1994 LSF 204 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF REALKREDITLOVEN OG LOV OM DANSK LANDBRUGS REALKREDITFOND (FINANSIELLE DATTERSELSKABER, IMPLEMENTERING AF KAPITALKRAVSDIREKTIVET, PRÆCISERING AF PANTESIKKERHED M.V.)1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I realkreditloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 476 af 2. juni 1994,
foretages følgende ændringer:
1. I § 1 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Realkreditlån må ikke ydes mod sikkerhedsstillelse i
form af ejerpantebreve og skadesløsbreve. I de tilfælde, hvor der til
sikkerhed for realkreditlån tillige gives pant iløsøre, kan skadesløsbreve
dog anvendes forløsørepantet.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
2. I § 2, stk. 1, indsættes efter »ejendom«:
», jf. dog § 1, stk. 4,».
3. § 2, stk. 4, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 4. Realkreditinstitutter må drive forsikringsvirksomhed
og pengeinstitutvirksomhed gennem datterselskaber.
Stk. 5. Realkreditinstitutter må ikke drive anden virksomhed end
virksomhed efter stk. 1-4.«
4. I § 3 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. For udenlandske selskaber, der er koncernforbundne
med danske realkreditinstitutter, jf. § 77, stk. 3-5, og som udøver
realkreditvirksomhed her i landet, gælder tillige lovens § 2, stk. 5, og
kapitel 7.«
5. I § 4, stk. 2, ændres »§ 3, stk. 1.« til:
»§ 3.«
6. § 18, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Direktører, vicedirektører, underdirektører og
dermed ligestillede må ikke eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed
eller uden tilladelse fra økonomiministeren som bestyrelsesmedlem, funktionær
eller på anden måde deltage i ledelsen eller driften af anden
erhvervsvirksomhed end realkreditinstituttet. De kan dog eje, drive og
deltage i administrationen af fast ejendom. Økonomiministeren kan i særlige
Læs alt
tilfælde tillade undtagelser fra forbudet i 1. pkt., 1. led.«
7. I § 28 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Til de i § 63, stk. 1, 2. pkt., i lov om
boligbyggeri nævnte formål kan ydes indekslån, type IS, inden for en
lånegrænse på 80 pct. og med en løbetid på maksimalt 50 år.«
Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.
8. I § 28, stk. 5, der bliver stk. 6, ændres »3«
til: »4«.
9. I § 30, stk. 5, indsættes efter 3. pkt.:
»Til de i § 48, stk. 1, 2. pkt., i lov om boligbyggeri nævnte formål
kan ydes indekslån, type IS, inden for en lånegrænse på 91 pct. og med en
løbetid på maksimalt 50 år.«
10. I § 30, stk. 6, 1. pkt., ændres »Lån efter stk. 2
og 4« til: »Lån efter stk. 2, stk. 4 og stk. 5, 4. pkt.«
11. I § 30, stk. 6, 2. pkt., ændres »Lån efter stk. 5,
2. pkt.« til: »Lån efter stk. 5, 3. pkt.«
12. § 42 affattes således:
»§ 42. Lån kan ydes på grundlag af værdien af fast ejendom,
der ejes af låntager. Samtlige adkomsthavere skal være påført pantebrevet som
debitorer, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Ved belåning af en ideel anpart af en ejendom, der enten
er lovligt opdelt i anparter før 15. juni 1995 eller alene består af to
selvstændige beboelseslejligheder, finder stk. 1, 2. pkt., ikke anvendelse.
Det er en betingelse herfor, at brugsretten ved tinglyst samejeoverenskomst
er begrænset til denne bestemte del af ejendommen.
Stk. 3. Ud over grund og bygninger kan bygningstilbehør, jf.
tinglysningslovens § 38, samt det i tinglysningslovens § 37, stk. 1, nævnte
tilbehør, der er omfattet af tinglyst pantebrev i den faste ejendom, medtages
i låneudmålingsgrundlaget.
Stk. 4. I låneudmålingsgrundlaget kan uanset stk. 3 medtages det
til ejendommen hørende tilbehør, der ikke er omfattet af tinglyst pantebrev i
den faste ejendom, jf. tinglysningslovens §§ 37 og 38, såfremt dette alene
skyldes, at tilbehøret ejes af en anden end ejeren af den faste ejendom, og
såfremt der til sikkerhed for lånet i den faste ejendom opnås pant i dette
tilbehør i medfør af tinglysningslovens § 47 eller § 47 b, stk. 2.
Stk. 5. Indekslån til ejendomme bortset fra kollektive
energiforsyningsanlæg kan alene ydes på grundlag af værdien af grund og
bygninger.«
13. I § 47 ændres »boligministeren« til:
»økonomiministeren efter forhandling med boligministeren«.
14. I § 52 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Er garantien for lån efter stk. 3, 2. pkt., stillet
af et pengeinstitut eller forsikringsselskab, kan lånet alene ydes på
grundlag af udstedelse af andre værdipapirer end realkreditobligationer, jf.
§ 2, stk. 1.«
15. § 53, stk. 1, affattes således:
»I et realkreditinstitut skal den ansvarlige kapital og den
kortfristede supplerende kapital, jf. § 53 g, stk. 1, til enhver tid mindst
udgøre 8 pct. af realkreditinstituttets risikovægtede aktiver m.v., herunder
poster med markedsrisiko, dog mindst 150 mio. kr. For så vidt angår poster
med markedsrisiko, vedrører kravet efter 1. pkt. alene realkreditinstituttets
handelsbeholdning, jf. § 53 h, stk. 1, samt valutapositioner.«
16. I § 53, stk. 2, indsættes efter »kapital«:
»og den kortfristede supplerende kapital«.
17. § 53, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Økonomiministeren fastsætter regler om
risikovægtning af aktiver m.v., herunder poster med markedsrisiko, samt om
kontrol med opfyldelsen af solvenskravet. Økonomiministeren fastsætter
endvidere regler om opgørelse og indberetning af realkreditinstituttets
samlede renterisici.«
18. I § 53 a, stk. 2, indsættes efter »må«:
»sammen med den kortfristede supplerende kapital«.
19. I § 53 a, stk. 3, indsættes efter
»kapitalelementer«: »og betingelser for medregning af den
kortfristede supplerende kapital, jf. § 53 g, stk. 1«.
20. I § 53 c, nr. 3, udgår »ansvarlig indskudskapital
i form af«.
21. I § 53 c indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Udstedes kapital som nævnt i stk. 1, nr. 3, i form
af massegældsbreve, skal realkreditinstituttet benævne disse
kapitalbeviser.«
22. I § 53 d indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Et realkreditinstitut, der ejer kapitalandele i et
datterselskab, der driver forsikringsvirksomhed, skal ved beregning af
realkreditinstituttets ansvarlige kapital fradrage et beløb svarende til den
andel af forsikringsselskabets solvensmargen, som svarer til den direkte
eller indirekte ejede andel af forsikringsselskabets selskabskapital. Har
forsikringsselskabet ikke vedtægtsmæssigt hjemsted i Danmark, anvendes ved
beregningen den solvensmargen, der fremkommer efter hjemlandets regler, dog
mindst den solvensmargen, der fremkommer ved anvendelsen af de her i landet
gældende regler for forsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted her i
landet.«
23. Efter § 53 f indsættes i kapitel 9:
»§ 53 g. Ved kortfristet supplerende kapital forstås
kapitalindskud med en oprindelig løbetid eller et opsigelsesvarsel på mindst
2 år.
Stk. 2. Kortfristet supplerende kapital kan alene medregnes til
kapitaldækning af poster med markedsrisiko. Kortfristet supplerende kapital
kan højst medregnes med 5,7 pct. af de vægtede poster med markedsrisiko.
§ 53 h. Økonomiministeren fastsætter bestemmelser om, hvilke
poster der indgår i handelsbeholdningen.
Stk. 2. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde tillade, at et
instituts nettofortjeneste ved handelsbeholdningen indregnes i den
kortfristede supplerende kapital. Økonomiministeren fastsætter nærmere regler
for opgørelse af nettofortjenesten ved handelsbeholdningen.«
24. I § 54, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»Udstedelse af realkreditobligationer og andre værdipapirer, jf. § 2,
stk. 1, kan ikke ske i samme serie.«
25. I § 54, stk. 3, ændres »jf. § 56, stk. 3«
til: »jf. § 56, stk. 4«.
26. I § 56, stk. 2, 1. og 2. pkt., § 57, stk. 3, 2.
pkt., og § 62 a, stk. 1 og to steder i stk. 2 , ændres
»ansvarlig indskudskapital« til: »supplerende kapital i form
af værdipapirer med ubestemt løbetid og andre kapitalindskud, jf. § 53 c,
stk. 1, nr. 3«.
27. I § 56, stk. 4, indsættes som 3. pkt.:
»I serier, som efter 1. pkt. hæfter indbyrdes, må der alene være
udstedt realkreditobligationer, jf. § 54, stk. 2, 2. pkt.«
28. I § 61, stk. 1, indsættes efter
»realkreditvirksomhed«: »eller virksomhed efter § 2, stk.
4«.
29. I § 61, stk. 2 og 3 , ændres »eller
accessorisk virksomhed« til: »eller virksomhed efter § 2, stk. 2
eller 4«.
30. I § 63, stk. 1, ændres »§ 65 b, stk. 1« til:
»§ 65 c, stk. 1«.
31. I § 63 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Økonomiministeren kan fastsætte nærmere regler for
transaktioner, der indgås mellem et realkreditinstitut og virksomheder, der
direkte eller indirekte er forbundet med realkreditinstituttet som
dattervirksomheder, som associerede virksomheder, som moderselskab eller som
moderselskabets associerede virksomheder og øvrige dattervirksomheder,
herunder om krav til årsregnskabets oplysninger om de koncerninterne
transaktioner.«
32. § 64, stk. 1, affattes således:
»Renterisikoen på realkreditinstituttets midler svarende til den
ansvarlige kapital med fradrag af det beløb, hvormed solidarisk hæftelse er
medregnet, og med tillæg af hensættelser til tab på udlån og midler i serier
med tilbagebetalingspligt, samt ikkebalanceførte poster må forholdsmæssigt
ikke overstige renterisikoen på instituttets udstedte obligationer og andre
værdipapirer.«
33. I § 65 a, stk. 1 og to steder i stk. 6, og i
§ 65 b, stk. 1, indsættes efter »engagement«: »uden for
handelsbeholdningen«.
34. I § 65 a, stk. 2, stk. 3, 2. pkt., og stk. 5 ,
indsættes efter »engagementer«: »uden for
handelsbeholdningen«.
35. I § 65 a, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter
»Engagementer«: »uden for handelsbeholdningen«.
36. I § 65 a, stk. 4, 2. pkt., indsættes efter
»engagementerne«: »uden for handelsbeholdningen«.
37. I § 65 a, stk. 6, indsættes efter
»engagementet«: »uden for handelsbeholdningen«.
38. I § 65 a indsættes efter stk. 6 som nyt stykke:
»Stk. 7. Kapitalandele og efterstillede kapitalindskud i et
datterselskab, der driver forsikringsvirksomhed, medregnes ikke ved
opgørelsen efter stk. 1 og 2 af realkreditinstituttets engagement med det
pågældende datterselskab. Realkreditinstituttet kan dog højst undlade at
medregne et beløb svarende til fradraget i realkreditinstituttets kapital
efter § 53 d, stk. 4.«
Stk. 7 bliver herefter stk. 8.
39. Efter § 65 b indsættes i kapitel 11 a:
»§ 65 c. Ved et engagement forstås summen af engagementet
uden for handelsbeholdningen, jf. § 65 b, stk. 1, med tillæg af engagementet
inden for handelsbeholdningen. Økonomiministeren fastsætter regler om, hvilke
poster der indgår i engagementet inden for handelsbeholdningen.
Stk. 2. Et realkreditinstituts engagement, jf. stk. 1, med en
kunde eller gruppe af indbyrdes forbundne kunder må ikke overstige 25 pct. af
realkreditinstituttets ansvarlige kapital med tillæg af kortfristet
supplerende kapital, jf. § 53 a.
Stk. 3. Det samlede beløb af et realkreditinstituts engagementer,
der udgør 10 pct. eller mere af den ansvarlige kapital med tillæg af
kortfristet supplerende kapital, må ikke overstige 800 pct. af
realkreditinstituttets ansvarlige kapital med tillæg af kortfristet
supplerende kapital.
Stk. 4. Engagementer, der udgør 10 pct. eller mere af den
ansvarlige kapital med tillæg af kortfristet supplerende kapital, skal
indberettes til Finanstilsynet hvert kvartal. Tilsynet fastsætter nærmere
bestemmelser om indberetningerne, herunder om undtagelse for indberetning af
visse engagementer.
Stk. 5. De i stk. 2 og 3 nævnte grænser finder ikke anvendelse på
engagementer med virksomheder, der indgår fuldt i konsolideringen i
henholdsvis § 77, stk. 11, eller bank- og sparekasselovens § 37 a, stk. 9,
stk. 11, 2. pkt., eller stk. 12.
Stk. 6. Såfremt et engagement er garanteret af et kreditinstitut i
zone A, betragtes den garanterede del af engagementet som et engagement med
det pågældende kreditinstitut.
Stk. 7. Et realkreditinstitut skal til enhver tid overholde de i
stk. 2 og 3 fastsatte øvre engagementsgrænser. Overstiger engagementerne de
fastsatte grænser, skal Finanstilsynet omgående underrettes. Finanstilsynet
kan i særlige tilfælde tillade, at grænsen i stk. 2 for engagementet inden
for handelsbeholdningen midlertidigt overskrides. Overskridelsen medfører et
tillæg til de vægtede aktiver m.v., herunder poster med markedsrisiko, jf.
stk. 8.
Stk. 8. Økonomiministeren fastsætter bestemmelser om tillæg til de
vægtede aktiver m.v., herunder poster med markedsrisiko, for engagementet
inden for handelsbeholdningen ved midlertidige overskridelser af grænsen i
stk. 2, jf. stk. 7, samt bestemmelser om, at der ved beregningen af de i stk.
2 og 3 nævnte grænser kan ses bort fra særlig sikre krav.«
40. § 77, stk. 1, ophæves.
41. § 77, stk. 10, affattes således:
»Stk. 10. Bestemmelserne i kapitel 11 om placeringsregler
m.v. med undtagelse af § 65 gælder ikke for de enkelte virksomheder i en
koncern, hvor moderselskabet er et realkreditinstitut, men alene for
koncernen som helhed, jf. dog stk. 11. For den del af en koncern, der består
af realkreditinstitutter, gælder balanceprincippet i kapitel 7 på et
konsolideret niveau.«
42. I § 77, stk. 11, indsættes efter 1. pkt.:
»Bestemmelserne i kapitel 9 om solvens og kapitel 15 om regnskab,
revision og konsolidering gælder ikke for den del af en koncern, der er
forsikringsselskab, jf. dog § 53 d, stk. 4, og § 90, stk. 2. Finanstilsynet
kan dog beslutte, at bestemmelserne finder anvendelse.«
43. I § 98, stk. 2, indsættes efter nr. 9 som nyt nummer:
»10) til Folketingets stående udvalg vedrørende et
realkreditinstituts generelle økonomiske forhold som led i den
parlamentariske kontrol med forvaltningen, for så vidt angår
realkreditinstitutter under betalingsstandsning eller konkurs, når staten
yder garanti eller stiller midler til rådighed for afvikling af
instituttet,».
Nr. 10-12 bliver herefter nr. 11-13.
44. I § 98 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
»Stk. 5. Adgangen til udlevering af fortrolige oplysninger
til Folketingets stående udvalg i henhold til stk. 2, nr. 10, er begrænset
til dokumenter i sager, der er oprettet i Finanstilsynet efter 1. juni
1995.«
Stk. 5 bliver herefter stk. 6.
45. I § 100, stk. 3 og to steder i stk. 4, ændres
»Industriministeriets« til: »Erhvervsministeriets«.
46. I § 101, stk. 1, ændres »§ 2, stk. 4« til:
»§ 1, stk. 4, 1. pkt., § 2, stk. 5«, efter »§ 7, stk. 2,»
indsættes: »§ 18, stk. 2,», og efter »§§ 48-52,»
indsættes: »§ 53 c, stk. 2,».
47. § 101, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Personer, der er knyttet til et realkreditinstitut,
og som giver eller forsøger at give urigtige eller vildledende oplysninger om
forhold vedrørende instituttet til offentlige myndigheder, straffes med bøde
eller hæfte, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige
lovgivning.«
§ 2
I lov om Dansk Landbrugs Realkreditfond, jf. lovbekendtgørelse nr. 979 af
5. december 1994, foretages følgende ændringer:
1. § 1, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Instituttet kan yde lån til ejere af ejendomme, der
anvendes til landbrug, gartneri, skovbrug og lignende jordbrugsmæssig
virksomhed, mod tinglyst pant i ejendommene. Samtlige ejere skal være påført
pantebrevet som debitorer, jf. dog stk. 3. Lån efter 1. pkt. kan ikke ydes
mod sikkerhedsstillelse i form af ejerpantebreve og skadesløsbreve. I de
tilfælde, hvor der til sikkerhed for lån tillige gives pant i løsøre, kan
skadesløsbreve dog anvendes for løsørepantet.«
2. I § 1 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Landbrugs- og fiskeriministeren kan fravige
bestemmelsen i stk. 2, 2. pkt., hvis lånet ydes i henhold til særlig
lovgivning.«
3. § 11, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:
»Instituttet skal ansætte en kontantværdi af ejendommen til brug for
låneudmålingen. Værdiansættelsen sker på grundlag af ejendommens jord og
bygninger. Herudover kan bygningstilbehør, jf. tinglysningslovens § 38, samt
det i tinglysningslovens § 37, stk. 1, nævnte tilbehør, der er omfattet af
tinglyst pantebrev i den faste ejendom, medtages i værdiansættelsen.
Stk. 2. Ved værdiansættelsen kan uanset stk. 1 medtages det til
ejendommen hørende tilbehør, der ikke er omfattet af tinglyst pantebrev i den
faste ejendom, jf. tinglysningslovens §§ 37 og 38, såfremt dette alene
skyldes, at tilbehøret ejes af en anden end ejeren af den faste ejendom, og
såfremt der til sikkerhed for lånet i den faste ejendom opnås pant i dette
tilbehør i medfør af tinglysningslovens § 47 eller § 47 b, stk. 2.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 15. juni 1995, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 1, nr. 15-20, 23, 26, 30, 33-37 og 39, træder i kraft
den 1. januar 1996.
§ 4
Stk. 1. Realkreditlovens § 18, stk. 2, som affattet ved denne lovs
§ 1, nr. 6, gælder ikke for virksomhed, som udøves af de i bestemmelsen
nævnte personer inden den 5. april 1995.
Stk. 2. Har realkreditinstituttet inden den 29. april 1994 på
grundlag af en bindende aftale indgået engagementer uden for
handelsbeholdningen, der indebærer, at de i § 65 a, stk. 1 og 2, som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 33 og 34, nævnte grænser er overskredet, kan disse
uanset bestemmelsen i § 65 a, stk. 4, 1. pkt., videreføres indtil
forfaldstidspunkt, jf. § 3 i lov nr. 279 af 27. april 1994 om ændring af
realkreditloven. (Store engagementer m.v.)
Stk. 3. Har realkreditinstituttet 1. januar 1996 på grundlag af en
bindende aftale indgået engagementer, der indebærer, at de i § 65 c, stk. 2
og 3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 39, nævnte grænser er overskredet,
kan disse uanset bestemmelsen i § 65 c, stk. 7, 1. pkt., som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 39, videreføres indtil forfaldstidspunkt.
Stk. 4. § 54, stk. 2, 2. pkt., som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 24, gælder ikke for realkreditobligationer og værdipapirer i øvrigt, som
finansierer udlån ydet før 15. juni 1995.
Stk. 5. Uanset bestemmelsen i § 42, stk. 1, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 12, kan lånetilbud afgivet inden den 15. juni 1995 effektueres.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I realkreditloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 476 af 2. juni 1994,
foretages følgende ændringer:
1. I § 1 indsættes efter stk. 3 som stykke 4:
»Stk. 4. Realkreditlån må ikke ydes mod sikkerhedsstillelse i
form af ejerpantebreve og skadesløsbreve. I de tilfælde, hvor der til
sikkerhed for realkreditlån tillige gives pant iløsøre, kan skadesløsbreve
dog anvendes forløsørepantet.«.
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
2. I § 2, stk. 1, indsættes efter »ejendom«:
», jf. dog § 1, stk. 4,».
3. § 2, stk. 4, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 4. Realkreditinstitutter må drive forsikringsvirksomhed
og pengeinstitutvirksomhed gennem datterselskaber.
Stk. 5. Realkreditinstitutter må ikke drive anden virksomhed end
virksomhed efter stk. 1-4.«.
4. I § 3 indsættes som stk. 3 :
»Stk. 3. For udenlandske selskaber, der er koncernforbundne
med danske realkreditinstitutter, jf. § 77, stk. 3-5, og som udøver
realkreditvirksomhed her i landet, gælder tillige lovens § 2, stk. 5, og
kapitel 7.«.
5. I § 4, stk. 2, ændres » § 3, stk. 1.« til:
»§ 3.«.
6. § 18, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Direktører, vicedirektører, underdirektører og
dermed ligestillede må ikke eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed
eller uden tilladelse fra økonomiministeren som bestyrelsesmedlem, funktionær
eller på anden måde deltage i ledelsen eller driften af anden
erhvervsvirksomhed end realkreditinstituttet. De kan dog eje, drive og
deltage i administrationen af fast ejendom. Økonomiministeren kan i særlige
tilfælde tillade undtagelser fra forbudet i 1. pkt., 1. led.«.
7. I § 28 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Til de i § 63, stk. 1, 2. pkt., i lov om
boligbyggeri nævnte formål kan ydes indekslån, type IS, inden for en
lånegrænse på 80 pct. og med en løbetid på maksimalt 50 år.«.
Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.
8. I § 28, stk. 5, der bliver stk. 6, ændres »3«
til: »4«.
9. I § 30, stk. 5, indsættes efter 3. pkt. :
»Til de i § 48, stk. 1, 2. pkt., i lov om boligbyggeri nævnte formål
kan ydes indekslån, type IS, inden for en lånegrænse på 91 pct. og med en
løbetid på maksimalt 50 år.«.
10. I § 30, stk. 6, 1. pkt., ændres: »Lån efter stk. 2
og 4« til: »Lån efter stk. 2, stk. 4 og stk. 5, 4. pkt.«.
11. I § 30, stk. 6, 2. pkt., ændres »Lån efter stk. 5,
2. pkt.« til: »Lån efter stk. 5, 3. pkt.«.
12. § 42 affattes således:
»§ 42. Lån kan ydes på grundlag af værdien af fast ejendom,
der ejes af låntager.
Stk. 2. Ud over grund og bygninger kan bygningstilbehør, jf.
tinglysningslovens § 38, samt det i tinglysningslovens § 37, stk. 1, nævnte
tilbehør, der er omfattet af tinglyst pantebrev i den faste ejendom, medtages
i låneudmålingsgrundlaget.
Stk. 3. I låneudmålingsgrundlaget kan uanset stk. 2 medtages det
til ejendommen hørende tilbehør, der ikke er omfattet af tinglyst pantebrev i
den faste ejendom, jf. tinglysningslovens §§ 37 og 38, såfremt dette alene
skyldes, at tilbehøret ejes af en anden end ejeren af den faste ejendom, og
såfremt der til sikkerhed for lånet i den faste ejendom opnås pant i dette
tilbehør i medfør af tinglysningslovens § 47 eller § 47 b, stk. 2.
Stk. 4. Indekslån til ejendomme bortset fra kollektive
energiforsyningsanlæg kan alene ydes på grundlag af værdien af grund og
bygninger.«.
13. I § 47 ændres »boligministeren« til:
»økonomiministeren efter forhandling med boligministeren«.
14. I § 52 indsættes som stk. 4 :
»Stk. 4. Er garantien for lån efter stk. 3, 2. pkt., stillet
af et pengeinstitut eller forsikringsselskab, kan lånet alene ydes på
grundlag af udstedelse af andre værdipapirer end realkreditobligationer, jf.
§ 2, stk. 1.«.
15. § 53, stk. 1, affattes således:
»§ 53. I et realkreditinstitut skal den ansvarlige kapital og
den kortfristede supplerende kapital, jf. § 53 g, stk. 1, til enhver tid
mindst udgøre 8 pct. af realkreditinstituttets risikovægtede aktiver m.v.,
herunder poster med markedsrisiko, dog mindst 150 mio. kr. For så vidt angår
poster med markedsrisiko vedrører kravet efter 1. pkt. alene
realkreditinstituttets handelsbeholdning, jf. § 53 h, stk. 1, samt
valutapositioner.«.
16. I § 53, stk. 2, indsættes efter »kapital«:
»og den kortfristede supplerende kapital«.
17. § 53, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Økonomiministeren fastsætter regler om
risikovægtning af aktiver m.v., herunder poster med markedsrisiko, samt om
kontrol af opfyldelsen af solvenskravet. Økonomiministeren fastsætter
endvidere regler om opgørelse og indberetning af realkreditinstituttets
samlede renterisici.«.
18. I § 53 a, stk. 2, indsættes efter »må«:
»sammen med den kortfristede supplerende kapital«.
19. I § 53 a, stk. 3, indsættes efter
»kapitalelementer«: »og betingelser for medregning af den
kortfristede supplerende kapital, jf. § 53 g, stk. 1«.
20. I § 53 c, nr. 3, udgår: »ansvarlig indskudskapital
i form af«.
21. I § 53 c indsættes som stk. 2 :
»Stk. 2. Udstedes kapital som nævnt i stk. 1, nr. 3, i form
af massegældsbreve, skal realkreditinstituttet benævne disse
kapitalbeviser.«.
22. I § 53 d indsættes som stk. 5 :
»Stk. 5. Et realkreditinstitut, der ejer kapitalandele i et
datterselskab, der driver forsikringsvirksomhed, skal ved beregning af
realkreditinstituttets ansvarlige kapital fradrage et beløb svarende til den
andel af forsikringsselskabets solvensmargen, som svarer til den direkte
eller indirekte ejede andel af forsikringsselskabets selskabskapital. Har
forsikringsselskabet ikke vedtægtsmæssigt hjemsted i Danmark, anvendes ved
beregningen den solvensmargen, der fremkommer efter hjemlandets regler, dog
mindst den solvensmargen, der fremkommer ved anvendelsen af de her i landet
gældende regler for forsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted her i
landet.«.
23. Efter § 53 f indsættes i kapitel 9:
»§ 53 g. Ved kortfristet supplerende kapital forstås
kapitalindskud med en oprindelig løbetid eller et opsigelsesvarsel på mindst
2 år.
Stk. 2. Kortfristet supplerende kapital kan alene medregnes til
kapitaldækning af poster med markedsrisiko. Kortfristet supplerende kapital
kan højst medregnes med 5,7 pct. af de vægtede poster med markedsrisiko.
§ 53 h. Økonomiministeren fastsætter bestemmelser om, hvilke
poster der indgår i handelsbeholdningen.
Stk. 2. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde tillade, at et
instituts nettofortjeneste ved handelsbeholdningen indregnes i den
kortfristede supplerende kapital. Økonomiministeren fastsætter nærmere regler
for opgørelse af nettofortjenesten ved handelsbeholdningen.«.
24. I § 54, stk. 2, indsættes som 2. pkt. :
»Udstedelse af realkreditobligationer og andre værdipapirer, jf. § 2,
stk. 1, kan ikke ske i samme serie.«.
25. I § 54, stk. 3, ændres »jf. § 56, stk. 3«
til: »jf. § 56, stk. 4«.
26. I § 56, 2 steder i stk. 2, § 57, stk. 3, 2.
pkt., og § 62 a, stk. 1, og to steder i stk. 2 , ændres
»ansvarlig indskudskapital« til: »supplerende kapital i form
af værdipapirer med ubestemt løbetid og andre kapitalindskud, jf. § 53 c,
stk. 1, nr. 3«.
27. I § 56, stk. 4, indsættes som 3. pkt. :
»I serier, som efter 1. pkt. hæfter indbyrdes, må der alene være
udstedt realkreditobligationer, jf. § 54, stk. 2, 2. pkt.«
28. I § 61, stk. 1, indsættes efter
»realkreditvirksomhed«: »eller virksomhed efter § 2, stk.
4«.
29. I § 61, stk. 2 og 3 , ændres »eller
accessorisk virksomhed« til: »eller virksomhed efter § 2, stk. 2
eller stk. 4«.
30. I § 63, stk. 1, ændres »§ 65 b, stk. 1« til:
»§ 65 c, stk. 1«.
31. I § 63 indsættes som stk. 2 :
»Stk. 2. Økonomiministeren kan fastsætte nærmere regler for
transaktioner, der indgås mellem et realkreditinstitut og virksomheder, der
direkte eller indirekte er forbundet med realkreditinstituttet som
dattervirksomheder, associerede virksomheder, moderselskab eller som
moderselskabets associerede virksomheder og øvrige dattervirksomheder.«.
32. § 64, stk. 1, affattes således:
»§ 64. Renterisikoen på realkreditinstituttets midler
svarende til den ansvarlige kapital med fradrag af det beløb, hvormed
solidarisk hæftelse er medregnet, og med tillæg af hensættelser til tab på
udlån og midler i serier med tilbagebetalingspligt, samt ikke-balanceførte
poster, må forholdsmæssigt ikke overstige renterisikoen på instituttets
udstedte obligationer og andre værdipapirer.«.
33. I § 65 a, stk. 1 og 2 steder i stk. 6, og §
65 b, stk. 1, indsættes efter »engagement«: »uden for
handelsbeholdningen«.
34. I § 65 a, stk. 2, stk. 3, 2. pkt., og stk. 5 ,
indsættes efter »engagementer«: »uden for
handelsbeholdningen«.
35. I § 65 a, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter
»Engagementer«: »uden for handelsbeholdningen«.
36. I § 65 a, stk. 4, 2. pkt., indsættes efter
»engagementerne«: »uden for handelsbeholdningen«.
37. I § 65 a, stk. 6, indsættes efter
»engagementet«: »uden for handelsbeholdningen«.
38. I § 65 a indsættes efter stk. 6 som nyt stykke:
»Stk. 7. Kapitalandele og efterstillede kapitalindskud i et
datterselskab, der driver forsikringsvirksomhed, medregnes ikke ved
opgørelsen efter stk. 1 og 2 af realkreditinstituttets engagement med det
pågældende datterselskab. Realkreditinstituttet kan dog højst undlade at
medregne et beløb svarende til fradraget i realkreditinstituttets kapital
efter § 53 d, stk. 5.«.
Stk. 7 bliver herefter stk. 8.
39. Efter § 65 b indsættes i kapitel 11 a:
»§ 65 c. Ved et engagement forstås summen af engagementet
uden for handelsbeholdningen, jf. § 65 b, stk. 1, med tillæg af engagementet
inden for handelsbeholdningen. Økonomiministeren fastsætter regler om, hvilke
poster der indgår i engagementet inden for handelsbeholdningen.
Stk. 2. Et realkreditinstituts engagement, jf. stk. 1, med en
kunde eller gruppe af indbyrdes forbundne kunder må ikke overstige 25 pct. af
realkreditinstituttets ansvarlige kapital med tillæg af kortfristet
supplerende kapital, jf. § 53 a.
Stk. 3. Det samlede beløb af et realkreditinstituts engagementer,
der udgør 10 pct. eller mere af den ansvarlige kapital med tillæg af
kortfristet supplerende kapital, må ikke overstige 800 pct. af
realkreditinstituttets ansvarlige kapital med tillæg af kortfristet
supplerende kapital.
Stk. 4. Engagementer, der udgør 10 pct. eller mere af den
ansvarlige kapital med tillæg af kortfristet supplerende kapital, skal
indberettes til Finanstilsynet hvert kvartal. Tilsynet fastsætter nærmere
bestemmelser om indberetningerne, herunder om undtagelse for indberetning af
visse engagementer.
Stk. 5. De i stk. 2 og 3 nævnte grænser finder ikke anvendelse for
engagementer med virksomheder, der indgår fuldt i konsolideringen i
henholdsvis § 77, stk. 11, eller bank- og sparekasselovens § 37 a, stk. 9,
stk. 11, 2. pkt., eller stk. 12.
Stk. 6. Såfremt et engagement er garanteret af et kreditinstitut i
zone A, betragtes den garanterede del af engagementet som et engagement med
det pågældende kreditinstitut.
Stk. 7. Et realkreditinstitut skal til enhver tid overholde de i
stk. 2 og 3 fastsatte øvre engagementsgrænser. Overstiger engagementerne de
fastsatte grænser, skal Finanstilsynet omgående underrettes. Finanstilsynet
kan i særlige tilfælde tillade, at grænsen i stk. 2 for engagementet inden
for handelsbeholdningen midlertidigt overskrides. Overskridelsen medfører et
tillæg til de vægtede aktiver m.v., herunder poster med markedsrisiko, jf.
stk. 8.
Stk. 8. Økonomiministeren fastsætter bestemmelser om tillæg til de
vægtede aktiver m.v., herunder poster med markedsrisiko, for engagementet
inden for handelsbeholdningen ved midlertidige overskridelser af grænsen i
stk. 2, jf. stk. 7, samt bestemmelser om, at der ved beregningen af de i stk.
2 og 3 nævnte grænser kan ses bort fra særligt sikre krav.«.
40. § 77, stk. 1, ophæves.
41. § 77, stk. 10, affattes således:
»Stk. 10. Bestemmelserne i kapitel 11 om placeringsregler
m.v. med undtagelse af § 65 gælder ikke for de enkelte virksomheder i en
koncern, hvor moderselskabet er et realkreditinstitut, men alene for
koncernen som helhed, jf. dog stk. 11. For den del af en koncern, der består
af realkreditinstitutter, gælder balanceprincippet i kapitel 7 på et
konsolideret niveau.«.
42. I § 77, stk. 11, indsættes efter 1. pkt. :
»Bestemmelserne i kapitel 9 om solvens og kapitel 15 om regnskab,
revision og konsolidering gælder ikke for den del af en koncern, der er
forsikringsselskab, jf. dog § 53 d, stk. 5, og § 90, stk. 2. Finanstilsynet
kan dog beslutte, at bestemmelserne finder anvendelse.«.
43. I § 90, stk. 1, indsættes efter 2. pkt. :
»Finanstilsynet kan i særlige tilfælde udpege yderligere en
statsautoriseret revisor. Realkreditinstituttet kan pålægges at afholde
udgifterne til revisorens honorar. Finanstilsynet godkender honorarets
størrelse.«.
44. I § 91 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Finanstilsynet kan foranstalte en undersøgelse af et
realkreditinstituts finansielle fremtidsudsigter. Undersøgelsen kan foretages
af et revisionsfirma eller af Finanstilsynet. Realkreditinstituttet kan
pålægges at betale for undersøgelsen. Finanstilsynet godkender honorarets
størrelse.«.
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
45. I § 91, stk. 4, der bliver stk. 5, indsættes efter
2. pkt. :
»Finanstilsynet godkender honorarets størrelse.«.
46. I § 98, stk. 2, indsættes efter nr. 9 som nyt
nummer:
»10) til Folketingets stående udvalg vedrørende et
realkreditinstituts generelle økonomiske forhold som led i den
parlamentariske kontrol med forvaltningen for så vidt angår
realkreditinstitutter under betalingsstandsning eller konkurs, når staten
yder garanti eller stiller midler til rådighed for afvikling af
instituttet,».
Nr. 10-12 bliver herefter nr. 11-13.
47. I § 98 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
»Stk. 5. Adgangen til udlevering af fortrolige oplysninger
til Folketingets stående udvalg i henhold til stk. 2, nr. 10, er begrænset
til dokumenter i sager, der er oprettet i Finanstilsynet efter 1. juni
1995.«.
Stk. 5 bliver herefter stk. 6.
48. I § 100, stk. 3, og to steder i stk. 4, ændres
»Industriministeriets« til: »Erhvervsministeriets«.
49. I § 101, stk. 1, ændres »§ 2, stk. 4« til:
»§ 1, stk. 4, 1. pkt., § 2, stk. 5«, efter »§ 7, stk. 2,»
indsættes: »§ 18, stk. 2,» og efter »§§ 48-52,»
indsættes: »§ 53 c, stk. 2,».
50. § 101, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Personer, der er knyttet til et realkreditinstitut,
og som giver eller forsøger at give urigtige eller vildledende oplysninger om
forhold vedrørende instituttet til offentlige myndigheder, straffes med bøde
eller hæfte, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige
lovgivning.«.
§ 2
I lov om Dansk Landbrugs Realkreditfond, jf. lovbekendtgørelse nr. 979 af
5. december 1994, foretages følgende ændringer:
1. § 1, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Instituttet kan yde lån til ejere af ejendomme, der
anvendes til landbrug, gartneri, skovbrug og lignende jordbrugsmæssig
virksomhed, mod tinglyst pant i ejendommene. Lån efter 1. pkt. kan ikke ydes
mod sikkerhedsstillelse i form af ejerpantebreve og skadesløsbreve. I de
tilfælde, hvor der til sikkerhed for lån tillige gives pant i løsøre, kan
skadesløsbreve dog anvendes for løsørepantet.«.
2. § 11, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:
»Instituttet skal ansætte en kontantværdi af ejendommen til brug for
låneudmålingen. Værdiansættelsen sker på grundlag af ejendommens jord og
bygninger. Herudover kan bygningstilbehør, jf. tinglysningslovens § 38, samt
det i tinglysningslovens § 37, stk. 1, nævnte tilbehør, der er omfattet af
tinglyst pantebrev i den faste ejendom, medtages i værdiansættelsen.
Stk. 2. Ved værdiansættelsen kan, uanset stk. 1, medtages det til
ejendommen hørende tilbehør, der ikke er omfattet af tinglyst pantebrev i den
faste ejendom, jf. tinglysningslovens §§ 37 og 38, såfremt dette alene
skyldes, at tilbehøret ejes af en anden end ejeren af den faste ejendom, og
såfremt der til sikkerhed for lånet i den faste ejendom opnås pant i dette
tilbehør i medfør af tinglysningslovens § 47 eller § 47 b, stk. 2.«.
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juni 1995, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 1 nr. 15-20, 23, 26, 30, 33-37 og 39 træder i kraft den
1. januar 1996.
§ 4
Stk. 1. Realkreditlovens § 18, stk. 2, som affattet ved denne lovs
§ 1, nr. 6, gælder ikke for virksomhed, som udøves af de i bestemmelsen
nævnte personer inden den 5. april 1995.
Stk. 2. Har realkreditinstituttet inden den 29. april 1994 på
grundlag af en bindende aftale indgået engagementer uden for
handelsbeholdningen, der indebærer, at de i § 65 a, stk. 1 og 2, som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 33 og 34, nævnte grænser er overskredet, kan disse
uanset bestemmelsen i § 65 a, stk. 4, 1. pkt., videreføres indtil
forfaldstidspunkt, jf. § 3 i lov nr. 279 af 27. april 1994.
Stk. 3. Har realkreditinstituttet 1. januar 1996 på grundlag af en
bindende aftale indgået engagementer, der indebærer, at de i § 65 c, stk. 2
og 3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 39, nævnte grænser er overskredet,
kan disse uanset bestemmelsen i § 65 c, stk. 7, 1. pkt., som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 39, videreføres indtil forfaldstidspunkt.
Stk. 4. § 54, stk. 2, 2. pkt., som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 24, gælder ikke for realkreditobligationer og værdipapirer i øvrigt, som
finansierer udlån ydet før 1. juni 1995.
Stk. 5. Uanset bestemmelsen i § 42, stk. 1, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 12, kan lånetilbud afgivet inden den 1. juni 1995 effektueres.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
I lovforslaget foreslås følgende ændringer af realkreditloven:
1. Realkreditinstitutterne foreslås at få mulighed for oprettelse af
datterselskaber, der driver pengeinstitut- og forsikringsvirksomhed.
2. EU's kapitalkravsdirektiv foreslås implementeret.
3. En række af de anbefalinger, som er fremkommet i rapporten, der er
udarbejdet af Det Tværministerielle Kontaktudvalg vedrørende det Finansielle
Marked, foreslås indsat.
4. Det foreslås præciseret, i hvilket omfang fast ejendom og løsøre kan
indgå i belåningsgrundlaget ved udmåling af realkreditlån.
5. Det præciseres, at ejerpantebreve ikke kan anvendes som
sikkerhedsgrundlag.
6. Der foreslås indført forbud mod, at direktører i
realkreditinstitutterne deltager i ledelsen af andre virksomheder uden
tilladelse fra økonomiministeren.
7. Der foreslås en tilpasning til de seneste ændringer af
boligbyggeriloven.
8. Forsøg på at videregive urigtige oplysninger foreslås gjort strafbart.
9. Det foreslås, at realkreditobligationerne skal have samme
sikkerhedsgrundlag uafhængigt af, om midlerne anvendes til udlån i Danmark
eller i udlandet.
10. Det foreslås, at Folketingets stående udvalg i visse situationer kan
modtage oplysninger om realkreditinstitutter, hvis disse er trådt i
betalingsstandsning eller er gået konkurs.
Som følge af ressortomlægningen af realkreditområdet fra Boligministeriet
til Økonomiministeriet ved Kongelig Resolution af 27. september 1994 vil
endvidere alle de steder i loven, hvor boligministeren står nævnt, blive
ændret til økonomiministeren. Dette vil blive indarbejdet i loven i
forbindelse med udarbejdelsen af en ny lovbekendtgørelse.
Ad 1 (Datterselskaber)
Det foreslås at ændre realkreditloven således, at realkreditinstitutterne
i lighed med pengeinstitutter og forsikringsselskaber kan oprette
datterselskaber, der driver bank- og forsikringsvirksomhed.
En regel, der svarer til den gældende realkreditlovs § 2, stk. 4, om, at
et realkreditinstitut ikke må drive anden virksomhed end realkreditvirksomhed
og accessorisk virksomhed, findes i lov om banker og sparekasser m.v. § 1,
stk. 3. I 1990 blev der imidlertid indsat en ny bestemmelse i denne lovs § 1
a, stk. 3, jf. lov nr. 306 af 16. maj 1990, der gjorde det muligt for
pengeinstitutter at drive forsikringsvirksomhed og realkreditvirksomhed i
datterselskabsform.
Tilsvarende blev der i lov om forsikringsvirksomhed ved lov nr. 305 af 16.
maj 1990 indsat en bestemmelse i § 6 a, stk. 3, der gjorde det muligt for
forsikringsselskaber i datterselskabsform at drive virksomhed, »som ikke
er angivet i selskabets koncession, når datterselskabet alene driver
virksomhed, der er underlagt Finanstilsynets tilsyn.« Af bemærkningerne
til lovforslaget fremgår det bl.a., at bestemmelsen er tilblevet for at give
danske forsikringsselskaber samme muligheder som deres konkurrenter i de
øvrige EU-lande.
I forbindelse med behandlingen af lovforslaget til bank- og
sparekasseloven (L 127) blev der stillet et spørgsmål til industriministeren
(spørgsmål 1) om, hvorfor pengeinstitutterne skulle have denne mulighed for
at drive forsikrings- og realkreditvirksomhed i datterselskaber. Der blev
endvidere spurgt, om de foreslåede ændringer ikke ville skabe
konkurrenceforvridning i forhold til realkreditinstitutterne.
I sin besvarelse af dette spørgsmål redegjorde industriministeren for
baggrunden for bestemmelsen i § 1 a, stk. 3.
Under det lovforberedende udvalgsarbejde havde Sparekasseforeningen
fremført et ønske om, at pengeinstitutterne fik denne mulighed.
Sparekasseforeningen begrundede sit ønske med, at sparekasserne som
selvejende institutioner ikke på samme måde som banker, der er
aktieselskaber, kan benytte sig af holdingkonstruktionen, medmindre
sparekasserne først omdanner sig til aktieselskaber, jf. bank- og
sparekasselovens kapitel 12 b.
Holdingselskabskonstruktionen er udtryk for en konstruktion, hvor et
pengeinstitut eller et realkreditinstitut ejes af et holdingselskab. Dette
holdingselskab kan uden problemer eje forskellige former for virksomheder,
herunder også bank, forsikring og realkreditvirksomhed. Holdingkonstruktionen
er i dag den eneste måde, hvorpå et pengeinstitut kan indgå i en
realkreditdomineret koncern.
Industriministeren fandt det dengang rimeligt at imødekomme
pengeinstitutorganisationernes ønske og derved give pengeinstitutterne
mulighed for at drive andre former for finansiel virksomhed uden en
omkostningskrævende omdannelse til aktieselskab og/eller etablering af
holdingselskab. Industriministeren lagde i sin besvarelse vægt på, at
realkreditinstitutter tillige er omfattet af reglerne om tilsyn på et
konsolideret grundlag. Forsikringsvirksomhed, der drives i
datterselskabsform, vil medføre, at der foretages et fradrag i
moderpengeinstituttets ansvarlige kapital for aktieandele og efterstillede
kapitalindskud i datterselskabet.
Endelig lagde industriministeren til grund, at boligministeren - bl.a. på
baggrund af det daværende lovforslag - ville overveje, om det på tilsvarende
vis ville være hensigtsmæssigt at ændre i realkreditloven, således at
realkreditinstitutter fik en tilsvarende adgang til gennem datterselskaber at
drive anden finansiel virksomhed, der er under tilsyn fra Finanstilsynet. En
sådan ændring blev dog ikke på det pågældende tidspunkt anset for aktuel.
Hidtil har en bank eller et forsikringsselskab som ovenfor nævnt alene
kunnet indgå i en realkreditdomineret koncern ved hjælp af et holdingselskab,
idet det ikke er muligt for et realkreditinstitut at have pengeinstitutter
eller forsikringsselskaber som datterselskaber under den nugældende
realkreditlovgivning.
Tiden findes nu inde til at parallelisere realkreditlovgivningen med bank-
og forsikringslovgivningen på dette punkt.
For at hindre, at realkreditinstitutterne med den nye adgang til at drive
anden finansiel virksomhed i datterselskabsform omgår realkreditlovens krav
til at virke som realkreditinstitut, er der indsat en bestemmelse, som
bevirker, at koncernforbundne selskaber, der etableres i udlandet, tillige
skal opfylde lovens krav, såfremt dette selskab driver realkreditvirksomhed i
Danmark.
For at sikre, at realkreditinstitutterne ikke placerer midlerne svarende
til den ansvarlige kapital inklusive finansielle instrumenter mere
risikofyldt, end hvis der ikke var oprettet datterselskaber, der driver
pengeinstitutvirksomhed eller forsikringsvirksomhed, foreslås det endvidere,
at hele koncernen omfattes af realkreditlovens placeringsregler.
Da der er tale om datterselskaber, vil realkreditinstituttet altid pr.
definition bevare den bestemmende indflydelse på datterselskabernes
virksomhed. Dette sikrer også den oprindelige forenings eller fonds
bestemmende indflydelse på datterselskabet gennem dens indflydelse på
realkreditinstituttet, jf. lovens § 70.
Regnskabs- og solvensreglerne er forskellige alt efter om det drejer sig
om et kreditinstitut eller et forsikringsselskab. Derfor skal kapitalindskud
i et datterselskab, der driver forsikringsvirksomhed, fradrages ved
beregningen af realkreditinstituttets ansvarlige kapital, ligesom andre
konsekvensrettelser er nødvendige, jf. bemærkningerne til de enkelte
bestemmelser.
Ad 2 (Kapitalkravsdirektivet)
Erhvervsministeren nedsatte ved kommissorium af 2. juli 1993 et
børsudvalg, der skulle forestå arbejdet med en børsreform.
Formålet med børsreformen er, ifølge kommissoriet, at fremtidssikre
børslovgivningen, at sikre større indflydelse og ansvarlighed for
interessenterne over for børsen og børshandlens virkemåde, at give
bedre muligheder for en effektiv udvikling og at implementere EF's
investeringsservice- og kapitalkravsdirektiver.
Børsudvalget blev således bl.a. nedsat for at analysere disse EU-regler og
med det sigte at udarbejde forslag til, hvordan reglerne mest hensigtsmæssigt
kan implementeres i den danske lovgivning.
Ved kommissorium af 12. oktober 1993 nedsatte Børsudvalget et underudvalg,
der skulle forestå implementeringen af Rådets direktiv 93/6/EØF af 15. marts
1993 om kravene til investeringsselskabers og kreditinstitutters
kapitalgrundlag (kapitalkravsdirektivet).
Kapitalkravsdirektivet træder i kraft 1. januar 1996 samtidig med
investeringsservicedirektivet og skal implementeres i medlemsstaternes
lovgivning senest 1. juli 1995. Med denne frist får institutterne mulighed
for i god tid at indføre de nødvendige edb-procedurer til håndtering af de
nye beregningsmetoder til kapitaldæknings- og solvensopgørelse, der følger af
de nye kapitalkravsregler.
Formålet med kapitalkravsdirektivet er at indføre kapitalkrav til
afdækning af kreditinstitutters og fondsmæglerselskabers markedsrisiko. Ved
markedsrisiko forstås rente-, aktie-, valuta- og medkontrahentrisiko. De
eksisterende kapitaldækningsregler fastsætter alene kapitalkrav til afdækning
af kreditrisikoen og er blevet til efter implementeringen af
solvensnøgletalsdirektivet (89/647/EØF).
Ved et realkreditinstituts solvensopgørelse efter de gældende regler i
henhold til realkreditlovens § 53 indgår instituttets aktiver og
ikke-balanceførte poster med vægte, der skal afspejle risikoen ved det
pågældende aktiv. Vægten for aktiverne og de ikke-balanceførte poster tager
alene udgangspunkt i kreditrisikoen, dvs. risikoen for en reduktion af
aktivets værdi som følge af debitors manglende betalingsevne.
