Spring til indhold

Retsinformation

1996 LSF 144 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN, STRAFFELOVEN OG ERSTATNINGSANSVARSLOVEN(STYRKELSE AF RETSSTILLINGEN FOR OFRE FOR FORBRYDELSER M.V.)

1996/1 LSF 144Lovforslag som fremsatFolketinget23. maj 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1996,

som ændret senest ved § 2 i lov nr. 274 af 15. april 1997, foretages følgende

ændringer:

1. § 741 a, stk. 1 og 2, ophæves, og i stedet

indsættes:

»I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 119, § 123, §

210, §§ 216-223, §§ 224 eller 225, jf. §§ 216-223, § 232, § 237, jf. § 21, §§

244-246, §§ 249 og 250, §§ 260-262 eller § 288, beskikker retten en advokat

for den, der er forurettet ved lovovertrædelsen, når den pågældende

fremsætter begæring om det. I sager om overtrædelse af straffelovens § 119, §

123, § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, § 223, stk.

2, § 232, § 237, jf. § 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250, §§ 260-262 eller § 288

kan beskikkelse af advokat dog afslås, hvis lovovertrædelsen er af mindre

alvorlig karakter og advokatbistand må anses for åbenbart unødvendig. Det

samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 224 eller

§ 225, jf. § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, eller

§ 223, stk. 2.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

2. § 995 a affattes således:

» § 995 a. Retten kan beskikke en advokat for den forurettede,

når det skønnes nødvendigt med advokatbistand ved opgørelsen af

erstatningskrav og den forurettede opfylder den i § 330, stk. 1, nr. 2,

nævnte betingelse.

Stk. 2. Når omstændighederne taler for det, kan retten i sager,

hvor en person er afgået ved døden som følge af en forbrydelse, beskikke en

advokat for de pårørende til at bistå med opgørelsen af erstatningskrav,

uanset at de pårørende ikke opfylder betingelsen i § 330, stk. 1, nr. 2.

Stk. 3. Om salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede

advokat gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces,

Læs alt

jf. kapitel 31.«

§ 2

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 30. oktober 1992, som

ændret senest ved § 1 i lov nr. 274 af 15. april 1997, foretages følgende

ændringer:

1. I § 93, stk. 3, ændres »§ 289, 1. pkt.,» til:

»§§ 223, stk. 1, og 289, 1. pkt.,».

2. § 210, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende

anvendelse med hensyn til kønslig omgængelse med en person af samme køn og

med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje.«

§ 3

I lov om erstatningsansvar, jf. lovbekendtgørelse nr. 599 af 8. september

1986, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 1110 af 20. december 1995,

foretages følgende ændring:

1. § 26 affattes således:

» § 26. Den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af

en andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den forurettede

godtgørelse for tort.

Stk. 2. Selv om der ikke er lidt tort, skal den, der er ansvarlig

for en retsstridig krænkelse af en anden, dog betale den forurettede en

godtgørelse, såfremt krænkelsen er begået ved en forbrydelse, der har

indebåret et særlig groft angreb mod en andens person eller frihed.

Stk. 3. § 18, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse på

godtgørelse efter stk. 1 og 2.«

§ 4

Loven træder i kraft den 1. juni 1997.

§ 5

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. §§ 2 og 3 kan ved kongelig anordning helt eller delvis

sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold

tilsiger.

Stk. 3. § 3 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i

kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold

tilsiger.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august

1996 som ændret ved § 2 i lov nr. 1201 af 27. december 1996,

foretages følgende ændringer:

1. § 741 a, stk. 1 og 2 , ophæves og i stedet indsættes:

» § 741 a. I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens

§ 119, § 123, § 210, §§ 216-223, § 224 eller 225, jf. §§ 216-223, § 232, §

237, jf. § 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250, §§ 260-262 eller § 288, beskikker

retten en advokat for den, der er forurettet ved lovovertrædelsen, når den

pågældende fremsætter begæring om det. I sager om overtrædelse af

straffelovens § 119, § 123, § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk.

2, 1. led, § 223, stk. 2, § 232, § 237, jf. § 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250,

§§ 260-262 eller § 288 kan beskikkelse af advokat dog afslås, hvis

lovovertrædelsen er af mindre alvorlig karakter, og advokatbistand må anses

for åbenbart unødvendig. Det samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse

af straffelovens § 224 eller § 225, jf. §§ 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222,

stk. 1 og stk. 2, 1. led, eller § 223, stk. 2.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

2. § 995 a affattes således:

» § 995 a. Retten kan beskikke en advokat for den forurettede,

når det skønnes nødvendigt med advokatbistand ved opgørelsen af

erstatningskrav, og forurettede opfylder den i § 330, stk. 1, nr. 2, nævnte

betingelse.

Stk. 2. Når omstændighederne taler for det, kan retten i sager,

hvor en person er afgået ved døden som følge af en forbrydelse, beskikke en

advokat for de pårørende til at bistå med opgørelsen af erstatningskrav,

uanset at de pårørende ikke opfylder betingelsen i § 330, stk. 1, nr. 2.

Stk. 3. Om salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede

advokat gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces,

jf. kap. 31.«

§ 2 I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 30. oktober

1992 som ændret senest ved lov nr. 474 af 12. juni 1996, foretages følgende

ændringer:

1. I § 93, stk. 3, ændres »§ 289, 1. pkt.,» til:

»§§ 223, stk. 1, og 289, 1. pkt.,».

2. § 210, stk. 3, affattes således:

» Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende

anvendelse med hensyn til kønslig omgængelse med en person af samme køn og

med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje.«

§ 3 I erstatningsansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 599 af 8.

september 1986 som ændret senest ved lov nr. 1110 af 20. december 1995,

foretages følgende ændringer:

1. § 26 affattes således:

» § 26. Den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af

en andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den forurettede

godtgørelse for tort.

Stk. 2. Selv om der ikke er lidt tort, skal den, der er ansvarlig

for en retsstridig krænkelse af en anden, dog betale den forurettede en

godtgørelse, såfremt krænkelsen er begået ved en forbrydelse, der har

indebåret et særligt groft angreb mod en andens person eller frihed.

Stk. 3. § 18, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse på

godtgørelse efter stk. 1 og 2.«

§ 4 Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. maj 1997.

§ 5 Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. §§ 2 og 3 kan ved kongelig anordning helt eller delvis

sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold

tilsiger.

Stk. 3. § 3 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i

kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold

tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Bistandsadvokat

2.1. Gældende ret

2.2. Justitsministeriets overvejelser

3. Advokatbistand til efterladte

3.1. Gældende ret

3.2. Justitsministeriets overvejelser

4. Godtgørelse for ikke økonomisk skade

4.1. Gældende ret

4.2. Justitsministeriets overvejelser

5. Ændring af straffelovens § 210 om incest med hensyn til

seksuelle forhold mellem personer af samme køn og anden

kønslig omgængelse end samleje

5.1. Gældende ret

5.1.1. Kønslig omgængelse med en person af samme køn

5.1.2. Anden kønslig omgængelse end samleje

5.1.3. Forældelsesfrist

5.2. Rigsadvokatens udtalelse

5.3. Justitsministeriets overvejelser

5.4. Initiativer vedrørende politiets behandling af sager om

seksuelle overgreb mod børn

6. Rådgivning, støtte og information til ofre for forbrydelser

6.1. Offerrådgivning

6.2. Informationsmateriale til ofre for forbrydelser

6.3. Politiets kontakt med ofre m.v

7. Forsøgsordning med konfrontation i konfliktråd

8. Styrkelse af forskningen på Justitsministeriets område

8.1. Forslagene fra arbejdsgruppen om styrkelse af forskningen på

Justitsministeriets område

8.2. Justitsministeriets overvejelser

9. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v

10. Hørte myndigheder m.v

1. Indledning

Hovedformålet med lovforslaget er at styrke retsstillingen for ofre for

forbrydelser.

I 1994 tog regeringen i forbindelse med vedtagelsen af lov nr. 366 af 18.

maj 1994 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og offererstatningsloven

(Bekæmpelse af vold) en række initiativer til forbedring af

hjælpeforanstaltningerne til ofre for voldskriminalitet. Lovændringerne og de

administrative initiativer, der blev iværksat de følgende år, har resulteret

i forbedringer for ofrene på flere områder:

- Der er skabt mulighed for at beskikke en advokat for ofre i sager om

overtrædelse af straffelovens § 123 (vold eller trusler m.v. mod vidner).

- Offererstatningsloven er ændret, således at der i videre omfang kan ydes

erstatning fra staten i tilfælde af vold begået mod personer under

erhvervsudøvelse i udlandet.

- Forsøgsordningen i Sundhedsministeriets regi vedrørende psykologhjælp

til voldsofre og andre særlig udsatte grupper er gjort permanent.

- Foreningen »Hjælp Voldsofre« har ved flere lejligheder fået

offentlig støtte, og

- der er gennemført forsøg med mægling i konfliktråd.

Siden har bl.a. spørgsmålet om udvidelse af adgangen til godtgørelse for

ikke-økonomisk skade til ofre for kriminelle handlinger og spørgsmålet om

beskikkelse af advokat til efterladte efter en person, der er afgået ved

døden som følge af en forbrydelse, givet anledning til overvejelser.

Spørgsmålet om retsstillingen for ofre for forbrydelser er et område, som

bør have høj prioritet. Justitsministeriet finder, at tiden nu er inde til på

ny at foreslå en bred vifte af initiativer, som kan styrke ofrenes

retsstilling.

Lovforslaget indeholder på den baggrund bl.a. forslag om, at

retsplejelovens § 741 a ændres, således at retten ved alle voldsforbrydelser

og seksualforbrydelser på begæring skal beskikke en

bistandsadvokat for forurettede. Kun i helt bagatelagtige sager, hvor

advokatbistand ikke tjener noget berettiget formål, skal retten kunne afslå

en begæring om advokatbeskikkelse.

Det foreslås også at udvide adgangen til at beskikke en advokat til at

bistå med opgørelsen af erstatningskrav for efterladte efter personer,

der er afgået ved døden som følge af en strafbar handling.

Endvidere forslås en udvidet adgang til at tilkende ofret en mindre

økonomisk godtgørelse , hvis forbrydelsen er sket ved et særlig groft

angreb mod offerets frihed eller person.

Endelig er der forslag om ændringer af straffeloven , der vil skabe

bedre overensstemmelse mellem straffelovens § 210 om incest og bestemmelserne

i straffelovens § 222 om samleje med et barn under 15 år og § 223, stk. 1, om

samleje med et adoptivbarn, stedbarn eller plejebarn under 18 år.

Udover de nævnte forslag til lovændringer beskrives i bemærkningerne en

række administrative initiativer, som Justitsministeriet vil iværksætte i

forbindelse med lovforslagets vedtagelse.

Særlig skal det fremhæves, at man vil arbejde for, at der etableres et

landsdækkende net af lokale og uafhængige offerrådgivninger baseret på

frivillig indsats fra udvalgte støttepersoner. Målet er, at der skal være en

rådgivning i hver politikreds.

Herudover vil der bl.a. blive iværksat et nyt og bredere forsøg med

konfliktråd , som kan give et fyldigere grundlag for at vurdere, om en

sådan ordning bør være permanent.

Endvidere er det hensigten at gennemføre en styrkelse af forskningen på

Justitsministeriets område bl.a. ved oprettelse af et nyt

forskningsudvalg og ved en styrkelse af Justitsministeriets departement med

henblik på varetagelse af opgaver i forbindelse med forskning. Der henvises

til de almindelige bemærkninger pkt. 8.

2. Bistandsadvokat

2.1. Gældende ret

Efter retsplejelovens § 741 a, stk. 1, skal retten på begæring

beskikke en bistandsadvokat for forurettede for visse grovere

seksualforbrydelser. Efter retsplejelovens § 741 a, stk. 2, kan retten

på begæring beskikke en bistandsadvokat for forurettede for visse mindre

grove seksualforbrydelser samt voldsforbrydelser.

Omfattet af retsplejelovens § 741 a, stk. 1, og dermed den

obligatoriske ordning er sager om overtrædelse af

- straffelovens § 210 (incest),

- § 216 (voldtægt),

- § 217 (samleje ved anden ulovlig tvang end vold eller trussel herom),

- § 218, stk. 2 (samleje uden for ægteskab med en person, som på grund af

sin tilstand er ude af stand til at modsætte sig handlingen),

- § 222, stk. 2, 2. led (samleje med barn under 15 år ved fremsættelse af

trusler) og

- § 223, stk. 1 (samleje med adoptivbarn, stedbarn eller plejebarn under

18 år).

Det samme gælder i sager om overtrædelse af straffelovens § 224 eller §

225, jf. §§ 216 og 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223,

stk. 1 (anden kønslig omgængelse end samleje og kønslig omgængelse med en

person af samme køn i relation til de ovennævnte forbrydelser).

Omfattet af retsplejelovens § 741 a, stk. 2, og dermed den fakultative

ordning er sager om overtrædelse af

- straffelovens § 218, stk. 1 (samleje ved udnyttelse af en persons

sindssygdom eller åndssvaghed),

- §§ 219-221 (institutionspersonalets samleje med institutionsanbragte,

samleje uden for ægteskab ved groft misbrug af en persons afhængighed og

samleje med en person, der vildfarende anser samlejet for ægteskabeligt eller

forveksler gerningsmanden med en anden),

- § 222, stk. 1 og 2, 1. led (samleje med barn under henholdsvis 15 og 12

år) og

- § 223, stk. 2, (samleje opnået under groft misbrug af en på alder og

erfaring beroende overlegenhed).

Det samme gælder i sager om overtrædelse af straffelovens § 224 eller §

225, jf. § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, eller §

223, stk. 2, (anden kønslig omgængelse end samleje og kønslig omgængelse med

en person af samme køn i relation til de ovennævnte forbrydelser).

Også sager om overtrædelse af

- straffelovens § 119 (vold mod tjenestemand i funktion),

- § 123 (vold, trusler m.v. begået mod vidner),

- § 232 (blufærdighedskrænkelse),

- § 237, jf. § 21 (forsøg på manddrab),

- §§ 244-246 (vold),

- § 249 (uagtsom legemsbeskadigelse),

- § 250 (hensættelse i hjælpeløs tilstand og forladelse af en i varetægt

stående person i sådan tilstand),

- §§ 260-262 (ulovlig tvang, frihedsberøvelse og groft uagtsom

frihedsberøvelse) samt

- § 288 (røveri)

er omfattet af retsplejelovens § 741 a, stk. 2, og dermed den fakultative

ordning.

Formålet med beskikkelse af en bistandsadvokat er at styrke den

forurettedes stilling i sagen. Bistandsadvokatens opgaver er både af juridisk

og mere almen karakter. Udover støtte til ofret under afhøringen hos politiet

og i retten samt bistand ved opgørelsen af et eventuelt erstatningskrav vil

der kunne være tale om rådgivning om særlige hjælpemuligheder, om personlig

støtte og vejledning, og om at orientere ofret om sagens forløb og forberede

den pågældende på, hvorledes sagen behandles i retten under

domsforhandlingen.

Bistandsadvokaten har adgang til at overvære afhøringer af den forurettede

både hos politiet og i retten og ret til at stille yderligere spørgsmål til

den forurettede. Advokaten skal underrettes om tidspunktet for afhøringer og

retsmøder, jf. retsplejelovens § 741 c, stk. 1.

Bistandsadvokaten har også adgang til at gøre sig bekendt med den

forurettedes forklaring til politirapport. Når der er rejst tiltale i sagen,

har advokaten tillige adgang til at gøre sig bekendt med det øvrige materiale

i sagen, som politiet har tilvejebragt, jf. § 741 c, stk. 2.

Retsplejeloven indeholder i øvrigt ikke en nærmere regulering af den

beskikkede advokats processuelle stilling i retten. Det er i bestemmelsens

forarbejder forudsat, at den forurettedes advokat ikke bør kunne virke som en

yderligere anklager i sagen. Advokaten har derfor ikke adgang til at udtale

sig om skyldsspørgsmålet og strafudmålingen.

Derimod fremgår det af forarbejderne, at det vil være rimeligt at give

bistandsadvokaten adgang til at udtale sig om en række andre spørgsmål,

f.eks. såfremt der opstår spørgsmål om at behandle sagen for lukkede døre, om

afhøring af den forurettede uden tiltaltes tilstedeværelse eller lignende. Er

der spørgsmål om erstatning til den forurettede, varetager den beskikkede

advokat ofrets interesser i relation til spørgsmålet om erstatningens

opgørelse.

2.2. Justitsministeriets overvejelser

Hvis der fremkommer en begæring om beskikkelse af bistandsadvokat, kan

retten som nævnt ovenfor ikke nægte advokatbeskikkelse i de sager, der er

opregnet i retsplejelovens § 741 a, stk. 1. Det gælder også, selv om

beskikkelse i en konkret sag reelt ikke kan anses for nødvendig. I sager

omfattet af retsplejelovens § 741 a, stk. 2, er beskikkelse derimod

fakultativ for retten. Om beskikkelse skal ske, beror i disse tilfælde på en

konkret vurdering af, om den forurettede har behov for at få beskikket en

bistandsadvokat.

Baggrunden for forskellen i de to grupper af sager er bl.a., at der i de

sager, hvor det er obligatorisk at imødekomme en anmodning om advokatbistand,

skal ske en afhøring, der bl.a. omfatter spørgsmålet om forurettedes

eventuelle frivillige medvirken til et seksuelt forhold, jf. betænkning nr.

1102/1989 om den forurettedes stilling i voldtægts- og voldssager. Under en

sådan belastende afhøring kan der være et særligt behov for advokatbistand.

I de sager, der er omfattet af bestemmelsen om fakultativ beskikkelse, er

dette imidlertid typisk ikke tilfældet. I en del af disse sager kan der på

grund af forholdets mindre grovhed ikke antages at være behov for

advokatbistand, mens der i andre sager i denne gruppe kan være et betydeligt

behov for advokat.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at det bør være udgangspunktet, at

en person, der er offer for en forbrydelse som nævnt i § 741 a, stk. 2, kan

få beskikket en bistandsadvokat, hvis den pågældende føler et sådant behov

for det, at der fremsættes anmodning om beskikkelse.

Det foreslås derfor, at hovedreglen bliver, at et offer for en af de

seksualforbrydelser eller voldsforbrydelser, der er nævnt i retsplejelovens §

741 a, stk. 2, på begæring skal have beskikket en bistandsadvokat.

Retten skal dog i rene bagatelsager - f.eks. sager om værtshusklammeri

og lignende, hvor den forurettede ikke har lidt skade, og hvor advokatbistand

må anses for åbenbart unødvendig - kunne afslå en anmodning om

advokatbeskikkelse. Det forudsættes således, at det kun helt undtagelsesvis

bliver aktuelt at afslå en anmodning om advokatbistand.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne til

denne bestemmelse.

3. Advokatbistand til efterladte

3.1. Gældende ret

Der er i almindelighed adgang til, at retten under straffesagen kan tage

stilling til et krav om erstatning fra en forurettet ved forbrydelsen. I

nogle tilfælde må retten dog afvise at påkende erstatningsspørgsmålet, og det

sker ofte fordi opgørelsen af erstatningskravet og herunder dokumentationen

for de fremsatte krav er mangelfuld.

Efter retsplejelovens § 995 a kan retten beskikke en advokat for den

forurettede, når det skønnes nødvendigt, at denne har advokatbistand ved

opgørelsen af erstatningskravet, og den pågældende opfylder den i § 330, stk.

1, nr. 2, nævnte betingelse. Henvisningen til § 330, stk. 1, nr. 2,

indebærer, at den forurettede skal opfylde de økonomiske betingelser for fri

proces.

Opfylder ansøgeren ikke de økonomiske betingelser for fri proces, kan

retten ikke beskikke en advokat for denne i medfør af retsplejelovens § 995

a. Efter retsplejelovens § 331 kan justitsministeren imidlertid, når særlige

grunde taler derfor, efter ansøgning meddele fri proces. Denne adgang til at

meddele fri proces, selv om de sædvanlige betingelser ikke er opfyldt, gælder

navnlig i sager, som er af principiel karakter eller af almindelig offentlig

interesse, eller som har væsentlig betydning for ansøgerens sociale eller

erhvervsmæssige situation.

Advokatbistand efter § 995 a er i modsætning til advokatbistand efter §

741 a, jf. ovenfor under pkt. 2, begrænset til kun at vedrøre bistand til

fremsættelse af erstatningskrav mod gerningsmanden.

Retsplejelovens § 995 a indeholder derimod ikke begrænsninger med hensyn

til de former for kriminalitet, der kan begrunde beskikkelse af advokat.

Den forurettede vil i øvrigt oftest være den person, der umiddelbart har

lidt skade ved den strafbare handling, dvs. offeret for en forbrydelse. I

forarbejderne til bestemmelsen nævnes dog bl.a. forsørgertabserstatning som

et krav, der kan begrunde behov for beskikkelse af advokat.

Advokatbeskikkelse må således også kunne ske for personer, der har mistet en

forsørger ved en strafbar handling, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt.

3.2. Justitsministeriets overvejelser

Betingelsen i § 995 a om, at den forurettede skal opfylde de økonomiske

betingelser for fri proces, kan føre til, at det ikke er muligt for retten at

beskikke en advokat for efterladte efter personer, der er afgået ved døden

som følge af en strafbar handling, uanset at der i den konkrete sag er behov

for advokatbistand, og uanset at der kan være tale om store erstatningsbeløb,

f.eks. forsørgertabserstatning.

Det bemærkes i den forbindelse, at de økonomiske betingelser for fri

proces indebærer, at der kan meddeles fri proces, hvis indtægtsgrundlaget er

186.000 kr. eller derunder, for personer i ægteskab dog 236.000 kr. eller

mindre. Grænserne forhøjes dog, hvis den pågældende har forsørgerpligt over

for børn.

Derimod vil retten typisk beskikke en bistandsadvokat - som også kan bistå

med opgørelsen af erstatningskrav - for den person, der har været udsat for

en strafbar handling, der kunne have medført døden, f.eks. drabsforsøg, grov

vold, uagtsom grov legemsbeskadigelse og hensættelse i hjælpeløs tilstand,

jf. reglerne i retsplejelovens § 741 a. Det gælder uanset offerets økonomiske

situation.

Personer, der har mistet en pårørende ved en forbrydelse, har behov for

hjælp og støtte, og det forekommer ikke rimeligt, at retten i denne situation

ikke kan beskikke en advokat til at bistå med opgørelsen af erstatningskrav.

Det forhold, at den pårørende ikke har haft advokatbistand kan således

føre til, at retten må afvise at påkende erstatningskrav under straffesagen

og henvise den erstatningssøgende til at lade dette spørgsmål afgøre under en

sædvanlig civil sag, hvor der udtages stævning mod gerningsmanden.

Det foreslås derfor, at retplejelovens § 995 a ændres, således at retten

efter en konkret vurdering kan beskikke advokat for pårørende til en person,

der er afgået ved døden som følge af en forbrydelse, uanset om de pårørende

opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces. Der vil typisk være

tale om ægtefælle og børn, som har krav på forsørgertabserstatning.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 2, og bemærkningerne til

denne bestemmelse.

4. Godtgørelse for ikke økonomisk skade

4.1. Gældende ret

Det følger af erstatningsansvarslovens § 26, at den, der er ansvarlig for

en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, skal

betale den forurettede godtgørelse for tort.

Begrebet »tort« og dermed bestemmelsens rækkevidde er navnlig

fastlagt ved nogle højesteretsdomme. Retstilstanden kan herefter sammenfattes

på den måde, at godtgørelse for tort selv i alvorlige voldssager kun kan

tilkendes, hvis volden er begået under sådanne for ofret særligt krænkende,

ydmygende eller hånende omstændigheder, at de er egnede til at krænke

vedkommendes selv- og æresfølelse.

Alvorlig vold eller trusler om vold kan derfor ikke i sig selv begrunde,

at der tilkendes ofret en godtgørelse for tort, heller ikke i tilfælde, hvor

overgrebet har medført en forståelig og belastende følelse af utryghed, angst

og mindreværd.

Ved sygdom - eventuelt på grund af den psykiske belastning ved at have

været udsat for en forbrydelse - kan der imidlertid blive tale om erstatning

for svie og smerte efter bestemmelsen herom i erstatningsansvarslovens § 3.

Opstår der permanent helbredsskade, kan der endvidere blive tale om

erstatning for varigt men efter reglerne i erstatningsansvarslovens § 4.

Som eksempel på tilfælde, hvor der ydes torterstatning, kan nævnes

voldtægt. Godtgørelsen for tort ved fuldbyrdet voldtægt ligger normalt mellem

30.000 og 40.000 kr., men der er retspraksis, hvor der er udmålt både

væsentligt højere og væsentligt lavere torterstatninger. Også ved andre

seksualforbrydelser, herunder især ved kønslig omgængelse med mindreårige,

ydes i vidt omfang godtgørelse for tort.

Der er i nyere praksis også ydet godtgørelse for tort i forbindelse med

grovere voldsforbrydelser. Som et eksempel kan nævnes dommen i Ugeskrift for

Retsvæsen 1990, side 594 ( UfR 1990.594 H ), hvor tiltalte blev dømt

for at have dræbt sin 4-årige datter ved kvælning og 16 timer senere at have

forsøgt at dræbe datterens mor, der kom for at hente sit barn. Drabsforsøget

skete ved at tiltalte med en kniv tildelte forurettede stiksår i arm og

bryst, hvorved en lunge blev perforeret og mellemgulvsmuskelen og leveren

blev beskadiget. Højesteret tilkendte godtgørelse for tort med 20.000 kr.

Et andet eksempel er dommen i UfR 1992.426 V , hvor tiltalte blev

dømt for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, ved gennem et halvt år

i en række tilfælde at have slået sin samlever på kroppen med bl.a. livrem og

spanskrør. Vestre Landsret tilkendte godtgørelse for tort med 30.000 kr.

under henvisning til, at den langvarige mishandling havde ydmyget og

nedværdiget samleveren i ekstrem grad.

Endelig kan nævnes en dom fra Vestre Landsret af 6. marts 1996 ,

hvor tiltalte blev dømt for to tilfælde af vold efter straffelovens § 244 og

et tilfælde af vold efter § 246 mod sin samlever. I det sidstnævnte tilfælde

havde tiltalte bl.a. trukket samleveren i håret fra et rum til et andet,

taget kvælergreb på hende, så hun mistede bevidstheden, smidt hende ned af en

trappe, sparket hende, truet hende med en kniv mod halsen og snittet hende i

panden og armen. Tiltalte havde endvidere slået tiltalte med knytnæve og

slynget hendes hoved mod en toiletcisterne, der gik i stykker. Samleveren fik

kraniebrud og brud på ribben. Landsretten tilkendte godtgørelse for tort med

25.000 kr.

Domstolene har dog i en række tilfælde afvist at yde godtgørelse under

henvisning til, at volden ikke har været udøvet under særligt krænkende

omstændigheder. Det gælder også i sager, hvor der har været tale om meget

grov vold.

Som eksempler kan nævnes følgende domme:

UfR 1996.777 H. Dommen vedrører forsøg på manddrab. Tiltalte greb

den forurettede (en kvindelig bekendt) om halsen og klemte til og pressede en

pude mod hendes ansigt, hvorved hun mistede bevidstheden. Herefter snittede

tiltalte forurettede fire gange i halsens forside med en kniv. Højesteret

udtalte, at selv om tiltaltes handling var af alvorlig karakter, blev den

ikke udøvet under sådanne særligt krænkende omstændigheder, at der var

grundlag for at tillægge forurettede godtgørelse for tort. Landsretten havde

tilkendt forurettede godtgørelse for tort.

UfR 1996.403 H. Tiltalte blev dømt for at have forsøgt at dræbe en

kvindelig bekendt, idet han stak hende med en kniv i halsen, hvorved en

pulsåre til hjernen blev læderet. Kvinden fik revet sig fri af tiltalte og

modtog hurtigt livreddende behandling. Handlingen fandtes ikke udført under

sådanne særligt krænkende eller ydmygende omstændigheder, at der var grundlag

for at tilkende godtgørelse for tort.

UfR 1992.101 H. Tiltalte dømt for forsøg på manddrab og trusler,

idet han stak en kvinde i ryggen med en køkkenkniv og derefter - mens hun lå

på gulvet - tog kvælertag på hende og udtalte, at han ville slå hende ihjel.

Tiltalte havde tidligere ved flere telefoniske henvendelser til forurettede

truet med at slå hendes datter ihjel. Højesteret fandt i modsætning til

landsretten ikke grundlag for at tilkende godtgørelse for tort.

UfR 1991.671 H. Tiltalte dømt for forsøg på manddrab, idet han på

kort afstand affyrede to skud mod sin hustru med et haglgevær. Hustruen blev

ramt af 120-150 hagl i brystet og overarmen. Landsretten tilkendte

godtgørelse for tort, mens Højesteret ikke fandt grundlag for at tilkende

sådan godtgørelse.

Den gældende retstilstand bygger på princippet om, at godtgørelse for

ikke-økonomisk skade kun bør tilkendes, hvor der er et ganske særligt behov

herfor, og hvor der endvidere kan opstilles visse objektive kriterier som

f.eks., at der er opstået varig helbredsskade, eller at en forbrydelse er

begået på en sådan måde, at der heri ligger en særlig krænkelse af ofrets

selvfølelse. Dette princip er bl.a. med til at undgå vilkårlighed i

retsanvendelsen.

4.2. Justitsministeriets overvejelser

Psykiske følger som utryghed, angst og lignende kan opstå som følge af

mange typer af forbrydelser og vil have forskellig intensitet bl.a. afhængig

af offerets individuelle psykiske ressourcer og sociale kontaktnet. F.eks.

kan der hos personer, der har været udsat for vold, røveri, indbrudstyveri,

hærværk, overtrædelser af polititilhold, eller der måske »blot« har

været vidne til, at andre udsættes for vold, opstå forskellige grader af

utryghed eller angst.

