1995 LSF 153 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM RÅSTOFFER OG LOV OM KONTINENTALSOKLEN
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, som
ændret ved lov nr. 212 af 29. marts 1995, foretages følgende ændringer:
1. I § 3, 2. pkt., indsættes efter
»arkæologiske«: »og geologiske«.
2. § 7, stk. 1, 1. pkt., affattes således:
»Erhvervsmæssig indvinding af råstoffer og etablering af anlæg på
indvindingsstedet til brug for indvindingen må kun ske efter tilladelse fra
amtsrådet.«
3. § 7, stk. 2, 1.-3. pkt., affattes således:
»Ikkeerhvervsmæssige indvindinger på mere end 200 m3 årligt og
prøvegravninger på mere end 200 m3 skal anmeldes til amtsrådet, inden
indvindingen eller prøvegravningen påbegyndes. Anmeldelsen skal indeholde
oplysning om indvindingsområdet samt arten, mængden og anvendelsen af
råstoffet. Amtsrådet kan inden 4 uger efter, at anmeldelsen er modtaget,
stille vilkår for indvindingen eller prøvegravningen.«
4. I § 7 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Der skal foretages efterbehandling enten løbende
eller efter afslutningen af ikke-erhvervsmæssige indvindinger og
prøvegravninger som nævnt i stk. 2.«
5. § 10, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:
»En tilladelse efter § 7, stk. 1, kan indeholde vilkår om
1) virksomhedens drift og om efterbehandling af arealet med henblik på at
begrænse miljømæssige gener og forebygge forurening af grundvandet og jorden,
2) at der stilles sikkerhed for, at indvindingsområdet bliver
efterbehandlet,
3) at indvindingen og efterbehandlingen sker efter en plan, der er
godkendt af amtsrådet, og som indeholder hovedelementerne for indvindingen og
efterbehandlingen, og
4) at råstofferne skal oparbejdes bedst muligt i forhold til deres
Læs alt
kvalitet eller skal anvendes til bestemte formål.
Stk. 2. Amtsrådet kan fastsætte yderligere vilkår for at varetage
de hensyn, der er nævnt i § 3.
Stk. 3. Sikkerhedsstillelsen som nævnt i stk. 1, nr. 2, skal dække
amtsrådets udgifter til efterbehandling ved en selvhjælpshandling, jf. § 33,
stk. 3. Amtsrådet kan regulere sikkerhedsstillelsens størrelse, hvis
grundlaget for beregningen ændres væsentligt.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 4-6.
6. I § 14 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Naturklagenævnets afgørelser kan ikke påklages til
anden administrativ myndighed.«
7. Kapitel 4 affattes således:
»Kapitel 4
Forekomster på søterritoriet og
kontinentalsoklen
Kortlægning og planlægning
§ 18. Miljø- og energiministeren udfører kortlægning af råstoffer
på søterritoriet og kontinentalsoklen.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan på grundlag af
kortlægningen efter stk. 1 udarbejde planer for råstofindvindingen.
Godkendelse af indvindingsmateriel
§ 19. Til efterforskning og indvinding af råstoffer på
søterritoriet og kontinentalsoklen må kun anvendes indvindingsmateriel, der
er godkendt af miljø- og energiministeren. Godkendelsen kan kun udnyttes i
henhold til en tilladelse efter § 20, stk. 1.
Stk. 2. Godkendelse efter stk. 1 kan gives på nærmere angivne
vilkår, for en tidsbegrænset periode samt til anvendelse ved en nærmere
afgrænset arbejdsopgave.
Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler for,
hvilket indvindingsmateriel der kan godkendes efter stk. 1, herunder at
indvindingsmateriellet skal være udstyret med og anvende elektronisk
kontroludstyr til registrering af indvindingsfartøjets position under
indvinding m.v.
Tilladelser og udlæg af indvindingsområder
§ 20. Efterforskning og indvinding af råstoffer på søterritoriet
og kontinentalsoklen må kun ske i geografisk afgrænsede og miljøvurderede
områder og efter tilladelse fra miljø- og energiministeren.
Stk. 2. Tilladelse efter stk. 1 kan gives til en eller flere
ansøgere og for en periode på indtil 10 år. I en tilladelse til
efterforskning kan der gives ansøgeren fortrinsret til indvindingstilladelse.
Stk. 3. Det påhviler ansøgeren at foretage de fornødne
undersøgelser og miljømæssige vurderinger eller helt eller delvis at afholde
udgifterne hertil.
Stk. 4. Tilladelse efter stk. 1 kan ikke gives i
EF-fuglebeskyttelsesområder, EF-habitatområder, Ramsarområder og områder med
en vanddybde på mindre end 6 m.
Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan, for så vidt angår
indvinding af sand, grus og ral i EF-fuglebeskyttelsesområder,
EF-habitatområder og Ramsarområder, i ganske særlige tilfælde, og når
indvindingen kan foretages uden at medføre forringelser af områderne eller
medføre forstyrrelser, som har væsentlige konsekvenser for de arter, for
hvilke områderne er udpeget, gøre undtagelse fra bestemmelsen i stk. 4.
Stk. 6. Miljø- og energiministeren kan, for så vidt angår
indvinding af sand, grus og ral i områder med en vanddybde på mindre end 6 m
gøre undtagelse fra bestemmelsen i stk. 4, når en værdifuld råstofforekomst
kan indvindes, uden at indvindingen er i konflikt med væsentlige naturmæssige
værdier.
§ 21. En tilladelse til efterforskning efter § 20, stk. 1, kan
indeholde
1) vilkår om gennemførelse og indhold af den råstofgeologiske
efterforskning af området,
2) vilkår til begrænsning af de miljø- og naturmæssige effekter af
efterforskningen og
3) vilkår om rapportering af efterforskningens forløb og resultater.
Stk. 2. En tilladelse til indvinding efter § 20, stk. 1, kan
indeholde
1) vilkår om gennemførelsen af indvindingen, herunder til begrænsning af
miljø- og naturmæssige effekter,
2) vilkår om, at tilladelsesindehaveren deltager i opmåling, løbende
miljøovervågning samt efterbehandling af indvindingsområdet eller helt eller
delvis udreder udgifterne hertil,
3) ressourceøkonomiske vilkår, herunder vilkår om, at råstofferne anvendes
til bestemte formål,
4) vilkår om, at der stilles fornøden sikkerhed, eventuelt kollektivt, for
gennemførelse af kontrolopmåling af indvindingsområdet, for overholdelse af
vilkår om områdets tilstand efter endt indvinding og for udførelse af
efterbehandling, og
5) vilkår om overdragelse af tilladelsen.
Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan i en tilladelse efter § 20,
stk. 1, fastsætte yderligere vilkår for at varetage de hensyn, der er nævnt i
§ 3.
§ 22. Miljø- og energiministeren kan ved bekendtgørelse udlægge
områder til råstofindvinding og fastsætte nærmere regler for indvinding i
disse områder.
VVM-procedure
§ 23. Tilladelse i henhold til § 20, stk. 1, til indvindinger, der
må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad, kan kun meddeles på baggrund
af en vurdering af de miljømæssige konsekvenser, hvor offentligheden,
myndigheder og organisationer har haft lejlighed til at udtale sig.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler
om, hvilke indvindinger der er omfattet af stk. 1. Anlæg, herunder
indvindinger, der reguleres i enkeltheder ved særlig lov, er dog undtaget.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om underretning og høring
af offentligheden, myndigheder og organisationer.
Bortfald, tilbagekaldelse eller
ændring af tilladelser
§ 24. En godkendelse efter § 19, stk. 1, og en tilladelse efter §
20, stk. 1, bortfalder, hvis den ikke udnyttes inden 3 år efter, at den er
meddelt, eller ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan tilbagekalde en godkendelse
efter § 19, stk. 1. Tilbagekaldelsen skal ske med et varsel på mindst 10 år.
I tilfælde af grov eller gentagen overtrædelse af vilkår eller lovgivningen i
øvrigt kan tilbagekaldelsen ske uden varsel.
Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om
yderligere vilkår for allerede meddelte godkendelser efter § 19, stk. 1,
herunder at indvindingsmateriellet skal være udstyret med og anvende
elektronisk kontroludstyr til registrering af indvindingsfartøjets position
under indvinding m.v.
Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at
godkendelser efter § 19, stk. 1, kan opsiges med et varsel på mindst 10 år.
Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan til enhver tid begrænse
eller tilbagekalde en tilladelse efter § 20, stk. 1.
Anlæg på kontinentalsoklen
§ 25. Dansk ret gælder for anlæg, som med henblik på indvinding på
kontinentalsoklen befinder sig på sokkelområdet. Ved bestemmelse af danske
domstoles og administrerende myndigheders stedlige myndighedsområde henregnes
anlægget til det område, der ligger nærmest, medmindre andet fastsættes af
miljø- og energiministeren.
Klage
§ 26. Afgørelser truffet efter lovens §§ 19, 20, 23 og 24 af
miljø- og energiministeren eller efter bemyndigelse af en styrelse, jf. § 38,
eller afgørelser truffet efter regler fastsat i medfør af lovens § 19, stk.
3, § 23, stk. 2, og § 24, stk. 3, kan påklages til Naturklagenævnet.
Stk. 2. Afgørelser efter §§ 19 og 20 om enkeltstående indvinding
af op til 50.000 m3 oprensnings- og uddybningsmaterialer til nyttiggørelse
kan dog ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Stk. 3. Naturklagenævnets afgørelser kan ikke påklages til anden
administrativ myndighed.
Stk. 4. Klageberettiget er
1) adressaten for afgørelsen,
2) en offentlig myndighed,
3) enhver, der har en væsentlig individuel interesse i afgørelsen,
4) Danmarks Naturfredningsforening,
5) Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere,
6) Danmarks Fiskeriforening,
7) Dansk Ornitologisk Forening,
8) Danmarks Sportsfiskerforbund og
9) Greenpeace Danmark.
Stk. 5. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt.
Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra
bekendtgørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag,
forlænges fristen til den følgende hverdag.
Stk. 6. Klage indgives skriftligt til miljø- og energiministeren,
der videresender den til Naturklagenævnet ledsaget af den påklagede afgørelse
og det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.
Stk. 7. En tilladelse må ikke udnyttes, før klagefristen er
udløbet.
Stk. 8. Rettidig klage har opsættende virkning for den påklagede
afgørelse, medmindre Naturklagenævnet bestemmer andet.
Stk. 9. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at
stk. 7 og 8 ikke gælder for visse arter af afgørelser.«
8. I § 28, stk. 1, 1. og 2. pkt., og stk. 2, 2.
pkt., ændres »Danmarks Geologiske Undersøgelse« til:
»Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse«.
9. § 31, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Miljø- og energiministeren påser, for så vidt angår
indvinding og efterforskning af råstoffer på søterritoriet og
kontinentalsoklen, at loven og de regler, der er fastsat med hjemmel i loven,
overholdes, at påbud eller forbud efterkommes, og at vilkår fastsat i
tilladelser overholdes.«
10. I § 33, stk. 1, indsættes efter »ejendom«:
»eller indvindingsmateriel«.
11. § 33, stk. 3, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 3. I de i § 31, stk. 3, nævnte situationer skal
tilsynsmyndigheden meddele den ansvarlige, at det ulovlige forhold skal
bringes til ophør. Dette kan ske ved meddelelse af påbud eller forbud. I den
forbindelse kan tilsynsmyndigheden blandt andet
1) påbyde den ansvarlige at genoprette den hidtidige tilstand,
2) lade påbudte foranstaltninger udføre for den ansvarliges regning, når
den fastsatte frist er udløbet,
3) forbyde fortsat drift og eventuelt forlange virksomheden fjernet.
Stk. 4. Tilsynsmyndighedens afgørelser efter stk. 3 kan ikke
påklages til anden administrativ myndighed.«
12. § 34 affattes således:
»§ 34. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om,
hvilke oplysninger en ansøgning om tilladelse til efterforskning og
råstofindvinding skal indeholde, herunder at undersøgelsesprogrammer til brug
for ansøgningen forud skal godkendes af ministeren. Det kan bestemmes, at en
ansøgning skal indgives på et særligt skema.«
13. § 40 affattes således:
»§ 40. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om
gebyrer til hel eller delvis dækning af myndighedernes omkostninger ved
administration og tilsyn efter loven.«
14. § 44, stk. 1, nr. 1, affattes således:
»1) overtræder § 7, § 9, stk. 2, § 16, stk. 3, § 19, stk. 1, § 20,
stk. 1, § 28, stk. 1, og § 33, stk. 1,».
15. I § 44, stk. 1 , indsættes efter nr. 4 som nyt nummer:
»5) modvirker myndighedernes adgang til ejendomme, lokaliteter, skibe
eller indvindingsmateriel i strid med § 32, stk. 1, eller undlader at
efterkomme en anmodning efter § 32, stk. 3, eller«.
Nr. 5 bliver herefter nr. 6.
16. I § 44 indsættes som stk. 7:
»Stk. 7. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år for
overtrædelse m.v. som omhandlet i stk. 1 og for overtrædelser af bestemmelser
i regler udstedt efter loven.«
§ 2
I lov om kontinentalsoklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979,
som ændret ved § 46 i lov nr. 357 af 6. juni 1991, foretages følgende
ændring:
1. § 2, stk. 1, 2. pkt., affattes således:
»Miljø- og energiministeren kan tillade udforskning og indvinding af
de råstoffer, der er omfattet af lov om råstoffer, efter reglerne i lov om
råstoffer.«
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1997.
Stk. 2. Sager, der inden lovens ikrafttræden er indbragt for
miljø- og energiministeren efter § 25 i Miljøministeriets bekendtgørelse nr.
217 af 21. marts 1994 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Skov- og
Naturstyrelsen, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.
Stk. 3. Regler, der er udstedt efter bestemmelserne i kapitel 4 i
råstofloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, som ændret ved
lov nr. 212 af 29. marts 1995, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller
afløses af regler fastsat i henhold til denne lov. Overtrædelse af reglerne
straffes efter de hidtil gældende regler.
Stk. 4. Afgørelser, der er truffet efter den hidtidige lovgivning,
bevarer deres gyldighed, indtil der i medfør af loven eller regler udstedt
med hjemmel i loven træffes nye afgørelser, jf. dog stk. 5 og 6. Overtrædelse
af afgørelser straffes efter de hidtil gældende regler.
Stk. 5. Tilladelser udstedt efter § 19 i lov om råstoffer, jf.
lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, eller efter § 15 i lov om
råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 108 af 30. januar 1989, og § 2 i lov om
kontinentalsoklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979, kan dog kun
udnyttes inden for geografisk afgrænsede og miljøvurderede områder, hvortil
miljø- og energiministeren har meddelt tilladelse til efterforskning eller
indvinding af råstoffer efter § 20 som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7.
Overtrædelse af vilkår i tilladelserne straffes efter de hidtil gældende
regler. Bestemmelserne i § 24, stk. 2-4, som affattet ved denne lovs § 1, nr.
7, finder også anvendelse på de i 1. pkt. nævnte tilladelser efter den
hidtidige lovgivning.
Stk. 6. Uanset bestemmelsen i stk. 5, 1. pkt., kan
indvindingsmateriel med tilladelse efter § 19 i lov om råstoffer, jf.
lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, eller efter § 15 i lov om
råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 108 af 30. januar 1989, og § 2 i lov om
kontinentalsoklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979, uden
tilladelse efter § 20 som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7, foretage
indvinding inden for de indvindingsområder, der pr. 1. januar 1997 udlægges
af miljø- og energiministeren i medfør af lovens § 22 som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 7.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, som
ændret ved lov nr. 212 af 29. marts 1995, foretages følgende ændringer:
1. I § 3, 2. pkt., indsættes efter
»arkæologiske«: »og geologiske«.
2. § 7, stk. 1, 1. pkt., affattes således:
»Erhvervsmæssig indvinding af råstoffer og etablering af anlæg på
indvindingsstedet til brug for indvindingen må kun ske efter tilladelse fra
amtsrådet.«
3. § 7, stk. 2, 1.-3. pkt., affattes således:
»Ikke-erhvervsmæssige indvindinger på mere end 200 m3 årligt og
prøvegravninger på mere end 200 m3 skal anmeldes til amtsrådet, inden
indvindingen eller prøvegravningen påbegyndes. Anmeldelsen skal indeholde
oplysning om indvindingsområdet samt arten, mængden og anvendelsen af
råstoffet. Amtsrådet kan inden 4 uger efter, at anmeldelsen er modtaget,
stille vilkår for indvindingen eller prøvegravningen.«
4. I § 7 indsættes som stk. 3 :
» Stk. 3. Der skal foretages efterbehandling enten løbende
eller efter afslutningen af ikke-erhvervsmæssige indvindinger og
prøvegravninger, som nævnt i stk. 2.«
5. § 10, stk. 1, ophæves og i stedet indsættes:
»§ 10. En tilladelse efter § 7, stk. 1, kan indeholde vilkår
om:
1) virksomhedens drift og om efterbehandling af arealet med henblik på at
begrænse miljømæssige gener og forebygge forurening af grundvandet og jorden,
2) at der stilles sikkerhed for, at indvindingsområdet bliver
efterbehandlet,
3) at indvindingen og efterbehandlingen sker efter en plan, der er
godkendt af amtsrådet, og som indeholder hovedelementerne for indvindingen og
efterbehandlingen, og
4) at råstofferne skal oparbejdes bedst muligt i forhold til deres
kvalitet eller skal anvendes til bestemte formål.
Stk. 2. Amtsrådet kan fastsætte yderligere vilkår for at varetage
de hensyn, der er nævnt i § 3.
Stk. 3. Sikkerhedsstillelsen som nævnt i stk. 1, nr. 2, skal dække
amtsrådets udgifter til efterbehandling ved en selvhjælpshandling, jf. § 33,
stk. 3. Amtsrådet kan regulere sikkerhedsstillelsens størrelse, hvis
grundlaget for beregningen ændres væsentligt.«
Stk. 2 til 4 bliver herefter stk. 4 til 6.
6. I § 14 indsættes som stk. 2 :
» Stk. 2. Naturklagenævnets afgørelser kan ikke påklages til
anden administrativ myndighed.«
7. Kapitel 4 affattes således:
»Kapitel 4
Forekomster på søterritoriet og
kontinentalsoklen
Kortlægning og planlægning
§ 18. Miljø- og energiministeren udfører kortlægning af råstoffer
på søterritoriet og kontinentalsoklen.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan på grundlag af
kortlægningen efter stk. 1 udarbejde planer for råstofindvindingen.
Godkendelse af indvindingsmateriel
§ 19. Til efterforskning og indvinding af råstoffer på
søterritoriet og kontinentalsoklen må kun anvendes indvindingsmateriel, der
er godkendt af miljø- og energiministeren. Godkendelsen kan kun udnyttes i
henhold til en tilladelse efter § 20, stk. 1.
Stk. 2. Godkendelse efter stk. 1 kan gives på nærmere angivne
vilkår, for en tidsbegrænset periode samt til anvendelse ved en nærmere
afgrænset arbejdsopgave.
Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler for
hvilket indvindingsmateriel, der kan godkendes efter stk. 1, herunder at
indvindingsmateriellet skal være udstyret med og anvende elektronisk
kontroludstyr til registrering af indvindingsfartøjets position under
indvinding m.v.
Tilladelser og udlæg af indvindingsområder
§ 20. Efterforskning og indvinding af råstoffer på søterritoriet
og kontinentalsoklen må kun ske i geografisk afgrænsede og miljøvurderede
områder og efter tilladelse fra miljø- og energiministeren.
Stk. 2. Tilladelse efter stk. 1 kan gives til en eller flere
ansøgere og for en periode på indtil 10 år. I en tilladelse til
efterforskning kan der gives ansøgeren fortrinsret til indvindingstilladelse.
Stk. 3. Det påhviler ansøgeren at foretage de fornødne
undersøgelser og miljømæssige vurderinger eller helt eller delvist at afholde
udgifterne hertil.
Stk. 4. Tilladelse efter stk. 1 kan ikke gives i
EF-fuglebeskyttelsesområder, EF-habitatområder, Ramsarområder og områder med
en vanddybde på mindre end 6 meter.
Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan for så vidt angår
indvinding af sand, grus og ral i EF-fuglebeskyttelsesområder,
EF-habitatområder og Ramsarområder i ganske særlige tilfælde, og når
indvindingen kan foretages uden at medføre forringelser af områderne eller
medføre forstyrrelser, som har væsentlige konsekvenser for de arter, for
hvilke områderne er udpeget, gøre undtagelse fra bestemmelsen i stk. 4.
Stk. 6. Miljø- og energiministeren kan for så vidt angår
indvinding af sand, grus og ral i områder med en vanddybde på mindre end 6
meter gøre undtagelse fra bestemmelsen i stk. 4, når en værdifuld
råstofforekomst kan indvindes, uden at indvindingen er i konflikt med
væsentlige naturmæssige værdier.
§ 21. En tilladelse til efterforskning efter § 20, stk. 1, kan
indeholde,
1) vilkår om gennemførelse og indhold af den råstofgeologiske
efterforskning af området,
2) vilkår til begrænsning af de miljø- og naturmæssige effekter af
efterforskningen og
3) vilkår om rapportering af efterforskningens forløb og resultater.
Stk. 2. En tilladelse til indvinding efter § 20, stk. 1, kan
indeholde,
1) vilkår om gennemførelsen af indvindingen, herunder til begrænsning af
miljø- og naturmæssige effekter,
2) vilkår om at tilladelsesindehaveren deltager i opmåling, løbende
miljøovervågning samt efterbehandling af indvindingsområdet eller helt eller
delvist udreder udgifterne hertil,
3) ressourceøkonomiske vilkår, herunder vilkår om at råstofferne anvendes
til bestemte formål,
4) vilkår om at der stilles fornøden sikkerhed, eventuelt kollektivt, for
gennemførelse af kontrolopmåling af indvindingsområdet, for overholdelse af
vilkår om områdets tilstand efter endt indvinding og for udførelse af
efterbehandling,
5) vilkår om overdragelse af tilladelsen.
Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan i en tilladelse efter § 20,
stk. 1, fastsætte yderligere vilkår for at varetage de hensyn, der er nævnt i
§ 3.
§ 22. Miljø- og energiministeren kan ved bekendtgørelse udlægge
områder til råstofindvinding og fastsætte nærmere regler for indvinding i
disse områder.
VVM-procedure
§ 23. Tilladelse i henhold til § 20, stk. 1, til indvindinger, der
må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad, kan kun meddeles på baggrund
af en vurdering af de miljømæssige konsekvenser, hvor offentligheden,
myndigheder og organisationer har haft lejlighed til at udtale sig.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler
om, hvilke indvindinger der er omfattet af stk. 1. Anlæg, herunder
indvindinger, der reguleres i enkeltheder ved særlig lov, er dog undtaget.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om underretning og høring
af offentligheden, myndigheder og organisationer.
