Spring til indhold

Retsinformation

1990 LSF 156 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM LIGESTILLING MELLEM MÆND OG KVINDER OG LOV OM LIGE LØN TIL MÆND OG KVINDER

1990/2 LSF 156Lovforslag som fremsatFolketinget19. marts 1991

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I lov nr. 238 af 20. april 1988 om ligestilling mellem mænd og kvinder

foretages følgende ændring:

I § 2 indsættes efter stk. 4 som nye stykker:

»Stk. 5. Ligestillingsrådet kan ved behandling af konkrete

sager indhente erklæringer fra særligt sagkyndige.

Stk. 6. Repræsentanter fra Ligestillingsrådet og de i stk. 5

nævnte særligt sagkyndige kan til brug for behandlingen af konkrete sager

uden retskendelse og mod behørig legitimation besigtige arbejdets udførelse

på de implicerede virksomheder. Før en besigtigelse kan finde sted på en

konkret virksomhed, må Ligestillingsrådet med mindst 14 dages varsel

skriftligt have underrettet virksomheden om besigtigelsen.«

Stk. 5 bliver herefter stk. 7.

§ 2

I lov om lige løn til mænd og kvinder, jf. lovbekendtgørelse nr. 422 af

15. juni 1989, foretages følgende ændringer:

1. § 1, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Enhver arbejdsgiver skal yde kvinder og mænd lige

løn, herunder lige lønvilkår, for samme arbejde eller for arbejde, der

tillægges samme værdi.«

2. I § 1 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Bedømmelsen af arbejdets værdi skal ske ud fra en

helhedsvurdering, der kun må inddrage kvalifikationer og andre faktorer, som

har direkte og konkret relation til arbejdets udførelse.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

3. § 3 affattes således:

»§ 3. En arbejdsgiver må ikke afskedige en lønmodtager, fordi

denne har fremsat krav om ligeløn, herunder om lige lønvilkår.

Stk. 2. Det påhviler arbejdsgiveren at bevise, at en afskedigelse

ikke er foretaget i strid med stk. 1.

Læs alt

Stk. 3. En afskedigelse, som er foretaget i strid med stk. 1,

underkendes efter påstand herom. En afskediget lønmodtager kan dog i stedet

nedlægge påstand om en godtgørelse. Godtgørelsen kan ikke overstige 24

måneders løn beregnet efter den afskedigede lønmodtagers

gennemsnitsfortjeneste gennem det sidste år og fastsættes under hensyntagen

til lønmodtagerens ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.«

4. I § 5 a indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Enhver arbejdstager eller dennes repræsentant har ret til

fra arbejdsgiveren at få udleveret oplysninger, som giver mulighed for at

vurdere, om loven er overholdt.«

5. I § 6 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Hvis der sker lønmæssig forskelsbehandling af mænd og

kvinder, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at det pågældende arbejde

ikke er af samme værdi.«

§ 3

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Socialdemokratiet stiller hermed en række konkrete forslag, som skærper

ligelønsloven og styrker Ligestillingsrådet. Baggrunden for forslagene er en

undersøgelse af ligestillingssituationen i Danmark, som LO og fagforbundene

netop har gennemført.

Man har bl.a. fundet ud af, at ikkefaglærte kvinder i mere end halvdelen

af stillingsgrupperne tjener mindre end 95 pct. af de ikkefaglærte mænds løn.

Oven i købet er lønforskellen større i 1990, end den var i 1976, da

ligelønsloven blev vedtaget. Bedre ser det ikke ud for funktionærerne, hvor

forskellen på gennemsnitslønningerne er endnu større.

Desuden har det vist sig svært at få oplysninger fra arbejdsgiverne om

løn- og arbejdsvilkår på virksomheder, hvor der køres ligelønssager, ligesom

det er et problem, at Ligestillingsrådet ikke har tilstrækkelige muligheder

for at belyse alle aspekter af en ligelønssag.

To af forslagene skal derfor styrke Ligestillingsrådets muligheder for at

kontrollere arbejdspladsernes ligelønspraksis.

For det første ønsker Socialdemokratiet at give Ligestillingsrådet ret til

at indhente erklæringer fra særligt sagkyndige, når rådet behandler konkrete

sager. Eksperterne kan være folk fra arbejdsmarkedets organisationer eller

fra læreanstalter og tekniske institutioner. En sådan praksis vil give

kortere sagsbehandlingstid og gøre resultatet mere velunderbygget.

For det andet vil Socialdemokratiet give Ligestillingsrådet og eksperterne

ret til - som led i konkrete sagsbehandlinger - at gå på virksomhedsbesøg for

at undersøge arbejdsforholdene. Igen er formålet, at sagerne bliver så

grundigt dokumenteret som muligt, da det ofte er lettere at vurdere den

konkrete arbejdssituation efter selvsyn end at læse trykte beskrivelser.

Fire af forslagene er skærpelser af loven om ligestilling mellem mænd og

kvindcer - skærpelser, som bl.a. er foranlediget af EF-Domstolens praksis.

Den vigtigste skærpelse er forslaget om, at det skal være arbejdsgiverens

pligt at bevise, at en eventuel lønskævhed mellem mænd og kvinder skyldes

arbejdets ulige værdi. Dette er en konkret opfølgning af EF-Domstolens dom i

Danfosssagen.

Derudover ønsker Socialdemokratiet, at kvinder, som overtager en

jobfunktion fra en mand, skal have ret til samme løn som forgængeren, og at

bedømmelsen af et arbejdes værdi skal ske ud fra en helhedsvurdering og efter

mere nøjagtigt formulerede retningslinjer, som ligestiller såvel særlige

kvindelige som mandlige kvalifikationer.

Endelig ønsker Socialdemokratiet at give en lønmodtager ret til at

indhente skriftlige oplysninger om løn- og arbejdsvilkår fra arbejdsgiveren.

Formålet er at give lønmodtagerne og deres organisationer mulighed for at

kontrollere, om loven om ligestilling er overholdt.

Det sidste forslag er en tilføjelse til loven om lige løn til mænd og

kvinder, som præciserer, at en arbejdsgiver ikke må fyre folk, fordi

de/han/hun har stillet krav om ligeløn. Endvidere præciseres, at det er

arbejdsgiverens pligt i en sådan sag at bevise, at den pågældende

afskedigelse ikke skyldes krav om ligeløn. Kan arbejdsgiveren ikke det, skal

den/de pågældende genansættes.

Endelig sikrer lovforslaget lønmodtageren ret til godtgørelse på op til 24

måneders løn, hvis vedkommende ikke ønsker genansættelse, på samme måde som

lovgivningen sikrer lønmodtagere, som er blevet afskediget på grund af

foreningsforhold, denne ret.

Med disse forslag håber Socialdemokratiet at lægge endnu nogle sten til

det fundament, som den egentlige ligebehandling af mænd og kvinder skal hvile

på.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Det foreslåede § 2, stk. 5, følger af Ligestillingsrådets manglende

lovfæstede ret til ved behandling af konkrete sager at kunne indhente

erklæringer fra særligt sagkyndige. En sådan ret vil kunne forkorte

sagsbehandlingen, men frem for alt kunne gøre resultatet af sagsbehandlingen

mere velunderbygget. De nævnte særligt sagkyndige kan f.eks. være personer

fra arbejdsmarkedets organisationer såvel som udenforstående fra

læreanstalter eller tekniske institutioner.

Det foreslåede § 2, stk. 6, vil i sammenhæng med det foreslåede stk. 5

styrke Ligestillingsrådets sagsbehandling og skaffe det bedst mulige

vurderingsgrundlag til brug for Ligestillingsrådets stillingtagen.

En ret for Ligestillingsrådet og de nævnte særligt sagkyndige til i

konkrete sager at besigtige arbejdets udførelse på de implicerede

virksomheder vil i en række tilfælde være af stor værdi og udgøre et

nødvendigt supplement til parternes skriftlige fremstillinger af

produktionsgang, arbejdsforhold, arbejdsindhold, maskiners indretning og

betjening m.m.

Til § 2

Til nr. 1

Den foreslåede ændring tilsigter at bringe lovens formulering i

overensstemmelse med EØF-Traktaten, art. 119, der ifølge EF-Domstolens dom i

Mac-Arthyssagen, sag nr. 129/79, indebærer, at en kvinde kan kræve ligeløn

med en mandlig forgænger i stillingen, således at det ikke er et krav, at

arbejdsgiveren har såvel mænd som kvinder ansat på samme tid.

Til nr. 2

Forslaget følger af den udvikling af ligelønsprincippet, som er sket

gennem EF-Domstolens praksis. På dette grundlag tilsigter forslaget at

tydeliggøre, hvilke kriterier der kan lægges til grund ved en vurdering af

arbejdets værdi.

Udtrykket »kvalifikationer og andre faktorer« omfatter ud over

kriterier, som knytter sig til den enkelte lønmodtager, kriterier, som kan

udledes af arbejdets art og de vilkår m.v., som det udføres under.

At bedømmelsen af arbejdets værdi skal ske ud fra en helhedsvurdering, kan

udledes af EF-Domstolens afgørelse i Rummlersagen, sag nr. 237/85. Det

fremgår heraf, at hvor der inddrages (jobrelevante) kriterier, som den eller

de mandlige arbejdstagere er særligt egnede til at opfylde, skal der også

inddrages (jobrelevante) kriterier, som den eller de kvindelige arbejdstagere

i særlig grad er egnede til at opfylde. Som eksempler kan nævnes

muskelstyrke, som er en typisk mandlig kvalifikation, og fingerfærdighed, som

er en typisk kvindelig kvalifikation.

I Danfosssagen, sag nr. 109/88, blev der taget stilling til følgende

kriterier: fleksibilitet, faglig uddannelse og anciennitet. Om de to første

kriterier udtalte Domstolen, at disse i tilfælde, hvor de har kønsskæv

effekt, kun kan benyttes, når arbejdsgiveren godtgør, at fleksibiliteten

eller den faglige uddannelse har betydning for de konkrete arbejdsopgaver,

den pågældende lønmodtager har.

Rummler- og Danfosssagerne indebærer således, at der som hovedregel ved

vurderingen af, hvilke kriterier der kan begrunde, at arbejdet ikke anses for

at være af samme værdi, skal lægges vægt på kriteriernes konkrete relevans

for det udførte arbejde.

Endelig følger det af forslaget, at vurderingen af arbejdets værdi skal

ske ud fra en direkte og af den almindelige løndannelse uafhængig vurdering

af de pågældende arbejdergruppers indsats i produktionen. Dette er i

overensstemmelse med den af arbejdsmarkedets parter afgivne fælleserklæring

af 16. december 1982 i forbindelse med traktatbrudssagen mod Danmark, sag nr.

143/83.

Til nr. 3

Genansættelsesretten svarer til, hvad der allerede gælder på hovedparten

af det organiserede arbejdsmarked i henhold til hovedaftalerne.

Ved usaglige afskedigelser er genansættelse foruden dækning af løntabet i

den mellemliggende periode eneste logiske konsekvens, såfremt den usagligt

afskedigede lønmodtager ønsker dette. Det er i så henseende ikke rimeligt at

imødegå en obligatorisk adgang til genansættelse med mulige efterfølgende

samarbejdsvanskeligheder. Efter genansættelse påhviler det begge parter at

medvirke til et rimeligt samarbejde, og den genansattes manglende vilje

hertil udgør en saglig afskedigelsesgrund. Den genansatte må derfor naturligt

bære risikoen for, at samarbejdet om muligt ikke kan genetableres.

Godtgørelsen til den usagligt afskedigede lønmodtager, der ikke ønsker

genansættelse, må i alle tilfælde fastsættes ud fra det niveau, der

fastlægges i loven om beskyttelse mod afskedigelse på grund af

foreningsforhold, jf. lovbekendtgørelse nr. 443 af 13. juni 1990, idet der

ikke ses at være nogen begrundelse for at behandle de to typer tilfælde

forskelligt.

Til nr. 4

Forslaget sikrer arbejdstageren og dennes organisation ret til at få

udleveret oplysninger fra arbejdsgiveren.

Oplysningerne skal være af en sådan karakter, at den enkelte medarbejder

på baggrund af disse oplysninger og på en sammenlignelig måde kan vurdere sin

egen aflønning i forhold til andre medarbejdere af begge køn. Oplysningerne

skal derfor omfatte informationer om arbejdet, løn og lønvilkår og om

oplæring og anciennitet.

Oplysningerne om løn m.v. skal derfor også omfatte, hvilke kriterier et

personligt tillæg er fastsat efter, og hvordan disse kriterier er anvendt.

Arbejdsgiveren har ligeledes oplysningspligt om den pågældende gruppes

lønstatistik, ligesom oplysningspligten omfatter arbejdstider, herunder

f.eks. tiden, der medgår ved forskellige opgaver og arbejdsfunktioner.

Til nr. 5

Forslaget pålægger arbejdsgiveren bevisbyrden i ligelønssager.

Ved lønmæssig forskelsbehandling påhviler det således arbejdsgiveren at

godtgøre, at der er objektive ikkekønsmæssige grunde til

forskelsbehandlingen.

Forslaget tilsigter at leve op til de EF-retlige bevisbyrderegler, som er

udtrykt i præmisserne til EF-Domstolens dom i Danfosssagen (sag nr. 109/88):

»Endelig bemærkes, at i henhold til ligelønsdirektivets art. 6 skal

medlemsstaterne i overensstemmelse med deres nationale forhold og deres

retssystemer træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre

gennemførelsen af ligelønsprincippet og drage omsorg for, at der findes

effektive midler, der gør det muligt at påse, at princippet overholdes. Det

effektivitetshensyn, der ligger til grund for direktivet, må føre til at

fortolke det således, at der skal gennemføres ændringer i de nationale

bevisbyrderegler i de særlige situationer, hvor sådanne ændringer er

nødvendige for en effektiv gennemførelse af ligebehandlingsprincippet.«

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter