1997 LSF 54 FORSLAG TIL LOV OM LIGEBEHANDLING AF MÆND OG KVINDER INDEN FOR DE ERHVERVSTILKNYTTEDE SIKRINGSORDNINGER(* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kapitel 1
Indledende bestemmelser
§ 1. Loven skal sikre ligebehandling af mænd og kvinder i de
erhvervstilknyttede sikringsordninger.
Stk. 2. Ved erhvervstilknyttede sikringsordninger forstås
ordninger, der har til formål at sikre, at lønmodtagere eller selvstændige
erhvervsdrivende samlet inden for en virksomhed eller en gruppe af
virksomheder inden for en erhvervsgren eller inden for en faglig eller
tværfaglig branche eller organisation får ydelser, som skal supplere ydelser
fra lovbestemte sociale sikringsordninger eller træde i stedet for disse,
uanset om medlemskab af disse ordninger er obligatorisk eller ej.
Stk. 3. Ved de sikrede forstås dem, der har ret til ydelser fra de
erhvervstilknyttede sikringsordninger.
Stk. 4. Loven er ikke til hinder for bestemmelser om beskyttelse
af kvinder i forbindelse med graviditet, fødsel og adoption.
Stk. 5. Loven er ikke til hinder for bestemmelser om fleksibel
pensionsalder på samme vilkår for mænd og kvinder.
§ 2. §§ 7, 8, 10, 11, 12 og 14 finder ikke anvendelse, i det
omfang en tilsvarende pligt til ligebehandling følger af en kollektiv
overenskomst, jf. dog § 11, stk. 3.
§ 3. Lovens bestemmelser kan ikke fraviges ved aftale til ugunst
for den eller de sikrede.
Kapitel 2
Lovens anvendelsesområde
§ 4. Loven finder anvendelse på alle erhvervstilknyttede
sikringsordninger, der vedrører
1) arbejdsulykker og erhvervssygdomme,
2) sygdom,
3) invaliditet,
4) arbejdsløshed eller
Læs alt
5) alder.
Stk. 2. Loven omfatter endvidere erhvervstilknyttede
sikringsordninger, der vedrører andre natural- eller kontantydelser, herunder
ydelser til efterladte og familieydelser.
§ 5. Loven finder ikke anvendelse på
1) lovbestemte sikringsordninger,
2) regulativer, vedtægter og reglementer for reglementsansatte og
kommunale tjenestemænd, hvorefter der tilvejebringes en retsstilling for
disse svarende til den for statens tjenestemænd gældende,
3) offentligretlige bestemmelser om social beskyttelse, i det omfang disse
skal supplere eller træde i stedet for de i nr. 1 og 2 nævnte ordninger,
4) individuelle aftaler for selvstændige erhvervsdrivende,
5) ordninger for selvstændige erhvervsdrivende, hvori kun een person
deltager, eller
6) lønmodtageres pensionsaftaler, hvori arbejdsgiveren ikke er part.
Stk. 2. Loven finder endvidere ikke anvendelse på valgfrie
muligheder i erhvervstilknyttede sikringsordninger, som deltagerne tilbydes
individuelt for at sikre dem supplerende ydelser og give dem adgang til valg
af datoen, fra hvilken de normale ydelser skal løbe, eller valg mellem flere
ydelser.
Stk. 3. Loven finder endvidere ikke anvendelse på
erhvervstilknyttede sikringsordninger, for så vidt ydelserne finansieres af
frivillige lønmodtagerbidrag.
§ 6. Loven finder anvendelse på sikringsordninger, der er knyttet
til en arbejdsaftale, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde i
Danmark, også selv om arbejdstageren midlertidigt er beskæftiget i udlandet.
Stk. 2 . Loven finder endvidere anvendelse, hvis arbejdstageren
ikke sædvanligvis udfører sit arbejde i et bestemt land og arbejdsgiveren har
hjemsted i Danmark.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på selvstændige
erhvervsdrivende.
Kapitel 3
Ligebehandlingens indhold
§ 7. I de erhvervstilknyttede sikringsordninger må der ikke gøres
forskel mellem mænd og kvinder vedrørende
1) ordningernes anvendelsesområde,
2) betingelserne for adgang til ordningerne,
3) rettigheder og pligter i ordningerne eller
4) rettigheder i forbindelse med udtræden og efter udtræden af
ordningerne, jf. dog § 8, stk. 5.
§ 8. De erhvervstilknyttede sikringsordninger må ikke indeholde
bestemmelser, hvorefter der finder forskelsbehandling sted på grundlag af køn
med hensyn til fastsættelse og beregning af bidrag og ydelser, jf. dog stk.
2-5.
Stk. 2. For medlemmer optaget før den 1. juli 1999 i
erhvervstilknyttede sikringsordninger, hvor ydelserne beregnes ud fra forud
fastsatte bidrag, kan ydelserne være forskellige for mænd og kvinder, i det
omfang beregningen baseres på aktuarmæssige faktorer, der er forskellige for
de to køn. Arbejdsgivernes bidrag kan i disse ordninger fastsættes
forskelligt for mænd og kvinder, såfremt der herved sker en tilnærmelse af
ydelsesniveauerne for mænd og kvinder.
Stk. 3. For medlemmer optaget før den 1. juli 1999 i
erhvervstilknyttede sikringsordninger, hvor bidragene beregnes ud fra forud
fastsatte ydelser, kan arbejdsgivernes bidrag være forskellige for mænd og
kvinder, i det omfang beregningen baseres på aktuarmæssige faktorer, der er
forskellige for de to køn.
Stk. 4. De i stk. 2 og 3 omtalte beregninger foretages på de
beregningsgrundlag, den pågældende erhvervstilknyttede sikringsordning i
øvrigt anvender. I de i stk. 3 omtalte ordninger kan ydelser, der udbetales i
stedet for de oprindeligt aftalte ydelser, være forskellige for de to køn som
følge af anvendelsen af disse beregningsgrundlag.
Stk. 5. Ved beregning af ydelser i forbindelse med udtræden og
efter udtræden af erhvervstilknyttede sikringsordninger for medlemmer optaget
før den 1. juli 1999 finder stk. 2-4 tilsvarende anvendelse.
Kapitel 4
Sanktioner og håndhævelse
§ 9. Bestemmelser i aftaler og i virksomheders og ordningers
vedtægter og reglementer m.v., som er i strid med §§ 3, 4, 6-8 eller 10-12,
er ugyldige. Dette gælder også vedtagelser, samordnet adfærd og praksis i
strid med §§ 3, 4, 6-8 eller 10-12.
§ 10. Hvis bestemmelser i en aftale m.v. erklæres ugyldige, jf. §
9, skal de inden 6 måneder ændres, således at de ikke er i strid med §§ 3, 4,
6-8, 11 eller 12.
§ 11. Afskediges en lønmodtager, fordi denne har fremsat krav
efter §§ 7, 8, 9 eller 10, skal arbejdsgiveren betale godtgørelse.
Stk. 2. Godtgørelse efter stk. 1, der ikke kan overstige 39 ugers
løn, fastsættes under hensyn til lønmodtagerens ansættelsestid og sagens
omstændigheder i øvrigt.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse, hvor pligt til
ligebehandling følger af kollektiv overenskomst, men hvor der ikke i
overenskomsten gives den pågældende adgang til godtgørelse for afskedigelse,
der ikke er rimeligt begrundet i lønmodtagerens eller virksomhedens forhold.
Kravet behandles ad fagretlig vej.
§ 12. Krav på betaling som følge af §§ 9 og 11 forældes efter 2 år
efter udgangen af det kalenderår, i hvilket fordringshaveren fik kundskab om
kravet og om, at det er forfaldet, og i alt fald 5 år efter kravets
forfaldstid. I øvrigt finder reglerne i §§ 1-3 i lov nr. 274 af 22. december
1908 om forældelse af visse fordringer anvendelse.
§ 13. Udbetalte ydelser kan ikke søges tilbagebetalt i kraft af
denne lov.
§ 14. En person omfattet af loven, der mener, at ligebehandling
efter loven ikke bliver overholdt, kan søge dette fastslået ved domstolene.
