Vejledning til politiet om ligsyn, obduktion og transplantation m.v.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Vejledning til politiet om ligsyn, obduktion
og transplantation m.v.
1. Regelgrundlaget.
Bestemmelserne om dødens konstatering, foretagelse
af ligsyn, udstedelse af dødsattest, omsorg for lig, obduktion og
transplantation m.v. findes i lov nr. 402 af 13. juni 1990 om ligsyn,
obduktion og transplantation m.v., der trådte i kraft den 1. juli 1990.
Loven er optrykt som bilag til denne vejledning.
Med denne lov blev hjernedødskriteriet
indført som et supplerende dødskriterium til
hjertedødskriteriet. Der blev endvidere indført skærpede
regler om samtykke som betingelse for at kunne foretage
lægevidenskabelig obduktion og transplantation.
Endvidere skete der med loven en samling af reglerne i de
tidligere love om transplantation (lov om udtagelse af menneskeligt væv
m.v.) og om ligsyn. disse love (lov nr. 246 af 9. juni 1967 og lov nr. 279 af
26. maj 1976) blev samtidig ophævet.
Bestemmelserne i lovens kap. 2 om ligsyn,
dødsattester og omsorg for lig svarer med enkelte redaktionelle og
systematiske ændringer til de hidtidige regler i ligsynslovens §§ 1-5
og § 9. Kap. 3 om obduktion er bortset fra en enkelt redaktionel
ændring i § 10 uændret i forhold til ligsynslovens §§ 6-8.
I tilknytning til lov om ligsyn, obduktion og
transplantation m.v. har Justitsministeriet udstedt bekendtgørelse nr.
474 af 22. juni 1990 om lægers adgang til at konstatere dødens
indtræden, foretage ligsyn, udstede dødsattest og foretage
obduktion samt bekendtgørelse nr. 475 af 22. juni 1990 om
dødsattester.
Ved dødsfald ombord på dansk skib på
søen eller i fremmed havn finder Industriministeriets
Læs alt
bekendtgørelse nr. 829 af 10. december 1990 om ligsyn og begravelse
m.v. ved dødsfald til søs anvendelse. Bestemmelserne i lov om
ligsyn, obduktion og transplantation m.v. vil dog delvis finde anvendelse
også i disse tilfælde, såfremt dødsfald sker
på skib i dansk havn eller inden for 24 timer før anløb
af dansk havn, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 2. andre
dødsfald, som indtræder uden for dansk område, vil
også være omfattet af lovens regler, såfremt liget er bragt
til Danmark. Det bemærkes i den forbindelse, at lig efter lovens § 7,
stk. 2, bl.a. ikke må føres ud af landet, førend
dødsattest er udstedt. Ligsyn skal således foretages, før
et indført lig kan udføres igen, medmindre der foreligger
fyldestgørende dokumentation for, at ligsyn er foretaget i
udlandet.
2. Dødens konstatering.
Ifølge § 1 i lov om ligsyn, obduktion og
transplantation m.v. kan en persons død konstateres ved uopretteligt
ophør af åndedræt og hjertevirksomhed eller ved
uopretteligt ophør af al hjernefunktion.
Når dødens indtræden er konstateret,
kan lægelig behandling, herunder i tilfælde af hjernedød
brug af respirator, ophøre.
Der er ved Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 118 af
25. juni 1990 om dødens konstatering ved uopretteligt ophør af
al hjernefunktion fastsat nærmere regler om de undersøgelser,
der skal foretages for at konstatere dødens indtræden efter
hjernedødskriteriet.
Der består for lægerne på den ene side
ikke nogen pligt til at iværksætte (og fuldføre) de
undersøgelser, der er nødvendige for at kunne konstatere
dødens indtræden efter hjernedødskriteriet, og på
den anden side ikke nogen pligt til på en hjernedød person at
undlade kunstigt at opretholde hjertets pumpefunktion ved brug af respirator.
Hvor længe en hjernedød person kan forblive i respirator
f.eks. i tilfælde af graviditet, hvor fødslen er nært
forestående, eller med henblik på transplantation må
afgøres efter de almindelige regler for lægers virksomhed.
Vedrørende lovens § 1 bemærkes endvidere, at
i de dele af lovgivningen, hvor dødstidspunktet tillægges
retsvirkning (arvelovgivningen, forsikringslovgivningen, sociallovgivningen,
straffelovgivningen m.v.), vil dødstidspunktet skulle fastsættes
til det tidspunkt, hvor dødens indtræden er konstateret efter §
1, nr. 1 eller 2. Dødens indtræden skal kun konstateres
én gang. Har lægerne efter gennemførelsen af de
foreskrevne undersøgelser således konstateret
hjernedødens indtræden, kan de ikke undlade at erklære den
pågældende død, og det konstaterede dødstidspunkt
efter dette kriterium er det tidspunkt, der skal anføres i
patientjournalen og i dødsattesten som dødstidspunktet.
3. Ligsyn m.v.
Bestemmelserne vedrørende ligsyn, herunder
retslægeligt ligsyn, indberetning til politiet, dødsattester og
omsorg for lig findes i lovens kapital 2, §§ 3-8.
3.1. Ligsyn.
Ligsyn foretages af en læge til afgørelse af,
om dødsfald er indtrådt. Ved ligsynet skal dødstegn
iagttages, og dødsmåde og dødsårsag så vidt
muligt fastslås.
Dødstegn
skal som hidtil bestå i enten
dødsstivhed, døds- eller ligpletter eller
forrådnelse.
Dødsmåderne
er naturlig død,
ulykkestilfælde, selvmord og drab. På dødsattesten er det
endvidere muligt at angive dødsmåden som "uoplyst",
såfremt det ikke er muligt ved det retslægelige ligsyn at
bestemme dødsmåden med sikkerhed.
Dødsårsagerne
er de sygdomme,
læsioner, forgiftninger m.v., der betinger dødens
indtræden.
Er en læge ikke til stede eller tilkaldt, når
politiet får kendskab til et lig, bør politiet efter lovens § 3
hurtigst muligt tilkalde en læge. Justitsministeriet skal i denne
forbindelse henvise til de hensyn, som er baggrunden for lovens § 8 om omsorg
for lig, jf. nedenfor afsnit 3.6.
De nærmere bestemmelser vedrørende
foretagelse af ligsyn er fastsat ved Sundhedsstyrelsens cirkulære nr.
119 af 25. juni 1990 til landets læger om ligsyn og udstedelse af
dødsattester m.v.
3.2. Indberetning til politiet.
Den læge, der tilkaldes i anledning af
dødsfald, har pligt til at afgive indberetning til politiet i en
række tilfælde, der er opregnet i lovens § 4, med henblik
på eventuel iværksættelse af retslægeligt ligsyn.
Det vil være tilstrækkeligt med en telefonisk
indberetning herom. anmeldelsen skal foretages uden unødigt
ophold.
3.3. Retslægeligt ligsyn.
I de tilfælde, hvor lægen indberetter et
dødsfald til politiet, jf. lovens § 4, iværksættes
ifølge lovens § 5, stk. 1, normalt retslægeligt ligsyn.
Retslægeligt ligsyn kan dog fortsat undlades i de i
lovens § 5, stk. 2, nævnet tilfælde, dvs. navnlig hvor
dødsfaldet efter de tilvejebragte oplysninger er uden
politimæssig interesse.
Retslægeligt ligsyn kan således navnlig
undlades ved de dødsfald, der er nævnt i § 4, stk. 1, nr. 2.
(når en person findes død), nr. 3 (når
døden er indtrådt pludselig og ikke er forudset af
lægelige grunde), nr. 5 (når døden kan være
en følge af fejl, forsømmelse eller ulykkelig hændelse i
forbindelse med behandling eller forebyggelse af sygdom) og nr. 6
(når dødsfald forekommer i kriminalforsorgens
institutioner), såfremt der mellem politiet og embedslægen
er enighed om, at de tilvejebragte oplysninger gør det åbenbart,
at der foreligger naturlig død, jf. herved § 5, stk. 2, nr. 2, samt
ved de dødsfald, der er nævnt i § 4, stk. 1, nr. 4
(når der er grund til at antage, at dødsfaldet kan skyldes
en erhvervssygdom, der er omfattet af lov om arbejdsskadeforsikring),
såfremt embedslægen finder, at de tilvejebragte
oplysninger med tilstrækkelig sikkerhed har klarlagt
dødsårsagen, jf. herved § 5, stk. 2, nr. 3.
Bestemmelsen om, at retslægeligt ligsyn i
øvrigt kan undlades, træffes af politiet alene, jf. herved de af
lovens § 5, stk. 2, nr. 1 og 4, omhandlede tilfælde. Det anbefales dog,
at der altid i tvivlstilfælde indhentes udtalelse om de lægelige
oplysninger hos den stedlige embedslægeinstitution (i København
Retspatologisk Institut).
Transplantation fra afdøde personer må efter
lovens § 15, stk. 3, ikke finde sted, såfremt der skal foretages
retslægeligt ligsyn, medmindre indgrebet må antages at være
uden betydning for resultatet af undersøgelsen. Dette må
medføre, at det i disse tilfælde er en betingelse for at udtage
transplantationsmateriale fra afdøde personer, at politiet forinden
har erklæret sig indforstået hermed. Ved ofre for trafikulykker
vil transplantationsindgreb dog kunne gennemføres, hvis politiet ikke
på eget initiativ konkret har nedlagt forbud herimod, og de
øvrige betingelser herfor er opfyldt.
Det anbefales, at politiet i såvel
"samtykke" som "forbuds"-tilfældene kontakter
embedslægeinstitutionen (i København Retspatologisk Institut)
for en nærmere drøftelse af spørgsmålet,
såfremt det giver anledning til tvivl.
Ligsynet foretages i henhold til § 6 af politiet og en af
de embedslæger, der er tilknyttet den pågældende
embedslægeinstitution (i København Retspatologisk Institut).
Vedrørende lovens § 6, stk. 2, om andre
lægers adgang til deltagelse i retslægeligt ligsyn i
embedslægens sted, bemærkes, at Justitsministeriets tilladelse
for professorerne i retsmedicin ved Københavns Universitet,
Retsmedicinsk institut i Århus og Odense og deres assistenter til at
deltage i retslægelige ligsyn, fortsat er gældende.
Bestemmelsen i ligsynslovens § 6, stk. 2, 2. pkt., om
politimesterens adgang til i påtrængende tilfælde at udpege
en læge, vil navnlig kunne anvendes i de ekstraordinære
situationer, hvor embedslægeinstitutionen er forhindret, og hvor der
ikke fungerer en vikar for de til embedet knyttede læger. Det vil
være hensigtsmæssigt, at politiet med henblik på
sådanne ekstraordinære tilfælde forud har forhandlet med
det stedlige embedslægeinstitution (i København Retspatologisk
Institut) om, hvilke stedlige læger der må anses som egnede til
at blive tilkaldt.
3.4. Dødsattest m.v.
Efter lovens § 7, stk. 1, påhviler det den
læge, der har foretaget ligsyn, at udstede dødsattest. Er
dødsfaldet indberettet til politiet efter § 4, må
dødsattest kun udstedes, hvis politiet meddeler, at indberetningen
ikke giver anledning til retslægeligt ligsyn.
Ved Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 475 af
22. juni 1990, der ligeledes trådte i kraft den 1. juli 1990, er det
foreskrevet, at dødsattesten skal udfærdiges på en af
Sundhedsstyrelsen udstedt blanket, formular nr. 1331. Den ny blanket, hvori
teksten er ajourført i overensstemmelse med de nugældende
bestemmelser, er trådt i stedet for den ved Justitsministeriets
bekendtgørelse nr. 45 af 7. februar 1977 om dødsattester
foreskrevne blanket (formular nr. 1231, grå). Sundhedsstyrelsen har
udfærdiget en vejledning af 15. maj 1991 om udfyldelse af
dødsattest.
3.5. Begravelse og ligbrænding.
Udstedelse af dødsattest er efter lovens § 7, stk.
2, en forudsætning for, at liget kan begraves, brændes eller
føres ud af landet.
Er dødsattesten udfærdiget efter
retslægeligt ligsyn, skal attesten yderligere være forsynet med
politiets påtegning om, at intet er til hinder for, at liget begraves,
brændes eller føres ud af landet. Påtegningen er politiets
endelige godkendelse af, at yderligere undersøgelser af liget fra det
offentliges side i anledning af dødsfaldet er
upåkrævet.
Efter Kirkeministeriets bekendtgørelse nr. 593 af
1. december 1975, § 2, stk. 2, skal dødsattesten i øvrigt
såfremt ligbrænding ønskes foretaget indeholde
erklæring fra lægen om, at der efter dennes skøn ikke er
grund til mistanke om, at døden er forårsaget ved en
forbrydelse. Foreligger der ikke dødsattest med den nævnte
erklæring, må ligbrænding ikke tillades, forinden der af
politiet er afgivet erklæring om, at der intet er til hinder
herfor.
3.6. Omsorg for lig.
Efter lovens § 8 skal en person, der antages at være
afgået ved døden, anbringes under forsvarlige forhold, og er
dødens indtræden ikke åbenbar, skal den
pågældende være under jævnligt tilsyn og må
ikke føres til lighus, før en læge har iagttaget
dødstegn. Førend ligsyn er afsluttet, og dødsattest er
udstedt, må liget ikke anbringes i kiste eller føres til
kapel.
Pligten til at anbringe afdøde under forsvarlige
forhold er foreskrevet ikke alene af hensyn til en eventuel mulighed for
genoplivning, men også af hensyn til den politimæssige interesse
i i videst muligt omfang at hindre, at liget udsættes for
efterfølgende ydre påvirkninger, der kan indvirke på
resultatet af eventuelle retsmedicinske undersøgelser. Bestemmelsen
tilgodeser endvidere almindelige sømmelighedshensyn.
Pligten til at holde den pågældende under
jævnligt opsyn ophører, når dødens indtræden
er konstateret af en læge, eller når det i øvrigt er
åbenbart, at den pågældende er død.
Pligten til forsvarlig anbringelse vedvarer, indtil
begravelse eller ligbrænding har fundet sted.
Særlig for så vidt angår behandling af
smittefarlige lig, er der ved Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr.
152 af 14. april 1983 om behandling af lig fastsat nærmere
bestemmelser.
4. Retslægelig obduktion.
Reglerne om obduktion findes i lovens kap. 3. Loven
sondrer mellem retslægelige og lægevidenskabelige obduktioner
(også kaldet hospitalsobduktioner). Her skal alene de
retslægelige obduktioner, der foretages af politimæssige grunde,
omtales.
Retslægelig obduktion skal foretages i de i lovens §
9, stk. 1, omhandlede tilfælde.
§ 9, stk. 1, nr. 1,
omhandler navnlig
dødsfald, som kan antages at være forvoldt ved forsætligt
eller uagtsomt strafbart forhold fra en anden persons side, men
bestemmelserne kan også tjene til at hindre, at der straks eller senere
opstår mytedannelser i anledning af et dødsfald, hvilket navnlig
kan tænkes at være tilfældet ved
børnedødsfald og dødsfald, der indtræder lang tid
efter en ulykke.
§ 9, stk. 1, nr. 2,
omhandler dødsfald, hvor
dødsmåden (jf. afsnit 3.1.) ikke med tilstrækkelig
sikkerhed er fastslået ved det retslægelige ligsyn. Det vil
typisk være tilfælde, hvor dødsårsag og
dødsmåde på dødsattesten er angivet som henholdsvis
ukendt, uoplyst eller lignende.
§ 9, stk. 1, nr. 3,
omhandler dødsfald, hvor
dødsårsagen (jf. afsnit 3.1.) ikke med
tilstrækkelig sikkerhed er fastslået ved det retslægelige
ligsyn, og yderligere retsmedicinske undersøgelser af
politimæssige grunde skønnes påkrævet. Det
bemærkes, at antallet af tilfælde udover tilfælde, hvor
obduktion allerede følger af bestemmelserne i nr. 1 eller 2 hvor en
nøjagtig konstatering af den specielle dødsårsag er af
politimæssig betydning, er begrænset. som eksempel på
reglens anvendelse kan nævnes tilfælde, hvor der foreligger
konkurrerende dødsårsager, og hvor den nærmere bestemmelse
heraf kan være afgørende for klassifikationen af
dødsmåden.
Der skal endvidere foranstaltes retslægelig
obduktion, når dødsfaldet må antages at stå i
forbindelse med misbrug af euforiserende stoffer (jf. Justitsministeriets
cirkulæreskrivelse nr. 254 af 22. oktober 1970).
Bestemmelse om retslægelig obduktion træffes
af politiet. Det følger af de almindelige regler, at afgørelsen
er undergivet sædvanlig rekurs til den overordnede anklagemyndighed i
sidste instans Justitsministeriet.
Obduktionen udføres af en sagkyndig læge, der
udpeges af Justitsministeriet, sammen med en embedslæge eller en anden
læge, der repræsenterer denne. Henvendelser om foretagelse af
obduktion kan i henhold til Justitsministeriets cirkulære nr. 207 af
20. december 1937 som ændret ved cirkulære nr. 214 af 28. oktober
1959 og senere praksis, fortsat rettes til de retsmedicinske institutter i
København, Århus og Odense.
Efter arbejdsskadeforsikringslovens § 20, stk. 2, 2. pkt.,
er Arbejdsskadestyrelsen berettiget til at forlange obduktion foretaget efter
reglerne om lovmæssige (retslægelige) obduktioner. I
tilfælde, hvor der ikke af politiet begæres obduktion, men hvor
dødsfaldet efter de foreliggende oplysninger kan skyldes en
arbejdsulykke eller en erhvervssygdom, som kan medføre krav efter
arbejdsskadeforsikringsloven (jf. Arbejdsskadestyrelsens
bekendtgørelse nr. 142 af 8. marts 1991 om fortegnelse over
erhvervssygdomme), skal Arbejdsskadestyrelsen underrettes herom. henvendelse
kan rettes til Arbejdsskadestyrelsens 8. kontor på tlf. 39 17 76 62.
Dette er et direkte nummer, som kan benyttes mandag og tirsdag mellem kl.
08.00 og kl. 16.00 og onsdag til fredag mellem kl. 08.00 og kl. 15.00. Om
aftenen og i weekenden kan der rettes henvendelse på tlf. 31 87 71 16.
endelig kan der om fornødent rettes henvendelse til kontorchefen for
8. kontor eller en af de andre kontorchefer i Arbejdsskadestyrelsen på
disses private telefonnumre.
Der henvises i øvrigt til det, der er anført
under punkt 3.3. om transplantation fra afdøde personer.
4.1.
Underretning.
Forinden der foretages retslægelig obduktion
herunder efter Arbejdsskadestyrelsens begæring skal politiet efter
lovens § 10, stk. 2, såfremt omstændighederne tillader det,
underrette afdødes nærmeste om dødsfaldet og om, at
obduktion vil blive foretaget, ligesom de skal gøres bekendt med
adgangen til domstolsprøvelse. Afgrænsningen af afdødes
nærmeste må foretages konkret, men vil i hvert fald omfatte
ægtefælle, registreret partner, samlever, slægtning i lige
linie og alt efter de konkrete forhold søskende og plejebørn
samt andre slægtninge eller besvogrede, som afdøde var
nært knyttet til.
Der skal normalt kun gives underretning til én af
de nærmeste, så vidt muligt først og fremmest
afdødes samlevende ægtefælle, registrerede partner,
samlever eller myndige børn eller i givet fald andre, som umiddelbart
kan antages at have haft den nærmeste tilknytning til
afdøde.
Foretager politiet underretningen telefonisk, bør
der udfærdiges en notits herom. Det bør af notitsen udtrykkeligt
fremgå, om den pågældende protesterer imod politiets
beslutning om obduktion. Det bør endvidere fremgå, at den
pågældende er gjort bekendt med adgangen til
domstolsprøvelse.
Der er kun pligt til at foretage underretning,
såfremt omstændighederne tillader det. Den mulighed, der
her holdes åben, for at obduktion kan finde sted, selv om det ikke er
lykkedes at underrette de nærmeste om dødsfaldet, vil f.eks.
kunne få betydning i drabssager, hvor det i nogle tilfælde
såvel af efterforskningsmæssige grunde som ud fra et
lægeligt synspunkt vil kunne være af afgørende betydning,
at obduktion kan foretages straks uden at afvente underretning af de
nærmeste, hvis opholdssted måske ikke kendes. Som andre eksempler
kan nævnes opdrivende lig eller andre dødfundne, hvis identitet
ikke umiddelbart kan fastslås, og hvor ligets tilstand tilsiger hurtig
obduktion. I sådanne tilfælde kan selve obduktionen udgøre
et vigtigt led i identifikationsarbejdet.
I tilfælde, hvor obduktionen begæres af
Arbejdsskadestyrelsen, skal afdødes nærmeste samtidig
gøres opmærksom på bestemmelsen i
arbejdsskadeforsikringslovens § 23, stk. 2, hvorefter de efterladte kan
fortabe deres krav, såfremt de modsætter sig en af styrelsen
begæret obduktion. Midsætter afdødes nærmeste sig
obduktion, bør Arbejdsskadestyrelsen straks telefonisk underrettes
herom, således at styrelsen kan tage stilling til, om begæringen
fastholdes.
Fremgår det af de foreliggende oplysninger, at
afdøde har tegnet en ulykkes- eller livsforsikringspolice, og politiet
ikke foranstalter retslægelig obduktion, skal vedkommende
forsikringsselskab som hidtil telefonisk underrettes, således at
selskabet på egen bekostning kan lade foretage obduktion.
4.2.
Domstolsprøvelse.
Efter lovens § 11 skal polotiet, såfremt
afdødes nærmeste modsætter sig retslægelig
obduktion, inden 24 timer indbringe spørgsmålet om lovligheden
af beslutningen herom for retten.
Dette gælder også i tilfælde, hvor
obduktionen mod de nærmestes protest begæres af
Arbejdsskadestyrelsen.
Protest fra blot en enkelt inden for den kreds, som i det
konkrete tilfælde må anses for at udgøre afdødes
nærmeste, må normalt medføre, at spørgsmålet
af politiet indbringes for retten.
Spørgsmålet om lovligheden af
obduktionsbeslutningen bør i givet fald af politiet indbringes for
retten i den politikreds, hvor beslutningen om obduktion er truffet. Omfatter
denne politikreds flere retskredse, bør sagen indbringes for retten i
den retskreds, hvor vedkommende er afgået ved døden, eller liget
er fundet, men sagen kan dog indbringes for en anden ret inden for
politikredsen, hvis politiet i det konkrete tilfælde finder dette mere
hensigtsmæssigt.
Efter lovens § 11, stk. 2, behandles sagen efter
strafferetsplejens regler. Det følger heraf blandt andet, at byrettens
afgørelser vil kunne påkæres til landsretten, jf.
retsplejelovens § 968. Under hensyn til det ønskelige i på et
så tidligt tidspunkt som muligt at opnå en endelig
afgørelse med hensyn til spørgsmålet om beslutningens
lovlighed, er den ordinære frist for kære til landsretten nedsat
til 3 dage. Sådant kæremål vil kun have opsættende
virkning over for beslutningen om obduktion, såfremt dette i de enkelte
tilfælde bestemmes enten af vedkommende byret eller af landsretten, jf.
retsplejelovens § 969, stk. 2. Hvor forholdene gør det
nødvendigt, kan en af byretten godkendt obduktion i øvrigt
bringes til udførelse inden kærefristens udløb, jf.
herved lovens § 11, stk. 3, og det nedenfor anførte.
I de tilfælde, der er nævnt i lovens § 9, stk.
1, kan obduktionen foretages, inden rettens afgørelse foreligger,
såfremt der er nærliggende fare for, at øjemedet ellers
vil forspildes, jf. herved lovens § 11, stk. 3. Retten skal efter § 11 tage
stilling til spørgsmålet om obduktionsbeslutningens lovlighed,
uanset om obduktionen er foretaget inden kendelsens afsigelse. Efter
Justitsministeriets opfattelse må det endvidere antages, at retten som
led i denne prøvelse også skal tage stilling til, om sagen har
været så hastende, at det har været berettiget at lade
obduktionen foretage, inden rettens kendelse foreligger. Justitsministeriet
vil derfor finde det rigtigst, at retten underrettes, såfremt obduktion
foretages i medfør af § 11, stk. 3, således at retten har
mulighed for efterfølgende ved kendelse også at afgøre,
om betingelserne herfor har været til stede.
5. Dødfødte personer.
Loven finder tilsvarende anvendelse på
dødfødte personer, jf. lovens § 17, stk. 1.
Grænsen mellem aborter og dødfødte
går som hidtil ved fostre, der har nået en sådan udvikling,
at den 28. svangerskabsuge må antages at være passeret. Fostre,
der kommer døde til verden forud for dette tidspunkt, anses for
aborter, medens fostre, der kommer døde til verden efter det
nævnte tidspunkt, anses for dødfødte. Kun for så
vidt angår dødfødte kræves ligsyn og
dødsattest.
I alle tilfælde, hvor fostret har vist livstegn uden
for moderens liv, selv om det ikke er levedygtigt, betragtes det uanset om
det er født før eller efter 28. svangerskabsuge som
levendefødt, således at de almindelige regler om ligsyn og
dødsattest m.v. finder anvendelse, når livstegnene er
ophørt.
6. Lægers inhabilitet.
Ifølge § 1 i Justitsministeriets
bekendtgørelse nr. 474 af 22. juni 1990 må en læge ikke
konstatere dødens indtræden, foretage ligsyn, udstede
dødsattest og foretage obduktion, når den afdøde
1)
var lægens nuværende eller tidligere
ægtefælle, registrerede partner, beslægtede eller
besvogrede i op- eller nedstigende linie eller i sidelinien så
nær som søskendebørn,
2)
var lægens samlever, stedbarn eller plejebarn,
3)
på dødstidspunktet tilhørte
lægens husstand, eller når lægen i øvrigt havde et
særligt tilknytningsforhold til afdøde.
Er en læge herefter afskåret fra at foretage
ligsyn, fremgår det af lovens § 3, stk. 2-4, hvilke andre læger,
det påhviler at foretage ligsynet.
Kirkeministeriet har ved cirkulære nr. 196 af 14.
september 1990 efter Justitsministeriets henstilling anmodet
begravelsesmyndigheden om at have opmærksomheden henledt på de
tilfælde, hvor det af dødsattesten eller de i øvrigt for
begravelsesmyndigheden foreliggende oplysninger fremgår, at den
dødsattestudstedende læge efter de ovennævnte bestemmelser
er inhabil, eller der er grundlag for mistanke herom, samt at
begravelsesmyndigheden i sådanne tilfælde omgående
foretager inberetning til politiet vedlagt dødsattesten.
Ved Sundhedsstyrelsens cirkulæreskrivelse af 21.
marts 1977 om embedslægernes opgaver i forbindelse med den
rutinemæssige gennemgang af dødsattester er embedslægerne
endvidere anmodet om at have opmærksomheden henledt på
tilfælde, hvor det af dødsattesten m.v. fremgår, at
lægen er inhabil, eller der er grundlag for mistanke herom, og da
straks at foretage indberetning til politiet.
Har en læge udstedt en dødsattest i strid med
habilitetsreglerne i bekendtgørelsens § 1, bør der så
vidt muligt afholdes et retslægeligt ligsyn og udstedes en ny
dødsattest af en af de embedslæger, der er tilknyttet den
pågældende embedslægeinstitution (i København
Retspatologisk Institut.)
Gør ligbrænding eller begravelse det ikke
praktisk muligt at afholde et sådant ligsyn, bør
embedslægeinstitutionen på grundlag af politirapport
afgøre, om der er tilstrækkeligt grundlag for at udstede en ny
dødsattest.
Embedslægens indberetning i disse tilfælde
bør ikke føre til, at politiet uden videre indleder en
politimæssig efterforskning med henblik på, om dødsfaldet
har sammenhæng med strafbart forhold. Foreligger der imidlertid
sådanne særlige omstændigheder, at mistanke er begrundet,
vil en nærmere undersøgelse også kunne indbefatte
opgravning og undersøgelse af liget.
7. Militært personel.
Henhører efterforskningen i forbindelse med
dødsfaldet under militær påtalemyndighed, træder
forsvarets auditørpersonel efter lovens § 18, stk. 3, i stedet for
politiet ved foretagelse af retslægeligt ligsyn og retslægelig
obduktion.
8. Overførsel af lig til udlandet.
Ønskes et lig overført til udlandet,
skal der foreligge et ligpas, der i henhold til Indenrigsministeriets
bekendtgørelse nr. 152 af 14. april 1983 om behandling af lig udstedes
af embedslægeinstitutionen på dødsstedet i
Københavns kommune af stadslægen).
Ligpasset skal følge liget under transporten,
medens den originale dødsattest skal forblive i landet.
Der kan endvidere henvises til Sundhedsstyrelsens
cirkulære af 26. september 1983 om transport af lig til eller fra
udlandet.
9. Retskemiske undersøgelser.
Retskemiske undersøgelser foretages på de tre
retsmedicinske institutter i København, Odense og Århus.
10. Ophævelse af cirkulæreskrivelse.
Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 79 af 30.
marts 1977 ophæves.
Justitsministeriet, den 8. februar
1993
Pia Gjellerup
/Hans-Viggo Jensen
Lignende dokumenter
- 1986 LSF 142 FORSLAG TIL LOV OM LIGSYN, OBDUKTION OG TRANSPLANTATION M.V. Retsinformation · 21. maj 1988
- 1989 LSF 149 FORSLAG TIL LOV OM LIGSYN, OBDUKTION OG TRANSPLANTATION M.V. Retsinformation · 4. juli 1990
- 1987 LSF 47 FORSLAG TIL LOV OM LIGSYN, OBDUKTION OG TRANSPLANTATION M.V. Retsinformation · 21. maj 1988
- 1989 LSF 173 FORSLAG TIL LOV OM DØDSKRITERIUM OG TRANSPLANTATION M.V. Retsinformation · 18. maj 1990
- Vejledning om ligsyn, indberetning af dødsfald til politiet og dødsattester m.v. Retsinformation · 20. december 2006
- 1989 BTL 149 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM LIGSYN, OBDUKTION OG TRANSPLANTATION M.V. NR L 149 1989-90, 1. SAMLING Retsinformation · 4. juli 1990