Bortfald, tilbagekaldelse eller
ændring af tilladelser
§ 24. En godkendelse efter § 19, stk. 1, og en tilladelse efter §
20, stk. 1, bortfalder, hvis den ikke udnyttes inden 3 år efter, at den er
meddelt, eller ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan tilbagekalde en godkendelse
efter § 19, stk. 1. Tilbagekaldelsen skal ske med et varsel på mindst 10 år.
I tilfælde af grov eller gentagen overtrædelse af vilkår eller lovgivningen i
øvrigt kan tilbagekaldelsen ske uden varsel.
Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om
yderligere vilkår for allerede meddelte godkendelser efter § 19, stk. 1,
herunder at indvindingsmateriellet skal være udstyret med og anvende
elektronisk kontroludstyr til registrering af indvindingsfartøjets position
under indvinding m.v.
Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at
godkendelser efter § 19, stk. 1, kan opsiges med et varsel på mindst 10 år.
Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan til enhver tid begrænse
eller tilbagekalde en tilladelse efter § 20, stk. 1.
Anlæg på kontinentalsoklen
§ 25. Dansk ret gælder for anlæg, som med henblik på indvinding på
kontinentalsoklen befinder sig på sokkelområdet. Ved bestemmelse af danske
domstoles og administrerende myndigheders stedlige myndighedsområde henregnes
anlægget til det område, der ligger nærmest, medmindre andet fastsættes af
miljø- og energiministeren.
Klage
§ 26. Afgørelser, truffet efter lovens §§ 19, 20, 23 og 24 af
miljø- og energiministeren eller efter bemyndigelse af en styrelse jf. § 38,
eller afgørelser truffet efter regler fastsat i medfør af lovens § 19, stk.
3, § 23, stk. 2, og § 24, stk. 3, kan påklages til Naturklagenævnet.
Stk. 2. Afgørelser efter §§ 19 og 20 om enkeltstående indvinding
af op til 50.000 m3 oprensnings- og uddybningsmaterialer til nyttiggørelse
kan dog ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Stk. 3. Naturklagenævnets afgørelser kan ikke påklages til anden
administrativ myndighed.
Stk. 4. Klageberettiget er,
1) adressaten for afgørelsen,
2) en offentlig myndighed,
3) enhver, der har en væsentlig, individuel interesse i afgørelsen,
4) Danmarks Naturfredningsforening,
5) Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere,
6) Danmarks Fiskeriforening,
7) Dansk Ornitologisk Forening,
8) Danmarks Sportsfiskerforbund og
9) Greenpeace Danmark.
Stk. 5. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt.
Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra
bekendtgørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag,
forlænges fristen til den følgende hverdag.
Stk. 6. Klage indgives skriftligt til miljø- og energiministeren,
der videresender den til Naturklagenævnet ledsaget af den påklagede afgørelse
og det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.
Stk. 7. En tilladelse må ikke udnyttes, før klagefristen er
udløbet.
Stk. 8. Rettidig klage har opsættende virkning for den påklagede
afgørelse, medmindre Naturklagenævnet bestemmer andet.
Stk. 9. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at
stk. 7 og 8 ikke gælder for visse arter af afgørelser.«
8. I § 28 ændres »Danmarks Geologiske
Undersøgelse« til: »Danmarks og Grønlands Geologiske
Undersøgelse«.
9. § 31, stk. 2 affattes således:
» Stk. 2. Miljø- og energiministeren påser for så vidt angår
indvinding og efterforskning af råstoffer på søterritoriet og
kontinentalsoklen, at loven og de regler, der er fastsat med hjemmel i loven,
overholdes, at påbud eller forbud efterkommes, og at vilkår fastsat i
tilladelser overholdes.«
10. I § 33, stk. 1, indsættes efter »ejendom«:
»eller indvindingsmateriel«.
11. § 33, stk. 3, ophæves og i stedet indsættes:
»Stk. 3. I de i § 31, stk. 3, nævnte situationer skal
tilsynsmyndigheden meddele den ansvarlige, at det ulovlige forhold skal
bringes til ophør. Dette kan ske ved meddelelse af påbud eller forbud. I den
forbindelse kan tilsynsmyndigheden blandt andet
1) påbyde den ansvarlige at genoprette den hidtidige tilstand,
2) lade påbudte foranstaltninger udføre for den ansvarliges regning, når
den fastsatte frist er udløbet,
3) forbyde fortsat drift og eventuelt forlange virksomheden fjernet.
Stk. 4. Tilsynsmyndighedens afgørelser efter stk. 3 kan ikke
påklages til anden administrativ myndighed.«
12. § 34 affattes således:
»§ 34. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om,
hvilke oplysninger en ansøgning om tilladelse til efterforskning og
råstofindvinding skal indeholde, herunder at undersøgelsesprogrammer til brug
for ansøgningen forud skal godkendes af ministeren. Det kan bestemmes, at en
ansøgning skal indgives på et særligt skema.«
13. § 40 affattes således:
» § 40. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om
gebyrer til hel eller delvis dækning af myndighedernes omkostninger ved
administration og tilsyn efter loven.«
14. § 44, stk. 1, nr. 1, affattes således:
1) overtræder § 7, § 9, stk. 2, § 16, stk. 3, § 19, stk. 1, § 20, stk. 1,
§ 28, stk. 1, og § 33, stk. 1,
15. I § 44, stk. 1 , indsættes efter nr. 4 som nyt nr.:
»5) modvirker myndighedernes adgang til ejendomme, lokaliteter, skibe
eller indvindingsmateriel i strid med § 32, stk. 1, eller undlader at
efterkomme en anmodning efter § 32, stk. 3, eller«
Nr. 5 bliver herefter nr. 6.
16. I § 44 indsættes som stk. 7:
»Stk. 7. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år for
overtrædelse m.v. som omhandlet i stk. 1 og for overtrædelser af bestemmelser
i regler udstedt efter loven.«
§ 2
I lov om kontinentalsoklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979,
som ændret ved § 46 i lov nr. 357 af 6. juni 1991 foretages følgende ændring:
1. § 2, stk. 1, 2. pkt. affattes således:
»Miljø- og energiministeren kan tillade udforskning og indvinding af
de råstoffer, der er omfattet af lov om råstoffer, efter reglerne i lov om
råstoffer.«
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1997.
Stk. 2. Sager, der inden lovens ikrafttræden er indbragt for
miljø- og energiministeren efter § 25 i Miljøministeriets bekendtgørelse nr.
217 af 21. marts 1994 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Skov- og
Naturstyrelsen, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.
Stk. 3. Regler, der er udstedt efter bestemmelserne i kapitel 4 i
råstofloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, som ændret ved
lov nr. 212 af 29. marts 1995, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller
afløses af regler fastsat i henhold til denne lov. Overtrædelse af reglerne
straffes efter de hidtil gældende regler.
Stk. 4. Afgørelser, der er truffet efter den hidtidige lovgivning,
bevarer deres gyldighed, indtil der i medfør af loven eller regler udstedt
med hjemmel i loven træffes nye afgørelser, jf. dog stk. 5 og 6. Overtrædelse
af afgørelser straffes efter de hidtil gældende regler.
Stk. 5. Tilladelser udstedt efter § 19 i lov om råstoffer, jf.
lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, eller efter § 15 i lov om
råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 108 af 30. januar 1989, og § 2 i lov om
kontinentalsoklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979, kan dog kun
udnyttes inden for geografisk afgrænsede og miljøvurderede områder, hvortil
miljø- og energiministeren har meddelt tilladelse til efterforskning eller
indvinding af råstoffer efter § 20, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7.
Overtrædelse af vilkår i tilladelserne straffes efter de hidtil gældende
regler. Bestemmelserne i § 24, stk. 2-4, som affattet ved denne lovs § 1, nr.
7, finder også anvendelse på de i 1. pkt. nævnte tilladelser efter den
hidtidige lovgivning.
Stk. 6. Uanset bestemmelsen i stk. 5, 1. pkt., kan
indvindingsmateriel med tilladelse efter § 19 i lov om råstoffer, jf.
lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, eller efter § 15 i lov om
råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 108 af 30. januar 1989, og § 2 i lov om
kontinentalsoklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979, uden
tilladelse efter § 20, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7, foretage
indvinding inden for de indvindingsområder, der pr. 1. januar 1997 udlægges
af miljø- og energiministeren i medfør af lovens § 22, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 7.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Det foreliggende forslag til ændring af råstofloven har først og fremmest
til formål at ændre lovens bestemmelser om råstofindvindingen på havet,
således at denne indvinding fremover vil komme til at foregå under større
hensyntagen til naturværdierne i havet og på havbunden.
Der foreslås gennemført et nyt tilladelsessystem for indvindingen. Det
indebærer, at indvinding på havbunden kun må foretages efter en konkret
meddelt tilladelse gældende til et geografisk afgrænset og miljøvurderet
område. Det gældende forbud mod råstofindvinding i marine
EF-fuglebeskyttelsesområder og Ramsarområder indskrives i selve loven. Et
tilsvarende forbud indføres for de særlige beskyttelsesområder, der udpeges i
henhold til EF-habitatdirektivet samt for områder med lavere vanddybde end 6
m. Det præciseres samtidig, under hvilke betingelser der kan gøres
undtagelser fra disse forbud. Bestemmelserne om de miljøhensyn, der skal
tages i forbindelse med indvinding på havet, strammes og tydeliggøres.
Det foreslås endvidere, at geologiske interesser indføjes i lovens
formålsbestemmelser som et af de samfundsmæssige hensyn, der skal afvejes i
forbindelse med, at der gives tilladelse til råstofindvinding.
I relation til råstofindvindingen på land foreslås kun enkelte ændringer.
Det foreslås bl.a., at det i loven præciseres, at amtsrådene kan stille
miljømæssige vilkår i råstofindvindingstilladelser på land. Det er bl.a.
hensigten hermed at undgå fremtidige grundvandsforureninger som følge af, at
der henlægges forurenet jordfyld som led i efterbehandlingen af råstofgrave.
Loven foreslås at træde i kraft den 1. januar 1997.
2. Forslagets baggrund
2.1. Landområdet
Bevarelse af geologiske profiler i efterbehandlede råstofgrave
I de seneste par år har der været en stigende bevidsthed om de geologiske
værdier, som bør varetages i forbindelse med råstofindvinding og
efterbehandling af råstofgrave i lighed med andre natur- og kulturværdier.
Varetagelsen af de geologiske interesser i forbindelse med
råstofindvinding tjener to formål. Det ene er at formidle viden om områdets
geologi, d.v.s. om jordarterne og landskabets sammensætning, struktur og
tilblivelse. Opgaven hermed vil bestå i at skåne værdifulde geologiske
landskaber for indvinding, at tilpasse indvindingen og efterbehandlingen til
de omgivende landskaber, at adskille naturskabte og kunstige landskaber, og
at holde udvalgte profiler åbne i jordlagene til brug for forskning og
formidling.
Det andet er at vise råstofgeologien, idet det efter indvindingens
afslutning bør fremgå, at man i det pågældende område har indvundet en
bestemt slags råstof med visse naturgivne egenskaber. Også i denne sammenhæng
bør der generelt bevares udvalgte profiler, ligesom udstrækningen af det
gennemgravede område bør kunne erkendes.
Placering af fyldjord i råstofgrave
Mange råstofgrave modtager fyldjord, der fremkommer som
udgravningsmaterialer fra bygge- og anlægsarbejder. Det er ved konkrete
undersøgelser i en række råstofgrave rundt om i landet konstateret, at der i
disse fyldjordsmængder kan være forureninger, der stammer fra det område,
hvor fyldjorden er gravet op. På grund af de ændrede jordbundsforhold, der er
en følge af råstofgravningen, kan der være en særlig stor risiko for en
efterfølgende grundvandsforurening som følge af nedsivning af forurenede
stoffer fra jordfyldet.
Denne problemstilling indgår i arbejdet i Jordforureningsudvalget og
dettes underudvalg og arbejdsgrupper, også i Arbejdsgruppe 3 »Fyldjord
og efterbehandling af råstofgrave«, som afgav rapport i maj 1995.
Skov- og Naturstyrelsen har i forbindelse med dette arbejde henstillet til
amtsrådene, at de som en del af de miljømæssige overvejelser ved udstedelse
af nye tilladelser eller fornyelse af eksisterende tilladelser i henhold til
råstoflovens § 7, også skal tage stilling til hvilke vilkår, der skal gælde
for eventuel modtagelse af fyldjord, herunder om der skal være et konkret
forbud mod sådan modtagelse i den enkelte råstofgrav.
Forslag til generelle regler om den fremtidige administration af og
kontrol med opgravning og deponering af jord overvejes stadig i
Jordforureningsudvalget, og eventuelle forslag til ændringer i råstofloven
som følge af dette udvalgsarbejde vil blive fremsat sammen med forslaget til
jordforureningsloven.
Efterbehandling af råstofgrave
I de fleste tilfælde efterbehandles tidligere råstofgrave til
jordbrugsmæssig drift eller de tilplantes.
Hvis amtsrådet skønner, at det ikke er muligt eller økonomisk forsvarligt
at føre de afgravede arealer tilbage til jordbrugsmæssig drift, kræves det
normalt, at arealerne ved passende behandling og tilplantning efterlades i en
sådan stand, at de ikke virker skæmmende på omgivelserne.
En tidligere råstofgrav kan ofte uden nævneværdige problemer igen indgå i
den samlede landbrugsdrift. Det gælder således mange lergrave, hvor kun de
øverste par meter af jordlagene skrælles af, og visse typer af
grusindvinding, der fører til en sænkning af jordoverfladen på adskillige
meter, men uden at dyrkningsforholdene ændres nævneværdigt.
I publikationen »Efterbehandling af råstofgrave til
jordbrugsformål«, der er udgivet af Miljøministeriet, Skov- og
Naturstyrelsen og Landbrugsministeriet i 1989, anbefales det at overveje, i
hvilket omfang tidligere råstofgrave kan indgå som led i marginaliseringen af
landbrugsjorden. Såfremt det er forbundet med store omkostninger at føre
arealer tilbage til intensivt drevet landbrug, bør man se på, om områderne
med fordel kan overgå til ekstensivt drevne landbrugsarealer, naturområder,
skov og lignende.
Især ved dybere råstofgrave har det hidtil været udbredt praksis at fylde
overskudsjord fra bygge- og anlægsarbejder i gravene for derved bl.a. at
forbedre de dyrkningsmæssige forhold. Undersøgelser har imidlertid vist, at
opfyldningerne medfører fare for forurening af grundvandet, hvorfor
mulighederne for opfyldning fremover vil blive stærkt formindsket. Det må
forventes, at mulighederne for fortsat intensiv landbrugsdrift derved
formindskes.
Mange råstofgrave er i tidens løb efterladt uden væsentlig efterbehandling
og henligger nu i naturtilstand.
Særligt i større områder, hvor der har fundet eller finder en intensiv
indvinding sted, har man endvidere gennem planlægning søgt at tilpasse
tidligere råstofindvindingsområder til lokale rekreative behov, f.eks. i
Hedeland ved Roskilde, ved Davinde/Tarup på Fyn, på Fur og Mors og i Lille
Vildmose.
Der foregår i praksis af flere årsager en forskydning hen mod mere udbredt
anvendelse af tidligere råstofgrave til naturformål.
Mange tidligere råstofgrave vil ende som landbrugsjord, der drives
ekstensivt, og det vil fremme en arealanvendelse, hvor naturindholdet er
stort.
Beskyttelsen af grundvandet vil også føre til, at flere og flere
råstofgrave ender som naturområder, da de ikke mere vil blive tilladt opfyldt
med jord udefra i samme omfang som tidligere.
2.2. Havområdet
Indvindingen i dag
Størrelsen af den danske råstofindvinding har en nøje sammenhæng med
omfanget af bygge- og anlægsvirksomheden i Danmark og i det nære udland. Den
samlede indvindingsmængde beregnet som årsgennemsnit har i perioden 1990 -
1994 udgjort 26 mio. m3 på land og 5,8 mio. m3 på havbunden. Indvindingen til
søs udgør således en betydelig del af den danske råstofforsyning.
Indvindingen af råstoffer til søs kan opdeles i ral- og sandsugning,
stenfiskeri, skalleindvinding og nyttiggørelse af uddybnings- og
oprensningsmaterialer. Bortset fra enkelte tilfælde, eksempelvis ved
udgravninger i forbindelse med etableringen af Storebæltsforbindelsen, hvor
der blev nyttiggjort ca. 8 mio. m3 uddybningsmateriale, er ral- og
sandsugningen langt den dominerende indvinding til søs. I perioden 1990 -
1994 er der som årsgennemsnit opsuget ca. 4 mio m3 sand, heraf over 3 mio. m3
fyldsand, ca. 1 mio. m3 ral og sten samt ca. 0,3 mio. m3 grus. Der opfiskes
herudover årligt ca. 7.000 m3 sten og indvindes ca. 120.000 m3 skaller.
Resten - ca. 0,4 mio. m3 - udgøres af oprensnings- og uddybningsmaterialer,
der er blevet nyttiggjort som råstoffer.
Ral- og sandsugning i danske farvande foregår traditionelt ved stiksugning
eller slæbesugning. Ved stiksugning ligger skibet stille, mens materialet
suges op fra havbunden. Herved dannes tragtformede huller i havbunden. Ved
indvinding med slæbesuger bevæger skibet sig, mens materialet suges op fra
havbunden. Ved indvindingsprocessen dannes lange spor med en bredde på ca.
1,5 m og en dybde på op til 40 cm.
I 1995 var den samlede lasterumskapacitet til ral- og sandsugning på ca.
25.000 m3, fordelt på ca. 50 fartøjer. En mindre del af den samlede kapacitet
anvendes udelukkende til kystfodrings- og oprensningsopgaver.
Stenfiskeri udføres af skibe udstyret med gravemaskine eller grab.
Indvindingen foregår på to forskellige måder - afhængig af stenstørrelsen.
Mindre sten optages med gravemaskine, store sten tages enkeltvis med grab og
stentang.
Der findes i dag 19 stenfiskerfartøjer, hvoraf kun ca. halvdelen
lejlighedsvis udfører stenfiskeriopgaver.
Der indvindes endelig, som nævnt, en begrænset mængde gamle østersskaller
og muslingeskaller. Indvindingen foretages for langt den største dels
vedkommende ved sugning med ral- og sandsugningsfartøjer i Roskilde Fjord,
men på grund af de meget store biologiske og kulturhistoriske
beskyttelsesinteresser i fjorden er det besluttet, at indvindingen her skal
afvikles med udgangen af 1997. Afviklingsordningen berøres ikke af
lovforslaget.
Indvindingens miljømæssige effekter
Ved vurderingen af råstofindvindingens effekter på havmiljøet, må der
skelnes mellem kortsigtede og langsigtede effekter. Der må ligeledes
foretages en vurdering af påvirkningernes varighed, hyppighed og sæsonmæssige
forekomst.
Råstofindvinding på havet kan i væsentligt omfang påvirke bundtopografien,
dybdeforholdene, overfladesedimentets sammensætning på kortere og længere
sigt og vil forårsage spredning af suspenderet materiale i og uden for
indvindingsområdet. Når de miljømæssige effekter af indvindingen skal
bedømmes, er det afgørende at se på bundtypen i det pågældende område, idet
plante- og dyrelivet er snævert knyttet til bundtypen. Det skal ligeledes
tages i betragtning, at såvel de enkelte arter af planter og dyr som de
forskellige biotoper eller habitater har forskellig sårbarhed og forskellig
reetableringsevne og dermed forskelligt beskyttelsesbehov.
Beskyttelsesbehovet afhænger også af, hvor store andele af en bestemt
bundtype med tilhørende plante- og dyreliv, der vil blive påvirket af
indvindingen.
Sandsugning i forholdsvis rene forekomster, kystnært eller på
lavvandede flak, hvor bundforholdene netop er karakteriseret ved hyppige
omlejringer og naturlig ustabilitet, vil generelt være miljømæssigt
uproblematisk. Dyrelivet i sådanne områder er generelt mindre følsomt over
for påvirkningerne af råstofindvinding og vil i det lange løb, hvis
indvindingen ikke er vedvarende, hurtigt genindvandre efter
råstofindvindingens ophør. Når effekter af indvinding i sådanne områder skal
vurderes nærmere, må forhold såsom udbredelse af havgræsser og ålegræs,
sedimentspredning, mulighed for kysterosion og ændringer af dybdeforholdene
tages i betragtning.
Sandsugning , der ligeledes sker i forholdsvis rene forekomster,
men under mindre dynamiske forhold, vil sædvanligvis medføre påvirkninger af
mere lokal karakter, men ofte samtidig mere permanente påvirkninger. I
vurderingen af de miljømæssige effekter må der især lægges vægt på ændringer
i bundkoten. Hvor der er ringe strøm- og bølgepåvirkning, vil de beherskede
hydrodynamiske forhold indebære, at markante ændringer i bundtopografien,
eksempelvis store sugehuller, kun meget langsomt udjævnes. I sådanne dybe
sugehuller kan der aflejres organisk materiale, der kan give anledning til
iltsvind. Bundtypen og faunasammensætningen vil ligeledes ændres.
Sand- eller ralsugning i forekomster, der ligger under dæklag af
en finkornet blød bund, der ofte har et stort organisk indhold, vil kunne
medføre en drastisk ændring af bundtypen i og omkring indvindingsstedet. Mens
dyrelivet i blødbundsområderne sædvanligvis ikke er særlig følsomt for
sedimentation af finkornet eller suspenderet materiale, kan mere grovkornet
materiale medføre gener. I vurderingen af de miljømæssige konsekvenser må der
dog især lægges vægt på markante ændringer i dybdeforholdene, da sådanne,
ofte lidt dybereliggende bundtyper, kan have potentielle iltsvindsproblemer.
Sand- eller ralsugning i forekomster, der ligger under groft grus
eller småsten, kan være problematisk, da der er risiko for, at bunden
gradvist ændres til permanent at bestå af mere finkornet overfladesediment.
Samtidig må væsentlige ændringer i bundtopografien og bunddybden forventes at
være blivende. Med sådanne bundforandringer ændres mulighederne i større
eller mindre grad for fortsat eksistens af det hidtidige plante- og dyreliv i
området. I vurderingen af miljøeffekter er kendskab til bølge- og
strømforhold afgørende for vurdering af konsekvenserne af sedimentspild og
sedimentaflejring. Bølge- og strømforholdene er også afgørende for vurdering
af indvindingsdybden. Områdets plante- og dyreliv, herunder dets potentiale
som gyde- og opvækstområde og som fourageringsområde, bør ligeledes vurderes.
Ralsugning i blotlagte forekomster har klare miljømæssige
effekter, da den hårde og stenede bund er levested for plante- og dyrearter,
som er afhængige af en hård, ren bund at hæfte sig til og ofte af
forholdsvist klart vand. I sådanne områder vil der typisk være strømforhold,
der naturligt fjerner finkornet materiale fra stenbunden. Ved
råstofindvinding må væsentlige ændringer i bundtopografien og bunddybden
forventes at være blivende. I vurderingen af råstofindvindingens effekter på
plante- og dyrelivet må indgå oplysninger om sedimentspild, omlejring af
sedimentet og bundhydrografiske forhold. Områdets biologi bør endvidere
undersøges, og dens værdi vurderes.
Stenfiskeriet medfører meget radikale indgreb i områder, der ofte
har meget stor biodiversitet. De marinbiologiske interesser på havet er
stærkt knyttet til netop stenrevenes plante- og dyreliv - både hvad angår de
arter, der lever direkte på den hårde bund, og hvad angår de mange arter, der
er knyttet til det beskyttede miljø under og mellem den ofte tætte
vegetation. Stenrevene er tillige generelt af betydning som
fourageringsområder for dykkende havfugle. Det gælder især de større
revområder på mindre end ca. 10 meters dybde og ofte de tilstødende
lavvandede områder.
Gyde- og opvækstmuligheder for fisk påvirkes tillige af stenfiskeriet.
Påvirkningen er dog ikke truende på samme niveau som for de fastsiddende
organismer.
Der er i dag bred enighed om stenrevenes biologiske værdi og om behovet
for at beskytte stenrevene mod fysiske indgreb.
Samtlige ansøgte stenfiskeriområder bør besigtiges og den biologiske værdi
kortlægges, før en eventuel stenfiskeritilladelse meddeles. Det bør tillægges
afgørende betydning, om stenrevet er »huledannende« og således
fungerer som muligt tilflugtssted for dyrelivet i området, om der findes en
veludviklet flerårig brunalgeskov og en stor biodiversitet karakteristisk for
det pågældende havområde. Tillades stenfiskeri, bør dette på grund af den
generelt høje biologiske værdi på stenrevene foregå med så lille fysisk
påvirkning af revet som muligt.
Der findes i dag ingen opgørelser over, hvor store mængder råstoffer, der
samlet indvindes i de forskellige bundtyper hvert år. På baggrund af
indberetningerne om indvundne mængder kan det dog - meget groft - skønnes, at
størstedelen af de gennemsnitlige 3-4 mio. m3 sand, der indvindes hvert år,
generelt indvindes i bundtyper, hvor råstofindvinding må betragtes som mindre
problematisk. Grus, ral og sten indvindes derimod i bundtyper, hvor
indvinding, som nævnt ovenfor, kan være miljømæssigt problematisk. Denne del
af den danske indvinding udgør omkring 1,3 mio. m3 om året, d.v.s. ca. 1/5 af
den samlede årlige indvinding på havet.
Det nuværende tilladelsessystem
Indvindingen af råstoffer på havet må i dag kun ske med fartøjer, der har
en generel tilladelse i henhold til råstoflovens § 19. En § 19-tilladelse
udstedes til ejeren, gældende til et bestemt navngivet fartøj og kan opsiges
med 10 års varsel. Tilladelserne kan også være udstedt på grundlag af et
charterforhold.
Tanken med dette tilladelsessystem har bl.a. været at tilgodese de
overordnede miljømæssige hensyn gennem at fastsætte en samlet maksimal
lastekapacitet fordelt på tilladelser til et vist antal indvindingsfartøjer.
Med en § 19-tilladelse kan fartøjet frit indvinde overalt på havområdet,
medmindre der er foretaget særlige begrænsninger eller nedlagt forbud. Der er
eksempelvis fastsat regler for, hvor tæt ved kysterne, sømærker og
fiskeredskaber indvinding må finde sted, og bl.a. nedlagt forbud mod
indvinding i særligt biologisk værdifulde områder og ved fredede skibsvrag.
I den administrative praksis er det bl.a. accepteret, at et fartøj med
generel sugetilladelse kan handles, og at en ny ejer også kan få overført
sugetilladelsen, såfremt sælger i forbindelse med handlen afgiver sin
sugetilladelse. Enkelte sugetilladelser er også udstedt til udenlandske
firmaer.
De generelle tilladelser er lejlighedsvist blevet suppleret med
tidsbegrænsede tilladelser til udførelse af konkrete større
indvindingsopgaver. Dette er f.eks. sket i tilknytning til anlægget af den
faste forbindelse over Storebælt. Tilladelserne suppleres desuden ofte, når
oprensnings- og uddybningsmaterialer i forbindelse med anlægsarbejder m.v.
skal nyttiggøres som råstoffer. I disse tilfælde meddeles der en midlertidig
§ 19-tilladelse til det gravemateriel, der skal udføre anlægsarbejdet.
Hidtidig gennemført omlægning af tilladelsessystemet
Reguleringen af indvindingen på havet har i flere år været under
omlægning.
Med en lovændring i 1987 blev der indført mulighed for at udlægge
egentlige afgrænsede indvindingsområder, jf. den gældende lovs § 22. Denne
mulighed er fra 1988 anvendt ved reguleringen af råstofforsyningen til de
store anlægsarbejder og andre store indvindingsopgaver, først
Storebæltsforbindelsen, senere Øresundsforbindelsen og Kystinspektoratets
kystfodringsarbejder på den jyske vestkyst. Det er endvidere i 1990 ved
bekendtgørelse fastsat, at leverancer af større mængder fyldsand kun kan ske
efter konkret tilladelse eller anmeldelse.
Samtlige stenfiskertilladelser blev i 1989 af miljømæssige årsager opsagt
med det lovpligtige 10-årige varsel. I opsigelsesperioden skulle der skabes
grundlag for at afgøre, om stenfiskeriet helt skal forbydes efter
opsigelsesperiodens udløb, eller om det kan fortsætte i nærmere udlagte
indvindingsområder og på nærmere fastsatte vilkår. Det er endvidere i 1990
ved bekendtgørelser fastsat, at stenfiskeri i EF-fuglebeskyttelsesområder og
Ramsarområder er forbudt, og at optagning af større mængder sten i den
10-årige opsigelsesperiode kun kan ske efter konkret tilladelse eller
anmeldelse.
I betænkningen af 12. december 1991 over forslag til lov om
naturbeskyttelse tilkendegav flertallet i Folketingets Miljø- og
Planlægningsudvalg, at der skulle ske en stramning af mulighederne for at
gennemføre råstofindvinding på havbunden. Udvalget lagde vægt på, at det ved
den fremtidige regulering af ral- og sandsugningen blev sikret, at
EF-fuglebeskyttelsesområder friholdes for nye indvindinger, og at den
igangværende råstofindvinding afsluttes i løbet af en kortere årrække.
Endelig skulle der lægges stor vægt på at skåne de naturmæssige værdier i de
lavvandede områder, således at råstofindvindingsområder som hovedregel ikke
udpeges i de lavvandede områder (lavere vanddybde end 6 m.).
På nuværende tidspunkt er der gennemført en regulering/afvikling af
skalleindvindingen i Roskilde Fjord samt en regulering/afvikling af ral- og
sandsugningen i EF-fuglebeskyttelsesområderne.
Der er desuden i 1995 sket en ændring af råstofloven, således at
indvindinger, der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad, kun kan
meddeles på baggrund af en vurdering af de miljømæssige konsekvenser og efter
at offentligheden, myndigheder og organisationer har haft lejlighed til at
udtale sig - en VVM-procedure.
Endelig blev der pr. 1. november 1995 gennemført forbud mod at foretage
stenfiskeri, ral- og sandsugning og råstofefterforskning i en række særligt
værdifulde havområder. Der blev herudover udstedt forbud mod at foretage
stenfiskeri i områder med en vanddybde på mindre end 6 meter.
3. Lovforslagets indhold
3.1. Landområdet
Af betydning især for råstofindvindingen på land (men også på havet)
foreslås i lovens formålsbestemmelser indføjet geologiske interesser som en
særskilt interesse, der skal varetages ved lovens administration ved siden af
de landskabelige og videnskabelige interesser.
Der foreslås også en række mindre ændringer og justeringer af reglerne om
råstofindvinding på land.
Det er dels præciseret i lovforslagets nr. 2 (§ 7, stk. 1), at amtsrådene
også skal give tilladelse til, at der etableres anlæg til brug for indvinding
af råstoffer på land. Amtsrådene regulerer allerede i dag sådanne anlæg, når
der gives tilladelser til råstofindvinding, og det bør derfor også fremgå
direkte af lovens tekst.
Endvidere er der stillet forslag om, at det præciseres i loven, at
tilladelser til råstofindvinding skal indeholde vilkår om, at de miljømæssige
gener begrænses. Sådanne vilkår fastsættes allerede i dag med hjemmel i
lovens § 10, stk. 1, jf. § 3.
De miljømæssige vilkår, der fastsættes, har til formål at begrænse støj-
og støvgener fra råstofindvindingen. Endvidere skal de forhindre forurening
af jorden og grundvandet, navnlig fra placering af fyldjord der tilføres
udefra som led i efterbehandlingen af råstofgravene. Undersøgelser i
forskellige amter har vist, at især udgravningsjord fra byområder ofte er
forurenet og derfor ikke uden videre bør placeres i råstofgrave. Dette
spørgsmål behandles for tiden i Jordforureningsudvalget, og eventuelle
forslag til ændringer af råstofloven, som følge af dette arbejde, vil blive
fremsat sammen med forslaget til jordforureningsloven.
3.2. Havområdet
Udgangspunktet for de foreslåede ændringer vedrørende indvindingen på
havet er, at råstofferne på havet er statens ejendom, og at staten i
princippet således frit kan regulere eller begrænse adgangen til at indvinde
disse ressourcer.
Udgangspunktet er endvidere, at det skal sikres, at råstofferne indvindes
under betydelig hensyntagen til beskyttelsesinteresserne i havet, samtidig
med at den danske råstofforsyning opretholdes.
Det nye tilladelsessystem
Kernen i det foreslåede nye tilladelsessystem for indvinding på havet er,
at indvinding fra den 1. januar 1997 i princippet kun kan ske på baggrund af
en konkret meddelt tilladelse til indvinding i et geografisk afgrænset
område, hvor der forud er gennemført en miljømæssig konsekvensvurdering.
Denne vurdering vil gøre det muligt, at der stilles de miljømæssigt
nødvendige vilkår for indvindingen. Råstofindvinding inden for
EF-fuglebeskyttelsesområder, Ramsarområder, de kommende EF-habitatområder og
områder med en vanddybde på mindre end 6 meter bliver i princippet forbudt.
Der findes dog muligheder for at fravige denne bestemmelse.
Udgangspunktet for indvinding på havet bliver således, at al indvinding er
forbudt, indtil der er meddelt en konkret tilladelse til indvinding i et
nærmere afgrænset område.
For at udnytte en sådan områdetilladelse kræves, at indvindingen foretages
med materiel godkendt af miljø- og energiministeren. Hovedprincippet i det
tilladelsessystem der findes i den gældende lovs § 19, hvorefter al
indvinding forudsætter en godkendelse af materiellet, foreslås således
videreført. Tilladelse/godkendelsesssystemet opretholdes, fordi det har vist
sig effektivt til regulering af den samlede lastekapacitet - og dermed til
regulering af de råstofmængder, der maksimalt kan indvindes i danske farvande
hvert år. Systemet har ligeledes vist sig effektivt til sikring af
råstofforsyningen til alle landets egne.
Forslaget om bevarelse af det hidtidige system med godkendelse af
indvindingsmateriellet er dermed i overensstemmelse med nogle af de
væsentligste formål med den gældende råstoflov - at spare på de naturbundne
ressourcer og at sikre størst mulig genanvendelse samt at sikre
råstofforsyningen.
Overgangsordning
På grund af den store betydning som indvindingen af sand, grus og ral på
havet har for den danske råstofforsyning - og af hensyn til ral- og
sandsugerbranchens uafbrudte virksomhed - er det af afgørende betydning, at
overgangen til det nye tilladelsessystem pr. 1. januar 1997 foregår så
smidigt som muligt. Der er derfor foreslået gennemført en
overgangsordning.
Overgangsordningen indebærer, at alle indvindere med tilladelse efter den
gældende råstoflovs § 19 (eller tilsvarende gyldige tilladelser efter
tidligere lovgivning) automatisk - og uden indhentning af en konkret
tilladelse - på nærmere fastsatte vilkår og for en nærmere fastsat årrække
får ret til at indvinde råstoffer inden for hovedparten af de hidtil anvendte
indvindingsområder. Disse områder vil pr. 1. januar 1997 efter gennemførelse
af en miljømæssig vurdering på det eksisterende vidensgrundlag være udlagt af
miljø- og energiministeren i en bekendtgørelse, der får gyldighed til den 31.
december 2006.
En lignende overgangsordning indføres for stenfiskerne, dog med den
forskel at overgangsordningen ophører pr. 1. juli 1999, hvor stenfiskernes
opsagte § 19-tilladelser udløber.
Tilsyn
Gennemførelsen af det nye tilladelsessystem på havet med udlægning af
geografisk afgrænsede indvindingsområder og fastsættelse af miljømæssigt
betingede vilkår stiller øgede krav til tilsynet.
Det foreslås derfor, at der i lovforslaget i forbindelse med reglerne om
godkendelse af indvindingsmateriel indsættes hjemmel til, at miljø- og
energiministeren kan fastsætte bestemmelser om, at indvindingsmateriellet
skal være udstyret med og anvende elektronisk kontroludstyr til registrering
af indvindingsfartøjets position under indvinding m.v.
Sådant elektroniske kontroludstyr vil typisk være de såkaldte
»black-boxes«. Disse fungerer således, at oplysninger om
indvindingsfartøjets position og tidspunkt m.m. registreres automatisk, når
indvinding begyndes. Oplysningerne registreres på EDB-disketter eller
lignende, som kun tilsynsmyndigheden har adgang til.
Black-boxes er under indførelse på råstofindvindingsfartøjer både i
Holland og England. Dette udstyr giver den mest effektive efterfølgende
kontrol af, at indvindingen er blevet foretaget i de områder, der er meddelt
indvindingstilladelse til, samt af at vilkår, f.eks om årstidsbegrænsninger,
er blevet overholdt.
Eventuel fastsættelse af regler om anvendelse af elektronisk kontroludstyr
vil ske efter forhandling med ral- og sandsugerbranchen og efter høring af
øvrige relevante parter.
Ændring af klagesystemet
Skov- og Naturstyrelsens afgørelser vedrørende råstofindvinding på havet
kan efter den gældende råstoflov påklages til miljø- og energiministeren.
I lovforslaget foreslås det, at Naturklagenævnet, der er nedsat med
hjemmel i naturbeskyttelsesloven, i stedet indsættes som klagemyndighed. Man
får herved et uafhængigt nævn med bred politisk sammensætning og to
højesteretsdommere som endelig klageinstans.
Ændring af kontinentalsokkelloven
Med lovforslaget overføres hjemlen til at meddele tilladelser til
efterforskning på kontinentalsoklen fra kontinentalsokkelloven til
råstofloven.
Det findes hensigtsmæssigt, at efterforskningsbestemmelserne om råstoffer
er samlet i en lov, således at disse kan administreres i sammenhæng med den
øvrige administration af råstofloven.
3.3. Øvrige ændringer
Der er udarbejdet en ny tilsynsbestemmelse, hvori tilsynsmyndighedens
muligheder for indgriben over for ulovlige forhold er præciseret. Der er
endvidere i lovforslagets § 1, nr. 16 indsat en bestemmelse om en 5-årig
forældelsesfrist for straffesager. Formålet med den særlige forældelsesfrist
på 5 år er især at sikre den nødvendige tid til den administrative behandling
af straffesagerne (tilsynsmyndighedens undersøgelser, politiets
efterforskning og anklagemyndighedens forberedelse).
Herudover er der foretaget en række mindre ændringer og tilføjelser. Under
bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser er der redegjort
nærmere for disse.
4. Indkomne bemærkninger til lovforslaget
Et lovudkast har været sendt til høring hos en bred kreds af
interesseorgansationer, ministerier, offentlige myndigheder m.v. Lovforslaget
har endvidere været forhandlet med Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere,
Trafikministeriet og Danmarks Naturfredningsforening. Lovforslaget er
herefter - i forhold til det udsendte høringsforslag - blevet ændret på visse
punkter.
I relation til indvindingen på havet har Foreningen af Danske Ral- og
Sandsugere i princippet accepteret det nye tilladelsessystem. Foreningen har
dog - både i sine høringssvar og under de efterfølgende forhandlinger - givet
udtryk for betænkelighed ved dele af lovforslaget, herunder ved hvorledes
lovens bestemmelser vil blive administreret. Foreningen har ønsket sikkerhed
for, at lovens bestemmelser ikke vil blive administreret så restriktivt, at
den fremtidige erhvervsudøvelse trues. Foreningen af Danske Ral- og
Sandsugere er på baggrund af forhandlingerne blevet imødekommet på visse
områder. Der er således bl.a. i lovforslaget fastsat bestemmelser om en
overgangsperiode, der sikrer branchen en smidig overgang til det nye
tilladelsessystem.
Alle øvrige hørte parter støtter hovedprincipperne i lovforslagets nye
bestemmelser om indvinding på havet. Flere af de hørte parter har tillige
vist interesse i at blive inddraget i udmøntningen af lovens bestemmelser
vedrørende indvinding på havet. Det drejer sig især om udlægningen af de
kommende indvindingsområder.
5. Administrative og økonomiske konsekvenser
Omlægningen af tilladelsessystemet på havet vil kræve en øget
arbejdsindsats på statsligt niveau. Det skønnes, at merpersonalebehovet vil
være i størrelsesordenen 2 årsværk i Skov- og Naturstyrelsen og - når det nye
tilladelsessystem træder fuldt ud i kraft - 2 årsværk i Naturklagenævnet. De
statslige merudgifter afholdes inden for Miljø- og Energiministeriets rammer.
Lovforslaget ændrer ikke på amtsrådenes opgaver inden for råstofområdet.
Forslaget vil derfor ikke få adminstrative og økonomiske konsekvenser for
amtskommuner og kommuner.
6. Miljømæssige konsekvenser
I relation til råstofindvindingen på land er der for at styrke
beskyttelsen af de danske grundvandsressourcer indsat en bestemmelse i
lovforslaget om, at amtsrådene kan fastsætte vilkår til sikring af, at de
miljømæssige gener fra virksomhedens drift begrænses. Amtsrådene stiller
allerede i dag miljømæssige vilkår i råstoftilladelser med hjemmel i lovens §
10, stk. 1, jf. § 3. Der er dog behov for at præcisere hjemlen hertil i § 10.
Bestemmelsen vil bl.a. kunne udnyttes til at fastsætte vilkår med henblik på
at begrænse støj- og støvgener, til at forbyde tilførsel af jordfyld som led
i efterbehandlingen af råstofgravene eller til at fastsætte vilkår om i
hvilket omfang og efter hvilke retningslinier, der må tilføres og indbygges
uforurenet råjord og muld.
Det må samtidig forventes, at indsatsen for beskyttelsen af grundvandet
mod forurening fra jordfyld i grusgrave vil medføre, at grusgravene fremover
i større omfang end hidtil vil blive efterbehandlet til andre formål end
jordbrugsmæssig drift, først og fremmest til naturformål og/eller rekreative
formål.
Øget etablering af sådanne naturtyper har positive effekter for plante- og
dyrelivet, men permanente landskabsændringer som følge af råstofindvinding
bliver hyppigere, og store mængder fyldjord skal bortskaffes på anden måde
end hidtil.
Forslaget til ny regulering af råstofindvindingen på havet
gennemføres for at styrke beskyttelsen af de miljømæssige værdier i havet.
Der er allerede gennemført en vis regulering af mulighederne for at
foretage råstofindvinding i det danske havområde. Stenfiskeri i
EF-fuglebeskyttelsesområder og områder med vanddybder på mindre end 6 meter
er forbudt, og en række biologisk værdifulde områder er blevet lukket for
både stenfiskeri og ral- og sandsugning. Der er herudover gennemført
regulering af ral- og sandsugningen i EF-fuglebeskyttelsesområderne, og denne
har bl.a. medført, at mange tidligere benyttede indvindingslokaliteter i
EF-fuglebeskyttelsesområderne er blevet lukket, mens der er indført en
afviklingsordning for de øvrige. Den hidtidige regulering videreføres med den
nye lov.
Det følger endvidere af lovforslaget, at samtlige eksisterende
indvindingslokaliteter vil blive gennemgået og miljømæssigt vurderet. Efter
denne vurdering forventes det, at hovedparten af områderne vil blive udlagt
til fortsat indvinding efter den 1. januar 1997. For indvindingen vil der
blive stillet de fornødne miljømæssige vilkår.
Nye indvindingslokaliteter vil blive udlagt på baggrund af forudgående
miljømæssige undersøgelser og efter høring af berørte organisationer,
myndigheder m.v. I disse tilladelser vil der ligeledes blive stillet de
fornødne vilkår til sikring af de miljømæssige forhold.
Reguleringen af indvindingen på havet vil sikre, at den fremtidige
indvinding foretages under den fornødne hensyntagen til de miljømæssige
værdier i hvert enkelt havområde. De miljømæssige effekter af
råstofindvindingen vil på denne måde blive begrænset.
7. Erhvervsøkonomiske konsekvenser
Ændringerne vedrørende råstofindvinding på land har ingen direkte
erhvervsøkonomiske konsekvenser. Indirekte medfører det forbud mod modtagelse
af jord udefra uden særlig tilladelse, som mange amtsråd nu fastsætter i nye
tilladelser til råstofindvinding, at råstofindvindere ikke fremover kan regne
med ekstraindtægter for at modtage jord. For mange har jordmodtagelse givet
en væsentlig biindtægt.
I relation til råstofindvindingen på havet vil lovforslaget
medføre, at indvindingsfirmaer vil få udgifter til miljømæssige undersøgelser
af de havområder, som der indvindes eller skal indvindes i. Disse udgifter
bliver, p.g.a. den foreslåede overgangsordning dog først aktuelle, når nye
indvindingsområder skal udlægges. Da indvindingsfirmaerne ofte indvinder i de
samme områder og er indstillet på at samarbejde om gennemførelsen af de
fornødne miljømæssige undersøgelser af de nye områder, forventes de
økonomiske konsekvenser for det enkelte firma i denne sammenhæng normalt at
blive begrænsede. En større del af ral- og sandsugerbranchen har stiftet et
selskab til at foretage disse fælles undersøgelser m.m.
Firmaerne vil endvidere - på linie med andre erhverv, der har gennemgået
en miljømæssig regulering - kunne blive pålagt omkostningskrævende vilkår for
indvindingen, f.eks. vilkår om anvendelse af særligt navigationsudstyr,
black-boxes eller lignende.
Den nye regulering af indvindingen vil kunne medføre, at råstoffer i nogle
tilfælde skal indvindes i længere sejlafstand fra leveringsstedet, end
tilfældet er i dag. Hvorvidt dette vil have økonomiske konsekvenser for
erhvervet afhænger af, om de øgede omkostninger kan lægges på råstoffernes
pris.
For stenfiskerierhvervet vil der - over en ikke nærmere bestemt årrække -
blive gennemført en afvikling af mulighederne for at indvinde sten på de
danske stenrev.
Stenfiskerierhvervet udgøres af 19 stenfiskerfartøjer med § 19-tilladelse.
Fartøjerne er ejet af 9 firmaer, hvoraf kun 3 - 4 lejlighedsvist foretager
stenfiskeri. Hovedparten af firmaernes aktiviteter består i at udføre
entreprenørarbejder på havet (havnebyggeri, nedlægning af rørledninger,
uddybninger m.v.), samt at udlægge brudsten, der sejles til og fra Bornholm
eller fra Sverige og Norge til disse arbejder. En del af de gravearbejder,
der udføres, er samtidig råstofindvinding i form af nyttiggørelse.
Konsekvenserne af afviklingen af stenfiskeriet vil blive, at firmaerne
helt må omlægge deres arbejde til entreprenørarbejder og råstofindvinding i
form af nyttiggørelse samt anvendelse af brudsten. Det er ikke muligt på
nuværende tidspunkt at afgøre, hvor store økonomiske konsekvenser det vil
have for firmaerne.
For at kunne fastholde stenfiskerfartøjerne som autoriserede
indvindingsfartøjer inden for det faste godkendelsessystem, kan der fra 1.
juli 1999 udstedes nye godkendelser i henhold til lovforslagets § 19 til de
stenfiskerfartøjer, der måtte ønske det. Godkendelsen skal i så fald gælde
til udførelse af råstofindvinding i form af nyttiggørelse.
8. Forholdet til EU
EU-Kommissionen har efter opfordring fra Ministerrådet udarbejdet et
responsum om den europæiske mineindustri og herunder vurderet, at der indtil
videre ikke vil blive udført en fællesskabslovgivning på området til
opfølgning i de enkelte medlemslande.
Det foreslåede nye tilladelsessystem for råstofindvindingen på havet er
ikke nationalitetsdiskriminerende og derfor EU-lovmedholdeligt.
Europa-Kommissionen blev den 10. november 1995 i henhold til
miljøinformationsaftalen af 5. marts 1973 underrettet om fremsættelsen af
lovforslaget.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Geologiske interesser foreslås indføjet i § 3, 2. pkt., som en interesse,
der skal varetages ved lovens administration ved siden af de landskabelige og
videnskabelige interesser.
Formålet med udtrykkeligt at nævne de geologiske interesser er at sikre,
at der for fremtiden bliver efterladt udvalgte geologiske profiler i
efterbehandlede råstofgrave.
Profiler i jordlagene er geologiske dokumenter for udredningen af såvel
regionens geologiske tilblivelse som råstofforekomstens opbygning. Geologiske
profiler findes næsten kun ved kysterne, og derfor bør udvalgte profiler i
råstofgrave inde i landet holdes åbne også efter indvindingens afslutning.
Kendskab til jordlagene under overfladen er således i høj grad knyttet til
råstofgravene. I nyere tid har der imidlertid været tendens til at
koncentrere gravningen til få, større områder og i øvrigt til at slette
sporene efter gravningen ved planering og tildækning. Der er derfor behov for
en ændret praksis på dette område, hvor udvalgte profiler bevares til brug
for forskning og formidling også efter gravningens ophør.
Til nr. 2
I den foreslåede ændring af § 7, stk. 1, er det foreslået, at det
præciseres, at amtsrådet også skal give tilladelse til, at der på
indvindingsstedet etableres anlæg til brug for indvindingen.
Efter den hidtidige administrative praksis omfatter en tilladelse ikke
blot selve gravningen, men alle de processer, der er dele af
indvindingsprojektet, fra starten med eventuel etablering af afskærmende
beplantning og jordvolde, med afrømning af muld og overjord samt etablering
og brug af interne adgangsveje, over driften med gravemaskiner,
behandlingsanlæg og placering af lagerpladser, til afslutning med
efterbehandling, herunder eventuel tilplantning m.m.
En beskrivelse af disse forhold indgår i ansøgningsskemaet om tilladelse
til råstofindvinding og danner dermed grundlaget for amtsrådets behandling af
ansøgningen.
Indvindingsstedet udgøres af selve indvindingsarealet og arealer med
lagerpladser, grusværker m.m., når disse er placeret i umiddelbar tilknytning
hertil, så de sammen udgør en enhed.
Fortsat anvendelse af tidligere tilladte anlæg på arealer, hvor
indvindingen er ophørt, forudsætter som hovedregel udstedelse af en ny
tilladelse. Dette skyldes, at anlægget er opstillet på grundlag af en
tidligere tilladelse i henhold til råstofloven, og at en sådan tilladelse er
tidsbegrænset og normalt vil forudsætte en fjernelse af anlægget.
Efter Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 794 af 9. december 1991 om
godkendelse af listevirksomheder er følgende råstofforbrugende virksomheder
omfattet af miljøbeskyttelseslovens godkendelsesordning:
a) Cementfabrikker, kridtværker, kalkværker og molerværker,
b) Cementstøberier, betonstøberier og betonblanderier med en årlig
produktion på 20.000 tons eller derover,
c) Glasværker og mineraluldsfabrikker,
d) Teglværker, som ikke er placeret ved indvindingsstedet,
e) Anlæg for fabrikation af klinker, glaserede rør eller kalcinering af
flint,
f) Fremstilling af bygningselementer af overvejende mineralske
råmaterialer,
g) Anlæg for behanding eller oparbejdning af affald samt nedknusning af
affald.
Etablering af råstofforarbejdende anlæg, såsom grusværker, stenknuserier,
mørtelværker samt teglværker er omfattet af amtsrådets kompetence efter
råstoflovens § 7, stk. 1, såfremt de er placeret på indvindingsområdet. Det
samme gælder cementstøberier, betonstøberier og betonblanderier med en årlig
produktion på under 20.000 tons. Det betyder, at amtsrådet som
råstofmyndighed kan stille vilkår af miljømæssig art i tilladelser efter
råstofloven med henblik på at minimere generne fra disse råstofforarbejdende
anlæg.
Virksomheder, der ikke er godkendelsespligtige efter
miljøbeskyttelsesloven, er omfattet af bestemmelsen i § 42 i
miljøbeskyttelsesloven. Efter denne bestemmelse kan en kommunalbestyrelse
meddele påbud om, at forureningen skal nedbringes, såfremt virksomheden
medfører uhygiejniske forhold eller væsentlig forurening. Forbud kan
meddeles, hvis ulemperne ikke kan afhjælpes. Bestemmelsen vil kun i ganske
særlige tilfælde få betydning for råstofindvindinger, der finder sted på
grundlag af en tilladelse efter råstofloven, idet amtsrådet efter høring af
kommunalbestyrelsen har taget de miljømæssige forhold i betragtning og
fastsat de nødvendige vilkår. Derimod kan bestemmelsen få selvstændig
betydning for råstofindvindinger, der ikke finder sted på grundlag af en
meddelt tilladelse efter råstofloven, men i henhold til en anmeldt rettighed.
De sidste af disse rettigheder udløber den 1. juli 2003.
Til nr. 3
I § 7, stk. 2, er det foreslået indføjet, at prøvegravninger på mere end
200 m3 skal anmeldes til amtsrådet, inden de foretages. Baggrunden for
forslaget er, at der i praksis har vist sig at være behov for, at amtsrådet
kan stille vilkår om efterbehandlingen af et hul opstået ved en
prøvegravning.
Til nr. 4
Som noget nyt foreslås der indsat en bestemmelse i loven om, at der skal
foretages efterbehandling efter afslutningen af de ikke erhvervsmæssige
indvindinger og prøvegravninger på over 200 m3. Den nye bestemmelse er indsat
som § 7, stk. 3.
Det er hensigten hermed at sikre, at arealerne efterbehandles, så at de
ikke virker skæmmende for omgivelserne, f. eks. ved at skrænterne udjævnes.
Amtsrådet påser som tilsynsmyndighed, at der foretages efterbehandling, og
i modsat fald skal der gives lovliggørelsespåbud med hjemmel i lovforslagets
§ 33.
Til nr. 5
I § 10, stk. 1, nr. 1, foreslås der indføjet en regel i loven om, at
tilladelser til råstofindvinding kan indeholde vilkår om virksomhedernes
drift og om efterbehandling af arealet med henblik på at begrænse
miljømæssige gener. Sådanne vilkår fastsættes allerede i dag i tilladelser
til råstofindvinding med hjemmel i § 10, stk. 1, jf. lovens § 3.
Det foreslås dog, at det præciseres i selve lovteksten, at der også kan
fastsættes vilkår, der tager sigte på at begrænse miljømæssige gener fra
indvindingen, herunder fra behandling, knusning, sortering og intern
transport på ejendommen indtil offentlig vej. Miljømæssige gener fra
råstofindvinding er støv, støj, rystelser samt risiko for forurening fra
brugen og oplagringen af olieprodukter samt kemikalier. Vilkår herom vil
normalt blive fastlagt med udgangspunkt i de regler og vejledninger, som
Miljøstyrelsen har udsendt herom.
Amtsrådene skal desuden som en del af de miljømæssige overvejelser ved
udstedelse af tilladelser i henhold til § 7, jf. forslagets § 10, stk. 1, nr.
1, også tage stilling til hvilke vilkår, der skal gælde omkring eventuel
modtagelse af fyldjord udefra, herunder om der skal være et forbud mod sådan
modtagelse.
En anden fare for forurening skyldes, at de naturlige jordlag i
råstofgraven er gennembrudt. Dette har man i flere tilfælde søgt at modvirke,
ved at der i tilladelser til råstofindvinding er blevet fastsat vilkår om
forbud mod tilførsel af gødning og pesticider på det efterbehandlede areal.
Der er her tale om vilkår, der rækker videre end de egentlige
efterbehandlingsvilkår, der må anses for opfyldt, når den fysiske
efterbehandling er afsluttet og godkendt af amtsrådet som råstofmyndighed.
De nævnte vilkår griber tillige ind i driften af landbrugsejendomme, idet
de begrænser den landbrugsmæssige drift, og de skal gælde uden
tidsbegrænsning. Det kan derfor ikke udelukkes, at der vil kunne opstå
situationer, hvor der ikke kan meddeles tilladelse til råstofindvinding efter
§ 7a, stk. 4, i landbrugsloven - og at der i konsekvens heraf ikke kan
meddeles tilladelse til råstofindvinding efter råstofloven.
Det har hidtil været tvivlsomt, om der var hjemmel i råstofloven til at
fastsætte vilkår om anvendelse af arealet, efter at efterbehandlingen var
godkendt. Ved en dom afsagt af Østre Landsret den 28. august 1995 fastslog
retten dog, at der er hjemmel i råstoflovens § 10 til at indsætte som vilkår
for en tilladelse til indvinding i et regionalt grundvandsområde, at
råstofindvindingsarealet ikke senere må indgå i almindelig jordbrugsmæssig
drift, men at det skal tilplantes eller benyttes til vedvarende græsning. Der
må desuden ikke anvendes gødning eller bekæmpelsesmidler på arealet.
Vilkår om forbud mod tilførsel af gødning og pesticider kan dog kun
stilles i forbindelse med en tilladelse til råstofindvinding, når der er
ganske særlige hensyn til beskyttelse af grundvandsressoucer, der skal
tilgodeses.
Overordnet bør det i forbindelse med enhver råstofindvinding overvejes, om
et geologisk profil bør holdes åbent efter gravningens afslutning.
Beslutningen herom vil ofte kunne tages i forbindelse med
indvindingstilladelsen, f.eks. begrundet i at der er tale om repræsentative
profiler for en større forekomst eller region, eller fordi et profil vil
frembyde information af særlig interesse. Hvis dette er tilfældet, kan
bevarelse af profilet fra starten indgå i efterbehandlingsplanen, ligesom
dets beliggenhed normalt vil kunne skitseres.
Det vil dog ofte forekomme, at profiler af særlig geologisk interesse
først dukker op under selve indvindingen, f.eks. i en grav, hvor profiler af
interesse ikke var forudset eller viste sig at have en uventet placering.
Tilladelser til råstofindvinding bør derfor indeholde vilkår om, at der i
forbindelse med efterbehandlingen kan blive stillet krav om, at profiler skal
bevares.
De praktiske problemer i forbindelse med profilbevaring og pleje er
dårligt kendt. Nogle profiler har stået uforandrede i årtier, mens andre
skrider til på få år. Der er behov for indsamling af erfaring og forskning på
området, men i øvrigt må der træffes konkrete aftaler i hvert enkelt
tilfælde, f.eks. om gennemførelse af mindre gravearbejder for at vedligeholde
profiler.
De naturgivne landskabsformer er også dokumenter om de geologiske
kræfter, som har skabt Danmark. Tilsvarende er råstofgravens landskab et
udtryk for den samfundsmæssige aktivitet. De to lag i landskabet bør kunne
adskilles synsmæssigt i terrænet.
Som oftest ønskes det, at den efterbehandlede råstofgrav indgår som en
almindelig brik i det åbne land. Dette tilsiger normalt, at det
samfundsskabte landskab må tilpasses det naturskabte, og at ligevægten må
forskydes således, at det naturskabte landskab ikke overdøves af det
samfundsskabte. Der er dog også mange tilfælde, hvor man udtrykkeligt vælger
at skabe nye landskaber, eller rekreative anlæg m.v. i tidligere
graveområder.
§ 10, stk. 1, nr. 2 og 3 svarer til den gældende lovs § 10, stk. 1.
Muligheden for i medfør af § 10, stk. 1, nr. 4, at fastsætte vilkår om, at
råstofferne skal anvendes til bestemte formål, har bl.a. til formål at sikre,
at råstofferne anvendes i overensstemmelse med deres kvalitet. Det er således
væsentligt, at gode råstofforekomster ikke anvendes, hvor mindre lødige
materialer kan anvendes f.eks. i opfyldninger.
En tilsvarende bestemmelse som i lovforslagets stk. 2 fandtes i
1977-råstofloven. Det foreslås at indsætte bestemmelsen i loven igen for at
tydeliggøre, at amtsrådet kan fastsætte vilkår for tilladelser til
råstofindvinding ud over de i § 10, stk. 1, nævnte, med henblik på at opfylde
de hensyn, der er nævnt i lovens § 3.
Hvis der med hjemmel i anden lovgivning, der er omfattet af
samordningspligten efter lovens § 8, er forlangt stillet vilkår af
vedkommende myndighed, skal disse vilkår altid medtages i amtsrådets
tilladelse efter råstofloven.
Efter § 7a, stk. 4, i landbrugsloven kan landbrugsministeren tillade, at
landbrugspligtige jorder midlertidigt anvendes til råstofindvinding.
Landbrugsministeren har bemyndiget amtsrådene til at træffe afgørelse efter
bestemmelsen og føre tilsyn med, at vilkårene for indvindingen overholdes.
Der er fastsat nærmere retningslinier for amtsrådenes administration,
herunder at amtsrådet i fornødent omfang skal indhente en udtalelse fra
jordbrugskommissionen om de jordbrugsmæssige interesser, inden det træffer
afgørelse efter landbrugsloven.
Bestemmelsen i stk. 3 er ny, men indholdet er en præcisering af, hvad
sikkerhedsstillelsen skal kunne dække.
Udgangspunktet ved fastsættelsen af sikkerhedens størrelse vil være et
økonomisk overslag eventuelt et kvalificeret skøn over, hvad det vil koste
amtsrådet, at lade efterbehandlingsarbejder udføre af en fremmed entreprenør.
Som følge heraf vil de udgifter, der bliver tale om, altid være større end
den omkostning, råstofindvinderen selv må regne med, hvis han løbende
foretager efterbehandling med sine egne maskiner og redskaber. Beregningen må
også ske under hensyn til den foreliggende grave- og efterbehandlingsplan,
idet man med denne som grundlag vil kunne beregne de omtrentlige
jordarbejder, amtsrådet vil kunne komme ud for at skulle lade udføre.
Hvis gravningen foregår i etaper, således at der sker en løbende
efterbehandling, vil der kunne ske en reduktion af sikkerhedsstillelsen.
Sikkerhedsstillelsen skal i så fald svare til det areal, der til enhver tid
ifølge graveplanen kan ligge afgravet uden at være blevet efterbehandlet.
Til nr. 6
Af oplysende grunde foreslås det, at der bliver optaget en bestemmelse i
loven om, at Naturklagenævnets afgørelser er endelige, selv om dette følger
af almindeligt gældende regler. Tilsvarende bestemmelser findes i planloven
og naturbeskyttelsesloven.
Til nr. 7
Til kapitel 4
Kapitel 4 om forekomster på søterritoriet og kontinentalsoklen foreslås i
sin helhed affattet påny. Formålet hermed er at ændre lovens bestemmelser for
råstofindvindingen på havet, således at denne fremover vil komme til at
foregå under større hensyntagen til naturværdierne i havet og på havbunden.
De foreslåede bestemmelser i kapitel 4 er delt op i et afsnit om
kortlægning og planlægning (§ 18), et afsnit om godkendelse af
indvindingsmateriel (§ 19), et afsnit om tilladelser og udlæg af
indvindingsområder (§§ 20-22), et afsnit om VVM-procedure (§ 23), et afsnit
om bortfald, tilbagekaldelse eller ændring af tilladelser (§ 24), et afsnit
om anlæg på kontinentalsoklen (§ 25) og endelig et afsnit om klage over
afgørelser vedrørende råstofindvinding på havbunden (§ 26).
Til § 18
Bestemmelsen i forslagets § 18, stk. 1, er ikke ændret i forhold til den
gældende råstoflovs § 18, stk. 1.
Bestemmelsen i stk. 2 foreslås ændret, således at det præciseres, at
miljø- og energiministeren kan udarbejde planer for indvindingen på
havet. Ifølge den gældende lovtekst udarbejder ministeren planer for
råstofindvindingen, og denne formulering kan give indtryk af, at der
foreligger en pligt til at gennemføre en sådan planlægning. Da det ikke -
specielt efter afformaliseringen af bl.a. råstofplanlægningen på land - har
været hensigten, at der skulle foreligge en pligt til udarbejdelse af planer
for råstofindvindingen på havet, foreslås det at bringe lovteksten i
overensstemmelse hermed.
Den gældende bestemmelse er i de senere år blevet anvendt til at udarbejde
delplaner for indvinding i udvalgte områder, f.eks. for råstofforsyningen til
Øresundsforbindelsen på Kriegers Flak. En sådan planlægning vil med den
foreslåede nye formulering fortsat være mulig.
Bestemmelsen i forslagets § 18, stk. 2, skal i øvrigt ses i sammenhæng med
forslagets § 22, hvorefter miljø- og energiministeren kan udlægge områder på
havet til råstofindvinding. Områderne kan bl.a. udlægges på baggrund af
råstofkortlægningens resultater.
Til § 19
I bestemmelsen fastholdes principperne for administrationen af den
gældende lovs § 19. Den gældende lov fastsætter, at »efterforskning og
indvinding af råstoffer på søterritoriet og indvinding af råstoffer på
kontinentalsoklen må kun ske efter tilladelse fra miljøministeren«.
Denne bestemmelse er blevet administreret således, at en tilladelse udstedes
til ejeren, gældende til et bestemt navngivet fartøj eller til den person,
der har chartret fartøjet.
Af den foreslåede nye § 19, stk. 1, fremgår det nu direkte, at miljø- og
energiministeren godkender det indvindingsmateriel, som kan anvendes til
efterforskning og indvinding af råstoffer på søterritoriet og
kontinentalsoklen.
Godkendelsen kan betragtes som en slags autorisation til, at det enkelte
fartøj må indvinde råstoffer på det danske havområde. Godkendelsen kan
opsiges med 10 års varsel, jf. den gældende råstoflovs § 24 og lovforslagets
§ 24, stk. 2 og 4.
Indvinding af råstoffer på havet må - ifølge lovforslagets § 20 - kun ske
i geografisk afgrænsede og miljøvurderede områder og efter tilladelse fra
miljø- og energiministeren. Det er derfor i § 19, stk. 1, præciseret, at
godkendelsen kun kan udnyttes i henhold til en tilladelse efter § 20, stk. 1.
§ 19-godkendelsesordningen forudsættes fortsat administreret således, at
der sættes et loft over den samlede lastekapacitet, der kan anvendes til den
daglige råstofforsyning. Lastekapaciteten er fastsat til ca. 25.000 m3, og
denne udgøres i dag af ca. 50 ral- og sandsugerfartøjer. Ved at fastsætte en
maksimal lastekapacitet sikres en bæredygtig udvikling, fordi den samlede
indvinding af naturlige ressourcer begrænses.
Også den hidtidige praksis, hvor man ikke har tilladt indvindingsfartøjer
med en større lastekapacitet end 2.000 m3 til anvendelse ved indvinding af
råstoffer til den daglige råstofforsyning, forudsættes fortsat. Denne grænse
er bl.a. fastsat for at begrænse de miljømæssige effekter ved
råstofindvinding med store skibe og for at sikre, at alle landets egne kan
forsynes med sømaterialer samtidig i kraft af, at der findes et vist antal
arbejdende skibe. Ud af de ca. 50 ral- og sandsugefartøjer er det kun 5
skibe, der har en lastekapacitet på mere end 1.000 m3.
Nye godkendelser efter forslagets § 19, stk. 1, til anvendelse ved den
løbende danske råstofforsyning vil fortsat kun blive meddelt i det omfang,
der, ud fra en overordnet miljø- og forsyningsmæssig vurdering, er mulighed
eller behov for at udvide indvindingskapaciteten.
De vilkår, som kan fastsættes efter § 19, stk. 2, forudsættes fortsat at
være vilkår om overdragelse og deponering af godkendelse samt vilkår om
tilsyn og kontrol. Vilkårene indebærer, at en godkendelse bortfalder, hvis
fartøjet ophugges, slettes af skibsregistret eller skifter ejer. Godkendelsen
kan så deponeres med henblik på senere genudstedelse, eller der kan ske
udstedelse af en ny godkendelse til fartøjets ny ejer. En godkendelse kan
således kun handles eller overdrages sammen med fartøjet.
Med en godkendelse efter § 19 foreligger der ikke en godkendelse af, at
det enkelte fartøj kan indvinde i alle udlagte indvindingsområder med det
tekniske udstyr, som fartøjet er indrettet med på godkendelsestidspunktet.
Det vil i en områdetilladelse efter § 20, stk. 1, være muligt - ud fra en
konkret vurdering - at fastsætte vilkår om, at der i et givent område kun må
indvindes med udstyr, der opfylder nærmere fastsatte krav, f.eks. om
præcision i navigationen eller om indvindingsmetode.
Efter forslagets § 19, stk. 2, vil der endvidere fortsat være mulighed for
at meddele § 19-godkendelse for en tidsbegrænset periode og til anvendelse
ved en nærmere afgrænset arbejdsopgave. Denne mulighed vil blive
administreret i overensstemmelse med hidtidig praksis.
Der vil således i forbindelse med leverancer af råstoffer til en
anlægsopgave, der har været udbudt i EU-licitation, som f.eks.
Storebæltsforbindelsen, kunne meddeles midlertidig tilladelse til at anvende
flere indvindingsfartøjer. Der skal dog foreligge ganske særlige
omstændigheder for at tillade anvendelse af fartøjer med større
lastekapacitet end 2.000 m3. En eventuel tilladelse vil imidlertid altid
blive meddelt efter en konkret vurdering af bl.a. de økonomiske, miljø- og
ressourcemæssige aspekter i sagen.
Der vil ligeledes fortsat blive meddelt kortvarige midlertidige §
19-godkendelser til »ikke-autoriseret« materiel, der skal anvendes
til optagning af oprensnings- og uddybningsmaterialer fra havne og
sejlrender, når de optagne materialer ønskes nyttiggjort som råstoffer.
I § 19, stk. 3, gives der mulighed for, at miljø- og energiministeren kan
fastsætte regler for hvilket indvindingsmateriel, der kan godkendes efter §
19, stk. 1, herunder at indvindingsmateriellet skal være udstyret med og
anvende elektronisk kontroludstyr til registrering af indvindingsfartøjets
position under indvinding m.v.
Med indvinding i udlagte indvindingsområder, der i antal forventes at
overstige 100, vil det være vanskeligt at føre tilsyn med, om indvindingerne
gennemføres inden for de geografisk afgrænsede områder, og med at vilkår
overholdes. Elektronisk kontroludstyr, typisk black-boxes, kan her være et
instrument til kontrol af, hvor indvindingerne er gennemført.
Muligheden for at fastsætte regler for hvilket indvindingsmateriel, der
kan godkendes efter § 19, stk. 1, retter sig mod godkendelser, der først vil
blive meddelt efter, at hjemlen i § 19, stk. 3, er udmøntet i en
bekendtgørelse. Fastsættelse af yderligere vilkår for allerede godkendt
indvindingsmateriel sker med hjemmel i en bekendtgørelse udstedt efter
lovforslagets § 24, stk. 3.
§ 19 er endelig konsekvensrettet som følge af lovforslagets § 2 om ændring
af anden lovgivning, hvorefter kompetencen til at meddele
efterforskningstilladelse på kontinentalsoklen overføres fra
kontinentalsokkelloven til råstofloven.
Til § 20
Bestemmelsen i forslagets § 20 udgør kernen i det nye tilladelsessystem.
Heri slås det fast, at efterforskning og indvinding af råstoffer på havet kun
kan gennemføres efter en konkret meddelt tilladelse til et geografisk
afgrænset og miljøvurderet område. Råstofefterforskning og indvinding er
således som udgangspunkt forbudt overalt på havområdet.
I den gældende råstoflov er der efter § 21 mulighed for at lukke et
afgrænset farvandsafsnit for råstofindvinding. Det er herefter muligt at give
en tilladelse efter § 22 til indvinding i en nærmere afgrænset og
miljøvurderet del af det lukkede område. Tilladelsen kan blandt andet
meddeles på miljømæssige vilkår.
Det er dette princip med at lukke et havområde, for herefter at meddele
efterforsknings- eller indvindingstilladelse til en afgrænset miljøvurderet
del heraf, der med den foreslåede lovændring nu udstrækkes til at gælde
generelt for hele havområdet.
Tilladelserne efter lovforslagets § 20 vil ligeledes, som tilladelserne
efter den gældende råstoflovs § 22, først blive givet efter en høring af de
relevante parter, d.v.s. ministerier, statslige institutioner, amtsråd,
repræsentanter for fiskeriinteresserne, de grønne organisationer m.v.
I henhold til lovforslagets § 2 om ændring af anden lovgivning overføres
kompetencen til at meddele efterforskningstilladelse på kontinentalsoklen fra
kontinentalsokkelloven til råstofloven. § 20, stk. 1, er konsekvensrettet i
forhold hertil. Efterforskningsbestemmelserne for de råstoffer, der er
omfattet af råstofloven, er hermed samlet i samme lov.
Bestemmelsen i forslagets § 20, stk. 2, om at tilladelse til indvinding i
et afgrænset område gives til en eller flere ansøgere og for en periode på
indtil 10 år, er indholdsmæssigt i overensstemmelse med den nuværende
råstoflovs § 22, stk. 2. I bestemmelsen er det dog i overensstemmelse med
praksis præciseret, at tilladelse kan gives til ansøgere og ikke alene til
dem, der skal foretage indvindingerne.
10-årige tilladelser vil sædvanligvis blive givet, når der er tale om
tilladelse til indvinding af råstoffer til den daglige råstofforsyning.
Korterevarende tilladelser vil blive givet til leverancer til tidsbegrænsede
konkrete anlægsarbejder, samt ved meddelelse af tilladelser til nyttiggørelse
af oprensnings- og uddybningsmaterialer.
Efterforskningstilladelser vil normalt ikke blive meddelt for en længere
periode end 3 år.
Bestemmelsen i forslagets stk. 2 om fortrinsret vil blive administreret
efter følgende hovedretningslinier:
Ved en ansøgning om efterforskningstilladelse med fortrinsret vil det,
efter høring af øvrige indvindere, blive vurderet, om den eventuelle
råstofforekomst i det ansøgte område er af væsentlig interesse for andre
indvindingsfirmaer end ansøgerens. Er dette ikke tilfældet, vil
efterforskningstilladelse med fortrinsret blive meddelt. Ansøgeren vil få
eneret til udnyttelse af dele eller hele forekomsten for en nærmere bestemt
periode, dog max. 10 år.
Har andre end ansøgeren en relevant interesse i forekomsten, vil der blive
givet afslag på den ansøgte efterforskningstilladelse med fortrinsret.
Mulighederne er herefter, at ansøgeren gennemfører efterforskningen uden
fortrinsret, eller at de interesserede indvindere i fællesskab søger
efterforskningstilladelse og er enige om, at der skal være fælles adgang til
indvinding i området, såfremt indvindingstilladelse meddeles.
I forslagets § 20, stk. 3, er det fastsat, at det påhviler ansøgeren at
gennemføre de for tilladelsen fornødne undersøgelser og vurderinger eller
helt eller delvist at afholde udgifterne hertil. Hermed følges almindelig
praksis inden for miljøadministrationen. Også ved den hidtidige
administration af råstofloven er ansøgere blevet pålagt at afholde udgifter
til miljømæssige forundersøgelser m.v. Dette er blandt andet sket ved
indvindingstilladelserne til de faste forbindelser over Storebælt og Øresund
med hjemmel i den nuværende lovs § 22, stk. 3.
Da indvindingsfirmaerne sædvanligvis vil ønske at indvinde i de samme
områder, og da Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere har oplyst, at deres
medlemmer er indstillet på at samarbejde om gennemførelsen af de fornødne
miljømæssige undersøgelser, forventes de økonomiske konsekvenser for det
enkelte firma normalt at blive begrænsede.
§ 20, stk. 3, skal endelig ses i sammenhæng med den foreslåede ændrede §
34, hvoraf det fremgår, at miljø- og energiministeren kan fastsætte regler
om, hvilke oplysninger en ansøgning om tilladelse til efterforskning og
råstofindvinding skal indeholde.
I forslagets § 20, stk. 4, er det fastsat, at der ikke kan meddeles
tilladelse til indvinding i EF-fuglebeskyttelsesområder, kommende
EF-habitatområder, Ramsarområder og områder med en vanddybde på mindre end 6
meter.
Der blev i 1994 med Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 984
gennemført et forbud mod indvinding i EF-fuglebeskyttelsesområder og
Ramsarområder. Dette forbud indskrives nu i loven, idet det samtidig
forudsættes, at de regler, herunder den afviklingsordning, som er fastsat i
bekendtgørelsen, fortsættes.
I stk. 5 er det fastsat, at miljø- og energiministeren for så vidt angår
indvinding af sand, grus og rali EF-fuglebeskyttelsesområder,
EF-habitatområder og Ramsarområder i ganske særlige tilfælde - og når
indvindingen kan foretages uden at medføre forringelser af områderne eller
medføre forstyrrelser, som har væsentlige konsekvenser for de arter, for
hvilke områderne er udpeget - kan gøre undtagelse fra bestemmelsen i stk. 4.
Mulighederne for at meddele tilladelse findes også i dag. Der er således
ikke med forslagets stk. 5 sket en lempelse af de gældende regler, der følger
af bekendtgørelsen om råstofindvinding i EF-fuglebeskyttelsesområder m.v.
Lovforslagets mulighed for at meddele tilladelse forudsættes derfor kun
anvendt i meget sjældne og særlige tilfælde.
Det forudsættes fortsat muligt at meddele tilladelse til nyttiggørelse af
materialer, der fremkommer i forbindelse med anlægsarbejder og oprensning,
uddybning og omlægning af eksisterende indsejlinger og sejlløb.
Der vil endvidere fortsat kunne meddeles tilladelse til indvinding af
materialer til anlæg og reparation og forstærkning af diger og tilgrænsende
forland i Vadehavet, jf. § 5 i bekendtgørelsen om forbud mod indvinding i
EF-fuglebeskyttelsesområder.
Det nuværende totale forbud mod stenfiskeri i
EF-fuglebeskyttelsesområderne videreføres. Stenfiskeri i
EF-fuglebeskyttelsesområder har været forbudt siden 1. august 1990.
I stk. 6 er det fastsat, at miljø- og energiministeren for så vidt angår
indvinding af sand, grus og ral i områder med en vanddybde på mindre end 6
meter kan gøre undtagelse fra bestemmelsen i stk. 4, når en værdifuld
råstofforekomst kan indvindes, uden at indvindingen er i konflikt med
væsentlige naturmæssige værdier d.v.s. værdier af biologisk, geologisk,
geografisk og hydrografisk art. Der foreslås ingen tilsvarende muligheder for
at meddele tilladelse til stenfiskeri.
De lavvandede områder er særligt værdifulde, fordi lys er afgørende for
udviklingen og udbredelsen af havbundens planter. Afhængigt af bundtypen,
blød eller hård, dominerer havgræsser, ålegræs eller de store brunalger
vegetationen. I sådanne områder og ofte i tilknytning til vegetationsbæltet
er der udviklet et alsidigt dyreliv, fra bunddyr, fisk og fiskeyngel til
havfugle på havoverfladen.
Tilladelse til råstofindvinding i områder med en vanddybde på mindre end 6
meter vil med lovændringen f.eks. kun kunne meddeles i en situation, hvor et
værdifuldt råstofindvindingsområde ligger i et område med ubetydelige
biologiske interesser - eksempelvis højdynamiske områder, hvor løbende
materialevandringer medfører en god sortering af sedimentet, men samtidig er
stærkt hæmmende for levevilkårene på bunden.
Forslaget om fastsættelse af 6-metergrænsen i selve råstofloven markerer,
at der inden for havområder med mindre end 6 meters vanddybde, skal tages
ganske særlige miljømæssige hensyn, og at tilladelse til råstofindvinding i
et sådant område som hovedregel ikke må gives. I den administrative praksis
vil der dog samtidig blive lagt vægt på, at de naturmæssige
beskyttelsesinteresser ikke entydigt er knyttet til områder med lavere
vanddybde end 6 meter. Væsentlige beskyttelsesinteresser kan således knytte
sig til områder med større dybde end 6 meter eller til områder, der
sammenhængende strækker sig fra lavere vanddybder til dybder større end 6
meter. Det er således væsentligt også at vurdere naturmæssige interesser uden
for 6-metergrænsen.
Med 6-metergrænsen bringes råstofloven på linie med havmiljøloven, hvor
6-metergrænsen i relation til dumpninger (klapninger) blev indskrevet ved
lovrevisionen i 1993.
Lovforslagets bestemmelser om indvinding i områder med en vanddybde på
mindre end 6 meter svarer til de retningslinier for den fremtidige indvinding
i lavvandede områder, som flertallet i Folketingets Miljø- og
Planlægningsudvalg afgav i betænkningen af 12. december 1991 over forslag til
naturbeskyttelsesloven. I betænkningen lagde udvalget vægt på, at indvinding
i områder med lavere vanddybde end 6 meter kun kan meddeles under særlig
hensyntagen til de naturmæssige værdier i disse områder, og at
råstofindvindingsområder som hovedregel ikke må udpeges i de lavvandede
områder.
Selvom det i lovforslaget er markeret, at EF-fuglebeskyttelsesområderne og
de lavvandede områder m.v. skal ydes særlig beskyttelse, vil der ved
administrationen af § 20, stk. 1, også blive lagt vægt på at beskytte andre
særlige interesseområder. Det vil f.eks. dreje sig om de af amtsrådene
udpegede områder med højeste målsætning som naturvidenskabelige
referenceområder.
Sager om tilladelse til nyttiggørelse af oprensnings- og
uddybningsmaterialer adskiller sig fra de almindelige sager om
tilladelser til råstofindvinding på havet, selvom tilladelserne vil blive
meddelt efter de samme bestemmelser.
Indvindingen foretages i forbindelse med gennemførelse af et anlægsarbejde
eller vedligeholdelsesarbejde. De opgravede materialer nyttiggøres, f.eks.
som fyldmateriale i landopfyldninger, nye moler eller lignende, fremfor at
blive bortskaffet ved dumpning (klapning) i havet. Herved spares der på de
sædvanligt indvundne råstoffer, ligesom havmiljøet spares for de effekter,
der kan være en følge af både klapning og råstofindvinding.
De områder, hvori der indvindes, er sædvanligvis påvirket af menneskelig
aktivitet. Det er f.eks. i eksisterende havne og sejlrender, hvor der
allerede er uddybet og oprenset adskillige gange, eller hvor
havbundsforholdene er påvirket af skibstrafik. Ved anlæg af nye havne eller
sejlrender er der foretaget en miljømæssig vurdering ved meddelelsen af
tilladelsen til anlægget.
Ved ansøgning om tilladelse efter råstofloven til nyttiggørelse af
oprensnings- og uddybningsmaterialer er der derfor normalt ikke behov for at
gennemføre de samme miljømæssige undersøgelser og vurderinger, som skal
gennemføres ved meddelelse af øvrige indvindingstilladelser på havet.
Tilladelse eller afslag meddeles sædvanligvis efter en kulturhistorisk
vurdering af indvindingsområdet, og efter at det pågældende amtsråd og
Kystinspektoratet har givet deres vurderinger af sagens forurenings- og
kystbeskyttelsesmæssige aspekter.
Hvor der på grund af arbejdets omfang imidlertid gør sig særlige forhold
gældende, som ved uddybnings- og oprensningsopgravninger i forbindelse med
Storebælts- og Øresundsforbindelserne, kan nyttiggørelsestilladelsen
suppleres med vilkår om detaljerede miljømæssige retningslinier i form af
graveinstrukser.
Til § 21
Mulighederne for at meddele tilladelse til efterforskning af
råstoffer på havområdet har kun været udnyttet i meget begrænset omfang under
den nuværende råstoflov. Det skyldes, at indvindingsfartøjerne hidtil har
haft generel tilladelse til at indvinde råstoffer frit på havområdet, og at
egentlige prøvesugninger i nye områder dermed ikke har adskilt sig fra
indvinding.
Med det foreslåede nye reguleringssystem med geografisk afgrænsede
indvindingsområder, må det forventes, at der indkommer flere ansøgninger om
efterforskningstilladelser. I den forbindelse er det i lovforslagets § 21,
stk. 1, præciseret, at der kan fastsættes vilkår om efterforskningens indhold
og afrapportering og vilkår til begrænsning af efterforskningens miljømæssige
effekter.
I § 21, stk. 2, nævnes en række vilkår, som en tilladelse til
råstofindvinding på havet efter § 20, stk. 1, kan indeholde.
I nr. 1 er det fastsat, at der kan der stilles vilkår om gennemførelsen af
indvindingen, herunder til begrænsning af miljø- og naturmæssige effekter.
Sådanne vilkår kan bl.a. være vilkår om begrænsninger af den tilladte
indvindingsperiode, f.eks. årstidsbegrænsninger, anvendelse af bedste
tilgængelige materiel, herunder navigationsudstyr, kontrol-,
overvågningsudstyr og indvindingsudstyr, materiellets tekniske indretning,
vilkår om sold eller anden sorteringsmetode, indvindingsmetode, herunder om
indvindingen skal foregå ved stik- eller slæbesugning, polygrab el.lign.,
tilladt indvindingsdybde, skrænthældninger, spildprocenter, udarbejdelse og
anvendelse af grave- og eventuelt efterbehandlingsplan, gennemførelse af
biologiske eller råstofmæssige undersøgelser, at der indvindes et bestemt
angivet minimum eller maksimum pr. kvartal/halvår og vilkår om styring af
indvindingen m.v. ved anvendelse af kvalitetsstyringssystemer.
Nr. 2 svarer som udgangspunkt til den gældende lovs § 22, stk. 3, nr. 1.
Der er imidlertid nu sket den ændring og tilføjelse, at
tilladelsesindehaveren kan pålægges at deltage i opmåling og en eventuel
løbende miljøovervågning af indvindingsområdet - både før, under og efter, at
indvindingen er afsluttet. Stilles der vilkår om opmåling af et
indvindingsområde, skal opmålingen forud godkendes af Farvandsvæsenet.
Efter lovforslagets nr. 3 kan der fastsættes ressourceøkonomiske vilkår,
herunder vilkår om, at råstofferne anvendes til bestemte formål. Det kan
herved bl.a. sikres, at råstoffer, der f.eks. kan anvendes til betonformål,
ikke anvendes til f.eks. opfyldninger, hvor mindre lødige råstoffer kan
anvendes. Muligheden for at fastsætte vilkår om, at råstofferne anvendes til
bestemte formål, findes også i den gældende råstoflov jf. § 22, stk. 3, nr.
2.
I relation til stenfiskeriet vil muligheden for at fastsætte
ressourceøkonomiske vilkår blive anvendt således, at det for hvert udlagt
stenfiskeriområde bestemmes, hvortil stenene må anvendes. Da det er tanken,
at stenfiskeriet skal høre helt op, når den tilladte mængde sten er optaget i
hvert område, er det væsentligt, at stenressourcerne strækkes mest muligt.
Stenene vil således blive forbeholdt små reparations- og udvidelsesarbejder
af havneanlæg el.lign., som i forvejen er udført af søsten, og hvor æstetiske
og bevaringsværdige hensyn taler herfor. Der vil således ikke blive tilladt
stenfiskeri til nyanlæg eller væsentlige udvidelser af eksisterende anlæg.
I nr. 4 er der hjemmel til at stille vilkår om, at indvinderen skal stille
sikkerhed, eventuelt kollektivt, for overholdelse af vilkår om
kontrolopmåling af indvindingsområdet, områdets tilstand efter endt
indvinding og eventuel udførelse af efterbehandling. Stilles en sådan
økonomisk sikkerhed, har råstofmyndigheden mulighed for at gennemføre
kontrolopmålinger m.v. samt en eventuel fornøden efterbehandling for
indvinderens regning. Indvindingstilladelser vil normalt blive givet, uden at
der stilles vilkår om, at der skal gennemføres en egentlig efterbehandling af
indvindingsområdet. Overholdes vilkårene - f.eks. om hvor dybt i havbunden,
der må indvindes og om skrænthældninger efter indvinding - imidlertid ikke,
kan der være behov for gennemførelse af en efterbehandling.
I den gældende råstoflovs § 22, stk. 3, nr. 3, er der kun hjemmel til at
kræve, at der stilles fornøden sikkerhed for udførelse af efterbehandling.
Den foreslåede bestemmelse er således udvidet i forhold hertil.
Muligheden for, at sikkerhed kan stilles kollektivt, kan blive aktuel, da
det allerede nu må forventes, at flere ansøgere vil ønske at indvinde i samme
område. Vilkår om, hvordan sikkerheden skal stilles, vil blive drøftet
nærmere i hver enkelt situation med ansøgerne.
Der kan endelig efter nr. 5 stilles vilkår om overdragelse. Der vil ved
udstedelse af hver enkelt tilladelse blive taget stilling til, om tilladelsen
vil kunne forventes udstedt til andre firmaer, herunder til nye firmaer, der
erhverver fartøjer, som har en godkendelse i henhold til lovforslagets § 19,
og som hidtil har været anvendt til indvinding i det pågældende område.
De ovennævnte muligheder for at stille vilkår i indvindingstilladelserne
skal betragtes som et »katalog« over hvilke vilkår, der med loven
er hjemmel til at stille. Der vil fra sag til sag være varierende behov for
fastsættelse af vilkår - afhængigt af det område, der indvindes i. Det vil
således være helt usædvanligt, såfremt en indvindingstilladelse kom til at
indeholde samtlige de vilkår, der er nævnt ovenfor.
I stk. 3 er indsat en bestemmelse svarende til den foreslåede bestemmelse
i § 10, stk. 2, om indvindinger på land. I bestemmelsen tydeliggøres det, at
miljø- og energiministeren kan fastsætte vilkår for tilladelser til
råstofindvinding på havet ud over de i § 21, stk. 1, og 2, nævnte med henblik
på at opfylde de hensyn, der er nævnt i lovens § 3.
Til § 22
Efter forslagets § 22 kan miljø- og energiministeren udlægge områder til
råstofindvinding i en bekendtgørelse. Indvinding inden for sådanne områder
kræver ligeledes indvindingstilladelse efter § 20, jf. dog den særlige
overgangsordning fastsat i lovforslagets ikrafttrædelses- og
overgangsbestemmelser i § 3, stk. 6.
I en bekendtgørelse efter § 22 vil området/områderne blive geografisk
afgrænset. Der kan endvidere fastsættes regler for indvindingen i de udlagte
områder. Hovedparten af de vilkår for indvindingen, som kan fastsættes i en
tilladelse efter § 20, jf. § 21, vil alternativt kunne fastsættes i en
bekendtgørelse. Der er ikke mulighed for klage over udlægning af
indvindingsområder i en bekendtgørelse, men sådanne bekendtgørelser vil altid
blive forhandlet med samtlige relevante parter før udstedelsen, herunder
ministerier, amtsråd, interesseorganisationer m.v.
Muligheden for at udlægge indvindingsområder i en bekendtgørelse efter
forslagets § 22 vil - i første omgang - blive anvendt til udlægning af
indvindingsområder, hvor indvindingen som led i en overgangsordning kan
fortsætte umiddelbart ved lovens ikrafttræden den 1. januar 1997, hvor også
bekendtgørelsen om overgangsordningen vil træde i kraft.
Overgangsordningen for indvindingen af sand, grus og ral etableres
dels af hensyn til de rettigheder, der er knyttet til ral- og
sandsugerbranchens uopsagte tilladelser efter den nuværende råstoflovs § 19
(eller tilsvarende gyldige tilladelser efter tidligere lovgivning),
dels for at sikre at indvindingen af råstoffer fra det danske
havområde kan fortsætte uden afbrydelse. Råstofferne fra havområdet udgør en
vigtig del af den danske råstofforsyning.
Indvindere med tilladelse efter den nuværende lovs § 19 (eller tilsvarende
gyldig fartøjstilladelse) har efter overgangsordningen automatisk - og uden
indhentning af særlig tilladelse - ret til fortsat at indvinde råstoffer i
disse særligt udlagte indvindingsområder under overholdelse af de
miljømæssige krav, der for de enkelte indvindingsområder fastlægges i
overgangsbekendtgørelsen, jf. overgangsbestemmelsen i lovforslagets § 3, stk.
6. Områderne vil også efter ansøgning kunne stå til rådighed for indvindere,
der i overgangsperioden f.eks. erhverver et fartøj med en eksisterende §
19-tilladelse, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 3, stk. 6.
Etableringen af overgangsordningen og rummeligheden heraf vil ske i lyset
af, at indehavere af gældende § 19-tilladelser efter den gældende lovs § 24
har en 10-årig opsigelsesfrist. Der skal ligeledes lægges vægt på, at
råstofforsyningen af landets egne kan opretholdes.
Der er allerede efter den gældende lov sket en regulering af de
miljømæssigt set mest sårbare indvindingsområder. Ral- og sandsugerbranchen
er herved blevet afskåret for fortsat indvinding i vigtige råstofområder. Der
er således i 1995 gennemført en regulering/afvikling af ral- og sandsugningen
i EF-fuglebeskyttelses- og Ramsarområderne samt gennemført et forbud mod
indvinding af sand, grus og ral i de biologisk mest værdifulde
indvindingsområder.
Udlægningen og den geografiske afgrænsning af overgangsområderne, som vil
blive udlagt i de eksisterende indvindingsområder, vil ske på baggrund af en
foreløbig miljømæssig vurdering foretaget af Skov- og Naturstyrelsen.
Vurderingen vil bl.a. omfatte en samling af eksisterende viden om hvert
område, såsom viden om fugle- og fiskeriinteresserne samt om fortidsminder og
historiske vrag.
Ral- og sandsugerbranchen skal således ikke ved udlægningen af
overgangsområderne bekoste miljøundersøgelser m.v. Overgangsordningen giver
dermed branchen mulighed for at omstille sig til det nye tilladelsessystem,
herunder at opspare midler, bl.a. i det af Foreningen af Danske Ral- og
Sandsugere stiftede efterbehandlingsselskab, til gennemførelsen af
miljøundersøgelser m.v. i forbindelse med udlægning af nye
indvindingsområder.
Et forslag til bekendtgørelse om overgangsområderne påregnes udarbejdet i
samarbejde med Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere i første halvdel af
1996. Forslaget vil herefter blive forhandlet med sagens øvrige parter,
herunder ministerier, statslige institutioner, amtsråd, de grønne
organisationer og repræsentanter for fiskeriinteresserne. Forhandlingerne om
udlægningen af overgangsområderne forventes at føre til, at indvinding i
hovedparten af områderne kan fortsætte på de i bekendtgørelsen fastsatte
vilkår i op til 10 år. Vurderingen af områderne kan dog i visse situationer
føre til, at et område helt lukkes, eller at indvinding kun tillades for en
kortere årrække end 10 år. Overgangsbekendtgørelsen vil få gyldighed til 1.
januar 2007.
Når overgangsperioden er udløbet, påhviler det indvinderne at fremlægge
dokumentation i form af undersøgelsesresultater for, at fortsat indvinding er
miljømæssigt forsvarlig og ansøge om tilladelse til fortsat indvinding efter
det nye system, jf. lovforslagets § 20.
Sideløbende med indvindingen i overgangsområderne er det af afgørende
betydning for den fortsatte ral- og sandsugning, at ral- og sandsugerbranchen
hurtigt efter lovens ikrafttræden iværksætter et efterforskningsarbejde, der
har til formål at sikre, at der kan udlægges nye indvindingsområder til
supplering af overgangsområderne.
For stenfiskeriet vil der ligeledes i en bekendtgørelse blive
udlagt hidtil anvendte stenfiskeriområder. På linie med ral- og
sandsugererhvervet får stenfiskerne ret til automatisk - og uden indhentning
af særlig tilladelse - at fortsætte indvindingen i disse udlagte områder, jf.
ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelsen i lovforslagets § 3, stk. 6.
Da stenfiskernes § 19-tilladelser blev opsagt pr. 1. juli 1989 med det
lovpligtige 10 års varsel, og således udløber den 1. juli 1999, vil den
automatiske ret til at indvinde i de udlagte områder dog udløbe denne dato.
Stenfiskerierhvervets muligheder for frit at indvinde råstoffer på det
danske havområde er, som ral- og sandsugererhvervets muligheder, blevet
indskrænket i de senere år. Pr. 1. august 1990 blev det forbudt at opfiske
sten i EF-fuglebeskyttelses- og Ramsarområderne. Der er endvidere pr. 1.
november 1995 gennemført et forbud mod stenfiskeri i havområder med
vanddybder på mindre end 6 meter samt i en række biologisk særligt værdifulde
områder.
Miljø- og Energiministeriet har siden stenfiskernes § 19-tilladelser blev
opsagt i 1989 - via undersøgelser på stenrevene - arbejdet for at
tilvejebringe det faglige grundlag for en endelig stillingtagen til
stenfiskeriets fremtid.
På baggrund af resultaterne af de hidtil gennemførte undersøgelser
vurderes det, at et vist stenfiskeri på nogle af de hidtil benyttede
stenfiskeriområder vil være miljømæssigt forsvarligt. Det er disse områder,
som pr. 1. januar 1997 forudsættes udlagt til det fortsatte stenfiskeri. Mens
de områder, der udlægges til den fortsatte indvinding af sand, grus og ral,
udlægges på baggrund af en foreløbig miljøvurdering, vil stenfiskeriområderne
være udlagt på baggrund af gennemførte miljøundersøgelser på hvert stenrev.
Det foreslås, at stenfiskeriet ikke generelt skal ophøre ved
opsigelsesfristens udløb i 1999, men afvikles over en ikke nærmere
tidsfastsat årrække i særligt afgrænsede afviklingsområder. Med et begrænset
stenfiskeri bevares muligheden for at bruge søsten ved reparation og
småudvidelser af eksisterende mindre havne og moler anlagt med søsten. Dette
er ønskeligt - både af æstetiske/bevaringsmæssige og økonomiske hensyn.
Der vil for afviklingsområderne bl.a. blive fastsat bestemmelser om, hvor
store mængder sten, der må opfiskes, og hvad stenene må bruges til.
Stenfiskeriet skal således først ophøre, når den tilladte stenmængde i hvert
enkelt område er opfisket.
Såfremt den tilladte mængde sten ikke er opfisket i de udlagte områder,
når stenfiskernes § 19-tilladelser udløber den 1. juli 1999, vil stenfiskerne
skulle søge tilladelse til hver enkelt opgave. Tilladelse vil i givet fald
blive givet efter forslagets §§ 19 og 20. Det vil fortsat være en
forudsætning, at stenene skal anvendes til små opgaver, som udføres med
søsten af bevaringsværdige årsager.
Efter udlægningen af overgangsområderne pr. 1. januar 1997 kan miljø- og
energiministeren - ligeledes i bekendtgørelser - udlægge et eller flere
nye indvindingsområder, hvor der er foretaget en overordnet
råstofkortlægning og en afvejning af råstofinteressen over for øvrige
interesser, herunder foretaget en foreløbig vurdering af miljøinteresserne.
Ved at bruge hjemlen i den foreslåede § 22 har ministeren mulighed for at
foretage en vis styring af, hvor råstofindvindingen skal finde sted.
Ansøgeren har desuden en høj grad af sikkerhed for, at en
indvindingstilladelse kan opnås. Ansøgeren skal dog, forud for at tilladelse
kan meddeles, gennemføre eller afholde udgifterne til de fornødne nærmere
miljømæssige undersøgelser.
Der vil ikke blive udlagt nye områder til stenfiskeri.
Det må forudses, at der vil opstå ønske om at få tilladelse til
indvinding i andre områder end de udlagte . Med lovforslagets § 20, stk.
1, er der mulighed for, at meddele indvindingstilladelse uden for et udlagt
område. I denne situation vil det på baggrund af ansøgningen skulle vurderes,
om der kan meddeles tilladelse eller ej. Stilling hertil tages efter
gennemførelse af de fornødne miljømæssige vurderinger, høring af ministerier,
statslige institutioner, amtsråd, ral- og sandsugerbranchen, de grønne
organisationer, repræsentanter for fiskeriinteresserne m.v. og afvejning af
de involverede interesser. Tilladelser efter § 20, stk. 1, uden for de
udlagte indvindingsområder kan i givet fald udstedes til en eller flere
ansøgere.
Til § 23
Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til § 22 a i den gældende råstoflov.
Der er alene foretaget en enkelt sproglig præcisering og gennemført den
ændring, at der i stk. 1 henvises til indvindingstilladelse efter § 20, stk.
1, i stedet for den nuværende henvisning til § 22, stk. 1.
Til § 24
Bestemmelserne i § 24, stk. 1, 2 og 5 svarer indholdsmæssigt til §§ 23, 24
og 25 i den gældende råstoflov. Disse bestemmelser er nu samlet i en
paragraf, og der er samtidig foretaget de fornødne konsekvensrettelser, som
følge af ændringerne af kapitlets paragraffer.
I stk. 3 er der givet mulighed for, at ministeren ved en bekendtgørelse
kan fastsætte yderligere vilkår for allerede udstedte godkendelser af
indvindingsmateriel, herunder at indvindingsmateriellet skal være udstyret
med og anvende elektronisk kontroludstyr til registrering af
indvindingsfartøjets position under indvinding m.v. Ud over fastsættelse af
regler om anvendelse af elektronisk kontroludstyr kan yderligere vilkår
f.eks. være generelle regler om indvindingsudstyrets tekniske indretning.
Bestemmelsen i stk. 3 retter sig mod indvindingsmateriel, der på
tidspunktet for bekendtgørelsens ikrafttræden har en §
19-tilladelse/godkendelse eller lignende gyldig tilladelse efter tidligere
lovgivning. Muligheden for at fastsætte yderligere vilkår for §
19-godkendelser vil kun blive brugt efter forhandlinger med indehavere af
eksisterende § 19-godkendelser, og såfremt der foreligger vægtige grunde
herfor. Da de yderligere vilkår fastsættes i en bekendtgørelse, vil der være
tale om krav, der rettes generelt.
Det er endelig i stk. 4 præciseret, at opsigelse af § 19-godkendelser kan
ske generelt via udstedelse af en bekendtgørelse.
Til § 25
Bestemmelsen svarer til § 26, stk. 1 i den gældende råstoflov og til § 3 i
lov om kontinentalsoklen, hvor den gælder for anlæg, der anvendes til
indvinding af olie- og naturgas.
Bestemmelsen fastslår, at dansk ret gælder for indvindingsanlæg opstillet
på sokkelområdet. Bestemmelsen vil kun have virkning, såfremt der opstilles
faste anlæg til indvinding af råstoffer omfattet af råstofloven.
Undtagelsen i § 26, stk. 2, i den gældende råstoflov, om at lov om
saltvandsfiskeri og lov om jagt og vildtforvaltning ikke gælder for faste
anlæg til indvinding af råstoffer på kontinentalsoklen, er ikke medtaget i
lovforslaget. Dette skyldes, at reguleringerne i de to love også bør gælde
for faste anlæg, hvorfra der indvindes råstoffer på kontinentalsoklen.
Faste anlæg, der opstilles på søterritoriet, vil automatisk være omfattet
af dansk lovgivning og den gældende administrative inddeling.
Til § 26
Efter regler fastsat i medfør af den gældende råstoflov er miljø- og
energiministeren klagemyndighed for Skov- og Naturstyrelsens afgørelser
vedrørende råstofindvinding på havet. De nærmere bestemmelser om
klageberettigede og klagefrister er indeholdt i Miljøministeriets
bekendtgørelse nr. 217 af 21. marts 1994 om henlæggelse af opgaver og
beføjelser til Skov- og Naturstyrelsen, kapitel 3.
I stk. 1 foreslås det, at Naturklagenævnet i stedet indsættes som
klagemyndighed. Man får hermed et uafhængigt nævn som anden-instans, hvilket
har været ønsket fra flere sider. Det fastsættes endvidere hvilke afgørelser,
der kan påklages til Naturklagenævnet.
I stk. 2 er det foreslået, at afgørelser i sager om enkeltstående
indvinding og nyttiggørelse af op til 50.000 m3 oprensnings- og
uddybningssmateriale ikke kan påklages. Miljø- og energiministerens
afgørelser i disse sager foreslås således gjort endelige.
Sagerne om nyttiggørelse af oprensnings- og uddybningsmaterialer er
sædvanligvis uproblematiske, og kun i ganske enkelte tilfælde er der hidtil
indkommet klager over en afgørelse. Det skyldes antagelig, at der blandt de
klageberettigede er bred støtte til målet om størst mulig nyttiggørelse af de
materialer, som ellers skulle være bortskaffet ved dumpning (klapning) i
havet. Nyttiggørelse er da også i overenstemmelse med råstoflovens
formålsparagraf, hvoraf det fremgår, at de naturbundne råstoffer i videst
muligt omfang skal erstattes af affaldsprodukter. Formålet med at afskære
klageadgang i de mindste sager er at gøre tilladelsessystemet så smidigt som
muligt og dermed fremme nyttiggørelsen mest muligt. Erfaringerne har hidtil
vist, at det kan være afgørende for gennemførelse af nyttiggørelse, at
indvindingen ikke skal afvente 4 ugers klagefrist, men straks kan
gennemføres. Afskæringen af klageadgang er begrænset til enkeltstående mindre
sager. Det vil sige, at der vil være normal klageadgang i store betydende
sager, samt i små sager, såfremt der søges en flerårig tilladelse til
indvinding af en given mængde oprensningsmateriale hvert år. De nuværende
regler for tilladelse indebærer, at en nyttiggørelsestilladelse i de fleste
tilfælde umiddelbart kan udnyttes.
I stk. 3 afgrænses kredsen af klageberettigede. Efter tidligere
administrativ praksis blev ansøgeren samt berørte myndigheder og
organisationer anset for klageberettigede, herunder brancheorganisationerne
for råstofindvinding og fiskeri, d.v.s. Foreningen af Danske Ral- og
Sandsugere og Danmarks Fiskeriforening.
Denne kreds blev imidlertid den 1. juli 1992 ved Miljøministeriets
bekendtgørelse om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Skov- og
Naturstyrelsen udvidet til også at omfatte natur- og miljøorganisationer.
Dette foreslås nu videreført ved indskrivning i loven.
Stk. 5 til 8 svarer til reglerne i råstoflovens § 16 om klage over
afgørelser vedrørende råstofindvinding på land.
I stk. 9 er der givet miljø- og energiministeren mulighed for at beslutte,
at en tilladelse i visse arter af sager kan udnyttes straks.
Til nr. 8
I § 28 foretages der en ajourføring som følge af, at Danmarks Geologiske
Undersøgelse i 1995 er blevet sammenlagt med Grønlands Geologiske
Undersøgelse, og har fået navnet Danmarks og Grønlands Geologiske
Undersøgelse.
Til nr. 9
§ 31, stk. 2 er rettet i konsekvens af, at hjemlen til at meddele
tilladelse til efterforskning på kontinentalsoklen af de i loven omfattede
råstoffer er overført fra kontinentalsokkelloven til råstofloven, jf.
lovforslagets § 2.
Til nr. 10
I § 33, stk. 1, foreslås det præciseret i loven, at det også påhviler
ejere og brugere af indvindingsmateriel at berigtige ulovlige forhold og ikke
kun ejere og brugere af faste ejendomme, som efter den gældende formulering i
loven.
Til nr. 11
Der er i forslagets § 33, stk. 3, i lighed med miljøbeskyttelseslovens §
68, foretaget en nærmere opregning af nogle af de administrative
retshåndhævelsesskridt, tilsynsmyndigheden kan tage i anvendelse, når der
konstateres et ulovligt forhold. Tilsynsmyndigheden vil kunne meddele påbud
eller forbud, herunder eventuelt vælge en eller flere af de nævnte reaktioner
afhængig af det ulovlige forholds karakter og omfang.
Udtrykket »virksomhed« i stk. 3, nr. 3, dækker også anlæg eller
indretninger.
Tilsynsmyndighedens ret til at foretage selvhjælpshandlinger, som fremgår
af den gældende lovs § 33, stk. 3, er medtaget i opregningen i stk. 3, nr. 2.
Bestemmelsen i den gældende lovs § 33, stk. 3, 2. pkt. om at politiet yder
nødvendig bistand til gennemførelse af selvhjælpshandlinger er ikke medtaget
i lovforslaget, da dette fremgår af råstoflovens § 32, stk. 2, vedrørende
adgangsretten.
I stk. 4 er det foreslået, at det indføjes i loven, at lovliggørelsespåbud
ikke kan påklages. Sådanne påbud betragtes som administrativ retshåndhævelse.
Tilsvarende bestemmelser findes i naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1, og i
miljøbeskyttelseslovens § 69, stk. 3.
Til nr. 12
Den gældende lovs § 34 foreslås ændret, således at miljø- og
energiministeren nu ikke alene kan fastsætte regler om, hvilke oplysninger en
ansøgning om tilladelse til råstofindvinding skal indeholde, men også hvad en
ansøgning om tilladelse til efterforskning skal indeholde. Der er endvidere
tilføjet mulighed for at kræve, at undersøgelsesprogrammer til brug for
ansøgninger forud skal godkendes af ministeren.
Det nye tilladelsessystem for råstofindvinding på havet stiller betydelige
krav til indholdet af ansøgninger. F.eks. skal der i ansøgninger om
tilladelse til indvinding i et nyt indvindingsområde fremlægges dokumentation
for de biologiske, kulturhistoriske og andre beskyttelsesinteresser i
området, samt vurderinger af indvindingens miljømæsssige effekter. Det vil
derfor være hensigtsmæssigt, at miljø- og energiministeren har mulighed for
at kræve, at de undersøgelsesprogrammmer, som ansøgeren skal gennemføre,
forud er godkendt. Forhåndsgodkendelse af et undersøgelsesprogram vil give
ansøgeren sikkerhed for, at de undersøgelser, der gennemføres, lever op til
råstofmyndighedens krav.
Til nr. 13
Med råstofloven af 1991 blev der i § 40 givet miljø- og energiministeren
bemyndigelse til at fastsætte regler om brugerbetaling i forbindelse med
lovens administration, herunder til dækning af myndighedernes omkostninger
til bl.a. tilsyn og ved behandling af sager om tilladelser eller anmeldelser
og ved behandling af klagesager. Hjemlen er endnu ikke udnyttet.
Med den foreslåede ændring af § 40 er indføjet, at brugerbetalingen kan
kræves til hel eller delvis dækning af myndighedernes omkostninger ved
administration og tilsyn efter loven.
Tilføjelsen er sket for at præcisere, at det i visse situationer kan være
hensigtsmæssigt at begrænse brugerbetalingen til en nærmere velafgrænset
omkostning. Bestemmelsen kan således, bl.a. tænkes anvendt til at fastsætte
nærmere regler om dækning af råstofmyndighedens udgifter til annoncering i
pressen i forbindelse med gennemførelse af en VVM-procedure efter forslagets
§ 23.
Til nr. 14 og 15
Straffebestemmelserne i § 44, stk. 1, svarer indholdsmæssigt til de
tilsvarende bestemmelser i den gældende råstoflov.
Til nr. 16
Bestemmelsen om forældelse af strafansvaret i § 44, stk. 7, er ny.
Strafferammen i loven er bøde, for visse overtrædelser under skærpende
omstændigheder hæfte eller fængsel i indtil et år. Efter straffelovens § 93
er forældelsesfristen for strafansvaret 2 år, når der ikke er hjemlet højere
straf end fængsel i 1 år for overtrædelsen, eller når straffen for
overtrædelsen ikke ville overstige bøde.
Formålet med den særlige forældelsesfrist på 5 år er især at sikre den
nødvendige tid til den administrative behandling af straffesagerne
(tilsynsmyndighedens undersøgelser, politiets efterforskning og
anklagemyndighedens forberedelse).
Miljøbeskyttelsesloven, jf. § 110, stk. 7, og naturbeskyttelsesloven, jf.
§ 89, stk. 9, har en 5-årig forældelsesfrist.
Forældelsesfristen for overtrædelse af regler udstedt i henhold til loven
er i overensstemmelse med straffelovens almindelige bestemmelse på 2 år. Da
der ved overtrædelse af sådanne regler normalt er tale om overtrædelse af
samme karakter som ved overtrædelser af selve lovens bestemmelser, er det
fundet rimeligt at foreslå en 5-årig forældelsesfrist også for overtrædelse
af regler udstedt i henhold til loven.
Til § 2
Bestemmelsen er en konsekvens af, at efterforskning på kontinentalsoklen
af råstoffer, der er omfattet af råstofloven, for fremtiden foreslås at ske
efter reglerne i råstofloven.
Til § 3
Af stk. 1 fremgår det, at lovforslaget foreslås at træde i kraft den 1.
januar 1997.
I stk. 2 fastslås det, at eksisterende klagesager færdigbehandles af
miljø- og energiministeren efter de hidtil gældende regler.
I stk. 3 fastslås det i overensstemmelse med almindelig praksis, at regler
udstedt med hjemmel i kapitel 4 i den gældende råstoflov fortsat gælder,
indtil de afløses af regler i medfør af ændringsloven.
Bestemmelsen omfatter de regler, der gælder for efterforskning og
råstofindvinding på havområdet.
I stk. 4 bestemmes det, at afgørelser, der er truffet efter den hidtidige
lovgivning, bevarer deres gyldighed, indtil der i medfør af loven eller
regler udstedt med hjemmel i loven træffes nye afgørelser.
Med lovforslaget etableres der et to-strenget tilladelsessystem, hvorefter
ingen indvinding på havet kan gennemføres uden både godkendelse efter
forslagets § 19 og tilladelse efter § 20. I stk. 5 fastsættes det, at dette
tilladelsessystem også gælder for tilladelser efter den nuværende råstoflovs
§ 19 (eller tilsvarende gyldige tilladelser efter tidligere lovgivning).
Disse bevarer, jf. stk. 4, deres gyldighed, men kan kun udnyttes såfremt, der
tillige er indhentet tilladelse efter lovforslagets § 20. Det er ligeledes i
stk. 5 fastsat, at de muligheder, der gives i lovforslagets § 24, stk. 2-4
for at tilbagekalde, opsige eller ændre godkendelser efter lovforslagets §
19, også gælder for tilladelser efter den nuværende råstoflovs § 19 eller
tilsvarende gyldige tilladelser efter tidligere lovgivning.
Stk. 6 indeholder bestemmelserne om den overgangsordning, som etableres
fra 1. januar 1997. Overgangsordningen indebærer, at alle indvindere med
tilladelse efter den gældende råstoflovs § 19 (eller tilsvarende gyldige
tilladelser efter tidligere lovgivning) automatisk - og uden indhentning af
en konkret tilladelse - på nærmere fastsatte vilkår og for en nærmere fastsat
årrække, får ret til at indvinde råstoffer inden for hovedparten af de hidtil
anvendte indvindingsområder. Der er redegjort nærmere for overgangsordningen
i lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 3.2 og under bemærkningerne
til lovforslagets enkelte bestemmelser, § 22.
Indvindingslokaliteterne i overgangsordningen vil også efter ansøgning i
henhold til lovforslagets § 20 stå til rådighed for indvindere, der erhverver
eller chartrer fartøjer med eksisterende indvindingstilladelse, og som på
grundlag heraf får en godkendelse efter den nye § 19. Det samme vil gælde,
når der godkendes nye fartøjer på grundlag af eksisterende tilladelser til
fartøjer, der samtidig udgår ved ophugning eller lignende.
De gældende § 19-tilladelser (eller tilsvarende gyldige tilladelser efter
tidligere lovgivning) giver tilladelsesindehaverne en ret til frit at
foretage indvinding overalt på det danske havområde, hvor der ikke er nedlagt
forbud herimod. Den umiddelbare indvindingsret, der følger af §
19-tilladelsen, bliver med den overgangsordning, der iværksættes ved
lovforslagets ikrafttræden, knyttet til de udlagte overgangsområder.
Overgangsordningen løber over 10 år, hvilket svarer til den opsigelsesfrist,
der er for § 19-tilladelser efter den nuværende råstoflovs § 24. Efter de 10
år har de rettigheder, der var knyttet til 19-tilladelser udstedt inden 1.
januar 1997, ændret sig, således at tilladelserne alene kan udnyttes i
miljøvurderede områder med tilladelse efter lovforslagets § 20. Det er derfor
ikke fundet nødvendigt at foretage en formel opsigelse af de eksisterende §
19-tilladelser.
Bilag
I dette bilag er (med mindre skrift)
indsat den gældende formulering af de bestemmelser
der berøres af lovforslaget
§ 1
I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, som
ændret ved lov nr. 212 af 29. marts 1995, foretages følgende ændringer:
1. I § 3, 2. pkt., indsættes efter
»arkæologiske«: »og geologiske«.
§ 3. Ved lovens anvendelse skal der på den ene side lægges vægt på
råstofressourcernes omfang og kvalitet og en sikring af råstofressourcernes
udnyttelse samt tages erhvervsmæssige hensyn. På den anden side skal der
lægges vægt på miljøbeskyttelse og vandforsyningsinteresser, beskyttelse af
arkæologiske interesser, naturbeskyttelse, herunder bevarelsen af
landskabelige værdier og videnskabelige interesser, en hensigtsmæssig
byudvikling, infrastrukturanlæg, jord- og skovbrugsmæssige interesser,
sandflugtsbekæmpelse og kystsikkerhed, fiskerimæssige interesser, ulemper for
skibs- og luftfarten samt ændringer i strøm- og bundforhold.
2. § 7, stk. 1, 1. pkt., affattes således:
»Erhvervsmæssig indvinding af råstoffer og etablering af anlæg på
indvindingsstedet til brug for indvindingen må kun ske efter tilladelse fra
amtsrådet.«
3. § 7, stk. 2, 1.-3. pkt., affattes således:
»Ikke-erhvervsmæssige indvindinger på mere end 200 m3 årligt og
prøvegravninger på mere end 200 m3 skal anmeldes til amtsrådet, inden
indvindingen eller prøvegravningen påbegyndes. Anmeldelsen skal indeholde
oplysning om indvindingsområdet samt arten, mængden og anvendelsen af
råstoffet. Amtsrådet kan inden 4 uger efter, at anmeldelsen er modtaget,
stille vilkår for indvindingen eller prøvegravningen.«
4. I § 7 indsættes som stk. 3 :
» Stk. 3. Der skal foretages efterbehandling enten løbende
eller efter afslutningen af ikke-erhvervsmæssige indvindinger og
prøvegravninger, som nævnt i stk. 2.«
§ 7. Erhvervsmæssig indvinding af råstoffer må kun ske efter
tilladelse fra amtsrådet. Tilladelse til indvinding på strandbredder og andre
kyststrækninger, hvor der ikke findes sammenhængende landvegetation, kan kun
meddeles med tilslutning fra Kystinspektoratet.
Stk. 2. Ikke-erhvervsmæssige indvindinger på mere end 200 m3
årligt skal anmeldes til amtsrådet, inden indvindingen påbegyndes.
Anmeldelsen skal indeholde oplysning om indvindingsområdet samt arten,
mængden og anvendelsen af råstoffet. Amtsrådet kan inden 4 uger efter, at
anmeldelsen er modtaget, stille særlige vilkår for indvindingen. På
strandbredder og andre kyststrækninger, hvor der ikke findes sammenhængende
landvegetation, kan amtsrådet til enhver tid forbyde yderligere indvinding
eller stille særlige vilkår for indvindingen.
5. § 10, stk. 1, ophæves og i stedet indsættes:
»§ 10. En tilladelse efter § 7, stk. 1, kan indeholde vilkår
om:
1) virksomhedens drift og om efterbehandling af arealet med henblik på at
begrænse miljømæssige gener og forebygge forurening af grundvandet og jorden,
2) at der stilles sikkerhed for, at indvindingsområdet bliver
efterbehandlet,
3) at indvindingen og efterbehandlingen sker efter en plan, der er
godkendt af amtsrådet, og som indeholder hovedelementerne for indvindingen og
efterbehandlingen, og
4) at råstofferne skal oparbejdes bedst muligt i forhold til deres
kvalitet eller skal anvendes til bestemte formål.
Stk. 2. Amtsrådet kan fastsætte yderligere vilkår for at varetage
de hensyn, der er nævnt i § 3.
Stk. 3. Sikkerhedsstillelsen som nævnt i stk. 1, nr. 2, skal dække
amtsrådets udgifter til efterbehandling ved en selvhjælpshandling, jf. § 33,
stk. 3. Amtsrådet kan regulere sikkerhedsstillelsens størrelse, hvis
grundlaget for beregningen ændres væsentligt.«
Stk. 2 til 4 bliver herefter stk. 4 til 6.
§ 10. En tilladelse efter § 7, skal blandt andet indeholde vilkår
om,
1) at indvinding og efterbehandling sker efter en godkendt plan, der
indeholder hovedelementerne for indvindingen og efterbehandlingen,
2) at der stilles fornøden sikkerhed for opfyldelsen af vilkår om
efterbehandling.
Stk. 2. Vilkår, der knyttes til en tilladelse efter stk. 1, er
bindende for ejere og indehavere af andre rettigheder over ejendommen uden
hensyn til, hvornår retten er stiftet.
Stk. 3. Amtsrådet foranlediger, at vilkår om efterbehandling
tinglyses på ejendommen for ejerens regning.
Stk. 4. En tilladelse efter stk. 1 bortfalder, hvis den ikke
udnyttes inden 3 år efter, at den er meddelt, eller ikke har været udnyttet i
3 på hinanden følgende år.
6. I § 14 indsættes som stk. 2 :
» Stk. 2. Naturklagenævnets afgørelser kan ikke påklages til
anden administrativ myndighed.«
§ 14. Naturklagenævnet afgør klager, der indgives af
miljøministeren eller indeholder spørgsmål, som efter nævnets vurdering har
meget væsentlig interesse i forhold til lovens formål. Miljøministeren afgør
andre klager.
7. Kapitel 4 affattes således:
»Kapitel 4
Forekomster på søterritoriet og
kontinentalsoklen
Kortlægning og planlægning
§ 18. Miljø- og energiministeren udfører kortlægning af råstoffer
på søterritoriet og kontinentalsoklen.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan på grundlag af
kortlægningen efter stk. 1 udarbejde planer for råstofindvindingen.
Godkendelse af indvindingsmateriel
§ 19. Til efterforskning og indvinding af råstoffer på
søterritoriet og kontinentalsoklen må kun anvendes indvindingsmateriel, der
er godkendt af miljø- og energiministeren. Godkendelsen kan kun udnyttes i
henhold til en tilladelse efter § 20, stk. 1.
Stk. 2. Godkendelse efter stk. 1 kan gives på nærmere angivne
vilkår, for en tidsbegrænset periode samt til anvendelse ved en nærmere
afgrænset arbejdsopgave.
Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler for
hvilket indvindingsmateriel, der kan godkendes efter stk. 1, herunder at
indvindingsmateriellet skal være udstyret med og anvende elektronisk
kontroludstyr til registrering af indvindingsfartøjets position under
indvinding m.v.
Tilladelser og udlæg af indvindingsområder
§ 20. Efterforskning og indvinding af råstoffer på søterritoriet
og kontinentalsoklen må kun ske i geografisk afgrænsede og miljøvurderede
områder og efter tilladelse fra miljø- og energiministeren.
Stk. 2. Tilladelse efter stk. 1 kan gives til en eller flere
ansøgere og for en periode på indtil 10 år. I en tilladelse til
efterforskning kan der gives ansøgeren fortrinsret til indvindingstilladelse.
Stk. 3. Det påhviler ansøgeren at foretage de fornødne
undersøgelser og miljømæssige vurderinger eller helt eller delvist at afholde
udgifterne hertil.
Stk. 4. Tilladelse efter stk. 1 kan ikke gives i
EF-fuglebeskyttelsesområder, EF-habitatområder, Ramsarområder og områder med
en vanddybde på mindre end 6 meter.
Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan for så vidt angår
indvinding af sand, grus og ral i EF-fuglebeskyttelsesområder,
EF-habitatområder og Ramsarområder i ganske særlige tilfælde, og når
indvindingen kan foretages uden at medføre forringelser af områderne eller
medføre forstyrrelser, som har væsentlige konsekvenser for de arter, for
hvilke områderne er udpeget, gøre undtagelse fra bestemmelsen i stk. 4.
Stk. 6. Miljø- og energiministeren kan for så vidt angår
indvinding af sand, grus og ral i områder med en vanddybde på mindre end 6
meter gøre undtagelse fra bestemmelsen i stk. 4, når en værdifuld
råstofforekomst kan indvindes, uden at indvindingen er i konflikt med
væsentlige naturmæssige værdier.
§ 21. En tilladelse til efterforskning efter § 20, stk. 1, kan
indeholde,
1) vilkår om gennemførelse og indhold af den råstofgeologiske
efterforskning af området,
2) vilkår til begrænsning af de miljø- og naturmæssige effekter af
efterforskningen og
3) vilkår om rapportering af efterforskningens forløb og resultater.
Stk. 2. En tilladelse til indvinding efter § 20, stk. 1, kan
indeholde,
1) vilkår om gennemførelsen af indvindingen, herunder til begrænsning af
miljø- og naturmæssige effekter,
2) vilkår om at tilladelsesindehaveren deltager i opmåling, løbende
miljøovervågning samt efterbehandling af indvindingsområdet eller helt eller
delvist udreder udgifterne hertil,
3) ressourceøkonomiske vilkår, herunder vilkår om at råstofferne anvendes
til bestemte formål,
4) vilkår om at der stilles fornøden sikkerhed, eventuelt kollektivt, for
gennemførelse af kontrolopmåling af indvindingsområdet, for overholdelse af
vilkår om områdets tilstand efter endt indvinding og for udførelse af
efterbehandling,
5) vilkår om overdragelse af tilladelsen.
Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan i en tilladelse efter § 20,
stk. 1, fastsætte yderligere vilkår for at varetage de hensyn, der er nævnt i
§ 3.
§ 22. Miljø- og energiministeren kan ved bekendtgørelse udlægge
områder til råstofindvinding og fastsætte nærmere regler for indvinding i
disse områder.
VVM-procedure
§ 23. Tilladelse i henhold til § 20, stk. 1, til indvindinger, der
må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad, kan kun meddeles på baggrund
af en vurdering af de miljømæssige konsekvenser, hvor offentligheden,
myndigheder og organisationer har haft lejlighed til at udtale sig.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler
om, hvilke indvindinger der er omfattet af stk. 1. Anlæg, herunder
indvindinger, der reguleres i enkeltheder ved særlig lov, er dog undtaget.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om underretning og høring
af offentligheden, myndigheder og organisationer.
Bortfald, tilbagekaldelse eller
ændring af tilladelser
§ 24. En godkendelse efter § 19, stk. 1, og en tilladelse efter §
20, stk. 1, bortfalder, hvis den ikke udnyttes inden 3 år efter, at den er
meddelt, eller ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan tilbagekalde en godkendelse
efter § 19, stk. 1. Tilbagekaldelsen skal ske med et varsel på mindst 10 år.
I tilfælde af grov eller gentagen overtrædelse af vilkår eller lovgivningen i
øvrigt kan tilbagekaldelsen ske uden varsel.
Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om
yderligere vilkår for allerede meddelte godkendelser efter § 19, stk. 1,
herunder at indvindingsmateriellet skal være udstyret med og anvende
elektronisk kontroludstyr til registrering af indvindingsfartøjets position
under indvinding m.v.
Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at
godkendelser efter § 19, stk. 1, kan opsiges med et varsel på mindst 10 år.
Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan til enhver tid begrænse
eller tilbagekalde en tilladelse efter § 20, stk. 1.
Anlæg på kontinentalsoklen
§ 25. Dansk ret gælder for anlæg, som med henblik på indvinding på
kontinentalsoklen befinder sig på sokkelområdet. Ved bestemmelse af danske
domstoles og administrerende myndigheders stedlige myndighedsområde henregnes
anlægget til det område, der ligger nærmest, medmindre andet fastsættes af
miljø- og energiministeren.
Klage
§ 26. Afgørelser, truffet efter lovens §§ 19, 20, 23 og 24 af
miljø- og energiministeren eller efter bemyndigelse af en styrelse jf. § 38,
eller afgørelser truffet efter regler fastsat i medfør af lovens § 19, stk.
3, § 23, stk. 2, og § 24, stk. 3, kan påklages til Naturklagenævnet.
Stk. 2. Afgørelser efter §§ 19 og 20 om enkeltstående indvinding
af op til 50.000 m3 oprensnings- og uddybningsmaterialer til nyttiggørelse
kan dog ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Stk. 3. Naturklagenævnets afgørelser kan ikke påklages til anden
administrativ myndighed.
Stk. 4. Klageberettiget er,
1) adressaten for afgørelsen,
2) en offentlig myndighed,
3) enhver, der har en væsentlig, individuel interesse i afgørelsen,
4) Danmarks Naturfredningsforening,
5) Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere,
6) Danmarks Fiskeriforening,
7) Dansk Ornitologisk Forening,
8) Danmarks Sportsfiskerforbund og
9) Greenpeace Danmark.
Stk. 5. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt.
Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra
bekendtgørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag,
forlænges fristen til den følgende hverdag.
Stk. 6. Klage indgives skriftligt til miljø- og energiministeren,
der videresender den til Naturklagenævnet ledsaget af den påklagede afgørelse
og det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.
Stk. 7. En tilladelse må ikke udnyttes, før klagefristen er
udløbet.
Stk. 8. Rettidig klage har opsættende virkning for den påklagede
afgørelse, medmindre Naturklagenævnet bestemmer andet.
Stk. 9. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at
stk. 7 og 8 ikke gælder for visse arter af afgørelser.«
Kapitel 4
Forekomster på søterritoriet og kontinentalsoklen
Kortlægning og planlægning
§ 18. Miljøministeren udfører en kortlægning af råstoffer på
søterritoriet og kontinentalsoklen.
Stk. 2. Miljøministeren udarbejder på grundlag af kortlægningen
efter stk. 1 planer for råstofindvindingen på søterritoriet og
kontinentalsoklen.
Tilladelse m.v.
§ 19. Efterforskning og indvinding af råstoffer på søterritoriet
og indvinding af råstoffer på kontinentalsoklen må kun ske efter tilladelse
fra miljøministeren.
Stk. 2. En tilladelse kan gives på nærmere angivne vilkår og for
en tidsbegrænset periode til indvinding på hele havbundsområdet eller på en
afgrænset del deraf.
§ 20. Miljøministeren kan til enhver tid med henblik på
varetagelsen af de i loven nævnte formål fastsætte begrænsninger i arten og
mængden af de råstoffer, der må indvindes i henhold til en tilladelse efter §
19.
§ 21. Miljøministeren kan i særligt afgrænsede områder begrænse
eller standse en indvinding samt fastsætte generelle eller stedlige
dybdegrænser.
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at indvinding
ikke må ske i særlige naturtyper. Reglerne kan omfatte hele havbunden eller
nærmere afgrænsede dele af denne.
§ 22. Miljøministeren kan give tilladelse til indvinding og
efterforskning af råstoffer på søterritoriet og til indvinding af råstoffer
på kontinentalsoklen i et område som nævnt i § 21, stk. 1.
Stk. 2. En tilladelse gives til en eller flere indvindere i et
afgrænset område og for en periode på indtil 10 år.
Stk. 3. En tilladelse efter stk. 1 kan blandt andet indeholde
vilkår om,
1) at tilladelsesindehaveren deltager i kortlægning og efterbehandling af
området eller helt eller delvist udreder udgifterne hertil,
2) at råstoffet anvendes til bestemte formål eller virksomheder,
3) at der stilles fornøden sikkerhed for udførelse af efterbehandling,
4) at der indvindes et bestemt angivet minimum eller maksimum pr.
kvartal/halvår.
§ 22 a. Tilladelse i henhold til § 22, stk. 1, til indvindinger,
der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad, kan kun meddeles på
baggrund af en vurdering af de miljømæssige konsekvenser, og efter at
offentligheden, myndigheder og organisationer har haft lejlighed til at
udtale sig.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler
om, hvilke indvindinger der er omfattet af stk. 1. Anlæg, herunder
indvindinger, der reguleres i enkeltheder ved særlig lov, er dog undtaget.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om underretning og høring
af offentligheden, myndigheder og organisationer.
§ 23. En tilladelse efter §§ 19 og 22 bortfalder, hvis den ikke
udnyttes inden 3 år efter, at den er meddelt, eller ikke har været udnyttet i
3 på hinanden følgende år.
§ 24. Miljøministeren kan tilbagekalde en tilladelse efter § 19,
stk. 1. Tilbagekaldelsen skal ske med et varsel på mindst 10 år. I tilfælde
af grov eller gentagen overtrædelse af vilkår eller lovgivningen i øvrigt kan
tilbagekaldelsen ske uden varsel.
§ 25. Miljøministeren kan til enhver tid begrænse eller
tilbagekalde en tilladelse efter § 22.
Anlæg på kontinentalsoklen
§ 26. Dansk ret gælder for anlæg, som med henblik på indvinding på
kontinentalsoklen befinder sig på sokkelområdet. Ved bestemmelse af danske
domstoles og administrerende myndigheders stedlige myndighedsområde henregnes
anlægget til det område, der ligger nærmest, medmindre andet fastsættes af
miljøministeren.
Stk. 2. Følgende love gælder ikke for de i stk. 1 nævnte anlæg:
1) lov om saltvandsfiskeri,
2) lov om jagt og vildtforvaltning.
8. I § 28 ændres »Danmarks Geologiske
Undersøgelse« til: »Danmarks og Grønlands Geologiske
Undersøgelse«.
§ 28. Den, der udfører en råstofboring eller en prøvegravning i
jorden, på søterritoriet eller kontinentalsoklen, skal inden 3 måneder efter
udførelsen underrette Danmarks Geologiske Undersøgelse om boringens
beliggenhed, de forefundne jordlag og vandstanden samt indsende prøver af de
gennemborede lag. Inden for samme frist skal resultater af geofysiske
undersøgelser og andre råstofundersøgelser, herunder om råstoffernes
kvalitet, indberettes til Danmarks Geologiske Undersøgelse.
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om udførelse
af boringer efter råstoffer. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om
de oplysninger, der skal indsendes til Danmarks Geologiske Undersøgelse, og
om, at oplysninger i særlige tilfælde ikke skal indberettes.
9. § 31, stk. 2 affattes således:
» Stk. 2. Miljø- og energiministeren påser for så vidt angår
indvinding og efterforskning af råstoffer på søterritoriet og
kontinentalsoklen, at loven og de regler, der er fastsat med hjemmel i loven,
overholdes, at påbud eller forbud efterkommes, og at vilkår fastsat i
tilladelser overholdes.«
§ 31. Amtsrådet påser for så vidt angår råstofindvinding på
landjorden, at loven og de regler, der er fastsat med hjemmel i loven,
overholdes, at påbud eller forbud efterkommes, og at vilkår fastsat i
tilladelser overholdes.
Stk. 2. Miljøministeren påser for så vidt angår indvinding og
efterforskning af råstoffer på søterritoriet og indvinding af råstoffer på
kontinentalsoklen, at loven og de regler, der er fastsat med hjemmel i loven,
overholdes, at påbud eller forbud efterkommes, og at vilkår fastsat i
tilladelser overholdes.
Stk. 3. Tilsynsmyndigheden, jf. stk. 1 og 2, skal foranledige et
ulovligt forhold lovliggjort, medmindre forholdet har underordnet betydning.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal foretage indberetning til
tilsynsmyndigheden, når kommunalbestyrelsen får kendskab til et ulovligt
forhold.
Stk. 5. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler for udøvelsen
af amtsrådets tilsynsvirksomhed.
Stk. 6. Miljøministeren kan bestemme, at tilsyn skal udøves af
andre myndigheder.
10. I § 33, stk. 1, indsættes efter »ejendom«:
»eller indvindingsmateriel«.
11. § 33, stk. 3, ophæves og i stedet indsættes:
»Stk. 3. I de i § 31, stk. 3, nævnte situationer skal
tilsynsmyndigheden meddele den ansvarlige, at det ulovlige forhold skal
bringes til ophør. Dette kan ske ved meddelelse af påbud eller forbud. I den
forbindelse kan tilsynsmyndigheden blandt andet
1) påbyde den ansvarlige at genoprette den hidtidige tilstand,
2) lade påbudte foranstaltninger udføre for den ansvarliges regning, når
den fastsatte frist er udløbet,
3) forbyde fortsat drift og eventuelt forlange virksomheden fjernet.
Stk. 4. Tilsynsmyndighedens afgørelser efter stk. 3 kan ikke
påklages til anden administrativ myndighed.«
§ 33. Det påhviler den til enhver tid værende ejer eller bruger af
en ejendom at berigtige et ulovligt forhold.
Stk. 2. Tilsynsmyndigheden, jf. § 31, stk. 1 og 2, kan for ejerens
regning lade et påbud om at berigtige et ulovligt forhold tinglyse på
ejendommen. Når forholdet er berigtiget, skal vedkommende myndighed lade
påbudet aflyse fra tingbogen.
Stk. 3. Såfremt et påbud om at berigtige et ulovligt forhold ikke
efterkommes rettidigt, kan tilsynsmyndigheden umiddelbart foretage det
nødvendige på ejerens eller brugerens bekostning. Politiet yder nødvendig
bistand hertil.
12. § 34 affattes således:
»§ 34. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om,
hvilke oplysninger en ansøgning om tilladelse til efterforskning og
råstofindvinding skal indeholde, herunder at undersøgelsesprogrammer til brug
for ansøgningen forud skal godkendes af ministeren. Det kan bestemmes, at en
ansøgning skal indgives på et særligt skema.«
§ 34. Miljøministeren kan fastsætte regler om, hvilke oplysninger
en ansøgning om tilladelse til råstofindvinding skal indeholde. Det kan
bestemmes, at en ansøgning skal indgives på et særligt skema.
13. § 40 affattes således:
» § 40. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om
gebyrer til hel eller delvis dækning af myndighedernes omkostninger ved
administration og tilsyn efter loven.«
§ 40. Miljøministeren kan fastsætte regler om gebyrer til dækning
af myndighedernes omkostninger ved administration og tilsyn efter loven.
14. § 44, stk. 1, nr. 1, affattes således:
1) overtræder § 7, § 9, stk. 2, § 16, stk. 3, § 19, stk. 1, § 20, stk. 1,
§ 28, stk. 1, og § 33, stk. 1,
15. I § 44, stk. 1 , indsættes efter nr. 4 som nyt nr.:
»5) modvirker myndighedernes adgang til ejendomme, lokaliteter, skibe
eller indvindingsmateriel i strid med § 32, eller«
Nr. 5 bliver herefter nr. 6.
16. I § 44 indsættes som stk. 7:
»Stk. 7. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år for
overtrædelse m.v. som omhandlet i stk. 1 og for overtrædelser af bestemmelser
i regler udstedt efter loven.«
§ 44. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning,
straffes med bøde den, der
1) overtræder § 7, stk. 1 og 2, § 9, stk. 2, § 16, stk. 3, § 19, § 22, §
28, stk. 1, § 32 og § 33,
2) indvinder råstoffer i jorden uden adkomst efter § 5, stk. 1, i lov nr.
285 af 7. juni 1972 om udnyttelse af sten, grus og andre naturforekomster i
jorden og på søterritoriet,
3) tilsidesætter vilkår eller begrænsninger, der er fastsat i en
tilladelse eller i forbindelse med en anmeldelse efter loven eller efter
regler udstedt i medfør af denne,
4) tilsidesætter forbud eller påbud efter § 7, stk. 2, § 9, stk. 2, og §
31, stk. 3, eller undlader at efterkomme forbud eller påbud, der er udstedt
efter regler fastsat i medfør af loven,
5) tilsidesætter forbud eller overtræder vilkår, der er stillet i medfør
af § 5, stk. 3, i lov nr. 285 af 7. juni 1972 om udnyttelse af sten, grus og
andre naturforekomster i jorden og på søterritoriet eller er stillet i medfør
af samme lovs § 7, stk. 2.
Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 1 år,
hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed,og hvis der
ved overtrædelsen er
1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor eller
2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv
eller andre, herunder ved besparelser.
Stk. 3. I regler, der udstedes i medfør af loven, kan der
fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i reglerne. Det
kan endvidere fatsættes, at straffen kan stige til hæfte eller fængsel i
indtil 1 år under de i stk. 2 anførte omstændigheder.
Stk. 4. For overtrædelse, der begås af aktieselskaber,
andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant
bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en amtskommune, en kommune
eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan
der pålægges staten, amtskommunen, kommunen eller det kommunale fællesskab
bødeansvar.
Stk. 5. Sker der ikke konfiskation af udbytte, som er opnået ved
overtrædelsen, skal der ved udmåling af bøde, herunder tillægsbøde, tages
særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel,
jf. stk.2, nr. 2.
Stk. 6. Sagerne behandles som politisager. Retsmidlerne i
retsplejelovens kapitel 73 kan anvendes i samme omfang som i
statsadvokatsager.
§ 2
I lov om kontinentalsoklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979,
som ændret ved § 46 i lov nr. 357 af 6. juni 1991 foretages følgende ændring:
1. § 2, stk. 1, 2. pkt. affattes således:
»Miljø- og energiministeren kan tillade udforskning og indvinding af
de råstoffer, der er omfattet af lov om råstoffer, efter reglerne i lov om
råstoffer.«
§ 46. I lov om kontinentalsoklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af
1. maj 1979, foretages følgende ændringer:
1. § 2, stk. 1, 2. pkt., affattes således:
»Miljøministeren kan tillade indvinding af de råstoffer, der er
omfattet af lov om råstoffer, efter reglerne i lov om råstoffer.«
2. § 2, stk. 3-10, § 6 a og § 6 b ophæves.
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1997.
Stk. 2. Sager, der inden lovens ikrafttræden er indbragt for
miljø- og energiministeren efter § 25 i Miljøministeriets bekendtgørelse nr.
217 af 21. marts 1994 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Skov- og
Naturstyrelsen, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.
Stk. 3. Regler, der er udstedt efter bestemmelserne i kapitel 4 i
råstofloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, som ændret ved
lov nr. 212 af 29. marts 1995, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller
afløses af regler fastsat i henhold til denne lov. Overtrædelse af reglerne
straffes efter de hidtil gældende regler.
Stk. 4. Afgørelser, der er truffet efter den hidtidige lovgivning,
bevarer deres gyldighed, indtil der i medfør af loven eller regler udstedt
med hjemmel i loven træffes nye afgørelser, jf. dog stk. 5 og 6. Overtrædelse
af afgørelser straffes efter de hidtil gældende regler.
Stk. 5. Tilladelser udstedt efter § 19 i lov om råstoffer, jf.
lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, og efter § 15 i lov om
råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 108 af 30. januar 1989, samt § 2 i lov
om kontinentalsoklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979, kan dog
kun udnyttes inden for geografisk afgrænsede og miljøvurderede områder,
hvortil miljø- og energiministeren har meddelt tilladelse til efterforskning
eller indvinding af råstoffer efter § 20, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 7. Overtrædelse af vilkår i tilladelserne straffes efter de hidtil
gældende regler. Bestemmelserne i § 24, stk. 2-4, som affattet ved denne lovs
§ 1, nr. 7, finder også anvendelse på de i 1. pkt. nævnte tilladelser efter
den hidtidige lovgivning.
Stk. 6. Uanset bestemmelsen i stk. 5, 1. pkt., kan
indvindingsmateriel med tilladelser efter § 19 i lov om råstoffer, jf.
lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, og efter § 15 i lov om
råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 108 af 30. januar 1989, samt § 2 i lov
om kontinentalsoklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979, uden
tilladelse efter § 20, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7, foretage
indvinding inden for de indvindingsområder, der pr. 1. januar 1997 udlægges
af miljø- og energiministeren i medfør af lovens § 22, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 7.
Efter 2. behandling den 23. maj 1996
§ 1
I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, som
ændret ved lov nr. 212 af 29. marts 1995, foretages følgende ændringer:
1. I § 3, 2. pkt., indsættes efter
»arkæologiske«: »og geologiske«.
2. § 7, stk. 1, 1. pkt., affattes således:
»Erhvervsmæssig indvinding af råstoffer og etablering af anlæg på
indvindingsstedet til brug for indvindingen må kun ske efter tilladelse fra
amtsrådet.«
3. § 7, stk. 2, 1.-3. pkt., affattes således:
»Ikkeerhvervsmæssige indvindinger på mere end 200 m3 årligt og
prøvegravninger på mere end 200 m3 skal anmeldes til amtsrådet, inden
indvindingen eller prøvegravningen påbegyndes. Anmeldelsen skal indeholde
oplysning om indvindingsområdet samt arten, mængden og anvendelsen af
råstoffet. Amtsrådet kan inden 4 uger efter, at anmeldelsen er modtaget,
stille vilkår for indvindingen eller prøvegravningen.«
4. I § 7 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Der skal foretages efterbehandling enten løbende
eller efter afslutningen af ikke-erhvervsmæssige indvindinger og
prøvegravninger som nævnt i stk. 2.«
5. § 10, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:
»En tilladelse efter § 7, stk. 1, kan indeholde vilkår om
1) virksomhedens drift og om efterbehandling af arealet med henblik på at
begrænse miljømæssige gener og forebygge forurening af grundvandet og jorden,
2) at der stilles sikkerhed for, at indvindingsområdet bliver
efterbehandlet,
3) at indvindingen og efterbehandlingen sker efter en plan, der er
godkendt af amtsrådet, og som indeholder hovedelementerne for indvindingen og
efterbehandlingen, og
4) at råstofferne skal oparbejdes bedst muligt i forhold til deres
kvalitet eller skal anvendes til bestemte formål.
Stk. 2. Amtsrådet kan fastsætte yderligere vilkår for at varetage
de hensyn, der er nævnt i § 3.
Stk. 3. Sikkerhedsstillelsen som nævnt i stk. 1, nr. 2, skal dække
amtsrådets udgifter til efterbehandling ved en selvhjælpshandling, jf. § 33,
stk. 3. Amtsrådet kan regulere sikkerhedsstillelsens størrelse, hvis
grundlaget for beregningen ændres væsentligt.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 4-6.
6. I § 14 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Naturklagenævnets afgørelser kan ikke påklages til
anden administrativ myndighed.«
7. Kapitel 4 affattes således:
»Kapitel 4
Forekomster på søterritoriet og
kontinentalsoklen
Kortlægning og planlægning
§ 18. Miljø- og energiministeren udfører kortlægning af råstoffer
på søterritoriet og kontinentalsoklen.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan på grundlag af
kortlægningen efter stk. 1 udarbejde planer for råstofindvindingen.
Godkendelse af indvindingsmateriel
§ 19. Til efterforskning og indvinding af råstoffer på
søterritoriet og kontinentalsoklen må kun anvendes indvindingsmateriel, der
er godkendt af miljø- og energiministeren. Godkendelsen kan kun udnyttes i
henhold til en tilladelse efter § 20, stk. 1.
Stk. 2. Godkendelse efter stk. 1 kan gives på nærmere angivne
vilkår, for en tidsbegrænset periode samt til anvendelse ved en nærmere
afgrænset arbejdsopgave.
Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler for,
hvilket indvindingsmateriel der kan godkendes efter stk. 1, herunder at
indvindingsmateriellet skal være udstyret med og anvende elektronisk
kontroludstyr til registrering af indvindingsfartøjets position under
indvinding m.v.
Tilladelser og udlæg af indvindingsområder
§ 20. Efterforskning og indvinding af råstoffer på søterritoriet
og kontinentalsoklen må kun ske i geografisk afgrænsede og miljøvurderede
områder og efter tilladelse fra miljø- og energiministeren.
Stk. 2. Tilladelse efter stk. 1 kan gives til en eller flere
ansøgere og for en periode på indtil 10 år. I en tilladelse til
efterforskning kan der gives ansøgeren fortrinsret til indvindingstilladelse.
Stk. 3. Det påhviler ansøgeren at foretage de fornødne
undersøgelser og miljømæssige vurderinger eller helt eller delvis at afholde
udgifterne hertil.
Stk. 4. Tilladelse efter stk. 1 kan ikke gives i
EF-fuglebeskyttelsesområder, EF-habitatområder, Ramsarområder og områder med
en vanddybde på mindre end 6 m.
Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan, for så vidt angår
indvinding af sand, grus og ral i EF-fuglebeskyttelsesområder,
EF-habitatområder og Ramsarområder, i ganske særlige tilfælde, og når
indvindingen kan foretages uden at medføre forringelser af områderne eller
medføre forstyrrelser, som har væsentlige konsekvenser for de arter, for
hvilke områderne er udpeget, gøre undtagelse fra bestemmelsen i stk. 4.
Stk. 6. Miljø- og energiministeren kan, for så vidt angår
indvinding af sand, grus og ral i områder med en vanddybde på mindre end 6 m
gøre undtagelse fra bestemmelsen i stk. 4, når en værdifuld råstofforekomst
kan indvindes, uden at indvindingen er i konflikt med væsentlige naturmæssige
værdier.
§ 21. En tilladelse til efterforskning efter § 20, stk. 1, kan
indeholde
1) vilkår om gennemførelse og indhold af den råstofgeologiske
efterforskning af området,
2) vilkår til begrænsning af de miljø- og naturmæssige effekter af
efterforskningen og
3) vilkår om rapportering af efterforskningens forløb og resultater.
Stk. 2. En tilladelse til indvinding efter § 20, stk. 1, kan
indeholde
1) vilkår om gennemførelsen af indvindingen, herunder til begrænsning af
miljø- og naturmæssige effekter,
2) vilkår om, at tilladelsesindehaveren deltager i opmåling, løbende
miljøovervågning samt efterbehandling af indvindingsområdet eller helt eller
delvis udreder udgifterne hertil,
3) ressourceøkonomiske vilkår, herunder vilkår om, at råstofferne anvendes
til bestemte formål,
4) vilkår om, at der stilles fornøden sikkerhed, eventuelt kollektivt, for
gennemførelse af kontrolopmåling af indvindingsområdet, for overholdelse af
vilkår om områdets tilstand efter endt indvinding og for udførelse af
efterbehandling, og
5) vilkår om overdragelse af tilladelsen.
Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan i en tilladelse efter § 20,
stk. 1, fastsætte yderligere vilkår for at varetage de hensyn, der er nævnt i
§ 3.
§ 22. Miljø- og energiministeren kan ved bekendtgørelse udlægge
områder til råstofindvinding og fastsætte nærmere regler for indvinding i
disse områder.
VVM-procedure
§ 23. Tilladelse i henhold til § 20, stk. 1, til indvindinger, der
må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad, kan kun meddeles på baggrund
af en vurdering af de miljømæssige konsekvenser, hvor offentligheden,
myndigheder og organisationer har haft lejlighed til at udtale sig.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler
om, hvilke indvindinger der er omfattet af stk. 1. Anlæg, herunder
indvindinger, der reguleres i enkeltheder ved særlig lov, er dog undtaget.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om underretning og høring
af offentligheden, myndigheder og organisationer.
Bortfald, tilbagekaldelse eller
ændring af tilladelser
§ 24. En godkendelse efter § 19, stk. 1, og en tilladelse efter §
20, stk. 1, bortfalder, hvis den ikke udnyttes inden 3 år efter, at den er
meddelt, eller ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan tilbagekalde en godkendelse
efter § 19, stk. 1. Tilbagekaldelsen skal ske med et varsel på mindst 10 år.
I tilfælde af grov eller gentagen overtrædelse af vilkår eller lovgivningen i
øvrigt kan tilbagekaldelsen ske uden varsel.
Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om
yderligere vilkår for allerede meddelte godkendelser efter § 19, stk. 1,
herunder at indvindingsmateriellet skal være udstyret med og anvende
elektronisk kontroludstyr til registrering af indvindingsfartøjets position
under indvinding m.v.
Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at
godkendelser efter § 19, stk. 1, kan opsiges med et varsel på mindst 10 år.
Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan til enhver tid begrænse
eller tilbagekalde en tilladelse efter § 20, stk. 1.
Anlæg på kontinentalsoklen
§ 25. Dansk ret gælder for anlæg, som med henblik på indvinding på
kontinentalsoklen befinder sig på sokkelområdet. Ved bestemmelse af danske
domstoles og administrerende myndigheders stedlige myndighedsområde henregnes
anlægget til det område, der ligger nærmest, medmindre andet fastsættes af
miljø- og energiministeren.
Klage
§ 26. Afgørelser truffet efter lovens §§ 19, 20, 23 og 24 af
miljø- og energiministeren eller efter bemyndigelse af en styrelse, jf. § 38,
eller afgørelser truffet efter regler fastsat i medfør af lovens § 19, stk.
3, § 23, stk. 2, og § 24, stk. 3, kan påklages til Naturklagenævnet.
Stk. 2. Afgørelser efter §§ 19 og 20 om enkeltstående indvinding
af op til 50.000 m3 oprensnings- og uddybningsmaterialer til nyttiggørelse
kan dog ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Stk. 3. Naturklagenævnets afgørelser kan ikke påklages til anden
administrativ myndighed.
Stk. 4. Klageberettiget er
1) adressaten for afgørelsen,
2) en offentlig myndighed,
3) enhver, der har en væsentlig individuel interesse i afgørelsen,
4) Danmarks Naturfredningsforening,
5) Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere,
6) Danmarks Fiskeriforening,
7) Dansk Ornitologisk Forening,
8) Danmarks Sportsfiskerforbund og
9) Greenpeace Danmark.
Stk. 5. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt.
Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra
bekendtgørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag,
forlænges fristen til den følgende hverdag.
Stk. 6. Klage indgives skriftligt til miljø- og energiministeren,
der videresender den til Naturklagenævnet ledsaget af den påklagede afgørelse
og det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.
Stk. 7. En tilladelse må ikke udnyttes, før klagefristen er
udløbet.
Stk. 8. Rettidig klage har opsættende virkning for den påklagede
afgørelse, medmindre Naturklagenævnet bestemmer andet.
Stk. 9. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at
stk. 7 og 8 ikke gælder for visse arter af afgørelser.«
8. I § 28, stk. 1, 1. og 2. pkt., og stk. 2, 2.
pkt., ændres »Danmarks Geologiske Undersøgelse« til:
»Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse«.
9. § 31, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Miljø- og energiministeren påser, for så vidt angår
indvinding og efterforskning af råstoffer på søterritoriet og
kontinentalsoklen, at loven og de regler, der er fastsat med hjemmel i loven,
overholdes, at påbud eller forbud efterkommes, og at vilkår fastsat i
tilladelser overholdes.«
10. I § 33, stk. 1, indsættes efter »ejendom«:
»eller indvindingsmateriel«.
11. § 33, stk. 3, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 3. I de i § 31, stk. 3, nævnte situationer skal
tilsynsmyndigheden meddele den ansvarlige, at det ulovlige forhold skal
bringes til ophør. Dette kan ske ved meddelelse af påbud eller forbud. I den
forbindelse kan tilsynsmyndigheden blandt andet
1) påbyde den ansvarlige at genoprette den hidtidige tilstand,
2) lade påbudte foranstaltninger udføre for den ansvarliges regning, når
den fastsatte frist er udløbet,
3) forbyde fortsat drift og eventuelt forlange virksomheden fjernet.
Stk. 4. Tilsynsmyndighedens afgørelser efter stk. 3 kan ikke
påklages til anden administrativ myndighed.«
12. § 34 affattes således:
»§ 34. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om,
hvilke oplysninger en ansøgning om tilladelse til efterforskning og
råstofindvinding skal indeholde, herunder at undersøgelsesprogrammer til brug
for ansøgningen forud skal godkendes af ministeren. Det kan bestemmes, at en
ansøgning skal indgives på et særligt skema.«
13. § 40 affattes således:
»§ 40. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om
gebyrer til hel eller delvis dækning af myndighedernes omkostninger ved
administration og tilsyn efter loven.«
14. § 44, stk. 1, nr. 1, affattes således:
»1) overtræder § 7, § 9, stk. 2, § 16, stk. 3, § 19, stk. 1, § 20,
stk. 1, § 28, stk. 1, og § 33, stk. 1,».
15. I § 44, stk. 1 , indsættes efter nr. 4 som nyt nummer:
»5) modvirker myndighedernes adgang til ejendomme, lokaliteter, skibe
eller indvindingsmateriel i strid med § 32, stk. 1, eller undlader at
efterkomme en anmodning efter § 32, stk. 3, eller«.
Nr. 5 bliver herefter nr. 6.
16. I § 44 indsættes som stk. 7:
»Stk. 7. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år for
overtrædelse m.v. som omhandlet i stk. 1 og for overtrædelser af bestemmelser
i regler udstedt efter loven.«
§ 2
I lov om kontinentalsoklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979,
som ændret ved § 46 i lov nr. 357 af 6. juni 1991, foretages følgende
ændring:
1. § 2, stk. 1, 2. pkt., affattes således:
»Miljø- og energiministeren kan tillade udforskning og indvinding af
de råstoffer, der er omfattet af lov om råstoffer, efter reglerne i lov om
råstoffer.«
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1997.
Stk. 2. Sager, der inden lovens ikrafttræden er indbragt for
miljø- og energiministeren efter § 25 i Miljøministeriets bekendtgørelse nr.
217 af 21. marts 1994 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Skov- og
Naturstyrelsen, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.
Stk. 3. Regler, der er udstedt efter bestemmelserne i kapitel 4 i
råstofloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, som ændret ved
lov nr. 212 af 29. marts 1995, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller
afløses af regler fastsat i henhold til denne lov. Overtrædelse af reglerne
straffes efter de hidtil gældende regler.
Stk. 4. Afgørelser, der er truffet efter den hidtidige lovgivning,
bevarer deres gyldighed, indtil der i medfør af loven eller regler udstedt
med hjemmel i loven træffes nye afgørelser, jf. dog stk. 5 og 6. Overtrædelse
af afgørelser straffes efter de hidtil gældende regler.
Stk. 5. Tilladelser udstedt efter § 19 i lov om råstoffer, jf.
lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, eller efter § 15 i lov om
råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 108 af 30. januar 1989, og § 2 i lov om
kontinentalsoklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979, kan dog kun
udnyttes inden for geografisk afgrænsede og miljøvurderede områder, hvortil
miljø- og energiministeren har meddelt tilladelse til efterforskning eller
indvinding af råstoffer efter § 20 som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7.
Overtrædelse af vilkår i tilladelserne straffes efter de hidtil gældende
regler. Bestemmelserne i § 24, stk. 2-4, som affattet ved denne lovs § 1, nr.
7, finder også anvendelse på de i 1. pkt. nævnte tilladelser efter den
hidtidige lovgivning.
Stk. 6. Uanset bestemmelsen i stk. 5, 1. pkt., kan
indvindingsmateriel med tilladelse efter § 19 i lov om råstoffer, jf.
lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, eller efter § 15 i lov om
råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 108 af 30. januar 1989, og § 2 i lov om
kontinentalsoklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979, uden
tilladelse efter § 20 som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7, foretage
indvinding inden for de indvindingsområder, der pr. 1. januar 1997 udlægges
af miljø- og energiministeren i medfør af lovens § 22 som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 7.
Ændringsforslag
Af miljø- og energiministeren:
Til titlen 14) Titlen affattes således:
»Forslag
til
Lov om ændring af lov om råstoffer og lov om
kontinentalsoklen« .
Bemærkninger
Til nr. 14 Ved ændringsforslaget præciseres i lovforslagets titel, at der
også foretages ændring i lov om kontinentalsoklen, jf. lovforslaget § 2, nr.
1.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1990 LSF 73 FORSLAG TIL LOV OM RÅSTOFFER Retsinformation · 7. juni 1991
- Bekendtgørelse af lov om råstoffer Retsinformation · 28. november 2024
- 1989 LSF 163 FORSLAG TIL LOV OM RÅSTOFFER Retsinformation · 30. januar 1990
- 1990 LSF 20 FORSLAG TIL LOV OM RÅSTOFFER Retsinformation · 4. oktober 1990
- 1995 BTL 153 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM RÅSTOFFER NR L 153 1995-96, 1. SAMLING Retsinformation · 5. juli 1996
- Bekendtgørelse om efterforskning og indvinding af råstoffer fra søterritoriet og kontinentalsoklen Retsinformation · 22. december 2018