Vejledning om ligsyn, indberetning af dødsfald til politiet og dødsattester m.v.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Vejledning
om ligsyn, indberetning af dødsfald til politiet og
dødsattester m.v.
1. Indledning
I sundhedsloven, lov nr. 546 af 24. juni 2005, er der i afsnit
XIII, Ligsyn og obduktion m.v., bestemmelser om bl.a. dødens konstatering,
ligsyn, herunder retslægeligt ligsyn og retslægelig obduktion, indberetning
af
dødsfald til politiet, udstedelse af dødsattest og omsorg for lig.
2. Formålet med vejledningen
Vejledningens formål er at præcisere sundhedslovens
bestemmelser om ligsyn, indberetning af
dødsfald til politiet og dødsattester m.v.
3. Definitioner
3.1 Dødskriterier
Efter sundhedslovens § 176 kan en persons død konstateres ved
uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed (hjertedødskriteriet)
eller
ved uopretteligt ophør af al hjernefunktion (hjernedødskriteriet).
3.2 Dødstidspunktet
I de dele af lovgivningen, hvor dødstidspunktet tillægges
retsvirkning (arvelovgivningen, forsikringslovgivningen, sociallovgivningen,
straffelovgivningen m.v.) er dødstidspunktet det tidspunkt, hvor dødens
indtræden
er konstateret enten efter hjertedødskriteriet eller efter
hjernedødskriteriet.
3.3 Ligsyn
Ligsyn bliver foretaget af en læge for at afgøre, om dødsfald
er indtrådt. Ved ligsynet skal lægen konstatere dødstegn, og dødsmåde og
dødsårsag skal så vidt muligt fastslås, jf. sundhedslovens § 178, stk. 1.
Læs alt
3.4 Dødstegn
Dødstegnene er enten dødsstivhed (rigor mortis), ligpletter
(livores) eller forrådnelse (cadaverositas). Disse dødstegn, der betegnes som
de sikre sene dødstegn, indtræder kortere eller længere tid efter, at døden
kan
konstateres efter de egentlige dødskriterier.
3.5 Dødsattest
Dødsattesten er et retsligt dokument, der først og fremmest er
et bevis på, at en person er død.
Dødsattesten vil også kunne få betydning i straffesager og i
civile sager i anledning af dødsfaldet, f.eks. efter arve- eller
forsikringslovgivningen.
4. Genoplivning
Er man i tvivl om, hvorvidt en person er død eller ej, er man
forpligtet til at handle. Dette betyder bl.a., at man i visse nødsituationer
har pligt til efter evne at iværksætte genoplivningsforsøg, herunder at
tilkalde hjælp.
Efter straffeloven, lovbekendtgørelse nr. 1000 af 5. oktober
2006, § 253, nr. 2, straffes (bøde eller fængsel indtil 2 år) den, som,
uagtet
det var ham muligt uden særlig fare for sig selv eller andre, undlader at
træffe de foranstaltninger, som af omstændighederne kræves til redning af
nogen
tilsyneladende livløs.
5. Dødens konstatering
Det er som udgangspunkt en læge, der skal konstatere dødens
indtræden. Når der er tale om konstatering af hjernedød skal betingelserne i
bekendtgørelse nr. 1249 af 6. december 2006 om dødens konstatering ved
uopretteligt ophør af al hjernefunktion (hjernedødskriteriet) være opfyldt.
I særlige situationer kan også andre end læger konstatere
dødens indtræden ved uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed
(hjertedødskriteriet).
5.1 Dødens indtræden er
åbenbar
Hvis det er åbenbart, at en person er død, hvilket er
tilfældet, når der hos den pågældende findes omfattende forrådnelse eller
åbenlyst dødelige skader eller kvæstelser, som ikke er forenelige med fortsat
liv, f.eks. forkulning eller knusning af kraniet, kan sygeplejersker, social-
og sundhedsassistenter, plejehjemspersonale, ambulancepersonale, politiet,
pårørende eller andre konstatere, at en person er død. I sådanne tilfælde er
der, selv hos en ikke - sagkyndig, ikke tvivl om, at døden er indtrådt.
5.2 Andre situationer
Hvis en person dør, mens der er andre til stede på bopælen, på
sygehuset eller institutionen, og dødens indtræden vurderes som forventet på
baggrund af viden om patientens aktuelle tilstand forud for dødens indtræden,
kan en sygeplejerske, en social- og sundhedsassistent eller andet
plejepersonale,
der har været involveret i behandling og pleje af afdøde, konstatere, at
personen
er død.
Hvis en person dør alene i sit hjem, og den pågældende har
været patient i hjemmeplejen som led i terminalpleje, kan en sygeplejerske,
en
social- og sundhedsassistent eller andet plejepersonale, der har været
involveret i pleje og behandling af den pågældende, også konstatere, at
personen er død.
I begge situationer forudsættes det, at der i patientjournalen
er tilstrækkelige oplysninger, herunder om egen læges vurdering af patientens
situation, der kan indgå i grundlaget for at konstatere, at døden er
indtrådt.
Lægen skal underrettes om dødens konstatering, dødstidspunktet
og omstændighederne, og disse oplysninger skal tillige journalføres i den
sygeplejefaglige patientjournal.
5.3 Tilkald af læge
Hvis dødens indtræden ikke er åbenbar, og der ikke er tale om
forventet død eller en terminal patient, skal involveret plejepersonale
umiddelbart kontakte lægen med oplysning om findesituationen, sygdomsbillede
m.v.
Det er lægen, der i medfør af sundhedslovens § 179 har pligt
til at afgive indberetning til politiet.
Kontakten til lægen, oplysningerne om findesituationen,
sygdomsbillede m.v. og lægens stillingtagen skal journalføres i den
sygeplejefaglige patientjournal.
6. Omsorg for lig
En person, der antages at være afgået ved døden, skal anbringes
under forsvarlige forhold. Er dødens indtræden ikke åbenbar, skal den
pågældende være under jævnligt tilsyn, jf. sundhedslovens § 183.
Der er tale om personer, der antages at være afgået ved døden.
Dette forudsætter, at den eller de tilstedeværende med god grund antager, at
døden er indtrådt.
Er der usikkerhed om, hvorvidt døden er indtrådt, skal der
iværksættes genoplivningsforsøg,
herunder
tilkald af hjælp, jf. punkt 4.
6.1 Forsvarlig
anbringelse
Pligten til at anbringe afdøde under forsvarlige forhold er bl.a.
fastsat af hensyn til den politimæssige interesse i så vidt muligt at hindre,
at liget udsættes for efterfølgende ydre påvirkninger, og almindelige
sømmelighedshensyn.
Pligten til forsvarlig anbringelse vedvarer, indtil begravelse
eller ligbrænding har fundet sted.
6.2 Jævnligt tilsyn
Er dødens indtræden ikke åbenbar, og involveret plejepersonale
ikke kan konstatere dødens indtræden, skal den, der antages at være afgået
ved
døden, være under jævnligt tilsyn.
Pligten til at holde den pågældende under jævnligt tilsyn
ophører, når dødens indtræden er konstateret af en læge.
I de under 5.1 og 5.2 omhandlede situationer er der ikke
tilsynspligt.
6.3 Lighus
Liget må kun føres til lighus (hospitalsligrum eller morgue) i
tilfælde, hvor dødens indtræden er åbenbar, eller en læge har konstateret
sikre
dødstegn, jf. sundhedslovens § 183.
7. Ligsyn
Ligsyn skal sikre, at der ved ethvert dødsfald foretages en
undersøgelse til konstatering af, at døden er indtrådt, at afdødes identitet
er
fastslået, og at der i tilfælde, hvor der kan være mistanke om, at der ikke
foreligger naturlig død (sygdom eller alderdom), sker en nærmere undersøgelse
af omstændighederne ved dødsfaldet.
Før ligsyn er afsluttet, og dødsattest er udstedt, må liget
ikke anbringes i kiste eller føres til kapel, jf. sundhedslovens § 183.
7.1 Pligt til at foretage
ligsyn
Det er sundhedslovens mening, at ligsyn skal foretages af den
læge, som efter sit kendskab til afdøde eller til den sygdomstilstand, som
måtte være gået forud for døden, har de bedste forudsætninger for at tage
stilling til, hvad der er den egentlige dødsårsag.
Er dødsfald indtrådt under indlæggelse på sygehus eller
lignende institution, dvs. institution med fast lægepersonale, påhviler
pligten
til at foretage ligsyn en af de læger, der har deltaget i patientens
behandling, jf. sundhedslovens § 178, stk. 2.
I andre tilfælde skal ligsyn foretages af afdødes sædvanlige
læge eller dennes stedfortræder, jf. sundhedslovens § 178, stk. 3, 1.
punktum.
Sædvanlige læge vil være afdødes alment praktiserende læge, eller anden læge,
som afdøde sædvanligvis har konsulteret.
Pligten til at foretage ligsyn påhviler også afdødes sædvanlige
læge eller dennes stedfortræder, hvis personen bliver kørt til sygehus m.v.,
og
er død ved ankomsten.
Det forudsættes, at dødsfaldet sker inden for en afstand af
15 km. fra sædvanlig læges praksis.
Er en person fundet død på bopælen og derefter transporteret
til sygehus, kan afdødes sædvanlige læge dog som udgangspunkt ikke påberåbe
sig
afstanden på
15 km.
fra lægens praksis som en begrænsning af pligten til at foretage ligsyn og
udstede
dødsattest, med mindre sygehuset ligger væsentligt uden for
15 km. - grænsen. I en sådan situation
vil pligten til at foretage ligsyn påhvile sygehusets læger.
Hvis afdødes sædvanlige læge og dennes stedfortræder har
gyldigt forfald, vil sygehusets læger være forpligtet til at foretage
ligsynet.
En sygehuslæge kan udfylde dødsattestens side 1 og sende side 2
til afdødes sædvanlige læge til udfyldelse.
Må undtagelsesvis en anden læge efter forholdene anses nærmere
til at foretage ligsynet, og finder denne at have tilstrækkeligt grundlag for
at tage stilling også til dødsmåde og dødsårsag, kan ligsynet dog foretages
af
denne læge, jf. sundhedslovens § 178, stk. 3, 2. punktum.
Det må afgøres i den konkrete situation, hvilken læge, der er
forpligtet til at komme til stede til foretagelse af ligsyn, men det påhviler
enhver stedlig læge at komme til stede til foretagelse af ligsyn, hvis
afdødes
sædvanlige læge og dennes stedfortræder har gyldigt forfald, eller hvis
afdøde
ikke har nogen sædvanlig læge på dødsstedet.
En alment praktiserende læge, der anmodes om at foretage
ligsyn, vil kunne henvise til vagtlægen, hvis dette er mere nærliggende.
En afgørelse af, om en læge har gyldigt forfald vil i nogle
tilfælde give sig selv, f.eks. ved bortrejse, fravær og sygdom. I andre
tilfælde må det bero på en vurdering i det enkelte tilfælde. I tvivlstilfælde
kan Sundhedsstyrelsen ved embedslægeinstitutionen i regionen forespørges.
Den læge, der tilkaldes for at foretage ligsyn, skal komme til
stede uden unødigt ophold, dvs. så snart de nødvendige forudsætninger er til
stede.
Loven pålægger ikke embedslæger en særlig pligt til at foretage
almindeligt ligsyn.
7.2 Berettiget til at
foretage ligsyn
For at kunne foretage ligsyn, skal lægen have opnået tilladelse
til selvstændigt virke som læge, jf. lov om autorisation af sundhedspersoner
og
om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven), § 29, stk. 1. En læge, som
ikke har opnået tilladelse til selvstændigt virke, eller hvor denne er
bortfaldet
på grund af alder, jf. autorisationslovens § 14, kan dog virke i underordnede
stillinger på sygehus eller som amanuensis hos eller midlertidig
stedfortræder
for en alment praktiserende læge, jf. autorisationslovens § 29, stk. 2, og
kan
i denne egenskab foretage ligsyn og udfærdige dødsattest.
En læge er udelukket fra at foretage ligsyn i de tilfælde, hvor
retslægeligt ligsyn er foreskrevet, jf. sundhedslovens § 180, samt i de
tilfælde, hvor lægen på grund af særligt tilknytningsforhold til afdøde er
afskåret fra at foretage ligsyn, jf. bekendtgørelse nr. 474 af 22. juni 1990
om
lægers adgang til at konstatere dødens indtræden, foretage ligsyn, udstede
dødsattest og foretage obduktion.
7.3 Ligsyn ved dødfødsel
Efter sundhedslovens § 189, stk. 1, finder bestemmelserne i
lovens afsnit XIII, det vil sige bestemmelserne om bl.a. dødens konstatering,
ligsyn, indberetning til politiet og dødsattest,
tilsvarende anvendelse på børn, der efter
udgangen af 22. svangerskabsuge fødes uden at vise livstegn (dødfødte børn).
Fostre, der kommer døde til verden inden udgangen af 22.
svangerskabsuge, anses for aborter, mens fostre, der kommer døde til verden
efter det nævnte tidspunkt, anses for dødfødte børn og indgår i
fødselsstatistikken.
Har fostret vist livstegn uden for moderens liv, betragtes det, uanset om det
er født før eller efter 22. svangerskabsuge, som levendefødt, således at de
almindelige
regler om ligsyn og dødsattest finder anvendelse, når livstegnene ophører.
Der henvises til vejledning nr. 9623 af 31. august 2005 om
kriterier for levende- og dødfødsel m.v.
For dødfødte børn forstås »afdødes sædvanlige læge« som den
læge, der bistod ved fødslen.
7.4 Ligsynets foretagelse
Ved almindeligt ligsyn synes liget i afklædt tilstand, med
mindre lægen skønner, at dette ikke er nødvendigt, f.eks. ved forventet død.
Når det drejer sig om børn eller unge, bør liget dog altid synes i afklædt
tilstand.
Ved ligsyn skal mindst 1 af følgende 3
dødstegn
være til stede:
1)
Rigor mortis
(dødsstivhed).
2)
Livores (ligpletter).
3)
Cadaverositas
(forrådnelse).
Ved dødfødte kan dødstegnet være maceratio, steril forrådnelse.
Ved ligsynet skal
dødsmåden
så vidt muligt søges opklaret. Er der tale om anden dødsmåde end naturlig
død,
eller er lægen i tvivl om dødsmåden, skal dødsfaldet indberettes til
politiet,
jf. pkt. 9.
Dødsmåder:
1)
Naturlig død.
2)
Ulykke.
3)
Selvmord.
4)
Drab/vold.
5)
Uoplyst.
Ved ligsynet skal så vidt muligt
dødsårsagen
, dvs. den lidelse eller hændelse, der startede den proces,
der førte til døden (den tilgrundliggende dødsårsag), klarlægges.
Kan dødsårsagen ikke umiddelbart fastslås, udskydes udfyldelse
af dødsattesten, indtil supplerende oplysninger er indhentet.
8. Elektroniske implantater
I forbindelse med udfærdigelse af dødsattest skal lægen være
opmærksom på, at nogle patienter har indopereret elektronisk implantat,
f.eks.
en pacemaker, der skal fjernes postmortelt.
9. Indberetning til politiet
I visse tilfælde skal lægen afgive indberetning om dødsfaldet
til politiet, jf. sundhedslovens § 179.
Indberetningspligten skal bl.a. sikre, at en mulig forbrydelse
bag dødsfaldet efterforskes, herunder at et muligt strafansvar for uagtsomt
manddrab forfølges.
Opstår der i forbindelse med ligsynet usikkerhed med hensyn til
dødsmåden, skal lægen indberette dødsfaldet til politiet.
Er der usikkerhed om dødsårsagen, men ikke tvivl om, at der er
tale om naturlig død, kræver dette i sig selv ikke indberetning til politiet.
Det kan dog efter omstændighederne være hensigtsmæssigt, at lægen rådfører
sig
med Sundhedsstyrelsen ved embedslægeinstitutionen i regionen om dødsattestens
udfærdigelse.
9.1 Hvilken læge har
indberetningspligt?
Indberetningspligten påhviler den læge, herunder ambulancelæge,
der bliver tilkaldt i anledning af dødsfaldet. Ved dødsfald på sygehus eller
lignende institution, er det den ledende læge, dvs. den læge, sædvanligvis
overlægen, der har ansvaret for afdelingen, hvor dødsfaldet er indtrådt. Den
ansvarlige
læge skal sikre, at der foreligger instrukser om, hvem indberetningspligten
påhviler i tilfælde af dennes fravær.
Der er ikke i loven opstillet formkrav til indberetningen til
politiet. En telefonisk indberetning til nærmeste politi er derfor
tilstrækkelig, men indberetningen skal foretages straks, hvilket vil sige
uden
unødigt ophold, når de nødvendige forudsætninger foreligger.
9.2 Dødsfald, der skal
indberettes til politiet
I følgende tilfælde skal lægen indberette dødsfaldet til
politiet med henblik på eventuel iværksættelse af retslægeligt ligsyn og
eventuel retslægelig obduktion:
1)
Når dødsfaldet
skyldes et strafbart forhold, selvmord eller ulykkestilfælde.
2)
Når en person findes
død.
Indberetning skal ske, både når en person findes død et uventet
sted, og når en person findes død i sin seng, selv om afdøde inden led af en
sygdom, der kan forklare dødens indtræden.
Hvis afdødes sygdom ikke har medført indlæggelse på sygehus,
eller at plejepersonale er til stede på dødstidspunktet, skal der ske
indberetning til politiet.
Det er ikke en afgørende betingelse for, hvorvidt afdøde kan
betragtes som dødfunden eller ej, at der har været nogen til stede på
dødstidspunktet. Har der været nogen til stede på dødsstedet, skal det med
fornøden sikkerhed kunne udelukkes, at en usædvanlig begivenhed har spillet
ind
ved dødens indtræden. Den eller de pågældende, der har været til stede, må
over
for lægen kunne forklare de nærmere omstændigheder ved dødsfaldet og oplyse
om
eventuel forudgående sygdom. Hvis disse betingelser er opfyldt, skal
dødsfaldet
ikke indberettes til politiet.
3)
Når døden er indtrådt
pludseligt og ikke er forudset af lægelige grunde.
En del tilfælde af denne art vil være undergivet
indberetningspligt efter et af de andre tilfælde.
Indberetningspligten omfatter ikke pludselige dødsfald, hvor
afdøde har været under behandling for en sygdom, der kan forventes at medføre
pludselig død.
Indberetning skal også ske ved uventet dødsfald indtruffet på
sygehus.
4)
Når der er grund til
at antage, at dødsfaldet kan skyldes en erhvervssygdom, der er omfattet af
lov
om arbejdsskadesikring.
Indberetning skal ske, når det på grundlag af de foreliggende
omstændigheder ved dødsfaldet, pårørendes oplysninger og/eller lægens viden
om
afdødes tidligere arbejdsforhold må antages, at døden kan skyldes en
erhvervssygdom. Mistanke om, at døden eventuelt kan skyldes en
erhvervssygdom,
medfører også pligt til indberetning.
Der henvises til Arbejdsskadestyrelsen for så vidt angår
fortegnelse over erhvervssygdomme.
5)
Når døden kan antages
at være en følge af fejl, forsømmelse eller ulykkelig hændelse i forbindelse
med behandling af eller forebyggelse af sygdom.
Indberetningspligten omfatter ikke alene de tilfælde, hvor
døden sker under behandlingen, herunder diagnostiske undersøgelser, bedøvelse
og lignende. Også dødsfald, der sker efter behandlingens afslutning, skal
indberettes, hvis det må formodes, at der er årsagsforbindelse mellem
behandlingen eller forebyggelsen af sygdommen og dødens indtræden. Ikke kun
aktiv behandling, men også undladelse af behandling af sygdom, kan medføre
pligt til indberetning, hvis denne undladelse kan være årsag til dødens
indtræden.
Der skal dog være konkrete omstændigheder, der tyder på, at
døden er en følge af fejl, forsømmelse eller ulykkelig hændelse. Den
teoretiske
mulighed for, at der kan være begået
fejl eller forsømmelse i tilfælde, hvor dødens indtræden har sin
naturlige forklaring i
patientens
sygdom, medfører ikke indberetningspligt.
6)
Når et dødsfald
forekommer i Kriminalforsorgens institutioner.
Dødsfald i fængsler eller lignende institutioner falder oftest
ind under en af de øvrige bestemmelser om indberetning til politiet.
Bestemmelsen skal sikre, at der ikke kan rejses tvivl om indsattes dødsmåde
og
dødsårsag.
7)
Når det i øvrigt ikke
med sikkerhed kan udelukkes, at dødsfaldet skyldes et strafbart forhold,
selvmord eller ulykkestilfælde, eller dødsfaldet af andre grunde skønnes at
kunne have politimæssig interesse.
Indberetning skal ske, selvom den umiddelbare dødsårsag ikke er
den skade, som ulykken forårsagede, men en mulig følge af denne. Indberetning
skal derfor også ske i tilfælde, hvor en person, der har været udsat for en
ulykke, dør nogen tid efter af en sygdom, der kan være en følge af ulykken,
eller som ikke ville være opstået, hvis den pågældende ikke havde været udsat
for ulykken.
10. Retslægelige ligsyn
I de tilfælde, hvor lægen indberetter et dødsfald til politiet,
iværksættes ifølge sundhedslovens § 180, stk. 1 retslægeligt ligsyn.
Efter sundhedslovens § 181, stk. 1, foretages retslægeligt
ligsyn af politiet og en embedslæge i forening.
Retslægeligt ligsyn kan dog i medfør af sundhedslovens § 180,
stk. 2, undlades i følgende tilfælde:
1)
Ved dødsfald efter
ulykkestilfælde, såfremt døden først er indtrådt nogen tid efter ulykken, og
politiet
efter de tilvejebragte oplysninger finder det åbenbart, at dødsfaldet er uden
politimæssig interesse.
2)
a) Når en person
findes død, b) når døden er indtrådt pludseligt og ikke er forudset af
lægelige
grunde, c) når døden kan være en følge af fejl, forsømmelse eller ulykkelig
hændelse i forbindelse med behandling eller forebyggelse af sygdom, og d) når
døden forekommer i Kriminalforsorgens institutioner, såfremt der mellem
politiet og embedslægen i de nævnte tilfælde er enighed om, at de
tilvejebragte
oplysninger gør det åbenbart, at der foreligger naturlig død.
3)
Når indberetningen er
sket, fordi der er grund til at antage, at dødsfaldet kan skyldes en
erhvervssygdom,
der er omfattet af lovgivningen om arbejdsskadesikring, såfremt embedslægen
finder,
at de tilvejebragte oplysninger med tilstrækkelig sikkerhed har klarlagt
dødsårsagen.
4)
Ved andre dødsfald,
der er kommet til politiets kundskab, og er antaget at kunne have
politimæssig
interesse, såfremt politiet efter en undersøgelse finder det åbenbart, at der
er tale om naturlig død.
10.1
Transplantationsindgreb
Såfremt der skal foretages retslægeligt ligsyn, er det en
betingelse for at udtage transplantationsmateriale fra den afdøde, at
politiet
forinden har erklæret sig indforstået hermed, jf. sundhedslovens § 54, stk.
3.
Ved ofre for trafikulykker må transplantationsindgreb dog kunne
gennemføres, såfremt politiet ikke på eget initiativ har nedlagt forbud
herimod, og betingelserne i øvrigt er opfyldt.
Justitsministeriet har udstedt cirkulære af 21. november 1995
om foretagelse af retslægelige ligsyn og obduktioner m.v.
11. Dødsattest
En dødsattest skal udstedes uden unødigt ophold, når de
nødvendige oplysninger foreligger.
Når ligsyn er afsluttet, skal lægen udstede dødsattest. Er
dødsfaldet indberettet til politiet efter sundhedslovens § 179, må dødsattest
kun udstedes, hvis politiet meddeler, at indberetningen ikke giver anledning
til retslægeligt ligsyn.
Er der foretaget retslægeligt ligsyn, udstedes dødsattesten af
den læge, der har deltaget heri, jf. sundhedslovens § 182, stk. 1.
Lægen bør i forbindelse med udstedelse af dødsattest sikre sig,
at den fornødne identifikation medfølger afdøde.
For at kunne udfylde dødsattesten forudsættes det, at lægen har
tilstrækkeligt grundlag for at tage stilling til dødsmåde og dødsårsag.
Er den pågældende læge i tvivl om dødsmåden, skal dødsfaldet
indberettes til politiet.
Er lægen umiddelbart i tvivl om dødsårsagen, kan lægen afstå
fra at udfylde dødsattestens side 2 i forbindelse med ligsynet. Attestens
side
2 udfyldes herefter, når de fornødne oplysninge er indhentet.
Når papirversionen af dødsattestens side 1 (1a) er udfyldt og
underskrevet, udleveres den til den, der drager omsorg for begravelsen og
indsendes efterfølgende af begravelsesmyndigheden til Sundhedsstyrelsen.
Dødsattestens side 2 med oplysning om dødsmåde og dødsårsag bør
udfyldes af den læge, der har de bedste forudsætninger for at tage stilling
til
den tilgrundliggende dødsårsag, men kan udfyldes af andre læger. Den
elektroniske version af dødsattestens side 1 og 2 indberettes direkte til
Sundhedsstyrelsen.
I bekendtgørelse nr. 1046 af 20. oktober 2006 er der fastsat
bestemmelser om udfærdigelse og indsendelse af dødsattester, jf.
Sundhedsstyrelsens vejledning af 1. december 2006 om udfyldelse og
indberetning
af dødsattester.
11.1 Inhabilitet
I bekendtgørelse nr. 474 af 22. juni 1990 om lægers adgang til
at konstatere dødens indtræden, foretage ligsyn, udstede dødsattest og
foretage
obduktion er det i § 1 fastsat, at en læge ikke må konstatere dødens
indtræden,
foretage ligsyn, obduktion eller udstede dødsattest, når den afdøde
1)
var lægens nuværende
eller tidligere ægtefælle, registrerede partner, beslægtede eller besvogrede
i
op- eller nedstigende linie eller i sidelinien, så nær som søskendebørn,
2)
var lægens samlever,
stedbarn eller plejebarn,
3)
på dødstidspunktet
tilhørte lægens husstand, eller når lægen i øvrigt havde et særligt
tilknytningsforhold
til afdøde.
Såfremt lægen er i tvivl, om han er berettiget til at foretage
ligsyn og udstede dødsattest, bør han søge vejledning hos Sundhedsstyrelsen
ved
embedslægeinstitutionen i regionen.
Har en læge udstedt en dødsattest i strid med § 1 i nævnte
bekendtgørelse, udsteder embedslægen, hvis det er muligt, en ny dødsattest,
som
træder i stedet for den først udstedte, jf. bekendtgørelsens § 2.
Overtrædelse af bekendtgørelsens regler om inhabilitet straffes
med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, jf.
bekendtgørelsens § 3.
12. Begravelse m.v.
I begravelsesloven, lov nr. 346 af 26. juni 1975, er der
bestemmelser om begravelse og ligbrænding.
Liget må ikke begraves, brændes eller føres ud af landet,
førend dødsattest er udstedt, jf. sundhedslovens § 182, stk. 2.
Er dødsattesten udfærdiget efter retslægeligt ligsyn, skal
papirversionen af dødsattestens side 1(1a) være forsynet med politiets
påtegning om, at der intet er til hinder for, at liget begraves, brændes
eller
føres ud af landet.
12.1 Frister m.v.
Efter bekendtgørelse nr. 593 af 1. december 1975 om begravelse
og ligbrænding § 14 skal jordfæstelse eller ligbrænding, hvis kortere frist
ikke er foreskrevet i sundhedslovgivningen, ske senest 8 dage efter
dødsfaldet
(dødsdagen medregnet). Bestyrelsen for kirkegården eller krematoriet kan dog
med tilslutning fra embedslægen tillade forlængelse af denne frist, når
forholdene taler derfor.
Det er kirkegårdsbestyrelserne eller krematoriebestyrelserne,
der meddeler dispensation fra den gældende frist. En sådan dispensation kan
også gives som en stående tilladelse. Det må dog være en forudsætning herfor,
at den afdøde person opbevares i et lokale med en rumtemperatur på ikke over
4
grader Celsius indtil kort tid forud for begravelsen eller ligbrændingen.
Ifølge bekendtgørelsens § 2, stk. 1, skal anmodning om
begravelse eller ligbrænding fremsættes over for begravelsesmyndigheden
(sognepræsten på afdødes bopælssted eller - hvis afdøde ikke havde bopæl her
i
landet - sognepræsten på dødsstedet) snarest muligt efter dødsfaldet enten
ved
personlig eller skriftlig henvendelse. Blanket: ”Dødsanmeldelse og
anmodning om
begravelse/ligbrænding” udleveres af den dødsattestudstedende læge
sammen med
dødsattestens side 1 (1a) til den, der drager omsorg for afdødes begravelse.
Blanketten kan også udleveres af begravelsesmyndigheden. Vedrører
dødsattesten
et dødfødt barn, udleveres tillige anmeldelse af dødfødsel.
13. Overførsel af lig til udlandet
13.1 Ligpas
Ønskes et lig overført til udlandet, skal der, efter at
dødsfaldet er anmeldt til begravelsesmyndigheden, rettes henvendelse til
Sundhedsstyrelsen ved embedslægeinstitutionen i regionen om udstedelse af et
ligpas, som skal følge liget under transporten, jf. Indenrigsministeriets
bekendtgørelse
nr. 152 af 14. april 1983 om behandling af lig.
13.2 Udskrift af dødsattesten
Ved anmodning om udstedelse af ligpas skal bl.a. følge en
udskrift af oplysninger fra dødsattesten. Udskriften sker i form af en
udskrift
af side 1 og side 2 fra den elektronisk indberettede dødsattest. Der skal på
udskriften af dødsattesten være påført oplysninger om, at den afdøde ikke har
lidt af smitsom sygdom. Såfremt den afdøde ved døden led af en smitsom
sygdom,
skal oplysning om sygdommen anføres på udskriften af dødsattesten. Udskriften
skal være signeret af den læge, der har påført oplysningerne om smitsom
sygdom.
En papirudskrift af dødsattesten skal udleveres i lukket kuvert.
Oplysningerne
fra udskriften skal af
embedslægeinstitutionen
overføres til ligpasset, jf. cirkulære af 26. september 1983 om transport af
lig til og fra udlandet.
14. Retslægelig obduktion
I sundhedslovens §§ 184, 185 og 186 er fastsat regler om,
hvornår retslægelig obduktion skal finde sted samt de nærmere omstændigheder
i
forbindelse hermed, herunder eventuel domstolsprøvelse af beslutningen om
retslægelig obduktion.
Der henvises til Justitsministeriets cirkulære af 21. november
1995 om foretagelse af retslægelige ligsyn og obduktioner m.v.
Det er politiet, der træffer bestemmelse om retslægelig
obduktion, jf. sundhedslovens § 185, stk.1.
De retslægelige obduktioner skal ikke forveksles med de
obduktioner, der i henhold til sundhedslovens § 187 foretages i
lægevidenskabeligt øjemed. Der henvises til Sundhedsstyrelsens vejledning nr.
100 af 7. december 2006 om samtykke til lægevidenskabelige obduktioner
(hospitalsobduktioner).
15. Militært personel
Ligsyn i forbindelse med dødsfald indtruffet under aftjening af
militær værnepligt foretages efter de almindelige regler.
Henhører efterforskning i forbindelse med dødsfaldet under
militær påtalemyndighed, træder forsvarets auditørpersonel i stedet for
politiet ved foretagelse af retslægeligt ligsyn og retslægelig obduktion, jf.
sundhedslovens § 190, stk. 3.
16. Tavshedspligt
Som udgangspunkt må en sundhedsperson ikke meddele oplysninger
fra dødsattesten vedrørende dødsårsag m.v., jf. sundhedslovens § 40, stk.1,
hvorefter en patient som udgangspunkt har krav på, at sundhedspersoner
iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller
får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og
andre fortrolige oplysninger.
16.1 Videregivelse af
helbredsoplysninger til pårørende vedrørende afdøde patienter
En sundhedsperson kan dog i medfør af sundhedslovens § 45
videregive oplysninger om en afdød patients sygdomsforløb, dødsårsag og
dødsmåde til afdødes nærmeste pårørende, såfremt det ikke må antages at
stride
mod afdødes ønske, og hensynet til afdøde eller andre private interesser ikke
taler afgørende herimod. Der kan endvidere på baggrund af en konkret
vurdering
videregives oplysninger til afdødes nærmeste pårørende efter reglen i
sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2, hvis videregivelsen er nødvendig for
berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige
hensyn
til patienten, sundhedspersonen eller andre. Bestemmelsen i § 43, stk. 2, nr.
2
vedrører oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private
forhold
og andre fortrolige oplysninger. De hensyn, der kan begrunde videregivelse
efter § 43, stk. 2, nr. 2 skal klart overstige hensynet til patientens ret
til
fortrolighed. Adgang til oplysningerne kan eventuelt ske i form af aktindsigt
i
relevante oplysninger i patientjournalen.
16.2
Forsikringsselskabers adgang til oplysninger om afdøde
I forbindelse med et dødsfald er det ofte tilfældet, at et
forsikringsselskab eller en pensionskasse skal udbetale et beløb til den
afdødes efterladte eller arvinger, dvs. den eller de berettigede til
udbetalingen.
Hvis det er en livsforsikring, må forsikringsselskabet undersøge, hvad
vedkommende er død af, og ved en ulykkesforsikring kan der være brug for at
vide, hvordan dødsfaldet er sket. Der kan også være behov for oplysninger om
helbredsforhold i øvrigt for en nærmere angiven periode.
16.2.1 Den berettigede
til forsikringsydelsen
Forsikringsaftaleloven, jf. bekendtgørelse nr. 999 af 5.
oktober 2006 af lov om forsikringsaftaler § 22, der hører under
justitsministeriets ressort, gælder i alle former for forsikring. Efter denne
bestemmelse
skal den sikrede (berettigede), hvis pågældende rejser krav mod selskabet,
give
selskabet alle ham tilgængelige oplysninger om forhold, som kan være af
betydning for bedømmelsen af forsikringsbegivenheden, for fastsættelsen af
det
beløb, selskabet skal yde, eller for de dækningskrav, selskabet måtte have
mod
andre.
Tilstedeværelsen af de fornødne oplysninger er således efter
forsikringsaftaleloven af afgørende betydning for, at der kan ske udbetaling
af
forsikringsydelsen. Bestemmelsen i § 22 indebærer, at den berettigede skal
stille de oplysninger til rådighed for forsikringsselskabet, som pågældende
selv har mulighed for at få, f.eks. gennem aktindsigt eller sundhedslovens §
45
eller § 43, stk. 2, nr. 2.
Den, der anmelder kravet til forsikringsselskabet (den
berettigede) kan også, hvis forsikringsselskabet ønsker nærmere oplysninger
om
forsikringsbegivenheden, f.eks. i form af dødsattest, samtidig eller senere
give samtykke til, at oplysningerne videregives til forsikringsselskabet. Der
skal være tale om oplysninger, der er af betydning for
forsikringsforholdet/forsikringsbegivenheden,
og det fornødne konkretiserede samtykke til videregivelsen af disse
oplysninger
skal foreligge.
Forsikringsselskabet må på baggrund af forsikringsaftalen forklare,
hvilke oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af forsikringsforholdet og
fastsættelse af forsikringens størrelse.
Hvis den berettigede ikke giver forsikringsselskabet de
oplysninger, der er brug for, eller i øvrigt ikke giver samtykke til, at
forsikringsselskabet må se dødsattesten, kan der ikke gives
forsikringsselskabet
adgang til attestens oplysninger. Forsikringsselskabet må på det foreliggende
grundlag tage stilling til, om forsikringen skal udbetales eller ikke. I
henhold til forsikringsaftalelovens § 24 kan forsikringsydelsen først kræves
betalt 14 dage efter, at selskabet har været i stand til at indhente de
fornødne oplysninger til bedømmelse af forsikringsbegivenheden og
fastsættelse
af forsikringsydelsens størrelse.
En videregivelse af oplysninger i medfør af
forsikringsaftalelovens § 22 er ikke i strid med sundhedslovens § 40, stk.1,
om
sundhedspersoners tavshedspligt. Videregivelsen må anses for berettiget, da
der
er tale om varetagelse af andres tarv, nemlig den berettigedes interesse i
forsikringsydelsen.
Der består derimod ikke efter ordlyden af § 22 en pligt for
lægerne, Sundhedsstyrelsen ved embedslægeinstitutionen i regionen, eller
politiet til at udlevere dødsattesten til forsikringsselskabet uden samtykke
fra den berettigede.
16.3 Retslægelige
dødsattester
Afgørelsen af, om en begæring om aktindsigt i en dødsattest udstedt
efter retslægeligt ligsyn eller i retslægelige obduktionserklæringer m.v.
skal
imødekommes, tilkommer politidirektøren.
Hvis der således fra afdødes pårørende anmodes om oplysninger
fra en retslægelig dødsattest, side 2, om dødsmåde og dødsårsag, skal
Sundhedsstyrelsen ved embedslægeinstitutionen i regionen kontakte politiet
for
at få oplyst, om politiet finder, at der er noget til hinder for en eventuel
udlevering af de ønskede oplysninger. Hvis politiet ikke har indvendinger mod
en udlevering, bør de omhandlede oplysninger udleveres til afdødes pårørende,
eventuelt i form af aktindsigt.
16.4 Anden lovgivning
m.v.
Der kan endvidere efter anden lovgivning være pålagt en pligt
til at videregive oplysninger fra dødsattesten.
Også i andre typer af sager kan der foreligge en retlig
interesse, offentlig eller privat, der overstiger hensynet til, at der ikke
sker videregivelse. Der kan f.eks. være tale om at vurdere en arveladers
mentale tilstand i relation til gyldigheden af en testamentarisk disposition.
17. Ikrafttræden
Vejledningen har virkning fra 1. januar 2007.
Sundhedsstyrelsen, den 19. december
2006
Anne Mette Dons
/Elisabeth Hersby
Lignende dokumenter
- 1987 LSF 47 FORSLAG TIL LOV OM LIGSYN, OBDUKTION OG TRANSPLANTATION M.V. Retsinformation · 21. maj 1988
- 1986 LSF 142 FORSLAG TIL LOV OM LIGSYN, OBDUKTION OG TRANSPLANTATION M.V. Retsinformation · 21. maj 1988
- 1989 LSF 149 FORSLAG TIL LOV OM LIGSYN, OBDUKTION OG TRANSPLANTATION M.V. Retsinformation · 4. juli 1990
- Vejledning til politiet om ligsyn, obduktion og transplantation m.v. Retsinformation · 12. januar 2000
- 1989 LSF 173 FORSLAG TIL LOV OM DØDSKRITERIUM OG TRANSPLANTATION M.V. Retsinformation · 18. maj 1990
- Vejledning om udfyldelse og indberetning af dødsattester Retsinformation · 11. april 2007