1996 LSF 83 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE(FASTSÆTTELSE AF SÆRLIGE VILKÅR, NÆGTELSE OG TILBAGEKALDELSE AF MILJØGODKENDELSE, TILSYN, KONFISKATION, RETTIGHEDSFRAKENDELSE M.V.)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 590 af 27. juni 1994,
som ændret ved lov nr. 403 af 14. juni 1995, lov nr. 302 af 24. april 1996 og
lov nr. 395 af 22. maj 1996, foretages følgende ændringer:
1. I § 34 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Godkendelsesmyndigheden kan nægte godkendelse eller
fastsætte særlige vilkår i godkendelsen, herunder vilkår om
sikkerhedsstillelse efter reglerne i § 39 a, såfremt ansøgeren, medlemmer af
ansøgerens direktion eller bestyrelse eller andre, der kan øve bestemmende
indflydelse på virksomhedens drift, er omfattet af § 40 a.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
2. I § 39 a indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Godkendelsesmyndigheden kan endvidere stille krav om
etablering af sikkerhedsstillelse over for listevirksomheder, såfremt
virksomhedens ejer eller ansvarlige ledelse er omfattet af § 40 a.«
Stk. 2-6 bliver herefter stk. 3-7.
3. Efter § 40 indsættes:
»§ 40 a. Anvendelse af § 34, stk. 2, og § 41 a finder sted
over for følgende:
1) Personer, der er blevet frakendt retten til at drive forurenende
virksomhed i henhold til denne lovs § 110 b eller i henhold til straffelovens
§ 79.
2) Personer, der er dømt efter straffelovens § 196.
3) Personer og selskaber m.v., der er straffet efter denne lovs § 110,
stk. 2, eller tilsvarende bestemmelser fastsat i bekendtgørelser, der er
udstedt med hjemmel i loven, såfremt der er fastsat frihedsstraf eller bøde
på 10.000 kr. eller derover, og såfremt der ikke er forløbet mere end ti år
fra den strafbare handling.
4) Personer og selskaber m.v., der har gæld på 100.000 kr. eller derover
til det offentlige for selvhjælpshandlinger foretaget af tilsynsmyndigheden i
Læs alt
medfør af denne lovs §§ 69 og 70, såfremt denne gæld er vedgået eller
fastslået ved en domstol. Det er endvidere en betingelse, at gælden er
forfalden og ikke er omfattet af en overholdt aftale om henstand eller
afdragsvis betaling, samt at der er fremsendt to rykkere til skyldneren.
§ 40 b. Miljø- og energiministeren opretter et register over de
personer og selskaber m.v., der er omfattet af § 40 a. Registeret kan
oprettes på edb efter miljø- og energiministerens bestemmelse herom.
Stk. 2. I sager, der afsluttes ved dom, og i sager, der afgøres
endeligt ved anklagemyndigheden med bødevedtagelse, foretager
anklagemyndigheden indberetning til registeret. I sager om gæld til det
offentlige for selvhjælpshandlinger foretager den pågældende tilsynsmyndighed
indberetning til registeret.
Stk. 3. Forinden der sker registrering, gives der meddelelse herom
til den pågældende person eller det pågældende selskab m.v.«
4. Efter § 41 indsættes før overskriften til § 42:
»§ 41 a. Godkendelsesmyndigheden kan tilbagekalde en
godkendelse eller fastsætte særlige vilkår i en eksisterende godkendelse,
herunder vilkår om sikkerhedsstillelse, jf. § 39 a, såfremt
1) indehaveren, medlemmer af indehaverens direktion eller bestyrelse eller
andre, der kan øve bestemmende indflydelse på virksomhedens drift, bliver
omfattet af § 40 a,
2) personer eller selskaber m.v., der er omfattet af § 40 a, bliver ejer
eller medejer af virksomheden eller
3) personer, der er omfattet af § 40 a, indtræder i bestyrelse eller
direktion i et selskab m.v., der driver godkendt virksomhed.
Stk. 2. Ved indbringelse af afgørelser efter stk. 1 for domstolene
kan domstolene tillægge søgsmålet opsættende virkning.«
5. I § 42 ændres i stk. 1, 2 og 4
»kommunalbestyrelsen« til: »tilsynsmyndigheden«, og i
stk. 3 ændres »Kommunalbestyrelsen« til:
»Tilsynsmyndigheden«.
6. I § 73 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan over for en
kommunalbestyrelse eller et amtsråd for en bestemt periode nærmere fastlægge
omfanget af disse myndigheders tilsynsforpligtelse.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
7. I § 110, stk. 3, indsættes efter »§ 53«:
»§ 55 a«.
8. § 110, stk. 4 og 5, affattes således:
»Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 5. Er der ved en overtrædelse opnået en økonomisk fordel,
konfiskeres denne efter reglerne i straffelovens 9. kapitel, selv om der ved
overtrædelsen ikke er voldt skade på miljøet eller er fremkaldt fare derfor.
Kan der ikke ske konfiskation, skal der tages særskilt hensyn hertil ved
udmåling af en bøde, herunder en eventuel tillægsbøde.«
9. Efter § 110 a indsættes:
»§ 110 b. Retten til at udøve virksomhed omfattet af kapitel
5 kan frakendes ved dom for strafbart forhold, hvis den tiltalte gentagne
gange eller under i øvrigt skærpende omstændigheder har
a) overtrådt bestemmelser i denne lov eller i forskrifter udstedt i medfør
af loven eller
b) undladt at efterkomme forbud eller påbud, som er udstedt i medfør af
disse bestemmelser.
Stk. 2. Efter samme regel kan der ske frakendelse af retten til at
være stifter af, direktør for eller medlem af bestyrelsen i et selskab med
begrænset ansvar, et selskab eller en forening, som kræver offentlig
godkendelse, eller en fond, der driver virksomhed omfattet af kapitel 5.
Stk. 3. I øvrigt gælder reglerne i straffelovens § 79, stk. 3 og
4.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1997.
Stk. 2. § 40 a, nr. 1-3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3,
omfatter personer og selskaber m.v., der har begået den eller de strafbare
overtrædelser efter den 1. juli 1997. § 40 a, nr. 4, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 3, omfatter personer og selskaber m.v., der har forårsaget en
forurening, der senere fjernes ved myndighedens selvhjælpshandling, når
forureningen er forårsaget efter den 1. juli 1997.
Oprindeligt fremsat forslag
I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 590 af 27. juni 1994
som ændret ved lov nr. 403 af 14. juni 1995, lov nr. 302 af 24. april 1996 og
lov nr. 395 af 22. maj 1996 foretages følgende ændringer:
§ 1
1. I § 34 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Godkendelsesmyndigheden kan nægte godkendelse eller
fastsætte særlige vilkår i godkendelsen, herunder vilkår om
sikkerhedsstillelse efter reglerne i § 39 a, såfremt ansøgeren, medlemmer af
ansøgerens direktion eller bestyrelse eller andre, der kan øve bestemmende
indflydelse på virksomhedens drift er omfattet af § 40 a.«
Stk. 2-3 bliver herefter til stk. 3-4.
2. I § 39 a indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Godkendelsesmyndigheden kan endvidere stille krav om
etablering af sikkerhedsstillelse overfor listevirksomheder, såfremt
virksomhedens ejer eller ansvarlige ledelse er omfattet af § 40 a.«
Stk. 2-6 bliver herefter til stk. 3-7
3. Efter § 40 indsættes:
»§ 40 a. Anvendelse af § 34, stk. 2, og § 41 a finder sted
overfor følgende:
1) Personer, der er blevet frakendt retten til at drive forurenende
virksomhed i henhold til denne lovs § 110 b eller i henhold til straffeloven
§ 79.
2) Personer og selskaber m.v., der er straffet efter denne lovs § 110,
stk. 2, eller tilsvarende bestemmelser fastsat i bekendtgørelser, der er
udstedt med hjemmel i loven, såfremt der er fastsat frihedsstraf eller bøde
på 10.000 kr. eller derover, og såfremt der ikke er forløbet mere end ti år
fra den strafbare handling.
3) Personer og selskaber m.v., der har gæld på 100.000 kr. eller derover
til det offentlige for selvhjælpshandlinger, foretaget af tilsynsmyndigheden
i medfør af denne lovs §§ 69-70, såfremt denne gæld er vedgået eller
fastslået ved en domstol. Det er endvidere en betingelse, at gælden er
forfalden og ikke er omfattet af en overholdt aftale om henstand eller
afdragsvis betaling, samt at der er fremsendt to rykkere til skyldneren.
§ 40 b. Miljø- og energiministeren opretter et register over de
personer og selskaber m.v., der er omfattet af § 40 a. Registeret kan
oprettes på edb efter miljø- og energiministerens bestemmelse herom.
Stk. 2. I sager, der afsluttes ved dom og i sager, der afgøres
endeligt ved anklagemyndigheden med bødevedtagelse, foretager
anklagemyndigheden indberetning til registeret. I sager om gæld til det
offentlige for selvhjælpshandlinger foretager den pågældende tilsynsmyndighed
indberetning til registeret.
Stk. 3. Forinden der sker registrering, gives der meddelelse herom
til den pågældende person eller det pågældende selskab m.v.«
4. Efter § 41 indsættes før overskriften til § 42:
»§ 41 a. Godkendelsesmyndigheden kan tilbagekalde en
godkendelse eller fastsætte særlige vilkår i en eksisterende godkendelse,
herunder vilkår om sikkerhedsstillelse, jf. § 39 a, såfremt
1) indehaveren, medlemmer af indehaverens direktion eller bestyrelse eller
andre, der kan øve bestemmende indflydelse på virksomhedens drift, bliver
omfattet af § 40 a,
2) personer eller selskaber m.v., der er omfattet af § 40 a bliver ejer
eller medejer af virksomheden, eller
3) personer, der er omfattet af § 40 a indtræder i bestyrelse eller
direktion i et selskab m.v., der driver godkendt virksomhed.
Stk. 2. Ved indbringelse af afgørelser efter stk. 1 for domstolene
kan domstolene tillægge søgsmålet opsættende virkning.«
5. I § 42 ændres i stk. 1, 2 og 4,
»kommunalbestyrelsen« til: »tilsynsmyndigheden«, og i
stk. 3 ændres »Kommunalbestyrelsen« til:
»Tilsynsmyndigheden«.
6. I § 73 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan over for en
kommunalbestyrelse eller et amtsråd for en bestemt periode nærmere fastlægge
omfanget af disse myndigheders tilsynsforpligtelse.«
Stk. 2 bliver herefter til stk. 3.
7. I § 110, stk. 3, indsættes efter »§ 53«:
»§ 55 a«.
8. § 110, stk. 4-5, affattes således:
»Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 5. Er der ved en overtrædelse opnået en økonomisk fordel,
konfiskeres denne efter reglerne i straffelovens 9. kapitel, selv om der ved
overtrædelsen ikke er voldt skade på miljøet eller er fremkaldt fare derfor.
Kan der ikke ske konfiskation, skal der tages særskilt hensyn hertil ved
udmåling af en bøde, herunder en eventuel tillægsbøde.«
9. Efter § 110 a indsættes:
»§ 110 b. Retten til at udøve virksomhed omfattet af kapitel
5 kan frakendes ved dom for strafbart forhold, hvis den tiltalte gentagne
gange eller under i øvrigt skærpende omstændigheder har
a) overtrådt bestemmelser i denne lov eller i forskrifter udstedt i medfør
af loven eller
b) undladt at efterkomme forbud eller påbud, som er udstedt i medfør af
disse bestemmelser.
Stk. 2. Efter samme regel kan der ske frakendelse af retten til at
være stifter af, direktør for eller medlem af bestyrelsen i et selskab med
begrænset ansvar, et selskab eller en forening, som kræver offentlig
godkendelse, eller en fond, der driver virksomhed omfattet af kapitel 5.
Stk. 3. I øvrigt gælder reglerne i straffelovens § 79, stk.
3-4.«
10. § 111 affattes således:
»§ 111. Ransagning i sager om overtrædelse af bestemmelser i
loven eller regler udstedt efter loven sker i overensstemmelse med
retsplejelovens regler om ransagning i sager, som efter loven kan medføre
frihedsstraf.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juni 1997.
Stk. 2. § 40 a, nr. 1-2, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 4,
omfatter personer og selskaber m.v., der har begået den eller de strafbare
overtrædelser efter den 1. juni 1997. § 40 a, nr. 3, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 4, omfatter personer og selskaber m.v., der har forårsaget en
forurening, der senere fjernes ved myndighedens selvhjælpshandling, når
forureningen er forårsaget efter den 1. juni 1997.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Baggrunden for lovforslaget
Lovforslaget sigter overordnet mod at sikre mere lov og orden på
miljøområdet blandt andet ved at skabe bedre muligheder for håndhævelse af
den gældende miljølovgivning.
I 1995 iværksatte Miljø- og Energiministeriet en undersøgelse af
behandlingen af og sanktionsniveauet i miljøstraffesager på industriens
område for perioden 1993/94. Undersøgelsen blev gennemført af professor Gorm
Toftegaard Nielsen og udgivet som arbejdsrapport nr. 77 fra Miljøstyrelsen
med titlen »Undersøgelse af behandling og sanktionsniveau i
miljøstraffesager«. Undersøgelsen viste, at der er en betydelig større
usikkerhed omkring sanktionsniveauet i miljøstraffesager end i andre lignende
sager. Undersøgelsen pegede endvidere på, at den samlede sanktion i de fleste
tilfælde næppe er højere end den opnåede fortjeneste.
Samtidig anmodede Miljøstyrelsen amtskommuner og kommuner om at oplyse, om
de har erfaringer med virksomheder, der har fortsat aktiviteterne - eventuelt
med en »formel« ny ejer - efter at være blevet dømt for
overtrædelser af miljølovgivningen og/eller at have forårsaget, at
myndighederne har måtte afholde betydelige udgifter til oprensning/oprydning
af forurening. Otte amtskommuner og 25 kommuner besvarede bekræftende på
styrelsens forespørgsel og refererede 36 sager, der har det fællestræk, at de
alle vedrører virksomheder, der har fortsat aktiviteterne efter enten at have
påført myndighederne udgifter til oprydning m.v. eller været straffet for
miljølovovertrædelser eller begge dele inden for de seneste ti år.
Undersøgelsen pegede endvidere på, at der tilsyneladende var meget få af de
beskrevne »genganger-sager«, der blev refereret af flere
amtskommuner/kommuner, selv om de omhandlede virksomheder havde været
etableret og måske medført miljøproblemer i flere amtskommuner/kommuner. Det
fremgik således af undersøgelsen, at flere amtskommuner/kommuner må have
givet miljøgodkendelse til de omhandlede virksomheder og endog afholdt
udgifter til oprydning m.v. efter virksomhedernes forurening uden at være
bekendt med, at der var tale om et »gentagelsestilfælde«.
Undersøgelsernes resultater blev drøftet i en arbejdsgruppe med deltagelse
af Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen, Justitsministeriet og
Miljø- og Energiministeriet. Arbejdsgruppen pegede i »Notat om
håndhævelse af miljølovgivningen«, der i januar 1996 blev fremsendt til
Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg, på en række muligheder for at
styrke håndhævelsen og tilstræbe en løsning af de afdækkede problemer.
Amtskommuners og kommuners miljøtilsyn har en afgørende betydning for en
konsekvent håndhævelse af miljølovgivningen og vurderes årligt i
Miljøstyrelsens tilsynsberetning. Heri har omfanget og kvaliteten af tilsynet
været genstand for en løbende diskussion, der har ydet væsentlige bidrag til
udviklingen af det tilsynsarbejde, der finder sted i dag. Der er blevet sat
fokus på behovet for at styrke især de »svageste« kommuners
tilsynsindsats, udviklingen i tilsynsarbejdet er blevet klarlagt og behovet
for nye tiltag vurderet.
På baggrund af dette arbejde og de efterfølgende drøftelser af
håndhævelsesnotatet i Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg fremlagde
miljø- og energiministeren i marts 1996 en handlingsplan for bedre
håndhævelse af miljølovgivningen. Denne handlingsplan rettede sig primært mod
tre områder: Behandlingen af og sanktionsniveauet i miljøstraffesager, de
administrative muligheder for at hindre fortsat miljøskadelig virksomhed samt
det decentrale miljøtilsyn.
Handlingsplanen blev sendt i bred høring hos en lang række myndigheder,
foreninger, institutioner, industriorganisationer og landbrugsorganisationer
m.v. Handlingsplanen og de indkomne høringssvar er grundlaget for dette
lovforslag, der således er baseret på de i handlingsplanen skitserede
initiativer og de bemærkninger, der er fremsat i høringssvarene.
På miljøstraffesagsområdet foreslås en præcisering af kriterierne for
sanktionsfastsættelsen, så de på en tydeligere måde afspejler Folketingets
tilkendegivelser herom. Der foreslås endvidere indsat en bestemmelse i
miljøbeskyttelsesloven om rettighedsfrakendelse. Det bemærkes i den
sammenhæng, at regeringen i indeværende folketingssamling forventes at
fremsætte forslag til en ny bestemmelse i straffeloven, der vil indebære en
skærpelse af straffen for grov miljøkriminalitet. De administrative
håndhævelsesmuligheder forbedres ved et forslag om adgang til at nægte en
miljøgodkendelse eller tilbagekalde en eksisterende godkendelse over for
personer og selskaber, der er straffet for grove overtrædelser af
miljølovgivningen eller har efterladt gæld til myndighederne for oprensning
af forurening, jf. nærmere nedenfor. Med henblik på at sikre et effektivt og
forsvarligt miljøtilsyn foreslås det at give ministeren mulighed for over for
en tilsynsmyndighed konkret at fastlægge omfanget og gennemførelsen af
tilsynet.
Det foreliggende lovforslag vedrører forbedrede muligheder for håndhævelse
af miljølovgivningen over for de få virksomheder i Danmark, der ikke har reel
vilje til at tage hensyn til miljøet og respektere den lovgivning, der skal
beskytte det.
Regeringen er opmærksom på behovet for, at hverken dette lovinitiativ
eller andre regler på miljøområdet bør pålægge de mange lovlydige
virksomheder unødvendige eller urimelige administrative byrder. Regeringen
har derfor taget initiativ til at bede de ca. 200 virksomheder, der indgår i
regeringens »test-panel« vedrørende vurdering af nye
regelinitiativer, om at vurdere, hvorvidt der er regler på Miljø- og
Energiministeriets område, der efter deres opfattelse giver anledning til
unødvendige eller urimelige administrative belastninger af erhvervslivet.
Virksomhedernes tilbagemeldinger på denne forespørgsel vil herefter blive
behandlet med henblik på at indgå i det videre regelforenklingsarbejde.
2. Hovedpunkterne i lovforslaget
2.1 Miljøansvarlighed
Lovforslaget indebærer, at virksomhedsledelsens miljøansvarlighed bliver
et kriterium ved godkendelse af kap. 5-virksomheder. Efter det
godkendelsessystem, der i dag findes i miljøbeskyttelsesloven kap. 5, er en
godkendelse udelukkende knyttet til den lokalitet/ejendom, hvorfra den
godkendte virksomhed drives. Ved behandlingen af kap. 5-ansøgninger vurderes
således lokaliteten, produktionsanlægget og driftsvilkårene og ikke den
ansvarlige ledelses egnethed til at drive godkendelsespligtig virksomhed.
Retten til at udnytte godkendelsen er i dag knyttet til rådigheden over
den ejendom, hvorfra virksomheden drives. Det er endvidere udgangspunktet, at
godkendelsens vilkår for produktion/drift ikke kan ændres de første 8 år
efter, at godkendelsen er meddelt. Dette udgangspunkt fastholdes uanset en
evt. overtrædelse af de fastsatte vilkår. Godkendelsesmyndigheden kan heller
ikke tilbagekalde en godkendelse med den begrundelse, at en virksomheds
ledelse ved flere vilkårsovertrædelser har vist manglende evne eller vilje
til at drive virksomheden forsvarligt.
Lovforslaget indebærer, at der ved behandling af kap. 5-godkendelsessager
fremover - udover den nuværende vurdering af lokalitet/ejendom,
produktionsanlæg, driftsforhold m.v. - tillige skal ske en vurdering af den
ansvarlige virksomhedsledelses miljøansvarlighed. Det foreslås således, at
godkendelsesmyndigheden kan nægte at give en kap. 5-godkendelse eller
fastsætte særlige vilkår i godkendelsen, hvis ansøgeren personligt eller
medlemmer i ledelsen i et ansøgende selskab har mistet sin miljøansvarlighed,
og derfor må anses for mindre egnet til at drive den virksomhed, hvortil der
er ansøgt om godkendelse.
Det foreslås endvidere, at tab af miljøansvarlighed hos ledelsen af en
godkendt virksomhed vil kunne indebære, at godkendelsesmyndigheden kan
fastsætte nye vilkår i godkendelsen, fastsætte krav om sikkerhedsstillelse
som betingelse for opretholdelse af godkendelsen, eller bestemme at
godkendelsen helt tilbagekaldes. Tab af miljøansvarlighed vil i disse
tilfælde kunne ske enten ved, at indehaveren af godkendelsen, medlemmer af
bestyrelsen eller andre, der kan øve indflydelse på virksomheden mister
miljøansvarlighed. Det vil tillige kunne ske ved, at personer eller
selskaber, der har mistet miljøansvarlighed overtager virksomheden helt eller
delvist eller ved at personer, der har mistet miljøansvarlighed, indtræder i
den ansvarlige personkreds for virksomheden.
Godkendelsesmyndighedens fastsættelse af særlige vilkår, ændring af vilkår
i en eksisterende godkendelse, nægtelse og tilbagekaldelse af en godkendelse
vil kunne påklages til Miljøstyrelsen og herefter - for større og
principielle afgørelsers vedkommende - til Miljøklagenævnet på samme måde,
som andre afgørelser efter lovens kapitel 5 i dag kan påklages.
Det skal understreges, at det ikke er hensigten, at tyngdepunktet ved
behandlingen af kap. 5 godkendelser skal forskydes fra en vurdering af
virksomheden som sådan (d.v.s. den vurdering, der finder sted i dag) til en
vurdering af virksomhedsledelsens miljøansvarlighed. Udgangspunktet vil være,
at miljøansvarlighed foreligger, og at det kun er graverende forhold, der
indebærer tab af miljøansvarlighed.
At et selskab eller en person har »miljøansvarlighed«
forudsætter alene, at selskabet eller personen ikke er straffet for grovere
overtrædelser af miljølovgivningen, ikke er frakendt retten til at drive
forurenende virksomhed og ikke har betydelig gæld til det offentlige for
omkostninger ved selvhjælpshandlinger. Grovere overtrædelser omfatter
overtrædelser, der er straffet efter den skærpede straffebestemmelse i
miljøbeskyttelsesloven eller i bekendtgørelser, udstedt i medfør af loven,
når sanktionen er fastsat til bøde på 10.000 kr. eller derover. Betydelig
gæld til det offentlige for omkostninger ved selvhjælpshandlinger er
begrænset til gæld på 100.000 kr. eller derover, der er vedgået eller
fastslået ved en domstol. Det er alene disse tre forhold, der kan medføre tab
af miljøansvarlighed for en person eller et selskab.
2.2. Register
Som nævnt i indledningen, kan det udledes af den rundspørge til
amtskommuner og kommuner om »genganger«-problemets omfang, som
Miljøstyrelsen foretog over sommeren 1995, at de decentrale miljømyndigheder
ikke i alle tilfælde har kendskab til, at en person eller et selskab, der
ansøger om miljøgodkendelse i den pågældende kommune tidligere er straffet
eller tidligere har efterladt forurening, som myndighederne har måttet
forestå oprydningen af, uden at kunne få dækket udgifterne hos den
forureningsansvarlige. Med forslaget gives der hjemmel til, at myndighederne
kan lægge vægt på sådanne oplysninger ved behandlingen af en ansøgning om
godkendelse til en listevirksomhed. Denne mulighed kan ikke i fuldt omfang
anvendes, medmindre myndighederne har kendskab til de tidligere forhold.
Derfor foreslås oprettet et register over de personer og selskaber, der efter
de i loven fastsatte kriterier har mistet miljøansvarlighed.
Formålet med registeret er således - via indberetninger fra
anklagemyndighed og decentrale miljømyndigheder - at sætte de myndigheder,
der skal træffe afgørelse vedrørende en godkendelse af en listevirksomhed, i
stand til at vurdere virksomhedens miljøansvarlighed.
Registeret skal indeholde navn, adresse m.v. for de personer og selskaber,
der efter de foreslåede kriterier har mistet miljøansvarlighed. På grundlag
af retspraksis og det nuværende sanktionsniveau i miljøstraffesager må det
antages, at 5-10 selskaber og 10-15 personer om året vil miste
miljøansvarlighed på baggrund af strafbare forhold, mens antallet af personer
og selskaber, der vil miste miljøansvarlighed på baggrund af gæld, vil
afhænge af det antal af gældsforhold, der vil opstå med de nye regler
fremover.
Det er Miljø- og Energiministeriets opfattelse, at det på sigt vil være
det mest rationelle at indrette registeret således, at de godkendende
myndigheder via en direkte terminaladgang til registeret selv kan
»logge« sig ind på registeret og checke, om ansøgeren er
registreret. I den første fase efter de nye reglers ikrafttræden foreslås det
imidlertid, at registeret bliver ført manuelt i Miljøstyrelsen, således at
Miljøstyrelsen modtager de relevante oplysninger og efter en henvendelse fra
godkendelsesmyndighederne oplyser, om en person eller et selskab er
registreret. Når man på denne måde har opsamlet tilstrækkelige erfaringer med
indretningen og brugen af registeret, vil man have et bedre udbygget grundlag
for at vurdere behovet for oprettelse af et edb-baseret register og en
eventuel udlicitering af driften heraf.
I forbindelse med oprettelsen af registeret vil hovedprincipperne i
registerlovgivningen om sikkerhedsforanstaltninger, sletning af oplysninger
m.v. blive iagttaget, således at den fornødne registersikkerhed vil være til
stede, både med hensyn til selve registreringen og med hensyn til anvendelsen
af registeret.
Under arbejdet med lovforslaget har andre modeller end et selvstændigt
register været overvejet, herunder om eksisterende registre som RKI
Kreditinformation og Det centrale Kriminalregister kunne opfylde behovet. Det
er Miljø- og Energiministeriets opfattelse, at der ikke i de eksisterende
registre findes et brugbart alternativ, blandt andet fordi kriminalregisteret
ikke indeholder oplysninger om særlovsovertrædelser, der alene er straffet
med bøde, og fordi registeret er et rent personregister.
2.3. Sikkerhedsstillelse
Efter den gældende regel i lovens § 39 a skal visse affaldsbehandlende
listevirksomheder etablere sikkerhedsstillelse for tilsynsmyndighedernes
omkostninger ved bortskaffelse af affald ved offentlige selvhjælpshandlinger
i medfør af lovens §§ 69 og 70. Bestemmelsen omfatter virksomhedstyper, hvor
man har vurderet, at driften - i hvert fald i kombination med økonomiske
vanskeligheder - indebærer en forøget risiko for, at tilsynsmyndighederne på
et tidspunkt må gribe ind med selvhjælpshandlinger, f.eks. virksomheder, der
udvinder metaller af kabler eller driver ophugningsanlæg.
Forslaget indebærer ikke en udvidelse af kredsen af listevirksomheder, der
obligatorisk skal stille sikkerhed i forbindelse med godkendelse. Forslaget
indebærer derimod, at etablering af sikkerhed kan kræves overfor alle typer
listevirksomheder, der ejes eller drives af selskaber eller personer, der har
mistet miljøansvarlighed efter de nye regler. Det kan være som vilkår for
udstedelse af godkendelse eller som betingelse for opretholdelse af
godkendelse i forbindelse med efterfølgende tab af miljøansvarlighed.
Der vil - som efter den gældende § 39 a - kunne kræves sikkerhed for
eventuelle udgifter til oprydning efter virksomheden, videretransport og
destruktion eller deponering af eventuelt efterladt affald. Der vil derimod
ikke kunne kræves sikkerhed for oprensning af en eventuel efterfølgende
jordforurening, idet det er ministeriets opfattelse, at det vil være
vanskeligt at beregne størrelsen af en sikkerhedsstillelse, der skal dække
udgifter til en eventuel oprensning af en jordforurening, endsige fastsætte
kriterier for en skønsmæssig fastsat sikkerhedsstillelse, samt at et sådant
krav i de fleste tilfælde vil være uproportionalt. Miljø- og
Energiministeriet vurderer samtidig, at de øvrige forslag kan indebære, at
der opstår færre risici for jordforurening.
2.4. Tilsyn
På miljøbeskyttelsesområdet varetages tilsynsopgaven af amtskommuner og
kommuner. De tilsynsførendes opgaver er at sikre, at miljøbeskyttelsesloven,
regler fastsat i medfør af loven samt afgørelser m.v., der træffes i medfør
af reglerne, overholdes. De tilsynsførende har desuden en forpligtelse til at
skride ind, hvis tilsynet afdækker ulovlige forhold. I den sammenhæng er det
en væsentlig opgave at vejlede virksomheder og landbrug om begrænsning af
forurening og formidle en forståelse for løsning af miljømæssige problemer.
Et optimalt miljøtilsyn er en forudsætning for en effektiv håndhævelse af
miljøbeskyttelsesloven. En del af lovforslaget har derfor til formål at
styrke det decentrale miljøtilsyn og sikre, at tilsynet bliver fuldt
tilstrækkeligt i forhold til alle virksomheder og landbrug.
På baggrund af en gennemgang af udviklingen i det decentrale miljøtilsyn
er det Miljø- og Energiministeriets opfattelse, at der er et behov for
opstramning af tilsynet, særlig på det kommunale område.
Det første tiår efter miljøbeskyttelseslovens ikrafttræden udviklede
kommunernes og amtskommunernes miljøtilsyn sig langsomt og stabilt i takt med
gennemførelsen af miljølovgivningen og undersøgelser fra 1984 viste, at der
til miljøtilsyn på landsplan blev anvendt ca. 190 årsværk i kommunerne og ca.
150 årsværk i amtskommunerne.
I slutningen af 1985 blev der som forberedelse af lovændringen om en
skærpelse af tilsynet (ikrafttrådt i 1987) indgået en aftale mellem de
kommunale organisationer og den daværende miljøminister om, at miljøtilsynet
skulle tilføres yderligere ressourcer. Aftalen indebar, at kommunerne
over tre år skulle forøge ressourcerne til miljøtilsyn til 1 årsværk pr.
10.000 indbyggere som minimum, eller på landsplan mindst ca. 510 årsværk,
altså næsten en tredobling. Amtskommunerne skulle tilføre
miljøtilsynet yderligere ca. 160 årsværk, svarende til i alt ca. 300 årsværk.
Tilsynsberetningen fra 1994 viste, at amtskommunerne anvendte i alt ca.
400 årsværk til virksomhedstilsyn, herunder tilsyn med renseanlæg og tilsyn
med miljøtilstanden. Hertil kom et meget betydeligt beløb (ca. 100 mio. kr.)
til køb af fremmede tjenesteydelser i forbindelse med løsning af
tilsynsopgaverne. Udbygningen af det amtskommunale miljøtilsyn er jævnt
fordelt mellem alle amtskommuner, og de indbyrdes forskelle i
ressourceforbrug afspejler stort set kun forskelle i opgavesammensætningen.
Det amtskommunale miljøtilsyn er således fuldt udbygget i forhold til den
aftalte forøgelse af ressourcerne til tilsynet. I gennemsnit fører
amtskommunerne årligt tilsyn med 75 % af listevirksomhederne og de kommunalt
ejede virksomheder. Det amtskommunale tilsyn er generelt tilfredsstillende -
også med hensyn til tilsyn med overholdelse af miljøbeskyttelsesloven i
forhold til såvel listevirksomheder som kommunalt ejede virksomheder og
renseanlæg.
I 1994 anvendte kommunerne 477 årsværk til tilsynet. Dette tal har ligget
nogenlunde stabilt siden de første tilsynsberetninger i 1988. På landsplan er
kommunernes miljøtilsyn dermed ikke tilført ressourcer i det omfang, som blev
aftalt i 1985. I forhold til 1984 er der dog sket mere end en fordobling (fra
190 til 477 årsværk). På det kommunale område er udviklingen af
tilsynsindsatsen ikke sket i samme omfang i alle kommuner. Samtidig med
udbygningen af den samlede tilsynsindsats, er derfor sket en betydelig
spredning mellem kommunerne. Nogle kommuner har i snart mange år haft en
fuldt udbygget og velfungerende miljøforvaltning. Tilsynet er her inde i en
driftfase og forvaltningen har vendt sig mod nye opgaver, f.eks. dialog med
virksomheder om renere teknologi og miljøstyring. Andre kommuner har opbygget
en forvaltning, der følger godt med i miljøforholdene i kommunen, men som
ikke er i stand til at løfte andre end de traditionelle godkendelses- og
tilsynsopgaver. Endelig er der en række kommuner, hvor Miljøstyrelsen på
baggrund af tilsynsberetningerne har rejst tvivl om, hvorvidt forvaltningen
er i stand til at løse tilsynsopgaven på en tilfredsstillende måde.
Det samlede billede af kommunernes tilsynsvirksomhed er således, at ikke
alle kommuners tilsyn er fuldt tilfredsstillende. De foreslåede initiativer
til en styrkelse af miljøtilsynet er derfor primært rettet mod det
kommunale tilsyn.
På den baggrund forventes miljø- og energiministeren og Kommunernes
Landsforening at indgå en aftale, der fastsætter en række minimumskrav til
kommunernes tilsynsindsats.
Samtidig får miljø- og energiministeren med lovforslaget en mulighed for
at gribe ind over for en kommune, der ikke lever op til sin
tilsynsforpligtelse. Ministeren får samtidig mulighed for at gribe ind over
for amtskommuner, der ikke leverer en tilfredsstillende og forsvarlig
tilsynsindsats, hvilket næppe umiddelbart vil få betydning i praksis, da
amtskommunernes miljøtilsyn som nævnt fungerer tilfredsstillende. Ministeren
kan gribe ind i form af et konkret pålæg til den pågældende tilsynsmyndighed
om at udføre tilsynet i et nærmere bestemt omfang, jf. bemærkningerne til nr.
6.
Det bemærkes, at Miljø- og Energiministeriet - f.eks. gennem vejledning og
efteruddannelse af miljøadministrationerne - vil medvirke til, at kommunerne
prioriterer tilsynsressourcerne mest hensigtsmæssigt, således at
ressourceforbruget koncentreres om virksomheder, der erfaringsmæssigt volder
miljømæssige problemer. Ved vurderingen heraf kan det bl.a. tillægges
betydning, om virksomhederne erfaringsvis »har orden i eget hus«,
f.eks. har opstillet og fulgt en miljøhandlingsplan eller virksomhederne har
etableret et miljøstyringssystem.
Forslaget indebærer endvidere en ændring af lovens § 42. Efter den
gældende bestemmelse er det alene kommunalbestyrelsen, der kan meddele forbud
og påbud m.v. til de virksomheder, der er omfattet af bestemmelsen.
Imidlertid fører amtskommunerne tilsyn med visse af disse virksomheder,
f.eks. vindmøller. Som konsekvens heraf ændres bestemmelsen, således at det
kommer til at fremgå, at der også på dette område er tale om en delt
kompetence mellem amtskommune og kommune.
2.5. Sanktionsbestemmelserne
Folketinget har gentagne gange - ved ændring af straffebestemmelsen i
miljøbeskyttelsesloven i 1984 og ved ændringen af samme bestemmelse i 1986 -
udtrykkeligt tilkendegivet støtte til det synspunkt, »at det ikke må
kunne betale sig at overtræde miljøbeskyttelsesloven«. Dette synspunkt
har som nævnt i indledningen haft svært ved at slå igennem i praksis, og det
har til trods for Folketingets tilkendegivelser ofte vist sig vanskeligt at
få inddraget en eventuel fortjeneste eller besparelse ved udmåling af
sanktionens størrelse.
Lovforslaget sigter derfor mod at præcisere, at udgangspunktet ved
udmåling af sanktionen er, at der skal ske konfiskation af en eventuel
fortjeneste/besparelse. Med ændringen tilsigtes ikke en begrænsning i
muligheden for ved siden af udbyttekonfiskation at udmåle bøden, herunder
tillægsbøden, under hensyn til en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel.
Såfremt der imidlertid ikke kan ske konfiskation, f.eks. på grund af
dokumentationsvanskeligheder, skal den økonomiske fordel skønsmæssig
inddrages ved udmåling af bøden, herunder ved en eventuel tillægsbøde, jf.
den i juni 1996 vedtaget ændring af straffelovens § 51, stk. 3, hvor det
fastslås, at der ved fastsættelsen af bødestraf kan tages særligt hensyn til
den opnåede eller tilsigtede fortjeneste eller besparelse.
Folketinget tilkendegav under forhandlingerne om de omtalte lovændringer i
miljøbeskyttelsesloven tillige, at der bør gælde de samme udmålingskriterier
- herunder udgangspunktet om konfiskation - uanset om lovovertrædelsen kan
siges at have en vis formel karakter. Den omtalte undersøgelse af
sanktionsniveauet viste imidlertid, at dette langt fra er slået igennem i
praksis, således at der næppe forekommer eksempler på bødestraf på over
10.000 kroner ved formelle overtrædelser. Med lovforslaget præciseres det, at
en økonomisk fordel, der opnås ved tilsidesættelse af miljøbeskyttelseslovens
regler om forudgående godkendelse til forurenende aktivitet bør konfiskeres
hos den pågældende, dels fordi det er udgangspunktet, at miljøkriminalitet
ikke må kunne betale sig, og dels fordi det findes nødvendigt for at bevare
respekten for reglerne om forudgående godkendelser, tilladelser,
dispensationer m.v., således at formålet med reglerne kan tilgodeses. På den
baggrund fastslår lovforslaget nu udtrykkeligt, at udgangspunktet om
konfiskation af en opnået økonomisk fordel skal gælde, selv om der ved
overtrædelsen ikke er sket skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor.
Endvidere indeholder forslaget en ændring af reglerne om strafansvar for
juridiske personer, hvilket alene er en konsekvens af de nye regler i
straffeloven om strafansvar for juridiske personer m.v., der er vedtaget ved
lov nr. 474 af 12. juni 1996.
Det har tidligere fremgået af miljøbeskyttelsesloven, at der kan
fastsættes regler om straf i forskrifter m.v., der udstedes i medfør af § 55
a om tilskud til indsamling og genanvendelse af spildolie, men bestemmelsen
»faldt ud« ved lov nr. 373 af 18. maj 1994 om ændring af lov om
miljøbeskyttelse, der trådte i kraft den 1. juli 1994. Dette var på ingen
måde tilsigtet, og korrigeres nu ved genindsættelsen af § 55 a i
bestemmelsen.
2.6. Rettighedsfrakendelse
I forbindelse med drift af en virksomhed omfattet af
miljøbeskyttelsesloven kan der ske overtrædelser af loven eller de i medfør
af denne fastsatte regler, der må karakteriseres som så grove, at vedkommende
person eller selskab må anses for uegnet til fremover at drive forurenende
virksomhed på forsvarlig vis. Frakendelse af retten til at drive virksomhed
på miljøområdet kan i disse tilfælde ske i medfør af straffelovens § 79.
Retten til at drive anden virksomhed end den virksomhed, der kræver særlig
offentlig autorisation - f.eks. forurenende virksomhed, jf.
miljøbeskyttelsesloven kap. 5 - kan frakendes efter § 79, stk. 2, hvis der
dømmes for et strafbart forhold, der begrunder »en nærliggende fare for
misbrug af stillingen«, og der i øvrigt »er særlige
omstændigheder«, der taler for frakendelsen. Betingelserne for
anvendelse af § 79, stk. 2 er således særdeles strenge.
Under revisionen af miljøbeskyttelsesloven i 1991 blev der stillet forslag
om at indsætte en bestemmelse om rettighedsfrakendelse i loven. Bestemmelsen
udgik imidlertid af lovforslaget under henvisning til de gældende regler i
straffeloven om rettighedsfrakendelse i straffeloven. Man har efterfølgende i
enkelte tilfælde forsøgt at anvende straffelovens regler om
rettighedsfrakendelse uden at have fået medhold heri.
Der er behov for en bestemmelse i miljøbeskyttelsesloven om frakendelse af
retten til at drive forurenende virksomhed efter nogle kriterier, der er
mindre restriktive end straffelovens regler. Der er visse typer af
miljølovovertrædelser, der er så grove, at det af hensyn til miljøet findes
nødvendigt, at de pågældende lovovertrædere fratages enhver mulighed for
fremover at drive forurenende virksomhed.
Der findes på en række særlovsområder - f.eks. i lejeloven og
dyreværnsloven bestemmelser, der fastlægger mere detaljerede kriterier for,
hvornår og hvordan rettighedsfrakendelse kan ske. Udgangspunktet er, at
rettighedsfrakendelse efter særlovgivning sker efter en mindre streng
»forsvarlighedsvurdering« end straffelovens
»farevurdering«.
Den foreslåede bestemmelse vil supplere den foreslåede administrative
adgang til at nægte eller tilbagekalde kap. 5-godkendelser. Samtidig vil
bestemmelsen omfatte ikke-godkendelsespligtige virksomhed, der ikke er
omfattet af det administrative system om forudgående godkendelse.
3. Lovforslagets miljømæssige konsekvenser
Det er det overordnede formål med lovforslaget at sikre mere lov og orden
på miljøområdet. Det tilsigtes på denne måde, at der sker en begrænsning i
antallet af større forureningssager. Set helt overordnet må forslaget
forventes at have positive miljømæssige konsekvenser. Et bedre miljøtilsyn
indebærer endvidere bedre muligheder for at opdage og sanktionere
overtrædelser på et tidligere tidspunkt, forinden de udvikler sig til
ressourcekrævende forureningssager. En øget og forbedret tilsynsindsats vil
således have en vis forebyggende virkning. Endvidere er det Miljø- og
Energiministeriets vurdering, at øget vejledning til virksomheder og en øget
tilsynsfrekvens for tilsynsmyndighederne kan indebære, at der opstår færre
sager om forurening.
4. Lovforslagets erhvervsøkonomiske konsekvenser
Det er som ovenfor nævnt lovforslagets overordnede formål at sikre bedre
håndhævelse af miljølovgivningen. Konsekvensen heraf kan blive, at enkelte
nye listevirksomheder ikke kan opnå tilladelse til at starte forurenende
virksomhed, at enkelte virksomheder ikke kan opnå tilladelse til væsentlig
udvidelse/ændring af virksomheden eller at en sådan kun kan ske på særlige
vilkår, samt at eksisterende virksomheder kan blive mødt med nye vilkår for
fortsat drift eller godkendelsen helt tilbagekaldes. Det er anslået, at højst
25-30 personer/selskaber om året vil miste miljøansvarlighed og dermed blive
omfattet af de nye regler.
Forslaget har således erhvervsøkonomiske konsekvenser for de få
virksomheder, der på grund af mistet miljøansvarlighed vil blive berørt af de
nye regler, idet lukning, sikkerhedsstillelse eller ekstern kontrol betalt af
virksomheden kan komme på tale. Omvendt vil inddragelse af miljøansvarlighed
som nyt kriterium ved behandlingen af kap. 5-sager sikre, at de virksomheder,
som ved tilsidesættelse af hensyn til miljøet og overtrædelse af
miljølovgivningen opnår en økonomisk og konkurrencemæssig fordel, ikke kan
fortsætte hermed. Forslaget kan således give en mere fair erhvervsmæssig
konkurrence, og samlet set er det Miljø- og Energiministeriets vurdering, at
forslaget ikke får nogen væsentlige konsekvenser på det erhvervsøkonomiske
område.
5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
Der forventes ingen statsfinansielle konsekvenser af lovforslaget.
Lovforslaget giver ikke anledning til kompensation til kommuner og
amtskommuner, idet lovforslaget ikke forventes at medføre nettostigning i
udgifterne for tilsyns- og godkendelsesmyndighederne. Tværtimod må det
forventes at medføre besparelser for de decentrale miljømyndigheder, idet de
får mulighed for at gribe ind over for ressourcekrævende virksomheder på et
langt tidligere tidspunkt og derved reducere den administrative belastning,
en virksomhed med miljøproblemer kan være for myndigheden og i sidste ende
reducere risikoen for eventuelle oprydningsudgifter.
Inddragelse af miljøansvarlighed som kriterium ved kommuners og amters
behandling af kap. 5-godkendelsessager kan få konsekvenser for den
sagsbehandling, der skal finde sted i kommuner og amter.
Godkendelsesmyndigheden kan efter forslaget fremover tage stilling til en
ansøgers miljøansvarlighed ved behandling af ansøgning om godkendelse.
Godkendelsesmyndigheden vil således have mulighed for at kontrollere, om
ansøgeren f.eks. har overtrædelser af miljøbeskyttelsesloven bag sig ved en
henvendelse til det register, der oprettes til formålet - og i givet fald
vurdere betydningen af dette forhold. Det vil formentlig kun være tilfældet i
et meget begrænset antal sager. I alle øvrige sager vil behandlingen af
ansøgningen ske som hidtil.
Også ved ændringer i virksomhedernes ejer og/eller ledelsesforhold vil der
i visse tilfælde kunne ske en vurdering af den ansvarlige ledelses
miljøansvarlighed. Det vil - som ved behandling af ansøgninger om
miljøgodkendelse - kun være i begrænset antal sager, at der vil være grundlag
for at tage den eksisterende godkendelse op til fornyet overvejelse.
Derudover indebærer forslaget, at godkendelsesmyndighederne får mulighed
for at fastsætte særlige vilkår eller eventuelt tilbagekalde en meddelt
godkendelse i tilfælde af, at en virksomhedsledelse mister miljøansvarlighed
f.eks. ved overtrædelser af virksomhedens godkendelse. Disse muligheder må
først og fremmest ses som en udvidelse af de eksisterende tilsynsbeføjelser,
der ikke i sig selv vil indebære et administrativt merarbejde.
Ved lovforslaget får godkendelses/tilsynsmyndighederne mulighed for efter
en konkret vurdering at stille krav om sikkerhed for eventuelle
selvhjælpshandlinger i forbindelse med oprydning efter en virksomhed.
Forslaget indebærer en udvidelse af de muligheder myndighederne har i dag ved
fastsættelse for at stille krav om sikkerhedsstillelse, og vil ikke i sig
selv indebærer en øget administrativ byrde for godkendelsesmyndighederne.
Det er således Miljø- og Energiministeriets vurdering, at de yderligere
administrative byrder, forslagene indebærer for de decentrale
miljømyndigheder vil blive ovenud opvejet af den ressourcebesparelse,
myndighederne vil opnå ved, at personer, der er uegnet til at drive særlig
forurenende virksomhed, bliver afskåret herfra. Myndighederne vil i videre
omfang end hidtil kunne undgå de tids- og ressourcekrævende tilsynsforløb i
forhold til virksomheder, der konsekvent ikke overholder vilkår fastsat i
godkendelser og/eller påbud.
Derudover må det antages, at de decentrale miljømyndigheders mulighed for
i større udstrækning end hidtil at kræve sikkerhed for selvhjælpshandlinger
på baggrund af en konkret vurdering af virksomhedens forhold, vil kunne
bidrage til en begrænsning af de sager, hvor miljømyndighedernes
tilgodehavender for selvhjælpshandlinger må afskrives som uerholdelige.
Administrationen af den foreslåede bestemmelse om nærmere fastlæggelse af
kommuner og amtskommuners tilsynsforpligtelse vil ikke medføre et yderligere
ressourcetræk i Miljø- og Energiministeriet, idet der her er tale om at
omlægge en monitering af den kommunale (og amtskommunale) indsats, som også
tidligere er blevet udført af ministeriet. Heller ikke for de decentrale
myndigheder vil bestemmelsen få økonomiske og administrative konsekvenser,
idet der i få tilfælde vil blive tale om at indskærpe en allerede
eksisterende forpligtelse.
6. Forholdet til EU
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
7. Hørte myndigheder og organisationer
Miljø- og Energiministeriet har hørt de berørte myndigheder og
organisationer om forslaget, herunder Kommunernes Landsforening,
Amtsrådsforeningen, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Dansk
Industri, GenvindingsIndustrien, Foreningen af Danske Kemiske Industrier,
Dansk Agrokemisk Forening, Landbrugsorganisationerne, Handelskammeret,
Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbund.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1.
Den gældende bestemmelse i § 34, stk. 1 finder anvendelse i de tilfælde,
hvor en virksomhed søger om godkendelse til at drive ny listevirksomhed eller
godkendelse til at foretage en ændring eller en udvidelse af en eksisterende
listevirksomhed, der indebærer forøget forurening.
Forslaget indebærer, at godkendelsesmyndigheden som noget nyt kan nægte
godkendelse til virksomheden eller fastsætte særlige vilkår i godkendelsen,
når den ansvarlige personkreds har mistet miljøansvarlighed efter de
kriterier, der er foreslået i § 40 a.
Den ansvarlige personkreds er ansøgeren selv - som person eller selskab -
direktion og en eventuel bestyrelse, samt andre personer, der kan øve en
bestemmende indflydelse på virksomhedens drift, f.eks. ansøgerens nærtstående
familiemedlem. Det anses for nødvendigt, at personkredsen omfatter andre end
den formelle ledelse, således at personer, der har mistet miljøansvarlighed,
udelukkes fra alligevel at drive listevirksomhed i ly af miljøansvarlige
personer. Lov om hotel- og restaurationsvirksomhed, der fastsætter regler om
alkoholbevilling, fastsætter et krav om vandel som betingelse for at opnå
alkoholbevilling. I denne lov har man - for at begrænse muligheden for at
drive stråmandsvirksomhed - på tilsvarende måde bestemt, at en person, der
kan øve bestemmende indflydelse på virksomheden skal opfylde vandelskravet
uanset, at vedkommende ikke formelt er medlem af virksomhedens ledelse.
Den foreslåede bestemmelse knytter sig til virksomhedens ledelsesmæssige
forhold og anvendes på baggrund af myndighedens vurdering af de pågældende
ansvarlige personers miljøansvarlighed. Det betyder blandt andet, at der over
for to virksomheder, der i princippet er ens med hensyn til den miljømæssige
påvirkning fra virksomheden, kan fastsættes forskellige vilkår i
godkendelsen. Når et medlem af den ansvarlige personkreds efter de fastsatte
kriterier i § 40 a ikke er miljøansvarlig, kan myndigheden således med
henvisning hertil fastsætte særlige vilkår i godkendelsen, eller hvor
forholdene taler derfor, helt nægte at meddele en godkendelse.
Ved myndighedens vurdering af, hvilken betydning det skal tillægges, at et
medlem af den ansvarlige personkreds er omfattet af § 40 a, bør det for det
første tillægges vægt, hvilken indflydelse vedkommende kan have på driften af
den virksomhed, hvortil der er ansøgt om godkendelse, herunder om vedkommende
blot er et af flere bestyrelsesmedlemmer eller om vedkommende er
hovedaktionær, hovedanpartshaver eller personlig ejer af virksomheden. Det
bør endvidere indgå i vurderingen, om den virksomhed, hvortil der er ansøgt
om godkendelse, er samme type eller en lignende type virksomhed, som
vedkommende tidligere har drevet ved tabet af miljøansvarlighed. Dette
element bør dog ikke være det afgørende, idet visse forhold kan være af så
grov karakter, at det under alle omstændigheder bør betyde, at vedkommende
udelukkes fra at drive listevirksomhed. Endelig kan det tillægges betydning,
hvor lang tid, der er forløbet fra tidspunktet for tab af miljøansvarlighed.
Såfremt den pågældende person eller det pågældende selskab har mistet
miljøansvarlighed på grundlag af strafbare forhold (nr. 2), bør det straffede
forholds art og grovhed, antallet af straffede overtrædelser og sammenhængen
imellem dem, herunder om der er tale om en kæde af overtrædelser, samt den
udmålte sanktions form og omfang tillige tillægges vægt.
Såfremt den pågældende person eller det pågældende selskab har mistet
miljøansvarlighed på grundlag af gæld til det offentlige (nr. 3), bør det
tillægges vægt under hvilke omstændigheder den forurening, myndighederne har
fjernet ved en selvhjælpshandling, er opstået, herunder om det er sket ved en
grov uagtsom eller forsætlig handling. Baggrunden for at gælden er ubetalt,
herunder om der er visse undskyldende omstændigheder, der gør sig gældende,
bør endvidere tillægges vægt.
Såfremt den pågældende person er blevet frakendt retten til at drive en
eller flere typer forurenende virksomhed (nr. 1), skal
godkendelsesmyndigheden vurdere omfanget af rettighedsfrakendelsen, herunder
om vedkommende er frakendt retten til at drive den ansøgte type virksomhed
eller være beskæftiget med den type virksomhed i det hele taget. I disse
tilfælde har godkendelsesmyndigheden pligt til at nægte godkendelsen.
Som nævnt har godkendelsesmyndigheden, såfremt et medlem af den ansvarlige
personkreds har mistet miljøansvarlighed, i princippet tre muligheder:
Myndigheden kan meddele afslag på ansøgning om godkendelse, meddele
godkendelse på særlige vilkår eller meddele godkendelse på sædvanlige vilkår.
Det er godkendelsesmyndigheden, der skal vurdere, hvornår der skal ske
afslag på godkendelse, således at ansøgeren nægtes muligheden for at drive
den listevirksomhed, hvortil der er ansøgt om godkendelse. Det er imidlertid
Miljø- og Energiministeriets vurdering, at afslag på godkendelse i hvert fald
bør overvejes i de tilfælde, hvor der er idømt frihedsstraf for overtrædelse
af miljøbeskyttelsesloven eller regler fastsat i medfør heraf. Afslag på
godkendelse bør også overvejes i de tilfælde, hvor en person eller et selskab
er straffet for grove og/eller gentagne overtrædelser af
miljøbeskyttelsesloven eller regler fastsat i medfør heraf, når de samlede
omstændigheder ved sagen giver godkendelsesmyndigheden grund til at formode,
at den pågældende person eller det pågældende selskab vil være ude af stand
til at drive den ansøgte virksomhed på en miljømæssig forsvarlig måde. Det er
endvidere Miljø- og Energiministeriets vurdering, at godkendelsesmyndigheden
bør overveje afslag på godkendelse i de tilfælde, hvor personen eller
selskabet har gæld til det offentlige for selvhjælpshandlinger, når den
fjernede forurening er opstået under omstændigheder, der giver anledning til
at formode, at det kunne ske igen, f.eks. hvis forureningen er opstået ved en
grov uagtsom eller forsætlig handling.
Det skal understreges, at det er op til godkendelsesmyndigheden at
vurdere, hvornår der skal ske afslag på en godkendelse til listevirksomhed.
Der kan således forekomme andre tilfælde end de nævnte, hvor de samlede
omstændigheder i sagen må føre til, at godkendelsesmyndigheden nægter at
meddele en godkendelse.
Som nævnt skal der ske afslag på godkendelse, når ansøgeren personligt er
frakendt retten til at drive den type forurenende virksomhed, hvortil der er
ansøgt om godkendelse. Afslag skal endvidere meddeles, når ansøgeren er et
selskab, som har medlemmer i direktion eller bestyrelse, der er frakendt
retten til at være medlem af direktion eller bestyrelse i et selskab, der
driver denne type virksomhed.
Såfremt godkendelsesmyndigheden vurderer, at ansøgningen skal imødekommes,
bør myndigheden efter Miljø- og Energiministeriets opfattelse altid overveje
at fastsætte særlige vilkår i godkendelsen. Udover vilkår om
sikkerhedsstillelse, der fastsættes i overensstemmelse med reglerne i § 39 a,
kan godkendelsesmyndigheden fastsætte vilkår om, at virksomhedens egenkontrol
skal foretages af et uafhængigt, autoriseret laboratorium for virksomhedens
regning. Godkendelsesmyndigheden kan endvidere fastsætte vilkår om hyppig
affaldsbortskaffelse med henblik på at undgå ophobning af affald på
virksomheden, samt andre vilkår, der kan sikre bedre kontrol med forholdene
på virksomheden.
Bestemmelsen åbner endelig mulighed for, at godkendelsesmyndigheden
foruden fastsættelsen af særlige vilkår kan tidsbegrænse godkendelsen under
henvisning til den manglende miljøansvarlighed. I denne situation kan
tidsbegrænsning opfattes som en »prøvetid«, der skal give en
ledelse med medlemmer, der er omfattet af § 40 a, lejlighed til at bevise, at
den på trods af disse tidligere forhold er i stand til at drive en
forurenende virksomhed miljømæssigt forsvarligt. Tidsbegrænsning kan på den
baggrund blandt andet anvendes, når forudsætningerne for helt at nægte
godkendelsen ikke findes at være tilstede. Tidsbegrænsningen bør efter Miljø-
og Energiministeriets opfattelse ikke fastsættes til under to år.
Godkendelsesmyndigheden bør overveje at fastsætte vilkår om etablering af
sikkerhedsstillelse over for virksomheder, der løbende producerer en vis
mængde affald eller foretager behandling af affald (uden at være omfattet af
§ 39 a, stk. 1), samt i det tilfælde, hvor den tidligere drevne virksomhed
har givet anledning til oprydningsproblemer i forbindelse med en strafbar
handling. Det er ikke en forudsætning for at stille vilkår om etablering af
sikkerhedsstillelse, at vedkommende har gæld til det offentlige for en
selvhjælpshandling, eller at en eventuel gæld er af en vis størrelse; det er
tilstrækkeligt, at den pågældende tidligere har givet anledning til
oprydningsproblemer. Sikkerhedsstillelse kan være et alternativ til et vilkår
om hyppig affaldsbortskaffelse, som kan være vanskeligt for virksomheden at
overholde, f.eks. i de tilfælde, hvor bortskaffelseskapaciteten er begrænset.
Godkendelsesmyndigheden kan også stille vilkår om, at virksomhedens
egenkontrol skal foretages for virksomhedens regning af et autoriseret
laboratorium. Et sådant vilkår bør efter Miljø- og Energiministeriets
vurdering altid overvejes, når der meddeles godkendelse til virksomheder, som
drives eller ejes af personer eller selskaber, der er omfattet af § 40 a, nr.
2, da disse personer/selskaber tidligere groft uagtsomt eller forsætligt har
tilsidesat miljølovgivningen.
Det bemærkes, at godkendelsesmyndighedens adgang til oplysninger om, at
virksomhedsledelsen tidligere har tilsidesat miljølovgivningen eller
forårsaget alvorlig forurening, generelt giver myndigheden en mulighed for at
være særlig omhyggelig med udformningen og formuleringen af vilkårene i
godkendelsen, således at vilkårene er så præcist formuleret, at eventuelle
vilkårsovertrædelser bedst muligt kan håndhæves ved domstolene.
Det forudsættes, at miljø- og energiministeren vil kunne fastsætte nærmere
regler om behandlingen af de sager, der er omfattet af den foreslåede
bestemmelse samt regler om oplysning af ejer- og ledelsesforhold ved
ansøgning om godkendelse af listevirksomheder i medfør af den eksisterende
bemyndigelsesbestemmelse i § 35, stk. 2.
Til nr. 2.
Forslaget knytter sig direkte til de foreslåede bestemmelser om
fastsættelse af særlige vilkår og indebærer, at flere virksomheder nu kan
blive mødt med krav om etablering af sikkerhedsstillelse i forbindelse med
meddelelse af ny godkendelse eller opretholdelse af en eksisterende
godkendelse.
Godkendelsesmyndigheden kan kræve sikkerhed for udgifter i forbindelse med
en overfladeoprydning efter virksomheden, hvilket vil sige udgifter til
videretransport og destruktion eller deponering af ophobet affald på
virksomheden ved en selvhjælpshandling efter §§ 69-70. Ved fastsættelse af
sikkerhedens størrelse, form m.v. finder de gældende regler om
sikkerhedsstillelse efter § 39 a anvendelse. Forudsætningen for at få
sikkerheden udbetalt vil som efter de gældende regler være, at der foreligger
en situation, hvor tilsynsmyndigheden er berettiget og eventuelt forpligtet
til at udføre en selvhjælpshandling efter reglerne i §§ 69-70. Det er
endvidere en forudsætning, at tilsynsmyndigheden har afholdt udgifter til
selvhjælpshandlinger. Krav om sikkerhedsstillelse kan - når betingelserne
herfor er opfyldt - stilles som vilkår over for alle typer listevirksomheder,
og er således ikke begrænset til de i § 39 a, stk. 1 nævnte.
Til nr. 3
Til § 40 a
Forslaget indeholder en udtømmende opregning af de personer og selskaber
m.v., der har mistet miljøansvarlighed, således at de foreslåede bestemmelser
om fastsættelse af særlige vilkår, nægtelse og tilbagekaldelse finder
anvendelse.
Nr. 1 omfatter personer, der ved en domstol er blevet frakendt retten til
at drive en eller flere typer forurenende virksomhed. Dette kan ske enten
efter straffelovens regler om rettighedsfrakendelse, der findes i
straffeloven § 79 eller efter den foreslåede bestemmelse i
miljøbeskyttelsesloven § 110 b.
Nr. 2 omfatter personer og selskaber m.v., der er straffet efter den
skærpede bestemmelse i miljøbeskyttelsesloven § 110, stk. 2 eller tilsvarende
bestemmelser i de bekendtgørelser, der er udstedt i medfør af loven. Ved
»selskaber m.v.« forstås den kreds af juridiske personer, der er
nævnt i lovforslaget § 1, nr. 9 (rettighedsfrakendelse) og § 1, nr. 8
(strafansvar for juridiske personer). Bestemmelsen forudsætter, at
overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og at der ved
overtrædelsen er voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor eller
opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller
andre. Det er således alene overtrædelser, der kan tilregnes den pågældende
som forsætlige eller groft uagtsomme, der medfører, at personen eller
selskabet er omfattet af nr. 2. Det bemærkes tillige, at en person kun mister
sin miljøansvarlighed, såfremt vedkommende er gjort personligt strafansvarlig
for en overtrædelse og ikke i de tilfælde, hvor et selskab er gjort ansvarlig
for overtrædelsen, uden at et personligt ansvar har kunnet gøres gældende.
Straffen kan være fastsat enten ved bødevedtagelse eller ved dom. For at
mindre overtrædelser ikke skal være omfattet, er det valgt at fastsætte en
minimumsgrænse på 10.000 kr., således at det alene er overtrædelser, der har
medført en bøde på 10.000 kr. eller derover eller en dom om frihedsstraf, der
medfører tab af miljøansvarlighed. Tab af miljøansvarlighed består i ti år
efter den strafbare handling; såfremt der er tale om flere strafbare
handlinger er det tidspunktet for den seneste af de handlinger, der er
straffet for ved dom eller bødevedtagelse.
Omfattet af nr. 3 er personer og selskaber, der har forårsaget en
forurening, som det offentlige har fjernet ved en selvhjælpshandling i medfør
af §§ 69-70 for den ansvarliges regning. Det er en betingelse, at udgifterne
i forbindelse med selvhjælpshandlingen kan opgøres til 100.000 kr. eller
derover, dels fordi mindre sager ikke bør betyde tab af miljøansvarlighed med
de retsvirkninger, det indebærer, dels fordi 100.000 kr. er den beløbsgrænse,
der er udgangspunktet ved vurdering af tilbagekaldelse af visse offentlige
autorisationer mv. på grund af gæld til det offentlige, jf. lov nr. 936 af
27. december 1991 om ændring af forskellige love om erhvervsudøvelse på
grundlag af autorisation m.v.
Gældsforhold kan tillægges vægt, når gælden er vedgået eller fastslået ved
en domstol/fogedret, og indtil gælden ophører med at eksistere, f.eks. ved
betaling af gælden, ved gældens forældelse eller som følge af, at skyldneren
ikke længere eksisterer, f.eks. ved et selskabs opløsning efter endt
konkursbehandling. Det gælder i den øvrige lovgivning, hvor der er hjemmel
til at nægte eller tilbagekalde en offentlig autorisation på grundlag af gæld
til det offentlige, at gældsforhold kan tillægges vægt, sålænge de består, og
der er således med nærværende lovforslag tilstræbt en ensartet regulering af
dette forhold.
Som nævnt forudsættes det, at gælden er vedgået eller fastslået ved en
domstol/fogedret, således at det er alene er uomtvistede gældsforhold, der er
omfattet af bestemmelsen. Såfremt en person eller et selskab ikke betaler,
når myndigheden fremsætter krav herom, vil vedkommende kunne tilsiges direkte
for fogedretten, da myndigheden har udpantningsret for udgifterne, jf.
miljøbeskyttelsesloven § 70, stk. 2. Fogedretten har efter retsplejelovens
regler en forpligtelse til at afvise sagen, hvis der fremsættes indsigelser
mod grundlaget, og fogeden finder det betænkeligt at fremme sagen. I sådanne
tilfælde må myndigheden indbringe sit krav for de civile domstole for at få
kravet fastslået ved dom. Det er endvidere en forudsætning, at gælden ikke er
omfattet af en overholdt aftale om henstand eller afdragsvis betaling.
Til § 40 b
Forslaget giver ministeren hjemmel til at oprette et register over de
personer og selskaber, der har mistet miljøansvarlighed efter de foreslåede
kriterier til brug for godkendelses- og tilsynsmyndighedernes vurdering i
forbindelse med behandlingen af en kap. 5-godkendelse til en listevirksomhed.
Registeret oprettes alene til brug for godkendelsesmyndighederne, når de
modtager en ansøgning om kap. 5-godkendelse fra en person eller et selskab,
som myndigheden ikke har noget forhåndskendskab til. Der meddeles cirka 500
nye miljøgodkendelser om året. Miljø- og Energiministeriet er ikke i
besiddelse af oplysninger om, hvor mange af disse sager, der vedrører
personer/selskaber, som ville være omfattet af betingelserne for
registrering, jf. § 40 a. Skønsmæssigt drejer det sig formentlig om ganske
få, hvilket skal ses i lyset af, at en gennemgang af straffesagerne på
miljøområdet fra 1994-1995 viser, at 10-15 personer og 5-10 selskaber om året
ville skulle registreres efter de foreslåede kriterier om strafbare
handlinger, hvortil kommer et antal registreringer på baggrund af
gældsforhold.
Registeret vil alene indeholde de oplysninger, der er nødvendige for at
foretage en screening af en person eller et selskab, hvilket vil sige de
fornødne oplysninger til identifikation: navn, SE/CPR-nummer (og senere
CVR-nummer) og adresse. Derudover vil det fremgå, om vedkommende er
registreret på baggrund af strafbare forhold, rettighedsfrakendelse eller
gæld til det offentlige. Hvis godkendelsesmyndigheden på baggrund af disse
oplysninger finder det nødvendigt, kan myndigheden få den relevante afgørelse
udleveret hos den registeransvarlige myndighed. Selve registreringsgrundlaget
vil således ikke findes i registeret, dels for at mængden af registrerede
oplysninger begrænses mest muligt ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt,
og dels fordi det ikke findes nødvendigt, for at myndigheden kan foretage en
»screening« af personer og selskaber.
Registeret vil løbende blive ajourført af den registeransvarlige
myndighed, og oplysninger, der er ikke længere er relevante for
miljøansvarlighedsvurderingen, vil blive slettet. Oplysninger om strafbare
forhold slettes således ti år efter den seneste strafbare handling, mens
gældsforhold slettes, når de ikke længere består, da det som nævnt under
bemærkninger til § 40 a findes nødvendigt, at gældsforhold kan tillægges
betydning, sålænge de består, således som det er udgangspunktet i anden
lovgivning om offentlige autorisationer.
Forslaget indebærer en egentlig pligt for anklagemyndighed og
tilsynsmyndigheder til at foretage indberetning til den registeransvarlige
myndighed af de personer og selskaber, der er omfattet af § 40 a, hvorefter
registeret opdateres med de indkomne oplysninger. Indberetning af personer og
selskaber, der har gæld til det offentlige for selvhjælpshandlinger, sker ved
den pågældende tilsynsmyndigheds foranstaltning, når gælden er vedgået eller
fastslået ved en domstol eller en fogedret. Indberetning af personer og
selskaber for strafbare forhold sker ved den anklagemyndighed, der har ført
sagen, når endelig dom i sagen er faldet eller ved den politimester, der har
afgjort sagen endeligt ved en bødevedtagelse, når bøden er vedtaget.
Det er en forudsætning, at den pågældende person eller det pågældende
selskab har fået meddelelse om, at der sker registrering, forinden
registreringen sker.
Til nr. 4.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forslaget i nr. 1 om nægtelse af
godkendelse eller fastsættelse af særlige vilkår i en godkendelse over for
virksomheder, der drives eller ejes af selskaber eller personer, der har
mistet miljøansvarlighed efter § 40 a. Det er således samme type af særlige
vilkår som beskrevet under nr. 1, der kan komme på tale i de nedenfor omtalte
situationer.
Nr. 1 omfatter den situation, hvor et medlem af den personkreds, der
allerede er ansvarlig for virksomhedens drift, som defineret ovenfor, mister
sin miljøansvarlighed, mens nr. 2 omfatter den situation, hvor en person
eller selskab, der har mistet miljøansvarlighed helt eller delvist overtager
en eksisterende godkendt virksomhed.
For selskabers vedkommende finder nr. 3 tillige anvendelse. Nr. 3 omfatter
således den situation, hvor der indtræder nye personer i ledelsen af et
selskab eller lignende, der driver listevirksomhed. Ved ledelsen forstås her
direktion og bestyrelse i overensstemmelse med de selskabsretlige regler.
Efter selskabslovgivningens er der pligt til at anmelde ændringer i
ledelsesforhold til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvorfra alle kan trække
oplysninger. Endvidere indebærer lov om Det Centrale Virksomhedsregister af
22. maj 1996, at myndigheder m.fl. vil kunne trække oplysninger om
virksomheders ejerforhold, branche og eventuelle bibrancher m.v. direkte fra
registeret. Det er Miljø- og Energiministeriets vurdering, at disse registre
vil kunne dække miljømyndighedernes behov for oplysninger om ændringer i
ejer- og ledelsesforhold.
I de tre omtalte situationer kan tilsynsmyndigheden som nævnt lade
godkendelsen bestå uændret, fastsætte særlige vilkår eller efter
omstændighederne tilbagekalde godkendelsen. Det er tilsynsmyndighedens
konkrete vurdering af sagens samlede omstændigheder, der er afgørende for,
hvilken afgørelse, tilsynsmyndigheden bør træffe.
Tilbagekaldelse bør imidlertid efter Miljø- og Energiministeriets
vurdering i hvert fald overvejes i de tilfælde, hvor miljøansvarligheden er
mistet på baggrund af en dom om frihedsstraf efter miljøbeskyttelsesloven §
110, stk. 2 eller efter bekendtgørelser, der er udstedt i medfør af loven.
Det er muligt, at det efter en vurdering af sagens samlede elementer findes
nødvendigt at tilbagekalde en godkendelse også i andre tilfælde.
Tilbagekaldelse er imidlertid et alvorligt indgreb i en bestående rettighed,
og det er derfor Miljø- og Energiministeriets opfattelse, at tilbagekaldelse
kun bør finde anvendelse i særlige tilfælde, når andre retshåndhævelsesmidler
har vist sig utilstrækkelige.
Fastsættelse af særlige vilkår i en af de tre situationer bør overvejes i
de tilfælde, hvor der ikke er grundlag for at tilbagekalde godkendelsen, men
dog behov for en styrket kontrolmulighed fra tilsynsmyndighedens side. Det
kan efter omstændighederne - som efter § 34, stk. 2 - dreje sig om vilkår,
der fastsætter, at egenkontrol fremover skal foretages af et uafhængigt
laboratorium for virksomhedens regning; vilkår om etablering af
sikkerhedsstillelse eller andre skærpende kontrolvilkår.
Tilbagekaldelse af en godkendelse eller fastsættelse af særlige vilkår
forudsætter efter miljøbeskyttelsesloven og de almindelige
forvaltningsretlige regler, at virksomheden får et varsel om, at en sådan
afgørelse vil blive truffet, således at virksomheden har lejlighed til at
fremkomme med indsigelser mod afgørelsen, inden endelig afgørelse træffes.
Forvarsling af afgørelsen bør gives med en rimelig frist, således at
virksomheden - i de tilfælde, hvor tilsynsmyndigheden træffer afgørelse på
baggrund af ændringer i ledelsesforhold - kan få lejlighed til at ændre i sin
ledelsesstruktur, herunder sikre fratræden af personer, der er indtrådt i
direktion eller bestyrelse i lyset heraf.
Afgørelser om nægtelse af at meddele kap. 5-godkendelse, tilbagekaldelse
heraf eller fastsættelse af særlige vilkår på grund af tabt miljøansvarlighed
kan påklages på samme måde som afgørelser efter lovens kapitel 5 kan påklages
i dag, det vil sige til Miljøstyrelsen og for større og principielle
afgørelsers vedkommende til Miljøklagenævnet. Det må i den sammenhæng
antages, at afgørelser på grundlag af miljøansvarlighedskriteriet efter
Miljøklagenævnets vurdering vil have principiel karakter - i hvert fald
indtil en fast administrativ praksis foreligger på området.
Efter de almindelige regler i miljøbeskyttelsesloven §§ 95-96 om
opsættende virkning af klager har klage over bebyrdende afgørelser som
udgangspunkt opsættende virkning, mens klage over begunstigende afgørelser
som hovedregel ikke tillægges opsættende virkning. Dette princip foreslås
fastholdt i forhold til afgørelser efter de nye regler i
miljøbeskyttelsesloven kap. 5. Herefter vil klage over fastsættelse af
særlige vilkår i en eksisterende godkendelse og klage over tilbagekaldelse af
en miljøgodkendelse som udgangspunkt have opsættende virkning. Det bemærkes i
denne sammenhæng, at klagemyndigheden kan træffe beslutning om, at klage over
påbud og forbud ikke skal have opsættende virkning. På tilsvarende måde vil
klagemyndigheden kunne bestemme, at klage over tilbagekaldelse af en
godkendelse og klage over fastsættelse af særlige vilkår i en eksisterende
godkendelse ikke skal have opsættende virkning.
Klage over vilkår, der fastsættes i en ny godkendelse, herunder
fastsættelse af eller manglende fastsættelse af særlige vilkår, vil som
udgangspunkt ikke have opsættende virkning, idet godkendelsen som
sådan betragtes som en begunstigende forvaltningsakt. Det indebærer, at
virksomheden, selv om der er klaget over godkendelsen, kan igangsætte
aktiviteterne, dog på eget ansvar og uden begrænsning i klagemyndighedens
adgang til at ændre eller ophæve den meddelte godkendelse, jf.
miljøbeskyttelsesloven § 96, stk. 2.
Afgørelser efter de nye regler i miljøbeskyttelsesloven kap. 5, herunder
afgørelser om fastsættelse af særlige vilkår, vil kunne påklages af de efter
miljøbeskyttelseslovens regler klageberettigede. Det vil sige afgørelsens
adressat samt enhver, der har en væsentlig individuel interesse i sagens
udfald. Endvidere er visse miljøorganisationer m.fl. efter loven tillagt
klageadgang i bestemte sager.
De administrative afgørelser i disse sager vil endvidere kunne indbringes
for domstolene. Bestemmelsens andet stykke indebærer, at domstolene kan
tillægge et sådant søgsmål opsættende virkning, således at tilbagekaldelse
eller særlig vilkårsfastsættelse først træder i kraft efter domstolens
endelige stillingtagen til den administrative afgørelse.
Det forudsættes, at miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere
regler om behandlingen af disse sager i medfør af bemyndigelsesbestemmelsen i
§ 35, stk. 2.
Til nr. 5.
Forslaget indebærer en mindre redaktionel ændring af bestemmelsen. Det
fremgår af bestemmelsen i dens eksisterende udformning, at det alene er
kommunalbestyrelsen, der fører tilsyn med de virksomheder, der er omfattet af
bestemmelsen. Da enkelte tilsynsopgaver varetages af amtsrådene, f.eks.
tilsyn med vindmøller, foreslås bestemmelsen ændret i overensstemmelse
hermed, således at den delte kompetence mellem amtskommune og kommune fremgår
af bestemmelsen. Der er ikke tilsigtet nogen ændring i fordelingen af opgaver
mellem amtskommuner og kommuner.
Til nr. 6.
Formålet med forslaget er at give miljø- og energiministeren hjemmel til
at fastlægge den lovpligtige tilsynsopgaves omfang i forhold til de enkelte
tilsynsmyndigheder.
Såfremt det vurderes, at en kommune ikke lever op til lovgivningens
minimumskrav, påtaler miljø-og energiministeren dette og indleder drøftelser
med den pågældende kommune om den fremtidige tilrettelæggelse af
tilsynsindsatsen.
Kan der ikke opnås enighed herom, vil miljø- og energiministeren i medfør
af den foreslåede bestemmelse inden for rammerne af de gældende bestemmelser
konkret kunne fastlægge omfanget af kommunalbestyrelsens tilsynsforpligtelse.
Der forventes indgået en aftale med Kommunernes Landsforening (samt
Københavns og Frederiksberg Kommuner), hvori minimumskravene til det
kommunale tilsyn nærmere specificeres.
Forslaget indebærer, at ministeren kan fastlægge omfanget af hele
tilsynsforpligtigelsen eller en nærmere bestemt del heraf. Fastlæggelsen af
omfanget af den lovpligtige tilsynsopgave kan f.eks. ske ved at
tilsynsmyndigheden får pålæg om at gennemføre tilsyn på bestemte typer af
virksomheder og landbrug indenfor en bestemt tidsperiode
Bestemmelserne vil ikke kunne anvendes til at foreskrive
tilsynsmyndighederne at ansætte yderligere personale eller i øvrigt at
afholde bestemte udgifter. Det er således op til myndigheden selv at
tilrettelægge, hvorledes den foreskrevne tilsynsopgave skal løses.
På det amtskommunale område er der som nævnt under de almindelige
bemærkninger i dag ingen problemer med tilsynsindsatsen, der således generelt
synes at være tilfredsstillende. Dette udelukker dog ikke, at der kan opstå
situationer, hvor det kan blive nødvendigt over for amtskommunerne at
indskærpe omfanget af tilsynsforpligtelsen og indlede forhandlinger om
tilrettelæggelsen heraf.
Undlader en kommune eller amtskommune at efterleve en beslutning, hvori
omfanget af tilsynsforpligelsen er nærmere fastlagt, kan sagen indbringes for
de almindelige kommunale tilsynsmyndigheder, - Indenrigsministeriet og de for
hvert amt nedsatte tilsynsråd - der vil kunne gennemtvinge beslutningen under
anvendelse af sanktioner, jf. § 61 i den kommunale styrelseslov
(lovbekendtgørelse nr. 615 af 18. juli 1995). Endvidere vil der i tilfælde af
grov pligttilsidesættelse kunne blive tale om anvendelse af strafbestemmelsen
i styrelseslovens § 61 c.
Til nr. 7.
Ved lov nr. 1112/1993 blev § 55 a indføjet i loven. Som konsekvens heraf
ændredes straffebestemmelsen, således at det fremgik af § 110, stk. 3, at der
kan fastsættes regler om straf i de regler, der udstedes i medfør af § 55 a.
Ved en senere lovændring faldt § 55 a ud af bestemmelsen, hvilket ikke var
tilsigtet. Dette korrigeres nu ved genindsættelsen af § 55 a i bestemmelsen.
Til nr. 8.
Til stk. 4
Ved lov nr. 474 af 12. juni 1996 om ændring af straffeloven er der fastsat
regler om strafansvar for juridiske personer. Loven, der trådte i kraft den
1. juli 1996, bygger på Straffelovrådets betænkning nr. 1289/1995 om
juridiske personers bødeansvar. Det blev ved lovens vedtagelse forudsat, at
bestemmelser om hjemmel til strafansvar for juridiske personer generelt
affattes ens i særlovgivningen efter Justitsministeriets model. Forslaget til
ændring af § 110, stk. 4 er således en konsekvens af de nye regler i
straffeloven om juridiske personers strafansvar. Disse regler omfatter også
strafansvar for statslige myndigheder, amtskommuner, kommuner og kommunale
fællesskaber, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse. Forslaget tilsigter
ingen ændring i den gældende retstilstand.
Til stk. 5
Er der ved en overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven opnået en økonomisk
fordel, enten i form af et udbytte eller i form af en besparelse, er det
udgangspunktet, at denne økonomiske fordel skal konfiskeres. Reglerne om
konfiskation i straffesager findes i straffelovens 9. kapitel, der finder
anvendelse i sager om overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven. Det er allerede
udgangspunktet i de gældende regler, at et økonomisk udbytte skal
konfiskeres, men forslaget tilsigter at præcisere dette udgangspunkt.
Forslaget præciserer endvidere, at dette udgangspunkt også skal være
gældende ved formelle overtrædelser, det vil sige overtrædelser, der ikke
indebærer en skade eller fare for skade på miljøet. Det er typisk tilfælde,
hvor en listevirksomhed påbegyndes, forinden godkendelse hertil er meddelt,
enten fordi der ikke er ansøgt herom, eller fordi myndighederne ikke har
færdigbehandlet sagen, men hvor godkendelse til den pågældende virksomhed
ville være blevet meddelt, hvis der havde været indgivet ansøgning herom,
eller myndighederne havde haft lejlighed til at afslutte sagen.
Det kan i visse tilfælde være vanskeligt at dokumentere størrelsen af en
økonomisk fordel, således at konfiskation ikke lader sig gennemføre. I disse
tilfælde skal domstolene tage hensyn til den økonomiske fordel ved udmålingen
af straffen, hvilket allerede følger af de gældende regler.
Udmålingskriterierne ved fastsættelsen af sanktioner for overtrædelse af
miljøbeskyttelsesloven følger normalt af straffelovens 10. kapitel, hvoraf
det fremgår, at der skal tages hensyn til overtrædelsens grovhed, personens
forhold m.v. Det skal endvidere ved strafudmålingen altid - også hvor der
foretages konfiskation - tillægges vægt, om overtrædelsen er sket med
økonomiske vinding eller besparelse for øje, uanset om den økonomiske fordel
er opnået eller alene tilsigtet, jf. straffelovens § 53, stk. 3.
På miljøbeskyttelsesområdet skal det ved udmålingen af sanktionen
tillægges vægt, om der ved overtrædelsen er sket skade på miljøet eller er
fremkaldt fare herfor. Da reglerne netop tilsigter en beskyttelse af miljøet
findes det at være en skærpende omstændighed, at miljøet har lidt overlast
eller været udsat for risici herfor. Dette fremgår af den gældende § 110,
stk. 2.
Til nr. 9.
Forslaget indebærer, at der i miljøbeskyttelsesloven indsættes en
selvstændig bestemmelse om rettighedsfrakendelse ved domstolene.
Som nævnt under de almindelige bemærkninger kan rettighedsfrakendelse i
dag ske efter straffelovens § 79, hvilket forudsætter, at personen dømmes for
et strafbart forhold, der begrunder »en nærliggende fare for misbrug af
stillingen«, og der i øvrigt »er særlige omstændigheder, der taler
for« frakendelsen. Betingelserne for anvendelse af bestemmelsen er
således særdeles strenge. Bestemmelsen har ikke været anvendt i forbindelse
med forurenende virksomheder.
I lejelovens § 113 a findes en tilsvarende bestemmelse, efter hvilken
ejere af udlejningsejendomme ved dom kan frakendes retten til at administrere
ejendomme, såfremt ejeren gentagne gange groft har tilsidesat reglerne i
lejelovgivningen.
Den foreslåede bestemmelse i miljøbeskyttelsesloven lægger op til, at
bedømmelsen skal ske efter en »miljøforsvarlighedsvurdering«. Den
eller de ansvarlige personer, der har drevet en forurenende virksomhed
uforsvarligt og derved overtrådt miljølovgivningen gentagne gange eller i
øvrigt under så skærpende omstændigheder, at den/de pågældende må anses for
uden vilje eller evne til at drive forurenende virksomhed på forsvarlig vis,
skal kunne frakendes retten til at fortsætte eller genoptage sådan
virksomhed. Frakendelse skal således kunne ske, uanset om der kan påvises en
nærliggende fare for, at vedkommende på ny vil handle uforsvarligt, idet det
må anses for tilstrækkeligt, at der er udvist grov eller gentagen
uansvarlighed.
Forslaget indebærer, at en person, enten som ejer af en forurenende
virksomhed eller som ansvarlig i et selskab, der driver forurenende
virksomhed, kan frakendes retten til at drive forurenende virksomhed, såfremt
virksomheden gentagne gange eller under i øvrigt skærpende omstændigheder har
tilsidesat reglerne i miljøbeskyttelsesloven og bekendtgørelser udstedt i
medfør heraf, og den pågældende er gjort personlig strafansvarlig for
overtrædelsen eller overtrædelserne.
Domstolene vil ved vurderingen skulle tage stilling til, om det alene er
retten til at drive selvstændig virksomhed omfattet af
miljøbeskyttelsesloven, der skal frakendes, eller om der tillige skal ske
frakendelse af retten til at være medlem af direktion eller bestyrelse eller
medstifter af et selskab, der driver forurenende virksomhed.
Domstolene vil herudover skulle tage stilling til rækkevidden af
rettighedsfrakendelsen. Der kan således være grundlag for kun at frakende
retten til at drive den konkrete type virksomhed, som lovovertræderen hidtil
har drevet, f.eks. frakendelse af retten til at drive dambrugsvirksomhed. En
konkret vurdering af overtrædelsernes karakter vil imidlertid kunne føre til,
at der tillige bør ske frakendelse af retten til at drive andre lignende
typer miljøbelastende virksomhed. Det kunne f.eks. være tilfældet i
forbindelse med drift af en type affaldsbehandlende virksomhed, hvor
domstolene vurderer, at heller ikke andre typer affaldsbehandlende virksomhed
vil blive drevet på forsvarlig vis.
De processuelle regler i straffelovens § 79, stk. 3-4 finder anvendelse i
sager om rettighedsfrakendelse efter miljøbeskyttelsesloven. Det indebærer -
i overensstemmelse med, hvad der gælder på andre særlovsområder - at
rettigheden kan frakendes for et begrænset tidsrum (1-5 år) og kun i meget
grove tilfælde indtil videre. Bestemmelsen vil supplere den foreslåede
administrative adgang til at nægte eller tilbagekalde kap. 5 godkendelser.
Samtidig vil bestemmelsen tillige omfatte ikke-godkendelsespligtig virksomhed
(§42-virksomhed), der ikke vil blive omfattet af det administrative regelsæt.
Til nr. 10.
Efter den tidligere gældende retsplejelov var der forskel på de
retsmidler, som kunne bringes i anvendelse, alt efter om sagerne var
politisager eller statsadvokatsager. For at sikre at alle retsmidler kunne
anvendes i efterforskningen af overtrædelser af loven m.v. var der i § 111 en
bestemmelse om, at retsmidlerne i retsplejelovens kapitel 73 kunne anvendes i
samme omfang som i politisager i statsadvokatsager. Efter ændringen af
retsplejeloven er sondringen mellem statsadvokatsager og politisager
bortfaldet til fordel for en sondring mellem efterforskning af overtrædelser,
som kan medføre frihedsstraf og andre overtrædelser. Forslaget sikrer, at
ransagning kan anvendes i efterforskningen af alle sager om overtrædelse af
loven - også selv om de må forventes ikke at blive sanktioneret med
frihedsstraf.
Skriftlig fremsættelse (27. november 1996)
Miljø- og energiministeren (Svend Auken):
Jeg skal herved tillade mig at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse. (Fastsættelse
af særlige vilkår, nægtelse og tilbagekaldelse af miljøgodkendelse, tilsyn,
konfiskation, rettighedsfrakendelse m.v.).
(Lovforslag nr. L 83).
Lovforslaget har til formål at sikre en bedre håndhævelse af
miljølovgivningen. Regeringen ønsker at skabe mere lov og orden på
miljøområdet og således begrænse antallet af store og alvorlige
forureningssager, der er såvel belastende for miljøet som ressourcekrævende
for samfundet.
Regeringen lægger vægt på, at overtrædelser af miljølovgivningen ikke må
kunne betale sig og at grove overtrædelser straffes føleligt. Regeringen
lægger endvidere vægt på, at de få virksomheder, der groft eller gentagne
gange overtræder miljølovgivningen, eller løber fra meget store
oprydningsregninger, kun på særlige vilkår får tilladelse til fremover at
drive særligt forurenende virksomhed og i de groveste tilfælde fratages
muligheden for at fortsætte deres miljøskadelige virksomhed. Dette kræver en
effektiv håndhævelse af miljølovgivningen, således at de - heldigvis meget få
- virksomheder, der tilsidesætter miljølovgivningen til fordel for egne,
oftest økonomiske interesser, forhindres i at fortsætte hermed og derved
forhindres i at opnå konkurrencefordele på bekostning af de mange
virksomheder, der investerer betydelige ressourcer i at leve op til de samme
miljøkrav.
I foråret 1996 fremlagde jeg en handlingsplan for en bedre håndhævelse af
miljølovgivningen. Dette lovforslag er sammen med forslag til ændring af lov
om kemiske stoffer og produkter og et kommende forslag til ændring af
straffeloven opfølgningen af handlingsplanen.
Der er tre centrale elementer i lovforslaget. Det første er en styrkelse
af sanktionsniveauet i miljøstraffesager. Der foreslås en præcisering af
kriterierne for sanktionsfastsættelsen samt en ny bestemmelse om
rettighedsfrakendelse, der gør det muligt for domstolene at frakende en
tiltalt retten til at drive forurenende virksomhed i forbindelse med
pådømmelse af gentagne eller grove overtrædelser af miljølovgivningen. I
tilknytning til de her nævnte forslag, der skal medvirke til en skærpelse af
sanktionsniveauet, vil regeringen i indeværende folketingssamling fremsætte
et forslag til en ny bestemmelse i straffeloven om straf for grov
miljøkriminalitet.
Det andet element er en styrkelse af miljømyndighedernes mulighed for at
hindre fortsat miljøskadelig virksomhed. Der foreslås et nyt
»miljøansvarlighedsprincip« i lovens kapitel 5. Tab af
miljøansvarlighed indtræder ved grove overtrædelser af miljølovgivningen, ved
frakendelse af retten til at drive forurenende virksomhed samt ved større
gæld til det offentlige for selvhjælpshandlinger i forbindelse med
forurening. Manglende miljøansvarlighed medfører, at myndigheden kan give
afslag på eller tilbagekalde en miljøgodkendelse eller stille særlige vilkår,
herunder vilkår om sikkerhedsstillelse i virksomhedens miljøgodkendelse. I
tilknytning hertil foreslås oprettet et register over de personer og
selskaber, der efter de foreslåede kriterier har mistet miljøansvarlighed
(skønsmæssigt 20-30/året) for at sikre, at miljømyndighederne har adgang til
disse oplysninger.
Det tredje element er en styrkelse af miljømyndighedernes tilsyn. Der
foreslås indsat en lovhjemmel for miljø- og energiministeren til at fastsætte
det nærmere omfang af tilsynsforpligtelsen over for de myndigheder, der ikke
lever op til deres tilsynsforpligtelser.
Regeringen vil over en treårig periode vurdere, om denne bestemmelse,
sammen med den aftale, som miljø- og energiministeren forventer at indgå med
Kommunernes Landsforening om kommunernes fremtidige tilsynsindsats, sikrer et
tilfredsstillende tilsynsniveau i alle kommuner. Såfremt det på baggrund af
erfaringerne fra denne treårige periode - mod forventning - måtte vise sig,
at disse instrumenter ikke har den forventede virkning, vil regeringen tage
initiativ til at , at tilsynsopgaven kan fratages en myndighed, der ikke
varetager opgaven forsvarligt og henlægges til en anden myndighed for den
oprindelige tilsynsmyndigheds regning.
Med nærværende lovforslag og regeringens kommende forslag om ændring af
straffeloven ønsker regeringen at sende et klart signal om, at overtrædelse
af miljølovgivningen ikke tolereres og på ingen måde bør kunne betale sig.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, anbefaler
jeg lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.
Efter 2. behandling den 28. maj 1997
§ 1
I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 590 af 27. juni 1994,
som ændret ved lov nr. 403 af 14. juni 1995, lov nr. 302 af 24. april 1996 og
lov nr. 395 af 22. maj 1996, foretages følgende ændringer:
1. I § 34 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Godkendelsesmyndigheden kan nægte godkendelse eller
fastsætte særlige vilkår i godkendelsen, herunder vilkår om
sikkerhedsstillelse efter reglerne i § 39 a, såfremt ansøgeren, medlemmer af
ansøgerens direktion eller bestyrelse eller andre, der kan øve bestemmende
indflydelse på virksomhedens drift, er omfattet af § 40 a.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
2. I § 39 a indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Godkendelsesmyndigheden kan endvidere stille krav om
etablering af sikkerhedsstillelse over for listevirksomheder, såfremt
virksomhedens ejer eller ansvarlige ledelse er omfattet af § 40 a.«
Stk. 2-6 bliver herefter stk. 3-7.
3. Efter § 40 indsættes:
»§ 40 a. Anvendelse af § 34, stk. 2, og § 41 a finder sted
over for følgende:
1) Personer, der er blevet frakendt retten til at drive forurenende
virksomhed i henhold til denne lovs § 110 b eller i henhold til straffelovens
§ 79.
2) Personer, der er dømt efter straffelovens § 196.
3) Personer og selskaber m.v., der er straffet efter denne lovs § 110,
stk. 2, eller tilsvarende bestemmelser fastsat i bekendtgørelser, der er
udstedt med hjemmel i loven, såfremt der er fastsat frihedsstraf eller bøde
på 10.000 kr. eller derover, og såfremt der ikke er forløbet mere end ti år
fra den strafbare handling.
4) Personer og selskaber m.v., der har gæld på 100.000 kr. eller derover
til det offentlige for selvhjælpshandlinger foretaget af tilsynsmyndigheden i
medfør af denne lovs §§ 69 og 70, såfremt denne gæld er vedgået eller
fastslået ved en domstol. Det er endvidere en betingelse, at gælden er
forfalden og ikke er omfattet af en overholdt aftale om henstand eller
afdragsvis betaling, samt at der er fremsendt to rykkere til skyldneren.
§ 40 b. Miljø- og energiministeren opretter et register over de
personer og selskaber m.v., der er omfattet af § 40 a. Registeret kan
oprettes på edb efter miljø- og energiministerens bestemmelse herom.
Stk. 2. I sager, der afsluttes ved dom, og i sager, der afgøres
endeligt ved anklagemyndigheden med bødevedtagelse, foretager
anklagemyndigheden indberetning til registeret. I sager om gæld til det
offentlige for selvhjælpshandlinger foretager den pågældende tilsynsmyndighed
indberetning til registeret.
Stk. 3. Forinden der sker registrering, gives der meddelelse herom
til den pågældende person eller det pågældende selskab m.v.«
4. Efter § 41 indsættes før overskriften til § 42:
»§ 41 a. Godkendelsesmyndigheden kan tilbagekalde en
godkendelse eller fastsætte særlige vilkår i en eksisterende godkendelse,
herunder vilkår om sikkerhedsstillelse, jf. § 39 a, såfremt
1) indehaveren, medlemmer af indehaverens direktion eller bestyrelse eller
andre, der kan øve bestemmende indflydelse på virksomhedens drift, bliver
omfattet af § 40 a,
2) personer eller selskaber m.v., der er omfattet af § 40 a, bliver ejer
eller medejer af virksomheden eller
3) personer, der er omfattet af § 40 a, indtræder i bestyrelse eller
direktion i et selskab m.v., der driver godkendt virksomhed.
Stk. 2. Ved indbringelse af afgørelser efter stk. 1 for domstolene
kan domstolene tillægge søgsmålet opsættende virkning.«
5. I § 42 ændres i stk. 1, 2 og 4
»kommunalbestyrelsen« til: »tilsynsmyndigheden«, og i
stk. 3 ændres »Kommunalbestyrelsen« til:
»Tilsynsmyndigheden«.
6. I § 73 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan over for en
kommunalbestyrelse eller et amtsråd for en bestemt periode nærmere fastlægge
omfanget af disse myndigheders tilsynsforpligtelse.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
7. I § 110, stk. 3, indsættes efter »§ 53«:
»§ 55 a«.
8. § 110, stk. 4 og 5, affattes således:
»Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 5. Er der ved en overtrædelse opnået en økonomisk fordel,
konfiskeres denne efter reglerne i straffelovens 9. kapitel, selv om der ved
overtrædelsen ikke er voldt skade på miljøet eller er fremkaldt fare derfor.
Kan der ikke ske konfiskation, skal der tages særskilt hensyn hertil ved
udmåling af en bøde, herunder en eventuel tillægsbøde.«
9. Efter § 110 a indsættes:
»§ 110 b. Retten til at udøve virksomhed omfattet af kapitel
5 kan frakendes ved dom for strafbart forhold, hvis den tiltalte gentagne
gange eller under i øvrigt skærpende omstændigheder har
a) overtrådt bestemmelser i denne lov eller i forskrifter udstedt i medfør
af loven eller
b) undladt at efterkomme forbud eller påbud, som er udstedt i medfør af
disse bestemmelser.
Stk. 2. Efter samme regel kan der ske frakendelse af retten til at
være stifter af, direktør for eller medlem af bestyrelsen i et selskab med
begrænset ansvar, et selskab eller en forening, som kræver offentlig
godkendelse, eller en fond, der driver virksomhed omfattet af kapitel 5.
Stk. 3. I øvrigt gælder reglerne i straffelovens § 79, stk. 3 og
4.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1997.
Stk. 2. § 40 a, nr. 1-3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3,
omfatter personer og selskaber m.v., der har begået den eller de strafbare
overtrædelser efter den 1. juli 1997. § 40 a, nr. 4, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 3, omfatter personer og selskaber m.v., der har forårsaget en
forurening, der senere fjernes ved myndighedens selvhjælpshandling, når
forureningen er forårsaget efter den 1. juli 1997.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse Retsinformation · 4. februar 1999
- 1996 BTL 83 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE (FASTSÆTTELSE AF SÆRLIGE VILKÅR, NÆGTELSE OG TILBAGEKALDELSE AF MILJØGODKENDELSE, TILSYN, KONFISKATION, RETTIGHEDSFRAKENDELSE M.V.) NR L 83 1996-97, 1. SAMLING Retsinformation · 23. juni 1997
- Vejledning om håndhævelse af Miljøbeskyttelsesloven Vejledning fra Miljøstyrelsen nr. 6 2005 Retsinformation · 17. februar 2010
- Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Miljøsager - sager om overtrædelse af miljølovgivningen Retsinformation · 9. maj 2026
- Sag om, hvorvidt at Sagsøgte, Miljø- og Fødevareklagenævnet, tilpligtes at anerkende, at Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 13. marts 2018 i sagen om ophævelse af miljøgodkendelse af Havbrug er ugyldig. Domsdatabasen · 24. april 2026
- 1994 LSF 135 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE (UDARBEJDELSE AF GRØNT REGNSKAB) Retsinformation · 15. juni 1995