Spring til indhold

Retsinformation

1997 LSF 149 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF ADOPTIONSLOVEN (INTERNATIONAL ADOPTION)

1997/1 LSF 149Lovforslag som fremsatFolketinget17. december 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 629 af 15. september 1986, som

ændret senest ved § 1 i lov nr. 233 af 2. april 1997, foretages følgende

ændringer:

1. I § 1 indsættes som stk. 2 :

» Stk. 2. Ved adoption af et barn fra et andet land har

bevillingen virkning fra barnets ankomst her til landet.«

2. § 18, stk. 2 og 3 , ophæves, og i stedet

indsættes:

» Stk. 2. Er adoptivbarnet under 18 år, kan ophævelse efter

stk. 1 finde sted, hvis adoptanten og adoptivbarnets biologiske forældre er

enige derom, og ophævelsen er bedst for barnet.

Stk. 3. Er barnet fyldt 12 år, kan ophævelse af adoptivforholdet

ikke ske uden barnets samtykke. Samtykket skal afgives under personligt

fremmøde for statsamtet eller for anden myndighed eller institution, der er

godkendt i medfør af § 8, stk. 1. Inden barnet afgiver samtykke, skal der

finde en samtale sted med barnet om ophævelsen af adoptivforholdet, og barnet

skal gøres bekendt med ophævelsens betydning.

Stk. 4. Er barnet under 12 år, skal der foreligge oplysning om

dets holdning til den påtænkte ophævelse af adoptivforholdet i det omfang,

barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det. Ved afgørelsen skal

der i videst muligt omfang tages hensyn til barnets holdning til den påtænkte

ophævelse af adoptivforholdet.

Stk. 5. Når adoptanterne er døde, kan justitsministeren på

begæring af barnets biologiske forældre ophæve adoptivforholdet, hvis det er

bedst for barnet. Stk. 3 og 4 finder tilsvarende anvendelse.«

3. I § 25 a indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

» Stk. 2. Samrådet kan træffe afgørelse om bortfald af en

godkendelse som adoptant, hvis betingelserne for at blive godkendt som

adoptant ikke længere er opfyldt, eller hvis ansøgeren i øvrigt ikke kan

Læs alt

anses for egnet som adoptant.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

4. § 25 b, stk. 1 , ophæves.

Stk. 2-3 bliver herefter stk. 1-2.

5. I § 25 b, stk. 2, der bliver stk. 1, ændres i 1.

pkt . »Nævnet« til: »Adoptionsnævnet«.

6. I § 25 b indsættes efter stk. 3 , der bliver stk.

2, som nye stykker:

» Stk. 3. Et samråds afgørelser i medfør af denne lov kan

indbringes for Adoptionsnævnet.

Stk. 4. Adoptionsnævnet fører tilsyn med samrådene.

Justitsministeren fastsætter nærmere regler for tilsynsvirksomheden.

Stk. 5. Justitsministeren kan henlægge andre opgaver til

Adoptionsnævnet end dem, der er nævnt i stk. 3-4.

Stk. 6. Adoptionsnævnet kan i forbindelse med behandlingen af

andre sager end klagesager indkalde personer, som må antages at have særlig

indsigt eller interesse i de spørgsmål, der behandles af nævnet.«

7. Efter § 25 b indsættes:

»§ 25 c . Deltagelse i et adoptionsforberedende kursus er en

betingelse for, at personer, der ikke tidligere har adopteret et barn fra et

andet land, kan godkendes som adoptanter til et sådant barn.

Stk. 2. Samrådet kan efter regler fastsat af justitsministeren

bestemme, at personer, der tidligere har adopteret et barn fra et andet land,

skal deltage i et adoptionsforberedende kursus for på ny at blive godkendt

som adoptanter til et sådant barn, hvis der er behov for det.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om

indholdet og tilrettelæggelsen af de kurser, der er nævnt i stk. 1 og 2,

herunder om betaling.«

8. § 28, stk. 3 , ophæves.

9. I § 30 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

» Stk 3. Justitsministeren kan bemyndige Adoptionsnævnet til

at føre tilsyn med de organisationer, der har fået tilladelse efter stk.

1.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

10. § 34, stk. 3 , affattes således:

» Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)

strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«.

11. I § 37, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 32, stk. 2,»

til: »§ 39, stk. 2,».

12. I § 39, stk. 1, ændres »§ 30, stk. 1, nr. 2 eller

3,» til: »§ 37, stk. 1, nr. 2 eller 3,».

§ 2

Loven træder i kraft den 1. oktober 1998.

§ 3

Ansøgninger om godkendelse som adoptant, der er indgivet inden lovens

ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.

§ 4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning

sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske

eller grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

Side

1. Indledning 5

1.1. Nedsættelsen af Justitsministeriets adoptionsudvalg 5

1.2. Adoptionsudvalgets første betænkning (nr. 1323/1996) 5

1.3. Adoptionsudvalgets afsluttende betænkning (1338/1997) 5

2. Formålet med lovforslaget 5

3. Undersøgelse og godkendelse af adoptanter 6

3.1. De gældende regler 6

3.2. Adoptionsudvalgets overvejelser 6

3.2.1 Faseopdelt undersøgelses- og godkendelsessystem 6

3.2.2. Større grad af ensartethed i samrådenes praksis og tilsyn med

samrådene 7

3.2.3. Placering af samrådene og samrådssekretariaterne 7

3.3. Justitsministeriets forslag 8

3.3.1. Faseopdelt undersøgelses- og godkendelsessystem 8

3.3.2. Større grad af ensartethed i samrådenes praksis og tilsyn med

samrådene 9

3.3.3. Placering af samrådene og samrådssekretariaterne 10

4. De formidlende organisationer 10

4.1. De gældende regler 10

4.2. Adoptionsudvalgets overvejelser 10

4.2.1. Betingelserne for autorisation 10

4.2.2. Tilsynet med de formidlende organisationer 10

4.2.3. Tilmelding til en formidlende organisation 11

4.3. Justitsministeriets forslag 11

4.3.1. Betingelserne for autorisation 11

4.3.2. Tilsynet med de formidlende organisationer 11

4.3.3. Tilmelding til en formidlende organisation 12

5. Rådgivning og vejledning af adoptionsansøgere 12

5.1. De gældende regler 12

5.2. Adoptionsudvalgets overvejelser 12

5.3. Justitsministeriets forslag 13

6. Aldersforskel mellem adoptanter og adoptivbarn 13

6.1. De gældende regler 13

6.2. Adoptionsudvalgets overvejelser 14

6.3. Justitsministeriets overvejelser 15

7. Antal børn 16

7.1. De gældende regler 16

7.2. Adoptionsudvalgets overvejelser 16

7.3. Justitsministeriets overvejelser 16

8. Ansøgernes helbredsforhold 17

8.1. De gældende regler 17

8.2. Adoptionsudvalgets overvejelser 17

8.3. Justitsministeriets overvejelser 18

9. Enliges mulighed for at adoptere 18

9.1. De gældende regler 18

9.2. Adoptionsudvalgets overvejelser 19

9.3. Justitsministeriets overvejelser 19

10. Homoseksuelles mulighed for at adoptere 19

11. Godkendelse af adoptivbørn, der er bragt i forslag 19

11.1. De gældende regler 19

11.2. Adoptionsudvalgets overvejelser 20

11.3. Justitsministeriets forslag 20

12. Bortfald af mellemperioden 21

12.1. De gældende regler 21

12.2. Adoptionsudvalgets overvejelser 22

12.3. Justitsministeriets overvejelser 22

13. Indsamling og formidling af viden om adoption 23

13.1. Adoptionsudvalgets overvejelser 23

13.2. Justitsministeriets forslag 23

14. Økonomiske og administrative konsekvenser m.v 24

15. Hørte myndigheder og organisationer m.v 25

1. Indledning

1.1. Nedsættelsen af Justitsministeriets adoptionsudvalg

Justitsministeren nedsatte den 12. oktober 1995 et adoptionsudvalg

(Justitsministeriets adoptionsudvalg), der bl.a. fik til opgave at udarbejde

forslag til ændring af adoptionsloven og de administrative regler på området

med henblik på, at Danmark kunne ratificere Haagerkonventionen af 29. maj

1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale

adoptioner.

Adoptionsudvalget har bestået af en formand (højesteretsdommer Mogens

Hornslet) og 8 andre medlemmer, der har repræsenteret de formidlende

organisationer (3 medlemmer), Adoption og Samfund (et medlem), de

amtskommunale adoptionssamråd og samrådssekretariater (et medlem), Foreningen

af Statsamtsjurister og Foreningen af Statsamtmænd (et medlem) og

Justitsministeriet (2 medlemmer).

1.2. Adoptionsudvalgets første betænkning (nr. 1323/1996)

I september 1996 afgav Adoptionsudvalget en delbetænkning (betænkning nr.

1323/1996) med forslag til de ændringer af bl.a. adoptionsloven, der var

nødvendige for, at Danmark kunne ratificere Haagerkonventionen.

Betænkningens forslag blev gennemført ved lov nr. 233 af 2. april 1997 om

ændring af adoptionsloven, indfødsretsloven og navneloven. Ved denne lov gav

Folketinget samtidig sit samtykke til, at Danmark ratificerede

Haagerkonventionen.

Haagerkonventionen blev ratificeret af Danmark den 2. juli 1997, og

konventionen trådte herefter i kraft for Danmarks vedkommende den 1. november

1997, jf. konventionens artikel 46. Haagerkonventionen er ud over af Danmark

ratificeret af Mexico, Rumænien, Sri Lanka, Cypern, Polen, Spanien, Ecuador,

Peru, Costa Rica, Burkina Faso, Philippinerne, Canada, Venezuela, Finland og

Sverige. Konventionen er undertegnet af en række yderligere lande, der dog

endnu ikke har ratificeret konventionen.

Ligeledes den 1. november 1997 trådte den nævnte lov nr. 233 af 2. april

1997 om ændring af adoptionsloven, indfødsretsloven og navneloven i kraft,

jf. bekendtgørelse nr. 644 af 10. august 1997.

1.3. Adoptionsudvalgets afsluttende betænkning (nr. 1338/1997)

Ifølge Adoptionsudvalgets kommissorium kunne udvalget endvidere fremsætte

forslag til andre ændringer af adoptionsloven og de administrative regler på

området end dem, der var nødvendige for, at Danmark kunne ratificere

Haagerkonventionen.

Udvalget blev i den forbindelse i kommissoriet særligt anmodet om at

overveje, om der var behov for at ændre de gældende regler om

aldersforskellen mellem et adoptivbarn og adoptanterne, således at disse

regler blev mere fleksible.

I en beretning afgivet af Folketingets Retsudvalg den 30. maj 1996 over

forslag til folketingsbeslutning om liberalisering af adoptionslovgivningen

(Beslutningsforslag nr. B 112, 1995-96) tilkendegav Retsudvalget, at man

ønskede, at justitsministeren anmodede Adoptionsudvalget om at belyse og

overveje en række yderligere problemstillinger vedrørende adoption.

Adoptionsudvalget har på den baggrund i juni 1997 afgivet sin anden og

afsluttende betænkning (betænkning nr. 1338/1997 om international adoption).

2. Formålet med lovforslaget

Lovforslagets formål er at gennemføre en revision af adoptionslovens

regler med hensyn til adoption af udenlandske børn.

Med lovforslaget søges reglerne om undersøgelse og godkendelse af kommende

adoptanter gjort mere tidssvarende og smidige bl.a. ved, at adoptanterne får

en højere grad af medbestemmelse og ansvar i forbindelse med adoptionen

samtidig med, at myndighedernes kontrolfunktion træder i baggrunden.

Der foreslås således indført et faseopdelt undersøgelses- og

godkendelsesforløb og et adoptionsforberedende kursus, der skal hjælpe

adoptanterne til i højere grad selv at kunne vurdere, om de har ressourcer

til at adoptere et udenlandsk barn.

Reglerne om godkendelse af de udenlandske myndigheders anvisning af et

barn til de enkelte ansøgere (»matchingforslag«) foreslås ligeledes

ændret bl.a. således, at de amtskommunale adoptionssamråd for fremtiden ikke

skal godkende et barn, der er bragt i forslag, hvis den danske formidlende

organisation finder, at barnet ligger inden for ansøgernes godkendelse.

Ved lovforslaget foreslås endvidere bl.a. ændringer i reglerne om

aldersforskel mellem adoptanter og adoptivbørn og reglerne om det antal børn,

et par kan adoptere.

Lovforslaget bygger på Adoptionsudvalgets betænkning nr. 1338/1997 om

international adoption, der er omtalt ovenfor under pkt. 1.3. (i det følgende

benævnt betænkningen ).

3. Undersøgelse og godkendelse af adoptanter.

3.1. De gældende regler.

Efter adoptionslovens § 4 a er det en betingelse for at adoptere et

udenlandsk barn, at ansøgerne efter en foretagen undersøgelse er blevet

godkendt som adoptanter.

At adoptanterne skal være fundet egnet til at adoptere følger endvidere af

såvel Den Europæiske Adoptionskonvention fra 1967 om adoption af børn som

Haagerkonventionen fra 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med

hensyn til internationale adoptioner, jf. nærmere betænkningen side

18-19.

Afgørelse om, hvorvidt ansøgerne kan godkendes som adoptanter, træffes af

adoptionssamrådet i den amtskommune, hvor ansøgerne bor eller opholder sig,

jf. adoptionslovens § 25 a, stk. 1, og adoptionsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.

Den undersøgelse af adoptanternes forhold, der danner grundlaget for

samrådets afgørelse, foretages af den pågældende amtskommune, jf.

adoptionslovens § 25 a, stk. 1.

Undersøgelsen består normalt af en orienterende samtale med begge ansøgere

(ægtefæller) efterfulgt af en samtale med ansøgerne hver for sig og et besøg

i ansøgernes hjem.

Undersøgelsen skal bl.a. belyse en række spørgsmål vedrørende ansøgernes

personlighed, økonomiske og personlige forhold, baggrunden for ønsket om at

adoptere osv. På baggrund af samtalerne og besøget i hjemmet udarbejder

sagsbehandlerne en redegørelse til adoptionssamrådet. Oplysningerne indgår

endvidere i en rapport om ansøgerne, der skal sendes til giverlandet med

henblik på det pågældende lands vurdering af ansøgerne og anvisning af et

barn til dem (matching).

Med hensyn til undersøgelsens form og indhold henvises i øvrigt til

betænkningen side 96-98.

Et samråds afslag på en ansøgning om godkendelse som adoptant kan

indbringes for Adoptionsnævnet, jf. adoptionslovens § 25 b, stk. 1.

Adoptionsnævnet kan i den forbindelse tage stilling til eventuelle

sagsbehandlingsfejl i samrådet.

Adoptionsnævnet havde endvidere indtil en ændring af adoptionsloven i 1984

(lov nr. 216 af 16. maj 1984) kompetence til at fastsætte generelle regler

vedrørende betingelserne for godkendelse som adoptant og til at føre tilsyn

med bl.a. samrådene. Om baggrunden for lovændringen henvises til

Folketingstidende 1983- 84, 2. samling, tillæg A, sp. 197-212.

Kompetencen til at fastsætte regler om godkendelse som adoptant og om

adoptionssagers behandling tilkommer nu justitsministeren, jf.

adoptionslovens § 25. Hjemlen er udnyttet til udsendelse af

adoptionscirkulæret (cirkulære nr. 99 af 5. september 1986) og udgør

grundlaget for de cirkulæreskrivelser, som Civilretsdirektoratet løbende

udsender om konkrete og generelle adoptionsretlige spørgsmål.

Civilretsdirektoratet fører endvidere tilsyn med samrådene bl.a. ved, at en

række sager efter adoptionscirkulærets § 15 skal forelægges for direktoratet.

Forelæggelsespligten er bl.a. med til at give direktoratet et bredt overblik

over de særlige sagskategorier og indsigt i myndighedernes behandling af

sagerne og giver ofte direktoratet anledning til at oplyse myndighederne om

regler og sagsbehandlingsspørgsmål. Der henvises til betænkningen side

134-136.

Efter § 61 i lov om kommunernes styrelse fører Indenrigsministeriet tilsyn

med, at amtskommunerne overholder lovgivningen. Tilsynet omfatter imidlertid

alene den virksomhed, der varetages af amtskommunen, det vil sige amtsrådet,

udvalgene og den amtskommunale forvaltning. Derimod omfatter tilsynet ikke

nævn og udvalg m.v., der selvstændigt og uafhængigt af amtsrådet varetager

opgaver. Indenrigsministeriets tilsyn omfatter heller ikke den

sagsbehandling, som amtskommunen udfører som sekretariat for et sådant nævn

eller udvalg m.v. Indenrigsministeriet fører således ikke tilsyn med

adoptionssamrådene og samrådssekretariaterne.

3.2. Adoptionsudvalgets overvejelser

3.2.1. Faseopdelt undersøgelses- og godkendelsessystem

I betænkningen side 28-29 redegøres for den kritik, der har været

rejst mod det nugældende undersøgelses- og godkendelsessystem.

På baggrund heraf foreslår Adoptionsudvalget, at reglerne ændres, således

at undersøgelsen af ansøgerne opdeles i tre adskilte faser.

Forslaget har bl.a. til formål, at ansøgere, der opfylder de generelle

godkendelseskrav, der stilles til adoptanter, i højere grad selv skal

vurdere, om de virkelig ønsker og har ressourcer til at adoptere et

udenlandsk barn. For at ruste ansøgerne bedre til at foretage denne vurdering

foreslår udvalget, at der indføres et obligatorisk adoptionsforberedende

kursus for ansøgerne.

Forslaget om et faseopdelt godkendelsessystem skal endvidere ses på

baggrund af, at Adoptionsudvalget har fundet det væsentligt, at der i videst

mulig omfang opstilles klare og målbare godkendelseskriterier, hvis

opfyldelse kan afklares i en meget tidlig fase af adoptionsforløbet - uden at

en individuel vurdering af ansøgerne dog helt kan undværes.

Et mindretal i udvalget (Landsforeningen Adoption og Samfunds

repræsentant), der er enig i forslaget om at indføre et faseopdelt

undersøgelses- og godkendelsessystem, har anført, at der er behov for at

præcisere hensigten med og indholdet i de tre faser, idet en mangel på

præcision i formuleringerne kan medføre, at adoptionssystemet udvikler sig

til det værst tænkelige scenario - nemlig fastholdelse af det nuværende

system udbygget med et obligatorisk kursus. Der henvises til

betænkningen side 33-35.

3.2.2. Større grad af ensartethed i samrådenes praksis og tilsyn med

samrådene

Adoptionsudvalget har anført, at den kritik, der i de seneste års debat

har været rejst om uensartethed i samrådenes behandling og afgørelse af

ansøgninger om godkendelse som adoptant, næppe helt kan afvises. I

betænkningen er som bilag 7 optrykt en statistik over samrådenes og

Adoptionsnævnets afgørelser om godkendelse som adoptanter. Som det fremgår af

betænkningen side 136, er der tale om en foreløbig statistik. I bilag

2 til lovforslaget er medtaget statistiske oplysninger, der er fremkommet

efter afgivelsen af betænkningen vedrørende samrådenes sager om

godkendelse af adoptanter i 1996.

Udvalget har i lyset af de klare fordele, der er knyttet til, at

adoptionssagerne behandles og vurderes regionalt i 16 amtskommunale

adoptionssamråd, ikke fundet grund til at overveje en centralisering af disse

funktioner. Udvalget har derimod fundet, at der på anden vis bør iværksættes

forskellige tiltag med henblik på en større grad af ensartethed i samrådenes

praksis.

Et flertal i udvalget (alle bortset fra Adoption og Samfunds

repræsentant) foreslår på den baggrund, at Adoptionsnævnets ansvarsområde

udvides, således at nævnet fremover skal fungere som tilsynsmyndighed i

forhold til samrådene. Flertallet har i den forbindelse lagt vægt på, at

Adoptionsnævnet i forbindelse med dets virksomhed som rekursinstans har

kendskab til sagsrutinerne og forskelle i samrådenes praksis. Flertallet har

endvidere lagt vægt på, at Adoptionsnævnet som følge af dets sammensætning

har en bred sagkundskab til rådighed, og at det har oparbejdet en betragtelig

viden om international adoption og tillige er præget af en høj grad af

kontinuitet, der må anses for at være af stor betydning for kvaliteten af et

tilsyn. Der henvises til betænkningen side 137-138.

Et mindretal i udvalget (Adoption og Samfunds repræsentant) finder,

at der er en række argumenter, der taler imod at flytte tilsynet med

samrådene og de amtslige opgaver til Adoptionsnævnet.

Mindretallet har anført, at det kan være vanskeligt at se, hvordan en

flytning af opgaven fra centralmyndigheden (Civilretsdirektoratet) kan være

forenelig med en styrket indsats på området. Der vil i dette tilfælde kunne

skabes tvivl om ansvarsfordelingen mellem Civilretsdirektoratet og

Adoptionsnævnet og i forhold til amtskommunerne og Indenrigsministeriet.

Mindretallet har endvidere henvist til, at Adoptionsnævnets medlemmer har

kompetence med hensyn til konkrete forhold i forbindelse med godkendelse af

adoptionsansøgninger og børn. Tilsynsopgaven spænder imidlertid videre og

omfatter bl.a. vigtige spørgsmål omkring arbejdsmetoder og organisation. Her

er det ifølge mindretallet vanskeligt at forvente, at Adoptionsnævnet har de

nødvendige kvalifikationer, mens det må være naturligt at knytte denne

forventning til Civilretsdirektoratet.

Mindretallet har endelig henvist til, at et særligt problem i forbindelse

med den kritik af samrådenes og amtskommunernes virke på området, der gennem

årene har været rejst, har været, at området synes at have unddraget sig

politisk kontrol. Det synes derfor ifølge mindretallet ikke logisk at flytte

tilsynet væk fra et område under ministeransvar.

Sammenfattende finder mindretallet, at der er meget, der taler for at lade

tilsynsopgaverne forblive i Civilretsdirektoratet, men at tilsynsopgaven må

opprioriteres. Der henvises til betænkningen side 144-145.

Spørgsmålet om opnåelse af en større grad af ensartethed i samrådenes

praksis må ses i sammenhæng med Adoptionsudvalgets anbefaling af, at der på

et mere overordnet plan sker en opprioritering af adoptionsområdet. Der

henvises herom til pkt. 13 nedenfor.

3.2.3. Placering af samrådene og samrådssekretariaterne

Et mindretal i udvalget (et medlem: Foreningen af

Statsamtsjurister og Foreningen af Statsamtmænds repræsentant) har anført, at

samrådene og samrådssekretariaterne, der i dag henhører under amtskommunerne,

bør henlægges til statsamterne, således at både forundersøgelse og

bevillingsudstedelse foretages i statsamtligt regi. Mindretallet har bl.a.

henvist til, at en samling af alle dele af en adoptionssags behandling og

afgørelse under samme myndighed vil medføre kortere sagsbehandlingstid og

betyde en forenklet og mere overskuelig betjening af adoptionsansøgere.

Udvalgets flertal (alle øvrige medlemmer) går derimod ind for at

bevare samrådene og samrådssekretariaterne under amtskommunerne. Flertallet

henviser bl.a. til, at en væsentlig grund til at flytte en opgave fra een

myndighed til en anden i almindelighed må være, at der herved opnås en

forbedring, f.eks. i form af kortere sagsbehandlingstid, større

overskuelighed for borgerne eller større ensartethed i afgørelserne, men at

man ikke umiddelbart finder, at sådanne hensyn taler for at overflytte

samrådssekretariaterne til statsamtligt regi.

Der henvises til betænkningen side 40-41.

3.3. Justitsministeriets forslag.

3.3.1. Faseopdelt undersøgelses- og godkendelsessystem

Justitsministeriet er enig med Adoptionsudvalget i, at der er behov for at

ændre de nuværende regler for undersøgelse og godkendelse af personer, der

ansøger om at blive godkendt som adoptanter.

Justitsministeriet kan derfor tilslutte sig udvalgets forslag om at opdele

undersøgelses- og godkendelsesforløbet i tre adskilte faser.

Justitsministeriet er dog samtidig enig med mindretallet i, at forslaget

om et nyt, faseopdelt undersøgelses- og godkendelsesforløb ikke blot må føre

til en udbygning af det hidtidige system.

Meningen er, at det nye undersøgelses- og godkendelsesforløb skal være -

og blive opfattet som - bedre end det gamle, herunder ved, at undersøgelsen i

højere grad får karakter af en dialog mellem ansøgerne og myndighederne og

ved, at det meget tidligt i forløbet afklares, om ansøgerne opfylder de

generelle betingelser for at blive godkendt som adoptanter.

Justitsministeriet foreslår, at undersøgelses- og godkendelsesforløbet

tilrettelægges således:

Fase 1

I fase 1 indgives ansøgningen om godkendelse som adoptanter til

amtskommunen, og ansøgerne udfylder et skema med oplysning om bl.a.

ansøgernes alder, civilstand, beskæftigelse og boligforhold og et skema om

helbredserklæring til brug ved adoption. Ansøgerne bliver endvidere bedt om

at give samtykke til, at amtskommunen kan indhente oplysninger om ansøgernes

straf- og skatteforhold.

Endvidere finder der som hidtil en orienterende samtale sted mellem

ansøgerne og amtskommunens sagsbehandler. Ved denne samtale modtager

ansøgerne nærmere oplysninger om adoptionssagens forløb, hvilke krav der

stilles til adoptivforældre, hvilke emner der skal belyses, og hvad

oplysningerne skal bruges til.

På baggrund af de modtagne oplysninger træffer adoptionssamrådet afgørelse

om, hvorvidt de generelle krav for godkendelse som adoptant er opfyldt. Er

kravene ikke opfyldt, får ansøgeren med det samme afslag på ansøgningen. En

ansøger skal således ikke igennem alle 3 faser, hvis det allerede efter fase

1 er klart, at ansøgningen ikke kan imødekommes.

I fase 1 bør der efter Justitsministeriets opfattelse tages stilling til,

om ansøgerne opfylder kravene til alder, antal børn, boligforhold, samlivets

varighed, strafforhold m.v. Der bør endvidere så vidt muligt tages stilling

til, om ansøgernes helbredsforhold er til hinder for godkendelse som

adoptanter.

Justitsministeriet er enig med Adoptionsudvalget i, at spørgsmålet om

godkendelse af adoptivforældre så vidt muligt bør afgøres efter målbare

kriterier. Derved får ansøgerne mulighed for i højere grad at forudse

udfaldet af deres ansøgning, og samrådenes godkendelsespraksis bliver mere

ensartet.

Efter Justitsministeriets opfattelse må der imidlertid i et vist omfang

foretages en konkret vurdering af, om betingelserne for godkendelse er

opfyldt. Det vil således efter Justitsministeriets opfattelse ikke være

hensigtsmæssigt f.eks. at opstille præcise krav til boligens størrelse. Det

afgørende må være, om boligen kan anses for egnet til at udgøre de fysiske

rammer for et barns opvækst, og i den forbindelse vil forhold som boligens

beliggenhed, indretning m.v. kunne spille en lige så stor rolle som boligens

størrelse. På samme måde bør der efter Justitsministeriets opfattelse ikke

opstilles præcise krav til adoptanternes indkomstforhold, idet andre forhold

som f.eks. familiens forbrugsmønster vil kunne spille en lige så stor rolle

for, om adoptanterne i økonomisk henseende vil kunne sikre barnet en god

opvækst.

Det vil efter Justitsministeriets opfattelse heller ikke være

hensigtsmæssigt - om overhovedet muligt - at opstille positiv- og

negativlister over helbreds- og strafforhold. Der bør således være plads til,

at samrådene og Adoptionsnævnet ved afgørelsen af, om en ansøger kan

godkendes som adoptant, tager hensyn til de konkrete omstændigheder i sagen.

Fase 2

I fase 2 skal ansøgere, der opfylder de generelle betingelser for

at blive godkendt som adoptanter, gennemgå et obligatorisk,

adoptionsforberedende kursus. Formålet med kurset er bl.a. at give ansøgerne

grundlag for selv at vurdere, om de har ressourcer til at adoptere et

udenlandsk barn.

Kurserne vil bl.a. skulle sætte ansøgerne i stand til over for dem selv at

få prøvet og bekræftet deres motiv til at adoptere, og ansøgerne vil blive

undervist og rådgivet om en række forhold, der er af betydning ved adoption

af et udenlandsk barn, herunder adoptivbørnenes baggrund, børnenes tilpasning

i familien, børnenes reaktioner på nye omgivelser og omgivelsernes reaktioner

på børnene m.v.

Med hensyn til spørgsmålet om kursets indhold og varighed m.v., og om

kurser for andre end førstegangsansøgende henvises til lovforslagets pkt. 5.3

nedenfor.

Fase 3

I fase 3 skal det afgøres, om de ansøgere, der opfylder de

generelle betingelser for at blive godkendt som adoptanter, og som efter

deltagelse i det adoptionsforberedende kursus oplyser, at de opretholder

ønsket om at adoptere, også efter en individuel vurdering kan anses for

egnede som adoptivforældre.

En stor del af de afslag på ansøgninger om godkendelse som adoptant, der

gives efter de gældende regler, sker med henvisning til, at de generelle krav

ikke er opfyldt.

Sigtet med det obligatoriske, adoptionsforberedende kursus i fase 2 er

bl.a., at de ansøgere, der ganske vist opfylder de generelle krav, men som

alligevel ikke er egnede som adoptanter, selv kommer til at indse dette og

derfor tilbagekalder deres ansøgning.

Det må på den baggrund forventes, at antallet af sager, hvor det i fase 3

viser sig nødvendigt efter en individuel vurdering at nægte ansøgerne

godkendelse som adoptanter, bliver begrænset. Der bør dog efter

Justitsministeriets opfattelse ikke - som foreslået af et mindretal i

Adoptionsudvalget (Landsforeningen Adoption og Samfunds repræsentant)(

betænkningen , side 35) - på forhånd sættes tal på, hvilken

afslagsprocent i fase 3, der kan accepteres.

Undersøgelsen i fase 3 må forventes i hovedparten af sagerne at kunne

koncentreres om en individuel beskrivelse af ansøgerne. Denne beskrivelse vil

dels have til formål at give samrådet det fornødne grundlag for at træffe

afgørelse om godkendelse som adoptant og fastsætte de nærmere rammer for

godkendelsen (herunder om ansøgerne kan godkendes til et lille eller et

større barn), dels at give de udenlandske myndigheder det fornødne grundlag

for deres afgørelse om godkendelse af ansøgerne og anvisning af et barn

(matching).

Beskrivelsen må tilvejebringes i et samarbejde mellem sagsbehandler og

ansøgere under det antal samtaler, herunder et hjemmebesøg, der i den enkelte

sag må anses for nødvendig.

Justitsministeriet forudsætter herved, at omfanget af fase 3 skal være

klart mere begrænset end en forundersøgelse med henblik på godkendelse som

adoptant efter de nugældende regler. Det indebærer bl.a., at en række

forhold, der er omtalt i betænkningen kapitel 4, herunder indstilling

til børn og unge, familiære forhold m.v., i almindelighed forudsættes tillagt

betydeligt mindre vægt end efter hidtidig praksis. Det forudsættes således,

at det klart skal have undtagelsens karakter, at der bliver givet afslag på

godkendelse som adoptant i denne fase.

Hvis sagsbehandleren er i tvivl om, hvorvidt ansøgerne bør godkendes som

adoptanter, må undersøgelsen dog ventes at blive mere omfattende, eventuelt

med inddragelse af en anden sagsbehandler og efter omstændighederne

psykiatrisk eller psykologisk bistand.

3.3.2. Større grad af ensartethed i samrådenes praksis og tilsyn med

samrådene

Justitsministeriet er enig med Adoptionsudvalget i, at der bør søges

opnået en større grad af ensartethed i samrådenes praksis.

Det bør efter Justitsministeriets opfattelse i princippet være sådan, at

en sag om godkendelse som adoptant alt andet lige får den samme behandling og

det samme udfald, uanset hvor i landet ansøgerne bor. De statistiske

oplysninger, der er omtalt ovenfor under pkt. 3.2.2. og i bilag 2 til

lovforslaget, synes imidlertid at vise, at det ikke helt er tilfældet.

En højere grad af ensartethed i behandlingen og afgørelsen af sagerne vil

efter Justitsministeriets opfattelse kunne bidrage væsentligt til at styrke

tilliden til og tilfredsheden med adoptionssystemet og dermed imødekomme den

kritik af det, der har været rejst.

Adoptionsnævnet bidrager gennem sin virksomhed som klageinstans i forhold

til samrådenes afgørelser til en ensartet praksis i de 16 adoptionssamråd.

Når de statistiske oplysninger alligevel viser en vis uensartethed i praksis,

skyldes det formentlig bl.a., at Adoptionsnævnet efter de gældende regler kun

får forelagt sager og dermed kun har mulighed for at gribe korrigerende ind i

tilfælde, hvor der er givet afslag på godkendelse som adoptant.

Antallet af klagesager, der bliver forelagt for Adoptionsnævnet, må

endvidere forventes at falde i de kommende år som følge af det foreslåede nye

undersøgelses- og godkendelsessystem, jf. ovenfor pkt. 3.2.1. Også af denne

grund vil Adoptionsnævnet være afskåret fra gennem virksomheden som

klageinstans at sikre den ønskede højere grad af ensartethed i samrådenes

praksis.

For at opnå en højere grad af ensartethed i samrådenes praksis er det

derfor nødvendigt enten at udvide Adoptionsnævnets opgaver til også at

omfatte tilsynet med samrådene eller at intensivere det tilsyn, der i dag

udøves af Civilretsdirektoratet.

Justitsministeriet er enig med Adoptionsudvalgets flertal i, at

Adoptionsnævnet må antages at have de bedste forudsætninger for at føre

tilsyn med samrådene. Justitsministeriet foreslår derfor, at det i

adoptionslovens § 25 b fastsættes, at Adoptionsnævnet fører tilsyn med

samrådene efter regler fastsat af justitsministeren.

Kompetencen til at fastsætte generelle regler om godkendelse som adoptant

og om adoptionssagers behandling skal efter forslaget fortsat ligge hos

justitsministeren (Civilretsdirektoratet), jf. adoptionslovens § 25.

3.3.3. Placering af samrådene og samrådssekretariaterne

Efter Justitsministeriets opfattelse vil der næppe med hensyn til

ensartethed i afgørelserne om godkendelse som adoptant eller med hensyn til

sagsbehandlingstid m.v. være væsentlige fordele forbundet med som foreslået

af et mindretal i Adoptionsudvalget at flytte samrådene og

samrådssekretariaterne fra amtskommunerne til statsamterne.

Amtskommunerne besidder betydelig faglig ekspertise vedrørende børns

vilkår og udviklingsmuligheder, og der vil derfor næppe heller med hensyn til

sagsbehandlingens og samrådsafgørelsernes kvalitet kunne vindes noget ved en

sådan flytning. Det forhold, at adoptionsbevillingen udstedes at statsamtet,

kan efter Justitsministeriets opfattelse heller ikke begrunde en flytning.

Justitsministeriet foreslår derfor i overensstemmelse med flertallet i

udvalget, at samrådene og samrådssekretariaterne som hidtil skal henhøre

under amtskommunerne.

4. De formidlende organisationer

4.1. De gældende regler

Adoptionsformidlingen af udenlandske børn varetages at de formidlende

organisationer Adoption Center, DanAdopt og Terre des Hommes, som

justitsministeren efter adoptionslovens § 30 har givet tilladelse til at yde

adoptionshjælp.

Justitsministeren (Civilretsdirektoratet) har i de formidlende

organisationers autorisationer fastsat de nærmere rammer for

organisationernes virksomhed og fører tilsyn med overholdelsen heraf. Om de

formidlende organisationers virksomhed og om omfanget af tilsynet med

organisationerne henvises til betænkningen kapitel 9, side 160 ff.

En sag om adoption af et udenlandsk barn indledes ved, at ansøgerne retter

henvendelse til en af de tre godkendte formidlende organisationer, der

herefter på ansøgernes vegne indsender en ansøgning om godkendelse som

adoptanter til amtskommunen.

Der er imidlertid efter adoptionsloven i princippet ikke noget til hinder

for, at ansøgere i Danmark søger at gennemføre en privat fremmedadoption uden

bistand fra en formidlende organisation. Om private fremmedadoptioner

henvises til betænkningen side 153- 154. Den bemyndigelse, som

justitsministeren efter adoptionslovens § 30, stk. 3, har til at fastsætte

regler om, at personer, der ønsker at adoptere, pålægges at søge bistand hos

en godkendt formidlende organisation, er således ikke udnyttet.

4.2. Adoptionsudvalgets overvejelser

4.2.1. Betingelserne for autorisation

Adoptionsudvalgets flertal (alle bortset fra Adoption og Samfunds

repræsentant) finder ikke, at der er grundlag for at ændre på kravene til

organisationer, der ønsker at få autorisation til adoptionsformidling.

Et mindretal i udvalget (Adoption og Samfunds repræsentant), der i

øvrigt er kritisk over for de gældende autorisationers indhold, finder, at

der bør opstilles specifikke krav således, at enhver organisation, der

opfylder betingelserne, kan og skal autoriseres.

Der henvises til betænkningen side 182-183.

4.2.2. Tilsynet med de formidlende organisationer

Der er i Adoptionsudvalget enighed om, at der bør ske en styrkelse af

tilsynet med de formidlende organisationers virksomhed. Det skyldes bl.a.

Haagerkonventionens krav til tilsynsvirksomheden samt forslaget om en ændret

procedure for godkendelse af udenlandske matchingforslag, der er omtalt

nedenfor under pkt. 11.

Et flertal i udvalget (alle bortset fra Adoption og Samfunds

repræsentant) foreslår, at tilsynet med de formidlende organisationers

behandling af udenlandske matchingforslag og med organisationernes virksomhed

i udlandet henlægges til Adoptionsnævnet.

Det almindelige tilsyn med de formidlende organisationer, herunder med de

organisationsmæssige og økonomiske forhold, samt beføjelserne til eventuelt

at skride ind over for organisationerne, bør derimod efter flertallets

opfattelse fortsat ligge hos Civilretsdirektoratet, der har har meddelt

organisationerne autorisation. Der henvises til betænkningen side

139-140.

Et mindretal i udvalget (Adoption og Samfunds repræsentant) finder,

at tilsynet med de formidlende organisationer bør forblive i

Civilretsdirektoratet, men at tilsynsopgaverne bør opprioriteres. Der

henvises til betænkningen side 144-145.

Mindretallet har i øvrigt på en række punkter rejst kritik af de

formidlende organisationers og tilsynsmyndighedens virksomhed. Disse

kritikpunkter - som de formidlende organisationer finder er overraskende og

udokumenterede - vil blive søgt afklaret i en dialog mellem de formidlende

organisationer, Adoption og Samfund og Civilretsdirektoratet. Der henvises

til betænkningen side 175- 178.

4.2.3. Tilmelding til en formidlende organisation

Efter Adoptionsudvalgets opfattelse bør internationale adoptioner i videst

muligt omfang gennemføres af en autoriseret formidlende organisation. Efter

udvalgets opfattelse bør det overvejes at udnytte bemyndigelsen i

adoptionslovens § 30, stk. 3, til at fastsætte, at personer, der ønsker at

adoptere, bortset fra tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder,

skal søge bistand hos en formidlende organisation. Der henvises til

betænkningen side 166.

Udvalget har endvidere drøftet, på hvilket tidspunkt i undersøgelses- og

godkendelsesforløbet en adoptionsansøger bør være tilmeldt en formidlende

organisation.

Et flertal i udvalget (6 medlemmer: formanden, repræsentanterne for

de formidlende organisationer og repræsentanterne for statsamterne og

amtskommunerne) finder, at den gældende ordning, hvorefter adoptionssager

normalt indledes med, at adoptionsansøgerne henvender sig til en af de tre

formidlende organisationer, bør bevares.

Et mindretal i udvalget (3 medlemmer: Justitsministeriets

repræsentanter og repræsentanten for Adoption og Samfund) finder, at

tilmelding til en formidlende organisation først bør kræves, når fase 2 er

gennemført.

Der henvises til betænkningen side 36-40.

4.3. Justitsministeriets forslag

4.3.1. Betingelserne for autorisation

Justitsministeriet er enig med Adoptionsudvalgets flertal i, at der ikke

er behov for at ændre reglerne for godkendelse af formidlende organisationer.

Jusitsministeriet foreslår på den baggrund ingen ændringer i adoptionslovens

§ 30, stk. 1.

At drive adoptionsformidling stiller store krav til organisationen om

bl.a. et bredt kontaktnet i giverlandene, et sagkyndigt personale, der kan

betjene ansøgerne, et solidt økonomisk fundament, således at ansøgerne har

sikkerhed for, at organisationen ikke pludselig ophører med at virke, osv.

Justitsministeriet har ikke kendskab til, at der er organisationer ud over

de tre allerede godkendte, der ønsker tilladelse til at drive

adoptionsformidling. Hvis der imidlertid på et tidspunkt fremkommer en sådan

ansøgning, vil Justitsministeriet være positivt indstillet over for

ansøgningen, hvis organisationen kan leve op til de samme betingelser, som de

nuværende organisationer skal overholde.

4.3.2. Tilsynet med de formidlende organisationer

De formidlende organisationer varetager en så central funktion i det

danske adoptionssystem, at der er en naturlig offentlig interesse i at sikre,

at organisationernes arbejde tilrettelægges og udføres så hensigtsmæssigt og

effektivt som muligt.

Justitsministeriet er på den baggrund enig i, at der som foreslået af et

enigt Adoptionsudvalg - også repræsentanterne for de formidlende

organisationer - bør ske en styrkelse af tilsynet med de formidlende

organisationers virksomhed.

De formidlende organisationers autorisation meddeles af Justitsministeriet

(Civilretsdirektoratet). På den baggrund bør det almindelige tilsyn med de

formidlende organisationers organisationsmæssige og økonomiske forhold og

beføjelsen til eventuelt at skride ind over for organisationerne efter

Justitsministeriets opfattelse fortsat ligge hos Civilretsdirektoratet.

I forbindelse med forslaget om en ændret procedure for godkendelse af

udenlandske matchingforslag, der er omtalt nedenfor under pkt. 11, får de

formidlende organisationer for fremtiden et betydeligt ansvar for vurderingen

af, om et udenlandsk matchingforslag ligger inden for ansøgernes godkendelse.

Justitsministeriet kan i den forbindelse tilslutte sig flertallets forslag

om, at tilsynet med de formidlende organisationers behandling af udenlandske

matchingforslag henlægges til Adoptionsnævnet. Adoptionsnævnet har således

som klageinstans i forhold til samrådenes afgørelser oparbejdet et betydeligt

erfaringsgrundlag og har dermed efter Justitsministeriets opfattelse de

bedste forudsætninger for at føre tilsyn med de vurderinger, som de

formidlende organisationer foretager med hensyn til, om udenlandske

matchingforslag ligger inden for eller uden for ansøgernes godkendelse.

Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig flertallets forslag om at

henlægge tilsynet med de formidlende organisationers virksomhed i udlandet

til Adoptionsnævnet. Forslaget må bl.a. ses i sammenhæng med forslaget omtalt

nedenfor under pkt. 13 om, at Adoptionsnævnet skal være ansvarlig for at

indhente, bearbejde og formidle viden på adoptionsområdet, såvel på nationalt

som på internationalt plan. Derved opnår Adoptionsnævnet de informationer om

den internationale udvikling på adoptionsområdet, som må anses for en

forudsætning for et effektivt tilsyn med de formidlende organisationers

virksomhed i udlandet.

Da beføjelsen til eventuelt at skride ind over for de formidlende

organisationer som nævnt fortsat bør ligge hos Civilretsdirektoratet, må

Adoptionsnævnet indberette sagen til Civilretsdirektoratet, hvis nævnet i

forbindelse med dets tilsynsvirksomhed er blevet opmærksom på forhold, der

efter nævnets opfattelse gør det nødvendigt at gribe ind over for

organisationerne. Der vil dog ikke være noget til hinder for, at

Adoptionsnævnet på egen hånd retter henstillinger til organisationerne i

anledning af tilsynsvirksomheden.

Adoptionsnævnets tilsynsvirksomhed med de formidlende organisationer, der

forudsætter en ændring af adoptionslovens § 30, påtænkes udøvet i henhold til

regler, der fastsættes af justitsministeren. Der påtænkes i den forbindelse

fastsat regler om, at Civilretsdirektoratet kan indhente udtalelser fra

Adoptionsnævnet om generelle og konkrete spørgsmål vedrørende de formidlende

organisationer, og om nævnets underretning af direktoratet om forhold, som

tilsynet giver anledning til.

4.3.3. Tilmelding til en formidlende organisation

Justitsministeriet er enig med mindretallet i udvalget i, at tilmelding

til en formidlende organisation først bør kræves ved indledningen af fase 3.

Det er således efter Justitsministeriets opfattelse en naturlig konsekvens

af den foreslåede nye undersøgelses- og godkendelsesordning, hvor der i fase

2 er indlagt et kursusforløb, at ansøgerne ikke behøver at vælge en

formidlende organisation, før fase 2 er afsluttet, og ansøgerne derved har

fået bedre forudsætninger for at vælge formidlende organisation.

Justitsministeriet er opmærksom på de fordele for ikke mindst

adoptionsansøgerne selv i form af mulighed for vejledning m.v., der som

anført af flertallet er forbundet med at være tilmeldt en formidlende

organisation allerede fra tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om

godkendelse som adoptant.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør det imidlertid være frivilligt

for ansøgerne, om de ønsker at benytte sig af disse fordele, eller om de

ønsker at vente med at tilmelde sig en formidlende organisation, indtil fase

2 er overstået, og ansøgerne dermed gennem kursusforløbet har fået bedre

forudsætninger for at vælge organisation og er blevet sikre på deres ønske om

at adoptere.

Derimod bør der efter Justitsministeriets opfattelse stilles krav om, at

ansøgerne er tilmeldt en formidlende organisation, inden de påbegynder fase

3. En ansøger bør således normalt ikke kunne godkendes som adoptant,

medmindre den pågældende er tilmeldt en godkendt formidlende organisation.

Det bør således fastholdes, at adoption af udenlandske børn bør gennemføres

med bistand af de formidlende organisationer, som er godkendt hertil, og ikke

på den måde, at godkendte adoptionsansøgere på egen hånd søger at opspore et

barn i udlandet (private fremmedadoptioner).

5. Rådgivning og vejledning af adoptionsansøgere

5.1. De gældende regler

Efter den nuværende ordning sker den rådgivning og vejledning, som det

offentlige yder til ansøgere om adoption, hovedsagelig i forbindelse med de

samtaler, som amtskommunens sagsbehandlere har med de pågældende som led i

undersøgelsen af, om ansøgerne kan godkendes som adoptanter.

Det offentlige yder endvidere rådgivning af personer, der er blevet

godkendt som adoptanter, både i forbindelse med, at et barn bringes i

forslag, og umiddelbart efter hjemtagelsen af barnet.

Adoptionsansøgere og adoptanter har også mulighed for at modtage

rådgivning og vejledning hos de formidlende organisationer Adoption Center,

DanAdopt og Terres des Hommes og hos Landsforeningen Adoption og Samfund, der

er en privat forening af adoptivforældre og voksne adopterede. Der henvises

til betænkningen side 103-108.

5.2. Adoptionsudvalgets overvejelser

Adoptionsudvalget har fundet, at der er behov for at styrke rådgivningen

af adoptionsansøgere. Udvalget har derfor foreslået, at der indføres et

adoptionsforberedende kursus, der skal være obligatorisk for

førstegangsansøgere og frivilligt for personer, der har adopteret tidligere.

Kurset skal efter forslaget placeres som fase 2 i det foreslåede nye

undersøgelses- og godkendelsesforløb, jf. ovenfor pkt. 3.3, men skal i øvrigt

være adskilt fra dette forløb. De oplysninger om ansøgerne, der kommer frem

under kurset, må således ikke videregives til brug for undersøgelsen og

godkendelsen.

Adoptionsudvalget har skitseret de hovedtemaer, der bør indgå i

kursusforløbet. Det drejer sig bl.a. om ansøgernes motiv for at adoptere,

adoptivbarnets baggrund, adoptivbarnets tilpasning i familien, adoptivbarnets

reaktioner på de nye omgivelser og adoptivbarnets følelser. Der henvises til

betænkningen side 114-115.

Adoptionsudvalget har fundet, at kursusforløbet er en offentlig opgave, og

at det er en følge af Haagerkonventionens artikel 9, litra c, at den

myndighed, der i henhold til konventionen er udpeget som centralmyndighed (i

Danmark Civilretsdirektoratet), har det overordnede ansvar for

tilrettelæggelsen af det adoptionsforberedende kursus. Udvalget peger i den

forbindelse på muligheden af, at dette sker i samarbejde mellem de

involverede myndigheder og organisationer, herunder Civilretsdirektoratet,

Adoptionsnævnet, de formidlende organisationer og Landsforeningen Adption og

Samfund. Der henvises til betænkningen side 114 og side 141.

5.3. Justitsministeriets forslag

Justitsministeriet er enig med Adoptionsudvalget i, at der er behov for at

styrke det offentliges rådgivning og vejledning af personer, der ansøger om

godkendelse som adoptanter til et barn fra et andet land.

Justitsministeriet kan derfor tilslutte sig Adoptionsudvalgets forslag om

indførelsen af et adoptionsforberedende kursus, der placeres som fase 2 i det

nye undersøgelses- og godkendelsesforløb.

Da deltagelsen i kurset ikke alene er i ansøgernes egen men også i

adoptivbørnenes og det offentliges interesse, er Justitsministeriet enig med

udvalget i, at kurset bør være obligatorisk for førstegangsansøgere.

Det Danske Center for Menneskerettigheder har i forbindelse med høringen

over betænkningen anført, at det ikke forekommer ganske stemmende med

Haagerkonventionen generelt at fritage ansøgere, der tidligere har adopteret,

fra det obligatoriske kursus. Med henvisning til konventionens bærende

princip om hensynet til barnets bedste, vil også andengangsansøgere i nogle

tilfælde efter Centrets opfattelse have behov for rådgivning. Som eksempel

nævner Centret, at et (måske) større barns integration i en familie med et

adopteret eller et biologisk barn i mange tilfælde kan forudsætte en vis

rådgivning med hensyn til søskendeaccept og søskendejalousi.

Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at samrådet får mulighed for

efter regler fastsat af justitsministeren at bestemme, at personer, der

tidligere har adopteret et barn fra et andet land, skal deltage i et

adoptionsforberedende kursus for på ny at blive godkendt som adoptanter til

et sådant barn, hvis der er behov for det, jf. forslaget til § 25 c, stk. 2.

De nærmere regler om indholdet og tilrettelæggelsen af kurserne vil blive

fastsat af justitsministeren, jf. forslaget til § 25 c, stk. 3.

Justitsministeriet er i den forbindelse indstillet på at fastsætte regler om,

at ansøgerne skal have bevis for gennemførelsen af kurset, men der påtænkes

ikke fastsat krav om prøver eller eksamen i forbindelse med afslutningen af

kurset.

Justitsministeriet (Civilretsdirektoratet) vil i øvrigt inddrage de

berørte myndigheder og organisationer i tilrettelæggelsen af kurserne.

Med hensyn til indholdet af de obligatoriske kurser for

førstegangsansøgere er Justitsministeriet indstillet på at tage udgangspunkt

i den opregning af hovedtemaer, der er anført i betænkningen side

114-115. Under kursusforløbet bør man således bl.a. komme ind på

adoptanternes motiv for at adoptere, adoptivbarnets tilpasning i den nye

familie, barnets reaktion på de nye omgivelser og omgivelsernes reaktion på

barnet. Man bør endvidere komme ind på behovet for senere at tale med barnet

om dets baggrund og forskellige følelsesmæssige forhold, herunder eventuelle

identitetsproblemer hos barnet.

Kurserne vil af hensyn til deltagerne blive søgt afviklet flere steder i

landet og med så hyppige mellemrum, at behandlingen af ansøgningerne om

godkendelse som adoptant ikke unødigt forsinkes.

I medfør af forslaget til § 25 c, stk. 3, kan justitsministeren fastsætte

regler om betaling for deltagelsen i kurserne. Justitsministeriet er

indstillet på at fastsætte betalingen svarende til ca. 1/3 af de samlede

udgifter. Det vil for så vidt angår kurserne for førstegangsadoptanter sige

ca. 5.000 kr. i alt for et ægtepar. Der henvises til pkt. 14 nedenfor om

lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser.

6. Aldersforskel mellem adoptanter og adoptivbarn

6.1. De gældende regler

Efter adoptionsbekendtgørelsens § 6, stk. 1, nr. 1, kan en ansøger ikke,

medmindre der foreligger særlige omstændigheder, godkendes som adoptant, hvis

der på tidspunktet for ansøgningens indgivelse er over 40 års aldersforskel

mellem ansøger og barn.

Bestemmelsen indebærer, at en ansøger, der ønsker at blive godkendt til

adoption af et lille barn (mellem 0-36 måneder), ikke må være fyldt 41 år på

ansøgningstidspunktet.

Bestemmelsen opstiller ikke en fast aldersgrænse for ansøgeren, men et

krav om, at der ikke, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, må

være over 40 års aldersforskel mellem ansøger og barn. Der er således en

fleksibilitet i bestemmelsen, som indebærer, at ansøgere, der er over 40 år,

og som derfor normalt ikke vil kunne godkendes til adoption af et lille barn,

vil kunne godkendes til adoption af et større barn.

Alderskravet skal være opfyldt på tidspunktet for ansøgningens indgivelse.

Det betyder, at personer, der ansøger om at adoptere et lille barn, som følge

af den tid, der går med at blive undersøgt og godkendt og få anvist et barn,

vil kunne være 41-44 år ved modtagelsen af barnet.

Efter adoptionsbekendtgørelsens § 6, stk. 2, kan betingelsen om 40 års

aldersforskel mellem ansøger og barn fraviges, hvis ansøgerne inden rimelig

tid - det vil i praksis sige ca. 1 1/2 år - efter at have modtaget et

adoptivbarn ansøger om godkendelse til adoption af endnu et barn.

Bestemmelsen gør det muligt for adoptanter, der allerede har adopteret et

barn, at adoptere endnu et barn, selv om de ikke opfylder den almindelige

aldersbetingelse om en maksimal aldersforskel på 40 år mellem ansøgere og

barn. Bestemmelsen indebærer, at adoptanterne, der som nævnt vil kunne være

41-44 år ved modtagelsen af det første lille barn, vil kunne være ca. 44-47

år ved modtagelsen af det andet lille barn.

6.2. Adoptionsudvalgets overvejelser

Der har i Adoptionsudvalget været enighed om, at det i almindelighed vil

være at foretrække, at adoptivforhold stiftes inden for den aldersperiode,

hvor en familie normalt får biologiske børn. Udvalget har herved bl.a. lagt

vægt på, at adoptivbarnet ikke bør stilles yderligere anderledes end børn i

biologiske familier ved, at adoptivbarnets forældre er betydeligt ældre end

forældrene til adoptivbarnets jævnaldrene skolekammerater og venner. Udvalget

har endvidere lagt vægt på, at adoptanterne ikke bør være for gamle, og at de

har de nødvendige ressourcer under hele barnets opvækst.

Adoptionsudvalget har i den forbindelse anført, at det kan forekomme

uhensigtsmæssigt at godkende ansøgere til adoption i tilfælde, hvor

giverlandene ikke vil være indstillet på at medvirke hertil på grund af

ansøgernes alder. Fastsættelsen af de danske alderskrav bør derfor efter

udvalgets opfattelse næppe ske uden en vis hensyntagen til de reelle

muligheder for, at giverlandene vil anvise ansøgerne et barn.

Der har i Adoptionsudvalget endvidere været enighed om, at det er til

fordel for barn og familie, at den første adoption gennemføres tidligt, og at

det bør overvejes, på hvilke måder man bedst kan gennemføre en

holdningspåvirkning med sigte på, at adoption betragtes som et ligeværdigt

alternativ til biologisk fødsel med teknisk bistand, og ikke som en sidste

chance når teknisk hjælp efter en række forsøg ikke har givet det ønskede

resultat.

Mens der således har været enighed i udvalget om, at der bør iværksættes

initiativer med henblik på at sikre, at den første adoption gennemføres

tidligere, har der ikke i udvalget kunnet opnås enighed om at foreslå en

generel skærpelse af aldersgrænserne som et middel hertil.

Et flertal i udvalget (5 medlemmer: formanden, repræsentanterne for

Justitsministeriet, repræsentanten for statsamterne og repræsentanten for

Terre des Hommes) har frarådet, at der gennemføres en generel lempelse af

alderskravene for ansøgere til mindre børn mellem 0-36 måneder.

Udgangspunktet for aldersreglerne bør således efter flertallets opfattelse

fortsat være, at der på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om

godkendelse som adoptant ikke må være over 40 års aldersforskel mellem

ansøger og barn.

Flertallet finder dog, at en vis fleksibilitet vil være forsvarlig i

tilfælde, hvor den ene ansøger er ældre end 40 år, men hvor den anden er

noget yngre. Flertallet har endvidere for så vidt angår adoption af større

børn og andre vanskeligt anbringelige børn anbefalet en større fleksibilitet

over for alderskravene under forudsætning af, at ansøgerne - bl. a. gennem

erfaring med egne børn - har de særlige kvalifikationer, der vil kunne

medvirke til at sikre et gunstigt adoptionsforløb med et sådant barn.

Flertallet er delt i spørgsmålet om, hvorvidt den fleksibilitet med hensyn

til alderskravet ved adoption af endnu et barn, som den gældende bestemmelse

i adoptionsbekendtgørelsens § 6, stk. 2, giver mulighed for, bør opretholdes.

3 medlemmer inden for flertallet (Justitsministeriets repræsentanter og

repræsentanten for Terre des Hommes) har fundet, at der fortsat kan være

grund til en vis fleksibilitet med hensyn til alderskravet, hvis ansøgerne i

en sen alder har adopteret deres første barn og derefter ønsker at adoptere

endnu et barn.

Udgangspunktet om, at der ikke må være mere end 40 års aldersforskel

mellem ansøger og barn, bør således ifølge disse medlemmers opfattelse

fortsat kunne fraviges, hvis ansøgerne inden rimelig tid efter at have

modtaget et adoptivbarn ansøger om godkendelse til adoption af endnu et barn.

En ansøgning om adoption af et lille barn mellem 0-36 måneder bør dog

ifølge disse medlemmer ikke kunne indgives så sent, at ansøgerne vil kunne

modtage barnet på et tidspunkt, hvor de (kvinden) på grund af reglerne i lov

om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og

forskning m.v. ville have været afskåret fra at få et barn ved kunstig

befrugtning. Efter § 6 i den nævnte lov må kunstig befrugtning ikke finde

sted i de tilfælde, hvor den kvinde, der skal føde barnet, er ældre end 45 år

(det vil sige 46 år på nær en dag).

Der henvises til betænkningen side 53.

2 medlemmer inden for flertallet (formanden og statsamternes repræsentant)

har anført, at den gældende regel i adoptionsbekendtgørelsens § 6, stk. 2,

åbner mulighed for adoption i tilfælde, hvor adoptanternes alder ligger ud

over, hvad der i almindelighed er ønskeligt af hensyn til barnet. Disse

medlemmer har derfor fundet, at denne regel bør ophæves, hvis der ikke sker

en væsentlig skærpelse af alderskravene for førstegangsadoptanter af små

børn.

Der henvises til betænkningen side 53-54.

Et mindretal i Adoptionsudvalget (3 medlemmer: repræsentanten for

de amtskommunale adoptionssamråd og samrådssekretariater og repræsentanterne

for Adoption Center og DanAdopt) har foreslået en skærpelse af de gældende

aldersregler.

Efter mindretallets opfattelse skal det være en betingelse for godkendelse

som adoptanter, at ingen af ansøgerne er fyldt 40 år på tidspunktet for

samrådsgodkendelsen. Godkendelse skal dog kunne ske, selv om

aldersbetingelsen ikke er opfyldt, hvis ansøgerne ønsker at blive

godkendt til et barn, der er ældre end 36 måneder, hvis det drejer sig

om adoption af et barn, der er søskende til et barn, som ansøgerne har

adopteret i forvejen, eller hvis ansøgerne i forvejen har erfaringer

med egne børn i hjemmet og ønsker at blive godkendt til et handicappet barn.

Den foreslåede 40 års aldersgrænse skal kunne fraviges, hvis kun den ene

ansøger overskrider aldersgrænsen, og ansøgernes sammenlagte alder på

tidspunktet for samrådsgodkendelsen er under 78 år.

Det skal ifølge mindretallet under alle omstændigheder være en betingelse

for godkendelse, at ingen af ansøgerne på godkendelsestidspunktet er fyldt 45

år.

Der henvises til betænkningen side 54-56.

Et andet mindretal i udvalget (1 medlem: Adoption og Samfunds

repræsentant) har peget på en række principper, der bør lægges til grund ved

fastsættelsen af reglerne om aldersforskel mellem ansøgere og barn. Disse

principper fører ifølge dette mindretal til, at den yngste i parret

(eller den enlige) højst må være fyldt 45 år, at aldersforskellen

mellem barnet og den yngste ansøger (eller den enlige) for så vidt angår det

første barn højst må være 40 år, at den ældste ansøger højst må være

fyldt 50 år, og at alderskravene skal være opfyldt på

ansøgningstidspunktet.

Der henvises til betænkningen side 56-57.

6.3. Justitsministeriets overvejelser

Reglerne om aldersforskel mellem ansøgere og barn bør efter

Justitsministeriets opfattelse medvirke til at sikre, at adoptanterne under

hele barnets opvækst har de fornødne ressourcer til at tage sig af barnet og

har lyst og evne til at tage del i barnets leg og øvrige aktiviteter.