Foruden kreditrisici er realkreditinstituttet imidlertid også udsat for
tab som følge af markedsrisici i form af ugunstige renteudsving,
aktiekursudsving og valutakursudsving og som følge af en medkontrahents
manglende evne til at honorere sine forpligtelser. Kapitalkravsdirektivet
pålægger derfor medlemslandene at indføre et nyt sæt risikovægte til de
aktiver, der er særligt udsat for disse markedsrisici.
Det har været nødvendigt at indføre et nyt begreb,
»handelsbeholdningen«, for at afgrænse de aktiviteter, hvortil nye
kapitalkrav stilles. Handelsbeholdningen omfatter værdipapirer og finansielle
instrumenter, der af institutterne besiddes i handelsmæssigt øjemed. Ved
opgørelsen af handelsbeholdningen tages der hensyn til de specielle
renterisikoforhold, der gælder for realkreditinstitutter.
Realkreditinstitutterne er gennem lovgivningen af hensyn til sikkerheden bag
realkreditobligationerne i forvejen begrænset med hensyn til at påtage sig
renterisici på den samlede balance. En nærmere afgrænsning af
handelsbeholdningen i realkreditinstitutter findes i bemærkningerne til § 1,
nr. 23.
Kapitalkrav til afdækning af markedsrisici beregnes herefter på
institutternes handelsbeholdning af værdipapirer, terminsforretninger og
finansielle instrumenter. Kapitalkrav til afdækning af valutarisici beregnes
dog på såvel handelsbeholdning som øvrige aktiviteter uden for denne. Dette
vil blive præciseret i den reviderede kapitaldækningsbekendtgørelse.
Formålet med at afgrænse en handelsbeholdning er at udskille de
aktiviteter, hvorpå der er en særlig risiko for kurstab. Aktiviteter inden
for handelsbeholdningen vil herefter foruden kapitalkrav til afdækning af
kreditrisikoen være pålagt særlige kapitalkrav, der skal afspejle disse
markedsrelaterede kursrisici.
Forslaget indebærer, at poster med markedsrisiko fremover indgår i
solvensopgørelsen sammen med de vægtede aktiver m.v. På
handelsbeholdningsaktiviteter vil derfor indgå en risikovægtning for
markedsrisikoen ud over risikovægtning for en traditionel udstederrisiko
(kreditrisiko) svarende til de gældende regler for risikovægtning. De enkelte
aktiviteter indgår med en vægt, der indeholder alle de typer af risici, der
er på den pågældende aktivitet (inkl. afviklingsrisici). Dette vil blive
præciseret i kapitaldækningsbekendtgørelsen.
Lovens regler for opgørelsen af institutternes ansvarlige kapital følger
af Rådets direktiv 89/299/EØF af 17. april 1989 om kreditinstitutters
egenkapital. Egenkapitaldirektivet fastlægger de kapitalelementer, der kan
indgå i kreditinstitutternes ansvarlige kapital. Disse regler er
implementeret i realkreditlovgivningen og fremgår dels af lovens kapitel 9
dels af bekendtgørelsen om realkreditinstitutters kapitaldækning.
Med kapitalkravsdirektivet indføres et nyt kapitalelement i form af
kortfristet supplerende kapital. Kortfristet supplerende kapital kan kun
anvendes til dækning af kapitalkrav til markedsrisiko. Kapitalelementet får
de samme karakteristika som supplerende kapital i forhold til betingelser for
kapitalens optagelse. Kortfristet supplerende kapital indgår dog ikke i den
ansvarlige kapital, jf. i øvrigt bemærkningerne til de enkelte bestemmelser.
Ad 3 (Anbefalinger fra Det Tværministerielle Kontaktudvalg)
I december 1993 blev det besluttet, at regeringen i samarbejde med
Danmarks Nationalbank skulle »udarbejde en redegørelse for situationen i
banksektoren og forventningerne til de kommende års udvikling«. Arbejdet
hermed blev henlagt til Det Tværministerielle Kontaktudvalg vedrørende det
Finansielle Marked.
I oktober 1994 afgav udvalget, hvis formand var departementschef Jens
Thomsen, Økonomiministeriet, en rapport med titlen »Den danske
pengeinstitutsektor«.
Rapporten indeholdt bl.a. nogle anbefalinger om, hvorledes tilsynet med
kriseramte pengeinstitutter kunne forbedres.
Rapporten tog udelukkende sigte på pengeinstitutsektoren med de særlige
karakteristika, som denne sektor har i relation til den virksomhed, som
udøves. Alligevel findes det hensigtsmæssigt på en række punkter tillige at
implementere disse anbefalinger i realkreditloven. Udover anbefalinger, som
kræver lovændring, agter Finanstilsynet at udarbejde og udlevere
sektorgennemsnit for en række nøgletal for realkreditinstitutter, således at
institutterne har mulighed for selv at vurdere deres økonomiske stilling i
forhold til den øvrige del af sektoren, den såkaldte »self
assessment-metode«.
På bank- og sparekasselovens område er der bl.a. fremsat lovforslag om:
- At kræve en anden benævnelse end obligationer for kapitalandele med
status som efterstillet kapital.
- At Finanstilsynet skal kunne pålægge et institut at ansætte en
yderligere revisor.
- At Finanstilsynet får hjemmel til at iværksætte en undersøgelse
vedrørende et instituts finansielle fremtidsudsigter.
- At Finanstilsynet får hjemmel til at stille differentierede
hensættelseskrav i institutter med særlig høj risikoprofil.
I nærværende forslag til ændring af realkreditloven er der indarbejdet
tilsvarende forslag, dog således, at det sidstnævnte forslag om at kunne
stille differentierede hensættelseskrav ikke er medtaget.
Årsagen til, at denne anbefaling ikke er foreslået indarbejdet i
realkreditloven, er dels , at der i realkreditloven - i modsætning til
bank- og sparekasseloven - ikke findes bestemmelser, som regulerer
hensættelserne, idet disse regler findes i en regnskabsbekendtgørelse,
dels at det er Finanstilsynets praksis, at realkreditinstitutterne
normalt skal hensætte hele den usikrede del af et lån, idet erfaringen er, at
realkreditinstitutterne - i modsætning til pengeinstitutterne - kun
undtagelsesvis får de dele af deres tilgodehavende, for hvilke der ikke er
pantsikkerhed, dækket. Man agter derfor heller ikke at ændre i
regnskabsbekendtgørelsen.
På dette punkt er der således ikke parallelitet mellem realkreditloven og
lov om banker og sparekasser m.v., da de faktiske forhold er forskellige.
Ad 4 (Belåningsgrundlaget ved udmåling af realkreditlån)
Der foreslås en ændret formulering af lovens § 42, der indebærer en
præcisering af, på hvilket grundlag realkreditlån kan ydes.
Et udvalgsarbejde i en arbejdsgruppe nedsat af landbrugsministeren
vedrørende landbrugsdriftsfællesskabers finansieringsproblemer, jf.
landbrugsministerens skrivelse af 5. maj 1994 til Folketingets Landbrugs- og
Fiskeriudvalg, har vist, at det vil være hensigtsmæssigt i realkreditloven at
få præciseret, på hvilket grundlag realkreditlån kan ydes.
Ifølge realkreditlovens §§ 1 og 2 kan realkreditinstitutter yde lån mod
pant i fast ejendom på grundlag af udstedelse af realkreditobligationer og
andre værdipapirer. Til brug for udmålingen af dette lån skal instituttet
ansætte ejendomsværdien, jf. § 41. Det fremgår imidlertid ikke eksplicit af
loven, hvad der forstås ved en ejendom, eller hvilke bestanddele der kan
indgå i værdiansættelsen i relation til realkreditbelåning. I
realkreditlovens §§ 43, 44 og 45 har boligministeren fået bemyndigelse til at
fastsætte nærmere regler herom.
I Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 194 om realkreditinstitutters
værdiansættelse (værdiansættelsesbekendtgørelsen) er det i § 2 fastsat, at
værdiansættelsen sker på grundlag af panterettens omfang. Panteretten i fast
ejendom omfatter først og fremmest grund og bygninger, men også
bygningstilbehør, jf. tinglysningslovens § 38. Det dertil hørende
driftsinventar og driftsmateriel, jf. tinglysningslovens § 37, kan indgå i
belåningsgrundlaget, såfremt det er omfattet af tinglyst pantebrev i den
faste ejendom. Dette præciseres i lovforslaget.
Efter værdiansættelsesbekendtgørelsens § 2 kan tilbehør, der ikke ejes af
ejendommens ejer, medtages i låneudmålingsgrundlaget, hvis det sampantsættes
med grund og bygninger. Det er en forudsætning herfor, at tilbehøret ikke er
omfattet af tinglysningslovens § 37, alene fordi det ikke ejes af ejendommens
ejer. Dette præciseres tillige i lovforslaget.
Endelig præciseres det i lovforslaget, at der skal være identitet mellem
låntager og ejer af den faste ejendom, således at lån kun kan ydes til ejeren
af den pantsatte faste ejendom.
Ad 5 (Pantsikkerhed)
Det foreslås, at det i loven eksplicit bestemmes, at realkreditlån ikke må
ydes mod sikkerhedsstillelse i form af ejerpantebreve og skadesløsbreve.
Årsagen til denne præcisering er bl.a. flere henvendelser fra
realkreditbranchen om at få belyst, hvorvidt realkreditinstitutterne kan
anvende ejerpantebreve som grundlag for ydelse af realkreditlån. Da
realkreditinstitutters anvendelse af ejerpantebreve på flere punkter er
uhensigtsmæssig, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 1, foreslås det, at det af
lovteksten udtrykkeligt fremgår, at realkreditinstitutterne fortsat skal
anvende almindelige pantebreve (pantebrevsformular B). Dog kan skadesløsbreve
anvendes i forbindelse med belåning af løsøre, jf. bemærkningerne til de
enkelte bestemmelser. En tilsvarende ændring foreslås i lov om Dansk
Landbrugs Realkreditfond.
Ad 6 (Direktørers hverv i andre virksomheder)
Med den udvidede adgang for realkreditinstitutterne til at drive bank- og
forsikringsvirksomhed i datterselskabsform aktualiseres behovet for en
parallelisering med bank- og sparekasselovens regelsæt vedrørende
direktionens deltagelse i ledelsen i andre koncernforbundne selskaber. Det
foreslås således, at økonomiministeren fremover skal godkende en sådan
deltagelse.
Ad 7 (Tilpasning til boligbyggeriloven)
Ændringen af realkreditlovens §§ 28 og 30 foreslås for at bringe
regelsættet i overensstemmelse med boligbyggeriloven. Med ændringen af
boligbyggeriloven har kommunalbestyrelsen fået mulighed for at give støtte
til etablering af private andelsboliger og almennyttigt boligbyggeri også ved
erhvervelse. Lovforslaget giver mulighed for indeksbelåning heraf.
Ad 8 (Forsøg på at videregive urigtige oplysninger)
Forsøg på at videregive urigtige eller vildledende oplysninger gøres
strafbart, idet tilsynsvirksomheden i stort omfang baseres på et
tillidsforhold mellem det enkelte institut og Finanstilsynet. De sager, som
Finanstilsynet gennemgår på sine undersøgelser, bør i sagens natur indeholde
alle dokumenter. Såfremt der er fjernet dokumenter, eller såfremt de
oprindelige dokumenter ombyttes med andre »tilpassede« papirer, bør
det være muligt at retsforfølge de pågældende ansatte også i den situation,
hvor der alene er tale om et forsøg på at afgive urigtige oplysninger.
Ad 9 (Udlån i udlandet)
Da långivning i udlandet mod udstedelse af danske realkreditobligationer
kan vise sig at blive aktuel, foreslås det, at pantsikkerheden bør være den
samme, uanset om der lånes ud i Danmark eller i udlandet.
Realkreditobligationer skal således have et sikkerhedsgrundlag, der består i
pant i fast ejendom og eventuelt suppleret med en statslig garanti. I
tilfælde, hvor sikkerhedsgrundlaget består i garantier fra pengeinstitutter
eller forsikringsselskaber, kan funding i Danmark alene ske ved udstedelse af
»andre værdipapirer«, jf. lovens § 2, stk. 1, og ikke ved
realkreditobligationer.
Disse »andre værdipapirer« må i tilfælde, hvor der er indbyrdes
hæftelse mellem serier, ikke hæfte i relation til serier med
realkreditobligationer, men alene med andre serier, der indeholder
tilsvarende værdipapirer. I modsat fald kunne der opstå risiko for, at
sikkerhedsgrundlaget for de danske realkreditobligationer svækkes.
Ad 10 (Videregivelse af fortrolige oplysninger)
Forslaget indeholder en lempelse af lovens tavshedspligtsbestemmelse. Der
gives Folketingets stående udvalg adgang til fortrolige oplysninger fra
Finanstilsynet. Oplysningerne vedrører generelle økonomiske forhold i
institutter, der er under betalingsstandsning eller konkurs, når Folketinget
er inddraget ved, at staten stiller garanti eller andre midler til rådighed i
forbindelse med en afvikling af det nødlidende institut. Oplysninger om
enkelte kunders forhold kan ikke videregives. Lempelsen finder anvendelse på
dokumenter i sager, der er oprettet i Finanstilsynet efter lovforslagets
ikrafttræden. Der er tidligere fremsat forslag for Folketinget om en
tilsvarende lempelse af tavshedspligten for pengeinstitutter.
Erhvervsøkonomiske konsekvenser
Adgangen til at lade realkreditinstitutterne drive bank- og
forsikringsvirksomhed i datterselskabsform giver en konkurrencemæssig
ligestilling og dermed et modspil til de pengeinstitut- eller
forsikringsselskabsdominerede koncerner.
Lovforslaget vedrørende implementering af kapitalkravsdirektivet medfører
foruden kapitalkrav til afdækning af realkreditinstitutternes kreditrisiko
også kapitalkrav til afdækning af institutternes markedsrisiko. De
solvensmæssige konsekvenser for realkreditinstitutterne vil generelt være
noget mindre end for pengeinstitutterne, der har større
obligationsbeholdninger med markedsrisiko i forhold til den samlede balance.
Miljømæssige konsekvenser
Forslaget medfører ikke miljømæssige konsekvenser.
Administrative og statsfinansielle konsekvenser
Lovforslaget forventes ikke at få væsentlige administrative eller
statsfinansielle konsekvenser.
Boligministeriet har oplyst, at det ikke forventes, at støttetilsagn efter
lov om boligbyggeri § 48, stk. 1, nr. 2 og § 63, stk. 1, 2. pkt., jf.
lovforslagets § 1, nr. 7 og 9, fører til ændringer i de samlede
anskaffelsesudgifter vedrørende etablering af almennyttige boliger og
andelsboliger. Under denne forudsætning indebærer ændringerne ikke tab af
realrenteafgiftsprovenu, selv om der foreslås indekslån til et nyt
låneformål.
Forholdet til EU-retten
Forslaget implementerer Rådets direktiv 93/6/EØF af 15. marts 1993 om
kravene til investeringsselskabers og kreditinstitutters kapitalgrundlag.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Med forslaget tydeliggøres den hidtil gældende retstilstand, hvorefter
realkreditlån ikke kan ydes mod sikkerhedsstillelse i form af ejerpantebreve
og skadesløsbreve. Realkreditlån, der ydes mod sikkerhed i form af ejerpant,
kan ikke accepteres, idet sikkerhedsstillelsen her sker ved håndpantsætning
af ejerpantebrevet, som ikke viser det bagved liggende retsforhold.
Skadesløsbreve indeholder som ejerpantebreve ikke oplysninger om den
underliggende fordring.
Det er tillagt vægt, at der ved brug af ejerpantebreve er risiko for
kollisionsproblemer ved stiftelse af sekundære panterettigheder. Forbudet mod
ejerpantebreve modvirker også, at tingbøgernes oplysningsværdi reduceres. Det
er i øvrigt tidligere fremgået af bemærkningerne til loven, at realkreditlån
ikke kunne ydes mod sikkerhed i ejerpantebreve, jf. bemærkningerne til lov
nr. 378 af 20. maj 1992.
I de tilfælde, hvor realkreditlån efter loven kan ydes mod pant i løsøre,
jf. bemærkningerne til nr. 12, kan skadesløsbreve dog anvendes. Dette er en
kodificering af gældende ret, idet denne fremgangsmåde i dag anvendes af
institutterne i forbindelse med løsørebelåning. Ved belåning af det til en
ejendom hørende løsøre kan der derimod ikke ske sikkerhedsstillelse i form af
løsøreejerpantebreve, jf. ovenfor.
Til nr. 2
Konsekvensrettelse som følge af nr. 1.
Til nr. 3
Forslaget har til formål at give realkreditinstitutterne mulighed for i
datterselskabsform at drive bank- og forsikringsvirksomhed, således at der i
den finansielle sektor opnås konkurrencemæssig ligestilling med hensyn til at
drive finansiel virksomhed, jf. i øvrigt de almindelige bemærkninger. Lov om
banker og sparekasser m.v. samt lov om forsikringsvirksomhed indeholder en
tilsvarende bestemmelse.
Adgangen til at drive et pengeinstitut eller et forsikringsselskab i
datterselskabsform ændrer ikke på realkreditinstitutternes virksomhedsområde.
Således er det fortsat ikke muligt for realkreditinstitutterne at yde lån,
som ikke er realkreditlån, og dette forbud omfatter også lån til
datterselskaber. Denne retstilstand er i overensstemmelse med den praksis,
som Finanstilsynet hidtil har fulgt. Forbuddet gælder dog ikke placering af
overskydende midler, hvor disse midler er direkte afledt af
realkreditinstituttets udlånsvirksomhed eksempelvis i form af
terminsindbetalinger, der erlægges før udbetaling til obligationsejerne,
ekstraordinære indfrielser eller midler fremkommet ved forhåndsemissioner til
afdækning af fastkursaftaler.
Til nr. 4
Forslaget er fremsat for at hindre, at realkreditinstitutterne benytter de
lidt mere lempelige regler, som gælder for udenlandske kreditinstitutter, der
ønsker at drive realkreditvirksomhed her i landet. En situation, hvor der
oprettes et søsterselskab i udlandet, ville i modsat fald kunne medføre, at
der kunne drives realkreditvirksomhed her i landet på basis af et mere
lempeligt regelsæt end det, der gælder for realkreditinstitutter oprettet her
i landet, idet udenlandske selskaber kan nøjes med at opfylde betingelserne i
lovens § 3.
Det eksisterende regelsæt gør det muligt for udenlandske kreditinstitutter
at drive realkreditvirksomhed her i landet når:
- den største del af kreditinstituttets aktivitet består i at
udstede obligationer eller andre værdipapirer, som modsvares af udlån mod
pant i fast ejendom, (kravet om specialisering er således ikke så stærkt som
for danske institutter),
- långivningen og obligationsudstedelsen er reguleret af et
balanceprincip, (som ikke behøver at være helt identisk med balanceprincippet
i realkreditlovens § 49),
- realkreditobligationer, som kreditinstituttet udsteder her i landet, har
en separatiststilling og en privilegeret stilling i konkursordenen efter
hjemlandets lovgivning, (ikke nødvendigvis efter dansk
konkurslovgivning).
Baggrunden for, at regelsættet for udenlandske kreditinstitutter er mere
lempeligt end det, der gælder for danske realkreditinstitutter, er, at EF's
direktiver på det finansielle område fordrer fri bevægelighed for
tjenesteydelser. Imidlertid er det i præamblen (11. betragtning) til 2.
banksamordningsdirektiv (89/646/EØF) forudsat, at finansieringsteknikker på
realkreditområdet indtager en særstilling på grund af de særlige hensyn, der
er at tage til forbrugere og investorer på dette område. Danmark har således
mulighed for stadig at fastsætte særlige vilkår for udstedelse af
realkreditobligationer her i landet, også når dette sker som
grænseoverskridende virksomhed. For reelt at tillade grænseoverskridende
virksomhed fra udenlandske selskaber var det imidlertid nødvendigt, at disse
ikke skulle leve op til alle realkreditlovens krav.
Med ændringsforslaget sikres, at med danske realkreditinstitutter
koncernforbundne søsterselskaber, der etableres i udlandet, og som ønsker at
drive realkreditvirksomhed her i landet, skal opfylde en væsentlig del af
bestemmelserne i realkreditloven på linie med danske realkreditinstitutter.
Et datterselskab af et holdingselskab, som besidder alle eller flertallet af
aktierne i et realkreditinstitut, vil således være omfattet af bestemmelsen.
Til nr. 5
Ændringen er en konsekvens af ændringen i nr. 4.
Til nr. 6
Med dette ændringsforslag paralleliseres realkreditloven til bank- og
sparekasselovens § 19, stk. 5, bortset fra at »filialbestyrere«
ikke er medtaget, da realkreditinstitutterne ikke har filialer. Ændringen
indebærer, at de pågældende i et realkreditinstitut ikke kan drive egen
erhvervsvirksomhed eller deltage i ledelsen af andre virksomheder uden
tilladelse fra økonomiministeren. Med denne ændring er det bl.a. tilsigtet at
fastlægge en praksis, der svarer til praksis på pengeinstitutområdet,
hvorefter det f.eks. normalt ikke tillades, at direktører i et pengeinstitut
tillige beklæder andre direktionsposter i koncernforbundne selskaber, der
driver finansiel virksomhed, men alene at de indgår i bestyrelserne. De
ledelsesmæssige hverv, som allerede beklædes af direktører m.v. i
realkreditinstitutterne, vil dog ikke blive berørt af nærværende forslag, jf.
overgangsbestemmelsen i § 4, stk. 1.
Til nr. 7
Det nye stykke foreslås indsat som en konsekvens af allerede foretagne
ændringer i boligbyggeriloven, jf. lov nr. 181 af 14. april 1993 om ændring
af lov om boligbyggeri, hvor § 63 blev ændret. Med forslaget gives der
tillige mulighed for indeksbelåning af de i boligbyggerilovens § 63, stk. 1,
2. pkt., nævnte formål, således at der er overensstemmelse mellem
boligbyggeriloven og realkreditloven.
Til nr. 8
Bestemmelsen er en konsekvensændring som følge af nr. 7.
Til nr. 9
Ændringsforslaget er begrundet i de samme forhold som nr. 7, dvs. allerede
foretagne ændringer af boligbyggeriloven, jf. en ændring af
boligbyggerilovens § 48. Med forslaget gives der mulighed for indeksbelåning
af de i boligbyggerilovens § 48, stk. 1, nr. 2, nævnte formål, således at der
er overensstemmelse mellem boligbyggeriloven og realkreditloven.
Til de i boligbyggerilovens § 48, stk. 1, nr. 1, nævnte formål kan der i
forvejen ydes indekslån i medfør af realkreditlovens § 30, stk. 2, hvilket
præciseres ved, at der i forslaget refereres til boligbyggerilovens § 48,
stk. 1, 2. pkt., som omfatter både nr. 1 og nr. 2.
Til nr. 10
Bestemmelsen er en konsekvensændring som følge af nr. 9.
Til nr. 11
Bestemmelsen blev ved en fejltagelse ikke konsekvensrettet ved lov nr. 229
af 13. april 1991.
Til nr. 12
Med bestemmelsen i stk. 1 præciseres det, at låntager skal være ejer af
den faste ejendom. En betingelse er derfor, at det af tingbogen fremgår, at
låntager er ejer af ejendommen. Realkreditlån kan således ikke ydes til en
låntager alene, der ikke selv har adkomst til den faste ejendom. Bestemmelsen
er derimod ikke til hinder for, at der på pantebrevet er anført meddebitorer,
der ikke har adkomst til den pantsatte faste ejendom. Et realkreditlån skal
således som minimum have ejerne af den pantsatte faste ejendom som debitorer
på pantebrevet.
Baggrunden for bestemmelsen er at præcisere det traditionelle
realkreditbegreb. Realkreditlån skal ydes til finansiering af låntagers faste
ejendom. Realkreditlån kan derimod ikke ydes til personer, der ikke selv ejer
den til sikkerhed for lånet pantsatte faste ejendom. Denne type finansiering
varetages af andre finansielle institutter.
Bestemmelsen er ej heller til hinder for, at debitorerne på pantebrevet
kan være to ejere af hver sin ejendom, såfremt de to ejendomme er sampantsat
til sikkerhed for lånet. Bestemmelsen indebærer derimod, at såfremt en
ejendom er ejet i sameje, skal alle adkomsthavere være debitorer på
pantebrevet, selv om brugsretten ved aftale måtte være begrænset til en
bestemt del af ejendommen. Ved ydelse af realkreditlån på grundlag af en del
af en fast ejendom (ideelle andele) skal alle adkomsthavere til ejendommen
således være debitorer på pantebrevet, hvilket indebærer, at samtlige ejere
hæfter personligt for lån ydet på grundlag af de enkelte andele, selv om ikke
alle andele sættes som sikkerhed.
For så vidt angår betingelsen om, at låntager skal være tinglyst
adkomsthaver på ejendommen, kan instituttet dog udbetale et lån til en køber,
der endnu ikke har tinglyst adkomst til ejendommen, såfremt et pengeinstitut
indestår for lånets indfrielse, hvis låntager ikke får endelig adkomst til
ejendommen.
Med stk. 2 præciseres den grundlæggende forudsætning for medtagelse af
tilbehør i låneudmålingsgrundlaget. Ud over bygningstilbehøret, jf.
tinglysningslovens § 38, dvs. ledninger, varmeanlæg, husholdningsmaskiner og
lignende, der er indlagt i bygningen, herunder ledningsnet til rensningsanlæg
og kollektive energiforsyningsanlæg, kan det til ejendommen hørende
driftsinventar og driftsmateriel - herunder maskiner og tekniske anlæg - og
ved landejendomme tillige den til ejendommen hørende besætning medtages,
forudsat at ejendommen er varigt indrettet med en særlig erhvervsvirksomhed
for øje, jf. tinglysningslovens § 37. Heri ligger, at tilbehøret skal have
driftsmæssig tilknytning til ejendommen.
Afgrænsningen af dette tilbehør følger praksis efter tinglysningslovens §
37. Dette indebærer derfor, ud over den driftsmæssige tilknytning, at
løsøret skal være ejet af ejendommens ejer, og at der skal være en
stedlig tilknytning til ejendommen.
Løsøre kan således ikke belånes isoleret, men kun i forbindelse med den
faste ejendom, hvortil løsøret hører. Som udgangspunkt kan kun løsøre, der
ejes af ejendommens ejer, og som er tilhørende den faste ejendom i § 37's
forstand, indgå i låneudmålingsgrundlaget, jf. dog undtagelserne i stk. 3.
For så vidt angår landbrugsejendomme, vil det blive præciseret i
værdiansættelsesbekendtgørelsen, at den til landbrugsejendomme hørende
»gødning, afgrøder og andre frembringelser« ikke kan medtages i
låneudmålingsgrundlaget. Baggrunden herfor er den pantemæssige usikkerhed,
der knytter sig til disse bestanddele.
Det vil endvidere i værdiansættelsesbekendtgørelsen blive præciseret, at
såfremt der er usikkerhed om, hvorvidt løsøre er omfattet af pant i den faste
ejendom (dvs. om løsøret har den driftsmæssige og stedlige tilknytning til
ejendommen), kan det pågældende løsøre ikke medtages i udmålingsgrundlaget.
Usikkerheden kan skyldes, at der f.eks. ved samdrift af flere ejendomme
med løsøreaktiver, der cirkulerer mellem ejendommene, kan opstå tvivl om, til
hvilken ejendom et givet løsøre hører. Dette var tillige baggrunden for
drøftelserne i det af Landbrugsministeriet den 10. oktober 1994 nedsatte
udvalg om realkreditfinansiering af driftsfællesskaber i landbruget.
Arbejdsgruppen har netop afsluttet sit arbejde og udarbejdet en rapport. Den
i rapporten skitserede løsningsmodel er ikke indarbejdet i lovforslaget, da
der endnu ikke er taget stilling hertil.
For så vidt angår stk. 2 i den gældende lov, er denne overflødiggjort af
det nye stk. 2, idet ledningsnet er omfattet af tinglysningslovens § 38.
Med bestemmelsen i stk. 3 præciseres det, at der i udmålingsgrundlaget kan
medtages løsøre, der har den i tinglysningslovens § 37 forudsatte stedlige og
driftsmæssige tilknytning til den faste ejendom, men hvor løsøret ikke er
omfattet af § 37 alene af den grund, at løsøret ikke er ejet af ejeren af den
faste ejendom. Det er naturligvis en forudsætning, at instituttet i denne
situation får panteret i det pågældende løsøre.
Løsøret kan f.eks. være ejet af en anden end ejeren af ejendommen i de
tilfælde, hvor en landmand, driftsselskab eller driftsfællesskab forpagter
eller lejer en landbrugsejendom. Forpagteren, driftsselskabet eller
driftsfællesskabet vil typisk selv eje besætning, maskiner m.v., men ikke
selve ejendommen. Det har imidlertid ikke nogen betydning for den samlede
ejendomsværdi, hvem der ejer løsøret, så længe løsøret hører til ejendommen.
Betingelsen for, at løsøre kan indgå i belåningsgrundlaget, selv om det
ikke er omfattet af tinglysningslovens § 37, er, ud over at det skal være
stedligt og driftsmæssigt tilknyttet ejendommen, jf. ovenfor, at
instituttet får pant i såvel den faste ejendom som i løsøret, at
instituttet tinglyser løsørepanteretten i personbogen, at det af
løsørepantebrevet fremgår, at det ligger til sikkerhed for realkreditlånet i
den faste ejendom, at denne løsørepanteret kan gøres gældende, hvis
lånet i den faste ejendom misligholdes, samt at instituttet efter eget
valg kan gøre udlæg i løsøret eller den faste ejendom.
Pantsætning af løsøre, der tilhører andre end ejeren af den faste ejendom,
skal ske efter tinglysningslovens § 47 eller § 47 b.
Ved pantsætning efter tinglysningslovens § 47 skal hver enkelt genstand
specificeres på pantebrevet (hvis der pantsættes mere end 10 genstande, skal
disse opføres på en vedlagt fortegnelse). Genstande påført et løsørepantebrev
efter tinglysningslovens § 47 kan ikke udskilles som følge af regelmæssig
drift af ejendommen. Panthaveren skal således give samtykke til, at en
pantsat genstand relakseres af pantet eller udskiftes. Iøvrigt skal
tinglysningslovens § 50 a iagttages, hvorefter der stilles krav om anvendelse
af blanketter, der er godkendt af Justitsministeriet.
Efter § 47 b kan indehaveren af en erhvervsvirksomhed, der drives fra
lejet ejendom, pantsætte det til virksomheden hørende driftsinventar og
driftsmateriel m.v. Denne pantsætningsform vil kunne benyttes af den
føromtalte forpagter af en landbrugsejendom. Genstandene skal ikke
specificeres enkeltvis som efter tinglysningslovens § 47, og pantsætter kan
udskifte løsøret ifølge regelmæssig drift, uden panthavers samtykke. Det er
imidlertid også, selv om pantsætning sker efter § 47 b, en betingelse for, at
løsøret kan indgå i udmålingsgrundlaget efter realkreditloven, at løsøret
ville have været omfattet af § 37, dvs. ejendommen skal være varigt indrettet
med den særlige virksomhed for øje, der drives fra de lejede lokaler. Ved
varig indretning forstås, at løsøret skal have driftsmæssig og stedlig
tilknytning til den ejendom, hvorfra virksomheden drives.
I de tilfælde, hvor et driftsselskab/driftsfællesskab driver flere
landbrugsejendomme med hver sin landbrugsproduktion, er det tvivlsomt, om
pantsætning af løsøret kan ske med hjemmel i tinglysningslovens § 47 b, stk.
2, idet det er uafklaret, om det pågældende løsøre har den fornødne stedlige
tilknytning til alle ejendommene, som driftsselskabet/driftsfællesskabet
driver.
Såfremt løsørepantsætningen sker ved en påtegning på pantebrevet i den
faste ejendom, har Finanstilsynet betragtet dette som en
»sampantsætning«, jf. værdiansættelsesbekendtgørelsens § 2. Efter
indførelsen af den centrale personbog og formulartvang af 15. marts 1994 kan
der ikke længere foretages løsørepantsætning ved en påtegning på pantebrevet
i den faste ejendom. Før den centrale personbog blev indført, sendtes
pantebrevet i den faste ejendom (formular B) med påtegning om
løsørepantsætning til tinglysning med en begæring om tinglysning både i
tingbogen og i personbogen. Institutterne behøvede således ikke at udarbejde
to dokumenter, et for realkreditlånet i ejendommen og et for
løsørepantsætningen, men bare et samlet dokument, der kunne tinglyses både i
tingbogen og i personbogen. Nu skal der udformes to dokumenter; et pantebrev
i den faste ejendom for realkreditlånet, som bliver tinglyst i tingbogen, og
et løsørepantebrev for løsørepantsætningen, som bliver tinglyst i
personbogen.
Fast ejendom og løsøre kan således ikke længere »sampantsættes«
ved en påtegning på pantebrevet i den faste ejendom. Derimod kan to faste
ejendomme stadig »sampantsættes« ved samme pantebrev.
Endelig skal det nævnes, at bortfaldet af den hidtidige særlige
industriregel i realkreditlovens § 42, stk. 1, ikke indebærer nogen
materielle ændringer, idet det blot med dette lovforslag præciseres, at
reglen gælder for alle ejendomskategorier.
Stk. 4 svarer til § 42, stk. 1, 2. pkt., jf. stk. 2, i den gældende lov.
Til nr. 13
Forslaget er en konsekvens af, at realkreditområdet ressortmæssigt er
flyttet fra Boligministeriet til Økonomiministeriet.
Til nr. 14
Bestemmelsen foreslås indsat for at sikre, at også lån, der ydes i
udlandet, og som er finansieret ved udstedelse af realkreditobligationer,
alene ydes på basis af pantsikkerhed inden for lovens lånegrænser eller mod
offentlig garanti. Hvis lån ydes ud over lånegrænserne mod en bank- eller
forsikringsgaranti, som i øvrigt skal være selvskyldnergarantier, kan
fundingen (finansieringen) således alene ske ved udstedelse af andre
værdipapirer end realkreditobligationer.
Til nr. 15
Med forslaget til ændring af § 53, stk. 1, vil poster med markedsrisiko
komme til at indgå i beregningen af solvenskravet, hvor det i dag alene er
poster med kreditrisiko, jf. i øvrigt de almindelige bemærkninger. Det er dog
kun de aktiver, der indgår i instituttets handelsbeholdning, jf.
bemærkningerne til nr. 23, som medregnes i forbindelse med opgørelse af
kapitalkravet vedrørende markedsrisiko.
Med ændringen følger også, at institutterne får mulighed for at dække en
del af det nye kapitalkrav til afdækning af markedsrisici med et nyt
kapitalelement i form af »kortfristet supplerende kapital«, jf. nr.
23.
Sammen med den supplerende kapital i form af opskrivningshenlæggelser,
solidarisk hæftelse, midler i serier med tilbagebetalingspligt samt
værdipapirer med ubestemt løbetid og andre kapitalindskud må det nye
kapitalelement dog stadig ikke medregnes med mere end 100 pct. af
kernekapitalen, jf. § 53 a, stk. 2.
Med ændringsforslaget udgår betegnelsen »ikke-balanceførte
poster«. Disse poster opdeles efter de nugældende kapitaldækningsregler
i dels poster under stregen, f.eks. fondsterminsforretninger og lignende,
dels rente- og valutakursrelaterede poster. Sidstnævnte poster vil med
forslaget til de nye kapitaldækningsregler indgå i poster med markedsrisiko.
Poster under stregen uden for handelsbeholdningen skal stadig risikovægtes
efter de nugældende regler for poster med kreditrisiko. Med forslaget vil
summen af de risikovægtede poster i solvensopgørelsen (»de risikovægtede
aktiver m.v.«) herefter bestå af vægtede aktiver, vægtede poster under
stregen samt de vægtede poster med markedsrisiko.
Til nr. 16
En konsekvensændring som følge af nr. 15, idet det nye solvenskrav,
ligesom de nu gældende, skal være opfyldt i såvel serier som i
realkreditinstituttet i øvrigt.
Til nr. 17
Ændringsforslaget er en konsekvensændring, der følger af nr. 15, og er
nødvendig for at give økonomiministeren hjemmel til også at kunne fastsætte
regler om kapitaldækning af markedsrisiko.
Af kapitalkravsdirektivets artikel 4, stk. 4, fremgår det, at de
kompetente myndigheder skal kræve, at institutterne indfører systemer til
overvågning og kontrol af renterisikoen for alle aktiviteter, idet de
kompetente myndigheder skal orienteres om disse systemer.
Af direktivets artikel 4, stk. 5, fremgår, at institutterne overfor deres
kompetente myndigheder skal godtgøre, at de råder over egnede systemer for
til enhver tid og med rimelig nøjagtighed at kunne beregne deres finansielle
situation.
Derfor foreslås det at tilføje et nyt punktum i stk. 5, således at
økonomiministeren på grundlag af direktivets art. 4, stk. 4, gives hjemmel
til at fastsætte regler om opgørelse og indberetning af de samlede
renterisici for alle aktiviteter.
Kapitalkravsdirektivets regler for kapitaldækning af renterisici retter
sig imod aktiviteter inden for handelsbeholdningen. Der kan imidlertid også
være renterisiko på anlægsbeholdningen, som de gældende kapitaldækningsregler
ifølge solvensdirektivet ikke retter sig imod. Med forslaget skal
realkreditinstitutterne sammen med kapitaldækningsopgørelsen opgøre og
indberette den samlede renterisiko på alle aktiviteter.
Indberetningen skal ske mindst en gang hvert kvartal. Opgørelsen vil
omfatte alle aktiviteter med en renterisiko, det vil sige foruden
handelsbeholdningen også fastforrentede aktiver og passiver.
Finanstilsynet får med indberetningen oplysninger om institutternes
samlede risici, men hovedformålet er, at institutternes ledelser også selv er
opmærksomme på disse samlede risici.
Det er tanken, at disse indberetningsskemaer indarbejdes i bekendtgørelse
nr. 601 af 1. juli 1992 om realkreditinstitutters obligationsudstedelse,
balanceprincip og renterisiko.
Til nr. 18
Med forslaget sikres, at 100 pct.-grænsen i § 53 a, stk. 2, skal gælde for
supplerende kapital med tillæg af kortfristet supplerende kapital. Forslaget
bevirker således, at kernekapitalen fortsat skal medregnes for mindst 50 pct.
af summen af den ansvarlige kapital og den kortfristede supplerende kapital.
Til nr. 19
I medfør af forslaget til § 53 a, stk. 3, kan økonomiministeren fastsætte
de nærmere betingelser for medregning af det nye kapitalelement i form af
kortfristet supplerende kapital.
Af den gældende kapitaldækningsbekendtgørelse fremgår betingelserne for
optagelse af værdipapirer med ubestemt løbetid og andre kapitalindskud. Det
fremgår bl.a., at kapitalindskudet skal kunne nedskrives i forbindelse med en
rekonstruktion af instituttet.
For det nye kapitalelement skal der gælde lignende betingelser for dets
optagelse som for værdipapirer med ubestemt løbetid og andre kapitalinskud.
Den korte løbetid, ned til 2 år, vil blive suppleret af betingelser om
indlåsning og anvendelse, idet kapitalens tilbagebetaling og forrentning
tilbageholdes, såfremt solvenskravet ikke er opfyldt. Endvidere begrænses
anvendelsen til kapitaldækning af markedsrisici.
Til nr. 20
Med ændringsforslaget udgår »ansvarlig indskudskapital«, idet
kapitalelementet ikke har de samme egenskaber som supplerende kapital.
Ændringsforslaget er nødvendigt for at præcisere, at supplerende kapital, som
indgår i instituttets ansvarlige kapital, ikke kan have karakter af ansvarlig
indskuds kapital. Der er derfor alene tale om en terminologisk
ændring, hvor det tydeliggøres, at realkreditinstitutterne med gældende
lovgivning ikke har mulighed for at optage ansvarlig indskudskapital, men
alene mulighed for at optage efterstillet fremmedkapital i form af
værdipapirer med ubestemt løbetid og andre kapitalindskud, der opfylder de
nærmere angivne betingelser, jf. bekendtgørelse nr. 958 af 27. december 1991
om realkreditinstitutters kapitaldækning.
Supplerende kapital kan nedskrives og medvirke i forbindelse med en
rekonstruktion af instituttet. For supplerende kapital i form af værdipapirer
med ubestemt løbetid og andre kapitalindskud gælder endvidere, at instituttet
har ret til at udskyde betaling af renter på kapitalindskudet, såfremt
solvenskravet ikke er opfyldt på forfaldstidspunktet, jf.
kapitaldækningsbekendtgørelsens § 1, stk. 2, 4 og 7.
Til nr. 21
Forslaget er en indarbejdelse af en af de anbefalinger, som er fremkommet
i forbindelse med rapporten »Den Danske Pengeinstitutsektor«
(Økonomiministeriet 1994), som er udarbejdet af Det Tværministerielle
Kontaktudvalg vedrørende det Finansielle Marked. Den foreslåede ændring
relaterer sig til nogle konkrete sager, hvor »obligationer« udstedt
af banker med status af efterstillet kapital blev opfattet, som om disse
papirers sikkerhed lå på niveau med realkredit- og statsobligationer. Det
findes derfor hensigtsmæssigt også for realkreditinstitutter at stille krav
om, at sådanne papirer betegnes »kapitalbeviser«, når de udstedte
papirer henregnes til den supplerende kapital.
Til nr. 22
Bestemmelsen foreslås indsat, fordi det regnskabsmæssigt ikke på nuværende
tidspunkt er muligt at behandle forsikringsselskaber og kreditinstitutter
efter det samme regelsæt, idet der er en grundlæggende forskellig måde at
opgøre kapitalen på i henholdsvis kreditinstitutter og forsikringsselskaber.
Forslaget skal endvidere sikre, at et realkreditinstitut, der ejer et
forsikringsselskab, ikke derved kan medregne en del af sin ansvarlige kapital
to gange (dobbeltgearing). Forslaget medfører, at fradraget i
realkreditinstituttets ansvarlige kapital gøres uafhængigt af, hvorledes det
pågældende datterforsikringsselskab måtte være kapitaliseret. Formuleringen
»direkte eller indirekte ejede andel« indebærer, at også
forsikringsselskabets datterforsikringsselskabers solvensmargen fratrækkes i
den ansvarlige kapital.
Til nr. 23
Realkreditinstitutterne får - ligesom pengeinstitutterne - med
kapitalkravsdirektivet mulighed for at medregne et ekstra kapitalelement
benævnt »kortfristet supplerende kapital«.
Kapitalelementet får karakter af supplerende kapital i form af
værdipapirer med ubestemt løbetid, jf. nr. 20. Kortfristet supplerende
kapital indgår ikke som en del af den ansvarlige kapital på grund af sin
kortfristethed, og der stilles en række yderligere betingelser for optagelse
af kortfristet supplerende kapital som kapitalelement til afdækning af
markedsrisici.
Da den kortfristede supplerende kapital kun kan anvendes til afdækning af
markedsrisici, der typisk kan nedbringes relativt hurtigere end risici ved
udlån (kreditrisici), foreslås det, at den oprindelige løbetid eller et
opsigelsesvarsel kan være ned til 2 år.
Der er af den grund heller ikke, i modsætning til værdipapirer med
ubestemt løbetid og andre kapitalindskud, krav om nedtrapning af det beløb,
hvormed kapitalindskuddet kan medregnes de sidste 3 år inden
forfaldstidspunktet.
I forhold til værdipapirer med ubestemt løbetid og andre kapitalindskud
skærpes indlåsningsreglen på kortfristet supplerende kapital således, at der
hverken kan ske tilbagebetaling af hovedstol eller udbetaling af renter,
såfremt solvenskravet ikke er opfyldt, eller tilbagebetalingen vil medføre,
at solvenskravet ikke er opfyldt. Dette vil blive fastsat i
kapitaldækningsbekendtgørelsen.
I § 53 g, stk. 2, foreslås det, at den nye kortfristede supplerende
kapital højst kan medregnes med 5,7 pct. af de vægtede poster med
markedsrisiko. Bestemmelsen sikrer en opfyldelse af direktivets krav til
fordelingen af kapitalelementer på kapitalkravet. Ifølge
kapitalkravsdirektivet skal en vis andel af kapitalkravet til poster med
markedsrisiko således afdækkes med de nuværende kapitalelementer ifølge
egenkapitaldirektivet (89/299/EØF). Det nye kapitalelement kan således højst
udgøre 250 pct. af det beløb, hvormed de nuværende kapitalelementer bidrager
til dækning af kapitalkravet til de vægtede poster med markedsrisiko.
De 5,7 pct. fremkommer ved at medregne det nye kapitalelement med op til
250 pct. af de nuværende kapitalelementer. Det nye kapitalelement kan således
højst medregnes med 250/350 (det samme som 5/7) af den samlede kapital, der
går til dækning af kapitalkravet på 8 pct. af de vægtede poster med
markedsrisiko, eller 5,7 pct. (afrundet).
Resten af kapitalkravet, dvs. mindst 2,3 pct., skal dækkes af de nuværende
kapitalelementer (den ansvarlige kapital).
Beregningseksempel på kapitalkrav (i mio. kr.):
Vægtede poster med markedsrisiko....................... 200,0
Kapitalkrav (8 pct.)................................... 16,0
Det nye kapitalelement kan højst anvendes med 5,7 pct.. 11,4
Resten, der dækkes med ansvarlig kapital, mindst....... 4,6
§ 53 h, stk. 1, er en følge af, at kapitalkravsdirektivet retter
sig særskilt mod markedsrisici i form af henholdsvis risici på
handelsbeholdningen og risici på aktiviteter i fremmed valuta. Direktivet
indebærer, at der skelnes mellem et instituts handelsbeholdning af
værdipapirer, terminsforretninger og finansielle instrumenter på den ene side
og instituttets øvrige aktiviteter på den anden side.
Definitionen af handelsbeholdningen er derfor central. Formålet med denne
afgrænsning er at udskille de aktiver, hvorpå der er en særlig risiko som
følge af aktivernes kursregulering. Definitionen er imidlertid teknisk
kompliceret og foreslås derfor henlagt til kapitaldækningsbekendtgørelsen.
For at sikre den størst mulige overensstemmelse mellem regnskabs- og
kapitaldækningsregler er det tanken at anvende den gældende definition af
finansielle omsætningsaktiver i regnskabsreglerne for realkreditinstitutter
som udgangspunkt for afgrænsningen af handelsbeholdningen.
De poster, der vil være omfattet af handelsbeholdningen, er følgende:
- værdipapirer, der er omsætningsaktiver, jf. § 2, nr. 15 i bekendtgørelse
om realkreditinstitutters regnskabsaflæggelse m.v. og
- afledte finansielle instrumenter, jf. bekendtgørelse om
realkreditinstitutters regnskabsaflæggelse m.v. §§ 70-74.
Følgende beholdninger vil dog ikke indgå:
- værdipapirer, der ikke kursreguleres, og
- positioner af obligationer, som forholdsmæssigt svarer til
realkreditlovens placeringskrav på 60 pct. af den ansvarlige kapital, jf.
lovens § 60, adderet med 60 pct. af realkreditinstituttets hensættelser på
nødlidende udlån.
For realkreditinstitutter gør sig det særlige gældende, at sammensætningen
af store dele af deres fondsbeholdning er bundet som følge af forskellige
lovkrav, herunder placeringsreglerne. Efter disse skal realkreditinstitutter
anbringe mindst 60 pct. af den ansvarlige kapital i børsnoterede
obligationer. Dette relativt høje krav om placering i obligationer afspejler
balanceprincippet, idet realkreditinstituttets tab typisk opstår ved
annullation af de obligationer, som ikke længere har pantsikkerhed.
Obligationerne skal således ikke sælges, og det er derfor ikke relevant at
beregne en markedsrisiko på dem.
De positioner, som realkreditinstitutterne tager som en konsekvens af
placeringskravet i realkreditloven, og som skal indgå i anlægsbeholdningen,
skal fradrages den samlede beholdning af obligationer, inden kapitalkravene
beregnes. Tilsvarende skal 60 pct. af de positioner, som modsvarer
hensættelserne (som jo endnu ikke er tabt og derfor er placeret), fradrages
før beregningen og indgå i anlægsbeholdningen.
Dette vil indebære, at realkreditinstitutterne ikke får en uhensigtsmæssig
tilskyndelse til at placere i værdipapirer med kort restløbetid for at
mindske renterisikoen. Beholdninger svarende til 60 pct. af hensættelser på
nødlidende udlån er et udtryk for, at det samlede hensættelsesbeløb foruden
obligationsandelen også typisk indeholder rets- og salgsomkostninger samt
påløbne renter i medfør af realkreditlovens balanceprincip, der netop
indebærer, at realkreditinstitutterne skal fortsætte rentetilskrivningen på
udlån, selvom de er nødlidende. Derfor tages der udgangspunkt i 60 pct. af
hensættelserne svarende til den skønnede obligationsandel og ikke i de
samlede hensættelser.
Regler for værdipapirers kursregulering, herunder hvilke værdipapirer der
ikke kursreguleres, fremgår af regnskabsreglerne. De poster, der
risikomæssigt er afdækket, skal således heller ikke medtages i
handelsbeholdningen ved opgørelsen af kapitalkrav efter reglerne i
kapitalkravsdirektivet. Det gælder f.eks. forretninger i finansielle
instrumenter, der indgås for at afdække forskelle mellem de årlige
indbetalinger fra låntagerne på realkreditlån og udbetalinger til
obligationsejerne af realkreditobligationer, så balanceprincippet i
realkreditlovens § 49 bliver opfyldt.
Med forslaget i § 53 h, stk. 2, gives, jf. kapitalkravsdirektivets
bilag V, pkt. 2, litra b, mulighed for, at den løbende nettofortjeneste ved
handelsbeholdningen kan medregnes i den kortfristede supplerende kapital.
Baggrunden for reglen er, at kursstigninger på værdipapirer - altså en
indtægt for instituttet i sig selv - vil medføre, at institutterne får en
forøgelse af de risikovægtede poster med markedsrisiko. Dermed reduceres
solvensprocenten alt andet lige. Dette kan imidlertid modvirkes ved, at
nettohandelsbeholdningsfortjenesten bl.a. i form af kursstigninger kan
medregnes ved opfyldelsen af solvenskravet.
Da medregningen af et løbende overskud vil være et brud med hidtil
gældende danske solvensprincipper, bør muligheden kun kunne anvendes under
iagttagelse af en række forsigtighedsprincipper. Med bestemmelsen om
medregning sikres derfor, at medregningen kun kan ske efter Finanstilsynets
godkendelse, og at instituttets regnskab skal være revideret og påtegnet af
instituttets valgte revisorer.
Nettofortjenesten ved handelsbeholdningen beregnes som summen af
realiserede og urealiserede kursgevinster minus summen af realiserede og
urealiserede kurstab på handelsbeholdningen på opgørelsesdagen og med fradrag
af tab på alle øvrige aktiviteter, herunder valutakurstab og hensættelser til
tab på udlån. Gevinster på alle øvrige aktiviteter kan ud fra et
forsigtighedsprincip ikke medregnes.
Når Finanstilsynet stiller som betingelse for medregning, at instituttets
regnskab skal være revideret, er det af hensyn til opgørelsen af det
eventuelle tab på alle øvrige aktiviteter, herunder hensættelser til tab på
udlån. Hermed sikres en kontrol af, at dette er sket under iagttagelse af den
nødvendige forsigtighed ud fra sædvanlige regnskabsmæssige principper.
Til nr. 24
Den foreslåede tilføjelse er tænkt som en tydeliggørelse af, at der i en
serie ikke må ske sammenblanding af realkreditobligationer og andre
værdipapirer. Der er dog indsat en overgangsbestemmelse i § 4, stk. 4, idet
der tidligere i begrænset omfang er sket en sådan sammenblanding.
Til nr. 25
Ved ændringen af realkreditloven nr. 932 af 27. december 1991 blev
henvisningsbestemmelsen ved en fejltagelse ikke konsekvensændret.
Til nr. 26
Konsekvensændring som følge af nr. 20.
Til nr. 27
Bestemmelsen foreslås indsat for at hindre, at der mellem serier, som
indeholder forskellige værdipapirer, kan hæftes indbyrdes. Bestemmelsen skal
ses i sammenhæng med nr. 24.
Til nr. 28 og 29
Ændringsforslagene er konsekvensrettelser som følge af adgangen til at eje
datterselskaber, der driver pengeinstitut- og forsikringsvirksomhed, jf. nr.
3.
Til nr. 30
Forslaget er en konsekvensændring som følge af, at engagementer opdeles i
engagementer inden for henholdsvis uden for handelsbeholdningen i medfør af
kapitalkravsdirektivet, jf. nr. 33 og 39.
Til nr. 31
For finansielle koncerner består der særlige risici såsom risikoen for, at
økonomiske svagheder i et selskab rammer et andet, den såkaldte
»smittefare«, og tilfælde af de facto hæftelse, hvorved menes, at
uanset et selskab ikke juridisk hæfter for et datterselskab, kan dette vise
sig at være en realitet. Endelig består der en risiko for udvanding af det
enkelte selskabs selvstændighed.
Når et realkreditinstitut indgår i en koncern, er det vigtigt at forsøge
at begrænse disse risici, herunder risikoen for, at der ved koncerninterne
transaktioner sker indirekte kapitaloverførsler koncernselskaberne imellem.
For at sikre realkreditinstituttet bedst muligt foreslås økonomiministeren
bemyndiget til at fastsætte nærmere regler for, hvilke krav der kan stilles i
forbindelse med koncerninterne transaktioner. En tilsvarende ændring er
vedtaget i bank- og sparekasseloven, jf. lov nr. 1090 af 21. december 1994.
Finanstilsynet har ved vejledning af 15. juli 1992 vedrørende
koncerninterne transaktioner orienteret branchen om, hvilke krav og
retningslinier Finanstilsynet har skønnet skulle være opfyldt blandt andet i
relation til reglerne om retvisende regnskaber. Alle former for
koncerninterne transaktioner er omfattet af bestemmelsen, herunder alle
engagementer, såsom lån og garantier, køb og salg af aktiver samt aftaler om
administration eller porteføljemanagement etc. Denne vejledning vil danne
udgangspunkt for den bekendtgørelse, der skal udarbejdes, idet der dog vil
kunne ske en præcisering af kravet til årsregnskabets oplysninger om de
koncerninterne transaktioner.
Til nr. 32
Forslaget er en følge af, at ændringen af lovens § 77, stk. 10, jf. nr.
41, medfører, at § 64 skal overholdes på koncernniveau. Uden en ændring af §
64 ville dette betyde, at de samlede fondsmidler i en datterbank ville være
underkastet den renterisikobegrænsning, bestemmelsen indeholder.
Formålet med § 64 har siden bestemmelsens indførelse i
realkreditlovgivningen i 1989 været at sikre, at et realkreditinstitut ikke
løber større renterisiko ved placeringen af de midler, der modsvarer
instituttets ansvarlige kapital, end den renterisiko, der er på de udstedte
obligationer. Formuleringen i den hidtidige bestemmelse fastlagde, at
renterisikoen skulle måles på »... aktiver og passiver inklusive
ikke-balanceførte poster bortset fra de i § 49 nævnte«, altså samtlige
aktiver og passiver bortset fra dem, der vedrører udlånsvirksomheden. Dette
beløb svarer i et realkreditinstitut til de midler, der modsvarer den
ansvarlige kapital. Den nye formulering indebærer således ingen materiel
ændring for realkreditinstituttet.
I en datterbank er fondsmidlerne imidlertid større end de midler, der
modsvarer den ansvarlige kapital, hvis banken har et indlånsoverskud (indlån
overstiger udlån). I en sådan situation vil et pengeinstitut typisk anbringe
dette overskud i fondsmidler. Det forekommer ikke rimeligt at fastsætte
nærmere regler for sådanne fondsmidler, idet der ikke for et pengeinstitut,
der er uafhængig af et realkreditinstitut, gælder begrænsninger.
Den foreslåede formulering af § 64 bevirker, at en eventuel datterbanks
fondsmidler, svarende til den indbetalte ansvarlige kapital samt
ikke-balanceførte poster, indgår i § 64 opgørelsen, men ikke den del af
datterbankens fondsmidler, der modsvarer et indlånsoverskud. De fondsmidler,
der indgår i opgørelsen, udmåles herefter forholdsmæssigt som en andel af
samtlige papirer (fondskoder) i datterbankens fondsbeholdning (en ideel
anpart af fondsbeholdningen).
Med ændringsforslaget til bestemmelsen i lovens § 64 varetages det
sikkerhedshensyn, at fondsmidler svarende til indbetalt ansvarlig kapital
ikke placeres mere risikofyldt, end hvis der ikke var oprettet en datterbank.
Til nr. 33 - 37
I medfør af kapitalkravsdirektivets bilag VI skal de
handelsbeholdningsrelaterede dele af et engagement medregnes ved opgørelsen
af det pågældende engagement.
Engagementer med en kunde eller en gruppe af indbyrdes forbundne kunder
opdeles derfor i engagementet inden for henholdsvis uden for
handelsbeholdningen.
Med forslaget vil § 65 a således komme til at indeholde regler for
engagementer uden for handelsbeholdningen svarende til de eksisterende
regler, som er en implementering af direktiv (92/121/EØF) af 21. december
1992 om overvågning af og kontrol med store engagementer.
§ 65 a, stk. 1-6, er uændret bortset fra tilføjelsen »uden for
handelsbeholdningen« som en præcisering af, at de nugældende regler
fortsat gælder.
Til nr. 38
Der henvises til bemærkningerne til nr. 22.
Til nr. 39
Den foreslåede nye § 65 c indeholder bestemmelser om
realkreditinstituttets samlede engagement, såvel inden for som uden for
handelsbeholdningen, med en kunde eller gruppe af indbyrdes forbundne kunder.
Efter forslaget til stk. 1 gives økonomiministeren hjemmel til at
fastsætte de nærmere regler for de poster, der indgår i engagementet inden
for handelsbeholdningen, jf. bemærkningerne til nr. 23.
Opbygningen af stk. 2-4 er den samme som for § 65 a, stk. 1-3. Ved
opgørelsen i § 65 c får instituttet dog mulighed for at medregne kortfristet
supplerende kapital på samme måde som ved solvensopgørelsen, jf. nr. 15.
Kortfristet supplerende kapital kan derimod ikke medregnes ved § 65 a
opgørelsen, idet denne bestemmelse bevares uændret, bortset fra præcisering
af, at der er tale om engagementet uden for handelsbeholdningen, jf.
bemærkningerne til nr. 33-37.
Forslaget til stk. 5 og 6 er nødvendiggjort af indsættelsen af en
ny § 65 c.
Forslaget til bestemmelsen i stk. 7 bevirker, at Finanstilsynet
ekstraordinært og kun mod forudgående anmodning fra et institut i særlige
tilfælde kan tillade, at engagementsgrænsen midlertidigt overskrides for de
handelsbeholdningsrelaterede dele af engagementet, jf. bemærkningerne til nr.
23, men ikke for de øvrige dele af engagementet.
Finanstilsynet skal efter forslaget godkende hver enkelt overskridelse og
skal i hvert enkelt tilfælde stille betingelser for et instituts
overskridelse af engagementsgrænserne for de handelsbeholdningsrelaterede
dele. Finanstilsynet kan herunder stille særlige betingelser for
kapitalkravet til overskridelsen i overensstemmelse med direktivets krav om
et tillæg til de vægtede aktiver. Tankegangen er, at det skal være
solvensmæssigt »dyrt« at overskride grænserne. Dermed sikres, at
der er tilstrækkelig ansvarlig kapital til at bære den større risiko fra de
pågældende engagementer. Bestemmelser herom vil blive fastsat i
bekendtgørelsesform, jf. bemærkningerne til stk. 8 nedenfor.
Dette indebærer også, at Finanstilsynet ved vurderingen af, om der bør
tillades en overskridelse, vil se på instituttets solvensmæssige forhold i
øvrigt og på sammensætningen af overskridelsen på værdipapirer og finansielle
instrumenter.
Aktiver eller poster med markedsrisiko er i modsætning til aktiver eller
poster med kreditrisiko kendetegnet ved, at de relativt hurtigt kan
nedbringes, f.eks. ved at sælge værdipapirer eller afdække risici. Derfor vil
overskridelsens tilladte løbetid også være målt i dage.
Ved at understrege, at der er tale om at give tilladelse i særlige
tilfælde og med en begrænset løbetid på overskridelsen, vil Finanstilsynet
søge at undgå en uheldig tilskyndelse til engagementsoverskridelser fra
institutter med solvensmæssig »plads« til kapitalkravstillæget.
Økonomiministeren gives med forslaget til stk. 8 mulighed for at
indføre regler for indberetning og opgørelse af overskridelser. Reglerne for
indberetning tænkes indsat i bekendtgørelse om store engagementer. I
kapitaldækningsopgørelsen anføres ligeledes overskridelsen samt det vægtede
beløb herfor, fastsat af Finanstilsynet i hvert enkelt tilfælde. Denne
bestemmelse foreslås indsat i kapitaldækningsbekendtgørelsen.
Forslaget til bestemmelsen om fradrag for særligt sikre krav er en
parallel til den nugældende mulighed for fradrag i henhold til § 65 a, stk.
7.
Til nr. 40
Bestemmelsen foreslås ophævet, da det med lovændringen i nr. 2 er muligt
at erhverve et pengeinstitut som datterselskab uden at behøve at omdanne det
til et realkreditinstitut. Bestemmelsen bliver således overflødig. Det har i
øvrigt vist sig vanskeligt at anvende den eksisterende bestemmelse i praksis.
Til nr. 41
Ændringsforslaget har til formål at præcisere, at balanceprincippets
overholdelse på koncernniveau forudsætter, at det alene angår den del af
koncernen, som udgøres af realkreditinstitutter, hvilket i øvrigt også er i
overensstemmelse med den hidtidige fortolkning af bestemmelsen. Det er
således ikke tilladt, at et realkreditinstitut finansierer datter- eller
søsterbankens udlån ved udstedelse af realkreditobligationer, da dette ville
være i strid med lovens § 48, som fordrer, at provenuet fra
realkreditobligationer alene kan anvendes til realkreditlån. For så vidt
angår § 65, der er en del af balanceprincippet, skal denne bestemmelse kun
gælde for realkreditinstituttet, men ikke på koncernniveau.
Til nr. 42
Ændringen vil bevirke, at solvens- og regnskabsreglerne m.v. ikke finder
anvendelse på den del af koncernen, som vedrører forsikringsvirksomhed.
Finanstilsynet er i øjeblikket i færd med at udarbejde en bekendtgørelse om
forsikringsselskabers og pensionskassers koncernregnskaber, hvoraf det
fremgår, at datterselskaber, der ikke driver forsikringsvirksomhed, og som i
øvrigt er omfattet af Finanstilsynets tilsyn, skal holdes ude fra
konsolideringen.
Det er således heller ikke muligt på nuværende tidspunkt at konsolidere i
et tilfælde, hvor moderselskabet er et kreditinstitut og datterselskabet er
et forsikringsselskab.
Til nr. 43
Forslaget er en implementering af en af anbefalingerne i rapporten
»Den danske pengeinstitutsektor« (Økonomiministeriet 1994), som er
udarbejdet af Det Tværministerielle Kontaktudvalg vedrørende det Finansielle
Marked. Tilsvarende bestemmelse er indsat i bank- og sparekasseloven.
Finanstilsynet har i den nugældende lov hjemmel til at kræve revisionen
udskiftet. Det findes imidlertid hensigtsmæssigt, at Finanstilsynet i visse
tilfælde får mulighed for at udpege en medrevisor. En sådan mulighed findes
ikke i den gældende lovgivning. Årsregnskabsloven giver derimod aktionærer,
der repræsenterer mindst 10 pct. af aktiekapitalen, mulighed for at kræve, at
der udpeges en medrevisor.
Den yderligere revisor betales af realkreditinstituttet på samme måde som
den af realkreditinstituttets øverste myndighed udpegede revisor, idet
Finanstilsynet skal godkende honorarets størrelse.
Til nr. 44
Forslaget er en implementering af anbefalingerne i rapporten fra Det
Tværministerielle Kontaktudvalg. Forslaget giver mulighed for at få
analyseret fremtidsudsigterne for realkreditinstituttet i modsætning til den
gældende lovgivning, hvor undersøgelsen kun kan tage udgangspunkt i
instituttets aktuelle situation.
Undersøgelsen kan eksempelvis føre til, at der stilles forslag om at
tilføre ny kapital til instituttet, at ændre i ledelsen, organisationen eller
driften af virksomheden m.v.
Forslaget sigter mod at styrke forebyggelsen af kriser i institutterne.
Rapporten med resultaterne af undersøgelsen vil blive sendt til
realkreditinstituttets bestyrelse, der vil have ansvaret for at tage stilling
til rapportens konklusioner. Da der reelt kun er tale om en udvidelse af
Finanstilsynets inspektionsadgang, vil selve beslutningen om at udarbejde en
rapport ikke bevirke, at der skal ske en indberetning til Københavns
Fondsbørs. Spørgsmålet om, hvorvidt der på baggrund af rapporten skal
indberettes til Københavns Fondsbørs, skal følge de gældende regler om
indberetning til Københavns Fondsbørs.
Bestemmelsen er parallel til den foreslåede § 34 a i bank- og
sparekasselovforslaget, fremsat den 25. januar 1995.
Til nr. 45
Bestemmelsen indsættes for at præcisere, at Finanstilsynet skal godkende
honorarets størrelse.
Til nr. 46
Tavshedsbestemmelsen i realkreditloven og i bank- og sparekasseloven er
direktivbestemt. Lovbestemmelsen gennemfører artikel 16 i 2.
banksamordningsdirektiv. På denne baggrund har erhvervsministeren rettet
henvendelse til Europakommissionen i sagen. Efter Kommissionens opfattelse
udelukker direktivet ikke, at Finanstilsynet i øget omfang kan videregive
oplysninger til Folketingets stående udvalg om nødlidende institutter, der er
trådt i betalingsstandsning eller er under konkurs.
Tavshedspligten har det dobbelte formål at beskytte
realkreditinstinstitutterne og deres kunder mod udlevering af fortrolige
oplysninger og samtidig give Finanstilsynet mulighed for effektivt at udøve
den lovpligtige tilsynsvirksomhed.
Hensynet bag tavshedspligtsbestemmelsen går især på institutter i
»levende live«. Hvis et institut er under betalingsstandsning eller
konkurs, er der ikke længere det samme fortrolighedshensyn vedrørende
oplysninger, der vedrører selve instituttet. Det er endvidere en forudsætning
for videregivelse af oplysninger, at det er besluttet, at staten yder en
garanti eller stiller midler til rådighed for en afvikling af det nødlidende
institut.
Afvikling uden, at offentlige midler er involveret, bør ikke kunne
bevirke, at fortrolige oplysninger om disse private virksomheder kan
videregives til Folketinget. Det gælder heller ikke inden for andre brancher
med private virksomheder. En lempelse bør desuden ikke berøre tavshedspligten
i forhold til de oplysninger, instituttet er i besiddelse af om kundernes
økonomiske forhold m.v. En kunde i et realkreditinstitut bør altid være
sikret fuld fortrolighed.
Balancen mellem hensynet bag tavshedspligten og det politiske behov for at
kende sagens rette sammenhæng til brug for den parlamentariske kontrol med
forvaltningen tilgodeses ved, at Folketingets stående udvalg gives adgang til
fortrolige oplysninger i tilfælde, hvor et nødlidende institut ikke længere
er i drift, fordi det er under betalingsstandsning eller konkurs, og
afviklingen sker med bidrag af statsmidler. Videregivelse af oplysninger i de
nævnte situationer tjener en egentlig samfundsmæssig interesse.
Forslagets bestemmelse i § 98, stk. 2, nr. 10, er udformet således, at
Folketingets stående udvalg kan få fortrolige oplysninger om nødlidende
realkreditinstitutter under betalingsstandsning eller konkurs, når staten
yder garanti eller stiller midler til rådighed for afviklingen. Bestemmelsen
opregner udtømmende de situationer, der kan medføre videregivelse af
fortrolige oplysninger fra Finanstilsynet til Folketingets stående udvalg.
Anmeldelse af betalingsstandsning og afsigelse af konkursdekret er de
objektive kriterier, der lægges til grund ved anvendelse af bestemmelsen.
Udtrykket »oplysninger om generelle økonomiske forhold« begrænser
videregivelsen af oplysninger til stående udvalg, således at f.eks.
oplysninger om enkelte kunders forhold, forretningshemmeligheder, herunder
eventuelle overtagelses- eller fusionstilbud fra andre institutter, tilsynets
interne arbejdsdokumenter og oplysninger af personlig karakter ikke kan
videregives til stående udvalg. Det kan forekomme, at der indeholdes intern
viden i de fortrolige oplysninger, som videregives i medfør af bestemmelsen.
I fondsbørsloven er der forbud mod insider-handel og tilskyndelse hertil samt
mod videregivelse af intern viden. Insider-forbudene omfatter alle, og
overtrædelse af forbudene er strafsanktioneret i loven.
Med ændringen omfattes de stående udvalgs medlemmer endvidere af lovens §
98, stk. 4, og medlemmerne er således under ansvar efter straffelovens §§
152-152e forpligtede til at hemmeligholde, hvad de bliver vidende om.
Til nr. 47
For at undgå lovgivning med tilbagevirkende kraft gælder den øgede adgang
til at få fortrolige oplysninger i henhold til bestemmelsens stk. 2, nr. 10,
alene dokumenter i sager, der er oprettet i Finanstilsynet efter lovens
ikrafttræden.
Til nr. 48
Ændringerne er en konsekvens af, at Industriministeriet har ændret navn
til Erhvervsministeriet.
Til nr. 49
Forslagene er konsekvensændringer af ændringsforslagene nr. 1, 3, 6 og 21.
Til nr. 50
Bestemmelsen har til formål også at gøre forsøg på at videregive
urigtige eller vildledende oplysninger til offentlige myndigheder strafbart.
Baggrunden herfor er en konkret sag, hvor nogle ansatte i et institut havde
fjernet nogle bilag fra en sag og erstattet dem med nogle andre bilag. I
forbindelse med en overbelåningssag indgav Finanstilsynet politianmeldelse af
forholdet, da det i tilsynsmæssig sammenhæng er af meget stor betydning, at
der kan være tiltro til, at de oplysninger, som modtages fra institutterne,
er korrekte.
Konkret var der tale om, at der var blevet ombyttet nogle dokumenter,
således at det fremstod, som om der ikke var tale om overbelåning.
Instituttet havde imidlertid ikke indsendt materialet til Finanstilsynet, men
alene skabt forudsætningen for en overtrædelse. Rigsadvokaten nåede derfor
frem til den konklusion, at hændelsesforløbet ikke kunne betragtes som en
strafbar handling, idet den nugældende realkreditlovs § 101, stk. 5, er
udformet således, at forsøg på at afgive vildledende eller urigtige
oplysninger ikke er strafbart. Rigsadvokaten statuerede således, at
forsøgshandlingen ikke kunne sanktioneres, da der ikke var en strafferamme,
der hjemlede højere straf end bøde eller hæfte.
Da Finanstilsynet er en tilsynsinstans, som i stort omfang baserer sin
virksomhed på undersøgelser på stedet, er det en nødvendig forudsætning, at
det materiale, der opbevares på sagerne, er korrekt. Derfor er der et
betydeligt behov for at kunne retsforfølge forsøg på at videregive
urigtige eller vildledende oplysninger.
Til § 2
De foreslåede bestemmelser sikrer, at der gælder samme regelsæt vedrørende
belåningsgrundlaget ved udmåling af realkreditlån for Dansk Landbrugs
Realkreditfond og for de institutter, der er omfattet af realkreditloven.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 1 og 12.
Til § 3
Bestemmelserne vedrørende kapitaldækningsdirektivet foreslås først at
træde i kraft den 1. januar 1996, da implementeringsfristen for lovforslaget
er fastsat til denne dato, og direktivet pålægger medlemsstaterne at give
virksomhederne 6 måneder til at tilpasse sig de nye regler, mens de øvrige
bestemmelser allerede foreslås at træde i kraft kort efter det forventede
vedtagelsestidspunkt.
Til § 4
Bestemmelsen i stk. 1 er indsat for at hindre, at der lovgives med
tilbagevirkende kraft. De hverv, som direktionen samt andre personer, der er
omfattet af den nye bestemmelse, varetager på tidspunktet for lovens
fremsættelse, berøres således ikke af lovændringen.
Bestemmelsen i stk. 2 er en videreførelse af den gældende lovs
overgangsbestemmelse for regler om store engagementer, der gælder
engagementer uden for handelsbeholdningen, der er indgået inden den 29. april
1994 (tidspunktet for den nugældende lovs ikrafttræden).
I stk. 3 foreslås, at der tillige skal gælde en
overgangsbestemmelse for det samlede engagement i og uden for
handelsbeholdningen i § 65c, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 39. Med
bestemmelsen sikres det, at et samlet engagement, der ved lovens ikrafttræden
måtte være af en sådan størrelse, at 25-pct.'s grænsen bliver overskredet,
alene fordi det handelsbeholdningsrelaterede engagement inddrages i
opgørelsen af det samlede engagement, kan videreføres til udløb.
I stk. 4 foreslås, at der indsættes en overgangsbestemmelse i
relation til forbudet mod sammenblanding af realkreditobligationer og
værdipapirer i øvrigt, således at lån ydet før 1. juni 1995 på grundlag af
realkreditobligationer og andre værdipapirer i samme serie ikke er omfattet
af forbudet i denne lovs § 1, nr. 24, jf. bemærkningerne hertil.
I stk. 5 foreslås det, at realkreditinstitutterne kan effektuere
tilbudte lån, der ikke opfylder betingelserne i § 42, stk. 1, hvis lånet er
tilbudt før lovens ikrafttræden den 1. juni 1995.
Bilag 1
I dette bilag er (med mindre skrift)
indsat den gældende formulering af de bestemmelser,
der berøres af lovforslaget
§ 1
I realkreditloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 476 af 2. juni 1994,
foretages følgende ændringer:
1. I § 1 indsættes efter stk. 3 som stykke 4:
»Stk. 4. Realkreditlån må ikke ydes mod sikkerhedsstillelse i
form af ejerpantebreve og skadesløsbreve. I de tilfælde, hvor der til
sikkerhed for realkreditlån tillige gives pant iløsøre, kan skadesløsbreve
dog anvendes forløsørepantet.«.
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
§ 1. Denne lov gælder for realkreditinstitutter og
realkreditvirksomhed.
Stk. 2. Realkreditinstitutter er her i landet registrerede
institutter, der driver realkreditvirksomhed efter denne lov.
Stk. 3. Ved realkreditvirksomhed forstås ydelse af lån mod
registreret pant i fast ejendom på grundlag af udstedelse af
realkreditobligationer.
Stk. 4. Ved realkreditobligationer forstås omsættelige
massegældsbreve eller fondsaktiver, som bærer betegnelsen
realkreditobligationer, som er udstedt ved realkreditvirksomhed efter denne
lov, og som er optaget til offentlig notering på en fondsbørs.
2. I § 2, stk. 1, indsættes efter »ejendom«:
», jf. dog § 1, stk. 4,».
3. § 2, stk. 4, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 4. Realkreditinstitutter må drive forsikringsvirksomhed
og pengeinstitutvirksomhed gennem datterselskaber.
Stk. 5. Realkreditinstitutter må ikke drive anden virksomhed end
virksomhed efter stk. 1-4.«.
§ 2. Realkreditinstitutter kan yde lån mod pant i fast ejendom på
grundlag af udstedelse af andre værdipapirer end realkreditobligationer.
Stk. 2. Realkreditinstitutter kan herudover drive virksomhed, der
må anses for accessorisk til instituttets realkreditvirksomhed.
Stk. 3. Boligministeren kan bestemme, at accessorisk virksomhed
skal udøves af et andet selskab registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Stk. 4. Realkreditinstitutter må ikke drive anden virksomhed end
realkreditvirksomhed og virksomhed på grundlag af stk. 1 og 2.
4. I § 3 indsættes som stk. 3 :
»Stk. 3. For udenlandske selskaber, der er koncernforbundne
med danske realkreditinstitutter, jf. § 77, stk. 3-5, og som udøver
realkreditvirksomhed her i landet, gælder tillige lovens § 2, stk. 5, og
kapitel 7.«.
§ 3. Realkreditvirksomhed kan foruden af realkreditinstitutter
udøves af et udenlandsk kreditinstitut gennem en filial her i landet eller
som grænseoverskridende aktivitet, såfremt det opfylder følgende betingelser:
1) hovedparten af instituttets aktiviteter skal være udlån mod pant i fast
ejendom på grundlag af udstedelse af obligationer eller andre værdipapirer,
2) instituttets långivning og obligationsudstedelse skal være reguleret af
et balanceprincip, og
3) realkreditobligationer, som instituttet udsteder her i landet, skal
efter hjemlandets lovgivning give indehaveren samme retsstilling, som
indehavere af realkreditobligationer har efter § 59.
Stk. 2. For realkreditvirksomhed efter stk. 1 gælder alene lovens
§ 1, stk. 3, § 5, stk. 3, § 12, kapitlerne 4-6, § 94, § 95, stk. 1, § 101 og
§ 102.
5. I § 4, stk. 2, ændres » § 3, stk. 1.« til:
»§ 3.«.
§ 4. Institutter, der driver realkreditvirksomhed her i landet, er
eneberettigede til at udstede realkreditobligationer her i landet.
Stk. 2. Et udenlandsk kreditinstitut kan dog udstede
realkreditobligationer her i landet som led i udlån mod pant i fast ejendom i
udlandet, hvis instituttet opfylder betingelserne i § 3, stk. 1.
6. § 18, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Direktører, vicedirektører, underdirektører og
dermed ligestillede må ikke eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed
eller uden tilladelse fra økonomiministeren som bestyrelsesmedlem, funktionær
eller på anden måde deltage i ledelsen eller driften af anden
erhvervsvirksomhed end realkreditinstituttet. De kan dog eje, drive og
deltage i administrationen af fast ejendom. Økonomiministeren kan i særlige
tilfælde tillade undtagelser fra forbudet i 1. pkt., 1. led.«.
§ 18. Medlemmer af et instituts direktion må ikke være medlem af
instituttets bestyrelse.
Stk. 2. Medlemmer af direktionen må ikke uden bestyrelsens
tilladelse eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed eller som
bestyrelsesmedlem, funktionær eller på anden måde deltage i ledelsen eller
driften af anden erhvervsvirksomhed end realkreditvirksomhed.
Stk. 3. Bestyrelsen udarbejder en instruks om afgrænsningen af de
dispositioner, som direktionen kan træffe uden forudgående forelæggelse for
bestyrelsen.
7. I § 28 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Til de i § 63, stk. 1, 2. pkt., i lov om
boligbyggeri nævnte formål kan ydes indekslån, type IS, inden for en
lånegrænse på 80 pct. og med en løbetid på maksimalt 50 år.«.
Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.
8. I § 28, stk. 5, der bliver stk. 6, ændres »3«
til: »4«.
§ 28. Lån til private andelsboliger ydes efter bestemmelserne i
stk. 2-5.
Stk. 2. Til opførelse, herunder af forsøgsbyggeri i henhold til §
65, stk. 1, i lov om boligbyggeri, kan ydes nominallån eller indekslån, type
IS, inden for en lånegrænse på 80 pct. Den maksimale løbetid er 30 år for
nominallån og 50 år for indekslån.
Stk. 3. (Ophævet).
Stk. 4. Til andre formål kan ydes nominallån inden for en
lånegrænse på 80 pct. Den maksimale løbetid er 30 år.
Stk. 5. Indekslån efter stk. 2 og 3 må alene ydes, såfremt der er
givet tilsagn om støtte i henhold til lov om boligbyggeri.
9. I § 30, stk. 5, indsættes efter 3. pkt. :
»Til de i § 48, stk. 1, 2. pkt., i lov om boligbyggeri nævnte formål
kan ydes indekslån, type IS, inden for en lånegrænse på 91 pct. og med en
løbetid på maksimalt 50 år.«.
10. I § 30, stk. 6, 1. pkt., ændres: »Lån efter stk. 2
og 4« til: »Lån efter stk. 2, stk. 4 og stk. 5, 4. pkt.«.
11. I § 30, stk. 6, 2. pkt., ændres »Lån efter stk. 5,
2. pkt.« til: »Lån efter stk. 5, 3. pkt.«.
§ 30. Lån til almennyttigt boligbyggeri ydes efter bestemmelserne
i stk. 2-7.
Stk. 2. Til opførelse, herunder af forsøgsbyggeri i henhold til
kapitel 8 og § 62 a i lov om boligbyggeri, kan ydes indekslån, type IS, inden
for en lånegrænse på 91 pct. Den maksimale løbetid er 50 år.
Stk. 3. Til ekstraordinære renoveringsarbejder kan i ganske
særlige tilfælde og med kommunalbestyrelsens godkendelse ydes indekslån, type
I eller IS, inden for en lånegrænse på 80 pct. Lån kan ydes ud over en
lånegrænse på 80 pct. mod kommunal garanti for den del af långivningen, der
ligger ud over denne lånegrænse. Den maksimale løbetid er 50 år. Lånet må
ikke overstige de afholdte rimelige udgifter.
Stk. 4. Til udbedring af ekstraordinære byggeskader, øget
vedligeholdelse m.v. samt til ombygning af ledige lejligheder og forbed-ring
af miljøet i almennyttigt byggeri kan ydes indekslån, type IS, inden for en
lånegrænse på 80 pct. Lån kan ydes ud over en lånegrænse på 80 pct. mod
garanti fra kommunalbestyrelsen for den del af långivningen, der ligger ud
over denne lånegrænse. Den maksimale løbetid er 50 år. Lånet må ikke
overstige de godkendte udgifter.
Stk. 5. Til andre formål kan ydes nominallån inden for en
lånegrænse på 80 pct. Den maksimale løbetid er 30 år. Ved lån, der ydes til
indfrielse af lån i visse almennyttige boligafdelinger, jf. lov om visse
almennyttige boligafdelingers omprioritering m.v., kan ikke-betalte,
forfaldne terminsydelser med påløbne renter heraf indgå i
låneudmålingsgrundlaget.
Stk. 6. Lån efter stk. 2 og stk. 4 må alene ydes, såfremt der er
givet tilsagn om støtte i henhold til lov om boligbyggeri. Lån efter stk. 5,
2. pkt., kan alene ydes, såfremt der er givet tilsagn om støtte efter lov om
visse almennyttige boligafdelingers omprioritering m.v.
12. § 42 affattes således:
»§ 42. Lån kan ydes på grundlag af værdien af fast ejendom,
der ejes af låntager.
Stk. 2. Ud over grund og bygninger kan bygningstilbehør, jf.
tinglysningslovens § 38, samt det i tinglysningslovens § 37, stk. 1, nævnte
tilbehør, der er omfattet af tinglyst pantebrev i den faste ejendom, medtages
i låneudmålingsgrundlaget.
Stk. 3. I låneudmålingsgrundlaget kan uanset stk. 2 medtages det
til ejendommen hørende tilbehør, der ikke er omfattet af tinglyst pantebrev i
den faste ejendom, jf. tinglysningslovens §§ 37 og 38, såfremt dette alene
skyldes, at tilbehøret ejes af en anden end ejeren af den faste ejendom, og
såfremt der til sikkerhed for lånet i den faste ejendom opnås pant i dette
tilbehør i medfør af tinglysningslovens § 47 eller § 47 b, stk. 2.
Stk. 4. Indekslån til ejendomme bortset fra kollektive
energiforsyningsanlæg kan alene ydes på grundlag af værdien af grund og
bygninger.«.
§ 42. Værdiansættelsen af industri- og håndværksejendomme sker på
grundlag af ejendommens grund og bygninger samt medpantsatte maskiner og
andet tilbehør, herunder ledningsnet. Indekslån kan alene ydes på grundlag af
værdien af grund og bygninger.
Stk. 2. Værdiansættelsen af kollektive energiforsyningsanlæg ved
långivning i henhold til § 34 sker på grundlag af værdien af anlægget med
tilbehør, herunder ledningsnet.
13. I § 47 ændres »boligministeren« til:
»økonomiministeren efter forhandling med boligministeren«.
§ 47. Instituttets satser for gebyrer, indskud og løbende bidrag
til administration og reservefondsopbygning for lån, hvortil der ydes
statsstøtte, skal godkendes af boligministeren.
14. I § 52 indsættes som stk. 4 :
»Stk. 4. Er garantien for lån efter stk. 3, 2. pkt., stillet
af et pengeinstitut eller forsikringsselskab, kan lånet alene ydes på
grundlag af udstedelse af andre værdipapirer end realkreditobligationer, jf.
§ 2, stk. 1.«.
§ 52. Ved långivning i andre lande gælder de i kapitlerne 4-5
fastsatte bestemmelser om indekslån og om maksimale løbetider ikke. Desuden
gælder bestemmelserne i § 25, § 33, stk. 4, § 34, § 39 og §§ 46-47 ikke.
Stk. 2. Ved långivning i andre lande til de af § 28 og §§ 30-32
omfattede ejendomme gælder reglerne i § 29, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Realkreditinstituttet kan yde lån i andre lande inden for
de i kapitel 5 fastsatte højeste lånegrænser for hver ejendomskategori, inden
for hvilke instituttet kan yde lån uden supplerende sikkerhed. Lån kan ydes
ud over disse lånegrænser mod selvskyldnergaranti fra en offentlig myndighed,
et pengeinstitut eller et forsikringsselskab.
15. § 53, stk. 1, affattes således:
»§ 53. I et realkreditinstitut skal den ansvarlige kapital og
den kortfristede supplerende kapital, jf. § 53 g, stk. 1, til enhver tid
mindst udgøre 8 pct. af realkreditinstituttets risikovægtede aktiver m.v.,
herunder poster med markedsrisiko, dog mindst 150 mio. kr. For så vidt angår
poster med markedsrisiko vedrører kravet efter 1. pkt. alene
realkreditinstituttets handelsbeholdning, jf. § 53 h, stk. 1, samt
valutapositioner.«.
16. I § 53, stk. 2, indsættes efter »kapital«:
»og den kortfristede supplerende kapital«.
17. § 53, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Økonomiministeren fastsætter regler om
risikovægtning af aktiver m.v., herunder poster med markedsrisiko, samt om
kontrol af opfyldelsen af solvenskravet. Økonomiministeren fastsætter
endvidere regler om opgørelse og indberetning af realkreditinstituttets
samlede renterisici.«.
§ 53. I et realkreditinstitut skal den ansvarlige kapital til
enhver tid mindst udgøre 8 pct. af realkreditinstituttets risikovægtede
aktiver og ikkebalanceførte poster, dog mindst 150 mio. kr.
Stk. 2. Kravet til den ansvarlige kapital, bortset fra kravet om
mindst 150 mio. kr., skal være opfyldt både i de enkelte serier med
seriereservefonde og i realkreditinstituttet i øvrigt.
Stk. 3. Boligministeren kontrollerer mindst to gange om året, om
realkreditinstituttet opfylder kravene i stk. 1 og stk. 2.
Stk. 4. Såfremt et realkreditinstitut ikke opfylder kravet i stk.
1 eller stk. 2, kan Finanstilsynet fastsætte en frist, inden for hvilken
disse krav skal være opfyldt.
Stk. 5. Boligministeren fastsætter regler om risikovægtning af
aktiver og ikkebalanceførte poster samt om kontrol af opfyldelsen af kravvet
til den ansvarlige kapitals størrelse.
18. I § 53 a, stk. 2, indsættes efter »må«:
»sammen med den kortfristede supplerende kapital«.
19. I § 53 a, stk. 3, indsættes efter
»kapitalelementer«: »og betingelser for medregning af den
kortfristede supplerende kapital, jf. § 53 g, stk. 1«.
§ 53 a. Et realkreditinstituts ansvarlige kapital beregnes som
summen af kernekapitalen opgjort efter § 53 b og § 53 e og den supplerende
kapital opgjort efter § 53 c og § 53 e, med fradrag af de i § 53 d nævnte
beløb.
Stk. 2. Den supplerende kapital må ikke medregnes med mere end 100
pct. af kernekapitalen opgjort efter § 53 b og § 53 e.
Stk. 3. Boligministeren kan fastsætte bestemmelser om opgørelsen
af den ansvarlige kapital, herunder om medregning af og vilkår for optagelse
af andre kapitalelementer.
20. I § 53 c, nr. 3, udgår: »ansvarlig indskudskapital
i form af«.
21. I § 53 c indsættes som stk. 2 :
»Stk. 2. Udstedes kapital som nævnt i stk. 1, nr. 3, i form
af massegældsbreve, skal realkreditinstituttet benævne disse
kapitalbeviser.«.
§ 53 c. Den supplerende kapital består af
1) opskrivningshenlæggelser,
2) den del af seriereservefondene i serier med tilbagebetalingspligt, der
modsvarer kravet i § 53, stk. 2, og
3) ansvarlig indskudskapital i form af værdipapirer med ubestemt løbetid
og andre kapitalindskud.
22. I § 53 d indsættes som stk. 5 :
»Stk. 5. Et realkreditinstitut, der ejer kapitalandele i et
datterselskab, der driver forsikringsvirksomhed, skal ved beregning af
realkreditinstituttets ansvarlige kapital fradrage et beløb svarende til den
andel af forsikringsselskabets solvensmargen, som svarer til den direkte
eller indirekte ejede andel af forsikringsselskabets selskabskapital. Har
forsikringsselskabet ikke vedtægtsmæssigt hjemsted i Danmark, anvendes ved
beregningen den solvensmargen, der fremkommer efter hjemlandets regler, dog
mindst den solvensmargen, der fremkommer ved anvendelsen af de her i landet
gældende regler for forsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted her i
landet.«.
§ 53 d. Har et realkreditinstitut en kapitalandel i et andet
kredit- eller finansieringsinstitut, der overstiger 10 pct. af sidstnævnte
aktie-, garanti- eller andelskapital, skal andelen fradrages ved beregningen
af realkreditinstituttets ansvarlige kapital. Endvidere fradrages
realkreditinstituttets efterstillede kapitalindskud i det pågældende kredit-
eller finansieringsinstitut.
Stk. 2. Har et realkreditinstitut andre end de i stk. 1 nævnte
kapitalandele samt efterstillede kapitalindskud i kredit- og
finansieringsinstitutter, der tilsammen overstiger 10 pct. af
realkreditinstituttets ansvarlige kapital før de i stk. 1 og 4 nævnte
fradrag, fradrages den overskydende del.
Stk. 3. Et realkreditinstitut skal ikke fradrage kapitalandele og
efterstillede kapitalindskud i andre kredit- og finansieringsinstitutter som
sammen med realkreditinstituttet er omfattet af konsolidering.
Stk. 4. (Ophævet).
23. Efter § 53 f indsættes i kapitel 9:
»§ 53 g. Ved kortfristet supplerende kapital forstås
kapitalindskud med en oprindelig løbetid eller et opsigelsesvarsel på mindst
2 år.
Stk. 2. Kortfristet supplerende kapital kan alene medregnes til
kapitaldækning af poster med markedsrisiko. Kortfristet supplerende kapital
kan højst medregnes med 5,7 pct. af de vægtede poster med markedsrisiko.
§ 53 h. Økonomiministeren fastsætter bestemmelser om, hvilke
poster der indgår i handelsbeholdningen.
Stk. 2. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde tillade, at et
instituts nettofortjeneste ved handelsbeholdningen indregnes i den
kortfristede supplerende kapital. Økonomiministeren fastsætter nærmere regler
for opgørelse af nettofortjenesten ved handelsbeholdningen.«.
24. I § 54, stk. 2, indsættes som 2. pkt. :
»Udstedelse af realkreditobligationer og andre værdipapirer, jf. § 2,
stk. 1, kan ikke ske i samme serie.«.
25. I § 54, stk. 3, ændres »jf. § 56, stk. 3«
til: »jf. § 56, stk. 4«.
§ 54. Realkreditinstituttet kan yde lån og udstede
realkreditobligationer og andre værdipapirer til finansiering heraf.
Stk. 2. Ydelse af lån og udstedelse af realkreditobligationer og
andre værdipapirer kan ske i serier.
Stk. 3. Det kan i vilkårene for en serie bestemmes, at indehaverne
af realkreditobligationer eller andre værdipapirer alene kan rette deres krav
mod den pågældende serie eller serier, som hæfter solidarisk hermed, jf. §
56, stk. 3.
26. I § 56, 2 steder i stk. 2, § 57, stk. 3, 2.
pkt., og § 62 a, stk. 1, og to steder i stk. 2, ændres
»ansvarlig indskudskapital« til: »supplerende kapital i form
af værdipapirer med ubestemt løbetid og andre kapitalindskud, jf. § 53 c,
stk. 1, nr. 3«.
27. I § 56, stk. 4, indsættes som 3. pkt. :
»I serier, som efter 1. pkt. hæfter indbyrdes, må der alene være
udstedt realkreditobligationer, jf. § 54, stk. 2, 2. pkt.«
§ 56. Det kan i vilkårene for en serie fastsættes, at låntagerne
ud over lånet hæfter solidarisk over for serien for et beløb svarende til en
nærmere fastsat andel af pantebrevets hovedstol med fradrag af en
forholdsmæssig andel af seriereservefondens midler. Låntagerne hæfter ikke
personligt for dette beløb.
Stk. 2. En serie kan optage ansvarlig indskudskapital. Den
solidariske hæftelse efter stk. 1 kan ikke gøres gældende over for låntagerne
til dækning af krav fra indskydere af ansvarlig indskudskapital. For serier
med tilbagebetalingspligt åbnet før den 1. januar 1973 finder 1. pkt. ikke
anvendelse.
Stk. 3. En serie hæfter ikke for de forpligtelser,
realkreditinstituttet i øvrigt har påtaget sig.
Stk. 4. Det kan i vilkårene for en serie fastsættes, at serien
hæfter for andre seriers forpligtelser. Et sådant vilkår kan kun fastsættes,
hvis disse andre serier indeholder tilsvarende vilkår.
§ 57. For serier, hvori låntagerne hæfter solidarisk, eller hvor
der er truffet bestemmelse efter § 54, stk. 3, skal realkreditinstituttet
oprette en seriereservefond. For andre serier eller grupper af serier kan
instituttet vælge at oprette en seriereservefond.
Stk. 2. Det kan i vedtægterne eller lånevilkårene bestemmes, at
låntagerne ved indfrielse af lånet har krav på at få udbetalt en andel af
seriereservefonden.
Stk. 3. Seriens indtægter består af renter og lignende af
pantebreve, indskud, bidrag, gebyr og lignende indtægter samt afkast af
seriens aktiver og ikkebalanceførte poster. Seriens udgifter består af rente
og lignende af obligationer og andre værdipapirer, udbetalinger af
reservefondsandele, udgifter til administration og lignende, udgifter
forbundet med optagelse og forrentning af ansvarlig indskudskapital, tab og
hensættelser til sandsynliggjorte tab på seriens aktiver og ikkebalanceførte
poster samt andelen af realkreditinstituttets skat.
28. I § 61, stk. 1, indsættes efter
»realkreditvirksomhed«: »eller virksomhed efter § 2, stk.
4«.
29. I § 61, stk. 2 og 3 , ændres »eller
accessorisk virksomhed« til: »eller virksomhed efter § 2, stk. 2
eller stk. 4«.
§ 61. Et realkreditinstitut må ikke erhverve ejerandele i en
erhvervsvirksomhed eller virksomheder i samme koncern, der driver anden
virksomhed end realkreditvirksomhed, for et beløb svarende til mere end 15
pct. af instituttets ansvarlige kapital.
Stk. 2. Et realkreditinstitut eller flere institutter i fællesskab
må ikke gennem midlernes anbringelse udøve bestemmende indflydelse på en
erhvervsvirksomhed, der driver anden virksomhed end realkreditvirksomhed
eller accessorisk virksomhed.
Stk. 3. Et realkreditinstitut må ikke eje fast ejendom eller have
ejerandele i ejendomsselskaber for et beløb svarende til mere end 20 pct. af
instituttets ansvarlige kapital. Ejendomme, som et realkreditinstitut har
erhvervet for derfra at drive realkreditvirksomhed eller accessorisk
virksomhed, er dog ikke omfattet af bestemmelsen.
§ 62 a. Midler i serier må ikke indskydes som ansvarlig
indskudskapital, i andre serier eller i realkreditinstituttet i øvrigt.
Stk. 2. Midler i realkreditinstituttet i øvrigt må ikke indskydes
i serier som ansvarlig indskudskapital, medmindre der mindst er optaget
ansvarlig indskudskapital for et tilsvarende beløb i realkreditinstituttet i
øvrigt.
30. I § 63, stk. 1, ændres »§ 65 b, stk. 1« til:
»§ 65 c, stk. 1«.
31. I § 63 indsættes som stk. 2 :
»Stk. 2. Økonomiministeren kan fastsætte nærmere regler for
transaktioner, der indgås mellem et realkreditinstitut og virksomheder, der
direkte eller indirekte er forbundet med realkreditinstituttet som
dattervirksomheder, associerede virksomheder, moderselskab eller som
moderselskabets associerede virksomheder og øvrige dattervirksomheder.«.
§ 63. Et realkreditinstitut må ikke uden tilladelse fra
Finanstilsynet indgå engagementer, jf. § 65 b, stk. 1, med virksomheder eller
personer, som gennem aktiebesiddelse eller på anden måde direkte eller
indirekte har afgørende indflydelse på realkreditinstituttets dispositioner,
eller som er domineret af virksomheder med en sådan indflydelse.
32. § 64, stk. 1, affattes således:
»§ 64. Renterisikoen på realkreditinstituttets midler
svarende til den ansvarlige kapital med fradrag af det beløb, hvormed
solidarisk hæftelse er medregnet, og med tillæg af hensættelser til tab på
udlån og midler i serier med tilbagebetalingspligt, samt ikke-balanceførte
poster, må forholdsmæssigt ikke overstige renterisikoen på instituttets
udstedte obligationer og andre værdipapirer.«.
§ 64. Renterisikoen vedrørende et realkreditinstituts aktiver og
passiver inklusive ikke-balanceførte poster bortset fra de i § 49 nævnte må
forholdsmæssigt ikke overstige renterisikoen vedrørende instituttets udstedte
obligationer og andre værdipapirer.
Stk. 2. Ved renterisiko forstås realkreditinstituttets tab ved en
ændring af markedsrenten på 1 procentpoint.
Stk. 3. Boligministeren fastsætter nærmere regler om opgørelse af
renterisiko.
33. I § 65 a, stk. 1 og 2 steder i stk. 6, og §
65 b, stk. 1, indsættes efter »engagement«: »uden for
handelsbeholdningen«.
34. I § 65 a, stk. 2, stk. 3, 2. pkt., og stk. 5 ,
indsættes efter »engagementer«: »uden for
handelsbeholdningen«.
35. I § 65 a, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter
»Engagementer«: »uden for handelsbeholdningen«.
36. I § 65 a, stk. 4, 2. pkt., indsættes efter
»engagementerne«: »uden for handelsbeholdningen«.
37. I § 65 a, stk. 6, indsættes efter
»engagementet«: »uden for handelsbeholdningen«.
38. I § 65 a indsættes efter stk. 6 som nyt stykke:
»Stk. 7. Kapitalandele og efterstillede kapitalindskud i et
datterselskab, der driver forsikringsvirksomhed, medregnes ikke ved
opgørelsen efter stk. 1 og 2 af realkreditinstituttets engagement med det
pågældende datterselskab. Realkreditinstituttet kan dog højst undlade at
medregne et beløb svarende til fradraget i realkreditinstituttets kapital
efter § 53 d, stk. 5.«.
Stk. 7 bliver herefter stk. 8.
§ 65 a. Et realkreditinstituts engagement, jf. § 65 b, med en
kunde eller gruppe af indbyrdes forbundne kunder må ikke overstige 25 pct. af
realkreditinstituttets ansvarlige kapital, jf. § 53 a.
Stk. 2. Det samlede beløb af et realkreditinstituts engagementer,
der udgør 10 pct. eller mere af den ansvarlige kapital, må ikke overstige 800
pct. af realkreditinstituttets ansvarlige kapital.
Stk. 3. Engagementer, der udgør 10 pct. eller mere af den
ansvarlige kapital, skal indberettes til Finanstilsynet hvert kvartal.
Tilsynet fastsætter nærmere bestemmelser om indberetningerne, herunder om
undtagelse for indberetning af visse engagementer.
Stk. 4. Et realkreditinstitut skal til enhver tid overholde de i
stk. 1 og 2 fastsatte øvre engagementsgrænser. Overstiger engagementerne de
fastsatte grænser, skal Finanstilsynet omgående underrettes. Finanstilsynet
kan under særlige omstændigheder give et realkreditinstitut en tidsfrist til
atter at overholde grænserne.
Stk. 5. De i stk. 1 og 2 nævnte grænser finder ikke anvendelse for
engagementer med virksomheder, der indgår fuldt i konsolideringen i henhold
til § 77, stk. 11, eller bank- og sparekasselovens § 37a, stk. 9, stk. 11, 2.
pkt., eller stk. 12.
Stk. 6. Såfremt et engagement er garanteret af et kreditinstitut i
zone A, betragtes den garanterede del af engagementet som et engagement med
det pågældende kreditinstitut.
Stk. 7. Boligministeren kan fastsætte bestemmelser om, at der ved
beregningen af de i stk. 1 og 2 nævnte grænser kan ses bort fra særligt sikre
krav.
39. Efter § 65 b indsættes i kapitel 11 a:
»§ 65 c. Ved et engagement forstås summen af engagementet
uden for handelsbeholdningen, jf. § 65 b, stk. 1, med tillæg af engagementet
inden for handelsbeholdningen. Økonomiministeren fastsætter regler om, hvilke
poster der indgår i engagementet inden for handelsbeholdningen.
Stk. 2. Et realkreditinstituts engagement, jf. stk. 1, med en
kunde eller gruppe af indbyrdes forbundne kunder må ikke overstige 25 pct. af
realkreditinstituttets ansvarlige kapital med tillæg af kortfristet
supplerende kapital, jf. § 53 a.
Stk. 3. Det samlede beløb af et realkreditinstituts engagementer,
der udgør 10 pct. eller mere af den ansvarlige kapital med tillæg af
kortfristet supplerende kapital, må ikke overstige 800 pct. af
realkreditinstituttets ansvarlige kapital med tillæg af kortfristet
supplerende kapital.
Stk. 4. Engagementer, der udgør 10 pct. eller mere af den
ansvarlige kapital med tillæg af kortfristet supplerende kapital, skal
indberettes til Finanstilsynet hvert kvartal. Tilsynet fastsætter nærmere
bestemmelser om indberetningerne, herunder om undtagelse for indberetning af
visse engagementer.
Stk. 5. De i stk. 2 og 3 nævnte grænser finder ikke anvendelse for
engagementer med virksomheder, der indgår fuldt i konsolideringen i
henholdsvis § 77, stk. 11, eller bank- og sparekasselovens § 37 a, stk. 9,
stk. 11, 2. pkt., eller stk. 12.
Stk. 6. Såfremt et engagement er garanteret af et kreditinstitut i
zone A, betragtes den garanterede del af engagementet som et engagement med
det pågældende kreditinstitut.
Stk. 7. Et realkreditinstitut skal til enhver tid overholde de i
stk. 2 og 3 fastsatte øvre engagementsgrænser. Overstiger engagementerne de
fastsatte grænser, skal Finanstilsynet omgående underrettes. Finanstilsynet
kan i særlige tilfælde tillade, at grænsen i stk. 2 for engagementet inden
for handelsbeholdningen midlertidigt overskrides. Overskridelsen medfører et
tillæg til de vægtede aktiver m.v., herunder poster med markedsrisiko, jf.
stk. 8.
Stk. 8. Økonomiministeren fastsætter bestemmelser om tillæg til de
vægtede aktiver m.v., herunder poster med markedsrisiko, for engagementet
inden for handelsbeholdningen ved midlertidige overskridelser af grænsen i
stk. 2, jf. stk. 7, samt bestemmelser om, at der ved beregningen af de i stk.
2 og 3 nævnte grænser kan ses bort fra særligt sikre krav.«.
40. § 77, stk. 1, ophæves.
41. § 77, stk. 10, affattes således:
»Stk. 10. Bestemmelserne i kapitel 11 om placeringsregler
m.v. med undtagelse af § 65 gælder ikke for de enkelte virksomheder i en
koncern, hvor moderselskabet er et realkreditinstitut, men alene for
koncernen som helhed, jf. dog stk. 11. For den del af en koncern, der består
af realkreditinstitutter, gælder balanceprincippet i kapitel 7 på et
konsolideret niveau.«.
42. I § 77, stk. 11, indsættes efter 1. pkt. :
»Bestemmelserne i kapitel 9 om solvens og kapitel 15 om regnskab,
revision og konsolidering gælder ikke for den del af en koncern, der er
forsikringsselskab, jf. dog § 53 d, stk. 5, og § 90, stk. 2. Finanstilsynet
kan dog beslutte, at bestemmelserne finder anvendelse.«.
§ 77. Boligministeren kan godkende, at et realkreditinstitut
opretter eller erhverver bestemmende indflydelse over et kreditinstitut,
såfremt dette udelukkende driver realkreditvirksomhed eller den i § 2, stk. 1
og 2, nævnte virksomhed eller inden for 3 år overgår til udelukkende at drive
denne virksomhed.
Stk. 2. Et realkreditinstitut kan oprette eller erhverve
bestemmende indflydelse over en erhvervsvirksomhed, der udøver funktioner i
forbindelse med realkreditvirksomhed eller accessorisk virksomhed. Der skal
senest samtidig med selskabets oprettelse eller erhvervelse ske indberetning
herom til boligministeren. Lovens bestemmelser gælder for sådanne
virksomheder med de nødvendige tilpasninger.
Stk. 3. En virksomhed er et moderselskab, hvis den:
1) besidder flertallet af stemmerettighederne i en virksomhed,
2) er aktionær eller anpartshaver eller ejer andre andele af en
virksomheds egenkapital (virksomhedsdeltager) og har ret til at udnævne eller
afsætte et flertal i virksomhedens bestyrelse, direktion eller tilsvarende
ledelsesorgan,
3) er virksomhedsdeltager og har ret til at udøve en bestemmende
indflydelse over virksomheden på grund af vedtægter eller aftale med denne
iøvrigt,
4) er virksomhedsdeltager og i medfør af aftale med andre aktionærer,
anpartshavere eller ejere af andele af egenkapitalen råder over flertallet af
stemmerettighederne i virksomheden, eller
5) besidder kapitalandele i en virksomhed og udøver en bestemmende
indflydelse over denne.
Stk. 4. Virksomheder, der har den i stk. 3 angivne tilknytning til
et finansielt holdingselskab, jf. stk. 6, eller til et kreditinstitut, er
dattervirksomheder.
Stk. 5. Et moderselskab og dets dattervirksomheder udgør en
koncern.
Stk. 6. En virksomhed anses for at være et finansielt
holdingselskab, hvis virksomheden er et finansieringsinstitut, hvis aktivitet
udelukkende eller hovedsagelig består i at besidde kapitalandele i
dattervirksomheder, der er kreditinstitutter eller finansieringsinstitutter,
og hvoraf mindst et datterselskab er et kreditinstitut.
Stk. 7. Ved kapitalinteresser forstås en virksomheds direkte eller
indirekte besiddelse af 20 pct. eller mere af stemmerettighederne eller
kapitalen i en virksomhed.
Stk. 8. Ved opgørelsen af stemmerettigheder og rettigheder til at
udnævne eller afsætte medlemmer af ledelsesorganer medregnes rettigheder, der
besiddes af såvel moderselskabet som dettes datterselskaber.
Stk. 9. Ved opgørelsen af stemmerettigheder i en dattervirksomhed
ses der bort fra stemmerettigheder, som knytter sig til kapitalandele, der
besiddes af virksomheden selv eller dennes dattervirksomheder.
Stk. 10. I de i stk. 1 nævnte tilfælde gælder bestemmelserne i
kapitel 7 og 11 om balanceprincippet og om placeringsregler m.v. ikke for de
enkelte virksomheder i en koncern, hvor moderselskabet er et
realkreditinstitut, men alene for koncernen som helhed, jf. dog stk. 11.
Stk. 11. Bestemmelserne i kapitel 9, 11 a og 15 om solvens, om
engagementsgrænser og om regnskab, revision og konsolidering samt § 61, stk.
3 og § 97 om placeringsregler og om tilsyn gælder med de nødvendige
tilpasninger for såvel de enkelte her i landet beliggende institutter i en
koncern, hvor moderselskabet enten er et finansielt holdingselskab eller er
et realkreditinstitut, som for koncernen som helhed. Modervirksomheden påser
overholdelsen af disse bestemmelser.
43. I § 90, stk. 1, indsættes efter 2. pkt. :
»Finanstilsynet kan i særlige tilfælde udpege yderligere en
statsautoriseret revisor. Realkreditinstituttet kan pålægges at afholde
udgifterne til revisorens honorar. Finanstilsynet godkender honorarets
størrelse.«.
§ 90. Et realkreditinstituts årsregnskab skal revideres af mindst
to revisorer, hvoraf den ene skal være statsautoriseret. Mindst en af de
øvrige revisorer skal være enten statsautoriseret eller registreret.
Revisorernes bemærkninger indføres i en revisionsprotokol.
Stk. 2. Et realkreditinstituts moder-, søster- og
dattervirksomheders årsregnskaber skal revideres af de samme revisorer, som
reviderer realkreditinstituttets årsregnskaber. Boligministeren kan i særlige
tilfælde dispensere fra dette krav.
Stk. 3. Kapitel 8 a i lov om visse selskabers aflæggelse af
årsregnskab m.v. gælder for realkreditinstitutter. For realkreditinstitutter
organiseret som fonde eller foreninger anvendes disse regler med de
nødvendige tilpasninger.
Stk. 4. Boligministeren fastsætter nærmere regler om revisionens
gennemførelse i realkreditinstitutter, herunder om oprettelse af interne
revisionsafdelinger og om revisionens medvirken ved kontrollen af
instituttets overholdelse af de i kapitlerne 4-6 fastsatte bestemmelser og
bestemmelser fastsat i medfør heraf.
44. I § 91 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Finanstilsynet kan foranstalte en undersøgelse af et
realkreditinstituts finansielle fremtidsudsigter. Undersøgelsen kan foretages
af et revisionsfirma eller af Finanstilsynet. Realkreditinstituttet kan
pålægges at betale for undersøgelsen. Finanstilsynet godkender honorarets
størrelse.«.
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
45. I § 91, stk. 4, der bliver stk. 5, indsættes efter
2. pkt. :
»Finanstilsynet godkender honorarets størrelse.«.
§ 91. Boligministeren kan forlange en revisor, der findes uegnet
til sit erhverv, udskiftet og i stedet udpege en anden revisor, der fungerer,
indtil nyt valg kan afholdes.
Stk. 2. Ved revisorskifte skal realkreditinstituttet og revisor
give boligministeren hver sin redegørelse for skiftet.
Stk. 3. Boligministeren kan pålægge revisorerne herunder den
fratrædende revisor enten alene eller sammen med den interne revisionschef at
give oplysninger om realkreditinstituttets forhold.
Stk. 4. Boligministeren kan kræve gennemført en ekstraordinær
revision i et realkreditinstitut. Realkreditinstituttet kan pålægges at
betale for revisionens udførelse.
46. I § 98, stk. 2, indsættes efter nr. 9 som nyt
nummer:
»10) til Folketingets stående udvalg vedrørende et
realkreditinstituts generelle økonomiske forhold som led i den
parlamentariske kontrol med forvaltningen for så vidt angår
realkreditinstitutter under betalingsstandsning eller konkurs, når staten
yder garanti eller stiller midler til rådighed for afvikling af
instituttet,».
Nr. 10-12 bliver herefter nr. 11-13.
47. I § 98 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
»Stk. 5. Adgangen til udlevering af fortrolige oplysninger
til Folketingets stående udvalg i henhold til stk. 2, nr. 10, er begrænset
til dokumenter i sager, der er oprettet i Finanstilsynet efter 1. juni
1995.«.
Stk. 5 bliver herefter stk. 6.
§ 98. De med tilsynet beskæftigede og eksperter, der handler eller
har handlet på tilsynets vegne, er under ansvar efter borgerlig straffelovs
§§ 152-152 e forpligtede til at hemmeligholde, hvad de gennem deres
virksomhed bliver vidende om. Disse oplysninger kan dog videregives i
summarisk eller samlet form, når hverken det enkelte realkreditinstitut eller
dets låntagere kan identificeres.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at
fortrolige oplysninger videregives
1) til andre offentlige myndigheder, herunder anklagemyndigheden og
politiet, i forbindelse med tilfælde, der er omfattet af straffelovgivningen,
2) under en civil retssag, når et realkreditinstitut er erklæret konkurs
eller trådt i likvidation som følge af en domstolskendelse, og såfremt
oplysningerne ikke vedrører tredjemand, der er involveret i forsøg på at
redde realkreditinstituttet,
3) til de finansielle tilsynsmyndigheder, der inden for De Europæiske
Fællesskaber fører tilsyn med kreditinstitutter,
4) til de myndigheder i andre lande inden for De Europæiske Fællesskaber,
der har ansvaret for tilsynet med andre finansieringsinstitutter og
forsikringsselskaber eller fører tilsyn med kapitalmarkederne, under
forudsætning af, at disse modtagere af oplysninger har behov herfor til
varetagelse af deres tilsynsopgaver,
5) til institutioner, der medvirker ved likvidation og konkursbehandling
og lignende procedurer, samt personer, der er ansvarlige for den lovpligtige
revision af kredit- og finansieringsinstitutters regnskaber, under
forudsætning af, at disse modtagere af oplysninger har behov herfor til
varetagelse af deres opgaver,
6) til finansielle tilsynsmyndigheder i lande uden for De Europæiske
Fællesskaber under forudsætning af, at oplysningerne er undergivet
tilsvarende tavshedspligt som angivet i stk. 1 og udveksles i henhold til
international aftale,
7) til institutioner, der forvalter indlånsgarantier, under forudsætning
af, at oplysningerne er nødvendige for, at de kan udføre deres arbejde,
8) til Danmarks Nationalbank og udenlandske centralbanker under
forudsætning af, at oplysningerne er nødvendige for dem i deres egenskab af
pengepolitisk myndighed,
9) til vedkommende minister som led i dennes overordnede tilsyn,
10) til Folketingets Ombudsmand eller til en parlamentarisk kommission
nedsat af Folketinget,
11) til kommissionsdomstole eller undersøgelsesretter nedsat ved lov eller
i henhold til retsplejelovens § 21 eller § 21 a eller
12) til administrative myndigheder og domstole, som behandler afgørelser,
der er truffet af Finanstilsynet.
Stk. 3. Fortrolige oplysninger, som Finanstilsynet modtager, må
kun anvendes som led i Finanstilsynets tilsynsvirksomhed, til pålæggelse af
sanktioner, eller hvis tilsynets afgørelse påklages til højere administrativ
myndighed eller indbringes for domstolene.
Stk. 4. Danske myndigheder m.v., der i henhold til stk. 2 modtager
fortrolige oplysninger fra Finanstilsynet, er med hensyn til disse
oplysninger undergivet den i stk. 1 omhandlede tavshedspligt.
Stk. 5. Som part i forholdet til Finanstilsynet anses alene det
realkreditinstitut, som tilsynsvirksomheden efter lovens kapitel 16 vedrører.
48. I § 100, stk. 3, og to steder i stk. 4 , ændres
»Industriministeriets« til: »Erhvervsministeriets«.
§ 100. Boligministeren kan overlade sine beføjelser efter loven
til Finanstilsynet.
Stk. 2. Overlader boligministeren sine beføjelser til
Finanstilsynet efter stk. 1, kan ministeren fastsætte regler om, at
afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 3. Afgørelser truffet af Finanstilsynet eller Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen i henhold til loven eller forskrifter udstedt i medfør af
loven kan indbringes for Industriministeriets Erhvervsankenævn senest 4 uger
efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
Stk. 4. Påbud fra Finanstilsynet, jf. § 94, stk. 2, om
berigtigelse af lån, der er ydet i strid med bestemmelserne i lovens kapitel
4-6 eller regler udfærdiget i medfør af lovens kapitel 4-6, kan indbringes
for domstolene senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
Afgørelser indbragt for Industriministeriets Erhvervsankenævn kan indbringes
for domstolene senest 4 uger efter, at Industriministeriets Erhvervsankenævn
har meddelt den pågældende nævnets afgørelse.
49. I § 101, stk. 1, ændres »§ 2, stk. 4« til:
»§ 1, stk. 4, 1. pkt., § 2, stk. 5«, efter »§ 7, stk. 2,»
indsættes: »§ 18, stk. 2,» og efter »§§ 48-52,»
indsættes: »§ 53 c, stk. 2,».
50. § 101, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Personer, der er knyttet til et realkreditinstitut,
og som giver eller forsøger at give urigtige eller vildledende oplysninger om
forhold vedrørende instituttet til offentlige myndigheder, straffes med bøde
eller hæfte, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige
lovgivning.«.
§ 101. Overtrædelse af bestemmelserne i § 2, stk. 4, §§ 3-5, § 7,
stk. 2, § 19, §§ 25-42, § 44, stk. 1, § 45, stk. 2-3, § 46, § 47 a, §§ 48-52,
§ 57, stk. 1, 1. pkt., § 58, stk. 1 og 2, §§ 60-65, § 65 a, stk. 1-4, § 75,
§§ 77-79, § 81, stk. 1, § 89, stk. 1, § 91, stk. 2, §§ 92-93 og § 95, stk. 1,
straffes med bøde eller hæfte, medmindre højere straf er forskyldt efter den
øvrige lovgivning.
Stk. 2. Overtrædelse af § 20 straffes efter aktieselskabslovens §
161, stk. 1 og 2. Overtrædelse af § 65 a, stk. 1-4, straffes ikke, såfremt
overtrædelsen alene skyldes fald i den ansvarlige kapital, jf. § 53 a.
Stk. 3. I forskrifter udfærdiget i medfør af loven kan der
fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 4. Er overtrædelsen begået af et realkreditinstitut, kan der
pålægges instituttet som sådant bødeansvar. For overtrædelser, der begås af
et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der
pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
Stk. 5. Giver personer, der er knyttet til et realkreditinstitut,
urigtige eller vildledende oplysninger om forhold vedrørende instituttet til
offentlige myndigheder, straffes den pågældende med bøde eller hæfte, for så
vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Stk. 6. Bestyrelsesmedlemmer, medlemmer af lokale bestyrelser
eller lignende, medlemmer af repræsentantskabet i et realkreditinstitut,
revisorer og granskningsmænd samt deres suppleanter, direktører og øvrige
ansatte, som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger,
som de under udøvelsen af deres hverv har fået kendskab til, straffes med
bøde, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Det samme gælder sådanne personer i et finansielt holdingselskab, for så vidt
angår de oplysninger, der af et realkreditinstitut skal afgives til
finansielle holdingselskaber efter § 77, stk. 11. Sædvanlige oplysninger om
låntagers forhold kan videregives til koncernvirksomheder, jf. definitionen i
årsregnskabslovens § 1, stk. 2, nr. 8, der er underlagt tavshedspligt som
nævnt i 1. pkt., såfremt dette er erhvervsmæssigt begrundet. Oplysninger om
rent private forhold må dog kun videregives med låntagers samtykke. Ansatte i
koncernforhold, der får sådanne oplysninger, er underkastet den i 1. pkt.
nævnte tavshedspligt.
Stk. 7. Forældelsesfristen for overtrædelse af lovens bestemmelser
eller regler udfærdiget i medfør af loven er 5 år.
§ 2
I lov om Dansk Landbrugs Realkreditfond, jf. lovbekendtgørelse nr. 979 af
5. december 1994, foretages følgende ændringer:
1. § 1, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Instituttet kan yde lån til ejere af ejendomme, der
anvendes til landbrug, gartneri, skovbrug og lignende jordbrugsmæssig
virksomhed, mod tinglyst pant i ejendommene. Lån efter 1. pkt. kan ikke ydes
mod sikkerhedsstillelse i form af ejerpantebreve og skadesløsbreve. I de
tilfælde, hvor der til sikkerhed for lån tillige gives pant i løsøre, kan
skadesløsbreve dog anvendes for løsørepantet.«.
§ 1. Denne lov omfatter Dansk Landbrugs Realkreditfond
(instituttet).
Stk. 2. Instituttet kan yde lån mod tinglyst pant i ejendomme, der
anvendes til landbrug, gartneri, skovbrug og lignende jordbrugsmæssig
virksomhed.
2. § 11, stk. 1 ophæves, og i stedet indsættes:
»Instituttet skal ansætte en kontantværdi af ejendommen til brug for
låneudmålingen. Værdiansættelsen sker på grundlag af ejendommens jord og
bygninger. Herudover kan bygningstilbehør, jf. tinglysningslovens § 38, samt
det i tinglysningslovens § 37, stk. 1, nævnte tilbehør, der er omfattet af
tinglyst pantebrev i den faste ejendom, medtages i værdiansættelsen.
Stk. 2. Ved værdiansættelsen kan, uanset stk. 1, medtages det til
ejendommen hørende tilbehør, der ikke er omfattet af tinglyst pantebrev i den
faste ejendom, jf. tinglysningslovens §§ 37 og 38, såfremt dette alene
skyldes, at tilbehøret ejes af en anden end ejeren af den faste ejendom, og
såfremt der til sikkerhed for lånet i den faste ejendom opnås pant i dette
tilbehør i medfør af tinglysningslovens § 47 eller § 47 b, stk. 2.«.
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
§ 11. Instituttet skal ansætte en kontantværdi af ejendommen til
brug for låneudmålingen. Værdiansættelsen sker på grundlag af ejendommens
jord og bygninger samt dertil hørende besætning, driftsinventar og
driftsmateriel m.v.
Stk. 2. Værdiansættelsen skal ligge inden for det beløb, som en
kyndig erhverver med kendskab til de særlige pris- og markedsforhold for den
pågældende type ejendom må skønnes at ville betale for ejendommen. Forhold,
der betinger en særlig høj pris, må ikke indgå i værdiansættelsen.
Stk. 3. Instituttet skal ved værdiansættelsen tage hensyn til
eventuel risiko for ændringer i markeds- eller strukturforhold.
Stk. 4. Landbrugs- og fiskeriministeren kan fastsætte regler om
værdiansættelsen.
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juni 1995, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 1 nr. 15-20, 23, 26, 30, 33-37 og 39 træder i kraft den
1. januar 1996.
§ 4
Stk. 1. Realkreditlovens § 18, stk. 2, som affattet ved denne lovs
§ 1, nr. 6, gælder ikke for virksomhed, som udøves af de i bestemmelsen
nævnte personer inden den 5. april 1995.
Stk. 2. Har realkreditinstituttet inden den 29. april 1994 på
grundlag af en bindende aftale indgået engagementer uden for
handelsbeholdningen, der indebærer, at de i § 65 a, stk. 1 og 2, som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 33 og 34, nævnte grænser er overskredet, kan disse
uanset bestemmelsen i § 65 a, stk. 4, 1. pkt., videreføres indtil
forfaldstidspunkt, jf. § 3 i lov nr. 279 af 27. april 1994.
Stk. 3. Har realkreditinstituttet 1. januar 1996 på grundlag af en
bindende aftale indgået engagementer, der indebærer, at de i § 65 c, stk. 2
og 3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 39, nævnte grænser er overskredet,
kan disse uanset bestemmelsen i § 65 c, stk. 7, 1. pkt., som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 39, videreføres indtil forfaldstidspunkt.
Stk. 4. § 54, stk. 2, 2. pkt., som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 24, gælder ikke for realkreditobligationer og værdipapirer i øvrigt, som
finansierer udlån ydet før 1. juni 1995.
Stk. 5. Uanset bestemmelsen i § 42, stk. 1, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 12, kan lånetilbud afgivet inden den 1. juni 1995 effektueres.
Bilag 2
Folketingets forhandlinger vedrørende realkreditloven
Folketingsåret 1989-90.
Sp. 386, 662, 3297, 4060
A 843, B 135, B 429, C 129
Loven stadfæstet 20. december 1989
(Lovtidende nr. 841)
Sp. 1989, 2790, 8314, 8734
A 1795, B 665, B 772, C 461
Loven stadfæstet 2. maj 1990
(Lovtidende nr. 269)
Sp. 9555, 9944, 10593, 11165
A 5705, B 1877, B 2171, C 1039
Loven stadfæstet 8. juni 1990
(Lovtidende nr. 367)
Sp. 8856, 9011, 10202, 10798
A 5461, B 1423, B 1841, C 899
Loven stadfæstet 13. juni 1990
(Lovtidende nr. 417)
Sp. 11260, 11262, 11351, 11378
A 5911, B 2277, C 1057
Loven stadfæstet 20. august 1990
(Lovtidende nr. 584)
Folketingsåret 1990-91 (2. samling)
Sp. 37, 72, 130, 155
A 7, B 25, C 1
Loven stadfæstet 28. december 1990
(Lovtidende nr. 900)
Sp. 199, 874, 4235, 4509
A 891, B 329, B 337, C 267
Loven stadfæstet 24. april 1991
(Lovtidende nr. 254)
Sp. 6096, 6393, 6785, 7234
A 6403, B 1461, B 1677, C 869
Loven stadfæstet 6. juni 1991
(Lovtidende nr. 377)
Folketingsåret 1991-92
Sp. 779, 1408, 4271, 4568
A 1279, B 233, C 185
Loven stadfæstet 27. december 1991
(Lovtidende nr. 932)
Folketingsåret 1992-93
Sp. 822, 1203, 4028, 4353
A 2007, B 559, B 643, C 571
Loven stadfæstet 23. december 1992
(Lovtidende nr. 1042)
Sp. 7015, 7693, 8487, 9008
A 7993, B 1167, B 1349, C 1121
Loven stadfæstet 6. maj 1993
(Lovtidende nr. 253)
Sp. 7017, 7554, 8627, 9018
A 8023, B 1175, C 1151
Loven stadfæstet 6. maj 1993
(Lovtidende nr. 255)
Sp. 9180, 9740, 11193, 11227
A 10085, B 2093, C 1497
Loven stadfæstet 30. juni 1993
(Lovtidende nr. 440)
Sp. 9182, 9759, 11198, 11228
A 10137, B 2103, C 1509
Loven stadfæstet 30. juni 1993
(Lovtidende nr. 441)
Folketingsåret 1993-94
Sp. 2820, 3592, 8322, 8440
A, B, C,
Loven stadfæstet 27. april 1994
(Lovtidende nr. 279)
Folketingets forhandlinger vedrørende DLR-loven
Folketingsåret 1989-90
Sp. 982, 1403, 3515, 3966
A 1397, B 153, B 441, C 191
Loven stadfæstet 20. december 1989
(Lovtidende nr. 850)
Sp. 8856, 9011, 10202, 10798
A 5461, B 1413, B 1841, C 899
Loven stadfæstet 13. juni 1990
(Lovtidende nr. 417)
Folketingsåret 1992-93
Sp. 7015, 7693, 8487, 9008
A 7993, B 1167, B 1349, C 1121
Loven stadfæstet 6. maj 1993
(Lovtidende nr. 253)
Efter 2. behandling den 24. maj 1995
§ 1
I realkreditloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 476 af 2. juni 1994,
foretages følgende ændringer:
1. I § 1 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Realkreditlån må ikke ydes mod sikkerhedsstillelse i
form af ejerpantebreve og skadesløsbreve. I de tilfælde, hvor der til
sikkerhed for realkreditlån tillige gives pant iløsøre, kan skadesløsbreve
dog anvendes forløsørepantet.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
2. I § 2, stk. 1, indsættes efter »ejendom«:
», jf. dog § 1, stk. 4,».
3. § 2, stk. 4, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 4. Realkreditinstitutter må drive forsikringsvirksomhed
og pengeinstitutvirksomhed gennem datterselskaber.
Stk. 5. Realkreditinstitutter må ikke drive anden virksomhed end
virksomhed efter stk. 1-4.«
4. I § 3 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. For udenlandske selskaber, der er koncernforbundne
med danske realkreditinstitutter, jf. § 77, stk. 3-5, og som udøver
realkreditvirksomhed her i landet, gælder tillige lovens § 2, stk. 5, og
kapitel 7.«
5. I § 4, stk. 2, ændres »§ 3, stk. 1.« til:
»§ 3.«
6. § 18, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Direktører, vicedirektører, underdirektører og
dermed ligestillede må ikke eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed
eller uden tilladelse fra økonomiministeren som bestyrelsesmedlem, funktionær
eller på anden måde deltage i ledelsen eller driften af anden
erhvervsvirksomhed end realkreditinstituttet. De kan dog eje, drive og
deltage i administrationen af fast ejendom. Økonomiministeren kan i særlige
tilfælde tillade undtagelser fra forbudet i 1. pkt., 1. led.«
7. I § 28 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Til de i § 63, stk. 1, 2. pkt., i lov om
boligbyggeri nævnte formål kan ydes indekslån, type IS, inden for en
lånegrænse på 80 pct. og med en løbetid på maksimalt 50 år.«
Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.
8. I § 28, stk. 5, der bliver stk. 6, ændres »3«
til: »4«.
9. I § 30, stk. 5, indsættes efter 3. pkt.:
»Til de i § 48, stk. 1, 2. pkt., i lov om boligbyggeri nævnte formål
kan ydes indekslån, type IS, inden for en lånegrænse på 91 pct. og med en
løbetid på maksimalt 50 år.«
10. I § 30, stk. 6, 1. pkt., ændres »Lån efter stk. 2
og 4« til: »Lån efter stk. 2, stk. 4 og stk. 5, 4. pkt.«
11. I § 30, stk. 6, 2. pkt., ændres »Lån efter stk. 5,
2. pkt.« til: »Lån efter stk. 5, 3. pkt.«
12. § 42 affattes således:
»§ 42. Lån kan ydes på grundlag af værdien af fast ejendom,
der ejes af låntager. Samtlige adkomsthavere skal være påført pantebrevet som
debitorer, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Ved belåning af en ideel anpart af en ejendom, der enten
er lovligt opdelt i anparter før 15. juni 1995 eller alene består af to
selvstændige beboelseslejligheder, finder stk. 1, 2. pkt., ikke anvendelse.
Det er en betingelse herfor, at brugsretten ved tinglyst samejeoverenskomst
er begrænset til denne bestemte del af ejendommen.
Stk. 3. Ud over grund og bygninger kan bygningstilbehør, jf.
tinglysningslovens § 38, samt det i tinglysningslovens § 37, stk. 1, nævnte
tilbehør, der er omfattet af tinglyst pantebrev i den faste ejendom, medtages
i låneudmålingsgrundlaget.
Stk. 4. I låneudmålingsgrundlaget kan uanset stk. 3 medtages det
til ejendommen hørende tilbehør, der ikke er omfattet af tinglyst pantebrev i
den faste ejendom, jf. tinglysningslovens §§ 37 og 38, såfremt dette alene
skyldes, at tilbehøret ejes af en anden end ejeren af den faste ejendom, og
såfremt der til sikkerhed for lånet i den faste ejendom opnås pant i dette
tilbehør i medfør af tinglysningslovens § 47 eller § 47 b, stk. 2.
Stk. 5. Indekslån til ejendomme bortset fra kollektive
energiforsyningsanlæg kan alene ydes på grundlag af værdien af grund og
bygninger.«
13. I § 47 ændres »boligministeren« til:
»økonomiministeren efter forhandling med boligministeren«.
14. I § 52 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Er garantien for lån efter stk. 3, 2. pkt., stillet
af et pengeinstitut eller forsikringsselskab, kan lånet alene ydes på
grundlag af udstedelse af andre værdipapirer end realkreditobligationer, jf.
§ 2, stk. 1.«
15. § 53, stk. 1, affattes således:
»I et realkreditinstitut skal den ansvarlige kapital og den
kortfristede supplerende kapital, jf. § 53 g, stk. 1, til enhver tid mindst
udgøre 8 pct. af realkreditinstituttets risikovægtede aktiver m.v., herunder
poster med markedsrisiko, dog mindst 150 mio. kr. For så vidt angår poster
med markedsrisiko, vedrører kravet efter 1. pkt. alene realkreditinstituttets
handelsbeholdning, jf. § 53 h, stk. 1, samt valutapositioner.«
16. I § 53, stk. 2, indsættes efter »kapital«:
»og den kortfristede supplerende kapital«.
17. § 53, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Økonomiministeren fastsætter regler om
risikovægtning af aktiver m.v., herunder poster med markedsrisiko, samt om
kontrol med opfyldelsen af solvenskravet. Økonomiministeren fastsætter
endvidere regler om opgørelse og indberetning af realkreditinstituttets
samlede renterisici.«
18. I § 53 a, stk. 2, indsættes efter »må«:
»sammen med den kortfristede supplerende kapital«.
19. I § 53 a, stk. 3, indsættes efter
»kapitalelementer«: »og betingelser for medregning af den
kortfristede supplerende kapital, jf. § 53 g, stk. 1«.
20. I § 53 c, nr. 3, udgår »ansvarlig indskudskapital
i form af«.
21. I § 53 c indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Udstedes kapital som nævnt i stk. 1, nr. 3, i form
af massegældsbreve, skal realkreditinstituttet benævne disse
kapitalbeviser.«
22. I § 53 d indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Et realkreditinstitut, der ejer kapitalandele i et
datterselskab, der driver forsikringsvirksomhed, skal ved beregning af
realkreditinstituttets ansvarlige kapital fradrage et beløb svarende til den
andel af forsikringsselskabets solvensmargen, som svarer til den direkte
eller indirekte ejede andel af forsikringsselskabets selskabskapital. Har
forsikringsselskabet ikke vedtægtsmæssigt hjemsted i Danmark, anvendes ved
beregningen den solvensmargen, der fremkommer efter hjemlandets regler, dog
mindst den solvensmargen, der fremkommer ved anvendelsen af de her i landet
gældende regler for forsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted her i
landet.«
23. Efter § 53 f indsættes i kapitel 9:
»§ 53 g. Ved kortfristet supplerende kapital forstås
kapitalindskud med en oprindelig løbetid eller et opsigelsesvarsel på mindst
2 år.
Stk. 2. Kortfristet supplerende kapital kan alene medregnes til
kapitaldækning af poster med markedsrisiko. Kortfristet supplerende kapital
kan højst medregnes med 5,7 pct. af de vægtede poster med markedsrisiko.
§ 53 h. Økonomiministeren fastsætter bestemmelser om, hvilke
poster der indgår i handelsbeholdningen.
Stk. 2. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde tillade, at et
instituts nettofortjeneste ved handelsbeholdningen indregnes i den
kortfristede supplerende kapital. Økonomiministeren fastsætter nærmere regler
for opgørelse af nettofortjenesten ved handelsbeholdningen.«
24. I § 54, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»Udstedelse af realkreditobligationer og andre værdipapirer, jf. § 2,
stk. 1, kan ikke ske i samme serie.«
25. I § 54, stk. 3, ændres »jf. § 56, stk. 3«
til: »jf. § 56, stk. 4«.
26. I § 56, stk. 2, 1. og 2. pkt., § 57, stk. 3, 2.
pkt., og § 62 a, stk. 1 og to steder i stk. 2 , ændres
»ansvarlig indskudskapital« til: »supplerende kapital i form
af værdipapirer med ubestemt løbetid og andre kapitalindskud, jf. § 53 c,
stk. 1, nr. 3«.
27. I § 56, stk. 4, indsættes som 3. pkt.:
»I serier, som efter 1. pkt. hæfter indbyrdes, må der alene være
udstedt realkreditobligationer, jf. § 54, stk. 2, 2. pkt.«
28. I § 61, stk. 1, indsættes efter
»realkreditvirksomhed«: »eller virksomhed efter § 2, stk.
4«.
29. I § 61, stk. 2 og 3 , ændres »eller
accessorisk virksomhed« til: »eller virksomhed efter § 2, stk. 2
eller 4«.
30. I § 63, stk. 1, ændres »§ 65 b, stk. 1« til:
»§ 65 c, stk. 1«.
31. I § 63 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Økonomiministeren kan fastsætte nærmere regler for
transaktioner, der indgås mellem et realkreditinstitut og virksomheder, der
direkte eller indirekte er forbundet med realkreditinstituttet som
dattervirksomheder, som associerede virksomheder, som moderselskab eller som
moderselskabets associerede virksomheder og øvrige dattervirksomheder,
herunder om krav til årsregnskabets oplysninger om de koncerninterne
transaktioner.«
32. § 64, stk. 1, affattes således:
»Renterisikoen på realkreditinstituttets midler svarende til den
ansvarlige kapital med fradrag af det beløb, hvormed solidarisk hæftelse er
medregnet, og med tillæg af hensættelser til tab på udlån og midler i serier
med tilbagebetalingspligt, samt ikkebalanceførte poster må forholdsmæssigt
ikke overstige renterisikoen på instituttets udstedte obligationer og andre
værdipapirer.«
33. I § 65 a, stk. 1 og to steder i stk. 6, og i
§ 65 b, stk. 1, indsættes efter »engagement«: »uden for
handelsbeholdningen«.
34. I § 65 a, stk. 2, stk. 3, 2. pkt., og stk. 5 ,
indsættes efter »engagementer«: »uden for
handelsbeholdningen«.
35. I § 65 a, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter
»Engagementer«: »uden for handelsbeholdningen«.
36. I § 65 a, stk. 4, 2. pkt., indsættes efter
»engagementerne«: »uden for handelsbeholdningen«.
37. I § 65 a, stk. 6, indsættes efter
»engagementet«: »uden for handelsbeholdningen«.
38. I § 65 a indsættes efter stk. 6 som nyt stykke:
»Stk. 7. Kapitalandele og efterstillede kapitalindskud i et
datterselskab, der driver forsikringsvirksomhed, medregnes ikke ved
opgørelsen efter stk. 1 og 2 af realkreditinstituttets engagement med det
pågældende datterselskab. Realkreditinstituttet kan dog højst undlade at
medregne et beløb svarende til fradraget i realkreditinstituttets kapital
efter § 53 d, stk. 4.«
Stk. 7 bliver herefter stk. 8.
39. Efter § 65 b indsættes i kapitel 11 a:
»§ 65 c. Ved et engagement forstås summen af engagementet
uden for handelsbeholdningen, jf. § 65 b, stk. 1, med tillæg af engagementet
inden for handelsbeholdningen. Økonomiministeren fastsætter regler om, hvilke
poster der indgår i engagementet inden for handelsbeholdningen.
Stk. 2. Et realkreditinstituts engagement, jf. stk. 1, med en
kunde eller gruppe af indbyrdes forbundne kunder må ikke overstige 25 pct. af
realkreditinstituttets ansvarlige kapital med tillæg af kortfristet
supplerende kapital, jf. § 53 a.
Stk. 3. Det samlede beløb af et realkreditinstituts engagementer,
der udgør 10 pct. eller mere af den ansvarlige kapital med tillæg af
kortfristet supplerende kapital, må ikke overstige 800 pct. af
realkreditinstituttets ansvarlige kapital med tillæg af kortfristet
supplerende kapital.
Stk. 4. Engagementer, der udgør 10 pct. eller mere af den
ansvarlige kapital med tillæg af kortfristet supplerende kapital, skal
indberettes til Finanstilsynet hvert kvartal. Tilsynet fastsætter nærmere
bestemmelser om indberetningerne, herunder om undtagelse for indberetning af
visse engagementer.
Stk. 5. De i stk. 2 og 3 nævnte grænser finder ikke anvendelse på
engagementer med virksomheder, der indgår fuldt i konsolideringen i
henholdsvis § 77, stk. 11, eller bank- og sparekasselovens § 37 a, stk. 9,
stk. 11, 2. pkt., eller stk. 12.
Stk. 6. Såfremt et engagement er garanteret af et kreditinstitut i
zone A, betragtes den garanterede del af engagementet som et engagement med
det pågældende kreditinstitut.
Stk. 7. Et realkreditinstitut skal til enhver tid overholde de i
stk. 2 og 3 fastsatte øvre engagementsgrænser. Overstiger engagementerne de
fastsatte grænser, skal Finanstilsynet omgående underrettes. Finanstilsynet
kan i særlige tilfælde tillade, at grænsen i stk. 2 for engagementet inden
for handelsbeholdningen midlertidigt overskrides. Overskridelsen medfører et
tillæg til de vægtede aktiver m.v., herunder poster med markedsrisiko, jf.
stk. 8.
Stk. 8. Økonomiministeren fastsætter bestemmelser om tillæg til de
vægtede aktiver m.v., herunder poster med markedsrisiko, for engagementet
inden for handelsbeholdningen ved midlertidige overskridelser af grænsen i
stk. 2, jf. stk. 7, samt bestemmelser om, at der ved beregningen af de i stk.
2 og 3 nævnte grænser kan ses bort fra særlig sikre krav.«
40. § 77, stk. 1, ophæves.
41. § 77, stk. 10, affattes således:
»Stk. 10. Bestemmelserne i kapitel 11 om placeringsregler
m.v. med undtagelse af § 65 gælder ikke for de enkelte virksomheder i en
koncern, hvor moderselskabet er et realkreditinstitut, men alene for
koncernen som helhed, jf. dog stk. 11. For den del af en koncern, der består
af realkreditinstitutter, gælder balanceprincippet i kapitel 7 på et
konsolideret niveau.«
42. I § 77, stk. 11, indsættes efter 1. pkt.:
»Bestemmelserne i kapitel 9 om solvens og kapitel 15 om regnskab,
revision og konsolidering gælder ikke for den del af en koncern, der er
forsikringsselskab, jf. dog § 53 d, stk. 4, og § 90, stk. 2. Finanstilsynet
kan dog beslutte, at bestemmelserne finder anvendelse.«
43. I § 98, stk. 2, indsættes efter nr. 9 som nyt nummer:
»10) til Folketingets stående udvalg vedrørende et
realkreditinstituts generelle økonomiske forhold som led i den
parlamentariske kontrol med forvaltningen, for så vidt angår
realkreditinstitutter under betalingsstandsning eller konkurs, når staten
yder garanti eller stiller midler til rådighed for afvikling af
instituttet,».
Nr. 10-12 bliver herefter nr. 11-13.
44. I § 98 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
»Stk. 5. Adgangen til udlevering af fortrolige oplysninger
til Folketingets stående udvalg i henhold til stk. 2, nr. 10, er begrænset
til dokumenter i sager, der er oprettet i Finanstilsynet efter 1. juni
1995.«
Stk. 5 bliver herefter stk. 6.
45. I § 100, stk. 3 og to steder i stk. 4, ændres
»Industriministeriets« til: »Erhvervsministeriets«.
46. I § 101, stk. 1, ændres »§ 2, stk. 4« til:
»§ 1, stk. 4, 1. pkt., § 2, stk. 5«, efter »§ 7, stk. 2,»
indsættes: »§ 18, stk. 2,», og efter »§§ 48-52,»
indsættes: »§ 53 c, stk. 2,».
47. § 101, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Personer, der er knyttet til et realkreditinstitut,
og som giver eller forsøger at give urigtige eller vildledende oplysninger om
forhold vedrørende instituttet til offentlige myndigheder, straffes med bøde
eller hæfte, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige
lovgivning.«
§ 2
I lov om Dansk Landbrugs Realkreditfond, jf. lovbekendtgørelse nr. 979 af
5. december 1994, foretages følgende ændringer:
1. § 1, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Instituttet kan yde lån til ejere af ejendomme, der
anvendes til landbrug, gartneri, skovbrug og lignende jordbrugsmæssig
virksomhed, mod tinglyst pant i ejendommene. Samtlige ejere skal være påført
pantebrevet som debitorer, jf. dog stk. 3. Lån efter 1. pkt. kan ikke ydes
mod sikkerhedsstillelse i form af ejerpantebreve og skadesløsbreve. I de
tilfælde, hvor der til sikkerhed for lån tillige gives pant i løsøre, kan
skadesløsbreve dog anvendes for løsørepantet.«
2. I § 1 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Landbrugs- og fiskeriministeren kan fravige
bestemmelsen i stk. 2, 2. pkt., hvis lånet ydes i henhold til særlig
lovgivning.«
3. § 11, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:
»Instituttet skal ansætte en kontantværdi af ejendommen til brug for
låneudmålingen. Værdiansættelsen sker på grundlag af ejendommens jord og
bygninger. Herudover kan bygningstilbehør, jf. tinglysningslovens § 38, samt
det i tinglysningslovens § 37, stk. 1, nævnte tilbehør, der er omfattet af
tinglyst pantebrev i den faste ejendom, medtages i værdiansættelsen.
Stk. 2. Ved værdiansættelsen kan uanset stk. 1 medtages det til
ejendommen hørende tilbehør, der ikke er omfattet af tinglyst pantebrev i den
faste ejendom, jf. tinglysningslovens §§ 37 og 38, såfremt dette alene
skyldes, at tilbehøret ejes af en anden end ejeren af den faste ejendom, og
såfremt der til sikkerhed for lånet i den faste ejendom opnås pant i dette
tilbehør i medfør af tinglysningslovens § 47 eller § 47 b, stk. 2.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 15. juni 1995, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 1, nr. 15-20, 23, 26, 30, 33-37 og 39, træder i kraft
den 1. januar 1996.
§ 4
Stk. 1. Realkreditlovens § 18, stk. 2, som affattet ved denne lovs
§ 1, nr. 6, gælder ikke for virksomhed, som udøves af de i bestemmelsen
nævnte personer inden den 5. april 1995.
Stk. 2. Har realkreditinstituttet inden den 29. april 1994 på
grundlag af en bindende aftale indgået engagementer uden for
handelsbeholdningen, der indebærer, at de i § 65 a, stk. 1 og 2, som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 33 og 34, nævnte grænser er overskredet, kan disse
uanset bestemmelsen i § 65 a, stk. 4, 1. pkt., videreføres indtil
forfaldstidspunkt, jf. § 3 i lov nr. 279 af 27. april 1994 om ændring af
realkreditloven. (Store engagementer m.v.)
Stk. 3. Har realkreditinstituttet 1. januar 1996 på grundlag af en
bindende aftale indgået engagementer, der indebærer, at de i § 65 c, stk. 2
og 3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 39, nævnte grænser er overskredet,
kan disse uanset bestemmelsen i § 65 c, stk. 7, 1. pkt., som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 39, videreføres indtil forfaldstidspunkt.
Stk. 4. § 54, stk. 2, 2. pkt., som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 24, gælder ikke for realkreditobligationer og værdipapirer i øvrigt, som
finansierer udlån ydet før 15. juni 1995.
Stk. 5. Uanset bestemmelsen i § 42, stk. 1, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 12, kan lånetilbud afgivet inden den 15. juni 1995 effektueres.
Officielle noter
(* 1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv nr.
93/6/EØF af 15. marts 1993, EF-Tidende 1993 L. 141 s. 1.
Lignende dokumenter
- 1995 LSF 129 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF REALKREDITLOVEN (IMPLEMENTERING AF BCCI-DIREKTIVET, ÆNDRING AF ENGAGEMENTSREGLER M.V.) (* 1) Retsinformation · 29. maj 1996
- 1994 LSF 205 FORSLAG TIL LOV OM IMØDEGÅELSE AF INDLÅSNINGSEFFEKTER PÅ INKONVERTERBARE REALKREDITLÅN M.V. Retsinformation · 8. juni 1995
- 1987 LSF 29 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM REALKREDITINSTITUTTER OG LOV OM INDEKSREGULEREDE REALKREDITLÅN (REFINANSIERING AF REALKREDITLÅN M.V. I LANDBRUGSEJENDOMME) Retsinformation · 12. oktober 1988
- 1989 LSF 143 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF FORSKELLIGE SKATTELOVE (REALKREDITINSTITUTTERS OMDANNELSE TIL AKTIESELSKABER OG FUSION AF FONDE M.V.) Retsinformation · 25. april 1990
- Forslag til Lov om ændring af kursgevinstloven, skattekontrolloven og skattestyrelsesloven Retsinformation · 29. oktober 1998
- 1992 LSF 246 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF REALKREDITLOV OG AF LOV OM DANSK LANDBRUGS REALKREDITFOND (STÅENDE INDEKSLÅN I LANDBRUGSEJENDOMME OG FRITAGELSE AF VISSE LÅN FOR TINGLYSNINGSAFGIFT) Retsinformation · 8. november 1994