1996 LSF 178 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN(HURTIGERE BEHANDLING AF CIVILE SAGER M.V.)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1996,
som ændret senest ved § 2 i lov nr. 274 af 15. april 1997, foretages følgende
ændringer:
1. I § 4, stk. 2, ændres »45« til:
»55«, og »22« ændres til: »36«.
2. I § 15, stk. 1, ændres »41« til:
»42«.
3. I § 16 a, stk. 1, 3. pkt., indsættes efter
»Svendborg,»: »Haderslev,».
4. I § 17, stk. 1, udgår »Haderslev,».
5. I § 41, stk. 5, ændres »§ 219« til: »§
219 a«.
6. I § 126 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. En advokat skal medvirke til, at en fuldmægtig, der
er autoriseret hos advokaten, kan deltage i den teoretiske efteruddannelse,
som er fastsat i medfør af § 119, stk. 6. Advokaten skal endvidere afholde
udgifterne til efteruddannelsen.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
7. § 154, stk. 2, 2. pkt., ophæves.
8. § 165, stk. 2 , affattes således:
»Stk. 2. I sager, der behandles af retten, afholdes
vederlaget for forkyndelse af statskassen. I øvrigt betales vederlaget af
den, der begærer forkyndelsen foretaget.«
9. § 219 affattes således:
»§ 219. Rettens afgørelse i en borgerlig sag træffes snarest
muligt, efter at den pågældende forhandling er til ende. Ved sagens optagelse
til dom eller kendelse skal retten tilkendegive, hvornår dommen eller
kendelsen vil blive afsagt. Domme og kendelser i sager, der behandles ved
byret, skal afsiges senest 6 uger efter optagelsen til dom eller kendelse. I
Læs alt
sager, der behandles ved landsret, skal dommen eller kendelsen afsiges senest
3 måneder efter optagelsen til dom eller kendelse.
Stk. 2. Såfremt særlige omstændigheder gør det påkrævet, kan
retten beslutte at fravige de i stk. 1 nævnte frister. I beslutningen skal
anføres de omstændigheder, der bevirker, at fristen ikke kan overholdes.
Beslutningen kan ikke kæres.
Stk. 3. Afsigelsen af en dom foregår ved, at domsslutningen, efter
at hele dommen er skriftligt udarbejdet, oplæses i et retsmøde.«
10. Efter § 219 indsættes:
»§ 219 a. Rettens afgørelser i straffesager træffes snarest
muligt, efter at den pågældende forhandling er til ende. Ved sagens optagelse
til dom eller kendelse skal retten tilkendegive, hvornår dommen eller
kendelsen vil blive afsagt. Kan afsigelsen ikke finde sted samme dag, skal
dom eller kendelse dog afsiges senest inden en uge og, hvor nævninge har
medvirket, senest dagen efter.
Stk. 2. Såfremt særlige omstændigheder gør det påkrævet, kan
retten beslutte at fravige de i stk. 1 nævnte frister. I beslutningen skal
anføres de omstændigheder, der bevirker, at fristen ikke kan overholdes.
Beslutningen kan ikke kæres.
Stk. 3. Afsigelsen af en dom foregår ved, at domsslutningen
oplæses i et retsmøde.
Stk. 4. Hvis tiltalte er fængslet, bør den pågældende bringes til
stede ved dommens afsigelse.
Stk. 5. Er tiltalte ikke til stede ved afsigelsen, meddeler
anklagemyndigheden tiltalte udskrift af dommen. Hvis sagen i medfør af § 847,
stk. 3, nr. 1-5, er fremmet i tiltaltes fravær, skal udskriften
forkyndes.«
11. § 312, stk. 2, 4. pkt., ophæves.
12. I § 345, 1. pkt., ændres »hensigtsmæssigt«
til: »påkrævet«.
13. § 348, stk. 2, nr. 4, affattes således:
»4) en udførlig fremstilling af de faktiske omstændigheder, hvorpå
påstanden støttes, og«.
14. § 348, stk. 4, ophæves, og i stk. 5, der bliver
stk. 4, udgår »og stk. 4«.
15. § 349, stk. 1, 2. pkt., affattes således:
»Det samme gælder, hvis der ikke indleveres genparter m.v. som
fastsat i § 348, stk. 3, eller det indleverede ikke opfylder de krav, som
fastsættes efter § 348, stk. 4.«
16. § 350, stk. 2, ophæves.
Stk. 3 bliver herefter stk. 2.
17. § 351, stk. 1, affattes således:
»Retten indkalder parterne til et møde med et varsel, der i
almindelighed skal være på mindst 2 uger fra forkyndelsen.«
18. § 352, stk. 1, 3. og 4. pkt., ophæves, og i
stedet indsættes:
»Fristen, der regnes fra pålæggets forkyndelse, kan efter anmodning
forlænges.«
19. § 353 affattes således:
»§ 353. Retten kan bestemme, at yderligere processkrifter
skal udveksles, og kan pålægge en part at indlevere et processkrift inden en
af retten fastsat frist. Såfremt et processkrift ikke indleveres rettidigt,
finder bestemmelserne i § 360, stk. 1-3 og 6, tilsvarende anvendelse.«
20. § 354, stk. 5, 2. pkt., ophæves.
21. I § 354, stk. 6, sidste pkt., ændres »§ 219, stk.
2 og 3,» til: »§ 219, stk. 1, 2. pkt., og stk. 3,».
22. I § 354, stk. 7, 1. pkt., indsættes efter »Retten
kan«: »undtagelsesvis«.
23. § 355, stk. 1, affattes således:
»Retten bør indkalde parterne til et særligt forberedende møde,
medmindre retten finder det overflødigt.«
24. I § 355, stk. 4, indsættes som 3. og 4.
pkt.:
»I det forberedende møde skal retten endvidere efter drøftelse med
parterne så vidt muligt fastlægge sagens videre forløb, herunder tidsrammerne
for eventuel yderligere forberedelse. Retten kan endvidere fastsætte
tidspunktet for domsforhandlingen.«
25. Efter § 356 indsættes:
»§ 356 a . Retten kan bestemme, at parterne inden en af
retten fastsat frist før domsforhandlingen til retten skal indlevere et
endeligt påstandsdokument. Påstandsdokumentet skal indeholde partens påstande
og anbringender og en angivelse af de dokumenter, som parten vil påberåbe
sig, og de beviser, som agtes ført under domsforhandlingen. Genpart af
påstandsdokumentet skal samtidig tilsendes modparten.
Stk. 2. Såfremt påstandsdokumentet ikke indleveres rettidigt,
finder bestemmelserne i § 360, stk. 1-3 og 6, tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Udvidelse af de påstande, der fremgår af
påstandsdokumentet, eller fremsættelse af anbringender eller førelse af
beviser, som ikke er angivet i påstandsdokumentet, kan ikke ske, medmindre
retten tillader det. Sådan tilladelse kan meddeles, såfremt betingelserne i §
363, stk. 1, er opfyldt.«
26. I § 357 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Retten kan, uanset at modparten ikke har nægtet at
samtykke, jf. stk. 1, modsætte sig udvidelse af påstande, fremsættelse af nye
anbringender og førelse af nye beviser eller fremsættelse af
formalitetsindsigelser, som ikke er fremsat rettidigt efter stk. 2.«
27. I § 360, stk. 5, sidste pkt., indsættes efter
»imødekommet«: », medmindre retten træffer afgørelse efter §
357, stk. 3«.
28. § 363, stk. 1, nr. 1, affattes således:
»1) det af særlige grunde må anses for undskyldeligt, at ændringen af
påstanden eller fremsættelsen af nye anbringender ikke er sket inden
domsforhandlingen, eller«.
29. I § 365, stk. 3, 1. pkt., udgår »så vidt
muligt«.
30. I § 365 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Såfremt genparterne ikke indleveres rettidigt, kan
retten beslutte, at reglerne i § 360, stk. 1-3 og 6, skal finde tilsvarende
anvendelse.«
31. I § 372, stk. 1, 2. pkt., ændres »§ 219, stk.
3,» til: »§ 219«.
32. I § 378 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Retten kan pålægge en part at indlevere et processkrift
inden en af retten fastsat frist. Såfremt et processkrift ikke indleveres
rettidigt, finder reglerne i § 386 tilsvarende anvendelse.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
33. § 379, 2. pkt., ophæves.
34. § 382, stk. 1, affattes således:
»Påstande, som har været gjort gældende i foregående instans, men
ikke er fremsat i ankestævningen eller i et rettidigt afgivet svarskrift, jf.
§ 375, og som heller ikke er omfattet af § 377, kan retten nægte fremsat,
selv om modparten ikke protesterer, såfremt påstanden burde have været
fremsat tidligere under anken.«
35. § 383, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Er påstande, som ikke har været gjort gældende i
foregående instans, ikke fremsat i ankestævningen eller i et rettidigt
afgivet svarskrift, jf. § 375, kan retten, selv om modparten ikke
protesterer, nægte fremsættelsen, såfremt de burde have været fremsat
tidligere under anken. Det samme gælder anbringender, som ikke har været
gjort gældende i foregående instans, og som ikke er fremsat under
forberedelsen af anken.«
36. § 386, stk. 1, 2. pkt., ophæves, og i stedet
indsættes:
»Det samme gælder, hvis appellanten ikke rettidigt har indsendt
behørigt udformet ekstrakt til Højesteret, jf. § 385, stk. 2. Retten kan
endvidere afvise sagen, hvis appellanten ikke rettidigt har indsendt
genparter til landsretten, jf. § 385, stk. 1, jf. § 365, stk. 3.«
37. I § 386, stk. 2, indsættes efter 1. pkt.:
»Retten kan beslutte, at det samme skal gælde, hvis indstævnte ikke
rettidigt har indsendt genparter af processkrifter og dokumenter til
landsretten, jf. § 385, stk. 1, jf. § 365, stk. 3.«
38. I § 394, stk. 1, ændres »§ 219, stk. 3,» til:
»§ 219«.
39. § 488, stk. 2, 2. pkt., ophæves.
40. I § 586, stk. 1, ændres »jf. dog § 219, stk.
3« til: »jf. § 219«.
41. I § 963, stk. 3, litra a, ændres »§ 219, stk.
6,» til: »§ 219 a, stk. 5,».
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1997, jf. dog stk. 2.
Retsplejelovens § 126, stk. 3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6, træder
dog i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning med
hensyn til advokatfuldmægtige, som har bestået juridisk kandidateksamen efter
1. januar 1997, og med hensyn til udgifter til deres efteruddannelse, såfremt
tilmelding hertil indgives efter lovens ikrafttræden.
Stk. 2. De hidtil gældende regler i retsplejelovens §§ 165, stk.
2, 219, stk. 4, 312, stk. 2, 4. pkt., 351, stk. 1, 352, stk. 1, 3. og 4.
pkt., 354, stk. 5, 2. pkt., og 488, stk. 2, 2. pkt., finder dog fortsat
anvendelse i sager, hvor stævningen inden lovens ikrafttræden er sendt til
sagsøgte uden at være forkyndt, jf. retsplejelovens § 350, stk. 2.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august
1996 som ændret ved § 2 i lov nr. 1201 af 27. december 1996,
foretages følgende ændringer:
1. I § 4, stk. 2 , ændres »45« til:
»52«, og »22« ændres til: »35«.
2. I § 16 a, stk. 1, 3. pkt. , indsættes efter
»Svendborg,»: »Haderslev,».
3. I § 17, stk. 1 , udgår: »Haderslev,».
4. I § 41, stk. 5 , ændres »§ 219« til: »§
219 a«.
5. I § 126 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. En advokat skal medvirke til, at en fuldmægtig, der
er autoriseret hos advokaten, kan deltage i den teoretiske efteruddannelse,
som er fastsat i medfør af § 119, stk. 6. Advokaten skal endvidere afholde
udgifterne til efteruddannelsen.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
6. § 165, stk. 2 , affattes således:
»Stk. 2. I sager, der behandles af retten, afholdes
vederlaget for forkyndelse af statskassen. I øvrigt betales vederlaget af
den, der begærer forkyndelsen foretaget.«
7. § 219 affattes således:
»§ 219. Rettens afgørelse i en borgerlig sag træffes snarest
muligt, efter at den pågældende forhandling er til ende. Ved sagens optagelse
til dom eller kendelse skal retten tilkendegive, hvornår dommen eller
kendelsen vil blive afsagt. Domme og kendelser i sager, der behandles ved
byret, skal afsiges senest 6 uger efter optagelsen til dom eller kendelse. I
sager, der behandles ved landsret, skal dommen eller kendelsen afsiges senest
3 måneder efter optagelsen til dom eller kendelse.
Stk. 2. Såfremt særlige omstændigheder gør det påkrævet, kan
retten beslutte at fravige de i stk. 1 nævnte frister. I beslutningen skal
anføres de omstændigheder, der bevirker, at fristen ikke kan overholdes.
Beslutningen kan ikke kæres.
Stk. 3. Afsigelsen af en dom foregår ved, at domsslutningen, efter
at hele dommen er skriftligt udarbejdet, oplæses i et retsmøde.«
8. Efter § 219 indsættes:
»§ 219 a. Rettens afgørelse i straffesager træffes snarest
muligt, efter at den pågældende forhandling er til ende. Kan afsigelsen ikke
finde sted samme dag, skal dom eller kendelse dog afsiges senest inden en uge
og, hvor nævninge har medvirket, senest dagen efter.
Stk. 2. Afsigelsen af en dom foregår ved, at domsslutningen
oplæses i et retsmøde.
Stk. 3. Hvis tiltalte er fængslet, bør han bringes til stede ved
dommens afsigelse.
Stk. 4. Er tiltalte ikke til stede ved afsigelsen, meddeler
anklagemyndigheden ham udskrift af dommen. Udskriften af en fældende dom skal
forkyndes, medmindre tiltalte er gjort bekendt med tidspunktet for
domsafsigelsen, eller sagen er afgjort i medfør af § 934. Udskriften af
dommen skal altid forkyndes, hvis sagen i medfør af § 847, stk. 3, nr. 1-5,
er fremmet i tiltaltes fravær. Tiltalte vejledes om retsmidlerne mod
afgørelsen. Vejledningen gives ved afsigelsen, hvis tiltalte er til stede, og
ellers ved den efterfølgende meddelelse. Er borgerligt krav forfulgt under
sagen, finder reglen i § 219, stk. 1, 2. pkt., tilsvarende anvendelse.«
9. § 312, stk. 2, 4. pkt. , ophæves.
10. I § 345, 1. pkt. , ændres »hensigtsmæssigt«
til: »påkrævet«.
11. § 348, stk. 2, nr. 4 , affattes således:
»4) en udførlig fremstilling af de faktiske omstændigheder, hvorpå
påstanden støttes, og«.
12. § 348, stk. 4 , ophæves, og i stk. 5, der
bliver stk. 4, udgår: »og stk. 4«.
13. § 349, stk. 1, 2. pkt., affattes således:
»Det samme gælder, hvis der ikke indleveres genparter m.v. som
fastsat i § 348, stk. 3, eller det indleverede ikke opfylder de krav, som
fastsættes efter § 348, stk. 4.«
14. § 350, stk. 2, ophæves.
Stk. 3 bliver herefter stk. 2.
15. § 351, stk. 1 , affattes således:
»Retten indkalder parterne til et møde med et varsel, der i
almindelighed skal være på mindst 2 uger fra forkyndelsen.«
16. § 352, stk. 1, 3. og 4. pkt. , ophæves, og i stedet
indsættes:
»Fristen, der regnes fra pålæggets forkyndelse, kan efter anmodning
forlænges.«
17. § 353 affattes således:
»§ 353. Retten kan bestemme, at yderligere processkrifter
skal udveksles, og kan pålægge en part at indlevere et processkrift inden en
af retten fastsat frist. Såfremt et processkrift ikke indleveres rettidigt,
finder bestemmelserne i § 360, stk. 1-3 og 6, tilsvarende anvendelse.«
18. § 354, stk. 5, 2. pkt., ophæves.
19. I § 354, stk. 6, sidste pkt. , ændres »§ 219, stk.
2 og 3,» til: »§ 219, stk. 1, 2. pkt., og stk. 3,».
20. I § 354, stk. 7, 1. pkt. , indsættes efter »Retten
kan«: »undtagelsesvis«.
21. § 355, stk. 1 , affattes således:
»Retten bør indkalde parterne til et særligt forberedende møde,
medmindre retten finder det overflødigt.«
22. I § 355, stk. 4, indsættes som 3. pkt.:
»I det forberedende møde skal retten endvidere efter drøftelse med
parterne så vidt muligt fastlægge sagens videre forløb, herunder tidsrammerne
for eventuel yderligere forberedelse«.
23. Efter § 356 indsættes:
»§ 356 a . Retten kan bestemme, at parterne inden en af
retten fastsat frist før domsforhandlingen til retten skal indlevere et
endeligt påstandsdokument. Påstandsdokumentet skal indeholde partens påstande
og anbringender og en angivelse af de dokumenter, som parten vil påberåbe
sig, og de beviser, som agtes ført under domsforhandlingen. Genpart af
påstandsdokumentet skal samtidig tilsendes modparten.
Stk. 2. Såfremt påstandsdokumentet ikke indleveres rettidigt,
finder bestemmelserne i § 360, stk. 1-3 og 6, tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Udvidelse af de påstande, der fremgår af
påstandsdokumentet, eller fremsættelse af anbringender eller førelse af
beviser, som ikke er angivet i påstandsdokumentet, kan ikke ske, medmindre
retten tillader det. Sådan tilladelse kan meddeles, såfremt betingelserne i §
363, stk. 1, er opfyldt.«
24. I § 357 indsættes som stk. 3 :
»Stk. 3. Retten kan, uanset at modparten ikke har nægtet at
samtykke, jf. stk. 1, modsætte sig udvidelse af påstande, fremsættelse af nye
anbringender og førelse af nye beviser eller fremsættelse af
formalitetsindsigelser, som ikke er fremsat rettidigt efter stk. 2.«
25. I § 360, stk. 5, sidste pkt. , indsættes efter
»imødekommet«: », medmindre retten træffer afgørelse efter §
357, stk. 3«.
26. § 363, stk. 1, nr. 1, affattes således:
»1) det af særlige grunde må anses for undskyldeligt, at ændringen af
påstanden eller fremsættelsen af nye anbringender ikke er sket inden
domsforhandlingen, eller«.
27. I § 372, stk. 1, 2. pkt. , ændres »§ 219, stk.
3,» til: »§ 219«.
28. I § 378 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Retten kan pålægge en part at indlevere et
processkrift inden en af retten fastsat frist. Såfremt et processkrift ikke
indleveres rettidigt, finder reglerne i § 386 tilsvarende anvendelse.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
29. § 379, 2. pkt. , ophæves.
30. § 382, stk. 1 , affattes således:
»Påstande, som har været gjort gældende i foregående instans, men
ikke er fremsat i ankestævningen eller i et rettidigt afgivet svarskrift, jf.
§ 375, og som heller ikke er omfattet af § 377, kan retten nægte fremsat,
selv om modparten ikke protesterer, såfremt påstanden burde have været
fremsat tidligere under anken.«
31. § 383, stk. 3 , affattes således:
»Stk. 3. Er påstande, som ikke har været gjort gældende i
foregående instans, ikke fremsat i ankestævningen eller i et rettidigt
afgivet svarskrift, jf. § 375, kan retten, selv om modparten ikke
protesterer, nægte fremsættelsen, såfremt de burde have været fremsat
tidligere under anken. Det samme gælder anbringender, som ikke har været
gjort gældende i foregående instans, og som ikke er fremsat under
forberedelsen af anken.«
32. I § 394, stk. 1 , ændres »§ 219, stk. 3,»
til: »§ 219«.
33. § 488, stk. 2, 2. pkt., ophæves.
34. I § 586, stk. 1 , ændres »jf. dog § 219, stk.
3« til: »jf. § 219«.
35. I § 963, stk. 3, litra a, ændres »§ 219, stk.
6,» til: »§ 219 a, stk. 4,».
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1997, jf. dog stk. 2.
Retsplejelovens § 126, stk. 3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 5, træder
dog i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning med
hensyn til advokatfuldmægtige, som har bestået juridisk kandidateksamen efter
1. januar 1997, og med hensyn til udgifter til deres efteruddannelse, såfremt
tilmelding hertil indgives efter lovens ikrafttræden.
Stk. 2. De hidtil gældende regler i retsplejelovens §§ 165, stk.
2, 219, stk. 4, 312, stk. 2, 4. pkt., 351, stk. 1, 352, stk. 1, 3. og 4.
pkt., 354, stk. 5, 2. pkt., og 488, stk. 2, 2. pkt., finder dog fortsat
anvendelse i sager, hvor stævningen inden lovens ikrafttræden er sendt til
sagsøgte uden at være forkyndt, jf. retsplejelovens § 350, stk. 2.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Overvejelser om den civile retspleje
2.1. Tidligere ændringer af den civile retspleje samt initiativer til
nedbringelse af sagsbehandlingstiden ved domstolene
2.2. Overvejelserne i Retsplejerådet og Småsagsudvalget
2.3. Dommerforeningens og advokatrådets forslag om en reform af den civile
retspleje
2.4. Dommerforeningens forslag om en generel reform af den civile
retspleje.
2.5. Justitsministeriets overvejelser om ændringer af retsplejelovens
regler om behandlingen af civile retssager
3. Den europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende
sagsbehandlingstiden i civile sager
3.1. Menneskerettighedsdomstolens dom i »Blødersagen«
3.2. Menneskerettighedsdomstolens praksis i øvrigt
4. Forslagene i lovforslaget
4.1. Stævningens angivelse af sagens faktiske omstændigheder
4.1.1. Gældende ret
4.1.2. Forslaget
4.2. Adgangen til at udsætte sagen i tilfælde af en af parternes
udeblivelse
4.2.1. Gældende ret
4.2.2. Forslaget
4.3. Adgangen til at udsætte sagen
4.3.1. Gældende ret
4.3.2. Forslaget
4.4. Indlevering af processkrifter
4.4.1. Gældende ret
4.4.2. Forslaget
4.5. Afholdelse af et særligt forberedende møde
4.5.1. Gældende ret
4.5.2. Forslaget
4.6. Endelige påstandsdokumenter
4.7. Adgangen til at inddrage nyt processtof i sagen (nova)
4.7.1. Gældende ret
4.7.1.1. Inddragelse af nyt processtof i 1. instans
4.7.1.2. Adgangen til at fremsætte nye påstande i ankeinstansen
4.7.2. Forslaget
4.7.2.1. Adgangen til indragelse af nyt processtof i 1. instans
4.7.2.2. Adgangen til at fremsætte nye påstande i ankeinstansen
4.8. Frist for afsigelse af dom
4.8.1. Gældende ret
4.8.2. Forslaget
4.8.3. Dommens indhold
4.9. Forkyndelse af stævninger
4.9.1. Gældende ret
4.9.2. Forslaget
4.10. Efteruddannelse af advokatfuldmægtige
4.10.1. Gældende ret og baggrunden for forslaget
4.10.2. Justitsministeriets overvejelser
5.1. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
5.2. Erhvervsøkonomiske konsekvenser
6. Hørte myndigheder m.v.
1. Indledning
I de senere år har domstolenes rolle ved afgørelsen af tvister i civile
sager givet anledning til debat og overvejelser.
Dette har bl.a. ført til, at Den Danske Dommerforening og Advokatrådet i
februar 1996 fremlagde et reformforslag vedrørende den civile retspleje.
Forslaget indeholder en lang række punkter, herunder om meget omfattende
ændringer af de gældende regler. Der foreslås også en række mindre ændringer
med det formål at sikre en hurtigere behandling af civile retssager.
Overvejelser om ændringer er i øvrigt i gang i Justitsministeriets
Småsagsudvalg og i Retsplejerådet, og det er endvidere hensigten at nedsætte
et udvalg eller en kommission, der skal udarbejde forslag til en
gennemgribende reform af den civile retspleje.
Det, der først og fremmest presser sig på, er imidlertid at sikre, at
civile retssager ikke trækker unødigt længe ud.
I civile retssager sker forberedelsen af sagen og forelæggelsen for retten
ved parternes foranstaltning, og det er i meget vidt omfang parterne, der
afgør, hvilke oplysninger der skal tilvejebringes for at belyse sagen.
Varigheden af sagen, fra stævning udtages og til, der foreligger en afgørelse
fra retten, afhænger således i høj grad af parterne.
Retten har dog også pligt til at sørge for, at sagen fremmes. Denne pligt
fremgår bl.a. af retsplejelovens § 150, hvorefter dommeren »drager
omsorg for så vidt muligt at fjerne alt, hvad der til unytte trækker
forhandlingen i langdrag, og slutte forhandlingens enkelte dele, når han
anser det foreliggende emne for tilstrækkeligt behandlet.«.
Formålet med dette lovforslag er at understrege rettens pligt til at
tilgodese hensynet til, at retssager ikke trækker unødigt længe ud.
Forslagene bygger i vidt omfang på punkter i Dommerforeningens og
Advokatrådets reformforslag fra februar 1996.
En hurtigere sagsbehandling skal bl.a. sikres ved at give dommere bedre
instrumenter til at styre sagsgangen og fremskynde sagerne. Dommerne får
således adgang til i videre omfang at afskære nye påstande m.v., der
fremkommer på et sent tidspunkt, og til at afslå anmodninger om
udsættelse af sagen, og der indføres sanktioner for overskridelse af
frister for indlevering af processkrifter .
Der skal i flere sager afholdes et særligt forberedende møde til
planlægning af sagens forløb, og retten får adgang til at pålægge parterne at
indlevere et endeligt påstandsdokument , således at alle relevante
argumenter og oplysninger kommer frem i god tid inden domsforhandlingen.
Endelig indføres der en frist for afsigelse af domme på 6 uger fra
sagens optagelse til dom i byretssager og 3 måneder i landsretssager.
Lovforslaget indeholder endvidere bl.a. en ophævelse af adgangen til at
fremsende stævninger med almindelig post . Det indebærer, at retten i
alle civile sager skal forkynde stævningen for sagsøgte.
Der foreslås også en ændring af retsplejelovens § 126 om god advokatskik.
Formålet er at fastslå, at en advokat skal medvirke til sin
advokatfuldmægtigs deltagelse i den teoretiske efteruddannelse, som er blevet
obligatorisk for advokatfuldmægtige fra den 1. januar 1997.
De enkelte punkter i lovforslaget er nærmere beskrevet under pkt. 4 i de
almindelige bemærkninger nedenfor.
I pkt. 3 beskrives de krav til sagsbehandlingstiden i civile sager, som
kan udledes af praksis fra Den europæiske Menneskerettighedsdomstol. Et mere
fyldigt notat om menneskerettighedskonventionens krav til domstolenes
sagsbehandlingstid er medtaget som bilag 2 til lovforslaget.
Som nævnt ovenfor behandles spørgsmål vedrørende den civile retspleje for
tiden i Justitsministeriets Småsagsudvalg og i Retsplejerådet. Dette arbejde
er beskrevet nærmere nedenfor under pkt. 2.2. Under pkt. 2.3. beskrives
reformforslaget fra Den danske Dommerforening og Advokatrådet og under pkt.
2.4. et forslag fra Dommerforeningen om en generel reform af den civile
retspleje. Justitsministeriets overvejelser om den civile retspleje er
beskrevet under pkt. 2.5. I pkt. 2.1. beskrives Justitsministeriets øvrige
initiativer til nedbringelse af sagsbehandlingstiden ved domstolene.
2. Overvejelser om den civile retspleje
2.1. Tidligere ændringer af den civile retspleje samt initiativer til
nedbringelse af sagsbehandlingstiden ved domstolene
Den civile retspleje er løbende genstand for overvejelser, og reglerne i
retsplejeloven om de civile sager har gennem årene også undergået store
ændringer. De mest væsentlige ændringer er blevet gennemført i flere omgange.
De seneste større reformer skete i 1979, hvor sagsbehandlingsreglerne blev
helt omarbejdet, og i 1981, hvor reglerne om advokater blev revideret. I 1986
blev værnetingsreglerne moderniseret, i 1988 blev der gennemført nye regler
om fri proces og retshjælp, og i 1989 blev reglerne om retternes saglige
kompetence ændret. Endelig blev reglerne om procesbevillinger ændret i 1995
ved oprettelsen af Procesbevillingsnævnet.
Særligt med henblik på at nedbringe sagsbehandlingstiderne ved retterne
blev der ved en lovændring i december 1995 gennemført en permanent ordning
med 4 rejsedommere, der skal yde bistand til arbejdsmæssigt særligt belastede
byretter. Der blev også mulighed for af ressourcemæssige grunde at flytte
større straffesager til en anden byret. Denne lov skal sikre en bedre
udnyttelse af retternes ressourcer også med henblik på at opnå en hurtigere
behandling af civile retssager.
For at nedbringe sagsbehandlingstiden er der endvidere i de seneste år
tilført retterne yderligere ressourcer. I 1992 og 1993 blev der etableret 4
nye afdelinger i Vestre Landsret, og der er etableret 3 nye afdelinger i
Østre Landsret. Også bl.a. Københavns Byret har fået tilført ekstra
dommerstillinger og kontorpersonale.
Herudover er der med positivt resultat gennemført en ændret struktur med
inddeling i sektioner i landsretterne bl.a. med henblik på at effektivisere
den administrative del af sagsbehandlingen. En tilsvarende opdeling er delvis
gennemført i Københavns Byret.
Ved vedtagelsen af finansloven for 1997 blev der tilført yderligere 20
mio. kr. til domstolene. Det er en forudsætning for halvdelen af disse ekstra
midler, at Justitsministeriet inden den 1. april 1997 udarbejder en
handlingsplan for de initiativer, der på kort sigt skal iværksættes med
henblik på at sikre en hurtigere sagsbehandling med øget processtyring ved
domstolene. Arbejdet med udarbejdelse af handlingsplanen foregår i samarbejde
mellem Justitsministeriet og de berørte personaleorganisationer.
De 20 mio. kr. skal bl.a. anvendes til en styrkelse af de to landsretter
og Københavns byret - navnlig som følge af de mange store og langvarige
sager, der behandles ved disse retter.
For at følge udviklingen i sagsbehandlingstiderne udarbejder
Justitsministeriet i øvrigt kvartalsvise berammelsesstatistikker bl.a. over
berammelsestiderne i straffesager og civile sager på grundlag af
indberetninger fra embederne. Disse statistikker, der indeholder oplysninger
om de enkelte byretters berammelsestider, benyttes som et vigtigt
styringsinstrument, der bl.a. gør det muligt for landsretspræsidenterne at
fordele rejsedommerne efter det aktuelle behov ved embederne.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at dette styringsinstrument har
været en væsentlig faktor i den fortsatte positive udvikling i byretternes
gennemsnitlige berammelsestider (dvs. den tid, der går fra forberedelsens
afslutning, til retten kan domsforhandle sagen).
Administrativt er der inden for de seneste 3-4 år taget en række
yderligere initiativer, der alle sigter mod at effektivisere og styre
sagsbehandlingen.
Det vigtigste led i denne proces er udviklingen af
edb-sagsbehandlingssystemer på de forskellige sagsområder ved domstolene. I
forbindelse med disse projekter gennemgås og revurderes forretningsgangene i
sagsbehandlingen, hvorved det sikres, at sagsbehandlingen foregår på en
hensigtsmæssig og effektiv måde i overensstemmelse med de lovregler, der
gælder på det enkelte sagsområde. Projekterne er landsdækkende og vil - når
de er indført ved alle embeder - skabe en ensartet sagsbehandling landet
over. For de civile sager er der udviklet et sagsbehandlingssystem, som i
øjeblikket testes ved 3 embeder.
I takt med indførelsen af edb-sagsbehandlingssystemerne udarbejder en
arbejdsgruppe vedrørende domstolenes statistikker forslag til, hvorledes
statistikkerne kan udvides og anvendes som et egentligt værktøj til brug for
styringen af sagsbehandlingen. Arbejdsgruppen afgav delbetænkning vedrørende
straffesagsområdet i marts 1995, og arbejder nu med statistikker for de
civile sager. Dette arbejde forventes at være afsluttet i løbet af foråret
1997.
Som led i effektiviseringen af sagsbehandlingen ved domstolene er det også
vigtigt at gøre sig klart, hvilke tidsmæssige rammer det er realistisk at
opstille for behandlingen af sager på de enkelte områder. Bl.a. med henblik
på at opstille sådanne rammer nedsatte Justitsministeriet i sommeren 1995 en
arbejdsgruppe om domstolenes sagsbehandlingstider og effektivitet.
Arbejdsgruppen har til opgave at overveje og vurdere muligheden for at
opstille mål for acceptable sagsbehandlingstider ved domstolene. Det er ikke
hensigten, at sådanne målsætninger skal fremgå af retsplejeloven.
Arbejdsgruppen forventes at have afsluttet denne del af sit arbejde inden
udgangen af 1998.
Som det fremgår, har Justitsministeriet og domstolene således gennem de
senere år iværksat en lang række initiativer, der kan medvirke til at
nedbringe sagsbehandlingstiden ved domstolene.
2.2. Overvejelserne i Retsplejerådet og Småsagsudvalget
Også med henblik på ny lovgivning er der igangsat overvejelser om den
civile retspleje. Spørgsmålet om retternes saglige kompetence overvejes
således for tiden på ny i Retsplejerådet , som skal vurdere
virkningerne af den ændring af reglerne om retternes kompetence i civile
sager, der blev gennemført i 1989, og hvorefter byretterne er den almindelige
1. instans i civile sager, men med adgang til at henvise betydningsfulde og
principielle sager til behandling ved landsretterne.
Baggrunden for disse overvejelser er bl.a. en henvendelse fra Højesteret,
hvor der peges på spørgsmålet om, hvorvidt de nugældende regler om saglig
kompetence indebærer den rette fordeling af sagerne mellem byretter,
landsretter og Højesteret.
Rådet skal i den forbindelse også inddrage spørgsmålet om appel af sager
fra Sø- og Handelsretten.
Endvidere skal Retsplejerådet vurdere hensigtsmæssigheden af de nugældende
begrænsninger af adgangen til at appellere byretsafgørelser i civile sager.
Retsplejerådet forventer at afgive betænkning i sommeren 1997.
I Justitsministeriets Småsagsudvalg overvejes en ny ordning, hvor
adgangen til retslig behandling af visse mindre krav gøres enklere, hurtigere
og billigere for parterne. Udvalget skal i den forbindelse også overveje
retshjælp til parternes vurdering af retskonflikten og til sagens
forberedelse og førelse for retten og bistand til kravets fuldbyrdelse.
Udvalget skal endvidere vurdere, om der er behov for at ændre beløbsgrænserne
for ydelse af advokatretshjælp og indtægtsbetingelserne for retshjælp og fri
proces.
Småsagsudvalgets overvejelser må forventes at munde ud i en række forslag
til meget væsentlige ændringer af behandlingen af civile retssager om mindre
krav, således at der kan gennemføres regler om en hurtigere behandling af
sådanne sager.
Småsagsudvalgets betænkning forventes at foreligge inden sommerferien 1997
og skal derefter forelægges for Retsplejerådet til udtalelse. Det vil således
formentlig i folketingsåret 1997/98 være muligt at fremsætte lovforslag på
grundlag af betænkningen.
2.3. Dommerforeningens og Advokatrådets forslag om en reform af den
civile retspleje
I sommeren 1995 nedsatte Advokatrådet og Den danske Dommerforening en
arbejdsgruppe, der skulle gennemgå den civile retspleje med henblik på at
foreslå moderniseringer af retsplejeloven. Formålet var at sikre, at den tid,
der medgår til behandlingen af den enkelte sag, bliver reduceret væsentligt,
og at medvirke til, at sagsbehandlingsreglerne i videst muligt omfang bliver
tilpasset brugernes behov.
Resultaterne af arbejdsgruppens overvejelser blev offentliggjort i februar
1996.
I reformforslaget peges bl.a. på, at der gennem de senere år har været sat
spørgsmålstegn ved, om det danske retssystem på en rimelig måde lever op til
kravene om hurtig sagsbehandling og god service. Det har også været
diskuteret, om årsagen til problemerne skulle søges i advokaternes eller
domstolenes sagsbehandling eller i manglende bevillinger. Endvidere har
regeringen og Folketinget søgt at løse problemerne, uden at de valgte
løsninger på afgørende måde har kunnet ændre offentlighedens opfattelse.
Det er efter både Den danske Dommerforenings og Advokatrådets opfattelse
afgørende vigtigt, at der hurtigt gennemføres reformer på området.
Reformforslaget indeholder således en række forslag om ændringer i
behandlingen af civile sager ved byretterne og landsretterne. Bl.a. foreslås
det, at der i retsplejeloven indføres ensartede regler om skriftlig
forberedelse, at kravene til stævningens og svarskriftets indhold skærpes, og
at der bliver faste frister for afgivelse af svarskrift. Endvidere foreslås
en udvidet brug af særligt forberedende retsmøder, indførelse af et strengere
sanktionssystem for oversiddelse af frister og strammere regler om muligheden
for at inddrage nye oplysninger (nova) samt skærpelse af reglerne om
genoptagelse. Der foreslås også obligatorisk indlevering af
påstandsdokumenter før domsforhandlingen og fastsættelse af frister for
afsigelse af dom.
I reformforslaget anføres det, at sådanne regler indebærer, at dommeren
har hovedansvaret for, at tidsforbruget under sagens forberedelse er
rimeligt, og at advokaterne sideordnet hermed har et selvstændigt ansvar for
sagens fremme.
Herudover indeholder reformforslaget bl.a. forslag om en omlægning af
retsafgiftssystemet, en særlig behandlingsmåde for sager, der ikke indeholder
tvist, men alene drejer sig om at fastslå eksistensen af et pengekrav,
såkaldte inkassosager, og regler i retsplejeloven om en behandlingsform, der
har lighed med privat voldgift. I øvrigt anbefales det, at det overvejes at
samordne reglerne om offentlig retshjælp, fri proces og retshjælpsforsikring.
2.4. Dommerforeningens forslag om en generel reform af den civile
retspleje
Den Danske Dommerforening har i september 1996 rettet henvendelse til
Justitsministeriet og foreslået, at der tages initiativ til en generel reform
af den civile retspleje.
Dommerforeningen har i sit brev bl.a. peget på, at der siden slutningen af
1980'erne har været en stor nedgang i antallet af retssager ved byretterne.
Endvidere nævnes det, at krav opgives som følge af, at behandling ved
domstolene er for langsommelig og dyr, at der bl.a. med henblik på en
lettere, hurtigere og billigere konfliktløsning oprettes stadig flere nævn,
og at undersøgelser har vist, at domstolene blandt brugerne opfattes som
noget dyrt, langsomt, kompliceret og gammeldags.
Dommerforeningen finder, at der på den baggrund er behov for at overveje
en række forhold i den civile retspleje.
Bl.a. kan der være behov for at indføre forskellige behandlingsformer til
forskellige sagstyper, en mere samarbejdspræget arbejdsform mellem dommere,
advokater og parter og nye former for bevisførelse, f.eks. telefoniske
afhøringer m.v. Det bør efter foreningens opfattelse også overvejes, hvilke
elementer i tvistløsningsformer som nævnsbehandling, voldgift og mediation
der eventuelt kan indarbejdes i den civile retspleje.
Også spørgsmålet om, hvordan borgerne kan sikres en rimelig adgang til
efterprøvelse ved domstolene af den offentlige forvaltnings afgørelser, samt
en gennemgang af ordningerne med fri proces og retshjælp samt
fogedretssystemet m.v. bør indgå i overvejelserne om ændringer i
civilprocessen.
Det er Dommerforeningens opfattelse, at en generel revision af den civile
retspleje er en meget omfattende opgave, som vil tage sin tid. Foreningen
understreger på den baggrund vigtigheden af, at de overvejelser, der foregår
i Retsplejerådet og i Småsagsudvalget, samt overvejelserne om et lovforslag
på grundlag af Advokatrådets og Dommerforeningens reformforslag ikke sættes i
stå, men opfattes som led i en samlet bestræbelse på forbedringer af
retsplejen.
2.5. Justitsministeriets overvejelser om ændringer af retsplejelovens
regler om behandlingen af civile retssager
Justitsministeriet er enig med Advokatrådet og Den Danske Dommerforening
i, at der er behov for at gennemføre reformer vedrørende den civile
retspleje.
Sådanne overvejelser er allerede i gang i Småsagsudvalget vedrørende
behandlingen af visse mindre krav, der hidrører fra private mellemværender
eller er opstået som følge af erhvervsvirksomhed. Også Retsplejerådets
overvejelser om domstolenes saglige kompetence i civile sager kan få
betydning for, hvordan retssystemet fungerer i de konkrete sager.
Overvejelserne i Retsplejerådet vedrører dog ikke direkte sagsbehandlingen i
civile retssager, men derimod spørgsmålet om, hvilke retter der skal behandle
de enkelte sagstyper.
Derimod indgår nogle af forslagene i reformforslaget fra Advokatrådet og
Dommerforeningen - herunder bl.a. forslagene om en særlig behandling af
inkassosager samt spørgsmål om retshjælp og fri proces - i Småsagsudvalgets
opgaver. På den baggrund bør udvalgets forslag efter Justitsministeriets
opfattelse afventes, inden der tages skridt til gennemførelse af mere
omfattende ændringer af procesformen for behandlingen af civile sager på de
områder, der falder sammen med arbejdet i Småsagsudvalget.
Hertil kommer, at en række af forslagene i reformforslaget fra
Dommerforeningen og Advokatrådet efter Justitsministeriets opfattelse ikke
bør gennemføres uden nærmere overvejelser. Bl.a. indebærer forslaget om
regler i retsplejeloven om skriftlig forberedelse overvejelser om, hvorvidt
en sådan behandlingsform bør være obligatorisk i alle sager, ligesom den
nærmere udformning af sådanne regler ikke bør ske, uden at domstolene
inddrages. Justitsministeriet overvejer imidlertid fortsat forslaget om
nærmere regler om skriftlig forberedelse og vil i løbet af sommeren tage
initiativ til nærmere drøftelser herom med bl.a. Dommerforeningen.
Et lignende behov for nærmere overvejelser gælder flere af
reformforslagene. Hertil kommer, at Dommerforeningen har foreslået en generel
reform af den civile retspleje.
Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at der bør
igangsættes et arbejde med mere generelle og overordnede overvejelser af den
civile retspleje. Justitsministeriet overvejer for tiden strukturen for et
sådant arbejde, som vil blive meget omfattende og involvere mange former for
sagkundskab og interesser.
Omvendt er der - bl.a. i lyset af dommen fra Menneskerettighedsdomstolen i
Blødersagen, der er beskrevet under pkt. 3.1., og sådan som også
Dommerforeningen og Advokatrådet har peget på - behov for at understrege, at
tidsforbruget ved behandlingen af civile retssager skal være rimeligt.
Justitsministeriet finder derfor, at der uanset planerne om mere generelle
overvejelser om behandlingen af civile retssager allerede nu bør tages
initiativer, der kan sikre en hurtigere behandling af civile retssager.
Derfor fremsættes dette lovforslag, der til dels bygger på tankerne og
forslagene i nogle af reformforslagene fra Advokatrådet og Dommerforeningen.
De enkelte forslag i lovforslaget er beskrevet nærmere nedenfor under pkt. 4.
3. Den europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende
sagsbehandlingstiden i civile sager.
3.1. Menneskerettighedsdomstolens dom i »Blødersagen«
Den 8. februar 1996 afsagde Den europæiske Menneskerettighedsdomstol dom i
den såkaldte »Blødersag«.
Sagen drejede sig om, hvorvidt den danske stat ved behandlingen af en
civil retssag om erstatning til blødere, der var blevet smittet med HIV ved
blodtransfusioner på danske hospitaler, havde overtrådt artikel 6, stk. 1, 1.
pkt., i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Efter denne bestemmelse
har enhver ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig
frist for en . . . domstol . . ., når der skal træffes afgørelse i en strid
om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser.
Den civile retssag var anlagt ved Østre Landsret den 14. december
1987 af Bløderforeningen mod Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen og Novo
Nordisk A/S. Under landsrettens behandling blev sagen i en lang række
tilfælde udsat efter parternes advokaters samstemmende anmodninger herom.
Udsættelserne var bl.a. begrundet i, at der var uenighed om
Bløderforeningens kompetence til at anlægge sagen, hvorefter der i en periode
på ca. 2 år var spørgsmål om enkeltpersoners indtræden i sagen som sagsøgere.
Endvidere blev sagen bl.a. udsat af hensyn til opgørelse og stillingtagen til
de konkrete erstatningskrav, der først fremkom i juni 1993, og fordi der i
mere end to år var forhandlinger om indhentelse af sagkyndige lægefaglige
erklæringer.
Sagen blev i marts 1994 berammet til domsforhandling i perioden november
1994 til januar 1995, og landsretten afsagde dom i sagen den 14. februar
1995. Ved dommen blev NovoNordisk A/S frifundet. Sundhedsministeriet og
Sundhedsstyrelsen fandtes at have handlet uagtsomt i en periode og blev dømt
til at betale en erstatning på knap 19.000 kr. til en af de i alt 8 blødere,
som landsretsdommen vedrørte.
Østre Landsrets dom blev af tre af sagsøgerne i april 1994 anket til
Højesteret . Højesterets flertal fandt, at Sundhedsstyrelsen havde
begået en klar fejl og tilkendte derfor en sagsøger erstatning med knap
230.000 kr. Da fejlen ikke havde haft betydning for smitten af de 2 andre
sagsøgere, stadfæstedes landsrettens dom for så vidt angår dem. Højesterets
dom er afsagt den 3. oktober 1996.
I august 1992 klagede sagsøgerne til Menneskerettighedskommissionen
og anførte, at retssagen ikke var blevet behandlet inden en rimelig frist,
jf. menneskerettighedskonventionens artikel 6. Kommissionen fandt enstemmigt,
at der var sket en krænkelse af denne bestemmelse i forhold til 8 klagere
(herunder et ægtepar som forældre til en bløder, der døde i august 1992), men
ikke i forhold til 2 klagere.
Ved Menneskerettighedsdomstolens afgørelse af 8. februar 1996 fandt
6 dommere , at der var sket en krænkelse af retten til at få sagen
behandlet inden en rimelig tid for 8 klagere, der var indtrådt i sagen i
november 1989, men ikke for 2 klagere, som var indtrådt i sagen i marts 1990.
3 dommere fandt ikke, at der var sket en krænkelse af konventionen.
Flertallet udtalte bl.a., at klagerne i væsentlig grad selv havde
medvirket til, at sagen trak i langdrag. Endvidere anerkendte domstolen
sagens kompleksitet, men fandt ikke, at denne alene kunne begrunde den lange
sagsbehandlingstid. Domstolene medgav også, at det havde været vanskeligt for
de danske myndigheder at tilgodese kravet om en rimelig sagsbehandlingstid.
Alligevel fandt domstolen ikke, at der blev udvist den helt særlige omhu
(exceptional diligence) for at fremme sagen, som sagens specielle karakter
krævede, fordi der var tale om personer, der led af en uhelbredelig sygdom og
havde en forkortet levetidsforventning. Dette understreges af den
kendsgerning, at 3 sagsøgere døde af AIDS før domsforhandlingen i Østre
Landsret.
Særligt vedrørende de judicielle myndigheder udtalte domstolen, at sagen
allerede havde varet i 2 år, da de første klagere indtrådte. Det måtte derfor
antages, at landsretten var bekendt med sagens hovedproblemstillinger, og
landsretten kunne således have spillet en aktiv rolle i sagens gang. Uanset
dette imødekom retten anmodningerne om udsættelse og benyttede sjældent
kompetencen til f.eks. at tvinge parterne til at redegøre for deres påstande
og anbringender, eller til at bestemme, hvem der skulle udmeldes som
sagkyndig.
Domstolen tilkendte de krænkede klagere en erstatning på hver 100.000 kr.
Dommen fra Menneskerettighedsdomstolen vil blive offentliggjort i Reports
of the Judgments and Decisions for 1996 (Case of A. and Others v. Denmark,
sagsnummer 60/1995/566/652). Dommen er i øvrigt nærmere beskrevet i
tidsskriftet EU-ret og Menneskeret nr. 3, juni 1996, side 121 f og side 127
f.
Menneskerettighedsdomstolens dom peger meget konkret på nogle forhold ved
behandlingen af »Blødersagen«, som førte til, at sagens forløb ikke
levede op til kravet om rettergang inden for en rimelig frist. Det indgår
også i afgørelsen, at der er tale om en sag, som skal behandles med
»særlig omhu«, og at statens stilling som sagsøgt i sagen har
betydning. Endelig er der dissens af 3 dommere i sagen.
Det er bl.a. på denne baggrund ikke muligt af dommen at udlede nogle mere
eksakte krav - herunder tidsfrister eller lignende - som skal være opfyldt,
for at kravet om en rimelig hurtig sagsbehandling er opfyldt. Derimod kan der
af Menneskerettighedsdomstolens øvrige praksis vedrørende for lang
sagsbehandlingstid udledes en række retningslinjer for, hvor længe
sagsbehandlingen må vare.
3.2. Menneskerettighedsdomstolens praksis i øvrigt
Menneskerettighedsdomstolen har i en række sager - herunder både
borgerlige sager og straffesager - taget stilling til, hvorvidt
sagsbehandlingstiden ved de nationale domstole har været for lang. Af de
domme, der hidtil er afsagt af Menneskerettighedsdomstolen, vedrører således
ca. 30 pct. for lang sagsbehandlingstid.
Ved vurderingen af, om sagsbehandlingstiden i en sag er i overensstemmelse
med kravet om retten til en afgørelse inden en rimelig frist, foretager
domstolen en helt konkret vurdering af hver enkelt sag. Det er ikke muligt at
fastsætte nogen absolut grænse for, hvor lang en sagsbehandlingstid må være.
Domstolen har imidlertid i praksis udviklet nogle kriterier, der indgår ved
vurderingen af, om kravet om en »rimelig frist« er overholdt.
Ved denne vurdering lægges der vægt på sagens kompleksitet . En
kompliceret sag kan begrunde en længere sagsbehandlingstid.
Derudover lægges der vægt på sagens betydning for parten . I visse
sagstyper har Menneskerettighedsdomstolen opstillet et krav om, at de
nationale myndigheder udviser særlig omhu for en hurtig behandling af sagen.
Udover sager om sagsanlæg fra personer med en dødelig sygdom, som omtalt
ovenfor i pkt. 3.1. vedrørende blødersagen, kan nævnes sager om
tvangsfjernelse af børn, sager om frakendelse af retten til at drive en
bestemt virksomhed, erstatningssager vedrørende færdselsuheld og sager om
krav på invalidepension.
Som eksempel kan nævnes sagen Borgese mod Italien, hvor
Menneskerettighedsdomstolen i en dom af 26. februar 1992 fandt, at der forelå
en krænkelse af artikel 6. Sagen drejede sig om et krav på understøttelse på
grund af uarbejdsdygtighed, og Menneskerettighedsdomstolen fandt derfor, at
der burde udvises en særlig omhu, hvilket ikke var sket. Sagsbehandlingstiden
i 2 instanser var 4 år og 10 måneder. Heraf var der en periode på 22 måneder,
hvor sagen lå stille i appelinstansen, uden at der forelå oplysninger om, at
der var sket forberedelsesskridt.
Ved vurderingen lægges endvidere vægt på parternes adfærd . Hvis
den part, som indbringer sagen for Menneskerettighedsdomstolen, således selv
har bidraget til at trække sagen i langdrag, f.eks. ved gentagne anmodninger
om udsættelse, advokatskifte, inddragelse af nye oplysninger på et sent
tidspunkt, udeblivelse fra retsmøder eller forsinkelse med indlevering af
processkrifter, vil det tale imod, at der foreligger en krænkelse af
konventionen. Parternes handlemåde fritager imidlertid ikke de nationale
domstole fra at sørge for, at sagerne fremmes med den fornødne hurtighed.
Retten har således en selvstændig pligt til ex officio at påse, at enhver sag
fremmes med den fornødne hurtighed. Denne pligt kan indebære, at det kan være
nødvendigt at afslå en anmodning om udsættelse fra en part, uanset at
modparten ikke protesterer.
Endelig lægger domstolen ved sin vurdering vægt på de kompetente
myndigheders adfærd . De kompetente myndigheder er først og fremmest de
retsinstanser, der skal afgøre sagen. Sagsbehandlingstiden hos andre
offentlige myndigheder, der inddrages i sagen som f.eks. Retslægerådet, vil
imidlertid også blive tillagt betydning. Ved vurderingen af de kompetente
myndigheders adfærd foretages en vurdering af de enkelte stadier af
sagsbehandlingen, herunder berammelsestider, sagsforberedelsen, udsættelser
og den tid, der går med udarbejdelsen af rettens afgørelse. Der vil navnlig
blive lagt vægt på, om der er såkaldte »døde perioder«, dvs.
perioder, hvor der ikke er sket noget i sagen, og hvor der ikke kan gives en
fyldestgørende forklaring på, hvorfor der ikke er sket noget.
I en dom af 25. september 1992 i sagen Abdoella v. the Netherlands fandt
Menneskerettighedsdomstolen således, at der forelå en krænkelse af artikel 6,
uanset at den periode på 4 år og 4 måneder, sagen havde varet, ikke i sig
selv var urimelig. Domstolen lagde her vægt på, at appelretten i Haag havde
været mere end 10 måneder om at sende sagens akter til Højesteret, og at
Appelretten i Amsterdam, som sagen blev henvist til, havde været mere end 11
1/2 måned om igen at sende sagsakterne til Højesteret. Der var her tale om en
straffesag, men dommens resultat må også antages at have betydning for
vurderingen af sagsbehandlingstidens længde i civile sager.
Udover at foretage en vurdering at sagens kompleksitet, sagens betydning
og parternes og de kompetente myndigheders adfærd, foretages der en samlet
vurdering af hele processen . Der foreligger ikke en krænkelse af artikel
6, blot fordi en sag er forsinket, og denne forsinkelse kan henregnes til de
kompetente myndigheder og kunne have været undgået. Det er alle sagens
omstændigheder, der også ud fra en samlet vurdering skal være tilstrækkeligt
alvorlige. En forsinkelse i et stadium af sagen kan således rettes op, hvis
retten på de efterfølgende stadier udviser særlig omhu for at sikre en hurtig
behandling.
Ressourcemangel ved domstolene, herunder et stort antal sager og et behov
for flere dommere, er ikke forhold, som efter domstolens praksis kan begrunde
en lempelse af konventionens krav til sagsbehandlingstiden.
Menneskerettighedsdomstolen har i den forbindelse udtalt, at konventionen
pålægger medlemsstaterne en pligt til at organisere deres retssystemer på en
sådan måde, at domstolene er i stand til at leve op til kravene i artikel 6,
stk. 1, herunder kravet om retten til rettergang inden en rimelig frist.
Som nævnt under pkt. 1 er der som bilag 2 til lovforslaget medtaget et
mere fyldigt notat om menneskerettighedsdomstolens krav til domstolenes
sagsbehandlingstid.
4. Forslagene i lovforslaget
Som det fremgår, beror det således på en konkret vurdering udfra de under
pkt. 3.2. nævnte kriterier, hvor lang en sagsbehandlingstid der kan anses for
rimelig i den enkelte sag. Bl.a. på den baggrund finder Justitsministeriet
det ikke hensigtsmæssigt, at der i selve loven indføres et system med faste
frister for sagernes forberedelse, berammelse til domsforhandling m.v.
Hertil kommer, at sagsbehandlingsreglerne også skal være udformet således,
at der kan anvendes den tid, der er nødvendig for en grundig forberedelse og
behandling af sagen, ligesom rettens procesledelse må have en sådan karakter,
at parterne ikke herved mister den rådighed over processen, som er et
grundlæggende princip i den civile retspleje.
Justitsministeriet har også overvejet, om en hurtigere sagsbehandlingstid
eventuelt kunne opnås ved indsættelse af en generel regel i retsplejeloven om
dommerens forpligtelse til at påse, at sagerne fremmes med den fornødne
hurtighed. Gennemførelse af en sådan regel blev overvejet i 1994. En høring
over et udkast til lovforslag viste imidlertid, at der ikke var tilslutning
til en sådan regel.
Justitsministeriet har på den baggrund fundet, at en hurtigere behandling
af civile retssager bedst kan sikres ved en række ændringer af enkelte regler
om behandlingen af civile sager. Disse forslag er beskrevet nedenfor under
pkt. 4.1 - 4.10.
Formålet med ændringerne er at understrege rettens pligt til at sørge for,
at sagsbehandlingstiden ikke bliver for langvarig. Det sker bl.a. ved at
stramme betingelserne for udsættelse af sagerne, reglerne om nova m.v., idet
det dog samtidigt skal tilgodeses, at sagerne oplyses tilstrækkeligt
grundigt, således at der kan opnås en materielt rigtig afgørelse. De
foreslåede stramninger indebærer også en opfordring til parterne om at
medvirke til en hurtigere behandling og undgå, at der går en længere periode,
hvor der f.eks. ikke arbejdes effektivt med at tilvejebringe de oplysninger,
som er nødvendige.
4.1. Stævningens angivelse af sagens faktiske omstændigheder
4.1.1. Gældende ret
En borgerlig sag indledes ved sagsøgers indlevering af en stævning til
retten.
Ifølge retsplejelovens § 348, stk. 2, nr. 4, skal stævningen indeholde en
kort fremstilling af de kendsgerninger, hvorpå påstanden støttes. Hvis
stævningen ikke opfylder dette krav, vil sagen blive afvist, jf. § 349, stk.
1. I de tilfælde, hvor sagsøgte giver møde, vil en mangelfuld
sagsfremstilling kunne udbedres under sagens gang, og en egentlig prøvelse af
stævningen sker i praksis ofte kun i de tilfælde, hvor sagsøgte udebliver, og
der bliver spørgsmål om at afsige udeblivelsesdom. For at der kan afsiges
udeblivelsesdom, hvorved sagsøgerens påstand tages til følge, kræves det, at
påstanden findes begrundet i sagsfremstillingen og det i øvrigt fremkomne. I
praksis er også meget kortfattede sagsfremstillinger i en stævning blevet
accepteret.
4.1.2. Forslaget
I forslaget fra Dommerforeningen og Advokatrådet foreslås det, at der
stilles krav om, at stævningen skal indeholde en grundig fremstilling af de
faktiske omstændigheder, sagsøgeren ønsker lagt til grund.
Justitsministeriet er enig i, at en grundig fremstilling af sagsøgers
opfattelse af sagens faktiske omstændigheder i stævningen gør det nemmere for
sagsøgte at tage stilling til sagen, således at det hurtigt bliver bragt på
det rene, hvilke faktiske omstændigheder der er tvist om, således at
bevisførelsen kan tilrettelægges bedst muligt på et tidligt tidspunkt.
Det foreslås derfor, at ændre kravet til stævningens indhold, således at
der skal gives en udførlig fremstilling af de faktiske omstændigheder, hvorpå
påstanden støttes.
Konsekvensen af, at stævningen ikke opfylder kravet til
sagsfremstillingen, er afvisning af sagen.
Justitsministeriet har overvejet, om der burde foreslås en tilsvarende
ændring af retsplejelovens § 351, stk. 4, om kravene til indholdet af et
svarskrift. Efter den gældende regel skal svarskriftet indeholde en kort
fremstilling af de kendsgerninger, hvorpå påstanden og eventuelle modkrav
støttes.
Justitsministeriet finder imidlertid ikke, at der bør ske en sådan
skærpelse af kravet til svarskrifter, idet sagsøgte langt oftere end sagsøger
vil være uden advokatbistand, når sagen indledes. Det ville forekomme
urimeligt, hvis en sagsøgt, som uden advokatbistand havde udarbejdet et
svarskrift, som blot ikke indeholdt en tilstrækkelig udførlig beskrivelse af
de faktiske omstændigheder, blev dømt som udeblevet. I et sådant tilfælde må
det anses for mere hensigtsmæssigt, at der eventuelt indkaldes til et
forberedende møde i medfør af retsplejelovens § 355, hvor sagsøgte mundtligt
kan udspørges om de faktiske forhold og om fornødent vejledes om adgangen til
advokatbistand.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 11 og de specielle
bemærkninger hertil.
4.2. Adgangen til at udsætte sagen i tilfælde af en af parternes
udeblivelse
4.2.1. Gældende ret
Sagens forberedelse
Efter indleveringen af stævningen sker der enten »mundtlig«
eller »skriftlig« forberedelse efter rettens bestemmelse, jf.
retsplejelovens §§ 351 og 352.
Ved mundtlig forberedelse , jf. retsplejelovens § 351, indkalder
retten til et møde, hvor sagsøgte skal fremlægge de dokumenter, han agter at
påberåbe sig, for så vidt de er i hans besiddelse. Hvis sagen behandles i
landsretten, skal sagsøgte endvidere fremlægge et svarskrift. Svarskriftet
skal bl.a. indeholde sagsøgtes påstand, angivelse af eventuelle modkrav og en
kort fremstilling af sagens faktum. Landsretten kan dog bestemme, at de
nævnte oplysninger i stedet kan gives mundtligt. Hvis sagen behandles i
byretten, er udgangspunktet, at sagsøgte mundtligt skal give de nævnte
oplysninger, men retten kan i stedet bestemme, at svarskrift skal fremlægges.
Sagen vil herefter typisk blive udsat på udveksling af yderligere
processkrifter (replik, duplik, m.fl.). Udvekslingen af hvert enkelt
processkrift sker typisk i et retsmøde.
Ved skriftlig forberedelse pålægger retten sagsøgte at indlevere
svarskrift samt de påberåbte dokumenter til retten - og sende genpart til
sagsøgeren - inden en nærmere angivet frist. Yderligere processkrifter
udveksles på tilsvarende måde.
Reglerne om udeblivelse
Hvis sagsøgte udebliver fra det første retsmøde eller ikke indleverer
svarskrift rettidigt, hvis svarskriftet er mangelfuldt, eller hvis sagsøgte
ikke fremlægger de nødvendige dokumenter, afsiger retten i almindelighed dom
efter sagsøgerens påstand (udeblivelsesdom), jf. retsplejelovens § 354, stk.
3 og 6. Det samme gælder som hovedregel, hvis sagsøgte udebliver fra andre
retsmøder under forberedelsen, jf. § 360. Hvis sagsøgeren udebliver eller
ikke fremlægger de dokumenter, han vil påberåbe sig, for så vidt de er i hans
besiddelse, afvises sagen, jf. § 354, stk. 1, og hvis begge parter udebliver,
hæver retten sagen, jf. § 354, stk. 2.
Retten kan imidlertid i medfør af § 354, stk. 7, undlade at tillægge en
parts udeblivelse eller manglende fremlæggelse af svarskrift eller andre
dokumenter den ovenfor nævnte virkning. Der tages herved navnlig hensyn til,
om udeblivelsen må antages at skyldes lovligt forfald, om der i øvrigt må
antages at foreligge undskyldende omstændigheder, eller om modparten ønsker
sagen udsat.
I praksis kan denne bestemmelse bl.a. anvendes til at indrømme en part en
frist til at fremlægge dokumenter eller til at afhjælpe mangler ved et
svarskrift. Bestemmelsen anvendes også, hvor det må antages, at udeblivelsen
skyldes lovligt forfald. Det må antages, at modpartens holdning tillægges
stor vægt ved rettens afgørelse.
I nogle tilfælde vil sagsøgeren være interesseret i, at der ikke straks
afsiges udeblivelsesdom, fordi det må antages, at sagsøgte i så fald vil
begære sagen genoptaget, hvilket vil være mere tidskrævende end en kort
udsættelse. Dette kan være tilfældet, hvor svarskriftet er indleveret efter
fristens udløb, eller hvor sagsøger ved, at sagsøgte vil bestride kravet og
eventuelt er repræsenteret ved en advokat.
Reglerne om genoptagelse
Den, som er dømt som udebleven, kan ikke anke dommen, medmindre der er
begået sagsbehandlingsfejl, jf. retsplejelovens § 369, stk. 4. Derimod har
den dømte efter § 367, stk. 1, krav på at få sagen genoptaget, når den
pågældende skriftligt anmoder retten herom inden 4 uger fra dommens afsigelse
eller, hvis dommen er afsagt på grundlag af en stævning, som ikke er forkyndt
for sagsøgte, inden 4 uger fra dommens forkyndelse for denne. Retten kan
undtagelsesvis genoptage sagen, hvis anmodning fremsættes senere, men inden
et år. Retten kan betinge genoptagelsen af, at den dømte betaler eller
stiller sikkerhed for de sagsomkostninger, som er pålagt ham.
Ved afgørelsen af, om genoptagelse kan ske efter udløbet af 4-ugers
fristen, lægges der bl.a. vægt på, om sagsøgte har søgt om genoptagelse
umiddelbart efter at være blevet bekendt med dommen og på, om sagsøgte har
begrundede indsigelser mod dommen.
Reglerne for sagens forberedelse og reglerne om udeblivelse og
genoptagelse gælder for alle sager i 1. instans, uanset om sagerne anlægges
ved byret eller landsret.
4.2.2. Forslaget
For at sikre en effektiv sagsbehandling er det vigtigt, at parterne møder
rettidigt og overholder de fastsatte frister for indlevering af svarskrift
m.v. Hvis parterne er klar over, at en udeblivelse eller forsinkelse som
hovedregel vil medføre konsekvenser for den pågældende, må det antages at
medvirke til, at fristerne overholdes, og at sagsbehandlingstiden dermed
nedbringes.
Justitsministeriet finder derfor, at det bør præciseres, at udsættelse i
tilfælde af udeblivelse eller fristoverskridelse kun bør ske undtagelsesvis,
f.eks. hvor der er grund til at antage, at modparten af undskyldelige grunde
er blevet forhindret i at møde eller i at overholde fristen.
De tilfælde, hvor udsættelse undtagelsesvis kan ske, kan f.eks. være
tilfælde, hvor der på grund af vanskelige vejr- og trafik forhold er grund
til at antage, at udeblivelsen skyldes undskyldelige grunde, eller tilfælde,
hvor et svarskrift er indleveret nogle få dage for sent, og hvor der ikke
ville være noget vundet ved at afsige en udeblivelsesdom, som måtte antages
straks at blive fulgt af en begæring om genoptagelse.
Det forudsættes også, at der stadig vil kunne indrømmes en sagsøgt, som
møder uden advokat, en kort frist til at udbedre et mangelfuldt svarskrift
eller fremskaffe nødvendige dokumenter.
Det forhold, at modparten ønsker sagen udsat, bør normalt ikke føre til
udsættelse, f.eks. hvis en advokat af kollegiale grunde begærer udsættelse,
når en kollega udebliver, istedet for at begære sagen afvist eller
udeblivelsesdom afsagt.
Hvis sagen afvises, kan sagsøger anlægge ny sag, og hvis der afsiges
udeblivelsesdom, kan sagen begæres genoptaget som beskrevet ovenfor. Den
part, som er udeblevet, vil imidlertid normalt komme til at betale de af
modpartens sagsomkostninger, som er forårsaget af udeblivelsen, uanset om den
pågældende vinder sagen. Sagsøger må endvidere betale ny retsafgift. Den
foreslåede stramning giver således begge parter et betydeligt incitament til
at overholde fristerne.
Om den foreslåede bestemmelse henvises i øvrigt til de specielle
bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 20.
4.3. Adgangen til at udsætte sagen
4.3.1. Gældende ret
Ifølge retsplejelovens § 345 kan retten udsætte behandlingen af en sag,
når dette findes hensigtsmæssigt, herunder for at afvente en administrativ
eller retlig afgørelse, der vil kunne få indflydelse på sagens udfald.
Udsættelse kan ske enten på rettens eget initiativ eller efter begæring af en
eller begge parter. Udsættelsen kan ske på ethvert tidspunkt af sagen. Der
skal dog mere tungtvejende grunde til at udsætte en sag, jo tættere den er på
domsforhandlingen.
Udsættelse kan bl.a. ske under sagens forberedelse for at give tid til
yderligere skriftveksling, for at indhente syns- og skønserklæringer eller
for at afvente en afgørelse, der kan få betydning for sagens udfald.
Udsættelse af en berammet domsforhandling kan bl.a. ske, hvis retten,
parterne, deres advokater, vidner eller syns- og skønsmænd er forhindrede i
at møde, hvis et vidne udebliver fra domsforhandlingen, eller hvis der gives
tilladelse til at fremsætte nye påstande eller anbringender eller føre nye
beviser.
§ 345 gælder både for sagsbehandlingen i 1. instans og for behandlingen af
ankesager.
4.3.2. Forslaget
Som omtalt ovenfor under pkt. 3 fremgår det af
Menneskerettighedsdomstolens praksis, at retten i civile sager har ansvaret
for, at sagerne behandles inden rimelig tid. Det er således vigtigt, at
udsættelser kun sker, når det er påkrævet af hensyn til sagens rette
afgørelse.
Det foreslås derfor, at § 345 ændres, således at retten fremover kun kan
udsætte en sag under henvisning til, at det findes »påkrævet« og
ikke som hidtil, når det findes »hensigtsmæssigt«. Det vil fortsat
være nødvendigt at udsætte sagerne under forberedelsen for at give tid til
skriftveksling og til at indhente yderligere oplysninger, men det er vigtigt,
at udsættelserne kun sker, når det er absolut nødvendigt, også selv om
modparten ikke protesterer mod en udsættelse.
Jo tættere sagen er på domsforhandlingen, des vigtigere er det, at
udsættelser undgås. En udsættelse tæt på en berammet domsforhandling medfører
spild af rettens tid, idet det ofte er for sent at beramme en anden sag den
pågældende dag. Udsættelsen vil endvidere ofte blive langvarig, idet der kan
gå nogen tid, før retten igen har et ledigt tidspunkt, hvor også advokaterne
og parterne kan give møde. Udsættelser som følge af, at der gives tilladelse
til inddragelse af nyt processtof, vil blive begrænset som følge af
forslaget, som er omtalt under pkt. 4.6, hvorefter adgangen til inddragelse
af nyt processtof begrænses. Det kan imidlertid ikke undgås, at berammede
domsforhandlinger i et vist omfang må udsættes, fordi retten, en part, en
advokat eller et vidne m.v. har lovligt forfald.
Der henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1,
nr. 10.
4.4. Indlevering af processkrifter
4.4.1. Gældende ret
Efter at svarskriftet er afgivet, kan retten efter retsplejelovens § 353
bestemme, at yderligere processkrifter skal udveksles. I sager, hvor der er
tvist om kravet, vil der ofte under forberedelsen af sagen ske en sådan
udveksling af yderligere processkrifter, som betegnes replik og duplik m.v.
Retten kan bestemme, at processkrifterne skal fremlægges i et retsmøde
(mundtlig forberedelse), eller at de skal sendes til retten og modparten
(skriftlig forberedelse).
Hvis en part udebliver fra et retsmøde, hvor der skal fremlægges et
processkrift, medfører det udeblivelsesvirkning, som omtalt ovenfor under
pkt. 4.2.1. Hvis parten derimod møder op, men ikke fremlægger processkriftet,
eller hvis en part undlader at indsende et processkrift inden for den frist,
retten har fastsat, er konsekvensen imidlertid ikke udeblivelsesvirkning, men
at retten slutter den skriftlige forberedelse. Retten kan så indkalde
parterne til et forberedende møde, jf. § 355 som omtalt nærmere under pkt.
4.5, eller retten kan beramme sagen til domsforhandling.
I retsplejelovens § 378, stk. 1, findes en tilsvarende bestemmelse for så
vidt angår ankesager. Efter § 378, stk. 1, bestemmer retten om forberedelsen
af anken, efter at svarskriftet er afgivet, skal fortsætte ved udveksling af
yderligere processkrifter eller afholdelse af retsmøder, eller om
forberedelsen skal sluttes og sagen straks berammes til domsforhandling. Der
er ikke her knyttet retsvirkninger til undladelse af at indlevere et
processkrift.
4.4.2. Forslaget
I reformforslaget fra Dommerforeningen og Advokatrådet foreslås det, at
der indføres et sanktionssystem, hvorefter overskridelse af de af retten
fastsatte frister medfører udeblivelsesvirkning.
Justitsministeriet er enig i, at der er et behov for, at retten kan
sanktionere overskridelse af fristerne for indlevering af processkrifter. Den
gældende bestemmelse i § 353, 2. pkt., hvorefter konsekvensen er, at retten
slutter den skriftlige forberedelse, vil ofte ikke være hensigtsmæssig, idet
det i mange tilfælde vil medføre spild af rettens og modpartens tid, hvis en
sag berammes til domsforhandling uden at være tilstrækkeligt oplyst, eller
hvis parterne indkaldes til et forberedende møde, hvor man blot kan
konstatere, at der mangler indlevering af et processkrift.
Det foreslås derfor, at § 353 og § 378 ændres således, at retten kan
pålægge en part at indlevere et processkrift inden en vis frist, og at
overskridelse af fristen medfører udeblivelsesvirkning, dvs. afvisning, hvis
sagsøger overskrider fristen, og afsigelse af udeblivelsesdom, hvis sagsøgte
gør det.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 17 og 28, og til de
specielle bemærkninger til disse bestemmelser.
4.5. Afholdelse af et særligt forberedende møde
4.5.1. Gældende ret
Efter retsplejelovens § 355 kan retten indkalde parterne til et særligt
forberedende møde. Formålet med mødet er at klarlægge, på hvilke punkter
parterne er uenige, samt at tilrettelægge bevisførelsen. Mødet kan endvidere
danne grundlag for forligsforhandlinger, og det kan anvendes til at lægge en
tidsplan for sagens videre forløb.
§ 355 blev indsat i retsplejeloven ved lov nr. 260 af 8. juni 1979 om
ændring af retsplejeloven. Loven byggede på betænkning nr. 698/1973 om
behandling af borgerlige sager. Ifølge lovudkastet i betænkningen skulle
retten indkalde til et forberedende møde, når den skriftlige forberedelse var
afsluttet, medmindre yderligere forberedelse skønnedes ufornøden. I det
lovforslag, som blev fremsat på grundlag af betænkningen, blev bestemmelsen
imidlertid ændret, således at det i videre omfang blev overladt til rettens
skøn, om et sådant møde skal afholdes. Ændringen skyldtes, at mundtlig
forberedelse blev opretholdt i videre omfang end forudsat i betænkningens
lovudkast.
4.5.2. Forslaget
I reformforslaget fra Dommerforeningen og Advokatrådet foreslås det, at
retten som altovervejende hovedregel skal afholde et forberedende møde efter
§ 355, når svarskrift foreligger, og at mødet undtagelsesvis kan undlades,
hvis parterne er enige om, at sagen istedet kan berammes til domsforhandling.
Justitsministeriet er enig i, at det forberedende møde er et vigtigt
instrument for rettens styring af sagen, og at en fastlæggelse på et tidligt
tidspunkt af, hvilke omstændigheder der skal gøres til genstand for
bevisførelse, og hvordan bevisførelsen skal ske, kan medvirke til at begrænse
tidsforbruget for både retten og parterne. Det foreslås derfor, at der bør
afholdes et særligt forberedende møde, medmindre retten finder det
overflødigt. I de tilfælde, hvor sagen straks efter modtagelsen af
svarskriftet kan berammes til domsforhandling, vil et § 355-møde som
hovedregel være overflødigt. Det samme må antages at være tilfældet i en del
ukomplicerede sager, hvis der ved den pågældende ret anvendes mundtlig
forberedelse, og retten dermed ved de retsmøder, der afholdes under
forberedelsen, har mulighed for at søge parternes synspunkter afklaret.
Det foreslås endvidere, at det i § 355 præciseres, at mødet også så vidt
muligt skal anvendes til at tilrettelægge sagens videre gang, således at der
fastsættes så præcise tidsrammer som muligt for de eventuelle yderligere
skridt under forberedelsen, som findes nødvendige.
Efter forslaget overlades det til retten at bestemme, på hvilket stadium
af sagen der er behov for mødet. I mange tilfælde og særligt, hvis en af
parterne er selvmøder og har vanskeligt ved at udtrykke sig skriftligt, vil
det være hensigtsmæssigt at afholde mødet umiddelbart efter afgivelsen af
svarskriftet. I andre tilfælde, f.eks. hvor parterne fra starten er enige om,
hvilke oplysninger der skal indhentes f.eks. gennem syn og skøn, vil det være
hensigtsmæssigt at afholde mødet på et senere tidspunkt.
Der henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1,
nr. 21 og 22.
4.6. Endelige påstandsdokumenter
I reformforslaget fra Advokatrådet og Den Danske Dommerforening foreslås
det, at der inden 4 uger før domsforhandlingen skal afgives endelige
påstandsdokumenter, som skal indeholde en opsummering og præcisering af
parternes påstande og anbringender samt angive bevisførelse.
Påstandsdokumenterne kan bestå i en henvisning til et tidligere afgivet
processkrift.
Justitsministeriet finder, at indførelsen af sådanne endelige
påstandsdokumenter kan være et egnet instrument til at sikre, at sager, der
berammes til domsforhandling, også i god tid inden domsforhandlingen er
gennemarbejdet, så der ikke fremkommer nye oplysninger i sidste øjeblik. Hvis
en part i forbindelse med udarbejdelsen af påstandsdokumentet bliver
opmærksom på, at der mangler så vigtige oplysninger, at en udsættelse af
sagen er nødvendig, vil fristen endvidere føre til, at begæringen om
udsættelse kommer på et tidspunkt, hvor retten stadig kan nå at beramme en
anden sag på det pågældende tidspunkt, så rettens tid ikke går til spilde.
Det foreslås derfor, at retten kan pålægge parterne inden
domsforhandlingen at indlevere et endeligt påstandsdokument til retten. Efter
forslaget skal ordningen ikke være obligatorisk. Det er således op til retten
at afgøre, om der er behov for påstandsdokumenter, idet det må antages, at en
del sager vil være så ukomplicerede, at det vil være overflødigt at kræve
påstandsdokumenter.
Der foreslås endvidere ikke i loven fastsat en bestemt frist for
tidspunktet for indlevering af påstandsdokumenter. Det skyldes, at det findes
mest hensigtsmæssigt, at retten afhængig af sagens karakter m.v. kan bestemme
dette tidspunkt.
Hvis påstandsdokumenterne ikke indleveres rettidigt, er konsekvensen, at
sagen afvises, hvis det er sagsøger, der ikke indleverer et påstandsdokument,
og at der afsiges udeblivelsesdom, hvis det er sagsøgte.
For at formålet med påstandsdokumenterne ikke skal forspildes, er det
nødvendigt at begrænse adgangen til at inddrage nyt processtof efter
indleveringen af påstandsdokumenterne. Det foreslås derfor, at udvidelse af
påstandene, fremsættelse af nye anbringender og førelse af nye beviser efter
dette tidspunkt kun kan ske med rettens tilladelse og kun i det omfang,
betingelserne i § 363, stk. 1, er opfyldt. Dette indebærer, at den
begrænsning af adgangen til at inddrage nyt processtof, som gælder under
selve domsforhandlingen, vil gælde allerede fra indleveringen af
påstandsdokumenterne. Om reglerne om inddragelse af nyt processtof henvises
til pkt. 4.7. nedenfor.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 23, og de specielle
bemærkninger hertil.
4.7. Adgangen til at inddrage nyt processtof i sagen (nova)
4.7.1. Gældende ret
4.7.1.1. Inddragelse af nyt processtof i 1. instans
Fra forberedelsens afslutning til domsforhandlingens begyndelse gælder
reglen i retsplejelovens § 357, stk. 1, der fastsætter en række
indskrænkninger i adgangen til at fremkomme med nye påstande og anbringender
og fremsætte begæring om nye beviser m.v. Hvis en part vil fremkomme med nye
påstande, anbringender eller nye beviser, skal han give retten og modparten
meddelelse herom. Hvis modparten ikke vil give samtykke til inddragelsen af
nyt processtof, må han inden en uge efter at have modtaget meddelelsen give
retten og den anden part underretning herom. Retten skal så afgøre, om
udvidelsen af påstandene, fremsættelsen af nye anbringender eller førelsen af
nye beviser kan tillades. Rettens afgørelse træffes efter retsplejelovens §
363, som er omtalt nedenfor. Retten kan derimod ikke på dette stadium af
sagen af egen drift nægte, at der inddrages nyt processtof i sagen.
Efter § 357, stk. 2, skal formalitetsindsigelser, der kan frafaldes,
fremsættes i svarskriftet eller, hvis sagen ikke forberedes skriftligt, i det
1. retsmøde under forberedelsen. En formalitetsindsigelse, der kan frafaldes,
kan f.eks. være en indsigelse om, at sagen ikke er anlagt ved rette
værneting, eller om, at sagen skulle have været behandlet ved voldgift. Hvis
en sådan indsigelse fremsættes senere, finder den ovenfor omtalte bestemmelse
i § 357, stk. 2, tilsvarende anvendelse.
Hvis anmodningen om inddragelse af nyt processtof først fremsættes efter,
at domsforhandlingen er begyndt, kan tilladelse til inddragelse af nyt
processtof, hvis modparten protesterer herimod, kun gives, jf. § 363, stk. 1,
nr. 1-3, hvis det må anses for undskyldeligt, at ændringen af påstanden eller
fremsættelsen af de nye anbringender ikke er sket inden domsforhandlingen (§
363, stk. 1, nr. 1), hvis modparten har tilstrækkelig mulighed for at
varetage sine interesser uden udsættelse af domsforhandlingen (§ 363, stk. 1,
nr. 2), eller hvis nægtelse af tilladelsen vil kunne medføre et
uforholdsmæssigt tab for parten (§ 363, stk. 1, nr. 3).
Efter § 363, stk. 3, kan retten også i tilfælde, hvor modparten ikke
protesterer, modsætte sig udvidelse af påstande, fremsættelse af nye
anbringender eller førelse af nye beviser. I praksis vil modpartens holdning
dog oftest være afgørende for, om inddragelse af nyt processtof kan ske.
Hvis det nye processtof ikke tillades inddraget under sagen i 1. instans,
kan det søges inddraget under en anke. Adgangen til inddragelse af nova i
ankesager er imidlertid ikke ubegrænset. Reglerne herom findes i
retsplejelovens §§ 380-384 og indeholder både begrænsninger i adgangen til at
inddrage processtof, som ikke har været inddraget i 1. instans, og
begrænsninger i adgangen til at inddrage processtof, som først gøres gældende
på et sent tidspunkt under ankesagen. Det forhold, at der går en vis tid, før
sagen kommer for i ankeinstansen, vil dog ofte føre til, at modparten har
tilstrækkelig tid til at varetage sine interesser, og at retten derfor vil
give tilladelse til at inddrage det nye processtof. Reglerne om fremsættelse
af nye påstande i ankeinstansen er nærmere gennemgået nedenfor under
pkt. 4.7.1.2.
4.7.1.2. Adgangen til at fremsætte nye påstande i ankeinstansen
Ankesagens indledning
Anke sker ved indlevering af en ankestævning til ankeinstansen.
Ankestævningen skal bl.a. indeholde appellantens påstand, jf. retsplejelovens
§ 373.
Retten lader herefter ankestævningen forkynde for indstævnte og pålægger
denne at afgive svarskrift enten i et retsmøde eller ved indlevering til
retten inden en vis frist, jf. § 375. Svarskriftet skal bl.a. indeholde
indstævntes påstand, jf. § 376. Såfremt indstævnte påstår stadfæstelse af den
indankede dom og ikke ønsker at påberåbe sig nye anbringender eller beviser,
er afgivelse af svarskrift unødvendigt. Hvis svarskrift ikke afgives
rettidigt, anses indstævnte for at have påstået stadfæstelse, jf. § 377, stk.
2.
Fremsættelse af nye påstande
Påstande, som ikke er fremsat i ankestævningen eller svarskriftet, men som
har været gjort gældende i forrige instans, kan frit fremsættes under
forberedelsen i landsretten. Hvis sådanne påstande først fremsættes efter, at
forberedelsen er afsluttet, kan retten nægte dem fremsat, såfremt de burde
have været fremsat tidligere under anken.
Påstande, som ikke har været fremsat i forrige instans, kan - hvis
modparten protesterer - kun fremsættes med rettens tilladelse, jf. § 383.
Dette gælder også nye anbringender. Hvis påstandene eller anbringenderne
heller ikke har været fremsat under forberedelsen af anken, kan retten nægte
parten adgang til at fremsætte dem, selv om modparten ikke protesterer, jf. §
383, stk. 3. Hvis de nye påstande eller anbringender, vil gøre det nødvendigt
for retten at tage stilling til forhold, som ikke har foreligget for den
foregående instans, kan retten også nægte dem fremsat, selv om modparten ikke
protesterer.
Adgangen til at hæve sagen
Appellanten kan ikke hæve ankesagen efter, at ankestævningen er forkyndt
for indstævnte, hvis denne i et rettidigt afgivet svarskrift fremsætter anden
påstand end stadfæstelse og ønsker sagen fremmet, jf. § 379, 1. pkt.
Appellanten kan heller ikke hæve sagen, hvis indstævnte ændrer en tidligere
nedlagt påstand om stadfæstelse inden 2 uger efter, at indstævnte har fået
meddelelse fra retten om, at appellanten vil hæve sagen, jf. § 379, 2. pkt.
4.7.2. Forslaget
4.7.2.1. Adgangen til inddragelse af nyt processtof i 1. instans
I reformforslaget fra Den Danske Dommerforening og Advokatrådet foreslås
det, at reglerne om nova strammes op både i 1. instans og i ankeinstansen.
Justitsministeriet er enig i, at det er af stor vigtighed for en hurtig
behandling af en sag, at det på et tidligt tidspunkt af sagen gøres klart,
hvilke påstande og anbringender der gøres gældende, og hvilke beviser der
skal føres. Formålet med reglerne om nova er at sikre, at dette sker. En
stramning af reglerne om nova vil derfor medvirke til, at parterne er mere
omhyggelige med fra starten at undersøge sagerne til bunds og skaffe de
relevante oplysninger, idet de ellers vil risikere at blive afskåret fra at
inddrage oplysningerne i sagen.
Som omtalt ovenfor under pkt. 3.2. har retten en selvstændig pligt til at
sikre, at sagerne ikke trækker unødigt længe ud. Det kan måske ikke
udelukkes, at en advokat af kollegiale årsager i nogle tilfælde vil afholde
sig fra at protestere mod, at modpartens advokat inddrager nye oplysninger i
sagen, eller at modparten ikke er tilstrækkelig opmærksom på, at inddragelsen
af de nye oplysninger vil forsinke sagen. Justitsministeriet finder derfor,
at der er et behov for, at retten også inden domsforhandlingen kan nægte en
part adgang til at inddrage nyt processtof, uanset at modparten ikke
protesterer. En sådan adgang indføres ved den foreslåede ændring af
retsplejelovens § 357, hvorefter retten, uanset at modparten ikke har nægtet
at samtykke, kan modsætte sig udvidelse af påstande, fremsættelse af nye
anbringender og førelse af nye beviser eller fremsættelse af
formalitetsindsigelser, som ikke er fremsat i svarskriftet eller i første
retsmøde.
Ved afgørelsen af, om retten skal modsætte sig udvidelsen, bør retten
udover de hensyn, der er anført i § 363, stk. 1, som er omtalt under pkt.
4.6.1.1., især lægge vægt på, om udvidelsen vil medføre en udsættelse af en
berammet domsforhandling, eller at berammelsen af domsforhandlingen vil blive
væsentligt forsinket. Hvis inddragelsen af nyt processtof ikke kræver en
udsættelse af sagen, vil der som udgangspunkt ikke være grundlag for at
anvende den foreslåede regel i § 357, stk. 3.
Hvis der er tale om en formalitetsindsigelse, som fremsættes på et sent
tidspunkt af sagen, vil indsigelsen, såfremt den tages til følge, medføre, at
sagen afvises. Dette vil indebære, at sagen må begynde forfra ved en anden
domstol eller ved voldgift, og der vil derfor ofte ske en betydelig
forsinkelse af sagen. I et sådant tilfælde vil en anvendelse af den
foreslåede regel i § 357, stk. 3, efter omstændighederne være berettiget,
således at fremsættelsen af indsigelsen afskæres, uanset at modparten har
samtykket.
Hvis anmodningen om inddragelse af nyt processtof først fremkommer under
domsforhandlingen, er der allerede i § 363, stk. 3, hjemmel til, at retten
kan modsætte sig inddragelsen af nyt processtof, uanset at modparten ikke
protesterer.
De hensyn, der kan føre til, at nyt processtof tillades inddraget på så
sent et tidspunkt, er opregnet i § 363, stk. 1, nr. 1-3, som er omtalt
ovenfor under pkt. 4.6.1.1.
Justitsministeriet har overvejet, om der er et behov for en stramning af
disse regler. Hvis modparten har tilstrækkelig mulighed for at varetage sine
interesser uden udsættelse af domsforhandlingen, jf. § 363, stk. 1, nr. 2,
vil der ikke af hensyn til sagens fremme være noget behov for at nægte
inddragelsen. Da hensynet til sagens fremme skal afvejes over for hensynet
til, at sagen får et materielt rigtigt resultat, bør inddragelsen heller ikke
nægtes, hvis det vil kunne medføre et uforholdsmæssigt tab for parten, jf. §
363, stk. 1, nr. 3. I disse tilfælde må en nægtelse endvidere antages ofte at
medføre, at dommen ankes. Justitsministeriet finder på denne baggrund ikke,
at der er behov for ændring af § 363, stk. 1, nr. 2 og 3.
Derimod finder Justitsministeriet, at der bør ske stramning af § 363, stk.
1, nr. 1, hvorefter tilladelse til inddragelse af nyt processtof kan gives,
hvis det må anses for undskyldeligt, at inddragelsen ikke er sket inden
domsforhandlingen.
For at tilskynde parterne til at inddrage alle relevante oplysninger
tidligst muligt, foreslås det, at § 363, stk. 1, nr. 1, ændres, således at
tilladelse til inddragelse af nyt processtof efter denne bestemmelse kun kan
gives, hvis det af særlige grunde må anses for undskyldeligt, at
ændringen af påstanden eller fremsættelsen af nye anbringender ikke er sket
inden domsforhandlingen.
Hvorvidt sådanne særlige grunde foreligger, beror på en konkret vurdering
i den enkelte sag.
I det omfang, retten anvender den foreslåede nye bestemmelse i § 256 a om
at pålægge parterne at indlevere endelige påstandsdokumenter, vil dette
medføre en yderligere indskrænkning i adgangen til at fremkomme med nyt
processtof på et sent tidspunkt, jf. nærmere ovenfor under pkt. 4.5. og de
specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 23.
Om de foreslåede bestemmelser henvises i øvrigt til de specielle
bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 24 og 26.
4.7.2.2. Adgangen til at fremsætte nye påstande i ankeinstansen
Justitsministeriet finder, at det er væsentligt for en hurtig og effektiv
behandling af ankesager, at parterne allerede ved sagens begyndelse har
overvejet sagen så grundigt, at der ikke er behov for at ændre påstandene
undervejs under ankesagen. Det må endvidere i langt de fleste tilfælde være
muligt for parterne efter, at sagen har været behandlet i en instans - eller
eventuelt i to - allerede i henholdsvis ankestævning og svarskrift at
nedlægges så præcise påstande, at der ikke som udgangspunkt er behov for
senere ændringer.
Det foreslås derfor, at § 382, stk. 1, og § 383, stk. 3, ændres, således
at retten kan nægte en part adgang til at fremsætte påstande, som ikke er
fremsat i ankestævningen eller i svarskriftet. Herved tilskyndes parterne til
at fremsætte de relevante påstande allerede ved sagens begyndelse, således at
parterne og retten herefter kan koncentrere sig om effektivt at tilrettelægge
forberedelsen og den fornødne bevisførelse.
Om retten skal nægte tilladelse, beror på en konkret vurdering af bl.a.
årsagen til, at påstanden først fremsættes på dette tidspunkt, betydningen
for den pågældende part af, at den nye påstand tillades fremsat, modpartens
adgang til at varetage sine interesser og den eventuelle forsinkelse, som den
nye påstand vil medføre for sagen.
Ændringerne vedrører kun adgangen til at fremsætte nye påstande. Der
foreslås således ikke ændringer i adgangen til at fremsætte nye anbringender
eller føre nye beviser.
Endvidere foreslås det, at § 379, 2. pkt., ophæves, således at indstævnte
ikke længere kan forhindre appellanten i at hæve sagen ved at ændre en
tidligere nedlagt påstand om stadfæstelse efter, at appellanten har anmodet
om, at sagen hæves. Justitsministeriet finder ikke, at denne adgang for
indstævnte til at fortryde sin påstand om stadfæstelse i de tilfælde, hvor
appellanten vil hæve sagen, bør opretholdes. Det skyldes bl.a., at
indstævntes påstand om stadfæstelse bør være udtryk for en grundig
overvejelse, som ikke uden videre skal kunne ændres, når modparten ved at
frafalde anken har givet udtryk for at acceptere 1. instansafgørelsen. Efter
forslaget til ændring af § 382, stk. 1, og § 383, stk. 3, ville retten
endvidere kunne nægte en sådan ændring af påstanden.
De foreslåede ændringer vedrører både ankesager, der behandles ved
landsret, og ankesager, der behandles ved Højesteret.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 29, 30 og 31, og til de
specielle bemærkninger til disse bestemmelser.
4.8. Frist for afsigelse af dom
4.8.1. Gældende ret
Efter retsplejelovens § 219 skal rettens afgørelse træffes snarest muligt
efter, at den pågældende forhandling er til ende. Domme og kendelser i
straffesager skal afsiges senest inden en uge, og hvis der har medvirket
nævninge senest dagen efter. Derimod gælder der ingen frist for afsigelsen af
domme i civile sager.
I civile sager fremsætter retterne i praksis i en del tilfælde umiddelbart
efter domsforhandlingens afslutning en tilkendegivelse, som indeholder et
forslag til forlig af sagen. Tilkendegivelsen kan gives mundtligt eller
skriftligt. Tilkendegivelsen kan indeholde et forhåndstilsagn fra retten om,
hvad en eventuel dom vil gå ud på, eller den kan indeholde et forligsforslag
ud fra friere overvejelser. Hvis parterne ikke straks kan tage stilling til,
om de vil forlige sagen, udsættes sagen ofte kortvarigt for, at parterne kan
overveje tilkendegivelsen. Hvis der ikke afgives nogen tilkendegivelse, eller
hvis tilkendegivelsen ikke accepteres af parterne, optages sagen til dom.
Ved sagens optagelse til dom vil retten ofte tilkendegive, hvornår dommen
bliver afsagt, men der er efter de gældende regler i retsplejeloven ikke
pligt til at meddele dette tidspunkt.
4.8.2. Forslaget
I reformforslaget fra Dommerforeningen og Advokatrådet foreslås det, at
retten ved domsforhandlingens afslutning skal meddele dato for
domsafsigelsen, og at dommen skal være afsagt inden 6 uger i byretssager -
dog 8 uger, hvis der fremsættes en skriftlig tilkendegivelse - og inden 3
måneder i landsretssager.
Justitsministeriet er enig i, at det må antages at have væsentlig
betydning for parterne, at dommen afsiges så hurtigt som muligt. Det er
endvidere vigtigt, at parterne straks efter afslutningen af domsforhandlingen
får at vide, hvornår dommen vil blive afsagt.
Justitsministeriet finder endvidere, at fastsættelsen af en frist for
domsafsigelsen vil være egnet til at sikre, at der ikke går mere tid end
højst nødvendigt, før dommen afsiges. De af Advokatrådet og Den Danske
Dommerforening foreslåede frister må antages at være fastsat således, at de
vil kunne overholdes, medmindre der foreligger helt særlige omstændigheder.
I overensstemmelse med forslaget fra Den Danske Dommerforening og
Advokatrådet foreslås det derfor, at retten, når sagen optages til dom, skal
tilkendegive tidspunktet for domsafsigelsen. I byretssager skal
domsafsigelsen finde sted senest 6 uger efter sagens optagelse til dom eller
kendelse og i landsretssager senest 3 måneder efter optagelsen.
Det foreslås, at fristen skal regnes fra tidspunktet for sagens optagelse
til afgørelse (dom eller kendelse). Det skyldes, at der i de sager, hvor
retten fremsætter forslag om forlig af sagen, ofte vil være behov for efter
domsforhandlingen at udsætte sagen med henblik på, at parterne får en frist
til at overveje rettens tilkendegivelse om forlig af sagen. Denne udsættelse
vil ofte være ganske kortvarig, men i meget komplicerede sager og i sager,
hvor den ene part er en offentlig myndighed, en forening eller en stor
virksomhed, kan der være behov for længere tid. I disse sager optages sagen
først til dom eller kendelse, når fristen for stillingtagen til forslaget om
forlig udløber, eller når en af parterne meddeler, at den pågældende ikke kan
acceptere tilkendegivelsen og derfor ønsker en dom.
Da fristen efter forslaget først regnes fra optagelsen, er der ikke behov
for en særlig 8-ugers frist i byretssager, hvor der afgives tilkendegivelse.
Det forudsættes, at dommene vil blive afsagt så hurtigt som muligt, og at
dette i en række sager vil være tidligere end henholdsvis 6 uger eller 3
måneder efter optagelsen. I visse sager, f.eks. forældremyndighedssager, vil
en hurtig afgørelse være af særlig stor betydning.
De anførte frister skal efter forslaget kun helt undtagelsesvis kunne
fraviges, og der skal i disse tilfælde gives en begrundelse for fravigelsen.
I § 219, stk. 2, foreslås det derfor, at retten, når særlige
omstændigheder gør det påkrævet, kan beslutte at fravige de ovenfor omtalte
frister. De særlige omstændigheder kan f.eks. være, at den sag, der skal
afgøres, er usædvanligt omfattende eller kompliceret, eller at dommeren er
forhindret i at overholde fristen f.eks. på grund af sygdom. Derimod
forudsættes det, at rettens generelle arbejdsbyrde normalt ikke kan begrunde
en fravigelse af fristerne, idet formålet med fristerne da vil forspildes.
Det foreslås, at beslutningen om at fravige fristerne ikke skal kunne
kæres, bl.a. fordi en kæresag vil påføre retten en yderligere arbejdsbyrde og
dermed yderligere forsinke domsafsigelsen.
Samtidig foreslås, at den nugældende bestemmelse i retsplejelovens § 219,
der omfatter domme både i civile sager og straffesager, deles i to
bestemmelser, § 219 og § 219 a, der vedrører henholdsvis civile sager og
straffesager.
Der henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1,
nr. 7 og 8.
4.8.3. Dommens indhold
Efter retsplejelovens § 366 a skal domme indeholde parternes påstande og
en fremstilling af sagen, herunder en gengivelse af parternes anbringender og
i fornødent omfang af deres og vidners forklaring, samt angive de faktiske og
retlige omstændigheder, der er lagt vægt på ved sagens afgørelse.
I byretssager kan retten imidlertid efter § 366 a, stk. 2, vælge at skrive
en dom uden fuldstændig sagsfremstilling (en såkaldt kort dom), hvor
sagsfremstillingen begrænses til en kort angivelse af parternes anbringender,
såfremt der samtidig gives en udførlig begrundelse for afgørelsen.
I reformforslaget fra Dommerforeningen og Advokatrådet foreslås det, at
parterne får adgang til at tilkendegive, om de ønsker en dom med en
fuldstændig sagsfremstilling, og at parternes tilkendegivelse herom skal
tilføres retsbogen. Tilkendegivelsen skal ikke være bindende for retten.
Justitsministeriet har overvejet, om en sådan regel bør medtages i
lovforslaget. Justitsministeriet har imidlertid valgt ikke at foreslå
ændringer på dette område. Det skyldes bl.a., at parternes tilkendegivelser
om, at de ønsker en dom med fuldstændig sagsfremstilling, og parternes
begrundelse herfor, må antages i praksis at blive tillagt væsentlig betydning
ved rettens afgørelse om valget af domsform.
4.9. Forkyndelse af stævninger
4.9.1. Gældende ret
Ved lov nr. 369 af 18. maj 1994 blev der i retsplejelovens § 350, stk. 2,
indsat en bestemmelse, hvorefter retten kan bestemme, at stævningen i civile
sager i 1. instans ikke skal forkyndes. I stedet fremsendes stævningen til
sagsøgte med almindeligt brev. Samtidig blev der indsat en bestemmelse i §
219, stk. 4, hvorefter de processuelle frister, som løber fra dommens
afsigelse, regnes fra dommens forkyndelse for sagsøgte, når denne er dømt som
udebleven, uden at stævningen er blevet forkyndt, og § 165, stk. 2, blev
ændret, således at udgiften ved forkyndelsen af disse domme afholdes af den,
som har begæret forkyndelsen. Reglerne indebærer, at sagsøger, for at kunne
få dommen fuldbyrdet i fogedretten, skal lade den forkynde for sagsøgte, idet
dommen først kan fuldbyrdes 14 dage efter forkyndelsen, jf. retsplejelovens §
480.
En undersøgelse foretaget af Justitsministeriet i august/september 1995
viste, at 17 byretsembeder ud af 82, herunder de 5 præsidentledede byretter i
København, Århus, Odense, Aalborg og Roskilde, på daværende tidspunkt
anvendte de nye regler, hvorefter der ikke sker forkyndelse af stævningen,
men fremsendelse af denne ved almindeligt brev til sagsøgte.
Af undersøgelsen fremgik bl.a., at ordningen generelt har været en fordel
for embedernes sagsekspedition, men 11 ud af de 17 embeder fremhævede, at
stævningsmænd og advokater var utilfredse med ordningen.
Advokatrådet har tilkendegivet, at reglerne bør ophæves, idet de medfører
et meget betydeligt administrativt arbejde for advokaterne, som skal sørge
for dommenes forkyndelse.
Der har også været en række andre problemer med ordningen, bl.a i de
sager, hvor der ved dommen tillægges statskassen omkostninger. Problemet har
her været, om retten ved inddrivelse af omkostningerne selv skulle lade
dommen forkynde, eller om retten kunne anvende den af sagsøger forkyndte dom,
og om retten i så fald skulle betale en del af forkyndelsesomkostningerne.
4.9.2. Forslaget
I reformforslaget fra Advokatrådet og Den Danske Dommerforening foreslås
det, at alle borgerlige sager indledes med en egentlig forkyndelse af
stævningen ved rettens foranstaltning.
Justitsministeriet er enig i, at de praktiske vanskeligheder for advokater
m.v. ved forkyndelse af de udeblivelsesdomme, der bliver afsagt på grundlag
af stævninger, som ikke er forkyndt for sagsøgte, har vist sig at overstige
de fordele, der for nogle retter har været forbundet med ordningen. Det må
endvidere anses for hensigtsmæssigt, at retternes fremgangsmåde ved
behandling af civile sager på dette punkt bliver ensartet, således at
advokaterne kan anvende samme praktiske fremgangsmåde ved udtagelsen af
stævninger ved alle byretter.
Det foreslås derfor i overensstemmelse med reformforslaget, at
bestemmelsen i § 350, stk. 2, hvorefter retten kan bestemme, at stævningen
ikke skal forkyndes, ophæves. Dette indebærer, at retten i alle civile sager,
skal lade stævningen forkynde for sagsøgte. En eventuel udeblivelsesdom vil
herefter ikke skulle forkyndes. Endvidere foreslås en række
konsekvensændringer, jf. lovforslagets § 1, nr. 12, 13, 15, 17, 18 og 33.
Der henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1,
nr. 14.
4.10. Efteruddannelse af advokatfuldmægtige
4.10.1. Gældende ret og baggrunden for forslaget
Ret til at få beskikkelse som advokat har enhver, der er myndig og ikke er
under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter
værgemålslovens § 7, og som ikke har anmeldt betalingsstandsning og ikke er
under konkurs. Endvidere skal den pågældende have bestået juridisk
kandidateksamen og i mindst 3 år have været i praktisk juridisk virksomhed,
jf. retsplejelovens § 119, stk. 2.
Praktisk juridisk virksomhed består i deltagelse i almindelig
advokatvirksomhed, herunder behandling af retssager, som autoriseret
fuldmægtig hos en advokat, der udøver advokatvirksomhed, eller i arbejde i en
juridisk stilling ved domstolene, anklagemyndigheden eller politiet, hvori
behandling af retssager indgår som en væsentlig del, jf. retsplejelovens §
119, stk. 3. Der er dog efter retsplejelovens § 199, stk. 4-5, mulighed for
også at meddele beskikkelse på grundlag af andre former for juridisk
virksomhed.
Efter retsplejelovens § 119, stk. 6, kan justitsministeren fastsætte
regler om, at gennemførelsen af en teoretisk efteruddannelse på områder af
særlig betydning for advokater er en betingelse for at få beskikkelse som
advokat. Sådanne regler er fastsat i Justitsministeriets bekendtgørelse nr.
1129 af 13. december 1996 om obligatorisk efteruddannelse som betingelse for
at få beskikkelse som advokat. Bekendtgørelsen finder anvendelse for
personer, der har bestået juridisk kandidateksamen efter den 1. januar 1997.
Bekendtgørelsen er udarbejdet på grundlag af en rapport om obligatorisk
efteruddannelse af advokatfuldmægtige afgivet af en arbejdsgruppe under
Justitsministeriet. I arbejdsgruppen deltog repræsentanter for
Justitsministeriet, Advokatsamfundet, Foreningen af Advokater og
Advokatfuldmægtige, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen,
Politifuldmægtigforeningen samt Københavns og Århus Universitet.
I rapporten om obligatorisk efteruddannelse af advokatfuldmægtige
anbefales det, at der indføres en obligatorisk efteruddannelse for
advokatfuldmægtige som betingelse for at opnå beskikkelse som advokat.
Formålet med den obligatoriske efteruddannelse er bl.a. at sikre en
velkvalificeret advokatstand.
I overensstemmelse med udvalgets anbefalinger er det ved den nævnte
bekendtgørelse om obligatorisk efteruddannelse fastsat, at efteruddannelsen
består af 36 kursusdage fordelt over 4 semestre. Undervisningen er praktisk
betonet og vedrører juridiske discipliner af central betydning for
praktiserende advokater. Efteruddannelsen afsluttes med en eksamen.
Det nærmere indhold af kurserne samt betaling for kurserne fastlægges i et
kursusudvalg, som nedsættes af justitsministeren. Justitsministeren skal
godkende kursusplan m.v. samt udvalgets fastsættelse af betaling for
deltagelse i uddannelsen. I 1997 er den samlede kursusafgift for hele
efteruddannelsesforløbet ca. 44.000 kr.
Der var i arbejdsgruppen om obligatorisk efteruddannelse enighed om, at
der ved en ændring af retsplejeloven bør fastsættes bindende regler om
principalers pligt til at sikre, at deres advokatfuldmægtige deltager i den
obligatoriske efteruddannelse, og at Advokatnævnet bør have mulighed for at
sanktionere tilfælde, hvor en principal lægger hindringer i vejen for, at
vedkommendes advokatfuldmægtig deltager i undervisningen. Arbejdsgruppen
anbefalede således, at det bør anses for at stride mod god advokatskik, hvis
en advokat ikke sørger for, at advokatfuldmægtigen kan deltage i
efteruddannelsen.
Arbejdsgruppen forudsatte endvidere, at advokatfuldmægtigenes
efteruddannelse betales af principalen.
Efter retsplejelovens § 126, stk. 1, skal en advokat udvise en adfærd, der
stemmer med god advokatskik. Advokaten skal herunder udføre sit hverv
grundigt, samvittighedsfuldt og i overensstemmelse med, hvad berettigede
hensyn til klienternes tarv tilsiger. Efter § 126, stk. 3, må en advokat ikke
uden for sin advokatvirksomhed i forretningsforhold eller i andre forhold af
økonomisk art udvise en adfærd, der er uværdig for en advokat.
Klager over, at en advokat har tilsidesat de pligter, der følger af
bestemmelserne i retsplejelovens § 126 eller andre bestemmelser i
retsplejeloven, kan indgives til Advokatnævnet, jf. retsplejelovens § 147 b.
Finder Advokatnævnet, at klagen er berettiget, kan nævnet tildele advokaten
en advarsel eller irettesættelse eller pålægge en bøde, jf. retsplejelovens §
147 c. Nævnet har tillige mulighed for under anvendelse af tvangsbøder at
pålægge en advokat at opfylde en pligt, der er fastsat i loven. Endelig kan
nævnet ved grov eller oftere gentagen overtrædelse helt eller delvist
frakende en advokat retten til at drive advokatvirksomhed.
Klager til Advokatnævnet kan - foruden af den krænkede selv - tillige
indgives af Advokatrådet, der fører tilsyn med advokater, jf. retsplejelovens
§ 143, stk. 2.
4.10.2. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at indførelsen af en
obligatorisk efteruddannelse for advokatfuldmægtige indebærer, at det bør
anses som en naturlig forpligtelse for fuldmægtigens arbejdsgiver at sørge
for, at arbejdet kan tilrettelægges på en sådan måde, at fuldmægtigen har
mulighed for at deltage i undervisningen og gå til eksamen.
Justitsministeriet kan på den baggrund tiltræde arbejdsgruppens forslag
om, at der gives Advokatnævnet mulighed for at sanktionere tilfælde, hvor en
principal lægger hindringer i vejen for en advokatfuldmægtigs deltagelse i
den obligatoriske uddannelse.
Justitsministeriet er ligeledes enig i, at det skal påhvile advokaten at
afholde udgiften til den obligatoriske undervisning.
Den nugældende bestemmelse om god advokatskik i § 126, stk. 1, angår først
og fremmest advokatens forhold til klienter, mens bestemmelsen i stk. 3
drejer sig om forhold uden for advokatvirksomheden. De nævnte bestemmelser
kan uanset den generelle formulering næppe antages at indebære en pligt for
advokaten til at medvirke til advokatfuldmægtiges obligatoriske
efteruddannelse og til at afholde udgifterne til uddannelsen.
Det foreslås derfor, at der indsættes et nyt stykke i retsplejelovens §
126, der udtrykkeligt giver advokaten pligt til at medvirke til, at
advokatfuldmægtigen kan deltage i efteruddannelsen, og som samtidig pålægger
advokaten at afholde udgifterne til uddannelsen.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at det vil være i strid med god
advokatskik, hvis en advokat forhindrer en advokatfuldmægtig, der er
autoriseret hos ham, i at deltage i den obligatoriske efteruddannelse, eller
undlader at betale udgifterne til undervisningen.
5.1. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
Forslaget om, at civile sager altid skal indledesmed forkyndelse af
stævningen, vil indebære et vist merarbejde for den civile stævningstjeneste
ved de retter. Forslaget skønnes dog ikke at medføre administrative og
økonomiske konsekvenser for det offentlige af betydning.
Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke
EU-retlige aspekter.
5.2. Lovforslagets erhvervsøkonomiske konsekvenser
Lovforslagets § 1, nr. 5, indebærer, at advokater, der har en autoriseret
advokatfuldmægtig, skal dække omkostningerne til den obligatoriske
efteruddannelse af advokatfuldmægtigen. Denne efteruddannelse, der består af
36 kursusdage fordelt over 4 semestre, koster i dag i alt ca. 44.000 kr. pr.
fuldmægtig.
Før indførelsen af den obligatoriske efteruddannelse af advokatfuldmægtige
deltog størsteparten af advokatfuldmægtige på frivillig basis i en stort set
tilsvarende efteruddannelse. Omkostningerne ved denne efteruddannelse blev
næsten undtagelsesfrit afholdt af advokatfuldmægtigens principal.
Lovforslagets § 1, nr. 5 kan derfor ikke forventes at medføre nævneværdige
økonomiske konsekvenser for advokaterhvervet.
6. Hørte myndigheder m.v.
Lovforslaget er samtidig med fremsættelsen sendt til høring hos:
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns Byret og retterne i
Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Advokatrådet, Foreningen af Advokater og
Advokatfuldmægtige, Stævningsmændenes Landsforening og Det Danske Center for
Menneskerettigheder.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1 Til nr. 1 (§ 4, stk. 2)
Ændringen er en konsekvens af, at landsretterne er blevet tilført
yderligere ressourcer, således at Østre Landsret nu består af en præsident og
52 andre landsdommere, mens Vestre Landsret består af en præsident og 35
andre landsdommere.
Til nr. 2 og 3 (§§ 16 a, stk. 1, og 17, stk. 1)
Ændringen er en konsekvens af, at der nu er gennemført en
administrationsordning ved retten i Haderslev, således at den ene af rettens
to dommere er udnævnt som administrerende dommer.
Til nr. 4 (§ 41, stk. 5)
§ 41, stk. 5, indeholder en henvisning til reglerne i § 219 om en
domfældts ret til at få en udskrift af dommen. Ændringen af § 41 er en
konsekvens af forslaget i § 1, nr. 8, til en ny § 219 a, som indeholder
reglerne om afsigelse af domme i straffesager.
Til nr. 5 (§ 126, stk. 3).
Ændringen fastsætter, at det vil stride mod god advokatskik, hvis en
advokat ikke tilmelder sin autoriserede fuldmægtig til den teoretiske
efteruddannelse, der er en betingelse for at opnå beskikkelse som advokat.
Det samme gælder, hvis advokaten i øvrigt lægger hindringer i vejen for
fuldmægtigens deltagelse i de obligatoriske kurser, f.eks. ved at nægte den
pågældende tjenestefri i de 36 kursusdage, som efteruddannelsen varer, eller
ved ikke at sørge for, at advokatfuldmægtigens arbejde kan tilrettelægges med
henblik på kursusdeltagelsen.
Advokaten er samtidig forpligtet til at afholde selve kursusafgiften.
Derimod stilles der ikke efter den foreslåede bestemmelse krav om, at
advokaten afholder andre omkostninger forbundet med fuldmægtigens deltagelse
i kurset f.eks. transportudgifter. Der stilles heller ikke krav om, at
fuldmægtigen skal have løn i de 36 dage, hvor han har tjenestefri med henblik
på deltagelse i efteruddannelseskursus. Sådanne krav vil imidlertid kunne
følge af andre forhold, f.eks. ansættelsesretlige regler eller aftaler.
Klager over, at en advokat har tilsidesat sine forpligtelser efter den
foreslåede bestemmelse, kan indgives til Advokatnævnet, jf. § 147 b. En klage
kan indgives både af fuldmægtigen selv og af Advokatrådet. Advokatrådet fører
et almindeligt tilsyn med advokater, jf. retsplejelovens § 143, stk. 2, og
vil i den anledning - også uden at advokatfuldmægtigen selv har udtrykt ønske
om, at der rejses en klagesag mod advokaten - kunne indbringe et spørgsmål om
overtrædelse af den foreslåede bestemmelse for Advokatnævnet.
I øvrigt henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.10.
Til nr. 6 (§ 165, stk. 2)
Ændringen er en konsekvens af forslaget om, at retten i alle civile sager
skal forkynde stævningen for sagsøgte. Der er herefter ikke længere behov for
den nugældende regel i § 165, stk. 2, hvorefter vederlaget for forkyndelse af
udeblivelsesdomme, som er afsagt uden, at stævningen har været forkyndt for
sagsøgte, betales af den, som ønsker forkyndelsen foretaget.
Til nr. 7 (§ 219)
Efter forslaget samles reglerne om afsigelse af domme i civile sager i §
219, mens reglerne om afsigelse af domme i straffesager findes i den
foreslåede nye bestemmelse i § 219 a.
Stk. 1, 1. pkt., svarer til den nugældende § 219, stk. 1, 1. pkt.
Efter de foreslåede bestemmelser i stk. 1, 2.- 4. pkt. , skal
retten, når sagen optages til dom eller kendelse, tilkendegive, hvornår
dommen vil blive afsagt. I byretssager skal dommen afsiges senest 6 uger og i
landsretssager senest 3 måneder efter optagelsen. Tidspunktet for
domsafsigelsen kan ændres af retten uden begrundelse, så længe disse frister
ikke overskrides. Retten skal i så fald meddele parterne det nye tidspunkt.
Fristen regnes fra sagens optagelse til dom eller kendelse. Det indebærer,
at fristen i de sager, hvor sagen efter domsforhandlingen udsættes med
henblik på, at parterne kan tage stilling til et forslag fra retten om forlig
af sagen, først regnes fra udløbet af fristen for svar på rettens
tilkendegivelse om forlig eller fra det tidspunkt, hvor en af parterne
meddeler, at tilkendegivelsen ikke kan accepteres, og at sagen ønskes optaget
til dom. Retten skal så på dette tidspunkt tilkendegive, hvornår dommen vil
blive afsagt.
I stk. 2 foreslås det, at de i stk. 1 nævnte frister kan fraviges,
hvis ganske særlige omstændigheder gør det påkrævet. Beslutningen om
fravigelsen af fristerne skal begrundes. Særlige omstændigheder, der kan
begrunde en fravigelse af fristerne, kan f.eks. være forfald hos et af
rettens medlemmer, eller at der er tale om en usædvanligt kompliceret sag.
Rettens generelle arbejdsbyrde vil derimod ikke kunne anvendes som
begrundelse, bortset fra ganske særlige tilfælde, hvor der er tale om en
ekstraordinær belastning af et embede indenfor et kortere tidsrum, hvor det
ikke har været muligt at skaffe assistance ved hjælp af rejsedommerordningen.
Der kan f.eks. forekomme tilfælde, hvor et mindre dommerembede rammes af
sygdom og samtidig belastes af større straffesager, der haster, fordi de
tiltalte er varetægtsfængslede.
Beslutningen om at fravige fristerne kan træffes i forbindelse med, at det
tilkendegives, hvornår dommen vil blive afsagt, eller på et senere tidspunkt,
hvor retten bliver klar over, at dommen ikke vil være færdig på det
tidspunkt, som tidligere er tilkendegivet. I beslutningen skal angives de
grunde, der gør, at fristen ikke kan overholdes.
Fristerne gælder også for domme og kendelser, der afsiges i sager, der
behandles ved skifteret eller fogedret.
Stk. 3 svarer til den nugældende § 219, stk. 2. Ved domsafsigelsen
skal hele dommen foreligge i renskrevet form, således at en domsudskrift
straks kan udleveres til parterne. Det er således ikke tilstrækkeligt, at
domskonklusionen er udarbejdet skriftligt.
Til nr. 8 (§ 219 a)
Den foreslåede bestemmelse i § 219 a indeholder reglerne om afsigelse af
domme i straffesager og svarer med enkelte afvigelser til de gældende regler.
Stk. 1 og 2 svarer til den nugældende § 219, stk. 1 og 2, bortset
fra, at bestemmelsen i det gældende stk. 2 om, at hele dommen skal være
skriftligt udarbejdet, er udeladt. I praksis afsiges domme i straffesager
meget ofte umiddelbart i forlængelse af domsforhandlingen, hvorfor det ikke
er muligt at have hele dommen udarbejdet skriftligt inden afsigelsen. Det
forudsættes, at dommen i disse tilfælde udarbejdes skriftlig umiddelbart
efter afsigelsen, således at både tiltalte og anklagemyndigheden har god tid
til at gennemlæse dommen inden ankefristens udløb.
Stk. 3 svarer til den nugældende regel i § 219, stk. 5.
Stk. 4 svarer til den nugældende § 219, stk. 6, bortset fra sidste
pkt. Ifølge den nugældende bestemmelse i § 219, stk. 6, sidste pkt., skal der
i de sager, hvor et borgerligt krav, som f.eks. et erstatningskrav fra en
forurettet ved forbrydelsen, er forfulgt sammen med straffesagen, følges
samme fremgangsmåde som i borgerlige sager, hvor det ikke på forhånd er
tilkendegivet, hvornår dommen vil blive afsagt.
Da der efter forslaget ikke længere vil forekomme tilfælde, hvor det i en
borgerlig sag ikke er tilkendegivet, hvornår dommen vil blive afsagt,
foreslås det, at retten også i tilfælde, hvor et borgerligt krav er forfulgt
under en straffesag, skal tilkendegive, hvornår dommen vil blive afsagt. Det
foreslås derfor, at den foreslåede regel i § 219, stk. 1, 2. pkt., skal finde
tilsvarende anvendelse, således at retten også i disse sager skal
tilkendegive, hvornår dommen vil blive afsagt. Dette medfører, at fristen for
den erstatningssøgendes eventuelle anke regnes fra domsafsigelsen under
forudsætning af, at erstatningssøgende var til stede i eller lovligt
tilvarslet til det retsmøde, hvori sagen blev optaget til dom. I praksis
forekommer det formentlig kun sjældent, at en straffesag optages til dom,
uden at dommen enten afsiges samme dag, eller at retten tilkendegiver,
hvornår den vil blive afsagt.
I øvrigt henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.8.
Til nr. 9 (§ 312, stk. 2, 4. pkt)
Efter den nugældende bestemmelse i § 312, stk. 2, 4. pkt., kan udgifterne
ved forkyndelse af domme i sager, hvor stævningen ikke har været forkyndt for
sagsøgte, ikke kræves erstattet af sagsøgte. Ophævelsen er en konsekvens af
ophævelsen af adgangen til at undlade at forkynde stævningen.
Til nr. 10 (§ 345, 1. pkt.)
Ved dette forslag præciseres det, at udsættelse af sager kun bør finde
sted i det omfang, det er påkrævet , og at retten således har ansvaret
for, at sagen behandles så hurtigt som muligt. Retten skal dog samtidig
tilgodese hensynet til, at sagerne oplyses bedst muligt, således at der kan
opnås en materielt rigtig afgørelse. Det vil således i de fleste sager, hvor
der ikke er tale om rene inkassosager, være påkrævet at udsætte sagen for at
indhente yderligere oplysninger f.eks. ved syn og skøn og for, at der kan ske
yderligere skriftveksling. Udsættelse kan også være påkrævet, fordi en
relevant retlig eller administrativ afgørelse bør afventes, eller hvis
retten, en part eller et vidne er forhindret i at møde. Retten har imidlertid
en selvstændig pligt til at sikre, at udsættelserne ikke bliver længere end
nødvendigt, således at det undgås, at der går længere perioder, hvor der
f.eks. ikke arbejdes effektivt med at tilvejebringe de nødvendige
oplysninger. Udsættelse bør således ikke ske, alene fordi en af parterne
begærer det, og modparten ikke protesterer.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.3.
Til nr. 11 (§ 348, stk. 2, nr. 4)
Det foreslås, at stævningen skal indeholde en udførlig fremstilling af
sagens faktiske omstændigheder. I almindelige inkassosager vil det fortsat
være tilstrækkeligt, at stævningen indeholder en kort redegørelse for,
hvordan det skyldige beløb fremkommer, eventuelt ved henvisning til en
vedlagt faktura.
I sager, hvor det må forventes, at sagsøgte kan have indsigelser, skal
stævningen derimod for at opfylde de foreslåede krav indeholde en grundig
fremstilling af alle de relevante kendsgerninger, som sagsøger ønsker lagt
til grund for sagens afgørelse.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.1.
Til nr. 12 (§ 348, stk. 4) og 5)
Efter § 348, stk. 4, skal sagsøgeren indsende en ny kuvert med sagsøgtes
navn og adresse, hvis en sag, hvor retten har bestemt, at stævningen ikke
skal forkyndes, begæres foretaget på ny. Forslaget om ophævelse af § 348,
stk. 4, er således en konsekvens af forslaget om, at retten ikke længere skal
kunne bestemme, at stævningen ikke skal forkyndes.
Til nr. 13 (§ 349, stk. 1)
Ændringen er alene en konsekvens af forslaget om ophævelse af § 348, stk.
4.
Til nr. 14 (§ 350, stk. 2)
Det foreslås, at adgangen for retten til at bestemme, at stævningen ikke
skal forkyndes, ophæves. Dette indebærer, at civile sager altid skal indledes
med forkyndelse af stævningen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.9.
Til nr. 15, 16 og 18 (§ 351, stk. 1, § 352, stk. 1 og § 354, stk. 5)
Der er alene tale om konsekvensændringer som følge af forslaget om, at
stævningen i alle sager skal forkyndes for sagsøgte.
Til nr. 17 (§ 353)
Det foreslås, at retten skal kunne pålægge en part at indlevere et
processkrift inden en vis frist, og at overskridelse af fristen medfører, at
reglerne i § 360 om udeblivelse finder tilsvarende anvendelse.
Det forudsættes, at fristerne som hidtil fastsættes efter forhandling med
parterne, idet retten dog har et selvstændigt ansvar for, at sagerne fremmes
med den fornødne hurtighed.
Hvis en part overskrider fristen, kan retten undtagelsesvis beslutte i
stedet at udsætte sagen, jf. § 360, stk. 6, jf. § 354, stk. 7, f.eks. for at
give en længere frist eller for at indkalde til et retsmøde. Om bestemmelsen
i § 354, stk. 7, henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.4.
Til nr. 19 (§ 354, stk. 6, sidste pkt.)
Ifølge § 354, stk. 6, sidste pkt., gælder reglerne i den nugældende § 219,
stk. 2 og 3, hvorefter domsafsigelsen sker ved at domsslutningen oplæses i et
offentligt retsmøde, og hvorefter parter m.v. skal tilsiges til
domsafsigelsen, ikke i tilfælde, hvor der afsiges udeblivelsesdom, fordi
sagsøgte ikke rettidigt har indleveret svarskrift.
Den foreslåede ændring af § 354, stk. 6, er en konsekvens af forslaget til
ændring af § 219. Det foreslås, at retten i disse sager ikke behøver at
tilkendegive, hvornår dommen afsiges, idet ingen af parterne normalt vil være
til stede, når sagen optages til dom, og idet det må anses for overflødigt
med en særskilt meddelelse om tidspunktet, da dommen kan afsiges straks ved
en påtegning på stævningen, jf. § 354, stk. 5.
Til nr. 20 (§ 354, stk. 7, 1. pkt.)
Ændringen indskrænker rettens mulighed for at undlade at tillægge en parts
udeblivelse eller manglende indlevering af svarskrift m.v.
udeblivelsesvirkning. Retten kan herefter kun undtagelsesvis undlade at
afsige udeblivelsesdom, hvis sagsøgte udebliver, eller at afvise sagen, hvis
sagsøger udebliver.
De tilfælde, hvor retten undtagelsesvis kan beslutte i stedet at udsætte
sagen, er f.eks. tilfælde, hvor der er grund til at tro, at udeblivelsen
skyldes lovligt forfald, f.eks. hvor der er tale om vanskelige vejr- og
trafikforhold. Bestemmelsen kan også anvendes til at meddele en part, som
møder uden advokat, en kort frist til at fremlægge manglende dokumenter eller
udbedre et mangelfuldt svarskrift.
Også modpartens holdning til spørgsmålet vil have betydning. Det
forudsættes imidlertid, at retten foretager en selvstændig vurdering af, om
betingelserne for undtagelsesvis at udsætte sagen er til stede, uanset om
modparten ønsker sagen udsat.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til lovforslaget
pkt. 4.2.
Til nr. 21 (§ 355, stk. 1)
Ændringen indebærer, at retten som hovedregel bør indkalde parterne til et
særligt forberedende møde med henblik på at klarlægge parternes synspunkter
og tilrettelægge forberedelsen og/eller bevisførelsen.
Afholdelsen af et sådant møde kan dog undlades, hvis retten finder det
overflødigt. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en sag umiddelbart efter
fremlæggelsen af svarskriftet kan berammes til domsforhandling, eller hvis
sagen forberedes mundtligt, og retten finder, at der er tilstrækkelig
mulighed for at klarlægge synspunkterne og tilrettelægge bevisførelsen ved,
at retten stiller spørgsmål til parterne under de retsmøder, der afholdes i
forbindelse med den mundtlige forberedelse af sagen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til lovforslaget
pkt. 4.5.
Til nr. 22 (§ 355, stk. 4, 3. pkt.)
Det foreslås, at det præciseres, at det forberedende møde også så vidt
muligt skal anvendes til at tilrettelægge sagens videre gang, således at der
fastsættes så præcise tidsrammer som muligt for de eventuelle yderligere
processkridt, som findes nødvendige.
Det skal således så vidt muligt fastsættes, hvor lang tid der må forventes
anvendt til indhentelse af yderligere oplysninger, og hvornår eventuelle
yderligere processkrifter skal indleveres, idet der dog må tages hensyn til,
at det kan være vanskeligt at forudsige, f.eks. hvor lang tid det tager at
indhente en syn- og skønserklæring.
Tidsrammerne bør opstilles efter drøftelser med parterne, men retten har
en selvstændig forpligtelse til at sikre, at sagen ikke trækker i langdrag.
Hvis parterne ikke overholde de fastsatte tidsrammer, kan konsekvensen efter
omstændighederne være, at retten må nægte yderligere udsættelser.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.5.
Til nr. 23 (§ 356 a)
Det foreslås, at retten skal kunne pålægge parterne inden en af retten
fastsat frist før domsforhandlingen at indlevere et endeligt
påstandsdokument. Påstandsdokumentet skal indeholde en opsummering og
præcisering af partens påstande og anbringender samt en angivelse af, hvilke
dokumenter der vil blive påberåbt, og hvilken bevisførelse der i øvrigt skal
ske.
Det forudsættes, at rettens beslutning om, at der skal indleveres
påstandsdokumenter, træffes i tilstrækkelig god tid før domsforhandlingen, så
parterne har den fornødne tid til at udarbejde dokumenterne.
Konsekvensen af, at påstandsdokumenterne ikke indleveres rettidigt, er
udeblivelsesvirkning efter reglerne i retsplejelovens § 360. Dvs. at sagen
afvises, hvis sagsøger ikke rettidigt indleverer påstandsdokument, og at der
afsiges udeblivelsesdom, hvis sagsøgte ikke gør det. Retten kan dog i medfør
af § 360, stk. 6, jf. § 354, stk. 7, undtagelsesvis beslutte ikke at tillægge
en overskridelse af fristen udeblivelsesvirkning. Dette vil navnlig kunne
være aktuelt, hvis en part på grund af særlige omstændigheder anmoder om en
kort udsættelse af fristen.
Inddragelse af nyt processtof efter afgivelsen af de endelige på
standsdokumenter kan kun ske med rettens tilladelse. Tilladelsen kan gives,
hvis betingelserne i § 363, stk. 1, nr. 1-3, er opfyldt. Om reglerne for
inddragelse af nyt processtof henvises til de almindelige bemærkninger pkt.
4.7.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.6.
Til nr. 24 (§ 357, stk. 3)
Ændringen indebærer, at retten kan nægte en part adgang til at inddrage
nyt processtof i sagen efter afslutningen af forberedelsen, men inden
domsforhandlingen, uanset at modparten ikke har nægtet at samtykke. Det
forudsættes, at retten ved sin afgørelse vil lægge vægt på de hensyn, der er
nævnt i § 363, stk. 1, nr. 1- 3, samt på, om inddragelsen af nyt processtof
må antages at medføre en væsentlig forsinkelse af sagsbehandlingen.
Efter ændringen kan retten endvidere, uanset at modparten ikke
protesterer, nægte en part adgang til at fremsætte en formalitetsindsigelse,
som kan frafaldes, og som ikke er fremsat rettidigt.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til lovforslaget
pkt. 4.7.
Til nr. 25 (§ 360, stk. 5, sidste pkt.)
Ændringen er en konsekvens af den foreslåede bestemmelse i § 357, stk. 3,
hvorefter der gives adgang til, at retten kan afvise en anmodning om
inddragelse af nyt processtof, uanset at modparten ikke protesterer. Denne
adgang vil således også kunne anvendes under et retsmøde til behandling af
anmodningen, hvor modparten udebliver.
Til nr. 26 (§ 363, stk. 1, nr. 1)
Ændringen indebærer, at tilladelse til ændring af påstande eller
fremsættelse af nye anbringender kun kan gives efter § 363, stk. 1, nr. 1,
hvis det af særlige grunde må anses for undskyldeligt, at ændringen ikke er
sket tidligere.
Hvorvidt sådanne særlige grunde er til stede, beror på en konkret
vurdering i den enkelte sag. Som eksempler kan nævnes tilfælde, hvor et
vidne, hvis eksistens hidtil har være ukendt, først melder sig på dette
tidspunkt, eller tilfælde, hvor der offentliggøres nye forskningsresultater,
som kan medføre en ændret vurdering af sagens faktiske omstændigheder. Der
kan også tænkes tilfælde, hvor en dom afsagt af en højere ret ændrer den
hidtidige praksis på området, og parten ønsker at ændre sin påstand i lyset
heraf.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til lovforslaget
pkt. 4.7.
Til nr. 27, 32 og 34 (§ 372, stk. 1, 2. pkt., § 394, stk. 1, og § 586,
stk. 1)
Der er tale om konsekvensændringer som følge af den foreslåede ændring af
§ 219.
De bestemmelser, der foreslås ændret, vedrører alle beregningen af anke-
og kærefrister, og indeholder alle en henvisning til den nugældende § 219,
stk. 3, om sager, hvor tidspunktet for domsafsigelsen ikke er tilkendegivet
for parterne.
Da der efter den foreslåede nye affattelse af § 219 ikke længere vil være
civile sager, hvor domsafsigelsestidspunktet ikke er tilkendegivet, er
henvisningen overflødig. Derimod må det anses for relevant i disse
bestemmelser med en generel henvisning til § 219 om reglerne for tidspunktet
for afsigelsen af domme og kendelser. Bestemmelserne foreslås ændret i
overensstemmelse hermed.
Til nr. 28 (§ 378)
Det foreslås, at retten skal kunne fastsætte frister for indlevering af
processkrifter, og at overskridelse af fristerne skal medføre
udeblivelsesvirkning efter § 386.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.4. og til den
tilsvarende ændring af § 353 i lovforslagets § 1, nr. 17, og bemærkningerne
til denne bestemmelse.
Til nr. 29 (§ 379)
Der foreslås en ophævelse af reglen i § 379, 2. pkt., om at appellanten
ikke kan hæve sagen, hvis indstævnte ændrer en oprindelig påstand om
stadfæstelse inden 2 uger fra meddelelsen fra retten om, at appellanten vil
hæve sagen. Dette indebærer, at appellanten frit kan hæve ankesagen, hvis
indstævnte har fremsat påstand om stadfæstelse.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.7.
Til nr. 30 (§ 382, stk. 1)
Det foreslås, at retten skal kunne nægte en part adgang til at fremsætte
påstande, som har været gjort gældende i foregående instans, men som ikke er
fremsat i ankestævningen eller i et svarskrift, som er indleveret rettidigt
efter § 375. Det foreslås samtidig præciseret, at nægtelse også kan ske, selv
om modparten ikke protesterer.
Om retten skal nægte adgang til at fremsætte påstanden, beror på en
konkret vurdering af bl.a. årsagen til, at påstanden først fremsættes på
dette tidspunkt, betydningen for den pågældende part af, at den nye påstand
tillades fremsat, modpartens adgang til at varetage sine interesser og den
eventuelle forsinkelse, som den nye påstand vil medføre for sagen.
I øvrigt henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.7.
Til nr. 31 (§ 383, stk. 3)
Det foreslås, at retten, selv om modparten ikke protesterer, skal kunne
nægte en part adgang til at fremsætte påstande, som ikke har været gjort
gældende i foregående instans, og som ikke er fremsat i ankestævningen eller
i et svarskrift, som er indleveret rettidigt efter § 375.
Der sker ingen ændring i adgangen til at fremsætte nye anbringender.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.7 og til den
tilsvarende ændring af § 382, stk. 1, og de specielle bemærkninger til denne
bestemmelse.
Til nr. 33 (§ 488, stk. 2, 2. pkt.)
Efter § 488, stk. 2, 2. pkt., skal anmodninger om fuldbyrdelse af en
udeblivelsesdom, der er afsagt uden, at stævningen har været forkyndt for
sagsøgte, ledsages af bevis for, at dommen er forkyndt. Ændringen er således
en konsekvens af forslaget om, at stævningen i alle tilfælde skal forkyndes
for sagsøgte, og at der derfor ikke skal ske forkyndelse af
udeblivelsesdomme.
Til nr. 35 (§ 963, stk. 3, litra a)
Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget til ændring af
§ 219.
§ 963, stk. 3, litra a, indeholder en henvisning til den nugældende § 219,
stk. 6, om afsigelse af domme i straffesager. Efter forslaget i lovforslagets
§ 1, nr. 8, findes denne bestemmelse i § 219 a, stk. 4.
Til § 2 Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 1997.
Dog foreslås det, at ændringen i reglen om god advokatskik (§ 1, nr. 5)
træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Bestemmelserne om behandlingen af borgerlige sager finder anvendelse på
afgørelser, der træffes efter lovens ikrafttræden. Dette indebærer, at de
foreslåede bestemmelser om frister for afsigelsen af domme, finder anvendelse
i sager, der optages til dom efter lovens ikrafttræden.
Bestemmelsen om ændring af § 126, stk. 3, (§ 1, nr. 5) om, at advokater
har pligt til at medvirke til, at deres fuldmægtige kan deltage i den
teoretiske efteruddannelse, finder anvendelse på advokater, som har
autoriserede fuldmægtige, der er omfattet af reglerne om den obligatoriske
efteruddannelse, dvs. advokatfuldmægtige, der har bestået kandidateksamen
efter 1. januar 1997. Bestemmelsen gælder for udgifter til efteruddannelse,
såfremt kursustilmeldingen er foretaget efter bestemmelsens ikrafttræden.
Ophævelsen af § 350, stk. 2, medfører, at stævninger efter lovens
ikrafttræden ikke længere kan sendes til sagsøgte med almindeligt brev. I de
tilfælde, hvor stævningen er sendt inden lovens ikrafttræden, bestemmes det i
stk. 2, at de hidtil gældende regler om forkyndelse skal finde
anvendelse. Det indebærer, at sagsøger i disse sager fortsat selv skal sørge
for forkyndelsen af en eventuel udeblivelsesdom.
Skriftlig fremsættelse
Justitsministeren (Frank Jensen):
Hermed tillader jeg mig for det høje Ting at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af retsplejeloven. (Hurtigere behandling af
civile sager m.v.).
(Lovforslag nr. L 178).
Formålet med dette lovforslag er at opnå en hurtigere afgørelse af civile
retssager og derved sikre, at danske domstolelever op til Den europæiske
Menneskerettighedskonventions krav om, at enhver borger skal have ret til en
retfærdig rettergang inden en rimelig frist. Forslaget bygger hovedsageligt
pånogle af forslagene i det reformforslag vedrørende den civile retspleje,
som blev fremsat i 1996 af Den Danske Dommerforening og Advokatrådet.
Lovforslaget skal ses i sammenhæng med en række andre initiativer, der i
de seneste år er taget og i fremtiden vil blive taget for at effektivisere
domstolenes behandling af civile sager.
Domstolene, herunder især de to landsretter, er i de senere år blevet
tilført flere ressourcer, og der er blevet etableret en ordning med faste
rejsedommere, der kan yde bistand til arbejdsmæssigt belastede byretter.
Der er endvidere taget en række administrative initiativer for at
effektivisere og styrke sagsbehandlingen. Et vigtigt led i denne proces er
udviklingen af edb-sagsbehandlingssystemer på de forskellige sagsområder ved
domstolene. Også domstolenes berammelsesstatistikker vil blive udvidet og
anvendt som et værktøj til brug for styringen af sagsbehandlingen. Endelig er
Justitsministeriet i gang med udarbejdelsen af en handlingsplan for de
initiativer, der på kort sigt skal iværksættes for at sikre en hurtigere
sagsbehandling med øget processtyring ved domstolene. Handlingsplanen skal
være færdig inden den 1. april 1997.
Også med henblik på ny lovgivning er der igangsat overvejelser om den
civile retspleje. I et udvalg under Justitsministeriet - Småsagsudvalget -
overvejes en ny ordning, hvor adgangen til retslig behandling af visse mindre
krav gøres enklere, hurtigere og billigere for parterne. Småsagsudvalgets
betænkning forventes at foreligge inden sommerferien 1997 og skal derefter
forelægges for Retsplejerådet til udtalelse. Det vil således formentlig i
folketingsåret 1997/98 være muligt at fremsætte lovforslag på grundlag af
betænkningen.
I Retsplejerådet overvejes en ændring af reglerne om fordelingen af
sagerne mellem byretter, landsretter og Højesteret bl.a. for at undgå, at
Højesteret belastes af sager, som ikke er principielle. Retsplejerådet
forventes at afgive betænkning om dette spørgsmål i sommeren 1997.
Endelig er det hensigten at igangsætte et arbejde med mere generelle og
overordnede overvejelser af den civile retspleje. Et af de centrale punkter i
dette arbejde skal være borgernes adgang til en lettere og hurtigere
tvistløsning ved domstolene. Justitsministeriet overvejer for tiden
strukturen for et sådant arbejde, som vil blive meget omfattende og involvere
mange former for sagkundskab og interesser.
Det første skridt på vejen er således dette lovforslag, derbl.a. ved at
give dommerne bedre instrumenter til at styre sagsgangen og fremskynde
sagerne skal være med til at sikre en hurtigere behandling af civile sager.
Retten har en pligt til at sørge for, at retssager ikke trækker unødigt længe
ud. For at opfylde denne pligt, har retten behov for at kunne skride ind, når
parterne er for længe om at fremkomme med de fornødne oplysninger, og når
parterne gang på gang begærer sagen udsat.
Lovforslaget indeholder derfor forslag om, at retten i videre omfang end
hidtil skal kunne afslå anmodninger om udsættelse og afskære nye påstande,
som først fremkommer på et sent tidspunkt. Endvidere foreslås det, at retten
skal kunne pålægge en part at indlevere et processkrift inden en bestemt
frist med den konsekvens, at overskridelse af fristen medfører afvisning af
sagen eller afsigelse af udeblivelsesdom.
Det foreslås også, at der i flere sager skal afholdes et særligt
forberedende møde. Dette møde skal bruges til at lægge en
"køreplan" for sagen ved gennem en drøftelse mellem retten og
parterne at søge afklaret, på hvilke punkter parterne er uenige, og ved at
tilrettelægge bevisførelsen og så vidt muligt fastsætte tidsfrister for de
forskellige skridt, der skal tages under sagens forberedelse.
Lovforslaget indeholder endvidere et forslag om, at retten, når
domsforhandlingen er slut, og sagen optages til dom, skal oplyse, hvornår
dommen vil blive afsagt. Der indføres samtidig en frist for afsigelse af
domme på 6 uger i byretten og 3 måneder i landsretten.
Lovforslaget indeholder også et forslag om ophævelse af adgangen til at
fremsende stævninger med almindelige post. Dette indebærer, at civile sager i
alle tilfælde skal indledes med en forkyndelse af stævningen for sagsøgte.
Herved undgås en række praktiske vanskeligheder for advokater m.v., der har
været forbundet med den gældende ordning.
Endelig foreslås en ændring af retsplejelovens § 126 om god advokatskik.
Formålet med denne ændring er at fastslå, at en advokat har pligt til at
medvirke til en ansat advokatfuldmægtigs deltagelse i den teoretiske
efteruddannelse, som er blevet obligatorisk for advokatfuldmægtige, der har
bestået kandidateksamen efter den 1. januar 1997.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger,
skal jeg anbefale forslaget til det høje Tings velvillige behandling.
Bilag 1
I dette bilag er (med mindre skrift)
indsat den gældende formulering af de bestemmelser,
der berøres af lovforslaget
§ 1
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1996
som ændret ved § 2 i lov nr. 1201 af 27. december 1996, foretages følgende
ændringer:
1. I § 4, stk. 2 , ændres »45« til:
»52«, og »22« ændres til: »35«.
§ 4. - - -
Stk. 2. Østre Landsret, der har sit sæde i København, består af en
præsident og 45 andre landsdommere; Vestre Landsret, der har sit sæde i
Viborg, består af en præsident og 22 andre landsdommere.'
2. I § 16 a, stk. 1, 3. pkt. , indsættes efter
»Svendborg,»: »Haderslev,».
§ 16 a. Retten i Randers består af 4 dommere. Retten på
Frederiksberg samt retterne i Lyngby, Ballerup, Esbjerg, Horsens og Herning
består af 3 dommere. Retterne i Gentofte, Gladsaxe, Tåstrup, Hørsholm,
Slagelse, Svendborg, Kolding og Skanderborg består af to dommere.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte retter dels i afdelinger, som hver
beklædes af en enkelt dommer.
Stk. 3. Ved de i stk. 1 nævnte retter varetages rettens
administration af den dommer, der er udnævnt hertil. Almindelige regler om
forretningernes fordeling mellem afdelingerne fastsættes af den
administrerende dommer med Justitsministeriets godkendelse. Sagernes
fordeling mellem dommerne bestemmes af den administrerende dommer efter
forhandling med det eller de øvrige medlemmer af retten.
3. I § 17, stk. 1 , udgår: »Haderslev,»
§ 17. Der ansættes to dommere ved retterne i Glostrup, Helsingør,
Hillerød, Frederikssund, Holbæk, Næstved, Haderslev, Sønderborg, Vejle,
Fredericia, Silkeborg, Viborg, Frederikshavn og Hjørring.
Stk. 2. Almindelige regler om forretningernes fordeling mellem
dommere ved de i stk. 1 nævnte retter fastsættes af justitsministeren, jf.
dog stk. 3.
Stk. 3. Ved første ledighed i en af dommerstillingerne ved de i
stk. 1 nævnte retter skal der ske udnævnelse i stillingen med forbehold om
senere indførelse af administrationsordning. Ved ledighed i den anden
stilling indføres administrationsordning ved den pågældende ret, og en af
dommerne udnævnes til administrerende dommer. § 16 a, stk. 3, 2. og 3. pkt.,
finder i så fald tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. - - -
4. I § 41, stk. 5 , ændres »§ 219«, til: »§
219 a«.
§ 41. - - -
Stk. 2-4. - - -
Stk. 5. Den en domfældt i medfør af § 219 tilkommende adgang til
at få udskrift af den over ham afsagte dom berøres ikke af bestemmelserne i
nærværende paragraf.
Stk. 6-7. - - -
5. I § 126 indsættes efter stk. 2 :
»Stk. 3 . En advokat skal medvirke til, at en fuldmægtig, der
er autoriseret hos advokaten, kan deltage i den teoretiske efteruddannelse,
som er fastsat i medfør af § 119, stk. 6. Advokaten skal endvidere afholde
udgifterne til efteruddannelsen.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
§ 126. En advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god
advokatskik. Advokaten skal herunder udføre sit hverv grundigt,
samvittighedsfuldt og i overensstemmelse med, hvad berettigede hensyn til
klienternes tarv tilsiger. Sagerne skal fremmes med fornøden hurtighed.
Stk. 2. En advokat må ikke kræve højere vederlag for sit arbejde,
end hvad der kan anses for rimeligt.
Stk. 3. En advokat må ikke uden for sin advokatvirksomhed i
forretningsforhold eller i andre forhold af økonomisk art udvise en adfærd,
der er uværdig for en advokat.
6. § 165, stk. 2 , affattes således:
»Stk. 2. I sager, der behandles af retten, afholdes
vederlaget for forkyndelse af statskassen. I øvrigt betales vederlaget af
den, der begærer forkyndelsen foretaget.«
§ 165. - - -
Stk. 2. I sager, der behandles af retten, afholdes vederlaget for
forkyndelse af statskassen bortset fra forkyndelse af de domme, der omhandles
i § 219, stk. 4. Skal vederlaget ikke afholdes af statskassen, betales det af
den, der begærer forkyndelsen foretaget.
Stk. 3. - - -
7. § 219 affattes således:
»§ 219. Rettens afgørelse i en borgerlig sag træffes snarest
muligt, efter at den pågældende forhandling er til ende. Ved sagens optagelse
til dom eller kendelse, skal retten tilkendegive, hvornår dommen eller
kendelsen vil blive afsagt. Domme og kendelser i sager, der behandles ved
byret, skal afsiges inden 6 uger efter optagelsen til dom eller kendelse.
Stk. 2. Såfremt særlige omstændigheder gør det påkrævet, kan
retten beslutte at fravige de i stk. 1 nævnte frister. I beslutningen skal
anføres de omstændigheder, der bevirker, at fristen ikke kan overholdes.
Beslutningen kan ikke kæres.
Stk. 3. Afsigelsen af en dom foregår ved, at domsslutningen efter
at hele dommen er skriftligt udarbejdet, oplæses i et retsmøde.
8. Efter § 219 indsættes:
»§ 219 a. Rettens afgørelse i straffesager træffes snarest
muligt, efter at den pågældende forhandling er til ende. Kan afsigelsen ikke
finde sted samme dag, skal dom eller kendelse dog afsiges senest inden en uge
og, hvor nævninge har medvirket, senest dagen efter.
Stk. 2. Afsigelsen af en dom foregår ved, at domsslutningen
oplæses i et retsmøde.
Stk. 3. Hvis tiltalte er fængslet, bør han bringes til stede ved
dommens afsigelse.
Stk. 4. Er tiltalte ikke til stede ved afsigelsen, meddeler
anklagemyndigheden ham udskrift af dommen. Udskriften af en fældende dom skal
forkyndes, medmindre tiltalte er gjort bekendt med tidspunktet for
domsafsigelsen, eller sagen er afgjort i medfør af § 934. Udskriften af
dommen skal altid forkyndes, hvis sagen i medfør af § 847, stk. 3, nr. 1-5,
er fremmet i tiltaltes fravær. Tiltalte vejledes om retsmidlerne mod
afgørelsen. Vejledningen gives ved afsigelsen, hvis tiltalte er til stede, og
ellers ved den efterfølgende meddelelse. Er borgerligt krav forfulgt under
sagen, finder reglen i § 219, stk. 1, 2. pkt., tilsvarende anvendelse.«
§ 219. Rettens afgørelse træffes snarest muligt, efter at den
pågældende forhandling er til ende. Kan i en straffesag afsigelsen ikke finde
sted samme dag, skal dog dom afsiges senest inden en uge og, hvor nævninger
har medvirket senest dagen efter. Det sidste gælder også om kendelser i
straffesager.
Stk. 2. Afsigelsen af en dom foregår ved, at domsslutningen, efter
at hele dommen er skriftligt udarbejdet, oplæses i et retsmøde.
Stk. 3. Dersom det ikke ved optagelsen af en borgerlig sag
tilkendegives, når dommen eller kendelsen vil blive afsagt, skal parterne og
efter omstændighederne vidner og syns- eller skønsmænd tilsiges til at høre
den afsagt. Er den pågældende ikke således sat i kendskab om afsigelsestiden,
regnes for hans vedkommende de ellers fra afsigelsen løbende processuelle
frister først fra dommens eller kendelsens forkyndelse for ham.
Stk. 4. Har retten bestemt, at forkyndelse af stævningen ikke skal
ske, og er sagsøgte dømt efter § 354, stk. 3, eller efter § 354, stk. 6, uden
at have indleveret svarskrift, regnes de i stk. 3 nævnte frister for
sagsøgtes vedkommende fra afgørelsens forkyndelse for ham.
Stk. 5. I straffesager bør tiltalte, hvis han er fængslet, bringes
til stede ved dommens afsigelse.
Stk. 6 Er tiltalte ikke til stede ved afsigelsen, meddeler
anklagemyndigheden ham udskrift af dommen. Udskriften af en fældende dom skal
forkyndes, medmindre tiltalte er gjort bekendt med tidspunktet for
domsafsigelsen eller sagen er afgjort i medfør af § 934. Udskriften af dommen
skal altid forkyndes, hvis sagen i medfør af § 847, stk. 3, nr. 1-5, er
fremmet i tiltaltes fravær. Tiltalte vejledes om retsmidlerne mod afgørelsen.
Vejledningen gives ved afsigelsen, hvis tiltalte er til stede, og ellers ved
den efterfølgende meddelelse. Er borgerligt krav forfulgt under sagen, finder
reglen i stk. 3 tilsvarende anvendelse.
9. § 312, stk. 2, 4. pkt. , ophæves.
§ 312. Den tabende part er pligtig at erstatte modparten de ham
ved retssagen påførte udgifter, for så vidt parterne ikke selv har truffet en
anden overenskomst, eller retten i særlige omstændigheder finder skellig
grund til at gøre afvigelse fra denne regel.
Stk. 2. Udgifter, der ikke har været fornødne for sagens
forsvarlige udførelse, erstattes ikke. Hvilke udgifter der i det givne
tilfælde har været fornødne, afgør retten efter sit skøn. Udgifter til
anvendelse af retsstenografer erstattes, når anvendelse efter rettens skøn i
den foreliggende sag har været velbegrundet. Udgifter til forkyndelse af de
afgørelser, der er nævnt i § 219, stk. 4, erstattes ikke, medmindre det må
antages, at sagsøgte har forsøgt at unddrage sig forkyndelsen. - - -
Stk. 3-5. - - -
10. I § 345, 1. pkt. , ændres »hensigtsmæssigt'til:
»påkrævet«.
§ 345. Retten kan udsætte behandlingen af en sag, når dette findes
hensigtsmæssigt, herunder for at afvente en administrativ eller retlig
afgørelse, der vil kunne få indflydelse på sagens udfald. Retten underretter
snarest alle vedkommende om udsættelsen.
11. § 348, stk. 2, nr. 4 , affattes således:
»4) en udførlig fremstilling af de faktiske omstændigheder, hvorpå
påstanden støttes, og«
12. § 348, stk. 4, ophæves, og i stk. 5, der bliver
stk. 4, udgår: »og stk. 4«.
§ 348. Sag anlægges ved indlevering af stævning til retten.
Stk. 2. Stævningen skal indeholde:
1) parternes navn og adresse, herunder angivelse af en postadresse i
Danmark, hvortil meddelelser til sagsøgeren vedrørende sagen kan sendes, og
hvor forkyndelse kan ske,
2) angivelse af den ret, ved hvilken sagen anlægges,
3) sagsøgerens påstand,
4) en kort fremstilling af de kendsgerninger, hvorpå påstanden støttes, og
5) angivelse af de dokumenter, som sagsøgeren agter at påberåbe sig.
Stk. 3. Med stævningen skal indleveres:
1) genparter af denne
2) genparter af de dokumenter, som sagsøgeren agter at påberåbe sig, for
så vidt de er i hans besiddelse, og
3) kuvert med sagsøgtes navn og adresse som modtagerbetegnelse og rettens
navn og adresse som afsenderbetegnelse.
Stk. 4. Der skal indleveres ny kuvert som nævnt i stk. 3, nr. 3,
hvis retten har truffet bestemmelse efter § 350, stk. 2, og sagen begæres
foretaget på ny. Dette gælder dog ikke, når sagsøgte har angivet adresse i
henhold til § 351, stk. 3.
Stk. 5. - - -
13. § 349, stk. 1, 2. pkt., affattes således:
»Det samme gælder, hvis der ikke indleveres genparter m.v. som
fastsat i § 348, stk. 3, eller det indleverede ikke opfylder de krav, som
fastsættes efter § 348, stk. 4.«
§ 349. Opfylder stævningen ikke kravene i § 348, stk. 2, nr. 1-4,
og er den herefter uegnet til at danne grundlag for sagens behandling,
afvises sagen ved en beslutning, der meddeles sagsøgeren. Det samme gælder,
hvis der ikke indleveres genparter m.v. som fastsat i § 348, stk. 3 og 4,
eller det indleverede ikke opfylder de krav, som fastsættes efter § 348, stk.
5. . . .
Stk. 2. - - -
14. § 350, stk. 2 , ophæves.
Stk. 3 bliver herefter stk. 2.
§ 350. - - -
Stk. 2. Retten kan bestemme, at stævningen ikke skal forkyndes. I
så fald sender retten genparter som nævnt i § 348, stk. 3, nr. 1 og 2, til
sagsøgtes adresse som opgivet af sagsøgeren. Vejledning som nævnt i stk. 1
vedlægges.
Stk. 3. - - -
15. § 351, stk. 1 , affattes således:
»Retten indkalder parterne til et møde med et varsel, der i
almindelighed skal være på mindst 2 uger fra forkyndelsen.«
§ 351. Retten indkalder parterne til et møde med et varsel, der i
almindelighed skal være mindst 2 uger. Varslet regnes fra forkyndelsen eller
tidspunktet for afsendelse i henhold til § 350, stk. 2.
Stk. 2-6. - - -
16. § 352, stk. 1, 3. og 4. pkt. , ophæves og i stedet
indsættes:
»Fristen, der regnes fra pålæggets forkyndelse, kan efter anmodning
forlænges.«
§ 352. Retten kan undlade at indkalde til det i § 351 nævnte møde.
Retten pålægger i så fald sagsøgte at indlevere svarskrift til retten inden
en frist, der i almindelighed skal være på mindst 2 uger. Fristen regnes fra
pålæggets forkyndelse eller afsendelse. Fristen kan efter anmodning
forlænges.
Stk. 2. - - -
17. § 353 affattes således:
»§ 353. Retten kan bestemme, at yderligere processkrifter
skal udveksles og kan pålægge en part at indlevere et processkrift inden en
af retten fastsat frist. Såfremt et processkrift ikke indgives rettidigt,
finder bestemmelserne i § 360, stk. 1-3 og 6, tilsvarende anvendelse.«
§ 353. Retten kan bestemme, at yderligere processkrifter skal
udveksles. Undlader en part at afgive et yderligere processkrift i
overensstemmelse med rettens bestemmelse, slutter retten den skriftlige
forberedelse.
18. § 354, stk. 5, 2. pkt., ophæves.
19. I § 354, stk. 6, sidste pkt. , ændres »§ 219,
stk. 2 og 3,» til: »§ 219, stk. 1, 2. pkt., og stk. 3,».
20. I § 354, stk. 7, 1. pkt. , indsættes efter »Retten
kan«: »undtagelsesvis«.
§ 354. - - -
Stk. 2-4. - - -
Stk. 5. Dom efter stk. 3 og 4 kan udfærdiges ved påtegning på
stævningen. De i § 219, stk. 4 nævnte domme skal indeholde bemærkning om, at
retten har truffet bestemmelse i henhold til § 350, stk. 2.
Stk. 6. Har retten truffet bestemmelse om forberedelse efter §
352, finder bestemmelserne i stk. 3 og 5 tilsvarende anvendelse, hvis
sagsøgte ikke rettidigt indleverer svarskrift til retten, hvis svarskriftet
er mangelfuldt, eller hvis svarskriftet ikke er ledsaget af de nødvendige
dokumenter, jf. § 352, stk. 2. Retten kan i stedet for straks at træffe
afgørelse i sagen, indkalde parterne til et møde. Bestemmelserne i § 29, stk.
7, og § 219, stk. 2 og 3, gælder ikke om domme, der afsiges i henhold til
dette stykke.
Stk. 7. Retten kan undlade at tillægge en parts udeblivelse eller
de forhold, som efter de foranstående bestemmelser sidestilles med
udeblivelse, virkning efter denne paragraf. Der tages herved navnlig hensyn
til, om udeblivelsen må antages at skyldes lovligt forfald, om der i øvrigt
må antages at foreligge undskyldende omstændigheder, eller om modparten
ønsker sagen udsat. Træffer retten beslutning om udsættelse af sagen, kan
sagsøgeren forkynde et processkrift for sagsøgte med det i § 351, stk. 1,
nævnte varsel, hvorved han ændrer sine påstande eller anbringender i forhold
til stævningen.
21. § 355, stk. 1 , affattes således:
»Retten bør indkalde parterne til et særligt forberedende møde,
medmindre retten finder det overflødigt.«
22. I § 355, stk. 4, indsættes som 3. pkt.:
»I det forberedende møde skal retten endvidere efter drøftelse med
parterne så vidt muligt fastlægge sagens videre forløb, herunder tidsrammerne
for eventuel yderligere forberedelse«.
§ 355. Retten kan indkalde parterne til et særligt forberedende
møde.
Stk. 2-3. - - -
Stk. 4. I det forberedende møde bringes parternes stilling til
sagens faktiske og retlige omstændigheder så vidt muligt på det rene, og det
søges herunder klargjort, hvilke omstændigheder der ikke bestrides, og hvilke
der skal være genstand for bevisførelse. Parterne skal tillige oplyse, på
hvilken måde bevis agtes ført.
23. Efter § 356 indsættes:
» § 356 a . Retten kan bestemme, at parterne inden en af
retten fastsat frist før domsforhandlingen til retten skal indlevere et
endeligt påstandsdokument. Påstandsdokumentet skal indeholde partens påstande
og anbringender og en angivelse af de dokumenter, som parten vil påberåbe
sig, og de beviser, som agtes ført under domsforhandlingen. Genpart af
påstandsdokumentet skal samtidig tilsendes modparten.
Stk. 2. Såfremt påstandsdokumentet ikke indleveres rettidigt,
finder bestemmelserne i § 360, stk. 1-3 og 6, tilsvarende anvendelse.
Stk. 3 . Udvidelse af de påstande, der fremgår af
påstandsdokumentet, eller fremsættelse af anbringender eller førelse af
beviser, som ikke er angivet i påstandsdokumentet, kan ikke ske, medmindre
retten tillader det. Sådan tilladelse kan meddeles, såfremt betingelserne i §
363, stk. 1, er opfyldt.
24. I § 357 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3 . Retten kan, uanset at modparten ikke har nægtet at
samtykke, jf. stk. 1, modsætte sig udvidelse af påstande, fremsættelse af nye
anbringender og førelse af nye beviser eller fremsættelse af
formalitetsindsigelser, som ikke er fremsat rettidigt efter stk. 2.«
§ 357. Ønsker en part at udvide de påstande, han har fremsat under
sagens forberedelse, eller at fremsætte anbringender, der ikke er anført
under forberedelsen, eller at føre beviser, som ikke er angivet under
forberedelsen, skal han give retten og modparten meddelelse herom. Vil
modparten ikke give samtykke til udvidelsen af påstandene eller fremsættelsen
af de nye anbringender, eller vil han modsætte sig den ønskede bevisførelse,
må han inden en uge efter at have modtaget meddelelsen give retten og den
anden part underretning herom, hvorefter retten træffer afgørelse, jf. § 363.
Stk. 2. Formalitetsindsigelser, der kan frafaldes, skal fremsættes
i svarskriftet eller, hvis sagen ikke forberedes skriftligt, i det 1.
retsmøde under forberedelsen. Ønsker sagsøgte senere at fremsætte sådanne
indsigelser, finder bestemmelsen i stk. 1 tilsvarende anvendelse.
25. I § 360, stk. 5, sidste pkt. , indsættes efter
»imødekommet«: », medmindre retten træffer afgørelse efter §
357, stk. 3«.
§ 360. - - -
Stk. 2-4. - - -
Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 4 gælder ikke, hvor forberedelsen
genoptages, for at retten kan træffe afgørelse efter § 357, stk. 1, 2. pkt.
Udebliver under en sådan genoptagelse den part, der ønsker at ændre sine
påstande eller at fremsætte anbringender eller at føre bevis, anses hans
ønske for bortfaldet. Giver han møde, og udebliver modparten, anses hans
ønske for imødekommet.
Stk. 6. - - -
26. § 363, stk. 1, nr. 1, affattes således:
»1) det af særlige grunde må anses for undskyldeligt, at ændringen af
påstanden eller fremsættelsen af nye anbringender ikke er sket inden
domsforhandlingen, eller«.
§ 363. Udvidelse af de påstande, der er fremsat inden
domsforhandlingen, såvel som fremsættelse af anbringender, der ikke er anført
inden domsforhandlingen kan ikke ske mod modpartens protest, medmindre retten
meddeler tilladelse hertil. Sådan tilladelse kan meddeles, når:
1) det må anses for undskyldeligt, at ændringen af påstanden eller
fremsættelsen af de nye anbringender ikke er sket inden domsforhandlingen,
eller
2) modparten har tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser
uden udsættelse af domsforhandlingen, eller
3) nægtelse af tilladelse vil kunne medføre et uforholdsmæssigt tab for
parten.
27. I § 372, stk. 1, 2. pkt. , ændres »§ 219, stk.
3,» til »§ 219«.
§ 372. Ankefristen er 4 uger ved anke fra byret til landsret og 8
uger ved anke fra landsret og fra Sø- og Handelsretten i København til
Højesteret. Fristen regnes fra dommens afsigelse, jf. § 219, stk. 3.
Stk. 2-3. - - -
28. I § 378 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Retten kan pålægge en part at indlevere et
processkrift inden en af retten fastsat frist. Såfremt et processkrift ikke
indleveres rettidigt, finder reglerne i § 386 tilsvarende anvendelse.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
§ 378. Retten bestemmer, om forberedelsen af anken skal fortsætte
ved udveksling af yderligere processkrifter eller afholdelse af retsmøder,
eller om forberedelsen skal sluttes og sagen straks berammes til
domsforhandling. Bestemmelserne i § 376, stk. 3 og 4, finder tilsvarende
anvendelse med hensyn til indlevering af yderligere processkrifter. De trufne
bestemmelser kan senere ændres.
Stk. 2. - - -
29. § 379, 2. pkt. , ophæves.
§ 379. Efter at ankestævningen er forkyndt for indstævnte, kan
appellanten ikke hæve sagen, såfremt indstævnte rettidigt, jf. § 375,
fremsætter anden påstand end stadfæstelse og ønsker sagen fremmet. Det samme
gælder, hvis indstævnte ændrer en oprindelig fremsat påstand om stadfæstelse
inden 2 uger efter, at han har fået meddelelse fra retten om, at appellanten
har fremsat anmodning om, at sagen hæves.
30. § 382, stk. 1 , affattes således:
»Påstande, som har været gjort gældende i foregående instans, men
ikke er fremsat i ankestævningen eller i et rettidigt afgivet svarskrift, jf.
§ 375, og som heller ikke er omfattet af § 377, kan retten nægte fremsat,
såfremt påstanden burde have været fremsat tidligere under anken.«
§ 382. Påstande, som har været gjort gældende i foregående
instans, men ikke er fremsat under forberedelsen og heller ikke er omfattet
af § 377, kan retten nægte fremsat, såfremt anmodning herom burde have været
fremsat tidligere under anken.
Stk. 2. - - -
31. § 383, stk. 3 , affattes således:
»Stk. 3. Er påstande, som ikke har været gjort gældende i
foregående instans, ikke fremsat i ankestævningen eller i et rettidigt
afgivet svarskrift, jf. § 375, kan retten, selv om modparten ikke
protesterer, nægte fremsættelsen, såfremt de burde have været fremsat
tidligere under anken. Det samme gælder anbringender, som ikke har været
gjort gældende i foregående instans, og som ikke er fremsat under
forberedelsen af anken.«
§ 383. Påstande og anbringender, som ikke har været gjort gældende
i foregående instans, kan, hvis modparten protesterer, kun tages i
betragtning med rettens tilladelse.
Stk. 2. Retten kan meddele tilladelse efter stk. 1, såfremt det
anses for undskyldeligt, at de pågældende påstande og anbringender ikke
tidligere er fremsat, eller der er grund til at antage, at nægtelse af
tilladelse vil medføre et uforholdsmæssigt tab for parten. Ved anke til
landsret kan tilladelse tillige meddeles, hvis modparten har tilstrækkelig
mulighed for at varetage sine interesser.
Stk. 3. Er påstande og anbringender, som ikke har været gjort
gældende i foregående instans, ikke fremsat under forberedelsen af anken, kan
retten, selv om modparten ikke protesterer, nægte fremsættelsen, såfremt de
burde have været fremsat tidligere under anken.
32. I § 394, stk. 1 , ændres »§ 219, stk. 3,»
til: »§ 219«.
§ 394. Kærefristen, der regnes fra den dag, afgørelsen er truffet,
er 2 uger, jf. § 219, stk. 3.
Stk. 2. - - -
33. § 488, stk. 2, 2. pkt. , ophæves.
§ 488. - - -
Stk. 2. Ved fremsættelse af anmodning i henhold til § 478, stk. 1,
nr. 1- 3, skal udskrift af afgørelsen, forliget, bevillingen, statsamtets
afgørelse eller den godkendte aftale indleveres til fogedretten. Anmodning
vedrørende de i § 219, stk. 4, nævnte domme skal desuden være ledsaget af
bevis for, at dommen er forkyndt for skyldneren. - - -
Stk. 3. - - -
34. I § 586, stk. 1 , ændres »jf. dog § 219, stk.
3« til: »jf. § 219«.
»§ 586. Kære skal ske inden 4 uger efter, at forretningen er
foretaget, eller, hvis forretningen ikke foretages, inden 4 uger efter den
afgørelse, som kæres, jf. dog § 219, stk. 3.
Stk. 2-4. - - -
35. I § 963, stk. 3, litra a, ændres »§ 219, stk.
6,» til: »§ 219 a, stk. 4,».
§ 963. - - -
Stk. 2. - - -
Stk. 3. I øvrigt bliver reglerne i §§ 941-942 og 946-951 i det
hele at anvende med de lempelser, som følger af forholdets forskelligheder,
samt med følgende nærmere bestemmelser:
a) Fristen for anke regnes fra dommens afsigelse eller, hvis forkyndelse
af dommen er påbudt, jf. § 219, stk. 6, fra forkyndelsen. Hvis sagen er
afgjort i medfør af § 934 og tiltalte ikke var til stede eller gjort bekendt
med tidspunktet for dommens afsigelse, regnes fristen dog fra den dag,
anklagemyndigheden har sendt tiltalte udskrift af dommen.
b) - - -
c) - - -
Bilag 2
Menneskerettighedskonventionens krav til domstolenes sagsbehandlingstid
1. Indledning
En stor del af de klagesager, der indbringes for Den Europæiske
Menneskerettighedskommission (herefter Kommissionen), vedrører påståede
krænkelser af artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention (herefter EMRK). Efter artikel 6 har enhver ret
til en retfærdig rettergang inden en rimelig frist (reasonable time). En
medlemsstat krænker således EMRK, såfremt de nationale domstoles
sagsbehandlingstid for civile sager eller straffesager bliver for lang.
Af de domme, der indtil videre er afsagt af Den europæiske
Menneskerettighedsdomstol (herefter Domstolen), vedrører ca. 30 pct. helt
eller delvis for lang sagsbehandlingstid (se note 1 sidst i notatet), og
tallet er højere for så vidt angår Kommissionen og Ministerkommiteen. Af de
danske klagesager, der for tiden verserer for Kommissionen, vedrører 6 ud af
7 sager for lang sagsbehandlingstid ved danske domstole (2). Uanset at disse
sager for menneskerettighedsorganerne fordeler sig forskelligt på de enkelte
medlemslande, synes det generelt at være et problem for Europarådets
medlemslande, herunder også Danmark, at sagsbehandlingstiden ved de nationale
domstole ofte er for lang.
Når sagsbehandlingstiden er blevet for lang, har nationale domstole efter
konventionspraksis imidlertid en vis mulighed for at rette op på den skete
krænkelse, hvad enten sagen er under behandling eller er afsluttet.
I det følgende redegøres kort for konventionens krav om ret til retfærdig
rettergang inden en rimelig frist, herunder konventionsorganernes praksis
(afsnit 2). Derudover redegøres for nationale dommeres pligt til ex officio
at påse, at behandlingen af retssager fremmes med den fornødne hurtighed
(afsnit 3). Endvidere beskrives praksis om fortabelse af offerstatus (afsnit
4). Endelig redegøres for nationale domstoles mulighed for at medvirke til at
råde bod på skete krænkelser, således at eventuelle klagesager ikke længere
vil kunne behandles af konventionsorganerne (afsnit 5).
2. Artikel 6, stk. 1, i EMRK
Efter artikel 6, stk. 1, i EMRK har enhver ret til en retfærdig rettergang
inden en rimelig frist (reasonable time), når der skal træffes afgørelse
enten i en strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser eller
angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse.
Ved vurderingen af, om der foreligger en krænkelse af bestemmelsen,
fastlægger konventionsorganerne først den periode, der er relevant for
bedømmelsen. Det vil sige: hvornår sagsbehandlingen startede og sluttede
(afsnit 2.1). Herefter vurderes det, om denne periode - i lyset af de
kriterier, der er udviklet i konventionsorganernes praksis - kan anses for at
være en rimelig frist (afsnit 2.2).
2.1. I civile sager begynder den relevante periode som
udgangspunkt at løbe fra tidspunktet for sagsanlægget (3). I visse tilfælde
kan en administrativ sagsbehandling være en nødvendig forudsætning for et
efterfølgende civilt søgsmål. I sådanne tilfælde kan fristen begynde at løbe
allerede fra den forudgående administrative sagsbehandling, herunder
fremsættelsen af et krav over for det offentlige (4).
I straffesager begynder den relevante periode at løbe fra det tidspunkt,
hvor vedkommende »is charged« (5). Der er tale om et selvstændigt
konventionsbegreb, der efter praksis kan defineres som en officiel
tilkendegivelse eller meddelelse fra en dertil kompetent myndighed overfor et
individ, der indeholder en påstand eller beskyldning om, at vedkommende har
begået en kriminel handling eller undladelse. I visse tilfælde kan begrebet
endvidere omfatte andre foranstaltninger, der på anden måde indeholder en
sådan beskyldning og på lignende måde påvirker den mistænktes situation i en
ikke ubetydelig grad (6). I forhold til dansk ret vil fristen således i hvert
fald begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor der rejses tiltale mod en
person, men meget vel fra et tidligere tidspunkt. Fristen vil således
almindeligvis begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor der rejses sigtelse mod
en person. Hvis en person anholdes, fængsles og efterfølgende tiltales, vil
fristen skulle regnes fra anholdelsestidspunktet (7).
Hvad enten der er tale om civile sager eller straffesager, anses den
relevante periode som udgangspunkt for at slutte på det tidspunkt, hvor den
(sidste) retlige afgørelse er endelig (8). Dette vil eksempelvis være
tidspunktet for afsigelse af dom i ankeinstansen. Hvis der efter endelig dom
indgives ansøgning om procesbevilling til at anke eller kære, vil den tid der
medgår, inden et afslag meddeles, skulle medregnes (9). I mange klagesager om
for lang sagsbehandlingstid ved de danske domstole vil den for bedømmelsen af
artikel 6 relevante periode endnu ikke være afsluttet, jf. dog nedenfor under
afsnit 5.2. Der vil således kunne opstå tilfælde, hvor en domstol behandler
en sag, der har været under behandling i så lang tid, at det kan give
anledning til tvivl, om den foreløbige sagsbehandlingstid er forenelig med
konventionens krav (10).
2.2. Ved vurderingen af, om en sagsbehandlingstid er i
overensstemmelse med kravet om retten til en afgørelse inden en rimelig frist
(reasonable time), foretager konventionsorganerne en helt konkret vurdering
af hver enkelt sag. Det er ikke muligt at fastsætte nogen absolut
grænse for, hvor lang - eller kort - en sagsbehandlingstid må være.
Konventionsorganerne har imidlertid i praksis udviklet nogle kriterier, der
indgår ved vurderingen af, om kravet om »rimelig frist« er
overholdt (11).
Ved vurderingen af, om en »rimelig frist« er overskredet, lægges
der vægt på sagens kompleksitet. En kompliceret sag kan begrunde en
længere sagsbehandlingstid. Ved en sags kompleksitet forstås en sags
faktiske, retlige og processuelle problemer.
Derudover lægges der vægt på sagens betydning for den person, der
har indgivet klage til Kommissionen. Visse sagstyper kan således
nødvendiggøre en særlig hurtig behandling. Nogle sagstyper kræver, at de
nationale myndigheder udviser særlig omhu. Som eksempel på sådanne sager kan
nævnes forældres søgsmål vedrørende børn anbragt uden for hjemmet eller
uhelbredeligt syge personers erstatningssøgsmål.
Ved vurderingen lægges endvidere vægt på parternes adfærd. I civile
sager vil dette navnlig omfatte sagsøger og sagsøgte, mens det i straffesager
navnlig omfatter tiltalte og anklagemyndigheden.
Den adfærd, der udvises af offentlige myndigheder, der optræder som parter
i civile sager, og anklagemyndigheden i straffesager, indgår mest naturligt
ved vurderingen af det fjerde moment, nemlig de kompetente myndigheders
adfærd.
De kompetente myndigheders adfærd omfatter navnlig en vurdering af de
judicielle myndigheder og andre myndigheder, der er involveret i processen,
herunder anklagemyndigheden og en offentlig myndighed, der er part i en civil
sag. De kompetente myndigheder kan ligeledes omfatte regering og lovgiver.
Som eksempel på offentlige myndigheder, der er involverede i processen, kan
nævnes offentlige myndigheder, der inddrages i form af høring m.m.
Retslægerådets eller Kriminalforsorgens sagsbehandling vil derfor også kunne
indgå i vurderingen, hvis der foretages høring af disse i forbindelse med en
straffesag.
Ved vurderingen af de kompetente myndigheders adfærd foretages en
vurdering af de enkelte stadier af sagsbehandlingen. Som eksempel på sådanne
perioder kan nævnes perioden forud for sagsanlæg, herunder politiets
efterforskning, berammelsestider, sagsforberedelsen, udsættelser, den tid der
medgår til udarbejdelse af rettens afgørelse m.m. Der vil navnlig blive
lagt vægt på, om der er såkaldte »døde perioder«, d.v.s.
perioder, hvor der ikke foreligger nogen forklaring på, hvad der er foregået.
Ud over at foretage en vurdering af sagens kompleksitet, sagens betydning,
parternes adfærd og de kompetente myndigheders adfærd foretages en samlet
vurdering af hele processen. Der foreligger ikke en krænkelse efter
artikel 6, blot fordi en sag er forsinket, og denne forsinkelse kunne være
undgået og kan henregnes til staten. Det er alle sagens omstændigheder, der
også ud fra en samlet vurdering skal være tilstrækkelig alvorlige.
I sager om for lang sagsbehandlingstid ved domstolene er det staten, der
har forklaringsbyrden. Det er afgørende, om forsinkelsen kan tilskrives
staten, idet kun sådanne forsinkelser kan føre til, at konventionsorganerne
finder, at kravet om en »rimelig frist« ikke er overholdt (12).
3. Dommerens pligter ex officio
Efter konventionspraksis har de nationale domstole en selvstændig pligt
til at sikre, at sager fremmes med den fornødne hurtighed. Uanset at den
danske retspleje i civile sager bygger på et forhandlingsprincip, har
domstolene således en selvstændig pligt til ex officio at påse, at enhver sag
fremmes med den fornødne hurtighed.
Parternes handlemåde fritager ikke nationale domstole fra pligten til at
sikre en sagsbehandling inden en »rimelig frist« (13). Uanset om
den anden part tiltræder en begæring om udsættelse eller blot undlader at
protestere, vil domstolene have en selvstændig pligt til at sikre, at sagen
fremmes med fornøden hurtighed (14). Denne selvstændige pligt kan indebære,
at det kan være nødvendigt i visse tilfælde at nægte at udsætte en sag (15).
I denne forbindelse skal man være opmærksom på, at ressourcemangel ved
domstolene, herunder behovet for flere dommere, og et stort antal sager
ikke er forhold, der efter konventionsorganernes praksis generelt kan
begrunde en lempelse af konventionens krav.
I praksis er det således blevet fastslået, at konventionen pålægger
medlemsstaterne en pligt til at organisere deres retssystemer på en sådan
måde, at domstolene er i stand til at leve op til kravene i artikel 6, stk.
1, herunder kravet om retten til en rettergang inden en rimelig frist. En
midlertidig ophobning af sager medfører imidlertid ikke ansvar for en
medlemsstat, forudsat at staten med den fornødne hurtighed træffer de
nødvendige foranstaltninger for at imødekomme en sådan ekstraordinær
situation (16).
Ressourcemangel m.v. vil således almindeligvis ikke kunne fritage
domstolene fra deres selvstændige pligt til at medvirke til, at sagerne
bliver fremmet med den fornødne hurtighed.
4. Fortabelse af offerstatus
Efter EMRK artikel 25, stk. 1, kan Kommissionen modtage klager fra enhver
person, en ikkestatslig organisation eller en gruppe af enkeltpersoner, der
hævder at være blevet krænket af en medlemsstat i en af de rettigheder eller
friheder, der er anerkendt i konventionen eller tillægsprotokollerne. En part
i en civil sag eller en tiltalt i en straffesag, der ikke er afsluttet inden
en rimelig frist, vil derfor kunne indgive klage til Kommissionen over den
for lange sagsbehandlingstid.
Det følger imidlertid af Kommissionens og Domstolens faste praksis, at en
klager, der har været offer for en krænkelse, under visse betingelser kan
miste status af offer (»victim«), når vedkommende medlemsstat råder
bod på den skete krænkelse.
Denne praksis skal ses i lyset af princippet om udtømmelse af nationale
retsmidler eller oprejsning ved de nationale myndigheder (the rule of local
redress). Det følger af EMRK artikel 26, at Kommissionen kun må antage en sag
til behandling, når alle nationale retsmidler er blevet udtømt i
overensstemmelse med de af folkeretten almindeligt anerkendte regler.
Bestemmelsen er udtryk for et princip om, at en medlemsstat skal have
mulighed for selv at råde bod på en krænkelse af konventionen, der måtte have
fundet sted. Konventionens kontrolsystem kan således først bringes i
anvendelse, når en medlemsstat ikke selv råder bod på skete krænkelser.
Konventionen har subsidiær karakter (17).
Når vedkommende nationale myndighed udtrykkeligt eller indirekte
anerkender en krænkelse af konventionen og råder bod herpå, kan en person som
følge heraf ikke længere anses for at være offer for en krænkelse (18). I
sager vedrørende for lang sagsbehandlingstid kan en person således miste sin
status af offer, når vedkommende nationale myndighed enten udtrykkeligt eller
indirekte har anerkendt den påståede krænkelse af konventionen, og - om
nødvendigt - har rådet bod på den skete krænkelse. Kun når disse to
betingelser er opfyldt, udelukker konventionens subsidiære kontrolmekanisme,
at klagen undergives behandling (19).
Da konventionen gælder for Danmark og således er bindende for offentlige
myndigheder, herunder domstolene, og da konventionen er inkorporeret i dansk
ret (20), er domstolene forpligtet til at medvirke til at undgå, at
overtrædelser af konventionen finder sted, herunder at behandingen af en
retssag ikke sker inden en rimelig frist. Det må endvidere antages, at
domstolene i det omfang, der er mulighed herfor, bør medvirke til at råde bod
på skete krænkelser, jf. ovenfor om »the rule of local redress.«
I det omfang, en domstol behandler en sag, der er uafsluttet, men har
været under behandling i så lang tid, at der må antages at foreligge en
krænkelse af artikel 6, stk. 1, eller i tilfælde, hvor domstolene kommer til
at behandle en sag vedrørende en afsluttet proces, der er i strid med
tidskravet i artikel 6, stk. 1 (21), må det derfor antages, at domstolene bør
forsøge at råde bod på den skete krænkelse i det omfang, der er mulighed
herfor.
Det er som nævnt en betingelse for at kunne indgive klage til
Kommissionen, at vedkommende hævder at være blevet krænket, jf. artikel 25,
stk. 1. Såfremt en person indgiver klage til Kommissionen over en for lang
sagsbehandlingstid, vil klagen blive afvist efter artikel 27, stk. 2, jf.
artikel 25, stk. 1, såfremt der, forud for indgivelsen af klagen, er blevet
rådet bod på den påståede krænkelse, og de anførte betingelser er opfyldte
(22).
Det vil endvidere være muligt at råde bod på en sket krænkelse, efter at
en klage er indgivet til Kommissionen. En person, der indgiver klage til
Kommissionen, skal således ikke alene være »offer« på tidspunktet
for klagens indgivelse, men skal bevare denne status under Kommissionens
efterfølgende behandling af klagesagen. Hvis der således, efter at der er
indgivet klage, men inden Kommissionen har taget stilling til sagens
realitet, rådes bod på den skete krænkelse, og de ovenfor anførte betingelser
er opfyldt, vil Kommissionen slutte behandlingen af sagen (23).
Betingelsen i artikel 25, hvorefter en klager skal være offer, er således
relevant under hele processen.
De måder, hvorpå nationale domstole kan medvirke til at råde bod på en
sket krænkelse, vil blive gennemgået nedenfor i afsnit 5.
5. Praktiske muligheder for at råde bod på skete krænkelser
5.1. De nationale domstoles muligheder for at råde bod på krænkelser som
følge af for lang sagsbehandlingstid er betydelig større i straffesager end i
civile sager.
I civile sager er de nationale domstoles opgave navnlig at medvirke
til at sikre, at behandlingen af en retssag fremmes med den fornødne
hurtighed, således at tvisten kan blive afgjort inden for en rimelig frist. I
et vist omfang kan der dog være mulighed for at medvirke til, at der rådes
bod på en krænkelse, når den ene part i en civil sag er en offentlig
myndighed, der ligeledes er pligtig at overholde konventionen. Hvis en tvist
mellem en borger og en offentlig myndighed har været under behandling ved
domstolene i så lang tid, at der må antages at foreligge en krænkelse af
artikel 6, stk. 1, vil der være mulighed for, hvis der opnås forlig i sagen,
jf. retsplejelovens § 268, at forsøge at påvirke indholdet af forliget på en
sådan måde, at dette direkte eller indirekte indeholder en erkendelse af den
for lange sagsbehandlingstid, ligesom den erkendte krænkelse skal komme til
udtryk i forligets indhold.
Til illustration kan nævnes klagesag nr. 9320/81 (24), der vedrører en
civil sag mellem en privat person og en offentlig myndighed. Efter at den
private part havde indgivet klage til Kommissionen, blev der indgået forlig
mellem parterne i den nationale sag, og forligets indhold var favorabelt for
klager, således at han opnåede en retsstilling, der var mere gunstig, end
klager ellers ville have haft, ligesom der var taget hensyn til den for lange
sagsbehandlingstid. Dette bevirkede, at klager ikke længere kunne anses for
offer.
5.2. I tilfælde, hvor en person, der har været tiltalt i en
straffesag, ender med at blive frifundet, kan der i visse tilfælde
blive rejst krav om erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a. Hvis den
staffesag, der endte med frifindelse, har varet så lang tid, at
sagsbehandlingen må anses for at udgøre en krænkelse af artikel 6, stk. 1,
kan nationale domstole komme i en situation, hvor de skal tage stilling til
et erstatningskrav, der omfatter en proces, der har været i strid med
konventionens krav om en retfærdig rettergang inden en rimelig frist. I
sådanne tilfælde vil domstolene have mulighed for at råde bod på den skete
krænkelse i forbindelse med tilkendelse af erstatning.
I en klagesag vedrørende Danmark (25) var der rejst tiltale mod en advokat
for blandt andet underslæb. Advokaten blev dømt i byretten, men frifundet i
landsretten. Efter frifindelsen fremsatte advokaten krav om erstatning efter
retsplejelovens kapitel 93 a, ligesom advokaten indgav klage til
Kommissionen. Under ankebehandlingen af erstatningskravet lagde landsretten
ved erstatningsudmålingen blandt andet vægt på, at den tid, der var medgået
til sagens behandling, ikke kunne anses for forenelig med kravet om en
retfærdig rettergang inden en rimelig frist, ligesom der var tale om en
særlig alvorlig sigtelse for en advokat. Blandt andet under henvisning hertil
blev erstatningen forhøjet (26). Under henvisning hertil fandt Kommissionen,
at der på nationalt plan var rådet tilstrækkelig bod på den påståede
krænkelse, og behandlingen af klagesagen blev derfor afsluttet.
Såfremt der foreligger en krænkelse af artikel 6, stk. 1, vil danske
domstole derfor i sådanne tilfælde kunne råde bod på den skete krænkelse,
hvis domstolene i præmisserne i den dom, hvor der tages stilling til
erstatningskravet, udtrykkeligt eller indirekte anerkender, at der foreligger
en krænkelse, og lader dette indgå som et moment ved udmålingen af
erstatningen.
5.3. I tilfælde, hvor der sker domfældelse af en tiltalt i en
straffesag, der ikke er blevet afgjort inden en rimelig frist, kan
nationale domstole råde bod på den skete krænkelse ved i præmisserne
udtrykkeligt eller indirekte at erkende, at sagsbehandlingstiden har været i
strid med konventionens krav, samt lade dette indgå som en formildende
omstændighed ved straffastsættelsen.
Som eksempel herpå kan nævnes, at den for lange sagsbehandlingstid efter
omstændighederne kan føre til anvendelse af betinget straf, uanset at
straffen efter praksis burde være en ubetinget sanktion (27), eller at der i
øvrigt sker en nedsættelse af straffen (28).
Undladelse af at udvise en domfældt i tilfælde, hvor udvisning ellers
ville komme på tale, vil ligeledes kunne være en måde, hvorpå der rådes bod
på en krænkelse (29). Undladt rettighedsfrakendelse vil endvidere
kunne komme på tale (30). Endelig vil man kunne forestille sig, at en
tiltalt, der dømmes for et strafbart forhold, helt eller delvis fritages for
at betale sagens omkostninger under henvisning til den for lange
sagsbehandlingstid (31).
5.4. Det vil endelig kunne komme på tale at opgive
strafforfølgningen i tilfælde, hvor en straffesag endnu ikke er
afsluttet, og hvor sagsbehandlingstiden allerede har været for lang, eller
hvor sagsbehandlingstiden, hvis staffesagen fremmes, vil ende med at være i
strid med konventionens krav (32). Denne vurdering vil almindeligvis tilkomme
anklagemyndigheden.
Som et eksempel herpå kan nævnes tilfælde, hvor en frifindende dom ankes
af anklagemyndigheden, eller en domfældelse ankes af tiltalte. Foreligger der
særligt graverende omstændigheder, kan domstolene, hvis anklagemyndigheden
ikke af egen drift finder anledning hertil, henstille til anklagemyndigheden,
at strafforfølgningen opgives, forudsat at kriminalitetens art ikke taler
afgørende herimod.
5.5. Uanset hvilken af de ovenfor anførte kompensationsmetoder der
påtænkes anvendt, vil det som nævnt være afgørende, at dommen med
tilstrækkelig klarhed afspejler en anerkendelse af den for lange
sagsbehandlingstid, ligesom de fordele, som den krænkede opnår som følge
heraf, skal fastsættes konkret i forhold til den skete krænkelse.
Der kan navnlig være grund til at pege på, at det er vigtigt, at
præmisserne klart angiver, at vedkommende opnår en retsstilling, der
er mere favorabel end den, vedkommende ellers ville have haft. Kun i sådanne
tilfælde vil det være muligt for menneskerettighedsorganerne at påse, at
betingelserne for fortabelse af offerstatus er opfyldt, nemlig at der
foreligger en udtrykkelig anerkendelse af krænkelsen, og at den skete
krænkelse om nødvendigt redresseres, hvad enten dette sker ved hjælp af
økonomiske midler eller på anden vis.
I en dansk klagesag (33) var en person tiltalt for og efterfølgende dømt
for skattesvig efter straffelovens § 289. Ved udmålingen af frihedsstraffen
lagde byretten udtrykkeligt vægt på den lange sagsbehandlingstid som en
formildende omstændighed. Landsretten fandt fængselsstraffen passende uden
nærmere begrundelse. Herefter og da landsretten udtrykkeligt anførte, at den
ikke fandt grundlag for at fravige almindelige principper for beregning af
tillægsbøden, fandt Kommissionen ikke, at der forelå nogen erkendelse af
overtrædelsen eller nogen lempelse af straffen. I den konkrete sag synes det
nærliggende at antage, at der rent faktisk var tale om en lempelse af
fængselsstraffen, men dette bevirkede ikke, at domfældte ikke længere var
klageberettiget, da betingelserne for fortabelse af offerstatus ikke var
opfyldt. Sagen illustrerer vigtigheden af, at man udtrykkeligt tager stilling
til spørgsmålet om den for lange sagsbehandlingstid i dommens præmisser.
6. Sammenfatning
Domstolene har pligt til ex officio at påse, at behandlingen af retssager
fremmes med den fornødne hurtighed, således at sager bliver afgjort inden en
rimelig frist, jf. artikel 6, stk. 1, i EMRK.
Endvidere kan domstolene aktivt medvirke til at råde bod på skete
krænkelser af retten til en rettergang inden en rimelig frist. I tilfælde,
hvor der sker domfældelse af en tiltalt i en straffesag, der ikke er blevet
afgjort inden en rimelig frist, kan domstolene således i præmisserne
udtrykkeligt angive, at sagsbehandlingstiden har været i strid med
konventionens krav, samt lade dette indgå som en formildende omstændighed ved
straffastsættelsen m.v.
Efter 2. behandling den 21. maj 1997
§ 1
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1996,
som ændret senest ved § 2 i lov nr. 274 af 15. april 1997, foretages følgende
ændringer:
1. I § 4, stk. 2, ændres »45« til:
»55«, og »22« ændres til: »36«.
2. I § 15, stk. 1, ændres »41« til:
»42«.
3. I § 16 a, stk. 1, 3. pkt., indsættes efter
»Svendborg,»: »Haderslev,».
4. I § 17, stk. 1, udgår »Haderslev,».
5. I § 41, stk. 5, ændres »§ 219« til: »§
219 a«.
6. I § 126 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. En advokat skal medvirke til, at en fuldmægtig, der
er autoriseret hos advokaten, kan deltage i den teoretiske efteruddannelse,
som er fastsat i medfør af § 119, stk. 6. Advokaten skal endvidere afholde
udgifterne til efteruddannelsen.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
7. § 154, stk. 2, 2. pkt., ophæves.
8. § 165, stk. 2 , affattes således:
»Stk. 2. I sager, der behandles af retten, afholdes
vederlaget for forkyndelse af statskassen. I øvrigt betales vederlaget af
den, der begærer forkyndelsen foretaget.«
9. § 219 affattes således:
»§ 219. Rettens afgørelse i en borgerlig sag træffes snarest
muligt, efter at den pågældende forhandling er til ende. Ved sagens optagelse
til dom eller kendelse skal retten tilkendegive, hvornår dommen eller
kendelsen vil blive afsagt. Domme og kendelser i sager, der behandles ved
byret, skal afsiges senest 6 uger efter optagelsen til dom eller kendelse. I
sager, der behandles ved landsret, skal dommen eller kendelsen afsiges senest
3 måneder efter optagelsen til dom eller kendelse.
Stk. 2. Såfremt særlige omstændigheder gør det påkrævet, kan
retten beslutte at fravige de i stk. 1 nævnte frister. I beslutningen skal
anføres de omstændigheder, der bevirker, at fristen ikke kan overholdes.
Beslutningen kan ikke kæres.
Stk. 3. Afsigelsen af en dom foregår ved, at domsslutningen, efter
at hele dommen er skriftligt udarbejdet, oplæses i et retsmøde.«
10. Efter § 219 indsættes:
»§ 219 a. Rettens afgørelser i straffesager træffes snarest
muligt, efter at den pågældende forhandling er til ende. Ved sagens optagelse
til dom eller kendelse skal retten tilkendegive, hvornår dommen eller
kendelsen vil blive afsagt. Kan afsigelsen ikke finde sted samme dag, skal
dom eller kendelse dog afsiges senest inden en uge og, hvor nævninge har
medvirket, senest dagen efter.
Stk. 2. Såfremt særlige omstændigheder gør det påkrævet, kan
retten beslutte at fravige de i stk. 1 nævnte frister. I beslutningen skal
anføres de omstændigheder, der bevirker, at fristen ikke kan overholdes.
Beslutningen kan ikke kæres.
Stk. 3. Afsigelsen af en dom foregår ved, at domsslutningen
oplæses i et retsmøde.
Stk. 4. Hvis tiltalte er fængslet, bør den pågældende bringes til
stede ved dommens afsigelse.
Stk. 5. Er tiltalte ikke til stede ved afsigelsen, meddeler
anklagemyndigheden tiltalte udskrift af dommen. Hvis sagen i medfør af § 847,
stk. 3, nr. 1-5, er fremmet i tiltaltes fravær, skal udskriften
forkyndes.«
11. § 312, stk. 2, 4. pkt., ophæves.
12. I § 345, 1. pkt., ændres »hensigtsmæssigt«
til: »påkrævet«.
13. § 348, stk. 2, nr. 4, affattes således:
»4) en udførlig fremstilling af de faktiske omstændigheder, hvorpå
påstanden støttes, og«.
14. § 348, stk. 4, ophæves, og i stk. 5, der bliver
stk. 4, udgår »og stk. 4«.
15. § 349, stk. 1, 2. pkt., affattes således:
»Det samme gælder, hvis der ikke indleveres genparter m.v. som
fastsat i § 348, stk. 3, eller det indleverede ikke opfylder de krav, som
fastsættes efter § 348, stk. 4.«
16. § 350, stk. 2, ophæves.
Stk. 3 bliver herefter stk. 2.
17. § 351, stk. 1, affattes således:
»Retten indkalder parterne til et møde med et varsel, der i
almindelighed skal være på mindst 2 uger fra forkyndelsen.«
18. § 352, stk. 1, 3. og 4. pkt., ophæves, og i
stedet indsættes:
»Fristen, der regnes fra pålæggets forkyndelse, kan efter anmodning
forlænges.«
19. § 353 affattes således:
»§ 353. Retten kan bestemme, at yderligere processkrifter
skal udveksles, og kan pålægge en part at indlevere et processkrift inden en
af retten fastsat frist. Såfremt et processkrift ikke indleveres rettidigt,
finder bestemmelserne i § 360, stk. 1-3 og 6, tilsvarende anvendelse.«
20. § 354, stk. 5, 2. pkt., ophæves.
21. I § 354, stk. 6, sidste pkt., ændres »§ 219, stk.
2 og 3,» til: »§ 219, stk. 1, 2. pkt., og stk. 3,».
22. I § 354, stk. 7, 1. pkt., indsættes efter »Retten
kan«: »undtagelsesvis«.
23. § 355, stk. 1, affattes således:
»Retten bør indkalde parterne til et særligt forberedende møde,
medmindre retten finder det overflødigt.«
24. I § 355, stk. 4, indsættes som 3. og 4.
pkt.:
»I det forberedende møde skal retten endvidere efter drøftelse med
parterne så vidt muligt fastlægge sagens videre forløb, herunder tidsrammerne
for eventuel yderligere forberedelse. Retten kan endvidere fastsætte
tidspunktet for domsforhandlingen.«
25. Efter § 356 indsættes:
»§ 356 a . Retten kan bestemme, at parterne inden en af
retten fastsat frist før domsforhandlingen til retten skal indlevere et
endeligt påstandsdokument. Påstandsdokumentet skal indeholde partens påstande
og anbringender og en angivelse af de dokumenter, som parten vil påberåbe
sig, og de beviser, som agtes ført under domsforhandlingen. Genpart af
påstandsdokumentet skal samtidig tilsendes modparten.
Stk. 2. Såfremt påstandsdokumentet ikke indleveres rettidigt,
finder bestemmelserne i § 360, stk. 1-3 og 6, tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Udvidelse af de påstande, der fremgår af
påstandsdokumentet, eller fremsættelse af anbringender eller førelse af
beviser, som ikke er angivet i påstandsdokumentet, kan ikke ske, medmindre
retten tillader det. Sådan tilladelse kan meddeles, såfremt betingelserne i §
363, stk. 1, er opfyldt.«
26. I § 357 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Retten kan, uanset at modparten ikke har nægtet at
samtykke, jf. stk. 1, modsætte sig udvidelse af påstande, fremsættelse af nye
anbringender og førelse af nye beviser eller fremsættelse af
formalitetsindsigelser, som ikke er fremsat rettidigt efter stk. 2.«
27. I § 360, stk. 5, sidste pkt., indsættes efter
»imødekommet«: », medmindre retten træffer afgørelse efter §
357, stk. 3«.
28. § 363, stk. 1, nr. 1, affattes således:
»1) det af særlige grunde må anses for undskyldeligt, at ændringen af
påstanden eller fremsættelsen af nye anbringender ikke er sket inden
domsforhandlingen, eller«.
29. I § 365, stk. 3, 1. pkt., udgår »så vidt
muligt«.
30. I § 365 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Såfremt genparterne ikke indleveres rettidigt, kan
retten beslutte, at reglerne i § 360, stk. 1-3 og 6, skal finde tilsvarende
anvendelse.«
31. I § 372, stk. 1, 2. pkt., ændres »§ 219, stk.
3,» til: »§ 219«.
32. I § 378 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Retten kan pålægge en part at indlevere et processkrift
inden en af retten fastsat frist. Såfremt et processkrift ikke indleveres
rettidigt, finder reglerne i § 386 tilsvarende anvendelse.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
33. § 379, 2. pkt., ophæves.
34. § 382, stk. 1, affattes således:
»Påstande, som har været gjort gældende i foregående instans, men
ikke er fremsat i ankestævningen eller i et rettidigt afgivet svarskrift, jf.
§ 375, og som heller ikke er omfattet af § 377, kan retten nægte fremsat,
selv om modparten ikke protesterer, såfremt påstanden burde have været
fremsat tidligere under anken.«
35. § 383, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Er påstande, som ikke har været gjort gældende i
foregående instans, ikke fremsat i ankestævningen eller i et rettidigt
afgivet svarskrift, jf. § 375, kan retten, selv om modparten ikke
protesterer, nægte fremsættelsen, såfremt de burde have været fremsat
tidligere under anken. Det samme gælder anbringender, som ikke har været
gjort gældende i foregående instans, og som ikke er fremsat under
forberedelsen af anken.«
36. § 386, stk. 1, 2. pkt., ophæves, og i stedet
indsættes:
»Det samme gælder, hvis appellanten ikke rettidigt har indsendt
behørigt udformet ekstrakt til Højesteret, jf. § 385, stk. 2. Retten kan
endvidere afvise sagen, hvis appellanten ikke rettidigt har indsendt
genparter til landsretten, jf. § 385, stk. 1, jf. § 365, stk. 3.«
37. I § 386, stk. 2, indsættes efter 1. pkt.:
»Retten kan beslutte, at det samme skal gælde, hvis indstævnte ikke
rettidigt har indsendt genparter af processkrifter og dokumenter til
landsretten, jf. § 385, stk. 1, jf. § 365, stk. 3.«
38. I § 394, stk. 1, ændres »§ 219, stk. 3,» til:
»§ 219«.
39. § 488, stk. 2, 2. pkt., ophæves.
40. I § 586, stk. 1, ændres »jf. dog § 219, stk.
3« til: »jf. § 219«.
41. I § 963, stk. 3, litra a, ændres »§ 219, stk.
6,» til: »§ 219 a, stk. 5,».
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1997, jf. dog stk. 2.
Retsplejelovens § 126, stk. 3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6, træder
dog i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning med
hensyn til advokatfuldmægtige, som har bestået juridisk kandidateksamen efter
1. januar 1997, og med hensyn til udgifter til deres efteruddannelse, såfremt
tilmelding hertil indgives efter lovens ikrafttræden.
Stk. 2. De hidtil gældende regler i retsplejelovens §§ 165, stk.
2, 219, stk. 4, 312, stk. 2, 4. pkt., 351, stk. 1, 352, stk. 1, 3. og 4.
pkt., 354, stk. 5, 2. pkt., og 488, stk. 2, 2. pkt., finder dog fortsat
anvendelse i sager, hvor stævningen inden lovens ikrafttræden er sendt til
sagsøgte uden at være forkyndt, jf. retsplejelovens § 350, stk. 2.
Officielle noter
(* 1) Af de 577 domme, der er afsagt af Domstolen i perioden frem til juni
1996, vedrører 169 for lang sagsbehandlingstid, jf. Human Rights files No.
16, The length of civil and criminal proceedings in the case-law of the
European Court of Human Rights, Council of Europe, afsnit 1 og 3, sammenholdt
med Human Rights information sheet No. 38 (January-June 1996), afsnit III.
(* 2) Opgørelsen er pr. 20. december 1996, og omfatter kun sager, der er
bragt til den danske regerings kundskab gennem underretning fra Kommissionen,
jf. regel 48, stk. 2, litra b, i Kommissionens procesreglement. Opgørelsen
tager ikke højde for eventuelle klager, der ikke er og måske ikke vil blive
bragt til den danske regerings kundskab.
(* 3) Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer,
Per Lorenzen m.fl., 1994, p. 159, og Human Rights files No. 16, p. 9.
(* 4) Jf. bl.a. X mod Frankrig, dom af 31. marts 1992, præmis 31, EMD
234-C, Allenet de Ribemont mod Frankrig, dom af 10 februar 1995, præmis 46,
EMD 308, Human Rights Files No. 16, p. 10, og EMRK med kommentarer, p. 159.
(* 5) Human Rights files No. 16, p. 12.
(* 6) ibid, p. 12, afsnit 9.
(* 7) ibid, p. 13.
(* 8) ibid, p. 14 ff.
(* 9) Jf. bl.a. Hokkanen mod Finland, dom af 23. september 1994, præmis
71, EMD 299-A, Human Rights files No. 16, p. 16, og EMRK med kommentarer, p.
160. Hvis der meddeles anke- eller kæretilladelse, regnes den relevante
periode frem til tidspunktet for endelig afgørelse i den ekstraordinære
appelbehandling.
(* 10) På tilsvarende vis må konventionsorganerne oftere vurdere
sagsbehandlingstider i sager, der på tidspunktet for bedømmelsen endnu ikke
er afsluttet, jf. Human Rights Files No. 16, p. 19, afsnit 17.
(* 11) Afsnit 2.2. forsøger på ingen måde at give en fuldstændig
beskrivelse af konventionsorganernes praksis, men tjener alene til
illustration af de kriterier, der er relevante, når danske domstole skal
vurdere, om en konkret sag kan give anledning til problemer i forhold til
konventionens krav til sagsbehandlingstid, da dette er en forudsætning for at
kunne råde bod på en krænkelse, jf. afsnit 4 og 5. Der henvises iøvrigt til
Human Rights Files No. 16, p. 20 ff, og Law and practice of the European
Convention on Human Rights and the European Social Charter, Gomien m.fl.,
Council of Europe Publishing, 1996, p. 165 ff.
(* 12) Jf. ex. EMD 333-A, Acquaviva, præmis 61, og EMD 337-A, Ciricosta
and Viola, præmis 28.
(* 13) Der henvises til Human Rights Files No. 16, p. 28 f med henvisning.
(* 14) ibid p. 35, afsnit 44.
(* 15) Der henvises endvidere til Bertil A. Frosells artikel Procesledelse
og partsautonomi i borgerlige sager - nogle bemærkninger foranlediget af
»blødersagen«, EU- og Menneskeret, 3/1996. I UfR 1996 723 Ø nægtede
retten, under henvisning til bl.a. EMRK artikel 6, stk. 1, at genoptage
forberedelsen af en civil sag efter retsplejelovens § 356, stk. 1.
(* 16) Der henvises til Human Rights Files No. 16, p. 37, med henvisning
til praksis i note 215, samt Suèmann v. Germany, dom af 16. september 1996,
præmis 55.
(* 17) Jf. Eckle mod Tyskland, Dom af 15. juli 1982, EMD-51, § 66.
(* 18) Der kan blandt andet henvises til følgende afgørelser: Dom af 15.
juli 1982, Eckle mod Tyskland, EMD-51, præmis 66; klagesag nr. 8182/78, X mod
Tyskland, af 16. oktober 1980, D.R. 25 p. 142; nr. 8858/80, G. mod Tyskland,
af 6. juli 1983, D.R. 33 p. 5; nr. 9320/81, D. mod Tyskland, af 15. marts
1984, D.R. 36 p. 24; nr. 10259/83, S.p.r.l. ANCA m.fl. mod Belgien, af 10.
december 1984, D.R. 40 p. 170; nr. 10884/84, H. mod Tyskland, af 13. december
1984, D.R. 41 p. 252; nr. 9299/81, Pierre Pannetier mod Schweitz, af 12. juli
1985, D.R. 46 p. 5; nr. 10868/84, Gabriel Woukam Moudefo mod Frankrig, af 21.
januar 1987, D.R. 51 p. 62; nr. 12719/87, Steen Bille Frederiksen m.fl. mod
Danmark, af 3. maj 1988, D.R. 56 p. 237; nr. 13156/87, J. Byrn mod Danmark,
af 16. februar 1993; nr. 23871/94, K. R. L. mod Danmark, af 16. oktober 1996.
(* 19) Nr. 23871/94, K. R. L. mod Danmark, af 16. oktober 1996, p. 6. Der
henvises endvidere til følgende litteratur: Den Europæiske
Menneskeretskonvention, Lorenzen m.fl., DJØF's forlag, 1994, p. 353 f;
Menneskeret, Rehof og Trier, DJØF's forlag, 1990, p. 527 f; Theory and
Practice of the European Convention on Human Rights, Dijk and Hoof, Kluwer's
forlag, 1990, p. 45, note 174; og La Convention Europeenne des Droits de
l'Homme, Louis-Edmond Pettiti m.fl., Economica's forlag, 1995, p. 588 f.
(* 20) Ved lov nr. 285 af 29. april 1992, som ændret ved lov nr. 1080 af
20. december 1995.
(* 21) Dette kan f.eks. være tilfældet, når domstolene skal behandle krav
om erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a.
(* 22) Se eks. klagesag 9299/81, jf. note (18).
(* 23) Se eks. klagesag 9320/81, jf. note (18), og klagesag 13156/87, jf.
note (18), hvor klager mistede status af offer, efter at klage var indgivet
til Kommissionen. I den første sag blev klagen afvist som åbenbart ugrundet,
jf. artikel 27, stk. 2, da klager ikke længere var krænket (victim), mens
klagen i den anden sag blev slettet fra Kommissionens liste, jf. artikel 30,
stk. 1, litra c, hvorefter Kommissionen på ethvert tidspunkt i
sagsbehandlingen kan beslutte at slette en klage af sagslisten, såfremt det
efter Kommissionens opfattelse ikke længere er begrundet at fortsætte
undersøgelsen af klagen. Det bemærkes, at i den sidstnævnte sag var klagen
antaget til realitetsbehandling.
(* 24) Se note (18).
(* 25) Klagesag nr. 13156/87 Jørgen Byrn mod Danmark, jf. note (18).
(* 26) Østre Landsrets dom af 25. september 1992 i sag 2. afd. a. s. nr.
208/1991 i ankebehandlingen af Københavns byrets dom af 30. april 1991, 5.
afd. sag nr. 9070863.
(* 27) Klagesag nr. 10884/84, jf. note (18), klagesag nr. 9299/81,
jf. note (18).
(* 28) Eckle mod Tyskland, jf. note (18), klagesag nr. 10884/84, jf. note
(18), klagesag nr. 9299/81, jf. note (18), klagesag nr. 8182/78, jf. note
(18). Der henvises endvidere til Københavns Byrets dom af 15. marts 1996 (sag
nr. 3858/94, 17. afdeling) i den såkaldte »Tolddataplade-sag.«
Sagen vedrører en tiltale mod 8 personer for bedrageri og overtrædelse af
registreringsafgiftsloven. De tiltalte blev alle dømt. For så vidt angik 4 af
de til talte udtalte retten, at straffesagen ikke fuldt ud havde været
fremmet i overensstemmelse med EMRK artikel 6, stk. 1, om retten til en
rettergang inden en rimelig frist. Retten udtalte videre, at denne
omstændighed ikke kunne begrunde, at sagen helt eller delvis blev afvist, men
derimod at forholdet kunne tages i betragtning ved fastsættelsen af den
forskyldte straf.
(* 29) Klagesag nr. 9299/81, jf. note (18).
(* 30) Klagesag nr. 10884/84, jf. note (18).
(* 31) I Københavns Byrets dom af 15. marts 1996 i den i note 28 nævnte
sag fandt retten, at der med sagens omkostninger burde ske en fordeling
mellem de domfældte og statskassen. Retten henviste blandt andet til sagens
tidsmæssige udstrækning. I præmisserne havde retten henvist til, at sagen
ikke havde været fremmet i overensstemmelse med EMRK artikel 6, stk. 1.
(* 32) Klagesag nr. 8858/80, jf. note (18) og Eckle mod Tyskland, jf. note
(18).
(* 33) Klagesag nr. 23871/94, jf. note (18).
Lignende dokumenter
- 1996 LSF 144 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN, STRAFFELOVEN OG ERSTATNINGSANSVARSLOVEN(STYRKELSE AF RETSSTILLINGEN FOR OFRE FOR FORBRYDELSER M.V.) Retsinformation · 23. maj 1997
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af personskatteloven (Kompensation for kommunale skatteforhøjelser) Retsinformation · 20. december 2004
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven Retsinformation · 13. april 1999
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Offentlighed i retsplejen) Retsinformation · 16. marts 2004
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af forskellige skattelove Retsinformation · 24. januar 2000
- 1997 LSF 35 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (INSTANSORDNINGEN I CIVILE RETSSAGER M.V.) Retsinformation · 12. juni 1998