1996 LSF 144 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN, STRAFFELOVEN OG ERSTATNINGSANSVARSLOVEN(STYRKELSE AF RETSSTILLINGEN FOR OFRE FOR FORBRYDELSER M.V.)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1996,
som ændret senest ved § 2 i lov nr. 274 af 15. april 1997, foretages følgende
ændringer:
1. § 741 a, stk. 1 og 2, ophæves, og i stedet
indsættes:
»I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 119, § 123, §
210, §§ 216-223, §§ 224 eller 225, jf. §§ 216-223, § 232, § 237, jf. § 21, §§
244-246, §§ 249 og 250, §§ 260-262 eller § 288, beskikker retten en advokat
for den, der er forurettet ved lovovertrædelsen, når den pågældende
fremsætter begæring om det. I sager om overtrædelse af straffelovens § 119, §
123, § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, § 223, stk.
2, § 232, § 237, jf. § 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250, §§ 260-262 eller § 288
kan beskikkelse af advokat dog afslås, hvis lovovertrædelsen er af mindre
alvorlig karakter og advokatbistand må anses for åbenbart unødvendig. Det
samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 224 eller
§ 225, jf. § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, eller
§ 223, stk. 2.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 2.
2. § 995 a affattes således:
» § 995 a. Retten kan beskikke en advokat for den forurettede,
når det skønnes nødvendigt med advokatbistand ved opgørelsen af
erstatningskrav og den forurettede opfylder den i § 330, stk. 1, nr. 2,
nævnte betingelse.
Stk. 2. Når omstændighederne taler for det, kan retten i sager,
hvor en person er afgået ved døden som følge af en forbrydelse, beskikke en
advokat for de pårørende til at bistå med opgørelsen af erstatningskrav,
uanset at de pårørende ikke opfylder betingelsen i § 330, stk. 1, nr. 2.
Stk. 3. Om salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede
advokat gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces,
Læs alt
jf. kapitel 31.«
§ 2
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 30. oktober 1992, som
ændret senest ved § 1 i lov nr. 274 af 15. april 1997, foretages følgende
ændringer:
1. I § 93, stk. 3, ændres »§ 289, 1. pkt.,» til:
»§§ 223, stk. 1, og 289, 1. pkt.,».
2. § 210, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende
anvendelse med hensyn til kønslig omgængelse med en person af samme køn og
med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje.«
§ 3
I lov om erstatningsansvar, jf. lovbekendtgørelse nr. 599 af 8. september
1986, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 1110 af 20. december 1995,
foretages følgende ændring:
1. § 26 affattes således:
» § 26. Den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af
en andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den forurettede
godtgørelse for tort.
Stk. 2. Selv om der ikke er lidt tort, skal den, der er ansvarlig
for en retsstridig krænkelse af en anden, dog betale den forurettede en
godtgørelse, såfremt krænkelsen er begået ved en forbrydelse, der har
indebåret et særlig groft angreb mod en andens person eller frihed.
Stk. 3. § 18, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse på
godtgørelse efter stk. 1 og 2.«
§ 4
Loven træder i kraft den 1. juni 1997.
§ 5
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. §§ 2 og 3 kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold
tilsiger.
Stk. 3. § 3 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i
kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold
tilsiger.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august
1996 som ændret ved § 2 i lov nr. 1201 af 27. december 1996,
foretages følgende ændringer:
1. § 741 a, stk. 1 og 2 , ophæves og i stedet indsættes:
» § 741 a. I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens
§ 119, § 123, § 210, §§ 216-223, § 224 eller 225, jf. §§ 216-223, § 232, §
237, jf. § 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250, §§ 260-262 eller § 288, beskikker
retten en advokat for den, der er forurettet ved lovovertrædelsen, når den
pågældende fremsætter begæring om det. I sager om overtrædelse af
straffelovens § 119, § 123, § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk.
2, 1. led, § 223, stk. 2, § 232, § 237, jf. § 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250,
§§ 260-262 eller § 288 kan beskikkelse af advokat dog afslås, hvis
lovovertrædelsen er af mindre alvorlig karakter, og advokatbistand må anses
for åbenbart unødvendig. Det samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse
af straffelovens § 224 eller § 225, jf. §§ 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222,
stk. 1 og stk. 2, 1. led, eller § 223, stk. 2.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 2.
2. § 995 a affattes således:
» § 995 a. Retten kan beskikke en advokat for den forurettede,
når det skønnes nødvendigt med advokatbistand ved opgørelsen af
erstatningskrav, og forurettede opfylder den i § 330, stk. 1, nr. 2, nævnte
betingelse.
Stk. 2. Når omstændighederne taler for det, kan retten i sager,
hvor en person er afgået ved døden som følge af en forbrydelse, beskikke en
advokat for de pårørende til at bistå med opgørelsen af erstatningskrav,
uanset at de pårørende ikke opfylder betingelsen i § 330, stk. 1, nr. 2.
Stk. 3. Om salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede
advokat gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces,
jf. kap. 31.«
§ 2 I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 30. oktober
1992 som ændret senest ved lov nr. 474 af 12. juni 1996, foretages følgende
ændringer:
1. I § 93, stk. 3, ændres »§ 289, 1. pkt.,» til:
»§§ 223, stk. 1, og 289, 1. pkt.,».
2. § 210, stk. 3, affattes således:
» Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende
anvendelse med hensyn til kønslig omgængelse med en person af samme køn og
med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje.«
§ 3 I erstatningsansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 599 af 8.
september 1986 som ændret senest ved lov nr. 1110 af 20. december 1995,
foretages følgende ændringer:
1. § 26 affattes således:
» § 26. Den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af
en andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den forurettede
godtgørelse for tort.
Stk. 2. Selv om der ikke er lidt tort, skal den, der er ansvarlig
for en retsstridig krænkelse af en anden, dog betale den forurettede en
godtgørelse, såfremt krænkelsen er begået ved en forbrydelse, der har
indebåret et særligt groft angreb mod en andens person eller frihed.
Stk. 3. § 18, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse på
godtgørelse efter stk. 1 og 2.«
§ 4 Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. maj 1997.
§ 5 Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. §§ 2 og 3 kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold
tilsiger.
Stk. 3. § 3 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i
kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold
tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Bistandsadvokat
2.1. Gældende ret
2.2. Justitsministeriets overvejelser
3. Advokatbistand til efterladte
3.1. Gældende ret
3.2. Justitsministeriets overvejelser
4. Godtgørelse for ikke økonomisk skade
4.1. Gældende ret
4.2. Justitsministeriets overvejelser
5. Ændring af straffelovens § 210 om incest med hensyn til
seksuelle forhold mellem personer af samme køn og anden
kønslig omgængelse end samleje
5.1. Gældende ret
5.1.1. Kønslig omgængelse med en person af samme køn
5.1.2. Anden kønslig omgængelse end samleje
5.1.3. Forældelsesfrist
5.2. Rigsadvokatens udtalelse
5.3. Justitsministeriets overvejelser
5.4. Initiativer vedrørende politiets behandling af sager om
seksuelle overgreb mod børn
6. Rådgivning, støtte og information til ofre for forbrydelser
6.1. Offerrådgivning
6.2. Informationsmateriale til ofre for forbrydelser
6.3. Politiets kontakt med ofre m.v
7. Forsøgsordning med konfrontation i konfliktråd
8. Styrkelse af forskningen på Justitsministeriets område
8.1. Forslagene fra arbejdsgruppen om styrkelse af forskningen på
Justitsministeriets område
8.2. Justitsministeriets overvejelser
9. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v
10. Hørte myndigheder m.v
1. Indledning
Hovedformålet med lovforslaget er at styrke retsstillingen for ofre for
forbrydelser.
I 1994 tog regeringen i forbindelse med vedtagelsen af lov nr. 366 af 18.
maj 1994 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og offererstatningsloven
(Bekæmpelse af vold) en række initiativer til forbedring af
hjælpeforanstaltningerne til ofre for voldskriminalitet. Lovændringerne og de
administrative initiativer, der blev iværksat de følgende år, har resulteret
i forbedringer for ofrene på flere områder:
- Der er skabt mulighed for at beskikke en advokat for ofre i sager om
overtrædelse af straffelovens § 123 (vold eller trusler m.v. mod vidner).
- Offererstatningsloven er ændret, således at der i videre omfang kan ydes
erstatning fra staten i tilfælde af vold begået mod personer under
erhvervsudøvelse i udlandet.
- Forsøgsordningen i Sundhedsministeriets regi vedrørende psykologhjælp
til voldsofre og andre særlig udsatte grupper er gjort permanent.
- Foreningen »Hjælp Voldsofre« har ved flere lejligheder fået
offentlig støtte, og
- der er gennemført forsøg med mægling i konfliktråd.
Siden har bl.a. spørgsmålet om udvidelse af adgangen til godtgørelse for
ikke-økonomisk skade til ofre for kriminelle handlinger og spørgsmålet om
beskikkelse af advokat til efterladte efter en person, der er afgået ved
døden som følge af en forbrydelse, givet anledning til overvejelser.
Spørgsmålet om retsstillingen for ofre for forbrydelser er et område, som
bør have høj prioritet. Justitsministeriet finder, at tiden nu er inde til på
ny at foreslå en bred vifte af initiativer, som kan styrke ofrenes
retsstilling.
Lovforslaget indeholder på den baggrund bl.a. forslag om, at
retsplejelovens § 741 a ændres, således at retten ved alle voldsforbrydelser
og seksualforbrydelser på begæring skal beskikke en
bistandsadvokat for forurettede. Kun i helt bagatelagtige sager, hvor
advokatbistand ikke tjener noget berettiget formål, skal retten kunne afslå
en begæring om advokatbeskikkelse.
Det foreslås også at udvide adgangen til at beskikke en advokat til at
bistå med opgørelsen af erstatningskrav for efterladte efter personer,
der er afgået ved døden som følge af en strafbar handling.
Endvidere forslås en udvidet adgang til at tilkende ofret en mindre
økonomisk godtgørelse , hvis forbrydelsen er sket ved et særlig groft
angreb mod offerets frihed eller person.
Endelig er der forslag om ændringer af straffeloven , der vil skabe
bedre overensstemmelse mellem straffelovens § 210 om incest og bestemmelserne
i straffelovens § 222 om samleje med et barn under 15 år og § 223, stk. 1, om
samleje med et adoptivbarn, stedbarn eller plejebarn under 18 år.
Udover de nævnte forslag til lovændringer beskrives i bemærkningerne en
række administrative initiativer, som Justitsministeriet vil iværksætte i
forbindelse med lovforslagets vedtagelse.
Særlig skal det fremhæves, at man vil arbejde for, at der etableres et
landsdækkende net af lokale og uafhængige offerrådgivninger baseret på
frivillig indsats fra udvalgte støttepersoner. Målet er, at der skal være en
rådgivning i hver politikreds.
Herudover vil der bl.a. blive iværksat et nyt og bredere forsøg med
konfliktråd , som kan give et fyldigere grundlag for at vurdere, om en
sådan ordning bør være permanent.
Endvidere er det hensigten at gennemføre en styrkelse af forskningen på
Justitsministeriets område bl.a. ved oprettelse af et nyt
forskningsudvalg og ved en styrkelse af Justitsministeriets departement med
henblik på varetagelse af opgaver i forbindelse med forskning. Der henvises
til de almindelige bemærkninger pkt. 8.
2. Bistandsadvokat
2.1. Gældende ret
Efter retsplejelovens § 741 a, stk. 1, skal retten på begæring
beskikke en bistandsadvokat for forurettede for visse grovere
seksualforbrydelser. Efter retsplejelovens § 741 a, stk. 2, kan retten
på begæring beskikke en bistandsadvokat for forurettede for visse mindre
grove seksualforbrydelser samt voldsforbrydelser.
Omfattet af retsplejelovens § 741 a, stk. 1, og dermed den
obligatoriske ordning er sager om overtrædelse af
- straffelovens § 210 (incest),
- § 216 (voldtægt),
- § 217 (samleje ved anden ulovlig tvang end vold eller trussel herom),
- § 218, stk. 2 (samleje uden for ægteskab med en person, som på grund af
sin tilstand er ude af stand til at modsætte sig handlingen),
- § 222, stk. 2, 2. led (samleje med barn under 15 år ved fremsættelse af
trusler) og
- § 223, stk. 1 (samleje med adoptivbarn, stedbarn eller plejebarn under
18 år).
Det samme gælder i sager om overtrædelse af straffelovens § 224 eller §
225, jf. §§ 216 og 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223,
stk. 1 (anden kønslig omgængelse end samleje og kønslig omgængelse med en
person af samme køn i relation til de ovennævnte forbrydelser).
Omfattet af retsplejelovens § 741 a, stk. 2, og dermed den fakultative
ordning er sager om overtrædelse af
- straffelovens § 218, stk. 1 (samleje ved udnyttelse af en persons
sindssygdom eller åndssvaghed),
- §§ 219-221 (institutionspersonalets samleje med institutionsanbragte,
samleje uden for ægteskab ved groft misbrug af en persons afhængighed og
samleje med en person, der vildfarende anser samlejet for ægteskabeligt eller
forveksler gerningsmanden med en anden),
- § 222, stk. 1 og 2, 1. led (samleje med barn under henholdsvis 15 og 12
år) og
- § 223, stk. 2, (samleje opnået under groft misbrug af en på alder og
erfaring beroende overlegenhed).
Det samme gælder i sager om overtrædelse af straffelovens § 224 eller §
225, jf. § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, eller §
223, stk. 2, (anden kønslig omgængelse end samleje og kønslig omgængelse med
en person af samme køn i relation til de ovennævnte forbrydelser).
Også sager om overtrædelse af
- straffelovens § 119 (vold mod tjenestemand i funktion),
- § 123 (vold, trusler m.v. begået mod vidner),
- § 232 (blufærdighedskrænkelse),
- § 237, jf. § 21 (forsøg på manddrab),
- §§ 244-246 (vold),
- § 249 (uagtsom legemsbeskadigelse),
- § 250 (hensættelse i hjælpeløs tilstand og forladelse af en i varetægt
stående person i sådan tilstand),
- §§ 260-262 (ulovlig tvang, frihedsberøvelse og groft uagtsom
frihedsberøvelse) samt
- § 288 (røveri)
er omfattet af retsplejelovens § 741 a, stk. 2, og dermed den fakultative
ordning.
Formålet med beskikkelse af en bistandsadvokat er at styrke den
forurettedes stilling i sagen. Bistandsadvokatens opgaver er både af juridisk
og mere almen karakter. Udover støtte til ofret under afhøringen hos politiet
og i retten samt bistand ved opgørelsen af et eventuelt erstatningskrav vil
der kunne være tale om rådgivning om særlige hjælpemuligheder, om personlig
støtte og vejledning, og om at orientere ofret om sagens forløb og forberede
den pågældende på, hvorledes sagen behandles i retten under
domsforhandlingen.
Bistandsadvokaten har adgang til at overvære afhøringer af den forurettede
både hos politiet og i retten og ret til at stille yderligere spørgsmål til
den forurettede. Advokaten skal underrettes om tidspunktet for afhøringer og
retsmøder, jf. retsplejelovens § 741 c, stk. 1.
Bistandsadvokaten har også adgang til at gøre sig bekendt med den
forurettedes forklaring til politirapport. Når der er rejst tiltale i sagen,
har advokaten tillige adgang til at gøre sig bekendt med det øvrige materiale
i sagen, som politiet har tilvejebragt, jf. § 741 c, stk. 2.
Retsplejeloven indeholder i øvrigt ikke en nærmere regulering af den
beskikkede advokats processuelle stilling i retten. Det er i bestemmelsens
forarbejder forudsat, at den forurettedes advokat ikke bør kunne virke som en
yderligere anklager i sagen. Advokaten har derfor ikke adgang til at udtale
sig om skyldsspørgsmålet og strafudmålingen.
Derimod fremgår det af forarbejderne, at det vil være rimeligt at give
bistandsadvokaten adgang til at udtale sig om en række andre spørgsmål,
f.eks. såfremt der opstår spørgsmål om at behandle sagen for lukkede døre, om
afhøring af den forurettede uden tiltaltes tilstedeværelse eller lignende. Er
der spørgsmål om erstatning til den forurettede, varetager den beskikkede
advokat ofrets interesser i relation til spørgsmålet om erstatningens
opgørelse.
2.2. Justitsministeriets overvejelser
Hvis der fremkommer en begæring om beskikkelse af bistandsadvokat, kan
retten som nævnt ovenfor ikke nægte advokatbeskikkelse i de sager, der er
opregnet i retsplejelovens § 741 a, stk. 1. Det gælder også, selv om
beskikkelse i en konkret sag reelt ikke kan anses for nødvendig. I sager
omfattet af retsplejelovens § 741 a, stk. 2, er beskikkelse derimod
fakultativ for retten. Om beskikkelse skal ske, beror i disse tilfælde på en
konkret vurdering af, om den forurettede har behov for at få beskikket en
bistandsadvokat.
Baggrunden for forskellen i de to grupper af sager er bl.a., at der i de
sager, hvor det er obligatorisk at imødekomme en anmodning om advokatbistand,
skal ske en afhøring, der bl.a. omfatter spørgsmålet om forurettedes
eventuelle frivillige medvirken til et seksuelt forhold, jf. betænkning nr.
1102/1989 om den forurettedes stilling i voldtægts- og voldssager. Under en
sådan belastende afhøring kan der være et særligt behov for advokatbistand.
I de sager, der er omfattet af bestemmelsen om fakultativ beskikkelse, er
dette imidlertid typisk ikke tilfældet. I en del af disse sager kan der på
grund af forholdets mindre grovhed ikke antages at være behov for
advokatbistand, mens der i andre sager i denne gruppe kan være et betydeligt
behov for advokat.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at det bør være udgangspunktet, at
en person, der er offer for en forbrydelse som nævnt i § 741 a, stk. 2, kan
få beskikket en bistandsadvokat, hvis den pågældende føler et sådant behov
for det, at der fremsættes anmodning om beskikkelse.
Det foreslås derfor, at hovedreglen bliver, at et offer for en af de
seksualforbrydelser eller voldsforbrydelser, der er nævnt i retsplejelovens §
741 a, stk. 2, på begæring skal have beskikket en bistandsadvokat.
Retten skal dog i rene bagatelsager - f.eks. sager om værtshusklammeri
og lignende, hvor den forurettede ikke har lidt skade, og hvor advokatbistand
må anses for åbenbart unødvendig - kunne afslå en anmodning om
advokatbeskikkelse. Det forudsættes således, at det kun helt undtagelsesvis
bliver aktuelt at afslå en anmodning om advokatbistand.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne til
denne bestemmelse.
3. Advokatbistand til efterladte
3.1. Gældende ret
Der er i almindelighed adgang til, at retten under straffesagen kan tage
stilling til et krav om erstatning fra en forurettet ved forbrydelsen. I
nogle tilfælde må retten dog afvise at påkende erstatningsspørgsmålet, og det
sker ofte fordi opgørelsen af erstatningskravet og herunder dokumentationen
for de fremsatte krav er mangelfuld.
Efter retsplejelovens § 995 a kan retten beskikke en advokat for den
forurettede, når det skønnes nødvendigt, at denne har advokatbistand ved
opgørelsen af erstatningskravet, og den pågældende opfylder den i § 330, stk.
1, nr. 2, nævnte betingelse. Henvisningen til § 330, stk. 1, nr. 2,
indebærer, at den forurettede skal opfylde de økonomiske betingelser for fri
proces.
Opfylder ansøgeren ikke de økonomiske betingelser for fri proces, kan
retten ikke beskikke en advokat for denne i medfør af retsplejelovens § 995
a. Efter retsplejelovens § 331 kan justitsministeren imidlertid, når særlige
grunde taler derfor, efter ansøgning meddele fri proces. Denne adgang til at
meddele fri proces, selv om de sædvanlige betingelser ikke er opfyldt, gælder
navnlig i sager, som er af principiel karakter eller af almindelig offentlig
interesse, eller som har væsentlig betydning for ansøgerens sociale eller
erhvervsmæssige situation.
Advokatbistand efter § 995 a er i modsætning til advokatbistand efter §
741 a, jf. ovenfor under pkt. 2, begrænset til kun at vedrøre bistand til
fremsættelse af erstatningskrav mod gerningsmanden.
Retsplejelovens § 995 a indeholder derimod ikke begrænsninger med hensyn
til de former for kriminalitet, der kan begrunde beskikkelse af advokat.
Den forurettede vil i øvrigt oftest være den person, der umiddelbart har
lidt skade ved den strafbare handling, dvs. offeret for en forbrydelse. I
forarbejderne til bestemmelsen nævnes dog bl.a. forsørgertabserstatning som
et krav, der kan begrunde behov for beskikkelse af advokat.
Advokatbeskikkelse må således også kunne ske for personer, der har mistet en
forsørger ved en strafbar handling, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt.
3.2. Justitsministeriets overvejelser
Betingelsen i § 995 a om, at den forurettede skal opfylde de økonomiske
betingelser for fri proces, kan føre til, at det ikke er muligt for retten at
beskikke en advokat for efterladte efter personer, der er afgået ved døden
som følge af en strafbar handling, uanset at der i den konkrete sag er behov
for advokatbistand, og uanset at der kan være tale om store erstatningsbeløb,
f.eks. forsørgertabserstatning.
Det bemærkes i den forbindelse, at de økonomiske betingelser for fri
proces indebærer, at der kan meddeles fri proces, hvis indtægtsgrundlaget er
186.000 kr. eller derunder, for personer i ægteskab dog 236.000 kr. eller
mindre. Grænserne forhøjes dog, hvis den pågældende har forsørgerpligt over
for børn.
Derimod vil retten typisk beskikke en bistandsadvokat - som også kan bistå
med opgørelsen af erstatningskrav - for den person, der har været udsat for
en strafbar handling, der kunne have medført døden, f.eks. drabsforsøg, grov
vold, uagtsom grov legemsbeskadigelse og hensættelse i hjælpeløs tilstand,
jf. reglerne i retsplejelovens § 741 a. Det gælder uanset offerets økonomiske
situation.
Personer, der har mistet en pårørende ved en forbrydelse, har behov for
hjælp og støtte, og det forekommer ikke rimeligt, at retten i denne situation
ikke kan beskikke en advokat til at bistå med opgørelsen af erstatningskrav.
Det forhold, at den pårørende ikke har haft advokatbistand kan således
føre til, at retten må afvise at påkende erstatningskrav under straffesagen
og henvise den erstatningssøgende til at lade dette spørgsmål afgøre under en
sædvanlig civil sag, hvor der udtages stævning mod gerningsmanden.
Det foreslås derfor, at retplejelovens § 995 a ændres, således at retten
efter en konkret vurdering kan beskikke advokat for pårørende til en person,
der er afgået ved døden som følge af en forbrydelse, uanset om de pårørende
opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces. Der vil typisk være
tale om ægtefælle og børn, som har krav på forsørgertabserstatning.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 2, og bemærkningerne til
denne bestemmelse.
4. Godtgørelse for ikke økonomisk skade
4.1. Gældende ret
Det følger af erstatningsansvarslovens § 26, at den, der er ansvarlig for
en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, skal
betale den forurettede godtgørelse for tort.
Begrebet »tort« og dermed bestemmelsens rækkevidde er navnlig
fastlagt ved nogle højesteretsdomme. Retstilstanden kan herefter sammenfattes
på den måde, at godtgørelse for tort selv i alvorlige voldssager kun kan
tilkendes, hvis volden er begået under sådanne for ofret særligt krænkende,
ydmygende eller hånende omstændigheder, at de er egnede til at krænke
vedkommendes selv- og æresfølelse.
Alvorlig vold eller trusler om vold kan derfor ikke i sig selv begrunde,
at der tilkendes ofret en godtgørelse for tort, heller ikke i tilfælde, hvor
overgrebet har medført en forståelig og belastende følelse af utryghed, angst
og mindreværd.
Ved sygdom - eventuelt på grund af den psykiske belastning ved at have
været udsat for en forbrydelse - kan der imidlertid blive tale om erstatning
for svie og smerte efter bestemmelsen herom i erstatningsansvarslovens § 3.
Opstår der permanent helbredsskade, kan der endvidere blive tale om
erstatning for varigt men efter reglerne i erstatningsansvarslovens § 4.
Som eksempel på tilfælde, hvor der ydes torterstatning, kan nævnes
voldtægt. Godtgørelsen for tort ved fuldbyrdet voldtægt ligger normalt mellem
30.000 og 40.000 kr., men der er retspraksis, hvor der er udmålt både
væsentligt højere og væsentligt lavere torterstatninger. Også ved andre
seksualforbrydelser, herunder især ved kønslig omgængelse med mindreårige,
ydes i vidt omfang godtgørelse for tort.
Der er i nyere praksis også ydet godtgørelse for tort i forbindelse med
grovere voldsforbrydelser. Som et eksempel kan nævnes dommen i Ugeskrift for
Retsvæsen 1990, side 594 ( UfR 1990.594 H ), hvor tiltalte blev dømt
for at have dræbt sin 4-årige datter ved kvælning og 16 timer senere at have
forsøgt at dræbe datterens mor, der kom for at hente sit barn. Drabsforsøget
skete ved at tiltalte med en kniv tildelte forurettede stiksår i arm og
bryst, hvorved en lunge blev perforeret og mellemgulvsmuskelen og leveren
blev beskadiget. Højesteret tilkendte godtgørelse for tort med 20.000 kr.
Et andet eksempel er dommen i UfR 1992.426 V , hvor tiltalte blev
dømt for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, ved gennem et halvt år
i en række tilfælde at have slået sin samlever på kroppen med bl.a. livrem og
spanskrør. Vestre Landsret tilkendte godtgørelse for tort med 30.000 kr.
under henvisning til, at den langvarige mishandling havde ydmyget og
nedværdiget samleveren i ekstrem grad.
Endelig kan nævnes en dom fra Vestre Landsret af 6. marts 1996 ,
hvor tiltalte blev dømt for to tilfælde af vold efter straffelovens § 244 og
et tilfælde af vold efter § 246 mod sin samlever. I det sidstnævnte tilfælde
havde tiltalte bl.a. trukket samleveren i håret fra et rum til et andet,
taget kvælergreb på hende, så hun mistede bevidstheden, smidt hende ned af en
trappe, sparket hende, truet hende med en kniv mod halsen og snittet hende i
panden og armen. Tiltalte havde endvidere slået tiltalte med knytnæve og
slynget hendes hoved mod en toiletcisterne, der gik i stykker. Samleveren fik
kraniebrud og brud på ribben. Landsretten tilkendte godtgørelse for tort med
25.000 kr.
Domstolene har dog i en række tilfælde afvist at yde godtgørelse under
henvisning til, at volden ikke har været udøvet under særligt krænkende
omstændigheder. Det gælder også i sager, hvor der har været tale om meget
grov vold.
Som eksempler kan nævnes følgende domme:
UfR 1996.777 H. Dommen vedrører forsøg på manddrab. Tiltalte greb
den forurettede (en kvindelig bekendt) om halsen og klemte til og pressede en
pude mod hendes ansigt, hvorved hun mistede bevidstheden. Herefter snittede
tiltalte forurettede fire gange i halsens forside med en kniv. Højesteret
udtalte, at selv om tiltaltes handling var af alvorlig karakter, blev den
ikke udøvet under sådanne særligt krænkende omstændigheder, at der var
grundlag for at tillægge forurettede godtgørelse for tort. Landsretten havde
tilkendt forurettede godtgørelse for tort.
UfR 1996.403 H. Tiltalte blev dømt for at have forsøgt at dræbe en
kvindelig bekendt, idet han stak hende med en kniv i halsen, hvorved en
pulsåre til hjernen blev læderet. Kvinden fik revet sig fri af tiltalte og
modtog hurtigt livreddende behandling. Handlingen fandtes ikke udført under
sådanne særligt krænkende eller ydmygende omstændigheder, at der var grundlag
for at tilkende godtgørelse for tort.
UfR 1992.101 H. Tiltalte dømt for forsøg på manddrab og trusler,
idet han stak en kvinde i ryggen med en køkkenkniv og derefter - mens hun lå
på gulvet - tog kvælertag på hende og udtalte, at han ville slå hende ihjel.
Tiltalte havde tidligere ved flere telefoniske henvendelser til forurettede
truet med at slå hendes datter ihjel. Højesteret fandt i modsætning til
landsretten ikke grundlag for at tilkende godtgørelse for tort.
UfR 1991.671 H. Tiltalte dømt for forsøg på manddrab, idet han på
kort afstand affyrede to skud mod sin hustru med et haglgevær. Hustruen blev
ramt af 120-150 hagl i brystet og overarmen. Landsretten tilkendte
godtgørelse for tort, mens Højesteret ikke fandt grundlag for at tilkende
sådan godtgørelse.
Den gældende retstilstand bygger på princippet om, at godtgørelse for
ikke-økonomisk skade kun bør tilkendes, hvor der er et ganske særligt behov
herfor, og hvor der endvidere kan opstilles visse objektive kriterier som
f.eks., at der er opstået varig helbredsskade, eller at en forbrydelse er
begået på en sådan måde, at der heri ligger en særlig krænkelse af ofrets
selvfølelse. Dette princip er bl.a. med til at undgå vilkårlighed i
retsanvendelsen.
4.2. Justitsministeriets overvejelser
Psykiske følger som utryghed, angst og lignende kan opstå som følge af
mange typer af forbrydelser og vil have forskellig intensitet bl.a. afhængig
af offerets individuelle psykiske ressourcer og sociale kontaktnet. F.eks.
kan der hos personer, der har været udsat for vold, røveri, indbrudstyveri,
hærværk, overtrædelser af polititilhold, eller der måske »blot« har
været vidne til, at andre udsættes for vold, opstå forskellige grader af
utryghed eller angst.
En ændring af retstilstanden vedrørende godtgørelse for tort vil derfor
kunne få ganske vidtrækkende følger. Samtidig vil selv mindre ændringer kunne
medføre væsentlige udgifter for det offentlige ikke mindst på grund af
reglerne i offererstatningsloven, som indebærer, at staten dækker bl.a. krav
på godtgørelse for tort til ofre for overtrædelser af straffeloven.
Der har imidlertid været rejst kritik af den meget begrænsede adgang til
at yde torterstatning. Der er samtidig grænsetilfælde, f.eks. særligt grove
voldsforbrydelser, jf. de ovennævnte eksempler, hvor det kan forekomme
rimeligt, at der åbnes en adgang til, at ofre i videre omfang end i dag kan
tilbydes en økonomisk godtgørelse for den angst og psykiske belastning, der
har været forbundet med at være offer for forbrydelsen.
Med henblik på at tilvejebringe en begrænset øget mulighed for at tilkende
en godtgørelse for ikke-økonomisk skade ved særlig grove forbrydelser
foreslås det, at der indsættes et nyt stk. 2 i erstatningsansvarslovens § 26.
Den nye bestemmelse skal omfatte særlige grænsetilfælde, hvor der hidtil
ikke er ydet godtgørelse for tort i medfør af stk. 1.
Efter Justitsministeriets opfattelse er det navnlig i forbindelse med
kriminalitet rettet mod en andens frihed eller person, at det kan forekomme
rimeligt, at der åbnes mulighed for i videre omfang end hidtil at yde en
godtgørelse også for ikke-økonomisk skade. Godtgørelse skal ydes i de
grænsetilfælde, hvor forbrydelsen ikke direkte har været egnet til at krænke
ofrets selv- eller æresfølelse, og hvor der derfor ikke ydes godtgørelse for
tort, men hvor forbrydelsen desuagtet er af en sådan karakter, at den
generelt set er egnet til at skabe meget betydelig angst og længerevarende
psykiske belastninger for offeret.
Det er derfor en betingelse efter den foreslåede bestemmelse, at
krænkelsen er sket ved en forbrydelse, der har indebåret et særligt groft
angreb mod en andens frihed eller person.
Der foreslås ikke en udvidelse af adgangen til at tilkende godtgørelse for
ikke-økonomisk skade i forbindelse med angreb mod en persons fred eller ære i
øvrigt.
Det bemærkes, at reglen, uanset at den er tiltænkt et begrænset
anvendelsesområde, er forbundet med øgede offentlige udgifter. En tilkendt
godtgørelse for tort skal i givet fald betales af staten efter reglerne i
offererstatningsloven. Samtidig kan det ikke udelukkes, at reglen i de første
år - indtil der har dannet sig en praksis på området - vil være
processkabende.
Om den nærmere afgænsning af bestemmelsens anvendelsesområde henvises i
øvrigt til bemærkningerne til § 3.
5. Ændring af straffelovens § 210 om incest med hensyn til seksuelle
forhold mellem personer af samme køn og anden kønslig omgængelse end samleje
5.1. Gældende ret
5.1.1. Kønslig omgængelse med en person af samme køn
Efter straffelovens § 210, stk. 1, straffes den, der har samleje med en
slægtning i nedstigende linie, med fængsel indtil 6 år. Efter straffelovens §
210, stk. 2, straffes den, der har samleje med sin broder eller søster, med
fængsel indtil 2 år. Straffen kan bortfalde for den, der ikke er fyldt 18 år.
Har anden kønslig omgængelse end samleje fundet sted, bliver en
forholdsmæssig mindre straf at anvende, jf. straffelovens § 210, stk. 3.
Bestemmelserne i § 210 om »samleje« som »anden kønslig
omgængelse end samleje« anses for at være begrænset til at omfatte
heteroseksuelle forhold.
I modsætning hertil er det i straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod
kønssædeligheden i § 225 fastsat, at bestemmelserne i §§ 216-220 og 222-223
finder tilsvarende anvendelse med hensyn til kønslig omgængelse med en person
af samme køn. De nævnte bestemmelser omfatter bl.a. voldtægt, samleje ved
anden ulovlig tvang, samleje med børn under 15 og 12 år og samleje med bl.a.
adoptivbørn eller stedbørn under 18 år.
Bestemmelsen i straffelovens § 225 indebærer, at straffelovens kapitel 24
om forbrydelser mod kønssædeligheden finder anvendelse såvel på
heteroseksuelle forhold som på forhold mellem personer af samme køn, mens
straffelovens § 210 kun gælder heteroseksuelle forhold.
Et incestuøst forhold til en person af samme køn, f.eks. en fars forhold
til sin søn, kan dog, såfremt sønnen er under 15 år på gerningstidspunktet,
straffes efter bestemmelserne i straffelovens § 222, stk. 1, jf. § 225, om
samleje med børn under 15 år af samme køn. Er sønnen fyldt 15 år, er
forholdet efter formuleringen af de gældende regler imidlertid straffrit.
5.1.2. Anden kønslig omgængelse end samleje
Efter straffelovens § 224 finder bestemmelserne i §§ 216-223 tilsvarende
anvendelse med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje. § 224
indebærer således, at de nævnte bestemmelser i straffeloven (om voldtægt,
samleje med barn under 15 år, samleje med adoptivbarn, stedbarn eller
plejebarn under 18 år m.v.) gælder både ved samleje og ved anden kønslig
omgængelse end samleje.
Bestemmelsen i straffelovens § 224 henviser ikke til § 210 om incest. Med
hensyn til et incestuøst forhold, der består i anden kønslig omgængelse end
samleje, fastsætter straffelovens § 210, stk. 3, at en forholdsmæssigt mindre
straf bliver at anvende.
I modsætning til straffelovens § 224 sidestiller § 210, stk. 3, således
ikke i strafmæssig henseende samleje og anden kønslig omgængelse.
5.1.3. Forældelsesfrist
Efter straffelovens § 93, stk. 1, er forældelsesfristen 2 år, når der ikke
er hjemlet højere straf end fængsel i 1 år for overtrædelsen, eller når
straffen for overtrædelsen ikke ville overstige bøde. Forældelsesfristen er 5
år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel i 4 år.
Forældelsesfristen er 10 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel
i 10 år, og 15 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel på
bestemt tid.
Efter straffelovens § 210, stk. 1, er strafferammen for samleje med en
slægtning i nedstigende linie (incest) fængsel indtil 6 år. Denne
strafferamme indebærer, at forældelsesfristen for incest efter straffelovens
§ 93 er 10 år.
Samme forældelsesfrist gælder for samleje med et barn under 15 år, jf. §
222, stk. 1, da denne bestemmelse også har en strafferamme på fængsel indtil
6 år.
Efter straffelovens § 223, stk. 1, er strafferammen for samleje med et
adoptivbarn, stedbarn eller plejebarn under 18 år imidlertid kun fængsel
indtil 4 år. Denne lavere strafferamme indebærer, at forældelsesfristen efter
§ 93 kun er 5 år.
5.2. Rigsadvokatens udtalelse
I forbindelse med Justitsministeriets besvarelse af 10. juni 1996 af
spørgsmål nr. 35-37 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del - bilag 68) har
rigsadvokaten foreslået, at det overvejes at udvide straffelovens § 210 til
også at omfatte forhold til en person af samme køn.
Rigsadvokaten har endvidere foreslået, at straffelovens § 210, stk. 3,
ændres, således at anden kønslig omgængelse end samleje sidestilles med
samleje i strafmæssig henseende.
I sager vedrørende adoptivbørn, stedbørn og plejebørn gælder der som nævnt
ovenfor under pkt. 5.1.3. en 5-årig forældelsesfrist, hvorimod der i sager om
samleje med et barn under 15 år og i incestsager gælder en 10-årig
forældelsesfrist.
I skrivelsen fra rigsadvokaten anføres det, at seksuelt misbrug af børn i
familien ofte er længerevarende, og at anmeldelse ofte modtages lang tid
efter gerningstidspunktet. Forskellen i forældelsesfristen har derfor en
betydelig indflydelse på tiltalerejsningen i sager vedrørende adoptivbørn,
stedbørn og plejebørn, idet et ikke uvæsentligt gerningstidsrum mellem
barnets fyldte 15. og 18. år ofte vil være forældet.
Som eksempel på forældelsesfristens betydning omtaler rigsadvokaten en sag
fra 1994. I denne sag henvendte en steddatter, der var født i 1970, sig i
1992 til politiet og forklarede, at hendes stedfar havde haft samleje med
hende, inden hun fyldte 15 år, og var fortsat hermed til hun fyldte 21 år.
Steddatteren havde i 1987 fået et barn, som stedfaderen var far til.
Med hensyn til forholdene efter, at steddatteren var fyldt 15 år, kunne
der som følge af den 5-årige forældelse alene rejses tiltale for seksuelle
forhold, der havde fundet sted i indtil 5 år, før forældelsen blev afbrudt i
1992. Det indebar navnlig, at seksuelle forhold i den periode, hvor
steddatterens barn blev undfanget, ikke kunne straffes, og at det derfor var
udelukket som strafskærpende omstændighed at gøre gældende, at steddatteren
var blevet gravid som følge af forholdet.
Rigsadvokaten har på den baggrund foreslået, at straffelovens § 93 ændres,
således at samleje eller anden kønslig omgængelse med et adoptivbarn,
stedbarn eller plejebarn, der er 15-18 år - ligesom det er tilfældet med
hensyn til bl.a. incestsager - undergives en 10-årig forældelse.
5.3. Justitsministeriets overvejelser
Som det fremgår af pkt. 5.1.1., er det efter ordlyden af de gældende
regler ikke muligt at straffe for incestforhold mellem personer af samme køn,
f.eks. en fars forhold til sin søn, hvis drengen er fyldt 15 år på
gerningstidspunktet.
Derimod er et tilsvarende forhold mellem en far og en datter, der er fyldt
15 år, strafbart efter bestemmelsen i § 210. Også et forhold mellem en mand
og hans adoptivsøn på 15- 18 år kan straffes (straffelovens § 223, jf. §
225).
Der er efter Justitsministeriets opfattelse ikke nogen reel grund til
denne forskel.
Justitsministeriet er derfor enig med rigsadvokaten i, at det også bør
være strafbart for forældre at have et incestuøst forhold til et barn af
samme køn.
Derved bringes straffelovens bestemmelse om incest på dette punkt i
overensstemmelse med bestemmelserne i §§ 216-220 og 222-223 om forbrydelser
mod kønssædeligheden, der i medfør af bestemmelsen i § 225 finder tilsvarende
anvendelse med hensyn til kønslig omgængelse med en person af samme køn.
Justitsministeriet er også enig med rigsadvokaten i, at der i incestsager
bør være sidestilling mellem samleje og anden kønslig omgængelse end samleje.
Derved bringes straffelovens bestemmelse om incest også på dette punkt i
overensstemmelse med bestemmelserne i §§ 216-223 om forbrydelser mod
kønssædeligheden, der i medfør af bestemmelsen i § 224 finder tilsvarende
anvendelse med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje.
Det foreslås derfor at ændre straffelovens § 210, stk. 3, således at anden
kønslig omgængelse end samleje sidestilles med samleje i strafmæssig
henseende, og således at bestemmelsen også omfatter kønslig omgængelse med en
person af samme køn.
Justitsministeriet er opmærksom på, at denne sidstnævnte ændring - i
modsætning til bestemmelsen i § 223 om forhold til et adoptivbarn, stedbarn
eller plejebarn - også omfatter incestforhold, der begås, efter at barnet er
fyldt 18 år.
Det kan i den forbindelse anføres, at behovet for at beskytte et barn, der
er fyldt 18 år, mod seksuelt forhold til forældrene er mindre, end når barnet
er under 18 år. På den anden side er sådanne forhold i dag strafbare for
forældre, når der er tale om et barn, der ikke er af samme køn.
Justitsministeriet har bl.a. på den baggrund fundet, at den foreslåede
ændring af § 210 om incest ikke bør begrænses til børn, der ikke er fyldt 18
år.
Justitsministeriet er endvidere enig med rigsadvokaten i, at det bør
sikres, at der i sager vedrørende adoptivbørn, stedbørn og plejebørn ikke
sker forældelse på et så tidligt tidspunkt, at forhold begået mellem barnets
fyldte 15. og 18. år ikke kan straffes eller tages i betragtning ved
straffastsættelsen.
Det foreslås derfor, at straffelovens § 93 ændres, således at samleje
eller anden kønslig omgængelse med et adoptivbarn, stedbarn eller plejebarn i
alderen 15-18 år - ligesom det er tilfældet med bl.a. incestsager -
undergives en 10-årig forældelse.
Det bemærkes i den forbindelse, at Justitsministeriet har overvejet, om
problemerne med hensyn til forældelse i disse sager i stedet burde løses ved
en forhøjelse af strafferammen i § 223, der er 4 år, til 6 år. En sådan
ændring ville medføre en 10-årig forældelsesfrist.
Justitsministeriet har imidlertid ikke ment nu at burde foreslå en sådan
ændring. Det skyldes bl.a., at § 223, stk. 1, kun anvendes som eneste
straffebestemmelse i de tilfælde, hvor barnet er fyldt 15 år. Er barnet
yngre, anvendes bestemmelsen i straffelivens § 222, der har strafferammer på
6 og 10 år. En forhøjelse af strafferammen for forhold mellem 15-18 årige og
stedforældre eller adoptivforældre, vil således kunne medføre højere straffe
i disse sager. Det kan i den forbindelse nævnes, at Straffelovrådet i
betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse har foreslået,
at strafmaksimum i § 223, stk. 1, nedsættes til 2 år, jf. betænkningen side
174.
Justitsministeriet er opmærksom på, at straffelovens regler om seksuelle
forhold til på den ene side beslægtede og på den anden side adoptivbørn,
stedbørn og plejebørn har et forskelligt indhold både med hensyn til
strafferamme og med hensyn til det strafbare område. Justitsministeriet vil
overveje, om der er anledning til at tage dette spørgsmål op på et senere
tidspunkt.
Om de foreslåede ændringer henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 1
og 2, og bemærkningerne til disse bestemmelser.
5.4. Initiativer vedrørende politiets behandling af sager om seksuelle
overgreb mod børn
I tilknytning til de ovennævnte forslag om ændring af straffelovens
bestemmelse om incest kan det oplyses, at en arbejdsgruppe bestående af
repræsentanter for politiet og anklagemyndigheden med deltagelse af en
speciallæge i børnesygdomme i maj 1995 afgav en beretning om videoafhøring af
børn.
Arbejdsgruppen anbefalede bl.a., at der oprettes efteruddannelseskurser
for ansatte i kriminalpolitiet med henblik på bevissikring, herunder
afhøring, i sager om seksuelle overgreb på børn. Sådanne
efteruddannelseskurser er nu blevet oprettet, og der er foreløbig udbudt tre
kurser.
Arbejdsgruppen anbefalede også, at der etableres tidssvarende
videoafhøringslokaler i hver region samt i København. Også dette
forslag er ved at blive gennemført, idet der nu er etableret - eller i
forbindelse med ombygninger planlagt etableret - sådanne lokaler i stort set
alle regioner.
Endvidere foreslog arbejdsgruppen, at der fastsættes klare regler i
retsplejeloven om dokumentation af videooptagelser under
domsforhandlingen. Arbejdsgruppen henviser til, at der i sager om muligt
seksuelt overgreb mod børn kun bør ske en afhøring af barnet, og at
afhøringen bør foretages hurtigt i forløbet, bl.a. for at skåne barnet for
afhøring på et senere tidspunkt, hvor en behandling af barnet ofte vil være
begyndt.
Over for hensynet til barnet står imidlertid sigtedes berettigede krav på
at få mulighed for at øve et effektivt forsvar mod eventuelle uberettigede
anklager. Retsplejelovens udgangspunkt er derfor, at vidneforklaringer skal
afgives umiddelbart for den dømmende ret i forbindelse med domsforhandlingen.
Retten kan dog i medfør af retsplejelovens § 877, stk. 3, undtagelsesvis
tillade, at f.eks. en videooptagelse af politiets afhøring af et barn
benyttes som bevis i stedet for en ny og umiddelbar afhøring af barnet i
retten.
De nærmere betingelser for rettens tilladelse til dokumentation af
videooptagelser er fastlagt i retspraksis.
Ved rettens stillingtagen til, om videooptagelse kan benyttes som bevis,
indgår barnets alder som en væsentlig faktor. Rettens tilladelse kan efter
hidtidig praksis næppe forventes, hvis den afhørte er ældre end omkring 12
år. Samtidig er det af afgørende betydning, at en række retsgarantier -
herunder bl.a. om forsvarets adgang til stille supplerende spørgsmål - er
tilgodeset i forbindelse med videoafhøringen.
Efter Justitsministeriets opfattelse er det tvivlsomt, om mere præcise
regler er ønskelige på et område som det foreliggende, hvor der i hver enkelt
sag skal ske en helt konkret afvejning af hensynet til barnet over for bl.a.
hensynet til hovedreglen om, at beviser skal føres umiddelbart for den
dømmende ret.
Det er derfor Justitsministeriets opfattelse, at det fortsat bør være
overladt til domstolene i den konkrete sag at foretage den fornødne afvejning
af, hvorvidt dokumentation af en videoafhøring bør tillades. Der foreslås
derfor ikke lovændringer på dette område.
6. Rådgivning, støtte og information til ofre for forbrydelser
6.1. Offerrådgivning
I Sverige findes omkring 100 lokale offerrådgivninger - de såkaldte
»brottsofferjourer« - hvor ofre for forbrydelser kan henvende sig
og få støtte og vejledning.
Størstedelen af arbejdet i rådgivningerne består i samtaler med ofre og
henvisninger til professionelle hjælpeinstanser. Rådgivningerne er etableret
lokalt og baseres på frivillig arbejdskraft, der ydes af udvalgte
støttepersoner. Støttepersonerne rekrutteres på baggrund af interviews, og
der lægges særlig vægt på, at de pågældende har et positivt menneskesyn, en
vis modenhed og psykisk stabilitet, og at de er i stand til at lytte til
andre mennesker. Når en støtteperson er godkendt, gennemgår den pågældende en
særlig uddannelse.
De svenske erfaringer med den støtte og rådgivning, der ydes til ofre i
offerrådgivningerne, er efter det oplyste meget positive.
Med inspiration i den svenske ordning foreslås det derfor, at der i
Danmark søges etableret et landsdækkende net af lokale offerrådgivninger,
hvor der tilbydes ofre for forbrydelser støtte og vejledning af frivillige
støttepersoner. Målet er, at der skal være en rådgivning i hver politikreds.
Offerrådgivningernes opgave skal først og fremmest være at give personlig
støtte til ofre for forbrydelser. I mange tilfælde kan en sådan støtte gives
»blot« ved at lytte til og tale med ofret.
I offerrådgivningen skal ofret også kunne få vejledning om mulighederne
for at søge det offentlige om erstatning, om mulighederne for psykologhjælp,
for advokatbistand m.v. og eventuelt tillige bistand ved spørgsmål om
udfyldelse af ansøgningsskemaer eller skadesanmeldelser til
forsikringsselskaber m.m. Giver forbrydelsen anledning til, at ofret søger at
opnå erstatning - f.eks. hos Nævnet vedrørende erstatning til ofre for
forbrydelser eller hos gerningsmanden - kan ofret vejledes om reglerne om
adgangen til eventuelt at få erstatningskravet påkendt i forbindelse med
straffesagen eller eventuelt om mulighederne for at opnå retshjælp til en
efterfølgende civil retssag om kravet.
Der kan også være behov for, at rådgivningens støtteperson, f.eks. i et
tilfælde, hvor ofret modtager en indkaldelse til at afgive vidneforklaring i
retten, forbereder ofret på denne situation ved at forklare om det sædvanlige
forløb i en retssal under en domsforhandling. Støttepersonen kan eventuelt
også gå med i retten, hvis ofret føler behov for at have en ved sin side.
Det skal i øvrigt være et mål, at der er mulighed for at rette henvendelse
til støttepersoner fra offerrådgivningen også f.eks. umiddelbart efter, at en
forbrydelse er sket. Det vil f.eks. kunne ske ved, at der lokalt etableres en
form for telefonvagtordninger, hvor offeret kan rette henvendelse også sent
om aftenen m.v.
Det er hensigten, at offerrådgivningen skal stå åben for alle, som føler
behov for rådgivning af den art, som er nævnt ovenfor. Ordningen begrænses
således ikke til ofre for bestemte former for (alvorligere) kriminalitet.
Også f.eks. personer, der har fået beskikket en bistandsadvokat, vil således
kunne henvende sig i en offerrådgivning, f.eks. med henblik på at have en
person at tale med.
Opgaven med at etablere og vedligeholde nettet af lokale offerrådgivninger
vil blive henlagt til Rigspolitichefen eller Direktoratet for
Kriminalforsorgen, der skal skabe de nødvendige betingelser for, at opgaven
med at bistå og støtte ofre kan løses lokalt.
Der skal findes støttepersoner, der er interesseret i på frivillig basis
at hjælpe ofre for forbrydelser. Der skal herved navnlig tages hensyn til
menneskelige egenskaber og ikke stilles specifikke krav til en bestemt form
for uddannelse eller baggrund. Derimod forudsættes det, at der tilrettelægges
et særligt kursus, der tilbydes de personer, der skal fungere som
støttepersoner. Kurset skal give information om lovgivning på området og om
offentlige støttemuligheder for ofre for forbrydelser, således at
støttepersonerne får en solid viden og et godt grundlag for at tilbyde
vejledning til ofre for forbrydelser. Også forståelse for ofrenes situation,
kendskab til menneskers reaktion, når de udsættes for forbrydelser m.m., bør
indgå i undervisningen.
Det er samtidig den centrale myndigheds opgave i samarbejde f.eks. med
kommunerne at finde egnede lokaler til offerrådgivninger og at sørge for
adgang til telefon og almindelige kontorholdsartikler. Endvidere skal der
centralt udarbejdes informationsmateriale m.v.
Den centrale myndighed skal derimod ikke have indflydelse på den konkrete
bistand og vejledning, der gives til ofre, der henvender sig i en
offerrådgivning. Offerrådgivningernes styrke skal navnlig bygge på det
frivillige element og uafhængigheden af offentlige myndigheder.
Etablering af offerrådgivninger er et supplement til den rådgivende og
støttende funktion, som politiet varetager i forhold til ofre for
forbrydelser, og kan ikke erstatte politiets forpligtelser i forhold til
ofrene. Offerrådgivningerne skal således fungere i et samspil med politiet.
Politiet skal informere ofre om rådgivningens eksistens og i givet fald bistå
med at skabe kontakt mellem offer og offerrådgivning.
Der ydes i øvrigt efter Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 1191 af
18. december 1996 tilskud til psykologhjælp til voldsofre og andre særlig
udsatte grupper. Tilskuddet udgør 60 pct. af det honorar pr. konsultation,
der er fastsat i overenskomsten mellem Sygesikringen og Dansk
Psykologforening. Ved finansloven for 1997 er det beløb, der kan anvendes til
tilskud til psykologbistand, forhøjet fra 25,7 mio. kr. til 41,4 mio. kr.
Offerrådgivningerne er også et supplement til denne ordning med
psykologbistand, og offerrådgivningerne kan således vejlede om muligheden for
at få hjælp af en psykolog.
6.2. Informationsmateriale til ofre for forbrydelser
Et vigtigt led i styrkelsen af retsstillingen for ofre er, at personer,
der har været udsat for en forbrydelse, får information om mulighederne for
bistand og om sagens videre forløb m.v.
Justitsministeriet vil derfor udarbejde en pjece med oplysninger til ofre
for forbrydelser. Pjecen kan udleveres bl.a. af politiet, som oftest får den
første kontakt med personer, der har været udsat for kriminalitet.
Pjecen skal give en beskrivelse af forløbet af en straffesag både med
hensyn til politiets behandling og en eventuel senere retssag.
Endvidere skal der gives oplysning om rettigheder og pligter i forbindelse
med en straffesag. Det kan bl.a. nævnes, at et offer, der indkaldes til
afhøring hos politiet eller som vidne i retten, har ret til at medtage en
støtteperson under afhøringen. Ofret bør samtidig informeres om, at den
pågældende kan blive indkaldt flere gange for at afgive forklaring. Det kan
også være relevant at oplyse, at der ved vidneafhøring i retten kan tages
særlige hensyn til ofre, der er bange for at blive konfronteret med
gerningsmanden, og at ofret kan rette henvendelse herom til politiet eller
retten inden retsmødet.
Endelig skal pjecen indeholde information om offentlige og private tilbud
om hjælp til ofre for forbrydelser, herunder om Nævnet vedrørende erstatning
til ofre for forbrydelser, om eventuelle offerrådgivninger og eventuelt også
om organisationen »Hjælp Voldsofre« og de tilbud, som denne
forening giver.
Pjecen tænkes ikke kun udleveret af politiet, men bør også være
tilgængelig andre steder f.eks. på dommerkontorer, biblioteker,
kommunekontorer m.v.
6.3. Politiets kontakt med ofre m.v.
Som nævnt ovenfor er politiet ofte blandt de første, der kommer i kontakt
med personer, der har været udsat for en forbrydelse. Politiet har også
opgaver i forbindelse med underretning af pårørende til personer, der er
kommet til skade eller er blevet dræbt i forbindelse med forbrydelser eller
ulykker.
Det er vigtigt, at politiets opgaver i den forbindelse løses bedst muligt.
Justitsministeriet har derfor drøftet spørgsmålet om nærmere
retningslinier for politiets kontakt med ofre og andre borgere, der befinder
sig i en ulykkelig situation, i en uformel arbejdsgruppe med repræsentanter
for Rigspolitichefen og anklagemyndigheden. Politiskolen under
Rigspolitichefen har i fortsættelse heraf udarbejdet et notat om politiets
behandling af ofre for forbrydelser og ulykker og deres pårørende. Notatet
indeholder både retningslinier for politiets behandling af ofre og deres
pårørende og en oversigt over de regler, der gælder vedrørende ofres
rettigheder m.v.
Justitsministeriet har udsendt notatet til samtlige politikredse som et
arbejdsredskab i denne type sager og samtidig som en påmindelse om at udvise
særlig nænsomhed, venlighed og imødekommenhed i kontakten med ofre for
forbrydelser og ulykker og deres pårørende.
7. Forsøgsordning med konfrontation i konfliktråd
I 1994 blev der som et led i indsatsen mod vold iværksat en forsøgsordning
med mægling i konfliktråd.
Formålet med forsøget var bl.a. at undersøge, om det er muligt at opstille
et supplement til det eksisterende straffesystem ved at lade offer og
gerningsmand møde hinanden og tale om kriminaliteten under en mæglers
tilstedeværelse. Hensigten var at give gerningsmanden større ansvarlighed med
hensyn til sine handlinger for på den måde at modvirke senere kriminalitet.
Samtidig skulle mæglingen løse op for offerets frustrationer og angst og
herved medvirke til at give offeret større tryghed i dagligdagen.
Forsøget blev gennemført med oprettelse af 5 konfliktråd i 4
politikredse/kommuner (Holstebro, Sønderborg, Svendborg og København),
således at der kunne afholdes konfliktrådssamtaler fra februar 1995 til
februar 1996.
Rammerne for forsøget blev fastsat således, at mægling skulle være
frivillig for offer og gerningsmand. Mæglingen var endvidere et supplement
til sædvanlig retsforfølgning og ikke et alternativ, der kunne erstatte
straf.
Gerningsmanden skulle oprindelig være i alderen 15-18/20 år. Endvidere
skulle den pågældende være ustraffet eller kun straffet i ubetydelig grad. I
april 1995 blev målgruppen udvidet til gerningsmænd i alderen 15-21 år, og
kravet om, at den pågældende skulle være ustraffet, blev blødt op.
Det var endvidere et krav, at kriminaliteten skulle være tilstået. Den
omfattede kriminalitet var først og fremmest værthusvold, vold mod særligt
udsatte grupper og gadevold. Endvidere kunne der mægles i sager om anden
angstskabende eller krænkende kriminalitet, f.eks. brugstyveri, tasketyveri,
butikstyveri, indbrudssager og hærværkssager.
Der er i den 1-årige forsøgsperiode kun gennemført mægling i 4 sager.
Resultaterne af disse mæglinger har dog været positive. I de sager, hvor
mægling blev gennemført, har samtalen således i alle tilfælde resulteret i en
aftale om betaling af erstatning til offeret, en undskyldning fra
gerningsmanden eller lignende.
I Det Kriminalpræventive Råds rapport om forsøget peges der på, at der har
været for få sager i forsøgsperioden. Grunden til, at der har været så få
sager, antages bl.a. at være, at mægling er noget nyt, som både offer og
gerningsmand er usikre overfor.
Også i Norge har et af de væsentlige problemer været, at der var for få
sager.
Det kan i øvrigt oplyses, at i en af sagerne, der vedrørte vold, blev der
fastsat en lavere straf end normalt i sådanne sager. Ved denne dom er der
således åbnet for strafnedsættelse på grund af deltagelse i mægling.
Det gennemførte forsøg viser, at der i de sager, hvor konfliktråd blev
afholdt, i alle tilfælde var resultater af samtalen.
Det er imidlertid meget vanskeligt på grundlag af de få sager, som førte
til mægling i forsøgsordningen, at tage endelig stilling til, om konfliktråd
bør indføres som en permanent ordning i Danmark.
Justitsministeriet vil derfor iværksætte et yderligere og bredere forsøg
med konfliktråd, som kan give et mere fyldigt grundlag for at vurdere
konfliktrådenes eventuelle fremtidige rolle i kriminalitetsbekæmpelsen.
Det er hensigten, at forsøget skal give mulighed for, at alle
aldersgrupper af sigtede, dvs. personer på 15 år eller derover, kan deltage i
mægling. Endvidere vil forsøget blive gennemført i et større antal
politikredse, eventuelt i en eller to amtskommuner.
Også for så vidt angår kriminalitetens art foreslås udvidelser.
Kriminalitetens art var i forsøgsordningen først og fremmest vold. Vold skal
også i den nye forsøgsordning være omfattet af muligheden for at gennemføre
mægling, men også kriminalitet som indbrud, butikstyveri, brugstyveri,
tasketyveri og hærværk skal indgå. Det skal endvidere ikke være udelukket at
inddrage andre former for kriminalitet, som kan virke krænkende for offeret,
og som efter en konkret vurdering anses for egnet til mægling.
Det skal fortsat være en forudsætning, at den sigtede i det væsentlige har
tilstået forholdet. Derimod skal gerningsmandens eventuelle forstraffe ikke i
sig selv udelukke anvendelse af mægling i konfliktråd.
De foreslåede udvidelser i forhold til det tidligere forsøg bør kunne
medføre et større antal sager og en bredere erfaring med konfliktråd.
Mæglingen skal ligesom i forsøgsperioden betragtes som et supplement til
sædvanlig retsforfølgning og ikke som et alternativ til straf. Det skyldes
bl.a., at der bør opnås en bredere erfaring med konfliktråd, inden der tages
nærmere stilling til denne problemstilling.
Det er dog ikke udelukket - sådan som det også viste sig i
forsøgsordningen - at domstolene ved straffastsættelsen efter en konkret
vurdering kan tillægge en gennemført mægling betydning, således at straffen
bliver mildere. Det skyldes bl.a., at straffelovens § 84 giver mulighed for
at nedsætte straffen, hvis den tiltalte har genoprettet den skade, som er
forvoldt ved lovovertrædelsen. Det vil således kunne forekomme, at f.eks.
betaling af erstatning for ødelæggelserne i en hærværkssag også i de
situationer, hvor erstatningen er et resultat af en mægling, kan medføre en
lavere straf for lovovertrædelsen. Det er dog ikke en mindre straf, der på
nuværende tidspunkt er formålet med konfliktråd.
Det vil også for det nye udvidede forsøg være Det Kriminalpræventive Råd,
der for Justitsministeriet skal stå for etablering og evaluering af forsøget.
Det er målet, at forsøget skal være afsluttet og evalueret efter ca. 3 år.
8. Styrkelse af forskningen på Justitsministeriets område
8.1. Forslagene fra arbejdsgruppen om styrkelse af forskningen på
Justitsministeriets område
I februar 1996 afholdt Justitsministeriet et seminar om organisationen og
styringen af den kriminalpolitiske forskning. På seminaret var der bred
enighed om, at der er behov for en styrkelse af den kriminalpolitiske
forskning.
Bl.a. på baggrund af drøftelserne på seminaret nedsatte Justitsministeriet
i foråret 1996 en arbejdsgruppe, der skulle foreslå initiativer til en
styrkelse af forskningen. Arbejdsgruppen bestod af repræsentanter for
Direktoratet for Kriminalforsorgen, Rigsadvokaten, Det Kriminalpræventive
Råd, Rigspolitichefen, Københavns og Århus Universitet samt
Justitsministeriet.
Arbejdsgruppen afsluttede sit arbejde i efteråret 1996 med et notat om
styrkelse af forskningen på Justitsministeriets område. (Bilag 2 til
lovforslaget)
Arbejdsgruppen foreslår, at der oprettes et overordnet forskningspolitisk
udvalg (Justitsministeriets Forskningspolitiske Udvalg).
Udvalget skal bl.a. rådgive justitsministeren om forskningspolitiske
spørgsmål, vurdere behovet for forskning på bestemte områder, herunder
eventuelt komme med forslag til forskningsprojekter, koordinere forskningen
inden for hele Justitsministeriets område og koordinere denne forskning med
forskning på andre ministeriers områder. Endvidere skal udvalget medvirke
til, at oplysninger om forskning er let tilgængelige for myndigheder og
forskere og efter anmodning fra justitsministeren medvirke ved udarbejdelsen
af generelle retningslinier for tildeling af offentlige midler til konkrete
forskningsprojekter m.v.
Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at der oprettes et sekretariat i
Justitsministeriet, der kan varetage de løbende mindre opgaver i relation til
forskning inden for Justitsministeriets område.
Om sammensætningen af det forskningspolitiske udvalg m.v. henvises til
pkt. 5.2. i arbejdsgruppens notat (bilag 2) og om sekretariatsfunktionen til
pkt. 5.3.
Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at der - for at de rammer, der skabes
for en styrkelse af forskningen, får et konkret indhold - afsættes et beløb
på 2-3 mio. kr. til finansiering af konkrete forskningsprojekter inden for
Justitsministeriets område.
Endelig foreslår arbejdsgruppen, at der i Justitsministeriets departement
sker en styrkelse af varetagelsen af generelle opgaver vedrørende forskning
og af behandlingen af konkrete sager vedrørende forskning ved ansættelse af
en forsknings- og statistikmedarbejder med en relevant samfundsvidenskabelig
forskeruddannelse.
8.2. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet har gennem en årrække haft ønsker om, bl.a. at der i
højere grad iværksættes forskning i relation til ministeriets lovgivning og
andre sagsområder. Der er derfor i de senere år i en række tilfælde i
forbindelse med fremsættelse af forslag om ny lovgivning afsat midler til
forskning i relation til de foreslåede ændringer m.v.
Forslagene fra arbejdsgruppen giver mulighed for, at ministeriet mere
generelt kan yde støtte til og få udbytte af forskning, der har tilknytning
til de områder, der varetages af ministeriet. Det gælder ikke blot forskning
på det kriminalpolitiske område, men også forskning vedrørende f.eks.
offentlig ret, familieret og formueret. Forslagene vil også kunne sikre en
bedre koordinering af forskningen på disse områder.
Herudover kan der ske en styrkelse med hensyn til statistiske oplysninger
m.v.
Justitsministeriet er derfor indstillet på at følge arbejdsgruppens
forslag om at nedsætte et forskningspolitisk udvalg. Også de øvrige forslag
fra arbejdsgruppen vil blive gennemført - herunder forslaget om ansættelse af
en forsknings- og statistikmedarbejder i Justitsministeriets departement samt
forslaget om, at der afsættes et beløb til finansiering af
forskningsprojekter. Dette beløb foreslås foreløbig fastsat til 1,5 mio. kr.
årligt, jf. også bemærkningerne nedenfor under pkt. 9 om lovforslagets
økonomiske og administrative konsekvenser.
9. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.
Lovforslaget, der har til hovedformål at styrke retsstillingen for ofre
for forbrydelser, indeholder forslag om en række nye initiativer, hvis
gennemførelse medfører merudgifter.
Forslaget om beskikkelse af en bistandsadvokat for forurettede på begæring
i alle sager om volds- og seksualforbrydelser samt beskikkelse af advokat for
pårørende til en person, der er afgået ved døden, indebærer, at der i et
yderligere antal sager vil skulle afholdes udgifter til advokatsalærer m.v.
Lovforslaget indebærer endvidere en udvidelse af adgangen til økonomisk
godtgørelse til ofre for grove voldsforbrydelser, hvilket vil medføre
udgifter til denne godtgørelse i det omfang, det ikke er muligt at få
godtgørelsen betalt af gerningsmanden.
Forslaget om etablering af et landsdækkende net af lokale
offerrådgivninger, der skal tilbyde rådgivning, støtte og information til
ofre for forbrydelser, vil medføre udgifter til kursusvirksomhed og
kontorhold samt merudgifter til drift af en central enhed til etablering,
vedligeholdelse og koordinering af arbejdet i de lokale offerrådgivninger.
Det foreslås endvidere at etablere en yderligere og bredere forsøgsordning
med konfrontation i konfliktråd i forhold til det tidligere gennemførte
forsøg. Forslaget medfører udgifter til informationsmateriale, afholdelse af
kurser for mæglere, konsulentbistand m.v.
Endelig følger det af lovforslaget, at der skal ske en styrkelse af
forskningen på Justitsministeriets område. Styrkelsen sker bl.a. ved
oprettelse af et nyt forskningsudvalg under Justitsministeriet, ligesom der
etableres en forsknings- og dokumentationsfunktion i Justitsministeriets
departement og afholdes udgifter til køb af ekstern forskning og
undersøgelser.
De samlede udgifter ved lovforslaget skønnes herefter at udgøre ca. 4,2
mio. kr., heraf 1,0 mio. kr. lønsum, i 1997 og 6,5 mio. kr., heraf 1,5 mio.
kr. lønsum, pr. år i de følgende år.
Lovforslaget skønnes ikke i øvrigt at medføre økonomiske eller
administrative konsekvenser for det offentlige af betydning. Forslaget har
endvidere ikke miljømæssige eller erhvervsøkonomiske konsekvenser og
indeholder ikke EU-retlige aspekter.
10. Hørte myndigheder m.v.
Præsidenterne for Østre Landsret, Vestre Landsret, Københavns Byret,
retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren
i København, Foreningen af Politimestre i Danmark,
Politifuldmægtigforeningen, Dansk Politiforbund, Dansk
Kriminalpolitiforening, Advokatrådet, Det Danske Center for
Menneskerettigheder, Nævnet vedrørende erstatning til ofre for Forbrydelser,
Landsforeningen Hjælp Voldsofre, Foreningen Stop Volden, Amtsrådsforeningen,
Kommunernes Landsforening samt Københavns og Frederiksberg kommuner.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser I bilag 1 til
lovforslaget er de foreslåede bestemmelser sammenholdt med de gældende
regler.
Til § 1
Retsplejeloven Til nr. 1
Forslaget indebærer, at det bliver udgangspunktet, at en anmodning om
beskikkelse af en bistandsadvokat skal imødekommes i de sager om
sædelighedsforbrydelser og voldsforbrydelser, der i dag er omfattet af den
fakultative regel i retsplejelovens § 741 a, stk. 2.
Efter de foreslåede bestemmelser i stk. 1, 2. og 3. pkt., kan retten dog
afslå beskikkelse af bistandsadvokat, hvis lovovertrædelsen er af mindre
alvorlig karakter, og advokatbistand må anses for åbenbart unødvendig.
Sager af mindre alvorlig karakter er sager, der kan forventes afgjort med
bøde eller en meget kort frihedsstraf. Det er samtidig en betingelse, at der
åbenbart ikke er behov for advokatbistand. Dette kan f.eks. være tilfældet,
hvis der er tale om værtshusklammeri, hvor der ikke er opstået skade, eller
en blufærdighedskrænkelse, hvor den forurettede nok kan være ilde berørt, men
ikke har været udsat for en væsentlig krænkelse.
Adgangen til at afslå beskikkelse af bistandsadvokat er således meget
snæver.
Der bliver som hidtil ikke tale om automatisk at beskikke en
bistandsadvokat. Beskikkelse forudsætter således fremsættelse af en anmodning
herom fra forurettede.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 2.
Til nr. 2
Stk. 1 svarer - med enkelte sproglige ændringer - til den
nugældende bestemmelse i § 995 a, 1. pkt.
Forslaget i stk. 2 indebærer, at der kan beskikkes advokat for
pårørende til en person, der er afgået ved døden som følge af en forbrydelse,
med henblik på bistand ved opgørelse af erstatningskrav, uden hensyn til de
pågældendes økonomiske formåen.
Det er en forudsætning, at retten finder, at der kan være behov for
advokatbistand.
Om baggrunden for forslaget henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger pkt. 3.
Stk. 3 svarer til den nugældende regel i § 995 a, 2. pkt.
Til § 2
Straffeloven Til nr. 1
Forslaget indebærer, at straffelovens § 223, stk. 1, om den, der har
samleje med en person under 18 år, der er den skyldiges adoptivbarn, stedbarn
eller plejebarn eller er betroet den pågældende til undervisning eller
opdragelse, undergives en 10-årig forældelse.
Derved kommer forældelsesfristen til at svare til den frist, der gælder
for overtrædelse af straffelovens § 210 om incest og § 222, stk. 1, om
samleje med et barn under 15 år.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 5.
Til nr. 2
Efter forslaget udvides straffelovens § 210 om incest til også at omfatte
forhold til en person af samme køn. Endvidere foreslås reglen ændret, således
at anden kønslig omgængelse end samleje sidestilles med samleje i strafmæssig
henseende.
Om baggrunden for forslagene henvises til de almindelige bemærkninger pkt.
5.
Til § 3
Erstatningsansvarsloven Bestemmelsens stk. 1 svarer til den
nugældende regel i erstatningsansvarslovens § 26, 1. pkt, og forslaget
indebærer ikke ændringer i rækkevidden af denne bestemmelse.
I stk. 2 foreslås en udvidet adgang til at yde godtgørelse for
ikke-økonomisk skade i forbindelse med forbrydelser.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er, at domstolene i de tilfælde,
hvor der ikke er lidt tort, og hvor der derfor ikke ydes en godtgørelse efter
stk. 1, fremover skal udmåle en godtgørelse som kompensation for
ikke-økonomisk skade, hvis krænkelsen er sket ved en forbrydelse, der har
indebåret et særligt groft angreb mod en andens frihed eller person.
Den foreslåede bestemmelser omfatter - i modsætning til stk. 1 - kun
krænkelser, der er sket ved en forbrydelse. Forbrydelsen skal endvidere have
indebåret et angreb. Der kan derfor ikke tilkendes godtgørelse efter stk. 2
ved uagtsomme forhold, f.eks. ved overtrædelse af straffelovens § 249 om
uagtsom legemsbeskadigelse.
Angrebet skal være sket mod en andens frihed eller person. Bestemmelsen
omfatter således i modsætning til reglen i stk. 1 ikke angreb alene mod fred
eller ære.
Bestemmelsens kerneområde vil være straffelovsovertrædelser i form af
særligt grov vold eller frihedsberøvelse. Bestemmelsen kan således omfatte
forbrydelser, hvor vold indgår i gerningsindholdet, herunder både forhold,
der udelukkende består i vold, og f.eks. røveri, voldtægt og drabsforsøg.
Kravet om forholdets grovhed indebærer, at der skal være tale om en
forbrydelse, der har medført alvorlig utryghed og angst hos ofret, og som
også generelt set er egnet til at skabe betydelig frygt og bekymring.
Ved vold vil det være en forudsætning, at volden er sket ved anvendelse af
våben, eller at der er tale om vold gennem længere tid - flere timer. Det vil
normalt også være en forudsætning, at volden har medført alvorlige skader.
Angreb mod en persons frihed vil kunne medføre godtgørelse efter den
foreslåede bestemmelse, hvis frihedsberøvelsen har været af en vis længde og
er foregået under sådanne omstændigheder, f.eks. ved anvendelse af trussel
med våben, at forholdet er voldsomt angstskabende for offeret.
Kravet om forbrydelsens særlige grovhed indebærer, at forholdet også ved
strafudmålingen betragtes som værende af grovere karakter. Det vil således
være udgangspunktet, at forbrydelsen skal medføre fængsel i omkring 1 år
eller derover.
Godtgørelsens størrelse forudsættes som udgangspunkt at ligge i
størrelsesordenen 10.000 kr. Det bemærkes i den forbindelse, at godtgørelsen
ligesom godtgørelse for tort er skattefri.
Stk. 3 vedrører spørgsmålet om overdragelse af et krav på
godtgørelse efter stk. 1 eller 2. Bestemmelsen svarer - med en
konsekvensændring for så vidt angår den foreslåede udvidede adgang til at
fastsætte godtgørelse efter stk. 2 - til den nugældende bestemmelse i
erstatningsansvarslovens § 26, 2. pkt.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.
Til § 4 Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. maj 1997.
Det indebærer, at forslagene om ændring af reglerne om beskikkelse af
advokat (lovforslagets § 1, nr. 1 og 2) gælder for beskikkelser, der sker på
denne dato eller senere. Ændringerne af straffeloven (lovforslagets § 2) har
virkning for lovovertrædelser, der begås efter lovens ikrafttræden. Også den
udvidede adgang til at tilkende ofre for visse forbrydelser en mindre
økonomisk godtgørelse (lovforslagets § 3) gælder med hensyn til
lovovertrædelser, der begås efter lovens ikrafttræden.
Til § 5 Bestemmelsen fastsætter lovens territoriale
anvendelsesområde. Den indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og
Grønland.
Lovens §§ 2 (ændring af straffeloven) og 3 (ændring af
erstatningsansvarsloven) kan ved kongelig anordning sættes i kraft for
Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger. Lovens §
1 kan ikke sættes i kraft for Færøerne, der har sin egen retsplejelov.
Lovens § 3 (ændring af erstatningsansvarsloven) kan ved kongelig anordning
sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske
forhold tilsiger. Lovens §§ 1 og 2 kan ikke sættes i kraft for Grønland, der
har sin egen retsplejelov og kriminallov.
Bilag 1
I dette bilag er (med mindre skrift)
indsat den gældende formulering af de bestemmelser,
der berøres af lovforslaget
§ 1 I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15.
august 1996 foretages følgende ændringer:
1. § 741 a, stk. 1 og 2 , ophæves, og istedet indsættes:
» § 741 a. I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens
§ 119, § 123, § 210, §§ 216-223, § 224 eller 225, jf. §§ 216-223, § 232, §
237, jf. § 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250, §§ 260-262 eller § 288, beskikker
retten en advokat for den, der er forurettet ved lovovertrædelsen, når den
pågældende fremsætter begæring om det. I sager om overtrædelse af
straffelovens § 119, § 123, § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk.
2, 1. led, § 223, stk. 2, § 232, § 237, jf. § 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250,
§§ 260-262 eller § 288 kan beskikkelse af advokat dog undlades, hvis
lovovertrædelsen er af mindre alvorlig karakter, og advokatbistand må anses
for unødvendig. Det samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af
straffelovens § 224 eller § 225, jf. §§ 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk.
1 og stk. 2, 1. led, eller § 223, stk. 2.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 2.
» § 741 a. I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens
§ 210, §§ 216 og 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2.led eller § 223, stk.
1, beskikker retten en advokat for den, der er forurettet ved
lovovertrædelsen, når den pågældende fremsætter begæring om det. Det samme
gælder i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 224 eller § 225,
jf. §§ 216 og 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led eller § 223, stk.
1.«
Stk. 2. I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 119,
§ 123, § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, § 223,
stk. 2, § 232, § 237, jf. § 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250, §§ 260-262 eller §
288 kan retten, når forholdene taler derfor, på den forurettedes begæring
beskikke en advokat for den pågældende. Det samme gælder i sager, der
vedrører overtrædelse af straffelovens § 224 eller § 225, jf. §§ 218, stk. 1,
§§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, § 223, stk. 2.
Stk. 3. - - -
2. § 995 a affattes således:
» § 995 a. Retten kan beskikke en advokat for den forurettede,
når det skønnes nødvendigt med advokatbistand ved opgørelsen af
erstatningskrav, og forurettede opfylder den i § 330, stk. 1, nr. 2, nævnte
betingelse.
Stk. 2. Når omstændighederne taler for det, kan retten i sager,
hvor en person er afgået ved døden som følge af en forbrydelse, beskikke en
advokat for de pårørende til at bistå med opgørelsen af erstatningskrav,
uanset at de pårørende ikke opfylder betingelsen i § 330, stk. 1, nr. 2.
Stk. 3. Om salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede
advokat gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces,
jf. kap. 31.«
» § 995 a. Retten kan beskikke en advokat for den forurettede,
når det skønnes nødvendigt, at han har advokatbistand ved opgørelsen af
erstatningskravet, og han opfylder den i § 330, stk. 1, nr. 2, nævnte
betingelse. Om salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede advokat
gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. kap.
31.«
§ 2
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 30. oktober 1992 som
ændret senest ved lov nr. 474 af 12. juni 1996, foretages følgende ændringer:
1. I § 93, stk. 3, ændres »§ 289, 1. pkt.,» til:
»§§ 223, stk. 1, og 289, 1. pkt.,».
§ 93. Forældelsesfristen er
1) 2 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel i 1 år for
overtrædelsen, eller når straffen for overtrædelsen ikke ville overstige
bøde.
2) 5 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel i 4 år.
3) 10 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel i 10 år.
4) 15 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel på bestemt tid.
Stk. 2. For overtrædelse af denne lovs § 296, stk. 1, nr. 2 og 3,
og stk. 2, § 297 og § 302 er forældelsesfristen i intet tilfælde mindre end 5
år. Det samme gælder strafansvar for overtrædelser, hvorved nogen unddrager
sig betaling af told og afgifter til det offentlige, eller som er egnede til
at medføre, at nogen uberettiget fritages for betaling af sådanne beløb.
Stk. 3. For overtrædelser af denne lovs § 289, 1. pkt., eller §§
13, 15 eller 16 i skattekontrolloven er forældelsesfristen i intet tilfælde
mindre end 10 år.
Stk. 4. - - -
2. § 210, stk. 3, affattes således:
» Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende
anvendelse med hensyn til kønslig omgængelse med en person af samme køn og
med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje.«
§ 210. Den, der har samleje med en slægtning i nedstigende linje,
straffes med fængsel indtil 6 år.
Stk. 2. Den, der har samleje med sin broder eller søster, straffes
med fængsel indtil 2 år. Straffen kan bortfalde for den, der ikke er fyldt 18
år.
Stk. 3. Har anden kønslig omgængelse end samleje fundet sted,
bliver en forholdsmæssigt mindre straf at anvende.
§ 3
I erstatningsansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 599 af 8. september
1986 som ændret senest ved lov nr. 1110 af 20. december 1995, foretages
følgende ændringer:
1. § 26 affattes således:
» § 26. Den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af
en andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den forurettede
godtgørelse for tort.
Stk. 2. Selv om der ikke er lidt tort, skal den, der er ansvarlig
for en retsstridig krænkelse af en anden, dog betale den forurettede en
godtgørelse, såfremt krænkelsen er begået ved en forbrydelse, der har
indebåret et særligt groft angreb mod en andens person eller frihed.
Stk. 3. § 18, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse på
godtgørelse efter stk. 1 og 2.«
§ 26. Den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en
andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den forurettede
godtgørelse for tort. § 18, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse på
godtgørelse for tort.
Bilag 2
Arbejdsgruppen om styrkelse af forskningen på Justitsministeriets
område
Den 19. september 1996
N O T A T
om styrkelse af forskningen på Justitsministeriets område
1. Indledning
Justitsministeriet har i de sidste mange år gennem forskellige udvalg og
arbejdsgrupper søgt at bidrage til koordineringen af forskningen på det
kriminalpolitiske område.
Erfaringerne har imidlertid vist, at der er behov for at styrke indsatsen,
både ved i højere grad at synliggøre og koordinere den forskning, der
allerede foregår, og ved at tage initiativ til nye forskningsprojekter.
Der har endvidere vist sig behov for, at Justitsministeriets bestræbelser
på at koordinere forskningen sigter bredere end blot mod det
kriminalpolitiske område og i stedet inddrager hele Justitsministeriets
lovgivningsområde, herunder strafferet, procesret, kriminologi, familieret,
formueret, offentlig ret, menneskeret, retssociologi osv.
Dette notat har på den baggrund til formål at fremsætte forslag til,
hvorledes forskningen inden for Justitsministeriets område kan styrkes.
2. Den nuværende struktur for forskning på Justitsministeriets område
2.1. Justitsministeriets Kriminalpolitiske
Forskningsudvalg
Justitsministeriets Kriminalpolitiske Forskningsudvalg blev nedsat ved
skrivelse af 1. juli 1975. (Som bilag 1 er medtaget en oversigt over
de myndigheder og organisationer m.v., der er repræsenteret i udvalget).
Justitsministeriets Kriminalpolitiske Forskningsudvalg trådte i stedet for
det midlertidige koordinationsudvalg vedrørende forskningen inden for
kriminalforsorgen, som Direktoratet for Kriminalforsorgen havde nedsat i
1972. Dette midlertidige udvalg havde haft som hovedopgave at medvirke til en
koordinering af forskningen inden for kriminalforsorgen, indtil et bredere
udvalg vedrørende det samlede kriminalpolitiske område blev nedsat under
Justitsministeriet.
Justitsministeriets Kriminalpolitiske Forskningsudvalg har ifølge
kommissoriet til opgave at medvirke til en koordinering af den
kriminalpolitiske forskning gennem drøftelser og udveksling af oplysninger om
kriminalpolitiske forskningsspørgsmål samt at rådgive med hensyn til
gennemførelsen af forskningsopgaver, der iværksættes af Justitsministeriet
eller af institutioner eller udvalg inden for Justitsministeriets område.
Man var ved nedsættelsen af Justitsministeriets Kriminalpolitiske
Forskningsudvalg opmærksom på, at udvalget på grund af dets størrelse ikke
kunne virke som beslutningstagende organ. Udvalgets opgave var derfor først
og fremmest at medvirke til en koordinering af den kriminalpolitiske
forskning gennem drøftelser og udveksling af oplysninger om kriminalpolitiske
forskningsspørgsmål og forskningsresultater samt om påkrævede
forskningsopgaver og påtænkte lovgivningsinitiativer osv.
Det var hensigten, at udvalget skulle afholde ca. to årlige heldagsmøder
med seminarlignende præg. I de første år efter udvalgets nedsættelse blev der
i overensstemmelse hermed afholdt to heldagsmøder om året. Senere blev der
alene gennemført et årligt møde. Siden 1987 har der ikke været afholdt møder.
I alt har udvalget afholdt 12 møder.
2.2. Justitsministeriets Kriminalpolitiske
Forskningsgruppe
I forbindelse med nedsættelsen af Justitsministeriets Kriminalpolitiske
Forskningsudvalg blev der nedsat en snævrere, permanent arbejdsgruppe
vedrørende kriminalpolitiske forskningsspørgsmål, Justitsministeriets
Kriminalpolitiske Forskningsgruppe. (Som bilag 2 er medtaget en
oversigt over de myndigheder og organisationer m.v., der er repræsenteret i
gruppen).
Justitsministeriets Kriminalpolitiske Forskningsgruppe skal ifølge
kommissoriet virke som forretningsudvalg for Justitsministeriets
Kriminalpolitiske Forskningsudvalg.
Det påhviler endvidere gruppen at varetage en løbende
informationsvirksomhed vedrørende kriminalpolitisk forskning og at tage
initiativer til gennemførelsen af kriminalpolitiske forskningsopgaver samt,
såfremt det findes påkrævet, selv at forestå gennemførelsen af sådanne
opgaver.
Justitsministeriets Kriminalpolitiske Forskningsgruppe er i øvrigt
rådgivende for Justitsministeriet i sager vedrørende kriminalpolitisk
forskning. Forskningsgruppen afgiver bl.a. indstilling om tildelingen af
offentlige midler til konkrete forskningsprojekter og afgiver indstilling om
ansøgninger fra forskere om aktindsigt eller tilladelse til indsamling af
materiale m.v. til brug for konkrete forskningsprojekter. Forskningsgruppen
foretager i den forbindelse en videnskabelig vurdering af de forslag til
forskningsprojekter, som gruppen får forelagt, herunder med hensyn til de
påtænkte metoders anvendelighed. Gruppen mødes ca. hvert kvartal.
2.3. Forskning i Rigspolitichefens regi
I 1990 blev der ved Rigspolitichefembedet etableret et
politiforskningssekretariat, der organisatorisk blev placeret under
Politiskolen. Etableringen og driften af sekretariatet er sket inden for
rammerne af de eksisterende bevillinger. Det daglige arbejde i sekretariatet
varetages - ved siden af de øvrige opgaver - af den på skolen tjenstgørende
politifuldmægtig med referat til skolens politimester. Der er ikke til
politiforskningssekretariatet knyttet egentlige politiforskere eller
medarbejdere, der fuldtids er beskæftiget med politiforskning. Sekretariatets
opgave er derfor i hovedsagen planlægning og koordinering af samarbejdet med
andre afdelinger ved Rigspolitiet samt myndigheder og forskere udenfor
politiet omkring politimæssige analyse- og planlægningsopgaver.
Ifølge det notat, der ligger til grund for politiforskningssekretariatets
etablering, forstås ved politiforskning »generel erhvervelse og
bearbejdning af sådan viden om politiets organisation, virksomhed, uddannelse
og samfundsmæssige opgaver, som på længere sigt kan føre til større
effektivitet og bedre ressourceudnyttelse inden for politiet, herunder på det
personalemæssige område«.
Til politiforskningssekretariatet er knyttet en styringsgruppe med
rigspolitichefen som formand og en række repræsentanter for
Justitsministeriet, politiet og politiets organisationer, anklagemyndigheden
og Det Kriminalpræventive Råd samt 3 forskere fra universiteter eller højere
læreanstalter som medlemmer. Styringsgruppen drøfter bl.a. spørgsmål
vedrørende igangværende og kommende forskningsprojekter, publicering m.v. Der
holdes møde i styringsgruppen ca. 2 gange årligt.
Politiforskningssekretariatet har i samarbejde med andre afdelinger ved
Rigspolitiet samt Danmarks Statistik, Justitsministeriet og andre
myndigheder, forskere, kommissioner m.v. deltaget i en række forskellige
projekter, herunder udarbejdelsen af kriminalitetsoversigter, en undersøgelse
af kriminalitetsudviklingen mod år 2000 set i lyset af den demografiske
udvikling, en undersøgelse om vold mod kvinder og en undersøgelse af
forsøgsordingen med ungdomskontrakter.
Af igangværende projekter kan bl.a. nævnes en profilering af
voldtægtsforbrydelser, udarbejdelsen af en udvidet og mere retvisende
voldsstatistik, en undersøgelse af indbrudskriminaliteten samt en
undersøgelse af polititjenestemænds psykiske og fysiske reaktioner i
anledning af deltagelse i politiarbejde i ex-Jugoslavien.
2.4. Forskning i kriminalforsorgens regi
Der findes ikke en selvstændig forskningsenhed i Direktoratet for
Kriminalforsorgen. Derimod er direktoratet repræsenteret i
Justitsministeriets Kriminalpolitiske Forskningsudvalg og Justitsministeriets
Kriminalpolitiske Forskningsgruppe.
På nordisk plan deltager direktoratet i regelmæssige møder arrangeret af
Nordisk Kontaktnet for Kriminalstatistik. Endvidere mødes direktoratet årligt
med fængselsforskere fra Sverige, Norge og Finland, hvor man udveksler
oplysninger, ideer og erfaringer om forskning inden for kriminalforsorgens
område.
Med henblik på koordinering af og oplysning om kriminalpolitisk forskning
har kriminalforsorgens tjenestesteder siden 1976 indberettet alle planlagte,
påbegyndte og afsluttede undersøgelser, opgørelser o. lign. vedrørende
spørgsmål af mulig kriminalpolitisk interesse. Der findes således i
direktoratet et kartotek over undersøgelser, som vedrører spørgsmål om
kriminalitet og straffesystemets udformning og praktiske virke.
Direktoratet har en bevilling til forskningsformål, som igennem de seneste
år har været på ca. 250.000 kr. årligt. Direktoratet har bl.a. bevilget penge
til en undersøgelse af forekomsten af psykisk lidelse blandt
kriminalforsorgens klientel, en undersøgelse om isolationsfængsling samt til
to igangværende undersøgelser om henholdsvis Kriminalforsorgen i Frihed og
blodoverført smitte blandt indsatte i Nyborg statsfængsel. Af andre
forskningsprojekter kan nævnes en rapport om evaluering af den såkaldte
AUF-reform (AUF står for Arbejde, Undervisning og Fritid) samt evalueringen
af forsøgsprojektet med at idømme narkomaner behandling i stedet for straf.
Udover de nævnte større undersøgelser giver direktoratet efter høring af
Justitsministeriets Kriminalpolitiske Forskningsgruppe eller dennes formand
et stort antal tilladelser til studerende, som til brug for deres speciale
eller lignende ønsker kontakt til kriminalforsorgens klienter enten
personligt ved interviews eller ved adgang til sagsoplysninger eller
lignende.
2.5. Forskning på Retspsykiatrisk Klinik
Der har i mange år været en tradition for en vis forskningsaktivitet ved
Retspsykiatrisk Klinik, men gennem de sidste 10 år er klinikkens
forskningsaktivitet blevet væsentligt forøget. Klinikken har således i denne
periode iværksat en række større projekter, hvoraf nogle har indebåret
heltidsansættelse af forskere i tidsbegrænsede stillinger.
Blandt de senere års projekter kan bl.a. nævnes en undersøgelse af drab i
Storkøbenhavn fra 1959 til 1983 og en undersøgelse om isolationsfængsling,
varetægtsfængsling og psykisk helbred. Endvidere kan nævnes en undersøgelse
af psykiatrilovens virkninger, en undersøgelse af udviklingen i antallet af
retspsykiatriske patienter og af indlæggelser på psykiatriske afdelinger
blandt kriminalforsorgens klientel, og en mindre undersøgelse af bl.a. unge,
der har begået alvorlig kriminalitet, og visse personer under
mentalobservation.
2.6. Nordisk Samarbejdsråd for Kriminologi
Justitsministeriet er repræsenteret i Nordisk Samarbejdsråd for
Kriminologi. Rådet består af 3 repræsentanter fra hvert af de 5 nordiske
lande. Rådet er et kontaktorgan for nordiske forskere, som arbejder med
kriminologiske og kriminalpolitiske spørgsmål. Rådet har bl.a. til opgave at
formidle information om nordisk kriminologi og at bistå myndighederne i de
nordiske lande og Nordisk Råd i kriminalpolitiske spørgsmål.
2.7. Det Kriminalpræventive Råd
Det Kriminalpræventive Råd udfører ikke forskning i egentlig forstand
(grundforskning), men igangsætter eller deltager i en række projekter og
udviklingsarbejder af forskningsmæssig betydning. Rådet samarbejder i
hverdagen med en række forskningsinstitutioner og organisationer med henblik
på metodeudvikling af forebyggelsesindsatser. Som eksempel kan nævnes, at
rådet har igangsat et udviklingsarbejde om kriminalitetsforebyggelse for
tosprogede. Projektet gennemføres i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp og
Mellemfolkeligt Samvirke i 5 kommuner, som forestår den egentlige
gennemførelse og afprøvning af projektideen. Målet er metodisk at udvikle og
afprøve modeller for en kriminalpræventiv indsats for borgere med en
flerkulturel baggrund.
Fra Justitsministeriets område er Rigspolitichefen, Politidirektøren i
København og Politimesterforeningen repræsenteret i rådets forretningsudvalg,
og Rigspolitichefen stiller et sekretariat til rådighed for rådet.
2.8. Forskning i øvrigt
Ud over den nævnte forskning foregår der endvidere i en række myndigheder
og organisationer m.v. forskning i spørgsmål, der har betydning for
Justitsministeriets lovgivningsområde.
Det drejer sig bl.a. om dele af den forskning, der foregår på
universiteterne og de øvrige læreanstalter, og i Socialforskningsinstituttets
og Amternes og Kommunernes Forskningsinstituts regi.
3. Overvejelser om en styrkelse af forskningen på Justitsministeriets
område
3.1. Seminar om kriminalpolitisk forskning
Den 26. februar 1996 afholdt Justitsministerietet et seminar om
organisationen og styringen af den kriminalpolitiske forskning.
I seminaret, der blev arrangeret af Justitsministeriet, deltog bl.a.
repræsentanter for politiet og anklagemyndigheden, kriminalforsorgen,
universiteterne og lægeverdenen.
På seminaret var der bred enighed om, at der er behov for en styrkelse af
den kriminalpolitiske forskning.
3.2. Arbejdsgruppen om styrkelse af
forskningen på Justitsministeriets område
Bl.a. på baggrund af drøftelserne på seminaret om kriminalpolitisk
forskning nedsatte Justitsministeriet i foråret 1996 en arbejdsgruppe, der
skulle overveje mulighederne for at styrke forskningen på dette område og
fremsætte forslag til initiativer, der er egnede hertil.
Arbejdsgruppen skulle bl.a. overveje, om en styrkelse af forskningen kan
gennemføres under den nuværende struktur, eller om der bør gennemføres
ændringer. Det skulle i den forbindelse overvejes, om der bør oprettes et nyt
organ, der løbende kan følge udviklingen på området og rådgive om behovet for
ny forskning og koordinere indsatsen m.v.
I disse overvejelser skulle det også indgå, om der under en eventuel ny
struktur bør inddrages andre områder under Justitsministeriet, hvor der kan
være behov for en styrkelse af forskningen.
Arbejdsgruppen skulle endvidere overveje, hvordan det kan sikres, at
forskningen på Justitsministeriets område samordnes med forskningen på andre
ministeriers områder, der har berøring med den kriminalpolitiske forskning
m.v., f.eks. forskning på Socialministeriets og Sundhedsministeriets område.
Arbejdsgruppen kunne også stille forslag om andre initiativer, som er
egnede til at styrke forskningen på Justitsministeriets område.
Arbejdsgruppen har bestået af afdelingschef Torsten Hesselbjerg,
Justitsministeriet, (formand), professor, dr. jur. Flemming Balvig,
Københavns Universitet, vicestatsadvokat Karen-Inger Bast, Rigsadvokaten,
kontorchef Annette Esdorf, Direktoratet for Kriminalforsorgen, professor,
lic. jur. Vagn Greve, Københavns Universitet, sekretariatschef Karsten Ive,
Det Kriminalpræventive Råd, lektor, lic. jur. Beth Grothe Nielsen, Aarhus
Universitet, politimester Karsten Petersen, Politiskolen, kontorchef Hanne
Schmidt, Justitsministeriet og kst. kontorchef Henrik Estrup Nielsen, Ju-
stitsministeriet.
4. Lovgivningen om sektorforskning
Strukturen for den statslige forskning består af Danmarks Forskningsråd, 6
forskningsråd med hver deres faglige område samt et antal offentlige
forskningsudvalg.
Offentlige forskningsudvalg oprettes af vedkommende minister i samråd med
forskningsministeren, jf. lov nr. 120 af 4. marts 1996 om Danmarks
Forskningsråd og offentlige forskningsudvalg og ændring af lov om
Forskningspolitisk Råd og forskningsråd.
Den nævnte lov indeholder bl.a. bestemmelser om offentlige
forskningsudvalgs opgaver og sammensætning m.v.
Efter lovens § 10, stk. 1, skal et offentligt forskningsudvalg bestå af en
formand og mindst 8 og højst 18 medlemmer. Udvalgets medlemmer skal efter
lovens § 10, stk. 2, repræsentere forskningsfaglig indsigt samt i nødvendigt
omfang erhvervs- og samfundsmæssig, ministeriel og institutionel indsigt
inden for området. Mindst et medlem af udvalget skal efter lovens § 10, stk.
3, være medlem af et af landets 6 forskningsråd.
5. Arbejdsgruppens overvejelser
5.1. Indledning
Samfundsvidenskabelig forskning bidrager til at skabe forudsætninger for
at vurdere, om der eventuelt er behov for ændringer i den gældende
retstilstand, og hvilke metoder der i givet fald er bedst egnede til at opnå
de mål, der ønskes.
Forskning kan endvidere være en hjælp til at vurdere virkningen af
forsøgsordninger m.v., der iværksættes på forskellige retsområder. Hertil
kommer, at der i dag forekommer meget hyppige ændringer af lovgivningen, som
på mange områder indeholder en intens regulering, og at der derfor i forhold
til tidligere må antages at være et større behov for løbende at kunne benytte
forskningsresultater i forbindelse med overvejelser om nye initiativer.
Der har på den baggrund været enighed i arbejdsgruppen om, at det er af
stor betydning, at de fornødne strukturer og rammer er til stede med henblik
på at koordinere og styrke forskningen inden for hele Justitsministeriets
lovgivningsområde.
Det bør derfor sikres, at både de berørte myndigheder og institutioner
m.v., forskere og andre kan få et overblik over foreliggende
forskningsresultater og igangværende forskningsprojekter, og at der kan tages
skridt til at foreslå eller gennemføre forskning på områder, hvor der findes
behov herfor. En bedre struktur på forskningsområdet vil også kunne medvirke
til at skabe den bedst mulige kvalitet af forskningen for alle brugere af
resultaterne, undersøgelserne m.v.
Med hensyn til det kriminalpolitiske område har bl.a. seminaret om
kriminalistisk forskning vist, at der er behov for en reorganisering.
For så vidt angår de andre retsområder, der henhører under
Justitsministeriet, f.eks. det familieretlige og formueretlige område, er der
ligeledes behov for at få etableret en struktur, der kan koordinere og styrke
forskningen.
5.2. Nedsættelse af et overordnet forskningspolitisk udvalg
Arbejdsgruppen foreslår på den baggrund, at Justitsministeriet tager
initiativ til oprettelsen af et overordnet forskningspolitisk udvalg
(Justitsministeriets Forskningspolitiske Udvalg).
Udvalget bør bl.a. have til opgave:
- at rådgive justitsministeren om forskningspolitiske spørgsmål,
- af egen drift eller efter anmodning fra justitsministeren at vurdere
behovet for eller betydningen af forskning på bestemte områder og herunder
eventuelt at fremkomme med forslag til konkrete forskningsprojekter,
- gennem drøftelser og udveksling af oplysninger at medvirke til
koordineringen af forskningsindsatsen inden for hele Justitsministeriets
område, herunder forskningen vedrørende strafferet, kriminologi, familieret,
formueret osv., og derved bidrage til at sikre, at der ikke forekommer
uhensigtsmæssige overlapninger mellem forskellige forskningsprojekter, eller
opstår »huller« i forskningen,
- at sikre koordineringen med forskning på andre områder, herunder andre
ministeriers forskning, der har berøring med de områder, der varetages af
Justitsministeriet,
- at medvirke til, at oplysninger om forskningsprojekter og resultater er
let tilgængelige for myndigheder og forskere,
- efter anmodning fra justitsministeren at medvirke ved udarbejdelsen af
generelle retningslinier for tildeling af offentlige midler til konkrete
forskningsprojekter,
- efter anmodning fra justitsministeren at medvirke ved udarbejdelsen af
generelle retningslinier for meddelelse af tilladelser til forskere til
aktindsigt og indsamling af materiale etc. til brug for konkrete
forskningsprojekter, og
- efter anmodning at rådgive Danmarks Forskningsråd.
Udvalget skal aflægge en årlig beretning om sin virksomhed.
Med henblik på at sikre, at de rammer, der skabes for en styrkelse af
forskningen, får et konkret indhold, bør der efter arbejdsgruppens opfattelse
af Justitsministeriet afsættes yderligere midler, f.eks. et beløb på 2-3 mio.
kr., der er bestemt til finansiering af konkrete forskningsprojekter inden
for Justitsministeriets område.
Udvalget vil være et offentligt forskningsudvalg, der er omfattet af lov
om Danmarks Forskningsråd og offentlige forskningsudvalg m.v., der er nævnt
ovenfor under pkt. 4.
Udvalget vil skulle varetage sine opgaver i samarbejde med de øvrige
offentlige forskningsudvalg, der har berøring med Justitsministeriets område,
herunder det offentlige forskningsudvalg om velfærdsforskning, som
Socialministeriet for tiden i samarbejde med en række andre ministerier
overvejer at nedsætte.
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at udvalget bør bestå af repræsentanter
for Justitsministeriets departement og for Direktoratet for
Kriminalforsorgen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politimesterforeningen,
Den Danske Dommerforening, Danmarks Statistik, Det Kriminalpræventive Råd,
Retspsykiatrisk Klinik, Sundhedsministeriet og Socialministeriet. Endvidere
foreslås det, at der udpeges 6 repræsentanter for universiteterne og de
højere læreanstalter, der kan dække de mange forskellige retsområder, som
udvalget skal beskæftige sig med.
Endvidere skal et medlem af Det Samfundsvidenskabelige Forskningsråd
ifølge loven om Danmarks Forskningsråd og offentlige forskningsudvalg m.v.
være medlem af udvalget.
Justitsministeren udpeger en formand blandt udvalgets
forskningsrepræsentanter.
Udvalget vil således bestå af en formand og 17 medlemmer.
5.3. Opgaver, der ikke kan varetages af Justitsministeriets
Forskningspolitiske Udvalg
Justitsministeriets Forskningspolitiske Udvalg vil på grund af dets
størrelse næppe kunne virke som besluttende organ og vil formentlig få
vanskeligt ved at mødes mere end få gange om året.
Bortset fra repræsentanterne for universiteterne og de højere
læreanstalter vil udvalgets medlemmer formentlig ikke have et mere indgående
kendskab til forskning og forskningsmetoder. Den vekselvirkning mellem
forskere og udvalgsmedlemmer, der kendes fra Justitsministeriets
Kriminalpolitiske Forskningsgruppe, vil derfor næppe i samme grad kunne
etableres i Justitsministeriets Forskningspolitiske Udvalg, fordi
sagkundskaben inden for de mange retsområder, som udvalget skal beskæftige
sig med, vil være for spinkel.
Der vil derfor være en række opgaver, som det næppe vil være
hensigtsmæssigt at henlægge til udvalget, eller hvis løsning ikke vil kunne
afvente møde i udvalget.
Det drejer sig bl.a. om:
- løbende at rådgive Justitsministeriet i spørgsmål om forskning inden for
Justitsministeriets område,
- at tage initiativ til gennemførelsen af forskningspolitiske opgaver,
- i samarbejde med Justitsministeriet at varetage den løbende
informationsvirksomhed vedrørende forskningen inden for Justitsministeriets
område,
- efter anmodning fra Justitsministeriet at afgive indstilling om
tildelingen af offentlige midler til konkrete forskningsprojekter,
- efter anmodning fra Justitsministeriet i mere principielle sager at
afgive indstilling om ansøgninger fra forskere om aktindsigt og indsamling af
materiale etc. til brug for konkrete forskningsprojekter, og
- at udarbejde udkast til den årlige rapport, som Justitsministeriets
Forskningspolitiske Udvalg som nævnt under pkt. 5.2. skal aflægge.
Arbejdsgruppen har overvejet forskellige modeller for, hvorledes de nævnte
opgaver bedst kan løses.
En model kunne være i tilknytning til Justitsministeriets
Forskningspolitiske Udvalg at nedsætte et mindre forretningsudvalg, der kunne
mødes med hyppigere mellemrum.
Det vil imidlertid formentlig være vanskeligt at sammensætte et
forretningsudvalg, der både har et så begrænset antal medlemmer, at det kan
fungere effektivt og holde møde hyppigt, og på samme tid en så bred
sammensætning, at det kan repræsentere forskerverdenen og hele
Justitsministeriets lovgivningsområde.
Denne vanskelighed ville dog i et vist omfang kunne overvindes ved en
model, hvor forretningsudvalget fik adgang til at indkalde repræsentanter for
de forskellige fagområder, når der var brug for det.
En anden model kunne være en sammensætning af forretningsudvalget,
hvor et eller to medlemmer repræsenterede de forskellige myndigheder og
institutioner m.v. inden for Justitsministeriets lovgivningsområde og
samtidig havde ansvaret for at sikre koordinationen mellem de pågældende
myndigheder og institutioner m.v. og forretningsudvalget, mens et eller to
medlemmer på tilsvarende måde repræsenterede henholdsvis forskerverdenen og
de øvrige myndigheder og institutioner m.v., der er repræsenteret i udvalget,
men som ikke hører under Justitsministeriets lovgivningsområde.
En tredje model kunne være at nedsætte mere end et
forretningsudvalg.
Arbejdsgruppen har imidlertid fundet, at de nævnte modeller alle ville
indebære en tung og uhensigtsmæssig struktur, der ville nødvendiggøre et
stort antal møder i forretningsudvalget (eller -udvalgene) og i de enkelte
myndigheder og institutioner m.v. med henblik på at sikre koordinationen
inden møder i forretningsudvalget.
Arbejdsgruppen foreslår på den baggrund, at de nævnte opgaver i stedet
løses af et sekretariat bestående af formanden for Justitsministeriets
Forskningspolitiske Udvalg, Justitsministeriets departements repræsentant i
udvalget og Justitsministeriets forsknings- og statistikmedarbejder, jf.
nedenfor pkt. 5.4. Der bør således efter arbejdsgruppens opfattelse ikke
nedsættes et forretningsudvalg i tilknytning til Justitsministeriets
Forskningspolitiske Udvalg.
Arbejdsgruppen forudsætter herved, at der i det omfang, som erfaringerne
eventuelt måtte vise et behov for det, kan oprettes uformelle
»sektorgrupper«, jf. herved nedenfor pkt. 5.5. om Direktoratet for
Kriminalforsorgen, som kan sikre, at behovet for rådgivning og
erfaringsudvekling på det pågældende område bliver dækket. Sektorgrupperne
ville i givet fald kunne sammensættes således, at der er en høj grad af
sammenfald mellem medlemmerne af sektorgruppen og de medlemmer af
Justitsministeriets Forskningspolitiske Udvalg, der har tilknytning til eller
beskæftiger sig med den pågældende sektor.
En sådan mere udbygget struktur bør dog næppe iværksættes, før der er så
rige erfaringer med den foreslåede nye struktur, at det er muligt i detaljer
at tilpasse strukturen til behovet for sådanne nye grupper eller lignende.
5.4. Styrkelse af Justitsministeriets departement med henblik på
varetagelse af opgaver i forbindelse med forskning
Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at der i Justitsministeriets
departement sker en styrkelse af varetagelsen af generelle opgaver vedrørende
forskning og af behandlingen af konkrete sager vedrørende forskning.
Denne styrkelse vil bl.a. kunne ske ved, at der i Justitsministeriet
ansættes en forsknings- og statistikmedarbejder med en relevant
samfundsvidenskabelig forskeruddannelse, som har erfaring med hensyn til
forskning.
Denne medarbejder vil i samarbejde med ministeriets øvrige ansatte bl.a.
skulle udføre sekretariatsopgaver for Justitsministeriets Forskningspolitiske
Udvalg.
Forsknings- og statistikmedarbejderen vil endvidere efter anmodning fra
Justitsministeriet eller fra Justitsministeriets Forskningspolitiske Udvalg
eller efter aftale med udvalgets formand skulle udføre konkrete statistik-
eller forskningsopgaver.
5.5. Betydningen for den nuværende forskningsstruktur på
Justitsministeriets område
Nedsættelsen af Justitsministeriets Forskningspolitiske Udvalg vil
indebære, at Justitsministeriets Kriminalpolitiske Forskningsudvalg, der som
nævnt ikke har afholdt møder siden 1987, kan nedlægges.
Endvidere vil Justitsministeriets Kriminalpolitiske Forskningsgruppe efter
arbejdsgruppens opfattelse kunne erstattes af en sektorgruppe, som kan
rådgive bl.a. Direktoratet for Kriminalforsorgen i anledning af ansøgninger
om støtte til forskning m.v.
Arbejdsgruppen finder derimod, at de øvrige forskningsstrukturer og
-aktiviteter inden for Justitsministeriets område, jf. ovenfor pkt. 2, indtil
videre bør opretholdes. Det må så senere på baggrund af erfaringerne med
Justitsministeriets Kriminalpolitiske Udvalg og ansættelsen af en forsknings-
og statistikmedarbejder i Justitsministeriets departement vurderes, om der er
behov for at foretage justeringer i den øvrige forskningsstruktur på
Justitsministeriets område, og i hvilket omfang der er behov for at oprette
yderligere sektorgrupper, jf. ovenfor pkt. 5.3.
Skriftlig fremsættelse
Justitsministeren (Frank Jensen):
Hermed tillader jeg mig for det høje Ting at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af retsplejeloven, straffeloven og
erstatningsansvarsloven. (Styrkelse af retsstillingen for ofre for
forbrydelser m.v.).
(Lovforslag nr. L 144).
Ved voldspakken i 1994 tog regeringen en række initiativer, der på flere
områder forbedrede hjælpen til ofre for voldskriminalitet.
Siden har ofrenes situation flere gange givet anledning til overvejelser.
Det er regeringens opfattelse, at dette område bør have høj prioritet, og at
tiden nu er inde til igen at foreslå forbedringer. Der foreslås derfor en
vifte af initiativer, der har til formål at give ofre for forbrydelser en
bedre retsstilling.
Lovforslaget skal også ses i sammenhæng med det samtidigt fremsatte
lovforslag om en massiv og bred indsats mod volden, herunder især ved en
social og forebyggende indsats.
Der foreslås en udvidelse af adgangen for ofre for forbrydelser til at få
beskikket en bistandsadvokat , således at udgangspunktet bliver, at
ofre for vold og røveri m.v. har krav på at få beskikket en advokat,
medmindre der er tale om en forbrydelse af bagatelagtig karakter, hvor
advokatbeskikkelse må anses for åbenbart unødvendig. Endvidere skal pårørende
til personer, der er afgået ved døden som følge af en forbrydelse, have en
udvidet adgang til at få beskikket en advokat til at gennemføre
erstatningskrav .
Der foreslås også en ændring af erstatningsansvarsloven, der indebærer, at
ofre for særligt grove voldsforbrydelser i videre om fang end i dag skal have
en økonomisk godtgørelse for den utryghed og angst, der er en følge af
at have været udsat for en sådan meget alvorlig forbrydelse.
Der skal også etableres et net af lokale og uafhængige
offerrådgivninger , som understøttes af et centralt sekretariat.
Offerrådgivningernes opgave skal først og fremmest være at give personlig
støtte til ofre for forbrydelser, men rådgivningen skal også give vejledning
om andre muligheder for hjælp og om erstatning m.v.
Endvidere vil der blive iværksat et nyt og bredere forsøg med
konfliktråd . Forsøget skal omfatte alle former for kriminalitet, der
egner sig til mægling, og forsøget skal gennemføres i et større geografisk
område, eventuelt i en eller to amtskommuner. Der bliver ikke som i det
tidligere forsøg begrænsninger med hensyn til gerningsmandens alder. Forsøget
skal give et fyldigere grundlag for at vurdere, om en ordning med konfliktråd
skal være permanent.
Herudover indeholder lovforslaget en ændring af straffelovens bestemmelse
om incest , således at den bringes bedre i overensstemmelse med
straffelovens andre bestemmelser om seksualforbrydel ser. Samtidig forlænges
fristen for den strafferetlige forældelse i sager om seksuelle forhold til
adoptivbørn, stedbørn eller plejebørn under 18 år, således at den svarer til
forældelsesfristen for incest.
Endelig foreslås en styrkelse af forskningen på Justitsministeriets
område bl.a. ved oprettelse af et forskningspolitisk udvalg.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger,
skal jeg anbefale forslaget til det høje Tings velvillige behandling.
Bilag 1
Oversigt over de myndigheder og organisationer m.v., der er repræsenteret
i Justitsministeriets Kriminalpolitiske Forskningsudvalg
- Justitsministeriets departement
- Kriminalforsorgen
- Københavns Universitet, Kriminalistisk Institut
- Københavns Universitet, Retsvidenskabeligt Institut
- Københavns Universitet, Institut for organisation og arbejdssociologi
- Aarhus Universitet, Institut for proces- og kriminalvidenskab
- Aarhus Universitet, Psykologisk Institut
- Aarhus Universitet, Retsmedicinsk Institut
- Handelshøjskolen i København
- Rigsadvokaten
- Rigspolitiet
- Politidirektøren i København
- Danmarks Statistik
- Rådet for Trafiksikkerhedsforskning
- Det Kriminalpræventive Råd
- Dansk Politiforbund
- Dansk Kriminalpolitiforening
- Socialforskningsinstituttet
- Politifuldmægtigforeningen
- Foreningen af Politimestre i Danmark
- Den Danske Dommerforening
- Dommerfuldmægtigforeningen
- Arbejdsgruppen vedrørende politiforskning
- Socialmedicinsk Klinik
- Kommunehospitalet i København, Psykologisk Institut
- Dansk Fængselsforbund
- Retspsykiatrisk Klinik
Bilag 2
Oversigt over de myndigheder og organisationer m.v., der er repræsenteret
i Justitsministeriets Kriminalpolitiske Forskningsgruppe
- Justitsministeriets departement
- Direktoratet for Kriminalforsorgen
- Retspsykiatrisk Klinik
- Det Kriminalpræventive Råd
- Rigspolitiet
- Københavns Universitet, Kriminalistisk Institut
Efter 2. behandling den 7. maj 1997
§ 1
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1996,
som ændret senest ved § 2 i lov nr. 274 af 15. april 1997, foretages følgende
ændringer:
1. § 741 a, stk. 1 og 2, ophæves, og i stedet
indsættes:
»I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 119, § 123, §
210, §§ 216-223, § 224 eller 225, jf. §§ 216-223, § 232, § 237, jf. § 21, §§
244-246, §§ 249 og 250, §§ 260-262 eller § 288, beskikker retten en advokat
for den, der er forurettet ved lovovertrædelsen, når den pågældende
fremsætter begæring om det. I sager om overtrædelse af straffelovens § 119, §
123, § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, § 223, stk.
2, § 232, § 237, jf. § 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250, §§ 260-262 eller § 288
kan beskikkelse af advokat dog afslås, hvis lovovertrædelsen er af mindre
alvorlig karakter og advokatbistand må anses for åbenbart unødvendig. Det
samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 224 eller
§ 225, jf. § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, eller
§ 223, stk. 2.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 2.
2. § 995 a affattes således:
» § 995 a. Retten kan beskikke en advokat for den forurettede,
når det skønnes nødvendigt med advokatbistand ved opgørelsen af
erstatningskrav og den forurettede opfylder den i § 330, stk. 1, nr. 2,
nævnte betingelse.
Stk. 2. Når omstændighederne taler for det, kan retten i sager,
hvor en person er afgået ved døden som følge af en forbrydelse, beskikke en
advokat for de pårørende til at bistå med opgørelsen af erstatningskrav,
uanset at de pårørende ikke opfylder betingelsen i § 330, stk. 1, nr. 2.
Stk. 3. Om salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede
advokat gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces,
jf. kapitel 31.«
§ 2
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 30. oktober 1992, som
ændret senest ved § 1 i lov nr. 274 af 15. april 1997, foretages følgende
ændringer:
1. I § 93, stk. 3, ændres »§ 289, 1. pkt.,» til:
»§§ 223, stk. 1, og 289, 1. pkt.,».
2. § 210, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende
anvendelse med hensyn til kønslig omgængelse med en person af samme køn og
med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje.«
§ 3
I lov om erstatningsansvar, jf. lovbekendtgørelse nr. 599 af 8. september
1986, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 1110 af 20. december 1995,
foretages følgende ændring:
1. § 26 affattes således:
» § 26. Den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af
en andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den forurettede
godtgørelse for tort.
Stk. 2. Selv om der ikke er lidt tort, skal den, der er ansvarlig
for en retsstridig krænkelse af en anden, dog betale den forurettede en
godtgørelse, såfremt krænkelsen er begået ved en forbrydelse, der har
indebåret et særlig groft angreb mod en andens person eller frihed.
Stk. 3. § 18, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse på
godtgørelse efter stk. 1 og 2.«
§ 4
Loven træder i kraft den 1. juni 1997.
§ 5
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. §§ 2 og 3 kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold
tilsiger.
Stk. 3. § 3 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i
kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold
tilsiger.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven (Forbedring af voldtægtsofres retsstilling m.v. og beskikkelse af bistandsadvokat for pårørende til afdøde i straffesager mod politipersonale) Retsinformation · 15. juni 2005
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven m.v. (Selvstændig bestemmelse om angreb med genstand på personer i offentlig tjeneste og skærpelse af straffen for forsætlig fareforvoldelse) Retsinformation · 8. oktober 2020
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven og forskellige andre love (Selvstændig bestemmelse om psykisk vold) Retsinformation · 10. januar 2019
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og udlændingeloven (Styrket indsats mod menneskeudnyttelse) Retsinformation · 28. januar 2022
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning (Styrket indsats mod stalking) Retsinformation · 7. oktober 2021
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Initiativer mod digitale krænkelser, herunder forbud mod grooming, sidestilling af tilsnigelse af samleje med voldtægt, religiøse lederes udnyttelse af religiøs afhængighed med henblik på at skaffe sig samleje m.v.) Retsinformation · 23. februar 2023