1997 LSF 64 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE (FOREBYGGENDE FORANSTALTNINGER OG RETTIGHEDSFRAKENDELSE)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 625 af 15. juli 1997,
foretages følgende ændringer:
1. I § 70 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Til forebyggelse af en situation som beskrevet i
stk. 1 kan tilsynsmyndigheden foretage det nødvendige uden påbud og for den
ansvarliges regning. Det gælder dog ikke, hvis den ansvarlige virksomhed på
ejendommen er i drift, eller hvis de nødvendige foranstaltninger kan
iværksættes efter anden lovgivning.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
2. I § 70, stk. 2 , der bliver stk. 3, ændres »§ 69,
stk. 1, nr. 3, og stk. 1 i nærværende paragraf« til: »stk. 1 og 2
samt § 69, stk. 1, nr. 3«.
3. I § 70 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Tilsynsmyndighedens afgørelser efter stk. 1 og 2 kan
ikke påklages til anden administrativ myndighed.«
4. § 110 b, stk. 1, affattes således:
»Retten til at udøve virksomhed omfattet af kapitel 5 kan frakendes
ved dom for strafbart forhold, hvis den tiltalte
1) er dømt for overtrædelse af straffelovens § 196 eller
2) gentagne gange eller under i øvrigt skærpende omstændigheder har
a) overtrådt bestemmelser i denne lov eller forskrifter udstedt i medfør
heraf,
b) undladt at efterkomme forbud eller påbud, som er udstedt med hjemmel i
denne lov eller forskrifter udstedt i medfør heraf, eller
c) tilsidesat vilkår knyttet til en tilladelse, dispensation eller
godkendelse udstedt med hjemmel i denne lov eller forskifter udstedt i medfør
heraf.«
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Læs alt
Oprindeligt fremsat forslag
I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 625 af 15. juli 1997,
foretages følgende ændringer:
§ 1
1. I § 70 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Til forebyggelse af en situation som beskrevet i
stk. 1 kan tilsynsmyndigheden foretage det nødvendige uden påbud og for den
ansvarliges regning. Det gælder dog ikke, hvis den ansvarlige virksomhed på
ejendommen er i drift, eller hvis de nødvendige foranstaltninger kan
iværksættes efter anden lovgivning.«.
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
2. I § 70, stk. 2 , der bliver stk. 3 , ændres
»§ 69, stk. 1, nr. 3, og stk. 1 i nærværende paragraf« til:
»stk. 1 og 2 samt § 69, stk. 1, nr. 3« .
3. I § 70 indsættes som stk. 4 :
» Stk. 4. Tilsynsmyndighedens afgørelser efter stk. 1 og 2 kan
ikke påklages til anden administrativ myndighed.«
4. § 110 b, stk. 1 , affattes således:
»Retten til at udøve virksomhed omfattet af kapitel 5 kan frakendes
ved dom for strafbart forhold, hvis den tiltalte
1) er dømt for overtrædelse af straffelovens § 196, eller
2) gentagne gange eller under i øvrigt skærpende omstændigheder har
a) overtrådt bestemmelser i denne lov eller forskrifter udstedt i medfør
heraf,
b) undladt at efterkomme forbud eller påbud, som er udstedt med hjemmel i
denne lov eller forskrifter udstedt i medfør heraf, eller
c) tilsidesat vilkår knyttet til en tilladelse, dispensation eller
godkendelse udstedt med hjemmel i denne lov eller forskifter udstedt i medfør
heraf.
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslagets hovedindhold
Lovforslaget indeholder forslag til ændring af miljøbeskyttelseslovens §
70 om offentligt foranstaltede selvhjælpshandlinger og § 110 b om
rettighedsfrakendelse.
Det foreslås, at tilsynsmyndigheden får ret til at iværksætte forebyggende
foranstaltninger, men ikke pligt, i forbindelse med forurening og risiko
herfor med henblik på at kunne forhindre, at der opstår situationer, der
indebærer overhængende fare for sundheden eller medfører væsentlig forurening
eller udbredelse heraf.
De forebyggende foranstaltninger skal kunne iværksættes i situationer,
hvor den ansvarlige virksomhed er ude af drift. Udgifterne herved afholdes på
den ansvarliges regning. Virksomheder i drift, vil ikke blive omfattet af
bestemmelsen, og for disse gælder lovens bestemmelser om håndhævelse og
påbud. Den foreslåede bestemmelse skal videre ikke finde anvendelse, hvis
forebyggende foranstaltninger kan gennemføres efter anden lovgivning.
Der foreslås endvidere en ændring af miljøbeskyttelseslovens § 110 b. Det
præciseres, at straf efter straffelovens § 196 ligestilles med overtrædelse
af miljøbeskyttelsesloven, og at tilsidesættelse af vilkår knyttet til en
tilladelse, dispensation eller en godkendelse efter loven eller i forskrifter
udstedt i medfør af loven ligestilles med undladelse af at efterkomme forbud
eller påbud, som er udstedt i medfør af disse bestemmelser.
2. Lovforslagets baggrund og formål
2.1 Forebyggende foranstaltninger
Lovforslaget er aktualiseret af Miljøklagenævnets afgørelse i marts 1997,
der medførte en lukning af kemikalievirksomheden H&C Prom Kemi ApS,
Viemose i Sydsjælland. Virksomheden blev erklæret konkurs den 2. maj 1997.
Tilsynsmyndigheden Storstrøms Amt har vurderet, at de ca. 3500 tons
farligt affald, der for tiden er oplagret på virksomheden, i løbet af få år
vil medføre risiko for væsentlig forurening på grund af gennemtæring m.v. af
beholdere. Der er ikke økonomiske midler i konkursboet til at efterkomme et
tidligere meddelt påbud fra Miljøklagenævnet til virksomheden om at
bortskaffe affaldet.
På den baggrund har amtet ønsket, at der skabes mulighed for en samlet
offentligt foranstaltet bortskaffelse af det oplagrede affald, inden der
opstår fare for sundhed og miljøet. Hvis der først gribes ind, når
forureningstruslen er akut, er det amtets vurdering, at
bortskaffelsesomkostningerne vil blive fordoblet og samlet beløbe sig til
25-30 mio. kr.
Sagen om H&C Prom Kemi ApS har givet anledning til tvivl, om
miljøbeskyttelseslovens håndhævelsesbestemmelser, først og fremmest lovens §
69, stk. 1 nr. 3, udgør et tilstrækkeligt sikkert retsgrundlag for offentligt
iværksatte selvhjælpshandlinger, der har baggrund i, at et påbud ikke
efterkommes.
Det er forbundet med stor usikkerhed, om tilsynsmyndigheden, efter at
H&C Prom Kemi ApS gik konkurs, med henvisning til lovens § 69, stk. 1,
nr. 3, vil kunne fjerne affald og foretage andre selvhjælpslignende
foranstaltninger til opfyldelse af påbud, som virksomheden ikke har
efterkommet.
Problemstillingen går videre end sagen om H&C Prom Kemi ApS, idet der
er tale om et håndhævelsesproblem for tilsynsmyndighederne af mere generel
karakter. Problemet opstår eksempelvis, hvor en forurenende virksomhed
indstiller driften og selskabet bag virksomheden går konkurs eller opløses og
efterlader en forureningstrussel. Den retlige usikkerhed om det
hjemmelsmæssige grundlag for offentligt finansierede selvhjælpshandlinger,
kan også opstå i tilfælde, hvor tilsynsmyndigheden ikke har kendskab til,
hvem der er ansvarlig for forholdet, eller hvor den ansvarlige ikke længere
råder over ejendommen.
Når en virksomhed bliver erklæret konkurs, kan tilsynsmyndigheden normalt
ikke længere regne med, at et allerede meddelt påbud vil blive efterkommet.
Det må anses for tvivlsomt, om konkursboet indtræder i virksomhedens
offentligretlige handleforpligtelser, hvis boet ikke driver virksomheden
videre.
Det betyder, at tilsynsmyndighedens påbud om at lovliggøre forhold efter
lovens § 69 og øvrige påbud meddelt efter lovens bestemmelser i realiteten
ikke kan håndhæves, hvis virksomheden går konkurs, inden der fra
myndighedernes side er taget skridt til selvhjælpshandlinger. Tilsvarende
begrænsninger i tilsynsmyndighedens håndhævelsesmuligheder gør sig for så
vidt gældende, hvis den pågældende virksomhed lukker og selskabet bag opløses
eller hvis den ansvarlige person eller det ansvarlige selskab ikke kan
identificeres.
Det kan, som i Prom-sagen være tvivlsomt, om tilsynsmyndigheden i sådanne
tilfælde kan gennemtvinge et påbud, som blev meddelt virksomheden inden
dennes konkurs, ved at iværksætte selvhjælpshandlinger med henvisning til §
69, stk. 1.
Noget andet er, at miljøretlige krav mod virksomheden, herunder et påbud
som den oprindeligt ansvarlige virksomhed ikke længere kan opfylde, generelt
kan anmeldes i den ansvarliges konkursbo i det omfang kravet kan omsættes til
et pengekrav.
Det er således heller ikke udelukket, at tilsynsmyndigheden, efter at have
iværksat forebyggende foranstaltninger eksempelvis med henblik på at fjerne
affald, kan gøre krav gældende mod boet eller den ansvarlige, hvis denne
efterfølgende kan identificeres, efter dansk rets almindelige
erstatningsregler eller lovgivningen om miljøerstatning.
Da kommuner og amtskommuner ikke uden klar lovhjemmel - heller ikke på
grundlag af de såkaldte ulovbestemte kommunalfuldmagtsregler - på en andens
regning kan iværksætte en oprydning af eller en anden foranstaltning mod en
forurening, vil det være nødvendigt at tilvejebringe et sådant klart
hjemmelsgrundlag herfor i de ovenfor beskrevne situationer.
Forslaget har på baggrund heraf som hovedformål at tilvejebringe en klar
hjemmel til, at tilsynsmyndigheden efter miljøbeskyttelsesloven, når en
virksomhed har indstillet driften, kan iværksætte nødvendige foranstaltninger
med henblik på at sikre, at der ikke opstår en situation, der vil kunne
fremkalde fare for sundhed eller miljø.
Efter den foreslåede § 70, stk. 2, får tilsynsmyndigheden således ret til
at sætte ind med forebyggende foranstaltninger, men ikke pligt, når det sker
med henblik på at afværge situationer, som omhandlet i § 70, stk. 1.
Tilsynsmyndigheden skal ikke vente med at handle til en sundheds- eller
forureningsfare bliver overhængende, jf. herved den gældende § 70, stk. 1,
hvorefter der i sådanne situationer er en pligt for tilsynsmyndigheden til at
iværksætte selvhjælpshandlinger.
De forebyggende foranstaltninger skal efter forslaget kunne iværksættes
uanset baggrunden for foranstaltningerne. Handlemuligheden efter forslaget
til § 70, stk. 2, er dermed ikke afhængig af, om den forureningsrisiko, der
er skabt, er sket ved lovlig eller ulovlig adfærd eller manglende
efterlevelse af et påbud eller andre forpligtelser efter lovgivningen.
Bestemmelsen er ikke begrænset til bestemte typer af forurening og omfatter
derfor forurening og risiko for forurening af både jord, vand og luft, jf.
dog nedenfor om forholdet til anden lovgivning.
Bestemmelsen vil kunne danne baggrund for foranstaltninger på enhver
ejendom uden samtykke fra grundejeren, jf. herved lovens § 87.
Offentligt finansierede foranstaltninger efter forslagets § 70, stk. 2,
kan kun iværksættes i tilfælde, hvor den ansvarlige virksomhed har indstillet
driften på ejendommen. Situationen vil derfor typisk være, at selskabet eller
personen bag er erklæret konkurs, er ophørt at eksistere, ikke kan
identificeres eller er fraflyttet og således ikke længere råder over
ejendommen. I sådanne situationer vil lovens håndhævelsesmidler, fx påbud om
at lovliggøre et ulovligt forhold, som oftest være utilstrækkelige eller ikke
finde anvendelse. Det er således tvivlsomt, om der efter den gældende § 69,
stk. 1, nr. 3, er mulighed for, at tilsynsmyndigheden gennemtvinger den
ansvarliges forpligtelser ved en selvhjælpshandling.
Lovforslaget skal sikre, at der bl.a. i sager som H&C Prom Kemi ApS,
hvor et allerede meddelt påbud formentlig ikke kan gennemtvinges i form af en
selvhjælpshandling, jf. lovens § 69, stk. 1 nr. 3, er lovhjemmel til, at der
ved tilsynsmyndighedens foranstaltning, umiddelbart efter virksomheden har
indstillet driften, vil kunne iværksættes en samlet bortskaffelse af oplagret
affald og eventuelt miljøfarligt produktionsudstyr fra virksomheden, hvis
dette skønnes at være en hensigtsmæssig og miljømæssig relevant forebyggende
foranstaltning. Tilsynsmyndigheden skal ikke afvente udløbet af tidligere
meddelte påbudsfrister, hvis virksomheden har indstillet driften og ikke har
iværksat påbudte foranstaltninger.
De nærmere omstændigheder, hvorved risikoen for forurening er opstået og
som er anledning til tilsynsmyndighedens indgreb efter § 70, stk. 2, har som
nævnt ingen betydning. Det skal blot kunne godtgøres, at der er en
overvejende sandsynlighed for, at den situation, der er skabt, på sigt, hvis
der ikke foretages noget, vil kunne medføre en fare for sundhed eller miljø,
som det påhviler tilsynsmyndigheden at afværge, jf. herved § 70, stk. 1.
Lovforslaget betyder således, at tilsynsmyndigheden får adgang til på et
tidligere tidspunkt, end det er tilfældet i dag, at iværksætte
foranstaltninger i forbindelse med fare for sundheden og miljøet.
Muligheden for at iværksætte forebyggende foranstaltninger efter den
foreslåede bestemmelse er dog begrænset.
Bestemmelsen finder ikke anvendelse, hvis den ansvarlige virksomhed på
ejendommen er i drift. Eventuelle forebyggende foranstaltninger forudsættes i
disse tilfælde at kunne gennemtvinges efter de gældende
håndhævelsesbestemmelser, jf. herved lovens § 69, og andre påbudsbestemmelser
efter loven, jf. især § 30, § 41 og § 42.
Forslaget til § 70, stk. 2, finder heller ikke anvendelse, hvis de
nødvendige forebyggende foranstaltninger kan iværksættes med hjemmel i anden
lovgivning. Hvis offentligt foranstaltet afværgetiltag i forbindelse med
forurenet jord, kan iværksættes efter affaldsdepotloven (Bekendtgørelse af
lov nr. 939 af 27. oktober 1996 af lov om affaldsdepoter), finder § 70, stk.
2 således ikke anvendelse.
Lovforslaget bygger på forureneren-betaler princippet, som er indarbejdet
i miljøloven, idet forebyggende foranstaltninger skal ske på den ansvarliges
regning. Forureneren-betaler princippet er endvidere et af principperne for
EUs politik på miljøområdet.
Tilsynsmyndigheden vil, såfremt det måtte vise sig muligt at identificere
en ansvarlig, kunne kræve dækning af afholdte udgifter efter dansk rets
almindelige erstatningsregler, eller såfremt lovgivningen fastsætter et
strengere erstatningsansvar, efter de gældende bestemmelser herom.
Det forudsættes, at tilsynsmyndigheden i videst muligt omfang søger
afholdte udgifter dækket, herunder anmelder eventuelle krav i boet efter den
ansvarlige eller om nødvendigt anlægger civilt søgsmål mod den ansvarlige,
hvis denne kan identificeres.
Det er dog en del af formålet med lovforslaget, at det netop ikke er en
betingelse for tilsynsmyndighedens iværksættelse af selvhjælpshandlinger, at
der kan findes en ansvarlig. Hovedreglen vil nok være, at tilsynsmyndigheden,
i de sager lovforslaget dækker, sjældent vil have mulighed for at få dækket
sine udgifter.
2.2 Rettighedsfrakendelse
§ 110 b blev indsat i miljøbeskyttelsesloven ved lov nr. 425 af 10. juni
1997. Denne lov indeholder bestemmelser, der sigter mod mere lov og orden på
miljøområdet, blandt andet ved at skabe bedre muligheder for håndhævelse af
den gældende miljølovgivning.
Ved lov nr. 412 af 10. juni 1997 indførtes som led heri en ny bestemmelse
i straffeloven, § 196, om særlig grov miljøkriminalitet med en strafferamme
på fængsel i indtil 4 år for særligt grove overtrædelser af
miljølovgivningen.
§ 110 b indeholder en selvstændig hjemmel i miljøbeskyttelsesloven om
rettighedsfrakendelse ved domstolene i forbindelse med straffesager, hvis den
tiltalte gentagne gange eller under i øvrigt skærpende omstændigheder har
overtrådt bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven eller i forskrifter udstedt i
medfør af loven eller undladt at efterkomme forbud eller påbud, som er
udstedt i medfør af disse bestemmelser.
Straffelovens § 196 vil omfatte sager om alvorlig miljøkriminalitet og
dermed ofte være sager, der kan medføre rettighedsfortabelse efter
bestemmelserne i miljøbeskyttelsesloven. Det er således hensigtsmæssigt, at
der også i miljøbeskyttelseslovens § 110 b er en direkte henvisning til den
nye straffelovsbestemmelse om grov miljøkriminalitet. Det foreslås derfor, at
der ved den foreslåede tilføjelse til §110 b, stk. 1, litra a, præciseres, at
straf efter straffelovens § 196 kan medføre, at retten til at udøve
virksomhed, omfattet af miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 om forurenende
virksomhed, kan frakendes ved dom.
Såfremt en person er straffet efter straffelovens § 196 om grov
miljøkriminalitet ved overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven vil der normalt
foreligge »skærpende omstændigheder« også i forhold til anvendelse
af miljøbeskyttelseslovens § 110 b.
Efter den eksisterende § 110 b, stk. 1, litra b kan rettighedsfrakendelse
ved dom også komme på tale, hvis den tiltalte gentagne gange eller under i
øvrigt skærpende omstændigheder har undladt at efterkomme forbud eller påbud
udstedt i medfør af miljøbeskyttelsesloven eller i forskrifter udstedt i
medfør af loven.
Tilsidesættelse af vilkår knyttet til f.eks. miljøgodkendelser efter
lovens kapitel 5 er ikke omfattet af den nuværende bestemmelses ordlyd.
Vilkårstilsidesættelser vil således ikke kunne medføre rettighedsfortabelse
efter § 110 b, medmindre tilsidesættelsen samtidig vil være en overtrædelse
af loven eller af forskrifter udstedt i medfør af loven.
Vilkårstilsidesættelser kan have meget alvorlige konsekvenser for miljøet
og måske medføre risiko for udgiftskrævende oprydningsforanstaltninger for
tilsynsmyndigheden, uden at det på samme tid er en strafbar overtrædelse af
miljølovgivningen.
Derfor foreslås det, at tilsidesættelse af vilkår knyttet til en
tilladelse, dispensation eller en godkendelse efter loven eller i forskrifter
udstedt i medfør af loven ligestilles med undladelse af at efterkomme forbud
eller påbud, som er udstedt i medfør af disse bestemmelser.
Det bemærkes i den forbindelse, at påbud ofte anvendes til generelt at
regulere forholdene på virksomheder , jf. herved lovens § 41 og § 42
hvorefter der kan meddeles påbud om forureningsbegrænsende foranstaltninger
til en i øvrigt lovligt drevet virksomhed. Påbudet fungerer i den sammenhæng
på tilsvarende måde som et vilkår i en tilladelse m.v. Gentagen eller grov
tilsidesættelse/manglende efterlevelse af et vilkår/påbud, bedømmes for så
vidt efter ens betingelser.
3. Lovforslagets miljømæssige konsekvenser
Forslaget vurderes som udgangspunkt at have positive miljømæssige
konsekvenser. Dels får tilsynsmyndigheden efter forslaget til § 70, stk. 2,
mulighed for på et tidligere tidspunkt end det er tilfældet i dag at kunne
forebygge miljøproblemer, og dels tilsigter ændringen af § 110 b, som
oprindeligt tiltænkt, at begrænse antallet af større forureningssager.
Ad § 70, stk. 2.
Den omstændighed, at tilsynsmyndigheden ofte ikke har udsigt til at få
dækket sine udgifter ved foretagne foranstaltninger efter § 70, stk. 2, kan
eventuelt bevirke, at der generelt vil blive udvist tilbageholdenhed med at
anvende bestemmelsen.
På den anden side kan udsigten til, at tilsynsmyndigheden før eller siden
med overvejende sandsynlighed må skride til selvhjælpshandlinger efter lovens
§ 70, stk. 1, når forureningen er blevet akut, i sig selv være en
tilskyndelse til, at der iværksættes forebyggende foranstaltninger,
eksempelvis fjernelse af farligt affald.
Det er næppe muligt at forudse, i hvilket omfang tilsynsmyndighederne vil
udnytte adgangen til frivilligt at iværksætte forebyggende foranstaltninger,
og de positive miljømæssige effekter af forslaget lader sig derfor ikke
opgøre mere præcist.
Ad §110 b
I bemærkningerne til lovforslag nr. L 83 (nu lov nr. 425 af 10. juni 1997
om ændring af miljøloven) er det anført, at helt overordnet forventes
forslaget at have positive miljømæssige konsekvenser. Dette forslag har
ligesom lovforslag nr. L 83 til formål at sikre mere lov og orden på
miljøområdet, og det tilsigtes, at der sker en begrænsning i antallet af
større forureningssager.
3. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Forslaget vurderes som udgangspunkt ikke have erhvervsmæssige
konsekvenser, herunder administrativt merarbejde.
Offentligt iværksatte foranstaltninger efter § 70, stk. 2, vil typisk ske
i sager, hvor det offentlige ikke vil kunne få udgifterne dækket af
konkursboet eller personerne bag et opløst selskab. Det offentliges krav for
udførte foranstaltninger efter § 70, stk. 2, vil i lighed med
foranstaltninger efter § 70, stk. 1, normalt kun kunne anmeldes som et
simpelt krav i konkursboet, som ikke kan forventes dækket.
I bemærkningerne til lovforslag nr. L 83 er det anført, at det samlet set
er Miljø- og Energiministeriets vurdering, at forslaget om
rettighedsfrakendelse ikke får nogen væsentlige konsekvenser på det
erhvervsøkonomiske område. Forslaget til ændring af § 110 b ændrer ikke ved
denne vurdering.
4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Lovforslaget indebærer som udgangspunkt ingen økonomiske eller
administrative konsekvenser for det offentlige. Reglen om forebyggende
foranstaltninger er fakultativ, og tilsynsmyndigheden har således ingen pligt
til at iværksætte sådanne foranstaltninger. Det offentliges handlepligt
indtræder først, når situationen bliver akut, jf. herved den gældende § 70,
stk. 1.
Anvendelsesområdet for § 70, stk. 2, vil være situationer, hvor en fare
for sundhed eller forurening endnu ikke er overhængende, men hvor det er
overvejende sandsynligt, at en sådan situation vil kunne forekomme, hvis der
ikke i god tid inden træffes passende foranstaltninger. § 70, stk. 2, dækker
dermed de situationer, hvor tilsynsmyndigheden i sidste ende, inden for nogle
ganske få år, vil være forpligtet til at iværksætte selvhjælpshandlinger
efter § 70, stk. 1. Omfanget af sager med offentligt finansierede
foranstaltninger udvides derfor principielt ikke med den ny § 70, stk. 2, men
der gives mulighed for, at tidspunktet for det offentliges indgriben
fremrykkes.
Det kan ikke udelukkes, at de forbedrede muligheder for tilsynsmyndigheden
til at iværksætte forebyggende foranstaltninger på sigt vil betyde, at amter
og kommuners udgifter til afværgeforanstaltninger efter § 70 samlet set vil
blive reduceret. Det har dog ikke været muligt at opgøre de potentielle
besparelsesmuligheder for kommunerne/amtskommunerne.
5. Hørte myndigheder og organisationer
Udkastet til lovforslag vedrørende ændring af § 70 har været sendt til
høring hos relevante myndigheder og organisationer, herunder Kommunernes
Landsforening, Amtsrådsforeningen, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune,
Dansk Industri, Genvindingsindustrien, Entrepenørforeningen, Foreningen af
Danske Kemiske Industrier, Dansk Agrokemisk Forening,
Landbrugsorganisationerne, Handelskammeret, Danmarks Naturfredningsforening
og Danmarks Sportsfiskerforbund.
Følgende har været hørt over forslag til ændring af lovens § 110 b:
Justitsministeriet, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen og
Advokatrådet.
6. Forholdet til EU-retten
Forslaget har ikke EU-retlige aspekter.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
a. Forebyggelse af forurening
Forslaget skal muliggøre, at tilsynsmyndigheden om nødvendigt, efter at en
virksomhed er lukket og eventuelt erklæret konkurs eller opløst, eller har
solgt ejendommen eller på anden måde opgivet rådighedsretten, hvorved lovens
almindelige håndhævelsesmidler i § 69, stk. 1, typisk ikke finder anvendelse,
kan iværksætte de foranstaltninger, som skønnes nødvendige for at undgå, at
der med tiden kan opstå en situation, der indebærer fare for sundhed eller
forurening eller spredning heraf.
Det er ikke en betingelse, at de foranstaltninger, der skal kunne
iværksættes efter den foreslåede bestemmelse, skal være begrundet i en aktuel
eller konkret fare for sundhed eller miljøet, når blot det kan
sandsynliggøres, at en sådan situation vil foreligge indenfor en overskuelig
fremtid det vil sige inden for nogle ganske få år.
Den tilstand, som skal søges forebygget, er beskrevet i § 70, stk. 1. Der
kan ikke opstilles nogen almindelig, udtømmende regel for hvilke forhold, der
klart vil indikere, at en overhængende forureningsfare på længere sigt vil
foreligge. Det må i hvert enkelt tilfælde bero på tilsynsmyndighedens skøn.
Som eksempler på klare indikationer af, at et forebyggende tiltag kan være
berettiget, kan dog nævnes nærliggende risiko for gennemtæring af tromler
eller andet materiel i forbindelse med opbevaring af farligt affald,
utilstrækkelig overdækning af forurenende materialer, fx. aske/støv og
manglende efterkontrol og monitering af et lukket deponeringsanlæg.
Ved vurderingen af, om der foreligger en risiko for sundhed og miljø, kan
der navnlig tages hensyn til virksomhedens placering i forhold til
boligmæssig bebyggelse, institutioner og områdets anvendelse i øvrigt samt
grundvandet.
Bestemmelsen finder anvendelse i forbindelse med forurening og risiko
herfor, der er skabt såvel før som efter lovens ikrafttrædelsestidspunkt, og
alle typer af forurening er omfattet. Da det er en betingelse for at kunne
iværksætte forebyggende foranstaltninger, at virksomheden har indstillet
driften, vil der typisk være tale om efterladt forurening i form af affald og
forurenende stoffer og produkter, herunder råvarer.
b. Nødvendige foranstaltninger
De selvhjælpshandlinger, tilsynsmyndigheden kan iværksætte, må ikke gå
udover, hvad der kræves til at forebygge fare for sundhed og forurening, jf.
herved at foranstaltningen skal være nødvendig .
Bestemmelsen indarbejder herved den forvaltningsretlige
proportionalitetsgrundsætning, som også gælder for selvhjælpshandlinger, der
udføres efter § 70, stk. 1.
Hvis de foranstaltninger tilsynsmyndigheden iværksætter efter § 70, stk.
2, tjener til opfyldelse af et lovligt påbud, som den ansvarlige ikke har
efterkommet eller udfylder andre - uopfyldte - handleforpligtelser efter
loven, må foranstaltningen normalt anses for rimelig og proportional.
Det er dog tilsynsmyndighedens opgave at skønne, hvad der i de konkrete
tilfælde må anses for at være en nødvendig foranstaltning for at undgå fare
for sundhed og væsentlig forurening.
c. Den ansvarlige
Den foreslåede bestemmelse fastslår i lighed med foranstaltninger, der
iværksættes efter § 69, stk. 1, nr. 3, og § 70 stk. 1, at eventuelle krav
skal gøres gældende over for den ansvarlige. Herved sigtes til, at
myndighederne i overensstemmelse med forureneren-betaler princippet så vidt
muligt skal søge regres for afholdte udgifter over for den ansvarlige med
udgangspunkt i dansk rets almindelige erstatningsregler. Såfremt forholdet er
omfattet af strengere regler om erstatningsansvar, jf. herved lov nr. 225 af
6. april 1994 om erstatning for miljøskader (miljøerstatningsloven), lægges
de strengere regler dog til grund.
Offentligt finansierede foranstaltninger efter § 70, stk. 2, der har
baggrund i, at en virksomhed eller person ikke har opfyldt offentligretlige
handleforpligtelser, vil kunne gøres gældende som et pengekrav i et konkursbo
eller et dødsbo.
Tilsynsmyndigheden skal efter almindelige forvaltningsretlige regler
varsle de påtænkte foranstaltninger efter § 70, stk. 2, over for den
ansvarlige eller boet efter denne. Dette vil bl.a. give den ansvarlige
lejlighed til at udtale sig om berettigelsen af tilsynsmyndighedens påtænkte
foranstaltninger, og dermed også det pengekrav myndigheden efterfølgende
forventes at gøre gældende.
Hvorvidt en solvent person eller et selskab, der har haft finansielle
relationer til den ansvarlige forurener, i bestemte situationer vil kunne
identificeres med den ansvarlige, og på den baggrund indtræder i dennes
betalingsforpligtelse over for det offentlige, er ikke nærmere reguleret i
miljøbeskyttelsesloven. Sager herom må afgøres med udgangspunkt i den
retspraksis, der foreligger på området.
d. Forholdet til lovens håndhævelses- og påbudsbestemmelser
Det bestemmes i § 70, stk. 2, at forebyggende foranstaltninger ikke kan
iværksættes, hvis virksomheden er i drift på den pågældende ejendom. I disse
tilfælde er tilsynsmyndigheden henvist til at søge de forebyggende
foranstaltninger gennemført ved anvendelse af de gældende
håndhævelsesbestemmelser, jf. lovens § 69, stk. 1 om lovliggørelsesskridt, og
såfremt der ikke foreligger et ulovligt forhold ved, at der meddeles påbud om
forureningsforebyggende foranstaltninger, jf. navnlig lovens § 30, § 41 og §
42. Hvis der ikke efter disse bestemmelser er grundlag for at gennemtvinge de
forebyggende foranstaltninger over for den idriftværende virksomhed, ved
påbud eller selvhjælpshandlinger, kan tilsynsmyndigheden ikke beslutte at
iværksætte forebyggende foranstaltninger efter § 70, stk. 2.
Hvis virksomheden senere indstiller driften, fordi selskabet bag opløses,
går konkurs eller fraflytter ejendommen, vil der dog kunne iværksættes
foranstaltninger med hjemmel i § 70, stk. 2, hvis betingelserne herfor i
øvrigt er opfyldt.
Det fremgår videre af forslaget, at foranstaltninger efter § 70, stk. 2, i
lighed med § 70, stk. 1, skal kunne iværksættes uden påbud. Baggrunden er, at
det i de sager der er omfattet af § 70, stk. 2, ikke er muligt at meddele
eller gennemtvinge påbud efter lovens bestemmelser. Tilsynsmyndigheden skal
følgelig ikke, hvor de sædvanlige håndhævelsesmuligheder således ikke
foreligger, vente at iværksætte forebyggende foranstaltninger til efter
udløbet af eventuelt meddelte påbudsfrister i henhold til lovens § 69, stk.
1, eller øvrige bestemmelser i loven, jf. bl.a. § 41 og § 42
§ 70, stk. 2, er ikke til hinder for, at tilsynsmyndigheden eventuelt
aftaler med den ansvarlige, at denne med grundejerens samtykke selv
iværksætter de nødvendige forebyggende foranstaltninger. Herved kan uenighed
om omfanget af de forebyggende foranstaltninger og udgifterne hertil
begrænses eller måske helt undgås.
Begrebet virksomhed skal i overensstemmelse med administrativ
tilsynspraksis forstås bredt. Under virksomhedsbegrebet falder ikke blot
virksomheder, som er godkendelsespligtige efter lovens kapitel 5, men også
anlæg og indretninger samt enhver aktivitet, der kan medføre forurening.
Aktiviteter, der udføres af enkeltpersoner, der medfører eller kan medføre
forurening, er således også omfattet.
Foranstaltninger efter § 70, stk. 2, kan iværksættes af rette
tilsynsmyndighed. Der henvises til lovens § 65 og § 66 om opgavefordelingen
mellem kommuner og amter samt § 67 og § 82 vedrørende øvrige myndigheder, som
efter miljø- og energiministerens bestemmelse fører tilsyn.
Til nr. 2
Det foreslås, at lovens bestemmelse om udpantningsret for
tilsynsmyndighedens selvhjælpshandlinger efter § 70, stk. 1, og § 69, stk. 1,
nr. 3, finder tilsvarende anvendelse i sager om offentligt finansierede
foranstaltninger efter forslagets § 70, stk. 2.
Til nr. 3
Tilsynsmyndighedens beslutninger efter den foreslåede § 70, stk. 2, vil
som beslutninger om selvhjælp efter § 70, stk. 1, have karakter af en faktisk
handling. Sådanne beslutninger er efter Miljøstyrelsens praksis ikke omfattet
af lovens afgørelsesbegreb og dermed den almindelige adgang til at påklage
afgørelser truffet af første instansen, som fremgår af lovens § 91. Som følge
heraf har tilsynsmyndighedens afgørelser efter § 70, stk. 1, efter fast
administrativ praksis ikke kunnet påklages til Miljøstyrelsen. Det
forudsættes, at denne praksis videreføres også for så vidt angår beslutninger
om forebyggende foranstaltninger efter § 70, stk. 2.
Tilsynsmyndighedens beslutning om at iværksætte selvhjælpshandlinger
overfor en virksomhed i drift, jf. § 69, stk. 1, nr. 3, kan heller ikke
påklages til anden administrativ myndighed. Dette er, for at undgå tvivl om
klagereglerne, slået fast i § 69, stk. 3, ved indsættelse af en
endelighedsbestemmelse.
For at undgå enhver tvivl om klagereglerne med hensyn til
tilsynsmyndighedernes beslutninger efter § 70, foreslås det, at det
præciseres i loven, at afgørelser efter § 70, stk. 1, om selvhjælpshandlinger
i forbindelse med overhængende fare m.v. og forebyggende foranstaltninger
efter den foreslåede § 70, stk. 2, ikke kan påklages til anden administrativ
myndighed.
Til nr. 4
Der henvises til omtalen under forslagets almindelige bemærkninger.
§ 2
Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Skriftlig fremsættelse (16. april 1998)
Miljø- og energiministeren (Svend Auken):
Jeg skal herved tillade mig at fremsætte:
Forslag til ændring af lov om miljøbeskyttelse. (Forebyggende
foranstaltninger og rettighedsfrakendelse).
(Lovforslag nr. L 64).
I forbindelse med oprydningen af det farlige affald, der er ophobet på den
konkursramte kemikalievirksomhed H&C Prom Kemi Aps, har Storstrøms Amt
som ansvarlig myndighed rejst spørgsmålet om, hvorvidt de gældende regler i
miljøbeskyttelsesloven rummer hjemmel til at iværksætte en samlet oprydning.
Efter de gældende regler har tilsynsmyndigheden i den foreliggende sag
formentlig kun ret til at iværksætte en sådan samlet forebyggende oprydning
på det tidspunkt, hvor der indtræder en forpligtelse for tilsynsmyndigheden
til at iværksætte afværgeforanstaltninger på den ansvarliges regning, d.v.s.
når forureningstruslen er akut.
Det har blandt andet den konsekvens, at tilsynsmyndigheden i større
forureningssager, hvor den ansvarlige virksomhed er gået konkurs, kun kan
fjerne oplagret affald i mindre mængder i takt med, at affaldet efterhånden
er blevet en trussel for sundheden og miljøet. Dette er ikke blot miljø- og
arbejdsmiljømæssigt en uhensigtsmæssig løsning, men betyder også, at den
samlede udgift for samfundet til oprydning kan blive væsentligt forøget.
Regeringen er enig i, at der kan være tvivl om, hvorvidt de gældende
bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven i den konkrete sag også hjemler
foranstaltninger, der skal forebygge, at der senere opstår akut
forureningsfare. Denne tvivl vil regeringen med lovforslaget fjerne.
Lovforslaget betyder således, at tilsynsmyndighederne sikres adgang til,
på et tidligere tidspunkt end tilfældet er i dag, at iværksætte
foranstaltninger på den ansvarliges regning for at afværge overhængende fare
for sundheden eller akut forureningsfare.
Lovforslaget vil således gøre det muligt, at der hurtigt kan iværksættes
en samlet bortskaffelse af affald i sager som eksempelvis sagen om H&C
Prom Kemi ApS, der efter sin konkurs i foråret 1997 har efterladt store
mængder af farligt affald.
De forebyggende foranstaltninger skal efter forslaget kun kunne
iværksættes i situationer, hvor den ansvarlige virksomhed ikke længere er i
drift, fx fordi virksomheden er gået konkurs, og hvor lovens almindelige
håndhævelsesmidler derfor ikke kan anvendes.
Det offentliges udgifter til forebyggende foranstaltninger skal efter
forslaget afholdes på »den ansvarliges regning«, og regeringen
understreger hermed, at forureneren-betaler princippet også i denne
sammenhæng er fastholdt. Forslaget skal dog samtidig gøre det muligt for
tilsynsmyndigheden at foretage de tiltag, der er nødvendige for at undgå en
fremtidig miljøtrussel, uanset om det efterfølgende vil være muligt at få
dækket det offentliges krav hos den »ansvarlige« forurener, der
ofte ikke vil være solvent.
Lovforslaget indeholder endvidere forslag til ændring af
miljøbeskyttelseslovens § 110 b om rettighedsfrakendelse, der blev indsat i
loven i 1997 som led i regeringens lov- og ordenpakke på miljøområdet. Hermed
ønsker regeringen at udvide bestemmelsen til at omfatte den senere vedtagne §
196 i straffeloven om grov miljøkriminalitet, og til at omfatte
tilsidesættelse af vilkår knyttet til en tilladelse, dispensation eller en
godkendelse efter loven eller i forskrifter udstedt i medfør af loven.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger og med
henblik på hurtigt at sikre Storstrøms Amt de fornødne hjemler til
gennemførelse af amtets oprydningsplan for H&C Prom Kemi ApS anbefaler
jeg lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Vejledning om håndhævelse af Miljøbeskyttelsesloven Vejledning fra Miljøstyrelsen nr. 6 2005 Retsinformation · 17. februar 2010
- 1996 LSF 83 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE(FASTSÆTTELSE AF SÆRLIGE VILKÅR, NÆGTELSE OG TILBAGEKALDELSE AF MILJØGODKENDELSE, TILSYN, KONFISKATION, RETTIGHEDSFRAKENDELSE M.V.) Retsinformation · 13. juni 1997
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2018/884 af 16. oktober 2017 om støtteforanstaltning SA.32874 (2012/C) (ex SA.32874 (2011/NN)) iværksat af Danmark (meddelt under nummer C(2017) 4461) (Kun den danske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 16. oktober 2017
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE af 25. april 2012 om statsstøtte SA.25051 (C 19/10) (ex NN 23/10) fra Tyskland til Zweckverband Tierkörperbeseitigung i Rheinland-Pfalz, Saarland, Rheingau-Taunus-Kreis og Landkreis Limburg-Weilburg (meddelt under nummer C(2012) 2557) (Kun den tyske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) (2012/485/EU) EU-lovgivning · 25. april 2012
- DOMSTOLENS DOM (Ottende Afdeling) 15. december 2011 EU-domme · 15. december 2011
- 1997 LSF 55 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE, LOV OM NATURBESKYTTELSE, LOV OM VANDLØB OG LOV OM PLANLÆGNING(* 1) (JUSTERING AF HARMONIKRAVENE OG GENOPRETNING AF VÅDOMRÅDER I OVERENSSTEMMELSE MED AFTALEN OM VANDMILJØPLAN II) Retsinformation · 3. juli 1998