndigheden ikke har kompetence til at behandle anmodningen, skal den henvise
anmodningen til den kompetente nationale myndighed og straks informere den
anmodende part om, at den har gjort dette.
5. Anmodninger eller meddelelser i henhold til dette kapitels Del 2, som
ikke medfører tvangsforanstaltninger, kan fremsendes direkte af den anmodende
parts kompetente myndigheder til den anmodede parts kompetente myndigheder.
Artikel 25
Formaliteter og sprog i forbindelse med anmodninger
1. Alle anmodninger i henhold til dette kapitel skal være skriftlige.
Moderne telekommunikationsmidler som f.eks. telefax kan benyttes.
2. Med forbehold af bestemmelserne i denne artikels stk. 3 kan der ikke
kræves oversættelser af anmodninger eller støttedokumenter.
3. Enhver part kan - på tidspunktet for undertegnelse eller ved
deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument - over for Europarådets generalsekretær afgive en
erklæring om, at den forbeholder sig ret til at kræve, at anmodninger rettet
til den og dokumenter til støtte for en sådan anmodning ledsages af en
oversættelse til dens eget sprog eller til et af Europarådets officielle
sprog eller til et af disse sprog, som parten måtte angive. Den kan ved denne
lejlighed erklære sig rede til at acceptere oversættelse til ethvert andet
sprog, som den måtte angive. De øvrige parter kan anvende
reciprocitetsreglen.
Artikel 26
Legalisering
Dokumenter, der fremsendes i forbindelse med gennemførelsen af dette
kapitel, skal være fritaget for alle legaliseringsformaliteter.
Artikel 27
Anmodningens indhold
1. Enhver anmodning om samarbejde i henhold til dette kapitel skal
specificere:
a. den myndighed, der retter forespørgslen, og den myndighed, der står for
efterforskningen eller retsforfølgningen,
b. genstand og begrundelse for anmodningen,
c. de forhold, herunder relevante kendsgerninger (som. f.eks. dato og sted
for samt nærmere omstændigheder i forbindelse med lovovertrædelsen), som
efterforskningen eller retsforfølgningen har relation til, undtagen i
tilfælde af en anmodning om notifikation,
d. for så vidt anmodningen medfører tvangsforanstaltninger:
i. teksten til lovbestemmelserne eller, såfremt dette ikke er muligt, en
redegørelse vedrørende de retsregler, der finder anvendelse, og
ii. en angivelse af, at den foranstaltning, der anmodes om, eller
eventuelle andre foranstaltninger, der har samme følgevirkninger, kan træffes
inden for den anmodende parts område i henhold til dens egen lovgivning,
e. hvor det er nødvendigt og i det omfang, at det er muligt:
i. detaljerede oplysninger vedrørende den eller de berørte personer,
herunder navn, fødselsdato og -sted, nationalitet og opholdssted og, såfremt
det drejer sig om en juridisk person, hjemstedet, og
ii. de formuegoder, i relation til hvilke der anmodes om samarbejde, hvor
de befinder sig, deres tilknytning til den eller de berørte personer,
eventuel tilknytning til lovovertrædelsen samt eventuelle andre til rådighed
værende oplysninger om andre personers rettigheder over formuegoderne, og
f. en eventuel særlig procedure, som den anmodende part ønsker fulgt.
2. En anmodning om foreløbige foranstaltninger i henhold til Del 3 i
relation til beslaglæggelse af formuegoder, der kan gøres til genstand for
realisering i medfør af en konfiskationskendelse, der består i et krav om at
betale et pengebeløb, skal også angive det maksimumbeløb, som søges inddrevet
på grundlag af de pågældende formuegoder.
3. Udover de i stk. 1 anførte angivelser skal enhver anmodning i henhold
til Del 4 indeholde:
a. i tilfælde af artikel 13, stk. 1.a:
i. en bekræftet genpart af konfiskationskendelsen afsagt af en domstol
inden for den anmodende parts område og en erklæring vedrørende grundlaget
for afsigelsen af kendelsen, såfremt disse grunde ikke er angivet i selve
kendelsen,
ii. en attestation fra den anmodende parts kompetente myndighed om, at
konfiskationskendelsen kan tvangsfuldbyrdes, og at den ikke på sædvanlig måde
kan appelleres,
iii. oplysning om, i hvilket omfang der anmodes om tvangsfuldbyrdelse af
kendelsen, samt
iv. oplysninger om nødvendigheden af at træffe foreløbige
foranstaltninger.
b. i tilfælde af artikel 13, stk. 1.b, en redegørelse for de
kendsgerninger, som den anmodende part påberåber sig, og som er
tilstrækkelige til at sætte den anmodede part i stand til at anmode om en
sådan kendelse i henhold til dens nationale lovgivning,
c. såfremt tredjemand har haft lejlighed til at gøre krav gældende,
dokumentation for, at dette har været tilfældet.
Artikel 28
Mangelfulde anmodninger
Såfremt en anmodning ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i dette
kapitel, eller de afgivne oplysninger ikke er tilstrækkelige til at gøre det
muligt for den anmodede part at behandle anmodningen, kan denne part bede den
anmodende part om at ændre anmodningen eller at supplere den med yderligere
oplysninger.
2. Den anmodede part kan fastsætte en tidsfrist for modtagelse af sådanne
ændringer eller oplysninger.
3. Medens den afventer de krævede ændringer eller oplysninger i relation
til en anmodning i henhold til dette kapitels Del 4, kan den anmodede part
træffe enhver af de i dette kapitels Del 2 eller 3 omhandlede
foranstaltninger.
Artikel 29
Flere anmodninger
1. Såfremt den anmodede part modtager mere end en anmodning i henhold til
dette kapitels Del 3 eller 4 vedrørende den samme person eller de samme
formuegoder, skal eksistensen af flere anmodninger ikke forhindre, at den
anmodede part behandler disse anmodninger og herunder træffer foreløbige
foranstaltninger.
2. I tilfælde af flere anmodninger i henhold til dette kapitels Del 4 skal
den anmodede part overveje at konsultere de anmodende parter.
Artikel 30
Pligt til at give begrundelser
Den anmodede part skal begrunde enhver beslutning om at nægte, udsætte
eller fastsætte betingelser for samarbejde i henhold til dette kapitel.
Artikel 31
Oplysning
1. Den anmodede part skal straks oplyse den anmodende part om:
a. foranstaltninger, der iværksættes i medfør af en anmodning i henhold
til dette kapitel,
b. slutresultatet af foranstaltninger, der gennemføres på grundlag af
anmodningen,
c. en afgørelse om at nægte eller udsætte samarbejde i henhold til dette
kapitel eller om helt eller delvis at fastsætte betingelser for et sådant
samarbejde,
d. eventuelle omstændigheder, som gør det umuligt at gennemføre den
foranstaltning, der anmodes om, eller som vil kunne forsinke den væsentligt,
og
e. i tilfælde af foreløbige foranstaltninger, der træffes i medfør af en
anmodning i henhold til dette kapitels Del 2 eller 3, sådanne bestemmelser i
henhold til dens nationale lovgivning, som automatisk ville medføre ophævelse
af den foreløbige foranstaltning.
2. Den anmodende part skal straks oplyse den anmodede part om:
a. en ny kendelse eller andre omstændigheder, som medfører, at
konfiskationskendelsen ophører helt eller delvis med at kunne
tvangsfuldbyrdes, og
b. enhver udvikling af faktuel eller juridisk art, som gør, at en
foranstaltning i henhold til dette kapitel ikke længere er berettiget.
3. Såfremt en part på grundlag af samme konfiskationskendelse anmoder om
konfiskation inden for mere end en parts område, skal den oplyse alle parter,
der er berørt af en tvangsfuldbyrdelse af kendelsen, om anmodningen.
Artikel 32
Restriktioner vedrørende anvendelse
1. Den anmodede part kan gøre efterkommelse af en anmodning betinget af,
at de indhentede oplysninger eller beviser ikke uden dens forudgående
samtykke anvendes eller overdrages af den anmodende parts kompetente
myndigheder til brug for anden efterforskning eller retsforfølgning end den,
der er anført i anmodningen.
2. Enhver part kan - på tidspunktet for undertegnelse eller ved
deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument - ved en erklæring stilet til Europarådets
generalsekretær erklære, at oplysninger eller beviser, som den fremskaffer i
henhold til dette kapitel, ikke uden dens forudgående samtykke må anvendes
eller overdrages af den anmodende parts kompetente myndigheder til brug for
anden efterforskning eller retsforfølgning end den, der er anført i
anmodningen.
Artikel 33
Fortrolighed
1. Den anmodende part kan kræve, at den anmodede part skal behandle
kendsgerninger i forbindelse med og indholdet af en anmodning fortroligt
bortset fra i det omfang, det er nødvendigt for at efterkomme anmodningen.
Såfremt den anmodede part ikke kan opfylde kravet om fortrolighed, skal den
straks oplyse den anmodende part herom.
2. Den anmodende part skal, såfremt det ikke er i strid med principperne i
dens nationale lovgivning, og såfremt den bliver anmodet herom, behandle
beviser og oplysninger, som tilvejebringes af den anmodede part, fortroligt
bortset fra i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til den efterforskning
eller retsforfølgning, der er beskrevet i anmodningen.
3. Med forbehold af bestemmelserne i dens nationale lovgivning skal en
part, der har modtaget uanmodede oplysninger i henhold til artikel 10,
overholde eventuelle krav om fortrolighed, som måtte rejses af den part, der
afgiver disse oplysninger. Såfremt den anden part ikke kan efterkomme et
sådant krav, skal den straks oplyse den part, der fremsender oplysningerne,
herom.
Artikel 34
Omkostninger
De almindelige omkostninger i forbindelse med at efterkomme en anmodning
skal afholdes af den anmodede part. Såfremt efterkommelse af en anmodning
kræver omkostninger af betydeligt omfang eller ekstraordinær karakter, skal
parterne konsultere hinanden med henblik på at aftale vilkårene for
efterkommelse af anmodnigen, og hvorledes omkostningerne skal afholdes.
Artikel 35
Erstatning
1. Når der af en person er rejst sag om erstatningspligt som følge af en
handling eller undladelse i forbindelse med samarbejde i henhold til dette
kapitel, skal de berørte parter overveje at konsultere hinanden med henblik
på, hvor det er hensigtsmæssigt, at afgøre fordelingen af den erstatning, der
eventuelt skal betales.
2. En part, der er blevet involveret i en erstatningssag, skal bestæbe sig
på at informere den anden part om en sådan retssag, såfremt denne part kunne
have en interesse i sagen.
KAPITEL IV
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 36
Undertegnelse og ikrafttræden
1. Denne konvention skal være åben for undertegnelse af alle Europrådets
medlemsstater samt ikke-medlemsstater, der har deltaget i dens udarbejdelse.
Disse stater kan udtrykke deres samtykke til at være bundet af den:
a. ved undertegnelse uden forbehold for så vidt angår ratifikation eller
godkendelse, eller
b. ved undertegnelse med forbehold for ratifikation eller godkendelse
efterfulgt af ratifikation eller godkendelse.
2. Ratifikations- eller godkendelsesinstrumenter skal deponeres hos
Europarådets generalsekretær.
3. Denne konvention træder i kraft den første dag i den måned, der følger
efter udløbet af en periode på tre måneder efter den dato, hvor tre stater,
hvoraf mindst to er medlemmer af Europarådet, har udtrykt deres samtykke til
at være bundet af konventionen i overensstemmelse med bestemmelserne i stk.
1.
4. For så vidt angår enhver undertegnende stat, der efterfølgende
udtrykker samtykke til at være bundet af den, træder konventionen i kraft den
første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder
efter datoen for dens tilkendegivelse af at ville være bundet af konventionen
i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 1.
Artikel 37
Tiltrædelse af konventionen
1. Efter denne konventions ikrafttræden kan Europarådets Ministerkomite
efter at have konsulteret de kontraherende parter opfordre enhver stat, der
ikke er medlem af Europarådet, og som ikke har deltaget i dens udarbejdelse,
til at tiltræde konventionen ved beslutning truffet med det flertal, der er
fastsat i artikel 20.d i Europarådets statut, og med enstemmighed blandt
repræsentanterne for de kontraherende stater, der er berettiget til at sidde
i komiteen.
2. For så vidt angår tiltrædende stater træder konventionen i kraft den
første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder
efter deponeringen af tiltrædelsesinstrumentet hos Europarådets
generalsekretær.
Artikel 38
Territorialt anvendelsesområde
1. Enhver stat kan - på tidspunktet for undertegnelse eller ved
deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument - angive, inden for hvilket område eller hvilke
områder denne konvention skal finde anvendelse.
2. Enhver stat kan på et senere tidspunkt ved erklæring til Europarådets
generalsekretær udvide anvendelsen af denne konvention til ethvert andet
område, der er angivet i erklæringen. For så vidt angår et sådant område
træder konventionen i kraft den første dag i den måned, der følger efter
udløbet af en periode på tre måneder efter datoen for generalsekretærens
modtagelse af en sådan erklæring.
3. Enhver erklæring, der afgives i henhold til ovenstående to stykker, kan
for så vidt angår ethvert område, der er anført i en sådan erklæring,
tilbagetrækkes ved notifikation stilet til generalsekretæren.
Tilbagetrækningen træder i kraft den første dag i den måned, der følger efter
udløbet af en periode på tre måneder fra datoen for generalsekretærens
modtagelse af en sådan notifkation.
Artikel 39
Forholdet til andre konventioner og aftaler
1. Denne konvention berører ikke rettigheder og forpligtelser, der følger
af internationale, multilaterale konventioner vedrørende særlige forhold.
2. Parterne til denne konvention kan indgå bilaterale eller multilaterale
aftaler med hinanden vedrørende de forhold, der er omhandlet i denne
konvention, med henblik på at supplere eller bestyrke dens bestemmelser eller
fremme gennemførelsen af de principper, som den indeholder.
3. Såfremt to eller flere parter allerede har indgået en aftale eller
traktat for så vidt angår et spørgsmål, der er omhandlet i denne konvention,
eller på anden måde har etableret indbyrdes relationer for så vidt angår
dette spørgsmål, er de berettiget til at lade denne aftale eller traktat
finde anvendelse - eller lade regulere på samme måde - i stedet for denne
konvention, såfremt det fremmer internationalt samarbejde.
Artikel 40
Forbehold
1. En stat kan - på tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen
af sit ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument - erklære,
at den vil benytte sig af en eller flere af de forbehold, der nævnes i
artikel 2, stk. 2, artikel 6, stk. 4, artikel 14, stk. 3, artikel 21, stk. 2,
artikel 25, stk. 3, og artikel 32, stk. 2. Der kan ikke tages andre
forbehold.
2. Enhver stat, der har taget forbehold i henhold til ovenstående stykke,
kan helt eller delvis tilbagetrække et sådant forbehold ved notifikation
stilet til Europarådets generalsekretær. Tilbagetrækkelsen træder i kraft på
datoen for generalsekretærens modtagelse af en sådan notifikation.
3. En part, der har taget forbehold for så vidt angår en bestemmelse i
denne konvention, kan ikke kræve, at en anden part bringer denne bestemmelse
i anvendelse. Den kan dog, såfremt dens forbehold er delvis eller betinget,
kræve, at bestemmelsen bringes i anvendelse i det omfang, den selv har
accepteret den.
Artikel 41
Ændringer
1. Ændringer til denne konvention kan foreslås af enhver part, og
Europarådets generalsekretær skal give underretning herom til Europarådets
medlemsstater og til enhver ikke-medlemsstat, som har tiltrådt eller er
blevet opfordret til at tiltræde denne konvention i overensstemmelse med
bestemmelserne i artikel 37.
2. Der skal gives underretning til European Committee on Crime Problems
(Europarådets Strafferetskomite) om enhver ændring, der foreslås af en part,
og denne komite skal forelægge Ministerkomiteen en udtalelse om den
foreslåede ændring.
3. Ministerkomiteen skal behandle den foreslåede ændring og den udtalelse,
der er afgivet af European Committee on Crime Problems, og kan vedtage
ændringen.
4. Teksten til enhver ændring, der vedtages af Ministerkomiteen i
overensstemmelse med denne artikels stk. 3, skal fremsendes til parterne til
godkendelse.
5. Enhver ændring, der vedtages i overensstemmelse med denne artikels stk.
3, træder i kraft den tredivte dag efter, at alle parter har underrettet
generalsekretæren om deres godkendelse deraf.
Artikel 42
Afgørelse af tvister
1. Europarådets European Committee on Crime Problems skal holdes
underrettet om fortolkning og anvendelse af dennne konvention.
2. I tilfælde af tvist mellem parter for så vidt angår fortolkning eller
anvendelse af denne konvention skal de forsøge at afgøre tvisten ved
forhandling eller andre fredelige midler efter eget valg, herunder
indbringelse af tvisten for European Committee on Crime Problems, for en
voldgiftsinstans, hvis afgørelse skal være bindende for parterne, eller for
Den Internationale Domstol, efter aftale mellem de berørte parter.
Artikel 43
Opsigelse
1. Enhver part kan på ethvert tidspunkt opsige denne konvention ved
notifikation stilet til Europarådets generalsekretær.
2. En sådan opsigelse træder i kraft den første dag i den måned, der
følger efter udløbet af en periode på tre måneder efter datoen for
generalsekretærens modtagelse af notifikationen.
3. Denne konvention skal imidlertid fortsat finde anvendelse på
tvangsfuldbyrdelse i henhold til artikel 14 af konfiskation, som der er
anmodet om i overensstemmelse med bestemmelserne i denne konvention før
datoen for opsigelsens ikrafttræden.
Artikel 43
Notifikationer
Europarådets generalsekretær skal notificere Europarådets medlemsstater og
enhver stat, der har tiltrådt denne konvention, om:
a. undertegning,
b. deponering af ratifikations-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrumenter,
c. datoen for denne konventions ikrafttræden i overensstemmelse med
artikel 36 og 37,
d. forbehold taget i medfør af artikel 40, stk. 1,
e. enhver anden handling, notifikation eller meddelelse vedrørende denne
konvention.
Parterne har - efter behørigt at være bemyndiget hertil - undertegnet
denne konvention.
Udfærdiget i Strasbourg den 8. november 1990 på engelsk og fransk, idet
begge tekster skal have samme gyldighed, i et enkelt eksemplar, der deponeres
i Europarådets arkiver. Europarådets generalsekretær fremsender bekræftede
genparter heraf til Europarådets medlemsstater, til de ikke-medlemsstater,
der har deltaget i udarbejdelsen af denne konvention, samt til de
medlemsstater, der er blevet opfordret til at tiltræde den.
Bilag 3
Uddrag af bekendtgørelse nr. 50 af 17. juni 1993 af FN-konventionen af 20.
december 1988
imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer
Artikel 3
Forbrydelser og sanktioner
1. Hver part skal træffe sådanne forholdsregler, som vil være nødvendige
for at fastslå følgende forhold som lovovertrædelser i henhold til dens
nationale lovgivning, når overtrædelsen begås forsætligt:
(a) (i) Produktion, fremstilling, udvinding, tilberedning, tilbud, udbud
til salg, distribution, salg, levering på hvilke som helst betingelser,
mæglervirksomhed, forsendelse, transitforsendelse, transport, import eller
eksporrt af en hver form for narkotika eller psykotrope stoffer, der strider
imod bestemmelserne i 1961-Konventionen, den ændrede 1961-Konvention eller
1971-Konventionen;
(ii) Dyrkning af opiumvalmue, kokabusk eller hampeplante med henblik på
fremstilling af narkotika i strid med bestemmelserne i 1961-Konventionen og
den ændrede 1961-Konvention;
(iii) Besiddelse eller køb af enhver form for narkotika eller psykotrope
stoffer med henblik på enhver af de under punkt (i) anførte former for
virksomhed;
(iv) Fremstilling, transport eller distribution af udstyr, materialer
eller stoffer, som anført i tabel I og tabel II, med viden om, at de skal
anvendes i forbindelse med eller til ulovlig dyrkning, produktion eller
fremstilling af narkotika eller psykotrope stoffer;
(v) Organisering, ledelse eller finansiering af enhver af de under
punkterne (i), (ii), (iii) eller (iv) anførte forbrydelser.
(b) (i) Tilegnelse eller overførsel af formuegoder med viden om, at disse
formuegoder hidrører fra en eller flere forbrydelser i henhold til pkt (a) i
nærværende stykke eller fra deltagelse i sådanne forbrydelser, med det formål
at skjule eller tilsløre formuegodets ulovlige oprindelse eller at bistå
enhver person, der er indblandet i begåelse af en sådan forbrydelse eller
forbrydelser med den hensigt at unddrage sig de retlige konsekvenser af disse
handlinger;
(ii) Fordølgelse eller tilsløring af et formuegodes beskaffenhed,
oprindelse, placering, rådighed, bevægelse, rettigheder over eller
ejendomsret til det, vidende at et sådant formuegode hidrører fra en eller
flere forbrydelser i henhold til pkt. (a) i nærværende stykke eller fra
deltagelse i sådanne forbrydelser;
(c) Under iagttagelse af hver parts forfatningsmæssige principper og
retssystemets grundlæggende begreber:
(i) Erhvervelse, besiddelse eller anvendelse af formuegoder med viden på
modtagelsestidspunktet om, at formuegodet hidrørte fra en eller flere
forbrydelser i henhold til pkt. (a) i nærværende stykke eller fra deltagelse
i en sådan forbrydelse eller forbrydelser;
(ii) Besiddelse af udstyr eller materialer eller stoffer optaget i tabel I
og tabel II med viden om, at de bliver anvendt eller skal anvendes i eller
til ulovlig dyrkning, produktion eller fremstilling af narkotika eller
psykotrope stoffer;
(iii) Offentlig ansporing eller tilskyndelse af andre i enhver form til at
begå nogen af de i nærværende artikel nævnte forbrydelser eller til ulovligt
at anvende narkotika eller psykotrope stoffer;
(iv) Deltagelse i, tilknytning eller medvirken til at begå og forsøg på at
begå og ved hjælp til, tilskyndelse til, fremme af og rådgivning i
forbindelse med udførelsen af enhver af de i nærværende artikel indeholdte
forbrydelser.
2. Under forbehold af hver parts forfatningsmæssige principper og dens
retssystems grundlæggende begreber skal enhver part træffe sådanne
foranstaltninger, som måtte være nødvendige til at fastslå at besiddelse, køb
eller dyrkning af narkotika eller psykotrope stoffer til personligt forbrug i
strid med bestemmelserne i 1961-Konventionen, den ændrede 1961-Konvention
eller 1971-Konventionen er forbrydelser i henhold til dens nationale
lovgivning, hvis de er begået forsætligt.
3. Kendskab til, hensigt eller formål indgående som bestanddel af en
forbrydelse i henhold til nærværende artikels stk. 1 vil kunne udledes af
objektive faktiske omstændigheder.
4. (a) Hver part skal gøre begåelse af de i henhold til denne artikels
stk. 1 fastslåede forbrydelser genstand for sanktioner, som tager hensyn til
disse forbrydelsers alvorlige karakter, såsom fængsling eller andre former
for frihedsberøvelse, økonomiske sanktioner og konfiskation.
(b) Udover domfældelse eller starf kan parterne bestemme, at en person,
der har begået en forbrydelse i henhold til denne artikels stk. 1,
underkastes foranstaltninger som behandling, uddannelse, efterbehandling,
revalidering og resocialisering.
(c) Uanset bestemmelserne i ovenstående pkt. (a) og (b) kan parterne i
relevante sager af mindre art som alternativ til domfældelse eller straf
træffe foranstaltninger såsom uddannelse, revalidering eller resocialisering,
samt, når overtræderen er stofmisbruger, behandling og efterbehandling.
(d) Parterne kan, enten som alternativ til domfældelse eller straf eller
ud over domfældelse eller straf for en forbrydelse i henhold til denne
artikels stk. 2, træffe foranstaltninger med henblik på behandling,
uddannelse, efterbehandling, revalidering eller resocialisering af
overtræderen.
5. Parterne skal sikre, at deres domstole og andre kompetente myndigheder,
som har jurisdiktion hertil, kan tage hensyn til faktiske omstændigheder, der
gør begåelse af de i denne artikels stk. 1 nævnte forbrydelser særligt
alvorlige, såsom:
(a) at en organiseret kriminel gruppe, som overtræderen tilhører, har
været indblandet i forbrydelsen;
(b) at overtræderen er indblandet i andre internationale organiserede
kriminelle aktiviteter;
(c) at overtræderen er indblandet i andre ulovlige aktiviteter, som er
fremmet ved begåelse af forbrydelsen;
(d) at overtræderen har gjort brug af vold eller våben;
(e) at overtræderen beklæder et offentligt embede, og at forbrydelsen har
relation til det pågældende embede;
(f) at mindreårige er blevet misbrugt eller udnyttet;
(g) at forbrydelsen er begået i en straffeanstalt eller i en
uddannelsesinstitution eller i en socialinstitution eller i umiddelbar nærhed
heraf, eller på andre steder, hvor skolebørn og studerende færdes med henblik
på undervisnings-, sports- eller sociale aktiviteter;
(h) tidligere domfældelse, i særdeleshed for forbrydelser af lignende art,
hvad enten de er begået i udlandet eller i den pågældendes eget land, i den
udstrækning, en parts nationale lovgivning tillader det.
6. Parterne skal søge at sikre, at skønsmæssige juridiske beføjelser i
henhold til deres nationale lovgivning i forbindelse med strafforfølgning af
personer for forbrydelser efter denne artikel udøves således, at
retshåndhævelsen gøres så effektiv som muligt i forbindelse med disse
forbrydelser og under hensyntagen til nødvendigheden af at afskrække fra
begåelse af sådanne forbrydelser.
7. Parterne skal sikre, at deres domstole eller andre kompetente
myndigheder tager hensyn til alvoren af de i denne artikels stk. 1 nævnte
forbrydelser samt til de i denne artikels stk. 5 nævnte omstændigheder ved
forbrydelser, når de overvejer muligheden af en løsladelse før tiden eller
prøveløsladelse af personer, der er dømt for sådanne forbrydelser.
8. Enhver part skal, hvis det er hensigtsmæssigt, ved sin nationale
lovgivning fastsætte en lang forældelsesfrist for at indlede retsforfølgning
for enhver forbrydelse i henhold til stk. 1 i denne artikel og en endnu
længere forældelsesfrist, når den angivelige overtræder har unddraget sig
retsforfølgning.
9. Enhver part skal træffe de fornødne foranstaltninger i overensstemmelse
med sit eget retssystem for at sikre, at en person, der er tiltalt for eller
dømt for en forbrydelse i henhold til denne artikels stk. 1, og som opholder
sig inden for partens territorium, er tilstede under den påkrævede
straffesag.
10. Med henblik på samarbejdet mellem parterne i henhold til denne
konvention, herunder især samarbejdet i henhold til artikel 5, 6, 7 og 9,
skal forbrydelser ifølge denne artikel ikke anses for at være skattemæssige
eller politiske forbrydelser eller anses for at have et politisk motiv uden
præjudice for parternes forfatningsmæssige begrænsninger og grundlæggende
nationale lovgivning.
11. Intet i denne artikel skal anfægte princippet om, at beskrivelsen af
de forbrydelser den omhandler, samt de juridiske straffriheds- og
strafnedsættelsesgrunde derfor er forbeholdt en parts nationale lovgivning,
og at sådanne forbrydelser skal retsforfølges og straffes i overensstemmelse
med denne lovgivning.
Artikel 5
Konfiskation
1. Hver part skal træffe sådanne foranstaltninger, som måtte være
nødvendige for at muliggøre konfiskation af:
(a) udbytte fra forbrydelser i henhold til artikel 3, stk. 1, eller
formuegoder, hvis værdi modsvarer et sådant udbytte,
(b) narkotika og psykotrope stoffer, materialer og udstyr eller andre
hjælpemidler, der er anvendt eller påtænkt anvendt på nogen måde i
forbindelse med de i henhold til artikel 3, stk. 1, omhandlede forbrydelser.
2. Hver part skal ligeledes træffe sådanne foranstaltninger, som måtte
være nødvendige for at gøre det muligt for dens kompetente myndigheder at
identificere, efterspore og indefryse eller beslaglægge udbytte, formuegoder,
hjælpemidler eller andre i denne artikels stk. 1 omhandlede effekter, med
konfiskation for øje.
3. Med henblik på at gennemføre de i denne artikel omhandlede
foranstaltninger skal parterne give domstolene eller andre kompetente
myndigheder beføjelse til at afsige kendelse om, at bankudtog, finansielle
dokumenter eller handelsdokumenter stilles til rådighed eller beslaglægges.
Ingen part må under henvisning til bankhemmeligheden afslå at handle i
henhold til bestemmelserne i dette stykke.
4. (a) Efter anmodning i henhold til denne artikel fra en anden part med
jurisdiktion over en forbrydelse i henhold til artikel 3, stk. 1, skal den
part inden for hvis territorium udbytte, formuegoder, hjælpemidler eller
andre i denne artikels stk. 1 omhandlede effekter befinder sig:
(i) forelægge anmodningen for sine kompetente myndigheder med henblik på
at opnå kendelse om konfiskation, og hvis en sådan kendelse afsiges,
efterkomme den; eller
(ii) forelægge en kendelse om konfiskation udstedt af den begærende part i
henhold til stk. 1 i denne artikel for de kompetente myndigheder med henblik
på at give den retskraft i det ønskede omfang, for så vidt som den har
forbindelse med udbytte, formuegoder, hjælpemidler eller andre effekter, som
omhandlet i stk. 1, og som befinder sig inden for den anmodede parts
territorium.
(b) Efter anmodning i henhold til denne artikel fra en anden part med
jurisdiktion over en forbrydelse i henhold til artikel 3, stk. 1, skal den
anmodede part træffe foranstaltninger til at identificere, efterspore og
indefryse eller beslaglægge udbytte, formuegoder, hjælpemidler eller andre i
denne artikels stk. 1 omhandlede effekter med henblik på, at der kan afsiges
kendelse om endelig konfiskation, som beordret enten af den begærende part
eller i medfør af en anmodning fra den anmodede part i henhold til dette
stykkes pkt. (a).
(c) De i stk. 4, pkt. (a) og (b), nævnte afgørelser eller handlinger skal
foretages af den anmodede part i overensstemmelse med og undergivet
bestemmelserne i dens nationale lovgivning og proceduremæssige regler eller
en eventuel bilateral eller multilateral traktat, overenskomst eller aftale,
som den måtte være bundet af over for den begærende part.
(d) Bestemmelserne i artikel 7, stk. 6 til 19, skal finde anvendelse
mutatis mutandis. Ud over de i artikel 7, stk. 10, beskrevne
oplysninger skal anmodninger, der fremsættes i henhold til denne artikel,
indeholde følgende:
(i) for så vidt angår anmodninger i medfør af dette stykkes, pkt. (a),
(i), en beskrivelse af de formuegoder, der skal konfiskeres, samt en
redegørelse for de omstændigheder, som den anmodende part påberåber sig, og
som er tilstrækkelige til at gøre det muligt for den anmodede part at anmode
om en kendelse i medfør af dens nationale lovgivning;
(ii) for så vidt angår anmodninger i medfør af pkt. (a), (ii), en genpart,
der kan anvendes i retten, af en kendelse om konfiskation, som er udstedt af
den begærende part, og som anmodningen er baseret på, samt en redegørelse for
omstændighederne og oplysninger om, i hvilket omfang kendelsen ønskes
fuldbyrdet;
(iii) for så vidt angår anmodninger vedrørende pkt. (b), en redegørelse
for de omstændigheder, som den begærende part påberåber sig, og en
beskrivelse af de handlinger, der ønskes iværksat.
(e) Parterne skal til Generalsekretæren fremsende teksten til de love og
forskrifter, som sætter denne bestemmelse i kraft, samt teksten til enhver
efterfølgende ændring i sådanne love og forskrifter.
(f) Hvis en part vælger at gøre de i dette stykkes pkt. (a) og (b),
omhandlede foranstaltninger betinget af eksistensen af en relevant traktat,
skal denne part betragte denne konvention som det nødvendige og
tilstrækkelige traktatgrundlag.
(g) Parterne skal søge at indgå bilaterale og multilaterale traktater,
overenskomster og aftaler med henblik på at øge effektiviteten af det
internationale samarbejde i henhold til denne artikel.
5. (a) Udbytte eller formuegoder, der konfiskeres af en part i medfør af
denne artikels stk. 1 eller stk. 4, skal afhændes af den pågældende part i
overensstemmelse med dens nationale lovgivning og administrative procedurer.
(b) Når en part handler på en anden parts anmodning i medfør af denne
artikel, kan den især overveje at indgå aftaler om:
(i) at bidrage med værdien af et sådant udbytte eller sådanne formuegoder
eller midler fra salget deraf, eller en betydelig del deraf, til
mellemstatslige organer, der har specialiseret sig i at bekæmpe den ulovlige
handel med og misbrug af narkotika og psykotrope stoffer;
(ii) at dele - på permanent basis eller fra sag til sag - udbytte eller
formuegoder, eller midler fra salget deraf med andre parter i
overensstemmelse med dens nationale lovgivning, administrative procedurer
eller bilaterale eller multilaterale aftaler indgået med henblik herpå.
6. (a) Såfremt udbytte er omsat eller konverteret til andre formuegoder,
skal disse formuegoder kunne gøres til genstand for de i denne artikel
omhandlede foranstaltninger i stedet for udbyttet.
(b) Såfremt udbytte er blandet sammen med formuegoder, der er erhvervet
retmæssigt, skal sådanne formuegoder, uden præjudice for beføjelser
vedrørende konfiskation eller indefrysning, kunne gøres til genstand for
konfiskation op til den anslåede værdi af det udbytte, der er blandet sammen
med andre formuegoder.
(c) Indtægter eller andre midler, der stammer fra:
(i) udbytte;
(ii) formuegoder, som udbyttet er omsat eller konverteret til; eller
(iii) formuegoder, som udbyttet er blandet sammen med, skal ligeledes være
omfattet af de i denne artikel omhandlede forholdsregler på samme måde og i
samme omfang som udbyttet.
7. Enhver part kan overveje at sikre omvendt bevisbyrde for så vidt angår
den lovlige oprindelse af påstået udbytte eller andre formuegoder, som kan
være genstand for konfiskation, i det omfang et sådant skridt er i
overensstemmelse med principperne i dens nationale lovgivning og karakteren
af dens retsforfølgnings- og andre procedureregler.
8. Bestemmelserne i denne artikel skal ikke fortolkes som præjudicerende
for rettigheder, som en godtroende tredjemand måtte have.
9. Intet i denne artikel skal anfægte princippet om, at de
foranstaltninger, den henviser til, skal defineres og gennemføres i
overensstemmelse med og være undergivet bestemmelserne i en parts nationale
lovgivning.
Bilag 4
I dette bilag sammenholdes den gældende formulering af de
bestemmelser,
der berøres af lovforslaget, med de foreslåede ændringer.
I bilaget er den gældende formulering af udleveringslovens kapitel 3
medtaget,
mens der for så vidt angår den foreslåede affattelse af kapitel 3 a
henvises til lovforslaget
§ 1
I lov nr. 249 af 9. juni 1967 om udlevering af lovovertrædere foretages
følgende ændringer:
1. I § 11, stk. 1, indsættes efter »kun«: »,
jf. dog kapitel 3 a,».
2. I § 13 ændres »retsplejelovens kapitler 68, 69, 71
og 72,» til: »retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse, kapitel 70
om varetægtsfængsling, kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning
og kapitel 75 b om beslaglæggelse,».
3. I § 17, stk. 3, ændres »retsplejelovens kapitler 71
og 72« til: »retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70
om varetægtsfængsling«.
4. - - -
Kapitel 3.
Behandlingen af sager om udlevering.
§ 11. Udlevering kan kun ske efter en anmodning, der indeholder
oplysninger om tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og
de anvendelige straffebestemmelser.
Stk. 2. Med anmodningen skal følge udskrift af den beslutning om
anholdelse eller fængsling eller af den dom, der danner grundlag for
anmodningen.
§ 12. Medmindre justitsministeren allerede på grundlag af
anmodningen og de oplysninger, der følger med denne, finder at burde nægte
udlevering, sendes anmodningen til politiet på det sted, hvor den, som søges
udleveret, har ophold. Politiet iværksætter derefter uden ophold den
undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering
er opfyldt. For denne undersøgelse gælder bestemmelserne i retsplejelovens 4.
bog med de fornødne lempelser.
§ 13. Til fremme af undersøgelsen og for at sikre udleveringen kan
de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitler 68, 69, 71 og 72,
anvendes i samme omfang som i sager vedrørende lovovertrædelser af
tilsvarende art, der forfølges her i landet.
§ 14. Når der iværksættes undersøgelse efter § 12, skal der
beskikkes en forsvarer for den, som søges udleveret, medmindre den pågældende
selv vælger en forsvarer. I øvrigt finder reglerne i retsplejelovens kapitel
66 om beskikkelse og valg af forsvarer tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Udgifter til beskikket forsvarer og andre sagsomkostninger
afholdes af det offentlige, medmindre retten under særlige omstændigheder
bestemmer, at de skal betales af den, som søges udleveret.
§ 15. Efter afslutningen af den undersøgelse, der omtales i § 12,
forelægges spørgsmålet om udlevering justitsministeren til afgørelse.
Stk. 2. Træffer ministeren beslutning om udlevering, skal den
pågældende samtidig med, at der gives ham meddelelse om beslutningen, gøres
bekendt med adgangen til domstolsprøvelse efter § 16 og med fristen for
fremsættelse af anmodning herom.
§ 16. Den, der efter justitsministerens beslutning skal udleveres,
kan forlange, at politiet indbringer spørgsmålet om beslutningens lovlighed
for retten på det sted, hvor han opholder sig.
Stk. 2. Anmodning herom skal fremsættes inden 3 dage efter, at
beslutningen er meddelt den pågældende. Når særlige omstændigheder taler
derfor, kan justitsministeren tillade, at beslutningen indbringes for retten,
selv om anmodning herom først fremsættes efter fristens udløb.
Stk. 3. Rettens afgørelse træffes ved kendelse. Kære til
landsretten kan kun ske inden for en frist på 3 dage. Bestemmelsen i
retsplejelovens § 949, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
§ 17. Medmindre den pågældende giver afkald på at indbringe
beslutningen om udlevering for retten, kan han ikke udleveres før udløbet af
den frist på 3 dage, som nævnes i § 16. Indbringes beslutningen for retten,
kan udlevering ikke ske, før beslutningen er fundet lovlig ved endelig
retskendelse.
Stk. 2. Udleveringen skal gennemføres snarest muligt efter de i
stk. 1 nævnte tidspunkter.
Stk. 3. For at sikre udleveringens gennemførelse kan de i
retsplejelovens kapitler 71 og 72 omtalte retsmidler anvendes. Fængsling, som
er sket efter denne bestemmelse, skal ophæves, hvis udlevering ikke har
fundet sted inden 30 dage efter de i stk. 1 nævnte tidspunkter. I særlige
tilfælde kan retten dog forlænge denne frist.
§ 18. I forbindelse med en beslutning om udlevering kan
justitsministeren bestemme, at genstande, som er beslaglagt eller taget i
bevaring under sagen, med forbehold af tredjemands eventuelle rettigheder
skal overgives til den myndighed, som har anmodet om udlevering.
5. I § 19, stk. 1, ændres »retsplejelovens kapitler
68, 69, 71 og 72,» til: »retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse,
kapitel 70 om varetægtsfængsling, kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om
ransagning og kapitel 75 b om beslaglæggelse,».
Kapitel 4.
Andre bestemmelser.
§ 19. Er en person efterlyst af myndighederne i en fremmed stat
som sigtet, tiltalt eller dømt for en strafbar handling, der må antages at
kunne begrunde udlevering efter denne lov, kan de retsmidler, der omtales i
retsplejelovens kapitler 68, 69, 71 og 72, anvendes i samme omfang, som hvis
anmodning om udlevering forelå, jfr. § 13.
Stk. 2. - - -
§ 2
I lov nr. 323 af 4. juni 1986 om international fuldbyrdelse af straf m.v.
foretages følgende ændringer:
1. Efter § 5 indsættes:
»Kapitel 3 a
FN-konventionen imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope
stoffer og den europæiske konvention om hvidvaskning, efterforskning samt
beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold
§ 5 a. Afgørelser om konfiskation, som er omfattet af FN-
konventionen imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer eller
den europæiske konvention om hvidvaskning, efterforskning samt beslaglæggelse
og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold, jf. bilag 3 og 4 til denne
lov, kan fuldbyrdes efter reglerne i kapitel 3, når konventionens betingelser
er opfyldt.«
Kapitel 3
Den europæiske konvention om straffedommes internationale
retsvirkninger
§ 4. Afgørelser, som er omfattet af den europæiske konvention om
straffedommes internationale retsvirkninger, jfr. bilag 2 til denne lov, kan
fuldbyrdes efter reglerne i konventionens afsnit II, jfr. afsnit I.
§ 5. Retsplejelovens regler om udenretlig vedtagelse af bøde eller
konfiskation finder tilsvarende anvendelse ved fuldbyrdelse af udenlandske
afgørelser om bøde eller konfiskation, jfr. konventionens art. 37.
Stk. 2. Afgørelse i henhold til konventionens art. 39, stk. 2,
træffes ved kendelse.
Stk. 3. Der kan ikke her i landet fastsættes forvandlingsstraf for
en udenlandsk bøde, jfr. konventionens art. 48.
2. Overskriften til kapitel 4 affattes således:
»Fælles regler om behandlingen af sager om fuldbyrdelse af
udenlandske afgørelser i Danmark efter kapitel 2-3 a«.
Kapitel 4
Fælles regler om behandlingen af sager om fuldbyrdelse af udenlandske
afgørelser i Danmark efter kapitel 2-3
3. I § 10, stk. 1, og § 12, stk. 2, ændres
»3« til: »3 a«.
§ 10. Gælder der i forhold til en anden stat ikke nogen af de i
kapitel 2-3 nævnte konventioner eller af de i § 9 nævnte overenskomster, kan
justitsministeren, når humanitære eller andre særlige hensyn taler derfor,
bestemme, at straf m.v., som er pålagt i den anden stat, kan fuldbyrdes her i
landet.
Stk. 2-4.- - -
§ 12. - - -
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte yderligere bestemmelser
til gennemførelse af de i kapitel 2-3 nævnte konventioner, de i § 9 nævnte
overenskomster samt reglerne i denne lov.
§ 3
I lov nr. 214 af 31. maj 1963 om samarbejde med Finland, Island, Norge og
Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. som ændret ved lov nr. 322 af 4.
juni 1986 foretages følgende ændringer:
1. I § 7 indsættes efter »betinget dom«:
»eller dom til samfundstjeneste«.
§ 7. Der kan her i landet anordnes tilsyn med personer, der i
henhold til en i Finland, Island, Norge eller Sverige afsagt betinget dom
skal undergives tilsyn.
2. I § 8, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »betingede
dom«: »eller i dommen til samfundstjeneste«.
3. I § 8, stk. 2, indsættes efter »en betinget
dom«: »eller en dom til samfundstjeneste.«.
§ 8. Når der er anordnet tilsyn efter § 7, finder borgerlig
straffelovs regler om betingede domme tilsvarende anvendelse. Træffer retten
bestemmelse om fuldbyrdelse af en i den betingede dom fastsat straf, skal
denne omsættes til en dansk strafart efter reglerne i § 4.
Stk. 2. Såfremt omstændighederne taler derfor, kan
anklagemyndigheden eller retten overlade til vedkommende myndighed i
domslandet at træffe afgørelse i sager, hvor der efter reglerne i stk. 1 er
spørgsmål om ændring af en betinget dom.
4. § 9 affattes således:
» § 9. Såfremt en person, der i Finland, Island, Norge eller
Sverige er idømt en betinget dom eller en dom til samfundstjeneste, her i
landet dømmes for strafbart forhold, kan retten, selv om der ikke er anordnet
tilsyn efter § 7, i overensstemmelse med straffelovens regler om betingede
domme træffe afgørelse om, at der skal fastsættes ubetinget straf for
forhold, der er omfattet af den betingede dom eller af dommen til
samfundstjeneste.«
§ 9. Såfremt en person, der er betinget dømt i Finland, Island,
Norge eller Sverige, her i landet dømmes for strafbart forhold, kan retten,
selv om der ikke er anordnet tilsyn efter § 7, i overensstemmelse med
borgerlig straffelovs regler om betingede domme træffe afgørelse om, at der
skal fastsættes ubetinget straf for forhold, der er omfattet af den betingede
dom.
5. I § 11, stk. 2, indsættes efter »borgerlig
straffelovs § 60«: »eller § 66«.
§ 11. - - -
Stk. 2. Såfremt en person, der er betinget dømt her i landet, i
Finland, Island, Norge eller Sverige dømmes for strafbart forhold begået i
prøvetiden, uden at der ved dommen tages stilling til spørgsmålet om ændring
af den betingede dom, finder borgerlig straffelovs § 60 tilsvarende
anvendelse.
§ 4
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 905 af 10. november 1992
som senest ændret ved § 34 i lov nr. 387 af 14. juni 1994, § 1 i lov nr. 389
af 14. juni 1995, lov nr. 390 og 393 af 14. juni 1995 samt § 4 i lov nr. 427
af 14. juni 1995, foretages følgende ændringer:
Efter § 190 indsættes:
» § 191. En person, der er frihedsberøvet i udlandet, og som
har meddelt samtykke hertil, kan overføres til Danmark for i en straffesag at
afgive forklaring eller medvirke ved konfrontation. Den pågældende skal under
overførslen være frihedsberøvet og skal tilbageføres til den fremmede stat,
uanset om den pågældende senere tilbagekalder sit samtykke til overførslen.
Stk. 2. Afgørelse om frihedsberøvelse træffes af retten efter
anmodning fra politiet. Retten påser, at den pågældende har meddelt samtykke
til midlertidig overførsel som nævnt i stk. 1. For frihedsberøvelsen
fastsættes en frist, der kan forlænges. Rettens afgørelse træffes ved
kendelse, der ikke kan kæres.
Stk. 3. Den pågældende må under opholdet her i landet ikke drages
til ansvar eller udleveres videre til tredjeland for nogen strafbar handling
begået før overførslen her til landet.
Stk. 4. Under frihedsberøvelsen er den pågældende alene undergivet
de indskrænkninger, som er nødvendige til sikring af frihedsberøvelsens
øjemed og opretholdelse af orden og sikkerhed på anbringelsesstedet.
Anbringelse kan ske i arresthus, jf. retsplejelovens § 770, stk. 2.
Stk. 5. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om
behandlingen af personer, der er frihedsberøvet i medfør af stk. 1.«
§§ 191-195. (Ophævet).
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af EU-rammeafgørelse om den europæiske arrestordre mv.) Retsinformation · 26. februar 2003
- Forslag til folketingsbeslutning om udkast til rammeafgørelse om den europæiske arrestordre m.v. Retsinformation · 11. april 2002
- Lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af EU-rammeafgørelse om den europæiske arrestordre m.v.) Retsinformation · 11. juni 2003
- Forslag til Lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af EU-rammeafgørelse om den europæiske arrestordre m.v.) Retsinformation · 4. juni 2003
- Forslag til Lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og om ophævelse af lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af Konvention om overgivelse for strafbare forhold mellem de nordiske lande (Nordisk arrestordre) m.v.) Retsinformation · 16. november 2006
- Lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf m.v. Retsinformation · 2. juni 2000