Spring til indhold

Retsinformation

1997 LSF 64 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE (FOREBYGGENDE FORANSTALTNINGER OG RETTIGHEDSFRAKENDELSE)

1997/2 LSF 64Lovforslag som fremsatFolketinget30. juni 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 625 af 15. juli 1997,

foretages følgende ændringer:

1. I § 70 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Til forebyggelse af en situation som beskrevet i

stk. 1 kan tilsynsmyndigheden foretage det nødvendige uden påbud og for den

ansvarliges regning. Det gælder dog ikke, hvis den ansvarlige virksomhed på

ejendommen er i drift, eller hvis de nødvendige foranstaltninger kan

iværksættes efter anden lovgivning.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

2. I § 70, stk. 2 , der bliver stk. 3, ændres »§ 69,

stk. 1, nr. 3, og stk. 1 i nærværende paragraf« til: »stk. 1 og 2

samt § 69, stk. 1, nr. 3«.

3. I § 70 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Tilsynsmyndighedens afgørelser efter stk. 1 og 2 kan

ikke påklages til anden administrativ myndighed.«

4. § 110 b, stk. 1, affattes således:

»Retten til at udøve virksomhed omfattet af kapitel 5 kan frakendes

ved dom for strafbart forhold, hvis den tiltalte

1) er dømt for overtrædelse af straffelovens § 196 eller

2) gentagne gange eller under i øvrigt skærpende omstændigheder har

a) overtrådt bestemmelser i denne lov eller forskrifter udstedt i medfør

heraf,

b) undladt at efterkomme forbud eller påbud, som er udstedt med hjemmel i

denne lov eller forskrifter udstedt i medfør heraf, eller

c) tilsidesat vilkår knyttet til en tilladelse, dispensation eller

godkendelse udstedt med hjemmel i denne lov eller forskifter udstedt i medfør

heraf.«

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Læs alt

Oprindeligt fremsat forslag

I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 625 af 15. juli 1997,

foretages følgende ændringer:

§ 1

1. I § 70 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Til forebyggelse af en situation som beskrevet i

stk. 1 kan tilsynsmyndigheden foretage det nødvendige uden påbud og for den

ansvarliges regning. Det gælder dog ikke, hvis den ansvarlige virksomhed på

ejendommen er i drift, eller hvis de nødvendige foranstaltninger kan

iværksættes efter anden lovgivning.«.

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

2. I § 70, stk. 2 , der bliver stk. 3 , ændres

»§ 69, stk. 1, nr. 3, og stk. 1 i nærværende paragraf« til:

»stk. 1 og 2 samt § 69, stk. 1, nr. 3« .

3. I § 70 indsættes som stk. 4 :

» Stk. 4. Tilsynsmyndighedens afgørelser efter stk. 1 og 2 kan

ikke påklages til anden administrativ myndighed.«

4. § 110 b, stk. 1 , affattes således:

»Retten til at udøve virksomhed omfattet af kapitel 5 kan frakendes

ved dom for strafbart forhold, hvis den tiltalte

1) er dømt for overtrædelse af straffelovens § 196, eller

2) gentagne gange eller under i øvrigt skærpende omstændigheder har

a) overtrådt bestemmelser i denne lov eller forskrifter udstedt i medfør

heraf,

b) undladt at efterkomme forbud eller påbud, som er udstedt med hjemmel i

denne lov eller forskrifter udstedt i medfør heraf, eller

c) tilsidesat vilkår knyttet til en tilladelse, dispensation eller

godkendelse udstedt med hjemmel i denne lov eller forskifter udstedt i medfør

heraf.

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets hovedindhold

Lovforslaget indeholder forslag til ændring af miljøbeskyttelseslovens §

70 om offentligt foranstaltede selvhjælpshandlinger og § 110 b om

rettighedsfrakendelse.

Det foreslås, at tilsynsmyndigheden får ret til at iværksætte forebyggende

foranstaltninger, men ikke pligt, i forbindelse med forurening og risiko

herfor med henblik på at kunne forhindre, at der opstår situationer, der

indebærer overhængende fare for sundheden eller medfører væsentlig forurening

eller udbredelse heraf.

De forebyggende foranstaltninger skal kunne iværksættes i situationer,

hvor den ansvarlige virksomhed er ude af drift. Udgifterne herved afholdes på

den ansvarliges regning. Virksomheder i drift, vil ikke blive omfattet af

bestemmelsen, og for disse gælder lovens bestemmelser om håndhævelse og

påbud. Den foreslåede bestemmelse skal videre ikke finde anvendelse, hvis

forebyggende foranstaltninger kan gennemføres efter anden lovgivning.

Der foreslås endvidere en ændring af miljøbeskyttelseslovens § 110 b. Det

præciseres, at straf efter straffelovens § 196 ligestilles med overtrædelse

af miljøbeskyttelsesloven, og at tilsidesættelse af vilkår knyttet til en

tilladelse, dispensation eller en godkendelse efter loven eller i forskrifter

udstedt i medfør af loven ligestilles med undladelse af at efterkomme forbud

eller påbud, som er udstedt i medfør af disse bestemmelser.

2. Lovforslagets baggrund og formål

2.1 Forebyggende foranstaltninger

Lovforslaget er aktualiseret af Miljøklagenævnets afgørelse i marts 1997,

der medførte en lukning af kemikalievirksomheden H&C Prom Kemi ApS,

Viemose i Sydsjælland. Virksomheden blev erklæret konkurs den 2. maj 1997.

Tilsynsmyndigheden Storstrøms Amt har vurderet, at de ca. 3500 tons

farligt affald, der for tiden er oplagret på virksomheden, i løbet af få år

vil medføre risiko for væsentlig forurening på grund af gennemtæring m.v. af

beholdere. Der er ikke økonomiske midler i konkursboet til at efterkomme et

tidligere meddelt påbud fra Miljøklagenævnet til virksomheden om at

bortskaffe affaldet.

På den baggrund har amtet ønsket, at der skabes mulighed for en samlet

offentligt foranstaltet bortskaffelse af det oplagrede affald, inden der

opstår fare for sundhed og miljøet. Hvis der først gribes ind, når

forureningstruslen er akut, er det amtets vurdering, at

bortskaffelsesomkostningerne vil blive fordoblet og samlet beløbe sig til

25-30 mio. kr.

Sagen om H&C Prom Kemi ApS har givet anledning til tvivl, om

miljøbeskyttelseslovens håndhævelsesbestemmelser, først og fremmest lovens §

69, stk. 1 nr. 3, udgør et tilstrækkeligt sikkert retsgrundlag for offentligt

iværksatte selvhjælpshandlinger, der har baggrund i, at et påbud ikke

efterkommes.

Det er forbundet med stor usikkerhed, om tilsynsmyndigheden, efter at

H&C Prom Kemi ApS gik konkurs, med henvisning til lovens § 69, stk. 1,

nr. 3, vil kunne fjerne affald og foretage andre selvhjælpslignende

foranstaltninger til opfyldelse af påbud, som virksomheden ikke har

efterkommet.

Problemstillingen går videre end sagen om H&C Prom Kemi ApS, idet der

er tale om et håndhævelsesproblem for tilsynsmyndighederne af mere generel

karakter. Problemet opstår eksempelvis, hvor en forurenende virksomhed

indstiller driften og selskabet bag virksomheden går konkurs eller opløses og

efterlader en forureningstrussel. Den retlige usikkerhed om det

hjemmelsmæssige grundlag for offentligt finansierede selvhjælpshandlinger,

kan også opstå i tilfælde, hvor tilsynsmyndigheden ikke har kendskab til,

hvem der er ansvarlig for forholdet, eller hvor den ansvarlige ikke længere

råder over ejendommen.

Når en virksomhed bliver erklæret konkurs, kan tilsynsmyndigheden normalt

ikke længere regne med, at et allerede meddelt påbud vil blive efterkommet.

Det må anses for tvivlsomt, om konkursboet indtræder i virksomhedens

offentligretlige handleforpligtelser, hvis boet ikke driver virksomheden

videre.

Det betyder, at tilsynsmyndighedens påbud om at lovliggøre forhold efter

lovens § 69 og øvrige påbud meddelt efter lovens bestemmelser i realiteten

ikke kan håndhæves, hvis virksomheden går konkurs, inden der fra

myndighedernes side er taget skridt til selvhjælpshandlinger. Tilsvarende

begrænsninger i tilsynsmyndighedens håndhævelsesmuligheder gør sig for så

vidt gældende, hvis den pågældende virksomhed lukker og selskabet bag opløses

eller hvis den ansvarlige person eller det ansvarlige selskab ikke kan

identificeres.

Det kan, som i Prom-sagen være tvivlsomt, om tilsynsmyndigheden i sådanne

tilfælde kan gennemtvinge et påbud, som blev meddelt virksomheden inden

dennes konkurs, ved at iværksætte selvhjælpshandlinger med henvisning til §

69, stk. 1.

Noget andet er, at miljøretlige krav mod virksomheden, herunder et påbud

som den oprindeligt ansvarlige virksomhed ikke længere kan opfylde, generelt

kan anmeldes i den ansvarliges konkursbo i det omfang kravet kan omsættes til

et pengekrav.

Det er således heller ikke udelukket, at tilsynsmyndigheden, efter at have

iværksat forebyggende foranstaltninger eksempelvis med henblik på at fjerne

affald, kan gøre krav gældende mod boet eller den ansvarlige, hvis denne

efterfølgende kan identificeres, efter dansk rets almindelige

erstatningsregler eller lovgivningen om miljøerstatning.

Da kommuner og amtskommuner ikke uden klar lovhjemmel - heller ikke på

grundlag af de såkaldte ulovbestemte kommunalfuldmagtsregler - på en andens

regning kan iværksætte en oprydning af eller en anden foranstaltning mod en

forurening, vil det være nødvendigt at tilvejebringe et sådant klart

hjemmelsgrundlag herfor i de ovenfor beskrevne situationer.

Forslaget har på baggrund heraf som hovedformål at tilvejebringe en klar

hjemmel til, at tilsynsmyndigheden efter miljøbeskyttelsesloven, når en

virksomhed har indstillet driften, kan iværksætte nødvendige foranstaltninger

med henblik på at sikre, at der ikke opstår en situation, der vil kunne

fremkalde fare for sundhed eller miljø.

Efter den foreslåede § 70, stk. 2, får tilsynsmyndigheden således ret til

at sætte ind med forebyggende foranstaltninger, men ikke pligt, når det sker

med henblik på at afværge situationer, som omhandlet i § 70, stk. 1.

Tilsynsmyndigheden skal ikke vente med at handle til en sundheds- eller

forureningsfare bliver overhængende, jf. herved den gældende § 70, stk. 1,

hvorefter der i sådanne situationer er en pligt for tilsynsmyndigheden til at

iværksætte selvhjælpshandlinger.

De forebyggende foranstaltninger skal efter forslaget kunne iværksættes

uanset baggrunden for foranstaltningerne. Handlemuligheden efter forslaget

til § 70, stk. 2, er dermed ikke afhængig af, om den forureningsrisiko, der

er skabt, er sket ved lovlig eller ulovlig adfærd eller manglende

efterlevelse af et påbud eller andre forpligtelser efter lovgivningen.

Bestemmelsen er ikke begrænset til bestemte typer af forurening og omfatter

derfor forurening og risiko for forurening af både jord, vand og luft, jf.

dog nedenfor om forholdet til anden lovgivning.

Bestemmelsen vil kunne danne baggrund for foranstaltninger på enhver

ejendom uden samtykke fra grundejeren, jf. herved lovens § 87.

Offentligt finansierede foranstaltninger efter forslagets § 70, stk. 2,

kan kun iværksættes i tilfælde, hvor den ansvarlige virksomhed har indstillet

driften på ejendommen. Situationen vil derfor typisk være, at selskabet eller

personen bag er erklæret konkurs, er ophørt at eksistere, ikke kan

identificeres eller er fraflyttet og således ikke længere råder over

ejendommen. I sådanne situationer vil lovens håndhævelsesmidler, fx påbud om

at lovliggøre et ulovligt forhold, som oftest være utilstrækkelige eller ikke

finde anvendelse. Det er således tvivlsomt, om der efter den gældende § 69,

stk. 1, nr. 3, er mulighed for, at tilsynsmyndigheden gennemtvinger den

ansvarliges forpligtelser ved en selvhjælpshandling.

Lovforslaget skal sikre, at der bl.a. i sager som H&C Prom Kemi ApS,

hvor et allerede meddelt påbud formentlig ikke kan gennemtvinges i form af en

selvhjælpshandling, jf. lovens § 69, stk. 1 nr. 3, er lovhjemmel til, at der

ved tilsynsmyndighedens foranstaltning, umiddelbart efter virksomheden har

indstillet driften, vil kunne iværksættes en samlet bortskaffelse af oplagret

affald og eventuelt miljøfarligt produktionsudstyr fra virksomheden, hvis

dette skønnes at være en hensigtsmæssig og miljømæssig relevant forebyggende

foranstaltning. Tilsynsmyndigheden skal ikke afvente udløbet af tidligere

meddelte påbudsfrister, hvis virksomheden har indstillet driften og ikke har

iværksat påbudte foranstaltninger.

De nærmere omstændigheder, hvorved risikoen for forurening er opstået og

som er anledning til tilsynsmyndighedens indgreb efter § 70, stk. 2, har som

nævnt ingen betydning. Det skal blot kunne godtgøres, at der er en

overvejende sandsynlighed for, at den situation, der er skabt, på sigt, hvis

der ikke foretages noget, vil kunne medføre en fare for sundhed eller miljø,

som det påhviler tilsynsmyndigheden at afværge, jf. herved § 70, stk. 1.

Lovforslaget betyder således, at tilsynsmyndigheden får adgang til på et

tidligere tidspunkt, end det er tilfældet i dag, at iværksætte

foranstaltninger i forbindelse med fare for sundheden og miljøet.

Muligheden for at iværksætte forebyggende foranstaltninger efter den

foreslåede bestemmelse er dog begrænset.

Bestemmelsen finder ikke anvendelse, hvis den ansvarlige virksomhed på

ejendommen er i drift. Eventuelle forebyggende foranstaltninger forudsættes i

disse tilfælde at kunne gennemtvinges efter de gældende

håndhævelsesbestemmelser, jf. herved lovens § 69, og andre påbudsbestemmelser

efter loven, jf. især § 30, § 41 og § 42.

Forslaget til § 70, stk. 2, finder heller ikke anvendelse, hvis de

nødvendige forebyggende foranstaltninger kan iværksættes med hjemmel i anden

lovgivning. Hvis offentligt foranstaltet afværgetiltag i forbindelse med

forurenet jord, kan iværksættes efter affaldsdepotloven (Bekendtgørelse af

lov nr. 939 af 27. oktober 1996 af lov om affaldsdepoter), finder § 70, stk.

2 således ikke anvendelse.

Lovforslaget bygger på forureneren-betaler princippet, som er indarbejdet

i miljøloven, idet forebyggende foranstaltninger skal ske på den ansvarliges

regning. Forureneren-betaler princippet er endvidere et af principperne for

EUs politik på miljøområdet.

Tilsynsmyndigheden vil, såfremt det måtte vise sig muligt at identificere

en ansvarlig, kunne kræve dækning af afholdte udgifter efter dansk rets

almindelige erstatningsregler, eller såfremt lovgivningen fastsætter et

strengere erstatningsansvar, efter de gældende bestemmelser herom.

Det forudsættes, at tilsynsmyndigheden i videst muligt omfang søger

afholdte udgifter dækket, herunder anmelder eventuelle krav i boet efter den

ansvarlige eller om nødvendigt anlægger civilt søgsmål mod den ansvarlige,

hvis denne kan identificeres.

Det er dog en del af formålet med lovforslaget, at det netop ikke er en

betingelse for tilsynsmyndighedens iværksættelse af selvhjælpshandlinger, at

der kan findes en ansvarlig. Hovedreglen vil nok være, at tilsynsmyndigheden,

i de sager lovforslaget dækker, sjældent vil have mulighed for at få dækket

sine udgifter.

2.2 Rettighedsfrakendelse

§ 110 b blev indsat i miljøbeskyttelsesloven ved lov nr. 425 af 10. juni

1997. Denne lov indeholder bestemmelser, der sigter mod mere lov og orden på

miljøområdet, blandt andet ved at skabe bedre muligheder for håndhævelse af

den gældende miljølovgivning.

Ved lov nr. 412 af 10. juni 1997 indførtes som led heri en ny bestemmelse

i straffeloven, § 196, om særlig grov miljøkriminalitet med en strafferamme

på fængsel i indtil 4 år for særligt grove overtrædelser af

miljølovgivningen.

§ 110 b indeholder en selvstændig hjemmel i miljøbeskyttelsesloven om

rettighedsfrakendelse ved domstolene i forbindelse med straffesager, hvis den

tiltalte gentagne gange eller under i øvrigt skærpende omstændigheder har

overtrådt bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven eller i forskrifter udstedt i

medfør af loven eller undladt at efterkomme forbud eller påbud, som er

udstedt i medfør af disse bestemmelser.

Straffelovens § 196 vil omfatte sager om alvorlig miljøkriminalitet og

dermed ofte være sager, der kan medføre rettighedsfortabelse efter

bestemmelserne i miljøbeskyttelsesloven. Det er således hensigtsmæssigt, at

der også i miljøbeskyttelseslovens § 110 b er en direkte henvisning til den

nye straffelovsbestemmelse om grov miljøkriminalitet. Det foreslås derfor, at

der ved den foreslåede tilføjelse til §110 b, stk. 1, litra a, præciseres, at

straf efter straffelovens § 196 kan medføre, at retten til at udøve

virksomhed, omfattet af miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 om forurenende

virksomhed, kan frakendes ved dom.

Såfremt en person er straffet efter straffelovens § 196 om grov

miljøkriminalitet ved overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven vil der normalt

foreligge »skærpende omstændigheder« også i forhold til anvendelse

af miljøbeskyttelseslovens § 110 b.

Efter den eksisterende § 110 b, stk. 1, litra b kan rettighedsfrakendelse

ved dom også komme på tale, hvis den tiltalte gentagne gange eller under i

øvrigt skærpende omstændigheder har undladt at efterkomme forbud eller påbud

udstedt i medfør af miljøbeskyttelsesloven eller i forskrifter udstedt i

medfør af loven.

Tilsidesættelse af vilkår knyttet til f.eks. miljøgodkendelser efter

lovens kapitel 5 er ikke omfattet af den nuværende bestemmelses ordlyd.

Vilkårstilsidesættelser vil således ikke kunne medføre rettighedsfortabelse

efter § 110 b, medmindre tilsidesættelsen samtidig vil være en overtrædelse

af loven eller af forskrifter udstedt i medfør af loven.

Vilkårstilsidesættelser kan have meget alvorlige konsekvenser for miljøet

og måske medføre risiko for udgiftskrævende oprydningsforanstaltninger for

tilsynsmyndigheden, uden at det på samme tid er en strafbar overtrædelse af

miljølovgivningen.

Derfor foreslås det, at tilsidesættelse af vilkår knyttet til en

tilladelse, dispensation eller en godkendelse efter loven eller i forskrifter

udstedt i medfør af loven ligestilles med undladelse af at efterkomme forbud

eller påbud, som er udstedt i medfør af disse bestemmelser.

Det bemærkes i den forbindelse, at påbud ofte anvendes til generelt at

regulere forholdene på virksomheder , jf. herved lovens § 41 og § 42

hvorefter der kan meddeles påbud om forureningsbegrænsende foranstaltninger

til en i øvrigt lovligt drevet virksomhed. Påbudet fungerer i den sammenhæng

på tilsvarende måde som et vilkår i en tilladelse m.v. Gentagen eller grov

tilsidesættelse/manglende efterlevelse af et vilkår/påbud, bedømmes for så

vidt efter ens betingelser.

3. Lovforslagets miljømæssige konsekvenser

Forslaget vurderes som udgangspunkt at have positive miljømæssige

konsekvenser. Dels får tilsynsmyndigheden efter forslaget til § 70, stk. 2,

mulighed for på et tidligere tidspunkt end det er tilfældet i dag at kunne

forebygge miljøproblemer, og dels tilsigter ændringen af § 110 b, som

oprindeligt tiltænkt, at begrænse antallet af større forureningssager.

Ad § 70, stk. 2.

Den omstændighed, at tilsynsmyndigheden ofte ikke har udsigt til at få

dækket sine udgifter ved foretagne foranstaltninger efter § 70, stk. 2, kan

eventuelt bevirke, at der generelt vil blive udvist tilbageholdenhed med at

anvende bestemmelsen.

På den anden side kan udsigten til, at tilsynsmyndigheden før eller siden

med overvejende sandsynlighed må skride til selvhjælpshandlinger efter lovens

§ 70, stk. 1, når forureningen er blevet akut, i sig selv være en

tilskyndelse til, at der iværksættes forebyggende foranstaltninger,

eksempelvis fjernelse af farligt affald.

Det er næppe muligt at forudse, i hvilket omfang tilsynsmyndighederne vil

udnytte adgangen til frivilligt at iværksætte forebyggende foranstaltninger,

og de positive miljømæssige effekter af forslaget lader sig derfor ikke

opgøre mere præcist.

Ad §110 b

I bemærkningerne til lovforslag nr. L 83 (nu lov nr. 425 af 10. juni 1997

om ændring af miljøloven) er det anført, at helt overordnet forventes

forslaget at have positive miljømæssige konsekvenser. Dette forslag har

ligesom lovforslag nr. L 83 til formål at sikre mere lov og orden på

miljøområdet, og det tilsigtes, at der sker en begrænsning i antallet af

større forureningssager.

3. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for

erhvervslivet

Forslaget vurderes som udgangspunkt ikke have erhvervsmæssige

konsekvenser, herunder administrativt merarbejde.

Offentligt iværksatte foranstaltninger efter § 70, stk. 2, vil typisk ske

i sager, hvor det offentlige ikke vil kunne få udgifterne dækket af

konkursboet eller personerne bag et opløst selskab. Det offentliges krav for

udførte foranstaltninger efter § 70, stk. 2, vil i lighed med

foranstaltninger efter § 70, stk. 1, normalt kun kunne anmeldes som et

simpelt krav i konkursboet, som ikke kan forventes dækket.

I bemærkningerne til lovforslag nr. L 83 er det anført, at det samlet set

er Miljø- og Energiministeriets vurdering, at forslaget om

rettighedsfrakendelse ikke får nogen væsentlige konsekvenser på det

erhvervsøkonomiske område. Forslaget til ændring af § 110 b ændrer ikke ved

denne vurdering.

4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for det

offentlige

Lovforslaget indebærer som udgangspunkt ingen økonomiske eller

administrative konsekvenser for det offentlige. Reglen om forebyggende

foranstaltninger er fakultativ, og tilsynsmyndigheden har således ingen pligt

til at iværksætte sådanne foranstaltninger. Det offentliges handlepligt

indtræder først, når situationen bliver akut, jf. herved den gældende § 70,

stk. 1.

Anvendelsesområdet for § 70, stk. 2, vil være situationer, hvor en fare

for sundhed eller forurening endnu ikke er overhængende, men hvor det er

overvejende sandsynligt, at en sådan situation vil kunne forekomme, hvis der

ikke i god tid inden træffes passende foranstaltninger. § 70, stk. 2, dækker

dermed de situationer, hvor tilsynsmyndigheden i sidste ende, inden for nogle

ganske få år, vil være forpligtet til at iværksætte selvhjælpshandlinger

efter § 70, stk. 1. Omfanget af sager med offentligt finansierede

foranstaltninger udvides derfor principielt ikke med den ny § 70, stk. 2, men

der gives mulighed for, at tidspunktet for det offentliges indgriben

fremrykkes.

Det kan ikke udelukkes, at de forbedrede muligheder for tilsynsmyndigheden

til at iværksætte forebyggende foranstaltninger på sigt vil betyde, at amter

og kommuners udgifter til afværgeforanstaltninger efter § 70 samlet set vil

blive reduceret. Det har dog ikke været muligt at opgøre de potentielle

besparelsesmuligheder for kommunerne/amtskommunerne.

5. Hørte myndigheder og organisationer

Udkastet til lovforslag vedrørende ændring af § 70 har været sendt til

høring hos relevante myndigheder og organisationer, herunder Kommunernes

Landsforening, Amtsrådsforeningen, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune,

Dansk Industri, Genvindingsindustrien, Entrepenørforeningen, Foreningen af

Danske Kemiske Industrier, Dansk Agrokemisk Forening,

Landbrugsorganisationerne, Handelskammeret, Danmarks Naturfredningsforening

og Danmarks Sportsfiskerforbund.

Følgende har været hørt over forslag til ændring af lovens § 110 b:

Justitsministeriet, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen og

Advokatrådet.

6. Forholdet til EU-retten

Forslaget har ikke EU-retlige aspekter.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

a. Forebyggelse af forurening

Forslaget skal muliggøre, at tilsynsmyndigheden om nødvendigt, efter at en

virksomhed er lukket og eventuelt erklæret konkurs eller opløst, eller har

solgt ejendommen eller på anden måde opgivet rådighedsretten, hvorved lovens

almindelige håndhævelsesmidler i § 69, stk. 1, typisk ikke finder anvendelse,

kan iværksætte de foranstaltninger, som skønnes nødvendige for at undgå, at

der med tiden kan opstå en situation, der indebærer fare for sundhed eller

forurening eller spredning heraf.

Det er ikke en betingelse, at de foranstaltninger, der skal kunne

iværksættes efter den foreslåede bestemmelse, skal være begrundet i en aktuel

eller konkret fare for sundhed eller miljøet, når blot det kan

sandsynliggøres, at en sådan situation vil foreligge indenfor en overskuelig

fremtid det vil sige inden for nogle ganske få år.

Den tilstand, som skal søges forebygget, er beskrevet i § 70, stk. 1. Der

kan ikke opstilles nogen almindelig, udtømmende regel for hvilke forhold, der

klart vil indikere, at en overhængende forureningsfare på længere sigt vil

foreligge. Det må i hvert enkelt tilfælde bero på tilsynsmyndighedens skøn.

Som eksempler på klare indikationer af, at et forebyggende tiltag kan være

berettiget, kan dog nævnes nærliggende risiko for gennemtæring af tromler

eller andet materiel i forbindelse med opbevaring af farligt affald,

utilstrækkelig overdækning af forurenende materialer, fx. aske/støv og

manglende efterkontrol og monitering af et lukket deponeringsanlæg.

Ved vurderingen af, om der foreligger en risiko for sundhed og miljø, kan

der navnlig tages hensyn til virksomhedens placering i forhold til

boligmæssig bebyggelse, institutioner og områdets anvendelse i øvrigt samt

grundvandet.

Bestemmelsen finder anvendelse i forbindelse med forurening og risiko

herfor, der er skabt såvel før som efter lovens ikrafttrædelsestidspunkt, og

alle typer af forurening er omfattet. Da det er en betingelse for at kunne

iværksætte forebyggende foranstaltninger, at virksomheden har indstillet

driften, vil der typisk være tale om efterladt forurening i form af affald og

forurenende stoffer og produkter, herunder råvarer.

b. Nødvendige foranstaltninger

De selvhjælpshandlinger, tilsynsmyndigheden kan iværksætte, må ikke gå

udover, hvad der kræves til at forebygge fare for sundhed og forurening, jf.

herved at foranstaltningen skal være nødvendig .

Bestemmelsen indarbejder herved den forvaltningsretlige

proportionalitetsgrundsætning, som også gælder for selvhjælpshandlinger, der

udføres efter § 70, stk. 1.

Hvis de foranstaltninger tilsynsmyndigheden iværksætter efter § 70, stk.

2, tjener til opfyldelse af et lovligt påbud, som den ansvarlige ikke har

efterkommet eller udfylder andre - uopfyldte - handleforpligtelser efter

loven, må foranstaltningen normalt anses for rimelig og proportional.

Det er dog tilsynsmyndighedens opgave at skønne, hvad der i de konkrete

tilfælde må anses for at være en nødvendig foranstaltning for at undgå fare

for sundhed og væsentlig forurening.

c. Den ansvarlige

Den foreslåede bestemmelse fastslår i lighed med foranstaltninger, der

iværksættes efter § 69, stk. 1, nr. 3, og § 70 stk. 1, at eventuelle krav

skal gøres gældende over for den ansvarlige. Herved sigtes til, at

myndighederne i overensstemmelse med forureneren-betaler princippet så vidt

muligt skal søge regres for afholdte udgifter over for den ansvarlige med

udgangspunkt i dansk rets almindelige erstatningsregler. Såfremt forholdet er

omfattet af strengere regler om erstatningsansvar, jf. herved lov nr. 225 af

6. april 1994 om erstatning for miljøskader (miljøerstatningsloven), lægges

de strengere regler dog til grund.

Offentligt finansierede foranstaltninger efter § 70, stk. 2, der har

baggrund i, at en virksomhed eller person ikke har opfyldt offentligretlige

handleforpligtelser, vil kunne gøres gældende som et pengekrav i et konkursbo

eller et dødsbo.

Tilsynsmyndigheden skal efter almindelige forvaltningsretlige regler

varsle de påtænkte foranstaltninger efter § 70, stk. 2, over for den

ansvarlige eller boet efter denne. Dette vil bl.a. give den ansvarlige

lejlighed til at udtale sig om berettigelsen af tilsynsmyndighedens påtænkte

foranstaltninger, og dermed også det pengekrav myndigheden efterfølgende

forventes at gøre gældende.

Hvorvidt en solvent person eller et selskab, der har haft finansielle

relationer til den ansvarlige forurener, i bestemte situationer vil kunne

identificeres med den ansvarlige, og på den baggrund indtræder i dennes

betalingsforpligtelse over for det offentlige, er ikke nærmere reguleret i

miljøbeskyttelsesloven. Sager herom må afgøres med udgangspunkt i den

retspraksis, der foreligger på området.

d. Forholdet til lovens håndhævelses- og påbudsbestemmelser

Det bestemmes i § 70, stk. 2, at forebyggende foranstaltninger ikke kan

iværksættes, hvis virksomheden er i drift på den pågældende ejendom. I disse

tilfælde er tilsynsmyndigheden henvist til at søge de forebyggende

foranstaltninger gennemført ved anvendelse af de gældende

håndhævelsesbestemmelser, jf. lovens § 69, stk. 1 om lovliggørelsesskridt, og

såfremt der ikke foreligger et ulovligt forhold ved, at der meddeles påbud om

forureningsforebyggende foranstaltninger, jf. navnlig lovens § 30, § 41 og §

42. Hvis der ikke efter disse bestemmelser er grundlag for at gennemtvinge de

forebyggende foranstaltninger over for den idriftværende virksomhed, ved

påbud eller selvhjælpshandlinger, kan tilsynsmyndigheden ikke beslutte at

iværksætte forebyggende foranstaltninger efter § 70, stk. 2.

Hvis virksomheden senere indstiller driften, fordi selskabet bag opløses,

går konkurs eller fraflytter ejendommen, vil der dog kunne iværksættes

foranstaltninger med hjemmel i § 70, stk. 2, hvis betingelserne herfor i

øvrigt er opfyldt.

Det fremgår videre af forslaget, at foranstaltninger efter § 70, stk. 2, i

lighed med § 70, stk. 1, skal kunne iværksættes uden påbud. Baggrunden er, at

det i de sager der er omfattet af § 70, stk. 2, ikke er muligt at meddele

eller gennemtvinge påbud efter lovens bestemmelser. Tilsynsmyndigheden skal

følgelig ikke, hvor de sædvanlige håndhævelsesmuligheder således ikke

foreligger, vente at iværksætte forebyggende foranstaltninger til efter

udløbet af eventuelt meddelte påbudsfrister i henhold til lovens § 69, stk.

1, eller øvrige bestemmelser i loven, jf. bl.a. § 41 og § 42

§ 70, stk. 2, er ikke til hinder for, at tilsynsmyndigheden eventuelt

aftaler med den ansvarlige, at denne med grundejerens samtykke selv

iværksætter de nødvendige forebyggende foranstaltninger. Herved kan uenighed

om omfanget af de forebyggende foranstaltninger og udgifterne hertil

begrænses eller måske helt undgås.

Begrebet virksomhed skal i overensstemmelse med administrativ

tilsynspraksis forstås bredt. Under virksomhedsbegrebet falder ikke blot

virksomheder, som er godkendelsespligtige efter lovens kapitel 5, men også

anlæg og indretninger samt enhver aktivitet, der kan medføre forurening.

Aktiviteter, der udføres af enkeltpersoner, der medfører eller kan medføre

forurening, er således også omfattet.

Foranstaltninger efter § 70, stk. 2, kan iværksættes af rette

tilsynsmyndighed. Der henvises til lovens § 65 og § 66 om opgavefordelingen

mellem kommuner og amter samt § 67 og § 82 vedrørende øvrige myndigheder, som

efter miljø- og energiministerens bestemmelse fører tilsyn.

Til nr. 2

Det foreslås, at lovens bestemmelse om udpantningsret for

tilsynsmyndighedens selvhjælpshandlinger efter § 70, stk. 1, og § 69, stk. 1,

nr. 3, finder tilsvarende anvendelse i sager om offentligt finansierede

foranstaltninger efter forslagets § 70, stk. 2.

Til nr. 3

Tilsynsmyndighedens beslutninger efter den foreslåede § 70, stk. 2, vil

som beslutninger om selvhjælp efter § 70, stk. 1, have karakter af en faktisk

handling. Sådanne beslutninger er efter Miljøstyrelsens praksis ikke omfattet

af lovens afgørelsesbegreb og dermed den almindelige adgang til at påklage

afgørelser truffet af første instansen, som fremgår af lovens § 91. Som følge

heraf har tilsynsmyndighedens afgørelser efter § 70, stk. 1, efter fast

administrativ praksis ikke kunnet påklages til Miljøstyrelsen. Det

forudsættes, at denne praksis videreføres også for så vidt angår beslutninger

om forebyggende foranstaltninger efter § 70, stk. 2.

Tilsynsmyndighedens beslutning om at iværksætte selvhjælpshandlinger

overfor en virksomhed i drift, jf. § 69, stk. 1, nr. 3, kan heller ikke

påklages til anden administrativ myndighed. Dette er, for at undgå tvivl om

klagereglerne, slået fast i § 69, stk. 3, ved indsættelse af en

endelighedsbestemmelse.

For at undgå enhver tvivl om klagereglerne med hensyn til

tilsynsmyndighedernes beslutninger efter § 70, foreslås det, at det

præciseres i loven, at afgørelser efter § 70, stk. 1, om selvhjælpshandlinger

i forbindelse med overhængende fare m.v. og forebyggende foranstaltninger

efter den foreslåede § 70, stk. 2, ikke kan påklages til anden administrativ

myndighed.

Til nr. 4

Der henvises til omtalen under forslagets almindelige bemærkninger.

§ 2

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i

Lovtidende.

Skriftlig fremsættelse (16. april 1998)

Miljø- og energiministeren (Svend Auken):

Jeg skal herved tillade mig at fremsætte:

Forslag til ændring af lov om miljøbeskyttelse. (Forebyggende

foranstaltninger og rettighedsfrakendelse).

(Lovforslag nr. L 64).

I forbindelse med oprydningen af det farlige affald, der er ophobet på den

konkursramte kemikalievirksomhed H&C Prom Kemi Aps, har Storstrøms Amt

som ansvarlig myndighed rejst spørgsmålet om, hvorvidt de gældende regler i

miljøbeskyttelsesloven rummer hjemmel til at iværksætte en samlet oprydning.

Efter de gældende regler har tilsynsmyndigheden i den foreliggende sag

formentlig kun ret til at iværksætte en sådan samlet forebyggende oprydning

på det tidspunkt, hvor der indtræder en forpligtelse for tilsynsmyndigheden

til at iværksætte afværgeforanstaltninger på den ansvarliges regning, d.v.s.

når forureningstruslen er akut.

Det har blandt andet den konsekvens, at tilsynsmyndigheden i større

forureningssager, hvor den ansvarlige virksomhed er gået konkurs, kun kan

fjerne oplagret affald i mindre mængder i takt med, at affaldet efterhånden

er blevet en trussel for sundheden og miljøet. Dette er ikke blot miljø- og

arbejdsmiljømæssigt en uhensigtsmæssig løsning, men betyder også, at den

samlede udgift for samfundet til oprydning kan blive væsentligt forøget.

Regeringen er enig i, at der kan være tvivl om, hvorvidt de gældende

bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven i den konkrete sag også hjemler

foranstaltninger, der skal forebygge, at der senere opstår akut

forureningsfare. Denne tvivl vil regeringen med lovforslaget fjerne.

Lovforslaget betyder således, at tilsynsmyndighederne sikres adgang til,

på et tidligere tidspunkt end tilfældet er i dag, at iværksætte

foranstaltninger på den ansvarliges regning for at afværge overhængende fare

for sundheden eller akut forureningsfare.

Lovforslaget vil således gøre det muligt, at der hurtigt kan iværksættes

en samlet bortskaffelse af affald i sager som eksempelvis sagen om H&C

Prom Kemi ApS, der efter sin konkurs i foråret 1997 har efterladt store

mængder af farligt affald.

De forebyggende foranstaltninger skal efter forslaget kun kunne

iværksættes i situationer, hvor den ansvarlige virksomhed ikke længere er i

drift, fx fordi virksomheden er gået konkurs, og hvor lovens almindelige

håndhævelsesmidler derfor ikke kan anvendes.

Det offentliges udgifter til forebyggende foranstaltninger skal efter

forslaget afholdes på »den ansvarliges regning«, og regeringen

understreger hermed, at forureneren-betaler princippet også i denne

sammenhæng er fastholdt. Forslaget skal dog samtidig gøre det muligt for

tilsynsmyndigheden at foretage de tiltag, der er nødvendige for at undgå en

fremtidig miljøtrussel, uanset om det efterfølgende vil være muligt at få

dækket det offentliges krav hos den »ansvarlige« forurener, der

ofte ikke vil være solvent.

Lovforslaget indeholder endvidere forslag til ændring af

miljøbeskyttelseslovens § 110 b om rettighedsfrakendelse, der blev indsat i

loven i 1997 som led i regeringens lov- og ordenpakke på miljøområdet. Hermed

ønsker regeringen at udvide bestemmelsen til at omfatte den senere vedtagne §

196 i straffeloven om grov miljøkriminalitet, og til at omfatte

tilsidesættelse af vilkår knyttet til en tilladelse, dispensation eller en

godkendelse efter loven eller i forskrifter udstedt i medfør af loven.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger og med

henblik på hurtigt at sikre Storstrøms Amt de fornødne hjemler til

gennemførelse af amtets oprydningsplan for H&C Prom Kemi ApS anbefaler

jeg lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter