1990 LSF 161 FORSLAG TIL LOV MOD SKATTEYDERBETALING AF KANTINER M.V.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1. Ingen offentlig institution kan yde skatteyderbetalt tilskud
til hel eller delvis betaling for mad, drikke, tobak eller andre
nydelsesmidler.
§ 2. Undtaget fra § 1 er forplejning af
a) sygehuspatienter og
b) klienter, der opholder sig på særforsorgens institutioner.
§ 3. Arbejdsmiljølovens forskrifter påvirkes ikke af forbudet i §
1.
Bemærkninger til lovforslaget
Hovedsynspunkt
Der anvendes hvert år milliarder af skatteydernes penge til betaling for
enkeltpersoners fortæring m.v. Formålet med nærværende lovforslag er at opnå
vidtrækkende besparelser på dette punkt.
Lovforslaget er en delvis genfremsættelse af Fremskridtspartiets
lovforslag nr. L 159 af 18. februar 1983 (Folketingstidende 1982-83, tillæg A
sp. 3349 og forhandlingerne sp. 6487 og sp. 8502) og L 208 af 16. marts 1990
(Folketingstidende 1989-90, tillæg A sp. 5249 og forhandlingerne sp. 7431 og
sp. 8039).
Når lovforslaget genfremsættes på nuværende tidspunkt, skyldes det
finansminister Henning Dyremoses (K) udtalelse til Berlingske Tidende den 25.
februar 1991 om at ville genindføre tilskud til kantinedriften i statens
regi.
Det er forslagsstillernes opfattelse, at finansministeren ikke skal have
lov til administrativt at genindføre skatteydertilskud på 70 mio. kr. årligt.
Lov om restaurations- og hotelvirksomhed m.v., jf. lovbekendtgørelse nr.
186 af 25. marts 1988 kapitel 4 - der er optrykt som bilag 1 til nærværende
forslag - indeholder dansk rets hovedbestemmelser om kantiner.
Arbejdsmiljølovens bestemmelser
Arbejdsmiljø- og arbejderbeskyttelsesreglerne er fastlagt i lov, jf.
lovbekendtgørelse nr. 646 af 18. december 1985, ændret senest ved lov nr. 380
Læs alt
af 13. juni 1990.
Arbejdsmiljøloven siger, at der skal anvises medarbejderne passende plads
til at indtage deres måltider og gives dem mulighed for at opvarme medbragt
mad og drikke. Hvor arbejdets art gør det påkrævet eller naturligt, at
medarbejderne ikke spiser i arbejdslokalet, skal der indrettes passende
spiserum for vedkommende medarbejdere, hvis dette i øvrigt er rimeligt.
Nærværende forslag berører ikke arbejdsmiljølovgivningen, jf. § 3.
Finansiering af kantiner og lignende
Når salg af mad, drikke, tobak og andre nydelsesmidler finder sted på
arbejdspladser i den offentlige sektor, kræver forslaget, at salgsprisen
fastsættes således, at der sker fuld dækning af alle omkostninger:
a) administration, kasseapparat, telefon og administrationsinventar,
b) råvarer og andre varer med løbende forbrug f.eks. opvaskemidler,
karklude og kaffefiltre,
c) moms,
d) inventar og andet udstyr, der tilgår ved fremstilling, udbud og salg af
varerne,
e) el, gas, vand og renovation, hvis forbrug skyldes varesalget,
f) porcelæn, glas, bestik m.v.,
g) kantinepersonale til tilberedning, betjening, afrydning og opvask,
h) beregnet rimelig husleje for de benyttede lokaliteter for så vidt der
ikke betales (fuld) husleje.
Private virksomheder
Om private arbejdsgivere vil forlange den fulde omkostningsdækning,
ligger uden for forslaget, der alene vil sikre, at skatteyderne ikke betaler
til særlige befolkningsgruppers fortsatte særbegunstigelse. Mad, drikke,
tobak og andre nydelsesmidler er en privatforbrugsudgift.
På en måde kan man godt sige, at skatteyderne også betaler for et udsnit
af mad, drikke, tobak og andre nydelsesmidler, som ydes i den private sektor,
for eksempel gennem arbejdspladskantiner med fradragsberettigede
virksomhedstilskud. Nærværende forslag rammer ikke disse foreteelser. De
fjernes bedst ved ophævelse af indkomstskatten.
At begynde generelt at pille ud af den del af den betændte
skattelovgivning, er nok halsløs gerning, og vi må derfor døje med den i den
- forhåbentlig meget korte - restlevetid, folketingsflertallet opretholder
den asociale indkomstskattelovgivning. I denne overgangsperiode belemres vi
så med det overgangsproblem, at private foretagender på dette punkt stilles
bedre end offentlige arbejdspladser.
Her er det for det første klart, at institutioner, der får offentlige
tilskud, som helt eller overvejende er bestemt til at dække deres underskud,
selvsagt er omfattet af loven. Det gælder for eksempel P & T, DSB,
telefonselskaberne, almennyttige boligselskaber, DONG, A/S
Storebæltsforbindelsen osv. Men også Danmarks Radio og TV 2 må ophøre med
billige kantinepriser, eftersom tvangslicensen er at regne som en skat.
Afgrænsningen af, hvad der skal regnes som offentlig sektor, fremgår bl.a. af
§ 6 i Fremskridtspartiets lovforslag nr. 222, lov om begrænsning af antallet
af offentligt ansatte, fremsat den 6. marts 1989 (Folketingstidende 1988-89,
tillæg A sp. 5325 og forhandlingerne sp. 8372).
Med hensyn til afgrænsning af begrebet offentlige virksomheder kan
endvidere henvises til statsministerens fremsættelsestale til lovforslag nr.
L 156 af 17. januar 1990, jf. Folketingstidende 1989-90, tillæg A sp. 3949 og
forhandlingerne sp. 4642. Heraf fremgår det, at begrebet offentlige
virksomheder omfatter statslige myndigheder, amtslige myndigheder, kommunale
myndigheder, selvejende institutioner, hvis virksomhed overvejende dækkes af
tilskud fra det offentlige, selskaber, der overvejende er statsejede, og
selskaber, der udøver virksomhed i henhold til koncession eller lignende
offentlig godkendelse.
Offentlig bespisning
Som forholdene er i øjeblikket, muliggør finansloven og de kommunale
budgetter, at en del af de offentligt ansatte kan opnå billig bespisning m.v.
af sig selv, familie og bekendte på skatteydernes bekostning og i visse
tilfælde endog har mulighed for - ligeledes på skatteyderbekostning - at
hjemtage smørrebrød, kaffe, drikkevarer osv. på favørbetingelser til
familiebrug og selskabelige formål.
Det er forargeligt, at offentligt ansatte på den måde som et tillæg til
deres gode løn får skattefrit tillæg i form af kantinebespisning til
symbolske priser (5.000 kr. sparet på madkontoen er næsten lige så godt som
15.000 kr. i lønforhøjelse).
Misundelsessyndromet
Den indbyrdes kævl og misundelse inden for den offentlige sektors egne
rammer slår tilmed ud i lys lue. Problemerne med forskelsbehandling mellem
f.eks. studerende og ansatte ved uddannelsesinstitutioner har tidligere givet
sig udslag i demonstrationer. Mortensaften 1978 anholdt politiet således 147
studerende, der var trængt ind i Københavns Rådhus' kantine, fordi man der -
i kraft af større skatteydertilskud - fik serveringerne billigere end i
universitetets kantine. Lignende demonstrationer blev iværksat henholdsvis
den 7. november 1978 af 700 gymnasieelever m.fl. på Århus amtsgård og den 13.
november 1978 af 100 seminarister over for Undervisningsministeriet, mens
studerende fra Københavns Teknikum to dage efter besatte Arbejdsdirektoratets
kantine. 28. november var det Roskildeuniversitetsfolkenes tur til at
invitere sig selv på gratis frokost i kommunale forvaltningskantiner.
Epidemien sluttede, da Hellerup Seminarium-elever den 5. december 1978 gik
løs på Gentofte Rådhus' kantine.
Kantinecirkulærer
Den 3. december 1982 udsendte Finansministeriet et cirkulære om kantiner
optrykt som bilag 2 til nærværende lovforslag.
I dette cirkulære fastslås det, at priserne fremover skal fastsættes
således, at de mindst giver dækning for varernes fremstillingsomkostninger,
dvs. råvarernes pris samt lønomkostninger vedrørende indkøb, tilberedning,
salg og administration.
Når dette cirkulære ikke gav den fulde løsning, skyldes det dels, at det
kun omfattede statslige institutioner, og dels at det ikke blev efterlevet
fuldt ud.
Under behandlingen af finansloven for 1989 blev der vedtaget ekstra
indtægter for alle statens kantiner på 50 mio. kr. (konto 23.01.10.44.04),
hvilket skulle resultere i færre skatteydertilskud til kantinerne.
Der blev også vedtaget stop for statsligt indkøb af tobaksvarer for 10
mio. kr. (konto 23.01.10.99.16).
Igen hjalp det ikke tilstrækkeligt, og der mangler fortsat initiativer
over for kommuner og amter.
Ved forliget om finansloven for 1990 blev der igen indbudgetteret nedsatte
kantinetilskud, denne gang 35 mio. kr. (konto 23.01.10.99.21), og
finansministeren har udsendt et nyt kantinecirkulære den 10. januar 1990. Det
nye cirkulære er optrykt som bilag 4 til nærværende lovforslag.
Helårsvirkningen af kantinecirkulæret er opgjort til 70 mio. kr. i
1991-priser.
Fremskridtspartiet betvivler, at det nye kantinecirkulære vil sætte en
definitiv stopper for skateyderfinansieringen af mad, drikke, tobak og andre
nydelsesmidler.
Ifølge Jyllands-Posten fra den 26. november 1989 vil der også efter
finanslovsbesparelsen være kantinetilskud i staten på 70 mio. kr.
Den seneste udvikling er, at finansminister Henning Dyremose den 25.
februar 1991 oplyser til Berlingske Tidende, at den ordning, som nu i 14
måneder har spare skatteyderne for ca. 40 mio. kr. til kantinetilskud, skal
stoppe. Konsekvensen vil være, at man igen for fuld musik kan yde tilskud til
mad, øl, vin, tobak, chokolade m.v. til de ca. 190.000 statsansatte, der var
berørt af cirkulæret. Finansministeren anfører ganske vist, at det er op til
hver enkelt institution at finde plads til kantinetilskuddene. Der er næppe
tvivl om, at alle medarbejdergrupper hurtigt kan blive enige om at bevilge
sig selv billig mad m.v. Konsekvensen kan blive helt absurde situationer,
hvor afsatte midler til et område ikke kommer brugerne til glæde, idet
pengene går til billige øl og smørrebrød.
Der er fortsat ikke taget stilling til udgifterne i kommunerne og
amtskommunerne. Alene i Århus Amtskommune ydes der, ifølge Jyllands-Posten af
26. november 1989, 1,5 mio. kr. i tilskud til kantiner. Det giver et
skattefrit tilskud på 2.086 kr. pr. medarbejder. Ifølge Berlingske Tidende af
6. december 1989 ydes der kantinetilskud på mellem 200 og 300 mio. kr. i
landets kommuner.
Fremskridtspartiet mener derfor, at Folketinget med dette lovforslag bør
sætte en definitiv stopper for disse skatteydertilskud, ligesom den seneste
udvikling har bevirket, at lovforslaget også har til formål at genoprette den
i finansministerens cirkulære af 10. januar 1990 beskrevne retstilstand.
Til brug for de fortsatte sparekampagner bør Indenrigsministeriet fra
samtlige amter og kommuner indhente specificerede opgørelser over, hvor store
beløb de pågældende har brugt i 1989 til mad, drikke, tobak og andre
nydelsesmidler. Alene tværsammenligningen heraf vil nok have kolossal
pædagogisk virkning. Henstillingen fra december 1982 virkede ikke.
Militærkantiner
Specielt hvad angår det værnepligtige pesonel, må hovedsynspunktet være,
at det udbetalte standardkostpengebeløb må være stort nok til at betale tre
daglige måltider af tilstrækkelig næringsværdi. Såfremt dette ikke kan lade
sig gøre - enten på grund af lokale driftsteknisk set uheldige forhold som
for »små« tjenestesteder eller på grund af urationel drift - må det
pågældende værnepligtige personel kompenseres gennem øgede kostpengebeløb.
Tilsvarende betragtninger gør sig gældende for ikke-værnepligtigt
militærpersonel til tjeneste uden for sædvanligt tjenestested, i det omfang
dette ikke allerede er tilgodeset i form af andre særydelser.
Undervisningsinstitutioner
Kantiner i forbindelse med undervisningsinstitutioner betjener både det
lønnede personale og de studerende. Foran anførte betragtninger gælder også
for disse kantiner. Uddannelsesstøtte må klart fremgå af de offentlige
budgetter. De bør vedtages, disponeres og revideres adskilt fra anden
offentlig udfoldelse.
Repræsentation og lignende
Nærværende lovforslag vil også få dræbende virkning på de udskejelser i
mangemillionklassen, som politikere og ledende embedsmænd nu tillader sig,
jf. for eksempel spørgsmål nr. 229 og 230 af 10. november 1978 fra
folketingsmedlem Kjærulff-Schmidt. Stærkt kritisable er de forhold, hvorunder
det offentlige yder honorarer, diæter og godtgørelser for fraværelse fra
hjemstedet m.v. og samtidig yder gratis måltider til de pågældende.
I henhold til gældnede regler - eksempelvis Finansministeriets cirkulære
af 22. september 1978 - skal der ske et vist fradrag i disse ydelser, såfremt
der modtages gratis måltider under rejser, møder, kurser m.v., men disse
fradrag, der typisk er af størrelsesordenen 50-80 kr. for et hovedmåltid,
dækker jo langtfra de festmåltider, som ikke er ualmindelige i det
offentlige.
Derfor mener forslagsstillerne, at det helt må overlades til den enkelte
for egen regning selv at købe sig den forplejning, vedkommende ønsker. Nogle
vil sikkert mene, at der vil være et særligt problem i udenrigstjenesten og i
det hele i Danmarks relationer til fremmede magter.
For så vidt angår kongehusets repræsentationer er forholdene imidlertid
således at de på finanslovens §§ 5 og 6 omhandlede beløb er tilstrækkelige
for dem. Er der brug for strengt påkrævet forplejningsvirksomhed fra statens
side, må det klares via finanslovens repræsentationsposter.
Derved er der stedse fuld offentlighed om størrelsen af disse udgifter.
I kommunerne og amterne er der næppe i noget som helst tilfælde sagligt
behov for, at skatteyderne betaler en eneste krone til repræsentative
udfoldelser, der indebærer, at folk får serveringer uden at betale af egen
lomme. Det afvises totalt, at det offentlige fortsat skal ligge under for den
umoralskke tese om, at den, der smører godt, kører godt.
Undtagelsesbestemmelser
Sygehusmilliarderne skal først og fremmest bruges til at styrke
helbredelsen af patienterne og ikke til ekstravagant forplejning til
personalet.
Der er i lovforslagets § 2 den undtagelse, at sygehuspatienter og klienter
i særforsorgens institutioner ikke skal betale for den mad og drikke, de
nyder.
Derimod er der ikke indrettet nogen undtagelsesbestemmelse i lovforslaget
for eksempel for fængsler, plejehjem og andre institutioner, hvor ophold ofte
vil være af længere varighed, og hvor klientellet typisk er i besiddelse af
fuld habilitet. Når forslagsstillerne ikke har medtaget nogen
undtagelsesregler herom i forslaget, beror det på, at en spisebilletordning
til flertallet af disse instutioners beboere må kunne administreres uden
ekstra omkostninger over Socialministeriets budget gennem en ændring af
sociallovgivningen.
Det findes derfor bedst, at udgangspunktet for folketingsarbejdet meget
langt er det rene princip, og så må det under Folketingets arbejde med sagen
vise sig, hvor langt man med rimeligheden i behold kan få udgangspunktet til
at bære, og hvordan eventuelle undtagelsesregler kan udformes på teknisk
acceptabel vis.
Sociale hensyn
Sociale hensyn vil især kunne påberåbes med styrke, hvor det drejer sig
om kosten til den opvoksende slægt, der endnu selv er for uudviklet til at
forstå det forkastelige i at blive spist af med popcorn, wienerbrød, slik
eller franske kartofler. Derfor vedrører en anden mulig
undtagelsesbestemmelse næringsrig skolebespisning, jf. herom den til
lovforslaget som bilag 3 optrykte artikel. De der anførte synspunkter kan
også drøftes i forhold til vuggestuer, børnehaver og fritidshjem.
Så længe folkepensionen ikke er sat op til et anstændigt niveau, kan
subsidiering også drøftes til madudbringningsordninger.
Der henvises f.eks. til spm. nr. S 317 af 10. december 1986 af Poulsgaard
(FP), jf. Folketingstidende 1986-87 (1. samling), forhandlingerne sp. 3895.
Bilag 1
Bekendtgørelse af lov om restaurations- og hotelvirksomhed m.v. nr. 186 af
25. marts 1988
Kapitel 4
Marketenderier, pensionater m.v.
§ 20. Næringsbrev kræves ikke til marketenderivirksomhed
(kantinevirksomhed). Herved forstås servering i dertil indrettede lokaler i
eller i tilknytning til arbejdspladser og tilsvarende steder for personer,
der er beskæftiget i virksomheden, for personer, der besøger nogen af de
beskæftigede, samt for chauffører, bude og lignende med ærinde i
virksomheden. Erhvervs~ og Selskabsstyrelsen kan for særlige kategorier af
virksomheder fastsætte nærmere regler til afgrænsning af de
adgangsberettigedes kreds.
Stk. 2. Marketenderivirksomhed med servering af stærke drikke må
ikke drives uden tilladelse fra politiet. Tilladelse kan alene gives til en
virksomhed eller en flerhed af virksomheder eller, med tilslutning af
vedkommende virksomhed eller virksomheder, til en sammenslutning af de
beskæftigede. Tilladelse gives, for arbejdspladser, der ikke er knyttet til
bestemte virksomheder, til en sammenslutning af de beskæftigede. I
marketenderier med servering af stærke drikke skal der være ansat en af
politiet godkendt marketender til at forestå den daglige drift.
Marketenderens løn må hverken helt eller delvis fastsættes som en procentdel
af omsætningen af stærke drikke.
Stk. 3. Tilladelse eller godkendelse i henhold til stk. 2 kan kun
nægtes eller begrænses, såfremt særlige omstændigheder giver anledning
dertil. Tilladelse eller godkendelse kan tilbagekaldes, hvis reglerne for
marketenderivirksomhed tilsidesættes eller der jævnlig forekommer
drukkenskab.
Stk. 4. I de i stk. 2 nævnte marketenderier må andre stærke drikke
end øl og bordvin ikke udleveres, serveres eller nydes. Øl og bordvin må ikke
serveres uden for de i vedkommende virksomhed fastsatte spisetider. I andre
marketenderier må hverken nydes eller serveres stærke drikke.
Stk. 5. Det strafferetlige ansvar efter § 32, stk. 5, for de i
stk. 2 nævnte marketenderiers drift påhviler såvel marketenderitilladelsens
indehaver som marketenderen. I andre marketenderier påhviler ansvaret den,
for hvis regning marketenderiet drives. Det er forbudt at tilbageholde
arbejdsløn til dækning af skyld i marketenderier. Der må ikke finde handel
sted i marketenderilokalerne. Dog kan Erhvervs- og Selskabsstyrelsen
fastsætte bestemmelser, hvorefter der i marketenderier uden næringsbrev kan
forhandles nærmere angivne føde- og drikkevarer, personlige fornødenheder og
lignende.
Stk. 6. Marketenderier må længst holdes åbne i tiden fra en halv
time før arbejdstidens begyndelse til en halv time efter dennes ophør.
Politiet kan dog tillade, at et marketenderi holdes åbent i indtil 11/2 time
efter arbejdstidens ophør. I lukketiden må der ikke serveres i
marketenderilokalerne. Dette gælder dog ikke ved sammenkomster, der anmeldes
til politiet, og som bekostes af vedkommende virksomhed, eller som er
foranstaltet af organisationer af de i virksomheden beskæftigede. Endvidere
kan lokalerne i lukketiden anvendes i henhold til lejlighedstilladelse efter
§ 22, men kun såfremt der alene deltager de i virksomheden ansatte samt
disses gæster.
Stk. 7. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan i særlige tilfælde
tillade, at der i marketenderilokaler - også efter marketenderiets lukketid -
finder servering sted af den i § 21 omhandlede karakter. Sådan tilladelse
giver ikke ret til udskænkning af andre stærke drikke end øl af skatteklasse
I og bordvin.
§ 21. Næringsbrev kræves ikke for personer med bopæl her i landet
til
1) modtagelse i mindst 6 nætter af overnattende gæster med mulighed for
servering,
2) regelmæssig servering for gæster efter forudgående aftale.
Stk. 2. Politiet kan med samtykke fra kommunalbestyrelsen for
indtil 1 år ad gangen tillade, at virksomhed i henhold til stk. 1, nr. 1,
omfatter modtagelse af gæster for mindst 3 nætter ad gangen. Tilladelsen kan
tilbagekaldes, såfremt forholdene giver anledning dertil.
Stk. 3. I de nævnte virksomheder må stærke drikke kun serveres i
forbindelse med de faste måltider.
§ 22. Ved fester, møder, markeder, valg, midlertidige udstillinger
og lignende særlige lejligheder kan politiet tillade, at en dertil udpeget
person, fortrinsvis en restauratør, udøver en af loven omfattet virksomhed
uden anden adkomst.
Stk. 2. Højskolers, landbrugsskolers og lignende institutioners
servering ved fælles måltider for deltagere ved institutionens sammenkomster
og møder kan ske uden tilladelse fra politiet.
Bilag 2
Finansministeriets cirkulære af 3. december 1982
Cirkulære om oprettelse og drift af personalekantiner m.v. hos statslige
institutioner Med henblik på opnåelse af ensartede retningslinjer for
oprettelse og drift af personalekantiner i statslige styrelser, institutioner
og virksomheder, herunder forsvaret og statslige uddannelsesinstitutioner,
fastsættes herved følgende:
Oprettelse af kantiner
§ 1. Ved kantinevirksomhed forstås servering i dertil indrettede
lokaler på eller i tilknytning til arbejdspladser og tilsvarende steder for
personer, der er beskæftiget i en virksomhed, eller som besøger eller har
ærinde i virksomheden.
Stk. 2. Der kan etableres kantine på statslige tjenestesteder,
hvor der er rimeligt behov for at give personalet, uddannelsessøgende,
besøgende m.v. adgang til at købe tilberedt mad, forfriskninger og
kioskvarer, såfremt det må antages, at kantinen kan drives økonomisk
forsvarligt under hensyntagen til de i nærværende cirkulære fastsatte
tilskudsmuligheder m.v.
Stk. 3. Kantinevirksomheden baseres på selvbetjening fra skranke
og på selvafrydning fra gæsternes side.
Stk. 4. Etablering eller opretholdelse af kantiner, hvor det
fornødne økonomiske grundlag ikke er til stede, må kun ske, hvor kantinen er
et nødvendigt led i udøvelsen af virksomheden på det pågældende tjenestested,
eller hvor andre ganske særlige forhold taler herfor, og kun efter indhentet
godkendelse fra de bevilgende myndigheder.
Institutionens bidrag til kantinedriften
§ 2. Priserne i kantinen skal fastsættes således, at de mindst
giver dækning for varernes fremstillingsomkostninger, dvs. råvarernes pris,
samt lønomkostninger vedrørende indkøb, tilberedning, salg og administration.
Stk. 2. Institutionen kan vederlagsfrit stille følgende
faciliteter til rådighed:
- lokaler
- varme
- vand
- lys
- el/gas
- køkkenmaskiner og udstyr i øvrigt
- møbler, gardiner m.v.
- porcelæn, glas, bestik
- vaske- og opvaskemidler.
Inventar, udstyr og løsøre i øvrigt, der er stillet til rådighed i medfør
af denne bestemmelse, forbliver statens ejendom og vedligeholdes for
institutionens regning.
Stk. 3. Institutionen kan i øvrigt dække den del af de med
kantinens drift forbundne lønudgifter, der medgår til nødvendig afrydning,
til fjernelse af affald samt til opvask og rengøring. Denne andel kan
kalkulatorisk fastsættes således: Lønudgiften til rengøring af spiselokale
dækkes fuldt ud af institutionen. Herudover dækker institutionen en tredjedel
af de øvrige med kantinens drift forbundne lønudgifter. Institutionens
dækning af kantinens lønomkostninger, ekskl. rengøring af spiselokale, kan
dog ikke overstige en sjettedel af den samlede omsætning ekskl. moms.
Stk. 4. For kantiner med mere end 14 timers åbningstid i døgnet i
ugens fem første dage finder bestemmelsen i stk. 3 tilsvarende anvendelse,
dog således at institutionens dækning af kantinens lønomkostninger ekskl.
rengøring af spiselokale ikke kan overstige en fjerdedel af den samlede
omsætning ekskl. moms.
Stk. 5. Kantiner, der væsentligst har til formål at betjene
institutionens kunder, besøgende og lign. - hertil ikke henregnet
uddannelsessøgende eller institutionsanbragte - bør tilstræbe, at den del af
kantinens virksomhed, der hidrører fra udefra kommende kantinegæster,
økonomisk hviler i sig selv, således at samtlige kantineudgifter dækkes af
priserne.
Stk. 6. Såfremt der i institutioner af internatskarakter måtte
være fastsat lavere kantinepriser for klienterne, end hvad der ville følge af
tilskudsbestemmelserne i § 2, lægges de heri indeholdte principper dog til
grund ved prisfastsættelsen for institutionens personale. Dette gælder ikke,
såfremt personalets deltagelse i spisningen har tjenstlig karakter.
Kantinens organisation
§ 3. Kantinevirksomheden bør søges etableret således, at staten,
bortset fra en forpligtelse i medfør af § 2, hverken pådrager sig noget
økonomisk ansvar for kantinens driftsmæssige resultat eller noget
erstatningsansvar for skader i forbindelse med kantinedriften. Dette hensyn
kan normalt tilgodeses ved bortforpagtning af kantinen til en selvstændig
entreprenør eller ved overladelse af driften til en forening oprettet af
personalet.
Stk. 2. Såfremt kantinen enten er et nødvendigt led i udøvelsen af
virksomheden på det pågældende tjenestested eller dog må anses for naturligt
forbundet med virksomhedens karakter, kan kantinen i stedet etableres som en
del af den pågældende institution.
Budget, regnskab, revision m.v.
§ 4. Såfremt kantinen drives som en del af den pågældende
institution, er kantinevirksomheden i det hele underlagt de regler, der
bevillings-, regnskabs- og revisionsmæssigt er gældende for statslige
institutioner.
Stk. 2. Ved udarbejdelsen af forslag til finanslov bør det af
indledningen til Anmærkninger II til den enkelte hovedkonto fremgå, hvilke
udgifter der forudsættes afholdt til kantinevirksomhed.
Stk. 3. Merudgifter og merindtægter, der er en direkte følge af en
uforudset stigende efterspørgsel efter kantinens produkter, kan umiddelbart
opføres på forslag til lov om tillægsbevilling. Det forudsættes herved, at en
eventuel udgiftsforøgelse i fuldt omfang finansieres via indtægterne fra
kantinens varesalg. En i forbindelse hermed nødvendig udvidelse i antallet af
stillinger kan dog kun ske med Finansministeriets forudgående tilslutning.
Stk. 4. Institutionens regnskabssystem tilrettelægges således, at
der er mulighed for at kontrollere overholdelsen af de i § 2 fastsatte
retningslinjer for, hvilke udgifter der skal finansieres gennem indtægterne
ved varesalg. Ved tilrettelæggelsen vil det kunne være nødvendigt at foretage
opdelinger af hensyn til varegrupper med forskellig avance. Der bør normalt
foretages vareoptællinger og udarbejdes opgørelse af driftsresultat ved
kantinevirksomheden flere gange i årets løb.
Stk. 5. Såfremt der som følge af nærværende cirkulæres
bestemmelser konstateres et mindreforbrug i forhold til det på finansloven
budgetterede, skal mindreforbruget optages som besparelse på forslag til lov
om tillægsbevilling.
§ 5. Såfremt kantinen ikke drives som en del af den pågældende
institution, men eksempelvis er overladt til en personaleforening eller
bortforpagtet til en selvstændig entreprenør, og tilskud ydes i henhold til §
2, bør vilkårene for kantinedriften være skriftligt fastlagt. Der bør
herunder ske en udtømmende fastlæggelse af den pågældende institutions
forpligtelser over for kantinen, eventuelt ved henvisning til bestemmelser i
nærværende cirkulæres § 2. Det bør i denne forbindelse præciseres, at
institutionen ikke hæfter for tredjemands kontrakts- eller erstatningsmæssige
krav over for kantinen, samt at kantinens selvstændighed klart bør fremgå
over for tredjemand. Det bør endvidere tilkendegives som et vilkår for ydelse
af tilskud, at institutionen og rigsrevisionen efter eget skøn har adgang til
at iværksætte videregående undersøgelse, herunder af kantinens
forretningsmæssige drift som helhed.
Stk. 2. Inden hvert regnskabsårs begyndelse indsendes til
institutionens godkendelse et budget for kantinens drift med angivelse af
institutionens bidrag til kantinen.
Stk. 3. Kantinens regnskabssystem tilrettelægges således, at det
kan danne grundlag for beregningen af institutionens bidrag i henhold til §
2, og således at der, som forudsat i § 4, stk. 4, sker en efter forholdene
fastlagt opfølgning af udviklingen i kantinevirksomhedens driftsforløb.
Stk. 4. Kantinens regnskab bør være underkastet revision ved en
statsautoriseret eller registreret revisor. For mindre kantiners vedkommende
kan revisionen dog ske ved anden af institutionen godkendt person. Revisionen
baseres i så fald på en af institutionen udarbejdet og af rigsrevisionens
tiltrådt revisionsinstruks. Det reviderede regnskab indsendes senest 3
måneder efter regnskabsårets udløb til institutionens godkendelse.
Stk. 5. Den af institutionen afholdte lønudgift til rengøring af
spiselokaler samt udgifter i medfør af § 2, stk. 2, bør fremgå af
finanslovforslagets indledning til Anmærkninger II til den enkelte hovedkonto
og optages i øvrigt som driftsudgifter, fordelt på de respektive
standardkonti. Institutionens udgifter i henhold til § 2, stk. 3 og stk. 4 -
bortset fra løn til rengøring af spiselokale - ydes som tilskud og optages på
finanslovforslaget under bevillingskontoplanens konto 53. Andre tilskud.
Tilskuddet benævnes »Tilskud til kantinedrift«.
Stk. 6. Institutionens udgifter i henhold til § 2, stk. 2, ydes
efter regning. Udgifter i henhold til § 2, stk. 3 og stk. 4, kan på grundlag
af budgetter, f.eks. kvartalsvis forud, ydes som a conto-bidrag, der
reguleres på grundlag af det reviderede og godkendte regnskab. Institutionen
kan ikke på anden måde bidrage til fremskaffelse af kapital til kantinedrift.
§ 6. Uanset under hvilken form en kantine drives, skal
institutionens udgifter til kantinen afholdes inden for den godkendte
bevillingsramme.
Stk. 2. Institutionen har indseende med, at kantinen drives
økonomisk rationelt, og bør om nødvendigt tage skridt til afhjælpning af
mangler i så henseende. Forsvarets Cafeterier, Forsvarskommandoen, Postbox
202, 2950 Vedbæk, tlf. (02) 89 22 55, vil være indstillet på i begrænset
omfang at yde rådgivningsmæssig bistand til øvrige statslige institutioner i
spørgsmål vedrørende kantinevirksomheden, herunder regnskabssystemets
rationelle tilrettelæggelse.
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 7. Nærværende cirkulæres bestemmelser forudsættes iværksat, så
snart eksisterende kontraktlige eller andre aftalemæssige forpligtelser
tillader det, dog senest den 1. juli 1983.
Stk. 2. Kantiner, der i dag drives som en del af institutionen -
uagtet betingelserne i § 3, stk. 2, ikke er opfyldt - kan opretholde den
hidtidige driftsform under iagttagelse af cirkulærets bestemmelser i øvrigt.
Finansministeriet, den 3. december 1982
Henning Christophersen
/ F. Skovby Mikkelsen
Bilag 3
Artikel i dagbladet Sidste Nyt for ca. 19. januar 1980
Skolemad
Mange fremskridtsfolk bliver ophidsede og krasbørstige, når man mumler
noget om, at skatteyderne skal betale skolebespisning.
Holdningen er noget, som vi kan lære af: Vi er alt for tilbøjelige til at
have alt for begrænset horisont, når vi skal tage stilling til politiske
spørgsmål. Dels udtaler mange sig helt kategorisk, som om det drejede sig om
alt eller intet: Skal skatteyderne betale alt, hvad skolebørnene spiser og
drikker, eller skal de overhovedet ikke betale noget. Dels er man for
tilbøjelig til udelukkende at tage stilling ud fra, hvordan forholdene er i
eens egen familie. Eller måske allerhøjst i eens egen omgangskreds eller
kommune. Vi skal imidlertid tilrettelægge fremskridtspolitikken, så den tager
hensyn til forholdene overalt i landet.
Og her er det en kendsgerning, at mange skolebørn kommer i skole uden at
have fået morgenmad og ofte uden madpakke eller med ikke særlig
sundhedsgavnlig mad.
Dette kan man med rette være forarget over. Man kan ønske, at det var
anderledes. Man kan råbe op om, at de pågældende forældre virkelig skulle se
at sørge ordentligt for deres børn.
Alt dette hjælper imidlertid ikke stort. Sådan som familiemønsteret -
bl.a. i kraft af indkomstskattetrykket - er blevet undergravet i den sidste
snes år, kommer mange børn til at gå for lud og koldt vand.
Når kendsgerningerne er af den karakter, må fremskridtspolitikken selvsagt
tilrettelægges under hensyntagen til kendsgerningerne. På dette felt, som vi
gør det på alle andre områder.
Har vi først nedbrudt de absolutte barrierer for at tænke sagligt og
fornuftigt også på dette felt, vil de videre overvejelser bekræfte, at
Fremskridtspartiet har ramt rigtigt med den måde, som vi fra første færd har
udformet vort skoleøkonomiforslag:
Forholdene er ikke egnede til almindelige centralt fastsatte regler.
Samfundet skal stort set nøjes med, at staten yder den enkelte skole et
bloktilskud, og så må forældrekredsen have meget vidtgående bestemmelsesret
med hensyn til, hvordan man netop på den pågældende skole udnytter
bloktilskuddet mest frugtbringende.
Ud over landet, hvor kernefamilierne endnu ikke er gået i opløsning og mor
kan være hjemme det meste af dagen og passe sine børn, vil der næppe være
fornuft i at bruge af skatteydermidlerne til skolen til bespisning af nogen
art.
I storbyområder, hvor man er fri for så mange problemer, som der må
betales til ude over landet, vil forholdet ofte være omvendt.
Meningen med et skatteyderbetalt skolevæsen er selvsagt, at det er en
samfundsopgave, at børnene i den skolepligtige alder kommer til at udvikle
sig fornuftigt og godt, for at de kan få det bedst mulige grundlag for den
videre tilværelse.
Hertil hører selvsagt, at de får grundige kundskaber i dansk, regning og
fremmedsprog, men også, at deres fysiske helbred trives.
Derfor er det, hvor hjemmene forsømmer den ernæringsmæssige opgave,
afgjort et rimeligt formål at bruge skolemidlerne på at give sunde
kosttilskud i opvækstårene. Udgiften hertil er meget mere fornuftig end så
mange af de ting, som der nu ødsles med i skolevæsenet. Det må imidlertid
tilrettelægges lokalt, hvor meget der skal sættes ind på den opgave: Skal det
være alle børnene eller dem alle i en vis årgang? Skal det blot være en
vitaminpille og et æble eller et glas mælk, eller skal det være mere
vidtgående? Her vil forholdene stille sig forskelligt fra skole til skole, og
ved at give den enkelte skoles forældrekreds nærbestemmelsesret over et på
forhånd givet samlet pengebeløb, oplærer man børn og forældre til at forstå
sammenhængen i tingene. Kan hjemmene give børnene bedre kost, bliver der så
mange flere af skatteyderkronerne til rådighed til for eksempel lejrskole,
skolekomedie, eller hvad der nu ellers ligger i udkanten af, hvad de
statsbetalte skatteyderpenge skal bruges til.
Bilag 4
Finansministeriets cirkulære af 10. januar 1990
Cirkulære om anvendelse af statsmidler til personalekantiner m.v.
§ 1. Statslige institutioner må ikke anvende statslige midler til
drift af eller indkøb for personalekantiner m.v. og spisepladser for
personalet ud over de forpligtelser, der med udgangspunkt i gældende
arbejdsmiljøregler og disses sædvanlige anvendelse påhviler arbejdsgivere.
Stk. 2. For tilskudsmodtagende selvejende institutioner m.v., der
modtager statstilskud, skal der ved fastlæggelsen af tilskudsgrundlaget ses
bort fra udgifter ud over de i stk. 1 nævnte.
§ 2. Arbejdsmiljøbestemmelser om spiserum findes for tiden i § 13,
nr. 12 i Lov om almindelig arbejderbeskyttelse (lovbekendtgørelse nr. 297 af
4. juli 1968 med senere ændringer) jf. § 2, nr. 1 i Arbejdsministeriets
bekendtgørelse nr. 611 af 18. december 1985 om regler efter den tidligere
arbejderbeskyttelseslovgivning, der med mindre ændringer forbliver i kraft
efter arbejdsmiljølovens ikrafttræden (ikrafttrædelsesbekendtgørelsen). Der
henvises også til meddelelse fra Arbejdstilsynet nr. 1.01.6 Vejledning om
spiseplads i forbindelse med faste arbejdspladser, september 1984.
§ 3. Statslige institutioners udgifter i henhold til § 1 afholdes
under institutionens driftsudgiftsbevilling.
§ 4. Nærværende cirkulæres bestemmelser forudsættes iværksat, så
snart eksisterende kontraktlige eller andre forpligtelser tillader det. Det
er ved det politiske forlig om finansloven for 1990 forudsat, at de heri
optagne kantinetilskud reduceres med 50 pct. i 1990, og at beløbene
bortfalder i BO-årene. En hertil svarende mindreudgift optages på
tillægsbevillingslovforslaget for 1990. Tilsvarende besparelser udvises i
tilfælde, hvor kantineudgifter afholdes af driftsbevillinger.
Stk. 2. Finansministeriets cirkulære af 21. december 1988 om
oprettelse og drift af personalekantiner m.v. hos statslige institutioner
ophæves.
Finansministeriet, den 10. januar 1990
Henning Dyremose
/H. Reinholdt Pedersen
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1989 LSF 208 FORSLAG TIL LOV MOD SKATTEYDERBETALING AF KANTINER M.V. Retsinformation · 16. marts 1990
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat M. Campos Sánchez-Bordona fremsat den 17. januar 2018. — A/S Bevola og Jens W. Trock ApS mod Skatteministeriet. EU-domme · 17. januar 2018
- Ikke medhold i klage over afgørelse om afslag på slutudbetaling i Silkeborg Kommune Klagenævn (Nævnenes Hus) · 23. juni 2021
- Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 18. januar 2017. — Sjelle Autogenbrug I/S mod Skatteministeriet. EU-domme · 18. januar 2017
- Advokatfirmas internationale samarbejde med andre virksomheder var i strid med god advokatskik Advokatnævnet · 5. februar 2025
- 1987 LSF 2 FORSLAG TIL LOV OM FORBEDRET OG ENSARTET FOLKEPENSION Retsinformation · 21. maj 1988