En ændring af retstilstanden vedrørende godtgørelse for tort vil derfor

kunne få ganske vidtrækkende følger. Samtidig vil selv mindre ændringer kunne

medføre væsentlige udgifter for det offentlige ikke mindst på grund af

reglerne i offererstatningsloven, som indebærer, at staten dækker bl.a. krav

på godtgørelse for tort til ofre for overtrædelser af straffeloven.

Der har imidlertid været rejst kritik af den meget begrænsede adgang til

at yde torterstatning. Der er samtidig grænsetilfælde, f.eks. særligt grove

voldsforbrydelser, jf. de ovennævnte eksempler, hvor det kan forekomme

rimeligt, at der åbnes en adgang til, at ofre i videre omfang end i dag kan

tilbydes en økonomisk godtgørelse for den angst og psykiske belastning, der

har været forbundet med at være offer for forbrydelsen.

Med henblik på at tilvejebringe en begrænset øget mulighed for at tilkende

en godtgørelse for ikke-økonomisk skade ved særlig grove forbrydelser

foreslås det, at der indsættes et nyt stk. 2 i erstatningsansvarslovens § 26.

Den nye bestemmelse skal omfatte særlige grænsetilfælde, hvor der hidtil

ikke er ydet godtgørelse for tort i medfør af stk. 1.

Efter Justitsministeriets opfattelse er det navnlig i forbindelse med

kriminalitet rettet mod en andens frihed eller person, at det kan forekomme

rimeligt, at der åbnes mulighed for i videre omfang end hidtil at yde en

godtgørelse også for ikke-økonomisk skade. Godtgørelse skal ydes i de

grænsetilfælde, hvor forbrydelsen ikke direkte har været egnet til at krænke

ofrets selv- eller æresfølelse, og hvor der derfor ikke ydes godtgørelse for

tort, men hvor forbrydelsen desuagtet er af en sådan karakter, at den

generelt set er egnet til at skabe meget betydelig angst og længerevarende

psykiske belastninger for offeret.

Det er derfor en betingelse efter den foreslåede bestemmelse, at

krænkelsen er sket ved en forbrydelse, der har indebåret et særligt groft

angreb mod en andens frihed eller person.

Der foreslås ikke en udvidelse af adgangen til at tilkende godtgørelse for

ikke-økonomisk skade i forbindelse med angreb mod en persons fred eller ære i

øvrigt.

Det bemærkes, at reglen, uanset at den er tiltænkt et begrænset

anvendelsesområde, er forbundet med øgede offentlige udgifter. En tilkendt

godtgørelse for tort skal i givet fald betales af staten efter reglerne i

offererstatningsloven. Samtidig kan det ikke udelukkes, at reglen i de første

år - indtil der har dannet sig en praksis på området - vil være

processkabende.

Om den nærmere afgænsning af bestemmelsens anvendelsesområde henvises i

øvrigt til bemærkningerne til § 3.

5. Ændring af straffelovens § 210 om incest med hensyn til seksuelle

forhold mellem personer af samme køn og anden kønslig omgængelse end samleje

5.1. Gældende ret

5.1.1. Kønslig omgængelse med en person af samme køn

Efter straffelovens § 210, stk. 1, straffes den, der har samleje med en

slægtning i nedstigende linie, med fængsel indtil 6 år. Efter straffelovens §

210, stk. 2, straffes den, der har samleje med sin broder eller søster, med

fængsel indtil 2 år. Straffen kan bortfalde for den, der ikke er fyldt 18 år.

Har anden kønslig omgængelse end samleje fundet sted, bliver en

forholdsmæssig mindre straf at anvende, jf. straffelovens § 210, stk. 3.

Bestemmelserne i § 210 om »samleje« som »anden kønslig

omgængelse end samleje« anses for at være begrænset til at omfatte

heteroseksuelle forhold.

I modsætning hertil er det i straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod

kønssædeligheden i § 225 fastsat, at bestemmelserne i §§ 216-220 og 222-223

finder tilsvarende anvendelse med hensyn til kønslig omgængelse med en person

af samme køn. De nævnte bestemmelser omfatter bl.a. voldtægt, samleje ved

anden ulovlig tvang, samleje med børn under 15 og 12 år og samleje med bl.a.

adoptivbørn eller stedbørn under 18 år.

Bestemmelsen i straffelovens § 225 indebærer, at straffelovens kapitel 24

om forbrydelser mod kønssædeligheden finder anvendelse såvel på

heteroseksuelle forhold som på forhold mellem personer af samme køn, mens

straffelovens § 210 kun gælder heteroseksuelle forhold.

Et incestuøst forhold til en person af samme køn, f.eks. en fars forhold

til sin søn, kan dog, såfremt sønnen er under 15 år på gerningstidspunktet,

straffes efter bestemmelserne i straffelovens § 222, stk. 1, jf. § 225, om

samleje med børn under 15 år af samme køn. Er sønnen fyldt 15 år, er

forholdet efter formuleringen af de gældende regler imidlertid straffrit.

5.1.2. Anden kønslig omgængelse end samleje

Efter straffelovens § 224 finder bestemmelserne i §§ 216-223 tilsvarende

anvendelse med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje. § 224

indebærer således, at de nævnte bestemmelser i straffeloven (om voldtægt,

samleje med barn under 15 år, samleje med adoptivbarn, stedbarn eller

plejebarn under 18 år m.v.) gælder både ved samleje og ved anden kønslig

omgængelse end samleje.

Bestemmelsen i straffelovens § 224 henviser ikke til § 210 om incest. Med

hensyn til et incestuøst forhold, der består i anden kønslig omgængelse end

samleje, fastsætter straffelovens § 210, stk. 3, at en forholdsmæssigt mindre

straf bliver at anvende.

I modsætning til straffelovens § 224 sidestiller § 210, stk. 3, således

ikke i strafmæssig henseende samleje og anden kønslig omgængelse.

5.1.3. Forældelsesfrist

Efter straffelovens § 93, stk. 1, er forældelsesfristen 2 år, når der ikke

er hjemlet højere straf end fængsel i 1 år for overtrædelsen, eller når

straffen for overtrædelsen ikke ville overstige bøde. Forældelsesfristen er 5

år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel i 4 år.

Forældelsesfristen er 10 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel

i 10 år, og 15 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel på

bestemt tid.

Efter straffelovens § 210, stk. 1, er strafferammen for samleje med en

slægtning i nedstigende linie (incest) fængsel indtil 6 år. Denne

strafferamme indebærer, at forældelsesfristen for incest efter straffelovens

§ 93 er 10 år.

Samme forældelsesfrist gælder for samleje med et barn under 15 år, jf. §

222, stk. 1, da denne bestemmelse også har en strafferamme på fængsel indtil

6 år.

Efter straffelovens § 223, stk. 1, er strafferammen for samleje med et

adoptivbarn, stedbarn eller plejebarn under 18 år imidlertid kun fængsel

indtil 4 år. Denne lavere strafferamme indebærer, at forældelsesfristen efter

§ 93 kun er 5 år.

5.2. Rigsadvokatens udtalelse

I forbindelse med Justitsministeriets besvarelse af 10. juni 1996 af

spørgsmål nr. 35-37 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del - bilag 68) har

rigsadvokaten foreslået, at det overvejes at udvide straffelovens § 210 til

også at omfatte forhold til en person af samme køn.

Rigsadvokaten har endvidere foreslået, at straffelovens § 210, stk. 3,

ændres, således at anden kønslig omgængelse end samleje sidestilles med

samleje i strafmæssig henseende.

I sager vedrørende adoptivbørn, stedbørn og plejebørn gælder der som nævnt

ovenfor under pkt. 5.1.3. en 5-årig forældelsesfrist, hvorimod der i sager om

samleje med et barn under 15 år og i incestsager gælder en 10-årig

forældelsesfrist.

I skrivelsen fra rigsadvokaten anføres det, at seksuelt misbrug af børn i

familien ofte er længerevarende, og at anmeldelse ofte modtages lang tid

efter gerningstidspunktet. Forskellen i forældelsesfristen har derfor en

betydelig indflydelse på tiltalerejsningen i sager vedrørende adoptivbørn,

stedbørn og plejebørn, idet et ikke uvæsentligt gerningstidsrum mellem

barnets fyldte 15. og 18. år ofte vil være forældet.

Som eksempel på forældelsesfristens betydning omtaler rigsadvokaten en sag

fra 1994. I denne sag henvendte en steddatter, der var født i 1970, sig i

1992 til politiet og forklarede, at hendes stedfar havde haft samleje med

hende, inden hun fyldte 15 år, og var fortsat hermed til hun fyldte 21 år.

Steddatteren havde i 1987 fået et barn, som stedfaderen var far til.

Med hensyn til forholdene efter, at steddatteren var fyldt 15 år, kunne

der som følge af den 5-årige forældelse alene rejses tiltale for seksuelle

forhold, der havde fundet sted i indtil 5 år, før forældelsen blev afbrudt i

1992. Det indebar navnlig, at seksuelle forhold i den periode, hvor

steddatterens barn blev undfanget, ikke kunne straffes, og at det derfor var

udelukket som strafskærpende omstændighed at gøre gældende, at steddatteren

var blevet gravid som følge af forholdet.

Rigsadvokaten har på den baggrund foreslået, at straffelovens § 93 ændres,

således at samleje eller anden kønslig omgængelse med et adoptivbarn,

stedbarn eller plejebarn, der er 15-18 år - ligesom det er tilfældet med

hensyn til bl.a. incestsager - undergives en 10-årig forældelse.

5.3. Justitsministeriets overvejelser

Som det fremgår af pkt. 5.1.1., er det efter ordlyden af de gældende

regler ikke muligt at straffe for incestforhold mellem personer af samme køn,

f.eks. en fars forhold til sin søn, hvis drengen er fyldt 15 år på

gerningstidspunktet.

Derimod er et tilsvarende forhold mellem en far og en datter, der er fyldt

15 år, strafbart efter bestemmelsen i § 210. Også et forhold mellem en mand

og hans adoptivsøn på 15- 18 år kan straffes (straffelovens § 223, jf. §

225).

Der er efter Justitsministeriets opfattelse ikke nogen reel grund til

denne forskel.

Justitsministeriet er derfor enig med rigsadvokaten i, at det også bør

være strafbart for forældre at have et incestuøst forhold til et barn af

samme køn.

Derved bringes straffelovens bestemmelse om incest på dette punkt i

overensstemmelse med bestemmelserne i §§ 216-220 og 222-223 om forbrydelser

mod kønssædeligheden, der i medfør af bestemmelsen i § 225 finder tilsvarende

anvendelse med hensyn til kønslig omgængelse med en person af samme køn.

Justitsministeriet er også enig med rigsadvokaten i, at der i incestsager

bør være sidestilling mellem samleje og anden kønslig omgængelse end samleje.

Derved bringes straffelovens bestemmelse om incest også på dette punkt i

overensstemmelse med bestemmelserne i §§ 216-223 om forbrydelser mod

kønssædeligheden, der i medfør af bestemmelsen i § 224 finder tilsvarende

anvendelse med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje.

Det foreslås derfor at ændre straffelovens § 210, stk. 3, således at anden

kønslig omgængelse end samleje sidestilles med samleje i strafmæssig

henseende, og således at bestemmelsen også omfatter kønslig omgængelse med en

person af samme køn.

Justitsministeriet er opmærksom på, at denne sidstnævnte ændring - i

modsætning til bestemmelsen i § 223 om forhold til et adoptivbarn, stedbarn

eller plejebarn - også omfatter incestforhold, der begås, efter at barnet er

fyldt 18 år.

Det kan i den forbindelse anføres, at behovet for at beskytte et barn, der

er fyldt 18 år, mod seksuelt forhold til forældrene er mindre, end når barnet

er under 18 år. På den anden side er sådanne forhold i dag strafbare for

forældre, når der er tale om et barn, der ikke er af samme køn.

Justitsministeriet har bl.a. på den baggrund fundet, at den foreslåede

ændring af § 210 om incest ikke bør begrænses til børn, der ikke er fyldt 18

år.

Justitsministeriet er endvidere enig med rigsadvokaten i, at det bør

sikres, at der i sager vedrørende adoptivbørn, stedbørn og plejebørn ikke

sker forældelse på et så tidligt tidspunkt, at forhold begået mellem barnets

fyldte 15. og 18. år ikke kan straffes eller tages i betragtning ved

straffastsættelsen.

Det foreslås derfor, at straffelovens § 93 ændres, således at samleje

eller anden kønslig omgængelse med et adoptivbarn, stedbarn eller plejebarn i

alderen 15-18 år - ligesom det er tilfældet med bl.a. incestsager -

undergives en 10-årig forældelse.

Det bemærkes i den forbindelse, at Justitsministeriet har overvejet, om

problemerne med hensyn til forældelse i disse sager i stedet burde løses ved

en forhøjelse af strafferammen i § 223, der er 4 år, til 6 år. En sådan

ændring ville medføre en 10-årig forældelsesfrist.

Justitsministeriet har imidlertid ikke ment nu at burde foreslå en sådan

ændring. Det skyldes bl.a., at § 223, stk. 1, kun anvendes som eneste

straffebestemmelse i de tilfælde, hvor barnet er fyldt 15 år. Er barnet

yngre, anvendes bestemmelsen i straffelivens § 222, der har strafferammer på

6 og 10 år. En forhøjelse af strafferammen for forhold mellem 15-18 årige og

stedforældre eller adoptivforældre, vil således kunne medføre højere straffe

i disse sager. Det kan i den forbindelse nævnes, at Straffelovrådet i

betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse har foreslået,

at strafmaksimum i § 223, stk. 1, nedsættes til 2 år, jf. betænkningen side

174.

Justitsministeriet er opmærksom på, at straffelovens regler om seksuelle

forhold til på den ene side beslægtede og på den anden side adoptivbørn,

stedbørn og plejebørn har et forskelligt indhold både med hensyn til

strafferamme og med hensyn til det strafbare område. Justitsministeriet vil

overveje, om der er anledning til at tage dette spørgsmål op på et senere

tidspunkt.

Om de foreslåede ændringer henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 1

og 2, og bemærkningerne til disse bestemmelser.

5.4. Initiativer vedrørende politiets behandling af sager om seksuelle

overgreb mod børn

I tilknytning til de ovennævnte forslag om ændring af straffelovens

bestemmelse om incest kan det oplyses, at en arbejdsgruppe bestående af

repræsentanter for politiet og anklagemyndigheden med deltagelse af en

speciallæge i børnesygdomme i maj 1995 afgav en beretning om videoafhøring af

børn.

Arbejdsgruppen anbefalede bl.a., at der oprettes efteruddannelseskurser

for ansatte i kriminalpolitiet med henblik på bevissikring, herunder

afhøring, i sager om seksuelle overgreb på børn. Sådanne

efteruddannelseskurser er nu blevet oprettet, og der er foreløbig udbudt tre

kurser.

Arbejdsgruppen anbefalede også, at der etableres tidssvarende

videoafhøringslokaler i hver region samt i København. Også dette

forslag er ved at blive gennemført, idet der nu er etableret - eller i

forbindelse med ombygninger planlagt etableret - sådanne lokaler i stort set

alle regioner.

Endvidere foreslog arbejdsgruppen, at der fastsættes klare regler i

retsplejeloven om dokumentation af videooptagelser under

domsforhandlingen. Arbejdsgruppen henviser til, at der i sager om muligt

seksuelt overgreb mod børn kun bør ske en afhøring af barnet, og at

afhøringen bør foretages hurtigt i forløbet, bl.a. for at skåne barnet for

afhøring på et senere tidspunkt, hvor en behandling af barnet ofte vil være

begyndt.

Over for hensynet til barnet står imidlertid sigtedes berettigede krav på

at få mulighed for at øve et effektivt forsvar mod eventuelle uberettigede

anklager. Retsplejelovens udgangspunkt er derfor, at vidneforklaringer skal

afgives umiddelbart for den dømmende ret i forbindelse med domsforhandlingen.

Retten kan dog i medfør af retsplejelovens § 877, stk. 3, undtagelsesvis

tillade, at f.eks. en videooptagelse af politiets afhøring af et barn

benyttes som bevis i stedet for en ny og umiddelbar afhøring af barnet i

retten.

De nærmere betingelser for rettens tilladelse til dokumentation af

videooptagelser er fastlagt i retspraksis.

Ved rettens stillingtagen til, om videooptagelse kan benyttes som bevis,

indgår barnets alder som en væsentlig faktor. Rettens tilladelse kan efter

hidtidig praksis næppe forventes, hvis den afhørte er ældre end omkring 12

år. Samtidig er det af afgørende betydning, at en række retsgarantier -

herunder bl.a. om forsvarets adgang til stille supplerende spørgsmål - er

tilgodeset i forbindelse med videoafhøringen.

Efter Justitsministeriets opfattelse er det tvivlsomt, om mere præcise

regler er ønskelige på et område som det foreliggende, hvor der i hver enkelt

sag skal ske en helt konkret afvejning af hensynet til barnet over for bl.a.

hensynet til hovedreglen om, at beviser skal føres umiddelbart for den

dømmende ret.

Det er derfor Justitsministeriets opfattelse, at det fortsat bør være

overladt til domstolene i den konkrete sag at foretage den fornødne afvejning

af, hvorvidt dokumentation af en videoafhøring bør tillades. Der foreslås

derfor ikke lovændringer på dette område.

6. Rådgivning, støtte og information til ofre for forbrydelser

6.1. Offerrådgivning

I Sverige findes omkring 100 lokale offerrådgivninger - de såkaldte

»brottsofferjourer« - hvor ofre for forbrydelser kan henvende sig

og få støtte og vejledning.

Størstedelen af arbejdet i rådgivningerne består i samtaler med ofre og

henvisninger til professionelle hjælpeinstanser. Rådgivningerne er etableret

lokalt og baseres på frivillig arbejdskraft, der ydes af udvalgte

støttepersoner. Støttepersonerne rekrutteres på baggrund af interviews, og

der lægges særlig vægt på, at de pågældende har et positivt menneskesyn, en

vis modenhed og psykisk stabilitet, og at de er i stand til at lytte til

andre mennesker. Når en støtteperson er godkendt, gennemgår den pågældende en

særlig uddannelse.

De svenske erfaringer med den støtte og rådgivning, der ydes til ofre i

offerrådgivningerne, er efter det oplyste meget positive.

Med inspiration i den svenske ordning foreslås det derfor, at der i

Danmark søges etableret et landsdækkende net af lokale offerrådgivninger,

hvor der tilbydes ofre for forbrydelser støtte og vejledning af frivillige

støttepersoner. Målet er, at der skal være en rådgivning i hver politikreds.

Offerrådgivningernes opgave skal først og fremmest være at give personlig

støtte til ofre for forbrydelser. I mange tilfælde kan en sådan støtte gives

»blot« ved at lytte til og tale med ofret.

I offerrådgivningen skal ofret også kunne få vejledning om mulighederne

for at søge det offentlige om erstatning, om mulighederne for psykologhjælp,

for advokatbistand m.v. og eventuelt tillige bistand ved spørgsmål om

udfyldelse af ansøgningsskemaer eller skadesanmeldelser til

forsikringsselskaber m.m. Giver forbrydelsen anledning til, at ofret søger at

opnå erstatning - f.eks. hos Nævnet vedrørende erstatning til ofre for

forbrydelser eller hos gerningsmanden - kan ofret vejledes om reglerne om

adgangen til eventuelt at få erstatningskravet påkendt i forbindelse med

straffesagen eller eventuelt om mulighederne for at opnå retshjælp til en

efterfølgende civil retssag om kravet.

Der kan også være behov for, at rådgivningens støtteperson, f.eks. i et

tilfælde, hvor ofret modtager en indkaldelse til at afgive vidneforklaring i

retten, forbereder ofret på denne situation ved at forklare om det sædvanlige

forløb i en retssal under en domsforhandling. Støttepersonen kan eventuelt

også gå med i retten, hvis ofret føler behov for at have en ved sin side.

Det skal i øvrigt være et mål, at der er mulighed for at rette henvendelse

til støttepersoner fra offerrådgivningen også f.eks. umiddelbart efter, at en

forbrydelse er sket. Det vil f.eks. kunne ske ved, at der lokalt etableres en

form for telefonvagtordninger, hvor offeret kan rette henvendelse også sent

om aftenen m.v.

Det er hensigten, at offerrådgivningen skal stå åben for alle, som føler

behov for rådgivning af den art, som er nævnt ovenfor. Ordningen begrænses

således ikke til ofre for bestemte former for (alvorligere) kriminalitet.

Også f.eks. personer, der har fået beskikket en bistandsadvokat, vil således

kunne henvende sig i en offerrådgivning, f.eks. med henblik på at have en

person at tale med.

Opgaven med at etablere og vedligeholde nettet af lokale offerrådgivninger

vil blive henlagt til Rigspolitichefen eller Direktoratet for

Kriminalforsorgen, der skal skabe de nødvendige betingelser for, at opgaven

med at bistå og støtte ofre kan løses lokalt.

Der skal findes støttepersoner, der er interesseret i på frivillig basis

at hjælpe ofre for forbrydelser. Der skal herved navnlig tages hensyn til

menneskelige egenskaber og ikke stilles specifikke krav til en bestemt form

for uddannelse eller baggrund. Derimod forudsættes det, at der tilrettelægges

et særligt kursus, der tilbydes de personer, der skal fungere som

støttepersoner. Kurset skal give information om lovgivning på området og om

offentlige støttemuligheder for ofre for forbrydelser, således at

støttepersonerne får en solid viden og et godt grundlag for at tilbyde

vejledning til ofre for forbrydelser. Også forståelse for ofrenes situation,

kendskab til menneskers reaktion, når de udsættes for forbrydelser m.m., bør

indgå i undervisningen.

Det er samtidig den centrale myndigheds opgave i samarbejde f.eks. med

kommunerne at finde egnede lokaler til offerrådgivninger og at sørge for

adgang til telefon og almindelige kontorholdsartikler. Endvidere skal der

centralt udarbejdes informationsmateriale m.v.

Den centrale myndighed skal derimod ikke have indflydelse på den konkrete

bistand og vejledning, der gives til ofre, der henvender sig i en

offerrådgivning. Offerrådgivningernes styrke skal navnlig bygge på det

frivillige element og uafhængigheden af offentlige myndigheder.

Etablering af offerrådgivninger er et supplement til den rådgivende og

støttende funktion, som politiet varetager i forhold til ofre for

forbrydelser, og kan ikke erstatte politiets forpligtelser i forhold til

ofrene. Offerrådgivningerne skal således fungere i et samspil med politiet.

Politiet skal informere ofre om rådgivningens eksistens og i givet fald bistå

med at skabe kontakt mellem offer og offerrådgivning.

Der ydes i øvrigt efter Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 1191 af

18. december 1996 tilskud til psykologhjælp til voldsofre og andre særlig

udsatte grupper. Tilskuddet udgør 60 pct. af det honorar pr. konsultation,

der er fastsat i overenskomsten mellem Sygesikringen og Dansk

Psykologforening. Ved finansloven for 1997 er det beløb, der kan anvendes til

tilskud til psykologbistand, forhøjet fra 25,7 mio. kr. til 41,4 mio. kr.

Offerrådgivningerne er også et supplement til denne ordning med

psykologbistand, og offerrådgivningerne kan således vejlede om muligheden for

at få hjælp af en psykolog.

6.2. Informationsmateriale til ofre for forbrydelser

Et vigtigt led i styrkelsen af retsstillingen for ofre er, at personer,

der har været udsat for en forbrydelse, får information om mulighederne for

bistand og om sagens videre forløb m.v.

Justitsministeriet vil derfor udarbejde en pjece med oplysninger til ofre

for forbrydelser. Pjecen kan udleveres bl.a. af politiet, som oftest får den

første kontakt med personer, der har været udsat for kriminalitet.

Pjecen skal give en beskrivelse af forløbet af en straffesag både med

hensyn til politiets behandling og en eventuel senere retssag.

Endvidere skal der gives oplysning om rettigheder og pligter i forbindelse

med en straffesag. Det kan bl.a. nævnes, at et offer, der indkaldes til

afhøring hos politiet eller som vidne i retten, har ret til at medtage en

støtteperson under afhøringen. Ofret bør samtidig informeres om, at den

pågældende kan blive indkaldt flere gange for at afgive forklaring. Det kan

også være relevant at oplyse, at der ved vidneafhøring i retten kan tages

særlige hensyn til ofre, der er bange for at blive konfronteret med

gerningsmanden, og at ofret kan rette henvendelse herom til politiet eller

retten inden retsmødet.

Endelig skal pjecen indeholde information om offentlige og private tilbud

om hjælp til ofre for forbrydelser, herunder om Nævnet vedrørende erstatning

til ofre for forbrydelser, om eventuelle offerrådgivninger og eventuelt også

om organisationen »Hjælp Voldsofre« og de tilbud, som denne

forening giver.

Pjecen tænkes ikke kun udleveret af politiet, men bør også være

tilgængelig andre steder f.eks. på dommerkontorer, biblioteker,

kommunekontorer m.v.

6.3. Politiets kontakt med ofre m.v.

Som nævnt ovenfor er politiet ofte blandt de første, der kommer i kontakt

med personer, der har været udsat for en forbrydelse. Politiet har også

opgaver i forbindelse med underretning af pårørende til personer, der er

kommet til skade eller er blevet dræbt i forbindelse med forbrydelser eller

ulykker.

Det er vigtigt, at politiets opgaver i den forbindelse løses bedst muligt.

Justitsministeriet har derfor drøftet spørgsmålet om nærmere

retningslinier for politiets kontakt med ofre og andre borgere, der befinder

sig i en ulykkelig situation, i en uformel arbejdsgruppe med repræsentanter

for Rigspolitichefen og anklagemyndigheden. Politiskolen under

Rigspolitichefen har i fortsættelse heraf udarbejdet et notat om politiets

behandling af ofre for forbrydelser og ulykker og deres pårørende. Notatet

indeholder både retningslinier for politiets behandling af ofre og deres

pårørende og en oversigt over de regler, der gælder vedrørende ofres

rettigheder m.v.

Justitsministeriet har udsendt notatet til samtlige politikredse som et

arbejdsredskab i denne type sager og samtidig som en påmindelse om at udvise

særlig nænsomhed, venlighed og imødekommenhed i kontakten med ofre for

forbrydelser og ulykker og deres pårørende.

7. Forsøgsordning med konfrontation i konfliktråd

I 1994 blev der som et led i indsatsen mod vold iværksat en forsøgsordning

med mægling i konfliktråd.

Formålet med forsøget var bl.a. at undersøge, om det er muligt at opstille

et supplement til det eksisterende straffesystem ved at lade offer og

gerningsmand møde hinanden og tale om kriminaliteten under en mæglers

tilstedeværelse. Hensigten var at give gerningsmanden større ansvarlighed med

hensyn til sine handlinger for på den måde at modvirke senere kriminalitet.

Samtidig skulle mæglingen løse op for offerets frustrationer og angst og

herved medvirke til at give offeret større tryghed i dagligdagen.

Forsøget blev gennemført med oprettelse af 5 konfliktråd i 4

politikredse/kommuner (Holstebro, Sønderborg, Svendborg og København),

således at der kunne afholdes konfliktrådssamtaler fra februar 1995 til

februar 1996.

Rammerne for forsøget blev fastsat således, at mægling skulle være

frivillig for offer og gerningsmand. Mæglingen var endvidere et supplement

til sædvanlig retsforfølgning og ikke et alternativ, der kunne erstatte

straf.

Gerningsmanden skulle oprindelig være i alderen 15-18/20 år. Endvidere

skulle den pågældende være ustraffet eller kun straffet i ubetydelig grad. I

april 1995 blev målgruppen udvidet til gerningsmænd i alderen 15-21 år, og

kravet om, at den pågældende skulle være ustraffet, blev blødt op.

Det var endvidere et krav, at kriminaliteten skulle være tilstået. Den

omfattede kriminalitet var først og fremmest værthusvold, vold mod særligt

udsatte grupper og gadevold. Endvidere kunne der mægles i sager om anden

angstskabende eller krænkende kriminalitet, f.eks. brugstyveri, tasketyveri,

butikstyveri, indbrudssager og hærværkssager.

Der er i den 1-årige forsøgsperiode kun gennemført mægling i 4 sager.

Resultaterne af disse mæglinger har dog været positive. I de sager, hvor

mægling blev gennemført, har samtalen således i alle tilfælde resulteret i en

aftale om betaling af erstatning til offeret, en undskyldning fra

gerningsmanden eller lignende.

I Det Kriminalpræventive Råds rapport om forsøget peges der på, at der har

været for få sager i forsøgsperioden. Grunden til, at der har været så få

sager, antages bl.a. at være, at mægling er noget nyt, som både offer og

gerningsmand er usikre overfor.

Også i Norge har et af de væsentlige problemer været, at der var for få

sager.

Det kan i øvrigt oplyses, at i en af sagerne, der vedrørte vold, blev der

fastsat en lavere straf end normalt i sådanne sager. Ved denne dom er der

således åbnet for strafnedsættelse på grund af deltagelse i mægling.

Det gennemførte forsøg viser, at der i de sager, hvor konfliktråd blev

afholdt, i alle tilfælde var resultater af samtalen.

Det er imidlertid meget vanskeligt på grundlag af de få sager, som førte

til mægling i forsøgsordningen, at tage endelig stilling til, om konfliktråd

bør indføres som en permanent ordning i Danmark.

Justitsministeriet vil derfor iværksætte et yderligere og bredere forsøg

med konfliktråd, som kan give et mere fyldigt grundlag for at vurdere

konfliktrådenes eventuelle fremtidige rolle i kriminalitetsbekæmpelsen.

Det er hensigten, at forsøget skal give mulighed for, at alle

aldersgrupper af sigtede, dvs. personer på 15 år eller derover, kan deltage i

mægling. Endvidere vil forsøget blive gennemført i et større antal

politikredse, eventuelt i en eller to amtskommuner.

Også for så vidt angår kriminalitetens art foreslås udvidelser.

Kriminalitetens art var i forsøgsordningen først og fremmest vold. Vold skal

også i den nye forsøgsordning være omfattet af muligheden for at gennemføre

mægling, men også kriminalitet som indbrud, butikstyveri, brugstyveri,

tasketyveri og hærværk skal indgå. Det skal endvidere ikke være udelukket at

inddrage andre former for kriminalitet, som kan virke krænkende for offeret,

og som efter en konkret vurdering anses for egnet til mægling.

Det skal fortsat være en forudsætning, at den sigtede i det væsentlige har

tilstået forholdet. Derimod skal gerningsmandens eventuelle forstraffe ikke i

sig selv udelukke anvendelse af mægling i konfliktråd.

De foreslåede udvidelser i forhold til det tidligere forsøg bør kunne

medføre et større antal sager og en bredere erfaring med konfliktråd.

Mæglingen skal ligesom i forsøgsperioden betragtes som et supplement til

sædvanlig retsforfølgning og ikke som et alternativ til straf. Det skyldes

bl.a., at der bør opnås en bredere erfaring med konfliktråd, inden der tages

nærmere stilling til denne problemstilling.

Det er dog ikke udelukket - sådan som det også viste sig i

forsøgsordningen - at domstolene ved straffastsættelsen efter en konkret

vurdering kan tillægge en gennemført mægling betydning, således at straffen

bliver mildere. Det skyldes bl.a., at straffelovens § 84 giver mulighed for

at nedsætte straffen, hvis den tiltalte har genoprettet den skade, som er

forvoldt ved lovovertrædelsen. Det vil således kunne forekomme, at f.eks.

betaling af erstatning for ødelæggelserne i en hærværkssag også i de

situationer, hvor erstatningen er et resultat af en mægling, kan medføre en

lavere straf for lovovertrædelsen. Det er dog ikke en mindre straf, der på

nuværende tidspunkt er formålet med konfliktråd.

Det vil også for det nye udvidede forsøg være Det Kriminalpræventive Råd,

der for Justitsministeriet skal stå for etablering og evaluering af forsøget.

Det er målet, at forsøget skal være afsluttet og evalueret efter ca. 3 år.

8. Styrkelse af forskningen på Justitsministeriets område

8.1. Forslagene fra arbejdsgruppen om styrkelse af forskningen på

Justitsministeriets område

I februar 1996 afholdt Justitsministeriet et seminar om organisationen og

styringen af den kriminalpolitiske forskning. På seminaret var der bred

enighed om, at der er behov for en styrkelse af den kriminalpolitiske

forskning.

Bl.a. på baggrund af drøftelserne på seminaret nedsatte Justitsministeriet

i foråret 1996 en arbejdsgruppe, der skulle foreslå initiativer til en

styrkelse af forskningen. Arbejdsgruppen bestod af repræsentanter for

Direktoratet for Kriminalforsorgen, Rigsadvokaten, Det Kriminalpræventive

Råd, Rigspolitichefen, Københavns og Århus Universitet samt

Justitsministeriet.

Arbejdsgruppen afsluttede sit arbejde i efteråret 1996 med et notat om

styrkelse af forskningen på Justitsministeriets område. (Bilag 2 til

lovforslaget)

Arbejdsgruppen foreslår, at der oprettes et overordnet forskningspolitisk

udvalg (Justitsministeriets Forskningspolitiske Udvalg).

Udvalget skal bl.a. rådgive justitsministeren om forskningspolitiske

spørgsmål, vurdere behovet for forskning på bestemte områder, herunder

eventuelt komme med forslag til forskningsprojekter, koordinere forskningen

inden for hele Justitsministeriets område og koordinere denne forskning med

forskning på andre ministeriers områder. Endvidere skal udvalget medvirke

til, at oplysninger om forskning er let tilgængelige for myndigheder og

forskere og efter anmodning fra justitsministeren medvirke ved udarbejdelsen

af generelle retningslinier for tildeling af offentlige midler til konkrete

forskningsprojekter m.v.

Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at der oprettes et sekretariat i

Justitsministeriet, der kan varetage de løbende mindre opgaver i relation til

forskning inden for Justitsministeriets område.

Om sammensætningen af det forskningspolitiske udvalg m.v. henvises til

pkt. 5.2. i arbejdsgruppens notat (bilag 2) og om sekretariatsfunktionen til

pkt. 5.3.

Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at der - for at de rammer, der skabes

for en styrkelse af forskningen, får et konkret indhold - afsættes et beløb

på 2-3 mio. kr. til finansiering af konkrete forskningsprojekter inden for

Justitsministeriets område.

Endelig foreslår arbejdsgruppen, at der i Justitsministeriets departement

sker en styrkelse af varetagelsen af generelle opgaver vedrørende forskning

og af behandlingen af konkrete sager vedrørende forskning ved ansættelse af

en forsknings- og statistikmedarbejder med en relevant samfundsvidenskabelig

forskeruddannelse.

8.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet har gennem en årrække haft ønsker om, bl.a. at der i

højere grad iværksættes forskning i relation til ministeriets lovgivning og

andre sagsområder. Der er derfor i de senere år i en række tilfælde i

forbindelse med fremsættelse af forslag om ny lovgivning afsat midler til

forskning i relation til de foreslåede ændringer m.v.

Forslagene fra arbejdsgruppen giver mulighed for, at ministeriet mere

generelt kan yde støtte til og få udbytte af forskning, der har tilknytning

til de områder, der varetages af ministeriet. Det gælder ikke blot forskning

på det kriminalpolitiske område, men også forskning vedrørende f.eks.

offentlig ret, familieret og formueret. Forslagene vil også kunne sikre en

bedre koordinering af forskningen på disse områder.

Herudover kan der ske en styrkelse med hensyn til statistiske oplysninger

m.v.

Justitsministeriet er derfor indstillet på at følge arbejdsgruppens

forslag om at nedsætte et forskningspolitisk udvalg. Også de øvrige forslag

fra arbejdsgruppen vil blive gennemført - herunder forslaget om ansættelse af

en forsknings- og statistikmedarbejder i Justitsministeriets departement samt

forslaget om, at der afsættes et beløb til finansiering af

forskningsprojekter. Dette beløb foreslås foreløbig fastsat til 1,5 mio. kr.

årligt, jf. også bemærkningerne nedenfor under pkt. 9 om lovforslagets

økonomiske og administrative konsekvenser.

9. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

Lovforslaget, der har til hovedformål at styrke retsstillingen for ofre

for forbrydelser, indeholder forslag om en række nye initiativer, hvis

gennemførelse medfører merudgifter.

Forslaget om beskikkelse af en bistandsadvokat for forurettede på begæring

i alle sager om volds- og seksualforbrydelser samt beskikkelse af advokat for

pårørende til en person, der er afgået ved døden, indebærer, at der i et

yderligere antal sager vil skulle afholdes udgifter til advokatsalærer m.v.

Lovforslaget indebærer endvidere en udvidelse af adgangen til økonomisk

godtgørelse til ofre for grove voldsforbrydelser, hvilket vil medføre

udgifter til denne godtgørelse i det omfang, det ikke er muligt at få

godtgørelsen betalt af gerningsmanden.

Forslaget om etablering af et landsdækkende net af lokale

offerrådgivninger, der skal tilbyde rådgivning, støtte og information til

ofre for forbrydelser, vil medføre udgifter til kursusvirksomhed og

kontorhold samt merudgifter til drift af en central enhed til etablering,

vedligeholdelse og koordinering af arbejdet i de lokale offerrådgivninger.

Det foreslås endvidere at etablere en yderligere og bredere forsøgsordning

med konfrontation i konfliktråd i forhold til det tidligere gennemførte

forsøg. Forslaget medfører udgifter til informationsmateriale, afholdelse af

kurser for mæglere, konsulentbistand m.v.

Endelig følger det af lovforslaget, at der skal ske en styrkelse af

forskningen på Justitsministeriets område. Styrkelsen sker bl.a. ved

oprettelse af et nyt forskningsudvalg under Justitsministeriet, ligesom der

etableres en forsknings- og dokumentationsfunktion i Justitsministeriets

departement og afholdes udgifter til køb af ekstern forskning og

undersøgelser.

De samlede udgifter ved lovforslaget skønnes herefter at udgøre ca. 4,2

mio. kr., heraf 1,0 mio. kr. lønsum, i 1997 og 6,5 mio. kr., heraf 1,5 mio.

kr. lønsum, pr. år i de følgende år.

Lovforslaget skønnes ikke i øvrigt at medføre økonomiske eller

administrative konsekvenser for det offentlige af betydning. Forslaget har

endvidere ikke miljømæssige eller erhvervsøkonomiske konsekvenser og

indeholder ikke EU-retlige aspekter.

10. Hørte myndigheder m.v.

Præsidenterne for Østre Landsret, Vestre Landsret, Københavns Byret,

retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren

i København, Foreningen af Politimestre i Danmark,

Politifuldmægtigforeningen, Dansk Politiforbund, Dansk

Kriminalpolitiforening, Advokatrådet, Det Danske Center for

Menneskerettigheder, Nævnet vedrørende erstatning til ofre for Forbrydelser,

Landsforeningen Hjælp Voldsofre, Foreningen Stop Volden, Amtsrådsforeningen,

Kommunernes Landsforening samt Københavns og Frederiksberg kommuner.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser I bilag 1 til

lovforslaget er de foreslåede bestemmelser sammenholdt med de gældende

regler.

Til § 1

Retsplejeloven Til nr. 1

Forslaget indebærer, at det bliver udgangspunktet, at en anmodning om

beskikkelse af en bistandsadvokat skal imødekommes i de sager om

sædelighedsforbrydelser og voldsforbrydelser, der i dag er omfattet af den

fakultative regel i retsplejelovens § 741 a, stk. 2.

Efter de foreslåede bestemmelser i stk. 1, 2. og 3. pkt., kan retten dog

afslå beskikkelse af bistandsadvokat, hvis lovovertrædelsen er af mindre

alvorlig karakter, og advokatbistand må anses for åbenbart unødvendig.

Sager af mindre alvorlig karakter er sager, der kan forventes afgjort med

bøde eller en meget kort frihedsstraf. Det er samtidig en betingelse, at der

åbenbart ikke er behov for advokatbistand. Dette kan f.eks. være tilfældet,

hvis der er tale om værtshusklammeri, hvor der ikke er opstået skade, eller

en blufærdighedskrænkelse, hvor den forurettede nok kan være ilde berørt, men

ikke har været udsat for en væsentlig krænkelse.

Adgangen til at afslå beskikkelse af bistandsadvokat er således meget

snæver.

Der bliver som hidtil ikke tale om automatisk at beskikke en

bistandsadvokat. Beskikkelse forudsætter således fremsættelse af en anmodning

herom fra forurettede.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 2.

Til nr. 2

Stk. 1 svarer - med enkelte sproglige ændringer - til den

nugældende bestemmelse i § 995 a, 1. pkt.

Forslaget i stk. 2 indebærer, at der kan beskikkes advokat for

pårørende til en person, der er afgået ved døden som følge af en forbrydelse,

med henblik på bistand ved opgørelse af erstatningskrav, uden hensyn til de

pågældendes økonomiske formåen.

Det er en forudsætning, at retten finder, at der kan være behov for

advokatbistand.

Om baggrunden for forslaget henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger pkt. 3.

Stk. 3 svarer til den nugældende regel i § 995 a, 2. pkt.

Til § 2

Straffeloven Til nr. 1

Forslaget indebærer, at straffelovens § 223, stk. 1, om den, der har

samleje med en person under 18 år, der er den skyldiges adoptivbarn, stedbarn

eller plejebarn eller er betroet den pågældende til undervisning eller

opdragelse, undergives en 10-årig forældelse.

Derved kommer forældelsesfristen til at svare til den frist, der gælder

for overtrædelse af straffelovens § 210 om incest og § 222, stk. 1, om

samleje med et barn under 15 år.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 5.

Til nr. 2

Efter forslaget udvides straffelovens § 210 om incest til også at omfatte

forhold til en person af samme køn. Endvidere foreslås reglen ændret, således

at anden kønslig omgængelse end samleje sidestilles med samleje i strafmæssig

henseende.

Om baggrunden for forslagene henvises til de almindelige bemærkninger pkt.

5.

Til § 3

Erstatningsansvarsloven Bestemmelsens stk. 1 svarer til den

nugældende regel i erstatningsansvarslovens § 26, 1. pkt, og forslaget

indebærer ikke ændringer i rækkevidden af denne bestemmelse.

I stk. 2 foreslås en udvidet adgang til at yde godtgørelse for

ikke-økonomisk skade i forbindelse med forbrydelser.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er, at domstolene i de tilfælde,

hvor der ikke er lidt tort, og hvor der derfor ikke ydes en godtgørelse efter

stk. 1, fremover skal udmåle en godtgørelse som kompensation for

ikke-økonomisk skade, hvis krænkelsen er sket ved en forbrydelse, der har

indebåret et særligt groft angreb mod en andens frihed eller person.

Den foreslåede bestemmelser omfatter - i modsætning til stk. 1 - kun

krænkelser, der er sket ved en forbrydelse. Forbrydelsen skal endvidere have

indebåret et angreb. Der kan derfor ikke tilkendes godtgørelse efter stk. 2

ved uagtsomme forhold, f.eks. ved overtrædelse af straffelovens § 249 om

uagtsom legemsbeskadigelse.

Angrebet skal være sket mod en andens frihed eller person. Bestemmelsen

omfatter således i modsætning til reglen i stk. 1 ikke angreb alene mod fred

eller ære.

Bestemmelsens kerneområde vil være straffelovsovertrædelser i form af

særligt grov vold eller frihedsberøvelse. Bestemmelsen kan således omfatte

forbrydelser, hvor vold indgår i gerningsindholdet, herunder både forhold,

der udelukkende består i vold, og f.eks. røveri, voldtægt og drabsforsøg.

Kravet om forholdets grovhed indebærer, at der skal være tale om en

forbrydelse, der har medført alvorlig utryghed og angst hos ofret, og som

også generelt set er egnet til at skabe betydelig frygt og bekymring.

Ved vold vil det være en forudsætning, at volden er sket ved anvendelse af

våben, eller at der er tale om vold gennem længere tid - flere timer. Det vil

normalt også være en forudsætning, at volden har medført alvorlige skader.

Angreb mod en persons frihed vil kunne medføre godtgørelse efter den

foreslåede bestemmelse, hvis frihedsberøvelsen har været af en vis længde og

er foregået under sådanne omstændigheder, f.eks. ved anvendelse af trussel

med våben, at forholdet er voldsomt angstskabende for offeret.

Kravet om forbrydelsens særlige grovhed indebærer, at forholdet også ved

strafudmålingen betragtes som værende af grovere karakter. Det vil således

være udgangspunktet, at forbrydelsen skal medføre fængsel i omkring 1 år

eller derover.

Godtgørelsens størrelse forudsættes som udgangspunkt at ligge i

størrelsesordenen 10.000 kr. Det bemærkes i den forbindelse, at godtgørelsen

ligesom godtgørelse for tort er skattefri.

Stk. 3 vedrører spørgsmålet om overdragelse af et krav på

godtgørelse efter stk. 1 eller 2. Bestemmelsen svarer - med en

konsekvensændring for så vidt angår den foreslåede udvidede adgang til at

fastsætte godtgørelse efter stk. 2 - til den nugældende bestemmelse i

erstatningsansvarslovens § 26, 2. pkt.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.

Til § 4 Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. maj 1997.

Det indebærer, at forslagene om ændring af reglerne om beskikkelse af

advokat (lovforslagets § 1, nr. 1 og 2) gælder for beskikkelser, der sker på

denne dato eller senere. Ændringerne af straffeloven (lovforslagets § 2) har

virkning for lovovertrædelser, der begås efter lovens ikrafttræden. Også den

udvidede adgang til at tilkende ofre for visse forbrydelser en mindre

økonomisk godtgørelse (lovforslagets § 3) gælder med hensyn til

lovovertrædelser, der begås efter lovens ikrafttræden.

Til § 5 Bestemmelsen fastsætter lovens territoriale

anvendelsesområde. Den indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og

Grønland.

Lovens §§ 2 (ændring af straffeloven) og 3 (ændring af

erstatningsansvarsloven) kan ved kongelig anordning sættes i kraft for

Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger. Lovens §

1 kan ikke sættes i kraft for Færøerne, der har sin egen retsplejelov.

Lovens § 3 (ændring af erstatningsansvarsloven) kan ved kongelig anordning

sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske

forhold tilsiger. Lovens §§ 1 og 2 kan ikke sættes i kraft for Grønland, der

har sin egen retsplejelov og kriminallov.

Bilag 1

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser,

der berøres af lovforslaget

§ 1 I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15.

august 1996 foretages følgende ændringer:

1. § 741 a, stk. 1 og 2 , ophæves, og istedet indsættes:

» § 741 a. I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens

§ 119, § 123, § 210, §§ 216-223, § 224 eller 225, jf. §§ 216-223, § 232, §

237, jf. § 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250, §§ 260-262 eller § 288, beskikker

retten en advokat for den, der er forurettet ved lovovertrædelsen, når den

pågældende fremsætter begæring om det. I sager om overtrædelse af

straffelovens § 119, § 123, § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk.

2, 1. led, § 223, stk. 2, § 232, § 237, jf. § 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250,

§§ 260-262 eller § 288 kan beskikkelse af advokat dog undlades, hvis

lovovertrædelsen er af mindre alvorlig karakter, og advokatbistand må anses

for unødvendig. Det samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af

straffelovens § 224 eller § 225, jf. §§ 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk.

1 og stk. 2, 1. led, eller § 223, stk. 2.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

» § 741 a. I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens

§ 210, §§ 216 og 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2.led eller § 223, stk.

1, beskikker retten en advokat for den, der er forurettet ved

lovovertrædelsen, når den pågældende fremsætter begæring om det. Det samme

gælder i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 224 eller § 225,

jf. §§ 216 og 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led eller § 223, stk.

1.«

Stk. 2. I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 119,

§ 123, § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, § 223,

stk. 2, § 232, § 237, jf. § 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250, §§ 260-262 eller §

288 kan retten, når forholdene taler derfor, på den forurettedes begæring

beskikke en advokat for den pågældende. Det samme gælder i sager, der

vedrører overtrædelse af straffelovens § 224 eller § 225, jf. §§ 218, stk. 1,

§§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, § 223, stk. 2.

Stk. 3. - - -

2. § 995 a affattes således:

» § 995 a. Retten kan beskikke en advokat for den forurettede,

når det skønnes nødvendigt med advokatbistand ved opgørelsen af

erstatningskrav, og forurettede opfylder den i § 330, stk. 1, nr. 2, nævnte

betingelse.

Stk. 2. Når omstændighederne taler for det, kan retten i sager,

hvor en person er afgået ved døden som følge af en forbrydelse, beskikke en

advokat for de pårørende til at bistå med opgørelsen af erstatningskrav,

uanset at de pårørende ikke opfylder betingelsen i § 330, stk. 1, nr. 2.

Stk. 3. Om salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede

advokat gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces,

jf. kap. 31.«

» § 995 a. Retten kan beskikke en advokat for den forurettede,

når det skønnes nødvendigt, at han har advokatbistand ved opgørelsen af

erstatningskravet, og han opfylder den i § 330, stk. 1, nr. 2, nævnte

betingelse. Om salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede advokat

gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. kap.

31.«

§ 2

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 30. oktober 1992 som

ændret senest ved lov nr. 474 af 12. juni 1996, foretages følgende ændringer:

1. I § 93, stk. 3, ændres »§ 289, 1. pkt.,» til:

»§§ 223, stk. 1, og 289, 1. pkt.,».

§ 93. Forældelsesfristen er

1) 2 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel i 1 år for

overtrædelsen, eller når straffen for overtrædelsen ikke ville overstige

bøde.

2) 5 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel i 4 år.

3) 10 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel i 10 år.

4) 15 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel på bestemt tid.

Stk. 2. For overtrædelse af denne lovs § 296, stk. 1, nr. 2 og 3,

og stk. 2, § 297 og § 302 er forældelsesfristen i intet tilfælde mindre end 5

år. Det samme gælder strafansvar for overtrædelser, hvorved nogen unddrager

sig betaling af told og afgifter til det offentlige, eller som er egnede til

at medføre, at nogen uberettiget fritages for betaling af sådanne beløb.

Stk. 3. For overtrædelser af denne lovs § 289, 1. pkt., eller §§

13, 15 eller 16 i skattekontrolloven er forældelsesfristen i intet tilfælde

mindre end 10 år.

Stk. 4. - - -

2. § 210, stk. 3, affattes således:

» Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende

anvendelse med hensyn til kønslig omgængelse med en person af samme køn og

med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje.«

§ 210. Den, der har samleje med en slægtning i nedstigende linje,

straffes med fængsel indtil 6 år.

Stk. 2. Den, der har samleje med sin broder eller søster, straffes

med fængsel indtil 2 år. Straffen kan bortfalde for den, der ikke er fyldt 18

år.

Stk. 3. Har anden kønslig omgængelse end samleje fundet sted,

bliver en forholdsmæssigt mindre straf at anvende.

§ 3

I erstatningsansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 599 af 8. september

1986 som ændret senest ved lov nr. 1110 af 20. december 1995, foretages

følgende ændringer:

1. § 26 affattes således:

» § 26. Den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af

en andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den forurettede

godtgørelse for tort.

Stk. 2. Selv om der ikke er lidt tort, skal den, der er ansvarlig

for en retsstridig krænkelse af en anden, dog betale den forurettede en

godtgørelse, såfremt krænkelsen er begået ved en forbrydelse, der har

indebåret et særligt groft angreb mod en andens person eller frihed.

Stk. 3. § 18, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse på

godtgørelse efter stk. 1 og 2.«

§ 26. Den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en

andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den forurettede

godtgørelse for tort. § 18, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse på

godtgørelse for tort.

Bilag 2

Arbejdsgruppen om styrkelse af forskningen på Justitsministeriets

område

Den 19. september 1996

N O T A T

om styrkelse af forskningen på Justitsministeriets område

1. Indledning

Justitsministeriet har i de sidste mange år gennem forskellige udvalg og

arbejdsgrupper søgt at bidrage til koordineringen af forskningen på det

kriminalpolitiske område.

Erfaringerne har imidlertid vist, at der er behov for at styrke indsatsen,

både ved i højere grad at synliggøre og koordinere den forskning, der

allerede foregår, og ved at tage initiativ til nye forskningsprojekter.

Der har endvidere vist sig behov for, at Justitsministeriets bestræbelser

på at koordinere forskningen sigter bredere end blot mod det

kriminalpolitiske område og i stedet inddrager hele Justitsministeriets

lovgivningsområde, herunder strafferet, procesret, kriminologi, familieret,

formueret, offentlig ret, menneskeret, retssociologi osv.

Dette notat har på den baggrund til formål at fremsætte forslag til,

hvorledes forskningen inden for Justitsministeriets område kan styrkes.

2. Den nuværende struktur for forskning på Justitsministeriets område

2.1. Justitsministeriets Kriminalpolitiske

Forskningsudvalg

Justitsministeriets Kriminalpolitiske Forskningsudvalg blev nedsat ved

skrivelse af 1. juli 1975. (Som bilag 1 er medtaget en oversigt over

de myndigheder og organisationer m.v., der er repræsenteret i udvalget).

Justitsministeriets Kriminalpolitiske Forskningsudvalg trådte i stedet for

det midlertidige koordinationsudvalg vedrørende forskningen inden for

kriminalforsorgen, som Direktoratet for Kriminalforsorgen havde nedsat i

1972. Dette midlertidige udvalg havde haft som hovedopgave at medvirke til en

koordinering af forskningen inden for kriminalforsorgen, indtil et bredere

udvalg vedrørende det samlede kriminalpolitiske område blev nedsat under

Justitsministeriet.

Justitsministeriets Kriminalpolitiske Forskningsudvalg har ifølge

kommissoriet til opgave at medvirke til en koordinering af den

kriminalpolitiske forskning gennem drøftelser og udveksling af oplysninger om

kriminalpolitiske forskningsspørgsmål samt at rådgive med hensyn til

gennemførelsen af forskningsopgaver, der iværksættes af Justitsministeriet

eller af institutioner eller udvalg inden for Justitsministeriets område.

Man var ved nedsættelsen af Justitsministeriets Kriminalpolitiske

Forskningsudvalg opmærksom på, at udvalget på grund af dets størrelse ikke

kunne virke som beslutningstagende organ. Udvalgets opgave var derfor først

og fremmest at medvirke til en koordinering af den kriminalpolitiske

forskning gennem drøftelser og udveksling af oplysninger om kriminalpolitiske

forskningsspørgsmål og forskningsresultater samt om påkrævede

forskningsopgaver og påtænkte lovgivningsinitiativer osv.

Det var hensigten, at udvalget skulle afholde ca. to årlige heldagsmøder

med seminarlignende præg. I de første år efter udvalgets nedsættelse blev der

i overensstemmelse hermed afholdt to heldagsmøder om året. Senere blev der

alene gennemført et årligt møde. Siden 1987 har der ikke været afholdt møder.

I alt har udvalget afholdt 12 møder.

2.2. Justitsministeriets Kriminalpolitiske

Forskningsgruppe

I forbindelse med nedsættelsen af Justitsministeriets Kriminalpolitiske

Forskningsudvalg blev der nedsat en snævrere, permanent arbejdsgruppe

vedrørende kriminalpolitiske forskningsspørgsmål, Justitsministeriets

Kriminalpolitiske Forskningsgruppe. (Som bilag 2 er medtaget en

oversigt over de myndigheder og organisationer m.v., der er repræsenteret i

gruppen).

Justitsministeriets Kriminalpolitiske Forskningsgruppe skal ifølge

kommissoriet virke som forretningsudvalg for Justitsministeriets

Kriminalpolitiske Forskningsudvalg.

Det påhviler endvidere gruppen at varetage en løbende

informationsvirksomhed vedrørende kriminalpolitisk forskning og at tage

initiativer til gennemførelsen af kriminalpolitiske forskningsopgaver samt,

såfremt det findes påkrævet, selv at forestå gennemførelsen af sådanne

opgaver.

Justitsministeriets Kriminalpolitiske Forskningsgruppe er i øvrigt

rådgivende for Justitsministeriet i sager vedrørende kriminalpolitisk

forskning. Forskningsgruppen afgiver bl.a. indstilling om tildelingen af

offentlige midler til konkrete forskningsprojekter og afgiver indstilling om

ansøgninger fra forskere om aktindsigt eller tilladelse til indsamling af

materiale m.v. til brug for konkrete forskningsprojekter. Forskningsgruppen

foretager i den forbindelse en videnskabelig vurdering af de forslag til

forskningsprojekter, som gruppen får forelagt, herunder med hensyn til de

påtænkte metoders anvendelighed. Gruppen mødes ca. hvert kvartal.

2.3. Forskning i Rigspolitichefens regi

I 1990 blev der ved Rigspolitichefembedet etableret et

politiforskningssekretariat, der organisatorisk blev placeret under

Politiskolen. Etableringen og driften af sekretariatet er sket inden for

rammerne af de eksisterende bevillinger. Det daglige arbejde i sekretariatet

varetages - ved siden af de øvrige opgaver - af den på skolen tjenstgørende

politifuldmægtig med referat til skolens politimester. Der er ikke til

politiforskningssekretariatet knyttet egentlige politiforskere eller

medarbejdere, der fuldtids er beskæftiget med politiforskning. Sekretariatets

opgave er derfor i hovedsagen planlægning og koordinering af samarbejdet med

andre afdelinger ved Rigspolitiet samt myndigheder og forskere udenfor

politiet omkring politimæssige analyse- og planlægningsopgaver.

Ifølge det notat, der ligger til grund for politiforskningssekretariatets

etablering, forstås ved politiforskning »generel erhvervelse og

bearbejdning af sådan viden om politiets organisation, virksomhed, uddannelse

og samfundsmæssige opgaver, som på længere sigt kan føre til større

effektivitet og bedre ressourceudnyttelse inden for politiet, herunder på det

personalemæssige område«.

Til politiforskningssekretariatet er knyttet en styringsgruppe med

rigspolitichefen som formand og en række repræsentanter for

Justitsministeriet, politiet og politiets organisationer, anklagemyndigheden

og Det Kriminalpræventive Råd samt 3 forskere fra universiteter eller højere

læreanstalter som medlemmer. Styringsgruppen drøfter bl.a. spørgsmål

vedrørende igangværende og kommende forskningsprojekter, publicering m.v. Der

holdes møde i styringsgruppen ca. 2 gange årligt.

Politiforskningssekretariatet har i samarbejde med andre afdelinger ved

Rigspolitiet samt Danmarks Statistik, Justitsministeriet og andre

myndigheder, forskere, kommissioner m.v. deltaget i en række forskellige

projekter, herunder udarbejdelsen af kriminalitetsoversigter, en undersøgelse

af kriminalitetsudviklingen mod år 2000 set i lyset af den demografiske

udvikling, en undersøgelse om vold mod kvinder og en undersøgelse af

forsøgsordingen med ungdomskontrakter.

Af igangværende projekter kan bl.a. nævnes en profilering af

voldtægtsforbrydelser, udarbejdelsen af en udvidet og mere retvisende

voldsstatistik, en undersøgelse af indbrudskriminaliteten samt en

undersøgelse af polititjenestemænds psykiske og fysiske reaktioner i

anledning af deltagelse i politiarbejde i ex-Jugoslavien.

2.4. Forskning i kriminalforsorgens regi

Der findes ikke en selvstændig forskningsenhed i Direktoratet for

Kriminalforsorgen. Derimod er direktoratet repræsenteret i

Justitsministeriets Kriminalpolitiske Forskningsudvalg og Justitsministeriets

Kriminalpolitiske Forskningsgruppe.

På nordisk plan deltager direktoratet i regelmæssige møder arrangeret af

Nordisk Kontaktnet for Kriminalstatistik. Endvidere mødes direktoratet årligt

med fængselsforskere fra Sverige, Norge og Finland, hvor man udveksler

oplysninger, ideer og erfaringer om forskning inden for kriminalforsorgens

område.

Med henblik på koordinering af og oplysning om kriminalpolitisk forskning

har kriminalforsorgens tjenestesteder siden 1976 indberettet alle planlagte,

påbegyndte og afsluttede undersøgelser, opgørelser o. lign. vedrørende

spørgsmål af mulig kriminalpolitisk interesse. Der findes således i

direktoratet et kartotek over undersøgelser, som vedrører spørgsmål om

kriminalitet og straffesystemets udformning og praktiske virke.

Direktoratet har en bevilling til forskningsformål, som igennem de seneste

år har været på ca. 250.000 kr. årligt. Direktoratet har bl.a. bevilget penge

til en undersøgelse af forekomsten af psykisk lidelse blandt

kriminalforsorgens klientel, en undersøgelse om isolationsfængsling samt til

to igangværende undersøgelser om henholdsvis Kriminalforsorgen i Frihed og

blodoverført smitte blandt indsatte i Nyborg statsfængsel. Af andre

forskningsprojekter kan nævnes en rapport om evaluering af den såkaldte

AUF-reform (AUF står for Arbejde, Undervisning og Fritid) samt evalueringen

af forsøgsprojektet med at idømme narkomaner behandling i stedet for straf.

Udover de nævnte større undersøgelser giver direktoratet efter høring af

Justitsministeriets Kriminalpolitiske Forskningsgruppe eller dennes formand

et stort antal tilladelser til studerende, som til brug for deres speciale

eller lignende ønsker kontakt til kriminalforsorgens klienter enten

personligt ved interviews eller ved adgang til sagsoplysninger eller

lignende.

2.5. Forskning på Retspsykiatrisk Klinik

Der har i mange år været en tradition for en vis forskningsaktivitet ved

Retspsykiatrisk Klinik, men gennem de sidste 10 år er klinikkens

forskningsaktivitet blevet væsentligt forøget. Klinikken har således i denne

periode iværksat en række større projekter, hvoraf nogle har indebåret

heltidsansættelse af forskere i tidsbegrænsede stillinger.

Blandt de senere års projekter kan bl.a. nævnes en undersøgelse af drab i

Storkøbenhavn fra 1959 til 1983 og en undersøgelse om isolationsfængsling,

varetægtsfængsling og psykisk helbred. Endvidere kan nævnes en undersøgelse

af psykiatrilovens virkninger, en undersøgelse af udviklingen i antallet af

retspsykiatriske patienter og af indlæggelser på psykiatriske afdelinger

blandt kriminalforsorgens klientel, og en mindre undersøgelse af bl.a. unge,

der har begået alvorlig kriminalitet, og visse personer under

mentalobservation.

2.6. Nordisk Samarbejdsråd for Kriminologi

Justitsministeriet er repræsenteret i Nordisk Samarbejdsråd for

Kriminologi. Rådet består af 3 repræsentanter fra hvert af de 5 nordiske

lande. Rådet er et kontaktorgan for nordiske forskere, som arbejder med

kriminologiske og kriminalpolitiske spørgsmål. Rådet har bl.a. til opgave at

formidle information om nordisk kriminologi og at bistå myndighederne i de

nordiske lande og Nordisk Råd i kriminalpolitiske spørgsmål.

2.7. Det Kriminalpræventive Råd

Det Kriminalpræventive Råd udfører ikke forskning i egentlig forstand

(grundforskning), men igangsætter eller deltager i en række projekter og

udviklingsarbejder af forskningsmæssig betydning. Rådet samarbejder i

hverdagen med en række forskningsinstitutioner og organisationer med henblik

på metodeudvikling af forebyggelsesindsatser. Som eksempel kan nævnes, at

rådet har igangsat et udviklingsarbejde om kriminalitetsforebyggelse for

tosprogede. Projektet gennemføres i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp og

Mellemfolkeligt Samvirke i 5 kommuner, som forestår den egentlige

gennemførelse og afprøvning af projektideen. Målet er metodisk at udvikle og

afprøve modeller for en kriminalpræventiv indsats for borgere med en

flerkulturel baggrund.

Fra Justitsministeriets område er Rigspolitichefen, Politidirektøren i

København og Politimesterforeningen repræsenteret i rådets forretningsudvalg,

og Rigspolitichefen stiller et sekretariat til rådighed for rådet.

2.8. Forskning i øvrigt

Ud over den nævnte forskning foregår der endvidere i en række myndigheder

og organisationer m.v. forskning i spørgsmål, der har betydning for

Justitsministeriets lovgivningsområde.

Det drejer sig bl.a. om dele af den forskning, der foregår på

universiteterne og de øvrige læreanstalter, og i Socialforskningsinstituttets

og Amternes og Kommunernes Forskningsinstituts regi.

3. Overvejelser om en styrkelse af forskningen på Justitsministeriets

område

3.1. Seminar om kriminalpolitisk forskning

Den 26. februar 1996 afholdt Justitsministerietet et seminar om

organisationen og styringen af den kriminalpolitiske forskning.

I seminaret, der blev arrangeret af Justitsministeriet, deltog bl.a.

repræsentanter for politiet og anklagemyndigheden, kriminalforsorgen,

universiteterne og lægeverdenen.

På seminaret var der bred enighed om, at der er behov for en styrkelse af

den kriminalpolitiske forskning.

3.2. Arbejdsgruppen om styrkelse af

forskningen på Justitsministeriets område

Bl.a. på baggrund af drøftelserne på seminaret om kriminalpolitisk

forskning nedsatte Justitsministeriet i foråret 1996 en arbejdsgruppe, der

skulle overveje mulighederne for at styrke forskningen på dette område og

fremsætte forslag til initiativer, der er egnede hertil.

Arbejdsgruppen skulle bl.a. overveje, om en styrkelse af forskningen kan

gennemføres under den nuværende struktur, eller om der bør gennemføres

ændringer. Det skulle i den forbindelse overvejes, om der bør oprettes et nyt

organ, der løbende kan følge udviklingen på området og rådgive om behovet for

ny forskning og koordinere indsatsen m.v.

I disse overvejelser skulle det også indgå, om der under en eventuel ny

struktur bør inddrages andre områder under Justitsministeriet, hvor der kan

være behov for en styrkelse af forskningen.

Arbejdsgruppen skulle endvidere overveje, hvordan det kan sikres, at

forskningen på Justitsministeriets område samordnes med forskningen på andre

ministeriers områder, der har berøring med den kriminalpolitiske forskning

m.v., f.eks. forskning på Socialministeriets og Sundhedsministeriets område.

Arbejdsgruppen kunne også stille forslag om andre initiativer, som er

egnede til at styrke forskningen på Justitsministeriets område.

Arbejdsgruppen har bestået af afdelingschef Torsten Hesselbjerg,

Justitsministeriet, (formand), professor, dr. jur. Flemming Balvig,

Københavns Universitet, vicestatsadvokat Karen-Inger Bast, Rigsadvokaten,

kontorchef Annette Esdorf, Direktoratet for Kriminalforsorgen, professor,

lic. jur. Vagn Greve, Københavns Universitet, sekretariatschef Karsten Ive,

Det Kriminalpræventive Råd, lektor, lic. jur. Beth Grothe Nielsen, Aarhus

Universitet, politimester Karsten Petersen, Politiskolen, kontorchef Hanne

Schmidt, Justitsministeriet og kst. kontorchef Henrik Estrup Nielsen, Ju-

stitsministeriet.

4. Lovgivningen om sektorforskning

Strukturen for den statslige forskning består af Danmarks Forskningsråd, 6

forskningsråd med hver deres faglige område samt et antal offentlige

forskningsudvalg.

Offentlige forskningsudvalg oprettes af vedkommende minister i samråd med

forskningsministeren, jf. lov nr. 120 af 4. marts 1996 om Danmarks

Forskningsråd og offentlige forskningsudvalg og ændring af lov om

Forskningspolitisk Råd og forskningsråd.

Den nævnte lov indeholder bl.a. bestemmelser om offentlige

forskningsudvalgs opgaver og sammensætning m.v.

Efter lovens § 10, stk. 1, skal et offentligt forskningsudvalg bestå af en

formand og mindst 8 og højst 18 medlemmer. Udvalgets medlemmer skal efter

lovens § 10, stk. 2, repræsentere forskningsfaglig indsigt samt i nødvendigt

omfang erhvervs- og samfundsmæssig, ministeriel og institutionel indsigt

inden for området. Mindst et medlem af udvalget skal efter lovens § 10, stk.

3, være medlem af et af landets 6 forskningsråd.

5. Arbejdsgruppens overvejelser

5.1. Indledning

Samfundsvidenskabelig forskning bidrager til at skabe forudsætninger for

at vurdere, om der eventuelt er behov for ændringer i den gældende

retstilstand, og hvilke metoder der i givet fald er bedst egnede til at opnå

de mål, der ønskes.

Forskning kan endvidere være en hjælp til at vurdere virkningen af

forsøgsordninger m.v., der iværksættes på forskellige retsområder. Hertil

kommer, at der i dag forekommer meget hyppige ændringer af lovgivningen, som

på mange områder indeholder en intens regulering, og at der derfor i forhold

til tidligere må antages at være et større behov for løbende at kunne benytte

forskningsresultater i forbindelse med overvejelser om nye initiativer.

Der har på den baggrund været enighed i arbejdsgruppen om, at det er af

stor betydning, at de fornødne strukturer og rammer er til stede med henblik

på at koordinere og styrke forskningen inden for hele Justitsministeriets

lovgivningsområde.

Det bør derfor sikres, at både de berørte myndigheder og institutioner

m.v., forskere og andre kan få et overblik over foreliggende

forskningsresultater og igangværende forskningsprojekter, og at der kan tages

skridt til at foreslå eller gennemføre forskning på områder, hvor der findes

behov herfor. En bedre struktur på forskningsområdet vil også kunne medvirke

til at skabe den bedst mulige kvalitet af forskningen for alle brugere af

resultaterne, undersøgelserne m.v.

Med hensyn til det kriminalpolitiske område har bl.a. seminaret om

kriminalistisk forskning vist, at der er behov for en reorganisering.

For så vidt angår de andre retsområder, der henhører under

Justitsministeriet, f.eks. det familieretlige og formueretlige område, er der

ligeledes behov for at få etableret en struktur, der kan koordinere og styrke

forskningen.

5.2. Nedsættelse af et overordnet forskningspolitisk udvalg

Arbejdsgruppen foreslår på den baggrund, at Justitsministeriet tager

initiativ til oprettelsen af et overordnet forskningspolitisk udvalg

(Justitsministeriets Forskningspolitiske Udvalg).

Udvalget bør bl.a. have til opgave:

- at rådgive justitsministeren om forskningspolitiske spørgsmål,

- af egen drift eller efter anmodning fra justitsministeren at vurdere

behovet for eller betydningen af forskning på bestemte områder og herunder

eventuelt at fremkomme med forslag til konkrete forskningsprojekter,

- gennem drøftelser og udveksling af oplysninger at medvirke til

koordineringen af forskningsindsatsen inden for hele Justitsministeriets

område, herunder forskningen vedrørende strafferet, kriminologi, familieret,

formueret osv., og derved bidrage til at sikre, at der ikke forekommer

uhensigtsmæssige overlapninger mellem forskellige forskningsprojekter, eller

opstår »huller« i forskningen,

- at sikre koordineringen med forskning på andre områder, herunder andre

ministeriers forskning, der har berøring med de områder, der varetages af

Justitsministeriet,

- at medvirke til, at oplysninger om forskningsprojekter og resultater er

let tilgængelige for myndigheder og forskere,

- efter anmodning fra justitsministeren at medvirke ved udarbejdelsen af

generelle retningslinier for tildeling af offentlige midler til konkrete

forskningsprojekter,

- efter anmodning fra justitsministeren at medvirke ved udarbejdelsen af

generelle retningslinier for meddelelse af tilladelser til forskere til

aktindsigt og indsamling af materiale etc. til brug for konkrete

forskningsprojekter, og

- efter anmodning at rådgive Danmarks Forskningsråd.

Udvalget skal aflægge en årlig beretning om sin virksomhed.

Med henblik på at sikre, at de rammer, der skabes for en styrkelse af

forskningen, får et konkret indhold, bør der efter arbejdsgruppens opfattelse

af Justitsministeriet afsættes yderligere midler, f.eks. et beløb på 2-3 mio.

kr., der er bestemt til finansiering af konkrete forskningsprojekter inden

for Justitsministeriets område.

Udvalget vil være et offentligt forskningsudvalg, der er omfattet af lov

om Danmarks Forskningsråd og offentlige forskningsudvalg m.v., der er nævnt

ovenfor under pkt. 4.

Udvalget vil skulle varetage sine opgaver i samarbejde med de øvrige

offentlige forskningsudvalg, der har berøring med Justitsministeriets område,

herunder det offentlige forskningsudvalg om velfærdsforskning, som

Socialministeriet for tiden i samarbejde med en række andre ministerier

overvejer at nedsætte.

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at udvalget bør bestå af repræsentanter

for Justitsministeriets departement og for Direktoratet for

Kriminalforsorgen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politimesterforeningen,

Den Danske Dommerforening, Danmarks Statistik, Det Kriminalpræventive Råd,

Retspsykiatrisk Klinik, Sundhedsministeriet og Socialministeriet. Endvidere

foreslås det, at der udpeges 6 repræsentanter for universiteterne og de

højere læreanstalter, der kan dække de mange forskellige retsområder, som

udvalget skal beskæftige sig med.

Endvidere skal et medlem af Det Samfundsvidenskabelige Forskningsråd

ifølge loven om Danmarks Forskningsråd og offentlige forskningsudvalg m.v.

være medlem af udvalget.

Justitsministeren udpeger en formand blandt udvalgets

forskningsrepræsentanter.

Udvalget vil således bestå af en formand og 17 medlemmer.

5.3. Opgaver, der ikke kan varetages af Justitsministeriets

Forskningspolitiske Udvalg

Justitsministeriets Forskningspolitiske Udvalg vil på grund af dets

størrelse næppe kunne virke som besluttende organ og vil formentlig få

vanskeligt ved at mødes mere end få gange om året.

Bortset fra repræsentanterne for universiteterne og de højere

læreanstalter vil udvalgets medlemmer formentlig ikke have et mere indgående

kendskab til forskning og forskningsmetoder. Den vekselvirkning mellem

forskere og udvalgsmedlemmer, der kendes fra Justitsministeriets

Kriminalpolitiske Forskningsgruppe, vil derfor næppe i samme grad kunne

etableres i Justitsministeriets Forskningspolitiske Udvalg, fordi

sagkundskaben inden for de mange retsområder, som udvalget skal beskæftige

sig med, vil være for spinkel.

Der vil derfor være en række opgaver, som det næppe vil være

hensigtsmæssigt at henlægge til udvalget, eller hvis løsning ikke vil kunne

afvente møde i udvalget.

Det drejer sig bl.a. om:

- løbende at rådgive Justitsministeriet i spørgsmål om forskning inden for

Justitsministeriets område,

- at tage initiativ til gennemførelsen af forskningspolitiske opgaver,

- i samarbejde med Justitsministeriet at varetage den løbende

informationsvirksomhed vedrørende forskningen inden for Justitsministeriets

område,

- efter anmodning fra Justitsministeriet at afgive indstilling om

tildelingen af offentlige midler til konkrete forskningsprojekter,

- efter anmodning fra Justitsministeriet i mere principielle sager at

afgive indstilling om ansøgninger fra forskere om aktindsigt og indsamling af

materiale etc. til brug for konkrete forskningsprojekter, og

- at udarbejde udkast til den årlige rapport, som Justitsministeriets

Forskningspolitiske Udvalg som nævnt under pkt. 5.2. skal aflægge.

Arbejdsgruppen har overvejet forskellige modeller for, hvorledes de nævnte

opgaver bedst kan løses.

En model kunne være i tilknytning til Justitsministeriets

Forskningspolitiske Udvalg at nedsætte et mindre forretningsudvalg, der kunne

mødes med hyppigere mellemrum.

Det vil imidlertid formentlig være vanskeligt at sammensætte et

forretningsudvalg, der både har et så begrænset antal medlemmer, at det kan

fungere effektivt og holde møde hyppigt, og på samme tid en så bred

sammensætning, at det kan repræsentere forskerverdenen og hele

Justitsministeriets lovgivningsområde.

Denne vanskelighed ville dog i et vist omfang kunne overvindes ved en

model, hvor forretningsudvalget fik adgang til at indkalde repræsentanter for

de forskellige fagområder, når der var brug for det.

En anden model kunne være en sammensætning af forretningsudvalget,

hvor et eller to medlemmer repræsenterede de forskellige myndigheder og

institutioner m.v. inden for Justitsministeriets lovgivningsområde og

samtidig havde ansvaret for at sikre koordinationen mellem de pågældende

myndigheder og institutioner m.v. og forretningsudvalget, mens et eller to

medlemmer på tilsvarende måde repræsenterede henholdsvis forskerverdenen og

de øvrige myndigheder og institutioner m.v., der er repræsenteret i udvalget,

men som ikke hører under Justitsministeriets lovgivningsområde.

En tredje model kunne være at nedsætte mere end et

forretningsudvalg.

Arbejdsgruppen har imidlertid fundet, at de nævnte modeller alle ville

indebære en tung og uhensigtsmæssig struktur, der ville nødvendiggøre et

stort antal møder i forretningsudvalget (eller -udvalgene) og i de enkelte

myndigheder og institutioner m.v. med henblik på at sikre koordinationen

inden møder i forretningsudvalget.

Arbejdsgruppen foreslår på den baggrund, at de nævnte opgaver i stedet

løses af et sekretariat bestående af formanden for Justitsministeriets

Forskningspolitiske Udvalg, Justitsministeriets departements repræsentant i

udvalget og Justitsministeriets forsknings- og statistikmedarbejder, jf.

nedenfor pkt. 5.4. Der bør således efter arbejdsgruppens opfattelse ikke

nedsættes et forretningsudvalg i tilknytning til Justitsministeriets

Forskningspolitiske Udvalg.

Arbejdsgruppen forudsætter herved, at der i det omfang, som erfaringerne

eventuelt måtte vise et behov for det, kan oprettes uformelle

»sektorgrupper«, jf. herved nedenfor pkt. 5.5. om Direktoratet for

Kriminalforsorgen, som kan sikre, at behovet for rådgivning og

erfaringsudvekling på det pågældende område bliver dækket. Sektorgrupperne

ville i givet fald kunne sammensættes således, at der er en høj grad af

sammenfald mellem medlemmerne af sektorgruppen og de medlemmer af

Justitsministeriets Forskningspolitiske Udvalg, der har tilknytning til eller

beskæftiger sig med den pågældende sektor.

En sådan mere udbygget struktur bør dog næppe iværksættes, før der er så

rige erfaringer med den foreslåede nye struktur, at det er muligt i detaljer

at tilpasse strukturen til behovet for sådanne nye grupper eller lignende.

5.4. Styrkelse af Justitsministeriets departement med henblik på

varetagelse af opgaver i forbindelse med forskning

Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at der i Justitsministeriets

departement sker en styrkelse af varetagelsen af generelle opgaver vedrørende

forskning og af behandlingen af konkrete sager vedrørende forskning.

Denne styrkelse vil bl.a. kunne ske ved, at der i Justitsministeriet

ansættes en forsknings- og statistikmedarbejder med en relevant

samfundsvidenskabelig forskeruddannelse, som har erfaring med hensyn til

forskning.

Denne medarbejder vil i samarbejde med ministeriets øvrige ansatte bl.a.

skulle udføre sekretariatsopgaver for Justitsministeriets Forskningspolitiske

Udvalg.

Forsknings- og statistikmedarbejderen vil endvidere efter anmodning fra

Justitsministeriet eller fra Justitsministeriets Forskningspolitiske Udvalg

eller efter aftale med udvalgets formand skulle udføre konkrete statistik-

eller forskningsopgaver.

5.5. Betydningen for den nuværende forskningsstruktur på

Justitsministeriets område

Nedsættelsen af Justitsministeriets Forskningspolitiske Udvalg vil

indebære, at Justitsministeriets Kriminalpolitiske Forskningsudvalg, der som

nævnt ikke har afholdt møder siden 1987, kan nedlægges.

Endvidere vil Justitsministeriets Kriminalpolitiske Forskningsgruppe efter

arbejdsgruppens opfattelse kunne erstattes af en sektorgruppe, som kan

rådgive bl.a. Direktoratet for Kriminalforsorgen i anledning af ansøgninger

om støtte til forskning m.v.

Arbejdsgruppen finder derimod, at de øvrige forskningsstrukturer og

-aktiviteter inden for Justitsministeriets område, jf. ovenfor pkt. 2, indtil

videre bør opretholdes. Det må så senere på baggrund af erfaringerne med

Justitsministeriets Kriminalpolitiske Udvalg og ansættelsen af en forsknings-

og statistikmedarbejder i Justitsministeriets departement vurderes, om der er

behov for at foretage justeringer i den øvrige forskningsstruktur på

Justitsministeriets område, og i hvilket omfang der er behov for at oprette

yderligere sektorgrupper, jf. ovenfor pkt. 5.3.

Skriftlig fremsættelse

Justitsministeren (Frank Jensen):

Hermed tillader jeg mig for det høje Ting at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af retsplejeloven, straffeloven og

erstatningsansvarsloven. (Styrkelse af retsstillingen for ofre for

forbrydelser m.v.).

(Lovforslag nr. L 144).

Ved voldspakken i 1994 tog regeringen en række initiativer, der på flere

områder forbedrede hjælpen til ofre for voldskriminalitet.

Siden har ofrenes situation flere gange givet anledning til overvejelser.

Det er regeringens opfattelse, at dette område bør have høj prioritet, og at

tiden nu er inde til igen at foreslå forbedringer. Der foreslås derfor en

vifte af initiativer, der har til formål at give ofre for forbrydelser en

bedre retsstilling.

Lovforslaget skal også ses i sammenhæng med det samtidigt fremsatte

lovforslag om en massiv og bred indsats mod volden, herunder især ved en

social og forebyggende indsats.

Der foreslås en udvidelse af adgangen for ofre for forbrydelser til at få

beskikket en bistandsadvokat , således at udgangspunktet bliver, at

ofre for vold og røveri m.v. har krav på at få beskikket en advokat,

medmindre der er tale om en forbrydelse af bagatelagtig karakter, hvor

advokatbeskikkelse må anses for åbenbart unødvendig. Endvidere skal pårørende

til personer, der er afgået ved døden som følge af en forbrydelse, have en

udvidet adgang til at få beskikket en advokat til at gennemføre

erstatningskrav .

Der foreslås også en ændring af erstatningsansvarsloven, der indebærer, at

ofre for særligt grove voldsforbrydelser i videre om fang end i dag skal have

en økonomisk godtgørelse for den utryghed og angst, der er en følge af

at have været udsat for en sådan meget alvorlig forbrydelse.

Der skal også etableres et net af lokale og uafhængige

offerrådgivninger , som understøttes af et centralt sekretariat.

Offerrådgivningernes opgave skal først og fremmest være at give personlig

støtte til ofre for forbrydelser, men rådgivningen skal også give vejledning

om andre muligheder for hjælp og om erstatning m.v.

Endvidere vil der blive iværksat et nyt og bredere forsøg med

konfliktråd . Forsøget skal omfatte alle former for kriminalitet, der

egner sig til mægling, og forsøget skal gennemføres i et større geografisk

område, eventuelt i en eller to amtskommuner. Der bliver ikke som i det

tidligere forsøg begrænsninger med hensyn til gerningsmandens alder. Forsøget

skal give et fyldigere grundlag for at vurdere, om en ordning med konfliktråd

skal være permanent.

Herudover indeholder lovforslaget en ændring af straffelovens bestemmelse

om incest , således at den bringes bedre i overensstemmelse med

straffelovens andre bestemmelser om seksualforbrydel ser. Samtidig forlænges

fristen for den strafferetlige forældelse i sager om seksuelle forhold til

adoptivbørn, stedbørn eller plejebørn under 18 år, således at den svarer til

forældelsesfristen for incest.

Endelig foreslås en styrkelse af forskningen på Justitsministeriets

område bl.a. ved oprettelse af et forskningspolitisk udvalg.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger,

skal jeg anbefale forslaget til det høje Tings velvillige behandling.

Bilag 1

Oversigt over de myndigheder og organisationer m.v., der er repræsenteret

i Justitsministeriets Kriminalpolitiske Forskningsudvalg

- Justitsministeriets departement

- Kriminalforsorgen

- Københavns Universitet, Kriminalistisk Institut

- Københavns Universitet, Retsvidenskabeligt Institut

- Københavns Universitet, Institut for organisation og arbejdssociologi

- Aarhus Universitet, Institut for proces- og kriminalvidenskab

- Aarhus Universitet, Psykologisk Institut

- Aarhus Universitet, Retsmedicinsk Institut

- Handelshøjskolen i København

- Rigsadvokaten

- Rigspolitiet

- Politidirektøren i København

- Danmarks Statistik

- Rådet for Trafiksikkerhedsforskning

- Det Kriminalpræventive Råd

- Dansk Politiforbund

- Dansk Kriminalpolitiforening

- Socialforskningsinstituttet

- Politifuldmægtigforeningen

- Foreningen af Politimestre i Danmark

- Den Danske Dommerforening

- Dommerfuldmægtigforeningen

- Arbejdsgruppen vedrørende politiforskning

- Socialmedicinsk Klinik

- Kommunehospitalet i København, Psykologisk Institut

- Dansk Fængselsforbund

- Retspsykiatrisk Klinik

Bilag 2

Oversigt over de myndigheder og organisationer m.v., der er repræsenteret

i Justitsministeriets Kriminalpolitiske Forskningsgruppe

- Justitsministeriets departement

- Direktoratet for Kriminalforsorgen

- Retspsykiatrisk Klinik

- Det Kriminalpræventive Råd

- Rigspolitiet

- Københavns Universitet, Kriminalistisk Institut

Efter 2. behandling den 7. maj 1997

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1996,

som ændret senest ved § 2 i lov nr. 274 af 15. april 1997, foretages følgende

ændringer:

1. § 741 a, stk. 1 og 2, ophæves, og i stedet

indsættes:

»I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 119, § 123, §

210, §§ 216-223, § 224 eller 225, jf. §§ 216-223, § 232, § 237, jf. § 21, §§

244-246, §§ 249 og 250, §§ 260-262 eller § 288, beskikker retten en advokat

for den, der er forurettet ved lovovertrædelsen, når den pågældende

fremsætter begæring om det. I sager om overtrædelse af straffelovens § 119, §

123, § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, § 223, stk.

2, § 232, § 237, jf. § 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250, §§ 260-262 eller § 288

kan beskikkelse af advokat dog afslås, hvis lovovertrædelsen er af mindre

alvorlig karakter og advokatbistand må anses for åbenbart unødvendig. Det

samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 224 eller

§ 225, jf. § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, eller

§ 223, stk. 2.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

2. § 995 a affattes således:

» § 995 a. Retten kan beskikke en advokat for den forurettede,

når det skønnes nødvendigt med advokatbistand ved opgørelsen af

erstatningskrav og den forurettede opfylder den i § 330, stk. 1, nr. 2,

nævnte betingelse.

Stk. 2. Når omstændighederne taler for det, kan retten i sager,

hvor en person er afgået ved døden som følge af en forbrydelse, beskikke en

advokat for de pårørende til at bistå med opgørelsen af erstatningskrav,

uanset at de pårørende ikke opfylder betingelsen i § 330, stk. 1, nr. 2.

Stk. 3. Om salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede

advokat gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces,

jf. kapitel 31.«

§ 2

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 30. oktober 1992, som

ændret senest ved § 1 i lov nr. 274 af 15. april 1997, foretages følgende

ændringer:

1. I § 93, stk. 3, ændres »§ 289, 1. pkt.,» til:

»§§ 223, stk. 1, og 289, 1. pkt.,».

2. § 210, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende

anvendelse med hensyn til kønslig omgængelse med en person af samme køn og

med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje.«

§ 3

I lov om erstatningsansvar, jf. lovbekendtgørelse nr. 599 af 8. september

1986, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 1110 af 20. december 1995,

foretages følgende ændring:

1. § 26 affattes således:

» § 26. Den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af

en andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den forurettede

godtgørelse for tort.

Stk. 2. Selv om der ikke er lidt tort, skal den, der er ansvarlig

for en retsstridig krænkelse af en anden, dog betale den forurettede en

godtgørelse, såfremt krænkelsen er begået ved en forbrydelse, der har

indebåret et særlig groft angreb mod en andens person eller frihed.

Stk. 3. § 18, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse på

godtgørelse efter stk. 1 og 2.«

§ 4

Loven træder i kraft den 1. juni 1997.

§ 5

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. §§ 2 og 3 kan ved kongelig anordning helt eller delvis

sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold

tilsiger.

Stk. 3. § 3 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i

kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold

tilsiger.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter