1997 LSF 35 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (INSTANSORDNINGEN I CIVILE RETSSAGER M.V.)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1996,
som ændret ved § 2 i lov nr. 1201 af 27. december 1996, § 8 i lov nr. 232 af
2. april 1997, § 2 i lov nr. 274 af 15. april 1997, § 1 i lov nr. 349 af 23.
maj 1997, § 2 i lov nr. 411 af 10. juni 1997 og lov nr. 414 af 10. juni 1997,
foretages følgende ændringer:
1. I § 17 a, stk. 2, 1. pkt., ændres »§ 350, stk.
3« til: »§ 350, stk. 2«.
2. I § 18, stk. 2, 4. pkt., ændres »§ 15, stk.
2-4« til: »§ 15, stk. 2-5«, og »den dommer, der er
beskikket i medfør af § 16 a, stk. 3,» ændres til: »den
administrerende dommer«.
3. I § 227, stk. 1, ændres »500.000 kr.« til:
»1.000.000 kr.«
4. I § 253, stk. 4, 1. pkt., udgår »eller afgørelsen
vedrører sagens formalitet,».
5. I § 369, stk. 3, ændres »§ 391, stk. 2« til:
»§ 391, stk. 3«.
6. § 389, stk. 4, ophæves.
7. I § 391, stk. 3, indsættes som 2.-5. pkt.:
»Hvis dommen er afsagt af en landsret som ankeinstans, kan kære kun
ske med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Sådan tilladelse kan gives, hvis
kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter. Ansøgning om kæretilladelse
skal indgives til nævnet inden 2 uger efter, at afgørelsen er truffet.
Procesbevillingsnævnet kan dog undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgning
indgives senere, men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet.«
8. § 392, stk. 1, affattes således:
»Kendelser og beslutninger, der afsiges af en landsret eller af Sø-
og Handelsretten efter reglerne i § 253 i en sag, der behandles af retten som
1. instans, kan kæres til Højesteret, såfremt Højesteret tillader det, jf. §
Læs alt
253, stk. 4.«
9. § 392, stk. 2, 1. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:
»I andre tilfælde kan landsrettens eller Sø- og Handelsrettens
kendelser og beslutninger kæres til Højesteret med Procesbevillingsnævnets
tilladelse. Sådan tilladelse kan gives, hvis kæren vedrører spørgsmål af
principiel karakter.«
10. § 394, stk. 2, sidste pkt., ophæves.
§ 2
Stk. 1 . Loven træder i kraft den 1. juli 1998.
Stk. 2 . § 1, nr. 3, finder anvendelse i sager, der anlægges efter
lovens ikrafttræden. § 1, nr. 4 og 6-10, finder anvendelse på domme,
kendelser og beslutninger, der afsiges efter lovens ikrafttræden.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1996,
som ændret ved § 2 i lov nr. 1201 af 27. december 1996, § 8 i lov nr. 232 af
2. april 1997, § 2 i lov nr. 274 af 15. april 1997, § 1 i lov nr. 349 af 23.
maj 1997, § 2 i lov nr. 411 af 10. juni 1997 og lov nr. 414 af 10. juni 1997,
foretages følgende ændringer:
1. I § 17 a, stk. 2, 1. pkt. , ændres »§ 350, stk.
3« til: »§ 350, stk. 2«.
2. I § 18, stk. 2, 4. pkt. , ændres »§ 15, stk.
2-4« til: »§ 15, stk. 2-5«, og »den dommer, der er
beskikket i medfør af § 16 a, stk. 3,» ændres til: »den
administrerende dommer«.
3. I § 227, stk. 1 , ændres »500.000 kr.« til:
»1.000.000 kr.«.
4. I § 253, stk. 4, 1. pkt. , udgår: »eller afgørelsen
vedrører sagens formalitet,».
5. I § 369, stk. 3 , ændres »§ 391, stk. 2« til:
»§ 391, stk. 3«.
6. § 389, stk. 4 , ophæves.
7. I § 391, stk. 3 , indsættes som 2.-5. pkt. :
»Hvis dommen er afsagt af en landsret som ankeinstans, kan kære kun
ske med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Sådan tilladelse kan gives, hvis
kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter. Ansøgning om kæretilladelse
skal indgives til nævnet inden 2 uger efter, at afgørelsen er truffet.
Procesbevillingsnævnet kan dog undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgning
indgives senere, men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet.«
8. § 392, stk. 1 , affattes således:
»Kendelser og beslutninger, der afsiges af en landsret eller af Sø-
og Handelsretten efter reglerne i § 253 i en sag, der behandles af retten som
1. instans, kan kæres til Højesteret, såfremt Højesteret tillader det, jf. §
253, stk. 4.«
9. § 392, stk. 2, 1. pkt. , ophæves og i stedet indsættes:
»I andre tilfælde kan landsrettens eller Sø- og Handelsrettens
kendelser og beslutninger kæres til Højesteret med Procesbevillingsnævnets
tilladelse. Sådan tilladelse kan gives, hvis kæren vedrører spørgsmål af
principiel karakter.«
10. § 394, stk. 2, sidste pkt. , ophæves.
§ 2
Stk. 1 . Loven træder i kraft den 1. juni 1998.
Stk. 2 . § 1, nr. 3, finder anvendelse i sager, der anlægges efter
lovens ikrafttræden. § 1, nr. 4 og 6-10, finder anvendelse på domme,
kendelser og beslutninger, der afsiges efter lovens ikrafttræden.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
Side
1. Indledning 2
2. Forhøjelse af beløbsgrænsen i retsplejelovens § 227 3
2.1. Gældende ret 3
2.2. Retsplejerådets forslag 3
2.3. Justitsministeriets overvejelser 4
3. Ændring af reglerne om kære til Højesteret . 4
3.1. Gældende ret 4
3.2. Retsplejerådets forslag . 5
3.3. Justitsministeriets overvejelser 6
4. Ankebehandling ved Sø- og Handelsretten 6
4.1. Retsplejerådets forslag 6
4.2. Justitsministeriets overvejelser 7
5. Ankebegrænsning i skattesager 7
5.1. Retsplejerådets forslag 7
5.2. Justitsministeriets overvejelser 7
6. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v. 8
7. Hørte myndigheder m.v. 9
1. Indledning
1.1. Formålet med lovforslaget er navnlig at begrænse antallet af
civile sager, der frit kan indbringes for Højesteret, med henblik på at
nedbringe sagsbehandlingstiden i Højesteret samt at medvirke til, at
Højesteret i videre omfang end hidtil kun behandler sager af principiel
karakter.
Det foreslås, at beløbsgrænsen for, hvornår en civil sag som udgangspunkt
skal behandles ved byretten og ikke ved landsretten, forhøjes fra 500.000 kr.
til 1.000.000 kr. (den såkaldte landsretsgrænse). Dette vil medføre en vis
aflastning af landsretterne. Der henvises herom til pkt. 2.
Der foreslås endvidere en ændring af reglerne om kære, således at kære til
Højesteret som altovervejende hovedregel kun kan ske, hvis kæren vedrører
spørgsmål af principiel karakter, og Procesbevillingsnævnet derfor giver
tilladelse, jf. pkt. 3.
Herudover indeholder lovforslaget enkelte ændringer af retsplejeloven af
redaktionel karakter.
Lovforslaget bygger på Retsplejerådets betænkning nr. 1348/1997 om
instansordningen i civile retssager.
Forslaget er en uændret genfremsættelse af lovforslag nr. L 188, der blev
fremsat af justitsministeren den 18. februar 1998.
1.2. Justitsministeriet har anmodet Retsplejerådet om at foretage
en generel gennemgang af den civile retspleje. Retsplejerådet skal i den
forbindelse behandle de spørgsmål, der er nævnt i Den Danske Dommerforenings
og Advokatrådets reformforslag fra februar 1996 og i Dommerforeningens
henvendelse til justitsministeren af 12. september 1996 med forslag om en
generel reform af den civile retspleje.
En del af Dommerforeningens og Advokatrådets reformforslag blev gennemført
ved lov nr. 414 af 10. juni 1997 om ændring af retsplejeloven (Hurtigere
behandling af civile sager m.v.). Herudover indeholder reformforslaget bl.a.
forslag om, at der i retsplejeloven indføres ensartede regler om skriftlig
forberedelse og mulighed for parterne for at aftale en behandlingsform, der
har visse ligheder med privat voldgift (lukkede døre, sagkyndige dommere og
ingen appeladgang).
Dommerforeningens henvendelse af 12. september 1996 indeholder bl.a.
overvejelser om en mere fleksibel retsplejeordning, der omfatter forskellige
behandlingsformer til forskellige sagstyper.
På denne baggrund er formålet med dette lovforslag alene at medvirke til
at løse de mere akutte problemer, der især for Højesteret er forbundet med
den gældende sagsfordeling mellem de enkelte instanser ved domstolene.
I pkt. 4 og 5 omtales de forslag i Retsplejerådets betænkning, som ikke er
medtaget i lovforslaget.
2. Forhøjelse af beløbsgrænsen i retsplejelovens § 227
2.1. Gældende ret
Efter retsplejelovens § 224 behandles civile retssager i 1. instans ved
byret, medmindre andet er bestemt i retsplejeloven eller i anden lov.
Hovedreglen efter retsplejeloven er således, at civile sager skal anlægges
ved byret i 1. instans.
Efter retsplejelovens § 227, stk. 1, skal sager om krav, der har en
økonomisk værdi over 500.000 kr., imidlertid henvises til behandling ved
landsret i 1. instans, hvis en af parterne anmoder om det. Endvidere kan en
sagsøger efter eget valg umiddelbart anlægge sådanne sager ved landsretten,
jf. § 227, stk. 2.
Efter retsplejelovens § 226, stk. 1, kan byretten endvidere henvise
en sag til behandling ved landsret i 1. instans, såfremt en af de i
bestemmelsen nævnte 6 henvisningsgrunde foreligger. Der er herefter mulighed
for at henvise en sag, hvis
1) sagen er af principiel karakter,
2) sagens udfald kan få væsentlig betydning for andre end parterne,
3) sagen har særlig indgribende betydning for en part,
4) sagen rejses af eller mod en offentlig myndighed eller institution,
5) sagen rejser spørgsmål om anvendelse af fællesmarkedsret eller fremmed
ret, eller
6) sagen efter indhentet udtalelse fra landsretten findes mest
hensigtsmæssigt at kunne behandles i forbindelse med en anden sag, der
verserer ved landsretten.
Endelig følger det af retsplejelovens § 225, at sager om prøvelse af
afgørelser truffet af et ministerium eller en central statslig klageinstans,
der har øverste administrative kompetence til at træffe afgørelser i sager
mellem det offentlige og private, skal behandles ved landsret i 1. instans. §
225 suppleres desuden af en række bestemmelser i anden lovgivning, hvorefter
visse sager mod offentlige myndigheder skal behandles ved landsret i 1.
instans, herunder f.eks. bistandslovens § 129, stk. 1, om sager om
tvangsfjernelse af børn m.v. og skattestyrelseslovens § 33 om sager, der er
afgjort af Landsskatteretten.
Reglerne om retternes saglige kompetence er senest ændret ved lov nr. 273
af 3. maj 1989. Efter de indtil da gældende regler skulle sager med en
økonomisk værdi over 200.000 kr. behandles ved landsretten i 1. instans.
2.2. Retsplejerådets forslag
Retsplejerådet har overvejet helt at ophæve den automatiske
henvisningsregel i retsplejelovens § 227. Dette ville indebære, at alle
formueretlige sager som udgangspunkt skulle starte ved byretten i 1. instans
alene med mulighed for henvisning til landsretten efter de særlige
betingelser i retsplejelovens § 226, stk. 1. Ved »formueretlige
sager« forstås sager, der henvises til eller anlægges ved landsret i
medfør af § 226, stk. 1, eller § 227, i modsætning til sager, der anlægges på
forvaltningsretligt grundlag efter § 225 eller tilsvarende bestemmelser i
anden lovgivning.
Rådet finder imidlertid, at sager, som angår meget store økonomiske
værdier, med stor sandsynlighed må antages at opfylde henvisningskriterierne
i § 226, stk. 1, nr. 3, om tilfælde, hvor »sagen har særlig indgribende
betydning for en part«. Disse sager må derfor kunne forventes henvist
til behandling ved landsretten, såfremt en af parterne anmoder om det. En
ophævelse af § 227 vil derfor efter rådets opfattelse ikke sikre, at antallet
af sager, der vil starte i landsretten i 1. instans med deraf følgende fri
ankemulighed til Højesteret, vil falde.
Hertil kommer, at sagsgenstandens værdi må antages at blive tillagt stor
betydning af både parterne og deres advokater. Det er derfor muligt, at
parterne alene på grund af sagens værdi finder, at den har en sådan karakter,
at der er behov for 1. instans behandling ved landsretten, og at parterne
ikke finder det tilfredsstillende i en sådan sag først at skulle procedere
henvisningsspørgsmålet i byretten. En ophævelse af § 227 vil derfor kunne
betyde, at sagens parter tilskyndes til at vælge en afgørelsesform uden for
de almindelige domstole, typisk i form af voldgift.
Retsplejerådet finder på den baggrund, at spørgsmålet om en fuldstændig
ophævelse af § 227 må ses i sammenhæng med de kommende overvejelser om en
generel reform af den civile retspleje, herunder også muligheden for at
indføre kollegial behandling ved byretterne i større civile sager. Rådet
finder derfor på nuværende tidspunkt ikke grundlag for at foreslå
bestemmelsen ophævet.
Retsplejerådet har i stedet overvejet muligheden for at forhøje
værdigrænsen i § 227 fra det gældende beløb på 500.000 kr.
Der er i Retsplejerådet enighed om, at værdigrænsen i § 227 kan forhøjes
til 1.000.000. kr. En forhøjelse til 1.000.000 kr. vil ud fra de foreliggende
statistiske oplysninger skønsmæssigt medføre, at 35-40 pct. af de
formueretlige sager, der i dag behandles af landsretterne som 1. instans,
flyttes til byretterne.
Det må dog i den forbindelse tages i betragtning, at en forhøjelse af
værdigrænsen formentlig vil medføre, at der i flere sager end i dag vil opstå
spørgsmål om henvisning til landsretten efter § 226, stk. 1, nr. 1-6, ligesom
der i nogle sager vil blive givet 3. instansbevilling. Men forhøjelsen til
1.000.000 kr. vil under alle omstændigheder medføre en mærkbar nedgang i
sagsantallet ved landsretterne og dermed - omend på længere sigt - i antallet
af civile ankesager for Højesteret. Omvendt skønner rådet ikke, at den
foreslåede forhøjelse vil være forbundet med de ulemper, der foran er anført
imod helt at ophæve værdigrænsen.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 29-33.
2.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan i det hele tilslutte sig Retsplejerådets forslag om
en forhøjelse af værdigrænsen i § 227 til 1.000.000 kr.
Som anført af Retsplejerådet vil forslaget medføre en mærkbar nedgang i
sagsantallet ved landsretterne. Herved nedbringes også antallet af sager, der
frit kan ankes til Højesteret, og det undgås derved, at Højesteret skal
behandle en række sager, der ikke er af principiel karakter, herunder sager
hvis afgørelse alene afhænger af en bevisvurdering. I de sager, som er af
principiel karakter, og som derfor fortsat bør kunne indbringes for
Højesteret, vil der kunne ske henvisning til behandling ved landsret som 1.
instans i medfør af § 226, stk. 1, eller blive meddelt 3. instansbevilling af
Procesbevillingsnævnet i medfør af retsplejelovens § 371.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 3, og bemærkningerne til
denne bestemmelse.
3. Ændring af reglerne om kære til Højesteret
3.1. Gældende ret
Efter retsplejelovens § 389, stk. 1, kan kendelser og beslutninger, der er
afsagt af en byret, medmindre andet er bestemt i loven, kæres til den
landsret, i hvis kreds byretten ligger. Efter § 389, stk. 4, kan kendelser og
beslutninger, der er afsagt af en landsret eller af Sø- og Handelsretten,
medmindre andet er bestemt i loven, kæres til Højesteret.
Efter retsplejelovens § 392, stk. 1, kan landsrettens afgørelser i
følgende sager ikke (frit) kæres:
1) afgørelser i kæresager
2) kendelser og beslutninger, der afsiges under behandling af en ankesag,
såfremt byretten har taget stilling til det spørgsmål, som afgørelsen angår,
og
3) enstemmige kendelser og beslutninger, som afsiges under
sagsforberedelsen eller domsforhandlingen, jf. kapitel 33-34, eller som
afsiges efter §§ 378 eller 381-384 under behandlingen af en ankesag.
Bestemmelsen i § 392, stk. 1, nr. 3, har i praksis givet anledning til en
række fortolkningsproblemer.
Et problem er, hvad der forstås ved en enstemmig afgørelse. Højesteret har
i en kendelse (Ugeskrift for Retsvæsen 1987, side 23) antaget, at en
afgørelse truffet af retsformanden på afdelingens vegne i så henseende kan
sidestilles med en enstemmig afgørelse. Enstemmige afgørelser er således alle
afgørelser, der ikke er truffet under dissens.
Et andet problem er, hvilke afgørelser der omfattes af bestemmelsen.
Højesteret har i en række afgørelser fortolket bestemmelsen sådan, at den
udelukker kære af kendelser og beslutninger, der træffes under
sagsforberedelsen eller domsforhandlingen, selv om afgørelsen ikke kan siges
at vedrøre sagsforberedelsen og/eller domsforhandlingen, mens kære af
kendelser og beslutninger, der er truffet under ankesager, kun afskæres, hvis
de er truffet efter §§ 378 eller 381-384.
For så vidt angår sagsomkostninger antages det i praksis, at bestemmelsen
ikke berører kæreadgangen vedrørende omkostninger i hævede og forligte sager
og afgørelser om salær til beskikkede advokater i sager, hvori der er meddelt
fri proces. Afgørelser om sagsomkostninger, der er indeholdt i domme, kan
derimod kun ankes særskilt til Højesteret, hvis Procesbevillingsnævnet giver
tilladelse, jf. § 368, stk. 5.
Endelig har afgrænsningen af bestemmelsen i forhold til § 253, stk. 4, om
kære af delafgørelser givet anledning til problemer. Efter retsplejelovens §
253, stk. 2, kan retten træffe særskilt afgørelse om et enkelt spørgsmål i en
sag. Såfremt en sådan delafgørelse ikke afslutter rettens behandling af sagen
eller et af kravene i sagen, træffes afgørelsen ved kendelse eller
beslutning. Efter § 253, stk. 4, kan en delafgørelse om et enkelt spørgsmål,
hvis afgørelsen ikke afslutter rettens behandling af sagen eller et af
kravene i sagen, kun særskilt indbringes for højere ret, hvis afgørelsen kan
fuldbyrdes (hvilket næppe vil kunne forekomme i denne sammenhæng), hvis
afgørelsen vedrører sagens formalitet, eller hvis appelinstansen giver
tilladelse.
Hvis landsretten enstemmigt afsiger en delafgørelse ved kendelse, opstår
spørgsmålet, om kære af kendelsen kræver tilladelse af
Procesbevillingsnævnet, jf. § 392, stk. 1, nr. 3, eller af Højesteret efter §
253, stk. 4, eller begge dele. Der er ikke taget stilling til spørgsmålet i
forarbejderne til § 392, stk. 1, nr. 3, men Højesteret er i flere kendelser
nået frem til, at delafgørelser, der er truffet i henhold til retsplejelovens
§ 253, ikke omfattes af kærebegrænsningsreglen i § 392, stk. 1, nr. 3, og
derfor kan kæres uden Procesbevillingsnævnets tilladelse. Dette gælder også,
hvor der er tale om en formalitetsafgørelse, som efter § 253, stk. 4, kan
kæres uden tilladelse fra Højesteret.
En lignende regelkonflikt kan tænkes at opstå i forhold til reglen i §
392, stk. 1, nr. 2, om kære af afgørelser, der er truffet under behandlingen
af ankesager. Såfremt landsretten under en ankesagen ved en delafgørelse
afsiger kendelse f.eks. om, at et krav ikke er forældet, og byretten også har
taget stilling til dette spørgsmål, vil kære af kendelsen efter § 392, stk.
1, nr. 2, kræve Procesbevillingsnævnets tilladelse og efter § 253, stk. 4,
kræve Højesterets tilladelse.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 18-21.
3.2. Retsplejerådets forslag
Efter Retsplejerådets opfattelse skal Højesteret ikke være almindelig
klage- eller censurinstans for landsretternes og Sø- og Handelsrettens
sagsbehandling. Kære af de afgørelser, der træffes af en landsret eller af
Sø- og Handelsretten under behandlingen af en civil sag, bør derfor begrænses
til principielle spørgsmål.
Retsplejerådet finder endvidere ikke, at der er behov for at opretholde en
adgang til kære af landsrettens og Sø- og Handelsrettens afgørelser om
sagsomkostninger i hævede og forligte sager samt om salær til den beskikkede
advokat i sager, hvor der er meddelt fri proces, som er videre end den
adgang, der er til særskilt at anke bestemmelser om sagsomkostninger i domme.
Sagsomkostninger fastsættes med udgangspunkt i sagens værdi, og
landsretterne har på dette område - som på andre områder, hvor landsretterne
er den ordinære sidste instans - mulighed for gennem deres praksis i et stort
antal sager at opretholde den nødvendige ensartethed med hensyn til
omkostningsfastsættelsen. Dette gælder både med hensyn til
omkostningsafgørelsen imellem parterne og med hensyn til størrelsen af det
salær, der tilkommer en beskikket advokat. Der vil endvidere fortsat være
mulighed for med Procesbevillingsnævnets tilladelse at indbringe afgørelser
om principielle spørgsmål for Højesteret.
Retsplejerådet finder det således forsvarligt, at afgørelser om
sagsomkostninger i almindelighed finder deres endelige afgørelse ved
landsretterne. Højesteret er da også efter gældende praksis meget
tilbageholdende med at ændre landsrettens omkostningsafgørelser m.v., idet
landsretten må formodes at have et særligt kendskab til sagen, som Højesteret
kun vanskeligt kan bibringes under et kæremål.
Retsplejerådet foreslår på denne baggrund, at § 392 ændres, således at
kendelser og beslutninger, der er afsagt af en landsret eller Sø- og
Handelsretten, som altovervejende hovedregel kun skal kunne indbringes for
Højesteret, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter, og
Procesbevillingsnævnet derfor giver tilladelse.
De spørgsmål, som kendelsen eller beslutningen vedrører, vil naturligvis i
givet fald stadig kunne inddrages under en eventuel anke.
I visse tilfælde, hvor landsretten eller Sø- og Handelsretten træffer en
delafgørelse, jf. § 253, om f.eks. rettens kompetence eller om lovvalg, som
er afgørende for hele sagens behandling, vil det dog være hensigtsmæssigt, at
spørgsmålet, selv om det ikke er principielt, med det samme kan kæres til
Højesteret og ikke skal afvente en eventuel ankesag.
Retsplejerådet foreslår derfor som den eneste undtagelse til princippet
om, at kære til Højesteret kun skal kunne ske for så vidt angår principielle
spørgsmål og kun med Procesbevillingsnævnets tilladelse, at delafgørelser
efter § 253, der afsiges af Sø- og Handelsretten eller af en landsret som 1.
instans, skal kunne kæres uden Procesbevillingsnævnets tilladelse.
Retsplejerådet foreslår samtidig en ændring af § 253, stk. 4, således at
kære af en delafgørelse også kræver appelinstansens tilladelse i de tilfælde,
hvor afgørelsen vedrører sagens formalitet.
Kære af en delafgørelse efter § 253, der er truffet af Sø- og
Handelsretten eller af en landsret som 1. instans, kræver derfor efter
forslaget tilladelse fra Højesteret, men ikke fra Procesbevillingsnævnet.
Baggrunden herfor er, at det vil være Højesteret, der bedst kan vurdere, om
det i den konkrete sag vil være hensigtsmæssigt, at det pågældende spørgsmål
appelleres særskilt, eller om spørgsmålet i stedet bør inddrages under en
eventuel anke af landsrettens eller Sø- og Handelsrettens dom.
Kære af en delafgørelse efter § 253, der er truffet af landsretten som 2.
instans, kræver efter forslaget tilladelse fra både Procesbevillingsnævnet og
Højesteret.
Som konsekvens af forslaget om, at kære til Højesteret som altovervejende
hovedregel kun skal kunne ske med Procesbevillingsnævnets tilladelse, finder
Retsplejerådet, at også adgangen til at kære domme, der er afsagt af
landsretten som ankeinstans, og hvorved sagen afvises, fordi den ikke er
indbragt for rette domstol eller ikke rettidigt er indbragt for domstolene
eller ankeretten, jf. § 391, stk. 3, bør begrænses.
For så vidt angår afgørelser om, hvorvidt sagen er indbragt for rette
domstol, vil det i det tilfælde, hvor byretten når frem til, f.eks. at en sag
har værneting i Danmark, og derfor behandler sagen, hvorefter landsretten
under en anke når frem til det modsatte resultat og afviser sagen, være
vanskeligt at begrunde, at der skal være fri adgang til at prøve spørgsmålet
i Højesteret.
For så vidt angår afgørelser om, hvorvidt anken er rettidig, vil en
kendelse, der går ud på, at anken admitteres (tillades), ikke kunne kæres som
følge af den foreslåede udvidelse af kærebegrænsningsreglen til at omfatte
alle kendelser, der afsiges under behandlingen af en ankesag. En dom, der går
ud på afvisning, fordi anken ikke er rettidig, bør derfor heller ikke frit
kunne kæres. Dette svarer da også til den gældende ordning for så vidt angår
straffesager, hvor der ikke er fri kæreadgang til Højesteret vedrørende
spørgsmål om admittering af anken til landsretten.
Retsplejerådet foreslår derfor, at de afvisningsdomme, som er omtalt i §
391, stk. 3, og som afsiges af landsretten eller Sø- og Handelsretten som
ankeinstans, kun skal kunne kæres med Procesbevillingsnævnets tilladelse.
Endelig foreslår Retsplejerådets flertal (6 medlemmer) som en konsekvens
af flertallets forslag om, at Sø- og Handelsretten skal være ankeinstans, at
Sø- og Handelsretten også skal være kæreinstans for afgørelser, der træffes i
sager, der efter forslaget ved anke skal indbringes for Sø- og Handelsretten.
Forslaget om ankebehandling ved Sø- og Handelsretten er nærmere omtalt under
pkt. 4.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 51-55.
3.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan i det hele tilslutte sig Retsplejerådets forslag om
ændring af kærereglerne, således at kære som altovervejende hovedregel kun
kan ske til Højesteret for så vidt angår spørgsmål af principiel karakter.
Forslaget indebærer samtidig en forenkling af de gældende særdeles
komplicerede kæreregler, som i praksis har givet anledning til
fortolkningstvivl.
Forslagene i lovforslaget til ændring af kærereglerne er derfor udarbejdet
i overensstemmelse med betænkningens lovudkast med de ændringer, der følger
af, at der ikke stilles forslag om, at Sø- og Handelsretten skal være
ankeinstans, jf. nærmere pkt. 4 nedenfor, og at Sø- og Handelsretten derfor
heller ikke skal behandle kæresager.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 4 og 6-10, og
bemærkningerne til disse bestemmelser.
4. Ankebehandling ved Sø- og Handelsretten
4.1. Retsplejerådets forslag
Efter retsplejelovens § 9, stk. 3, nr. 1, jf. § 6, stk. 5, behandler Sø-
og Handelsretten civile sager, i hvilke fagkundskab til søforhold eller til
handelsforhold skønnes at være af betydning. Sø- og Handelsretten behandler
dog kun sager, hvor sagsøgte har værneting inden for Storkøbenhavn, medmindre
parterne aftaler, at sagen skal indbringes for Sø- og Handelsretten.
Efter § 9, stk. 4, skal sø- og handelssager om krav, der har en økonomisk
værdi af højst 100.000 kr., henvises til behandling ved byret. Dette gælder
dog ikke, hvis sagen er omfattet af en af henvisningsbestemmelserne i
retsplejelovens § 226, stk. 1, nr. 1-5, dvs. en af de grunde, som er omtalt
ovenfor i pkt. 2.1., og som kan medføre henvisning af en sag fra byret til
landsret, eller behandling af sagen findes mest hensigtsmæssigt at kunne ske
i forbindelse med en anden sag, der verserer ved Sø- og Handelsretten.
Retsplejerådet har overvejet at forhøje grænsen for, hvornår en sø- og
handelssag skal henvises til behandling ved byret, bl.a. fordi der ellers
ville opstå et alt for stort misforhold mellem sager ved byret og sager ved
Sø- og Handelsretten. Hvis værdigrænsen ikke forhøjes, vil sø- og
handelssagerne således frit kunne ankes til Højesteret, blot sagsværdien er
over 100.000 kr., mens andre civile sager skal have en værdi på over
1.000.000 kr.
Et flertal af rådets medlemmer (7 medlemmer) foreslår derfor en forhøjelse
af værdigrænsen i § 9, stk. 4, til 500.000 kr.
En sådan forhøjelse af værdigrænsen vil imidlertid omfatte ca. 70-80 pct.
af Sø- og Handelsrettens sager. Uanset at en del af disse sager må antages at
være omfattet af en af henvisningsbestemmelserne i § 226, stk. 1, nr. 1-5, og
derfor uanset forhøjelsen af værdigrænsen alligevel vil skulle behandles af
Sø- og Handelsretten, vil en sådan forhøjelse betyde en voldsom sagsnedgang
for Sø- og Handelsretten. Konsekvensen heraf kan være, at retten vil have
vanskeligt ved at oparbejde og vedligeholde den erfaring, som behandlingen af
et større antal sager kan give.
Et flertal (6 medlemmer) foreslår på denne baggrund, at Sø- og
Handelsretten gøres til ankeinstans for de sø- og handelssager, der - inden
for Sø- og Handelsrettens geografiske område (Storkøbenhavn) - skal behandles
ved byret i 1. instans, fordi sagen ligger under værdigrænsen i § 9, stk. 4.
Et mindretal (3 medlemmer) finder, at en ordning med Sø- og Handelsretten
som yderligere ankeinstans rejser principielle betænkeligheder, og at de
spørgsmål, en sådan ordning ville rejse, må vurderes i en bredere sammenhæng,
eventuelt i forbindelse med en generel revision af den civile retspleje.
Mindretallet finder derfor ikke, at der på det foreliggende grundlag bør
gennemføres regler om ankebehandling ved Sø- og Handelsretten.
En del af mindretallet (2 medlemmer) finder på grund af den betydelige
sagsnedgang, det ville medføre for Sø- og Handelsretten, at der derfor heller
ikke bør ske en forhøjelse af værdigrænsen i § 9, stk. 4.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 43-49.
4.2. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig med Retsplejerådet i, at der kan være behov for
at forhøje grænsen for, hvornår en sø- og handelssag skal behandles ved Sø-
og Handelsretten og dermed frit skal kunne ankes til Højesteret, navnlig når
den nuværende grænse på 100.000 kr. sammenholdes med forslaget om at forhøje
grænsen for, hvornår andre civile sager skal kunne behandles ved landsret i
1. instans til 1.000.000 kr.
Justitsministeriet er endvidere enig med rådets flertal i, at en
forhøjelse af værdigrænsen i § 9, stk. 4, af hensyn til Sø- og Handelsrettens
mulighed for at oparbejde og vedligeholde sin erfaring ikke bør gennemføres
isoleret.
En række af de myndigheder og organisationer m.v., der har været hørt over
Retsplejerådets betænkning, herunder bl.a. Højesteret, Østre og Vestre
Landsret samt Dommerforeningen, har imidlertid frarådet, at der på nuværende
tidspunkt gennemføres regler om ankebehandling ved Sø- og Handelsretten,
bl.a. fordi en sådan ændring vil være et radikalt brud på det enstrengede
ankesystem, der hidtil har været gældende. Overvejelserne om Sø- og
Handelsrettens fremtidige rolle bør derfor ske som led i en generel reform af
den civile retspleje.
På denne baggrund finder Justitsministeriet, at spørgsmålet om Sø- og
Handelsrettens rolle bør inddrages i Retsplejerådets arbejde med en generel
reform af den civile retspleje.
5. Ankebegrænsning i skattesager
5.1. Retsplejerådets forslag
Efter skattestyrelseslovens § 33 skal skattesager, som er påkendt af
Landsskatteretten, anlægges ved landsret i 1. instans. Disse sager kan derfor
frit ankes til Højesteret. Skattesagerne udgør en betydelig del af
Højesterets sager. I årene 1992-1996 udgjorde de således ca. 1/5 af alle
civile ankesager.
Retsplejerådets flertal (6 medlemmer) finder på baggrund af den grundige
behandling, skattesagerne har gennemgået i det administrative klagesystem,
inden de indbringes for domstolene, at det over for det akutte behov for at
nedbringe sagstilgangen til Højesteret vil være forsvarligt at indføre en
ankebegrænsningsregel for så vidt angår skattesager.
Flertallet foreslår derfor, at skattesager med en sagsværdi, der ikke
overstiger 500.000 kr., kun skal kunne indbringes for Højesteret med
Procesbevillingsnævnets tilladelse. Tilladelse til anke kan efter forslaget
gives, hvis sagen er af principiel karakter.
To mindretal (hver på et medlem) er enige med flertallet i, at der bør
indføres en ankebegrænsning i skattesager, men finder, at der ud over i sager
af principiel karakter også bør gives anketilladelse, hvor særlige grunde i
øvrigt taler derfor. Det ene mindretal finder ligesom flertallet, at
ankebegrænsningen kun skal gælde for sager med en økonomisk værdi, der ikke
overstiger 500.000 kr., mens det andet mindretal finder, at ankebegrænsningen
bør gælde alle skattesager.
Et tredje mindretal (1 medlem) finder ikke, at der på det foreliggende
grundlag bør indføres regler om ankebegrænsning i skattesager.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 38-42.
5.2. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig med Retsplejerådets flertal i, at der kan
anføres gode grunde for at indføre visse begrænsninger i den gældende helt
frie adgang til at indbringe en landsretsdom i en skattesag for Højesteret.
Herved vil man navnlig kunne undgå, at Højesteret behandler en del
skattesager, der alene vedrører bevisspørgsmål.
I høringen over Retsplejerådets betænkning har bl.a. Dommerforeningen samt
Østre og Vestre Landsret frarådet, at der indføres en ankebegrænsning på
500.000 kr. i skattesager. I stedet peges på, at spørgsmålet bør overvejes i
en bredere sammenhæng, hvori også indgår andre typer af forvaltningsretlige
afgørelser.
Efter Justitsministeriets opfattelse vil det være rigtigst ikke på det
foreliggende grundlag at stille forslag om at indføre ankebegrænsning i
skattesager. Også dette spørgsmål bør derfor behandles som led i en generel
reform af den civile retspleje.
6. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.
Lovforslaget indebærer, at et antal relativt store civile retssager, der i
dag behandles ved landsret i 1. instans under medvirken af 3 dommere,
fremover vil blive ført ved byretten, der beklædes af een dommer. Når
forslagets virkninger er slået fuldt ud igennem, vil dette samlet set medføre
en vis ressourcebesparelse og aflastning af landsretterne. Også Højesteret
vil blive aflastet for et antal appelsager.
Retsplejerådet skønner således, at den foreslåede kompetenceomlægning vil
medføre, at 35-40 pct. af de formueretlige sager, der i dag behandles af
landsretterne som 1. instans, flyttes til byretterne. Dette svarede i 1996
til ca. 300 sager og i 1997 til ca. 400 sager.
Det må forventes, at afgørelserne i en del af disse store byretssager vil
blive appelleret til landsretten og skulle behandles der som kæremål eller
ankesager. Det må endvidere antages, at nogle af disse store sager vil blive
henvist til landsretten efter henvisningsreglen i retsplejelovens § 226. Det
er derfor vanskeligt på nuværende tidspunkt at angive et nøjagtigt skøn over,
i hvilket omfang forslaget vil medføre en aflastning for landsretterne.
Sagsbehandlingstiderne i landsretterne har igennem flere år været for
lange, og landsretterne er derfor flere gange blevet tilført yderligere
ressourcer. Et stort antal selskabstømmersager og et stadigt stigende antal
ressourcetunge sager har imidlertid vanskeliggjort nedbringelsen af
sagsbehandlingstiderne. Landsretterne er derfor på finansloven for 1998
blevet tilført to ekstra dommere i Vestre Landsret og 6 yderligere dommere i
Østre Landsret. En del af de ressourcer, der frigøres i landsretterne som
følge af lovforslaget må forventes at medgå til yderligere nedbringelse af
sagsbehandlingstiderne der.
Endvidere medfører forslaget en merbelastning af byretterne, der ligeledes
må antages at ville lægge beslag på en del af de frigjorte ressourcer, jf.
nedenfor.
Endelig vil der medgå en vis tid, førend aflastningen slår igennem i
forhold til landsretterne, idet allerede anlagte sager færdigbehandles, jf. §
2, stk. 2.
På denne baggrund finder Justitsministeriet, at der først efter, at loven
har været i kraft i en periode og de nødvendige erfaringer med nyordningens
virkninger er kendt, kan ske en præcis angivelse af de ressourcemæssige
konsekvenser, herunder hvornår og i hvilket omfang antallet af dommere ved
landsretterne kan reduceres.
Dommerforeningen har i sit høringssvar over betænkningen anført, at en
forhøjelse af værdigrænsen bør medføre, at der tilvejebringes ekstra
kapacitet ved byretterne. Tilsvarende har Københavns Byret anført, at disse
ekstra sager må antages at kunne beskæftige 1 1/2 til 2 dommere ved retten.
Efter Justitsministeriets opfattelse kan forslaget ikke på nuværende
tidspunkt give grundlag for at tilføre byretterne yderligere ressourcer.
Skønsmæssigt vil ca. 1/3 af de sager, der påtænkes henlagt til byretterne,
blive overført til Københavns Byret. Behovet for eventuel ressourcetilførsel
til Københavns Byret vil blive vurderet i lyset af den styrkelse af byretten,
der er sket igennem de seneste år sammenholdt med udviklingen i sagsantallet,
ligesom muligheden for at omdisponere inden for de gældende bevillinger til
domstolene vil indgå, jf. herved også ovenfor om aflastningen af
landsretterne.
Procesbevillingsnævnet har oplyst, at forslagene om kærebegrænsning til
Højesteret og forhøjelse af værdigrænsen i retsplejelovens § 227 skønsmæssigt
vil medføre en stigning i antallet af sager på i alt ca. 160 sager. Nævnet
skønner det derfor nødvendigt med en udvidelse af nævnets sekretariat
svarende til en samlet udgift på ca. 1 mio. kr. Justitsministeriet vil
vurdere dette behov på baggrund af den faktiske udvikling i sagstallet ved
Procesbevillingsnævnet. Eventuelle ressoucetilførsler til Københavns Byret og
til Procesbevillingsnævnet vil således kunne afholdes inden for
Justitisministeriets gældende bevillingsmæssige rammer.
For at skabe et sikkert grundlag for den ovennævnte vurdering af
forslagets virkning for landsretterne, byretterne og Procesbevillingsnævnet
vil Justitsministeriet tage initiativ til, at der i en periode efter lovens
ikrafttræden sker en særlig registrering ved disse myndigheder af
aflastningen eller merbelastningen som følge af nyordningen.
Lovforslaget skønnes i øvrigt ikke at indebære økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for
erhvervslivet. Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder
ikke EU-retlige aspekter.
7. Hørte myndigheder m.v.
Retsplejerådets betænkning nr. 1348/1997 om instansordningen i civile
retssager har været sendt til høring hos følgende myndigheder og
organisationer m.v.:
Præsidenten for Højesteret, præsidenterne for Østre og Vestre Landsret,
præsidenten for Sø- og Handelsretten, præsidenterne for Københavns Byret og
retterne i Århus, Odense og Ålborg, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Advokatrådet, Procesbevillingsnævnet og Det
Danske Center for Menneskerettigheder.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
I bilaget til lovforslaget er de foreslåede ændringer sammenholdt med de
gældende regler.
Til § 1
Til nr. 1 (§ 17 a, stk. 2, 1. pkt.)
Der er tale om en ændring af redaktionel karakter.
Efter retsplejelovens § 17 a, stk. 2, kan kontorpersonale ved domstolene
meddeles bemyndigelse til at træffe afgørelser efter § 350, stk. 3, om
afvisning af en stævning, hvis angivelsen af sagsøgtes navn og adresse er
unøjagtig. Ved lov nr. 414 af 10. juni 1997 om ændring af retsplejeloven
(Hurtigere behandling af civile sager m.v.) blev § 350, stk. 2, imidlertid
ophævet, således at stk. 3 blev stk. 2, uden at § 17 a, stk. 2, blev
konsekvensændret i den forbindelse.
Til nr. 2 (§ 18, stk. 2, 4. pkt.)
Der er tale om en ændring af redaktionel karakter.
§ 18, stk. 2, 4. pkt., indeholder en henvisning til retsplejelovens § 15,
stk. 2-4, om de præsidentledede byretter. Ved lov nr. 941 af 27. december
1991 indførtes præsidentordning ved retten i Roskilde, jf. retsplejelovens §
15, stk. 5, uden at § 18, stk. 2, 4. pkt., blev konsekvensændret i den
forbindelse.
Den foreslåede ændring af betegnelsen »den beskikkede dommer«
til: »den administrerende dommer« er i overensstemmelse med
ændringen af retsplejelovens § 16 a ved lov nr. 273 af 3. maj 1989.
Til nr. 3 (§ 227, stk. 1)
Efter den gældende bestemmelse i § 227, stk. 1, skal en sag om krav, der
har en økonomisk værdi over 500.000 kr., henvises til behandling ved
landsret, såfremt en af parterne anmoder om det. Efter § 227, stk. 2, kan
sagsøger endvidere anlægge sagen direkte ved landsretten.
Det foreslås, at denne værdigrænse forhøjes fra 500.000 kr. til 1.000.000
kr.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2 i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 4 (§ 253, stk. 4, 1. pkt.)
Efter den gældende bestemmelse i § 253, stk. 4, kan delafgørelser om
modkrav eller om krav, over for hvilke der er fremsat modkrav, kun kæres med
appelinstansens tilladelse. Det samme gælder delafgørelser om et enkelt af
sagens spørgsmål, der ikke afslutter rettens behandling af sagen eller et af
kravene i sagen. Appelinstansens tilladelse er dog ikke nødvendig, hvis der
er tale om en afgørelse, der kan fuldbyrdes, eller hvis afgørelsen vedrører
sagens formalitet.
Forslaget indebærer, at også delafgørelser efter § 253, der vedrører
sagens formalitet, kun kan kæres med appelinstansens tilladelse.
Hvis der er tale om en delafgørelse, der er truffet af landsretten under
behandlingen af en 1. instanssag, kræver kære tilladelse fra Højesteret, men
derimod ikke fra Procesbevillingsnævnet, jf. den foreslåede bestemmelse i §
392, stk. 1, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 8.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til denne bestemmelse og til pkt.
3 i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 5 (§ 369, stk. 3)
Der er tale om en ændring af redaktionel karakter.
§ 369, stk. 3, hvorefter domme, hvorved retten afviser sagen, fordi den
ikke er indbragt for rette domstol eller ikke rettidigt er indbragt for
domstolene eller for ankeretten, kun kan indbringes for højere ret ved kære,
indeholder en henvisning til § 391, stk. 2.
Ved lov nr. 396 af 13. juni 1990 blev der imidlertid indsat et nyt stykke
i § 391, således at stk. 2 blev stk. 3, uden at § 369, stk. 3, blev
konsekvensændret i den forbindelse.
Til nr. 6 (§ 389, stk. 4)
Som følge af de foreslåede regler i § 392, som affattet ved lovforslagets
§ 1, nr. 8 og 9, om begrænsning af kæreadgangen til Højesteret vil kære til
Højesteret fremover kun kunne ske med tilladelse fra Højesteret og/eller
Procesbevillingsnævnet. Bestemmelsen i § 389, stk. 4, hvorefter kære til
Højesteret kan ske, medmindre andet er bestemt i loven, foreslås derfor
ophævet.
Til nr. 7 (§ 391, stk. 3)
Efter § 391, stk. 3, kan domme, hvorved retten afviser sagen, fordi den
ikke er indbragt for rette domstol eller ikke rettidigt er indbragt for
domstolene eller ankeretten, indbringes for højere ret ved kære.
Det foreslås, at sådanne domme, hvis de afsiges af en landsret som
ankeinstans, kun skal kunne kæres, hvis kæren vedrører spørgsmål af
principiel karakter, og Procesbevillingsnævnet derfor meddeler tilladelse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3 i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 8 (§ 392, stk. 1)
Efter § 253, stk. 2, kan retten træffe særskilt afgørelse om et enkelt
spørgsmål i en sag.
Efter § 253, stk. 4, kan en afgørelse om et enkelt af spørgsmålene i en
sag, der ikke afslutter rettens behandling af sagen eller et af kravene i
sagen, kun kæres med appelinstansens tilladelse, medmindre de kan fuldbyrdes
eller vedrører sagens formalitet.
I lovforslagets § 1, nr. 4, foreslås en ændring af § 253, stk. 4, således
at også kære af en afgørelse efter § 253, der vedrører sagens formalitet,
kræver tilladelse fra appelinstansen.
Kære af en kendelse eller beslutning truffet efter reglerne i § 253 af en
landsret eller af Sø- og Handelsretten vil således efter forslaget kun kunne
ske med Højesterets tilladelse, medmindre der er tale om en afgørelse, der
kan fuldbyrdes, hvilket næppe vil kunne forekomme i denne sammenhæng.
Det foreslås, at kære af disse kendelser og beslutninger, hvis de er
truffet af Sø- og Handelsretten eller af en landsret under behandlingen af en
sag i 1. instans, ikke tillige skal kræve tilladelse fra
Procesbevillingsnævnet.
Kendelser og beslutninger, der træffes efter retsplejelovens § 253 af en
landsret under behandlingen af en ankesag, vil derimod efter forslaget kun
kunne kæres, hvis både Procesbevillingsnævnet (jf. § 392, stk. 2) og
Højesteret (jf. § 253, stk. 4) meddeler tilladelse. Det forudsættes, at
Højesteret i tilfælde, hvor Procesbevillingsnævnet meddeler 3.
instansbevilling til kære af en sådan afgørelse, kun vil nægte tilladelse til
kære, hvis Højesteret skønner, at det påkærede spørgsmål ikke forsvarligt kan
afgøres endeligt, uden at der samtidig gives den oplysning om sagens
realitet, som en samlet påkendelse indebærer. I de formentlig meget få
tilfælde, hvor Højesteret i et sådant tilfælde nægter tilladelse til kære
efter § 253, stk. 4, må det forudsættes, at Procesbevillingsnævnet som
udgangspunkt vil meddele 3. instansbevilling til anke af landsrettens dom i
sagen.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 4, og bemærkningerne til
denne bestemmelse og til pkt. 3 i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 9 (§ 392, stk. 2, 1. pkt.)
Det foreslås, at alle andre kendelser og beslutninger truffet af en
landsret eller af Sø- og Handelsretten end de, der er nævnt i § 392, stk. 1,
kun skal kunne kæres til Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse.
Til nr. 10 (§ 394, stk. 2, sidste pkt.)
Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget til ændring af
§ 392, hvorefter kære af landsrettens afgørelser, bortset fra de tilfælde,
der er nævnt i forslaget til § 392, stk. 1, altid kræver
Procesbevillingsnævnets tilladelse.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juni 1998.
I stk. 2 foreslås det, at forhøjelsen af grænsen for, hvornår en sag efter
anmodning skal henvises til landsretten, skal finde anvendelse i sager, der
anlægges efter lovens ikrafttræden. Retterne har således kompetence til at
færdigbehandle de sager, der allerede er anlagt efter de hidtidige regler.
Henvisning til landsretten vil også fortsat kunne ske efter de tidligere
regler, hvis sagen er anlagt før lovens ikrafttræden.
For så vidt angår de nye regler om begrænsning af kæreadgangen til
Højesteret foreslås det, at disse regler finder anvendelse på domme,
kendelser og beslutninger, der afsiges efter lovens ikrafttræden.
Skriftlig fremsættelse (26. marts 1998)
Justitsministeren (Frank Jensen):
Hermed tillader jeg mig for det høje Ting at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Instansordningen i
civile retssager m.v.).
(Lovforslag nr. L 35).
Formålet med dette lovforslag er navnlig at begrænse antallet af civile
sager, der frit kan indbringes for Højesteret, således at
sagsbehandlingstiden i Højesteret kan nedbringes. Samtidig vil forslaget
medvirke til, at Højesteret i videre omfang end hidtil kun skal behandle
sager af principiel karakter.
Det foreslås, at grænsen for, hvornår en civil sag som udgangspunkt skal
behandles ved byretten og ikke ved landsretten forhøjes fra 500.000 kr. til
1.000.000 kr (den såkaldte landsretsgrænse). Dette vil medføre en vis
aflastning af landsretterne.
Endvidere indeholder lovforslaget en ændring af reglerne om kære, således
at kære til Højesteret som altovervejende hovedregel kun kan ske, hvis kæren
vedrører spørgsmål af principiel karakter, og Procesbevillingsnævnet derfor
giver tilladelse. Forslaget indebærer samtidig en forenkling af de nugældende
meget komplicerede kæreregler.
Lovforslaget bygger på Retsplejerådets betænkning nr. 1348/1997 om
instansordningen i civile retssager.
Lovforslaget vil samlet set medføre en vis ressourcebesparelse for
landsretterne og Højesteret. Dette vil bidrage til en yderligere nedbringelse
af sagsbehandlingstiderne.
Justitsministeriet har i øvrigt anmodet Retsplejerådet om at foretage en
generel gennemgang af den civile retspleje og på den baggrund at udarbejde
forslag til ændringer af retsplejeloven og eventuel anden lovgivning.
På denne baggrund er formålet med dette lovforslag alene at medvirke til
at løse de mere akutte problemer, der især for Højesteret er forbundet med
den gældende sagsfordeling mellem de enkelte instanser ved domstolene.
Forslaget er en uændret genfremsættelse af det lovforslag, som jeg
fremsatte den 18. februar 1998.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger,
skal jeg anbefale forslaget til det høje Tings velvillige behandling.
Bilag
I dette bilag er (med mindre skrift) indsat den gældende formulering
af de bestemmelser, der berøres af lovforslaget
§ 1
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1996,
som ændret ved § 2 i lov nr. 1201 af 27. december 1996, § 8 i lov nr. 232 af
2. april 1997, § 2 i lov nr. 274 af 15. april 1997, § 1 i lov nr. 349 af 23.
maj 1997, § 2 i lov nr. 411 af 10. juni 1997 og lov nr. 414 af 10. juni 1997,
foretages følgende ændringer:
1. I § 17 a, stk. 2, 1. pkt. , ændres »§ 350, stk.
3« til: »§ 350, stk. 2«.
§ 17 a. ---
Stk. 2 . Ved byretterne og ved Sø- og Handelsretten i København
kan der meddeles andre personer bemyndigelse til at træffe afgørelser efter §
350, stk. 3, og at udføre foged-, skifte-, notarial- og
tinglysningsforretninger samt faderskabssager, såfremt der ikke skal træffes
afgørelse i tvistigheder. Personer, der er bemyndiget til at udføre
fogedforretninger, kan dog efter dommerens nærmere bestemmelse træffe
afgørelser efter § 490, § 494, stk. 2 og 3, og § 525. For så vidt angår Sø-
og Handelsretten i København, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense,
Ålborg og Roskilde, meddeles bemyndigelsen af rettens præsident. For så vidt
angår de i § 16 a, stk. 1, nævnte retter, meddeles bemyndigelsen af den
administrerende dommer. Ved de øvrige retter meddeles bemyndigelsen af
dommeren.
2. I § 18, stk. 2, 4. pkt. , ændres »§ 15, stk.
2-4« til: »§ 15, stk. 2-5«, og »den dommer, der er
beskikket i medfør af § 16 a, stk. 3,» ændres til: »den
administrerende dommer«.
§ 18. ---
Stk. 2. I straffesager, hvor domsmænd medvirker, tiltrædes
byretten af 2 domsmænd. Formandspladsen beklædes af dommeren. Antages
domsforhandlingen i en sådan sag at ville blive af længere varighed, kan
dommeren bestemme, at forhandlingen skal overværes af en suppleant, eventuelt
to suppleanter, for domsmændene. For så vidt angår Københavns Byret og de i §
15, stk. 2-4, og § 16 a, stk. 1, nævnte retter, træffes bestemmelsen herom af
rettens præsident eller den dommer, der er beskikket i medfør af § 16 a, stk.
3, efter indstilling fra dommeren. Suppleanten deltager ikke i rettens
rådslagninger og afstemninger, men kan efter retsformandens bestemmelse
overvære disse. I øvrigt finder reglerne om domsmænd tilsvarende anvendelse
på suppleanter for disse. Suppleanten tiltræder retten, såfremt en af
domsmændene bliver forhindret i at medvirke ved sagens behandling og
pådømmelse.
3. I § 227, stk. 1 , ændres »500.000 kr.« til:
»1.000.000 kr.«.
§ 227. Sager om krav, der har en økonomisk værdi over 500.000 kr.,
skal henvises til behandling ved landsret, såfremt en af parterne begærer
det. Reglerne i § 226, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Sagsøger kan endvidere anlægge de i stk. 1 nævnte sager
ved landsretten.
4. I § 253, stk. 4, 1. pkt. , udgår: »eller afgørelsen
vedrører sagens formalitet,».
§ 253 . Retten kan bestemme, at forberedelsen eller
domsforhandlingen foreløbig skal begrænses til en del af det krav, som sagen
angår, eller, hvor sagen omfatter flere krav eller spørgsmål, til et af
disse.
Stk. 2. Retten kan træffe særskilt afgørelse om en del af det
krav, som sagen angår. Omfatter sagen flere krav eller spørgsmål, kan retten
træffe særskilt afgørelse om et af disse.
Stk. 3. Særskilte afgørelser om modkrav eller krav, over for
hvilke der er fremsat modkrav, kan kun fuldbyrdes, hvis retten i afgørelsen
har truffet bestemmelse om, at afgørelsen mod eller uden sikkerhedsstillelse
skal kunne fuldbyrdes for en del eller i sin helhed. Det samme gælder
særskilte afgørelser om et enkelt af sagens spørgsmål, der ikke afslutter
rettens behandling af sagen eller et af kravene i sagen.
Stk. 4. De i stk. 3 nævnte afgørelser kan først indbringes for
højere ret i forbindelse med den endelige afgørelse i sagen, medmindre
afgørelsen kan fuldbyrdes, eller afgørelsen vedrører sagens formalitet, eller
den højere ret har tilladt, at afgørelsen indbringes særskilt. Anmodning om
sådan tilladelse skal indgives til den højere ret inden udløbet af den
almindelige frist for indbringelse af afgørelsen. Meddeles tilladelsen, skal
sagen indbringes for den overordnede ret inden 4 uger.
5. I § 369, stk. 3 , ændres »§ 391, stk. 2«
» til: »§ 391, stk. 3«.
§ 369. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Domme, hvorved retten afviser sagen, fordi den ikke er
indbragt for rette domstol eller ikke rettidigt er indbragt for domstolene
eller for ankeretten, kan kun indbringes for højere ret ved kære, jf. § 391,
stk. 2.
Stk. 4. ---
6. § 389, stk. 4 , ophæves.
§ 389 . ---
Stk. 2-3. ---
Stk. 4. Kendelser og beslutninger, der er afsagt af en landsret
eller af Sø- og Handelsretten i København, kan, medmindre andet er bestemt i
loven, kæres til Højesteret.
7. I § 391, stk. 3 , indsættes som 2.-5. pkt. :
»Hvis dommen er afsagt af en landsret som ankeinstans, kan kære kun
ske med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Sådan tilladelse kan gives, hvis
kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter. Ansøgning om kæretilladelse
skal indgives til nævnet inden 2 uger efter, at afgørelsen er truffet.
Procesbevillingsnævnet kan dog undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgning
indgives senere, men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet.«
§ 391 . ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Domme, hvorved retten afviser sagen, fordi den ikke er
indbragt for rette domstol eller ikke rettidigt er indbragt for domstolene
eller ankeretten, kan indbringes for højere ret ved kære.
8. § 392, stk. 1 , affattes således:
»Kendelser og beslutninger, der afsiges af en landsret eller af Sø-
og Handelsretten efter reglerne i § 253 i en sag, der behandles af retten som
1. instans, kan kæres til Højesteret, såfremt Højesteret tillader det, jf. §
253, stk. 4.«
9. I § 392, stk. 2, 1. pkt. , ophæves og i stedet
indsættes:
»I andre tilfælde kan landsrettens eller Sø- og Handelsrettens
kendelser og beslutninger kæres til Højesteret med Procesbevillingsnævnets
tilladelse. Sådan tilladelse kan gives, hvis kæren vedrører spørgsmål af
principiel karakter.«
§ 392 . Landsrettens afgørelser i følgende sager kan ikke kæres:
1) afgørelser i kæresager,
2) kendelser og beslutninger, der afsiges under behandling af en ankesag,
såfremt byretten har taget stilling til det spørgsmål, som afgørelsen angår,
og
3) enstemmige kendelser og beslutninger, som afsiges under
sagsforberedelsen eller domsforhandlingen, jf. kapitel 33-34, eller som
afsiges efter §§ 378 eller 381-384 under behandlingen af en ankesag.
Stk. 2. Procesbevillingsnævnet kan give tilladelse til kære af de
i stk. 1 nævnte afgørelser, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel
karakter. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til nævnet inden 2 uger
efter, at afgørelsen er truffet. Procesbevillingsnævnet kan dog
undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 6
måneder efter, at afgørelsen er truffet.
10. § 394, stk. 2, sidste pkt. , ophæves.
§ 394 . Kærefristen, der regnes fra den dag, afgørelsen er
truffet, er 2 uger, jf. § 219, stk. 3.
Stk. 2. Kære skal ske inden kærefristens udløb eller, hvis der er
meddelt tilladelse efter § 389, § 391 eller § 392, inden 2 uger efter, at
tilladelsen er meddelt ansøgeren. Iværksættes kære senere, afvises kæren af
den ret, hvortil afgørelsen kæres. Retten kan dog undtagelsesvis tillade kære
indtil 6 måneder efter afgørelsen. Kæreskriftet skal i så fald indleveres
inden 2 uger efter tilladelsens meddelelse. Bestemmelserne i § 398 finder
tilsvarende anvendelse ved behandling af ansøgning om tilladelse til kære
efter fristens udløb. Landsrettens afgørelse kan kun indbringes for
Højesteret efter reglerne i § 392, stk. 2.
Efter 2. behandling den 2. juni 1998
§ 1
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1996,
som ændret ved § 2 i lov nr. 1201 af 27. december 1996, § 8 i lov nr. 232 af
2. april 1997, § 2 i lov nr. 274 af 15. april 1997, § 1 i lov nr. 349 af 23.
maj 1997, § 2 i lov nr. 411 af 10. juni 1997 og lov nr. 414 af 10. juni 1997,
foretages følgende ændringer:
1. I § 17 a, stk. 2, 1. pkt., ændres »§ 350, stk.
3« til: »§ 350, stk. 2«.
2. I § 18, stk. 2, 4. pkt., ændres »§ 15, stk.
2-4« til: »§ 15, stk. 2-5«, og »den dommer, der er
beskikket i medfør af § 16 a, stk. 3,» ændres til: »den
administrerende dommer«.
3. I § 227, stk. 1, ændres »500.000 kr.« til:
»1.000.000 kr.«
4. I § 253, stk. 4, 1. pkt., udgår »eller afgørelsen
vedrører sagens formalitet,».
5. I § 369, stk. 3, ændres »§ 391, stk. 2« til:
»§ 391, stk. 3«.
6. § 389, stk. 4, ophæves.
7. I § 391, stk. 3, indsættes som 2.-5. pkt.:
»Hvis dommen er afsagt af en landsret som ankeinstans, kan kære kun
ske med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Sådan tilladelse kan gives, hvis
kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter. Ansøgning om kæretilladelse
skal indgives til nævnet inden 2 uger efter, at afgørelsen er truffet.
Procesbevillingsnævnet kan dog undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgning
indgives senere, men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet.«
8. § 392, stk. 1, affattes således:
»Kendelser og beslutninger, der afsiges af en landsret eller af Sø-
og Handelsretten efter reglerne i § 253 i en sag, der behandles af retten som
1. instans, kan kæres til Højesteret, såfremt Højesteret tillader det, jf. §
253, stk. 4.«
9. § 392, stk. 2, 1. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:
»I andre tilfælde kan landsrettens eller Sø- og Handelsrettens
kendelser og beslutninger kæres til Højesteret med Procesbevillingsnævnets
tilladelse. Sådan tilladelse kan gives, hvis kæren vedrører spørgsmål af
principiel karakter.«
10. § 394, stk. 2, sidste pkt., ophæves.
§ 2
Stk. 1 . Loven træder i kraft den 1. juli 1998.
Stk. 2 . § 1, nr. 3, finder anvendelse i sager, der anlægges efter
lovens ikrafttræden. § 1, nr. 4 og 6-10, finder anvendelse på domme,
kendelser og beslutninger, der afsiges efter lovens ikrafttræden.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1997 LSF 188 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (INSTANSORDNINGEN I CIVILE RETSSAGER M.V.) Retsinformation · 18. februar 1998
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Reischl fremsat den 29. maj 1979. — Advokatrådet som mandater for P. Conradsen A/S mod Ministeriet for skatter og afgifter. EU-domme · 29. maj 1979
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat P. Cruz Villalón fremsat den 18. juni 2014. — Copydan Båndkopi mod Nokia Danmark A/S. EU-domme · 18. juni 2014
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2024/2467 af 13. februar 2024 om foranstaltningerne Statsstøtte SA.52162 (2019/C) (ex 2018/FC) – Danmark og Statsstøtte SA.52617 (2019/C) (ex 2018/FC) – Sverige gennemført af Danmark og Sverige til fordel for Øresundsbro Konsortiet (Meddelt under nummer C(2024) 959) (Kun den engelske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 13. februar 2024
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2015/1097 af 8. april 2015 om de foranstaltninger, som er truffet af Danmark i henhold til artikel 14 i direktiv 2010/13/EU om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester), og deres forenelighed med EU-lovgivningen EU-lovgivning · 8. april 2015
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat C. Stix-Hackl fremsat den 1. juni 2006 EU-domme · 1. juni 2006