Spring til indhold

Retsinformation

1991 LSF 227 FORSLAG TIL LOV OM RESTAURATIONS- OG HOTELVIRKSOMHED M.V.

1991/1 LSF 227Lovforslag som fremsatFolketinget19. februar 1992

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kapitel 1

Lovens område

§ 1. Denne lov omfatter:

1) Selvstændig erhvervsvirksomhed ved servering af spise- og drikkevarer.

2) Selvstændig erhvervsvirksomhed ved modtagelse af overnattende gæster

med mulighed for servering.

3) Servering af spise- og drikkevarer ved enkeltstående arrangementer, jf.

§ 22.

4) Udlevering af stærke drikke til nydelse på eller ved forretningsstedet,

jf. § 24.

Stk. 2. For andelsforeninger og andre foreninger gælder loven i

det omfang, deres virksomhed udadtil fremtræder som erhvervsvirksomhed, eller

der serveres stærke drikke for medlemmerne mod betaling.

Stk. 3. Ved servering forstås i denne lov salg af spise- eller

drikkevarer til nydelse på eller ved salgsstedet.

Stk. 4. Ved stærke drikke forstås i denne lov

1) vin, frugtvin og andre ved alkoholgæring fremkomne drikke med over 2

rumprocent alkohol,

2) destillerede alkoholiske (ethanolholdige) drikke,

3) øl med 2 vægtprocent alkohol (ethanol) eller derover og

4) drikke tilsat de i nr. 1-3 nævnte drikke.

Stk. 5. Offentlige institutioners virksomhed omfattes ikke af

lovens kapitel 2 og 3.

Kapitel 2

Almindelige bestemmelser

Næringsbrev

§ 2. Enhver, der driver erhverv som nævnt i § 1, skal til hvert

forretningssted have næringsbrev som restauratør og hotelvært, jf. dog

kapitel 4 og 5.

Stk. 2. I ansvarlige interessentskaber og i kommanditselskaber

Læs alt

skal alle fuldt ansvarlige deltagere have næringsbrev.

Stk. 3. Næringsbrev udstedes af politimesteren i den politikreds,

hvor forretningsstedet findes, i København af magistraten. Forretningsstedets

adresse anføres på næringsbrevet.

Stk. 4. Virksomheden må ikke påbegyndes, før næringsbrev er

udstedt, og før vedkommende myndighed har godkendt de pågældende lokaler. Er

lokalerne godkendt, kan et aktieselskab eller et anpartsselskab under

stiftelse dog drive virksomhed, indtil næringsbrevet kan udstedes efter

registreringen, når selskabet er anmeldt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen,

og politimesteren, i København magistraten, har udstedt erklæring om, at de

udpegede direktører og bestyrelsesmedlemmer opfylder betingelserne i § 3.

§ 3. Personer har ret til næringsbrev, når de

1) har bopæl her i riget,

2) er myndige og

3) ikke har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs.

Stk. 2. Næringsbrev kan nægtes, såfremt ansøgeren har betydelig

forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen

50.000 kr. og derover. Næringsbrev kan endvidere nægtes under de

omstændigheder, der er nævnt i borgerlig straffelovs § 78, stk. 2.

Stk. 3. Kravet i stk. 1 om bopæl her i riget bortfalder i det

omfang, dette har hjemmel i international aftale eller ved bestemmelser

fastsat af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Stk. 4. Politimesteren, i København magistraten, kan tillade, at

der udstedes næringsbrev til personer, som ikke opfylder betingelserne i stk.

1, nr. 1 og 2. Gives tilladelse til en person, der ikke har bopæl her i riget

eller er umyndig uden at have fået tilladelse efter myndighedsloven til at

drive virksomhed på egen hånd, skal virksomheden ledes af en bestyrer, der

opfylder betingelserne i stk. 1, nr. 1 og 2, jf. stk. 2, 2. pkt.

§ 4. Her i landet registrerede aktieselskaber og anpartsselskaber

har ret til næringsbrev, såfremt direktørerne og flertallet af

bestyrelsesmedlemmerne opfylder betingelserne i § 3. Det samme gælder andre

her i landet hjemmehørende selskaber med begrænset ansvar (herunder selskaber

med vekslende medlemstal eller vekslende kapital), foreninger, fonde og andre

selvejende institutioner. Næringsbrev kan nægtes, såfremt det selskab,

forening m.v., hvortil der søges næringsbrev, har betydelig forfalden gæld

til det offentlige. Ved betydelig forfalden gæld forstås beløb i

størrelsesordenen 50.000 kr. og derover.

Stk. 2. Filialer af udenlandske selskaber m.v. af den i stk. 1

nævnte art har ret til næringsbrev, såfremt dette er hjemlet i international

aftale eller ved bestemmelser fastsat af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Næringsbrev kan herudover udstedes efter tilladelse af Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen.

Ansøgning, gebyr og navn på forretningssted

§ 5. Ansøgning om næringsbrev, alkoholbevilling, tilladelser

eller dispensationer kan indgives til politimesteren, i København

magistraten.

Stk. 2. For næringsbrev betales gebyr efter bestemmelser fastsat

af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Gebyret tilfalder staten, i København dog

kommunen.

Stk. 3. På forretningssteder og automater skal indehaverens navn

være anført på et iøjnefaldende sted.

Næringsområdet

§ 6. Restaurations- og hotelvirksomhed skal drives fra fast

forretningssted.

Stk. 2. Ud af huset må der kun sælges tillavet mad, brød og kager

samt drikkevarer dog ikke stærke drikke. Har virksomheden alkoholbevilling,

kan stærke drikke dog sælges sammen med og som forholdsmæssigt tilbehør til

tillavet mad.

Bortfald af næringsbrev

§ 7. Retten til at drive næring bortfalder, når indehaveren af

næringsbrevet dør, jf. dog stk. 3. Det samme gælder, hvis

næringsbrevindehaveren ikke længere opfylder betingelserne i § 3, stk. 1, for

at få næringsbrev. Betalingsstandsning medfører dog ikke bortfald af

næringsbrev. Politimesteren, i København magistraten, kan undtage fra

bestemmelsen i 2. pkt.

Stk. 2. Retten til at drive næring kan fratages af politimesteren,

i København magistraten, såfremt den næringsdrivende har betydelig forfalden

gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen 100.000

kr. og derover. Næringsbrevet kan fratages for et tidsrum af 1 til 5 år eller

indtil videre. Afgørelsen skal indeholde oplysning om adgang til

domstolsprøvelse og om fristen herfor.

Stk. 3. En afgørelse efter stk. 2 kan af den afgørelsen vedrører,

forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes over for

politimesteren, i København magistraten, inden 4 uger efter, at afgørelsen er

meddelt den pågældende. Politimesteren, i København magistraten, anlægger sag

mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former. Anmodning om sagsanlæg

har ikke opsættende virkning, men retten kan bestemme, at den pågældende

under sagens behandling skal have adgang til at udøve virksomheden. Ankes en

dom, hvorved en fratagelse ikke findes lovlig, kan den ret, der har afsagt

dommen, eller den ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme, at virksomheden

ikke må udøves under ankesagens behandling.

Stk. 4. En afgørelse efter stk. 2 kan til enhver tid efter

ansøgning ophæves af politimesteren, i København magistraten. Hvis en

ansøgning herom afslås, kan ansøgeren forlange afgørelsen prøvet ved

domstolene, såfremt fratagelsen er sket indtil videre, og der er forløbet

mindst 5 år efter fratagelsen og mindst 2 år efter, at ophævelsen senest er

nægtet ved dom. Bestemmelserne i stk. 3, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende

anvendelse.

Stk. 5. Efter anmeldelse til politimesteren, i København

magistraten, kan et dødsbo, en ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, et

konkursbo eller en værge for en umyndiggjort uden næringsbrev fortsætte

afdødes, skyldnerens eller den umyndiggjortes virksomhed med henblik på

afvikling, afhændelse eller lignende. Adgangen hertil gælder kun indtil et år

efter dødsfaldet, konkursdekretet eller umyndiggørelsen. I særlige tilfælde

kan politimesteren, i København magistraten, forlænge fristen.

Bestyrere

§ 8. Den daglige drift af virksomheden skal ledes af

næringsbrevindehaveren selv eller af en bestyrer. Drives virksomhed fra flere

forretningssteder, må kun eet af disse ledes af næringsbrevindehaveren. Hvert

af de øvrige forretningssteder skal ledes af en bestyrer.

Stk. 2. Er næringsbrevindehaveren et af de i § 4 nævnte selskaber

eller lignende, skal hvert af virksomhedens forretningssteder ledes af en

bestyrer. Det samme gælder for de i § 7, stk. 5, nævnte boer.

Stk. 3. Bestyrere skal opfylde betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 1

og 2, jf. stk. 2, 2. pkt. Politimesteren, i København magistraten, kan

undtage fra betingelsen i § 3, stk. 1, nr. 1.

Stk. 4. Bestyrere skal anmeldes til politimesteren, i København

magistraten.

Stk. 5. Politimesteren, i København magistraten, kan tillade, at

en person som indehaver eller bestyrer leder mere end eet forretningssted.

Stk. 6. Bestyreren har samme strafferetlige ansvar for

virksomhedens drift som indehaveren af næringsbrevet.

Kapitel 3

Alkoholbevilling

Restaurationslokalers forbindelse med andre lokaler

§ 9. Virksomhed med servering af stærke drikke må ikke drives i

lokaler, der benyttes til anden næringsvirksomhed, eller i lokaler, som står

i forbindelse med andre salgslokaler, medmindre lokalerne har hver sin

indgang fra et sted, hvortil der er offentlig adgang.

Stk. 2. Uanset bestemmelserne i stk. 1 må der

1) i lokaler i forretninger, hvor det samlede gulvareal i salgslokalerne

er mindst 800 m2, drives virksomhed med servering af stærke drikke,

2) i lokaler i hoteller udøves frisørvirksomhed og sælges varer til

personlig brug for gæsterne og varer, der må sælges fra kiosker, jf. lov om

butikstid, samt gaveartikler,

3) i lokaler i idrætshaller og i foreningslokaler sælges varer til

personlig brug for medlemmerne og varer, der må sælges fra kiosker, samt

sportsrekvisitter og -udstyr, emblemer og lignende, og

4) afholdes salgsudstillinger i de almindelige restaurations- og

hotellokaler.

Stk. 3. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan fastsætte regler, der

giver mulighed for servering eller salg i videre omfang end nævnt i stk. 2,

nr. 1-3.

Bevillingsmyndigheden

§ 10. Stærke drikke må kun serveres i virksomheder med

alkoholbevilling, jf. dog kapitel 4 og 5.

Stk. 2. Alkoholbevilling gives og fornys af kommunalbestyrelsen

efter forhandling med politiet. For virksomheder omfattet af § 11, stk. 2,

gives og fornys bevilling dog af Landsbevillingsnævnet. Bevillingen gælder et

bestemt forretningssted og for et tidsrum af 8 år. Bevillingen kan efter

omstændighederne begrænses og betinges.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan nedsætte et bevillingsnævn til at

træffe afgørelser, der efter denne lov er henlagt til kommunalbestyrelsen.

Bevillingsnævnet består af politimesteren og indtil 6 andre medlemmer.

Personer, der ikke er medlemmer af kommunalbestyrelsen, kan være medlem af

nævnet. I København består nævnet af borgmesteren for den magistratsafdeling,

under hvilken næringssager hører, som formand, 5 medlemmer valgt af

borgerrepræsentationen ved forholdstalsvalg og en repræsentant for politiet

valgt af politidirektøren.

Stk. 4. Et bevillingsnævns afslag kan indbringes for

kommunalbestyrelsen, i København den samlede magistrat, inden 4 uger efter,

at afslaget er givet. Afslaget skal indeholde oplysning om adgangen til at

indbringe afgørelsen for kommunalbestyrelsen, i København magistraten, og om

fristen herfor.

Landsbevillingsnævnet

§ 11. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen nedsætter et

Landsbevillingsnævn bestående af en formand, der har bestået juridisk

kandidateksamen, samt 2 andre medlemmer, hvoraf 1 repræsenterer kommunale

interesser. Medlemmerne udnævnes for et tidsrum af 4 år ad gangen. Erhvervs-

og Selskabsstyrelsen fastsætter nævnets forretningsorden.

Stk. 2. Kun Landsbevillingsnævnet kan give og forny

alkoholbevillinger, når virksomheden drives:

1) i ejendomme, der tilhører staten,

2) i ejendomme, der tilhører en kommune, for så vidt ejendommene

overvejende er indrettet til restaurations- eller hotelvirksomhed, eller

3) i tog, fly og skibe i fart.

Behandling af bevillingsansøgninger

§ 12. Bevillingsmyndigheden skal ved afgørelsen af, om

alkoholbevilling vil kunne gives, iagttage samfundsmæssige,

ædruelighedsmæssige, ordensmæssige og dermed sammenhængende hensyn. Der kan

herved navnlig lægges vægt på:

1) om der af bevillingsansøgeren, medlemmer af direktion eller bestyrelse

eller andre, der kan øve en bestemmende indflydelse på virksomhedens drift,

er udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at virksomheden

ikke vil blive drevet på forsvarlig måde,

2) bevillingsansøgerens forretningsmæssige kvalifikationer, herunder om

det må antages, at ansøgeren vil være egnet til at drive

restaurationsvirksomhed på betryggende måde,

3) bevillingsansøgerens økonomiske forhold og finansieringsplan,

driftsbudget samt likviditetsbudget for virksomheden, herunder om det må

anses for godtgjort, at virksomheden vil blive drevet for ansøgerens egen

regning og risiko,

4) størrelse, indretning og karakter i øvrigt af

restaurationsvirksomheden,

5) restaurantens beliggenhed, hvorved der kan anlægges byplanmæssige

betragtninger, således at der kan vises tilbageholdenhed med at give

tilladelse til nyoprettede restaurationsvirksomheder med servering af stærke

drikke i egentlige boligkvarterer eller nær skoler eller andre institutioner,

der søges af unge,

6) om der som følge af en for stærk lokal koncentration af

restaurationsvirksomheder med alkoholbevilling kan befrygtes uforsvarlig

restaurationsdrift eller andre ædrueligheds- eller ordensmæssige problemer,

eller

7) om der foreligger andre konkrete ædruelighedsmæssige og dermed

sammenhængende sociale og politimæssige forhold, der gør det betænkeligt, at

alkoholbevilling gives.

Alkoholbevilling til personer

§ 13. Alkoholbevilling kan kun meddeles personer, der opfylder

nedenstående betingelser:

1) ansøgeren har næringsbrev til det pågældende forretningssted,

2) er fyldt 25 år eller, hvis ansøgeren har afsluttet en uddannelse inden

for hotel- og restaurationsfaget, 23 år,

3) ikke er umyndiggjort eller under lavværgemål, og

4) der ikke foreligger forhold, som efter § 16, stk. 2 og 4, er til hinder

for meddelelse af bevilling.

Stk. 2. I ansvarlige interessentskaber og i kommanditselskaber

skal alle fuldt ansvarlige deltagere have alkoholbevilling.

Alkoholbevilling til selskaber

§ 14. Alkoholbevilling kan kun meddeles selskaber m.v., jf. § 4,

der opfylder nedenstående betingelser:

1) selskabet har næringsbrev til det pågældende forretningssted,

2) direktionens medlemmer og flertallet af bestyrelsesmedlemmerne opfylder

betingelserne i § 13, stk. 1, nr. 2 og 3, og

3) der ikke foreligger forhold, som efter § 16, stk. 1, 2 og 5, er til

hinder for meddelelse af bevilling.

Stk. 2. Bevillingsmyndigheden kan undtage fra bestemmelsen i stk.

1, nr. 2.

Stk. 3. Såfremt der i selskaber m.v. indtræder nye medlemmer i

direktionen eller bestyrelsen, eller såfremt en aktionær eller en

anpartshaver efter bevillingens meddelelse opnår besiddelse af 30 pct. eller

mere af selskabskapitalen, skal dette inden 4 uger anmeldes til

politimesteren, i København magistraten. Oplysningerne forelægges herefter

for bevillingsmyndigheden til prøvelse af, om bevillingen er bortfaldet efter

§ 18.

Bestyrere i virksomheder med alkoholbevilling

§ 15. Bestyrere i virksomheder, der har alkoholbevilling, skal

opfylde betingelserne i § 13, stk. 1, nr. 2 og 3, og § 16, stk. 2. De skal

have bopæl her i riget, medmindre bevillingsmyndigheden undtager fra denne

betingelse. Endvidere må de ikke have udvist en sådan adfærd, at der er grund

til at antage, at de ikke vil lede virksomheden på forsvarlig måde.

Stk. 2. Bestyrere i virksomheder med alkoholbevilling skal

godkendes af bevillingsmyndigheden.

Finansiering m.v.

§ 16. Alkoholbevilling kan uden tilladelse fra Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen kun meddeles selskaber m.v., såfremt disses vedtægter

indeholder bestemmelser om, at

1) Aktier, anparter eller andelsbeviser ikke kan udstedes eller overdrages

til nogen, der fremstiller eller forhandler drikkevarer.

2) Alle aktier eller andelsbeviser skal lyde på og noteres på navn.

3) Overdragelse af aktier, anparter eller andelsbeviser kræver samtykke

fra bestyrelsen eller for et anpartsselskab uden bestyrelse samtykke fra

direktionen.

Stk. 2. Personer og selskaber m.v., der har alkoholbevilling, og

bestyrere for disse virksomheder må ikke uden tilladelse fra Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen lade sig finansiere helt eller delvist ved lån under nogen

form, indskud, usædvanlig kredit eller sikkerhedsstillelse af nogen, som

fremstiller eller forhandler drikkevarer, eller som er medlem af direktion

eller bestyrelse i selskaber m.v., som fremstiller eller forhandler

drikkevarer. Tilsvarende gælder modtagelse af gaver af ikke ubetydelig værdi,

bestemt til anvendelse i bevillingshaverens virksomhed.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 2 finder ikke anvendelse med hensyn

til lån, indskud eller sikkerhedsstillelse ydet af finansieringsinstitutter,

hvis vedtægter sikrer en sådan uafhængighed af leverandører af drikkevarer,

at de kan godkendes af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Stk. 4. Alkoholbevilling kan ikke uden tilladelse fra Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen meddeles personer, som fremstiller eller forhandler

drikkevarer, eller personer, der er medlem af direktion eller bestyrelse i

selskaber m.v., som fremstiller eller forhandler drikkevarer.

Stk. 5. Alkoholbevilling kan ikke uden tilladelse fra Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen meddeles selskaber m.v., som fremstiller eller forhandler

drikkevarer, eller i hvilke noget medlem af direktion eller bestyrelse

fremstiller eller forhandler drikkevarer eller er medlem af direktion eller

bestyrelse i andre selskaber, som fremstiller eller forhandler drikkevarer.

Gebyr og midlertidig tilladelse

§ 17. For alkoholbevilling betales gebyr til kommunen efter

bestemmelser fastsat af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Stk. 2. Når ansøgning om bevilling er indgivet, kan

politimesteren, i København politidirektøren, tillade, at stærke drikke

serveres. Tilladelse gives for et bestemt tidsrum, dog længst indtil endelig

afgørelse er truffet.

Bortfald af alkoholbevilling

§ 18. En alkoholbevilling bortfalder,

1) når bevillingshaveren dør, jf. dog stk. 3,

2) når bevillingens gyldighedstid udløber, uden fornyelse finder sted,

3) når bevillingshaveren ikke længere udnytter alkoholbevillingen,

4) hvis bevillingshaveren ikke længere har næringsbrev eller opfylder

betingelserne i § 13, stk. 1, nr. 3, eller § 14, stk. 1, nr. 2,

5) hvis bevillingshaveren ikke længere opfylder betingelserne i § 16, stk.

1, 4 eller 5, for at opnå alkoholbevilling, eller

6) når en i medfør af § 10, stk. 2, 4. pkt., stillet betingelse for

bevillingen ikke længere er opfyldt.

Stk. 2. Det påhviler bevillingshaveren at underrette

bevillingsmyndigheden, hvis bevillingen ikke udnyttes.

Stk. 3. Afdødes ægtefælle har ret til at overtage bevillingen,

hvis vedkommende har samlevet med afdøde indtil dennes død og opfylder

betingelserne i § 13, stk. 1. Bevillingsmyndigheden kan tillade, at en

efterlevende ægtefælle, der ikke er fyldt 25 år, overtager bevillingen.

Stk. 4. Bestemmelsen i § 7, stk. 5, gælder for alkoholbevillinger.

Stk. 5. Godkendelse af en bestyrer bortfalder, hvis denne ikke

længere opfylder betingelserne for at blive godkendt, jf. § 15, stk. 1.

Fratagelse af alkoholbevilling

§ 19. Har en bevillingshaver gjort sig skyldig i grov eller

oftere gentagen forsømmelse i virksomheden, kan bevillingsmyndigheden efter

forslag fra politiet inddrage bevillingen. Det samme gælder, hvis

virksomheden drives på en sådan måde, at drukkenskab, prostitution,

uterlighed eller strafbare handlinger derved vil kunne fremmes, og politiet

tidligere har advaret bevillingshaveren.

Stk. 2. Afgørelser efter stk. 1 kan af bevillingshaveren kræves

indbragt for domstolene. Afgørelsen skal indeholde oplysning om adgangen

hertil og om fristen herfor.

Stk. 3. Begæring efter stk. 2 skal fremsættes over for

bevillingsmyndigheden inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den

pågældende. Bevillingsmyndigheden anlægger sag mod den pågældende i den

borgerlige retsplejes former.

Stk. 4. Begæring om sagsanlæg har opsættende virkning, men retten

kan ved kendelse bestemme, i hvilket omfang den pågældende under sagens

behandling må drive virksomheden. Såfremt bevillingsmyndighedens afgørelse

ved dommen findes lovlig, kan det i denne dom bestemmes, at anke ikke har

opsættende virkning.

Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 1-4 gælder for bestyrere, der er

godkendt efter § 15.

Kapitel 4

Virksomhed hvortil ikke kræves næringsbrev

§ 20. Til kantinevirksomhed kræves ikke næringsbrev. Ved

kantinevirksomhed forstås servering i dertil indrettede lokaler i eller i

tilknytning til arbejdspladser og tilsvarende steder for personer, der er

beskæftiget i virksomheden, og for personer med ærinde i virksomheden.

Stk. 2. Såfremt der i kantinen serveres stærke drikke, skal den

daglige drift varetages af en person, der opfylder betingelserne i § 3, stk.

1, nr. 1, og § 13, stk. 1, nr. 2 og 3. På kantineindehavere og

kantinebestyrere finder bestemmelserne i § 16, stk. 2, tilsvarende

anvendelse.

Stk. 3. I kantiner må der ikke serveres, nydes eller udleveres

andre stærke drikke end øl og bordvin.

Stk. 4. Fra kantiner må der, også til medtagelse uden for

virksomheden, sælges tillavet mad, brød, kager og drikkevarer, dog ikke

stærke drikke, samt varer til brug i virksomheden og varer, der må sælges fra

kiosker, jf. lov om butikstid.

Stk. 5. Politiet kan forbyde driften af en kantine, hvis reglerne

for kantinevirksomhed tilsidesættes, eller kantinen drives på en måde som

nævnt i § 19, stk. 1, 2. pkt.

Stk. 6. Kantiner må holdes åbne fra time før arbejdstidens

begyndelse til 1 time efter arbejdstidens ophør. I lukketiden må der ikke

serveres i kantinelokalerne. Dette gælder dog ikke ved sammenkomster, som

bekostes af vedkommende virksomhed, eller som foranstaltes af virksomhedens

personale. Endvidere kan lokalerne i lukketiden anvendes i henhold til

lejlighedstilladelse, jf. § 22, stk. 2-7.

§ 21. Næringsbrev kræves ikke for personer ved

1) modtagelse i mindst 30 dage af overnattende gæster med mulighed for

servering eller

2) modtagelse af overnattende gæster med mulighed for servering alene af

morgenmåltid, når der ikke modtages gæster i mere end 3 værelser med

tilsammen højst 8 sengepladser, og der ikke serveres stærke drikke.

Kapitel 5

Enkeltstående arrangementer

§ 22. Ved fester, møder og lignende særlige lejligheder kan en af

loven omfattet virksomhed udøves uden adkomst af en person, der er fyldt 18

år, såfremt serveringen alene omfatter brød, kager, is, pølser, burgers,

smørrebrød og lignende enkel bespisning samt drikkevarer, dog ikke stærke

drikke. Foregår serveringen udendørs, skal politiet underrettes senest 3 dage

før arrangementets afholdelse. Serveringen kan tillige omfatte øl af

skatteklasse I og bordvin, såfremt den foregår indendørs for højst 150

personer og udøves af en person, der er fyldt 25 år. Politiet kan fastsætte

vilkår for virksomhedens udøvelse eller forbyde virksomheden.

Stk. 2. Politiet kan ved de lejligheder, som er nævnt i stk. 1,

tillade, at en person, der er fyldt 25 år, forestår servering af de i stk. 1,

1. og 3. pkt., nævnte spise- og drikkevarer, uanset om serveringen foregår

udendørs, og uanset om deltagerantallet omfatter flere end 150 personer.

Stk. 3. Politiet kan i øvrigt ved de lejligheder, som er nævnt i

stk. 1, tillade, at en person, der har alkoholbevilling, enten alene eller

sammen med en person, der er fyldt 25 år, udøver en af loven omfattet

virksomhed. Såfremt ingen bevillingshaver vil påtage sig servering, eller der

foreligger særlige forhold, kan politiet tillade, at serveringen forestås af

en person, der er fyldt 25 år.

Stk. 4. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan fastsætte bestemmelser

om gebyr for tilladelser efter stk. 2 og 3.

Stk. 5. Serveringspersonalet skal være fyldt 18 år, såfremt der

serveres stærke drikke.

Stk. 6. Bestemmelserne i § 16, stk. 2 og 4, finder tilsvarende

anvendelse ved arrangementer efter stk. 2 og 3.

Stk. 7. Med bevillingshaver i stk. 3 sidestilles en godkendt

bestyrer, jf. § 15, stk. 2.

Stk. 8. Højskolers, landbrugsskolers og lignende institutioners

servering ved fælles måltider for deltagere ved institutionens sammenkomster

og møder kan ske uden tilladelse fra politiet.

Kapitel 6

Forskellige bestemmelser

Automatsalg af stærke drikke

§ 23. Salg af stærke drikke fra automater og lignende må kun ske

i forretningslokaler.

Stk. 2. Stærke drikke må kun sælges fra automater og lignende til

nydelse på stedet, hvis salget finder sted i restaurationslokaler med

alkoholbevilling eller i kantinelokaler. I kantinelokaler må dog kun sælges

øl og bordvin.

Stk. 3. Politiet kan forbyde opstilling af automater, hvorfra der

kan købes stærke drikke, hvis disse er opstillet på steder, hvor der ikke er

konstant tilsyn.

Udlevering af stærke drikke fra butikker m.v.

§ 24. I og fra butikker og lignende forretningslokaler må der

ikke udleveres stærke drikke til nydelse på eller ved forretningsstedet.

Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 må der vederlagsfrit

udleveres stærke drikke

1) i forretningslokaler og på udstillinger for næringsdrivende, der i

væsentligt omfang fremstiller eller forhandler stærke drikke,

2) på udstillinger, hvortil der ikke er adgang for offentligheden, og

3) ved receptioner, jubilæer og lignende enkeltstående tilfælde.

Stk. 3. Politiet kan i de situationer, der er nævnt i stk. 2,

forbyde udlevering af stærke drikke, hvis forholdene giver anledning dertil.

Stk. 4. Udlevering af stærke drikke må ikke finde sted til de i §

29, stk. 1, nr. 2, omhandlede personer.

Lokaler

§ 25. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan fastsætte regler om

indretning og benyttelse af lokaler og lignende, der anvendes i forbindelse

med den af loven omfattede virksomhed, herunder regler om virksomhedens

udøvelse fra faste stadepladser under åben himmel eller i lokaler i tog, fly

og skibe.

Spilleautomater og optræden

§ 26. I restaurationer må der uden tilladelse opstilles 3

spilleautomater, såfremt der gives meddelelse herom til politiet.

Stk. 2. Opstilling af mere end 3 spilleautomater må kun ske med

politiets tilladelse. Tilladelsen kan tilbagekaldes, hvis den giver anledning

til misbrug.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om spilleautomater,

herunder om opstilling, benyttelse, godkendelse og syn af spilleautomater.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte, at der for opstillede

spilleautomater betales en afgift til kommunen. Afgiften opkræves

kvartalsvis. Afgiften vil kunne fastsættes som et fast beløb for hver automat

eller som en procentdel af det indspillede beløb eller som en kombination

heraf. Afgiften må dog ikke overstige de i stk. 5 og 6 nævnte beløb.

Stk. 5. Den årlige afgift for gevinstgivende spilleautomater må

højst udgøre 20.000 kr. for den første spilleautomat, 24.000 kr. for den

anden og 28.000 kr. for hver af de følgende spilleautomater.

Stk. 6. Der betales ikke afgift for indtil to ikke-gevinstgivende

spilleautomater. Den årlige afgift for de følgende spilleautomater må højst

udgøre 4.000 kr. for hver spilleautomat.

Stk. 7. I restaurationer må optræden for offentligheden kun ske

med politiets tilladelse.

Stk. 8. Politiet kan forbyde offentlig dans, musik, spil og

lignende i restaurationer.

Unge personers beskæftigelse

§ 27. På serveringssteder, hvor der serveres stærke drikke, må

personer under 18 år ikke være beskæftiget i serveringslokaler, garderober

eller toiletter i åbningstiden. Dette gælder dog ikke personer, der er under

uddannelse i tjenerfaget eller er uddannet i dette fag, eller værtens børn og

børnebørn.

Stk. 2. På serveringssteder, hvor der ikke serveres stærke drikke,

kan politiet forbyde ansættelse af personer under 18 år til beskæftigelse i

serveringslokaler, garderober eller toiletter i åbningstiden.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., gælder ikke ved servering

i restaurationers selskabslokaler.

Lukketid

§ 28. Restaurationer og andre serveringssteder, hvortil der er

offentlig adgang, skal være lukket i tiden fra kl. 2 til kl. 5. Dette gælder

dog ikke for tog, fly og skibe i fart. I lukketiden kan servering ske for

overnattende gæster uden for de almindelige restaurationslokaler.

Stk. 2. Ved særlige lejligheder såsom større byfester og lignende

lokalt prægede arrangementer samt nytårsnat kan politiet tillade længere

åbningstid end nævnt i stk. 1 for restaurationer i politikredsen eller en del

af denne.

Stk. 3. Den stedlige bevillingsmyndighed, jf. § 10, stk. 2, 1.

pkt, og stk. 3 og 4, kan med politiets samtykke tillade længere åbningstid,

når virksomheden drives på jernbanestationer, lufthavne, skibsekspeditioner,

rutebilstationer samt færgers og ruteskibes anløbspladser.

Stk. 4. Den stedlige bevillingsmyndighed kan med politiets

samtykke tillade, at et mindre antal restaurationer har åbent hele døgnet,

såfremt det ud fra miljø- og samfundsmæssige samt ordens- og

ædruelighedsmæssige hensyn sammenholdt med virksomhedens karakter og

driftsform skønnes forsvarligt.

Stk. 5. Den stedlige bevillingsmyndighed kan inden påbegyndelsen

af en virksomhed træffe afgørelse om, at virksomheden skal holdes lukket fra

et tidligere tidspunkt end kl. 2, såfremt dette findes påkrævet af

miljømæssige hensyn.

Stk. 6. Den stedlige bevillingsmyndighed kan efter indstilling fra

politiet træffe afgørelse om, at bestemte restaurationer og andre

serveringssteder skal holdes lukket fra et tidligere tidspunkt end kl. 2,

såfremt dette findes påkrævet af hensyn til den offentlige orden eller af

ædruelighedsmæssige hensyn.

Stk. 7. Politiet kan ud fra de hensyn, som er nævnt i stk. 6, med

øjeblikkelig virkning begrænse en restaurations åbningstid i op til 30 dage,

dog længst indtil den stedlige bevillingsmyndighed har truffet afgørelse om

åbningstiden, jf. stk. 6.

Stk. 8. I lukketiden, bortset fra det første kvarter af denne, må

ingen uden politiets tilladelse opholde sig i en restaurations lokaler,

medmindre dette er nødvendigt for opgørelsen af dagssalgets regnskab og

lokalernes rengøring og bevogtning. I lukketiden vil sammenkomster af

foreninger eller sluttede selskaber, rejseselskaber og lignende kun kunne

foregå i særlige fra restaurationen adskilte selskabslokaler, medmindre der

foreligger tilladelse fra politiet.

Forbud mod servering af stærke drikke

§ 29. I restaurationer og andre serveringssteder er det forbudt

enhver at servere eller lade servere, herunder gennem automater, stærke

drikke for personer, der

1) ikke er fyldt 18 år, eller

2) om hvem der er grund til at antage, at de ved yderligere indtagelse af

stærke drikke vil give anledning til fare for sig selv eller fare eller

ulempe for andre.

Stk. 2. I restaurationer og andre serveringssteder, hvor der

serveres stærke drikke, har bevillingshaveren pligt til på et sted, der er

iøjnefaldende for gæsterne, at anbringe opslag om, at det er forbudt at

servere stærke drikke for personer, der ikke er fyldt 18 år.

Stk. 3. I restaurationer, hvor der serveres stærke drikke, har

bevillingshaveren pligt til at drage omsorg for, at der også er mulighed for

at få serveret andre drikke. Denne pligt omfatter pligt til at føre lyst øl,

alkoholfrit øl og kaffe. Det skal fremgå af prislister, vinkort eller klart

læselige opslag, at de nævnte drikkevarer føres.

Stk. 4. Politiet kan, såfremt det er nødvendigt af hensyn til den

offentlige ro og orden, midlertidigt forbyde, at stærke drikke serveres og

forhandles i nærmere angivne virksomheder eller i hele politikredsen.

Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, gælder ikke servering i

selskabslokaler og virksomheder omfattet af § 21, nr. 1.

Virksomheder uden alkoholbevilling

§ 30. I virksomheder, der ikke har alkoholbevilling, eller som

ikke er omfattet af § 20, § 21, nr. 1, eller § 22, stk. 8, må der ikke

1) af gæster, værter eller betjening nydes stærke drikke i

serveringslokalerne,

2) stilles lokaler til rådighed til nydelse af stærke drikke.

Stk. 2. Fra de i stk. 1 omhandlede forretningssteder eller fra

lokaler, der står i forbindelse hermed, må der ikke sælges eller udleveres

stærke drikke. Dette gælder dog ikke lokaler, der omfattes af § 9, stk. 2,

nr. 1.

Forbud mod ophold

§ 31. Politiet kan under særlige forhold forbyde restauratører og

hotelværter at lade personer under 18 år opholde sig som gæster i vedkommende

virksomhed.

Stk. 2. Politiet kan forbyde personer, der søger fortjeneste ved

prostitution, eller som tidligere i forbindelse med restaurationsbesøg har

gjort sig skyldige i strafbare handlinger, at opholde sig som gæster i

bestemte virksomheder. Politiet kan tillige forbyde de pågældende

restauratører at modtage disse personer som gæster.

Forstyrrelse af den offentlige orden

§ 32. I restaurationer, hoteller og andre serveringssteder,

hvortil der er offentlig adgang, er det forbudt at udvise støjende, voldelig,

fornærmelig eller lignende adfærd, der er egnet til at forstyrre den

offentlige orden eller medføre ulempe for andre tilstedeværende eller

omboende.

Stk. 2. Såfremt nogen overtræder stk. 1, skal værten eller dennes

stedfortræder påtale forholdet og om fornødent bortvise den pågældende eller

tilkalde politiet.

Stk. 3. Har slagsmål eller anden betydelig uorden fundet sted i en

virksomhed omfattet af stk. 1, kan politiet beordre den lukket for resten af

dagen.

Begrænsninger og betingelser for tilladelser m.v.

§ 33. Tilladelser og dispensationer, der gives i medfør af loven,

kan efter vedkommende myndigheds bestemmelse begrænses og betinges.

Klage over afgørelser

§ 34. Politiets afgørelser efter lovens § 26, stk. 2, 7 og 8, §

29, stk. 4, og § 31 kan indbringes for justitsministeren. Andre afgørelser

efter denne lov, der træffes af politimesteren, i København af

politidirektøren eller magistraten, kan med de i § 35 nævnte undtagelser

indbringes for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Stk. 2. Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelser kan ikke

indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 35. Afgørelser truffet af politimesteren, i København af

politidirektøren eller magistraten, i medfør af nedenstående bestemmelser kan

ikke indbringes for anden administrativ myndighed: § 7, stk. 2, 4 og stk. 5,

3. pkt., § 8, stk. 5, § 10, stk. 4, 1. pkt., § 17, stk. 2, § 19, stk. 1, §

23, stk. 3, § 24, stk. 3, § 27, stk. 2, § 28, stk. 3, 4, 6, 7 og 8 og § 32,

stk. 3.

§ 36. Industriministeren kan fastsætte regler om, at visse

afgørelser skal kunne indbringes for et ankenævn.

Kapitel 7

Straffebestemmelser m.v.

§ 37. Med bøde straffes den, der

1) overtræder § 2, stk. 1, 2 og stk. 4, 1. pkt., § 5, stk. 3, § 6, § 8,

stk. 1, 2 og 4, § 9, stk. 1, § 10, stk. 1, § 14, stk. 3, 1. pkt., § 16, stk.

2, § 18, stk. 2, § 20, stk. 2, 3, 4 og stk. 6, 1. og 2. pkt., § 22, stk. 1,

2. pkt., og stk. 5, § 23, stk. 1 og 2, § 24, stk. 1 og 4, § 26, stk. 1, stk.

2, 1. pkt., og stk. 7, § 27, stk. 1, 1. pkt., § 28, stk. 1, 1. pkt., og stk.

8, § 29, stk. 1, 2 og 3, § 30, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., og § 32, stk. 1 og

2,

2) tilsidesætter betingelser eller begrænsninger fastsat af

bevillingsmyndigheden i medfør af § 10, stk. 2, 4. pkt., og § 33 eller

3) overtræder forbud i henhold til § 20, stk. 5, § 22, stk. 1, 4. pkt., §

23, stk. 3, § 24, stk. 3, § 26, stk. 8, § 27, stk. 2, § 29, stk. 4, og § 31.

Stk. 2. Under skærpende omstændigheder eller i gentagelsestilfælde

kan straffen efter stk. 1 stige til hæfte.

Stk. 3. Den, der nyder, køber eller på anden måde skaffer sig

spise- eller drikkevarer i strid med loven, straffes med bøde.

Stk. 4. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der

fastsættes straf af bøde eller hæfte for overtrædelse af bestemmelser i

forskrifterne. Det samme gælder for overtrædelse af forbud givet i medfør af

forskrifterne.

Stk. 5. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab,

anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan bødeansvar pålægges

virksomheden som sådan. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller

et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan

bødeansvar pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab.

Stk. 6. Der kan pålægges restauratører, hotelværter,

kantineindehavere og disses bestyrere bødeansvar for overtrædelse af § 28,

stk. 8, § 29, stk. 1, og af forbud i henhold til § 31, stk. 1, der begås af

ansatte i virksomheden, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes dem som

forsætlig eller uagtsom. Er restauratøren, hotelværten eller

kantineindehaveren et selskab, jf. § 4, staten, en kommune eller et kommunalt

fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges

selskabet, staten, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar. For

bødeansvaret fastsættes ingen forvandlingsstraf.

§ 38. Politiet har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid

uden retskendelse adgang til lokaler eller rum, som hører til virksomheder,

der omfattes af denne lov. Dette gælder dog ikke værelser, der er udlejet til

overnatning.

Kapitel 8

Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 39. Loven træder i kraft den 1. oktober 1992.

Stk. 2. Lov nr. 121 af 25. marts 1970 om restaurations- og

hotelvirksomhed m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 186 af 25. marts 1988, som

ændret senest ved lov nr. 936 af 27. december 1991, ophæves.

Stk. 3. Tidligere udstedte næringsbreve som restauratør og

hotelvært giver fremtidig alene adgang til at drive virksomhed fra allerede

etablerede forretningssteder.

Stk. 4. Alkoholbevillinger, tilladelser, dispensationer og forbud

givet inden lovens ikrafttræden bevarer deres gyldighed, jf. dog stk. 5.

Stk. 5. Tilladelser givet inden lovens ikrafttræden til at holde

restaurationer åbne længere end til kl. 2 bortfalder 2 år efter lovens

ikrafttræden.

Stk. 6. Den stedlige bevillingsmyndighed kan indtil 1 år efter

lovens ikrafttræden træffe afgørelse om, at en igangværende virksomhed skal

holdes lukket fra et tidligere tidspunkt end kl. 2, såfremt dette findes

påkrævet af miljømæssige hensyn.

Stk. 7. I lov om frikommuner, jf. lovbekendtgørelse nr. 644 af 12.

december 1991, som ændret ved lov nr. 940 af 27. december 1991, ophæves § 21

b.

§ 40. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslaget og de hertil knyttede bemærkninger bygger på

Restaurationslovsudvalgets betænkning nr. 1206, der er afgivet i juni 1990.

Restaurationslovsudvalget blev nedsat af industriministeren den 18. juli

1986. Baggrunden var, at Folketingets Erhvervsudvalg i en betænkning af 30.

april 1986 over et forslag til lov om ændring af restaurationsloven

(afskaffelse af Landsbevillingsnævnet som ankeinstans over

kommunalbestyrelsens afgørelser) havde givet udtryk for, at der var nogen

utilfredshed med nogle af lovens bestemmelser, herunder bestemmelsen om

lejlighedstilladelser (FT 1985-86, tillæg B sp. 1445).

Den 1. november 1989 blev kommissoriet ændret således, at udvalget fik til

opgave at fremsætte forslag om en mere gennemgribende regelsanering af loven.

Den 12. februar 1990 blev kommissoriet udvidet således, at udvalget

tillige fik til opgave at overveje, om reglerne om lejlighedstilladelser kan

afbureaukratiseres og forenkles.

I Restaurationslovsudvalget var repræsentanter for Industriministeriet,

Foreningen af Politimestre i Danmark, Politidirektøren i København,

Kommunernes Landsforening, Københavns og Frederiksberg kommuner,

Centralforeningen af Hotelværter og Restauratører i Danmark, Danmarks

Restaurant- og Cafeteriaforening, Hotel- og Restaurationspersonalets

Samvirke, Tjenerforbundet i Danmark, Danmarks Turistråd, Afholdsselskabernes

Landsforbund, Idrættens Fællesråd, Børne- og Ungdomsorganisationernes Samråd,

Danmarks Tivoli Forening og Sammenslutningen af By- og Markedsfester i

Danmark.

Lovforslaget er fremsat stort set på grundlag af indstillingen fra

udvalgets flertal.

2. Lovforslagets indhold

Ved lovforslaget tilstræbes, at restaurations- og hotelvirksomhed og

dermed sidestillet virksomhed fortsat skal drives under iagttagelse af

samfundsmæssige, ædruelighedsmæssige og ordensmæssige hensyn. Det tilsigtes

endvidere generelt at lette administrationen af loven.

Lovforslaget opretholder reglen om, at der kræves næringsbrev for at kunne

drive restaurationsvirksomhed, idet det ellers ikke vil være muligt at hindre

straffede personer i at drive sådan virksomhed.

Nedenfor redegøres for de væsentligste ændringer i forhold til den

gældende lov.

1. Det foreslås, at udlejning af lokaler til selskaber, der selv sørger

for serveringen (gældende lovs § 1, stk. 1, nr. 3), ikke skal være omfattet

af loven.

2. Adgangen til at dispensere fra lovens bestemmelser, der efter den

gældende lov tilkommer Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, er efter forslaget i

almindelighed henlagt til den myndighed, som i øvrigt skal træffe afgørelse

om, hvorvidt betingelserne for at drive virksomheden er opfyldt. Det gælder

forslagets § 3, stk. 4, § 7, stk. 1, § 14, stk. 2, og § 18, stk. 3.

3. Med forslagets § 5, stk. 1, indføres en ordning, hvorefter ansøgere

altid kan rette henvendelse til politiet, i København magistraten. Disse

myndigheder vil sende ansøgningen videre, hvis en anden myndighed skal

behandle denne.

4. I tilfælde, hvor der efter den gældende lov kræves tilladelse fra

politiet, kræves efter forslaget ikke tilladelse, men politiet har mulighed

for at forbyde forholdet, hvis der skønnes at være anledning hertil, jf. §§

20, 22, 23, 24 og 26.

5. Det foreslås, at der skal næringsbrev til hvert forretningssted.

6. Det foreslås, at der indføres hjemmel til at nægte at udstede

næringsbrev samt hjemmel til at fratage retten til at drive næring, såfremt

ansøgeren respektive den næringsdrivende har betydelig forfalden gæld til det

offentlige. Et sådant forslag er allerede fremsat for så vidt angår den

gældende lov, jf. § 12 i lovforslag L 81, der blev fremsat den 30. oktober

1991. Bortset fra redaktionelle ændringer svarer bestemmelserne i § 3, stk.

2, 1. pkt., og § 7, stk. 2-4, i dette lovforslag til bestemmelserne i § 12 i

lov nr. 936 af 27. december 1991 om ændring af forskellige lovbestemmelser om

erhvervsudøvelse på grundlag af autorisation m.v. Herudover indeholder § 4,

stk. 1, i lovforslaget mulighed for at nægte at udstede næringsbrev, såfremt

det selskab, hvortil der søges næringsbrev, har betydelig forfalden gæld til

det offentlige eller såfremt direktører eller flertallet af

bestyrelsesmedlemmer i selskabet har betydelig forfalden gæld til det

offentlige.

7. Bestemmelsen i den gældende lovs § 7, stk. 3, om, at næringsbrevet skal

afleveres til den udstedende myndighed, hvis retten efter næringsbrevet er

bortfaldet, er ikke medtaget i forslaget.

8. Efter forslagets § 10 (gældende lovs § 11) er det fortsat

kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om, hvorvidt alkoholbevilling kan

gives. Kommunalbestyrelsen kan fortsat lade afgørelse træffe af et

bevillingsnævn, men vil efter forslaget også kunne delegere sin kompetence

til et af de af kommunalbestyrelsen nedsatte udvalg eller til den kommunale

administration. En sådan mulighed for delegation har kommunalbestyrelsen på

andre områder.

9. De hensyn, som bevillingsmyndigheden skal iagttage ved afgørelsen af,

om alkoholbevilling kan gives, er optaget i forslagets § 12. Der skal ikke -

som efter den gældende lov - udstedes cirkulærer, der giver detaillerede

regler herom.

10. Bestemmelserne om kantinevirksomhed i § 20 foreslås forenklet ved at

ophæve kravet om, at kantiner kun må drives af virksomheden eller af en

sammenslutning af de beskæftigede. Bestemmelsen om, at øl og bordvin ikke må

serveres uden for de fastsatte spisetider, foreslås ophævet.

11. Efter forslagets § 21 kræves der ikke næringsbrev til privates

udlejning af værelser til turister (bed and breakfast), hvis der ikke

overnatter gæster i mere end 3 værelser med tilsammen højst 8 sengepladser,

og der ikke serveres stærke drikke.

12. Efter forslagets § 22 er bestemmelserne om lejlighedstilladelse

forenklet, således at mindre arrangementer af foreningsmæssig karakter kan

afholdes uden tilladelse, forudsat at der kun serveres de spise- og

drikkevarer, som er nævnt i forslagets § 22, stk. 1. Ved visse arrangementer

stilles der krav om, at en bevillingshaver skal medvirke. Dette krav krav kan

dog fraviges, såfremt ingen restauratør vil påtage sig serveringen, eller der

i øvrigt foreligger særlige forhold.

13. Efter den gældende lovs § 25 fastsætter Erhvervs- og Selskabsstyrelsen

regler om indretning og benyttelse af lokaler, der anvendes i forbindelse med

den af loven omfattede virksomhed. Disse hensyn varetages i vidt omfang i

anden lovgivning. Efter forslaget til § 25 er der fortsat hjemmel til at

fastsætte bestemmelser herom. Denne hjemmel vil kun blive benyttet, hvis der

ikke i anden lovgivning er givet regler om lokaler, som er omfattet af loven,

og der er behov for regler herom.

14. Efter forslagets § 26 kan der opstilles 3 spilleautomater, såvel

gevinstgivende som ikke gevinstgivende, uden tilladelse. Opstilling af flere

automater kan kun ske med politiets tilladelse.

Kommunerne har fastsat afgifter af vidt forskellige størrelser.

Handelsministeriet har i 1973 meddelt Folketingets Ombudsmand, at man var

indstillet på ved en ændring af restaurationsloven at tage spørgsmålet om

afgift op, således at der tilvejebringes en ensartet retstilstand i hele

landet. Det foreslås, at der i loven fastsættes bestemmelser om de

højestebeløb, der kan opkræves for opstilling af spilleautomater.

15. Kompetencen til at træffe afgørelser om åbningstiden foreslås overført

fra politiet til den stedlige bevillingsmyndighed. Afgørelserne vil herefter

ikke længere kunne indbringes for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Dette

betyder en styrkelse af det kommunale selvstyre og en forenkling af

administrationen.

Efter forslaget vil den almindelige lukketid være fra kl. 2 til kl. 5,

medens den efter den gældende lov er fra kl. 24 til kl. 5. I visse tilfælde

kan der fastsættes en tidligere lukketid, hvis det er påkrævet. Der er

tillige mulighed for at give nogle restaurationer tilladelse til at holde

åbent hele døgnet.

3. Høring

Såvel lovforslaget som betænkning nr. 1206 har været sendt i høring hos

følgende myndigheder og organisationer:

Arbejdsministeriet, Boligministeriet, Finansministeriet,

Forsvarsministeriet, Indenrigsministeriet, Justitsministeriet,

Kulturministeriet, Miljøministeriet, Skatteministeriet, Socialministeriet,

Sundhedsministeriet, Trafikministeriet, Centralforeningen af Hotelværter og

Restauratører i Danmark, Danmarks Restaurant- og Cafeteriaforening, Hotel- og

Restaurationspersonalets Samvirke/Restaurations- og Bryggeriarbejder

Forbundet, Afholdsselskabernes Landsforbund, Danmarks Turistråd, Foreningen

af Politimestre i Danmark, Politidirektøren i København, Kommunernes

Landsforening, Københavns Magistrat, Frederiksberg kommunalbestyrelse,

Idrættens Fællesråd, Børne- og Ungdomsorganisationernes Samråd,

Sammenslutningen af By- og Markedsfester i Danmark, Danmarks Tivoli Forening,

Landsbevillingsnævnet, Veterinærdirektoratet, Amtsrådsforeningen,

Bryggeriforeningen, Detailhandelens Fællesråd, Det Danske Handelskammer,

Håndværksrådet, Industrirådet, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i

Danmark, Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, Danske

Andelsselskaber, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Det Kooperative

Fællesforbund, Forbrugerrådet, Dansk Automat Brancheforening, Turismens

Fællesråd, Danmarks Rejsebureau Forening, Danish Convention Bureau,

Landsudvalget Loyal Handel, Kantineledernes Landsklub, Kooperative

Marketenderiers Samvirke, Foreningen af Huse i Danmark og Vin og Spiritus

Organisationen i Danmark (V.S.O.D.).

Herudover har følgende været hørt om betænkning nr. 1206: Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen, Konkurrencerådet, Søfartsstyrelsen, Planstyrelsen, DSB og

Københavns Lufthavnsvæsen.

Der er på baggrund af de modtagne svar foretaget enkelte ændringer i

lovforslaget i forhold til det i betænkningen indeholdte udkast.

4. Administrative og økonomiske konsekvenser

Lovforslaget vil medføre administrative forenklinger ved, at

dispensationer fra loven i almindelighed gives af den myndighed, der i øvrigt

behandler sagen. Forslaget vil medføre mindre administration hos Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen. Til gengæld forventes antallet af fortolkningssager i en

overgangsperiode at stige. Det skønnes ikke, at lovforslaget vil medføre

forøgede udgifter for de kommunale myndigheders administration.

Lovforslaget indfører maksimumsgrænser for de afgifter, kommunerne kan

opkræve for spilleautomater. Maksimumsafgiften er fastsat således, at det kun

er et fåtal af kommuner, der ligger over denne grænse. Da afgiftsprovenuet

samtidig udvides, idet der indføres hjemmel til at opkræve afgifter på

ikke-gevinstgivende spilleautomater, skønnes forslaget at være provenumæssigt

neutralt.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Efter forslagets stk. 1, nr. 3, omfatter loven også servering ved

enkeltstående arrangementer, der er omfattet af § 22, uanset at der ikke er

tale om erhvervsvirksomhed.

Efter forslagets stk. 1, nr. 4, omfatter loven også udlevering af stærke

drikke uden vederlag til nydelse på eller ved forretningsstedet, jf. § 24.

Bestemmelsen i den gældende lovs § 1, stk. 1, nr. 3, hvorefter loven

omfatter udlejning af lokaler til selskaber, der selv sørger for serveringen,

er udgået. Bestemmelsen blev indført ved beværterlov nr. 207 af 7. juni 1958

med den begrundelse, at udskænkning af stærke drikke i lejede lokaler derved

ville blive omfattet af den dagældende omsætningsafgiftslov. Der betales ikke

længere særlig afgift ved servering af stærke drikke i

restaurationsvirksomheder. Der er derfor ikke grund til, at udlejning af

sådanne lokaler skal være omfattet af restaurationsloven.

Stk. 3 er ny. Definitionen af servering er i overensstemmelse med gældende

praksis. Som eksempel på en virksomhed, der vil være omfattet af loven, kan

nævnes en virksomhed, i hvilken der er opstillet borde eller stole med

henblik på, at kunderne kan indtage spise- og drikkevarer på stedet. I

overensstemmelse med hidtidig praksis er salg fra en isbod ikke omfattet af

loven.

Stk. 4 svarer til den gældende lovs § 12.

Til § 2

Kravet i stk. 1 om næringsbrev til hvert forretningssted gør det muligt

at efterprøve, om betingelserne for næringsbrevets udstedelse er til stede,

hver gang et nyt forretningssted etableres.

Stk. 2 svarer til den gældende lovs § 2, stk. 2.

Ændringen i stk. 3 er en følge af, at der efter stk. 1 kræves næringsbrev

til hvert forretningssted.

Stk. 4 svarer til den gældende lovs § 2, stk. 4, bortset fra 1. pkt., hvor

den ændrede formulering er en følge af, at lovforslaget ikke indeholder

bestemmelser om godkendelse af restaurationslokaler. Eventuelt krav om

godkendelse overlades til anden myndighed, f.eks. brandmyndigheden og

levnedsmiddelkontrollen.

Til § 3

I stk. 1 stilles der ikke som i den gældende lovs § 3, stk. 1, krav om

dansk indfødsret for at kunne få næringsbrev. I praksis gives der

dispensation fra kravet om indfødsret i alle tilfælde, hvor ansøgeren har

opholds- og arbejdstilladelse her i landet. Har en ansøger ikke opholds- og

arbejdstilladelse, kan den pågældende allerede af den grund ikke drive

virksomhed her i landet.

I stk. 1, nr. 3, stilles som betingelse for at få næringsbrev, at

ansøgeren ikke har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs. Herved

sikres, at både restauratører med alkoholbevilling og restauratører uden

alkoholbevilling opfylder et i økonomisk henseende mindstekrav, hvorved

risikoen for uforsvarlig drift, herunder ulovligheder i virksomheden, må

antages at blive mindre.

I stk. 2, 1. pkt., foreslås det, at der indføres hjemmel til at nægte at

udstede næringsbrev, såfremt ansøgeren har betydelig forfalden gæld til det

offentlige.Bortset fra en redaktionel ændring svarer forslaget til § 12, nr.

1, i lov nr. 936 af 27. december 1991.

Stk. 2, 2. pkt., svarer til den gældende lovs § 3, stk. 4.

Stk. 3 om bortfald af bopælskravet tilsigter ikke nogen realitetsændring.

Det er kun EF-statsborgere, der er undtaget fra bopælskravet, jf. § 1 i

bekendtgørelse nr. 205 af 22. april 1976 om ret for EF-statsborgere m.v. til

næring efter næringsloven og restaurationsloven. Bekendtgørelsen er udstedt i

medfør af § 5 i lov nr. 447 af 11. oktober 1972 om Danmarks tiltrædelse af De

Europæiske Fællesskaber.

I stk. 4 er kompetencen til at dispensere fra betingelserne i stk. 1, nr.

1 og 2, henlagt til den myndighed, der udsteder næringsbrevet. Fra kravet i

stk. 1, nr. 3, kan der ikke dispenseres. Stk. 4, 2. pkt., svarer til den

gældende lovs § 3, stk. 3, 2. pkt.

Til § 4

Stk. 1, 1. pkt., er ændret således, at det også for aktieselskaber og

anpartsselskaber er en betingelse for at få næringsbrev, at direktørerne og

flertallet af bestyrelsesmedlemmerne opfylder betingelserne i § 3, ligesom

det er tilfældet med andre selskaber, foreninger m.v. ifølge stk. 1, 2. pkt.

Det følger af henvisningen til § 3, at næringsbrev kan nægtes, såfremt

direktører eller flertallet af bestyrelsesmedlemmer f.eks. ikke opfylder

kravet om, at de ikke må have betydelig forfalden gæld til det offentlige.

Det foreslås, at udstedelse af næringsbrev til selskaber, foreninger m.v.

tillige kan nægtes, såfremt selskabet, foreningen m.v. har betydelig

forfalden gæld til det offentlige.

Hvis en virksomhed kun har en bestyrelse, eller hvis en virksomhed hverken

har en bestyrelse eller en direktion, må spørgsmålet om hvor mange personer,

der skal opfylde betingelserne i § 3, afgøres i det enkelte tilfælde.

Indføjelsen af fonde i 2. pkt. er af redaktionel karakter.

Stk. 2 svarer til den gældende lovs § 4, stk. 2.

Udenlandske selskaber m.v., der er omfattet af De Europæiske Fællesskabers

regler om etablering, kan gennem filialer drive virksomhed i henhold til

restaurationsloven, jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 205 af 22. april 1976 om ret

for EF-statsborgere m.v. til næring efter næringsloven og restaurationsloven.

Til § 5

Forslagets stk. 1 tilsigter en lettelse for borgerne, idet de fremover

har mulighed for at indgive alle ansøgninger til samme myndighed.

Politimesteren, i København magistraten, vil, hvis sagens afgørelse ikke er

henlagt til disse myndigheder, drage omsorg for, at sagen sendes til den

myndighed, der skal behandle sagen (en kommunal myndighed,

Landsbevillingsnævnet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen). Forslaget vil

endvidere medføre en vis administrativ forenkling, idet politimesteren ved

sagens videresendelse samtidig kan afgive sin udtalelse.

Stk. 2 svarer til den gældende lovs § 5, stk. 2. Der er dog ikke længere

hjemmel til at udstede duplikateksemplar. Behovet herfor er bortfaldet, efter

at der kræves næringsbrev til hvert forretningssted, jf. forslagets § 2, stk.

1.

Efter stk. 3 kræves, at indehaverens navn skal være anført på

forretningssteder og automater, således at det er iøjnefaldende for kunderne.

Det kræves således ikke som efter den gældende lovs § 5, stk. 3, at

næringsbrevet skal være ophængt på forretningsstedet.

Til § 6

§ 6 svarer til den gældende lovs § 6.

Ændringen i stk. 1 er en følge af ændringen i § 2, stk. 1.

Efter praksis kan restauratører også sælge tobaksvarer til gæsternes

behov.

Adgangen til salg ud af huset er et accessorium til serveringsvirksomheden

i restaurationen. Der vil således kun kunne sælges stærke drikke ud af huset,

hvis der serveres stærke drikke i restaurationen, jf. bemærkningerne til §

10.

Til § 7

Stk. 1 svarer til den gældende lovs § 7, stk. 1, med den undtagelse, at

dispensationskompetencen er tillagt politimesteren, i København magistraten,

i stedet for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Næringsbrev bør normalt

bortfalde, når betingelserne for dets meddelelse ikke længere er til stede.

Næringsbrev bortfalder således også, hvis indehaveren kommer under

konkursbehandling.

Ved en betalingsstandsning - i modsætning til ved en konkurs - mister en

restauratør ikke hele rådigheden over virksomheden, selv om restauratøren

bliver sat under et af skifteretten beskikket tilsyn. Et krav om

næringsbrevets bortfald i tilfælde af betalingsstandsning vil fratage

restauratøren muligheden for at forbedre virksomhedens økonomiske situation.

At betalingsstandsning ikke medfører bortfald af næringsbrev gælder også,

hvis et selskab eller et selskabs direktører og bestyrelsesmedlemmer anmelder

betalingsstandsning.

I stk. 2-4 indføres der hjemmel til at fratage retten til at drive næring

efter loven, såfremt den næringsdrivende har betydelig forfalden gæld til det

offentlige. Bortset fra redaktionelle ændringer svarer de foreslåede

bestemmelser til § 12, nr. 2, i lov nr. 936 af 27. december 1991.

Efter den gældende lovs § 7, stk. 3, skal næringsbrevet og eventuelle

duplikatseksemplarer afleveres til den myndighed, der har udstedt det, hvis

retten til næringsbrevet er bortfaldet eller frakendt. Denne bestemmelse

foreslås ophævet, da den ikke har praktisk betydning, og det er en

administrativ forenkling, at myndigheden ikke skal modtage næringsbreve.

Stk. 5 svarer til den gældende lovs § 8.

Til § 8

Bestemmelserne svarer til den gældende lovs § 9, bortset fra ændringer af

redaktionel karakter.

Til § 9

Stk. 1 svarer til den gældende lovs § 16, stk. 1, 1. pkt. Det er dog nu

anført, at der også skal være selvstændig indgang til restaurationslokalet.

En bestemmelse herom findes i § 1 i bekendtgørelse nr. 483 af 27. september

1974 om restaurations- og hotellokaler m.v. Det foreslås, at bestemmelsen om

adgangsforholdene til en restauration optages i loven. Medens den gældende

lovs § 16, stk. 1, 1. pkt., kræver, at salgslokaler har særskilt adgang fra

gaden, foreslås det, at lokalerne har indgang fra et sted, hvortil der er

offentlig adgang. Herved er det gjort tydeligt, at adgangen også kan være

f.eks. fra det offentligt tilgængelige gangareal i et butikscenter.

Stk. 2, nr. 1-3, træder i stedet for den gældende lovs § 16, stk. 1, 2.

pkt. I den gældende lov er det fastsat, at lokaler i hoteller, stormagasiner

og forretninger af lignende størrelse samt lokaler i idrætshaller og

foreningslokaler undtages fra bestemmelserne i stk. 1, 1. pkt., efter nærmere

af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fastsatte retningslinier. Bestemmelser

herom findes i bekendtgørelse nr. 451 af 30. august 1974 om

restaurationslokaler i stormagasiner m.v. Bestemmelser om disse forhold

foreslås optaget i loven. De foreslåede bestemmelser svarer til de gældende

bestemmelser.

Stk. 2, nr. 4, træder i stedet for den gældende lovs § 16, stk. 2, og er

en undtagelse fra stk. 1 for så vidt angår udstillinger, hvor der finder

næringsvirksomhed sted. Det er ikke længere nogen betingelse, at der ikke

finder servering sted, eller at der kun er adgang for en særlig indbudt

kreds, hvilket er tilfældet efter den gældende lovs § 16, stk. 2.

Normalt må der ikke sælges varer fra udstillinger. Salg, herunder

bestillingsoptagelse, på udstillinger kan dog ske efter tilladelse fra

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, jf. næringslovens § 15.

Efter stk. 3 vil det ved bekendtgørelse kunne fastsættes, at der er adgang

til at drive restaurationsvirksomhed i forretninger med mindre salgsareal end

800 m2, ligesom det vil kunne fastsættes, at der i de lokaler, som er nævnt i

stk. 2, nr. 2 og 3, kan sælges varer i videre omfang, end lovforslaget giver

mulighed for.

Til § 10

Bestemmelsen træder i stedet for den gældende lovs § 11.

Alkoholbevilling gives af kommunalbestyrelsen efter forhandling med

politiet. I tilfælde, hvor der kan være tvivl om, til hvem alkoholbevilling

skal gives, må der lægges vægt på, at alkoholbevilling skal udstedes til den,

for hvis regning og risiko virksomheden drives.

Efter forslagets stk. 2 gælder alkoholbevilling principielt for et tidsrum

af 8 år, men kan efter stk. 2, 4. pkt., efter omstændighederne begrænses og

betinges. Der kan ikke opstilles begrænsninger eller betingelser, der ikke

kan motiveres af de hensyn, som loven skal varetage.

Der vil være hjemmel til at begrænse en alkoholbevilling f.eks. til kun at

give adgang til servering af øl (af skatteklasse I) og bordvin. Sådan

begrænsning vil også kunne ske for f.eks. klubhuse i idrætsforeninger og i

sportshaller. Bevillingen vil tillige kunne begrænses til kun at give adgang

til servering for den personkreds, der benytter vedkommende lokalitet.

Bevillingen vil kunne betinges af, at bestemte direktions- eller

bestyrelsesmedlemmer forbliver i et selskabs ledelse, eller at

selskabskapitalen forbliver på bestemte hænder. Sker der i sådanne tilfælde

ændringer i ledelsen eller kapitalbesiddelsen, er bevillingens fortsatte

gyldighed betinget af bevillingsmyndighedens positive vurdering af de ændrede

forhold. Om pligt til at anmelde ændringer i ledelsens sammensætning eller i

kapitalbesiddelsen henvises til forslagets § 14, stk. 3, jf. § 18, stk. 1,

nr. 6.

En alkoholbevilling vil ikke kunne begrænses til kun at give adgang til

salg af stærke drikke ud af huset, jf. bemærkningerne til § 6.

Efter den gældende lovs § 11, stk. 2, kan afgørelser, der efter

restaurationsloven skal træffes af kommunalbestyrelsen, træffes af et af

kommunalbestyrelsen i dette øjemed nedsat bevillingsnævn. Det er antaget, at

denne formulering forhindrer, at kommunalbestyrelsen kan delegere sin

kompetence til økonomiudvalget, et stående udvalg eller den kommunale

administration.

Med den foreslåede formulering af stk. 3 tilsigtes, at kommunalbestyrelsen

på sædvanlig måde kan træffe beslutning om delegation inden for den kommunale

organisation. Delegation vil således kunne ske til økonomiudvalget, et

stående udvalg eller den kommunale administration.

Kommunalbestyrelsen vil også fortsat kunne nedsætte et bevillingsnævn til

at træffe afgørelse i sager om alkoholbevilling. Nævnets afslag vil i så fald

kunne indbringes for kommunalbestyrelsen, som dog også som klageinstans vil

kunne overlade afgørelsen til et udvalg eller den kommunale administration. I

København, hvor en borgmester er formand for bevillingsnævnet, er det dog den

samlede magistrat, der er klageinstans.

I forbindelse med behandling af bevillingsansøgninger vil kommunen kunne

rette henvendelse til restaurationsbranchens hovedorganisationer eller lokale

brancheorganisationer for råd og vejledning af faglig art.

Der er i medfør af § 21 b i lov om frikommuner godkendt

frikommuneregulativer for Hasle, Fåborg og Ebeltoft kommuner, hvorefter

afgørelser om meddelelse af alkoholbevilling træffes af kommunens

økonomiudvalg, jf. Industriministeriets bekendtgørelser nr. 601, 602 og 603

af 14. september 1989. Frikommuneregulativerne er gældende indtil 31.

december 1993.

Som følge af forslagets § 10, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen delegere sin

kompetence i sager om alkoholbevilling til udvalg og administration.

Bestemmelsen i § 21 b i lov om frikommuner bliver derved overflødig. Det er

derfor foreslået, at bestemmelsen ophæves, jf. forslagets § 39, stk. 7. De

nævnte frikommuneregulativer bortfalder herefter.

Til § 11

Bestemmelserne svarer til den gældende lovs § 13.

Bestemmelsen i stk. 2, nr. 2, gælder også amtskommuner.

Til § 12

Bevillingsmyndigheden kan være kommunalbestyrelsen, bevillingsnævnet, et

af kommunalbestyrelsen nedsat udvalg, den kommunale administration eller

Landsbevillingsnævnet, jf. § 10, stk. 2-4, og § 11.

Bestemmelsen angiver hvilke hensyn, bevillingsmyndigheden kan lægge vægt

på ved afgørelsen af, om alkoholbevilling kan meddeles, og svarer til den

gældende lovs § 14, stk. 3, bortset fra, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen

ikke længere skal fastsætte retningslinier herom. I medfør af den gældende

lovs § 14, stk. 3, er givet retningslinier i cirkulære nr. 73 af 26. april

1978, cirkulæreskrivelse nr. 66 af 5. april 1982 og vejledning nr. 64 af 24.

juni 1986. Disse cirkulærer bortfalder ved lovens ikrafttræden. Det er

herefter i forslaget nærmere konkretiseret, hvorledes disse hensyn kan

tilgodeses.

Nr. 1 svarer til den gældende lovs § 14, stk. 1, 2. pkt., nr. 4, og stk.

2, 2. pkt., om den af bevillingsansøgeren, direktion og bestyrelsesmedlemmer

udviste vandel. Vandelskravet er udvidet til også at omfatte andre, der kan

øve en bestemmende indflydelse på virksomhedens drift. Derved opnås, at det

kan forhindres, at personer, der ikke opfylder vandelskravet, i realiteten

alligevel driver restaurationsvirksomhed gennem en anden person, der formelt

har de nødvendige adkomster.

Nr. 2 svarer til den gældende lovs § 14, stk. 3, litra a.

Nr. 3 svarer til den gældende lovs § 14, stk. 3, litra b. Det har hidtil

været antaget, at de hensyn, som restaurationsloven skal varetage, ikke kan

medføre, at en alkoholbevilling skal kunne betinges af, at der stilles

sikkerhed for betaling af gæld til det offentlige. Dette kræves ikke for

andre brancher. Imidlertid har det vist sig, at enkelte restauratører, der

kun holder deres restaurationer åbne i sommerperioden, efter at have opnået

store indtægter lukker restaurationen uden at betale moms og

A-skatterestancer. Restancerne må ofte afskrives af det offentlige. Der vil i

medfør af forslagets § 10, stk. 2, 4. pkt., i sådanne tilfælde, hvor der må

antages at være overvejende sandsynlighed for, at en virksomhed vil ophøre,

uden at der betales skyldig moms og skat, kunne stilles krav om sikkerhed for

gæld til det offentlige, f.eks. ved bankgaranti eller depositum på f.eks.

50.000 kr.

Nr. 4 svarer til den gældende lovs § 14, stk. 3, litra c.

Nr. 5 svarer til den gældende lovs § 14, stk. 3, litra d.

Nr. 6, der er ny, medtager hensynet til at undgå uforsvarlig

restaurationsdrift eller andre ædruelighedsmæssige eller ordensmæssige

problemer som følge af en for stærk lokal koncentration af restaurationer med

alkoholbevilling. Herved vil restauratører som følge af konkurrencen kunne

fristes til »hård udskænkning« af stærke drikke. Koncentration af

restaurationer giver kun grundlag for nægtelse af alkoholbevilling, hvis der

kan befrygtes ædrueligheds- eller ordensmæssige problemer. Det kan i andre

tilfælde være en fordel, at restaurationer ligger samlet i visse kvarterer.

Nr. 7 svarer til den gældende lovs § 14, stk. 3, litra e.

I bemærkningerne til forslagets § 10 er nærmere redegjort for adgangen til

at begrænse og betinge en alkoholbevilling.

Ved afgørelsen af, om en alkoholbevilling kan fornys, bør

bevillingsmyndigheden tage hensyn til den investering, som vedkommende

bevillingshaver har foretaget i virksomheden, og der bør gives en frist til

afhændelse af virksomheden, hvis bevillingen ikke kan fornys.

Til § 13

Bestemmelserne svarer til den gældende lovs § 14, stk. 1, bortset fra

redaktionelle ændringer. Bestemmelsen om, at aldersbetingelsen kun er 23 år

for personer, der har afsluttet en uddannelse inden for hotel- og

restaurationsfaget, er dog ny.

Efter forslagets § 3, stk. 1, nr. 2, kræves, at personer for at få

næringsbrev skal være myndige, men der er i § 3, stk. 4, hjemmel til at

dispensere. Der er ikke hjemmel til at dispensere fra kravet om myndighed i §

13, stk. 1, nr. 3. Der er heller ikke hjemmel til at dispensere fra

betingelserne i § 13, stk. 1, nr. 1 og 2.

Med kravet om, at ansøgeren har næringsbrev, følger bl.a., at ansøgeren

ikke må være under konkurs, jf. § 3, stk. 1, nr. 3, sammenholdt med § 7, stk.

1.

Til § 14

Stk. 1 og 2 svarer til den gældende lovs § 14, stk. 2, 1., 2. og 3. pkt.,

bortset fra at kompetencen til at dispensere er tillagt bevillingsmyndigheden

i stedet for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

I stk. 3 er anmeldelsespligten i forhold til den gældende lovs § 14, stk.

2, 4. pkt., udvidet til også at omfatte aktionærer eller anpartshavere, der

opnår 30 pct. eller mere af selskabskapitalen. Denne udvidelse af

anmeldelsespligten er begrundet i hensynet til kontrol med, at en af

bevillingsmyndigheden stillet betingelse, f.eks. om at aktier eller anparter

skal indehaves af bestemte personer, overholdes.

Til § 15

Bestemmelserne svarer til den gældende lovs § 14, stk. 5, bortset fra

redaktionelle ændringer.

Til § 16

Stk. 1 svarer til den gældende lovs § 14, stk. 4, 1. pkt. § 14, stk. 4,

2. pkt., om fornyelse af bevillinger udstedt første gang før 1. oktober 1963

er ikke medtaget. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen vil, hvis spørgsmålet bliver

aktuelt, kunne tillade fornyelse efter forslagets § 16, stk. 1.

Stk. 2 svarer til den gældende lovs § 14, stk. 6 og 7, bortset fra

redaktionelle ændringer.

Stk. 3 svarer til den gældende lovs § 14, stk. 8.

Stk. 4 og 5 svarer til den gældende lovs § 14, stk. 9, der omfatter

alkoholbevilling for såvel personer som selskaber. Forslagets stk. 4 gælder

for personer og stk. 5 for selskaber. Forbudet mod, at personer kan få

alkoholbevilling, er foreslået udvidet til også at gælde personer, der er

medlem af direktion eller bestyrelse i selskaber, som fremstiller eller

forhandler drikkevarer. Forbudet mod, at selskaber kan få alkoholbevilling,

er foreslået udvidet til også at gælde selskaber, i hvilke et medlem af

direktion eller bestyrelse er medlem af direktion eller bestyrelse i et andet

selskab, som fremstiller eller forhandler drikkevarer. Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen kan dispensere. Denne adgang er fortsat henlagt til

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen for at sikre en ensartet praksis.

Den gældende lovs § 14, stk. 9, 2. pkt., om fornyelse af bevillinger

udstedt første gang før 1. januar 1973 er ikke medtaget. Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen vil, hvis spørgsmålet bliver aktuelt, kunne tillade

fornyelse efter forslagets § 16, stk. 4 og 5.

Til § 17

Stk. 1 svarer til den gældende lovs § 15, stk. 1, 2. pkt. Bestemmelsen

om, at alkoholbevillingen skal påtegnes næringsbrevet, er bortfaldet.

Meddelelse om alkoholbevilling gives ved en skrivelse fra

bevillingsmyndigheden.

Stk. 2 svarer til den gældende lovs § 15, stk. 2. Dog kan afslag på

ansøgning om midlertidig tilladelse ikke længere indbringes for Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen, jf. forslagets § 35.

Kompetencen til at give midlertidig tilladelse til at servere stærke

drikke er overgået fra Københavns magistrat til Politidirektøren i København.

Politiet har tidligere end magistraten kendskab til ansøgerens forhold. I de

tilfælde, hvor bevillingen skal gives af Landsbevillingsnævnet, vil

magistraten ikke få sagen til behandling.

Til § 18

Bestemmelserne svarer hovedsageligt til den gældende lovs § 17. I stk. 1,

nr. 3, er imidlertid indført den bestemmelse, at alkoholbevillingen

bortfalder, når bevillingshaveren ikke længere udnytter bevillingen. Den

omstændighed, at bevillingshaveren f.eks. i tilfælde af sygdom ikke i en

periode udnytter alkoholbevillingen, medfører ikke bortfald af bevillingen.

Hvis bevillingshaveren sælger den virksomhed, hvortil bevillingen var

gældende, vil sælgeren kunne have brug for sin bevilling i tilfælde af, at

køberen misligholder sine forpligtelser, og sælgeren må tage virksomheden

tilbage. I dette tilfælde vil virksomhedens økonomiske forhold ofte være

forværret. Hvis sælgerens alkoholbevilling er bortfaldet efter stk. 1, nr. 3,

vil det medføre en fornyet prøvelse af de økonomiske forhold, når der ved

virksomhedens tilbagetagelse skal søges en ny alkoholbevilling. Den nye

bevillingsansøgning kan ledsages af en ansøgning om midlertidig tilladelse i

henhold til § 17, stk. 2.

Efter stk. 1, nr. 6, er det præciseret, at alkoholbevillingen er

bortfaldet, såfremt en for alkoholbevillingen stillet betingelse ikke længere

er opfyldt.

Stk. 2 pålægger bevillingshaveren en underretningspligt, når

alkoholbevillingen ikke udnyttes. Det har betydning for bevillingsmyndigheden

ved fremtidige ansøgninger om alkoholbevilling at have kendskab til, om

restaurationer i det pågældende kvarter stadig holdes åbne.

I øvrigt er der foretaget ændringer af redaktionel karakter.

Til § 19

Bestemmelserne svarer til den gældende lovs § 18.

De sager, der efter stk. 2 er krævet indbragt for domstolene, er hidtil

blevet indbragt for landsretten. Efter ændringen af §§ 224 og 225 i

retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 748 af 1. december 1989, behandles

sagerne ved byretten.

Efter forslagets stk. 3 er det ikke længere Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen, men bevillingsmyndigheden, der skal indbringe afgørelsen

for domstolene.

Efter den gældende lovs § 19 skal næringsbrevet, når alkoholbevilling er

bortfaldet, frataget eller frakendt, indleveres til den myndighed, der har

udfærdiget bevillingen, til slettelse af bevillingspåtegningen. Denne

bestemmelse foreslås ophævet, jf. bemærkningerne til § 7. I øvrigt skal

alkoholbevilling efter forslaget ikke påtegnes næringsbrevet.

Til § 20

Bestemmelserne indeholder en forenkling og en modernisering i forhold til

den gældende lovs § 20.

Der kræves ikke tilladelse fra politiet til drift af kantiner, uanset at

der serveres øl og bordvin, men i så fald skal kantinens leder opfylde de

betingelser, der er nævnt i forslagets stk. 2. Politiet kan dog i henhold til

stk. 5 forbyde driften af en kantine, hvis reglerne for kantinevirksomhed

tilsidesættes, eller kantinen drives på en måde som nævnt i § 19, stk. 1, 2.

pkt. (drukkenskab m.v.).

Bestemmelsen i den gældende lovs § 20, stk. 1, 2. pkt., om fastsættelse af

nærmere regler til afgrænsning af de adgangsberettigedes kreds har aldrig

været anvendt og foreslås ophævet.

For at give cateringselskaber mulighed for at drive kantinevirksomhed er

bestemmelsen i den gældende lovs § 20, stk. 2, 2. pkt., foreslået ophævet.

Bestemmelsen om, at kantineindehaverens løn hverken helt eller delvis må

fastsættes som en procentdel af omsætningen af stærke drikke, foreslås

ligeledes ophævet.

Bestemmelserne i den gældende lovs § 20, stk. 4, 2. pkt., hvorefter øl og

bordvin ikke må serveres uden for de i vedkommende virksomhed fastsatte

spisetider, foreslås ophævet. Det må overlades til virksomheden eventuelt at

fastsætte regler om, i hvilket omfang øl og bordvin må serveres inden for de

i loven fastsatte åbningstider.

Bestemmelsen i den gældende lovs § 20, stk. 5, 3. pkt., om forbud mod at

tilbageholde arbejdsløn til dækning af skyld i kantinen findes utidssvarende

og foreslås ophævet.

Stk. 4 træder i stedet for den gældende lovs § 20, stk. 5, 4. og 5. pkt. I

den gældende lov er det fastsat, at der ikke må finde handel sted, men at

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan fastsætte bestemmelser, hvorefter der kan

forhandles nærmere angivne føde- og drikkevarer, personlige fornødenheder og

lignende. Bestemmelser herom findes i bekendtgørelse nr. 166 af 29. april

1970 om handel i marketenderier (kantiner). Bestemmelser om handel i kantiner

foreslås optaget i loven. De foreslåede bestemmelser svarer til de gældende

bestemmelser.

Bestemmelsen i den gældende lovs § 20, stk. 6, 1. og 2. pkt., foreslås

erstattet med en generel bestemmelse om, at kantiner må holdes åbne fra time

før arbejdstidens begyndelse til 1 time efter arbejdstidens ophør.

Anmeldelsespligten i lovens § 20, stk. 6, 4. pkt., foreslås ophævet, og

det foreslås, at sammenkomster, der bekostes af vedkommende virksomhed, som

hidtil kan afholdes i kantinens lukketid, samt at dette også skal gælde

sammenkomster, der foranstaltes af virksomhedens personale, uanset om

sammenkomsten foranstaltes af nogen organisation.

Endvidere foreslås, at lejlighedstilladelse, jf. § 22, stk. 2-7, kan gives

til kantinelokaler i lukketiden til arrangementer, hvori deltager andre end

de i virksomheden ansatte og disses gæster.

Til § 21

For at pensionater kan drives uden adkomst må gæster efter nr. 1 modtages

i mindst 30 nætter ad gangen. Efter den gældende lovs § 21, stk. 1, nr. 1, og

stk. 2 er det tilstrækkeligt, at gæster modtages i mindst 6 eller 3 nætter ad

gangen. Ved at kræve, at gæster skal overnatte mindst 30 nætter ad gangen, er

den form for pensionatvirksomhed, der kan betegnes som »gæsternes andet

hjem«, undtaget fra kravet om næringsbrev. Modtagelse af overnattende

gæster i kun 6 eller 3 dage ad gangen adskiller sig ikke fra sædvanlig

hoteldrift og skal derfor drives på grundlag af næringsbrev og evt.

alkoholbevilling.

Kravet i den gældende lovs § 21, stk. 3, om at stærke drikke kun må

serveres i forbindelse med de faste måltider, er ikke medtaget, bl.a. fordi

dets overholdelse er vanskelig at kontrollere.

Bestemmelsen i den gældende lovs § 21, stk. 1, nr. 2, om regelmæssig

servering for gæster efter forudgående aftale, er udeladt, da der ikke

længere synes behov for drift af sådan virksomhed.

Efter nr. 2 kræves der ikke næringsbrev ved udlejning (til turister) af

værelser i private hjem, ofte inkluderet morgenmad, hvilket også kendes fra

udlandet (bed and breakfast). Bestemmelsen omfatter dog kun udlejning i

begrænset omfang, og der må kun serveres morgenmåltid. Der må ikke serveres

stærke drikke.

Til § 22

Lejlighedstilladelse er med de nedenfor nævnte undtagelser påkrævet ved

enkeltstående arrangementer, hvor der udøves en af loven omfattet virksomhed.

Efter forslaget omfatter loven erhvervsvirksomhed og enkeltstående

arrangementer, uanset at disse ikke kan anses for erhvervsvirksomhed, samt

endvidere efter § 1, stk. 2, virksomhed i foreninger, når virksomheden

udadtil fremtræder som erhvervsvirksomhed, eller der serveres stærke drikke

for medlemmerne mod betaling.

Der er tilfælde, hvor lejlighedstilladelser ikke bør gives, fordi der

foreligger egentlig restaurationsvirksomhed. Dette vil f.eks. være tilfældet,

hvis samme person systematisk, ofte og til samme lokalitet søger tilladelse

til arrangementer, der afholdes for ansøgerens regning. I sådanne situationer

bør ansøgeren henvises til at søge næringsbrev og eventuel alkoholbevilling i

henhold til forslagets §§ 2 og 10.

Der kræves ikke lejlighedstilladelse ved fester, møder og lignende for en

snæver kreds af personer, der har tilknytning til hinanden.

I disse tilfælde vil vareindkøb normalt ske for regning af den, der

afholder festen, d.v.s. selskabsværten, og den antagne medhjælp vederlægges

alene for udført arbejde, d.v.s. madlavning, servering, rengøring m.v.

Forslaget i stk. 1 tilsigter at forenkle reglerne om

lejlighedstilladelser, således at f.eks. mindre arrangementer af

foreningsmæssig karakter kan afholdes uden tilladelse. For at sikre, at de

nævnte arrangementer ikke får en mere professionel karakter, og at

ordensmæssige hensyn kan varetages, foreslås det, at der i tilfælde, hvor der

serveres stærke drikke, kun må serveres øl af skatteklasse I og bordvin, at

serveringen skal foregå indendørs, og at deltagerantallet begrænses. Sådanne

antalsmæssige begrænsninger kendes i andre love eller dertil knyttede regler

inden for brandlovgivningen. Ved en begrænsning af deltagerantallet til 150

personer forventes det, at en stor del af de hidtidige arrangementer falder

uden for tilladelsessystemet, men det sikres, at de arrangementer, som enten

er af så stort omfang, at der kan være behov for professionel

restauratørbistand eller som kan give ordensmæssige problemer af større

omfang, fortsat kræver forudgående tilladelse, således at der kan stilles

vilkår herfor.

Efter forslaget skal der ikke kræves tilladelse til arrangementer, hvor

der er tale om enkel bespisning, og der ikke serveres stærke drikke.

Tilladelse kræves således f.eks. ikke til de ofte forekommende arrangementer,

hvor der alene serveres kaffe, te, brød og kager. Politiet skal dog inden 3

dage underrettes om arrangementer, der afholdes udendørs. Begrundelsen herfor

er, at nogle af disse arrangementer kan give ordensmæssige problemer, og at

det derfor er af betydning, at politiet på forhånd har kendskab til

arrangementet.

Forslaget om, at politiet efter stk. 1 kan fastsætte vilkår eller forbyde

arrangementet, vil kunne anvendes også i tilfælde, hvor politiet, uanset at

arrangementet ikke på forhånd skal anmeldes til politiet, alligevel får

kendskab hertil. Har der ved et arrangement været problemer af ordensmæssig

art, vil politiet på forhånd kunne forbyde fremtidige arrangementer af

lignende art.

Af sproglige grunde er udtrykket i den gældende lovs § 22 »en dertil

udpeget person« ændret til »en person«. Der er ikke derved

tilsigtet nogen ændring for så vidt angår spørgsmålet om, hvem der kan få

lejlighedstilladelse.

På grund af en i de senere år opstået tvivl om fortolkning af ordene

»fortrinsvis en restauratør« i den gældende lovs § 22, stk. 1,

foreslås det, at disse ord udgår af bestemmelsen. I stedet er det angivet,

ved hvilke lejligheder det ikke kan forlanges, at lejlighedstilladelse

meddeles en bevillingshaver (restauratør).

Bevillingshavere har efter forslaget ikke fortrinsret til at forestå de

arrangementer, der er omfattet af stk. 1 og stk. 2.

Efter stk. 3 kan lejlighedstilladelse gives til en person, der har

alkoholbevilling, enten til denne alene eller sammen med en person, der er

fyldt 25 år. Hovedreglen ved sådanne større arrangementer er således, at en

bevillingshaver skal medvirke. Krav om en bevillingshavers medvirken kan dog

fraviges, såfremt ingen bevillingshaver inden for politikredsen vil påtage

sig serveringen, eller såfremt der efter politiets opfattelse foreligger

særlige forhold. Ved politiets vurdering heraf kan f.eks. indgå, om

arrangementet har et velgørende formål, eller om arrangementet har karakter

af en årligt tilbagevendende festlighed, der gennem årene har været afholdt

af arrangøren selv, uden at der har været rejst kritik heraf fra

restauratørside, og uden at der har været problemer af ædruelighedsmæssig

eller ordensmæssig karakter. Det er fastsat, at tilladelse, hvis den ikke

gives til en bevillingshaver, kun kan gives til personer, der er fyldt 25 år,

og at serveringspersonalet skal være fyldt 18 år, hvis der serveres stærke

drikke.

Politiet kan altid kræve, at servering forestås af en restauratør, såfremt

det skønnes påkrævet ud fraædruelighedsmæssige eller ordensmæssige hensyn.

Skatteministeriet har oplyst, at ved velgørende arrangementer kan der kun

meddeles fritagelse for moms, hvis tilladelsen til et arrangement gives til

en organisation eller andre, der ikke selv driver virksomhed med salg af de

varer, som skal sælges momsfrit, jf. bekendtgørelse nr. 456 af 19. juni 1990

om fritagelse for afgiftspligt efter momsloven for velgørende arrangementer.

Efter forslaget til stk. 3 vil lejlighedstilladelse eventuelt kunne gives

til en bevillingshaver (restauratør) og en af en velgørende forening udpeget

person i fællesskab. Herefter optræder begge parter i juridisk forstand som

arrangør efter restaurationsloven med de forpligtelser, dette medfører.

Skatteministeriet har oplyst, at der på dette grundlag i disse tilfælde vil

kunne indrømmes momsfritagelse til velgørende foreninger.

Efter stk. 4 foreslås, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan fastsætte

bestemmelser om gebyr for lejlighedstilladelser.

Neden for gives en oversigt over de forskellige typer af arrangementer,

der vil kunne forekomme efter forslaget til § 22:

1) Serveringen omfatter brød, kager, is, pølser, burgers, smørrebrød og

lignende enkel bespisning samt drikkevarer, dog ikke stærke drikke. Afholdes

indendørs. Ingen begrænsning af deltagerantal. Den ansvarlige skal være fyldt

18 år. Politiet skal ikke underrettes om arrangementet.

2) Serveringen som under 1). Afholdes udendørs. Ingen begrænsning af

deltagerantal. Den ansvarlige skal være fyldt 18 år. Politiet skal

underrettes senest 3 dage før afholdelsen.

3) Serveringen omfatter de under 1) nævnte spisevarer samt drikkevarer og

tillige stærke drikke, men kun øl af skatteklasse I og bordvin. Afholdes

indendørs. Deltagerantal højst 150 personer. Den ansvarlige skal være fyldt

25 år. Politiet skal ikke underrettes om arrangementet.

4) Serveringen som under 3). Hvis indendørs med flere end 150 deltagere

eller udendørs kræves tilladelse efter stk. 2.

5) Serveringen omfatter de under 1) nævnte spisevarer samt drikkevarer og

tillige stærke drikke, herunder andre stærke drikke end øl af skatteklasse I

og bordvin. Uanset indendørs eller udendørs og uanset deltagerantallet kræves

tilladelse efter stk. 3.

6) Serveringen omfatter andre end de under 1) nævnte spisevarer og/eller

andre stærke drikke end øl af skatteklasse I og bordvin. Uanset indendørs

eller udendørs og uanset deltagerantallet kræves tilladelse efter stk. 3.

Til § 23

Stk. 1 svarer til den gældende lovs § 23, stk. 1.

Efter stk. 2 kan der uden politiets tilladelse sælges stærke drikke fra

automater i restaurationslokaler med alkoholbevilling og i kantiner. I

kantiner må der kun sælges øl og bordvin fra automater. Den daglige drift af

sådanne virksomheder skal ifølge lovens § 8, jf. § 15, og § 20 ledes af

indehaveren selv eller en bestyrer, der under strafansvar er forpligtet til

at lede virksomheden i overensstemmelse med lovens bestemmelser, jf. § 37.

I stk. 3 er indført en hjemmel for politiet til i visse tilfælde at

forbyde opstilling af automater, hvorfra der kan købes stærke drikke.

Til § 24

Forslagets stk. 1 svarer til den gældende lovs § 24, stk. 1, 1. pkt.

Efter forslagets stk. 2, nr. 1, er politiets tilladelse ikke længere

påkrævet for, at næringsdrivende, der i væsentlig omfang fremstiller eller

forhandler stærke drikke, vederlagsfrit må servere smagsprøver i deres

forretningslokaler eller på udstillinger. Denne form for markedsføring er

omfattet af de retningslinier, som Forbrugerombudsmanden den 27. juli 1990

har udstedt vedrørende markedsføring af øl, vin, spiritus og andre

alkoholholdige drikkevarer.

Ved forslagets stk. 2, nr. 3, er der skabt hjemmel til vederlagsfri

udlevering af stærke drikke ved receptioner, jubilæer og lignende

enkeltstående tilfælde. Det vil f.eks. kunne være ved enkeltstående

salgsfremstød. Bestemmelserne i stk. 2, nr. 3, omfatter foruden butikker også

andre forretningslokaler, f.eks. for pengeinstitutter.

Politiet kan imidlertid, hvis forholdene giver anledning dertil, forbyde

udlevering af stærke drikke, jf. forslagets stk. 3. At udlevering af stærke

drikke mod vederlag ikke må ske, hvis det har karakter af servering, følger

af forslagets § 10, stk. 1, jf. § 1, stk. 3.

Stk. 4 svarer til den gældende lovs § 24, stk. 3, med en redaktionel

ændring som følge af den foreslåede ændring af § 29, stk. 1.

En forudsætning for, at en næringsdrivende efter stk. 2, nr. 1,

vederlagsfrit må udlevere stærke drikke, er, at dennes salg af stærke drikke

i forhold til den samlede omsætning eller absolut set er af væsentligt

omfang. Der vil ikke som efter de gældende bestemmelser kunne stilles krav

om, at udleveringen af smagsprøver skal foretages af personale uddannet inden

for vin- og spiritusbranchen eller specielt instrueret om egenskaberne ved

den vare, hvoraf prøver udleveres. Denne forudsætning er nævnt i cirkulære

nr. 71 af 18. april 1980 om tilladelse til vederlagsfri udlevering af

smagsprøver af stærke drikke i forretningslokaler m.v. Cirkulæret bortfalder

ved lovens ikrafttræden.

Til § 25

Den gældende lovs § 25 giver hjemmel til at fastsætte regler om

indretning og benyttelse af lokaler i en række forhold. I medfør heraf er

udstedt bekendtgørelse nr. 528 af 10. december 1971 om forskrifter for

udøvelse af restaurationsvirksomhed i skibe og tog og bekendtgørelse nr. 483

af 27. september 1974 om restaurations- og hotellokaler m.v. Disse

bekendtgørelser bortfalder ved lovens ikrafttræden. Da de hensyn, der skal

iagttages, i vidt omfang varetages i anden lovgivning, har man ment, at der

ikke i medfør af restaurationsloven skal fastsættes regler om forhold, der

allerede varetages i anden lovgivning. Der er efter forslaget hjemmel til at

fastsætte regler om lokaler i tilfælde, hvor det er påkrævet, fordi anden

lovgivning ikke har bestemmelser herom.

Til § 26

Bestemmelserne indeholder en regulering af adgangen til i restaurationer

at opstille spilleautomater, såvel gevinstgivende som ikke gevinstgivende

automater. Opstilling i en restauration af mere end 3 spilleautomater kræver

politiets tilladelse. Bevillingsmyndigheden kan dog ud fra

ædruelighedsmæssige, samfundsmæssige, ordensmæssige eller dermed

sammenhængende hensyn som betingelse for at give alkoholbevilling, jf.

forslagets § 10, stk. 2, 4. pkt., have fastsat, at ingen spilleautomater

eller kun et mindre antal må opstilles.

Indførelsen af kravet om tilladelse til også at opstille ikke

gevinstgivende spilleautomater ud over et vist antal har sin baggrund i den

stærke udvikling i antallet af opstillede automater og i brugen af disse

automater, der har vist sig lige så tiltrækkende som gevinstgivende

spilleautomater.

De gældende bestemmelser om spilleautomater findes i Justitsministeriets

cirkulære nr. 16 af 4. februar 1988 om offentlige forlystelser. Cirkulæret

giver bl.a. regler om, at gevinstgivende spilleautomater skal være godkendt

af et prøveinstitut, og om i hvilken form gevinster må udbetales.

Efter forslagets stk. 3 kan justitsministeren fastsætte regler om

spilleautomater, herunder om opstilling, benyttelse, godkendelse og syn af

spilleautomater. Det er en forudsætning, at de opstillede spilleautomater,

såvel gevinstgivende som ikke gevinstgivende, opfylder de bestemmelser, som

Justitsministeriet fastsætter.

Da bestemmelsen i lovens § 26, stk. 2, hvorefter kommunalbestyrelsen

bestemmer, hvilken afgift der skal betales for tilladelse til gevinstgivende

spilleautomater, har skabt uensartede afgifter i de forskellige kommuner,

foreslås det i stk. 4-6, at der fastsættes et højestebeløb for de afgifter,

som kommuner kan opkræve. Da der er tale om en kommunal skat, skal

højestebeløbet for afgiften fastsættes i loven.

Det foreslås, at der ikke skal tilladelse fra politiet til offentlig dans.

Som hidtil kræves tilladelse til optræden for offentligheden, jf. forslagets

§ 26, stk. 7. Levende musik anses ikke for optræden, men vil ligesom

offentlig dans m.v. kunne forbydes efter stk. 8.

Til § 27

»Serveringssteder« omfatter såvel forretningssteder med

alkoholbevilling som andre serveringssteder, hvor der serveres stærke drikke,

f.eks. i henhold til lejlighedstilladelse.

Bestemmelserne svarer til gældende praksis, jf. Vestre Landsrets domme i

UfR 1982 s. 889 og 1983 s. 792. De øvrige ændringer er med undtagelse af stk.

3 af redaktionel karakter.

Stk. 3 er ny. Ved afholdelse af arrangementer, der ikke er omfattet af

restaurationsloven, f.eks. sølvbryllupper og konfirmationer, der afholdes af

private i selskabslokaler, stilles der ikke krav til serveringspersonalets

alder. Afholdes festen derimod i en restauratørs selskabslokaler, skal

serveringspersonalet være fyldt 18 år.

Med forslaget gives restauratører samme mulighed for at anvende yngre

serveringspersonale ved servering i selskabslokaler, idet det foreslås, at

alderskravet på 18 år ophæves ved servering i restaurationers

selskabslokaler. Begrebet »selskabslokaler« er omtalt i

bemærkningerne til § 29, stk. 5.

Til § 28

Stk. 1 fastsætter lukketiden fra kl. 2 til kl. 5, hvor den gældende lovs

§ 28, stk. 1, fastsætter lukketiden fra kl. 24 til kl. 5. Iøvrigt er stk. 1

uændret.

Stk. 2 svarer til den gældende lovs § 28, stk. 4. Ændringen er af

redaktionel karakter.

Stk. 3 svarer til den gældende lovs § 28, stk. 2, bortset fra at

kompetencen til at tillade længere åbningstid er flyttet fra politiet til den

stedlige bevillingsmyndighed. Dog kræves samtykke fra politiet for at tillade

længere åbningstid. Udtrykket »den stedlige bevillingsmyndighed«

anvendes for at tilkendegive, at kompetencen til at tillade længere

åbningstid ikke tilkommer Landsbevillingsnævnet, uanset om dette nævn afgør,

om alkoholbevilling kan gives.

Efter stk. 4 kan den stedlige bevillingsmyndighed med politiets samtykke

tillade, at et mindre antal restaurationer har åbent hele døgnet, men det

fremgår af bestemmelsens udformning, at bevillingsmyndighedens kompetence

hertil er mere snæver end den kompetence, der tilkommer kommunalbestyrelse og

politi efter den gældende lovs § 28, stk. 3. Restaurationer omfattet af denne

bestemmelse kan f.eks. være restaurationer med gode lokaleforhold, hvor der

er mulighed for spisning eller en vis underholdning.

Tilladelse efter stk. 4 kan eventuelt begrænses til kun at gælde nætterne

efter fredage og lørdage og før helligdage.

Da kompetencen til at meddele tilladelse i medfør af stk. 3 og 4 er

tillagt den stedlige bevillingsmyndighed, kan den, der søger

alkoholbevilling, i almindelighed søge tilladelse til forlænget åbningstid

hos samme myndighed og få svar på begge ansøgninger samtidig, hvilket har

betydning for en eventuel beslutning om køb af en restaurationsvirksomhed. Da

også politimæssige hensyn har betydning, foreslås, at afgørelsen træffes med

samtykke fra politiet.

Efter stk. 5 kan den stedlige bevillingsmyndighed ud fra miljømæssige

hensyn bestemme, at en restauration skal lukke før kl. 2. Der kan f.eks.

tages hensyn til miljøet, hvis en restauration tænkes åbnet i et decideret

boligområde. Af hensyn til restauratørens mulighed for at vurdere

hensigtsmæssigheden af en investering i virksomheden, skal afgørelse træffes,

inden virksomheden påbegyndes.

Stk. 6 er ny. I modsætning til stk. 5 omhandler stk. 6 igangværende

virksomheder. Indførelse af den sene lukketid kl. 2 er forårsaget af, at der

meddeles tilladelser til forlænget åbningstid til meget forskellige

tidspunkter og i ret vidt omfang til kl. 1 og til kl. 2. Dette kan medføre

natteuro og ordens- og færdselsmæssige problemer, når gæsterne ved en

restaurations lukketid bevæger sig hen til en anden restauration med en

senere lukketid. Disse problemer forventes mindsket, når den almindelige

lukketid er kl. 2. Dette er også baggrunden for, at beføjelsen til at tillade

forlænget åbningstid efter stk. 4 er forholdsvis begrænset.

Det er hensigtsmæssigt, at der kan gribes ind, hvis denne sene lukketid

for enkelte restaurationer skulle medføre ordens- eller ædruelighedsmæssige

problemer. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis restaurationen ligger i et

beboelseskvarter.

Stk. 7 er ny. Der vil herefter være mulighed for øjeblikkelig indgriben,

hvis den sene lukketid giver anledning til ordens- eller ædruelighedsmæssige

problemer, uden at der foreligger forhold som efter § 19 kan føre til

fratagelse af alkoholbevillingen. Ved at begrænse åbningstiden i en kortere

periode gives der bevillingshaveren tilskyndelse til at søge de forhold, der

gav anledning til indgriben, bragt i orden.

Den stedlige bevillingsmyndighed træffer også afgørelse efter stk. 3-7 om

åbningstiden for virksomheder, der har fået alkoholbevilling af

Landsbevillingsnævnet, eller som drives i henhold til næringsbrev som

restauratør og hotelvært uden alkoholbevilling.

Stk. 8 svarer til den gældende lovs § 28, stk. 5, dog at 2. pkt.,

hvorefter restaurationens vinduer i lukketiden ikke uden politiets tilladelse

må være tildækket, er udgået.

Ved siden af lukketidsreglerne gælder arbejdsmiljølovgivningens regler om

unges aften- og natarbejde. Det kræves, at unge under 18 år skal have en

samlet hvileperiode på mindst 12 timer i døgnet, jf. § 61, stk. 1, i

arbejdsmiljøloven. Hvileperioden for unge på 15 år beskæftiget i

restaurationer, hoteller og lignende skal omfatte tidsrummet fra kl. 22.00

til kl. 6.00 og for unge fra 16 til 18 år tidsrummet fra kl. 24.00 til kl.

6.00, jf. § 6 i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 465 af 25. oktober

1985 om unges aften- og natarbejde.

Til § 29

Bestemmelserne svarer til den gældende lovs § 29, bortset fra at stk. 1,

1. pkt., nr. 2, stk. 2 og stk. 3, ikke er medtaget.

Efter stk. 5 må der i selskabslokaler serveres stærke drikke for personer,

der ikke er fyldt 18 år. Selskabslokaler omfatter særskilte lokaler i

tilknytning til restaurationer og tillige restaurationslokaler, hvis

restaurationslokalerne benyttes af et sluttet selskab, forudsat at der ikke

er adgang til lokalerne for offentligheden. Lokaler, der udlejes til

selskaber, der selv sørger for serveringen, er ikke omfattet af loven, jf.

bemærkningerne til § 1, og loven vil derfor heller ikke være til hinder for,

at der i sådanne lokaler serveres stærke drikke for personer, der ikke er

fyldt 18 år.

Bestemmelsen i den gældende lovs § 29, stk. 1, 1. pkt., nr. 2, hvorefter

det er forbudt at servere eller lade servere stærke drikke for personer, der

ved det offentliges foranstaltning er under afvænningsbehandling for

spiritusmisbrug, er meget vanskelig for restauratører at administrere, da

disse sjældent har mulighed for at gøre sig bekendt med, om en gæst skulle

være undergivet en sådan behandling. Bestemmelsen foreslås ophævet.

Bestemmelsen i den gældende lovs § 29, stk. 2, hvorefter bevillingshaveren

eller dennes stedfortræder, når nogen er blevet beruset i en restauration,

skal drage omsorg for, at han under betryggende ledsagelse bringes hjem eller

til en politistation, forekommer at være overflødig, da straffeloven

indeholder tilstrækkeligt værn for personer i hjælpeløs tilstand.

Bestemmelsen foreslås derfor ophævet.

Bestemmelsen i den gældende lovs § 29, stk. 3, hvorefter politiet kan

forbyde bevillingshaveren og de i restaurationen ansatte at nyde stærke

drikke sammen med gæsterne, benyttes ikke i praksis. Bestemmelsen foreslås

ophævet.

Til § 30

Bestemmelsen er ændret, således at den ikke alene omfatter restaurations-

og hotelvirksomheder, der ikke har alkoholbevilling, men alle af loven

omfattede virksomheder, der ikke har alkoholbevilling eller ikke er omfattet

af § 20, § 21, nr. 1, eller § 22, stk. 8.

Herefter omfatter bestemmelsen også forsamlingshuse, når de drives på

grundlag af næringsbrev som restauratør og hotelvært, men uden

alkoholbevilling. Det har under den gældende lov været antaget, at § 30 ikke

fandt anvendelse på sådanne forsamlingshuse, fordi de ikke kunne betragtes

som restaurations- og hotelvirksomheder, jf. cirkulære nr. 172 af 21.

september 1971 til politidirektøren i København og samtlige politimestre om §

30, stk. 1, i restaurations- og hotelloven.

Forsamlingshuse og andre lokaler, hvor der ikke drives virksomhed på

grundlag af næringsbrev som restauratør og hotelvært, men som alene udlejes

til selskaber, der selv sørger for serveringen, møder og lignende, er ikke

omfattet af loven og derfor ikke af forbudene i § 30.

Endvidere er af den gældende lovs § 30 udgået stk. 1, nr. 1, der må

betragtes som overflødig, idet den omstændighed, at der i de pågældende

virksomheder ikke må serveres stærke drikke, fremgår af lovens § 11, stk. 1,

1. pkt. (forslagets § 10, stk. 1).

Til § 31

Bestemmelserne svarer til den gældende lovs § 31, bortset fra at stk. 3

ikke er medtaget ud fra den betragtning, at et forbud mod udbetaling og

fordeling af arbejdsløn i restaurationer og kantiner virker formynderisk og

utidssvarende.

Til § 32

De tilsvarende bestemmelser findes i § 7 i bekendtgørelse nr. 483 af 27.

september 1974 om restaurations- og hotellokaler m.v. Denne bekendtgørelse

foreslås ophævet, jf. bemærkningerne til § 25. For at politiet skal have

hjemmel til at gribe ind, hvis der i en restauration er forhold, der

forstyrrer den offentlige orden, er det nødvendigt, at bestemmelsen optages i

loven, idet politivedtægterne ikke gælder for restaurationslokaler.

Til § 33

Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 10, stk. 1. Ændringen er af

redaktionel karakter. Bestemmelsen giver mulighed for at stille begrænsninger

eller betingelser, der er motiveret af de hensyn, som loven skal varetage.

Til § 34

Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 10, stk. 2, 1. og 2. pkt., og

stk. 3, bortset fra den i stk. 1 nævnte henvisning til undtagelserne i § 35.

Til § 35

Bestemmelsen undtager fra klageadgang nogle af de afgørelser, som er

truffet af politimesteren, politidirektøren eller Københavns magistrat. Det

drejer sig bl.a. om afgørelser, der beror på et skøn over lokale forhold, som

den lokale myndighed er bedre egnet til at udøve end den centrale myndighed.

Indskrænkningen i klageadgangen medfører endvidere, at dobbeltadministration

undgås, hvorved der opnås en administrativ forenkling.

Afgørelser om fratagelse af retten til at drive næring på grund af

betydelig forfalden gæld til det offentlige kan ikke indbringes for anden

administrativ myndighed, idet sådanne afgørelser kan forlanges indbragt for

domstolene.

Til § 36

Bestemmelsen træder i stedet for den gældende lovs § 10, stk. 2, 3. pkt.

Den gældende lovs bestemmelse blev indsat i loven ved lov nr. 851 af 23.

december 1987 i forbindelse med, at administrationen af restaurationsloven

fra 1. januar 1988 blev overført fra Industriministeriet til Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen. Bestemmelsen har ikke været anvendt, men det foreslås, at

man bevarer muligheden for at kunne fastsætte, at visse afgørelser skal kunne

indbringes for et ankenævn.

Til § 37

Da bestemmelserne i kapitel 4, 5 og 6 også vil gælde offentlige

institutioners virksomhed, er det fundet, at bødeansvar i lighed med, hvad

der gælder for aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber og lignende,

må kunne pålægges staten eller en kommune, herunder også en amtskommune, og

stk. 5 og 6 foreslås derfor ændret i overensstemmelse hermed.

I stk. 6 foreslås, at 1. pkt. også omfatter kantineindehavere og disses

bestyrere. Disses strafansvar er i den gældende lov fastsat såvel i § 20,

stk. 5, som i § 32, stk. 5. Der tilsigtes ikke hermed nogen realitetsændring,

men alene en redaktionel ændring af § 32, stk. 5, i forbindelse med forslaget

til ændring af § 20.

Ændringerne i stk. 1 er en konsekvens af den ændrede formulering af de

enkelte paragraffer. § 21 er ikke medtaget. Drives der virksomhed, uden at

betingelserne i § 21 er opfyldt, vil der foreligge en overtrædelse af § 2,

stk. 1. Serveres der i de i § 21, nr. 2, nævnte virksomheder stærke drikke,

foreligger tillige en overtrædelse af § 10, stk. 1.

Til § 38

Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 33.

Til § 39

Det følger af stk. 2, at tidligere udstedte bekendtgørelser, cirkulærer

m.v. bortfalder ved lovens ikrafttræden.

Bestemmelsen i stk. 3 er en følge af, at der efter § 2, stk. 1, kræves

næringsbrev til hvert forretningssted.

Efter stk. 5 foreslås, at tilladelser givet inden lovens ikrafttræden til

at holde restaurationer åbne længere end til kl. 2 bortfalder 2 år efter

lovens ikrafttræden. Der gives herved en frist til at indrette sig på de nye

lukketider.

Efter forslagets § 28, stk. 1, gives der en almindelig adgang til at holde

restaurationer åbne til kl. 2, medens den gældende lovs § 28, stk. 1, alene

giver adgang til at holde åbent til kl. 24. Efter forslagets § 28, stk. 5,

kan den stedlige bevillingsmyndighed, inden en virksomhed påbegyndes,

bestemme, at restaurationen skal lukke på et tidligere tidspunkt end kl. 2,

hvis det er påkrævet af miljømæssige hensyn. Forslagets § 39, stk. 6, giver

mulighed for også at træffe sådan afgørelse for så vidt angår en igangværende

virksomhed. Afgørelsen skal dog være truffet senest 1 år efter lovens

ikrafttræden.

Frikommuneregulativer, som er godkendt i henhold til frikommunelovens § 21

b, bortfalder. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 10.

Til § 40

Det foreslås, at den gældende lovs § 35, stk. 2, hvorefter loven kan

sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske

forhold tilsiger, udgår. Reglerne er fra 1985 fastsat af Grønlands

Hjemmestyre. Der gælder Landstingslov nr. 7 af 16. november 1984 om

restaurations- og hotelvirksomhed i Grønland.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter