Spring til indhold

Retsinformation

1990 LSF 144 FORSLAG TIL LOV OM PATIENTFORSIKRING

1990/2 LSF 144Lovforslag som fremsatFolketinget10. juni 1991

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kapitel 1

Erstatningsomfang

Dækningsområde

§ 1. Til patienter, som her i landet påføres fysisk skade i

forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende foretaget på

offentlige sygehuse og sygehuse, det offentlige har driftsoverenskomst med,

ydes erstatning efter reglerne i denne lov. Det samme gælder for efterladte

til sådanne patienter.

Stk. 2. Med patienter sidestilles personer, der deltager i

biomedicinske forsøg, der ikke indgår som led i diagnostik eller behandling

af personens sygdom. Det samme gælder for vævs-, organ- og vævsvæskedonorer.

Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter regler om, hvilke områder

der efter stk. 1 og 2 nærmere er omfattet af loven.

Erstatningsberettigende skader

§ 2. Erstatning ydes, hvis skaden med overvejende sandsynlighed

er forvoldt på en af følgende måder:

1) hvis det må antages, at en erfaren specialist på det pågældende område

under de i øvrigt givne forhold ville have handlet anderledes ved

undersøgelse, behandling eller lignende, hvorved skaden ville være undgået,

2) hvis skaden skyldes fejl eller svigt i teknisk apparatur, redskaber

eller andet udstyr, der anvendes ved eller i forbindelse med undersøgelse,

behandling eller lignende,

3) hvis skaden ud fra en vurdering kunne være undgået ved hjælp af en

anden til rådighed stående behandlingsteknik eller behandlingsmetode, som ud

fra et medicinsk synspunkt ville have været lige så effektiv til behandling

af patientens sygdom, eller

4) hvis der som følge af undersøgelse, herunder diagnostiske indgreb,

eller behandling indtræder skade i form af infektioner eller andre

komplikationer, der er mere omfattende, end hvad patienten med rimelighed må

tåle. Der skal herved tages hensyn til dels skadens alvor, dels patientens

Læs alt

sygdom og helbredstilstand i øvrigt samt til skadens sjældenhed og

mulighederne i øvrigt for at tage risikoen for dens indtræden i betragtning.

Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, hvilke skader

der efter stk. 1 nærmere er omfattet af loven. Ministeren kan endvidere

fastsætte regler om, at visse skader efter stk. 1, nr. 3, er undtaget fra

loven.

§ 3. Skade som følge af, at der ikke er blevet stillet en rigtig

diagnose af patientens sygdom, erstattes kun i de i § 2, stk. 1, nr. 1 og 2,

nævnte tilfælde.

Stk. 2. Ved ulykkestilfælde, der ikke omfattes af § 2, stk. 1, nr.

2, ydes erstatning kun, hvis skadelidte er under behandling m.v. på et

sygehus og ulykken er indtruffet inden for dettes område under sådanne

omstændigheder, at sygehuset måtte antages at have pådraget sig

erstatningsansvar herfor efter almindelige erstatningsretlige regler.

Stk. 3. Erstatning efter denne lov ydes ikke for skader, der

skyldes egenskaber ved de lægemidler, der er anvendt ved undersøgelse,

behandling eller lignende.

§ 4. Til de af § 1, stk. 2, omfattede forsøgspersoner og donorer

ydes erstatning for enhver skade, som kan være forårsaget af forsøget eller

af udtagelsen af væv m.v., medmindre det er overvejende sandsynligt, at

skaden har anden årsag.

Stk. 2. Reglen i stk. 1 gælder ikke ved skader, der omfattes af §

3, stk. 3.

Stk. 3. For de af § 1, stk. 2, 1. pkt., omfattede forsøgspersoner

gælder reglen i stk. 1 tilsvarende for psykisk skade.

Erstatningsudmåling m.v.

§ 5. Erstatning og godtgørelse fastsættes efter reglerne i lov om

erstatningsansvar.

Stk. 2. Erstatning m.v. efter stk. 1 ydes, såfremt den overstiger

20.000 kr. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at erstatning for tabt

arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte kun ydes, såfremt skaden

har medført uarbejdsdygtighed eller sygdom ud over en nærmere fastsat

periode, der højst kan udgøre 3 måneder.

Stk. 3. Stk. 2 samt regler fastsat i medfør af stk. 2 finder ikke

anvendelse på skader, der omfattes af § 4, stk. 1 eller stk. 3, jf. § 1, stk.

2.

Stk. 4. Erstatning ydes ikke til dækning af regreskrav.

§ 6. Erstatningen til patienten eller dennes efterladte kan

nedsættes eller efter omstændighederne helt bortfalde, hvis patienten

forsætligt eller ved grov uagtsomhed har medvirket til skaden.

§ 7. I det omfang patienten eller dennes efterladte har fået eller

har krav på at få erstatning i henhold til § 5, kan erstatningskrav ikke

rejses mod nogen, der måtte have pådraget sig erstatningsansvar for skaden.

§ 8. Hvis den, der efter almindelige erstatningsregler måtte have

pådraget sig erstatningsansvar over for patienten eller dennes efterladte, er

omfattet af § 1, stk. 1, eller i øvrigt er ansat på et sygehus, kan ydelser i

henhold til § 5 kun danne grundlag for regreskrav, hvis skaden er forvoldt

forsætligt.

Kapitel 2

Erstatningsordningens organisation

Erstatningspligt

§ 9. Pligt til at yde erstatning efter loven har:

1) Enhver driftsansvarlig for offentlige sygehuse og sygehuse, det

offentlige har driftsoverenskomst med.

2) Driftsansvarlige for institutioner, som foretager biomedicinske forsøg

på personer, uden at forsøget indgår som led i diagnostik eller behandling af

personens sygdom, og driftsansvarlige for institutioner, som forestår vævs-,

organ- og vævsvæskedonorvirksomhed.

Forsikringspligt

§ 10. Krav om erstatning efter loven skal være dækket af en

forsikring i et forsikringsselskab, der er godkendt af sundhedsministeren,

jf. dog § 11, stk. 1.

Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter de årlige dækningssummer for

de i stk. 1 nævnte forsikringer.

Stk. 3. Dækningssummer fastsat i medfør af stk. 2 reguleres efter

reglerne i § 15 i lov om erstatningsansvar.

Stk. 4. Sundhedsministeren fastsætter bestemmelser om

forsikringspligtens gennemførelse. Ministeren fastsætter herunder

bestemmelser om,

1) at de efter stk. 1 godkendte forsikringsselskaber i fællesskab yder

erstatning i tilfælde af overtrædelse af stk. 1,

2) at de efter stk. 1 godkendte forsikringsselskaber i fællesskab yder

erstatning i tilfælde, hvor den enkelte driftsansvarliges erstatningspligt

overstiger forsikringens dækningssum fastsat i medfør af stk. 2,

3) at de efter stk. 1 godkendte forsikringsselskaber og selvforsikrende

myndigheder i fællesskab yder erstatning efter § 5, hvor det ikke er muligt

med rimelig sikkerhed at udpege den erstatningspligtige efter § 9.

Stk. 5. Ministeren fastsætter bestemmelser om maksimering af den

fælles erstatningsforpligtelse efter stk. 4, nr. 1-3.

Stk. 6. Præmier for forsikringerne tillægges udpantningsret.

§ 11. Staten og kommunerne er undtaget fra forsikringspligt efter

§ 10.

Stk. 2. Sundhedsministeren kan godkende, at kommunerne efter

aftale overtager forsikringspligten efter § 10, stk. 1, for de private

driftsansvarlige, jf. § 9. Overtagelsen kan kun ske for de private

driftsansvarlige, som udøver virksomhed inden for kommunens område.

Stk. 3. Kommunerne kan kræve omkostningerne ved de i stk. 2 nævnte

forsikringsordninger dækket hos de private driftsansvarlige, der er omfattet

af ordningerne.

Stk. 4. Sundhedsministeren fastsætter de årlige dækningssummer for

de i stk. 2 nævnte forsikringer.

Stk. 5. Dækningssummer fastsat i medfør af stk. 4 reguleres efter

reglerne i § 15 i lov om erstatningsansvar.

Stk. 6. § 10, stk. 4, nr. 1 og 2, samt stk. 5, finder ikke

anvendelse, såfremt en kommune efter stk. 2 har overtaget forsikringspligten.

Stk. 7. Der tillægges kommuner udpantningsret for de i stk. 3

nævnte omkostninger.

Patientforsikringsforeningen

§ 12. Forsikringsselskaber, som er godkendt efter § 10, opretter

i fællesskab en patientforsikringsforening og vælger en bestyrelse for

foreningen. Sundhedsministeren kan bestemme, at staten og de kommuner, som er

selvforsikrende, kan blive medlem af bestyrelsen.

Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter vedtægter for foreningens

styrelse og virksomhed. Udgifter til foreningens drift samt udgifter, der i

øvrigt pålægges foreningen efter loven, afholdes af forsikringsselskaberne og

selvforsikrende myndigheder efter en fordeling, som fastsættes i vedtægterne.

Stk. 3. Patientforsikringsforeningen afgiver en årlig redegørelse

til sundhedsministeren om sin virksomhed.

Sagernes behandling

§ 13. Patientforsikringsforeningen modtager, oplyser og afgør

alle erstatningssager efter denne lov. Foreningen kan efter nærmere

bestemmelse i vedtægterne bemyndige de enkelte forsikringsselskaber og

selvforsikrende myndigheder til selv at oplyse og afgøre nærmere beskrevne

sagstyper.

Stk. 2. Patientforsikringsforeningen kan lade vidner afhøre ved

byretten på det sted, hvor de bor.

Stk. 3. Patientforsikringsforeningens afgørelser meddeles

vedkommende forsikringsselskab, staten eller selvforsikrende kommune, som

herefter skal udbetale de fastsatte ydelser.

§ 14. Sundhedsministeren nedsætter et patientskadeankenævn, der

består af:

1) En af sundhedsministeren udnævnt formand, som skal være dommer,

2) 2 medlemmer udpeget af sundhedsministeren,

3) 2 sagkyndige medlemmer inden for lægevidenskab udpeget af

Sundhedsstyrelsen,

4) 2 medlemmer udpeget i fællesskab af Amtsrådsforeningen i Danmark og

Københavns og Frederiksberg Kommuner,

5) 2 medlemmer udpeget af De Samvirkende Invalideorganisationer.

Stk. 2. En repræsentant fra patientforsikringsforeningen kan

deltage uden stemmeret ved nævnets behandling af sager.

Stk. 3. Patientskadeankenævnets medlemmer udpeges for 4 år. Finder

udpegningen sted i løbet af en periode, gælder den kun til periodens udløb.

Stk. 4. Sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med

Patientskadeankenævnet dettes forretningsorden.

Stk. 5. Udgifter til drift af Patientskadeankenævnet afholdes af

forsikringsselskaberne og selvforsikrende myndigheder efter den fordeling,

som fastsættes af sundhedsministeren efter § 12, stk. 2, 2. pkt.

§ 15. De afgørelser, der træffes efter § 13, kan indbringes for

Patientskadeankenævnet, der har den endelige administrative afgørelse.

Patientskadeankenævnet kan tillægge en klage opsættende virkning.

Stk. 2. Klage til Patientskadeankenævnet indgives inden 3 måneder

efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

Stk. 3. Patientskadeankenævnet kan se bort fra overskridelse af

klagefristen, når der er særlig grund hertil.

§ 16. Patientskadeankenævnets afgørelse kan indbringes for

landsretten, der kan stadfæste, ophæve eller ændre afgørelsen.

Stk. 2. Indbringelse skal ske inden 6 måneder efter, at afgørelsen

er meddelt.

§ 17. Patientforsikringsforeningen kan af kommuner, amtskommuner

og andre vedkommende, herunder sygehuse, institutioner, behandlende læger

m.v. samt den skadelidte, forlange meddelt enhver oplysning, herunder

sygehusjournaler, journaloptegnelser m.v., som foreningen skønner er af

betydning for behandling af sager efter loven.

Stk. 2. Patientforsikringsforeningen skal afgive de oplysninger

til Patientskadeankenævnet og Sundhedsministeriet, som er nødvendige for

disse myndigheders varetagelse af opgaver efter loven.

Kapitel 3

Lægemiddelforsikringsordning

§ 18. Sundhedsministeren kan godkende, at

patientforsikringsforeningen samarbejder med en lægemiddelforsikringsordning,

som oprettes af lægemiddelbranchens organisationer i Danmark.

Stk. 2. Sundhedsministeren kan efter anmodning fra

lægemiddelbranchen udpege formanden og visse medlemmer til et ankeorgan, der

er omfattet af en sådan lægemiddelforsikringsordning.

Stk. 3. Sundhedsministeren kan efter forhandling med

justitsministeren fastsætte regler om,

1) at organerne i en lægemiddelforsikringsordning kan indhente de i § 17,

stk. 1, nævnte oplysninger,

2) at forvaltningsloven og offentlighedsloven samt straffelovens

bestemmelser om tavshedspligt finder anvendelse på administrationen, og

3) at § 13, stk. 2, om vidneafhøring finder tilsvarende anvendelse på

organerne i en lægemiddelforsikringsordning.

Kapitel 4

Forældelses- og straffebestemmelser

§ 19. Erstatningskrav efter denne lov skal være anmeldt til

patientforsikringsforeningen senest 5 år efter, at den erstatningsberettigede

har fået eller burde have fået kendskab til skaden.

Stk. 2. Forældelse af erstatningskrav indtræder dog senest 10 år

efter den dag, skaden er forårsaget.

§ 20. Overtrædelse af § 10, stk. 1, straffes med bøde. For

overtrædelse, der begås af aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber

eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

Kapitel 5

Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 21. Loven træder i kraft den 1. juli 1992 og finder anvendelse

for skader, der forårsages efter lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 82 af 8. marts 1978 om erstatning

for vaccinationsskader. Skader, der er forårsaget før 1. juli 1992, og som

efter lov om erstatning for vaccinationsskader ville kunne anmeldes senest et

år efter, at de første sikre symptomer på skaden er påvist, omfattes af denne

lov.

§ 22. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som

de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Oprindeligt fremsat forslag

Kapitel 1

Erstatningsomfang

Dækningsområde

§ 1. Til patienter, som her i landet påføres fysisk skade i

forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende foretaget

- på sygehus,

- hos en privatpraktiserende medicinalperson, der er autoriseret i henhold

til særlig lovgivning, eller foretaget på vegne heraf,

- hos en apoteker eller dennes personale,

- hos en offentligt ansat jordemoder uden for sygehusene eller

- hos en kommunalt ansat tandlæge eller dennes medhjælp,

ydes erstatning efter reglerne i denne lov. Det samme gælder for

efterladte til sådanne patienter.

Stk. 2. Med patienter sidestilles personer, der deltager i

biomedicinske forsøg, der ikke indgår som led i diagnostik eller behandling

af personens sygdom. Det samme gælder for vævs-, organ- og vævsvæskedonorer.

Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter regler om, hvilke områder

der efter stk. 1 og 2 nærmere er omfattet af loven. Ministeren kan endvidere

fastsætte regler om, at visse områder efter stk. 1 og 2 er undtaget fra

loven, samt at andre områder end de i stk. 1 og 2 nævnte skal omfattes af

loven.

Erstatningsberettigende skader

§ 2. Erstatning ydes, hvis skaden med overvejende sandsynlighed

er forvoldt på en af følgende måder:

1) hvis det må antages, at en erfaren specialist på det pågældende område

under de i øvrigt givne forhold ville have handlet anderledes ved

undersøgelse, behandling eller lignende, hvorved skaden ville være undgået,

2) hvis skaden skyldes fejl eller svigt i teknisk apparatur, redskaber

eller andet udstyr, der anvendes ved eller i forbindelse med undersøgelse,

behandling eller lignende,

3) hvis skaden ud fra en vurdering kunne være undgået ved hjælp af en

anden til rådighed stående behandlingsteknik eller behandlingsmetode, som ud

fra et medicinsk synspunkt ville have været lige så effektiv til behandling

af patientens sygdom, eller

4) hvis der som følge af undersøgelse, herunder diagnostiske indgreb,

eller behandling indtræder skade i form af infektioner eller andre

komplikationer, der er mere omfattende, end hvad patienten med rimelighed må

tåle. Der skal herved tages hensyn til dels skadens alvor, dels patientens

sygdom og helbredstilstand i øvrigt samt til skadens sjældenhed og

mulighederne i øvrigt for at tage risikoen for dens indtræden i betragtning.

Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, hvilke skader

der efter stk. 1 nærmere er omfattet af loven. Ministeren kan endvidere

fastsætte regler om, at visse skader efter stk. 1, nr. 3, er undtaget fra

loven.

§ 3. Skade som følge af, at der ikke er blevet stillet en rigtig

diagnose af patientens sygdom, erstattes kun i de i § 2, stk. 1, nr. 1 og 2,

nævnte tilfælde.

Stk. 2. Ved ulykkestilfælde, der ikke omfattes af § 2, stk. 1, nr.

2, ydes erstatning kun, hvis skadelidte er under behandling m.v. på et

sygehus og ulykken er indtruffet inden for dettes område under sådanne

omstændigheder, at sygehuset måtte antages at have pådraget sig

erstatningsansvar herfor efter almindelige erstatningsretlige regler.

Stk. 3. Erstatning efter denne lov ydes ikke for skader, der

skyldes egenskaber ved de lægemidler, der er anvendt ved undersøgelse,

behandling eller lignende.

§ 4. Til de af § 1, stk. 2, omfattede forsøgspersoner og donorer

ydes erstatning for enhver skade, som kan være forårsaget af forsøget eller

af udtagelsen af væv m.v., medmindre det er overvejende sandsynligt, at

skaden har anden årsag.

Stk. 2. Reglen i stk. 1 gælder ikke ved skader, der omfattes af §

3, stk. 3.

Stk. 3. For de af § 1, stk. 2, 1. pkt., omfattede forsøgspersoner

gælder reglen i stk. 1 tilsvarende for psykisk skade.

Erstatningsudmåling m.v.

§ 5. Erstatning og godtgørelse fastsættes efter reglerne i lov om

erstatningsansvar.

Stk. 2. Erstatning m.v. efter stk. 1 ydes, såfremt den overstiger

20.000 kr. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at erstatning for tabt

arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte kun ydes, såfremt skaden

har medført uarbejdsdygtighed eller sygdom ud over en nærmere fastsat

periode, der højst kan udgøre 3 måneder.

Stk. 3. Stk. 2 samt regler fastsat i medfør af stk. 2 finder ikke

anvendelse på skader, der omfattes af § 4, stk. 1 eller stk. 3, jf. § 1, stk.

2.

Stk. 4. Erstatning ydes ikke til dækning af regreskrav.

§ 6. Erstatningen til patienten eller dennes efterladte kan

nedsættes eller efter omstændighederne helt bortfalde, hvis patienten

forsætligt eller ved grov uagtsomhed har medvirket til skaden.

§ 7. I det omfang patienten eller dennes efterladte har fået eller

har krav på at få erstatning i henhold til § 5, kan erstatningskrav ikke

rejses mod nogen, der måtte have pådraget sig erstatningsansvar for skaden.

§ 8. Hvis den, der efter almindelige erstatningsregler måtte have

pådraget sig erstatningsansvar over for patienten eller dennes efterladte, er

omfattet af § 1, stk. 1, eller i øvrigt er ansat på et sygehus, kan ydelser i

henhold til § 5 kun danne grundlag for regreskrav, hvis skaden er forvoldt

forsætligt.

Kapitel 2

Erstatningsordningens organisation

Erstatningspligt

§ 9. Pligt til at yde erstatning efter loven har:

1) Enhver driftsansvarlig for sygehuse, for en privat praksis omfattende

en eller flere medicinalpersoner, der er autoriserede i henhold til særlig

lovgivning, for et apotek, for offentligt ansatte jordemødre uden for

sygehusene, for kommunalt ansatte tandlæger samt driftsansvarlige for

institutioner, som foretager undersøgelse, behandling eller lignende på vegne

af ovenstående.

2) Driftsansvarlige for institutioner, som foretager biomedicinske forsøg

på personer, uden at forsøget indgår som led i diagnostik eller behandling af

personens sygdom, og driftsansvarlige for institutioner, som forestår vævs-,

organ- og vævsvæskedonorvirksomhed.

3) Andre driftsansvarlige, som efter § 1, stk. 3, måtte blive inddraget

under lovens dækningsområde.

Forsikringspligt

§ 10. Krav om erstatning efter loven skal være dækket af en

forsikring i et forsikringsselskab, der er godkendt af sundhedsministeren,

jf. dog § 11.

Stk. 2. Forsikringen skal inden for et år yde erstatnig efter § 5

på indtil 30 mio. kr. Omfatter forsikringen flere personer, skal forsikringen

inden for et år dække erstatning på indtil 30 mio. kr. for hver omfattet

medicinalperson, der er autoriseret i henhold til særlig lovgivning.

Stk. 3. Beløbene i stk. 2 reguleres efter reglerne i § 15 i lov om

erstatningsansvar.

Stk. 4. Sundhedsministeren fastsætter bestemmelser om

forsikringspligtens gennemførelse. Ministeren fastsætter herunder bestemmelse

om,

1) at de efter stk. 1 godkendte forsikringsselskaber i fællesskab yder

erstatning i tilfælde af overtrædelse af stk. 1,

2) at de efter stk. 1 godkendte forsikringsselskaber i fællesskab yder

erstatning i tilfælde, hvor erstatningen overstiger forsikringens

dækningssum, jf. stk. 2,

3) at de erstatningspligtige i fællesskab yder erstatning efter § 5 i

tilfælde, hvor det ikke er muligt med rimelig sikkerhed at udpege den

erstatningspligtige efter § 9.

Stk. 5. Ministeren kan ved fastsættelse af bestemmelser efter stk.

4, nr. 1-3, indføre en maksimering af den fælles erstatningsforpligtelse.

Stk. 6. Præmier for forsikringen tillægges udpantningsret.

§ 11. Staten og kommunerne er undtaget fra forsikringspligt efter

§ 10.

Patientforsikringsforeningen

§ 12. Forsikringsselskaber, som er godkendt efter § 10, opretter

i fællesskab en patientforsikringsforening og vælger en bestyrelse for

foreningen. Sundhedsministeren kan bestemme, at staten og de kommuner, som er

selvforsikrende, kan blive medlem af bestyrelsen.

Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter vedtægter for foreningens

styrelse og virksomhed. Udgifter til foreningens drift samt udgifter, der i

øvrigt pålægges foreningen efter loven, afholdes af forsikringsselskaberne og

selvforsikrende myndigheder efter en fordeling, som fastsættes i vedtægterne.

Stk. 3. De godkendte forsikringsselskaber og de kommuner, der

efter § 11 ikke har tegnet forsikring, skal dække udgifterne til Den Sociale

Ankestyrelses administration af de forhold, der omfattes af denne lov.

Bidragets størrelse fastsættes een gang årligt. Ankestyrelsen giver inden

udgangen af september måned patientforsikringsforeningen meddelelse om

størrelsen af bidraget, der skal indbetales inden udgangen af oktober måned

samme år. Fordelingen af foreningens bidrag til Den Sociale Ankestyrelse

fastsættes i vedtægterne.

Stk. 4. Patientforsikringsforeningen afgiver en årlig redegørelse

til sundhedsministeren om sin virksomhed.

Sagernes behandling

§ 13. Patientforsikringsforeningen modtager, oplyser og afgør

alle erstatningssager efter denne lov. Foreningen kan efter nærmere

bestemmelse i vedtægterne bemyndige de enkelte forsikringsselskaber og

selvforsikrende myndigheder til selv at oplyse og afgøre nærmere beskrevne

sagstyper.

Stk. 2. Patientforsikringsforeningen kan lade vidner afhøre ved

byretten på det sted, hvor de bor.

Stk. 3. Patientforsikringsforeningens afgørelser meddeles

vedkommende forsikringsselskab, staten eller selvforsikrende kommune, som

herefter skal udbetale de fastsatte ydelser.

§ 14. De afgørelser, der træffes efter § 13, kan indbringes for

Den Sociale Ankestyrelse, der har den endelige administrative afgørelse.

Ankestyrelsen kan tillægge en klage opsættende virkning.

Stk. 2. Klage til ankestyrelsen indgives inden 4 uger efter, at

klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

Stk. 3. Ankestyrelsen kan se bort fra overskridelse af

klagefristen, når der er særlig grund hertil.

§ 15. Den Sociale Ankestyrelses afgørelse kan indbringes for

landsretten, der kan stadfæste, ophæve eller ændre afgørelsen.

Stk. 2. Indbringelse skal ske inden 6 måneder efter, at afgørelsen

er meddelt.

§ 16. Patientforsikringsforeningen kan af kommuner, amtskommuner

og andre vedkommende, herunder sygehuse, institutioner, behandlende læger

m.v. samt den skadelidte forlange meddelt enhver oplysning, herunder

sygehusjournaler, journaloptegnelser m.v., som foreningen skønner er af

betydning for behandling af sager efter loven.

Stk. 2. Patientforsikringsforeningen skal afgive de oplysninger

til Den Sociale Ankestyrelse og Sundhedsministeriet, som er nødvendige for

disse myndigheders varetagelse af opgaver efter loven.

Kapitel 3

Forældelses- og straffebestemmelser

§ 17. Erstatningskrav efter denne lov skal være anmeldt til

patientforsikringsforeningen senest 5 år efter, at den erstatningsberettigede

har fået eller burde have fået kendskab til skaden.

Stk. 2. Forældelse af erstatningskrav indtræder dog senest 10 år

efter den dag, skaden er forårsaget.

§ 18. Overtrædelse af § 10, stk. 1, straffes med bøde. For

overtrædelse, der begås af aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber

eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

Kapitel 4

Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 19. Loven træder i kraft den 1. januar 1992 og finder

anvendelse for skader, der forårsages efter lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 82 af 8. marts 1978 om erstatning

for vaccinationsskader. Skader, der er forårsaget før 1. januar 1992, og som

efter lov om erstatning for vaccinationsskader ville kunne anmeldes senest et

år efter, at de første sikre symptomer på skaden er påvist, omfattes af denne

lov.

§ 20. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som

de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Lovforslaget er bortset fra ikrafttrædelsestidspunktet i § 19 en uændret

genfremsættelse af lovforslag nr. L 151, folketingsåret 1987-88 (1. samling),

som sundhedsministeren fremsatte den 14. januar 1988. Lovforslaget

genfremsattes af Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti i

folketingsåret 1989-90 som nr. L 211. Der henvises til Folketingstidende

1987-88 (1. samling), forhandlingerne sp. 4670 og 6277, tillæg A sp. 3031,

samt til Folketingstidende 1989-90, forhandlingerne sp. 7726 og 8281 og

tillæg A sp. 5283.

Baggrunden for at fremsætte sundhedsministerens lovforslag uændret er, at

forslagsstillerne finder det formålstjenligt, at debatten om, hvorvidt der

skal indføres en patientforsikringsordning, tager udgangspunkt i de tidligere

drøftelser i forbindelse med behandlingen af sundhedsministerens lovforslag.

Bemærkningerne til L 151 er på visse punkter blevet uaktuelle. Det gælder

f.eks. henvisninger til ikrafttrædelsestidspunktet den 1. juni 1989 i

lovforslag nr. L 151, afsnittet om lovforslagets økonomiske og administrative

konsekvenser og forhold, der er ændret som følge af ændringer i lovgivningen

foretaget efter fremsættelsen af L 151.

Forslagsstillerne har valgt at medtage bemærkningerne til lovforslag nr. L

151 som et bilag til nærværende lovforslag frem for at foretage en

ajourføring af bemærkningerne, der kunne skabe uklarhed om omfanget af

ændringerne heri.

Bilag

Bemærkninger til det af sundhedsministeren i folketingsåret 1987-88 (1.

samling) fremsatte forslag til lov om patientforsikring (L 151)

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets hovedindhold og baggrund

1.1. Lovforslaget er på de centrale punkter i det væsentlige en uændret

genfremsættelse af det forslag til lov om patientforsikring, der blev fremsat

for Folketinget den 19. februar 1987 (Lovforslag nr. 210 i folketingsåret

1986-87), og som ikke nåede at blive færdigbehandlet inden udgangen af

folketingsåret 1986-87. Indenrigsministerens fremsættelsestale er optrykt i

Folketingstidende 1986-87, Folketingets forhandlinger, sp. 7660-61.

Førstebehandlingen af lovforslaget er optrykt smst. sp. 8625 ff.

Samtidig med fremsættelsen i Folketinget blev lovforslaget sendt til

udtalelse hos de berørte myndigheder og organisationer. Bl.a. foranlediget af

disse udtalelser er der foretaget enkelte ændringer i forhold til det

tidligere forslag. I § 1, stk. 1, er patientforsikringens dækningsområde nu

direkte i lovteksten udvidet til også at omfatte apotekere eller disses

personale, offentligt ansatte jordemødres virksomhed uden for sygehusene samt

tandlæger og disses medhjælp i den kommunale tandpleje. I § 10, stk. 2, er

der fastsat en maksimering af den lovpligtige forsikringsdækning.

Bestemmelsen er begrundet i forsikringsmæssige hensyn i forbindelse med

genforsikring og tager ikke sigte på at berøre patienternes ret til

erstatning efter loven. Dette fremgår af § 10, stk. 4, nr. 2, hvorefter der

vil blive fastsat bestemmelser om, at de godkendte forsikringsselskaber i

fællesskab skal udrede de erstatninger, der ligger ud over maksimumsgrænsen i

§ 10, stk. 2. Der vil endvidere i medfør af § 10, stk. 4, nr. 1, blive

fastsat bestemmelser om, at de godkendte forsikringsselskaber i fællesskab

skal yde erstatning i de tilfælde, hvor en forsikringspligtig uretmæssigt

ikke har tegnet forsikring, ligesom de erstatningspligtige i fællesskab skal

yde erstatning i de tilfælde, hvor en erstatningspligtig ikke med rimelig

sikkerhed kan udpeges, jf. § 10, stk. 4, nr. 3. I § 10, stk. 5, er der

indført en bemyndigelse til ministeren til at fastsætte en begrænsning af den

fælles erstatningsforpligtelse, jf. stk. 4, nr. 1-3. I § 15, stk. 2, er

fristen for indbringelse af Den Sociale Ankestyrelses afgørelser for

landsretten forlænget fra 4 uger til 6 måneder. I § 19, stk. 1, foreslås

ikrafttrædelsestidspunktet rykket frem til 1. juni 1989. Endvidere er

bemærkningerne til lovforslaget på enkelte punkter uddybet eller præciseret.

1.2. Formålet med lovforslaget er at oprette en offentligt styret

patientforsikringsordning, hvorefter der gives patienter erstatning for

skader opstået under behandling m.v. i sundhedsvæsenet, navnlig

sygehusvæsenet, i videre omfang end efter gældende erstatningsregler (f.eks.

culpareglen) og på en for patienten lettere og hurtigere måde.

Baggrunden for lovforslaget er, at dansk rets almindelige erstatningsregel

- culpareglen, hvorefter skadelidte skal kunne bevise, at der er begået en

fejl eller udvist en forsømmelse - findes uhensigtsmæssig, når det drejer sig

om patientskader. Det har særlig for patientskader vist sig vanskeligt for

patienten at føre bevis for lægelige fejl og årsagsforbindelse mellem fejl og

skade. Det synes endvidere urimeligt, at skadede patienter skal igennem

anstrengende retssager.

Ifølge lovforslaget ( § 1) vil alle patienter, eller disses efterladte,

samt forsøgspersoner og donorer have krav på erstatning (§ 2) for skader, som

med overvejende sandsynlighed skyldes undersøgelse, behandling eller lignende

på sygehus, på apotek, hos offentligt ansatte jordemødre uden for sygehusene,

hos tandlæger inden for den kommunale tandpleje eller hos en

privatpraktiserende medicinalperson. Udgangspunktet er, at der ydes

erstatning ved skader, der kunne være undgået ved, at undersøgelsen,

behandlingen m.v. var blevet udført på en anden måde end den, der faktisk

blev anvendt. I visse tilfælde kan der endvidere ydes erstatning, selv om

skaden ikke kunne være undgået. Erstatningerne udmåles (§ 5) efter reglerne i

erstatningsansvarsloven. Herved dækkes såvel varige som midlertidige tab.

Ordningen gennemføres således, at (§ 9) driftsansvarlige for sygehuse,

privat praksis for en eller flere autoriserede medicinalpersoner m.v. er

erstatningspligtige for ovenstående skader. Endvidere er de

erstatningsansvarlige, med undtagelse af staten og kommunerne, pligtige (§

10) at være dækket af en forsikring i et forsikringsselskab, der er godkendt

af sundhedsministeren. De forsikringsgivende selskaber danner (§ 12) i

fællesskab en forening, som træffer afgørelse i de enkelte erstatningssager.

Loven træder i kraft den 1. juni 1989.

1.3. I december 1984 nedsatte Indenrigsministeriet en

arbejdsgruppe, som fik til opgave at undersøge mulighederne for eventuelt at

etablere en patientforsikringsordning i Danmark. I juni 1986 afsluttede

arbejdsgruppen sit arbejde med afgivelse af rapporten »Patient- og

lægemiddelforsikring«. Rapportens synspunkter er videreført i det

foreliggende lovforslag. I det omfang der i bemærkningerne henvises til denne

rapport, bruges forkortelsen: rap., efterfulgt af sidenummer.

2. Gældende erstatningsforhold på sundhedsområdet

2.1. Danmark

Hovedreglen inden for dansk erstatningsret er den såkaldte culparegel. En

person eller myndighed bliver herefter kun erstatningspligtig, hvis

vedkommende har udvist fejl eller forsømmelse, dvs. begået en forsætlig eller

uagtsom skadegørende handling eller undladelse.

For at kunne pålægge et erstatningsansvar skal det endvidere kunne

bevises, at der er lidt et tab, og at der er en naturlig sammenhæng mellem

den skadevoldende handling og tabet. Det er som hovedregel skadelidte, der

skal bevise, at skadevolderen har handlet culpøst, at der er lidt et tab, og

at der er årsagssammenhæng mellem handling og tab. Kan skadelidte ikke føre

bevis herfor, bliver skaden ofte betegnet som hændelig, og erstatning

udbetales ikke.

På sundhedsområdet finder culpareglen og de øvrige erstatningsbetingelser

almindelig anvendelse. Dette betyder, at en medicinalperson pådrager sig

erstatningsansvar, hvis denne har handlet anderledes, end man med rette kunne

forvente af en person med den pågældende uddannelse i den pågældende

situation.

Ved anvendelse af særlig kompliceret teknisk apparatur har retspraksis på

sundhedsområdet - som på andre områder - stillet store krav til personalets

agtpågivenhed, navnlig hvor fejlbetjening kan medføre store skader for

patienten.

På enkeltstående områder inden for sundhedsvæsenet er der gennemført

særlige og mere vidtgående erstatningsregler, der retter sig mod de

offentlige sundhedsmyndigheder.

Ifølge lov om erstatning for vaccinationsskader, L 82 8/3 1978, § 1, yder

staten erstatning til en vaccineret person - eller dennes efterladte - for

skade, som med rimelig sandsynlighed må anses at være forårsaget af visse

vaccinationer her i landet.

Ifølge tekstanmærkninger til finansloven er sundhedsministeren bemyndiget

til at yde bloddonorer samt nyre- og knoglemarvsdonorer eller disses

efterladte erstatning i tilfælde af midlertidig eller varig

legemsbeskadigelse eller død, der med rimelighed kan henføres til afgivelsen

af blod til blodtransfusion eller antages at skyldes nyre- eller

knoglemarvsafgivelsen eller den nødvendige forundersøgelse.

Baggrunden for et udvidet erstatningsansvar på disse områder er, at

skadelidte her har underkastet sig »indgreb« til hjælp for andre

personer.

Samtlige amtskommunale sygehuse, med undtagelse af eet, er

ansvarsforsikret i Kommunernes Gensidige Forsikringsselskab. Forsikringerne

dækker det erstatningsansvar, som forsikringstagerne og de i

forsikringstagernes tjeneste værende personer pådrager sig for skade,

tilføjet personer eller ting under udøvelse af pågældendes erhverv, inkl.

ansvaret som ejer eller bruger af bygning eller grundareal. Enkelte

amtskommuner har tegnet forsikringen med en vis selvrisiko. Københavns og

Frederiksberg Kommuner samt staten (Rigshospitalet) er selvforsikrende på

området.

2.2. Udlandet

I Sverige er hele sundhedsvæsenet med virkning fra 1. januar 1975

omfattet af en frivillig patientforsikringsordning. Forsikringen er en

frivillig, kollektiv ulykkesforsikring tegnet til fordel for tredjemand -

dvs. borgerne - og er tegnet af det offentlige sundhedsvæsens arbejdsgivere

samt de privatpraktiserende medicinalpersoner. Forsikringen dækker ud over

culpøse skader også visse hændelige skader forårsaget af behandling,

diagnostiske indgreb, fejlagtig diagnose, infektioner og ulykker.

I Sverige er der endvidere med virkning fra 1. juli 1978 etableret en

frivillig forsikringsaftale mellem forsikringsbranchen og medicinalbranchen

til dækning af lægemiddelskader. Ordningen medfører en betydelig udvidelse af

adgangen til at få erstatning for lægemiddelskader. Der stilles alene krav

om, at der er overvejende sandsynlighed for, at skaden skyldes indtagelse af

et lægemiddel. Skader, som rimeligvis må godtages som bivirkninger, erstattes

dog ikke.

I Norge har regeringen i efteråret 1985 nedsat et udvalg, som skal

undersøge mulighederne for at indføre en offentlig patientforsikring efter

svensk mønster.

I Finland er i 1986 vedtaget en lov, der med virkning fra 1. maj

1987 forpligter driftsansvarlige for sygehuse og privat praksis for

autoriserede medicinalpersoner til at tegne forsikringer, som dækker

patientskader. Erstatningsgrundlaget er stort set det samme som i Sverige.

I New Zealand erstattes alle ulykker med personskader, herunder

også lægelige ulykker, efter reglerne i en ulykkeserstatningslov fra 1972. I

praksis er der for så vidt angår patientskader stor lighed med

skadeafgrænsningen efter den svenske ordning. I New Zealand finansieres

erstatningerne dels gennem afgifter fra arbejdsgivere og dels gennem

skattemidler.

Der ses ikke ved en foreløbig undersøgelse at være indført lignende

patientforsikringsordninger andre steder i verden end nævnt ovenfor.

3. Patientskadernes omfang i Danmark

I 1985 blev ca. 200 personskader anmeldt til Kommunernes Gensidige

Forsikringsselskab, og selskabet havde en samlet erstatningsudgift på ca. 10

mio. kr. I 1985 anmeldtes der i alt i Danmark ca. 225 erstatningskrav for

personskade ved lægelig behandling på alle landets sygehuse, dvs. inkl.

Københavns og Frederiksberg Kommuner og staten. Ca. halvdelen skønnes at

vedrøre culpøse skader.

Det skønnes, at det samlede antal erstatningsberettigende hændelige og

ikke-hændelige fysiske personskader, som opstår i forbindelse med

sundhedsvæsenets behandling og diagnosestillelse af patienter, efter

lovforslaget vil udgøre ca. 2.000 pr. år. Der er dog betydelig usikkerhed i

dette skøn.

4. Patientforsikringens dækningsområde

Lovforslaget tager udgangspunkt i det eksisterende arbejdsgiveransvar.

Der er således tale om, at det udvidede erstatningsansvar for patientskader

pålægges sundhedsvæsenets arbejdsgivere. I lovforslaget (§ 1) afgrænses de

erstatningspligtige til direkte at omfatte driftsansvarlige for sygehuse

(amtskommuner m.fl., stat og private), driftsansvarlige for apoteker, for

offentligt ansatte jordemødre ansat uden for sygehusene, for den kommunale

tandplejeordning (jf. L 310 4/6 1986 om tandpleje m.v.), driftsansvarlige for

privat praksis for autoriserede medicinalpersoner samt driftsansvarlige for

institutioner, som foretager undersøgelse, behandling eller lignende på vegne

af disse. Denne afgrænsning dækker den centrale del af patientforsikringens

område, idet den altovervejende del af de beskrevne skader forventes at opstå

her. Uden for den direkte lovregulerede afgrænsning holdes således de fleste

primærkommunale sundhedsordninger (sundhedsplejersker, hjemmesygeplejersker,

kommunalt ansatte medicinalpersoner ved f.eks. plejehjem, medicinalpersoner

ved skolesundhedstjenesten m.v.). Disse grupper vil sundhedsministeren efter

behov kunne inddrage under ordningen efter § 1, stk. 3, 2. pkt. Tilsvarende

gælder f.eks. kiropraktorer og andre ikke-autoriserede medicinalpersoner. Nye

grupper af medicinalpersoner, som opnår autorisation og påbegynder privat

praksis, vil umiddelbart blive omfattet af lovens bestemmelser.

Som følge af at lovforslaget, jf. § 1, stk. 2, omfatter sunde

forsøgspersoner, som indgår i biomedicinske forsøg, er driftsansvarlige for

institutioner, som udfører sådanne forsøg, ligeledes omfattet af

erstatningspligten.

Bestemmelsen i lovforslagets § 1, stk. 3, sikrer, at lovforslagets

dækningsområde kan tilpasses udviklingen eller nærmere kan præciseres for

særlige grupper, idet sundhedsministeren herefter kan begrænse eller udvide

lovens dækningsområde ved at pålægge de herfor driftsansvarlige

erstatningspligt efter loven.

5. Patientforsikringens skadeafgrænsning

5.1. Udgangspunktet for afgrænsningen af, hvilke skader loven skal

omfatte, er på den ene side, at de skader, som i dag er

erstatningsberettigende - de culpøse skader - må omfattes af loven, mens på

den anden side, de skader, som er uundgåelige følger af grundsygdommen og

behandlingen, ikke omfattes af loven.

Lovforslagets skadeafgrænsning bygger på en beskrivelse af patientskader

ud fra et uundgåelighedskriterium, jf. rap. s. 61-63.

På denne baggrund dækkes (§ 2) alle skader, der enten skyldes fejl fra

læge m.v. (hvor målestokken for fejlbedømmelsen er, hvad en kyndig og erfaren

specialist ville gøre) eller apparatursvigt (uanset om dette beror på en

fejl). Endvidere dækkes alle skader (bortset fra følgerne af en forkert

diagnose), der ud fra en efterfølgende betragtning kunne være undgået ved

hjælp af en anden til rådighed stående behandlingsteknik eller

behandligsmetode (en slags »udviklingsskade«-dækning). Endelig

dækkes skader i form af komplikationer eller infektioner som følge af

undersøgelse, herunder diagnostiske indgreb eller behandling, selv om skaden

ikke kunne være undgået. Det er her en forudsætning, at skaden går ud over,

hvad patienten med rimelighed må tåle under hensyn til skadens alvor,

patientens sygdom og helbredstilstand i øvrigt samt skadens sjældenhed (en

slags »systemskade«-dækning).

5.2. Lovforslaget indeholder endvidere bestemmelser om visse

specielle skader:

Ulykker (§ 3, stk. 2) sket uden direkte sammenhæng med patientbehandling

m.v. dækkes af praktiske og afgrænsningsmæssige grunde også af

patientforsikringen, men kun når de er sket på et sygehus og kun inden for

rammerne af det eksisterende ansvarsgrundlag. Psykiske skader er undtaget fra

dækningsområdet, bl.a. fordi det lægeligt er meget vanskeligt at afgøre, om

en psykisk skade skyldes behandlingen eller andre forhold eller er en direkte

følge af grundsygdommen. Generelt er behandlingen af psykiske sygdomme dog

ikke undtaget. Indtræder der f.eks. ved en sådan behandling en fysisk skade,

er denne omfattet, ligesom psykiske følger af fysisk skade er omfattet.

Derimod vil en fysisk følge af en rent psykisk skade ikke være omfattet.

Lovforslaget indeholder endvidere en særregel (§ 4) om en udvidet dækning

for sunde forsøgspersoner, dvs. personer som deltager i forsøg, der ikke

indgår som led i diagnostik eller behandling af nogen sygdom, den pågældende

lider af. For disse personer er der ingen begrænsning med hensyn til, hvilke

skader der ydes erstatning for.

Endelig skal det nævnes, at erstatning for skader i forbindelse med

donorvirksomhed (nyre- og knoglemarvsdonorer samt bloddonorer) samt skader i

forbindelse med vaccinationer inddrages under lovens almindelige

dækningsområde.

5.3. Lovforslaget dækker ikke skader, der alene skyldes de

anvendte lægemidler (§ 3, stk. 3). Hvis en skade opfylder de almindelige

kriterier, som gælder for patientforsikringen, dækkes den dog også af

lovforslaget, selv om lægemidlet indgår som (medvirkende) skadeårsag. Der

ydes således erstatning, hvis der er begået fejl ved anvendelsen af

lægemidlet, eller hvis skaden - i øvrigt - kunne være undgået ved en anden

til rådighed stående behandlingsmetode, jf. § 2, stk. 1, nr. 3, men ikke,

hvis der er tale om en uundgåelig komplikation, som alene må henføres til det

eller de anvendte lægemidler.

På baggrund af EF-direktiv af 25. juli 1985 om produktansvar findes det

vigtigt, at medicinalbranchen på et frivilligt grundlag etablerer en

lægemiddelforsikring, der kan harmoniseres med lovforslaget, dels med hensyn

til skade- og erstatningsdækning, dels organisatorisk. Dette vil sikre, at

bl.a. skadeanmeldelse i grænsetilfælde ikke forskydes til den ordning, der

giver størst erstatning. Endvidere vil grænsetilfælde kunne fordeles efter

reglernes hensigt, bl.a. af hensyn til den forskellige finansiering, der vil

ligge bag de to forsikringer.

5.4. For så vidt angår bevisbyrdereglerne er disse efter

lovforslaget lettet for patienten i to henseender. Dels påhviler der ikke

direkte patienten nogen bevisbyrde i den forstand, at det er patienten, der

skal tilvejebringe bevis for, at skaden er forårsaget ved et af de i lovens §

2 nævnte forhold, som opfylder de materielle dækningskriterier.

Patientforsikringsforeningen varetager - efter anmeldelse af skaden -

oplysningen af sagen (§ 13), og på grundlag heraf vurderer foreningen, om

erstatningsbetingelserne er opfyldt i de enkelte tilfælde. Dels skal der kun

foreligge en overvejende sandsynlig sammenhæng (§ 2) mellem behandling og

erstatningsgivende skade, for at erstatning kan ydes. Endelig er sidstnævnte

bevisregel lempet yderligere for forsøgspersoner og donorer (§ 4, stk. 1),

idet den her er formuleret som en omvendt bevisbyrde.

6. Patientforsikringens erstatninger

Efter lovforslaget (§ 5) skal erstatningsudmålingen følge

erstatningsansvarslovens bestemmelser herom. Dette medfører, at der ved

personskade ydes erstatning og godtgørelse for såvel midlertidige tab

(helbredelsesudgifter, tabt arbejdsfortjeneste, svie og smerte) som for

varige tab (varigt meen og erhvervsevnetab). Ved dødsfald kan der ydes

erstatning for forsørgertab og ydes begravelseshjælp.

Sundhedsministeren kan fastsætte regler om (§ 5, stk. 2), at erstatning

for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte kun ydes i det

omfang, patientskaden har medført uarbejdsdygtighed eller sygdom i mere end 3

måneder. Endvidere ydes der ikke erstatning i det omfang, den andrager mindre

end 20.000 kr. Disse regler gælder dog ikke forsøgspersoner og donorer.

Erstatning til patienten eller dennes efterladte kan nedsættes eller efter

omstændighederne helt bortfalde, hvis patienten forsætligt eller ved grov

uagtsomhed selv har medvirket til skaden.

7. Patientforsikringens organisation og finansiering

De erstatningspligtige, med undtagelse af staten og kommunerne, har pligt

(§ 10) til at tegne forsikringer i forsikringsselskaber, som er godkendt af

sundhedsministeren, til dækning af erstatningskrav efter lovforslaget.

Forsikringspligten pålægges således driftsansvarlige for private sygehuse,

driftsansvarlige for apoteker, driftsansvarlige for privat praksis for

autoriserede medicinalpersoner samt driftsansvarlige for private

institutioner, som foretager undersøgelser, behandling eller lignende på

vegne af ovenstående. Forsikringspligten påhviler endvidere private

institutioner og virksomheder, som foretager biomedicinske forsøg med sunde

personer, samt private institutioner, som forestår vævs-, organ- og

vævsvæskedonorvirksomhed.

Forsikringsselskaberne skal yde erstatning på indtil 30 mio. kr. inden for

et forsikringsår. Omfatter forsikringen flere personer, skal forsikringen

dække erstatning på indtil 30 mio. kr. pr. autoriseret medicinalperson.

Såfremt et selskab inden for et år modtager berettigede erstatningskrav

udover det gældende maksimum, skal de godkendte selskaber i fællesskab yde

erstatning. Selskaberne har herefter adgang til at rejse regreskrav over for

den erstatningsansvarlige. Endvidere skal selskaberne i fællesskab erstatte

skader, som er ansvarspådragende efter loven, men som forårsages af personer,

som uretmæssigt ikke er forsikret. Selskaberne har i disse tilfælde ligeledes

adgang til at rejse regreskrav over for den erstatningspligtige.

Patientforsikringsforeningen vil, på grundlag af Sundhedsstyrelsens registre

for autoriserede medicinalpersoner, have mulighed for at identificere

uforsikrede driftsansvarlige.

Det forventes, at de fleste amtskommuner vil dække ansvaret efter denne

lov gennem Kommunernes Gensidige Forsikringsselskab, som i forvejen dækker de

fleste amtskommuners eksisterende erstatningsansvar.

Til at administrere forsikringsordningen danner de forsikringsselskaber,

som dækker erstatningsansvar efter lovforslaget, i fællesskab en forening (§

12) og vælger en bestyrelse for foreningen samt opretter et administrativt

sekretariat. Sundhedsministeren godkender vedtægterne for

patientforsikringsforeningens styrelse og virksomhed, og sundhedsministeren

kan bestemme, at selvforsikrede myndigheder skal være medlemmer af

patientforsikringsforeningens bestyrelse. Det findes vigtigt, at der gennem

et sådant fællesorgan kan skabes en ensartet praksis på området samt i øvrigt

en rationel administration, bl.a. ved selskabernes fælles anvendelse af

lægelige konsulenter eller lignende. Patientforsikringsforeningen modtager,

oplyser og afgør alle erstatningssager efter loven, herunder også for

selvforsikrende (§ 13). Foreningen vil efter vedtægterne kunne bemyndige de

enkelte forsikringsselskaber og de enkelte selvforsikrende myndigheder til

selv at oplyse og afgøre nærmere beskrevne sagstyper.

Patientforsikringsforeningen afgiver årligt en redegørelse til

sundhedsministeren om sin virksomhed.

I foreningens vedtægter fastsættes en fordeling, hvorefter

forsikringsselskaberne og selvforsikrede myndigheder afholder udgifter til

foreningens drift samt udgifter, som i øvrigt pålægges foreningen efter

loven.

Samtidig med etableringen af bestyrelsen vil der blive oprettet et

uformelt kontaktorgan mellem kommunerne, staten m.fl. Der henvises herom

nærmere til bemærkningerne til § 12.

Det har ved udarbejdelsen af lovforslaget været overvejet, om der heri

skulle optages en bestemmelse til særlig regulering af

forsikringsselskabernes avance på patientforsikringsområdet i princippet

svarende til en lignende bestemmelse optaget i arbejdsskadeforsikringsloven

(§ 47). Da størstedelen af forsikringsområdet forventes varetaget af

kommunernes eget forsikringsselskab, da konkurrenceforholdene skønnes at

sikre rimelige præmieopkrævninger på området, og da Finanstilsynet i øvrigt

vil føre et almindeligt tilsyn med forsikringsselskaberne på området,

herunder også økonomisk, er der ikke i lovforslaget indført en

avancebegrænsningsbestemmelse. Det vil, bl.a. gennem den statistik, der skal

udarbejdes af patientforsikringsforeningen, blive vurderet, om der eventuelt

i fremtiden skulle blive behov for at optage en sådan bestemmelse i loven.

Patientforsikringsforeningens afgørelser i de enkelte sager meddeles de

respektive forsikringsselskaber, staten eller de selvforsikrende kommuner,

som herefter er pligtige til at udbetale de fastsatte ydelser. Dog kan

foreningens afgørelser, inden 4 uger efter at klageren har fået meddelelse om

afgørelsen, indbringes for Den Sociale Ankestyrelse (§ 14), der foruden at

være ankeinstans på det sociale område også er ankeinstans på

arbejdsskadeforsikringens område. Den Sociale Ankestyrelse, som har den

endelige administrative afgørelse, kan se bort fra overskridelse af

tidsfristen, når der er særlig grund hertil.

I lovforslaget (§ 15) er det endvidere bestemt, at hvis en afgørelse fra

Den Sociale Ankestyrelse ønskes forelagt de almindelige domstole, skal dette

ske inden 6 måneder fra det tidspunkt, ankestyrelsen har meddelt sin

afgørelse. Det er også med denne 6-måneders-frist ønsket, at

erstatningssagerne efter ordningen ikke verserer mange år efter, at skaden er

opstået, og dermed skaber vanskelighed for bevisførelse m.v.

Til brug for behandlingen af erstatningssagerne kan

patientforsikringsforeningen forlange meddelt enhver oplysning (§ 16) fra

kommuner, amtskommuner m.v., herunder sygehuse, institutioner, behandlende

læger m.v. samt den skadelidte, som foreningen skønner er af betydning for

sagernes afgørelse. Patientforsikringsforeningen kan således indhente

sygehusjournaler, journaloptegnelser m.v.

Tilsvarende skal patientforsikringsforeningen afgive de oplysninger til

Den Sociale Ankestyrelse og til Sundhedsministeriet, som er nødvendige for

disse myndigheders varetagelse af opgaver efter loven.

Erstatningskrav efter loven forældes 5 år efter, at den

erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab til skaden.

Forældelse af erstatningskrav indtræder dog senest 10 år efter den dag,

skaden er forårsaget.

8. Hørte myndigheder, organisationer m.v.

Forslaget har, således som det blev fremsat for Folketinget den 19.

februar 1987 (Lovforslag nr. 210 i folketingsåret 1986-87), været til

udtalelse hos berørte ministerier, organisationer m.fl., herunder

forsikrings- og lægemiddelbranchen.

9. Lovforslagets administrative og økonomiske konsekvenser

9.1. Lovforslagets administrative konsekvenser knytter sig næsten

udelukkende til forsikringsselskabernes oprettelse af den fælles

patientforsikringsforening med hertil hørende bestyrelse og sekretariat til

administration af ordningen. I et mindre omfang vil eksisterende myndigheder

og organer få arbejdsopgaver på området, jf. nedenfor.

Det er ikke fundet hensigtsmæssigt at knytte patientforsikringsordningen

organisatorisk til det klagesystem, der har det faglige tilsyn med

medicinalpersoner og sundhedsvæsenet i øvrigt (Sundhedsstyrelsen m.v.), idet

det bl.a. ikke efter forsikringsordningen, som for det faglige tilsyn, skal

fastslås, om vedkommende medicinalperson har begået en fejl. Da det efter

gældende retstilstand er en af forudsætningerne for opnåelse af erstatning,

at medicinalpersonen har begået en fejl (handlet culpøst), har flere faglige

klager nok primært været rejst for Sundhedsstyrelsen med henblik på at få

grundlag for en erstatningssag. Det må derfor forventes, at oprettelsen af en

velfungerende patientforsikringsordning som sådan vil reducere antallet af

klagesager over medicinalpersoners faglige forhold.

9.2. Omkostningerne til administration af loven fordeler sig

umiddelbart med størstedelen på forsikringsselskaberne, bl.a. gennem

selskabernes - og de selvforsikrendes - finansiering af

patientforsikringsforeningens og Den Sociale Ankestyrelses virksomhed, i et

mindre omfang på sygehuskommunerne, bl.a. i forbindelse med disses vejledning

om ordningen og oplysning af sagerne og endelig i et vist omfang på

Sundhedsministeriet.

Forsikringsselskabernes omkostning knytter sig dels til den almindelige

administration af forsikringsvirksomheden, dels til

patientforsikringsforeningens virksomhed og dels til dækning af udgifter ved

Den Sociale Ankestyrelse. Omkostningerne til den almindelige administration

af forsikringsvirksomheden er det ikke muligt at skønne over, mens

omkostningerne, som er forbundet med foreningens virksomhed, skønnes at

beløbe sig til 5-8 mio. kr. pr. år. (jf. rap. s. 137).

Den Sociale Ankestyrelses merudgifter i forbindelse med administration af

loven vil være afhængig af ankesagernes antal og art. Det er ikke muligt at

skønne over antal ankesager. Erfaringerne fra den lignende svenske ordning

viser dog, at der kun ankes ca. 3 pct. af de forelagte sager. Der vil i

betydeligt omfang være behov for at inddrage (sundheds-) faglig ekspertise i

forbindelse med ankestyrelsens forberedelse af sagerne.

Det vil blive nærmere aftalt mellem de involverede ministerier

(Sundhedsministeriet, Socialministeriet, Administrationsdepartementet m.fl.),

hvorledes administrationen af ordningen nærmere skal tilrettelægges, herunder

hvilke administrative foranstaltninger der skal træffes for at opnå den bedst

mulige udnyttelse af ressourcerne.

Den Sociale Ankestyrelses merudgifter til administration af loven dækkes

af patientforsikringsforeningen m.fl. (§ 12, stk. 3) og beregnes på grundlag

af det faktiske sagsantal efter hovedretningslinjerne i Budgetvejledningens

regler om indtægtsdækket virksomhed. Disse retningslinjer anvendes allerede

ved ankestyrelsens behandling af arbejdsskadesager.

Der kan udover ovennævnte forventes et behov for yderligere personale til

Sikringsstyrelsen i det omfang, styrelsen vil komme til at afgive udtalelser

vedrørende meengrader og erhvervsevnetabsprocenter, jf. bemærkningerne til §

13. Omfanget af Sikringsstyrelsens arbejde hermed kan ikke opgøres nøjagtigt

ud fra de foreliggende oplysninger om det forventede sagsantal, men

Sikringsstyrelsen forventer, at styrelsens merarbejde over en periode vil

blive af samme størrelsesorden som i forbindelse med gennemførelse af loven

om erstatningsansvar. Merarbejdet forventes efter nogle år at svare til 5

årsværk eller ca. 1,2 mio. kr. i lønudgifter og 200.000 kr. i øvrige

driftsudgifter. Sikringsstyrelsens udgifter ved afgivelse af erklæringerne

vil blive afholdt af forsikringsselskaberne efter de almindelige regler herom

i arbejdsskadeforsikringslovens § 62, stk. 2.

Det er ikke muligt at skønne over amtskommunernes udgifter til vejledning

og oplysning af sagerne, men de vurderes dog af mindre størrelse, idet

opgaven bl.a. vil indgå i den almindelige forpligtelse til at vejlede

patienter om deres rettigheder m.v.

Herudover vil Industriministeriet få mindre meropgaver i forbindelse med

Finanstilsynets almindelige tilsyn med de forsikringsselskaber, der godkendes

til forsikringsvirksomhed på området.

Sundhedsministeriets administrative omkostninger knytter sig til den

overordnede administration af ordningen, herunder bl.a. udstedelser af

bekendtgørelser m.v., efter loven samt den løbende kontrol af ordningen og

anslås at beløbe sig til 2 årsværk for akademiske sagsbehandlere samt 0,5

årsværk for HK svarende til i alt 610.000 kr. og øvrige driftsudgifter på

210.000 kr. (forventet 1988 pris- og lønniveau) i 1989 og fremover.

Endelig vil der i forsikringens første år, 1989, skulle iværksættes en

offentlig information om ordningen, der for statens vedkommende anslås til

550.000 kr.

Der vil i øvrigt senest 5 år efter patientforsikringsordningens indførelse

blive foretaget en samlet vurdering af ordningens tilrettelæggelse.

9.3. Udgifterne til erstatningsudbetalingerne har ikke nærmere

kunnet opgøres. Det skønnes, at der efter en årrække, når antallet af

erstatningsberettigede skader har stabiliseret sig, vil skulle ydes

erstatning til ca. 2.000 personer årligt. På grundlag af skadestrukturen

under den svenske ordning kan erstatningsudgifterne skønsmæssigt anslås til

ca. 80 mio. kr. årligt for hele landet. Herved er ikke medregnet anvendelsen

af en undergrænse for udbetaling af erstatninger, jf. lovforslagets § 5, stk.

2, 2. pkt. Det helt overvejende beløb forventes udbetalt til personer, som er

skadet på sygehus.

Det skønnes, at statens udgifter til erstatning vedrørende Rigshospitalet

heraf vil udgøre ca. 7,2 mio. kr. årligt.

9.4. De direkte merudgifter ved lovforslaget vil for størstedelens

vedkommende blive pålagt sygehuskommunerne enten som selvforsikrende eller

gennem betaling af forsikringspræmie, der dækker forsikringsselskabernes

administration og erstatningsudbetalinger. Endvidere vil kommunerne blive

pålagt merudgifter som driftsansvarlige for den kommunale tandpleje.

Herudover vil privatpraktiserende medicinalpersoner få øgede præmieudgifter,

som dog skønnes af relativt mindre størrelse end sygehuskommunernes udgifter,

bl.a. fordi denne gruppe generelt set ikke varetager sådanne komplicerede

behandlingsopgaver m.v., som patientforsikringsordningens udvidede

erstatningsdækning særligt tager sigte på. Tilsvarende gælder apotekere, som

virker i henhold til særlig bevilling. Merudgifter til forsikringspræmier for

private sygehuse forventes dækket af de sengedagsbetalinger m.v., som

afholdes af de indlæggende sygehuskommuner.

Spørgsmålet om kompensation til kommunerne over de generelle tilskud for

merudgifter som følge af lovforslaget har været forhandlet med de kommunale

organisationer. På grund af vanskeligheden ved blot tilnærmelsesvis på

forhånd at fastslå størrelsen af de kommunale merudgifter var der enighed om

at gennemføre kompensationen ved en foreløbigt beregnet kompensation for

årene 1989-92. I 1992 foretages på baggrund af erfaringerne fra 1991 en

efterregulering for 1989-91 og en endelig beregning for 1992 og fremover.

Sundhedsministeriet har endvidere fremlagt en beregning af den foreløbige

kompensation for årene 1989-91. For 1991, hvor ordningen skønnes at være

fuldt indkørt, har ministeriet foreløbig tilbudt sygehuskommunerne i alt 67,3

mio. kr. (1988 pris- og lønniveau) som kompensation for de merudgifter,

kommunerne vil være forpligtet til at afholde. Primærkommunerne skønnes af

ministeriet foreløbig i 1991 at ville få merudgifter på ca. 0,5 mio. kr.

Ministeriet har ikke i disse beløb medtaget kommunernes særlige

merudgifter ved at inddække erstatningskrav efter loven i et

forsikringsselskab, dvs. en del af de forøgede præmieudgifter, idet

kommunerne ikke efter loven er forpligtet til at tegne forsikring. Kommunerne

har ikke været enig heri. Ministeriet har endvidere ikke i beløbene medtaget

kompensation for de privatpraktiserende medicinalpersoners merudgifter til

forsikringspræmier efter loven, da sygehuskommunerne ikke er forpligtet til

at kompensere disse merudgifter.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Bestemmelsen angiver i stk. 1 og 2 patientforsikringens centrale

dækningsområde. Den grundlæggende betingelse er, at en person har været

undergivet helbredelsesforanstaltninger, der enten er foretaget på et

sygehus, på et apotek, hos en offentligt ansat jordemoder i forbindelse med

svangerskabshygiejne og fødselshjælp uden for sygehusvæsenet, inden for den

kommunale tandpleje, hos en privatpraktiserende medicinalperson eller

helbredelsesforanstaltninger foretaget på vegne af et sygehus eller en

privatpraktiserende autoriseret medicinalperson.

Helbredelsesforanstaltninger omfatter enhver form for undersøgelse,

behandling eller lignende, der retter sig mod den enkelte patient, herunder

også rent forebyggende foranstaltninger. Således er f.eks. også vaccinationer

omfattet, idet det forudsættes, at vaccinationserstatningsloven ophæves i

forbindelse med patientforsikringslovens ikrafttræden. Det er tilstrækkeligt,

at personen har henvendt sig på et sygehus, til en autoriseret

medicinalperson m.fl. med henblik på at blive undersøgt eller modtage

behandling eller lignende.

Det er en betingelse, at undersøgelsen eller behandlingen m.v. finder sted

her i landet. Det er derimod uden betydning, om den pågældende læge eller

patient er dansker eller udlænding. Det er endvidere forudsat, at

forsikringsordningen ikke dækker tilfælde, hvor f.eks. en læge privat, dvs. i

sin fritid, uden for sit tjenestested eller lignende foretager behandling,

yder nødvendig førstehjælp m.v.

Begrebet patient omfatter også fostre, således at skader under

svangerskabet eller under fødslen vil berettige til erstatning, forudsat

barnet fødes levende og de almindelige betingelser for ret til erstatning,

jf. bl.a. §§ 2 og 3, i øvrigt er opfyldt.

Alle sygehuse er omfattet, hvad enten de er statslige, kommunale eller

private. Privatpraktiserende medicinalpersoner, der er autoriserede i henhold

til særlig lovgivning, omfatter praktiserende læger, herunder speciallæger,

praktiserende tandlæger, kliniske tandteknikere, ergo- og fysioterapeuter og

fodterapeuter samt eventuelle privatpraktiserende sygeplejersker og

jordemødre.

Efter stk. 3, 2. pkt., vil sundhedsministeren kunne fastsætte

regler, hvorefter patientforsikringens dækningsområde udvides i forhold til

stk. 1 og 2. Dette vil navnlig kunne komme på tale i relation til en række

offentlige sundhedsordninger. Det gælder således sundhedsplejerske- og

hjemmesygeplejerskeordningerne samt skolesundhedstjenesten.

Personer, der opholder sig på plejehjem eller på andre sociale

institutioner, er ikke umiddelbart omfattet af loven. Hvis der imidlertid

under ophold fortages undersøgelse eller gives behandling m.v. af en

privatpraktiserende autoriseret medicinalperson, f.eks. en

privatpraktiserende læge, er skader i forbindelse hermed omfattet.

Loven dækker heller ikke umiddelbart undersøgelse, behandling m.v., der

foretages af ikke-autoriserede medicinalpersoner som f.eks. kiropraktorer,

uanset om der af sygesikringen ydes tilskud til behandlingen, som tilfældet

er ved kiropraktorbehandling. Men også disse grupper kan efter behov helt

eller delvis inddrages under dækningsområdet af sundhedsministeren efter § 1,

stk. 3, 2. pkt.

Sundhedsministeren vil ligeledes efter § 1, stk. 3, 2. pkt., kunne

fastsætte regler om, at visse områder undtages fra lovens område.

Erfaringerne kan vise, at der ikke fremover vil være behov for, at alle

grupper af privatpraktiserende autoriserede medicinalpersoner omfattes af

loven, bl.a. fordi deres virksomhed ikke - eller kun i minimalt omfang - har

medført skader, der begrunder en udvidelse af dansk rets almindelige

erstatningsregler. Det må forventes, at denne bestemmelse ikke bringes i

anvendelse ved lovens ikrafttræden.

Bestemmelsen angiver endvidere, at kun fysiske skader falder inden for

lovens område. Det er i §§ 2-4 nærmere beskrevet, i hvilke tilfælde disse

skader berettiger til erstatning.

Kravet om, at der skal være påført patienten skade af fysisk art, herunder

dødsfald, indebærer for det første, at rent psykisk skade falder uden for

lovens dækning. Det skyldes, at det ved psykiske lidelser er særlig

vanskeligt at skelne mellem følger af grundsygdommen og følger af

behandlingen, ligesom komplikationer i forbindelse hermed enten ofte er

uundgåelige eller blot er en følge af, at behandlingen ikke lykkedes.

Behandling af psykiske sygdomme er ikke som sådan undtaget. Hvis der ved

sådan behandling indtræder fysisk skade, er den omfattet af loven. Psykiske

følger af en fysisk skade er ligeledes omfattet, derimod ikke fysiske følger

af en rent psykisk skade.

For det andet indebærer kravet om fysisk skade, at en læges eller anden

medicinalpersons tilsidesættelse af reglerne om indhentelse af informeret

samtykke ikke i sig selv udgør en patientskade. Det samme gælder krænkelser

af den personlige frihed ved ulovlig tvangsindlæggelse.

I de tilfælde, der falder uden for patientforsikringslovens dækning, fordi

der ikke er indtrådt fysisk skade, kan patienten efter omstændighederne rejse

krav om erstatning og godtgørelse, herunder for tort, efter almindelige

erstatningsretlige regler. Sådanne erstatningskrav vil fortsat kunne rejses,

jf. § 7, hvorefter erstatningskrav kun afskæres i det omfang, skaden dækkes

af patientforsikringen.

Reglen i stk. 2 fastslår for det første, at sunde forsøgspersoner

er omfattet af loven, selv om disse ikke er »patienter«. Tilfælde,

hvor forsøget indgår som led i undersøgelse eller behandling af personen, er

omfattet af den almindelige definition i stk. 1. Sunde forsøgspersoner kan

enten være raske personer eller personer, der lider af en sygdom, som er

irrelevant i forhold til forsøget, dvs. tilfælde, hvor forsøget ikke har

nogen diagnostisk eller terapeutisk værdi for personen. Afprøvning af

lægemidler er også omfattet, ligesom kliniske afprøvninger af lægemidler også

omfattes af stk. 1, nemlig i de tilfælde, hvor der begås en lægelig fejl m.v.

ved afprøvningen. Tilfælde, hvor skaden skyldes fejl ved selve lægemidlet

eller producentens anvisning for afprøvningen, vil normalt ikke berettige til

erstatning efter denne lov, jf. § 3, stk. 3, og § 4, stk. 2.

Skader, der rammer sunde forsøgspersoner, er efter gældende ret dækket af

arbejdsskadeforsikringsloven. Dækning efter patientforsikringsloven gør ikke

nogen ændring heri, men det er en følge af henvisningen i § 5, stk. 1, til

erstatningsansvarsloven, at erstatning, der er opnået i henhold til

arbejdsskadeforsikringsloven, skal fratrækkes erstatningen i henhold til

patientforsikringsloven.

For det andet fastslås det, at donorer er omfattet af loven. Det findes

naturligt og hensigtsmæssigt at inddrage erstatning til donorer under en

almindelig patientforsikringsordning, således at de hidtidige ved

tekstanmærkning gennemførte erstatningsordninger for skadede nyre- og

knoglemarvsdonorer samt skadede bloddonorer kan ophæves ved

patientforsikringslovens ikrafttræden. Tekstanmærkningernes regler om

godtgørelse til nyre- og knoglemarvsdonorer for tabt arbejdsfortjeneste og

udgifter i forbindelse med nyre- eller knoglemarvsafgivelsen eller de

nødvendige forundersøgelser hertil opretholdes uændret. Donorer er defineret

bredt i overensstemmelse med reglerne i lov om udtagelse af menneskeligt væv

m.v., således at ikke kun de nævnte grupper af donorer er omfattet, men også

eventuelle andre transplantationer og lignende fra mennesker, der måtte blive

udviklet. Det er karakteristisk, at disse donorer stiller sig til rådighed

for behandling af andre end dem selv, hvorfor det er rimeligt at sikre dem

erstatning for tab i forbindelse hermed.

Den udtrykkelige fremhævelse i lovteksten af dækningen af forsøgspersoner

og donorer tjener tillige til afgrænsning af den udvidede erstatningsdækning

i § 4, stk. 1 og 3, og § 5, stk. 3.

Efter § 1, stk. 3, 1. pkt., skal sundhedsministeren fastsætte

regler om den nærmere afgrænsning, jf. ovenfor, af patientforsikringens

dækningsområde. Denne bestemmelse tager sigte på at præcisere

patientforsikringens dækningsområde.

Bemyndigelsen i stk. 3, herunder bestemmelsen i 2. pkt. om udvidelse eller

indskrænkning af dækningsområdet, gør det i øvrigt muligt, at

forsikringsordningen kan tilpasses ændringer i sundhedsvæsenets

tilrettelæggelse af behandling og pleje, bl.a. omstilling og samordning

mellem sygehussektoren og den primære sundhedstjeneste samt den sociale

sektor.

Til § 2

Bestemmelsen fastslår indledningsvis, hvilke krav der skal stilles til

beviset for årsagssammenhæng mellem behandlingen m.v. og skaden, for at den

kan anerkendes som skade efter loven. Det fremgår af stk. 1, nr. 1, 2 og 4,

at skaden skal være sket i forbindelse med undersøgelse, behandling m.v.

Bestemmelsen fastlægger endvidere, i hvilke tilfælde en patient eller - ved

dødsfald - dennes efterladte har krav på erstatning for en patientskade.

Bestemmelsen suppleres af en række præciseringer og begrænsninger i § 3 og på

den anden side af en særlig udvidelse af de erstatningsberettigende skader i

§ 4.

Kravet om, at skaden skal være forvoldt i forbindelse med undersøgelse,

behandling m.v., indebærer, at loven ikke dækker skadelige følger eller anden

helbredsforringelse, der skyldes den sygdom, patienten led af på forhånd.

Skaden skal være forårsaget af en af de helbredelsesforanstaltninger, der

omfattes af § 1. Normale følger af grundsygdommen eller komplikationer, der

må henføres til selve grundsygdommens forløb, dækkes derfor ikke. En

patientskade omfatter kun forskellen mellem følgerne af et normalt sygdoms-

og behandlingsforløb og følgerne af det faktiske behandlingsforløb.

Grundsygdommens forløb kan dog udgøre en patientskade, hvis dette forløb er

blevet påvirket af, at patienten ikke har fået adækvat behandling, f.eks.

fordi sygdommen ikke er blevet rigtigt diagnosticeret, jf. § 3, stk. 1. Det

følger endvidere af dette princip, at der ikke foreligger en patientskade,

blot fordi den givne behandling ikke lykkedes.

Ved vurderingen af, om der er den nødvendige årsagssammenhæng mellem

skaden og den undersøgelse, behandling m.v., som patienten blev givet, er det

tilstrækkeligt, at der tilvejebringes en overvejende sandsynlighed for, at

skaden er forvoldt herved. Dette gælder både ved vurderingen af, om skaden

overhovedet kan henføres til de iværksatte helbredelsesforanstaltninger

fremfor til grundsygdommens normale - eller unormale - forløb, men også ved

den konkrete vurdering af, om skaden ville eller kunne være undgået under de

i § 2, stk. 1, nr. 1-3, nævnte omstændigheder, eller om skaden kan henføres

under de i § 2, stk. 1, nr. 4, nævnte komplikationer.

Der foreligger herefter en patientskade, hvis det efter en undersøgelse af

sagens konkrete omstændigheder, herunder bl.a. den tidsmæssige sammenhæng

mellem behandlingen og den indtrufne skade, fremstår som mere sandsynligt, at

den er forårsaget af erstatningsbegrundende helbredelsesforanstaltninger, end

at den er forårsaget på anden måde, herunder ved komplikationer i forbindelse

med grundsygdommens forløb, som har udviklet sig uafhængigt af behandlingen.

I princippet er selv en minimal sandsynlighedsovervægt tilstrækkelig. Hvis

intet sikkert om skadesårsagen kan fastslås, må den relative sandsynlighed af

de mulige skadesårsager vurderes og afvejes over for hinanden. Må det

herefter antages, at det er lige så sandsynligt, at skaden kan have udviklet

sig uafhængigt af behandlingen, eller kan intet siges om den relative

sandsynlighed af de mulige skadesårsager, foreligger der ikke en

(erstatningsberettigende) patientskade. Det er imidlertid sjældent muligt at

træffe afgørelsen i tvivlsomme tilfælde alene på grundlag af generelle

statistiske erfaringer. Formuleringen udelukker ikke, at der i sådanne

tilfælde kan inddrages andre momenter i vurderingen, hvor dette findes

rimeligt. Hvis det f.eks. konstateres, at der klart er begået fejl ved

behandlingen af patienten, som kan have forårsaget den konkrete skade, kan

det være rimeligt at lade en eventuel tvivl om den faktiske årsagssammenhæng

komme patienten til gode.

En generelt lempeligere bevisregel vedrørende årsagssammenhæng gælder

ifølge § 4, stk. 1, for så vidt angår skader på sunde forsøgspersoner og

donorer.

Afgrænsningen af de erstatningsberettigende skader i § 2 er opbygget efter

en stigende grad af uundgåelighed. Udgangspunktet er, at der kun ydes

erstatning ved skader, der kunne være undgået ved, at undersøgelse,

behandling m.v. var blevet udført på en anden måde end den faktisk anvendte.

Dette gælder i princippet ved alle skader, der omfattes af nr. 1-3. Disse

bestemmelser suppleres af reglen i nr. 4, hvorefter der i visse tilfælde kan

ydes erstatning for skader, selv om de ikke kunne være undgået.

Ved vurderingen af, om en patientskade berettiger til erstatning, bør

derfor afgrænsningerne i bestemmelsen undersøges led for led.

Spørgsmålet er således først, jf. nr. 1, om skaden ville være undgået,

såfremt patienten var blevet undersøgt, behandlet m.v. af en erfaren

specialist (fagperson) og denne ville have vurderet, at der skulle

iværksættes anden undersøgelse, anden behandling m.v., end der faktisk blev

iværksat. Er svaret bekræftende, ydes der erstatning efter nr. 1. Den erfarne

specialist repræsenterer en person med en generelt set sufficient faglig

uddannelse på det pågældende område. Det forudsættes ikke nødvendigvis at

være en læge med speciallægeanerkendelse på området, selv om det ofte vil

være tilfældet på det lægelige område.

Er det benægtende, er spørgsmålet, jf. nr. 2, om skaden kan henføres til

fejl eller svigt i det apparatur m.v., der blev anvendt ved undersøgelsen

eller behandlingen, således at skaden ville være undgået, hvis apparaturet

havde fungeret, som det skulle. Er svaret bekræftende, ydes der erstatning

efter nr. 2 - uanset om selv en erfaren specialist ikke ville have fået

mistanke om apparaturets fejl eller svigt.

Er svaret benægtende, bliver det næste spørgsmål, om skaden kunne være

undgået ved hjælp af en anden behandlingsteknik eller -metode, som kunne være

valgt, selv om det ikke kan fastslås, at en erfaren specialist ville have

valgt den anden teknik eller metode. Er svaret bekræftende, ydes erstatning

efter nr. 3.

Er svaret benægtende, bliver det sidste spørgsmål, om skaden består i

komplikationer, der ud fra nærmere angivne kriterier går ud over, hvad

patienten med rimelighed må tåle. Er svaret bekræftende, ydes der erstatning

efter nr. 4, selv om skaden ikke kunne være undgået ved nogen anden

behandlingsteknik eller -metode.

Er svaret benægtende, idet der er tale om en anden type uundgåelig skade

end anført i nr. 4, kan der ikke ydes erstatning, medmindre skadelidte er en

person, der falder ind under den videregående regel i § 4 om forsøgspersoner

og donorer.

Om de enkelte led i bestemmelsen skal følgende bemærkes:

Reglen i nr. 1 omfatter alle objektive fejl, der er begået i

forbindelse med undersøgelse, behandling m.v. af patienten. Det er uden

betydning, hvilken type skade fejlen har resulteret i. Omfattet er således

bl.a. enhver form for fejlbehandling, uanset om fejlen skyldes en forkert

diagnose, eller at der af andre grunde enten blev givet en behandling, der

ikke var motiveret ud fra et medicinsk synspunkt, eller omvendt, at der ikke

blev givet den behandling, der var motiveret ud fra et medicinsk synspunkt,

eller der i øvrigt er blevet anvendt en forkert behandlingsmetode eller

behandlingsteknik eller er begået fejl ved udførelsen af den, ved tilsynet

med patienten under eller efter behandlingen osv.

Reglen indeholder træk, som også karakteriserer den hidtil gældende

culparegel, men er ikke identisk med denne. Det er ikke nogen betingelse, at

behandlingen m.v. kan bebrejdes den konkrete læge eller medicinalperson i

øvrigt som en fejl eller forsømmelse, som denne burde have undgået ved at

udvise en højere grad af agtpågivenhed. Dette følger af, at målestokken for

vurderingen af, om skaden kunne være undgået ved andre undersøgelser eller

anden behandling m.v., altid er de undersøgelser eller den behandling m.v.,

som en efaren specialist på det pågældende område må antages at ville have

iværksat. Der skal således helt ses bort fra den konkrete medicinalpersons

faglige baggrund og individuelle forudsætninger i øvrigt for at erkende, at

anden undersøgelse, behandling m.v. havde været indiceret. Derimod skal der

tages hensyn til den konkrete undersøgelses- eller behandlingssituation,

herunder de ydre faciliteter, der stod til rådighed, tidsfaktoren ved et

nødvendigt akut indgreb m.v. Vurderingen skal således tage udgangspunkt i de

konkrete omstændigheder, der forelå på behandlingstidspunktet, men således,

at den konkrete læge m.v. tænkes udskiftet med en erfaren specialist. Ville

specialisten under disse omstændigheder have handlet anderledes, end der

faktisk blev behandlet, har patienten ret til erstatning i det omfang, det må

antages, at skaden herved ville være blevet undgået.

Der kan forekomme tilfælde, hvor det er tvivlsomt, om en erfaren

specialist ville have handlet anderledes, f.eks. fordi afgørelsen også i så

fald ville bero på et vanskeligt skøn, eller tilfælde, hvor der blandt

erfarne specialister ikke er enighed om, hvad den optimale behandlingsform

m.v. er. Som nævnt er det generelt en betingelse for retten til erstatning,

at skaden med overvejende sandsynlighed er forvoldt ved et

erstatningsbegrundende forhold. Dette gælder således også ved vurderingen i

henhold til nr. 1 af, om skaden ville være blevet undgået. Drejer spørgsmålet

sig om valget af behandlingsteknik eller af behandlingsmetode, vil det være

naturligt i de nævnte tvivlsomme tilfælde at træffe afgørelsen på grundlag af

reglen i nr. 3, hvor det ikke er afgørende, hvilken teknik eller metode en

erfaren specialist må antages at ville have valgt.

I nogle af de tilfælde, der omfattes af reglen i nr. 1, vil der foreligge

et sådant uagtsomt forhold hos den konkrete medicinalperson, at patienten

efter almindelige erstatningsretlige regler (culpareglen) ville kunne kræve

erstatning af denne og af dennes arbejdsgiver. Disse tilfælde vil altid

udløse ret til erstatning efter nr. 1, forudsat at de almindelige betingelser

for dækning i § 1 og i § 2 vedrørende årsagssammenhæng er opfyldt. Det er

imidlertid uden betydning for anvendelsen af nr. 1, om der må antages at

foreligge culpa eller ej. Selv om der måtte foreligge culpa, er patienten

afskåret fra at rejse erstatningskrav, f.eks. ved domstolene, efter

almindelige erstatningsretlige regler, så langt patientforsikringens dækning

rækker, jf. § 7, stk. 1. Det følger endvidere af reglerne i § 8, at

patientforsikringen kun kan rejse regreskrav mod den medicinalperson (og

dennes arbejdsgiver), som efter almindelige erstatningsretlige regler måtte

være ansvarlig for skaden, såfremt skaden er forvoldt forsætligt.

Reglen i nr. 2 omfatter en anden gruppe af objektive fejl, nemlig

tilfælde, hvor skadesårsagen er fejl eller svigt i det apparatur eller udstyr

i øvrigt, som blev anvendt ved eller i forbindelse med undersøgelse,

behandling m.v. Som efter reglen i nr. 1 er det uden betydning, hvilken slags

patientskade apparaturets fejl eller svigt har resulteret i. Der kan f.eks.

være tale om, at undersøgelsesresultater er blevet forkerte som følge af

funktionsfejl i teknisk apparatur, og at der på grund heraf er blevet stillet

en fejlagtig diagnose. Eller der kan være tale om, at apparatur eller

redskaber, der anvendes ved narkose eller i øvrigt i forbindelse med et

operativt indgreb, svigter, fungerer forkert, bryder sammen eller lignende

med skade til følge. Det er ligeledes uden betydning, om årsagen til

apparatets eller udstyrets svigt kan henføres til en fejl ved konstruktionen

eller fremstillingen af det eller til utilstrækkelig vejledning i brugen af

det, manglende vedligeholdelse eller andet. Retten til erstatning er heller

ikke betinget af, at fejlen kunne eller burde være opdaget i forbindelse med

almindelig eller særlig kontrol fra det sygehuspersonel eller andre, der står

for denne, eller af den medicinalperson, der stod for den konkrete anvendelse

af apparatet.

Reglen omfatter kun apparater, redskaber m.v., der anvendes ved

undersøgelse, behandling eller lignende. Indtræder der skade som følge af

fejl eller svigt i andre ting eller indretninger, f.eks. almindelige

bygningsindretninger, elevatorer m.v., kan der ikke ydes erstatning efter nr.

2. Sådanne ulykkestilfælde vil imidlertid i nogle tilfælde berettige til

erstatning i henhold til reglen i § 3, stk. 2.

Som tilfældet er ved skader, der falder ind under nr. 1, vil nogle af de

skader, der omfattes af nr. 2, kunne begrunde erstatningskrav efter dansk

rets almindelige regler, i dette tilfælde reglerne om produktansvar. Retten

til erstatning efter nr. 2 er imidlertid uafhængig af, om nogen ville kunne

drages til ansvar efter produktansvarsreglerne. Patienten er afskåret fra at

rejse krav efter reglerne om produktansvar i det omfang, skaden dækkes af

patientforsikringen, jf. § 7. Patientforsikringen kan derimod i disse

tilfælde rejse regreskrav mod den ansvarlige, jf. bemærkningerne til § 8.

Reglen i nr. 3 omfatter tilfælde, hvor skaden ikke - selv i

objektiv forstand - kan henføres til nogen fejl fra medicinalpersoner eller

ved det anvendte udstyr, idet det først efterfølgende, dvs. efter at

behandlingen er blevet gennemført og skaden er indtruffet, kan konstateres,

at den kunne være undgået, hvis man i stedet havde valgt en anden

behandlingsteknik eller behandlingsmetode. Reglen går således videre end

reglen i nr. 1, idet det ikke er nogen betingelse, at en erfaren specialist i

den givne situation måtte antages at ville have valgt den anden teknik eller

metode.

Betingelserne for, at der kan ydes erstatning efter denne regel, er

følgende:

For det første er det en betingelse, at der på det tidspunkt, hvor

behandlingen blev iværksat, faktisk fandtes en anden behandlingsteknik eller

anden behandlingsmetode, og at denne faktisk stod til rådighed i den konkrete

behandlingssituation, eventuelt i kraft af en henvisning af patienten til en

specialist eller til en specialafdeling på et (andet) sygehus. Der kan

således ikke tages hensyn til behandlingsmuligheder, som først er blevet

taget i anvendelse efter behandlingstidspunktet, eller som dog ikke stod til

rådighed i den givne situation, eventuelt ved henvisning eller overflytning

af patienten.

For det andet er det en betingelse, at den anden behandlingsteknik eller

behandlingsmetode måtte betragtes som ligeværdig med den valgte teknik eller

metode, dvs. at den ud fra en medicinsk vurdering måtte antages at ville have

været mindst lige så effektiv til behandling af patientens sygdom som den

faktisk valgte teknik eller metode. Vurderingen heraf baseres på den

medicinske videnskab og erfaring på behandlingstidspunktet. Målestokken er

for så vidt på dette punkt den erfarne specialists vurdering, jf. herved

bemærkningerne til reglen i nr. 1. Hvis denne vurdering munder ud i, at den

alternative behandlingsteknik eller behandlingsmetode i den givne situation

ville have været så meget bedre end den faktisk valgte, at en erfaren

specialist ville have valgt den anden teknik eller metode, er skade, der

herved kunne være undgået, omfattet af reglen i nr. 1. Hvis omvendt

vurderingen munder ud i, at en anden behandlingsteknik eller -metode, bedømt

på forhånd, måtte anses for at være ringere end den, der blev valgt, kan der

ikke ydes erstatning efter denne regel. Ved denne vurdering skal der således

ikke tages hensyn til den faktisk indtrufne skade. Der kan med andre ord ikke

ydes erstatning i tilfælde, hvor lægen med rette afstod fra at anvende en

anden teknik eller metode, fordi den erfaringsmæssigt ville være mindre

effektiv til behandling af patientens sygdom, selv om det - med efterfølgende

kendskab til den faktisk indtrufne skade - kan siges, at valg af den anden

teknik eller metode ville have været bedre for den konkrete patient.

For det tredje er det en betingelse, at det med den viden om

behandlingsforløbet, som foreligger på det tidspunkt, hvor erstatningssagen

skal afgøres, kan konstateres, at skaden med overvejende sandsynlighed ville

være blevet undgået, hvis man i stedet havde anvendt en anden - ligeværdig -

behandlingsteknik eller behandlingsmetode. Ved denne rent efterfølgende

vurdering af skadens undgåelighed kan der således bl.a. tages hensyn til den

viden om patientens sygdom, helbredskonstitution i øvrigt m.v., som den

faktisk iværksatte behandling gav, uanset om disse forhold måtte have været

uerkendelige for selv en erfaren specialist på det tidspunkt, hvor

beslutningen om valg af behandlingsteknik eller -metode skulle træffes.

Det fremgår heraf, at det ikke gør nogen forskel, om valget stod mellem

forskellige, ligeværdige måder at udføre en given behandling på

(»behandlingsteknik«), eller valget stod mellem helt

forskelligartede behandlingsprincipper, f.eks. medicinsk contra kirurgisk

behandling (»behandlingsmetode«).

Reglen indebærer bl.a., at forsøgspatienter vil være berettiget til

erstatning, hvis der i forbindelse med forsøgsmetoden indtræder skader, som

ikke ville være indtrådt, hvis man i stedet havde anvendt hidtidige optimale

behandlingsmetoder, under forudsætning af, at de gængse metoder på

behandlingstidspunktet fremtrådte som (mindst) ligeværdige med

forsøgsmetoden. Men reglen er ikke begrænset til tilfælde, hvor valget står

mellem nye og gamle metoder eller teknikker.

Ved vurderingen af, hvilke skader der kan henføres til den valgte

behandlingsteknik eller -metode, må der tages hensyn til de sandsynlige

følger af en anvendelse af den alternative teknik eller metode. Hvis det må

antages, at heller ikke den anden teknik eller metode ville have kunnet

helbrede patienten fuldstændigt, omfatter skaden i denne forbindelse kun den

yderligere helbredelsesforringelse, som den valgte teknik eller metode viste

sig at indebære.

Det bemærkes, jf. lovforslagets § 3, stk. 1, at reglen i nr. 3 ikke

omfatter skader som følge af, at der ikke er blevet stillet en rigtig

diagnose. Det findes således ikke rimeligt at underkaste diagnosestillelsen

en efterfølgende bedømmelse, da diagnosestillelsen typisk altid er en løbende

proces. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne vedrørende § 3, stk. 1.

Reglen i nr. 4 omfatter en række skader ved undersøgelse og

behandling, som ikke kunne være undgået, selv ud fra en efterfølgende

vurdering som efter reglen i nr. 3. Formålet med reglen er at opfange

patientskader, som falder igennem reglerne i nr. 1-3, men hvor det findes

urimeligt, at patienten skal tåle skaden uden ret til erstatning, først og

fremmest på grund af et misforhold mellem på den ene side skadens alvor og på

den anden side alvoren af patientens grundsygdom og de normale, forventelige

følger af undersøgelse og behandling af den.

Bestemmelsen omfatter principielt en hvilken som helst komplikation,

herunder infektioner, der med overvejende sandsynlighed er forårsaget af

undersøgelser eller behandling. Komplikationer, herunder infektioner, der

skyldes grundsygdommen og dennes forløb uafhængigt af undersøgelse eller

behandling, berettiger derimod ikke til erstatning, medmindre de opfanges af

reglerne i nr. 1-3.

Den afgørende begrænsning i bestemmelsens anvendelsesområde er kravet om,

at komplikationens alvor skal gå ud over, hvad patienten med rimelighed må

tåle. Det er ikke tilstrækkeligt, at komplikationen i sig selv har alvorlige

følger for patienten. Komplikationens alvor skal sammenholdes med karakteren

og alvoren af patientens grundsygdom og helbredstilstand i øvrigt. Hvis

grundsygdommen ubehandlet indebærer nærliggende risiko for alvorlig

invaliditet eller for patientens død, må der også accepteres en betydelig

risiko for alvorlige komplikationer i forbindelse med behandlingen af den.

Mindre alvorlige komplikationer må sædvanligvis også accepteres i forbindelse

med behandling af en sygdom, der ikke er ganske harmløs. Ved vurderingen af,

hvilken risiko for komplikationer patienten må acceptere, må der også tages

hensyn til de nærmere omstændigheder omkring undersøgelsen og behandlingen,

herunder bl.a. at tidsfaktoren undertiden kan gøre det nødvendigt at løbe en

større risiko, end man normalt ville løbe.

Et misforhold mellem alvoren af grundsygdommen og af komplikationen kan

særlig klart være til stede i forbindelse med visse diagnostiske indgreb

(undersøgelsesoperationer), som derfor fremhæves udtrykkeligt i bestemmelsen.

F.eks. kan det ved mistanke om, at patienten har en hjernesvulst, være

nødvendigt at udføre en røntgenundersøgelse ved hjælp af kontrastvæske.

Undertiden medfører denne undersøgelse alvorlig hjerneskade samtidig med, at

den viser, at patienten ikke led af en hjernesvulst. Denne skade vil ikke

være omfattet af reglerne i nr. 1-3, men i dette tilfælde går den ud over,

hvad patienten med rimelighed må tåle, og patienten har derfor ret til

erstatning efter reglen i nr. 4.

På tilsvarende måde vil patienten i almindelighed være berettiget til

erstatning ved komplikationer, der indtræder i forbindelse med rent

forebyggende foranstaltninger som f.eks. vaccinationer. Retten til erstatning

ved mindre alvorlige komplikationer vil derfor i disse tilfælde normalt kun

blive begrænset af undergrænsen i § 5, stk. 2, samt regler fastsat i medfør

heraf.

Det andet led i vurderingen af, om komplikationen går ud over, hvad

patienten med rimelighed må tåle, er den hyppighed, hvormed den i

almindelighed kan forventes at indtræde, kombineret med en konkret vurdering

af, i hvilket omfang der i det enkelte tilfælde var anledning til at tage

risikoen for dens indtræden i betragtning. I jo højere grad den pågældende

komplikation måtte forventes som en normal risiko ved den konkrete

undersøgelse eller behandling, i jo højere grad må patienten tåle den uden

ret til erstatning. Det er principielt uden betydning, om lægen har

informeret patienten om risikoen for den pågældende komplikation, men

bestemmelsen vil typisk omfatte sådanne komplikationer, som ikke er omfattet

af lægens informationspligt, dvs. de meget sjældne komplikationer. Der kan

ikke opstilles bestemte grænser, baseret på den statistiske sjældenhed af den

pågældende komplikation, men hyppigheden vil være et af de momenter, der

indgår i vurderingen af, om den går ud over, hvad patienten må tåle, fordi

risikoen måtte anses for at være så ringe, at der ikke var grund til at tage

den i betragtning.

Dette hænger tillige sammen med, at de to led i bedømmelsen -

komplikationens relative alvor og dens sjældenhed eller i øvrigt uventede

karakter - normalt må vurderes samlet ved bedømmelsen af, om skaden går ud

over, hvad patienten med rimelighed må tåle. Hvis misforholdet mellem

grundsygdommens og komplikationens alvor er særlig udtalt, kan der slækkes på

kravet til dens sjældenhed. Det kan f.eks. være tilfældet ved de nævnte

diagnostiske indgreb, men kan også tænkes ved egentlige behandlingsskader,

hvor et normalt banalt indgreb medfører meget alvorlig skade. Omvendt kan der

slækkes på kravet til komplikationens relative alvor, hvis der er tale om en

ekstremt sjælden, måske hidtil ukendt, komplikation.

Efter stk. 2, 1. pkt., kan sundhedsministeren fastsætte regler om,

hvilke skader der nærmere er omfattet af stk. 1. Denne bemyndigelse tager

sigte på, at sundhedsministeren efter behov kan udfærdige bestemmelser, som

præciserer afgrænsningerne i stk. 1, f.eks. efter en periode, hvor praksis

efter erstatningsordningen har tegnet et mere præcist billede af, hvilke

behandlings- og skadesituationer der omfattes af stk. 1. Det understreges, at

bestemmelserne i stk. 1 selvstændigt udgør den retlige regulering af de

erstatningsberettigende skader, og at det ikke er en nødvendig forudsætning,

at sundhedsministeren først skal opregne de konkrete behandlings- og

skadetyper, for at erstatning kan ydes.

Da afgrænsningen i stk. 1, nr. 3, om tilstedeværelsen af en alternativ

behandlingsteknik eller -metode er formuleret meget bredt, kan der vise sig

behov for, at sundhedsministeren direkte begrænser denne bestemmelses

anvendelsesområde over for utilsigtede tilfælde. En bemyndigelse hertil er

derfor indsat i stk. 2, 2. pkt.

Til § 3

Bestemmelsen fastlægger en række præciseringer og begrænsninger i

relation til afgrænsningen af erstatningsberettigende skader i § 2. Stk. 1

omhandler diagnosefejl, stk. 2 egentlige ulykkestilfælde og stk. 3.

lægemiddelskader.

Reglen i stk. 1 har til formål at fastslå, at reglen i § 2, stk. 1,

nr. 3, ikke finder anvendelse i tilfælde, hvor skaden består i, at patientens

sygdom ikke blev diagnosticeret korrekt. Af bemærkningerne til § 2, stk. 1,

nr. 1 og 2, fremgik, at diagnosefejl berettiger til erstatning, hvis enten en

erfaren specialist måtte antages at ville have stillet en rigtig diagnose

eller gjort dette på et tidligere tidspunkt under de i øvrigt givne forhold,

eller hvis årsagen til den fejlagtige diagnose er forkerte

undersøgelsesresultater eller lignende som følge af fejl eller svigt i

teknisk apparatur m.v., der blev anvendt ved undersøgelsen. I disse tilfælde

ydes erstatning for følgerne af, at den rigtige diagnose ikke blev stillet

eller ikke blev stillet rettidigt, hvad enten de består i en forværring af

grundsygdommen eller i en forlængelse eller komplicering af

behandlingsforløbet, jf. herved bemærkningerne til § 2.

Bestemmelsen udelukker derimod, at diagnosticeringen underkastes en rent

efterfølgende bedømmelse. Hvis det således først efter, at behandlingen er

blevet iværksat eller gennemført, f.eks. ved operativt indgreb, har været

muligt - selv for en erfaren specialist - at stille den rigtige diagnose, kan

der ikke ydes erstatning for det forhold, at diagnosen ikke blev stillet på

noget tidligere tidspunkt.

Reglen i § 2, stk. 1, nr. 4, er ikke relevant i forbindelse med

diagnosefejl. Den omfatter ikke følgerne af selve den stillede diagnose, men

derimod bl.a. skader, der indtræder i forbindelse med indgreb, der foretages

i diagnostisk øjemed.

Reglen i stk. 2 tilsigter bl.a. at præcisere afgrænsningen af de

skader, der kan erstattes i henhold til reglen i § 2, stk. 1, nr. 2. Som

nævnt i bemærkningerne til denne bestemmelse omfatter den ikke skader, der

skyldes fejl eller svigt i almindelige bygningsindretninger m.v. eller ved

andre ting, der ikke anvendes ved eller i forbindelse med undersøgelse,

behandling m.v. Ulykkestilfælde kan også indtræde i øvrigt, uden at

materielsvigt eller lignende kan udpeges som årsag, f.eks. skade ved, at en

patient glider og falder under badning eller falder ud af en sygeseng.

Sådanne skader er ikke generelt undtaget fra dækning, men i modsætning til

skader, der omfattes af § 2, stk. 1, nr. 2, ydes der efter bestemmelsen kun

erstatning, hvis to betingelser er opfyldt:

For det første skal der være tale om et ulykkestilfælde, der er indtruffet

inden for et sygehus' område. Baggrunden for, at disse ulykker falder ind

under patientforsikringens dækningsområde, er, at det ofte kan være

vanskeligt netop på et sygehus, hvor patienten typisk er indlagt døgnet

rundt, at afgøre, hvornår en ulykke på sygehuset står i direkte forbindelse

med undersøgelse, behandling m.v. eller skyldes anden årsag. I de tilfælde,

hvor ulykken medfører skader, der ikke erstattes efter § 2, stk. 1, nr. 2,

findes det derfor rimeligt over for patienten, at disse skader dækkes direkte

af patientforsikringen.

Ulykker, der indtræder på andre lokaliteter, hvor personen befinder sig

eller har indfundet sig med henblik på undersøgelse eller behandling, dækkes

ikke, det være sig lokalerne for en privatpraktiserende læge, et plejehjem,

en skole m.v. Ulykker i forbindelse med transport til eller fra et sygehus

dækkes heller ikke. Begrebet ulykkestilfælde defineres ikke nærmere, idet

bestemmelsen henholder sig til den almindelige opfattelse af betydningen, jf.

f.eks. arbejdsskadeforsikringslovens § 9, nr. 1. Det har dog mindre betydning

i denne forbindelse som følge af den anden betingelse, der opstilles.

For det andet er det en betingelse, at sygehuset efter almindelige

erstatningsretlige regler må antages at have pådraget sig ansvar for

ulykkestilfældet. På dette punkt får patientforsikringen således snarere

karakter af en traditionel ansvarsforsikring end af en ulykkesforsikring til

fordel for patienterne. Ved disse ulykker, der ikke står i forbindelse med

undersøgelse, behandling m.v., ville det ikke være meningsfuldt at anlægge

den i § 2, stk. 1, nr. 1, angivne specialistmålestok. Henvisningen til

almindelige erstatningsretlige regler omfatter derfor i stedet den

almindelige culparegel og sådanne regler om skærpet ansvar, der måtte finde

anvendelse i den konkrete situation. Der vil herefter skulle ydes erstatning,

hvis skaden f.eks. skyldes fejl eller forsømmelser i forbindelse med

vedligeholdelse af bygninger og bygningsindretninger eller i forbindelse med

tilsyn m.v. med patienter (uden for den egentlige undersøgelses- eller

behandlingssituation).

Reglen i stk. 3 undtager lægemiddelskader fra patientforsikringens

dækning. Baggrunden herfor er, at et EF-direktiv fra juli 1985 om

produktansvar (85/374/EØF) og det danske følgelovforslag (L 19, forslag til

lov om produktansvar, fremsat den 7. oktober af justitsministeren) kun giver

mulighed for at gennemføre en dækning af lægemiddelskader, der svarer til

patientforsikringens dækning af behandlingsskader, gennem en frivillig

forsikringsordning, etableret af medicinalbranchen selv. Undtagelsen i stk. 3

omfatter kun skader, der er forårsaget af egenskaber - såvel kendte som

ukendte - ved de anvendte lægemidler. Hvis der ud fra det i § 2, stk. 1, nr.

1, angivne bedømmelsesgrundlag er begået fejl ved ordineringen af det

pågældende lægemiddel, eller hvis anvisningerne vedrørende dets brug i øvrigt

ikke er blevet fulgt af vedkommende medicinalperson, har patienten ret til

erstatning i henhold til denne bestemmelse. Patienten vil endvidere kunne

have ret til erstatning i henhold til § 2, stk. 1, nr. 3, hvis

lægemiddelskaden kunne være undgået ved hjælp af en anden, ligeværdig

behandlingsteknik eller -metode, medmindre denne indebar en tilsvarende

risiko for en anden lægemiddelskade. Undtagelsen omfatter således navnlig

uundgåelige bivirkninger ved korrekt brug af lægemidlet.

Til § 4

Reglen giver en i forhold til reglerne i § 2 udvidet ret til erstatning

for skader, der rammer de sunde forsøgspersoner og donorer, der omfattes af §

1, stk. 2. Derimod fraviges reglerne i § 3 ikke i disse tilfælde. Reglen i §

3, stk. 1, om diagnosefejl er imidlertid ikke relevant i denne forbindelse.

Det samme gælder reglen i § 3, stk. 2, om ulykkestilfælde, idet den særlige

ret til erstatning efter § 4, stk. 1, er betinget af, at skaden er forårsaget

af forsøget eller af organudtagelsen m.v. Udelukkelsen af lægemiddelskader i

§ 3, stk. 3, har derimod betydning i forbindelse med afprøvning af lægemidler

på sunde forsøgspersoner. Reglen i stk. 2 præciserer, at denne

udelukkelse også gælder i forhold til forsøgspersoner, idet sådanne skader må

dækkes af en eventuel lægemiddelforsikringsordning.

Bortset herfra dækkes efter stk. 1 enhver skade, som kan sættes i

forbindelse med forsøget, organudtagelsen, blodafgivningen m.v. Det betyder

navnlig, at de i § 2, stk. 1, nr. 4, opstillede betingelser for retten til

erstatning ved uundgåelige komplikationer ikke gælder i disse tilfælde. Det

kan også udtrykkes på den måde, at enhver skade i disse tilfælde går ud over,

hvad personen med rimelighed bør tåle. Også mindre skader berettiger derfor

til erstatning. Undergrænsen i § 5, stk. 2, samt regler fastsat i medfør af §

5, stk. 2, vil derfor heller ikke gælde i disse tilfælde, jf. § 5, stk. 3.

Kravet om bevis for årsagssammenhæng mellem forsøg m.v. og skaden er

endvidere afsvækket i forhold til de almindelige betingelser i § 2. Hvis

skaden kan være forårsaget af forsøget m.v., skal enhver rimelig tvivl om den

konkrete årsagssammenhæng her komme de skadelidte til gode. Der er således

ret til erstatning, selv om skaden lige så vel kan være forårsaget af andre

omstændigheder, eller selv om det ikke er muligt at vurdere den relative

sandsynlighed af de mulige skadesårsager.

Reglen i stk. 3 præciserer, at også psykiske skader på sunde

forsøgspersoner dækkes. For sunde forsøgspersoner findes det ikke rimeligt,

at der er nogen begrænsning med hensyn til, hvilke skader der ydes erstatning

for. Endvidere vil der ikke i disse tilfælde være vanskeligheder ved at

vurdere, hvorvidt den psykiske skade skyldes behandlingen, idet

forsøgspersonen her må forudsættes at være psykisk rask, jf. i øvrigt

bemærkningerne til § 1.

Til § 5

Bestemmelsen fastslår, at erstatning for skader, der omfattes af §§ 2-4,

udmåles efter reglerne i lov nr. 228 af 23. maj 1984 om erstatningsansvar.

Dette princip modificeres af, at der fastsættes en særlig undergrænse for

retten til erstatning og godtgørelse, jf. stk. 2 og 3, og af, at et

regreskrav ikke dækkes, jf. stk. 4.

Med reglen i stk. 1 overføres alle regler i erstatningsansvarsloven

til patientforsikringen, for så vidt som de vedrører fastsættelse af

erstatning og godtgørelse for personskade eller tab af forsørger m.v. Det

gælder således først og fremmest reglerne om udmåling af erstatning og

godtgørelse for de forskellige poster, dvs. helbredelsesudgifter og andet

tab, tabt arbejdsfortjeneste, svie og smerte, varigt meen, erhvervsevnetab,

forsørgertab og begravelsesudgifter. (Disse udmålingsregler er nærmere omtalt

i rap. s. 126-127 og 180-185). Dernæst følger det af henvisningen til

erstatningsansvarsloven, at dennes regler om samordning af erstatning og

anden kompensation, f.eks. sociale ydelser og private forsikringer, finder

tilsvarende anvendelse ved udmålingen af erstatning for patientskader. Det

indebærer bl.a., at der ved udmåling af erstatning for erhvervsevnetab eller

forsørgertab ikke skal foretages fradrag for social førtidspension, og at der

aldrig skal foretages fradrag for private forsikringer, der har karakter af

summaforsikringer. Hvis skaden er omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven

m.v., hvad f.eks. skade på sunde forsøgspersoner er, skal der derimod

foretages fradrag for erstatning i henhold til denne lov. I erstatning for

helbredelsesudgifter skal der foretages fradrag for ydelser i henhold til

sygesikringsloven m.v., og i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste skal der

foretages fradrag for bl.a. sygeløn og ydelser i henhold til dagpengeloven,

jf. erstatningsansvarslovens § 2, stk. 2.

Henvisningen til erstatningsansvarsloven omfatter desuden en række andre

regler, der har betydning i forbindelse med erstatningsfastsættelsen, nemlig

reglerne i § 10 om adgang til forelæggelse for Sikringsstyrelsen af

spørgsmålet om meengrad og erhvervsevnetabsprocent, § 11 om genoptagelse af

erstatningssager, § 15 om regulering af erstatnings- og godtgørelsesbeløb, §

16 om forrentning og § 18 om overførelse af erstatnings- og godtgørelseskrav.

Regresreglen i § 17, stk. 2, overføres derimod ikke, jf. stk. 4.

Erstatningsansvarslovens regler om betydningen af tingsforsikring m.v. har

ikke betydning ved patientskader, idet kun personskade dækkes. Reglerne om

arbejdstagers erstatningsansvar over for skadelidte og regresansvar over for

arbejdsgiveren i erstatningsansvarslovens § 19, stk. 3, og § 23 fortrænges af

reglerne i patientforsikringslovens § 7 og § 8. Reglen om godtgørelse for

tort i erstatningsansvarslovens § 26 vil normalt ikke få betydning ved

patientskader som følge af afgrænsningen heraf i § 1.

Det følger endvidere af skadebegrebet i § 1, at patientens situation efter

patientskaden altid må sammenholdes med de sandsynlige følger af et normalt

sygdomsforløb, herunder normale følger af nødvendig behandling. Skaden - og

dermed erstatningen - omfatter kun forskellen herimellem. Hvis f.eks.

patientens erhvervsevne efter patientskaden er nedsat med 75 pct., men de

normale følger af sygdommen og af nødvendig behandling må antages at ville

have været en erhvervsevnenedsættelse på 50 pct., kan der kun ydes erstatning

for de yderligere 25 pct. erhvervsevnetab, der kan henføres til

patientskaden.

Reglen i stk. 2 fastlægger en særlig undergrænse for retten til

erstatning og godtgørelse ved patientskader, ligesom reglen giver

sundhedsministeren mulighed for at fastlægge en tidsmæssig grænse for ydelse

af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte.

Ifølge stk. 2 udbetales det fulde erstatningsbeløb, såfremt den samlede

erstatning m.v. ligger over grænsen. Grænserne vil gælde ved alle skader, der

omfattes af §§ 2 og 3, men efter stk. 3 ikke ved skader, der omfattes af § 4,

stk. 1.

Reglen i stk. 2, 1. pkt., indebærer, at der fastsættes en beløbsmæssig

grænse på 20.000 kr. for udbetaling af erstatninger efter loven. Denne

grænse, der vedrører alle former for patientskader, tager sigte på at rette

forsikringen mod større skader og tab.

I bestemmelsens 2. pkt. er undergrænsen udformet som en tidsmæssig

begrænsning for retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og

godtgørelse for svie og smerte. Den tidsmæssige begrænsning kan være op til 3

måneder, således at der kun ydes fuld erstatning inkl. de 3 måneder, hvis

mersygeperioden m.v. har været på mere end 3 måneder. Også ved anvendelsen af

denne bestemmelse må der tages hensyn til de normale følger af sygdommen og

af nødvendig behandling. Hvis der f.eks. indtræffer en

erstatningsberettigende patientskade under en operation, hvorefter patienten

er uarbejdsdygtig i 4 måneder, men den normale følge af operationen ville

være en uarbejdsdygtighedsperiode på 2 måneder, omfatter patientskaden kun 2

måneders uarbejdsdygtighed, og patienten vil derfor ikke være berettiget til

erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller godtgørelse for svie og smerte

for denne periode.

Grænsen efter 2. pkt. vil ikke ramme andre erstatnings- eller

godtgørelsesposter. Hvis patientskaden medfører helbredelsesudgifter eller

andre lignende udgifter, jf. erstatningsansvarslovens § 1, stk. 1, har

patienten således ret til erstatning herfor, selv om uarbejdsdygtigheds-

eller sygeperioden er kortere end 3 måneder, forudsat erstatningen overstiger

20.000 kr., jf. grænsen i 1. pkt. Hvis patientskaden får varige følger i form

af varigt meen eller erhvervsevnetab, har patienten ret til godtgørelse og

erstatning herfor efter de almindelige regler i erstatningsansvarsloven,

uanset om patientens helbredstilstand måtte være blevet stationær på kortere

tid end 3 måneder. Ved dødsfald ydes tilsvarende altid erstatning for

forsørgertab og begravelsesudgifter efter de almindelige regler i

erstatningsansvarsloven.

Bestemmelsen tager sigte på generelt (dog undtaget sunde forsøgspersoner)

at lade patientforsikringen dække de mere alvorlige og varige følger af

patientskader efter loven.

Reglen i stk. 3 gør undtagelse fra en undergrænse ved skader, der

rammer sunde forsøgspersoner og donorer. I disse tilfælde udmåles erstatning

og godtgørelse således fuldt ud efter reglerne i erstatningsansvarsloven.

Reglen i stk. 4 præciserer, at patientforsikringen alene yder

erstatning til patienterne og disses efterladte, men ikke til andre, der

efter almindelige erstatningsretlige regler måtte have et afledet krav i

anledning af patientskaden. Reglen har navnlig betydning for den i

erstatningsansvarslovens § 17, stk. 2, hjemlede regresret for arbejdsgivere

for udbetalte dagpenge eller sygeløn. Sådanne krav dækkes således ikke af

patientforsikringen. Bestemmelsen svarer til reglen i § 7, stk. 2, i lov om

erstatning til ofre for forbrydelser.

Til § 6

Reglen omhandler erstatningsnedsættelse på grund af egen skyld og anden

medvirken fra patienten til skadens indtræden. Reglen indeholder den

afvigelse fra almindelige erstatningsretlige regler, at egen skyld i form af

simpel uagtsomhed fra patientens side ikke kan medføre nedsættelse af

erstatningen. Udtrykket »medvirket« omfatter både egen skyld og

accept af risiko, men accept af risiko får dog normalt ikke betydning i disse

tilfælde, da selv et udtrykkeligt samtykke fra patienten til gennemførelse af

behandlingen i sig selv er uden betydning for vurderingen af, om der

foreligger en erstatningsberettigende patientskade.

Har patienten hidført skaden med forsæt, vil dette normalt udelukke, at

der overhovedet kan siges at foreligge en patientskade. Skulle der

undtagelsesvis foreligge en i øvrigt erstatningsberettigende patientskade

trods forsætlig medvirken fra patienten, vil anvendelsen af reglen i § 6

normalt føre til bortfald af erstatningen, men reglen udelukker ikke, at man

i særlige tilfælde kan nøjes med en vis nedsættelse af erstatningen.

Har patienten ved grov uagtsomhed medvirket til patientskadens indtræden,

skal der normalt kun foretages en vis nedsættelse af erstatningen. Ved

bedømmelsen af, om og i hvilket omfang erstatningen skal nedsættes, skal der

både tages hensyn til patientens skyldgrad og dens betydning for skadens

indtræden samt til omstændighederne i øvrigt, herunder skadens alvor og

erstatningens betydning for patientens eller de efterladtes økonomiske

forhold. Bestemmelsen udelukker således ikke, at der kan gives fuld

erstatning trods groft uagtsom medvirken fra patienten.

Til § 7

Bestemmelsen omhandler koordinationen mellem patientforsikringens dækning

og adgangen til at rejse erstatningskrav efter almindelige erstatningsretlige

regler. Bestemmelsen gør erstatningen fra patientforsikringen til den primære

erstatning, således at patienten eller dennes efterladte afskæres fra at

kræve erstatning efter almindelige erstatningsretlige regler, så langt

patientforsikringens dækning rækker. Det er i så henseende uden betydning, om

den, mod hvem erstatningskrav ellers kunne rejses, er en medicinalperson

eller dennes arbejdsgiver eller det drejer sig om en udenfor stående

skadevolder.

Erstatningskrav baseret på culpareglen ville kunne fremsættes i nogle af

de tilfælde, der omfattes af § 2, stk. 1, nr. 1 og 2 (og dermed i nogle af de

tilfælde, der omfattes af § 3, stk. 1), samt i alle tilfælde, der omfattes af

§ 3, stk. 2. Bestemmelsen indebærer, at patienten eller dennes efterladte

henvises til at fremsætte kravet mod patientforsikringen. I det omfang

erstatning og godtgørelse fra patientforsikringen svarer til den, der kunne

opnås efter almindelige erstatningsretlige regler, dvs. reglerne i

erstatningsansvarsloven, kan der således ikke rejses krav mod den, der måtte

være erstatningsansvarlig for patientskaden. Patientforsikringens dækning vil

afvige fra erstatningsansvarslovens i kraft af undergrænsen i § 5, stk. 2,

samt regler fastsat i medfør af § 5, stk. 2.

Det følger af § 5, stk. 3, at erstatning og godtgørelse til sunde

forsøgspersoner og til donorer fuldt ud udmåles efter reglerne i

erstatningsansvarsloven. I disse tilfælde vil der således aldrig være

grundlag for noget supplerende erstatningskrav mod en eventuel

erstatningsansvarlig skadevolder.

Ved skader, der falder uden for patientforsikringens dækning (f.eks. fordi

skaden ikke er forvoldt på sygehus eller ved behandling hos autoriseret

medicinalpersonel, jf. § 1, stk. 1, eller fordi der ikke er tale om fysisk

skade), følger det af bestemmelsen, at patienten eller dennes efterladte frit

kan rejse erstatningskrav mod den, der måtte være erstatningsansvarlig for

skaden.

Til § 8

Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om, i hvilket omfang

patientforsikringen, efter at have betalt erstatning til patienten eller

dennes efterladte, kan rejse regreskrav for den udbetalte erstatning mod den,

der efter almindelige erstatningsretlige regler ville være

erstatningsansvarlig for patientskaden.

Reglen indebærer, at der kun kan rettes regreskrav mod den, der er

omfattet af § 1, stk. 1, eller i øvrigt er ansat på et sygehus, hvis skaden

er forvoldt forsætligt. Skader forvoldt af denne personkreds ved grov

uagtsomhed vil således ikke, som det er gældende efter de almindelige regler

om regres i erstatningsansvarsloven, kunne danne grundlag for regreskrav.

Baggrunden herfor er, at det er afgørende for patientforsikringsordningens

funktion, at den behandlende læge m.fl. ikke hindres i aktivt at medvirke til

vejledning og oplysning om en skadevoldende handling.

Såfremt patientskaden er forvoldt under sådanne omstændigheder, at

erstatningskrav vil kunne rejses over for andre end de i § 1 nævnte grupper,

vil spørgsmålet om regresmulighed skulle afgøres efter de almindelige

erstatningsretlige regler.

Det bemærkes, at patientens ret til at kræve erstatning reguleres af

reglen i § 7, hvorefter patienten som hovedregel ikke kan fremsætte noget

direkte erstatningskrav mod den, der er ansvarlig for skaden.

Vedtagelse af L 19, forslag til lov om produktansvar, der er fremsat den

7. oktober 1987 af justitsministeren, vil nødvendiggøre en ændring af §§ 7 og

8, således at producenten i overensstemmelse med produktansvarsreglerne vil

blive direkte ansvarlig.

Til § 9

I stk. 1, nr. 1, fastslås de myndigheder og personer, som direkte

er forpligtede til at yde erstatning efter loven. Driftsansvarlige for

sygehusene vil typisk være landets amtsråd samt Københavns og Frederiksberg

Kommuner og staten - for Rigshospitalets vedkommende. Ejere eller bestyrelser

for private sygehuse er ligeledes erstatningsforpligtede.

De i stk. 1, nr. 2, nævnte driftsansvarlige for biomedicinske

forsøg og donorvirksomhed vil typisk være de samme, som er driftsansvarlige

for de under nr. 1 nævnte sygehuse. I det omfang denne virksomhed ligger uden

for de nævnte sygehuse, vil erstatningspligten efter nr. 2 have en

selvstændig betydning, f.eks. i tilfælde, hvor forsøg måtte finde sted på

videnskabelige institutter under universiteterne, eller hvor donorvirksomhed

måtte finde sted på helt private institutioner uden for sygehusvæsenet.

I erstatningsbeløbet indgår også de erstatningsudbetalinger, som staten

hidtil har afholdt til forskellige donorer (bloddonorer m.fl.) samt for

vaccinationsskader, idet disse særordninger med virkning fra lovforslagets

ikrafttræden ophæves.

De under stk. 1, nr. 3, nævnte andre områder, der kan besluttes

inddraget under patientforsikringen, kan, jf. bemærkningerne til lovens § 1,

tænkes at være skolesundhedstjenesten, sundhedsplejerske- og

hjemmesygeplejerskeordningerne.

Til § 10

Erstatningspligtige efter § 9, med undtagelse af stat og kommuner, skal

efter stk. 1 være dækket af en forsikring i et forsikringsselskab, der

er godkendt af sundhedsministeren. Sundhedsministerens godkendelse af et

forsikringsselskab forudsættes baseret på en udtalelse fra Finanstilsynet.

Sundhedsministeriets betingelser for godkendelse af selskaberne vil bl.a.

tage sigte på, at de godkendte selskaber skal anvende ensartede

retningslinier vedrørende forsikringernes tidsmæssige dækning. Formålet

hermed er at sikre, at enhver erstatningsberettigende skade efter loven altid

vil være dækket af en forsikring, f.eks. således at en patient også i

tilfælde af, at den erstatningspligtige er afgået ved døden - og forsikringen

dermed er bortfaldet - vil have mulighed for at få sit krav dækket af et

forsikringsselskab. Principperne herfor vil nærmere blive drøftet med de

involverede forsikringsselskaber.

Efter stk. 2 indføres en maksimering af forsikringsselskabets

hæftelse. Denne bestemmelse er indsat med henblik på at gøre det både lettere

og billigere at opnå genforsikring for de privat praktiserende

medicinalpersoners forsikringer. Maksimeringen er udformet således, at en

forsikring inden for et forsikringsår skal kunne yde erstatning for mindst 30

mio. kr. Såfremt en forsikringstager og et selskab ønsker en højere

dækningssum, kan der frit indgås aftale herom. Bestemmelsen fastsætter

således den nederste grænse for en forsikrings dækningssum. Da staten og

kommuner, jf. § 11, er undtaget for forsikringspligt, tager bestemmelsen kun

sigte på private driftsansvarlige for de i § 9 nævnte institutioner, nemlig

private sygehuse, privat praksis, private forsøgsinstitutioner m.v. Af

praktisk-administrative grunde og for at sikre, at dækningssummen generelt

set står i et rimeligt forhold til de medicinske aktiviteter, er

maksimeringen alene knyttet til antallet af autoriserede medicinalpersoner.

Det er således uden betydning for maksimeringen, i hvilket omfang der i

øvrigt er ansat ikkeautoriseret hjælpepersonale. Såfremt en forsikring

omfatter flere personer, skal forsikringen inden for et forsikringsår kunne

yde erstatning for 30 mio. kr. for hver omfattet autoriseret medicinalperson.

Omfatter forsikringen f.eks. 3 autoriserede medicinalpersoner, skal

forsikringen kunne yde erstatning på indtil 90 mio. kr. inden for et

forsikringsår.

Ved fastsættelsen af dækningsbeløbet på 30 mio. kr. pr. år er der på den

ene side lagt vægt på, at beløbet sættes så højt, at det i praksis ikke vil

blive nået, og på den anden side så lavt, at genforsikringen, der typisk sker

internationalt, bliver både lettere og billigere. Dette vil også bidrage til,

at de mindre forsikringsselskaber kan tilbyde forsikringer på området og

dermed fremme en mere lige konkurrence blandt selskaberne.

Såfremt erstatningerne for en forsikret i helt ekstreme tilfælde inden for

et år skulle andrage mere end dækningssummen, vil den erstatningspligtige

efter loven - uanset ansvarsgrundlagets karakter - hæfte personligt for

erstatningen. Med henblik på at sikre, at sidstnævnte erstatningskrav kan

honoreres, vil ministeren efter stk. 4 skulle fastsætte bestemmelse om, at de

godkendte forsikringsselskaber gennem en pool-aftale dækker berettigede

erstatningskrav, der ligger over dækningssummen, samtidig med at selskabernes

regresret mod den erstatningsansvarlige opretholdes.

Efter stk. 3 reguleres beløbene i stk. 2 efter reglerne i

erstatningsansvarslovens § 15.

Bemyndigelsen i stk. 4, hvorefter sundhedsministeren fastsætter

bestemmelser om forsikringspligtens gennemførelse, tager sigte på at sikre,

at alle forsikringspligtige efter stk. 1 rent faktisk tegner forsikring,

bl.a. gennem en underretning herom til vedkommende og en kontrol af, at

forsikringen opretholdes. Der vil endvidere i medfør af bestemmelsen blive

fastsat regler om, at de godkendte forsikringsselskaber inden for disses

vedtægtsmæssige rammer er forpligtede til at overtage forsikring for enhver

forsikringspligtig, der vil underkaste sig selskabets forsikringsbetingelser

fastlagt i overensstemmelse med en risiko, der overtages. Herved sikres det,

at forsikringspligtige efter stk. 1 altid vil være i stand til at opnå den

lovpligtige forsikringsdækning.

Bemyndigelsen tager desuden sigte på at sikre, at berettigede

erstatningskrav altid vil blive dækket. Ministeren fastsætter i den

forbindelse ifølge nr. 1 bestemmelse om, at de godkendte

forsikringsselskaber i fællesskab udbetaler erstatning, hvis en skade

forårsages af en forsikringspligtig, der ikke har tegnet forsikring. Ifølge

nr. 2 fastsætter ministeren bestemmelse om, at selskaberne i

fællesskab yder erstatning, hvis erstatningsbeløbene inden for et

forsikringsår skulle overstige en forsikrings dækningssum, jf. stk. 2.

Sundhedsministeren fastlægger fordelingsnøglen for selskabernes udgifter til

denne pool-ordning. Da pool-ordningen kun har relation til

forsikringspligtige erstatningsansvarlige, vil fordelingsnøglen tage

udgangspunkt i forsikringsselskabernes præmieindtægter for

forsikringspligtige. Selskaber, som tegner forsikringer for stat og kommuner,

bidrager således kun til poolen i det omfang, de tegner forsikringer for

forsikringspligtige.

Poolen har adgang til at rejse regreskrav over for den

erstatningsansvarlige skadevolder. Dette gælder både i tilfælde af

overtrædelse af § 10, stk. 1, og i tilfælde, hvor berettigede erstatningskrav

overstiger forsikringens dækning. Endvidere har poolen, jf. stk. 6, altid

adgang til over for de uforsikrede forsikringspligtige at opkræve den

ubetalte præmiesum.

Efter nr. 3 fastsætter sundhedsministeren bestemmelse om, at de

erstatningspligtige i fællesskab udbetaler erstatning, hvis den

erstatningspligtige ikke med sikkerhed kan udpeges. Bestemmelsen sigter til

den situation, hvor flere erstatningspligtige har deltaget i en behandling

eller et behandlingsforløb og den erstatningspligtige efterfølgende ikke med

rimelig sikkerhed kan udpeges. Udgifterne hertil betales af alle

forsikringsselskaber og selvforsikrede. Sundhedsministeren fastlægger

fordelingsnøglen for indbetalinger til puljen. Udgangspunktet for

fordelingsnøglen vil være selskabernes og de selvforsikredes

erstatningsudgifter.

Bemyndigelsen i stk. 5 tager sigte på, at ministeren skal kunne

fastsætte en begrænsning af selskabernes og de erstatningspligtiges fælles

erstatningspligt efter stk. 4, nr. 1-3, såfremt dette findes hensigtsmæssigt

for opnåelse af genforsikring. Det bemærkes, at bestemmelsen primært tager

sigte på at kunne begrænse selskabernes fælles erstatningsforpligtelse efter

stk. 4, nr. 2, og at dækningssummen vil blive fastsat således, at

erstatningsberettigede krav kan imødekommes.

Stk. 6 tager sigte på at give forsikringsselskaberne et

umiddelbart retsgrundlag for retlig inddrivelse af ikke betalte

forsikringspræmier.

Til § 11

Også efter andre ordninger, hvor der stilles krav om lovpligtig

forsikring (f.eks. ved ansvar for automobilskader, arbejdsskader m.fl.), er

stat og kommuner typisk undtaget fra forsikringspligt. Baggrunden herfor er,

at offentlige myndigheder altid forudsættes økonomisk at kunne honorere et

erstatningskrav som selvforsikrende. Rent faktisk har alle amtskommuner på

nær een hidtil tegnet almindelig forsikring for ansvar på området, jf. de

almindelige bemærkninger.

Til § 12

De efter § 10 godkendte forsikringsselskaber skal efter stk. 1

indgå i et fællesskab, som udgør en patientforsikringsordning. Denne forening

og det sekretariat, den forudsættes at etablere, udgør det centrale organ,

der administrerer hele patientforsikringsordningen. Efter stk. 1

vælger patientforsikringsforeningen en bestyrelse, som er ansvarlig for

foreningens virksomhed. Sundhedsministeren kan bestemme, at staten og de

kommuner, der er selvforsikrende, f.eks. Københavns og Frederiksberg

Kommuner, kan blive medlem af bestyrelsen. Baggrunden for denne bestemmelse

er, at også selvforsikrende efter § 13, stk. 1 og 3, har pligt til at

forelægge erstatningssager for foreningen og rette sig efter foreningens

afgørelser.

Da varetagelsen af lovens opgaver i høj grad er lagt i privat regi, findes

det nødvendigt, at foreningens styrelse og virksomhed varetages på en måde,

der tilgodeser opfyldelse af lovens bestemmelse og hensigter. Det er derfor i

stk. 2 fastsat, at sundhedsministeren skal fastsætte vedtægter herfor.

Ministeriet vil i vedtægterne nærmere fastsætte bestyrelsens størrelse og

sammensætning, idet medlemmerne, dvs. de godkendte forsikringsselskaber,

forventes at få repræsentation i bestyrelsen i forhold til præmieindtægter

eller forsikringsdækning. Sygehuskommunerne vil således gennem deres fælles

forsikringsselskab, Kommunernes Gensidige Forsikringsselskab, få en relativt

stor repræsentation i bestyrelsen.

Det forudsættes, at den almindelige administration og afgørelse af de

enkelte erstatningssager afgøres af foreningens sekretariat, og at

bestyrelsen kun inddrages i generelle spørgsmål, herunder forhold vedrørende

sekretariatets forsvarlige varetagelse af de opgaver, der er pålagt

foreningen. Den nærmere sammensætning og opbygning af sekretariatet vil

skulle fastlægges af foreningens bestyrelse.

I foreningens vedtægter fastsættes endvidere en fordeling, hvorefter

forsikringsselskaberne og selvforsikrende myndigheder afholder udgifter til

foreningens drift samt udgifter, som i øvrigt pålægges foreningen efter

loven.

Idet der i øvrigt henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 5.3.,

viser erfaringerne fra den svenske patientforsikringsordning, at det er

hensigtsmæssigt samtidigt at etablere en lægemiddelforsikringsordning, og at

disse to ordninger harmoniseres dels med hensyn til erstatningsdækning og

ydelser, dels i administrativ henseende. Set fra patientens side er det

underordnet, om en skade skyldes en fejlagtig anvendelse af et i øvrigt egnet

lægemiddel, eller om lægemidlet som sådant er defekt, herunder forkert

markedsført. Da en lægemiddelforsikringsordning svarende til

erstatningsdækningen efter dette lovforslag forventes at ville blive

etableret på et frivilligt grundlag af branchen selv, forudsættes det, at

sundhedsministeren, gennem fastsættelsen af patientforsikringsforeningens

vedtægter, vil kunne foretage sådanne ændringer i

patientforsikringsforeningens organisation m.v., som måtte findes nødvendigt

til en samordning, navnlig administrativt, af de to forsikringsordninger. Man

kunne her forestille sig, at der mellem de to forsikringsordninger blev

oprettet et fælles koordinationsudvalg/organ, hvor erstatningssager, som der

er tvivl om dækningen af efter de to ordninger, skal forelægges med henblik

på en vejledende udtalelse herom. Den nærmere fastlæggelse af ordningernes

organisatoriske koordinering må imidlertid afvente det forslag om en

lægemiddelforsikringsordning, som branchen arbejder med. Der henvises i

øvrigt om dette spørgsmål og om en lægemiddelforsikringsordning til

rap. side 149 ff.

Foreningens virksomhed vil i øvrigt ved særlig bekendtgørelse i henhold

til offentligheds- og forvaltningsloven blive omfattet af de to loves regler

om offentlig forvaltning samt af tavshedspligtsreglerne i straffeloven. Se

nærmere herom tillige bemærkningerne til § 16.

Efter stk. 3 skal de godkendte forsikringsselskaber og de

selvforsikrende kommuner dække Den Socialre Ankestyrelses omkostninger i

forbindelse med loven. Omkostningerne beregnes på grundlag af det faktiske

sagsantal efter hovedretningslinierne i Budgetvejledningens regler om

indtægtsdækket virksomhed.

Efter stk. 4 pålægges det foreningen at afgive en årlig redegørelse

om sin virksomhed til sundhedsministeren. Det findes vigtigt, at der

udarbejdes en detaljeret statistik og redegørelse for

patientforsikringsordningens afgørelser, økonomi m.v. Dette har bl.a.

betydning for vurderingen af patientforsikringens hensigtsmæssighed og

tilpasning til den medicinske udvikling. Endelig vil en statistik, der

fordeler skader dels geografisk, dels på de enkelte virksomhedsområder

(f.eks. på de enkelte specialeområder, på sygehuse og i praksis m.v.) gøre

det muligt, at man særlig kan udpege områder, hvor skadefrekvensen synes

uforholdsmæssig høj og lignende med henblik på iværksættelse af eventuelle

foranstaltninger. Endelig kan det blive nødvendigt, bl.a. af økonomiske

grunde, at justere patientforsikringsordningens dækningsområde og eventuelt

fremover undtage områder, der har vist sig særlig økonomisk belastende, uden

at de samtidig udgør et naturligt element i forsikringsordningen. I

redegørelsen til sundhedsministeren kan patientforsikringsforeningen påpege

særlige områder, hvor det findes vanskeligt eller urimeligt at udbetale

erstatning efter ordningen, eller hvor nye områder bør inddrages.

Sundhedsministeriet vil i forbindelse med oprettelse af

patientforsikringsforeningen samtidig etablere et kontaktorgan bestående af

bl.a. kommunerne, staten m.fl. Kontaktorganet skal uformelt følge ordningen

og koordinere særlige spørgsmål, der har betydning for ordningens funktion,

navnlig i forhold til kommunerne.

Til § 13

I stk. 1 fastsættes, at patientforsikringsforeningen

administrerer, dvs. modtager, oplyser og afgør, alle erstatningsager.

Erstatningssager vedrørende selvforsikrende skal således også forelægges

foreningen. Modtagelsen af sagerne skal ske centralt i patientforsikringen,

således at man kan samle og udvikle ekspertise på området og sikre en

ensartet praksis, jf. rap. side 142 og 147. I forbindelse med

modtagelsen af sagen informeres vedkommende kommune eller forsikringstager i

øvrigt direkte herom af foreningen. Det er i øvrigt vigtigt for ordningens

sigte, at forsikringsforeningen selv tilvejebringer de oplysninger, der er

nødvendige til sagens afgørelse, således at patienten ikke skal engagere

f.eks. en advokat til varetagelse af sine interesser.

I forbindelse med undersøgelse og oplysning af sagerne kan foreningen

eller det enkelte forsikringsselskab indhente udtalelse fra Sikringsstyrelsen

til fastsættelse af meengrader og erhvervsevnetabsprocent, jf. rap.

side 141.

Da der efter loven er tale om en ren forsikringsordning, og da

erstatningsansvarsloven og lovforslaget samt de bestemmelser, der udfærdiges

i henhold hertil, relativt detaljeret vil komme til at beskrive

forsikringsordningens ydelser og indhold, har man valgt i det hele at

overdrage administrationen af ordningen til forsikringsselskaberne ved, at

disse sammen danner en patientforsikringsforening. Man har altså ikke som for

arbejdsskadeforsikringen valgt at opbygge et særligt statsligt direktorat

eller lignende til primær administration af ordningen. Dette nødvendiggør,

jf. bemærkningerne til § 12, at patientforsikringsforeningens virksomhed må

fastlægges i vedtægter fastsat af Sundhedsministeriet.

Proceduren for afgørelse af de enkelte sager overlades til

patientforsikringsforeningen. Ved afgørelsen af lægelige spørgsmål

forudsættes inddraget et panel af eksperter, der vil blive udpeget af

foreningens bestyrelse, således at panelets omfang og sammensætning efter

indvundne erfaringer løbende kan tilpasses behovet.

I stk. 1 fastsættes det endvidere, at patientforsikringsforeningen efter

nærmere bestemmelse i vedtægterne kan bemyndige de enkelte

forsikringsselskaber og selvforsikrende myndigheder til selv at oplyse og

afgøre nærmere beskrevne sagstyper. Der kan f.eks. være tale om sager, som

erfaringsmæssigt er ukomplicerede, og som kan afgøres ensartet, eventuelt

efter fastsatte retningslinier. Sager, som er afgjort efter disse

bemyndigelsesbestemmelser, kan ankes til patientforsikringsforeningen.

Bestemmelsen forudsættes først anvendt efter en periode, hvor der er

indvundet erfaringer med administration af loven.

Da det ved undersøgelse og oplysning af erstatningssagerne må anses for

vigtigt, at alle oplysningsmuligheder står til rådighed, er det i stk.

2 fastsat, at patientforsikringsforeningen kan lade vidner afhøre ved

Byretten. Det kan i visse sager være af betydning, at oplysninger kan kræves

afgivet under vidneansvar, ligesom det kan være af betydning at få

vidneforklaringer frem på et tidspunkt, hvor vidnerne har begivenhedsforløbet

i god erindring. Bestemmelsen svarer til retsplejelovens § 147 b, stk. 4, der

handler om Advokatnævnets virksomhed.

Efter stk. 3 meddeler patientforsikringsforeningen, straks efter at

afgørelsen er truffet, vedkommende forsikringsselskab, stat eller

selvforsikrende kommune sin afgørelse. Det forudsættes, at foreningen tillige

orienterer vedkommende kommune eller forsikringstager i øvrigt direkte herom.

Samtidig skal skadelidte have afgørelsen meddelt, eventuelt i foreløbig form,

indtil endelig meddelelse kan ske med alle oplysninger (herunder eventuelle

supplerende beregninger foretaget af vedkommende forsikringsselskab) af

relevans for skadelidtes vurdering af sagen, herunder, om afgørelsen skal

ankes. Afgørelsen indeholder oplysninger om, hvorvidt det pågældende tilfælde

er omfattet af lovens regler, og i bekræftende fald oplysninger om

erstatningsposter og erstatningsbeløb. Findes det enkelte tilfælde ikke

erstatningsberettigende, skal dette begrundes og patienten vejledes om

ankeadgang m.v. Udbetaling af ydelser sker hurtigst muligt efter modtagelsen

af foreningens afgørelse.

Til § 14

Efter stk. 1 kan patientforsikringsforeningens afgørelser

indbringes for Den Sociale Ankestyrelse. Afgørelser truffet af de enkelte

forsikringsselskaber m.v. i henhold til bemyndigelsen i § 13 indbringes først

til patientforsikringsforeningen og herefter til Den Sociale Ankestyrelse. En

afgørelse kan påklages af den, som afgørelsen vedrører, og i øvrigt af

enhver, der har retlig interesse i sagen - f.eks. patienten, vedkommende

forsikringsselskab og forsikringstager. Tilsvarende gælder for anke af

afgørelser truffet efter bemyndigelsen i henhold til § 13. En anke har ikke

umiddelbart opsættende virkning, således at udbetaling af ydelser stilles i

bero, indtil Den Sociale Ankestyrelse har behandlet klagen. Det findes

således ikke rimeligt, at f.eks. et forsikringsselskab ved anke af et forhold

af marginal karakter kan tilbageholde et eventuelt stort erstatningsbeløb,

som der principielt er enighed om. Efter stk. 1, 2. pkt., kan

ankestyrelsen dog ex officio eller efter begæring tillægge en anke opsættende

virkning.

Reglerne i stk. 2 og 3 om, at en afgørelse kan indgives til Den

Sociale Ankestyrelse inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om

afgørelsen fra patientforsikringsforeningen, og om, at der kan dispenseres

fra en overskridelse af klagefristen, svarer til reglerne for ankestyrelsens

almindelige område, dvs. det sociale område.

Klagen til ankestyrelsen vil - som for visse dele af den sociale

lovgivning - i praksis forudsættes indgivet til patientforsikringsforeningen

som den instans, der klages over. Foreningen vil herefter fremsende klagen

med supplerende oplysninger, dokumenter m.v. til Den Sociale Ankestyrelse.

Til § 15

Efter bestemmelsen, stk. 1, kan alle med en retlig interesse, dvs.

både skadelidte og et forsikringsselskab, indbringe ankestyrelsens afgørelse

for Landsretten. Det vil påhvile den, der ønsker ankestyrelsens afgørelse

indbragt for Landsretten - dvs. skadelidte eller et forsikringsselskab - at

udtage stævning inden den i stk. 2 angivne frist. Da ankestyrelsens

virksomhed udøves på et område, der hidtil har henhørt under domstolene, og

da det kan være af væsentlig betydning at foretage en bevisvurdering, er det

anset for nødvendigt at give domstolene mulighed for at foretage en

udtømmende prøvelse af ankestyrelsens afgørelser i stedet for blot at lade

prøvelsen være en almindelig legalitetskontrol efter grundlovens § 63.

Samtidig er der i stk. 2 fastsat en frist på 6 måneder for sagens

indbringelse for Landsretten. Dette bidrager til, at erstatningssagerne ikke

verserer i mange år efter, at skaden er forvoldt, med de heraf følgende

bevisførelsesvanskeligheder. Samtidig sikrer fristen, at navnlig den

skadelidte kan nå at foretage de nødvendige processuelle skridt, dvs.

udtagelse af stævning, evt. ansøgning om fri proces m.v.

Til § 16

I stk. 1 fastsættes hjemmel for, at patientforsikringsforeningen

kan forlange oplysninger, som skønnes af betydning for behandling af de

enkelte sager, fra de berørte myndigheder, private institutioner og den

skadelidte.

I stk. 2 fastsættes det, at patientforsikringsforeningen på

forlangende skal indhente og afgive oplysninger til Den Sociale Ankestyrelse

og til Sundhedsministeriet.

Disse to bestemmelser tager bl.a. sigte på, at de offentlige myndigheder

og andre, der er involveret i patientforsikringsordningen, retmæssigt kan

udveksle nødvendige oplysninger til afgørelse af sagerne uden herved at

overtræde regler om tavshedspligt i forvaltningslov, lægelov m.fl. eller

reglerne i forvaltningsloven (§ 28 ff.) om adgangen til at videregive

oplysninger til anden forvaltningsmyndighed.

I øvrigt vil patienterne efter særlig bekendtgørelse udstedt i henhold til

offentlighedslovens § 1, stk. 3, og forvaltningslovens § 1, stk. 2, der begge

trådte i kraft pr. 1. januar 1987, blive tillagt ret til aktindsigt i

patientforsikringsforeningens sagsakter vedrørende de pågældende patienters

erstatningssager, ligesom der efter den nævnte bestemmelse i

forvaltningsloven vil blive pålagt patientforsikringsforeningen tavshedspligt

efter lovens kapitel 8.

Til § 17

Det findes nødvendigt, bl.a. af hensyn til muligheden for at undersøge

grundlaget for erstatningssagerne, at der fastsættes en forældelsesfrist på

området. Denne er i stk. 1 sat til 5 år, hvilket svarer til dansk rets

almindelige forældelsesfrist, jf. 1908-loven. Fristen er sat til 3 år i den

finske patientforsikringsordning samt lovforslaget til en ny

produktansvarslov. Det bemærkes, at fristen ikke er absolut, idet den

alternativt først løber fra det tidspunkt, patienten er blevet eller burde

være blevet vidende om skaden, f.eks. i tilfælde, hvor denne først er opstået

eller erkendt som en skade lang tid efter, at den pågældende behandling har

fundet sted. For så vidt angår afbrydelse af fristen på grund af skadelidtes

utilregnelige uvidenhed m.v. finder de almindelige regler i 1908-loven

anvendelse ved fristberegningen.

Efter stk. 2 afskæres patienter dog fra at rejse erstatningskrav

senere end 10 år efter, at skaden er forårsaget. Denne forældelsesregel

svarer til forslaget til produktansvarslov og er samtidig i overensstemmelse

med den i henhold til lægeloven fastsatte pligtige journalopbevaringsperiode.

Det forhold, at det, længere tid efter at den skadevoldende handling har

fundet sted, bliver stadig vanskeligere for patientforsikringsforeningen at

afvise, at en given skade ikke med overvejende sandsynlighed er en følge af

en begået fejl, forbedrer ikke skadelidtes bevisbyrde. Det skal således ikke

kunne betale sig for skadelidte at udskyde rejsning af erstatningskrav på

grund af de stigende vanskeligheder, der med tiden opstår for afklaring af

det faktiske begivenhedsforløb.

Til § 18

Efter denne bestemmelse pålægges forsikringspligtige, som ikke opfylder

forsikringspligten, bødeansvar. Ansvaret pålægges de i § 9 nævnte

erstatningspligtige, herunder aktieselskaber, anpartsselskaber,

andelsselskaber eller lignende, som måtte være driftsansvarlige for en

virksomhed omfattet af § 9. Stat og kommuner er ikke pålagt dette ansvar,

idet de ikke er underlagt forsikringspligt.

Til § 19

Da der efter vedtagelsen af lovforslaget i Folketinget vil skulle

udfærdiges adskillige administrative bestemmelser og retningslinjer på

området samt ske etablering af en helt ny organisation, specielt

patientforsikringsforeningen, foreslås ordningen først at træde i kraft den

1. juni 1989.

Loven vil efter stk. 1 kun omfatte skader, der er forårsaget efter,

at loven er trådt i kraft, jf. dog stk. 2. Skader forårsaget inden den 1.

juni 1989, uanset om skaden først opdages på et senere tidspunkt, vil være

underlagt de almindelige erstatningsretlige regler.

Efter oprettelse af en patientforsikring med den beskrevne udvidelse af

erstatningsansvaret, der også omfatter vaccinationsskader, er der ikke

længere grundlag for at opretholde en særlig lov om erstatning for

vaccinationsskader, jf. i øvrigt rap. s. 118 og 119. Denne lov ophæves

derfor i stk. 2 samtidig med patientforsikringslovens ikrafttræden.

Skader, der er forårsaget før 1. juni 1989, og som efter

vaccinationsskadeerstatningsloven ville kunne anmeldes senest et år efter at

de første sikre symptomer på skaden er påvist, vil være omfattet af

indeværende lovforslag.

Til § 20

Principielt vil patientforsikringsordningen med lige så god grund kunne

indføres for de færøske og grønlandske områder. Da der er tale om en

udvidelse af den offentlige service på sundhedsområdet m.v., må det nærmere

bero på de respektive direkte ansvarlige for sundhedsvæsenet for de to dele

af riget, om forsikringsordningen også skal gælde her.

Efter 2. behandling den 23. maj 1991

Kapitel 1

Erstatningsomfang

Dækningsområde

§ 1. Til patienter, som her i landet påføres fysisk skade i

forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende foretaget på sygehus,

ydes erstatning efter reglerne i denne lov. Det samme gælder for efterladte

til sådanne patienter.

Stk. 2. Med patienter sidestilles personer, der deltager i

biomedicinske forsøg, der ikke indgår som led i diagnostik eller behandling

af personens sygdom. Det samme gælder for vævs-, organ- og vævsvæskedonorer.

Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter regler om, hvilke områder

der efter stk. 1 og 2 nærmere er omfattet af loven.

Erstatningsberettigende skader

§ 2. Erstatning ydes, hvis skaden med overvejende sandsynlighed

er forvoldt på en af følgende måder:

1) hvis det må antages, at en erfaren specialist på det pågældende område

under de i øvrigt givne forhold ville have handlet anderledes ved

undersøgelse, behandling eller lignende, hvorved skaden ville være undgået,

2) hvis skaden skyldes fejl eller svigt i teknisk apparatur, redskaber

eller andet udstyr, der anvendes ved eller i forbindelse med undersøgelse,

behandling eller lignende,

3) hvis skaden ud fra en vurdering kunne være undgået ved hjælp af en

anden til rådighed stående behandlingsteknik eller behandlingsmetode, som ud

fra et medicinsk synspunkt ville have været lige så effektiv til behandling

af patientens sygdom, eller

4) hvis der som følge af undersøgelse, herunder diagnostiske indgreb,

eller behandling indtræder skade i form af infektioner eller andre

komplikationer, der er mere omfattende, end hvad patienten med rimelighed må

tåle. Der skal herved tages hensyn til dels skadens alvor, dels patientens

sygdom og helbredstilstand i øvrigt samt til skadens sjældenhed og

mulighederne i øvrigt for at tage risikoen for dens indtræden i betragtning.

Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, hvilke skader

der efter stk. 1 nærmere er omfattet af loven. Ministeren kan endvidere

fastsætte regler om, at visse skader efter stk. 1, nr. 3, er undtaget fra

loven.

§ 3. Skade som følge af, at der ikke er blevet stillet en rigtig

diagnose af patientens sygdom, erstattes kun i de i § 2, stk. 1, nr. 1 og 2,

nævnte tilfælde.

Stk. 2. Ved ulykkestilfælde, der ikke omfattes af § 2, stk. 1, nr.

2, ydes erstatning kun, hvis skadelidte er under behandling m.v. på et

sygehus og ulykken er indtruffet inden for dettes område under sådanne

omstændigheder, at sygehuset måtte antages at have pådraget sig

erstatningsansvar herfor efter almindelige erstatningsretlige regler.

Stk. 3. Erstatning efter denne lov ydes ikke for skader, der

skyldes egenskaber ved de lægemidler, der er anvendt ved undersøgelse,

behandling eller lignende.

§ 4. Til de af § 1, stk. 2, omfattede forsøgspersoner og donorer

ydes erstatning for enhver skade, som kan være forårsaget af forsøget eller

af udtagelsen af væv m.v., medmindre det er overvejende sandsynligt, at

skaden har anden årsag.

Stk. 2. Reglen i stk. 1 gælder ikke ved skader, der omfattes af §

3, stk. 3.

Stk. 3. For de af § 1, stk. 2, 1. pkt., omfattede forsøgspersoner

gælder reglen i stk. 1 tilsvarende for psykisk skade.

Erstatningsudmåling m.v.

§ 5. Erstatning og godtgørelse fastsættes efter reglerne i lov om

erstatningsansvar.

Stk. 2. Erstatning m.v. efter stk. 1 ydes, såfremt den overstiger

20.000 kr. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at erstatning for tabt

arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte kun ydes, såfremt skaden

har medført uarbejdsdygtighed eller sygdom ud over en nærmere fastsat

periode, der højst kan udgøre 3 måneder.

Stk. 3. Stk. 2 samt regler fastsat i medfør af stk. 2 finder ikke

anvendelse på skader, der omfattes af § 4, stk. 1 eller stk. 3, jf. § 1, stk.

2.

Stk. 4. Erstatning ydes ikke til dækning af regreskrav.

§ 6. Erstatningen til patienten eller dennes efterladte kan

nedsættes eller efter omstændighederne helt bortfalde, hvis patienten

forsætligt eller ved grov uagtsomhed har medvirket til skaden.

§ 7. I det omfang patienten eller dennes efterladte har fået eller

har krav på at få erstatning i henhold til § 5, kan erstatningskrav ikke

rejses mod nogen, der måtte have pådraget sig erstatningsansvar for skaden.

§ 8. Hvis den, der efter almindelige erstatningsregler måtte have

pådraget sig erstatningsansvar over for patienten eller dennes efterladte, er

omfattet af § 1, stk. 1, eller i øvrigt er ansat på et sygehus, kan ydelser i

henhold til § 5 kun danne grundlag for regreskrav, hvis skaden er forvoldt

forsætligt.

Kapitel 2

Erstatningsordningens organisation

Erstatningspligt

§ 9. Pligt til at yde erstatning efter loven har:

1) Enhver driftsansvarlig for sygehuse.

2) Driftsansvarlige for institutioner, som foretager biomedicinske forsøg

på personer, uden at forsøget indgår som led i diagnostik eller behandling af

personens sygdom, og driftsansvarlige for institutioner, som forestår vævs-,

organ- og vævsvæskedonorvirksomhed.

Forsikringspligt

§ 10. Krav om erstatning efter loven skal være dækket af en

forsikring i et forsikringsselskab, der er godkendt af sundhedsministeren,

jf. dog § 11, stk. 1.

Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter de årlige dækningssummer for

de i stk. 1 nævnte forsikringer.

Stk. 3. Dækningssummer fastsat i medfør af stk. 2 reguleres efter

reglerne i § 15 i lov om erstatningsansvar.

Stk. 4. Sundhedsministeren fastsætter bestemmelser om

forsikringspligtens gennemførelse. Ministeren fastsætter herunder

bestemmelser om,

1) at de efter stk. 1 godkendte forsikringsselskaber i fællesskab yder

erstatning i tilfælde af overtrædelse af stk. 1,

2) at de efter stk. 1 godkendte forsikringsselskaber i fællesskab yder

erstatning i tilfælde, hvor den enkelte driftsansvarliges erstatningspligt

overstiger forsikringens dækningssum fastsat i medfør af stk. 2,

3) at de efter stk. 1 godkendte forsikringsselskaber og selvforsikrende

myndigheder i fællesskab yder erstatning efter § 5, hvor det ikke er muligt

med rimelig sikkerhed at udpege den erstatningspligtige efter § 9.

Stk. 5. Ministeren fastsætter bestemmelser om maksimering af den

fælles erstatningsforpligtelse efter stk. 4, nr. 1-3.

Stk. 6. Præmier for forsikringerne tillægges udpantningsret.

§ 11. Staten og kommunerne er undtaget fra forsikringspligt efter

§ 10.

Stk. 2. Sundhedsministeren kan godkende, at kommunerne efter

aftale overtager forsikringspligten efter § 10, stk. 1, for de private

driftsansvarlige, jf. § 9. Overtagelsen kan kun ske for de private

driftsansvarlige, som udøver virksomhed inden for kommunens område.

Stk. 3. Kommunerne kan kræve omkostningerne ved de i stk. 2 nævnte

forsikringsordninger dækket hos de private driftsansvarlige, der er omfattet

af ordningerne.

Stk. 4. Sundhedsministeren fastsætter de årlige dækningssummer for

de i stk. 2 nævnte forsikringer.

Stk. 5. Dækningssummer fastsat i medfør af stk. 4 reguleres efter

reglerne i § 15 i lov om erstatningsansvar.

Stk. 6. § 10, stk. 4, nr. 1 og 2, samt stk. 5, finder ikke

anvendelse, såfremt en kommune efter stk. 2 har overtaget forsikringspligten.

Stk. 7. Der tillægges kommuner udpantningsret for de i stk. 3

nævnte omkostninger.

Patientforsikringsforeningen

§ 12. Forsikringsselskaber, som er godkendt efter § 10, opretter

i fællesskab en patientforsikringsforening og vælger en bestyrelse for

foreningen. Sundhedsministeren kan bestemme, at staten og de kommuner, som er

selvforsikrende, kan blive medlem af bestyrelsen.

Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter vedtægter for foreningens

styrelse og virksomhed. Udgifter til foreningens drift samt udgifter, der i

øvrigt pålægges foreningen efter loven, afholdes af forsikringsselskaberne og

selvforsikrende myndigheder efter en fordeling, som fastsættes i vedtægterne.

Stk. 3. Patientforsikringsforeningen afgiver en årlig redegørelse

til sundhedsministeren om sin virksomhed.

Sagernes behandling

§ 13. Patientforsikringsforeningen modtager, oplyser og afgør

alle erstatningssager efter denne lov. Foreningen kan efter nærmere

bestemmelse i vedtægterne bemyndige de enkelte forsikringsselskaber og

selvforsikrende myndigheder til selv at oplyse og afgøre nærmere beskrevne

sagstyper.

Stk. 2. Patientforsikringsforeningen kan lade vidner afhøre ved

byretten på det sted, hvor de bor.

Stk. 3. Patientforsikringsforeningens afgørelser meddeles

vedkommende forsikringsselskab, staten eller selvforsikrende kommune, som

herefter skal udbetale de fastsatte ydelser.

§ 14. Sundhedsministeren nedsætter et patientskadeankenævn, der

består af:

1) En af sundhedsministeren udnævnt formand, som skal være dommer,

2) 2 medlemmer udpeget af sundhedsministeren,

3) 2 sagkyndige medlemmer inden for lægevidenskab udpeget af

Sundhedsstyrelsen,

4) 2 medlemmer udpeget i fællesskab af Amtsrådsforeningen i Danmark og

Københavns og Frederiksberg Kommuner,

5) 2 medlemmer udpeget af De Samvirkende Invalideorganisationer.

Stk. 2. En repræsentant fra patientforsikringsforeningen kan

deltage uden stemmeret ved nævnets behandling af sager.

Stk. 3. Patientskadeankenævnets medlemmer udpeges for 4 år. Finder

udpegningen sted i løbet af en periode, gælder den kun til periodens udløb.

Stk. 4. Sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med

Patientskadeankenævnet dettes forretningsorden.

Stk. 5. Udgifter til drift af Patientskadeankenævnet afholdes af

forsikringsselskaberne og selvforsikrende myndigheder efter den fordeling,

som fastsættes af sundhedsministeren efter § 12, stk. 2, 2. pkt.

§ 15. De afgørelser, der træffes efter § 13, kan indbringes for

Patientskadeankenævnet, der har den endelige administrative afgørelse.

Patientskadeankenævnet kan tillægge en klage opsættende virkning.

Stk. 2. Klage til Patientskadeankenævnet indgives inden 3 måneder

efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

Stk. 3. Patientskadeankenævnet kan se bort fra overskridelse af

klagefristen, når der er særlig grund hertil.

§ 16. Patientskadeankenævnets afgørelse kan indbringes for

landsretten, der kan stadfæste, ophæve eller ændre afgørelsen.

Stk. 2. Indbringelse skal ske inden 6 måneder efter, at afgørelsen

er meddelt.

§ 17. Patientforsikringsforeningen kan af kommuner, amtskommuner

og andre vedkommende, herunder sygehuse, institutioner, behandlende læger

m.v. samt den skadelidte, forlange meddelt enhver oplysning, herunder

sygehusjournaler, journaloptegnelser m.v., som foreningen skønner er af

betydning for behandling af sager efter loven.

Stk. 2. Patientforsikringsforeningen skal afgive de oplysninger

til Patientskadeankenævnet og Sundhedsministeriet, som er nødvendige for

disse myndigheders varetagelse af opgaver efter loven.

Kapitel 3

Lægemiddelforsikringsordning

§ 18. Sundhedsministeren kan godkende, at

patientforsikringsforeningen samarbejder med en lægemiddelforsikringsordning,

som oprettes af lægemiddelbranchens organisationer i Danmark.

Stk. 2. Sundhedsministeren kan efter anmodning fra

lægemiddelbranchen udpege formanden og visse medlemmer til et ankeorgan, der

er omfattet af en sådan lægemiddelforsikringsordning.

Stk. 3. Sundhedsministeren kan efter forhandling med

justitsministeren fastsætte regler om,

1) at organerne i en lægemiddelforsikringsordning kan indhente de i § 17,

stk. 1, nævnte oplysninger,

2) at forvaltningsloven og offentlighedsloven samt straffelovens

bestemmelser om tavshedspligt finder anvendelse på administrationen, og

3) at § 13, stk. 2, om vidneafhøring finder tilsvarende anvendelse på

organerne i en lægemiddelforsikringsordning.

Kapitel 4

Forældelses- og straffebestemmelser

§ 19. Erstatningskrav efter denne lov skal være anmeldt til

patientforsikringsforeningen senest 5 år efter, at den erstatningsberettigede

har fået eller burde have fået kendskab til skaden.

Stk. 2. Forældelse af erstatningskrav indtræder dog senest 10 år

efter den dag, skaden er forårsaget.

§ 20. Overtrædelse af § 10, stk. 1, straffes med bøde. For

overtrædelse, der begås af aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber

eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

Kapitel 5

Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 21. Loven træder i kraft den 1. juli 1992 og finder anvendelse

for skader, der forårsages efter lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 82 af 8. marts 1978 om erstatning

for vaccinationsskader. Skader, der er forårsaget før 1. juli 1992, og som

efter lov om erstatning for vaccinationsskader ville kunne anmeldes senest et

år efter, at de første sikre symptomer på skaden er påvist, omfattes af denne

lov.

§ 22. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som

de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter