Spring til indhold

Retsinformation

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om banker og sparekasser m.v., lov om skattemyndighedernes organisation og opgaver m.v. (skattestyrelsesloven) og lov om ændring af lov om forsikringsvirksomhed, lov om banker og sparekasser m.v., realkreditloven, lov om

1998/1 BTL 6Betænkning over lovforslagFolketinget29. januar 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Betænkning afgivet af Erhvervsudvalget den 10.

december 1998

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om

banker og sparekasser m.v., lov om skattemyndighedernes organisation og

opgaver m.v. (skattestyrelsesloven) og lov om ændring af lov om

forsikringsvirksomhed, lov om banker og sparekasser m.v., realkreditloven,

lov om værdipapirhandel m.v., lov om fondsmæglerselskaber, lov om

tilsyn med firmapensionskasser, lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond og

lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension

(Forbedring af mulighederne for at videreføre

aktiviteterne i et kriseramt institut, tavshedspligt, partsbegreb m.v.)

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder

og har herunder stillet spørgsmål til økonomiministeren,

som denne har besvaret skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget

en skriftlig henvendelse fra Foreningen af Registrerede Revisorer.

Der er af økonomiministeren og af nogle mindretal

stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende

bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det

Konservative Folkepartis, Centrum-Demokraternes og Det Radikale Venstres

medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de under nr.

1-5, 9 og 11-13 stillede ændringsforslag.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men vil

stemme for de under nr. 1-11 stillede ændringsforslag.

Hvis det under nr. 10 stillede ændringsforslag

forkastes, vil mindretallet stemme for de under nr. 12 og 13 stillede

Læs alt

ændringsforslag.

Mindretallet finder, at lovforslaget indeholder en

række fornuftige tiltag, der kan give en mere smidig måde at

håndtere pengeinstitutkriser på, men mindretallet finder ikke, at

der er fundet en tilfredsstillende løsning med hensyn til

tavshedsbestemmelserne og partsbegrebet. Derfor støtter mindretallet

de stillede ændringsforslag og stemmer imod det samlede lovforslag.

Selv om mindretallets kritiske holdning vedrørende

tavshedsbestemmelserne og partsbegrebet også er gældende i

forhold til de øvrige finansielle love, stemmer mindretallet dog for

disse, da de også indeholder en række forbedringer.

Et andet mindretal (Dansk Folkepartis medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men vil

stemme for de under nr. 1-10 stillede ændringsforslag.

Et tredje mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller

lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men vil stemme for de

under nr. 1-7, 9 og 10 stillede ændringsforslag.

Hvis de under nr. 6 og 7 stillede ændringsforslag

forkastes, vil mindretallet stemme for det under nr. 8 stillede

ændringsforslag.

Hvis det under nr. 10 stillede ændringsforslag

forkastes, vil mindretallet stemme for de under nr. 12 og 13 stillede

ændringsforslag.

Et fjerde mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 1, 2, 4, 5 og

8-10 stillede ændringsforslag.

Hvis det under nr. 8 stillede ændringsforslag

forkastes, vil mindretallet stemme for de under nr. 6 og 7 stillede

ændringsforslag.

Hvis det under nr. 10 stillede ændringsforslag

forkastes, vil mindretallet stemme for de under nr. 12 og 13 stillede

ændringsforslag.

Et femte mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 1-5, 8, 9 og 11-13

stillede ændringsforslag.

Ændringsforslag

Til § 1

Af økonomiministeren, tiltrådt af udvalget:

1)

Før nr. 1 indsættes som nyt nummer:

»01.

I § 1, stk. 5, udgår », kreditinstitutter

omfattet af § 7 d«.«

2)

Efter nr. 10 indsættes som nyt nummer:

»02.

I § 15 f, stk. 4, ændres »47 e« til: »47

g«.«

Af økonomiministeren, tiltrådt af et flertal

(udvalget med undtagelse af FP):

3)

Efter nr. 15 indsættes som nyt nummer:

»03.

§ 19 c, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4.

Uanset stk. 1 kan interne revisions- eller

vicerevisionschefer tillige være interne revisions- eller

vicerevisionschefer i tilknyttede virksomheder.««

Af økonomiministeren, tiltrådt af udvalget:

4)

Efter nr. 18 indsættes som nyt nummer:

»04.

§ 26 affattes således:

»§ 26.

Tilsynet kan undtage fra bestemmelserne i §

24, stk. 2, 3. pkt., og § 25.««

5)

Efter nr. 22 indsættes som nyt nummer:

»05.

I § 44 a, stk. 4, ændres »48, stk. 2« til: »48,

stk. 3«.«

Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal (SF

og DF):

6)

Efter nr. 27 indsættes som nyt nummer:

»06.

Efter kapitel 11 a indsættes som nyt kapitel:

»Kapitel 11 b

Tilsynsudvalg

§ 48 c.

Med det formål at føre

parlamentarisk kontrol med Finanstilsynets tilsyn efter denne lov etableres

et tilsynsudvalg.

Stk. 2.

Udvalget, der nedsættes efter nyvalg,

består af 1 folketingsmedlem fra hvert af de i Folketinget

repræsenterede partier. Udvalget vælger selv sin formand.

Stk. 3.

Hvert medlem af udvalget kan foranledige

udvalget indkaldt til møde til drøftelse af Finanstilsynets

tilsynsvirksomhed. Endvidere kan drøftelse i udvalget finde sted efter

ønske fra økonomiministeren.

Stk. 4.

Økonomiministeren kan efter

udvalgets beslutning deltage i udvalgets møder.

Stk. 5.

Til udvalget knyttes en sekretær, som

ikke er medlem af Folketinget. Sekretæren skal stå i fast

tjenesteforhold til Folketinget.

§ 48 d.

Økonomiministeren holder tilsynsudvalget

orienteret om sager vedrørende kriseramte pengeinstitutter, der er

underlagt Finanstilsynets tilsyn.

§ 48 e.

Udvalget kan enten mundtligt eller skriftligt over for

økonomiministeren tilkendegive sin opfattelse vedrørende de

spørgsmål, som tages under behandling i udvalget.

§ 48 f.

Den bevillingsmæssige kontrol med Finanstilsynet

er ikke omfattet af udvalgets indseende. Udvalget kan dog i forbindelse med

indhentelse af oplysninger blive gjort bekendt med generelle

bevillingsmæssige forhold.

§ 48 g.

Tilsynsudvalgets medlemmer og sekretær er under

ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e underlagt tavshedspligt med hensyn

til, hvad de erfarer i udvalget.««

7)

I den under nr. 28 foreslåede affattelse af

§ 50 b indsættes i stk. 5 efter nr. 6 som nyt

nummer:

»7) Tilsynsudvalget som led i den parlamentariske kontrol med

Finanstilsynets tilsynsvirksomhed.«

Nr. 7-17 bliver herefter nr. 8-18.

Af et mindretal (FP), tiltrådt af et mindretal (SF,

DF og KRF):

8)

I den under nr. 28 foreslåede affattelse af § 50

b affattes stk. 5, nr. 8, således:

+

8) Folketingets

stående udvalg, som led i den parlamentariske kontrol med

forvaltningen, om kriseramte danske pengeinstitutter, der er trådt i

betalingsstandsning, er under kokurs, likvidation, overdragelse eller

rekonstruktion, dog således at pengeinstitutternes enkelte kunder ikke

kan identificeres.*

Af økonomiministeren, tiltrådt af udvalget:

9)

I den under nr. 28 foreslåede affattelse af § 50

b, stk. 5, nr. 9, indsættes før »Rigsrevisionen« ordene:

»Statsrevisorerne og«.

Af et mindretal (FP), tiltrådt af et mindretal (SF,

DF og EL):

10)

Den under nr. 29 foreslåede § 50 c affattes

således:

»§ 50 c.

Som part i forholdet til Finanstilsynet

anses det pengeinstitut, som undersøgelsen efter § 49, stk. 2 og 3,

vedrører, samt den, til hvem en af Finanstilsynet truffet

afgørelse i øvrigt retter sig.«

Af økonomiministeren, tiltrådt af et flertal

(S, V, KF, CD, RV og KRF):

11)

I det under nr. 29 foreslåede § 50 c, stk. 2,

nr. 7, ændres »§ 7, stk. 1-3« til: »§ 7 c, stk. 1-3«.

Af et mindretal (V), tiltrådt af et flertal (S, KF,

CD, RV og KRF):

12)

I den under nr. 29 foreslåede § 50 c

indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4.

Endelig kan Finanstilsynet, når

tilsynet tager en sag op vedrørende redelig forretningsskik og god

pengeinstitutpraksis, jf. § 1, stk. 6, under særlige

omstændigheder tillige tilkende partsbeføjelser til andre

fysiske eller juridiske personer end de i stk. 2 og 3 nævnte.

Partsbeføjelser kan alene tillægges, for så vidt

angår den del af sagen, som har direkte og væsentlig betydning

for den pågældende. Tilkendelse af partsbeføjelser skal

ske under hensyntagen til beskyttelsen af fortrolige oplysninger om de

virksomheder, der er under tilsyn.«

Af økonomiministeren, tiltrådt af et flertal

(S, V, KF, CD, RV og KRF):

13)

I den under nr. 29 foreslåede § 50 c

indsættes efter stk. 4 som nyt stykke.

»Stk. 5.

Partsstatus og partsbeføjelser

efter stk. 2-4 er begrænset til forhold, hvor tilsynets

afgørelser træffes efter den 8. oktober 1998.«

Bemærkninger

Til nr. 1

Ændringsforslaget er en konsekvens af den i

lovforslagets § 1, nr. 8, foreslåede ophævelse af § 7 d.

Til nr. 2

Ændringsforslaget er en konsekvens af den i

lovforslagets § 1, nr. 23 og 24, foreslåede ændring af bank- og

sparekasselovens §§ 47 e - 47 g.

Til nr. 3

Ændringsforslaget har til formål at

præcisere, at interne revisorer, som det hele tiden har været

tilsigtet, kan fungere i alle pengeinstituttets koncerntilknyttede

virksomheder.

Til nr. 4

Ændringsforslaget er en konsekvens af den i

lovforslagets § 1, nr. 18, foreslåede ændring af bank- og

sparekasselovens § 24.

Til nr. 5

Ændringsforslaget er en konsekvens af den i

lovforslagets § 1, nr. 26, foreslåede ændring af bank- og

sparekasselovens § 48.

Til nr. 6

Hidtidige erfaringer har vist, at det på grund af

tavshedsbestemmelserne i den finansielle tilsynslovgivning har været

svært eller umuligt at udøve en reel kontrol med

tilsynsmyndighederne og den ansvarlige minister. Behovet for den

parlamentariske kontrol har vist sig i en række sager, herunder bl.a.

Spar Nord-sagen, Færøbank-sagen og senest Hafnia-sagen. For at

tilgodese Folketingets muligheder for i sager af en vis betydning at kunne

få adgang til de fornødne dokumenter med henblik på at

påse, at lovgivningen overholdes, er det nødvendigt at etablere

en særlig parlamentarisk konstruktion, som under iagttagelse af

tavshedsbestemmelserne i den finansielle tilsynslovgivning sikres den

fornødne adgang til tilsynsmyndighedernes sagsbehandling.

Konstruktionen kan på grund af Finanstilsynets tavshedspligt alene

etableres ved lov. En sådan lov vil være i overensstemmelse med

de gældende EU-forpligtelser på området.

Der etableres et tilsynsudvalg, som har til opgave at

føre parlamentarisk kontrol med Finanstilsynets virksomhed.

Hvert af de partier, der er repræsenteret i

Folketinget, udpeger efter nyvalg et medlem af tilsynsudvalget. Udvalget, der

holder møde efter anmodning fra et medlem, kan indhente oplysninger om

alle dele af Finanstilsynets tilsynsvirksomhed. Økonomiministeren er

forpligtet til af egen drift at orientere udvalget om sager vedrørende

kriseramte institutter, der er undergivet Finanstilsynets tilsyn.

Tilsynsudvalget kan over for økonomiministeren

tilkendegive sin opfattelse vedrørende de spørgsmål,

udvalget behandler, men er i øvrigt ikke beføjet til at

træffe beslutninger vedrørende konkrete sager, der

forelægges udvalget.

Tilsynsudvalgets medlemmer er underlagt tavshedspligt

efter straffelovens §§ 152-152 e med hensyn til enhver oplysning, de under

deres hverv bliver vidende om.

Til nr. 7

Bestemmelsen indsættes med henblik på at

fastslå, at Finanstilsynets tavshedspligt ikke er til hinder for, at

tilsynet eller økonomiministeren videregiver oplysninger til det under

nr. 6 foreslåede tilsynsudvalg.

Til nr. 8

Det har gentagne gange vist sig umuligt for Folketingets

stående udvalg at få oplysninger vedrørende de finansielle

institutter - oplysninger, der er nødvendige for, at lovgivningsmagten

kan udføre den almindelige parlamentariske kontrol med forvaltningen.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at de gældende regler må

betragtes som værende både unødigt stramme og

retssikkerhedsmæssigt stærkt betænkelige. Dette skal ses i

lyset af, at den skærpede tavshedspligt ifølge

Justitsministeriet ikke er direktivbestemt. Det fremgår således

hverken af 1. eller 2. banksamordningsdirektiv, at der ikke kan videregives

fortrolige oplysninger til Folketingets stående udvalg, hvorfor der

klart er tale om en overimplementering. Det fremgår således

også af advokat, dr.jur. Jan Schans Christensens »Eneudredning om

partsbegreb og tavshedspligt i den finansielle tilsynslovgivning« udgivet af

Erhvervsministeriet i september 1996, side 101 ff., at en række andre

EU-lande i deres nationale lovgivning har hjemmel til at videregive

fortrolige oplysninger til parlamentsudvalg.

Det foreslås, at den ansvarlige minister skal kunne

videregive fortrolige oplysninger vedrørende kriseramte institutter

m.v. til Folketingets stående udvalg som led i den parlamentariske

kontrol med forvaltningen. De pågældende folketingsmedlemmer, der

modtager oplysningerne, vil i medfør af § 50 b, stk. 4, blive omfattet

af tavshedspligten i stk. 1.

Videregivelse af fortrolige oplysninger forudsætter,

at pengeinstituttet er kriseramt og som følge heraf er trådt i

betalingsstandsning, overdrages, er under konkurs, likvidation eller

rekonstruktion.

Denne betingelse tilsigter at afgrænse de

tilfælde, hvor en videregivelse til Folketingets stående udvalg

er særlig relevant for den parlamentariske kontrol. Finanstilsynet og

andre myndigheder, herunder især skattemyndighederne, vil i en

sådan situation være tæt involveret i afviklingen,

overdragelsen eller rekonstruktionen m.v. af instituttet.

Til nr. 9

Rigsrevisionen har ved brev af 10. november 1998 til

Økonomiministeriet påpeget, at statsrevisorernes status som

revisorer af statsregnskabet i henhold til grundloven i sig selv konstituerer

hjemmelen til videregivelse af fortrolige oplysninger fra Finanstilsynet.

Rigsrevisionen finder derfor, at statsrevisorerne bør indføjes

i loven som berettiget til at modtage de nævnte oplysninger med

tavshedspligt til følge.

Rigsrevisionen er indføjet i lovforslaget som

berettiget til at modtage fortrolige oplysninger. Der er i den forbindelse

tale om at lovfæste den hidtidige praksis, hvorefter Rigsrevisionen kan

indhente alle de oplysninger, som er i Finanstilsynets besiddelse, og som

skønnes af betydning for udførelsen af Rigsrevisionens arbejde.

Baggrunden for den hidtidige praksis er Rigsrevisionens deltagelse i den

parlamentariske kontrol med forvaltningen.

Den danske grundlov konstituerer i sig selv en hjemmel for

statsrevisorerne til at indhente alle de oplysninger, som er i

Finanstilsynets besiddelse, og som skønnes af betydning for

udførelsen af statsrevisorernes arbejde. Det findes derfor

hensigtsmæssigt også at indføje statsrevisorerne i loven

som berettiget til at modtage fortrolige oplysninger fra Finanstilsynet.

Til nr. 10

Ændringsforslaget indebærer, at partsbegrebet

i loven udvides, således at f.eks. kunder i pengeinstituttet bliver

betragtet som parter i sager, der vedrører kundens forhold i

pengeinstituttet.

Baggrunden for forslaget er, at det særlige

partsbegreb i de gældende finansielle love, der afskærer kunder i

et pengeinstitut, forsikringsselskab samt et realkreditinstitut fra

rettigheder, som følger af de almindeligt gældende

forvaltningsretlige regler, bør ændres.

De gældende regler indebærer f.eks., at en

kunde, der klager over et pengeinstituts behandling, ikke kan få adgang

til nogen oplysninger overhovedet, selv om det faktisk er kundens

oplysninger, der danner grundlag for, at Finanstilsynet

iværksætter en nærmere undersøgelse af

pengeinstituttet. Samme kunde kan heller ikke klage over Finanstilsynets

afgørelse til Erhvervsankenævnet, da vedkommende ikke betragtes

som part, selv om afgørelsen på mange måder også

retter sig til kunden. Særligt rammer disse bestemmelser de mindre

erhvervskunder, der heller ikke kan indbringe sagen for de private

ankenævn, og som derfor er tvunget til at indbringe sagen for

domstolene, hvilket både er tidkrævende og økonomisk meget

byrdefuldt.

Det er klart, at langt størstedelen af

Finanstilsynets afgørelser, f.eks. for så vidt angår krav

til solvens, regnskab m.v., alene involverer de finansielle institutter som

parter, men det er forslagsstillernes opfattelse, at det ved

afgørelser, der også har virkning for andre end det finansielle

institut, bør sikres, at elementære rettigheder som klageadgang

og aktindsigt gælder for alle, der berøres af

afgørelsen.

Dette synspunkt støttes da også af juridiske

eksperter; senest har således advokat, dr.jur. Jan Schans Christensen i

»Eneudredning om tavshedspligt og partsbegreb i den finansielle

tilsynslovgivning« på side 167 anført følgende

betragtning: »På den anden side har indførelsen af det

særlige partsbegreb også medført, at man - uden at det er

klart, om man har ønsket denne virkning - i meget vid

udstrækning har afskåret Finanstilsynet og

Erhvervsankenævnet fra på baggrund af et konkret skøn at

tillægge andre end de tilsynsbelagte virksomheder selv

partsbeføjelser som f.eks. klageadgang m.v. Dette gælder

også, selv om man - som nærmere redegjort for i kapitel V - kan

pege på en række situationer, hvor der kunne være anledning

til at foretage en konkret afvejning af, om en person af særlige grunde

bør tillægges visse partsbeføjelser.«

Følgende anføres endvidere på side 168

i eneudredningen: »Måtte man finde en ændring af det

særlige partsbegreb betimelig, taler meget derfor for, at man ikke skal

vende tilbage til det almindelige forvaltningsretlige partsbegeb, men snarere

finde et andet afgrænsningskriterium end det i dag anvendte.

Overvejelser om et ændret, men fortsat begrænset partsbegreb

bør formentlig inddrage en konkret vurdering, tilfælde for

tilfælde, af behovet for tildeling af (visse) partsbeføjelser

til andre berørte interesser end de tilsynsbelagte virksomheder.

Sådanne overvejelser kunne måske mest hensigtsmæssigt ske

under medvirken af de berørte branche- og forbrugerorganisationer som

led i en mere overordnet vurdering af det klagesystem, som findes i den

finansielle sektor. Under alle omstændigheder bør man efter min

opfattelse - om ikke andet så af ordensmæssige grunde -

præcisere i tilsynslovene, at den, til hvem en af Finanstilsynet

truffet afgørelse retter sig, naturligvis har partsstatus i relation

til afgørelsen, også selv om den pågældende ikke er

en tilsynsbelagt virksomhed.«

Forslaget indebærer, at det ikke kun er

pengeinstituttet, der anses som part i de sager, hvori Finanstilsynet

træffer afgørelser, men at tillige andre, som f.eks. kunder i

pengeinstituttet, som Finanstilsynets afgørelse retter sig til, er

parter i forhold til sagen.

Partsstatus betyder, at de gældende

forvaltningsretlige regler om partshøring, aktindsigt og klageadgang

også finder anvendelse for disse. Dette betyder f.eks., at klageren

skal betragtes som part i de tilfælde, hvor Finanstilsynet på

baggrund af en konkret klage iværksætter en undersøgelse

af, hvorvidt et pengeinstitut har levet op til reglerne om god

pengeinstitutpraksis.

Endvidere skal tillige f.eks. kunder, der på grund

af en afgørelse fra Finanstilsynet om værdiansættelse af

pengeinstituttets engagementer bliver berørt af afgørelsen -

selv om selve afgørelsen formelt set alene er rettet mod instituttet -

også betragtes som part. Det må i øvrigt i de enkelte

sager bero på en konkret vurdering af sagen, herunder

afgørelsens art, hvem der i den enkelte sag efter den foreslåede

bestemmelse skal betragtes som parter. Det bemærkes dog, at kunder, der

efter forvaltningslovens almindelige partsbegreb ikke ville kunne opnå

partsstatus, heller ikke efter lovforslagets bestemmelser vil kunne få

det, ligesom det heller ikke er alle, der har en +interesse* i en sag, der vil kunne opnå

partsstatus.

Til nr. 11

Ændringen er alene af redaktionel karakter.

Til nr. 12

Advokat, dr.jur. Jan Schans Christensen anfører i

sin eneudredning, side 144:

»Erhvervsankenævnet har imidlertid yderligere

fastslået, at selv hvor Finanstilsynet på baggrund af en konkret

klage iværksætter en undersøgelse vedrørende et

pengeinstituts overholdelse af god pengeinstitutpraksis, bliver den, som har

indgivet klagen, ikke part i sagen vedrørende undersøgelsen.

Han eller hun har dermed ikke krav på at få aktindsigt i, endsige

ret til at fremsætte sine bemærkninger til, den

redegørelse fra pengeinstituttet, som Finanstilsynet indhenter

foranlediget af klagen. Og han eller hun har dermed heller ikke mulighed for

at vurdere, om og i hvilket omfang Finanstilsynet forfølger sagen,

eller for at påklage Finanstilsynets afgørelse, hvis

Finanstilsynet efter at have foretaget sin undersøgelse ikke finder

anledning til at foretage sig yderligere over for pengeinstituttet.«

Den foreslåede bestemmelse åbner mulighed for,

at Finanstilsynet under særlige omstændigheder tillige kan give

kunder m.fl. en eller flere partsbeføjelser. Anvendelsen af

bestemmelsen forudsætter, at der er tale om en sag, der vedrører

tilsynet med, at pengeinstitutter drives i overensstemmelse med redelig

forretningsskik og god pengeinstitutpraksis, samt at sagen har en direkte og

væsentlig betydning for den pågældende.

Partsbeføjelser efter denne bestemmelse kan ikke tilkendes juridiske

og fysiske personer i deres egenskab som nævnt i stk. 2 og 3.

Finanstilsynet er ikke klageinstans for kunders klager

over pengeinstitutter. Privatkunder kan få deres klager over et

pengeinstitut behandlet i Pengeinstitutankenævnet, og erhvervskunder

hos domstolene. Langt de fleste kundeklager henhører under

Pengeinstitutankenævnet eller domstolene, allerede fordi klagen

vedrører forhold uden for Finanstilsynets kompetence, f.eks.

formueretlige tvister.

Finanstilsynet kan således kun skride ind over for

en generel eller principiel adfærd i strid med god

pengeinstitutpraksis, hvis der er tale om en praksis fra pengeinstituttets

side og ikke blot en adfærd i et enkeltstående tilfælde.

Der kan dog forekomme tilfælde, hvor det påklagede forhold kan

tages op af tilsynet på baggrund af et enkeltstående

tilfælde, forudsat at tilfældet er udtryk for en generel

adfærd i strid med redelig forretningsskik.

Når Finanstilsynet har taget en sag op

vedrørende redelig forretningsskik og god pengeinstitutpraksis, har

det hidtil alene været det berørte pengeinstitut, som blev

inddraget som part i sagen. Da det imidlertid ikke kan afvises, at der i

konkrete sager af den her omhandlede beskaffenhed kan være forhold, som

har direkte og væsentlig betydning for en kunde m.fl., foreslås

det med denne bestemmelse, at der tillægges tilsynet adgang til -

gennem et konkret skøn inden for rammerne af bestemmelsen - at

tillægge kunden m.fl. visse partsbeføjelser.

Det forhold, at sagen skal have væsentlig betydning

for kunden m.fl., er udtryk for, at der skal indlægges et

væsentlighedskriterium i tilsynets skøn.

Ved vurderingen af, om partsbeføjelser skal gives,

skal Finanstilsynet foretage en afvejning af f.eks. kundens interesse i at

kunne benytte kendskab til sagens dokumenter og hensynet til beskyttelsen af

fortrolige oplysninger om de virksomheder, der er under tilsyn.

Endelig skal Finanstilsynet foretage en afgrænsning

af, hvilken del af sagen der vedrører den pågældende.

Tildeling af partsbeføjelser efter stk. 4 forudsætter, at sagen

kan afgrænses. Da Finanstilsynet selv er nærmest til at foretage

en afvejning af de berørte interesser, foreslås det, at

kompetencen til at træffe afgørelse om en eller flere

partsbeføjelser ligger hos Finanstilsynet.

I tilfælde, hvor Finanstilsynet har taget en sag op

vedrørende et pengeinstituts overholdelse af redelig forretningsskik

og god pengeinstitutpraksis, og hvor klageren ikke tillægges en eller

flere partsbeføjelser, vil tilsynet holde klageren underrettet om

sagens eventuelle videre forløb, i det omfang tavshedspligten giver

mulighed herfor.

Finanstilsynets afslag på at tage en sag op efter

generalklausulen i lovens § 1, stk. 6, kan indbringes for

Erhvervsankenævnet, jf. lovens § 52 b. Det samme gælder, for

så vidt angår tilsynets afgørelser om tildeling af

partsbeføjelser. Tilsynet vil indrette sin praksis herefter og i

øvrigt tilrettelægge den interne koordination, så den

sikrer en ensartet praksis.

Til nr. 13

For at undgå lovgivning med tilbagevirkende kraft

gælder den udvidede adgang til partsstatus og partsbeføjelser i

henhold til bestemmelsens stk. 2-4 alene i forhold, hvor Finanstilsynets

afgørelser træffes efter den 8. oktober 1998S.

René Skau Johansen (S) Bjarne Laustsen (S)

Ole Vagn Christensen (S)

Claus Larsen-Jensen (S) Frode Sørensen (S)

nfmd.

Christine Antorini (SF)

Sonja Albrink (CD) Morten Helveg Petersen (RV) Frank Aaen (EL)

Svend Erik Hovmand (V) Pia Larsen (V) Kim Andersen (V) Mariann

Fischer Boel (V) fmd.

Pernille Sams (KF) Kirsten Jacobsen (FP) Egil Møller (DF) Ole

M. Nielsen (KRF)

Lignende dokumenter