1991 LSF 236 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM LIGESTILLING MELLEM MÆND OG KVINDER OG LOV OM LIGE LØN TIL MÆND OG KVINDER
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I lov nr. 238 af 20. april 1988 om ligestilling mellem mænd og kvinder
foretages følgende ændringer:
1. I § 2 indsættes efter stk. 4 som nye stykker:
»Stk. 5. Ligestillingsrådet kan ved behandling af konkrete
sager indhente erklæringer fra særligt sagkyndige.
Stk. 6. Repræsentanter for Ligestillingsrådet og de i stk. 5
nævnte særligt sagkyndige kan til brug for behandlingen af konkrete sager
besigtige arbejdets udførelse på de implicerede virksomheder, hvis der indgås
en aftale med virksomheden herom.«
Stk. 5 bliver herefter stk. 7.
§ 2
I lov om lige løn til mænd og kvinder, jf. lovbekendtgørelse nr. 422 af
15. juni 1989, foretages følgende ændringer:
1. § 1, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Enhver arbejdsgiver skal yde kvinder og mænd lige
løn, herunder lige lønvilkår, for samme arbejde eller for arbejde, der
tillægges samme værdi.«
2. I § 1 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Bedømmelsen af arbejdets værdi skal ske ud fra en
helhedsvurdering af relevante kvalifikationer og andre relevante
faktorer.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
3. § 3 affattes således:
»§ 3. En arbejdsgiver må ikke afskedige en lønmodtager, fordi
denne har fremsat krav om lige løn, herunder lige lønvilkår.
Stk. 2. Det påhviler arbejdsgiveren at bevise, at en afskedigelse
ikke er foretaget i strid med reglerne i stk. 1. Dette gælder dog ikke, hvis
afskedigelsen finder sted mere end 1 år efter, at lønmodtageren har fremsat
krav om ligeløn.
Læs alt
Stk. 3. En afskedigelse, som er foretaget i strid med reglerne i
stk. 1, underkendes efter påstand herom, medmindre det i særlige tilfælde
efter en afvejning af parternes interesse findes åbenbart urimeligt at kræve
ansættelsesforholdet opretholdt eller genoprettet. En afskediget lønmodtager
kan dog i stedet nedlægge påstand om en godtgørelse. Godtgørelsen kan ikke
overstige 78 ugers løn beregnet efter den afskedigede lønmodtagers
gennemsnitsfortjeneste gennem det sidste år og fastsættes under hensyntagen
til lønmodtagerens ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.«
4. I § 5 a indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Arbejdsgiveren skal udlevere de nødvendige
oplysninger, der giver mulighed for at vurdere, om loven er overholdt.
Såfremt oplysninger omhandler enkeltpersoners lønforhold, skal de pågældende
have meddelelse om, at oplysningerne er givet, og oplysningerne skal
behandles fortroligt.«
5. I § 6 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Hvis der sker lønmæssig forskelsbehandling af mænd
og kvinder, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at det pågældende
arbejde ikke er af samme værdi.«
§ 3
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I lov nr. 238 af 20. april 1988 om ligestilling mellem mænd og kvinder
foretages følgende ændringer:
1. I § 2 indsættes efter stk. 4 som nye stykker:
»Stk. 5. Ligestillingsrådet kan ved behandling af konkrete
sager indhente erklæringer fra særligt sagkyndige.
Stk. 6. Repræsentanter for Ligestillingsrådet og de i stk. 5
nævnte særligt sagkyndige kan til brug for behandlingen af konkrete sager
efter aftale besigtige arbejdets udførelse på de implicerede
virksomheder.«
Stk. 5 bliver herefter stk. 7.
§ 2
I lov om lige løn til mænd og kvinder, jf. lovbekendtgørelse nr. 422 af
15. juni 1989, foretages følgende ændringer:
1. § 1, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Enhver arbejdsgiver skal yde kvinder og mænd lige
løn, herunder lige lønvilkår, for samme arbejde eller for arbejde, der
tillægges samme værdi.«
2. I § 1 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Bedømmelsen af arbejdets værdi skal ske ud fra en
helhedsvurdering, der kun må inddrage kvalifikationer og andre faktorer, som
har direkte konkret relation til arbejdets udførelse.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
3. § 3 affattes således:
»§ 3. En arbejdsgiver må ikke afskedige en lønmodtager, fordi
denne har fremsat krav om lige løn, herunder lige lønvilkår.
Stk. 2. Det påhviler arbejdsgiveren at bevise, at en afskedigelse
ikke er foretaget i strid med reglerne i stk. 1.
Stk. 3. En afskedigelse, som er foretaget i strid med reglerne i
stk. 1, underkendes efter påstand herom. En afskediget lønmodtager kan dog i
stedet nedlægge påstand om en godtgørelse. Godtgørelsen kan ikke overstige 78
ugers løn beregnet efter den afskedigede lønmodtagers gennemsnitsfortjeneste
gennem det sidste år og fastsættes under hensyntagen til lønmodtagerens
ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.«
4. I § 5 a indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Enhver arbejdstager eller dennes repræsentant har
ret til fra arbejdsgiveren at få udleveret oplysninger, som giver mulighed
for at vurdere, om loven er overholdt.«
5. I § 6 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Hvis der sker lønmæssig forskelsbehandling af mænd
og kvinder, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at det pågældende
arbejde ikke er af samme værdi.«
§ 3
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti
fremsætter hermed en række konkrete forslag, som skærper ligelønsloven og
styrker Ligestillingsrådet. Baggrunden for forslagene er en undersøgelse af
ligestillingssituationen i Danmark, som LO og fagforbundene netop har
gennemført.
Man har bl.a. fundet ud af, at ikke faglærte kvinder i mere end halvdelen
af stillingsgrupperne tjener mindre end 95 pct. af de ikke faglærte mænds
løn. Oven i købet er lønforskellen større i 1990, end den var i 1976, da
ligelønsloven blev vedtaget. Bedre ser det ikke ud for funktionærerne, hvor
forskellen på gennemsnitslønninger er endnu større.
Desuden har det vist sig svært at få oplysninger fra arbejdsgiverne om
løn- og arbejdsvilkår på virksomheder, hvor der køres ligelønssager, ligesom
det er et problem, at Ligestillingsrådet ikke har tilstrækkelige muligheder
for at belyse alle aspekter af en ligelønssag.
To af forslagene skal derfor styrke Ligestillingsrådets muligheder for at
kontrollere arbejdspladsernes ligelønspraksis.
For det første ønsker forslagsstillerne at give Ligestillingsrådet ret til
at indhente erklæringer fra særligt sagkyndige, når rådet behandler konkrete
sager. Eksperterne kan være folk fra arbejdsmarkedets organisationer eller
fra læreanstalter og tekniske institutioner. En sådan praksis vil give
kortere sagsbehandlingstid og gøre resultatet mere velunderbygget.
For det andet vil forslagsstillerne give Ligestillingsrådet og eksperterne
ret til - som et led i konkrete sagsbehandlinger - at gå på virksomhedsbesøg
for at undersøge arbejdsforholdene. Igen er formålet, at sagerne bliver så
grundigt dokumenteret som muligt, da det ofte er lettere at vurdere den
konkrete arbejdssituation efter selvsyn end at læse trykte beskrivelser.
Fire af forslagene er skærpelser af loven om ligestilling mellem mænd og
kvinder - skærpelser, som bl.a. er foranlediget af EF-Domstolens praksis.
Den vigtigste skærpelse er forslaget om, at det skal være arbejdsgiverens
pligt at bevise, at en eventuel lønskævhed mellem mænd og kvinder skyldes
arbejdets ulige værdi. Dette er konkret opfølgning af EF-Domstolens dom i
Danfoss-sagen.
Derudover ønsker forslagsstillerne, at kvinder, som overtager en
jobfunktion fra en mand, skal have ret til samme løn som forgængeren, og at
bedømmelsen af et arbejdes værdi skal ske ud fra en helhedsvurdering og efter
mere nøjagtigt formulerede retningslinjer, som ligestiller såvel særlige
kvindelige som mandlige kvalifikationer.
Endelig ønsker forslagsstillerne at give en lønmodtager ret til at
indhente skriftlige oplysninger om løn- og arbejdsvilkår fra arbejdsgiveren.
Formålet er at give lønmodtagerne og deres organisationer mulighed for at
kontrollere, om loven om ligestilling er overholdt.
Det sidste forslag er en tilføjelse til loven om lige løn til mænd og
kvinder, som præciserer, at en arbejdsgiver ikke må fyre folk, fordi
de/han/hun har stillet krav om lige løn. Endvidere præciseres, at det er
arbejdsgiverens pligt i en sådan sag at bevise, at den pågældende
afskedigelse ikke skyldes krav om lige løn. Kan arbejdsgiveren ikke det, skal
den/de pågældende genansættes.
Endelig sikrer lovforslaget lønmodtageren ret til godtgørelse på op til 78
ugers løn, hvis vedkommende ikke ønsker genansættelse, på samme måde som
lovgivningen sikrer lønmodtagere, som eksempelvis er blevet afskediget på
grund af barselorlov, denne ret.
Med disse forslag håber forslagsstillerne at lægge endnu nogle sten til
det fundament, som den egentlige ligebehandling af mænd og kvinder skal hvile
på.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Det foreslåede § 2, stk. 5, følger af Ligestillingsrådets manglende
lovfæstede ret til ved behandling af konkrete sager at kunne indhente
erklæringer fra særligt sagkyndige. En sådan ret vil kunne forkorte
sagsbehandlingen, men frem for alt kunne gøre resultatet af sagsbehandlingen
mere velunderbygget. De nævnte særligt sagkyndige kan f.eks. være personer
fra arbejdsmarkedets organisationer eller udenforstående fra læreanstalter
eller tekniske institutioner.
Det foreslåede § 2, stk. 6, vil i sammenhæng med det foreslåede stk. 5
styrke Ligestillingsrådets sagsbehandling og skaffe det bedst mulige
vurderingsgrundlag for Ligestillingsrådets stillingtagen.
En ret for Ligestillingsrådet og de nævnte særligt sagkyndige til i
konkrete sager at besigtige arbejdets udførelse på de implicerede
virksomheder vil i en række tilfælde være af stor værdi og udgøre et
nødvendigt supplement til parternes skriftlige fremstilling af
produktionsgang, arbejdsforhold, maskiners indretning og betjening m.m.
Ligestillingsrådet skal aftale med den pågældende virksomhed, hvornår
besigtigelse skal foretages.
Til § 2
Til nr. 1
Den foreslåede ændring tilsigter at bringe lovens formulering i
overensstemmelse med EØF-traktaten, artikel 119, der ifølge EF-Domstolens dom
i MacArthys-sagen, sag nr. 129/79, indebærer, at en kvinde kan kræve lige løn
med en mandlig forgænger i stillingen, således at det ikke er et krav, at
arbejdsgiveren har såvel mænd som kvinder ansat på samme tid.
Til nr. 2
Forslaget følger af den udvikling af ligelønsprincippet, som er sket
gennem EF-Domstolens praksis. På dette grundlag tilsigter forslaget at
tydeliggøre, hvilke kriterier der kan lægges til grund ved en vurdering af
arbejdets værdi.
Udtrykket »kvalifikationer og andre faktorer« omfatter ud over
kriterier, som knytter sig til den enkelte lønmodtager, kriterier, som kan
udledes af arbejdets art og de vilkår m.v., som det udføres under.
At bedømmelsen af arbejdets værdi skal ske ud fra en helhedsvurdering, kan
udledes af EF-Domstolens afgørelse i Rummler-sagen, sag nr. 237/85. Det
fremgår heraf, at hvor der inddrages (jobrelevante) kriterier, som den eller
de mandlige arbejdstagere er særligt egnede til at opfylde, skal der også
inddrages (jobrelevante) kriterier, som den eller de kvindelige arbejdstagere
i særlig grad er egnede til at opfylde. Som eksempler kan nævnes
muskelstyrke, som er en typisk mandlig kvalifikation, og fingerfærdighed, som
er en typisk kvindelig kvalifikation.
I Danfoss-sagen, sag nr. 109/88, blev der taget stilling til følgende
kriterier: fleksibilitet, faglig uddannelse og anciennitet. Om de to første
kriterier udtalte Domstolen, at disse i tilfælde, hvor de har en kønsskæv
effekt, kun kan benyttes, når arbejdsgiveren godtgør, at fleksibiliteten
eller den faglige uddannelse har betydning for de konkrete arbejdsopgaver,
den pågældende lønmodtager har.
Rummler- og Danfoss-sagerne indebærer således, at der som hovedregel ved
vurderingen af, hvilke kriterier der kan begrunde, at arbejdet ikke anses for
at være af samme værdi, skal lægges vægt på kriteriernes konkrete relevans
for det udførte arbejde.
Endelig følger det af forslaget, at vurderingen af arbejdets værdi skal
ske ud fra en direkte og af den almindelige løndannelse uafhængig vurdering
af de pågældende arbejdergruppers indsats i produktionen. Dette er i
overensstemmelse med den af arbejdsmarkedets parter afgivne fælleserklæring
af 16. december 1982 i forbindelse med traktatbrudssagen mod Danmark, sag nr.
143/83.
Til nr. 3
Genansættelsesretten svarer til, hvad der allerede gælder på hovedparten
af det organiserede arbejdsmarked i henhold til hovedaftalerne.
Ved usaglige afskedigelser er genansættelse, foruden dækning af løntabet i
den mellemliggende periode, den eneste logiske konsekvens, såfremt den
usagligt afskedigede lønmodtager ønsker dette. Det er i så henseende ikke
rimeligt at imødegå en obligatorisk adgang til genansættelse med mulige
efterfølgende samarbejdsvanskeligheder. Efter genansættelse påhviler det
begge parter at medvirke til et rimeligt samarbejde, og den genansattes
manglende vilje hertil udgør en afskedigelsesgrund. Den genansatte må derfor
naturligt bære risikoen for, at samarbejdet om muligt ikke kan genetableres.
Godtgørelse til den usagligt afskedigede lønmodtager, der ikke ønsker
genansættelse, må i alle tilfælde fastsættes ud fra det niveau, der
fastlægges i loven om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til
beskæftigelse og barselorlov m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 686 af 11.
oktober 1990, § 16, stk. 3, jf. § 9, idet der ikke ses at være nogen
begrundelse for, at tilfældene behandles forskelligt.
Til nr. 4
Forslaget sikrer arbejdstageren og dennes organisation ret til at få
udleveret oplysninger fra arbejdsgiveren.
Oplysningerne skal være af en sådan karakter, at den enkelte medarbejder
på baggrund af disse oplysninger og på en sammenlignelig måde kan vurdere sin
egen aflønning i forhold til andre medarbejdere af begge køn. Oplysningerne
skal derfor omfatte informationer om arbejdet, løn og lønvilkår og om
oplæring og anciennitet.
Oplysningerne om løn m.v. skal derfor også omfatte, hvilke kriterier et
personligt tillæg er fastsat efter, og hvordan disse kriterier er anvendt.
Arbejdsgiveren har ligeledes oplysningspligt om den pågældende gruppes
lønstatistik, ligesom oplysningspligten omfatter arbejdstider, herunder
f.eks. tiden, der medgår ved forskellige opgaver og arbejdsfunktioner.
Til nr. 5
Forslaget pålægger arbejdsgiveren bevisbyrden i ligelønssager.
Ved lønmæssig forskelsbehandling påhviler det således arbejdsgiveren at
godtgøre, at der er objektive ikke kønsmæssige grunde til
forskelsbehandlingen.
Forslaget tilsigter at leve op til de EF-retlige bevisbyrderegler, som er
udtrykt i præmisserne til EF-Domstolens dom i Danfoss-sagen (sag nr. 109/88):
»Endelig bemærkes, at i henhold til ligelønsdirektivets artikel 6
skal medlemsstaterne i overensstemmelse med deres nationale forhold og deres
retssystemer træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre
gennemførelsen af ligelønsprincippet og drage omsorg for, at der findes
effektive midler, der gør det muligt at påse, at princippet overholdes. Det
effektivitetshensyn, der ligger til grund for direktivet, må føre til at
fortolke det således, at der skal gennemføres ændringer i de nationale
bevisbyrderegler i de særlige situationer, hvor sådanne ændringer er
nødvendige for en effektiv gennemførelse af ligebehandlingsprincippet.«
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1990 LSF 156 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM LIGESTILLING MELLEM MÆND OG KVINDER OG LOV OM LIGE LØN TIL MÆND OG KVINDER Retsinformation · 19. marts 1991
- EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2019/1158 af 20. juni 2019 om balance mellem arbejdsliv og privatliv for forældre og omsorgspersoner og om ophævelse af Rådets direktiv 2010/18/EU EU-lovgivning · 20. juni 2019
- 1988 LSF 63 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM LIGE LØN TIL MÆND OG KVINDER Retsinformation · 17. maj 1989
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Saggio fremsat den 10. juni 1999. - Georg Badeck m.fl., procesdeltagere: Hessische Ministerpräsident og Landesanwalt beim Staatsgerichtshof des Landes Hessen. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Staatsgerichtshof des Landes Hessen - Tyskland. - Ligebehandling af mænd og kvinder - Stillinger i forvaltningen - Foranstaltninger til fremme af kvinders ansætt… EU-domme · 10. juni 1999
- Forslag til Lov om ligestilling af kvinder og mænd Retsinformation · 25. maj 2000
- 1997 LSF 54 FORSLAG TIL LOV OM LIGEBEHANDLING AF MÆND OG KVINDER INDEN FOR DE ERHVERVSTILKNYTTEDE SIKRINGSORDNINGER(* 1) Retsinformation · 25. februar 1998