Spring til indhold

Retsinformation

1996 LSF 83 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE(FASTSÆTTELSE AF SÆRLIGE VILKÅR, NÆGTELSE OG TILBAGEKALDELSE AF MILJØGODKENDELSE, TILSYN, KONFISKATION, RETTIGHEDSFRAKENDELSE M.V.)

1996/1 LSF 83Lovforslag som fremsatFolketinget13. juni 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 590 af 27. juni 1994,

som ændret ved lov nr. 403 af 14. juni 1995, lov nr. 302 af 24. april 1996 og

lov nr. 395 af 22. maj 1996, foretages følgende ændringer:

1. I § 34 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Godkendelsesmyndigheden kan nægte godkendelse eller

fastsætte særlige vilkår i godkendelsen, herunder vilkår om

sikkerhedsstillelse efter reglerne i § 39 a, såfremt ansøgeren, medlemmer af

ansøgerens direktion eller bestyrelse eller andre, der kan øve bestemmende

indflydelse på virksomhedens drift, er omfattet af § 40 a.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

2. I § 39 a indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Godkendelsesmyndigheden kan endvidere stille krav om

etablering af sikkerhedsstillelse over for listevirksomheder, såfremt

virksomhedens ejer eller ansvarlige ledelse er omfattet af § 40 a.«

Stk. 2-6 bliver herefter stk. 3-7.

3. Efter § 40 indsættes:

»§ 40 a. Anvendelse af § 34, stk. 2, og § 41 a finder sted

over for følgende:

1) Personer, der er blevet frakendt retten til at drive forurenende

virksomhed i henhold til denne lovs § 110 b eller i henhold til straffelovens

§ 79.

2) Personer, der er dømt efter straffelovens § 196.

3) Personer og selskaber m.v., der er straffet efter denne lovs § 110,

stk. 2, eller tilsvarende bestemmelser fastsat i bekendtgørelser, der er

udstedt med hjemmel i loven, såfremt der er fastsat frihedsstraf eller bøde

på 10.000 kr. eller derover, og såfremt der ikke er forløbet mere end ti år

fra den strafbare handling.

4) Personer og selskaber m.v., der har gæld på 100.000 kr. eller derover

til det offentlige for selvhjælpshandlinger foretaget af tilsynsmyndigheden i

Læs alt

medfør af denne lovs §§ 69 og 70, såfremt denne gæld er vedgået eller

fastslået ved en domstol. Det er endvidere en betingelse, at gælden er

forfalden og ikke er omfattet af en overholdt aftale om henstand eller

afdragsvis betaling, samt at der er fremsendt to rykkere til skyldneren.

§ 40 b. Miljø- og energiministeren opretter et register over de

personer og selskaber m.v., der er omfattet af § 40 a. Registeret kan

oprettes på edb efter miljø- og energiministerens bestemmelse herom.

Stk. 2. I sager, der afsluttes ved dom, og i sager, der afgøres

endeligt ved anklagemyndigheden med bødevedtagelse, foretager

anklagemyndigheden indberetning til registeret. I sager om gæld til det

offentlige for selvhjælpshandlinger foretager den pågældende tilsynsmyndighed

indberetning til registeret.

Stk. 3. Forinden der sker registrering, gives der meddelelse herom

til den pågældende person eller det pågældende selskab m.v.«

4. Efter § 41 indsættes før overskriften til § 42:

»§ 41 a. Godkendelsesmyndigheden kan tilbagekalde en

godkendelse eller fastsætte særlige vilkår i en eksisterende godkendelse,

herunder vilkår om sikkerhedsstillelse, jf. § 39 a, såfremt

1) indehaveren, medlemmer af indehaverens direktion eller bestyrelse eller

andre, der kan øve bestemmende indflydelse på virksomhedens drift, bliver

omfattet af § 40 a,

2) personer eller selskaber m.v., der er omfattet af § 40 a, bliver ejer

eller medejer af virksomheden eller

3) personer, der er omfattet af § 40 a, indtræder i bestyrelse eller

direktion i et selskab m.v., der driver godkendt virksomhed.

Stk. 2. Ved indbringelse af afgørelser efter stk. 1 for domstolene

kan domstolene tillægge søgsmålet opsættende virkning.«

5. I § 42 ændres i stk. 1, 2 og 4

»kommunalbestyrelsen« til: »tilsynsmyndigheden«, og i

stk. 3 ændres »Kommunalbestyrelsen« til:

»Tilsynsmyndigheden«.

6. I § 73 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan over for en

kommunalbestyrelse eller et amtsråd for en bestemt periode nærmere fastlægge

omfanget af disse myndigheders tilsynsforpligtelse.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

7. I § 110, stk. 3, indsættes efter »§ 53«:

»§ 55 a«.

8. § 110, stk. 4 og 5, affattes således:

»Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)

strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 5. Er der ved en overtrædelse opnået en økonomisk fordel,

konfiskeres denne efter reglerne i straffelovens 9. kapitel, selv om der ved

overtrædelsen ikke er voldt skade på miljøet eller er fremkaldt fare derfor.

Kan der ikke ske konfiskation, skal der tages særskilt hensyn hertil ved

udmåling af en bøde, herunder en eventuel tillægsbøde.«

9. Efter § 110 a indsættes:

»§ 110 b. Retten til at udøve virksomhed omfattet af kapitel

5 kan frakendes ved dom for strafbart forhold, hvis den tiltalte gentagne

gange eller under i øvrigt skærpende omstændigheder har

a) overtrådt bestemmelser i denne lov eller i forskrifter udstedt i medfør

af loven eller

b) undladt at efterkomme forbud eller påbud, som er udstedt i medfør af

disse bestemmelser.

Stk. 2. Efter samme regel kan der ske frakendelse af retten til at

være stifter af, direktør for eller medlem af bestyrelsen i et selskab med

begrænset ansvar, et selskab eller en forening, som kræver offentlig

godkendelse, eller en fond, der driver virksomhed omfattet af kapitel 5.

Stk. 3. I øvrigt gælder reglerne i straffelovens § 79, stk. 3 og

4.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1997.

Stk. 2. § 40 a, nr. 1-3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3,

omfatter personer og selskaber m.v., der har begået den eller de strafbare

overtrædelser efter den 1. juli 1997. § 40 a, nr. 4, som affattet ved denne

lovs § 1, nr. 3, omfatter personer og selskaber m.v., der har forårsaget en

forurening, der senere fjernes ved myndighedens selvhjælpshandling, når

forureningen er forårsaget efter den 1. juli 1997.

Oprindeligt fremsat forslag

I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 590 af 27. juni 1994

som ændret ved lov nr. 403 af 14. juni 1995, lov nr. 302 af 24. april 1996 og

lov nr. 395 af 22. maj 1996 foretages følgende ændringer:

§ 1

1. I § 34 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Godkendelsesmyndigheden kan nægte godkendelse eller

fastsætte særlige vilkår i godkendelsen, herunder vilkår om

sikkerhedsstillelse efter reglerne i § 39 a, såfremt ansøgeren, medlemmer af

ansøgerens direktion eller bestyrelse eller andre, der kan øve bestemmende

indflydelse på virksomhedens drift er omfattet af § 40 a.«

Stk. 2-3 bliver herefter til stk. 3-4.

2. I § 39 a indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Godkendelsesmyndigheden kan endvidere stille krav om

etablering af sikkerhedsstillelse overfor listevirksomheder, såfremt

virksomhedens ejer eller ansvarlige ledelse er omfattet af § 40 a.«

Stk. 2-6 bliver herefter til stk. 3-7

3. Efter § 40 indsættes:

»§ 40 a. Anvendelse af § 34, stk. 2, og § 41 a finder sted

overfor følgende:

1) Personer, der er blevet frakendt retten til at drive forurenende

virksomhed i henhold til denne lovs § 110 b eller i henhold til straffeloven

§ 79.

2) Personer og selskaber m.v., der er straffet efter denne lovs § 110,

stk. 2, eller tilsvarende bestemmelser fastsat i bekendtgørelser, der er

udstedt med hjemmel i loven, såfremt der er fastsat frihedsstraf eller bøde

på 10.000 kr. eller derover, og såfremt der ikke er forløbet mere end ti år

fra den strafbare handling.

3) Personer og selskaber m.v., der har gæld på 100.000 kr. eller derover

til det offentlige for selvhjælpshandlinger, foretaget af tilsynsmyndigheden

i medfør af denne lovs §§ 69-70, såfremt denne gæld er vedgået eller

fastslået ved en domstol. Det er endvidere en betingelse, at gælden er

forfalden og ikke er omfattet af en overholdt aftale om henstand eller

afdragsvis betaling, samt at der er fremsendt to rykkere til skyldneren.

§ 40 b. Miljø- og energiministeren opretter et register over de

personer og selskaber m.v., der er omfattet af § 40 a. Registeret kan

oprettes på edb efter miljø- og energiministerens bestemmelse herom.

Stk. 2. I sager, der afsluttes ved dom og i sager, der afgøres

endeligt ved anklagemyndigheden med bødevedtagelse, foretager

anklagemyndigheden indberetning til registeret. I sager om gæld til det

offentlige for selvhjælpshandlinger foretager den pågældende tilsynsmyndighed

indberetning til registeret.

Stk. 3. Forinden der sker registrering, gives der meddelelse herom

til den pågældende person eller det pågældende selskab m.v.«

4. Efter § 41 indsættes før overskriften til § 42:

»§ 41 a. Godkendelsesmyndigheden kan tilbagekalde en

godkendelse eller fastsætte særlige vilkår i en eksisterende godkendelse,

herunder vilkår om sikkerhedsstillelse, jf. § 39 a, såfremt

1) indehaveren, medlemmer af indehaverens direktion eller bestyrelse eller

andre, der kan øve bestemmende indflydelse på virksomhedens drift, bliver

omfattet af § 40 a,

2) personer eller selskaber m.v., der er omfattet af § 40 a bliver ejer

eller medejer af virksomheden, eller

3) personer, der er omfattet af § 40 a indtræder i bestyrelse eller

direktion i et selskab m.v., der driver godkendt virksomhed.

Stk. 2. Ved indbringelse af afgørelser efter stk. 1 for domstolene

kan domstolene tillægge søgsmålet opsættende virkning.«

5. I § 42 ændres i stk. 1, 2 og 4,

»kommunalbestyrelsen« til: »tilsynsmyndigheden«, og i

stk. 3 ændres »Kommunalbestyrelsen« til:

»Tilsynsmyndigheden«.

6. I § 73 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan over for en

kommunalbestyrelse eller et amtsråd for en bestemt periode nærmere fastlægge

omfanget af disse myndigheders tilsynsforpligtelse.«

Stk. 2 bliver herefter til stk. 3.

7. I § 110, stk. 3, indsættes efter »§ 53«:

»§ 55 a«.

8. § 110, stk. 4-5, affattes således:

»Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)

strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 5. Er der ved en overtrædelse opnået en økonomisk fordel,

konfiskeres denne efter reglerne i straffelovens 9. kapitel, selv om der ved

overtrædelsen ikke er voldt skade på miljøet eller er fremkaldt fare derfor.

Kan der ikke ske konfiskation, skal der tages særskilt hensyn hertil ved

udmåling af en bøde, herunder en eventuel tillægsbøde.«

9. Efter § 110 a indsættes:

»§ 110 b. Retten til at udøve virksomhed omfattet af kapitel

5 kan frakendes ved dom for strafbart forhold, hvis den tiltalte gentagne

gange eller under i øvrigt skærpende omstændigheder har

a) overtrådt bestemmelser i denne lov eller i forskrifter udstedt i medfør

af loven eller

b) undladt at efterkomme forbud eller påbud, som er udstedt i medfør af

disse bestemmelser.

Stk. 2. Efter samme regel kan der ske frakendelse af retten til at

være stifter af, direktør for eller medlem af bestyrelsen i et selskab med

begrænset ansvar, et selskab eller en forening, som kræver offentlig

godkendelse, eller en fond, der driver virksomhed omfattet af kapitel 5.

Stk. 3. I øvrigt gælder reglerne i straffelovens § 79, stk.

3-4.«

10. § 111 affattes således:

»§ 111. Ransagning i sager om overtrædelse af bestemmelser i

loven eller regler udstedt efter loven sker i overensstemmelse med

retsplejelovens regler om ransagning i sager, som efter loven kan medføre

frihedsstraf.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juni 1997.

Stk. 2. § 40 a, nr. 1-2, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 4,

omfatter personer og selskaber m.v., der har begået den eller de strafbare

overtrædelser efter den 1. juni 1997. § 40 a, nr. 3, som affattet ved denne

lovs § 1, nr. 4, omfatter personer og selskaber m.v., der har forårsaget en

forurening, der senere fjernes ved myndighedens selvhjælpshandling, når

forureningen er forårsaget efter den 1. juni 1997.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Baggrunden for lovforslaget

Lovforslaget sigter overordnet mod at sikre mere lov og orden på

miljøområdet blandt andet ved at skabe bedre muligheder for håndhævelse af

den gældende miljølovgivning.

I 1995 iværksatte Miljø- og Energiministeriet en undersøgelse af

behandlingen af og sanktionsniveauet i miljøstraffesager på industriens

område for perioden 1993/94. Undersøgelsen blev gennemført af professor Gorm

Toftegaard Nielsen og udgivet som arbejdsrapport nr. 77 fra Miljøstyrelsen

med titlen »Undersøgelse af behandling og sanktionsniveau i

miljøstraffesager«. Undersøgelsen viste, at der er en betydelig større

usikkerhed omkring sanktionsniveauet i miljøstraffesager end i andre lignende

sager. Undersøgelsen pegede endvidere på, at den samlede sanktion i de fleste

tilfælde næppe er højere end den opnåede fortjeneste.

Samtidig anmodede Miljøstyrelsen amtskommuner og kommuner om at oplyse, om

de har erfaringer med virksomheder, der har fortsat aktiviteterne - eventuelt

med en »formel« ny ejer - efter at være blevet dømt for

overtrædelser af miljølovgivningen og/eller at have forårsaget, at

myndighederne har måtte afholde betydelige udgifter til oprensning/oprydning

af forurening. Otte amtskommuner og 25 kommuner besvarede bekræftende på

styrelsens forespørgsel og refererede 36 sager, der har det fællestræk, at de

alle vedrører virksomheder, der har fortsat aktiviteterne efter enten at have

påført myndighederne udgifter til oprydning m.v. eller været straffet for

miljølovovertrædelser eller begge dele inden for de seneste ti år.

Undersøgelsen pegede endvidere på, at der tilsyneladende var meget få af de

beskrevne »genganger-sager«, der blev refereret af flere

amtskommuner/kommuner, selv om de omhandlede virksomheder havde været

etableret og måske medført miljøproblemer i flere amtskommuner/kommuner. Det

fremgik således af undersøgelsen, at flere amtskommuner/kommuner må have

givet miljøgodkendelse til de omhandlede virksomheder og endog afholdt

udgifter til oprydning m.v. efter virksomhedernes forurening uden at være

bekendt med, at der var tale om et »gentagelsestilfælde«.

Undersøgelsernes resultater blev drøftet i en arbejdsgruppe med deltagelse

af Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen, Justitsministeriet og

Miljø- og Energiministeriet. Arbejdsgruppen pegede i »Notat om

håndhævelse af miljølovgivningen«, der i januar 1996 blev fremsendt til

Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg, på en række muligheder for at

styrke håndhævelsen og tilstræbe en løsning af de afdækkede problemer.

Amtskommuners og kommuners miljøtilsyn har en afgørende betydning for en

konsekvent håndhævelse af miljølovgivningen og vurderes årligt i

Miljøstyrelsens tilsynsberetning. Heri har omfanget og kvaliteten af tilsynet

været genstand for en løbende diskussion, der har ydet væsentlige bidrag til

udviklingen af det tilsynsarbejde, der finder sted i dag. Der er blevet sat

fokus på behovet for at styrke især de »svageste« kommuners

tilsynsindsats, udviklingen i tilsynsarbejdet er blevet klarlagt og behovet

for nye tiltag vurderet.

På baggrund af dette arbejde og de efterfølgende drøftelser af

håndhævelsesnotatet i Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg fremlagde

miljø- og energiministeren i marts 1996 en handlingsplan for bedre

håndhævelse af miljølovgivningen. Denne handlingsplan rettede sig primært mod

tre områder: Behandlingen af og sanktionsniveauet i miljøstraffesager, de

administrative muligheder for at hindre fortsat miljøskadelig virksomhed samt

det decentrale miljøtilsyn.

Handlingsplanen blev sendt i bred høring hos en lang række myndigheder,

foreninger, institutioner, industriorganisationer og landbrugsorganisationer

m.v. Handlingsplanen og de indkomne høringssvar er grundlaget for dette

lovforslag, der således er baseret på de i handlingsplanen skitserede

initiativer og de bemærkninger, der er fremsat i høringssvarene.

På miljøstraffesagsområdet foreslås en præcisering af kriterierne for

sanktionsfastsættelsen, så de på en tydeligere måde afspejler Folketingets

tilkendegivelser herom. Der foreslås endvidere indsat en bestemmelse i

miljøbeskyttelsesloven om rettighedsfrakendelse. Det bemærkes i den

sammenhæng, at regeringen i indeværende folketingssamling forventes at

fremsætte forslag til en ny bestemmelse i straffeloven, der vil indebære en

skærpelse af straffen for grov miljøkriminalitet. De administrative

håndhævelsesmuligheder forbedres ved et forslag om adgang til at nægte en

miljøgodkendelse eller tilbagekalde en eksisterende godkendelse over for

personer og selskaber, der er straffet for grove overtrædelser af

miljølovgivningen eller har efterladt gæld til myndighederne for oprensning

af forurening, jf. nærmere nedenfor. Med henblik på at sikre et effektivt og

forsvarligt miljøtilsyn foreslås det at give ministeren mulighed for over for

en tilsynsmyndighed konkret at fastlægge omfanget og gennemførelsen af

tilsynet.

Det foreliggende lovforslag vedrører forbedrede muligheder for håndhævelse

af miljølovgivningen over for de få virksomheder i Danmark, der ikke har reel

vilje til at tage hensyn til miljøet og respektere den lovgivning, der skal

beskytte det.

Regeringen er opmærksom på behovet for, at hverken dette lovinitiativ

eller andre regler på miljøområdet bør pålægge de mange lovlydige

virksomheder unødvendige eller urimelige administrative byrder. Regeringen

har derfor taget initiativ til at bede de ca. 200 virksomheder, der indgår i

regeringens »test-panel« vedrørende vurdering af nye

regelinitiativer, om at vurdere, hvorvidt der er regler på Miljø- og

Energiministeriets område, der efter deres opfattelse giver anledning til

unødvendige eller urimelige administrative belastninger af erhvervslivet.

Virksomhedernes tilbagemeldinger på denne forespørgsel vil herefter blive

behandlet med henblik på at indgå i det videre regelforenklingsarbejde.

2. Hovedpunkterne i lovforslaget

2.1 Miljøansvarlighed

Lovforslaget indebærer, at virksomhedsledelsens miljøansvarlighed bliver

et kriterium ved godkendelse af kap. 5-virksomheder. Efter det

godkendelsessystem, der i dag findes i miljøbeskyttelsesloven kap. 5, er en

godkendelse udelukkende knyttet til den lokalitet/ejendom, hvorfra den

godkendte virksomhed drives. Ved behandlingen af kap. 5-ansøgninger vurderes

således lokaliteten, produktionsanlægget og driftsvilkårene og ikke den

ansvarlige ledelses egnethed til at drive godkendelsespligtig virksomhed.

Retten til at udnytte godkendelsen er i dag knyttet til rådigheden over

den ejendom, hvorfra virksomheden drives. Det er endvidere udgangspunktet, at

godkendelsens vilkår for produktion/drift ikke kan ændres de første 8 år

efter, at godkendelsen er meddelt. Dette udgangspunkt fastholdes uanset en

evt. overtrædelse af de fastsatte vilkår. Godkendelsesmyndigheden kan heller

ikke tilbagekalde en godkendelse med den begrundelse, at en virksomheds

ledelse ved flere vilkårsovertrædelser har vist manglende evne eller vilje

til at drive virksomheden forsvarligt.

Lovforslaget indebærer, at der ved behandling af kap. 5-godkendelsessager

fremover - udover den nuværende vurdering af lokalitet/ejendom,

produktionsanlæg, driftsforhold m.v. - tillige skal ske en vurdering af den

ansvarlige virksomhedsledelses miljøansvarlighed. Det foreslås således, at

godkendelsesmyndigheden kan nægte at give en kap. 5-godkendelse eller

fastsætte særlige vilkår i godkendelsen, hvis ansøgeren personligt eller

medlemmer i ledelsen i et ansøgende selskab har mistet sin miljøansvarlighed,

og derfor må anses for mindre egnet til at drive den virksomhed, hvortil der

er ansøgt om godkendelse.

Det foreslås endvidere, at tab af miljøansvarlighed hos ledelsen af en

godkendt virksomhed vil kunne indebære, at godkendelsesmyndigheden kan

fastsætte nye vilkår i godkendelsen, fastsætte krav om sikkerhedsstillelse

som betingelse for opretholdelse af godkendelsen, eller bestemme at

godkendelsen helt tilbagekaldes. Tab af miljøansvarlighed vil i disse

tilfælde kunne ske enten ved, at indehaveren af godkendelsen, medlemmer af

bestyrelsen eller andre, der kan øve indflydelse på virksomheden mister

miljøansvarlighed. Det vil tillige kunne ske ved, at personer eller

selskaber, der har mistet miljøansvarlighed overtager virksomheden helt eller

delvist eller ved at personer, der har mistet miljøansvarlighed, indtræder i

den ansvarlige personkreds for virksomheden.

Godkendelsesmyndighedens fastsættelse af særlige vilkår, ændring af vilkår

i en eksisterende godkendelse, nægtelse og tilbagekaldelse af en godkendelse

vil kunne påklages til Miljøstyrelsen og herefter - for større og

principielle afgørelsers vedkommende - til Miljøklagenævnet på samme måde,

som andre afgørelser efter lovens kapitel 5 i dag kan påklages.

Det skal understreges, at det ikke er hensigten, at tyngdepunktet ved

behandlingen af kap. 5 godkendelser skal forskydes fra en vurdering af

virksomheden som sådan (d.v.s. den vurdering, der finder sted i dag) til en

vurdering af virksomhedsledelsens miljøansvarlighed. Udgangspunktet vil være,

at miljøansvarlighed foreligger, og at det kun er graverende forhold, der

indebærer tab af miljøansvarlighed.

At et selskab eller en person har »miljøansvarlighed«

forudsætter alene, at selskabet eller personen ikke er straffet for grovere

overtrædelser af miljølovgivningen, ikke er frakendt retten til at drive

forurenende virksomhed og ikke har betydelig gæld til det offentlige for

omkostninger ved selvhjælpshandlinger. Grovere overtrædelser omfatter

overtrædelser, der er straffet efter den skærpede straffebestemmelse i

miljøbeskyttelsesloven eller i bekendtgørelser, udstedt i medfør af loven,

når sanktionen er fastsat til bøde på 10.000 kr. eller derover. Betydelig

gæld til det offentlige for omkostninger ved selvhjælpshandlinger er

begrænset til gæld på 100.000 kr. eller derover, der er vedgået eller

fastslået ved en domstol. Det er alene disse tre forhold, der kan medføre tab

af miljøansvarlighed for en person eller et selskab.

2.2. Register

Som nævnt i indledningen, kan det udledes af den rundspørge til

amtskommuner og kommuner om »genganger«-problemets omfang, som

Miljøstyrelsen foretog over sommeren 1995, at de decentrale miljømyndigheder

ikke i alle tilfælde har kendskab til, at en person eller et selskab, der

ansøger om miljøgodkendelse i den pågældende kommune tidligere er straffet

eller tidligere har efterladt forurening, som myndighederne har måttet

forestå oprydningen af, uden at kunne få dækket udgifterne hos den

forureningsansvarlige. Med forslaget gives der hjemmel til, at myndighederne

kan lægge vægt på sådanne oplysninger ved behandlingen af en ansøgning om

godkendelse til en listevirksomhed. Denne mulighed kan ikke i fuldt omfang

anvendes, medmindre myndighederne har kendskab til de tidligere forhold.

Derfor foreslås oprettet et register over de personer og selskaber, der efter

de i loven fastsatte kriterier har mistet miljøansvarlighed.

Formålet med registeret er således - via indberetninger fra

anklagemyndighed og decentrale miljømyndigheder - at sætte de myndigheder,

der skal træffe afgørelse vedrørende en godkendelse af en listevirksomhed, i

stand til at vurdere virksomhedens miljøansvarlighed.

Registeret skal indeholde navn, adresse m.v. for de personer og selskaber,

der efter de foreslåede kriterier har mistet miljøansvarlighed. På grundlag

af retspraksis og det nuværende sanktionsniveau i miljøstraffesager må det

antages, at 5-10 selskaber og 10-15 personer om året vil miste

miljøansvarlighed på baggrund af strafbare forhold, mens antallet af personer

og selskaber, der vil miste miljøansvarlighed på baggrund af gæld, vil

afhænge af det antal af gældsforhold, der vil opstå med de nye regler

fremover.

Det er Miljø- og Energiministeriets opfattelse, at det på sigt vil være

det mest rationelle at indrette registeret således, at de godkendende

myndigheder via en direkte terminaladgang til registeret selv kan

»logge« sig ind på registeret og checke, om ansøgeren er

registreret. I den første fase efter de nye reglers ikrafttræden foreslås det

imidlertid, at registeret bliver ført manuelt i Miljøstyrelsen, således at

Miljøstyrelsen modtager de relevante oplysninger og efter en henvendelse fra

godkendelsesmyndighederne oplyser, om en person eller et selskab er

registreret. Når man på denne måde har opsamlet tilstrækkelige erfaringer med

indretningen og brugen af registeret, vil man have et bedre udbygget grundlag

for at vurdere behovet for oprettelse af et edb-baseret register og en

eventuel udlicitering af driften heraf.

I forbindelse med oprettelsen af registeret vil hovedprincipperne i

registerlovgivningen om sikkerhedsforanstaltninger, sletning af oplysninger

m.v. blive iagttaget, således at den fornødne registersikkerhed vil være til

stede, både med hensyn til selve registreringen og med hensyn til anvendelsen

af registeret.

Under arbejdet med lovforslaget har andre modeller end et selvstændigt

register været overvejet, herunder om eksisterende registre som RKI

Kreditinformation og Det centrale Kriminalregister kunne opfylde behovet. Det

er Miljø- og Energiministeriets opfattelse, at der ikke i de eksisterende

registre findes et brugbart alternativ, blandt andet fordi kriminalregisteret

ikke indeholder oplysninger om særlovsovertrædelser, der alene er straffet

med bøde, og fordi registeret er et rent personregister.

2.3. Sikkerhedsstillelse

Efter den gældende regel i lovens § 39 a skal visse affaldsbehandlende

listevirksomheder etablere sikkerhedsstillelse for tilsynsmyndighedernes

omkostninger ved bortskaffelse af affald ved offentlige selvhjælpshandlinger

i medfør af lovens §§ 69 og 70. Bestemmelsen omfatter virksomhedstyper, hvor

man har vurderet, at driften - i hvert fald i kombination med økonomiske

vanskeligheder - indebærer en forøget risiko for, at tilsynsmyndighederne på

et tidspunkt må gribe ind med selvhjælpshandlinger, f.eks. virksomheder, der

udvinder metaller af kabler eller driver ophugningsanlæg.

Forslaget indebærer ikke en udvidelse af kredsen af listevirksomheder, der

obligatorisk skal stille sikkerhed i forbindelse med godkendelse. Forslaget

indebærer derimod, at etablering af sikkerhed kan kræves overfor alle typer

listevirksomheder, der ejes eller drives af selskaber eller personer, der har

mistet miljøansvarlighed efter de nye regler. Det kan være som vilkår for

udstedelse af godkendelse eller som betingelse for opretholdelse af

godkendelse i forbindelse med efterfølgende tab af miljøansvarlighed.

Der vil - som efter den gældende § 39 a - kunne kræves sikkerhed for

eventuelle udgifter til oprydning efter virksomheden, videretransport og

destruktion eller deponering af eventuelt efterladt affald. Der vil derimod

ikke kunne kræves sikkerhed for oprensning af en eventuel efterfølgende

jordforurening, idet det er ministeriets opfattelse, at det vil være

vanskeligt at beregne størrelsen af en sikkerhedsstillelse, der skal dække

udgifter til en eventuel oprensning af en jordforurening, endsige fastsætte

kriterier for en skønsmæssig fastsat sikkerhedsstillelse, samt at et sådant

krav i de fleste tilfælde vil være uproportionalt. Miljø- og

Energiministeriet vurderer samtidig, at de øvrige forslag kan indebære, at

der opstår færre risici for jordforurening.

2.4. Tilsyn

På miljøbeskyttelsesområdet varetages tilsynsopgaven af amtskommuner og

kommuner. De tilsynsførendes opgaver er at sikre, at miljøbeskyttelsesloven,

regler fastsat i medfør af loven samt afgørelser m.v., der træffes i medfør

af reglerne, overholdes. De tilsynsførende har desuden en forpligtelse til at

skride ind, hvis tilsynet afdækker ulovlige forhold. I den sammenhæng er det

en væsentlig opgave at vejlede virksomheder og landbrug om begrænsning af

forurening og formidle en forståelse for løsning af miljømæssige problemer.

Et optimalt miljøtilsyn er en forudsætning for en effektiv håndhævelse af

miljøbeskyttelsesloven. En del af lovforslaget har derfor til formål at

styrke det decentrale miljøtilsyn og sikre, at tilsynet bliver fuldt

tilstrækkeligt i forhold til alle virksomheder og landbrug.

På baggrund af en gennemgang af udviklingen i det decentrale miljøtilsyn

er det Miljø- og Energiministeriets opfattelse, at der er et behov for

opstramning af tilsynet, særlig på det kommunale område.

Det første tiår efter miljøbeskyttelseslovens ikrafttræden udviklede

kommunernes og amtskommunernes miljøtilsyn sig langsomt og stabilt i takt med

gennemførelsen af miljølovgivningen og undersøgelser fra 1984 viste, at der

til miljøtilsyn på landsplan blev anvendt ca. 190 årsværk i kommunerne og ca.

150 årsværk i amtskommunerne.

I slutningen af 1985 blev der som forberedelse af lovændringen om en

skærpelse af tilsynet (ikrafttrådt i 1987) indgået en aftale mellem de

kommunale organisationer og den daværende miljøminister om, at miljøtilsynet

skulle tilføres yderligere ressourcer. Aftalen indebar, at kommunerne

over tre år skulle forøge ressourcerne til miljøtilsyn til 1 årsværk pr.

10.000 indbyggere som minimum, eller på landsplan mindst ca. 510 årsværk,

altså næsten en tredobling. Amtskommunerne skulle tilføre

miljøtilsynet yderligere ca. 160 årsværk, svarende til i alt ca. 300 årsværk.

Tilsynsberetningen fra 1994 viste, at amtskommunerne anvendte i alt ca.

400 årsværk til virksomhedstilsyn, herunder tilsyn med renseanlæg og tilsyn

med miljøtilstanden. Hertil kom et meget betydeligt beløb (ca. 100 mio. kr.)

til køb af fremmede tjenesteydelser i forbindelse med løsning af

tilsynsopgaverne. Udbygningen af det amtskommunale miljøtilsyn er jævnt

fordelt mellem alle amtskommuner, og de indbyrdes forskelle i

ressourceforbrug afspejler stort set kun forskelle i opgavesammensætningen.

Det amtskommunale miljøtilsyn er således fuldt udbygget i forhold til den

aftalte forøgelse af ressourcerne til tilsynet. I gennemsnit fører

amtskommunerne årligt tilsyn med 75 % af listevirksomhederne og de kommunalt

ejede virksomheder. Det amtskommunale tilsyn er generelt tilfredsstillende -

også med hensyn til tilsyn med overholdelse af miljøbeskyttelsesloven i

forhold til såvel listevirksomheder som kommunalt ejede virksomheder og

renseanlæg.

I 1994 anvendte kommunerne 477 årsværk til tilsynet. Dette tal har ligget

nogenlunde stabilt siden de første tilsynsberetninger i 1988. På landsplan er

kommunernes miljøtilsyn dermed ikke tilført ressourcer i det omfang, som blev

aftalt i 1985. I forhold til 1984 er der dog sket mere end en fordobling (fra

190 til 477 årsværk). På det kommunale område er udviklingen af

tilsynsindsatsen ikke sket i samme omfang i alle kommuner. Samtidig med

udbygningen af den samlede tilsynsindsats, er derfor sket en betydelig

spredning mellem kommunerne. Nogle kommuner har i snart mange år haft en

fuldt udbygget og velfungerende miljøforvaltning. Tilsynet er her inde i en

driftfase og forvaltningen har vendt sig mod nye opgaver, f.eks. dialog med

virksomheder om renere teknologi og miljøstyring. Andre kommuner har opbygget

en forvaltning, der følger godt med i miljøforholdene i kommunen, men som

ikke er i stand til at løfte andre end de traditionelle godkendelses- og

tilsynsopgaver. Endelig er der en række kommuner, hvor Miljøstyrelsen på

baggrund af tilsynsberetningerne har rejst tvivl om, hvorvidt forvaltningen

er i stand til at løse tilsynsopgaven på en tilfredsstillende måde.

Det samlede billede af kommunernes tilsynsvirksomhed er således, at ikke

alle kommuners tilsyn er fuldt tilfredsstillende. De foreslåede initiativer

til en styrkelse af miljøtilsynet er derfor primært rettet mod det

kommunale tilsyn.

På den baggrund forventes miljø- og energiministeren og Kommunernes

Landsforening at indgå en aftale, der fastsætter en række minimumskrav til

kommunernes tilsynsindsats.

Samtidig får miljø- og energiministeren med lovforslaget en mulighed for

at gribe ind over for en kommune, der ikke lever op til sin

tilsynsforpligtelse. Ministeren får samtidig mulighed for at gribe ind over

for amtskommuner, der ikke leverer en tilfredsstillende og forsvarlig

tilsynsindsats, hvilket næppe umiddelbart vil få betydning i praksis, da

amtskommunernes miljøtilsyn som nævnt fungerer tilfredsstillende. Ministeren

kan gribe ind i form af et konkret pålæg til den pågældende tilsynsmyndighed

om at udføre tilsynet i et nærmere bestemt omfang, jf. bemærkningerne til nr.

6.

Det bemærkes, at Miljø- og Energiministeriet - f.eks. gennem vejledning og

efteruddannelse af miljøadministrationerne - vil medvirke til, at kommunerne

prioriterer tilsynsressourcerne mest hensigtsmæssigt, således at

ressourceforbruget koncentreres om virksomheder, der erfaringsmæssigt volder

miljømæssige problemer. Ved vurderingen heraf kan det bl.a. tillægges

betydning, om virksomhederne erfaringsvis »har orden i eget hus«,

f.eks. har opstillet og fulgt en miljøhandlingsplan eller virksomhederne har

etableret et miljøstyringssystem.

Forslaget indebærer endvidere en ændring af lovens § 42. Efter den

gældende bestemmelse er det alene kommunalbestyrelsen, der kan meddele forbud

og påbud m.v. til de virksomheder, der er omfattet af bestemmelsen.

Imidlertid fører amtskommunerne tilsyn med visse af disse virksomheder,

f.eks. vindmøller. Som konsekvens heraf ændres bestemmelsen, således at det

kommer til at fremgå, at der også på dette område er tale om en delt

kompetence mellem amtskommune og kommune.

2.5. Sanktionsbestemmelserne

Folketinget har gentagne gange - ved ændring af straffebestemmelsen i

miljøbeskyttelsesloven i 1984 og ved ændringen af samme bestemmelse i 1986 -

udtrykkeligt tilkendegivet støtte til det synspunkt, »at det ikke må

kunne betale sig at overtræde miljøbeskyttelsesloven«. Dette synspunkt

har som nævnt i indledningen haft svært ved at slå igennem i praksis, og det

har til trods for Folketingets tilkendegivelser ofte vist sig vanskeligt at

få inddraget en eventuel fortjeneste eller besparelse ved udmåling af

sanktionens størrelse.

Lovforslaget sigter derfor mod at præcisere, at udgangspunktet ved

udmåling af sanktionen er, at der skal ske konfiskation af en eventuel

fortjeneste/besparelse. Med ændringen tilsigtes ikke en begrænsning i

muligheden for ved siden af udbyttekonfiskation at udmåle bøden, herunder

tillægsbøden, under hensyn til en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel.

Såfremt der imidlertid ikke kan ske konfiskation, f.eks. på grund af

dokumentationsvanskeligheder, skal den økonomiske fordel skønsmæssig

inddrages ved udmåling af bøden, herunder ved en eventuel tillægsbøde, jf.

den i juni 1996 vedtaget ændring af straffelovens § 51, stk. 3, hvor det

fastslås, at der ved fastsættelsen af bødestraf kan tages særligt hensyn til

den opnåede eller tilsigtede fortjeneste eller besparelse.

Folketinget tilkendegav under forhandlingerne om de omtalte lovændringer i

miljøbeskyttelsesloven tillige, at der bør gælde de samme udmålingskriterier

- herunder udgangspunktet om konfiskation - uanset om lovovertrædelsen kan

siges at have en vis formel karakter. Den omtalte undersøgelse af

sanktionsniveauet viste imidlertid, at dette langt fra er slået igennem i

praksis, således at der næppe forekommer eksempler på bødestraf på over

10.000 kroner ved formelle overtrædelser. Med lovforslaget præciseres det, at

en økonomisk fordel, der opnås ved tilsidesættelse af miljøbeskyttelseslovens

regler om forudgående godkendelse til forurenende aktivitet bør konfiskeres

hos den pågældende, dels fordi det er udgangspunktet, at miljøkriminalitet

ikke må kunne betale sig, og dels fordi det findes nødvendigt for at bevare

respekten for reglerne om forudgående godkendelser, tilladelser,

dispensationer m.v., således at formålet med reglerne kan tilgodeses. På den

baggrund fastslår lovforslaget nu udtrykkeligt, at udgangspunktet om

konfiskation af en opnået økonomisk fordel skal gælde, selv om der ved

overtrædelsen ikke er sket skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor.

Endvidere indeholder forslaget en ændring af reglerne om strafansvar for

juridiske personer, hvilket alene er en konsekvens af de nye regler i

straffeloven om strafansvar for juridiske personer m.v., der er vedtaget ved

lov nr. 474 af 12. juni 1996.

Det har tidligere fremgået af miljøbeskyttelsesloven, at der kan

fastsættes regler om straf i forskrifter m.v., der udstedes i medfør af § 55

a om tilskud til indsamling og genanvendelse af spildolie, men bestemmelsen

»faldt ud« ved lov nr. 373 af 18. maj 1994 om ændring af lov om

miljøbeskyttelse, der trådte i kraft den 1. juli 1994. Dette var på ingen

måde tilsigtet, og korrigeres nu ved genindsættelsen af § 55 a i

bestemmelsen.

2.6. Rettighedsfrakendelse

I forbindelse med drift af en virksomhed omfattet af

miljøbeskyttelsesloven kan der ske overtrædelser af loven eller de i medfør

af denne fastsatte regler, der må karakteriseres som så grove, at vedkommende

person eller selskab må anses for uegnet til fremover at drive forurenende

virksomhed på forsvarlig vis. Frakendelse af retten til at drive virksomhed

på miljøområdet kan i disse tilfælde ske i medfør af straffelovens § 79.

Retten til at drive anden virksomhed end den virksomhed, der kræver særlig

offentlig autorisation - f.eks. forurenende virksomhed, jf.

miljøbeskyttelsesloven kap. 5 - kan frakendes efter § 79, stk. 2, hvis der

dømmes for et strafbart forhold, der begrunder »en nærliggende fare for

misbrug af stillingen«, og der i øvrigt »er særlige

omstændigheder«, der taler for frakendelsen. Betingelserne for

anvendelse af § 79, stk. 2 er således særdeles strenge.

Under revisionen af miljøbeskyttelsesloven i 1991 blev der stillet forslag

om at indsætte en bestemmelse om rettighedsfrakendelse i loven. Bestemmelsen

udgik imidlertid af lovforslaget under henvisning til de gældende regler i

straffeloven om rettighedsfrakendelse i straffeloven. Man har efterfølgende i

enkelte tilfælde forsøgt at anvende straffelovens regler om

rettighedsfrakendelse uden at have fået medhold heri.

Der er behov for en bestemmelse i miljøbeskyttelsesloven om frakendelse af

retten til at drive forurenende virksomhed efter nogle kriterier, der er

mindre restriktive end straffelovens regler. Der er visse typer af

miljølovovertrædelser, der er så grove, at det af hensyn til miljøet findes

nødvendigt, at de pågældende lovovertrædere fratages enhver mulighed for

fremover at drive forurenende virksomhed.

Der findes på en række særlovsområder - f.eks. i lejeloven og

dyreværnsloven bestemmelser, der fastlægger mere detaljerede kriterier for,

hvornår og hvordan rettighedsfrakendelse kan ske. Udgangspunktet er, at

rettighedsfrakendelse efter særlovgivning sker efter en mindre streng

»forsvarlighedsvurdering« end straffelovens

»farevurdering«.

Den foreslåede bestemmelse vil supplere den foreslåede administrative

adgang til at nægte eller tilbagekalde kap. 5-godkendelser. Samtidig vil

bestemmelsen omfatte ikke-godkendelsespligtige virksomhed, der ikke er

omfattet af det administrative system om forudgående godkendelse.

3. Lovforslagets miljømæssige konsekvenser

Det er det overordnede formål med lovforslaget at sikre mere lov og orden

på miljøområdet. Det tilsigtes på denne måde, at der sker en begrænsning i

antallet af større forureningssager. Set helt overordnet må forslaget

forventes at have positive miljømæssige konsekvenser. Et bedre miljøtilsyn

indebærer endvidere bedre muligheder for at opdage og sanktionere

overtrædelser på et tidligere tidspunkt, forinden de udvikler sig til

ressourcekrævende forureningssager. En øget og forbedret tilsynsindsats vil

således have en vis forebyggende virkning. Endvidere er det Miljø- og

Energiministeriets vurdering, at øget vejledning til virksomheder og en øget

tilsynsfrekvens for tilsynsmyndighederne kan indebære, at der opstår færre

sager om forurening.

4. Lovforslagets erhvervsøkonomiske konsekvenser

Det er som ovenfor nævnt lovforslagets overordnede formål at sikre bedre

håndhævelse af miljølovgivningen. Konsekvensen heraf kan blive, at enkelte

nye listevirksomheder ikke kan opnå tilladelse til at starte forurenende

virksomhed, at enkelte virksomheder ikke kan opnå tilladelse til væsentlig

udvidelse/ændring af virksomheden eller at en sådan kun kan ske på særlige

vilkår, samt at eksisterende virksomheder kan blive mødt med nye vilkår for

fortsat drift eller godkendelsen helt tilbagekaldes. Det er anslået, at højst

25-30 personer/selskaber om året vil miste miljøansvarlighed og dermed blive

omfattet af de nye regler.

Forslaget har således erhvervsøkonomiske konsekvenser for de få

virksomheder, der på grund af mistet miljøansvarlighed vil blive berørt af de

nye regler, idet lukning, sikkerhedsstillelse eller ekstern kontrol betalt af

virksomheden kan komme på tale. Omvendt vil inddragelse af miljøansvarlighed

som nyt kriterium ved behandlingen af kap. 5-sager sikre, at de virksomheder,

som ved tilsidesættelse af hensyn til miljøet og overtrædelse af

miljølovgivningen opnår en økonomisk og konkurrencemæssig fordel, ikke kan

fortsætte hermed. Forslaget kan således give en mere fair erhvervsmæssig

konkurrence, og samlet set er det Miljø- og Energiministeriets vurdering, at

forslaget ikke får nogen væsentlige konsekvenser på det erhvervsøkonomiske

område.

5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

Der forventes ingen statsfinansielle konsekvenser af lovforslaget.

Lovforslaget giver ikke anledning til kompensation til kommuner og

amtskommuner, idet lovforslaget ikke forventes at medføre nettostigning i

udgifterne for tilsyns- og godkendelsesmyndighederne. Tværtimod må det

forventes at medføre besparelser for de decentrale miljømyndigheder, idet de

får mulighed for at gribe ind over for ressourcekrævende virksomheder på et

langt tidligere tidspunkt og derved reducere den administrative belastning,

en virksomhed med miljøproblemer kan være for myndigheden og i sidste ende

reducere risikoen for eventuelle oprydningsudgifter.

Inddragelse af miljøansvarlighed som kriterium ved kommuners og amters

behandling af kap. 5-godkendelsessager kan få konsekvenser for den

sagsbehandling, der skal finde sted i kommuner og amter.

Godkendelsesmyndigheden kan efter forslaget fremover tage stilling til en

ansøgers miljøansvarlighed ved behandling af ansøgning om godkendelse.

Godkendelsesmyndigheden vil således have mulighed for at kontrollere, om

ansøgeren f.eks. har overtrædelser af miljøbeskyttelsesloven bag sig ved en

henvendelse til det register, der oprettes til formålet - og i givet fald

vurdere betydningen af dette forhold. Det vil formentlig kun være tilfældet i

et meget begrænset antal sager. I alle øvrige sager vil behandlingen af

ansøgningen ske som hidtil.

Også ved ændringer i virksomhedernes ejer og/eller ledelsesforhold vil der

i visse tilfælde kunne ske en vurdering af den ansvarlige ledelses

miljøansvarlighed. Det vil - som ved behandling af ansøgninger om

miljøgodkendelse - kun være i begrænset antal sager, at der vil være grundlag

for at tage den eksisterende godkendelse op til fornyet overvejelse.

Derudover indebærer forslaget, at godkendelsesmyndighederne får mulighed

for at fastsætte særlige vilkår eller eventuelt tilbagekalde en meddelt

godkendelse i tilfælde af, at en virksomhedsledelse mister miljøansvarlighed

f.eks. ved overtrædelser af virksomhedens godkendelse. Disse muligheder må

først og fremmest ses som en udvidelse af de eksisterende tilsynsbeføjelser,

der ikke i sig selv vil indebære et administrativt merarbejde.

Ved lovforslaget får godkendelses/tilsynsmyndighederne mulighed for efter

en konkret vurdering at stille krav om sikkerhed for eventuelle

selvhjælpshandlinger i forbindelse med oprydning efter en virksomhed.

Forslaget indebærer en udvidelse af de muligheder myndighederne har i dag ved

fastsættelse for at stille krav om sikkerhedsstillelse, og vil ikke i sig

selv indebærer en øget administrativ byrde for godkendelsesmyndighederne.

Det er således Miljø- og Energiministeriets vurdering, at de yderligere

administrative byrder, forslagene indebærer for de decentrale

miljømyndigheder vil blive ovenud opvejet af den ressourcebesparelse,

myndighederne vil opnå ved, at personer, der er uegnet til at drive særlig

forurenende virksomhed, bliver afskåret herfra. Myndighederne vil i videre

omfang end hidtil kunne undgå de tids- og ressourcekrævende tilsynsforløb i

forhold til virksomheder, der konsekvent ikke overholder vilkår fastsat i

godkendelser og/eller påbud.

Derudover må det antages, at de decentrale miljømyndigheders mulighed for

i større udstrækning end hidtil at kræve sikkerhed for selvhjælpshandlinger

på baggrund af en konkret vurdering af virksomhedens forhold, vil kunne

bidrage til en begrænsning af de sager, hvor miljømyndighedernes

tilgodehavender for selvhjælpshandlinger må afskrives som uerholdelige.

Administrationen af den foreslåede bestemmelse om nærmere fastlæggelse af

kommuner og amtskommuners tilsynsforpligtelse vil ikke medføre et yderligere

ressourcetræk i Miljø- og Energiministeriet, idet der her er tale om at

omlægge en monitering af den kommunale (og amtskommunale) indsats, som også

tidligere er blevet udført af ministeriet. Heller ikke for de decentrale

myndigheder vil bestemmelsen få økonomiske og administrative konsekvenser,

idet der i få tilfælde vil blive tale om at indskærpe en allerede

eksisterende forpligtelse.

6. Forholdet til EU

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

7. Hørte myndigheder og organisationer

Miljø- og Energiministeriet har hørt de berørte myndigheder og

organisationer om forslaget, herunder Kommunernes Landsforening,

Amtsrådsforeningen, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Dansk

Industri, GenvindingsIndustrien, Foreningen af Danske Kemiske Industrier,

Dansk Agrokemisk Forening, Landbrugsorganisationerne, Handelskammeret,

Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbund.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1.

Den gældende bestemmelse i § 34, stk. 1 finder anvendelse i de tilfælde,

hvor en virksomhed søger om godkendelse til at drive ny listevirksomhed eller

godkendelse til at foretage en ændring eller en udvidelse af en eksisterende

listevirksomhed, der indebærer forøget forurening.

Forslaget indebærer, at godkendelsesmyndigheden som noget nyt kan nægte

godkendelse til virksomheden eller fastsætte særlige vilkår i godkendelsen,

når den ansvarlige personkreds har mistet miljøansvarlighed efter de

kriterier, der er foreslået i § 40 a.

Den ansvarlige personkreds er ansøgeren selv - som person eller selskab -

direktion og en eventuel bestyrelse, samt andre personer, der kan øve en

bestemmende indflydelse på virksomhedens drift, f.eks. ansøgerens nærtstående

familiemedlem. Det anses for nødvendigt, at personkredsen omfatter andre end

den formelle ledelse, således at personer, der har mistet miljøansvarlighed,

udelukkes fra alligevel at drive listevirksomhed i ly af miljøansvarlige

personer. Lov om hotel- og restaurationsvirksomhed, der fastsætter regler om

alkoholbevilling, fastsætter et krav om vandel som betingelse for at opnå

alkoholbevilling. I denne lov har man - for at begrænse muligheden for at

drive stråmandsvirksomhed - på tilsvarende måde bestemt, at en person, der

kan øve bestemmende indflydelse på virksomheden skal opfylde vandelskravet

uanset, at vedkommende ikke formelt er medlem af virksomhedens ledelse.

Den foreslåede bestemmelse knytter sig til virksomhedens ledelsesmæssige

forhold og anvendes på baggrund af myndighedens vurdering af de pågældende

ansvarlige personers miljøansvarlighed. Det betyder blandt andet, at der over

for to virksomheder, der i princippet er ens med hensyn til den miljømæssige

påvirkning fra virksomheden, kan fastsættes forskellige vilkår i

godkendelsen. Når et medlem af den ansvarlige personkreds efter de fastsatte

kriterier i § 40 a ikke er miljøansvarlig, kan myndigheden således med

henvisning hertil fastsætte særlige vilkår i godkendelsen, eller hvor

forholdene taler derfor, helt nægte at meddele en godkendelse.

Ved myndighedens vurdering af, hvilken betydning det skal tillægges, at et

medlem af den ansvarlige personkreds er omfattet af § 40 a, bør det for det

første tillægges vægt, hvilken indflydelse vedkommende kan have på driften af

den virksomhed, hvortil der er ansøgt om godkendelse, herunder om vedkommende

blot er et af flere bestyrelsesmedlemmer eller om vedkommende er

hovedaktionær, hovedanpartshaver eller personlig ejer af virksomheden. Det

bør endvidere indgå i vurderingen, om den virksomhed, hvortil der er ansøgt

om godkendelse, er samme type eller en lignende type virksomhed, som

vedkommende tidligere har drevet ved tabet af miljøansvarlighed. Dette

element bør dog ikke være det afgørende, idet visse forhold kan være af så

grov karakter, at det under alle omstændigheder bør betyde, at vedkommende

udelukkes fra at drive listevirksomhed. Endelig kan det tillægges betydning,

hvor lang tid, der er forløbet fra tidspunktet for tab af miljøansvarlighed.

Såfremt den pågældende person eller det pågældende selskab har mistet

miljøansvarlighed på grundlag af strafbare forhold (nr. 2), bør det straffede

forholds art og grovhed, antallet af straffede overtrædelser og sammenhængen

imellem dem, herunder om der er tale om en kæde af overtrædelser, samt den

udmålte sanktions form og omfang tillige tillægges vægt.

Såfremt den pågældende person eller det pågældende selskab har mistet

miljøansvarlighed på grundlag af gæld til det offentlige (nr. 3), bør det

tillægges vægt under hvilke omstændigheder den forurening, myndighederne har

fjernet ved en selvhjælpshandling, er opstået, herunder om det er sket ved en

grov uagtsom eller forsætlig handling. Baggrunden for at gælden er ubetalt,

herunder om der er visse undskyldende omstændigheder, der gør sig gældende,

bør endvidere tillægges vægt.

Såfremt den pågældende person er blevet frakendt retten til at drive en

eller flere typer forurenende virksomhed (nr. 1), skal

godkendelsesmyndigheden vurdere omfanget af rettighedsfrakendelsen, herunder

om vedkommende er frakendt retten til at drive den ansøgte type virksomhed

eller være beskæftiget med den type virksomhed i det hele taget. I disse

tilfælde har godkendelsesmyndigheden pligt til at nægte godkendelsen.

Som nævnt har godkendelsesmyndigheden, såfremt et medlem af den ansvarlige

personkreds har mistet miljøansvarlighed, i princippet tre muligheder:

Myndigheden kan meddele afslag på ansøgning om godkendelse, meddele

godkendelse på særlige vilkår eller meddele godkendelse på sædvanlige vilkår.

Det er godkendelsesmyndigheden, der skal vurdere, hvornår der skal ske

afslag på godkendelse, således at ansøgeren nægtes muligheden for at drive

den listevirksomhed, hvortil der er ansøgt om godkendelse. Det er imidlertid

Miljø- og Energiministeriets vurdering, at afslag på godkendelse i hvert fald

bør overvejes i de tilfælde, hvor der er idømt frihedsstraf for overtrædelse

af miljøbeskyttelsesloven eller regler fastsat i medfør heraf. Afslag på

godkendelse bør også overvejes i de tilfælde, hvor en person eller et selskab

er straffet for grove og/eller gentagne overtrædelser af

miljøbeskyttelsesloven eller regler fastsat i medfør heraf, når de samlede

omstændigheder ved sagen giver godkendelsesmyndigheden grund til at formode,

at den pågældende person eller det pågældende selskab vil være ude af stand

til at drive den ansøgte virksomhed på en miljømæssig forsvarlig måde. Det er

endvidere Miljø- og Energiministeriets vurdering, at godkendelsesmyndigheden

bør overveje afslag på godkendelse i de tilfælde, hvor personen eller

selskabet har gæld til det offentlige for selvhjælpshandlinger, når den

fjernede forurening er opstået under omstændigheder, der giver anledning til

at formode, at det kunne ske igen, f.eks. hvis forureningen er opstået ved en

grov uagtsom eller forsætlig handling.

Det skal understreges, at det er op til godkendelsesmyndigheden at

vurdere, hvornår der skal ske afslag på en godkendelse til listevirksomhed.

Der kan således forekomme andre tilfælde end de nævnte, hvor de samlede

omstændigheder i sagen må føre til, at godkendelsesmyndigheden nægter at

meddele en godkendelse.

Som nævnt skal der ske afslag på godkendelse, når ansøgeren personligt er

frakendt retten til at drive den type forurenende virksomhed, hvortil der er

ansøgt om godkendelse. Afslag skal endvidere meddeles, når ansøgeren er et

selskab, som har medlemmer i direktion eller bestyrelse, der er frakendt

retten til at være medlem af direktion eller bestyrelse i et selskab, der

driver denne type virksomhed.

Såfremt godkendelsesmyndigheden vurderer, at ansøgningen skal imødekommes,

bør myndigheden efter Miljø- og Energiministeriets opfattelse altid overveje

at fastsætte særlige vilkår i godkendelsen. Udover vilkår om

sikkerhedsstillelse, der fastsættes i overensstemmelse med reglerne i § 39 a,

kan godkendelsesmyndigheden fastsætte vilkår om, at virksomhedens egenkontrol

skal foretages af et uafhængigt, autoriseret laboratorium for virksomhedens

regning. Godkendelsesmyndigheden kan endvidere fastsætte vilkår om hyppig

affaldsbortskaffelse med henblik på at undgå ophobning af affald på

virksomheden, samt andre vilkår, der kan sikre bedre kontrol med forholdene

på virksomheden.

Bestemmelsen åbner endelig mulighed for, at godkendelsesmyndigheden

foruden fastsættelsen af særlige vilkår kan tidsbegrænse godkendelsen under

henvisning til den manglende miljøansvarlighed. I denne situation kan

tidsbegrænsning opfattes som en »prøvetid«, der skal give en

ledelse med medlemmer, der er omfattet af § 40 a, lejlighed til at bevise, at

den på trods af disse tidligere forhold er i stand til at drive en

forurenende virksomhed miljømæssigt forsvarligt. Tidsbegrænsning kan på den

baggrund blandt andet anvendes, når forudsætningerne for helt at nægte

godkendelsen ikke findes at være tilstede. Tidsbegrænsningen bør efter Miljø-

og Energiministeriets opfattelse ikke fastsættes til under to år.

Godkendelsesmyndigheden bør overveje at fastsætte vilkår om etablering af

sikkerhedsstillelse over for virksomheder, der løbende producerer en vis

mængde affald eller foretager behandling af affald (uden at være omfattet af

§ 39 a, stk. 1), samt i det tilfælde, hvor den tidligere drevne virksomhed

har givet anledning til oprydningsproblemer i forbindelse med en strafbar

handling. Det er ikke en forudsætning for at stille vilkår om etablering af

sikkerhedsstillelse, at vedkommende har gæld til det offentlige for en

selvhjælpshandling, eller at en eventuel gæld er af en vis størrelse; det er

tilstrækkeligt, at den pågældende tidligere har givet anledning til

oprydningsproblemer. Sikkerhedsstillelse kan være et alternativ til et vilkår

om hyppig affaldsbortskaffelse, som kan være vanskeligt for virksomheden at

overholde, f.eks. i de tilfælde, hvor bortskaffelseskapaciteten er begrænset.

Godkendelsesmyndigheden kan også stille vilkår om, at virksomhedens

egenkontrol skal foretages for virksomhedens regning af et autoriseret

laboratorium. Et sådant vilkår bør efter Miljø- og Energiministeriets

vurdering altid overvejes, når der meddeles godkendelse til virksomheder, som

drives eller ejes af personer eller selskaber, der er omfattet af § 40 a, nr.

2, da disse personer/selskaber tidligere groft uagtsomt eller forsætligt har

tilsidesat miljølovgivningen.

Det bemærkes, at godkendelsesmyndighedens adgang til oplysninger om, at

virksomhedsledelsen tidligere har tilsidesat miljølovgivningen eller

forårsaget alvorlig forurening, generelt giver myndigheden en mulighed for at

være særlig omhyggelig med udformningen og formuleringen af vilkårene i

godkendelsen, således at vilkårene er så præcist formuleret, at eventuelle

vilkårsovertrædelser bedst muligt kan håndhæves ved domstolene.

Det forudsættes, at miljø- og energiministeren vil kunne fastsætte nærmere

regler om behandlingen af de sager, der er omfattet af den foreslåede

bestemmelse samt regler om oplysning af ejer- og ledelsesforhold ved

ansøgning om godkendelse af listevirksomheder i medfør af den eksisterende

bemyndigelsesbestemmelse i § 35, stk. 2.

Til nr. 2.

Forslaget knytter sig direkte til de foreslåede bestemmelser om

fastsættelse af særlige vilkår og indebærer, at flere virksomheder nu kan

blive mødt med krav om etablering af sikkerhedsstillelse i forbindelse med

meddelelse af ny godkendelse eller opretholdelse af en eksisterende

godkendelse.

Godkendelsesmyndigheden kan kræve sikkerhed for udgifter i forbindelse med

en overfladeoprydning efter virksomheden, hvilket vil sige udgifter til

videretransport og destruktion eller deponering af ophobet affald på

virksomheden ved en selvhjælpshandling efter §§ 69-70. Ved fastsættelse af

sikkerhedens størrelse, form m.v. finder de gældende regler om

sikkerhedsstillelse efter § 39 a anvendelse. Forudsætningen for at få

sikkerheden udbetalt vil som efter de gældende regler være, at der foreligger

en situation, hvor tilsynsmyndigheden er berettiget og eventuelt forpligtet

til at udføre en selvhjælpshandling efter reglerne i §§ 69-70. Det er

endvidere en forudsætning, at tilsynsmyndigheden har afholdt udgifter til

selvhjælpshandlinger. Krav om sikkerhedsstillelse kan - når betingelserne

herfor er opfyldt - stilles som vilkår over for alle typer listevirksomheder,

og er således ikke begrænset til de i § 39 a, stk. 1 nævnte.

Til nr. 3

Til § 40 a

Forslaget indeholder en udtømmende opregning af de personer og selskaber

m.v., der har mistet miljøansvarlighed, således at de foreslåede bestemmelser

om fastsættelse af særlige vilkår, nægtelse og tilbagekaldelse finder

anvendelse.

Nr. 1 omfatter personer, der ved en domstol er blevet frakendt retten til

at drive en eller flere typer forurenende virksomhed. Dette kan ske enten

efter straffelovens regler om rettighedsfrakendelse, der findes i

straffeloven § 79 eller efter den foreslåede bestemmelse i

miljøbeskyttelsesloven § 110 b.

Nr. 2 omfatter personer og selskaber m.v., der er straffet efter den

skærpede bestemmelse i miljøbeskyttelsesloven § 110, stk. 2 eller tilsvarende

bestemmelser i de bekendtgørelser, der er udstedt i medfør af loven. Ved

»selskaber m.v.« forstås den kreds af juridiske personer, der er

nævnt i lovforslaget § 1, nr. 9 (rettighedsfrakendelse) og § 1, nr. 8

(strafansvar for juridiske personer). Bestemmelsen forudsætter, at

overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og at der ved

overtrædelsen er voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor eller

opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller

andre. Det er således alene overtrædelser, der kan tilregnes den pågældende

som forsætlige eller groft uagtsomme, der medfører, at personen eller

selskabet er omfattet af nr. 2. Det bemærkes tillige, at en person kun mister

sin miljøansvarlighed, såfremt vedkommende er gjort personligt strafansvarlig

for en overtrædelse og ikke i de tilfælde, hvor et selskab er gjort ansvarlig

for overtrædelsen, uden at et personligt ansvar har kunnet gøres gældende.

Straffen kan være fastsat enten ved bødevedtagelse eller ved dom. For at

mindre overtrædelser ikke skal være omfattet, er det valgt at fastsætte en

minimumsgrænse på 10.000 kr., således at det alene er overtrædelser, der har

medført en bøde på 10.000 kr. eller derover eller en dom om frihedsstraf, der

medfører tab af miljøansvarlighed. Tab af miljøansvarlighed består i ti år

efter den strafbare handling; såfremt der er tale om flere strafbare

handlinger er det tidspunktet for den seneste af de handlinger, der er

straffet for ved dom eller bødevedtagelse.

Omfattet af nr. 3 er personer og selskaber, der har forårsaget en

forurening, som det offentlige har fjernet ved en selvhjælpshandling i medfør

af §§ 69-70 for den ansvarliges regning. Det er en betingelse, at udgifterne

i forbindelse med selvhjælpshandlingen kan opgøres til 100.000 kr. eller

derover, dels fordi mindre sager ikke bør betyde tab af miljøansvarlighed med

de retsvirkninger, det indebærer, dels fordi 100.000 kr. er den beløbsgrænse,

der er udgangspunktet ved vurdering af tilbagekaldelse af visse offentlige

autorisationer mv. på grund af gæld til det offentlige, jf. lov nr. 936 af

27. december 1991 om ændring af forskellige love om erhvervsudøvelse på

grundlag af autorisation m.v.

Gældsforhold kan tillægges vægt, når gælden er vedgået eller fastslået ved

en domstol/fogedret, og indtil gælden ophører med at eksistere, f.eks. ved

betaling af gælden, ved gældens forældelse eller som følge af, at skyldneren

ikke længere eksisterer, f.eks. ved et selskabs opløsning efter endt

konkursbehandling. Det gælder i den øvrige lovgivning, hvor der er hjemmel

til at nægte eller tilbagekalde en offentlig autorisation på grundlag af gæld

til det offentlige, at gældsforhold kan tillægges vægt, sålænge de består, og

der er således med nærværende lovforslag tilstræbt en ensartet regulering af

dette forhold.

Som nævnt forudsættes det, at gælden er vedgået eller fastslået ved en

domstol/fogedret, således at det er alene er uomtvistede gældsforhold, der er

omfattet af bestemmelsen. Såfremt en person eller et selskab ikke betaler,

når myndigheden fremsætter krav herom, vil vedkommende kunne tilsiges direkte

for fogedretten, da myndigheden har udpantningsret for udgifterne, jf.

miljøbeskyttelsesloven § 70, stk. 2. Fogedretten har efter retsplejelovens

regler en forpligtelse til at afvise sagen, hvis der fremsættes indsigelser

mod grundlaget, og fogeden finder det betænkeligt at fremme sagen. I sådanne

tilfælde må myndigheden indbringe sit krav for de civile domstole for at få

kravet fastslået ved dom. Det er endvidere en forudsætning, at gælden ikke er

omfattet af en overholdt aftale om henstand eller afdragsvis betaling.

Til § 40 b

Forslaget giver ministeren hjemmel til at oprette et register over de

personer og selskaber, der har mistet miljøansvarlighed efter de foreslåede

kriterier til brug for godkendelses- og tilsynsmyndighedernes vurdering i

forbindelse med behandlingen af en kap. 5-godkendelse til en listevirksomhed.

Registeret oprettes alene til brug for godkendelsesmyndighederne, når de

modtager en ansøgning om kap. 5-godkendelse fra en person eller et selskab,

som myndigheden ikke har noget forhåndskendskab til. Der meddeles cirka 500

nye miljøgodkendelser om året. Miljø- og Energiministeriet er ikke i

besiddelse af oplysninger om, hvor mange af disse sager, der vedrører

personer/selskaber, som ville være omfattet af betingelserne for

registrering, jf. § 40 a. Skønsmæssigt drejer det sig formentlig om ganske

få, hvilket skal ses i lyset af, at en gennemgang af straffesagerne på

miljøområdet fra 1994-1995 viser, at 10-15 personer og 5-10 selskaber om året

ville skulle registreres efter de foreslåede kriterier om strafbare

handlinger, hvortil kommer et antal registreringer på baggrund af

gældsforhold.

Registeret vil alene indeholde de oplysninger, der er nødvendige for at

foretage en screening af en person eller et selskab, hvilket vil sige de

fornødne oplysninger til identifikation: navn, SE/CPR-nummer (og senere

CVR-nummer) og adresse. Derudover vil det fremgå, om vedkommende er

registreret på baggrund af strafbare forhold, rettighedsfrakendelse eller

gæld til det offentlige. Hvis godkendelsesmyndigheden på baggrund af disse

oplysninger finder det nødvendigt, kan myndigheden få den relevante afgørelse

udleveret hos den registeransvarlige myndighed. Selve registreringsgrundlaget

vil således ikke findes i registeret, dels for at mængden af registrerede

oplysninger begrænses mest muligt ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt,

og dels fordi det ikke findes nødvendigt, for at myndigheden kan foretage en

»screening« af personer og selskaber.

Registeret vil løbende blive ajourført af den registeransvarlige

myndighed, og oplysninger, der er ikke længere er relevante for

miljøansvarlighedsvurderingen, vil blive slettet. Oplysninger om strafbare

forhold slettes således ti år efter den seneste strafbare handling, mens

gældsforhold slettes, når de ikke længere består, da det som nævnt under

bemærkninger til § 40 a findes nødvendigt, at gældsforhold kan tillægges

betydning, sålænge de består, således som det er udgangspunktet i anden

lovgivning om offentlige autorisationer.

Forslaget indebærer en egentlig pligt for anklagemyndighed og

tilsynsmyndigheder til at foretage indberetning til den registeransvarlige

myndighed af de personer og selskaber, der er omfattet af § 40 a, hvorefter

registeret opdateres med de indkomne oplysninger. Indberetning af personer og

selskaber, der har gæld til det offentlige for selvhjælpshandlinger, sker ved

den pågældende tilsynsmyndigheds foranstaltning, når gælden er vedgået eller

fastslået ved en domstol eller en fogedret. Indberetning af personer og

selskaber for strafbare forhold sker ved den anklagemyndighed, der har ført

sagen, når endelig dom i sagen er faldet eller ved den politimester, der har

afgjort sagen endeligt ved en bødevedtagelse, når bøden er vedtaget.

Det er en forudsætning, at den pågældende person eller det pågældende

selskab har fået meddelelse om, at der sker registrering, forinden

registreringen sker.

Til nr. 4.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forslaget i nr. 1 om nægtelse af

godkendelse eller fastsættelse af særlige vilkår i en godkendelse over for

virksomheder, der drives eller ejes af selskaber eller personer, der har

mistet miljøansvarlighed efter § 40 a. Det er således samme type af særlige

vilkår som beskrevet under nr. 1, der kan komme på tale i de nedenfor omtalte

situationer.

Nr. 1 omfatter den situation, hvor et medlem af den personkreds, der

allerede er ansvarlig for virksomhedens drift, som defineret ovenfor, mister

sin miljøansvarlighed, mens nr. 2 omfatter den situation, hvor en person

eller selskab, der har mistet miljøansvarlighed helt eller delvist overtager

en eksisterende godkendt virksomhed.

For selskabers vedkommende finder nr. 3 tillige anvendelse. Nr. 3 omfatter

således den situation, hvor der indtræder nye personer i ledelsen af et

selskab eller lignende, der driver listevirksomhed. Ved ledelsen forstås her

direktion og bestyrelse i overensstemmelse med de selskabsretlige regler.

Efter selskabslovgivningens er der pligt til at anmelde ændringer i

ledelsesforhold til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvorfra alle kan trække

oplysninger. Endvidere indebærer lov om Det Centrale Virksomhedsregister af

22. maj 1996, at myndigheder m.fl. vil kunne trække oplysninger om

virksomheders ejerforhold, branche og eventuelle bibrancher m.v. direkte fra

registeret. Det er Miljø- og Energiministeriets vurdering, at disse registre

vil kunne dække miljømyndighedernes behov for oplysninger om ændringer i

ejer- og ledelsesforhold.

I de tre omtalte situationer kan tilsynsmyndigheden som nævnt lade

godkendelsen bestå uændret, fastsætte særlige vilkår eller efter

omstændighederne tilbagekalde godkendelsen. Det er tilsynsmyndighedens

konkrete vurdering af sagens samlede omstændigheder, der er afgørende for,

hvilken afgørelse, tilsynsmyndigheden bør træffe.

Tilbagekaldelse bør imidlertid efter Miljø- og Energiministeriets

vurdering i hvert fald overvejes i de tilfælde, hvor miljøansvarligheden er

mistet på baggrund af en dom om frihedsstraf efter miljøbeskyttelsesloven §

110, stk. 2 eller efter bekendtgørelser, der er udstedt i medfør af loven.

Det er muligt, at det efter en vurdering af sagens samlede elementer findes

nødvendigt at tilbagekalde en godkendelse også i andre tilfælde.

Tilbagekaldelse er imidlertid et alvorligt indgreb i en bestående rettighed,

og det er derfor Miljø- og Energiministeriets opfattelse, at tilbagekaldelse

kun bør finde anvendelse i særlige tilfælde, når andre retshåndhævelsesmidler

har vist sig utilstrækkelige.

Fastsættelse af særlige vilkår i en af de tre situationer bør overvejes i

de tilfælde, hvor der ikke er grundlag for at tilbagekalde godkendelsen, men

dog behov for en styrket kontrolmulighed fra tilsynsmyndighedens side. Det

kan efter omstændighederne - som efter § 34, stk. 2 - dreje sig om vilkår,

der fastsætter, at egenkontrol fremover skal foretages af et uafhængigt

laboratorium for virksomhedens regning; vilkår om etablering af

sikkerhedsstillelse eller andre skærpende kontrolvilkår.

Tilbagekaldelse af en godkendelse eller fastsættelse af særlige vilkår

forudsætter efter miljøbeskyttelsesloven og de almindelige

forvaltningsretlige regler, at virksomheden får et varsel om, at en sådan

afgørelse vil blive truffet, således at virksomheden har lejlighed til at

fremkomme med indsigelser mod afgørelsen, inden endelig afgørelse træffes.

Forvarsling af afgørelsen bør gives med en rimelig frist, således at

virksomheden - i de tilfælde, hvor tilsynsmyndigheden træffer afgørelse på

baggrund af ændringer i ledelsesforhold - kan få lejlighed til at ændre i sin

ledelsesstruktur, herunder sikre fratræden af personer, der er indtrådt i

direktion eller bestyrelse i lyset heraf.

Afgørelser om nægtelse af at meddele kap. 5-godkendelse, tilbagekaldelse

heraf eller fastsættelse af særlige vilkår på grund af tabt miljøansvarlighed

kan påklages på samme måde som afgørelser efter lovens kapitel 5 kan påklages

i dag, det vil sige til Miljøstyrelsen og for større og principielle

afgørelsers vedkommende til Miljøklagenævnet. Det må i den sammenhæng

antages, at afgørelser på grundlag af miljøansvarlighedskriteriet efter

Miljøklagenævnets vurdering vil have principiel karakter - i hvert fald

indtil en fast administrativ praksis foreligger på området.

Efter de almindelige regler i miljøbeskyttelsesloven §§ 95-96 om

opsættende virkning af klager har klage over bebyrdende afgørelser som

udgangspunkt opsættende virkning, mens klage over begunstigende afgørelser

som hovedregel ikke tillægges opsættende virkning. Dette princip foreslås

fastholdt i forhold til afgørelser efter de nye regler i

miljøbeskyttelsesloven kap. 5. Herefter vil klage over fastsættelse af

særlige vilkår i en eksisterende godkendelse og klage over tilbagekaldelse af

en miljøgodkendelse som udgangspunkt have opsættende virkning. Det bemærkes i

denne sammenhæng, at klagemyndigheden kan træffe beslutning om, at klage over

påbud og forbud ikke skal have opsættende virkning. På tilsvarende måde vil

klagemyndigheden kunne bestemme, at klage over tilbagekaldelse af en

godkendelse og klage over fastsættelse af særlige vilkår i en eksisterende

godkendelse ikke skal have opsættende virkning.

Klage over vilkår, der fastsættes i en ny godkendelse, herunder

fastsættelse af eller manglende fastsættelse af særlige vilkår, vil som

udgangspunkt ikke have opsættende virkning, idet godkendelsen som

sådan betragtes som en begunstigende forvaltningsakt. Det indebærer, at

virksomheden, selv om der er klaget over godkendelsen, kan igangsætte

aktiviteterne, dog på eget ansvar og uden begrænsning i klagemyndighedens

adgang til at ændre eller ophæve den meddelte godkendelse, jf.

miljøbeskyttelsesloven § 96, stk. 2.

Afgørelser efter de nye regler i miljøbeskyttelsesloven kap. 5, herunder

afgørelser om fastsættelse af særlige vilkår, vil kunne påklages af de efter

miljøbeskyttelseslovens regler klageberettigede. Det vil sige afgørelsens

adressat samt enhver, der har en væsentlig individuel interesse i sagens

udfald. Endvidere er visse miljøorganisationer m.fl. efter loven tillagt

klageadgang i bestemte sager.

De administrative afgørelser i disse sager vil endvidere kunne indbringes

for domstolene. Bestemmelsens andet stykke indebærer, at domstolene kan

tillægge et sådant søgsmål opsættende virkning, således at tilbagekaldelse

eller særlig vilkårsfastsættelse først træder i kraft efter domstolens

endelige stillingtagen til den administrative afgørelse.

Det forudsættes, at miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere

regler om behandlingen af disse sager i medfør af bemyndigelsesbestemmelsen i

§ 35, stk. 2.

Til nr. 5.

Forslaget indebærer en mindre redaktionel ændring af bestemmelsen. Det

fremgår af bestemmelsen i dens eksisterende udformning, at det alene er

kommunalbestyrelsen, der fører tilsyn med de virksomheder, der er omfattet af

bestemmelsen. Da enkelte tilsynsopgaver varetages af amtsrådene, f.eks.

tilsyn med vindmøller, foreslås bestemmelsen ændret i overensstemmelse

hermed, således at den delte kompetence mellem amtskommune og kommune fremgår

af bestemmelsen. Der er ikke tilsigtet nogen ændring i fordelingen af opgaver

mellem amtskommuner og kommuner.

Til nr. 6.

Formålet med forslaget er at give miljø- og energiministeren hjemmel til

at fastlægge den lovpligtige tilsynsopgaves omfang i forhold til de enkelte

tilsynsmyndigheder.

Såfremt det vurderes, at en kommune ikke lever op til lovgivningens

minimumskrav, påtaler miljø-og energiministeren dette og indleder drøftelser

med den pågældende kommune om den fremtidige tilrettelæggelse af

tilsynsindsatsen.

Kan der ikke opnås enighed herom, vil miljø- og energiministeren i medfør

af den foreslåede bestemmelse inden for rammerne af de gældende bestemmelser

konkret kunne fastlægge omfanget af kommunalbestyrelsens tilsynsforpligtelse.

Der forventes indgået en aftale med Kommunernes Landsforening (samt

Københavns og Frederiksberg Kommuner), hvori minimumskravene til det

kommunale tilsyn nærmere specificeres.

Forslaget indebærer, at ministeren kan fastlægge omfanget af hele

tilsynsforpligtigelsen eller en nærmere bestemt del heraf. Fastlæggelsen af

omfanget af den lovpligtige tilsynsopgave kan f.eks. ske ved at

tilsynsmyndigheden får pålæg om at gennemføre tilsyn på bestemte typer af

virksomheder og landbrug indenfor en bestemt tidsperiode

Bestemmelserne vil ikke kunne anvendes til at foreskrive

tilsynsmyndighederne at ansætte yderligere personale eller i øvrigt at

afholde bestemte udgifter. Det er således op til myndigheden selv at

tilrettelægge, hvorledes den foreskrevne tilsynsopgave skal løses.

På det amtskommunale område er der som nævnt under de almindelige

bemærkninger i dag ingen problemer med tilsynsindsatsen, der således generelt

synes at være tilfredsstillende. Dette udelukker dog ikke, at der kan opstå

situationer, hvor det kan blive nødvendigt over for amtskommunerne at

indskærpe omfanget af tilsynsforpligtelsen og indlede forhandlinger om

tilrettelæggelsen heraf.

Undlader en kommune eller amtskommune at efterleve en beslutning, hvori

omfanget af tilsynsforpligelsen er nærmere fastlagt, kan sagen indbringes for

de almindelige kommunale tilsynsmyndigheder, - Indenrigsministeriet og de for

hvert amt nedsatte tilsynsråd - der vil kunne gennemtvinge beslutningen under

anvendelse af sanktioner, jf. § 61 i den kommunale styrelseslov

(lovbekendtgørelse nr. 615 af 18. juli 1995). Endvidere vil der i tilfælde af

grov pligttilsidesættelse kunne blive tale om anvendelse af strafbestemmelsen

i styrelseslovens § 61 c.

Til nr. 7.

Ved lov nr. 1112/1993 blev § 55 a indføjet i loven. Som konsekvens heraf

ændredes straffebestemmelsen, således at det fremgik af § 110, stk. 3, at der

kan fastsættes regler om straf i de regler, der udstedes i medfør af § 55 a.

Ved en senere lovændring faldt § 55 a ud af bestemmelsen, hvilket ikke var

tilsigtet. Dette korrigeres nu ved genindsættelsen af § 55 a i bestemmelsen.

Til nr. 8.

Til stk. 4

Ved lov nr. 474 af 12. juni 1996 om ændring af straffeloven er der fastsat

regler om strafansvar for juridiske personer. Loven, der trådte i kraft den

1. juli 1996, bygger på Straffelovrådets betænkning nr. 1289/1995 om

juridiske personers bødeansvar. Det blev ved lovens vedtagelse forudsat, at

bestemmelser om hjemmel til strafansvar for juridiske personer generelt

affattes ens i særlovgivningen efter Justitsministeriets model. Forslaget til

ændring af § 110, stk. 4 er således en konsekvens af de nye regler i

straffeloven om juridiske personers strafansvar. Disse regler omfatter også

strafansvar for statslige myndigheder, amtskommuner, kommuner og kommunale

fællesskaber, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse. Forslaget tilsigter

ingen ændring i den gældende retstilstand.

Til stk. 5

Er der ved en overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven opnået en økonomisk

fordel, enten i form af et udbytte eller i form af en besparelse, er det

udgangspunktet, at denne økonomiske fordel skal konfiskeres. Reglerne om

konfiskation i straffesager findes i straffelovens 9. kapitel, der finder

anvendelse i sager om overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven. Det er allerede

udgangspunktet i de gældende regler, at et økonomisk udbytte skal

konfiskeres, men forslaget tilsigter at præcisere dette udgangspunkt.

Forslaget præciserer endvidere, at dette udgangspunkt også skal være

gældende ved formelle overtrædelser, det vil sige overtrædelser, der ikke

indebærer en skade eller fare for skade på miljøet. Det er typisk tilfælde,

hvor en listevirksomhed påbegyndes, forinden godkendelse hertil er meddelt,

enten fordi der ikke er ansøgt herom, eller fordi myndighederne ikke har

færdigbehandlet sagen, men hvor godkendelse til den pågældende virksomhed

ville være blevet meddelt, hvis der havde været indgivet ansøgning herom,

eller myndighederne havde haft lejlighed til at afslutte sagen.

Det kan i visse tilfælde være vanskeligt at dokumentere størrelsen af en

økonomisk fordel, således at konfiskation ikke lader sig gennemføre. I disse

tilfælde skal domstolene tage hensyn til den økonomiske fordel ved udmålingen

af straffen, hvilket allerede følger af de gældende regler.

Udmålingskriterierne ved fastsættelsen af sanktioner for overtrædelse af

miljøbeskyttelsesloven følger normalt af straffelovens 10. kapitel, hvoraf

det fremgår, at der skal tages hensyn til overtrædelsens grovhed, personens

forhold m.v. Det skal endvidere ved strafudmålingen altid - også hvor der

foretages konfiskation - tillægges vægt, om overtrædelsen er sket med

økonomiske vinding eller besparelse for øje, uanset om den økonomiske fordel

er opnået eller alene tilsigtet, jf. straffelovens § 53, stk. 3.

På miljøbeskyttelsesområdet skal det ved udmålingen af sanktionen

tillægges vægt, om der ved overtrædelsen er sket skade på miljøet eller er

fremkaldt fare herfor. Da reglerne netop tilsigter en beskyttelse af miljøet

findes det at være en skærpende omstændighed, at miljøet har lidt overlast

eller været udsat for risici herfor. Dette fremgår af den gældende § 110,

stk. 2.

Til nr. 9.

Forslaget indebærer, at der i miljøbeskyttelsesloven indsættes en

selvstændig bestemmelse om rettighedsfrakendelse ved domstolene.

Som nævnt under de almindelige bemærkninger kan rettighedsfrakendelse i

dag ske efter straffelovens § 79, hvilket forudsætter, at personen dømmes for

et strafbart forhold, der begrunder »en nærliggende fare for misbrug af

stillingen«, og der i øvrigt »er særlige omstændigheder, der taler

for« frakendelsen. Betingelserne for anvendelse af bestemmelsen er

således særdeles strenge. Bestemmelsen har ikke været anvendt i forbindelse

med forurenende virksomheder.

I lejelovens § 113 a findes en tilsvarende bestemmelse, efter hvilken

ejere af udlejningsejendomme ved dom kan frakendes retten til at administrere

ejendomme, såfremt ejeren gentagne gange groft har tilsidesat reglerne i

lejelovgivningen.

Den foreslåede bestemmelse i miljøbeskyttelsesloven lægger op til, at

bedømmelsen skal ske efter en »miljøforsvarlighedsvurdering«. Den

eller de ansvarlige personer, der har drevet en forurenende virksomhed

uforsvarligt og derved overtrådt miljølovgivningen gentagne gange eller i

øvrigt under så skærpende omstændigheder, at den/de pågældende må anses for

uden vilje eller evne til at drive forurenende virksomhed på forsvarlig vis,

skal kunne frakendes retten til at fortsætte eller genoptage sådan

virksomhed. Frakendelse skal således kunne ske, uanset om der kan påvises en

nærliggende fare for, at vedkommende på ny vil handle uforsvarligt, idet det

må anses for tilstrækkeligt, at der er udvist grov eller gentagen

uansvarlighed.

Forslaget indebærer, at en person, enten som ejer af en forurenende

virksomhed eller som ansvarlig i et selskab, der driver forurenende

virksomhed, kan frakendes retten til at drive forurenende virksomhed, såfremt

virksomheden gentagne gange eller under i øvrigt skærpende omstændigheder har

tilsidesat reglerne i miljøbeskyttelsesloven og bekendtgørelser udstedt i

medfør heraf, og den pågældende er gjort personlig strafansvarlig for

overtrædelsen eller overtrædelserne.

Domstolene vil ved vurderingen skulle tage stilling til, om det alene er

retten til at drive selvstændig virksomhed omfattet af

miljøbeskyttelsesloven, der skal frakendes, eller om der tillige skal ske

frakendelse af retten til at være medlem af direktion eller bestyrelse eller

medstifter af et selskab, der driver forurenende virksomhed.

Domstolene vil herudover skulle tage stilling til rækkevidden af

rettighedsfrakendelsen. Der kan således være grundlag for kun at frakende

retten til at drive den konkrete type virksomhed, som lovovertræderen hidtil

har drevet, f.eks. frakendelse af retten til at drive dambrugsvirksomhed. En

konkret vurdering af overtrædelsernes karakter vil imidlertid kunne føre til,

at der tillige bør ske frakendelse af retten til at drive andre lignende

typer miljøbelastende virksomhed. Det kunne f.eks. være tilfældet i

forbindelse med drift af en type affaldsbehandlende virksomhed, hvor

domstolene vurderer, at heller ikke andre typer affaldsbehandlende virksomhed

vil blive drevet på forsvarlig vis.

De processuelle regler i straffelovens § 79, stk. 3-4 finder anvendelse i

sager om rettighedsfrakendelse efter miljøbeskyttelsesloven. Det indebærer -

i overensstemmelse med, hvad der gælder på andre særlovsområder - at

rettigheden kan frakendes for et begrænset tidsrum (1-5 år) og kun i meget

grove tilfælde indtil videre. Bestemmelsen vil supplere den foreslåede

administrative adgang til at nægte eller tilbagekalde kap. 5 godkendelser.

Samtidig vil bestemmelsen tillige omfatte ikke-godkendelsespligtig virksomhed

(§42-virksomhed), der ikke vil blive omfattet af det administrative regelsæt.

Til nr. 10.

Efter den tidligere gældende retsplejelov var der forskel på de

retsmidler, som kunne bringes i anvendelse, alt efter om sagerne var

politisager eller statsadvokatsager. For at sikre at alle retsmidler kunne

anvendes i efterforskningen af overtrædelser af loven m.v. var der i § 111 en

bestemmelse om, at retsmidlerne i retsplejelovens kapitel 73 kunne anvendes i

samme omfang som i politisager i statsadvokatsager. Efter ændringen af

retsplejeloven er sondringen mellem statsadvokatsager og politisager

bortfaldet til fordel for en sondring mellem efterforskning af overtrædelser,

som kan medføre frihedsstraf og andre overtrædelser. Forslaget sikrer, at

ransagning kan anvendes i efterforskningen af alle sager om overtrædelse af

loven - også selv om de må forventes ikke at blive sanktioneret med

frihedsstraf.

Skriftlig fremsættelse (27. november 1996)

Miljø- og energiministeren (Svend Auken):

Jeg skal herved tillade mig at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse. (Fastsættelse

af særlige vilkår, nægtelse og tilbagekaldelse af miljøgodkendelse, tilsyn,

konfiskation, rettighedsfrakendelse m.v.).

(Lovforslag nr. L 83).

Lovforslaget har til formål at sikre en bedre håndhævelse af

miljølovgivningen. Regeringen ønsker at skabe mere lov og orden på

miljøområdet og således begrænse antallet af store og alvorlige

forureningssager, der er såvel belastende for miljøet som ressourcekrævende

for samfundet.

Regeringen lægger vægt på, at overtrædelser af miljølovgivningen ikke må

kunne betale sig og at grove overtrædelser straffes føleligt. Regeringen

lægger endvidere vægt på, at de få virksomheder, der groft eller gentagne

gange overtræder miljølovgivningen, eller løber fra meget store

oprydningsregninger, kun på særlige vilkår får tilladelse til fremover at

drive særligt forurenende virksomhed og i de groveste tilfælde fratages

muligheden for at fortsætte deres miljøskadelige virksomhed. Dette kræver en

effektiv håndhævelse af miljølovgivningen, således at de - heldigvis meget få

- virksomheder, der tilsidesætter miljølovgivningen til fordel for egne,

oftest økonomiske interesser, forhindres i at fortsætte hermed og derved

forhindres i at opnå konkurrencefordele på bekostning af de mange

virksomheder, der investerer betydelige ressourcer i at leve op til de samme

miljøkrav.

I foråret 1996 fremlagde jeg en handlingsplan for en bedre håndhævelse af

miljølovgivningen. Dette lovforslag er sammen med forslag til ændring af lov

om kemiske stoffer og produkter og et kommende forslag til ændring af

straffeloven opfølgningen af handlingsplanen.

Der er tre centrale elementer i lovforslaget. Det første er en styrkelse

af sanktionsniveauet i miljøstraffesager. Der foreslås en præcisering af

kriterierne for sanktionsfastsættelsen samt en ny bestemmelse om

rettighedsfrakendelse, der gør det muligt for domstolene at frakende en

tiltalt retten til at drive forurenende virksomhed i forbindelse med

pådømmelse af gentagne eller grove overtrædelser af miljølovgivningen. I

tilknytning til de her nævnte forslag, der skal medvirke til en skærpelse af

sanktionsniveauet, vil regeringen i indeværende folketingssamling fremsætte

et forslag til en ny bestemmelse i straffeloven om straf for grov

miljøkriminalitet.

Det andet element er en styrkelse af miljømyndighedernes mulighed for at

hindre fortsat miljøskadelig virksomhed. Der foreslås et nyt

»miljøansvarlighedsprincip« i lovens kapitel 5. Tab af

miljøansvarlighed indtræder ved grove overtrædelser af miljølovgivningen, ved

frakendelse af retten til at drive forurenende virksomhed samt ved større

gæld til det offentlige for selvhjælpshandlinger i forbindelse med

forurening. Manglende miljøansvarlighed medfører, at myndigheden kan give

afslag på eller tilbagekalde en miljøgodkendelse eller stille særlige vilkår,

herunder vilkår om sikkerhedsstillelse i virksomhedens miljøgodkendelse. I

tilknytning hertil foreslås oprettet et register over de personer og

selskaber, der efter de foreslåede kriterier har mistet miljøansvarlighed

(skønsmæssigt 20-30/året) for at sikre, at miljømyndighederne har adgang til

disse oplysninger.

Det tredje element er en styrkelse af miljømyndighedernes tilsyn. Der

foreslås indsat en lovhjemmel for miljø- og energiministeren til at fastsætte

det nærmere omfang af tilsynsforpligtelsen over for de myndigheder, der ikke

lever op til deres tilsynsforpligtelser.

Regeringen vil over en treårig periode vurdere, om denne bestemmelse,

sammen med den aftale, som miljø- og energiministeren forventer at indgå med

Kommunernes Landsforening om kommunernes fremtidige tilsynsindsats, sikrer et

tilfredsstillende tilsynsniveau i alle kommuner. Såfremt det på baggrund af

erfaringerne fra denne treårige periode - mod forventning - måtte vise sig,

at disse instrumenter ikke har den forventede virkning, vil regeringen tage

initiativ til at , at tilsynsopgaven kan fratages en myndighed, der ikke

varetager opgaven forsvarligt og henlægges til en anden myndighed for den

oprindelige tilsynsmyndigheds regning.

Med nærværende lovforslag og regeringens kommende forslag om ændring af

straffeloven ønsker regeringen at sende et klart signal om, at overtrædelse

af miljølovgivningen ikke tolereres og på ingen måde bør kunne betale sig.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, anbefaler

jeg lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.

Efter 2. behandling den 28. maj 1997

§ 1

I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 590 af 27. juni 1994,

som ændret ved lov nr. 403 af 14. juni 1995, lov nr. 302 af 24. april 1996 og

lov nr. 395 af 22. maj 1996, foretages følgende ændringer:

1. I § 34 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Godkendelsesmyndigheden kan nægte godkendelse eller

fastsætte særlige vilkår i godkendelsen, herunder vilkår om

sikkerhedsstillelse efter reglerne i § 39 a, såfremt ansøgeren, medlemmer af

ansøgerens direktion eller bestyrelse eller andre, der kan øve bestemmende

indflydelse på virksomhedens drift, er omfattet af § 40 a.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

2. I § 39 a indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Godkendelsesmyndigheden kan endvidere stille krav om

etablering af sikkerhedsstillelse over for listevirksomheder, såfremt

virksomhedens ejer eller ansvarlige ledelse er omfattet af § 40 a.«

Stk. 2-6 bliver herefter stk. 3-7.

3. Efter § 40 indsættes:

»§ 40 a. Anvendelse af § 34, stk. 2, og § 41 a finder sted

over for følgende:

1) Personer, der er blevet frakendt retten til at drive forurenende

virksomhed i henhold til denne lovs § 110 b eller i henhold til straffelovens

§ 79.

2) Personer, der er dømt efter straffelovens § 196.

3) Personer og selskaber m.v., der er straffet efter denne lovs § 110,

stk. 2, eller tilsvarende bestemmelser fastsat i bekendtgørelser, der er

udstedt med hjemmel i loven, såfremt der er fastsat frihedsstraf eller bøde

på 10.000 kr. eller derover, og såfremt der ikke er forløbet mere end ti år

fra den strafbare handling.

4) Personer og selskaber m.v., der har gæld på 100.000 kr. eller derover

til det offentlige for selvhjælpshandlinger foretaget af tilsynsmyndigheden i

medfør af denne lovs §§ 69 og 70, såfremt denne gæld er vedgået eller

fastslået ved en domstol. Det er endvidere en betingelse, at gælden er

forfalden og ikke er omfattet af en overholdt aftale om henstand eller

afdragsvis betaling, samt at der er fremsendt to rykkere til skyldneren.

§ 40 b. Miljø- og energiministeren opretter et register over de

personer og selskaber m.v., der er omfattet af § 40 a. Registeret kan

oprettes på edb efter miljø- og energiministerens bestemmelse herom.

Stk. 2. I sager, der afsluttes ved dom, og i sager, der afgøres

endeligt ved anklagemyndigheden med bødevedtagelse, foretager

anklagemyndigheden indberetning til registeret. I sager om gæld til det

offentlige for selvhjælpshandlinger foretager den pågældende tilsynsmyndighed

indberetning til registeret.

Stk. 3. Forinden der sker registrering, gives der meddelelse herom

til den pågældende person eller det pågældende selskab m.v.«

4. Efter § 41 indsættes før overskriften til § 42:

»§ 41 a. Godkendelsesmyndigheden kan tilbagekalde en

godkendelse eller fastsætte særlige vilkår i en eksisterende godkendelse,

herunder vilkår om sikkerhedsstillelse, jf. § 39 a, såfremt

1) indehaveren, medlemmer af indehaverens direktion eller bestyrelse eller

andre, der kan øve bestemmende indflydelse på virksomhedens drift, bliver

omfattet af § 40 a,

2) personer eller selskaber m.v., der er omfattet af § 40 a, bliver ejer

eller medejer af virksomheden eller

3) personer, der er omfattet af § 40 a, indtræder i bestyrelse eller

direktion i et selskab m.v., der driver godkendt virksomhed.

Stk. 2. Ved indbringelse af afgørelser efter stk. 1 for domstolene

kan domstolene tillægge søgsmålet opsættende virkning.«

5. I § 42 ændres i stk. 1, 2 og 4

»kommunalbestyrelsen« til: »tilsynsmyndigheden«, og i

stk. 3 ændres »Kommunalbestyrelsen« til:

»Tilsynsmyndigheden«.

6. I § 73 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan over for en

kommunalbestyrelse eller et amtsråd for en bestemt periode nærmere fastlægge

omfanget af disse myndigheders tilsynsforpligtelse.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

7. I § 110, stk. 3, indsættes efter »§ 53«:

»§ 55 a«.

8. § 110, stk. 4 og 5, affattes således:

»Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)

strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 5. Er der ved en overtrædelse opnået en økonomisk fordel,

konfiskeres denne efter reglerne i straffelovens 9. kapitel, selv om der ved

overtrædelsen ikke er voldt skade på miljøet eller er fremkaldt fare derfor.

Kan der ikke ske konfiskation, skal der tages særskilt hensyn hertil ved

udmåling af en bøde, herunder en eventuel tillægsbøde.«

9. Efter § 110 a indsættes:

»§ 110 b. Retten til at udøve virksomhed omfattet af kapitel

5 kan frakendes ved dom for strafbart forhold, hvis den tiltalte gentagne

gange eller under i øvrigt skærpende omstændigheder har

a) overtrådt bestemmelser i denne lov eller i forskrifter udstedt i medfør

af loven eller

b) undladt at efterkomme forbud eller påbud, som er udstedt i medfør af

disse bestemmelser.

Stk. 2. Efter samme regel kan der ske frakendelse af retten til at

være stifter af, direktør for eller medlem af bestyrelsen i et selskab med

begrænset ansvar, et selskab eller en forening, som kræver offentlig

godkendelse, eller en fond, der driver virksomhed omfattet af kapitel 5.

Stk. 3. I øvrigt gælder reglerne i straffelovens § 79, stk. 3 og

4.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1997.

Stk. 2. § 40 a, nr. 1-3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3,

omfatter personer og selskaber m.v., der har begået den eller de strafbare

overtrædelser efter den 1. juli 1997. § 40 a, nr. 4, som affattet ved denne

lovs § 1, nr. 3, omfatter personer og selskaber m.v., der har forårsaget en

forurening, der senere fjernes ved myndighedens selvhjælpshandling, når

forureningen er forårsaget efter den 1. juli 1997.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter