1997 LSF 149 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF ADOPTIONSLOVEN (INTERNATIONAL ADOPTION)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 629 af 15. september 1986, som
ændret senest ved § 1 i lov nr. 233 af 2. april 1997, foretages følgende
ændringer:
1. I § 1 indsættes som stk. 2 :
» Stk. 2. Ved adoption af et barn fra et andet land har
bevillingen virkning fra barnets ankomst her til landet.«
2. § 18, stk. 2 og 3 , ophæves, og i stedet
indsættes:
» Stk. 2. Er adoptivbarnet under 18 år, kan ophævelse efter
stk. 1 finde sted, hvis adoptanten og adoptivbarnets biologiske forældre er
enige derom, og ophævelsen er bedst for barnet.
Stk. 3. Er barnet fyldt 12 år, kan ophævelse af adoptivforholdet
ikke ske uden barnets samtykke. Samtykket skal afgives under personligt
fremmøde for statsamtet eller for anden myndighed eller institution, der er
godkendt i medfør af § 8, stk. 1. Inden barnet afgiver samtykke, skal der
finde en samtale sted med barnet om ophævelsen af adoptivforholdet, og barnet
skal gøres bekendt med ophævelsens betydning.
Stk. 4. Er barnet under 12 år, skal der foreligge oplysning om
dets holdning til den påtænkte ophævelse af adoptivforholdet i det omfang,
barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det. Ved afgørelsen skal
der i videst muligt omfang tages hensyn til barnets holdning til den påtænkte
ophævelse af adoptivforholdet.
Stk. 5. Når adoptanterne er døde, kan justitsministeren på
begæring af barnets biologiske forældre ophæve adoptivforholdet, hvis det er
bedst for barnet. Stk. 3 og 4 finder tilsvarende anvendelse.«
3. I § 25 a indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
» Stk. 2. Samrådet kan træffe afgørelse om bortfald af en
godkendelse som adoptant, hvis betingelserne for at blive godkendt som
adoptant ikke længere er opfyldt, eller hvis ansøgeren i øvrigt ikke kan
Læs alt
anses for egnet som adoptant.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
4. § 25 b, stk. 1 , ophæves.
Stk. 2-3 bliver herefter stk. 1-2.
5. I § 25 b, stk. 2, der bliver stk. 1, ændres i 1.
pkt . »Nævnet« til: »Adoptionsnævnet«.
6. I § 25 b indsættes efter stk. 3 , der bliver stk.
2, som nye stykker:
» Stk. 3. Et samråds afgørelser i medfør af denne lov kan
indbringes for Adoptionsnævnet.
Stk. 4. Adoptionsnævnet fører tilsyn med samrådene.
Justitsministeren fastsætter nærmere regler for tilsynsvirksomheden.
Stk. 5. Justitsministeren kan henlægge andre opgaver til
Adoptionsnævnet end dem, der er nævnt i stk. 3-4.
Stk. 6. Adoptionsnævnet kan i forbindelse med behandlingen af
andre sager end klagesager indkalde personer, som må antages at have særlig
indsigt eller interesse i de spørgsmål, der behandles af nævnet.«
7. Efter § 25 b indsættes:
»§ 25 c . Deltagelse i et adoptionsforberedende kursus er en
betingelse for, at personer, der ikke tidligere har adopteret et barn fra et
andet land, kan godkendes som adoptanter til et sådant barn.
Stk. 2. Samrådet kan efter regler fastsat af justitsministeren
bestemme, at personer, der tidligere har adopteret et barn fra et andet land,
skal deltage i et adoptionsforberedende kursus for på ny at blive godkendt
som adoptanter til et sådant barn, hvis der er behov for det.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om
indholdet og tilrettelæggelsen af de kurser, der er nævnt i stk. 1 og 2,
herunder om betaling.«
8. § 28, stk. 3 , ophæves.
9. I § 30 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
» Stk 3. Justitsministeren kan bemyndige Adoptionsnævnet til
at føre tilsyn med de organisationer, der har fået tilladelse efter stk.
1.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
10. § 34, stk. 3 , affattes således:
» Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«.
11. I § 37, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 32, stk. 2,»
til: »§ 39, stk. 2,».
12. I § 39, stk. 1, ændres »§ 30, stk. 1, nr. 2 eller
3,» til: »§ 37, stk. 1, nr. 2 eller 3,».
§ 2
Loven træder i kraft den 1. oktober 1998.
§ 3
Ansøgninger om godkendelse som adoptant, der er indgivet inden lovens
ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.
§ 4
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning
sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske
eller grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
Side
1. Indledning 5
1.1. Nedsættelsen af Justitsministeriets adoptionsudvalg 5
1.2. Adoptionsudvalgets første betænkning (nr. 1323/1996) 5
1.3. Adoptionsudvalgets afsluttende betænkning (1338/1997) 5
2. Formålet med lovforslaget 5
3. Undersøgelse og godkendelse af adoptanter 6
3.1. De gældende regler 6
3.2. Adoptionsudvalgets overvejelser 6
3.2.1 Faseopdelt undersøgelses- og godkendelsessystem 6
3.2.2. Større grad af ensartethed i samrådenes praksis og tilsyn med
samrådene 7
3.2.3. Placering af samrådene og samrådssekretariaterne 7
3.3. Justitsministeriets forslag 8
3.3.1. Faseopdelt undersøgelses- og godkendelsessystem 8
3.3.2. Større grad af ensartethed i samrådenes praksis og tilsyn med
samrådene 9
3.3.3. Placering af samrådene og samrådssekretariaterne 10
4. De formidlende organisationer 10
4.1. De gældende regler 10
4.2. Adoptionsudvalgets overvejelser 10
4.2.1. Betingelserne for autorisation 10
4.2.2. Tilsynet med de formidlende organisationer 10
4.2.3. Tilmelding til en formidlende organisation 11
4.3. Justitsministeriets forslag 11
4.3.1. Betingelserne for autorisation 11
4.3.2. Tilsynet med de formidlende organisationer 11
4.3.3. Tilmelding til en formidlende organisation 12
5. Rådgivning og vejledning af adoptionsansøgere 12
5.1. De gældende regler 12
5.2. Adoptionsudvalgets overvejelser 12
5.3. Justitsministeriets forslag 13
6. Aldersforskel mellem adoptanter og adoptivbarn 13
6.1. De gældende regler 13
6.2. Adoptionsudvalgets overvejelser 14
6.3. Justitsministeriets overvejelser 15
7. Antal børn 16
7.1. De gældende regler 16
7.2. Adoptionsudvalgets overvejelser 16
7.3. Justitsministeriets overvejelser 16
8. Ansøgernes helbredsforhold 17
8.1. De gældende regler 17
8.2. Adoptionsudvalgets overvejelser 17
8.3. Justitsministeriets overvejelser 18
9. Enliges mulighed for at adoptere 18
9.1. De gældende regler 18
9.2. Adoptionsudvalgets overvejelser 19
9.3. Justitsministeriets overvejelser 19
10. Homoseksuelles mulighed for at adoptere 19
11. Godkendelse af adoptivbørn, der er bragt i forslag 19
11.1. De gældende regler 19
11.2. Adoptionsudvalgets overvejelser 20
11.3. Justitsministeriets forslag 20
12. Bortfald af mellemperioden 21
12.1. De gældende regler 21
12.2. Adoptionsudvalgets overvejelser 22
12.3. Justitsministeriets overvejelser 22
13. Indsamling og formidling af viden om adoption 23
13.1. Adoptionsudvalgets overvejelser 23
13.2. Justitsministeriets forslag 23
14. Økonomiske og administrative konsekvenser m.v 24
15. Hørte myndigheder og organisationer m.v 25
1. Indledning
1.1. Nedsættelsen af Justitsministeriets adoptionsudvalg
Justitsministeren nedsatte den 12. oktober 1995 et adoptionsudvalg
(Justitsministeriets adoptionsudvalg), der bl.a. fik til opgave at udarbejde
forslag til ændring af adoptionsloven og de administrative regler på området
med henblik på, at Danmark kunne ratificere Haagerkonventionen af 29. maj
1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale
adoptioner.
Adoptionsudvalget har bestået af en formand (højesteretsdommer Mogens
Hornslet) og 8 andre medlemmer, der har repræsenteret de formidlende
organisationer (3 medlemmer), Adoption og Samfund (et medlem), de
amtskommunale adoptionssamråd og samrådssekretariater (et medlem), Foreningen
af Statsamtsjurister og Foreningen af Statsamtmænd (et medlem) og
Justitsministeriet (2 medlemmer).
1.2. Adoptionsudvalgets første betænkning (nr. 1323/1996)
I september 1996 afgav Adoptionsudvalget en delbetænkning (betænkning nr.
1323/1996) med forslag til de ændringer af bl.a. adoptionsloven, der var
nødvendige for, at Danmark kunne ratificere Haagerkonventionen.
Betænkningens forslag blev gennemført ved lov nr. 233 af 2. april 1997 om
ændring af adoptionsloven, indfødsretsloven og navneloven. Ved denne lov gav
Folketinget samtidig sit samtykke til, at Danmark ratificerede
Haagerkonventionen.
Haagerkonventionen blev ratificeret af Danmark den 2. juli 1997, og
konventionen trådte herefter i kraft for Danmarks vedkommende den 1. november
1997, jf. konventionens artikel 46. Haagerkonventionen er ud over af Danmark
ratificeret af Mexico, Rumænien, Sri Lanka, Cypern, Polen, Spanien, Ecuador,
Peru, Costa Rica, Burkina Faso, Philippinerne, Canada, Venezuela, Finland og
Sverige. Konventionen er undertegnet af en række yderligere lande, der dog
endnu ikke har ratificeret konventionen.
Ligeledes den 1. november 1997 trådte den nævnte lov nr. 233 af 2. april
1997 om ændring af adoptionsloven, indfødsretsloven og navneloven i kraft,
jf. bekendtgørelse nr. 644 af 10. august 1997.
1.3. Adoptionsudvalgets afsluttende betænkning (nr. 1338/1997)
Ifølge Adoptionsudvalgets kommissorium kunne udvalget endvidere fremsætte
forslag til andre ændringer af adoptionsloven og de administrative regler på
området end dem, der var nødvendige for, at Danmark kunne ratificere
Haagerkonventionen.
Udvalget blev i den forbindelse i kommissoriet særligt anmodet om at
overveje, om der var behov for at ændre de gældende regler om
aldersforskellen mellem et adoptivbarn og adoptanterne, således at disse
regler blev mere fleksible.
I en beretning afgivet af Folketingets Retsudvalg den 30. maj 1996 over
forslag til folketingsbeslutning om liberalisering af adoptionslovgivningen
(Beslutningsforslag nr. B 112, 1995-96) tilkendegav Retsudvalget, at man
ønskede, at justitsministeren anmodede Adoptionsudvalget om at belyse og
overveje en række yderligere problemstillinger vedrørende adoption.
Adoptionsudvalget har på den baggrund i juni 1997 afgivet sin anden og
afsluttende betænkning (betænkning nr. 1338/1997 om international adoption).
2. Formålet med lovforslaget
Lovforslagets formål er at gennemføre en revision af adoptionslovens
regler med hensyn til adoption af udenlandske børn.
Med lovforslaget søges reglerne om undersøgelse og godkendelse af kommende
adoptanter gjort mere tidssvarende og smidige bl.a. ved, at adoptanterne får
en højere grad af medbestemmelse og ansvar i forbindelse med adoptionen
samtidig med, at myndighedernes kontrolfunktion træder i baggrunden.
Der foreslås således indført et faseopdelt undersøgelses- og
godkendelsesforløb og et adoptionsforberedende kursus, der skal hjælpe
adoptanterne til i højere grad selv at kunne vurdere, om de har ressourcer
til at adoptere et udenlandsk barn.
Reglerne om godkendelse af de udenlandske myndigheders anvisning af et
barn til de enkelte ansøgere (»matchingforslag«) foreslås ligeledes
ændret bl.a. således, at de amtskommunale adoptionssamråd for fremtiden ikke
skal godkende et barn, der er bragt i forslag, hvis den danske formidlende
organisation finder, at barnet ligger inden for ansøgernes godkendelse.
Ved lovforslaget foreslås endvidere bl.a. ændringer i reglerne om
aldersforskel mellem adoptanter og adoptivbørn og reglerne om det antal børn,
et par kan adoptere.
Lovforslaget bygger på Adoptionsudvalgets betænkning nr. 1338/1997 om
international adoption, der er omtalt ovenfor under pkt. 1.3. (i det følgende
benævnt betænkningen ).
3. Undersøgelse og godkendelse af adoptanter.
3.1. De gældende regler.
Efter adoptionslovens § 4 a er det en betingelse for at adoptere et
udenlandsk barn, at ansøgerne efter en foretagen undersøgelse er blevet
godkendt som adoptanter.
At adoptanterne skal være fundet egnet til at adoptere følger endvidere af
såvel Den Europæiske Adoptionskonvention fra 1967 om adoption af børn som
Haagerkonventionen fra 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med
hensyn til internationale adoptioner, jf. nærmere betænkningen side
18-19.
Afgørelse om, hvorvidt ansøgerne kan godkendes som adoptanter, træffes af
adoptionssamrådet i den amtskommune, hvor ansøgerne bor eller opholder sig,
jf. adoptionslovens § 25 a, stk. 1, og adoptionsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.
Den undersøgelse af adoptanternes forhold, der danner grundlaget for
samrådets afgørelse, foretages af den pågældende amtskommune, jf.
adoptionslovens § 25 a, stk. 1.
Undersøgelsen består normalt af en orienterende samtale med begge ansøgere
(ægtefæller) efterfulgt af en samtale med ansøgerne hver for sig og et besøg
i ansøgernes hjem.
Undersøgelsen skal bl.a. belyse en række spørgsmål vedrørende ansøgernes
personlighed, økonomiske og personlige forhold, baggrunden for ønsket om at
adoptere osv. På baggrund af samtalerne og besøget i hjemmet udarbejder
sagsbehandlerne en redegørelse til adoptionssamrådet. Oplysningerne indgår
endvidere i en rapport om ansøgerne, der skal sendes til giverlandet med
henblik på det pågældende lands vurdering af ansøgerne og anvisning af et
barn til dem (matching).
Med hensyn til undersøgelsens form og indhold henvises i øvrigt til
betænkningen side 96-98.
Et samråds afslag på en ansøgning om godkendelse som adoptant kan
indbringes for Adoptionsnævnet, jf. adoptionslovens § 25 b, stk. 1.
Adoptionsnævnet kan i den forbindelse tage stilling til eventuelle
sagsbehandlingsfejl i samrådet.
Adoptionsnævnet havde endvidere indtil en ændring af adoptionsloven i 1984
(lov nr. 216 af 16. maj 1984) kompetence til at fastsætte generelle regler
vedrørende betingelserne for godkendelse som adoptant og til at føre tilsyn
med bl.a. samrådene. Om baggrunden for lovændringen henvises til
Folketingstidende 1983- 84, 2. samling, tillæg A, sp. 197-212.
Kompetencen til at fastsætte regler om godkendelse som adoptant og om
adoptionssagers behandling tilkommer nu justitsministeren, jf.
adoptionslovens § 25. Hjemlen er udnyttet til udsendelse af
adoptionscirkulæret (cirkulære nr. 99 af 5. september 1986) og udgør
grundlaget for de cirkulæreskrivelser, som Civilretsdirektoratet løbende
udsender om konkrete og generelle adoptionsretlige spørgsmål.
Civilretsdirektoratet fører endvidere tilsyn med samrådene bl.a. ved, at en
række sager efter adoptionscirkulærets § 15 skal forelægges for direktoratet.
Forelæggelsespligten er bl.a. med til at give direktoratet et bredt overblik
over de særlige sagskategorier og indsigt i myndighedernes behandling af
sagerne og giver ofte direktoratet anledning til at oplyse myndighederne om
regler og sagsbehandlingsspørgsmål. Der henvises til betænkningen side
134-136.
Efter § 61 i lov om kommunernes styrelse fører Indenrigsministeriet tilsyn
med, at amtskommunerne overholder lovgivningen. Tilsynet omfatter imidlertid
alene den virksomhed, der varetages af amtskommunen, det vil sige amtsrådet,
udvalgene og den amtskommunale forvaltning. Derimod omfatter tilsynet ikke
nævn og udvalg m.v., der selvstændigt og uafhængigt af amtsrådet varetager
opgaver. Indenrigsministeriets tilsyn omfatter heller ikke den
sagsbehandling, som amtskommunen udfører som sekretariat for et sådant nævn
eller udvalg m.v. Indenrigsministeriet fører således ikke tilsyn med
adoptionssamrådene og samrådssekretariaterne.
3.2. Adoptionsudvalgets overvejelser
3.2.1. Faseopdelt undersøgelses- og godkendelsessystem
I betænkningen side 28-29 redegøres for den kritik, der har været
rejst mod det nugældende undersøgelses- og godkendelsessystem.
På baggrund heraf foreslår Adoptionsudvalget, at reglerne ændres, således
at undersøgelsen af ansøgerne opdeles i tre adskilte faser.
Forslaget har bl.a. til formål, at ansøgere, der opfylder de generelle
godkendelseskrav, der stilles til adoptanter, i højere grad selv skal
vurdere, om de virkelig ønsker og har ressourcer til at adoptere et
udenlandsk barn. For at ruste ansøgerne bedre til at foretage denne vurdering
foreslår udvalget, at der indføres et obligatorisk adoptionsforberedende
kursus for ansøgerne.
Forslaget om et faseopdelt godkendelsessystem skal endvidere ses på
baggrund af, at Adoptionsudvalget har fundet det væsentligt, at der i videst
mulig omfang opstilles klare og målbare godkendelseskriterier, hvis
opfyldelse kan afklares i en meget tidlig fase af adoptionsforløbet - uden at
en individuel vurdering af ansøgerne dog helt kan undværes.
Et mindretal i udvalget (Landsforeningen Adoption og Samfunds
repræsentant), der er enig i forslaget om at indføre et faseopdelt
undersøgelses- og godkendelsessystem, har anført, at der er behov for at
præcisere hensigten med og indholdet i de tre faser, idet en mangel på
præcision i formuleringerne kan medføre, at adoptionssystemet udvikler sig
til det værst tænkelige scenario - nemlig fastholdelse af det nuværende
system udbygget med et obligatorisk kursus. Der henvises til
betænkningen side 33-35.
3.2.2. Større grad af ensartethed i samrådenes praksis og tilsyn med
samrådene
Adoptionsudvalget har anført, at den kritik, der i de seneste års debat
har været rejst om uensartethed i samrådenes behandling og afgørelse af
ansøgninger om godkendelse som adoptant, næppe helt kan afvises. I
betænkningen er som bilag 7 optrykt en statistik over samrådenes og
Adoptionsnævnets afgørelser om godkendelse som adoptanter. Som det fremgår af
betænkningen side 136, er der tale om en foreløbig statistik. I bilag
2 til lovforslaget er medtaget statistiske oplysninger, der er fremkommet
efter afgivelsen af betænkningen vedrørende samrådenes sager om
godkendelse af adoptanter i 1996.
Udvalget har i lyset af de klare fordele, der er knyttet til, at
adoptionssagerne behandles og vurderes regionalt i 16 amtskommunale
adoptionssamråd, ikke fundet grund til at overveje en centralisering af disse
funktioner. Udvalget har derimod fundet, at der på anden vis bør iværksættes
forskellige tiltag med henblik på en større grad af ensartethed i samrådenes
praksis.
Et flertal i udvalget (alle bortset fra Adoption og Samfunds
repræsentant) foreslår på den baggrund, at Adoptionsnævnets ansvarsområde
udvides, således at nævnet fremover skal fungere som tilsynsmyndighed i
forhold til samrådene. Flertallet har i den forbindelse lagt vægt på, at
Adoptionsnævnet i forbindelse med dets virksomhed som rekursinstans har
kendskab til sagsrutinerne og forskelle i samrådenes praksis. Flertallet har
endvidere lagt vægt på, at Adoptionsnævnet som følge af dets sammensætning
har en bred sagkundskab til rådighed, og at det har oparbejdet en betragtelig
viden om international adoption og tillige er præget af en høj grad af
kontinuitet, der må anses for at være af stor betydning for kvaliteten af et
tilsyn. Der henvises til betænkningen side 137-138.
Et mindretal i udvalget (Adoption og Samfunds repræsentant) finder,
at der er en række argumenter, der taler imod at flytte tilsynet med
samrådene og de amtslige opgaver til Adoptionsnævnet.
Mindretallet har anført, at det kan være vanskeligt at se, hvordan en
flytning af opgaven fra centralmyndigheden (Civilretsdirektoratet) kan være
forenelig med en styrket indsats på området. Der vil i dette tilfælde kunne
skabes tvivl om ansvarsfordelingen mellem Civilretsdirektoratet og
Adoptionsnævnet og i forhold til amtskommunerne og Indenrigsministeriet.
Mindretallet har endvidere henvist til, at Adoptionsnævnets medlemmer har
kompetence med hensyn til konkrete forhold i forbindelse med godkendelse af
adoptionsansøgninger og børn. Tilsynsopgaven spænder imidlertid videre og
omfatter bl.a. vigtige spørgsmål omkring arbejdsmetoder og organisation. Her
er det ifølge mindretallet vanskeligt at forvente, at Adoptionsnævnet har de
nødvendige kvalifikationer, mens det må være naturligt at knytte denne
forventning til Civilretsdirektoratet.
Mindretallet har endelig henvist til, at et særligt problem i forbindelse
med den kritik af samrådenes og amtskommunernes virke på området, der gennem
årene har været rejst, har været, at området synes at have unddraget sig
politisk kontrol. Det synes derfor ifølge mindretallet ikke logisk at flytte
tilsynet væk fra et område under ministeransvar.
Sammenfattende finder mindretallet, at der er meget, der taler for at lade
tilsynsopgaverne forblive i Civilretsdirektoratet, men at tilsynsopgaven må
opprioriteres. Der henvises til betænkningen side 144-145.
Spørgsmålet om opnåelse af en større grad af ensartethed i samrådenes
praksis må ses i sammenhæng med Adoptionsudvalgets anbefaling af, at der på
et mere overordnet plan sker en opprioritering af adoptionsområdet. Der
henvises herom til pkt. 13 nedenfor.
3.2.3. Placering af samrådene og samrådssekretariaterne
Et mindretal i udvalget (et medlem: Foreningen af
Statsamtsjurister og Foreningen af Statsamtmænds repræsentant) har anført, at
samrådene og samrådssekretariaterne, der i dag henhører under amtskommunerne,
bør henlægges til statsamterne, således at både forundersøgelse og
bevillingsudstedelse foretages i statsamtligt regi. Mindretallet har bl.a.
henvist til, at en samling af alle dele af en adoptionssags behandling og
afgørelse under samme myndighed vil medføre kortere sagsbehandlingstid og
betyde en forenklet og mere overskuelig betjening af adoptionsansøgere.
Udvalgets flertal (alle øvrige medlemmer) går derimod ind for at
bevare samrådene og samrådssekretariaterne under amtskommunerne. Flertallet
henviser bl.a. til, at en væsentlig grund til at flytte en opgave fra een
myndighed til en anden i almindelighed må være, at der herved opnås en
forbedring, f.eks. i form af kortere sagsbehandlingstid, større
overskuelighed for borgerne eller større ensartethed i afgørelserne, men at
man ikke umiddelbart finder, at sådanne hensyn taler for at overflytte
samrådssekretariaterne til statsamtligt regi.
Der henvises til betænkningen side 40-41.
3.3. Justitsministeriets forslag.
3.3.1. Faseopdelt undersøgelses- og godkendelsessystem
Justitsministeriet er enig med Adoptionsudvalget i, at der er behov for at
ændre de nuværende regler for undersøgelse og godkendelse af personer, der
ansøger om at blive godkendt som adoptanter.
Justitsministeriet kan derfor tilslutte sig udvalgets forslag om at opdele
undersøgelses- og godkendelsesforløbet i tre adskilte faser.
Justitsministeriet er dog samtidig enig med mindretallet i, at forslaget
om et nyt, faseopdelt undersøgelses- og godkendelsesforløb ikke blot må føre
til en udbygning af det hidtidige system.
Meningen er, at det nye undersøgelses- og godkendelsesforløb skal være -
og blive opfattet som - bedre end det gamle, herunder ved, at undersøgelsen i
højere grad får karakter af en dialog mellem ansøgerne og myndighederne og
ved, at det meget tidligt i forløbet afklares, om ansøgerne opfylder de
generelle betingelser for at blive godkendt som adoptanter.
Justitsministeriet foreslår, at undersøgelses- og godkendelsesforløbet
tilrettelægges således:
Fase 1
I fase 1 indgives ansøgningen om godkendelse som adoptanter til
amtskommunen, og ansøgerne udfylder et skema med oplysning om bl.a.
ansøgernes alder, civilstand, beskæftigelse og boligforhold og et skema om
helbredserklæring til brug ved adoption. Ansøgerne bliver endvidere bedt om
at give samtykke til, at amtskommunen kan indhente oplysninger om ansøgernes
straf- og skatteforhold.
Endvidere finder der som hidtil en orienterende samtale sted mellem
ansøgerne og amtskommunens sagsbehandler. Ved denne samtale modtager
ansøgerne nærmere oplysninger om adoptionssagens forløb, hvilke krav der
stilles til adoptivforældre, hvilke emner der skal belyses, og hvad
oplysningerne skal bruges til.
På baggrund af de modtagne oplysninger træffer adoptionssamrådet afgørelse
om, hvorvidt de generelle krav for godkendelse som adoptant er opfyldt. Er
kravene ikke opfyldt, får ansøgeren med det samme afslag på ansøgningen. En
ansøger skal således ikke igennem alle 3 faser, hvis det allerede efter fase
1 er klart, at ansøgningen ikke kan imødekommes.
I fase 1 bør der efter Justitsministeriets opfattelse tages stilling til,
om ansøgerne opfylder kravene til alder, antal børn, boligforhold, samlivets
varighed, strafforhold m.v. Der bør endvidere så vidt muligt tages stilling
til, om ansøgernes helbredsforhold er til hinder for godkendelse som
adoptanter.
Justitsministeriet er enig med Adoptionsudvalget i, at spørgsmålet om
godkendelse af adoptivforældre så vidt muligt bør afgøres efter målbare
kriterier. Derved får ansøgerne mulighed for i højere grad at forudse
udfaldet af deres ansøgning, og samrådenes godkendelsespraksis bliver mere
ensartet.
Efter Justitsministeriets opfattelse må der imidlertid i et vist omfang
foretages en konkret vurdering af, om betingelserne for godkendelse er
opfyldt. Det vil således efter Justitsministeriets opfattelse ikke være
hensigtsmæssigt f.eks. at opstille præcise krav til boligens størrelse. Det
afgørende må være, om boligen kan anses for egnet til at udgøre de fysiske
rammer for et barns opvækst, og i den forbindelse vil forhold som boligens
beliggenhed, indretning m.v. kunne spille en lige så stor rolle som boligens
størrelse. På samme måde bør der efter Justitsministeriets opfattelse ikke
opstilles præcise krav til adoptanternes indkomstforhold, idet andre forhold
som f.eks. familiens forbrugsmønster vil kunne spille en lige så stor rolle
for, om adoptanterne i økonomisk henseende vil kunne sikre barnet en god
opvækst.
Det vil efter Justitsministeriets opfattelse heller ikke være
hensigtsmæssigt - om overhovedet muligt - at opstille positiv- og
negativlister over helbreds- og strafforhold. Der bør således være plads til,
at samrådene og Adoptionsnævnet ved afgørelsen af, om en ansøger kan
godkendes som adoptant, tager hensyn til de konkrete omstændigheder i sagen.
Fase 2
I fase 2 skal ansøgere, der opfylder de generelle betingelser for
at blive godkendt som adoptanter, gennemgå et obligatorisk,
adoptionsforberedende kursus. Formålet med kurset er bl.a. at give ansøgerne
grundlag for selv at vurdere, om de har ressourcer til at adoptere et
udenlandsk barn.
Kurserne vil bl.a. skulle sætte ansøgerne i stand til over for dem selv at
få prøvet og bekræftet deres motiv til at adoptere, og ansøgerne vil blive
undervist og rådgivet om en række forhold, der er af betydning ved adoption
af et udenlandsk barn, herunder adoptivbørnenes baggrund, børnenes tilpasning
i familien, børnenes reaktioner på nye omgivelser og omgivelsernes reaktioner
på børnene m.v.
Med hensyn til spørgsmålet om kursets indhold og varighed m.v., og om
kurser for andre end førstegangsansøgende henvises til lovforslagets pkt. 5.3
nedenfor.
Fase 3
I fase 3 skal det afgøres, om de ansøgere, der opfylder de
generelle betingelser for at blive godkendt som adoptanter, og som efter
deltagelse i det adoptionsforberedende kursus oplyser, at de opretholder
ønsket om at adoptere, også efter en individuel vurdering kan anses for
egnede som adoptivforældre.
En stor del af de afslag på ansøgninger om godkendelse som adoptant, der
gives efter de gældende regler, sker med henvisning til, at de generelle krav
ikke er opfyldt.
Sigtet med det obligatoriske, adoptionsforberedende kursus i fase 2 er
bl.a., at de ansøgere, der ganske vist opfylder de generelle krav, men som
alligevel ikke er egnede som adoptanter, selv kommer til at indse dette og
derfor tilbagekalder deres ansøgning.
Det må på den baggrund forventes, at antallet af sager, hvor det i fase 3
viser sig nødvendigt efter en individuel vurdering at nægte ansøgerne
godkendelse som adoptanter, bliver begrænset. Der bør dog efter
Justitsministeriets opfattelse ikke - som foreslået af et mindretal i
Adoptionsudvalget (Landsforeningen Adoption og Samfunds repræsentant)(
betænkningen , side 35) - på forhånd sættes tal på, hvilken
afslagsprocent i fase 3, der kan accepteres.
Undersøgelsen i fase 3 må forventes i hovedparten af sagerne at kunne
koncentreres om en individuel beskrivelse af ansøgerne. Denne beskrivelse vil
dels have til formål at give samrådet det fornødne grundlag for at træffe
afgørelse om godkendelse som adoptant og fastsætte de nærmere rammer for
godkendelsen (herunder om ansøgerne kan godkendes til et lille eller et
større barn), dels at give de udenlandske myndigheder det fornødne grundlag
for deres afgørelse om godkendelse af ansøgerne og anvisning af et barn
(matching).
Beskrivelsen må tilvejebringes i et samarbejde mellem sagsbehandler og
ansøgere under det antal samtaler, herunder et hjemmebesøg, der i den enkelte
sag må anses for nødvendig.
Justitsministeriet forudsætter herved, at omfanget af fase 3 skal være
klart mere begrænset end en forundersøgelse med henblik på godkendelse som
adoptant efter de nugældende regler. Det indebærer bl.a., at en række
forhold, der er omtalt i betænkningen kapitel 4, herunder indstilling
til børn og unge, familiære forhold m.v., i almindelighed forudsættes tillagt
betydeligt mindre vægt end efter hidtidig praksis. Det forudsættes således,
at det klart skal have undtagelsens karakter, at der bliver givet afslag på
godkendelse som adoptant i denne fase.
Hvis sagsbehandleren er i tvivl om, hvorvidt ansøgerne bør godkendes som
adoptanter, må undersøgelsen dog ventes at blive mere omfattende, eventuelt
med inddragelse af en anden sagsbehandler og efter omstændighederne
psykiatrisk eller psykologisk bistand.
3.3.2. Større grad af ensartethed i samrådenes praksis og tilsyn med
samrådene
Justitsministeriet er enig med Adoptionsudvalget i, at der bør søges
opnået en større grad af ensartethed i samrådenes praksis.
Det bør efter Justitsministeriets opfattelse i princippet være sådan, at
en sag om godkendelse som adoptant alt andet lige får den samme behandling og
det samme udfald, uanset hvor i landet ansøgerne bor. De statistiske
oplysninger, der er omtalt ovenfor under pkt. 3.2.2. og i bilag 2 til
lovforslaget, synes imidlertid at vise, at det ikke helt er tilfældet.
En højere grad af ensartethed i behandlingen og afgørelsen af sagerne vil
efter Justitsministeriets opfattelse kunne bidrage væsentligt til at styrke
tilliden til og tilfredsheden med adoptionssystemet og dermed imødekomme den
kritik af det, der har været rejst.
Adoptionsnævnet bidrager gennem sin virksomhed som klageinstans i forhold
til samrådenes afgørelser til en ensartet praksis i de 16 adoptionssamråd.
Når de statistiske oplysninger alligevel viser en vis uensartethed i praksis,
skyldes det formentlig bl.a., at Adoptionsnævnet efter de gældende regler kun
får forelagt sager og dermed kun har mulighed for at gribe korrigerende ind i
tilfælde, hvor der er givet afslag på godkendelse som adoptant.
Antallet af klagesager, der bliver forelagt for Adoptionsnævnet, må
endvidere forventes at falde i de kommende år som følge af det foreslåede nye
undersøgelses- og godkendelsessystem, jf. ovenfor pkt. 3.2.1. Også af denne
grund vil Adoptionsnævnet være afskåret fra gennem virksomheden som
klageinstans at sikre den ønskede højere grad af ensartethed i samrådenes
praksis.
For at opnå en højere grad af ensartethed i samrådenes praksis er det
derfor nødvendigt enten at udvide Adoptionsnævnets opgaver til også at
omfatte tilsynet med samrådene eller at intensivere det tilsyn, der i dag
udøves af Civilretsdirektoratet.
Justitsministeriet er enig med Adoptionsudvalgets flertal i, at
Adoptionsnævnet må antages at have de bedste forudsætninger for at føre
tilsyn med samrådene. Justitsministeriet foreslår derfor, at det i
adoptionslovens § 25 b fastsættes, at Adoptionsnævnet fører tilsyn med
samrådene efter regler fastsat af justitsministeren.
Kompetencen til at fastsætte generelle regler om godkendelse som adoptant
og om adoptionssagers behandling skal efter forslaget fortsat ligge hos
justitsministeren (Civilretsdirektoratet), jf. adoptionslovens § 25.
3.3.3. Placering af samrådene og samrådssekretariaterne
Efter Justitsministeriets opfattelse vil der næppe med hensyn til
ensartethed i afgørelserne om godkendelse som adoptant eller med hensyn til
sagsbehandlingstid m.v. være væsentlige fordele forbundet med som foreslået
af et mindretal i Adoptionsudvalget at flytte samrådene og
samrådssekretariaterne fra amtskommunerne til statsamterne.
Amtskommunerne besidder betydelig faglig ekspertise vedrørende børns
vilkår og udviklingsmuligheder, og der vil derfor næppe heller med hensyn til
sagsbehandlingens og samrådsafgørelsernes kvalitet kunne vindes noget ved en
sådan flytning. Det forhold, at adoptionsbevillingen udstedes at statsamtet,
kan efter Justitsministeriets opfattelse heller ikke begrunde en flytning.
Justitsministeriet foreslår derfor i overensstemmelse med flertallet i
udvalget, at samrådene og samrådssekretariaterne som hidtil skal henhøre
under amtskommunerne.
4. De formidlende organisationer
4.1. De gældende regler
Adoptionsformidlingen af udenlandske børn varetages at de formidlende
organisationer Adoption Center, DanAdopt og Terre des Hommes, som
justitsministeren efter adoptionslovens § 30 har givet tilladelse til at yde
adoptionshjælp.
Justitsministeren (Civilretsdirektoratet) har i de formidlende
organisationers autorisationer fastsat de nærmere rammer for
organisationernes virksomhed og fører tilsyn med overholdelsen heraf. Om de
formidlende organisationers virksomhed og om omfanget af tilsynet med
organisationerne henvises til betænkningen kapitel 9, side 160 ff.
En sag om adoption af et udenlandsk barn indledes ved, at ansøgerne retter
henvendelse til en af de tre godkendte formidlende organisationer, der
herefter på ansøgernes vegne indsender en ansøgning om godkendelse som
adoptanter til amtskommunen.
Der er imidlertid efter adoptionsloven i princippet ikke noget til hinder
for, at ansøgere i Danmark søger at gennemføre en privat fremmedadoption uden
bistand fra en formidlende organisation. Om private fremmedadoptioner
henvises til betænkningen side 153- 154. Den bemyndigelse, som
justitsministeren efter adoptionslovens § 30, stk. 3, har til at fastsætte
regler om, at personer, der ønsker at adoptere, pålægges at søge bistand hos
en godkendt formidlende organisation, er således ikke udnyttet.
4.2. Adoptionsudvalgets overvejelser
4.2.1. Betingelserne for autorisation
Adoptionsudvalgets flertal (alle bortset fra Adoption og Samfunds
repræsentant) finder ikke, at der er grundlag for at ændre på kravene til
organisationer, der ønsker at få autorisation til adoptionsformidling.
Et mindretal i udvalget (Adoption og Samfunds repræsentant), der i
øvrigt er kritisk over for de gældende autorisationers indhold, finder, at
der bør opstilles specifikke krav således, at enhver organisation, der
opfylder betingelserne, kan og skal autoriseres.
Der henvises til betænkningen side 182-183.
4.2.2. Tilsynet med de formidlende organisationer
Der er i Adoptionsudvalget enighed om, at der bør ske en styrkelse af
tilsynet med de formidlende organisationers virksomhed. Det skyldes bl.a.
Haagerkonventionens krav til tilsynsvirksomheden samt forslaget om en ændret
procedure for godkendelse af udenlandske matchingforslag, der er omtalt
nedenfor under pkt. 11.
Et flertal i udvalget (alle bortset fra Adoption og Samfunds
repræsentant) foreslår, at tilsynet med de formidlende organisationers
behandling af udenlandske matchingforslag og med organisationernes virksomhed
i udlandet henlægges til Adoptionsnævnet.
Det almindelige tilsyn med de formidlende organisationer, herunder med de
organisationsmæssige og økonomiske forhold, samt beføjelserne til eventuelt
at skride ind over for organisationerne, bør derimod efter flertallets
opfattelse fortsat ligge hos Civilretsdirektoratet, der har har meddelt
organisationerne autorisation. Der henvises til betænkningen side
139-140.
Et mindretal i udvalget (Adoption og Samfunds repræsentant) finder,
at tilsynet med de formidlende organisationer bør forblive i
Civilretsdirektoratet, men at tilsynsopgaverne bør opprioriteres. Der
henvises til betænkningen side 144-145.
Mindretallet har i øvrigt på en række punkter rejst kritik af de
formidlende organisationers og tilsynsmyndighedens virksomhed. Disse
kritikpunkter - som de formidlende organisationer finder er overraskende og
udokumenterede - vil blive søgt afklaret i en dialog mellem de formidlende
organisationer, Adoption og Samfund og Civilretsdirektoratet. Der henvises
til betænkningen side 175- 178.
4.2.3. Tilmelding til en formidlende organisation
Efter Adoptionsudvalgets opfattelse bør internationale adoptioner i videst
muligt omfang gennemføres af en autoriseret formidlende organisation. Efter
udvalgets opfattelse bør det overvejes at udnytte bemyndigelsen i
adoptionslovens § 30, stk. 3, til at fastsætte, at personer, der ønsker at
adoptere, bortset fra tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder,
skal søge bistand hos en formidlende organisation. Der henvises til
betænkningen side 166.
Udvalget har endvidere drøftet, på hvilket tidspunkt i undersøgelses- og
godkendelsesforløbet en adoptionsansøger bør være tilmeldt en formidlende
organisation.
Et flertal i udvalget (6 medlemmer: formanden, repræsentanterne for
de formidlende organisationer og repræsentanterne for statsamterne og
amtskommunerne) finder, at den gældende ordning, hvorefter adoptionssager
normalt indledes med, at adoptionsansøgerne henvender sig til en af de tre
formidlende organisationer, bør bevares.
Et mindretal i udvalget (3 medlemmer: Justitsministeriets
repræsentanter og repræsentanten for Adoption og Samfund) finder, at
tilmelding til en formidlende organisation først bør kræves, når fase 2 er
gennemført.
Der henvises til betænkningen side 36-40.
4.3. Justitsministeriets forslag
4.3.1. Betingelserne for autorisation
Justitsministeriet er enig med Adoptionsudvalgets flertal i, at der ikke
er behov for at ændre reglerne for godkendelse af formidlende organisationer.
Jusitsministeriet foreslår på den baggrund ingen ændringer i adoptionslovens
§ 30, stk. 1.
At drive adoptionsformidling stiller store krav til organisationen om
bl.a. et bredt kontaktnet i giverlandene, et sagkyndigt personale, der kan
betjene ansøgerne, et solidt økonomisk fundament, således at ansøgerne har
sikkerhed for, at organisationen ikke pludselig ophører med at virke, osv.
Justitsministeriet har ikke kendskab til, at der er organisationer ud over
de tre allerede godkendte, der ønsker tilladelse til at drive
adoptionsformidling. Hvis der imidlertid på et tidspunkt fremkommer en sådan
ansøgning, vil Justitsministeriet være positivt indstillet over for
ansøgningen, hvis organisationen kan leve op til de samme betingelser, som de
nuværende organisationer skal overholde.
4.3.2. Tilsynet med de formidlende organisationer
De formidlende organisationer varetager en så central funktion i det
danske adoptionssystem, at der er en naturlig offentlig interesse i at sikre,
at organisationernes arbejde tilrettelægges og udføres så hensigtsmæssigt og
effektivt som muligt.
Justitsministeriet er på den baggrund enig i, at der som foreslået af et
enigt Adoptionsudvalg - også repræsentanterne for de formidlende
organisationer - bør ske en styrkelse af tilsynet med de formidlende
organisationers virksomhed.
De formidlende organisationers autorisation meddeles af Justitsministeriet
(Civilretsdirektoratet). På den baggrund bør det almindelige tilsyn med de
formidlende organisationers organisationsmæssige og økonomiske forhold og
beføjelsen til eventuelt at skride ind over for organisationerne efter
Justitsministeriets opfattelse fortsat ligge hos Civilretsdirektoratet.
I forbindelse med forslaget om en ændret procedure for godkendelse af
udenlandske matchingforslag, der er omtalt nedenfor under pkt. 11, får de
formidlende organisationer for fremtiden et betydeligt ansvar for vurderingen
af, om et udenlandsk matchingforslag ligger inden for ansøgernes godkendelse.
Justitsministeriet kan i den forbindelse tilslutte sig flertallets forslag
om, at tilsynet med de formidlende organisationers behandling af udenlandske
matchingforslag henlægges til Adoptionsnævnet. Adoptionsnævnet har således
som klageinstans i forhold til samrådenes afgørelser oparbejdet et betydeligt
erfaringsgrundlag og har dermed efter Justitsministeriets opfattelse de
bedste forudsætninger for at føre tilsyn med de vurderinger, som de
formidlende organisationer foretager med hensyn til, om udenlandske
matchingforslag ligger inden for eller uden for ansøgernes godkendelse.
Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig flertallets forslag om at
henlægge tilsynet med de formidlende organisationers virksomhed i udlandet
til Adoptionsnævnet. Forslaget må bl.a. ses i sammenhæng med forslaget omtalt
nedenfor under pkt. 13 om, at Adoptionsnævnet skal være ansvarlig for at
indhente, bearbejde og formidle viden på adoptionsområdet, såvel på nationalt
som på internationalt plan. Derved opnår Adoptionsnævnet de informationer om
den internationale udvikling på adoptionsområdet, som må anses for en
forudsætning for et effektivt tilsyn med de formidlende organisationers
virksomhed i udlandet.
Da beføjelsen til eventuelt at skride ind over for de formidlende
organisationer som nævnt fortsat bør ligge hos Civilretsdirektoratet, må
Adoptionsnævnet indberette sagen til Civilretsdirektoratet, hvis nævnet i
forbindelse med dets tilsynsvirksomhed er blevet opmærksom på forhold, der
efter nævnets opfattelse gør det nødvendigt at gribe ind over for
organisationerne. Der vil dog ikke være noget til hinder for, at
Adoptionsnævnet på egen hånd retter henstillinger til organisationerne i
anledning af tilsynsvirksomheden.
Adoptionsnævnets tilsynsvirksomhed med de formidlende organisationer, der
forudsætter en ændring af adoptionslovens § 30, påtænkes udøvet i henhold til
regler, der fastsættes af justitsministeren. Der påtænkes i den forbindelse
fastsat regler om, at Civilretsdirektoratet kan indhente udtalelser fra
Adoptionsnævnet om generelle og konkrete spørgsmål vedrørende de formidlende
organisationer, og om nævnets underretning af direktoratet om forhold, som
tilsynet giver anledning til.
4.3.3. Tilmelding til en formidlende organisation
Justitsministeriet er enig med mindretallet i udvalget i, at tilmelding
til en formidlende organisation først bør kræves ved indledningen af fase 3.
Det er således efter Justitsministeriets opfattelse en naturlig konsekvens
af den foreslåede nye undersøgelses- og godkendelsesordning, hvor der i fase
2 er indlagt et kursusforløb, at ansøgerne ikke behøver at vælge en
formidlende organisation, før fase 2 er afsluttet, og ansøgerne derved har
fået bedre forudsætninger for at vælge formidlende organisation.
Justitsministeriet er opmærksom på de fordele for ikke mindst
adoptionsansøgerne selv i form af mulighed for vejledning m.v., der som
anført af flertallet er forbundet med at være tilmeldt en formidlende
organisation allerede fra tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om
godkendelse som adoptant.
Efter Justitsministeriets opfattelse bør det imidlertid være frivilligt
for ansøgerne, om de ønsker at benytte sig af disse fordele, eller om de
ønsker at vente med at tilmelde sig en formidlende organisation, indtil fase
2 er overstået, og ansøgerne dermed gennem kursusforløbet har fået bedre
forudsætninger for at vælge organisation og er blevet sikre på deres ønske om
at adoptere.
Derimod bør der efter Justitsministeriets opfattelse stilles krav om, at
ansøgerne er tilmeldt en formidlende organisation, inden de påbegynder fase
3. En ansøger bør således normalt ikke kunne godkendes som adoptant,
medmindre den pågældende er tilmeldt en godkendt formidlende organisation.
Det bør således fastholdes, at adoption af udenlandske børn bør gennemføres
med bistand af de formidlende organisationer, som er godkendt hertil, og ikke
på den måde, at godkendte adoptionsansøgere på egen hånd søger at opspore et
barn i udlandet (private fremmedadoptioner).
5. Rådgivning og vejledning af adoptionsansøgere
5.1. De gældende regler
Efter den nuværende ordning sker den rådgivning og vejledning, som det
offentlige yder til ansøgere om adoption, hovedsagelig i forbindelse med de
samtaler, som amtskommunens sagsbehandlere har med de pågældende som led i
undersøgelsen af, om ansøgerne kan godkendes som adoptanter.
Det offentlige yder endvidere rådgivning af personer, der er blevet
godkendt som adoptanter, både i forbindelse med, at et barn bringes i
forslag, og umiddelbart efter hjemtagelsen af barnet.
Adoptionsansøgere og adoptanter har også mulighed for at modtage
rådgivning og vejledning hos de formidlende organisationer Adoption Center,
DanAdopt og Terres des Hommes og hos Landsforeningen Adoption og Samfund, der
er en privat forening af adoptivforældre og voksne adopterede. Der henvises
til betænkningen side 103-108.
5.2. Adoptionsudvalgets overvejelser
Adoptionsudvalget har fundet, at der er behov for at styrke rådgivningen
af adoptionsansøgere. Udvalget har derfor foreslået, at der indføres et
adoptionsforberedende kursus, der skal være obligatorisk for
førstegangsansøgere og frivilligt for personer, der har adopteret tidligere.
Kurset skal efter forslaget placeres som fase 2 i det foreslåede nye
undersøgelses- og godkendelsesforløb, jf. ovenfor pkt. 3.3, men skal i øvrigt
være adskilt fra dette forløb. De oplysninger om ansøgerne, der kommer frem
under kurset, må således ikke videregives til brug for undersøgelsen og
godkendelsen.
Adoptionsudvalget har skitseret de hovedtemaer, der bør indgå i
kursusforløbet. Det drejer sig bl.a. om ansøgernes motiv for at adoptere,
adoptivbarnets baggrund, adoptivbarnets tilpasning i familien, adoptivbarnets
reaktioner på de nye omgivelser og adoptivbarnets følelser. Der henvises til
betænkningen side 114-115.
Adoptionsudvalget har fundet, at kursusforløbet er en offentlig opgave, og
at det er en følge af Haagerkonventionens artikel 9, litra c, at den
myndighed, der i henhold til konventionen er udpeget som centralmyndighed (i
Danmark Civilretsdirektoratet), har det overordnede ansvar for
tilrettelæggelsen af det adoptionsforberedende kursus. Udvalget peger i den
forbindelse på muligheden af, at dette sker i samarbejde mellem de
involverede myndigheder og organisationer, herunder Civilretsdirektoratet,
Adoptionsnævnet, de formidlende organisationer og Landsforeningen Adption og
Samfund. Der henvises til betænkningen side 114 og side 141.
5.3. Justitsministeriets forslag
Justitsministeriet er enig med Adoptionsudvalget i, at der er behov for at
styrke det offentliges rådgivning og vejledning af personer, der ansøger om
godkendelse som adoptanter til et barn fra et andet land.
Justitsministeriet kan derfor tilslutte sig Adoptionsudvalgets forslag om
indførelsen af et adoptionsforberedende kursus, der placeres som fase 2 i det
nye undersøgelses- og godkendelsesforløb.
Da deltagelsen i kurset ikke alene er i ansøgernes egen men også i
adoptivbørnenes og det offentliges interesse, er Justitsministeriet enig med
udvalget i, at kurset bør være obligatorisk for førstegangsansøgere.
Det Danske Center for Menneskerettigheder har i forbindelse med høringen
over betænkningen anført, at det ikke forekommer ganske stemmende med
Haagerkonventionen generelt at fritage ansøgere, der tidligere har adopteret,
fra det obligatoriske kursus. Med henvisning til konventionens bærende
princip om hensynet til barnets bedste, vil også andengangsansøgere i nogle
tilfælde efter Centrets opfattelse have behov for rådgivning. Som eksempel
nævner Centret, at et (måske) større barns integration i en familie med et
adopteret eller et biologisk barn i mange tilfælde kan forudsætte en vis
rådgivning med hensyn til søskendeaccept og søskendejalousi.
Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at samrådet får mulighed for
efter regler fastsat af justitsministeren at bestemme, at personer, der
tidligere har adopteret et barn fra et andet land, skal deltage i et
adoptionsforberedende kursus for på ny at blive godkendt som adoptanter til
et sådant barn, hvis der er behov for det, jf. forslaget til § 25 c, stk. 2.
De nærmere regler om indholdet og tilrettelæggelsen af kurserne vil blive
fastsat af justitsministeren, jf. forslaget til § 25 c, stk. 3.
Justitsministeriet er i den forbindelse indstillet på at fastsætte regler om,
at ansøgerne skal have bevis for gennemførelsen af kurset, men der påtænkes
ikke fastsat krav om prøver eller eksamen i forbindelse med afslutningen af
kurset.
Justitsministeriet (Civilretsdirektoratet) vil i øvrigt inddrage de
berørte myndigheder og organisationer i tilrettelæggelsen af kurserne.
Med hensyn til indholdet af de obligatoriske kurser for
førstegangsansøgere er Justitsministeriet indstillet på at tage udgangspunkt
i den opregning af hovedtemaer, der er anført i betænkningen side
114-115. Under kursusforløbet bør man således bl.a. komme ind på
adoptanternes motiv for at adoptere, adoptivbarnets tilpasning i den nye
familie, barnets reaktion på de nye omgivelser og omgivelsernes reaktion på
barnet. Man bør endvidere komme ind på behovet for senere at tale med barnet
om dets baggrund og forskellige følelsesmæssige forhold, herunder eventuelle
identitetsproblemer hos barnet.
Kurserne vil af hensyn til deltagerne blive søgt afviklet flere steder i
landet og med så hyppige mellemrum, at behandlingen af ansøgningerne om
godkendelse som adoptant ikke unødigt forsinkes.
I medfør af forslaget til § 25 c, stk. 3, kan justitsministeren fastsætte
regler om betaling for deltagelsen i kurserne. Justitsministeriet er
indstillet på at fastsætte betalingen svarende til ca. 1/3 af de samlede
udgifter. Det vil for så vidt angår kurserne for førstegangsadoptanter sige
ca. 5.000 kr. i alt for et ægtepar. Der henvises til pkt. 14 nedenfor om
lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser.
6. Aldersforskel mellem adoptanter og adoptivbarn
6.1. De gældende regler
Efter adoptionsbekendtgørelsens § 6, stk. 1, nr. 1, kan en ansøger ikke,
medmindre der foreligger særlige omstændigheder, godkendes som adoptant, hvis
der på tidspunktet for ansøgningens indgivelse er over 40 års aldersforskel
mellem ansøger og barn.
Bestemmelsen indebærer, at en ansøger, der ønsker at blive godkendt til
adoption af et lille barn (mellem 0-36 måneder), ikke må være fyldt 41 år på
ansøgningstidspunktet.
Bestemmelsen opstiller ikke en fast aldersgrænse for ansøgeren, men et
krav om, at der ikke, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, må
være over 40 års aldersforskel mellem ansøger og barn. Der er således en
fleksibilitet i bestemmelsen, som indebærer, at ansøgere, der er over 40 år,
og som derfor normalt ikke vil kunne godkendes til adoption af et lille barn,
vil kunne godkendes til adoption af et større barn.
Alderskravet skal være opfyldt på tidspunktet for ansøgningens indgivelse.
Det betyder, at personer, der ansøger om at adoptere et lille barn, som følge
af den tid, der går med at blive undersøgt og godkendt og få anvist et barn,
vil kunne være 41-44 år ved modtagelsen af barnet.
Efter adoptionsbekendtgørelsens § 6, stk. 2, kan betingelsen om 40 års
aldersforskel mellem ansøger og barn fraviges, hvis ansøgerne inden rimelig
tid - det vil i praksis sige ca. 1 1/2 år - efter at have modtaget et
adoptivbarn ansøger om godkendelse til adoption af endnu et barn.
Bestemmelsen gør det muligt for adoptanter, der allerede har adopteret et
barn, at adoptere endnu et barn, selv om de ikke opfylder den almindelige
aldersbetingelse om en maksimal aldersforskel på 40 år mellem ansøgere og
barn. Bestemmelsen indebærer, at adoptanterne, der som nævnt vil kunne være
41-44 år ved modtagelsen af det første lille barn, vil kunne være ca. 44-47
år ved modtagelsen af det andet lille barn.
6.2. Adoptionsudvalgets overvejelser
Der har i Adoptionsudvalget været enighed om, at det i almindelighed vil
være at foretrække, at adoptivforhold stiftes inden for den aldersperiode,
hvor en familie normalt får biologiske børn. Udvalget har herved bl.a. lagt
vægt på, at adoptivbarnet ikke bør stilles yderligere anderledes end børn i
biologiske familier ved, at adoptivbarnets forældre er betydeligt ældre end
forældrene til adoptivbarnets jævnaldrene skolekammerater og venner. Udvalget
har endvidere lagt vægt på, at adoptanterne ikke bør være for gamle, og at de
har de nødvendige ressourcer under hele barnets opvækst.
Adoptionsudvalget har i den forbindelse anført, at det kan forekomme
uhensigtsmæssigt at godkende ansøgere til adoption i tilfælde, hvor
giverlandene ikke vil være indstillet på at medvirke hertil på grund af
ansøgernes alder. Fastsættelsen af de danske alderskrav bør derfor efter
udvalgets opfattelse næppe ske uden en vis hensyntagen til de reelle
muligheder for, at giverlandene vil anvise ansøgerne et barn.
Der har i Adoptionsudvalget endvidere været enighed om, at det er til
fordel for barn og familie, at den første adoption gennemføres tidligt, og at
det bør overvejes, på hvilke måder man bedst kan gennemføre en
holdningspåvirkning med sigte på, at adoption betragtes som et ligeværdigt
alternativ til biologisk fødsel med teknisk bistand, og ikke som en sidste
chance når teknisk hjælp efter en række forsøg ikke har givet det ønskede
resultat.
Mens der således har været enighed i udvalget om, at der bør iværksættes
initiativer med henblik på at sikre, at den første adoption gennemføres
tidligere, har der ikke i udvalget kunnet opnås enighed om at foreslå en
generel skærpelse af aldersgrænserne som et middel hertil.
Et flertal i udvalget (5 medlemmer: formanden, repræsentanterne for
Justitsministeriet, repræsentanten for statsamterne og repræsentanten for
Terre des Hommes) har frarådet, at der gennemføres en generel lempelse af
alderskravene for ansøgere til mindre børn mellem 0-36 måneder.
Udgangspunktet for aldersreglerne bør således efter flertallets opfattelse
fortsat være, at der på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om
godkendelse som adoptant ikke må være over 40 års aldersforskel mellem
ansøger og barn.
Flertallet finder dog, at en vis fleksibilitet vil være forsvarlig i
tilfælde, hvor den ene ansøger er ældre end 40 år, men hvor den anden er
noget yngre. Flertallet har endvidere for så vidt angår adoption af større
børn og andre vanskeligt anbringelige børn anbefalet en større fleksibilitet
over for alderskravene under forudsætning af, at ansøgerne - bl. a. gennem
erfaring med egne børn - har de særlige kvalifikationer, der vil kunne
medvirke til at sikre et gunstigt adoptionsforløb med et sådant barn.
Flertallet er delt i spørgsmålet om, hvorvidt den fleksibilitet med hensyn
til alderskravet ved adoption af endnu et barn, som den gældende bestemmelse
i adoptionsbekendtgørelsens § 6, stk. 2, giver mulighed for, bør opretholdes.
3 medlemmer inden for flertallet (Justitsministeriets repræsentanter og
repræsentanten for Terre des Hommes) har fundet, at der fortsat kan være
grund til en vis fleksibilitet med hensyn til alderskravet, hvis ansøgerne i
en sen alder har adopteret deres første barn og derefter ønsker at adoptere
endnu et barn.
Udgangspunktet om, at der ikke må være mere end 40 års aldersforskel
mellem ansøger og barn, bør således ifølge disse medlemmers opfattelse
fortsat kunne fraviges, hvis ansøgerne inden rimelig tid efter at have
modtaget et adoptivbarn ansøger om godkendelse til adoption af endnu et barn.
En ansøgning om adoption af et lille barn mellem 0-36 måneder bør dog
ifølge disse medlemmer ikke kunne indgives så sent, at ansøgerne vil kunne
modtage barnet på et tidspunkt, hvor de (kvinden) på grund af reglerne i lov
om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og
forskning m.v. ville have været afskåret fra at få et barn ved kunstig
befrugtning. Efter § 6 i den nævnte lov må kunstig befrugtning ikke finde
sted i de tilfælde, hvor den kvinde, der skal føde barnet, er ældre end 45 år
(det vil sige 46 år på nær en dag).
Der henvises til betænkningen side 53.
2 medlemmer inden for flertallet (formanden og statsamternes repræsentant)
har anført, at den gældende regel i adoptionsbekendtgørelsens § 6, stk. 2,
åbner mulighed for adoption i tilfælde, hvor adoptanternes alder ligger ud
over, hvad der i almindelighed er ønskeligt af hensyn til barnet. Disse
medlemmer har derfor fundet, at denne regel bør ophæves, hvis der ikke sker
en væsentlig skærpelse af alderskravene for førstegangsadoptanter af små
børn.
Der henvises til betænkningen side 53-54.
Et mindretal i Adoptionsudvalget (3 medlemmer: repræsentanten for
de amtskommunale adoptionssamråd og samrådssekretariater og repræsentanterne
for Adoption Center og DanAdopt) har foreslået en skærpelse af de gældende
aldersregler.
Efter mindretallets opfattelse skal det være en betingelse for godkendelse
som adoptanter, at ingen af ansøgerne er fyldt 40 år på tidspunktet for
samrådsgodkendelsen. Godkendelse skal dog kunne ske, selv om
aldersbetingelsen ikke er opfyldt, hvis ansøgerne ønsker at blive
godkendt til et barn, der er ældre end 36 måneder, hvis det drejer sig
om adoption af et barn, der er søskende til et barn, som ansøgerne har
adopteret i forvejen, eller hvis ansøgerne i forvejen har erfaringer
med egne børn i hjemmet og ønsker at blive godkendt til et handicappet barn.
Den foreslåede 40 års aldersgrænse skal kunne fraviges, hvis kun den ene
ansøger overskrider aldersgrænsen, og ansøgernes sammenlagte alder på
tidspunktet for samrådsgodkendelsen er under 78 år.
Det skal ifølge mindretallet under alle omstændigheder være en betingelse
for godkendelse, at ingen af ansøgerne på godkendelsestidspunktet er fyldt 45
år.
Der henvises til betænkningen side 54-56.
Et andet mindretal i udvalget (1 medlem: Adoption og Samfunds
repræsentant) har peget på en række principper, der bør lægges til grund ved
fastsættelsen af reglerne om aldersforskel mellem ansøgere og barn. Disse
principper fører ifølge dette mindretal til, at den yngste i parret
(eller den enlige) højst må være fyldt 45 år, at aldersforskellen
mellem barnet og den yngste ansøger (eller den enlige) for så vidt angår det
første barn højst må være 40 år, at den ældste ansøger højst må være
fyldt 50 år, og at alderskravene skal være opfyldt på
ansøgningstidspunktet.
Der henvises til betænkningen side 56-57.
6.3. Justitsministeriets overvejelser
Reglerne om aldersforskel mellem ansøgere og barn bør efter
Justitsministeriets opfattelse medvirke til at sikre, at adoptanterne under
hele barnets opvækst har de fornødne ressourcer til at tage sig af barnet og
har lyst og evne til at tage del i barnets leg og øvrige aktiviteter.
Aldersreglerne bør endvidere tage hensyn til det forhold, at mulighederne
for, at barnet kan beholde begge sine forældre, indtil det bliver voksent,
rent statistisk er mindre, jo ældre forældrene er ved modtagelsen af barnet.
Det bør også søges undgået, at aldersreglerne medvirker til at stille
adoptivbørn anderledes end børn i biologiske familier ved, at adoptivbørns
forældre er betydeligt ældre end forældrene til adoptivbørnenes jævnaldrene
skolekammerater og venner.
På den baggrund er Justitsministeriet som udgangspunkt enig med
Adoptionsudvalget i, at det i almindelighed bør foretrækkes, at
adoptivforhold stiftes inden for den aldersperiode, hvor en familie normalt
får biologiske børn.
Ved fastsættelsen af aldersreglerne for adoption bør der endvidere tages
hensyn til mulighederne for at få foretaget kunstig befrugtning. Efter § 6 i
lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik
og forskning m.v. må kunstig befrugtning ikke finde sted i de tilfælde, hvor
den kvinde, der skal føde barnet, er ældre end 45 år.
Justitsministeriet finder på den baggrund, at udgangspunktet for
aldersreglerne fortsat bør være, at der på tidspunktet for indgivelsen af
ansøgningen om godkendelse som adoptant ikke må være over 40 års
aldersforskel mellem ansøger og barn.
I en række situationer er der dog efter Justitsministeriets opfattelse
grundlag for at fravige de almindelige aldersregler.
For så vidt angår adoption af større børn og andre vanskeligt anbringelige
børn er Justitsministeriet enig med Adoptionsudvalgets flertal i, at der bør
være en større grad af fleksibilitet over for alderskravene under
forudsætning af, at ansøgerne - bl. a. gennem erfaring med egne børn - har de
særlige kvalifikationer, der vil kunne medvirke til at sikre et gunstigt
adoptionsforløb med et sådant barn.
Justitsministeriet er endvidere enig med flertallet i Adoptionsudvalget i,
at en vis fleksibilitet i aldersreglerne er forsvarlig i tilfælde, hvor den
ene ansøger er ældre end 40 år, hvis den anden er noget yngre. Hvis den ene
ægtefælle er over 45-46 år, bør godkendelse til adoption af et lille barn dog
efter Justitsministeriets opfattelse normalt ikke ske, selv om den anden
ægtefælle er tilsvarende yngre.
Endelig finder Justitsministeriet, at der fortsat er grund til en vis
fleksibilitet med hensyn til alderskravet for adoptanter, der i en sen alder
har adopteret et barn og derefter ønsker at adoptere endnu et barn. Den
gældende bestemmelse i adoptionsbekendtgørelsens § 6, stk. 2, om, at det
almindelige alderskrav kan fraviges, hvis ansøgerne inden rimelig tid efter
at have modtaget et adoptivbarn ansøger om godkendelse til adoption af endnu
et barn, bør derfor efter Justitsministeriets opfattelse opretholdes.
En ansøgning om adoption af et lille barn mellem 0-36 måneder i medfør af
denne bestemmelse bør dog ikke kunne indgives så sent, at ansøgerne vil kunne
modtage barnet på et tidspunkt, hvor de på grund af reglerne i lov om kunstig
befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning
m.v. ville have været afskåret fra at få et barn ved kunstig befrugtning.
En kvinde vil i medfør af denne lov kunne få foretaget kunstig befrugtning
indtil dagen før, hun fylder 46 år. Hun vil derefter normalt føde barnet, når
hun er 46 år og 9 måneder. Med en sagsbehandlingstid på omkring 2 år fra
indgivelsen af ansøgningen om godkendelse som adoptant til modtagelsen af
barnet, betyder det, at en ansøgning om adoption af et lille barn i medfør af
denne bestemmelse normalt ikke kan imødekommes, hvis en af parterne på
ansøgningstidspunktet er over ca. 45 år.
Der vil ikke ved at kombinere de enkelte undtagelsessituationer, der er
nævnt ovenfor, kunne opnås en yderligere fravigelse af de almindelige
aldersregler. Adoptanter, der i en sen alder har adopteret et barn, og
derefter ønsker at adoptere endnu et barn, hvilket som nævnt bør kunne føre
til en vis fravigelse af aldersreglerne, vil således ikke kunne opnå en
yderligere fravigelse af aldersreglerne, selv om der er tale om et vanskeligt
anbringeligt barn.
Justitsministeriet finder ligesom Adoptionsudvalgets flertal, at det
tidspunkt, hvor alderskravet i de forskellige situationer skal være opfyldt,
fortsat bør være tidspunktet for ansøgningens indgivelse og ikke f.eks.
tidspunktet for modtagelsen af barnet eller - som ønsket af et mindretal i
udvalget - tidspunktet for godkendelsen som adoptant. Ved at vælge
tidspunktet for ansøgningens indgivelse har ansøgerne således selv mulighed
for at sikre sig, at aldersreglerne overholdes, og det undgås, at ansøgerne i
løbet af den tid, der går med at behandle sagen, og som varierer fra sag til
sag, falder for alderskravet.
Den foreslåede justering af aldersreglerne kan ske administrativt i medfør
af bemyndigelsen i adoptionslovens § 25.
7. Antal børn
7.1. De gældende regler
Efter adoptionsbekendtgørelsens § 6, stk. 1, nr. 3, kan godkendelse som
adoptant ikke meddeles til ansøgere, der i hjemmet har 2 adoptivbørn eller 3
børn i alt, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Om baggrunden
for bestemmelsen henvises til betænkningen side 60-62.
De »særlige omstændigheder«, der kan føre til at fravige
udgangspunktet om, at ansøgerne ikke kan blive godkendt som adoptanter, hvis
de i forvejen i hjemmet har 2 adoptivbørn eller 3 børn i alt, kan bl.a. være,
at ansøgerne ønsker at adoptere et handicappet barn eller et større barn
(over 36 måneder). »Særlige omstændigheder« kan endvidere
foreligge, hvis ansøgerne ønsker at adoptere en søskende til et barn, som
ansøgerne i forvejen har adopteret, eller et barn, som ansøgerne, f.eks.
gennem et plejeforhold, i forvejen har et nært og længerevarende
tilknytningsforhold til.
7.2. Adoptionsudvalgets overvejelser
Der har i Adoptionsudvalget været enighed om, at antallet af børn i
familien ikke i sig selv bør afskære ansøgere fra godkendelse til adoption af
et yderligere barn. Udvalget finder således, at den gældende begrænsning til
(som udgangspunkt) 2 adoptivbørn eller 3 børn i alt i familien bør ophæves.
Et flertal i udvalget (alle undtagen Adoption og Samfunds
repræsentant) finder, at spørgsmålet om, hvorvidt ansøgere, der i forvejen
har børn i hjemmet, kan godkendes til adoption, må bero på en vurdering af
familiens samlede ressourcer. Denne vurdering må efter flertallets opfattelse
foretages i fase 3 i det nye undersøgelses- og godkendelsesforløb, der er
omtalt ovenfor under pkt. 3.3, hvor det kan afdækkes, hvorledes de børn, der
i forvejen er i familien, har det, og hvordan samspillet i familien fungerer.
Et mindretal i udvalget (Adoption og Samfunds repræsentant) finder
derimod, at adoptivforældre, der i forvejen er godkendt flere gange, og som i
sagens natur har et ganske indgående kendskab til familiens situation, i høj
grad må forventes at være i stand til selv at træffe beslutningen.
7.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig med Adoptionsudvalget i, at antallet af
adoptivbørn eller biologiske børn i familien ikke i sig selv bør afskære
ansøgere fra at blive godkendt til adoption af (endnu) et barn, men at
spørgsmålet om, hvorvidt ansøgerne kan godkendes til adoption af (endnu) et
barn, bør bero på en konkret vurdering af familiens ressourcer. Bestemmelsen
i adoptionsbekendtgørelsens § 6, stk. 1, nr. 3, påtænkes derfor ophævet.
Ved vurderingen må det naturligvis tillægges vægt, at ansøgere, der
tidligere har adopteret, og dermed kender de krav, som modtagelsen af et nyt
adoptivbarn stiller, selv mener at have ressourcer til at adoptere endnu et
barn.
Der vil derfor efter Justitsministeriets opfattelse kun undtagelsesvis
være behov for på baggrund af en konkret vurdering i fase 3, jf. ovenfor pkt.
3.3, at afslå en ansøgning fra ægtefæller, som tidligere har adopteret, og
som nu ønsker at adoptere et andet eller tredje barn.
Ønsker ansøgerne at adoptere flere end 3 børn, bør dette ikke på forhånd
være udelukket, men bør bero på en konkret vurdering af, om ansøgerne kan
antages at have de yderligere familiemæssige ressourcer, der må kræves for at
optage endnu et barn i familien.
8. Ansøgernes helbredsforhold
8.1. De gældende regler
Efter adoptionslovens § 2 må adoption kun bevilges, når den efter
foretagen undersøgelse kan antages at være til gavn for den, som ønskes
adopteret.
På den baggrund stilles der i forbindelse med ansøgninger om godkendelse
som adoptant bl.a. krav til ansøgerens helbredstilstand.
De generelle retningslinier, der lægges til grund for samrådenes og
Adoptionsnævnets vurdering af ansøgerens helbredstilstand, er beskrevet i
pkt. 2.2.6. i betænkning nr. 775/1976 om godkendelse som adoptivforældre.
Denne betænkning er optrykt som bilag 2 til betænkningen.
Af betænkning nr. 775/1976 fremgår det bl.a., at udgangspunktet for
vurderingen er, at ansøgerens fysiske og psykiske helbredstilstand må være
sådan, at den ikke forringer mulighederne for et gunstigt forløb af
adoptivforholdet. Ved bedømmelsen af helbredstilstanden bør der, udover
vurderingen af den øjeblikkelige helbredstilstand, søges stillet en
langtidsprognose, der dækker omtrent det tidsrum, inden for hvilket barnets
opvækst vil finde sted. Der bør herved finde en bedømmelse sted af risikoen
for ansøgerens død inden for dette tidsrum og for udviklingen af sværere
sygdomme eller invaliditet, som kan forringe ansøgerens evne til at forsørge
eller opdrage barnet, eller som kan påvirke familiens sammenhold og psykiske
tilstand.
Adoptionsnævnet tager løbende stilling til retningslinierne for
vurderingen af de konkrete sygdomme og handicap, der tillægges
betydning ved afgørelser om godkendelse som adoptant. Samrådene bliver
orienteret herom ved, at Civilretsdirektoratet udsender meddelelser til
amtskommunerne om Adoptionsnævnets afgørelser i konkrete sager.
Civilretsdirektoratet udsender også cirkulæreskrivelser om justering og
uddybning af retningslinierne vedrørende konkrete sygdomme og handicap.
Endvidere afholder Civilretsdirektoratet løbende landsmøder om adoption, hvor
Adoptionsnævnets lægelige medlemmer orienterer amtskommunernes sagsbehandlere
og samrådene om praksis.
I betænkningen er som bilag 4 og 5 optrykt en samlet opdateret
redegørelse for henholdsvis de fysiske og de psykiske helbredskrav til
adoptanter. I redegørelserne foretages en gennemgang af, hvilke sygdomme og
handicap der efter gældende praksis medfører afslag på en ansøgning om
godkendelse som adoptant.
8.2. Adoptionsudvalgets overvejelser
Et flertal i Adoptionsudvalget (alle bortset fra Adoption og
Samfunds repræsentant) finder, at de generelle retningslinier, der er
nævnt i betænkning nr. 775/1976 om godkendelse som adoptivforældre, således
som de løbende justeres af Adoptionsnævnet og Civilretsdirektoratet, fortsat
bør være gældende for samrådenes vurdering af ansøgere, der lider af fysiske
eller psykiske sygdomme.
Retningslinierne for de konkrete sygdomme bør ifølge flertallet som
hidtil justeres i overenstemmelse med den medicinske udvikling inden for de
enkelte sygdomme, og samrådene bør til stadighed holdes orienteret om de
gældende retningslinier. Retningslinierne bør endvidere være til rådighed for
praktiserende læger og for personer, der ønsker at adoptere.
Der bør ifølge flertallet lægges vægt på, at de helbredsmæssige krav til
adoptanter er gennemskuelige og så vidt muligt forudsigelige. En egentlig hel
eller delvis »objektivering« af helbredskravene vil imidlertid
efter flertallets opfattelse være overordentlig vanskelig og virke urimelig
over for enkelte ansøgere.
Flertallet er betænkelig ved generelt at opstille differentierede krav til
ansøgernes helbredsforhold, således at det forhold, at den ene af
ægtefællerne er rask, automatisk kompenserer for, at den anden lider af en
sygdom, der ellers ville have medført afslag. Flertallet har herved lagt
afgørende vægt på, at det i videst muligt omfang søges sikret, at begge
adoptanterne vil være i stand til at tage sig af barnet under hele dets
opvækst. Der kan dog ifølge flertallet som hidtil tænkes situationer, hvor
den ene ægtefælle har et stationært fysisk handicap, hvor ansøgerne efter en
samlet konkret vurdering vil kunne godkendes som adoptanter. Flertallet
fremhæver dog, at der ved vurderingen altid må foretages en individuel
undersøgelse dels med henblik på sværhedsgraden, dels med henblik på
kompensatoriske faktorer. Hvis der er tale om et handicap, som betyder en
større belastning for familien, bør det dog ifølge flertallet føre til
afslag.
Et mindretal i udvalget (Adoption og Samfunds repræsentant) finder,
at der skal gøres meget for at objektivere og præcisere helbredskravet. Der
skal således tages stilling til sygdomme og invaliditet, som normalt ikke er
progredierende (fremadskridende), og der skal udarbejdes nærmere
retningslinier vedrørende de hyppigst forekommende sygdomme baseret på
ekspertvurderinger. Retningslinierne skal være offentligt tilgængelige.
I de tilfælde, hvor Adoptionsnævnet skal foretage et skøn, det vil sige,
hvis den konkrete sygdom ikke er beskrevet i retningslinierne, skal nævnet
ifølge mindretallet indhente en skriftlig udtalelse fra en læge, der er
ekspert inden for det pågældende område. Udtalelsen skal sendes til
ansøgerne, inden nævnet behandler sagen.
Efter mindretallets opfattelse skal helbredskravet differentieres, således
at ægtefællerne ikke nødvendigvis skal opfylde de samme krav. Der bør således
ifølge mindretallet opstilles et mildere helbredskrav, som ikke omfatter en
række ikke-progredierende sygdomme og en nærmere bestemt grad af invaliditet.
Det bør herefter være tilstrækkeligt, at den ene ægtefælle opfylder de milde
helbredskrav, hvis den anden ægtefælle opfylder de strenge helbredskrav.
8.3. Justitsministeriets overvejelser
I forbindelse med høringen over betænkningen har Det Centrale
Handicapråd, De Samvirkende Invalideorganisationer, Dansk Handicap Forbund,
Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede, Danske Døves
Landsforbund og Dansk Epilepsiforening taget afstand fra de vurderinger af
handicappedes egnethed som adoptanter, som findes i betænkningen og i
den redegørelse om adoptionsansøgeres legemlige helbredstilstand, der er
medtaget som bilag 4 til betænkningen . Det er i den forbindelse bl.a.
gjort gældende, at der er sket en uacceptabel sammenblanding af sygdom og
handicap, og at vurderingerne hviler på forældede forestillinger om
handicappede og om, hvad mennesker med handicap kan gøre og faktisk foretager
sig.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at der er grundlag for at tage
praksis vedrørende handicappedes mulighed for at adoptere op til vurdering.
Justitsministeriet finder således, at der bør ske en lempelse af praksis,
således at personer med handicap i højere grad end i dag efter en individuel
vurdering af deres evne til at tage sig af et barn kan godkendes som
adoptanter.
Efter Justitsministeriets opfattelse må udgangspunktet for vurderingen af
betydningen af ansøgernes helbredsforhold være, at mulighederne for et
gunstigt forløb af adoptionsforholdet ikke som følge af ansøgernes sygdom
eller handicap må forringes væsentligt.
Vurderingen af, om ansøgere, der lider af en sygdom eller et handicap, kan
godkendes som adoptanter, må fortsat vurderes ud fra, hvad der er bedst for
barnet , jf. herved adoptionslovens § 2.
De nærmere retningslinier for, hvilke sygdomme og handicap der i
almindelighed bør føre til afslag på godkendelse som adoptant, bør som hidtil
fastlægges af Adoptionsnævnet og Civilretsdirektoratet. For så vidt angår
sygdomme må det som hidtil ske på baggrund af den medicinske udvikling på
området, mens det, når det gælder handicap, bør sikres, at der anlægges en
bredere synsvinkel end den medicinske, hvorfor også anden sagkyndig bistand
må inddrages - herunder Det Centrale Handicapråd.
Retningslinierne, der bør være offentligt tilgængelige, bør være så
gennemskuelige og forudsigelige som muligt. Der må dog efter
Justitsministeriets opfattelse fortsat med udgangspunkt i retningslinierne
ske en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. Derved bliver det muligt at
tage hensyn til bl.a. sværhedsgraden af den pågældende sygdom eller
betydningen af det pågældende handicap set i forhold til personens samlede
livssituation. Det er således efter Justitsministeriets opfattelse hverken
muligt eller ønskeligt helt at objektivere eller mekanisere
helbredsvurderingen.
Det bør efter Justitsministeriets opfattelse endvidere tilstræbes, at det
i den enkelte sag klart fremgår, med hvilken vægt vurderingen af ansøgerens
helbredstilstand eller handicap er indgået i den samlede vurdering af
ansøgerens egnethed som adoptant.
Den nærmere fastlæggelse af den udvidede mulighed for handicappede til at
blive godkendt som adoptanter findes mest hensigtsmæssigt at kunne ske i
forbindelse med afgørelsen af de enkelte sager og den praksis, der udvikles
af navnlig Adoptionsnævnet efter gennemførelsen af lovforslaget.
9. Enliges mulighed for at adoptere
9.1. De gældende regler
Efter adoptionsbekendtgørelsens § 6 a kan en enlig ansøger godkendes som
adoptant, hvis det efter en samlet vurdering kan lægges til grund, at
ansøgeren er velegnet til at opfostre et barn alene.
En ansøger anses som enlig, hvis ansøgeren er ugift eller fraskilt. En
ansøger, der lever i et fast samlivsforhold eller i en anden form for
bofællesskab uden at være gift, anses således i adoptionslovens forstand som
enlig. Det skal ses i sammenhæng med, at kun ægtefæller kan adoptere sammen,
jf. adoptionslovens § § 5, stk. 2, og artikel 2 i Haagerkonventionen af 29.
maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til
internationale adoptioner.
Ansøgerens egnethed til at opfostre et barn alene beror på en samlet
vurdering af bl.a. ansøgerens person og de omgivelser og det miljø, ansøgeren
lever i. Der lægges endvidere vægt på en enlig ansøgers kontakt til familie
og bekendtskabskreds og på ansøgerens forhold til eventuelle andre medlemmer
af hustanden og den eller de pågældendes holdning til ansøgerens
adoptionsønske.
Det fremgår af de statistiske oplysninger, der er medtaget som bilag 2 til
lovforslaget, at der i 1996 blev truffet afgørelse i 27 sager om godkendelse
af en enlig som adoptant. Heraf blev 10 ansøgere godkendt, mens 17 fik
afslag.
9.2. Adoptionsudvalgets overvejelser
Der har i Adoptionsudvalget været enighed om, at det er væsentligt at
sikre den størst mulige ensartethed i praksis med hensyn til enliges mulighed
for at blive godkendt som adoptanter.
Udvalget har i den forbindelse henvist til overvejelserne i
betænkningen side 137-140 om det generelle spørgsmål om sikring af en
større grad af ensartethed i samrådenes praksis vedrørende godkendelse af
ansøgere om adoption.
Udvalget har i øvrigt på grund af de snævre tidsmæssige rammer for dets
arbejde fundet at måtte afstå fra at tage nærmere stilling til de specifikke
spørgsmål, der rejser sig i forhold til enlige, der ansøger om godkendelse
som adoptanter. Udvalget har i den forbindelse vurderet, at de gældende
regler i adoptionslovgivningen ikke forekommer urimelige. Der henvises til
betænkningen side 91.
9.3. Justitsministeriets overvejelser
Efter Justitsministeriets opfattelse bør det fortsat bero på en konkret
vurdering, om en enlig ansøger kan godkendes som adoptant. Bestemmelsen i
adoptionsbekendtgørelsens § 6 a påtænkes derfor opretholdt.
Som anført ovenfor under pkt. 9.1 følger det af Haagerkonventionen fra
1993, at det kun er ægtefæller, der kan adoptere sammen. Personer, der lever
i et parforhold uden at være gift, må på den baggrund fortsat behandles som
enlige i adoptionslovens forstand. I den konkrete vurdering af, om ansøgeren
kan godkendes som adoptant, vil det imidlertid ligesom med hensyn til andre
oplysninger om ansøgerens personlige forhold som hidtil indgå, om ansøgeren
lever i et parforhold.
Justitsministeriet er enig med Adoptionsudvalget i, at der bør sikres den
størst mulige ensartethed i samrådenes praksis med hensyn til godkendelse af
enlige ansøgere som adoptanter. Der henvises til pkt. 3.3.2 ovenfor
vedrørende det generelle spørgsmål om opnåelse af en højere grad af
ensartethed i samrådenes godkendelsespraksis.
10. Homoseksuelles mulighed for at adoptere
Efter § 4, stk. 1, i lov om registreret partnerskab finder adoptionslovens
regler om ægtefæller ikke anvendelse på det registrerede partnerskab.
Efter adoptionslovens § 5, stk. 2, kan kun ægtefæller adoptere sammen.
Undladelsen af at sidestille ægteskab og registreret partnerskab på
adoptionsområdet indebærer, at personer, der lever i registreret partnerskab,
ikke kan adoptere sammen.
Justitsministeriet (Civilretsdirektoratet) har endvidere antaget, at
personer, der lever i registreret partnerskab, ikke kan adoptere alene. Det
skyldes, at en person, der er gift, efter adoptionslovens § 5, stk. 1, som
udgangspunkt ikke kan adoptere alene, og at der ikke er holdepunkt for at
antage, at Folketinget samtidig med udelukkelsen af registrerede partneres
mulighed for at adoptere sammen har ønsket at indføre en særlig adgang
for en registreret partner til at adoptere alene . Der henvises til
»Skarrildhusberetningen« 1989, side 66-68.
Bestemmelsen i adoptionslovens § 5, stk. 1, 2. pkt., hvorefter den ene
ægtefælle med den andens samtykke kan adoptere dennes barn eller adoptivbarn,
gælder heller ikke for registrerede partnere.
Homoseksuelle, der ikke lever i registreret partnerskab, vil ligesom
heteroseksuelle, der ikke er gift, kunne adoptere alene, hvis de opfylder
betingelserne herfor. Der henvises til pkt. 9 ovenfor om enliges mulighed for
at adoptere.
Adoptionsudvalget har drøftet spørgsmålet om registrerede partneres adgang
til stedbarnsadoption. Adoptionsudvalget har fundet, at man med den
sammensætning, udvalget har haft, ikke nærmere har kunnet vurdere denne
problemstilling, som ifølge udvalgets opfattelse kræver en mere principiel
stillingtagen til, om man finder, at tiden er moden til at lade registrerede
partnere have samme rettigheder over børn som ægtefæller - ikke blot i
adoptionslovgivningen, men også i relation til lov om forældremyndighed og
samvær. Der henvises til betænkningen side 95.
Regler om stedbarnsadoption er ikke medtaget i dette lovforslag.
11. Godkendelse af adoptivbørn, der er bragt i forslag
11.1. De gældende regler
En afgørelse om godkendelse som adoptant indeholder oplysning om, hvad
ansøgerne specifikt er godkendt til. De fleste ansøger om og bliver godkendt
til et udenlandsk barn mellem 0-36 måneder. Ansøgere, der på grund af deres
alder ikke kan godkendes til et mindre barn, vil eventuelt kunne godkendes
til at modtage et lidt større barn. Det vil endvidere fremgå af godkendelsen,
hvis ansøgerne f.eks. er godkendt til at modtage et barn med et handicap
eller et søskendepar.
Når ansøgerne er godkendt som adoptanter, udarbejder amtskommunen en
rapport om ansøgernes forhold. Rapporten sendes gennem den formidlende
organisation til myndighederne i det land, som ansøgerne ønsker at adoptere
fra.
Hvis giverlandet kan godkende ansøgerne som adoptanter, udvælger
giverlandet et barn, som bringes i forslag til ansøgerne (matchingforslaget).
Efter adoptionsbekendtgørelsens § 7 er det adoptionssamrådet, der afgør,
om det udenlandske matchingforslag kan tiltrædes. Samrådets afgørelse kan
indbringes for Adoptionsnævnet. Ved afgørelsen vurderer samrådet, om
forslaget ligger inden for rammerne af ansøgernes godkendelse (barnets alder
osv.), og om barnet ud fra de lægelige og sociale oplysninger må anses for
sundt og normalt, eller om der f.eks. er tale om et barn med fysisk eller
psykisk handicap eller risiko herfor.
Ansøgerne bliver af den formidlende organisation orienteret om, at der er
bragt et barn i forslag. Den formidlende organisation giver endvidere
ansøgerne oplysning om barnets køn, alder og nationalitet, men henviser i
øvrigt for så vidt angår yderligere oplysninger om barnet, herunder om dets
udvikling og sundhedstilstand, til amtskommunen.
Amtskommunen underretter ligeledes ansøgerne om det udenlandske
matchingforslag, således at ansøgerne får lejlighed til at fremkomme med en
udtalelse, inden samrådet træffer afgørelse. Hvis forslaget ligger uden for
ansøgernes godkendelse, får ansøgerne mulighed for at søge deres godkendelse
udvidet til at omfatte barnet.
Hvis det foreslåede barn ligger uden for ansøgernes godkendelse, og
godkendelsen ikke udvides, træffer samrådet afgørelse om afslag på
godkendelse af den foreslåede matching. Hvis ansøgerne ikke ønsker at modtage
barnet, selv om det ligger inden for godkendelsen, returneres forslaget til
den formidlende organisation med underretning om, at ansøgerne ikke har
ønsket at modtage barnet og om muligt om baggrunden herfor.
11.2. Adoptionsudvalgets overvejelser
Et flertal af Adoptionsudvalgets medlemmer (7 medlemmer: alle
bortset fra repræsentanten for DanAdopt og repræsentanten for de
amtskommunale adoptionssamråd og samrådssekretariaterne) foreslår, at de
gældende regler ændres, således at kravet om samrådenes godkendelse af
giverlandenes matchingforslag bortfalder, hvis forslaget ligger inden for
ansøgernes godkendelse.
Vurderingen af, om matchingforslaget ligger inden for ansøgernes
godkendelse, skal i stedet i første række foretages af den formidlende
organisation, der forudsættes at have den fornødne børnesagkyndige bistand
til rådighed.
Hvis matchingforslaget findes at ligge inden for godkendelsen, sendes
forslaget videre til ansøgerne, således at de kan tage stilling hertil. Den
formidlende organisation skal underrette amtskommunen (samrådet), men
samrådet skal ikke træffe afgørelse i sagen.
Hvis den formidlende organisation er i tvivl om, hvorvidt
matchingforslaget ligger inden for ansøgernes godkendelse, sendes sagen til
samrådet til afgørelse. Ansøgerne skal endvidere have alle oplysninger.
Hvis den formidlende organisation finder, at barnet ligger uden for
ansøgernes godkendelse, men ansøgerne ønsker at adoptere barnet, skal
samrådet som hidtil tage stilling til, om ansøgernes godkendelse kan udvides
til at omfatte det foreslåede barn.
Der henvises til betænkningen side 122-124.
Et mindretal af Adoptionsudvalgets medlemmer (2 medlemmer:
repræsentanten for DanAdopt og repræsentanten for de amtskommunale
adoptionssamråd og samrådssekretariaterne) finder ikke, at de formidlende
organisationer skal vurdere, hvorvidt et barn ligger inden for eller uden for
ansøgernes godkendelse. Denne vurdering skal ifølge mindretallet foregå i
samrådet, da den indeholder faglige - såvel børnelægefaglige som psykologiske
- elementer.
Der henvises til betænkningen side 125.
Der er i udvalget enighed om, at ansøgernes godkendelse som adoptanter i
almindelighed bør bortfalde, hvis ansøgerne uden rimelig grund afslår at
modtage et barn, der ligger inden for deres godkendelse. Der henvises til
betænkningen side 126.
Adoptionsudvalget har peget på, at der vil være et særligt behov for
individuel rådgivning i forhold til ansøgere, der har fået bragt et barn i
forslag. Udvalget foreslår på den baggrund, at Adoptionsnævnet udpeger en
række børnelæger med særlige kvalifikationer vedrørende internationale
forhold og adoption, der i den situation skal kunne rådgive adoptanterne. Der
henvises til betænkningen side 143.
11.3. Justitsministeriets forslag
Formålet med Justitsministeriets forslag om et ændret forløb med hensyn
til undersøgelse og godkendelse af adoptionsansøgere, jf. ovenfor pkt. 3.3,
er, at adoptanterne får en højere grad af medbestemmelse og ansvar samtidig
med, at myndighedernes kontrolfunktion træder i baggrunden.
På samme måde bør adoptanterne efter Justitsministeriets opfattelse have
en højere grad af medbestemmelse i forbindelse med, at de udenlandske
myndigheder bringer et barn i forslag.
Justitsministeriet kan på den baggrund tiltræde forslaget fra
Adoptionsudvalgets flertal om, at de gældende regler ændres, således at
samrådene ikke længere skal godkende et matchingforslag, hvis forslaget
ligger inden for ansøgernes godkendelse.
Vurderingen af, om matchingforslaget ligger inden for ansøgernes
godkendelse, således at forslaget kan sendes direkte til ansøgerne til
afgørelse, skal herefter foretages af den formidlende organisation. Det
forudsættes i den forbindelse, at de formidlende organisationer har eller får
den fornødne børnesagkyndige bistand til rådighed til at kunne foretage denne
vurdering.
Derimod bør det efter Justitsministeriets opfattelse ikke frit overlades
til ansøgerne selv at afgøre, om et matchingforslag kan accepteres, selv om
det af den formidlende organisation findes at ligge uden for ansøgernes
godkendelse. Det ville således betyde en reel tilsidesættelse af samrådets
godkendelse af ansøgerne, hvis det blev overladt til ansøgerne selv at træffe
afgørelse om at modtage et barn, der f.eks. med hensyn til alder eller
helbredsforhold ligger uden for deres godkendelse. Samtidig ville en
overladelse af afgørelsen til forældrene kunne betyde en risiko for, at
ansøgernes beslutning blev truffet under indtryk af en moralsk forpligtelse
til at modtage barnet uanset dets alder og tilstand. Endvidere ville
muligheden for efter måske lang tids venten endelig at modtage et barn kunne
indebære risiko for, at ansøgerne undervurderer betydningen af de lægelige
oplysninger om barnet. Justitsministeriet er derfor enig med
Adoptionsudvalget i, at samrådet som hidtil må træffe afgørelse om en
eventuel udvidelse af ansøgernes godkendelse til at omfatte det foreslåede
barn, hvis ansøgerne ønsker at modtage barnet, uanset at det ligger uden for
deres oprindelige godkendelse.
Hvis den formidlende organisation er i tvivl om, hvorvidt
matchingforslaget ligger inden for ansøgernes godkendelse, skal sagen
forelægges for samrådet til afgørelse. Justitsministeriet forudsætter i den
forbindelse, at de formidlende organisationer udviser tilbageholdenhed ved
vurderingen af udenlandske matchingforslag, således at sagerne sendes til
samrådene til afgørelse, medmindre forslagene klart ligger inden for
godkendelsen.
Når den formidlende organisation modtager et matchingforslag fra de
udenlandske myndigheder, bør ansøgerne med det samme have tilsendt alle
oplysninger. Det gælder også, selv om den formidlende organisation sender
sagen videre til samrådet til afgørelse.
Med henblik på adoptionsmyndighedernes mulighed for at følge med i
udviklingen på adoptionsområdet og føre tilsyn med de formidlende
organisationers virksomhed, skal samrådene endvidere altid have tilsendt kopi
af sagens akter.
I forbindelse med ansøgernes stillingtagen til et udenlandsk
matchingforslag, der ligger inden for ansøgernes godkendelse, eller ved deres
vurdering af, om de ønsker deres oprindelige godkendelse udvidet til at
omfatte et barn, der er bragt i forslag, kan ansøgerne søge rådgivning hos
f.eks. de læger m.v., der er tilknyttet de formidlende organisationer, eller
hos deres egen læge. Justitsministeriet kan endvidere tiltræde
Adoptionsudvalgets forslag om, at Adoptionsnævnet udpeger en række særligt
sagkyndige børnelæger, der i disse situationer skal kunne rådgive ansøgerne.
Justitsministeriet er enig med Adoptionsudvalget i, at ansøgernes
godkendelse som adoptanter i almindelighed bør bortfalde, hvis ansøgerne uden
rimelig grund afviser at modtage et barn, der ligger inden for deres
godkendelse. Det skyldes dels, at formidlingsarbejdet kan lide skade, hvis
udenlandske matchingforslag afvises på usagligt grundlag, dels og navnlig at
der efter Justitsministeriets opfattelse med rette kan sættes spørgsmålstegn
ved ansøgernes egnethed som adoptanter, hvis de uden rimelig grund afslår at
modtage et barn, der ligger inden for deres godkendelse. Som
afvisningsgrunde, der således i almindelighed bør føre til bortfald af
ansøgernes godkendelse, kan nævnes barnets køn, alder, hudfarve eller mindre
betydende sygdomme eller handicap. Justitsministeriet foreslår bl.a. på den
baggrund, at der i adoptionslovens § 25 a indsættes en udtrykkelig hjemmel
for samrådet til at træffe afgørelse om bortfald af en godkendelse som
adoptant.
Derimod bør det ikke have konsekvenser for ansøgernes godkendelse som
adoptanter, at de ikke ønsker at ansøge om udvidelse af deres godkendelse i
anledning af, at der er bragt et barn i forslag, der ligger uden for
ansøgernes oprindelige godkendelse.
En afgørelse om bortfald af en godkendelse som adoptant efter den
foreslåede bestemmelse i § 25 a vil naturligvis kun kunne træffes inden,
adoptionen er gennemført. Hvis adoptanterne efter hjemtagelsen af barnet
viser sig alligevel ikke at være egnede som adoptanter, vil det være de
almindelige regler i bistandsloven om foranstaltninger for børn og unge, der
finder anvendelse.
12. Bortfald af mellemperioden
12.1. De gældende regler
Efter de tidligere gældende regler er der normalt gået en periode på ca. 3
måneder fra hjemtagelsen af et udenlandsk adoptivbarn, til adoptionsbevilling
udfærdiges (mellemperioden).
I mellemperioden har amtskommunens sagsbehandler eller eventuelt en
sundhedsplejerske aflagt besøg hos adoptanterne. På baggrund af disse besøg
er der udarbejdet en indstilling om udstedelse af adoptionsbevilling samt en
rapport til brug for myndighederne i giverlandet om forløbet af barnets
ophold hos adoptanterne. Under besøgene er adoptanterne endvidere blevet
bistået med rådgivning og vejledning om de reaktioner og
tilpasningsproblemer, der kan opstå, når barnet efter ophold på børnehjem
placeres i en ny familie i et fremmed land.
Ved lov nr. 233 af 2. april 1997 om ændring af adoptionsloven,
indfødsretsloven og navneloven (Ratifikation af Haaagerkonventionen af 29.
maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til
internationale adoptioner), der trådte i kraft den 1. november 1997, er
mellemperioden afskaffet, når adoptionen er gennemført efter
Haagerkonventionen.
Lovændringen indebærer, at adoptionsbevillingen ved en adoption gennemført
efter Haagerkonventionen skal udstedes hurtigst muligt med virkning fra
barnets ankomst her til landet. På dette tidspunkt vil de tilladelser og
samtykkeerklæringer, der efter adoptionsloven og Haagerkonventionen skal
indhentes, normalt foreligge, og adoptanterne vil have erklæret sig
indforstået med at modtage barnet. Hvis de fornødne attester og dokumenter
undtagelsesvis ikke er modtaget, når barnet kommer her til landet, vil
adoptionsbevillingen blive udstedt snarest muligt herefter med virkning fra
barnets ankomst her til landet.
I det meget begrænsede antal tilfælde, hvor de udenlandske myndigheder
først træffer en afgørelse, der kan danne grundlag for en dansk
adoptionsbevilling, efter forløbet af en prøveperiode, hvor det pågældende
land har modtaget et antal rapporter om forløbet af anbringelsen i Danmark,
vil adoptionsbevillingen blive udstedt snarest muligt efter, at den endelige
tilladelse fra barnets oprindelsesland foreligger, men med virkning fra
barnets ankomst her til landet.
Der er ikke i forbindelse med lovændringen taget stilling til bevarelsen
af de opfølgende besøg hos adoptanterne efter modtagelsen af barnet med
henblik på at rådgive og vejlede adoptanterne og sikre, at barnet er faldet
til hos dem, og med henblik på udarbejdelse af de rapporter om forløbet af
barnets ophold hos adoptanterne, som giverlandene i almindelighed kræver.
12.2. Adoptionsudvalgets overvejelser
Adoptionsudvalget foreslår, at mellemperioden også bortfalder ved
adoptioner uden for Haagerkonventionen.
12.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet har været enig med Adoptionsudvalget i, at
mellemperioden også burde afskaffes ved adoptioner, der ikke er omfattet af
Haagerkonventionen.
Afskaffelsen af mellemperioden kunne ske uden lovændring. Mellemperioden
er derfor blevet afskaffet også i forhold til adoptioner, der ikke er
omfattet af Haagerkonventionen, ved den ændring af adoptionsbekendtgørelsen,
der trådte i kraft den 1. november 1997.
Ligesom med hensyn til adoptioner, der er omfattet af Haagerkonventionen,
jf. ovenfor pkt. 12.1, vil det undtagelsesvis kunne forekomme, at de fornødne
attester og dokumenter ikke er modtaget, når barnet kommer her til landet. I
disse tilfælde vil adoptionsbevillingen blive udstedt snarest muligt efter
modtagelsen heraf.
Ligeledes vil det som ved adoptioner omfattet af Haagerkonventionen, jf.
ovenfor pkt. 12.1., undtagelsesvis kunne forekomme, at de udenlandske
myndigheder først træffer en afgørelse, der kan danne grundlag for en dansk
adoptionsbevilling, efter forløbet af en prøveperiode, hvor det pågældende
land har modtaget et antal rapporter om forløbet af anbringelsen i Danmark. I
disse tilfælde vil adoptionsbevillingen blive udstedt snarest muligt efter,
at den endelige tilladelse fra barnets oprindelsesland foreligger.
Det vil således fortsat undtagelsesvis kunne forekomme, at der går en vis
kortere tid, fra adoptanterne har modtaget barnet, til adoptionsbevillingen
udstedes. Den bevidste ventetid, som de danske myndigheder hidtil har
indlagt, fra adoptanterne har modtaget barnet, og alle formaliteter i forhold
til giverlandet er på plads, og til adoptionsbevillingen er blevet udstedt,
er derimod afskaffet.
I forbindelse med afskaffelsen af mellemperioden ved adoptioner efter
Haagerkonventionen, der blev gennemført ved lov nr. 233 af 2. april 1997 om
ændring af adoptionsloven, indfødsretsloven og navneloven, blev det fastsat,
at adoptionsbevillingen i de tilfælde, hvor den ikke kunne udstedes med det
samme, f.eks. fordi papirerne fra udlandet ikke var nået frem, skulle have
virkning tilbage fra barnets ankomst her til landet, jf. adoptionslovens §
28, stk. 3.
Med henblik på at opnå samme retsstilling med hensyn til adoptioner, der
ikke er omfattet af Haagerkonventionen, foreslås det, at der i
adoptionslovens § 1, stk. 2, indsættes en bestemmelse om, at en bevilling til
adoption af et barn fra et andet land (hvad enten dette land har tiltrådt
Haagerkonventionen eller ej) har virkning fra barnets ankomst her til landet.
Samtidig foreslås bestemmelsen i § 28, stk. 3, der alene omfattede adoptioner
efter Haagerkonventionen, ophævet.
Selv om mellemperioden således nu helt er afskaffet, vil der af hensyn til
udarbejdelsen af de opfølgningsrapporter, som giverlandene kræver, fortsat
være behov for, at amtskommunens sagsbehandler aflægger besøg hos
adoptanterne i en periode efter modtagelsen af barnet.
Efter Justitsministeriets opfattelse bør der ikke fastsættes regler, der
tvinger adoptanterne til at modtage opfølgende besøg fra sagsbehandleren. I
stedet bør sagsbehandleren og adoptanterne aftale sig frem. Efter
Justitsministeriets opfattelse må langt hovedparten af adoptanterne ventes at
være indforstået med sådanne opfølgende besøg. Det skyldes bl.a., at
forældrene på dette tidspunkt som følge af afskaffelsen af mellemperioden i
almindelighed allerede vil have fået forældremyndigheden over barnet, således
at besøgene allerede af den grund ikke har karakter af kontrol. Tværtimod må
adoptanterne efter Justitsministeriets opfattelse i almindelighed være
interesseret i at få besøg af sagsbehandleren eller en sundhedsplejerske
efter modtagelsen af barnet, således at de kan få råd og vejledning om
pasning af barnet.
13. Indsamling og formidling af viden om adoption
13.1. Adoptionsudvalgets overvejelser
Efter Adoptionsudvalgets opfattelse lider det nuværende system på
adoptionsområdet af den svaghed, at viden om adoption ikke samles eet sted,
men er spredt over forskellige myndigheder og organer. Udvalget finder, at
det er vigtigt, at der er en myndighed, der arbejder aktivt på generelt at
udvikle adoptionsområdet, både i Danmark og på internationalt plan, og
opsamler, bearbejder og formidler viden om international adoption.
Der er således efter udvalgets opfattelse behov for et sted for opsamling,
udvikling og forskning inden for adoptionsområdet samt igangsætning af
relevante forskningsprojekter i et samarbejde med det nordiske og
internationale forskernetværk.
Behovet for viden gør sig ifølge udvalgets opfattelse gældende på en række
forskellige områder. Det drejer sig om børneområdet , hvor der i dag
er stor forskel i vurderingen af oplysningerne om barnet, herunder de
lægelige oplysninger. Dernæst drejer det sig om voksenområdet , det
vil sige i forberedelsen af de kommende adoptanter (fase 2) og i vurderingen
af ansøgernes egnethed (fase 1 og 3). Behovet for viden gør sig endvidere
gældende med hensyn til uddannelse af medarbejderne i de undersøgende
myndigheder og de formidlende organisationer, ikke mindst i forbindelse med
rådgivning af ansøgerne, og med hensyn til regelgrundlaget , det vil
sige de regler, der skal efterleves her i landet og i giverlandene.
Adoptionsudvalget har endvidere peget på behovet for et organ, som har det
overordnede ansvar for at følge den internationale udvikling på
adoptionsområdet og for at være i dialog med steder i andre lande, herunder
såvel modtager- som afgiverlande, deltage aktivt i internationalt
adoptionsarbejde m.v.
Adoptionsudvalget har overvejet, om man til løsning af de nævnte opgaver
burde foreslå, at der oprettes et videns- og rådgivningscenter om adoption. I
forbindelse med disse overvejelser har repræsentanterne for de formidlende
organisationer og for amtskommunerne udarbejdet en model til et sådant
center. Modellen er optrykt i betænkningen som bilag 8.
Efter indgående drøftelser har et flertal i udvalget (alle bortset
fra Adoption og Samfunds repræsentant) imidlertid foreslået, at de nævnte
opgaver henlægges til Adoptionsnævnet. Til løsning af disse særlige opgaver
forudsætter flertallet, at der - enten permanent eller til løsning af særlige
opgaver - til nævnet knyttes personer med en særlig viden og erfaring om
international adoption og andre relevante forhold. Dette kan enten ske ved,
at nævnet i disse sammenhænge har en anden sammensætning, eller at
sekretariatet udbygges, herunder eventuelt ved, at der tilknyttes
konsulenter. Der henvises til betænkningen side 141-143.
Et mindretal i udvalget (Adoption og Samfunds repræsentant) er i
høj grad enig i behovet for en dynamo på adoptionsområdet til løsning af de
opgaver, der er nævnt ovenfor, og en række andre opgaver.
Efter mindretallets opfattelse bør opgaverne imidlertid ikke henlægges til
Adoptionsnævnet. Det skyldes bl.a., at behandling af konkrete ankesager ikke
bør blandes sammen med evaluering og tilpasning af de gældende regler, og at
de kvalifikationskrav, man må stille til medlemmer af ankeinstansen,
adskiller sig fra de kvalifikationer, der er behov for til løsning af de
nævnte opgaver. Mindretallet foreslår i stedet, at der til løsning af
opgaverne oprettes et Adoptionsråd bestående af personer, der gennem deres
baggrund er i stand til at opfange og formidle de problemer og udfordringer,
der opstår, og er i stand til at opstille relevante løsninger inden for et
meget bredt område. Adoptionsrådet skal i den forbindelse kunne sikre accept
og forståelse blandt interesse- og brugergrupper for det danske
adoptionssystem. Der henvises til betænkningen side 145-147.
13.2. Justitsministeriets forslag
Justitsministeriet er enig med Adoptionsudvalget i, at der er behov for
centralt at indsamle, bearbejde og formidle viden om adoption. Det skyldes
bl.a., at der som beskrevet i betænkningen er en række områder, hvor
mere viden må antages at kunne bidrage til en mere hensigtsmæssig
tilrettelæggelse af adoptionsarbejdet og af behandlingen af
adoptionsansøgerne. I den forbindelse vil indsamling og formidling af viden
også kunne bidrage til en mere ensartet praksis i forbindelse med godkendelse
af ansøgerne, jf. ovenfor pkt. 3.3.2.
Justitsministeriet er imidlertid betænkelig ved at foreslå, at der til
løsning af disse opgaver som foreslået af mindretallet i udvalget oprettes et
helt nyt organ - et Adoptionsråd.
Der er således på Adoptionsområdet i forvejen mange forskellige
myndigheder med forskellige opgaver. Amtskommunerne har ansvaret for
undersøgelsen af adoptanterne. Samrådene træffer afgørelse om godkendelse af
ansøgerne med Adoptionsnævnet som klageinstans. Adoptionsbevillingerne
udstedes af statsamterne, og Civilretsdirektoratet har en række forskellige
opgaver, herunder bl.a. fastsættelsen af de administrative regler på området.
Dertil kommer de opgaver, der udføres af de formidlende organisationer.
Justitsministeriet finder på den baggrund, at opgaven med at indsamle,
bearbejde og formidle viden om adoption bør søges løst inden for rammerne af
den eksisterende struktur på adoptionsområdet. Justitsministeriet kan derfor
tilslutte sig flertallets forslag om, at opgaverne henlægges til
Adoptionsnævnet.
Adoptionsnævnet vil i den forbindelse bl.a. få ansvaret for indsamling og
formidling af statistiske oplysninger, igangsætning af forskningsprojekter og
evaluering af gældende regler og nye initiativer på adoptionsområdet.
Adoptionsnævnet vil endvidere skulle følge såvel den danske som den
internationale udvikling på adoptionsområdet og være i dialog med myndigheder
og organisationer her i landet og i udlandet.
Til løsning af opgaverne bør Adoptionsnævnets sekretariat udbygges og have
mulighed for at søge konsulentbistand til løsning af enkelte projekter m.v.
Justitsministeriet finder derimod ikke behov for, at Adoptionsnævnet i disse
sammenhænge har en anden sammensætning end i forbindelse med løsningen af
nævnets øvrige opgaver. Det foreslås dog, at Adoptionsnævnet får mulighed for
at indkalde personer, som må antages at have særlig indsigt eller interesse i
de spørgsmål, der behandles af nævnet. jf. forslaget til § 25 b, stk. 4.
Den nærmere fastlæggelse af Adoptionsnævnets opgaver på dette område kan i
øvrigt ske administrativt i medfør af bemyndigelsen i adoptionslovens § 25 b.
14. Økonomiske og administrative konsekvenser m.v.
Forslagene om en ny ordning ved adoption af udenlandske børn vil medføre
en aktivitetsudvidelse og dermed også øgede omkostninger på en række områder.
1. Efter lovforslaget skal der ske en udvidelse af Adoptionsnævnets
opgaver , herunder især en intensivering og udvidelse af tilsynet med
samrådene. Samtidig skal der etableres en ny funktion, der skal indsamle,
bearbejde og videreformidle viden på adoptionsområdet. Overdragelsen af
tilsynsopgaverne til Adoptionsnævnet vil samtidig medføre en mindre
besparelse for Civilretsdirektoratet, ligesom klagesagerne for
Adoptionsnævnet forventes at falde som følge af den nye procedure for
undersøgelse og godkendelse af adoptanter.
Lovforslaget indebærer samlet en udvidelse af sekretariatsopgaverne, der i
dag varetages af Civilretsdirektoratet. Det foreslås, at der etableres et
egentligt sekretariat i Civilretsdirektoratet.
Merudgifterne ved udvidelsen af Adoptionsnævnets opgaver vil i 1998 udgøre
0,7 mio. kr., heraf lønsum 0,5 mio. kr., og i de følgende år 2,8 mio. kr.,
heraf lønsum 1,7 mio. kr.
2. Efter lovforslaget vil det fremover være en forudsætning for at blive
godkendt som adoptant, at personer, der ikke tidligere har adopteret et barn
fra et andet land, har deltaget i et adoptionsforberedende kursus .
Endvidere vil samrådet kunne bestemme, at også personer, der har adopteret
før, skal igennem et kursus.
Tilrettelæggelsen af kursusforløbet er endnu ikke fastlagt, men vil
formentlig for så vidt angår de obligatoriske kurser skulle løbe over to
weekender og afholdes forskellige steder i landet. Af hensyn til
kursusforløbets intensitet og individualitet skal holdene ikke være for
store. Kursusudgifterne vil skønsmæssigt beløbe sig til ca. 2,3 mio. kr. i
1998 og herefter 9,0 mio. kr. årligt.
Det er forudsat i lovforslaget, at der kan blive tale om delvis
brugerfinansierede kurser. Regeringen agter at fastsætte brugerbetalingen
svarende til ca. 1/3 af de samlede udgifter. Kursusafgiften vil på denne
baggrund blive fastsat til ca. 2.500 kr. pr. ansøger eller ca. 5.000 kr. pr.
ansøgerægtepar.
Merudgiften for staten udgør herefter 1,5 mio kr. i 1998 og 6 mio. kr. i
1999 og de følgende år.
3. Af lovforslaget fremgår det, at Adoptionsnævnet skal udpege en række
særligt sagkyndige børnelæger , der skal rådgive ansøgerne om
»matchingforslag«. Udgifterne hertil antages skønsmæssigt at udgøre
ca. 0,3 mio. kr. i 1998 og herefter 1,2 mio. kr. årligt (lønsum).
4. Lovforslagets vedtagelse vil indebære en række
engangsomkostninger . Der skal således foretages en gennemgribende
revision af de administrative forskrifter, og der skal udarbejdes en
vejledning om international adoption, som skal videreformidles til
biblioteker, læger og fertilitetsklinikker. Endvidere vil det
adoptionsforberedende kursus skulle tilrettelægges. Udgifterne hertil vil i
1998 udgøre 1,9 mio. kr., heraf lønsum 0,5 mio. kr., og i 1999 0,3 mio. kr.
(lønsum).
5. Forslagene om ændrede regler vedrørende adoptionsforløbet forventes at
medføre ændringer i amtskommunernes arbejdsopgaver.
Af tidsmæssige årsager har der ikke fundet forhandlinger sted med de
kommunale parter forud for lovforslagets fremsættelse. De ændrede regler
vedrørende adoptionsforløbet forventes at medføre et vist fald i
arbejdsbyrden for amtskommunerne. Det er imidlertid særdeles vanskeligt at
talsætte denne forventede udvikling. Samtidig fremgår det af
betænkningen side 197, at der skal ske en kvalitetsforbedring af
amtskommunernes personaleuddannelse. Det er Justitsministeriets umiddelbare
forventning, at de besparelser, amtskommunerne vil kunne opnå som følge af
lettelsen i arbejdsbyrden, vil mere end opveje merudgifterne til uddannelse.
Der vil snarest blive optaget forhandlinger med de kommunale parter efter de
almindelige DUT-principper.
6. På baggrund af ovenstående skønnes de samlede udgifter ved
lovforslaget at udgøre 4,4 mio. kr. i 1998, 10,3 mio. kr. i 1999 og herefter
10,0 mio. kr. årligt.
Lovforslaget har ingen miljømæssige eller erhvervsøkonomiske konsekvenser
og indeholder ingen EU-retlige aspekter.
15. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Justitsministeriet har modtaget høringssvar over betænkningen fra
Børnerådet, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Adoption Center,
DanAdopt, Landsforeningen Adoption og Samfund, De Samvirkende
Invalideorganisationer, Det Centrale Handicapråd, Dansk Handicap Forbund,
Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede, Danske Døves
Landsforbund, Dansk Epilepsiforening, Koordinationsgrupperne øst og vest for
Storebælt, Amtsrådsforeningen, Foreningen af Statsamtmænd og Foreningen af
Statsamtsjurister.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 og 8
Ved lov nr. 233 af 2. april 1997 om ændring af adoptionsloven,
indfødsretsloven og navneloven blev den såkaldte mellemperiode afskaffet i
forbindelse med adoption af børn fra lande, der har tiltrådt
Haagerkonventionen. Mellemperioden er det tidsrum på ca. 3 måneder, der
hidtil er gået, fra et adoptivbarn er ankommet her til landet, til
adoptionsbevillingen er blevet udstedt.
Selv om mellemperioden afskaffes, vil det undtagelsesvis kunne forekomme,
at adoptionsbevillingen først vil kunne udstedes nogen tid efter barnets
ankomst her til landet. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis papirerne fra
barnets hjemland er forsinket.
I forbindelse med afskaffelsen af mellemperioden ved adoptioner efter
Haagerkonventionen blev det på den baggrund i adoptionslovens § 28, stk. 3,
fastsat, at en afgørelse om adoption (adoptionsbevillingen) har virkning fra
barnets ankomst her til landet.
I forbindelse med den ændring af adoptionsbekendtgørelsen, der trådte i
kraft den 1. november 1997, er mellemperioden nu også afskaffet for
adoptioner af børn fra lande, der ikke har tiltrådt Haagerkonventionen.
Med henblik på at opnå den samme retsstilling, uanset om adoptionen er
omfattet af Haagerkonventionen eller ej, foreslås der i adoptionslovens § 1,
stk. 2, indsat en generel bestemmelse om, at adoptionsbevillingen ved
adoption af et barn fra et andet land har virkning fra barnets ankomst her
til landet. Samtidig foreslås bestemmelsen i § 28, stk. 3, der alene angår
adoptioner efter Haagerkonventionen, ophævet.
Der henvises til de almindelige bemærkninger til lovforslaget pkt. 12.3.
Til nr. 2
Ved lov nr. 233 af 2. april 1997 om ændring af adoptionsloven,
indfødsretsloven og navneloven blev der i adoptionslovens § 6, stk. 3, indsat
en bestemmelse om inddragelse af et barn under 12 i en beslutning om at
gennemføre en adoption.
På samme måde foreslås der nu i adoptionslovens § 18, stk. 4, indsat en
bestemmelse om inddragelse af et barn under 12 i en beslutning om at ophæve
et adoptivforhold.
Med hensyn til børn, der er fyldt 12 år, er det som hidtil en betingelse
for at ophæve adoptivforholdet, at barnet samtykker heri. Der foreslås
imidlertid i § 18, stk. 3, indsat en bestemmelse om, at samtykket skal
afgives under personligt fremmøde for statsamtet m.v., og at der inden barnet
afgiver samtykke skal finde en samtale sted med barnet om ophævelsen af
adoptivforholdet og betydningen heraf.
Endvidere foreslås en sproglig modernisering af adoptionslovens § 18.
Til nr. 3
Der foreslås i adoptionslovens § 25 a som stk. 2 indsat en udtrykkelig
bestemmelse om, at samrådet kan træffe afgørelse om bortfald af en
godkendelse som adoptant, hvis betingelserne for at blive godkendt ikke
længere er opfyldt, eller hvis ansøgeren i øvrigt ikke kan anses for egnet
som adoptant.
Bestemmelsen vil bl.a. kunne anvendes i de tilfælde, hvor ansøgere om
adoption har afvist at modtage et barn, som de har fået i forslag, selv om
det ligger inden for deres godkendelse, jf. de almindelige bemærkninger til
lovforslaget pkt. 11.3.
Bestemmelsen vil endvidere kunne anvendes i tilfælde, hvor der efter
godkendelsen kommer oplysninger frem, som ville have ført til afslag på
godkendelse, hvis oplysningerne var indgået i afgørelsesgrundlaget. Det
gælder også, hvis oplysningerne vedrører forhold, der er indtruffet efter
godkendelsen.
Samrådets afgørelse om bortfald af en godkendelse som adoptant kan som
samrådets øvrige afgørelser indbringes for Adoptionsnævnet, jf. forslaget til
§ 25 b, stk. 3.
Til nr. 4-6
Adoptionslovens § 25 b angår Adoptionsnævnets opgaver.
Adoptionsnævnet skal som hidtil være klageinstans i forhold til samrådenes
afgørelser, jf. § 25 b, stk. 3.
Efter forslaget til § 25 b, stk. 4, skal Adoptionsnævnet endvidere føre
tilsyn med samrådene. De nærmere regler for tilsynsvirksomheden fastsættes
efter forslaget af justitsministeren. Der henvises til de almindelige
bemærkninger til lovforslaget pkt. 3.3.2.
Efter forslaget til § 25 b, stk. 5, kan justitsministeren henlægge andre
opgaver til Adoptionsnævnet end dem, der er nævnt i stk. 3-4. I medfør af
denne bestemmelse påtænkes Adoptionsnævnet tillagt ansvaret for indsamling,
bearbejdning og formidling af viden om adoption, jf. de almindelige
bemærkninger til lovforslaget pkt. 13.2.
I forbindelse med behandlingen af andre sager end klagesager kan
Adoptionsnævnet efter forslaget til § 25 b, stk. 6, indkalde personer, som må
antages at have en særlig indsigt eller interesse i de spørgsmål, der
behandles af nævnet. Behovet for at kunne indkalde sådanne personer må bl.a.
forventes at blive aktuelt i forbindelse med nævnets ovennævnte opgave med
hensyn til indsamling, bearbejdning og formidling af viden om adoption.
Til nr. 7
Efter forslaget til § 25 c, stk. 1, er deltagelse i et
adoptionsforberedende kursus en betingelse for, at personer, der ikke
tidligere har adopteret et barn fra en andet land, kan blive godkendt som
adoptanter til et sådant barn.
Kurset udgør fase 2 i det foreslåede nye undersøgelses- og
godkendelsesforløb, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 3.3.1.
Efter forslaget til § 25 c, stk. 2, kan samrådet efter regler fastsat af
justitsministeren bestemme, at personer, der tidligere har adopteret et barn
fra et andet land, også skal deltage i et adoptionsforberedende kursus for på
ny at blive godkendt som adoptanter til et sådant barn, hvis der er behov for
det. Det vil som anført under pkt. 5.3. i de almindelige bemærkninger til
lovforslaget bl.a. kunne være tilfældet i forbindelse med integration af et
større adoptivbarn i en familie, der i forvejen har et adoptivbarn eller et
biologisk barn, hvor der kan være behov for rådgivning med hensyn til
søskendeaccept og søskendejalousi.
Samrådets afgørelse i den enkelte sag om, at der er behov for, at en
person skal gennemgå et kursus, og hvad dette kursus i givet fald skal bestå
i, vil kunne indbringes for Adoptionsnævnet efter den almindelige klageregel
i adoptionslovens § 25 b (efter forslaget § 25 b, stk. 3).
De nærmere regler om indholdet og tilrettelæggelsen af kurserne vil blive
fastsat af justitsministeren, jf. forslaget til § 25 c, stk. 3.
Med hensyn til de obligatoriske kurser for førstegangsansøgere vil
Justitsministeriet ved fastlæggelsen af kursets indhold tage udgangspunkt i
den opregning af hovedtemaer, der er anført i betænkningen side
114-115. Justitsministeriet vil i øvrigt inddrage de berørte myndigheder og
organisationer. Med hensyn til varigheden af de obligatoriske kurser er det
hensigten, at de enkelte ansøgere skal kunne gennemgå kurset over et par
weekends.
Kurserne for ansøgere, der tidligere har adopteret, vil i almindelighed
være kortere end kurserne for førstegangsadoptanter. Eventuelt vil disse
kurser kunne afvikles ved, at ansøgerne efter samrådets nærmere bestemmelse
gennemgår et eller flere moduler i de kurser, der er beregnet for
førstegangsansøgere.
Kurserne vil af hensyn til deltagerne blive søgt afviklet flere steder i
landet og med så hyppige mellemrum, at behandlingen af ansøgningerne om
godkendelse som adoptant ikke unødigt forsinkes.
I medfør af forslaget til § 25 c, stk. 3, kan justitsministeren fastsætte
regler om betaling for deltagelsen i kurserne. Justitsministeriet er
indstillet på at fastsætte betalingen svarende til ca. 1/3 af de samlede
udgifter. Det vil for så vidt angår kurserne for førstegangsadoptanter sige
ca. 5.000 kr. i alt for et ægtepar. Der henvises til de almindelige
bemærkninger til lovforslaget pkt. 14 om lovforslagets økonomiske og
administrative konsekvenser.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til lovforslaget
pkt. 5.3.
Til nr. 8
Der henvises til bemærkningerne til nr. 1.
Til nr. 9
Efter adoptionslovens § 30, stk. 2, fører justitsministeren
(Civilretsdirektoratet) tilsyn med de formidlende organisationers virksomhed.
Efter forslaget til § 30, stk. 3, kan justitsministeren bemyndige
Adoptionsnævnet til at føre tilsyn med organisationerne.
I medfør af bestemmelsen påtænkes tilsynet med de formidlende
organisationers behandling af udenlandske matchingforslag og med de
formidlende organisationers virksomhed i udlandet henlagt til
Adoptionsnævnet. Der henvises til de almindelige bemærkninger til
lovforslaget pkt. 4.3.2.
Til nr. 10
Forslaget er en følge af lov nr. 474 af 12. juni 1996 om ændring af
straffeloven, hvor der blev fastsat regler om strafansvar for juridiske
personer.
Ved lovændringen blev det forudsat, at alle nye bestemmelser om hjemmel
til strafansvar for juridiske personer normalt skal affattes på den måde, det
er sket i lovforslaget, og at allerede gældende bestemmelser herom ved
førstkommende lejlighed ændres, så de affattes på samme måde.
Til nr. 11
Forslaget har alene til formål at rette en forkert henvisning i
adoptionslovens § 37, stk. 1, nr. 2.
Til nr. 12
Forslaget har alene til formål at rette en forkert henvisning i
adoptionslovens § 39, stk. 1.
Til § 2
Efter forslaget træder loven i kraft den 1. oktober 1998.
Afhængig af tidspunktet for lovforslagets vedtagelse kan det dog være
nødvendigt at ændre ikrafttrædelsestidspunktet til den 1. januar 1999,
således at der bliver tilstrækkelig tid til bl.a. at revidere
adoptionsbekendtgørelsen og adoptionscirkulæret og få organiseret de
adoptionsforberedende kurser og udvidelsen af Adoptionsnævnets sekretariat.
Til § 3
Efter forslaget skal ansøgninger om godkendelse som adoptant, der er
indgivet inden lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende
regler.
Til § 4
Adoptionsloven er ved kongelig anordning nr. 63 af 26. februar 1976 sat i
kraft for Grønland med visse afvigelser. De ændringer i adoptionsloven, der
er gennemført efter tidspunktet for den kongelige anordning, er ikke sat i
kraft for Grønland.
Adoptionsloven er ved kongelig anordning nr. 552 af 8. oktober 1982 sat i
kraft for Færøerne med visse afvigelser. De ændringer i adoptionsloven, der
er gennemført efter tidspunktet for den kongelige anordning, er ikke sat i
kraft for Færøerne.
Efter lovforslaget gælder loven ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som
de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger. De færøske og
grønlandske hjemmestyremyndigheder vil således få mulighed for at tage
stilling til, om og i givet fald med hvilke afvigelser de ønsker loven sat i
kraft for Færøerne og Grønland
BILAG 1
I dette bilag er (med mindre skrift) indsat den gældende formulering
af de lovbestemmelser, der berøres af lovforslaget
§ 1
I adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 629 af 15. september 1986, som
ændret senest ved § 1 i lov nr. 233 af 2. april 1997, foretages følgende
ændringer:
1. I § 1 indsættes som stk. 2:
» Stk. 2. Ved adoption af et barn fra et andet land har
bevillingen virkning fra barnets ankomst her til landet.«
§ 1. Adoption meddeles ved bevilling, der udfærdiges af
statsamtet.
2. § 18, stk. 2 og 3 , ophæves, og i stedet
indsættes:
» Stk. 2. Er adoptivbarnet under 18 år, kan ophævelse efter
stk. 1 finde sted, hvis adoptanten og adoptivbarnets biologiske forældre er
enige derom, og ophævelsen er bedst for barnet.
Stk. 3. Er barnet fyldt 12 år, kan ophævelse af adoptivforholdet
ikke ske uden barnets samtykke. Samtykket skal afgives under personligt
fremmøde for statsamtet eller for anden myndighed eller institution, der er
godkendt i medfør af § 8, stk. 1. Inden barnet afgiver samtykke, skal der
finde en samtale sted med barnet om ophævelsen af adoptivforholdet, og barnet
skal gøres bekendt med ophævelsens betydning.
Stk. 4. Er barnet under 12 år, skal der foreligge oplysning om
dets holdning til den påtænkte ophævelse af adoptivforholdet i det omfang,
barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det. Ved afgørelsen skal
der i videst muligt omfang tages hensyn til barnets holdning til den påtænkte
ophævelse af adoptivforholdet.
Stk. 5. Når adoptanterne er døde, kan justitsministeren på
begæring af barnets biologiske forældre ophæve adoptivforholdet, hvis det er
bedst for barnet. Stk. 3 og 4 finder tilsvarende anvendelse.«
§ 18. Adoptivforholdet kan ophæves af justitsministeren, når
adoptanten og adoptivbarnet er enige derom. Er nogen af parterne under
værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under værgemål med fratagelse af den
retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, skal erklæring fra værgen
foreligge.
Stk. 2. Er barnet mindreårigt, kan ophævelse efter stk. 1 finde
sted, når adoptanten og adoptivbarnets virkelige forældre er enige derom, og
ophævelsen skønnes at være bedst stemmende med barnets tarv. Er adoptivbarnet
fyldt 12 år, kræves også samtykke fra dette.
Stk. 3. Når adoptanterne er døde, kan justitsministeren på
begæring af forældrene ophæve adoptivforholdet, såfremt dette skønnes bedst
stemmende med barnets tarv. Er adoptivbarnet fyldt 12 år, kræves samtykke fra
dette.
3. I § 25 a indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
» Stk. 2. Samrådet kan træffe afgørelse om bortfald af en
godkendelse som adoptant, hvis betingelserne for at blive godkendt som
adoptant ikke længere er opfyldt, eller hvis ansøgeren i øvrigt ikke kan
anses for egnet som adoptant.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
»§ 25 a. Justitsministeren opretter for hver amtskommune og
for Københavns henholdsvis Frederiksberg kommune et eller flere samråd, der
efter undersøgelse foretaget af amtskommunen (kommunen) afgør, om en ansøger
kan godkendes som adoptant, jf. § 4 a.
Stk. 2....
Stk. 3....
Stk. 4....«.
4. § 25 b, stk. 1 , ophæves.
Stk. 2-3 bliver herefter stk. 1-2.
5. I § 25 b, stk. 2, der bliver stk. 1, ændres i 1. pkt.
»Nævnet« til: »Adoptionsnævnet«.
6. I § 25 b indsættes efter stk. 3 , der bliver stk.
2, som nye stykker:
» Stk. 3. Et samråds afgørelser i medfør af denne lov kan
indbringes for Adoptionsnævnet.
Stk. 4. Adoptionsnævnet fører tilsyn med samrådene.
Justitsministeren fastsætter nærmere regler for tilsynsvirksomheden.
Stk. 5. Justitsministeren kan henlægge andre opgaver til
Adoptionsnævnet end dem, der er nævnt i stk. 3-4.
Stk. 6. Adoptionsnævnet kan i forbindelse med behandlingen af
andre sager end klagesager indkalde personer, som må antages at have særlig
indsigt eller interesse i de spørgsmål, der behandles af nævnet.«
§ 25 b. Et samråds afslag på en ansøgning om godkendelse som
adoptant kan indbringes for adoptionsnævnet. Justitsministeren kan henlægge
andre opgaver til nævnet.
Stk. 2. Nævnet består af en formand og et antal andre medlemmer.
Formanden skal være jurist. I behandlingen af hver klagesag deltager mindst 5
medlemmer, herunder formanden eller et medlem, der opfylder betingelserne for
at kunne være formand for nævnet. Nævnets afgørelse træffes ved flertal.
Justitsministeren fastsætter forretningsordenen for nævnet.
Stk. 3. Nævnets medlemmer samt stedfortrædere for disse beskikkes
af justitsministeren for indtil 4 år ad gangen.
7. Efter § 25 b indsættes:
»§ 25 c. Deltagelse i et adoptionsforberedende kursus er en
betingelse for, at personer, der ikke tidligere har adopteret et barn fra et
andet land, kan godkendes som adoptanter til et sådant barn.
Stk. 2. Samrådet kan efter regler fastsat af justitsministeren
bestemme, at personer, der tidligere har adopteret et barn fra et andet land,
skal deltage i et adoptionsforberedende kursus for på ny at blive godkendt
som adoptanter til et sådant barn, hvis der er behov for det.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om
indholdet og tilrettelæggelsen af de kurser, der er nævnt i stk. 1 og 2,
herunder om betaling.«
8. § 28, stk. 3 , ophæves.
§ 28. Den, der har bopæl her i landet, kan kun adoptere efter
reglerne i denne lov.
Stk. 2. Justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil,
kan bestemme, at en adoption kan bevilges i et andet land, når adoptionen er
gennemført i overensstemmelse med Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om
beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale
adoptioner.
Stk. 3. Træffes der ikke bestemmelse som nævnt i stk. 2, har en
afgørelse om adoption virkning fra barnets ankomst her til landet.
9. I § 30 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
» Stk. 3. Justitsministeren kan bemyndige Adoptionsnævnet til
at føre tilsyn med de organisationer, der har fået tilladelse efter stk.
1.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
§ 30. Justitsministeren kan give en eller flere private
organisationer tilladelse til at yde adoptionshjælp vedrørende børn, som ikke
har dansk statsborgerskab.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter nærmere regler og vilkår om
adoptionshjælp efter stk. 1 og fører tilsyn med virksomheden.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler, hvorefter
personer, der ønsker at adoptere, pålægges at søge bistand hos en
organisation, der har tilladelse efter stk. 1.
10. § 34, stk. 3 , affattes således:
» Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«
§ 34. - - -
Stk. 3. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab,
anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som
sådant bødeansvar.
11. I § 37, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 32, stk. 2,»
til: »§ 39, stk. 2,».
»§ 37. Kapitel 2 anvendes på:
1) adoptivforhold stiftet den 1. januar 1957 eller senere,
2) adoptivforhold stiftet før den 1. januar 1957, når der efter § 32, stk.
2, er tillagt bevillingen retsvirkninger efter kap. 2, og
3) adoptivforhold stiftet før den 1. januar 1957, når der efter § 27, stk.
2, i lov nr. 140 af 25. maj 1956 om adoption er tillagt bevillingen
retsvirkninger efter den nævnte lovs § 13, jf. § 12.
Stk. 2. ...«.
12. I § 39, stk. 1, ændres »§ 30, stk. 1, nr. 2 eller
3,» til:
»§ 37, stk. 1, nr. 2 eller 3,».
» § 39. For adoptivforhold, som er stiftet før den 1. januar
1957, og som ikke er omfattet af § 30, stk. 1, nr. 2 eller 3, gælder lov nr.
87 af 26. marts 1923 om adoption bortset fra § 13, stk. 2, og §§ 18-24.
Stk. 2....«
BILAG 2
Statistik vedrørende samrådenes sager om abstrakt godkendelse som
adoptant
Civilretsdirektoratet har gennemført en skemabaseret statistikindsamling,
som vedrører samrådenes arbejde med godkendelse af adoptanter i 1996.
Oplysningerne er indsamlet for at give et statistisk billede af de
eksisterende reglers virkning i praksis.
Nedenfor gives en gennemgang af den indsamlede statistik.
Sammenfatning
Der må gøres opmærksom på, at tallene i nogle tilfælde er meget små. Det
må derfor tages forbehold for de variationer i materialet, som kan skyldes
tilfældigheder.
Forskel mellem amterne i antal ansøgninger
Materialet viser en stor forskel mellem de forskellige amter i antallet
modtagne ansøgninger, når de relateres til befolkningen i aldersgruppen 25-40
år, som er den aldersgruppe, som hovedparten af ansøgerne tilhører. I
Frederiksborg Amt er der indgivet 131 ansøgninger per 100.000 personer i
alderen 25-40 år, mens tallet for Københavns Kommune kun er 59.
Landsgennemsnittet er 95 ansøgninger per 100.000 personer.
84 pct. af ansøgningerne gælder udenlandske børn, 10 pct. danske børn, og
de sidste 6 pct. vedrører ansøgning om adoption af plejebørn m.v.. Andelen af
ansøgninger om danske børn varierer en del. I Frederiksborg og Sønderjyllands
Amter vedrører fx 20 pct. eller mere af ansøgningerne danske børn, mens
andelen i flertallet af amterne ligger under 10 pct. Nogen umiddelbar
forklaring til forskellen mellem amterne kan ikke ses.
Afgørelser i 1996
Statistikken omfatter alle afgørelser, som er truffet i 1996, uanset
hvornår ansøgningen er indgivet. Afgørelserne er opdelt på, om de vedrører et
par eller en enlig ansøger, og om resultatet er godkendelse, delvis
godkendelse eller afslag. Kun 3 pct. af ansøgerne er enlige, og hovedparten
af dem kommer fra Københavns Kommune og Århus Amt. Delvis godkendelse
forekommer ikke i alle amter i 1996 og mindre end 2 pct. af samtlige
afgørelser er en delvis godkendelse.
Godkendelsesprocent
Godkendelsesprocenten - det vil sige antallet godkendelser i procent af
antallet afgørelser - for landet som helhed og for alle ansøgere er 89, hvis
delvise godkendelser medregnes. Den varierer fra 98 pct. i Vestsjællands og
Sønderjyllands Amt til 81 pct. i Københavns Amt. 4 amter har en
godkendelsesprocent på 97 eller mere og 7 amter ligger under
landsgennemsnittet på 89.
Forskel mellem par og enlige
Der er stor forskel mellem godkendelsesprocenten for par og enlige. For
par er den for hele landet 91 pct. og for enlige 37 pct. Ser man kun på
godkendelsesprocenten for par viser det sig, at 2 amter, Vestsjælland og
Storstrøms Amter, når op på en godkendelsesprocent på 100. En stor andel
enlige ansøgere kan altså påvirke den samlede godkendelsesprocent i
nedadgående retning.
Ansøgninger om barn nr. 1 og nr. 2
I 1996 er godkendelsesprocenten for ansøgere til det første barn 87, mens
den for andet barn er 97. Det vil sige, at det har betydning for
godkendelsesprocenten i amterne, hvordan ansøgningerne fordeler sig på
ansøgninger om barn nr. 1 og barn nr. 2.
Ansøgere som ikke opfylder de formelle betingelser
I ca. 8 pct. af de afgørelser, som er truffet i 1996, opfylder ansøgerne
ikke de formelle betingelser for at godkendes som adoptant. I flere amter
gælder det mere end 10 pct. af ansøgerne, mens der i andre amter i 1996 ikke
har været ansøgere, som ikke opfylder de formelle krav. I 1/3 af de tilfælde,
hvor ansøgeren ikke opfylder de formelle krav, gives der afslag uden nærmere
undersøgelse. I 2/3 af tilfældene, gennemføres alligevel en undersøgelse, og
i hovedparten af tilfældene gives der en godkendelse. Der hvor undersøgelsen
gennemføres, til trods for at ansøgerne ikke opfylder de formelle krav, er
der som regel tale om ansøgning om barn nr. 3 eller ansøgning om
aldersdispensation ved adoption af barn nr. 2.
Forskelle mellem amterne
Materialet viser, at der er en forskel mellem amterne, når man ser på
andelen af ansøgere, som bliver godkendt som adoptanter. Meget af denne
forskel kan forklares af den forskel, som findes i sammensætningen af
ansøgerne. Ansøgerne er forskellige med hensyn til, om det er barn nr. 1
eller barn nr. 2, de ansøger om, om de er enlige eller par, om de opfylder de
formelle krav eller ikke, samt om de allerede tidligere har fået afslag på en
ansøgning. Alle disse forskelle påvirker sandsynligheden for en godkendelse.
En opfølgning af statistikken over en årrække vil give større muligheder
for at analysere de forskelle, der er mellem amterne.
I det efterfølgende gennemgås de indsamlede statistikoplysninger for 1996
nærmere.
Ansøgninger i 1996
Tabel 1 viser antallet af ansøgninger, som er modtaget af samrådene i
løbet af 1996. I hele landet er der modtaget 1201 ansøgninger. I de enkelte
amter varierer antallet ansøgninger mellem 6 i Bornholms Amt og 168 i
Københavns Amt..
Tabel 1. Antal ansøgninger, som er modtaget i kalenderåret 1996
---------------------------------------------------------------------
Antal Personer i alderen Ansøgninger
ansøgninger 25-40 år per 100000
25-40-årige
---------------------------------------------------------------------
Magistraten 91 154393 59
Frederiksberg Kommune 27 26872 100
Københavns Amt 168 139092 121
Frederiksborg Amt 105 79992 131
Roskilde Amt 48 53610 90
Vestsjællands Amt 66 65487 101
Storstrøms Amt 38 53964 70
Bornholms Amt 6 9140 66
Fyns Amt 110 109270 101
Sønderjyllands Amt 63 56739 111
Ribe Amt 42 51908 81
Vejle Amt 57 80517 71
Ringkøbing Amt 76 62056 122
Århus Amt 143 156692 91
Viborg Amt 49 51530 95
Nordjyllands Amt 112 112870 99
---------------------------------------------------------------------
Hele landet 1201 1264116 95
---------------------------------------------------------------------
For at belyse om det varierende antal ansøgninger i amterne dækker over
andet end forskelle i amternes størrelse og aldersmæssige sammensætning, er
antallet ansøgninger sat i forhold til det gennemsnitlige antal personer i
alderen 25 -40 år i amtet. Denne aldersgruppe er valgt, da hovedparten af
ansøgerne ligger i denne gruppe.
Resultatet viser ganske store forskelle mellem amterne. I Frederiksborg
amt er der modtaget 131 ansøgninger per 100.000 personer i aldersklassen
25-40 år. Det er mere end dobbelt så mange ansøgninger per 100.000 som i
Københavns Kommune hvor tallet kun er 59. Blandt amter med relativt mange
ansøgninger er Ringkøbing Amt (122 ), Københavns Amt (121) og Sønderjyllands
Amt (111). Relativt få ansøgninger har Bornholms Amt (66), Storstrøms Amt (
70) og Vejle Amt (71).
Ansøgningerne er også forskelligt fordelt mellem ansøgninger om dansk barn
og ansøgninger om udenlandsk barn, se tabel 2
Tabel 2. Ansøgninger fordelt på dansk barn og udenlandsk barn
---------------------------------------------------------------------
Antal an- Uden- Dansk Pct. an- Pct. an-
søgninger landsk barn søgninger søgninger
i alt barn om uden- om dansk
landsk barn
barn
--------------------------------------------------------------------
Magistraten 91 83 5 91 5
Frederiksberg
Kommune 27 24 2 89 7
Københavns Amt 168 137 16 82 10
Frederiks-
borg Amt 105 79 21 75 20
Roskilde Amt 48 45 1 94 2
Vestsjæl-
lands Amt 66 64 2 97 3
Storstrøms Amt 38 36 2 95 5
Bornholms Amt 6 4 2 67 33
Fyns Amt 110 78 16 71 15
Sønderjyl-
lands Amt 63 50 13 79 21
Ribe Amt 42 33 7 79 17
Vejle Amt 57 45 5 79 9
Ringkøbing Amt 76 67 7 88 9
Århus Amt 143 132 5 92 3
Viborg Amt 49 47 2 96 4
Nordjyl-
lands Amt 112 86 16 77 14
---------------------------------------------------------------------
Hele landet 1201 1010 122 84 10
Kun 2 pct. af ansøgningerne i Roskilde Amt og 3 pct. i Vestsjællands og
Århus Amter vedrørte danske børn, mens det var tilfældet med 33 pct. af
ansøgningerne i Bornholms Amt. Antallet ansøgninger i Bornholms Amt er dog så
lille (6 ansøgninger), at der kan være tale om en tilfældighed. I
Sønderjyllands og Frederiksborg Amter ligger antallet ansøgninger om danske
børn på 21 og 20 pct.
Hvad, der ligger bagved forskellene i antallet ansøgninger i de
forskellige amter, kan ikke ses ud fra materialet.
Afgørelser truffet i 1996.
Ser man på antallet af afgørelser, som er truffet i løbet af 1996,
varierer de fra 11 i Bornholms Amt til 109 i Århus Amt. I alle amter,
undtaget Bornholm og Storstrøm, ligger antallet af afgørelser, som er truffet
i 1996, lavere end antallet af ansøgninger, som er modtaget i 1996. I nogle
amter, som for eksempel København og Frederiksborg er der tæt på dobbelt så
mange ansøgninger som afgørelser. Tallene for ansøgninger og afgørelser bør
dog ikke sammenlignes alt for tæt, da de ikke vedrører den samme periode.
Ansøgninger, der er modtaget i 1996, er måske først færdigbehandlet i 1997,
og nogle af de afgørelser, som er truffet i 1996 vedrører ansøgninger fra
1995.
Tabel 3. Afgørelser truffet i kalenderåret 1996 for par og enlige
---------------------------------------------------------------------
Antal heraf for Pct. Pct.
afgørelser for par enlige par enlige
---------------------------------------------------------------------
Magistraten 77 69 8 90 10
Frederiksberg 18 18 0 100 0
København 85 83 2 98 2
Frederiksborg 53 53 0 100 0
Roskilde 43 43 0 100 0
Vestsjælland 52 51 1 98 2
Storstrøm 39 38 1 97 3
Bornholm 11 11 0 100 0
Fyn 59 58 1 98 2
Sønderjylland 45 44 1 98 2
Ribe 37 37 0 100 0
Vejle 55 53 2 96 4
Ringkøbing 51 51 0 100 0
Århus 109 103 6 94 6
Viborg 48 46 2 96 4
Nordjylland 104 101 3 97 3
---------------------------------------------------------------------
Hele landet 886 859 27 97 3
---------------------------------------------------------------------
De afgørelser, der er truffet i 1996, er fordelt på par og enlige. For
landet som helhed er der kun 3 pct. af afgørelserne, som vedrører enlige. I 6
amter er der ikke nogen afgørelser for enlige ansøgere og kun i Københavns
Kommune og Århus Amt vedrører mere end 5 pct. af afgørelserne enlige
ansøgere.
Tabel 4. Godkendelsesprocent for par og enlige
---------------------------------------------------------------------
Antal Antal Antal Godken- Godken- Godken-
afgørelser god- delvise delses- delses- delses-
kendelser god- procent. pct. pct.
ken- for par. for
delser enlige.
---------------------------------------------------------------------
Magistraten 77 68 1 88 94 38
Frederiksberg 18 15 0 83 83 .
København 85 69 1 81 82 100
Frederiksborg 53 49 2 92 92 .
Roskilde 43 39 2 91 91 .
Vestsjælland 52 51 0 98 100 0
Storstrøm 39 38 0 97 100 0
Bornholm 11 9 0 82 82 .
Fyn 59 55 1 93 95 0
Sønderjylland 45 44 0 98 98 100
Ribe 37 36 0 97 97 .
Vejle 55 51 0 93 94 50
Ringkøbing 51 46 1 90 90 .
Århus 109 91 6 83 86 33
Viborg 48 42 0 88 91 0
Nordjylland 104 85 0 82 82 66
---------------------------------------------------------------------
Hele landet 886 788 14 89 91 37
Godkendelser
I nogle amter er det 1996 truffet afgørelser om delvis godkendelse , det
vil sige godkendelse af en del af det ansøgte. Det sker f.eks. i de tilfælde,
hvor der er søgt om godkendelse til adoption af 2 børn, men samrådet kun kan
give godkendelse til 1 barn. Som det fremgår af tabel 4, er antallet delvise
godkendelser få, og i 9 amter forekommer delvise godkendelser ikke. I de
amter hvor det forekommer, er der tale om 1 eller 2 afgørelser, undtaget i
Århus amt, hvor der er 6 delvise godkendelser.
Godkendelsesprocenten for landet som helhed for alle ansøgere er 89, hvis
delvise godkendelser medregnes. Den varierer fra 81 pct. i Københavns Amt,
til 98 pct. i Vestsjællands og Sønderjyllands Amter. Der forekommer ikke
delvise godkendelser i de amter, som har den højeste godkendelsesprocent. 4
af amterne har en godkendelsesprocent på 97 eller mere og 7 amter ligger
under landsgennemsnittet på 89 pct.
Ser man udelukkende på afgørelser, som vedrører par, ligger
godkendelsesprocenten mellem 82 og 100. Københavns Amt ligger stadig, nu
sammen med Bornholm og Nordjylland, med den laveste procent, 82, mens 2
amter, Vestsjælland og Storstrøm, er nået op på en godkendelsesprocent på
100.
For enlige ansøgere er godkendelsesprocenten 37 for landet som helhed,
altså langt lavere end for par. Tallene for enlige ansøgere i de enkelte
amter er alt for små til, at de kan danne grundlag for en vurdering af, om
der er forskelle mellem amterne.
Det kan dog konstateres, at den samlede godkendelsesprocent for de amter,
hvor der har været størst andel afgørelser, som vedrører enlige ansøgere
(Københavns Kommune og Århus Amt), ligger under landsgennemsnittet. Århus Amt
ligger dog stadig under landsgennemsnittet, hvis man kun ser på afgørelser,
som vedrører par.
Godkendelse af ansøger om barn med risiko/handicap
Samtlige ansøgere, der har søgt om godkendelse til adoption af barn med
risiko/handicap i 1996 er godkendte som adoptanter. Der er kun tale om 32
ansøgere i hele landet. 11 af dem kommer fra Storstrøms Amt og 6 fra
Sønderjyllands Amt. Der er altså tale om en meget ulige fordeling over
landet, hvor flere amter ikke har nogen ansøgere med ønske om barn med
handicap.
Godkendelse til barn nr. 1 og 2
67 pct. af alle afgørelser, som er truffet i 1996 vedrører ansøgninger om
barn nr. 1, mens 26 pct. vedrører barn nr. 2. For landet som helhed er der i
1996 godkendt 87 pct. af de ansøgere, som har søgt om sit første barn. Af
dem, som har søgt om barn nr. 2, er 97 pct. godkendt.
Det gælder for alle amter, at godkendelsesprocenten for ansøgere om barn
nr. 2 ligger højere end for barn nr. 1. Det er faktisk kun i Københavns og
Århus Amt, at der er givet afslag til ansøgere, som søger om barn nr. 2. I
begge amter ligger godkendelsesprocenten for barn nr. 2 på 87.
Tabel 5. Godkendelsesprocent for ansøgere om barn nr. 1 og barn nr. 2
samt for ansøgere om barn under og over 36 måneder
---------------------------------------------------------------------
Antal Godkendelsespct.
afgørelse --------------------------------------------
Barn Barn Barn 0-36 Barn 36
nr.1 nr.2 måneder måneder
eller mere
---------------------------------------------------------------------
Magistraten 77 85 0 90 79
Frederiksberg 18 75 100 100 50
Københavns Amt 85 77 87 83 75
Frederiks-
borg Amt 53 86 100 91 100
Roskilde Amt 43 89 100 92 86
Vestsjæl-
lands Amt 52 97 100 98 100
Storstrøms Amt 39 96 100 100 100
Bornholms Amt 11 82 0 80 100
Fyns Amt 59 100 100 95 80
Sønderjyl-
lands Amt 45 100 100 100 100
Ribe Amt 37 95 100 100 80
Vejle Amt 55 90 100 94 83
Ringkøbing Amt 51 88 100 89 100
Århus Amt 109 83 87 86 71
Viborg Amt 48 83 100 91 50
Nordjyl-
lands Amt 104 77 100 82 76
---------------------------------------------------------------------
Hele landet 886 87 97 90 82
Børn 0-36 måneder
Ca. 85 procent af alle afgørelser i 1996 vedrører ansøgninger om børn i
alderen 0-36 måneder. Sønderjyllands Amt, Københavns Kommune og Københavns
Amt har alle en relativt stor andel ansøgninger om børn, som er ældre end 36
måneder. Godkendelsesprocenten for hele landet for børn 0-36 måneder er 90,
mens den for ældre børn er 82. I 4 amter ligger dog godkendelsesprocenten
højere for ældre børn end for dem mellem 0 og 36 måneder. Tallene for
ansøgninger om børn over 36 måneder er dog små i flere amter, hvorfor
afvigelserne kan skyldes tilfældigheder.
Ansøgere, der ikke opfylder de formelle krav
I alt ca. 8 pct. af de afgørelser, som er truffet i 1996, vedrører
ansøgere, der ikke opfylder de formelle krav. I ca. 2/3 af disse tilfælde
gennemfører samrådene alligevel en forundersøgelse.
I Københavns og Frederiksberg Kommuner samt Storstrøms, Århus, Viborg og
Nordjyllands Amter udgør andelen af ansøgere, som ikke opfylder de formelle
krav 10 pct. eller mere. I Københavns og Frederiksberg Kommuner og i
Storstrøms Amt er der i alle disse tilfælde, på nær et, indledt en
undersøgelse, som har ført til godkendelse. I Århus og i Nordjyllands Amter
er der givet afslag til ca. halvdelen af disse ansøgere uden forundersøgelse.
I Århus amt er der i 3 ud af 7 tilfælde, hvor forundersøgelsen er gennemført,
givet afslag, mens alle forundersøgelser i Nordjyllands amt har ført til
godkendelse.
I Københavns og Frederiksborg Amter er der i alle tilfælde, hvor ansøgeren
ikke opfylder de formelle krav, givet afslag uden undersøgelse.
Tabel 6. Ansøgere, som ikke opfylder de formelle krav
---------------------------------------------------------------------
Antal Ansøgere opfylder ikke de formelle krav
afgørelser ---------------------------------------------
I alt Afslag Under- Pct.
uden søgelse Heraf ansøgere,
nærmere gennem- afslag som ikke
under- ført opfylder de
søgelse formelle krav
---------------------------------------------------------------------
Magistraten 77 11 1 10 0 14
Frederiksberg 18 3 0 3 0 17
København 85 8 8 0 0 9
Frederiksborg 53 2 2 0 0 4
Roskilde 43 3 0 3 0 7
Vestsjælland 52 0 0 0 0 0
Storstrøm 39 4 0 4 0 10
Bornholm 11 2 0 2 0 18
Fyn 59 1 0 1 0 2
Sønderjylland 45 3 0 3 0 7
Ribe 37 0 0 0 0 0
Vejle 55 0 0 0 0 0
Ringkøbing 51 5 2 3 0 10
Århus 109 14 4 10 3 13
Viborg 48 5 1 4 1 10
Nordjylland 104 13 6 7 0 13
---------------------------------------------------------------------
Hele landet 886 74 24 50 4 8
Der synes altså at være ret stor forskel mellem amterne i andelen af
ansøgere, som ikke opfylder de formelle krav og i behandlingen af disse
ansøgere. En forklaring til forskellen i behandling af ansøgere, som ikke
opfylder de formelle krav, kan findes i begrundelsen til afslag og i de krav,
der er fraveget i de tilfælde, hvor undersøgelse alligevel er gennemført.
I en stor del af de tilfælde, hvor der er givet afslag uden
forundersøgelse (ca. 63 pct.), er der tale om ansøgere, som søger om det
første barn, og som ikke opfylder alderskriteriet. Det gælder for eksempel
for alle 8 afslag, der er givet i Københavns Amt.
I de tilfælde hvor der bliver gennemført en undersøgelse, til trods for at
de formelle krav ikke er opfyldt, er det i 29 tilfælde ud af 50 tale om at
alderskravet ikke er opfyldt ved ansøgning om barn nr. 2. Det gælder for
eksempel i 8 ud af 10 tilfælde i Københavns Kommune og 9 ud af 10 tilfælde i
Århus amt.
Der er altså tale om forskelle i sammensætningen af ansøgere i de
forskellige amter.
Tabel 7. Betingelser for afslag, og krav, der er fraveget ved
behandling af ansøgere, der ikke opfylder de formelle krav
---------------------------------------------------------------------
Afslag Afslag Under- Alders- Alderskrav
uden med hen- søgelse krav fra- fraveget
nærmere visning gennemført veget (§6, (§6, stk. 1,
under- til stk. 1, nr. 1)
søgelse alder nr. 2)
(§6, stk.
1, nr. 1)
--------------------------------------------------------------------
Magistraten 1 0 10 8 1
Frederiksberg 0 0 3 3 0
København 8 8 0 0 0
Frederiksborg 2 1 0 0 0
Roskilde 0 0 3 3 0
Vestsjælland 0 0 0 0 0
Storstrøm 0 0 4 4 0
Bornholm 0 0 2 0 0
Fyn 0 0 1 1 0
Sønderjylland 0 0 3 0 0
Ribe 0 0 0 0 0
Vejle 0 0 0 0 0
Ringkøbing 2 0 3 0 0
Århus 4 2 10 9 0
Viborg 1 0 4 1 3
Nordjylland 6 4 7 0 2
---------------------------------------------------------------------
Hele landet 24 15 50 29 6
Afslag
Der er i 1996 givet 98 afslag på godkendelse som adoptant. Det svarer til
at 11 pct. af ansøgerne har fået afslag
Afslag uden forundersøgelse
Ca. 1/4 af afslagene (24 af 98) er, som tidligere nævnt, givet uden
nærmere undersøgelse (§6, stk. 1, i adoptionsbekendtgørelsen). Den hyppigste
grund til at afslå en undersøgelse er, som nævnt, alderskriteriet, som er
grunden i mere end 60 pct. af tilfældene.
I Københavns Amt er der givet afslag til godt 9 pct. af ansøgerne af denne
grund, hvilket er betydeligt mere end i andre amter.
Afslag efter forundersøgelse
Af de ansøgninger, som kommer igennem en undersøgelse, er på landsbasis i
godt 8 pct. af tilfældene givet afslag. Ser man på den amtsvise fordeling
varierer procenten mellem 2 i Sønderjyllands og Vestsjællands Amter og 18 i
Bornholms Amt. Det skal bemærkes at de højeste procenttal, 18 for Bornholm og
17 for Frederiksberg, kun dækker over 2 henholdsvis 3 tilfælde, hvor
tilfældigheder spiller en stor rolle.
Tabel 8. Afslag i procent af afgørelser
---------------------------------------------------------------------
Afslag Afslag Afslag Afslag Afslag Afslag af
i alt uden pga. pga. af hen- andre grunde
under- helbred psyke syn til
søgelse hjemmeb.
børn
---------------------------------------------------------------------
----------------------- pct --------------------
Magistraten 12 1 3 5 1 1
Frederiksberg 17 0 11 6 0 0
København 19 9 4 2 1 2
Frederiksborg 8 4 4 0 0 0
Roskilde 9 0 5 2 0 2
Vestsjælland 2 0 0 0 0 2
Storstrøm 3 0 0 3 0 0
Bornholm 18 0 20 0 0 0
Fyn 7 0 3 3 0 0
Sønderjylland 2 0 2 0 0 0
Ribe 3 0 3 0 0 0
Vejle 7 0 2 4 0 3
Ringkøbing 10 4 2 4 0 0
Århus 17 4 4 3 3 4
Viborg 12 2 2 8 0 0
Nordjylland 18 6 3 5 0 5
---------------------------------------------------------------------
Hele landet 11 3 3 3 1 2
---------------------------------------------------------------------
Begrundelse for afslag efter undersøgelse
Ansøgerens helbred og ansøgerens manglende ressourcer er de hyppigste
grunde til afslag, og de er brugt i lige mange tilfælde i 1996, nemlig 27.
Nordjyllands Amt har det største antal afslag med begrundelse
»ansøgerens manglende ressourcer«, mens andelen er størst i Viborg
Amt, hvor 4 afslag ud af 6 er givet med denne begrundelse. Gennemgående er
dog antallet afslag fordelt efter begrundelse så små i de enkelte amter for
et år, at det ikke er muligt, at bruge dem som grundlag for en analyse af
forskelle mellem amterne.
Specialundersøgelser
Der er 1996 i 80 tilfælde, svarende til 9 pct. af afgørelserne, gennemført
specialundersøgelser inden beslutning er truffet. I 34 tilfælde er der
gennemført en medicinsk undersøgelse, i 12 tilfælde en psykiatrisk
undersøgelse, og i 29 tilfælde en psykologisk undersøgelse. I 5 tilfælde er
der foretage flere undersøgelser. Tallene for de enkelte amter er alt for
små, til at danne et grundlag for sammenligning mellem amterne
Klager
I 49 tilfælde er der indgivet klager over samrådenes afgørelser i 1996. 48
af klagerne vedrørte et afslag, og der var en klage over en delvis
godkendelse. Det svarer til, at 50 pct. af afslagene førte til en påklage.
I 35 tilfælde er samrådets afgørelse stadfæstet, i 7 tilfælde er den
ændret til en godkendelse, og i 7 tilfælde er den sendt tilbage til ny
afgørelse i samrådet.
I nogle amter er samtlige afslag påklaget, i andre ingen. Der er dog i
samtlige tilfælde tale om et relativt lille antal klager.
Tabel 9. Klager over samrådenes afgørelser
---------------------------------------------------------------------
Antal Antal Afslag Antal Klager Klager i pct.
afgø- afslag i pct. klager i pct. af afslag
relser af af- af
gørelser afgørelser
---------------------------------------------------------------------
Magistraten 77 9 12 6 8 67
Frederiksberg 18 3 17 2 11 67
København 85 16 19 7 8 44
Frederiksborg 53 4 8 2 4 50
Roskilde 43 4 9 4 9 100
Vestsjælland 52 1 2 1 2 100
Storstrøm 39 1 3 1 3 100
Bornholm 10 2 20 0 0 0
Fyn 59 4 7 2 3 50
Sønderjylland 45 1 2 1 2 100
Ribe 37 1 3 0 0 0
Vejle 55 4 7 1 2 25
Ringkøbing 51 5 10 1 2 20
Århus 109 18 17 12 11 67
Viborg 48 6 13 3 6 50
Nordjylland 104 19 18 6 6 32
---------------------------------------------------------------------
Hele landet 885 98 11 49 6 50
---------------------------------------------------------------------
Skriftlig fremsættelse (17. december 1997)
Justitsministeren (Frank Jensen):
Herved tillader jeg mig for det høje Ting at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af adoptionsloven. (International
adoption).
(Lovforslag nr. L 149).
Lovforslaget har til formål at gennemføre en revision af adoptionslovens
regler med hensyn til adoption af udenlandske børn.
Med lovforslaget bliver reglerne om undersøgelse og godkendelse af
kommende adoptanter gjort mere tidssvarende. Det er således et vigtigt
element i lovforslaget, at adoptanternes ønsker skal sættes mere i centrum
samtidig med, at myndighedernes kontrolfunktion træder i baggrunden.
Forbedringen for adoptionsansøgerne sker bl.a. gennem indførelsen af nye
regler om undersøgelse og godkendelse som adoptant. Der indføres således et
faseopdelt undersøgelses- og godkendelsesforløb, der indebærer, at det meget
tidligt i forløbet kan afklares, om ansøgerne opfylder de generelle
betingelser for at blive godkendt som adoptanter. Er de generelle betingelser
ikke opfyldt, får ansøgerne det at vide med det samme.
Et led i det foreslåede nye undersøgelsesforløb er et obligatorisk
adoptionsforberedende kursus for ansøgere, der ikke tidligere har adopteret
et barn fra et andet land. Kurset skal hjælpe adoptanterne til i højere grad
selv at kunne vurdere, om de har ressourcer til at adoptere et udenlandsk
barn. Derved får behandlingen af ansøgninger om godkendelse som adoptant i
højere grad end efter de gældende regler karakter af en dialog mellem
ansøgerne og myndighederne.
Inden ansøgerne kan blive godkendt som adoptanter, skal det sikres, at de
også efter en individuel vurdering kan anses for egnede som adoptivforældre.
Denne individuelle vurdering vil først finde sted, når det
adoptionsforberedende kursus er gennemført, og de ansøgere, der gennem kurset
er blevet klar over, at adoption ikke er noget for dem, har meldt fra. På den
baggrund er det forventningen, at der kun undtagelsesvis vil være behov for
efter en individuel vurdering af ansøgerne at give afslag på godkendelse som
adoptant.
Lovforslaget lægger også op til en række ændringer af
adoptionsbekendtgørelsen, der gør adoptionssystemet mere smidigt for
adoptanterne.
Reglerne om godkendelse af »matchingforslag«, det vil sige de
udenlandske myndigheders udvælgelse af et barn til de enkelte ansøgere,
påtænkes således ændret. For fremtiden vil adoptanterne selv få ansvaret for
at sige ja til at modtage et barn, der ligger inden for deres godkendelse.
Reglerne om aldersforskel mellem adoptanter og adoptivbørn påtænkes
endvidere gjort mere fleksible. Det gælder bl.a. med hensyn til adoption af
større børn og andre børn, som det kan svært at finde adoptanter til. Det
gælder endvidere tilfælde, hvor den ene ansøger er ældre end den normale
aldersgrænse på 40 år, mens den anden ansøger er noget yngre.
Også reglerne om det antal børn, et par kan adoptere, påtænkes lempet.
Adoptanternes egen vurdering af deres ressourcer bør også på dette område
tillægges større betydning. Der bør derfor ikke på forhånd sættes tal på,
hvor mange børn et ansøgerpar kan få lov at adoptere.
Idet jeg henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg
herved anbefale forslaget til det høje Tings velvillige behandling.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af adoptionsloven Retsinformation · 28. maj 1999
- Forslag til Lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Regelforenkling på det familieretlige område m.v.) Retsinformation · 11. marts 2004
- 1996 LSF 73 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF ADOPTIONSLOVEN, INDFØDSRETSLOVEN OG NAVNELOVEN(RATIFIKATION AF HAAGERKONVENTIONEN AF 29. MAJ 1993 OM BESKYTTELSE AF BØRN OG OM SAMARBEJDE MED HENSYN TIL INTERNATIONALE ADOPTIONER) Retsinformation · 2. april 1997
- Bekendtgørelse af adoptionsloven Retsinformation · 18. juli 2026
- Forslag til Navnelov Retsinformation · 17. juni 2005
- Vejledning om adoption Retsinformation · 21. december 2023