Spring til indhold

Retsinformation

Vejledning til politiet om ligsyn, obduktion og transplantation m.v.

Gældende VEJ nr 60305 af 08/02/1993VejledningIndenrigs- og Sundhedsministeriet12. januar 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Vejledning til politiet om ligsyn, obduktion

og transplantation m.v.

1. Regelgrundlaget.

Bestemmelserne om dødens konstatering, foretagelse

af ligsyn, udstedelse af dødsattest, omsorg for lig, obduktion og

transplantation m.v. findes i lov nr. 402 af 13. juni 1990 om ligsyn,

obduktion og transplantation m.v., der trådte i kraft den 1. juli 1990.

Loven er optrykt som bilag til denne vejledning.

Med denne lov blev hjernedødskriteriet

indført som et supplerende dødskriterium til

hjertedødskriteriet. Der blev endvidere indført skærpede

regler om samtykke som betingelse for at kunne foretage

lægevidenskabelig obduktion og transplantation.

Endvidere skete der med loven en samling af reglerne i de

tidligere love om transplantation (lov om udtagelse af menneskeligt væv

m.v.) og om ligsyn. disse love (lov nr. 246 af 9. juni 1967 og lov nr. 279 af

26. maj 1976) blev samtidig ophævet.

Bestemmelserne i lovens kap. 2 om ligsyn,

dødsattester og omsorg for lig svarer med enkelte redaktionelle og

systematiske ændringer til de hidtidige regler i ligsynslovens §§ 1-5

og § 9. Kap. 3 om obduktion er bortset fra en enkelt redaktionel

ændring i § 10 uændret i forhold til ligsynslovens §§ 6-8.

I tilknytning til lov om ligsyn, obduktion og

transplantation m.v. har Justitsministeriet udstedt bekendtgørelse nr.

474 af 22. juni 1990 om lægers adgang til at konstatere dødens

indtræden, foretage ligsyn, udstede dødsattest og foretage

obduktion samt bekendtgørelse nr. 475 af 22. juni 1990 om

dødsattester.

Ved dødsfald ombord på dansk skib på

søen eller i fremmed havn finder Industriministeriets

Læs alt

bekendtgørelse nr. 829 af 10. december 1990 om ligsyn og begravelse

m.v. ved dødsfald til søs anvendelse. Bestemmelserne i lov om

ligsyn, obduktion og transplantation m.v. vil dog delvis finde anvendelse

også i disse tilfælde, såfremt dødsfald sker

på skib i dansk havn eller inden for 24 timer før anløb

af dansk havn, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 2. andre

dødsfald, som indtræder uden for dansk område, vil

også være omfattet af lovens regler, såfremt liget er bragt

til Danmark. Det bemærkes i den forbindelse, at lig efter lovens § 7,

stk. 2, bl.a. ikke må føres ud af landet, førend

dødsattest er udstedt. Ligsyn skal således foretages, før

et indført lig kan udføres igen, medmindre der foreligger

fyldestgørende dokumentation for, at ligsyn er foretaget i

udlandet.

2. Dødens konstatering.

Ifølge § 1 i lov om ligsyn, obduktion og

transplantation m.v. kan en persons død konstateres ved uopretteligt

ophør af åndedræt og hjertevirksomhed eller ved

uopretteligt ophør af al hjernefunktion.

Når dødens indtræden er konstateret,

kan lægelig behandling, herunder i tilfælde af hjernedød

brug af respirator, ophøre.

Der er ved Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 118 af

25. juni 1990 om dødens konstatering ved uopretteligt ophør af

al hjernefunktion fastsat nærmere regler om de undersøgelser,

der skal foretages for at konstatere dødens indtræden efter

hjernedødskriteriet.

Der består for lægerne på den ene side

ikke nogen pligt til at iværksætte (og fuldføre) de

undersøgelser, der er nødvendige for at kunne konstatere

dødens indtræden efter hjernedødskriteriet, og på

den anden side ikke nogen pligt til på en hjernedød person at

undlade kunstigt at opretholde hjertets pumpefunktion ved brug af respirator.

Hvor længe en hjernedød person kan forblive i respirator

f.eks. i tilfælde af graviditet, hvor fødslen er nært

forestående, eller med henblik på transplantation må

afgøres efter de almindelige regler for lægers virksomhed.

Vedrørende lovens § 1 bemærkes endvidere, at

i de dele af lovgivningen, hvor dødstidspunktet tillægges

retsvirkning (arvelovgivningen, forsikringslovgivningen, sociallovgivningen,

straffelovgivningen m.v.), vil dødstidspunktet skulle fastsættes

til det tidspunkt, hvor dødens indtræden er konstateret efter §

1, nr. 1 eller 2. Dødens indtræden skal kun konstateres

én gang. Har lægerne efter gennemførelsen af de

foreskrevne undersøgelser således konstateret

hjernedødens indtræden, kan de ikke undlade at erklære den

pågældende død, og det konstaterede dødstidspunkt

efter dette kriterium er det tidspunkt, der skal anføres i

patientjournalen og i dødsattesten som dødstidspunktet.

3. Ligsyn m.v.

Bestemmelserne vedrørende ligsyn, herunder

retslægeligt ligsyn, indberetning til politiet, dødsattester og

omsorg for lig findes i lovens kapital 2, §§ 3-8.

3.1. Ligsyn.

Ligsyn foretages af en læge til afgørelse af,

om dødsfald er indtrådt. Ved ligsynet skal dødstegn

iagttages, og dødsmåde og dødsårsag så vidt

muligt fastslås.

Dødstegn

skal som hidtil bestå i enten

dødsstivhed, døds- eller ligpletter eller

forrådnelse.

Dødsmåderne

er naturlig død,

ulykkestilfælde, selvmord og drab. På dødsattesten er det

endvidere muligt at angive dødsmåden som "uoplyst",

såfremt det ikke er muligt ved det retslægelige ligsyn at

bestemme dødsmåden med sikkerhed.

Dødsårsagerne

er de sygdomme,

læsioner, forgiftninger m.v., der betinger dødens

indtræden.

Er en læge ikke til stede eller tilkaldt, når

politiet får kendskab til et lig, bør politiet efter lovens § 3

hurtigst muligt tilkalde en læge. Justitsministeriet skal i denne

forbindelse henvise til de hensyn, som er baggrunden for lovens § 8 om omsorg

for lig, jf. nedenfor afsnit 3.6.

De nærmere bestemmelser vedrørende

foretagelse af ligsyn er fastsat ved Sundhedsstyrelsens cirkulære nr.

119 af 25. juni 1990 til landets læger om ligsyn og udstedelse af

dødsattester m.v.

3.2. Indberetning til politiet.

Den læge, der tilkaldes i anledning af

dødsfald, har pligt til at afgive indberetning til politiet i en

række tilfælde, der er opregnet i lovens § 4, med henblik

på eventuel iværksættelse af retslægeligt ligsyn.

Det vil være tilstrækkeligt med en telefonisk

indberetning herom. anmeldelsen skal foretages uden unødigt

ophold.

3.3. Retslægeligt ligsyn.

I de tilfælde, hvor lægen indberetter et

dødsfald til politiet, jf. lovens § 4, iværksættes

ifølge lovens § 5, stk. 1, normalt retslægeligt ligsyn.

Retslægeligt ligsyn kan dog fortsat undlades i de i

lovens § 5, stk. 2, nævnet tilfælde, dvs. navnlig hvor

dødsfaldet efter de tilvejebragte oplysninger er uden

politimæssig interesse.

Retslægeligt ligsyn kan således navnlig

undlades ved de dødsfald, der er nævnt i § 4, stk. 1, nr. 2.

(når en person findes død), nr. 3 (når

døden er indtrådt pludselig og ikke er forudset af

lægelige grunde), nr. 5 (når døden kan være

en følge af fejl, forsømmelse eller ulykkelig hændelse i

forbindelse med behandling eller forebyggelse af sygdom) og nr. 6

(når dødsfald forekommer i kriminalforsorgens

institutioner), såfremt der mellem politiet og embedslægen

er enighed om, at de tilvejebragte oplysninger gør det åbenbart,

at der foreligger naturlig død, jf. herved § 5, stk. 2, nr. 2, samt

ved de dødsfald, der er nævnt i § 4, stk. 1, nr. 4

(når der er grund til at antage, at dødsfaldet kan skyldes

en erhvervssygdom, der er omfattet af lov om arbejdsskadeforsikring),

såfremt embedslægen finder, at de tilvejebragte

oplysninger med tilstrækkelig sikkerhed har klarlagt

dødsårsagen, jf. herved § 5, stk. 2, nr. 3.

Bestemmelsen om, at retslægeligt ligsyn i

øvrigt kan undlades, træffes af politiet alene, jf. herved de af

lovens § 5, stk. 2, nr. 1 og 4, omhandlede tilfælde. Det anbefales dog,

at der altid i tvivlstilfælde indhentes udtalelse om de lægelige

oplysninger hos den stedlige embedslægeinstitution (i København

Retspatologisk Institut).

Transplantation fra afdøde personer må efter

lovens § 15, stk. 3, ikke finde sted, såfremt der skal foretages

retslægeligt ligsyn, medmindre indgrebet må antages at være

uden betydning for resultatet af undersøgelsen. Dette må

medføre, at det i disse tilfælde er en betingelse for at udtage

transplantationsmateriale fra afdøde personer, at politiet forinden

har erklæret sig indforstået hermed. Ved ofre for trafikulykker

vil transplantationsindgreb dog kunne gennemføres, hvis politiet ikke

på eget initiativ konkret har nedlagt forbud herimod, og de

øvrige betingelser herfor er opfyldt.

Det anbefales, at politiet i såvel

"samtykke" som "forbuds"-tilfældene kontakter

embedslægeinstitutionen (i København Retspatologisk Institut)

for en nærmere drøftelse af spørgsmålet,

såfremt det giver anledning til tvivl.

Ligsynet foretages i henhold til § 6 af politiet og en af

de embedslæger, der er tilknyttet den pågældende

embedslægeinstitution (i København Retspatologisk Institut).

Vedrørende lovens § 6, stk. 2, om andre

lægers adgang til deltagelse i retslægeligt ligsyn i

embedslægens sted, bemærkes, at Justitsministeriets tilladelse

for professorerne i retsmedicin ved Københavns Universitet,

Retsmedicinsk institut i Århus og Odense og deres assistenter til at

deltage i retslægelige ligsyn, fortsat er gældende.

Bestemmelsen i ligsynslovens § 6, stk. 2, 2. pkt., om

politimesterens adgang til i påtrængende tilfælde at udpege

en læge, vil navnlig kunne anvendes i de ekstraordinære

situationer, hvor embedslægeinstitutionen er forhindret, og hvor der

ikke fungerer en vikar for de til embedet knyttede læger. Det vil

være hensigtsmæssigt, at politiet med henblik på

sådanne ekstraordinære tilfælde forud har forhandlet med

det stedlige embedslægeinstitution (i København Retspatologisk

Institut) om, hvilke stedlige læger der må anses som egnede til

at blive tilkaldt.

3.4. Dødsattest m.v.

Efter lovens § 7, stk. 1, påhviler det den

læge, der har foretaget ligsyn, at udstede dødsattest. Er

dødsfaldet indberettet til politiet efter § 4, må

dødsattest kun udstedes, hvis politiet meddeler, at indberetningen

ikke giver anledning til retslægeligt ligsyn.

Ved Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 475 af

22. juni 1990, der ligeledes trådte i kraft den 1. juli 1990, er det

foreskrevet, at dødsattesten skal udfærdiges på en af

Sundhedsstyrelsen udstedt blanket, formular nr. 1331. Den ny blanket, hvori

teksten er ajourført i overensstemmelse med de nugældende

bestemmelser, er trådt i stedet for den ved Justitsministeriets

bekendtgørelse nr. 45 af 7. februar 1977 om dødsattester

foreskrevne blanket (formular nr. 1231, grå). Sundhedsstyrelsen har

udfærdiget en vejledning af 15. maj 1991 om udfyldelse af

dødsattest.

3.5. Begravelse og ligbrænding.

Udstedelse af dødsattest er efter lovens § 7, stk.

2, en forudsætning for, at liget kan begraves, brændes eller

føres ud af landet.

Er dødsattesten udfærdiget efter

retslægeligt ligsyn, skal attesten yderligere være forsynet med

politiets påtegning om, at intet er til hinder for, at liget begraves,

brændes eller føres ud af landet. Påtegningen er politiets

endelige godkendelse af, at yderligere undersøgelser af liget fra det

offentliges side i anledning af dødsfaldet er

upåkrævet.

Efter Kirkeministeriets bekendtgørelse nr. 593 af

1. december 1975, § 2, stk. 2, skal dødsattesten i øvrigt

såfremt ligbrænding ønskes foretaget indeholde

erklæring fra lægen om, at der efter dennes skøn ikke er

grund til mistanke om, at døden er forårsaget ved en

forbrydelse. Foreligger der ikke dødsattest med den nævnte

erklæring, må ligbrænding ikke tillades, forinden der af

politiet er afgivet erklæring om, at der intet er til hinder

herfor.

3.6. Omsorg for lig.

Efter lovens § 8 skal en person, der antages at være

afgået ved døden, anbringes under forsvarlige forhold, og er

dødens indtræden ikke åbenbar, skal den

pågældende være under jævnligt tilsyn og må

ikke føres til lighus, før en læge har iagttaget

dødstegn. Førend ligsyn er afsluttet, og dødsattest er

udstedt, må liget ikke anbringes i kiste eller føres til

kapel.

Pligten til at anbringe afdøde under forsvarlige

forhold er foreskrevet ikke alene af hensyn til en eventuel mulighed for

genoplivning, men også af hensyn til den politimæssige interesse

i i videst muligt omfang at hindre, at liget udsættes for

efterfølgende ydre påvirkninger, der kan indvirke på

resultatet af eventuelle retsmedicinske undersøgelser. Bestemmelsen

tilgodeser endvidere almindelige sømmelighedshensyn.

Pligten til at holde den pågældende under

jævnligt opsyn ophører, når dødens indtræden

er konstateret af en læge, eller når det i øvrigt er

åbenbart, at den pågældende er død.

Pligten til forsvarlig anbringelse vedvarer, indtil

begravelse eller ligbrænding har fundet sted.

Særlig for så vidt angår behandling af

smittefarlige lig, er der ved Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr.

152 af 14. april 1983 om behandling af lig fastsat nærmere

bestemmelser.

4. Retslægelig obduktion.

Reglerne om obduktion findes i lovens kap. 3. Loven

sondrer mellem retslægelige og lægevidenskabelige obduktioner

(også kaldet hospitalsobduktioner). Her skal alene de

retslægelige obduktioner, der foretages af politimæssige grunde,

omtales.

Retslægelig obduktion skal foretages i de i lovens §

9, stk. 1, omhandlede tilfælde.

§ 9, stk. 1, nr. 1,

omhandler navnlig

dødsfald, som kan antages at være forvoldt ved forsætligt

eller uagtsomt strafbart forhold fra en anden persons side, men

bestemmelserne kan også tjene til at hindre, at der straks eller senere

opstår mytedannelser i anledning af et dødsfald, hvilket navnlig

kan tænkes at være tilfældet ved

børnedødsfald og dødsfald, der indtræder lang tid

efter en ulykke.

§ 9, stk. 1, nr. 2,

omhandler dødsfald, hvor

dødsmåden (jf. afsnit 3.1.) ikke med tilstrækkelig

sikkerhed er fastslået ved det retslægelige ligsyn. Det vil

typisk være tilfælde, hvor dødsårsag og

dødsmåde på dødsattesten er angivet som henholdsvis

ukendt, uoplyst eller lignende.

§ 9, stk. 1, nr. 3,

omhandler dødsfald, hvor

dødsårsagen (jf. afsnit 3.1.) ikke med

tilstrækkelig sikkerhed er fastslået ved det retslægelige

ligsyn, og yderligere retsmedicinske undersøgelser af

politimæssige grunde skønnes påkrævet. Det

bemærkes, at antallet af tilfælde udover tilfælde, hvor

obduktion allerede følger af bestemmelserne i nr. 1 eller 2 hvor en

nøjagtig konstatering af den specielle dødsårsag er af

politimæssig betydning, er begrænset. som eksempel på

reglens anvendelse kan nævnes tilfælde, hvor der foreligger

konkurrerende dødsårsager, og hvor den nærmere bestemmelse

heraf kan være afgørende for klassifikationen af

dødsmåden.

Der skal endvidere foranstaltes retslægelig

obduktion, når dødsfaldet må antages at stå i

forbindelse med misbrug af euforiserende stoffer (jf. Justitsministeriets

cirkulæreskrivelse nr. 254 af 22. oktober 1970).

Bestemmelse om retslægelig obduktion træffes

af politiet. Det følger af de almindelige regler, at afgørelsen

er undergivet sædvanlig rekurs til den overordnede anklagemyndighed i

sidste instans Justitsministeriet.

Obduktionen udføres af en sagkyndig læge, der

udpeges af Justitsministeriet, sammen med en embedslæge eller en anden

læge, der repræsenterer denne. Henvendelser om foretagelse af

obduktion kan i henhold til Justitsministeriets cirkulære nr. 207 af

20. december 1937 som ændret ved cirkulære nr. 214 af 28. oktober

1959 og senere praksis, fortsat rettes til de retsmedicinske institutter i

København, Århus og Odense.

Efter arbejdsskadeforsikringslovens § 20, stk. 2, 2. pkt.,

er Arbejdsskadestyrelsen berettiget til at forlange obduktion foretaget efter

reglerne om lovmæssige (retslægelige) obduktioner. I

tilfælde, hvor der ikke af politiet begæres obduktion, men hvor

dødsfaldet efter de foreliggende oplysninger kan skyldes en

arbejdsulykke eller en erhvervssygdom, som kan medføre krav efter

arbejdsskadeforsikringsloven (jf. Arbejdsskadestyrelsens

bekendtgørelse nr. 142 af 8. marts 1991 om fortegnelse over

erhvervssygdomme), skal Arbejdsskadestyrelsen underrettes herom. henvendelse

kan rettes til Arbejdsskadestyrelsens 8. kontor på tlf. 39 17 76 62.

Dette er et direkte nummer, som kan benyttes mandag og tirsdag mellem kl.

08.00 og kl. 16.00 og onsdag til fredag mellem kl. 08.00 og kl. 15.00. Om

aftenen og i weekenden kan der rettes henvendelse på tlf. 31 87 71 16.

endelig kan der om fornødent rettes henvendelse til kontorchefen for

8. kontor eller en af de andre kontorchefer i Arbejdsskadestyrelsen på

disses private telefonnumre.

Der henvises i øvrigt til det, der er anført

under punkt 3.3. om transplantation fra afdøde personer.

4.1.

Underretning.

Forinden der foretages retslægelig obduktion

herunder efter Arbejdsskadestyrelsens begæring skal politiet efter

lovens § 10, stk. 2, såfremt omstændighederne tillader det,

underrette afdødes nærmeste om dødsfaldet og om, at

obduktion vil blive foretaget, ligesom de skal gøres bekendt med

adgangen til domstolsprøvelse. Afgrænsningen af afdødes

nærmeste må foretages konkret, men vil i hvert fald omfatte

ægtefælle, registreret partner, samlever, slægtning i lige

linie og alt efter de konkrete forhold søskende og plejebørn

samt andre slægtninge eller besvogrede, som afdøde var

nært knyttet til.

Der skal normalt kun gives underretning til én af

de nærmeste, så vidt muligt først og fremmest

afdødes samlevende ægtefælle, registrerede partner,

samlever eller myndige børn eller i givet fald andre, som umiddelbart

kan antages at have haft den nærmeste tilknytning til

afdøde.

Foretager politiet underretningen telefonisk, bør

der udfærdiges en notits herom. Det bør af notitsen udtrykkeligt

fremgå, om den pågældende protesterer imod politiets

beslutning om obduktion. Det bør endvidere fremgå, at den

pågældende er gjort bekendt med adgangen til

domstolsprøvelse.

Der er kun pligt til at foretage underretning,

såfremt omstændighederne tillader det. Den mulighed, der

her holdes åben, for at obduktion kan finde sted, selv om det ikke er

lykkedes at underrette de nærmeste om dødsfaldet, vil f.eks.

kunne få betydning i drabssager, hvor det i nogle tilfælde

såvel af efterforskningsmæssige grunde som ud fra et

lægeligt synspunkt vil kunne være af afgørende betydning,

at obduktion kan foretages straks uden at afvente underretning af de

nærmeste, hvis opholdssted måske ikke kendes. Som andre eksempler

kan nævnes opdrivende lig eller andre dødfundne, hvis identitet

ikke umiddelbart kan fastslås, og hvor ligets tilstand tilsiger hurtig

obduktion. I sådanne tilfælde kan selve obduktionen udgøre

et vigtigt led i identifikationsarbejdet.

I tilfælde, hvor obduktionen begæres af

Arbejdsskadestyrelsen, skal afdødes nærmeste samtidig

gøres opmærksom på bestemmelsen i

arbejdsskadeforsikringslovens § 23, stk. 2, hvorefter de efterladte kan

fortabe deres krav, såfremt de modsætter sig en af styrelsen

begæret obduktion. Midsætter afdødes nærmeste sig

obduktion, bør Arbejdsskadestyrelsen straks telefonisk underrettes

herom, således at styrelsen kan tage stilling til, om begæringen

fastholdes.

Fremgår det af de foreliggende oplysninger, at

afdøde har tegnet en ulykkes- eller livsforsikringspolice, og politiet

ikke foranstalter retslægelig obduktion, skal vedkommende

forsikringsselskab som hidtil telefonisk underrettes, således at

selskabet på egen bekostning kan lade foretage obduktion.

4.2.

Domstolsprøvelse.

Efter lovens § 11 skal polotiet, såfremt

afdødes nærmeste modsætter sig retslægelig

obduktion, inden 24 timer indbringe spørgsmålet om lovligheden

af beslutningen herom for retten.

Dette gælder også i tilfælde, hvor

obduktionen mod de nærmestes protest begæres af

Arbejdsskadestyrelsen.

Protest fra blot en enkelt inden for den kreds, som i det

konkrete tilfælde må anses for at udgøre afdødes

nærmeste, må normalt medføre, at spørgsmålet

af politiet indbringes for retten.

Spørgsmålet om lovligheden af

obduktionsbeslutningen bør i givet fald af politiet indbringes for

retten i den politikreds, hvor beslutningen om obduktion er truffet. Omfatter

denne politikreds flere retskredse, bør sagen indbringes for retten i

den retskreds, hvor vedkommende er afgået ved døden, eller liget

er fundet, men sagen kan dog indbringes for en anden ret inden for

politikredsen, hvis politiet i det konkrete tilfælde finder dette mere

hensigtsmæssigt.

Efter lovens § 11, stk. 2, behandles sagen efter

strafferetsplejens regler. Det følger heraf blandt andet, at byrettens

afgørelser vil kunne påkæres til landsretten, jf.

retsplejelovens § 968. Under hensyn til det ønskelige i på et

så tidligt tidspunkt som muligt at opnå en endelig

afgørelse med hensyn til spørgsmålet om beslutningens

lovlighed, er den ordinære frist for kære til landsretten nedsat

til 3 dage. Sådant kæremål vil kun have opsættende

virkning over for beslutningen om obduktion, såfremt dette i de enkelte

tilfælde bestemmes enten af vedkommende byret eller af landsretten, jf.

retsplejelovens § 969, stk. 2. Hvor forholdene gør det

nødvendigt, kan en af byretten godkendt obduktion i øvrigt

bringes til udførelse inden kærefristens udløb, jf.

herved lovens § 11, stk. 3, og det nedenfor anførte.

I de tilfælde, der er nævnt i lovens § 9, stk.

1, kan obduktionen foretages, inden rettens afgørelse foreligger,

såfremt der er nærliggende fare for, at øjemedet ellers

vil forspildes, jf. herved lovens § 11, stk. 3. Retten skal efter § 11 tage

stilling til spørgsmålet om obduktionsbeslutningens lovlighed,

uanset om obduktionen er foretaget inden kendelsens afsigelse. Efter

Justitsministeriets opfattelse må det endvidere antages, at retten som

led i denne prøvelse også skal tage stilling til, om sagen har

været så hastende, at det har været berettiget at lade

obduktionen foretage, inden rettens kendelse foreligger. Justitsministeriet

vil derfor finde det rigtigst, at retten underrettes, såfremt obduktion

foretages i medfør af § 11, stk. 3, således at retten har

mulighed for efterfølgende ved kendelse også at afgøre,

om betingelserne herfor har været til stede.

5. Dødfødte personer.

Loven finder tilsvarende anvendelse på

dødfødte personer, jf. lovens § 17, stk. 1.

Grænsen mellem aborter og dødfødte

går som hidtil ved fostre, der har nået en sådan udvikling,

at den 28. svangerskabsuge må antages at være passeret. Fostre,

der kommer døde til verden forud for dette tidspunkt, anses for

aborter, medens fostre, der kommer døde til verden efter det

nævnte tidspunkt, anses for dødfødte. Kun for så

vidt angår dødfødte kræves ligsyn og

dødsattest.

I alle tilfælde, hvor fostret har vist livstegn uden

for moderens liv, selv om det ikke er levedygtigt, betragtes det uanset om

det er født før eller efter 28. svangerskabsuge som

levendefødt, således at de almindelige regler om ligsyn og

dødsattest m.v. finder anvendelse, når livstegnene er

ophørt.

6. Lægers inhabilitet.

Ifølge § 1 i Justitsministeriets

bekendtgørelse nr. 474 af 22. juni 1990 må en læge ikke

konstatere dødens indtræden, foretage ligsyn, udstede

dødsattest og foretage obduktion, når den afdøde

1)

var lægens nuværende eller tidligere

ægtefælle, registrerede partner, beslægtede eller

besvogrede i op- eller nedstigende linie eller i sidelinien så

nær som søskendebørn,

2)

var lægens samlever, stedbarn eller plejebarn,

3)

på dødstidspunktet tilhørte

lægens husstand, eller når lægen i øvrigt havde et

særligt tilknytningsforhold til afdøde.

Er en læge herefter afskåret fra at foretage

ligsyn, fremgår det af lovens § 3, stk. 2-4, hvilke andre læger,

det påhviler at foretage ligsynet.

Kirkeministeriet har ved cirkulære nr. 196 af 14.

september 1990 efter Justitsministeriets henstilling anmodet

begravelsesmyndigheden om at have opmærksomheden henledt på de

tilfælde, hvor det af dødsattesten eller de i øvrigt for

begravelsesmyndigheden foreliggende oplysninger fremgår, at den

dødsattestudstedende læge efter de ovennævnte bestemmelser

er inhabil, eller der er grundlag for mistanke herom, samt at

begravelsesmyndigheden i sådanne tilfælde omgående

foretager inberetning til politiet vedlagt dødsattesten.

Ved Sundhedsstyrelsens cirkulæreskrivelse af 21.

marts 1977 om embedslægernes opgaver i forbindelse med den

rutinemæssige gennemgang af dødsattester er embedslægerne

endvidere anmodet om at have opmærksomheden henledt på

tilfælde, hvor det af dødsattesten m.v. fremgår, at

lægen er inhabil, eller der er grundlag for mistanke herom, og da

straks at foretage indberetning til politiet.

Har en læge udstedt en dødsattest i strid med

habilitetsreglerne i bekendtgørelsens § 1, bør der så

vidt muligt afholdes et retslægeligt ligsyn og udstedes en ny

dødsattest af en af de embedslæger, der er tilknyttet den

pågældende embedslægeinstitution (i København

Retspatologisk Institut.)

Gør ligbrænding eller begravelse det ikke

praktisk muligt at afholde et sådant ligsyn, bør

embedslægeinstitutionen på grundlag af politirapport

afgøre, om der er tilstrækkeligt grundlag for at udstede en ny

dødsattest.

Embedslægens indberetning i disse tilfælde

bør ikke føre til, at politiet uden videre indleder en

politimæssig efterforskning med henblik på, om dødsfaldet

har sammenhæng med strafbart forhold. Foreligger der imidlertid

sådanne særlige omstændigheder, at mistanke er begrundet,

vil en nærmere undersøgelse også kunne indbefatte

opgravning og undersøgelse af liget.

7. Militært personel.

Henhører efterforskningen i forbindelse med

dødsfaldet under militær påtalemyndighed, træder

forsvarets auditørpersonel efter lovens § 18, stk. 3, i stedet for

politiet ved foretagelse af retslægeligt ligsyn og retslægelig

obduktion.

8. Overførsel af lig til udlandet.

Ønskes et lig overført til udlandet,

skal der foreligge et ligpas, der i henhold til Indenrigsministeriets

bekendtgørelse nr. 152 af 14. april 1983 om behandling af lig udstedes

af embedslægeinstitutionen på dødsstedet i

Københavns kommune af stadslægen).

Ligpasset skal følge liget under transporten,

medens den originale dødsattest skal forblive i landet.

Der kan endvidere henvises til Sundhedsstyrelsens

cirkulære af 26. september 1983 om transport af lig til eller fra

udlandet.

9. Retskemiske undersøgelser.

Retskemiske undersøgelser foretages på de tre

retsmedicinske institutter i København, Odense og Århus.

10. Ophævelse af cirkulæreskrivelse.

Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 79 af 30.

marts 1977 ophæves.

Justitsministeriet, den 8. februar

1993

Pia Gjellerup

/Hans-Viggo Jensen

Lignende dokumenter