1996 LSF 45 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM NATURBESKYTTELSE OG LOV OM RÅSTOFFER (ÆNDRING AF KLAGEREGLER)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I lov nr. 9 af 3. januar 1992 om naturbeskyttelse, som ændret senest ved
lov nr. 439 af 1. juni 1994, foretages følgende ændringer:
1. § 78 affattes således:
» § 78. Amtsrådets og kommunalbestyrelsens afgørelser efter
loven eller de regler, der udstedes efter loven, kan påklages til
Naturklagenævnet efter bestemmelserne i dette kapitel. Afgørelser efter § 73,
stk. 6, kan dog ikke påklages.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan bestemme, at afgørelser,
der træffes af amtsrådet efter regler udstedt efter § 20, stk. 2, ikke skal
kunne påklages.
Stk. 3. Fredningsnævnets afgørelser efter § 50, stk. 1, kan
påklages til Naturklagenævnet efter bestemmelserne i dette kapitel. For klage
over fredningsnævnets øvrige afgørelser gælder § 43.
Stk. 4. Miljø- og energiministerens afgørelser efter § 9, § 11,
stk. 1 og 2, § 27, stk. 1 og 2, § 53, stk. 1 og 2, og § 75, stk. 2, 1. pkt.,
kan påklages til Naturklagenævnet efter bestemmelserne i dette kapitel.
Tilsvarende kan afgørelser efter § 65, stk. 1, påklages til Naturklagenævnet,
for så vidt angår dispensationer fra bestemmelserne i § 8, stk. 1, § 11, stk.
3, § 12, stk. 1, 1. pkt., og § 14, stk. 1 og 2, bortset fra tilladelser til
arkæologiske undersøgelser af fortidsminder og historiske skibsvrag. Andre
afgørelser efter loven kan ikke påklages til anden administrativ myndighed,
jf. dog § 60, stk. 3.
Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan fastsætte bestemmelser om
klage over afgørelser truffet af ministeren efter regler udstedt i medfør af
loven. Miljø- og energiministeren kan bestemme, at sådanne afgørelser kan
påklages til Naturklagenævnet, eller at sådanne afgørelser ikke kan påklages
til anden administrativ myndighed.«
2. I § 81 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Naturklagenævnets formand kan på nævnets vegne
Læs alt
træffe afgørelse i klager efter loven, når klagen skønnes ikke at indeholde
spørgsmål af meget væsentlig interesse i forhold til lovens formål.«
3. § 83, stk. 2, ophæves.
4. § 85 ophæves.
§ 2
I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, som
ændret senest ved lov nr. 484 af 12. juni 1996, foretages følgende ændringer:
1. § 13 affattes således:
»§ 13. Amtsrådets afgørelser efter loven eller de regler, der
fastsættes i medfør af loven, kan, for så vidt angår forekomster på
landjorden, påklages til Naturklagenævnet efter bestemmelserne i §§ 14-16.
Amtsrådets afgørelser efter § 7, stk. 2, § 9, stk. 2, og § 11 kan dog ikke
påklages til anden administrativ myndighed.
Stk. 2. Afgørelser om fastsættelse af vilkår efter § 5, stk. 3, i
lov nr. 285 af 7. juni 1972 om udnyttelse af sten, grus og andre
naturforekomster i jorden og på søterritoriet, jf. råstoflovens § 51, stk. 1,
kan påklages til Naturklagenævnet efter bestemmelserne i §§ 14-16.
Stk. 3. Miljø- og energiministerens afgørelser efter regler, der
fastsættes i medfør af lovens § 36, kan påklages til Naturklagenævnet efter
bestemmelserne i §§ 14-16. Miljø- og energiministerens afgørelser efter loven
eller efter de regler, der fastsættes i medfør af loven, vedrørende
forekomster på landjorden kan i øvrigt ikke påklages til anden administrativ
myndighed.«
2. § 14 affattes således:
» § 14. Naturklagenævnets formand kan på nævnets vegne træffe
afgørelse i klager efter loven, når klagen skønnes ikke at indeholde
spørgsmål af meget væsentlig interesse i forhold til lovens formål.
Stk. 2. Naturklagenævnets afgørelser kan ikke påklages til anden
administrativ myndighed.«
3. § 16, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Klage indgives skriftligt til den myndighed, der har
truffet afgørelsen. Myndigheden videresender klagen til Naturklagenævnet
ledsaget af den påklagede afgørelse og det materiale, der er indgået i sagens
bedømmelse.«
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1997.
Stk. 2. Afgørelser, der er påklaget inden lovens ikrafttræden,
færdigbehandles efter de hidtil gældende klageregler.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I lov nr. 9 af 3. januar 1992 om naturbeskyttelse, som ændret senest ved
lov nr. 439 af 1. juni 1994, foretages følgende ændringer:
1. § 78 affattes således:
» § 78. Amtsrådets og kommunalbestyrelsens afgørelser efter
loven eller de regler, der udstedes efter loven, kan påklages til
Naturklagenævnet efter bestemmelserne i dette kapitel. Afgørelser efter § 73,
stk. 6, kan dog ikke påklages.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan bestemme, at afgørelser,
der træffes af amtsrådet efter regler udstedt efter § 20, stk. 2, ikke skal
kunne påklages.
Stk. 3. Fredningsnævnets afgørelser efter § 50, stk. 1, kan
påklages til Naturklagenævnet efter bestemmelserne i dette kapitel. For klage
over fredningsnævnets øvrige afgørelser gælder § 43.
Stk. 4. Miljø- og energiministerens afgørelser efter § 9, § 11,
stk. 1 og 2, § 27, stk. 1 og 2, § 53, stk. 1 og 2, og § 75, stk. 2, 1. pkt.,
kan påklages til Naturklagenævnet efter bestemmelserne i dette kapitel.
Tilsvarende kan afgørelser efter § 65, stk. 1, påklages til Naturklagenævnet
for så vidt angår dispensationer fra bestemmelserne i § 8, stk. 1, § 11, stk.
3, § 12, stk. 1, 1. pkt., og § 14, stk. 1 og 2, bortset fra tilladelser til
arkæologiske undersøgelser af fortidsminder og historiske skibsvrag. Andre
afgørelser efter loven kan ikke påklages til anden administrativ myndighed,
jf. dog § 60, stk. 3.
Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan fastsætte bestemmelser om
klage over afgørelser truffet af ministeren efter regler udstedt i medfør af
loven. Miljø- og energiministeren kan bestemme, at sådanne afgørelser kan
indbringes for Naturklagenævnet, eller at sådanne afgørelser ikke kan
indbringes for anden administrativ myndighed.«
2. I § 81 indsættes som stk. 3:
» Stk. 3. Naturklagenævnets formand kan på nævnets vegne
træffe afgørelse i klager efter naturbeskyttelsesloven, når klagen skønnes
ikke at indeholde spørgsmål af meget væsentlig interesse i forhold til lovens
formål«.
3. § 83, stk. 2, ophæves.
4. § 85 ophæves.
§ 2
I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, som
ændret senest ved lov nr. 484 af 12. juni 1996, foretages følgende ændringer:
1. § 13 affattes således:
»§ 13. Amtsrådets afgørelser efter loven eller de regler, der
fastsættes i medfør af loven, kan for så vidt angår forekomster på landjorden
påklages til Naturklagenævnet efter bestemmelserne i §§ 14-16. Amtsrådets
afgørelser efter § 7, stk. 2, § 9, stk. 2, og § 11 kan dog ikke påklages til
anden administrativ myndighed.
Stk. 2. Afgørelser om fastsættelse af vilkår efter § 5, stk. 3, i
lov nr. 285 af 7. juni 1972 om udnyttelse af sten, grus og andre
naturforekomster i jorden og på søterritoriet, jf. råstoflovens § 51, stk. 1,
kan påklages til Naturklagenævnet efter bestemmelserne i §§ 14-16.
Stk. 3. Miljø- og energiministerens afgørelser efter regler, der
fastsættes i medfør af lovens § 36, kan påklages til Naturklagenævnet efter
bestemmelserne i §§ 14-16. Miljø- og energiministerens afgørelser efter loven
eller efter de regler, der fastsættes i medfør af loven, vedrørende
forekomster på landjorden kan i øvrigt ikke påklages til anden administrativ
myndighed.«
2. § 14 affattes således:
» § 14. Naturklagenævnets formand kan på nævnets vegne træffe
afgørelse i klager efter råstofloven, når klagen skønnes ikke at indeholde
spørgsmål af meget væsentlig interesse i forhold til lovens formål.
Stk. 2. Naturklagenævnets afgørelser kan ikke påklages til anden
administrativ myndighed.«
3. § 16, stk. 2, affattes således:
» Stk. 2. Klage indgives skriftligt til den myndighed, der har
truffet afgørelsen. Myndigheden videresender klagen til Naturklagenævnet
ledsaget af den påklagede afgørelse og det materiale, der er indgået i sagens
bedømmelse.«
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1998.
Stk. 2. Afgørelser, der er påklaget inden lovens ikrafttræden,
færdigbehandles efter de hidtil gældende klageregler.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
I forbindelse med reformen af plan- og naturbeskyttelseslovgivningen i
1992 blev Naturklagenævnet oprettet. Naturklagenævnet afløste det hidtidige
Overfredningsnævn. Naturklagenævnet behandler klager efter
naturbeskyttelsesloven over de kommunale myndigheders afgørelser og
fredningsnævnets afgørelser om dispensation fra fredninger, samt klager over
de kommunale myndigheders afgørelser efter planloven og råstofloven for så
vidt angår forekomster på landjorden. Nævnet behandler dog kun klager, der
rummer spørgsmål af meget væsentlig interesse i forhold til den regulering,
som de nævnte love indeholder. Øvrige klager behandles og afgøres af Skov- og
Naturstyrelsen efter bemyndigelse fra miljø- og energiministeren.
Efter nedlæggelsen af Planstyrelsen i 1993 ændredes planloven, således at
alle klager over kommunale afgørelser efter planloven nu behandles af
Naturklagenævnet.
De fordele, som knytter sig til et klagesystem med et uafhængigt nævn med
bred politisk sammensætning og to højesteretsdommere som endelig
klageinstans, vejer meget tungt. Det er hensigten med dette lovforslag at
gøre Naturklagenævnet til eneste klagemyndighed også inden for
naturbeskyttelseslovens og råstoflovens områder for så vidt angår afgørelser
truffet af de kommunale myndigheder eller fredningsnævn.
Forslaget tilgodeser ønsket om et klart, gennemskueligt og sammenhængende
klagesystem, hvor der ikke kan opstå tvivl om de involverede myndigheders
rolle i klagesagen. Ved forslaget undgår man den uklarhed, der kan opstå ved
den delte klagemyndighed, hvor klager indgives til Naturklagenævnet, men hvor
nævnet henviser langt de fleste klagesager til Skov- og Naturstyrelsens
afgørelse.
Endvidere må ændringsforslaget forventes at betyde en hurtigere
sagsbehandling af sager, der involverer en afgørelse efter såvel
naturbeskyttelsesloven som planloven. Det nuværende klagesystem indebærer, at
Naturklagenævnet i medfør af planloven og Skov- og Naturstyrelsen i medfør af
naturbeskyttelsesloven for en række sagers vedkommende sideløbende træffer
afgørelse i samme sag, hvilket alt andet lige er en forsinkende faktor.
Med ændringen af skovloven i 1996 er Naturklagenævnet også blevet
klagemyndighed for visse af Skov- og Naturstyrelsens og
statsskovdistrikternes afgørelser som 1. instans. Tidligere var henholdsvis
miljø- og energiministeren og Skov- og Naturstyrelsen klagemyndighed.
Tilsvarende erstatter Naturklagenævnet i forbindelse med en ændring af
råstofloven ministeren som klagemyndighed, for så vidt angår Skov- og
Naturstyrelsens afgørelser i medfør af råstofloven vedrørende
råstofindvinding på havet.
På samme måde foreslås det nu på naturbeskyttelseslovens og råstoflovens
områder, at Naturklagenævnet som udgangspunkt bliver klagemyndighed for Skov-
og Naturstyrelsens og statsskovdistrikternes afgørelser som 1. instans.
2. Lovforslagets hovedindhold
Forslaget tilsigter, at en lang række afgørelser, der i dag træffes af
Skov- og Naturstyrelsen som klageinstans, fremover skal træffes af
Naturklagenævnet. Der er eksempelvis tale om klager over amternes afgørelser
efter naturbeskyttelseslovens § 3 om beskyttede naturtyper, klager over
fredningsnævnenes afgørelser om dispensation fra fredninger og klager over
amternes afgørelser efter råstofloven om råstofindvinding på landjorden.
Endvidere vil Naturklagenævnet fremover som udgangspunkt erstatte miljø- og
energiministeren som klagemyndighed for Skov- og Naturstyrelsens afgørelser
som 1. instans på naturbeskyttelseslovens og råstoflovens områder, ligesom
Naturklagenævnet træder i stedet for Skov- og Naturstyrelsen som klageinstans
for statsskovdistrikternes afgørelser efter naturbeskyttelsesloven.
Samtidig bemyndiges formanden for Naturklagenævnet til på nævnets vegne at
træffe afgørelser i sager, der ikke skønnes at have meget væsentlig interesse
i forhold til lovens formål. Selve Naturklagenævnet forventes således at
blive forum for de principielle spørgsmål.
Efter de gældende regler i naturbeskyttelsesloven (§ 85) afgør
Naturklagenævnet kun de klager, der er indgivet af miljø- og energiministeren
eller indeholder spørgsmål, som efter nævnets vurdering har meget væsentlig
interesse i forhold til lovens formål. Miljø- og energiministeren - i praksis
Skov- og Naturstyrelsen - afgør andre klager.
Tilsvarende regler gælder i dag for amternes afgørelser i medfør af
råstofloven vedrørende råstofindvindinger på land.
Forslaget ændrer ikke de muligheder, der i dag findes for at påklage
kommunale afgørelser, ligesom kredsen af klageberettigede fastholdes.
For så vidt angår afgørelser truffet af Skov- og
Naturstyrelsen/statsskovdistrikterne som 1. instans på
naturbeskyttelseslovens område foreslås en enkelt ændring, således at
afgørelser efter § 8, stk. 3, om revision af grænser for klitfredning gøres
endelige. Det foreslås endvidere, at alle afgørelser om
klitfredningsspørgsmål kan påklages af samme (bredere) kreds af
klageberettigede, som fremgår af den almindelige bestemmelse i lovens § 86.
Der henvises til bemærkningerne til § 1 (ad § 78, stk. 4).
Det forudsættes, at Naturklagenævnet ikke opbygger egen teknisk-faglig
ekspertise, men efter behov indhenter faglige udtalelser fra Skov- og
Naturstyrelsen og andre institutioner mv. med relevant fagkundskab,
eksempelvis Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Forskningscentret for Skov og
Landskab, Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS),
Naturbeskyttelsesrådet, Landbrugs- og Fiskeriministeriets
forskningsinstitutioner og universiteter.
3. Økonomiske og administrative bemærkninger
3.1. Administrationen af de gældende love
I medfør af naturbeskyttelseslovens § 85 behandler og afgør Skov- og
Naturstyrelsen efter delegation fra miljø- og energiministeren de klagesager,
som Naturklagenævnet visiterer til styrelsen. I 1995 behandlede styrelsen
således:
* klager over amternes afgørelser efter §§ 3 og 4 om beskyttede naturtyper
* klager over amternes afgørelser efter §§ 15-19 om bygge- og
beskyttelseslinier
* klager over fredningsnævnenes afgørelser efter § 50, stk. 1, om
dispensationer fra fredninger
Endvidere behandler styrelsen et mindre antal klager over
statsskovdistrikternes afgørelser vedr. klitfredede arealer og klager over
amternes afgørelser vedr. offentlighedens adgang til naturen. Der har ikke
været klagesager vedr. amternes afgørelser om friluftsreklamer.
I medfør af råstoflovens § 14 behandler og afgør Skov- og Naturstyrelsen
efter delegation fra miljø- og energiministeren de klagesager vedr. amternes
afgørelser om råstofindvinding på land, som Naturklagenævnet visiterer til
styrelsen. I 1995 afgjorde styrelsen 25 sager. Antallet af klagesager er gået
meget ned i de senere år. Tallet må for perioden 1997-98 forventes at stige,
da mange tilladelser udløber i denne periode.
3.2 Administrative og økonomiske konsekvenser af lovforslaget
Lovforslaget betyder, at sager, som påklages til Naturklagenævnet, ikke
længere kan henvises til afgørelse i Skov- og Naturstyrelsen. Lovforslaget
betyder endvidere, at Naturklagenævnet træder i stedet for Skov- og
Naturstyrelsen og miljø- og energiministeren som klageinstans, for så vidt
angår afgørelser efter klitfredningsbestemmelserne m.v.
Skov- og Naturstyrelsen har hidtil anvendt i alt ca. 3 årsværk til
klagesagsbehandling inden for de to berørte lovområder. Styrelsen skal
imidlertid fremover i et vist omfang afgive udtalelser til nævnet i sager,
som styrelsen hidtil har behandlet, idet styrelsen besidder den
teknisk-faglige ekspertise. Ressourceforbruget hertil skønnes til maksimalt 1
årsværk. Nettobesparelsen i Skov- og Naturstyrelsen forventes således at være
ca. 2 årsværk. Miljø- og energiministeriets departement har anvendt få
ressourcer på klagesagsbehandling.
I konsekvens af den foreslåede ændrede kompetencefordeling overflyttes 3
årsværk fra Skov- og Naturstyrelsen til Naturklagenævnet pr. 1. januar 1998.
Amtskommunerne og kommunerne vil ikke blive berørt ressourcemæssigt af
lovforslaget.
4. Miljøkonsekvenser
Lovforslaget har ingen miljøkonsekvenser.
5. Erhvervsøkonomiske konsekvenser
Lovforslaget har ingen erhvervsøkonomiske konsekvenser.
6. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indebærer ikke aspekter af relevans for EU-retten.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (§ 78)
Til § 78
ad stk. 1
Følgende sagskategorier er omfattet af forslaget:
* klager over amternes afgørelser om beskyttede naturtyper, §§ 3 og 4
* klager over amternes/kommunernes afgørelser om bygge- og
beskyttelseslinier, §§ 15-19
* klager over amternes afgørelser om friluftsreklamer, § 21
* klager over amternes afgørelser om offentlighedens adgang til naturen,
kapitel 4
Ændringsforslaget begrænser ikke muligheden for at få en afgørelse prøvet
ved en anden instans, men indebærer, at en lang række klagesager ikke længere
kan henvises af Naturklagenævnet til afgørelse i Skov- og Naturstyrelsen.
Det forudsættes, at der fortsat vil blive foretaget besigtigelse i
klagesager efter behov med indkaldelse af sagens parter.
ad stk. 2
Ændringsforslaget er redaktionelt.
ad stk. 3
Ændringsforslaget indebærer, at klager over fredningsnævnenes afgørelser
om dispensationer fra fredninger efter § 50, stk. 1, ikke længere kan
visiteres af Naturklagenævnet til Skov- og Naturstyrelsen.
ad stk. 4
I følge de gældende regler kan miljø- og energiministerens afgørelser
efter loven eller efter regler, der udstedes i medfør af loven, ikke påklages
til anden administrativ myndighed.
I medfør af bekendtgørelse nr. 217 af 21. marts 1994 om henlæggelse af
opgaver og beføjelser til Skov- og Naturstyrelsen, § 25 kan en række
afgørelser truffet af Skov- og Naturstyrelsen efter delegation påklages til
miljø- og energiministeren. Afgørelser truffet af statsskovdistrikterne efter
delegation kan påklages til Skov- og Naturstyrelsen.
I følge ændringsforslaget skal klager over afgørelser vedr.
fortidsmindebeskyttelse og klitfredning, hvor den centrale Skov- og
Naturstyrelse eller statsskovdistrikterne efter bemyndigelse fra miljø- og
energiministeren er 1. instans, fremover behandles af Naturklagenævnet - i
det omfang 1.instans-afgørelserne ikke er endelige. Sagerne behandles som
hidtil i højst 2 instanser.
Ændringsforslaget begrænser ikke de muligheder, der i dag er for at få en
afgørelse prøvet ved en anden instans. Dog foreslås det, at afgørelser efter
§ 8, stk. 3, 2. pkt. om revision af grænser for klitfredning fremover ikke
kan påklages til anden administrativ myndighed, da der er tale om en teknisk
korrektion, der ikke indeholde juridiske eller skønsmæssige vurderinger.
I følge bekendtgørelse nr. 217 af 21. marts 1994 om henlæggelse af opgaver
og beføjelser til Skov- og Naturstyrelsen, § 26, stk. 3, kan visse afgørelser
vedrørende klitfredningsspørgsmål i dag kun påklages af adressaten. Det
foreslås, at denne begrænsning af kredsen af klageberettigede opgives,
således at kredsen af klageberettigede bliver identisk med lovens § 86,
hvorefter tillige offentlige myndigheder, Danmarks Naturfredningsforening og
lokale foreninger og lignende, som har en væsentlig interesse i afgørelsen,
er klageberettigede.
Efter lovens § 67, stk. 1, kan miljø- og energiministeren beslutte at
overtage amtsrådets eller kommunalbestyrelsens beføjelser efter loven i
sager, der berører andre myndigheders lovbestemte opgaver eller har større
betydning. Hjemlen har ikke været benyttet. Ministerens afgørelser i sådanne
sager kan som hidtil ikke påklages.
ad stk. 5
Efter bekendtgørelse nr. 552 af 22. juni 1992 om klitfredning udstedt i
medfør af lovens § 8, stk.6 og 7, og § 27, stk. 3, træffer Skov- og
Naturstyrelsen en række afgørelser vedr. dispensationer mv., som ikke kan
påklages til anden administrativ myndighed. I henhold til
delegationsbekendtgørelsen (bek. nr. 217 af 21. marts 1994) har Skov- og
Naturstyrelsen henlagt disse beføjelser til statsskovdistrikterne, hvis
afgørelser i dag kan indbringes for Skov- og Naturstyrelsen.
Ændringsforslaget giver miljø- og energiministeren hjemmel til at fastsætte
klageadgang til Naturklagenævnet i sådanne sager, hvilket ministeren agter at
gøre.
Ændringsforslaget giver endvidere miljø- og energiministeren hjemmel til
at bestemme, at visse afgørelser efter regler udstedt i medfør af
naturbeskyttelsesloven ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
Baggrunden for denne bemyndigelsesbestemmelse er, at visse sager har en sådan
karakter, at de ikke egner sig til behandling i Naturklagenævnet. Det gælder
sager, som ikke vedrører arealanvendelse i bred forstand, f.eks. afgørelser
vedrørende import, eksport, køb, salg m.m. af truede arter og afgørelser
vedrørende fredede krybdyr, padder, planter mv.
Til nr. 2 (§ 81)
Det fremgår af planlovens § 58, stk. 2, at »Formanden kan på nævnets
vegne afgøre en klage efter lov om planlægning, når klagen ikke skønnes at
indeholde spørgsmål af meget væsentlig interesse i forhold til lovens
formål«. I følge Naturklagenævnets forretningsorden kan nævnet forlange
en klage forelagt til nævnets afgørelse, indtil formanden har afsendt
afgørelsen i klagesagen. Det påhviler formanden at give nævnet oplysning om
alle modtagne klager. De samme procedureregler vil gælde for sager efter
naturbeskyttelsesloven.
Til nr. 3 (§ 83)
Ændringsforslaget er en konsekvensændring.
Til nr. 4 (§ 85)
Ændringsforslaget er en konsekvensændring.
Til § 2
Til nr. 1 (§ 13)
Til § 13
ad stk. 1
Efter de gældende regler afgør Skov- og Naturstyrelsen en række
klagesager, idet Naturklagenævnet kun behandler klager, der er indgivet af
miljø- og energiministeren eller indeholder spørgsmål, som efter nævnets
vurdering har meget væsentlig interesse i forhold til lovens formål.
Ændringsforslaget indebærer, at klager over amtsrådets afgørelser, der
indgives til Naturklagenævnet, fremover ikke kan henvises til afgørelse i
Skov- og Naturstyrelsen.
I klagesager vedrørende råstofindvinding på landbrugsejendomme forudsættes
klagesagsbehandlingen efter råstofloven som hidtil koordineret med en
eventuel klagesagsbehandling efter landbrugsloven.
ad stk. 2
I følge den gældende råstoflovs § 51, stk.1, skal sager om anmeldte
rettigheder til indvinding af andre råstoffer end sten, sand og grus efter §
5 stk. 1, nr. 1-3, i råstofloven af 1972, behandles efter de hidtil gældende
regler i 1972-loven.
Efter § 11 i bekendtgørelse nr. 916 af 18. december 1991 om ansøgninger og
indberetninger om indvinding efter råstofloven og om amtsrådets kompetence
til at fastsætte vilkår for anmeldte rettigheder, er amtsrådet bemyndiget til
at fastsætte vilkår for de efter 1972-loven anerkendte anmeldelser.
I henhold til bekendtgørelse nr. 217 af 21. marts 1994 om henlæggelse af
opgaver og beføjelser til Skov- og Naturstyrelsen, § 18, stk. 1, nr. 14, og §
25, stk.1, afgør Skov- og Naturstyrelsen endeligt klager over amtsrådets
fastsættelse af vilkår for de anmeldte rettigheder. Som følge af, at
Naturklagenævnet efter lovforslaget i øvrigt indsættes som eneste
klagemyndighed for amtsrådets afgørelser vedrørende forekomster på land,
foreslås Naturklagenævnet også indsat her. Der er i de senere år kun påklaget
få afgørelser.
ad stk. 3
Ændringsforslaget er en konsekvens af de øvrige ændringer og indebærer
ikke en ændret adgang til at klage over miljø- og energiministerens og Skov-
og Naturstyrelsens afgørelser. Dog foreslås det, at afgørelser, som
ministeren træffer efter regler fastsat med hjemmel i lovens § 36, stk. 1,
skal kunne påklages til Naturklagenævnet. I § 36, stk. 1, er der hjemmel til
at fastsætte regler om, at tilladelser til råstofindvinding på land i visse
nærmere angivne tilfælde af mere vidtrækkende betydning meddeles af
ministeren. Hjemlen til at udstede sådanne regler har ikke været benyttet.
Efter lovens § 36, stk. 2, kan miljø- og energiministeren beslutte at
overtage amtsrådets eller kommunalbestyrelsens beføjelser efter loven i
sager, der berører andre myndigheders lovbestemte opgaver eller har større
betydning. Hjemlen har ikke været benyttet. Ministerens afgørelser i sådanne
sager kan som hidtil ikke påklages.
Til nr. 2 (§ 14)
Bestemmelsen i § 14, stk. 1, svarer til bestemmelser i skovloven og
planloven. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til ændringsforslagets §
1, nr. 2.
Til nr. 3 (§ 16)
Bestemmelsen er ændret som en konsekvens af, at det nu ikke alene er
amtsrådets afgørelser, der kan påklages, men at også miljø- og
energiministerens afgørelser efter § 13, stk. 3, 1. pkt. kan påklages.
Til § 3
Lovens ikrafttræden er fastsat til 1. januar 1998. Klager, der er indgivet
inden lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende
klageregler.
Skriftlig fremsættelse (30. oktober 1996)
Miljø- og energiministeren (Svend Auken):
Jeg skal herved tillade mig at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om naturbeskyttelse og lov om
råstoffer. (Ændring af klageregler).
(Lovforslag nr. L 45).
I forbindelse med reformen af plan- og naturbeskyttelseslovgivningen i
1992 blev Naturklagenævnet oprettet. Naturklagenævnet afløste det hidtidige
Overfredningsnævn. Nævnet behandler i dag alle klager over kommunale
afgørelser efter planloven. På Naturbeskyttelseslovens og råstoflovens område
behandler nævnet kun klager, som rummer spørgsmål af meget væsentlig
interesse i forhold til de 2 loves formål. Andre klager afgøres af Skov- og
Naturstyrelsen efter bemyndigelse fra miljø- og energiministeren.
Lovforslaget indebærer, at afgørelser, der påklages til Naturklagenævnet,
fremover ikke kan henvises til afgørelse i Skov- og Naturstyrelsen. Der er
eksempelvis tale om klager over amternes afgørelser efter
naturbeskyttelseslovens § 3 om beskyttede naturtyper, klager over
fredningsnævnenes afgørelser om dispensation fra fredninger og klager over
amternes afgørelser efter råstofloven om råstofindvinding på landjorden.
Endvidere vil Naturklagenævnet fremover som udgangspunkt erstatte miljø-
og energiministeren som klagemyndighed for Skov- og Naturstyrelsens
afgørelser som 1. instans på naturbeskyttelseslovens og råstoflovens områder,
ligesom Naturklagenævnet vil træde i stedet for Skov- og Naturstyrelsen som
klageinstans for statsskovdistrikternes afgørelser efter
naturbeskyttelsesloven.
De fordele, som knytter sig til et klagesystem med et uafhængigt nævn med
bred politisk sammensætning og to højesteretsdommere som endelig
klageinstans, vejer meget tungt. Det foreliggende forslag til ændringslov
tilgodeser ønsket om et klart, gennemskueligt og sammenhængende klagesystem,
hvor der ikke kan opstå tvivl om de involverede myndigheders rolle i
klagesagen. Ved forslaget undgår man den uklarhed, der kan opstå ved den
delte klagemyndighed, hvor klager indgives til Naturklagenævnet, men hvor
nævnet henviser de fleste klagesager til Skov- og Naturstyrelsens afgørelse.
Lovforslaget indebærer, at Naturklagenævnets formand kan afgøre klager
efter naturbeskyttelsesloven og råstofloven, for så vidt angår forekomster på
landjorden, når klagen skønnes ikke at indeholde spørgsmål af meget væsentlig
interesse i forhold til de 2 loves formål. Formanden træffer afgørelsen på
nævnets vegne, hvilket betyder, at formanden ikke imod nævnets opfattelse kan
behandle sager som formandssager. Tilsvarende bestemmelse om
formandskompetence findes i planloven og skovloven. De nærmere procedurer
fastlægges i Naturklagenævnets forretningsorden og ved aftale.
Idet der i øvrigt henvises til lovforslaget med bemærkninger, anbefales
Folketingets velvillige behandling af forslaget.
Bilag
I dette bilag er (med mindre skrift)
indsat den gældende formulering af de bestemmelser
der berøres af lovforslaget
Forslag til ændring af lov om
naturbeskyttelse
1. § 78 affattes således:
» § 78. Amtsrådets og kommunalbestyrelsens afgørelser efter
loven eller de regler, der udstedes efter loven, kan påklages til
Naturklagenævnet efter bestemmelserne i dette kapitel. Afgørelser efter § 73,
stk. 6, kan dog ikke påklages.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan bestemme, at afgørelser,
der træffes af amtsrådet efter regler udstedt efter § 20, stk. 2, ikke skal
kunne påklages.
Stk. 3. Fredningsnævnets afgørelser efter § 50, stk. 1, kan
påklages til Naturklagenævnet efter bestemmelserne i dette kapitel. For klage
over fredningsnævnets øvrige afgørelser gælder § 43.
Stk. 4. Miljø- og energiministerens afgørelser efter § 9, § 11,
stk. 1 og 2, § 27, stk. 1 og 2, § 53, stk. 1 og 2, og § 75, stk. 2, 1. pkt.,
kan påklages til Naturklagenævnet efter bestemmelserne i dette kapitel.
Tilsvarende kan afgørelser efter § 65, stk. 1, påklages til Naturklagenævnet
for så vidt angår dispensationer fra bestemmelserne i § 8, stk. 1, § 11, stk.
3, § 12, stk. 1, 1. pkt., og § 14, stk. 1 og 2, bortset fra tilladelser til
arkæologiske undersøgelser af fortidsminder og historiske skibsvrag. Andre
afgørelser efter loven kan ikke påklages til anden administrativ myndighed,
jf. dog § 60, stk. 3.
Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan fastsætte bestemmelser om
klage over afgørelser truffet af ministeren efter regler udstedt i medfør af
loven. Miljø- og energiministeren kan bestemme, at sådanne afgørelser kan
indbringes for Naturklagenævnet, eller at sådanne afgørelser ikke kan
indbringes for anden administrativ myndighed.«
§ 78. Amtsrådets og kommunalbestyrelsens afgørelser efter loven
eller de regler, der udstedes efter loven, kan påklages efter bestemmelserne
i dette kapitel. Afgørelser efter § 73, stk. 6, kan dog ikke påklages.
Stk. 2. Fredningsnævnets afgørelser efter § 50, stk. 1, kan
påklages efter bestemmelserne i dette kapitel. For klage over
fredningsnævnets øvrige afgørelser gælder § 43.
Stk. 3. Miljøministerens afgørelser efter loven eller efter
regler, der udstedes i medfør af loven, kan ikke påklages til anden
administrativ myndighed, jf. dog § 60, stk. 3.
Stk. 4. Miljøministeren kan bestemme, at afgørelser, der træffes
af amtsrådet efter regler udstedt efter § 20, stk. 2, ikke skal kunne
påklages.
2. I § 81 indsættes som stk. 3:
» Stk. 3. Naturklagenævnets formand kan på nævnets vegne
træffe afgørelse i klager efter naturbeskyttelsesloven, når klagen skønnes
ikke at indeholde spørgsmål af meget væsentlig interesse i forhold til lovens
formål«.
§ 81. Nævnet er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af
medlemmerne, herunder formanden eller en viceformand er til stede.
Stk. 2. Nævnets afgørelse i de enkelte sager træffes ved
almindelig stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens henholdsvis
viceformandens stemme udslagsgivende.
3. § 83, stk. 2, ophæves.
§ 83. Miljøministeren fastsætter nævnets forretningsorden.
Stk. 2. Det kan bestemmes i forretningsordenen, at formanden eller
efter formandens bemyndigelse en viceformand på nævnets vegne kan henvise en
klage til miljøministerens afgørelse.
4. § 85 ophæves.
§ 85. Naturklagenævnet afgør klager, der er indgivet af
miljøministeren eller indeholder spørgsmål, som efter nævnets vurdering har
meget væsentlig interesse i forhold til lovens formål, jf. dog § 43, stk.. 1,
og § 6o, stk. 3. Miljøministeren afgør andre klager.
Forslag til ændring af lov om råstoffer
1. § 13 affattes således:
»§ 13. Amtsrådets afgørelser efter loven eller de regler, der
fastsættes i medfør af loven, kan for så vidt angår forekomster på landjorden
påklages til Naturklagenævnet efter bestemmelserne i §§ 14-16. Amtsrådets
afgørelser efter § 7, stk. 2, § 9, stk. 2, og § 11 kan dog ikke påklages til
anden administrativ myndighed.
Stk. 2. Afgørelser om fastsættelse af vilkår efter § 5, stk. 3, i
lov nr. 285 af 7. juni 1972 om udnyttelse af sten, grus og andre
naturforekomster i jorden og på søterritoriet, jf. råstoflovens § 51, stk. 1,
kan påklages til Naturklagenævnet efter bestemmelserne i §§ 14-16.
Stk. 3. Miljø- og energiministerens afgørelser efter regler, der
fastsættes i medfør af lovens § 36, kan påklages til Naturklagenævnet efter
bestemmelserne i §§ 14-16. Miljø- og energiministerens afgørelser efter loven
eller efter de regler, der fastsættes i medfør af loven, vedrørende
forekomster på landjorden kan i øvrigt ikke påklages til anden administrativ
myndighed.«
§ 13. Amtsrådets afgørelser efter loven eller de regler, der
fastsættes i medfør af loven, kan for så vidt angår forekomster på landjorden
påklages efter bestemmelserne i §§ 14-16. Amtsrådets afgørelser efter § 7,
stk. 2, § 9, stk. 2, og § 11 kan dog ikke påklages til anden administrativ
myndighed.
Stk. 2. Miljøministerens afgørelser efter loven eller de regler,
der fastsættes i medfør af loven, kan ikke påklages til anden administrativ
myndighed.
2. § 14 affattes således:
» § 14. Naturklagenævnets formand kan på nævnets vegne træffe
afgørelse i klager efter råstofloven, når klagen skønnes ikke at indeholde
spørgsmål af meget væsentlig interesse i forhold til lovens formål.
Stk. 2. Naturklagenævnets afgørelser kan ikke påklages til anden
administrativ myndighed.«
§ 14. Naturklagenævnet afgør klager, der indgives af
miljøministeren eller indeholder spørgsmål, som efter nævnets vurdering har
meget væsentlig interesse i forhold til lovens formål. Miljøministeren afgør
andre klager.
3. § 16, stk. 2, affattes således:
» Stk. 2. Klage indgives skriftligt til den myndighed, der har
truffet afgørelsen. Myndigheden videresender klagen til Naturklagenævnet
ledsaget af den påklagede afgørelse og det materiale, der er indgået i sagens
bedømmelse.«
§ 16. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt.
Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra
bekendtgørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag,
forlænges fristen til den følgende hverdag.
Stk. 2. Klage indgives skriftligt til amtsrådet, der videresender
den til Naturklagenævnet ledsaget af den påklagede afgørelse og det
materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.
Stk. 3. En tilladelse må ikke udnyttes, før klagefristen er
udløbet.
Stk. 4. Rettidig klage har opsættende virkning for den påklagede
afgørelse, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet.
Efter 2. behandling den 17. december 1996
§ 1
I lov nr. 9 af 3. januar 1992 om naturbeskyttelse, som ændret senest ved
lov nr. 439 af 1. juni 1994, foretages følgende ændringer:
1. § 78 affattes således:
» § 78. Amtsrådets og kommunalbestyrelsens afgørelser efter
loven eller de regler, der udstedes efter loven, kan påklages til
Naturklagenævnet efter bestemmelserne i dette kapitel. Afgørelser efter § 73,
stk. 6, kan dog ikke påklages.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan bestemme, at afgørelser,
der træffes af amtsrådet efter regler udstedt efter § 20, stk. 2, ikke skal
kunne påklages.
Stk. 3. Fredningsnævnets afgørelser efter § 50, stk. 1, kan
påklages til Naturklagenævnet efter bestemmelserne i dette kapitel. For klage
over fredningsnævnets øvrige afgørelser gælder § 43.
Stk. 4. Miljø- og energiministerens afgørelser efter § 9, § 11,
stk. 1 og 2, § 27, stk. 1 og 2, § 53, stk. 1 og 2, og § 75, stk. 2, 1. pkt.,
kan påklages til Naturklagenævnet efter bestemmelserne i dette kapitel.
Tilsvarende kan afgørelser efter § 65, stk. 1, påklages til Naturklagenævnet,
for så vidt angår dispensationer fra bestemmelserne i § 8, stk. 1, § 11, stk.
3, § 12, stk. 1, 1. pkt., og § 14, stk. 1 og 2, bortset fra tilladelser til
arkæologiske undersøgelser af fortidsminder og historiske skibsvrag. Andre
afgørelser efter loven kan ikke påklages til anden administrativ myndighed,
jf. dog § 60, stk. 3.
Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan fastsætte bestemmelser om
klage over afgørelser truffet af ministeren efter regler udstedt i medfør af
loven. Miljø- og energiministeren kan bestemme, at sådanne afgørelser kan
påklages til Naturklagenævnet, eller at sådanne afgørelser ikke kan påklages
til anden administrativ myndighed.«
2. I § 81 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Naturklagenævnets formand kan på nævnets vegne
træffe afgørelse i klager efter loven, når klagen skønnes ikke at indeholde
spørgsmål af meget væsentlig interesse i forhold til lovens formål.«
3. § 83, stk. 2, ophæves.
4. § 85 ophæves.
§ 2
I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, som
ændret senest ved lov nr. 484 af 12. juni 1996, foretages følgende ændringer:
1. § 13 affattes således:
»§ 13. Amtsrådets afgørelser efter loven eller de regler, der
fastsættes i medfør af loven, kan, for så vidt angår forekomster på
landjorden, påklages til Naturklagenævnet efter bestemmelserne i §§ 14-16.
Amtsrådets afgørelser efter § 7, stk. 2, § 9, stk. 2, og § 11 kan dog ikke
påklages til anden administrativ myndighed.
Stk. 2. Afgørelser om fastsættelse af vilkår efter § 5, stk. 3, i
lov nr. 285 af 7. juni 1972 om udnyttelse af sten, grus og andre
naturforekomster i jorden og på søterritoriet, jf. råstoflovens § 51, stk. 1,
kan påklages til Naturklagenævnet efter bestemmelserne i §§ 14-16.
Stk. 3. Miljø- og energiministerens afgørelser efter regler, der
fastsættes i medfør af lovens § 36, kan påklages til Naturklagenævnet efter
bestemmelserne i §§ 14-16. Miljø- og energiministerens afgørelser efter loven
eller efter de regler, der fastsættes i medfør af loven, vedrørende
forekomster på landjorden kan i øvrigt ikke påklages til anden administrativ
myndighed.«
2. § 14 affattes således:
» § 14. Naturklagenævnets formand kan på nævnets vegne træffe
afgørelse i klager efter loven, når klagen skønnes ikke at indeholde
spørgsmål af meget væsentlig interesse i forhold til lovens formål.
Stk. 2. Naturklagenævnets afgørelser kan ikke påklages til anden
administrativ myndighed.«
3. § 16, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Klage indgives skriftligt til den myndighed, der har
truffet afgørelsen. Myndigheden videresender klagen til Naturklagenævnet
ledsaget af den påklagede afgørelse og det materiale, der er indgået i sagens
bedømmelse.«
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1997.
Stk. 2. Afgørelser, der er påklaget inden lovens ikrafttræden,
færdigbehandles efter de hidtil gældende klageregler.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1991 LSF 70 FORSLAG TIL LOV OM NATURBESKYTTELSE Retsinformation · 3. januar 1992
- 1995 LSF 153 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM RÅSTOFFER OG LOV OM KONTINENTALSOKLEN Retsinformation · 19. juni 1996
- Forslag til Lov om ændring af lov om naturbeskyttelse (Udmøntning af kommunalreformen) Retsinformation · 17. juni 2005
- Dispensation fra strandbeskyttelseslinie til udstykning af ejendom Retsinformation · 12. januar 2002
- Forslag til Lov om ændring af visse miljølove Retsinformation · 20. maj 2000
- 1989 LSF 165 FORSLAG TIL LOV OM NATURBESKYTTELSE Retsinformation · 18. januar 1990