§ 15. Finanstilsynet fører tilsyn med overholdelse af denne lov.
Reglerne om Finanstilsynet og ansatte i Finanstilsynet i §§ 237-241 i lov om
forsikringsvirksomhed finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Faglige organisationer og arbejdsgivere omfattet af loven
og virksomheder under tilsyn af Finanstilsynet skal give Finanstilsynet de
oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets tilsyn efter loven.
§ 16. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de i §§ 8 og
15 nævnte bestemmelser.
§ 17. Afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til loven
eller forskrifter udstedt i medfør af loven kan indbringes for
Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den
pågældende.
§ 18. Ligestillingsrådet kan af egen drift eller efter anmodning
undersøge forhold, der vedrører loven.
Stk. 2. Faglige organisationer og arbejdsgivere omfattet af loven
og virksomheder under tilsyn af Finanstilsynet skal efter anmodning overlade
Ligestillingsrådet enhver oplysning, der er af betydning for
Ligestillingsrådets virksomhed efter loven.
Stk. 3. De oplysninger, jf. stk. 1 og 2, som Ligestillingsrådet
modtager efter loven, er omfattet af tavshedspligten i § 240 c i lov om
forsikringsvirksomhed.
Kapitel 5
Straffebestemmelser
§ 19. Overtrædelse af § 3, § 7, § 8, § 15, stk. 2, eller § 18,
stk. 2, kan straffes med bøde, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller
ved grov uagtsomhed.
Stk. 2 . I forskrifter, der udstedes af Finanstilsynet i medfør af
loven, kan der fastsættes straf af bøde, hvis overtrædelsen er begået
forsætligt eller ved grov uagtsomhed.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Kapitel 6
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 20. Loven træder i kraft den 1. marts 1998.
Stk. 2 . For lønmodtagere har loven virkning for alle ydelser, der
kan henregnes til beskæftigelsesperioder efter den 17. maj 1990. For
selvstændige erhvervsdrivende har loven virkning for alle ydelser, der kan
henregnes til beskæftigelsesperioder efter den 1. marts 1998.
Stk. 3. Finanstilsynet kan efter ansøgning tillade, at
bestemmelsen i § 8, stk. 1, først skal have virkning fra et senere tidspunkt,
dog ikke senere end den 1. januar 2002.
Stk. 4. Rettigheder og pligter, som er omfattet af loven, og som
vedrører en periode for medlemskab af en ordning, der ligger forud for den
17. maj 1990, er fortsat undergivet de bestemmelser i ordningen, som var
gældende for den pågældende periode.
§ 21. I lov nr. 238 af 20. april 1988 om ligestilling mellem mænd
og kvinder, som ændret ved lov nr. 374 af 20. maj 1992, affattes § 2,
stk. 2, således:
»Stk. 2. Ligestillingsrådet afgiver udtalelse m.v. efter lov
om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og
barselorlov m.v., lov om lige løn til mænd og kvinder og lov om
ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede
sikringsordninger.«
§ 22. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Oprindeligt fremsat forslag
Kapitel 1
Indledende bestemmelser
§ 1. Loven skal sikre ligebehandling af mænd og kvinder i de
erhvervstilknyttede sikringsordninger.
Stk. 2. Ved erhvervstilknyttede sikringsordninger forstås
ordninger, der har til formål at sikre, at lønmodtagere eller selvstændige
erhvervsdrivende samlet inden for en virksomhed eller en gruppe af
virksomheder inden for en erhvervsgren eller inden for en faglig eller
tværfaglig branche eller organisation får ydelser, som skal supplere ydelser
fra lovbestemte sociale sikringsordninger eller træde i stedet for disse,
uanset om medlemskab af disse ordninger er obligatorisk eller ej.
Stk. 3. Ved de sikrede forstås dem, der har ret til ydelser fra de
erhvervstilknyttede sikringsordninger.
Stk. 4. Loven er ikke til hinder for bestemmelser om beskyttelse
af kvinder i forbindelse med graviditet, fødsel og adoption.
Stk. 5. Loven er ikke til hinder for bestemmelser om fleksibel
pensionsalder på samme vilkår for mænd og kvinder.
§ 2. §§ 7, 8, 10, 11, 12 og 14 finder ikke anvendelse, i det
omfang en tilsvarende pligt til ligebehandling følger af en kollektiv
overenskomst, jf. dog § 11, stk. 3.
§ 3. Lovens bestemmelser kan ikke fraviges ved aftale til ugunst
for den eller de sikrede.
Kapitel 2
Lovens anvendelsesområde
§ 4. Loven finder anvendelse på alle erhvervstilknyttede
sikringsordninger, der vedrører
1) arbejdsulykker og erhvervssygdomme,
2) sygdom,
3) invaliditet,
4) arbejdsløshed eller
5) alder.
Stk. 2. Loven omfatter endvidere erhvervstilknyttede
sikringsordninger, der vedrører andre natural- eller kontantydelser, herunder
ydelser til efterladte og familieydelser.
§ 5. Loven finder ikke anvendelse på
1) lovbestemte sikringsordninger,
2) regulativer, vedtægter og reglementer for reglementsansatte og
kommunale tjenestemænd, hvorefter der tilvejebringes en retsstilling for
disse svarende til den for statens tjenestemænd gældende,
3) offentligretlige bestemmelser om social beskyttelse, i det omfang disse
skal supplere eller træde i stedet for de i nr. 1 og 2 nævnte ordninger,
4) individuelle aftaler for selvstændige erhvervsdrivende,
5) ordninger for selvstændige erhvervsdrivende, hvori kun een person
deltager eller
6) lønmodtageres pensionsaftaler, hvori arbejdsgiveren ikke er part.
Stk. 2. Loven finder endvidere ikke anvendelse på valgfrie
muligheder i erhvervstilknyttede sikringsordninger, som deltagerne tilbydes
individuelt for at sikre dem supplerende ydelser, give dem valg af datoen fra
hvilken de normale ydelser skal løbe, eller valg mellem flere ydelser.
Stk. 3. Loven finder endvidere ikke anvendelse på
erhvervstilknyttede sikringsordninger, for så vidt ydelserne finansieres af
frivillige lønmodtagerbidrag.
§ 6. Loven finder anvendelse på sikringsordninger, der er knyttet
til en arbejdsaftale, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde i
Danmark, også selvom arbejdstageren midlertidigt er beskæftiget i udlandet.
Stk. 2 . Loven finder endvidere anvendelse, hvis arbejdstageren
ikke sædvanligvis udfører sit arbejde i et bestemt land, og arbejdsgiveren
har hjemsted i Danmark.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse for selvstændige
erhvervsdrivende.
Kapitel 3
Ligebehandlingens indhold
§ 7. I de erhvervstilknyttede sikringsordninger må der ikke gøres
forskel mellem mænd og kvinder vedrørende
1) ordningernes anvendelsesområde,
2) betingelserne for adgang til ordningerne,
3) rettigheder og pligter i ordningerne eller
4) rettigheder i forbindelse med udtræden og efter udtræden af
ordningerne, jf. dog § 8, stk. 5.
§ 8. De erhvervstilknyttede sikringsordninger må ikke indeholde
bestemmelser, hvorefter der finder forskelsbehandling sted på grundlag af køn
med hensyn til fastsættelse og beregning af bidrag og ydelser, jf. dog stk.
2-5.
Stk. 2. For medlemmer optaget før den 1. juli 1998 i
erhvervstilknyttede sikringsordninger, hvor ydelserne beregnes ud fra forud
fastsatte bidrag, kan ydelserne være forskellige for mænd og kvinder, i det
omfang beregningen baseres på aktuarmæssige faktorer, der er forskellige for
de to køn. Arbejdsgivernes bidrag kan i disse ordninger fastsættes
forskelligt for mænd og kvinder, såfremt der herved sker en tilnærmelse af
ydelsesniveauerne for mænd og kvinder.
Stk. 3. For medlemmer optaget før den 1. juli 1998 i
erhvervstilknyttede sikringsordninger, hvor bidragene beregnes ud fra forud
fastsatte ydelser, kan arbejdsgivernes bidrag være forskellige for mænd og
kvinder, i det omfang beregningen baseres på aktuarmæssige faktorer, der er
forskellige for de to køn.
Stk. 4. De i stk. 2 og stk. 3 omtalte beregninger foretages på de
beregningsgrundlag, den pågældende erhvervstilknyttede sikringsordning i
øvrigt anvender. I de i stk. 3 omtalte ordninger kan ydelser, der udbetales i
stedet for de oprindeligt aftalte ydelser, være forskellige for de to køn som
følge af anvendelsen af disse beregningsgrundlag.
Stk. 5. Ved beregning af ydelser i forbindelse med udtræden og
efter udtræden af erhvervstilknyttede sikringsordninger for medlemmer optaget
før den 1. juli 1998 finder stk. 2-4 tilsvarende anvendelse.
Kapitel 4
Sanktioner og håndhævelse
§ 9. Bestemmelser i aftaler og i virksomheders og ordningers
vedtægter og reglementer m.v., som er i strid med §§ 3-4, 6-8 eller 10-12, er
ugyldige. Dette gælder også vedtagelser, samordnet adfærd og praksis i strid
med §§ 3-4, 6-8 eller 10-12.
§ 10. Hvis bestemmelser i en aftale m.v. erklæres ugyldige, jf. §
9, skal de inden 6 måneder ændres, således at de ikke er i strid med §§ 3-4,
6-8 eller 11-12.
§ 11. Afskediges en lønmodtager, fordi denne har fremsat krav
efter §§ 7, 8, 9 eller 10, skal arbejdsgiveren betale godtgørelse.
Stk. 2. Godtgørelse efter stk. 1, der ikke kan overstige 39 ugers
løn, fastsættes under hensyn til lønmodtagerens ansættelsestid og sagens
omstændigheder i øvrigt.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse, hvor pligt til
ligebehandling følger af kollektiv overenskomst, men hvor der ikke i
overenskomsten gives den pågældende adgang til godtgørelse for afskedigelse,
der ikke er rimeligt begrundet i lønmodtagerens eller virksomhedens forhold.
Kravet behandles ad fagretlig vej.
§ 12. Krav på betaling som følge af § 9 og § 11 forældes efter 2
år efter udgangen af det kalenderår, i hvilket fordringshaveren fik kundskab
om kravet og om, at det er forfaldet, og i alt fald 5 år efter kravets
forfaldstid. I øvrigt finder reglerne i §§ 1-3 i lov nr. 274 af 22. december
1908 om forældelse af fordringer anvendelse.
§ 13. Udbetalte ydelser kan ikke søges tilbage i kraft af denne
lov.
§ 14. En person, omfattet af loven, der mener, at ligebehandling
efter loven ikke bliver overholdt, kan søge dette fastslået ved domstolene.
§ 15. Finanstilsynet fører tilsyn med overholdelse af denne lov.
Reglerne om Finanstilsynet og ansatte i Finanstilsynet i §§ 237-241 i lov om
forsikringsvirksomhed finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Faglige organisationer og arbejdsgivere omfattet af loven
og virksomheder under tilsyn af Finanstilsynet skal give Finanstilsynet de
oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets tilsyn efter loven.
§ 16. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de i § 8 og §
15 nævnte bestemmelser.
§ 17. Afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til loven
eller forskrifter udstedt i medfør af loven kan indbringes for
Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den
pågældende.
§ 18. Ligestillingsrådet kan af egen drift eller efter anmodning
undersøge forhold, der vedrører loven.
Stk. 2. Faglige organisationer og arbejdsgivere omfattet af loven
og virksomheder under tilsyn af Finanstilsynet skal efter anmodning overlade
Ligestillingsrådet enhver oplysning, der er af betydning for
Ligestillingsrådets virksomhed efter loven.
Stk. 3. De oplysninger, jf. stk. 1 og 2, som Ligestillingsrådet
modtager efter loven, er omfattet af tavshedspligten i § 240 c i lov om
forsikringsvirksomhed.
Kapitel 5
Straffebestemmelser
§ 19. Overtrædelse af § 3, § 7, § 8, § 15, stk. 2 eller § 18, stk.
2, kan straffes med bøde, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved
grov uagtsomhed.
Stk. 2 . I forskrifter, der udstedes af Finanstilsynet i medfør af
loven, kan der fastsættes straf af bøde, hvis overtrædelsen er begået
forsætligt eller ved grov uagtsomhed.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Kapitel 6
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 20. Loven træder i kraft den 1. januar 1998.
Stk. 2 . For lønmodtagere har loven virkning for alle ydelser, der
kan henregnes til beskæftigelsesperioder efter den 17. maj 1990. For
selvstændige erhvervsdrivende har loven virkning for alle ydelser, der kan
henregnes til beskæftigelsesperioder efter den 1. januar 1998.
Stk. 3. Finanstilsynet kan efter ansøgning tillade, at
bestemmelsen i § 8, stk. 1 først skal have virkning fra et senere tidspunkt,
dog ikke senere end den 1. januar 2000.
Stk. 4. Rettigheder og pligter, som er omfattet af loven, og som
vedrører en periode for medlemskab af en ordning, der ligger forud for den
17. maj 1990, er fortsat undergivet de bestemmelser i ordningen, som var
gældende for den pågældende periode.
§ 21. I lov nr. 238 af 20. april 1988 om ligestilling mellem mænd
og kvinder, som ændret ved lov nr. 374 af 20. maj 1992, affattes § 2, stk. 2,
således:
»Stk. 2. Ligestillingsrådet afgiver udtalelse m.v. efter lov
om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og
barselorlov m.v., lov om lige løn til mænd og kvinder og lov om
ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede
sikringsordninger.«.
§ 22. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indledning
Dette lovforslag har til formål at sikre ligebehandling af mænd og kvinder
i arbejdsmarkedspensionsordningerne og i den forbindelse at gennemføre Rådets
direktiv nr. 86/378 af 24. juli 1986 om ligebehandling af mænd og kvinder
inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger, som ændret ved
Rådets direktiv nr. 96/97 af 20. december 1996.
Implementeringen af det oprindelige direktiv blev behandlet af det af
industriministeren i foråret 1989 nedsatte Pensionsoverførselsudvalg, som den
11. oktober 1991 afgav betænkning nr. 1228 om »Pensionsmæssig
ligebehandling af mænd og kvinder«.
Direktivet skal sikre ligebehandling af mænd og kvinder inden for
arbejdsmarkedspensionsordninger og andre ikke-lovbestemte sikringsordninger
for såvel arbejdstagere som selvstændige erhvervsdrivende.
Ligebehandling er i vid udstrækning allerede sikret ved Romtraktatens art.
119, hvor begrebet løn er defineret bredt, så det også omfatter »alle
andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra
arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier«.
Direktivet udvider Romtraktatens bestemmelser om ligebehandling, ved også
at omhandle selvstændige erhvervsdrivende og præciserer fortolkningen af art.
119 for så vidt angår lønmodtagere. Direktivets udgangspunkt er, at såvel
bidrag som ydelser skal være ens for mænd og kvinder.
1. Fælleskønsgrundlag
Danske pensionsordninger er enten bidragsdefinerede ordninger eller
tilsagnsordninger. Ved bidragsdefinerede ordninger forstås ordninger, hvor
der som led i ansættelsesforholdet er aftalt faste bidrag, som skal
indbetales til et pensionsinstitut. I tilsagnsordninger er arbejdsgiver
forpligtet til at indbetale bidrag, ud over arbejdstagerens bidrag, således
at arbejdstageren sikres pensionsydelser af en vis størrelse - ofte en
procentdel af slutlønnen. Der er flest bidragsdefinerede ordninger på det
danske arbejdsmarked.
Ifølge direktivet er det muligt at anvende aktuarmæssige faktorer, der er
forskellige for mænd og kvinder (gennemsnitlig levetid og
invaliditetshyppighed) i forbindelse med beregning af pensionsbidrag og
ydelser.
Ved anvendelse af disse forskellige aktuarmæssige faktorer for de
bidragsdefinerede ordninger kan pensionsydelsen blive forskellig for mænd og
kvinder. Anvendes aktuarmæssige faktorer på tilsagnsordninger, vil
arbejdsgiverens bidrag blive forskelligt for mænd og kvinder.
I nærværende lovforslag foreslås det, at for fremtidige medlemmer i de af
lovforslaget omfattet ordninger, skal det gælde, at såvel bidrag som ydelse
skal være ens for mænd og kvinder. Ved beregning af bidrag og ydelse skal
således anvendes et fælleskønsgrundlag. Fremover skal det ikke være muligt at
anvende mænds og kvinders forskellige gennemsnitslevetid og
invaliditetshyppighed som begrundelse for forskellige bidrag eller ydelser.
Kvinder lever i gennemsnit længere end mænd, hvorfor alderspension for
kvinder er dyrere, mens ægtefællepension er dyrere for mænd end kvinder.
Anvendelse af et fælleskønsgrundlag kan medføre en vis omfordeling af midler
fra det ene køn til det andet, afhængig af den enkelte ordnings andel af mænd
og kvinder samt af ydelsessammensætningen, dvs. størrelsen af alders-,
invalide-, ægtefælle- og børnepension.
Mange af de ældre ordninger har dog en ydelsessammensætning, hvor det
stort set er ligegyldigt, om der anvendes fælleskønsgrundlag eller kønsopdelt
grundlag. Hertil kommer, at de fleste af de nye ordninger anvender
fælleskønsgrundlag.
Når kravet om anvendelse af fælleskønsgrundlag ikke indføres for
eksisterende medlemmer, er det fordi, disse medlemmer allerede ved optagelsen
i ordningerne har fået et tilsagn om fremtidige ydelser af en vis størrelse
på grundlag af de aftalte indbetalinger. Sådanne tilsagn er juridisk bindende
og kan derfor ikke formindskes, hvilket ville blive resultatet for nogle
medlemmer, såfremt et krav om anvendelse af fælleskønsgrundlag blev indført
med virkning for allerede indgåede aftaler.
Et fælleskønsgrundlag kan give anledning til spekulation i ordningerne,
f.eks. ved i pensionsaftalerne at indføre sumydelser i stedet for løbende
ydelser. En sådan udvikling i retning af sumydelser i stedet for løbende
ydelser er set i udlandet.
Aftalefriheden på arbejdsmarkedet - også med hensyn til
arbejdsmarkedspensionerne - kan sikre, at en sådan udvikling ikke sker.
Økonomiministeren vil gøre arbejdsmarkedets parter opmærksomme på
problemstillingen, og i øvrigt følge udviklingen på området.
Direktivet og lovforslaget indeholder endvidere krav om, at de øvrige
rettigheder og pligter - ud over spørgsmål vedrørende bidrag og ydelser - i
pensionsordningerne skal være ens for mænd og kvinder.
Sigtet med lovforslaget er, at der i ordningerne ikke må gøres forskel på
mænd og kvinder vedrørende ordningernes anvendelsesområde, betingelserne for
adgang til ordningerne samt rettigheder og pligter i ordningerne. Dette vil
fremme ligestilling mellem mænd og kvinder.
Lovforslaget tager udgangspunkt i en implementering af direktivet som
foreslået af Pensionsoverførselsudvalgets flertal med de ændringer, der er en
konsekvens af ændringsdirektivet. Derudover stiller lovforslaget krav om
anvendelse af fælleskønsgrundlag for fremtidige medlemmer af
pensionsordningerne.
Lovforslaget finder anvendelse på alle ikke-lovbestemte
erhvervstilknyttede sikringsordninger, hvilket primært vil sige
arbejdsmarkedspensionsordningerne.
Forslaget vil omfatte såvel lønmodtagere som selvstændige
erhvervsdrivende, og forslaget tager hensyn til, at mange af de omfattede
ordninger er aftalt via overenskomster, således at spørgsmål om overtrædelse
af lovens bestemmelser og retsvirkningerne heraf fortrinsvis skal behandles
af det fagretlige system, idet dog enkelte spørgsmål vil skulle søges
afklaret ved almindelige domstole.
Efter lovforslaget vil Finanstilsynet skulle føre tilsyn med lovens
overholdelse, og tilsynet vil kunne kræve de nødvendige oplysninger fra de
berørte parter. Ligestillingsrådet vil ligeledes kunne undersøge forhold
omfattet af loven.
Der er ikke ved lovforslaget taget stilling til, hvordan eventuelle
finansieringsproblemer skal løses, såfremt en ordning erklæres ugyldig og
skal bringes i overensstemmelse med lovens krav om ligebehandling.
Udgangspunktet vil være, at der skal ske en fornyet opgørelse af
pensionsordningens tilsagn. I øvrigt må det overlades til dansk rets
almindelige regler om erstatning og konsekvenserne af ugyldighed, hvad der
skal ske i det enkelte tilfælde.
2. Høring
Betænkningens lovudkast blev allerede i 1991 sendt i høring, og nærværende
lovforslag har været sendt i høring i samtlige ministerier, samt
Advokatrådet, Akademikernes Centralorganisation, Amtsrådsforeningen i
Danmark, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Dansk Arbejdsgiverforening, Den
Danske Aktuarforening, Finansrådet, Forbrugerrådet, Foreningen af
Firmapensionskasser, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,
Kommunernes Landsforening, Landsorganisationen i Danmark, Ligestillingsrådet,
Rådet for Dansk Forsikring og Pension, Sammenslutningen af Landbrugets
Arbejdsgiverforeninger og Sammenslutningen af Danske Andelskasser.
3. Administrative, statsfinansielle og miljømæssige konsekvenser
Forslaget vil medføre en meradministration svarende til eet årsværk for
Finanstilsynet, dvs. 500.000 kr, idet de pensionsordninger, der i dag
anvender kønsopdelt grundlag, skal anmelde fælleskønsgrundlag til brug for
fremtidige medlemmer, og idet tilsynets arbejdsområde udstrækkes til at
varetage tilsynsmæssige spørgsmål om ligebehandling og til at afgive en
udtalelse om, hvorvidt en given pensionsordning må anses for at opfylde
lovens krav om ligebehandling.
Forslaget vil ikke have miljømæssige konsekvenser.
4. Erhvervsøkonomiske konsekvenser
Lovforslaget vil have økonomiske konsekvenser i form af øget
administration i de pensionsordninger, der både skal anvende kønsopdelt
grundlag og fælleskønsgrundlag som følge af, at kravet om fælleskønsgrundlag
kun indføres for medlemmer optaget efter 1. juli 1998.
5. Forholdet til EU-retten og andre landes lovgivning på området
Lovforslaget gennemfører Rådets direktiv 86/378/EØF af 24. juli 1986, som
ændret ved Rådets direktiv 96/97/EF af 20. december 1996. Direktivet
indeholder minimumsbestemmelser vedrørende omfanget af ligebehandling og
fortolker for lønmodtagere Traktatens art. 119's virkning for pension aftalt
i ansættelsesforhold. Lovforslaget går i § 8, stk. 1, videre end
minimumsbestemmelserne ved for fremtidige medlemmer af pensionsordningerne at
kræve anvendelse af fælleskønsgrundlag. Efter direktivets art. 6, stk. 1,
litra h og i, er anvendelse af aktuarmæssige faktorer, der er forskellige for
de to køn, tilladt.
Rådets direktiv 86/378/EØF skulle have været gennemført senest den 30.
juli 1989, men da det efter nogle domme fra EF-Domstolen stod klart, at visse
af direktivets bestemmelser var i strid med Traktaten, og der blev rejst
tvivl om visse andre bestemmelser, valgte man i Danmark (med Kommissionens
accept) at afvente en afklaring af spørgsmålene og vedtagelsen af det
nødvendige ændringsdirektiv. Rådets direktiv 96/97/EF skulle have været
gennemført den 1. juli 1997, men da det først blev vedtaget den 20. december
1996, gjorde man fra dansk side allerede da opmærksom på, at det ikke ville
kunne gennemføres i Danmark før ultimo 1997. Dette har dog ikke betydning for
beskyttelsesniveauet i Danmark, da de danske pensionsordninger er i
overensstemmelse med direktivets minimumsbestemmelser.
Lovforslaget og direktivet regulerer, hvorledes de erhvervstilknyttede
sikringsordninger må indrettes, mens det ikke indebærer en regulering af de
pensionsprodukter, som pensionsinstitutterne i øvrigt kan udbyde. For
livsforsikringsselskaberne og de tværgående pensionskasser er dette reguleret
af livsforsikringsdirektiverne. Et lovforslag, der regulerede livs- og
pensionsforsikringer uden for direktivets anvendelsesområde, f.eks
privattegnede pensionsordninger, ville kræve en ændring af
livsforsikringsdirektiverne.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Det generelle ligebehandlingsprincip fastslås i denne bestemmelse, som
følger af direktivet. Loven gælder for alle erhvervstilknyttede
sikringsordninger og for hele arbejdsstyrken inkl. arbejdsløse samt
pensionerede og invalide arbejdstagere, jf. direktivets art. 3. Loven gælder
også ved frivillig deltagelse i de erhvervstilknyttede sikringsordninger.
Bestemmelsen fastlægger sammen med §§ 4-6 lovens anvendelsesområde, jf.
direktivets art. 2. § 1, stk. 2 giver de væsentligste karakteristika for de
ordninger, der omfattes af loven.
Loven vil ofte, men ikke udelukkende omfatte forsikringsbaserede
ordninger. Således vil også opsparing i pensionsøjemed i pengeinstitutter
være medtaget. En nærmere afgrænsning kan kun ske i praksis.
Stk. 3 definerer personkredsen til at omfatte alle personer, der har ret
til ydelser fra ordningerne, dvs. ikke blot lønmodtagerne eller de
selvstændige erhvervsdrivende, men også de pårørende, der har ret til ydelser
som f.eks. ægtefælle- eller børnepension.
Stk. 4 følger direktivets art. 5.2. Dog er det fundet nødvendigt at
præcisere, at man ligestiller adoption med svangerskab og fødsel.
Stk. 5 følger direktivets art. 9a.
De i stk. 4 og 5 nævnte bestemmelser henviser til bestemmelser i de
aftaler, vedtægter og regulativer m.v., der ligger til grund for de
erhvervstilknyttede sikringsordninger.
Til § 2
Bestemmelsen fastslår det såkaldte subsidiaritetsprincip, som man også
kender fra ligelønsloven og lov om ligebehandling med hensyn til
beskæftigelse og barselsorlov. I modsætning til disse love er
subsidiaritetsprincippet her konkretiseret til bestemmelserne i §§ 7, 8, 10,
11, 12 og 14, idet lovens øvrige bestemmelser ikke vedrører forhold, der kan
forhandles via kollektiv overenskomst.
I praksis betyder subsidiaritetsprincippet, at de omhandlede bestemmelser
i loven kun finder anvendelse på lønmodtagere, i det omfang lønmodtageren
ikke er indrømmet tilsvarende eller bedre beskyttelse efter en kollektiv
overenskomst.
Til § 3
Bestemmelsen svarer til § 12 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder
med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v. (lovbekendtgørelse nr. 875
af 17. oktober 1994) og skal sikre, at en person, der ikke er blevet
behandlet i overensstemmelse med denne lov, ikke kan blive mødt med
indsigelse om stiltiende eller udtrykkeligt at have givet afkald på sin ret
efter loven. Sådanne afkald er efter § 9 ugyldige.
Til § 4
I denne bestemmelse afgrænses indholdet af de erhvervstilknyttede
sikringsordninger, der er omfattet af loven. Bestemmelsen følger artikel 4 i
direktivet. Denne bestemmelse gælder dog i direktivet kun lønmodtagere og
ikke selvstændige erhvervsdrivende. I lovforslaget foreslås imidlertid, at
bestemmelsen gælder såvel lønmodtagere som selvstændige erhvervsdrivende.
Loven omfatter således erhvervstilknyttede sikringsordninger, der giver
ydelser til den selvstændige eller arbejdstageren i form af egenpension
(alders- og invalidepension) samt arbejdsskade- og arbejdsløshedsforsikring
og erhvervstilknyttede sikringsordninger, der giver visse andre ydelser,
herunder ægtefælle- og børnepension. Ordet »alder« i stk. 1, nr. 5,
omfatter både egentlig alderspension og andre aldersbestemmelser vedrørende
f.eks. adgang til fremskyndelse eller udskydelse af pensionsudbetalingerne.
Det bør bemærkes, at loven ikke omfatter de lovbestemte sikringsordninger,
herunder den lovbestemte arbejdsskadeforsikring og arbejdsløshedskasserne
anerkendt efter arbejdsløshedsforsikringsloven, jf. § 5, stk. 1, nr. 1.
Til § 5
Denne bestemmelse opregner de områder, der ikke er omfattet af loven, jf.
direktivets art. 2.1. og 2.2.
De i bestemmelsens stk. 1, nr. 1 - 3 nævnte ordninger og bestemmelser er
omfattet af direktiv 79/7 om ligebehandling med hensyn til social sikring,
art. 3, og er således ikke omfattet af direktiv 86/378 og dermed ej heller af
denne lov.
Blandt de i stk. 1, nr. 1, nævnte ordninger kan nævnes de ordninger, der
følger
a) lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel,
b) lov om social pension,
c) lov om delpension,
d) lov om arbejdsskadeforsikring,
e) lov om arbejdsmarkedets tillægspension,
f) lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring og
g) lov om tjenestemandspension.
Uanset denne lovs bestemmelser finder lov nr. 102 af 14. marts 1941 om
bevarelse af enkepensionsret ved separation og skilsmisse med senere
ændringer anvendelse.
Stk. 2 følger af direktivets art. 2, stk. 2, litra d. Bestemmelsen
betyder, at såfremt der i en ordning er mulighed for individuelt at vælge
supplerende ydelser eller at foretage et valg mellem forskellige ydelser, er
disse supplerende/valgfrie ydelser ikke omfattet af lovens anvendelsesområde.
Stk. 3 følger af direktivets art. 2, stk. 2, litra e.
Til § 6
Der er her tale om en geografisk afgrænsning af lovens anvendelsesområde.
Det fastlægges, at arbejdsaftalen bliver styrende for lovens anvendelse på en
tilknyttet sikringsordning. Afgrænsningen sikrer, at erhvervstilknyttede
sikringsordninger, hvor arbejdsforholdet hovedsageligt udføres i Danmark, er
omfattet af loven.
Til § 7
Denne bestemmelse præciserer de forhold, hvori forskelsbehandling ikke må
finde sted i erhvervstilknyttede sikringsordninger, jf. direktivets art. 5.
Der omtales bestemmelser i ordningerne i bred forstand, idet disse
bestemmelser kan forefindes i såvel de overenskomster og aftaler, som
ordningerne måtte være oprettet i medfør af, som i vedtægter og regulativer i
de pensions-, forsikrings- og pengeinstitutter, ordningerne måtte være
etableret i.
Direktivets artikel 5, stk. 2, og artikel 6, stk. 1, litra g, om
svangerskab, fødsel og barselorlov er implementeret ved § 1, stk. 3.
Til § 8
Denne bestemmelse præciserer konsekvenserne af ligebehandlingsprincippet
for beregningen af bidrag og ydelser.
Stk. 1 indebærer, at der stilles krav om anvendelse af fælleskønsgrundlag
for medlemmer, der optages i pensionsordningerne efter den 1. juli 1998, jf.
dog muligheden for overgangsordning i § 20, stk. 3.
Stk. 2-5 vedrører de eksisterende medlemmer af pensionsordningerne. For
disse medlemmer vil anvendelse af kønsopdelt grundlag stadig være tilladt.
Stk. 2-4 indeholder de i direktivets artikel 6, stk. 1, litra h og litra i,
angivne bestemmelser, og stk. 5 følger af direktivets artikel 6, litra d og
litra j. For hovedparten af sikringsordningerne er de i stk. 4 omtalte
beregningsgrundlag reguleret af lov om forsikringsvirksomhed eller lov om
tilsyn med firmapensionskasser. De i stk. 4, 2. pkt, omtalte ydelser, der kan
udbetales i stedet for de oprindeligt aftalte ydelser, er ydelser som f.eks.
sumydelser, der udbetales ved konvertering af løbende ydelser til
engangsydelser, beløb, der udbetales ved udtræden eller overførsel til anden
pensionsordning, eller løbende ydelser, der er ændret i forhold til det
aftalte som følge af en valgt ændring af udbetalingsperioden.
Til § 9
Efter denne bestemmelse er aftaler m.m. ugyldige, hvis de er i strid med
loven, jf. også artikel 7 i direktivet, der ønsker ugyldighedsvirkning for
alle aftaler m.m., der er i strid med ligebehandlingsprincippet.
Bestemmelsen har et bredt anvendelsesområde, idet den omfatter alle typer
af aftaler, vedtægter, reglementer m.v. Bestemmelsen skal desuden ses i
sammenhæng med forbuddet mod aftale om fravigelse af loven i § 3.
Til § 10
Såfremt en ordning eller en aftale er ugyldig, jf. § 9, skal den selvsagt
ændres, således at den opfylder lovens regler. I princippet burde det ske
uden videre. Men af praktiske grunde må der sættes en frist, da en række
praktiske arrangementer, bl.a. af beregningsmæssig art, kan være påkrævede.
Fristen efter § 10 er sat til 6 måneder. Denne frist er fastsat under
hensyntagen til, at overtrædelser hurtigt bør bringes til ophør, og at en
længere frist kan udløse næsten uoverskuelige opgørelsesproblemer,
erstatningskrav m.v.
Fristen på 6 måneder løber fra det tidspunkt, hvor ugyldigheden fastslås
ved aftale eller en endelig afgørelse af Finanstilsynet, en domstol, en
voldgiftsret eller Erhvervsankenævnet. Bestemmelsen om ugyldighed regulerer
ikke fastsættelse af krav om efterbetaling eller erstatning i tilfælde af, at
en ordning kendes ugyldig. § 12 giver en forældelsesfrist desangående, men
loven regulerer ikke i øvrigt fastsættelse af størrelsen af sådanne krav.
Til § 11
Artikel 11 i direktivet foreskriver, at der skal være beskyttelse mod
afskedigelse på grund af klage over forhold vedrørende
ligebehandlingsprincippet i erhvervstilknyttede sikringsordninger.
En del lønmodtagere vil allerede i dag være beskyttet mod urimelig og
usaglig afskedigelse efter bestemmelserne i funktionærloven. For de
overenskomstdækkede gælder tilsvarende beskyttelse, jf. f.eks. hovedaftalen.
Da der imidlertid kan forekomme tilfælde, der ikke eller kun utilstrækkeligt
er beskyttede, er det fundet hensigtsmæssigt at indsætte bestemmelsen direkte
i loven.
Krav efter stk. 3 behandles ad fagretlig vej, idet man her griber ind på
et område, der er overenskomstdækket.
Bestemmelsen svarer til § 15 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder
med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov m.v. (lovbekendtgørelse nr. 875
af 17. oktober 1994).
Til § 12
Denne lov kan udløse efterbetalinger. Det er derfor nødvendigt at begrænse
krav på efterbetaling mod pensionsinstitutterne og/eller arbejdsgiverne.
Dette bør præciseres i loven, således at forældelse ikke afhænger af en
fortolkning af forældelsesloven af 1908. Der indføres en dobbelt
forældelsesfrist, nemlig dels en regel om en 2-årig forældelsesfrist, dvs. en
forældelsesfrist, som udløber 2 år efter udløbet af det kalenderår, i hvilket
den sikrede har fået kundskab om sit krav og om det er forfaldet, dels en
regel om en 5-årig forældelsesfrist, dvs. en forældelsesfrist som udløber
efter at kravet er forfaldet. Tilsvarende bestemmelse gælder for andre krav
grundet i forsikringsaftalen, jf. forsikringsaftalelovens § 29 og
firmapensionskasselovens § 9.
Til § 13
Under henvisning til formålet med at oprette erhvervstilknyttede
sikringsordninger er det fundet nødvendigt udtrykkeligt at præcisere, at
krav, der støttes på § 9 og § 11, aldrig kan rettes mod den eller de sikrede
i form af krav om tilbagebetaling af allerede udbetalte ydelser. Om der i
kraft af andre regler er et tilbagesøgningskrav, behandler § 13 ikke.
Til § 14
Bestemmelsen fastslår de klagemuligheder, som den enkelte person har ret
til, jf. artikel 10 i direktivet.
Det slås her fast, at spørgsmål om ligebehandling efter denne lov henhører
under de almindelige domstole, dog undtaget de spørgsmål, som afgøres af
Finanstilsynet, jf. § 15.
Såfremt spørgsmål om ligebehandling i erhvervstilknyttede
sikringsordninger ikke rejses i medfør af denne lov, men i medfør af en
kollektiv overenskomst, skal det derimod behandles på den for
overenskomstmæssige krav sædvanlige måde, d.v.s. ad fagretlig vej. Herudover
kan der efter § 17 være klagemulighed vedrørende Finanstilsynets afgørelser.
Til § 15
Efter stk. 1 fører Finanstilsynet tilsyn med lovens overholdelse, og der
gælder de samme bestemmelser vedrørende Finanstilsynets beføjelser og
tavshedspligt, som fremgår af §§ 237-241 i lov om forsikringsvirksomhed.
Bestemmelserne omhandler Finanstilsynets struktur med et Forsikringsråd, at
de ansatte i Finanstilsynet er underlagt visse begrænsninger med hensyn til
udøvelse af anden virksomhed, Finanstilsynets årlige beretning og en
bestemmelse om begrænsning af klageadgang. Vigtigst er henvisningen til
bestemmelsen om Finanstilsynets tavshedspligt.
Bestemmelsen i stk. 2 giver Finanstilsynet bemyndigelse til at indhente de
oplysninger, som er nødvendige for Finanstilsynets virksomhed efter denne
lov. Finanstilsynet kan efter denne bestemmelse f.eks. kræve detaljerede
oplysninger om tekniske detaljer i en pensionsaftale for at kontrollere, at
loven er overholdt.
Til § 16
Bestemmelsen giver Finanstilsynet hjemmel til at fastsætte nærmere
retningslinier, bl.a. med hensyn til regler for beregning af bidrag og
ydelser og med hensyn til indberetning til tilsynet.
Til § 17
Erhvervsankenævnet er indsat som den endelige administrative klageinstans
for afgørelser truffet af Finanstilsynet. Det svarer til, hvad der gælder
efter
§ 247 a i Lov om forsikringsvirksomhed.
Til § 18
Bestemmelsen er indsat efter forslag fra Ligestillingsrådet. Bestemmelsen
skal ses som en opfølgning af lov om ligestilling mellem mænd og kvinder (lov
nr. 238 af 20. april 1988, som ændret ved lov nr. 374 af 20. maj 1992),
hvorefter Ligestillingsrådet tillægges en udvidet kompetence. På samme måde
som i lov om lige løn til mænd og kvinder (lovbekendtgørelse nr. 639 af 17.
juli 1992) og lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til
beskæftigelse og barselorlov m.v. (lovbekendtgørelse nr. 875 af 17. oktober
1994) indsættes Ligestillingsrådets kompetence direkte i loven.
Efter bestemmelsen har faglige organisationer og arbejdsgivere omfattet af
loven og virksomheder under tilsyn af Finanstilsynet pligt til at give
Ligestillingsrådet oplysninger, som har betydning i forbindelse med
behandling af spørgsmål vedrørende denne lov. Hvis bestemmelsen overtrædes,
kan der pålægges straf, jf. § 19.
De oplysninger som Ligestillingsrådet modtager i medfør af loven, er
omfattet af tavshedspligten i § 240 c i lov om forsikringsvirksomhed. Det
skal bemærkes, at Ligestillingsrådet må indhente oplysningerne fra de faglige
organisationer, arbejdsgiverne og virksomhederne under Finanstilsynets
tilsyn, idet Finanstilsynet på grund af sin tavshedspligt ikke har pligt til
at udlevere oplysninger til Ligestillingsrådet. Finanstilsynet kan dog i
lighed med andre myndigheder afgive oplysninger til Ligestillingsrådet efter
bestemmelserne i offentlighedsloven og forvaltningsloven, i det omfang
oplysningerne ikke er omfattet af Finanstilsynets tavshedspligt.
Til § 19
Bestemmelsen giver mulighed for at straffe overtrædelse af loven eller
forskrifter udstedt i medfør af loven med bøde, hvis overtrædelsen sker
forsætligt eller groft uagtsomt.
Til § 20
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 1998.
Loven har tilbagevirkende kraft for lønmodtagere efter stk. 2. Dette
følger af art. 2 i ændringsdirektivet. Den tilbagevirkende kraft skyldes, at
Romtraktatens art. 119 ifølge EF-Domstolen har kunnet påberåbes direkte i
pensionsspørgsmål fra denne dato, hvor Barber-dommen blev afsagt. En længere
tilbagevirkende kraft vil ifølge direktivet gælde for sager, hvor der inden
den 17. maj 1990 er anlagt søgsmål, men da sådanne søgsmål ikke er kendt, er
denne mulighed ikke medtaget i lovforslaget.
Stk. 3 indeholder en dispensationsadgang med hensyn til fristen i § 8,
stk. 1, til den 1. juli 1998 for indførelse af fælleskønsgrundlag for nye
medlemmer; dog senest til den 1. januar 2000. Det skal bemærkes, at
indførelsen af fælleskønsgrundlag er mere vidtgående end direktivet. Der kan
være ordninger, hvor beregningsgrundlaget indgår i pensionsaftalen mellem
aftaleparterne, og hvor det ikke er muligt inden den 1. juli 1998 at ændre
aftalen, hvorfor fælleskønsgrundlaget først kan indføres på et senere
tidspunkt. Der kan endvidere være ordninger, der af særlige administrative
årsager har behov for en overgangsordning.
I stk. 4 er der indsat en regel i overensstemmelse med direktivets art. 8,
stk. 2. Det betyder, at de pensionstilsagn, der inden revisionen er givet på
baggrund af hidtidige pensionsindbetalinger, ikke kan ændres/omregnes på en
sådan måde, at de allerede givne tilsagn forringes. I øvrigt giver
bestemmelsen ikke rettigheder for den enkelte. En pensionsordnings regler om
valgfrihed ændres således ikke.
Til § 21
Bestemmelsen er en konsekvens af lovforslagets § 18.
Til § 22
Da der er tale om implementering af et EF-direktiv, finder loven ikke
anvendelse på Færøerne og Grønland.
Skriftlig fremsættelse (30. oktober 1997)
Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Herved tillader jeg mig for det høje Ting at fremsætte:
Forslag til lov om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de
erhvervstilknyttede sikringsordninger og om ændring af lov om ligestilling
mellem mænd og kvinder.
(Lovforslag nr. L 54).
Lovforslaget har til formål at sikre ligebehandling af mænd og kvinder.
Lovforslaget gennemfører Rådets direktiv nr. 86/378 af 24. juli 1986 om
ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale
sikringsordninger, som ændret ved Rådets direktiv nr. 96/97 af 20. december
1996.
Lovforslaget medfører, at for fremtidige medlemmer i ikke-lovbestemte
erhvervstilknyttede sikringsordninger, dvs. arbejdsmarkedspensionsordninger,
skal det gælde, at såvel bidrag som ydelse skal være ens for mænd og kvinder
(fælleskønsgrundlag).
Derudover må der ikke gøres forskel på mænd og kvinder vedrørende de af
loven omfattede pensionsordningers anvendelsesområde, betingelserne for
adgang samt rettigheder og pligter.
Med disse bemærkninger, og idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og
bemærkningerne til dette, skal jeg anbefale forslaget til det høje Tings
velvillige behandling.
Efter 2. behandling den 5. februar 1998
Kapitel 1
Indledende bestemmelser
§ 1. Loven skal sikre ligebehandling af mænd og kvinder i de
erhvervstilknyttede sikringsordninger.
Stk. 2. Ved erhvervstilknyttede sikringsordninger forstås
ordninger, der har til formål at sikre, at lønmodtagere eller selvstændige
erhvervsdrivende samlet inden for en virksomhed eller en gruppe af
virksomheder inden for en erhvervsgren eller inden for en faglig eller
tværfaglig branche eller organisation får ydelser, som skal supplere ydelser
fra lovbestemte sociale sikringsordninger eller træde i stedet for disse,
uanset om medlemskab af disse ordninger er obligatorisk eller ej.
Stk. 3. Ved de sikrede forstås dem, der har ret til ydelser fra de
erhvervstilknyttede sikringsordninger.
Stk. 4. Loven er ikke til hinder for bestemmelser om beskyttelse
af kvinder i forbindelse med graviditet, fødsel og adoption.
Stk. 5. Loven er ikke til hinder for bestemmelser om fleksibel
pensionsalder på samme vilkår for mænd og kvinder.
§ 2. §§ 7, 8, 10, 11, 12 og 14 finder ikke anvendelse, i det
omfang en tilsvarende pligt til ligebehandling følger af en kollektiv
overenskomst, jf. dog § 11, stk. 3.
§ 3. Lovens bestemmelser kan ikke fraviges ved aftale til ugunst
for den eller de sikrede.
Kapitel 2
Lovens anvendelsesområde
§ 4. Loven finder anvendelse på alle erhvervstilknyttede
sikringsordninger, der vedrører
1) arbejdsulykker og erhvervssygdomme,
2) sygdom,
3) invaliditet,
4) arbejdsløshed eller
5) alder.
Stk. 2. Loven omfatter endvidere erhvervstilknyttede
sikringsordninger, der vedrører andre natural- eller kontantydelser, herunder
ydelser til efterladte og familieydelser.
§ 5. Loven finder ikke anvendelse på
1) lovbestemte sikringsordninger,
2) regulativer, vedtægter og reglementer for reglementsansatte og
kommunale tjenestemænd, hvorefter der tilvejebringes en retsstilling for
disse svarende til den for statens tjenestemænd gældende,
3) offentligretlige bestemmelser om social beskyttelse, i det omfang disse
skal supplere eller træde i stedet for de i nr. 1 og 2 nævnte ordninger,
4) individuelle aftaler for selvstændige erhvervsdrivende,
5) ordninger for selvstændige erhvervsdrivende, hvori kun een person
deltager, eller
6) lønmodtageres pensionsaftaler, hvori arbejdsgiveren ikke er part.
Stk. 2. Loven finder endvidere ikke anvendelse på valgfrie
muligheder i erhvervstilknyttede sikringsordninger, som deltagerne tilbydes
individuelt for at sikre dem supplerende ydelser og give dem adgang til valg
af datoen, fra hvilken de normale ydelser skal løbe, eller valg mellem flere
ydelser.
Stk. 3. Loven finder endvidere ikke anvendelse på
erhvervstilknyttede sikringsordninger, for så vidt ydelserne finansieres af
frivillige lønmodtagerbidrag.
§ 6. Loven finder anvendelse på sikringsordninger, der er knyttet
til en arbejdsaftale, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde i
Danmark, også selv om arbejdstageren midlertidigt er beskæftiget i udlandet.
Stk. 2 . Loven finder endvidere anvendelse, hvis arbejdstageren
ikke sædvanligvis udfører sit arbejde i et bestemt land og arbejdsgiveren har
hjemsted i Danmark.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på selvstændige
erhvervsdrivende.
Kapitel 3
Ligebehandlingens indhold
§ 7. I de erhvervstilknyttede sikringsordninger må der ikke gøres
forskel mellem mænd og kvinder vedrørende
1) ordningernes anvendelsesområde,
2) betingelserne for adgang til ordningerne,
3) rettigheder og pligter i ordningerne eller
4) rettigheder i forbindelse med udtræden og efter udtræden af
ordningerne, jf. dog § 8, stk. 5.
§ 8. De erhvervstilknyttede sikringsordninger må ikke indeholde
bestemmelser, hvorefter der finder forskelsbehandling sted på grundlag af køn
med hensyn til fastsættelse og beregning af bidrag og ydelser, jf. dog stk.
2-5.
Stk. 2. For medlemmer optaget før den 1. juli 1999 i
erhvervstilknyttede sikringsordninger, hvor ydelserne beregnes ud fra forud
fastsatte bidrag, kan ydelserne være forskellige for mænd og kvinder, i det
omfang beregningen baseres på aktuarmæssige faktorer, der er forskellige for
de to køn. Arbejdsgivernes bidrag kan i disse ordninger fastsættes
forskelligt for mænd og kvinder, såfremt der herved sker en tilnærmelse af
ydelsesniveauerne for mænd og kvinder.
Stk. 3. For medlemmer optaget før den 1. juli 1999 i
erhvervstilknyttede sikringsordninger, hvor bidragene beregnes ud fra forud
fastsatte ydelser, kan arbejdsgivernes bidrag være forskellige for mænd og
kvinder, i det omfang beregningen baseres på aktuarmæssige faktorer, der er
forskellige for de to køn.
Stk. 4. De i stk. 2 og 3 omtalte beregninger foretages på de
beregningsgrundlag, den pågældende erhvervstilknyttede sikringsordning i
øvrigt anvender. I de i stk. 3 omtalte ordninger kan ydelser, der udbetales i
stedet for de oprindeligt aftalte ydelser, være forskellige for de to køn som
følge af anvendelsen af disse beregningsgrundlag.
Stk. 5. Ved beregning af ydelser i forbindelse med udtræden og
efter udtræden af erhvervstilknyttede sikringsordninger for medlemmer optaget
før den 1. juli 1999 finder stk. 2-4 tilsvarende anvendelse.
Kapitel 4
Sanktioner og håndhævelse
§ 9. Bestemmelser i aftaler og i virksomheders og ordningers
vedtægter og reglementer m.v., som er i strid med §§ 3, 4, 6-8 eller 10-12,
er ugyldige. Dette gælder også vedtagelser, samordnet adfærd og praksis i
strid med §§ 3, 4, 6-8 eller 10-12.
§ 10. Hvis bestemmelser i en aftale m.v. erklæres ugyldige, jf. §
9, skal de inden 6 måneder ændres, således at de ikke er i strid med §§ 3, 4,
6-8, 11 eller 12.
§ 11. Afskediges en lønmodtager, fordi denne har fremsat krav
efter §§ 7, 8, 9 eller 10, skal arbejdsgiveren betale godtgørelse.
Stk. 2. Godtgørelse efter stk. 1, der ikke kan overstige 39 ugers
løn, fastsættes under hensyn til lønmodtagerens ansættelsestid og sagens
omstændigheder i øvrigt.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse, hvor pligt til
ligebehandling følger af kollektiv overenskomst, men hvor der ikke i
overenskomsten gives den pågældende adgang til godtgørelse for afskedigelse,
der ikke er rimeligt begrundet i lønmodtagerens eller virksomhedens forhold.
Kravet behandles ad fagretlig vej.
§ 12. Krav på betaling som følge af §§ 9 og 11 forældes efter 2 år
efter udgangen af det kalenderår, i hvilket fordringshaveren fik kundskab om
kravet og om, at det er forfaldet, og i alt fald 5 år efter kravets
forfaldstid. I øvrigt finder reglerne i §§ 1-3 i lov nr. 274 af 22. december
1908 om forældelse af visse fordringer anvendelse.
§ 13. Udbetalte ydelser kan ikke søges tilbagebetalt i kraft af
denne lov.
§ 14. En person omfattet af loven, der mener, at ligebehandling
efter loven ikke bliver overholdt, kan søge dette fastslået ved domstolene.
§ 15. Finanstilsynet fører tilsyn med overholdelse af denne lov.
Reglerne om Finanstilsynet og ansatte i Finanstilsynet i §§ 237-241 i lov om
forsikringsvirksomhed finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Faglige organisationer og arbejdsgivere omfattet af loven
og virksomheder under tilsyn af Finanstilsynet skal give Finanstilsynet de
oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets tilsyn efter loven.
§ 16. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de i §§ 8 og
15 nævnte bestemmelser.
§ 17. Afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til loven
eller forskrifter udstedt i medfør af loven kan indbringes for
Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den
pågældende.
§ 18. Ligestillingsrådet kan af egen drift eller efter anmodning
undersøge forhold, der vedrører loven.
Stk. 2. Faglige organisationer og arbejdsgivere omfattet af loven
og virksomheder under tilsyn af Finanstilsynet skal efter anmodning overlade
Ligestillingsrådet enhver oplysning, der er af betydning for
Ligestillingsrådets virksomhed efter loven.
Stk. 3. De oplysninger, jf. stk. 1 og 2, som Ligestillingsrådet
modtager efter loven, er omfattet af tavshedspligten i § 240 c i lov om
forsikringsvirksomhed.
Kapitel 5
Straffebestemmelser
§ 19. Overtrædelse af § 3, § 7, § 8, § 15, stk. 2, eller § 18,
stk. 2, kan straffes med bøde, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller
ved grov uagtsomhed.
Stk. 2 . I forskrifter, der udstedes af Finanstilsynet i medfør af
loven, kan der fastsættes straf af bøde, hvis overtrædelsen er begået
forsætligt eller ved grov uagtsomhed.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Kapitel 6
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 20. Loven træder i kraft den 1. marts 1998.
Stk. 2 . For lønmodtagere har loven virkning for alle ydelser, der
kan henregnes til beskæftigelsesperioder efter den 17. maj 1990. For
selvstændige erhvervsdrivende har loven virkning for alle ydelser, der kan
henregnes til beskæftigelsesperioder efter den 1. marts 1998.
Stk. 3. Finanstilsynet kan efter ansøgning tillade, at
bestemmelsen i § 8, stk. 1, først skal have virkning fra et senere tidspunkt,
dog ikke senere end den 1. januar 2002.
Stk. 4. Rettigheder og pligter, som er omfattet af loven, og som
vedrører en periode for medlemskab af en ordning, der ligger forud for den
17. maj 1990, er fortsat undergivet de bestemmelser i ordningen, som var
gældende for den pågældende periode.
§ 21. I lov nr. 238 af 20. april 1988 om ligestilling mellem mænd
og kvinder, som ændret ved lov nr. 374 af 20. maj 1992, affattes § 2,
stk. 2, således:
»Stk. 2. Ligestillingsrådet afgiver udtalelse m.v. efter lov
om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og
barselorlov m.v., lov om lige løn til mænd og kvinder og lov om
ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede
sikringsordninger.«
§ 22. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Officielle noter
(* 1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv nr.
86/378 af 24. juli 1986, EF-Tidende 1986 L 225/40, som ændret ved Rådets
direktiv nr. 96/97 af 20. december 1996, EF-Tidende 1997 L 46/20.
Lignende dokumenter
- EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (omarbejdning) EU-lovgivning · 5. juli 2006
- Bekendtgørelse af lov om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med forsikring, pension og lignende finansielle ydelser Retsinformation · 13. maj 2025
- 1997 BTL 54 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM LIGEBEHANDLING AF MÆND OG KVINDER INDEN FOR DE ERHVERVSTILKNYTTEDE SIKRINGSORDNINGER OG OM ÆNDRING AF LOV OM LIGESTILLING MELLEM MÆND OG KVINDER NR L 54 1997-98. 1. SAMLING Retsinformation · 17. marts 1998
- Domstolens Dom (Femte Afdeling) af 25. maj 2000. - Jean-Marie Podesta mod Caisse de retraite par répartition des ingénieurs cadres & assimilés (CRICA) m.fl. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Tribunal de grande instance de Paris - Frankrig. - Socialpolitik - Mandlige og kvindelige arbejdstagere - Lige løn - Privat, bidragsdefineret tværfaglig tillægspensionsordning, der forvaltes efter et ford… EU-domme · 25. maj 2000
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Mischo fremsat den 20. januar 2000. - Jean-Marie Podesta mod Caisse de retraite par répartition des ingénieurs cadres & assimilés (CRICA) m.fl. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Tribunal de grande instance de Paris - Frankrig. - Socialpolitik - Mandlige og kvindelige arbejdstagere - Lige løn - Privat, bidragsdefineret tværfaglig tillægspensionsordning,… EU-domme · 20. januar 2000
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat D. Ruiz-Jarabo Colomer fremsat den 9. september 2004 EU-domme · 9. september 2004