Spring til indhold

Retsinformation

1997 LSF 54 FORSLAG TIL LOV OM LIGEBEHANDLING AF MÆND OG KVINDER INDEN FOR DE ERHVERVSTILKNYTTEDE SIKRINGSORDNINGER(* 1)

1997/1 LSF 54Lovforslag som fremsatFolketinget25. februar 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kapitel 1

Indledende bestemmelser

§ 1. Loven skal sikre ligebehandling af mænd og kvinder i de

erhvervstilknyttede sikringsordninger.

Stk. 2. Ved erhvervstilknyttede sikringsordninger forstås

ordninger, der har til formål at sikre, at lønmodtagere eller selvstændige

erhvervsdrivende samlet inden for en virksomhed eller en gruppe af

virksomheder inden for en erhvervsgren eller inden for en faglig eller

tværfaglig branche eller organisation får ydelser, som skal supplere ydelser

fra lovbestemte sociale sikringsordninger eller træde i stedet for disse,

uanset om medlemskab af disse ordninger er obligatorisk eller ej.

Stk. 3. Ved de sikrede forstås dem, der har ret til ydelser fra de

erhvervstilknyttede sikringsordninger.

Stk. 4. Loven er ikke til hinder for bestemmelser om beskyttelse

af kvinder i forbindelse med graviditet, fødsel og adoption.

Stk. 5. Loven er ikke til hinder for bestemmelser om fleksibel

pensionsalder på samme vilkår for mænd og kvinder.

§ 2. §§ 7, 8, 10, 11, 12 og 14 finder ikke anvendelse, i det

omfang en tilsvarende pligt til ligebehandling følger af en kollektiv

overenskomst, jf. dog § 11, stk. 3.

§ 3. Lovens bestemmelser kan ikke fraviges ved aftale til ugunst

for den eller de sikrede.

Kapitel 2

Lovens anvendelsesområde

§ 4. Loven finder anvendelse på alle erhvervstilknyttede

sikringsordninger, der vedrører

1) arbejdsulykker og erhvervssygdomme,

2) sygdom,

3) invaliditet,

4) arbejdsløshed eller

Læs alt

5) alder.

Stk. 2. Loven omfatter endvidere erhvervstilknyttede

sikringsordninger, der vedrører andre natural- eller kontantydelser, herunder

ydelser til efterladte og familieydelser.

§ 5. Loven finder ikke anvendelse på

1) lovbestemte sikringsordninger,

2) regulativer, vedtægter og reglementer for reglementsansatte og

kommunale tjenestemænd, hvorefter der tilvejebringes en retsstilling for

disse svarende til den for statens tjenestemænd gældende,

3) offentligretlige bestemmelser om social beskyttelse, i det omfang disse

skal supplere eller træde i stedet for de i nr. 1 og 2 nævnte ordninger,

4) individuelle aftaler for selvstændige erhvervsdrivende,

5) ordninger for selvstændige erhvervsdrivende, hvori kun een person

deltager, eller

6) lønmodtageres pensionsaftaler, hvori arbejdsgiveren ikke er part.

Stk. 2. Loven finder endvidere ikke anvendelse på valgfrie

muligheder i erhvervstilknyttede sikringsordninger, som deltagerne tilbydes

individuelt for at sikre dem supplerende ydelser og give dem adgang til valg

af datoen, fra hvilken de normale ydelser skal løbe, eller valg mellem flere

ydelser.

Stk. 3. Loven finder endvidere ikke anvendelse på

erhvervstilknyttede sikringsordninger, for så vidt ydelserne finansieres af

frivillige lønmodtagerbidrag.

§ 6. Loven finder anvendelse på sikringsordninger, der er knyttet

til en arbejdsaftale, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde i

Danmark, også selv om arbejdstageren midlertidigt er beskæftiget i udlandet.

Stk. 2 . Loven finder endvidere anvendelse, hvis arbejdstageren

ikke sædvanligvis udfører sit arbejde i et bestemt land og arbejdsgiveren har

hjemsted i Danmark.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på selvstændige

erhvervsdrivende.

Kapitel 3

Ligebehandlingens indhold

§ 7. I de erhvervstilknyttede sikringsordninger må der ikke gøres

forskel mellem mænd og kvinder vedrørende

1) ordningernes anvendelsesområde,

2) betingelserne for adgang til ordningerne,

3) rettigheder og pligter i ordningerne eller

4) rettigheder i forbindelse med udtræden og efter udtræden af

ordningerne, jf. dog § 8, stk. 5.

§ 8. De erhvervstilknyttede sikringsordninger må ikke indeholde

bestemmelser, hvorefter der finder forskelsbehandling sted på grundlag af køn

med hensyn til fastsættelse og beregning af bidrag og ydelser, jf. dog stk.

2-5.

Stk. 2. For medlemmer optaget før den 1. juli 1999 i

erhvervstilknyttede sikringsordninger, hvor ydelserne beregnes ud fra forud

fastsatte bidrag, kan ydelserne være forskellige for mænd og kvinder, i det

omfang beregningen baseres på aktuarmæssige faktorer, der er forskellige for

de to køn. Arbejdsgivernes bidrag kan i disse ordninger fastsættes

forskelligt for mænd og kvinder, såfremt der herved sker en tilnærmelse af

ydelsesniveauerne for mænd og kvinder.

Stk. 3. For medlemmer optaget før den 1. juli 1999 i

erhvervstilknyttede sikringsordninger, hvor bidragene beregnes ud fra forud

fastsatte ydelser, kan arbejdsgivernes bidrag være forskellige for mænd og

kvinder, i det omfang beregningen baseres på aktuarmæssige faktorer, der er

forskellige for de to køn.

Stk. 4. De i stk. 2 og 3 omtalte beregninger foretages på de

beregningsgrundlag, den pågældende erhvervstilknyttede sikringsordning i

øvrigt anvender. I de i stk. 3 omtalte ordninger kan ydelser, der udbetales i

stedet for de oprindeligt aftalte ydelser, være forskellige for de to køn som

følge af anvendelsen af disse beregningsgrundlag.

Stk. 5. Ved beregning af ydelser i forbindelse med udtræden og

efter udtræden af erhvervstilknyttede sikringsordninger for medlemmer optaget

før den 1. juli 1999 finder stk. 2-4 tilsvarende anvendelse.

Kapitel 4

Sanktioner og håndhævelse

§ 9. Bestemmelser i aftaler og i virksomheders og ordningers

vedtægter og reglementer m.v., som er i strid med §§ 3, 4, 6-8 eller 10-12,

er ugyldige. Dette gælder også vedtagelser, samordnet adfærd og praksis i

strid med §§ 3, 4, 6-8 eller 10-12.

§ 10. Hvis bestemmelser i en aftale m.v. erklæres ugyldige, jf. §

9, skal de inden 6 måneder ændres, således at de ikke er i strid med §§ 3, 4,

6-8, 11 eller 12.

§ 11. Afskediges en lønmodtager, fordi denne har fremsat krav

efter §§ 7, 8, 9 eller 10, skal arbejdsgiveren betale godtgørelse.

Stk. 2. Godtgørelse efter stk. 1, der ikke kan overstige 39 ugers

løn, fastsættes under hensyn til lønmodtagerens ansættelsestid og sagens

omstændigheder i øvrigt.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse, hvor pligt til

ligebehandling følger af kollektiv overenskomst, men hvor der ikke i

overenskomsten gives den pågældende adgang til godtgørelse for afskedigelse,

der ikke er rimeligt begrundet i lønmodtagerens eller virksomhedens forhold.

Kravet behandles ad fagretlig vej.

§ 12. Krav på betaling som følge af §§ 9 og 11 forældes efter 2 år

efter udgangen af det kalenderår, i hvilket fordringshaveren fik kundskab om

kravet og om, at det er forfaldet, og i alt fald 5 år efter kravets

forfaldstid. I øvrigt finder reglerne i §§ 1-3 i lov nr. 274 af 22. december

1908 om forældelse af visse fordringer anvendelse.

§ 13. Udbetalte ydelser kan ikke søges tilbagebetalt i kraft af

denne lov.

§ 14. En person omfattet af loven, der mener, at ligebehandling

efter loven ikke bliver overholdt, kan søge dette fastslået ved domstolene.

§ 15. Finanstilsynet fører tilsyn med overholdelse af denne lov.

Reglerne om Finanstilsynet og ansatte i Finanstilsynet i §§ 237-241 i lov om

forsikringsvirksomhed finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Faglige organisationer og arbejdsgivere omfattet af loven

og virksomheder under tilsyn af Finanstilsynet skal give Finanstilsynet de

oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets tilsyn efter loven.

§ 16. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de i §§ 8 og

15 nævnte bestemmelser.

§ 17. Afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til loven

eller forskrifter udstedt i medfør af loven kan indbringes for

Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den

pågældende.

§ 18. Ligestillingsrådet kan af egen drift eller efter anmodning

undersøge forhold, der vedrører loven.

Stk. 2. Faglige organisationer og arbejdsgivere omfattet af loven

og virksomheder under tilsyn af Finanstilsynet skal efter anmodning overlade

Ligestillingsrådet enhver oplysning, der er af betydning for

Ligestillingsrådets virksomhed efter loven.

Stk. 3. De oplysninger, jf. stk. 1 og 2, som Ligestillingsrådet

modtager efter loven, er omfattet af tavshedspligten i § 240 c i lov om

forsikringsvirksomhed.

Kapitel 5

Straffebestemmelser

§ 19. Overtrædelse af § 3, § 7, § 8, § 15, stk. 2, eller § 18,

stk. 2, kan straffes med bøde, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller

ved grov uagtsomhed.

Stk. 2 . I forskrifter, der udstedes af Finanstilsynet i medfør af

loven, kan der fastsættes straf af bøde, hvis overtrædelsen er begået

forsætligt eller ved grov uagtsomhed.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)

strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 6

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 20. Loven træder i kraft den 1. marts 1998.

Stk. 2 . For lønmodtagere har loven virkning for alle ydelser, der

kan henregnes til beskæftigelsesperioder efter den 17. maj 1990. For

selvstændige erhvervsdrivende har loven virkning for alle ydelser, der kan

henregnes til beskæftigelsesperioder efter den 1. marts 1998.

Stk. 3. Finanstilsynet kan efter ansøgning tillade, at

bestemmelsen i § 8, stk. 1, først skal have virkning fra et senere tidspunkt,

dog ikke senere end den 1. januar 2002.

Stk. 4. Rettigheder og pligter, som er omfattet af loven, og som

vedrører en periode for medlemskab af en ordning, der ligger forud for den

17. maj 1990, er fortsat undergivet de bestemmelser i ordningen, som var

gældende for den pågældende periode.

§ 21. I lov nr. 238 af 20. april 1988 om ligestilling mellem mænd

og kvinder, som ændret ved lov nr. 374 af 20. maj 1992, affattes § 2,

stk. 2, således:

»Stk. 2. Ligestillingsrådet afgiver udtalelse m.v. efter lov

om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og

barselorlov m.v., lov om lige løn til mænd og kvinder og lov om

ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede

sikringsordninger.«

§ 22. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Oprindeligt fremsat forslag

Kapitel 1

Indledende bestemmelser

§ 1. Loven skal sikre ligebehandling af mænd og kvinder i de

erhvervstilknyttede sikringsordninger.

Stk. 2. Ved erhvervstilknyttede sikringsordninger forstås

ordninger, der har til formål at sikre, at lønmodtagere eller selvstændige

erhvervsdrivende samlet inden for en virksomhed eller en gruppe af

virksomheder inden for en erhvervsgren eller inden for en faglig eller

tværfaglig branche eller organisation får ydelser, som skal supplere ydelser

fra lovbestemte sociale sikringsordninger eller træde i stedet for disse,

uanset om medlemskab af disse ordninger er obligatorisk eller ej.

Stk. 3. Ved de sikrede forstås dem, der har ret til ydelser fra de

erhvervstilknyttede sikringsordninger.

Stk. 4. Loven er ikke til hinder for bestemmelser om beskyttelse

af kvinder i forbindelse med graviditet, fødsel og adoption.

Stk. 5. Loven er ikke til hinder for bestemmelser om fleksibel

pensionsalder på samme vilkår for mænd og kvinder.

§ 2. §§ 7, 8, 10, 11, 12 og 14 finder ikke anvendelse, i det

omfang en tilsvarende pligt til ligebehandling følger af en kollektiv

overenskomst, jf. dog § 11, stk. 3.

§ 3. Lovens bestemmelser kan ikke fraviges ved aftale til ugunst

for den eller de sikrede.

Kapitel 2

Lovens anvendelsesområde

§ 4. Loven finder anvendelse på alle erhvervstilknyttede

sikringsordninger, der vedrører

1) arbejdsulykker og erhvervssygdomme,

2) sygdom,

3) invaliditet,

4) arbejdsløshed eller

5) alder.

Stk. 2. Loven omfatter endvidere erhvervstilknyttede

sikringsordninger, der vedrører andre natural- eller kontantydelser, herunder

ydelser til efterladte og familieydelser.

§ 5. Loven finder ikke anvendelse på

1) lovbestemte sikringsordninger,

2) regulativer, vedtægter og reglementer for reglementsansatte og

kommunale tjenestemænd, hvorefter der tilvejebringes en retsstilling for

disse svarende til den for statens tjenestemænd gældende,

3) offentligretlige bestemmelser om social beskyttelse, i det omfang disse

skal supplere eller træde i stedet for de i nr. 1 og 2 nævnte ordninger,

4) individuelle aftaler for selvstændige erhvervsdrivende,

5) ordninger for selvstændige erhvervsdrivende, hvori kun een person

deltager eller

6) lønmodtageres pensionsaftaler, hvori arbejdsgiveren ikke er part.

Stk. 2. Loven finder endvidere ikke anvendelse på valgfrie

muligheder i erhvervstilknyttede sikringsordninger, som deltagerne tilbydes

individuelt for at sikre dem supplerende ydelser, give dem valg af datoen fra

hvilken de normale ydelser skal løbe, eller valg mellem flere ydelser.

Stk. 3. Loven finder endvidere ikke anvendelse på

erhvervstilknyttede sikringsordninger, for så vidt ydelserne finansieres af

frivillige lønmodtagerbidrag.

§ 6. Loven finder anvendelse på sikringsordninger, der er knyttet

til en arbejdsaftale, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde i

Danmark, også selvom arbejdstageren midlertidigt er beskæftiget i udlandet.

Stk. 2 . Loven finder endvidere anvendelse, hvis arbejdstageren

ikke sædvanligvis udfører sit arbejde i et bestemt land, og arbejdsgiveren

har hjemsted i Danmark.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse for selvstændige

erhvervsdrivende.

Kapitel 3

Ligebehandlingens indhold

§ 7. I de erhvervstilknyttede sikringsordninger må der ikke gøres

forskel mellem mænd og kvinder vedrørende

1) ordningernes anvendelsesområde,

2) betingelserne for adgang til ordningerne,

3) rettigheder og pligter i ordningerne eller

4) rettigheder i forbindelse med udtræden og efter udtræden af

ordningerne, jf. dog § 8, stk. 5.

§ 8. De erhvervstilknyttede sikringsordninger må ikke indeholde

bestemmelser, hvorefter der finder forskelsbehandling sted på grundlag af køn

med hensyn til fastsættelse og beregning af bidrag og ydelser, jf. dog stk.

2-5.

Stk. 2. For medlemmer optaget før den 1. juli 1998 i

erhvervstilknyttede sikringsordninger, hvor ydelserne beregnes ud fra forud

fastsatte bidrag, kan ydelserne være forskellige for mænd og kvinder, i det

omfang beregningen baseres på aktuarmæssige faktorer, der er forskellige for

de to køn. Arbejdsgivernes bidrag kan i disse ordninger fastsættes

forskelligt for mænd og kvinder, såfremt der herved sker en tilnærmelse af

ydelsesniveauerne for mænd og kvinder.

Stk. 3. For medlemmer optaget før den 1. juli 1998 i

erhvervstilknyttede sikringsordninger, hvor bidragene beregnes ud fra forud

fastsatte ydelser, kan arbejdsgivernes bidrag være forskellige for mænd og

kvinder, i det omfang beregningen baseres på aktuarmæssige faktorer, der er

forskellige for de to køn.

Stk. 4. De i stk. 2 og stk. 3 omtalte beregninger foretages på de

beregningsgrundlag, den pågældende erhvervstilknyttede sikringsordning i

øvrigt anvender. I de i stk. 3 omtalte ordninger kan ydelser, der udbetales i

stedet for de oprindeligt aftalte ydelser, være forskellige for de to køn som

følge af anvendelsen af disse beregningsgrundlag.

Stk. 5. Ved beregning af ydelser i forbindelse med udtræden og

efter udtræden af erhvervstilknyttede sikringsordninger for medlemmer optaget

før den 1. juli 1998 finder stk. 2-4 tilsvarende anvendelse.

Kapitel 4

Sanktioner og håndhævelse

§ 9. Bestemmelser i aftaler og i virksomheders og ordningers

vedtægter og reglementer m.v., som er i strid med §§ 3-4, 6-8 eller 10-12, er

ugyldige. Dette gælder også vedtagelser, samordnet adfærd og praksis i strid

med §§ 3-4, 6-8 eller 10-12.

§ 10. Hvis bestemmelser i en aftale m.v. erklæres ugyldige, jf. §

9, skal de inden 6 måneder ændres, således at de ikke er i strid med §§ 3-4,

6-8 eller 11-12.

§ 11. Afskediges en lønmodtager, fordi denne har fremsat krav

efter §§ 7, 8, 9 eller 10, skal arbejdsgiveren betale godtgørelse.

Stk. 2. Godtgørelse efter stk. 1, der ikke kan overstige 39 ugers

løn, fastsættes under hensyn til lønmodtagerens ansættelsestid og sagens

omstændigheder i øvrigt.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse, hvor pligt til

ligebehandling følger af kollektiv overenskomst, men hvor der ikke i

overenskomsten gives den pågældende adgang til godtgørelse for afskedigelse,

der ikke er rimeligt begrundet i lønmodtagerens eller virksomhedens forhold.

Kravet behandles ad fagretlig vej.

§ 12. Krav på betaling som følge af § 9 og § 11 forældes efter 2

år efter udgangen af det kalenderår, i hvilket fordringshaveren fik kundskab

om kravet og om, at det er forfaldet, og i alt fald 5 år efter kravets

forfaldstid. I øvrigt finder reglerne i §§ 1-3 i lov nr. 274 af 22. december

1908 om forældelse af fordringer anvendelse.

§ 13. Udbetalte ydelser kan ikke søges tilbage i kraft af denne

lov.

§ 14. En person, omfattet af loven, der mener, at ligebehandling

efter loven ikke bliver overholdt, kan søge dette fastslået ved domstolene.

§ 15. Finanstilsynet fører tilsyn med overholdelse af denne lov.

Reglerne om Finanstilsynet og ansatte i Finanstilsynet i §§ 237-241 i lov om

forsikringsvirksomhed finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Faglige organisationer og arbejdsgivere omfattet af loven

og virksomheder under tilsyn af Finanstilsynet skal give Finanstilsynet de

oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets tilsyn efter loven.

§ 16. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de i § 8 og §

15 nævnte bestemmelser.

§ 17. Afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til loven

eller forskrifter udstedt i medfør af loven kan indbringes for

Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den

pågældende.

§ 18. Ligestillingsrådet kan af egen drift eller efter anmodning

undersøge forhold, der vedrører loven.

Stk. 2. Faglige organisationer og arbejdsgivere omfattet af loven

og virksomheder under tilsyn af Finanstilsynet skal efter anmodning overlade

Ligestillingsrådet enhver oplysning, der er af betydning for

Ligestillingsrådets virksomhed efter loven.

Stk. 3. De oplysninger, jf. stk. 1 og 2, som Ligestillingsrådet

modtager efter loven, er omfattet af tavshedspligten i § 240 c i lov om

forsikringsvirksomhed.

Kapitel 5

Straffebestemmelser

§ 19. Overtrædelse af § 3, § 7, § 8, § 15, stk. 2 eller § 18, stk.

2, kan straffes med bøde, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved

grov uagtsomhed.

Stk. 2 . I forskrifter, der udstedes af Finanstilsynet i medfør af

loven, kan der fastsættes straf af bøde, hvis overtrædelsen er begået

forsætligt eller ved grov uagtsomhed.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)

strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 6

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 20. Loven træder i kraft den 1. januar 1998.

Stk. 2 . For lønmodtagere har loven virkning for alle ydelser, der

kan henregnes til beskæftigelsesperioder efter den 17. maj 1990. For

selvstændige erhvervsdrivende har loven virkning for alle ydelser, der kan

henregnes til beskæftigelsesperioder efter den 1. januar 1998.

Stk. 3. Finanstilsynet kan efter ansøgning tillade, at

bestemmelsen i § 8, stk. 1 først skal have virkning fra et senere tidspunkt,

dog ikke senere end den 1. januar 2000.

Stk. 4. Rettigheder og pligter, som er omfattet af loven, og som

vedrører en periode for medlemskab af en ordning, der ligger forud for den

17. maj 1990, er fortsat undergivet de bestemmelser i ordningen, som var

gældende for den pågældende periode.

§ 21. I lov nr. 238 af 20. april 1988 om ligestilling mellem mænd

og kvinder, som ændret ved lov nr. 374 af 20. maj 1992, affattes § 2, stk. 2,

således:

»Stk. 2. Ligestillingsrådet afgiver udtalelse m.v. efter lov

om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og

barselorlov m.v., lov om lige løn til mænd og kvinder og lov om

ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede

sikringsordninger.«.

§ 22. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indledning

Dette lovforslag har til formål at sikre ligebehandling af mænd og kvinder

i arbejdsmarkedspensionsordningerne og i den forbindelse at gennemføre Rådets

direktiv nr. 86/378 af 24. juli 1986 om ligebehandling af mænd og kvinder

inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger, som ændret ved

Rådets direktiv nr. 96/97 af 20. december 1996.

Implementeringen af det oprindelige direktiv blev behandlet af det af

industriministeren i foråret 1989 nedsatte Pensionsoverførselsudvalg, som den

11. oktober 1991 afgav betænkning nr. 1228 om »Pensionsmæssig

ligebehandling af mænd og kvinder«.

Direktivet skal sikre ligebehandling af mænd og kvinder inden for

arbejdsmarkedspensionsordninger og andre ikke-lovbestemte sikringsordninger

for såvel arbejdstagere som selvstændige erhvervsdrivende.

Ligebehandling er i vid udstrækning allerede sikret ved Romtraktatens art.

119, hvor begrebet løn er defineret bredt, så det også omfatter »alle

andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra

arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier«.

Direktivet udvider Romtraktatens bestemmelser om ligebehandling, ved også

at omhandle selvstændige erhvervsdrivende og præciserer fortolkningen af art.

119 for så vidt angår lønmodtagere. Direktivets udgangspunkt er, at såvel

bidrag som ydelser skal være ens for mænd og kvinder.

1. Fælleskønsgrundlag

Danske pensionsordninger er enten bidragsdefinerede ordninger eller

tilsagnsordninger. Ved bidragsdefinerede ordninger forstås ordninger, hvor

der som led i ansættelsesforholdet er aftalt faste bidrag, som skal

indbetales til et pensionsinstitut. I tilsagnsordninger er arbejdsgiver

forpligtet til at indbetale bidrag, ud over arbejdstagerens bidrag, således

at arbejdstageren sikres pensionsydelser af en vis størrelse - ofte en

procentdel af slutlønnen. Der er flest bidragsdefinerede ordninger på det

danske arbejdsmarked.

Ifølge direktivet er det muligt at anvende aktuarmæssige faktorer, der er

forskellige for mænd og kvinder (gennemsnitlig levetid og

invaliditetshyppighed) i forbindelse med beregning af pensionsbidrag og

ydelser.

Ved anvendelse af disse forskellige aktuarmæssige faktorer for de

bidragsdefinerede ordninger kan pensionsydelsen blive forskellig for mænd og

kvinder. Anvendes aktuarmæssige faktorer på tilsagnsordninger, vil

arbejdsgiverens bidrag blive forskelligt for mænd og kvinder.

I nærværende lovforslag foreslås det, at for fremtidige medlemmer i de af

lovforslaget omfattet ordninger, skal det gælde, at såvel bidrag som ydelse

skal være ens for mænd og kvinder. Ved beregning af bidrag og ydelse skal

således anvendes et fælleskønsgrundlag. Fremover skal det ikke være muligt at

anvende mænds og kvinders forskellige gennemsnitslevetid og

invaliditetshyppighed som begrundelse for forskellige bidrag eller ydelser.

Kvinder lever i gennemsnit længere end mænd, hvorfor alderspension for

kvinder er dyrere, mens ægtefællepension er dyrere for mænd end kvinder.

Anvendelse af et fælleskønsgrundlag kan medføre en vis omfordeling af midler

fra det ene køn til det andet, afhængig af den enkelte ordnings andel af mænd

og kvinder samt af ydelsessammensætningen, dvs. størrelsen af alders-,

invalide-, ægtefælle- og børnepension.

Mange af de ældre ordninger har dog en ydelsessammensætning, hvor det

stort set er ligegyldigt, om der anvendes fælleskønsgrundlag eller kønsopdelt

grundlag. Hertil kommer, at de fleste af de nye ordninger anvender

fælleskønsgrundlag.

Når kravet om anvendelse af fælleskønsgrundlag ikke indføres for

eksisterende medlemmer, er det fordi, disse medlemmer allerede ved optagelsen

i ordningerne har fået et tilsagn om fremtidige ydelser af en vis størrelse

på grundlag af de aftalte indbetalinger. Sådanne tilsagn er juridisk bindende

og kan derfor ikke formindskes, hvilket ville blive resultatet for nogle

medlemmer, såfremt et krav om anvendelse af fælleskønsgrundlag blev indført

med virkning for allerede indgåede aftaler.

Et fælleskønsgrundlag kan give anledning til spekulation i ordningerne,

f.eks. ved i pensionsaftalerne at indføre sumydelser i stedet for løbende

ydelser. En sådan udvikling i retning af sumydelser i stedet for løbende

ydelser er set i udlandet.

Aftalefriheden på arbejdsmarkedet - også med hensyn til

arbejdsmarkedspensionerne - kan sikre, at en sådan udvikling ikke sker.

Økonomiministeren vil gøre arbejdsmarkedets parter opmærksomme på

problemstillingen, og i øvrigt følge udviklingen på området.

Direktivet og lovforslaget indeholder endvidere krav om, at de øvrige

rettigheder og pligter - ud over spørgsmål vedrørende bidrag og ydelser - i

pensionsordningerne skal være ens for mænd og kvinder.

Sigtet med lovforslaget er, at der i ordningerne ikke må gøres forskel på

mænd og kvinder vedrørende ordningernes anvendelsesområde, betingelserne for

adgang til ordningerne samt rettigheder og pligter i ordningerne. Dette vil

fremme ligestilling mellem mænd og kvinder.

Lovforslaget tager udgangspunkt i en implementering af direktivet som

foreslået af Pensionsoverførselsudvalgets flertal med de ændringer, der er en

konsekvens af ændringsdirektivet. Derudover stiller lovforslaget krav om

anvendelse af fælleskønsgrundlag for fremtidige medlemmer af

pensionsordningerne.

Lovforslaget finder anvendelse på alle ikke-lovbestemte

erhvervstilknyttede sikringsordninger, hvilket primært vil sige

arbejdsmarkedspensionsordningerne.

Forslaget vil omfatte såvel lønmodtagere som selvstændige

erhvervsdrivende, og forslaget tager hensyn til, at mange af de omfattede

ordninger er aftalt via overenskomster, således at spørgsmål om overtrædelse

af lovens bestemmelser og retsvirkningerne heraf fortrinsvis skal behandles

af det fagretlige system, idet dog enkelte spørgsmål vil skulle søges

afklaret ved almindelige domstole.

Efter lovforslaget vil Finanstilsynet skulle føre tilsyn med lovens

overholdelse, og tilsynet vil kunne kræve de nødvendige oplysninger fra de

berørte parter. Ligestillingsrådet vil ligeledes kunne undersøge forhold

omfattet af loven.

Der er ikke ved lovforslaget taget stilling til, hvordan eventuelle

finansieringsproblemer skal løses, såfremt en ordning erklæres ugyldig og

skal bringes i overensstemmelse med lovens krav om ligebehandling.

Udgangspunktet vil være, at der skal ske en fornyet opgørelse af

pensionsordningens tilsagn. I øvrigt må det overlades til dansk rets

almindelige regler om erstatning og konsekvenserne af ugyldighed, hvad der

skal ske i det enkelte tilfælde.

2. Høring

Betænkningens lovudkast blev allerede i 1991 sendt i høring, og nærværende

lovforslag har været sendt i høring i samtlige ministerier, samt

Advokatrådet, Akademikernes Centralorganisation, Amtsrådsforeningen i

Danmark, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Dansk Arbejdsgiverforening, Den

Danske Aktuarforening, Finansrådet, Forbrugerrådet, Foreningen af

Firmapensionskasser, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,

Kommunernes Landsforening, Landsorganisationen i Danmark, Ligestillingsrådet,

Rådet for Dansk Forsikring og Pension, Sammenslutningen af Landbrugets

Arbejdsgiverforeninger og Sammenslutningen af Danske Andelskasser.

3. Administrative, statsfinansielle og miljømæssige konsekvenser

Forslaget vil medføre en meradministration svarende til eet årsværk for

Finanstilsynet, dvs. 500.000 kr, idet de pensionsordninger, der i dag

anvender kønsopdelt grundlag, skal anmelde fælleskønsgrundlag til brug for

fremtidige medlemmer, og idet tilsynets arbejdsområde udstrækkes til at

varetage tilsynsmæssige spørgsmål om ligebehandling og til at afgive en

udtalelse om, hvorvidt en given pensionsordning må anses for at opfylde

lovens krav om ligebehandling.

Forslaget vil ikke have miljømæssige konsekvenser.

4. Erhvervsøkonomiske konsekvenser

Lovforslaget vil have økonomiske konsekvenser i form af øget

administration i de pensionsordninger, der både skal anvende kønsopdelt

grundlag og fælleskønsgrundlag som følge af, at kravet om fælleskønsgrundlag

kun indføres for medlemmer optaget efter 1. juli 1998.

5. Forholdet til EU-retten og andre landes lovgivning på området

Lovforslaget gennemfører Rådets direktiv 86/378/EØF af 24. juli 1986, som

ændret ved Rådets direktiv 96/97/EF af 20. december 1996. Direktivet

indeholder minimumsbestemmelser vedrørende omfanget af ligebehandling og

fortolker for lønmodtagere Traktatens art. 119's virkning for pension aftalt

i ansættelsesforhold. Lovforslaget går i § 8, stk. 1, videre end

minimumsbestemmelserne ved for fremtidige medlemmer af pensionsordningerne at

kræve anvendelse af fælleskønsgrundlag. Efter direktivets art. 6, stk. 1,

litra h og i, er anvendelse af aktuarmæssige faktorer, der er forskellige for

de to køn, tilladt.

Rådets direktiv 86/378/EØF skulle have været gennemført senest den 30.

juli 1989, men da det efter nogle domme fra EF-Domstolen stod klart, at visse

af direktivets bestemmelser var i strid med Traktaten, og der blev rejst

tvivl om visse andre bestemmelser, valgte man i Danmark (med Kommissionens

accept) at afvente en afklaring af spørgsmålene og vedtagelsen af det

nødvendige ændringsdirektiv. Rådets direktiv 96/97/EF skulle have været

gennemført den 1. juli 1997, men da det først blev vedtaget den 20. december

1996, gjorde man fra dansk side allerede da opmærksom på, at det ikke ville

kunne gennemføres i Danmark før ultimo 1997. Dette har dog ikke betydning for

beskyttelsesniveauet i Danmark, da de danske pensionsordninger er i

overensstemmelse med direktivets minimumsbestemmelser.

Lovforslaget og direktivet regulerer, hvorledes de erhvervstilknyttede

sikringsordninger må indrettes, mens det ikke indebærer en regulering af de

pensionsprodukter, som pensionsinstitutterne i øvrigt kan udbyde. For

livsforsikringsselskaberne og de tværgående pensionskasser er dette reguleret

af livsforsikringsdirektiverne. Et lovforslag, der regulerede livs- og

pensionsforsikringer uden for direktivets anvendelsesområde, f.eks

privattegnede pensionsordninger, ville kræve en ændring af

livsforsikringsdirektiverne.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Det generelle ligebehandlingsprincip fastslås i denne bestemmelse, som

følger af direktivet. Loven gælder for alle erhvervstilknyttede

sikringsordninger og for hele arbejdsstyrken inkl. arbejdsløse samt

pensionerede og invalide arbejdstagere, jf. direktivets art. 3. Loven gælder

også ved frivillig deltagelse i de erhvervstilknyttede sikringsordninger.

Bestemmelsen fastlægger sammen med §§ 4-6 lovens anvendelsesområde, jf.

direktivets art. 2. § 1, stk. 2 giver de væsentligste karakteristika for de

ordninger, der omfattes af loven.

Loven vil ofte, men ikke udelukkende omfatte forsikringsbaserede

ordninger. Således vil også opsparing i pensionsøjemed i pengeinstitutter

være medtaget. En nærmere afgrænsning kan kun ske i praksis.

Stk. 3 definerer personkredsen til at omfatte alle personer, der har ret

til ydelser fra ordningerne, dvs. ikke blot lønmodtagerne eller de

selvstændige erhvervsdrivende, men også de pårørende, der har ret til ydelser

som f.eks. ægtefælle- eller børnepension.

Stk. 4 følger direktivets art. 5.2. Dog er det fundet nødvendigt at

præcisere, at man ligestiller adoption med svangerskab og fødsel.

Stk. 5 følger direktivets art. 9a.

De i stk. 4 og 5 nævnte bestemmelser henviser til bestemmelser i de

aftaler, vedtægter og regulativer m.v., der ligger til grund for de

erhvervstilknyttede sikringsordninger.

Til § 2

Bestemmelsen fastslår det såkaldte subsidiaritetsprincip, som man også

kender fra ligelønsloven og lov om ligebehandling med hensyn til

beskæftigelse og barselsorlov. I modsætning til disse love er

subsidiaritetsprincippet her konkretiseret til bestemmelserne i §§ 7, 8, 10,

11, 12 og 14, idet lovens øvrige bestemmelser ikke vedrører forhold, der kan

forhandles via kollektiv overenskomst.

I praksis betyder subsidiaritetsprincippet, at de omhandlede bestemmelser

i loven kun finder anvendelse på lønmodtagere, i det omfang lønmodtageren

ikke er indrømmet tilsvarende eller bedre beskyttelse efter en kollektiv

overenskomst.

Til § 3

Bestemmelsen svarer til § 12 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder

med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v. (lovbekendtgørelse nr. 875

af 17. oktober 1994) og skal sikre, at en person, der ikke er blevet

behandlet i overensstemmelse med denne lov, ikke kan blive mødt med

indsigelse om stiltiende eller udtrykkeligt at have givet afkald på sin ret

efter loven. Sådanne afkald er efter § 9 ugyldige.

Til § 4

I denne bestemmelse afgrænses indholdet af de erhvervstilknyttede

sikringsordninger, der er omfattet af loven. Bestemmelsen følger artikel 4 i

direktivet. Denne bestemmelse gælder dog i direktivet kun lønmodtagere og

ikke selvstændige erhvervsdrivende. I lovforslaget foreslås imidlertid, at

bestemmelsen gælder såvel lønmodtagere som selvstændige erhvervsdrivende.

Loven omfatter således erhvervstilknyttede sikringsordninger, der giver

ydelser til den selvstændige eller arbejdstageren i form af egenpension

(alders- og invalidepension) samt arbejdsskade- og arbejdsløshedsforsikring

og erhvervstilknyttede sikringsordninger, der giver visse andre ydelser,

herunder ægtefælle- og børnepension. Ordet »alder« i stk. 1, nr. 5,

omfatter både egentlig alderspension og andre aldersbestemmelser vedrørende

f.eks. adgang til fremskyndelse eller udskydelse af pensionsudbetalingerne.

Det bør bemærkes, at loven ikke omfatter de lovbestemte sikringsordninger,

herunder den lovbestemte arbejdsskadeforsikring og arbejdsløshedskasserne

anerkendt efter arbejdsløshedsforsikringsloven, jf. § 5, stk. 1, nr. 1.

Til § 5

Denne bestemmelse opregner de områder, der ikke er omfattet af loven, jf.

direktivets art. 2.1. og 2.2.

De i bestemmelsens stk. 1, nr. 1 - 3 nævnte ordninger og bestemmelser er

omfattet af direktiv 79/7 om ligebehandling med hensyn til social sikring,

art. 3, og er således ikke omfattet af direktiv 86/378 og dermed ej heller af

denne lov.

Blandt de i stk. 1, nr. 1, nævnte ordninger kan nævnes de ordninger, der

følger

a) lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel,

b) lov om social pension,

c) lov om delpension,

d) lov om arbejdsskadeforsikring,

e) lov om arbejdsmarkedets tillægspension,

f) lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring og

g) lov om tjenestemandspension.

Uanset denne lovs bestemmelser finder lov nr. 102 af 14. marts 1941 om

bevarelse af enkepensionsret ved separation og skilsmisse med senere

ændringer anvendelse.

Stk. 2 følger af direktivets art. 2, stk. 2, litra d. Bestemmelsen

betyder, at såfremt der i en ordning er mulighed for individuelt at vælge

supplerende ydelser eller at foretage et valg mellem forskellige ydelser, er

disse supplerende/valgfrie ydelser ikke omfattet af lovens anvendelsesområde.

Stk. 3 følger af direktivets art. 2, stk. 2, litra e.

Til § 6

Der er her tale om en geografisk afgrænsning af lovens anvendelsesområde.

Det fastlægges, at arbejdsaftalen bliver styrende for lovens anvendelse på en

tilknyttet sikringsordning. Afgrænsningen sikrer, at erhvervstilknyttede

sikringsordninger, hvor arbejdsforholdet hovedsageligt udføres i Danmark, er

omfattet af loven.

Til § 7

Denne bestemmelse præciserer de forhold, hvori forskelsbehandling ikke må

finde sted i erhvervstilknyttede sikringsordninger, jf. direktivets art. 5.

Der omtales bestemmelser i ordningerne i bred forstand, idet disse

bestemmelser kan forefindes i såvel de overenskomster og aftaler, som

ordningerne måtte være oprettet i medfør af, som i vedtægter og regulativer i

de pensions-, forsikrings- og pengeinstitutter, ordningerne måtte være

etableret i.

Direktivets artikel 5, stk. 2, og artikel 6, stk. 1, litra g, om

svangerskab, fødsel og barselorlov er implementeret ved § 1, stk. 3.

Til § 8

Denne bestemmelse præciserer konsekvenserne af ligebehandlingsprincippet

for beregningen af bidrag og ydelser.

Stk. 1 indebærer, at der stilles krav om anvendelse af fælleskønsgrundlag

for medlemmer, der optages i pensionsordningerne efter den 1. juli 1998, jf.

dog muligheden for overgangsordning i § 20, stk. 3.

Stk. 2-5 vedrører de eksisterende medlemmer af pensionsordningerne. For

disse medlemmer vil anvendelse af kønsopdelt grundlag stadig være tilladt.

Stk. 2-4 indeholder de i direktivets artikel 6, stk. 1, litra h og litra i,

angivne bestemmelser, og stk. 5 følger af direktivets artikel 6, litra d og

litra j. For hovedparten af sikringsordningerne er de i stk. 4 omtalte

beregningsgrundlag reguleret af lov om forsikringsvirksomhed eller lov om

tilsyn med firmapensionskasser. De i stk. 4, 2. pkt, omtalte ydelser, der kan

udbetales i stedet for de oprindeligt aftalte ydelser, er ydelser som f.eks.

sumydelser, der udbetales ved konvertering af løbende ydelser til

engangsydelser, beløb, der udbetales ved udtræden eller overførsel til anden

pensionsordning, eller løbende ydelser, der er ændret i forhold til det

aftalte som følge af en valgt ændring af udbetalingsperioden.

Til § 9

Efter denne bestemmelse er aftaler m.m. ugyldige, hvis de er i strid med

loven, jf. også artikel 7 i direktivet, der ønsker ugyldighedsvirkning for

alle aftaler m.m., der er i strid med ligebehandlingsprincippet.

Bestemmelsen har et bredt anvendelsesområde, idet den omfatter alle typer

af aftaler, vedtægter, reglementer m.v. Bestemmelsen skal desuden ses i

sammenhæng med forbuddet mod aftale om fravigelse af loven i § 3.

Til § 10

Såfremt en ordning eller en aftale er ugyldig, jf. § 9, skal den selvsagt

ændres, således at den opfylder lovens regler. I princippet burde det ske

uden videre. Men af praktiske grunde må der sættes en frist, da en række

praktiske arrangementer, bl.a. af beregningsmæssig art, kan være påkrævede.

Fristen efter § 10 er sat til 6 måneder. Denne frist er fastsat under

hensyntagen til, at overtrædelser hurtigt bør bringes til ophør, og at en

længere frist kan udløse næsten uoverskuelige opgørelsesproblemer,

erstatningskrav m.v.

Fristen på 6 måneder løber fra det tidspunkt, hvor ugyldigheden fastslås

ved aftale eller en endelig afgørelse af Finanstilsynet, en domstol, en

voldgiftsret eller Erhvervsankenævnet. Bestemmelsen om ugyldighed regulerer

ikke fastsættelse af krav om efterbetaling eller erstatning i tilfælde af, at

en ordning kendes ugyldig. § 12 giver en forældelsesfrist desangående, men

loven regulerer ikke i øvrigt fastsættelse af størrelsen af sådanne krav.

Til § 11

Artikel 11 i direktivet foreskriver, at der skal være beskyttelse mod

afskedigelse på grund af klage over forhold vedrørende

ligebehandlingsprincippet i erhvervstilknyttede sikringsordninger.

En del lønmodtagere vil allerede i dag være beskyttet mod urimelig og

usaglig afskedigelse efter bestemmelserne i funktionærloven. For de

overenskomstdækkede gælder tilsvarende beskyttelse, jf. f.eks. hovedaftalen.

Da der imidlertid kan forekomme tilfælde, der ikke eller kun utilstrækkeligt

er beskyttede, er det fundet hensigtsmæssigt at indsætte bestemmelsen direkte

i loven.

Krav efter stk. 3 behandles ad fagretlig vej, idet man her griber ind på

et område, der er overenskomstdækket.

Bestemmelsen svarer til § 15 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder

med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov m.v. (lovbekendtgørelse nr. 875

af 17. oktober 1994).

Til § 12

Denne lov kan udløse efterbetalinger. Det er derfor nødvendigt at begrænse

krav på efterbetaling mod pensionsinstitutterne og/eller arbejdsgiverne.

Dette bør præciseres i loven, således at forældelse ikke afhænger af en

fortolkning af forældelsesloven af 1908. Der indføres en dobbelt

forældelsesfrist, nemlig dels en regel om en 2-årig forældelsesfrist, dvs. en

forældelsesfrist, som udløber 2 år efter udløbet af det kalenderår, i hvilket

den sikrede har fået kundskab om sit krav og om det er forfaldet, dels en

regel om en 5-årig forældelsesfrist, dvs. en forældelsesfrist som udløber

efter at kravet er forfaldet. Tilsvarende bestemmelse gælder for andre krav

grundet i forsikringsaftalen, jf. forsikringsaftalelovens § 29 og

firmapensionskasselovens § 9.

Til § 13

Under henvisning til formålet med at oprette erhvervstilknyttede

sikringsordninger er det fundet nødvendigt udtrykkeligt at præcisere, at

krav, der støttes på § 9 og § 11, aldrig kan rettes mod den eller de sikrede

i form af krav om tilbagebetaling af allerede udbetalte ydelser. Om der i

kraft af andre regler er et tilbagesøgningskrav, behandler § 13 ikke.

Til § 14

Bestemmelsen fastslår de klagemuligheder, som den enkelte person har ret

til, jf. artikel 10 i direktivet.

Det slås her fast, at spørgsmål om ligebehandling efter denne lov henhører

under de almindelige domstole, dog undtaget de spørgsmål, som afgøres af

Finanstilsynet, jf. § 15.

Såfremt spørgsmål om ligebehandling i erhvervstilknyttede

sikringsordninger ikke rejses i medfør af denne lov, men i medfør af en

kollektiv overenskomst, skal det derimod behandles på den for

overenskomstmæssige krav sædvanlige måde, d.v.s. ad fagretlig vej. Herudover

kan der efter § 17 være klagemulighed vedrørende Finanstilsynets afgørelser.

Til § 15

Efter stk. 1 fører Finanstilsynet tilsyn med lovens overholdelse, og der

gælder de samme bestemmelser vedrørende Finanstilsynets beføjelser og

tavshedspligt, som fremgår af §§ 237-241 i lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelserne omhandler Finanstilsynets struktur med et Forsikringsråd, at

de ansatte i Finanstilsynet er underlagt visse begrænsninger med hensyn til

udøvelse af anden virksomhed, Finanstilsynets årlige beretning og en

bestemmelse om begrænsning af klageadgang. Vigtigst er henvisningen til

bestemmelsen om Finanstilsynets tavshedspligt.

Bestemmelsen i stk. 2 giver Finanstilsynet bemyndigelse til at indhente de

oplysninger, som er nødvendige for Finanstilsynets virksomhed efter denne

lov. Finanstilsynet kan efter denne bestemmelse f.eks. kræve detaljerede

oplysninger om tekniske detaljer i en pensionsaftale for at kontrollere, at

loven er overholdt.

Til § 16

Bestemmelsen giver Finanstilsynet hjemmel til at fastsætte nærmere

retningslinier, bl.a. med hensyn til regler for beregning af bidrag og

ydelser og med hensyn til indberetning til tilsynet.

Til § 17

Erhvervsankenævnet er indsat som den endelige administrative klageinstans

for afgørelser truffet af Finanstilsynet. Det svarer til, hvad der gælder

efter

§ 247 a i Lov om forsikringsvirksomhed.

Til § 18

Bestemmelsen er indsat efter forslag fra Ligestillingsrådet. Bestemmelsen

skal ses som en opfølgning af lov om ligestilling mellem mænd og kvinder (lov

nr. 238 af 20. april 1988, som ændret ved lov nr. 374 af 20. maj 1992),

hvorefter Ligestillingsrådet tillægges en udvidet kompetence. På samme måde

som i lov om lige løn til mænd og kvinder (lovbekendtgørelse nr. 639 af 17.

juli 1992) og lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til

beskæftigelse og barselorlov m.v. (lovbekendtgørelse nr. 875 af 17. oktober

1994) indsættes Ligestillingsrådets kompetence direkte i loven.

Efter bestemmelsen har faglige organisationer og arbejdsgivere omfattet af

loven og virksomheder under tilsyn af Finanstilsynet pligt til at give

Ligestillingsrådet oplysninger, som har betydning i forbindelse med

behandling af spørgsmål vedrørende denne lov. Hvis bestemmelsen overtrædes,

kan der pålægges straf, jf. § 19.

De oplysninger som Ligestillingsrådet modtager i medfør af loven, er

omfattet af tavshedspligten i § 240 c i lov om forsikringsvirksomhed. Det

skal bemærkes, at Ligestillingsrådet må indhente oplysningerne fra de faglige

organisationer, arbejdsgiverne og virksomhederne under Finanstilsynets

tilsyn, idet Finanstilsynet på grund af sin tavshedspligt ikke har pligt til

at udlevere oplysninger til Ligestillingsrådet. Finanstilsynet kan dog i

lighed med andre myndigheder afgive oplysninger til Ligestillingsrådet efter

bestemmelserne i offentlighedsloven og forvaltningsloven, i det omfang

oplysningerne ikke er omfattet af Finanstilsynets tavshedspligt.

Til § 19

Bestemmelsen giver mulighed for at straffe overtrædelse af loven eller

forskrifter udstedt i medfør af loven med bøde, hvis overtrædelsen sker

forsætligt eller groft uagtsomt.

Til § 20

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 1998.

Loven har tilbagevirkende kraft for lønmodtagere efter stk. 2. Dette

følger af art. 2 i ændringsdirektivet. Den tilbagevirkende kraft skyldes, at

Romtraktatens art. 119 ifølge EF-Domstolen har kunnet påberåbes direkte i

pensionsspørgsmål fra denne dato, hvor Barber-dommen blev afsagt. En længere

tilbagevirkende kraft vil ifølge direktivet gælde for sager, hvor der inden

den 17. maj 1990 er anlagt søgsmål, men da sådanne søgsmål ikke er kendt, er

denne mulighed ikke medtaget i lovforslaget.

Stk. 3 indeholder en dispensationsadgang med hensyn til fristen i § 8,

stk. 1, til den 1. juli 1998 for indførelse af fælleskønsgrundlag for nye

medlemmer; dog senest til den 1. januar 2000. Det skal bemærkes, at

indførelsen af fælleskønsgrundlag er mere vidtgående end direktivet. Der kan

være ordninger, hvor beregningsgrundlaget indgår i pensionsaftalen mellem

aftaleparterne, og hvor det ikke er muligt inden den 1. juli 1998 at ændre

aftalen, hvorfor fælleskønsgrundlaget først kan indføres på et senere

tidspunkt. Der kan endvidere være ordninger, der af særlige administrative

årsager har behov for en overgangsordning.

I stk. 4 er der indsat en regel i overensstemmelse med direktivets art. 8,

stk. 2. Det betyder, at de pensionstilsagn, der inden revisionen er givet på

baggrund af hidtidige pensionsindbetalinger, ikke kan ændres/omregnes på en

sådan måde, at de allerede givne tilsagn forringes. I øvrigt giver

bestemmelsen ikke rettigheder for den enkelte. En pensionsordnings regler om

valgfrihed ændres således ikke.

Til § 21

Bestemmelsen er en konsekvens af lovforslagets § 18.

Til § 22

Da der er tale om implementering af et EF-direktiv, finder loven ikke

anvendelse på Færøerne og Grønland.

Skriftlig fremsættelse (30. oktober 1997)

Økonomiministeren (Marianne Jelved):

Herved tillader jeg mig for det høje Ting at fremsætte:

Forslag til lov om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de

erhvervstilknyttede sikringsordninger og om ændring af lov om ligestilling

mellem mænd og kvinder.

(Lovforslag nr. L 54).

Lovforslaget har til formål at sikre ligebehandling af mænd og kvinder.

Lovforslaget gennemfører Rådets direktiv nr. 86/378 af 24. juli 1986 om

ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale

sikringsordninger, som ændret ved Rådets direktiv nr. 96/97 af 20. december

1996.

Lovforslaget medfører, at for fremtidige medlemmer i ikke-lovbestemte

erhvervstilknyttede sikringsordninger, dvs. arbejdsmarkedspensionsordninger,

skal det gælde, at såvel bidrag som ydelse skal være ens for mænd og kvinder

(fælleskønsgrundlag).

Derudover må der ikke gøres forskel på mænd og kvinder vedrørende de af

loven omfattede pensionsordningers anvendelsesområde, betingelserne for

adgang samt rettigheder og pligter.

Med disse bemærkninger, og idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og

bemærkningerne til dette, skal jeg anbefale forslaget til det høje Tings

velvillige behandling.

Efter 2. behandling den 5. februar 1998

Kapitel 1

Indledende bestemmelser

§ 1. Loven skal sikre ligebehandling af mænd og kvinder i de

erhvervstilknyttede sikringsordninger.

Stk. 2. Ved erhvervstilknyttede sikringsordninger forstås

ordninger, der har til formål at sikre, at lønmodtagere eller selvstændige

erhvervsdrivende samlet inden for en virksomhed eller en gruppe af

virksomheder inden for en erhvervsgren eller inden for en faglig eller

tværfaglig branche eller organisation får ydelser, som skal supplere ydelser

fra lovbestemte sociale sikringsordninger eller træde i stedet for disse,

uanset om medlemskab af disse ordninger er obligatorisk eller ej.

Stk. 3. Ved de sikrede forstås dem, der har ret til ydelser fra de

erhvervstilknyttede sikringsordninger.

Stk. 4. Loven er ikke til hinder for bestemmelser om beskyttelse

af kvinder i forbindelse med graviditet, fødsel og adoption.

Stk. 5. Loven er ikke til hinder for bestemmelser om fleksibel

pensionsalder på samme vilkår for mænd og kvinder.

§ 2. §§ 7, 8, 10, 11, 12 og 14 finder ikke anvendelse, i det

omfang en tilsvarende pligt til ligebehandling følger af en kollektiv

overenskomst, jf. dog § 11, stk. 3.

§ 3. Lovens bestemmelser kan ikke fraviges ved aftale til ugunst

for den eller de sikrede.

Kapitel 2

Lovens anvendelsesområde

§ 4. Loven finder anvendelse på alle erhvervstilknyttede

sikringsordninger, der vedrører

1) arbejdsulykker og erhvervssygdomme,

2) sygdom,

3) invaliditet,

4) arbejdsløshed eller

5) alder.

Stk. 2. Loven omfatter endvidere erhvervstilknyttede

sikringsordninger, der vedrører andre natural- eller kontantydelser, herunder

ydelser til efterladte og familieydelser.

§ 5. Loven finder ikke anvendelse på

1) lovbestemte sikringsordninger,

2) regulativer, vedtægter og reglementer for reglementsansatte og

kommunale tjenestemænd, hvorefter der tilvejebringes en retsstilling for

disse svarende til den for statens tjenestemænd gældende,

3) offentligretlige bestemmelser om social beskyttelse, i det omfang disse

skal supplere eller træde i stedet for de i nr. 1 og 2 nævnte ordninger,

4) individuelle aftaler for selvstændige erhvervsdrivende,

5) ordninger for selvstændige erhvervsdrivende, hvori kun een person

deltager, eller

6) lønmodtageres pensionsaftaler, hvori arbejdsgiveren ikke er part.

Stk. 2. Loven finder endvidere ikke anvendelse på valgfrie

muligheder i erhvervstilknyttede sikringsordninger, som deltagerne tilbydes

individuelt for at sikre dem supplerende ydelser og give dem adgang til valg

af datoen, fra hvilken de normale ydelser skal løbe, eller valg mellem flere

ydelser.

Stk. 3. Loven finder endvidere ikke anvendelse på

erhvervstilknyttede sikringsordninger, for så vidt ydelserne finansieres af

frivillige lønmodtagerbidrag.

§ 6. Loven finder anvendelse på sikringsordninger, der er knyttet

til en arbejdsaftale, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde i

Danmark, også selv om arbejdstageren midlertidigt er beskæftiget i udlandet.

Stk. 2 . Loven finder endvidere anvendelse, hvis arbejdstageren

ikke sædvanligvis udfører sit arbejde i et bestemt land og arbejdsgiveren har

hjemsted i Danmark.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på selvstændige

erhvervsdrivende.

Kapitel 3

Ligebehandlingens indhold

§ 7. I de erhvervstilknyttede sikringsordninger må der ikke gøres

forskel mellem mænd og kvinder vedrørende

1) ordningernes anvendelsesområde,

2) betingelserne for adgang til ordningerne,

3) rettigheder og pligter i ordningerne eller

4) rettigheder i forbindelse med udtræden og efter udtræden af

ordningerne, jf. dog § 8, stk. 5.

§ 8. De erhvervstilknyttede sikringsordninger må ikke indeholde

bestemmelser, hvorefter der finder forskelsbehandling sted på grundlag af køn

med hensyn til fastsættelse og beregning af bidrag og ydelser, jf. dog stk.

2-5.

Stk. 2. For medlemmer optaget før den 1. juli 1999 i

erhvervstilknyttede sikringsordninger, hvor ydelserne beregnes ud fra forud

fastsatte bidrag, kan ydelserne være forskellige for mænd og kvinder, i det

omfang beregningen baseres på aktuarmæssige faktorer, der er forskellige for

de to køn. Arbejdsgivernes bidrag kan i disse ordninger fastsættes

forskelligt for mænd og kvinder, såfremt der herved sker en tilnærmelse af

ydelsesniveauerne for mænd og kvinder.

Stk. 3. For medlemmer optaget før den 1. juli 1999 i

erhvervstilknyttede sikringsordninger, hvor bidragene beregnes ud fra forud

fastsatte ydelser, kan arbejdsgivernes bidrag være forskellige for mænd og

kvinder, i det omfang beregningen baseres på aktuarmæssige faktorer, der er

forskellige for de to køn.

Stk. 4. De i stk. 2 og 3 omtalte beregninger foretages på de

beregningsgrundlag, den pågældende erhvervstilknyttede sikringsordning i

øvrigt anvender. I de i stk. 3 omtalte ordninger kan ydelser, der udbetales i

stedet for de oprindeligt aftalte ydelser, være forskellige for de to køn som

følge af anvendelsen af disse beregningsgrundlag.

Stk. 5. Ved beregning af ydelser i forbindelse med udtræden og

efter udtræden af erhvervstilknyttede sikringsordninger for medlemmer optaget

før den 1. juli 1999 finder stk. 2-4 tilsvarende anvendelse.

Kapitel 4

Sanktioner og håndhævelse

§ 9. Bestemmelser i aftaler og i virksomheders og ordningers

vedtægter og reglementer m.v., som er i strid med §§ 3, 4, 6-8 eller 10-12,

er ugyldige. Dette gælder også vedtagelser, samordnet adfærd og praksis i

strid med §§ 3, 4, 6-8 eller 10-12.

§ 10. Hvis bestemmelser i en aftale m.v. erklæres ugyldige, jf. §

9, skal de inden 6 måneder ændres, således at de ikke er i strid med §§ 3, 4,

6-8, 11 eller 12.

§ 11. Afskediges en lønmodtager, fordi denne har fremsat krav

efter §§ 7, 8, 9 eller 10, skal arbejdsgiveren betale godtgørelse.

Stk. 2. Godtgørelse efter stk. 1, der ikke kan overstige 39 ugers

løn, fastsættes under hensyn til lønmodtagerens ansættelsestid og sagens

omstændigheder i øvrigt.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse, hvor pligt til

ligebehandling følger af kollektiv overenskomst, men hvor der ikke i

overenskomsten gives den pågældende adgang til godtgørelse for afskedigelse,

der ikke er rimeligt begrundet i lønmodtagerens eller virksomhedens forhold.

Kravet behandles ad fagretlig vej.

§ 12. Krav på betaling som følge af §§ 9 og 11 forældes efter 2 år

efter udgangen af det kalenderår, i hvilket fordringshaveren fik kundskab om

kravet og om, at det er forfaldet, og i alt fald 5 år efter kravets

forfaldstid. I øvrigt finder reglerne i §§ 1-3 i lov nr. 274 af 22. december

1908 om forældelse af visse fordringer anvendelse.

§ 13. Udbetalte ydelser kan ikke søges tilbagebetalt i kraft af

denne lov.

§ 14. En person omfattet af loven, der mener, at ligebehandling

efter loven ikke bliver overholdt, kan søge dette fastslået ved domstolene.

§ 15. Finanstilsynet fører tilsyn med overholdelse af denne lov.

Reglerne om Finanstilsynet og ansatte i Finanstilsynet i §§ 237-241 i lov om

forsikringsvirksomhed finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Faglige organisationer og arbejdsgivere omfattet af loven

og virksomheder under tilsyn af Finanstilsynet skal give Finanstilsynet de

oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets tilsyn efter loven.

§ 16. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de i §§ 8 og

15 nævnte bestemmelser.

§ 17. Afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til loven

eller forskrifter udstedt i medfør af loven kan indbringes for

Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den

pågældende.

§ 18. Ligestillingsrådet kan af egen drift eller efter anmodning

undersøge forhold, der vedrører loven.

Stk. 2. Faglige organisationer og arbejdsgivere omfattet af loven

og virksomheder under tilsyn af Finanstilsynet skal efter anmodning overlade

Ligestillingsrådet enhver oplysning, der er af betydning for

Ligestillingsrådets virksomhed efter loven.

Stk. 3. De oplysninger, jf. stk. 1 og 2, som Ligestillingsrådet

modtager efter loven, er omfattet af tavshedspligten i § 240 c i lov om

forsikringsvirksomhed.

Kapitel 5

Straffebestemmelser

§ 19. Overtrædelse af § 3, § 7, § 8, § 15, stk. 2, eller § 18,

stk. 2, kan straffes med bøde, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller

ved grov uagtsomhed.

Stk. 2 . I forskrifter, der udstedes af Finanstilsynet i medfør af

loven, kan der fastsættes straf af bøde, hvis overtrædelsen er begået

forsætligt eller ved grov uagtsomhed.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)

strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 6

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 20. Loven træder i kraft den 1. marts 1998.

Stk. 2 . For lønmodtagere har loven virkning for alle ydelser, der

kan henregnes til beskæftigelsesperioder efter den 17. maj 1990. For

selvstændige erhvervsdrivende har loven virkning for alle ydelser, der kan

henregnes til beskæftigelsesperioder efter den 1. marts 1998.

Stk. 3. Finanstilsynet kan efter ansøgning tillade, at

bestemmelsen i § 8, stk. 1, først skal have virkning fra et senere tidspunkt,

dog ikke senere end den 1. januar 2002.

Stk. 4. Rettigheder og pligter, som er omfattet af loven, og som

vedrører en periode for medlemskab af en ordning, der ligger forud for den

17. maj 1990, er fortsat undergivet de bestemmelser i ordningen, som var

gældende for den pågældende periode.

§ 21. I lov nr. 238 af 20. april 1988 om ligestilling mellem mænd

og kvinder, som ændret ved lov nr. 374 af 20. maj 1992, affattes § 2,

stk. 2, således:

»Stk. 2. Ligestillingsrådet afgiver udtalelse m.v. efter lov

om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og

barselorlov m.v., lov om lige løn til mænd og kvinder og lov om

ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede

sikringsordninger.«

§ 22. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Officielle noter

(* 1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv nr.

86/378 af 24. juli 1986, EF-Tidende 1986 L 225/40, som ændret ved Rådets

direktiv nr. 96/97 af 20. december 1996, EF-Tidende 1997 L 46/20.

Lignende dokumenter