Spring til indhold

Retsinformation

1991 LSF 236 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM LIGESTILLING MELLEM MÆND OG KVINDER OG LOV OM LIGE LØN TIL MÆND OG KVINDER

1991/1 LSF 236Lovforslag som fremsatFolketinget21. maj 1992

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I lov nr. 238 af 20. april 1988 om ligestilling mellem mænd og kvinder

foretages følgende ændringer:

1. I § 2 indsættes efter stk. 4 som nye stykker:

»Stk. 5. Ligestillingsrådet kan ved behandling af konkrete

sager indhente erklæringer fra særligt sagkyndige.

Stk. 6. Repræsentanter for Ligestillingsrådet og de i stk. 5

nævnte særligt sagkyndige kan til brug for behandlingen af konkrete sager

besigtige arbejdets udførelse på de implicerede virksomheder, hvis der indgås

en aftale med virksomheden herom.«

Stk. 5 bliver herefter stk. 7.

§ 2

I lov om lige løn til mænd og kvinder, jf. lovbekendtgørelse nr. 422 af

15. juni 1989, foretages følgende ændringer:

1. § 1, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Enhver arbejdsgiver skal yde kvinder og mænd lige

løn, herunder lige lønvilkår, for samme arbejde eller for arbejde, der

tillægges samme værdi.«

2. I § 1 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Bedømmelsen af arbejdets værdi skal ske ud fra en

helhedsvurdering af relevante kvalifikationer og andre relevante

faktorer.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

3. § 3 affattes således:

»§ 3. En arbejdsgiver må ikke afskedige en lønmodtager, fordi

denne har fremsat krav om lige løn, herunder lige lønvilkår.

Stk. 2. Det påhviler arbejdsgiveren at bevise, at en afskedigelse

ikke er foretaget i strid med reglerne i stk. 1. Dette gælder dog ikke, hvis

afskedigelsen finder sted mere end 1 år efter, at lønmodtageren har fremsat

krav om ligeløn.

Læs alt

Stk. 3. En afskedigelse, som er foretaget i strid med reglerne i

stk. 1, underkendes efter påstand herom, medmindre det i særlige tilfælde

efter en afvejning af parternes interesse findes åbenbart urimeligt at kræve

ansættelsesforholdet opretholdt eller genoprettet. En afskediget lønmodtager

kan dog i stedet nedlægge påstand om en godtgørelse. Godtgørelsen kan ikke

overstige 78 ugers løn beregnet efter den afskedigede lønmodtagers

gennemsnitsfortjeneste gennem det sidste år og fastsættes under hensyntagen

til lønmodtagerens ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.«

4. I § 5 a indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Arbejdsgiveren skal udlevere de nødvendige

oplysninger, der giver mulighed for at vurdere, om loven er overholdt.

Såfremt oplysninger omhandler enkeltpersoners lønforhold, skal de pågældende

have meddelelse om, at oplysningerne er givet, og oplysningerne skal

behandles fortroligt.«

5. I § 6 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Hvis der sker lønmæssig forskelsbehandling af mænd

og kvinder, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at det pågældende

arbejde ikke er af samme værdi.«

§ 3

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I lov nr. 238 af 20. april 1988 om ligestilling mellem mænd og kvinder

foretages følgende ændringer:

1. I § 2 indsættes efter stk. 4 som nye stykker:

»Stk. 5. Ligestillingsrådet kan ved behandling af konkrete

sager indhente erklæringer fra særligt sagkyndige.

Stk. 6. Repræsentanter for Ligestillingsrådet og de i stk. 5

nævnte særligt sagkyndige kan til brug for behandlingen af konkrete sager

efter aftale besigtige arbejdets udførelse på de implicerede

virksomheder.«

Stk. 5 bliver herefter stk. 7.

§ 2

I lov om lige løn til mænd og kvinder, jf. lovbekendtgørelse nr. 422 af

15. juni 1989, foretages følgende ændringer:

1. § 1, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Enhver arbejdsgiver skal yde kvinder og mænd lige

løn, herunder lige lønvilkår, for samme arbejde eller for arbejde, der

tillægges samme værdi.«

2. I § 1 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Bedømmelsen af arbejdets værdi skal ske ud fra en

helhedsvurdering, der kun må inddrage kvalifikationer og andre faktorer, som

har direkte konkret relation til arbejdets udførelse.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

3. § 3 affattes således:

»§ 3. En arbejdsgiver må ikke afskedige en lønmodtager, fordi

denne har fremsat krav om lige løn, herunder lige lønvilkår.

Stk. 2. Det påhviler arbejdsgiveren at bevise, at en afskedigelse

ikke er foretaget i strid med reglerne i stk. 1.

Stk. 3. En afskedigelse, som er foretaget i strid med reglerne i

stk. 1, underkendes efter påstand herom. En afskediget lønmodtager kan dog i

stedet nedlægge påstand om en godtgørelse. Godtgørelsen kan ikke overstige 78

ugers løn beregnet efter den afskedigede lønmodtagers gennemsnitsfortjeneste

gennem det sidste år og fastsættes under hensyntagen til lønmodtagerens

ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.«

4. I § 5 a indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Enhver arbejdstager eller dennes repræsentant har

ret til fra arbejdsgiveren at få udleveret oplysninger, som giver mulighed

for at vurdere, om loven er overholdt.«

5. I § 6 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Hvis der sker lønmæssig forskelsbehandling af mænd

og kvinder, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at det pågældende

arbejde ikke er af samme værdi.«

§ 3

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti

fremsætter hermed en række konkrete forslag, som skærper ligelønsloven og

styrker Ligestillingsrådet. Baggrunden for forslagene er en undersøgelse af

ligestillingssituationen i Danmark, som LO og fagforbundene netop har

gennemført.

Man har bl.a. fundet ud af, at ikke faglærte kvinder i mere end halvdelen

af stillingsgrupperne tjener mindre end 95 pct. af de ikke faglærte mænds

løn. Oven i købet er lønforskellen større i 1990, end den var i 1976, da

ligelønsloven blev vedtaget. Bedre ser det ikke ud for funktionærerne, hvor

forskellen på gennemsnitslønninger er endnu større.

Desuden har det vist sig svært at få oplysninger fra arbejdsgiverne om

løn- og arbejdsvilkår på virksomheder, hvor der køres ligelønssager, ligesom

det er et problem, at Ligestillingsrådet ikke har tilstrækkelige muligheder

for at belyse alle aspekter af en ligelønssag.

To af forslagene skal derfor styrke Ligestillingsrådets muligheder for at

kontrollere arbejdspladsernes ligelønspraksis.

For det første ønsker forslagsstillerne at give Ligestillingsrådet ret til

at indhente erklæringer fra særligt sagkyndige, når rådet behandler konkrete

sager. Eksperterne kan være folk fra arbejdsmarkedets organisationer eller

fra læreanstalter og tekniske institutioner. En sådan praksis vil give

kortere sagsbehandlingstid og gøre resultatet mere velunderbygget.

For det andet vil forslagsstillerne give Ligestillingsrådet og eksperterne

ret til - som et led i konkrete sagsbehandlinger - at gå på virksomhedsbesøg

for at undersøge arbejdsforholdene. Igen er formålet, at sagerne bliver så

grundigt dokumenteret som muligt, da det ofte er lettere at vurdere den

konkrete arbejdssituation efter selvsyn end at læse trykte beskrivelser.

Fire af forslagene er skærpelser af loven om ligestilling mellem mænd og

kvinder - skærpelser, som bl.a. er foranlediget af EF-Domstolens praksis.

Den vigtigste skærpelse er forslaget om, at det skal være arbejdsgiverens

pligt at bevise, at en eventuel lønskævhed mellem mænd og kvinder skyldes

arbejdets ulige værdi. Dette er konkret opfølgning af EF-Domstolens dom i

Danfoss-sagen.

Derudover ønsker forslagsstillerne, at kvinder, som overtager en

jobfunktion fra en mand, skal have ret til samme løn som forgængeren, og at

bedømmelsen af et arbejdes værdi skal ske ud fra en helhedsvurdering og efter

mere nøjagtigt formulerede retningslinjer, som ligestiller såvel særlige

kvindelige som mandlige kvalifikationer.

Endelig ønsker forslagsstillerne at give en lønmodtager ret til at

indhente skriftlige oplysninger om løn- og arbejdsvilkår fra arbejdsgiveren.

Formålet er at give lønmodtagerne og deres organisationer mulighed for at

kontrollere, om loven om ligestilling er overholdt.

Det sidste forslag er en tilføjelse til loven om lige løn til mænd og

kvinder, som præciserer, at en arbejdsgiver ikke må fyre folk, fordi

de/han/hun har stillet krav om lige løn. Endvidere præciseres, at det er

arbejdsgiverens pligt i en sådan sag at bevise, at den pågældende

afskedigelse ikke skyldes krav om lige løn. Kan arbejdsgiveren ikke det, skal

den/de pågældende genansættes.

Endelig sikrer lovforslaget lønmodtageren ret til godtgørelse på op til 78

ugers løn, hvis vedkommende ikke ønsker genansættelse, på samme måde som

lovgivningen sikrer lønmodtagere, som eksempelvis er blevet afskediget på

grund af barselorlov, denne ret.

Med disse forslag håber forslagsstillerne at lægge endnu nogle sten til

det fundament, som den egentlige ligebehandling af mænd og kvinder skal hvile

på.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Det foreslåede § 2, stk. 5, følger af Ligestillingsrådets manglende

lovfæstede ret til ved behandling af konkrete sager at kunne indhente

erklæringer fra særligt sagkyndige. En sådan ret vil kunne forkorte

sagsbehandlingen, men frem for alt kunne gøre resultatet af sagsbehandlingen

mere velunderbygget. De nævnte særligt sagkyndige kan f.eks. være personer

fra arbejdsmarkedets organisationer eller udenforstående fra læreanstalter

eller tekniske institutioner.

Det foreslåede § 2, stk. 6, vil i sammenhæng med det foreslåede stk. 5

styrke Ligestillingsrådets sagsbehandling og skaffe det bedst mulige

vurderingsgrundlag for Ligestillingsrådets stillingtagen.

En ret for Ligestillingsrådet og de nævnte særligt sagkyndige til i

konkrete sager at besigtige arbejdets udførelse på de implicerede

virksomheder vil i en række tilfælde være af stor værdi og udgøre et

nødvendigt supplement til parternes skriftlige fremstilling af

produktionsgang, arbejdsforhold, maskiners indretning og betjening m.m.

Ligestillingsrådet skal aftale med den pågældende virksomhed, hvornår

besigtigelse skal foretages.

Til § 2

Til nr. 1

Den foreslåede ændring tilsigter at bringe lovens formulering i

overensstemmelse med EØF-traktaten, artikel 119, der ifølge EF-Domstolens dom

i MacArthys-sagen, sag nr. 129/79, indebærer, at en kvinde kan kræve lige løn

med en mandlig forgænger i stillingen, således at det ikke er et krav, at

arbejdsgiveren har såvel mænd som kvinder ansat på samme tid.

Til nr. 2

Forslaget følger af den udvikling af ligelønsprincippet, som er sket

gennem EF-Domstolens praksis. På dette grundlag tilsigter forslaget at

tydeliggøre, hvilke kriterier der kan lægges til grund ved en vurdering af

arbejdets værdi.

Udtrykket »kvalifikationer og andre faktorer« omfatter ud over

kriterier, som knytter sig til den enkelte lønmodtager, kriterier, som kan

udledes af arbejdets art og de vilkår m.v., som det udføres under.

At bedømmelsen af arbejdets værdi skal ske ud fra en helhedsvurdering, kan

udledes af EF-Domstolens afgørelse i Rummler-sagen, sag nr. 237/85. Det

fremgår heraf, at hvor der inddrages (jobrelevante) kriterier, som den eller

de mandlige arbejdstagere er særligt egnede til at opfylde, skal der også

inddrages (jobrelevante) kriterier, som den eller de kvindelige arbejdstagere

i særlig grad er egnede til at opfylde. Som eksempler kan nævnes

muskelstyrke, som er en typisk mandlig kvalifikation, og fingerfærdighed, som

er en typisk kvindelig kvalifikation.

I Danfoss-sagen, sag nr. 109/88, blev der taget stilling til følgende

kriterier: fleksibilitet, faglig uddannelse og anciennitet. Om de to første

kriterier udtalte Domstolen, at disse i tilfælde, hvor de har en kønsskæv

effekt, kun kan benyttes, når arbejdsgiveren godtgør, at fleksibiliteten

eller den faglige uddannelse har betydning for de konkrete arbejdsopgaver,

den pågældende lønmodtager har.

Rummler- og Danfoss-sagerne indebærer således, at der som hovedregel ved

vurderingen af, hvilke kriterier der kan begrunde, at arbejdet ikke anses for

at være af samme værdi, skal lægges vægt på kriteriernes konkrete relevans

for det udførte arbejde.

Endelig følger det af forslaget, at vurderingen af arbejdets værdi skal

ske ud fra en direkte og af den almindelige løndannelse uafhængig vurdering

af de pågældende arbejdergruppers indsats i produktionen. Dette er i

overensstemmelse med den af arbejdsmarkedets parter afgivne fælleserklæring

af 16. december 1982 i forbindelse med traktatbrudssagen mod Danmark, sag nr.

143/83.

Til nr. 3

Genansættelsesretten svarer til, hvad der allerede gælder på hovedparten

af det organiserede arbejdsmarked i henhold til hovedaftalerne.

Ved usaglige afskedigelser er genansættelse, foruden dækning af løntabet i

den mellemliggende periode, den eneste logiske konsekvens, såfremt den

usagligt afskedigede lønmodtager ønsker dette. Det er i så henseende ikke

rimeligt at imødegå en obligatorisk adgang til genansættelse med mulige

efterfølgende samarbejdsvanskeligheder. Efter genansættelse påhviler det

begge parter at medvirke til et rimeligt samarbejde, og den genansattes

manglende vilje hertil udgør en afskedigelsesgrund. Den genansatte må derfor

naturligt bære risikoen for, at samarbejdet om muligt ikke kan genetableres.

Godtgørelse til den usagligt afskedigede lønmodtager, der ikke ønsker

genansættelse, må i alle tilfælde fastsættes ud fra det niveau, der

fastlægges i loven om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til

beskæftigelse og barselorlov m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 686 af 11.

oktober 1990, § 16, stk. 3, jf. § 9, idet der ikke ses at være nogen

begrundelse for, at tilfældene behandles forskelligt.

Til nr. 4

Forslaget sikrer arbejdstageren og dennes organisation ret til at få

udleveret oplysninger fra arbejdsgiveren.

Oplysningerne skal være af en sådan karakter, at den enkelte medarbejder

på baggrund af disse oplysninger og på en sammenlignelig måde kan vurdere sin

egen aflønning i forhold til andre medarbejdere af begge køn. Oplysningerne

skal derfor omfatte informationer om arbejdet, løn og lønvilkår og om

oplæring og anciennitet.

Oplysningerne om løn m.v. skal derfor også omfatte, hvilke kriterier et

personligt tillæg er fastsat efter, og hvordan disse kriterier er anvendt.

Arbejdsgiveren har ligeledes oplysningspligt om den pågældende gruppes

lønstatistik, ligesom oplysningspligten omfatter arbejdstider, herunder

f.eks. tiden, der medgår ved forskellige opgaver og arbejdsfunktioner.

Til nr. 5

Forslaget pålægger arbejdsgiveren bevisbyrden i ligelønssager.

Ved lønmæssig forskelsbehandling påhviler det således arbejdsgiveren at

godtgøre, at der er objektive ikke kønsmæssige grunde til

forskelsbehandlingen.

Forslaget tilsigter at leve op til de EF-retlige bevisbyrderegler, som er

udtrykt i præmisserne til EF-Domstolens dom i Danfoss-sagen (sag nr. 109/88):

»Endelig bemærkes, at i henhold til ligelønsdirektivets artikel 6

skal medlemsstaterne i overensstemmelse med deres nationale forhold og deres

retssystemer træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre

gennemførelsen af ligelønsprincippet og drage omsorg for, at der findes

effektive midler, der gør det muligt at påse, at princippet overholdes. Det

effektivitetshensyn, der ligger til grund for direktivet, må føre til at

fortolke det således, at der skal gennemføres ændringer i de nationale

bevisbyrderegler i de særlige situationer, hvor sådanne ændringer er

nødvendige for en effektiv gennemførelse af ligebehandlingsprincippet.«

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter