1994 LSF 235 FORSLAG TIL LOV OM UNDERSØGELSE AF DEN FÆRØSKE BANKSAG
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1. Justitsministeren nedsætter en undersøgelseskommission.
Stk. 2. Undersøgelseskommissionen består af 3 medlemmer, der
udpeges af justitsministeren i samråd med Færøernes landsstyre. Formanden
skal opfylde betingelserne for at blive udnævnt til højesteretsdommer. De
øvrige medlemmer skal have særlig indsigt i bank- og revisionsforhold.
Stk. 3. Justitsministeren udpeger en person, der kan bistå
kommissionen med at foretage afhøringer i retten. Der stilles i øvrigt den
fornødne sekretariatsbistand til rådighed for undersøgelseskommissionen.
Kommissionen kan anmode særligt sagkyndige om en udtalelse eller anden
bistand til brug for undersøgelsen.
Stk. 4. Justitsministeren og Færøernes landsstyre udpeger hver 3
personer, der følger undersøgelsens gennemførelse.
Stk. 5. De personer, der efter stk. 2-4 deltager i undersøgelsens
gennemførelse, skal være uvildige og uafhængige i forhold til de myndigheder
og virksomheder m.v., hvis forhold undersøges.
§ 2. Undersøgelseskommissionen har til opgave at undersøge og
klarlægge det samlede begivenhedsforløb i forbindelse med de initiativer, der
fra 1992 blev taget for at redde Sjovinnubanken og Føroyabanken fra økonomisk
sammenbrud og frem til sammenlægningen af bankerne i 1994. Kommissionen skal
navnlig undersøge omstændighederne omkring aktiebyttet den 22. marts 1993
mellem Den Danske Bank og Finansieringsfonden af 1992. I undersøgelsen kan
inddrages alle oplysninger, der er af betydning for udførelsen af
undersøgelseskommissionens opgave.
Stk. 2. Undersøgelsen skal kunne give grundlag for, at det
efterfølgende kan vurderes, om der kan gøres et retligt ansvar gældende over
for involverede myndigheder, virksomheder og personer.
§ 3. Undersøgelseskommissionen træffer bestemmelse om
undersøgelsens nærmere tilrettelæggelse.
Stk. 2. Myndigheder, virksomheder og personer har pligt til at
udlevere dokumenter og andet foreliggende materiale til
Læs alt
undersøgelseskommissionen, når kommissionen anmoder om det.
Stk. 3. Myndigheder, virksomheder og personer har efter
undersøgelseskommissionens anmodning pligt til skriftligt at redegøre for og
besvare spørgsmål om nærmere angivne forhold, der har betydning for
undersøgelsen.
Stk. 4. De i stk. 2 og 3 nævnte pligter gælder, uanset om de
pågældende oplysninger er undergivet tavshedspligt.
§ 4. Undersøgelseskommissionen kan anmode Københavns Byret om at
indkalde myndigheder, virksomheder eller personer til at afgive forklaring
for retten.
Stk. 2. De myndigheder, virksomheder eller personer, hvis forhold
undersøges, kan møde med bisidder, hvis de indkaldes til at afgive forklaring
for retten.
Stk. 3. Forklaring afgives efter reglerne i retsplejeloven.
Bestemmelserne i retsplejelovens § 169 og § 170, stk. 3, finder ikke
anvendelse. Afhøringen foretages af undersøgelseskommissionens medlemmer
eller den person, der er udpeget efter § 1, stk. 3, 1. pkt. Retten kan på
kommissionens begæring ved kendelse pålægge tredjemand at udlevere dokumenter
og andet foreliggende materiale, der er omfattet af udleveringspligten i § 3,
stk. 2. Undlader tredjemand at efterkomme pålægget, finder retsplejelovens §
178 tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Forklaring afgives for lukkede døre.
Stk. 5. Retten sender en udskrift af retsbogen vedrørende de
afgivne forklaringer til undersøgelseskommissionen og til den, der har
afgivet den pågældende forklaring.
§ 5. De personer, der efter § 1, stk. 2-4, deltager i
undersøgelsens gennemførelse, har under ansvar efter straffelovens §§ 152-152
e tavshedspligt med hensyn til enhver oplysning, som de under deres
virksomhed får kendskab til.
Stk. 2. Lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven og
ombudsmandsloven gælder ikke for den virksomhed, som udøves af
undersøgelseskommissionen.
§ 6. Uanset bestemmelsen i § 5, stk. 1, kan
undersøgelseskommissionen udlevere dokumenter og andet materiale, som indgår
i undersøgelsen, til de myndigheder, virksomheder og personer, hvis forhold
undersøges, såfremt det er af betydning for at besvare de spørgsmål, som
kommissionen stiller.
Stk. 2. Der er tavshedspligt med hensyn til de dokumenter og andet
materiale, der udleveres efter stk. 1. Straffelovens §§ 152-152 e finder
tilsvarende anvendelse.
§ 7. Undersøgelseskommissionen afgiver en beretning om resultatet
af sin undersøgelse. En udskrift af retsbogen vedrørende de retshandlinger,
der er foretaget efter § 4, optages som bilag til beretningen.
Justitsministeren offentliggør beretningen.
§ 8. Loven træder i kraft, når den er bekendtgjort i både
Lovtidende og landsstyrets kundgørelsestidende for Færøerne, Kunngerdabladid.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1. Justitsministeren nedsætter en undersøgelseskommission.
Stk. 2. Undersøgelseskommissionen består af 3 medlemmer, der
udpeges af justitsministeren. Formanden skal opfylde betingelserne for at
blive udnævnt til højesteretsdommer. De øvrige medlemmer skal have særlig
indsigt i bank- og revisionsforhold.
Stk. 3. De personer, der udpeges som medlemmer af kommissionen,
skal være uvildige og uafhængige i forhold til de myndigheder og virksomheder
m.v., hvis forhold undersøges.
Stk. 4. Der stilles den fornødne sekretariatsbistand til rådighed
for undersøgelseskommissionen.
§ 2. Undersøgelseskommissionen har til opgave at undersøge og
klarlægge det samlede begivenhedsforløb i forbindelse med de initiativer, der
fra 1992 blev taget for at redde Sjovinnubanken og Føroyabanken fra økonomisk
sammenbrud og frem til sammenlægningen af bankerne i 1994. Kommissionen skal
navnlig undersøge omstændighederne omkring aktiebyttet den 22. marts 1993
mellem Den Danske Bank og Finansieringsfonden af 1992.
Stk. 2. Undersøgelsen skal kunne give grundlag for, at det
efterfølgende kan vurderes, om der kan gøres et retligt ansvar gældende over
for involverede myndigheder, virksomheder og personer.
§ 3. Undersøgelsen gennemføres på skriftligt grundlag samt efter
reglerne i § 4 tillige på mundtligt grundlag.
Stk. 2. Myndigheder, virksomheder og personer har pligt til at
udlevere dokumenter og andet foreliggende materiale til
undersøgelseskommissionen, når kommissionen anmoder om det.
Stk. 3. Myndigheder, virksomheder og personer har efter
undersøgelseskommissionens anmodning pligt til skriftligt at redegøre for og
besvare spørgsmål om nærmere angivne forhold, der har betydning for
undersøgelsen.
Stk. 4. De i stk. 2 og 3 nævnte pligter gælder, uanset om de
pågældende oplysninger er undergivet tavshedspligt.
§ 4. Undersøgelseskommissionen kan anmode Københavns Byret om at
indkalde myndigheder, virksomheder eller personer til at afgive forklaring
for retten, hvis det ikke har været muligt at få belyst et spørgsmål på anden
måde, og belysningen af det pågældende spørgsmål er nødvendig for, at sagen
kan afklares på fyldestgørende måde.
Stk. 2. De myndigheder, virksomheder eller personer, hvis forhold
undersøges, kan møde med bisidder, hvis de indkaldes til at afgive forklaring
for retten.
Stk. 3. Forklaring afgives efter reglerne i retsplejeloven.
Bestemmelserne i retsplejelovens § 169 og § 170, stk. 3, finder ikke
anvendelse. Afhøringen foretages af undersøgelseskommissionen.
Stk. 4. Forklaring afgives for lukkede døre.
Stk. 5. Retten sender en udskrift af retsbogen vedrørende de
afgivne forklaringer til undersøgelseskommissionen og til den, der har
afgivet den pågældende forklaring.
§ 5. Medlemmerne af undersøgelseskommissionen og personer, der
yder kommissionen sekretariatsbistand, har under ansvar efter straffelovens
§§ 152-152 e tavshedspligt med hensyn til enhver oplysning, som de under
deres virksomhed får kendskab til.
Stk. 2. Lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven og
ombudsmandsloven gælder ikke for den virksomhed, som udøves af
undersøgelseskommissionen.
§ 6. Uanset bestemmelsen i § 5, stk. 1, kan
undersøgelseskommissionen udlevere dokumenter og andet materiale, som indgår
i undersøgelsen, til de myndigheder, virksomheder og personer, hvis forhold
undersøges, såfremt det er af betydning for at besvare de spørgsmål, som
kommissionen stiller.
Stk. 2. Der er tavshedspligt med hensyn til de dokumenter og andet
materiale, der udleveres efter stk. 1. Straffelovens §§ 152-152 e finder
tilsvarende anvendelse.
§ 7. Undersøgelseskommissionen afgiver en beretning om resultatet
af sin undersøgelse. Justitsministeren offentliggør beretningen.
§ 8. Loven træder i kraft, når den er bekendtgjort i både
Lovtidende og Landsstyrets kundgørelsestidende for Færøerne, Kunngerdabladid.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Formålet med lovforslaget
Lovforslaget har til formål at etablere en undersøgelse af det samlede
begivenhedsforløb, der førte frem til sammenlægningen af de færøske banker
Sjovinnubanken og Føroyabanken i 1994.
Regeringen lægger vægt på, at der bliver tale om en både grundig og
retssikkerhedsmæssigt betryggende undersøgelse, som alle kan have tillid til.
Med henblik på at gennemføre en sådan undersøgelse foreslås det, at
justitsministeren nedsætter en særlig undersøgelseskommission bestående af
tre personer.
Lovforslaget indeholder nærmere regler om kommissionens opgaver,
virksomhed og beføjelser, således at enhver tvivl og usikkerhed fjernes, og
der skabes klarhed og faste rammer for undersøgelsens gennemførelse.
Om forslagets nærmere indhold henvises til pkt. 3 om hovedpunkter i
lovforslaget og til forslagets bemærkninger til de enkelte bestemmelser.
2. Baggrunden for lovforslaget
2.1. Lagtinget på Færøerne vedtog den 19. januar 1995 enstemmigt et
beslutningsforslag vedrørende undersøgelse af sammenlægningen af
Sjovinnubanken og Føroyabanken.
Lagtinget anmodede i sin beslutning Landsstyret om at »foranledige,
at § 21 a i den danske retsplejelov også bliver sat i kraft på
Færøerne«. Lagtinget pålagde endvidere Landsstyret »at henvende sig
til Regeringen om i henhold til § 21 a i retsplejeloven at nedsætte en
undersøgelsesret...« Undersøgelsesretten skulle »undersøge og
beskrive udviklingen vedrørende aktieombytningen i Føroya Bank og
Sjovinnubanken den 22. marts 1993«. Undersøgelsesretten skulle i den
forbindelse undersøge de involverede myndigheders og virksomheders rolle og
ansvar.
Landsstyret vedtog den 26. januar 1995 at følge Lagtingets beslutning og
anmodede ved skrivelse af samme dag regeringen om bl.a. at nedsætte en
undersøgelsesret til at undersøge banksagen.
2.2. Regeringen er enig med de færøske myndigheder i vigtigheden af, at
der gennemføres en grundig undersøgelse, som alle kan have tillid til.
Det har samtidig været vigtigt for regeringen, at der ikke anvendes en
undersøgelsesform, som vil kunne give anledning til principielle
retssikkerhedsmæssige betænkeligheder.
I de senere år har undersøgelsesretter og kommissionsdomstole under
ledelse af dommere været hyppigt anvendt. Anvendelsen af sådanne
dommerundersøgelser har imidlertid navnlig inden for de seneste år givet
anledning til en omfattende og principiel debat bl.a. i den
retsvidenskabelige litteratur. Der er herunder blevet rejst en betydelig
kritik af anvendelsen af kommissionsdomstole og undersøgelsesretter og af de
regler, der gælder for sådanne undersøgelsesorganers virksomhed.
Om denne kritik kan navnlig henvises til professor, dr. jur. Eva Smiths
artikel »Retspleje og retssikkerhed« i Juristen 1991, side 417-421,
landsretssagfører Aage Spang-Hanssens artikel »Undersøgelsesretter ofte
ren inkvisition« i Lov og Ret 1993, nr. 3, lektor, lic. jur. Jens Peter
Christensens artikel »Undersøgelsesretter og kommissionsdomstole - er
der alternativer?» i Ugeskrift for Retsvæsen 1993 B, side 289-297, og
professor, dr. jur. Bernhard Gomards artikel »En retskildemæssig
vurdering af de konklusioner, anbefalinger m.v., der udgår fra
kommissionsdomstole og undersøgelsesretter« i Juristen 1993, side
325-336.
Kritikken kom endvidere klart til udtryk på Advokatrådets konference den
26. april 1993 om kommissionsdomstole og undersøgelsesretter, jf. beretningen
fra konferencen.
I forbindelse med beslutningen om at nedsætte den seneste undersøgelsesret
i november 1993 (undersøgelsesretten vedrørende visse forhold i forbindelse
med Sparekassen Nordjyllands overtagelse af engagementer fra
Himmerlandsbanken) gjorde Højesterets præsident efter drøftelse med sine
kolleger i Højesteret, nogle retspræsidenter, herunder præsidenten for Sø- og
Handelsretten, og Den Danske Dommerforening i en skrivelse til Folketingets
præsidium nærmere rede for de retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, som en
undersøgelse af den pågældende sag, der angik en retlig tvist mellem en
privat part og staten, giver anledning til. I skrivelsen opfordrede
højesteretspræsidenten til, at spørgsmålet om brugen af undersøgelsesretter
blev taget op gennem nedsættelsen af et udvalg.
Folketingets Udvalg for Forretningsordenen tilkendegav i enighed
principiel tilslutning til, at den rejste problematik tages op til nærmere
overvejelse.
Regeringen har herefter i samråd med Folketingets Udvalg for
Forretningsordenen nedsat et sagkyndigt udvalg med professor Lars Nordskov
Nielsen som formand til at foretage en samlet gennemgang og vurdering af
undersøgelsesorganer, der kan belyse og klarlægge forhold inden for den
statslige forvaltning.
Samtidig har det været regeringens opfattelse, at der ikke bør nedsættes
nye undersøgelsesretter/kommissionsdomstole, før udvalgsarbejdet er
afsluttet, og Folketinget har haft lejlighed til at tage stilling til
udvalgets konklusioner. Dette principielle standpunkt er således indtaget
længe før, det færøske ønske om en undersøgelse af banksagen blev fremsat.
Regeringen har indtaget dette standpunkt, fordi den deler de
betænkeligheder af retssikkerhedsmæssig karakter, som har været fremført over
for den hidtidige anvendelse af undersøgelsesretter og kommissionsdomstole.
2.3. Den kritik, der har været rejst mod anvendelsen af
undersøgelsesretter og kommissionsdomstole, har navnlig samlet sig om to
hovedproblemer, der har en vis indbyrdes sammenhæng.
Selv om undersøgelsesretter og kommissionsdomstole ikke har - og ikke kan
have - dømmende myndighed, jf. grundlovens § 61, 2. pkt., viser erfaringen,
at der i medierne og i det politiske liv er en tendens til at tillægge
konklusionerne »domsvirkning«. Undersøgelsesretter og
kommissionsdomstole tillægges en betydelig autoritet, hvilket hænger sammen
med, at de beklædes af dommere, typisk af landsdommere eller
højesteretsdommere.
Et andet hovedproblem er, at den gældende procesmåde ved
undersøgelsesretter og kommissionsdomstole, der kun i meget beskedent omfang
er reguleret i retsplejeloven, ikke giver de involverede personer de
processuelle garantier, som er påkrævet ud fra retssikkerhedsmæssige
hensyn. Det har hidtil været almindeligt, at undersøgelsesretter og
kommissionsdomstole har fået til opgave at udtale sig om de retlige
spørgsmål, som den undersøgte sag giver anledning til, herunder fremkomme med
en indstilling om, hvorvidt der er grundlag for at søge et retligt ansvar
gennemført. De personer, hvis forhold undersøges, bliver imidlertid ikke
gjort bekendt med de punkter, som eventuelt bliver gjort til genstand for
kritik i undersøgelsesrettens/kommissionsdomstolens beretning. De pågældende
har derfor vanskeligt ved at tilrettelægge deres forsvar, når der ikke
foreligger nogen formuleret sigtelse eller påstand. Betænkelighederne herved
forstærkes på grund af den ovenfor nævnte »domsvirkning«.
Foreligger der i sagen en civilretlig tvist, f.eks. spørgsmål om
økonomiske krav, bliver forskellene mellem en dommerundersøgelse og en
almindelig retssag særligt udtalte. I en almindelig civil retssag er det
parterne (sagsøger og sagsøgte), der formulerer påstandene. Det er parterne,
der tilrettelægger bevisførelsen, og det er parterne, der under en procedure
redegør for de faktiske og retlige forhold, som de finder af betydning for
den afgørelse, som dommeren skal træffe i forhold til de af parterne nedlagte
påstande. Et sådant forhandlingsprincip gælder ikke for en
dommerundersøgelse. Her er det dommeren, der er ansvarlig for sagens
oplysning. Der formuleres ingen påstande. Dommeren må selv udfinde de retlige
spørgsmål, som sagen giver anledning til, og foretage de bevismæssige og
retlige vurderinger, uden at de involverede har haft lejlighed til sædvanlig
bevisførelse og til at procedere sagen.
2.4. Som nævnt har regeringen af de grunde, der i kort form er redegjort
for ovenfor, fundet, at der ikke bør nedsættes nye undersøgelsesretter eller
kommissionsdomstole, før arbejdet i det sagkyndige udvalg med professor
Nordskov Nielsen som formand er afsluttet, og Folketinget har haft lejlighed
til at tage stilling til udvalgets konklusioner.
Regeringen lægger samtidig vægt på, at den foreliggende sag om de færøske
banker bliver undersøgt grundigt.
På den baggrund er sigtet med det foreliggende lovforslag at etablere en
særlig undersøgelse, som forestås af fagligt kvalificerede personer, og som
giver sikkerhed for, at alle relevante oplysninger kommer frem, uden at
undersøgelsen er behæftet med de svagheder, der gør sig gældende for
undersøgelsesretter og kommissionsdomstole.
Forslaget angår alene undersøgelsen af den foreliggende banksag, idet
regeringen ikke har set det som sin opgave på nuværende tidspunkt at foreslå
en revision af dommerundersøgelsesinstituttet. En sådan revision må afvente
det ovenfor nævnte udvalgsarbejde.
3. Hovedpunkter i lovforslaget
3.1. En gennemførelse af lovforslaget vil indebære, at der etableres et
organ, der skal gennemføre en undersøgelse af den færøske banksag. Dette
organ skal være en undersøgelseskommission, som nedsættes af
justitsministeren.
Undersøgelseskommissionen skal bestå af 3 medlemmer. Formanden må ikke
være dommer, men skal opfylde betingelserne for at blive udnævnt til
højesteretsdommer. De øvrige medlemmer skal have særlig indsigt i bank- og
revisionsforhold.
Kommissionen skal undersøge og klarlægge det samlede begivenhedsforløb
omkring de initiativer, der fra 1992 blev taget for at redde Sjovinnubanken
og Føroyabanken fra økonomisk sammenbrud og frem til sammenlægningen af
bankerne i 1994. Kommissionen skal i den forbindelse navnlig undersøge
omstændighederne omkring aktiebyttet den 22. marts 1993 mellem Den Danske
Bank og Finansieringsfonden af 1992.
Undersøgelsen skal kunne give grundlag for, at det efterfølgende kan
vurderes, om der kan gøres et retligt ansvar gældende over for involverede
myndigheder, virksomheder og personer.
Undersøgelsen gennemføres som udgangspunkt på skriftligt grundlag. Der
fastsættes en pligt til at udlevere foreliggende skriftligt materiale og til
skriftligt at afgive redegørelser og besvare spørgsmål efter kommissionens
anmodning herom. Udleverings- og oplysningspligten fortrænger eventuelt
modstående tavshedspligsbestemmelser.
Er det ikke muligt at få belyst et væsentligt forhold tilstrækkeligt på
skriftligt grundlag, åbnes der mulighed for, at kommissionen kan lade den
eller de pågældende myndigheder, virksomheder eller personer indkalde til at
afgive forklaring for retten. Forklaring afgives i så fald efter reglerne i
retsplejeloven, dog således at tavshedspligtsregler ikke er til hinder for
afgivelse af vidneforklaring. Forklaring afgives for lukkede døre.
Undersøgelseskommissionen afslutter sit arbejde med afgivelsen af en
beretning. Beretningen afleveres til justitsministeren, der offentliggør den.
3.2. Med den foreslåede undersøgelsesmodel finder regeringen, at der er
tale om en fagligt meget kvalificeret undersøgelse med sikkerhed for, at alle
relevante oplysninger kommer frem på samme måde, som hvis der var tale om en
dommerundersøgelse. Samtidig adskiller modellen sig fra en dommerundersøgelse
på afgørende punkter. Som de væsentligste forskelle kan fremhæves følgende.
Der sidder ingen dommer i undersøgelseskommissionen. Kommissionen skal ikke
fremkomme med konklusioner med hensyn til, om der er grundlag for at søge
retligt ansvar gennemført. Undersøgelsen foregår som udgangspunkt på
skriftligt grundlag. Med forskelle af denne art tydeliggøres det, at der er
tale om en forundersøgelse og ikke om en proces, der kan sidestilles med en
retssag og dom.
Efter regeringens opfattelse vil den foreslåede undersøgelse kunne
tilvejebringe grundlaget for, at institutioner m.v. efterfølgende kan
vurdere, om der kan gøres et retligt ansvar gældende over for involverede
myndigheder, virksomheder og personer, uden at kommissionens beretning vil
blive tillagt domsvirkning i samme udstrækning, som det hidtil har været
tilfældet med beretninger fra undersøgelsesretter og kommissionsdomstole.
4. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser
Gennemførelse af den foreslåede undersøgelse vil indebære en række
udgifter. Heraf kan bl.a. nævnes vederlæggelse af undersøgelseskommissionens
medlemmer og sekretariat, herunder eventuel substitution i de pågældendes
hovedstillinger, eventuelle udgifter til bisiddere, udgifter til
revisionsmæssig eller anden sagkyndig bistand samt kontorholdsudgifter m.v.
Vederlæggelsen af undersøgelseskommissionens medlemmer fastsættes af
Justitsministeriet efter drøftelse med Finansministeriet.
Udgifterne i forbindelse med undersøgelseskommissionens virksomhed
afholdes af statskassen i overensstemmelse med de retningslinier, der gælder
for undersøgelsesretter. Udgifterne afholdes af Justitsministeriets konto for
strafferetspleje m.v.
5. Høring over lovforslaget
Lovforslaget er inden fremsættelsen forelagt for det færøske hjemmestyre.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1
Til stk. 1
Bestemmelsen fastslår, at justitsministeren skal nedsætte en
undersøgelseskommission til at undersøge den færøske banksag.
Til stk. 2
Bestemmelsen fastsætter, hvordan undersøgelseskommissionen skal
sammensættes.
Undersøgelseskommissionen består af 3 medlemmer. Formanden skal uden at
være dommer opfylde betingelserne for at kunne blive udnævnt til
højesteretsdommer, jf. retsplejelovens § 43, stk. 1. De øvrige medlemmer skal
have særlig indsigt i bank- og revisionsforhold. Der sigtes herved til en
statsautoriseret revisor og en bankkyndig.
Det er justitsministeren, som udpeger medlemmerne. Udpegningen sker efter
forhandling med Færøernes Landsstyre.
Til stk. 3
Efter bestemmelsen skal de personer, der udpeges, være uvildige og
uafhængige i forhold til de institutioner m.v., hvis forhold skal undersøges.
Der må således ikke foreligge omstændigheder, der er egnede til at rejse
tvivl om medlemmernes fuldstændige upartiskhed.
Til stk. 4
Efter bestemmelsen skal den nødvendige sekretariatsbistand stilles til
rådighed for kommissionen.
Sekretariatet bør bl.a. omfatte personer med juridisk eller økonomisk
uddannelse.
Til § 2
I bestemmelsen fastsættes det, hvilke opgaver undersøgelseskommissionen
skal udføre.
Som det fremgår af bestemmelsen i stk. 1, skal kommissionen undersøge og
klarlægge det samlede begivenhedsforløb omkring de initiativer, der fra 1992
blev taget for at redde Sjovinnubanken og Føroyabanken fra økonomisk
sammenbrud og frem til sammenlægningen af bankerne i 1994.
Kommissionen skal i den forbindelse navnlig undersøge omstændighederne
omkring aktiebyttet den 22. marts 1993 mellem Den Danske Bank og
Finansieringsfonden af 1992.
Det begivenhedsforløb, som kommissionen bør koncentrere sin undersøgelse
om, er beskrevet i den betænkning af 14. januar 1995, som Lagtingets
Retsudvalg har udarbejdet, og dets tillægsbetænkning af 19. januar 1995, som
lå til grund for Lagtingets beslutning af 19. januar 1995.
Tidsangivelsen »fra 1992« er naturligvis ikke til hinder for, at
kommissionen f.eks. som led i vurderingen af bankernes økonomiske situation
inddrager hensættelsespolitikken i tidligere år.
Grundlovens § 61, 2. pkt., indeholder et forbud mod at nedsætte
særdomstole med dømmende myndighed. Der er derfor ikke mulighed for at give
kommissionen adgang til at træffe bindende afgørelser om de retlige
spørgsmål, som sagen giver anledning til.
For at fremhæve, at kommissionens opgave er at foretage en
forundersøgelse, hvis resultater kan danne grundlag for involverede
myndigheders og institutioners vurdering af eventuelle ansvarsspørgsmål, er
det i stk. 2 bestemt, at kommissionens undersøgelse skal kunne give grundlag
for, at det efterfølgende kan vurderes, om der kan gøres et retligt ansvar
gældende over for involverede myndigheder, virksomheder eller personer.
De retlige konklusioner, herunder med hensyn til om der er grundlag for at
gøre økonomiske krav gældende om fornødent ved sagsanlæg ved de almindelige
domstole, må således drages af de involverede myndigheder og institutioner på
grundlag af den afklaring af det faktiske begivenhedsforløb, som kommissionen
gennem undersøgelsen har tilvejebragt.
Til § 3
Til stk. 1
I bestemmelsen fastsættes det, at sagsoplysningen som udgangspunkt sker på
skriftligt grundlag.
Til stk. 2
For at sikre, at undersøgelseskommissionen kan få alle relevante
oplysninger frem, er det i stk. 2 fastsat, at myndigheder, virksomheder og
personer er forpligtet til at udlevere dokumenter og andet foreliggende
materiale til undersøgelseskommissionen, når kommissionen anmoder om det.
Det er efter den foreslåede bestemmelse ikke et krav, at kommissionen skal
kunne specificere de dokumenter, der kræves udleveret. Kommissionen kan på
samme måde som en undersøgelsesret ved undersøgelsens start anmode de berørte
myndigheder, virksomheder og personer om at udlevere alt relevant materiale
til kommissionen. Bliver kommissionen bekendt med eksistensen af dokumenter,
som den ikke har modtaget i henhold til den indledende udleveringsbegæring,
vil kommissionen specifikt kunne anmode om at få udleveret de pågældende
dokumenter.
Den foreslåede udleveringspligt omfatter alt foreliggende skriftligt
materiale, herunder også interne dokumenter. Pligten til at udlevere
materiale gælder, selv om materialet er fortroligt. Udleveringspligten
fortrænger således modstående tavshedspligtsforskrifter, jf. stk. 4.
Hvis offentligt ansatte undlader at opfylde pligten til at udlevere
foreliggende skriftligt materiale til kommissionen, vil der være tale om en
tjenesteforsømmelse, der vil kunne medføre disciplinært ansvar og i grove
tilfælde strafansvar efter straffelovens § 156 eller § 157. For ministres
vedkommende vil en sådan pligttilsidesættelse efter omstændighederne kunne
indebære en overtrædelse af ministeransvarlighedslovens § 5.
Disciplinært ansvar og straffelovens §§ 156 og 157 vil ikke kunne anvendes
over for private, der undlader at opfylde udleveringspligten. Et
centralt tema i den foreliggende sag er, om der kan gøres et økonomisk krav
gældende mod en privat part. Det vil kunne give anledning til
retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, såfremt udlevering af dokumenter fra
den pågældende part skal kunne ske under trussel om straf eller andre
tvangsforanstaltninger. En sådan retstilstand gælder ikke for parter i en
civil sag. Forslaget indeholder som følge heraf ikke en sådan
sanktionshjemmel. Derimod vil manglende udlevering af dokumenter kunne
sanktioneres på en anden måde. Hvis en privat part ikke udleverer materiale,
som den pågældende er forpligtet til at udlevere, afgør kommissionen, hvilken
betydning dette bør have for undersøgelsens resultat. Kommissionen kan
således på det pågældende punkt lægge et for parten ugunstigt bevisresultat
til grund.
Dette svarer til, hvad der gælder for parter i civile sager, og til, hvad
der må antages at gælde ved en kommissionsdomstol eller undersøgelsesret
(retsplejelovens § 298 sammenholdt med retsplejelovens § 344, stk. 2).
Til stk. 3
En undersøgelseskommission vil formentlig kunne afdække en stor del af
sagen på grundlag af en gennemgang af dokumenter og andet foreliggende
skriftligt materiale, som de involverede efter stk. 2 har pligt til at
udlevere til kommissionen. For at sikre, at eventuelt manglende oplysninger
vil kunne tilvejebringes, og at tvivlspørgsmål vil kunne afklares, etableres
- til supplement af den i stk. 2 fastsatte dokumentudleveringspligt - en
ordning, hvorefter kommissionen kan stille skriftlige spørgsmål til og anmode
om redegørelser fra involverede myndigheder, virksomheder og personer.
Kommissionen vil formentlig normalt rette sine anmodninger om skriftlige
redegørelser og svar til de involverede myndigheder og virksomheder som
sådanne, således at der afgives svar på myndighedens/virksomhedens vegne.
Ønsker kommissionen svar fra nærmere angivne personer, kan kommissionen
stille spørgsmål direkte til de pågældende personligt. Kommissionen vil kunne
fastsætte en frist for besvarelse af kommissionens forespørgsler.
Efter den foreslåede bestemmelse er der pligt til at besvare de stillede
spørgsmål. Undlader man at svare, vil kommissionen efter omstændighederne
kunne tillægge undladelsen betydning ved den bevismæssige vurdering af sagen.
For offentligt ansatte gælder endvidere, at undladelse af at svare vil kunne
medføre disciplinært ansvar og i grove tilfælde strafansvar. I øvrigt vil
kommissionen under de betingelser, der er angivet i forslagets § 4, stk. 1,
kunne foranstalte indenretlig afhøring af personer, der ikke besvarer
skriftlige spørgsmål eller ikke gør det på en fyldestgørende måde.
Den, der afgiver urigtige oplysninger til kommissionen, vil efter
omstændighederne kunne straffes efter straffelovens § 162. Efter denne
bestemmelse straffes den, som for eller til en offentlig myndighed med forsæt
afgiver urigtig erklæring om forhold, angående hvilke han er pligtig at
afgive forklaring, med bøde, hæfte eller med fængsel indtil 4 måneder.
Bestemmelsen gælder både private og offentligt ansatte. Der kan dog ikke
straffes efter bestemmelsen, hvis urigtige oplysninger afgives i tilfælde,
hvor rigtige oplysninger ville udsætte den pågældende for disciplinært ansvar
eller strafansvar. At den pågældende ved sandfærdig forklaring ville udsætte
sig selv eller sin arbejdsgiver for f.eks. at blive pålagt erstatningsansvar,
fritager ikke for strafansvar for urigtig erklæring.
Til stk. 4
Den foreslåede bestemmelse i stk. 4 regulerer forholdet mellem på den ene
side udleverings- og oplysningspligten i stk. 2 og 3 og på den anden side
tavshedspligtsforskrifter. Bestemmelsen indebærer, at pligterne i stk. 2 og 3
fortrænger modstående tavshedspligtsforskrifter. Dette gælder, uanset om der
er tale om almindelige eller særlige tavshedspligtsforskrifter.
Den almindelige tavshedspligt, der efter straffelovens §§ 152 ff og
forvaltningslovens § 27 gælder for offentligt ansatte, herunder ansatte i
ministerier m.v., vil således ikke være til hinder for, at udleverings- og
oplysningspligten opfyldes.
Finanstilsynet vil heller ikke kunne nægte at udlevere fortroligt
materiale, som tilsynet har udarbejdet eller modtaget i egenskab af
tilsynsmyndighed i forhold til de færøske banker, selv om materialet er
omfattet af den særlige tavshedspligtsbestemmelse i bank- og sparekasselovens
§ 50 b. Finanstilsynet skal således ikke have samtykke fra de færøske banker
eller deres kunder for at udlevere materiale til kommissionen, herunder
oplysninger om konkrete kundeforhold. Det samme gælder i forbindelse med svar
og redegørelser, der afgives efter stk. 3. De EF-regler, der ligger bag
bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 50 b, kan ikke antages at være til
hinder for en sådan regulering, allerede fordi Færøerne og dermed de færøske
banker står uden for EU.
Udleverings- og oplysningspligten omfatter også de berørte banker og
Finansieringsfonden af 1992. De pågældende virksomheders og institutioners
tavshedspligt efter f.eks. bank- og sparekasselovens § 54, stk. 2, vil
således ikke være til hinder for opfyldelse af pligten. Dette gælder også med
hensyn til internt materiale og materiale med kundeoplysninger.
Heller ikke selskabslovgivningens tavshedspligtsforskrifter eller de
tavhedspligtsregler, der gælder for f.eks. revisorer, vil kunne påberåbes som
begrundelse for ikke at opfylde udleverings- og oplysningspligten.
Til § 4
Som nævnt skal undersøgelsen som udgangspunkt foregå på skriftligt
grundlag, jf. lovforslagets § 3.
Det må antages, at langt de fleste forhold vil kunne afklares på
skriftligt grundlag, herunder ved svar på skriftlige spørgsmål.
Det kan imidlertid ikke på forhånd helt udelukkes, at
undersøgelseskommissionen - for at få et spørgsmål tilstrækkeligt belyst -
finder det nødvendigt, at der mundtligt afgives forklaring herom, og
bestemmelsen giver derfor mulighed for, at der under visse betingelser kan
foretages mundtlige afhøringer.
Regeringen lægger imidlertid vægt på, at kommissionen heller ikke i denne
forbindelse tillægges domstolsbeføjelser.
Kommissionens adgang til at foranstalte afhøringer foreslås derfor
udformet på den måde, at afhøringerne skal foretages for en domstol, og at
det bliver en domstol, der i forbindelse med afhøringerne tager stilling til
anvendelsen af retsplejelovens regler, herunder bestemmelserne om vidnepligt
og vidnetvang.
Til stk. 1
Efter bestemmelsen kan undersøgelseskommissionen under visse betingelser
anmode Københavns Byret om at indkalde myndigheder, virksomheder eller
personer til at afgive forklaring for retten.
De betingelser, som skal være opfyldt, er følgende:
For det første skal det ikke have været muligt for undersøgelskommissionen
at få belyst et spørgsmål på anden måde. For det andet skal belysningen af
det pågældende spørgsmål være nødvendig for, at sagen kan afklares på
fyldestgørende måde.
Inden Københavns Byret anmodes om at indkalde til mundtlige afhøringer, må
undersøgelseskommissionen således forsøge at få et relevant spørgsmål belyst
på skriftligt grundlag, eventuelt ved at anmode om skriftlige redegørelser om
nærmere angivne forhold, jf. § 3, stk. 3.
Det er undersøgelseskommissionen, der afgør, om betingelserne er opfyldt.
Københavns Byret har således ikke kompetence til at tage stilling hertil, men
skal indkalde den pågældende myndighed, virksomhed eller person, når
undersøgelseskommissionen anmoder herom.
Af praktiske grunde er det nødvendigt, at afhøringerne foregår i en
bestemt retskreds. Det foreslås, at den pågældende retskreds er Københavns
Byret.
Det forudsættes, at de afhørte forinden af kommissionen gøres bekendt med
de temaer, som afhøringen vil angå, jf. herved også forslagets § 6.
Til stk. 2
Bestemmelsen fastsætter, at de myndigheder, virksomheder eller personer,
hvis forhold undersøges, kan møde med bisidder, hvis de bliver indkaldt til
at afgive forklaring for retten.
Bisidderen kan således overvære det retsmøde, hvori klienten afgiver
forklaring, selv om retsmøderne foregår for lukkede døre, jf. lovforslagets §
4, stk. 4.
Bisidderen vil have adgang til at stille supplerende spørgsmål til sin
klient. Afhøringen foretages som nævnt i stk. 3 af undersøgelseskommissionen.
Møder indkaldte personer med bisidder, dækkes udgifterne til bisidderen
efter de regler, der gælder for refusion af udgifter til bisiddere ved
undersøgelsesretter.
Til stk. 3
Bestemmelsen fastsætter, at forklaring afgives efter reglerne i
retsplejeloven. Retten afgør, om de personer, som indkaldes, er forpligtet
til at afgive forklaring, og om forklaring afgives under strafansvar.
De indkaldte har som udgangspunkt vidnepligt, jf. retsplejelovens § 168,
og vidnerne afgiver normalt forklaring under strafansvar, jf. straffelovens §
158. Over for modvillige vidner kan retten anvende de almindelige
tvangsmidler, jf. retsplejelovens § 178.
Vidnepligten er undergivet de sædvanlige begrænsninger i retsplejeloven,
jf. retsplejelovens §§ 169-172. Vidneudelukkelsesgrunden i retsplejelovens §
169 (om tavshedspligt i det offentliges interesse) finder dog ikke
anvendelse. Det er derfor ikke nødvendigt, at vedkommende myndighed
(minister) giver samtykke til, at en embedsmand afgiver forklaring for
retten. Endvidere finder retsplejelovens § 170, stk. 3, ikke anvendelse.
Dette indebærer, at retten ikke vil kunne undtage en person fra vidnepligt
med den begrundelse, at forklaringen vedrører forhold, med hensyn til hvilke
personen i medfør af lovgivningen har tavshedspligt.
Ingen kan forpligtes til at afgive vidneforklaring, hvis den pågældende
herved vil kunne udsætte sig selv for straf eller tab af velfærd, jf.
retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1.
Pligt til at afgive forklaring foreligger heller ikke, hvis forklaringen
må antages at ville udsætte vidnets nærmeste (pårørende) for straf eller tab
af velfærd eller påføre vidnet eller hans nærmeste anden væsentlig skade, jf.
retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 2-3. Retten kan dog i disse tilfælde
pålægge vidnet at afgive forklaring, når forklaringen anses for at være af
afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens
betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige dertil,
jf. retsplejelovens § 171, stk. 3.
Risikoen for at tabe en civil sag om et økonomisk krav udgør ikke en
vidnefritagelsesgrund.
Afgiver nogen falsk forklaring under afhøring i retten i tilfælde, hvor
forklaring ikke må kræves, straffes vedkommende ikke, jf. straffelovens §
159, stk. 1. Det samme gælder, hvis den pågældende har haft grund til at
antage, at han kunne blive sigtet, hvis han afgav sandfærdig forklaring.
I øvrigt gælder, at hvis de afhørte efter vidnefritagelsesreglerne var
berettiget til at nægte at afgive forklaring, kan straffen for falsk
forklaring nedsættes eller efter omstændighederne bortfalde, jf.
straffelovens § 159, stk. 2.
Retten vejleder, hvis omstændighederne giver grund dertil, vidnerne om
indholdet af reglerne om vidneudelukkelse og vidnefritagelse, jf.
retsplejelovens § 173, stk. 1. Inden vidnet afhøres, sikrer retten sig, at
der ikke er noget til hinder for vidneforklaringens afgivelse. Retten
pålægger derefter vidnet at tale sandhed og gør vidnet bekendt med
strafansvaret for afgivelse af falsk forklaring, jf. retsplejelovens § 181.
Det forudsættes, at de personer, som kan risikere et disciplinært eller
strafferetligt ansvar, afhøres med tilkendegivelse om, at de ikke har pligt
til at udtale sig, og at forklaring afgives uden sædvanligt strafansvar. En
sådan tilkendegivelse gives i forbindelse med afhøringer for en
undersøgelsesret.
Der vil næppe være personer, som skal afhøres efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 29 om afhøring af parter i civile sager. Hvis parten
i en senere civilretlig sag er en offentlig myndighed, afhøres de ansatte som
vidner. Er parten et selskab, må det antages, at de personer, som har sæde i
selskabets bestemmende øverste organ, f.eks. et aktieselskabs
bestyrelsesmedlemmer, som udgangspunkt også afhøres som vidner, medmindre den
afhørte i realiteten er enebestemmende i selskabet.
Afhøringerne foretages af undersøgelseskommissionen, dvs. typisk formanden
eller eventuelt et af de andre medlemmer af kommissionen.
Hovedindholdet af forklaringen optages i retsbogen, jf. retsplejelovens §
186, stk. 2.
Til stk. 4
Det foreslås, at indenretlige afhøringer i denne sag skal foregå for
lukkede døre. Det skyldes flere forhold.
I undersøgelsen indgår fortrolige oplysninger, der er omfattet af de
særlige tavshedspligtsbestemmelser i bank- og sparekasseloven. Som det
fremgår af stk. 3, finder bl.a. bestemmelsen i retsplejelovens § 170, stk. 3,
ikke anvendelse. Det vil således ikke kunne udelukkes, at der under de
mundtlige forklaringer vil fremkomme oplysninger, hvor retten - hvis § 170,
stk. 3, havde fundet anvendelse - ville have bestemt, at forklaring ikke
skulle afgives om de pågældende forhold.
Endvidere er der tale om en forundersøgelse, hvor der ikke træffes
bindende afgørelser i forhold til de involverede om de retlige spørgsmål, som
sagen giver anledning til.
Hertil kommer, at den foreslåede undersøgelse som udgangspunkt foregår på
skriftligt grundlag, jf. § 3. Mundtlig afhøring kommer kun på tale, når det
ikke har været muligt at få et væsentligt forhold belyst på skriftligt
grundlag.
Det er i øvrigt en følge af reglen om lukkede døre, at de afhørte ikke vil
have mulighed for at indrette deres forklaring på de forklaringer, som andre
tidligere har afgivet.
Hensynet til, at offentligheden kan blive orienteret om undersøgelsen,
tilgodeses ved, at kommissionen skal afgive en beretning, der offentliggøres,
jf. § 7. Herved vil offentligheden blive gjort bekendt med undersøgelsen i
sin helhed - både de oplysninger, der er tilvejebragt på skriftligt grundlag,
og de oplysninger, der er kommet frem ved mundtlige afhøringer.
Til stk. 5
Efter bestemmelsen sender retten en udskrift af retsbogen vedrørende de
afgivne forklaringer til undersøgelseskommissionen og til den, der har
afgivet den pågældende forklaring. Udskriften er gratis. Andre kan ikke hos
retten få udskrift af retsbogen. Retsplejelovens § 41 finder således ikke
anvendelse på disse retsbogstilførsler.
Til § 5
Til stk. 1
Som det fremgår af forslagets § 3, stk. 4, og § 4, stk. 3, er hensynet til
sagens oplysning givet forrang i forhold til tavshedspligtsbestemmelser,
herunder også i forhold til de særlige tavshedspligtsbestemmelser i bank- og
sparekasselovens §§ 50 b og 54, stk. 2.
Det må derfor sikres, at de tavshedsbelagte oplysninger, som kommissionen
får kendskab til under sin virksomhed, behandles fortroligt.
Det foreslås derfor, at medlemmerne af undersøgelseskommissionen og
personer, der yder kommissionen sekretariatsbistand, under ansvar efter
straffelovens §§ 152-152 e har tavshedspligt med hensyn til enhver oplysning,
som de under deres virksomhed får kendskab til.
Denne vidtgående tavshedspligtsbestemmelse vil ikke være til hinder for,
at visse oplysninger videregives, mens undersøgelsen pågår, jf. § 6, stk. 1.
Når undersøgelsen er afsluttet, vil bestemmelsen endvidere ikke være til
hinder for afgivelsen af en beretning, der offentliggøres, jf. § 7.
Til stk. 2
Undersøgelseskommissionen etableres med status som en offentlig myndighed.
Kommissionen er imidlertid et undersøgelsesorgan, som oprettes ved lov, og
som alene har en bestemt opgave, nemlig at undersøge og klarlægge et faktisk
begivenhedsforløb, jf. bemærkningerne til § 2 ovenfor. Kommissionen er
således ikke en almindelig offentlig myndighed, der skal udføre
forvaltningsretlige opgaver. Der er derfor ikke behov for, at kommissionen
omfattes af den forvaltningsretlige lovgivning.
I overensstemmelse hermed er det i stk. 2 udtrykkeligt fastsat, at lov om
offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven og ombudsmandsloven ikke
gælder for den virksomhed, som udøves af kommissionen.
Til § 6
Til stk. 1
Efter forslagets § 3, stk. 3, og § 4 har kommissionen adgang til at stille
henholdsvis skriftlige og mundtlige spørgsmål til de involverede.
For at kunne besvare de stillede spørgsmål på fyldestgørende måde kan det
være nødvendigt at have kendskab til dokumenter, som indgår i undersøgelsen.
Bestemmelsen giver derfor kommissionen adgang til - uanset den i § 5, stk. 1,
fastsatte tavshedspligt - at udlevere dokumenter eller andet materiale til de
myndigheder, virksomheder eller personer, hvis forhold undersøges, hvis det
er af betydning for at besvare de spørgsmål, som kommissionen stiller.
Til stk. 2
For at sikre, at det materiale, som kommissionen udleverer efter stk. 1,
ikke gøres frit tilgængeligt, foreslås en særlig tavshedspligtsbestemmelse
med hensyn til det pågældende materiale.
Til § 7
Undersøgelseskommissionen skal afgive en beretning om resultatet af sin
undersøgelse. Beretningen afleveres til justitsministeren, som offentliggør
den.
Den i § 5, stk. 1, fastsatte tavshedspligt for kommissionen vil ikke være
til hinder for, at alle relevante oplysninger gengives i beretningen. Der er
dog visse typer af oplysninger, hvor spørgsmålet om offentliggørelse nøje bør
afvejes over for hensynet til beskyttelsen af oplysninger om enkeltpersoners
private forhold. Er der f.eks. tale om oplysninger om og vurderinger af
låneengagementer, bør gengivelsen heraf i almindelighed ske i generaliseret
og anonymiseret form.
Beretningen vil således kunne indeholde alle de oplysninger, der er
nødvendige for, at det efterfølgende kan vurderes, om der kan gøres et
retligt ansvar gældende over for involverede myndigheder, virksomheder og
personer.
Til § 8
Bestemmelsen angiver tidspunktet for lovens ikrafttræden.
Den almindelige ordning er, at love kundgøres i Lovtidende. Love, der
gælder på Færøerne, skal endvidere kundgøres i Landsstyrets
kundgørelsestidende for Færøerne, Kunngerdabladid, jf. lov nr. 735 af 6.
december 1989 om kundgørelse af love, anordninger og bekendtgørelser på
Færøerne.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at kundgørelsen i Danmark og på
Færøerne kædes sammen på en sådan måde, at loven først træder i kraft, når
den er kundgjort begge steder. Sker kundgørelsen i Danmark og på Færøerne
ikke samtidig, træder loven i kraft på tidspunktet for den seneste
kundgørelse.
Ændringsforslag
Af Oli Breckmann (KF):
Til § 2 9) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:
»Stk. 2. Undersøgelseskommissionen vil som led i
undersøgelsen kunne vurdere, om myndigheder og virksomheder har gjort sig
skyldige i fejl og forsømmelser.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
Til § 4 10) Stk. 3-5 udgår, og i stedet indsættes som
stk. 3:
»Stk. 3. Ved afgivelse af forklaring for Københavns Byret
finder reglerne i retsplejeloven anvendelse. Retsplejelovens §§ 169 og 170,
stk. 3, gælder dog ikke. Afhøringen foretages af undersøgelseskommissionen
eller den ifølge § 1, stk. 3, beskikkede person på kommissionens vegne.«
Bemærkninger
Til nr. 9 Forslagsstilleren kan tilslutte sig, at
undersøgelseskommissionen ikke skal fremkomme med indstilling om, at der kan
eller skal gøres et retligt ansvar gældende over for involverede myndigheder,
virksomheder eller personer, men finder dog, at kommissionen ud over at
klarlægge begivenhedsforløbet skal kunne undersøge og udtale sig om, hvorvidt
myndigheder eller virksomheder efter kommissionens opfattelse har gjort sig
skyldig i retlige fejl eller forsømmelser.
Til nr. 10 Da der ikke er blevet fremført nogen rimelig begrundelse for at
fravige reglerne i retsplejeloven om offentlighed ved afhøringer, må dette
tages som et udtryk for, at beslutningen om afhøringer for lukkede døre er
rent politisk. Hensynet til tilliden mellem Færøerne og Danmark er en bærende
årsag til, at undersøgelsen gennemføres, og tiltroen til undersøgelsens værdi
blive formindsket, hvis den gennemføres for lukkede døre. Derfor foreslås
det, at retsplejelovens almindelige regler om offentlighed kommer til at
gælde for alle afhøringer.
Efter 2. behandling den 1. juni 1995
§ 1. Justitsministeren nedsætter en undersøgelseskommission.
Stk. 2. Undersøgelseskommissionen består af 3 medlemmer, der
udpeges af justitsministeren i samråd med Færøernes landsstyre. Formanden
skal opfylde betingelserne for at blive udnævnt til højesteretsdommer. De
øvrige medlemmer skal have særlig indsigt i bank- og revisionsforhold.
Stk. 3. Justitsministeren udpeger en person, der kan bistå
kommissionen med at foretage afhøringer i retten. Der stilles i øvrigt den
fornødne sekretariatsbistand til rådighed for undersøgelseskommissionen.
Kommissionen kan anmode særligt sagkyndige om en udtalelse eller anden
bistand til brug for undersøgelsen.
Stk. 4. Justitsministeren og Færøernes landsstyre udpeger hver 3
personer, der følger undersøgelsens gennemførelse.
Stk. 5. De personer, der efter stk. 2-4 deltager i undersøgelsens
gennemførelse, skal være uvildige og uafhængige i forhold til de myndigheder
og virksomheder m.v., hvis forhold undersøges.
§ 2. Undersøgelseskommissionen har til opgave at undersøge og
klarlægge det samlede begivenhedsforløb i forbindelse med de initiativer, der
fra 1992 blev taget for at redde Sjovinnubanken og Føroyabanken fra økonomisk
sammenbrud og frem til sammenlægningen af bankerne i 1994. Kommissionen skal
navnlig undersøge omstændighederne omkring aktiebyttet den 22. marts 1993
mellem Den Danske Bank og Finansieringsfonden af 1992. I undersøgelsen kan
inddrages alle oplysninger, der er af betydning for udførelsen af
undersøgelseskommissionens opgave.
Stk. 2. Undersøgelsen skal kunne give grundlag for, at det
efterfølgende kan vurderes, om der kan gøres et retligt ansvar gældende over
for involverede myndigheder, virksomheder og personer.
§ 3. Undersøgelseskommissionen træffer bestemmelse om
undersøgelsens nærmere tilrettelæggelse.
Stk. 2. Myndigheder, virksomheder og personer har pligt til at
udlevere dokumenter og andet foreliggende materiale til
undersøgelseskommissionen, når kommissionen anmoder om det.
Stk. 3. Myndigheder, virksomheder og personer har efter
undersøgelseskommissionens anmodning pligt til skriftligt at redegøre for og
besvare spørgsmål om nærmere angivne forhold, der har betydning for
undersøgelsen.
Stk. 4. De i stk. 2 og 3 nævnte pligter gælder, uanset om de
pågældende oplysninger er undergivet tavshedspligt.
§ 4. Undersøgelseskommissionen kan anmode Københavns Byret om at
indkalde myndigheder, virksomheder eller personer til at afgive forklaring
for retten.
Stk. 2. De myndigheder, virksomheder eller personer, hvis forhold
undersøges, kan møde med bisidder, hvis de indkaldes til at afgive forklaring
for retten.
Stk. 3. Forklaring afgives efter reglerne i retsplejeloven.
Bestemmelserne i retsplejelovens § 169 og § 170, stk. 3, finder ikke
anvendelse. Afhøringen foretages af undersøgelseskommissionens medlemmer
eller den person, der er udpeget efter § 1, stk. 3, 1. pkt. Retten kan på
kommissionens begæring ved kendelse pålægge tredjemand at udlevere dokumenter
og andet foreliggende materiale, der er omfattet af udleveringspligten i § 3,
stk. 2. Undlader tredjemand at efterkomme pålægget, finder retsplejelovens §
178 tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Forklaring afgives for lukkede døre.
Stk. 5. Retten sender en udskrift af retsbogen vedrørende de
afgivne forklaringer til undersøgelseskommissionen og til den, der har
afgivet den pågældende forklaring.
§ 5. De personer, der efter § 1, stk. 2-4, deltager i
undersøgelsens gennemførelse, har under ansvar efter straffelovens §§ 152-152
e tavshedspligt med hensyn til enhver oplysning, som de under deres
virksomhed får kendskab til.
Stk. 2. Lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven og
ombudsmandsloven gælder ikke for den virksomhed, som udøves af
undersøgelseskommissionen.
§ 6. Uanset bestemmelsen i § 5, stk. 1, kan
undersøgelseskommissionen udlevere dokumenter og andet materiale, som indgår
i undersøgelsen, til de myndigheder, virksomheder og personer, hvis forhold
undersøges, såfremt det er af betydning for at besvare de spørgsmål, som
kommissionen stiller.
Stk. 2. Der er tavshedspligt med hensyn til de dokumenter og andet
materiale, der udleveres efter stk. 1. Straffelovens §§ 152-152 e finder
tilsvarende anvendelse.
§ 7. Undersøgelseskommissionen afgiver en beretning om resultatet
af sin undersøgelse. En udskrift af retsbogen vedrørende de retshandlinger,
der er foretaget efter § 4, optages som bilag til beretningen.
Justitsministeren offentliggør beretningen.
§ 8. Loven træder i kraft, når den er bekendtgjort i både
Lovtidende og landsstyrets kundgørelsestidende for Færøerne, Kunngerdabladid.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Lov om undersøgelse af den færøske banksag Retsinformation · 9. juni 1995
- 1994 BTL 235 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM UNDERSØGELSE AF DEN FÆRØSKE BANKSAG NR L 235 1994-95, 1. SAMLING Retsinformation · 15. august 1995
- Aktindsigt i dokumenter om habiliteten hos medlemmerne af undersøgelseskommissionen vedrørende den færøske banksag Retsinformation · 3. marts 2003
- 1995 BTL 220 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM UNDERSØGELSE AF NØRREBROSAGEN NR L 220 1995-96, 1. SAMLING Retsinformation · 29. maj 1996
- Forslag til Lov om ændring af lov om undersøgelseskommissioner og retsplejeloven (Indførelse af granskningskommissioner, Folketingets samtykke til nedlæggelse af undersøgelseskommissioner m.v.) Retsinformation · 25. februar 2021
- 1996 BR 11 BERETNING OM FÆRØBANKSAGEN NR 11 1996-97, 1. SAMLING Retsinformation · 10. oktober 1997