Spring til indhold

Retsinformation

Vejledning om ligsyn, indberetning af dødsfald til politiet og dødsattester m.v.

Gældende VEJ nr 10101 af 19/12/2006VejledningIndenrigs- og Sundhedsministeriet20. december 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Vejledning

om ligsyn, indberetning af dødsfald til politiet og

dødsattester m.v.

1. Indledning

I sundhedsloven, lov nr. 546 af 24. juni 2005, er der i afsnit

XIII, Ligsyn og obduktion m.v., bestemmelser om bl.a. dødens konstatering,

ligsyn, herunder retslægeligt ligsyn og retslægelig obduktion, indberetning

af

dødsfald til politiet, udstedelse af dødsattest og omsorg for lig.

2. Formålet med vejledningen

Vejledningens formål er at præcisere sundhedslovens

bestemmelser om ligsyn, indberetning af

dødsfald til politiet og dødsattester m.v.

3. Definitioner

3.1 Dødskriterier

Efter sundhedslovens § 176 kan en persons død konstateres ved

uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed (hjertedødskriteriet)

eller

ved uopretteligt ophør af al hjernefunktion (hjernedødskriteriet).

3.2 Dødstidspunktet

I de dele af lovgivningen, hvor dødstidspunktet tillægges

retsvirkning (arvelovgivningen, forsikringslovgivningen, sociallovgivningen,

straffelovgivningen m.v.) er dødstidspunktet det tidspunkt, hvor dødens

indtræden

er konstateret enten efter hjertedødskriteriet eller efter

hjernedødskriteriet.

3.3 Ligsyn

Ligsyn bliver foretaget af en læge for at afgøre, om dødsfald

er indtrådt. Ved ligsynet skal lægen konstatere dødstegn, og dødsmåde og

dødsårsag skal så vidt muligt fastslås, jf. sundhedslovens § 178, stk. 1.

Læs alt

3.4 Dødstegn

Dødstegnene er enten dødsstivhed (rigor mortis), ligpletter

(livores) eller forrådnelse (cadaverositas). Disse dødstegn, der betegnes som

de sikre sene dødstegn, indtræder kortere eller længere tid efter, at døden

kan

konstateres efter de egentlige dødskriterier.

3.5 Dødsattest

Dødsattesten er et retsligt dokument, der først og fremmest er

et bevis på, at en person er død.

Dødsattesten vil også kunne få betydning i straffesager og i

civile sager i anledning af dødsfaldet, f.eks. efter arve- eller

forsikringslovgivningen.

4. Genoplivning

Er man i tvivl om, hvorvidt en person er død eller ej, er man

forpligtet til at handle. Dette betyder bl.a., at man i visse nødsituationer

har pligt til efter evne at iværksætte genoplivningsforsøg, herunder at

tilkalde hjælp.

Efter straffeloven, lovbekendtgørelse nr. 1000 af 5. oktober

2006, § 253, nr. 2, straffes (bøde eller fængsel indtil 2 år) den, som,

uagtet

det var ham muligt uden særlig fare for sig selv eller andre, undlader at

træffe de foranstaltninger, som af omstændighederne kræves til redning af

nogen

tilsyneladende livløs.

5. Dødens konstatering

Det er som udgangspunkt en læge, der skal konstatere dødens

indtræden. Når der er tale om konstatering af hjernedød skal betingelserne i

bekendtgørelse nr. 1249 af 6. december 2006 om dødens konstatering ved

uopretteligt ophør af al hjernefunktion (hjernedødskriteriet) være opfyldt.

I særlige situationer kan også andre end læger konstatere

dødens indtræden ved uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed

(hjertedødskriteriet).

5.1 Dødens indtræden er

åbenbar

Hvis det er åbenbart, at en person er død, hvilket er

tilfældet, når der hos den pågældende findes omfattende forrådnelse eller

åbenlyst dødelige skader eller kvæstelser, som ikke er forenelige med fortsat

liv, f.eks. forkulning eller knusning af kraniet, kan sygeplejersker, social-

og sundhedsassistenter, plejehjemspersonale, ambulancepersonale, politiet,

pårørende eller andre konstatere, at en person er død. I sådanne tilfælde er

der, selv hos en ikke - sagkyndig, ikke tvivl om, at døden er indtrådt.

5.2 Andre situationer

Hvis en person dør, mens der er andre til stede på bopælen, på

sygehuset eller institutionen, og dødens indtræden vurderes som forventet på

baggrund af viden om patientens aktuelle tilstand forud for dødens indtræden,

kan en sygeplejerske, en social- og sundhedsassistent eller andet

plejepersonale,

der har været involveret i behandling og pleje af afdøde, konstatere, at

personen

er død.

Hvis en person dør alene i sit hjem, og den pågældende har

været patient i hjemmeplejen som led i terminalpleje, kan en sygeplejerske,

en

social- og sundhedsassistent eller andet plejepersonale, der har været

involveret i pleje og behandling af den pågældende, også konstatere, at

personen er død.

I begge situationer forudsættes det, at der i patientjournalen

er tilstrækkelige oplysninger, herunder om egen læges vurdering af patientens

situation, der kan indgå i grundlaget for at konstatere, at døden er

indtrådt.

Lægen skal underrettes om dødens konstatering, dødstidspunktet

og omstændighederne, og disse oplysninger skal tillige journalføres i den

sygeplejefaglige patientjournal.

5.3 Tilkald af læge

Hvis dødens indtræden ikke er åbenbar, og der ikke er tale om

forventet død eller en terminal patient, skal involveret plejepersonale

umiddelbart kontakte lægen med oplysning om findesituationen, sygdomsbillede

m.v.

Det er lægen, der i medfør af sundhedslovens § 179 har pligt

til at afgive indberetning til politiet.

Kontakten til lægen, oplysningerne om findesituationen,

sygdomsbillede m.v. og lægens stillingtagen skal journalføres i den

sygeplejefaglige patientjournal.

6. Omsorg for lig

En person, der antages at være afgået ved døden, skal anbringes

under forsvarlige forhold. Er dødens indtræden ikke åbenbar, skal den

pågældende være under jævnligt tilsyn, jf. sundhedslovens § 183.

Der er tale om personer, der antages at være afgået ved døden.

Dette forudsætter, at den eller de tilstedeværende med god grund antager, at

døden er indtrådt.

Er der usikkerhed om, hvorvidt døden er indtrådt, skal der

iværksættes genoplivningsforsøg,

herunder

tilkald af hjælp, jf. punkt 4.

6.1 Forsvarlig

anbringelse

Pligten til at anbringe afdøde under forsvarlige forhold er bl.a.

fastsat af hensyn til den politimæssige interesse i så vidt muligt at hindre,

at liget udsættes for efterfølgende ydre påvirkninger, og almindelige

sømmelighedshensyn.

Pligten til forsvarlig anbringelse vedvarer, indtil begravelse

eller ligbrænding har fundet sted.

6.2 Jævnligt tilsyn

Er dødens indtræden ikke åbenbar, og involveret plejepersonale

ikke kan konstatere dødens indtræden, skal den, der antages at være afgået

ved

døden, være under jævnligt tilsyn.

Pligten til at holde den pågældende under jævnligt tilsyn

ophører, når dødens indtræden er konstateret af en læge.

I de under 5.1 og 5.2 omhandlede situationer er der ikke

tilsynspligt.

6.3 Lighus

Liget må kun føres til lighus (hospitalsligrum eller morgue) i

tilfælde, hvor dødens indtræden er åbenbar, eller en læge har konstateret

sikre

dødstegn, jf. sundhedslovens § 183.

7. Ligsyn

Ligsyn skal sikre, at der ved ethvert dødsfald foretages en

undersøgelse til konstatering af, at døden er indtrådt, at afdødes identitet

er

fastslået, og at der i tilfælde, hvor der kan være mistanke om, at der ikke

foreligger naturlig død (sygdom eller alderdom), sker en nærmere undersøgelse

af omstændighederne ved dødsfaldet.

Før ligsyn er afsluttet, og dødsattest er udstedt, må liget

ikke anbringes i kiste eller føres til kapel, jf. sundhedslovens § 183.

7.1 Pligt til at foretage

ligsyn

Det er sundhedslovens mening, at ligsyn skal foretages af den

læge, som efter sit kendskab til afdøde eller til den sygdomstilstand, som

måtte være gået forud for døden, har de bedste forudsætninger for at tage

stilling til, hvad der er den egentlige dødsårsag.

Er dødsfald indtrådt under indlæggelse på sygehus eller

lignende institution, dvs. institution med fast lægepersonale, påhviler

pligten

til at foretage ligsyn en af de læger, der har deltaget i patientens

behandling, jf. sundhedslovens § 178, stk. 2.

I andre tilfælde skal ligsyn foretages af afdødes sædvanlige

læge eller dennes stedfortræder, jf. sundhedslovens § 178, stk. 3, 1.

punktum.

Sædvanlige læge vil være afdødes alment praktiserende læge, eller anden læge,

som afdøde sædvanligvis har konsulteret.

Pligten til at foretage ligsyn påhviler også afdødes sædvanlige

læge eller dennes stedfortræder, hvis personen bliver kørt til sygehus m.v.,

og

er død ved ankomsten.

Det forudsættes, at dødsfaldet sker inden for en afstand af

15 km. fra sædvanlig læges praksis.

Er en person fundet død på bopælen og derefter transporteret

til sygehus, kan afdødes sædvanlige læge dog som udgangspunkt ikke påberåbe

sig

afstanden på

15 km.

fra lægens praksis som en begrænsning af pligten til at foretage ligsyn og

udstede

dødsattest, med mindre sygehuset ligger væsentligt uden for

15 km. - grænsen. I en sådan situation

vil pligten til at foretage ligsyn påhvile sygehusets læger.

Hvis afdødes sædvanlige læge og dennes stedfortræder har

gyldigt forfald, vil sygehusets læger være forpligtet til at foretage

ligsynet.

En sygehuslæge kan udfylde dødsattestens side 1 og sende side 2

til afdødes sædvanlige læge til udfyldelse.

Må undtagelsesvis en anden læge efter forholdene anses nærmere

til at foretage ligsynet, og finder denne at have tilstrækkeligt grundlag for

at tage stilling også til dødsmåde og dødsårsag, kan ligsynet dog foretages

af

denne læge, jf. sundhedslovens § 178, stk. 3, 2. punktum.

Det må afgøres i den konkrete situation, hvilken læge, der er

forpligtet til at komme til stede til foretagelse af ligsyn, men det påhviler

enhver stedlig læge at komme til stede til foretagelse af ligsyn, hvis

afdødes

sædvanlige læge og dennes stedfortræder har gyldigt forfald, eller hvis

afdøde

ikke har nogen sædvanlig læge på dødsstedet.

En alment praktiserende læge, der anmodes om at foretage

ligsyn, vil kunne henvise til vagtlægen, hvis dette er mere nærliggende.

En afgørelse af, om en læge har gyldigt forfald vil i nogle

tilfælde give sig selv, f.eks. ved bortrejse, fravær og sygdom. I andre

tilfælde må det bero på en vurdering i det enkelte tilfælde. I tvivlstilfælde

kan Sundhedsstyrelsen ved embedslægeinstitutionen i regionen forespørges.

Den læge, der tilkaldes for at foretage ligsyn, skal komme til

stede uden unødigt ophold, dvs. så snart de nødvendige forudsætninger er til

stede.

Loven pålægger ikke embedslæger en særlig pligt til at foretage

almindeligt ligsyn.

7.2 Berettiget til at

foretage ligsyn

For at kunne foretage ligsyn, skal lægen have opnået tilladelse

til selvstændigt virke som læge, jf. lov om autorisation af sundhedspersoner

og

om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven), § 29, stk. 1. En læge, som

ikke har opnået tilladelse til selvstændigt virke, eller hvor denne er

bortfaldet

på grund af alder, jf. autorisationslovens § 14, kan dog virke i underordnede

stillinger på sygehus eller som amanuensis hos eller midlertidig

stedfortræder

for en alment praktiserende læge, jf. autorisationslovens § 29, stk. 2, og

kan

i denne egenskab foretage ligsyn og udfærdige dødsattest.

En læge er udelukket fra at foretage ligsyn i de tilfælde, hvor

retslægeligt ligsyn er foreskrevet, jf. sundhedslovens § 180, samt i de

tilfælde, hvor lægen på grund af særligt tilknytningsforhold til afdøde er

afskåret fra at foretage ligsyn, jf. bekendtgørelse nr. 474 af 22. juni 1990

om

lægers adgang til at konstatere dødens indtræden, foretage ligsyn, udstede

dødsattest og foretage obduktion.

7.3 Ligsyn ved dødfødsel

Efter sundhedslovens § 189, stk. 1, finder bestemmelserne i

lovens afsnit XIII, det vil sige bestemmelserne om bl.a. dødens konstatering,

ligsyn, indberetning til politiet og dødsattest,

tilsvarende anvendelse på børn, der efter

udgangen af 22. svangerskabsuge fødes uden at vise livstegn (dødfødte børn).

Fostre, der kommer døde til verden inden udgangen af 22.

svangerskabsuge, anses for aborter, mens fostre, der kommer døde til verden

efter det nævnte tidspunkt, anses for dødfødte børn og indgår i

fødselsstatistikken.

Har fostret vist livstegn uden for moderens liv, betragtes det, uanset om det

er født før eller efter 22. svangerskabsuge, som levendefødt, således at de

almindelige

regler om ligsyn og dødsattest finder anvendelse, når livstegnene ophører.

Der henvises til vejledning nr. 9623 af 31. august 2005 om

kriterier for levende- og dødfødsel m.v.

For dødfødte børn forstås »afdødes sædvanlige læge« som den

læge, der bistod ved fødslen.

7.4 Ligsynets foretagelse

Ved almindeligt ligsyn synes liget i afklædt tilstand, med

mindre lægen skønner, at dette ikke er nødvendigt, f.eks. ved forventet død.

Når det drejer sig om børn eller unge, bør liget dog altid synes i afklædt

tilstand.

Ved ligsyn skal mindst 1 af følgende 3

dødstegn

være til stede:

1)

Rigor mortis

(dødsstivhed).

2)

Livores (ligpletter).

3)

Cadaverositas

(forrådnelse).

Ved dødfødte kan dødstegnet være maceratio, steril forrådnelse.

Ved ligsynet skal

dødsmåden

så vidt muligt søges opklaret. Er der tale om anden dødsmåde end naturlig

død,

eller er lægen i tvivl om dødsmåden, skal dødsfaldet indberettes til

politiet,

jf. pkt. 9.

Dødsmåder:

1)

Naturlig død.

2)

Ulykke.

3)

Selvmord.

4)

Drab/vold.

5)

Uoplyst.

Ved ligsynet skal så vidt muligt

dødsårsagen

, dvs. den lidelse eller hændelse, der startede den proces,

der førte til døden (den tilgrundliggende dødsårsag), klarlægges.

Kan dødsårsagen ikke umiddelbart fastslås, udskydes udfyldelse

af dødsattesten, indtil supplerende oplysninger er indhentet.

8. Elektroniske implantater

I forbindelse med udfærdigelse af dødsattest skal lægen være

opmærksom på, at nogle patienter har indopereret elektronisk implantat,

f.eks.

en pacemaker, der skal fjernes postmortelt.

9. Indberetning til politiet

I visse tilfælde skal lægen afgive indberetning om dødsfaldet

til politiet, jf. sundhedslovens § 179.

Indberetningspligten skal bl.a. sikre, at en mulig forbrydelse

bag dødsfaldet efterforskes, herunder at et muligt strafansvar for uagtsomt

manddrab forfølges.

Opstår der i forbindelse med ligsynet usikkerhed med hensyn til

dødsmåden, skal lægen indberette dødsfaldet til politiet.

Er der usikkerhed om dødsårsagen, men ikke tvivl om, at der er

tale om naturlig død, kræver dette i sig selv ikke indberetning til politiet.

Det kan dog efter omstændighederne være hensigtsmæssigt, at lægen rådfører

sig

med Sundhedsstyrelsen ved embedslægeinstitutionen i regionen om dødsattestens

udfærdigelse.

9.1 Hvilken læge har

indberetningspligt?

Indberetningspligten påhviler den læge, herunder ambulancelæge,

der bliver tilkaldt i anledning af dødsfaldet. Ved dødsfald på sygehus eller

lignende institution, er det den ledende læge, dvs. den læge, sædvanligvis

overlægen, der har ansvaret for afdelingen, hvor dødsfaldet er indtrådt. Den

ansvarlige

læge skal sikre, at der foreligger instrukser om, hvem indberetningspligten

påhviler i tilfælde af dennes fravær.

Der er ikke i loven opstillet formkrav til indberetningen til

politiet. En telefonisk indberetning til nærmeste politi er derfor

tilstrækkelig, men indberetningen skal foretages straks, hvilket vil sige

uden

unødigt ophold, når de nødvendige forudsætninger foreligger.

9.2 Dødsfald, der skal

indberettes til politiet

I følgende tilfælde skal lægen indberette dødsfaldet til

politiet med henblik på eventuel iværksættelse af retslægeligt ligsyn og

eventuel retslægelig obduktion:

1)

Når dødsfaldet

skyldes et strafbart forhold, selvmord eller ulykkestilfælde.

2)

Når en person findes

død.

Indberetning skal ske, både når en person findes død et uventet

sted, og når en person findes død i sin seng, selv om afdøde inden led af en

sygdom, der kan forklare dødens indtræden.

Hvis afdødes sygdom ikke har medført indlæggelse på sygehus,

eller at plejepersonale er til stede på dødstidspunktet, skal der ske

indberetning til politiet.

Det er ikke en afgørende betingelse for, hvorvidt afdøde kan

betragtes som dødfunden eller ej, at der har været nogen til stede på

dødstidspunktet. Har der været nogen til stede på dødsstedet, skal det med

fornøden sikkerhed kunne udelukkes, at en usædvanlig begivenhed har spillet

ind

ved dødens indtræden. Den eller de pågældende, der har været til stede, må

over

for lægen kunne forklare de nærmere omstændigheder ved dødsfaldet og oplyse

om

eventuel forudgående sygdom. Hvis disse betingelser er opfyldt, skal

dødsfaldet

ikke indberettes til politiet.

3)

Når døden er indtrådt

pludseligt og ikke er forudset af lægelige grunde.

En del tilfælde af denne art vil være undergivet

indberetningspligt efter et af de andre tilfælde.

Indberetningspligten omfatter ikke pludselige dødsfald, hvor

afdøde har været under behandling for en sygdom, der kan forventes at medføre

pludselig død.

Indberetning skal også ske ved uventet dødsfald indtruffet på

sygehus.

4)

Når der er grund til

at antage, at dødsfaldet kan skyldes en erhvervssygdom, der er omfattet af

lov

om arbejdsskadesikring.

Indberetning skal ske, når det på grundlag af de foreliggende

omstændigheder ved dødsfaldet, pårørendes oplysninger og/eller lægens viden

om

afdødes tidligere arbejdsforhold må antages, at døden kan skyldes en

erhvervssygdom. Mistanke om, at døden eventuelt kan skyldes en

erhvervssygdom,

medfører også pligt til indberetning.

Der henvises til Arbejdsskadestyrelsen for så vidt angår

fortegnelse over erhvervssygdomme.

5)

Når døden kan antages

at være en følge af fejl, forsømmelse eller ulykkelig hændelse i forbindelse

med behandling af eller forebyggelse af sygdom.

Indberetningspligten omfatter ikke alene de tilfælde, hvor

døden sker under behandlingen, herunder diagnostiske undersøgelser, bedøvelse

og lignende. Også dødsfald, der sker efter behandlingens afslutning, skal

indberettes, hvis det må formodes, at der er årsagsforbindelse mellem

behandlingen eller forebyggelsen af sygdommen og dødens indtræden. Ikke kun

aktiv behandling, men også undladelse af behandling af sygdom, kan medføre

pligt til indberetning, hvis denne undladelse kan være årsag til dødens

indtræden.

Der skal dog være konkrete omstændigheder, der tyder på, at

døden er en følge af fejl, forsømmelse eller ulykkelig hændelse. Den

teoretiske

mulighed for, at der kan være begået

fejl eller forsømmelse i tilfælde, hvor dødens indtræden har sin

naturlige forklaring i

patientens

sygdom, medfører ikke indberetningspligt.

6)

Når et dødsfald

forekommer i Kriminalforsorgens institutioner.

Dødsfald i fængsler eller lignende institutioner falder oftest

ind under en af de øvrige bestemmelser om indberetning til politiet.

Bestemmelsen skal sikre, at der ikke kan rejses tvivl om indsattes dødsmåde

og

dødsårsag.

7)

Når det i øvrigt ikke

med sikkerhed kan udelukkes, at dødsfaldet skyldes et strafbart forhold,

selvmord eller ulykkestilfælde, eller dødsfaldet af andre grunde skønnes at

kunne have politimæssig interesse.

Indberetning skal ske, selvom den umiddelbare dødsårsag ikke er

den skade, som ulykken forårsagede, men en mulig følge af denne. Indberetning

skal derfor også ske i tilfælde, hvor en person, der har været udsat for en

ulykke, dør nogen tid efter af en sygdom, der kan være en følge af ulykken,

eller som ikke ville være opstået, hvis den pågældende ikke havde været udsat

for ulykken.

10. Retslægelige ligsyn

I de tilfælde, hvor lægen indberetter et dødsfald til politiet,

iværksættes ifølge sundhedslovens § 180, stk. 1 retslægeligt ligsyn.

Efter sundhedslovens § 181, stk. 1, foretages retslægeligt

ligsyn af politiet og en embedslæge i forening.

Retslægeligt ligsyn kan dog i medfør af sundhedslovens § 180,

stk. 2, undlades i følgende tilfælde:

1)

Ved dødsfald efter

ulykkestilfælde, såfremt døden først er indtrådt nogen tid efter ulykken, og

politiet

efter de tilvejebragte oplysninger finder det åbenbart, at dødsfaldet er uden

politimæssig interesse.

2)

a) Når en person

findes død, b) når døden er indtrådt pludseligt og ikke er forudset af

lægelige

grunde, c) når døden kan være en følge af fejl, forsømmelse eller ulykkelig

hændelse i forbindelse med behandling eller forebyggelse af sygdom, og d) når

døden forekommer i Kriminalforsorgens institutioner, såfremt der mellem

politiet og embedslægen i de nævnte tilfælde er enighed om, at de

tilvejebragte

oplysninger gør det åbenbart, at der foreligger naturlig død.

3)

Når indberetningen er

sket, fordi der er grund til at antage, at dødsfaldet kan skyldes en

erhvervssygdom,

der er omfattet af lovgivningen om arbejdsskadesikring, såfremt embedslægen

finder,

at de tilvejebragte oplysninger med tilstrækkelig sikkerhed har klarlagt

dødsårsagen.

4)

Ved andre dødsfald,

der er kommet til politiets kundskab, og er antaget at kunne have

politimæssig

interesse, såfremt politiet efter en undersøgelse finder det åbenbart, at der

er tale om naturlig død.

10.1

Transplantationsindgreb

Såfremt der skal foretages retslægeligt ligsyn, er det en

betingelse for at udtage transplantationsmateriale fra den afdøde, at

politiet

forinden har erklæret sig indforstået hermed, jf. sundhedslovens § 54, stk.

3.

Ved ofre for trafikulykker må transplantationsindgreb dog kunne

gennemføres, såfremt politiet ikke på eget initiativ har nedlagt forbud

herimod, og betingelserne i øvrigt er opfyldt.

Justitsministeriet har udstedt cirkulære af 21. november 1995

om foretagelse af retslægelige ligsyn og obduktioner m.v.

11. Dødsattest

En dødsattest skal udstedes uden unødigt ophold, når de

nødvendige oplysninger foreligger.

Når ligsyn er afsluttet, skal lægen udstede dødsattest. Er

dødsfaldet indberettet til politiet efter sundhedslovens § 179, må dødsattest

kun udstedes, hvis politiet meddeler, at indberetningen ikke giver anledning

til retslægeligt ligsyn.

Er der foretaget retslægeligt ligsyn, udstedes dødsattesten af

den læge, der har deltaget heri, jf. sundhedslovens § 182, stk. 1.

Lægen bør i forbindelse med udstedelse af dødsattest sikre sig,

at den fornødne identifikation medfølger afdøde.

For at kunne udfylde dødsattesten forudsættes det, at lægen har

tilstrækkeligt grundlag for at tage stilling til dødsmåde og dødsårsag.

Er den pågældende læge i tvivl om dødsmåden, skal dødsfaldet

indberettes til politiet.

Er lægen umiddelbart i tvivl om dødsårsagen, kan lægen afstå

fra at udfylde dødsattestens side 2 i forbindelse med ligsynet. Attestens

side

2 udfyldes herefter, når de fornødne oplysninge er indhentet.

Når papirversionen af dødsattestens side 1 (1a) er udfyldt og

underskrevet, udleveres den til den, der drager omsorg for begravelsen og

indsendes efterfølgende af begravelsesmyndigheden til Sundhedsstyrelsen.

Dødsattestens side 2 med oplysning om dødsmåde og dødsårsag bør

udfyldes af den læge, der har de bedste forudsætninger for at tage stilling

til

den tilgrundliggende dødsårsag, men kan udfyldes af andre læger. Den

elektroniske version af dødsattestens side 1 og 2 indberettes direkte til

Sundhedsstyrelsen.

I bekendtgørelse nr. 1046 af 20. oktober 2006 er der fastsat

bestemmelser om udfærdigelse og indsendelse af dødsattester, jf.

Sundhedsstyrelsens vejledning af 1. december 2006 om udfyldelse og

indberetning

af dødsattester.

11.1 Inhabilitet

I bekendtgørelse nr. 474 af 22. juni 1990 om lægers adgang til

at konstatere dødens indtræden, foretage ligsyn, udstede dødsattest og

foretage

obduktion er det i § 1 fastsat, at en læge ikke må konstatere dødens

indtræden,

foretage ligsyn, obduktion eller udstede dødsattest, når den afdøde

1)

var lægens nuværende

eller tidligere ægtefælle, registrerede partner, beslægtede eller besvogrede

i

op- eller nedstigende linie eller i sidelinien, så nær som søskendebørn,

2)

var lægens samlever,

stedbarn eller plejebarn,

3)

på dødstidspunktet

tilhørte lægens husstand, eller når lægen i øvrigt havde et særligt

tilknytningsforhold

til afdøde.

Såfremt lægen er i tvivl, om han er berettiget til at foretage

ligsyn og udstede dødsattest, bør han søge vejledning hos Sundhedsstyrelsen

ved

embedslægeinstitutionen i regionen.

Har en læge udstedt en dødsattest i strid med § 1 i nævnte

bekendtgørelse, udsteder embedslægen, hvis det er muligt, en ny dødsattest,

som

træder i stedet for den først udstedte, jf. bekendtgørelsens § 2.

Overtrædelse af bekendtgørelsens regler om inhabilitet straffes

med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, jf.

bekendtgørelsens § 3.

12. Begravelse m.v.

I begravelsesloven, lov nr. 346 af 26. juni 1975, er der

bestemmelser om begravelse og ligbrænding.

Liget må ikke begraves, brændes eller føres ud af landet,

førend dødsattest er udstedt, jf. sundhedslovens § 182, stk. 2.

Er dødsattesten udfærdiget efter retslægeligt ligsyn, skal

papirversionen af dødsattestens side 1(1a) være forsynet med politiets

påtegning om, at der intet er til hinder for, at liget begraves, brændes

eller

føres ud af landet.

12.1 Frister m.v.

Efter bekendtgørelse nr. 593 af 1. december 1975 om begravelse

og ligbrænding § 14 skal jordfæstelse eller ligbrænding, hvis kortere frist

ikke er foreskrevet i sundhedslovgivningen, ske senest 8 dage efter

dødsfaldet

(dødsdagen medregnet). Bestyrelsen for kirkegården eller krematoriet kan dog

med tilslutning fra embedslægen tillade forlængelse af denne frist, når

forholdene taler derfor.

Det er kirkegårdsbestyrelserne eller krematoriebestyrelserne,

der meddeler dispensation fra den gældende frist. En sådan dispensation kan

også gives som en stående tilladelse. Det må dog være en forudsætning herfor,

at den afdøde person opbevares i et lokale med en rumtemperatur på ikke over

4

grader Celsius indtil kort tid forud for begravelsen eller ligbrændingen.

Ifølge bekendtgørelsens § 2, stk. 1, skal anmodning om

begravelse eller ligbrænding fremsættes over for begravelsesmyndigheden

(sognepræsten på afdødes bopælssted eller - hvis afdøde ikke havde bopæl her

i

landet - sognepræsten på dødsstedet) snarest muligt efter dødsfaldet enten

ved

personlig eller skriftlig henvendelse. Blanket: ”Dødsanmeldelse og

anmodning om

begravelse/ligbrænding” udleveres af den dødsattestudstedende læge

sammen med

dødsattestens side 1 (1a) til den, der drager omsorg for afdødes begravelse.

Blanketten kan også udleveres af begravelsesmyndigheden. Vedrører

dødsattesten

et dødfødt barn, udleveres tillige anmeldelse af dødfødsel.

13. Overførsel af lig til udlandet

13.1 Ligpas

Ønskes et lig overført til udlandet, skal der, efter at

dødsfaldet er anmeldt til begravelsesmyndigheden, rettes henvendelse til

Sundhedsstyrelsen ved embedslægeinstitutionen i regionen om udstedelse af et

ligpas, som skal følge liget under transporten, jf. Indenrigsministeriets

bekendtgørelse

nr. 152 af 14. april 1983 om behandling af lig.

13.2 Udskrift af dødsattesten

Ved anmodning om udstedelse af ligpas skal bl.a. følge en

udskrift af oplysninger fra dødsattesten. Udskriften sker i form af en

udskrift

af side 1 og side 2 fra den elektronisk indberettede dødsattest. Der skal på

udskriften af dødsattesten være påført oplysninger om, at den afdøde ikke har

lidt af smitsom sygdom. Såfremt den afdøde ved døden led af en smitsom

sygdom,

skal oplysning om sygdommen anføres på udskriften af dødsattesten. Udskriften

skal være signeret af den læge, der har påført oplysningerne om smitsom

sygdom.

En papirudskrift af dødsattesten skal udleveres i lukket kuvert.

Oplysningerne

fra udskriften skal af

embedslægeinstitutionen

overføres til ligpasset, jf. cirkulære af 26. september 1983 om transport af

lig til og fra udlandet.

14. Retslægelig obduktion

I sundhedslovens §§ 184, 185 og 186 er fastsat regler om,

hvornår retslægelig obduktion skal finde sted samt de nærmere omstændigheder

i

forbindelse hermed, herunder eventuel domstolsprøvelse af beslutningen om

retslægelig obduktion.

Der henvises til Justitsministeriets cirkulære af 21. november

1995 om foretagelse af retslægelige ligsyn og obduktioner m.v.

Det er politiet, der træffer bestemmelse om retslægelig

obduktion, jf. sundhedslovens § 185, stk.1.

De retslægelige obduktioner skal ikke forveksles med de

obduktioner, der i henhold til sundhedslovens § 187 foretages i

lægevidenskabeligt øjemed. Der henvises til Sundhedsstyrelsens vejledning nr.

100 af 7. december 2006 om samtykke til lægevidenskabelige obduktioner

(hospitalsobduktioner).

15. Militært personel

Ligsyn i forbindelse med dødsfald indtruffet under aftjening af

militær værnepligt foretages efter de almindelige regler.

Henhører efterforskning i forbindelse med dødsfaldet under

militær påtalemyndighed, træder forsvarets auditørpersonel i stedet for

politiet ved foretagelse af retslægeligt ligsyn og retslægelig obduktion, jf.

sundhedslovens § 190, stk. 3.

16. Tavshedspligt

Som udgangspunkt må en sundhedsperson ikke meddele oplysninger

fra dødsattesten vedrørende dødsårsag m.v., jf. sundhedslovens § 40, stk.1,

hvorefter en patient som udgangspunkt har krav på, at sundhedspersoner

iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller

får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og

andre fortrolige oplysninger.

16.1 Videregivelse af

helbredsoplysninger til pårørende vedrørende afdøde patienter

En sundhedsperson kan dog i medfør af sundhedslovens § 45

videregive oplysninger om en afdød patients sygdomsforløb, dødsårsag og

dødsmåde til afdødes nærmeste pårørende, såfremt det ikke må antages at

stride

mod afdødes ønske, og hensynet til afdøde eller andre private interesser ikke

taler afgørende herimod. Der kan endvidere på baggrund af en konkret

vurdering

videregives oplysninger til afdødes nærmeste pårørende efter reglen i

sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2, hvis videregivelsen er nødvendig for

berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige

hensyn

til patienten, sundhedspersonen eller andre. Bestemmelsen i § 43, stk. 2, nr.

2

vedrører oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private

forhold

og andre fortrolige oplysninger. De hensyn, der kan begrunde videregivelse

efter § 43, stk. 2, nr. 2 skal klart overstige hensynet til patientens ret

til

fortrolighed. Adgang til oplysningerne kan eventuelt ske i form af aktindsigt

i

relevante oplysninger i patientjournalen.

16.2

Forsikringsselskabers adgang til oplysninger om afdøde

I forbindelse med et dødsfald er det ofte tilfældet, at et

forsikringsselskab eller en pensionskasse skal udbetale et beløb til den

afdødes efterladte eller arvinger, dvs. den eller de berettigede til

udbetalingen.

Hvis det er en livsforsikring, må forsikringsselskabet undersøge, hvad

vedkommende er død af, og ved en ulykkesforsikring kan der være brug for at

vide, hvordan dødsfaldet er sket. Der kan også være behov for oplysninger om

helbredsforhold i øvrigt for en nærmere angiven periode.

16.2.1 Den berettigede

til forsikringsydelsen

Forsikringsaftaleloven, jf. bekendtgørelse nr. 999 af 5.

oktober 2006 af lov om forsikringsaftaler § 22, der hører under

justitsministeriets ressort, gælder i alle former for forsikring. Efter denne

bestemmelse

skal den sikrede (berettigede), hvis pågældende rejser krav mod selskabet,

give

selskabet alle ham tilgængelige oplysninger om forhold, som kan være af

betydning for bedømmelsen af forsikringsbegivenheden, for fastsættelsen af

det

beløb, selskabet skal yde, eller for de dækningskrav, selskabet måtte have

mod

andre.

Tilstedeværelsen af de fornødne oplysninger er således efter

forsikringsaftaleloven af afgørende betydning for, at der kan ske udbetaling

af

forsikringsydelsen. Bestemmelsen i § 22 indebærer, at den berettigede skal

stille de oplysninger til rådighed for forsikringsselskabet, som pågældende

selv har mulighed for at få, f.eks. gennem aktindsigt eller sundhedslovens §

45

eller § 43, stk. 2, nr. 2.

Den, der anmelder kravet til forsikringsselskabet (den

berettigede) kan også, hvis forsikringsselskabet ønsker nærmere oplysninger

om

forsikringsbegivenheden, f.eks. i form af dødsattest, samtidig eller senere

give samtykke til, at oplysningerne videregives til forsikringsselskabet. Der

skal være tale om oplysninger, der er af betydning for

forsikringsforholdet/forsikringsbegivenheden,

og det fornødne konkretiserede samtykke til videregivelsen af disse

oplysninger

skal foreligge.

Forsikringsselskabet må på baggrund af forsikringsaftalen forklare,

hvilke oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af forsikringsforholdet og

fastsættelse af forsikringens størrelse.

Hvis den berettigede ikke giver forsikringsselskabet de

oplysninger, der er brug for, eller i øvrigt ikke giver samtykke til, at

forsikringsselskabet må se dødsattesten, kan der ikke gives

forsikringsselskabet

adgang til attestens oplysninger. Forsikringsselskabet må på det foreliggende

grundlag tage stilling til, om forsikringen skal udbetales eller ikke. I

henhold til forsikringsaftalelovens § 24 kan forsikringsydelsen først kræves

betalt 14 dage efter, at selskabet har været i stand til at indhente de

fornødne oplysninger til bedømmelse af forsikringsbegivenheden og

fastsættelse

af forsikringsydelsens størrelse.

En videregivelse af oplysninger i medfør af

forsikringsaftalelovens § 22 er ikke i strid med sundhedslovens § 40, stk.1,

om

sundhedspersoners tavshedspligt. Videregivelsen må anses for berettiget, da

der

er tale om varetagelse af andres tarv, nemlig den berettigedes interesse i

forsikringsydelsen.

Der består derimod ikke efter ordlyden af § 22 en pligt for

lægerne, Sundhedsstyrelsen ved embedslægeinstitutionen i regionen, eller

politiet til at udlevere dødsattesten til forsikringsselskabet uden samtykke

fra den berettigede.

16.3 Retslægelige

dødsattester

Afgørelsen af, om en begæring om aktindsigt i en dødsattest udstedt

efter retslægeligt ligsyn eller i retslægelige obduktionserklæringer m.v.

skal

imødekommes, tilkommer politidirektøren.

Hvis der således fra afdødes pårørende anmodes om oplysninger

fra en retslægelig dødsattest, side 2, om dødsmåde og dødsårsag, skal

Sundhedsstyrelsen ved embedslægeinstitutionen i regionen kontakte politiet

for

at få oplyst, om politiet finder, at der er noget til hinder for en eventuel

udlevering af de ønskede oplysninger. Hvis politiet ikke har indvendinger mod

en udlevering, bør de omhandlede oplysninger udleveres til afdødes pårørende,

eventuelt i form af aktindsigt.

16.4 Anden lovgivning

m.v.

Der kan endvidere efter anden lovgivning være pålagt en pligt

til at videregive oplysninger fra dødsattesten.

Også i andre typer af sager kan der foreligge en retlig

interesse, offentlig eller privat, der overstiger hensynet til, at der ikke

sker videregivelse. Der kan f.eks. være tale om at vurdere en arveladers

mentale tilstand i relation til gyldigheden af en testamentarisk disposition.

17. Ikrafttræden

Vejledningen har virkning fra 1. januar 2007.

Sundhedsstyrelsen, den 19. december

2006

Anne Mette Dons

/Elisabeth Hersby

Lignende dokumenter