1990 LSF 144 FORSLAG TIL LOV OM PATIENTFORSIKRING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kapitel 1
Erstatningsomfang
Dækningsområde
§ 1. Til patienter, som her i landet påføres fysisk skade i
forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende foretaget på
offentlige sygehuse og sygehuse, det offentlige har driftsoverenskomst med,
ydes erstatning efter reglerne i denne lov. Det samme gælder for efterladte
til sådanne patienter.
Stk. 2. Med patienter sidestilles personer, der deltager i
biomedicinske forsøg, der ikke indgår som led i diagnostik eller behandling
af personens sygdom. Det samme gælder for vævs-, organ- og vævsvæskedonorer.
Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter regler om, hvilke områder
der efter stk. 1 og 2 nærmere er omfattet af loven.
Erstatningsberettigende skader
§ 2. Erstatning ydes, hvis skaden med overvejende sandsynlighed
er forvoldt på en af følgende måder:
1) hvis det må antages, at en erfaren specialist på det pågældende område
under de i øvrigt givne forhold ville have handlet anderledes ved
undersøgelse, behandling eller lignende, hvorved skaden ville være undgået,
2) hvis skaden skyldes fejl eller svigt i teknisk apparatur, redskaber
eller andet udstyr, der anvendes ved eller i forbindelse med undersøgelse,
behandling eller lignende,
3) hvis skaden ud fra en vurdering kunne være undgået ved hjælp af en
anden til rådighed stående behandlingsteknik eller behandlingsmetode, som ud
fra et medicinsk synspunkt ville have været lige så effektiv til behandling
af patientens sygdom, eller
4) hvis der som følge af undersøgelse, herunder diagnostiske indgreb,
eller behandling indtræder skade i form af infektioner eller andre
komplikationer, der er mere omfattende, end hvad patienten med rimelighed må
tåle. Der skal herved tages hensyn til dels skadens alvor, dels patientens
Læs alt
sygdom og helbredstilstand i øvrigt samt til skadens sjældenhed og
mulighederne i øvrigt for at tage risikoen for dens indtræden i betragtning.
Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, hvilke skader
der efter stk. 1 nærmere er omfattet af loven. Ministeren kan endvidere
fastsætte regler om, at visse skader efter stk. 1, nr. 3, er undtaget fra
loven.
§ 3. Skade som følge af, at der ikke er blevet stillet en rigtig
diagnose af patientens sygdom, erstattes kun i de i § 2, stk. 1, nr. 1 og 2,
nævnte tilfælde.
Stk. 2. Ved ulykkestilfælde, der ikke omfattes af § 2, stk. 1, nr.
2, ydes erstatning kun, hvis skadelidte er under behandling m.v. på et
sygehus og ulykken er indtruffet inden for dettes område under sådanne
omstændigheder, at sygehuset måtte antages at have pådraget sig
erstatningsansvar herfor efter almindelige erstatningsretlige regler.
Stk. 3. Erstatning efter denne lov ydes ikke for skader, der
skyldes egenskaber ved de lægemidler, der er anvendt ved undersøgelse,
behandling eller lignende.
§ 4. Til de af § 1, stk. 2, omfattede forsøgspersoner og donorer
ydes erstatning for enhver skade, som kan være forårsaget af forsøget eller
af udtagelsen af væv m.v., medmindre det er overvejende sandsynligt, at
skaden har anden årsag.
Stk. 2. Reglen i stk. 1 gælder ikke ved skader, der omfattes af §
3, stk. 3.
Stk. 3. For de af § 1, stk. 2, 1. pkt., omfattede forsøgspersoner
gælder reglen i stk. 1 tilsvarende for psykisk skade.
Erstatningsudmåling m.v.
§ 5. Erstatning og godtgørelse fastsættes efter reglerne i lov om
erstatningsansvar.
Stk. 2. Erstatning m.v. efter stk. 1 ydes, såfremt den overstiger
20.000 kr. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte kun ydes, såfremt skaden
har medført uarbejdsdygtighed eller sygdom ud over en nærmere fastsat
periode, der højst kan udgøre 3 måneder.
Stk. 3. Stk. 2 samt regler fastsat i medfør af stk. 2 finder ikke
anvendelse på skader, der omfattes af § 4, stk. 1 eller stk. 3, jf. § 1, stk.
2.
Stk. 4. Erstatning ydes ikke til dækning af regreskrav.
§ 6. Erstatningen til patienten eller dennes efterladte kan
nedsættes eller efter omstændighederne helt bortfalde, hvis patienten
forsætligt eller ved grov uagtsomhed har medvirket til skaden.
§ 7. I det omfang patienten eller dennes efterladte har fået eller
har krav på at få erstatning i henhold til § 5, kan erstatningskrav ikke
rejses mod nogen, der måtte have pådraget sig erstatningsansvar for skaden.
§ 8. Hvis den, der efter almindelige erstatningsregler måtte have
pådraget sig erstatningsansvar over for patienten eller dennes efterladte, er
omfattet af § 1, stk. 1, eller i øvrigt er ansat på et sygehus, kan ydelser i
henhold til § 5 kun danne grundlag for regreskrav, hvis skaden er forvoldt
forsætligt.
Kapitel 2
Erstatningsordningens organisation
Erstatningspligt
§ 9. Pligt til at yde erstatning efter loven har:
1) Enhver driftsansvarlig for offentlige sygehuse og sygehuse, det
offentlige har driftsoverenskomst med.
2) Driftsansvarlige for institutioner, som foretager biomedicinske forsøg
på personer, uden at forsøget indgår som led i diagnostik eller behandling af
personens sygdom, og driftsansvarlige for institutioner, som forestår vævs-,
organ- og vævsvæskedonorvirksomhed.
Forsikringspligt
§ 10. Krav om erstatning efter loven skal være dækket af en
forsikring i et forsikringsselskab, der er godkendt af sundhedsministeren,
jf. dog § 11, stk. 1.
Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter de årlige dækningssummer for
de i stk. 1 nævnte forsikringer.
Stk. 3. Dækningssummer fastsat i medfør af stk. 2 reguleres efter
reglerne i § 15 i lov om erstatningsansvar.
Stk. 4. Sundhedsministeren fastsætter bestemmelser om
forsikringspligtens gennemførelse. Ministeren fastsætter herunder
bestemmelser om,
1) at de efter stk. 1 godkendte forsikringsselskaber i fællesskab yder
erstatning i tilfælde af overtrædelse af stk. 1,
2) at de efter stk. 1 godkendte forsikringsselskaber i fællesskab yder
erstatning i tilfælde, hvor den enkelte driftsansvarliges erstatningspligt
overstiger forsikringens dækningssum fastsat i medfør af stk. 2,
3) at de efter stk. 1 godkendte forsikringsselskaber og selvforsikrende
myndigheder i fællesskab yder erstatning efter § 5, hvor det ikke er muligt
med rimelig sikkerhed at udpege den erstatningspligtige efter § 9.
Stk. 5. Ministeren fastsætter bestemmelser om maksimering af den
fælles erstatningsforpligtelse efter stk. 4, nr. 1-3.
Stk. 6. Præmier for forsikringerne tillægges udpantningsret.
§ 11. Staten og kommunerne er undtaget fra forsikringspligt efter
§ 10.
Stk. 2. Sundhedsministeren kan godkende, at kommunerne efter
aftale overtager forsikringspligten efter § 10, stk. 1, for de private
driftsansvarlige, jf. § 9. Overtagelsen kan kun ske for de private
driftsansvarlige, som udøver virksomhed inden for kommunens område.
Stk. 3. Kommunerne kan kræve omkostningerne ved de i stk. 2 nævnte
forsikringsordninger dækket hos de private driftsansvarlige, der er omfattet
af ordningerne.
Stk. 4. Sundhedsministeren fastsætter de årlige dækningssummer for
de i stk. 2 nævnte forsikringer.
Stk. 5. Dækningssummer fastsat i medfør af stk. 4 reguleres efter
reglerne i § 15 i lov om erstatningsansvar.
Stk. 6. § 10, stk. 4, nr. 1 og 2, samt stk. 5, finder ikke
anvendelse, såfremt en kommune efter stk. 2 har overtaget forsikringspligten.
Stk. 7. Der tillægges kommuner udpantningsret for de i stk. 3
nævnte omkostninger.
Patientforsikringsforeningen
§ 12. Forsikringsselskaber, som er godkendt efter § 10, opretter
i fællesskab en patientforsikringsforening og vælger en bestyrelse for
foreningen. Sundhedsministeren kan bestemme, at staten og de kommuner, som er
selvforsikrende, kan blive medlem af bestyrelsen.
Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter vedtægter for foreningens
styrelse og virksomhed. Udgifter til foreningens drift samt udgifter, der i
øvrigt pålægges foreningen efter loven, afholdes af forsikringsselskaberne og
selvforsikrende myndigheder efter en fordeling, som fastsættes i vedtægterne.
Stk. 3. Patientforsikringsforeningen afgiver en årlig redegørelse
til sundhedsministeren om sin virksomhed.
Sagernes behandling
§ 13. Patientforsikringsforeningen modtager, oplyser og afgør
alle erstatningssager efter denne lov. Foreningen kan efter nærmere
bestemmelse i vedtægterne bemyndige de enkelte forsikringsselskaber og
selvforsikrende myndigheder til selv at oplyse og afgøre nærmere beskrevne
sagstyper.
Stk. 2. Patientforsikringsforeningen kan lade vidner afhøre ved
byretten på det sted, hvor de bor.
Stk. 3. Patientforsikringsforeningens afgørelser meddeles
vedkommende forsikringsselskab, staten eller selvforsikrende kommune, som
herefter skal udbetale de fastsatte ydelser.
§ 14. Sundhedsministeren nedsætter et patientskadeankenævn, der
består af:
1) En af sundhedsministeren udnævnt formand, som skal være dommer,
2) 2 medlemmer udpeget af sundhedsministeren,
3) 2 sagkyndige medlemmer inden for lægevidenskab udpeget af
Sundhedsstyrelsen,
4) 2 medlemmer udpeget i fællesskab af Amtsrådsforeningen i Danmark og
Københavns og Frederiksberg Kommuner,
5) 2 medlemmer udpeget af De Samvirkende Invalideorganisationer.
Stk. 2. En repræsentant fra patientforsikringsforeningen kan
deltage uden stemmeret ved nævnets behandling af sager.
Stk. 3. Patientskadeankenævnets medlemmer udpeges for 4 år. Finder
udpegningen sted i løbet af en periode, gælder den kun til periodens udløb.
Stk. 4. Sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med
Patientskadeankenævnet dettes forretningsorden.
Stk. 5. Udgifter til drift af Patientskadeankenævnet afholdes af
forsikringsselskaberne og selvforsikrende myndigheder efter den fordeling,
som fastsættes af sundhedsministeren efter § 12, stk. 2, 2. pkt.
§ 15. De afgørelser, der træffes efter § 13, kan indbringes for
Patientskadeankenævnet, der har den endelige administrative afgørelse.
Patientskadeankenævnet kan tillægge en klage opsættende virkning.
Stk. 2. Klage til Patientskadeankenævnet indgives inden 3 måneder
efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.
Stk. 3. Patientskadeankenævnet kan se bort fra overskridelse af
klagefristen, når der er særlig grund hertil.
§ 16. Patientskadeankenævnets afgørelse kan indbringes for
landsretten, der kan stadfæste, ophæve eller ændre afgørelsen.
Stk. 2. Indbringelse skal ske inden 6 måneder efter, at afgørelsen
er meddelt.
§ 17. Patientforsikringsforeningen kan af kommuner, amtskommuner
og andre vedkommende, herunder sygehuse, institutioner, behandlende læger
m.v. samt den skadelidte, forlange meddelt enhver oplysning, herunder
sygehusjournaler, journaloptegnelser m.v., som foreningen skønner er af
betydning for behandling af sager efter loven.
Stk. 2. Patientforsikringsforeningen skal afgive de oplysninger
til Patientskadeankenævnet og Sundhedsministeriet, som er nødvendige for
disse myndigheders varetagelse af opgaver efter loven.
Kapitel 3
Lægemiddelforsikringsordning
§ 18. Sundhedsministeren kan godkende, at
patientforsikringsforeningen samarbejder med en lægemiddelforsikringsordning,
som oprettes af lægemiddelbranchens organisationer i Danmark.
Stk. 2. Sundhedsministeren kan efter anmodning fra
lægemiddelbranchen udpege formanden og visse medlemmer til et ankeorgan, der
er omfattet af en sådan lægemiddelforsikringsordning.
Stk. 3. Sundhedsministeren kan efter forhandling med
justitsministeren fastsætte regler om,
1) at organerne i en lægemiddelforsikringsordning kan indhente de i § 17,
stk. 1, nævnte oplysninger,
2) at forvaltningsloven og offentlighedsloven samt straffelovens
bestemmelser om tavshedspligt finder anvendelse på administrationen, og
3) at § 13, stk. 2, om vidneafhøring finder tilsvarende anvendelse på
organerne i en lægemiddelforsikringsordning.
Kapitel 4
Forældelses- og straffebestemmelser
§ 19. Erstatningskrav efter denne lov skal være anmeldt til
patientforsikringsforeningen senest 5 år efter, at den erstatningsberettigede
har fået eller burde have fået kendskab til skaden.
Stk. 2. Forældelse af erstatningskrav indtræder dog senest 10 år
efter den dag, skaden er forårsaget.
§ 20. Overtrædelse af § 10, stk. 1, straffes med bøde. For
overtrædelse, der begås af aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber
eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
Kapitel 5
Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
§ 21. Loven træder i kraft den 1. juli 1992 og finder anvendelse
for skader, der forårsages efter lovens ikrafttræden.
Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 82 af 8. marts 1978 om erstatning
for vaccinationsskader. Skader, der er forårsaget før 1. juli 1992, og som
efter lov om erstatning for vaccinationsskader ville kunne anmeldes senest et
år efter, at de første sikre symptomer på skaden er påvist, omfattes af denne
lov.
§ 22. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som
de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Oprindeligt fremsat forslag
Kapitel 1
Erstatningsomfang
Dækningsområde
§ 1. Til patienter, som her i landet påføres fysisk skade i
forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende foretaget
- på sygehus,
- hos en privatpraktiserende medicinalperson, der er autoriseret i henhold
til særlig lovgivning, eller foretaget på vegne heraf,
- hos en apoteker eller dennes personale,
- hos en offentligt ansat jordemoder uden for sygehusene eller
- hos en kommunalt ansat tandlæge eller dennes medhjælp,
ydes erstatning efter reglerne i denne lov. Det samme gælder for
efterladte til sådanne patienter.
Stk. 2. Med patienter sidestilles personer, der deltager i
biomedicinske forsøg, der ikke indgår som led i diagnostik eller behandling
af personens sygdom. Det samme gælder for vævs-, organ- og vævsvæskedonorer.
Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter regler om, hvilke områder
der efter stk. 1 og 2 nærmere er omfattet af loven. Ministeren kan endvidere
fastsætte regler om, at visse områder efter stk. 1 og 2 er undtaget fra
loven, samt at andre områder end de i stk. 1 og 2 nævnte skal omfattes af
loven.
Erstatningsberettigende skader
§ 2. Erstatning ydes, hvis skaden med overvejende sandsynlighed
er forvoldt på en af følgende måder:
1) hvis det må antages, at en erfaren specialist på det pågældende område
under de i øvrigt givne forhold ville have handlet anderledes ved
undersøgelse, behandling eller lignende, hvorved skaden ville være undgået,
2) hvis skaden skyldes fejl eller svigt i teknisk apparatur, redskaber
eller andet udstyr, der anvendes ved eller i forbindelse med undersøgelse,
behandling eller lignende,
3) hvis skaden ud fra en vurdering kunne være undgået ved hjælp af en
anden til rådighed stående behandlingsteknik eller behandlingsmetode, som ud
fra et medicinsk synspunkt ville have været lige så effektiv til behandling
af patientens sygdom, eller
4) hvis der som følge af undersøgelse, herunder diagnostiske indgreb,
eller behandling indtræder skade i form af infektioner eller andre
komplikationer, der er mere omfattende, end hvad patienten med rimelighed må
tåle. Der skal herved tages hensyn til dels skadens alvor, dels patientens
sygdom og helbredstilstand i øvrigt samt til skadens sjældenhed og
mulighederne i øvrigt for at tage risikoen for dens indtræden i betragtning.
Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, hvilke skader
der efter stk. 1 nærmere er omfattet af loven. Ministeren kan endvidere
fastsætte regler om, at visse skader efter stk. 1, nr. 3, er undtaget fra
loven.
§ 3. Skade som følge af, at der ikke er blevet stillet en rigtig
diagnose af patientens sygdom, erstattes kun i de i § 2, stk. 1, nr. 1 og 2,
nævnte tilfælde.
Stk. 2. Ved ulykkestilfælde, der ikke omfattes af § 2, stk. 1, nr.
2, ydes erstatning kun, hvis skadelidte er under behandling m.v. på et
sygehus og ulykken er indtruffet inden for dettes område under sådanne
omstændigheder, at sygehuset måtte antages at have pådraget sig
erstatningsansvar herfor efter almindelige erstatningsretlige regler.
Stk. 3. Erstatning efter denne lov ydes ikke for skader, der
skyldes egenskaber ved de lægemidler, der er anvendt ved undersøgelse,
behandling eller lignende.
§ 4. Til de af § 1, stk. 2, omfattede forsøgspersoner og donorer
ydes erstatning for enhver skade, som kan være forårsaget af forsøget eller
af udtagelsen af væv m.v., medmindre det er overvejende sandsynligt, at
skaden har anden årsag.
Stk. 2. Reglen i stk. 1 gælder ikke ved skader, der omfattes af §
3, stk. 3.
Stk. 3. For de af § 1, stk. 2, 1. pkt., omfattede forsøgspersoner
gælder reglen i stk. 1 tilsvarende for psykisk skade.
Erstatningsudmåling m.v.
§ 5. Erstatning og godtgørelse fastsættes efter reglerne i lov om
erstatningsansvar.
Stk. 2. Erstatning m.v. efter stk. 1 ydes, såfremt den overstiger
20.000 kr. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte kun ydes, såfremt skaden
har medført uarbejdsdygtighed eller sygdom ud over en nærmere fastsat
periode, der højst kan udgøre 3 måneder.
Stk. 3. Stk. 2 samt regler fastsat i medfør af stk. 2 finder ikke
anvendelse på skader, der omfattes af § 4, stk. 1 eller stk. 3, jf. § 1, stk.
2.
Stk. 4. Erstatning ydes ikke til dækning af regreskrav.
§ 6. Erstatningen til patienten eller dennes efterladte kan
nedsættes eller efter omstændighederne helt bortfalde, hvis patienten
forsætligt eller ved grov uagtsomhed har medvirket til skaden.
§ 7. I det omfang patienten eller dennes efterladte har fået eller
har krav på at få erstatning i henhold til § 5, kan erstatningskrav ikke
rejses mod nogen, der måtte have pådraget sig erstatningsansvar for skaden.
§ 8. Hvis den, der efter almindelige erstatningsregler måtte have
pådraget sig erstatningsansvar over for patienten eller dennes efterladte, er
omfattet af § 1, stk. 1, eller i øvrigt er ansat på et sygehus, kan ydelser i
henhold til § 5 kun danne grundlag for regreskrav, hvis skaden er forvoldt
forsætligt.
Kapitel 2
Erstatningsordningens organisation
Erstatningspligt
§ 9. Pligt til at yde erstatning efter loven har:
1) Enhver driftsansvarlig for sygehuse, for en privat praksis omfattende
en eller flere medicinalpersoner, der er autoriserede i henhold til særlig
lovgivning, for et apotek, for offentligt ansatte jordemødre uden for
sygehusene, for kommunalt ansatte tandlæger samt driftsansvarlige for
institutioner, som foretager undersøgelse, behandling eller lignende på vegne
af ovenstående.
2) Driftsansvarlige for institutioner, som foretager biomedicinske forsøg
på personer, uden at forsøget indgår som led i diagnostik eller behandling af
personens sygdom, og driftsansvarlige for institutioner, som forestår vævs-,
organ- og vævsvæskedonorvirksomhed.
3) Andre driftsansvarlige, som efter § 1, stk. 3, måtte blive inddraget
under lovens dækningsområde.
Forsikringspligt
§ 10. Krav om erstatning efter loven skal være dækket af en
forsikring i et forsikringsselskab, der er godkendt af sundhedsministeren,
jf. dog § 11.
Stk. 2. Forsikringen skal inden for et år yde erstatnig efter § 5
på indtil 30 mio. kr. Omfatter forsikringen flere personer, skal forsikringen
inden for et år dække erstatning på indtil 30 mio. kr. for hver omfattet
medicinalperson, der er autoriseret i henhold til særlig lovgivning.
Stk. 3. Beløbene i stk. 2 reguleres efter reglerne i § 15 i lov om
erstatningsansvar.
Stk. 4. Sundhedsministeren fastsætter bestemmelser om
forsikringspligtens gennemførelse. Ministeren fastsætter herunder bestemmelse
om,
1) at de efter stk. 1 godkendte forsikringsselskaber i fællesskab yder
erstatning i tilfælde af overtrædelse af stk. 1,
2) at de efter stk. 1 godkendte forsikringsselskaber i fællesskab yder
erstatning i tilfælde, hvor erstatningen overstiger forsikringens
dækningssum, jf. stk. 2,
3) at de erstatningspligtige i fællesskab yder erstatning efter § 5 i
tilfælde, hvor det ikke er muligt med rimelig sikkerhed at udpege den
erstatningspligtige efter § 9.
Stk. 5. Ministeren kan ved fastsættelse af bestemmelser efter stk.
4, nr. 1-3, indføre en maksimering af den fælles erstatningsforpligtelse.
Stk. 6. Præmier for forsikringen tillægges udpantningsret.
§ 11. Staten og kommunerne er undtaget fra forsikringspligt efter
§ 10.
Patientforsikringsforeningen
§ 12. Forsikringsselskaber, som er godkendt efter § 10, opretter
i fællesskab en patientforsikringsforening og vælger en bestyrelse for
foreningen. Sundhedsministeren kan bestemme, at staten og de kommuner, som er
selvforsikrende, kan blive medlem af bestyrelsen.
Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter vedtægter for foreningens
styrelse og virksomhed. Udgifter til foreningens drift samt udgifter, der i
øvrigt pålægges foreningen efter loven, afholdes af forsikringsselskaberne og
selvforsikrende myndigheder efter en fordeling, som fastsættes i vedtægterne.
Stk. 3. De godkendte forsikringsselskaber og de kommuner, der
efter § 11 ikke har tegnet forsikring, skal dække udgifterne til Den Sociale
Ankestyrelses administration af de forhold, der omfattes af denne lov.
Bidragets størrelse fastsættes een gang årligt. Ankestyrelsen giver inden
udgangen af september måned patientforsikringsforeningen meddelelse om
størrelsen af bidraget, der skal indbetales inden udgangen af oktober måned
samme år. Fordelingen af foreningens bidrag til Den Sociale Ankestyrelse
fastsættes i vedtægterne.
Stk. 4. Patientforsikringsforeningen afgiver en årlig redegørelse
til sundhedsministeren om sin virksomhed.
Sagernes behandling
§ 13. Patientforsikringsforeningen modtager, oplyser og afgør
alle erstatningssager efter denne lov. Foreningen kan efter nærmere
bestemmelse i vedtægterne bemyndige de enkelte forsikringsselskaber og
selvforsikrende myndigheder til selv at oplyse og afgøre nærmere beskrevne
sagstyper.
Stk. 2. Patientforsikringsforeningen kan lade vidner afhøre ved
byretten på det sted, hvor de bor.
Stk. 3. Patientforsikringsforeningens afgørelser meddeles
vedkommende forsikringsselskab, staten eller selvforsikrende kommune, som
herefter skal udbetale de fastsatte ydelser.
§ 14. De afgørelser, der træffes efter § 13, kan indbringes for
Den Sociale Ankestyrelse, der har den endelige administrative afgørelse.
Ankestyrelsen kan tillægge en klage opsættende virkning.
Stk. 2. Klage til ankestyrelsen indgives inden 4 uger efter, at
klageren har fået meddelelse om afgørelsen.
Stk. 3. Ankestyrelsen kan se bort fra overskridelse af
klagefristen, når der er særlig grund hertil.
§ 15. Den Sociale Ankestyrelses afgørelse kan indbringes for
landsretten, der kan stadfæste, ophæve eller ændre afgørelsen.
Stk. 2. Indbringelse skal ske inden 6 måneder efter, at afgørelsen
er meddelt.
§ 16. Patientforsikringsforeningen kan af kommuner, amtskommuner
og andre vedkommende, herunder sygehuse, institutioner, behandlende læger
m.v. samt den skadelidte forlange meddelt enhver oplysning, herunder
sygehusjournaler, journaloptegnelser m.v., som foreningen skønner er af
betydning for behandling af sager efter loven.
Stk. 2. Patientforsikringsforeningen skal afgive de oplysninger
til Den Sociale Ankestyrelse og Sundhedsministeriet, som er nødvendige for
disse myndigheders varetagelse af opgaver efter loven.
Kapitel 3
Forældelses- og straffebestemmelser
§ 17. Erstatningskrav efter denne lov skal være anmeldt til
patientforsikringsforeningen senest 5 år efter, at den erstatningsberettigede
har fået eller burde have fået kendskab til skaden.
Stk. 2. Forældelse af erstatningskrav indtræder dog senest 10 år
efter den dag, skaden er forårsaget.
§ 18. Overtrædelse af § 10, stk. 1, straffes med bøde. For
overtrædelse, der begås af aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber
eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
Kapitel 4
Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
§ 19. Loven træder i kraft den 1. januar 1992 og finder
anvendelse for skader, der forårsages efter lovens ikrafttræden.
Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 82 af 8. marts 1978 om erstatning
for vaccinationsskader. Skader, der er forårsaget før 1. januar 1992, og som
efter lov om erstatning for vaccinationsskader ville kunne anmeldes senest et
år efter, at de første sikre symptomer på skaden er påvist, omfattes af denne
lov.
§ 20. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som
de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Lovforslaget er bortset fra ikrafttrædelsestidspunktet i § 19 en uændret
genfremsættelse af lovforslag nr. L 151, folketingsåret 1987-88 (1. samling),
som sundhedsministeren fremsatte den 14. januar 1988. Lovforslaget
genfremsattes af Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti i
folketingsåret 1989-90 som nr. L 211. Der henvises til Folketingstidende
1987-88 (1. samling), forhandlingerne sp. 4670 og 6277, tillæg A sp. 3031,
samt til Folketingstidende 1989-90, forhandlingerne sp. 7726 og 8281 og
tillæg A sp. 5283.
Baggrunden for at fremsætte sundhedsministerens lovforslag uændret er, at
forslagsstillerne finder det formålstjenligt, at debatten om, hvorvidt der
skal indføres en patientforsikringsordning, tager udgangspunkt i de tidligere
drøftelser i forbindelse med behandlingen af sundhedsministerens lovforslag.
Bemærkningerne til L 151 er på visse punkter blevet uaktuelle. Det gælder
f.eks. henvisninger til ikrafttrædelsestidspunktet den 1. juni 1989 i
lovforslag nr. L 151, afsnittet om lovforslagets økonomiske og administrative
konsekvenser og forhold, der er ændret som følge af ændringer i lovgivningen
foretaget efter fremsættelsen af L 151.
Forslagsstillerne har valgt at medtage bemærkningerne til lovforslag nr. L
151 som et bilag til nærværende lovforslag frem for at foretage en
ajourføring af bemærkningerne, der kunne skabe uklarhed om omfanget af
ændringerne heri.
Bilag
Bemærkninger til det af sundhedsministeren i folketingsåret 1987-88 (1.
samling) fremsatte forslag til lov om patientforsikring (L 151)
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslagets hovedindhold og baggrund
1.1. Lovforslaget er på de centrale punkter i det væsentlige en uændret
genfremsættelse af det forslag til lov om patientforsikring, der blev fremsat
for Folketinget den 19. februar 1987 (Lovforslag nr. 210 i folketingsåret
1986-87), og som ikke nåede at blive færdigbehandlet inden udgangen af
folketingsåret 1986-87. Indenrigsministerens fremsættelsestale er optrykt i
Folketingstidende 1986-87, Folketingets forhandlinger, sp. 7660-61.
Førstebehandlingen af lovforslaget er optrykt smst. sp. 8625 ff.
Samtidig med fremsættelsen i Folketinget blev lovforslaget sendt til
udtalelse hos de berørte myndigheder og organisationer. Bl.a. foranlediget af
disse udtalelser er der foretaget enkelte ændringer i forhold til det
tidligere forslag. I § 1, stk. 1, er patientforsikringens dækningsområde nu
direkte i lovteksten udvidet til også at omfatte apotekere eller disses
personale, offentligt ansatte jordemødres virksomhed uden for sygehusene samt
tandlæger og disses medhjælp i den kommunale tandpleje. I § 10, stk. 2, er
der fastsat en maksimering af den lovpligtige forsikringsdækning.
Bestemmelsen er begrundet i forsikringsmæssige hensyn i forbindelse med
genforsikring og tager ikke sigte på at berøre patienternes ret til
erstatning efter loven. Dette fremgår af § 10, stk. 4, nr. 2, hvorefter der
vil blive fastsat bestemmelser om, at de godkendte forsikringsselskaber i
fællesskab skal udrede de erstatninger, der ligger ud over maksimumsgrænsen i
§ 10, stk. 2. Der vil endvidere i medfør af § 10, stk. 4, nr. 1, blive
fastsat bestemmelser om, at de godkendte forsikringsselskaber i fællesskab
skal yde erstatning i de tilfælde, hvor en forsikringspligtig uretmæssigt
ikke har tegnet forsikring, ligesom de erstatningspligtige i fællesskab skal
yde erstatning i de tilfælde, hvor en erstatningspligtig ikke med rimelig
sikkerhed kan udpeges, jf. § 10, stk. 4, nr. 3. I § 10, stk. 5, er der
indført en bemyndigelse til ministeren til at fastsætte en begrænsning af den
fælles erstatningsforpligtelse, jf. stk. 4, nr. 1-3. I § 15, stk. 2, er
fristen for indbringelse af Den Sociale Ankestyrelses afgørelser for
landsretten forlænget fra 4 uger til 6 måneder. I § 19, stk. 1, foreslås
ikrafttrædelsestidspunktet rykket frem til 1. juni 1989. Endvidere er
bemærkningerne til lovforslaget på enkelte punkter uddybet eller præciseret.
1.2. Formålet med lovforslaget er at oprette en offentligt styret
patientforsikringsordning, hvorefter der gives patienter erstatning for
skader opstået under behandling m.v. i sundhedsvæsenet, navnlig
sygehusvæsenet, i videre omfang end efter gældende erstatningsregler (f.eks.
culpareglen) og på en for patienten lettere og hurtigere måde.
Baggrunden for lovforslaget er, at dansk rets almindelige erstatningsregel
- culpareglen, hvorefter skadelidte skal kunne bevise, at der er begået en
fejl eller udvist en forsømmelse - findes uhensigtsmæssig, når det drejer sig
om patientskader. Det har særlig for patientskader vist sig vanskeligt for
patienten at føre bevis for lægelige fejl og årsagsforbindelse mellem fejl og
skade. Det synes endvidere urimeligt, at skadede patienter skal igennem
anstrengende retssager.
Ifølge lovforslaget ( § 1) vil alle patienter, eller disses efterladte,
samt forsøgspersoner og donorer have krav på erstatning (§ 2) for skader, som
med overvejende sandsynlighed skyldes undersøgelse, behandling eller lignende
på sygehus, på apotek, hos offentligt ansatte jordemødre uden for sygehusene,
hos tandlæger inden for den kommunale tandpleje eller hos en
privatpraktiserende medicinalperson. Udgangspunktet er, at der ydes
erstatning ved skader, der kunne være undgået ved, at undersøgelsen,
behandlingen m.v. var blevet udført på en anden måde end den, der faktisk
blev anvendt. I visse tilfælde kan der endvidere ydes erstatning, selv om
skaden ikke kunne være undgået. Erstatningerne udmåles (§ 5) efter reglerne i
erstatningsansvarsloven. Herved dækkes såvel varige som midlertidige tab.
Ordningen gennemføres således, at (§ 9) driftsansvarlige for sygehuse,
privat praksis for en eller flere autoriserede medicinalpersoner m.v. er
erstatningspligtige for ovenstående skader. Endvidere er de
erstatningsansvarlige, med undtagelse af staten og kommunerne, pligtige (§
10) at være dækket af en forsikring i et forsikringsselskab, der er godkendt
af sundhedsministeren. De forsikringsgivende selskaber danner (§ 12) i
fællesskab en forening, som træffer afgørelse i de enkelte erstatningssager.
Loven træder i kraft den 1. juni 1989.
1.3. I december 1984 nedsatte Indenrigsministeriet en
arbejdsgruppe, som fik til opgave at undersøge mulighederne for eventuelt at
etablere en patientforsikringsordning i Danmark. I juni 1986 afsluttede
arbejdsgruppen sit arbejde med afgivelse af rapporten »Patient- og
lægemiddelforsikring«. Rapportens synspunkter er videreført i det
foreliggende lovforslag. I det omfang der i bemærkningerne henvises til denne
rapport, bruges forkortelsen: rap., efterfulgt af sidenummer.
2. Gældende erstatningsforhold på sundhedsområdet
2.1. Danmark
Hovedreglen inden for dansk erstatningsret er den såkaldte culparegel. En
person eller myndighed bliver herefter kun erstatningspligtig, hvis
vedkommende har udvist fejl eller forsømmelse, dvs. begået en forsætlig eller
uagtsom skadegørende handling eller undladelse.
For at kunne pålægge et erstatningsansvar skal det endvidere kunne
bevises, at der er lidt et tab, og at der er en naturlig sammenhæng mellem
den skadevoldende handling og tabet. Det er som hovedregel skadelidte, der
skal bevise, at skadevolderen har handlet culpøst, at der er lidt et tab, og
at der er årsagssammenhæng mellem handling og tab. Kan skadelidte ikke føre
bevis herfor, bliver skaden ofte betegnet som hændelig, og erstatning
udbetales ikke.
På sundhedsområdet finder culpareglen og de øvrige erstatningsbetingelser
almindelig anvendelse. Dette betyder, at en medicinalperson pådrager sig
erstatningsansvar, hvis denne har handlet anderledes, end man med rette kunne
forvente af en person med den pågældende uddannelse i den pågældende
situation.
Ved anvendelse af særlig kompliceret teknisk apparatur har retspraksis på
sundhedsområdet - som på andre områder - stillet store krav til personalets
agtpågivenhed, navnlig hvor fejlbetjening kan medføre store skader for
patienten.
På enkeltstående områder inden for sundhedsvæsenet er der gennemført
særlige og mere vidtgående erstatningsregler, der retter sig mod de
offentlige sundhedsmyndigheder.
Ifølge lov om erstatning for vaccinationsskader, L 82 8/3 1978, § 1, yder
staten erstatning til en vaccineret person - eller dennes efterladte - for
skade, som med rimelig sandsynlighed må anses at være forårsaget af visse
vaccinationer her i landet.
Ifølge tekstanmærkninger til finansloven er sundhedsministeren bemyndiget
til at yde bloddonorer samt nyre- og knoglemarvsdonorer eller disses
efterladte erstatning i tilfælde af midlertidig eller varig
legemsbeskadigelse eller død, der med rimelighed kan henføres til afgivelsen
af blod til blodtransfusion eller antages at skyldes nyre- eller
knoglemarvsafgivelsen eller den nødvendige forundersøgelse.
Baggrunden for et udvidet erstatningsansvar på disse områder er, at
skadelidte her har underkastet sig »indgreb« til hjælp for andre
personer.
Samtlige amtskommunale sygehuse, med undtagelse af eet, er
ansvarsforsikret i Kommunernes Gensidige Forsikringsselskab. Forsikringerne
dækker det erstatningsansvar, som forsikringstagerne og de i
forsikringstagernes tjeneste værende personer pådrager sig for skade,
tilføjet personer eller ting under udøvelse af pågældendes erhverv, inkl.
ansvaret som ejer eller bruger af bygning eller grundareal. Enkelte
amtskommuner har tegnet forsikringen med en vis selvrisiko. Københavns og
Frederiksberg Kommuner samt staten (Rigshospitalet) er selvforsikrende på
området.
2.2. Udlandet
I Sverige er hele sundhedsvæsenet med virkning fra 1. januar 1975
omfattet af en frivillig patientforsikringsordning. Forsikringen er en
frivillig, kollektiv ulykkesforsikring tegnet til fordel for tredjemand -
dvs. borgerne - og er tegnet af det offentlige sundhedsvæsens arbejdsgivere
samt de privatpraktiserende medicinalpersoner. Forsikringen dækker ud over
culpøse skader også visse hændelige skader forårsaget af behandling,
diagnostiske indgreb, fejlagtig diagnose, infektioner og ulykker.
I Sverige er der endvidere med virkning fra 1. juli 1978 etableret en
frivillig forsikringsaftale mellem forsikringsbranchen og medicinalbranchen
til dækning af lægemiddelskader. Ordningen medfører en betydelig udvidelse af
adgangen til at få erstatning for lægemiddelskader. Der stilles alene krav
om, at der er overvejende sandsynlighed for, at skaden skyldes indtagelse af
et lægemiddel. Skader, som rimeligvis må godtages som bivirkninger, erstattes
dog ikke.
I Norge har regeringen i efteråret 1985 nedsat et udvalg, som skal
undersøge mulighederne for at indføre en offentlig patientforsikring efter
svensk mønster.
I Finland er i 1986 vedtaget en lov, der med virkning fra 1. maj
1987 forpligter driftsansvarlige for sygehuse og privat praksis for
autoriserede medicinalpersoner til at tegne forsikringer, som dækker
patientskader. Erstatningsgrundlaget er stort set det samme som i Sverige.
I New Zealand erstattes alle ulykker med personskader, herunder
også lægelige ulykker, efter reglerne i en ulykkeserstatningslov fra 1972. I
praksis er der for så vidt angår patientskader stor lighed med
skadeafgrænsningen efter den svenske ordning. I New Zealand finansieres
erstatningerne dels gennem afgifter fra arbejdsgivere og dels gennem
skattemidler.
Der ses ikke ved en foreløbig undersøgelse at være indført lignende
patientforsikringsordninger andre steder i verden end nævnt ovenfor.
3. Patientskadernes omfang i Danmark
I 1985 blev ca. 200 personskader anmeldt til Kommunernes Gensidige
Forsikringsselskab, og selskabet havde en samlet erstatningsudgift på ca. 10
mio. kr. I 1985 anmeldtes der i alt i Danmark ca. 225 erstatningskrav for
personskade ved lægelig behandling på alle landets sygehuse, dvs. inkl.
Københavns og Frederiksberg Kommuner og staten. Ca. halvdelen skønnes at
vedrøre culpøse skader.
Det skønnes, at det samlede antal erstatningsberettigende hændelige og
ikke-hændelige fysiske personskader, som opstår i forbindelse med
sundhedsvæsenets behandling og diagnosestillelse af patienter, efter
lovforslaget vil udgøre ca. 2.000 pr. år. Der er dog betydelig usikkerhed i
dette skøn.
4. Patientforsikringens dækningsområde
Lovforslaget tager udgangspunkt i det eksisterende arbejdsgiveransvar.
Der er således tale om, at det udvidede erstatningsansvar for patientskader
pålægges sundhedsvæsenets arbejdsgivere. I lovforslaget (§ 1) afgrænses de
erstatningspligtige til direkte at omfatte driftsansvarlige for sygehuse
(amtskommuner m.fl., stat og private), driftsansvarlige for apoteker, for
offentligt ansatte jordemødre ansat uden for sygehusene, for den kommunale
tandplejeordning (jf. L 310 4/6 1986 om tandpleje m.v.), driftsansvarlige for
privat praksis for autoriserede medicinalpersoner samt driftsansvarlige for
institutioner, som foretager undersøgelse, behandling eller lignende på vegne
af disse. Denne afgrænsning dækker den centrale del af patientforsikringens
område, idet den altovervejende del af de beskrevne skader forventes at opstå
her. Uden for den direkte lovregulerede afgrænsning holdes således de fleste
primærkommunale sundhedsordninger (sundhedsplejersker, hjemmesygeplejersker,
kommunalt ansatte medicinalpersoner ved f.eks. plejehjem, medicinalpersoner
ved skolesundhedstjenesten m.v.). Disse grupper vil sundhedsministeren efter
behov kunne inddrage under ordningen efter § 1, stk. 3, 2. pkt. Tilsvarende
gælder f.eks. kiropraktorer og andre ikke-autoriserede medicinalpersoner. Nye
grupper af medicinalpersoner, som opnår autorisation og påbegynder privat
praksis, vil umiddelbart blive omfattet af lovens bestemmelser.
Som følge af at lovforslaget, jf. § 1, stk. 2, omfatter sunde
forsøgspersoner, som indgår i biomedicinske forsøg, er driftsansvarlige for
institutioner, som udfører sådanne forsøg, ligeledes omfattet af
erstatningspligten.
Bestemmelsen i lovforslagets § 1, stk. 3, sikrer, at lovforslagets
dækningsområde kan tilpasses udviklingen eller nærmere kan præciseres for
særlige grupper, idet sundhedsministeren herefter kan begrænse eller udvide
lovens dækningsområde ved at pålægge de herfor driftsansvarlige
erstatningspligt efter loven.
5. Patientforsikringens skadeafgrænsning
5.1. Udgangspunktet for afgrænsningen af, hvilke skader loven skal
omfatte, er på den ene side, at de skader, som i dag er
erstatningsberettigende - de culpøse skader - må omfattes af loven, mens på
den anden side, de skader, som er uundgåelige følger af grundsygdommen og
behandlingen, ikke omfattes af loven.
Lovforslagets skadeafgrænsning bygger på en beskrivelse af patientskader
ud fra et uundgåelighedskriterium, jf. rap. s. 61-63.
På denne baggrund dækkes (§ 2) alle skader, der enten skyldes fejl fra
læge m.v. (hvor målestokken for fejlbedømmelsen er, hvad en kyndig og erfaren
specialist ville gøre) eller apparatursvigt (uanset om dette beror på en
fejl). Endvidere dækkes alle skader (bortset fra følgerne af en forkert
diagnose), der ud fra en efterfølgende betragtning kunne være undgået ved
hjælp af en anden til rådighed stående behandlingsteknik eller
behandligsmetode (en slags »udviklingsskade«-dækning). Endelig
dækkes skader i form af komplikationer eller infektioner som følge af
undersøgelse, herunder diagnostiske indgreb eller behandling, selv om skaden
ikke kunne være undgået. Det er her en forudsætning, at skaden går ud over,
hvad patienten med rimelighed må tåle under hensyn til skadens alvor,
patientens sygdom og helbredstilstand i øvrigt samt skadens sjældenhed (en
slags »systemskade«-dækning).
5.2. Lovforslaget indeholder endvidere bestemmelser om visse
specielle skader:
Ulykker (§ 3, stk. 2) sket uden direkte sammenhæng med patientbehandling
m.v. dækkes af praktiske og afgrænsningsmæssige grunde også af
patientforsikringen, men kun når de er sket på et sygehus og kun inden for
rammerne af det eksisterende ansvarsgrundlag. Psykiske skader er undtaget fra
dækningsområdet, bl.a. fordi det lægeligt er meget vanskeligt at afgøre, om
en psykisk skade skyldes behandlingen eller andre forhold eller er en direkte
følge af grundsygdommen. Generelt er behandlingen af psykiske sygdomme dog
ikke undtaget. Indtræder der f.eks. ved en sådan behandling en fysisk skade,
er denne omfattet, ligesom psykiske følger af fysisk skade er omfattet.
Derimod vil en fysisk følge af en rent psykisk skade ikke være omfattet.
Lovforslaget indeholder endvidere en særregel (§ 4) om en udvidet dækning
for sunde forsøgspersoner, dvs. personer som deltager i forsøg, der ikke
indgår som led i diagnostik eller behandling af nogen sygdom, den pågældende
lider af. For disse personer er der ingen begrænsning med hensyn til, hvilke
skader der ydes erstatning for.
Endelig skal det nævnes, at erstatning for skader i forbindelse med
donorvirksomhed (nyre- og knoglemarvsdonorer samt bloddonorer) samt skader i
forbindelse med vaccinationer inddrages under lovens almindelige
dækningsområde.
5.3. Lovforslaget dækker ikke skader, der alene skyldes de
anvendte lægemidler (§ 3, stk. 3). Hvis en skade opfylder de almindelige
kriterier, som gælder for patientforsikringen, dækkes den dog også af
lovforslaget, selv om lægemidlet indgår som (medvirkende) skadeårsag. Der
ydes således erstatning, hvis der er begået fejl ved anvendelsen af
lægemidlet, eller hvis skaden - i øvrigt - kunne være undgået ved en anden
til rådighed stående behandlingsmetode, jf. § 2, stk. 1, nr. 3, men ikke,
hvis der er tale om en uundgåelig komplikation, som alene må henføres til det
eller de anvendte lægemidler.
På baggrund af EF-direktiv af 25. juli 1985 om produktansvar findes det
vigtigt, at medicinalbranchen på et frivilligt grundlag etablerer en
lægemiddelforsikring, der kan harmoniseres med lovforslaget, dels med hensyn
til skade- og erstatningsdækning, dels organisatorisk. Dette vil sikre, at
bl.a. skadeanmeldelse i grænsetilfælde ikke forskydes til den ordning, der
giver størst erstatning. Endvidere vil grænsetilfælde kunne fordeles efter
reglernes hensigt, bl.a. af hensyn til den forskellige finansiering, der vil
ligge bag de to forsikringer.
5.4. For så vidt angår bevisbyrdereglerne er disse efter
lovforslaget lettet for patienten i to henseender. Dels påhviler der ikke
direkte patienten nogen bevisbyrde i den forstand, at det er patienten, der
skal tilvejebringe bevis for, at skaden er forårsaget ved et af de i lovens §
2 nævnte forhold, som opfylder de materielle dækningskriterier.
Patientforsikringsforeningen varetager - efter anmeldelse af skaden -
oplysningen af sagen (§ 13), og på grundlag heraf vurderer foreningen, om
erstatningsbetingelserne er opfyldt i de enkelte tilfælde. Dels skal der kun
foreligge en overvejende sandsynlig sammenhæng (§ 2) mellem behandling og
erstatningsgivende skade, for at erstatning kan ydes. Endelig er sidstnævnte
bevisregel lempet yderligere for forsøgspersoner og donorer (§ 4, stk. 1),
idet den her er formuleret som en omvendt bevisbyrde.
6. Patientforsikringens erstatninger
Efter lovforslaget (§ 5) skal erstatningsudmålingen følge
erstatningsansvarslovens bestemmelser herom. Dette medfører, at der ved
personskade ydes erstatning og godtgørelse for såvel midlertidige tab
(helbredelsesudgifter, tabt arbejdsfortjeneste, svie og smerte) som for
varige tab (varigt meen og erhvervsevnetab). Ved dødsfald kan der ydes
erstatning for forsørgertab og ydes begravelseshjælp.
Sundhedsministeren kan fastsætte regler om (§ 5, stk. 2), at erstatning
for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte kun ydes i det
omfang, patientskaden har medført uarbejdsdygtighed eller sygdom i mere end 3
måneder. Endvidere ydes der ikke erstatning i det omfang, den andrager mindre
end 20.000 kr. Disse regler gælder dog ikke forsøgspersoner og donorer.
Erstatning til patienten eller dennes efterladte kan nedsættes eller efter
omstændighederne helt bortfalde, hvis patienten forsætligt eller ved grov
uagtsomhed selv har medvirket til skaden.
7. Patientforsikringens organisation og finansiering
De erstatningspligtige, med undtagelse af staten og kommunerne, har pligt
(§ 10) til at tegne forsikringer i forsikringsselskaber, som er godkendt af
sundhedsministeren, til dækning af erstatningskrav efter lovforslaget.
Forsikringspligten pålægges således driftsansvarlige for private sygehuse,
driftsansvarlige for apoteker, driftsansvarlige for privat praksis for
autoriserede medicinalpersoner samt driftsansvarlige for private
institutioner, som foretager undersøgelser, behandling eller lignende på
vegne af ovenstående. Forsikringspligten påhviler endvidere private
institutioner og virksomheder, som foretager biomedicinske forsøg med sunde
personer, samt private institutioner, som forestår vævs-, organ- og
vævsvæskedonorvirksomhed.
Forsikringsselskaberne skal yde erstatning på indtil 30 mio. kr. inden for
et forsikringsår. Omfatter forsikringen flere personer, skal forsikringen
dække erstatning på indtil 30 mio. kr. pr. autoriseret medicinalperson.
Såfremt et selskab inden for et år modtager berettigede erstatningskrav
udover det gældende maksimum, skal de godkendte selskaber i fællesskab yde
erstatning. Selskaberne har herefter adgang til at rejse regreskrav over for
den erstatningsansvarlige. Endvidere skal selskaberne i fællesskab erstatte
skader, som er ansvarspådragende efter loven, men som forårsages af personer,
som uretmæssigt ikke er forsikret. Selskaberne har i disse tilfælde ligeledes
adgang til at rejse regreskrav over for den erstatningspligtige.
Patientforsikringsforeningen vil, på grundlag af Sundhedsstyrelsens registre
for autoriserede medicinalpersoner, have mulighed for at identificere
uforsikrede driftsansvarlige.
Det forventes, at de fleste amtskommuner vil dække ansvaret efter denne
lov gennem Kommunernes Gensidige Forsikringsselskab, som i forvejen dækker de
fleste amtskommuners eksisterende erstatningsansvar.
Til at administrere forsikringsordningen danner de forsikringsselskaber,
som dækker erstatningsansvar efter lovforslaget, i fællesskab en forening (§
12) og vælger en bestyrelse for foreningen samt opretter et administrativt
sekretariat. Sundhedsministeren godkender vedtægterne for
patientforsikringsforeningens styrelse og virksomhed, og sundhedsministeren
kan bestemme, at selvforsikrede myndigheder skal være medlemmer af
patientforsikringsforeningens bestyrelse. Det findes vigtigt, at der gennem
et sådant fællesorgan kan skabes en ensartet praksis på området samt i øvrigt
en rationel administration, bl.a. ved selskabernes fælles anvendelse af
lægelige konsulenter eller lignende. Patientforsikringsforeningen modtager,
oplyser og afgør alle erstatningssager efter loven, herunder også for
selvforsikrende (§ 13). Foreningen vil efter vedtægterne kunne bemyndige de
enkelte forsikringsselskaber og de enkelte selvforsikrende myndigheder til
selv at oplyse og afgøre nærmere beskrevne sagstyper.
Patientforsikringsforeningen afgiver årligt en redegørelse til
sundhedsministeren om sin virksomhed.
I foreningens vedtægter fastsættes en fordeling, hvorefter
forsikringsselskaberne og selvforsikrede myndigheder afholder udgifter til
foreningens drift samt udgifter, som i øvrigt pålægges foreningen efter
loven.
Samtidig med etableringen af bestyrelsen vil der blive oprettet et
uformelt kontaktorgan mellem kommunerne, staten m.fl. Der henvises herom
nærmere til bemærkningerne til § 12.
Det har ved udarbejdelsen af lovforslaget været overvejet, om der heri
skulle optages en bestemmelse til særlig regulering af
forsikringsselskabernes avance på patientforsikringsområdet i princippet
svarende til en lignende bestemmelse optaget i arbejdsskadeforsikringsloven
(§ 47). Da størstedelen af forsikringsområdet forventes varetaget af
kommunernes eget forsikringsselskab, da konkurrenceforholdene skønnes at
sikre rimelige præmieopkrævninger på området, og da Finanstilsynet i øvrigt
vil føre et almindeligt tilsyn med forsikringsselskaberne på området,
herunder også økonomisk, er der ikke i lovforslaget indført en
avancebegrænsningsbestemmelse. Det vil, bl.a. gennem den statistik, der skal
udarbejdes af patientforsikringsforeningen, blive vurderet, om der eventuelt
i fremtiden skulle blive behov for at optage en sådan bestemmelse i loven.
Patientforsikringsforeningens afgørelser i de enkelte sager meddeles de
respektive forsikringsselskaber, staten eller de selvforsikrende kommuner,
som herefter er pligtige til at udbetale de fastsatte ydelser. Dog kan
foreningens afgørelser, inden 4 uger efter at klageren har fået meddelelse om
afgørelsen, indbringes for Den Sociale Ankestyrelse (§ 14), der foruden at
være ankeinstans på det sociale område også er ankeinstans på
arbejdsskadeforsikringens område. Den Sociale Ankestyrelse, som har den
endelige administrative afgørelse, kan se bort fra overskridelse af
tidsfristen, når der er særlig grund hertil.
I lovforslaget (§ 15) er det endvidere bestemt, at hvis en afgørelse fra
Den Sociale Ankestyrelse ønskes forelagt de almindelige domstole, skal dette
ske inden 6 måneder fra det tidspunkt, ankestyrelsen har meddelt sin
afgørelse. Det er også med denne 6-måneders-frist ønsket, at
erstatningssagerne efter ordningen ikke verserer mange år efter, at skaden er
opstået, og dermed skaber vanskelighed for bevisførelse m.v.
Til brug for behandlingen af erstatningssagerne kan
patientforsikringsforeningen forlange meddelt enhver oplysning (§ 16) fra
kommuner, amtskommuner m.v., herunder sygehuse, institutioner, behandlende
læger m.v. samt den skadelidte, som foreningen skønner er af betydning for
sagernes afgørelse. Patientforsikringsforeningen kan således indhente
sygehusjournaler, journaloptegnelser m.v.
Tilsvarende skal patientforsikringsforeningen afgive de oplysninger til
Den Sociale Ankestyrelse og til Sundhedsministeriet, som er nødvendige for
disse myndigheders varetagelse af opgaver efter loven.
Erstatningskrav efter loven forældes 5 år efter, at den
erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab til skaden.
Forældelse af erstatningskrav indtræder dog senest 10 år efter den dag,
skaden er forårsaget.
8. Hørte myndigheder, organisationer m.v.
Forslaget har, således som det blev fremsat for Folketinget den 19.
februar 1987 (Lovforslag nr. 210 i folketingsåret 1986-87), været til
udtalelse hos berørte ministerier, organisationer m.fl., herunder
forsikrings- og lægemiddelbranchen.
9. Lovforslagets administrative og økonomiske konsekvenser
9.1. Lovforslagets administrative konsekvenser knytter sig næsten
udelukkende til forsikringsselskabernes oprettelse af den fælles
patientforsikringsforening med hertil hørende bestyrelse og sekretariat til
administration af ordningen. I et mindre omfang vil eksisterende myndigheder
og organer få arbejdsopgaver på området, jf. nedenfor.
Det er ikke fundet hensigtsmæssigt at knytte patientforsikringsordningen
organisatorisk til det klagesystem, der har det faglige tilsyn med
medicinalpersoner og sundhedsvæsenet i øvrigt (Sundhedsstyrelsen m.v.), idet
det bl.a. ikke efter forsikringsordningen, som for det faglige tilsyn, skal
fastslås, om vedkommende medicinalperson har begået en fejl. Da det efter
gældende retstilstand er en af forudsætningerne for opnåelse af erstatning,
at medicinalpersonen har begået en fejl (handlet culpøst), har flere faglige
klager nok primært været rejst for Sundhedsstyrelsen med henblik på at få
grundlag for en erstatningssag. Det må derfor forventes, at oprettelsen af en
velfungerende patientforsikringsordning som sådan vil reducere antallet af
klagesager over medicinalpersoners faglige forhold.
9.2. Omkostningerne til administration af loven fordeler sig
umiddelbart med størstedelen på forsikringsselskaberne, bl.a. gennem
selskabernes - og de selvforsikrendes - finansiering af
patientforsikringsforeningens og Den Sociale Ankestyrelses virksomhed, i et
mindre omfang på sygehuskommunerne, bl.a. i forbindelse med disses vejledning
om ordningen og oplysning af sagerne og endelig i et vist omfang på
Sundhedsministeriet.
Forsikringsselskabernes omkostning knytter sig dels til den almindelige
administration af forsikringsvirksomheden, dels til
patientforsikringsforeningens virksomhed og dels til dækning af udgifter ved
Den Sociale Ankestyrelse. Omkostningerne til den almindelige administration
af forsikringsvirksomheden er det ikke muligt at skønne over, mens
omkostningerne, som er forbundet med foreningens virksomhed, skønnes at
beløbe sig til 5-8 mio. kr. pr. år. (jf. rap. s. 137).
Den Sociale Ankestyrelses merudgifter i forbindelse med administration af
loven vil være afhængig af ankesagernes antal og art. Det er ikke muligt at
skønne over antal ankesager. Erfaringerne fra den lignende svenske ordning
viser dog, at der kun ankes ca. 3 pct. af de forelagte sager. Der vil i
betydeligt omfang være behov for at inddrage (sundheds-) faglig ekspertise i
forbindelse med ankestyrelsens forberedelse af sagerne.
Det vil blive nærmere aftalt mellem de involverede ministerier
(Sundhedsministeriet, Socialministeriet, Administrationsdepartementet m.fl.),
hvorledes administrationen af ordningen nærmere skal tilrettelægges, herunder
hvilke administrative foranstaltninger der skal træffes for at opnå den bedst
mulige udnyttelse af ressourcerne.
Den Sociale Ankestyrelses merudgifter til administration af loven dækkes
af patientforsikringsforeningen m.fl. (§ 12, stk. 3) og beregnes på grundlag
af det faktiske sagsantal efter hovedretningslinjerne i Budgetvejledningens
regler om indtægtsdækket virksomhed. Disse retningslinjer anvendes allerede
ved ankestyrelsens behandling af arbejdsskadesager.
Der kan udover ovennævnte forventes et behov for yderligere personale til
Sikringsstyrelsen i det omfang, styrelsen vil komme til at afgive udtalelser
vedrørende meengrader og erhvervsevnetabsprocenter, jf. bemærkningerne til §
13. Omfanget af Sikringsstyrelsens arbejde hermed kan ikke opgøres nøjagtigt
ud fra de foreliggende oplysninger om det forventede sagsantal, men
Sikringsstyrelsen forventer, at styrelsens merarbejde over en periode vil
blive af samme størrelsesorden som i forbindelse med gennemførelse af loven
om erstatningsansvar. Merarbejdet forventes efter nogle år at svare til 5
årsværk eller ca. 1,2 mio. kr. i lønudgifter og 200.000 kr. i øvrige
driftsudgifter. Sikringsstyrelsens udgifter ved afgivelse af erklæringerne
vil blive afholdt af forsikringsselskaberne efter de almindelige regler herom
i arbejdsskadeforsikringslovens § 62, stk. 2.
Det er ikke muligt at skønne over amtskommunernes udgifter til vejledning
og oplysning af sagerne, men de vurderes dog af mindre størrelse, idet
opgaven bl.a. vil indgå i den almindelige forpligtelse til at vejlede
patienter om deres rettigheder m.v.
Herudover vil Industriministeriet få mindre meropgaver i forbindelse med
Finanstilsynets almindelige tilsyn med de forsikringsselskaber, der godkendes
til forsikringsvirksomhed på området.
Sundhedsministeriets administrative omkostninger knytter sig til den
overordnede administration af ordningen, herunder bl.a. udstedelser af
bekendtgørelser m.v., efter loven samt den løbende kontrol af ordningen og
anslås at beløbe sig til 2 årsværk for akademiske sagsbehandlere samt 0,5
årsværk for HK svarende til i alt 610.000 kr. og øvrige driftsudgifter på
210.000 kr. (forventet 1988 pris- og lønniveau) i 1989 og fremover.
Endelig vil der i forsikringens første år, 1989, skulle iværksættes en
offentlig information om ordningen, der for statens vedkommende anslås til
550.000 kr.
Der vil i øvrigt senest 5 år efter patientforsikringsordningens indførelse
blive foretaget en samlet vurdering af ordningens tilrettelæggelse.
9.3. Udgifterne til erstatningsudbetalingerne har ikke nærmere
kunnet opgøres. Det skønnes, at der efter en årrække, når antallet af
erstatningsberettigede skader har stabiliseret sig, vil skulle ydes
erstatning til ca. 2.000 personer årligt. På grundlag af skadestrukturen
under den svenske ordning kan erstatningsudgifterne skønsmæssigt anslås til
ca. 80 mio. kr. årligt for hele landet. Herved er ikke medregnet anvendelsen
af en undergrænse for udbetaling af erstatninger, jf. lovforslagets § 5, stk.
2, 2. pkt. Det helt overvejende beløb forventes udbetalt til personer, som er
skadet på sygehus.
Det skønnes, at statens udgifter til erstatning vedrørende Rigshospitalet
heraf vil udgøre ca. 7,2 mio. kr. årligt.
9.4. De direkte merudgifter ved lovforslaget vil for størstedelens
vedkommende blive pålagt sygehuskommunerne enten som selvforsikrende eller
gennem betaling af forsikringspræmie, der dækker forsikringsselskabernes
administration og erstatningsudbetalinger. Endvidere vil kommunerne blive
pålagt merudgifter som driftsansvarlige for den kommunale tandpleje.
Herudover vil privatpraktiserende medicinalpersoner få øgede præmieudgifter,
som dog skønnes af relativt mindre størrelse end sygehuskommunernes udgifter,
bl.a. fordi denne gruppe generelt set ikke varetager sådanne komplicerede
behandlingsopgaver m.v., som patientforsikringsordningens udvidede
erstatningsdækning særligt tager sigte på. Tilsvarende gælder apotekere, som
virker i henhold til særlig bevilling. Merudgifter til forsikringspræmier for
private sygehuse forventes dækket af de sengedagsbetalinger m.v., som
afholdes af de indlæggende sygehuskommuner.
Spørgsmålet om kompensation til kommunerne over de generelle tilskud for
merudgifter som følge af lovforslaget har været forhandlet med de kommunale
organisationer. På grund af vanskeligheden ved blot tilnærmelsesvis på
forhånd at fastslå størrelsen af de kommunale merudgifter var der enighed om
at gennemføre kompensationen ved en foreløbigt beregnet kompensation for
årene 1989-92. I 1992 foretages på baggrund af erfaringerne fra 1991 en
efterregulering for 1989-91 og en endelig beregning for 1992 og fremover.
Sundhedsministeriet har endvidere fremlagt en beregning af den foreløbige
kompensation for årene 1989-91. For 1991, hvor ordningen skønnes at være
fuldt indkørt, har ministeriet foreløbig tilbudt sygehuskommunerne i alt 67,3
mio. kr. (1988 pris- og lønniveau) som kompensation for de merudgifter,
kommunerne vil være forpligtet til at afholde. Primærkommunerne skønnes af
ministeriet foreløbig i 1991 at ville få merudgifter på ca. 0,5 mio. kr.
Ministeriet har ikke i disse beløb medtaget kommunernes særlige
merudgifter ved at inddække erstatningskrav efter loven i et
forsikringsselskab, dvs. en del af de forøgede præmieudgifter, idet
kommunerne ikke efter loven er forpligtet til at tegne forsikring. Kommunerne
har ikke været enig heri. Ministeriet har endvidere ikke i beløbene medtaget
kompensation for de privatpraktiserende medicinalpersoners merudgifter til
forsikringspræmier efter loven, da sygehuskommunerne ikke er forpligtet til
at kompensere disse merudgifter.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Bestemmelsen angiver i stk. 1 og 2 patientforsikringens centrale
dækningsområde. Den grundlæggende betingelse er, at en person har været
undergivet helbredelsesforanstaltninger, der enten er foretaget på et
sygehus, på et apotek, hos en offentligt ansat jordemoder i forbindelse med
svangerskabshygiejne og fødselshjælp uden for sygehusvæsenet, inden for den
kommunale tandpleje, hos en privatpraktiserende medicinalperson eller
helbredelsesforanstaltninger foretaget på vegne af et sygehus eller en
privatpraktiserende autoriseret medicinalperson.
Helbredelsesforanstaltninger omfatter enhver form for undersøgelse,
behandling eller lignende, der retter sig mod den enkelte patient, herunder
også rent forebyggende foranstaltninger. Således er f.eks. også vaccinationer
omfattet, idet det forudsættes, at vaccinationserstatningsloven ophæves i
forbindelse med patientforsikringslovens ikrafttræden. Det er tilstrækkeligt,
at personen har henvendt sig på et sygehus, til en autoriseret
medicinalperson m.fl. med henblik på at blive undersøgt eller modtage
behandling eller lignende.
Det er en betingelse, at undersøgelsen eller behandlingen m.v. finder sted
her i landet. Det er derimod uden betydning, om den pågældende læge eller
patient er dansker eller udlænding. Det er endvidere forudsat, at
forsikringsordningen ikke dækker tilfælde, hvor f.eks. en læge privat, dvs. i
sin fritid, uden for sit tjenestested eller lignende foretager behandling,
yder nødvendig førstehjælp m.v.
Begrebet patient omfatter også fostre, således at skader under
svangerskabet eller under fødslen vil berettige til erstatning, forudsat
barnet fødes levende og de almindelige betingelser for ret til erstatning,
jf. bl.a. §§ 2 og 3, i øvrigt er opfyldt.
Alle sygehuse er omfattet, hvad enten de er statslige, kommunale eller
private. Privatpraktiserende medicinalpersoner, der er autoriserede i henhold
til særlig lovgivning, omfatter praktiserende læger, herunder speciallæger,
praktiserende tandlæger, kliniske tandteknikere, ergo- og fysioterapeuter og
fodterapeuter samt eventuelle privatpraktiserende sygeplejersker og
jordemødre.
Efter stk. 3, 2. pkt., vil sundhedsministeren kunne fastsætte
regler, hvorefter patientforsikringens dækningsområde udvides i forhold til
stk. 1 og 2. Dette vil navnlig kunne komme på tale i relation til en række
offentlige sundhedsordninger. Det gælder således sundhedsplejerske- og
hjemmesygeplejerskeordningerne samt skolesundhedstjenesten.
Personer, der opholder sig på plejehjem eller på andre sociale
institutioner, er ikke umiddelbart omfattet af loven. Hvis der imidlertid
under ophold fortages undersøgelse eller gives behandling m.v. af en
privatpraktiserende autoriseret medicinalperson, f.eks. en
privatpraktiserende læge, er skader i forbindelse hermed omfattet.
Loven dækker heller ikke umiddelbart undersøgelse, behandling m.v., der
foretages af ikke-autoriserede medicinalpersoner som f.eks. kiropraktorer,
uanset om der af sygesikringen ydes tilskud til behandlingen, som tilfældet
er ved kiropraktorbehandling. Men også disse grupper kan efter behov helt
eller delvis inddrages under dækningsområdet af sundhedsministeren efter § 1,
stk. 3, 2. pkt.
Sundhedsministeren vil ligeledes efter § 1, stk. 3, 2. pkt., kunne
fastsætte regler om, at visse områder undtages fra lovens område.
Erfaringerne kan vise, at der ikke fremover vil være behov for, at alle
grupper af privatpraktiserende autoriserede medicinalpersoner omfattes af
loven, bl.a. fordi deres virksomhed ikke - eller kun i minimalt omfang - har
medført skader, der begrunder en udvidelse af dansk rets almindelige
erstatningsregler. Det må forventes, at denne bestemmelse ikke bringes i
anvendelse ved lovens ikrafttræden.
Bestemmelsen angiver endvidere, at kun fysiske skader falder inden for
lovens område. Det er i §§ 2-4 nærmere beskrevet, i hvilke tilfælde disse
skader berettiger til erstatning.
Kravet om, at der skal være påført patienten skade af fysisk art, herunder
dødsfald, indebærer for det første, at rent psykisk skade falder uden for
lovens dækning. Det skyldes, at det ved psykiske lidelser er særlig
vanskeligt at skelne mellem følger af grundsygdommen og følger af
behandlingen, ligesom komplikationer i forbindelse hermed enten ofte er
uundgåelige eller blot er en følge af, at behandlingen ikke lykkedes.
Behandling af psykiske sygdomme er ikke som sådan undtaget. Hvis der ved
sådan behandling indtræder fysisk skade, er den omfattet af loven. Psykiske
følger af en fysisk skade er ligeledes omfattet, derimod ikke fysiske følger
af en rent psykisk skade.
For det andet indebærer kravet om fysisk skade, at en læges eller anden
medicinalpersons tilsidesættelse af reglerne om indhentelse af informeret
samtykke ikke i sig selv udgør en patientskade. Det samme gælder krænkelser
af den personlige frihed ved ulovlig tvangsindlæggelse.
I de tilfælde, der falder uden for patientforsikringslovens dækning, fordi
der ikke er indtrådt fysisk skade, kan patienten efter omstændighederne rejse
krav om erstatning og godtgørelse, herunder for tort, efter almindelige
erstatningsretlige regler. Sådanne erstatningskrav vil fortsat kunne rejses,
jf. § 7, hvorefter erstatningskrav kun afskæres i det omfang, skaden dækkes
af patientforsikringen.
Reglen i stk. 2 fastslår for det første, at sunde forsøgspersoner
er omfattet af loven, selv om disse ikke er »patienter«. Tilfælde,
hvor forsøget indgår som led i undersøgelse eller behandling af personen, er
omfattet af den almindelige definition i stk. 1. Sunde forsøgspersoner kan
enten være raske personer eller personer, der lider af en sygdom, som er
irrelevant i forhold til forsøget, dvs. tilfælde, hvor forsøget ikke har
nogen diagnostisk eller terapeutisk værdi for personen. Afprøvning af
lægemidler er også omfattet, ligesom kliniske afprøvninger af lægemidler også
omfattes af stk. 1, nemlig i de tilfælde, hvor der begås en lægelig fejl m.v.
ved afprøvningen. Tilfælde, hvor skaden skyldes fejl ved selve lægemidlet
eller producentens anvisning for afprøvningen, vil normalt ikke berettige til
erstatning efter denne lov, jf. § 3, stk. 3, og § 4, stk. 2.
Skader, der rammer sunde forsøgspersoner, er efter gældende ret dækket af
arbejdsskadeforsikringsloven. Dækning efter patientforsikringsloven gør ikke
nogen ændring heri, men det er en følge af henvisningen i § 5, stk. 1, til
erstatningsansvarsloven, at erstatning, der er opnået i henhold til
arbejdsskadeforsikringsloven, skal fratrækkes erstatningen i henhold til
patientforsikringsloven.
For det andet fastslås det, at donorer er omfattet af loven. Det findes
naturligt og hensigtsmæssigt at inddrage erstatning til donorer under en
almindelig patientforsikringsordning, således at de hidtidige ved
tekstanmærkning gennemførte erstatningsordninger for skadede nyre- og
knoglemarvsdonorer samt skadede bloddonorer kan ophæves ved
patientforsikringslovens ikrafttræden. Tekstanmærkningernes regler om
godtgørelse til nyre- og knoglemarvsdonorer for tabt arbejdsfortjeneste og
udgifter i forbindelse med nyre- eller knoglemarvsafgivelsen eller de
nødvendige forundersøgelser hertil opretholdes uændret. Donorer er defineret
bredt i overensstemmelse med reglerne i lov om udtagelse af menneskeligt væv
m.v., således at ikke kun de nævnte grupper af donorer er omfattet, men også
eventuelle andre transplantationer og lignende fra mennesker, der måtte blive
udviklet. Det er karakteristisk, at disse donorer stiller sig til rådighed
for behandling af andre end dem selv, hvorfor det er rimeligt at sikre dem
erstatning for tab i forbindelse hermed.
Den udtrykkelige fremhævelse i lovteksten af dækningen af forsøgspersoner
og donorer tjener tillige til afgrænsning af den udvidede erstatningsdækning
i § 4, stk. 1 og 3, og § 5, stk. 3.
Efter § 1, stk. 3, 1. pkt., skal sundhedsministeren fastsætte
regler om den nærmere afgrænsning, jf. ovenfor, af patientforsikringens
dækningsområde. Denne bestemmelse tager sigte på at præcisere
patientforsikringens dækningsområde.
Bemyndigelsen i stk. 3, herunder bestemmelsen i 2. pkt. om udvidelse eller
indskrænkning af dækningsområdet, gør det i øvrigt muligt, at
forsikringsordningen kan tilpasses ændringer i sundhedsvæsenets
tilrettelæggelse af behandling og pleje, bl.a. omstilling og samordning
mellem sygehussektoren og den primære sundhedstjeneste samt den sociale
sektor.
Til § 2
Bestemmelsen fastslår indledningsvis, hvilke krav der skal stilles til
beviset for årsagssammenhæng mellem behandlingen m.v. og skaden, for at den
kan anerkendes som skade efter loven. Det fremgår af stk. 1, nr. 1, 2 og 4,
at skaden skal være sket i forbindelse med undersøgelse, behandling m.v.
Bestemmelsen fastlægger endvidere, i hvilke tilfælde en patient eller - ved
dødsfald - dennes efterladte har krav på erstatning for en patientskade.
Bestemmelsen suppleres af en række præciseringer og begrænsninger i § 3 og på
den anden side af en særlig udvidelse af de erstatningsberettigende skader i
§ 4.
Kravet om, at skaden skal være forvoldt i forbindelse med undersøgelse,
behandling m.v., indebærer, at loven ikke dækker skadelige følger eller anden
helbredsforringelse, der skyldes den sygdom, patienten led af på forhånd.
Skaden skal være forårsaget af en af de helbredelsesforanstaltninger, der
omfattes af § 1. Normale følger af grundsygdommen eller komplikationer, der
må henføres til selve grundsygdommens forløb, dækkes derfor ikke. En
patientskade omfatter kun forskellen mellem følgerne af et normalt sygdoms-
og behandlingsforløb og følgerne af det faktiske behandlingsforløb.
Grundsygdommens forløb kan dog udgøre en patientskade, hvis dette forløb er
blevet påvirket af, at patienten ikke har fået adækvat behandling, f.eks.
fordi sygdommen ikke er blevet rigtigt diagnosticeret, jf. § 3, stk. 1. Det
følger endvidere af dette princip, at der ikke foreligger en patientskade,
blot fordi den givne behandling ikke lykkedes.
Ved vurderingen af, om der er den nødvendige årsagssammenhæng mellem
skaden og den undersøgelse, behandling m.v., som patienten blev givet, er det
tilstrækkeligt, at der tilvejebringes en overvejende sandsynlighed for, at
skaden er forvoldt herved. Dette gælder både ved vurderingen af, om skaden
overhovedet kan henføres til de iværksatte helbredelsesforanstaltninger
fremfor til grundsygdommens normale - eller unormale - forløb, men også ved
den konkrete vurdering af, om skaden ville eller kunne være undgået under de
i § 2, stk. 1, nr. 1-3, nævnte omstændigheder, eller om skaden kan henføres
under de i § 2, stk. 1, nr. 4, nævnte komplikationer.
Der foreligger herefter en patientskade, hvis det efter en undersøgelse af
sagens konkrete omstændigheder, herunder bl.a. den tidsmæssige sammenhæng
mellem behandlingen og den indtrufne skade, fremstår som mere sandsynligt, at
den er forårsaget af erstatningsbegrundende helbredelsesforanstaltninger, end
at den er forårsaget på anden måde, herunder ved komplikationer i forbindelse
med grundsygdommens forløb, som har udviklet sig uafhængigt af behandlingen.
I princippet er selv en minimal sandsynlighedsovervægt tilstrækkelig. Hvis
intet sikkert om skadesårsagen kan fastslås, må den relative sandsynlighed af
de mulige skadesårsager vurderes og afvejes over for hinanden. Må det
herefter antages, at det er lige så sandsynligt, at skaden kan have udviklet
sig uafhængigt af behandlingen, eller kan intet siges om den relative
sandsynlighed af de mulige skadesårsager, foreligger der ikke en
(erstatningsberettigende) patientskade. Det er imidlertid sjældent muligt at
træffe afgørelsen i tvivlsomme tilfælde alene på grundlag af generelle
statistiske erfaringer. Formuleringen udelukker ikke, at der i sådanne
tilfælde kan inddrages andre momenter i vurderingen, hvor dette findes
rimeligt. Hvis det f.eks. konstateres, at der klart er begået fejl ved
behandlingen af patienten, som kan have forårsaget den konkrete skade, kan
det være rimeligt at lade en eventuel tvivl om den faktiske årsagssammenhæng
komme patienten til gode.
En generelt lempeligere bevisregel vedrørende årsagssammenhæng gælder
ifølge § 4, stk. 1, for så vidt angår skader på sunde forsøgspersoner og
donorer.
Afgrænsningen af de erstatningsberettigende skader i § 2 er opbygget efter
en stigende grad af uundgåelighed. Udgangspunktet er, at der kun ydes
erstatning ved skader, der kunne være undgået ved, at undersøgelse,
behandling m.v. var blevet udført på en anden måde end den faktisk anvendte.
Dette gælder i princippet ved alle skader, der omfattes af nr. 1-3. Disse
bestemmelser suppleres af reglen i nr. 4, hvorefter der i visse tilfælde kan
ydes erstatning for skader, selv om de ikke kunne være undgået.
Ved vurderingen af, om en patientskade berettiger til erstatning, bør
derfor afgrænsningerne i bestemmelsen undersøges led for led.
Spørgsmålet er således først, jf. nr. 1, om skaden ville være undgået,
såfremt patienten var blevet undersøgt, behandlet m.v. af en erfaren
specialist (fagperson) og denne ville have vurderet, at der skulle
iværksættes anden undersøgelse, anden behandling m.v., end der faktisk blev
iværksat. Er svaret bekræftende, ydes der erstatning efter nr. 1. Den erfarne
specialist repræsenterer en person med en generelt set sufficient faglig
uddannelse på det pågældende område. Det forudsættes ikke nødvendigvis at
være en læge med speciallægeanerkendelse på området, selv om det ofte vil
være tilfældet på det lægelige område.
Er det benægtende, er spørgsmålet, jf. nr. 2, om skaden kan henføres til
fejl eller svigt i det apparatur m.v., der blev anvendt ved undersøgelsen
eller behandlingen, således at skaden ville være undgået, hvis apparaturet
havde fungeret, som det skulle. Er svaret bekræftende, ydes der erstatning
efter nr. 2 - uanset om selv en erfaren specialist ikke ville have fået
mistanke om apparaturets fejl eller svigt.
Er svaret benægtende, bliver det næste spørgsmål, om skaden kunne være
undgået ved hjælp af en anden behandlingsteknik eller -metode, som kunne være
valgt, selv om det ikke kan fastslås, at en erfaren specialist ville have
valgt den anden teknik eller metode. Er svaret bekræftende, ydes erstatning
efter nr. 3.
Er svaret benægtende, bliver det sidste spørgsmål, om skaden består i
komplikationer, der ud fra nærmere angivne kriterier går ud over, hvad
patienten med rimelighed må tåle. Er svaret bekræftende, ydes der erstatning
efter nr. 4, selv om skaden ikke kunne være undgået ved nogen anden
behandlingsteknik eller -metode.
Er svaret benægtende, idet der er tale om en anden type uundgåelig skade
end anført i nr. 4, kan der ikke ydes erstatning, medmindre skadelidte er en
person, der falder ind under den videregående regel i § 4 om forsøgspersoner
og donorer.
Om de enkelte led i bestemmelsen skal følgende bemærkes:
Reglen i nr. 1 omfatter alle objektive fejl, der er begået i
forbindelse med undersøgelse, behandling m.v. af patienten. Det er uden
betydning, hvilken type skade fejlen har resulteret i. Omfattet er således
bl.a. enhver form for fejlbehandling, uanset om fejlen skyldes en forkert
diagnose, eller at der af andre grunde enten blev givet en behandling, der
ikke var motiveret ud fra et medicinsk synspunkt, eller omvendt, at der ikke
blev givet den behandling, der var motiveret ud fra et medicinsk synspunkt,
eller der i øvrigt er blevet anvendt en forkert behandlingsmetode eller
behandlingsteknik eller er begået fejl ved udførelsen af den, ved tilsynet
med patienten under eller efter behandlingen osv.
Reglen indeholder træk, som også karakteriserer den hidtil gældende
culparegel, men er ikke identisk med denne. Det er ikke nogen betingelse, at
behandlingen m.v. kan bebrejdes den konkrete læge eller medicinalperson i
øvrigt som en fejl eller forsømmelse, som denne burde have undgået ved at
udvise en højere grad af agtpågivenhed. Dette følger af, at målestokken for
vurderingen af, om skaden kunne være undgået ved andre undersøgelser eller
anden behandling m.v., altid er de undersøgelser eller den behandling m.v.,
som en efaren specialist på det pågældende område må antages at ville have
iværksat. Der skal således helt ses bort fra den konkrete medicinalpersons
faglige baggrund og individuelle forudsætninger i øvrigt for at erkende, at
anden undersøgelse, behandling m.v. havde været indiceret. Derimod skal der
tages hensyn til den konkrete undersøgelses- eller behandlingssituation,
herunder de ydre faciliteter, der stod til rådighed, tidsfaktoren ved et
nødvendigt akut indgreb m.v. Vurderingen skal således tage udgangspunkt i de
konkrete omstændigheder, der forelå på behandlingstidspunktet, men således,
at den konkrete læge m.v. tænkes udskiftet med en erfaren specialist. Ville
specialisten under disse omstændigheder have handlet anderledes, end der
faktisk blev behandlet, har patienten ret til erstatning i det omfang, det må
antages, at skaden herved ville være blevet undgået.
Der kan forekomme tilfælde, hvor det er tvivlsomt, om en erfaren
specialist ville have handlet anderledes, f.eks. fordi afgørelsen også i så
fald ville bero på et vanskeligt skøn, eller tilfælde, hvor der blandt
erfarne specialister ikke er enighed om, hvad den optimale behandlingsform
m.v. er. Som nævnt er det generelt en betingelse for retten til erstatning,
at skaden med overvejende sandsynlighed er forvoldt ved et
erstatningsbegrundende forhold. Dette gælder således også ved vurderingen i
henhold til nr. 1 af, om skaden ville være blevet undgået. Drejer spørgsmålet
sig om valget af behandlingsteknik eller af behandlingsmetode, vil det være
naturligt i de nævnte tvivlsomme tilfælde at træffe afgørelsen på grundlag af
reglen i nr. 3, hvor det ikke er afgørende, hvilken teknik eller metode en
erfaren specialist må antages at ville have valgt.
I nogle af de tilfælde, der omfattes af reglen i nr. 1, vil der foreligge
et sådant uagtsomt forhold hos den konkrete medicinalperson, at patienten
efter almindelige erstatningsretlige regler (culpareglen) ville kunne kræve
erstatning af denne og af dennes arbejdsgiver. Disse tilfælde vil altid
udløse ret til erstatning efter nr. 1, forudsat at de almindelige betingelser
for dækning i § 1 og i § 2 vedrørende årsagssammenhæng er opfyldt. Det er
imidlertid uden betydning for anvendelsen af nr. 1, om der må antages at
foreligge culpa eller ej. Selv om der måtte foreligge culpa, er patienten
afskåret fra at rejse erstatningskrav, f.eks. ved domstolene, efter
almindelige erstatningsretlige regler, så langt patientforsikringens dækning
rækker, jf. § 7, stk. 1. Det følger endvidere af reglerne i § 8, at
patientforsikringen kun kan rejse regreskrav mod den medicinalperson (og
dennes arbejdsgiver), som efter almindelige erstatningsretlige regler måtte
være ansvarlig for skaden, såfremt skaden er forvoldt forsætligt.
Reglen i nr. 2 omfatter en anden gruppe af objektive fejl, nemlig
tilfælde, hvor skadesårsagen er fejl eller svigt i det apparatur eller udstyr
i øvrigt, som blev anvendt ved eller i forbindelse med undersøgelse,
behandling m.v. Som efter reglen i nr. 1 er det uden betydning, hvilken slags
patientskade apparaturets fejl eller svigt har resulteret i. Der kan f.eks.
være tale om, at undersøgelsesresultater er blevet forkerte som følge af
funktionsfejl i teknisk apparatur, og at der på grund heraf er blevet stillet
en fejlagtig diagnose. Eller der kan være tale om, at apparatur eller
redskaber, der anvendes ved narkose eller i øvrigt i forbindelse med et
operativt indgreb, svigter, fungerer forkert, bryder sammen eller lignende
med skade til følge. Det er ligeledes uden betydning, om årsagen til
apparatets eller udstyrets svigt kan henføres til en fejl ved konstruktionen
eller fremstillingen af det eller til utilstrækkelig vejledning i brugen af
det, manglende vedligeholdelse eller andet. Retten til erstatning er heller
ikke betinget af, at fejlen kunne eller burde være opdaget i forbindelse med
almindelig eller særlig kontrol fra det sygehuspersonel eller andre, der står
for denne, eller af den medicinalperson, der stod for den konkrete anvendelse
af apparatet.
Reglen omfatter kun apparater, redskaber m.v., der anvendes ved
undersøgelse, behandling eller lignende. Indtræder der skade som følge af
fejl eller svigt i andre ting eller indretninger, f.eks. almindelige
bygningsindretninger, elevatorer m.v., kan der ikke ydes erstatning efter nr.
2. Sådanne ulykkestilfælde vil imidlertid i nogle tilfælde berettige til
erstatning i henhold til reglen i § 3, stk. 2.
Som tilfældet er ved skader, der falder ind under nr. 1, vil nogle af de
skader, der omfattes af nr. 2, kunne begrunde erstatningskrav efter dansk
rets almindelige regler, i dette tilfælde reglerne om produktansvar. Retten
til erstatning efter nr. 2 er imidlertid uafhængig af, om nogen ville kunne
drages til ansvar efter produktansvarsreglerne. Patienten er afskåret fra at
rejse krav efter reglerne om produktansvar i det omfang, skaden dækkes af
patientforsikringen, jf. § 7. Patientforsikringen kan derimod i disse
tilfælde rejse regreskrav mod den ansvarlige, jf. bemærkningerne til § 8.
Reglen i nr. 3 omfatter tilfælde, hvor skaden ikke - selv i
objektiv forstand - kan henføres til nogen fejl fra medicinalpersoner eller
ved det anvendte udstyr, idet det først efterfølgende, dvs. efter at
behandlingen er blevet gennemført og skaden er indtruffet, kan konstateres,
at den kunne være undgået, hvis man i stedet havde valgt en anden
behandlingsteknik eller behandlingsmetode. Reglen går således videre end
reglen i nr. 1, idet det ikke er nogen betingelse, at en erfaren specialist i
den givne situation måtte antages at ville have valgt den anden teknik eller
metode.
Betingelserne for, at der kan ydes erstatning efter denne regel, er
følgende:
For det første er det en betingelse, at der på det tidspunkt, hvor
behandlingen blev iværksat, faktisk fandtes en anden behandlingsteknik eller
anden behandlingsmetode, og at denne faktisk stod til rådighed i den konkrete
behandlingssituation, eventuelt i kraft af en henvisning af patienten til en
specialist eller til en specialafdeling på et (andet) sygehus. Der kan
således ikke tages hensyn til behandlingsmuligheder, som først er blevet
taget i anvendelse efter behandlingstidspunktet, eller som dog ikke stod til
rådighed i den givne situation, eventuelt ved henvisning eller overflytning
af patienten.
For det andet er det en betingelse, at den anden behandlingsteknik eller
behandlingsmetode måtte betragtes som ligeværdig med den valgte teknik eller
metode, dvs. at den ud fra en medicinsk vurdering måtte antages at ville have
været mindst lige så effektiv til behandling af patientens sygdom som den
faktisk valgte teknik eller metode. Vurderingen heraf baseres på den
medicinske videnskab og erfaring på behandlingstidspunktet. Målestokken er
for så vidt på dette punkt den erfarne specialists vurdering, jf. herved
bemærkningerne til reglen i nr. 1. Hvis denne vurdering munder ud i, at den
alternative behandlingsteknik eller behandlingsmetode i den givne situation
ville have været så meget bedre end den faktisk valgte, at en erfaren
specialist ville have valgt den anden teknik eller metode, er skade, der
herved kunne være undgået, omfattet af reglen i nr. 1. Hvis omvendt
vurderingen munder ud i, at en anden behandlingsteknik eller -metode, bedømt
på forhånd, måtte anses for at være ringere end den, der blev valgt, kan der
ikke ydes erstatning efter denne regel. Ved denne vurdering skal der således
ikke tages hensyn til den faktisk indtrufne skade. Der kan med andre ord ikke
ydes erstatning i tilfælde, hvor lægen med rette afstod fra at anvende en
anden teknik eller metode, fordi den erfaringsmæssigt ville være mindre
effektiv til behandling af patientens sygdom, selv om det - med efterfølgende
kendskab til den faktisk indtrufne skade - kan siges, at valg af den anden
teknik eller metode ville have været bedre for den konkrete patient.
For det tredje er det en betingelse, at det med den viden om
behandlingsforløbet, som foreligger på det tidspunkt, hvor erstatningssagen
skal afgøres, kan konstateres, at skaden med overvejende sandsynlighed ville
være blevet undgået, hvis man i stedet havde anvendt en anden - ligeværdig -
behandlingsteknik eller behandlingsmetode. Ved denne rent efterfølgende
vurdering af skadens undgåelighed kan der således bl.a. tages hensyn til den
viden om patientens sygdom, helbredskonstitution i øvrigt m.v., som den
faktisk iværksatte behandling gav, uanset om disse forhold måtte have været
uerkendelige for selv en erfaren specialist på det tidspunkt, hvor
beslutningen om valg af behandlingsteknik eller -metode skulle træffes.
Det fremgår heraf, at det ikke gør nogen forskel, om valget stod mellem
forskellige, ligeværdige måder at udføre en given behandling på
(»behandlingsteknik«), eller valget stod mellem helt
forskelligartede behandlingsprincipper, f.eks. medicinsk contra kirurgisk
behandling (»behandlingsmetode«).
Reglen indebærer bl.a., at forsøgspatienter vil være berettiget til
erstatning, hvis der i forbindelse med forsøgsmetoden indtræder skader, som
ikke ville være indtrådt, hvis man i stedet havde anvendt hidtidige optimale
behandlingsmetoder, under forudsætning af, at de gængse metoder på
behandlingstidspunktet fremtrådte som (mindst) ligeværdige med
forsøgsmetoden. Men reglen er ikke begrænset til tilfælde, hvor valget står
mellem nye og gamle metoder eller teknikker.
Ved vurderingen af, hvilke skader der kan henføres til den valgte
behandlingsteknik eller -metode, må der tages hensyn til de sandsynlige
følger af en anvendelse af den alternative teknik eller metode. Hvis det må
antages, at heller ikke den anden teknik eller metode ville have kunnet
helbrede patienten fuldstændigt, omfatter skaden i denne forbindelse kun den
yderligere helbredelsesforringelse, som den valgte teknik eller metode viste
sig at indebære.
Det bemærkes, jf. lovforslagets § 3, stk. 1, at reglen i nr. 3 ikke
omfatter skader som følge af, at der ikke er blevet stillet en rigtig
diagnose. Det findes således ikke rimeligt at underkaste diagnosestillelsen
en efterfølgende bedømmelse, da diagnosestillelsen typisk altid er en løbende
proces. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne vedrørende § 3, stk. 1.
Reglen i nr. 4 omfatter en række skader ved undersøgelse og
behandling, som ikke kunne være undgået, selv ud fra en efterfølgende
vurdering som efter reglen i nr. 3. Formålet med reglen er at opfange
patientskader, som falder igennem reglerne i nr. 1-3, men hvor det findes
urimeligt, at patienten skal tåle skaden uden ret til erstatning, først og
fremmest på grund af et misforhold mellem på den ene side skadens alvor og på
den anden side alvoren af patientens grundsygdom og de normale, forventelige
følger af undersøgelse og behandling af den.
Bestemmelsen omfatter principielt en hvilken som helst komplikation,
herunder infektioner, der med overvejende sandsynlighed er forårsaget af
undersøgelser eller behandling. Komplikationer, herunder infektioner, der
skyldes grundsygdommen og dennes forløb uafhængigt af undersøgelse eller
behandling, berettiger derimod ikke til erstatning, medmindre de opfanges af
reglerne i nr. 1-3.
Den afgørende begrænsning i bestemmelsens anvendelsesområde er kravet om,
at komplikationens alvor skal gå ud over, hvad patienten med rimelighed må
tåle. Det er ikke tilstrækkeligt, at komplikationen i sig selv har alvorlige
følger for patienten. Komplikationens alvor skal sammenholdes med karakteren
og alvoren af patientens grundsygdom og helbredstilstand i øvrigt. Hvis
grundsygdommen ubehandlet indebærer nærliggende risiko for alvorlig
invaliditet eller for patientens død, må der også accepteres en betydelig
risiko for alvorlige komplikationer i forbindelse med behandlingen af den.
Mindre alvorlige komplikationer må sædvanligvis også accepteres i forbindelse
med behandling af en sygdom, der ikke er ganske harmløs. Ved vurderingen af,
hvilken risiko for komplikationer patienten må acceptere, må der også tages
hensyn til de nærmere omstændigheder omkring undersøgelsen og behandlingen,
herunder bl.a. at tidsfaktoren undertiden kan gøre det nødvendigt at løbe en
større risiko, end man normalt ville løbe.
Et misforhold mellem alvoren af grundsygdommen og af komplikationen kan
særlig klart være til stede i forbindelse med visse diagnostiske indgreb
(undersøgelsesoperationer), som derfor fremhæves udtrykkeligt i bestemmelsen.
F.eks. kan det ved mistanke om, at patienten har en hjernesvulst, være
nødvendigt at udføre en røntgenundersøgelse ved hjælp af kontrastvæske.
Undertiden medfører denne undersøgelse alvorlig hjerneskade samtidig med, at
den viser, at patienten ikke led af en hjernesvulst. Denne skade vil ikke
være omfattet af reglerne i nr. 1-3, men i dette tilfælde går den ud over,
hvad patienten med rimelighed må tåle, og patienten har derfor ret til
erstatning efter reglen i nr. 4.
På tilsvarende måde vil patienten i almindelighed være berettiget til
erstatning ved komplikationer, der indtræder i forbindelse med rent
forebyggende foranstaltninger som f.eks. vaccinationer. Retten til erstatning
ved mindre alvorlige komplikationer vil derfor i disse tilfælde normalt kun
blive begrænset af undergrænsen i § 5, stk. 2, samt regler fastsat i medfør
heraf.
Det andet led i vurderingen af, om komplikationen går ud over, hvad
patienten med rimelighed må tåle, er den hyppighed, hvormed den i
almindelighed kan forventes at indtræde, kombineret med en konkret vurdering
af, i hvilket omfang der i det enkelte tilfælde var anledning til at tage
risikoen for dens indtræden i betragtning. I jo højere grad den pågældende
komplikation måtte forventes som en normal risiko ved den konkrete
undersøgelse eller behandling, i jo højere grad må patienten tåle den uden
ret til erstatning. Det er principielt uden betydning, om lægen har
informeret patienten om risikoen for den pågældende komplikation, men
bestemmelsen vil typisk omfatte sådanne komplikationer, som ikke er omfattet
af lægens informationspligt, dvs. de meget sjældne komplikationer. Der kan
ikke opstilles bestemte grænser, baseret på den statistiske sjældenhed af den
pågældende komplikation, men hyppigheden vil være et af de momenter, der
indgår i vurderingen af, om den går ud over, hvad patienten må tåle, fordi
risikoen måtte anses for at være så ringe, at der ikke var grund til at tage
den i betragtning.
Dette hænger tillige sammen med, at de to led i bedømmelsen -
komplikationens relative alvor og dens sjældenhed eller i øvrigt uventede
karakter - normalt må vurderes samlet ved bedømmelsen af, om skaden går ud
over, hvad patienten med rimelighed må tåle. Hvis misforholdet mellem
grundsygdommens og komplikationens alvor er særlig udtalt, kan der slækkes på
kravet til dens sjældenhed. Det kan f.eks. være tilfældet ved de nævnte
diagnostiske indgreb, men kan også tænkes ved egentlige behandlingsskader,
hvor et normalt banalt indgreb medfører meget alvorlig skade. Omvendt kan der
slækkes på kravet til komplikationens relative alvor, hvis der er tale om en
ekstremt sjælden, måske hidtil ukendt, komplikation.
Efter stk. 2, 1. pkt., kan sundhedsministeren fastsætte regler om,
hvilke skader der nærmere er omfattet af stk. 1. Denne bemyndigelse tager
sigte på, at sundhedsministeren efter behov kan udfærdige bestemmelser, som
præciserer afgrænsningerne i stk. 1, f.eks. efter en periode, hvor praksis
efter erstatningsordningen har tegnet et mere præcist billede af, hvilke
behandlings- og skadesituationer der omfattes af stk. 1. Det understreges, at
bestemmelserne i stk. 1 selvstændigt udgør den retlige regulering af de
erstatningsberettigende skader, og at det ikke er en nødvendig forudsætning,
at sundhedsministeren først skal opregne de konkrete behandlings- og
skadetyper, for at erstatning kan ydes.
Da afgrænsningen i stk. 1, nr. 3, om tilstedeværelsen af en alternativ
behandlingsteknik eller -metode er formuleret meget bredt, kan der vise sig
behov for, at sundhedsministeren direkte begrænser denne bestemmelses
anvendelsesområde over for utilsigtede tilfælde. En bemyndigelse hertil er
derfor indsat i stk. 2, 2. pkt.
Til § 3
Bestemmelsen fastlægger en række præciseringer og begrænsninger i
relation til afgrænsningen af erstatningsberettigende skader i § 2. Stk. 1
omhandler diagnosefejl, stk. 2 egentlige ulykkestilfælde og stk. 3.
lægemiddelskader.
Reglen i stk. 1 har til formål at fastslå, at reglen i § 2, stk. 1,
nr. 3, ikke finder anvendelse i tilfælde, hvor skaden består i, at patientens
sygdom ikke blev diagnosticeret korrekt. Af bemærkningerne til § 2, stk. 1,
nr. 1 og 2, fremgik, at diagnosefejl berettiger til erstatning, hvis enten en
erfaren specialist måtte antages at ville have stillet en rigtig diagnose
eller gjort dette på et tidligere tidspunkt under de i øvrigt givne forhold,
eller hvis årsagen til den fejlagtige diagnose er forkerte
undersøgelsesresultater eller lignende som følge af fejl eller svigt i
teknisk apparatur m.v., der blev anvendt ved undersøgelsen. I disse tilfælde
ydes erstatning for følgerne af, at den rigtige diagnose ikke blev stillet
eller ikke blev stillet rettidigt, hvad enten de består i en forværring af
grundsygdommen eller i en forlængelse eller komplicering af
behandlingsforløbet, jf. herved bemærkningerne til § 2.
Bestemmelsen udelukker derimod, at diagnosticeringen underkastes en rent
efterfølgende bedømmelse. Hvis det således først efter, at behandlingen er
blevet iværksat eller gennemført, f.eks. ved operativt indgreb, har været
muligt - selv for en erfaren specialist - at stille den rigtige diagnose, kan
der ikke ydes erstatning for det forhold, at diagnosen ikke blev stillet på
noget tidligere tidspunkt.
Reglen i § 2, stk. 1, nr. 4, er ikke relevant i forbindelse med
diagnosefejl. Den omfatter ikke følgerne af selve den stillede diagnose, men
derimod bl.a. skader, der indtræder i forbindelse med indgreb, der foretages
i diagnostisk øjemed.
Reglen i stk. 2 tilsigter bl.a. at præcisere afgrænsningen af de
skader, der kan erstattes i henhold til reglen i § 2, stk. 1, nr. 2. Som
nævnt i bemærkningerne til denne bestemmelse omfatter den ikke skader, der
skyldes fejl eller svigt i almindelige bygningsindretninger m.v. eller ved
andre ting, der ikke anvendes ved eller i forbindelse med undersøgelse,
behandling m.v. Ulykkestilfælde kan også indtræde i øvrigt, uden at
materielsvigt eller lignende kan udpeges som årsag, f.eks. skade ved, at en
patient glider og falder under badning eller falder ud af en sygeseng.
Sådanne skader er ikke generelt undtaget fra dækning, men i modsætning til
skader, der omfattes af § 2, stk. 1, nr. 2, ydes der efter bestemmelsen kun
erstatning, hvis to betingelser er opfyldt:
For det første skal der være tale om et ulykkestilfælde, der er indtruffet
inden for et sygehus' område. Baggrunden for, at disse ulykker falder ind
under patientforsikringens dækningsområde, er, at det ofte kan være
vanskeligt netop på et sygehus, hvor patienten typisk er indlagt døgnet
rundt, at afgøre, hvornår en ulykke på sygehuset står i direkte forbindelse
med undersøgelse, behandling m.v. eller skyldes anden årsag. I de tilfælde,
hvor ulykken medfører skader, der ikke erstattes efter § 2, stk. 1, nr. 2,
findes det derfor rimeligt over for patienten, at disse skader dækkes direkte
af patientforsikringen.
Ulykker, der indtræder på andre lokaliteter, hvor personen befinder sig
eller har indfundet sig med henblik på undersøgelse eller behandling, dækkes
ikke, det være sig lokalerne for en privatpraktiserende læge, et plejehjem,
en skole m.v. Ulykker i forbindelse med transport til eller fra et sygehus
dækkes heller ikke. Begrebet ulykkestilfælde defineres ikke nærmere, idet
bestemmelsen henholder sig til den almindelige opfattelse af betydningen, jf.
f.eks. arbejdsskadeforsikringslovens § 9, nr. 1. Det har dog mindre betydning
i denne forbindelse som følge af den anden betingelse, der opstilles.
For det andet er det en betingelse, at sygehuset efter almindelige
erstatningsretlige regler må antages at have pådraget sig ansvar for
ulykkestilfældet. På dette punkt får patientforsikringen således snarere
karakter af en traditionel ansvarsforsikring end af en ulykkesforsikring til
fordel for patienterne. Ved disse ulykker, der ikke står i forbindelse med
undersøgelse, behandling m.v., ville det ikke være meningsfuldt at anlægge
den i § 2, stk. 1, nr. 1, angivne specialistmålestok. Henvisningen til
almindelige erstatningsretlige regler omfatter derfor i stedet den
almindelige culparegel og sådanne regler om skærpet ansvar, der måtte finde
anvendelse i den konkrete situation. Der vil herefter skulle ydes erstatning,
hvis skaden f.eks. skyldes fejl eller forsømmelser i forbindelse med
vedligeholdelse af bygninger og bygningsindretninger eller i forbindelse med
tilsyn m.v. med patienter (uden for den egentlige undersøgelses- eller
behandlingssituation).
Reglen i stk. 3 undtager lægemiddelskader fra patientforsikringens
dækning. Baggrunden herfor er, at et EF-direktiv fra juli 1985 om
produktansvar (85/374/EØF) og det danske følgelovforslag (L 19, forslag til
lov om produktansvar, fremsat den 7. oktober af justitsministeren) kun giver
mulighed for at gennemføre en dækning af lægemiddelskader, der svarer til
patientforsikringens dækning af behandlingsskader, gennem en frivillig
forsikringsordning, etableret af medicinalbranchen selv. Undtagelsen i stk. 3
omfatter kun skader, der er forårsaget af egenskaber - såvel kendte som
ukendte - ved de anvendte lægemidler. Hvis der ud fra det i § 2, stk. 1, nr.
1, angivne bedømmelsesgrundlag er begået fejl ved ordineringen af det
pågældende lægemiddel, eller hvis anvisningerne vedrørende dets brug i øvrigt
ikke er blevet fulgt af vedkommende medicinalperson, har patienten ret til
erstatning i henhold til denne bestemmelse. Patienten vil endvidere kunne
have ret til erstatning i henhold til § 2, stk. 1, nr. 3, hvis
lægemiddelskaden kunne være undgået ved hjælp af en anden, ligeværdig
behandlingsteknik eller -metode, medmindre denne indebar en tilsvarende
risiko for en anden lægemiddelskade. Undtagelsen omfatter således navnlig
uundgåelige bivirkninger ved korrekt brug af lægemidlet.
Til § 4
Reglen giver en i forhold til reglerne i § 2 udvidet ret til erstatning
for skader, der rammer de sunde forsøgspersoner og donorer, der omfattes af §
1, stk. 2. Derimod fraviges reglerne i § 3 ikke i disse tilfælde. Reglen i §
3, stk. 1, om diagnosefejl er imidlertid ikke relevant i denne forbindelse.
Det samme gælder reglen i § 3, stk. 2, om ulykkestilfælde, idet den særlige
ret til erstatning efter § 4, stk. 1, er betinget af, at skaden er forårsaget
af forsøget eller af organudtagelsen m.v. Udelukkelsen af lægemiddelskader i
§ 3, stk. 3, har derimod betydning i forbindelse med afprøvning af lægemidler
på sunde forsøgspersoner. Reglen i stk. 2 præciserer, at denne
udelukkelse også gælder i forhold til forsøgspersoner, idet sådanne skader må
dækkes af en eventuel lægemiddelforsikringsordning.
Bortset herfra dækkes efter stk. 1 enhver skade, som kan sættes i
forbindelse med forsøget, organudtagelsen, blodafgivningen m.v. Det betyder
navnlig, at de i § 2, stk. 1, nr. 4, opstillede betingelser for retten til
erstatning ved uundgåelige komplikationer ikke gælder i disse tilfælde. Det
kan også udtrykkes på den måde, at enhver skade i disse tilfælde går ud over,
hvad personen med rimelighed bør tåle. Også mindre skader berettiger derfor
til erstatning. Undergrænsen i § 5, stk. 2, samt regler fastsat i medfør af §
5, stk. 2, vil derfor heller ikke gælde i disse tilfælde, jf. § 5, stk. 3.
Kravet om bevis for årsagssammenhæng mellem forsøg m.v. og skaden er
endvidere afsvækket i forhold til de almindelige betingelser i § 2. Hvis
skaden kan være forårsaget af forsøget m.v., skal enhver rimelig tvivl om den
konkrete årsagssammenhæng her komme de skadelidte til gode. Der er således
ret til erstatning, selv om skaden lige så vel kan være forårsaget af andre
omstændigheder, eller selv om det ikke er muligt at vurdere den relative
sandsynlighed af de mulige skadesårsager.
Reglen i stk. 3 præciserer, at også psykiske skader på sunde
forsøgspersoner dækkes. For sunde forsøgspersoner findes det ikke rimeligt,
at der er nogen begrænsning med hensyn til, hvilke skader der ydes erstatning
for. Endvidere vil der ikke i disse tilfælde være vanskeligheder ved at
vurdere, hvorvidt den psykiske skade skyldes behandlingen, idet
forsøgspersonen her må forudsættes at være psykisk rask, jf. i øvrigt
bemærkningerne til § 1.
Til § 5
Bestemmelsen fastslår, at erstatning for skader, der omfattes af §§ 2-4,
udmåles efter reglerne i lov nr. 228 af 23. maj 1984 om erstatningsansvar.
Dette princip modificeres af, at der fastsættes en særlig undergrænse for
retten til erstatning og godtgørelse, jf. stk. 2 og 3, og af, at et
regreskrav ikke dækkes, jf. stk. 4.
Med reglen i stk. 1 overføres alle regler i erstatningsansvarsloven
til patientforsikringen, for så vidt som de vedrører fastsættelse af
erstatning og godtgørelse for personskade eller tab af forsørger m.v. Det
gælder således først og fremmest reglerne om udmåling af erstatning og
godtgørelse for de forskellige poster, dvs. helbredelsesudgifter og andet
tab, tabt arbejdsfortjeneste, svie og smerte, varigt meen, erhvervsevnetab,
forsørgertab og begravelsesudgifter. (Disse udmålingsregler er nærmere omtalt
i rap. s. 126-127 og 180-185). Dernæst følger det af henvisningen til
erstatningsansvarsloven, at dennes regler om samordning af erstatning og
anden kompensation, f.eks. sociale ydelser og private forsikringer, finder
tilsvarende anvendelse ved udmålingen af erstatning for patientskader. Det
indebærer bl.a., at der ved udmåling af erstatning for erhvervsevnetab eller
forsørgertab ikke skal foretages fradrag for social førtidspension, og at der
aldrig skal foretages fradrag for private forsikringer, der har karakter af
summaforsikringer. Hvis skaden er omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven
m.v., hvad f.eks. skade på sunde forsøgspersoner er, skal der derimod
foretages fradrag for erstatning i henhold til denne lov. I erstatning for
helbredelsesudgifter skal der foretages fradrag for ydelser i henhold til
sygesikringsloven m.v., og i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste skal der
foretages fradrag for bl.a. sygeløn og ydelser i henhold til dagpengeloven,
jf. erstatningsansvarslovens § 2, stk. 2.
Henvisningen til erstatningsansvarsloven omfatter desuden en række andre
regler, der har betydning i forbindelse med erstatningsfastsættelsen, nemlig
reglerne i § 10 om adgang til forelæggelse for Sikringsstyrelsen af
spørgsmålet om meengrad og erhvervsevnetabsprocent, § 11 om genoptagelse af
erstatningssager, § 15 om regulering af erstatnings- og godtgørelsesbeløb, §
16 om forrentning og § 18 om overførelse af erstatnings- og godtgørelseskrav.
Regresreglen i § 17, stk. 2, overføres derimod ikke, jf. stk. 4.
Erstatningsansvarslovens regler om betydningen af tingsforsikring m.v. har
ikke betydning ved patientskader, idet kun personskade dækkes. Reglerne om
arbejdstagers erstatningsansvar over for skadelidte og regresansvar over for
arbejdsgiveren i erstatningsansvarslovens § 19, stk. 3, og § 23 fortrænges af
reglerne i patientforsikringslovens § 7 og § 8. Reglen om godtgørelse for
tort i erstatningsansvarslovens § 26 vil normalt ikke få betydning ved
patientskader som følge af afgrænsningen heraf i § 1.
Det følger endvidere af skadebegrebet i § 1, at patientens situation efter
patientskaden altid må sammenholdes med de sandsynlige følger af et normalt
sygdomsforløb, herunder normale følger af nødvendig behandling. Skaden - og
dermed erstatningen - omfatter kun forskellen herimellem. Hvis f.eks.
patientens erhvervsevne efter patientskaden er nedsat med 75 pct., men de
normale følger af sygdommen og af nødvendig behandling må antages at ville
have været en erhvervsevnenedsættelse på 50 pct., kan der kun ydes erstatning
for de yderligere 25 pct. erhvervsevnetab, der kan henføres til
patientskaden.
Reglen i stk. 2 fastlægger en særlig undergrænse for retten til
erstatning og godtgørelse ved patientskader, ligesom reglen giver
sundhedsministeren mulighed for at fastlægge en tidsmæssig grænse for ydelse
af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte.
Ifølge stk. 2 udbetales det fulde erstatningsbeløb, såfremt den samlede
erstatning m.v. ligger over grænsen. Grænserne vil gælde ved alle skader, der
omfattes af §§ 2 og 3, men efter stk. 3 ikke ved skader, der omfattes af § 4,
stk. 1.
Reglen i stk. 2, 1. pkt., indebærer, at der fastsættes en beløbsmæssig
grænse på 20.000 kr. for udbetaling af erstatninger efter loven. Denne
grænse, der vedrører alle former for patientskader, tager sigte på at rette
forsikringen mod større skader og tab.
I bestemmelsens 2. pkt. er undergrænsen udformet som en tidsmæssig
begrænsning for retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og
godtgørelse for svie og smerte. Den tidsmæssige begrænsning kan være op til 3
måneder, således at der kun ydes fuld erstatning inkl. de 3 måneder, hvis
mersygeperioden m.v. har været på mere end 3 måneder. Også ved anvendelsen af
denne bestemmelse må der tages hensyn til de normale følger af sygdommen og
af nødvendig behandling. Hvis der f.eks. indtræffer en
erstatningsberettigende patientskade under en operation, hvorefter patienten
er uarbejdsdygtig i 4 måneder, men den normale følge af operationen ville
være en uarbejdsdygtighedsperiode på 2 måneder, omfatter patientskaden kun 2
måneders uarbejdsdygtighed, og patienten vil derfor ikke være berettiget til
erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller godtgørelse for svie og smerte
for denne periode.
Grænsen efter 2. pkt. vil ikke ramme andre erstatnings- eller
godtgørelsesposter. Hvis patientskaden medfører helbredelsesudgifter eller
andre lignende udgifter, jf. erstatningsansvarslovens § 1, stk. 1, har
patienten således ret til erstatning herfor, selv om uarbejdsdygtigheds-
eller sygeperioden er kortere end 3 måneder, forudsat erstatningen overstiger
20.000 kr., jf. grænsen i 1. pkt. Hvis patientskaden får varige følger i form
af varigt meen eller erhvervsevnetab, har patienten ret til godtgørelse og
erstatning herfor efter de almindelige regler i erstatningsansvarsloven,
uanset om patientens helbredstilstand måtte være blevet stationær på kortere
tid end 3 måneder. Ved dødsfald ydes tilsvarende altid erstatning for
forsørgertab og begravelsesudgifter efter de almindelige regler i
erstatningsansvarsloven.
Bestemmelsen tager sigte på generelt (dog undtaget sunde forsøgspersoner)
at lade patientforsikringen dække de mere alvorlige og varige følger af
patientskader efter loven.
Reglen i stk. 3 gør undtagelse fra en undergrænse ved skader, der
rammer sunde forsøgspersoner og donorer. I disse tilfælde udmåles erstatning
og godtgørelse således fuldt ud efter reglerne i erstatningsansvarsloven.
Reglen i stk. 4 præciserer, at patientforsikringen alene yder
erstatning til patienterne og disses efterladte, men ikke til andre, der
efter almindelige erstatningsretlige regler måtte have et afledet krav i
anledning af patientskaden. Reglen har navnlig betydning for den i
erstatningsansvarslovens § 17, stk. 2, hjemlede regresret for arbejdsgivere
for udbetalte dagpenge eller sygeløn. Sådanne krav dækkes således ikke af
patientforsikringen. Bestemmelsen svarer til reglen i § 7, stk. 2, i lov om
erstatning til ofre for forbrydelser.
Til § 6
Reglen omhandler erstatningsnedsættelse på grund af egen skyld og anden
medvirken fra patienten til skadens indtræden. Reglen indeholder den
afvigelse fra almindelige erstatningsretlige regler, at egen skyld i form af
simpel uagtsomhed fra patientens side ikke kan medføre nedsættelse af
erstatningen. Udtrykket »medvirket« omfatter både egen skyld og
accept af risiko, men accept af risiko får dog normalt ikke betydning i disse
tilfælde, da selv et udtrykkeligt samtykke fra patienten til gennemførelse af
behandlingen i sig selv er uden betydning for vurderingen af, om der
foreligger en erstatningsberettigende patientskade.
Har patienten hidført skaden med forsæt, vil dette normalt udelukke, at
der overhovedet kan siges at foreligge en patientskade. Skulle der
undtagelsesvis foreligge en i øvrigt erstatningsberettigende patientskade
trods forsætlig medvirken fra patienten, vil anvendelsen af reglen i § 6
normalt føre til bortfald af erstatningen, men reglen udelukker ikke, at man
i særlige tilfælde kan nøjes med en vis nedsættelse af erstatningen.
Har patienten ved grov uagtsomhed medvirket til patientskadens indtræden,
skal der normalt kun foretages en vis nedsættelse af erstatningen. Ved
bedømmelsen af, om og i hvilket omfang erstatningen skal nedsættes, skal der
både tages hensyn til patientens skyldgrad og dens betydning for skadens
indtræden samt til omstændighederne i øvrigt, herunder skadens alvor og
erstatningens betydning for patientens eller de efterladtes økonomiske
forhold. Bestemmelsen udelukker således ikke, at der kan gives fuld
erstatning trods groft uagtsom medvirken fra patienten.
Til § 7
Bestemmelsen omhandler koordinationen mellem patientforsikringens dækning
og adgangen til at rejse erstatningskrav efter almindelige erstatningsretlige
regler. Bestemmelsen gør erstatningen fra patientforsikringen til den primære
erstatning, således at patienten eller dennes efterladte afskæres fra at
kræve erstatning efter almindelige erstatningsretlige regler, så langt
patientforsikringens dækning rækker. Det er i så henseende uden betydning, om
den, mod hvem erstatningskrav ellers kunne rejses, er en medicinalperson
eller dennes arbejdsgiver eller det drejer sig om en udenfor stående
skadevolder.
Erstatningskrav baseret på culpareglen ville kunne fremsættes i nogle af
de tilfælde, der omfattes af § 2, stk. 1, nr. 1 og 2 (og dermed i nogle af de
tilfælde, der omfattes af § 3, stk. 1), samt i alle tilfælde, der omfattes af
§ 3, stk. 2. Bestemmelsen indebærer, at patienten eller dennes efterladte
henvises til at fremsætte kravet mod patientforsikringen. I det omfang
erstatning og godtgørelse fra patientforsikringen svarer til den, der kunne
opnås efter almindelige erstatningsretlige regler, dvs. reglerne i
erstatningsansvarsloven, kan der således ikke rejses krav mod den, der måtte
være erstatningsansvarlig for patientskaden. Patientforsikringens dækning vil
afvige fra erstatningsansvarslovens i kraft af undergrænsen i § 5, stk. 2,
samt regler fastsat i medfør af § 5, stk. 2.
Det følger af § 5, stk. 3, at erstatning og godtgørelse til sunde
forsøgspersoner og til donorer fuldt ud udmåles efter reglerne i
erstatningsansvarsloven. I disse tilfælde vil der således aldrig være
grundlag for noget supplerende erstatningskrav mod en eventuel
erstatningsansvarlig skadevolder.
Ved skader, der falder uden for patientforsikringens dækning (f.eks. fordi
skaden ikke er forvoldt på sygehus eller ved behandling hos autoriseret
medicinalpersonel, jf. § 1, stk. 1, eller fordi der ikke er tale om fysisk
skade), følger det af bestemmelsen, at patienten eller dennes efterladte frit
kan rejse erstatningskrav mod den, der måtte være erstatningsansvarlig for
skaden.
Til § 8
Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om, i hvilket omfang
patientforsikringen, efter at have betalt erstatning til patienten eller
dennes efterladte, kan rejse regreskrav for den udbetalte erstatning mod den,
der efter almindelige erstatningsretlige regler ville være
erstatningsansvarlig for patientskaden.
Reglen indebærer, at der kun kan rettes regreskrav mod den, der er
omfattet af § 1, stk. 1, eller i øvrigt er ansat på et sygehus, hvis skaden
er forvoldt forsætligt. Skader forvoldt af denne personkreds ved grov
uagtsomhed vil således ikke, som det er gældende efter de almindelige regler
om regres i erstatningsansvarsloven, kunne danne grundlag for regreskrav.
Baggrunden herfor er, at det er afgørende for patientforsikringsordningens
funktion, at den behandlende læge m.fl. ikke hindres i aktivt at medvirke til
vejledning og oplysning om en skadevoldende handling.
Såfremt patientskaden er forvoldt under sådanne omstændigheder, at
erstatningskrav vil kunne rejses over for andre end de i § 1 nævnte grupper,
vil spørgsmålet om regresmulighed skulle afgøres efter de almindelige
erstatningsretlige regler.
Det bemærkes, at patientens ret til at kræve erstatning reguleres af
reglen i § 7, hvorefter patienten som hovedregel ikke kan fremsætte noget
direkte erstatningskrav mod den, der er ansvarlig for skaden.
Vedtagelse af L 19, forslag til lov om produktansvar, der er fremsat den
7. oktober 1987 af justitsministeren, vil nødvendiggøre en ændring af §§ 7 og
8, således at producenten i overensstemmelse med produktansvarsreglerne vil
blive direkte ansvarlig.
Til § 9
I stk. 1, nr. 1, fastslås de myndigheder og personer, som direkte
er forpligtede til at yde erstatning efter loven. Driftsansvarlige for
sygehusene vil typisk være landets amtsråd samt Københavns og Frederiksberg
Kommuner og staten - for Rigshospitalets vedkommende. Ejere eller bestyrelser
for private sygehuse er ligeledes erstatningsforpligtede.
De i stk. 1, nr. 2, nævnte driftsansvarlige for biomedicinske
forsøg og donorvirksomhed vil typisk være de samme, som er driftsansvarlige
for de under nr. 1 nævnte sygehuse. I det omfang denne virksomhed ligger uden
for de nævnte sygehuse, vil erstatningspligten efter nr. 2 have en
selvstændig betydning, f.eks. i tilfælde, hvor forsøg måtte finde sted på
videnskabelige institutter under universiteterne, eller hvor donorvirksomhed
måtte finde sted på helt private institutioner uden for sygehusvæsenet.
I erstatningsbeløbet indgår også de erstatningsudbetalinger, som staten
hidtil har afholdt til forskellige donorer (bloddonorer m.fl.) samt for
vaccinationsskader, idet disse særordninger med virkning fra lovforslagets
ikrafttræden ophæves.
De under stk. 1, nr. 3, nævnte andre områder, der kan besluttes
inddraget under patientforsikringen, kan, jf. bemærkningerne til lovens § 1,
tænkes at være skolesundhedstjenesten, sundhedsplejerske- og
hjemmesygeplejerskeordningerne.
Til § 10
Erstatningspligtige efter § 9, med undtagelse af stat og kommuner, skal
efter stk. 1 være dækket af en forsikring i et forsikringsselskab, der
er godkendt af sundhedsministeren. Sundhedsministerens godkendelse af et
forsikringsselskab forudsættes baseret på en udtalelse fra Finanstilsynet.
Sundhedsministeriets betingelser for godkendelse af selskaberne vil bl.a.
tage sigte på, at de godkendte selskaber skal anvende ensartede
retningslinier vedrørende forsikringernes tidsmæssige dækning. Formålet
hermed er at sikre, at enhver erstatningsberettigende skade efter loven altid
vil være dækket af en forsikring, f.eks. således at en patient også i
tilfælde af, at den erstatningspligtige er afgået ved døden - og forsikringen
dermed er bortfaldet - vil have mulighed for at få sit krav dækket af et
forsikringsselskab. Principperne herfor vil nærmere blive drøftet med de
involverede forsikringsselskaber.
Efter stk. 2 indføres en maksimering af forsikringsselskabets
hæftelse. Denne bestemmelse er indsat med henblik på at gøre det både lettere
og billigere at opnå genforsikring for de privat praktiserende
medicinalpersoners forsikringer. Maksimeringen er udformet således, at en
forsikring inden for et forsikringsår skal kunne yde erstatning for mindst 30
mio. kr. Såfremt en forsikringstager og et selskab ønsker en højere
dækningssum, kan der frit indgås aftale herom. Bestemmelsen fastsætter
således den nederste grænse for en forsikrings dækningssum. Da staten og
kommuner, jf. § 11, er undtaget for forsikringspligt, tager bestemmelsen kun
sigte på private driftsansvarlige for de i § 9 nævnte institutioner, nemlig
private sygehuse, privat praksis, private forsøgsinstitutioner m.v. Af
praktisk-administrative grunde og for at sikre, at dækningssummen generelt
set står i et rimeligt forhold til de medicinske aktiviteter, er
maksimeringen alene knyttet til antallet af autoriserede medicinalpersoner.
Det er således uden betydning for maksimeringen, i hvilket omfang der i
øvrigt er ansat ikkeautoriseret hjælpepersonale. Såfremt en forsikring
omfatter flere personer, skal forsikringen inden for et forsikringsår kunne
yde erstatning for 30 mio. kr. for hver omfattet autoriseret medicinalperson.
Omfatter forsikringen f.eks. 3 autoriserede medicinalpersoner, skal
forsikringen kunne yde erstatning på indtil 90 mio. kr. inden for et
forsikringsår.
Ved fastsættelsen af dækningsbeløbet på 30 mio. kr. pr. år er der på den
ene side lagt vægt på, at beløbet sættes så højt, at det i praksis ikke vil
blive nået, og på den anden side så lavt, at genforsikringen, der typisk sker
internationalt, bliver både lettere og billigere. Dette vil også bidrage til,
at de mindre forsikringsselskaber kan tilbyde forsikringer på området og
dermed fremme en mere lige konkurrence blandt selskaberne.
Såfremt erstatningerne for en forsikret i helt ekstreme tilfælde inden for
et år skulle andrage mere end dækningssummen, vil den erstatningspligtige
efter loven - uanset ansvarsgrundlagets karakter - hæfte personligt for
erstatningen. Med henblik på at sikre, at sidstnævnte erstatningskrav kan
honoreres, vil ministeren efter stk. 4 skulle fastsætte bestemmelse om, at de
godkendte forsikringsselskaber gennem en pool-aftale dækker berettigede
erstatningskrav, der ligger over dækningssummen, samtidig med at selskabernes
regresret mod den erstatningsansvarlige opretholdes.
Efter stk. 3 reguleres beløbene i stk. 2 efter reglerne i
erstatningsansvarslovens § 15.
Bemyndigelsen i stk. 4, hvorefter sundhedsministeren fastsætter
bestemmelser om forsikringspligtens gennemførelse, tager sigte på at sikre,
at alle forsikringspligtige efter stk. 1 rent faktisk tegner forsikring,
bl.a. gennem en underretning herom til vedkommende og en kontrol af, at
forsikringen opretholdes. Der vil endvidere i medfør af bestemmelsen blive
fastsat regler om, at de godkendte forsikringsselskaber inden for disses
vedtægtsmæssige rammer er forpligtede til at overtage forsikring for enhver
forsikringspligtig, der vil underkaste sig selskabets forsikringsbetingelser
fastlagt i overensstemmelse med en risiko, der overtages. Herved sikres det,
at forsikringspligtige efter stk. 1 altid vil være i stand til at opnå den
lovpligtige forsikringsdækning.
Bemyndigelsen tager desuden sigte på at sikre, at berettigede
erstatningskrav altid vil blive dækket. Ministeren fastsætter i den
forbindelse ifølge nr. 1 bestemmelse om, at de godkendte
forsikringsselskaber i fællesskab udbetaler erstatning, hvis en skade
forårsages af en forsikringspligtig, der ikke har tegnet forsikring. Ifølge
nr. 2 fastsætter ministeren bestemmelse om, at selskaberne i
fællesskab yder erstatning, hvis erstatningsbeløbene inden for et
forsikringsår skulle overstige en forsikrings dækningssum, jf. stk. 2.
Sundhedsministeren fastlægger fordelingsnøglen for selskabernes udgifter til
denne pool-ordning. Da pool-ordningen kun har relation til
forsikringspligtige erstatningsansvarlige, vil fordelingsnøglen tage
udgangspunkt i forsikringsselskabernes præmieindtægter for
forsikringspligtige. Selskaber, som tegner forsikringer for stat og kommuner,
bidrager således kun til poolen i det omfang, de tegner forsikringer for
forsikringspligtige.
Poolen har adgang til at rejse regreskrav over for den
erstatningsansvarlige skadevolder. Dette gælder både i tilfælde af
overtrædelse af § 10, stk. 1, og i tilfælde, hvor berettigede erstatningskrav
overstiger forsikringens dækning. Endvidere har poolen, jf. stk. 6, altid
adgang til over for de uforsikrede forsikringspligtige at opkræve den
ubetalte præmiesum.
Efter nr. 3 fastsætter sundhedsministeren bestemmelse om, at de
erstatningspligtige i fællesskab udbetaler erstatning, hvis den
erstatningspligtige ikke med sikkerhed kan udpeges. Bestemmelsen sigter til
den situation, hvor flere erstatningspligtige har deltaget i en behandling
eller et behandlingsforløb og den erstatningspligtige efterfølgende ikke med
rimelig sikkerhed kan udpeges. Udgifterne hertil betales af alle
forsikringsselskaber og selvforsikrede. Sundhedsministeren fastlægger
fordelingsnøglen for indbetalinger til puljen. Udgangspunktet for
fordelingsnøglen vil være selskabernes og de selvforsikredes
erstatningsudgifter.
Bemyndigelsen i stk. 5 tager sigte på, at ministeren skal kunne
fastsætte en begrænsning af selskabernes og de erstatningspligtiges fælles
erstatningspligt efter stk. 4, nr. 1-3, såfremt dette findes hensigtsmæssigt
for opnåelse af genforsikring. Det bemærkes, at bestemmelsen primært tager
sigte på at kunne begrænse selskabernes fælles erstatningsforpligtelse efter
stk. 4, nr. 2, og at dækningssummen vil blive fastsat således, at
erstatningsberettigede krav kan imødekommes.
Stk. 6 tager sigte på at give forsikringsselskaberne et
umiddelbart retsgrundlag for retlig inddrivelse af ikke betalte
forsikringspræmier.
Til § 11
Også efter andre ordninger, hvor der stilles krav om lovpligtig
forsikring (f.eks. ved ansvar for automobilskader, arbejdsskader m.fl.), er
stat og kommuner typisk undtaget fra forsikringspligt. Baggrunden herfor er,
at offentlige myndigheder altid forudsættes økonomisk at kunne honorere et
erstatningskrav som selvforsikrende. Rent faktisk har alle amtskommuner på
nær een hidtil tegnet almindelig forsikring for ansvar på området, jf. de
almindelige bemærkninger.
Til § 12
De efter § 10 godkendte forsikringsselskaber skal efter stk. 1
indgå i et fællesskab, som udgør en patientforsikringsordning. Denne forening
og det sekretariat, den forudsættes at etablere, udgør det centrale organ,
der administrerer hele patientforsikringsordningen. Efter stk. 1
vælger patientforsikringsforeningen en bestyrelse, som er ansvarlig for
foreningens virksomhed. Sundhedsministeren kan bestemme, at staten og de
kommuner, der er selvforsikrende, f.eks. Københavns og Frederiksberg
Kommuner, kan blive medlem af bestyrelsen. Baggrunden for denne bestemmelse
er, at også selvforsikrende efter § 13, stk. 1 og 3, har pligt til at
forelægge erstatningssager for foreningen og rette sig efter foreningens
afgørelser.
Da varetagelsen af lovens opgaver i høj grad er lagt i privat regi, findes
det nødvendigt, at foreningens styrelse og virksomhed varetages på en måde,
der tilgodeser opfyldelse af lovens bestemmelse og hensigter. Det er derfor i
stk. 2 fastsat, at sundhedsministeren skal fastsætte vedtægter herfor.
Ministeriet vil i vedtægterne nærmere fastsætte bestyrelsens størrelse og
sammensætning, idet medlemmerne, dvs. de godkendte forsikringsselskaber,
forventes at få repræsentation i bestyrelsen i forhold til præmieindtægter
eller forsikringsdækning. Sygehuskommunerne vil således gennem deres fælles
forsikringsselskab, Kommunernes Gensidige Forsikringsselskab, få en relativt
stor repræsentation i bestyrelsen.
Det forudsættes, at den almindelige administration og afgørelse af de
enkelte erstatningssager afgøres af foreningens sekretariat, og at
bestyrelsen kun inddrages i generelle spørgsmål, herunder forhold vedrørende
sekretariatets forsvarlige varetagelse af de opgaver, der er pålagt
foreningen. Den nærmere sammensætning og opbygning af sekretariatet vil
skulle fastlægges af foreningens bestyrelse.
I foreningens vedtægter fastsættes endvidere en fordeling, hvorefter
forsikringsselskaberne og selvforsikrende myndigheder afholder udgifter til
foreningens drift samt udgifter, som i øvrigt pålægges foreningen efter
loven.
Idet der i øvrigt henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 5.3.,
viser erfaringerne fra den svenske patientforsikringsordning, at det er
hensigtsmæssigt samtidigt at etablere en lægemiddelforsikringsordning, og at
disse to ordninger harmoniseres dels med hensyn til erstatningsdækning og
ydelser, dels i administrativ henseende. Set fra patientens side er det
underordnet, om en skade skyldes en fejlagtig anvendelse af et i øvrigt egnet
lægemiddel, eller om lægemidlet som sådant er defekt, herunder forkert
markedsført. Da en lægemiddelforsikringsordning svarende til
erstatningsdækningen efter dette lovforslag forventes at ville blive
etableret på et frivilligt grundlag af branchen selv, forudsættes det, at
sundhedsministeren, gennem fastsættelsen af patientforsikringsforeningens
vedtægter, vil kunne foretage sådanne ændringer i
patientforsikringsforeningens organisation m.v., som måtte findes nødvendigt
til en samordning, navnlig administrativt, af de to forsikringsordninger. Man
kunne her forestille sig, at der mellem de to forsikringsordninger blev
oprettet et fælles koordinationsudvalg/organ, hvor erstatningssager, som der
er tvivl om dækningen af efter de to ordninger, skal forelægges med henblik
på en vejledende udtalelse herom. Den nærmere fastlæggelse af ordningernes
organisatoriske koordinering må imidlertid afvente det forslag om en
lægemiddelforsikringsordning, som branchen arbejder med. Der henvises i
øvrigt om dette spørgsmål og om en lægemiddelforsikringsordning til
rap. side 149 ff.
Foreningens virksomhed vil i øvrigt ved særlig bekendtgørelse i henhold
til offentligheds- og forvaltningsloven blive omfattet af de to loves regler
om offentlig forvaltning samt af tavshedspligtsreglerne i straffeloven. Se
nærmere herom tillige bemærkningerne til § 16.
Efter stk. 3 skal de godkendte forsikringsselskaber og de
selvforsikrende kommuner dække Den Socialre Ankestyrelses omkostninger i
forbindelse med loven. Omkostningerne beregnes på grundlag af det faktiske
sagsantal efter hovedretningslinierne i Budgetvejledningens regler om
indtægtsdækket virksomhed.
Efter stk. 4 pålægges det foreningen at afgive en årlig redegørelse
om sin virksomhed til sundhedsministeren. Det findes vigtigt, at der
udarbejdes en detaljeret statistik og redegørelse for
patientforsikringsordningens afgørelser, økonomi m.v. Dette har bl.a.
betydning for vurderingen af patientforsikringens hensigtsmæssighed og
tilpasning til den medicinske udvikling. Endelig vil en statistik, der
fordeler skader dels geografisk, dels på de enkelte virksomhedsområder
(f.eks. på de enkelte specialeområder, på sygehuse og i praksis m.v.) gøre
det muligt, at man særlig kan udpege områder, hvor skadefrekvensen synes
uforholdsmæssig høj og lignende med henblik på iværksættelse af eventuelle
foranstaltninger. Endelig kan det blive nødvendigt, bl.a. af økonomiske
grunde, at justere patientforsikringsordningens dækningsområde og eventuelt
fremover undtage områder, der har vist sig særlig økonomisk belastende, uden
at de samtidig udgør et naturligt element i forsikringsordningen. I
redegørelsen til sundhedsministeren kan patientforsikringsforeningen påpege
særlige områder, hvor det findes vanskeligt eller urimeligt at udbetale
erstatning efter ordningen, eller hvor nye områder bør inddrages.
Sundhedsministeriet vil i forbindelse med oprettelse af
patientforsikringsforeningen samtidig etablere et kontaktorgan bestående af
bl.a. kommunerne, staten m.fl. Kontaktorganet skal uformelt følge ordningen
og koordinere særlige spørgsmål, der har betydning for ordningens funktion,
navnlig i forhold til kommunerne.
Til § 13
I stk. 1 fastsættes, at patientforsikringsforeningen
administrerer, dvs. modtager, oplyser og afgør, alle erstatningsager.
Erstatningssager vedrørende selvforsikrende skal således også forelægges
foreningen. Modtagelsen af sagerne skal ske centralt i patientforsikringen,
således at man kan samle og udvikle ekspertise på området og sikre en
ensartet praksis, jf. rap. side 142 og 147. I forbindelse med
modtagelsen af sagen informeres vedkommende kommune eller forsikringstager i
øvrigt direkte herom af foreningen. Det er i øvrigt vigtigt for ordningens
sigte, at forsikringsforeningen selv tilvejebringer de oplysninger, der er
nødvendige til sagens afgørelse, således at patienten ikke skal engagere
f.eks. en advokat til varetagelse af sine interesser.
I forbindelse med undersøgelse og oplysning af sagerne kan foreningen
eller det enkelte forsikringsselskab indhente udtalelse fra Sikringsstyrelsen
til fastsættelse af meengrader og erhvervsevnetabsprocent, jf. rap.
side 141.
Da der efter loven er tale om en ren forsikringsordning, og da
erstatningsansvarsloven og lovforslaget samt de bestemmelser, der udfærdiges
i henhold hertil, relativt detaljeret vil komme til at beskrive
forsikringsordningens ydelser og indhold, har man valgt i det hele at
overdrage administrationen af ordningen til forsikringsselskaberne ved, at
disse sammen danner en patientforsikringsforening. Man har altså ikke som for
arbejdsskadeforsikringen valgt at opbygge et særligt statsligt direktorat
eller lignende til primær administration af ordningen. Dette nødvendiggør,
jf. bemærkningerne til § 12, at patientforsikringsforeningens virksomhed må
fastlægges i vedtægter fastsat af Sundhedsministeriet.
Proceduren for afgørelse af de enkelte sager overlades til
patientforsikringsforeningen. Ved afgørelsen af lægelige spørgsmål
forudsættes inddraget et panel af eksperter, der vil blive udpeget af
foreningens bestyrelse, således at panelets omfang og sammensætning efter
indvundne erfaringer løbende kan tilpasses behovet.
I stk. 1 fastsættes det endvidere, at patientforsikringsforeningen efter
nærmere bestemmelse i vedtægterne kan bemyndige de enkelte
forsikringsselskaber og selvforsikrende myndigheder til selv at oplyse og
afgøre nærmere beskrevne sagstyper. Der kan f.eks. være tale om sager, som
erfaringsmæssigt er ukomplicerede, og som kan afgøres ensartet, eventuelt
efter fastsatte retningslinier. Sager, som er afgjort efter disse
bemyndigelsesbestemmelser, kan ankes til patientforsikringsforeningen.
Bestemmelsen forudsættes først anvendt efter en periode, hvor der er
indvundet erfaringer med administration af loven.
Da det ved undersøgelse og oplysning af erstatningssagerne må anses for
vigtigt, at alle oplysningsmuligheder står til rådighed, er det i stk.
2 fastsat, at patientforsikringsforeningen kan lade vidner afhøre ved
Byretten. Det kan i visse sager være af betydning, at oplysninger kan kræves
afgivet under vidneansvar, ligesom det kan være af betydning at få
vidneforklaringer frem på et tidspunkt, hvor vidnerne har begivenhedsforløbet
i god erindring. Bestemmelsen svarer til retsplejelovens § 147 b, stk. 4, der
handler om Advokatnævnets virksomhed.
Efter stk. 3 meddeler patientforsikringsforeningen, straks efter at
afgørelsen er truffet, vedkommende forsikringsselskab, stat eller
selvforsikrende kommune sin afgørelse. Det forudsættes, at foreningen tillige
orienterer vedkommende kommune eller forsikringstager i øvrigt direkte herom.
Samtidig skal skadelidte have afgørelsen meddelt, eventuelt i foreløbig form,
indtil endelig meddelelse kan ske med alle oplysninger (herunder eventuelle
supplerende beregninger foretaget af vedkommende forsikringsselskab) af
relevans for skadelidtes vurdering af sagen, herunder, om afgørelsen skal
ankes. Afgørelsen indeholder oplysninger om, hvorvidt det pågældende tilfælde
er omfattet af lovens regler, og i bekræftende fald oplysninger om
erstatningsposter og erstatningsbeløb. Findes det enkelte tilfælde ikke
erstatningsberettigende, skal dette begrundes og patienten vejledes om
ankeadgang m.v. Udbetaling af ydelser sker hurtigst muligt efter modtagelsen
af foreningens afgørelse.
Til § 14
Efter stk. 1 kan patientforsikringsforeningens afgørelser
indbringes for Den Sociale Ankestyrelse. Afgørelser truffet af de enkelte
forsikringsselskaber m.v. i henhold til bemyndigelsen i § 13 indbringes først
til patientforsikringsforeningen og herefter til Den Sociale Ankestyrelse. En
afgørelse kan påklages af den, som afgørelsen vedrører, og i øvrigt af
enhver, der har retlig interesse i sagen - f.eks. patienten, vedkommende
forsikringsselskab og forsikringstager. Tilsvarende gælder for anke af
afgørelser truffet efter bemyndigelsen i henhold til § 13. En anke har ikke
umiddelbart opsættende virkning, således at udbetaling af ydelser stilles i
bero, indtil Den Sociale Ankestyrelse har behandlet klagen. Det findes
således ikke rimeligt, at f.eks. et forsikringsselskab ved anke af et forhold
af marginal karakter kan tilbageholde et eventuelt stort erstatningsbeløb,
som der principielt er enighed om. Efter stk. 1, 2. pkt., kan
ankestyrelsen dog ex officio eller efter begæring tillægge en anke opsættende
virkning.
Reglerne i stk. 2 og 3 om, at en afgørelse kan indgives til Den
Sociale Ankestyrelse inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om
afgørelsen fra patientforsikringsforeningen, og om, at der kan dispenseres
fra en overskridelse af klagefristen, svarer til reglerne for ankestyrelsens
almindelige område, dvs. det sociale område.
Klagen til ankestyrelsen vil - som for visse dele af den sociale
lovgivning - i praksis forudsættes indgivet til patientforsikringsforeningen
som den instans, der klages over. Foreningen vil herefter fremsende klagen
med supplerende oplysninger, dokumenter m.v. til Den Sociale Ankestyrelse.
Til § 15
Efter bestemmelsen, stk. 1, kan alle med en retlig interesse, dvs.
både skadelidte og et forsikringsselskab, indbringe ankestyrelsens afgørelse
for Landsretten. Det vil påhvile den, der ønsker ankestyrelsens afgørelse
indbragt for Landsretten - dvs. skadelidte eller et forsikringsselskab - at
udtage stævning inden den i stk. 2 angivne frist. Da ankestyrelsens
virksomhed udøves på et område, der hidtil har henhørt under domstolene, og
da det kan være af væsentlig betydning at foretage en bevisvurdering, er det
anset for nødvendigt at give domstolene mulighed for at foretage en
udtømmende prøvelse af ankestyrelsens afgørelser i stedet for blot at lade
prøvelsen være en almindelig legalitetskontrol efter grundlovens § 63.
Samtidig er der i stk. 2 fastsat en frist på 6 måneder for sagens
indbringelse for Landsretten. Dette bidrager til, at erstatningssagerne ikke
verserer i mange år efter, at skaden er forvoldt, med de heraf følgende
bevisførelsesvanskeligheder. Samtidig sikrer fristen, at navnlig den
skadelidte kan nå at foretage de nødvendige processuelle skridt, dvs.
udtagelse af stævning, evt. ansøgning om fri proces m.v.
Til § 16
I stk. 1 fastsættes hjemmel for, at patientforsikringsforeningen
kan forlange oplysninger, som skønnes af betydning for behandling af de
enkelte sager, fra de berørte myndigheder, private institutioner og den
skadelidte.
I stk. 2 fastsættes det, at patientforsikringsforeningen på
forlangende skal indhente og afgive oplysninger til Den Sociale Ankestyrelse
og til Sundhedsministeriet.
Disse to bestemmelser tager bl.a. sigte på, at de offentlige myndigheder
og andre, der er involveret i patientforsikringsordningen, retmæssigt kan
udveksle nødvendige oplysninger til afgørelse af sagerne uden herved at
overtræde regler om tavshedspligt i forvaltningslov, lægelov m.fl. eller
reglerne i forvaltningsloven (§ 28 ff.) om adgangen til at videregive
oplysninger til anden forvaltningsmyndighed.
I øvrigt vil patienterne efter særlig bekendtgørelse udstedt i henhold til
offentlighedslovens § 1, stk. 3, og forvaltningslovens § 1, stk. 2, der begge
trådte i kraft pr. 1. januar 1987, blive tillagt ret til aktindsigt i
patientforsikringsforeningens sagsakter vedrørende de pågældende patienters
erstatningssager, ligesom der efter den nævnte bestemmelse i
forvaltningsloven vil blive pålagt patientforsikringsforeningen tavshedspligt
efter lovens kapitel 8.
Til § 17
Det findes nødvendigt, bl.a. af hensyn til muligheden for at undersøge
grundlaget for erstatningssagerne, at der fastsættes en forældelsesfrist på
området. Denne er i stk. 1 sat til 5 år, hvilket svarer til dansk rets
almindelige forældelsesfrist, jf. 1908-loven. Fristen er sat til 3 år i den
finske patientforsikringsordning samt lovforslaget til en ny
produktansvarslov. Det bemærkes, at fristen ikke er absolut, idet den
alternativt først løber fra det tidspunkt, patienten er blevet eller burde
være blevet vidende om skaden, f.eks. i tilfælde, hvor denne først er opstået
eller erkendt som en skade lang tid efter, at den pågældende behandling har
fundet sted. For så vidt angår afbrydelse af fristen på grund af skadelidtes
utilregnelige uvidenhed m.v. finder de almindelige regler i 1908-loven
anvendelse ved fristberegningen.
Efter stk. 2 afskæres patienter dog fra at rejse erstatningskrav
senere end 10 år efter, at skaden er forårsaget. Denne forældelsesregel
svarer til forslaget til produktansvarslov og er samtidig i overensstemmelse
med den i henhold til lægeloven fastsatte pligtige journalopbevaringsperiode.
Det forhold, at det, længere tid efter at den skadevoldende handling har
fundet sted, bliver stadig vanskeligere for patientforsikringsforeningen at
afvise, at en given skade ikke med overvejende sandsynlighed er en følge af
en begået fejl, forbedrer ikke skadelidtes bevisbyrde. Det skal således ikke
kunne betale sig for skadelidte at udskyde rejsning af erstatningskrav på
grund af de stigende vanskeligheder, der med tiden opstår for afklaring af
det faktiske begivenhedsforløb.
Til § 18
Efter denne bestemmelse pålægges forsikringspligtige, som ikke opfylder
forsikringspligten, bødeansvar. Ansvaret pålægges de i § 9 nævnte
erstatningspligtige, herunder aktieselskaber, anpartsselskaber,
andelsselskaber eller lignende, som måtte være driftsansvarlige for en
virksomhed omfattet af § 9. Stat og kommuner er ikke pålagt dette ansvar,
idet de ikke er underlagt forsikringspligt.
Til § 19
Da der efter vedtagelsen af lovforslaget i Folketinget vil skulle
udfærdiges adskillige administrative bestemmelser og retningslinjer på
området samt ske etablering af en helt ny organisation, specielt
patientforsikringsforeningen, foreslås ordningen først at træde i kraft den
1. juni 1989.
Loven vil efter stk. 1 kun omfatte skader, der er forårsaget efter,
at loven er trådt i kraft, jf. dog stk. 2. Skader forårsaget inden den 1.
juni 1989, uanset om skaden først opdages på et senere tidspunkt, vil være
underlagt de almindelige erstatningsretlige regler.
Efter oprettelse af en patientforsikring med den beskrevne udvidelse af
erstatningsansvaret, der også omfatter vaccinationsskader, er der ikke
længere grundlag for at opretholde en særlig lov om erstatning for
vaccinationsskader, jf. i øvrigt rap. s. 118 og 119. Denne lov ophæves
derfor i stk. 2 samtidig med patientforsikringslovens ikrafttræden.
Skader, der er forårsaget før 1. juni 1989, og som efter
vaccinationsskadeerstatningsloven ville kunne anmeldes senest et år efter at
de første sikre symptomer på skaden er påvist, vil være omfattet af
indeværende lovforslag.
Til § 20
Principielt vil patientforsikringsordningen med lige så god grund kunne
indføres for de færøske og grønlandske områder. Da der er tale om en
udvidelse af den offentlige service på sundhedsområdet m.v., må det nærmere
bero på de respektive direkte ansvarlige for sundhedsvæsenet for de to dele
af riget, om forsikringsordningen også skal gælde her.
Efter 2. behandling den 23. maj 1991
Kapitel 1
Erstatningsomfang
Dækningsområde
§ 1. Til patienter, som her i landet påføres fysisk skade i
forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende foretaget på sygehus,
ydes erstatning efter reglerne i denne lov. Det samme gælder for efterladte
til sådanne patienter.
Stk. 2. Med patienter sidestilles personer, der deltager i
biomedicinske forsøg, der ikke indgår som led i diagnostik eller behandling
af personens sygdom. Det samme gælder for vævs-, organ- og vævsvæskedonorer.
Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter regler om, hvilke områder
der efter stk. 1 og 2 nærmere er omfattet af loven.
Erstatningsberettigende skader
§ 2. Erstatning ydes, hvis skaden med overvejende sandsynlighed
er forvoldt på en af følgende måder:
1) hvis det må antages, at en erfaren specialist på det pågældende område
under de i øvrigt givne forhold ville have handlet anderledes ved
undersøgelse, behandling eller lignende, hvorved skaden ville være undgået,
2) hvis skaden skyldes fejl eller svigt i teknisk apparatur, redskaber
eller andet udstyr, der anvendes ved eller i forbindelse med undersøgelse,
behandling eller lignende,
3) hvis skaden ud fra en vurdering kunne være undgået ved hjælp af en
anden til rådighed stående behandlingsteknik eller behandlingsmetode, som ud
fra et medicinsk synspunkt ville have været lige så effektiv til behandling
af patientens sygdom, eller
4) hvis der som følge af undersøgelse, herunder diagnostiske indgreb,
eller behandling indtræder skade i form af infektioner eller andre
komplikationer, der er mere omfattende, end hvad patienten med rimelighed må
tåle. Der skal herved tages hensyn til dels skadens alvor, dels patientens
sygdom og helbredstilstand i øvrigt samt til skadens sjældenhed og
mulighederne i øvrigt for at tage risikoen for dens indtræden i betragtning.
Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, hvilke skader
der efter stk. 1 nærmere er omfattet af loven. Ministeren kan endvidere
fastsætte regler om, at visse skader efter stk. 1, nr. 3, er undtaget fra
loven.
§ 3. Skade som følge af, at der ikke er blevet stillet en rigtig
diagnose af patientens sygdom, erstattes kun i de i § 2, stk. 1, nr. 1 og 2,
nævnte tilfælde.
Stk. 2. Ved ulykkestilfælde, der ikke omfattes af § 2, stk. 1, nr.
2, ydes erstatning kun, hvis skadelidte er under behandling m.v. på et
sygehus og ulykken er indtruffet inden for dettes område under sådanne
omstændigheder, at sygehuset måtte antages at have pådraget sig
erstatningsansvar herfor efter almindelige erstatningsretlige regler.
Stk. 3. Erstatning efter denne lov ydes ikke for skader, der
skyldes egenskaber ved de lægemidler, der er anvendt ved undersøgelse,
behandling eller lignende.
§ 4. Til de af § 1, stk. 2, omfattede forsøgspersoner og donorer
ydes erstatning for enhver skade, som kan være forårsaget af forsøget eller
af udtagelsen af væv m.v., medmindre det er overvejende sandsynligt, at
skaden har anden årsag.
Stk. 2. Reglen i stk. 1 gælder ikke ved skader, der omfattes af §
3, stk. 3.
Stk. 3. For de af § 1, stk. 2, 1. pkt., omfattede forsøgspersoner
gælder reglen i stk. 1 tilsvarende for psykisk skade.
Erstatningsudmåling m.v.
§ 5. Erstatning og godtgørelse fastsættes efter reglerne i lov om
erstatningsansvar.
Stk. 2. Erstatning m.v. efter stk. 1 ydes, såfremt den overstiger
20.000 kr. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte kun ydes, såfremt skaden
har medført uarbejdsdygtighed eller sygdom ud over en nærmere fastsat
periode, der højst kan udgøre 3 måneder.
Stk. 3. Stk. 2 samt regler fastsat i medfør af stk. 2 finder ikke
anvendelse på skader, der omfattes af § 4, stk. 1 eller stk. 3, jf. § 1, stk.
2.
Stk. 4. Erstatning ydes ikke til dækning af regreskrav.
§ 6. Erstatningen til patienten eller dennes efterladte kan
nedsættes eller efter omstændighederne helt bortfalde, hvis patienten
forsætligt eller ved grov uagtsomhed har medvirket til skaden.
§ 7. I det omfang patienten eller dennes efterladte har fået eller
har krav på at få erstatning i henhold til § 5, kan erstatningskrav ikke
rejses mod nogen, der måtte have pådraget sig erstatningsansvar for skaden.
§ 8. Hvis den, der efter almindelige erstatningsregler måtte have
pådraget sig erstatningsansvar over for patienten eller dennes efterladte, er
omfattet af § 1, stk. 1, eller i øvrigt er ansat på et sygehus, kan ydelser i
henhold til § 5 kun danne grundlag for regreskrav, hvis skaden er forvoldt
forsætligt.
Kapitel 2
Erstatningsordningens organisation
Erstatningspligt
§ 9. Pligt til at yde erstatning efter loven har:
1) Enhver driftsansvarlig for sygehuse.
2) Driftsansvarlige for institutioner, som foretager biomedicinske forsøg
på personer, uden at forsøget indgår som led i diagnostik eller behandling af
personens sygdom, og driftsansvarlige for institutioner, som forestår vævs-,
organ- og vævsvæskedonorvirksomhed.
Forsikringspligt
§ 10. Krav om erstatning efter loven skal være dækket af en
forsikring i et forsikringsselskab, der er godkendt af sundhedsministeren,
jf. dog § 11, stk. 1.
Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter de årlige dækningssummer for
de i stk. 1 nævnte forsikringer.
Stk. 3. Dækningssummer fastsat i medfør af stk. 2 reguleres efter
reglerne i § 15 i lov om erstatningsansvar.
Stk. 4. Sundhedsministeren fastsætter bestemmelser om
forsikringspligtens gennemførelse. Ministeren fastsætter herunder
bestemmelser om,
1) at de efter stk. 1 godkendte forsikringsselskaber i fællesskab yder
erstatning i tilfælde af overtrædelse af stk. 1,
2) at de efter stk. 1 godkendte forsikringsselskaber i fællesskab yder
erstatning i tilfælde, hvor den enkelte driftsansvarliges erstatningspligt
overstiger forsikringens dækningssum fastsat i medfør af stk. 2,
3) at de efter stk. 1 godkendte forsikringsselskaber og selvforsikrende
myndigheder i fællesskab yder erstatning efter § 5, hvor det ikke er muligt
med rimelig sikkerhed at udpege den erstatningspligtige efter § 9.
Stk. 5. Ministeren fastsætter bestemmelser om maksimering af den
fælles erstatningsforpligtelse efter stk. 4, nr. 1-3.
Stk. 6. Præmier for forsikringerne tillægges udpantningsret.
§ 11. Staten og kommunerne er undtaget fra forsikringspligt efter
§ 10.
Stk. 2. Sundhedsministeren kan godkende, at kommunerne efter
aftale overtager forsikringspligten efter § 10, stk. 1, for de private
driftsansvarlige, jf. § 9. Overtagelsen kan kun ske for de private
driftsansvarlige, som udøver virksomhed inden for kommunens område.
Stk. 3. Kommunerne kan kræve omkostningerne ved de i stk. 2 nævnte
forsikringsordninger dækket hos de private driftsansvarlige, der er omfattet
af ordningerne.
Stk. 4. Sundhedsministeren fastsætter de årlige dækningssummer for
de i stk. 2 nævnte forsikringer.
Stk. 5. Dækningssummer fastsat i medfør af stk. 4 reguleres efter
reglerne i § 15 i lov om erstatningsansvar.
Stk. 6. § 10, stk. 4, nr. 1 og 2, samt stk. 5, finder ikke
anvendelse, såfremt en kommune efter stk. 2 har overtaget forsikringspligten.
Stk. 7. Der tillægges kommuner udpantningsret for de i stk. 3
nævnte omkostninger.
Patientforsikringsforeningen
§ 12. Forsikringsselskaber, som er godkendt efter § 10, opretter
i fællesskab en patientforsikringsforening og vælger en bestyrelse for
foreningen. Sundhedsministeren kan bestemme, at staten og de kommuner, som er
selvforsikrende, kan blive medlem af bestyrelsen.
Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter vedtægter for foreningens
styrelse og virksomhed. Udgifter til foreningens drift samt udgifter, der i
øvrigt pålægges foreningen efter loven, afholdes af forsikringsselskaberne og
selvforsikrende myndigheder efter en fordeling, som fastsættes i vedtægterne.
Stk. 3. Patientforsikringsforeningen afgiver en årlig redegørelse
til sundhedsministeren om sin virksomhed.
Sagernes behandling
§ 13. Patientforsikringsforeningen modtager, oplyser og afgør
alle erstatningssager efter denne lov. Foreningen kan efter nærmere
bestemmelse i vedtægterne bemyndige de enkelte forsikringsselskaber og
selvforsikrende myndigheder til selv at oplyse og afgøre nærmere beskrevne
sagstyper.
Stk. 2. Patientforsikringsforeningen kan lade vidner afhøre ved
byretten på det sted, hvor de bor.
Stk. 3. Patientforsikringsforeningens afgørelser meddeles
vedkommende forsikringsselskab, staten eller selvforsikrende kommune, som
herefter skal udbetale de fastsatte ydelser.
§ 14. Sundhedsministeren nedsætter et patientskadeankenævn, der
består af:
1) En af sundhedsministeren udnævnt formand, som skal være dommer,
2) 2 medlemmer udpeget af sundhedsministeren,
3) 2 sagkyndige medlemmer inden for lægevidenskab udpeget af
Sundhedsstyrelsen,
4) 2 medlemmer udpeget i fællesskab af Amtsrådsforeningen i Danmark og
Københavns og Frederiksberg Kommuner,
5) 2 medlemmer udpeget af De Samvirkende Invalideorganisationer.
Stk. 2. En repræsentant fra patientforsikringsforeningen kan
deltage uden stemmeret ved nævnets behandling af sager.
Stk. 3. Patientskadeankenævnets medlemmer udpeges for 4 år. Finder
udpegningen sted i løbet af en periode, gælder den kun til periodens udløb.
Stk. 4. Sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med
Patientskadeankenævnet dettes forretningsorden.
Stk. 5. Udgifter til drift af Patientskadeankenævnet afholdes af
forsikringsselskaberne og selvforsikrende myndigheder efter den fordeling,
som fastsættes af sundhedsministeren efter § 12, stk. 2, 2. pkt.
§ 15. De afgørelser, der træffes efter § 13, kan indbringes for
Patientskadeankenævnet, der har den endelige administrative afgørelse.
Patientskadeankenævnet kan tillægge en klage opsættende virkning.
Stk. 2. Klage til Patientskadeankenævnet indgives inden 3 måneder
efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.
Stk. 3. Patientskadeankenævnet kan se bort fra overskridelse af
klagefristen, når der er særlig grund hertil.
§ 16. Patientskadeankenævnets afgørelse kan indbringes for
landsretten, der kan stadfæste, ophæve eller ændre afgørelsen.
Stk. 2. Indbringelse skal ske inden 6 måneder efter, at afgørelsen
er meddelt.
§ 17. Patientforsikringsforeningen kan af kommuner, amtskommuner
og andre vedkommende, herunder sygehuse, institutioner, behandlende læger
m.v. samt den skadelidte, forlange meddelt enhver oplysning, herunder
sygehusjournaler, journaloptegnelser m.v., som foreningen skønner er af
betydning for behandling af sager efter loven.
Stk. 2. Patientforsikringsforeningen skal afgive de oplysninger
til Patientskadeankenævnet og Sundhedsministeriet, som er nødvendige for
disse myndigheders varetagelse af opgaver efter loven.
Kapitel 3
Lægemiddelforsikringsordning
§ 18. Sundhedsministeren kan godkende, at
patientforsikringsforeningen samarbejder med en lægemiddelforsikringsordning,
som oprettes af lægemiddelbranchens organisationer i Danmark.
Stk. 2. Sundhedsministeren kan efter anmodning fra
lægemiddelbranchen udpege formanden og visse medlemmer til et ankeorgan, der
er omfattet af en sådan lægemiddelforsikringsordning.
Stk. 3. Sundhedsministeren kan efter forhandling med
justitsministeren fastsætte regler om,
1) at organerne i en lægemiddelforsikringsordning kan indhente de i § 17,
stk. 1, nævnte oplysninger,
2) at forvaltningsloven og offentlighedsloven samt straffelovens
bestemmelser om tavshedspligt finder anvendelse på administrationen, og
3) at § 13, stk. 2, om vidneafhøring finder tilsvarende anvendelse på
organerne i en lægemiddelforsikringsordning.
Kapitel 4
Forældelses- og straffebestemmelser
§ 19. Erstatningskrav efter denne lov skal være anmeldt til
patientforsikringsforeningen senest 5 år efter, at den erstatningsberettigede
har fået eller burde have fået kendskab til skaden.
Stk. 2. Forældelse af erstatningskrav indtræder dog senest 10 år
efter den dag, skaden er forårsaget.
§ 20. Overtrædelse af § 10, stk. 1, straffes med bøde. For
overtrædelse, der begås af aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber
eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
Kapitel 5
Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
§ 21. Loven træder i kraft den 1. juli 1992 og finder anvendelse
for skader, der forårsages efter lovens ikrafttræden.
Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 82 af 8. marts 1978 om erstatning
for vaccinationsskader. Skader, der er forårsaget før 1. juli 1992, og som
efter lov om erstatning for vaccinationsskader ville kunne anmeldes senest et
år efter, at de første sikre symptomer på skaden er påvist, omfattes af denne
lov.
§ 22. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som
de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1989 LSF 211 FORSLAG TIL LOV OM PATIENTFORSIKRING Retsinformation · 22. marts 1990
- 1987 LSF 151 FORSLAG TIL LOV OM PATIENTFORSIKRING Retsinformation · 21. maj 1988
- 1986 LSF 210 FORSLAG TIL LOV OM PATIENTFORSIKRING Retsinformation · 21. maj 1988
- C.A.10.4.3.14 Patientforsikring (lovbestemt) Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- 1994 LSF 103 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM PATIENTFORSIKRING (FORSØG I DEN PRIMÆRE SUNDHEDSSEKTOR) Retsinformation · 30. marts 1995
- 1995 LSF 36 FORSLAG TIL LOV OM ERSTATNING FOR LÆGEMIDDELSKADER Retsinformation · 20. december 1995