Spring til indhold

Retsinformation

1994 LSF 235 FORSLAG TIL LOV OM UNDERSØGELSE AF DEN FÆRØSKE BANKSAG

1994/1 LSF 235Lovforslag som fremsatFolketinget22. juni 1995

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1. Justitsministeren nedsætter en undersøgelseskommission.

Stk. 2. Undersøgelseskommissionen består af 3 medlemmer, der

udpeges af justitsministeren i samråd med Færøernes landsstyre. Formanden

skal opfylde betingelserne for at blive udnævnt til højesteretsdommer. De

øvrige medlemmer skal have særlig indsigt i bank- og revisionsforhold.

Stk. 3. Justitsministeren udpeger en person, der kan bistå

kommissionen med at foretage afhøringer i retten. Der stilles i øvrigt den

fornødne sekretariatsbistand til rådighed for undersøgelseskommissionen.

Kommissionen kan anmode særligt sagkyndige om en udtalelse eller anden

bistand til brug for undersøgelsen.

Stk. 4. Justitsministeren og Færøernes landsstyre udpeger hver 3

personer, der følger undersøgelsens gennemførelse.

Stk. 5. De personer, der efter stk. 2-4 deltager i undersøgelsens

gennemførelse, skal være uvildige og uafhængige i forhold til de myndigheder

og virksomheder m.v., hvis forhold undersøges.

§ 2. Undersøgelseskommissionen har til opgave at undersøge og

klarlægge det samlede begivenhedsforløb i forbindelse med de initiativer, der

fra 1992 blev taget for at redde Sjovinnubanken og Føroyabanken fra økonomisk

sammenbrud og frem til sammenlægningen af bankerne i 1994. Kommissionen skal

navnlig undersøge omstændighederne omkring aktiebyttet den 22. marts 1993

mellem Den Danske Bank og Finansieringsfonden af 1992. I undersøgelsen kan

inddrages alle oplysninger, der er af betydning for udførelsen af

undersøgelseskommissionens opgave.

Stk. 2. Undersøgelsen skal kunne give grundlag for, at det

efterfølgende kan vurderes, om der kan gøres et retligt ansvar gældende over

for involverede myndigheder, virksomheder og personer.

§ 3. Undersøgelseskommissionen træffer bestemmelse om

undersøgelsens nærmere tilrettelæggelse.

Stk. 2. Myndigheder, virksomheder og personer har pligt til at

udlevere dokumenter og andet foreliggende materiale til

Læs alt

undersøgelseskommissionen, når kommissionen anmoder om det.

Stk. 3. Myndigheder, virksomheder og personer har efter

undersøgelseskommissionens anmodning pligt til skriftligt at redegøre for og

besvare spørgsmål om nærmere angivne forhold, der har betydning for

undersøgelsen.

Stk. 4. De i stk. 2 og 3 nævnte pligter gælder, uanset om de

pågældende oplysninger er undergivet tavshedspligt.

§ 4. Undersøgelseskommissionen kan anmode Københavns Byret om at

indkalde myndigheder, virksomheder eller personer til at afgive forklaring

for retten.

Stk. 2. De myndigheder, virksomheder eller personer, hvis forhold

undersøges, kan møde med bisidder, hvis de indkaldes til at afgive forklaring

for retten.

Stk. 3. Forklaring afgives efter reglerne i retsplejeloven.

Bestemmelserne i retsplejelovens § 169 og § 170, stk. 3, finder ikke

anvendelse. Afhøringen foretages af undersøgelseskommissionens medlemmer

eller den person, der er udpeget efter § 1, stk. 3, 1. pkt. Retten kan på

kommissionens begæring ved kendelse pålægge tredjemand at udlevere dokumenter

og andet foreliggende materiale, der er omfattet af udleveringspligten i § 3,

stk. 2. Undlader tredjemand at efterkomme pålægget, finder retsplejelovens §

178 tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Forklaring afgives for lukkede døre.

Stk. 5. Retten sender en udskrift af retsbogen vedrørende de

afgivne forklaringer til undersøgelseskommissionen og til den, der har

afgivet den pågældende forklaring.

§ 5. De personer, der efter § 1, stk. 2-4, deltager i

undersøgelsens gennemførelse, har under ansvar efter straffelovens §§ 152-152

e tavshedspligt med hensyn til enhver oplysning, som de under deres

virksomhed får kendskab til.

Stk. 2. Lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven og

ombudsmandsloven gælder ikke for den virksomhed, som udøves af

undersøgelseskommissionen.

§ 6. Uanset bestemmelsen i § 5, stk. 1, kan

undersøgelseskommissionen udlevere dokumenter og andet materiale, som indgår

i undersøgelsen, til de myndigheder, virksomheder og personer, hvis forhold

undersøges, såfremt det er af betydning for at besvare de spørgsmål, som

kommissionen stiller.

Stk. 2. Der er tavshedspligt med hensyn til de dokumenter og andet

materiale, der udleveres efter stk. 1. Straffelovens §§ 152-152 e finder

tilsvarende anvendelse.

§ 7. Undersøgelseskommissionen afgiver en beretning om resultatet

af sin undersøgelse. En udskrift af retsbogen vedrørende de retshandlinger,

der er foretaget efter § 4, optages som bilag til beretningen.

Justitsministeren offentliggør beretningen.

§ 8. Loven træder i kraft, når den er bekendtgjort i både

Lovtidende og landsstyrets kundgørelsestidende for Færøerne, Kunngerdabladid.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1. Justitsministeren nedsætter en undersøgelseskommission.

Stk. 2. Undersøgelseskommissionen består af 3 medlemmer, der

udpeges af justitsministeren. Formanden skal opfylde betingelserne for at

blive udnævnt til højesteretsdommer. De øvrige medlemmer skal have særlig

indsigt i bank- og revisionsforhold.

Stk. 3. De personer, der udpeges som medlemmer af kommissionen,

skal være uvildige og uafhængige i forhold til de myndigheder og virksomheder

m.v., hvis forhold undersøges.

Stk. 4. Der stilles den fornødne sekretariatsbistand til rådighed

for undersøgelseskommissionen.

§ 2. Undersøgelseskommissionen har til opgave at undersøge og

klarlægge det samlede begivenhedsforløb i forbindelse med de initiativer, der

fra 1992 blev taget for at redde Sjovinnubanken og Føroyabanken fra økonomisk

sammenbrud og frem til sammenlægningen af bankerne i 1994. Kommissionen skal

navnlig undersøge omstændighederne omkring aktiebyttet den 22. marts 1993

mellem Den Danske Bank og Finansieringsfonden af 1992.

Stk. 2. Undersøgelsen skal kunne give grundlag for, at det

efterfølgende kan vurderes, om der kan gøres et retligt ansvar gældende over

for involverede myndigheder, virksomheder og personer.

§ 3. Undersøgelsen gennemføres på skriftligt grundlag samt efter

reglerne i § 4 tillige på mundtligt grundlag.

Stk. 2. Myndigheder, virksomheder og personer har pligt til at

udlevere dokumenter og andet foreliggende materiale til

undersøgelseskommissionen, når kommissionen anmoder om det.

Stk. 3. Myndigheder, virksomheder og personer har efter

undersøgelseskommissionens anmodning pligt til skriftligt at redegøre for og

besvare spørgsmål om nærmere angivne forhold, der har betydning for

undersøgelsen.

Stk. 4. De i stk. 2 og 3 nævnte pligter gælder, uanset om de

pågældende oplysninger er undergivet tavshedspligt.

§ 4. Undersøgelseskommissionen kan anmode Københavns Byret om at

indkalde myndigheder, virksomheder eller personer til at afgive forklaring

for retten, hvis det ikke har været muligt at få belyst et spørgsmål på anden

måde, og belysningen af det pågældende spørgsmål er nødvendig for, at sagen

kan afklares på fyldestgørende måde.

Stk. 2. De myndigheder, virksomheder eller personer, hvis forhold

undersøges, kan møde med bisidder, hvis de indkaldes til at afgive forklaring

for retten.

Stk. 3. Forklaring afgives efter reglerne i retsplejeloven.

Bestemmelserne i retsplejelovens § 169 og § 170, stk. 3, finder ikke

anvendelse. Afhøringen foretages af undersøgelseskommissionen.

Stk. 4. Forklaring afgives for lukkede døre.

Stk. 5. Retten sender en udskrift af retsbogen vedrørende de

afgivne forklaringer til undersøgelseskommissionen og til den, der har

afgivet den pågældende forklaring.

§ 5. Medlemmerne af undersøgelseskommissionen og personer, der

yder kommissionen sekretariatsbistand, har under ansvar efter straffelovens

§§ 152-152 e tavshedspligt med hensyn til enhver oplysning, som de under

deres virksomhed får kendskab til.

Stk. 2. Lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven og

ombudsmandsloven gælder ikke for den virksomhed, som udøves af

undersøgelseskommissionen.

§ 6. Uanset bestemmelsen i § 5, stk. 1, kan

undersøgelseskommissionen udlevere dokumenter og andet materiale, som indgår

i undersøgelsen, til de myndigheder, virksomheder og personer, hvis forhold

undersøges, såfremt det er af betydning for at besvare de spørgsmål, som

kommissionen stiller.

Stk. 2. Der er tavshedspligt med hensyn til de dokumenter og andet

materiale, der udleveres efter stk. 1. Straffelovens §§ 152-152 e finder

tilsvarende anvendelse.

§ 7. Undersøgelseskommissionen afgiver en beretning om resultatet

af sin undersøgelse. Justitsministeren offentliggør beretningen.

§ 8. Loven træder i kraft, når den er bekendtgjort i både

Lovtidende og Landsstyrets kundgørelsestidende for Færøerne, Kunngerdabladid.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Formålet med lovforslaget

Lovforslaget har til formål at etablere en undersøgelse af det samlede

begivenhedsforløb, der førte frem til sammenlægningen af de færøske banker

Sjovinnubanken og Føroyabanken i 1994.

Regeringen lægger vægt på, at der bliver tale om en både grundig og

retssikkerhedsmæssigt betryggende undersøgelse, som alle kan have tillid til.

Med henblik på at gennemføre en sådan undersøgelse foreslås det, at

justitsministeren nedsætter en særlig undersøgelseskommission bestående af

tre personer.

Lovforslaget indeholder nærmere regler om kommissionens opgaver,

virksomhed og beføjelser, således at enhver tvivl og usikkerhed fjernes, og

der skabes klarhed og faste rammer for undersøgelsens gennemførelse.

Om forslagets nærmere indhold henvises til pkt. 3 om hovedpunkter i

lovforslaget og til forslagets bemærkninger til de enkelte bestemmelser.

2. Baggrunden for lovforslaget

2.1. Lagtinget på Færøerne vedtog den 19. januar 1995 enstemmigt et

beslutningsforslag vedrørende undersøgelse af sammenlægningen af

Sjovinnubanken og Føroyabanken.

Lagtinget anmodede i sin beslutning Landsstyret om at »foranledige,

at § 21 a i den danske retsplejelov også bliver sat i kraft på

Færøerne«. Lagtinget pålagde endvidere Landsstyret »at henvende sig

til Regeringen om i henhold til § 21 a i retsplejeloven at nedsætte en

undersøgelsesret...« Undersøgelsesretten skulle »undersøge og

beskrive udviklingen vedrørende aktieombytningen i Føroya Bank og

Sjovinnubanken den 22. marts 1993«. Undersøgelsesretten skulle i den

forbindelse undersøge de involverede myndigheders og virksomheders rolle og

ansvar.

Landsstyret vedtog den 26. januar 1995 at følge Lagtingets beslutning og

anmodede ved skrivelse af samme dag regeringen om bl.a. at nedsætte en

undersøgelsesret til at undersøge banksagen.

2.2. Regeringen er enig med de færøske myndigheder i vigtigheden af, at

der gennemføres en grundig undersøgelse, som alle kan have tillid til.

Det har samtidig været vigtigt for regeringen, at der ikke anvendes en

undersøgelsesform, som vil kunne give anledning til principielle

retssikkerhedsmæssige betænkeligheder.

I de senere år har undersøgelsesretter og kommissionsdomstole under

ledelse af dommere været hyppigt anvendt. Anvendelsen af sådanne

dommerundersøgelser har imidlertid navnlig inden for de seneste år givet

anledning til en omfattende og principiel debat bl.a. i den

retsvidenskabelige litteratur. Der er herunder blevet rejst en betydelig

kritik af anvendelsen af kommissionsdomstole og undersøgelsesretter og af de

regler, der gælder for sådanne undersøgelsesorganers virksomhed.

Om denne kritik kan navnlig henvises til professor, dr. jur. Eva Smiths

artikel »Retspleje og retssikkerhed« i Juristen 1991, side 417-421,

landsretssagfører Aage Spang-Hanssens artikel »Undersøgelsesretter ofte

ren inkvisition« i Lov og Ret 1993, nr. 3, lektor, lic. jur. Jens Peter

Christensens artikel »Undersøgelsesretter og kommissionsdomstole - er

der alternativer?» i Ugeskrift for Retsvæsen 1993 B, side 289-297, og

professor, dr. jur. Bernhard Gomards artikel »En retskildemæssig

vurdering af de konklusioner, anbefalinger m.v., der udgår fra

kommissionsdomstole og undersøgelsesretter« i Juristen 1993, side

325-336.

Kritikken kom endvidere klart til udtryk på Advokatrådets konference den

26. april 1993 om kommissionsdomstole og undersøgelsesretter, jf. beretningen

fra konferencen.

I forbindelse med beslutningen om at nedsætte den seneste undersøgelsesret

i november 1993 (undersøgelsesretten vedrørende visse forhold i forbindelse

med Sparekassen Nordjyllands overtagelse af engagementer fra

Himmerlandsbanken) gjorde Højesterets præsident efter drøftelse med sine

kolleger i Højesteret, nogle retspræsidenter, herunder præsidenten for Sø- og

Handelsretten, og Den Danske Dommerforening i en skrivelse til Folketingets

præsidium nærmere rede for de retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, som en

undersøgelse af den pågældende sag, der angik en retlig tvist mellem en

privat part og staten, giver anledning til. I skrivelsen opfordrede

højesteretspræsidenten til, at spørgsmålet om brugen af undersøgelsesretter

blev taget op gennem nedsættelsen af et udvalg.

Folketingets Udvalg for Forretningsordenen tilkendegav i enighed

principiel tilslutning til, at den rejste problematik tages op til nærmere

overvejelse.

Regeringen har herefter i samråd med Folketingets Udvalg for

Forretningsordenen nedsat et sagkyndigt udvalg med professor Lars Nordskov

Nielsen som formand til at foretage en samlet gennemgang og vurdering af

undersøgelsesorganer, der kan belyse og klarlægge forhold inden for den

statslige forvaltning.

Samtidig har det været regeringens opfattelse, at der ikke bør nedsættes

nye undersøgelsesretter/kommissionsdomstole, før udvalgsarbejdet er

afsluttet, og Folketinget har haft lejlighed til at tage stilling til

udvalgets konklusioner. Dette principielle standpunkt er således indtaget

længe før, det færøske ønske om en undersøgelse af banksagen blev fremsat.

Regeringen har indtaget dette standpunkt, fordi den deler de

betænkeligheder af retssikkerhedsmæssig karakter, som har været fremført over

for den hidtidige anvendelse af undersøgelsesretter og kommissionsdomstole.

2.3. Den kritik, der har været rejst mod anvendelsen af

undersøgelsesretter og kommissionsdomstole, har navnlig samlet sig om to

hovedproblemer, der har en vis indbyrdes sammenhæng.

Selv om undersøgelsesretter og kommissionsdomstole ikke har - og ikke kan

have - dømmende myndighed, jf. grundlovens § 61, 2. pkt., viser erfaringen,

at der i medierne og i det politiske liv er en tendens til at tillægge

konklusionerne »domsvirkning«. Undersøgelsesretter og

kommissionsdomstole tillægges en betydelig autoritet, hvilket hænger sammen

med, at de beklædes af dommere, typisk af landsdommere eller

højesteretsdommere.

Et andet hovedproblem er, at den gældende procesmåde ved

undersøgelsesretter og kommissionsdomstole, der kun i meget beskedent omfang

er reguleret i retsplejeloven, ikke giver de involverede personer de

processuelle garantier, som er påkrævet ud fra retssikkerhedsmæssige

hensyn. Det har hidtil været almindeligt, at undersøgelsesretter og

kommissionsdomstole har fået til opgave at udtale sig om de retlige

spørgsmål, som den undersøgte sag giver anledning til, herunder fremkomme med

en indstilling om, hvorvidt der er grundlag for at søge et retligt ansvar

gennemført. De personer, hvis forhold undersøges, bliver imidlertid ikke

gjort bekendt med de punkter, som eventuelt bliver gjort til genstand for

kritik i undersøgelsesrettens/kommissionsdomstolens beretning. De pågældende

har derfor vanskeligt ved at tilrettelægge deres forsvar, når der ikke

foreligger nogen formuleret sigtelse eller påstand. Betænkelighederne herved

forstærkes på grund af den ovenfor nævnte »domsvirkning«.

Foreligger der i sagen en civilretlig tvist, f.eks. spørgsmål om

økonomiske krav, bliver forskellene mellem en dommerundersøgelse og en

almindelig retssag særligt udtalte. I en almindelig civil retssag er det

parterne (sagsøger og sagsøgte), der formulerer påstandene. Det er parterne,

der tilrettelægger bevisførelsen, og det er parterne, der under en procedure

redegør for de faktiske og retlige forhold, som de finder af betydning for

den afgørelse, som dommeren skal træffe i forhold til de af parterne nedlagte

påstande. Et sådant forhandlingsprincip gælder ikke for en

dommerundersøgelse. Her er det dommeren, der er ansvarlig for sagens

oplysning. Der formuleres ingen påstande. Dommeren må selv udfinde de retlige

spørgsmål, som sagen giver anledning til, og foretage de bevismæssige og

retlige vurderinger, uden at de involverede har haft lejlighed til sædvanlig

bevisførelse og til at procedere sagen.

2.4. Som nævnt har regeringen af de grunde, der i kort form er redegjort

for ovenfor, fundet, at der ikke bør nedsættes nye undersøgelsesretter eller

kommissionsdomstole, før arbejdet i det sagkyndige udvalg med professor

Nordskov Nielsen som formand er afsluttet, og Folketinget har haft lejlighed

til at tage stilling til udvalgets konklusioner.

Regeringen lægger samtidig vægt på, at den foreliggende sag om de færøske

banker bliver undersøgt grundigt.

På den baggrund er sigtet med det foreliggende lovforslag at etablere en

særlig undersøgelse, som forestås af fagligt kvalificerede personer, og som

giver sikkerhed for, at alle relevante oplysninger kommer frem, uden at

undersøgelsen er behæftet med de svagheder, der gør sig gældende for

undersøgelsesretter og kommissionsdomstole.

Forslaget angår alene undersøgelsen af den foreliggende banksag, idet

regeringen ikke har set det som sin opgave på nuværende tidspunkt at foreslå

en revision af dommerundersøgelsesinstituttet. En sådan revision må afvente

det ovenfor nævnte udvalgsarbejde.

3. Hovedpunkter i lovforslaget

3.1. En gennemførelse af lovforslaget vil indebære, at der etableres et

organ, der skal gennemføre en undersøgelse af den færøske banksag. Dette

organ skal være en undersøgelseskommission, som nedsættes af

justitsministeren.

Undersøgelseskommissionen skal bestå af 3 medlemmer. Formanden må ikke

være dommer, men skal opfylde betingelserne for at blive udnævnt til

højesteretsdommer. De øvrige medlemmer skal have særlig indsigt i bank- og

revisionsforhold.

Kommissionen skal undersøge og klarlægge det samlede begivenhedsforløb

omkring de initiativer, der fra 1992 blev taget for at redde Sjovinnubanken

og Føroyabanken fra økonomisk sammenbrud og frem til sammenlægningen af

bankerne i 1994. Kommissionen skal i den forbindelse navnlig undersøge

omstændighederne omkring aktiebyttet den 22. marts 1993 mellem Den Danske

Bank og Finansieringsfonden af 1992.

Undersøgelsen skal kunne give grundlag for, at det efterfølgende kan

vurderes, om der kan gøres et retligt ansvar gældende over for involverede

myndigheder, virksomheder og personer.

Undersøgelsen gennemføres som udgangspunkt på skriftligt grundlag. Der

fastsættes en pligt til at udlevere foreliggende skriftligt materiale og til

skriftligt at afgive redegørelser og besvare spørgsmål efter kommissionens

anmodning herom. Udleverings- og oplysningspligten fortrænger eventuelt

modstående tavshedspligsbestemmelser.

Er det ikke muligt at få belyst et væsentligt forhold tilstrækkeligt på

skriftligt grundlag, åbnes der mulighed for, at kommissionen kan lade den

eller de pågældende myndigheder, virksomheder eller personer indkalde til at

afgive forklaring for retten. Forklaring afgives i så fald efter reglerne i

retsplejeloven, dog således at tavshedspligtsregler ikke er til hinder for

afgivelse af vidneforklaring. Forklaring afgives for lukkede døre.

Undersøgelseskommissionen afslutter sit arbejde med afgivelsen af en

beretning. Beretningen afleveres til justitsministeren, der offentliggør den.

3.2. Med den foreslåede undersøgelsesmodel finder regeringen, at der er

tale om en fagligt meget kvalificeret undersøgelse med sikkerhed for, at alle

relevante oplysninger kommer frem på samme måde, som hvis der var tale om en

dommerundersøgelse. Samtidig adskiller modellen sig fra en dommerundersøgelse

på afgørende punkter. Som de væsentligste forskelle kan fremhæves følgende.

Der sidder ingen dommer i undersøgelseskommissionen. Kommissionen skal ikke

fremkomme med konklusioner med hensyn til, om der er grundlag for at søge

retligt ansvar gennemført. Undersøgelsen foregår som udgangspunkt på

skriftligt grundlag. Med forskelle af denne art tydeliggøres det, at der er

tale om en forundersøgelse og ikke om en proces, der kan sidestilles med en

retssag og dom.

Efter regeringens opfattelse vil den foreslåede undersøgelse kunne

tilvejebringe grundlaget for, at institutioner m.v. efterfølgende kan

vurdere, om der kan gøres et retligt ansvar gældende over for involverede

myndigheder, virksomheder og personer, uden at kommissionens beretning vil

blive tillagt domsvirkning i samme udstrækning, som det hidtil har været

tilfældet med beretninger fra undersøgelsesretter og kommissionsdomstole.

4. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser

Gennemførelse af den foreslåede undersøgelse vil indebære en række

udgifter. Heraf kan bl.a. nævnes vederlæggelse af undersøgelseskommissionens

medlemmer og sekretariat, herunder eventuel substitution i de pågældendes

hovedstillinger, eventuelle udgifter til bisiddere, udgifter til

revisionsmæssig eller anden sagkyndig bistand samt kontorholdsudgifter m.v.

Vederlæggelsen af undersøgelseskommissionens medlemmer fastsættes af

Justitsministeriet efter drøftelse med Finansministeriet.

Udgifterne i forbindelse med undersøgelseskommissionens virksomhed

afholdes af statskassen i overensstemmelse med de retningslinier, der gælder

for undersøgelsesretter. Udgifterne afholdes af Justitsministeriets konto for

strafferetspleje m.v.

5. Høring over lovforslaget

Lovforslaget er inden fremsættelsen forelagt for det færøske hjemmestyre.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Til stk. 1

Bestemmelsen fastslår, at justitsministeren skal nedsætte en

undersøgelseskommission til at undersøge den færøske banksag.

Til stk. 2

Bestemmelsen fastsætter, hvordan undersøgelseskommissionen skal

sammensættes.

Undersøgelseskommissionen består af 3 medlemmer. Formanden skal uden at

være dommer opfylde betingelserne for at kunne blive udnævnt til

højesteretsdommer, jf. retsplejelovens § 43, stk. 1. De øvrige medlemmer skal

have særlig indsigt i bank- og revisionsforhold. Der sigtes herved til en

statsautoriseret revisor og en bankkyndig.

Det er justitsministeren, som udpeger medlemmerne. Udpegningen sker efter

forhandling med Færøernes Landsstyre.

Til stk. 3

Efter bestemmelsen skal de personer, der udpeges, være uvildige og

uafhængige i forhold til de institutioner m.v., hvis forhold skal undersøges.

Der må således ikke foreligge omstændigheder, der er egnede til at rejse

tvivl om medlemmernes fuldstændige upartiskhed.

Til stk. 4

Efter bestemmelsen skal den nødvendige sekretariatsbistand stilles til

rådighed for kommissionen.

Sekretariatet bør bl.a. omfatte personer med juridisk eller økonomisk

uddannelse.

Til § 2

I bestemmelsen fastsættes det, hvilke opgaver undersøgelseskommissionen

skal udføre.

Som det fremgår af bestemmelsen i stk. 1, skal kommissionen undersøge og

klarlægge det samlede begivenhedsforløb omkring de initiativer, der fra 1992

blev taget for at redde Sjovinnubanken og Føroyabanken fra økonomisk

sammenbrud og frem til sammenlægningen af bankerne i 1994.

Kommissionen skal i den forbindelse navnlig undersøge omstændighederne

omkring aktiebyttet den 22. marts 1993 mellem Den Danske Bank og

Finansieringsfonden af 1992.

Det begivenhedsforløb, som kommissionen bør koncentrere sin undersøgelse

om, er beskrevet i den betænkning af 14. januar 1995, som Lagtingets

Retsudvalg har udarbejdet, og dets tillægsbetænkning af 19. januar 1995, som

lå til grund for Lagtingets beslutning af 19. januar 1995.

Tidsangivelsen »fra 1992« er naturligvis ikke til hinder for, at

kommissionen f.eks. som led i vurderingen af bankernes økonomiske situation

inddrager hensættelsespolitikken i tidligere år.

Grundlovens § 61, 2. pkt., indeholder et forbud mod at nedsætte

særdomstole med dømmende myndighed. Der er derfor ikke mulighed for at give

kommissionen adgang til at træffe bindende afgørelser om de retlige

spørgsmål, som sagen giver anledning til.

For at fremhæve, at kommissionens opgave er at foretage en

forundersøgelse, hvis resultater kan danne grundlag for involverede

myndigheders og institutioners vurdering af eventuelle ansvarsspørgsmål, er

det i stk. 2 bestemt, at kommissionens undersøgelse skal kunne give grundlag

for, at det efterfølgende kan vurderes, om der kan gøres et retligt ansvar

gældende over for involverede myndigheder, virksomheder eller personer.

De retlige konklusioner, herunder med hensyn til om der er grundlag for at

gøre økonomiske krav gældende om fornødent ved sagsanlæg ved de almindelige

domstole, må således drages af de involverede myndigheder og institutioner på

grundlag af den afklaring af det faktiske begivenhedsforløb, som kommissionen

gennem undersøgelsen har tilvejebragt.

Til § 3

Til stk. 1

I bestemmelsen fastsættes det, at sagsoplysningen som udgangspunkt sker på

skriftligt grundlag.

Til stk. 2

For at sikre, at undersøgelseskommissionen kan få alle relevante

oplysninger frem, er det i stk. 2 fastsat, at myndigheder, virksomheder og

personer er forpligtet til at udlevere dokumenter og andet foreliggende

materiale til undersøgelseskommissionen, når kommissionen anmoder om det.

Det er efter den foreslåede bestemmelse ikke et krav, at kommissionen skal

kunne specificere de dokumenter, der kræves udleveret. Kommissionen kan på

samme måde som en undersøgelsesret ved undersøgelsens start anmode de berørte

myndigheder, virksomheder og personer om at udlevere alt relevant materiale

til kommissionen. Bliver kommissionen bekendt med eksistensen af dokumenter,

som den ikke har modtaget i henhold til den indledende udleveringsbegæring,

vil kommissionen specifikt kunne anmode om at få udleveret de pågældende

dokumenter.

Den foreslåede udleveringspligt omfatter alt foreliggende skriftligt

materiale, herunder også interne dokumenter. Pligten til at udlevere

materiale gælder, selv om materialet er fortroligt. Udleveringspligten

fortrænger således modstående tavshedspligtsforskrifter, jf. stk. 4.

Hvis offentligt ansatte undlader at opfylde pligten til at udlevere

foreliggende skriftligt materiale til kommissionen, vil der være tale om en

tjenesteforsømmelse, der vil kunne medføre disciplinært ansvar og i grove

tilfælde strafansvar efter straffelovens § 156 eller § 157. For ministres

vedkommende vil en sådan pligttilsidesættelse efter omstændighederne kunne

indebære en overtrædelse af ministeransvarlighedslovens § 5.

Disciplinært ansvar og straffelovens §§ 156 og 157 vil ikke kunne anvendes

over for private, der undlader at opfylde udleveringspligten. Et

centralt tema i den foreliggende sag er, om der kan gøres et økonomisk krav

gældende mod en privat part. Det vil kunne give anledning til

retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, såfremt udlevering af dokumenter fra

den pågældende part skal kunne ske under trussel om straf eller andre

tvangsforanstaltninger. En sådan retstilstand gælder ikke for parter i en

civil sag. Forslaget indeholder som følge heraf ikke en sådan

sanktionshjemmel. Derimod vil manglende udlevering af dokumenter kunne

sanktioneres på en anden måde. Hvis en privat part ikke udleverer materiale,

som den pågældende er forpligtet til at udlevere, afgør kommissionen, hvilken

betydning dette bør have for undersøgelsens resultat. Kommissionen kan

således på det pågældende punkt lægge et for parten ugunstigt bevisresultat

til grund.

Dette svarer til, hvad der gælder for parter i civile sager, og til, hvad

der må antages at gælde ved en kommissionsdomstol eller undersøgelsesret

(retsplejelovens § 298 sammenholdt med retsplejelovens § 344, stk. 2).

Til stk. 3

En undersøgelseskommission vil formentlig kunne afdække en stor del af

sagen på grundlag af en gennemgang af dokumenter og andet foreliggende

skriftligt materiale, som de involverede efter stk. 2 har pligt til at

udlevere til kommissionen. For at sikre, at eventuelt manglende oplysninger

vil kunne tilvejebringes, og at tvivlspørgsmål vil kunne afklares, etableres

- til supplement af den i stk. 2 fastsatte dokumentudleveringspligt - en

ordning, hvorefter kommissionen kan stille skriftlige spørgsmål til og anmode

om redegørelser fra involverede myndigheder, virksomheder og personer.

Kommissionen vil formentlig normalt rette sine anmodninger om skriftlige

redegørelser og svar til de involverede myndigheder og virksomheder som

sådanne, således at der afgives svar på myndighedens/virksomhedens vegne.

Ønsker kommissionen svar fra nærmere angivne personer, kan kommissionen

stille spørgsmål direkte til de pågældende personligt. Kommissionen vil kunne

fastsætte en frist for besvarelse af kommissionens forespørgsler.

Efter den foreslåede bestemmelse er der pligt til at besvare de stillede

spørgsmål. Undlader man at svare, vil kommissionen efter omstændighederne

kunne tillægge undladelsen betydning ved den bevismæssige vurdering af sagen.

For offentligt ansatte gælder endvidere, at undladelse af at svare vil kunne

medføre disciplinært ansvar og i grove tilfælde strafansvar. I øvrigt vil

kommissionen under de betingelser, der er angivet i forslagets § 4, stk. 1,

kunne foranstalte indenretlig afhøring af personer, der ikke besvarer

skriftlige spørgsmål eller ikke gør det på en fyldestgørende måde.

Den, der afgiver urigtige oplysninger til kommissionen, vil efter

omstændighederne kunne straffes efter straffelovens § 162. Efter denne

bestemmelse straffes den, som for eller til en offentlig myndighed med forsæt

afgiver urigtig erklæring om forhold, angående hvilke han er pligtig at

afgive forklaring, med bøde, hæfte eller med fængsel indtil 4 måneder.

Bestemmelsen gælder både private og offentligt ansatte. Der kan dog ikke

straffes efter bestemmelsen, hvis urigtige oplysninger afgives i tilfælde,

hvor rigtige oplysninger ville udsætte den pågældende for disciplinært ansvar

eller strafansvar. At den pågældende ved sandfærdig forklaring ville udsætte

sig selv eller sin arbejdsgiver for f.eks. at blive pålagt erstatningsansvar,

fritager ikke for strafansvar for urigtig erklæring.

Til stk. 4

Den foreslåede bestemmelse i stk. 4 regulerer forholdet mellem på den ene

side udleverings- og oplysningspligten i stk. 2 og 3 og på den anden side

tavshedspligtsforskrifter. Bestemmelsen indebærer, at pligterne i stk. 2 og 3

fortrænger modstående tavshedspligtsforskrifter. Dette gælder, uanset om der

er tale om almindelige eller særlige tavshedspligtsforskrifter.

Den almindelige tavshedspligt, der efter straffelovens §§ 152 ff og

forvaltningslovens § 27 gælder for offentligt ansatte, herunder ansatte i

ministerier m.v., vil således ikke være til hinder for, at udleverings- og

oplysningspligten opfyldes.

Finanstilsynet vil heller ikke kunne nægte at udlevere fortroligt

materiale, som tilsynet har udarbejdet eller modtaget i egenskab af

tilsynsmyndighed i forhold til de færøske banker, selv om materialet er

omfattet af den særlige tavshedspligtsbestemmelse i bank- og sparekasselovens

§ 50 b. Finanstilsynet skal således ikke have samtykke fra de færøske banker

eller deres kunder for at udlevere materiale til kommissionen, herunder

oplysninger om konkrete kundeforhold. Det samme gælder i forbindelse med svar

og redegørelser, der afgives efter stk. 3. De EF-regler, der ligger bag

bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 50 b, kan ikke antages at være til

hinder for en sådan regulering, allerede fordi Færøerne og dermed de færøske

banker står uden for EU.

Udleverings- og oplysningspligten omfatter også de berørte banker og

Finansieringsfonden af 1992. De pågældende virksomheders og institutioners

tavshedspligt efter f.eks. bank- og sparekasselovens § 54, stk. 2, vil

således ikke være til hinder for opfyldelse af pligten. Dette gælder også med

hensyn til internt materiale og materiale med kundeoplysninger.

Heller ikke selskabslovgivningens tavshedspligtsforskrifter eller de

tavhedspligtsregler, der gælder for f.eks. revisorer, vil kunne påberåbes som

begrundelse for ikke at opfylde udleverings- og oplysningspligten.

Til § 4

Som nævnt skal undersøgelsen som udgangspunkt foregå på skriftligt

grundlag, jf. lovforslagets § 3.

Det må antages, at langt de fleste forhold vil kunne afklares på

skriftligt grundlag, herunder ved svar på skriftlige spørgsmål.

Det kan imidlertid ikke på forhånd helt udelukkes, at

undersøgelseskommissionen - for at få et spørgsmål tilstrækkeligt belyst -

finder det nødvendigt, at der mundtligt afgives forklaring herom, og

bestemmelsen giver derfor mulighed for, at der under visse betingelser kan

foretages mundtlige afhøringer.

Regeringen lægger imidlertid vægt på, at kommissionen heller ikke i denne

forbindelse tillægges domstolsbeføjelser.

Kommissionens adgang til at foranstalte afhøringer foreslås derfor

udformet på den måde, at afhøringerne skal foretages for en domstol, og at

det bliver en domstol, der i forbindelse med afhøringerne tager stilling til

anvendelsen af retsplejelovens regler, herunder bestemmelserne om vidnepligt

og vidnetvang.

Til stk. 1

Efter bestemmelsen kan undersøgelseskommissionen under visse betingelser

anmode Københavns Byret om at indkalde myndigheder, virksomheder eller

personer til at afgive forklaring for retten.

De betingelser, som skal være opfyldt, er følgende:

For det første skal det ikke have været muligt for undersøgelskommissionen

at få belyst et spørgsmål på anden måde. For det andet skal belysningen af

det pågældende spørgsmål være nødvendig for, at sagen kan afklares på

fyldestgørende måde.

Inden Københavns Byret anmodes om at indkalde til mundtlige afhøringer, må

undersøgelseskommissionen således forsøge at få et relevant spørgsmål belyst

på skriftligt grundlag, eventuelt ved at anmode om skriftlige redegørelser om

nærmere angivne forhold, jf. § 3, stk. 3.

Det er undersøgelseskommissionen, der afgør, om betingelserne er opfyldt.

Københavns Byret har således ikke kompetence til at tage stilling hertil, men

skal indkalde den pågældende myndighed, virksomhed eller person, når

undersøgelseskommissionen anmoder herom.

Af praktiske grunde er det nødvendigt, at afhøringerne foregår i en

bestemt retskreds. Det foreslås, at den pågældende retskreds er Københavns

Byret.

Det forudsættes, at de afhørte forinden af kommissionen gøres bekendt med

de temaer, som afhøringen vil angå, jf. herved også forslagets § 6.

Til stk. 2

Bestemmelsen fastsætter, at de myndigheder, virksomheder eller personer,

hvis forhold undersøges, kan møde med bisidder, hvis de bliver indkaldt til

at afgive forklaring for retten.

Bisidderen kan således overvære det retsmøde, hvori klienten afgiver

forklaring, selv om retsmøderne foregår for lukkede døre, jf. lovforslagets §

4, stk. 4.

Bisidderen vil have adgang til at stille supplerende spørgsmål til sin

klient. Afhøringen foretages som nævnt i stk. 3 af undersøgelseskommissionen.

Møder indkaldte personer med bisidder, dækkes udgifterne til bisidderen

efter de regler, der gælder for refusion af udgifter til bisiddere ved

undersøgelsesretter.

Til stk. 3

Bestemmelsen fastsætter, at forklaring afgives efter reglerne i

retsplejeloven. Retten afgør, om de personer, som indkaldes, er forpligtet

til at afgive forklaring, og om forklaring afgives under strafansvar.

De indkaldte har som udgangspunkt vidnepligt, jf. retsplejelovens § 168,

og vidnerne afgiver normalt forklaring under strafansvar, jf. straffelovens §

158. Over for modvillige vidner kan retten anvende de almindelige

tvangsmidler, jf. retsplejelovens § 178.

Vidnepligten er undergivet de sædvanlige begrænsninger i retsplejeloven,

jf. retsplejelovens §§ 169-172. Vidneudelukkelsesgrunden i retsplejelovens §

169 (om tavshedspligt i det offentliges interesse) finder dog ikke

anvendelse. Det er derfor ikke nødvendigt, at vedkommende myndighed

(minister) giver samtykke til, at en embedsmand afgiver forklaring for

retten. Endvidere finder retsplejelovens § 170, stk. 3, ikke anvendelse.

Dette indebærer, at retten ikke vil kunne undtage en person fra vidnepligt

med den begrundelse, at forklaringen vedrører forhold, med hensyn til hvilke

personen i medfør af lovgivningen har tavshedspligt.

Ingen kan forpligtes til at afgive vidneforklaring, hvis den pågældende

herved vil kunne udsætte sig selv for straf eller tab af velfærd, jf.

retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1.

Pligt til at afgive forklaring foreligger heller ikke, hvis forklaringen

må antages at ville udsætte vidnets nærmeste (pårørende) for straf eller tab

af velfærd eller påføre vidnet eller hans nærmeste anden væsentlig skade, jf.

retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 2-3. Retten kan dog i disse tilfælde

pålægge vidnet at afgive forklaring, når forklaringen anses for at være af

afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens

betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige dertil,

jf. retsplejelovens § 171, stk. 3.

Risikoen for at tabe en civil sag om et økonomisk krav udgør ikke en

vidnefritagelsesgrund.

Afgiver nogen falsk forklaring under afhøring i retten i tilfælde, hvor

forklaring ikke må kræves, straffes vedkommende ikke, jf. straffelovens §

159, stk. 1. Det samme gælder, hvis den pågældende har haft grund til at

antage, at han kunne blive sigtet, hvis han afgav sandfærdig forklaring.

I øvrigt gælder, at hvis de afhørte efter vidnefritagelsesreglerne var

berettiget til at nægte at afgive forklaring, kan straffen for falsk

forklaring nedsættes eller efter omstændighederne bortfalde, jf.

straffelovens § 159, stk. 2.

Retten vejleder, hvis omstændighederne giver grund dertil, vidnerne om

indholdet af reglerne om vidneudelukkelse og vidnefritagelse, jf.

retsplejelovens § 173, stk. 1. Inden vidnet afhøres, sikrer retten sig, at

der ikke er noget til hinder for vidneforklaringens afgivelse. Retten

pålægger derefter vidnet at tale sandhed og gør vidnet bekendt med

strafansvaret for afgivelse af falsk forklaring, jf. retsplejelovens § 181.

Det forudsættes, at de personer, som kan risikere et disciplinært eller

strafferetligt ansvar, afhøres med tilkendegivelse om, at de ikke har pligt

til at udtale sig, og at forklaring afgives uden sædvanligt strafansvar. En

sådan tilkendegivelse gives i forbindelse med afhøringer for en

undersøgelsesret.

Der vil næppe være personer, som skal afhøres efter reglerne i

retsplejelovens kapitel 29 om afhøring af parter i civile sager. Hvis parten

i en senere civilretlig sag er en offentlig myndighed, afhøres de ansatte som

vidner. Er parten et selskab, må det antages, at de personer, som har sæde i

selskabets bestemmende øverste organ, f.eks. et aktieselskabs

bestyrelsesmedlemmer, som udgangspunkt også afhøres som vidner, medmindre den

afhørte i realiteten er enebestemmende i selskabet.

Afhøringerne foretages af undersøgelseskommissionen, dvs. typisk formanden

eller eventuelt et af de andre medlemmer af kommissionen.

Hovedindholdet af forklaringen optages i retsbogen, jf. retsplejelovens §

186, stk. 2.

Til stk. 4

Det foreslås, at indenretlige afhøringer i denne sag skal foregå for

lukkede døre. Det skyldes flere forhold.

I undersøgelsen indgår fortrolige oplysninger, der er omfattet af de

særlige tavshedspligtsbestemmelser i bank- og sparekasseloven. Som det

fremgår af stk. 3, finder bl.a. bestemmelsen i retsplejelovens § 170, stk. 3,

ikke anvendelse. Det vil således ikke kunne udelukkes, at der under de

mundtlige forklaringer vil fremkomme oplysninger, hvor retten - hvis § 170,

stk. 3, havde fundet anvendelse - ville have bestemt, at forklaring ikke

skulle afgives om de pågældende forhold.

Endvidere er der tale om en forundersøgelse, hvor der ikke træffes

bindende afgørelser i forhold til de involverede om de retlige spørgsmål, som

sagen giver anledning til.

Hertil kommer, at den foreslåede undersøgelse som udgangspunkt foregår på

skriftligt grundlag, jf. § 3. Mundtlig afhøring kommer kun på tale, når det

ikke har været muligt at få et væsentligt forhold belyst på skriftligt

grundlag.

Det er i øvrigt en følge af reglen om lukkede døre, at de afhørte ikke vil

have mulighed for at indrette deres forklaring på de forklaringer, som andre

tidligere har afgivet.

Hensynet til, at offentligheden kan blive orienteret om undersøgelsen,

tilgodeses ved, at kommissionen skal afgive en beretning, der offentliggøres,

jf. § 7. Herved vil offentligheden blive gjort bekendt med undersøgelsen i

sin helhed - både de oplysninger, der er tilvejebragt på skriftligt grundlag,

og de oplysninger, der er kommet frem ved mundtlige afhøringer.

Til stk. 5

Efter bestemmelsen sender retten en udskrift af retsbogen vedrørende de

afgivne forklaringer til undersøgelseskommissionen og til den, der har

afgivet den pågældende forklaring. Udskriften er gratis. Andre kan ikke hos

retten få udskrift af retsbogen. Retsplejelovens § 41 finder således ikke

anvendelse på disse retsbogstilførsler.

Til § 5

Til stk. 1

Som det fremgår af forslagets § 3, stk. 4, og § 4, stk. 3, er hensynet til

sagens oplysning givet forrang i forhold til tavshedspligtsbestemmelser,

herunder også i forhold til de særlige tavshedspligtsbestemmelser i bank- og

sparekasselovens §§ 50 b og 54, stk. 2.

Det må derfor sikres, at de tavshedsbelagte oplysninger, som kommissionen

får kendskab til under sin virksomhed, behandles fortroligt.

Det foreslås derfor, at medlemmerne af undersøgelseskommissionen og

personer, der yder kommissionen sekretariatsbistand, under ansvar efter

straffelovens §§ 152-152 e har tavshedspligt med hensyn til enhver oplysning,

som de under deres virksomhed får kendskab til.

Denne vidtgående tavshedspligtsbestemmelse vil ikke være til hinder for,

at visse oplysninger videregives, mens undersøgelsen pågår, jf. § 6, stk. 1.

Når undersøgelsen er afsluttet, vil bestemmelsen endvidere ikke være til

hinder for afgivelsen af en beretning, der offentliggøres, jf. § 7.

Til stk. 2

Undersøgelseskommissionen etableres med status som en offentlig myndighed.

Kommissionen er imidlertid et undersøgelsesorgan, som oprettes ved lov, og

som alene har en bestemt opgave, nemlig at undersøge og klarlægge et faktisk

begivenhedsforløb, jf. bemærkningerne til § 2 ovenfor. Kommissionen er

således ikke en almindelig offentlig myndighed, der skal udføre

forvaltningsretlige opgaver. Der er derfor ikke behov for, at kommissionen

omfattes af den forvaltningsretlige lovgivning.

I overensstemmelse hermed er det i stk. 2 udtrykkeligt fastsat, at lov om

offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven og ombudsmandsloven ikke

gælder for den virksomhed, som udøves af kommissionen.

Til § 6

Til stk. 1

Efter forslagets § 3, stk. 3, og § 4 har kommissionen adgang til at stille

henholdsvis skriftlige og mundtlige spørgsmål til de involverede.

For at kunne besvare de stillede spørgsmål på fyldestgørende måde kan det

være nødvendigt at have kendskab til dokumenter, som indgår i undersøgelsen.

Bestemmelsen giver derfor kommissionen adgang til - uanset den i § 5, stk. 1,

fastsatte tavshedspligt - at udlevere dokumenter eller andet materiale til de

myndigheder, virksomheder eller personer, hvis forhold undersøges, hvis det

er af betydning for at besvare de spørgsmål, som kommissionen stiller.

Til stk. 2

For at sikre, at det materiale, som kommissionen udleverer efter stk. 1,

ikke gøres frit tilgængeligt, foreslås en særlig tavshedspligtsbestemmelse

med hensyn til det pågældende materiale.

Til § 7

Undersøgelseskommissionen skal afgive en beretning om resultatet af sin

undersøgelse. Beretningen afleveres til justitsministeren, som offentliggør

den.

Den i § 5, stk. 1, fastsatte tavshedspligt for kommissionen vil ikke være

til hinder for, at alle relevante oplysninger gengives i beretningen. Der er

dog visse typer af oplysninger, hvor spørgsmålet om offentliggørelse nøje bør

afvejes over for hensynet til beskyttelsen af oplysninger om enkeltpersoners

private forhold. Er der f.eks. tale om oplysninger om og vurderinger af

låneengagementer, bør gengivelsen heraf i almindelighed ske i generaliseret

og anonymiseret form.

Beretningen vil således kunne indeholde alle de oplysninger, der er

nødvendige for, at det efterfølgende kan vurderes, om der kan gøres et

retligt ansvar gældende over for involverede myndigheder, virksomheder og

personer.

Til § 8

Bestemmelsen angiver tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Den almindelige ordning er, at love kundgøres i Lovtidende. Love, der

gælder på Færøerne, skal endvidere kundgøres i Landsstyrets

kundgørelsestidende for Færøerne, Kunngerdabladid, jf. lov nr. 735 af 6.

december 1989 om kundgørelse af love, anordninger og bekendtgørelser på

Færøerne.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at kundgørelsen i Danmark og på

Færøerne kædes sammen på en sådan måde, at loven først træder i kraft, når

den er kundgjort begge steder. Sker kundgørelsen i Danmark og på Færøerne

ikke samtidig, træder loven i kraft på tidspunktet for den seneste

kundgørelse.

Ændringsforslag

Af Oli Breckmann (KF):

Til § 2 9) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 2. Undersøgelseskommissionen vil som led i

undersøgelsen kunne vurdere, om myndigheder og virksomheder har gjort sig

skyldige i fejl og forsømmelser.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

Til § 4 10) Stk. 3-5 udgår, og i stedet indsættes som

stk. 3:

»Stk. 3. Ved afgivelse af forklaring for Københavns Byret

finder reglerne i retsplejeloven anvendelse. Retsplejelovens §§ 169 og 170,

stk. 3, gælder dog ikke. Afhøringen foretages af undersøgelseskommissionen

eller den ifølge § 1, stk. 3, beskikkede person på kommissionens vegne.«

Bemærkninger

Til nr. 9 Forslagsstilleren kan tilslutte sig, at

undersøgelseskommissionen ikke skal fremkomme med indstilling om, at der kan

eller skal gøres et retligt ansvar gældende over for involverede myndigheder,

virksomheder eller personer, men finder dog, at kommissionen ud over at

klarlægge begivenhedsforløbet skal kunne undersøge og udtale sig om, hvorvidt

myndigheder eller virksomheder efter kommissionens opfattelse har gjort sig

skyldig i retlige fejl eller forsømmelser.

Til nr. 10 Da der ikke er blevet fremført nogen rimelig begrundelse for at

fravige reglerne i retsplejeloven om offentlighed ved afhøringer, må dette

tages som et udtryk for, at beslutningen om afhøringer for lukkede døre er

rent politisk. Hensynet til tilliden mellem Færøerne og Danmark er en bærende

årsag til, at undersøgelsen gennemføres, og tiltroen til undersøgelsens værdi

blive formindsket, hvis den gennemføres for lukkede døre. Derfor foreslås

det, at retsplejelovens almindelige regler om offentlighed kommer til at

gælde for alle afhøringer.

Efter 2. behandling den 1. juni 1995

§ 1. Justitsministeren nedsætter en undersøgelseskommission.

Stk. 2. Undersøgelseskommissionen består af 3 medlemmer, der

udpeges af justitsministeren i samråd med Færøernes landsstyre. Formanden

skal opfylde betingelserne for at blive udnævnt til højesteretsdommer. De

øvrige medlemmer skal have særlig indsigt i bank- og revisionsforhold.

Stk. 3. Justitsministeren udpeger en person, der kan bistå

kommissionen med at foretage afhøringer i retten. Der stilles i øvrigt den

fornødne sekretariatsbistand til rådighed for undersøgelseskommissionen.

Kommissionen kan anmode særligt sagkyndige om en udtalelse eller anden

bistand til brug for undersøgelsen.

Stk. 4. Justitsministeren og Færøernes landsstyre udpeger hver 3

personer, der følger undersøgelsens gennemførelse.

Stk. 5. De personer, der efter stk. 2-4 deltager i undersøgelsens

gennemførelse, skal være uvildige og uafhængige i forhold til de myndigheder

og virksomheder m.v., hvis forhold undersøges.

§ 2. Undersøgelseskommissionen har til opgave at undersøge og

klarlægge det samlede begivenhedsforløb i forbindelse med de initiativer, der

fra 1992 blev taget for at redde Sjovinnubanken og Føroyabanken fra økonomisk

sammenbrud og frem til sammenlægningen af bankerne i 1994. Kommissionen skal

navnlig undersøge omstændighederne omkring aktiebyttet den 22. marts 1993

mellem Den Danske Bank og Finansieringsfonden af 1992. I undersøgelsen kan

inddrages alle oplysninger, der er af betydning for udførelsen af

undersøgelseskommissionens opgave.

Stk. 2. Undersøgelsen skal kunne give grundlag for, at det

efterfølgende kan vurderes, om der kan gøres et retligt ansvar gældende over

for involverede myndigheder, virksomheder og personer.

§ 3. Undersøgelseskommissionen træffer bestemmelse om

undersøgelsens nærmere tilrettelæggelse.

Stk. 2. Myndigheder, virksomheder og personer har pligt til at

udlevere dokumenter og andet foreliggende materiale til

undersøgelseskommissionen, når kommissionen anmoder om det.

Stk. 3. Myndigheder, virksomheder og personer har efter

undersøgelseskommissionens anmodning pligt til skriftligt at redegøre for og

besvare spørgsmål om nærmere angivne forhold, der har betydning for

undersøgelsen.

Stk. 4. De i stk. 2 og 3 nævnte pligter gælder, uanset om de

pågældende oplysninger er undergivet tavshedspligt.

§ 4. Undersøgelseskommissionen kan anmode Københavns Byret om at

indkalde myndigheder, virksomheder eller personer til at afgive forklaring

for retten.

Stk. 2. De myndigheder, virksomheder eller personer, hvis forhold

undersøges, kan møde med bisidder, hvis de indkaldes til at afgive forklaring

for retten.

Stk. 3. Forklaring afgives efter reglerne i retsplejeloven.

Bestemmelserne i retsplejelovens § 169 og § 170, stk. 3, finder ikke

anvendelse. Afhøringen foretages af undersøgelseskommissionens medlemmer

eller den person, der er udpeget efter § 1, stk. 3, 1. pkt. Retten kan på

kommissionens begæring ved kendelse pålægge tredjemand at udlevere dokumenter

og andet foreliggende materiale, der er omfattet af udleveringspligten i § 3,

stk. 2. Undlader tredjemand at efterkomme pålægget, finder retsplejelovens §

178 tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Forklaring afgives for lukkede døre.

Stk. 5. Retten sender en udskrift af retsbogen vedrørende de

afgivne forklaringer til undersøgelseskommissionen og til den, der har

afgivet den pågældende forklaring.

§ 5. De personer, der efter § 1, stk. 2-4, deltager i

undersøgelsens gennemførelse, har under ansvar efter straffelovens §§ 152-152

e tavshedspligt med hensyn til enhver oplysning, som de under deres

virksomhed får kendskab til.

Stk. 2. Lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven og

ombudsmandsloven gælder ikke for den virksomhed, som udøves af

undersøgelseskommissionen.

§ 6. Uanset bestemmelsen i § 5, stk. 1, kan

undersøgelseskommissionen udlevere dokumenter og andet materiale, som indgår

i undersøgelsen, til de myndigheder, virksomheder og personer, hvis forhold

undersøges, såfremt det er af betydning for at besvare de spørgsmål, som

kommissionen stiller.

Stk. 2. Der er tavshedspligt med hensyn til de dokumenter og andet

materiale, der udleveres efter stk. 1. Straffelovens §§ 152-152 e finder

tilsvarende anvendelse.

§ 7. Undersøgelseskommissionen afgiver en beretning om resultatet

af sin undersøgelse. En udskrift af retsbogen vedrørende de retshandlinger,

der er foretaget efter § 4, optages som bilag til beretningen.

Justitsministeren offentliggør beretningen.

§ 8. Loven træder i kraft, når den er bekendtgjort i både

Lovtidende og landsstyrets kundgørelsestidende for Færøerne, Kunngerdabladid.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter