Spring til indhold

Retsinformation

1996 LSF 178 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN(HURTIGERE BEHANDLING AF CIVILE SAGER M.V.)

1996/1 LSF 178Lovforslag som fremsatFolketinget13. juni 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1996,

som ændret senest ved § 2 i lov nr. 274 af 15. april 1997, foretages følgende

ændringer:

1. I § 4, stk. 2, ændres »45« til:

»55«, og »22« ændres til: »36«.

2. I § 15, stk. 1, ændres »41« til:

»42«.

3. I § 16 a, stk. 1, 3. pkt., indsættes efter

»Svendborg,»: »Haderslev,».

4. I § 17, stk. 1, udgår »Haderslev,».

5. I § 41, stk. 5, ændres »§ 219« til: »§

219 a«.

6. I § 126 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. En advokat skal medvirke til, at en fuldmægtig, der

er autoriseret hos advokaten, kan deltage i den teoretiske efteruddannelse,

som er fastsat i medfør af § 119, stk. 6. Advokaten skal endvidere afholde

udgifterne til efteruddannelsen.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

7. § 154, stk. 2, 2. pkt., ophæves.

8. § 165, stk. 2 , affattes således:

»Stk. 2. I sager, der behandles af retten, afholdes

vederlaget for forkyndelse af statskassen. I øvrigt betales vederlaget af

den, der begærer forkyndelsen foretaget.«

9. § 219 affattes således:

»§ 219. Rettens afgørelse i en borgerlig sag træffes snarest

muligt, efter at den pågældende forhandling er til ende. Ved sagens optagelse

til dom eller kendelse skal retten tilkendegive, hvornår dommen eller

kendelsen vil blive afsagt. Domme og kendelser i sager, der behandles ved

byret, skal afsiges senest 6 uger efter optagelsen til dom eller kendelse. I

Læs alt

sager, der behandles ved landsret, skal dommen eller kendelsen afsiges senest

3 måneder efter optagelsen til dom eller kendelse.

Stk. 2. Såfremt særlige omstændigheder gør det påkrævet, kan

retten beslutte at fravige de i stk. 1 nævnte frister. I beslutningen skal

anføres de omstændigheder, der bevirker, at fristen ikke kan overholdes.

Beslutningen kan ikke kæres.

Stk. 3. Afsigelsen af en dom foregår ved, at domsslutningen, efter

at hele dommen er skriftligt udarbejdet, oplæses i et retsmøde.«

10. Efter § 219 indsættes:

»§ 219 a. Rettens afgørelser i straffesager træffes snarest

muligt, efter at den pågældende forhandling er til ende. Ved sagens optagelse

til dom eller kendelse skal retten tilkendegive, hvornår dommen eller

kendelsen vil blive afsagt. Kan afsigelsen ikke finde sted samme dag, skal

dom eller kendelse dog afsiges senest inden en uge og, hvor nævninge har

medvirket, senest dagen efter.

Stk. 2. Såfremt særlige omstændigheder gør det påkrævet, kan

retten beslutte at fravige de i stk. 1 nævnte frister. I beslutningen skal

anføres de omstændigheder, der bevirker, at fristen ikke kan overholdes.

Beslutningen kan ikke kæres.

Stk. 3. Afsigelsen af en dom foregår ved, at domsslutningen

oplæses i et retsmøde.

Stk. 4. Hvis tiltalte er fængslet, bør den pågældende bringes til

stede ved dommens afsigelse.

Stk. 5. Er tiltalte ikke til stede ved afsigelsen, meddeler

anklagemyndigheden tiltalte udskrift af dommen. Hvis sagen i medfør af § 847,

stk. 3, nr. 1-5, er fremmet i tiltaltes fravær, skal udskriften

forkyndes.«

11. § 312, stk. 2, 4. pkt., ophæves.

12. I § 345, 1. pkt., ændres »hensigtsmæssigt«

til: »påkrævet«.

13. § 348, stk. 2, nr. 4, affattes således:

»4) en udførlig fremstilling af de faktiske omstændigheder, hvorpå

påstanden støttes, og«.

14. § 348, stk. 4, ophæves, og i stk. 5, der bliver

stk. 4, udgår »og stk. 4«.

15. § 349, stk. 1, 2. pkt., affattes således:

»Det samme gælder, hvis der ikke indleveres genparter m.v. som

fastsat i § 348, stk. 3, eller det indleverede ikke opfylder de krav, som

fastsættes efter § 348, stk. 4.«

16. § 350, stk. 2, ophæves.

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

17. § 351, stk. 1, affattes således:

»Retten indkalder parterne til et møde med et varsel, der i

almindelighed skal være på mindst 2 uger fra forkyndelsen.«

18. § 352, stk. 1, 3. og 4. pkt., ophæves, og i

stedet indsættes:

»Fristen, der regnes fra pålæggets forkyndelse, kan efter anmodning

forlænges.«

19. § 353 affattes således:

»§ 353. Retten kan bestemme, at yderligere processkrifter

skal udveksles, og kan pålægge en part at indlevere et processkrift inden en

af retten fastsat frist. Såfremt et processkrift ikke indleveres rettidigt,

finder bestemmelserne i § 360, stk. 1-3 og 6, tilsvarende anvendelse.«

20. § 354, stk. 5, 2. pkt., ophæves.

21. I § 354, stk. 6, sidste pkt., ændres »§ 219, stk.

2 og 3,» til: »§ 219, stk. 1, 2. pkt., og stk. 3,».

22. I § 354, stk. 7, 1. pkt., indsættes efter »Retten

kan«: »undtagelsesvis«.

23. § 355, stk. 1, affattes således:

»Retten bør indkalde parterne til et særligt forberedende møde,

medmindre retten finder det overflødigt.«

24. I § 355, stk. 4, indsættes som 3. og 4.

pkt.:

»I det forberedende møde skal retten endvidere efter drøftelse med

parterne så vidt muligt fastlægge sagens videre forløb, herunder tidsrammerne

for eventuel yderligere forberedelse. Retten kan endvidere fastsætte

tidspunktet for domsforhandlingen.«

25. Efter § 356 indsættes:

»§ 356 a . Retten kan bestemme, at parterne inden en af

retten fastsat frist før domsforhandlingen til retten skal indlevere et

endeligt påstandsdokument. Påstandsdokumentet skal indeholde partens påstande

og anbringender og en angivelse af de dokumenter, som parten vil påberåbe

sig, og de beviser, som agtes ført under domsforhandlingen. Genpart af

påstandsdokumentet skal samtidig tilsendes modparten.

Stk. 2. Såfremt påstandsdokumentet ikke indleveres rettidigt,

finder bestemmelserne i § 360, stk. 1-3 og 6, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Udvidelse af de påstande, der fremgår af

påstandsdokumentet, eller fremsættelse af anbringender eller førelse af

beviser, som ikke er angivet i påstandsdokumentet, kan ikke ske, medmindre

retten tillader det. Sådan tilladelse kan meddeles, såfremt betingelserne i §

363, stk. 1, er opfyldt.«

26. I § 357 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Retten kan, uanset at modparten ikke har nægtet at

samtykke, jf. stk. 1, modsætte sig udvidelse af påstande, fremsættelse af nye

anbringender og førelse af nye beviser eller fremsættelse af

formalitetsindsigelser, som ikke er fremsat rettidigt efter stk. 2.«

27. I § 360, stk. 5, sidste pkt., indsættes efter

»imødekommet«: », medmindre retten træffer afgørelse efter §

357, stk. 3«.

28. § 363, stk. 1, nr. 1, affattes således:

»1) det af særlige grunde må anses for undskyldeligt, at ændringen af

påstanden eller fremsættelsen af nye anbringender ikke er sket inden

domsforhandlingen, eller«.

29. I § 365, stk. 3, 1. pkt., udgår »så vidt

muligt«.

30. I § 365 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4. Såfremt genparterne ikke indleveres rettidigt, kan

retten beslutte, at reglerne i § 360, stk. 1-3 og 6, skal finde tilsvarende

anvendelse.«

31. I § 372, stk. 1, 2. pkt., ændres »§ 219, stk.

3,» til: »§ 219«.

32. I § 378 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Retten kan pålægge en part at indlevere et processkrift

inden en af retten fastsat frist. Såfremt et processkrift ikke indleveres

rettidigt, finder reglerne i § 386 tilsvarende anvendelse.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

33. § 379, 2. pkt., ophæves.

34. § 382, stk. 1, affattes således:

»Påstande, som har været gjort gældende i foregående instans, men

ikke er fremsat i ankestævningen eller i et rettidigt afgivet svarskrift, jf.

§ 375, og som heller ikke er omfattet af § 377, kan retten nægte fremsat,

selv om modparten ikke protesterer, såfremt påstanden burde have været

fremsat tidligere under anken.«

35. § 383, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Er påstande, som ikke har været gjort gældende i

foregående instans, ikke fremsat i ankestævningen eller i et rettidigt

afgivet svarskrift, jf. § 375, kan retten, selv om modparten ikke

protesterer, nægte fremsættelsen, såfremt de burde have været fremsat

tidligere under anken. Det samme gælder anbringender, som ikke har været

gjort gældende i foregående instans, og som ikke er fremsat under

forberedelsen af anken.«

36. § 386, stk. 1, 2. pkt., ophæves, og i stedet

indsættes:

»Det samme gælder, hvis appellanten ikke rettidigt har indsendt

behørigt udformet ekstrakt til Højesteret, jf. § 385, stk. 2. Retten kan

endvidere afvise sagen, hvis appellanten ikke rettidigt har indsendt

genparter til landsretten, jf. § 385, stk. 1, jf. § 365, stk. 3.«

37. I § 386, stk. 2, indsættes efter 1. pkt.:

»Retten kan beslutte, at det samme skal gælde, hvis indstævnte ikke

rettidigt har indsendt genparter af processkrifter og dokumenter til

landsretten, jf. § 385, stk. 1, jf. § 365, stk. 3.«

38. I § 394, stk. 1, ændres »§ 219, stk. 3,» til:

»§ 219«.

39. § 488, stk. 2, 2. pkt., ophæves.

40. I § 586, stk. 1, ændres »jf. dog § 219, stk.

3« til: »jf. § 219«.

41. I § 963, stk. 3, litra a, ændres »§ 219, stk.

6,» til: »§ 219 a, stk. 5,».

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1997, jf. dog stk. 2.

Retsplejelovens § 126, stk. 3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6, træder

dog i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning med

hensyn til advokatfuldmægtige, som har bestået juridisk kandidateksamen efter

1. januar 1997, og med hensyn til udgifter til deres efteruddannelse, såfremt

tilmelding hertil indgives efter lovens ikrafttræden.

Stk. 2. De hidtil gældende regler i retsplejelovens §§ 165, stk.

2, 219, stk. 4, 312, stk. 2, 4. pkt., 351, stk. 1, 352, stk. 1, 3. og 4.

pkt., 354, stk. 5, 2. pkt., og 488, stk. 2, 2. pkt., finder dog fortsat

anvendelse i sager, hvor stævningen inden lovens ikrafttræden er sendt til

sagsøgte uden at være forkyndt, jf. retsplejelovens § 350, stk. 2.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august

1996 som ændret ved § 2 i lov nr. 1201 af 27. december 1996,

foretages følgende ændringer:

1. I § 4, stk. 2 , ændres »45« til:

»52«, og »22« ændres til: »35«.

2. I § 16 a, stk. 1, 3. pkt. , indsættes efter

»Svendborg,»: »Haderslev,».

3. I § 17, stk. 1 , udgår: »Haderslev,».

4. I § 41, stk. 5 , ændres »§ 219« til: »§

219 a«.

5. I § 126 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. En advokat skal medvirke til, at en fuldmægtig, der

er autoriseret hos advokaten, kan deltage i den teoretiske efteruddannelse,

som er fastsat i medfør af § 119, stk. 6. Advokaten skal endvidere afholde

udgifterne til efteruddannelsen.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

6. § 165, stk. 2 , affattes således:

»Stk. 2. I sager, der behandles af retten, afholdes

vederlaget for forkyndelse af statskassen. I øvrigt betales vederlaget af

den, der begærer forkyndelsen foretaget.«

7. § 219 affattes således:

»§ 219. Rettens afgørelse i en borgerlig sag træffes snarest

muligt, efter at den pågældende forhandling er til ende. Ved sagens optagelse

til dom eller kendelse skal retten tilkendegive, hvornår dommen eller

kendelsen vil blive afsagt. Domme og kendelser i sager, der behandles ved

byret, skal afsiges senest 6 uger efter optagelsen til dom eller kendelse. I

sager, der behandles ved landsret, skal dommen eller kendelsen afsiges senest

3 måneder efter optagelsen til dom eller kendelse.

Stk. 2. Såfremt særlige omstændigheder gør det påkrævet, kan

retten beslutte at fravige de i stk. 1 nævnte frister. I beslutningen skal

anføres de omstændigheder, der bevirker, at fristen ikke kan overholdes.

Beslutningen kan ikke kæres.

Stk. 3. Afsigelsen af en dom foregår ved, at domsslutningen, efter

at hele dommen er skriftligt udarbejdet, oplæses i et retsmøde.«

8. Efter § 219 indsættes:

»§ 219 a. Rettens afgørelse i straffesager træffes snarest

muligt, efter at den pågældende forhandling er til ende. Kan afsigelsen ikke

finde sted samme dag, skal dom eller kendelse dog afsiges senest inden en uge

og, hvor nævninge har medvirket, senest dagen efter.

Stk. 2. Afsigelsen af en dom foregår ved, at domsslutningen

oplæses i et retsmøde.

Stk. 3. Hvis tiltalte er fængslet, bør han bringes til stede ved

dommens afsigelse.

Stk. 4. Er tiltalte ikke til stede ved afsigelsen, meddeler

anklagemyndigheden ham udskrift af dommen. Udskriften af en fældende dom skal

forkyndes, medmindre tiltalte er gjort bekendt med tidspunktet for

domsafsigelsen, eller sagen er afgjort i medfør af § 934. Udskriften af

dommen skal altid forkyndes, hvis sagen i medfør af § 847, stk. 3, nr. 1-5,

er fremmet i tiltaltes fravær. Tiltalte vejledes om retsmidlerne mod

afgørelsen. Vejledningen gives ved afsigelsen, hvis tiltalte er til stede, og

ellers ved den efterfølgende meddelelse. Er borgerligt krav forfulgt under

sagen, finder reglen i § 219, stk. 1, 2. pkt., tilsvarende anvendelse.«

9. § 312, stk. 2, 4. pkt. , ophæves.

10. I § 345, 1. pkt. , ændres »hensigtsmæssigt«

til: »påkrævet«.

11. § 348, stk. 2, nr. 4 , affattes således:

»4) en udførlig fremstilling af de faktiske omstændigheder, hvorpå

påstanden støttes, og«.

12. § 348, stk. 4 , ophæves, og i stk. 5, der

bliver stk. 4, udgår: »og stk. 4«.

13. § 349, stk. 1, 2. pkt., affattes således:

»Det samme gælder, hvis der ikke indleveres genparter m.v. som

fastsat i § 348, stk. 3, eller det indleverede ikke opfylder de krav, som

fastsættes efter § 348, stk. 4.«

14. § 350, stk. 2, ophæves.

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

15. § 351, stk. 1 , affattes således:

»Retten indkalder parterne til et møde med et varsel, der i

almindelighed skal være på mindst 2 uger fra forkyndelsen.«

16. § 352, stk. 1, 3. og 4. pkt. , ophæves, og i stedet

indsættes:

»Fristen, der regnes fra pålæggets forkyndelse, kan efter anmodning

forlænges.«

17. § 353 affattes således:

»§ 353. Retten kan bestemme, at yderligere processkrifter

skal udveksles, og kan pålægge en part at indlevere et processkrift inden en

af retten fastsat frist. Såfremt et processkrift ikke indleveres rettidigt,

finder bestemmelserne i § 360, stk. 1-3 og 6, tilsvarende anvendelse.«

18. § 354, stk. 5, 2. pkt., ophæves.

19. I § 354, stk. 6, sidste pkt. , ændres »§ 219, stk.

2 og 3,» til: »§ 219, stk. 1, 2. pkt., og stk. 3,».

20. I § 354, stk. 7, 1. pkt. , indsættes efter »Retten

kan«: »undtagelsesvis«.

21. § 355, stk. 1 , affattes således:

»Retten bør indkalde parterne til et særligt forberedende møde,

medmindre retten finder det overflødigt.«

22. I § 355, stk. 4, indsættes som 3. pkt.:

»I det forberedende møde skal retten endvidere efter drøftelse med

parterne så vidt muligt fastlægge sagens videre forløb, herunder tidsrammerne

for eventuel yderligere forberedelse«.

23. Efter § 356 indsættes:

»§ 356 a . Retten kan bestemme, at parterne inden en af

retten fastsat frist før domsforhandlingen til retten skal indlevere et

endeligt påstandsdokument. Påstandsdokumentet skal indeholde partens påstande

og anbringender og en angivelse af de dokumenter, som parten vil påberåbe

sig, og de beviser, som agtes ført under domsforhandlingen. Genpart af

påstandsdokumentet skal samtidig tilsendes modparten.

Stk. 2. Såfremt påstandsdokumentet ikke indleveres rettidigt,

finder bestemmelserne i § 360, stk. 1-3 og 6, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Udvidelse af de påstande, der fremgår af

påstandsdokumentet, eller fremsættelse af anbringender eller førelse af

beviser, som ikke er angivet i påstandsdokumentet, kan ikke ske, medmindre

retten tillader det. Sådan tilladelse kan meddeles, såfremt betingelserne i §

363, stk. 1, er opfyldt.«

24. I § 357 indsættes som stk. 3 :

»Stk. 3. Retten kan, uanset at modparten ikke har nægtet at

samtykke, jf. stk. 1, modsætte sig udvidelse af påstande, fremsættelse af nye

anbringender og førelse af nye beviser eller fremsættelse af

formalitetsindsigelser, som ikke er fremsat rettidigt efter stk. 2.«

25. I § 360, stk. 5, sidste pkt. , indsættes efter

»imødekommet«: », medmindre retten træffer afgørelse efter §

357, stk. 3«.

26. § 363, stk. 1, nr. 1, affattes således:

»1) det af særlige grunde må anses for undskyldeligt, at ændringen af

påstanden eller fremsættelsen af nye anbringender ikke er sket inden

domsforhandlingen, eller«.

27. I § 372, stk. 1, 2. pkt. , ændres »§ 219, stk.

3,» til: »§ 219«.

28. I § 378 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Retten kan pålægge en part at indlevere et

processkrift inden en af retten fastsat frist. Såfremt et processkrift ikke

indleveres rettidigt, finder reglerne i § 386 tilsvarende anvendelse.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

29. § 379, 2. pkt. , ophæves.

30. § 382, stk. 1 , affattes således:

»Påstande, som har været gjort gældende i foregående instans, men

ikke er fremsat i ankestævningen eller i et rettidigt afgivet svarskrift, jf.

§ 375, og som heller ikke er omfattet af § 377, kan retten nægte fremsat,

selv om modparten ikke protesterer, såfremt påstanden burde have været

fremsat tidligere under anken.«

31. § 383, stk. 3 , affattes således:

»Stk. 3. Er påstande, som ikke har været gjort gældende i

foregående instans, ikke fremsat i ankestævningen eller i et rettidigt

afgivet svarskrift, jf. § 375, kan retten, selv om modparten ikke

protesterer, nægte fremsættelsen, såfremt de burde have været fremsat

tidligere under anken. Det samme gælder anbringender, som ikke har været

gjort gældende i foregående instans, og som ikke er fremsat under

forberedelsen af anken.«

32. I § 394, stk. 1 , ændres »§ 219, stk. 3,»

til: »§ 219«.

33. § 488, stk. 2, 2. pkt., ophæves.

34. I § 586, stk. 1 , ændres »jf. dog § 219, stk.

3« til: »jf. § 219«.

35. I § 963, stk. 3, litra a, ændres »§ 219, stk.

6,» til: »§ 219 a, stk. 4,».

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1997, jf. dog stk. 2.

Retsplejelovens § 126, stk. 3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 5, træder

dog i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning med

hensyn til advokatfuldmægtige, som har bestået juridisk kandidateksamen efter

1. januar 1997, og med hensyn til udgifter til deres efteruddannelse, såfremt

tilmelding hertil indgives efter lovens ikrafttræden.

Stk. 2. De hidtil gældende regler i retsplejelovens §§ 165, stk.

2, 219, stk. 4, 312, stk. 2, 4. pkt., 351, stk. 1, 352, stk. 1, 3. og 4.

pkt., 354, stk. 5, 2. pkt., og 488, stk. 2, 2. pkt., finder dog fortsat

anvendelse i sager, hvor stævningen inden lovens ikrafttræden er sendt til

sagsøgte uden at være forkyndt, jf. retsplejelovens § 350, stk. 2.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Overvejelser om den civile retspleje

2.1. Tidligere ændringer af den civile retspleje samt initiativer til

nedbringelse af sagsbehandlingstiden ved domstolene

2.2. Overvejelserne i Retsplejerådet og Småsagsudvalget

2.3. Dommerforeningens og advokatrådets forslag om en reform af den civile

retspleje

2.4. Dommerforeningens forslag om en generel reform af den civile

retspleje.

2.5. Justitsministeriets overvejelser om ændringer af retsplejelovens

regler om behandlingen af civile retssager

3. Den europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende

sagsbehandlingstiden i civile sager

3.1. Menneskerettighedsdomstolens dom i »Blødersagen«

3.2. Menneskerettighedsdomstolens praksis i øvrigt

4. Forslagene i lovforslaget

4.1. Stævningens angivelse af sagens faktiske omstændigheder

4.1.1. Gældende ret

4.1.2. Forslaget

4.2. Adgangen til at udsætte sagen i tilfælde af en af parternes

udeblivelse

4.2.1. Gældende ret

4.2.2. Forslaget

4.3. Adgangen til at udsætte sagen

4.3.1. Gældende ret

4.3.2. Forslaget

4.4. Indlevering af processkrifter

4.4.1. Gældende ret

4.4.2. Forslaget

4.5. Afholdelse af et særligt forberedende møde

4.5.1. Gældende ret

4.5.2. Forslaget

4.6. Endelige påstandsdokumenter

4.7. Adgangen til at inddrage nyt processtof i sagen (nova)

4.7.1. Gældende ret

4.7.1.1. Inddragelse af nyt processtof i 1. instans

4.7.1.2. Adgangen til at fremsætte nye påstande i ankeinstansen

4.7.2. Forslaget

4.7.2.1. Adgangen til indragelse af nyt processtof i 1. instans

4.7.2.2. Adgangen til at fremsætte nye påstande i ankeinstansen

4.8. Frist for afsigelse af dom

4.8.1. Gældende ret

4.8.2. Forslaget

4.8.3. Dommens indhold

4.9. Forkyndelse af stævninger

4.9.1. Gældende ret

4.9.2. Forslaget

4.10. Efteruddannelse af advokatfuldmægtige

4.10.1. Gældende ret og baggrunden for forslaget

4.10.2. Justitsministeriets overvejelser

5.1. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

5.2. Erhvervsøkonomiske konsekvenser

6. Hørte myndigheder m.v.

1. Indledning

I de senere år har domstolenes rolle ved afgørelsen af tvister i civile

sager givet anledning til debat og overvejelser.

Dette har bl.a. ført til, at Den Danske Dommerforening og Advokatrådet i

februar 1996 fremlagde et reformforslag vedrørende den civile retspleje.

Forslaget indeholder en lang række punkter, herunder om meget omfattende

ændringer af de gældende regler. Der foreslås også en række mindre ændringer

med det formål at sikre en hurtigere behandling af civile retssager.

Overvejelser om ændringer er i øvrigt i gang i Justitsministeriets

Småsagsudvalg og i Retsplejerådet, og det er endvidere hensigten at nedsætte

et udvalg eller en kommission, der skal udarbejde forslag til en

gennemgribende reform af den civile retspleje.

Det, der først og fremmest presser sig på, er imidlertid at sikre, at

civile retssager ikke trækker unødigt længe ud.

I civile retssager sker forberedelsen af sagen og forelæggelsen for retten

ved parternes foranstaltning, og det er i meget vidt omfang parterne, der

afgør, hvilke oplysninger der skal tilvejebringes for at belyse sagen.

Varigheden af sagen, fra stævning udtages og til, der foreligger en afgørelse

fra retten, afhænger således i høj grad af parterne.

Retten har dog også pligt til at sørge for, at sagen fremmes. Denne pligt

fremgår bl.a. af retsplejelovens § 150, hvorefter dommeren »drager

omsorg for så vidt muligt at fjerne alt, hvad der til unytte trækker

forhandlingen i langdrag, og slutte forhandlingens enkelte dele, når han

anser det foreliggende emne for tilstrækkeligt behandlet.«.

Formålet med dette lovforslag er at understrege rettens pligt til at

tilgodese hensynet til, at retssager ikke trækker unødigt længe ud.

Forslagene bygger i vidt omfang på punkter i Dommerforeningens og

Advokatrådets reformforslag fra februar 1996.

En hurtigere sagsbehandling skal bl.a. sikres ved at give dommere bedre

instrumenter til at styre sagsgangen og fremskynde sagerne. Dommerne får

således adgang til i videre omfang at afskære nye påstande m.v., der

fremkommer på et sent tidspunkt, og til at afslå anmodninger om

udsættelse af sagen, og der indføres sanktioner for overskridelse af

frister for indlevering af processkrifter .

Der skal i flere sager afholdes et særligt forberedende møde til

planlægning af sagens forløb, og retten får adgang til at pålægge parterne at

indlevere et endeligt påstandsdokument , således at alle relevante

argumenter og oplysninger kommer frem i god tid inden domsforhandlingen.

Endelig indføres der en frist for afsigelse af domme på 6 uger fra

sagens optagelse til dom i byretssager og 3 måneder i landsretssager.

Lovforslaget indeholder endvidere bl.a. en ophævelse af adgangen til at

fremsende stævninger med almindelig post . Det indebærer, at retten i

alle civile sager skal forkynde stævningen for sagsøgte.

Der foreslås også en ændring af retsplejelovens § 126 om god advokatskik.

Formålet er at fastslå, at en advokat skal medvirke til sin

advokatfuldmægtigs deltagelse i den teoretiske efteruddannelse, som er blevet

obligatorisk for advokatfuldmægtige fra den 1. januar 1997.

De enkelte punkter i lovforslaget er nærmere beskrevet under pkt. 4 i de

almindelige bemærkninger nedenfor.

I pkt. 3 beskrives de krav til sagsbehandlingstiden i civile sager, som

kan udledes af praksis fra Den europæiske Menneskerettighedsdomstol. Et mere

fyldigt notat om menneskerettighedskonventionens krav til domstolenes

sagsbehandlingstid er medtaget som bilag 2 til lovforslaget.

Som nævnt ovenfor behandles spørgsmål vedrørende den civile retspleje for

tiden i Justitsministeriets Småsagsudvalg og i Retsplejerådet. Dette arbejde

er beskrevet nærmere nedenfor under pkt. 2.2. Under pkt. 2.3. beskrives

reformforslaget fra Den danske Dommerforening og Advokatrådet og under pkt.

2.4. et forslag fra Dommerforeningen om en generel reform af den civile

retspleje. Justitsministeriets overvejelser om den civile retspleje er

beskrevet under pkt. 2.5. I pkt. 2.1. beskrives Justitsministeriets øvrige

initiativer til nedbringelse af sagsbehandlingstiden ved domstolene.

2. Overvejelser om den civile retspleje

2.1. Tidligere ændringer af den civile retspleje samt initiativer til

nedbringelse af sagsbehandlingstiden ved domstolene

Den civile retspleje er løbende genstand for overvejelser, og reglerne i

retsplejeloven om de civile sager har gennem årene også undergået store

ændringer. De mest væsentlige ændringer er blevet gennemført i flere omgange.

De seneste større reformer skete i 1979, hvor sagsbehandlingsreglerne blev

helt omarbejdet, og i 1981, hvor reglerne om advokater blev revideret. I 1986

blev værnetingsreglerne moderniseret, i 1988 blev der gennemført nye regler

om fri proces og retshjælp, og i 1989 blev reglerne om retternes saglige

kompetence ændret. Endelig blev reglerne om procesbevillinger ændret i 1995

ved oprettelsen af Procesbevillingsnævnet.

Særligt med henblik på at nedbringe sagsbehandlingstiderne ved retterne

blev der ved en lovændring i december 1995 gennemført en permanent ordning

med 4 rejsedommere, der skal yde bistand til arbejdsmæssigt særligt belastede

byretter. Der blev også mulighed for af ressourcemæssige grunde at flytte

større straffesager til en anden byret. Denne lov skal sikre en bedre

udnyttelse af retternes ressourcer også med henblik på at opnå en hurtigere

behandling af civile retssager.

For at nedbringe sagsbehandlingstiden er der endvidere i de seneste år

tilført retterne yderligere ressourcer. I 1992 og 1993 blev der etableret 4

nye afdelinger i Vestre Landsret, og der er etableret 3 nye afdelinger i

Østre Landsret. Også bl.a. Københavns Byret har fået tilført ekstra

dommerstillinger og kontorpersonale.

Herudover er der med positivt resultat gennemført en ændret struktur med

inddeling i sektioner i landsretterne bl.a. med henblik på at effektivisere

den administrative del af sagsbehandlingen. En tilsvarende opdeling er delvis

gennemført i Københavns Byret.

Ved vedtagelsen af finansloven for 1997 blev der tilført yderligere 20

mio. kr. til domstolene. Det er en forudsætning for halvdelen af disse ekstra

midler, at Justitsministeriet inden den 1. april 1997 udarbejder en

handlingsplan for de initiativer, der på kort sigt skal iværksættes med

henblik på at sikre en hurtigere sagsbehandling med øget processtyring ved

domstolene. Arbejdet med udarbejdelse af handlingsplanen foregår i samarbejde

mellem Justitsministeriet og de berørte personaleorganisationer.

De 20 mio. kr. skal bl.a. anvendes til en styrkelse af de to landsretter

og Københavns byret - navnlig som følge af de mange store og langvarige

sager, der behandles ved disse retter.

For at følge udviklingen i sagsbehandlingstiderne udarbejder

Justitsministeriet i øvrigt kvartalsvise berammelsesstatistikker bl.a. over

berammelsestiderne i straffesager og civile sager på grundlag af

indberetninger fra embederne. Disse statistikker, der indeholder oplysninger

om de enkelte byretters berammelsestider, benyttes som et vigtigt

styringsinstrument, der bl.a. gør det muligt for landsretspræsidenterne at

fordele rejsedommerne efter det aktuelle behov ved embederne.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at dette styringsinstrument har

været en væsentlig faktor i den fortsatte positive udvikling i byretternes

gennemsnitlige berammelsestider (dvs. den tid, der går fra forberedelsens

afslutning, til retten kan domsforhandle sagen).

Administrativt er der inden for de seneste 3-4 år taget en række

yderligere initiativer, der alle sigter mod at effektivisere og styre

sagsbehandlingen.

Det vigtigste led i denne proces er udviklingen af

edb-sagsbehandlingssystemer på de forskellige sagsområder ved domstolene. I

forbindelse med disse projekter gennemgås og revurderes forretningsgangene i

sagsbehandlingen, hvorved det sikres, at sagsbehandlingen foregår på en

hensigtsmæssig og effektiv måde i overensstemmelse med de lovregler, der

gælder på det enkelte sagsområde. Projekterne er landsdækkende og vil - når

de er indført ved alle embeder - skabe en ensartet sagsbehandling landet

over. For de civile sager er der udviklet et sagsbehandlingssystem, som i

øjeblikket testes ved 3 embeder.

I takt med indførelsen af edb-sagsbehandlingssystemerne udarbejder en

arbejdsgruppe vedrørende domstolenes statistikker forslag til, hvorledes

statistikkerne kan udvides og anvendes som et egentligt værktøj til brug for

styringen af sagsbehandlingen. Arbejdsgruppen afgav delbetænkning vedrørende

straffesagsområdet i marts 1995, og arbejder nu med statistikker for de

civile sager. Dette arbejde forventes at være afsluttet i løbet af foråret

1997.

Som led i effektiviseringen af sagsbehandlingen ved domstolene er det også

vigtigt at gøre sig klart, hvilke tidsmæssige rammer det er realistisk at

opstille for behandlingen af sager på de enkelte områder. Bl.a. med henblik

på at opstille sådanne rammer nedsatte Justitsministeriet i sommeren 1995 en

arbejdsgruppe om domstolenes sagsbehandlingstider og effektivitet.

Arbejdsgruppen har til opgave at overveje og vurdere muligheden for at

opstille mål for acceptable sagsbehandlingstider ved domstolene. Det er ikke

hensigten, at sådanne målsætninger skal fremgå af retsplejeloven.

Arbejdsgruppen forventes at have afsluttet denne del af sit arbejde inden

udgangen af 1998.

Som det fremgår, har Justitsministeriet og domstolene således gennem de

senere år iværksat en lang række initiativer, der kan medvirke til at

nedbringe sagsbehandlingstiden ved domstolene.

2.2. Overvejelserne i Retsplejerådet og Småsagsudvalget

Også med henblik på ny lovgivning er der igangsat overvejelser om den

civile retspleje. Spørgsmålet om retternes saglige kompetence overvejes

således for tiden på ny i Retsplejerådet , som skal vurdere

virkningerne af den ændring af reglerne om retternes kompetence i civile

sager, der blev gennemført i 1989, og hvorefter byretterne er den almindelige

1. instans i civile sager, men med adgang til at henvise betydningsfulde og

principielle sager til behandling ved landsretterne.

Baggrunden for disse overvejelser er bl.a. en henvendelse fra Højesteret,

hvor der peges på spørgsmålet om, hvorvidt de nugældende regler om saglig

kompetence indebærer den rette fordeling af sagerne mellem byretter,

landsretter og Højesteret.

Rådet skal i den forbindelse også inddrage spørgsmålet om appel af sager

fra Sø- og Handelsretten.

Endvidere skal Retsplejerådet vurdere hensigtsmæssigheden af de nugældende

begrænsninger af adgangen til at appellere byretsafgørelser i civile sager.

Retsplejerådet forventer at afgive betænkning i sommeren 1997.

I Justitsministeriets Småsagsudvalg overvejes en ny ordning, hvor

adgangen til retslig behandling af visse mindre krav gøres enklere, hurtigere

og billigere for parterne. Udvalget skal i den forbindelse også overveje

retshjælp til parternes vurdering af retskonflikten og til sagens

forberedelse og førelse for retten og bistand til kravets fuldbyrdelse.

Udvalget skal endvidere vurdere, om der er behov for at ændre beløbsgrænserne

for ydelse af advokatretshjælp og indtægtsbetingelserne for retshjælp og fri

proces.

Småsagsudvalgets overvejelser må forventes at munde ud i en række forslag

til meget væsentlige ændringer af behandlingen af civile retssager om mindre

krav, således at der kan gennemføres regler om en hurtigere behandling af

sådanne sager.

Småsagsudvalgets betænkning forventes at foreligge inden sommerferien 1997

og skal derefter forelægges for Retsplejerådet til udtalelse. Det vil således

formentlig i folketingsåret 1997/98 være muligt at fremsætte lovforslag på

grundlag af betænkningen.

2.3. Dommerforeningens og Advokatrådets forslag om en reform af den

civile retspleje

I sommeren 1995 nedsatte Advokatrådet og Den danske Dommerforening en

arbejdsgruppe, der skulle gennemgå den civile retspleje med henblik på at

foreslå moderniseringer af retsplejeloven. Formålet var at sikre, at den tid,

der medgår til behandlingen af den enkelte sag, bliver reduceret væsentligt,

og at medvirke til, at sagsbehandlingsreglerne i videst muligt omfang bliver

tilpasset brugernes behov.

Resultaterne af arbejdsgruppens overvejelser blev offentliggjort i februar

1996.

I reformforslaget peges bl.a. på, at der gennem de senere år har været sat

spørgsmålstegn ved, om det danske retssystem på en rimelig måde lever op til

kravene om hurtig sagsbehandling og god service. Det har også været

diskuteret, om årsagen til problemerne skulle søges i advokaternes eller

domstolenes sagsbehandling eller i manglende bevillinger. Endvidere har

regeringen og Folketinget søgt at løse problemerne, uden at de valgte

løsninger på afgørende måde har kunnet ændre offentlighedens opfattelse.

Det er efter både Den danske Dommerforenings og Advokatrådets opfattelse

afgørende vigtigt, at der hurtigt gennemføres reformer på området.

Reformforslaget indeholder således en række forslag om ændringer i

behandlingen af civile sager ved byretterne og landsretterne. Bl.a. foreslås

det, at der i retsplejeloven indføres ensartede regler om skriftlig

forberedelse, at kravene til stævningens og svarskriftets indhold skærpes, og

at der bliver faste frister for afgivelse af svarskrift. Endvidere foreslås

en udvidet brug af særligt forberedende retsmøder, indførelse af et strengere

sanktionssystem for oversiddelse af frister og strammere regler om muligheden

for at inddrage nye oplysninger (nova) samt skærpelse af reglerne om

genoptagelse. Der foreslås også obligatorisk indlevering af

påstandsdokumenter før domsforhandlingen og fastsættelse af frister for

afsigelse af dom.

I reformforslaget anføres det, at sådanne regler indebærer, at dommeren

har hovedansvaret for, at tidsforbruget under sagens forberedelse er

rimeligt, og at advokaterne sideordnet hermed har et selvstændigt ansvar for

sagens fremme.

Herudover indeholder reformforslaget bl.a. forslag om en omlægning af

retsafgiftssystemet, en særlig behandlingsmåde for sager, der ikke indeholder

tvist, men alene drejer sig om at fastslå eksistensen af et pengekrav,

såkaldte inkassosager, og regler i retsplejeloven om en behandlingsform, der

har lighed med privat voldgift. I øvrigt anbefales det, at det overvejes at

samordne reglerne om offentlig retshjælp, fri proces og retshjælpsforsikring.

2.4. Dommerforeningens forslag om en generel reform af den civile

retspleje

Den Danske Dommerforening har i september 1996 rettet henvendelse til

Justitsministeriet og foreslået, at der tages initiativ til en generel reform

af den civile retspleje.

Dommerforeningen har i sit brev bl.a. peget på, at der siden slutningen af

1980'erne har været en stor nedgang i antallet af retssager ved byretterne.

Endvidere nævnes det, at krav opgives som følge af, at behandling ved

domstolene er for langsommelig og dyr, at der bl.a. med henblik på en

lettere, hurtigere og billigere konfliktløsning oprettes stadig flere nævn,

og at undersøgelser har vist, at domstolene blandt brugerne opfattes som

noget dyrt, langsomt, kompliceret og gammeldags.

Dommerforeningen finder, at der på den baggrund er behov for at overveje

en række forhold i den civile retspleje.

Bl.a. kan der være behov for at indføre forskellige behandlingsformer til

forskellige sagstyper, en mere samarbejdspræget arbejdsform mellem dommere,

advokater og parter og nye former for bevisførelse, f.eks. telefoniske

afhøringer m.v. Det bør efter foreningens opfattelse også overvejes, hvilke

elementer i tvistløsningsformer som nævnsbehandling, voldgift og mediation

der eventuelt kan indarbejdes i den civile retspleje.

Også spørgsmålet om, hvordan borgerne kan sikres en rimelig adgang til

efterprøvelse ved domstolene af den offentlige forvaltnings afgørelser, samt

en gennemgang af ordningerne med fri proces og retshjælp samt

fogedretssystemet m.v. bør indgå i overvejelserne om ændringer i

civilprocessen.

Det er Dommerforeningens opfattelse, at en generel revision af den civile

retspleje er en meget omfattende opgave, som vil tage sin tid. Foreningen

understreger på den baggrund vigtigheden af, at de overvejelser, der foregår

i Retsplejerådet og i Småsagsudvalget, samt overvejelserne om et lovforslag

på grundlag af Advokatrådets og Dommerforeningens reformforslag ikke sættes i

stå, men opfattes som led i en samlet bestræbelse på forbedringer af

retsplejen.

2.5. Justitsministeriets overvejelser om ændringer af retsplejelovens

regler om behandlingen af civile retssager

Justitsministeriet er enig med Advokatrådet og Den Danske Dommerforening

i, at der er behov for at gennemføre reformer vedrørende den civile

retspleje.

Sådanne overvejelser er allerede i gang i Småsagsudvalget vedrørende

behandlingen af visse mindre krav, der hidrører fra private mellemværender

eller er opstået som følge af erhvervsvirksomhed. Også Retsplejerådets

overvejelser om domstolenes saglige kompetence i civile sager kan få

betydning for, hvordan retssystemet fungerer i de konkrete sager.

Overvejelserne i Retsplejerådet vedrører dog ikke direkte sagsbehandlingen i

civile retssager, men derimod spørgsmålet om, hvilke retter der skal behandle

de enkelte sagstyper.

Derimod indgår nogle af forslagene i reformforslaget fra Advokatrådet og

Dommerforeningen - herunder bl.a. forslagene om en særlig behandling af

inkassosager samt spørgsmål om retshjælp og fri proces - i Småsagsudvalgets

opgaver. På den baggrund bør udvalgets forslag efter Justitsministeriets

opfattelse afventes, inden der tages skridt til gennemførelse af mere

omfattende ændringer af procesformen for behandlingen af civile sager på de

områder, der falder sammen med arbejdet i Småsagsudvalget.

Hertil kommer, at en række af forslagene i reformforslaget fra

Dommerforeningen og Advokatrådet efter Justitsministeriets opfattelse ikke

bør gennemføres uden nærmere overvejelser. Bl.a. indebærer forslaget om

regler i retsplejeloven om skriftlig forberedelse overvejelser om, hvorvidt

en sådan behandlingsform bør være obligatorisk i alle sager, ligesom den

nærmere udformning af sådanne regler ikke bør ske, uden at domstolene

inddrages. Justitsministeriet overvejer imidlertid fortsat forslaget om

nærmere regler om skriftlig forberedelse og vil i løbet af sommeren tage

initiativ til nærmere drøftelser herom med bl.a. Dommerforeningen.

Et lignende behov for nærmere overvejelser gælder flere af

reformforslagene. Hertil kommer, at Dommerforeningen har foreslået en generel

reform af den civile retspleje.

Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at der bør

igangsættes et arbejde med mere generelle og overordnede overvejelser af den

civile retspleje. Justitsministeriet overvejer for tiden strukturen for et

sådant arbejde, som vil blive meget omfattende og involvere mange former for

sagkundskab og interesser.

Omvendt er der - bl.a. i lyset af dommen fra Menneskerettighedsdomstolen i

Blødersagen, der er beskrevet under pkt. 3.1., og sådan som også

Dommerforeningen og Advokatrådet har peget på - behov for at understrege, at

tidsforbruget ved behandlingen af civile retssager skal være rimeligt.

Justitsministeriet finder derfor, at der uanset planerne om mere generelle

overvejelser om behandlingen af civile retssager allerede nu bør tages

initiativer, der kan sikre en hurtigere behandling af civile retssager.

Derfor fremsættes dette lovforslag, der til dels bygger på tankerne og

forslagene i nogle af reformforslagene fra Advokatrådet og Dommerforeningen.

De enkelte forslag i lovforslaget er beskrevet nærmere nedenfor under pkt. 4.

3. Den europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende

sagsbehandlingstiden i civile sager.

3.1. Menneskerettighedsdomstolens dom i »Blødersagen«

Den 8. februar 1996 afsagde Den europæiske Menneskerettighedsdomstol dom i

den såkaldte »Blødersag«.

Sagen drejede sig om, hvorvidt den danske stat ved behandlingen af en

civil retssag om erstatning til blødere, der var blevet smittet med HIV ved

blodtransfusioner på danske hospitaler, havde overtrådt artikel 6, stk. 1, 1.

pkt., i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Efter denne bestemmelse

har enhver ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig

frist for en . . . domstol . . ., når der skal træffes afgørelse i en strid

om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser.

Den civile retssag var anlagt ved Østre Landsret den 14. december

1987 af Bløderforeningen mod Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen og Novo

Nordisk A/S. Under landsrettens behandling blev sagen i en lang række

tilfælde udsat efter parternes advokaters samstemmende anmodninger herom.

Udsættelserne var bl.a. begrundet i, at der var uenighed om

Bløderforeningens kompetence til at anlægge sagen, hvorefter der i en periode

på ca. 2 år var spørgsmål om enkeltpersoners indtræden i sagen som sagsøgere.

Endvidere blev sagen bl.a. udsat af hensyn til opgørelse og stillingtagen til

de konkrete erstatningskrav, der først fremkom i juni 1993, og fordi der i

mere end to år var forhandlinger om indhentelse af sagkyndige lægefaglige

erklæringer.

Sagen blev i marts 1994 berammet til domsforhandling i perioden november

1994 til januar 1995, og landsretten afsagde dom i sagen den 14. februar

1995. Ved dommen blev NovoNordisk A/S frifundet. Sundhedsministeriet og

Sundhedsstyrelsen fandtes at have handlet uagtsomt i en periode og blev dømt

til at betale en erstatning på knap 19.000 kr. til en af de i alt 8 blødere,

som landsretsdommen vedrørte.

Østre Landsrets dom blev af tre af sagsøgerne i april 1994 anket til

Højesteret . Højesterets flertal fandt, at Sundhedsstyrelsen havde

begået en klar fejl og tilkendte derfor en sagsøger erstatning med knap

230.000 kr. Da fejlen ikke havde haft betydning for smitten af de 2 andre

sagsøgere, stadfæstedes landsrettens dom for så vidt angår dem. Højesterets

dom er afsagt den 3. oktober 1996.

I august 1992 klagede sagsøgerne til Menneskerettighedskommissionen

og anførte, at retssagen ikke var blevet behandlet inden en rimelig frist,

jf. menneskerettighedskonventionens artikel 6. Kommissionen fandt enstemmigt,

at der var sket en krænkelse af denne bestemmelse i forhold til 8 klagere

(herunder et ægtepar som forældre til en bløder, der døde i august 1992), men

ikke i forhold til 2 klagere.

Ved Menneskerettighedsdomstolens afgørelse af 8. februar 1996 fandt

6 dommere , at der var sket en krænkelse af retten til at få sagen

behandlet inden en rimelig tid for 8 klagere, der var indtrådt i sagen i

november 1989, men ikke for 2 klagere, som var indtrådt i sagen i marts 1990.

3 dommere fandt ikke, at der var sket en krænkelse af konventionen.

Flertallet udtalte bl.a., at klagerne i væsentlig grad selv havde

medvirket til, at sagen trak i langdrag. Endvidere anerkendte domstolen

sagens kompleksitet, men fandt ikke, at denne alene kunne begrunde den lange

sagsbehandlingstid. Domstolene medgav også, at det havde været vanskeligt for

de danske myndigheder at tilgodese kravet om en rimelig sagsbehandlingstid.

Alligevel fandt domstolen ikke, at der blev udvist den helt særlige omhu

(exceptional diligence) for at fremme sagen, som sagens specielle karakter

krævede, fordi der var tale om personer, der led af en uhelbredelig sygdom og

havde en forkortet levetidsforventning. Dette understreges af den

kendsgerning, at 3 sagsøgere døde af AIDS før domsforhandlingen i Østre

Landsret.

Særligt vedrørende de judicielle myndigheder udtalte domstolen, at sagen

allerede havde varet i 2 år, da de første klagere indtrådte. Det måtte derfor

antages, at landsretten var bekendt med sagens hovedproblemstillinger, og

landsretten kunne således have spillet en aktiv rolle i sagens gang. Uanset

dette imødekom retten anmodningerne om udsættelse og benyttede sjældent

kompetencen til f.eks. at tvinge parterne til at redegøre for deres påstande

og anbringender, eller til at bestemme, hvem der skulle udmeldes som

sagkyndig.

Domstolen tilkendte de krænkede klagere en erstatning på hver 100.000 kr.

Dommen fra Menneskerettighedsdomstolen vil blive offentliggjort i Reports

of the Judgments and Decisions for 1996 (Case of A. and Others v. Denmark,

sagsnummer 60/1995/566/652). Dommen er i øvrigt nærmere beskrevet i

tidsskriftet EU-ret og Menneskeret nr. 3, juni 1996, side 121 f og side 127

f.

Menneskerettighedsdomstolens dom peger meget konkret på nogle forhold ved

behandlingen af »Blødersagen«, som førte til, at sagens forløb ikke

levede op til kravet om rettergang inden for en rimelig frist. Det indgår

også i afgørelsen, at der er tale om en sag, som skal behandles med

»særlig omhu«, og at statens stilling som sagsøgt i sagen har

betydning. Endelig er der dissens af 3 dommere i sagen.

Det er bl.a. på denne baggrund ikke muligt af dommen at udlede nogle mere

eksakte krav - herunder tidsfrister eller lignende - som skal være opfyldt,

for at kravet om en rimelig hurtig sagsbehandling er opfyldt. Derimod kan der

af Menneskerettighedsdomstolens øvrige praksis vedrørende for lang

sagsbehandlingstid udledes en række retningslinjer for, hvor længe

sagsbehandlingen må vare.

3.2. Menneskerettighedsdomstolens praksis i øvrigt

Menneskerettighedsdomstolen har i en række sager - herunder både

borgerlige sager og straffesager - taget stilling til, hvorvidt

sagsbehandlingstiden ved de nationale domstole har været for lang. Af de

domme, der hidtil er afsagt af Menneskerettighedsdomstolen, vedrører således

ca. 30 pct. for lang sagsbehandlingstid.

Ved vurderingen af, om sagsbehandlingstiden i en sag er i overensstemmelse

med kravet om retten til en afgørelse inden en rimelig frist, foretager

domstolen en helt konkret vurdering af hver enkelt sag. Det er ikke muligt at

fastsætte nogen absolut grænse for, hvor lang en sagsbehandlingstid må være.

Domstolen har imidlertid i praksis udviklet nogle kriterier, der indgår ved

vurderingen af, om kravet om en »rimelig frist« er overholdt.

Ved denne vurdering lægges der vægt på sagens kompleksitet . En

kompliceret sag kan begrunde en længere sagsbehandlingstid.

Derudover lægges der vægt på sagens betydning for parten . I visse

sagstyper har Menneskerettighedsdomstolen opstillet et krav om, at de

nationale myndigheder udviser særlig omhu for en hurtig behandling af sagen.

Udover sager om sagsanlæg fra personer med en dødelig sygdom, som omtalt

ovenfor i pkt. 3.1. vedrørende blødersagen, kan nævnes sager om

tvangsfjernelse af børn, sager om frakendelse af retten til at drive en

bestemt virksomhed, erstatningssager vedrørende færdselsuheld og sager om

krav på invalidepension.

Som eksempel kan nævnes sagen Borgese mod Italien, hvor

Menneskerettighedsdomstolen i en dom af 26. februar 1992 fandt, at der forelå

en krænkelse af artikel 6. Sagen drejede sig om et krav på understøttelse på

grund af uarbejdsdygtighed, og Menneskerettighedsdomstolen fandt derfor, at

der burde udvises en særlig omhu, hvilket ikke var sket. Sagsbehandlingstiden

i 2 instanser var 4 år og 10 måneder. Heraf var der en periode på 22 måneder,

hvor sagen lå stille i appelinstansen, uden at der forelå oplysninger om, at

der var sket forberedelsesskridt.

Ved vurderingen lægges endvidere vægt på parternes adfærd . Hvis

den part, som indbringer sagen for Menneskerettighedsdomstolen, således selv

har bidraget til at trække sagen i langdrag, f.eks. ved gentagne anmodninger

om udsættelse, advokatskifte, inddragelse af nye oplysninger på et sent

tidspunkt, udeblivelse fra retsmøder eller forsinkelse med indlevering af

processkrifter, vil det tale imod, at der foreligger en krænkelse af

konventionen. Parternes handlemåde fritager imidlertid ikke de nationale

domstole fra at sørge for, at sagerne fremmes med den fornødne hurtighed.

Retten har således en selvstændig pligt til ex officio at påse, at enhver sag

fremmes med den fornødne hurtighed. Denne pligt kan indebære, at det kan være

nødvendigt at afslå en anmodning om udsættelse fra en part, uanset at

modparten ikke protesterer.

Endelig lægger domstolen ved sin vurdering vægt på de kompetente

myndigheders adfærd . De kompetente myndigheder er først og fremmest de

retsinstanser, der skal afgøre sagen. Sagsbehandlingstiden hos andre

offentlige myndigheder, der inddrages i sagen som f.eks. Retslægerådet, vil

imidlertid også blive tillagt betydning. Ved vurderingen af de kompetente

myndigheders adfærd foretages en vurdering af de enkelte stadier af

sagsbehandlingen, herunder berammelsestider, sagsforberedelsen, udsættelser

og den tid, der går med udarbejdelsen af rettens afgørelse. Der vil navnlig

blive lagt vægt på, om der er såkaldte »døde perioder«, dvs.

perioder, hvor der ikke er sket noget i sagen, og hvor der ikke kan gives en

fyldestgørende forklaring på, hvorfor der ikke er sket noget.

I en dom af 25. september 1992 i sagen Abdoella v. the Netherlands fandt

Menneskerettighedsdomstolen således, at der forelå en krænkelse af artikel 6,

uanset at den periode på 4 år og 4 måneder, sagen havde varet, ikke i sig

selv var urimelig. Domstolen lagde her vægt på, at appelretten i Haag havde

været mere end 10 måneder om at sende sagens akter til Højesteret, og at

Appelretten i Amsterdam, som sagen blev henvist til, havde været mere end 11

1/2 måned om igen at sende sagsakterne til Højesteret. Der var her tale om en

straffesag, men dommens resultat må også antages at have betydning for

vurderingen af sagsbehandlingstidens længde i civile sager.

Udover at foretage en vurdering at sagens kompleksitet, sagens betydning

og parternes og de kompetente myndigheders adfærd, foretages der en samlet

vurdering af hele processen . Der foreligger ikke en krænkelse af artikel

6, blot fordi en sag er forsinket, og denne forsinkelse kan henregnes til de

kompetente myndigheder og kunne have været undgået. Det er alle sagens

omstændigheder, der også ud fra en samlet vurdering skal være tilstrækkeligt

alvorlige. En forsinkelse i et stadium af sagen kan således rettes op, hvis

retten på de efterfølgende stadier udviser særlig omhu for at sikre en hurtig

behandling.

Ressourcemangel ved domstolene, herunder et stort antal sager og et behov

for flere dommere, er ikke forhold, som efter domstolens praksis kan begrunde

en lempelse af konventionens krav til sagsbehandlingstiden.

Menneskerettighedsdomstolen har i den forbindelse udtalt, at konventionen

pålægger medlemsstaterne en pligt til at organisere deres retssystemer på en

sådan måde, at domstolene er i stand til at leve op til kravene i artikel 6,

stk. 1, herunder kravet om retten til rettergang inden en rimelig frist.

Som nævnt under pkt. 1 er der som bilag 2 til lovforslaget medtaget et

mere fyldigt notat om menneskerettighedsdomstolens krav til domstolenes

sagsbehandlingstid.

4. Forslagene i lovforslaget

Som det fremgår, beror det således på en konkret vurdering udfra de under

pkt. 3.2. nævnte kriterier, hvor lang en sagsbehandlingstid der kan anses for

rimelig i den enkelte sag. Bl.a. på den baggrund finder Justitsministeriet

det ikke hensigtsmæssigt, at der i selve loven indføres et system med faste

frister for sagernes forberedelse, berammelse til domsforhandling m.v.

Hertil kommer, at sagsbehandlingsreglerne også skal være udformet således,

at der kan anvendes den tid, der er nødvendig for en grundig forberedelse og

behandling af sagen, ligesom rettens procesledelse må have en sådan karakter,

at parterne ikke herved mister den rådighed over processen, som er et

grundlæggende princip i den civile retspleje.

Justitsministeriet har også overvejet, om en hurtigere sagsbehandlingstid

eventuelt kunne opnås ved indsættelse af en generel regel i retsplejeloven om

dommerens forpligtelse til at påse, at sagerne fremmes med den fornødne

hurtighed. Gennemførelse af en sådan regel blev overvejet i 1994. En høring

over et udkast til lovforslag viste imidlertid, at der ikke var tilslutning

til en sådan regel.

Justitsministeriet har på den baggrund fundet, at en hurtigere behandling

af civile retssager bedst kan sikres ved en række ændringer af enkelte regler

om behandlingen af civile sager. Disse forslag er beskrevet nedenfor under

pkt. 4.1 - 4.10.

Formålet med ændringerne er at understrege rettens pligt til at sørge for,

at sagsbehandlingstiden ikke bliver for langvarig. Det sker bl.a. ved at

stramme betingelserne for udsættelse af sagerne, reglerne om nova m.v., idet

det dog samtidigt skal tilgodeses, at sagerne oplyses tilstrækkeligt

grundigt, således at der kan opnås en materielt rigtig afgørelse. De

foreslåede stramninger indebærer også en opfordring til parterne om at

medvirke til en hurtigere behandling og undgå, at der går en længere periode,

hvor der f.eks. ikke arbejdes effektivt med at tilvejebringe de oplysninger,

som er nødvendige.

4.1. Stævningens angivelse af sagens faktiske omstændigheder

4.1.1. Gældende ret

En borgerlig sag indledes ved sagsøgers indlevering af en stævning til

retten.

Ifølge retsplejelovens § 348, stk. 2, nr. 4, skal stævningen indeholde en

kort fremstilling af de kendsgerninger, hvorpå påstanden støttes. Hvis

stævningen ikke opfylder dette krav, vil sagen blive afvist, jf. § 349, stk.

1. I de tilfælde, hvor sagsøgte giver møde, vil en mangelfuld

sagsfremstilling kunne udbedres under sagens gang, og en egentlig prøvelse af

stævningen sker i praksis ofte kun i de tilfælde, hvor sagsøgte udebliver, og

der bliver spørgsmål om at afsige udeblivelsesdom. For at der kan afsiges

udeblivelsesdom, hvorved sagsøgerens påstand tages til følge, kræves det, at

påstanden findes begrundet i sagsfremstillingen og det i øvrigt fremkomne. I

praksis er også meget kortfattede sagsfremstillinger i en stævning blevet

accepteret.

4.1.2. Forslaget

I forslaget fra Dommerforeningen og Advokatrådet foreslås det, at der

stilles krav om, at stævningen skal indeholde en grundig fremstilling af de

faktiske omstændigheder, sagsøgeren ønsker lagt til grund.

Justitsministeriet er enig i, at en grundig fremstilling af sagsøgers

opfattelse af sagens faktiske omstændigheder i stævningen gør det nemmere for

sagsøgte at tage stilling til sagen, således at det hurtigt bliver bragt på

det rene, hvilke faktiske omstændigheder der er tvist om, således at

bevisførelsen kan tilrettelægges bedst muligt på et tidligt tidspunkt.

Det foreslås derfor, at ændre kravet til stævningens indhold, således at

der skal gives en udførlig fremstilling af de faktiske omstændigheder, hvorpå

påstanden støttes.

Konsekvensen af, at stævningen ikke opfylder kravet til

sagsfremstillingen, er afvisning af sagen.

Justitsministeriet har overvejet, om der burde foreslås en tilsvarende

ændring af retsplejelovens § 351, stk. 4, om kravene til indholdet af et

svarskrift. Efter den gældende regel skal svarskriftet indeholde en kort

fremstilling af de kendsgerninger, hvorpå påstanden og eventuelle modkrav

støttes.

Justitsministeriet finder imidlertid ikke, at der bør ske en sådan

skærpelse af kravet til svarskrifter, idet sagsøgte langt oftere end sagsøger

vil være uden advokatbistand, når sagen indledes. Det ville forekomme

urimeligt, hvis en sagsøgt, som uden advokatbistand havde udarbejdet et

svarskrift, som blot ikke indeholdt en tilstrækkelig udførlig beskrivelse af

de faktiske omstændigheder, blev dømt som udeblevet. I et sådant tilfælde må

det anses for mere hensigtsmæssigt, at der eventuelt indkaldes til et

forberedende møde i medfør af retsplejelovens § 355, hvor sagsøgte mundtligt

kan udspørges om de faktiske forhold og om fornødent vejledes om adgangen til

advokatbistand.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 11 og de specielle

bemærkninger hertil.

4.2. Adgangen til at udsætte sagen i tilfælde af en af parternes

udeblivelse

4.2.1. Gældende ret

Sagens forberedelse

Efter indleveringen af stævningen sker der enten »mundtlig«

eller »skriftlig« forberedelse efter rettens bestemmelse, jf.

retsplejelovens §§ 351 og 352.

Ved mundtlig forberedelse , jf. retsplejelovens § 351, indkalder

retten til et møde, hvor sagsøgte skal fremlægge de dokumenter, han agter at

påberåbe sig, for så vidt de er i hans besiddelse. Hvis sagen behandles i

landsretten, skal sagsøgte endvidere fremlægge et svarskrift. Svarskriftet

skal bl.a. indeholde sagsøgtes påstand, angivelse af eventuelle modkrav og en

kort fremstilling af sagens faktum. Landsretten kan dog bestemme, at de

nævnte oplysninger i stedet kan gives mundtligt. Hvis sagen behandles i

byretten, er udgangspunktet, at sagsøgte mundtligt skal give de nævnte

oplysninger, men retten kan i stedet bestemme, at svarskrift skal fremlægges.

Sagen vil herefter typisk blive udsat på udveksling af yderligere

processkrifter (replik, duplik, m.fl.). Udvekslingen af hvert enkelt

processkrift sker typisk i et retsmøde.

Ved skriftlig forberedelse pålægger retten sagsøgte at indlevere

svarskrift samt de påberåbte dokumenter til retten - og sende genpart til

sagsøgeren - inden en nærmere angivet frist. Yderligere processkrifter

udveksles på tilsvarende måde.

Reglerne om udeblivelse

Hvis sagsøgte udebliver fra det første retsmøde eller ikke indleverer

svarskrift rettidigt, hvis svarskriftet er mangelfuldt, eller hvis sagsøgte

ikke fremlægger de nødvendige dokumenter, afsiger retten i almindelighed dom

efter sagsøgerens påstand (udeblivelsesdom), jf. retsplejelovens § 354, stk.

3 og 6. Det samme gælder som hovedregel, hvis sagsøgte udebliver fra andre

retsmøder under forberedelsen, jf. § 360. Hvis sagsøgeren udebliver eller

ikke fremlægger de dokumenter, han vil påberåbe sig, for så vidt de er i hans

besiddelse, afvises sagen, jf. § 354, stk. 1, og hvis begge parter udebliver,

hæver retten sagen, jf. § 354, stk. 2.

Retten kan imidlertid i medfør af § 354, stk. 7, undlade at tillægge en

parts udeblivelse eller manglende fremlæggelse af svarskrift eller andre

dokumenter den ovenfor nævnte virkning. Der tages herved navnlig hensyn til,

om udeblivelsen må antages at skyldes lovligt forfald, om der i øvrigt må

antages at foreligge undskyldende omstændigheder, eller om modparten ønsker

sagen udsat.

I praksis kan denne bestemmelse bl.a. anvendes til at indrømme en part en

frist til at fremlægge dokumenter eller til at afhjælpe mangler ved et

svarskrift. Bestemmelsen anvendes også, hvor det må antages, at udeblivelsen

skyldes lovligt forfald. Det må antages, at modpartens holdning tillægges

stor vægt ved rettens afgørelse.

I nogle tilfælde vil sagsøgeren være interesseret i, at der ikke straks

afsiges udeblivelsesdom, fordi det må antages, at sagsøgte i så fald vil

begære sagen genoptaget, hvilket vil være mere tidskrævende end en kort

udsættelse. Dette kan være tilfældet, hvor svarskriftet er indleveret efter

fristens udløb, eller hvor sagsøger ved, at sagsøgte vil bestride kravet og

eventuelt er repræsenteret ved en advokat.

Reglerne om genoptagelse

Den, som er dømt som udebleven, kan ikke anke dommen, medmindre der er

begået sagsbehandlingsfejl, jf. retsplejelovens § 369, stk. 4. Derimod har

den dømte efter § 367, stk. 1, krav på at få sagen genoptaget, når den

pågældende skriftligt anmoder retten herom inden 4 uger fra dommens afsigelse

eller, hvis dommen er afsagt på grundlag af en stævning, som ikke er forkyndt

for sagsøgte, inden 4 uger fra dommens forkyndelse for denne. Retten kan

undtagelsesvis genoptage sagen, hvis anmodning fremsættes senere, men inden

et år. Retten kan betinge genoptagelsen af, at den dømte betaler eller

stiller sikkerhed for de sagsomkostninger, som er pålagt ham.

Ved afgørelsen af, om genoptagelse kan ske efter udløbet af 4-ugers

fristen, lægges der bl.a. vægt på, om sagsøgte har søgt om genoptagelse

umiddelbart efter at være blevet bekendt med dommen og på, om sagsøgte har

begrundede indsigelser mod dommen.

Reglerne for sagens forberedelse og reglerne om udeblivelse og

genoptagelse gælder for alle sager i 1. instans, uanset om sagerne anlægges

ved byret eller landsret.

4.2.2. Forslaget

For at sikre en effektiv sagsbehandling er det vigtigt, at parterne møder

rettidigt og overholder de fastsatte frister for indlevering af svarskrift

m.v. Hvis parterne er klar over, at en udeblivelse eller forsinkelse som

hovedregel vil medføre konsekvenser for den pågældende, må det antages at

medvirke til, at fristerne overholdes, og at sagsbehandlingstiden dermed

nedbringes.

Justitsministeriet finder derfor, at det bør præciseres, at udsættelse i

tilfælde af udeblivelse eller fristoverskridelse kun bør ske undtagelsesvis,

f.eks. hvor der er grund til at antage, at modparten af undskyldelige grunde

er blevet forhindret i at møde eller i at overholde fristen.

De tilfælde, hvor udsættelse undtagelsesvis kan ske, kan f.eks. være

tilfælde, hvor der på grund af vanskelige vejr- og trafik forhold er grund

til at antage, at udeblivelsen skyldes undskyldelige grunde, eller tilfælde,

hvor et svarskrift er indleveret nogle få dage for sent, og hvor der ikke

ville være noget vundet ved at afsige en udeblivelsesdom, som måtte antages

straks at blive fulgt af en begæring om genoptagelse.

Det forudsættes også, at der stadig vil kunne indrømmes en sagsøgt, som

møder uden advokat, en kort frist til at udbedre et mangelfuldt svarskrift

eller fremskaffe nødvendige dokumenter.

Det forhold, at modparten ønsker sagen udsat, bør normalt ikke føre til

udsættelse, f.eks. hvis en advokat af kollegiale grunde begærer udsættelse,

når en kollega udebliver, istedet for at begære sagen afvist eller

udeblivelsesdom afsagt.

Hvis sagen afvises, kan sagsøger anlægge ny sag, og hvis der afsiges

udeblivelsesdom, kan sagen begæres genoptaget som beskrevet ovenfor. Den

part, som er udeblevet, vil imidlertid normalt komme til at betale de af

modpartens sagsomkostninger, som er forårsaget af udeblivelsen, uanset om den

pågældende vinder sagen. Sagsøger må endvidere betale ny retsafgift. Den

foreslåede stramning giver således begge parter et betydeligt incitament til

at overholde fristerne.

Om den foreslåede bestemmelse henvises i øvrigt til de specielle

bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 20.

4.3. Adgangen til at udsætte sagen

4.3.1. Gældende ret

Ifølge retsplejelovens § 345 kan retten udsætte behandlingen af en sag,

når dette findes hensigtsmæssigt, herunder for at afvente en administrativ

eller retlig afgørelse, der vil kunne få indflydelse på sagens udfald.

Udsættelse kan ske enten på rettens eget initiativ eller efter begæring af en

eller begge parter. Udsættelsen kan ske på ethvert tidspunkt af sagen. Der

skal dog mere tungtvejende grunde til at udsætte en sag, jo tættere den er på

domsforhandlingen.

Udsættelse kan bl.a. ske under sagens forberedelse for at give tid til

yderligere skriftveksling, for at indhente syns- og skønserklæringer eller

for at afvente en afgørelse, der kan få betydning for sagens udfald.

Udsættelse af en berammet domsforhandling kan bl.a. ske, hvis retten,

parterne, deres advokater, vidner eller syns- og skønsmænd er forhindrede i

at møde, hvis et vidne udebliver fra domsforhandlingen, eller hvis der gives

tilladelse til at fremsætte nye påstande eller anbringender eller føre nye

beviser.

§ 345 gælder både for sagsbehandlingen i 1. instans og for behandlingen af

ankesager.

4.3.2. Forslaget

Som omtalt ovenfor under pkt. 3 fremgår det af

Menneskerettighedsdomstolens praksis, at retten i civile sager har ansvaret

for, at sagerne behandles inden rimelig tid. Det er således vigtigt, at

udsættelser kun sker, når det er påkrævet af hensyn til sagens rette

afgørelse.

Det foreslås derfor, at § 345 ændres, således at retten fremover kun kan

udsætte en sag under henvisning til, at det findes »påkrævet« og

ikke som hidtil, når det findes »hensigtsmæssigt«. Det vil fortsat

være nødvendigt at udsætte sagerne under forberedelsen for at give tid til

skriftveksling og til at indhente yderligere oplysninger, men det er vigtigt,

at udsættelserne kun sker, når det er absolut nødvendigt, også selv om

modparten ikke protesterer mod en udsættelse.

Jo tættere sagen er på domsforhandlingen, des vigtigere er det, at

udsættelser undgås. En udsættelse tæt på en berammet domsforhandling medfører

spild af rettens tid, idet det ofte er for sent at beramme en anden sag den

pågældende dag. Udsættelsen vil endvidere ofte blive langvarig, idet der kan

gå nogen tid, før retten igen har et ledigt tidspunkt, hvor også advokaterne

og parterne kan give møde. Udsættelser som følge af, at der gives tilladelse

til inddragelse af nyt processtof, vil blive begrænset som følge af

forslaget, som er omtalt under pkt. 4.6, hvorefter adgangen til inddragelse

af nyt processtof begrænses. Det kan imidlertid ikke undgås, at berammede

domsforhandlinger i et vist omfang må udsættes, fordi retten, en part, en

advokat eller et vidne m.v. har lovligt forfald.

Der henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1,

nr. 10.

4.4. Indlevering af processkrifter

4.4.1. Gældende ret

Efter at svarskriftet er afgivet, kan retten efter retsplejelovens § 353

bestemme, at yderligere processkrifter skal udveksles. I sager, hvor der er

tvist om kravet, vil der ofte under forberedelsen af sagen ske en sådan

udveksling af yderligere processkrifter, som betegnes replik og duplik m.v.

Retten kan bestemme, at processkrifterne skal fremlægges i et retsmøde

(mundtlig forberedelse), eller at de skal sendes til retten og modparten

(skriftlig forberedelse).

Hvis en part udebliver fra et retsmøde, hvor der skal fremlægges et

processkrift, medfører det udeblivelsesvirkning, som omtalt ovenfor under

pkt. 4.2.1. Hvis parten derimod møder op, men ikke fremlægger processkriftet,

eller hvis en part undlader at indsende et processkrift inden for den frist,

retten har fastsat, er konsekvensen imidlertid ikke udeblivelsesvirkning, men

at retten slutter den skriftlige forberedelse. Retten kan så indkalde

parterne til et forberedende møde, jf. § 355 som omtalt nærmere under pkt.

4.5, eller retten kan beramme sagen til domsforhandling.

I retsplejelovens § 378, stk. 1, findes en tilsvarende bestemmelse for så

vidt angår ankesager. Efter § 378, stk. 1, bestemmer retten om forberedelsen

af anken, efter at svarskriftet er afgivet, skal fortsætte ved udveksling af

yderligere processkrifter eller afholdelse af retsmøder, eller om

forberedelsen skal sluttes og sagen straks berammes til domsforhandling. Der

er ikke her knyttet retsvirkninger til undladelse af at indlevere et

processkrift.

4.4.2. Forslaget

I reformforslaget fra Dommerforeningen og Advokatrådet foreslås det, at

der indføres et sanktionssystem, hvorefter overskridelse af de af retten

fastsatte frister medfører udeblivelsesvirkning.

Justitsministeriet er enig i, at der er et behov for, at retten kan

sanktionere overskridelse af fristerne for indlevering af processkrifter. Den

gældende bestemmelse i § 353, 2. pkt., hvorefter konsekvensen er, at retten

slutter den skriftlige forberedelse, vil ofte ikke være hensigtsmæssig, idet

det i mange tilfælde vil medføre spild af rettens og modpartens tid, hvis en

sag berammes til domsforhandling uden at være tilstrækkeligt oplyst, eller

hvis parterne indkaldes til et forberedende møde, hvor man blot kan

konstatere, at der mangler indlevering af et processkrift.

Det foreslås derfor, at § 353 og § 378 ændres således, at retten kan

pålægge en part at indlevere et processkrift inden en vis frist, og at

overskridelse af fristen medfører udeblivelsesvirkning, dvs. afvisning, hvis

sagsøger overskrider fristen, og afsigelse af udeblivelsesdom, hvis sagsøgte

gør det.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 17 og 28, og til de

specielle bemærkninger til disse bestemmelser.

4.5. Afholdelse af et særligt forberedende møde

4.5.1. Gældende ret

Efter retsplejelovens § 355 kan retten indkalde parterne til et særligt

forberedende møde. Formålet med mødet er at klarlægge, på hvilke punkter

parterne er uenige, samt at tilrettelægge bevisførelsen. Mødet kan endvidere

danne grundlag for forligsforhandlinger, og det kan anvendes til at lægge en

tidsplan for sagens videre forløb.

§ 355 blev indsat i retsplejeloven ved lov nr. 260 af 8. juni 1979 om

ændring af retsplejeloven. Loven byggede på betænkning nr. 698/1973 om

behandling af borgerlige sager. Ifølge lovudkastet i betænkningen skulle

retten indkalde til et forberedende møde, når den skriftlige forberedelse var

afsluttet, medmindre yderligere forberedelse skønnedes ufornøden. I det

lovforslag, som blev fremsat på grundlag af betænkningen, blev bestemmelsen

imidlertid ændret, således at det i videre omfang blev overladt til rettens

skøn, om et sådant møde skal afholdes. Ændringen skyldtes, at mundtlig

forberedelse blev opretholdt i videre omfang end forudsat i betænkningens

lovudkast.

4.5.2. Forslaget

I reformforslaget fra Dommerforeningen og Advokatrådet foreslås det, at

retten som altovervejende hovedregel skal afholde et forberedende møde efter

§ 355, når svarskrift foreligger, og at mødet undtagelsesvis kan undlades,

hvis parterne er enige om, at sagen istedet kan berammes til domsforhandling.

Justitsministeriet er enig i, at det forberedende møde er et vigtigt

instrument for rettens styring af sagen, og at en fastlæggelse på et tidligt

tidspunkt af, hvilke omstændigheder der skal gøres til genstand for

bevisførelse, og hvordan bevisførelsen skal ske, kan medvirke til at begrænse

tidsforbruget for både retten og parterne. Det foreslås derfor, at der bør

afholdes et særligt forberedende møde, medmindre retten finder det

overflødigt. I de tilfælde, hvor sagen straks efter modtagelsen af

svarskriftet kan berammes til domsforhandling, vil et § 355-møde som

hovedregel være overflødigt. Det samme må antages at være tilfældet i en del

ukomplicerede sager, hvis der ved den pågældende ret anvendes mundtlig

forberedelse, og retten dermed ved de retsmøder, der afholdes under

forberedelsen, har mulighed for at søge parternes synspunkter afklaret.

Det foreslås endvidere, at det i § 355 præciseres, at mødet også så vidt

muligt skal anvendes til at tilrettelægge sagens videre gang, således at der

fastsættes så præcise tidsrammer som muligt for de eventuelle yderligere

skridt under forberedelsen, som findes nødvendige.

Efter forslaget overlades det til retten at bestemme, på hvilket stadium

af sagen der er behov for mødet. I mange tilfælde og særligt, hvis en af

parterne er selvmøder og har vanskeligt ved at udtrykke sig skriftligt, vil

det være hensigtsmæssigt at afholde mødet umiddelbart efter afgivelsen af

svarskriftet. I andre tilfælde, f.eks. hvor parterne fra starten er enige om,

hvilke oplysninger der skal indhentes f.eks. gennem syn og skøn, vil det være

hensigtsmæssigt at afholde mødet på et senere tidspunkt.

Der henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1,

nr. 21 og 22.

4.6. Endelige påstandsdokumenter

I reformforslaget fra Advokatrådet og Den Danske Dommerforening foreslås

det, at der inden 4 uger før domsforhandlingen skal afgives endelige

påstandsdokumenter, som skal indeholde en opsummering og præcisering af

parternes påstande og anbringender samt angive bevisførelse.

Påstandsdokumenterne kan bestå i en henvisning til et tidligere afgivet

processkrift.

Justitsministeriet finder, at indførelsen af sådanne endelige

påstandsdokumenter kan være et egnet instrument til at sikre, at sager, der

berammes til domsforhandling, også i god tid inden domsforhandlingen er

gennemarbejdet, så der ikke fremkommer nye oplysninger i sidste øjeblik. Hvis

en part i forbindelse med udarbejdelsen af påstandsdokumentet bliver

opmærksom på, at der mangler så vigtige oplysninger, at en udsættelse af

sagen er nødvendig, vil fristen endvidere føre til, at begæringen om

udsættelse kommer på et tidspunkt, hvor retten stadig kan nå at beramme en

anden sag på det pågældende tidspunkt, så rettens tid ikke går til spilde.

Det foreslås derfor, at retten kan pålægge parterne inden

domsforhandlingen at indlevere et endeligt påstandsdokument til retten. Efter

forslaget skal ordningen ikke være obligatorisk. Det er således op til retten

at afgøre, om der er behov for påstandsdokumenter, idet det må antages, at en

del sager vil være så ukomplicerede, at det vil være overflødigt at kræve

påstandsdokumenter.

Der foreslås endvidere ikke i loven fastsat en bestemt frist for

tidspunktet for indlevering af påstandsdokumenter. Det skyldes, at det findes

mest hensigtsmæssigt, at retten afhængig af sagens karakter m.v. kan bestemme

dette tidspunkt.

Hvis påstandsdokumenterne ikke indleveres rettidigt, er konsekvensen, at

sagen afvises, hvis det er sagsøger, der ikke indleverer et påstandsdokument,

og at der afsiges udeblivelsesdom, hvis det er sagsøgte.

For at formålet med påstandsdokumenterne ikke skal forspildes, er det

nødvendigt at begrænse adgangen til at inddrage nyt processtof efter

indleveringen af påstandsdokumenterne. Det foreslås derfor, at udvidelse af

påstandene, fremsættelse af nye anbringender og førelse af nye beviser efter

dette tidspunkt kun kan ske med rettens tilladelse og kun i det omfang,

betingelserne i § 363, stk. 1, er opfyldt. Dette indebærer, at den

begrænsning af adgangen til at inddrage nyt processtof, som gælder under

selve domsforhandlingen, vil gælde allerede fra indleveringen af

påstandsdokumenterne. Om reglerne om inddragelse af nyt processtof henvises

til pkt. 4.7. nedenfor.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 23, og de specielle

bemærkninger hertil.

4.7. Adgangen til at inddrage nyt processtof i sagen (nova)

4.7.1. Gældende ret

4.7.1.1. Inddragelse af nyt processtof i 1. instans

Fra forberedelsens afslutning til domsforhandlingens begyndelse gælder

reglen i retsplejelovens § 357, stk. 1, der fastsætter en række

indskrænkninger i adgangen til at fremkomme med nye påstande og anbringender

og fremsætte begæring om nye beviser m.v. Hvis en part vil fremkomme med nye

påstande, anbringender eller nye beviser, skal han give retten og modparten

meddelelse herom. Hvis modparten ikke vil give samtykke til inddragelsen af

nyt processtof, må han inden en uge efter at have modtaget meddelelsen give

retten og den anden part underretning herom. Retten skal så afgøre, om

udvidelsen af påstandene, fremsættelsen af nye anbringender eller førelsen af

nye beviser kan tillades. Rettens afgørelse træffes efter retsplejelovens §

363, som er omtalt nedenfor. Retten kan derimod ikke på dette stadium af

sagen af egen drift nægte, at der inddrages nyt processtof i sagen.

Efter § 357, stk. 2, skal formalitetsindsigelser, der kan frafaldes,

fremsættes i svarskriftet eller, hvis sagen ikke forberedes skriftligt, i det

1. retsmøde under forberedelsen. En formalitetsindsigelse, der kan frafaldes,

kan f.eks. være en indsigelse om, at sagen ikke er anlagt ved rette

værneting, eller om, at sagen skulle have været behandlet ved voldgift. Hvis

en sådan indsigelse fremsættes senere, finder den ovenfor omtalte bestemmelse

i § 357, stk. 2, tilsvarende anvendelse.

Hvis anmodningen om inddragelse af nyt processtof først fremsættes efter,

at domsforhandlingen er begyndt, kan tilladelse til inddragelse af nyt

processtof, hvis modparten protesterer herimod, kun gives, jf. § 363, stk. 1,

nr. 1-3, hvis det må anses for undskyldeligt, at ændringen af påstanden eller

fremsættelsen af de nye anbringender ikke er sket inden domsforhandlingen (§

363, stk. 1, nr. 1), hvis modparten har tilstrækkelig mulighed for at

varetage sine interesser uden udsættelse af domsforhandlingen (§ 363, stk. 1,

nr. 2), eller hvis nægtelse af tilladelsen vil kunne medføre et

uforholdsmæssigt tab for parten (§ 363, stk. 1, nr. 3).

Efter § 363, stk. 3, kan retten også i tilfælde, hvor modparten ikke

protesterer, modsætte sig udvidelse af påstande, fremsættelse af nye

anbringender eller førelse af nye beviser. I praksis vil modpartens holdning

dog oftest være afgørende for, om inddragelse af nyt processtof kan ske.

Hvis det nye processtof ikke tillades inddraget under sagen i 1. instans,

kan det søges inddraget under en anke. Adgangen til inddragelse af nova i

ankesager er imidlertid ikke ubegrænset. Reglerne herom findes i

retsplejelovens §§ 380-384 og indeholder både begrænsninger i adgangen til at

inddrage processtof, som ikke har været inddraget i 1. instans, og

begrænsninger i adgangen til at inddrage processtof, som først gøres gældende

på et sent tidspunkt under ankesagen. Det forhold, at der går en vis tid, før

sagen kommer for i ankeinstansen, vil dog ofte føre til, at modparten har

tilstrækkelig tid til at varetage sine interesser, og at retten derfor vil

give tilladelse til at inddrage det nye processtof. Reglerne om fremsættelse

af nye påstande i ankeinstansen er nærmere gennemgået nedenfor under

pkt. 4.7.1.2.

4.7.1.2. Adgangen til at fremsætte nye påstande i ankeinstansen

Ankesagens indledning

Anke sker ved indlevering af en ankestævning til ankeinstansen.

Ankestævningen skal bl.a. indeholde appellantens påstand, jf. retsplejelovens

§ 373.

Retten lader herefter ankestævningen forkynde for indstævnte og pålægger

denne at afgive svarskrift enten i et retsmøde eller ved indlevering til

retten inden en vis frist, jf. § 375. Svarskriftet skal bl.a. indeholde

indstævntes påstand, jf. § 376. Såfremt indstævnte påstår stadfæstelse af den

indankede dom og ikke ønsker at påberåbe sig nye anbringender eller beviser,

er afgivelse af svarskrift unødvendigt. Hvis svarskrift ikke afgives

rettidigt, anses indstævnte for at have påstået stadfæstelse, jf. § 377, stk.

2.

Fremsættelse af nye påstande

Påstande, som ikke er fremsat i ankestævningen eller svarskriftet, men som

har været gjort gældende i forrige instans, kan frit fremsættes under

forberedelsen i landsretten. Hvis sådanne påstande først fremsættes efter, at

forberedelsen er afsluttet, kan retten nægte dem fremsat, såfremt de burde

have været fremsat tidligere under anken.

Påstande, som ikke har været fremsat i forrige instans, kan - hvis

modparten protesterer - kun fremsættes med rettens tilladelse, jf. § 383.

Dette gælder også nye anbringender. Hvis påstandene eller anbringenderne

heller ikke har været fremsat under forberedelsen af anken, kan retten nægte

parten adgang til at fremsætte dem, selv om modparten ikke protesterer, jf. §

383, stk. 3. Hvis de nye påstande eller anbringender, vil gøre det nødvendigt

for retten at tage stilling til forhold, som ikke har foreligget for den

foregående instans, kan retten også nægte dem fremsat, selv om modparten ikke

protesterer.

Adgangen til at hæve sagen

Appellanten kan ikke hæve ankesagen efter, at ankestævningen er forkyndt

for indstævnte, hvis denne i et rettidigt afgivet svarskrift fremsætter anden

påstand end stadfæstelse og ønsker sagen fremmet, jf. § 379, 1. pkt.

Appellanten kan heller ikke hæve sagen, hvis indstævnte ændrer en tidligere

nedlagt påstand om stadfæstelse inden 2 uger efter, at indstævnte har fået

meddelelse fra retten om, at appellanten vil hæve sagen, jf. § 379, 2. pkt.

4.7.2. Forslaget

4.7.2.1. Adgangen til inddragelse af nyt processtof i 1. instans

I reformforslaget fra Den Danske Dommerforening og Advokatrådet foreslås

det, at reglerne om nova strammes op både i 1. instans og i ankeinstansen.

Justitsministeriet er enig i, at det er af stor vigtighed for en hurtig

behandling af en sag, at det på et tidligt tidspunkt af sagen gøres klart,

hvilke påstande og anbringender der gøres gældende, og hvilke beviser der

skal føres. Formålet med reglerne om nova er at sikre, at dette sker. En

stramning af reglerne om nova vil derfor medvirke til, at parterne er mere

omhyggelige med fra starten at undersøge sagerne til bunds og skaffe de

relevante oplysninger, idet de ellers vil risikere at blive afskåret fra at

inddrage oplysningerne i sagen.

Som omtalt ovenfor under pkt. 3.2. har retten en selvstændig pligt til at

sikre, at sagerne ikke trækker unødigt længe ud. Det kan måske ikke

udelukkes, at en advokat af kollegiale årsager i nogle tilfælde vil afholde

sig fra at protestere mod, at modpartens advokat inddrager nye oplysninger i

sagen, eller at modparten ikke er tilstrækkelig opmærksom på, at inddragelsen

af de nye oplysninger vil forsinke sagen. Justitsministeriet finder derfor,

at der er et behov for, at retten også inden domsforhandlingen kan nægte en

part adgang til at inddrage nyt processtof, uanset at modparten ikke

protesterer. En sådan adgang indføres ved den foreslåede ændring af

retsplejelovens § 357, hvorefter retten, uanset at modparten ikke har nægtet

at samtykke, kan modsætte sig udvidelse af påstande, fremsættelse af nye

anbringender og førelse af nye beviser eller fremsættelse af

formalitetsindsigelser, som ikke er fremsat i svarskriftet eller i første

retsmøde.

Ved afgørelsen af, om retten skal modsætte sig udvidelsen, bør retten

udover de hensyn, der er anført i § 363, stk. 1, som er omtalt under pkt.

4.6.1.1., især lægge vægt på, om udvidelsen vil medføre en udsættelse af en

berammet domsforhandling, eller at berammelsen af domsforhandlingen vil blive

væsentligt forsinket. Hvis inddragelsen af nyt processtof ikke kræver en

udsættelse af sagen, vil der som udgangspunkt ikke være grundlag for at

anvende den foreslåede regel i § 357, stk. 3.

Hvis der er tale om en formalitetsindsigelse, som fremsættes på et sent

tidspunkt af sagen, vil indsigelsen, såfremt den tages til følge, medføre, at

sagen afvises. Dette vil indebære, at sagen må begynde forfra ved en anden

domstol eller ved voldgift, og der vil derfor ofte ske en betydelig

forsinkelse af sagen. I et sådant tilfælde vil en anvendelse af den

foreslåede regel i § 357, stk. 3, efter omstændighederne være berettiget,

således at fremsættelsen af indsigelsen afskæres, uanset at modparten har

samtykket.

Hvis anmodningen om inddragelse af nyt processtof først fremkommer under

domsforhandlingen, er der allerede i § 363, stk. 3, hjemmel til, at retten

kan modsætte sig inddragelsen af nyt processtof, uanset at modparten ikke

protesterer.

De hensyn, der kan føre til, at nyt processtof tillades inddraget på så

sent et tidspunkt, er opregnet i § 363, stk. 1, nr. 1-3, som er omtalt

ovenfor under pkt. 4.6.1.1.

Justitsministeriet har overvejet, om der er et behov for en stramning af

disse regler. Hvis modparten har tilstrækkelig mulighed for at varetage sine

interesser uden udsættelse af domsforhandlingen, jf. § 363, stk. 1, nr. 2,

vil der ikke af hensyn til sagens fremme være noget behov for at nægte

inddragelsen. Da hensynet til sagens fremme skal afvejes over for hensynet

til, at sagen får et materielt rigtigt resultat, bør inddragelsen heller ikke

nægtes, hvis det vil kunne medføre et uforholdsmæssigt tab for parten, jf. §

363, stk. 1, nr. 3. I disse tilfælde må en nægtelse endvidere antages ofte at

medføre, at dommen ankes. Justitsministeriet finder på denne baggrund ikke,

at der er behov for ændring af § 363, stk. 1, nr. 2 og 3.

Derimod finder Justitsministeriet, at der bør ske stramning af § 363, stk.

1, nr. 1, hvorefter tilladelse til inddragelse af nyt processtof kan gives,

hvis det må anses for undskyldeligt, at inddragelsen ikke er sket inden

domsforhandlingen.

For at tilskynde parterne til at inddrage alle relevante oplysninger

tidligst muligt, foreslås det, at § 363, stk. 1, nr. 1, ændres, således at

tilladelse til inddragelse af nyt processtof efter denne bestemmelse kun kan

gives, hvis det af særlige grunde må anses for undskyldeligt, at

ændringen af påstanden eller fremsættelsen af nye anbringender ikke er sket

inden domsforhandlingen.

Hvorvidt sådanne særlige grunde foreligger, beror på en konkret vurdering

i den enkelte sag.

I det omfang, retten anvender den foreslåede nye bestemmelse i § 256 a om

at pålægge parterne at indlevere endelige påstandsdokumenter, vil dette

medføre en yderligere indskrænkning i adgangen til at fremkomme med nyt

processtof på et sent tidspunkt, jf. nærmere ovenfor under pkt. 4.5. og de

specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 23.

Om de foreslåede bestemmelser henvises i øvrigt til de specielle

bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 24 og 26.

4.7.2.2. Adgangen til at fremsætte nye påstande i ankeinstansen

Justitsministeriet finder, at det er væsentligt for en hurtig og effektiv

behandling af ankesager, at parterne allerede ved sagens begyndelse har

overvejet sagen så grundigt, at der ikke er behov for at ændre påstandene

undervejs under ankesagen. Det må endvidere i langt de fleste tilfælde være

muligt for parterne efter, at sagen har været behandlet i en instans - eller

eventuelt i to - allerede i henholdsvis ankestævning og svarskrift at

nedlægges så præcise påstande, at der ikke som udgangspunkt er behov for

senere ændringer.

Det foreslås derfor, at § 382, stk. 1, og § 383, stk. 3, ændres, således

at retten kan nægte en part adgang til at fremsætte påstande, som ikke er

fremsat i ankestævningen eller i svarskriftet. Herved tilskyndes parterne til

at fremsætte de relevante påstande allerede ved sagens begyndelse, således at

parterne og retten herefter kan koncentrere sig om effektivt at tilrettelægge

forberedelsen og den fornødne bevisførelse.

Om retten skal nægte tilladelse, beror på en konkret vurdering af bl.a.

årsagen til, at påstanden først fremsættes på dette tidspunkt, betydningen

for den pågældende part af, at den nye påstand tillades fremsat, modpartens

adgang til at varetage sine interesser og den eventuelle forsinkelse, som den

nye påstand vil medføre for sagen.

Ændringerne vedrører kun adgangen til at fremsætte nye påstande. Der

foreslås således ikke ændringer i adgangen til at fremsætte nye anbringender

eller føre nye beviser.

Endvidere foreslås det, at § 379, 2. pkt., ophæves, således at indstævnte

ikke længere kan forhindre appellanten i at hæve sagen ved at ændre en

tidligere nedlagt påstand om stadfæstelse efter, at appellanten har anmodet

om, at sagen hæves. Justitsministeriet finder ikke, at denne adgang for

indstævnte til at fortryde sin påstand om stadfæstelse i de tilfælde, hvor

appellanten vil hæve sagen, bør opretholdes. Det skyldes bl.a., at

indstævntes påstand om stadfæstelse bør være udtryk for en grundig

overvejelse, som ikke uden videre skal kunne ændres, når modparten ved at

frafalde anken har givet udtryk for at acceptere 1. instansafgørelsen. Efter

forslaget til ændring af § 382, stk. 1, og § 383, stk. 3, ville retten

endvidere kunne nægte en sådan ændring af påstanden.

De foreslåede ændringer vedrører både ankesager, der behandles ved

landsret, og ankesager, der behandles ved Højesteret.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 29, 30 og 31, og til de

specielle bemærkninger til disse bestemmelser.

4.8. Frist for afsigelse af dom

4.8.1. Gældende ret

Efter retsplejelovens § 219 skal rettens afgørelse træffes snarest muligt

efter, at den pågældende forhandling er til ende. Domme og kendelser i

straffesager skal afsiges senest inden en uge, og hvis der har medvirket

nævninge senest dagen efter. Derimod gælder der ingen frist for afsigelsen af

domme i civile sager.

I civile sager fremsætter retterne i praksis i en del tilfælde umiddelbart

efter domsforhandlingens afslutning en tilkendegivelse, som indeholder et

forslag til forlig af sagen. Tilkendegivelsen kan gives mundtligt eller

skriftligt. Tilkendegivelsen kan indeholde et forhåndstilsagn fra retten om,

hvad en eventuel dom vil gå ud på, eller den kan indeholde et forligsforslag

ud fra friere overvejelser. Hvis parterne ikke straks kan tage stilling til,

om de vil forlige sagen, udsættes sagen ofte kortvarigt for, at parterne kan

overveje tilkendegivelsen. Hvis der ikke afgives nogen tilkendegivelse, eller

hvis tilkendegivelsen ikke accepteres af parterne, optages sagen til dom.

Ved sagens optagelse til dom vil retten ofte tilkendegive, hvornår dommen

bliver afsagt, men der er efter de gældende regler i retsplejeloven ikke

pligt til at meddele dette tidspunkt.

4.8.2. Forslaget

I reformforslaget fra Dommerforeningen og Advokatrådet foreslås det, at

retten ved domsforhandlingens afslutning skal meddele dato for

domsafsigelsen, og at dommen skal være afsagt inden 6 uger i byretssager -

dog 8 uger, hvis der fremsættes en skriftlig tilkendegivelse - og inden 3

måneder i landsretssager.

Justitsministeriet er enig i, at det må antages at have væsentlig

betydning for parterne, at dommen afsiges så hurtigt som muligt. Det er

endvidere vigtigt, at parterne straks efter afslutningen af domsforhandlingen

får at vide, hvornår dommen vil blive afsagt.

Justitsministeriet finder endvidere, at fastsættelsen af en frist for

domsafsigelsen vil være egnet til at sikre, at der ikke går mere tid end

højst nødvendigt, før dommen afsiges. De af Advokatrådet og Den Danske

Dommerforening foreslåede frister må antages at være fastsat således, at de

vil kunne overholdes, medmindre der foreligger helt særlige omstændigheder.

I overensstemmelse med forslaget fra Den Danske Dommerforening og

Advokatrådet foreslås det derfor, at retten, når sagen optages til dom, skal

tilkendegive tidspunktet for domsafsigelsen. I byretssager skal

domsafsigelsen finde sted senest 6 uger efter sagens optagelse til dom eller

kendelse og i landsretssager senest 3 måneder efter optagelsen.

Det foreslås, at fristen skal regnes fra tidspunktet for sagens optagelse

til afgørelse (dom eller kendelse). Det skyldes, at der i de sager, hvor

retten fremsætter forslag om forlig af sagen, ofte vil være behov for efter

domsforhandlingen at udsætte sagen med henblik på, at parterne får en frist

til at overveje rettens tilkendegivelse om forlig af sagen. Denne udsættelse

vil ofte være ganske kortvarig, men i meget komplicerede sager og i sager,

hvor den ene part er en offentlig myndighed, en forening eller en stor

virksomhed, kan der være behov for længere tid. I disse sager optages sagen

først til dom eller kendelse, når fristen for stillingtagen til forslaget om

forlig udløber, eller når en af parterne meddeler, at den pågældende ikke kan

acceptere tilkendegivelsen og derfor ønsker en dom.

Da fristen efter forslaget først regnes fra optagelsen, er der ikke behov

for en særlig 8-ugers frist i byretssager, hvor der afgives tilkendegivelse.

Det forudsættes, at dommene vil blive afsagt så hurtigt som muligt, og at

dette i en række sager vil være tidligere end henholdsvis 6 uger eller 3

måneder efter optagelsen. I visse sager, f.eks. forældremyndighedssager, vil

en hurtig afgørelse være af særlig stor betydning.

De anførte frister skal efter forslaget kun helt undtagelsesvis kunne

fraviges, og der skal i disse tilfælde gives en begrundelse for fravigelsen.

I § 219, stk. 2, foreslås det derfor, at retten, når særlige

omstændigheder gør det påkrævet, kan beslutte at fravige de ovenfor omtalte

frister. De særlige omstændigheder kan f.eks. være, at den sag, der skal

afgøres, er usædvanligt omfattende eller kompliceret, eller at dommeren er

forhindret i at overholde fristen f.eks. på grund af sygdom. Derimod

forudsættes det, at rettens generelle arbejdsbyrde normalt ikke kan begrunde

en fravigelse af fristerne, idet formålet med fristerne da vil forspildes.

Det foreslås, at beslutningen om at fravige fristerne ikke skal kunne

kæres, bl.a. fordi en kæresag vil påføre retten en yderligere arbejdsbyrde og

dermed yderligere forsinke domsafsigelsen.

Samtidig foreslås, at den nugældende bestemmelse i retsplejelovens § 219,

der omfatter domme både i civile sager og straffesager, deles i to

bestemmelser, § 219 og § 219 a, der vedrører henholdsvis civile sager og

straffesager.

Der henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1,

nr. 7 og 8.

4.8.3. Dommens indhold

Efter retsplejelovens § 366 a skal domme indeholde parternes påstande og

en fremstilling af sagen, herunder en gengivelse af parternes anbringender og

i fornødent omfang af deres og vidners forklaring, samt angive de faktiske og

retlige omstændigheder, der er lagt vægt på ved sagens afgørelse.

I byretssager kan retten imidlertid efter § 366 a, stk. 2, vælge at skrive

en dom uden fuldstændig sagsfremstilling (en såkaldt kort dom), hvor

sagsfremstillingen begrænses til en kort angivelse af parternes anbringender,

såfremt der samtidig gives en udførlig begrundelse for afgørelsen.

I reformforslaget fra Dommerforeningen og Advokatrådet foreslås det, at

parterne får adgang til at tilkendegive, om de ønsker en dom med en

fuldstændig sagsfremstilling, og at parternes tilkendegivelse herom skal

tilføres retsbogen. Tilkendegivelsen skal ikke være bindende for retten.

Justitsministeriet har overvejet, om en sådan regel bør medtages i

lovforslaget. Justitsministeriet har imidlertid valgt ikke at foreslå

ændringer på dette område. Det skyldes bl.a., at parternes tilkendegivelser

om, at de ønsker en dom med fuldstændig sagsfremstilling, og parternes

begrundelse herfor, må antages i praksis at blive tillagt væsentlig betydning

ved rettens afgørelse om valget af domsform.

4.9. Forkyndelse af stævninger

4.9.1. Gældende ret

Ved lov nr. 369 af 18. maj 1994 blev der i retsplejelovens § 350, stk. 2,

indsat en bestemmelse, hvorefter retten kan bestemme, at stævningen i civile

sager i 1. instans ikke skal forkyndes. I stedet fremsendes stævningen til

sagsøgte med almindeligt brev. Samtidig blev der indsat en bestemmelse i §

219, stk. 4, hvorefter de processuelle frister, som løber fra dommens

afsigelse, regnes fra dommens forkyndelse for sagsøgte, når denne er dømt som

udebleven, uden at stævningen er blevet forkyndt, og § 165, stk. 2, blev

ændret, således at udgiften ved forkyndelsen af disse domme afholdes af den,

som har begæret forkyndelsen. Reglerne indebærer, at sagsøger, for at kunne

få dommen fuldbyrdet i fogedretten, skal lade den forkynde for sagsøgte, idet

dommen først kan fuldbyrdes 14 dage efter forkyndelsen, jf. retsplejelovens §

480.

En undersøgelse foretaget af Justitsministeriet i august/september 1995

viste, at 17 byretsembeder ud af 82, herunder de 5 præsidentledede byretter i

København, Århus, Odense, Aalborg og Roskilde, på daværende tidspunkt

anvendte de nye regler, hvorefter der ikke sker forkyndelse af stævningen,

men fremsendelse af denne ved almindeligt brev til sagsøgte.

Af undersøgelsen fremgik bl.a., at ordningen generelt har været en fordel

for embedernes sagsekspedition, men 11 ud af de 17 embeder fremhævede, at

stævningsmænd og advokater var utilfredse med ordningen.

Advokatrådet har tilkendegivet, at reglerne bør ophæves, idet de medfører

et meget betydeligt administrativt arbejde for advokaterne, som skal sørge

for dommenes forkyndelse.

Der har også været en række andre problemer med ordningen, bl.a i de

sager, hvor der ved dommen tillægges statskassen omkostninger. Problemet har

her været, om retten ved inddrivelse af omkostningerne selv skulle lade

dommen forkynde, eller om retten kunne anvende den af sagsøger forkyndte dom,

og om retten i så fald skulle betale en del af forkyndelsesomkostningerne.

4.9.2. Forslaget

I reformforslaget fra Advokatrådet og Den Danske Dommerforening foreslås

det, at alle borgerlige sager indledes med en egentlig forkyndelse af

stævningen ved rettens foranstaltning.

Justitsministeriet er enig i, at de praktiske vanskeligheder for advokater

m.v. ved forkyndelse af de udeblivelsesdomme, der bliver afsagt på grundlag

af stævninger, som ikke er forkyndt for sagsøgte, har vist sig at overstige

de fordele, der for nogle retter har været forbundet med ordningen. Det må

endvidere anses for hensigtsmæssigt, at retternes fremgangsmåde ved

behandling af civile sager på dette punkt bliver ensartet, således at

advokaterne kan anvende samme praktiske fremgangsmåde ved udtagelsen af

stævninger ved alle byretter.

Det foreslås derfor i overensstemmelse med reformforslaget, at

bestemmelsen i § 350, stk. 2, hvorefter retten kan bestemme, at stævningen

ikke skal forkyndes, ophæves. Dette indebærer, at retten i alle civile sager,

skal lade stævningen forkynde for sagsøgte. En eventuel udeblivelsesdom vil

herefter ikke skulle forkyndes. Endvidere foreslås en række

konsekvensændringer, jf. lovforslagets § 1, nr. 12, 13, 15, 17, 18 og 33.

Der henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1,

nr. 14.

4.10. Efteruddannelse af advokatfuldmægtige

4.10.1. Gældende ret og baggrunden for forslaget

Ret til at få beskikkelse som advokat har enhver, der er myndig og ikke er

under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter

værgemålslovens § 7, og som ikke har anmeldt betalingsstandsning og ikke er

under konkurs. Endvidere skal den pågældende have bestået juridisk

kandidateksamen og i mindst 3 år have været i praktisk juridisk virksomhed,

jf. retsplejelovens § 119, stk. 2.

Praktisk juridisk virksomhed består i deltagelse i almindelig

advokatvirksomhed, herunder behandling af retssager, som autoriseret

fuldmægtig hos en advokat, der udøver advokatvirksomhed, eller i arbejde i en

juridisk stilling ved domstolene, anklagemyndigheden eller politiet, hvori

behandling af retssager indgår som en væsentlig del, jf. retsplejelovens §

119, stk. 3. Der er dog efter retsplejelovens § 199, stk. 4-5, mulighed for

også at meddele beskikkelse på grundlag af andre former for juridisk

virksomhed.

Efter retsplejelovens § 119, stk. 6, kan justitsministeren fastsætte

regler om, at gennemførelsen af en teoretisk efteruddannelse på områder af

særlig betydning for advokater er en betingelse for at få beskikkelse som

advokat. Sådanne regler er fastsat i Justitsministeriets bekendtgørelse nr.

1129 af 13. december 1996 om obligatorisk efteruddannelse som betingelse for

at få beskikkelse som advokat. Bekendtgørelsen finder anvendelse for

personer, der har bestået juridisk kandidateksamen efter den 1. januar 1997.

Bekendtgørelsen er udarbejdet på grundlag af en rapport om obligatorisk

efteruddannelse af advokatfuldmægtige afgivet af en arbejdsgruppe under

Justitsministeriet. I arbejdsgruppen deltog repræsentanter for

Justitsministeriet, Advokatsamfundet, Foreningen af Advokater og

Advokatfuldmægtige, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen,

Politifuldmægtigforeningen samt Københavns og Århus Universitet.

I rapporten om obligatorisk efteruddannelse af advokatfuldmægtige

anbefales det, at der indføres en obligatorisk efteruddannelse for

advokatfuldmægtige som betingelse for at opnå beskikkelse som advokat.

Formålet med den obligatoriske efteruddannelse er bl.a. at sikre en

velkvalificeret advokatstand.

I overensstemmelse med udvalgets anbefalinger er det ved den nævnte

bekendtgørelse om obligatorisk efteruddannelse fastsat, at efteruddannelsen

består af 36 kursusdage fordelt over 4 semestre. Undervisningen er praktisk

betonet og vedrører juridiske discipliner af central betydning for

praktiserende advokater. Efteruddannelsen afsluttes med en eksamen.

Det nærmere indhold af kurserne samt betaling for kurserne fastlægges i et

kursusudvalg, som nedsættes af justitsministeren. Justitsministeren skal

godkende kursusplan m.v. samt udvalgets fastsættelse af betaling for

deltagelse i uddannelsen. I 1997 er den samlede kursusafgift for hele

efteruddannelsesforløbet ca. 44.000 kr.

Der var i arbejdsgruppen om obligatorisk efteruddannelse enighed om, at

der ved en ændring af retsplejeloven bør fastsættes bindende regler om

principalers pligt til at sikre, at deres advokatfuldmægtige deltager i den

obligatoriske efteruddannelse, og at Advokatnævnet bør have mulighed for at

sanktionere tilfælde, hvor en principal lægger hindringer i vejen for, at

vedkommendes advokatfuldmægtig deltager i undervisningen. Arbejdsgruppen

anbefalede således, at det bør anses for at stride mod god advokatskik, hvis

en advokat ikke sørger for, at advokatfuldmægtigen kan deltage i

efteruddannelsen.

Arbejdsgruppen forudsatte endvidere, at advokatfuldmægtigenes

efteruddannelse betales af principalen.

Efter retsplejelovens § 126, stk. 1, skal en advokat udvise en adfærd, der

stemmer med god advokatskik. Advokaten skal herunder udføre sit hverv

grundigt, samvittighedsfuldt og i overensstemmelse med, hvad berettigede

hensyn til klienternes tarv tilsiger. Efter § 126, stk. 3, må en advokat ikke

uden for sin advokatvirksomhed i forretningsforhold eller i andre forhold af

økonomisk art udvise en adfærd, der er uværdig for en advokat.

Klager over, at en advokat har tilsidesat de pligter, der følger af

bestemmelserne i retsplejelovens § 126 eller andre bestemmelser i

retsplejeloven, kan indgives til Advokatnævnet, jf. retsplejelovens § 147 b.

Finder Advokatnævnet, at klagen er berettiget, kan nævnet tildele advokaten

en advarsel eller irettesættelse eller pålægge en bøde, jf. retsplejelovens §

147 c. Nævnet har tillige mulighed for under anvendelse af tvangsbøder at

pålægge en advokat at opfylde en pligt, der er fastsat i loven. Endelig kan

nævnet ved grov eller oftere gentagen overtrædelse helt eller delvist

frakende en advokat retten til at drive advokatvirksomhed.

Klager til Advokatnævnet kan - foruden af den krænkede selv - tillige

indgives af Advokatrådet, der fører tilsyn med advokater, jf. retsplejelovens

§ 143, stk. 2.

4.10.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at indførelsen af en

obligatorisk efteruddannelse for advokatfuldmægtige indebærer, at det bør

anses som en naturlig forpligtelse for fuldmægtigens arbejdsgiver at sørge

for, at arbejdet kan tilrettelægges på en sådan måde, at fuldmægtigen har

mulighed for at deltage i undervisningen og gå til eksamen.

Justitsministeriet kan på den baggrund tiltræde arbejdsgruppens forslag

om, at der gives Advokatnævnet mulighed for at sanktionere tilfælde, hvor en

principal lægger hindringer i vejen for en advokatfuldmægtigs deltagelse i

den obligatoriske uddannelse.

Justitsministeriet er ligeledes enig i, at det skal påhvile advokaten at

afholde udgiften til den obligatoriske undervisning.

Den nugældende bestemmelse om god advokatskik i § 126, stk. 1, angår først

og fremmest advokatens forhold til klienter, mens bestemmelsen i stk. 3

drejer sig om forhold uden for advokatvirksomheden. De nævnte bestemmelser

kan uanset den generelle formulering næppe antages at indebære en pligt for

advokaten til at medvirke til advokatfuldmægtiges obligatoriske

efteruddannelse og til at afholde udgifterne til uddannelsen.

Det foreslås derfor, at der indsættes et nyt stykke i retsplejelovens §

126, der udtrykkeligt giver advokaten pligt til at medvirke til, at

advokatfuldmægtigen kan deltage i efteruddannelsen, og som samtidig pålægger

advokaten at afholde udgifterne til uddannelsen.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at det vil være i strid med god

advokatskik, hvis en advokat forhindrer en advokatfuldmægtig, der er

autoriseret hos ham, i at deltage i den obligatoriske efteruddannelse, eller

undlader at betale udgifterne til undervisningen.

5.1. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

Forslaget om, at civile sager altid skal indledesmed forkyndelse af

stævningen, vil indebære et vist merarbejde for den civile stævningstjeneste

ved de retter. Forslaget skønnes dog ikke at medføre administrative og

økonomiske konsekvenser for det offentlige af betydning.

Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke

EU-retlige aspekter.

5.2. Lovforslagets erhvervsøkonomiske konsekvenser

Lovforslagets § 1, nr. 5, indebærer, at advokater, der har en autoriseret

advokatfuldmægtig, skal dække omkostningerne til den obligatoriske

efteruddannelse af advokatfuldmægtigen. Denne efteruddannelse, der består af

36 kursusdage fordelt over 4 semestre, koster i dag i alt ca. 44.000 kr. pr.

fuldmægtig.

Før indførelsen af den obligatoriske efteruddannelse af advokatfuldmægtige

deltog størsteparten af advokatfuldmægtige på frivillig basis i en stort set

tilsvarende efteruddannelse. Omkostningerne ved denne efteruddannelse blev

næsten undtagelsesfrit afholdt af advokatfuldmægtigens principal.

Lovforslagets § 1, nr. 5 kan derfor ikke forventes at medføre nævneværdige

økonomiske konsekvenser for advokaterhvervet.

6. Hørte myndigheder m.v.

Lovforslaget er samtidig med fremsættelsen sendt til høring hos:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns Byret og retterne i

Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, Advokatrådet, Foreningen af Advokater og

Advokatfuldmægtige, Stævningsmændenes Landsforening og Det Danske Center for

Menneskerettigheder.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1 Til nr. 1 (§ 4, stk. 2)

Ændringen er en konsekvens af, at landsretterne er blevet tilført

yderligere ressourcer, således at Østre Landsret nu består af en præsident og

52 andre landsdommere, mens Vestre Landsret består af en præsident og 35

andre landsdommere.

Til nr. 2 og 3 (§§ 16 a, stk. 1, og 17, stk. 1)

Ændringen er en konsekvens af, at der nu er gennemført en

administrationsordning ved retten i Haderslev, således at den ene af rettens

to dommere er udnævnt som administrerende dommer.

Til nr. 4 (§ 41, stk. 5)

§ 41, stk. 5, indeholder en henvisning til reglerne i § 219 om en

domfældts ret til at få en udskrift af dommen. Ændringen af § 41 er en

konsekvens af forslaget i § 1, nr. 8, til en ny § 219 a, som indeholder

reglerne om afsigelse af domme i straffesager.

Til nr. 5 (§ 126, stk. 3).

Ændringen fastsætter, at det vil stride mod god advokatskik, hvis en

advokat ikke tilmelder sin autoriserede fuldmægtig til den teoretiske

efteruddannelse, der er en betingelse for at opnå beskikkelse som advokat.

Det samme gælder, hvis advokaten i øvrigt lægger hindringer i vejen for

fuldmægtigens deltagelse i de obligatoriske kurser, f.eks. ved at nægte den

pågældende tjenestefri i de 36 kursusdage, som efteruddannelsen varer, eller

ved ikke at sørge for, at advokatfuldmægtigens arbejde kan tilrettelægges med

henblik på kursusdeltagelsen.

Advokaten er samtidig forpligtet til at afholde selve kursusafgiften.

Derimod stilles der ikke efter den foreslåede bestemmelse krav om, at

advokaten afholder andre omkostninger forbundet med fuldmægtigens deltagelse

i kurset f.eks. transportudgifter. Der stilles heller ikke krav om, at

fuldmægtigen skal have løn i de 36 dage, hvor han har tjenestefri med henblik

på deltagelse i efteruddannelseskursus. Sådanne krav vil imidlertid kunne

følge af andre forhold, f.eks. ansættelsesretlige regler eller aftaler.

Klager over, at en advokat har tilsidesat sine forpligtelser efter den

foreslåede bestemmelse, kan indgives til Advokatnævnet, jf. § 147 b. En klage

kan indgives både af fuldmægtigen selv og af Advokatrådet. Advokatrådet fører

et almindeligt tilsyn med advokater, jf. retsplejelovens § 143, stk. 2, og

vil i den anledning - også uden at advokatfuldmægtigen selv har udtrykt ønske

om, at der rejses en klagesag mod advokaten - kunne indbringe et spørgsmål om

overtrædelse af den foreslåede bestemmelse for Advokatnævnet.

I øvrigt henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.10.

Til nr. 6 (§ 165, stk. 2)

Ændringen er en konsekvens af forslaget om, at retten i alle civile sager

skal forkynde stævningen for sagsøgte. Der er herefter ikke længere behov for

den nugældende regel i § 165, stk. 2, hvorefter vederlaget for forkyndelse af

udeblivelsesdomme, som er afsagt uden, at stævningen har været forkyndt for

sagsøgte, betales af den, som ønsker forkyndelsen foretaget.

Til nr. 7 (§ 219)

Efter forslaget samles reglerne om afsigelse af domme i civile sager i §

219, mens reglerne om afsigelse af domme i straffesager findes i den

foreslåede nye bestemmelse i § 219 a.

Stk. 1, 1. pkt., svarer til den nugældende § 219, stk. 1, 1. pkt.

Efter de foreslåede bestemmelser i stk. 1, 2.- 4. pkt. , skal

retten, når sagen optages til dom eller kendelse, tilkendegive, hvornår

dommen vil blive afsagt. I byretssager skal dommen afsiges senest 6 uger og i

landsretssager senest 3 måneder efter optagelsen. Tidspunktet for

domsafsigelsen kan ændres af retten uden begrundelse, så længe disse frister

ikke overskrides. Retten skal i så fald meddele parterne det nye tidspunkt.

Fristen regnes fra sagens optagelse til dom eller kendelse. Det indebærer,

at fristen i de sager, hvor sagen efter domsforhandlingen udsættes med

henblik på, at parterne kan tage stilling til et forslag fra retten om forlig

af sagen, først regnes fra udløbet af fristen for svar på rettens

tilkendegivelse om forlig eller fra det tidspunkt, hvor en af parterne

meddeler, at tilkendegivelsen ikke kan accepteres, og at sagen ønskes optaget

til dom. Retten skal så på dette tidspunkt tilkendegive, hvornår dommen vil

blive afsagt.

I stk. 2 foreslås det, at de i stk. 1 nævnte frister kan fraviges,

hvis ganske særlige omstændigheder gør det påkrævet. Beslutningen om

fravigelsen af fristerne skal begrundes. Særlige omstændigheder, der kan

begrunde en fravigelse af fristerne, kan f.eks. være forfald hos et af

rettens medlemmer, eller at der er tale om en usædvanligt kompliceret sag.

Rettens generelle arbejdsbyrde vil derimod ikke kunne anvendes som

begrundelse, bortset fra ganske særlige tilfælde, hvor der er tale om en

ekstraordinær belastning af et embede indenfor et kortere tidsrum, hvor det

ikke har været muligt at skaffe assistance ved hjælp af rejsedommerordningen.

Der kan f.eks. forekomme tilfælde, hvor et mindre dommerembede rammes af

sygdom og samtidig belastes af større straffesager, der haster, fordi de

tiltalte er varetægtsfængslede.

Beslutningen om at fravige fristerne kan træffes i forbindelse med, at det

tilkendegives, hvornår dommen vil blive afsagt, eller på et senere tidspunkt,

hvor retten bliver klar over, at dommen ikke vil være færdig på det

tidspunkt, som tidligere er tilkendegivet. I beslutningen skal angives de

grunde, der gør, at fristen ikke kan overholdes.

Fristerne gælder også for domme og kendelser, der afsiges i sager, der

behandles ved skifteret eller fogedret.

Stk. 3 svarer til den nugældende § 219, stk. 2. Ved domsafsigelsen

skal hele dommen foreligge i renskrevet form, således at en domsudskrift

straks kan udleveres til parterne. Det er således ikke tilstrækkeligt, at

domskonklusionen er udarbejdet skriftligt.

Til nr. 8 (§ 219 a)

Den foreslåede bestemmelse i § 219 a indeholder reglerne om afsigelse af

domme i straffesager og svarer med enkelte afvigelser til de gældende regler.

Stk. 1 og 2 svarer til den nugældende § 219, stk. 1 og 2, bortset

fra, at bestemmelsen i det gældende stk. 2 om, at hele dommen skal være

skriftligt udarbejdet, er udeladt. I praksis afsiges domme i straffesager

meget ofte umiddelbart i forlængelse af domsforhandlingen, hvorfor det ikke

er muligt at have hele dommen udarbejdet skriftligt inden afsigelsen. Det

forudsættes, at dommen i disse tilfælde udarbejdes skriftlig umiddelbart

efter afsigelsen, således at både tiltalte og anklagemyndigheden har god tid

til at gennemlæse dommen inden ankefristens udløb.

Stk. 3 svarer til den nugældende regel i § 219, stk. 5.

Stk. 4 svarer til den nugældende § 219, stk. 6, bortset fra sidste

pkt. Ifølge den nugældende bestemmelse i § 219, stk. 6, sidste pkt., skal der

i de sager, hvor et borgerligt krav, som f.eks. et erstatningskrav fra en

forurettet ved forbrydelsen, er forfulgt sammen med straffesagen, følges

samme fremgangsmåde som i borgerlige sager, hvor det ikke på forhånd er

tilkendegivet, hvornår dommen vil blive afsagt.

Da der efter forslaget ikke længere vil forekomme tilfælde, hvor det i en

borgerlig sag ikke er tilkendegivet, hvornår dommen vil blive afsagt,

foreslås det, at retten også i tilfælde, hvor et borgerligt krav er forfulgt

under en straffesag, skal tilkendegive, hvornår dommen vil blive afsagt. Det

foreslås derfor, at den foreslåede regel i § 219, stk. 1, 2. pkt., skal finde

tilsvarende anvendelse, således at retten også i disse sager skal

tilkendegive, hvornår dommen vil blive afsagt. Dette medfører, at fristen for

den erstatningssøgendes eventuelle anke regnes fra domsafsigelsen under

forudsætning af, at erstatningssøgende var til stede i eller lovligt

tilvarslet til det retsmøde, hvori sagen blev optaget til dom. I praksis

forekommer det formentlig kun sjældent, at en straffesag optages til dom,

uden at dommen enten afsiges samme dag, eller at retten tilkendegiver,

hvornår den vil blive afsagt.

I øvrigt henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.8.

Til nr. 9 (§ 312, stk. 2, 4. pkt)

Efter den nugældende bestemmelse i § 312, stk. 2, 4. pkt., kan udgifterne

ved forkyndelse af domme i sager, hvor stævningen ikke har været forkyndt for

sagsøgte, ikke kræves erstattet af sagsøgte. Ophævelsen er en konsekvens af

ophævelsen af adgangen til at undlade at forkynde stævningen.

Til nr. 10 (§ 345, 1. pkt.)

Ved dette forslag præciseres det, at udsættelse af sager kun bør finde

sted i det omfang, det er påkrævet , og at retten således har ansvaret

for, at sagen behandles så hurtigt som muligt. Retten skal dog samtidig

tilgodese hensynet til, at sagerne oplyses bedst muligt, således at der kan

opnås en materielt rigtig afgørelse. Det vil således i de fleste sager, hvor

der ikke er tale om rene inkassosager, være påkrævet at udsætte sagen for at

indhente yderligere oplysninger f.eks. ved syn og skøn og for, at der kan ske

yderligere skriftveksling. Udsættelse kan også være påkrævet, fordi en

relevant retlig eller administrativ afgørelse bør afventes, eller hvis

retten, en part eller et vidne er forhindret i at møde. Retten har imidlertid

en selvstændig pligt til at sikre, at udsættelserne ikke bliver længere end

nødvendigt, således at det undgås, at der går længere perioder, hvor der

f.eks. ikke arbejdes effektivt med at tilvejebringe de nødvendige

oplysninger. Udsættelse bør således ikke ske, alene fordi en af parterne

begærer det, og modparten ikke protesterer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.3.

Til nr. 11 (§ 348, stk. 2, nr. 4)

Det foreslås, at stævningen skal indeholde en udførlig fremstilling af

sagens faktiske omstændigheder. I almindelige inkassosager vil det fortsat

være tilstrækkeligt, at stævningen indeholder en kort redegørelse for,

hvordan det skyldige beløb fremkommer, eventuelt ved henvisning til en

vedlagt faktura.

I sager, hvor det må forventes, at sagsøgte kan have indsigelser, skal

stævningen derimod for at opfylde de foreslåede krav indeholde en grundig

fremstilling af alle de relevante kendsgerninger, som sagsøger ønsker lagt

til grund for sagens afgørelse.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.1.

Til nr. 12 (§ 348, stk. 4) og 5)

Efter § 348, stk. 4, skal sagsøgeren indsende en ny kuvert med sagsøgtes

navn og adresse, hvis en sag, hvor retten har bestemt, at stævningen ikke

skal forkyndes, begæres foretaget på ny. Forslaget om ophævelse af § 348,

stk. 4, er således en konsekvens af forslaget om, at retten ikke længere skal

kunne bestemme, at stævningen ikke skal forkyndes.

Til nr. 13 (§ 349, stk. 1)

Ændringen er alene en konsekvens af forslaget om ophævelse af § 348, stk.

4.

Til nr. 14 (§ 350, stk. 2)

Det foreslås, at adgangen for retten til at bestemme, at stævningen ikke

skal forkyndes, ophæves. Dette indebærer, at civile sager altid skal indledes

med forkyndelse af stævningen.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.9.

Til nr. 15, 16 og 18 (§ 351, stk. 1, § 352, stk. 1 og § 354, stk. 5)

Der er alene tale om konsekvensændringer som følge af forslaget om, at

stævningen i alle sager skal forkyndes for sagsøgte.

Til nr. 17 (§ 353)

Det foreslås, at retten skal kunne pålægge en part at indlevere et

processkrift inden en vis frist, og at overskridelse af fristen medfører, at

reglerne i § 360 om udeblivelse finder tilsvarende anvendelse.

Det forudsættes, at fristerne som hidtil fastsættes efter forhandling med

parterne, idet retten dog har et selvstændigt ansvar for, at sagerne fremmes

med den fornødne hurtighed.

Hvis en part overskrider fristen, kan retten undtagelsesvis beslutte i

stedet at udsætte sagen, jf. § 360, stk. 6, jf. § 354, stk. 7, f.eks. for at

give en længere frist eller for at indkalde til et retsmøde. Om bestemmelsen

i § 354, stk. 7, henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.4.

Til nr. 19 (§ 354, stk. 6, sidste pkt.)

Ifølge § 354, stk. 6, sidste pkt., gælder reglerne i den nugældende § 219,

stk. 2 og 3, hvorefter domsafsigelsen sker ved at domsslutningen oplæses i et

offentligt retsmøde, og hvorefter parter m.v. skal tilsiges til

domsafsigelsen, ikke i tilfælde, hvor der afsiges udeblivelsesdom, fordi

sagsøgte ikke rettidigt har indleveret svarskrift.

Den foreslåede ændring af § 354, stk. 6, er en konsekvens af forslaget til

ændring af § 219. Det foreslås, at retten i disse sager ikke behøver at

tilkendegive, hvornår dommen afsiges, idet ingen af parterne normalt vil være

til stede, når sagen optages til dom, og idet det må anses for overflødigt

med en særskilt meddelelse om tidspunktet, da dommen kan afsiges straks ved

en påtegning på stævningen, jf. § 354, stk. 5.

Til nr. 20 (§ 354, stk. 7, 1. pkt.)

Ændringen indskrænker rettens mulighed for at undlade at tillægge en parts

udeblivelse eller manglende indlevering af svarskrift m.v.

udeblivelsesvirkning. Retten kan herefter kun undtagelsesvis undlade at

afsige udeblivelsesdom, hvis sagsøgte udebliver, eller at afvise sagen, hvis

sagsøger udebliver.

De tilfælde, hvor retten undtagelsesvis kan beslutte i stedet at udsætte

sagen, er f.eks. tilfælde, hvor der er grund til at tro, at udeblivelsen

skyldes lovligt forfald, f.eks. hvor der er tale om vanskelige vejr- og

trafikforhold. Bestemmelsen kan også anvendes til at meddele en part, som

møder uden advokat, en kort frist til at fremlægge manglende dokumenter eller

udbedre et mangelfuldt svarskrift.

Også modpartens holdning til spørgsmålet vil have betydning. Det

forudsættes imidlertid, at retten foretager en selvstændig vurdering af, om

betingelserne for undtagelsesvis at udsætte sagen er til stede, uanset om

modparten ønsker sagen udsat.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til lovforslaget

pkt. 4.2.

Til nr. 21 (§ 355, stk. 1)

Ændringen indebærer, at retten som hovedregel bør indkalde parterne til et

særligt forberedende møde med henblik på at klarlægge parternes synspunkter

og tilrettelægge forberedelsen og/eller bevisførelsen.

Afholdelsen af et sådant møde kan dog undlades, hvis retten finder det

overflødigt. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en sag umiddelbart efter

fremlæggelsen af svarskriftet kan berammes til domsforhandling, eller hvis

sagen forberedes mundtligt, og retten finder, at der er tilstrækkelig

mulighed for at klarlægge synspunkterne og tilrettelægge bevisførelsen ved,

at retten stiller spørgsmål til parterne under de retsmøder, der afholdes i

forbindelse med den mundtlige forberedelse af sagen.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til lovforslaget

pkt. 4.5.

Til nr. 22 (§ 355, stk. 4, 3. pkt.)

Det foreslås, at det præciseres, at det forberedende møde også så vidt

muligt skal anvendes til at tilrettelægge sagens videre gang, således at der

fastsættes så præcise tidsrammer som muligt for de eventuelle yderligere

processkridt, som findes nødvendige.

Det skal således så vidt muligt fastsættes, hvor lang tid der må forventes

anvendt til indhentelse af yderligere oplysninger, og hvornår eventuelle

yderligere processkrifter skal indleveres, idet der dog må tages hensyn til,

at det kan være vanskeligt at forudsige, f.eks. hvor lang tid det tager at

indhente en syn- og skønserklæring.

Tidsrammerne bør opstilles efter drøftelser med parterne, men retten har

en selvstændig forpligtelse til at sikre, at sagen ikke trækker i langdrag.

Hvis parterne ikke overholde de fastsatte tidsrammer, kan konsekvensen efter

omstændighederne være, at retten må nægte yderligere udsættelser.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.5.

Til nr. 23 (§ 356 a)

Det foreslås, at retten skal kunne pålægge parterne inden en af retten

fastsat frist før domsforhandlingen at indlevere et endeligt

påstandsdokument. Påstandsdokumentet skal indeholde en opsummering og

præcisering af partens påstande og anbringender samt en angivelse af, hvilke

dokumenter der vil blive påberåbt, og hvilken bevisførelse der i øvrigt skal

ske.

Det forudsættes, at rettens beslutning om, at der skal indleveres

påstandsdokumenter, træffes i tilstrækkelig god tid før domsforhandlingen, så

parterne har den fornødne tid til at udarbejde dokumenterne.

Konsekvensen af, at påstandsdokumenterne ikke indleveres rettidigt, er

udeblivelsesvirkning efter reglerne i retsplejelovens § 360. Dvs. at sagen

afvises, hvis sagsøger ikke rettidigt indleverer påstandsdokument, og at der

afsiges udeblivelsesdom, hvis sagsøgte ikke gør det. Retten kan dog i medfør

af § 360, stk. 6, jf. § 354, stk. 7, undtagelsesvis beslutte ikke at tillægge

en overskridelse af fristen udeblivelsesvirkning. Dette vil navnlig kunne

være aktuelt, hvis en part på grund af særlige omstændigheder anmoder om en

kort udsættelse af fristen.

Inddragelse af nyt processtof efter afgivelsen af de endelige på

standsdokumenter kan kun ske med rettens tilladelse. Tilladelsen kan gives,

hvis betingelserne i § 363, stk. 1, nr. 1-3, er opfyldt. Om reglerne for

inddragelse af nyt processtof henvises til de almindelige bemærkninger pkt.

4.7.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.6.

Til nr. 24 (§ 357, stk. 3)

Ændringen indebærer, at retten kan nægte en part adgang til at inddrage

nyt processtof i sagen efter afslutningen af forberedelsen, men inden

domsforhandlingen, uanset at modparten ikke har nægtet at samtykke. Det

forudsættes, at retten ved sin afgørelse vil lægge vægt på de hensyn, der er

nævnt i § 363, stk. 1, nr. 1- 3, samt på, om inddragelsen af nyt processtof

må antages at medføre en væsentlig forsinkelse af sagsbehandlingen.

Efter ændringen kan retten endvidere, uanset at modparten ikke

protesterer, nægte en part adgang til at fremsætte en formalitetsindsigelse,

som kan frafaldes, og som ikke er fremsat rettidigt.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til lovforslaget

pkt. 4.7.

Til nr. 25 (§ 360, stk. 5, sidste pkt.)

Ændringen er en konsekvens af den foreslåede bestemmelse i § 357, stk. 3,

hvorefter der gives adgang til, at retten kan afvise en anmodning om

inddragelse af nyt processtof, uanset at modparten ikke protesterer. Denne

adgang vil således også kunne anvendes under et retsmøde til behandling af

anmodningen, hvor modparten udebliver.

Til nr. 26 (§ 363, stk. 1, nr. 1)

Ændringen indebærer, at tilladelse til ændring af påstande eller

fremsættelse af nye anbringender kun kan gives efter § 363, stk. 1, nr. 1,

hvis det af særlige grunde må anses for undskyldeligt, at ændringen ikke er

sket tidligere.

Hvorvidt sådanne særlige grunde er til stede, beror på en konkret

vurdering i den enkelte sag. Som eksempler kan nævnes tilfælde, hvor et

vidne, hvis eksistens hidtil har være ukendt, først melder sig på dette

tidspunkt, eller tilfælde, hvor der offentliggøres nye forskningsresultater,

som kan medføre en ændret vurdering af sagens faktiske omstændigheder. Der

kan også tænkes tilfælde, hvor en dom afsagt af en højere ret ændrer den

hidtidige praksis på området, og parten ønsker at ændre sin påstand i lyset

heraf.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til lovforslaget

pkt. 4.7.

Til nr. 27, 32 og 34 (§ 372, stk. 1, 2. pkt., § 394, stk. 1, og § 586,

stk. 1)

Der er tale om konsekvensændringer som følge af den foreslåede ændring af

§ 219.

De bestemmelser, der foreslås ændret, vedrører alle beregningen af anke-

og kærefrister, og indeholder alle en henvisning til den nugældende § 219,

stk. 3, om sager, hvor tidspunktet for domsafsigelsen ikke er tilkendegivet

for parterne.

Da der efter den foreslåede nye affattelse af § 219 ikke længere vil være

civile sager, hvor domsafsigelsestidspunktet ikke er tilkendegivet, er

henvisningen overflødig. Derimod må det anses for relevant i disse

bestemmelser med en generel henvisning til § 219 om reglerne for tidspunktet

for afsigelsen af domme og kendelser. Bestemmelserne foreslås ændret i

overensstemmelse hermed.

Til nr. 28 (§ 378)

Det foreslås, at retten skal kunne fastsætte frister for indlevering af

processkrifter, og at overskridelse af fristerne skal medføre

udeblivelsesvirkning efter § 386.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.4. og til den

tilsvarende ændring af § 353 i lovforslagets § 1, nr. 17, og bemærkningerne

til denne bestemmelse.

Til nr. 29 (§ 379)

Der foreslås en ophævelse af reglen i § 379, 2. pkt., om at appellanten

ikke kan hæve sagen, hvis indstævnte ændrer en oprindelig påstand om

stadfæstelse inden 2 uger fra meddelelsen fra retten om, at appellanten vil

hæve sagen. Dette indebærer, at appellanten frit kan hæve ankesagen, hvis

indstævnte har fremsat påstand om stadfæstelse.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.7.

Til nr. 30 (§ 382, stk. 1)

Det foreslås, at retten skal kunne nægte en part adgang til at fremsætte

påstande, som har været gjort gældende i foregående instans, men som ikke er

fremsat i ankestævningen eller i et svarskrift, som er indleveret rettidigt

efter § 375. Det foreslås samtidig præciseret, at nægtelse også kan ske, selv

om modparten ikke protesterer.

Om retten skal nægte adgang til at fremsætte påstanden, beror på en

konkret vurdering af bl.a. årsagen til, at påstanden først fremsættes på

dette tidspunkt, betydningen for den pågældende part af, at den nye påstand

tillades fremsat, modpartens adgang til at varetage sine interesser og den

eventuelle forsinkelse, som den nye påstand vil medføre for sagen.

I øvrigt henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.7.

Til nr. 31 (§ 383, stk. 3)

Det foreslås, at retten, selv om modparten ikke protesterer, skal kunne

nægte en part adgang til at fremsætte påstande, som ikke har været gjort

gældende i foregående instans, og som ikke er fremsat i ankestævningen eller

i et svarskrift, som er indleveret rettidigt efter § 375.

Der sker ingen ændring i adgangen til at fremsætte nye anbringender.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.7 og til den

tilsvarende ændring af § 382, stk. 1, og de specielle bemærkninger til denne

bestemmelse.

Til nr. 33 (§ 488, stk. 2, 2. pkt.)

Efter § 488, stk. 2, 2. pkt., skal anmodninger om fuldbyrdelse af en

udeblivelsesdom, der er afsagt uden, at stævningen har været forkyndt for

sagsøgte, ledsages af bevis for, at dommen er forkyndt. Ændringen er således

en konsekvens af forslaget om, at stævningen i alle tilfælde skal forkyndes

for sagsøgte, og at der derfor ikke skal ske forkyndelse af

udeblivelsesdomme.

Til nr. 35 (§ 963, stk. 3, litra a)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget til ændring af

§ 219.

§ 963, stk. 3, litra a, indeholder en henvisning til den nugældende § 219,

stk. 6, om afsigelse af domme i straffesager. Efter forslaget i lovforslagets

§ 1, nr. 8, findes denne bestemmelse i § 219 a, stk. 4.

Til § 2 Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 1997.

Dog foreslås det, at ændringen i reglen om god advokatskik (§ 1, nr. 5)

træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Bestemmelserne om behandlingen af borgerlige sager finder anvendelse på

afgørelser, der træffes efter lovens ikrafttræden. Dette indebærer, at de

foreslåede bestemmelser om frister for afsigelsen af domme, finder anvendelse

i sager, der optages til dom efter lovens ikrafttræden.

Bestemmelsen om ændring af § 126, stk. 3, (§ 1, nr. 5) om, at advokater

har pligt til at medvirke til, at deres fuldmægtige kan deltage i den

teoretiske efteruddannelse, finder anvendelse på advokater, som har

autoriserede fuldmægtige, der er omfattet af reglerne om den obligatoriske

efteruddannelse, dvs. advokatfuldmægtige, der har bestået kandidateksamen

efter 1. januar 1997. Bestemmelsen gælder for udgifter til efteruddannelse,

såfremt kursustilmeldingen er foretaget efter bestemmelsens ikrafttræden.

Ophævelsen af § 350, stk. 2, medfører, at stævninger efter lovens

ikrafttræden ikke længere kan sendes til sagsøgte med almindeligt brev. I de

tilfælde, hvor stævningen er sendt inden lovens ikrafttræden, bestemmes det i

stk. 2, at de hidtil gældende regler om forkyndelse skal finde

anvendelse. Det indebærer, at sagsøger i disse sager fortsat selv skal sørge

for forkyndelsen af en eventuel udeblivelsesdom.

Skriftlig fremsættelse

Justitsministeren (Frank Jensen):

Hermed tillader jeg mig for det høje Ting at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af retsplejeloven. (Hurtigere behandling af

civile sager m.v.).

(Lovforslag nr. L 178).

Formålet med dette lovforslag er at opnå en hurtigere afgørelse af civile

retssager og derved sikre, at danske domstolelever op til Den europæiske

Menneskerettighedskonventions krav om, at enhver borger skal have ret til en

retfærdig rettergang inden en rimelig frist. Forslaget bygger hovedsageligt

pånogle af forslagene i det reformforslag vedrørende den civile retspleje,

som blev fremsat i 1996 af Den Danske Dommerforening og Advokatrådet.

Lovforslaget skal ses i sammenhæng med en række andre initiativer, der i

de seneste år er taget og i fremtiden vil blive taget for at effektivisere

domstolenes behandling af civile sager.

Domstolene, herunder især de to landsretter, er i de senere år blevet

tilført flere ressourcer, og der er blevet etableret en ordning med faste

rejsedommere, der kan yde bistand til arbejdsmæssigt belastede byretter.

Der er endvidere taget en række administrative initiativer for at

effektivisere og styrke sagsbehandlingen. Et vigtigt led i denne proces er

udviklingen af edb-sagsbehandlingssystemer på de forskellige sagsområder ved

domstolene. Også domstolenes berammelsesstatistikker vil blive udvidet og

anvendt som et værktøj til brug for styringen af sagsbehandlingen. Endelig er

Justitsministeriet i gang med udarbejdelsen af en handlingsplan for de

initiativer, der på kort sigt skal iværksættes for at sikre en hurtigere

sagsbehandling med øget processtyring ved domstolene. Handlingsplanen skal

være færdig inden den 1. april 1997.

Også med henblik på ny lovgivning er der igangsat overvejelser om den

civile retspleje. I et udvalg under Justitsministeriet - Småsagsudvalget -

overvejes en ny ordning, hvor adgangen til retslig behandling af visse mindre

krav gøres enklere, hurtigere og billigere for parterne. Småsagsudvalgets

betænkning forventes at foreligge inden sommerferien 1997 og skal derefter

forelægges for Retsplejerådet til udtalelse. Det vil således formentlig i

folketingsåret 1997/98 være muligt at fremsætte lovforslag på grundlag af

betænkningen.

I Retsplejerådet overvejes en ændring af reglerne om fordelingen af

sagerne mellem byretter, landsretter og Højesteret bl.a. for at undgå, at

Højesteret belastes af sager, som ikke er principielle. Retsplejerådet

forventes at afgive betænkning om dette spørgsmål i sommeren 1997.

Endelig er det hensigten at igangsætte et arbejde med mere generelle og

overordnede overvejelser af den civile retspleje. Et af de centrale punkter i

dette arbejde skal være borgernes adgang til en lettere og hurtigere

tvistløsning ved domstolene. Justitsministeriet overvejer for tiden

strukturen for et sådant arbejde, som vil blive meget omfattende og involvere

mange former for sagkundskab og interesser.

Det første skridt på vejen er således dette lovforslag, derbl.a. ved at

give dommerne bedre instrumenter til at styre sagsgangen og fremskynde

sagerne skal være med til at sikre en hurtigere behandling af civile sager.

Retten har en pligt til at sørge for, at retssager ikke trækker unødigt længe

ud. For at opfylde denne pligt, har retten behov for at kunne skride ind, når

parterne er for længe om at fremkomme med de fornødne oplysninger, og når

parterne gang på gang begærer sagen udsat.

Lovforslaget indeholder derfor forslag om, at retten i videre omfang end

hidtil skal kunne afslå anmodninger om udsættelse og afskære nye påstande,

som først fremkommer på et sent tidspunkt. Endvidere foreslås det, at retten

skal kunne pålægge en part at indlevere et processkrift inden en bestemt

frist med den konsekvens, at overskridelse af fristen medfører afvisning af

sagen eller afsigelse af udeblivelsesdom.

Det foreslås også, at der i flere sager skal afholdes et særligt

forberedende møde. Dette møde skal bruges til at lægge en

"køreplan" for sagen ved gennem en drøftelse mellem retten og

parterne at søge afklaret, på hvilke punkter parterne er uenige, og ved at

tilrettelægge bevisførelsen og så vidt muligt fastsætte tidsfrister for de

forskellige skridt, der skal tages under sagens forberedelse.

Lovforslaget indeholder endvidere et forslag om, at retten, når

domsforhandlingen er slut, og sagen optages til dom, skal oplyse, hvornår

dommen vil blive afsagt. Der indføres samtidig en frist for afsigelse af

domme på 6 uger i byretten og 3 måneder i landsretten.

Lovforslaget indeholder også et forslag om ophævelse af adgangen til at

fremsende stævninger med almindelige post. Dette indebærer, at civile sager i

alle tilfælde skal indledes med en forkyndelse af stævningen for sagsøgte.

Herved undgås en række praktiske vanskeligheder for advokater m.v., der har

været forbundet med den gældende ordning.

Endelig foreslås en ændring af retsplejelovens § 126 om god advokatskik.

Formålet med denne ændring er at fastslå, at en advokat har pligt til at

medvirke til en ansat advokatfuldmægtigs deltagelse i den teoretiske

efteruddannelse, som er blevet obligatorisk for advokatfuldmægtige, der har

bestået kandidateksamen efter den 1. januar 1997.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger,

skal jeg anbefale forslaget til det høje Tings velvillige behandling.

Bilag 1

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser,

der berøres af lovforslaget

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1996

som ændret ved § 2 i lov nr. 1201 af 27. december 1996, foretages følgende

ændringer:

1. I § 4, stk. 2 , ændres »45« til:

»52«, og »22« ændres til: »35«.

§ 4. - - -

Stk. 2. Østre Landsret, der har sit sæde i København, består af en

præsident og 45 andre landsdommere; Vestre Landsret, der har sit sæde i

Viborg, består af en præsident og 22 andre landsdommere.'

2. I § 16 a, stk. 1, 3. pkt. , indsættes efter

»Svendborg,»: »Haderslev,».

§ 16 a. Retten i Randers består af 4 dommere. Retten på

Frederiksberg samt retterne i Lyngby, Ballerup, Esbjerg, Horsens og Herning

består af 3 dommere. Retterne i Gentofte, Gladsaxe, Tåstrup, Hørsholm,

Slagelse, Svendborg, Kolding og Skanderborg består af to dommere.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte retter dels i afdelinger, som hver

beklædes af en enkelt dommer.

Stk. 3. Ved de i stk. 1 nævnte retter varetages rettens

administration af den dommer, der er udnævnt hertil. Almindelige regler om

forretningernes fordeling mellem afdelingerne fastsættes af den

administrerende dommer med Justitsministeriets godkendelse. Sagernes

fordeling mellem dommerne bestemmes af den administrerende dommer efter

forhandling med det eller de øvrige medlemmer af retten.

3. I § 17, stk. 1 , udgår: »Haderslev,»

§ 17. Der ansættes to dommere ved retterne i Glostrup, Helsingør,

Hillerød, Frederikssund, Holbæk, Næstved, Haderslev, Sønderborg, Vejle,

Fredericia, Silkeborg, Viborg, Frederikshavn og Hjørring.

Stk. 2. Almindelige regler om forretningernes fordeling mellem

dommere ved de i stk. 1 nævnte retter fastsættes af justitsministeren, jf.

dog stk. 3.

Stk. 3. Ved første ledighed i en af dommerstillingerne ved de i

stk. 1 nævnte retter skal der ske udnævnelse i stillingen med forbehold om

senere indførelse af administrationsordning. Ved ledighed i den anden

stilling indføres administrationsordning ved den pågældende ret, og en af

dommerne udnævnes til administrerende dommer. § 16 a, stk. 3, 2. og 3. pkt.,

finder i så fald tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. - - -

4. I § 41, stk. 5 , ændres »§ 219«, til: »§

219 a«.

§ 41. - - -

Stk. 2-4. - - -

Stk. 5. Den en domfældt i medfør af § 219 tilkommende adgang til

at få udskrift af den over ham afsagte dom berøres ikke af bestemmelserne i

nærværende paragraf.

Stk. 6-7. - - -

5. I § 126 indsættes efter stk. 2 :

»Stk. 3 . En advokat skal medvirke til, at en fuldmægtig, der

er autoriseret hos advokaten, kan deltage i den teoretiske efteruddannelse,

som er fastsat i medfør af § 119, stk. 6. Advokaten skal endvidere afholde

udgifterne til efteruddannelsen.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

§ 126. En advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god

advokatskik. Advokaten skal herunder udføre sit hverv grundigt,

samvittighedsfuldt og i overensstemmelse med, hvad berettigede hensyn til

klienternes tarv tilsiger. Sagerne skal fremmes med fornøden hurtighed.

Stk. 2. En advokat må ikke kræve højere vederlag for sit arbejde,

end hvad der kan anses for rimeligt.

Stk. 3. En advokat må ikke uden for sin advokatvirksomhed i

forretningsforhold eller i andre forhold af økonomisk art udvise en adfærd,

der er uværdig for en advokat.

6. § 165, stk. 2 , affattes således:

»Stk. 2. I sager, der behandles af retten, afholdes

vederlaget for forkyndelse af statskassen. I øvrigt betales vederlaget af

den, der begærer forkyndelsen foretaget.«

§ 165. - - -

Stk. 2. I sager, der behandles af retten, afholdes vederlaget for

forkyndelse af statskassen bortset fra forkyndelse af de domme, der omhandles

i § 219, stk. 4. Skal vederlaget ikke afholdes af statskassen, betales det af

den, der begærer forkyndelsen foretaget.

Stk. 3. - - -

7. § 219 affattes således:

»§ 219. Rettens afgørelse i en borgerlig sag træffes snarest

muligt, efter at den pågældende forhandling er til ende. Ved sagens optagelse

til dom eller kendelse, skal retten tilkendegive, hvornår dommen eller

kendelsen vil blive afsagt. Domme og kendelser i sager, der behandles ved

byret, skal afsiges inden 6 uger efter optagelsen til dom eller kendelse.

Stk. 2. Såfremt særlige omstændigheder gør det påkrævet, kan

retten beslutte at fravige de i stk. 1 nævnte frister. I beslutningen skal

anføres de omstændigheder, der bevirker, at fristen ikke kan overholdes.

Beslutningen kan ikke kæres.

Stk. 3. Afsigelsen af en dom foregår ved, at domsslutningen efter

at hele dommen er skriftligt udarbejdet, oplæses i et retsmøde.

8. Efter § 219 indsættes:

»§ 219 a. Rettens afgørelse i straffesager træffes snarest

muligt, efter at den pågældende forhandling er til ende. Kan afsigelsen ikke

finde sted samme dag, skal dom eller kendelse dog afsiges senest inden en uge

og, hvor nævninge har medvirket, senest dagen efter.

Stk. 2. Afsigelsen af en dom foregår ved, at domsslutningen

oplæses i et retsmøde.

Stk. 3. Hvis tiltalte er fængslet, bør han bringes til stede ved

dommens afsigelse.

Stk. 4. Er tiltalte ikke til stede ved afsigelsen, meddeler

anklagemyndigheden ham udskrift af dommen. Udskriften af en fældende dom skal

forkyndes, medmindre tiltalte er gjort bekendt med tidspunktet for

domsafsigelsen, eller sagen er afgjort i medfør af § 934. Udskriften af

dommen skal altid forkyndes, hvis sagen i medfør af § 847, stk. 3, nr. 1-5,

er fremmet i tiltaltes fravær. Tiltalte vejledes om retsmidlerne mod

afgørelsen. Vejledningen gives ved afsigelsen, hvis tiltalte er til stede, og

ellers ved den efterfølgende meddelelse. Er borgerligt krav forfulgt under

sagen, finder reglen i § 219, stk. 1, 2. pkt., tilsvarende anvendelse.«

§ 219. Rettens afgørelse træffes snarest muligt, efter at den

pågældende forhandling er til ende. Kan i en straffesag afsigelsen ikke finde

sted samme dag, skal dog dom afsiges senest inden en uge og, hvor nævninger

har medvirket senest dagen efter. Det sidste gælder også om kendelser i

straffesager.

Stk. 2. Afsigelsen af en dom foregår ved, at domsslutningen, efter

at hele dommen er skriftligt udarbejdet, oplæses i et retsmøde.

Stk. 3. Dersom det ikke ved optagelsen af en borgerlig sag

tilkendegives, når dommen eller kendelsen vil blive afsagt, skal parterne og

efter omstændighederne vidner og syns- eller skønsmænd tilsiges til at høre

den afsagt. Er den pågældende ikke således sat i kendskab om afsigelsestiden,

regnes for hans vedkommende de ellers fra afsigelsen løbende processuelle

frister først fra dommens eller kendelsens forkyndelse for ham.

Stk. 4. Har retten bestemt, at forkyndelse af stævningen ikke skal

ske, og er sagsøgte dømt efter § 354, stk. 3, eller efter § 354, stk. 6, uden

at have indleveret svarskrift, regnes de i stk. 3 nævnte frister for

sagsøgtes vedkommende fra afgørelsens forkyndelse for ham.

Stk. 5. I straffesager bør tiltalte, hvis han er fængslet, bringes

til stede ved dommens afsigelse.

Stk. 6 Er tiltalte ikke til stede ved afsigelsen, meddeler

anklagemyndigheden ham udskrift af dommen. Udskriften af en fældende dom skal

forkyndes, medmindre tiltalte er gjort bekendt med tidspunktet for

domsafsigelsen eller sagen er afgjort i medfør af § 934. Udskriften af dommen

skal altid forkyndes, hvis sagen i medfør af § 847, stk. 3, nr. 1-5, er

fremmet i tiltaltes fravær. Tiltalte vejledes om retsmidlerne mod afgørelsen.

Vejledningen gives ved afsigelsen, hvis tiltalte er til stede, og ellers ved

den efterfølgende meddelelse. Er borgerligt krav forfulgt under sagen, finder

reglen i stk. 3 tilsvarende anvendelse.

9. § 312, stk. 2, 4. pkt. , ophæves.

§ 312. Den tabende part er pligtig at erstatte modparten de ham

ved retssagen påførte udgifter, for så vidt parterne ikke selv har truffet en

anden overenskomst, eller retten i særlige omstændigheder finder skellig

grund til at gøre afvigelse fra denne regel.

Stk. 2. Udgifter, der ikke har været fornødne for sagens

forsvarlige udførelse, erstattes ikke. Hvilke udgifter der i det givne

tilfælde har været fornødne, afgør retten efter sit skøn. Udgifter til

anvendelse af retsstenografer erstattes, når anvendelse efter rettens skøn i

den foreliggende sag har været velbegrundet. Udgifter til forkyndelse af de

afgørelser, der er nævnt i § 219, stk. 4, erstattes ikke, medmindre det må

antages, at sagsøgte har forsøgt at unddrage sig forkyndelsen. - - -

Stk. 3-5. - - -

10. I § 345, 1. pkt. , ændres »hensigtsmæssigt'til:

»påkrævet«.

§ 345. Retten kan udsætte behandlingen af en sag, når dette findes

hensigtsmæssigt, herunder for at afvente en administrativ eller retlig

afgørelse, der vil kunne få indflydelse på sagens udfald. Retten underretter

snarest alle vedkommende om udsættelsen.

11. § 348, stk. 2, nr. 4 , affattes således:

»4) en udførlig fremstilling af de faktiske omstændigheder, hvorpå

påstanden støttes, og«

12. § 348, stk. 4, ophæves, og i stk. 5, der bliver

stk. 4, udgår: »og stk. 4«.

§ 348. Sag anlægges ved indlevering af stævning til retten.

Stk. 2. Stævningen skal indeholde:

1) parternes navn og adresse, herunder angivelse af en postadresse i

Danmark, hvortil meddelelser til sagsøgeren vedrørende sagen kan sendes, og

hvor forkyndelse kan ske,

2) angivelse af den ret, ved hvilken sagen anlægges,

3) sagsøgerens påstand,

4) en kort fremstilling af de kendsgerninger, hvorpå påstanden støttes, og

5) angivelse af de dokumenter, som sagsøgeren agter at påberåbe sig.

Stk. 3. Med stævningen skal indleveres:

1) genparter af denne

2) genparter af de dokumenter, som sagsøgeren agter at påberåbe sig, for

så vidt de er i hans besiddelse, og

3) kuvert med sagsøgtes navn og adresse som modtagerbetegnelse og rettens

navn og adresse som afsenderbetegnelse.

Stk. 4. Der skal indleveres ny kuvert som nævnt i stk. 3, nr. 3,

hvis retten har truffet bestemmelse efter § 350, stk. 2, og sagen begæres

foretaget på ny. Dette gælder dog ikke, når sagsøgte har angivet adresse i

henhold til § 351, stk. 3.

Stk. 5. - - -

13. § 349, stk. 1, 2. pkt., affattes således:

»Det samme gælder, hvis der ikke indleveres genparter m.v. som

fastsat i § 348, stk. 3, eller det indleverede ikke opfylder de krav, som

fastsættes efter § 348, stk. 4.«

§ 349. Opfylder stævningen ikke kravene i § 348, stk. 2, nr. 1-4,

og er den herefter uegnet til at danne grundlag for sagens behandling,

afvises sagen ved en beslutning, der meddeles sagsøgeren. Det samme gælder,

hvis der ikke indleveres genparter m.v. som fastsat i § 348, stk. 3 og 4,

eller det indleverede ikke opfylder de krav, som fastsættes efter § 348, stk.

5. . . .

Stk. 2. - - -

14. § 350, stk. 2 , ophæves.

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

§ 350. - - -

Stk. 2. Retten kan bestemme, at stævningen ikke skal forkyndes. I

så fald sender retten genparter som nævnt i § 348, stk. 3, nr. 1 og 2, til

sagsøgtes adresse som opgivet af sagsøgeren. Vejledning som nævnt i stk. 1

vedlægges.

Stk. 3. - - -

15. § 351, stk. 1 , affattes således:

»Retten indkalder parterne til et møde med et varsel, der i

almindelighed skal være på mindst 2 uger fra forkyndelsen.«

§ 351. Retten indkalder parterne til et møde med et varsel, der i

almindelighed skal være mindst 2 uger. Varslet regnes fra forkyndelsen eller

tidspunktet for afsendelse i henhold til § 350, stk. 2.

Stk. 2-6. - - -

16. § 352, stk. 1, 3. og 4. pkt. , ophæves og i stedet

indsættes:

»Fristen, der regnes fra pålæggets forkyndelse, kan efter anmodning

forlænges.«

§ 352. Retten kan undlade at indkalde til det i § 351 nævnte møde.

Retten pålægger i så fald sagsøgte at indlevere svarskrift til retten inden

en frist, der i almindelighed skal være på mindst 2 uger. Fristen regnes fra

pålæggets forkyndelse eller afsendelse. Fristen kan efter anmodning

forlænges.

Stk. 2. - - -

17. § 353 affattes således:

»§ 353. Retten kan bestemme, at yderligere processkrifter

skal udveksles og kan pålægge en part at indlevere et processkrift inden en

af retten fastsat frist. Såfremt et processkrift ikke indgives rettidigt,

finder bestemmelserne i § 360, stk. 1-3 og 6, tilsvarende anvendelse.«

§ 353. Retten kan bestemme, at yderligere processkrifter skal

udveksles. Undlader en part at afgive et yderligere processkrift i

overensstemmelse med rettens bestemmelse, slutter retten den skriftlige

forberedelse.

18. § 354, stk. 5, 2. pkt., ophæves.

19. I § 354, stk. 6, sidste pkt. , ændres »§ 219,

stk. 2 og 3,» til: »§ 219, stk. 1, 2. pkt., og stk. 3,».

20. I § 354, stk. 7, 1. pkt. , indsættes efter »Retten

kan«: »undtagelsesvis«.

§ 354. - - -

Stk. 2-4. - - -

Stk. 5. Dom efter stk. 3 og 4 kan udfærdiges ved påtegning på

stævningen. De i § 219, stk. 4 nævnte domme skal indeholde bemærkning om, at

retten har truffet bestemmelse i henhold til § 350, stk. 2.

Stk. 6. Har retten truffet bestemmelse om forberedelse efter §

352, finder bestemmelserne i stk. 3 og 5 tilsvarende anvendelse, hvis

sagsøgte ikke rettidigt indleverer svarskrift til retten, hvis svarskriftet

er mangelfuldt, eller hvis svarskriftet ikke er ledsaget af de nødvendige

dokumenter, jf. § 352, stk. 2. Retten kan i stedet for straks at træffe

afgørelse i sagen, indkalde parterne til et møde. Bestemmelserne i § 29, stk.

7, og § 219, stk. 2 og 3, gælder ikke om domme, der afsiges i henhold til

dette stykke.

Stk. 7. Retten kan undlade at tillægge en parts udeblivelse eller

de forhold, som efter de foranstående bestemmelser sidestilles med

udeblivelse, virkning efter denne paragraf. Der tages herved navnlig hensyn

til, om udeblivelsen må antages at skyldes lovligt forfald, om der i øvrigt

må antages at foreligge undskyldende omstændigheder, eller om modparten

ønsker sagen udsat. Træffer retten beslutning om udsættelse af sagen, kan

sagsøgeren forkynde et processkrift for sagsøgte med det i § 351, stk. 1,

nævnte varsel, hvorved han ændrer sine påstande eller anbringender i forhold

til stævningen.

21. § 355, stk. 1 , affattes således:

»Retten bør indkalde parterne til et særligt forberedende møde,

medmindre retten finder det overflødigt.«

22. I § 355, stk. 4, indsættes som 3. pkt.:

»I det forberedende møde skal retten endvidere efter drøftelse med

parterne så vidt muligt fastlægge sagens videre forløb, herunder tidsrammerne

for eventuel yderligere forberedelse«.

§ 355. Retten kan indkalde parterne til et særligt forberedende

møde.

Stk. 2-3. - - -

Stk. 4. I det forberedende møde bringes parternes stilling til

sagens faktiske og retlige omstændigheder så vidt muligt på det rene, og det

søges herunder klargjort, hvilke omstændigheder der ikke bestrides, og hvilke

der skal være genstand for bevisførelse. Parterne skal tillige oplyse, på

hvilken måde bevis agtes ført.

23. Efter § 356 indsættes:

» § 356 a . Retten kan bestemme, at parterne inden en af

retten fastsat frist før domsforhandlingen til retten skal indlevere et

endeligt påstandsdokument. Påstandsdokumentet skal indeholde partens påstande

og anbringender og en angivelse af de dokumenter, som parten vil påberåbe

sig, og de beviser, som agtes ført under domsforhandlingen. Genpart af

påstandsdokumentet skal samtidig tilsendes modparten.

Stk. 2. Såfremt påstandsdokumentet ikke indleveres rettidigt,

finder bestemmelserne i § 360, stk. 1-3 og 6, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3 . Udvidelse af de påstande, der fremgår af

påstandsdokumentet, eller fremsættelse af anbringender eller førelse af

beviser, som ikke er angivet i påstandsdokumentet, kan ikke ske, medmindre

retten tillader det. Sådan tilladelse kan meddeles, såfremt betingelserne i §

363, stk. 1, er opfyldt.

24. I § 357 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3 . Retten kan, uanset at modparten ikke har nægtet at

samtykke, jf. stk. 1, modsætte sig udvidelse af påstande, fremsættelse af nye

anbringender og førelse af nye beviser eller fremsættelse af

formalitetsindsigelser, som ikke er fremsat rettidigt efter stk. 2.«

§ 357. Ønsker en part at udvide de påstande, han har fremsat under

sagens forberedelse, eller at fremsætte anbringender, der ikke er anført

under forberedelsen, eller at føre beviser, som ikke er angivet under

forberedelsen, skal han give retten og modparten meddelelse herom. Vil

modparten ikke give samtykke til udvidelsen af påstandene eller fremsættelsen

af de nye anbringender, eller vil han modsætte sig den ønskede bevisførelse,

må han inden en uge efter at have modtaget meddelelsen give retten og den

anden part underretning herom, hvorefter retten træffer afgørelse, jf. § 363.

Stk. 2. Formalitetsindsigelser, der kan frafaldes, skal fremsættes

i svarskriftet eller, hvis sagen ikke forberedes skriftligt, i det 1.

retsmøde under forberedelsen. Ønsker sagsøgte senere at fremsætte sådanne

indsigelser, finder bestemmelsen i stk. 1 tilsvarende anvendelse.

25. I § 360, stk. 5, sidste pkt. , indsættes efter

»imødekommet«: », medmindre retten træffer afgørelse efter §

357, stk. 3«.

§ 360. - - -

Stk. 2-4. - - -

Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 4 gælder ikke, hvor forberedelsen

genoptages, for at retten kan træffe afgørelse efter § 357, stk. 1, 2. pkt.

Udebliver under en sådan genoptagelse den part, der ønsker at ændre sine

påstande eller at fremsætte anbringender eller at føre bevis, anses hans

ønske for bortfaldet. Giver han møde, og udebliver modparten, anses hans

ønske for imødekommet.

Stk. 6. - - -

26. § 363, stk. 1, nr. 1, affattes således:

»1) det af særlige grunde må anses for undskyldeligt, at ændringen af

påstanden eller fremsættelsen af nye anbringender ikke er sket inden

domsforhandlingen, eller«.

§ 363. Udvidelse af de påstande, der er fremsat inden

domsforhandlingen, såvel som fremsættelse af anbringender, der ikke er anført

inden domsforhandlingen kan ikke ske mod modpartens protest, medmindre retten

meddeler tilladelse hertil. Sådan tilladelse kan meddeles, når:

1) det må anses for undskyldeligt, at ændringen af påstanden eller

fremsættelsen af de nye anbringender ikke er sket inden domsforhandlingen,

eller

2) modparten har tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser

uden udsættelse af domsforhandlingen, eller

3) nægtelse af tilladelse vil kunne medføre et uforholdsmæssigt tab for

parten.

27. I § 372, stk. 1, 2. pkt. , ændres »§ 219, stk.

3,» til »§ 219«.

§ 372. Ankefristen er 4 uger ved anke fra byret til landsret og 8

uger ved anke fra landsret og fra Sø- og Handelsretten i København til

Højesteret. Fristen regnes fra dommens afsigelse, jf. § 219, stk. 3.

Stk. 2-3. - - -

28. I § 378 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Retten kan pålægge en part at indlevere et

processkrift inden en af retten fastsat frist. Såfremt et processkrift ikke

indleveres rettidigt, finder reglerne i § 386 tilsvarende anvendelse.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

§ 378. Retten bestemmer, om forberedelsen af anken skal fortsætte

ved udveksling af yderligere processkrifter eller afholdelse af retsmøder,

eller om forberedelsen skal sluttes og sagen straks berammes til

domsforhandling. Bestemmelserne i § 376, stk. 3 og 4, finder tilsvarende

anvendelse med hensyn til indlevering af yderligere processkrifter. De trufne

bestemmelser kan senere ændres.

Stk. 2. - - -

29. § 379, 2. pkt. , ophæves.

§ 379. Efter at ankestævningen er forkyndt for indstævnte, kan

appellanten ikke hæve sagen, såfremt indstævnte rettidigt, jf. § 375,

fremsætter anden påstand end stadfæstelse og ønsker sagen fremmet. Det samme

gælder, hvis indstævnte ændrer en oprindelig fremsat påstand om stadfæstelse

inden 2 uger efter, at han har fået meddelelse fra retten om, at appellanten

har fremsat anmodning om, at sagen hæves.

30. § 382, stk. 1 , affattes således:

»Påstande, som har været gjort gældende i foregående instans, men

ikke er fremsat i ankestævningen eller i et rettidigt afgivet svarskrift, jf.

§ 375, og som heller ikke er omfattet af § 377, kan retten nægte fremsat,

såfremt påstanden burde have været fremsat tidligere under anken.«

§ 382. Påstande, som har været gjort gældende i foregående

instans, men ikke er fremsat under forberedelsen og heller ikke er omfattet

af § 377, kan retten nægte fremsat, såfremt anmodning herom burde have været

fremsat tidligere under anken.

Stk. 2. - - -

31. § 383, stk. 3 , affattes således:

»Stk. 3. Er påstande, som ikke har været gjort gældende i

foregående instans, ikke fremsat i ankestævningen eller i et rettidigt

afgivet svarskrift, jf. § 375, kan retten, selv om modparten ikke

protesterer, nægte fremsættelsen, såfremt de burde have været fremsat

tidligere under anken. Det samme gælder anbringender, som ikke har været

gjort gældende i foregående instans, og som ikke er fremsat under

forberedelsen af anken.«

§ 383. Påstande og anbringender, som ikke har været gjort gældende

i foregående instans, kan, hvis modparten protesterer, kun tages i

betragtning med rettens tilladelse.

Stk. 2. Retten kan meddele tilladelse efter stk. 1, såfremt det

anses for undskyldeligt, at de pågældende påstande og anbringender ikke

tidligere er fremsat, eller der er grund til at antage, at nægtelse af

tilladelse vil medføre et uforholdsmæssigt tab for parten. Ved anke til

landsret kan tilladelse tillige meddeles, hvis modparten har tilstrækkelig

mulighed for at varetage sine interesser.

Stk. 3. Er påstande og anbringender, som ikke har været gjort

gældende i foregående instans, ikke fremsat under forberedelsen af anken, kan

retten, selv om modparten ikke protesterer, nægte fremsættelsen, såfremt de

burde have været fremsat tidligere under anken.

32. I § 394, stk. 1 , ændres »§ 219, stk. 3,»

til: »§ 219«.

§ 394. Kærefristen, der regnes fra den dag, afgørelsen er truffet,

er 2 uger, jf. § 219, stk. 3.

Stk. 2. - - -

33. § 488, stk. 2, 2. pkt. , ophæves.

§ 488. - - -

Stk. 2. Ved fremsættelse af anmodning i henhold til § 478, stk. 1,

nr. 1- 3, skal udskrift af afgørelsen, forliget, bevillingen, statsamtets

afgørelse eller den godkendte aftale indleveres til fogedretten. Anmodning

vedrørende de i § 219, stk. 4, nævnte domme skal desuden være ledsaget af

bevis for, at dommen er forkyndt for skyldneren. - - -

Stk. 3. - - -

34. I § 586, stk. 1 , ændres »jf. dog § 219, stk.

3« til: »jf. § 219«.

»§ 586. Kære skal ske inden 4 uger efter, at forretningen er

foretaget, eller, hvis forretningen ikke foretages, inden 4 uger efter den

afgørelse, som kæres, jf. dog § 219, stk. 3.

Stk. 2-4. - - -

35. I § 963, stk. 3, litra a, ændres »§ 219, stk.

6,» til: »§ 219 a, stk. 4,».

§ 963. - - -

Stk. 2. - - -

Stk. 3. I øvrigt bliver reglerne i §§ 941-942 og 946-951 i det

hele at anvende med de lempelser, som følger af forholdets forskelligheder,

samt med følgende nærmere bestemmelser:

a) Fristen for anke regnes fra dommens afsigelse eller, hvis forkyndelse

af dommen er påbudt, jf. § 219, stk. 6, fra forkyndelsen. Hvis sagen er

afgjort i medfør af § 934 og tiltalte ikke var til stede eller gjort bekendt

med tidspunktet for dommens afsigelse, regnes fristen dog fra den dag,

anklagemyndigheden har sendt tiltalte udskrift af dommen.

b) - - -

c) - - -

Bilag 2

Menneskerettighedskonventionens krav til domstolenes sagsbehandlingstid

1. Indledning

En stor del af de klagesager, der indbringes for Den Europæiske

Menneskerettighedskommission (herefter Kommissionen), vedrører påståede

krænkelser af artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention (herefter EMRK). Efter artikel 6 har enhver ret

til en retfærdig rettergang inden en rimelig frist (reasonable time). En

medlemsstat krænker således EMRK, såfremt de nationale domstoles

sagsbehandlingstid for civile sager eller straffesager bliver for lang.

Af de domme, der indtil videre er afsagt af Den europæiske

Menneskerettighedsdomstol (herefter Domstolen), vedrører ca. 30 pct. helt

eller delvis for lang sagsbehandlingstid (se note 1 sidst i notatet), og

tallet er højere for så vidt angår Kommissionen og Ministerkommiteen. Af de

danske klagesager, der for tiden verserer for Kommissionen, vedrører 6 ud af

7 sager for lang sagsbehandlingstid ved danske domstole (2). Uanset at disse

sager for menneskerettighedsorganerne fordeler sig forskelligt på de enkelte

medlemslande, synes det generelt at være et problem for Europarådets

medlemslande, herunder også Danmark, at sagsbehandlingstiden ved de nationale

domstole ofte er for lang.

Når sagsbehandlingstiden er blevet for lang, har nationale domstole efter

konventionspraksis imidlertid en vis mulighed for at rette op på den skete

krænkelse, hvad enten sagen er under behandling eller er afsluttet.

I det følgende redegøres kort for konventionens krav om ret til retfærdig

rettergang inden en rimelig frist, herunder konventionsorganernes praksis

(afsnit 2). Derudover redegøres for nationale dommeres pligt til ex officio

at påse, at behandlingen af retssager fremmes med den fornødne hurtighed

(afsnit 3). Endvidere beskrives praksis om fortabelse af offerstatus (afsnit

4). Endelig redegøres for nationale domstoles mulighed for at medvirke til at

råde bod på skete krænkelser, således at eventuelle klagesager ikke længere

vil kunne behandles af konventionsorganerne (afsnit 5).

2. Artikel 6, stk. 1, i EMRK

Efter artikel 6, stk. 1, i EMRK har enhver ret til en retfærdig rettergang

inden en rimelig frist (reasonable time), når der skal træffes afgørelse

enten i en strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser eller

angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse.

Ved vurderingen af, om der foreligger en krænkelse af bestemmelsen,

fastlægger konventionsorganerne først den periode, der er relevant for

bedømmelsen. Det vil sige: hvornår sagsbehandlingen startede og sluttede

(afsnit 2.1). Herefter vurderes det, om denne periode - i lyset af de

kriterier, der er udviklet i konventionsorganernes praksis - kan anses for at

være en rimelig frist (afsnit 2.2).

2.1. I civile sager begynder den relevante periode som

udgangspunkt at løbe fra tidspunktet for sagsanlægget (3). I visse tilfælde

kan en administrativ sagsbehandling være en nødvendig forudsætning for et

efterfølgende civilt søgsmål. I sådanne tilfælde kan fristen begynde at løbe

allerede fra den forudgående administrative sagsbehandling, herunder

fremsættelsen af et krav over for det offentlige (4).

I straffesager begynder den relevante periode at løbe fra det tidspunkt,

hvor vedkommende »is charged« (5). Der er tale om et selvstændigt

konventionsbegreb, der efter praksis kan defineres som en officiel

tilkendegivelse eller meddelelse fra en dertil kompetent myndighed overfor et

individ, der indeholder en påstand eller beskyldning om, at vedkommende har

begået en kriminel handling eller undladelse. I visse tilfælde kan begrebet

endvidere omfatte andre foranstaltninger, der på anden måde indeholder en

sådan beskyldning og på lignende måde påvirker den mistænktes situation i en

ikke ubetydelig grad (6). I forhold til dansk ret vil fristen således i hvert

fald begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor der rejses tiltale mod en

person, men meget vel fra et tidligere tidspunkt. Fristen vil således

almindeligvis begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor der rejses sigtelse mod

en person. Hvis en person anholdes, fængsles og efterfølgende tiltales, vil

fristen skulle regnes fra anholdelsestidspunktet (7).

Hvad enten der er tale om civile sager eller straffesager, anses den

relevante periode som udgangspunkt for at slutte på det tidspunkt, hvor den

(sidste) retlige afgørelse er endelig (8). Dette vil eksempelvis være

tidspunktet for afsigelse af dom i ankeinstansen. Hvis der efter endelig dom

indgives ansøgning om procesbevilling til at anke eller kære, vil den tid der

medgår, inden et afslag meddeles, skulle medregnes (9). I mange klagesager om

for lang sagsbehandlingstid ved de danske domstole vil den for bedømmelsen af

artikel 6 relevante periode endnu ikke være afsluttet, jf. dog nedenfor under

afsnit 5.2. Der vil således kunne opstå tilfælde, hvor en domstol behandler

en sag, der har været under behandling i så lang tid, at det kan give

anledning til tvivl, om den foreløbige sagsbehandlingstid er forenelig med

konventionens krav (10).

2.2. Ved vurderingen af, om en sagsbehandlingstid er i

overensstemmelse med kravet om retten til en afgørelse inden en rimelig frist

(reasonable time), foretager konventionsorganerne en helt konkret vurdering

af hver enkelt sag. Det er ikke muligt at fastsætte nogen absolut

grænse for, hvor lang - eller kort - en sagsbehandlingstid må være.

Konventionsorganerne har imidlertid i praksis udviklet nogle kriterier, der

indgår ved vurderingen af, om kravet om »rimelig frist« er

overholdt (11).

Ved vurderingen af, om en »rimelig frist« er overskredet, lægges

der vægt på sagens kompleksitet. En kompliceret sag kan begrunde en

længere sagsbehandlingstid. Ved en sags kompleksitet forstås en sags

faktiske, retlige og processuelle problemer.

Derudover lægges der vægt på sagens betydning for den person, der

har indgivet klage til Kommissionen. Visse sagstyper kan således

nødvendiggøre en særlig hurtig behandling. Nogle sagstyper kræver, at de

nationale myndigheder udviser særlig omhu. Som eksempel på sådanne sager kan

nævnes forældres søgsmål vedrørende børn anbragt uden for hjemmet eller

uhelbredeligt syge personers erstatningssøgsmål.

Ved vurderingen lægges endvidere vægt på parternes adfærd. I civile

sager vil dette navnlig omfatte sagsøger og sagsøgte, mens det i straffesager

navnlig omfatter tiltalte og anklagemyndigheden.

Den adfærd, der udvises af offentlige myndigheder, der optræder som parter

i civile sager, og anklagemyndigheden i straffesager, indgår mest naturligt

ved vurderingen af det fjerde moment, nemlig de kompetente myndigheders

adfærd.

De kompetente myndigheders adfærd omfatter navnlig en vurdering af de

judicielle myndigheder og andre myndigheder, der er involveret i processen,

herunder anklagemyndigheden og en offentlig myndighed, der er part i en civil

sag. De kompetente myndigheder kan ligeledes omfatte regering og lovgiver.

Som eksempel på offentlige myndigheder, der er involverede i processen, kan

nævnes offentlige myndigheder, der inddrages i form af høring m.m.

Retslægerådets eller Kriminalforsorgens sagsbehandling vil derfor også kunne

indgå i vurderingen, hvis der foretages høring af disse i forbindelse med en

straffesag.

Ved vurderingen af de kompetente myndigheders adfærd foretages en

vurdering af de enkelte stadier af sagsbehandlingen. Som eksempel på sådanne

perioder kan nævnes perioden forud for sagsanlæg, herunder politiets

efterforskning, berammelsestider, sagsforberedelsen, udsættelser, den tid der

medgår til udarbejdelse af rettens afgørelse m.m. Der vil navnlig blive

lagt vægt på, om der er såkaldte »døde perioder«, d.v.s.

perioder, hvor der ikke foreligger nogen forklaring på, hvad der er foregået.

Ud over at foretage en vurdering af sagens kompleksitet, sagens betydning,

parternes adfærd og de kompetente myndigheders adfærd foretages en samlet

vurdering af hele processen. Der foreligger ikke en krænkelse efter

artikel 6, blot fordi en sag er forsinket, og denne forsinkelse kunne være

undgået og kan henregnes til staten. Det er alle sagens omstændigheder, der

også ud fra en samlet vurdering skal være tilstrækkelig alvorlige.

I sager om for lang sagsbehandlingstid ved domstolene er det staten, der

har forklaringsbyrden. Det er afgørende, om forsinkelsen kan tilskrives

staten, idet kun sådanne forsinkelser kan føre til, at konventionsorganerne

finder, at kravet om en »rimelig frist« ikke er overholdt (12).

3. Dommerens pligter ex officio

Efter konventionspraksis har de nationale domstole en selvstændig pligt

til at sikre, at sager fremmes med den fornødne hurtighed. Uanset at den

danske retspleje i civile sager bygger på et forhandlingsprincip, har

domstolene således en selvstændig pligt til ex officio at påse, at enhver sag

fremmes med den fornødne hurtighed.

Parternes handlemåde fritager ikke nationale domstole fra pligten til at

sikre en sagsbehandling inden en »rimelig frist« (13). Uanset om

den anden part tiltræder en begæring om udsættelse eller blot undlader at

protestere, vil domstolene have en selvstændig pligt til at sikre, at sagen

fremmes med fornøden hurtighed (14). Denne selvstændige pligt kan indebære,

at det kan være nødvendigt i visse tilfælde at nægte at udsætte en sag (15).

I denne forbindelse skal man være opmærksom på, at ressourcemangel ved

domstolene, herunder behovet for flere dommere, og et stort antal sager

ikke er forhold, der efter konventionsorganernes praksis generelt kan

begrunde en lempelse af konventionens krav.

I praksis er det således blevet fastslået, at konventionen pålægger

medlemsstaterne en pligt til at organisere deres retssystemer på en sådan

måde, at domstolene er i stand til at leve op til kravene i artikel 6, stk.

1, herunder kravet om retten til en rettergang inden en rimelig frist. En

midlertidig ophobning af sager medfører imidlertid ikke ansvar for en

medlemsstat, forudsat at staten med den fornødne hurtighed træffer de

nødvendige foranstaltninger for at imødekomme en sådan ekstraordinær

situation (16).

Ressourcemangel m.v. vil således almindeligvis ikke kunne fritage

domstolene fra deres selvstændige pligt til at medvirke til, at sagerne

bliver fremmet med den fornødne hurtighed.

4. Fortabelse af offerstatus

Efter EMRK artikel 25, stk. 1, kan Kommissionen modtage klager fra enhver

person, en ikkestatslig organisation eller en gruppe af enkeltpersoner, der

hævder at være blevet krænket af en medlemsstat i en af de rettigheder eller

friheder, der er anerkendt i konventionen eller tillægsprotokollerne. En part

i en civil sag eller en tiltalt i en straffesag, der ikke er afsluttet inden

en rimelig frist, vil derfor kunne indgive klage til Kommissionen over den

for lange sagsbehandlingstid.

Det følger imidlertid af Kommissionens og Domstolens faste praksis, at en

klager, der har været offer for en krænkelse, under visse betingelser kan

miste status af offer (»victim«), når vedkommende medlemsstat råder

bod på den skete krænkelse.

Denne praksis skal ses i lyset af princippet om udtømmelse af nationale

retsmidler eller oprejsning ved de nationale myndigheder (the rule of local

redress). Det følger af EMRK artikel 26, at Kommissionen kun må antage en sag

til behandling, når alle nationale retsmidler er blevet udtømt i

overensstemmelse med de af folkeretten almindeligt anerkendte regler.

Bestemmelsen er udtryk for et princip om, at en medlemsstat skal have

mulighed for selv at råde bod på en krænkelse af konventionen, der måtte have

fundet sted. Konventionens kontrolsystem kan således først bringes i

anvendelse, når en medlemsstat ikke selv råder bod på skete krænkelser.

Konventionen har subsidiær karakter (17).

Når vedkommende nationale myndighed udtrykkeligt eller indirekte

anerkender en krænkelse af konventionen og råder bod herpå, kan en person som

følge heraf ikke længere anses for at være offer for en krænkelse (18). I

sager vedrørende for lang sagsbehandlingstid kan en person således miste sin

status af offer, når vedkommende nationale myndighed enten udtrykkeligt eller

indirekte har anerkendt den påståede krænkelse af konventionen, og - om

nødvendigt - har rådet bod på den skete krænkelse. Kun når disse to

betingelser er opfyldt, udelukker konventionens subsidiære kontrolmekanisme,

at klagen undergives behandling (19).

Da konventionen gælder for Danmark og således er bindende for offentlige

myndigheder, herunder domstolene, og da konventionen er inkorporeret i dansk

ret (20), er domstolene forpligtet til at medvirke til at undgå, at

overtrædelser af konventionen finder sted, herunder at behandingen af en

retssag ikke sker inden en rimelig frist. Det må endvidere antages, at

domstolene i det omfang, der er mulighed herfor, bør medvirke til at råde bod

på skete krænkelser, jf. ovenfor om »the rule of local redress.«

I det omfang, en domstol behandler en sag, der er uafsluttet, men har

været under behandling i så lang tid, at der må antages at foreligge en

krænkelse af artikel 6, stk. 1, eller i tilfælde, hvor domstolene kommer til

at behandle en sag vedrørende en afsluttet proces, der er i strid med

tidskravet i artikel 6, stk. 1 (21), må det derfor antages, at domstolene bør

forsøge at råde bod på den skete krænkelse i det omfang, der er mulighed

herfor.

Det er som nævnt en betingelse for at kunne indgive klage til

Kommissionen, at vedkommende hævder at være blevet krænket, jf. artikel 25,

stk. 1. Såfremt en person indgiver klage til Kommissionen over en for lang

sagsbehandlingstid, vil klagen blive afvist efter artikel 27, stk. 2, jf.

artikel 25, stk. 1, såfremt der, forud for indgivelsen af klagen, er blevet

rådet bod på den påståede krænkelse, og de anførte betingelser er opfyldte

(22).

Det vil endvidere være muligt at råde bod på en sket krænkelse, efter at

en klage er indgivet til Kommissionen. En person, der indgiver klage til

Kommissionen, skal således ikke alene være »offer« på tidspunktet

for klagens indgivelse, men skal bevare denne status under Kommissionens

efterfølgende behandling af klagesagen. Hvis der således, efter at der er

indgivet klage, men inden Kommissionen har taget stilling til sagens

realitet, rådes bod på den skete krænkelse, og de ovenfor anførte betingelser

er opfyldt, vil Kommissionen slutte behandlingen af sagen (23).

Betingelsen i artikel 25, hvorefter en klager skal være offer, er således

relevant under hele processen.

De måder, hvorpå nationale domstole kan medvirke til at råde bod på en

sket krænkelse, vil blive gennemgået nedenfor i afsnit 5.

5. Praktiske muligheder for at råde bod på skete krænkelser

5.1. De nationale domstoles muligheder for at råde bod på krænkelser som

følge af for lang sagsbehandlingstid er betydelig større i straffesager end i

civile sager.

I civile sager er de nationale domstoles opgave navnlig at medvirke

til at sikre, at behandlingen af en retssag fremmes med den fornødne

hurtighed, således at tvisten kan blive afgjort inden for en rimelig frist. I

et vist omfang kan der dog være mulighed for at medvirke til, at der rådes

bod på en krænkelse, når den ene part i en civil sag er en offentlig

myndighed, der ligeledes er pligtig at overholde konventionen. Hvis en tvist

mellem en borger og en offentlig myndighed har været under behandling ved

domstolene i så lang tid, at der må antages at foreligge en krænkelse af

artikel 6, stk. 1, vil der være mulighed for, hvis der opnås forlig i sagen,

jf. retsplejelovens § 268, at forsøge at påvirke indholdet af forliget på en

sådan måde, at dette direkte eller indirekte indeholder en erkendelse af den

for lange sagsbehandlingstid, ligesom den erkendte krænkelse skal komme til

udtryk i forligets indhold.

Til illustration kan nævnes klagesag nr. 9320/81 (24), der vedrører en

civil sag mellem en privat person og en offentlig myndighed. Efter at den

private part havde indgivet klage til Kommissionen, blev der indgået forlig

mellem parterne i den nationale sag, og forligets indhold var favorabelt for

klager, således at han opnåede en retsstilling, der var mere gunstig, end

klager ellers ville have haft, ligesom der var taget hensyn til den for lange

sagsbehandlingstid. Dette bevirkede, at klager ikke længere kunne anses for

offer.

5.2. I tilfælde, hvor en person, der har været tiltalt i en

straffesag, ender med at blive frifundet, kan der i visse tilfælde

blive rejst krav om erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a. Hvis den

staffesag, der endte med frifindelse, har varet så lang tid, at

sagsbehandlingen må anses for at udgøre en krænkelse af artikel 6, stk. 1,

kan nationale domstole komme i en situation, hvor de skal tage stilling til

et erstatningskrav, der omfatter en proces, der har været i strid med

konventionens krav om en retfærdig rettergang inden en rimelig frist. I

sådanne tilfælde vil domstolene have mulighed for at råde bod på den skete

krænkelse i forbindelse med tilkendelse af erstatning.

I en klagesag vedrørende Danmark (25) var der rejst tiltale mod en advokat

for blandt andet underslæb. Advokaten blev dømt i byretten, men frifundet i

landsretten. Efter frifindelsen fremsatte advokaten krav om erstatning efter

retsplejelovens kapitel 93 a, ligesom advokaten indgav klage til

Kommissionen. Under ankebehandlingen af erstatningskravet lagde landsretten

ved erstatningsudmålingen blandt andet vægt på, at den tid, der var medgået

til sagens behandling, ikke kunne anses for forenelig med kravet om en

retfærdig rettergang inden en rimelig frist, ligesom der var tale om en

særlig alvorlig sigtelse for en advokat. Blandt andet under henvisning hertil

blev erstatningen forhøjet (26). Under henvisning hertil fandt Kommissionen,

at der på nationalt plan var rådet tilstrækkelig bod på den påståede

krænkelse, og behandlingen af klagesagen blev derfor afsluttet.

Såfremt der foreligger en krænkelse af artikel 6, stk. 1, vil danske

domstole derfor i sådanne tilfælde kunne råde bod på den skete krænkelse,

hvis domstolene i præmisserne i den dom, hvor der tages stilling til

erstatningskravet, udtrykkeligt eller indirekte anerkender, at der foreligger

en krænkelse, og lader dette indgå som et moment ved udmålingen af

erstatningen.

5.3. I tilfælde, hvor der sker domfældelse af en tiltalt i en

straffesag, der ikke er blevet afgjort inden en rimelig frist, kan

nationale domstole råde bod på den skete krænkelse ved i præmisserne

udtrykkeligt eller indirekte at erkende, at sagsbehandlingstiden har været i

strid med konventionens krav, samt lade dette indgå som en formildende

omstændighed ved straffastsættelsen.

Som eksempel herpå kan nævnes, at den for lange sagsbehandlingstid efter

omstændighederne kan føre til anvendelse af betinget straf, uanset at

straffen efter praksis burde være en ubetinget sanktion (27), eller at der i

øvrigt sker en nedsættelse af straffen (28).

Undladelse af at udvise en domfældt i tilfælde, hvor udvisning ellers

ville komme på tale, vil ligeledes kunne være en måde, hvorpå der rådes bod

på en krænkelse (29). Undladt rettighedsfrakendelse vil endvidere

kunne komme på tale (30). Endelig vil man kunne forestille sig, at en

tiltalt, der dømmes for et strafbart forhold, helt eller delvis fritages for

at betale sagens omkostninger under henvisning til den for lange

sagsbehandlingstid (31).

5.4. Det vil endelig kunne komme på tale at opgive

strafforfølgningen i tilfælde, hvor en straffesag endnu ikke er

afsluttet, og hvor sagsbehandlingstiden allerede har været for lang, eller

hvor sagsbehandlingstiden, hvis staffesagen fremmes, vil ende med at være i

strid med konventionens krav (32). Denne vurdering vil almindeligvis tilkomme

anklagemyndigheden.

Som et eksempel herpå kan nævnes tilfælde, hvor en frifindende dom ankes

af anklagemyndigheden, eller en domfældelse ankes af tiltalte. Foreligger der

særligt graverende omstændigheder, kan domstolene, hvis anklagemyndigheden

ikke af egen drift finder anledning hertil, henstille til anklagemyndigheden,

at strafforfølgningen opgives, forudsat at kriminalitetens art ikke taler

afgørende herimod.

5.5. Uanset hvilken af de ovenfor anførte kompensationsmetoder der

påtænkes anvendt, vil det som nævnt være afgørende, at dommen med

tilstrækkelig klarhed afspejler en anerkendelse af den for lange

sagsbehandlingstid, ligesom de fordele, som den krænkede opnår som følge

heraf, skal fastsættes konkret i forhold til den skete krænkelse.

Der kan navnlig være grund til at pege på, at det er vigtigt, at

præmisserne klart angiver, at vedkommende opnår en retsstilling, der

er mere favorabel end den, vedkommende ellers ville have haft. Kun i sådanne

tilfælde vil det være muligt for menneskerettighedsorganerne at påse, at

betingelserne for fortabelse af offerstatus er opfyldt, nemlig at der

foreligger en udtrykkelig anerkendelse af krænkelsen, og at den skete

krænkelse om nødvendigt redresseres, hvad enten dette sker ved hjælp af

økonomiske midler eller på anden vis.

I en dansk klagesag (33) var en person tiltalt for og efterfølgende dømt

for skattesvig efter straffelovens § 289. Ved udmålingen af frihedsstraffen

lagde byretten udtrykkeligt vægt på den lange sagsbehandlingstid som en

formildende omstændighed. Landsretten fandt fængselsstraffen passende uden

nærmere begrundelse. Herefter og da landsretten udtrykkeligt anførte, at den

ikke fandt grundlag for at fravige almindelige principper for beregning af

tillægsbøden, fandt Kommissionen ikke, at der forelå nogen erkendelse af

overtrædelsen eller nogen lempelse af straffen. I den konkrete sag synes det

nærliggende at antage, at der rent faktisk var tale om en lempelse af

fængselsstraffen, men dette bevirkede ikke, at domfældte ikke længere var

klageberettiget, da betingelserne for fortabelse af offerstatus ikke var

opfyldt. Sagen illustrerer vigtigheden af, at man udtrykkeligt tager stilling

til spørgsmålet om den for lange sagsbehandlingstid i dommens præmisser.

6. Sammenfatning

Domstolene har pligt til ex officio at påse, at behandlingen af retssager

fremmes med den fornødne hurtighed, således at sager bliver afgjort inden en

rimelig frist, jf. artikel 6, stk. 1, i EMRK.

Endvidere kan domstolene aktivt medvirke til at råde bod på skete

krænkelser af retten til en rettergang inden en rimelig frist. I tilfælde,

hvor der sker domfældelse af en tiltalt i en straffesag, der ikke er blevet

afgjort inden en rimelig frist, kan domstolene således i præmisserne

udtrykkeligt angive, at sagsbehandlingstiden har været i strid med

konventionens krav, samt lade dette indgå som en formildende omstændighed ved

straffastsættelsen m.v.

Efter 2. behandling den 21. maj 1997

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1996,

som ændret senest ved § 2 i lov nr. 274 af 15. april 1997, foretages følgende

ændringer:

1. I § 4, stk. 2, ændres »45« til:

»55«, og »22« ændres til: »36«.

2. I § 15, stk. 1, ændres »41« til:

»42«.

3. I § 16 a, stk. 1, 3. pkt., indsættes efter

»Svendborg,»: »Haderslev,».

4. I § 17, stk. 1, udgår »Haderslev,».

5. I § 41, stk. 5, ændres »§ 219« til: »§

219 a«.

6. I § 126 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. En advokat skal medvirke til, at en fuldmægtig, der

er autoriseret hos advokaten, kan deltage i den teoretiske efteruddannelse,

som er fastsat i medfør af § 119, stk. 6. Advokaten skal endvidere afholde

udgifterne til efteruddannelsen.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

7. § 154, stk. 2, 2. pkt., ophæves.

8. § 165, stk. 2 , affattes således:

»Stk. 2. I sager, der behandles af retten, afholdes

vederlaget for forkyndelse af statskassen. I øvrigt betales vederlaget af

den, der begærer forkyndelsen foretaget.«

9. § 219 affattes således:

»§ 219. Rettens afgørelse i en borgerlig sag træffes snarest

muligt, efter at den pågældende forhandling er til ende. Ved sagens optagelse

til dom eller kendelse skal retten tilkendegive, hvornår dommen eller

kendelsen vil blive afsagt. Domme og kendelser i sager, der behandles ved

byret, skal afsiges senest 6 uger efter optagelsen til dom eller kendelse. I

sager, der behandles ved landsret, skal dommen eller kendelsen afsiges senest

3 måneder efter optagelsen til dom eller kendelse.

Stk. 2. Såfremt særlige omstændigheder gør det påkrævet, kan

retten beslutte at fravige de i stk. 1 nævnte frister. I beslutningen skal

anføres de omstændigheder, der bevirker, at fristen ikke kan overholdes.

Beslutningen kan ikke kæres.

Stk. 3. Afsigelsen af en dom foregår ved, at domsslutningen, efter

at hele dommen er skriftligt udarbejdet, oplæses i et retsmøde.«

10. Efter § 219 indsættes:

»§ 219 a. Rettens afgørelser i straffesager træffes snarest

muligt, efter at den pågældende forhandling er til ende. Ved sagens optagelse

til dom eller kendelse skal retten tilkendegive, hvornår dommen eller

kendelsen vil blive afsagt. Kan afsigelsen ikke finde sted samme dag, skal

dom eller kendelse dog afsiges senest inden en uge og, hvor nævninge har

medvirket, senest dagen efter.

Stk. 2. Såfremt særlige omstændigheder gør det påkrævet, kan

retten beslutte at fravige de i stk. 1 nævnte frister. I beslutningen skal

anføres de omstændigheder, der bevirker, at fristen ikke kan overholdes.

Beslutningen kan ikke kæres.

Stk. 3. Afsigelsen af en dom foregår ved, at domsslutningen

oplæses i et retsmøde.

Stk. 4. Hvis tiltalte er fængslet, bør den pågældende bringes til

stede ved dommens afsigelse.

Stk. 5. Er tiltalte ikke til stede ved afsigelsen, meddeler

anklagemyndigheden tiltalte udskrift af dommen. Hvis sagen i medfør af § 847,

stk. 3, nr. 1-5, er fremmet i tiltaltes fravær, skal udskriften

forkyndes.«

11. § 312, stk. 2, 4. pkt., ophæves.

12. I § 345, 1. pkt., ændres »hensigtsmæssigt«

til: »påkrævet«.

13. § 348, stk. 2, nr. 4, affattes således:

»4) en udførlig fremstilling af de faktiske omstændigheder, hvorpå

påstanden støttes, og«.

14. § 348, stk. 4, ophæves, og i stk. 5, der bliver

stk. 4, udgår »og stk. 4«.

15. § 349, stk. 1, 2. pkt., affattes således:

»Det samme gælder, hvis der ikke indleveres genparter m.v. som

fastsat i § 348, stk. 3, eller det indleverede ikke opfylder de krav, som

fastsættes efter § 348, stk. 4.«

16. § 350, stk. 2, ophæves.

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

17. § 351, stk. 1, affattes således:

»Retten indkalder parterne til et møde med et varsel, der i

almindelighed skal være på mindst 2 uger fra forkyndelsen.«

18. § 352, stk. 1, 3. og 4. pkt., ophæves, og i

stedet indsættes:

»Fristen, der regnes fra pålæggets forkyndelse, kan efter anmodning

forlænges.«

19. § 353 affattes således:

»§ 353. Retten kan bestemme, at yderligere processkrifter

skal udveksles, og kan pålægge en part at indlevere et processkrift inden en

af retten fastsat frist. Såfremt et processkrift ikke indleveres rettidigt,

finder bestemmelserne i § 360, stk. 1-3 og 6, tilsvarende anvendelse.«

20. § 354, stk. 5, 2. pkt., ophæves.

21. I § 354, stk. 6, sidste pkt., ændres »§ 219, stk.

2 og 3,» til: »§ 219, stk. 1, 2. pkt., og stk. 3,».

22. I § 354, stk. 7, 1. pkt., indsættes efter »Retten

kan«: »undtagelsesvis«.

23. § 355, stk. 1, affattes således:

»Retten bør indkalde parterne til et særligt forberedende møde,

medmindre retten finder det overflødigt.«

24. I § 355, stk. 4, indsættes som 3. og 4.

pkt.:

»I det forberedende møde skal retten endvidere efter drøftelse med

parterne så vidt muligt fastlægge sagens videre forløb, herunder tidsrammerne

for eventuel yderligere forberedelse. Retten kan endvidere fastsætte

tidspunktet for domsforhandlingen.«

25. Efter § 356 indsættes:

»§ 356 a . Retten kan bestemme, at parterne inden en af

retten fastsat frist før domsforhandlingen til retten skal indlevere et

endeligt påstandsdokument. Påstandsdokumentet skal indeholde partens påstande

og anbringender og en angivelse af de dokumenter, som parten vil påberåbe

sig, og de beviser, som agtes ført under domsforhandlingen. Genpart af

påstandsdokumentet skal samtidig tilsendes modparten.

Stk. 2. Såfremt påstandsdokumentet ikke indleveres rettidigt,

finder bestemmelserne i § 360, stk. 1-3 og 6, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Udvidelse af de påstande, der fremgår af

påstandsdokumentet, eller fremsættelse af anbringender eller førelse af

beviser, som ikke er angivet i påstandsdokumentet, kan ikke ske, medmindre

retten tillader det. Sådan tilladelse kan meddeles, såfremt betingelserne i §

363, stk. 1, er opfyldt.«

26. I § 357 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Retten kan, uanset at modparten ikke har nægtet at

samtykke, jf. stk. 1, modsætte sig udvidelse af påstande, fremsættelse af nye

anbringender og førelse af nye beviser eller fremsættelse af

formalitetsindsigelser, som ikke er fremsat rettidigt efter stk. 2.«

27. I § 360, stk. 5, sidste pkt., indsættes efter

»imødekommet«: », medmindre retten træffer afgørelse efter §

357, stk. 3«.

28. § 363, stk. 1, nr. 1, affattes således:

»1) det af særlige grunde må anses for undskyldeligt, at ændringen af

påstanden eller fremsættelsen af nye anbringender ikke er sket inden

domsforhandlingen, eller«.

29. I § 365, stk. 3, 1. pkt., udgår »så vidt

muligt«.

30. I § 365 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4. Såfremt genparterne ikke indleveres rettidigt, kan

retten beslutte, at reglerne i § 360, stk. 1-3 og 6, skal finde tilsvarende

anvendelse.«

31. I § 372, stk. 1, 2. pkt., ændres »§ 219, stk.

3,» til: »§ 219«.

32. I § 378 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Retten kan pålægge en part at indlevere et processkrift

inden en af retten fastsat frist. Såfremt et processkrift ikke indleveres

rettidigt, finder reglerne i § 386 tilsvarende anvendelse.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

33. § 379, 2. pkt., ophæves.

34. § 382, stk. 1, affattes således:

»Påstande, som har været gjort gældende i foregående instans, men

ikke er fremsat i ankestævningen eller i et rettidigt afgivet svarskrift, jf.

§ 375, og som heller ikke er omfattet af § 377, kan retten nægte fremsat,

selv om modparten ikke protesterer, såfremt påstanden burde have været

fremsat tidligere under anken.«

35. § 383, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Er påstande, som ikke har været gjort gældende i

foregående instans, ikke fremsat i ankestævningen eller i et rettidigt

afgivet svarskrift, jf. § 375, kan retten, selv om modparten ikke

protesterer, nægte fremsættelsen, såfremt de burde have været fremsat

tidligere under anken. Det samme gælder anbringender, som ikke har været

gjort gældende i foregående instans, og som ikke er fremsat under

forberedelsen af anken.«

36. § 386, stk. 1, 2. pkt., ophæves, og i stedet

indsættes:

»Det samme gælder, hvis appellanten ikke rettidigt har indsendt

behørigt udformet ekstrakt til Højesteret, jf. § 385, stk. 2. Retten kan

endvidere afvise sagen, hvis appellanten ikke rettidigt har indsendt

genparter til landsretten, jf. § 385, stk. 1, jf. § 365, stk. 3.«

37. I § 386, stk. 2, indsættes efter 1. pkt.:

»Retten kan beslutte, at det samme skal gælde, hvis indstævnte ikke

rettidigt har indsendt genparter af processkrifter og dokumenter til

landsretten, jf. § 385, stk. 1, jf. § 365, stk. 3.«

38. I § 394, stk. 1, ændres »§ 219, stk. 3,» til:

»§ 219«.

39. § 488, stk. 2, 2. pkt., ophæves.

40. I § 586, stk. 1, ændres »jf. dog § 219, stk.

3« til: »jf. § 219«.

41. I § 963, stk. 3, litra a, ændres »§ 219, stk.

6,» til: »§ 219 a, stk. 5,».

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1997, jf. dog stk. 2.

Retsplejelovens § 126, stk. 3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6, træder

dog i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning med

hensyn til advokatfuldmægtige, som har bestået juridisk kandidateksamen efter

1. januar 1997, og med hensyn til udgifter til deres efteruddannelse, såfremt

tilmelding hertil indgives efter lovens ikrafttræden.

Stk. 2. De hidtil gældende regler i retsplejelovens §§ 165, stk.

2, 219, stk. 4, 312, stk. 2, 4. pkt., 351, stk. 1, 352, stk. 1, 3. og 4.

pkt., 354, stk. 5, 2. pkt., og 488, stk. 2, 2. pkt., finder dog fortsat

anvendelse i sager, hvor stævningen inden lovens ikrafttræden er sendt til

sagsøgte uden at være forkyndt, jf. retsplejelovens § 350, stk. 2.

Officielle noter

(* 1) Af de 577 domme, der er afsagt af Domstolen i perioden frem til juni

1996, vedrører 169 for lang sagsbehandlingstid, jf. Human Rights files No.

16, The length of civil and criminal proceedings in the case-law of the

European Court of Human Rights, Council of Europe, afsnit 1 og 3, sammenholdt

med Human Rights information sheet No. 38 (January-June 1996), afsnit III.

(* 2) Opgørelsen er pr. 20. december 1996, og omfatter kun sager, der er

bragt til den danske regerings kundskab gennem underretning fra Kommissionen,

jf. regel 48, stk. 2, litra b, i Kommissionens procesreglement. Opgørelsen

tager ikke højde for eventuelle klager, der ikke er og måske ikke vil blive

bragt til den danske regerings kundskab.

(* 3) Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer,

Per Lorenzen m.fl., 1994, p. 159, og Human Rights files No. 16, p. 9.

(* 4) Jf. bl.a. X mod Frankrig, dom af 31. marts 1992, præmis 31, EMD

234-C, Allenet de Ribemont mod Frankrig, dom af 10 februar 1995, præmis 46,

EMD 308, Human Rights Files No. 16, p. 10, og EMRK med kommentarer, p. 159.

(* 5) Human Rights files No. 16, p. 12.

(* 6) ibid, p. 12, afsnit 9.

(* 7) ibid, p. 13.

(* 8) ibid, p. 14 ff.

(* 9) Jf. bl.a. Hokkanen mod Finland, dom af 23. september 1994, præmis

71, EMD 299-A, Human Rights files No. 16, p. 16, og EMRK med kommentarer, p.

160. Hvis der meddeles anke- eller kæretilladelse, regnes den relevante

periode frem til tidspunktet for endelig afgørelse i den ekstraordinære

appelbehandling.

(* 10) På tilsvarende vis må konventionsorganerne oftere vurdere

sagsbehandlingstider i sager, der på tidspunktet for bedømmelsen endnu ikke

er afsluttet, jf. Human Rights Files No. 16, p. 19, afsnit 17.

(* 11) Afsnit 2.2. forsøger på ingen måde at give en fuldstændig

beskrivelse af konventionsorganernes praksis, men tjener alene til

illustration af de kriterier, der er relevante, når danske domstole skal

vurdere, om en konkret sag kan give anledning til problemer i forhold til

konventionens krav til sagsbehandlingstid, da dette er en forudsætning for at

kunne råde bod på en krænkelse, jf. afsnit 4 og 5. Der henvises iøvrigt til

Human Rights Files No. 16, p. 20 ff, og Law and practice of the European

Convention on Human Rights and the European Social Charter, Gomien m.fl.,

Council of Europe Publishing, 1996, p. 165 ff.

(* 12) Jf. ex. EMD 333-A, Acquaviva, præmis 61, og EMD 337-A, Ciricosta

and Viola, præmis 28.

(* 13) Der henvises til Human Rights Files No. 16, p. 28 f med henvisning.

(* 14) ibid p. 35, afsnit 44.

(* 15) Der henvises endvidere til Bertil A. Frosells artikel Procesledelse

og partsautonomi i borgerlige sager - nogle bemærkninger foranlediget af

»blødersagen«, EU- og Menneskeret, 3/1996. I UfR 1996 723 Ø nægtede

retten, under henvisning til bl.a. EMRK artikel 6, stk. 1, at genoptage

forberedelsen af en civil sag efter retsplejelovens § 356, stk. 1.

(* 16) Der henvises til Human Rights Files No. 16, p. 37, med henvisning

til praksis i note 215, samt Suèmann v. Germany, dom af 16. september 1996,

præmis 55.

(* 17) Jf. Eckle mod Tyskland, Dom af 15. juli 1982, EMD-51, § 66.

(* 18) Der kan blandt andet henvises til følgende afgørelser: Dom af 15.

juli 1982, Eckle mod Tyskland, EMD-51, præmis 66; klagesag nr. 8182/78, X mod

Tyskland, af 16. oktober 1980, D.R. 25 p. 142; nr. 8858/80, G. mod Tyskland,

af 6. juli 1983, D.R. 33 p. 5; nr. 9320/81, D. mod Tyskland, af 15. marts

1984, D.R. 36 p. 24; nr. 10259/83, S.p.r.l. ANCA m.fl. mod Belgien, af 10.

december 1984, D.R. 40 p. 170; nr. 10884/84, H. mod Tyskland, af 13. december

1984, D.R. 41 p. 252; nr. 9299/81, Pierre Pannetier mod Schweitz, af 12. juli

1985, D.R. 46 p. 5; nr. 10868/84, Gabriel Woukam Moudefo mod Frankrig, af 21.

januar 1987, D.R. 51 p. 62; nr. 12719/87, Steen Bille Frederiksen m.fl. mod

Danmark, af 3. maj 1988, D.R. 56 p. 237; nr. 13156/87, J. Byrn mod Danmark,

af 16. februar 1993; nr. 23871/94, K. R. L. mod Danmark, af 16. oktober 1996.

(* 19) Nr. 23871/94, K. R. L. mod Danmark, af 16. oktober 1996, p. 6. Der

henvises endvidere til følgende litteratur: Den Europæiske

Menneskeretskonvention, Lorenzen m.fl., DJØF's forlag, 1994, p. 353 f;

Menneskeret, Rehof og Trier, DJØF's forlag, 1990, p. 527 f; Theory and

Practice of the European Convention on Human Rights, Dijk and Hoof, Kluwer's

forlag, 1990, p. 45, note 174; og La Convention Europeenne des Droits de

l'Homme, Louis-Edmond Pettiti m.fl., Economica's forlag, 1995, p. 588 f.

(* 20) Ved lov nr. 285 af 29. april 1992, som ændret ved lov nr. 1080 af

20. december 1995.

(* 21) Dette kan f.eks. være tilfældet, når domstolene skal behandle krav

om erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a.

(* 22) Se eks. klagesag 9299/81, jf. note (18).

(* 23) Se eks. klagesag 9320/81, jf. note (18), og klagesag 13156/87, jf.

note (18), hvor klager mistede status af offer, efter at klage var indgivet

til Kommissionen. I den første sag blev klagen afvist som åbenbart ugrundet,

jf. artikel 27, stk. 2, da klager ikke længere var krænket (victim), mens

klagen i den anden sag blev slettet fra Kommissionens liste, jf. artikel 30,

stk. 1, litra c, hvorefter Kommissionen på ethvert tidspunkt i

sagsbehandlingen kan beslutte at slette en klage af sagslisten, såfremt det

efter Kommissionens opfattelse ikke længere er begrundet at fortsætte

undersøgelsen af klagen. Det bemærkes, at i den sidstnævnte sag var klagen

antaget til realitetsbehandling.

(* 24) Se note (18).

(* 25) Klagesag nr. 13156/87 Jørgen Byrn mod Danmark, jf. note (18).

(* 26) Østre Landsrets dom af 25. september 1992 i sag 2. afd. a. s. nr.

208/1991 i ankebehandlingen af Københavns byrets dom af 30. april 1991, 5.

afd. sag nr. 9070863.

(* 27) Klagesag nr. 10884/84, jf. note (18), klagesag nr. 9299/81,

jf. note (18).

(* 28) Eckle mod Tyskland, jf. note (18), klagesag nr. 10884/84, jf. note

(18), klagesag nr. 9299/81, jf. note (18), klagesag nr. 8182/78, jf. note

(18). Der henvises endvidere til Københavns Byrets dom af 15. marts 1996 (sag

nr. 3858/94, 17. afdeling) i den såkaldte »Tolddataplade-sag.«

Sagen vedrører en tiltale mod 8 personer for bedrageri og overtrædelse af

registreringsafgiftsloven. De tiltalte blev alle dømt. For så vidt angik 4 af

de til talte udtalte retten, at straffesagen ikke fuldt ud havde været

fremmet i overensstemmelse med EMRK artikel 6, stk. 1, om retten til en

rettergang inden en rimelig frist. Retten udtalte videre, at denne

omstændighed ikke kunne begrunde, at sagen helt eller delvis blev afvist, men

derimod at forholdet kunne tages i betragtning ved fastsættelsen af den

forskyldte straf.

(* 29) Klagesag nr. 9299/81, jf. note (18).

(* 30) Klagesag nr. 10884/84, jf. note (18).

(* 31) I Københavns Byrets dom af 15. marts 1996 i den i note 28 nævnte

sag fandt retten, at der med sagens omkostninger burde ske en fordeling

mellem de domfældte og statskassen. Retten henviste blandt andet til sagens

tidsmæssige udstrækning. I præmisserne havde retten henvist til, at sagen

ikke havde været fremmet i overensstemmelse med EMRK artikel 6, stk. 1.

(* 32) Klagesag nr. 8858/80, jf. note (18) og Eckle mod Tyskland, jf. note

(18).

(* 33) Klagesag nr. 23871/94, jf. note (18).

Lignende dokumenter