Aldersreglerne bør endvidere tage hensyn til det forhold, at mulighederne

for, at barnet kan beholde begge sine forældre, indtil det bliver voksent,

rent statistisk er mindre, jo ældre forældrene er ved modtagelsen af barnet.

Det bør også søges undgået, at aldersreglerne medvirker til at stille

adoptivbørn anderledes end børn i biologiske familier ved, at adoptivbørns

forældre er betydeligt ældre end forældrene til adoptivbørnenes jævnaldrene

skolekammerater og venner.

På den baggrund er Justitsministeriet som udgangspunkt enig med

Adoptionsudvalget i, at det i almindelighed bør foretrækkes, at

adoptivforhold stiftes inden for den aldersperiode, hvor en familie normalt

får biologiske børn.

Ved fastsættelsen af aldersreglerne for adoption bør der endvidere tages

hensyn til mulighederne for at få foretaget kunstig befrugtning. Efter § 6 i

lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik

og forskning m.v. må kunstig befrugtning ikke finde sted i de tilfælde, hvor

den kvinde, der skal føde barnet, er ældre end 45 år.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at udgangspunktet for

aldersreglerne fortsat bør være, at der på tidspunktet for indgivelsen af

ansøgningen om godkendelse som adoptant ikke må være over 40 års

aldersforskel mellem ansøger og barn.

I en række situationer er der dog efter Justitsministeriets opfattelse

grundlag for at fravige de almindelige aldersregler.

For så vidt angår adoption af større børn og andre vanskeligt anbringelige

børn er Justitsministeriet enig med Adoptionsudvalgets flertal i, at der bør

være en større grad af fleksibilitet over for alderskravene under

forudsætning af, at ansøgerne - bl. a. gennem erfaring med egne børn - har de

særlige kvalifikationer, der vil kunne medvirke til at sikre et gunstigt

adoptionsforløb med et sådant barn.

Justitsministeriet er endvidere enig med flertallet i Adoptionsudvalget i,

at en vis fleksibilitet i aldersreglerne er forsvarlig i tilfælde, hvor den

ene ansøger er ældre end 40 år, hvis den anden er noget yngre. Hvis den ene

ægtefælle er over 45-46 år, bør godkendelse til adoption af et lille barn dog

efter Justitsministeriets opfattelse normalt ikke ske, selv om den anden

ægtefælle er tilsvarende yngre.

Endelig finder Justitsministeriet, at der fortsat er grund til en vis

fleksibilitet med hensyn til alderskravet for adoptanter, der i en sen alder

har adopteret et barn og derefter ønsker at adoptere endnu et barn. Den

gældende bestemmelse i adoptionsbekendtgørelsens § 6, stk. 2, om, at det

almindelige alderskrav kan fraviges, hvis ansøgerne inden rimelig tid efter

at have modtaget et adoptivbarn ansøger om godkendelse til adoption af endnu

et barn, bør derfor efter Justitsministeriets opfattelse opretholdes.

En ansøgning om adoption af et lille barn mellem 0-36 måneder i medfør af

denne bestemmelse bør dog ikke kunne indgives så sent, at ansøgerne vil kunne

modtage barnet på et tidspunkt, hvor de på grund af reglerne i lov om kunstig

befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning

m.v. ville have været afskåret fra at få et barn ved kunstig befrugtning.

En kvinde vil i medfør af denne lov kunne få foretaget kunstig befrugtning

indtil dagen før, hun fylder 46 år. Hun vil derefter normalt føde barnet, når

hun er 46 år og 9 måneder. Med en sagsbehandlingstid på omkring 2 år fra

indgivelsen af ansøgningen om godkendelse som adoptant til modtagelsen af

barnet, betyder det, at en ansøgning om adoption af et lille barn i medfør af

denne bestemmelse normalt ikke kan imødekommes, hvis en af parterne på

ansøgningstidspunktet er over ca. 45 år.

Der vil ikke ved at kombinere de enkelte undtagelsessituationer, der er

nævnt ovenfor, kunne opnås en yderligere fravigelse af de almindelige

aldersregler. Adoptanter, der i en sen alder har adopteret et barn, og

derefter ønsker at adoptere endnu et barn, hvilket som nævnt bør kunne føre

til en vis fravigelse af aldersreglerne, vil således ikke kunne opnå en

yderligere fravigelse af aldersreglerne, selv om der er tale om et vanskeligt

anbringeligt barn.

Justitsministeriet finder ligesom Adoptionsudvalgets flertal, at det

tidspunkt, hvor alderskravet i de forskellige situationer skal være opfyldt,

fortsat bør være tidspunktet for ansøgningens indgivelse og ikke f.eks.

tidspunktet for modtagelsen af barnet eller - som ønsket af et mindretal i

udvalget - tidspunktet for godkendelsen som adoptant. Ved at vælge

tidspunktet for ansøgningens indgivelse har ansøgerne således selv mulighed

for at sikre sig, at aldersreglerne overholdes, og det undgås, at ansøgerne i

løbet af den tid, der går med at behandle sagen, og som varierer fra sag til

sag, falder for alderskravet.

Den foreslåede justering af aldersreglerne kan ske administrativt i medfør

af bemyndigelsen i adoptionslovens § 25.

7. Antal børn

7.1. De gældende regler

Efter adoptionsbekendtgørelsens § 6, stk. 1, nr. 3, kan godkendelse som

adoptant ikke meddeles til ansøgere, der i hjemmet har 2 adoptivbørn eller 3

børn i alt, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Om baggrunden

for bestemmelsen henvises til betænkningen side 60-62.

De »særlige omstændigheder«, der kan føre til at fravige

udgangspunktet om, at ansøgerne ikke kan blive godkendt som adoptanter, hvis

de i forvejen i hjemmet har 2 adoptivbørn eller 3 børn i alt, kan bl.a. være,

at ansøgerne ønsker at adoptere et handicappet barn eller et større barn

(over 36 måneder). »Særlige omstændigheder« kan endvidere

foreligge, hvis ansøgerne ønsker at adoptere en søskende til et barn, som

ansøgerne i forvejen har adopteret, eller et barn, som ansøgerne, f.eks.

gennem et plejeforhold, i forvejen har et nært og længerevarende

tilknytningsforhold til.

7.2. Adoptionsudvalgets overvejelser

Der har i Adoptionsudvalget været enighed om, at antallet af børn i

familien ikke i sig selv bør afskære ansøgere fra godkendelse til adoption af

et yderligere barn. Udvalget finder således, at den gældende begrænsning til

(som udgangspunkt) 2 adoptivbørn eller 3 børn i alt i familien bør ophæves.

Et flertal i udvalget (alle undtagen Adoption og Samfunds

repræsentant) finder, at spørgsmålet om, hvorvidt ansøgere, der i forvejen

har børn i hjemmet, kan godkendes til adoption, må bero på en vurdering af

familiens samlede ressourcer. Denne vurdering må efter flertallets opfattelse

foretages i fase 3 i det nye undersøgelses- og godkendelsesforløb, der er

omtalt ovenfor under pkt. 3.3, hvor det kan afdækkes, hvorledes de børn, der

i forvejen er i familien, har det, og hvordan samspillet i familien fungerer.

Et mindretal i udvalget (Adoption og Samfunds repræsentant) finder

derimod, at adoptivforældre, der i forvejen er godkendt flere gange, og som i

sagens natur har et ganske indgående kendskab til familiens situation, i høj

grad må forventes at være i stand til selv at træffe beslutningen.

7.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig med Adoptionsudvalget i, at antallet af

adoptivbørn eller biologiske børn i familien ikke i sig selv bør afskære

ansøgere fra at blive godkendt til adoption af (endnu) et barn, men at

spørgsmålet om, hvorvidt ansøgerne kan godkendes til adoption af (endnu) et

barn, bør bero på en konkret vurdering af familiens ressourcer. Bestemmelsen

i adoptionsbekendtgørelsens § 6, stk. 1, nr. 3, påtænkes derfor ophævet.

Ved vurderingen må det naturligvis tillægges vægt, at ansøgere, der

tidligere har adopteret, og dermed kender de krav, som modtagelsen af et nyt

adoptivbarn stiller, selv mener at have ressourcer til at adoptere endnu et

barn.

Der vil derfor efter Justitsministeriets opfattelse kun undtagelsesvis

være behov for på baggrund af en konkret vurdering i fase 3, jf. ovenfor pkt.

3.3, at afslå en ansøgning fra ægtefæller, som tidligere har adopteret, og

som nu ønsker at adoptere et andet eller tredje barn.

Ønsker ansøgerne at adoptere flere end 3 børn, bør dette ikke på forhånd

være udelukket, men bør bero på en konkret vurdering af, om ansøgerne kan

antages at have de yderligere familiemæssige ressourcer, der må kræves for at

optage endnu et barn i familien.

8. Ansøgernes helbredsforhold

8.1. De gældende regler

Efter adoptionslovens § 2 må adoption kun bevilges, når den efter

foretagen undersøgelse kan antages at være til gavn for den, som ønskes

adopteret.

På den baggrund stilles der i forbindelse med ansøgninger om godkendelse

som adoptant bl.a. krav til ansøgerens helbredstilstand.

De generelle retningslinier, der lægges til grund for samrådenes og

Adoptionsnævnets vurdering af ansøgerens helbredstilstand, er beskrevet i

pkt. 2.2.6. i betænkning nr. 775/1976 om godkendelse som adoptivforældre.

Denne betænkning er optrykt som bilag 2 til betænkningen.

Af betænkning nr. 775/1976 fremgår det bl.a., at udgangspunktet for

vurderingen er, at ansøgerens fysiske og psykiske helbredstilstand må være

sådan, at den ikke forringer mulighederne for et gunstigt forløb af

adoptivforholdet. Ved bedømmelsen af helbredstilstanden bør der, udover

vurderingen af den øjeblikkelige helbredstilstand, søges stillet en

langtidsprognose, der dækker omtrent det tidsrum, inden for hvilket barnets

opvækst vil finde sted. Der bør herved finde en bedømmelse sted af risikoen

for ansøgerens død inden for dette tidsrum og for udviklingen af sværere

sygdomme eller invaliditet, som kan forringe ansøgerens evne til at forsørge

eller opdrage barnet, eller som kan påvirke familiens sammenhold og psykiske

tilstand.

Adoptionsnævnet tager løbende stilling til retningslinierne for

vurderingen af de konkrete sygdomme og handicap, der tillægges

betydning ved afgørelser om godkendelse som adoptant. Samrådene bliver

orienteret herom ved, at Civilretsdirektoratet udsender meddelelser til

amtskommunerne om Adoptionsnævnets afgørelser i konkrete sager.

Civilretsdirektoratet udsender også cirkulæreskrivelser om justering og

uddybning af retningslinierne vedrørende konkrete sygdomme og handicap.

Endvidere afholder Civilretsdirektoratet løbende landsmøder om adoption, hvor

Adoptionsnævnets lægelige medlemmer orienterer amtskommunernes sagsbehandlere

og samrådene om praksis.

I betænkningen er som bilag 4 og 5 optrykt en samlet opdateret

redegørelse for henholdsvis de fysiske og de psykiske helbredskrav til

adoptanter. I redegørelserne foretages en gennemgang af, hvilke sygdomme og

handicap der efter gældende praksis medfører afslag på en ansøgning om

godkendelse som adoptant.

8.2. Adoptionsudvalgets overvejelser

Et flertal i Adoptionsudvalget (alle bortset fra Adoption og

Samfunds repræsentant) finder, at de generelle retningslinier, der er

nævnt i betænkning nr. 775/1976 om godkendelse som adoptivforældre, således

som de løbende justeres af Adoptionsnævnet og Civilretsdirektoratet, fortsat

bør være gældende for samrådenes vurdering af ansøgere, der lider af fysiske

eller psykiske sygdomme.

Retningslinierne for de konkrete sygdomme bør ifølge flertallet som

hidtil justeres i overenstemmelse med den medicinske udvikling inden for de

enkelte sygdomme, og samrådene bør til stadighed holdes orienteret om de

gældende retningslinier. Retningslinierne bør endvidere være til rådighed for

praktiserende læger og for personer, der ønsker at adoptere.

Der bør ifølge flertallet lægges vægt på, at de helbredsmæssige krav til

adoptanter er gennemskuelige og så vidt muligt forudsigelige. En egentlig hel

eller delvis »objektivering« af helbredskravene vil imidlertid

efter flertallets opfattelse være overordentlig vanskelig og virke urimelig

over for enkelte ansøgere.

Flertallet er betænkelig ved generelt at opstille differentierede krav til

ansøgernes helbredsforhold, således at det forhold, at den ene af

ægtefællerne er rask, automatisk kompenserer for, at den anden lider af en

sygdom, der ellers ville have medført afslag. Flertallet har herved lagt

afgørende vægt på, at det i videst muligt omfang søges sikret, at begge

adoptanterne vil være i stand til at tage sig af barnet under hele dets

opvækst. Der kan dog ifølge flertallet som hidtil tænkes situationer, hvor

den ene ægtefælle har et stationært fysisk handicap, hvor ansøgerne efter en

samlet konkret vurdering vil kunne godkendes som adoptanter. Flertallet

fremhæver dog, at der ved vurderingen altid må foretages en individuel

undersøgelse dels med henblik på sværhedsgraden, dels med henblik på

kompensatoriske faktorer. Hvis der er tale om et handicap, som betyder en

større belastning for familien, bør det dog ifølge flertallet føre til

afslag.

Et mindretal i udvalget (Adoption og Samfunds repræsentant) finder,

at der skal gøres meget for at objektivere og præcisere helbredskravet. Der

skal således tages stilling til sygdomme og invaliditet, som normalt ikke er

progredierende (fremadskridende), og der skal udarbejdes nærmere

retningslinier vedrørende de hyppigst forekommende sygdomme baseret på

ekspertvurderinger. Retningslinierne skal være offentligt tilgængelige.

I de tilfælde, hvor Adoptionsnævnet skal foretage et skøn, det vil sige,

hvis den konkrete sygdom ikke er beskrevet i retningslinierne, skal nævnet

ifølge mindretallet indhente en skriftlig udtalelse fra en læge, der er

ekspert inden for det pågældende område. Udtalelsen skal sendes til

ansøgerne, inden nævnet behandler sagen.

Efter mindretallets opfattelse skal helbredskravet differentieres, således

at ægtefællerne ikke nødvendigvis skal opfylde de samme krav. Der bør således

ifølge mindretallet opstilles et mildere helbredskrav, som ikke omfatter en

række ikke-progredierende sygdomme og en nærmere bestemt grad af invaliditet.

Det bør herefter være tilstrækkeligt, at den ene ægtefælle opfylder de milde

helbredskrav, hvis den anden ægtefælle opfylder de strenge helbredskrav.

8.3. Justitsministeriets overvejelser

I forbindelse med høringen over betænkningen har Det Centrale

Handicapråd, De Samvirkende Invalideorganisationer, Dansk Handicap Forbund,

Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede, Danske Døves

Landsforbund og Dansk Epilepsiforening taget afstand fra de vurderinger af

handicappedes egnethed som adoptanter, som findes i betænkningen og i

den redegørelse om adoptionsansøgeres legemlige helbredstilstand, der er

medtaget som bilag 4 til betænkningen . Det er i den forbindelse bl.a.

gjort gældende, at der er sket en uacceptabel sammenblanding af sygdom og

handicap, og at vurderingerne hviler på forældede forestillinger om

handicappede og om, hvad mennesker med handicap kan gøre og faktisk foretager

sig.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at der er grundlag for at tage

praksis vedrørende handicappedes mulighed for at adoptere op til vurdering.

Justitsministeriet finder således, at der bør ske en lempelse af praksis,

således at personer med handicap i højere grad end i dag efter en individuel

vurdering af deres evne til at tage sig af et barn kan godkendes som

adoptanter.

Efter Justitsministeriets opfattelse må udgangspunktet for vurderingen af

betydningen af ansøgernes helbredsforhold være, at mulighederne for et

gunstigt forløb af adoptionsforholdet ikke som følge af ansøgernes sygdom

eller handicap må forringes væsentligt.

Vurderingen af, om ansøgere, der lider af en sygdom eller et handicap, kan

godkendes som adoptanter, må fortsat vurderes ud fra, hvad der er bedst for

barnet , jf. herved adoptionslovens § 2.

De nærmere retningslinier for, hvilke sygdomme og handicap der i

almindelighed bør føre til afslag på godkendelse som adoptant, bør som hidtil

fastlægges af Adoptionsnævnet og Civilretsdirektoratet. For så vidt angår

sygdomme må det som hidtil ske på baggrund af den medicinske udvikling på

området, mens det, når det gælder handicap, bør sikres, at der anlægges en

bredere synsvinkel end den medicinske, hvorfor også anden sagkyndig bistand

må inddrages - herunder Det Centrale Handicapråd.

Retningslinierne, der bør være offentligt tilgængelige, bør være så

gennemskuelige og forudsigelige som muligt. Der må dog efter

Justitsministeriets opfattelse fortsat med udgangspunkt i retningslinierne

ske en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. Derved bliver det muligt at

tage hensyn til bl.a. sværhedsgraden af den pågældende sygdom eller

betydningen af det pågældende handicap set i forhold til personens samlede

livssituation. Det er således efter Justitsministeriets opfattelse hverken

muligt eller ønskeligt helt at objektivere eller mekanisere

helbredsvurderingen.

Det bør efter Justitsministeriets opfattelse endvidere tilstræbes, at det

i den enkelte sag klart fremgår, med hvilken vægt vurderingen af ansøgerens

helbredstilstand eller handicap er indgået i den samlede vurdering af

ansøgerens egnethed som adoptant.

Den nærmere fastlæggelse af den udvidede mulighed for handicappede til at

blive godkendt som adoptanter findes mest hensigtsmæssigt at kunne ske i

forbindelse med afgørelsen af de enkelte sager og den praksis, der udvikles

af navnlig Adoptionsnævnet efter gennemførelsen af lovforslaget.

9. Enliges mulighed for at adoptere

9.1. De gældende regler

Efter adoptionsbekendtgørelsens § 6 a kan en enlig ansøger godkendes som

adoptant, hvis det efter en samlet vurdering kan lægges til grund, at

ansøgeren er velegnet til at opfostre et barn alene.

En ansøger anses som enlig, hvis ansøgeren er ugift eller fraskilt. En

ansøger, der lever i et fast samlivsforhold eller i en anden form for

bofællesskab uden at være gift, anses således i adoptionslovens forstand som

enlig. Det skal ses i sammenhæng med, at kun ægtefæller kan adoptere sammen,

jf. adoptionslovens § § 5, stk. 2, og artikel 2 i Haagerkonventionen af 29.

maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til

internationale adoptioner.

Ansøgerens egnethed til at opfostre et barn alene beror på en samlet

vurdering af bl.a. ansøgerens person og de omgivelser og det miljø, ansøgeren

lever i. Der lægges endvidere vægt på en enlig ansøgers kontakt til familie

og bekendtskabskreds og på ansøgerens forhold til eventuelle andre medlemmer

af hustanden og den eller de pågældendes holdning til ansøgerens

adoptionsønske.

Det fremgår af de statistiske oplysninger, der er medtaget som bilag 2 til

lovforslaget, at der i 1996 blev truffet afgørelse i 27 sager om godkendelse

af en enlig som adoptant. Heraf blev 10 ansøgere godkendt, mens 17 fik

afslag.

9.2. Adoptionsudvalgets overvejelser

Der har i Adoptionsudvalget været enighed om, at det er væsentligt at

sikre den størst mulige ensartethed i praksis med hensyn til enliges mulighed

for at blive godkendt som adoptanter.

Udvalget har i den forbindelse henvist til overvejelserne i

betænkningen side 137-140 om det generelle spørgsmål om sikring af en

større grad af ensartethed i samrådenes praksis vedrørende godkendelse af

ansøgere om adoption.

Udvalget har i øvrigt på grund af de snævre tidsmæssige rammer for dets

arbejde fundet at måtte afstå fra at tage nærmere stilling til de specifikke

spørgsmål, der rejser sig i forhold til enlige, der ansøger om godkendelse

som adoptanter. Udvalget har i den forbindelse vurderet, at de gældende

regler i adoptionslovgivningen ikke forekommer urimelige. Der henvises til

betænkningen side 91.

9.3. Justitsministeriets overvejelser

Efter Justitsministeriets opfattelse bør det fortsat bero på en konkret

vurdering, om en enlig ansøger kan godkendes som adoptant. Bestemmelsen i

adoptionsbekendtgørelsens § 6 a påtænkes derfor opretholdt.

Som anført ovenfor under pkt. 9.1 følger det af Haagerkonventionen fra

1993, at det kun er ægtefæller, der kan adoptere sammen. Personer, der lever

i et parforhold uden at være gift, må på den baggrund fortsat behandles som

enlige i adoptionslovens forstand. I den konkrete vurdering af, om ansøgeren

kan godkendes som adoptant, vil det imidlertid ligesom med hensyn til andre

oplysninger om ansøgerens personlige forhold som hidtil indgå, om ansøgeren

lever i et parforhold.

Justitsministeriet er enig med Adoptionsudvalget i, at der bør sikres den

størst mulige ensartethed i samrådenes praksis med hensyn til godkendelse af

enlige ansøgere som adoptanter. Der henvises til pkt. 3.3.2 ovenfor

vedrørende det generelle spørgsmål om opnåelse af en højere grad af

ensartethed i samrådenes godkendelsespraksis.

10. Homoseksuelles mulighed for at adoptere

Efter § 4, stk. 1, i lov om registreret partnerskab finder adoptionslovens

regler om ægtefæller ikke anvendelse på det registrerede partnerskab.

Efter adoptionslovens § 5, stk. 2, kan kun ægtefæller adoptere sammen.

Undladelsen af at sidestille ægteskab og registreret partnerskab på

adoptionsområdet indebærer, at personer, der lever i registreret partnerskab,

ikke kan adoptere sammen.

Justitsministeriet (Civilretsdirektoratet) har endvidere antaget, at

personer, der lever i registreret partnerskab, ikke kan adoptere alene. Det

skyldes, at en person, der er gift, efter adoptionslovens § 5, stk. 1, som

udgangspunkt ikke kan adoptere alene, og at der ikke er holdepunkt for at

antage, at Folketinget samtidig med udelukkelsen af registrerede partneres

mulighed for at adoptere sammen har ønsket at indføre en særlig adgang

for en registreret partner til at adoptere alene . Der henvises til

»Skarrildhusberetningen« 1989, side 66-68.

Bestemmelsen i adoptionslovens § 5, stk. 1, 2. pkt., hvorefter den ene

ægtefælle med den andens samtykke kan adoptere dennes barn eller adoptivbarn,

gælder heller ikke for registrerede partnere.

Homoseksuelle, der ikke lever i registreret partnerskab, vil ligesom

heteroseksuelle, der ikke er gift, kunne adoptere alene, hvis de opfylder

betingelserne herfor. Der henvises til pkt. 9 ovenfor om enliges mulighed for

at adoptere.

Adoptionsudvalget har drøftet spørgsmålet om registrerede partneres adgang

til stedbarnsadoption. Adoptionsudvalget har fundet, at man med den

sammensætning, udvalget har haft, ikke nærmere har kunnet vurdere denne

problemstilling, som ifølge udvalgets opfattelse kræver en mere principiel

stillingtagen til, om man finder, at tiden er moden til at lade registrerede

partnere have samme rettigheder over børn som ægtefæller - ikke blot i

adoptionslovgivningen, men også i relation til lov om forældremyndighed og

samvær. Der henvises til betænkningen side 95.

Regler om stedbarnsadoption er ikke medtaget i dette lovforslag.

11. Godkendelse af adoptivbørn, der er bragt i forslag

11.1. De gældende regler

En afgørelse om godkendelse som adoptant indeholder oplysning om, hvad

ansøgerne specifikt er godkendt til. De fleste ansøger om og bliver godkendt

til et udenlandsk barn mellem 0-36 måneder. Ansøgere, der på grund af deres

alder ikke kan godkendes til et mindre barn, vil eventuelt kunne godkendes

til at modtage et lidt større barn. Det vil endvidere fremgå af godkendelsen,

hvis ansøgerne f.eks. er godkendt til at modtage et barn med et handicap

eller et søskendepar.

Når ansøgerne er godkendt som adoptanter, udarbejder amtskommunen en

rapport om ansøgernes forhold. Rapporten sendes gennem den formidlende

organisation til myndighederne i det land, som ansøgerne ønsker at adoptere

fra.

Hvis giverlandet kan godkende ansøgerne som adoptanter, udvælger

giverlandet et barn, som bringes i forslag til ansøgerne (matchingforslaget).

Efter adoptionsbekendtgørelsens § 7 er det adoptionssamrådet, der afgør,

om det udenlandske matchingforslag kan tiltrædes. Samrådets afgørelse kan

indbringes for Adoptionsnævnet. Ved afgørelsen vurderer samrådet, om

forslaget ligger inden for rammerne af ansøgernes godkendelse (barnets alder

osv.), og om barnet ud fra de lægelige og sociale oplysninger må anses for

sundt og normalt, eller om der f.eks. er tale om et barn med fysisk eller

psykisk handicap eller risiko herfor.

Ansøgerne bliver af den formidlende organisation orienteret om, at der er

bragt et barn i forslag. Den formidlende organisation giver endvidere

ansøgerne oplysning om barnets køn, alder og nationalitet, men henviser i

øvrigt for så vidt angår yderligere oplysninger om barnet, herunder om dets

udvikling og sundhedstilstand, til amtskommunen.

Amtskommunen underretter ligeledes ansøgerne om det udenlandske

matchingforslag, således at ansøgerne får lejlighed til at fremkomme med en

udtalelse, inden samrådet træffer afgørelse. Hvis forslaget ligger uden for

ansøgernes godkendelse, får ansøgerne mulighed for at søge deres godkendelse

udvidet til at omfatte barnet.

Hvis det foreslåede barn ligger uden for ansøgernes godkendelse, og

godkendelsen ikke udvides, træffer samrådet afgørelse om afslag på

godkendelse af den foreslåede matching. Hvis ansøgerne ikke ønsker at modtage

barnet, selv om det ligger inden for godkendelsen, returneres forslaget til

den formidlende organisation med underretning om, at ansøgerne ikke har

ønsket at modtage barnet og om muligt om baggrunden herfor.

11.2. Adoptionsudvalgets overvejelser

Et flertal af Adoptionsudvalgets medlemmer (7 medlemmer: alle

bortset fra repræsentanten for DanAdopt og repræsentanten for de

amtskommunale adoptionssamråd og samrådssekretariaterne) foreslår, at de

gældende regler ændres, således at kravet om samrådenes godkendelse af

giverlandenes matchingforslag bortfalder, hvis forslaget ligger inden for

ansøgernes godkendelse.

Vurderingen af, om matchingforslaget ligger inden for ansøgernes

godkendelse, skal i stedet i første række foretages af den formidlende

organisation, der forudsættes at have den fornødne børnesagkyndige bistand

til rådighed.

Hvis matchingforslaget findes at ligge inden for godkendelsen, sendes

forslaget videre til ansøgerne, således at de kan tage stilling hertil. Den

formidlende organisation skal underrette amtskommunen (samrådet), men

samrådet skal ikke træffe afgørelse i sagen.

Hvis den formidlende organisation er i tvivl om, hvorvidt

matchingforslaget ligger inden for ansøgernes godkendelse, sendes sagen til

samrådet til afgørelse. Ansøgerne skal endvidere have alle oplysninger.

Hvis den formidlende organisation finder, at barnet ligger uden for

ansøgernes godkendelse, men ansøgerne ønsker at adoptere barnet, skal

samrådet som hidtil tage stilling til, om ansøgernes godkendelse kan udvides

til at omfatte det foreslåede barn.

Der henvises til betænkningen side 122-124.

Et mindretal af Adoptionsudvalgets medlemmer (2 medlemmer:

repræsentanten for DanAdopt og repræsentanten for de amtskommunale

adoptionssamråd og samrådssekretariaterne) finder ikke, at de formidlende

organisationer skal vurdere, hvorvidt et barn ligger inden for eller uden for

ansøgernes godkendelse. Denne vurdering skal ifølge mindretallet foregå i

samrådet, da den indeholder faglige - såvel børnelægefaglige som psykologiske

- elementer.

Der henvises til betænkningen side 125.

Der er i udvalget enighed om, at ansøgernes godkendelse som adoptanter i

almindelighed bør bortfalde, hvis ansøgerne uden rimelig grund afslår at

modtage et barn, der ligger inden for deres godkendelse. Der henvises til

betænkningen side 126.

Adoptionsudvalget har peget på, at der vil være et særligt behov for

individuel rådgivning i forhold til ansøgere, der har fået bragt et barn i

forslag. Udvalget foreslår på den baggrund, at Adoptionsnævnet udpeger en

række børnelæger med særlige kvalifikationer vedrørende internationale

forhold og adoption, der i den situation skal kunne rådgive adoptanterne. Der

henvises til betænkningen side 143.

11.3. Justitsministeriets forslag

Formålet med Justitsministeriets forslag om et ændret forløb med hensyn

til undersøgelse og godkendelse af adoptionsansøgere, jf. ovenfor pkt. 3.3,

er, at adoptanterne får en højere grad af medbestemmelse og ansvar samtidig

med, at myndighedernes kontrolfunktion træder i baggrunden.

På samme måde bør adoptanterne efter Justitsministeriets opfattelse have

en højere grad af medbestemmelse i forbindelse med, at de udenlandske

myndigheder bringer et barn i forslag.

Justitsministeriet kan på den baggrund tiltræde forslaget fra

Adoptionsudvalgets flertal om, at de gældende regler ændres, således at

samrådene ikke længere skal godkende et matchingforslag, hvis forslaget

ligger inden for ansøgernes godkendelse.

Vurderingen af, om matchingforslaget ligger inden for ansøgernes

godkendelse, således at forslaget kan sendes direkte til ansøgerne til

afgørelse, skal herefter foretages af den formidlende organisation. Det

forudsættes i den forbindelse, at de formidlende organisationer har eller får

den fornødne børnesagkyndige bistand til rådighed til at kunne foretage denne

vurdering.

Derimod bør det efter Justitsministeriets opfattelse ikke frit overlades

til ansøgerne selv at afgøre, om et matchingforslag kan accepteres, selv om

det af den formidlende organisation findes at ligge uden for ansøgernes

godkendelse. Det ville således betyde en reel tilsidesættelse af samrådets

godkendelse af ansøgerne, hvis det blev overladt til ansøgerne selv at træffe

afgørelse om at modtage et barn, der f.eks. med hensyn til alder eller

helbredsforhold ligger uden for deres godkendelse. Samtidig ville en

overladelse af afgørelsen til forældrene kunne betyde en risiko for, at

ansøgernes beslutning blev truffet under indtryk af en moralsk forpligtelse

til at modtage barnet uanset dets alder og tilstand. Endvidere ville

muligheden for efter måske lang tids venten endelig at modtage et barn kunne

indebære risiko for, at ansøgerne undervurderer betydningen af de lægelige

oplysninger om barnet. Justitsministeriet er derfor enig med

Adoptionsudvalget i, at samrådet som hidtil må træffe afgørelse om en

eventuel udvidelse af ansøgernes godkendelse til at omfatte det foreslåede

barn, hvis ansøgerne ønsker at modtage barnet, uanset at det ligger uden for

deres oprindelige godkendelse.

Hvis den formidlende organisation er i tvivl om, hvorvidt

matchingforslaget ligger inden for ansøgernes godkendelse, skal sagen

forelægges for samrådet til afgørelse. Justitsministeriet forudsætter i den

forbindelse, at de formidlende organisationer udviser tilbageholdenhed ved

vurderingen af udenlandske matchingforslag, således at sagerne sendes til

samrådene til afgørelse, medmindre forslagene klart ligger inden for

godkendelsen.

Når den formidlende organisation modtager et matchingforslag fra de

udenlandske myndigheder, bør ansøgerne med det samme have tilsendt alle

oplysninger. Det gælder også, selv om den formidlende organisation sender

sagen videre til samrådet til afgørelse.

Med henblik på adoptionsmyndighedernes mulighed for at følge med i

udviklingen på adoptionsområdet og føre tilsyn med de formidlende

organisationers virksomhed, skal samrådene endvidere altid have tilsendt kopi

af sagens akter.

I forbindelse med ansøgernes stillingtagen til et udenlandsk

matchingforslag, der ligger inden for ansøgernes godkendelse, eller ved deres

vurdering af, om de ønsker deres oprindelige godkendelse udvidet til at

omfatte et barn, der er bragt i forslag, kan ansøgerne søge rådgivning hos

f.eks. de læger m.v., der er tilknyttet de formidlende organisationer, eller

hos deres egen læge. Justitsministeriet kan endvidere tiltræde

Adoptionsudvalgets forslag om, at Adoptionsnævnet udpeger en række særligt

sagkyndige børnelæger, der i disse situationer skal kunne rådgive ansøgerne.

Justitsministeriet er enig med Adoptionsudvalget i, at ansøgernes

godkendelse som adoptanter i almindelighed bør bortfalde, hvis ansøgerne uden

rimelig grund afviser at modtage et barn, der ligger inden for deres

godkendelse. Det skyldes dels, at formidlingsarbejdet kan lide skade, hvis

udenlandske matchingforslag afvises på usagligt grundlag, dels og navnlig at

der efter Justitsministeriets opfattelse med rette kan sættes spørgsmålstegn

ved ansøgernes egnethed som adoptanter, hvis de uden rimelig grund afslår at

modtage et barn, der ligger inden for deres godkendelse. Som

afvisningsgrunde, der således i almindelighed bør føre til bortfald af

ansøgernes godkendelse, kan nævnes barnets køn, alder, hudfarve eller mindre

betydende sygdomme eller handicap. Justitsministeriet foreslår bl.a. på den

baggrund, at der i adoptionslovens § 25 a indsættes en udtrykkelig hjemmel

for samrådet til at træffe afgørelse om bortfald af en godkendelse som

adoptant.

Derimod bør det ikke have konsekvenser for ansøgernes godkendelse som

adoptanter, at de ikke ønsker at ansøge om udvidelse af deres godkendelse i

anledning af, at der er bragt et barn i forslag, der ligger uden for

ansøgernes oprindelige godkendelse.

En afgørelse om bortfald af en godkendelse som adoptant efter den

foreslåede bestemmelse i § 25 a vil naturligvis kun kunne træffes inden,

adoptionen er gennemført. Hvis adoptanterne efter hjemtagelsen af barnet

viser sig alligevel ikke at være egnede som adoptanter, vil det være de

almindelige regler i bistandsloven om foranstaltninger for børn og unge, der

finder anvendelse.

12. Bortfald af mellemperioden

12.1. De gældende regler

Efter de tidligere gældende regler er der normalt gået en periode på ca. 3

måneder fra hjemtagelsen af et udenlandsk adoptivbarn, til adoptionsbevilling

udfærdiges (mellemperioden).

I mellemperioden har amtskommunens sagsbehandler eller eventuelt en

sundhedsplejerske aflagt besøg hos adoptanterne. På baggrund af disse besøg

er der udarbejdet en indstilling om udstedelse af adoptionsbevilling samt en

rapport til brug for myndighederne i giverlandet om forløbet af barnets

ophold hos adoptanterne. Under besøgene er adoptanterne endvidere blevet

bistået med rådgivning og vejledning om de reaktioner og

tilpasningsproblemer, der kan opstå, når barnet efter ophold på børnehjem

placeres i en ny familie i et fremmed land.

Ved lov nr. 233 af 2. april 1997 om ændring af adoptionsloven,

indfødsretsloven og navneloven (Ratifikation af Haaagerkonventionen af 29.

maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til

internationale adoptioner), der trådte i kraft den 1. november 1997, er

mellemperioden afskaffet, når adoptionen er gennemført efter

Haagerkonventionen.

Lovændringen indebærer, at adoptionsbevillingen ved en adoption gennemført

efter Haagerkonventionen skal udstedes hurtigst muligt med virkning fra

barnets ankomst her til landet. På dette tidspunkt vil de tilladelser og

samtykkeerklæringer, der efter adoptionsloven og Haagerkonventionen skal

indhentes, normalt foreligge, og adoptanterne vil have erklæret sig

indforstået med at modtage barnet. Hvis de fornødne attester og dokumenter

undtagelsesvis ikke er modtaget, når barnet kommer her til landet, vil

adoptionsbevillingen blive udstedt snarest muligt herefter med virkning fra

barnets ankomst her til landet.

I det meget begrænsede antal tilfælde, hvor de udenlandske myndigheder

først træffer en afgørelse, der kan danne grundlag for en dansk

adoptionsbevilling, efter forløbet af en prøveperiode, hvor det pågældende

land har modtaget et antal rapporter om forløbet af anbringelsen i Danmark,

vil adoptionsbevillingen blive udstedt snarest muligt efter, at den endelige

tilladelse fra barnets oprindelsesland foreligger, men med virkning fra

barnets ankomst her til landet.

Der er ikke i forbindelse med lovændringen taget stilling til bevarelsen

af de opfølgende besøg hos adoptanterne efter modtagelsen af barnet med

henblik på at rådgive og vejlede adoptanterne og sikre, at barnet er faldet

til hos dem, og med henblik på udarbejdelse af de rapporter om forløbet af

barnets ophold hos adoptanterne, som giverlandene i almindelighed kræver.

12.2. Adoptionsudvalgets overvejelser

Adoptionsudvalget foreslår, at mellemperioden også bortfalder ved

adoptioner uden for Haagerkonventionen.

12.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet har været enig med Adoptionsudvalget i, at

mellemperioden også burde afskaffes ved adoptioner, der ikke er omfattet af

Haagerkonventionen.

Afskaffelsen af mellemperioden kunne ske uden lovændring. Mellemperioden

er derfor blevet afskaffet også i forhold til adoptioner, der ikke er

omfattet af Haagerkonventionen, ved den ændring af adoptionsbekendtgørelsen,

der trådte i kraft den 1. november 1997.

Ligesom med hensyn til adoptioner, der er omfattet af Haagerkonventionen,

jf. ovenfor pkt. 12.1, vil det undtagelsesvis kunne forekomme, at de fornødne

attester og dokumenter ikke er modtaget, når barnet kommer her til landet. I

disse tilfælde vil adoptionsbevillingen blive udstedt snarest muligt efter

modtagelsen heraf.

Ligeledes vil det som ved adoptioner omfattet af Haagerkonventionen, jf.

ovenfor pkt. 12.1., undtagelsesvis kunne forekomme, at de udenlandske

myndigheder først træffer en afgørelse, der kan danne grundlag for en dansk

adoptionsbevilling, efter forløbet af en prøveperiode, hvor det pågældende

land har modtaget et antal rapporter om forløbet af anbringelsen i Danmark. I

disse tilfælde vil adoptionsbevillingen blive udstedt snarest muligt efter,

at den endelige tilladelse fra barnets oprindelsesland foreligger.

Det vil således fortsat undtagelsesvis kunne forekomme, at der går en vis

kortere tid, fra adoptanterne har modtaget barnet, til adoptionsbevillingen

udstedes. Den bevidste ventetid, som de danske myndigheder hidtil har

indlagt, fra adoptanterne har modtaget barnet, og alle formaliteter i forhold

til giverlandet er på plads, og til adoptionsbevillingen er blevet udstedt,

er derimod afskaffet.

I forbindelse med afskaffelsen af mellemperioden ved adoptioner efter

Haagerkonventionen, der blev gennemført ved lov nr. 233 af 2. april 1997 om

ændring af adoptionsloven, indfødsretsloven og navneloven, blev det fastsat,

at adoptionsbevillingen i de tilfælde, hvor den ikke kunne udstedes med det

samme, f.eks. fordi papirerne fra udlandet ikke var nået frem, skulle have

virkning tilbage fra barnets ankomst her til landet, jf. adoptionslovens §

28, stk. 3.

Med henblik på at opnå samme retsstilling med hensyn til adoptioner, der

ikke er omfattet af Haagerkonventionen, foreslås det, at der i

adoptionslovens § 1, stk. 2, indsættes en bestemmelse om, at en bevilling til

adoption af et barn fra et andet land (hvad enten dette land har tiltrådt

Haagerkonventionen eller ej) har virkning fra barnets ankomst her til landet.

Samtidig foreslås bestemmelsen i § 28, stk. 3, der alene omfattede adoptioner

efter Haagerkonventionen, ophævet.

Selv om mellemperioden således nu helt er afskaffet, vil der af hensyn til

udarbejdelsen af de opfølgningsrapporter, som giverlandene kræver, fortsat

være behov for, at amtskommunens sagsbehandler aflægger besøg hos

adoptanterne i en periode efter modtagelsen af barnet.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør der ikke fastsættes regler, der

tvinger adoptanterne til at modtage opfølgende besøg fra sagsbehandleren. I

stedet bør sagsbehandleren og adoptanterne aftale sig frem. Efter

Justitsministeriets opfattelse må langt hovedparten af adoptanterne ventes at

være indforstået med sådanne opfølgende besøg. Det skyldes bl.a., at

forældrene på dette tidspunkt som følge af afskaffelsen af mellemperioden i

almindelighed allerede vil have fået forældremyndigheden over barnet, således

at besøgene allerede af den grund ikke har karakter af kontrol. Tværtimod må

adoptanterne efter Justitsministeriets opfattelse i almindelighed være

interesseret i at få besøg af sagsbehandleren eller en sundhedsplejerske

efter modtagelsen af barnet, således at de kan få råd og vejledning om

pasning af barnet.

13. Indsamling og formidling af viden om adoption

13.1. Adoptionsudvalgets overvejelser

Efter Adoptionsudvalgets opfattelse lider det nuværende system på

adoptionsområdet af den svaghed, at viden om adoption ikke samles eet sted,

men er spredt over forskellige myndigheder og organer. Udvalget finder, at

det er vigtigt, at der er en myndighed, der arbejder aktivt på generelt at

udvikle adoptionsområdet, både i Danmark og på internationalt plan, og

opsamler, bearbejder og formidler viden om international adoption.

Der er således efter udvalgets opfattelse behov for et sted for opsamling,

udvikling og forskning inden for adoptionsområdet samt igangsætning af

relevante forskningsprojekter i et samarbejde med det nordiske og

internationale forskernetværk.

Behovet for viden gør sig ifølge udvalgets opfattelse gældende på en række

forskellige områder. Det drejer sig om børneområdet , hvor der i dag

er stor forskel i vurderingen af oplysningerne om barnet, herunder de

lægelige oplysninger. Dernæst drejer det sig om voksenområdet , det

vil sige i forberedelsen af de kommende adoptanter (fase 2) og i vurderingen

af ansøgernes egnethed (fase 1 og 3). Behovet for viden gør sig endvidere

gældende med hensyn til uddannelse af medarbejderne i de undersøgende

myndigheder og de formidlende organisationer, ikke mindst i forbindelse med

rådgivning af ansøgerne, og med hensyn til regelgrundlaget , det vil

sige de regler, der skal efterleves her i landet og i giverlandene.

Adoptionsudvalget har endvidere peget på behovet for et organ, som har det

overordnede ansvar for at følge den internationale udvikling på

adoptionsområdet og for at være i dialog med steder i andre lande, herunder

såvel modtager- som afgiverlande, deltage aktivt i internationalt

adoptionsarbejde m.v.

Adoptionsudvalget har overvejet, om man til løsning af de nævnte opgaver

burde foreslå, at der oprettes et videns- og rådgivningscenter om adoption. I

forbindelse med disse overvejelser har repræsentanterne for de formidlende

organisationer og for amtskommunerne udarbejdet en model til et sådant

center. Modellen er optrykt i betænkningen som bilag 8.

Efter indgående drøftelser har et flertal i udvalget (alle bortset

fra Adoption og Samfunds repræsentant) imidlertid foreslået, at de nævnte

opgaver henlægges til Adoptionsnævnet. Til løsning af disse særlige opgaver

forudsætter flertallet, at der - enten permanent eller til løsning af særlige

opgaver - til nævnet knyttes personer med en særlig viden og erfaring om

international adoption og andre relevante forhold. Dette kan enten ske ved,

at nævnet i disse sammenhænge har en anden sammensætning, eller at

sekretariatet udbygges, herunder eventuelt ved, at der tilknyttes

konsulenter. Der henvises til betænkningen side 141-143.

Et mindretal i udvalget (Adoption og Samfunds repræsentant) er i

høj grad enig i behovet for en dynamo på adoptionsområdet til løsning af de

opgaver, der er nævnt ovenfor, og en række andre opgaver.

Efter mindretallets opfattelse bør opgaverne imidlertid ikke henlægges til

Adoptionsnævnet. Det skyldes bl.a., at behandling af konkrete ankesager ikke

bør blandes sammen med evaluering og tilpasning af de gældende regler, og at

de kvalifikationskrav, man må stille til medlemmer af ankeinstansen,

adskiller sig fra de kvalifikationer, der er behov for til løsning af de

nævnte opgaver. Mindretallet foreslår i stedet, at der til løsning af

opgaverne oprettes et Adoptionsråd bestående af personer, der gennem deres

baggrund er i stand til at opfange og formidle de problemer og udfordringer,

der opstår, og er i stand til at opstille relevante løsninger inden for et

meget bredt område. Adoptionsrådet skal i den forbindelse kunne sikre accept

og forståelse blandt interesse- og brugergrupper for det danske

adoptionssystem. Der henvises til betænkningen side 145-147.

13.2. Justitsministeriets forslag

Justitsministeriet er enig med Adoptionsudvalget i, at der er behov for

centralt at indsamle, bearbejde og formidle viden om adoption. Det skyldes

bl.a., at der som beskrevet i betænkningen er en række områder, hvor

mere viden må antages at kunne bidrage til en mere hensigtsmæssig

tilrettelæggelse af adoptionsarbejdet og af behandlingen af

adoptionsansøgerne. I den forbindelse vil indsamling og formidling af viden

også kunne bidrage til en mere ensartet praksis i forbindelse med godkendelse

af ansøgerne, jf. ovenfor pkt. 3.3.2.

Justitsministeriet er imidlertid betænkelig ved at foreslå, at der til

løsning af disse opgaver som foreslået af mindretallet i udvalget oprettes et

helt nyt organ - et Adoptionsråd.

Der er således på Adoptionsområdet i forvejen mange forskellige

myndigheder med forskellige opgaver. Amtskommunerne har ansvaret for

undersøgelsen af adoptanterne. Samrådene træffer afgørelse om godkendelse af

ansøgerne med Adoptionsnævnet som klageinstans. Adoptionsbevillingerne

udstedes af statsamterne, og Civilretsdirektoratet har en række forskellige

opgaver, herunder bl.a. fastsættelsen af de administrative regler på området.

Dertil kommer de opgaver, der udføres af de formidlende organisationer.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at opgaven med at indsamle,

bearbejde og formidle viden om adoption bør søges løst inden for rammerne af

den eksisterende struktur på adoptionsområdet. Justitsministeriet kan derfor

tilslutte sig flertallets forslag om, at opgaverne henlægges til

Adoptionsnævnet.

Adoptionsnævnet vil i den forbindelse bl.a. få ansvaret for indsamling og

formidling af statistiske oplysninger, igangsætning af forskningsprojekter og

evaluering af gældende regler og nye initiativer på adoptionsområdet.

Adoptionsnævnet vil endvidere skulle følge såvel den danske som den

internationale udvikling på adoptionsområdet og være i dialog med myndigheder

og organisationer her i landet og i udlandet.

Til løsning af opgaverne bør Adoptionsnævnets sekretariat udbygges og have

mulighed for at søge konsulentbistand til løsning af enkelte projekter m.v.

Justitsministeriet finder derimod ikke behov for, at Adoptionsnævnet i disse

sammenhænge har en anden sammensætning end i forbindelse med løsningen af

nævnets øvrige opgaver. Det foreslås dog, at Adoptionsnævnet får mulighed for

at indkalde personer, som må antages at have særlig indsigt eller interesse i

de spørgsmål, der behandles af nævnet. jf. forslaget til § 25 b, stk. 4.

Den nærmere fastlæggelse af Adoptionsnævnets opgaver på dette område kan i

øvrigt ske administrativt i medfør af bemyndigelsen i adoptionslovens § 25 b.

14. Økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

Forslagene om en ny ordning ved adoption af udenlandske børn vil medføre

en aktivitetsudvidelse og dermed også øgede omkostninger på en række områder.

1. Efter lovforslaget skal der ske en udvidelse af Adoptionsnævnets

opgaver , herunder især en intensivering og udvidelse af tilsynet med

samrådene. Samtidig skal der etableres en ny funktion, der skal indsamle,

bearbejde og videreformidle viden på adoptionsområdet. Overdragelsen af

tilsynsopgaverne til Adoptionsnævnet vil samtidig medføre en mindre

besparelse for Civilretsdirektoratet, ligesom klagesagerne for

Adoptionsnævnet forventes at falde som følge af den nye procedure for

undersøgelse og godkendelse af adoptanter.

Lovforslaget indebærer samlet en udvidelse af sekretariatsopgaverne, der i

dag varetages af Civilretsdirektoratet. Det foreslås, at der etableres et

egentligt sekretariat i Civilretsdirektoratet.

Merudgifterne ved udvidelsen af Adoptionsnævnets opgaver vil i 1998 udgøre

0,7 mio. kr., heraf lønsum 0,5 mio. kr., og i de følgende år 2,8 mio. kr.,

heraf lønsum 1,7 mio. kr.

2. Efter lovforslaget vil det fremover være en forudsætning for at blive

godkendt som adoptant, at personer, der ikke tidligere har adopteret et barn

fra et andet land, har deltaget i et adoptionsforberedende kursus .

Endvidere vil samrådet kunne bestemme, at også personer, der har adopteret

før, skal igennem et kursus.

Tilrettelæggelsen af kursusforløbet er endnu ikke fastlagt, men vil

formentlig for så vidt angår de obligatoriske kurser skulle løbe over to

weekender og afholdes forskellige steder i landet. Af hensyn til

kursusforløbets intensitet og individualitet skal holdene ikke være for

store. Kursusudgifterne vil skønsmæssigt beløbe sig til ca. 2,3 mio. kr. i

1998 og herefter 9,0 mio. kr. årligt.

Det er forudsat i lovforslaget, at der kan blive tale om delvis

brugerfinansierede kurser. Regeringen agter at fastsætte brugerbetalingen

svarende til ca. 1/3 af de samlede udgifter. Kursusafgiften vil på denne

baggrund blive fastsat til ca. 2.500 kr. pr. ansøger eller ca. 5.000 kr. pr.

ansøgerægtepar.

Merudgiften for staten udgør herefter 1,5 mio kr. i 1998 og 6 mio. kr. i

1999 og de følgende år.

3. Af lovforslaget fremgår det, at Adoptionsnævnet skal udpege en række

særligt sagkyndige børnelæger , der skal rådgive ansøgerne om

»matchingforslag«. Udgifterne hertil antages skønsmæssigt at udgøre

ca. 0,3 mio. kr. i 1998 og herefter 1,2 mio. kr. årligt (lønsum).

4. Lovforslagets vedtagelse vil indebære en række

engangsomkostninger . Der skal således foretages en gennemgribende

revision af de administrative forskrifter, og der skal udarbejdes en

vejledning om international adoption, som skal videreformidles til

biblioteker, læger og fertilitetsklinikker. Endvidere vil det

adoptionsforberedende kursus skulle tilrettelægges. Udgifterne hertil vil i

1998 udgøre 1,9 mio. kr., heraf lønsum 0,5 mio. kr., og i 1999 0,3 mio. kr.

(lønsum).

5. Forslagene om ændrede regler vedrørende adoptionsforløbet forventes at

medføre ændringer i amtskommunernes arbejdsopgaver.

Af tidsmæssige årsager har der ikke fundet forhandlinger sted med de

kommunale parter forud for lovforslagets fremsættelse. De ændrede regler

vedrørende adoptionsforløbet forventes at medføre et vist fald i

arbejdsbyrden for amtskommunerne. Det er imidlertid særdeles vanskeligt at

talsætte denne forventede udvikling. Samtidig fremgår det af

betænkningen side 197, at der skal ske en kvalitetsforbedring af

amtskommunernes personaleuddannelse. Det er Justitsministeriets umiddelbare

forventning, at de besparelser, amtskommunerne vil kunne opnå som følge af

lettelsen i arbejdsbyrden, vil mere end opveje merudgifterne til uddannelse.

Der vil snarest blive optaget forhandlinger med de kommunale parter efter de

almindelige DUT-principper.

6. På baggrund af ovenstående skønnes de samlede udgifter ved

lovforslaget at udgøre 4,4 mio. kr. i 1998, 10,3 mio. kr. i 1999 og herefter

10,0 mio. kr. årligt.

Lovforslaget har ingen miljømæssige eller erhvervsøkonomiske konsekvenser

og indeholder ingen EU-retlige aspekter.

15. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Justitsministeriet har modtaget høringssvar over betænkningen fra

Børnerådet, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Adoption Center,

DanAdopt, Landsforeningen Adoption og Samfund, De Samvirkende

Invalideorganisationer, Det Centrale Handicapråd, Dansk Handicap Forbund,

Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede, Danske Døves

Landsforbund, Dansk Epilepsiforening, Koordinationsgrupperne øst og vest for

Storebælt, Amtsrådsforeningen, Foreningen af Statsamtmænd og Foreningen af

Statsamtsjurister.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 og 8

Ved lov nr. 233 af 2. april 1997 om ændring af adoptionsloven,

indfødsretsloven og navneloven blev den såkaldte mellemperiode afskaffet i

forbindelse med adoption af børn fra lande, der har tiltrådt

Haagerkonventionen. Mellemperioden er det tidsrum på ca. 3 måneder, der

hidtil er gået, fra et adoptivbarn er ankommet her til landet, til

adoptionsbevillingen er blevet udstedt.

Selv om mellemperioden afskaffes, vil det undtagelsesvis kunne forekomme,

at adoptionsbevillingen først vil kunne udstedes nogen tid efter barnets

ankomst her til landet. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis papirerne fra

barnets hjemland er forsinket.

I forbindelse med afskaffelsen af mellemperioden ved adoptioner efter

Haagerkonventionen blev det på den baggrund i adoptionslovens § 28, stk. 3,

fastsat, at en afgørelse om adoption (adoptionsbevillingen) har virkning fra

barnets ankomst her til landet.

I forbindelse med den ændring af adoptionsbekendtgørelsen, der trådte i

kraft den 1. november 1997, er mellemperioden nu også afskaffet for

adoptioner af børn fra lande, der ikke har tiltrådt Haagerkonventionen.

Med henblik på at opnå den samme retsstilling, uanset om adoptionen er

omfattet af Haagerkonventionen eller ej, foreslås der i adoptionslovens § 1,

stk. 2, indsat en generel bestemmelse om, at adoptionsbevillingen ved

adoption af et barn fra et andet land har virkning fra barnets ankomst her

til landet. Samtidig foreslås bestemmelsen i § 28, stk. 3, der alene angår

adoptioner efter Haagerkonventionen, ophævet.

Der henvises til de almindelige bemærkninger til lovforslaget pkt. 12.3.

Til nr. 2

Ved lov nr. 233 af 2. april 1997 om ændring af adoptionsloven,

indfødsretsloven og navneloven blev der i adoptionslovens § 6, stk. 3, indsat

en bestemmelse om inddragelse af et barn under 12 i en beslutning om at

gennemføre en adoption.

På samme måde foreslås der nu i adoptionslovens § 18, stk. 4, indsat en

bestemmelse om inddragelse af et barn under 12 i en beslutning om at ophæve

et adoptivforhold.

Med hensyn til børn, der er fyldt 12 år, er det som hidtil en betingelse

for at ophæve adoptivforholdet, at barnet samtykker heri. Der foreslås

imidlertid i § 18, stk. 3, indsat en bestemmelse om, at samtykket skal

afgives under personligt fremmøde for statsamtet m.v., og at der inden barnet

afgiver samtykke skal finde en samtale sted med barnet om ophævelsen af

adoptivforholdet og betydningen heraf.

Endvidere foreslås en sproglig modernisering af adoptionslovens § 18.

Til nr. 3

Der foreslås i adoptionslovens § 25 a som stk. 2 indsat en udtrykkelig

bestemmelse om, at samrådet kan træffe afgørelse om bortfald af en

godkendelse som adoptant, hvis betingelserne for at blive godkendt ikke

længere er opfyldt, eller hvis ansøgeren i øvrigt ikke kan anses for egnet

som adoptant.

Bestemmelsen vil bl.a. kunne anvendes i de tilfælde, hvor ansøgere om

adoption har afvist at modtage et barn, som de har fået i forslag, selv om

det ligger inden for deres godkendelse, jf. de almindelige bemærkninger til

lovforslaget pkt. 11.3.

Bestemmelsen vil endvidere kunne anvendes i tilfælde, hvor der efter

godkendelsen kommer oplysninger frem, som ville have ført til afslag på

godkendelse, hvis oplysningerne var indgået i afgørelsesgrundlaget. Det

gælder også, hvis oplysningerne vedrører forhold, der er indtruffet efter

godkendelsen.

Samrådets afgørelse om bortfald af en godkendelse som adoptant kan som

samrådets øvrige afgørelser indbringes for Adoptionsnævnet, jf. forslaget til

§ 25 b, stk. 3.

Til nr. 4-6

Adoptionslovens § 25 b angår Adoptionsnævnets opgaver.

Adoptionsnævnet skal som hidtil være klageinstans i forhold til samrådenes

afgørelser, jf. § 25 b, stk. 3.

Efter forslaget til § 25 b, stk. 4, skal Adoptionsnævnet endvidere føre

tilsyn med samrådene. De nærmere regler for tilsynsvirksomheden fastsættes

efter forslaget af justitsministeren. Der henvises til de almindelige

bemærkninger til lovforslaget pkt. 3.3.2.

Efter forslaget til § 25 b, stk. 5, kan justitsministeren henlægge andre

opgaver til Adoptionsnævnet end dem, der er nævnt i stk. 3-4. I medfør af

denne bestemmelse påtænkes Adoptionsnævnet tillagt ansvaret for indsamling,

bearbejdning og formidling af viden om adoption, jf. de almindelige

bemærkninger til lovforslaget pkt. 13.2.

I forbindelse med behandlingen af andre sager end klagesager kan

Adoptionsnævnet efter forslaget til § 25 b, stk. 6, indkalde personer, som må

antages at have en særlig indsigt eller interesse i de spørgsmål, der

behandles af nævnet. Behovet for at kunne indkalde sådanne personer må bl.a.

forventes at blive aktuelt i forbindelse med nævnets ovennævnte opgave med

hensyn til indsamling, bearbejdning og formidling af viden om adoption.

Til nr. 7

Efter forslaget til § 25 c, stk. 1, er deltagelse i et

adoptionsforberedende kursus en betingelse for, at personer, der ikke

tidligere har adopteret et barn fra en andet land, kan blive godkendt som

adoptanter til et sådant barn.

Kurset udgør fase 2 i det foreslåede nye undersøgelses- og

godkendelsesforløb, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 3.3.1.

Efter forslaget til § 25 c, stk. 2, kan samrådet efter regler fastsat af

justitsministeren bestemme, at personer, der tidligere har adopteret et barn

fra et andet land, også skal deltage i et adoptionsforberedende kursus for på

ny at blive godkendt som adoptanter til et sådant barn, hvis der er behov for

det. Det vil som anført under pkt. 5.3. i de almindelige bemærkninger til

lovforslaget bl.a. kunne være tilfældet i forbindelse med integration af et

større adoptivbarn i en familie, der i forvejen har et adoptivbarn eller et

biologisk barn, hvor der kan være behov for rådgivning med hensyn til

søskendeaccept og søskendejalousi.

Samrådets afgørelse i den enkelte sag om, at der er behov for, at en

person skal gennemgå et kursus, og hvad dette kursus i givet fald skal bestå

i, vil kunne indbringes for Adoptionsnævnet efter den almindelige klageregel

i adoptionslovens § 25 b (efter forslaget § 25 b, stk. 3).

De nærmere regler om indholdet og tilrettelæggelsen af kurserne vil blive

fastsat af justitsministeren, jf. forslaget til § 25 c, stk. 3.

Med hensyn til de obligatoriske kurser for førstegangsansøgere vil

Justitsministeriet ved fastlæggelsen af kursets indhold tage udgangspunkt i

den opregning af hovedtemaer, der er anført i betænkningen side

114-115. Justitsministeriet vil i øvrigt inddrage de berørte myndigheder og

organisationer. Med hensyn til varigheden af de obligatoriske kurser er det

hensigten, at de enkelte ansøgere skal kunne gennemgå kurset over et par

weekends.

Kurserne for ansøgere, der tidligere har adopteret, vil i almindelighed

være kortere end kurserne for førstegangsadoptanter. Eventuelt vil disse

kurser kunne afvikles ved, at ansøgerne efter samrådets nærmere bestemmelse

gennemgår et eller flere moduler i de kurser, der er beregnet for

førstegangsansøgere.

Kurserne vil af hensyn til deltagerne blive søgt afviklet flere steder i

landet og med så hyppige mellemrum, at behandlingen af ansøgningerne om

godkendelse som adoptant ikke unødigt forsinkes.

I medfør af forslaget til § 25 c, stk. 3, kan justitsministeren fastsætte

regler om betaling for deltagelsen i kurserne. Justitsministeriet er

indstillet på at fastsætte betalingen svarende til ca. 1/3 af de samlede

udgifter. Det vil for så vidt angår kurserne for førstegangsadoptanter sige

ca. 5.000 kr. i alt for et ægtepar. Der henvises til de almindelige

bemærkninger til lovforslaget pkt. 14 om lovforslagets økonomiske og

administrative konsekvenser.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til lovforslaget

pkt. 5.3.

Til nr. 8

Der henvises til bemærkningerne til nr. 1.

Til nr. 9

Efter adoptionslovens § 30, stk. 2, fører justitsministeren

(Civilretsdirektoratet) tilsyn med de formidlende organisationers virksomhed.

Efter forslaget til § 30, stk. 3, kan justitsministeren bemyndige

Adoptionsnævnet til at føre tilsyn med organisationerne.

I medfør af bestemmelsen påtænkes tilsynet med de formidlende

organisationers behandling af udenlandske matchingforslag og med de

formidlende organisationers virksomhed i udlandet henlagt til

Adoptionsnævnet. Der henvises til de almindelige bemærkninger til

lovforslaget pkt. 4.3.2.

Til nr. 10

Forslaget er en følge af lov nr. 474 af 12. juni 1996 om ændring af

straffeloven, hvor der blev fastsat regler om strafansvar for juridiske

personer.

Ved lovændringen blev det forudsat, at alle nye bestemmelser om hjemmel

til strafansvar for juridiske personer normalt skal affattes på den måde, det

er sket i lovforslaget, og at allerede gældende bestemmelser herom ved

førstkommende lejlighed ændres, så de affattes på samme måde.

Til nr. 11

Forslaget har alene til formål at rette en forkert henvisning i

adoptionslovens § 37, stk. 1, nr. 2.

Til nr. 12

Forslaget har alene til formål at rette en forkert henvisning i

adoptionslovens § 39, stk. 1.

Til § 2

Efter forslaget træder loven i kraft den 1. oktober 1998.

Afhængig af tidspunktet for lovforslagets vedtagelse kan det dog være

nødvendigt at ændre ikrafttrædelsestidspunktet til den 1. januar 1999,

således at der bliver tilstrækkelig tid til bl.a. at revidere

adoptionsbekendtgørelsen og adoptionscirkulæret og få organiseret de

adoptionsforberedende kurser og udvidelsen af Adoptionsnævnets sekretariat.

Til § 3

Efter forslaget skal ansøgninger om godkendelse som adoptant, der er

indgivet inden lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende

regler.

Til § 4

Adoptionsloven er ved kongelig anordning nr. 63 af 26. februar 1976 sat i

kraft for Grønland med visse afvigelser. De ændringer i adoptionsloven, der

er gennemført efter tidspunktet for den kongelige anordning, er ikke sat i

kraft for Grønland.

Adoptionsloven er ved kongelig anordning nr. 552 af 8. oktober 1982 sat i

kraft for Færøerne med visse afvigelser. De ændringer i adoptionsloven, der

er gennemført efter tidspunktet for den kongelige anordning, er ikke sat i

kraft for Færøerne.

Efter lovforslaget gælder loven ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som

de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger. De færøske og

grønlandske hjemmestyremyndigheder vil således få mulighed for at tage

stilling til, om og i givet fald med hvilke afvigelser de ønsker loven sat i

kraft for Færøerne og Grønland

BILAG 1

I dette bilag er (med mindre skrift) indsat den gældende formulering

af de lovbestemmelser, der berøres af lovforslaget

§ 1

I adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 629 af 15. september 1986, som

ændret senest ved § 1 i lov nr. 233 af 2. april 1997, foretages følgende

ændringer:

1. I § 1 indsættes som stk. 2:

» Stk. 2. Ved adoption af et barn fra et andet land har

bevillingen virkning fra barnets ankomst her til landet.«

§ 1. Adoption meddeles ved bevilling, der udfærdiges af

statsamtet.

2. § 18, stk. 2 og 3 , ophæves, og i stedet

indsættes:

» Stk. 2. Er adoptivbarnet under 18 år, kan ophævelse efter

stk. 1 finde sted, hvis adoptanten og adoptivbarnets biologiske forældre er

enige derom, og ophævelsen er bedst for barnet.

Stk. 3. Er barnet fyldt 12 år, kan ophævelse af adoptivforholdet

ikke ske uden barnets samtykke. Samtykket skal afgives under personligt

fremmøde for statsamtet eller for anden myndighed eller institution, der er

godkendt i medfør af § 8, stk. 1. Inden barnet afgiver samtykke, skal der

finde en samtale sted med barnet om ophævelsen af adoptivforholdet, og barnet

skal gøres bekendt med ophævelsens betydning.

Stk. 4. Er barnet under 12 år, skal der foreligge oplysning om

dets holdning til den påtænkte ophævelse af adoptivforholdet i det omfang,

barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det. Ved afgørelsen skal

der i videst muligt omfang tages hensyn til barnets holdning til den påtænkte

ophævelse af adoptivforholdet.

Stk. 5. Når adoptanterne er døde, kan justitsministeren på

begæring af barnets biologiske forældre ophæve adoptivforholdet, hvis det er

bedst for barnet. Stk. 3 og 4 finder tilsvarende anvendelse.«

§ 18. Adoptivforholdet kan ophæves af justitsministeren, når

adoptanten og adoptivbarnet er enige derom. Er nogen af parterne under

værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under værgemål med fratagelse af den

retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, skal erklæring fra værgen

foreligge.

Stk. 2. Er barnet mindreårigt, kan ophævelse efter stk. 1 finde

sted, når adoptanten og adoptivbarnets virkelige forældre er enige derom, og

ophævelsen skønnes at være bedst stemmende med barnets tarv. Er adoptivbarnet

fyldt 12 år, kræves også samtykke fra dette.

Stk. 3. Når adoptanterne er døde, kan justitsministeren på

begæring af forældrene ophæve adoptivforholdet, såfremt dette skønnes bedst

stemmende med barnets tarv. Er adoptivbarnet fyldt 12 år, kræves samtykke fra

dette.

3. I § 25 a indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

» Stk. 2. Samrådet kan træffe afgørelse om bortfald af en

godkendelse som adoptant, hvis betingelserne for at blive godkendt som

adoptant ikke længere er opfyldt, eller hvis ansøgeren i øvrigt ikke kan

anses for egnet som adoptant.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

»§ 25 a. Justitsministeren opretter for hver amtskommune og

for Københavns henholdsvis Frederiksberg kommune et eller flere samråd, der

efter undersøgelse foretaget af amtskommunen (kommunen) afgør, om en ansøger

kan godkendes som adoptant, jf. § 4 a.

Stk. 2....

Stk. 3....

Stk. 4....«.

4. § 25 b, stk. 1 , ophæves.

Stk. 2-3 bliver herefter stk. 1-2.

5. I § 25 b, stk. 2, der bliver stk. 1, ændres i 1. pkt.

»Nævnet« til: »Adoptionsnævnet«.

6. I § 25 b indsættes efter stk. 3 , der bliver stk.

2, som nye stykker:

» Stk. 3. Et samråds afgørelser i medfør af denne lov kan

indbringes for Adoptionsnævnet.

Stk. 4. Adoptionsnævnet fører tilsyn med samrådene.

Justitsministeren fastsætter nærmere regler for tilsynsvirksomheden.

Stk. 5. Justitsministeren kan henlægge andre opgaver til

Adoptionsnævnet end dem, der er nævnt i stk. 3-4.

Stk. 6. Adoptionsnævnet kan i forbindelse med behandlingen af

andre sager end klagesager indkalde personer, som må antages at have særlig

indsigt eller interesse i de spørgsmål, der behandles af nævnet.«

§ 25 b. Et samråds afslag på en ansøgning om godkendelse som

adoptant kan indbringes for adoptionsnævnet. Justitsministeren kan henlægge

andre opgaver til nævnet.

Stk. 2. Nævnet består af en formand og et antal andre medlemmer.

Formanden skal være jurist. I behandlingen af hver klagesag deltager mindst 5

medlemmer, herunder formanden eller et medlem, der opfylder betingelserne for

at kunne være formand for nævnet. Nævnets afgørelse træffes ved flertal.

Justitsministeren fastsætter forretningsordenen for nævnet.

Stk. 3. Nævnets medlemmer samt stedfortrædere for disse beskikkes

af justitsministeren for indtil 4 år ad gangen.

7. Efter § 25 b indsættes:

»§ 25 c. Deltagelse i et adoptionsforberedende kursus er en

betingelse for, at personer, der ikke tidligere har adopteret et barn fra et

andet land, kan godkendes som adoptanter til et sådant barn.

Stk. 2. Samrådet kan efter regler fastsat af justitsministeren

bestemme, at personer, der tidligere har adopteret et barn fra et andet land,

skal deltage i et adoptionsforberedende kursus for på ny at blive godkendt

som adoptanter til et sådant barn, hvis der er behov for det.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om

indholdet og tilrettelæggelsen af de kurser, der er nævnt i stk. 1 og 2,

herunder om betaling.«

8. § 28, stk. 3 , ophæves.

§ 28. Den, der har bopæl her i landet, kan kun adoptere efter

reglerne i denne lov.

Stk. 2. Justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil,

kan bestemme, at en adoption kan bevilges i et andet land, når adoptionen er

gennemført i overensstemmelse med Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om

beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale

adoptioner.

Stk. 3. Træffes der ikke bestemmelse som nævnt i stk. 2, har en

afgørelse om adoption virkning fra barnets ankomst her til landet.

9. I § 30 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

» Stk. 3. Justitsministeren kan bemyndige Adoptionsnævnet til

at føre tilsyn med de organisationer, der har fået tilladelse efter stk.

1.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

§ 30. Justitsministeren kan give en eller flere private

organisationer tilladelse til at yde adoptionshjælp vedrørende børn, som ikke

har dansk statsborgerskab.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter nærmere regler og vilkår om

adoptionshjælp efter stk. 1 og fører tilsyn med virksomheden.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler, hvorefter

personer, der ønsker at adoptere, pålægges at søge bistand hos en

organisation, der har tilladelse efter stk. 1.

10. § 34, stk. 3 , affattes således:

» Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)

strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«

§ 34. - - -

Stk. 3. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab,

anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som

sådant bødeansvar.

11. I § 37, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 32, stk. 2,»

til: »§ 39, stk. 2,».

»§ 37. Kapitel 2 anvendes på:

1) adoptivforhold stiftet den 1. januar 1957 eller senere,

2) adoptivforhold stiftet før den 1. januar 1957, når der efter § 32, stk.

2, er tillagt bevillingen retsvirkninger efter kap. 2, og

3) adoptivforhold stiftet før den 1. januar 1957, når der efter § 27, stk.

2, i lov nr. 140 af 25. maj 1956 om adoption er tillagt bevillingen

retsvirkninger efter den nævnte lovs § 13, jf. § 12.

Stk. 2. ...«.

12. I § 39, stk. 1, ændres »§ 30, stk. 1, nr. 2 eller

3,» til:

»§ 37, stk. 1, nr. 2 eller 3,».

» § 39. For adoptivforhold, som er stiftet før den 1. januar

1957, og som ikke er omfattet af § 30, stk. 1, nr. 2 eller 3, gælder lov nr.

87 af 26. marts 1923 om adoption bortset fra § 13, stk. 2, og §§ 18-24.

Stk. 2....«

BILAG 2

Statistik vedrørende samrådenes sager om abstrakt godkendelse som

adoptant

Civilretsdirektoratet har gennemført en skemabaseret statistikindsamling,

som vedrører samrådenes arbejde med godkendelse af adoptanter i 1996.

Oplysningerne er indsamlet for at give et statistisk billede af de

eksisterende reglers virkning i praksis.

Nedenfor gives en gennemgang af den indsamlede statistik.

Sammenfatning

Der må gøres opmærksom på, at tallene i nogle tilfælde er meget små. Det

må derfor tages forbehold for de variationer i materialet, som kan skyldes

tilfældigheder.

Forskel mellem amterne i antal ansøgninger

Materialet viser en stor forskel mellem de forskellige amter i antallet

modtagne ansøgninger, når de relateres til befolkningen i aldersgruppen 25-40

år, som er den aldersgruppe, som hovedparten af ansøgerne tilhører. I

Frederiksborg Amt er der indgivet 131 ansøgninger per 100.000 personer i

alderen 25-40 år, mens tallet for Københavns Kommune kun er 59.

Landsgennemsnittet er 95 ansøgninger per 100.000 personer.

84 pct. af ansøgningerne gælder udenlandske børn, 10 pct. danske børn, og

de sidste 6 pct. vedrører ansøgning om adoption af plejebørn m.v.. Andelen af

ansøgninger om danske børn varierer en del. I Frederiksborg og Sønderjyllands

Amter vedrører fx 20 pct. eller mere af ansøgningerne danske børn, mens

andelen i flertallet af amterne ligger under 10 pct. Nogen umiddelbar

forklaring til forskellen mellem amterne kan ikke ses.

Afgørelser i 1996

Statistikken omfatter alle afgørelser, som er truffet i 1996, uanset

hvornår ansøgningen er indgivet. Afgørelserne er opdelt på, om de vedrører et

par eller en enlig ansøger, og om resultatet er godkendelse, delvis

godkendelse eller afslag. Kun 3 pct. af ansøgerne er enlige, og hovedparten

af dem kommer fra Københavns Kommune og Århus Amt. Delvis godkendelse

forekommer ikke i alle amter i 1996 og mindre end 2 pct. af samtlige

afgørelser er en delvis godkendelse.

Godkendelsesprocent

Godkendelsesprocenten - det vil sige antallet godkendelser i procent af

antallet afgørelser - for landet som helhed og for alle ansøgere er 89, hvis

delvise godkendelser medregnes. Den varierer fra 98 pct. i Vestsjællands og

Sønderjyllands Amt til 81 pct. i Københavns Amt. 4 amter har en

godkendelsesprocent på 97 eller mere og 7 amter ligger under

landsgennemsnittet på 89.

Forskel mellem par og enlige

Der er stor forskel mellem godkendelsesprocenten for par og enlige. For

par er den for hele landet 91 pct. og for enlige 37 pct. Ser man kun på

godkendelsesprocenten for par viser det sig, at 2 amter, Vestsjælland og

Storstrøms Amter, når op på en godkendelsesprocent på 100. En stor andel

enlige ansøgere kan altså påvirke den samlede godkendelsesprocent i

nedadgående retning.

Ansøgninger om barn nr. 1 og nr. 2

I 1996 er godkendelsesprocenten for ansøgere til det første barn 87, mens

den for andet barn er 97. Det vil sige, at det har betydning for

godkendelsesprocenten i amterne, hvordan ansøgningerne fordeler sig på

ansøgninger om barn nr. 1 og barn nr. 2.

Ansøgere som ikke opfylder de formelle betingelser

I ca. 8 pct. af de afgørelser, som er truffet i 1996, opfylder ansøgerne

ikke de formelle betingelser for at godkendes som adoptant. I flere amter

gælder det mere end 10 pct. af ansøgerne, mens der i andre amter i 1996 ikke

har været ansøgere, som ikke opfylder de formelle krav. I 1/3 af de tilfælde,

hvor ansøgeren ikke opfylder de formelle krav, gives der afslag uden nærmere

undersøgelse. I 2/3 af tilfældene, gennemføres alligevel en undersøgelse, og

i hovedparten af tilfældene gives der en godkendelse. Der hvor undersøgelsen

gennemføres, til trods for at ansøgerne ikke opfylder de formelle krav, er

der som regel tale om ansøgning om barn nr. 3 eller ansøgning om

aldersdispensation ved adoption af barn nr. 2.

Forskelle mellem amterne

Materialet viser, at der er en forskel mellem amterne, når man ser på

andelen af ansøgere, som bliver godkendt som adoptanter. Meget af denne

forskel kan forklares af den forskel, som findes i sammensætningen af

ansøgerne. Ansøgerne er forskellige med hensyn til, om det er barn nr. 1

eller barn nr. 2, de ansøger om, om de er enlige eller par, om de opfylder de

formelle krav eller ikke, samt om de allerede tidligere har fået afslag på en

ansøgning. Alle disse forskelle påvirker sandsynligheden for en godkendelse.

En opfølgning af statistikken over en årrække vil give større muligheder

for at analysere de forskelle, der er mellem amterne.

I det efterfølgende gennemgås de indsamlede statistikoplysninger for 1996

nærmere.

Ansøgninger i 1996

Tabel 1 viser antallet af ansøgninger, som er modtaget af samrådene i

løbet af 1996. I hele landet er der modtaget 1201 ansøgninger. I de enkelte

amter varierer antallet ansøgninger mellem 6 i Bornholms Amt og 168 i

Københavns Amt..

Tabel 1. Antal ansøgninger, som er modtaget i kalenderåret 1996

---------------------------------------------------------------------

Antal Personer i alderen Ansøgninger

ansøgninger 25-40 år per 100000

25-40-årige

---------------------------------------------------------------------

Magistraten 91 154393 59

Frederiksberg Kommune 27 26872 100

Københavns Amt 168 139092 121

Frederiksborg Amt 105 79992 131

Roskilde Amt 48 53610 90

Vestsjællands Amt 66 65487 101

Storstrøms Amt 38 53964 70

Bornholms Amt 6 9140 66

Fyns Amt 110 109270 101

Sønderjyllands Amt 63 56739 111

Ribe Amt 42 51908 81

Vejle Amt 57 80517 71

Ringkøbing Amt 76 62056 122

Århus Amt 143 156692 91

Viborg Amt 49 51530 95

Nordjyllands Amt 112 112870 99

---------------------------------------------------------------------

Hele landet 1201 1264116 95

---------------------------------------------------------------------

For at belyse om det varierende antal ansøgninger i amterne dækker over

andet end forskelle i amternes størrelse og aldersmæssige sammensætning, er

antallet ansøgninger sat i forhold til det gennemsnitlige antal personer i

alderen 25 -40 år i amtet. Denne aldersgruppe er valgt, da hovedparten af

ansøgerne ligger i denne gruppe.

Resultatet viser ganske store forskelle mellem amterne. I Frederiksborg

amt er der modtaget 131 ansøgninger per 100.000 personer i aldersklassen

25-40 år. Det er mere end dobbelt så mange ansøgninger per 100.000 som i

Københavns Kommune hvor tallet kun er 59. Blandt amter med relativt mange

ansøgninger er Ringkøbing Amt (122 ), Københavns Amt (121) og Sønderjyllands

Amt (111). Relativt få ansøgninger har Bornholms Amt (66), Storstrøms Amt (

70) og Vejle Amt (71).

Ansøgningerne er også forskelligt fordelt mellem ansøgninger om dansk barn

og ansøgninger om udenlandsk barn, se tabel 2

Tabel 2. Ansøgninger fordelt på dansk barn og udenlandsk barn

---------------------------------------------------------------------

Antal an- Uden- Dansk Pct. an- Pct. an-

søgninger landsk barn søgninger søgninger

i alt barn om uden- om dansk

landsk barn

barn

--------------------------------------------------------------------

Magistraten 91 83 5 91 5

Frederiksberg

Kommune 27 24 2 89 7

Københavns Amt 168 137 16 82 10

Frederiks-

borg Amt 105 79 21 75 20

Roskilde Amt 48 45 1 94 2

Vestsjæl-

lands Amt 66 64 2 97 3

Storstrøms Amt 38 36 2 95 5

Bornholms Amt 6 4 2 67 33

Fyns Amt 110 78 16 71 15

Sønderjyl-

lands Amt 63 50 13 79 21

Ribe Amt 42 33 7 79 17

Vejle Amt 57 45 5 79 9

Ringkøbing Amt 76 67 7 88 9

Århus Amt 143 132 5 92 3

Viborg Amt 49 47 2 96 4

Nordjyl-

lands Amt 112 86 16 77 14

---------------------------------------------------------------------

Hele landet 1201 1010 122 84 10

Kun 2 pct. af ansøgningerne i Roskilde Amt og 3 pct. i Vestsjællands og

Århus Amter vedrørte danske børn, mens det var tilfældet med 33 pct. af

ansøgningerne i Bornholms Amt. Antallet ansøgninger i Bornholms Amt er dog så

lille (6 ansøgninger), at der kan være tale om en tilfældighed. I

Sønderjyllands og Frederiksborg Amter ligger antallet ansøgninger om danske

børn på 21 og 20 pct.

Hvad, der ligger bagved forskellene i antallet ansøgninger i de

forskellige amter, kan ikke ses ud fra materialet.

Afgørelser truffet i 1996.

Ser man på antallet af afgørelser, som er truffet i løbet af 1996,

varierer de fra 11 i Bornholms Amt til 109 i Århus Amt. I alle amter,

undtaget Bornholm og Storstrøm, ligger antallet af afgørelser, som er truffet

i 1996, lavere end antallet af ansøgninger, som er modtaget i 1996. I nogle

amter, som for eksempel København og Frederiksborg er der tæt på dobbelt så

mange ansøgninger som afgørelser. Tallene for ansøgninger og afgørelser bør

dog ikke sammenlignes alt for tæt, da de ikke vedrører den samme periode.

Ansøgninger, der er modtaget i 1996, er måske først færdigbehandlet i 1997,

og nogle af de afgørelser, som er truffet i 1996 vedrører ansøgninger fra

1995.

Tabel 3. Afgørelser truffet i kalenderåret 1996 for par og enlige

---------------------------------------------------------------------

Antal heraf for Pct. Pct.

afgørelser for par enlige par enlige

---------------------------------------------------------------------

Magistraten 77 69 8 90 10

Frederiksberg 18 18 0 100 0

København 85 83 2 98 2

Frederiksborg 53 53 0 100 0

Roskilde 43 43 0 100 0

Vestsjælland 52 51 1 98 2

Storstrøm 39 38 1 97 3

Bornholm 11 11 0 100 0

Fyn 59 58 1 98 2

Sønderjylland 45 44 1 98 2

Ribe 37 37 0 100 0

Vejle 55 53 2 96 4

Ringkøbing 51 51 0 100 0

Århus 109 103 6 94 6

Viborg 48 46 2 96 4

Nordjylland 104 101 3 97 3

---------------------------------------------------------------------

Hele landet 886 859 27 97 3

---------------------------------------------------------------------

De afgørelser, der er truffet i 1996, er fordelt på par og enlige. For

landet som helhed er der kun 3 pct. af afgørelserne, som vedrører enlige. I 6

amter er der ikke nogen afgørelser for enlige ansøgere og kun i Københavns

Kommune og Århus Amt vedrører mere end 5 pct. af afgørelserne enlige

ansøgere.

Tabel 4. Godkendelsesprocent for par og enlige

---------------------------------------------------------------------

Antal Antal Antal Godken- Godken- Godken-

afgørelser god- delvise delses- delses- delses-

kendelser god- procent. pct. pct.

ken- for par. for

delser enlige.

---------------------------------------------------------------------

Magistraten 77 68 1 88 94 38

Frederiksberg 18 15 0 83 83 .

København 85 69 1 81 82 100

Frederiksborg 53 49 2 92 92 .

Roskilde 43 39 2 91 91 .

Vestsjælland 52 51 0 98 100 0

Storstrøm 39 38 0 97 100 0

Bornholm 11 9 0 82 82 .

Fyn 59 55 1 93 95 0

Sønderjylland 45 44 0 98 98 100

Ribe 37 36 0 97 97 .

Vejle 55 51 0 93 94 50

Ringkøbing 51 46 1 90 90 .

Århus 109 91 6 83 86 33

Viborg 48 42 0 88 91 0

Nordjylland 104 85 0 82 82 66

---------------------------------------------------------------------

Hele landet 886 788 14 89 91 37

Godkendelser

I nogle amter er det 1996 truffet afgørelser om delvis godkendelse , det

vil sige godkendelse af en del af det ansøgte. Det sker f.eks. i de tilfælde,

hvor der er søgt om godkendelse til adoption af 2 børn, men samrådet kun kan

give godkendelse til 1 barn. Som det fremgår af tabel 4, er antallet delvise

godkendelser få, og i 9 amter forekommer delvise godkendelser ikke. I de

amter hvor det forekommer, er der tale om 1 eller 2 afgørelser, undtaget i

Århus amt, hvor der er 6 delvise godkendelser.

Godkendelsesprocenten for landet som helhed for alle ansøgere er 89, hvis

delvise godkendelser medregnes. Den varierer fra 81 pct. i Københavns Amt,

til 98 pct. i Vestsjællands og Sønderjyllands Amter. Der forekommer ikke

delvise godkendelser i de amter, som har den højeste godkendelsesprocent. 4

af amterne har en godkendelsesprocent på 97 eller mere og 7 amter ligger

under landsgennemsnittet på 89 pct.

Ser man udelukkende på afgørelser, som vedrører par, ligger

godkendelsesprocenten mellem 82 og 100. Københavns Amt ligger stadig, nu

sammen med Bornholm og Nordjylland, med den laveste procent, 82, mens 2

amter, Vestsjælland og Storstrøm, er nået op på en godkendelsesprocent på

100.

For enlige ansøgere er godkendelsesprocenten 37 for landet som helhed,

altså langt lavere end for par. Tallene for enlige ansøgere i de enkelte

amter er alt for små til, at de kan danne grundlag for en vurdering af, om

der er forskelle mellem amterne.

Det kan dog konstateres, at den samlede godkendelsesprocent for de amter,

hvor der har været størst andel afgørelser, som vedrører enlige ansøgere

(Københavns Kommune og Århus Amt), ligger under landsgennemsnittet. Århus Amt

ligger dog stadig under landsgennemsnittet, hvis man kun ser på afgørelser,

som vedrører par.

Godkendelse af ansøger om barn med risiko/handicap

Samtlige ansøgere, der har søgt om godkendelse til adoption af barn med

risiko/handicap i 1996 er godkendte som adoptanter. Der er kun tale om 32

ansøgere i hele landet. 11 af dem kommer fra Storstrøms Amt og 6 fra

Sønderjyllands Amt. Der er altså tale om en meget ulige fordeling over

landet, hvor flere amter ikke har nogen ansøgere med ønske om barn med

handicap.

Godkendelse til barn nr. 1 og 2

67 pct. af alle afgørelser, som er truffet i 1996 vedrører ansøgninger om

barn nr. 1, mens 26 pct. vedrører barn nr. 2. For landet som helhed er der i

1996 godkendt 87 pct. af de ansøgere, som har søgt om sit første barn. Af

dem, som har søgt om barn nr. 2, er 97 pct. godkendt.

Det gælder for alle amter, at godkendelsesprocenten for ansøgere om barn

nr. 2 ligger højere end for barn nr. 1. Det er faktisk kun i Københavns og

Århus Amt, at der er givet afslag til ansøgere, som søger om barn nr. 2. I

begge amter ligger godkendelsesprocenten for barn nr. 2 på 87.

Tabel 5. Godkendelsesprocent for ansøgere om barn nr. 1 og barn nr. 2

samt for ansøgere om barn under og over 36 måneder

---------------------------------------------------------------------

Antal Godkendelsespct.

afgørelse --------------------------------------------

Barn Barn Barn 0-36 Barn 36

nr.1 nr.2 måneder måneder

eller mere

---------------------------------------------------------------------

Magistraten 77 85 0 90 79

Frederiksberg 18 75 100 100 50

Københavns Amt 85 77 87 83 75

Frederiks-

borg Amt 53 86 100 91 100

Roskilde Amt 43 89 100 92 86

Vestsjæl-

lands Amt 52 97 100 98 100

Storstrøms Amt 39 96 100 100 100

Bornholms Amt 11 82 0 80 100

Fyns Amt 59 100 100 95 80

Sønderjyl-

lands Amt 45 100 100 100 100

Ribe Amt 37 95 100 100 80

Vejle Amt 55 90 100 94 83

Ringkøbing Amt 51 88 100 89 100

Århus Amt 109 83 87 86 71

Viborg Amt 48 83 100 91 50

Nordjyl-

lands Amt 104 77 100 82 76

---------------------------------------------------------------------

Hele landet 886 87 97 90 82

Børn 0-36 måneder

Ca. 85 procent af alle afgørelser i 1996 vedrører ansøgninger om børn i

alderen 0-36 måneder. Sønderjyllands Amt, Københavns Kommune og Københavns

Amt har alle en relativt stor andel ansøgninger om børn, som er ældre end 36

måneder. Godkendelsesprocenten for hele landet for børn 0-36 måneder er 90,

mens den for ældre børn er 82. I 4 amter ligger dog godkendelsesprocenten

højere for ældre børn end for dem mellem 0 og 36 måneder. Tallene for

ansøgninger om børn over 36 måneder er dog små i flere amter, hvorfor

afvigelserne kan skyldes tilfældigheder.

Ansøgere, der ikke opfylder de formelle krav

I alt ca. 8 pct. af de afgørelser, som er truffet i 1996, vedrører

ansøgere, der ikke opfylder de formelle krav. I ca. 2/3 af disse tilfælde

gennemfører samrådene alligevel en forundersøgelse.

I Københavns og Frederiksberg Kommuner samt Storstrøms, Århus, Viborg og

Nordjyllands Amter udgør andelen af ansøgere, som ikke opfylder de formelle

krav 10 pct. eller mere. I Københavns og Frederiksberg Kommuner og i

Storstrøms Amt er der i alle disse tilfælde, på nær et, indledt en

undersøgelse, som har ført til godkendelse. I Århus og i Nordjyllands Amter

er der givet afslag til ca. halvdelen af disse ansøgere uden forundersøgelse.

I Århus amt er der i 3 ud af 7 tilfælde, hvor forundersøgelsen er gennemført,

givet afslag, mens alle forundersøgelser i Nordjyllands amt har ført til

godkendelse.

I Københavns og Frederiksborg Amter er der i alle tilfælde, hvor ansøgeren

ikke opfylder de formelle krav, givet afslag uden undersøgelse.

Tabel 6. Ansøgere, som ikke opfylder de formelle krav

---------------------------------------------------------------------

Antal Ansøgere opfylder ikke de formelle krav

afgørelser ---------------------------------------------

I alt Afslag Under- Pct.

uden søgelse Heraf ansøgere,

nærmere gennem- afslag som ikke

under- ført opfylder de

søgelse formelle krav

---------------------------------------------------------------------

Magistraten 77 11 1 10 0 14

Frederiksberg 18 3 0 3 0 17

København 85 8 8 0 0 9

Frederiksborg 53 2 2 0 0 4

Roskilde 43 3 0 3 0 7

Vestsjælland 52 0 0 0 0 0

Storstrøm 39 4 0 4 0 10

Bornholm 11 2 0 2 0 18

Fyn 59 1 0 1 0 2

Sønderjylland 45 3 0 3 0 7

Ribe 37 0 0 0 0 0

Vejle 55 0 0 0 0 0

Ringkøbing 51 5 2 3 0 10

Århus 109 14 4 10 3 13

Viborg 48 5 1 4 1 10

Nordjylland 104 13 6 7 0 13

---------------------------------------------------------------------

Hele landet 886 74 24 50 4 8

Der synes altså at være ret stor forskel mellem amterne i andelen af

ansøgere, som ikke opfylder de formelle krav og i behandlingen af disse

ansøgere. En forklaring til forskellen i behandling af ansøgere, som ikke

opfylder de formelle krav, kan findes i begrundelsen til afslag og i de krav,

der er fraveget i de tilfælde, hvor undersøgelse alligevel er gennemført.

I en stor del af de tilfælde, hvor der er givet afslag uden

forundersøgelse (ca. 63 pct.), er der tale om ansøgere, som søger om det

første barn, og som ikke opfylder alderskriteriet. Det gælder for eksempel

for alle 8 afslag, der er givet i Københavns Amt.

I de tilfælde hvor der bliver gennemført en undersøgelse, til trods for at

de formelle krav ikke er opfyldt, er det i 29 tilfælde ud af 50 tale om at

alderskravet ikke er opfyldt ved ansøgning om barn nr. 2. Det gælder for

eksempel i 8 ud af 10 tilfælde i Københavns Kommune og 9 ud af 10 tilfælde i

Århus amt.

Der er altså tale om forskelle i sammensætningen af ansøgere i de

forskellige amter.

Tabel 7. Betingelser for afslag, og krav, der er fraveget ved

behandling af ansøgere, der ikke opfylder de formelle krav

---------------------------------------------------------------------

Afslag Afslag Under- Alders- Alderskrav

uden med hen- søgelse krav fra- fraveget

nærmere visning gennemført veget (§6, (§6, stk. 1,

under- til stk. 1, nr. 1)

søgelse alder nr. 2)

(§6, stk.

1, nr. 1)

--------------------------------------------------------------------

Magistraten 1 0 10 8 1

Frederiksberg 0 0 3 3 0

København 8 8 0 0 0

Frederiksborg 2 1 0 0 0

Roskilde 0 0 3 3 0

Vestsjælland 0 0 0 0 0

Storstrøm 0 0 4 4 0

Bornholm 0 0 2 0 0

Fyn 0 0 1 1 0

Sønderjylland 0 0 3 0 0

Ribe 0 0 0 0 0

Vejle 0 0 0 0 0

Ringkøbing 2 0 3 0 0

Århus 4 2 10 9 0

Viborg 1 0 4 1 3

Nordjylland 6 4 7 0 2

---------------------------------------------------------------------

Hele landet 24 15 50 29 6

Afslag

Der er i 1996 givet 98 afslag på godkendelse som adoptant. Det svarer til

at 11 pct. af ansøgerne har fået afslag

Afslag uden forundersøgelse

Ca. 1/4 af afslagene (24 af 98) er, som tidligere nævnt, givet uden

nærmere undersøgelse (§6, stk. 1, i adoptionsbekendtgørelsen). Den hyppigste

grund til at afslå en undersøgelse er, som nævnt, alderskriteriet, som er

grunden i mere end 60 pct. af tilfældene.

I Københavns Amt er der givet afslag til godt 9 pct. af ansøgerne af denne

grund, hvilket er betydeligt mere end i andre amter.

Afslag efter forundersøgelse

Af de ansøgninger, som kommer igennem en undersøgelse, er på landsbasis i

godt 8 pct. af tilfældene givet afslag. Ser man på den amtsvise fordeling

varierer procenten mellem 2 i Sønderjyllands og Vestsjællands Amter og 18 i

Bornholms Amt. Det skal bemærkes at de højeste procenttal, 18 for Bornholm og

17 for Frederiksberg, kun dækker over 2 henholdsvis 3 tilfælde, hvor

tilfældigheder spiller en stor rolle.

Tabel 8. Afslag i procent af afgørelser

---------------------------------------------------------------------

Afslag Afslag Afslag Afslag Afslag Afslag af

i alt uden pga. pga. af hen- andre grunde

under- helbred psyke syn til

søgelse hjemmeb.

børn

---------------------------------------------------------------------

----------------------- pct --------------------

Magistraten 12 1 3 5 1 1

Frederiksberg 17 0 11 6 0 0

København 19 9 4 2 1 2

Frederiksborg 8 4 4 0 0 0

Roskilde 9 0 5 2 0 2

Vestsjælland 2 0 0 0 0 2

Storstrøm 3 0 0 3 0 0

Bornholm 18 0 20 0 0 0

Fyn 7 0 3 3 0 0

Sønderjylland 2 0 2 0 0 0

Ribe 3 0 3 0 0 0

Vejle 7 0 2 4 0 3

Ringkøbing 10 4 2 4 0 0

Århus 17 4 4 3 3 4

Viborg 12 2 2 8 0 0

Nordjylland 18 6 3 5 0 5

---------------------------------------------------------------------

Hele landet 11 3 3 3 1 2

---------------------------------------------------------------------

Begrundelse for afslag efter undersøgelse

Ansøgerens helbred og ansøgerens manglende ressourcer er de hyppigste

grunde til afslag, og de er brugt i lige mange tilfælde i 1996, nemlig 27.

Nordjyllands Amt har det største antal afslag med begrundelse

»ansøgerens manglende ressourcer«, mens andelen er størst i Viborg

Amt, hvor 4 afslag ud af 6 er givet med denne begrundelse. Gennemgående er

dog antallet afslag fordelt efter begrundelse så små i de enkelte amter for

et år, at det ikke er muligt, at bruge dem som grundlag for en analyse af

forskelle mellem amterne.

Specialundersøgelser

Der er 1996 i 80 tilfælde, svarende til 9 pct. af afgørelserne, gennemført

specialundersøgelser inden beslutning er truffet. I 34 tilfælde er der

gennemført en medicinsk undersøgelse, i 12 tilfælde en psykiatrisk

undersøgelse, og i 29 tilfælde en psykologisk undersøgelse. I 5 tilfælde er

der foretage flere undersøgelser. Tallene for de enkelte amter er alt for

små, til at danne et grundlag for sammenligning mellem amterne

Klager

I 49 tilfælde er der indgivet klager over samrådenes afgørelser i 1996. 48

af klagerne vedrørte et afslag, og der var en klage over en delvis

godkendelse. Det svarer til, at 50 pct. af afslagene førte til en påklage.

I 35 tilfælde er samrådets afgørelse stadfæstet, i 7 tilfælde er den

ændret til en godkendelse, og i 7 tilfælde er den sendt tilbage til ny

afgørelse i samrådet.

I nogle amter er samtlige afslag påklaget, i andre ingen. Der er dog i

samtlige tilfælde tale om et relativt lille antal klager.

Tabel 9. Klager over samrådenes afgørelser

---------------------------------------------------------------------

Antal Antal Afslag Antal Klager Klager i pct.

afgø- afslag i pct. klager i pct. af afslag

relser af af- af

gørelser afgørelser

---------------------------------------------------------------------

Magistraten 77 9 12 6 8 67

Frederiksberg 18 3 17 2 11 67

København 85 16 19 7 8 44

Frederiksborg 53 4 8 2 4 50

Roskilde 43 4 9 4 9 100

Vestsjælland 52 1 2 1 2 100

Storstrøm 39 1 3 1 3 100

Bornholm 10 2 20 0 0 0

Fyn 59 4 7 2 3 50

Sønderjylland 45 1 2 1 2 100

Ribe 37 1 3 0 0 0

Vejle 55 4 7 1 2 25

Ringkøbing 51 5 10 1 2 20

Århus 109 18 17 12 11 67

Viborg 48 6 13 3 6 50

Nordjylland 104 19 18 6 6 32

---------------------------------------------------------------------

Hele landet 885 98 11 49 6 50

---------------------------------------------------------------------

Skriftlig fremsættelse (17. december 1997)

Justitsministeren (Frank Jensen):

Herved tillader jeg mig for det høje Ting at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af adoptionsloven. (International

adoption).

(Lovforslag nr. L 149).

Lovforslaget har til formål at gennemføre en revision af adoptionslovens

regler med hensyn til adoption af udenlandske børn.

Med lovforslaget bliver reglerne om undersøgelse og godkendelse af

kommende adoptanter gjort mere tidssvarende. Det er således et vigtigt

element i lovforslaget, at adoptanternes ønsker skal sættes mere i centrum

samtidig med, at myndighedernes kontrolfunktion træder i baggrunden.

Forbedringen for adoptionsansøgerne sker bl.a. gennem indførelsen af nye

regler om undersøgelse og godkendelse som adoptant. Der indføres således et

faseopdelt undersøgelses- og godkendelsesforløb, der indebærer, at det meget

tidligt i forløbet kan afklares, om ansøgerne opfylder de generelle

betingelser for at blive godkendt som adoptanter. Er de generelle betingelser

ikke opfyldt, får ansøgerne det at vide med det samme.

Et led i det foreslåede nye undersøgelsesforløb er et obligatorisk

adoptionsforberedende kursus for ansøgere, der ikke tidligere har adopteret

et barn fra et andet land. Kurset skal hjælpe adoptanterne til i højere grad

selv at kunne vurdere, om de har ressourcer til at adoptere et udenlandsk

barn. Derved får behandlingen af ansøgninger om godkendelse som adoptant i

højere grad end efter de gældende regler karakter af en dialog mellem

ansøgerne og myndighederne.

Inden ansøgerne kan blive godkendt som adoptanter, skal det sikres, at de

også efter en individuel vurdering kan anses for egnede som adoptivforældre.

Denne individuelle vurdering vil først finde sted, når det

adoptionsforberedende kursus er gennemført, og de ansøgere, der gennem kurset

er blevet klar over, at adoption ikke er noget for dem, har meldt fra. På den

baggrund er det forventningen, at der kun undtagelsesvis vil være behov for

efter en individuel vurdering af ansøgerne at give afslag på godkendelse som

adoptant.

Lovforslaget lægger også op til en række ændringer af

adoptionsbekendtgørelsen, der gør adoptionssystemet mere smidigt for

adoptanterne.

Reglerne om godkendelse af »matchingforslag«, det vil sige de

udenlandske myndigheders udvælgelse af et barn til de enkelte ansøgere,

påtænkes således ændret. For fremtiden vil adoptanterne selv få ansvaret for

at sige ja til at modtage et barn, der ligger inden for deres godkendelse.

Reglerne om aldersforskel mellem adoptanter og adoptivbørn påtænkes

endvidere gjort mere fleksible. Det gælder bl.a. med hensyn til adoption af

større børn og andre børn, som det kan svært at finde adoptanter til. Det

gælder endvidere tilfælde, hvor den ene ansøger er ældre end den normale

aldersgrænse på 40 år, mens den anden ansøger er noget yngre.

Også reglerne om det antal børn, et par kan adoptere, påtænkes lempet.

Adoptanternes egen vurdering af deres ressourcer bør også på dette område

tillægges større betydning. Der bør derfor ikke på forhånd sættes tal på,

hvor mange børn et ansøgerpar kan få lov at adoptere.

Idet jeg henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg

herved anbefale forslaget til det høje Tings velvillige behandling.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter