Spring til indhold

Retsinformation

1995 LSF 81 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM UDLEVERING AF LOVOVERTRÆDERE, LOV OM INTERNATIONAL FULDBYRDELSE AF STRAF M.V., LOV OM SAMARBEJDE MED FINLAND, ISLAND, NORGE OG SVERIGE ANGÅENDE FULDBYRDELSE AF STRAF M.V. OG RETSPLEJELOVEN (INTERNATIONAL STRAFFERET)

1995/1 LSF 81Lovforslag som fremsatFolketinget1. maj 1996

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I lov nr. 249 af 9. juni 1967 om udlevering af lovovertrædere foretages

følgende ændringer:

1. I § 11, stk. 1, indsættes efter »kun«: »,

jf. dog kapitel 3 a,».

2. I § 13 ændres »retsplejelovens kapitler 68, 69, 71

og 72,» til: »retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse, kapitel 70

om varetægtsfængsling, kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning

og kapitel 75 b om beslaglæggelse,».

3. I § 17, stk. 3, ændres »retsplejelovens kapitler 71

og 72« til: »retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70

om varetægtsfængsling«.

4. Efter § 18 indsættes:

»Kapitel 3 a

Forenklet behandling af sager om udlevering

§ 18 a. Udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union kan

ske på grundlag af en eftersøgning efter reglerne i dette kapitel.

Stk. 2. Eftersøgningen skal indeholde oplysning om den eftersøgtes

identitet, tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de

anvendelige straffebestemmelser samt den beslutning om anholdelse eller

fængsling eller den dom, der danner grundlag for eftersøgningen med henblik

på udlevering.

§ 18 b. Efter modtagelsen af en eftersøgning iværksætter politiet

uden ophold den undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om

betingelserne for udlevering er opfyldt. For denne undersøgelse gælder

bestemmelserne i retsplejelovens 4. bog med de fornødne lempelser.

Stk. 2. §§ 13 og 14 finder tilsvarende anvendelse.

Foranstaltninger, der er truffet efter § 13, skal ophæves, såfremt anmodning

om udlevering, jf. § 11, ikke er modtaget senest 30 dage efter anholdelsen. I

særlige tilfælde kan retten dog forlænge denne frist.

Læs alt

§ 18 c. Udlevering på grundlag af en eftersøgning kan kun ske,

hvis den, der begæres udleveret, i et retsmøde meddeler samtykke til

udlevering. Meddeler den pågældende ikke samtykke, behandles sagen efter

reglerne i kapitel 3. Den pågældende kan endvidere meddele samtykke til at

blive draget til ansvar og blive udleveret videre til en tredje medlemsstat

for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der sker

udlevering for. Retten vejleder den pågældende om følgerne af samtykke efter

denne bestemmelse.

Stk. 2. Er der meddelt samtykke efter stk. 1, 1. pkt., forelægges

spørgsmålet om udlevering justitsministeren til afgørelse. Finder

justitsministeren, at betingelserne for udlevering utvivlsomt er opfyldt, kan

udlevering iværksættes af politiet.

§ 18 d. For at sikre udleveringens gennemførelse kan de i

retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling

omtalte retsmidler anvendes. Fængsling, som er sket i medfør af denne

bestemmelse, skal ophæves, hvis udlevering ikke har fundet sted inden 20 dage

efter justitsministerens beslutning om udlevering. I særlige tilfælde kan

retten dog forlænge denne frist. § 18 finder tilsvarende anvendelse.«

5. I § 19, stk. 1, ændres »retsplejelovens kapitler

68, 69, 71 og 72,» til: »retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse,

kapitel 70 om varetægtsfængsling, kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om

ransagning og kapitel 75 b om beslaglæggelse,».

§ 2

I lov nr. 323 af 4. juni 1986 om international fuldbyrdelse af straf m.v.

foretages følgende ændringer:

1. Efter § 5 indsættes:

»Kapitel 3 a

FN-konventionen imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope

stoffer og den europæiske konvention om hvidvaskning, efterforskning samt

beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold

§ 5 a. Afgørelser om konfiskation, som er omfattet af

FN-konventionen imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer eller

den europæiske konvention om hvidvaskning, efterforskning samt beslaglæggelse

og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold, jf. bilag 3 og 4 til denne

lov, kan fuldbyrdes efter reglerne i kapitel 3, når konventionens betingelser

er opfyldt.«

2. Overskriften til kapitel 4 affattes således:

»Fælles regler om behandlingen af sager om fuldbyrdelse af

udenlandske afgørelser i Danmark efter kapitel 2-3 a«.

3. I § 10, stk. 1, og § 12, stk. 2, ændres

»3« til: »3 a«.

§ 3

I lov nr. 214 af 31. maj 1963 om samarbejde med Finland, Island, Norge og

Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v., som ændret ved lov nr. 322 af 4.

juni 1986, foretages følgende ændringer:

1. I § 7 indsættes efter »betinget dom«:

»eller dom til samfundstjeneste«.

2. I § 8, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »betingede

dom«: »eller i dommen til samfundstjeneste«.

3. I § 8, stk. 2, indsættes efter »en betinget

dom«: »eller en dom til samfundstjeneste.«

4. § 9 affattes således:

» § 9. Såfremt en person, der i Finland, Island, Norge eller

Sverige er idømt en betinget dom eller en dom til samfundstjeneste, her i

landet dømmes for strafbart forhold, kan retten, selv om der ikke er anordnet

tilsyn efter § 7, i overensstemmelse med straffelovens regler om betingede

domme træffe afgørelse om, at der skal fastsættes ubetinget straf for

forhold, der er omfattet af den betingede dom eller af dommen til

samfundstjeneste.«

5. I § 11, stk. 2, indsættes efter »borgerlig

straffelovs § 60«: »eller § 66«.

§ 4

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 905 af 10. november

1992, som senest ændret ved § 123 i lov nr. 1072, § 1 i lov nr. 1079 og § 8 i

lov nr. 1091, alle af 20. december 1995, foretages følgende ændring:

1. Efter § 190 indsættes:

» § 191. En person, der er frihedsberøvet i udlandet, og som

har meddelt samtykke hertil, kan overføres til Danmark for i en straffesag at

afgive forklaring eller medvirke ved konfrontation. Den pågældende skal under

overførslen være frihedsberøvet og skal tilbageføres til den fremmede stat,

uanset om den pågældende senere tilbagekalder sit samtykke til overførslen.

Stk. 2. Afgørelse om frihedsberøvelse træffes af retten efter

anmodning fra politiet. Retten påser, at den pågældende har meddelt samtykke

til midlertidig overførsel som nævnt i stk. 1. For frihedsberøvelsen

fastsættes en frist, der kan forlænges. Rettens afgørelse træffes ved

kendelse, der ikke kan kæres.

Stk. 3. Den pågældende må under opholdet her i landet ikke drages

til ansvar eller udleveres videre til tredjeland for nogen strafbar handling

begået før overførslen her til landet.

Stk. 4. Under frihedsberøvelsen er den pågældende alene undergivet

de indskrænkninger, som er nødvendige til sikring af frihedsberøvelsens

øjemed og opretholdelse af orden og sikkerhed på anbringelsesstedet.

Anbringelse kan ske i arresthus, jf. § 770, stk. 2.

Stk. 5. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om

behandlingen af personer, der er frihedsberøvet i medfør af stk. 1.«

§ 5

Stk. 1. § 1 og § 2 træder i kraft den 1. august 1996. § 3 og § 4

træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. § 1 har virkning for sager om udlevering, hvori der ved

lovens ikrafttræden ikke er truffet afgørelse af justitsministeren.

Stk. 3. § 2 finder kun anvendelse på afgørelser, der er truffet

efter, at FN-konventionen imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope

stoffer eller den europæiske konvention om hvidvaskning, efterforskning samt

beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold er trådt i

kraft mellem Danmark og vedkommende fremmede stat. Justitsministeren kan dog

på grundlag af overenskomst med vedkommende stat bestemme, at bestemmelserne

også skal anvendes på afgørelser, der er truffet tidligere.

§ 6

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. §§ 1-3 kan dog ved kongelig

anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de

afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Bilag 3

Uddrag af bekendtgørelse nr. 50 af 17. juni 1993 af FN-konventionen af 20.

december 1988

imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer

Artikel 3

Forbrydelser og sanktioner

1. Hver part skal træffe sådanne forholdsregler, som vil være nødvendige

for at fastslå følgende forhold som lovovertrædelser i henhold til dens

nationale lovgivning, når overtrædelsen begås forsætligt:

(a) (i) Produktion, fremstilling, udvinding, tilberedning, tilbud, udbud

til salg, distribution, salg, levering på hvilke som helst betingelser,

mæglervirksomhed, forsendelse, transitforsendelse, transport, import eller

eksporrt af en hver form for narkotika eller psykotrope stoffer, der strider

imod bestemmelserne i 1961-Konventionen, den ændrede 1961-Konvention eller

1971-Konventionen;

(ii) Dyrkning af opiumvalmue, kokabusk eller hampeplante med henblik på

fremstilling af narkotika i strid med bestemmelserne i 1961-Konventionen og

den ændrede 1961-Konvention;

(iii) Besiddelse eller køb af enhver form for narkotika eller psykotrope

stoffer med henblik på enhver af de under punkt (i) anførte former for

virksomhed;

(iv) Fremstilling, transport eller distribution af udstyr, materialer

eller stoffer, som anført i tabel I og tabel II, med viden om, at de skal

anvendes i forbindelse med eller til ulovlig dyrkning, produktion eller

fremstilling af narkotika eller psykotrope stoffer;

(v) Organisering, ledelse eller finansiering af enhver af de under

punkterne (i), (ii), (iii) eller (iv) anførte forbrydelser.

(b) (i) Tilegnelse eller overførsel af formuegoder med viden om, at disse

formuegoder hidrører fra en eller flere forbrydelser i henhold til pkt (a) i

nærværende stykke eller fra deltagelse i sådanne forbrydelser, med det formål

at skjule eller tilsløre formuegodets ulovlige oprindelse eller at bistå

enhver person, der er indblandet i begåelse af en sådan forbrydelse eller

forbrydelser med den hensigt at unddrage sig de retlige konsekvenser af disse

handlinger;

(ii) Fordølgelse eller tilsløring af et formuegodes beskaffenhed,

oprindelse, placering, rådighed, bevægelse, rettigheder over eller

ejendomsret til det, vidende at et sådant formuegode hidrører fra en eller

flere forbrydelser i henhold til pkt. (a) i nærværende stykke eller fra

deltagelse i sådanne forbrydelser;

(c) Under iagttagelse af hver parts forfatningsmæssige principper og

retssystemets grundlæggende begreber:

(i) Erhvervelse, besiddelse eller anvendelse af formuegoder med viden på

modtagelsestidspunktet om, at formuegodet hidrørte fra en eller flere

forbrydelser i henhold til pkt. (a) i nærværende stykke eller fra deltagelse

i en sådan forbrydelse eller forbrydelser;

(ii) Besiddelse af udstyr eller materialer eller stoffer optaget i tabel I

og tabel II med viden om, at de bliver anvendt eller skal anvendes i eller

til ulovlig dyrkning, produktion eller fremstilling af narkotika eller

psykotrope stoffer;

(iii) Offentlig ansporing eller tilskyndelse af andre i enhver form til at

begå nogen af de i nærværende artikel nævnte forbrydelser eller til ulovligt

at anvende narkotika eller psykotrope stoffer;

(iv) Deltagelse i, tilknytning eller medvirken til at begå og forsøg på at

begå og ved hjælp til, tilskyndelse til, fremme af og rådgivning i

forbindelse med udførelsen af enhver af de i nærværende artikel indeholdte

forbrydelser.

2. Under forbehold af hver parts forfatningsmæssige principper og dens

retssystems grundlæggende begreber skal enhver part træffe sådanne

foranstaltninger, som måtte være nødvendige til at fastslå at besiddelse, køb

eller dyrkning af narkotika eller psykotrope stoffer til personligt forbrug i

strid med bestemmelserne i 1961-Konventionen, den ændrede 1961-Konvention

eller 1971-Konventionen er forbrydelser i henhold til dens nationale

lovgivning, hvis de er begået forsætligt.

3. Kendskab til, hensigt eller formål indgående som bestanddel af en

forbrydelse i henhold til nærværende artikels stk. 1 vil kunne udledes af

objektive faktiske omstændigheder.

4. (a) Hver part skal gøre begåelse af de i henhold til denne artikels

stk. 1 fastslåede forbrydelser genstand for sanktioner, som tager hensyn til

disse forbrydelsers alvorlige karakter, såsom fængsling eller andre former

for frihedsberøvelse, økonomiske sanktioner og konfiskation.

(b) Udover domfældelse eller starf kan parterne bestemme, at en person,

der har begået en forbrydelse i henhold til denne artikels stk. 1,

underkastes foranstaltninger som behandling, uddannelse, efterbehandling,

revalidering og resocialisering.

(c) Uanset bestemmelserne i ovenstående pkt. (a) og (b) kan parterne i

relevante sager af mindre art som alternativ til domfældelse eller straf

træffe foranstaltninger såsom uddannelse, revalidering eller resocialisering,

samt, når overtræderen er stofmisbruger, behandling og efterbehandling.

(d) Parterne kan, enten som alternativ til domfældelse eller straf eller

ud over domfældelse eller straf for en forbrydelse i henhold til denne

artikels stk. 2, træffe foranstaltninger med henblik på behandling,

uddannelse, efterbehandling, revalidering eller resocialisering af

overtræderen.

5. Parterne skal sikre, at deres domstole og andre kompetente myndigheder,

som har jurisdiktion hertil, kan tage hensyn til faktiske omstændigheder, der

gør begåelse af de i denne artikels stk. 1 nævnte forbrydelser særligt

alvorlige, såsom:

(a) at en organiseret kriminel gruppe, som overtræderen tilhører, har

været indblandet i forbrydelsen;

(b) at overtræderen er indblandet i andre internationale organiserede

kriminelle aktiviteter;

(c) at overtræderen er indblandet i andre ulovlige aktiviteter, som er

fremmet ved begåelse af forbrydelsen;

(d) at overtræderen har gjort brug af vold eller våben;

(e) at overtræderen beklæder et offentligt embede, og at forbrydelsen har

relation til det pågældende embede;

(f) at mindreårige er blevet misbrugt eller udnyttet;

(g) at forbrydelsen er begået i en straffeanstalt eller i en

uddannelsesinstitution eller i en socialinstitution eller i umiddelbar nærhed

heraf, eller på andre steder, hvor skolebørn og studerende færdes med henblik

på undervisnings-, sports- eller sociale aktiviteter;

(h) tidligere domfældelse, i særdeleshed for forbrydelser af lignende art,

hvad enten de er begået i udlandet eller i den pågældendes eget land, i den

udstrækning, en parts nationale lovgivning tillader det.

6. Parterne skal søge at sikre, at skønsmæssige juridiske beføjelser i

henhold til deres nationale lovgivning i forbindelse med strafforfølgning af

personer for forbrydelser efter denne artikel udøves således, at

retshåndhævelsen gøres så effektiv som muligt i forbindelse med disse

forbrydelser og under hensyntagen til nødvendigheden af at afskrække fra

begåelse af sådanne forbrydelser.

7. Parterne skal sikre, at deres domstole eller andre kompetente

myndigheder tager hensyn til alvoren af de i denne artikels stk. 1 nævnte

forbrydelser samt til de i denne artikels stk. 5 nævnte omstændigheder ved

forbrydelser, når de overvejer muligheden af en løsladelse før tiden eller

prøveløsladelse af personer, der er dømt for sådanne forbrydelser.

8. Enhver part skal, hvis det er hensigtsmæssigt, ved sin nationale

lovgivning fastsætte en lang forældelsesfrist for at indlede retsforfølgning

for enhver forbrydelse i henhold til stk. 1 i denne artikel og en endnu

længere forældelsesfrist, når den angivelige overtræder har unddraget sig

retsforfølgning.

9. Enhver part skal træffe de fornødne foranstaltninger i overensstemmelse

med sit eget retssystem for at sikre, at en person, der er tiltalt for eller

dømt for en forbrydelse i henhold til denne artikels stk. 1, og som opholder

sig inden for partens territorium, er tilstede under den påkrævede

straffesag.

10. Med henblik på samarbejdet mellem parterne i henhold til denne

konvention, herunder især samarbejdet i henhold til artikel 5, 6, 7 og 9,

skal forbrydelser ifølge denne artikel ikke anses for at være skattemæssige

eller politiske forbrydelser eller anses for at have et politisk motiv uden

præjudice for parternes forfatningsmæssige begrænsninger og grundlæggende

nationale lovgivning.

11. Intet i denne artikel skal anfægte princippet om, at beskrivelsen af

de forbrydelser den omhandler, samt de juridiske straffriheds- og

strafnedsættelsesgrunde derfor er forbeholdt en parts nationale lovgivning,

og at sådanne forbrydelser skal retsforfølges og straffes i overensstemmelse

med denne lovgivning.

Artikel 5

Konfiskation

1. Hver part skal træffe sådanne foranstaltninger, som måtte være

nødvendige for at muliggøre konfiskation af:

(a) udbytte fra forbrydelser i henhold til artikel 3, stk. 1, eller

formuegoder, hvis værdi modsvarer et sådant udbytte,

(b) narkotika og psykotrope stoffer, materialer og udstyr eller andre

hjælpemidler, der er anvendt eller påtænkt anvendt på nogen måde i

forbindelse med de i henhold til artikel 3, stk. 1, omhandlede forbrydelser.

2. Hver part skal ligeledes træffe sådanne foranstaltninger, som måtte

være nødvendige for at gøre det muligt for dens kompetente myndigheder at

identificere, efterspore og indefryse eller beslaglægge udbytte, formuegoder,

hjælpemidler eller andre i denne artikels stk. 1 omhandlede effekter, med

konfiskation for øje.

3. Med henblik på at gennemføre de i denne artikel omhandlede

foranstaltninger skal parterne give domstolene eller andre kompetente

myndigheder beføjelse til at afsige kendelse om, at bankudtog, finansielle

dokumenter eller handelsdokumenter stilles til rådighed eller beslaglægges.

Ingen part må under henvisning til bankhemmeligheden afslå at handle i

henhold til bestemmelserne i dette stykke.

4. (a) Efter anmodning i henhold til denne artikel fra en anden part med

jurisdiktion over en forbrydelse i henhold til artikel 3, stk. 1, skal den

part inden for hvis territorium udbytte, formuegoder, hjælpemidler eller

andre i denne artikels stk. 1 omhandlede effekter befinder sig:

(i) forelægge anmodningen for sine kompetente myndigheder med henblik på

at opnå kendelse om konfiskation, og hvis en sådan kendelse afsiges,

efterkomme den; eller

(ii) forelægge en kendelse om konfiskation udstedt af den begærende part i

henhold til stk. 1 i denne artikel for de kompetente myndigheder med henblik

på at give den retskraft i det ønskede omfang, for så vidt som den har

forbindelse med udbytte, formuegoder, hjælpemidler eller andre effekter, som

omhandlet i stk. 1, og som befinder sig inden for den anmodede parts

territorium.

(b) Efter anmodning i henhold til denne artikel fra en anden part med

jurisdiktion over en forbrydelse i henhold til artikel 3, stk. 1, skal den

anmodede part træffe foranstaltninger til at identificere, efterspore og

indefryse eller beslaglægge udbytte, formuegoder, hjælpemidler eller andre i

denne artikels stk. 1 omhandlede effekter med henblik på, at der kan afsiges

kendelse om endelig konfiskation, som beordret enten af den begærende part

eller i medfør af en anmodning fra den anmodede part i henhold til dette

stykkes pkt. (a).

(c) De i stk. 4, pkt. (a) og (b), nævnte afgørelser eller handlinger skal

foretages af den anmodede part i overensstemmelse med og undergivet

bestemmelserne i dens nationale lovgivning og proceduremæssige regler eller

en eventuel bilateral eller multilateral traktat, overenskomst eller aftale,

som den måtte være bundet af over for den begærende part.

(d) Bestemmelserne i artikel 7, stk. 6 til 19, skal finde anvendelse

mutatis mutandis. Ud over de i artikel 7, stk. 10, beskrevne

oplysninger skal anmodninger, der fremsættes i henhold til denne artikel,

indeholde følgende:

(i) for så vidt angår anmodninger i medfør af dette stykkes, pkt. (a),

(i), en beskrivelse af de formuegoder, der skal konfiskeres, samt en

redegørelse for de omstændigheder, som den anmodende part påberåber sig, og

som er tilstrækkelige til at gøre det muligt for den anmodede part at anmode

om en kendelse i medfør af dens nationale lovgivning;

(ii) for så vidt angår anmodninger i medfør af pkt. (a), (ii), en genpart,

der kan anvendes i retten, af en kendelse om konfiskation, som er udstedt af

den begærende part, og som anmodningen er baseret på, samt en redegørelse for

omstændighederne og oplysninger om, i hvilket omfang kendelsen ønskes

fuldbyrdet;

(iii) for så vidt angår anmodninger vedrørende pkt. (b), en redegørelse

for de omstændigheder, som den begærende part påberåber sig, og en

beskrivelse af de handlinger, der ønskes iværksat.

(e) Parterne skal til Generalsekretæren fremsende teksten til de love og

forskrifter, som sætter denne bestemmelse i kraft, samt teksten til enhver

efterfølgende ændring i sådanne love og forskrifter.

(f) Hvis en part vælger at gøre de i dette stykkes pkt. (a) og (b),

omhandlede foranstaltninger betinget af eksistensen af en relevant traktat,

skal denne part betragte denne konvention som det nødvendige og

tilstrækkelige traktatgrundlag.

(g) Parterne skal søge at indgå bilaterale og multilaterale traktater,

overenskomster og aftaler med henblik på at øge effektiviteten af det

internationale samarbejde i henhold til denne artikel.

5. (a) Udbytte eller formuegoder, der konfiskeres af en part i medfør af

denne artikels stk. 1 eller stk. 4, skal afhændes af den pågældende part i

overensstemmelse med dens nationale lovgivning og administrative procedurer.

(b) Når en part handler på en anden parts anmodning i medfør af denne

artikel, kan den især overveje at indgå aftaler om:

(i) at bidrage med værdien af et sådant udbytte eller sådanne formuegoder

eller midler fra salget deraf, eller en betydelig del deraf, til

mellemstatslige organer, der har specialiseret sig i at bekæmpe den ulovlige

handel med og misbrug af narkotika og psykotrope stoffer;

(ii) at dele - på permanent basis eller fra sag til sag - udbytte eller

formuegoder, eller midler fra salget deraf med andre parter i

overensstemmelse med dens nationale lovgivning, administrative procedurer

eller bilaterale eller multilaterale aftaler indgået med henblik herpå.

6. (a) Såfremt udbytte er omsat eller konverteret til andre formuegoder,

skal disse formuegoder kunne gøres til genstand for de i denne artikel

omhandlede foranstaltninger i stedet for udbyttet.

(b) Såfremt udbytte er blandet sammen med formuegoder, der er erhvervet

retmæssigt, skal sådanne formuegoder, uden præjudice for beføjelser

vedrørende konfiskation eller indefrysning, kunne gøres til genstand for

konfiskation op til den anslåede værdi af det udbytte, der er blandet sammen

med andre formuegoder.

(c) Indtægter eller andre midler, der stammer fra:

(i) udbytte;

(ii) formuegoder, som udbyttet er omsat eller konverteret til; eller

(iii) formuegoder, som udbyttet er blandet sammen med, skal ligeledes være

omfattet af de i denne artikel omhandlede forholdsregler på samme måde og i

samme omfang som udbyttet.

7. Enhver part kan overveje at sikre omvendt bevisbyrde for så vidt angår

den lovlige oprindelse af påstået udbytte eller andre formuegoder, som kan

være genstand for konfiskation, i det omfang et sådant skridt er i

overensstemmelse med principperne i dens nationale lovgivning og karakteren

af dens retsforfølgnings- og andre procedureregler.

8. Bestemmelserne i denne artikel skal ikke fortolkes som præjudicerende

for rettigheder, som en godtroende tredjemand måtte have.

9. Intet i denne artikel skal anfægte princippet om, at de

foranstaltninger, den henviser til, skal defineres og gennemføres i

overensstemmelse med og være undergivet bestemmelserne i en parts nationale

lovgivning.

Bilag 4

Konvention om hvidvaskning, efterforskning

samt beslaglæggelse og konfiskation

af udbyttet fra strafbart forhold

PRÆAMBEL

Europarådets medlemsstater og andre stater, der undertegner denne

konvention,

der finder, at Europarådets mål er at opnå større enhed mellem dets

medlemmer,

der er overbevist om behovet for at føre en fælles kriminalpolitik med

henblik på beskyttelse af samfundet,

der finder, at bekæmpelsen af alvorlig kriminalitet, der er blevet et

stadigt voksende internationalt problem, kræver anvendelse af moderne og

effektive metoder på internationalt plan,

der er overbevist om, at en af disse metoder er at fratage forbrydere

udbyttet af deres forbrydelser,

der finder, at et velfungerende internationalt samarbejde må etableres for

at nå dette mål,

har indgået følgende aftale:

KAPITEL I

ANVENDELSE AF TERMER

Artikel 1

Anvendelse af termer

I denne konvention:

a. betyder »udbytte« enhver økonomisk fordel i

forbindelse med kriminelle handlinger. Det kan bestå af alle former for

formuegoder som defineret i denne artikels litra b,

b. omfatter »formuegoder« formuegoder af enhver art, det

være sig rørlige eller urørlige formuegoder, fast ejendom eller løsøre samt

juridiske dokumenter og papirer, der beviser adkomst til eller rettigheder

over sådanne formuegoder,

c. betyder »redskaber« enhver form for formuegoder, der

anvendes eller påtænkes anvendt på en hvilken som helst måde, helt eller

delvis, til at begå en eller flere forbrydelser,

d. betyder »konfiskation« en sanktion eller

foranstaltning, der pålægges af en domstol efter en retssag vedrørende en

eller flere forbrydelser, og som medfører en endelig berøvelse af

formuegoder,

e. betyder »prædikatforbrydelse« enhver strafbar

handling, som resultat af hvilken der opstår udbytte, der kan gøres til

genstand for en forbrydelse som defineret i denne konventions artikel 6.

KAPITEL II

FORANSTALTNINGER,

DER TRÆFFES PÅ NATIONALT PLAN

Artikel 2

Konfiskationsforanstaltninger

1. Enhver part skal vedtage sådanne lovgivningsmæssige og andre

foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at sætte den i stand til at

konfiskere redskaber og udbytte eller formuegoder, hvis værdi svarer til et

sådant udbytte.

2. Enhver part kan - på tidspunktet for undertegnelse eller ved

deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller

tiltrædelsesinstrument - ved en erklæring stilet til Europarådets

generalsekretær erklære, at denne artikels stk. 1 kun finder anvendelse på

forbrydelser eller kategorier af forbrydelser, der er opregnet i denne

erklæring.

Artikel 3

Efterforskningsmæssige

og foreløbige foranstaltninger

Enhver part skal vedtage sådanne lovgivningsmæssige eller andre

foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at sætte den i stand til at

identificere og efterspore formuegoder, der skal konfiskeres i henhold til

artikel 2, stk. 1, og til at forhindre enhver handel med, overdragelse af

eller anden råden over sådanne formuegoder.

Artikel 4

Særlige efterforskningsmæssige beføjelser og teknikker

1. Enhver part skal vedtage sådanne lovgivningsmæssige og andre

foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at bemyndige sine domstole og

andre kompetente myndigheder til at beordre, at bankoplysninger, økonomiske

oplysninger eller handelsmæssige oplysninger gøres tilgængelige eller

beslaglægges med henblik på at udføre de handlinger, der er omhandlet i

artikel 2 og 3. En part kan ikke afslå at tage skridt i henhold til

bestemmelserne i denne artikel under henvisning til bankhemmeligheden.

2. Enhver part skal overveje at træffe sådanne lovgivningsmæssige og andre

foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at sætte den i stand til at

anvende særlige efterforskningsteknikker, der letter identifikation og

eftersporing af udbytte og indsamling af bevismateriale i denne forbindelse.

Sådanne teknikker kan omfatte overvågningskendelser, observation, opsnappelse

af telekommunikationsmeddelelser, adgang til computersystemer og kendelser om

at fremlægge bestemte dokumenter.

Artikel 5

Retsmidler

Enhver part skal vedtage sådanne lovgivningsmæssige og andre

foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at sikre, at de relevante

parter, der berøres af foranstaltninger i henhold til artikel 2 og 3, har

effektive retsmidler med henblik på at bevare deres rettigheder.

Artikel 6

Forbrydelser i forbindelse med hvidvaskning

1. Enhver part skal vedtage sådanne lovgivningsmæssige og andre

foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at gøre følgende forhold

kriminelle i henhold til national lovgivning, såfremt de begås forsætligt:

a. omsætning eller overdragelse af formuegoder med viden om, at disse

formuegoder er udbytte, med henblik på at skjule eller tilsløre den ulovlige

oprindelse af formuegoderne eller på at bistå en person, der er med til at

begå en prædikatforbrydelse, for at undgå de retlige konsekvenser af hans

handlinger,

b. handlinger med henblik på at skjule eller tilsløre den sande karakter,

oprindelse, opbevaringssted, dispositioner, bevægelser og rettigheder for så

vidt angår formuegoder med viden om, at disse formuegoder er udbytte,

og med forbehold af forfatningsmæssige principper og grundlæggende

retsprincipper:

c. erhvervelse, besiddelse eller anvendelse af formuegoder med viden på

modtagelsestidspunktet om, at disse formuegoder var udbytte,

d. deltagelse i, medvirken eller sammensværgelse med henblik på at begå,

forsøg på at begå og medvirken, bistand eller rådgivning i forbindelse med

begåelse af nogen af de forbrydelser, der er fastlagt som forbrydelser i

overensstemmelse med denne artikel.

2. I forbindelse med gennemførelsen eller anvendelsen af denne artikels

stk. 1

a. er det uden betydning, om prædikatforbrydelsen falder ind under den

pågældende parts strafferetlige kompetence,

b. kan det fastsættes, at de forbrydelser, der er omhandlet i dette

stykke, ikke finder anvendelse på de personer, der begik

prædikatforbrydelsen,

c. kan viden, hensigt eller formål, der kræves som element i forbindelse

med de i dette stykke fastsatte forbrydelser, udledes af objektive, faktuelle

omstændigheder.

3. Enhver part kan vedtage sådanne foranstaltninger, som den finder

nødvendige, for også at gøre alle eller nogle af de i denne artikels stk. 1

nævnte handlinger til kriminelle handlinger i tilfælde, hvor lovovertræderen:

a. burde have formodet, at formuegoderne var udbytte,

b. handlede med det formål at opnå profit,

c. handlede med det formål at fremme udførelsen af yderligere kriminelle

aktiviteter.

4. Enhver part kan - på tidspunktet for undertegnelse eller ved

deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller

tiltrædelsesinstrument - ved en erklæring stilet til Europrådets

generalsekretær erklære, at denne artikels stk. 1 kun finder anvendelse på

prædikatforbrydelser eller kategorier af sådanne forbrydelser, der er

opregnet i denne erklæring.

KAPITEL III

INTERNATIONALT SAMARBEJDE

Del 1

Principper for internationalt samarbejde

Artikel 7

Generelle principper og foranstaltninger

i forbindelse med internationalt samarbejde

1. Parterne skal samarbejde med hinanden i videst muligt omfang i

forbindelse med efterforskning og foranstaltninger med henblik på

konfiskation af redskaber og udbytte.

2. Enhver part skal vedtage sådanne lovgivningsmæssige og andre

foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at sætte den i stand til på

de betingelser, der er fastsat i dette kapitel, at efterkomme anmodninger:

a. om konfiskation af bestemte formuegoder, der repræsenterer udbytte

eller redskaber, samt om konfiskation af udbytte, der består i krav om at

betale en sum penge, der svarer til værdien af udbyttet,

b. om efterforskningsbistand og foreløbige foranstaltninger med henblik på

en af de to former for konfiskation, der er nævnt i ovenstående pkt. a.

Del 2

Efterforskningsbistand

Artikel 8

Pligt til at bistå

Parterne skal - efter anmodning - i videst muligt omfang yde hinanden

bistand i forbindelse med identifikation og eftersporing af redskaber,

udbytte og andre formuegoder, der skal konfiskeres. En sådan bistand skal

omfatte enhver foranstaltning til tilvejebringelse eller sikring af bevis

vedrørende de nævnte formuegoders eksistens, opbevaringssted eller

bevægelser, art, juridisk status eller værdi.

Artikel 9

Gennemførelse af bistand

Den i artikel 8 omhandlede bistand skal ydes som tilladt ved og i

overensstemmelse med den anmodede parts nationale ret og, i det omfang det

ikke er uforeneligt med national ret, i overensstemmelse med de procedurer,

der er specificeret i anmodningen.

Artikel 10

Uanmodede oplysninger

Uden præjudice for sin egen efterforskning eller retsforfølgning kan en

part uden forudgående anmodning sende en anden part oplysninger vedrørende

redskaber og udbytte, når den finder, at afgivelse af sådanne oplysninger kan

bistå den modtagende part med at iværksætte eller gennemføre efterforskning

eller andre skridt eller kan føre til en anmodning fra denne part i henhold

til dette kapitel.

Del 3

Foreløbige foranstaltninger

Artikel 11

Pligt til at træffe foreløbige foranstaltninger

1. På anmodning af en anden part, der har iværksat strafferetlig

forfølgning eller retlige skridt med henblik på konfiskation, skal en part

træffe de nødvendige foreløbige foranstaltninger som f.eks. fastfrysning

eller beslaglæggelse med henblik på at forhindre handel med, overførsel af

eller råden over formuegoder, der - på et senere stadium - kan gøres til

genstand for en anmodning om konfiskation, eller som ville kunne tjene til at

efterkomme anmodningen.

2. En part, der har modtaget en anmodning om konfiskation i medfør af

artikel 13, skal efter anmodning træffe de i denne artikels stk. 1 omhandlede

foranstaltninger for så vidt angår de formuegoder, som anmodningen vedrører,

eller som ville kunne tjene til at efterkomme anmodningen.

Artikel 12

Gennemførelsen af foreløbige foranstaltninger

1. De i artikel 11 nævnte foreløbige foranstaltninger skal gennemføres som

tilladt i henhold til og i overensstemmelse med den anmodede parts nationale

lovgivning og, i det omfang det ikke er uforeneligt med national ret, i

overensstemmelse med de procedurer, der er specificeret i anmodningen.

2. Før den anmodede part ophæver en foreløbig foranstaltning iværksat i

henhold til denne artikel skal den, når det er muligt, give den anmodende

part lejlighed til at fremføre sine grunde til støtte for en fortsættelse af

foranstaltningen.

Del 4

Konfiskation

Artikel 13

Pligt til at konfiskere

1. En part, der har modtaget en anmodning fra en anden part om

konfiskation vedrørende redskaber eller udbytte, der befinder sig inden for

dens område, skal:

a. fuldbyrde en kendelse om konfiskation afsagt af den anmodende part i

relation til sådanne redskaber eller udbytte, eller

b. forelægge anmodningen for sine kompetente myndigheder med henblik på at

få en kendelse om konfiskation og, såfremt en sådan kendelse opnås, fuldbyrde

den.

2. Med henblik på anvendelse af denne artikels stk 1.b skal enhver part,

når det måtte være nødvendigt, være bemyndiget til at anlægge sag om

konfiskation i henhold til sin egen gældende ret.

3. Bestemmelserne i denne artikels stk. 1 finder også anvendelse på

konfiskation, der består i et krav om at betale et pengebeløb, der svarer til

værdien af udbytte, såfremt de formuegoder, i relation til hvilke

konfiskation kan gennemføres, befinder sig inden for den anmodede parts

område. I forbindelse med fuldbyrdelse af konfiskation i medfør af stk. 1

skal den anmodede part i sådanne tilfælde, såfremt der ikke sker betaling,

gøre kravet gældende i relation til alle former for formuegoder, hvori kravet

kan realiseres.

4. Såfremt en anmodning om konfiskation vedrører et bestemt formuegode,

kan parterne aftale, at den anmodede part kan fuldbyrde konfiskationen i form

af et krav om at betale et pengebeløb, der svarer til værdien af dette

formuegode.

Artikel 14

Gennemførelse af konfiskation

1. Procedurerne for at opnå og gennemføre konfiskation i henhold til

artikel 13 skal være fastsat i henhold til den anmodede parts ret.

2. Den anmodede part skal være bundet af konstaterede kendsgerninger, for

så vidt at de er fastslået ved domfældelse eller anden retlig afgørelse inden

for den anmodende parts område, eller i det omfang, at en sådan domfældelse

eller anden retlig afgørelse indirekte er baseret på disse.

3. Enhver part kan - på tidspunktet for undertegnelse eller ved

deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller

tiltrædelsesinstrument - ved en erklæring stilet til Europarådets

generalsekretær erklære, at denne artikels stk. 2 kun skal finde anvendelse

med forbehold af dens forfatningsmæssige principper og de grundlæggende

principper i dens retssystem.

4. Såfremt konfiskationen består i et krav om at betale et pengebeløb,

skal den anmodede parts kompetente myndighed omregne dette beløb til denne

parts valuta til den kurs, der gælder på det tidspunkt, hvor beslutningen om

at fuldbyrde konfiskationen træffes.

5. I tilfælde af artikel 13, stk. 1.a, skal alene den anmodende part have

ret til at træffe beslutning om en eventuel anmodning om fornyet prøvelse af

konfiskationskendelsen.

Artikel 15

Konfiskerede formuegoder

Alle formuegoder, der konfiskeres af den anmodede part, skal denne part

disponere over i overensstemmelse med sin nationale lovgivning, medmindre

andet aftales mellem parterne.

Artikel 16

Ret til tvangsfuldbyrdelse og

maksimumbeløb for konfiskation

1. En anmodning om konfiskation, der fremsættes i henhold til artikel 13,

berører ikke den amodende parts ret til selv at tvangsfuldbyrde

konfiskationskendelsen.

2. Intet i denne konvention skal fortolkes som tilladende, at den totale

konfiskationsværdi overstiger det beløb, der er anført i

konfiskationskendelsen. Såfremt en part finder, at dette kunne finde sted,

skal de berørte parter rådføre sig med hinanden for at undgå dette.

Artikel 17

Fængselsstraf som alternativt middel

Den anmodede part kan ikke pålægge fængselsstraf som alternativt

retsmiddel eller andre foranstaltninger, der begrænser en persons frihed, som

følge af en anmodning i henhold til artikel 13, såfremt den anmodende part

har anført dette i anmodningen.

Del 5

Nægtelse eller udsættelse af samarbejde

Artikel 18

Grunde til nægtelse

1. Samarbejde i henhold til dette kapitel kan nægtes, såfremt:

a. den foranstaltning, der anmodes om, ville være i strid med

grundlæggende principper i den anmodede parts retssystem, eller

b. efterkommelse af anmodningen vil kunne præjudicere den anmodede parts

suverænitet, sikkerhed, ordre public eller andre væsentlige interesser, eller

c. betydningen af den sag, som anmodningen vedrører, efter den anmodede

parts opfattelse ikke berettiger den foranstaltning, der anmodes om, eller

d. den lovovertrædelse, som anmodningen vedrører, er en politisk eller

skattemæssig lovovertrædelse, eller

e. den anmodede part finder, at iværksættelse af den foranstaltning, der

anmodes om, ville være i strid med princippet »ne bis in idem«,

eller

f. den lovovertrædelse, som anmodningen vedrører, ikke ville være ulovlig

i henhold til den anmodede parts lovgivning, såfremt den var begået inden for

dens kompetenceområde. Dog finder den begrundelse for nægtelse af samarbejde

kun anvendelse på samarbejde i henhold til Del 2, såfremt den bistand, der

anmodes om, medfører tvangsforanstaltninger.

2. Samarbejde i henhold til Del 2, for så vidt den bistand, der anmodes

om, medfører tvangsforanstaltninger, samt i henhold til dette kapitels Del 3

kan også nægtes, såfremt de foranstaltninger, der anmodes om, ikke ville

kunne træffes i henhold til den anmodede parts lovgivning med henblik på

efterforskning eller retsforfølgning, hvis det havde drejet sig om en

tilsvarende sag under dennes egen lovgivning.

3. Såfremt den anmodede parts lovgivning kræver det, kan samarbejde i

henhold til Del 2, for så vidt den bistand, der anmodes om, medfører

tvangsforanstaltninger, samt i henhold til dette kapitels Del 3 også nægtes,

såfremt de foranstaltninger, der anmodes om, eller andre foranstaltninger,

der har lignende virkninger, ikke ville være tilladt i henhold til den

anmodende parts lovgivning eller, for så vidt angår den anmodende parts

kompetente myndigheder, såfremt anmodningen ikke er bemyndiget af enten en

dommer eller anden retlig myndighed, herunder offentlige anklagere, der

beskæftiger sig med lovovertædelser.

4. Samarbejde i henhold til Del 4 kan også nægtes, såfremt:

a. konfiskation ikke i henhold til den anmodede parts lovgivning kan

bringes i anvendelse for den type lovovertrædelse, som anmodningen vedrører,

eller

b. det, uden præjudice for den i artikel 13, stk. 3, omhandlede pligt,

ville være i modstrid med principperne i den anmodede parts lovgivning

vedrørende grænserne for konfiskation for så vidt angår forholdet mellem en

lovovertrædelse og:

i. en økonomisk fordel, der kunne betegnes som udbytte af den, eller

ii. formuegoder, der kunne betegnes som redskaber, eller

c. konfiskation i henhold til den anmodede parts lovgivning ikke længere

kan kræves eller gennemføres på grund af forældelse, eller

d. anmodningen ikke vedrører en tidligere domfældelse eller en afgørelse

af retlig karakter eller en erklæring i en sådan afgørelse om, at en eller

flere lovovertrædelser er blevet begået, på grundlag af hvilken der er blevet

afsagt kendelse om eller fremsat anmodning om konfiskation, eller

e. konfiskation enten ikke kan tvangsfuldbyrdes inden for den anmodende

parts område, eller at kendelsen om konfiskation stadig kan kæres på

almindelig vis, eller

f. anmodningen vedrører en konfiskationskendelse, der er resultatet af en

kendelse afsagt in absentia, dvs. uden tilstedeværelse af den person, mod

hvem kendelsen blev afsagt, og såfremt den retssag, der blev ført af den

anmodende part, og som førte til kendelsen, efter den anmodede parts

opfattelse ikke opfyldte mindstekravene til retten til forsvar, som

anerkendes som en ret, som enhver, mod hvem der rejses sigtelse, har.

5. For så vidt angår denne artikels stk. 4 skal en kendelse ikke anses for

at være afgivet in absentia, såfremt:

a. den er blevet stadfæstet eller afsagt efter indsigelse fra den

pågældende person, eller

b. den er blevet afsagt i en appelsag, forudsat at kendelsen blev

appelleret af den pågældende person.

6. For så vidt angår denne artikels stk. 4 skal den anmodede part - ved

afgørelsen af, om mindstekravene til retten til forsvar er opfyldt - tage

hensyn til den kendsgerning, at den pågældende person med forsæt har søgt at

unddrage sig retfærdigheden, eller den kendsgerning, at den pågældende efter

at have haft mulighed for at gøre retlig indsigelse mod den in absentia

afsagte kendelse har valgt ikke at gøre dette. Det samme gælder, såfremt den

pågældende person efter behørigt at være indstævnet vælger ikke at give møde

eller anmode om en udsættelse.

7. En part kan ikke påberåbe sig bankhemmeligheden som begrundelse for at

nægte samarbejde i henhold til dette kapitel. Såfremt det kræves i henhold

til national lovgivning, kan en part kræve, at en anmodning om samarbejde,

som medfører ophævelse af bankhemmeligheden, godkendes af en dommer eller

anden retlig myndighed, herunder offentlige anklagere, der beskæftiger sig

med lovovertædelser.

8. Uden præjudice for den begrundelse for nægtelse, der er omhandlet i

denne artikels stk. 1.a.:

a. skal den kendsgerning, at den person, som efterforskningen er rettet

imod, eller som konfiskationskendelsen gælder, er en juridisk person, ikke

kunne påberåbes af den anmodede part som en hindring for at indgå samarbejde

i henhold til dette kapitel,

b. skal den kendsgerning, at den fysiske person, mod hvem en kendelse om

konfiskation af udbytte er blevet afsagt, senere er død, eller den

kendsgerning, at en juridisk person, mod hvem en kendelse om konfiskation af

udbytte er afsagt, senere er blevet opløst, ikke kunne påberåbes som en

hindring for at yde bistand i henhold til artikel 13, stk. 1.a.

Artikel 19

Udsættelse

Den anmodede part kan udsætte foranstaltninger i henhold til en anmodning,

såfremt disse foranstaltninger ville præjudicere dens myndigheders

efterforskning eller retsforfølgning.

Artikel 20

Delvis eller betinget efterkommelse

af en anmodning

Før en part nægter eller udsætter samarbejde i henhold til dette kapitel,

skal den om fornødent efter at have konsulteret den anmodende part overveje,

hvorvidt anmodningen kan efterkommes delvis eller på sådanne betingelser, som

den måtte finde nødvendige.

Del 6

Notifikation af beskyttelse af

tredjemands rettigheder

Artikel 21

Notifikation vedrørende dokumenter

1. Parterne skal yde hinanden størst mulig gensidig bistand i forbindelse

med forkyndelse af retlige dokumenter til personer, der berøres af

midlertidige foranstaltninger og konfiskation.

2. Intet i denne artikel har til hensigt at influere på:

a. muligheden for at fremsende retlige dokumenter gennem postvæsenet

direkte til personer i udlandet,

b. mulighederne for, at den oprindelige parts retspersonale, embedsmænd

eller andre kompetente myndigheder kan foretage forkyndelse af retlige

dokumenter direkte gennem denne parts konsulære myndigheder eller gennem den

modtagende parts retspersonale, embedsmænd eller andre kompetente

myndigheder,

medmindre den modtagende part afgiver en erklæring om det modsatte til

Europarådets generalsekretær på tidspunktet for undertegnelse eller ved

deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller

tiltrædelsesinstrument.

3. Ved forkyndelse af retlige dokumenter over for personer i udlandet, der

berøres af midlertidige foranstaltninger eller konfiskationskendelser, der er

afsagt inden for den afsendende parts område, skal denne part angive, hvilke

retsmidler der kan bringes i anvendelse i henhold til dens lovgivning over

for sådanne personer.

Artikel 22

Anerkendelse af udenlandske afgørelser

1. Ved behandling af en anmodning om samarbejde i henhold til Del 3 og 4

skal den anmodede part anerkende enhver retlig afgørelse truffet inden for

den anmodende parts område for så vidt angår rettigheder, der påberåbes af

tredjemand.

2. Anerkendelse kan nægtes, såfremt:

a. tredjemand ikke havde rimelig lejlighed til at gøre sine rettigheder

gældende, eller

b. afgørelsen er uforenelig med en afgørelse, der allerede er truffet

inden for den anmodede parts område, vedrørende samme sag, eller

c. den er uforenelig med den anmodede parts ordre public, eller

d. afgørelsen blev truffet i modstrid med bestemmelser vedrørende

enekompetence fastsat i den anmodede parts lovgivning.

Del 7

Proceduremæssige og andre generelle regler

Artikel 23

Central myndighed

1. Parterne skal udpege en central myndighed eller om nødvendigt flere

centrale myndigheder, der skal være ansvarlige for at afsende og besvare

anmodninger, der rejses i henhold til dette kapitel, efterkommelse af sådanne

anmodninger eller videregivelse af dem til de myndigheder, der har kompetence

til at efterkomme dem.

2. Enhver part skal på tidspunktet for undertegnelse eller ved

deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller

tiltrædelsesinstrument give Europarådets generalsekretær meddelelse om navn

og adresse på de myndigheder, der udpeges i medfør af denne artikel.

Artikel 24

Direkte kommunikation

1. De centrale myndigheder skal kommunikere direkte med hinanden.

2. I hastende tilfælde kan anmodninger eller meddelelser i henhold til

dette kapitel sendes direkte af den anmodende parts retlige myndigheder,

herunder offentlige anklagere, til den anmodede parts tilsvarende

myndigheder. I sådanne tilfælde skal der samtidig sendes en kopi til den

anmodede parts centrale myndighed gennem den anmodende parts centrale

myndighed.

3. Enhver anmodning eller meddelelse i henhold til denne artikels stk. 1

eller 2 kan ske gennem International Criminal Police Organisation (Interpol).

4. Såfremt en anmodning afgives i medfør af denne artikels stk. 2, og

myndigheden ikke har kompetence til at behandle anmodningen, skal den henvise

anmodningen til den kompetente nationale myndighed og straks informere den

anmodende part om, at den har gjort dette.

5. Anmodninger eller meddelelser i henhold til dette kapitels Del 2, som

ikke medfører tvangsforanstaltninger, kan fremsendes direkte af den anmodende

parts kompetente myndigheder til den anmodede parts kompetente myndigheder.

Artikel 25

Formaliteter og sprog i forbindelse med anmodninger

1. Alle anmodninger i henhold til dette kapitel skal være skriftlige.

Moderne telekommunikationsmidler som f.eks. telefax kan benyttes.

2. Med forbehold af bestemmelserne i denne artikels stk. 3 kan der ikke

kræves oversættelser af anmodninger eller støttedokumenter.

3. Enhver part kan - på tidspunktet for undertegnelse eller ved

deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller

tiltrædelsesinstrument - over for Europarådets generalsekretær afgive en

erklæring om, at den forbeholder sig ret til at kræve, at anmodninger rettet

til den og dokumenter til støtte for en sådan anmodning ledsages af en

oversættelse til dens eget sprog eller til et af Europarådets officielle

sprog eller til et af disse sprog, som parten måtte angive. Den kan ved denne

lejlighed erklære sig rede til at acceptere oversættelse til ethvert andet

sprog, som den måtte angive. De øvrige parter kan anvende

reciprocitetsreglen.

Artikel 26

Legalisering

Dokumenter, der fremsendes i forbindelse med gennemførelsen af dette

kapitel, skal være fritaget for alle legaliseringsformaliteter.

Artikel 27

Anmodningens indhold

1. Enhver anmodning om samarbejde i henhold til dette kapitel skal

specificere:

a. den myndighed, der retter forespørgslen, og den myndighed, der står for

efterforskningen eller retsforfølgningen,

b. genstand og begrundelse for anmodningen,

c. de forhold, herunder relevante kendsgerninger (som. f.eks. dato og sted

for samt nærmere omstændigheder i forbindelse med lovovertrædelsen), som

efterforskningen eller retsforfølgningen har relation til, undtagen i

tilfælde af en anmodning om notifikation,

d. for så vidt anmodningen medfører tvangsforanstaltninger:

i. teksten til lovbestemmelserne eller, såfremt dette ikke er muligt, en

redegørelse vedrørende de retsregler, der finder anvendelse, og

ii. en angivelse af, at den foranstaltning, der anmodes om, eller

eventuelle andre foranstaltninger, der har samme følgevirkninger, kan træffes

inden for den anmodende parts område i henhold til dens egen lovgivning,

e. hvor det er nødvendigt og i det omfang, at det er muligt:

i. detaljerede oplysninger vedrørende den eller de berørte personer,

herunder navn, fødselsdato og -sted, nationalitet og opholdssted og, såfremt

det drejer sig om en juridisk person, hjemstedet, og

ii. de formuegoder, i relation til hvilke der anmodes om samarbejde, hvor

de befinder sig, deres tilknytning til den eller de berørte personer,

eventuel tilknytning til lovovertrædelsen samt eventuelle andre til rådighed

værende oplysninger om andre personers rettigheder over formuegoderne, og

f. en eventuel særlig procedure, som den anmodende part ønsker fulgt.

2. En anmodning om foreløbige foranstaltninger i henhold til Del 3 i

relation til beslaglæggelse af formuegoder, der kan gøres til genstand for

realisering i medfør af en konfiskationskendelse, der består i et krav om at

betale et pengebeløb, skal også angive det maksimumbeløb, som søges inddrevet

på grundlag af de pågældende formuegoder.

3. Udover de i stk. 1 anførte angivelser skal enhver anmodning i henhold

til Del 4 indeholde:

a. i tilfælde af artikel 13, stk. 1.a:

i. en bekræftet genpart af konfiskationskendelsen afsagt af en domstol

inden for den anmodende parts område og en erklæring vedrørende grundlaget

for afsigelsen af kendelsen, såfremt disse grunde ikke er angivet i selve

kendelsen,

ii. en attestation fra den anmodende parts kompetente myndighed om, at

konfiskationskendelsen kan tvangsfuldbyrdes, og at den ikke på sædvanlig måde

kan appelleres,

iii. oplysning om, i hvilket omfang der anmodes om tvangsfuldbyrdelse af

kendelsen, samt

iv. oplysninger om nødvendigheden af at træffe foreløbige

foranstaltninger.

b. i tilfælde af artikel 13, stk. 1.b, en redegørelse for de

kendsgerninger, som den anmodende part påberåber sig, og som er

tilstrækkelige til at sætte den anmodede part i stand til at anmode om en

sådan kendelse i henhold til dens nationale lovgivning,

c. såfremt tredjemand har haft lejlighed til at gøre krav gældende,

dokumentation for, at dette har været tilfældet.

Artikel 28

Mangelfulde anmodninger

Såfremt en anmodning ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i dette

kapitel, eller de afgivne oplysninger ikke er tilstrækkelige til at gøre det

muligt for den anmodede part at behandle anmodningen, kan denne part bede den

anmodende part om at ændre anmodningen eller at supplere den med yderligere

oplysninger.

2. Den anmodede part kan fastsætte en tidsfrist for modtagelse af sådanne

ændringer eller oplysninger.

3. Medens den afventer de krævede ændringer eller oplysninger i relation

til en anmodning i henhold til dette kapitels Del 4, kan den anmodede part

træffe enhver af de i dette kapitels Del 2 eller 3 omhandlede

foranstaltninger.

Artikel 29

Flere anmodninger

1. Såfremt den anmodede part modtager mere end en anmodning i henhold til

dette kapitels Del 3 eller 4 vedrørende den samme person eller de samme

formuegoder, skal eksistensen af flere anmodninger ikke forhindre, at den

anmodede part behandler disse anmodninger og herunder træffer foreløbige

foranstaltninger.

2. I tilfælde af flere anmodninger i henhold til dette kapitels Del 4 skal

den anmodede part overveje at konsultere de anmodende parter.

Artikel 30

Pligt til at give begrundelser

Den anmodede part skal begrunde enhver beslutning om at nægte, udsætte

eller fastsætte betingelser for samarbejde i henhold til dette kapitel.

Artikel 31

Oplysning

1. Den anmodede part skal straks oplyse den anmodende part om:

a. foranstaltninger, der iværksættes i medfør af en anmodning i henhold

til dette kapitel,

b. slutresultatet af foranstaltninger, der gennemføres på grundlag af

anmodningen,

c. en afgørelse om at nægte eller udsætte samarbejde i henhold til dette

kapitel eller om helt eller delvis at fastsætte betingelser for et sådant

samarbejde,

d. eventuelle omstændigheder, som gør det umuligt at gennemføre den

foranstaltning, der anmodes om, eller som vil kunne forsinke den væsentligt,

og

e. i tilfælde af foreløbige foranstaltninger, der træffes i medfør af en

anmodning i henhold til dette kapitels Del 2 eller 3, sådanne bestemmelser i

henhold til dens nationale lovgivning, som automatisk ville medføre ophævelse

af den foreløbige foranstaltning.

2. Den anmodende part skal straks oplyse den anmodede part om:

a. en ny kendelse eller andre omstændigheder, som medfører, at

konfiskationskendelsen ophører helt eller delvis med at kunne

tvangsfuldbyrdes, og

b. enhver udvikling af faktuel eller juridisk art, som gør, at en

foranstaltning i henhold til dette kapitel ikke længere er berettiget.

3. Såfremt en part på grundlag af samme konfiskationskendelse anmoder om

konfiskation inden for mere end en parts område, skal den oplyse alle parter,

der er berørt af en tvangsfuldbyrdelse af kendelsen, om anmodningen.

Artikel 32

Restriktioner vedrørende anvendelse

1. Den anmodede part kan gøre efterkommelse af en anmodning betinget af,

at de indhentede oplysninger eller beviser ikke uden dens forudgående

samtykke anvendes eller overdrages af den anmodende parts kompetente

myndigheder til brug for anden efterforskning eller retsforfølgning end den,

der er anført i anmodningen.

2. Enhver part kan - på tidspunktet for undertegnelse eller ved

deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller

tiltrædelsesinstrument - ved en erklæring stilet til Europarådets

generalsekretær erklære, at oplysninger eller beviser, som den fremskaffer i

henhold til dette kapitel, ikke uden dens forudgående samtykke må anvendes

eller overdrages af den anmodende parts kompetente myndigheder til brug for

anden efterforskning eller retsforfølgning end den, der er anført i

anmodningen.

Artikel 33

Fortrolighed

1. Den anmodende part kan kræve, at den anmodede part skal behandle

kendsgerninger i forbindelse med og indholdet af en anmodning fortroligt

bortset fra i det omfang, det er nødvendigt for at efterkomme anmodningen.

Såfremt den anmodede part ikke kan opfylde kravet om fortrolighed, skal den

straks oplyse den anmodende part herom.

2. Den anmodende part skal, såfremt det ikke er i strid med principperne i

dens nationale lovgivning, og såfremt den bliver anmodet herom, behandle

beviser og oplysninger, som tilvejebringes af den anmodede part, fortroligt

bortset fra i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til den efterforskning

eller retsforfølgning, der er beskrevet i anmodningen.

3. Med forbehold af bestemmelserne i dens nationale lovgivning skal en

part, der har modtaget uanmodede oplysninger i henhold til artikel 10,

overholde eventuelle krav om fortrolighed, som måtte rejses af den part, der

afgiver disse oplysninger. Såfremt den anden part ikke kan efterkomme et

sådant krav, skal den straks oplyse den part, der fremsender oplysningerne,

herom.

Artikel 34

Omkostninger

De almindelige omkostninger i forbindelse med at efterkomme en anmodning

skal afholdes af den anmodede part. Såfremt efterkommelse af en anmodning

kræver omkostninger af betydeligt omfang eller ekstraordinær karakter, skal

parterne konsultere hinanden med henblik på at aftale vilkårene for

efterkommelse af anmodnigen, og hvorledes omkostningerne skal afholdes.

Artikel 35

Erstatning

1. Når der af en person er rejst sag om erstatningspligt som følge af en

handling eller undladelse i forbindelse med samarbejde i henhold til dette

kapitel, skal de berørte parter overveje at konsultere hinanden med henblik

på, hvor det er hensigtsmæssigt, at afgøre fordelingen af den erstatning, der

eventuelt skal betales.

2. En part, der er blevet involveret i en erstatningssag, skal bestæbe sig

på at informere den anden part om en sådan retssag, såfremt denne part kunne

have en interesse i sagen.

KAPITEL IV

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 36

Undertegnelse og ikrafttræden

1. Denne konvention skal være åben for undertegnelse af alle Europrådets

medlemsstater samt ikke-medlemsstater, der har deltaget i dens udarbejdelse.

Disse stater kan udtrykke deres samtykke til at være bundet af den:

a. ved undertegnelse uden forbehold for så vidt angår ratifikation eller

godkendelse, eller

b. ved undertegnelse med forbehold for ratifikation eller godkendelse

efterfulgt af ratifikation eller godkendelse.

2. Ratifikations- eller godkendelsesinstrumenter skal deponeres hos

Europarådets generalsekretær.

3. Denne konvention træder i kraft den første dag i den måned, der følger

efter udløbet af en periode på tre måneder efter den dato, hvor tre stater,

hvoraf mindst to er medlemmer af Europarådet, har udtrykt deres samtykke til

at være bundet af konventionen i overensstemmelse med bestemmelserne i stk.

1.

4. For så vidt angår enhver undertegnende stat, der efterfølgende

udtrykker samtykke til at være bundet af den, træder konventionen i kraft den

første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder

efter datoen for dens tilkendegivelse af at ville være bundet af konventionen

i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 1.

Artikel 37

Tiltrædelse af konventionen

1. Efter denne konventions ikrafttræden kan Europarådets Ministerkomite

efter at have konsulteret de kontraherende parter opfordre enhver stat, der

ikke er medlem af Europarådet, og som ikke har deltaget i dens udarbejdelse,

til at tiltræde konventionen ved beslutning truffet med det flertal, der er

fastsat i artikel 20.d i Europarådets statut, og med enstemmighed blandt

repræsentanterne for de kontraherende stater, der er berettiget til at sidde

i komiteen.

2. For så vidt angår tiltrædende stater træder konventionen i kraft den

første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder

efter deponeringen af tiltrædelsesinstrumentet hos Europarådets

generalsekretær.

Artikel 38

Territorialt anvendelsesområde

1. Enhver stat kan - på tidspunktet for undertegnelse eller ved

deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller

tiltrædelsesinstrument - angive, inden for hvilket område eller hvilke

områder denne konvention skal finde anvendelse.

2. Enhver stat kan på et senere tidspunkt ved erklæring til Europarådets

generalsekretær udvide anvendelsen af denne konvention til ethvert andet

område, der er angivet i erklæringen. For så vidt angår et sådant område

træder konventionen i kraft den første dag i den måned, der følger efter

udløbet af en periode på tre måneder efter datoen for generalsekretærens

modtagelse af en sådan erklæring.

3. Enhver erklæring, der afgives i henhold til ovenstående to stykker, kan

for så vidt angår ethvert område, der er anført i en sådan erklæring,

tilbagetrækkes ved notifikation stilet til generalsekretæren.

Tilbagetrækningen træder i kraft den første dag i den måned, der følger efter

udløbet af en periode på tre måneder fra datoen for generalsekretærens

modtagelse af en sådan notifkation.

Artikel 39

Forholdet til andre konventioner og aftaler

1. Denne konvention berører ikke rettigheder og forpligtelser, der følger

af internationale, multilaterale konventioner vedrørende særlige forhold.

2. Parterne til denne konvention kan indgå bilaterale eller multilaterale

aftaler med hinanden vedrørende de forhold, der er omhandlet i denne

konvention, med henblik på at supplere eller bestyrke dens bestemmelser eller

fremme gennemførelsen af de principper, som den indeholder.

3. Såfremt to eller flere parter allerede har indgået en aftale eller

traktat for så vidt angår et spørgsmål, der er omhandlet i denne konvention,

eller på anden måde har etableret indbyrdes relationer for så vidt angår

dette spørgsmål, er de berettiget til at lade denne aftale eller traktat

finde anvendelse - eller lade regulere på samme måde - i stedet for denne

konvention, såfremt det fremmer internationalt samarbejde.

Artikel 40

Forbehold

1. En stat kan - på tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen

af sit ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument - erklære,

at den vil benytte sig af en eller flere af de forbehold, der nævnes i

artikel 2, stk. 2, artikel 6, stk. 4, artikel 14, stk. 3, artikel 21, stk. 2,

artikel 25, stk. 3, og artikel 32, stk. 2. Der kan ikke tages andre

forbehold.

2. Enhver stat, der har taget forbehold i henhold til ovenstående stykke,

kan helt eller delvis tilbagetrække et sådant forbehold ved notifikation

stilet til Europarådets generalsekretær. Tilbagetrækkelsen træder i kraft på

datoen for generalsekretærens modtagelse af en sådan notifikation.

3. En part, der har taget forbehold for så vidt angår en bestemmelse i

denne konvention, kan ikke kræve, at en anden part bringer denne bestemmelse

i anvendelse. Den kan dog, såfremt dens forbehold er delvis eller betinget,

kræve, at bestemmelsen bringes i anvendelse i det omfang, den selv har

accepteret den.

Artikel 41

Ændringer

1. Ændringer til denne konvention kan foreslås af enhver part, og

Europarådets generalsekretær skal give underretning herom til Europarådets

medlemsstater og til enhver ikke-medlemsstat, som har tiltrådt eller er

blevet opfordret til at tiltræde denne konvention i overensstemmelse med

bestemmelserne i artikel 37.

2. Der skal gives underretning til European Committee on Crime Problems

(Europarådets Strafferetskomite) om enhver ændring, der foreslås af en part,

og denne komite skal forelægge Ministerkomiteen en udtalelse om den

foreslåede ændring.

3. Ministerkomiteen skal behandle den foreslåede ændring og den udtalelse,

der er afgivet af European Committee on Crime Problems, og kan vedtage

ændringen.

4. Teksten til enhver ændring, der vedtages af Ministerkomiteen i

overensstemmelse med denne artikels stk. 3, skal fremsendes til parterne til

godkendelse.

5. Enhver ændring, der vedtages i overensstemmelse med denne artikels stk.

3, træder i kraft den tredivte dag efter, at alle parter har underrettet

generalsekretæren om deres godkendelse deraf.

Artikel 42

Afgørelse af tvister

1. Europarådets European Committee on Crime Problems skal holdes

underrettet om fortolkning og anvendelse af dennne konvention.

2. I tilfælde af tvist mellem parter for så vidt angår fortolkning eller

anvendelse af denne konvention skal de forsøge at afgøre tvisten ved

forhandling eller andre fredelige midler efter eget valg, herunder

indbringelse af tvisten for European Committee on Crime Problems, for en

voldgiftsinstans, hvis afgørelse skal være bindende for parterne, eller for

Den Internationale Domstol, efter aftale mellem de berørte parter.

Artikel 43

Opsigelse

1. Enhver part kan på ethvert tidspunkt opsige denne konvention ved

notifikation stilet til Europarådets generalsekretær.

2. En sådan opsigelse træder i kraft den første dag i den måned, der

følger efter udløbet af en periode på tre måneder efter datoen for

generalsekretærens modtagelse af notifikationen.

3. Denne konvention skal imidlertid fortsat finde anvendelse på

tvangsfuldbyrdelse i henhold til artikel 14 af konfiskation, som der er

anmodet om i overensstemmelse med bestemmelserne i denne konvention før

datoen for opsigelsens ikrafttræden.

Artikel 43

Notifikationer

Europarådets generalsekretær skal notificere Europarådets medlemsstater og

enhver stat, der har tiltrådt denne konvention, om:

a. undertegning,

b. deponering af ratifikations-, godkendelses- eller

tiltrædelsesinstrumenter,

c. datoen for denne konventions ikrafttræden i overensstemmelse med

artikel 36 og 37,

d. forbehold taget i medfør af artikel 40, stk. 1,

e. enhver anden handling, notifikation eller meddelelse vedrørende denne

konvention.

Parterne har - efter behørigt at være bemyndiget hertil - undertegnet

denne konvention.

Udfærdiget i Strasbourg den 8. november 1990 på engelsk og fransk, idet

begge tekster skal have samme gyldighed, i et enkelt eksemplar, der deponeres

i Europarådets arkiver. Europarådets generalsekretær fremsender bekræftede

genparter heraf til Europarådets medlemsstater, til de ikke-medlemsstater,

der har deltaget i udarbejdelsen af denne konvention, samt til de

medlemsstater, der er blevet opfordret til at tiltræde den.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I lov nr. 249 af 9. juni 1967 om udlevering af lovovertrædere foretages

følgende ændringer:

1. I § 11, stk. 1, indsættes efter »kun«: »,

jf. dog kapitel 3 a,».

2. I § 13 ændres »retsplejelovens kapitler 68, 69, 71

og 72,» til: »retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse, kapitel 70

om varetægtsfængsling, kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning

og kapitel 75 b om beslaglæggelse,».

3. I § 17, stk. 3, ændres »retsplejelovens kapitler 71

og 72« til: »retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70

om varetægtsfængsling«.

4. Efter § 18 indsættes:

»Kapitel 3 a.

Forenklet behandling af sager om udlevering.

§ 18 a. Udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union kan

ske på grundlag af en eftersøgning efter reglerne i dette kapitel.

Stk. 2. Eftersøgningen skal indeholde oplysning om den eftersøgtes

identitet, tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de

anvendelige straffebestemmelser samt den beslutning om anholdelse eller

fængsling eller den dom, der danner grundlag for eftersøgningen med henblik

på udlevering.

§ 18 b. Efter modtagelsen af en eftersøgning iværksætter politiet

uden ophold den undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om

betingelserne for udlevering er opfyldt. For denne undersøgelse gælder

bestemmelserne i retsplejelovens 4. bog med de fornødne lempelser.

Stk. 2. §§ 13-14 finder tilsvarende anvendelse. Foranstaltninger,

der er truffet efter § 13, skal ophæves, såfremt anmodning om udlevering, jf.

§ 11, ikke er modtaget senest 30 dage efter anholdelsen. I særlige tilfælde

kan retten dog forlænge denne frist.

§ 18 c. Udlevering på grundlag af en eftersøgning kan kun ske,

hvis den, der begæres udleveret, i et retsmøde meddeler samtykke til

udlevering. Meddeler den pågældende ikke samtykke, behandles sagen efter

reglerne i kapitel 3. Den pågældende kan endvidere meddele samtykke til at

blive draget til ansvar og blive udleveret videre til en tredje medlemsstat

for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der sker

udlevering for. Retten vejleder den pågældende om følgerne af samtykke efter

denne bestemmelse.

Stk. 2. Er der meddelt samtykke efter stk. 1, 1. pkt., forelægges

spørgsmålet om udlevering justitsministeren til afgørelse. Finder

justitsministeren, at betingelserne for udlevering utvivlsomt er opfyldt, kan

udlevering iværksættes af politiet.

§ 18 d. For at sikre udleveringens gennemførelse kan de i

retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling

omtalte retsmidler anvendes. Fængsling, som er sket i medfør af denne

bestemmelse, skal ophæves, hvis udlevering ikke har fundet sted inden 20 dage

efter justitsministerens beslutning om udlevering. I særlige tilfælde kan

retten dog forlænge denne frist. § 18 finder tilsvarende anvendelse.«

5. I § 19, stk. 1, ændres »retsplejelovens kapitler

68, 69, 71 og 72,» til: »retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse,

kapitel 70 om varetægtsfængsling, kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om

ransagning og kapitel 75 b om beslaglæggelse,».

§ 2

I lov nr. 323 af 4. juni 1986 om international fuldbyrdelse af straf m.v.

foretages følgende ændringer:

1. Efter § 5 indsættes:

»Kapitel 3 a

FN-konventionen imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope

stoffer og den europæiske konvention om hvidvaskning, efterforskning samt

beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold

§ 5 a. Afgørelser om konfiskation, som er omfattet af

FN-konventionen imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer eller

den europæiske konvention om hvidvaskning, efterforskning samt beslaglæggelse

og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold, jf. bilag 3 og 4 til denne

lov, kan fuldbyrdes efter reglerne i kapitel 3, når konventionens betingelser

er opfyldt.«

2. Overskriften til kapitel 4 affattes således:

»Fælles regler om behandlingen af sager om fuldbyrdelse af

udenlandske afgørelser i Danmark efter kapitel 2-3 a«.

3. I § 10, stk. 1, og § 12, stk. 2, ændres

»3« til: »3 a«.

§ 3

I lov nr. 214 af 31. maj 1963 om samarbejde med Finland, Island, Norge og

Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. som ændret ved lov nr. 322 af 4.

juni 1986 foretages følgende ændringer:

1. I § 7 indsættes efter »betinget dom«:

»eller dom til samfundstjeneste«.

2. I § 8, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »betingede

dom«: »eller i dommen til samfundstjeneste«.

3. I § 8, stk. 2, indsættes efter »en betinget

dom«: »eller en dom til samfundstjeneste.«.

4. § 9 affattes således:

» § 9. Såfremt en person, der i Finland, Island, Norge eller

Sverige er idømt en betinget dom eller en dom til samfundstjeneste, her i

landet dømmes for strafbart forhold, kan retten, selv om der ikke er anordnet

tilsyn efter § 7, i overensstemmelse med straffelovens regler om betingede

domme træffe afgørelse om, at der skal fastsættes ubetinget straf for

forhold, der er omfattet af den betingede dom eller af dommen til

samfundstjeneste.«

5. I § 11, stk. 2, indsættes efter »borgerlig

straffelovs § 60«: »eller § 66«.

§ 4

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 905 af 10. november 1992

som senest ændret ved § 34 i lov nr. 387 af 14. juni 1994, § 1 i lov nr. 389

af 14. juni 1995, lov nr. 390 og 393 af 14. juni 1995 samt § 4 i lov nr. 427

af 14. juni 1995, foretages følgende ændringer:

Efter § 190 indsættes:

» § 191. En person, der er frihedsberøvet i udlandet, og som

har meddelt samtykke hertil, kan overføres til Danmark for i en straffesag at

afgive forklaring eller medvirke ved konfrontation. Den pågældende skal under

overførslen være frihedsberøvet og skal tilbageføres til den fremmede stat,

uanset om den pågældende senere tilbagekalder sit samtykke til overførslen.

Stk. 2. Afgørelse om frihedsberøvelse træffes af retten efter

anmodning fra politiet. Retten påser, at den pågældende har meddelt samtykke

til midlertidig overførsel som nævnt i stk. 1. For frihedsberøvelsen

fastsættes en frist, der kan forlænges. Rettens afgørelse træffes ved

kendelse, der ikke kan kæres.

Stk. 3. Den pågældende må under opholdet her i landet ikke drages

til ansvar eller udleveres videre til tredjeland for nogen strafbar handling

begået før overførslen her til landet.

Stk. 4. Under frihedsberøvelsen er den pågældende alene undergivet

de indskrænkninger, som er nødvendige til sikring af frihedsberøvelsens

øjemed og opretholdelse af orden og sikkerhed på anbringelsesstedet.

Anbringelse kan ske i arresthus, jf. retsplejelovens § 770, stk. 2.

Stk. 5. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om

behandlingen af personer, der er frihedsberøvet i medfør af stk. 1.«

§ 5

Stk. 1. § 1 og § 2 træder i kraft den 1. august 1996. § 3 og § 4

træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. § 1 har virkning for sager om udlevering, hvori der ved

lovens ikrafttræden ikke er truffet afgørelse af justitsministeren.

Stk. 3. § 2 finder kun anvendelse på afgørelser, der er truffet

efter, at FN-konventionen imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope

stoffer eller den europæiske konvention om hvidvaskning, efterforskning samt

beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold er trådt i

kraft mellem Danmark og vedkommende fremmede stat. Justitsministeren kan dog

på grundlag af overenskomst med vedkommende stat bestemme, at bestemmelserne

også skal anvendes på afgørelser, der er truffet tidligere.

§ 6

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. §§ 1-3 kan dog ved kongelig

anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de

afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Formål

1.1. Udlevering af lovovertrædere

Samarbejdet i Den Europæiske Union om udlevering af lovovertrædere sker på

grundlag af Den Europæiske Konvention af 13. december 1957 om udlevering af

lovovertrædere (1957-konventionen), jf. bekendtgørelse nr. 36 af 28.

september 1963, med tilhørende tillægsprotokoller. Foruden medlemsstaterne i

Den Europæiske Union har de fleste af de europæiske lande - herunder de

østeuropæiske lande og Tyrkiet - tiltrådt denne konvention.

I lyset af de stadig mere åbne grænser, det tiltagende antal

lovovertrædelser med internationale aspekter og det tætte samarbejde på det

retlige og politimæssige område mellem EU-medlemsstaterne bliver de

forholdsvis formelle betingelser og procedurer for udlevering mellem

medlemsstaterne opfattet som et stigende praktisk problem.

På denne baggrund blev der i efteråret 1993 iværksat en undersøgelse af,

om det i forhold til 1957-konventionen ville været muligt dels at lempe

betingelserne for udlevering, dels at forenkle de eksisterende

udleveringsprocedurer mellem EU-medlemsstaterne. Efter en bred drøftelse af

disse spørgsmål blev arbejdet med forenkling af udleveringsprocedurerne

færdiggjort, mens arbejdet med lempelse af betingelserne for udlevering blev

udskudt til senere. Rådet besluttede herefter ved en retsakt af 10. marts

1995 at anbefale medlemsstaterne at gennemføre Konventionen, udarbejdet på

grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union, om forenklet

udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union.

Ved lovforslagets § 1 gennemføres de ændringer i loven om udlevering af

lovovertrædere (udleveringsloven), der er nødvendige for, at man i Danmark

kan anvende den forenklede udleveringsprocedure, der følger af konventionens

bestemmelser.

En nærmere gennemgang af konventionen og de ændringer, som den giver

anledning til, findes nedenfor under pkt. 2 i de almindelige bemærkninger.

1.2. Fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser om konfiskation

m.v.

Om international fuldbyrdelse af konfiskationsafgørelser findes regler i

Den Europæiske Konvention af 28. maj 1970 om straffedommes internationale

retsvirkninger (retsvirkningskonventionen), der er gennemført i dansk ret ved

lov nr. 522 af 23. december 1970 om fuldbyrdelse af europæiske straffedomme.

Retsvirkningskonventionen har i praksis ikke kunnet indfri de forventninger,

som man bl.a. fra dansk side havde, da den blev åbnet for undertegnelse. Det

skyldes navnlig, at konventionen foruden af Danmark kun er tiltrådt af ganske

få lande.

Bl.a. på denne baggrund blev der på det europæiske justitsministermøde i

Oslo i 1986 vedtaget en resolution om at anbefale Europarådets

strafferetskomite (CDPC) at undersøge mulighederne for at skabe

internationale normer med henblik på et effektivt internationalt samarbejde

om efterforskning, beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra

narkotikakriminalitet. CDPC nedsatte en ekspertkomite om internationalt

samarbejde med hensyn til efterforskning, beslaglæggelse og konfiskation af

udbyttet fra strafbart forhold. Resultatet af ekspertkomiteens arbejde forelå

i juni 1990, hvor et udkast til Konvention om hvidvaskning, efterforskning

samt beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold

(hvidvaskkonventionen) blev godkendt af CDPC. Konventionen blev åbnet for

undertegnelse den 8. november samme år og er undertegnet af bl.a. Danmark.

Ved lovforslagets § 2 gennemføres de ændringer i loven om international

fuldbyrdelse af straf m.v., der er nødvendige for, at afgørelser om

konfiskation efter anmodning i henhold til hvidvaskkonventionen kan

fuldbyrdes i Danmark.

Endvidere gennemføres en udvidelse af loven om international fuldbyrdelse

af straf m.v., således at den også omfatter fuldbyrdelse af afgørelser om

konfiskation, der er fremsat i henhold til FN-konventionen af 20. december

1988 imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer

(FN-konventionen). Denne konvention er ratificeret af Danmark i henhold til

kongelig resolution af 3. december 1991, jf. bekendtgørelse nr. 50 af 17.

juni 1993.

De foreslåede ændringer gennemgås nærmere nedenfor under pkt. 3 i de

almindelige bemærkninger.

1.3. Fuldbyrdelse af nordiske afgørelser om

samfundstjeneste

Lovforslagets § 3 har til formål at sikre, at nordiske afgørelser om

samfundstjeneste kan fuldbyrdes i de nordiske lande i lighed med domme til

frihedsstraf, bøder m.v., jf. lov nr. 214 af 31. maj 1963 om samarbejde med

Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. som

ændret ved lov nr. 322 af 4. juni 1986. Der henvises herom til pkt. 4

nedenfor.

1.4. Overførsel af vidner, der er frihedsberøvet i

udlandet

Ved Østre Landsrets kendelse af 21. september 1994 blev det fastslået, at

der ikke er hjemmel til at frihedsberøve en i udlandet frihedsberøvet person,

der midlertidigt overføres til Danmark med henblik på at afgive

vidneforklaring i en verserende straffesag. Ved lovforslagets § 4

tilvejebringes fornøden hjemmel til frihedsberøvelse i sådanne tilfælde, jf.

herom nedenfor under pkt. 5 i de almindelige bemærkninger.

2. Udlevering af lovovertrædere

2.1. Gældende ret

2.1.1. Efter udleveringslovens § 1, stk. 1, kan den, der i

udlandet er sigtet, tiltalt eller dømt for en strafbar handling, udleveres

fra Danmark til udlandet efter lovens regler. Loven omfatter dog ikke

udlevering fra Danmark til et af de nordiske lande, jf. § 1, stk. 2. Sådan

udlevering sker efter bestemmelserne i lov nr. 27 af 3. februar 1960 som

ændret ved lov nr. 251 af 12. juni 1975 om udlevering af lovovertrædere til

Finland, Island, Norge og Sverige.

2.1.2. Betingelserne for udlevering er fastsat i udleveringslovens

kapitel 2. Blandt betingelserne indgår efter udleveringslovens § 10, at

udlevering som udgangspunkt kun kan ske på vilkår, at den udleverede ikke

drages til ansvar eller udleveres videre til tredjeland for nogen anden

strafbar handling, begået før udleveringen, end den, den pågældende er

udleveret for (specialitetsreglen). Efter udleveringslovens § 20, jf. § 10,

nr. 1, litra a, kan justitsministeren dog efter anmodning meddele tilladelse

hertil, såfremt udlevering for den pågældende handling kunne have fundet sted

efter udleveringslovens bestemmelser. I § 10, nr. 1, litra b-c, er fastsat

nogle supplerende bestemmelser, hvorefter immuniteten i visse tilfælde også

kan ophæves ved den udleveredes egne handlinger.

Efter den bestående ordning kan den udleverede ikke selv give afkald på

anvendelse af specialitetsreglen. Udleveringsloven svarer på dette punkt til

ordningen efter den europæiske udleveringskonvention, jf. art. 14 og 15.

Efter den nordiske ordning gjaldt derimod tidligere, at den udleverede i et

retsmøde kunne give afkald på specialitetsreglen i forhold til det begærende

land, jf. lov nr. 27 af 3. februar 1960, § 6, stk. 1, nr. 1, litra b. Den

nugældende ordning er endnu mere vidtgående, idet den indebærer, at det

nordiske land, der har begæret en person udleveret, som hovedregel kan

medinddrage andre forhold, der er begået før udleveringen, uden at indhente

samtykke hverken fra den udleverede eller det land, hvorfra udleveringen er

sket, jf. § 6 i lov nr. 251 af 12. juni 1975. Også efter den nordiske ordning

gælder imidlertid fortsat et forbud mod videreudlevering til tredjeland uden

justitsministerens tilladelse for nogen før udleveringen begået strafbar

handling, jf. lovens § 6, nr. 1.

2.1.3. I udleveringslovens kapitel 3 er fastsat regler om

behandlingen af sager om udlevering. Efter § 11 kan udlevering kun ske efter

en anmodning, der indeholder oplysninger om tid og sted for den strafbare

handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser. Med

anmodningen skal efter bestemmelsens stk. 2 følge udskrift af den beslutning

om anholdelse eller fængsling eller af den dom, der danner grundlag for

anmodningen. Sammen med § 12 indebærer udleveringslovens § 11, at der ikke

kan indledes en nærmere undersøgelse af en udleveringsbegæring, før den i

henhold til § 11, stk. 2, nødvendige dokumentation foreligger. Efter

udleveringslovens § 19 kan der efter omstændighederne i stedet foretages

beslaglæggelse, ransagning, anholdelse og fængsling, såfremt den berørte

person er efterlyst af myndighederne i den begærende stat som sigtet, tiltalt

eller dømt for en strafbar handling, der må antages at kunne begrunde

udlevering efter udleveringsloven. De nævnte foranstaltninger skal imidlertid

som udgangspunkt ophæves, såfremt anmodning om udlevering, jf. § 11, ikke er

modtaget senest 30 dage efter anholdelsen. Udleveringslovens ordning svarer i

det væsentlige til reglerne i Den Europæiske Udleveringskonvention, jf.

konventionens art. 12-13 og 16.

Den nordiske udleveringslov giver med henblik på en hurtig behandling af

udleveringssager mulighed for, at politiet kan træffe bestemmelse om

udlevering, når den pågældende i et retsmøde har meddelt samtykke til

udlevering, og det er utvivlsomt, at udleveringsbetingelserne er opfyldt.

Udleveringssagen behandles i så fald som udgangspunkt alene på grundlag af en

begæring, der indeholder oplysning om tid og sted for den strafbare handling,

dennes beskaffenhed, de anvendelige straffebestemmelser, nationalitet og - om

muligt - opholdssted for den, der begæres udleveret, samt sådanne

oplysninger, som i øvrigt er nødvendige til bestemmelse af den pågældendes

identitet, jf. lovens §§ 8 og 13.

En lignende ordning kendes ikke i udleveringsloven. Efter denne lovs § 15,

stk. 1, forelægges spørgsmålet om udlevering efter afslutningen af den

undersøgelse, der er iværksat efter § 12 på grundlag af en formel

udleveringsbegæring efter § 11, for justitsministeren. Et eventuelt samtykke

fra den pågældende til udlevering vil alene indebære et afkald på adgangen

til at indbringe spørgsmålet om udleveringens lovlighed for domstolene og

dermed en fremskyndelse af det tidspunkt, hvor udleveringen herefter kan

iværksættes, jf. lovens §§ 16 og 17.

2.2. Konventionen om forenklet udleveringsprocedure mellem

medlemsstaterne i Den Europæiske Union

2.2.1. Formålet med Konventionen, udarbejdet på grundlag af

artikel K.3 i Traktaten om Den Europæiske Union, om forenklet

udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union

(konventionen om en forenklet udleveringsprocedure) er at supplere og

forenkle procedurerne i Den Europæiske Udleveringskonvention af 13. december

1957. Tanken er at anvende en forenklet procedure i det omfang, den person,

der begæres udleveret, samtykker i udleveringen. Forenklingen sker i form af

mere direkte kontakt mellem de berørte staters kompetente myndigheder og en

mere hensigtsmæssig tilrettelæggelse af sagsgangen. Forenklingen modsvares

af, at samtykke til udlevering meddeles i retten.

Konventionen om forenklet udleveringsprocedure er optaget som bilag 1 til

lovforslaget.

1957-konventionen finder fortsat anvendelse dels i de tilfælde, hvor

personen eller den adspurgte stat ikke samtykker i udleveringen, dels i de

tilfælde, hvor konventionen ikke indeholder supplerende regler. Det

sidstnævnte indebærer bl.a., at de bestående nationale regler om

betingelserne for udlevering kan opretholdes uændret i forhold til

EU-medlemsstaterne, og at spørgsmålet om videreudlevering til et tredjeland

uden for kredsen af EU-medlemsstater fortsat reguleres af 1957- konventionens

bestemmelser herom.

Efter konventionens art. 1, stk. 2, berører konventionen ikke

anvendelsen af mere fordelagtige bestemmelser i gældende bi- eller

multilaterale aftaler mellem medlemsstater. Det indebærer for Danmarks

vedkommende, at den fælles nordiske lovgivning om udlevering fortsat kan

finde anvendelse i sager om udlevering af personer til strafforfølgning eller

straffuldbyrdelse i et nordisk land.

2.2.2. I art. 2-3 forpligtes medlemsstaterne til indbyrdes

at udlevere eftersøgte personer efter den forenklede procedure, såfremt den

berørte person og den anmodede stat meddeler samtykke hertil. Kravet om den

anmodede stats tilladelse foruden den eftersøgte persons samtykke skal ses

som en garanti for, at de materielle betingelser for udlevering er opfyldt.

Konventionen indebærer således ikke en pligt til at iværksætte udlevering

efter den forenklede procedure, når blot den eftersøgte persons samtykke

foreligger, men fordrer tværtimod, at den anmodede stat foretager en

selvstændig vurdering af spørgsmålet om udlevering. Den anmodede stat kan

derfor nægte udlevering, hvis omstændighederne giver grundlag for at antage,

at udleveringsbetingelserne ikke er opfyldt, eller såfremt andre grunde i

øvrigt taler for at følge fremgangsmåden efter 1957- konventionen.

2.2.3. Art. 4 foreskriver, hvilke oplysninger der som

udgangspunkt skal anses for tilstrækkelige til, at den anmodede stat og

personen, der begæres udleveret, kan tage stilling til spørgsmålet om

anvendelse af den forenklede udleveringsprocedure. De oplysninger, der skal

kunne danne grundlag for udlevering efter den forenklede procedure, svarer

til de oplysninger, der i dag fremgår af Interpols efterlysninger.

Oplysningerne stemmer endvidere overens med de oplysninger, der normalt

fremsendes sammen med en formel udleveringsbegæring efter art. 12 i

1957-konventionen. Forskellen mellem Interpols efterlysning og en formel

udleveringsbegæring består alene i, at der i Interpols efterlysning er tale

om uddrag af oplysninger fra kendelser, domme, politirapporter m.v. og ikke

bekræftet udskrift af de pågældende dokumenter.

Formålet med art. 4 er at sikre en hurtig udlevering og at forhindre, at

personer, der er villige til at lade sig udlevere, må tilbageholdes i en

længere periode, mens en formel udleveringsbegæring udfærdiges, fremsendes,

oversættes og behandles, uanset at der ikke på forhånd er tvivl om, at

betingelserne for udlevering er opfyldt. Er der på baggrund af de forelagte

oplysninger ikke tilstrækkeligt grundlag for at afgøre, om de nationale

betingelser for udlevering er opfyldt, giver art. 4 undtagelsesvis mulighed

for at indhente yderligere oplysninger. Som anført under pkt. 2.2.2., anviser

konventionens art. 2 imidlertid også den mulighed, at de kompetente

myndigheder i den anmodede stat nægter tilladelse til udlevering efter den

forenklede procedure.

2.2.4. I art. 5 angives måden, hvorpå samtykke og

tilladelse til udlevering efter den forenklede procedure gives. Om den

anmodede stat gælder, at tilladelse gives i overensstemmelse med de nationale

procedurer. For den anholdte persons samtykke gælder særlige regler i art.

6-7.

Art. 6 pålægger den medlemsstat, i hvilken anholdelsen med henblik

på udlevering har fundet sted, at oplyse den anholdte person om den

foreliggende begæring og om muligheden for at give samtykke til udlevering

efter den forenklede procedure. Oplysningerne skal gives i forbindelse med

anholdelsen eller umiddelbart herefter.

Den anholdtes samtykke - og eventuelt tillige udtrykkelige afkald på

anvendelse af specialitetsreglen, jf. konventionens art. 9 og pkt. 2.2.6.

nedenfor - skal efter art. 7, stk. 1, gives over for de kompetente

retsmyndigheder i den anmodede stat i overensstemmelse med dennes nationale

lovgivning. Det skal i den forbindelse sikres, at samtykket indhentes på en

sådan måde, at det fremgår, at den pågældende har givet udtryk herfor

frivilligt og med fuldt kendskab til følgerne heraf. Med henblik herpå har

den berørte person ret til at lade sig rådgive, jf. art. 7, stk. 2 og 3. At

samtykket kræves afgivet i form af et indenretligt, informeret samtykke,

skyldes hensynet til retssikkerheden. Samtykket er således grundlaget for

udleveringen, og det skal derfor sikres, at det afgives frivilligt og under

betryggende former.

Efter art. 7, stk. 4, kan samtykke og afkald på anvendelse af

specialitetsreglen som udgangspunkt ikke tilbagekaldes. Tanken bag denne

ordning er, at en person, der i tilknytning til anholdelsen har meddelt sit

samtykke til udlevering, ikke umiddelbart før overgivelsen til det begærende

land skal kunne tilbagekalde dette samtykke og herefter begære sig løsladt

under henvisning til, at fristen for fremsættelse af en formel

udleveringsbegæring efter art. 16 i 1957-konventionen er overskredet.

Sidstnævnte bestemmelse foreskriver således i stk. 4, at en foreløbig

fængsling ikke må strække sig ud over 40 dage, regnet fra anholdelsesdagen.

Art. 7, stk. 4, åbner imidlertid mulighed for at tage forbehold, således

at samtykke til udlevering og afkald på anvendelse af specialitetsreglen kan

tilbagekaldes efter nationale regler. For at undgå, at tilbagekaldelsen af

samtykket i så fald berører gennemførelsen af udleveringsproceduren efter de

almindelige regler, fastsættes det samtidig i stk. 4, at den periode, der

forløber mellem meddelelsen om samtykke og meddelelsen om tilbagekaldelse

heraf, ikke medregnes ved beregningen af de frister, der efter

1957-konventionens art. 16, stk. 4, gælder for fremsættelse af en formel

udleveringsbegæring. Det indebærer med andre ord, at den begærende stat, hvis

den berørte person tilbagekalder sit samtykke, råder over lige så mange dage

til at indgive en formel udleveringsbegæring, som staten havde, da der blev

meddelt samtykke til udlevering, og hvor staten således afbrød udarbejdelsen

af de dokumenter, der kræves i henhold til 1957-konventionen.

Der er ikke i den nordiske udleveringslov fastsat regler om samtykkets

uigenkaldelighed. Tilbagekaldelse af et indenretligt samtykke til udlevering

må efter denne lovs § 13, stk. 2, og motiverne hertil formentlig indebære, at

spørgsmålet om udlevering i stedet behandles efter de almindelige regler. Der

henvises herved til Folketingstidende 1958-59, Tillæg A, sp. 1803. Den

berørte person kan næppe heller på andet grundlag antages at være afskåret

fra at tilbagekalde et samtykke til udlevering og et eventuelt afkald på

anvendelse af specialitetsreglen, uanset om samtykket og afkaldet er afgivet

under betryggende former. Udleveres personen umiddelbart efter samtykkets

indenretlige meddelelse, vil spørgsmålet om samtykkes uigenkaldelighed næppe

opstå i praksis. Den nordiske ordning har således ikke givet anledning til

problemer i sådanne tilfælde.

Skal den pågældende inden overførelsen strafforfølges eller afsone en

frihedsstraf i Danmark for en anden forbrydelse end den, der er begæret

udlevering for, jf. konventionens art. 11, stk. 4, og pkt. 2.2.8. nedenfor,

kan grundlaget for samtykket være ændret på det tidspunkt, hvor udleveringen

herefter skal iværksættes. At fastholde den pågældende på et indenretligt

samtykke under sådanne omstændigheder, kan være betænkeligt.

Justitsministeriet finder det på denne baggrund rigtigst, at Danmark i

forbindelse med ratifikationen af konventionen afgiver erklæring om, at

samtykke til udlevering og i givet fald afkald på anvendelse af

specialitetsreglen kan tilbagekaldes i henhold til nationale regler.

2.2.5. Efter art. 8 skal den anmodede stat omgående meddele

den berørte persons samtykke til den begærende stat. Senest 10 dage efter

anholdelsen skal den begærende stat i øvrigt underrettes om, hvorvidt den

pågældende har meddelt samtykke. Den korte tidsfrist skal ses som led i

bestræbelserne på at forkorte sagsbehandlingstiden mest muligt. Fristen har i

øvrigt sammenhæng med konventionens art. 10 og 11, hvorefter der fra

anholdelsestidspunktet til det tidspunkt, hvor personen er overgivet i den

begærende stats varetægt, som udgangspunkt ikke må forløbe mere end 50 dage.

I tilfælde, hvor der ikke inden for 10-dages fristen er meddelt samtykke,

indebærer bestemmelsen tillige, at den begærende stat får lejlighed til at

fremsende en formel udleveringsbegæring i medfør af 1957-konventionens art.

12 uden at overskride den maksimale frist for frihedsberøvelse efter

1957-konventionens art. 16, stk. 4, der er 40 dage.

2.2.6. Efter art. 9 kan en medlemsstat erklære, at

specialitetsreglen i 1957-konventionens art. 14 ikke finder anvendelse i

forbindelse med den forenklede udleveringsprocedure. Der består efter

bestemmelsen følgende muligheder:

1) Der afgives ingen erklæring i medfør af art. 9. Det indebærer, at

specialitetsreglen i 1957-konventionens art. 14 og udleveringslovens § 10

opretholdes uændret. Den berørte person vil således ligesom efter gældende

ret ikke kunne meddele samtykke til, at den begærende stat drager den

pågældende til ansvar for nogen anden handling, begået før udleveringen, end

den, der sker udlevering for.

2) Der afgives erklæring om, at 1957-konventionens art. 14 ikke finder

anvendelse ved den forenklede udleveringsprocedure (art. 9, litra a). Det

indebærer, at den person, der meddeler samtykke til udlevering, uden videre

kan drages til ansvar i den begærende stat for andre forhold, begået før

udleveringen, end det, der sker udlevering for.

3) Der afgives erklæring om, at 1957-konventionens art. 14 ikke finder

anvendelse, såfremt den berørte person i forbindelse med samtykke til

udlevering samtidig udtrykkeligt giver afkald på anvendelse af

specialitetsreglen (art. 9, litra b). Det indebærer, at den gældende ordning

kan fraviges, men alene efter særskilt tilkendegivelse herom fra den

pågældende.

Art. 9 skal sammenholdes med art. 13, der angår spørgsmålet om

videreudlevering fra den begærende stat til en tredje stat inden for kredsen

af EU-medlemsstater. Om videreudlevering til en tredje stat, der har tiltrådt

1957-konventionen, men ikke er medlem af Den Europæiske Union, gælder fortsat

1957-konventionens art. 15, jf. ovenfor pkt. 2.2.1. og 2.2.2.

Efter art. 13 indebærer et samtykke til udlevering og afkald på

anvendelse af specialitetsreglen i forhold til den begærende stat som

udgangspunkt tillige afkald på anvendelse af specialitetsreglen i forhold til

en tredje medlemsstat. Den pågældende vil således kunne videreudleveres til

en sådan stat uden forudgående tilladelse af myndighederne i den anmodede

stat. En medlemsstat kan imidlertid samtidig med erklæringen i medfør af art.

9 afgive erklæring om, at videreudlevering til en anden medlemsstat skal ske

i overensstemmelse med 1957-konventionens art. 15.

Efter Justitsministeriets opfattelse forekommer det ubetænkeligt at indgå

på en ordning, hvorefter specialitetsreglen kan fraviges i forhold til den

begærende stat, såfremt den berørte person i et retsmøde samtidig med

samtykket til udlevering udtrykkeligt giver afkald på specialitetsreglen. Det

forudsættes herved, at den pågældende har modtaget en udførlig vejledning om

følgerne af afkaldet. Det svarer til den ordning, der tidligere var gældende

mellem de nordiske lande, jf. pkt. 2.1.2. Hertil kommer, at den udvidede

ordning alene kommer til anvendelse indenfor kredsen af EU-medlemsstater.

Uden for sådanne tilfælde er det som nævnt fortsat den gældende ordning, der

finder anvendelse, jf. udleveringslovens § 10 og ovenfor pkt. 2.1.2.

For at indskrænke adgangen til at give afkald på specialitetsreglen til

alene at gælde i forhold til den begærende stat kan tale, at videreudlevering

til tredjeland end ikke efter den nordiske udleveringslov kan ske uden

justitsministerens tilladelse. På den anden side kommer konventionens art. 13

som nævnt alene til anvendelse i forhold til EU-medlemsstaterne. På øvrige

tredjestater kræves fortsat samtykke fra den anmodede stat.

Justitsministeriet har efter en samlet vurdering fundet, at det vil være

forsvarligt at indgå på en ordning, hvorefter specialitetsreglen uden videre

fraviges ved videreudlevering til en tredje medlemsstat, når den berørte

person efter fornøden vejledning udtrykkeligt har givet afkald på

specialitetsreglen i forhold til den begærende stat. På denne baggrund vil

der alene skulle afgives erklæring om anvendelse af art. 9, litra b, i

forbindelse med ratifikationen af konventionen.

2.2.7. Efter art. 10 skal afgørelsen om udlevering og alle

oplysninger om den forenklede procedure meddeles direkte mellem de berørte

myndigheder. Fremsendelse af dokumenter ad diplomatisk vej bliver således

unødvendig. Bestemmelsens formål er at forenkle og fremskynde

udleveringsproceduren mest muligt.

Endvidere skal afgørelsen om udlevering meddeles senest 20 dage efter den

dato, hvor den pågældende har givet sit samtykke. Hvis den anmodede stat

nægter udlevering efter den forenklede procedure, indebærer denne regel, at

den begærede stat i kraft af samspillet mellem de to frister i art. 8 og 10

stadig har en frist på mindst 10 dage inden for 40-dages fristen i

1957-konventionens art. 16, stk. 4, til at indgive en formel

udleveringsbegæring.

2.2.8. Ifølge art. 11 skal udleveringen finde sted senest

20 dage efter meddelelsen af afgørelsen om udlevering. I modsat fald skal den

pågældende løslades. I tilfælde af force majeure kan fristen imidlertid

overskrides. Hvis den af force majeure berørte myndighed underretter den

kompetente myndighed i den anden stat inden for 20-dages fristen, kan de to

myndigheder aftale en ny dato for udleveringen. Har udlevering ikke fundet

sted inden 20 dage fra denne dato, skal den pågældende løslades.

Det er forudsat, at reglen om force majeure har karakter af en

undtagelsesbestemmelse. Der skal således være tale om en situation, som ikke

har kunnet forudses og afværges, f.eks. et trafikuheld, en strejke, der

forhindrer anvendelse af det planlagte transportmiddel uden mulighed for at

benytte andre transportmidler, eller alvorlig sygdom hos den berørte person,

som nødvendiggør øjeblikkelig hospitalsindlæggelse.

I øvrigt forudsættes den nye dato for udlevering at skulle ligge så tæt

som muligt på den dato, hvor den oprindelige frist for udlevering udløb.

Efter stk. 4 finder artikel 11 ikke anvendelse, såfremt den anmodede stat

ønsker at benytte art. 19 i 1957-konventionen. Sidstnævnte bestemmelse giver

mulighed for at udsætte eller betinge overførelsen af den berørte person af,

at der forinden eller senere gives den anmodede stat adgang til at iværksætte

strafforfølgning eller straffuldbyrdelse mod den berørte person i anledning

af andre forhold end det, der sker udlevering for.

2.2.9. Meddeles samtykke til udlevering senere end 10 dage efter

anholdelsen, men inden modtagelse af en formel udleveringsbegæring efter

1957-konventionens art. 12, skal den forenklede procedure også finde

anvendelse, jf. art. 12. Gives samtykket efter modtagelse af den

formelle udleveringsbegæring, kan den forenklede procedure finde anvendelse.

Det samme gælder i tilfælde, hvor udleveringssagen udelukkende er indledt på

grundlag af en formel udleveringsbegæring. Udleveringsloven indebærer, at

spørgsmålet om domstolsprøvelse af justitsministerens beslutning om

udlevering bortfalder, hvis den pågældende meddeler samtykke til udlevering.

Art. 12 kan derfor næppe ventes at få større praktisk betydning i de

tilfælde, hvor samtykket først meddeles efter modtagelsen af den formelle

udleveringsbegæring. Der findes på den anden side ikke at være noget til

hinder for, at Danmark indgår på anvendelse af den forenklede

udleveringsprocedure i sådanne tilfælde.

2.2.10. Art. 14 indeholder regler om den dokumentation,

der skal fremsendes i forbindelse med ansøgning om transittilladelse, dvs.

tilladelse til, at en person, der udleveres fra en fremmed stat til en anden,

føres gennem det danske rige. Bestemmelsen er en følge af den forenkling af

fremgangsmåden ved udlevering, der fremgår af konventionens art. 3 og 4.

Endelig rummer art. 15-17 forskellige bestemmelser om angivelse af

kompetente myndigheder, ikrafttræden m.v.

3. Fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser om konfiskation m.v.

3.1. Gældende ret

3.1.1. Hovedformålet med Den Europæiske Konvention om

hvidvaskning, efterforskning samt beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet

fra strafbart forhold, jf. pkt. 3.2. nedenfor, er på internationalt plan at

kunne bekæmpe hvidvaskning af udbytte ved kriminel aktivitet.

Hvidvaskning af udbytte fra strafbare handlinger er ikke generelt

kriminaliseret i dansk ret, men der findes en række bestemmelser om

efterfølgende medvirken (hæleri), knyttet til nærmere angivne

førforbrydelser, der kriminaliserer sådanne forhold. For så vidt angår

straffeloven, kan særligt henvises til § 191 a om narkotikahæleri, der

formentlig vil dække enhver forsætlig hjælp til hvidvaskning af udbytte fra

grovere narkotikakriminalitet. Endvidere kan peges på § 284 om hæleri i

forbindelse med tyveri, ulovlig omgang med hittegods, underslæb, bedrageri,

databedrageri, afpresning, skyldnersvig eller røveri, der formentlig vil

dække alle former for forsætlig hjælp til hvidvaskning af udbytte fra de

nævnte former for kriminalitet. Hertil føjes en ved lov nr. 367 af 18. maj

1994 gennemført ændring af straffeloven, hvorved hæleri med hensyn til

indsmugling af særlig grov karakter, jf. § 289, 2. pkt., blev indføjet i §

284. Hæleri med hensyn til groft skattesvig, jf. § 289, 1. pkt., er derimod

ikke selvstændigt kriminaliseret. Herudover kan nævnes straffelovens § 303,

der kriminaliserer visse former for groft uagtsomt hæleri i forbindelse med

berigelsesforbrydelser, og § 300 c, der vedrører visse former for forsætligt

eller groft uagtsomt hæleri i forbindelse med overtrædelse af § 282 (åger), §

300 a eller § 300 b (bedrageri- eller ågerlignende forhold).

Nogle særlove rummer mere begrænsede hæleribestemmelser. Til illustration

kan nævnes § 3, stk. 2, i lov om euforiserende stoffer, der angår forsætligt

hæleri svarende til straffelovens § 191 a, og toldlovens § 73, stk. 3, der

vedrører forsætligt eller groft uagtsomt hæleri med hensyn til indsmuglede

varer.

3.1.2. Om hvidvaskning af penge kan desuden henvises til lov nr.

348 af 9. juni 1993 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvaskning af

penge. Ved denne lov, der gennemfører Rådets direktiv nr. 91/308/EØF,

reguleres for første gang i dansk ret hvidvaskning af penge som begreb. Efter

lovens § 2 forstås ved hvidvaskning af penge i lovens forstand

»konvertering, overførsel, erhvervelse, besiddelse eller anvendelse af

formuegoder eller fortielse eller tilsløring af deres art, oprindelse,

lokalisering, bevægelser og ejerforhold samt forsøg herpå eller medvirken

hertil med viden eller formodning om, at formuegoderne stammer fra

overtrædelse af straffeloven.« Loven indfører bl.a. en særlig

undersøgelses- og underretningspligt i tilfælde af mistanke om, at en

transaktion har tilknytning til hvidvaskning af penge. Loven udvider derimod

ikke det strafbare område for hvidvaskning af udbytte ved kriminel aktivitet.

3.1.3. Efterforskning af sager om hvidvaskning af udbyttet ved

kriminel aktivitet sker efter reglerne i retsplejeloven. En væsentlig

bestemmelse er i den forbindelse retsplejelovens § 824, hvorefter der kan ske

beslaglæggelse af ting, som antages at være af betydning som bevismidler

eller at burde konfiskeres, eller som ved forbrydelsen er fravendt nogen, af

hvem de kan kræves tilbage.

3.1.4. Hovedbestemmelsen om konfiskation i relation til økonomisk

udbytte er straffelovens § 75, stk. 1, hvorefter udbyttet eller et hertil

svarende beløb - eventuelt skønsmæssigt ansat - kan konfiskeres helt eller

delvis. Udbyttet, herunder udbyttesurrogater, eller et tilsvarende beløb vil

normalt, hvor det er muligt, blive beslaglagt under sagen, hvorefter retten

ved domsafsigelsen tager stilling til, om der skal ske konfiskation heraf.

3.1.5. Retsplejeloven indeholder ikke udtrykkelig hjemmel til at

fuldbyrde udenlandske retsafgørelser om straffeprocessuelle tvangsindgreb,

f.eks. beslaglæggelse, ligesom der ikke i øvrigt er udtrykkelig hjemmel til

at foretage et sådant indgreb som led i en straffesag, der behandles i en

anden stat. Danmark har imidlertid bl.a. tiltrådt Den Europæiske Konvention

af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager, jf. bekendtgørelse

nr. 18 af 17. juli 1963, der i art. 3, jf. art. 5, på visse betingelser

rummer en pligt til at imødekomme udenlandske retsanmodninger om

beslaglæggelse af bevismidler. Beslaglæggelse af konfiskerbart udbytte, der

ikke samtidig er bevismiddel, omfattes ikke af konventionen.

Retshjælpskonventionen er ikke transformeret til dansk ret, men det

antages med støtte i afgørelserne U 1972.600 H og U 1988.203 V, at en

udenlandsk begæring om beslaglæggelse af bevismidler kan imødekommes, uanset

om der mellem Danmark og den begærende stat består en aftale herom, såfremt

der ville kunne ske beslaglæggelse af bevismidler i en tilsvarende straffesag

her i landet. Det må efter formålet med en beslaglæggelse af bevismidler

antages, at det beslaglagte vil kunne overføres til den begærende stat - i

hvert fald mens straffesagen verserer. Herom fremgår af

retshjælpskonventionens art. 6, stk. 2, at alle ejendele og originale akter

eller dokumenter, som er udleveret i anledning af en retsanmodning, af den

begærende stat snarest muligt skal tilbageleveres til den anmodede stat,

medmindre denne giver afkald på tilbagesendelsen. Endvidere rummer såvel § 15

i den nordiske udleveringslov som § 18 i udleveringsloven udtrykkelig hjemmel

til med forbehold af tredjemands eventuelle rettigheder at overgive

genstande, som er beslaglagt eller taget i bevaring under sagen, til den

myndighed, der har anmodet om udlevering.

Med støtte i de ovennævnte afgørelser må det antages, at også udenlandske

begæringer om beslaglæggelse af ting, herunder penge, der findes at burde

konfiskeres, jf. retsplejelovens § 824, stk. 1, kan imødekommes, såfremt der

kunne ske beslaglæggelse med denne begrundelse i en tilsvarende straffesag

her i landet. Derimod kan der næppe antages alene på baggrund af kendelsen om

beslaglæggelse at være hjemmel til at overføre det beslaglagte, f.eks. et

indestående på en bankkonto, til den begærende stat. Det beslaglagte vil

efter omstændighederne senere helt eller delvis kunne overføres til den

begærende stat som led i imødekommelsen af en anmodning om fuldbyrdelse af en

dom til konfiskation, jf. pkt. 3.1.6.

3.1.6. Som det fremgår af pkt. 4.1. nedenfor, kan domme bl.a. til

konfiskation, afsagt i et andet nordisk land, fuldbyrdes her i landet efter

de særlige regler herom. Om fuldbyrdelse i øvrigt af udenlandske domme til

konfiskation gælder lov nr. 323 af 4. juni 1986 om international fuldbyrdelse

af straf m.v. Ved lovens kapitel 3 har man inkorporeret Den Europæiske

Konvention om straffedommes internationale retsvirkninger

(retsvirkningskonventionen), der bl.a. omhandler konfiskation, jf. art. 2,

litra b. Domme til konfiskation, afsagt af stater, der har tiltrådt

konventionen, kan således fuldbyrdes her i landet på de i loven og

konventionen givne betingelser.

Efter lovens § 9 kan justitsministeren på grundlag af overenskomst

(bilateral aftale) med en anden stat fastsætte, at der bl.a. skal kunne ske

fuldbyrdelse af domme til konfiskation, afsagt af denne stat, i samme omfang,

som der kan ske fuldbyrdelse af konfiskationsdomme, afsagt i en stat, der har

tiltrådt konventionen. En sådan overenskomst kan indeholde fravigelser fra

konventionen, jf. § 9.

Gælder hverken retsvirkningskonventionen eller en bilateral aftale mellem

Danmark og den pågældende stat, indeholder lovens § 10 hjemmel til, at

justitsministeren, når humanitære eller andre særlige hensyn taler derfor,

kan bestemme, at »straf m.v.«, pålagt i en anden stat, kan

fuldbyrdes her i landet. Det må antages, at de retshåndhævelseshensyn, der

ligger bag en dom til genstands- eller udbyttekonfiskation, omfattes af

udtrykket »andre særlige hensyn« i § 10, stk. 1, således at også en

dom til konfiskation, afsagt i en af de i § 10 omhandlede stater, efter

omstændighederne kan fuldbyrdes her i landet efter justitsministerens

bestemmelse. En eventuel fuldbyrdelse sker i disse tilfælde som udgangspunkt

efter retsvirkningskonventionens bestemmelser. Justitsministeren kan dog gøre

afvigelse fra lovens og konventionens ordning, jf. § 10, stk. 3.

Efter art. 47, stk. 1, indbetales provenuet af konfiskationen til den

danske statskasse. Konfiskerede genstande, der repræsenterer en særlig

interesse, kan efter stk. 2 tilbagesendes til den begærende stat efter dennes

anmodning. I de af lovens §§ 9 og 10 omfattede tilfælde, der som nævnt giver

mulighed for at fravige konventionens ordning, må der endvidere antages at

være adgang for justitsministeren til at bestemme, at art. 47 fraviges,

således at det konfiskerede overføres helt eller delvis til den begærende

stat. Det gælder i hvert fald, såfremt der er konstateret gensidighed i

forhold til den begærende stat. Heller ikke hensynet til den dømte kan føre

til andet resultat. Overførelsen indebærer således alene et afkald i forhold

til statskassen på det pågældende beløb. En sådan fravigelse kan efter

omstændighederne komme på tale dels i tilfælde, hvor der består et

erstatningskrav i anledning af den lovovertrædelse, som har dannet grundlag

for konfiskationen, jf. straffelovens § 77, dels i tilfælde, hvor

forbrydelsen bortset fra det konfiskerede udbytte ikke har nogen tilknytning

til Danmark.

3.2. Hvidvaskkonventionen og FN-konventionen imod ulovlig

handel med narkotika og psykotrope stoffer

3.2.1. Som nævnt under pkt. 3.1.1., er hovedformålet med Den

Europæiske Konvention om hvidvaskning, efterforskning samt beslaglæggelse og

konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold (hvidvaskkonventionen) at

styrke det internationale samarbejde om bekæmpelse af kriminalitet med

henblik på i videst muligt omfang at sikre, at lovovertrædere fratages

udbyttet af deres kriminelle aktivitet, uanset hvor den strafbare handling er

begået, og uanset hvor udbyttet er anbragt.

Hvidvaskkonventionen er optaget som bilag 2 til lovforslaget.

Hvidvaskkonventionen tilsigter endvidere at supplere allerede eksisterende

instrumenter på området, herunder navnlig den europæiske

retshjælpskonvention, retsvirkningskonventionen og konventionen af 15. maj

1972 om overførsel af retsforfølgningen i straffesager. Sidstnævnte

konvention er inkorporeret i dansk ret ved lov nr. 252 af 12. juni 1975 om

overførsel til et andet land af retsforfølgning i straffesager.

Desuden skal hvidvaskkonventionen ses i sammenhæng med FN-konventionen

imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer (FN-konventionen),

der også indeholder regler om retshjælp som led i efterforskningen af

forbrydelser og konfiskation af udbyttet heraf. Anvendelsesområdet for

hvidvaskkonventionen er imidlertid ikke begrænset til narkotikaforbrydelser,

men omfatter som udgangspunkt hvidvask af udbyttet fra enhver strafbar

handling.

FN-konventionens artikel 3 og 5 om konfiskation m.v. er optaget som bilag

3 til lovforslaget, idet der i øvrigt henvises til bekendtgørelse nr. 50 af

17. juni 1993 af FN- konventionen af 20. december 1988 imod ulovlig handel

med narkotika og psykotrope stoffer.

3.2.2. Hvidvaskkonventionens kapitel I rummer en definition

af konventionens hovedbegreber: udbytte, formuegoder, redskaber, konfiskation

og prædikatforbrydelse. Definitionen svarer i det væsentlige til

FN-konventionens art. 1.

3.2.3. Kapitel II vedrører de foranstaltninger, der skal

træffes på nationalt plan. Ved de pågældende bestemmelser pålægges staterne

bl.a. gennem lovgivning at sikre, at man nationalt er i stand til at

efterforske og retsforfølge forbrydelser vedrørende udbyttet af strafbart

forhold. I kapitel II indgår i særdeleshed en forpligtelse til at sikre, at

hæleri (»laundering offences«) kriminaliseres, og at konfiskation

kan ske med hensyn til udbyttet eller værdien heraf, jf. art. 6 og 2. De

nævnte bestemmelser svarer i det væsentlige til FN-konventionens art. 3, stk.

1, og 5, stk. 1.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at de gældende danske regler på

området må antages at være i overensstemmelse med hvidvaskkonventionens krav

om foranstaltninger på nationalt plan, når Danmark i forbindelse med

ratifikationen tager forbehold i medfør af art. 6, stk. 4, for så vidt angår

de førforbrydelser, med hensyn til hvilke der efter dansk ret kan begås

hæleri, jf. pkt. 3.1.1. ovenfor. I den forbindelse forudsættes der i medfør

af konventionens art. 6, stk. 2, litra b, afgivet erklæring om, at de i art.

6, stk. 1, nævnte hvidvaskforbrydelser ikke finder anvendelse på personer,

der har begået førforbrydelsen. Det skyldes, at straffeloven bygger på den

forudsætning, at den, der straffes for hæleri, ikke samtidig kan straffes for

den forudliggende berigelsesforbrydelse.

3.2.4. Kapitel III om internationalt samarbejde rummer i

del 3 og 4 konventionens centrale regler, der pålægger staterne at foretage

bl.a. beslaglæggelse og konfiskation efter anmodning fra en konventionsstat.

Reglerne indebærer, at en lovovertræder ikke kan sikre sig mod beslaglæggelse

og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold ved at anbringe dette i

forskellige stater. Gennemførelsen såvel af foreløbige foranstaltninger, jf.

art. 11, som af konfiskation, jf. art. 13, sker efter den anmodede stats

nationale lovgivning, jf. art. 12 og 14. Pligten til at træffe foreløbige

foranstaltninger og til at foretage konfiskation modsvares i øvrigt af en

udførlig bestemmelse i art. 18 om, hvornår staterne er berettigede til at

nægte at imødekomme retsanmodninger herom.

Lignende bestemmelser er fastsat i FN-konventionens art. 5. Efter

denne artikels stk. 1, 2 og 6 er staterne således forpligtet til at have

regler, der giver mulighed for konfiskation m.v. i relation til

narkotikaforbrydelser, ligesom gennemførelsen af foreløbige foranstaltninger

og konfiskation sker med udgangspunkt i nationale regler, jf. samme artikels

stk. 4, litra c, og stk. 9.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at de gældende danske regler må

anses for dækkende i forhold til konventionernes bestemmelser på dette punkt.

Såvel hvidvaskkonventionens art. 13 som FN-konventionens art. 5, stk. 3-5,

rummer imidlertid bestemmelser om international fuldbyrdelse af

konfiskationsafgørelser, der rejser spørgsmål om anvendelse af loven om

international fuldbyrdelse af straf m.v. Det kan næppe antages, at lovens §

10 generelt kan anvendes som grundlag for konfiskation efter sædvanlige

retsanmodninger, fremsat i henhold til en af disse konventioner. Efter

reglens ordlyd, placering og motiver har den således karakter af en

undtagelsesbestemmelse med henblik på tilfælde, hvor fuldbyrdelse hverken kan

gennemføres på konventionsmæssigt eller bilateralt grundlag.

Da loven om international fuldbyrdelse af straf m.v. ikke i almindelighed

kan antages at give hjemmel til at fuldbyrde afgørelser om konfiskation efter

de nævnte konventioner, er det relevant at overveje, om Danmark på anden måde

har mulighed for at leve op til konventionernes art. 13 og 5 end ved

fuldbyrdelse af den begærende stats afgørelse om konfiskation. Som alternativ

til fuldbyrdelse, jf. art. 13, stk. 1, litra a, og art. 5, stk. 4, litra a,

pkt. (ii), anviser begge konventioner den mulighed, at den anmodede stat selv

foretager retsforfølgning med henblik på konfiskation, jf. art. 13, stk. 1,

litra b, og art. 5, stk. 4, litra a, pkt. (i).

En forudsætning for, at retsforfølgning kan foretages i Danmark, er, at

forholdet er undergivet dansk jurisdiktionskompetence. Med henblik herpå er

det i hvidvaskkonventionens art. 13, stk. 2, fastsat, at enhver stat, når det

måtte være nødvendigt, skal være bemyndiget til at anlægge sag om

konfiskation i henhold til sin egen gældende ret. Bestemmelsen har art. 2 i

Den Europæiske Konvention om overførsel af retsforfølgning i straffesager som

forbillede. Sidstnævnte bestemmelse indebærer, at enhver kontraherende stat

ved anvendelse af denne konvention skal have kompetence til at foretage

retsforfølgning efter egne strafferegler for enhver lovovertrædelse, der

omfattes af en anden kontraherende stats lovgivning. For så vidt angår

FN-konventionen, er Danmark - svarende til hvidvaskkonventionens art. 13,

stk. 1 - forpligtet til at foretage retsforfølgning, hvis der ikke er

mulighed for at fuldbyrde den begærende stats afgørelse om konfiskation, jf.

art. 5, stk. 4. Det indebærer, at der vil være dansk jurisdiktionskompetence

i medfør af straffelovens § 8, nr. 5. Efter denne bestemmelse er en handling,

foretaget uden for den danske stat, undergivet dansk straffemyndighed uden

hensyn til, hvor gerningsmanden hører hjemme, når handlingen er omfattet af

en mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken Danmark er forpligtet til at

foretage retsforfølgning.

Efter straffelovens § 10 a er en fremmed dom ikke en hindring for

strafforfølgning her i landet, når dommen er fældende, og der er fastsat en

sanktion, som hverken er fuldbyrdet, under fuldbyrdelse eller bortfaldet

efter domslandets regler (princippet om ne bis in idem). Dette er i

overensstemmelse med de regler om ne bis in idem, som findes i art. 53-55 i

retsvirkningskonventionen og i konventionen mellem De Europæiske

Fællesskabers medlemsstater om forbud mod dobbelt strafforfølgning.

Reglerne om ne bis in idem er ikke til hinder for en dansk straffesag om

konfiskation, uanset om der foreligger en udenlandsk dom til konfiskation af

det samme beløb eller den samme genstand i anledning af det samme strafbare

forhold. I de her omhandlede tilfælde, hvor det aktiv, der ønskes

konfiskeret, findes i Danmark, er den fremmede dom til konfiskation af disse

aktiver således hverken fuldbyrdet eller under fuldbyrdelse.

Selv om de danske regler om strafferetlig jurisdiktionskompetence antages

at give mulighed for retsforfølgning af forholdet i Danmark, må det desuden

antages at være en forudsætning for opfyldelse af de konventionsmæssige

forpligtelser, at de danske procesretlige regler giver rimelig sikkerhed for

en effektiv retsforfølgning. De tilfælde, hvor Danmark vil modtage

retsanmodning om konfiskation, må forventes ofte at angå situationer, hvor

den tiltalte ikke er i Danmark og i almindelighed næppe vil kunne bringes til

stede. Retsplejeloven giver kun i begrænset omfang mulighed for at afsige

udeblivelsesdomme i straffesager, jf. § 934 og § 847. På denne baggrund må

det formentlig antages, at de danske procesretlige regler ikke giver en

tilstrækkelig sikker mulighed for effektiv retsforfølgning i de af

konventionerne omfattede tilfælde. Gennemførelse af en straffesag i Danmark

kan derfor næppe antages at være et reelt alternativ til fuldbyrdelse af den

udenlandske afgørelse for Danmarks vedkommende.

Under alle omstændigheder forekommer det at være mest hensigtsmæssigt og

naturligt, at retsanmodninger om konfiskation bedømmes som sager om

fuldbyrdelse af fremmede staters afgørelser. Det er i god overensstemmelse

med dansk tradition at være indstillet på at fuldbyrde fremmede staters

domme, når fuldbyrdelse sker efter dansk ret. At påbegynde en ny selvstændig

straffesag for at opnå det samme, forekommer unødigt besværligt og

uhensigtsmæssigt. På denne baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at

såvel hvidvaskkonventionens art. 13 som FN-konventionens art. 5, stk. 4,

lægger op til en ændring af loven om international fuldbyrdelse af straf

m.v., hvorved der skabes udtrykkelig hjemmel til at fuldbyrde fremmede

staters afgørelser om konfiskation efter retsanmodning, fremsat i henhold til

en af de nævnte konventioner.

3.2.5. Hvidvaskkonventionens kapitel III rummer herudover

sammen med kapitel IV en række almindelige bestemmelser bl.a. om

beskyttelse af tredjemands rettigheder og om proceduren for samarbejdet i

henhold til konventionen, kravene til retsanmodningernes indhold og

spørgsmålet om løsning af uoverensstemmelser i relation til konventionen.

Konventionens art. 32 indebærer, at den anmodede stat kan gøre

imødekommelse af en anmodning betinget af, at de oplysninger eller beviser,

der gives til den begærende stat, ikke uden dens forudgående samtykke

anvendes eller overdrages af den begærende stats kompetente myndigheder til

brug for anden efterforskning eller retsforfølgning end den, der er anført i

anmodningen. Art. 32 sætter således efter omstændighederne grænser for, til

hvilke myndigheder - også inden for den begærende stat - en myndighed, der

har modtaget oplysninger i medfør af konventionen, må videregive disse

oplysninger. Konventionen fraviger på dette punkt de almindeligt gældende

danske regler om videregivelse af oplysninger til myndigheder, som har et

sagligt behov for dem. Konventionen fraviger således reglerne i

forvaltningslovens §§ 28 og 31, hvorefter en forvaltningsmyndighed, i det

omfang den er berettiget til at videregive en oplysning, også er forpligtet

til at gøre det på begæring af en anden forvaltningsmyndighed, hvis

oplysningen er af betydning for myndighedens virksomhed eller en afgørelse,

som myndigheden skal træffe.

Ratifikationen af hvidvaskkonventionen vil efter omstændighederne

indebære, at de danske regler om videregivelse af oplysninger fraviges i de

tilfælde, hvor den anmodede stat stiller vilkår for videregivelse af

oplysninger. Indgår en dansk myndighed ikke på et vilkår om forudgående

samtykke fra den adspurgte stat, kan følgen være, at den adspurgte stat

nægter at imødekomme anmodningen om videregivelse af de ønskede oplysninger.

Justitsministeriet har overvejet, om der burde fastsættes nærmere regler

om danske myndigheders videregivelse af oplysninger til myndigheder i andre

lande. Forvaltningslovens § 28 om videregivelse af fortrolige oplysninger til

anden forvaltningsmyndighed angår kun videregivelse til anden dansk

myndighed. Om videregivelse af fortrolige oplysninger kan finde sted til

udenlandske myndigheder, afhænger af, om videregivelsen er berettiget, jf.

straffelovens § 152 og § 152 e og forvaltningslovens § 27. Når regeringen har

indgået en international overenskomst med fremmede stater, som bl.a.

indebærer, at den danske stat er forpligtet til at videregive fortrolige

oplysninger, har det i praksis hidtil været antaget, at videregivelse af

fortrolige oplysninger til opfyldelse af den pågældende internationale

forpligtelse ikke er uberettiget efter straffelovens bestemmelser om

tavshedspligt.

Justitsministeriet har på denne baggrund ikke fundet, at der er behov for

at fastsætte nærmere regler på dette område som led i ratifikationen af

hvidvaskkonventionen. Justitsministeriet har endvidere ikke fundet grundlag

for at anbefale, at man fra dansk side afgiver erklæring om, at anvendelse

eller overdragelse af oplysninger m.v., som danske myndigheder videregiver i

medfør af konventionen, til anden efterforskning eller retsforfølgning kræver

forudgående samtykke af vedkommende danske myndighed, jf. art. 32, stk. 2.

3.3. Udformningen af lovforslagets § 2

Ved udarbejdelsen af den oprindelige lov om fuldbyrdelse af europæiske

straffedomme og den gældende lov om international fuldbyrdelse af straf m.v.

valgte man i stedet for at omskrive konventionsteksten til en dansk lov at

gøre en generel henvisning i lovteksten til de pågældende konventioners

regler, der samtidig blev medtaget som bilag til loven. Konventionsteksten

fik på denne måde samme gyldighed som den egentlige lovtekst.

Justitsministeriet har fundet det hensigtsmæssigt på tilsvarende måde at

udforme det foreliggende lovforslags § 2 som en henvisning til de to

konventioner, således at loven i øvrigt kun indeholder de bestemmelser, som

konventionerne forudsætter fastsat i de enkelte lande. Det indebærer, at

artikel 5, jf. artikel 3, i FN-konventionen, jf. lovforslagets bilag 3, og

hvidvaskkonventionen, jf. lovforslagets bilag 2, optages som henholdsvis

bilag 3 og 4 til loven om international fuldbyrdelse af straf m.v.

4. Fuldbyrdelse af nordiske afgørelser om samfundstjeneste

4.1. Gældende ret

Lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående

fuldbyrdelse af straf m.v. trådte i kraft 1. januar 1964, jf. bekendtgørelse

nr. 398 af 16. december 1963. Loven giver mulighed for mellem de nordiske

lande at overføre fuldbyrdelsen af straffedomme, herunder domme til

fængselsstraf, tugthus, strafarbejde, hæfte, bøder og den særlige bødeform

»viten«. Endvidere indeholder loven hjemmel til overførsel af

tilsyn m.v. i betingede domme og tilsyn for prøveløsladte. Efter de gældende

regler i fuldbyrdelsesloven kan samfundstjeneste derimod kun overføres fra et

nordisk land til et andet, såfremt bestemmelse herom er truffet som et vilkår

i en betinget dom.

De berørte bestemmelser i loven om samarbejde med Finland, Island, Norge

og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. fremgår af bilag 4 til

lovforslaget.

I Danmark idømmes samfundstjeneste som et vilkår i en betinget dom, jf.

straffelovens § 62, stk. 1. En dansk betinget dom med vilkår om

samfundstjeneste kan således overføres til de øvrige nordiske lande efter

bestemmelsen i den nordiske fuldbyrdelseslovs § 10, stk. 1, om iværksættelse

i et af de øvrige lande af tilsyn og andre foranstaltninger, hvorom der er

truffet bestemmelse ved betinget dom, afsagt her i landet. Imidlertid træffes

afgørelse om samfundstjeneste ikke på tilsvarende måde i alle de øvrige

nordiske lande.

I Finland gælder en forsøgsordning om samfundstjeneste, der trådte

i kraft 1. april 1994. Ordningen gælder indtil 31. december 1996. Efter de

finske regler idømmes samfundstjeneste i forbindelse med afsigelse af en

ubetinget dom til fængselsstraf, hvor fængselsstraffen i samme dom omsættes

til samfundstjeneste. Samfundstjeneste kan på denne måde træde i stedet for

fængselsstraf af indtil 8 måneders varighed. Samfundstjeneste kan idømmes i

mindst 20 timer og højst 200 timer. En dom til samfundstjeneste på 200 timer

svarer til en ubetinget fængselsstraf på 8 måneder. Den straf, som

samfundstjenesten træder i stedet for, kan være en ubetinget fængselsstraf,

en ubetinget fællesstraf eller fuldbyrdelse af straf, idømt ved en betinget

dom. Hvis den dømte ikke udfører samfundstjenesten eller på anden måde groft

tilsidesætter vilkårene, kan retten bestemme, at den resterende del af

samfundstjenesten ændres til en ubetinget fængselsstraf på ikke under 4 dage.

På Island gælder i tiden fra den 1. juli 1995 til december 1997 en

forsøgsordning, hvorefter afsoning af en ubetinget dom til fængselsstraf på

indtil 3 måneder kan ske ved, at der udføres samfundstjeneste.

Samfundstjenestens varighed er mindst 40 og højst 200 timer. Afgørelsen om

samfundstjeneste træffes efter dommen af et særligt nedsat udvalg og efter

ansøgning fra den dømte. Ansøgningen skal være udvalget i hænde senest 14

dage før, afsoning af fængselsstraffen skal påbegyndes. Udvalget fastsætter

antallet af timer og de øvrige vilkår for samfundstjenestens udførelse.

For Islands vedkommende bringes samfundstjeneste således i anvendelse ved

en efterfølgende administrativ afgørelse. Man har endnu ikke på nordisk plan

drøftet den islandske forsøgsordning i forhold til den nordiske

fuldbyrdelseslov, men det må antages, at der ikke er mulighed for overførsel

af samfundstjeneste, truffet ved en administrativ afgørelse.

I Norge blev samfundstjeneste i september 1991 indført som en

selvstændig retsfølge af en ubetinget dom, hvori der tillige er fastsat en

»subsidiær frihedsstraf«. Indtil dette tidspunkt kunne

samfundstjeneste idømmes som vilkår i en betinget dom. Der var blandt de

nordiske justitsministerier enighed om, at den fælles nordiske

fuldbyrdelseslovgivning næppe indeholdt hjemmel til fuldbyrdelse af

samfundstjeneste, idømt som selvstændig retsfølge af en ubetinget dom. De

norske myndigheder tog på denne baggrund initiativ til en ændring af loven om

fullbyrding av nordiske dommer på straf m.v., hvorved bestemmelserne om

betingede domme blev gjort gældende for domme til samfundstjeneste. Samtidig

opfordrede man de øvrige nordiske lande til i samme øjemed at gennemføre de

nødvendige ændringer i den nationale lovgivning.

I Sverige kan samfundstjeneste idømmes efter en forsøgsordning,

der siden 1. januar 1991 har været landsdækkende. Ordningen udløber med

udgangen af 1995. I lighed med den danske ordning idømmes samfundstjeneste

som vilkår i en betinget dom. Svenske domme om samfundstjeneste kan således

overføres efter de gældende regler om overførsel af betingede domme i den

nordiske fuldbyrdelseslov. Imidlertid har det svenske justitsministerium

oplyst, at man i forbindelse med gennemførelsen af permanente regler om

samfundstjeneste ikke kan udelukke, at samfundstjeneste fremover skal idømmes

som en selvstændig retsfølge af en ubetinget dom.

Afgørelser om samfundstjeneste, truffet i Danmark, kan således for tiden

fuldbyrdes i Sverige efter de gældende regler om overførsel af betingede

domme, ligesom afgørelser, der er truffet i Sverige, kan fuldbyrdes i

Danmark. Derimod kan norske afgørelser om samfundstjeneste næppe overføres

til Danmark efter reglerne om betingede domme, idet bestemmelse om

samfundstjeneste i Norge nu træffes ved en ubetinget dom. På tilsvarende vis

er det tvivlsomt, om finske afgørelser om samfundstjeneste kan fuldbyrdes i

de øvrige nordiske lande. De islandske afgørelser om samfundstjeneste må

antages helt at falde udenfor den nordiske fuldbyrdelseslovs område, idet der

er tale om en administrativ afgørelse om samfundstjeneste.

4.2. Justitsministeriets overvejelser

Det er Justitsministeriets opfattelse, at afgørelser om samfundstjeneste -

uanset hvilken teknisk løsning der vælges i de øvrige nordiske lande - som

udgangspunkt bør kunne overføres til et andet nordisk land.

Justitsministeriet finder det derfor nødvendigt, at den nordiske

fuldbyrdelseslov tilpasses, således at det med sikkerhed er muligt for

Danmark at fuldbyrde domme til samfundstjeneste, afsagt som led i en

ubetinget dom. Det foreslås derfor, at de gældende bestemmelser om overførsel

af betingede domme udvides til også at omfatte andre former for domme til

samfundstjeneste. Samme fremgangsmåde er anvendt i Norge i forbindelse med

ændringen af 29. april 1993 af lov om fullbyrding av nordiske dommer på straf

m.v.

Justitsministeriet har i lyset af den islandske forsøgsordning overvejet,

om der tillige bør skabes hjemmel til overførsel af bestemmelser om

samfundstjeneste, truffet ved administrativ afgørelse. Justitsministeriet er

imidlertid af den opfattelse, at man bør afvente forsøgsordningens udløb og

vedtagelsen af endelige regler om samfundstjeneste på Island, og at

spørgsmålet om ændring i givet fald bør drøftes nærmere med de øvrige

nordiske lande. Den islandske forsøgsordning foreslås således ikke omfattet

af lovforslaget. Om de enkelte ændringer i den nordiske nordiske

fuldbyrdelseslov henvises i øvrigt til § 3 og de specielle bemærkninger

hertil.

5. Overførsel af vidner, der er frihedsberøvet i udlandet

5.1. Gældende ret

Den europæiske retshjælpskonventions art. 11 giver mulighed for overførsel

af personer, der er frihedsberøvet i et land, med henblik på personligt

fremmøde som vidne eller konfrontation i et andet land. Hvis en stat

fremsætter en sådan anmodning om overførsel, skal den berørte person som

udgangspunkt midlertidigt overføres til det territorium, hvor afhøringen

eller konfrontationen agtes foretaget. Det er imidlertid en betingelse, at

den pågældende tilbageføres inden for en tidsfrist, der er fastsat af den

anmodede stat, og ikke drages til ansvar eller videreudleveres til tredjeland

for nogen strafbar handling, begået før overførslen til den begærende stat,

jf. konventionens art. 12. Endvidere kræves efter art. 11, stk. 3, at den

overførte person forbliver i forvaring (»custody«) på den begærende

stats territorium og i givet fald også i den stat, gennem hvilken der er

anmodet om overførsel, medmindre den anmodede stat fremsætter begæring om, at

den pågældende skal løslades.

Den anmodede stat kan i øvrigt nægte at imødekomme en anmodning om

overførsel, såfremt den frihedsberøvede person ikke samtykker, eller den

pågældendes tilstedeværelse er påkrævet i forbindelse med en straffesag, som

verserer på den anmodede stats territorium. En anmodning kan ligeledes

nægtes, såfremt overførslen vil kunne medføre, at varigheden af

frihedsberøvelsen forlænges, eller der er andre afgørende grunde til ikke at

overføre den pågældende til den begærende stats territorium.

De nævnte bestemmelser finder tillige anvendelse på det nordiske

samarbejde. Hverken Den Nordiske Overenskomst af 26. april 1974 om gensidig

retshjælp, jf. bekendtgørelse nr. 100 af 15. september 1975, eller lov nr.

182 af 7. maj 1975 om nordisk vidnepligt indeholder således regler om

overførsel af personer, der er frihedsberøvet i et andet nordisk land, med

henblik på personligt fremmøde som vidne eller medvirken ved konfrontation.

Som nævnt i pkt. 3.1.5., er Den Europæiske Retshjælpskonvention ikke

transformeret til dansk ret, men det antages med støtte i afgørelserne U

1972.600 H og U 1988.203 V, at f.eks. en udenlandsk begæring om

beslaglæggelse kan imødekommes, såfremt der ville kunne ske beslaglæggelse i

en tilsvarende straffesag her i landet. Østre Landsret har imidlertid i en

kendelse af 21. september 1994 fastslået, at hverken retsplejelovens regler

om forvaring af vidner, jf. § 178, stk. 1, nr. 5, eller varetægtsfængsling,

jf. § 762, stk. 1, nr. 1, kan anvendes direkte eller analogt som

hjemmelsgrundlag for frihedsberøvelse af en person, der er frihedsberøvet i

udlandet, og som ønskes overført her til landet med henblik på at afgive

vidneforklaring i en verserende straffesag.

Rigsadvokaten har på denne baggrund indstillet, at der tilvejebringes den

fornødne lovhjemmel på området.

5.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan i lyset af den tiltagende internationale

kriminalitet tilslutte sig, at der bør skabes mulighed for at udnytte

retshjælpskonventionens art. 11 til at begære personer, der er frihedsberøvet

i udlandet, overført til Danmark med henblik på personligt fremmøde som vidne

eller med henblik på deltagelse i en konfrontation. Det kan efter

omstændighederne være både i forsvarets og anklagemyndighedens interesse at

kunne føre beviset umiddelbart for den dømmende ret i stedet for at være

henvist til at anmode om dokumentation - dvs. oplæsning i et retsmøde - i

medfør af retsplejelovens § 877 af den pågældendes eventuelle forklaring for

en fremmed myndighed.

Som det fremgår af pkt. 5.1. ovenfor, finder retshjælpskonventionen

anvendelse i straffesager. Justitsministeriet har på denne baggrund

overvejet, om den danske ordning på området tillige bør omfatte civile sager.

Da det imidlertid næppe kan antages at blive aktuelt at overføre en person,

der er frihedsberøvet i udlandet, for at afgive vidneforklaring i en civil

sag i Danmark, har Justitsministeriet ikke fundet at burde stille forslag

herom.

Retshjælpskonventionens art. 11 er endvidere indskrænket til tilfælde,

hvor formålet med overførslen er at afgive vidneforklaring i retten eller

medvirke ved en konfrontation. Efter denne bestemmelse består der således

alene en pligt til at imødekomme anmodninger om overførsel i dette øjemed.

Bestemmelsen udelukker dog ikke, at der kan fremsættes begæring om overførsel

af en frihedsberøvet person med henblik på at afgive forklaring eller

medvirke ved en konfrontation hos politiet. Justitsministeriet har på denne

baggrund ikke fundet, at man ved udformningen af den danske ordning bør

afskære adgangen til at frihedsberøve en person med henblik på overførsel for

at afgive forklaring eller medvirke ved en konfrontation hos politiet. Den

danske ordning foreslås derfor affattet således, at den både omfatter

vidneforklaring og forklaring samt konfrontation hos politiet.

Den danske ordning foreslås i øvrigt udformet således, at det er en

forudsætning for overførslen, at den pågældende samtykker i at afgive

forklaring eller deltage i konfrontation. Det skyldes, at der ikke er grund

til at gennemføre en sådan overførsel, hvis den pågældende nægter at medvirke

hertil. Endvidere indebærer samtykke til en sådan midlertidig overførsel også

en accept af, at den berørte person efter forklaringens afgivelse eller

konfrontationen i Danmark skal tilbageføres til den stat, hvor den pågældende

er frihedsberøvet, med henblik på fortsat strafafsoning eller

varetægtsfængsling. Der opstår således ikke i forbindelse med tilbageførslen

noget spørgsmål udlevering, der skal behandles efter reglerne i

udleveringsloven. Det gælder, uanset om den pågældende under opholdet i

Danmark tilbagekalder sit tidligere meddelte samtykke og modsætter sig en

tilbageførsel.

Skyldes samtykket til overførsel et ønske om at fortsætte strafafsoning i

Danmark, er der efter loven om international fuldbyrdelse af straf m.v.

mulighed for, at den fremmede stat søger straffuldbyrdelsen overført til

Danmark. Indtil en sådan anmodning om overførsel af straffuldbyrdelse

eventuelt fremkommer, må den pågældende tilbageføres til udlandet i

overensstemmelse med staternes aftale herom.

Justitsministeriet har overvejet, om det forhold, at den berørte person

skal samtykke til overførslen, indebærer, at en frihedsberøvelse af den

pågældende her i landet anses for frivillig, således at der ikke er behov for

at lade domstolene træffe afgørelse herom. Det er imidlertid

Justitsministeriets opfattelse, at det vil være bedst stemmende med dansk

retstradition at overlade det til retten at træffe afgørelse om

frihedsberøvelse, selv om det kan hævdes, at der ikke foreligger et

tvangsindgreb, når der er meddelt samtykke af den pågældende. Herved undgås

det også, at der opstår tvivl om, hvorledes frihedsberøvelsen kan fortsætte,

hvis den pågældende under opholdet her i landet anmoder om at blive løsladt.

Justitsministeriet har endvidere overvejet, om der bør skabes lovhjemmel

med henblik på overførsel af her frihedsberøvede personer for at afgive

forklaring eller medvirke ved konfrontation i udlandet. Efter den nugældende

ordning, hvor der ikke er særlig hjemmel til frihedsberøvelse i dette øjemed,

kræver en overførsel den pågældendes samtykke. Når videre henses til, at en

overførsel i praksis normalt forudsætter den pågældendes accept, forekommer

der ikke at være behov for at medtage bestemmelser herom i lovforslaget. Det

vil derfor fortsat være en betingelse for overførsel af en her frihedsberøvet

person til udlandet, at personen giver samtykke til overførslen.

Det foreslås på denne baggrund, at der i retsplejeloven som § 191

indsættes en bestemmelse, hvorefter en person, der er frihedsberøvet i

udlandet, og som har meddelt samtykke hertil, kan overføres til Danmark for i

en straffesag at afgive forklaring eller medvirke ved konfrontation. Det

foreslås i den forbindelse fastsat, at den pågældende under overførslen skal

være frihedsberøvet og skal tilbageføres til den fremmede stat, uanset om den

pågældende senere tilbagekalder sit samtykke til overførslen.

Det foreslås endvidere, at afgørelse om frihedsberøvelse skal træffes af

retten efter anmodning af politiet, og at retten i den forbindelse skal påse,

at den pågældende på tidspunktet for afgørelsen har meddelt samtykke til

midlertidig overførsel i det angivne øjemed.

Om det nærmere indhold af den foreslåede bestemmelse henvises i øvrigt til

bemærkningerne til lovforslagets § 4.

6. Hørte myndigheder m.v.

Justitsministeriet har indhentet udtalelser over lovforslaget fra

præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenterne for Københavns

byret og for retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske

Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, rigsadvokaten, rigspolitichefen,

politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark,

Politifuldmægtigforeningen, Dansk Kriminalpolitiforening, Dansk

Politiforbund, Advokatrådet, Det Danske Center for Menneskerettigheder samt

Nævnet for Etnisk Ligestilling.

7. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller administrative

konsekvenser for det offentlige af betydning.

Lovforslaget har ikke erhvervsøkonomiske eller miljømæssige konsekvenser.

Om de EU-retlige aspekter henvises til pkt. 1.1. i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Lov om udlevering af lovovertrædere

Til nr. 1

Bestemmelsen indebærer, at reglerne om forenklet behandling af sager om

udlevering også kan finde anvendelse i tilfælde, hvor udleveringssagen

udelukkende er indledt på grundlag af en formel udleveringsbegæring, jf.

udleveringslovens § 11. Er den berørte person således indgået på udlevering

under anholdelsen eller senere, kan den pågældende lade sig udlevere efter

den forenklede procedure, jf. kapitel 3 a. Finder justitsministeren i medfør

af § 18 c, stk. 2, at betingelserne for udlevering utvivlsomt er opfyldt, vil

udlevering herefter kunne iværksættes af politiet i medfør af § 18 d.

Til nr. 2, 3 og 5

Der er alene tale om ajourføring af henvisningerne til retsplejeloven. De

nugældende henvisninger omfatter de regler, der i 1967 ved udleveringslovens

vedtagelse fandtes i kapitlerne 68 om beslaglæggelse, 69 om

ransagning, 71 om anholdelse og 72 om fængsling. Kapitel 68

omfattede dengang også regler om indgreb i meddelelseshemmeligheden, ligesom

kapitel 69 omfattede regler om legemsindgreb.

Henvisningen til reglerne om indgreb i meddelelseshemmeligheden

opretholdes imidlertid ikke, idet der næppe kan antages at være behov for

anvendelse af sådanne indgreb i forbindelse med en sag om udlevering. Det

bemærkes, at der ikke herved tilsigtes nogen ændring af reglerne om retshjælp

på det pågældende område. Fremsætter den stat, der har begæret udlevering,

således f.eks. anmodning om, at der til brug for den verserende straffesag i

den begærende stat foretages telefonaflytning af den pågældende persons

samtaler i Danmark, vil spørgsmålet om imødekommelse af en sådan begæring

skulle afgøres efter de almindelige regler om retshjælp. Det indebærer, at

der skal tages stilling til, om telefonaflytning ville kunne foretages i en

tilsvarende dansk straffesag.

Til nr. 4

Til § 18 a

§ 18 a indebærer, at udlevering til en EU-medlemsstat kan ske på grundlag

af en eftersøgning, der indeholder de i bestemmelsen angivne oplysninger.

Bortset fra § 18 c, stk. 1, der giver mulighed for at fravige

specialitetsreglen i udleveringslovens § 10, gælder betingelserne for

udlevering i lovens kapitel 2 uændret. Lovens kapitel 4 gælder ligeledes

uændret. § 19 om foranstaltninger i anledning af en efterlysning har

imidlertid alene praktisk betydning i de tilfælde, hvor udleveringssagen er

indledt uden nogen forudgående begæring om udlevering i medfør af § 18 a. I

de tilfælde, hvor udleveringssagen indledes i medfør af § 18 a, vil

frihedsberøvelse i stedet ske med hjemmel i § 18 b, stk. 2. § 20 om

justitsministerens samtykke til videreudlevering m.v. får betydning i de

tilfælde, hvor den berørte person i medfør af § 18 c, stk. 1, alene giver

samtykke til udlevering og således ikke tillige giver afkald på anvendelse af

specialitetsreglen. § 20 skal endvidere altid anvendes, når der er spørgsmål

om videreudlevering til en tredje stat uden for EU-medlemsstaterne.

Betingelserne for transit, jf. udleveringslovens § 21, berøres ikke af

lovforslagets bestemmelser.

Af udleveringslovens § 1 følger, at loven og dermed også kapitel 3 a ikke

finder anvendelse på behandlingen af begæringer om udlevering fra Danmark til

et af de nordiske lande. På sådanne tilfælde gælder fortsat den særlige

lovgivning herom.

§ 18 a vil i praksis indebære, at behandlingen af en begæring om

udlevering kan indledes straks ved politiets modtagelse af en efterlysning

fra Interpol. Det forudsættes, at politiet ved anholdelsen af den eftersøgte

person eller i umiddelbar tilknytning hertil vejleder den pågældende om

muligheden for at give indenretligt samtykke til udlevering og afkald på

specialitetsreglen. Et indenretligt samtykke vil i givet fald kunne meddeles

allerede under det retsmøde, der afholdes med henblik på varetægtsfængsling.

Meddeles samtykke i dette retsmøde, skal den begærende stat omgående

underrettes herom, jf. konventionens art. 8, stk. 1, 1. pkt. Endvidere skal

sagen forelægges Justitsministeriet med henblik på afgørelse af spørgsmålet

om udlevering på det foreliggende grundlag, jf. § 18 c, stk. 2. Efter

omstændighederne vil udlevering herefter umiddelbart kunne iværksættes af

politiet. Meddeles der ikke samtykke til udlevering, skal den begærende stat

underrettes herom med henblik på at få lejlighed til at fremsende en formel

udleveringsbegæring, jf. konventionens art. 10 og § 18 c, stk. 1, 2. pkt.

At samtykke ikke meddeles under retsmødet med henblik på

varetægtsfængsling, f.eks. fordi spørgsmålet ønskes drøftet nærmere med

forsvareren, afskærer ikke den pågældende fra i et senere retsmøde at meddele

samtykke, jf. herved konventionens art. 8, stk. 1, 2. pkt., og § 18 c, stk.

1, 1. pkt. Den pågældende vil således også kunne meddele samtykke i medfør af

sidstnævnte bestemmelse, selv om den begærende stat i mellemtiden har

fremsendt en formel udleveringsbegæring, jf. konventionens art. 12, stk. 1,

2. led.

Til § 18 b

§ 18 b, stk. 1, svarer til udleveringslovens § 12, 2. pkt.

Henvisningen i § 18 b, stk. 2, 1. pkt., til udleveringslovens § 13

indebærer, at der til fremme af undersøgelsen og for at sikre udleveringen

kan iværksættes anholdelse, jf. retsplejelovens kapitel 69,

varetægtsfængsling, jf. retsplejelovens kapitel 70, legemsindgreb, jf.

retsplejelovens kapitel 72, ransagning, jf. retsplejelovens kapitel 73, og

beslaglæggelse, jf. retsplejelovens kapitel 75 b.

Henvisningen i § 18 b, stk. 2, 1. pkt., til udleveringslovens § 14

indebærer, at der, når der iværksættes undersøgelse i medfør af § 18 b, stk.

1, skal beskikkes en forsvarer for den, der søges udleveret, medmindre den

pågældende selv vælger en forsvarer. Henvisningen indebærer endvidere, at

reglerne i retsplejelovens kapitel 66 om beskikkelse og valg af forsvarer i

øvrigt finder tilsvarende anvendelse. Af henvisningen til udleveringslovens §

14, stk. 2, følger, at udgifterne til en beskikket forsvarer og andre

sagsomkostninger afholdes af det offentlige, medmindre retten under særlige

omstændigheder bestemmer, at de skal betales af den, der søges udleveret. Om

forsvarerbeskikkelse og afholdelse af udgifter og andre sagsomkostninger

gælder således samme regler, uanset om udleveringssagen behandles efter de

almindelige regler i kapitel 3 eller de nye regler om en forenklet behandling

i kapitel 3 a.

§ 18 b, stk. 2, 2. pkt., indebærer bl.a., at varetægtsfængsling som

udgangspunkt skal ophæves, såfremt en formel udleveringsbegæring ikke er

modtaget senest 30 dage efter anholdelsen. Retten kan dog i særlige tilfælde

forlænge denne frist. En lignende bestemmelse er fastsat i udleveringslovens

§ 19, stk. 2.

At der gælder en frist for varigheden af straffeprocessuelle

tvangsindgreb, iværksat på grundlag af en eftersøgning, har sammenhæng med

forbudet i 1957-konventionens art. 16, stk. 4, mod at udstrække en foreløbig

fængsling ud over 40 dage, regnet fra anholdelsesdagen. Har den anmodede stat

ikke inden dette tidspunkt modtaget en formel udleveringsbegæring, jf.

1957-konventionens art. 12, skal den pågældende løslades. Som det fremgår af

de almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.5. og 2.2.7., skyldes de frister for

underretning af den begærende stat, der er fastsat i konventionens art. 8,

stk. 1, og 10, stk. 2, ønsket om at sikre den begærende stat mulighed for at

indgive en formel udleveringsbegæring inden udløbet af 40-dages fristen i de

tilfælde, hvor det enten er klart, at den forenklede fremgangsmåde ikke kan

benyttes, eller usikkert, om den vil blive benyttet. Tilbagekalder den

berørte person sit samtykke til udlevering, jf. nedenfor, indebærer

konventionens art. 7, stk. 4, at tilbagekaldelsen ikke kommer den begærende

stat til skade.

Som nævnt i de almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.4., kan der ikke efter

den nuværende udleveringslovgivning eller på andet grundlag antages at gælde

nogen indskrænkning i adgangen til at tilbagekalde et samtykke til

udlevering. Lovforslagets bestemmelser opretholder denne retstilstand

uændret. Den berørte person vil med andre ord kunne tilbagekalde et

indenretligt samtykke til udlevering på et hvilket som helst tidspunkt.

Tilbagekaldelsen vil imidlertid alene kunne få betydning for spørgsmålet om

løsladelse i de - marginale - tilfælde, hvor der ved udløbet af 30-dages

fristen i § 18 b, stk. 2, 2. pkt., ikke foreligger eller kan ventes en formel

udleveringsbegæring fra den begærende stat. Lovforslaget udelukker

eksempelvis ikke, at et samtykke, meddelt allerede under det første retsmøde

med henblik på varetægtsfængsling, tilbagekaldes umiddelbart før

udleveringens iværksættelse. I sådanne særlige tilfælde vil § 18 b, stk. 2,

3. pkt., imidlertid indebære, at retten kan forlænge fristen for

frihedsberøvelse med henblik på, at den begærende stat fremsender en formel

udleveringsbegæring.

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.8., skal den

pågældende som udgangspunkt løslades, såfremt udlevering ikke har fundet sted

senest 20 dage efter meddelelsen af afgørelsen om udlevering, jf.

konventionens art. 11, stk. 1 og 2, jf. art. 10, stk. 2. I de sædvanlige

tilfælde, hvor samtykket meddeles under det første retsmøde med henblik på

varetægtsfængsling, vil udlevering kunne iværksættes inden for 30-dages

fristen i § 18 b, stk. 2, 2. pkt. Konventionen udelukker imidlertid ikke, at

samtykke fra den berørte person og tilladelse fra den anmodede stats

myndigheder først meddeles ved udløbet af 30-dages fristen, og at

udleveringen derfor tidligst kan iværksættes umiddelbart herefter, jf. § 18

d.

Til § 18 c

Efter § 18 c, stk. 1, kan den, der begæres udleveret, i et retsmøde

meddele samtykke til udlevering og til, at den pågældende drages til ansvar

og udleveres videre til en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger,

begået før udleveringen, end den, der sker udlevering for. Bestemmelsen

indebærer, at den berørte person kan indskrænke sit samtykke til alene at

angå de forhold, der sker udlevering for. I så fald opretholdes

udleveringslovens § 10, nr. 1, om specialitetsreglen fuldt ud. Den berørte

person kan imidlertid også give afkald på anvendelse af specialitetsreglen i

forhold til den begærende EU-medlemsstat. I så fald kræves

Justitsministeriets tilladelse hverken i forhold til den begærende

medlemsstat eller ved videreudlevering til en tredje medlemsstat. I forhold

til andre stater gælder udleveringslovens § 10. § 18 c, stk. 1, giver ikke

mulighed for at give afkald på specialitetsreglen alene i forhold til den

begærende medlemsstat. Et sådant afkald indebærer tillige afkald på

specialitetsreglen i forhold til andre EU-medlemsstater.

Retten skal efter § 18 c, stk. 1, 4. pkt., vejlede om følgerne af et

samtykke til udlevering og afkald på anvendelse af specialitetsreglen. I

denne vejledning kan efter omstændighederne også indgå oplysning om

betingelserne for udlevering, jf. kapitel 2. Det forudsættes, at samtykket og

i givet fald afkald på anvendelse af specialitetsreglen føres til protokol i

overensstemmelse med retsplejelovens regler, jf. konventionens art. 7, stk.

3.

Efter § 18 c, stk. 2, skal sagen forelægges Justitsministeriet med

henblik på tilladelse til udlevering efter den forenklede procedure.

Bestemmelsen indebærer, at udlevering kan nægtes, uanset at den berørte

person har givet samtykke, såfremt det findes betænkeligt at gennemføre

udlevering på det foreliggende grundlag. Det vil f.eks. kunne forekomme, hvis

der er tvivl om, hvorvidt strafansvaret kan være forældet, eller om

udleveringen vil være uforenelig med humanitære hensyn. Det bemærkes herved,

at der efter § 18 c, stk. 1, 4. pkt., alene påhviler retten en

vejledningspligt. Retten skal således ikke træffe afgørelse om udlevering.

Nægter Justitsministeriet udlevering i medfør af § 18 c, stk. 2, skal den

begærende stat underrettes herom efter konventionens art. 10, stk. 2, med

henblik på at få mulighed for at indgive en formel udleveringsbegæring.

Finder justitsministeren imidlertid, at udleveringsbegæringen kan

imødekommes på det foreliggende grundlag, kan udleveringen herefter

iværksættes af politiet. For at sikre udleveringens gennemførelse kan fortsat

fængsling ske i medfør af § 18 d. Om baggrunden for 20-dages fristen og

spørgsmålet om eventuel forlængelse af denne frist i medfør af bestemmelsens

3. pkt. henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.8.

Til § 2

Lov om international fuldbyrdelse af straf m.v.

Til nr. 1

Bestemmelsen indebærer, at afgørelser om konfiskation, omfattet af

FN-konventionen eller hvidvaskkonventionen, kan fuldbyrdes efter de gældende

regler i lovens kapitel 3, når den pågældende konventions betingelser er

opfyldt. Der henvises herved til de almindelige bemærkninger pkt. 3.1. og

3.2.

Om fuldbyrdelse af fremmede retsanmodninger om beslaglæggelse m.v.,

herunder spørgsmålet om overførsel af beslaglagte midler til den begærende

stat, henvises særligt til de almindelige bemærkninger pkt. 3.1.5.

Efter hvidvaskkonventionens art. 15 og FN-konventionens art. 5, stk. 5,

vil det konfiskerede som udgangspunkt tilfalde statskassen. Imidlertid giver

de pågældende bestemmelser i modsætning til retsvirkningskonventionens art.

47 mulighed for at overføre det konfiskerede helt eller delvis f.eks. med

henblik på deling af konfiskationsprovenuet mellem den begærende og den

anmodede stat (»asset sharing«). Konventionerne giver også mulighed

for ordninger, hvorved konfiskationsprovenuet øremærkes til

kriminalitetsbekæmpelse m.v. ved placering i mellemstatslige fonde eller

lignende (»asset forfeiture fund«).

Henvisningen i § 5 a til hvidvaskkonventionens art. 15 og FN-konventionens

art. 5, stk. 5, indebærer, at justitsministeren kan træffe bestemmelse om hel

eller delvis overførsel af det konfiskerede. Sådan overførsel forudsættes

imidlertid som udgangspunkt alene at komme på tale i enkelttilfælde i forhold

til en begærende stat, hvor der er konstateret gensidighed. Overførsel kan

efter omstændighederne tænkes anvendt i tilfælde, hvor der består et

erstatningskrav i anledning af den lovovertrædelse, som har dannet grundlag

for konfiskationen, jf. straffelovens § 77, eller hvor forbrydelsen bortset

fra det konfiskerede udbytte ikke har nogen tilknytning til Danmark.

Til nr. 2 og 3

Der er alene tale om konsekvensændringer, der indebærer, at henvisningerne

i § 10, stk. 1, og § 12, stk. 2, også kommer til at omfatte kapitel 3 a om

FN-konventionen og hvidvaskkonventionen. Det bemærkes, at henvisningerne i §

9 og § 10, stk. 3, til kapitel 3-4 også forudsættes at omfatte kapitel 3 a.

Til § 3

Lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående

fuldbyrdelse af straf m.v.

Til nr. 1

Ændringen indebærer, at der i lighed med, hvad der gælder for betingede

domme, kan ske overførsel til Danmark fra et af de nordiske lande af tilsyn,

fastsat i domme om samfundstjeneste som en selvstændig retsfølge. Der

henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.1.

Til nr. 2

Bestemmelsen angår retsvirkningerne af en overførsel til Danmark af

tilsyn, fastsat i de øvrige nordiske lande. Sammen med § 7 indebærer

ændringen af § 8, stk. 1, 2. pkt., at straffelovens regler om betingede

domme, herunder 8. kapitel om samfundstjeneste, finder anvendelse, uanset om

tilsynet er fastsat i en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste eller i

en dom til samfundstjeneste. Retten kan således efter omstændighederne træffe

bestemmelse om fuldbyrdelse af straf, jf. herved lovens § 4, fastsat i en dom

til samfundstjeneste, eller fastsætte en straf, såfremt der ikke i forvejen

er fastsat straf i dommen til samfundstjeneste, jf. straffelovens § 66, stk.

1, nr. 1, og § 67, stk. 1, jf. § 61. I begge tilfælde skal der ved

straffastsættelsen tages hensyn til omfanget af den samfundstjeneste, som den

dømte måtte have udført, jf. straffelovens § 66, stk. 3, og § 67, stk. 3.

Til nr. 3

Efter denne bestemmelse kan den danske anklagemyndighed eller vedkommende

danske domstol overlade til myndighederne i domslandet at træffe de i § 8,

stk. 1, omhandlede afgørelser. Ændringen indebærer, at bestemmelsen tillige

kan finde anvendelse i tilfælde, hvor der er spørgsmål om ændring af en dom

til samfundstjeneste.

Til nr. 4

Såfremt en person, der er betinget dømt i et andet nordisk land, her i

landet dømmes for strafbart forhold, kan retten, selv om der ikke er anordnet

tilsyn efter lovens § 7, i medfør af § 9 træffe afgørelse i overensstemmelse

med straffelovens regler om betingede domme om, at der skal fastsættes

ubetinget straf for forhold, omfattet af den betingede dom.

Bestemmelsen er efter sin formulering fakultativ. Selv om det nye

strafbare forhold er af en sådan beskaffenhed, at retten, såfremt den

betingede dom havde været afsagt her i landet, efter straffelovens § 61 ville

have truffet bestemmelse om fuldbyrdelse af straf for det af den betingede

dom omfattede forhold, kan retten således undlade dette og dermed overlade

spørgsmålet til domslandets myndigheder.

Ændringen indebærer, at bestemmelsen tillige finder anvendelse på forhold,

omfattet af en dom til samfundstjeneste.

Til nr. 5

Bestemmelsen angår tilfælde, hvor en person, der er betinget dømt her i

landet, i et af de øvrige nordiske lande idømmes straf for forhold, begået i

prøvetiden, uden at der ved dommen tages stilling til spørgsmålet om ændring

af den betingede dom. I sådanne tilfælde beror det på de danske myndigheders

afgørelse, hvorvidt det i et andet nordisk land pådømte forhold skal medføre

ændring af den betingede dom.

Med henblik herpå fastsættes i § 11, stk. 2, at denne afgørelse træffes

efter reglerne i straffelovens § 60. Det omhandlede strafbare forhold

ligestilles således med en overtrædelse af vilkår, fastsat i medfør af

straffelovens § 57 (tilsyn og særvilkår).

Med tilføjelsen af straffelovens § 66 i lovforslagets § 3, nr. 5, udvides

bestemmelsen til også at omfatte betingede domme med vilkår om

samfundstjeneste.

Til § 4

Retsplejeloven

Til § 191

Til stk. 1

Efter stk. 1, 1. pkt., kan en person, der er frihedsberøvet i

udlandet, og som har meddelt samtykke hertil, overføres til Danmark for i en

straffesag at afgive forklaring eller medvirke ved konfrontation. Den

pågældende skal under overførslen være frihedsberøvet og skal tilbageføres

til den fremmede stat, uanset om den pågældende senere tilbagekalder sit

samtykke til overførslen, jf. stk. 1, 2. pkt. Om baggrunden for denne

ordning henvises til pkt. 5.2. i de almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen finder anvendelse i straffesager, men ikke i civile sager.

Bestemmelsen er ikke indskrænket til tilfælde, hvor formålet med overførslen

er at afgive vidneforklaring. Bestemmelsen vil også kunne bringes i

anvendelse i tilfælde, hvor formålet med overførslen er, at den pågældende

skal afgive forklaring hos politiet eller medvirke ved konfrontation. Om

baggrunden herfor henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5.2.

Bestemmelsen angår alene personer, der har meddelt samtykke til at lade

sig overføre for at afgive vidneforklaring eller medvirke ved en

konfrontation. Det indebærer, at frihedsberøvelse i medfør af § 191, stk. 1,

ikke kan finde sted, hvis den berørte person over for den fremmede stats

myndigheder modsætter sig en overførsel i det anmodede øjemed, f.eks fordi

den pågældende ikke ønsker at afgive en vidneforklaring.

Justitsministeriet forudsætter, at anklagemyndigheden i forbindelse med

stillingtagen til spørgsmålet om, hvorvidt en person, der er frihedsberøvet i

udlandet, skal føres som vidne i en dansk straffesag, lader indgå, om det vil

være åbenbart uforeneligt med landets retsorden at lade den pågældende

tilbageføre til udlandet efter vidneførslen eller konfrontationen. Det vil

f.eks. kunne være tilfældet, hvis den pågældende er idømt dødsstraf i

udlandet.

Selv om der efter reglerne i udleveringsloven ikke kan ske udlevering af

en dansk statsborger til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse i en anden

stat, vil det efter lovforslaget ikke være udelukket at lade en dansk

statsborger, der er fængslet i udlandet, overføre til Danmark for at afgive

vidneforklaring med henblik på efterfølgende tilbageførsel til den pågældende

fremmede stat. Det har sammenhæng med, at en overførsel forudsætter, at den

pågældende har meddelt samtykke hertil og dermed også til tilbageførsel. Det

er i den forbindelse uden betydning, om den pågældende senere tilbagekalder

sit samtykke til overførslen, jf. stk. 1, 2. pkt.

At frihedsberøvelsen efter stk. 1, 2. pkt., knytter sig til

»overførslen«, indebærer, at frihedsberøvelsen omfatter transporten

til anbringelsesstedet i Danmark, opholdet i Danmark og transporten tilbage

til den fremmede stats myndigheder.

Til stk. 2

Efter stk. 2, 1. pkt., træffes afgørelse om frihedsberøvelse af

retten efter anmodning fra politiet. Retten skal efter denne bestemmelse

alene tage stilling til spørgsmålet om frihedsberøvelse. Opstår der tvist om,

hvorvidt den berørte person overhovedet skal føres som vidne, må dette

spørgsmål afgøres efter reglerne i retsplejelovens § 837 og § 927, jf. § 837.

Efter stk. 2, 2. pkt., skal retten påse, at den pågældende har

meddelt samtykke til midlertidig overførsel som nævnt i stk. 1. Der stilles

ikke bestemte formkrav til dette samtykke. Retten må således efter en konkret

vurdering afgøre, om f.eks. en erklæring herom til en politirapport eller

lignende, der er optaget af det fremmede lands myndigheder, kan accepteres,

eller om der i stedet bør foreligge samtykke i form af en underskrevet

erklæring fra den pågældende selv.

Bestemmelsen udelukker i øvrigt ikke, at retten i vurderingen af

spørgsmålet om frihedsberøvelse lader indgå en overvejelse af, hvorvidt

tilbageførsel af den pågældende til udlandet må antages at være åbenbart

uforeneligt med landets retsorden. Som det fremgår af bemærkningerne til §

191, stk. 1, forudsættes anklagemyndigheden imidlertid allerede ved

afgørelsen af, om begæring om overførsel skal fremsættes, at have taget

stilling til dette spørgsmål.

Der skal ikke beskikkes advokat for den, der er frihedsberøvet i udlandet,

i forbindelse med rettens behandling af anmodningen om frihedsberøvelse under

overførsel til Danmark. Det skyldes, at formålet med overførslen ikke er at

iværksætte strafforfølgning mod den pågældende. At der ikke beskikkes

advokat, har endvidere sammenhæng med, at frihedsberøvelse alene kan komme på

tale, såfremt den pågældende i udlandet har meddelt samtykke til overførsel i

det givne øjemed. Bliver den pågældende derimod sigtet eller tiltalt i

anledning af forhold, der begås under opholdet i Danmark, jf. bemærkningerne

til § 191, stk. 3 og 4, nedenfor, finder de almindelige regler i

retsplejelovens kapitel 66 om sigtede og hans forsvar anvendelse.

Efter § 191, stk. 2, 3. pkt., fastsætter retten en frist for

frihedsberøvelsen. Der foreslås ikke nogen maksimumgrænse herfor, men det

forudsættes, at fristen fastsættes i overensstemmelse med den aftale om

tidspunktet for tilbageførsel, der indgås med den fremmede stat.

Efter samme bestemmelse kan retten forlænge fristen for frihedsberøvelse.

Der sigtes hermed til tilfælde, hvor den overførte person på grund af

ekstraordinære omstændigheder som f.eks. behandlingskrævende sygdom, der er

indtrådt under opholdet i Danmark, ikke kan tilbageføres inden udløbet den

frist, der er fastsat som led i afgørelsen om frihedsberøvelse. Det påhviler

i så fald anklagemyndigheden at indgå de nødvendige aftaler med de

udenlandske myndigheder om forlængelse af det aftalte tidsrum for

overførslen.

Efter § 191, stk. 2, 4. pkt., træffes rettens afgørelse ved

kendelse, der ikke kan kæres. Bestemmelsen afviger herved fra de almindelige

regler om kære, jf. retsplejelovens § 968, stk. 2, hvorefter kære af

kendelse, der afgives under domsforhandlingen eller dennes forberedelse,

bl.a. kan ske, når beslutningen er rettet mod nogen, der ikke er part i

sagen. Da afgørelse om frihedsberøvelse efter § 191, stk. 1, alene kan komme

på tale, såfremt den berørte person har meddelt samtykke, kan der imidlertid

næppe antages at være behov for at kunne kære rettens afgørelse om

frihedsberøvelse. Det gælder også i de tilfælde, hvor retten nægter

frihedsberøvelse med henvisning til, at samtykket ikke foreligger

tilstrækkeligt dokumenteret, eller at tilbageførsel må anses for åbenbart

uforenelig med landets retsorden, jf. bemærkningerne til § 191, stk. 2, 2.

pkt., ovenfor.

§ 191, stk. 2, 4. pkt., berører ikke adgangen til kære af rettens

afgørelse i anledning af tvist om selve bevisførelsen. Rettens kendelse om,

at en person, der er frihedsberøvet i udlandet, skal føres som vidne, vil

således fortsat kunne kæres i medfør af retsplejelovens § 968, stk. 2.

Til stk. 3

Efter denne bestemmelse må den pågældende under opholdet her i landet ikke

drages til ansvar eller udleveres videre til tredjeland for nogen strafbar

handling, der er begået før overførslen her til landet. Bestemmelsen svarer

til retshjælpskonventionen art. 11, stk. 1, jf. art. 12, stk. 1. En lignende

bestemmelse er fastsat i § 7, 1. pkt., i loven om nordisk vidnepligt.

Hverken retshjælpskonventionens art. 11, stk. 1, jf. art. 12, stk. 1,

eller § 191, stk. 3, udelukker, at der iværksættes strafforfølgning,

straffuldbyrdelse eller udlevering i anledning af forhold, der begås efter

overførslen her til landet. Begår den overførte person f.eks. vold under

opholdet i Danmark, skal forholdet behandles efter retsplejelovens regler om

efterforskning og tiltale for strafbart forhold. Varetægtsfængsles den

overførte person i samme anledning, kan tilbageførsel af den pågældende til

den fremmede stat først iværksættes, når den pågældende løslades fra

varetægtsfængsel eller, hvis den pågældende også er varetægtsfængslet efter

dommen, efter endt strafudståelse. I så fald skal fristen for

frihedsberøvelse forlænges i medfør af § 191, stk. 2, 3. pkt., med henblik på

tilbageførsel umiddelbart efter løsladelsen.

Efter retshjælpskonventionens art. 12, stk. 3, ophører den immunitet, der

er fastsat i art. 12, stk. 1, hvis vidnet er forblevet i landet, uanset at

den pågældende i 15 sammenhængende dage efter vidneforklaringens afgivelse

har haft mulighed for at forlade landet, eller hvis vidnet efter at have

forladt landet er vendt tilbage til landet. Art. 12, stk. 3, angår

umiddelbart personer, der ikke er frihedsberøvet, og som indkaldes til at

afgive vidneforklaring i et andet land. Art. 12, stk. 3, omfatter imidlertid

også personer, der er frihedsberøvet, og som overføres til et andet land for

at afgive vidneforklaring, i den udstrækning, bestemmelsen kan finde

anvendelse, jf. art. 11, stk. 1. Vender en person, der som frihedsberøvet har

været overført til et land for at afgive vidneforklaring, senere tilbage til

det pågældende land, vil den pågældende således ikke være beskyttet af den

immunitet, der følger af art. 12, stk. 1.

I overensstemmelse hermed er det i § 191, stk. 3, fastsat, at immuniteten

alene gælder under opholdet her i landet. Vender den berørte person senere

tilbage hertil efter at være løsladt i udlandet, vil § 191, stk. 3, ikke være

til hinder for, at der iværksættes strafforfølgning m.v. i anledning af

forhold, der er begået inden overførslen i medfør af § 191, stk. 1.

§ 191, stk. 3, berører ikke spørgsmålet om iværksættelse af reaktioner

over for den berørte person som følge af selve vidneførslen. På dette punkt

opretholdes retsplejelovens § 178 om modvillige vidner uændret. Det har

sammenhæng med, at overførsel med henblik på at afgive vidneforklaring efter

§ 191, stk. 1, alene kommer på tale, såfremt den pågældende meddeler samtykke

hertil.

Den person, der er frihedsberøvet i udlandet, og som har meddelt samtykke

til at blive overført her til landet for at afgive vidneforklaring i en

straffesag for retten, er således stillet som andre personer, der indkaldes

som vidner i en straffesag. Nægter den pågældende efter sin ankomst til

Danmark uden lovligt forfald at give møde i retten, eller vægrer den

pågældende sig uden lovlig grund ved at svare på spørgsmål i retten, kan det

derfor efter omstændighederne komme på tale at bringe et eller flere af de

tvangsmidler, der nævnes i retsplejelovens § 178 i anvendelse. Efter denne

bestemmelse kan der f.eks. træffes beslutning om, at der skal anvendes tvang

med henblik på fremstilling i retten som vidne. Der vil også være mulighed

for at lade vidnet tage i forvaring, indtil vidnet indvilliger i at svare. Da

den pågældende allerede er undergivet frihedsberøvelse, vil dette dog næppe

blive aktuelt, men skulle et sådant tilfælde opstå, vil det ikke være muligt

at udstrække forvaringen ud over den tidsfrist, som den fremmede stat har

fastsat for tilbageførsel af den på gældende.

Til stk. 4

§ 191, stk. 4, regulerer den overførte persons retsstilling under

frihedsberøvelsen her i landet. Bestemmelsens 1. pkt. indebærer, at

den pågældende under frihedsberøvelsen alene er undergivet de begrænsninger,

som er nødvendige til sikring af frihedsberøvelsens øjemed og opretholdelse

af orden og sikkerhed på anbringelsesstedet. Denne regel svarer

indholdsmæssigt til bestemmelsen i retsplejelovens § 770, stk. 1, om

varetægtsarrestanter.

Bestemmelsen afviger imidlertid fra andre af retsplejelovens regler om

behandlingen af varetægtsarrestanter. Over for en person, der er

frihedsberøvet i medfør af § 191, stk. 1, vil der således ikke kunne træffes

afgørelse om isolation, jf. retsplejelovens § 770 a, indgreb i

besøgsadgangen, jf. retsplejelovens § 771, eller indgreb i retten til

brevveksling, jf. retsplejelovens § 772. Stiller den fremmede stats

myndigheder f.eks. vilkår om, at den berørte person skal isoleres under sit

ophold her i landet, kan følgen derfor blive, at overførslen ikke kan

gennemføres. Sådanne tilfælde må imidlertid forventes kun undtagelsesvis at

opstå. Da retshjælpskonventionens art. 11 endvidere har som udgangspunkt, at

den berørte person under overførslen ikke opholder sig som sigtet, tiltalt

eller dømt i en straffesag, men alene som frihedsberøvet med henblik på at

sikre overførslen og tilbagesendelsen, findes der ikke at være behov for at

fastsætte regler om andre indskrænkninger end dem, der er nødvendige til

sikring af frihedsberøvelsens øjemed og opretholdelse af orden og sikkerhed

på anbringelsesstedet. Det bemærkes herved, at § 191, stk. 4, ikke afskærer

anvendelsen af reglerne i § 770 a, § 771 og § 772 i tilfælde, hvor den

pågældende bliver sigtet i anledning af strafbart forhold, der begås under

opholdet i Danmark, jf. bemærkningerne til § 191, stk. 3, ovenfor.

Efter § 191, stk. 4, 2. pkt., kan anbringelse ske i arresthus, jf.

retsplejelovens § 770, stk. 2. Det indebærer, at den overførte person ligesom

varetægtsarrestanter kan anbringes i arresthus, hvis opholdet i Danmark ikke

bliver ganske kortvarigt. Typisk vil den pågældendes ophold i Danmark dog

formentlig blive så kort, at den pågældende frihedsberøves ved politiet,

f.eks. ved anbringelse på politistation eller i lokaler knyttet til den ret,

hvor der skal ske vidneafhøring. Med henvisningen til § 770, stk. 2, 2. pkt.,

vil der være mulighed for at anbringe den overførte person f.eks. på et

sygehus, hvis et sådant behov skulle opstå.

Til stk. 5

§ 191, stk. 5, rummer en bemyndigelse for justitsministeren til at

fastsætte nærmere regler om behandlingen af personer, der er frihedsberøvet i

medfør af stk. 1. Bestemmelsen er medtaget af hensyn til muligheden for ved

bekendtgørelse at regulere den frihedsberøvedes forhold f.eks. med hensyn til

forplejning, besøg m.v., hvis der viser sig at være behov herfor. Det er dog

Justitsministeriets opfattelse, at det næppe er nødvendigt på nuværende

tidspunkt at fastsætte supplerende regler om frihedsberøvelsens karakter,

idet der formentlig typisk vil blive tale om ophold under frihedsberøvelse

her i landet af meget kort varighed, hvor spørgsmål herom ikke bliver

aktuelle.

Til § 5

§ 5 indeholder ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.

Som nævnt i de almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.9., indebærer

udleveringsloven, at spørgsmålet om domstolsprøvelse af justitsministerens

beslutning om udlevering bortfalder, hvis den pågældende meddeler samtykke

til udlevering. Det foreslås på denne baggrund i stk. 1, at reglerne

om den forenklede udleveringsprocedure alene får virkning for sager, hvori

der ved lovens ikrafttræden ikke er truffet afgørelse af justitsministeren.

§ 5, stk. 3, indebærer, at reglerne om fuldbyrdelse af afgørelser

om konfiskation efter FN-konventionen og hvidvaskkonventionen som

udgangspunkt kun finder anvendelse på afgørelser, der er truffet efter, at

den pågældende konvention er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende

fremmede stat. Efter stk. 3, 2. pkt., kan justitsministeren imidlertid på

grundlag af overenskomst med vedkommende stat bestemme, at reglerne også skal

anvendes på tidligere afgørelser. Lignende overgangsbestemmelser er fastsat i

§ 14, stk. 2, om kapitel 3 i loven om international fuldbyrdelse af straf

m.v.

Til § 6

§ 6 indeholder bestemmelser om lovens territoriale gyldighedsområde.

Om § 1 bemærkes, at udleveringsloven efter § 23 har gyldighed for Færøerne

og Grønland med de afvigelser, som følger af den færøske og grønlandske

retsplejelov.

Om § 2 gælder, at loven om international fuldbyrdelse af straf m.v. er sat

i kraft for Færøerne ved anordning nr. 153 af 21. marts 1988. For Grønland

gælder derimod alene loven om fuldbyrdelse af europæiske straffedomme, jf.

anordning nr. 391 af 5. september 1980.

For så vidt angår § 3, gælder lov nr. 214 af 31. maj 1963 om samarbejde

med Finland, Island, Norge og Sverige uden afvigelse for Færøerne. For

Grønland gælder loven med de afvigelser, der følger af kriminalloven for

Grønland, jf. lovens § 24. § 3 i lov nr. 322 af 4. juni 1986 om ændring bl.a.

af den nordiske fuldbyrdelseslovs § 1 er efter lovens § 6 ikke sat i kraft

for Færøerne og Grønland.

At lovforslagets § 6 ikke rummer anordningshjemmel for § 4, skyldes, at

retsplejeloven hverken gælder for Færøerne eller Grønland.

Bilag 1

Konvention, udarbejdet på grundlag af artikel K. 3 i traktaten om Den

Europæiske Union,

om forenklet udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæiske

Union

DE HØJE KONTRAHERENDE PARTER i denne konvention, Den Europæiske Unions

medlemsstater,

SOM HENVISER TIL Rådets retsakt af 10. marts 1995,

SOM ØNSKER at forbedre det strafferetlige samarbejde mellem

medlemsstaterne, hvad angår både retsforfølgning og fuldbyrdelse af domme,

SOM ERKENDER, at udlevering spiller en vigtig rolle inden for det retlige

samarbejde i bestræbelserne på at nå disse mål,

SOM ER OVERBEVIST om nødvendigheden af at forenkle

udleveringsprocedurerne, i den udstrækning dette kan forenes med deres

grundlæggende retsprincipper, herunder principperne i den europæiske

konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende

frihedsrettigheder,

SOM KONSTATERER, at den person, der begæres udleveret, i en lang række

udleveringssager ikke modsætter sig udleveringen,

SOM TAGER I BETRAGTNING, at den for udleveringen nødvendige tid og enhver

tilbageholdelsesperiode med henblik på udlevering i sådanne tilfælde bør

begrænses mest muligt,

SOM TAGER I BETRAGTNING, at anvendelsen af den europæiske

udleveringskonvention af 13. december 1957 derfor bør lettes ved at forenkle

og forbedre udleveringsproceduren,

SOM TAGER I BETRAGTNING, at bestemmelserne i den europæiske

udleveringskonvention fortsat gælder i alle spørgsmål, der ikke er behandlet

i nærværende konvention,

ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE BESTEMMELSER:

Artikel 1

Generelle bestemmelser

1. Formålet med denne konvention er at lette anvendelsen af den europæiske

udleveringskonvention mellem Den Europæiske Unions medlemsstater, ved at

supplere denne konventions bestemmelser.

2. Stk. 1 berører ikke anvendelsen af mere fordelagtige bestemmelser i

gældende bi- eller multilaterale aftaler mellem medlemsstater.

Artikel 2

Forpligtelse til udlevering

Medlemsstaterne forpligter sig til i overensstemmelse med denne konvention

at udlevere eftersøgte personer, hvis disse personer giver deres samtykke og

den anmodede stat giver tilladelse hertil, efter den forenklede procedure som

fastsat i denne konvention.

Artikel 3

Betingelser for udlevering

1. I medfør af artikel 2 udleveres enhver person, med hensyn til hvem der

er fremsat en begæring om foreløbig anholdelse og fængsling efter artikel 16

i den europæiske udleveringskonvention, i overensstemmelse med artikel 4-11

og artikel 12, stk. 1, i nærværende konvention.

2. Den i stk. 1 omhandlede udlevering er ikke betinget af, at der

foreligger en udleveringsbegæring og dokumenter, som krævet i artikel 12 i

den europæiske udleveringskonvention.

Artikel 4

Oplysninger, der skal meddeles

1. I forbindelse med underretning af den anholdte, med henblik på

anvendelse af artikel 6 og 7 og i forbindelse med underretning af den

kompetente myndighed, der er omhandlet i artikel 5, stk. 2, anses følgende

oplysninger fra den begærende stat for at være tilstrækkelige:

a) den eftersøgtes identitet

b) hvilken myndighed der har anmodet om anholdelsen

c) om der foreligger en arrestordre eller en anden beslutning med samme

virkning eller en eksigibel dom

d) forbrydelsens karakter og retlige beskrivelse

e) en beskrivelse af, under hvilke omstændigheder forbrydelsen er begået,

herunder tidspunktet, stedet og omfanget af den eftersøgtes deltagelse i

forbrydelsen

f) så vidt muligt følgerne af forbrydelsen.

2. Uanset stk. 1 kan der dog begæres supplerende oplysninger, hvis det

viser sig, at de i stk. 1 nævnte oplysninger ikke er tilstrækkelige til, at

den kompetente myndighed i den anmodede medlemsstat kan give tilladelse til

udleveringen.

Artikel 5

Samtykke og tilladelse

1. Den anholdtes samtykke gives i overensstemmelse med artikel 6 og 7.

2. Den kompetente myndighed i den anmodede medlemsstat giver sin

tilladelse i overensstemmelse med sine nationale procedurer.

Artikel 6

Underretning af den pågældende

Når en person, der er eftersøgt med henblik på udlevering, anholdes i en

anden medlemsstat, skal den kompetente myndighed i overensstemmelse med sin

nationale lovgivning oplyse vedkommende om den foreliggende begæring og om

muligheden for at give sit samtykke til at blive udleveret til den begærende

stat efter den forenklede procedure.

Artikel 7

Indhentelse af samtykke

1. Den anholdtes samtykke og i givet fald hans udtrykkelige afkald på

anvendelse af specialitetsreglen gives over for de kompetente retsmyndigheder

i den anmodede stat i overensstemmelse med dennes nationale lovgivning.

2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger, for at samtykke

og i givet fald afkald, som omhandlet i stk. 1, indhentes på en sådan måde,

at det fremgår, at den pågældende har givet udtryk herfor frivilligt og med

fuldt kendskab til følgerne heraf. Med henblik herpå har den anholdte ret til

at lade sig rådgive.

3. Samtykke og i givet fald afkald, som omhandlet i stk. 1, føres til

protokols i overensstemmelse med lovgivningen i den anmodede medlemsstat.

4. Samtykke og i givet fald afkald, som omhandlet i stk. 1, kan ikke

tilbagekaldes. Medlemsstaterne kan, samtidig med deponeringen af deres

ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument, i en erklæring

angive, at samtykke og i givet fald afkald kan tilbagekaldes i henhold til

deres nationale regler. I så fald medregnes den periode, der forløber mellem

meddelelsen om samtykke og meddelelsen om tilbagekaldelse heraf, ikke i

fastlæggelsen af de i artikel 16, stk. 4, i den europæiske

udleveringskonvention fastsatte frister.

Artikel 8

Meddelelse om samtykke

1. Den anmodede stat meddeler omgående den pågældendes samtykke til den

begærende stat. For at give denne stat mulighed for i givet fald at indgive

en udleveringsbegæring skal den anmodede stat senest ti dage efter den

foreløbige anholdelse eller fængsling meddele den begærende stat, om den

pågældende har givet sit samtykke eller ej.

2. Den i stk. 1 omhandlede meddelelse foretages direkte mellem de

kompetente myndigheder.

Artikel 9

Afkald på anvendelse af specialitetsreglen

Enhver medlemsstat kan samtidig med deponeringen af sit ratifikations-,

godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument eller på et hvilket som helst

andet tidspunkt erklære, at reglerne i artikel 14 i den europæiske

udleveringskonvention ikke finder anvendelse, når den pågældende i medfør af

artikel 7 i nærværende konvention

a) giver sit samtykke til udleveringen; eller

b) giver sit samtykke til udleveringen og udtrykkelig giver afkald på

anvendelse af specialitetsreglen.

Artikel 10

Meddelelse af afgørelsen om udlevering

1. Uanset reglerne i artikel 18, stk. 1, i den europæiske

udleveringskonvention meddeles afgørelsen om udlevering efter den forenklede

procedure og oplysningerne om denne procedure direkte mellem den kompetente

myndighed i den anmodede stat og den myndighed i den begærende stat, som har

begæret foreløbig anholdelse og fængsling.

2. Den i stk. 1 omhandlede afgørelse meddeles senest tyve dage efter den

dato, hvor den pågældende har givet sit samtykke.

Artikel 11

Frist for udlevering

1. Den pågældende udleveres senest tyve dage efter at afgørelsen om

udlevering er blevet meddelt i overensstemmelse med artikel 10, stk. 2.

2. En person, der ved udløbet af fristen i stk. 1 tilbageholdes, skal

løslades på den anmodede medlemsstats territorium.

3. Hvis den pågældende på grund af force majeure ikke kan udleveres inden

for den i stk. 1 fastsatte frist, skal den berørte myndighed, jf. artikel 10,

stk. 1, underrette den anden myndighed herom. De to myndigheder aftaler en ny

dato for udleveringen. I så fald finder udleveringen sted tyve dage efter den

nye dato. Hvis den pågældende stadig tilbageholdes ved udløbet af denne

frist, skal han løslades.

4. Stk. 1, 2 og 3 i denne artikel finder ikke anvendelse, hvis den

anmodede stat ønsker at anvende artikel 19 i den europæiske

udleveringskonvention.

Artikel 12

Samtykke givet efter udløbet af den i

artikel 8 fastsatte frist eller under andre omstændigheder

1. Når den pågældende har givet sit samtykke efter udløbet af den frist på

ti dage, der er fastsat i artikel 8,

- skal den anmodede stat, hvis den endnu ikke har modtaget en

udleveringsbegæring i medfør af artikel 12 i den europæiske

udleveringskonvention, iværksætte den forenklede procedure som fastsat i

nærværende konvention;

- kan den anmodede stat, hvis den i mellemtiden har modtaget en

udleveringsbegæring i medfør af artikel 12 i den europæiske

udleveringskonvention, benytte denne forenklede procedure.

2. Såfremt der ikke er fremsat nogen begæring om foreløbig anholdelse og

fængsling, og i fald der er givet samtykke efter modtagelse af en

udleveringsbegæring, kan den anmodede stat benytte den forenklede procedure

som fastsat i nærværende konvention.

3. Medlemsstaterne erklærer samtidig med deponeringen af deres

ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenter, om de agter at

anvende stk. 1, andet led, og stk. 2, og på hvilke betingelser.

Artikel 13

Videreudlevering til en anden medlemsstat

Når den udleverede person ikke nyder godt af specialitetsreglen i

overensstemmelse med medlemsstatens erklæring, som omhandlet i artikel 9 i

denne konvention, finder artikel 15 i den europæiske udleveringskonvention

ikke anvendelse på hans videreudlevering til en anden medlemsstat, medmindre

andet fremgår af denne erklæring.

Artikel 14

Transit

I tilfælde af transit i henhold til artikel 21 i den europæiske

udleveringskonvention gælder følgende, når der er tale om udlevering efter

den forenklede procedure:

a) i hastende tilfælde kan ansøgningen stiles til transitstaten i en

hvilken som helst skriftlig form tillige med de oplysninger, der er fastsat i

artikel 4. Transitstaten kan anvende samme fremgangsmåde ved meddelelse af

sin afgørelse;

b) de i artikel 4 omhandlede oplysninger er tilstrækkelige til at gøre

transitstatens kompetente myndighed opmærksom på, at der er tale om

udlevering efter den forenklede procedure, og til at transitstaten over for

den udleverede person kan træffe de nødvendige foranstaltninger til

transitrejsens gennemførelse.

Artikel 15

Kompetente myndigheder

Hver medlemsstat skal ved deponeringen af sit ratifikations-,

godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument i en erklæring oplyse, hvilke

myndigheder der er kompetente i henseende til artikel 4-8, 10 og 14.

Artikel 16

Ikrafttræden

1. Denne konvention skal ratificeres, godkendes eller tiltrædes.

Ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenterne deponeres i

Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union. Generalsekretæren

for Rådet underretter alle medlemsstaterne herom.

2. Konventionen træder i kraft halvfems dage efter at den sidste

medlemsstat har deponeret sit ratifikations-, godkendelses- eller

tiltrædelsesinstrument.

3. Indtil konventionen træder i kraft, kan hver enkelt medlemsstat

samtidig med deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller

tiltrædelsesinstrument eller på et hvilket som helt andet tidspunkt erklære,

at konventionen finder anvendelse for dens vedkommende i dens forbindelser

med de medlemsstater, der har afgivet samme erklæring, halvfems dage efter

deponeringen af erklæringen.

4. Enhver erklæring, der fremsættes i medfør af artikel 9, træder i kraft

tredive dage efter deponeringen heraf, dog tidligst på datoen for denne

konventions ikrafttræden eller dens anvendelse for den pågældende stats

vedkommende.

5. Konventionen finder kun anvendelse på begæringer, der er indgivet efter

den dato, hvor konventionen træder i kraft eller bringes i anvendelse mellem

den anmodede og den begærende stat.

Artikel 17

Tiltrædelse

1. Denne konvention er åben for tiltrædelse af enhver stat, der bliver

medlem af Den Europæiske Union.

2. Teksten til konventionen på den tiltrædende stats sprog, som udformet

af Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union og godkendt af

samtlige medlemsstater, har samme gyldighed som de øvrige autentiske tekster.

Generalsekretæren sender en bekræftet genpart heraf til hver medlemsstat.

3. Tiltrædelsesdokumenterne deponeres i Generalsekretariatet for Rådet for

Den Europæiske Union.

4. Konventionen træder i kraft over for enhver stat, der tiltræder den,

halvfems dage efter deponeringen af den pågældende stats tiltrædelsesdokument

eller på datoen for konventionens ikrafttræden, hvis den endnu ikke er trådt

i kraft ved udløbet af perioden på halvfems dage.

5. Hvis konventionen endnu ikke er trådt i kraft, når

tiltrædelsesdokumentet deponeres, finder artikel 16, stk. 3, anvendelse på de

tiltrædende medlemsstater.

Foranstående tekst er en bekræftet genpart af originaldokumentet deponeret

i Rådets Generalsekretariats arkiver i Bruxelles.

Bruxelles, den 20. marts 1995

Bilag 2

Konvention om hvidvaskning, efterforskning

samt beslaglæggelse og konfiskation

af udbyttet fra strafbart forhold

PRÆAMBEL

Europarådets medlemsstater og andre stater, der undertegner denne

konvention,

der finder, at Europarådets mål er at opnå større enhed mellem dets

medlemmer,

der er overbevist om behovet for at føre en fælles kriminalpolitik med

henblik på beskyttelse af samfundet,

der finder, at bekæmpelsen af alvorlig kriminalitet, der er blevet et

stadigt voksende internationalt problem, kræver anvendelse af moderne og

effektive metoder på internationalt plan,

der er overbevist om, at en af disse metoder er at fratage forbrydere

udbyttet af deres forbrydelser,

der finder, at et velfungerende internationalt samarbejde må etableres for

at nå dette mål,

har indgået følgende aftale:

KAPITEL I

ANVENDELSE AF TERMER

Artikel 1

Anvendelse af termer

I denne konvention:

a. betyder »udbytte« enhver økonomisk fordel i

forbindelse med kriminelle handlinger. Det kan bestå af alle former for

formuegoder som defineret i denne artikels litra b,

b. omfatter »formuegoder« formuegoder af enhver art, det

være sig rørlige eller urørlige formuegoder, fast ejendom eller løsøre samt

juridiske dokumenter og papirer, der beviser adkomst til eller rettigheder

over sådanne formuegoder,

c. betyder »redskaber« enhver form for formuegoder, der

anvendes eller påtænkes anvendt på en hvilken som helst måde, helt eller

delvis, til at begå en eller flere forbrydelser,

d. betyder »konfiskation« en sanktion eller

foranstaltning, der pålægges af en domstol efter en retssag vedrørende en

eller flere forbrydelser, og som medfører en endelig berøvelse af

formuegoder,

e. betyder »prædikatforbrydelse« enhver strafbar

handling, som resultat af hvilken der opstår udbytte, der kan gøres til

genstand for en forbrydelse som defineret i denne konventions artikel 6.

KAPITEL II

FORANSTALTNINGER,

DER TRÆFFES PÅ NATIONALT PLAN

Artikel 2

Konfiskationsforanstaltninger

1. Enhver part skal vedtage sådanne lovgivningsmæssige og andre

foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at sætte den i stand til at

konfiskere redskaber og udbytte eller formuegoder, hvis værdi svarer til et

sådant udbytte.

2. Enhver part kan - på tidspunktet for undertegnelse eller ved

deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller

tiltrædelsesinstrument - ved en erklæring stilet til Europarådets

generalsekretær erklære, at denne artikels stk. 1 kun finder anvendelse på

forbrydelser eller kategorier af forbrydelser, der er opregnet i denne

erklæring.

Artikel 3

Efterforskningsmæssige

og foreløbige foranstaltninger

Enhver part skal vedtage sådanne lovgivningsmæssige eller andre

foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at sætte den i stand til at

identificere og efterspore formuegoder, der skal konfiskeres i henhold til

artikel 2, stk. 1, og til at forhindre enhver handel med, overdragelse af

eller anden råden over sådanne formuegoder.

Artikel 4

Særlige efterforskningsmæssige beføjelser og teknikker

1. Enhver part skal vedtage sådanne lovgivningsmæssige og andre

foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at bemyndige sine domstole og

andre kompetente myndigheder til at beordre, at bankoplysninger, økonomiske

oplysninger eller handelsmæssige oplysninger gøres tilgængelige eller

beslaglægges med henblik på at udføre de handlinger, der er omhandlet i

artikel 2 og 3. En part kan ikke afslå at tage skridt i henhold til

bestemmelserne i denne artikel under henvisning til bankhemmeligheden.

2. Enhver part skal overveje at træffe sådanne lovgivningsmæssige og andre

foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at sætte den i stand til at

anvende særlige efterforskningsteknikker, der letter identifikation og

eftersporing af udbytte og indsamling af bevismateriale i denne forbindelse.

Sådanne teknikker kan omfatte overvågningskendelser, observation, opsnappelse

af telekommunikationsmeddelelser, adgang til computersystemer og kendelser om

at fremlægge bestemte dokumenter.

Artikel 5

Retsmidler

Enhver part skal vedtage sådanne lovgivningsmæssige og andre

foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at sikre, at de relevante

parter, der berøres af foranstaltninger i henhold til artikel 2 og 3, har

effektive retsmidler med henblik på at bevare deres rettigheder.

Artikel 6

Forbrydelser i forbindelse med hvidvaskning

1. Enhver part skal vedtage sådanne lovgivningsmæssige og andre

foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at gøre følgende forhold

kriminelle i henhold til national lovgivning, såfremt de begås forsætligt:

a. omsætning eller overdragelse af formuegoder med viden om, at disse

formuegoder er udbytte, med henblik på at skjule eller tilsløre den ulovlige

oprindelse af formuegoderne eller på at bistå en person, der er med til at

begå en prædikatforbrydelse, for at undgå de retlige konsekvenser af hans

handlinger,

b. handlinger med henblik på at skjule eller tilsløre den sande karakter,

oprindelse, opbevaringssted, dispositioner, bevægelser og rettigheder for så

vidt angår formuegoder med viden om, at disse formuegoder er udbytte,

og med forbehold af forfatningsmæssige principper og grundlæggende

retsprincipper:

c. erhvervelse, besiddelse eller anvendelse af formuegoder med viden på

modtagelsestidspunktet om, at disse formuegoder var udbytte,

d. deltagelse i, medvirken eller sammensværgelse med henblik på at begå,

forsøg på at begå og medvirken, bistand eller rådgivning i forbindelse med

begåelse af nogen af de forbrydelser, der er fastlagt som forbrydelser i

overensstemmelse med denne artikel.

2. I forbindelse med gennemførelsen eller anvendelsen af denne artikels

stk. 1

a. er det uden betydning, om prædikatforbrydelsen falder ind under den

pågældende parts strafferetlige kompetence,

b. kan det fastsættes, at de forbrydelser, der er omhandlet i dette

stykke, ikke finder anvendelse på de personer, der begik

prædikatforbrydelsen,

c. kan viden, hensigt eller formål, der kræves som element i forbindelse

med de i dette stykke fastsatte forbrydelser, udledes af objektive, faktuelle

omstændigheder.

3. Enhver part kan vedtage sådanne foranstaltninger, som den finder

nødvendige, for også at gøre alle eller nogle af de i denne artikels stk. 1

nævnte handlinger til kriminelle handlinger i tilfælde, hvor lovovertræderen:

a. burde have formodet, at formuegoderne var udbytte,

b. handlede med det formål at opnå profit,

c. handlede med det formål at fremme udførelsen af yderligere kriminelle

aktiviteter.

4. Enhver part kan - på tidspunktet for undertegnelse eller ved

deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller

tiltrædelsesinstrument - ved en erklæring stilet til Europrådets

generalsekretær erklære, at denne artikels stk. 1 kun finder anvendelse på

prædikatforbrydelser eller kategorier af sådanne forbrydelser, der er

opregnet i denne erklæring.

KAPITEL III

INTERNATIONALT SAMARBEJDE

Del 1

Principper for internationalt samarbejde

Artikel 7

Generelle principper og foranstaltninger

i forbindelse med internationalt samarbejde

1. Parterne skal samarbejde med hinanden i videst muligt omfang i

forbindelse med efterforskning og foranstaltninger med henblik på

konfiskation af redskaber og udbytte.

2. Enhver part skal vedtage sådanne lovgivningsmæssige og andre

foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at sætte den i stand til på

de betingelser, der er fastsat i dette kapitel, at efterkomme anmodninger:

a. om konfiskation af bestemte formuegoder, der repræsenterer udbytte

eller redskaber, samt om konfiskation af udbytte, der består i krav om at

betale en sum penge, der svarer til værdien af udbyttet,

b. om efterforskningsbistand og foreløbige foranstaltninger med henblik på

en af de to former for konfiskation, der er nævnt i ovenstående pkt. a.

Del 2

Efterforskningsbistand

Artikel 8

Pligt til at bistå

Parterne skal - efter anmodning - i videst muligt omfang yde hinanden

bistand i forbindelse med identifikation og eftersporing af redskaber,

udbytte og andre formuegoder, der skal konfiskeres. En sådan bistand skal

omfatte enhver foranstaltning til tilvejebringelse eller sikring af bevis

vedrørende de nævnte formuegoders eksistens, opbevaringssted eller

bevægelser, art, juridisk status eller værdi.

Artikel 9

Gennemførelse af bistand

Den i artikel 8 omhandlede bistand skal ydes som tilladt ved og i

overensstemmelse med den anmodede parts nationale ret og, i det omfang det

ikke er uforeneligt med national ret, i overensstemmelse med de procedurer,

der er specificeret i anmodningen.

Artikel 10

Uanmodede oplysninger

Uden præjudice for sin egen efterforskning eller retsforfølgning kan en

part uden forudgående anmodning sende en anden part oplysninger vedrørende

redskaber og udbytte, når den finder, at afgivelse af sådanne oplysninger kan

bistå den modtagende part med at iværksætte eller gennemføre efterforskning

eller andre skridt eller kan føre til en anmodning fra denne part i henhold

til dette kapitel.

Del 3

Foreløbige foranstaltninger

Artikel 11

Pligt til at træffe foreløbige foranstaltninger

1. På anmodning af en anden part, der har iværksat strafferetlig

forfølgning eller retlige skridt med henblik på konfiskation, skal en part

træffe de nødvendige foreløbige foranstaltninger som f.eks. fastfrysning

eller beslaglæggelse med henblik på at forhindre handel med, overførsel af

eller råden over formuegoder, der - på et senere stadium - kan gøres til

genstand for en anmodning om konfiskation, eller som ville kunne tjene til at

efterkomme anmodningen.

2. En part, der har modtaget en anmodning om konfiskation i medfør af

artikel 13, skal efter anmodning træffe de i denne artikels stk. 1 omhandlede

foranstaltninger for så vidt angår de formuegoder, som anmodningen vedrører,

eller som ville kunne tjene til at efterkomme anmodningen.

Artikel 12

Gennemførelsen af foreløbige foranstaltninger

1. De i artikel 11 nævnte foreløbige foranstaltninger skal gennemføres som

tilladt i henhold til og i overensstemmelse med den anmodede parts nationale

lovgivning og, i det omfang det ikke er uforeneligt med national ret, i

overensstemmelse med de procedurer, der er specificeret i anmodningen.

2. Før den anmodede part ophæver en foreløbig foranstaltning iværksat i

henhold til denne artikel skal den, når det er muligt, give den anmodende

part lejlighed til at fremføre sine grunde til støtte for en fortsættelse af

foranstaltningen.

Del 4

Konfiskation

Artikel 13

Pligt til at konfiskere

1. En part, der har modtaget en anmodning fra en anden part om

konfiskation vedrørende redskaber eller udbytte, der befinder sig inden for

dens område, skal:

a. fuldbyrde en kendelse om konfiskation afsagt af den anmodende part i

relation til sådanne redskaber eller udbytte, eller

b. forelægge anmodningen for sine kompetente myndigheder med henblik på at

få en kendelse om konfiskation og, såfremt en sådan kendelse opnås, fuldbyrde

den.

2. Med henblik på anvendelse af denne artikels stk 1.b skal enhver part,

når det måtte være nødvendigt, være bemyndiget til at anlægge sag om

konfiskation i henhold til sin egen gældende ret.

3. Bestemmelserne i denne artikels stk. 1 finder også anvendelse på

konfiskation, der består i et krav om at betale et pengebeløb, der svarer til

værdien af udbytte, såfremt de formuegoder, i relation til hvilke

konfiskation kan gennemføres, befinder sig inden for den anmodede parts

område. I forbindelse med fuldbyrdelse af konfiskation i medfør af stk. 1

skal den anmodede part i sådanne tilfælde, såfremt der ikke sker betaling,

gøre kravet gældende i relation til alle former for formuegoder, hvori kravet

kan realiseres.

4. Såfremt en anmodning om konfiskation vedrører et bestemt formuegode,

kan parterne aftale, at den anmodede part kan fuldbyrde konfiskationen i form

af et krav om at betale et pengebeløb, der svarer til værdien af dette

formuegode.

Artikel 14

Gennemførelse af konfiskation

1. Procedurerne for at opnå og gennemføre konfiskation i henhold til

artikel 13 skal være fastsat i henhold til den anmodede parts ret.

2. Den anmodede part skal være bundet af konstaterede kendsgerninger, for

så vidt at de er fastslået ved domfældelse eller anden retlig afgørelse inden

for den anmodende parts område, eller i det omfang, at en sådan domfældelse

eller anden retlig afgørelse indirekte er baseret på disse.

3. Enhver part kan - på tidspunktet for undertegnelse eller ved

deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller

tiltrædelsesinstrument - ved en erklæring stilet til Europarådets

generalsekretær erklære, at denne artikels stk. 2 kun skal finde anvendelse

med forbehold af dens forfatningsmæssige principper og de grundlæggende

principper i dens retssystem.

4. Såfremt konfiskationen består i et krav om at betale et pengebeløb,

skal den anmodede parts kompetente myndighed omregne dette beløb til denne

parts valuta til den kurs, der gælder på det tidspunkt, hvor beslutningen om

at fuldbyrde konfiskationen træffes.

5. I tilfælde af artikel 13, stk. 1.a, skal alene den anmodende part have

ret til at træffe beslutning om en eventuel anmodning om fornyet prøvelse af

konfiskationskendelsen.

Artikel 15

Konfiskerede formuegoder

Alle formuegoder, der konfiskeres af den anmodede part, skal denne part

disponere over i overensstemmelse med sin nationale lovgivning, medmindre

andet aftales mellem parterne.

Artikel 16

Ret til tvangsfuldbyrdelse og

maksimumbeløb for konfiskation

1. En anmodning om konfiskation, der fremsættes i henhold til artikel 13,

berører ikke den amodende parts ret til selv at tvangsfuldbyrde

konfiskationskendelsen.

2. Intet i denne konvention skal fortolkes som tilladende, at den totale

konfiskationsværdi overstiger det beløb, der er anført i

konfiskationskendelsen. Såfremt en part finder, at dette kunne finde sted,

skal de berørte parter rådføre sig med hinanden for at undgå dette.

Artikel 17

Fængselsstraf som alternativt middel

Den anmodede part kan ikke pålægge fængselsstraf som alternativt

retsmiddel eller andre foranstaltninger, der begrænser en persons frihed, som

følge af en anmodning i henhold til artikel 13, såfremt den anmodende part

har anført dette i anmodningen.

Del 5

Nægtelse eller udsættelse af samarbejde

Artikel 18

Grunde til nægtelse

1. Samarbejde i henhold til dette kapitel kan nægtes, såfremt:

a. den foranstaltning, der anmodes om, ville være i strid med

grundlæggende principper i den anmodede parts retssystem, eller

b. efterkommelse af anmodningen vil kunne præjudicere den anmodede parts

suverænitet, sikkerhed, ordre public eller andre væsentlige interesser, eller

c. betydningen af den sag, som anmodningen vedrører, efter den anmodede

parts opfattelse ikke berettiger den foranstaltning, der anmodes om, eller

d. den lovovertrædelse, som anmodningen vedrører, er en politisk eller

skattemæssig lovovertrædelse, eller

e. den anmodede part finder, at iværksættelse af den foranstaltning, der

anmodes om, ville være i strid med princippet »ne bis in idem«,

eller

f. den lovovertrædelse, som anmodningen vedrører, ikke ville være ulovlig

i henhold til den anmodede parts lovgivning, såfremt den var begået inden for

dens kompetenceområde. Dog finder den begrundelse for nægtelse af samarbejde

kun anvendelse på samarbejde i henhold til Del 2, såfremt den bistand, der

anmodes om, medfører tvangsforanstaltninger.

2. Samarbejde i henhold til Del 2, for så vidt den bistand, der anmodes

om, medfører tvangsforanstaltninger, samt i henhold til dette kapitels Del 3

kan også nægtes, såfremt de foranstaltninger, der anmodes om, ikke ville

kunne træffes i henhold til den anmodede parts lovgivning med henblik på

efterforskning eller retsforfølgning, hvis det havde drejet sig om en

tilsvarende sag under dennes egen lovgivning.

3. Såfremt den anmodede parts lovgivning kræver det, kan samarbejde i

henhold til Del 2, for så vidt den bistand, der anmodes om, medfører

tvangsforanstaltninger, samt i henhold til dette kapitels Del 3 også nægtes,

såfremt de foranstaltninger, der anmodes om, eller andre foranstaltninger,

der har lignende virkninger, ikke ville være tilladt i henhold til den

anmodende parts lovgivning eller, for så vidt angår den anmodende parts

kompetente myndigheder, såfremt anmodningen ikke er bemyndiget af enten en

dommer eller anden retlig myndighed, herunder offentlige anklagere, der

beskæftiger sig med lovovertædelser.

4. Samarbejde i henhold til Del 4 kan også nægtes, såfremt:

a. konfiskation ikke i henhold til den anmodede parts lovgivning kan

bringes i anvendelse for den type lovovertrædelse, som anmodningen vedrører,

eller

b. det, uden præjudice for den i artikel 13, stk. 3, omhandlede pligt,

ville være i modstrid med principperne i den anmodede parts lovgivning

vedrørende grænserne for konfiskation for så vidt angår forholdet mellem en

lovovertrædelse og:

i. en økonomisk fordel, der kunne betegnes som udbytte af den, eller

ii. formuegoder, der kunne betegnes som redskaber, eller

c. konfiskation i henhold til den anmodede parts lovgivning ikke længere

kan kræves eller gennemføres på grund af forældelse, eller

d. anmodningen ikke vedrører en tidligere domfældelse eller en afgørelse

af retlig karakter eller en erklæring i en sådan afgørelse om, at en eller

flere lovovertrædelser er blevet begået, på grundlag af hvilken der er blevet

afsagt kendelse om eller fremsat anmodning om konfiskation, eller

e. konfiskation enten ikke kan tvangsfuldbyrdes inden for den anmodende

parts område, eller at kendelsen om konfiskation stadig kan kæres på

almindelig vis, eller

f. anmodningen vedrører en konfiskationskendelse, der er resultatet af en

kendelse afsagt in absentia, dvs. uden tilstedeværelse af den person, mod

hvem kendelsen blev afsagt, og såfremt den retssag, der blev ført af den

anmodende part, og som førte til kendelsen, efter den anmodede parts

opfattelse ikke opfyldte mindstekravene til retten til forsvar, som

anerkendes som en ret, som enhver, mod hvem der rejses sigtelse, har.

5. For så vidt angår denne artikels stk. 4 skal en kendelse ikke anses for

at være afgivet in absentia, såfremt:

a. den er blevet stadfæstet eller afsagt efter indsigelse fra den

pågældende person, eller

b. den er blevet afsagt i en appelsag, forudsat at kendelsen blev

appelleret af den pågældende person.

6. For så vidt angår denne artikels stk. 4 skal den anmodede part - ved

afgørelsen af, om mindstekravene til retten til forsvar er opfyldt - tage

hensyn til den kendsgerning, at den pågældende person med forsæt har søgt at

unddrage sig retfærdigheden, eller den kendsgerning, at den pågældende efter

at have haft mulighed for at gøre retlig indsigelse mod den in absentia

afsagte kendelse har valgt ikke at gøre dette. Det samme gælder, såfremt den

pågældende person efter behørigt at være indstævnet vælger ikke at give møde

eller anmode om en udsættelse.

7. En part kan ikke påberåbe sig bankhemmeligheden som begrundelse for at

nægte samarbejde i henhold til dette kapitel. Såfremt det kræves i henhold

til national lovgivning, kan en part kræve, at en anmodning om samarbejde,

som medfører ophævelse af bankhemmeligheden, godkendes af en dommer eller

anden retlig myndighed, herunder offentlige anklagere, der beskæftiger sig

med lovovertædelser.

8. Uden præjudice for den begrundelse for nægtelse, der er omhandlet i

denne artikels stk. 1.a.:

a. skal den kendsgerning, at den person, som efterforskningen er rettet

imod, eller som konfiskationskendelsen gælder, er en juridisk person, ikke

kunne påberåbes af den anmodede part som en hindring for at indgå samarbejde

i henhold til dette kapitel,

b. skal den kendsgerning, at den fysiske person, mod hvem en kendelse om

konfiskation af udbytte er blevet afsagt, senere er død, eller den

kendsgerning, at en juridisk person, mod hvem en kendelse om konfiskation af

udbytte er afsagt, senere er blevet opløst, ikke kunne påberåbes som en

hindring for at yde bistand i henhold til artikel 13, stk. 1.a.

Artikel 19

Udsættelse

Den anmodede part kan udsætte foranstaltninger i henhold til en anmodning,

såfremt disse foranstaltninger ville præjudicere dens myndigheders

efterforskning eller retsforfølgning.

Artikel 20

Delvis eller betinget efterkommelse

af en anmodning

Før en part nægter eller udsætter samarbejde i henhold til dette kapitel,

skal den om fornødent efter at have konsulteret den anmodende part overveje,

hvorvidt anmodningen kan efterkommes delvis eller på sådanne betingelser, som

den måtte finde nødvendige.

Del 6

Notifikation af beskyttelse af

tredjemands rettigheder

Artikel 21

Notifikation vedrørende dokumenter

1. Parterne skal yde hinanden størst mulig gensidig bistand i forbindelse

med forkyndelse af retlige dokumenter til personer, der berøres af

midlertidige foranstaltninger og konfiskation.

2. Intet i denne artikel har til hensigt at influere på:

a. muligheden for at fremsende retlige dokumenter gennem postvæsenet

direkte til personer i udlandet,

b. mulighederne for, at den oprindelige parts retspersonale, embedsmænd

eller andre kompetente myndigheder kan foretage forkyndelse af retlige

dokumenter direkte gennem denne parts konsulære myndigheder eller gennem den

modtagende parts retspersonale, embedsmænd eller andre kompetente

myndigheder,

medmindre den modtagende part afgiver en erklæring om det modsatte til

Europarådets generalsekretær på tidspunktet for undertegnelse eller ved

deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller

tiltrædelsesinstrument.

3. Ved forkyndelse af retlige dokumenter over for personer i udlandet, der

berøres af midlertidige foranstaltninger eller konfiskationskendelser, der er

afsagt inden for den afsendende parts område, skal denne part angive, hvilke

retsmidler der kan bringes i anvendelse i henhold til dens lovgivning over

for sådanne personer.

Artikel 22

Anerkendelse af udenlandske afgørelser

1. Ved behandling af en anmodning om samarbejde i henhold til Del 3 og 4

skal den anmodede part anerkende enhver retlig afgørelse truffet inden for

den anmodende parts område for så vidt angår rettigheder, der påberåbes af

tredjemand.

2. Anerkendelse kan nægtes, såfremt:

a. tredjemand ikke havde rimelig lejlighed til at gøre sine rettigheder

gældende, eller

b. afgørelsen er uforenelig med en afgørelse, der allerede er truffet

inden for den anmodede parts område, vedrørende samme sag, eller

c. den er uforenelig med den anmodede parts ordre public, eller

d. afgørelsen blev truffet i modstrid med bestemmelser vedrørende

enekompetence fastsat i den anmodede parts lovgivning.

Del 7

Proceduremæssige og andre generelle regler

Artikel 23

Central myndighed

1. Parterne skal udpege en central myndighed eller om nødvendigt flere

centrale myndigheder, der skal være ansvarlige for at afsende og besvare

anmodninger, der rejses i henhold til dette kapitel, efterkommelse af sådanne

anmodninger eller videregivelse af dem til de myndigheder, der har kompetence

til at efterkomme dem.

2. Enhver part skal på tidspunktet for undertegnelse eller ved

deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller

tiltrædelsesinstrument give Europarådets generalsekretær meddelelse om navn

og adresse på de myndigheder, der udpeges i medfør af denne artikel.

Artikel 24

Direkte kommunikation

1. De centrale myndigheder skal kommunikere direkte med hinanden.

2. I hastende tilfælde kan anmodninger eller meddelelser i henhold til

dette kapitel sendes direkte af den anmodende parts retlige myndigheder,

herunder offentlige anklagere, til den anmodede parts tilsvarende

myndigheder. I sådanne tilfælde skal der samtidig sendes en kopi til den

anmodede parts centrale myndighed gennem den anmodende parts centrale

myndighed.

3. Enhver anmodning eller meddelelse i henhold til denne artikels stk. 1

eller 2 kan ske gennem International Criminal Police Organisation (Interpol).

4. Såfremt en anmodning afgives i medfør af denne artikels stk. 2, og

myndigheden ikke har kompetence til at behandle anmodningen, skal den henvise

anmodningen til den kompetente nationale myndighed og straks informere den

anmodende part om, at den har gjort dette.

5. Anmodninger eller meddelelser i henhold til dette kapitels Del 2, som

ikke medfører tvangsforanstaltninger, kan fremsendes direkte af den anmodende

parts kompetente myndigheder til den anmodede parts kompetente myndigheder.

Artikel 25

Formaliteter og sprog i forbindelse med anmodninger

1. Alle anmodninger i henhold til dette kapitel skal være skriftlige.

Moderne telekommunikationsmidler som f.eks. telefax kan benyttes.

2. Med forbehold af bestemmelserne i denne artikels stk. 3 kan der ikke

kræves oversættelser af anmodninger eller støttedokumenter.

3. Enhver part kan - på tidspunktet for undertegnelse eller ved

deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller

tiltrædelsesinstrument - over for Europarådets generalsekretær afgive en

erklæring om, at den forbeholder sig ret til at kræve, at anmodninger rettet

til den og dokumenter til støtte for en sådan anmodning ledsages af en

oversættelse til dens eget sprog eller til et af Europarådets officielle

sprog eller til et af disse sprog, som parten måtte angive. Den kan ved denne

lejlighed erklære sig rede til at acceptere oversættelse til ethvert andet

sprog, som den måtte angive. De øvrige parter kan anvende

reciprocitetsreglen.

Artikel 26

Legalisering

Dokumenter, der fremsendes i forbindelse med gennemførelsen af dette

kapitel, skal være fritaget for alle legaliseringsformaliteter.

Artikel 27

Anmodningens indhold

1. Enhver anmodning om samarbejde i henhold til dette kapitel skal

specificere:

a. den myndighed, der retter forespørgslen, og den myndighed, der står for

efterforskningen eller retsforfølgningen,

b. genstand og begrundelse for anmodningen,

c. de forhold, herunder relevante kendsgerninger (som. f.eks. dato og sted

for samt nærmere omstændigheder i forbindelse med lovovertrædelsen), som

efterforskningen eller retsforfølgningen har relation til, undtagen i

tilfælde af en anmodning om notifikation,

d. for så vidt anmodningen medfører tvangsforanstaltninger:

i. teksten til lovbestemmelserne eller, såfremt dette ikke er muligt, en

redegørelse vedrørende de retsregler, der finder anvendelse, og

ii. en angivelse af, at den foranstaltning, der anmodes om, eller

eventuelle andre foranstaltninger, der har samme følgevirkninger, kan træffes

inden for den anmodende parts område i henhold til dens egen lovgivning,

e. hvor det er nødvendigt og i det omfang, at det er muligt:

i. detaljerede oplysninger vedrørende den eller de berørte personer,

herunder navn, fødselsdato og -sted, nationalitet og opholdssted og, såfremt

det drejer sig om en juridisk person, hjemstedet, og

ii. de formuegoder, i relation til hvilke der anmodes om samarbejde, hvor

de befinder sig, deres tilknytning til den eller de berørte personer,

eventuel tilknytning til lovovertrædelsen samt eventuelle andre til rådighed

værende oplysninger om andre personers rettigheder over formuegoderne, og

f. en eventuel særlig procedure, som den anmodende part ønsker fulgt.

2. En anmodning om foreløbige foranstaltninger i henhold til Del 3 i

relation til beslaglæggelse af formuegoder, der kan gøres til genstand for

realisering i medfør af en konfiskationskendelse, der består i et krav om at

betale et pengebeløb, skal også angive det maksimumbeløb, som søges inddrevet

på grundlag af de pågældende formuegoder.

3. Udover de i stk. 1 anførte angivelser skal enhver anmodning i henhold

til Del 4 indeholde:

a. i tilfælde af artikel 13, stk. 1.a:

i. en bekræftet genpart af konfiskationskendelsen afsagt af en domstol

inden for den anmodende parts område og en erklæring vedrørende grundlaget

for afsigelsen af kendelsen, såfremt disse grunde ikke er angivet i selve

kendelsen,

ii. en attestation fra den anmodende parts kompetente myndighed om, at

konfiskationskendelsen kan tvangsfuldbyrdes, og at den ikke på sædvanlig måde

kan appelleres,

iii. oplysning om, i hvilket omfang der anmodes om tvangsfuldbyrdelse af

kendelsen, samt

iv. oplysninger om nødvendigheden af at træffe foreløbige

foranstaltninger.

b. i tilfælde af artikel 13, stk. 1.b, en redegørelse for de

kendsgerninger, som den anmodende part påberåber sig, og som er

tilstrækkelige til at sætte den anmodede part i stand til at anmode om en

sådan kendelse i henhold til dens nationale lovgivning,

c. såfremt tredjemand har haft lejlighed til at gøre krav gældende,

dokumentation for, at dette har været tilfældet.

Artikel 28

Mangelfulde anmodninger

Såfremt en anmodning ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i dette

kapitel, eller de afgivne oplysninger ikke er tilstrækkelige til at gøre det

muligt for den anmodede part at behandle anmodningen, kan denne part bede den

anmodende part om at ændre anmodningen eller at supplere den med yderligere

oplysninger.

2. Den anmodede part kan fastsætte en tidsfrist for modtagelse af sådanne

ændringer eller oplysninger.

3. Medens den afventer de krævede ændringer eller oplysninger i relation

til en anmodning i henhold til dette kapitels Del 4, kan den anmodede part

træffe enhver af de i dette kapitels Del 2 eller 3 omhandlede

foranstaltninger.

Artikel 29

Flere anmodninger

1. Såfremt den anmodede part modtager mere end en anmodning i henhold til

dette kapitels Del 3 eller 4 vedrørende den samme person eller de samme

formuegoder, skal eksistensen af flere anmodninger ikke forhindre, at den

anmodede part behandler disse anmodninger og herunder træffer foreløbige

foranstaltninger.

2. I tilfælde af flere anmodninger i henhold til dette kapitels Del 4 skal

den anmodede part overveje at konsultere de anmodende parter.

Artikel 30

Pligt til at give begrundelser

Den anmodede part skal begrunde enhver beslutning om at nægte, udsætte

eller fastsætte betingelser for samarbejde i henhold til dette kapitel.

Artikel 31

Oplysning

1. Den anmodede part skal straks oplyse den anmodende part om:

a. foranstaltninger, der iværksættes i medfør af en anmodning i henhold

til dette kapitel,

b. slutresultatet af foranstaltninger, der gennemføres på grundlag af

anmodningen,

c. en afgørelse om at nægte eller udsætte samarbejde i henhold til dette

kapitel eller om helt eller delvis at fastsætte betingelser for et sådant

samarbejde,

d. eventuelle omstændigheder, som gør det umuligt at gennemføre den

foranstaltning, der anmodes om, eller som vil kunne forsinke den væsentligt,

og

e. i tilfælde af foreløbige foranstaltninger, der træffes i medfør af en

anmodning i henhold til dette kapitels Del 2 eller 3, sådanne bestemmelser i

henhold til dens nationale lovgivning, som automatisk ville medføre ophævelse

af den foreløbige foranstaltning.

2. Den anmodende part skal straks oplyse den anmodede part om:

a. en ny kendelse eller andre omstændigheder, som medfører, at

konfiskationskendelsen ophører helt eller delvis med at kunne

tvangsfuldbyrdes, og

b. enhver udvikling af faktuel eller juridisk art, som gør, at en

foranstaltning i henhold til dette kapitel ikke længere er berettiget.

3. Såfremt en part på grundlag af samme konfiskationskendelse anmoder om

konfiskation inden for mere end en parts område, skal den oplyse alle parter,

der er berørt af en tvangsfuldbyrdelse af kendelsen, om anmodningen.

Artikel 32

Restriktioner vedrørende anvendelse

1. Den anmodede part kan gøre efterkommelse af en anmodning betinget af,

at de indhentede oplysninger eller beviser ikke uden dens forudgående

samtykke anvendes eller overdrages af den anmodende parts kompetente

myndigheder til brug for anden efterforskning eller retsforfølgning end den,

der er anført i anmodningen.

2. Enhver part kan - på tidspunktet for undertegnelse eller ved

deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller

tiltrædelsesinstrument - ved en erklæring stilet til Europarådets

generalsekretær erklære, at oplysninger eller beviser, som den fremskaffer i

henhold til dette kapitel, ikke uden dens forudgående samtykke må anvendes

eller overdrages af den anmodende parts kompetente myndigheder til brug for

anden efterforskning eller retsforfølgning end den, der er anført i

anmodningen.

Artikel 33

Fortrolighed

1. Den anmodende part kan kræve, at den anmodede part skal behandle

kendsgerninger i forbindelse med og indholdet af en anmodning fortroligt

bortset fra i det omfang, det er nødvendigt for at efterkomme anmodningen.

Såfremt den anmodede part ikke kan opfylde kravet om fortrolighed, skal den

straks oplyse den anmodende part herom.

2. Den anmodende part skal, såfremt det ikke er i strid med principperne i

dens nationale lovgivning, og såfremt den bliver anmodet herom, behandle

beviser og oplysninger, som tilvejebringes af den anmodede part, fortroligt

bortset fra i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til den efterforskning

eller retsforfølgning, der er beskrevet i anmodningen.

3. Med forbehold af bestemmelserne i dens nationale lovgivning skal en

part, der har modtaget uanmodede oplysninger i henhold til artikel 10,

overholde eventuelle krav om fortrolighed, som måtte rejses af den part, der

afgiver disse oplysninger. Såfremt den anden part ikke kan efterkomme et

sådant krav, skal den straks oplyse den part, der fremsender oplysningerne,

herom.

Artikel 34

Omkostninger

De almindelige omkostninger i forbindelse med at efterkomme en anmodning

skal afholdes af den anmodede part. Såfremt efterkommelse af en anmodning

kræver omkostninger af betydeligt omfang eller ekstraordinær karakter, skal

parterne konsultere hinanden med henblik på at aftale vilkårene for

efterkommelse af anmodnigen, og hvorledes omkostningerne skal afholdes.

Artikel 35

Erstatning

1. Når der af en person er rejst sag om erstatningspligt som følge af en

handling eller undladelse i forbindelse med samarbejde i henhold til dette

kapitel, skal de berørte parter overveje at konsultere hinanden med henblik

på, hvor det er hensigtsmæssigt, at afgøre fordelingen af den erstatning, der

eventuelt skal betales.

2. En part, der er blevet involveret i en erstatningssag, skal bestæbe sig

på at informere den anden part om en sådan retssag, såfremt denne part kunne

have en interesse i sagen.

KAPITEL IV

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 36

Undertegnelse og ikrafttræden

1. Denne konvention skal være åben for undertegnelse af alle Europrådets

medlemsstater samt ikke-medlemsstater, der har deltaget i dens udarbejdelse.

Disse stater kan udtrykke deres samtykke til at være bundet af den:

a. ved undertegnelse uden forbehold for så vidt angår ratifikation eller

godkendelse, eller

b. ved undertegnelse med forbehold for ratifikation eller godkendelse

efterfulgt af ratifikation eller godkendelse.

2. Ratifikations- eller godkendelsesinstrumenter skal deponeres hos

Europarådets generalsekretær.

3. Denne konvention træder i kraft den første dag i den måned, der følger

efter udløbet af en periode på tre måneder efter den dato, hvor tre stater,

hvoraf mindst to er medlemmer af Europarådet, har udtrykt deres samtykke til

at være bundet af konventionen i overensstemmelse med bestemmelserne i stk.

1.

4. For så vidt angår enhver undertegnende stat, der efterfølgende

udtrykker samtykke til at være bundet af den, træder konventionen i kraft den

første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder

efter datoen for dens tilkendegivelse af at ville være bundet af konventionen

i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 1.

Artikel 37

Tiltrædelse af konventionen

1. Efter denne konventions ikrafttræden kan Europarådets Ministerkomite

efter at have konsulteret de kontraherende parter opfordre enhver stat, der

ikke er medlem af Europarådet, og som ikke har deltaget i dens udarbejdelse,

til at tiltræde konventionen ved beslutning truffet med det flertal, der er

fastsat i artikel 20.d i Europarådets statut, og med enstemmighed blandt

repræsentanterne for de kontraherende stater, der er berettiget til at sidde

i komiteen.

2. For så vidt angår tiltrædende stater træder konventionen i kraft den

første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder

efter deponeringen af tiltrædelsesinstrumentet hos Europarådets

generalsekretær.

Artikel 38

Territorialt anvendelsesområde

1. Enhver stat kan - på tidspunktet for undertegnelse eller ved

deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller

tiltrædelsesinstrument - angive, inden for hvilket område eller hvilke

områder denne konvention skal finde anvendelse.

2. Enhver stat kan på et senere tidspunkt ved erklæring til Europarådets

generalsekretær udvide anvendelsen af denne konvention til ethvert andet

område, der er angivet i erklæringen. For så vidt angår et sådant område

træder konventionen i kraft den første dag i den måned, der følger efter

udløbet af en periode på tre måneder efter datoen for generalsekretærens

modtagelse af en sådan erklæring.

3. Enhver erklæring, der afgives i henhold til ovenstående to stykker, kan

for så vidt angår ethvert område, der er anført i en sådan erklæring,

tilbagetrækkes ved notifikation stilet til generalsekretæren.

Tilbagetrækningen træder i kraft den første dag i den måned, der følger efter

udløbet af en periode på tre måneder fra datoen for generalsekretærens

modtagelse af en sådan notifkation.

Artikel 39

Forholdet til andre konventioner og aftaler

1. Denne konvention berører ikke rettigheder og forpligtelser, der følger

af internationale, multilaterale konventioner vedrørende særlige forhold.

2. Parterne til denne konvention kan indgå bilaterale eller multilaterale

aftaler med hinanden vedrørende de forhold, der er omhandlet i denne

konvention, med henblik på at supplere eller bestyrke dens bestemmelser eller

fremme gennemførelsen af de principper, som den indeholder.

3. Såfremt to eller flere parter allerede har indgået en aftale eller

traktat for så vidt angår et spørgsmål, der er omhandlet i denne konvention,

eller på anden måde har etableret indbyrdes relationer for så vidt angår

dette spørgsmål, er de berettiget til at lade denne aftale eller traktat

finde anvendelse - eller lade regulere på samme måde - i stedet for denne

konvention, såfremt det fremmer internationalt samarbejde.

Artikel 40

Forbehold

1. En stat kan - på tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen

af sit ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument - erklære,

at den vil benytte sig af en eller flere af de forbehold, der nævnes i

artikel 2, stk. 2, artikel 6, stk. 4, artikel 14, stk. 3, artikel 21, stk. 2,

artikel 25, stk. 3, og artikel 32, stk. 2. Der kan ikke tages andre

forbehold.

2. Enhver stat, der har taget forbehold i henhold til ovenstående stykke,

kan helt eller delvis tilbagetrække et sådant forbehold ved notifikation

stilet til Europarådets generalsekretær. Tilbagetrækkelsen træder i kraft på

datoen for generalsekretærens modtagelse af en sådan notifikation.

3. En part, der har taget forbehold for så vidt angår en bestemmelse i

denne konvention, kan ikke kræve, at en anden part bringer denne bestemmelse

i anvendelse. Den kan dog, såfremt dens forbehold er delvis eller betinget,

kræve, at bestemmelsen bringes i anvendelse i det omfang, den selv har

accepteret den.

Artikel 41

Ændringer

1. Ændringer til denne konvention kan foreslås af enhver part, og

Europarådets generalsekretær skal give underretning herom til Europarådets

medlemsstater og til enhver ikke-medlemsstat, som har tiltrådt eller er

blevet opfordret til at tiltræde denne konvention i overensstemmelse med

bestemmelserne i artikel 37.

2. Der skal gives underretning til European Committee on Crime Problems

(Europarådets Strafferetskomite) om enhver ændring, der foreslås af en part,

og denne komite skal forelægge Ministerkomiteen en udtalelse om den

foreslåede ændring.

3. Ministerkomiteen skal behandle den foreslåede ændring og den udtalelse,

der er afgivet af European Committee on Crime Problems, og kan vedtage

ændringen.

4. Teksten til enhver ændring, der vedtages af Ministerkomiteen i

overensstemmelse med denne artikels stk. 3, skal fremsendes til parterne til

godkendelse.

5. Enhver ændring, der vedtages i overensstemmelse med denne artikels stk.

3, træder i kraft den tredivte dag efter, at alle parter har underrettet

generalsekretæren om deres godkendelse deraf.

Artikel 42

Afgørelse af tvister

1. Europarådets European Committee on Crime Problems skal holdes

underrettet om fortolkning og anvendelse af dennne konvention.

2. I tilfælde af tvist mellem parter for så vidt angår fortolkning eller

anvendelse af denne konvention skal de forsøge at afgøre tvisten ved

forhandling eller andre fredelige midler efter eget valg, herunder

indbringelse af tvisten for European Committee on Crime Problems, for en

voldgiftsinstans, hvis afgørelse skal være bindende for parterne, eller for

Den Internationale Domstol, efter aftale mellem de berørte parter.

Artikel 43

Opsigelse

1. Enhver part kan på ethvert tidspunkt opsige denne konvention ved

notifikation stilet til Europarådets generalsekretær.

2. En sådan opsigelse træder i kraft den første dag i den måned, der

følger efter udløbet af en periode på tre måneder efter datoen for

generalsekretærens modtagelse af notifikationen.

3. Denne konvention skal imidlertid fortsat finde anvendelse på

tvangsfuldbyrdelse i henhold til artikel 14 af konfiskation, som der er

anmodet om i overensstemmelse med bestemmelserne i denne konvention før

datoen for opsigelsens ikrafttræden.

Artikel 43

Notifikationer

Europarådets generalsekretær skal notificere Europarådets medlemsstater og

enhver stat, der har tiltrådt denne konvention, om:

a. undertegning,

b. deponering af ratifikations-, godkendelses- eller

tiltrædelsesinstrumenter,

c. datoen for denne konventions ikrafttræden i overensstemmelse med

artikel 36 og 37,

d. forbehold taget i medfør af artikel 40, stk. 1,

e. enhver anden handling, notifikation eller meddelelse vedrørende denne

konvention.

Parterne har - efter behørigt at være bemyndiget hertil - undertegnet

denne konvention.

Udfærdiget i Strasbourg den 8. november 1990 på engelsk og fransk, idet

begge tekster skal have samme gyldighed, i et enkelt eksemplar, der deponeres

i Europarådets arkiver. Europarådets generalsekretær fremsender bekræftede

genparter heraf til Europarådets medlemsstater, til de ikke-medlemsstater,

der har deltaget i udarbejdelsen af denne konvention, samt til de

medlemsstater, der er blevet opfordret til at tiltræde den.

Bilag 3

Uddrag af bekendtgørelse nr. 50 af 17. juni 1993 af FN-konventionen af 20.

december 1988

imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer

Artikel 3

Forbrydelser og sanktioner

1. Hver part skal træffe sådanne forholdsregler, som vil være nødvendige

for at fastslå følgende forhold som lovovertrædelser i henhold til dens

nationale lovgivning, når overtrædelsen begås forsætligt:

(a) (i) Produktion, fremstilling, udvinding, tilberedning, tilbud, udbud

til salg, distribution, salg, levering på hvilke som helst betingelser,

mæglervirksomhed, forsendelse, transitforsendelse, transport, import eller

eksporrt af en hver form for narkotika eller psykotrope stoffer, der strider

imod bestemmelserne i 1961-Konventionen, den ændrede 1961-Konvention eller

1971-Konventionen;

(ii) Dyrkning af opiumvalmue, kokabusk eller hampeplante med henblik på

fremstilling af narkotika i strid med bestemmelserne i 1961-Konventionen og

den ændrede 1961-Konvention;

(iii) Besiddelse eller køb af enhver form for narkotika eller psykotrope

stoffer med henblik på enhver af de under punkt (i) anførte former for

virksomhed;

(iv) Fremstilling, transport eller distribution af udstyr, materialer

eller stoffer, som anført i tabel I og tabel II, med viden om, at de skal

anvendes i forbindelse med eller til ulovlig dyrkning, produktion eller

fremstilling af narkotika eller psykotrope stoffer;

(v) Organisering, ledelse eller finansiering af enhver af de under

punkterne (i), (ii), (iii) eller (iv) anførte forbrydelser.

(b) (i) Tilegnelse eller overførsel af formuegoder med viden om, at disse

formuegoder hidrører fra en eller flere forbrydelser i henhold til pkt (a) i

nærværende stykke eller fra deltagelse i sådanne forbrydelser, med det formål

at skjule eller tilsløre formuegodets ulovlige oprindelse eller at bistå

enhver person, der er indblandet i begåelse af en sådan forbrydelse eller

forbrydelser med den hensigt at unddrage sig de retlige konsekvenser af disse

handlinger;

(ii) Fordølgelse eller tilsløring af et formuegodes beskaffenhed,

oprindelse, placering, rådighed, bevægelse, rettigheder over eller

ejendomsret til det, vidende at et sådant formuegode hidrører fra en eller

flere forbrydelser i henhold til pkt. (a) i nærværende stykke eller fra

deltagelse i sådanne forbrydelser;

(c) Under iagttagelse af hver parts forfatningsmæssige principper og

retssystemets grundlæggende begreber:

(i) Erhvervelse, besiddelse eller anvendelse af formuegoder med viden på

modtagelsestidspunktet om, at formuegodet hidrørte fra en eller flere

forbrydelser i henhold til pkt. (a) i nærværende stykke eller fra deltagelse

i en sådan forbrydelse eller forbrydelser;

(ii) Besiddelse af udstyr eller materialer eller stoffer optaget i tabel I

og tabel II med viden om, at de bliver anvendt eller skal anvendes i eller

til ulovlig dyrkning, produktion eller fremstilling af narkotika eller

psykotrope stoffer;

(iii) Offentlig ansporing eller tilskyndelse af andre i enhver form til at

begå nogen af de i nærværende artikel nævnte forbrydelser eller til ulovligt

at anvende narkotika eller psykotrope stoffer;

(iv) Deltagelse i, tilknytning eller medvirken til at begå og forsøg på at

begå og ved hjælp til, tilskyndelse til, fremme af og rådgivning i

forbindelse med udførelsen af enhver af de i nærværende artikel indeholdte

forbrydelser.

2. Under forbehold af hver parts forfatningsmæssige principper og dens

retssystems grundlæggende begreber skal enhver part træffe sådanne

foranstaltninger, som måtte være nødvendige til at fastslå at besiddelse, køb

eller dyrkning af narkotika eller psykotrope stoffer til personligt forbrug i

strid med bestemmelserne i 1961-Konventionen, den ændrede 1961-Konvention

eller 1971-Konventionen er forbrydelser i henhold til dens nationale

lovgivning, hvis de er begået forsætligt.

3. Kendskab til, hensigt eller formål indgående som bestanddel af en

forbrydelse i henhold til nærværende artikels stk. 1 vil kunne udledes af

objektive faktiske omstændigheder.

4. (a) Hver part skal gøre begåelse af de i henhold til denne artikels

stk. 1 fastslåede forbrydelser genstand for sanktioner, som tager hensyn til

disse forbrydelsers alvorlige karakter, såsom fængsling eller andre former

for frihedsberøvelse, økonomiske sanktioner og konfiskation.

(b) Udover domfældelse eller starf kan parterne bestemme, at en person,

der har begået en forbrydelse i henhold til denne artikels stk. 1,

underkastes foranstaltninger som behandling, uddannelse, efterbehandling,

revalidering og resocialisering.

(c) Uanset bestemmelserne i ovenstående pkt. (a) og (b) kan parterne i

relevante sager af mindre art som alternativ til domfældelse eller straf

træffe foranstaltninger såsom uddannelse, revalidering eller resocialisering,

samt, når overtræderen er stofmisbruger, behandling og efterbehandling.

(d) Parterne kan, enten som alternativ til domfældelse eller straf eller

ud over domfældelse eller straf for en forbrydelse i henhold til denne

artikels stk. 2, træffe foranstaltninger med henblik på behandling,

uddannelse, efterbehandling, revalidering eller resocialisering af

overtræderen.

5. Parterne skal sikre, at deres domstole og andre kompetente myndigheder,

som har jurisdiktion hertil, kan tage hensyn til faktiske omstændigheder, der

gør begåelse af de i denne artikels stk. 1 nævnte forbrydelser særligt

alvorlige, såsom:

(a) at en organiseret kriminel gruppe, som overtræderen tilhører, har

været indblandet i forbrydelsen;

(b) at overtræderen er indblandet i andre internationale organiserede

kriminelle aktiviteter;

(c) at overtræderen er indblandet i andre ulovlige aktiviteter, som er

fremmet ved begåelse af forbrydelsen;

(d) at overtræderen har gjort brug af vold eller våben;

(e) at overtræderen beklæder et offentligt embede, og at forbrydelsen har

relation til det pågældende embede;

(f) at mindreårige er blevet misbrugt eller udnyttet;

(g) at forbrydelsen er begået i en straffeanstalt eller i en

uddannelsesinstitution eller i en socialinstitution eller i umiddelbar nærhed

heraf, eller på andre steder, hvor skolebørn og studerende færdes med henblik

på undervisnings-, sports- eller sociale aktiviteter;

(h) tidligere domfældelse, i særdeleshed for forbrydelser af lignende art,

hvad enten de er begået i udlandet eller i den pågældendes eget land, i den

udstrækning, en parts nationale lovgivning tillader det.

6. Parterne skal søge at sikre, at skønsmæssige juridiske beføjelser i

henhold til deres nationale lovgivning i forbindelse med strafforfølgning af

personer for forbrydelser efter denne artikel udøves således, at

retshåndhævelsen gøres så effektiv som muligt i forbindelse med disse

forbrydelser og under hensyntagen til nødvendigheden af at afskrække fra

begåelse af sådanne forbrydelser.

7. Parterne skal sikre, at deres domstole eller andre kompetente

myndigheder tager hensyn til alvoren af de i denne artikels stk. 1 nævnte

forbrydelser samt til de i denne artikels stk. 5 nævnte omstændigheder ved

forbrydelser, når de overvejer muligheden af en løsladelse før tiden eller

prøveløsladelse af personer, der er dømt for sådanne forbrydelser.

8. Enhver part skal, hvis det er hensigtsmæssigt, ved sin nationale

lovgivning fastsætte en lang forældelsesfrist for at indlede retsforfølgning

for enhver forbrydelse i henhold til stk. 1 i denne artikel og en endnu

længere forældelsesfrist, når den angivelige overtræder har unddraget sig

retsforfølgning.

9. Enhver part skal træffe de fornødne foranstaltninger i overensstemmelse

med sit eget retssystem for at sikre, at en person, der er tiltalt for eller

dømt for en forbrydelse i henhold til denne artikels stk. 1, og som opholder

sig inden for partens territorium, er tilstede under den påkrævede

straffesag.

10. Med henblik på samarbejdet mellem parterne i henhold til denne

konvention, herunder især samarbejdet i henhold til artikel 5, 6, 7 og 9,

skal forbrydelser ifølge denne artikel ikke anses for at være skattemæssige

eller politiske forbrydelser eller anses for at have et politisk motiv uden

præjudice for parternes forfatningsmæssige begrænsninger og grundlæggende

nationale lovgivning.

11. Intet i denne artikel skal anfægte princippet om, at beskrivelsen af

de forbrydelser den omhandler, samt de juridiske straffriheds- og

strafnedsættelsesgrunde derfor er forbeholdt en parts nationale lovgivning,

og at sådanne forbrydelser skal retsforfølges og straffes i overensstemmelse

med denne lovgivning.

Artikel 5

Konfiskation

1. Hver part skal træffe sådanne foranstaltninger, som måtte være

nødvendige for at muliggøre konfiskation af:

(a) udbytte fra forbrydelser i henhold til artikel 3, stk. 1, eller

formuegoder, hvis værdi modsvarer et sådant udbytte,

(b) narkotika og psykotrope stoffer, materialer og udstyr eller andre

hjælpemidler, der er anvendt eller påtænkt anvendt på nogen måde i

forbindelse med de i henhold til artikel 3, stk. 1, omhandlede forbrydelser.

2. Hver part skal ligeledes træffe sådanne foranstaltninger, som måtte

være nødvendige for at gøre det muligt for dens kompetente myndigheder at

identificere, efterspore og indefryse eller beslaglægge udbytte, formuegoder,

hjælpemidler eller andre i denne artikels stk. 1 omhandlede effekter, med

konfiskation for øje.

3. Med henblik på at gennemføre de i denne artikel omhandlede

foranstaltninger skal parterne give domstolene eller andre kompetente

myndigheder beføjelse til at afsige kendelse om, at bankudtog, finansielle

dokumenter eller handelsdokumenter stilles til rådighed eller beslaglægges.

Ingen part må under henvisning til bankhemmeligheden afslå at handle i

henhold til bestemmelserne i dette stykke.

4. (a) Efter anmodning i henhold til denne artikel fra en anden part med

jurisdiktion over en forbrydelse i henhold til artikel 3, stk. 1, skal den

part inden for hvis territorium udbytte, formuegoder, hjælpemidler eller

andre i denne artikels stk. 1 omhandlede effekter befinder sig:

(i) forelægge anmodningen for sine kompetente myndigheder med henblik på

at opnå kendelse om konfiskation, og hvis en sådan kendelse afsiges,

efterkomme den; eller

(ii) forelægge en kendelse om konfiskation udstedt af den begærende part i

henhold til stk. 1 i denne artikel for de kompetente myndigheder med henblik

på at give den retskraft i det ønskede omfang, for så vidt som den har

forbindelse med udbytte, formuegoder, hjælpemidler eller andre effekter, som

omhandlet i stk. 1, og som befinder sig inden for den anmodede parts

territorium.

(b) Efter anmodning i henhold til denne artikel fra en anden part med

jurisdiktion over en forbrydelse i henhold til artikel 3, stk. 1, skal den

anmodede part træffe foranstaltninger til at identificere, efterspore og

indefryse eller beslaglægge udbytte, formuegoder, hjælpemidler eller andre i

denne artikels stk. 1 omhandlede effekter med henblik på, at der kan afsiges

kendelse om endelig konfiskation, som beordret enten af den begærende part

eller i medfør af en anmodning fra den anmodede part i henhold til dette

stykkes pkt. (a).

(c) De i stk. 4, pkt. (a) og (b), nævnte afgørelser eller handlinger skal

foretages af den anmodede part i overensstemmelse med og undergivet

bestemmelserne i dens nationale lovgivning og proceduremæssige regler eller

en eventuel bilateral eller multilateral traktat, overenskomst eller aftale,

som den måtte være bundet af over for den begærende part.

(d) Bestemmelserne i artikel 7, stk. 6 til 19, skal finde anvendelse

mutatis mutandis. Ud over de i artikel 7, stk. 10, beskrevne

oplysninger skal anmodninger, der fremsættes i henhold til denne artikel,

indeholde følgende:

(i) for så vidt angår anmodninger i medfør af dette stykkes, pkt. (a),

(i), en beskrivelse af de formuegoder, der skal konfiskeres, samt en

redegørelse for de omstændigheder, som den anmodende part påberåber sig, og

som er tilstrækkelige til at gøre det muligt for den anmodede part at anmode

om en kendelse i medfør af dens nationale lovgivning;

(ii) for så vidt angår anmodninger i medfør af pkt. (a), (ii), en genpart,

der kan anvendes i retten, af en kendelse om konfiskation, som er udstedt af

den begærende part, og som anmodningen er baseret på, samt en redegørelse for

omstændighederne og oplysninger om, i hvilket omfang kendelsen ønskes

fuldbyrdet;

(iii) for så vidt angår anmodninger vedrørende pkt. (b), en redegørelse

for de omstændigheder, som den begærende part påberåber sig, og en

beskrivelse af de handlinger, der ønskes iværksat.

(e) Parterne skal til Generalsekretæren fremsende teksten til de love og

forskrifter, som sætter denne bestemmelse i kraft, samt teksten til enhver

efterfølgende ændring i sådanne love og forskrifter.

(f) Hvis en part vælger at gøre de i dette stykkes pkt. (a) og (b),

omhandlede foranstaltninger betinget af eksistensen af en relevant traktat,

skal denne part betragte denne konvention som det nødvendige og

tilstrækkelige traktatgrundlag.

(g) Parterne skal søge at indgå bilaterale og multilaterale traktater,

overenskomster og aftaler med henblik på at øge effektiviteten af det

internationale samarbejde i henhold til denne artikel.

5. (a) Udbytte eller formuegoder, der konfiskeres af en part i medfør af

denne artikels stk. 1 eller stk. 4, skal afhændes af den pågældende part i

overensstemmelse med dens nationale lovgivning og administrative procedurer.

(b) Når en part handler på en anden parts anmodning i medfør af denne

artikel, kan den især overveje at indgå aftaler om:

(i) at bidrage med værdien af et sådant udbytte eller sådanne formuegoder

eller midler fra salget deraf, eller en betydelig del deraf, til

mellemstatslige organer, der har specialiseret sig i at bekæmpe den ulovlige

handel med og misbrug af narkotika og psykotrope stoffer;

(ii) at dele - på permanent basis eller fra sag til sag - udbytte eller

formuegoder, eller midler fra salget deraf med andre parter i

overensstemmelse med dens nationale lovgivning, administrative procedurer

eller bilaterale eller multilaterale aftaler indgået med henblik herpå.

6. (a) Såfremt udbytte er omsat eller konverteret til andre formuegoder,

skal disse formuegoder kunne gøres til genstand for de i denne artikel

omhandlede foranstaltninger i stedet for udbyttet.

(b) Såfremt udbytte er blandet sammen med formuegoder, der er erhvervet

retmæssigt, skal sådanne formuegoder, uden præjudice for beføjelser

vedrørende konfiskation eller indefrysning, kunne gøres til genstand for

konfiskation op til den anslåede værdi af det udbytte, der er blandet sammen

med andre formuegoder.

(c) Indtægter eller andre midler, der stammer fra:

(i) udbytte;

(ii) formuegoder, som udbyttet er omsat eller konverteret til; eller

(iii) formuegoder, som udbyttet er blandet sammen med, skal ligeledes være

omfattet af de i denne artikel omhandlede forholdsregler på samme måde og i

samme omfang som udbyttet.

7. Enhver part kan overveje at sikre omvendt bevisbyrde for så vidt angår

den lovlige oprindelse af påstået udbytte eller andre formuegoder, som kan

være genstand for konfiskation, i det omfang et sådant skridt er i

overensstemmelse med principperne i dens nationale lovgivning og karakteren

af dens retsforfølgnings- og andre procedureregler.

8. Bestemmelserne i denne artikel skal ikke fortolkes som præjudicerende

for rettigheder, som en godtroende tredjemand måtte have.

9. Intet i denne artikel skal anfægte princippet om, at de

foranstaltninger, den henviser til, skal defineres og gennemføres i

overensstemmelse med og være undergivet bestemmelserne i en parts nationale

lovgivning.

Bilag 4

I dette bilag sammenholdes den gældende formulering af de

bestemmelser,

der berøres af lovforslaget, med de foreslåede ændringer.

I bilaget er den gældende formulering af udleveringslovens kapitel 3

medtaget,

mens der for så vidt angår den foreslåede affattelse af kapitel 3 a

henvises til lovforslaget

§ 1

I lov nr. 249 af 9. juni 1967 om udlevering af lovovertrædere foretages

følgende ændringer:

1. I § 11, stk. 1, indsættes efter »kun«: »,

jf. dog kapitel 3 a,».

2. I § 13 ændres »retsplejelovens kapitler 68, 69, 71

og 72,» til: »retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse, kapitel 70

om varetægtsfængsling, kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning

og kapitel 75 b om beslaglæggelse,».

3. I § 17, stk. 3, ændres »retsplejelovens kapitler 71

og 72« til: »retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70

om varetægtsfængsling«.

4. - - -

Kapitel 3.

Behandlingen af sager om udlevering.

§ 11. Udlevering kan kun ske efter en anmodning, der indeholder

oplysninger om tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og

de anvendelige straffebestemmelser.

Stk. 2. Med anmodningen skal følge udskrift af den beslutning om

anholdelse eller fængsling eller af den dom, der danner grundlag for

anmodningen.

§ 12. Medmindre justitsministeren allerede på grundlag af

anmodningen og de oplysninger, der følger med denne, finder at burde nægte

udlevering, sendes anmodningen til politiet på det sted, hvor den, som søges

udleveret, har ophold. Politiet iværksætter derefter uden ophold den

undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering

er opfyldt. For denne undersøgelse gælder bestemmelserne i retsplejelovens 4.

bog med de fornødne lempelser.

§ 13. Til fremme af undersøgelsen og for at sikre udleveringen kan

de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitler 68, 69, 71 og 72,

anvendes i samme omfang som i sager vedrørende lovovertrædelser af

tilsvarende art, der forfølges her i landet.

§ 14. Når der iværksættes undersøgelse efter § 12, skal der

beskikkes en forsvarer for den, som søges udleveret, medmindre den pågældende

selv vælger en forsvarer. I øvrigt finder reglerne i retsplejelovens kapitel

66 om beskikkelse og valg af forsvarer tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Udgifter til beskikket forsvarer og andre sagsomkostninger

afholdes af det offentlige, medmindre retten under særlige omstændigheder

bestemmer, at de skal betales af den, som søges udleveret.

§ 15. Efter afslutningen af den undersøgelse, der omtales i § 12,

forelægges spørgsmålet om udlevering justitsministeren til afgørelse.

Stk. 2. Træffer ministeren beslutning om udlevering, skal den

pågældende samtidig med, at der gives ham meddelelse om beslutningen, gøres

bekendt med adgangen til domstolsprøvelse efter § 16 og med fristen for

fremsættelse af anmodning herom.

§ 16. Den, der efter justitsministerens beslutning skal udleveres,

kan forlange, at politiet indbringer spørgsmålet om beslutningens lovlighed

for retten på det sted, hvor han opholder sig.

Stk. 2. Anmodning herom skal fremsættes inden 3 dage efter, at

beslutningen er meddelt den pågældende. Når særlige omstændigheder taler

derfor, kan justitsministeren tillade, at beslutningen indbringes for retten,

selv om anmodning herom først fremsættes efter fristens udløb.

Stk. 3. Rettens afgørelse træffes ved kendelse. Kære til

landsretten kan kun ske inden for en frist på 3 dage. Bestemmelsen i

retsplejelovens § 949, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

§ 17. Medmindre den pågældende giver afkald på at indbringe

beslutningen om udlevering for retten, kan han ikke udleveres før udløbet af

den frist på 3 dage, som nævnes i § 16. Indbringes beslutningen for retten,

kan udlevering ikke ske, før beslutningen er fundet lovlig ved endelig

retskendelse.

Stk. 2. Udleveringen skal gennemføres snarest muligt efter de i

stk. 1 nævnte tidspunkter.

Stk. 3. For at sikre udleveringens gennemførelse kan de i

retsplejelovens kapitler 71 og 72 omtalte retsmidler anvendes. Fængsling, som

er sket efter denne bestemmelse, skal ophæves, hvis udlevering ikke har

fundet sted inden 30 dage efter de i stk. 1 nævnte tidspunkter. I særlige

tilfælde kan retten dog forlænge denne frist.

§ 18. I forbindelse med en beslutning om udlevering kan

justitsministeren bestemme, at genstande, som er beslaglagt eller taget i

bevaring under sagen, med forbehold af tredjemands eventuelle rettigheder

skal overgives til den myndighed, som har anmodet om udlevering.

5. I § 19, stk. 1, ændres »retsplejelovens kapitler

68, 69, 71 og 72,» til: »retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse,

kapitel 70 om varetægtsfængsling, kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om

ransagning og kapitel 75 b om beslaglæggelse,».

Kapitel 4.

Andre bestemmelser.

§ 19. Er en person efterlyst af myndighederne i en fremmed stat

som sigtet, tiltalt eller dømt for en strafbar handling, der må antages at

kunne begrunde udlevering efter denne lov, kan de retsmidler, der omtales i

retsplejelovens kapitler 68, 69, 71 og 72, anvendes i samme omfang, som hvis

anmodning om udlevering forelå, jfr. § 13.

Stk. 2. - - -

§ 2

I lov nr. 323 af 4. juni 1986 om international fuldbyrdelse af straf m.v.

foretages følgende ændringer:

1. Efter § 5 indsættes:

»Kapitel 3 a

FN-konventionen imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope

stoffer og den europæiske konvention om hvidvaskning, efterforskning samt

beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold

§ 5 a. Afgørelser om konfiskation, som er omfattet af FN-

konventionen imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer eller

den europæiske konvention om hvidvaskning, efterforskning samt beslaglæggelse

og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold, jf. bilag 3 og 4 til denne

lov, kan fuldbyrdes efter reglerne i kapitel 3, når konventionens betingelser

er opfyldt.«

Kapitel 3

Den europæiske konvention om straffedommes internationale

retsvirkninger

§ 4. Afgørelser, som er omfattet af den europæiske konvention om

straffedommes internationale retsvirkninger, jfr. bilag 2 til denne lov, kan

fuldbyrdes efter reglerne i konventionens afsnit II, jfr. afsnit I.

§ 5. Retsplejelovens regler om udenretlig vedtagelse af bøde eller

konfiskation finder tilsvarende anvendelse ved fuldbyrdelse af udenlandske

afgørelser om bøde eller konfiskation, jfr. konventionens art. 37.

Stk. 2. Afgørelse i henhold til konventionens art. 39, stk. 2,

træffes ved kendelse.

Stk. 3. Der kan ikke her i landet fastsættes forvandlingsstraf for

en udenlandsk bøde, jfr. konventionens art. 48.

2. Overskriften til kapitel 4 affattes således:

»Fælles regler om behandlingen af sager om fuldbyrdelse af

udenlandske afgørelser i Danmark efter kapitel 2-3 a«.

Kapitel 4

Fælles regler om behandlingen af sager om fuldbyrdelse af udenlandske

afgørelser i Danmark efter kapitel 2-3

3. I § 10, stk. 1, og § 12, stk. 2, ændres

»3« til: »3 a«.

§ 10. Gælder der i forhold til en anden stat ikke nogen af de i

kapitel 2-3 nævnte konventioner eller af de i § 9 nævnte overenskomster, kan

justitsministeren, når humanitære eller andre særlige hensyn taler derfor,

bestemme, at straf m.v., som er pålagt i den anden stat, kan fuldbyrdes her i

landet.

Stk. 2-4.- - -

§ 12. - - -

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte yderligere bestemmelser

til gennemførelse af de i kapitel 2-3 nævnte konventioner, de i § 9 nævnte

overenskomster samt reglerne i denne lov.

§ 3

I lov nr. 214 af 31. maj 1963 om samarbejde med Finland, Island, Norge og

Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. som ændret ved lov nr. 322 af 4.

juni 1986 foretages følgende ændringer:

1. I § 7 indsættes efter »betinget dom«:

»eller dom til samfundstjeneste«.

§ 7. Der kan her i landet anordnes tilsyn med personer, der i

henhold til en i Finland, Island, Norge eller Sverige afsagt betinget dom

skal undergives tilsyn.

2. I § 8, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »betingede

dom«: »eller i dommen til samfundstjeneste«.

3. I § 8, stk. 2, indsættes efter »en betinget

dom«: »eller en dom til samfundstjeneste.«.

§ 8. Når der er anordnet tilsyn efter § 7, finder borgerlig

straffelovs regler om betingede domme tilsvarende anvendelse. Træffer retten

bestemmelse om fuldbyrdelse af en i den betingede dom fastsat straf, skal

denne omsættes til en dansk strafart efter reglerne i § 4.

Stk. 2. Såfremt omstændighederne taler derfor, kan

anklagemyndigheden eller retten overlade til vedkommende myndighed i

domslandet at træffe afgørelse i sager, hvor der efter reglerne i stk. 1 er

spørgsmål om ændring af en betinget dom.

4. § 9 affattes således:

» § 9. Såfremt en person, der i Finland, Island, Norge eller

Sverige er idømt en betinget dom eller en dom til samfundstjeneste, her i

landet dømmes for strafbart forhold, kan retten, selv om der ikke er anordnet

tilsyn efter § 7, i overensstemmelse med straffelovens regler om betingede

domme træffe afgørelse om, at der skal fastsættes ubetinget straf for

forhold, der er omfattet af den betingede dom eller af dommen til

samfundstjeneste.«

§ 9. Såfremt en person, der er betinget dømt i Finland, Island,

Norge eller Sverige, her i landet dømmes for strafbart forhold, kan retten,

selv om der ikke er anordnet tilsyn efter § 7, i overensstemmelse med

borgerlig straffelovs regler om betingede domme træffe afgørelse om, at der

skal fastsættes ubetinget straf for forhold, der er omfattet af den betingede

dom.

5. I § 11, stk. 2, indsættes efter »borgerlig

straffelovs § 60«: »eller § 66«.

§ 11. - - -

Stk. 2. Såfremt en person, der er betinget dømt her i landet, i

Finland, Island, Norge eller Sverige dømmes for strafbart forhold begået i

prøvetiden, uden at der ved dommen tages stilling til spørgsmålet om ændring

af den betingede dom, finder borgerlig straffelovs § 60 tilsvarende

anvendelse.

§ 4

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 905 af 10. november 1992

som senest ændret ved § 34 i lov nr. 387 af 14. juni 1994, § 1 i lov nr. 389

af 14. juni 1995, lov nr. 390 og 393 af 14. juni 1995 samt § 4 i lov nr. 427

af 14. juni 1995, foretages følgende ændringer:

Efter § 190 indsættes:

» § 191. En person, der er frihedsberøvet i udlandet, og som

har meddelt samtykke hertil, kan overføres til Danmark for i en straffesag at

afgive forklaring eller medvirke ved konfrontation. Den pågældende skal under

overførslen være frihedsberøvet og skal tilbageføres til den fremmede stat,

uanset om den pågældende senere tilbagekalder sit samtykke til overførslen.

Stk. 2. Afgørelse om frihedsberøvelse træffes af retten efter

anmodning fra politiet. Retten påser, at den pågældende har meddelt samtykke

til midlertidig overførsel som nævnt i stk. 1. For frihedsberøvelsen

fastsættes en frist, der kan forlænges. Rettens afgørelse træffes ved

kendelse, der ikke kan kæres.

Stk. 3. Den pågældende må under opholdet her i landet ikke drages

til ansvar eller udleveres videre til tredjeland for nogen strafbar handling

begået før overførslen her til landet.

Stk. 4. Under frihedsberøvelsen er den pågældende alene undergivet

de indskrænkninger, som er nødvendige til sikring af frihedsberøvelsens

øjemed og opretholdelse af orden og sikkerhed på anbringelsesstedet.

Anbringelse kan ske i arresthus, jf. retsplejelovens § 770, stk. 2.

Stk. 5. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om

behandlingen af personer, der er frihedsberøvet i medfør af stk. 1.«

§§ 191-195. (Ophævet).

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter